Artikler
Juli 20, 2020
Landposten
Af Lisa Olesen
Bonden blev betragtet langt nede på den sociale rangstige. De få bønder, der var havnet i Folketinget blev af borgerskabet behandlet meget nedladende. Men gennem andelsforeninger fik bønderne udviklet deres produktionsapparat. I denne udvikling havde landbrugets overklasse lettere ved at få fat i deres post. I sognene meldte frivillige sig ofte kvinder, invalide eller gamle. De blev populære som sognebude. Efterhånden kom der flere udvekslingssteder. I slutningen af 1870’erne kom landposten også ude på landet. Uniformen fik man først i 1893. Nu kom cyklen også til hjælp. Jo landposten har haft stor kulturel og erhvervsmæssig betydning.
Landposten
Det er ikke mere en godt og vel halvandet hundrede år siden, postbuddet var en nyhed i de danske landdistrikter. Før da mente man ikke, at der uden for byerne var behov for en almindelig postbetjening. Selvfølgelig var landbrugets indsats påskønnet, man var klar over dets afgørende betydning for samfundsøkonomien, men bonden selv rangerede et godt stykke nede på den sociale rangstige og betragtedes som en noget simpel og enfoldig personage. Lidt latterlig var han jo, når han kom til byen i sit
grove tøj med en gennemtrængende lugt om sig af jord, dyr og det, der var værre.
De få bønder i folketinget virkede fremmedartede både her og i det københavnske bybillede. Typisk for borgerskabets nedladende holdning er bemærkningen fra den konservative politiker Carl Georg Andræ, da det i 1870 var på tale at optage to ledende bondepolitikere i regeringen: “De stole, hvorpå d’herrer Berg-Hansen har sat sig, kunne blive så tilsølede, at ingen længere ville sætte sig på dem”.
Nå, det viste sig nu, at regeringstaburetterne bevarede deres tiltrækningskraft, også efter at bønderne var rykket ind. I disse år gik udviklingen på landet frem med stormskridt. Sideløbende med den politiske
mobilisering, der i 1901 førte til partiet Venstres overtagelse af regeringsmagten, havde landbruget udviklet sit produktionsapparat gennem andelsforetagender, højskolebevægelsen var slået igennem og brugsforeninger dukket op overalt. Midt i det hele gik nu en uanselig, men nok så betydningsfuld person – landposten.
Helt uden brevforbindelse med omverdenen var landdistrikterne ikke før postbudenes tid, men den var på privat basis. Den hyppigste og bedst organiserede postgang havde landbrugets overklasse, godsejerne og proprietærerne, de sluttede sig ofte sammen og holdt regelmæssigt ridende bud til købstadens postkontor.
Blandt bønderne var der forskellige måder at klare sagen på. Nogle brugte handelskontakter i byen som postadresse – her kunne de så hente brevene ved lejlighed – mens andre organiserede en fast budgang til postkontoret en eller flere gange om ugen, eventuelt i samarbejde med godsejerne. Det kunne være egnens husmænd, der på skift varetog opgaven, men det almindeligste var, at en af sognets gamle eller invalider fik hvervet overdraget. En sådan ordning var billig – sparede måske tilmed fattighjælp – og de pågældende kunne gøre yderligere gavn ved også at besørge andre ærinder, når de nu alligevel skulle af sted.
Disse sognebude var meget populære i befolkningen og dertil omgivet af en del spænding og romantik – hvad kunne tasken ikke indeholde: kærligheds-epistler, breve fra sønnen i det fremmede, bud om død og ulykke. Men slidsomt var det at gå de mange, mange kilometer ad elendige veje i al slags vejr med den tunge taske, frem og tilbage år efter år for en langtfra fyrstelig betaling.
Maren Pedersdatter fik i 1811 en fattighjælp på ti rigsdaler ved siden af sine indtægter som sognebud, og de er hende vel undt. En anden Maren, kaldet Maren Post, gik sin gang mellem Åsum og Odense i næsten 40 år. Det var ofte kvinder, der tog tørnen som sognebud. Da det egentlige landpostvæsen blev oprettet, foretrak man mænd med den motivering, at arbejdet var anstrengende og dermed uegnet for det svage køn. Vi skal helt frem til 1970, før der blev gjort brud på denne regel.
Omkring midten af 1800-tallet barslede postledelsen med et forslag “sigtende til at gøre postvæsenet mere tilgængeligt for landdistrikterne”. Hvor der var langt mellem postkontorerne skulle oprettes “brevsamlingssteder”, der med uuddannet arbejdskraft kunne fungere som en slags underposthuse. Herfra skulle landpostbude ad fastlagte ruter bringe posten rundt til en række “udvekslingssteder”, der hver især dækkede et mindre område, og hvor folk så selv kunne hente forsendelserne.
Aflevering ved husdørene som i vore dage var der endnu ingen, der drømte om, og det er måske forståeligt med den smule post, der var. Ideen med de statsansatte postbude faldt nu ikke i særlig god jord hos dem, til hvis bedste den var fremsat. Man ønskede at bevare sognebudene, som der var stor tilfredshed med, og det er nok heller ikke undgået opmærksomheden, at der i nyordningen var regnet med en ekstraporto for post til landdistrikterne; forbedringen skulle jo betales.
Brevsamlingsstederne mødte større forståelse, og de første oprettedes i 1853, nemlig 19 på Sjælland, 17 på Fyn, 44 i Jylland og 2 på Lolland-Falster. En halv snes år senere var antallet mere end fordoblet.
Også postbudene dukkede lidt efter op på vejene til afløsning for Maren Post og hendes kolleger. De første tre ruter kom i 1860, flere fulgte, og efterhånden som isen blev brudt, voksede antallet stødt. Det forlangtes,
at befolkningen selv udtrykte ønske om at få en rute, og at man stillede husrum til rådighed for udvekslingssteder, men betydningen af en regelmæssig postgang var ved at gå op for folk.
Krigen i 1864 gjorde vel sit, og de voldsomme sociale og politiske brydninger har nok også åbnet mange landbrugeres øjne for nytten af en bedre forbindelse med omverdenen. I hvert fald: efter en snes år var man nået op på over 600 ruter og mere end 5000 udvekslingssteder. Samtidig var kravet om aflevering ved husdørene begyndt at melde sig.
Brevsamler G. J. Jessen i Holte var især ivrig for sagen, og i slutningen af 1860’erne fik han, trods ledelsens betænkeligheder, lov at gøre et forsøg i to sjællandske amter. Det mislykkedes, men ikke længe efter måtte postvæsenet selv tage sagen op, og i løbet af en halv snes år forbedredes betjeningen så meget, at også landboere fik besøg af posten.
Hvis man da ikke ligefrem boede på Bornholm eller i det allermørkeste Jylland – først i 1908 var også disse landsdele kommet med i fuldt omfang. Det betyder dog ikke, at man var på højde med købstæderne, hvor der dengang var postomdeling tre-fire gange på hverdage og én til to gange om søndagen, men indtil 1920, hvor der iværksattes store besparelser, gik udviklingen i retning af en stadig bedre postomdeling på landet.
I de første mange år var landposten ikke ligestillet med kollegaen i byen. Uniform fik han først i 1893, men af nok så stor betydning var det, at han lønmæssigt haltede bagefter. Landpostbudene var ansat på kontrakt, og der betaltes efter antallet af omdelingstimer. Med en ti timers arbejdsdag kunne der omkring århundredeskiftet opnås en årsløn på 600 kr. – et beløb, som selv efter den tids målestok næppe dækkede leveomkostningerne og derfor måtte suppleres med bierhverv.
Her kom nu teknikken de betrængte til hjælp. For postvæsenet var apostlenes heste stadig det eneste tænkelige befordringsmiddel, og på det grundlag beregnedes arbejdstiden, men cyklen var faktisk opfundet, og postbudene tog den i brug. De kunne nu tilbagelægge ruten langt hurtigere og, uden at det berørte lønnen, få mere tid til andet arbejde.
Til gengæld for den ringere anseelse opnåede landposten – som forhen sognebuddet – at blive en kær gæst, hvor han kom frem. Taskens indhold af breve, pakker, aviser og blade var et lyspunkt i hverdagen, og dertil
kom så de seneste lokalnyheder, han selv kunne bringe fra egnen. Få har kendt sognet og dets mennesker bedre.
Med biler, telefon, fjernsyn osv. har meget ændret sig, landpostens gerning er blevet lettere, men kontakten med beboerne på ruten er nok ikke helt, hvad den har været. Landpostvæsenet fik stor kulturel og erhvervsmæssig betydning, det blev en livsnerve i hele den udvikling,
der skabte det moderne landbrug. Den beskedne embedsmand var en slags fødselshjælper, men det er der næppe mange, som har skænket en tanke, når de modtog hans daglige besøg.
Billedtekst: Grethe Hugge gik som sognebud i egnen omkring Stubbekøbing, før der blev oprettet landpostruter i dette distrikt. Fotograf: Anton Frederik Thellemann i Stubbekøbing.
Lokalhistorisk Arkiv og Forening for Nordfalster
*
https://arkiv.dk/vis/775709?fbclid=IwAR3CI45tdyS4QLucKWkN1OfA3xkyr6ZvQMJDTtzyKdEN8eKKkiIckW
RtOAI
Vi håber, at vi rent teknisk senere kan bringe dette billede
Kilde:
*
Tak til Lisa Olesen
Juli 20, 2020
Fra Langelinie til Strandboulevarden
Vi går fra yderspidsen af Langelinie, der hvor man plejer af få softice og så går vi langs den gamle Strandpromenade, der i dag hedder Strandboulevarden. Dengang var linjeforløbet en lidt anden. Kineserne er skuffet over ”Den Lille havfrue. Egentlig var Langelinie anlagt som fæstning. I begyndelsen havde kun de fine adgang. Der blev anlagt badeanstalt for officererne og deres familie. Flot udsigt fra Aggersborg’ s villa. Vi besøger Kryolitfabrikken og kalkbrænderierne. Et forlystelsessted blev oprettet. Her kom ”fordrukne matroser, Nyboderdrenge og byens pøbel. Hans Just leverede spritten. Vibenshus Skole ligger forkert. Selv baderummet blev brugt som undervisning. Og så var jorden omkring Østre gasværk forurenet. Man kan mærke niveauforskellen på syv meter. Dengang var der masser af butikker på Strandboulevarden og kongen havde sin ridesti i midten. For at komme ind til de fine i Rosenvænget skulle du have nøgle med og det have H.C. Andersen. Det er næsten tid til at sige farvel til Københavns sidste boulevard.
Kineserne er skuffet over ”Den Lille Havfrue”
Promenadestrækningen i København er noget som udlandet misunder os. Langelinie har gennemgået store forandringer i tidens løb.
Egentlig hed det Den Lange Linie. Her kæmpede man for et fyrhus for enden af Langelinie-kajen. Man nøjedes så med at flytte det lidt.
Kinesere er dog skuffet over ”Den lille Havfrue”. De mente, at den var væsentlig større. Det var Erik Eriksen, som kom til at udføre den skønne eventyrfigur. Den blev opstillet den 23. august 1913. Og det var Ellen Price, der var den inspirerende model.
Langelinie anlagt som en fæstning
Der er næppe mange, der i dag spekulere på, at Langelinie ikke var anlagt som en promenade for københavnerne. Det var en del af Kastellets ydre fæstningsværker.
Det var omkring 1660 at Langelinie blev anlagt af ingeniørofficer Gotfred Hofmann, som en dæmning. Et par år senere blev Kastellet færdig. Såvel Langelinie som Kastellet spiller en vigtig rolle i forbindelse med ”Slaget på Rheden”, skærtorsdag den 2. april 1801.
Man havde godt nok hørt, at den engelske flåde var på vej, men man troede at den ville til Rusland. Den københavnske skibsstyrke var ikke stor. Den bestod kun af de fastliggende blokskibe, mindre sejlskibe og armerede pramme.
Kastellets kanoner rakte ikke så langt
Lord Nelson førte 12 linjeskibe og 24 andre skibe. Det var en temmelig ulige kamp. Englænderne var imidlertid gået syd gennem Hollænderdybet, det vil sige syd for denne. Det var her slaget tog sin begyndelse. I slaget deltog også Kastellets kanoner. Men de var ikke tilstrækkelig langtrækkende.
De sårede blev sejlet ind til Langelinie og Toldboden for at blive indlagt på Frederiks Hospital og Søkvæsthuset på Christianshavn.
Prinsen og prinsessen måtte ikke komme igennem
Hvis man ikke havde tegn, når man bevægede sig på Langelinie, ja så kunne vagterne være grove. En soldat stod vagt og Prins Ferdinand kom gående sammen med sin gemalinde. Soldaten spurgte om de havde pas. Derpå svarede Prins Ferdinand:
Soldaten svarede nærmest på jysk, at der kommer ingen igennem uden pas, om det så var kongen. De kongelige måtte gå hjem og soldaten måtte ligge ”krum” (en militærisk straf).
Sagnet om Gefion
Senere måtte kun borgernes pæne borgere få adgang. De skulle dog betale bompenge. Senere blev der dog adgang for alle. Således måtte Nyboder – folket heller ikke komme i Kongens Have.
Man kan ikke undgå at se Gefion springvandet. Ifølge sagnet pløjer Sjælland ud af Sverige mens vandet fosser omkring de stønnende okser. De trækker det nye indvundne land til Danmark. Det er billedhuggeren Anders Bundgaard, der står for ”Springvandsgruppen”.
I tidligere tider var indgangen til Langelinie gennem en stor port for enden af kørevejen fra Esplanaden. Her var opsat et skilderhus med tilhørende skildvagt. Jo dengang blev Langelinie ofte afpatruljeret af to mænd bevæbnet med både sabel og geværer.
En restaurant blev anlagt
Under Treårskrigen var det Livjægerne der besørgede natholdet. Det gik meget gemytlig for sig inde i vagtstuen, når punchebollen kom på bordet. Livjægerne fik piberne tændt og sangbøgerne kom frem.
En skønne dag kom der et forslag om at anlægge en restaurant på Langelinie. Der blev ført en høj buet bro tværs over kørebanen til Langelinie, hvorfor en dobbelttrappe førte op til broen. Restauranten, som fik navnet Langelinie Pavillon, åbnede den 25. november 1884. Nu kunne man indtage forfriskninger, se på den ind og udgående skibe samt hilse på de promenerende.
En ny pavillon
I 1893 skete der store forandringer. Der blev anlagt en stor lystbådehavn. Hele den store omdannelse af terrænet medførte at Langelinie Pavillon blev revet ned. Nu rejste Kongelig Yacht Klub en ny bygning, der både var lokale for klubben og restaurant for publikum. Den nye Pavillon blev indviet den 30. januar 1903. I 41 år var det en meget besøgt restaurant. Denne restaurant blev den 11. juni 1994 sprængt i luften af tyskerne.
Et lille hyggeligt træhus omgivet af en have udgjorde Karantænehuset. Her opholdt den daværende lægevagt sig. De havde tilsyn med skibe, der ankom med syge ombord. Den lå på selve Langelinie-dæmningen.
Senere blev karantænestationen revet ned. Et nyt muret hus blev opført i 1880 på den forreste del af Langelinie. Ikke langt derfra rejstes i 1886 det første monument herude, det var mindesøjlen for søhelten, Iver Hvidtfeldt, der den 6. oktober 1710 ved sø – træfningen i Køge Bugt.
Farvel – for altid
Det var fra Vestre Bassin (Amerikakaj) at tusindvis af danskere sejlede til USA i de store udvandrings – år. Skandinavien – Amerika – Linien reklamerede med i 1906 med ”hurtig rejse” til New York med enten ”Hellig Olav” eller ”United States”.
Rejsetiden var nu reduceret til ”kun 9 dage fra havn til Havn” mod tidligere 14 dage. De nybyggede skibe kunne tage 1.200 – 1.400 passagerer. Sikke nogle følelser, der her afspillede sig. Måske var det sidste gang de så familien og fædrelandet.
Det var, at Frederik den Ottende red sin daglige morgentur, og det var her tyskerne gik i land den 9. april 1940.
Man fortsatte helt frem til midten af 1960’erne dog med knap så mange passagerer. Amerikanerne havde indskrænket deres kvoter.
Karantænestationen blev senere overtaget af havnevæsnet og en ny kombineret lods- og karantænebygning blev opført i Frihavnen, hvor den blev taget i brugt den 15. september 1943.
Badeanstalt for officerer og deres familie
Inden Langelinie igen blev ændret, blev Langelinie skærmet mod bølgeskvulp af store kampesten. Ude i søen tæt ved Langelinie blev der opført to badehuse, et større og et mindre, beregnet for officerer og deres familie. Adgang til badebroerne foregik af trætrapper, der var anbragt over kampestenene, hvorfra træbroer førte ud til badehusene.
Flere monumenter var blevet rejst. Her er mindestenen for hospitalsskibet Jutlandia, der gjorde tjeneste under Korea-krigen i starten af 1950’erne. Og så der er også mindesten for Ludvig Mylius Erichsen samt deltagerne i danmarksekspeditionen (1906 – 1908) til Nordøstgrønland samt en mindesten for polarforskeren Ejnar Mikkelsen. Og Frihavnen blev åbnet den 9. november 1894.
I dag anløber som regel det ene krydstogtsskib efter det andet på Langelinie, der har en dybde på 10 meter.
Man gik over i Strandpromenaden
Hvor den gamle Langelinie endte, gik man ad en skråning ned til den såkaldte Strandpromenade. Den gik direkte langs vandet. Her havde man på højre hånd den kommunale og den militære badeanstalt, der begge havde flere vandbassiner af forskellig dybde med tilhørende badebroer og badehuse.
Skråt over for disse lå store græsplæner. De stødte op til ingeniørernes øvelsespladser. På helligdage søgte adskillige københavnere herud med deres familie for i fri luft at nyde deres medbragte smørrebrødspakker og drikkevarer.
Var man kommet gennem en skyggefuld Alle forbi de to badeanstalter havde man op til disse samt et bådebyggeri en del opslagspladser, bl.a. Lautrups Plads på hvilket der i den sidste del af 1880’erne blev udstillet en meget stor hval som et tiltrak et meget stort antal publikum.
Flot udsigt fra Aggersborgs villa
En af de sidste huse på venstre hånd af Strandpromenaden var veksler H.C. Aggersborgs store vidt kendte villa, omgivet af en mindre sø. Hovedfacaden var mod Øresund. Den bagved liggende kørevej var parallel med Strandpromenaden.
Fra vinduerne var der vid udsigt over Sundet og over det nærmeste landterræn. Dengang var der her et meget sparsomt byggeri. Fra gangen fobi husets venstre side førte en trappe ned til søens badebro.
I en årrække blev villaen beboet af medlemmerne af kunstnerfamilien Skovgaard. Da søen efterhånden blev udtørret, blev villaen revet ned. Tværs over grunden blev Aggersborggade anlagt.
Kryolitfabrikken
Meget tidligt lå en af de store industriforetagender herude. Det var Kryolitfabrikken, der lå mellem Hjørringgade, Kalkbrænderivej, Strandboulevarden og Østbanegade. Soda og alun blev via den grønlandske kryolit fremstillet på fabrikken mellem 1859 og 1886. Fra 1886 blev der her fremstillet ren kryolit, men i 1970’erne slap kryolitten op.
I 1870 blev der også oprettet en svovlsyrefabrik.
Fabrikken havde egentlig mange navne, Øresunds Chemiske Fabrikker eller Fabrikken Øresund eller bare Kryolitfabrikken. Adressen var Strandboulevarden 84.
Nye initiativer blev sat i gang på fabrikken. Der kan nævnes saltproduktion, marcipan – og småkageproduktion samt elektronikproduktion. Det dannede en sær blandet dunst af kryolit og bagværk. I 1990 lukkede produktionen på kryolitgrunden endelig ned.
Tietgen havde også andel i dette. Derfor blev der her oprettet Tietgens Have. Senere blev det til Charlottehaven.
Bedre kvalitet på Østerbro
I 1852 blev arealerne uden for voldene frigivet. Vesterbro og Nørrebro kom hurtig i gang. Det varede lidt længere på Østerbro. Til gengæld var alle byggevedtægter på plads. Kvaliteten på byggeriet her i kvarteret havde også en anden standard.
I 1850 boede der 1.500 mennesker på Østerbro. I 1906 boede der 66.000 herude.
Da den sidste del af Strandpromenaden skulle afsluttes fandt man resterne af en nedlagt skanse, Bådsmandsskansen. Den lå på det nuværende hjørne af Strandboulevarden og Hjørringgade.
Et rettersted
Her havde man fra 1792 til 1806 et rettersted. Her blev folk henrettet eller her blev ulydige borgere afstraffet. Det var også her natmanden begravede hoveder og hænder, der havde været på stage.
Grundene langs kysten ud til Svanemøllen blev også nærmest betragtet som værdiløse. Rakkermanden havde mulighed for at sejle sine selvdøde dyr helt ind til den stinkende kule, som var målet for ådslernes sidste rejse.
Kalkbrænderi
Efter den store brand i 1729 blev der anlagt et kalkbrænderi ved Langebro. I 1731 blev det flyttet uden for byen omtrent der, hvor Nordhavn Station i dag ligger. I 1770’erne blev der bygget et kalkbrænderi lidt længere mod nord. Kalkbrænderiet har gennem historien spillet en ledende rolle i kvarterets liv og udvikling, hvilke ud over gadenavnet er svært ved at gense i dag. Den senere kalkbrænderihavn er først anlagt i forbindelse med anlæggelsen af Frihavnen, hvilket skete i 1895.
En folkelig traktørhave
Her på Slagtervænget anlagde en mand ved navn Børrensen her en folkelig traktørhave efter datidens mønster med restaurant, keglebane og karrusel med lirekasse. Vangen gik forbi Batterivej (Viborggade) til Svanemøllen forbi Ny Kalkbrænderihavn.
Denne traktørhave blev hovedsagelig brugt af det jævne københavnske publikum som i aftentimerne søgte herud med familie og børn. Egentlig havde haven ikke noget navn. Men Det Kongelige Teater opførte den 3. april 1859 en vaudeville af Henrik Hertz, der hed ”De fattiges Dyrehave”. Så var navnet lagt.
Fordrukne matroser, Nyboderdrenge og byens laveste pøbel
Nu var det vel ikke så mange dyr, man kunne se her. Det var vandrotter og en lænkehund, der gik løs på hinanden om natten. Ja så var der også en abe på en stang. Den navnkundige forfatter, Knud Bokkenheuser beskrev stedet som:
Her var karruseller, keglebaner og andre forlystelser for folk, der ville mores sig. En af de mest kendte forlystelser var Rhinen, der havde en stor karrusel med larmende lirekasse (gadeorgel).
Når mørket faldt på begyndte musikken. Stenfiskerne og sandgraverne mødte op. Det gjorde danselystne damer fra Adel – og Borgergade også.
Hvis vi dag skal forsøge at finde ud af, hvor den nøjagtig lå henne, så bliver det nok mellem nummer 88 – 98. Det var mellem Århusgade i nord og Vejlegade i syd. det var en konkurrent til Bakken.
Hans Just leverede spritten
Fra telt beværtninger blev der serveret brændevin fra den nærliggende spritfabrik, Fortuna. Her kom også arbejderne og bådførerne fra kalkbrænderiet. Stedet var også populært hos de almindelige søfolk.
Det var Hans Just, der oprettede spritfabrikken Fortuna. Her bor min læge i dag. Mern hunserverer ikke sprit, måske håndsprit, når jeg besøger hende. De første år hed Århusgade Fortunagade.
Endnu i 1896 lå her 25 lysthuse.
Gennem årene mistede publikum interessen. Størstedelen af grunden blev bortsolgt og omkring år 1900 blev sidste del af selve restauranten, hvis sidste ejer var traktør Fleckenstein. Men nogle fortsatte dog helt til Første Verdenskrigs begyndelse. Det vil sige stedet lukkede officielt i 1908. Bygningen på stedet blev først revet ned omkring 1950.
Nu hedder det Strandboulevarden
Af den gamle Strandpromenade, der i dag har navnet Strandboulevarden er det nu intet tilbage. Nu går gader på kryds og tværs. Øresund, der gik helt på til den. Den gamle idyl er forsvundet og fortrængt af hovedstadens pulserende liv.
Strandboulevarden går i dag fra Fridtjof Nansens Plads i forlængelse af Kristianiagade til krydset ved Poul Henningsens Plads, hvor den fortsætter i Jagtvej. Men det var slet ikke den strækning, man havde tiltænkt gaden. Den skulle have fortsat mod nord og ikke foretaget sig dette knæk som nu. Der skulle være bygget en bro over jernbanen. Men det lå lige et svineslagteri i vejen.
Vibenshus Skole ligger forkert
Hvis du kigger på Vibenshus Skole, så ligger den også lidt forkert ud til Strandboulevarden. Det var forbi, den blev bygget før, at man var helt færdig med at anlægge Strandboulevarden. Vibenshus Skole er fra 1892. En tilsvarende uregelmæssighed kan ses ved Nordre Frihavnsgade, hvor man i begyndelsen af 1890’erne anlagde Gefionsgade. Den var smallere end den ny boulevard, der blev anlagt få år senere.
Skolen var dengang i 1892 omgivet af marker og enge, der strakte sig helt ned til stranden, hvor tusindvis af viber hvert år flokkedes. Det var derfor en naturlig ting, at man kaldte skolehuset, der blev bygget på dette sted for Vibenshus.
Historisk ikke helt korrekt af skoleinspektøren
Det var den historie skoleinspektøren fortalte hvert år, når eleverne blev samlet nede i skolegården. Men det er nu ikke helt i overensstemmelse med de historiske kendsgerninger. Navnet Vibenshus er ældre end skolen og forklaringen er ikke nær så romantisk som i skoleinspektørens forklaring.
Det var jo det kendte traktørsted ”Lille Vibenshus”, der lå på hjørnet af Jagtvej og Østerbrogade (dengang Strandvej). Den var opkaldt efter den afdøde værtshusholder Jens Jensen Vibe, som vides at have taget det i 1708. Det blev først revet ned i 1907. I de sidste par år var det værtshus i stueetagen og politistation på første sal – en tankevækkende kombination.
Man måtte først være tørstig kl. hel
Jo det hed Vibenshus Betalingsskole. Under første verdenskrig gik 1. – 4. klasse i barakafdelingen. Hovedskolen var forbeholdt de ældre. Dengang kunne man også have valgt friskolen ved Østre Gasværk.
Dengang badede man på Helgoland. Det var langt at gå, når man var tørstig, men skolebetjent Jensen åbnede først for vandet klokken hel. Og denne Jensen holdt også høns, som pigerne fodrede med rester fra deres madkasse. Det store pæretræ i haven kunne godt finde på at tabe nogle af dens pærer på den ”rigtige” side af hegnet.
Selv i baderummet blev der undervist
I 1960’erne var Vibenshus Skole en stor skole med 3-4 spor på hver årgang og ca. 800 – 900 elever. Der blev gjort alt for at skaffe plads. Sidst på eftermiddagen var hverken elever eller lærere oplagte.
Selv i badekælderen blev der undervist. På skole var der en meget kreativ redaktion af skolebladet Vanellus. Man blev dus og kom på fornavn med lærerne. De yngste elever fik det ikke så svært. Det kneb mere med de ældre.
København havde brug for et gasværk. Vestre gasværk kunne ikke længere følge med. Ved siden af gasværket oprettede man en havn, der omfattede to kulhuse, tre gasbeholdere og to retorhuse.
Jorden var alt for forurenet
Østre Gasværk blev opført 1878. Gasbeholderen, der i dag huser Østre gasværk blev tegnet af Martin Nyrop. Østre Gasværk blev lukket ned i 1969.
I slutningen af 1980’erne blev det besluttet at grunden skulle renses og at der skulle bygges nyt på grunden. Men det viste sig at grunden var mere forurenet, and man regnede med. Man valgte så i stedet at overdække området, så udsivende gasser kunne opfanges.
Ved siden af blev Kjøbenhavns Svineslagteri så anlagt.
Slagteriet blev grundlagt i 1866 af grosserer og industridrivende Philip W. Heyman med henblik på eksport af bacon med skib til England.
Heymann, der startede med en smørrebrødsforretning, grundlagde sammen med C.F. Tietgen bryggeriet Tuborg med henblik på eksport. Klos op ad Østre Gasværk besluttede man at opføre en karantænestation – Øresundshospitalet for folk med smitsomme sygdomme.
Et fald på syv meter
Få steder på Østerbro ser man så tydeligt landskabets fald ned mod vandet som på den del af Strandboulevarden, der ligger mellem Østerbrogade og knækket ved Løgstørgade. Her falder niveauet fra cirka 7 meter over dagligt vande til cirka en meter. Des tydeligt på forløbet af kældervinduer i de lange ejendomme.
Egentlig var Strandpromenaden en lille sti
Egentlig var Strandpromenaden blot en lille sti, der gik langs stranden/kystlinjen. Da Frihavnen så kom i 1896 og jernbanen fra Hellerup til Østerport i 1897 blev kysten flyttet et godt stykke udefter. Nu var det slut med den nære forbindelse til Stranden og Øresund.
Gaden blev først navngivet Strandboulevarden i sin fulde nuværende længde i 1897. Inden da hed den sydlige del i nogle år Gefionsgade. Den nordlige del hed derimod fra 1860 til 1897 Sibbernsvej. Dette navn havde den efter murermester G.N. Sibbern, som ejede Ny Kalkbrænderi som lå ved Strandboulevardens nordlige ende.
Borgerrepræsentationen vedtog i 1895 at anlægge Strandboulevarden, delvis ud for Gafionsgades tracé. Den lå ud for Nordre Frihavnsgade. Desuden blev dele af den gamle Strandpromenade ud for Classens Have genanvendt i boulevarden.
Kongens ridesti var i midten
Strandboulevarden blev anlagt som en bred boulevard med tre rækker platantræer. Det skabte et smukt byrum og et fodgængerareal og en ridesti. Man sagde, at den anlagde man for at glæde kongen.
Da sporvognene i årene mellem 1938 og 1958 blev lagt ind i trærækkerne forsvandt den midterste trærække. I 1960’erne blev de resterende trærækker beskåret til fordel for svingbaner for biler.
Der var masser af butikker
I dag er gaden typisk præget af beboelse. Men tilbage i 1950’erne var her et gav af små butikker især var der mange frisører og cigarhandlere:
Og når vi nu er ved disse numre, så er det sådan i nummer 27, at der en mindetavle, der fortæller, at her boede i Georg Brandes. Fra 1910 til sin død i 1927. Hvis du kigger godt efter på ejendommen Holsteinsborg på hjørnet af Holsteinsgade og Strandboulevarden så kande se en beskeden grå plade, der fortæller dig at her boede forfatteren Georg Brandes.
Og i nummer 44 blev Frode Jacobsen gemt i en lejlighed ind til 4. maj 1945.
Man skulle have nøgle med til Rosenvænget
Og i nummer 49 lå Finsens-instituttet/Kysthospitalet. Vi har tidligere berettet om Instituttet, da det havde til huse i Rosenvæget. Her spredte instituttet sig lidt for meget efter beboernes smag. Her fik man så senere en flot bygning på Strandboulevarden. Man gik sammen med Kræftens Bekæmpelse for at bekæmpe kræften.
I 1981 blev instituttet sammenlagt med Rigshospitalet. I nye underjordiske bygninger.
Rosenvænget gik dengang helt ned til vandet. Men herinde boede der stolte folk, der ikke sådan ville have alle rendende. Man satte en port foran. For at åbne denne skulle man have en nøgle. Og sådan en havde H.C. Andersen. Men der var nogle, der mente at han kom lidt for ofte.
Det var også herude ved kysten hos Melchiors at H.C. Andersen oplevede sine sidste dage med udsigt ud over Øresund.
Farvel til Københavns sidste Boulevard
Fremover bliver der ikke nogen ridesti midt på Strandboulevarden. På en stor del af strækningen vil det grønne blive rykket over i den ene side i stedet for at være på midten. Hermed forsvinder den sidste boulevard i København.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.603 artikler, heraf bl.a. 88 artikler fra Østerbro herunder:
Juli 15, 2020
Gallehus – den femte fortælling
Du kender sikkert historien om to Guldhorn. Men det er usikkerhed om findestederne er rigtig. Men har du så hørt om det tredje guldfund i 1795 – 1796? Der er mange myter om Galehus. Og mange herlige vandrehistorier. Historikere har også mange fantasiforestillinger om byen. Men det er ikke en oldtidsby. Det er Møgeltønder. Men Gallehus ligger ved en oldtidsvej. Sådan en kan godt blive op til 35 meter bred. Det var først efter de to Guldhorns – fund at vejen blev markeret. Det andet guldhorn var brækket af i den ene side. Hvor er resten? Og det tredje guldfund var også brækket af noget. Også her kan man spørge, hvor er resten. Vi kan rekonstruere, hvor finderen af det andet guldhorn boede og tegne det ind på et kort. Vi kan så gå de skridt, som han havde gået. Men vi kommer et helt andet sted hen end der, hvor fundene er angivet. Denne artikel føre til mere forvirring end afklaring.
TV var også interesseret
Vi er atter engang taget til Gallehus. Har vi da ikke allerede fortalt det hele? Nej det tyder på, at det er nyt at fortælle selv om kilderne er ældgamle. Og så er der altid spændende at fortælle om myter og overleveringer.
I tidens løb er der blevet gravet meget i Gallehus og omegn. Mange har sikkert også været rundt for at lede efter endnu et Guldhorn. Nu viste det sig, at guldhorn nummer to ikke var komplet. Men sidenhen blev der jo igen fundet guld i jorden i Gallehus. Stammede dette guld fra guldhorn nummer to, og er det rigtigt at Gallehus har heddet Rosengården?
Siden sidste artikel har vi så hjulpet DR 2 med et program om disse sten. Vi troede at kortet med placeringen af guldhornstenene befandt sig i Gram Slotsarkiv. Men det gjorde de så ikke. Vi kunne så henvise til en person, der garanteret vidste, hvor det kort befandt sig. Og ganske rigtigt!
En ”Gadeplads” i Gallehus
Halvanden kilometer nord for Møgeltønder glider landskabet over i Abilds og Visbys tidligere hedeegne. På randen ligger den ”mærkelige” husmands by Gallehus. Ja det er nogle af historikerne, der kalder den for ”mærkelig”.
Går man tilbage til skriftlige kilder, ja så kan man se, at byen altid har bestået af to mindre gårde og 15 – 40 husmandsfamilier. De havde en lille have, en mark og lidt land. Dengang havde byen form som en retvinklet trekant. Den vigtigste vej var landevejen fra Tønder til Lindskov Mølle. Så var der et par byveje. På den måde blev der dannet en ”Gadeplads” på 15 tdr. land.
Før udskiftningen blev denne fællesjord brugt til udgravning af ler og græstørv til tækkebrug. Endnu lang tid ind i det 19. århundrede henlå gadepladsen som en ødemark, gennemhullet af lergrave. Senere blev denne plads dyrket og gennemskåret af skelgrøfter på egnens vis. Noget af pladsen blev også bebygget.
Mange herlige fortællinger om guldfund
Guldhornene har gjort denne gadeplads berømt. I begyndelsen af 1900 – tallet var beboerne overbevist om, at denne plads gemte på store og mærkelige skatte. Der er fortællinger om guld-og sølvfund af meget sjælden art.
Her har en husmand opgravet så store kostbarheder at han kunne købe sig en gård længere nord på. En anden skulle have fyldt sin trillebør med sølvborddækning. Det var et såkaldt ”Sølvtaffel”, som han havde solgt i Holland for en formue.
En natursten blev fundet
Men det mest kostbare ligger endnu gemt i jorden. I den sydligste del af gaden skulle der en gang have stået en vældig sten, høj som en dør, udhulet foroven som en offersten med mærkelige indskrifter.
Den skulle være gledet ned i lergraven. Men hvis den engang dukker frem, vil man kunne finde en bordopdækning, et ”Guldtaffel” og Thors Hammer. Der er da også gjort adskillige forsøg på at finde denne sten. En tidligere sognepræst i Møgeltønder, pastor Prahl har efter sigende anvendt ikke så lidt tid på ”boringsforsøg”.
I efteråret 1906 har man omtrent på det angivende sted fundet en natursten på omkring en meters højde uden noget som helst mærkeligt. Og allerede i 1881-83 skrev pastor Prahl i et tidsskrift, der hed ”Am Urdsbrunnen” om Guldhornene.
Skattejægere har været i gang
Ja selv om natten har skattejægere været på jagt i Gallehus. En landmand på egnen gravede hele sin svinesti op på jagten efter guld. Og en anden mener, at der i Gallehus er mere guld end i resten af Verden.
Der er masser af overleveringer. Mange er uklare og udvisket og som det kan høres i den grad overdrevet. Men kan man i grunden finde de nøjagtige findesteder for guldhornene?
Begge Guldhorn er fundet i den nordlige spids af Gallehus Gadeplads.
Mange nuancer på historierne
Den 27.07.1639 skiltes Kristine Svendsdatter fra sine ledsagere, der gik til Gallehus. Hun var nær ved Hovedvejen før reguleringen og indgravningen. Hun strøg over det første Guldhorn og fandt det på ”øde og slet Jord med nogle små Tuer”.
I december 1907 rejste Greve Schack to mindestene på de angivne findesteder.
Kigger man tilbage i litteraturen er der angivet mange forskellige findesteder. Der er også angivet forskellige historier om, hvordan finderne opførte sig efter fundene af Guldhornene. Mange originale dokumenter i den forbindelse er forsvundet. Og historier fra slægstled til slægtsled har efterhånden skiftet nuancer.
Kristine troede at det var messing
Kristine troede måske, at hendes fund var lavet af messing så hun lod ingen se sit fund, da hun kom hjem til Østerby.
Dagen efter da hun atter var i færd med at rense hornet for bedre at finde ud af, hvilket metal det var lavet af fik hun besøg af to mænd, der mente at hornet havde tilhørt en trompeter. Måske kun det lettest sælges til sådan en.
Pigen mente, at de tog fejl, siden hornet bestod af så mange dele. Da hun med vold og magt havde trukket det op af jorden, var hun kommet til at løsne nogle ringe, der omgav hornets indre. Hun ville tage til Tønder for at få sikker besked om hornets brug og hvilket metal, det var lavet af.
Rygterne løb hurtigt
Ole Worm fortalte at pigen gik fra Østerby over Gallehus til Møgeltønder. Det er en omvej, men måske besøgte hun en slægtning i Gallehus.
Hun gik derfor til Tønder. Samtidig med overlod hun en lille del af hornet til en veninde, der skulle gå til en anden guldsmed. Kristine var bange for, at hun ikke selv ville få sandheden at vide.
Svaret lød, at det var guld. Nu løb rygtet milevidt omkring om den fundne skat. Også lensmanden i Tønder hørte tale om hornet og ville tale med pigen.
Men her halter historien lidt. For Tønder hørte dengang til Hertugen af Gottorp, mens Møgeltønder/Gallehus hørte til Kongeriget – en såkaldt Kongerigsk Enklave, der blev bestyret af lensmanden på Riberhus, Gregers Krabbe.
Der blev gravet på grunden
Kirsten var klar over, at det var et værdifuldt horn som hun havde fundet. Hun bad om en vogn til kongen, så hun selv kunne aflevere fundet. Men i stedet blev hun vejledt til at tage til Ribe og aflevere fundet til den kongelige lensmand. Pigen rejste derfor til Ribe.
Men lensmanden var på embedsrejse. Derfor tog slotsskriveren imod. Han sendte pigen hjem igen og lovede at passe på hornet. Senere kaldte lensmanden pigen til sig. Hun skulle aflægge en beretning om fundet.
To karle blev nu bedt om at grave ved findestedet efter pigens anvisning på vejskellet. Men der findes ikke noget.
Kongens søn brugte drikkehornet
Endelig nåede rygtet om den fundne skat til Christian den Fjerde. Han opholdt sig i Glückstadt. Han sendte en mand afsted for at finde ud af det hele og bringe hornet med sig tilbage. Kort efter modtog kongen så hornet sammen med en beretning om fundet.
Da Prins Christian (den senere konge) godt kunne lide dette horn, skænkede Christian den Fjerde ham dette. Så kunne han bruge dette som bæger til ære for oldtiden og til minde om fundet. Dette kom så til at pryde prinsens skænkebord.
Senere måtte Kirsten så drage til kongen og fortælle om fundet. Hun vendte tilbage til Østerby med en stor hædersgave. Åbenbart er hornet kommet i kongens besiddelse cirka 8 uger efter fundet.
Det var en hovedvej
Johannes Meyer har på sit kort fra 1649 som udkom i Danckwerths ”Landesbeschreibung” in 1652 indtegnet fundet af Guldhornet. Men det angivne sted kan næppe være rigtigt.
Men hornet fandtes på Lindskov – Tønder Vejen. Men hvad var det for en vej? Ja det var den gamle Ribe Landevej. I begyndelsen af 1900-tallet kunne man endnu finde spor af denne vej på Visby Hede. Den gik forbi Gallehus og Lindskov Mølle, hvor den gjorde et brat knæk over Østerby Hede, Visby Hede og Aspe for at nå Bredevad.
På den måde undgik man den brede og uvejsomme Sølsted Mose, som man først med en nyere vejbyggekunst formåede at komme over. Men man skal vel også lige have med, at Kongeriget Danmark i over 70 år forhandlede med Hertugdømmet Slesvig-Holsten om en ny Tønder – Ribe vej. Først i 1860 – 62 blev denne færdigbygget. Men dele af strækningen kunne dog tages i anvendelse lidt før. Således kunne man allerede i 1804 – 05 køre i direkte linje fra Tønder til Abild.
I øvrigt er en del af den nuværende Tønder – Ribe vej bygget af resterne af det nedrevne Tønderhus.
Manglende afgrænsning på vejen
Jo den gamle forbindelse gennem Gallehus var den gamle Oldtidsvej De spor man endnu i begyndelsen af 1900 – tallet kunne ses var op til 35 meter brede med indtil 17 spor. Der var spordybder helt ned på 50 cm. Først 1794 – 96 ved en fornyet udskiftning af Gallehus Gadejord lod greven på Schackenborg vejen afpæle og regulere.
Dengang da guldhornene blev fundet var vejen ikke afpælet.
Da Erik Larsen fandt det andet Guldhorn
I juni 1734 blev der igen indsendt en beretning om et fund i Gallehus. Men dette dokument findes ikke mere. Det er antagelig brændt i 1794. Men der findes en brevveksling i Schackenborg Arkivet.
Onsdag den 21. april henimod aften i 1734 gik den fattige kådner eller husmand Erik Lassen, der boede på et halvt fæste i den nordlige del af Gallehus By ud for at grave ler på et jordstykke, der i mange år havde ligget øde hen, men af ham var blevet inddraget til dyrkning.
Han gik omtrent 23 skridt lige mod øst fra sit hus, stak spaden i jorden og fandt et stykke nede et horn. Den lå på siden med den brede åbning imod nord. Det nye findested lå ti skridt sydøst for det gamle fra 1639. Da han havde fundet hornet, ilede han straks hjem viste sin kone det og råbte glad:
Man mødte op hos greven
Hans halvvoksne datter tørrede det foreløbigt af. Naboer og bekendte strømmede til for at beundre skatten. Endnu samme aften ilede han til Tønder for lade en guldsmed bedømme metallet.
Denne erklærede det for guld. Næste morgen, skærtorsdag mødte både husmand og guldsmed på Schackenborg for at aflevere hornet til greven, der som grundejer var den rette ejermand.
Greven afleverede hornet til kongen
Grev Schack besluttede dog at overgive hornet til offentlig opbevaring. Den 3. maj overrakte han det personlig til Christian den Sjette i Flensborg. Denne bevilligede 200 Rigsdaler til Erik Larsen, at denne sendte et takkebrev til kongen. Men desværre døde han kort tid efter kun 56 år gammel.
Hvor var resterne?
Den nederste og snævre del af hornet var der ikke. Denne mangel vakte stor opmærksomhed såvel på Schackenborg som i København. Kongen overdrog i 1734 kammerråd Paulli, arkivar i rentekammeret, at udgive en beskrivelse og afbildning af hornet, skrev denne til godsinspektør C. Lehmann på Schackenborg for at få sagen nærmere oplyst.
Guldhornene tillægges ukendte religiøse forestillinger. De er fundet ved en oldtidsvej. Men fandtes denne vej også i folkevandringstiden?
Blev spidsen senere fundet?
Men lad os lige blive ved fundet i 1734. Der gik rygter i Gallehus om, at den spids der manglede senere, blev fundet på den nordlige side af Lindskov – Tønder vejen ved en kro omtrent 160 alen fra det egentlige findested imod nordvest.
Var det muligt at en plov eller en harve kunne have ødelagt guldhornet og flyttet det? Men har det egentlig noget på sig – denne historie?
Et tredje fund i 1795 – 1796
Omtrent omkring 1800 – tallet havde en husmand ved navn Niels Christian Jensen Stind sammen med sin søn Jens pløjet en mark nord for Tønder ved den omtalte kro. Man fandt et stort stykke guld forsynet med ringe og forsiringer. Christian Stind solgte en af disse ringe og fik 6 sølvspiseskeer for den.
Men resten blev mærkværdigvis liggende. Først langt senere solgte sønnen de øvrige dele til en kromand og kræmmer i nabolaget.
Der findes en beretning om dette fund som stiller det hele i et andet lys. I 1855 udgav C.C. Rafn en beskrivelse af ”de tvende ved Gallehus fundne Guldhorn”. Og dette blev beskrevet i ”Annaler for nordisk Oldkyndighed”.
Også Pastor H.C. Sonne fra Møgeltønder beskriver dette fund:
Efter Sonnes beretning skulle fundet være sket i 1795 eller 1796. Intet tyder på at dette fund kan have været en del af guldhornet fra 1734.
I 1735 var man i tvivl om findestedet
Efter grev Schacks opgivelse lå findestederne på de to guldhorn ti skridt fra hinanden, Efter Paulli’ s opgivelse var det tre et halvt skridt fra hinanden. Disse afvigelser kunne tyde på, at man i 1735 ikke var helt sikker på, hvor findestedet egentlig var.
Erik Larsen havde 23 skridt til findestedet
Fra sit hus havde Erik Larsen 23 skridt lige øst hen til findepladsen og 25 skridt til findestedet fra 1639, der lå på eller op ad den gamle vejkant i selve vejskellet mellem Gallehus Nørregade og Lindskov – Tønder vejen.
Ved skridt forstås på egnen fra gammel tid dobbelttrin eller favne, idet der kun tælles for hvert anden fodslag. Omsat i mål svarede det til at guldhornet fra 1734 fandtes ca. 69 alen lige øst for Erik Larsens hus. Jamen så kunne man vel let bestemme findestedet?
Hvor lå Erik Larsens hus?
Erik Larsen fæstede sit halve kåd i 1715. Det blev fornyet i 1721. Han døde i midten af august 1734, ikke engang 4 måneder efter fundet. Hans enke sad på stedet til 1747 og efterfulgtes af en vis Jep Hansen. Senere blev huset overtaget af Jens Nielsen Kromand. Det skete i 1750 og 1753. Han fik tillige frihed til at holde kro. Og fra hans tid er krohold knyttet til ejendommen. Jens Nielsen sad på stedet til 1781.
Påskelørdag 1832 brændte den gamle kro. Kroen blev lagt hen på en matrikel ved Abildvejen, hvor den endnu fandtes i begyndelsen af 1900 – tallet.
Under branden reddede kromandens 11 – årige søn et lille barn ud af luerne. Denne modtog en belønning af regeringen. Denne person levede endnu i begyndelsen af 1900 – tallet som 86-årig i Gallehus. Det nedbrændte hus kunne han tydelig huske.
Det var et 12 fags hus a 3 alen. Stuehuset med korshus lå mod syd, derefter fulgte stalden, laden eller porthuset umiddelbart til toftens nordgrænse.
Navnet ”Rosengård” dukker op
På grund af disse oplysninger burde man så kunne finde det helt nøjagtige findested. Og det er så slet ikke i overensstemmelse med de nu angivende findesteder. Men det vil nok være forkert at komme med nye antagelser.
Man har også i litteraturen forsøgt at knytte vidtløftige formodninger til egnens topografi. Således er navnet Rosengård blevet knyttet til stedet. I oldtiden skulle der have været et ”Gjaldrehus”, deraf har byen fået sit navn.
Men Gallehus var ikke en oldtidsby lige som Møgeltønder og Østerby.
Andre mener så at navnet Rosengård skulle have haft tilknytning til borgen eller slottet Møgeltønderhus. Andre knytter stedet til Tønderhus.
Gallehus kommer af Galge
Og så er det dem, der knytter navnet til Galge, fordi byen er opståen ved sådan en. Da Møgeltønder 1361 blev et eget birk under biskoppen i Ribe, fik byen også sit eget rettersted eller sin egen galge. Dengang blev disse rejst på et øde sted men ofte et sted, hvor de virkede som skræk og advarsel ved ”Adelvejene”.
Møgeltønder Galge lå et par hundrede meter nord for Lindskov – Tønder vejen, umiddelbart øst for ”Galgehuse” på heden. De sidste rester af galgepælene blev opgravet i sommeren 1904. I lang tid blev markerne omkring den kaldt for ”Galgeagrene”. Den bæk eller strøm, der løb forbi den, og hvor Kristine Svendsdatter i 1639 afvaskede Guldhornet, kaldes Galgestrømmen. Vejen fra Møgeltønder til Retterstedet blev i lang tid kaldt Galgevejen.
I 1537 fremkom navne som Galligehusen, senere Galliehuse eller Gallehuse.
Johannes Meyer havde tegnet et kort
Men hvorfra kommer så Rosengård? 4-500 meter syd for Gallehus lå en ejendom, der hed Rosengård. Det havde dog ikke nogen historisk værdi. Men hvordan kan en mand som Paulli så have fundet navnet.
Navnet findes på et ældgammelt kort over det gamle Nordfrisland fra 1240, et kort som Johannes Meyer senere gengav. Her blev Gjerup til Gerdrum. Abild blev til Abildholt, Lindskov blev til Lindholdt. Og der hvor Gallehus skulle have ligget er betgnelse blevet til Rosingsgarde. I fri dansk gengivelse ”Rosengaarde. Hvorfra Johannes Meyer har navnet er ikke let at sige.
To gamle gårde ved Rosinfelt
Formodentlig har det i den nordvestligste del af Tønder Landsogn i nærheden af gården Rosinfelt ved Tved liget en Rosingård. Er det mon dette navn, der er indgået i Guldhorns-litteraturen i forvansket form.
Og før at gøre forvirringen endnu større, så har man fundet ud af, at en stor gård ved Rosinfelt nedbrændte her for 1.600 år siden. Og det er i bronzealderen. En anden gård har man også fundet lidt længere væk. Den er 800 – 1.000 år yngre. I forbindelse med fundene er der fundet mindst en jernudvindingsovn.
Mystikken om Gallehus vil bestå
Gallehus to gårde blev efter 1664 nedlagt af General Hans Schack.
Det mærkelige er, at historikerne i tidens løb slet ikke har taget med i deres betragtninger, at Vadehavet havde et helt andet kystforløb. Således er der inde i Møgeltønder by fundet rester af en havn.
Men mystikken om Gallehus vil bestå. Vi er ikke kommet opklaringen nærmere. Måske har vi bidraget til at forvirringen er blevet endnu større. Og måske ligger der mere guld i Gallehus jord?
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk finder du 1.562 artikler:
Under Tønder (262 artikler) finder du:
Under Sønderjylland (187 artikler) finder du:
Under København (176 artikler) finder du:
Juli 14, 2020
Kastellet – endnu mere (2)
På Kastellet er der mange stokke. Mange prominente boede her. Kastellet henlå i lange tider i mørke. De gamle møller. Den uheldige ”Opstigning”. Kongen ville have bygget et slot. Drikkevand fra Kastels-graven. Her løb ”de fine” på skøjter. Hemmelige stævnemøder. Dagens ret: Flæskeæggekage. Der skulle pudses og pudses. En pibe på afbetaling.
På Kastellet var mange ”Stokke”
Vi har været her før. Men det er så meget at fortælle om dette skønne sted. Hovedindgangen er den imponerende Sjællandsport. På landsiden findes en buste af Frederik den tredje og årstallet 1663. På begge sider af porten strækker Kastels-volden sig.
På Kastellets modsatte side, findes den anden indgang som kaldes Norgesporten.
Ja på Frederik den Tredjes tid blev byens porte låst kl. 10 (22) om aftenen og nøglerne blev afleveret hos kongen. Om morgenen blev nøglerne så igen hentet.
Inde på Kastellet var der lave ens udseende huse, der tjente som boliger for befalingsmænd og menige. Kastellets gader benævnes ”Stokke”. De er navne som Artilleristok, Fortunstok, Generalstok, Stjernestok, Elefantstok og Svanestok.
Mange prominente boede her
Midt i Kastellet ligger den kønne kommandantbolig. Den er fra Frederik den Fjerdes tid. Som tegn på, at her regerede en højtstående officer, er der altid to røde Skilderhuse med tilhørende skildvagter foran indgangen.
Blandt dem, der har boet her, var general H.E. Peyman, der var øverstkommanderende i 1807. men han flyttede senere hovedkvarter til Hotel d’ Angleterre på Kongens Nytorv. En anden general, der ligeledes har boet her, var Cay Hegemann – Lindencrone. Det var ham, der i 1864 i Krigsrådet om Dannevirkes rømning satte sig stærkt imod dette, hvis man ikke i forvejen gjorde udfald mod fjenden.
Kastellet henlå i mørke
Indtil 1847 havde København en statelig hovedvagt på Kongens Nytorv. På grund af byggeforetagender blev den fjernet og en ny blev opført i Kastellet. Men den blev ikke så imponerende som den gamle.
Den ny vagtparade i Kastellet blev kun en svag afglans af den gamle. Hver anden dag gik man fra Sølvgadens Kaserne. De soldater, der gik der, hvor måske heller ikke så glade.
De vidste at hele Kastellet om aftenen og natten henlå i tusmørke. Belysningen herude var nemlig stadig de gamle tranlamper, som for længst var kasseret i hovedstaden. Denne fik almindelig gasbelysning i 1857. Det skete først for Kastellet den 9. december 1882.
De gamle møller
Den gamle vejrmølle blev opført 1847 med Christian den Ottendes navnetræk. Møllen er en hollandsk vejrmølle. Men det er ikke den første mølle på Kastellet. Der har været to stubmøller og den sidste af de to blev opført ca. 1785. Den 26. januar lagde den sig til hvile med knækket akse og brudte vinger under en forrygende storm.
Det militære brødbageri ved siden af paradepladsen havde også sin egen mølle. Senere blev bageriet igen taget i brug, da soldaterne fik forplejning.
Den uheldige ”opstigning”
I januar 1805 kunne man være vidne til en af de største fiaskoer på Luftballons-området eller som det blev kaldt dengang Luftmaskiner. Kronprins Frederik (Frederik den Sjette) havde støttet foretagendet med et pengebidrag.
En meget stor menneskemængde havde taget opstilling på Kastellets paradeplads, deriblandt kronprinsen og hans søster hertuginde Louise Augusta af Augustenborg. Der blev tændt under spritapparatet, som skulle opvarme luften inde i ballonen og bringe den til at stige, men forgæves. Ballonen ville ikke stige. Den slog nogle mærkelige kolbøtter for så til sidst at falde sammen som en klud.
Tilskuerne blev vilde og ville overfalde Kierstrup, som var ballonføreren. Kronprinsen havde travlt med at tilvejebringe orden og ro i den vilde trængsel. Og uha, uha hertuginden blev trådt over foden. Således endte den mislykkede ballonopstigning fra Kastellet. Det blev ikke senere gjort forsøg at lade balloner gå til vejrs herfra. Men det gjorde det ikke langt derfra i Classens have.
Kongen ville have bygget et slot
Anlægget af Københavns Frihavn bevirkede at Kastellet blev stærkt beskåret, idet en meget bred vej med jernbanespor og kørebane blev anlagt fra Toldboden langs hovedvagten og Kommandantbygningens have, hvorved volden mod Langelinie – siden blev adskilt fra Kastellet.
Efter at Frederik den Tredje havde anlagt Kastellet påtænkte han også at opføre et slot med tilhørende kirke. Der kunne han så trække sig tilbage hvis der skulle opstå større uoverensstemmelser mellem ham og befolkningen. I hovedstaden var man meget misfornøjet med ham. Han havde ikke indfriet de løfter, han havde givet til København som tak for hjælpen til indførelsen af hans større magt.
Planen blev dog aldrig til virkelighed. Undtagelsen er Kastels kirken, der i 1704 blev opført af hans sønnesøn Frederik den Fjerde. Ja dens egentlige navn er Citadellet Frederikshavns Slotskirke.
Drikkevand af Kastels-graven
Bag kirken ligger Statsfængslet. Herfra kunne fangerne følge med i gudstjenesten. En af de præster, der her residerede, var den højt begavede professor Johannes Kok, der i 1864 blev fordrevet fra sit hidtidige sognekald i den sønderjyske by, Burkal.
Kastellet fik deres egen vandledning. Tidligere var man henvist til dettes usunde brøndvand samt til vandet i Kastels-graven. Men denne tjente også til nødtørftsanstalt for soldaterne og for vask af deres tøj, dels til drukning af hunde. Det var ikke så underligt, at der ret hyppigt opstod sygdomme blandt soldaterne.
Her løb de fine på skøjter
Om vinteren var det et meget eksklusivt publikum, der løb på skøjter i Kastels-graven. Man sagde, at her løb ”Vaniljeisen”. I tidligere tider var der ingen fri adgang hverken til Smedelinjen eller til Kastels-volden. Men man kunne købe adgangstegn gældende til dem begge hos Kastellets Kommandantskab.
Hemmelige stævnemøder
For at inden skulle passere uden adgangstegn slap ind på Smedelinjen uden tegn, var der ved indgangen fra Sjællands Ravelin og ved Norges Ravelin passeret Skildvagter. Jævnligt blev der sendt en patrulje på to mand fra hovedvagten. Havde man ikke adgangstegn blev man slæbt med til vagtkommandanten til forhør.
Her blev der også holdt stævnemøder for dem, der ikke turde træffe hinanden inde på byens befærdede gader. På visse tider af dagen var det ret mennesketomt herinde. Man traf barnepiger eller ammer med tilbehør af barnevogne og børn, som oftest ledsaget af en opvartende kavaler i ”Kongens Klæder”. Dengang var ”Pigernes Jens” overordentlig populær blandt pigerne. Jo, der var meget romantik på Smedelinjen.
Dagens ret: Flæskeæggekage
Det var Københavnerbataljonen 15. bataljon, der satte sit præg på Kastellet dengang. men soldaterforholdene var anderledes dengang. En rekrut fik den fyrstelige løn af 55 øre om dagen samt 4 kg. Rugbrød en gang om ugen. Men så skulle man også selv holde sig med øvrig kost og pudserekvisitter.
Der var ganske vist noget, der hed ”tvungen spisning”, der i reglen varede 10 dage. Her blev der så fradraget 22 øre. Men så blev der også leveret 2 retter varm mad.
Man kunne få noget der hed ”Flæskeæggekage”, hvor æggekagen var et ubestemmeligt viskelæderagtigt noget, mens flæsket var en stor fedtklump, der lå og bævrede som et espeløv oven på æggekagen.
Der skulle pudses og pudses
En af de bygninger, der var mindst elsket af soldaterne var ”Gamle Eksercerhus”, hvor den ikke helt yndede bajonetfægtning foregik. Eksercerhuset hed i soldatersproget ”Loppeteatret”. Det var nu ikke fordi det var befængt med lopper, men fordi soldaterne her ”blev loppet op”, ”fik dem en omgang for Lopper”, det vil sige blev rigtig gennemarbejdede af underofficererne.
Her sad de stakkels soldater så og pudsede deres forladegeværer. Det skete i de store samlingsstuer. Uniformernes hvide knapper skulle i den grad skinne. De var i arbejde fra tidlig morgen.
En pibe på afbetaling
I ældre tid røg soldaterne ikke mange cigarer og cigaretter var dengang ukendt. Man røg dog den halvlange pibe med gummislange og porcelænshoved.
Soldaten købte sin pibe på afbetaling, men fik dog ikke piben udleveret før den var helt betalt. Han fik dog lov til at komme dagligt hos pibehandleren, der ikke boede så langt fra Kastellet og komme at ryge.
Det var ikke et usædvanligt syn, at man i den tid så ikke så få soldater sidde i tobaksbutikken og ryge pibe. Og for den soldat, der ikke var hjemmehørende i København eller havde slægt og venner her, var den butik og marketenderiet den eneste form for erstatning for hjemmet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.602 artikler, herunder 88 artikler fra Østerbro herunder bl.a.:
Juli 13, 2020
Krigergraven på Garnisons kirkegård
Et trist syn i 1864, da den ene båre efter den anden blev båret gennem København. På Garnisons Kirkegården lå gravene hulter til bulter med et trækors og ”faldet for Fædrelandet”. Man skulle nø sig gennem ”Indianerstier”. Det var ukrudt og atter ukrudt. Graver klagede over tilstanden. Billedskærer Henrik Julius Møen samlede ind og optrådte som ”Skøjteløber-konge” i Kastels-graven. Efter 20 år blev gravene sløjfet. Der skulle være plads til nye slægter. Man lavede en fællesgrav. Der skulle være 125 grave, men der var 225. Monumentet var mere velment end vellykket, sagde et tidsskrift. Flagstang fulgte med. Det var en stemningsfuld ceremoni. Men var det en skrivefejl, at det nu var 226 grave samlet på et sted.
Et trist syn
Det var en dag i krigsåret 1864, da borgerne i bl.a. Dronningens Tværgade kunne se et langt følge bestående af bårer, hvorpå der lå mennesker. Det kom i retning fra Bredgade til Kronprinsessegade. Folk stod stille på gaden, da det drog forbi.
Det var en transport af hårdt sårede soldater, der var kommet med skib fra det overfyldte lazaret i Slesvig for nu at blive transporteret til Garnisons-sygehuset og de andre lazaretter, der blev oprettet i København.
Faldet for Fædrelandet
Indtil midt 1880’erne dannede et stykke af Garnisons Kirkegård imellem et kaotisk virvar af almindelige grave en fællesgrav for de faldende fra 1864. Næsten alle havde samme tarvelige prydelse, et trækors med en oval plade. Her stod afdødes navn og ”Faldet for Fædrelandet”.
Særlig om sommeren var her en næsten uigennemtrængelig labyrint af hængepile, opløbne rosenbuske, syrener, tjørne m.m. Ukrudtet bredte sig frodigt i hække ved gravstederne. Dette udviskede fuldstændig konjekturerne.
”Indianerstier”
Gravene lå i uregelmæssige linjer uden mellemliggende gange. ”Indianerstier” slyngede sig igennem den tætte vegetation. En gang om året – som regel i maj måned kom der hjælp fra en militær kommando. Det hele blev ryddet. Men i løbet af sommeren voksede det hele ud i den gamle tilstand.
Graver klager over tilstanden
I oktober 1882 gjorde graver S. Beckmann rede for denne årlige oprydning. Han forklarede, at en underofficer og 12 menige i et tidsrum af 8 – 12 dage rensede og istandsatte gravstederne på ”Frijords-kirkegården”.
I november 1883 gentager graveren i en skrivelse til kirkeinspektionen sin klage over ”Frikirkegårdens lidet anstændige Udseende”.
Billedskærer Henrik Julius Møen
En person, der uegennyttig havde forsøgt at gøre noget ved disse grave var billedskærer Henrik Julius Møen. Han var død i 1881. Men han havde forsøgt at vedligeholde gravene. Han forsøgte bl.a. at vedligeholde trækorsene.
Der findes ikke noget officielt om denne person. Men han skulle åbenbart have været en tusindkunstner. Allerede som 12- årig spillede han til baller og gilder. Som 17 – årig var han sanglærer på en større skole.
Som billedskærer i marinen skar han galionsfigurer til flådens skibe. Han bosatte sig på Kastelvejen nr. 14. Det kaldte man for ”Møens Minde”.
Optrådte som ”skøjteløber – konge” i Kastels-graven”
I en alder af 70 år optrådte han som skøjteløber-konge i Kastels-graven. Målet var at samle ind til krigsveteraner. Han havde også ladet en kikkert opstille på Langelinie, så man kunne kigge i den ud på Øresund. Det skulle man betale for og pengene gik til gravene på kirkegården.
Da Møen døde som 78 – årig var han Dannebrogsmand. I 1868 var han blevet æresmedlem i Våbenbrødre-selskabet.
Ved hans begravelse var masser af veteraner mødt frem. De hyldede ham med deres banner og flag. Og det var ikke på Garnisons-kirkegården han blev stedt til hvile men på Holmens Kirkegård.
Gravene skulle ryddes
Ved udgangen af 1884 var de 20 år gået for gravene på Garnisons-kirkegården. Nu skulle de ryddes for at give plads tin nye slægter. Men kirkeinspektionen havde i tide besluttet at de jordiske rester skulle indsamles og henlægges i en fællesgrav. Til dette arbejde havde man brug for en kommando bestående af en underofficer og 12 mand samt et par underkorporaler fra Ingeniørtropperne.
Ingeniørtropperne havde dengang øvelsesterræn i det gamle ”Glacis”. Det er hvor nu Østbanegade og Christianiagade strækker sig.
Arbejdet blev påbegyndt den 11. juni og var tilendebragt den 15. juli. Kirkegårdsbetjenten havde angivet, at det drejede sig om 125 grave, men det viste sig at være 225. Protokollen var mangelfuld udfyldt.
Fællesgraven foran kapellet
Senere viste det sig, at der det pågældende år i 1864 var begravet 256 militære personer. Men bliver disse tal analyseret, så var det vel kun 225 fra krigen i 1864.
Af disse var 12 underofficerer, 10 underkorporaler og 202 menige.
Fællesgraven fik sin plads foran kapellet. Våbenbrødrene rejste en granitobelisk. Man havde udgravet en firkant på 6 gange 6 alen og en dybde på 4 alen. Under garveriet stødte man på 6 kister.
Man kunne se, at der vare fortaget amputationer
På flere af skeletterne sås tydeligt at der var foretaget amputationer. Kun tre var blevet begravet delvis i uniform. De er formentlig døde under transporten til København. Den første af disse lå i halm i modsætning til alle de andre, der lå i spåner.
Kirkegårdens bestyrelse havde fremskaffet nogle store kurve som man kunne transportere benene i. Da det hele var færdigt, holdt de tre øverste officerer en lille andagt på kirkegården.
Et mere velment end vellykket monument
Længe lå det hele efterladt. Men den 28. november 1886 kunne man i Illustreret Tidende se en afbildning af monumentet. Bladet skrev:
Det var to fædrelandskærlige mænd, der på egen bekostning havde ladet såvel monumentet som gitteret omkring det rejse. Monumentet blev opsat af sten – og billedhugger Hans Henrik Hansen. Den bestod af en ret stor stendysse på hvis forside der var anbragt en stor poleret marmorsten. Foroven på denne sås et sværd samt en ege – og laurbærgren og med følgende indskrift:
Ved foden disse smukke linjer af Carl Ploug:
Men segned under Dannebrog,
Og Ære gror af deres Grav
Som alt for Fædrelandet gav
Flagstængerne fulgte med
Desuden lod Hr. Hansen skabe to små firkantede huller ved gravens sider til anbringelse ved højtidelige lejligheder af to flagstænger, som han ligeledes skænkede.
Jerngelænderet var opsat af premierløjtnant ved det borgerlige artilleri, stenhugger Carl Scheller.
En stemningsfyldt ceremoni
Afsløringen foregik i nærværelse af kongen, prinserne Vilhelm og Hans og en talrig forsamling af officerer og forsvarsbrødre.
Sognepræst ved Garnisons Kirke, pastor Schousbo holdt mindetalen over de faldne krigere. Efter en tak også til dem, der havde ladet monumentet rejse, foregik afsløringen.
Præsten bad en bøn for kongen, fædrelandet og hæren. En salme afsluttede den stemningsfyldte begivenhed.
Var det en skrivefejl?
Hvorledes der pludselig fremkom 226 vides ikke. Måske er det et fejlskrift. Fællesgraven kan ikke mere findes på Garnisons Kirkegård. Men der findes talrige andre grave og monumenter fra 1864 på overnævnte kirkegård.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk finder du 1.601 artikler herunder 87 artikler fra Østerbro herunder:
Under 1864 og de Slesvigske Krige finder du 35 artikler.
Juli 12, 2020
Omkring Grøngård (4)
Et herligt sted – Lydersholm – dengang. Vejen krydser fem åer. Grøngård fik først elektricitet i 1934. Utallige sandstorme. Masser af storke og vand. Alle deltog i begravelserne. De tysksindede ville have egen skole. Store krav til datidens lærer. Der foregik en masse på skolen. De fleste gårdejere var tysksindede. En blanding af sprog. Danmarks mindste forsamlingshus. Kongeligt besøg og radiotransmission. Tre dræbt i Rørkær under bombeangreb. Heimwehr var ikke særlig populær. Lærer Leick modtog trusselsbreve. Hjemmetyskere 9. april 1940: Det har danskerne godt af. 350 arbejdere skulle grave tankgrav fra Jejsing til Tønder. Skolebørn angrebet af tre engelske jagerfly. Nyt forsamlingshus i 1952. I arresten i Flensborg. Ikke det samme i dag som dengang.
Et herligt sted
Vi har allerede skrevet tre artikler om dette herlige sted. Men nu må vi også lige hellere få lidt mere af omgivelserne med og føre begivenhederne lidt længere op i historien. Ja sidst ”Den Gamle Redaktør” var på dette sted var i hans drenge – og ungdomsår. Da kørte vi rundt på udborede knallerter. Sig det ikke til nogen. Vi har før hørt om folk, der blev straffet med tilbagevirkende kraft.
Vejen krydsede fem åer
Dengang for mange år siden var området meget vandrig. Vejen til grænsen ved den tidligere Bejers Kro er knap fire kilometer lang. Vejen krydser hele fem åer. Grønå, Lillestrøm, Gammelå, Sønderå og til sidst Skelbækken, der danner grænsen.
Fra Jejsing Banke er der en strålende udsigt mod syd. Bag Grøngård, ses skove ved Vestre i Sydslesvig. Elhøj, Sønder Løgum og Ladelund skimtes i horisonten.
Grøngård ligger 10 km øst for Tønder og to kilometer fra grænsen.
Grøngård fik vores elektricitet i 1934
Først i 1934 fik gården elektricitet.
Inden da var det koldt og mørkt med uhygge alle vegne. Tapeterne var falmede og i stykker. Vandet til husholdningen skulle hentes i bryggerset fra en pumpe til et rør slået ned i jorden. Det var ikke særlig godt vand og sikkert ikke sundt.
I foråret 1929 blev der foretaget en boring udenfor, 15 meter ned i jorden. Vandet var bedre, men dog meget jernholdigt.
Utallige sandstorme
Det var dengang med store sandmarker omkring gården. Sand og støv trængte ind overalt, når de stærke forårsstorme satte ind. Ja selv karlene var sorte i hovedet. Luften var tyk. Selv Lille Grøngård, 500 meter væk kunne ikke ses i sådan et vejr.
Tilsåede marker måtte ofte sås om, både roemarker og kornmarker.
Grænsebyen Lydersholm ligger lige i nærheden. Om sommeren var denne by omgivet af blomstrende enge. I vintertiden inden afvandingen var Byen omgivet af vand.
Når det var frost, så blev det en fin skøjtebane. Så kunne man skøjte helt fra Rens forbi Lydersholm til Tønder. ”Den Gamle Redaktør”’ s far påstod dengang, at han løb fra Tønder til Nibøl på skøjter.
Masser af vand
Grønåen gik ofte over sine bredder, fordi vandet blev presset fra øst mod vest. Vidåen ved Tønder kunne slet ikke tage vandet. I en regnfuld sommer kunne det også være svært at bjerge både hø og korn. Høststakkerne svømmede væk, ud i Vidåen, ud i havet.
Landevejen mod Tønder var næsten altid oversvømmet. Gården Hestholm, som vi tidligere har skrevet om lå på et værft. Her havde folkene altid en båd liggende. Så kunne de sejle de 400 meter over til landevejen.
Efter afvandingen kunne man på Grøngård jævne et utal af kanaler og grøfter. Men man kunne nu ikke sig helt fri for oversvømmelser. Den 7. – 8. november 1954 var mange tønder land under blankt vand helt fra Nolde. 50 vilde svaner, gæs og ænder svømmede på marken i lang tid.
Masser af storke
På Grøngård havde man ofte over 300 læs hø, ja til tider 400 – 500 læs hø. Alle hjalp med. Man så frem til høstgildet.
Ja og her kom storken selvfølgelig også. I september samledes der ofte store flokke af storke i området 20 – 30 stykker. Men de tider er forbi.
I sommeren 1938 hærgede den modbydelige syge på egnen – Mund- og Klovsyge. Når man cyklede til Tønder, så man alle steder – Adgang Forbudt – Politiet.
Alle deltog i begravelserne
Den tyske sognepræst i Burkal hed pastor Schwartz kom ofte forbi. Og fra 1935 var det også en dansk præst. Han hed N.P. Nielsen. Han boede i Højer. (Læs artiklen: Den sure Præst fra Højer – Ja det var ikke N.P. Nielsen men ham, han skulle afløse Pastor Braren)
Når nogen var død og skulle begraves i Lydersholm og Grøngård gik en bedemand rundt til hvert eneste hjem. Det var ofte smed Jacob Mathiesen (æ gammel smej). Han var iført diplomat og høj hat. Det var også skik, at alle gik med til begravelser, både tyske og danske. De fleste gange var der kaffebord på Saksborg Kro, lige ved kirken.
Pastor Schwartz følte sig ganske bogstavelig som sjælesørger for hele sit udstrakte Burkal sogn, der strækker sig 16 – 17 km langs grænsen fra det yderste Store Jyndevad til Holmgård og Vindtved i vest.
De tysksindede ville have deres egen skole
I Lydersholm skole hang der ved ”Genforeningen” 1920 to store billeder af kejser Wilhelm og et af Luther. I 1920 fik skolen et nyt stort uindrammet billede af kong Christian den Tiende. Formanden for skolekommissionen var meget sparsommelig. Han mente nok at man kunne bruge rammen om kejserens billede.
Indtil 1929 var der i Lydersholm skoledistrikt fælles skolegang for alle børnene i den danske kommuneskole. Her blev der givet tysk undervisning i 10 timer ugentlig. De daværende 8 tysksindede familier havde hidtil været tilfredse med de 10 tyske timer.
Nu kunne de ikke mere nøjes med dette. De ville have deres egen skole. Og den blev opført i sommeren 1929. Men det kneb med at nå de 10 elever året rundt. Det var forudsætningen for statstilskud. I henhold til den danske skolelov.
Store krav til datidens lærer
Den danske skole havde en berømt og afholdt lærer, nemlig Willy Leick. I en landsbys liv er landsbyskolen den kulturelle faktor. Skolebygningen blev købt i 1821. Det var gården Petersholm, der blev indrettet til skole. I 1883 blev den bygget om af en bygmester fra Sæd. Senere blev den udvidet, så der var plads til 40 børn. Men efterhånden voksede tallet til 50.
Lærer Leick kom til Lydersholm Skole i 1920. Der stilles store krav til en lærer med flere årgange i samme klasse. Leick gik meget op i hjemstavnsundervisning.
Han fortæller selv, at han følte sig sat 50 år tilbage. I det første halve år spiste han skiftevis to dage ad gangen i forskellige hjem. På den måde lærte han befolkningen ret godt at kende. Det var dengang 13 tysksindede familier og 5 dansksindede familier. Smedjen og de tre største landejendomme stod tomme. De var i spekulationsøjemed opkøbt af en østprøjsisk godsejer.
Børnene måtte cykle 10 kilometer efter lønnen
Skolestuen var kun på 5 x 6.5 meter. Børnene sad ved tre-mands borde. Katederet stod på en forhøjning. Om søndagen fungerede den som prædikestol.
1931 blev der bygget en ny forskole, der begyndte med 26 børn. Her blev de tre første årgange undervist. Her regerede frk. Holst i mange år. Hun kunne uddele lussinger og var måske lidt gammeldags.
Hver måned foregik lønudbetalingen kontant fra Burkal Kommunekontor. Så måtte en af børnene afsted på cykel efter fars løn.
Der foregik meget på skolen
På skolen hentede beboerne deres sygekasseseddel, når de skulle til læge. Om søndagen omdannedes skolestuen til kirkerum, hvor sognepræsten i Burkal kirke afholdt gudstjeneste. Skolestuen fungerede også som valglokale. Ja her foregik også det lokale bogudlån. Her blev afholdt juletræsfester og dilletant.
Jo hver måned kom lærer Hummeluhre fra Rens med en ny samling bøger, og tog de gamle med.
Det var dengang sognepræsten hed Einar Høgel. Han kom altid en halv time før og iklædte sig præstekjolen. Der var dog sjældent mere end 2-3 kirkegængere.
De fleste gårdejere var tysksindede
Dengang i 1928 var beboerne på de fleste gårde i Lydersholm tysksindede. Der var mange gendarmboliger med små haver omkring. Straks i 1920 bosattes der ikke mindre end. Over 40 gendarmer i Lydersholm. Til disse blev der bygget træbarakker.
På gendarmstierne
20 grænsegendarmer bevogtede dengang efter tur, grænsen på strækningen fra Vindtved til Flyvsholm. Gendarmstierne var ofte henlagt over privat jord. Med en passende afstand var der et læskur, hvor de kunne lune sig ved en lille kakkelovn om vinteren. Schæferhunden, som blev fodret derhjemme med kalluner (komaver) fra slagteriet, var næsten altid med på turen.
En blanding af sprog
Tyske og danske kunne i de første 10 år efter ”genforeningen” leve fredeligt mellem hinanden og komme sammen. De allerfleste talte dansk eller sønderjysk, også hjemmetyskerne. Nogle gange kunne det komme til at lyde lidt sjovt. Således sagde lederen af den tyske ringridning i Saksborg:
Danmarks mindste forsamlingshus
Efterhånden blev det mindre hyppigt at danske og tyske kom sammen. Til begravelser fortsatte man med at komme sammen. Men når det gjaldt folkelige møder, samledes dansksindede og tysksindede hver for sig.
”Selskabelig Forening” blev stiftet 28. oktober 1925 med 40 medlemmer i Lydersholm Skole. Formand blev Lærer Leick.
Man besluttede i 1928 at købe en barak af Grænsegendarmeriet. Den stod ved vejen fra Lydersholm til Bejers kro. Den skulle koste 600 kr. Sprogforeningen gav et tilskud på 500 kr. Barakken blev gjort tre meter længere og skillevæggene blev taget ned. Lydersholm Forsamlingshus blev indviet den 16. december 1928 med overgendarm Frandsen som formand. Der var ualmindelig stor tilslutning både fra Lydersholm, Jejsing og Rens.
I Danmarks mindste forsamlingshus lavede alle med i det nationale og kulturelle liv. Der var masser af fester. Gendarmerne dannede deres eget hornorkester. Her var også skyttefester.
Kongeligt besøg i forsamlingshuset
Den 1. juni 1934 besøgte Christian den Tiende Lydersholm Forsamlingshus. Børnene på den danske skole havde fået fri og hilste også på den kongelige familie.
Ole Kühnel fra Statsradiofonien i København kom med en transmissionsvogn og berettede fra det lille forsamlingshus. Og rejsebiografen kom til byen en gang om måneden med hele det mobile viserudstyr. Der var både danske og udenlandske film.
Masser af aktiviteter
Man kunne på egnen mærke en stigende tilslutning til nazismen. Selv bageren i Bylderup Bov var en meget ivrig ”dansk nazist”.
Danske Samfund blev oprettet i 32 sogne. Og i Burkal Sogn skete det den 28. oktober 1933 på Rens Efterskole. Også ”Det Unge Grænseværn” blev oprettet.
Dr var gang i forsamlingshuset. Selv Frits Clausen holdt foredrag. Han havde medbragt 25 – 30 tilhængere. Der var gang i den.
Og i Lille Tønde Skov var der friluftsteater. Her kunne man høre og se gode danske skuespillere opføre gode teaterstykker. Forskellige teatergrupper kom på besøg.
Tre dræbt i Rørkær under bombeangreb
De tysksindede fejrede Hitlers fødselsdag i det lille forsamlingshus. Triumferende kom de marcherende gennem Lydersholm med den ene lagkage efter den anden. Det var ikke velset blandt de dansksindede.
Den 28. september 1942 faldt der 400 brandbomber ned over Rørkær. To huse blev fuldstændig knust. Tre mennesker blev dræbt og to gårde brændte ned. Man oprettede nattevægterkorps under luftalarm.
Heimwehr var ikke populær
Pludselig optrådte Heimwehr, et frivilligt korps af hjemmetyskere i uniform med gule armbind. Fra Tønder, Rørkær og Jejsing deltog cirka 150. De stod vagt ved broer og veje i og ved Tønder. De forlangte legitimationskort morsomt nok men også nederdrægtigt over for naboer og for gamle naboer, som de udmærket kendte. De brugte våben mod deres naboer. Det var bestemt ikke velset.
Lærer Leick modtog trusselsbreve
Lærer Leick i Lydersholm modtog trusselsbreve. Han måtte på rekreation i et halvt år. Det var hvis nok noget med, at han sendte illegale blade ud til sine elever. Spændingen voksede i forhold til hjemmetyskerne. Usikkerheden bredte sig. Der var stikkere overalt.
Antagelig har Leick også været udsat for krigstraumer, som han havde pådraget sig i Første verdenskrig. Han ville helst ikke snakke om det, for som han sagde:
Efter hans kones tidlige død, fik han forskellige husbestyrerinder, hvoraf den ene blev hans kone.
Hjemmetyskere: Det har danskerne godt af
Hjemmetyske naboer godtede sig efter besættelsen:
Det lille forsamlingshus blev besat af 14 tyske soldater, som nu fulgte de danske grænsegendarmer på deres grænsepatruljeringer, inden de blev anholdt.
Alle gendarmer blev anholdt og sendt til Frøslevlejren. Mange af disse blev sendt syd på og kom aldrig tilbage. Da man hører, at den første gendarm fra egnen er død i Neuengamme breder sorgen sig i området.
350 arbejdere skulle grave tankgrav
I området havde en stikker været rundt, angivelig for at sælge Kaj Munks erindringer. Han havde fået gårdejerne til at lukke op for deres ulovligheder. Senere kom Gestapo, der foregav at ville købe halm eller hø og arresterede dem alle sammen.
Til Jejsing-Rørkær ankom 350 tyske arbejdere, der skulle grave tankgrave og skyttegrave og fælder på strækningen Jejsing – Tønder. Seks engelske flyvere bliver skudt ned over Jejsing. Bomber falder ned over Rens, Nolde, Vindtved, Jejsing og i Solderup.
Skolebørn angrebet af engelske jagere
Den 4. maj 1945 var børn på vej hjem fra skole. Kort før de nåede Rørkær kom tre engelske jagerfly syd fra. Fra dem kom den ene maskingeværsalve efter den anden. Hele flokken fik smidt cyklerne og smed sig ned i grøfterne. Børnene søgte også tilflugt i et tørlagt kloakrør. Det eneste resultat af skydningen var tre telegrafpæle, der var savet over af projektilerne. Om piloterne var ude på sjov, vides ikke. For egentlig var der ikke nogen mål bortset fra en stor flok skoleelever på vej hjem.
Ved befrielsen blev 150 gardere indkvarteret i den lukkede tyske skole i Lydersholm. Garderne skulle en kort tid supplere gendarmeriet i overvågningen af grænsen.
Vi har i en tidligere artikel beskrevet forholdene her omkring besættelse og befrielse.
Nyt forsamlingshus i 1952
I 1952 blev den gule barak forladt for et nybygget stort forsamlingshus af mursten cirka 200 meter fra det gamle. Det nye hus var indrettet med moderne faciliteter og lejlighed til forsamlingshusets bestyrerpar i den ene fløj.
En del charme og pionerånd forsvandt dog med det nye hus.
Vigtige personer
Fru Bentholm, bestyrerfrue på Grøngård avlsgård betød meget for kulturlivet dengang. Hun spillede forstemt klaver i forsamlingshuset. Hun var en foretagsom dame.
Post Hansen kørte sin daglige tur til Grøngård mark og Lydersholm distriktet. Man vidste, at han havde et lille hus i Jejsing, hvor han sad inde bag gardinet, når han ikke kærte posthan hilste på alle. Og hver dag hentede han posten på Jejsing Station Han tog 5 – 6 timer på sin runde.
I granskoven, der omgav skolen, havde han fundet sig et lille hjørne, hvor han forettede sin nødtørft.
Og så var det doktor Dahl, som alle os, der har gået på Tønder Kommuneskole også kender. Han var skolelæge i Tønder Amt. Han kom også her. Han var kommunist og modstandsmand. Om vinteren når han kom til Lydersholm i en af de første Folkevogne, så spændte han skøjterne på og løb sammen med børnene.
I arresten i Flensborg
Ak ja, og så var det gårdejer Hans Christian Kjeldsen der havde en mark beliggende lige ved den dansk – tyske grænse, hvor han havde kreaturer. En sommerdag, hvor han skulle tilse dem, vendte han ikke tilbage til gården i Lydersholm.
Da man satte en eftersøgning i gang, var det eneste man fandt hans træsko, der stod ved kanten af Skelbækken på den danske side. Det gik adskillige dage før man hørte livstegn fra ham.
Han var vadet over Skelbækken til den tyske side for at jage nogle af sine bortløbende kreaturer tilbage til marken. En tysk grænsepatrulje havde anholdt ham som grænseoverløber. Uheldigvis havde han ingen papirer på sig. Han havde nægtet at udtale sig og blev sat i arresten i Flensborg.
Ikke det samme som dengang
Allerede i slutningen af 1950’erne begyndte dagliglivet i Lydersholm at ændre sig til en livsstil med mindre sammenhængskraft i lokalsamfundet. Begyndende økonomiske højkonjunktur, der førte til mekaniseringer i landbruget, ændrede grænseforhold til Tyskland og meget mere førte til denne ændring.
Den gamle købmand og den lokale tankstation lukkede for 30 år siden. Før lagde man mærke til hvis en fremmed bil kørte gennem byen. Det gør man ikke mere. Mange af Lydersholms huse har huller i taget og i mange vinduer er der heller i taget. Men det er nu ikke alle beboere, der mener at byen er ved at lukke og slukke.
Godt nok roder det i haverne hist og her, men det er det ved at komme styr på. Så kan man hvis også leje det lille forsamlingshus for 1.500 kr. Men man skal hvis nok være medlem.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.600 artikler, herunder 261 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn og 187 artikler om Sønderjylland, herunder:
Juli 11, 2020
Da Kongen besøgte Tønder og Højer i 1920
Besøget var ventet med spænding. I historiebøgerne og datidens medier er besøget beskrevet som om det var helt uden problemer. Men sådan var det nu ikke helt. Det kunne have udviklet sig til en skandale. Således blev kongen frarådet at tage til Højer. Der var masser af forberedelser. Festligheder i Tønder. Programmet omtalt i tysk avis. Kongen lod vente på sig. Den tyske avis opfordrede til at flagre med tyske flag. Forhenværende tysk embedsmand ville ikke have Dannebrog uden for sin bolig. Han ville samle tyske skolebørn og flagre med tyske flag. Tysk præst forhindrede skandale. I Højer blev æresporten væltet natten før kongen skulle komme.
Besøg ventet med spænding
Det første besøg af Kong Christian den Tiende i 1920 i Tønder og Højer var ventet med stor spænding. Det var her, hvor ca. 75 pct. af vælgerne havde stemt på at forblive i Tyskland.
Først flere måneder efter valghandlingen den 10. februar og 14. marts vendte den nordlige del til Danmark. Den Internationale Kommission havde givet Danmark suverænitet over Nordslesvig den 15. juni.
Og først den 9. juli 1920 havde kongen skrevet under. Det var dagen før, han foretog sin berømte ridetur over den forhenværende grænse ved Christiansfeld. Nu kunne ”De Sønderjyske Landsdele” glide (inklusion) over i Danmark.
Masser af forberedelse
Grev Schack havde fået at vide, at kongen ville besøge Tønder og Højer. Grundet travlhed overlod han hele arrangementet til amtsassessor Stemann. Kongens modtagelse burde ske som andre steder i landet. Og modtagelsen i Tønder burde ske af borgmester og byråd, hvis de var villige til det. Der var et stort tysk flertal og en tysk borgmester. Men kongen var nu også konge for dem, idet de var borgere i Danmark. En samarbejdslinje og forsonlig linje var hermed blevet lagt.
Dette kunne være svært at acceptere for de dansksindede, men det lykkedes. Det skulle være fuldstændigt jævnt og ligetil. Kongen skulle have mulighed for at komme i kontakt med befolkningen.
Man ville også forhindre større politi – og militære afspærringer. Det så man under kejser Wilhelms besøg i Sønderjylland. Dette holdt folk på afstand.
Festligheder i Tønder
Tønder Byråd gav fuldt tilsagn til at medvirke ved kongens modtagelse og udsmykning af byen. Borgmester Olufsen gav tilsagn om at tale. Et foreløbigt program blev udarbejdet. Og i København blev dette godkendt.
Men helt så let, som det bliver omtalt i historiebøgerne og datidens medier forløb det nu ikke helt. Men den helt store ”skandale” blev dog forhindret.
Den 9. juli blev Dannebrog rejst på Seminariet. Bagefter var der ”Genforenings – gudstjeneste” i kirken. Derefter var der militærparade på Torvet. Magistraten flagrede med Dannebrog, ja det gjorde borgmesteren også privat.
Programmet omtales i den tyske avis
Efter festlighederne ved ”Genforeningsfesten” på Dybbøl Banke den 11. juli 1920 så holdt kongen dagen efter sit indtog i Tønder:
Ja sådan stod det omtalt i ”Neue Tondernsche Zeitiung (NTZ). Avisen havde i dage forinden fortalt om de mange problemer, der var i Tønder med paspligten ved den nye grænse. Avisen havde flere gange kritiseret, at Tønder trods massivt tysk flertal den 10. februar på grund af ”En-Bloc-Afstemningen” i den nordlige zone blev dansk.
Den tyske ”NTC” berettede om programmet. Et æreskompagni som et par uger før var stationeret i Tønder – de danske dragoner ventede også på kongen.
Kongen skulle have steget til hest
Meningen var at kongen skulle ride fronten af på markedspladsen, hvor medlemmer af den danske embedsstand og borgmesteren havde forsamlet sig. Borgmesteren holder en kort tale, som kongen svarer på. Derefter skulle kongen besøge kirken. Derefter skal han hilse på veteraner og de ældre på ”Hospitalet”.
Meningen var, at kongen skulle stige til hest uden for byen ved markedspladsen. Her skulle bl.a. politimesteren være til stede. Dronningen, kronprinsen og prins Knud skulle følge man i en Landauer. Ved indkørslen på Torvet skulle kongefamilien modtages af kongen og unge danske piger, der strør blomster foran vognen og overrække dronningen en buket. Senere fik dronningen også overrakt Tønderkniplinger.
Kongen lod vente på sig
Allerede kl. 3.30 skulle han forlade Tønder for at køre mod Schackenborg. Her skulle han besøge Grev Otto Diderik Schack, der kort før var blevet udnævnt som amtmand.
Fra byrådet i Højer lod man forstå, at man ikke rigtig kunne forstå de udmeldinger, der kom fra amtet. Man spurgte om disse ikke kunne forfattes på tysk. Svaret var, at hvis man fik tid til det, ville man godt oversætte til tysk, ellers måtte de selv gøre det.
Men nu kom Kongen og hans følge ikke til tiden. Der var en lang forsinkelse. Flere gange på strækningen fra Sønderborg var man blevet standset af befolkningen. I ventetiden sang den store skare på Tønder Torv spontant takkesange som ”Til himlene rækker din miskundhed Gud” og ”Alt står i Guds faderhånd”.
Da Kongen så endelig kom, bød tyskhedens førstemand, borgmester Olufsen velkommen. Næsten hele Magistraten var til stede heriblandt de foreløbige kun tre danske byrådsmedlemmer.
Store økonomiske følger for Tønder
Borgmesteren gav udtryk for, at besøget var et bevis for, at de var kongens ønske at støtte byen i den som følge af grænsedragningen store økonomiske følger.
Kongen udtalte, at såvel han som regeringen med interesse ville følge, hvad der kunne tjene Tønder by til gavn. Han rettede også en tak til de dansksindede for deres kamp.
Det blev også nævnt at et militærorkester ville afholde en koncert i byparken. ”NTC” slår en ret nøgterne tone an. Efter besøget citerer man danske aviser.
Man skal ikke gengælde ondt med ondt
I en artikel i ”NTC” blev det meddelt, at kongen hilste på 20 repræsentanter fra Tønder, der i 1914 var blevet interneret af de tyske myndigheder. Bankbestyrer Rossen holdt i denne anledning en tale, hvor han stærk fremhævede, at de preussiske myndigheder tændte hadets flamme og havde tændt hævnen i Sydjylland.
Avisen føjede til at Rossen havde sagt, at den tyske amtmand (Landrath) mente, at den sidste rest af danskheden ville være visket bort, når krigen var slut. Men nu har vi faktisk her ordret, hvad det egentlig var bankbestyrer Rossen sagde til kongen:
”NTC” skriver videre, hvad kongen sagde. Men også her har vi ordret, hvad han svarede bankbestyrer og de andre på Amtshuset. Og det var improviserede ord, som kongen kom med:
Den ”energiske” bagermester
Men ”NTZ” kunne i andre artikler for eksempel berette om den ”energiske bagermester”, der løb ud til kongen, der grundet et styrt to dage i forvejen kom kørende i bil.
Det var byrådsmedlem Thorwald Andersen, der var gået helt over gevind. Og spørgsmålet var om det var bevis for en voksende danskhed i Tønder, spurgte ”NTZ”.
Den tyske avis opfordrede til at flagre med tyske flag
Man kunne se mange flere danske flag, end der var dansksindede i Tønder. Jo avisen var meget ironisk i sin beskrivelse af kongebesøget. Men nu havde den tyske avis også selv været med til at anstifte til en slags demonstration.
Den 9. juli havde ”NTZ” meddelt at de dansksindede i Tønder forsøgte at påtvinge de tysksindede til at flagre med danske flag, når kongen om mandagen besøgte Tønder. Man havde lovet at fremskaffe masser af danske flag. Dette ville man fra bladets side protestere kraftigt imod.
De tysksindede skulle sandelig ikke påtvinges at flagre med danske flag. Derfor blev alle tysksindede opfordret til at flagre med det tyske eller slesvig-holstenske flag. På den måde kunne de tysksindede vise deres sindelag. Det sande nationale billede kunne så vises.
Tysk præst hjalp for at forhindre skandale
Stemann fik først kendskab til denne artikel fredag aften. Han ringede straks til pastor Schmidt – Vodder, der boede i Tønder. Han skulle straks indfinde sig på amtskontoret om lørdagen.
Her forklarede Stemann ham, at der var flagningsforbud i Danmark. Det havde man dog endnu ikke indført i ”De Sønderjyske Landsdele”, men i dette tilfælde ville det blive opfattet som en demonstration fra tysk side.
Erklæring bragt i den tyske avis
Stemann opfordrede derfor Schmidt – Vodder til at formulere en erklæring til ”NTZ” at der ikke burde flagres med tyske flag, når kongen ankom. Flagningen var ikke en parade men en hjertesag.
Pastoren, der var en, der havde respekt i tyske kredse så straks det fornuftige i Stemanns synspunkter. Allerede samme dag blev erklæringen bragt i ”NTZ”. Ikke et eneste tysk flag blev vist, da kongen kom på besøg.
Yderligere et problem
Men det var nu ikke det eneste problem. Pastoren måtte senere på dagen indkaldes. Danmark havde indrømmet de fratrædende tyske embedsmænd ret til at blive boede i deres embedsbolig, uanset om danske embedsmænd havde overtaget kontoret og dets virksomhed.
Kongen ville komme til at køre forbi amtstuen. Her var det foran huset ud til gaden en flagstang. Den danske amtsforvalter ville selvfølgelig hejse det danske flag her.
Da hans tyske forgænger hørte dette, blev han helt vild og sagde at der uden for hans bolig ikke skulle hejses et dansk flag. Samtidig ville han samle tyske børn, pille det danske flag ned og forsyne børnene med tyske flag. Her skulle de stå mens kongen kørte forbi.
Stemann forklarede pastor Schmidt-Vodder, at dette ville være en skandale. Det ville i høj grad også stemple den tyske ånd og embedsstand. Det forstod han udmærket. Efter et par timer kom han så tilbage og sagde, at han havde ordet sagen. Hvis Stemann ville betale 300 kr., så ville tyskeren med det samme flytte andetsteds hen. De 300 kr. var den leje, som han skulle betale for resten af perioden. Og selvfølgelig fik han beløbet.
Avisen havde ikke fået det hele med
Også fra besøget i Højer berettede ”NTZ”. Der var besøget foregået uden så meget festlig pynt. Kongen havde rost ærligheden i Højer. Den tyske borgmester havde budt kongen velkommen på tysk og erklæret, at man ville forholde sig loyal. ”NTZ” skrev:
Det var onsdag den 14. juli, hvor de kongelige besøgte Højer. Her havde 73 pct. stemt tysk. I Landsognene var det 62 pct.
Kongen blev frarådet at tage til Højer
Ofte får aviserne ikke det hele med, eller også passer det ikke ind i deres historie. Sådan noget kender vi også i dag. Om morgenen hvor man skulle køre fra Sønderborg, havde man modtaget en telefonbesked, den rejste æresport ved indgangen til Højer i løbet af natten var revet ned.
Der var antydninger af, at der blev forberedt demonstrationer. Man mente, at det hvis nok var bedst, at kongen kørte uden om Højer.
Der blev svaret nej. Kongen ville sandelig til Højer.
To af pigerne blev taget med
Da bilerne nærmede sig byen, var hvidklædte piger gået ud af landevejen for at gå kongen i møde. Kongen standsede da op, tog to af pigerne op, en på hvert trinbræt.
Da han på den måde kom kørende med et par af byens egne døtre ved sin side, kunne det måske at sindene varmedes til fordel for kongen. Der blev hilst og vinket af alle.
I nærheden af Torvet blev bilerne standset af folk, der kunne berette, at de tysksindede var samlet på Torvet og der ville blive talt på tysk.
Kongen vidste godt, at man her talte tysk og sønderjysk
Dette havde kongen forståelse for. Han vidste godt at det daglige omgangssprog var tysk og sønderjysk. Han vidste også godt, at hvis følte sig som tyskere kunne man ikke bare blive danskere i morgen. Men som borgmesteren selv erklærede så kunne man godt forlange, at borgerne optrådte som loyale danske statsborgere.
Da kongen næste gang kom på besøg i 1922 blev han modtaget på dansk.
Efter modtagelsen på Torvet kørte man til mindestenen for Frederik den Sjettes overfart til Sild. Her havde byens danske borgere samlet sig.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.594 artikler heraf:
Juli 9, 2020
Turen går til Sæd-Ubjerg
Det er langt fra Tønder til Sæd – med en lagkage. Hvad tror du er det mest fotograferede i byen? Vi skal også besøge hovedbyen Ubjerg i sognet. Vi besøger kirken fra ca. 1300. Ved siden af ligger Danmarks mest velbevarede præstegård og måske ældste. Og så er det også lige Bjerremark fra 1685. Her blev Christianslyst også opført. Vi hilser på mælkekusk Peter Bruhn. Hans kone kom ud for en meget grim ulykke. I 2007 fik beboerne i Sæd et chok. Her har man en skamstøtte, man nok ikke skal prale af. Kirsten Christens fik ikke glæde af klingpungen, der blev indført i 1715. Fattiggården på Sædmark blev indviet. Og Anne Cathrine hjalp man med at udvandre til Australien. I alt 34 kom ikke hjem fra Første Verdenskrig. Og så er det lige den berømte kartoffel. Vi besøger Æ Smaj, Æ skrædder og Dovne Ludde. Hvis du ikke blev konfirmeret, kunne du ikke gifte dig eller få arbejde uden for sognet. En ny skole blev betalt af staten. Og 25 gendarmer, der kom til Sæd måtte tvangsindkvarteres. I 1947 var der sne i tre etager. Husholdersken fik dansk statsborgerskab, og det var det hun var ude på. Vi besøger det mindste hus i Sæd. Og her er masser af naturoplevelser.
Langt med en lagkage
Det er langt, når man skal cykle fra Tønder til Sæd med en lagkage. Ja. Det skulle jeg dengang var bydreng hos bager Arnold Petersen i Tønder. Men bortset fra det er det vel kun 3- 4 km fra Tønder. Indtrykket er, at der sker en masse i den lille landsby Sæd, kendt for bl.a. Sæd Grænse. For at beskrive historien har vi bl.a. kigget i ”Kirkebladet for Ubjerg Sogn”. Det lyder kedeligt, men det er det bestemt ikke.
Folk med øgenavne
Vi starter med et par stykker som har fået øgenavne. Vi præsenterer hermed:
Det mest fotograferede i Sæd
Byskiltet i Sæd er nok det mest fotograferede. Jævnligt sider folk overskrævs, læner sig op ad, hænger hen over eller står på skiltet for at lade sig forevige med. Jo skiltet er også blevet stjålet et par gange.
Sæd ligger på en sandbanke, der er aflejret mellem to grene af Vidåens løb, Lilleå og Sønderå. Mod vest ligger sognets hovedlandsby med sognekirken, Ubjerg.
I nærheden af byen
Det er lige i nærheden, at vores far mange gange tog os med for at bade i Grønåen, en del af Vidåen. Det var skønne øjeblikke. Og på broen lige i nærheden af dette sted blev der kæmpet lige efter besættelsen. Nogle tyske soldater på vej hjem ville ikke rette sig efter en ordre fra danske modstandsfolk. Det kom til et skyderi. To danske modstandsfolk blev alvorlig såret.
En smuk landsby
Byen er omgivet af enge mor nord, vest og syd. I tiden før afvandingen stod enge om marker oversvømmet af vand hele vinteren igennem, ja undertiden også om sommeren. Selve byjorden er lidt højere.
Der er en del gårde og mange små ejendomme med lidt jord til. Ingen af disse gårde er fredet. Men der er to gårde i Ubjerg som vi skal se nærmere på. I Kommuneatlas for Tønder Kommune fra 1993 blev 10 ejendomme i Sæd betagenet som ””høj bevaringsværdigt”.
Den nordøstlige meget smukke gård langs det nordlige gadestrøg blev meget ødelagt af orkanen i 1999. Dens udlænger er nu revet ned. Kun hovedhuset står tilbage.
Sydøstligst i landsbyen er der en smuk, vestslesvigsk gård med en meget fin lade med højt stejlt tag.
Den tidligere tyske skole ved Sprøjtehusvej midt i landsbyen er et fint eksempel på en skolebygning med lærerbolig fra tidligt i 1800-tallet. Gården ved siden af er trods misligholdelse en statelig gård med tre længer og et ikke sammenbygget stuehus omkring en gårdsplads. Især lade-bygningen har stor værdi. I landsbyens sydlige del ligger flere bevarede og bevaringsværdige småhuse med forskellig grad af velbevarethed.
Danmarks mest velbevarede præstegård
Og hvem skulle tro, at der i sognet ligger en af landets ældste præstegårde. I gamle dage kunne man gå over i kirken og låne en nogle for at se den. Men dette kan man dog ikke mere. For i dag er præstegården privatejet.
Ubjerg Præstegård er fra 1675. Sognet har ikke så mange folkekirkemedlemmer, så det kan bære at holde en så flot gård ved lige. Men gården var dog i brug til 1. maj 2004. Det lille Ubjerg Sogn er nu slået sammen med nabosognet Møgeltønder. Men nu var vi har lavet en afstikker til Ubjerg kigger vi lige først på den ældgamle kirke.
Der var to indgange til kirken
Lige ved siden af denne perle af en marskgård ligger den ældgamle kirke. Den ældste del af Ubjerg Kirke er det nuværende apsis og kor, som menes at være opført i 1200-tallet.
Ifølge et sagn var kirken oprindelig et lille kapel, som hørte til Tønder slot. Kapellet har måske ligget som et ensomt bedehus ud mod den åbne kyst. Sagnet fortæller videre at kapellet i sin tid har været forbundet med Tønder Slot gennem en underjordisk gang.
Omkring 1300 er selve kirkeskibet opført som tilbygning til apsis og kor. Hele kirken er bygget af munkesten, men apsis, kor og skibets mur mod nord er efterfølgende pudset.
Oprindelig var der ikke noget spir eller tårn på kirken. I stedet stod der på kirkegårdens sydøstligste del det fritstående klokketårn. Indtil den lutherske reformation blev indført i 1536 var kirken i den romersk-katolske tid viet til Skt. Laurentius, en romersk martyr.
Kirken havde oprindeligt et stråtag. Den havde to indgange. Den nuværende syd-indgang var til mænd. Og den til nord var til kvinder. Kvindeindgangen blev allerede lukket omkring 1595.
Engang – et fritstående kirketårn
Kirken stråtag blev formentlig omkring 1700 erstattet af et tegltag. I året 1857 blev der foretaget en større ombygning af kirkens ydre. Tagkonstruktionen fik en lavere hældning og det fritstående klokketårn blev erstattet af en tagrytter. Kirketaget og tagrytter blev derefter belagt med skifer. Og det står i historiebøgerne at det var på grund af ”Egnens beskaffenhed”.
Efter reformationen hørte kirken under Ribe Stift, men den var i længere tid omstridt. I 1576 – 78 tilkendtes den Hertug Hans. Ved samme lejlighed blev den udskilt af Ribe Stift og blev lagt under Slesvig. Først i 1920 vendte den tilbage og blev lagt under Ribe Stift.
Tårnet på Ubjerg Kirke bliver normalt omtalt som kirketårn, men rettelig er det en tagrytter.
Et fritstående klokketårn nævnes i 1595, som var tæt på sammenstyrtning. Det skulle have stået i det sydøstligste hjørne af kirkegården. Det er blevet repareret i 1686, genopbygget i 1722, hovedrepareret, malet og tjæret i 1819 og 1830. Men i1857 rev man det ned.
En tagrytter er et klokketårn monteret på den bestående bygnings tag. Kirken har to klokke, og de er fra omkring 1400.
Den ”Salige” jens Petersen skulle i 1590 have skænket 100 mark kurant til et nyt ”karnhus” ved norddøren. Men da denne indgang blev tilmuret, sattes pengene ”på rente til kirkens bedste”.
Alterbord fra 1250
Der er bræddelofter overalt i kirken. Skibets bræddelofter har store malerier fra 1747, der forestiller syndefaldet, korsfæstelsen og dommedag. Mellem skib og kor er et sengotisk kor bue krucifiks fra begyndelsen af 1500-tallet.
Alterbordet er fra romansk tid, omkring 1250. Måske er kirken oprindelig fra den tid?
Og så kunne det måske være, at vi lige skal grave yderligere i historien. Det tyder på, at der under pesten i 1602 – 04 har været stiftet et begravelsesgilde i sognet.
Indhegnet grundet antruffen heste, svin eller andre ”bæster”
Den lille hyggelige kirkegård hegnes i nord, nordøst og vest af delvis jorddækkede kløvstensdiger. I 1595 forpligtede sognefolkene sig til at forbedre kirkegårdsvolden, hvilken var nødvendigt som et værn mod dyrene. Hvis der så alligevel blev antruffen heste, svin eller andre ”bæster” på kirkegården, blev ejeren idømt en bøde.
Stoleværket
Stoleværket med gavle også mod væggen er udført 1774 af snedker Bastian Rehkopf i Tønder og malet af Anders Nansen samme sted. Det er 15 mandestole og 14 kvindestole. De afløste et sæt fra 1595. Der var eller er også specielle stole til præstekonen og degnen.
En tur i præstegården
Ved siden kun adskilt af en hæk og en låge, ja sådan var det sidst ”Den Gamle Redaktør” var forbi sognets fornemste bondegård, ja sådan skulle det være i ældre tid, sognets præstegård. Skal vi ikke bare kalde den får Danmarks mest velbevarede præstegård. Huset er bygget sammen med to stalde. Som altid på disse kanter er stråtaget 10 – 15 cm. Tykkere end andre steder i landet. Det luner om vinteren. Præstegården er i dag fredet.
Taget har mønning af tørv og der sidder tre skorstene i beboelseslængdens rygning og i den nordlige udløberlænge.
En ligdør
I østgavlen er der en ligdør. Denne dør blev før i tiden udelukkende brugt til ligfølget til at bære afdøde personer ud af huset, når de skulle begraves, hvorefter døren blev lukket igen. Ifølge folketroen kan den afdødes sjæl kun vende tilbage gennem den samme dør, som de var kommet ud af, da de forlod huset for sidste gang. Døren blev herefter holdt lukket indtil næste begravelse.
Originalt staldinventar
I staldlængderne er det intakt bevarede staldinventar med muge- og fodergange, heste- og kobåse, pigstengulvet, de uforarbejdede loftbjælker og loftbrædder, lokummet, ladens klinkebelægning og lerstampede gulv samt ladens synlige tømmerkonstruktion. Ladens konstruktion er typisk for de gamle marskgårde og kendetegnes ved solide stolper og bjælker, der bærer det store stråtag, som derved er sikret mod stormflod.
Velbevaret værft i Ubjerg
Når vi nu er kommet til Ubjerg, kan vi lige så godt fortsætte med denne hyggelige by. Husene ligger placeret på både naturskabte sandklitter og menneskeskabte værfter. Hele Ubjerg er bygget på et værft, en kunstig bakke i det ellers flade marskland. Det er nok det største og mest velbevarede værft i Danmark.
Kirken har så vidt vides ikke været ramt af de talrige stormfloder som egnen har været ramt af. Mod nord ligger 4 gårdanlæg tæt sammen på det fælles øst-vest-liggende værft.
Den tidligere stavemåde er med d – Udbjerg. Landsbyen er samlet omkring kirken. Men også omkring Søndersøvej, sydøst for kirken ligger en samling småhuse. Ubjerg har også en Nørresøvej. Både Søndersø og Nørresø var tidligere store lavvandede søer, der forsvandt med afvandingen af Tøndermarsken og reguleringen af Vidåen. Nørresøen genopstod med gennemførelsen af Snæbelprojektet. Der er også skabt et stort vådområde kaldet Hestholm Kog.
På diget ved Nørresø findes der også skarv. De lever af fisk – og kun fisk. Her er sandelig set havørn.
Bjerremark fra 1685
Mod vest i Ubjerg ligger Bjerremark en stor smuk firelænget marskgård. Oprindelig er den fra 1685. Den nævnes både som dansk og tysk gård. Efter 1960 henlå den som tom og uvirksom. Gården blev nærmest plyndret for alt inden man i 90’erne startede en kommunalt drevet restaurering. Gården fremstår i dag som et kursuscenter. Den er blevet prisbelønnet for den fine restaurering. Herfra er der en smuk udsigt over den flade marsk.
Man mener, at det var friserne, der tog den specielle byggestil med herop. Allerede i 1100 – tallet begyndte de at anlægge værfter – forhøjede anlæg. Også tagkonstruktionen tog de med. Det gjorde den mere modtagelig for den kraftige blæst. Og de forhøjede værfter sikrede mod oversvømmelser. Herude i marsken var der nærmest vand halvdelen af året vand over det hele inden den store afvanding.
Den særlige byggeskik med grundmurede huse adskiller sig væsentligt fra landsbyggeskikken i resten af landet, hvor bindingsværk var den almindelig byggemåde frem til sidste halvdel af 1800-tallet. I det træfattige landskab har det været vanskeligt at skaffe konstruktionstømmer. Det var bl.a. derfor man byggede i grundmur.
Modstandsdygtig
Desuden var grundmurring også mere modstandsdygtig over for klimatisk nedbrydning end for eksempel bindingsværk med lerklinet tavl. De karakteristiske teglsten blev brændt lokalt af bønderne eller på lokale teglværker.
Rør til tækning hentede man i marsken særlig ved Aventoft eller i Rudbøl. Her i marsken var der langt flere rør end nu. Gode engtørv til mønning hentede man ligeledes lokalt. Til fremstilling af mørtel og til hvidtning anvendte man skælkalk, der er fremstillet af brændte skaller og kalksten fra stranden.
Bjerremark nævnes første gang i 1685. I 1840 fik Carsten Richtsen Angel fæstebrev på gården. I 1842 blev den markant ombygget og udvidet. I 1872 blev der tilføjet en fin dørportal med syd med søjleparti og inskriptionen ”1872”.
Flere originale bygningsdele
I 1947 kom gården på danske hænder ved den dansksindede organisation Landeværnets mellemkomst. Af de nuværende bygninger er stuehuset opført i 1842 mens staldlængerne er opført i 1874. I stuehuset synes flere af de ældre bygningsdele fra det tidligere stuehus at være blevet genanvendt, herunder fyldningsdøre, indgangspartiet i forstuen, hoved – og havedør samt sandhedsportalen mod gården.
I 1988 gennemgik Bjerremark en stor renovering og restaurering. Herefter blev gården indrettet til kursuscenter. Gårdspladsen mellem bygningerne er belagt med pigsten. Stuehuset er en etage høj og en tretten fag lang bygning, der fremstår grundmuret i rød, blank mur med en gennemgående frontgavl.
Mod døren er bevaret en forstue med inderdøre fra 1700-tallet. Her er også bevaret ældre brændeovne, den ene er kakkelbeklædt, mens den anden er udført i metal.
Der er stråtækt tag med afvalmede gavle, mønning af tørv og et tagskæg. Vinduer, porte og luger er efter skik malet hvide.
Ændret vejforløb
Indtil 1934 forløb vejen mellem Ubjerg og Møllehus nord for Bjerremark og så langs den nordlige og vestlige skovkant, mellem skoven og Ubjergvej 21 og derfra som nu vestpå. På nordsiden af vejen fra skoven til Ubjergvej 25 lå der oprindelig en mark, der hed Langbjerg.
Christianslust
Den tilhørte Martin Lorensen. Han og Christian Angel på Bjerremark var dengang de to største lodsejere i Ubjerg. De var af en eller anden grund blevet uenige. For at drille Christian Angel lod Martin Lorenzen i 1899 opføre et beboelseshus i markens sydøstligste hjørne lige over for indkørslen til Bjerremark. Det var et pænt rødstenshus med tegltag med to slags kulørte tagsten. Over indgangsdøren til syd mod vejen sad en hvid marmortavle ca. 60 x 80 cm med følgende indskrift:
Huset blev lejet ud til en børnerig arbejderfamilie. Christian Angel døde i 1908. Senere er fjendskabet glemt. Christian Angels enke eller søn har derefter ved mageskifte erhvervet jorden og huset. Indtil Christian Bahnsen købte huset i 1929 var det udlejet til arbejdere på Bjerremark.
Det kneb med plattysk i skolen
Christian Bahnsen brød sig ikke om navnet Christianslust og fik fjernet tavlen. Men i offentlig omtale beholdt huset navnet til omkring Anden verdenskrig.
Den nærværende vej gennem skoven var dengang en indkørsel til Bjerremark gennem en dejlig, tæt granplantage på begge sider. Indkørslen var markeret med hvidmalede stenpæle og et skilt angav at det var Privat.
Christian Bahnsen arbejdede meget med opdræt af heste. Han var også en ivrig ringrider. I ægteskabet var der fire børn. Derhjemme blev der talt plattysk. Da den yngste kom i skole i 1944, havde han problemer med sproget.
Det omtalte hus er revet ned og erstattet af en pæn nedbygning en smule længere mod vest.
Mælkekusken, Peter Bruhn
Peter Bruhn overtog fødehjemmet Søndersøvej 8. I januar 1910 begyndte han som mælkekusk. Med sine to hvidskimlede arbejderheste at køre med daglig mælk for landmændene til mejeriet i Süderlügum. Grænsedragningen i 1920 satte dog en stopper for dette.
Da det nybyggede mejeri i Sæd begyndte i juni 1923 genoptog han mælkekørslen fra Ubjerg til Sæd. Da muligheden for at få forarbejdet mælken i Süderlügum blev stoppet anskaffede mange hjem en centrifuge. Den kunne skille mælk og fløde ad. Man kunne også få maskiner til at kærne smør med.
Smørret blev solgt til købmænd eller private i Tønder. I mange køkkener og vaskerum var der således installeret centrifuger. Straks efter både morgen – og aftenmalkningen endnu mens mælken var varm, skulle den køres gennem centrifugen, der blev drejet med håndkraft. Når maskinen først var sat i gang og havde de nødvendige omdrejninger, gik den jævn let.
En frygtelig og grim ulykke
Den havde en stor oversættelse, fordi der skulle en god fart på for at få mælk og fløde skilt ad. Dette var et dagligt arbejde som oftest blev udført af større børn. Ellers var det malkepigens arbejde. Efter hvert brug skulle en sådan centrifuge skilles ad og rengøres. Helt ufarligt var en centrifuge skam heller ikke, når den var i gang.
I Peter Bruhns køkken stod en sådan centrifuge. Her skete der en frygtelig og meget grim ulykke. Den 20. juni 1920 er Mette Bruhn efter morgenmalkningen i færd med at køre mælken igennem centrifugen. Uheldigvis kommer hendes fletning så tæt på maskinen, at den får fat i håret og i et nu er hun skalperet. Hun har fået alt hår og hårbund revet af hovedet.
Med pinefulde smerter kommer hun med hestevogn og ad dårlige veje til sygehuset. Det var en ulykke, der rystede alle i landsbyen. Efter et meget langt sygehusophold kom hun hjem igen. Men i flere år måtte hun flere gange om ugen til sygehuset til behandling.
De russiske gæs
Maleren Emil Nolde, der ikke boede så langt herfra, har ofte nævnt disse blisgås og bramgås. Man kan høre det på deres snakken og gakken. Det er nærmest russisk. De kommer også derover fra. I vintermånederne slår de sig ned i Ubjerg Kog. De skal æde sig fede inden trækket går til Sibirien og det nordlige Rusland om foråret. Så bruger de alle de lyse timer til at æde. En gås spiser helt op til sin vægt – hver dag.
Det næringsholdige græs giver gæssene gode vilkår. Når det går helt vildt for sig, så fordobler en gås sin vægt på blot en måned. Så er det brændstof til en flyvetur på et par tusinde kilometer.
Tilbage i Sæd
Gårdene der ligger yderst, er opført på værfter, både enkelt – og dobbeltværfter.
De traditionelle håndværkserhverv i 1700 – og 1800 – tallet var fint repræsenteret i landsbyen, Sæd (blandt andet smed, bager, maler, tømrer). Vi skal kigge på et par stykker. Ikke alt er lige pænt. Der er nogle skræmmende til – og ombygninger.
I 2007 fik beboerne et chok
Byen Sæd nævnes første gang i 1237 som ”Sæthe”. Ordet betyder at sidde eller bosætte sig. Allerede i 1740 blev gårdene udskiftet. Men gårdene blev i byen. Dette skyldes nok de særlige forhold i marsken.
Byen betragtes som en ualmindelig velbevaret landsby både hvad angår struktur og bebyggelse. Der mange ældre gårde med ældre landsbyggeskik.
Der var meget, der skulle klares på gårdene ud over dyrkning og høst af afgrøder og pasning af dyr. Der var også bagning, røgning og slagtning. Børnene hjalp altid med.
I 2007 fik beboerne i Sæd pludselig et chok, for byen mistede sin status som by. Det sker, når man kommer under 200 beboere. Men det ser ud til, at man igen er kommet over dette tal.
En skamstøtte
Det er ikke mange byer, der har sådan en. Og egentlig er det hvis ikke noget at prale med. Med det har Sæd – en skamstøtte. Men man skal kigge godt efter. Den ligger syd for byen.
Den er rejst fordi Kirsten Christens i 1712 myrdede sine fire børn og begik selvmord med rottegift. Hun var en ulykkelig kvinde, der var alene med sine børn. Dem havde hun født i utugt. I sin fortvivlelse i at skaffe mad nok til sine børn valgte hun at tage livet i ”et anfald af tungsind og sindssyge”. Ja sådan beskrev præsten det.
De stakkels børn blev begravet på Ubjerg Kirkegård. Og det gjorde Kirsten Christens også. Men da provsten i Tønder hørte historien beordre han ”morderen” gravet op igen. Hun blev derefter fragtet hen til det hus, hvor forbrydelsen fandt sted, smidt ud ad vinduet og begravet ude på heden.
Hun måtte sandelig ikke begraves i indviet jord. Det at begå selvmord var i sig selv strafbart. Og som skræk og advarsel blev der så rejst en skamstøtte. De forbipasserende kastede sten efter den. Og det er til skræk og advarsel for alle. Inskriptionen kan man ikke mere tyde. Og i dag er der sikkert ikke nogen der kaster sten efter skamstøtten.
Klinkpungen kom i 1715
Dengang blev det betragtet som en hjerteløs kvindes grusomme udåd. Dengang var der ikke et socialt sikkerhedsnet. Måske kunne klinkpungen i Ubjerg Kirke have hjulpet. Men den blev først indført i 1715.
Det var pastor Wegner, der indførte den. Han begrundede indførslen med, at man på en skøn måde og i stilhed kunne gøre meget godt, idet ingen fik at vide, hvor meget den anden puttede i.
Man behøvede heller ikke at putte noget i hver søndag. Med de indkommende midler kunne de fattige så forsørges rettidigt. Man kunne måske herigennem også skaffe skolebøger til de fattiges børn.
Byens fattige forsynet med kontanter
I 1789 blev sognets fattige ifølge pastor Todsen forsynet med kontanter. Ugentlig fik de af fattigforstanderen tildelt et beløb afpasset efter alder og fattigdom. Pengene i fattigforsorgen kom dels fra indsamlinger i kirken dels fra et årligt bidrag fra kogs-regnskabet. Derudover blev det pålagt sognets velstående hvert kvartal at betale et vist bidrag til fattigkassen.
Fra 1795 til 1859 foregik fattigforsorgen i sognet på denne måde. Hvert år blev der fattigregning, en form for generalforsamling.
I midten af 1800-tallet blev der i alle sogne oprettet fattiggårde. Fattiggårde var som regel en landbrugsbedrift opført eller købt til at huse sognets egne fattige, som her fik den fulde forplejning og logi. Det var tanken at fattiglemmerne skulle være selvforsynende. Ved en stor brand i 1857 nedbrændte flere ejendomme på Grøngårdsvej. En af disse var tiltænkt fattiggården.
Fattiggård ved Sædmark indviet
Efter indførelsen af ”Forordningen om fattigvæsenet” fra 1841 fik Ubjerg sogn en fattiggård – ”Æ Armhus”. Den kom til at ligge ved Sædmark mellem Ubjergvej 7 og 9. Men den blev først indviet i 1859 med 5 voksne og 4 børn.
I befolkningen har det altid været ulykkelige personer, der ikke har haft midler nok eller ikke har kunnet få dem til at række til de daglige fornødenheder.
Lemmerne på fattiggården skulle overholde reglementet. Der var oprettet et fattigvæsen, der bestod af sognets to sognerådsformænd og tre medlemmer af menighedsrådet. Omkring 1961 trængte fattiggården til en større istandsættelse. Kommunen besluttede at sælge fattiggården med tilhørende jord til højeste bud. Og det var for 36.200 kr. til Fedder Feddersen, Bremsbøl. Få år senere blev ejendommen revet ned.
Man hjalp Anne Cathrine til at udvandre
Der var mange, der udvandrede dengang. De sociale myndigheder hjalp gerne til. Ofte var det billigere at komme af med de fattige. Og politiet sendte også kriminelle med skib til Amerika.
I Ubjerg var det Anne Cathrine Sørensen, der ofte havde henvendt sig til Fattigkassen. Hun var ugift og var alene med tre børn. Fattigkollegiet besluttede i 1873, at bevilge et lån på 240 Rigsdaler, så hun kunne udvandre til Australien.
Man sikrede sig at J. Matzen skulle følge familien til Hamborg. Det var nok for at sikre at udvandringen reelt fandt sted. Fattigkasserne havde nemlig ikke altid gode erfaringer med dette.
Tilhængere af den slesvig-holstenske bevægelse
Befolkningen i Sæd – Ubjerg knyttede sig i 1830’erne og 1840’erne til den slesvig-holstenske bevægelse. Det afspejlede sig i landsbyens daglige liv, i skolegang og i kirkeliv.
I alt 34 kom ikke tilbage
Lige fra Første Verdenskrigs start blev alle unge våbenføre mænd indkaldt til krigstjeneste. Næsten alle, uanset sindelag efterkom orden. De opfyldte deres borgerpligt ved at møde op under de tyske faner.
Mange af de indkaldte fra sognet måtte forlade kone og børn og til dels deres landbrugsbedrifter for at drage en uvis fremtid i møde. Mange troede, at det kun drejede sig om måneder før man var tilbage. Men det blev til 4 år med umenneskelige strabadser i skyttegrave navnlig i Frankrig og Rusland.
Hvor mange, der deltog fra sognet, vides ikke. Men næsten alle sognets familier havde slægtninge med i krigen.
De sørgelige budskaber kom løbende gennem de fire år. I alt 34 kom ikke tilbage. Heldigvis kom den overvejende del tilbage. Men det var først efter at have tilbragt en tid i fangelejr eller i lazaret. Der blev opsat en mindeplade på de 20 faldne, der havde folkeregister i sognet
Den berømte Sæd – kartoffel
En overgang anså man Sæd kartoflen som den fineste i landsdelen. Det var en slags æggeblomme af ganske enestående fin kvalitet. Ejendommeligt er det, at der år efter år dyrkedes den samme sort af samme navn. Sådan var det slægtled efter slægtled. Man kaldte disse kartofler forskellige ting, bl.a. ”gullige ”Sædingerkartofler”
Ifølge en beretning af pastor Kallmer, Faretoft ved Dagebüll i et tidsskrift 1796 har der i Sæd dengang:
Selv om jorden tilsyneladende er af samme gode kvalitet, skelner man dog ganske nøje mellem de stavne, der giver den bedste kvalitet, og de der giver en ringere kvalitet.
Kartoffeldyrkerne i Sæd var nøjsomme og uhyre flittige. Jorden fik kun staldgødning. Ifølge gammel tradition vender man jorden med spaden, ja enkelte gik så vidt, at ”de drager plovens nytte for jordbehandling i tvivl, når det gælder dyrkning af kartofler”.
Håndens arbejde blev holdt i hævd. Inden lagringen håndsorteres kartoflerne 2-3 gange. Det var den bedste garanti for, at der ikke blev leveret en eneste forkert eller dårlig kartoffel.
Før ”Genforeningen” 1920 havde man et gammelt marked for Sæd-kartofler i Tønder og i Flensborg. Ja også i Husum solgte landsbyboerne kartofler og grøntsager.
Her regnede man med en fast pris af ca. 11 mark pr. tønde. Men dette er slut.
Grænsen blev lukket til Flensborg og Husum. I Tønder var der kommet kolonihaver. Nu er enkelte stavne tilgroet med græs. Den traditionelle kartoffelavl var ude for store vanskeligheder. Udbyttet blev for ringe. Og det var et stort arbejde med håndkraft.
Det var almindeligt kun at vende jorden med ”spaden” på de små jordlodder mellem husene og gårdene i Sæd.
Den sidste ”rødder” fra Sæd
Cecilia født Wellendorf stammede fra Sæd. Hun blev også kaldt for Sille, ja hun anses for at være den sidste ”rødder” kone fra Sæd. Hun solgte grøntsager fra ”æ Rørvuhn” i Tønder indtil først i 1930’erne. ”Rørvuhn” er en kærre, en vogn med to store hjul. Hun skubbede kærren fra Sæd til Tønder med egne grøntsager.
”Æ Smej” gennem 125 år
Landsbyen har gennem flere hundrede år haft en befolkning, der delte sig mellem små næsten Jordløse Kådnere og daglejere og en række større og solide gårdmænd.
Gennem 125 år har ”Æ Smej” eksisteret i Sæd. Og smedevirksomheden var drevet af den samme familie i generationer, nemlig familien Specht. Og det var i den samme ejendom, Grænsevej 10. Og det hele startede i 1862, da Christian Hansen Specht købte smedevirksomheden af den tidligere smed Jacob W. Jensen. Han fik også tillidshvervet ”Kirchenältester”.
Sønnen Carsten, en af 8 børn tog på valsen, der måtte han sin tilkommende. Han overtog firmaet. Han var den første i Sæd, der fik telefon. Han fik smedjen bygget om og indlagt el i 1922. Han ombyggede det hele og fik en omfattende handel med landbrugsmaskiner. Ved siden drev han også landbrug. Han importerede moderne selvbindere fra Amerika.
I 1930’erne var han formand og forretningsfører for Sæd mejeri. Men grænsedragningen i 1920 tog en del af kundeunderlaget. I 1925 fik han bil som nr. 5 i sognet. Sønnen Christian overtog firmaet. De købte en ejendom ude på Grøngårdsvej. Efterhånden gled det gamle smedehåndværk i baggrunden på bekostning af mere maskinhandel. En olie – og benzintank blev placeret ved virksomheden.
Den gamle smedje holdt i 125 år med fire smedemestre fra familien Specht.
Æ skrædder fra Sæd
Hans Chr. Lund var født i Terkelsbøl i 1861. Og konen Else Marie var fra Lendemark. De bosatte sig i den nuværende Sønderbæksvej 10.
Som skrædder tjente Hans Christian Lund ikke store penge. Han måtte ofte gå langt for at så for folk. Dengang gik skrædderne ud til folk og syede i deres hjem. Hestekøretøj havde han ikke råd til. Han gik til fods. Om sommeren kunne det ske, at han stod op kl. 4. Så gik han tværs over markerne til Højer, hvor han syede hele dagen. Derefter gik ruten hjem igen.
Foruden at arbejde som skrædder var han markmand. Han holdt i sommerhalvåret opsyn med andres kreaturer og får på markerne. Markerne var dengang ikke indhegnet med tråd. De var kun adskilt med vandfyldte grøfter. Hvis dyrene havde held til at komme over grøfterne, var det hans opgave at få dem tilbage igen. Det kunne ske, at han fandt et får, der var druknet. Dette berørte ham meget. Han havde altid Æ Klu’ stach (springstok). Med den kunne han forcere de vandfyldte grøfter.
Skrædderen elskede at synge. Men det foregik kun på dansk. Og det kunne være problematisk i en tysk tid. Men tolderne kendte ham. Han var en samvittighedsfuld mand og agiterede ikke for danskheden uden for hjemmet.
Konen var en afholdt kogekone overalt i sognet.
Dovne ”Ludde”
Ude i det østligste hjørne af Ubjerg Sogn ligger ejendommen Sædholm. Ejendommen bestod oprindelig af en længe med beboelse i den ene ende og en længe med beboelse i den ene ende og en lille stald i den anden ende. Beboelsen menes at være opført omkring 1902 og stalden i 1920.
Det fortælles om en mand ”Ludde” som ifølge naboen på Holmgård boede der med sin familie før Første Verdenskrig. Han var meget doven. Men konen var meget energisk. Hun gik rundt om markerne og tog i pælene – var de løse tog hun dem.
”Ludde” skulle hjælpe med at anlægge den nye vej fra Sæd til grøngård. Gik han forrest i sjakket blev de forsinket. Gik han bagved blev han hurtig langt bagefter de andre.
Sædholm blev kaldt for ”Polen”
Ejendommen blev kaldt ”Polen” af den ældre generation. Det var fordi, at der under Første Verdenskrig boede nogle polakker på ejendommen. Det fortælles, at manden kom i fængsel for smugleri og skyderi.
I 1960’erne og 1970’erne blev der rundt om Sædholm gravet meget sand af til vejbygning og påfyldning. Det var entreprenørfirmaet Freiberg fra Tønder, der hentede mange læs sand herfra. Her blev der i 1977 etableret en knallertbane. Der var et meget kuperet terræn lige her. I 2013 blev denne bane lukket og blev retableret som et naturområde. Først 1964 – 65 blev der indlagt strøm. Tre husmandssteder blev derefter etableret i nærheden.
I 1972 blev der sat et nyt tag på huset.
Konfirmation havde stor betydning for de unge
Gennem årene er der blevet konfirmeret en masse i sognet. Her på siden har vi tidligere beskæftiget os med konfirmations – problemer i Møgeltønder og Daler. Grevinden på Schackenborg blandede sig. Men her i Ubjerg synes det ikke at have være problemer.
Oprindelig var det således, at hvis man ikke var konfirmeret, mistede man desuden retten til at indgå ægteskab, til at være fadder og til at vidne. Man kunne blive straffet hvis man ikke var konfirmeret inden man var 19 år.
I tidligere tider ”overhørtes” man i katekismus for at kunne konfirmeres. Bestod man ikke overhøringen på grund af manglende evner skulle præsten sætte ind med ekstra undervisning. Men skyldes årsagen modvillighed var straffen fængsel.
Konfirmationen havde alligevel en stor betydning for den unge. Det markerede overgangen fra barn til voksen. Med konfirmationen fik man borgerlige rettigheder. Men man fik også pligter. Ja og så fik man en skudsmålsbog. Sådan en var nødvendig, hvis man ville arbejde uden for sognet.
For dårlig i kristendom
Det var Christian den Sjette, der indførte konfirmationen i 1736. Den blev indført i Ubjerg Sogn i 1739. I begyndelsen var de unge mellem 16 ½ og 19 år. I år 1751 blev Ann Hennings først konfirmeret, da hun var 21 år. I kirkebogen står anført:
I 1789 skriver den stedlige pastor Todsen, at undervisningen foregår fortrinsvis om efteråret og foråret. Den foretages af præsten, degnen og skolemesteren. Dengang blev der afholdt konfirmation hver anden år. Dem, der i de mellemliggende år ville konfirmeres, blev det i nabosogne som Aventoft eller Süderlügum. Efter 1847 blev der afholdt konfirmation hvert år i Ubjerg Sogn.
En ny skole – bygget af staten
Da grænsegendarmerne i 1920’erne flyttede til byen fik man brug for en dansk skole. Men den kom dog først i 1933.
Der var tysk flertal helt til 1945. Efter ”genforeningen” blev der oprettet en dansk skole med syv børn i en lille privat stue hos en gårdmand. Efterhånden som grænsegendarmernes børn voksede til måtte man rykke op i ”piselen” – storstuen.
En ny smuk skole blev bygget af staten – ikke kommunen. Den blev indviet den 30. september 1933. Ved den højtidelige indvielse var amtmand Grev Schack, landstingsmand Hans Jefsen Christensen og amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen til stede.
Så tænder vi
Bagefter samlede man sig på den tyske grænsekro til kaffe og taler. Her holdt lærer Højmark Jensen en flammende tale om Kristen Kold, hans skoletanker og frie syn. I sin undervisning fulgte Højmark disse spor.
En dag i krigens tid lagde Højmark mærke til, at nogle af drengene sad og fumlede med noget under skolebordene. Det viste sig, at drengene rullede små cigaretter af hjemmelavet tobak. Højmark tog den i stiv arm:
Da alle var færdige med at rulle cigaretter, råbte han:
25 gendarmer til Sæd
I første omgang kom der 465 gendarmer til grænsen. Men det var ikke nok. Styrken kom op på 600 personer. Det betød, at der skulle rekrutteres yderlige ugifte mænd fra hele landet. De unge havde aftjent deres værnepligt og kom fra handel, håndværk og især landbrug.
Alene til afsnit Sæd kom der 25 gendarmer. Sædmark og Ubjerg hørte under dette afsnit. Direkte velkomne var de nok ikke i de første majdage i 1920. Det var i et son, der hovedsagelig stemte tysk. Den tåbelig krig havde kostet unge mænd livet. Dette sat sit præg på dagligdagen.
For de unge gendarmer, der kom, var det også en udfordring, at de kom til en egn som de slet ikke kendte. Og de havde også vanskeligheder med sproget. Her blev der talt sønderjysk og tysk. Også primitive indkvarteringsforhold blev de budt. Problemet med at skulle skaffe huslys til så mange på kort tid var svært.
Tvangsindkvartering
Løsningen var tvangsindkvartering med kost ost og logi det første halve år. Det har næppe været til glæde hverken for værtsfamilien eller den unge gendarm. Dengang havde man vel ikke gæsteværelser, det var højest et lille karlekammer. Gendarmerne havde vagt to gange i døgnet a 4 timer efterfulgt af 8 timers hvile. Efter en uge var der så en fridag. Vagterne harmonerede dårligt med værtsfamiliens hverdag.
En stærk befærdet vej
Vejen mellem Sæd og Ubjerg var stærkt befærdet. I 1930’erne var den nogle steder 24 meter bred fra grøft til grøft. Men den kunne være vanskelig at forcere på grund af dybe hjulspor. Vejen har med tiden og årstiden hele tiden ændret forløb. Og vejen har været der siden middelalderen. Den har været vanskeligt at forcere med mælkevogne, transportvogne, ligvogne og lignende
Først i 1934 blev vejen asfalteret.
Sne i ”tre etager” i Sæd
I 1947 faldt der masser af sne i Sæd. Da var sneen på Grøngårdsvej uden for Alfon Tygesens gård så høj, at der skulle arbejdes i ”tre etager”.
Det var ”Magge”, der styrede denne snerydning. Hans kone døde af brystkræft. Og pludselig var han alene med fem drenge, hvoraf de to mindste endnu var hjemmeboende. Han havde ikke råd til en husholderske og cyklede hjemmefra om morgen klokken 6. han var først hjemme igen kl. 18 om aftenen.
Så skulle han ordne hjemmet og lave mad. Ofte stod det på havregrød. En overgang blev den yngste Walter sendt til Tønder efter middagsmaden på et pensionat i Søndergade.
Husholdersken fik dansk statsborgerskab
I løbet af 1951 fik ”Magge” også en husholderske. De blev da også gift. Hun var tysk statsborger. Men meget hurtig derefter flyttede hun. Efter sigende var det udelukkende for at få dansk statsborgerskab. Jo der var mange dramaer i byen. Markus Jürgensen døde den 5. august 1981.
I den gamle landevejskro
I den tidligere gamle landevejskro fra 1871 er der nu dannet Bed & Breakfast under navnet Sov Godt 8. Lokaludvalget har en aftale med Tønder Kommune om hjælp til nedrivning af faldefærdige huse, der skræmmer bybilledet. Men nedrivningspuljer hænger ikke lige på træerne.
Sæd er langt fra den eneste landsby i Danmark, som er udfordret af nedlukkede forsamlingshuse, skoler og dagligvarebutikker. Men i Sæd har bevaret optimismen takket være et aktivt og kreativt lokaludvalg.
Frysehuset i Sæd bliver stadig brugt
Engang var der mange frysehuse i Danmark. Det var det også og er stadigvæk i Sæd. Det lille sted er et kombineret bryggeri og museum i dag. Her kan man lære om ølbrygningens ældgamle kunst. Byens besøgende kan blive klogere på det lille røde hus historie.
Indrømmet, ”Den Gamle Redaktør” kender mere til det frysehus, der stod på vej ud til Ny Frederikskog syd for Højer.
Frysehusene havde den afgørende betydning, at husmødrene ikke længere behøvede at salte, henkoge eller ryge kødet, når det blev slagtet på gårdene. Nu kunne de i stedet fryse kødet ned i familiens egen fryseboks i det fællesejede hus. Ved restaureringen af Sæd frysehus har lokalrådet på en gang bevaret et symbol på den danske andelsbevægelse og samtidig skabt en aktivitet for byens voksne.
Det mindste hus i Sæd
Ja på Sønderbækvej ligger nok her det mindste hus i Sæd. Engang var det sikkert byens stolthed. Det var i juli/august 1951 frysehuset blev opført i Sæd. Det var Alfon Tygsen, der stillede jord til rådighed. I det firkantede rum var der en smal gang langs væggen og midt på gulvet stod to rækker med hver seks bokse. I flere tilfælde var der to familier fælles om en boks.
I begyndelsen var der kun kødvarer. Efterhånden fandt man ud af, at også bær og grøntsager kunne fryses. Købmanden fik frysebokspapir, fedtpapir – en slags pergament, brunt indpakningspapir og sejlgarn i ruller. Jo og så skulle man skrive pakkeseddel med indhold og ejers navn samt andelsnummer.
Når det var slagtedag hos de enkelte brugere, skulle det de fleste steder meddeles til frysehusets tilsynsførende i forvejen. Beboerne i Ubjerg og Sædmark havde intet frysehus. Men de havde muligheder for at få varer opbevaret i Ishuset, Ved Slotsbanken i Tønder ved Harald Sauer.
Frysehusene havde kun kort levetid. Masseproduktion fik priserne på frysebokse til private hjem til at falde og sammen med tiltagende velstand hos borgerne blev det i 1970’erne almindeligt at hvert hjem efterhånden fik både køleskab og fryseboks.
Masser af naturoplevelser
Der er masser af muligheder for en naturoplevelse i området, som vi her har beskrevet. Der er på det seneste anlagt afmærkede stier for gående og cyklister. Området er kendetegnet med et rigt fugleliv. Mange vadefugle og ænder yngler i området. I træktiden raster store flokke af gæs og svaner. Ligeledes kan der forår og efterår ses enorme flokke af stære, som overnatter i rørskovene i Magisterkog og Hasberg Sø.
I 2006 og 2007 er det gennemført et grænseoverskridende projekt syd for Tønder for at forbedre levevilkårene for dyr og fugle herunder for den hvide stork. På den danske side af grænsen er der i området ved Ubjerg og Møllehus anlagt 35 nye vandhuller, mens den tyske del af projektet har omfattet vandløbsrestaureringer og en udvidelse af det store vådområde Hasberg Sø.
Projektet har desuden omfattet anlæg af en ny vandresti langs Sønderås-diget på den danske side af grænsen mellem Møllehus og Bremsbøl med forbindelse til Ubjerg. Fra stien, hvorpå der også er tilladt at cykle, er der en fantastisk udsigt over afgræssede marskarealer ind mod Ubjerg og Tønder. Fra to udsigtspunkter ved stien er der et smukt udsyn over naturområdet Hasberg Sø.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.593 artikler – heraf 258 artikler fra Tønder og 187 artikler fra Sønderjylland inclusive disse:
Juli 6, 2020
Var Danmark ”brutal” over for Grønland?
Man vil have statuen fjernet. Tre nationer er klar til at forgylde og forsvare Grønland. Skal han bare smides i havet? Folketingsmedlem: Spydspids for koloniseringen. Julie Bertelsen: Det handler om at skabe en ny historie. Filminstruktør: Den grønlandske befolkning har været undertrykt i mange år. Lokalhistorisk Forening: Statuen gør os stolt. Der er masser af informationer. Kultur, etik og moral var anderledes dengang. Danmark udryddede ikke de oprindelige beboere. Hans Egede var ikke den største tyran. Grønlandske politikere: Uværdigt at være på støtten i evig tid. Erik den Røde kom i 982. Uha- Hans Egede tog ikke enken. Børnene fungerede som tolke. Også Herrnhuterne kom. Det ny testamente på grønlandsk. Ingen fornyede hans gravsted. Det danske rigsfællesskab – resultat af svaghed. Norge besætter Østgrønland. FN betragtede Grønland som koloni. Erhvervsudviklingen sakker bagud. Grønlænderne vil ud af Fællesmarkedet. ”Herrefolksmentalitet” I 2021 er det 300 år siden-skal det fejres ved at sende statuen i havet?
Man vil have statuen fjernet
I mange år har Hans Egede stået som ”Grønlands Apostel” og kigget på Godthåb. Nu vil man have ham fjernet. Han er et tegn på kolonihavemagt. Danskerne har i den grad været brutale over for grønlænderne. Foreløbig er der kastet rød maling på Hans Egede både i Grønland og i København. Også Knud Rasmussen har i forbifarten fået en gang maling.
Tre nationer klar til at forgylde Grønland
Samtidig har både USA og Kina vist stigende interesse for Grønland.
USA er således ved at ændre arktisk strategi. Højst sandsynlig vil Thule i fremtiden skulle være flådebase, herunder isbryder bevæbnet med atomvåben. Og åbenbart skal der også laves en masse nye installationer i Thule.
Der står i hvert fald tre nationer klar til at forgylde Grønland, hvis ellers de kan få deres vilje.
Skal han smides i havet?
Det var på Grønlands nationaldag den 21, juni, at Hans Egede fik besøg i Nuuk. Og i den forbindelse har borgmester Charlotte Ludvigsen erklæret, at man sammen med borgerne nu vil inddrage borgerne i om statuen skal flyttes eller smides i havet. Vi vil i denne artikel finde ud af, hvad den stakkels Hans Egede egentlig har gjort.
Folketingsmedlem: Spydspids for koloniseringen
Det grønlandske folketingsmedlem Aki-Mathilda Høegh-Dam begrunder fjernelsen af statuen med følgende udtalelse:
Folketingsmedlemmet siger desuden:
Befolkningen er desperat?
Hun har også en holdning til, at der sker hærværk på alverdens statuer:
Julie Bertelsen: Det handler om at skabe en ny historie
Til KNR siger den grønlandske sangerinde, Julie Bertelsen:
Filminstruktør: Den grønlandske befolkning har været undertrykt i mange år
Filminstruktør Aka Hansen er også fortaler for at statuen skal fjernes:
Lokalhistorisk Forening: Statuen gør os stolte
Meningerne om denne statue er delte. Således har Peter Stefani fra Nuuk Lokalhistoriske Forening taget et initiativ til en underskriftsindsamling for at bevare statuen, hvor den står i dag:
Også Knud Rasmussen blev udsat
Også statuen af Hans Egede ved Frederiks Kirke – bedre kendt som Marmorkirken i København var udsat for hærværk. Med rød maling blev den påmalet:
I Hundested gik det ud over polarforskeren Knud Rasmussen, der ellers var en populær mand i Grønland.
Masser af informationer
Som det ville kunne ses på vores kildehenvisning, så er det rigeligt med information. Og havde vi taget fat på vores bøger inde på vores bogreoler, kunne vi sikkert også have fundet en masse. I vores moderne tider kan du lynhurtig finde informationer om næsten alt, også hvad angår historie.
Det vil sige, at vi har oplevet, at der er lukket for visse arkiver eller at nogle dokumenter på Arkiverne uforklarligvis er forsvundet.
Kultur, etik og moral var anderledes dengang
Men som vi tidligere har skrevet, hvem skal i fremtiden skrive historien. Skal den tilrettes politisk eller efter den gængse holdning? Og skal man fremover tage hensyn til symbolværdi. Kan det ikke være en pointe i, at statuer, monumenter eller plader placeres der, hvor hovedpersonen har haft sit virke?
Og så skal man også huske på, at i 1721 var kulturen, etik og moral en helt anden. Det nytter ikke at lade historien forsvinde, fordi den ikke passer ind hos nogle.
Det er som om, at vi i Danmark retter ind efter internationale strømninger. Skal vi nu til at diskutere, om det var inuitterne eller vikingerne, der var de første på Grønland?
Danmark udryddede ikke de oprindelige beboere
Før Hans Egede ankom til Grønland i 1721, var det sikkert ikke et ideal samfund. Man får nærmest indtrykket af, at danskerne udryddede de oprindelige beboere. Man ville omvende dem til en anden tro. Det gjorde man mange steder. Faktisk også i Danmark. Eller hvis man ville omvende folk i en anden retning, der ikke lige passer til gennemsnittet. Tænk, hvis det så kommer en trend mod pietister. Sikke mange statuer skal vi så have fjernet.
Hans Egede var nok ikke den største tyran
Selvfølgelig blev Grønland en koloni. Mange beboere er blevet eller har følt sig undertrykt. Danmark gør ganske givet heller ikke altid alt korrekt i Grønland i dag. Men de fejl som Danmark har begået blegner sikkert i forhold til andre nationer. Hans Egede var nok ikke den største tyran, som Grønland kunne få.
Grønland har i dag selvstyre. Men danske skatteydere betaler 55 pct. af Grønlands nationalprodukt gennem bloktilskuddet. Man har for eksempel også betalt 80 mio. kr. til de udsatte børn i Grønland.
Uværdigt at være på støtten til evig tid
Jo, der er flere og flere i Grønland, der tager ansvar. Som tre grønlandske politikere lige har skrevet i Information:
De ønsker ikke at være kustoder i deres eget land og iklæde sig nationaldragten, mens de dikker små nuttede lam under hagen. Og så gør de opmærksom på, at det ikke virker, at de mod betaling skal lade råstofferne blive i jorden.
Erik den Røde i 982
Grønlands forbindelse med Danmark opstod gennem Norge. Udvandrere fra Norge til Island og derfra til Grønland i 982 lagde sig ind under den norske konge. Den norskfødte viking Erik den Røde var en af de første bosættere. Han kaldte øen Grønland for at lokke nybyggere til.
I 1400-tallet ophørte nordboernes bosætning. De danske konger, der fra 1380 til 1814 også var konger i Norge, kom derved også i besiddelse af Island, Færøerne og Grønland. Forbindelsen til Grønland ophørte dog i 1400.
Uha – Hans Egede tog ikke enken
Hans Egede fik sin første oplæring hjemme af sin onkel Peder Hind, kapellan på Sandsøy i Trondenes Sogn. Senere kom han til præsten i Hamarøy, der lærte ham græsk, hebraisk, latin og teologi.
I København studerede hans Egede teologi.
Hans Egede blev præst i Lofoten i Norge. På den tid var det skik og brug at en ung præst ikke bare overtog kaldet efter en afdød præst, men også præstens enke. Det vakte derfor berettiget opsigt, at den ny præst ikke ville gifte sig med Dorothea de Fine, enken efter sin forgænger.
I stedet valgte han Gjertrud Rasch, datter af lensmanden i Kvæfjord. Hun var 13 år ældre end ham selv. Forbindelsen blev skabt inden han tog til København.
Præsteenken følte sig højst uretfærdig behandlet, hvilket førte til social isolation af præstefamilien fra de øvrige medlemmer af embedsstanden. Men han blev dog meget afholdt af den lokale befolkning.
Hans Egede drømte om Grønland
Egede hørte om, at nordboerne, de islandske nybyggere i vikingetiden havde slået sig ned på Grønland. Dem havde man ikke hørt om siden 1400 – tallet. En redder fra Bergen sendte i 1708 et skib til Grønlandshavet. Om bord var hans bror Niels Rasch. Denne sejlede som styrmand på grønlandsfarten.
De oplysninger Egede fik herfra tegnede et meget mørkt billede af forholdene på Grønland. De var bare vilde folk uden oplysning og kultur. Dette satte i den grad gang i Egedes tanker.
Hele tiden fremkom han med nye tanker og ideer omkring Grønland. Hans kone, Gjertrud var ikke meget for at tage med til Grønland. Også biskoppen i Tronhjem var begejstret for hans ideer.
Foretræde for Kongen 1719
Missionskollegiet var også blevet orienteret. Han sagde sin stilling op og tog så til Bergen for at forberede sig på rejsen. Han lærte sig kundskaber som korttegning, guldsmedearbejde og kemi. Han var meget interesseret i alkymi. Måske håbede han at finde guld på Grønland. Ved siden af studierne arbejde Egede som vikarpræst i Bergen. Det gjorde han uden vederlag.
Allerede i 1719 havde han foretræde for kongen. Denne viste interesse for projektet.
I 1721 bad han Frederik den Fjerde af Danmark/Norge om lov til at rejse til Grønland for at påbegynde missionsarbejde her. Med tre skibe, sin 48 – årige kone og fire børn rejste han nu til Grønland. Egede var blevet udnævnt som kongelig embedsmand. Da skibene rundede Kap farvel den 4. juni blev de fanget af pakis. Det ene skib blev mast i isen. De kom til en ø på nordsiden af indsejlingen til Godthåbsfjorden.
Hans Egede grundlagde Godthåb
Han byggede et hjem som var 16 meter lang og fem meter bredt. Det var beregnet til 37 mennesker og et specielt rum til Egede og hans familie.
Det var ikke meget som det norske skib kunne tage med hjem. De lokale havde allerede byttet alt med hollandske hvalfangere. Skibet returnerede med en halv tønde spæk handlet med folk længere syd på.
Han antog, at nordboerne stadig var katolikker. Men han fandt dem ikke. I stedet fandt han inuitter og begyndte at missionere blandt dem. Var nordboerne blevet udsat for folkemord fra Inuitternes side? Ja det viser den nyeste forskning åbenbart.
Han grundlagde Godthåb, det nuværende Nuuk.
Børnene fungerede som tolke
Han mødte nogle, som havde en helt anderledes livsform og religiøsitet. Han foretog mange rejser langs den grønlandske vestkyst. I begyndelsen vakte sproget en del problemer. Han fik dog god hjælp af sine to små sønner, som havde mange legekammerater blandt de grønlandske børn. Hans børn kom til at fungere som tolke.
Egede ville sikre sig, at grønlænderne først forstod det kristne budskab, før de lod sig døbe. Ved dåben fik grønlænderne samtidig et nyt kristent navn.
Var ved at tage hjem efter et år
Allerede året efter ville Hans Egede være taget hjem. Skørbug var brudt ud og det havde været en meget hård vinter. Men så ankom der et forsyningsskib. Og dette skib returnerede med en næsten tom last. Det bergensisk – grønlandske selskab var ved at blive ruineret. Egede og hans familie og kun 8 andre blev på stedet.
I 1724 fik alle europæer ordre til at forlade Grønland, men Hans Egede og hans kone blev.
Mange grønlændere var i begyndelsen skeptiske over for Hans Egede, fordi de troede, at han kom med onde hensigter. De fik dog gradvist større tillid til ham.
Kongen sendte Herrnhutere til Grønland
I 1726 krakkede det bergensiske selskab. Da Frederik den Fjerde i 1730 var død kom det året efter besked fra Danmark om at opgive missionen. Hans Egede og hans familie blev dog i Grønland sammen med 10 matroser, som hans Egede havde fået lov til at beholde af den kommanderende officer.
Den pietistisk interesserede Christian den Sjette havde givet Grev Zinzendorf lov til at missionere i Grønland. Der kom tre Herrnhuter – missionærer sammen med et skib i 1733. De medbragte også koppevirus.
De tre missionærer viste sig at være mistroiske og overlegne over for Hans Egede. De dristede sig endda til at påstå, at han havde beriget sig på missionens bekostning. Et egentligt samarbejde kom aldrig i gang.
Det Nye testamente på grønlandsk
Missionærerne lærte også grønlændere at læse og skrive. Men de grønlandske fangere ville i begyndelsen hellere forhandle med hollænderne end med danskerne og nordmændene.
En koppeepidemi ud. Hans Egede’ s kone døde i 1735. Og det slog ham så meget ud, at Hans Egede for stedse forlod Grønland i 1736. Han efterlod sin søn Poul Egede. Han fik senere stor betydning for udvikling af den grønlandske litteratur. Han fik bl.a. oversat Det Ny Testamente til grønlandsk.
Med sig til Danmark tog han sine døtre og sin anden søn, Niels Rasch Egede, der blev missionær i Nordgrønland og bl.a. senere anlagde kolonien Egedsminde.
Biskop af Grønland
I 1740 blev Hans Egede udnævnt til biskop af Grønland. Han fik også udgivet en katekismus på grønlandsk i 1747. Man forbinder Hans Egede med pietismen, der var en kristen bevægelse med vægt på fromhed og en levende personlig tro. Herhjemme kender vi Brorson.
Han oprettede Det grønlandske Seminarium i København til uddannelse af missionærer. Og nogle bøger om sit ophold på Grønland udgav han også. Katekismus på grønlandsk fik han også udgivet.
Missionskollegiet tog ikke hensyn til hans store erfaring. Derfor opgav han sit embede på Det grønlandske Seminarium. Det blev overtaget af hans søn, Poul.
I 1743 afslog han et bispeembede i Trondhjem.
Ingen fornyede hans gravsted
Han boede fra 1750 til sin død i Stubbekøbings præstegård hos datteren Kirstine, der var gift med den lokale sognepræst. Han blev i 1758 bisat fra Stubbekøbing Kirke, hvorefter han blev begravet den 21. december på Høyers Kirkegård ved Nikolaj Kirke i København. Og det var ved siden af Gertrud, hvis lig han havde taget med fra Grønland.
Blot 20 år efter hans død var der ingen som fornyede hans gravsted. Gravstenen blev derfor solgt på auktion. I 1848 blev kirkegården nedlagt, og man ”optog de endnu da bevarede Egetræskister, sønderhuggede dem og bortkørte masser af skeletter og ben til en udenbys kirkegård”.
En del af Egedes efterkommere lever stadig i Grønland. Gad godt nok at vide, hvordan de har det med denne debat.
Den Kongelige Grønlandske handel
I begyndelsen var den danske mission ikke et statsforetagende. Det var finansieret af Bergens-kompagniet. De fik så monopol på handlen, samt frihed for told og afgifter, mod at støtte missionens arbejde i Grønland. Men de måtte opgive i 1726. Så overtog kongen støtten. Men de økonomiske gevinster udeblev.
Christian den Sjette mente nu at missionen skulle lukke. Men Hans Egede fik overbevist kongen om, at missionen skulle fortsætte. Han henviste til alle de døbte grønlændere. Fra 1734 – 50 fortsatte man så under købmand og godsejer Jacob Severins monopol. Det var så under navnet Det Almindelige Handelskompagni.
Allerede fra 1774 stod det klart, at monopolet skulle videregives og det skete så to år efter. Fra 1776 var det Den Kongelige Grønlandske Handel, der fik monopolet. Den kom til at gælde til 1950.
Delte meninger om hans indsats
Der var delte meninger om Egedes indsats. Hans støtter påpeger, at han var drivkraften bag Grønlands kolonisation og at han slog tonen an i det missionsarbejder, der fortsatte indtil begyndelsen af 1900-tallet.
Kritikerne mener derimod, at selv om han var drivkraften bag kolonisationen så var hans missionsarbejde ikke særlig succesfuld i samtiden, da det kun lykkedes ham at omvende få mennesker, der overlevede koppepidemien i 1733 – 34.
Det danske rigsfællesskab – resultat af svaghed
Grønland var sammen med Island og Færøerne oprindelig norske skattelande. Her opkrævede den norske konge skat. Senere indgik Norge i union med Danmark. I 1814 kom det afgørende øjeblik. Danmark stod på taberens side i de store Napoleonskrige i Europa og måtte ved fredsafslutningen opgive Norge til den svenske konge.
Som krigens store sejrherre havde Storbritannien afgørende indflydelse. Øerne i Nordatlanten kunne udmærket have blevet britiske, eller kunne være fulgt med Norge ind i nyt, stort svensk rige. Men Storbritannien havde andre interesser. Briterne frygtede store omkostninger, hvis de selv skulle tage ansvaret for at holde Grønland, Island og Færøerne forsynet med fødevarer, præster og andre fornødenheder.
Briterne ønskede heller ikke, at det store Sverige overtog øerne. Dermed blev de en potentiel rival. Derfor var det belejligt for Storbritannien, at de fallerede, krigstrætte danske kongedømme fik ansvaret for tre ø – samfund. Måske kan man sige at det danske rigsfællesskab var et resultat af svaghed.
200 års missionsarbejde slutter
I 1820’erne blev omkring 50 udsteder anlagt for at bringe vareudvekslingen tættere på grønlænderne.
Grønlænderne fik ikke valgret til rigsdagen i 1849. men fra 1857 fik de valgte forsamlinger, forstanderskaber til administration af lokale forhold.
I Østgrønland blev missionsstationen ved Ammassalik først oprettet i 1894, selvom der har været ekspeditioner til Østgrønland såvel 1828 som 1883.
Med loven om Grønlands Kirke den 1. april 1905 overgik Vestgrønland fra at være en missionsmark til kirke. Dermed blev 200 års missionsarbejde i Vestgrønland afsluttet.
I 1906 indførte man fåreavl i Grønland. Befolkningen var vokset fra knap 6.000 i 1800-tallet til 11.000 indbyggere.
Den sidste station blev skudt i gang i 1909- Det var i Thule. Først i 1937 blev den overtaget af staten.
Norge besatte Østgrønland
Efter systemskifte i Danmark i 1901 fulgtes en reformperiode i Grønland frem til 1912 på initiativ af reformivrige missionærer i Grønland.
I 1921 overtog Danmark hele Grønland under sit styre. Men det var Norge utilfreds med. Norske sælfangere havde fangstinteresser på østkysten. Konflikten kulminerede i 1931, hvor nordmænd simpelt hen besatte områder i Østgrønland.
Det endte med en retssag i 1933 ved Den Internationale Domstol i Haag, som bekræftede Danmarks suverænitet i Østgrønland.
Egentlige krigshandlinger fandt ikke sted på Grønland under krigen. Dog var der enkelte træfninger mellem tysk militært vejrpersonale og den slædepatrulje som Danmark havde oprettet på Østkysten i 1942.
Fragtskibet Hans Egede, der var på vej til USA, blev dog i 1942 sænket af en tysk ubåd. I to artikler har vi beskrevet Grønland og USA
Statsministeren ville ophæve monopolet
Efter besættelsen sendte landsrådene en delegation til Danmark. Man ønskede større kompetence til et centralt styre i Grønland. Man imødekom dog langt fra alle ideerne. Monopol og isolation blev fastholdt. Dog fik man gennemført omfattende investeringer inden for uddannelse og sundhedsvæsen. Dette betød en betragtelig merinvestering fra dansk side. De balancerede budgetters tid var tydeligvis forladt.
Statsminister Hans Hedtoft fik i løbet af 1948 tilslutning fra såvel dansk som grønlandsk side tilslutning til at ophæve monopol og isolation samt indføre dansk privat initiativ under statskontrol på Grønland.
FN betragtede Grønland som en koloni
I årene 1945 – 1954 blev spørgsmålet om Grønlands statsretslige stilling et vigtigt led i dansk FN – politik. Den danske regering forsøgte ihærdigt via en række forhandlinger i FN at bevare Grønland som en del af det danske rige. Det lykkedes for regeringen og ved ændring af Grundloven den 5. juni 1953 ophørte Grønlands status som koloni og landet blev formelt en ligestillet del af Danmark. Strukturændringen blev i 1954 anerkendt af FN.
Selvom Danmark drev Grønland som koloni, så var der i første omgang fra officiel dansk side modvilje mod at anerkende, at Grønland var en koloni på linje med andre landes kolonier. Argumentet gik på, at Grønland aldrig var blevet udbyttet ligesom de afrikanske og asiatiske kolonier. Derfor faldt Grønland ikke ind under FN – pagtens bestemmelser om indberetningspligt.
Danmark indså dog, at det i en dansk optik var fordelagtigt at anerkende Danmark som koloni. På den ene side gav Grønlands geostrategiske placering imellem Sovjet og USA mulighed for, at danske synspunkter blev taget mere alvorlig på den verdenspolitiske scene. Og på den anden side regnede danskerne ikke med, at den danske koloniadministration ville opfattes som kontroversiel i FN, fordi den positiv adskilte sig fra de markante koloniregimer i Asien og Afrika.
Det var altså gode muligheder for at Danmark kunne høste internationale gevinster, samtidig med at Grønland blev international anerkendt som dansk territorium
Erhvervsudviklingen sakker bagud
Erhvervsudviklingen sakkede efterhånden bagud. En voldsom befolkningstilvækst vanskeliggjorde en tilstrækkelig udbygning af byerne. Der skulle være centre for havgående helårsfiskeri. Men de private danske investeringer udeblev.
Myndighederne begyndte derfor fra slutningen af 1950’erne at bygge fiskefabrikker og indkøbe trawlere til fiskeri, der skulle være det økonomiske grundlag. Det lovende torskefiskeri gik dog voldsomt tilbage i 1960’erne.
Det Grønlandske Landsråd ønskede i 1959 at få større indflydelse. Man ønskede mere normalisering og ligestilling. I 1964 fremkom Grønlandsudvalget med en ti-årsplan.
Grønlænderne ville ud af Fællesmarkedet
I 1972 valgte Danmark at indtræde i Fællesmarkedet. På Grønland stemte 70 pct imod. Landsrådet stilede herefter mod en hjemmestyreordning, der som på Færøerne kunne muliggøre Grønlands udtræden af Fællesmarkedet.
På baggrund af den amerikanske tilstedeværelse på Thulebasen har Grønland ønsket en mere selvstændig indflydelse på den del af dansk udenrigspolitik. Fornyelig har man i Grønland takket ja til en ”gave” fra USA. Og mon ikke, der er flere gaver i vente.
Vi har tidligere i to artikler beskrevet amerikanernes manglende oprydning i Grønland.
Herrefolksmentalitet
I starten af 1900 – tallet skrev de intellektuelle de første romaner om et fremtidigt, højtudviklet Grønland i ligeværdigt parløb med Danmark, Den fattige fisker Peter Gundel kritiserede i skarpe vendinger den forskelsbehandling grønlænderne var udsat for. Hans udkast til en roman blev bremset, fordi han for tæt på navngivne danskere i Grønland.
Læreren Augo Lynge formulerede nye krav om indflydelse, samarbejde og fremskridt. I 1957 efter fire år som medlem af det danske folketing, mente han stadig at ”herrefolksmentaliteten” fortsat herskede.
Juristen Alf Ross var Danmarks førende ekspert i folkeret. Han havde fået at vide at han ikke måtte sige et ord til landsrådets grønlandske medlemmer. Og det var inden de skulle træffe en meget vigtig afgørelse. De skulle sige ja eller nej til, at Grønland blev omfattet af den danske grundlov. Men den danske landfoged, der også sad ved bordet var blevet informeret og juristens tanker.
Tre nationer vil hjælpe med forsvaret
For bare 50 år siden bestemte Danmark stort set enerådigt over hele Grønland. Danmark havde fri adgang til Grønlands rigdomme: Fisk, olie, guld, uran, bly og meget andet godt. . De havde også frie hænder til at indgå forsvarspolitiske aftaler med USA og NATO om Thule – basen og Grønland.
I dag har Grønland Selvstyre og ejerskab til alle fiskene i havet og alle råstoffer i undergrunden. Det grønlandske folk er anerkendt som et folk efter folkeretten og har dermed ret til at løsrive sig fra Danmark, hvis det grønlandske folk engang måtte ønske dette.
Og igen engang, er især tre nationer nok behjælpelig med forsvaret af Grønland.
Reel selvstændighed opnår kun folk. Der kan håndhæve landets grænser. Det er grønlænderne alt for få til at kunne. De vil for al forudsigelig fremtid være tvunget til at overlade håndhævelsen af deres grænser til andre.
I 2021 er det 300 år siden
Åbenbart er Hans Egedes arbejde blevet kontroversielt, måske fordi grønlænderne arbejder hen imod til at blive selvstændige. Her risikerer Egede og hans arbejde at blive et fokuspunkt for fortalere for og modstandere af rigsfællesskabet op til 300-års jubilæet i 2021 for hans ankomst til Grønland.
Gad godt nok vide, om dette jubilæum bliver fejret med fjernelsen af statuen.
I ”Altinget” skriver Davis Trads, at Danmark var en ”brutal” kolonibesidder. Men var Danmark egentlig det?
Kilde:
Juli 5, 2020
Det Danske Mindretal i Hagekorsets skygge
Chikanen begyndte allerede under Weimar-tiden. Myndighederne afgjorde sindelaget. Er var flest dansksindede omkring Flensborg. Diskrimineringen var ikke systematisk. Påskeblæsten 1933. Børnene blev brugt som pressionsmiddel. Tvunget til at ”heile”. Pressecensur. Ca. 1.000 dansksindede blev indkaldt. Til østfronten med et maskingevær. I krigsfangelejr. De sidste kom hjem i 1955. Nazister blev efter krigen topembedsmænd. Den danske befolkning troede, at der i Sydslesvig var et massivt sindelagsskifte. De dansksindedes skæbne blev afgjort. Man forsøgte at holde de dansksindede uden for indflydelse. Englænderne var fjendtlig stemt over for det danske mindretal. Sovjet fiskede i rørt vande. Tyskerne havde brug for goodwill. Spændingerne ophørte ikke.
Chikanen begyndte under Weimar-tiden
Vi har efterhånden været et par gange syd for grænsen for at beskrive Mindretallets rolle under Hitler. Det var dengang, hvor Flensborgs magistrat var uniformeret.
Hvordan fungerede det nazistiske Tyskland over for det danske mindretal, da de kom til magten? Nu begyndte de strenge tider for det danske mindretal ikke under Hitler. Det var allerede begyndt under Weimar-tiden.
Man lovede dengang i artikel 113 de fremmedsprogede befolkningsdele ret til en fri nationale udvikling. De fastslog at der ikke måtte lægges hindringer i vejen for at benytte modersmålet i undervisning, forvaltningen og retspleje.
Myndighederne afgjorde sindelaget
Da Flensborg i 1920 åbnede en dansk kommuneskole, blev der tilmeldt omkring 1.000 børn, men myndighederne sorterede ca. 750 fra, fordi de ikke opfyldte sprogkriteriet. Dette var en meget hårdhændet fremgangsmåde.
Forældrene måtte ikke selv afgøre sindelaget. Myndighederne betragtede det som deres sag at afgøre, hvem der måtte anerkendes som mindretalsmedlemmer. Syd for grænsen havde myndighederne altid den opfattelse, at der fandtes en uægte danskhed, som det var deres opgave og deres ret til at skære bort.
Der var flest i Flensborg
Efter grænseflytningen i 1920 var det danske mindretal på 6 – 8.000 mennesker. De boede næsten udelukkende i Flensborg og i området lige syd for den dansk-tyske grænse. Desuden var der danske grupper i Tônning og i byen Slesvig. Selv om der var store sociale forskelle mellem de dansksindede, så var der en forholdsvis stor del af underklassen. I Flensborg var der mange arbejdere, og på landet var der mange landarbejdere og husmænd.
Nazisterne måtte godt bruge dem
I Weimartiden brugte de blandt andet sprogkriteriet til at frakende folk retten til at optræde som danske. I den nazistiske tid sorterede de også folk fra, som tidligere havde været socialdemokrater og kommunister. Men meldte sådanne folk sig til nazisterne, blev de accepteret som ”Mitkämpfer” und Mitarbeiter”.
Diskrimineringen var ikke systematisk
Men i det danske mindretal blev de beskyldt for at gemme sig og for at søge økonomiske fordele.
Det var nu alt andet end en økonomisk fordel for småkårsfolk at være medlemmer af det danske mindretal i nazitiden. De blev lettere arbejdsløse. De blev kun foretrukket, når der skulle tvangsdeporteres arbejdere til egne fjernt fra hjemmet. De blev afskåret for vinterhjælp. Dersom de havde børn i dansk skole. De fik ingen børnehjælp.
Diskrimineringen var ikke systematisk. Det lykkedes at fremkalde erklæringer fra toppen i systemet med at nationale mindretal ikke måtte diskrimineres. Men i praksis var det svært at få alle til at efterleve dette, især da det sociale arbejde i vid udstrækning blev administreret af det nazistiske parti.
I 1928 var tilslutningen til nazisterne blot 2 pct. I 1932 var den vokset til 64 pct.
Påskeblæsten 1933
Påskeblæsten i foråret 1933 var begyndelsen til de følgende års stormløb på mindretallet og den dansk-tyske grænse. Lokale nazistiske ledere i Slesvig-Holsten som Gauleiter Henrich Lohse, overborgmester i Flensborg Wilhelm Sievers og fra 1937 Ernst Kracht gjorde livet surt for danskerne. Skolerne og Flensborg Avis blev løbet angrebet af de lokale nazister, men reddet af de centrale nazistiske myndigheder i Berlin.
Man ville overtage alt hjælp nord fra
Flensborgs overborgmester, dr. Sieverts ønskede, at enten skulle mindretallet overtage al støtte til sine medlemmer, eller også skulle al hjælp administreres af den nazistiske organisation. Så skulle de også til gengæld også overtage gaverne nordfra, f.eks. penge til børnebespisningen i de danske skoler og børnehaver, det brugte tøj der kom til uddeling m.m.
Børnene – et yndet pressionsmiddel
Den slags situationer stillede store krav til forhandlingsevnen hos mindretallets ledelse. Så sent som i april 1939 var der ud af 96 ansøgere kun 9 familier med børn i dansk skole., der fik børnehjælp. 73 fik den udeblevne hjælp erstattet fra Danmark. Seks ansøgere fik hjælpen i samme øjeblik, de overflyttede børnene til tysk skole.
Børnene var et yndet pressionsmiddel fra tysk side. Da det havde vist sig, at folk som flyttede deres børn til tysk skole pludselig kunne få børnehjælp, blev der omgående omkring årsskiftet 1937/38 i løbet af kort tid ommeldt 50 børn fra dansk til tysk skole. En årstid senere gentog det sig, idet de danske skoler i løbet af få dage mistede ca. 60 børn til de tyske skoler.
Fra dansk side blev der protesteret. Den 8. marts 1937 blev der meddelt at loven af ideologiske grunde ikke måtte bruges på nationale mindretal.
Tvunget til at ”Heile”
Men senere kom der så en lov, hvorefter ingen skoleelev kunne rejse til udlandet uden attest fra Hitlerjugend. Når danske børn skulle til Danmark skulle de således have attest på at de ikke var medlemmer. Men funktionærerne gjorde imidlertid disse attester betinget af, at de pågældende børn heilede, når de kom ind på kontoret.
Protester til de slesvig-holstenske instanser hjalp ikke. Men i 1938 opnåedes ved en appel til Berlin, at de danske børn blev fritaget for at heile ved afhentningen af den lovbefalede attest.
Den tyske hilsen volte i den grad de danske elever besvær. Allerede i 1933 var det krævet at lærere og elever ved den offentlige danske skole Flensborg at de heilede. Berlin måtte impliceres for at få bestemmelsen ophævet.
Udenrigsministeriet – som mindretallets beskytter
Hos udenrigsministeriet i Berlin var man generet af den kritik, der kom offentlig frem og som gik videre til dansk og udenlandsk presse. Det gav meget vanskelige kår for den danske mindretalspresse.
Det tyske udenrigsministerium – Auswärtiges Amt – fungerede faktisk ofte som mindretallets beskytter. Her var man interesseret i at danskerne skulle behandles relativt tolerant, fordi man ønskede at stå på god fod med Danmark og de nordiske lande. Den nazistiske raceideologi skal også tages i betragtning, fordi nordboerne blev betragtet som arier. Altså en del af det tyske folk, selv om de endnu ikke havde erkendt det.
Pressecensur
Allerede under Weimarstyret lykkedes det at knække den tyskskrevne danske presse i Sydslesvig med et forbud, der rakte fra den 21. november 1923 til den 28. januar 1924.
Efter den nazistiske magtovertagelse måtte Flensborg Avis svæve i en evig angst for et forbud og bladet pålagde sig derfor en streng selvdisciplin. Men selvbeherskelse var ikke tilstrækkelig for at undgå advarsler.
Den første advarsel til Flensborg Avis kom 11. juni 1934 på grund af nogle bemærkninger i en Kronika – korrespondance fra Berlin om Tysklands mangel på valuta m.m.
Den 28. juni 1935 kom der en advarsel til Der Schleswiger, som var et tillæg, der blev udgivet af Flensborg Avis. Det var friseren Johs. Oldsen, der havde anvendt overskriften:
Ministeriet ville ikke acceptere friserne, som et nationalt mindretal. Og måtte ikke kalde den tyske befolkning for ”Gegner”. Den 19. august 1937 blev ”Der Schleswiger” forbudt med øjeblikkelig virkning.
Et forbud mod selve Flensborg Avis kom først under Anden verdenskrig. Samtidig afsatte tyskerne Ernst Christiansen som redaktør.
Almindelig værnepligt blev genindført
Det kan godt være, at Nazistpartiet på papiret accepterede det danske mindretal. Men de oplevede stigende pres og hetz. Arbejdet for staten og værnepligten skulle udføres. Mange forlod derfor mindretallet. Fra 8.000 medlemmer i 1923 var der kun 3.000 medlemmer i 1939.
Det var i 1933 at det nazistiske styre genindførte den almindelig værnepligt, så også de dansksindede sydslesvigere skulle aftjene deres værnepligt. Skulle de unge mennesker flygte eller skulle de blive i Sydslesvig og aftjene den. Svaret gav sig selv. Forlod de unge landsdelen ville det danske mindretals dage være talte.
Ca. 1.000 dansksindede sydslesvigere indkaldt
Op mod 1.000 dansksindede blev indkaldt til krig i forbindelse med Anden verdenskrig. Ca. 250 til 270 døde. Mange familier i det danske mindretal var berørt af at skulle sende deres mænd til fronten som den forpligtelse, man havde over for flertallet i Tyskland.
Kun få gjorde tjeneste i Danmark. Man har kendskab til ca. 35. men der var sikkert en del flere, der gjorde tjeneste i Danmark. Muligheden for at gøre tjeneste i Danmark gav sydslesvigerne samvittighedsproblemer. Der er eksempler på, at dansksindede sydslesvigere bevidst sagde nej, fordi de ikke ville optræde i tysk uniform i Danmark. Et vanskeligt nej – for det førte til tjeneste på Øst – eller Vestfronten med betydelig større risiko.
Det har været overordentligt vanskeligt for de danske sydslesvigere at gøre tjeneste som tyske soldater i Danmark. De skulle bære uniform hele tiden, så det har ikke været muligt for den danske offentlighed at de, at der bag den danske uniform gemte sig en dansk sydslesviger.
Blandt de sydslesvigske soldater, der gjorde tjeneste i Danmark, var forfatteren Niels Bøgh Andersen. Den senere chefredaktør og medlem af Landdagen Karl Otto Meyer flygtede til Danmark i 1944 for at undgå værnepligten. Han tilsluttede sig her modstandsbevægelsen.
Operation Barbarossa
I foråret 1941 gav Adolf Hitler ordre til den største og mest blodige militæroffensiv i verdenshistorien. Den hed Operation Barbarossa. 4,5 mio. soldater i nazi-uniform blev sendt mod Moskva til kulde, mord og lemlæstelse. Danske Jens Bjerg var en af dem. Han har skrevet en bog om sine oplevelser.
Han voksede op som en del af det danske mindretal i Nordtyskland. Hans far var fra Vestpreussen, moderen var dansk. Hele familien var medlem af Den Danske Forening. I landsbyen Agtrup, hvor bl.a. Søren Ryge kommer fra, ti kilometer fra den danske grænse, blev der talt både dansk og plattysk.
Jens Bjerg var ikke begejstret for nazismen. Men da krigen brød ud i 1940, havde han ikke noget valg – Han skulle i krig som tysk værnepligtig.
Til Østfronten med et maskingevær
I efteråret 1941 blev Jens Bjerg sendt til Østfronten og tildelt et tungt maskingevær. Hvis soldaterne svigtede foran fjenden, blev de skudt, sagde deres kompagnichef. Jens Bjerg var en lille brik i Hitlers vanvittige plan om at udvide det stortyske rige helt til Moskva. Resultatet blev en udmattende krig på Østfronten, der kulminerede i slaget om Stalingrad som regnes for dent blodigste slag i verdenshistorien. Omkring 15 mio. tyske og russiske soldater blev slagtet eller døde af sult og kulde.
Jens Bjerg blev såret i armen. Det var held i uheld, for det betød at han undgik slaget om Stalingrad, hvor gennemsnitslevetiden for en nyankommen soldat var 45 minutter. Da Jens Bjerg igen kom til hægterne, skulle han bevogte russiske krigsfanger i Berlin.
I krigsfangelejr
Han blev taget til fange af russiske soldater og sendt i krigsfangelejr. Forholdene var elendige. Han kom til at lide af underernæring og malaria. Helt galt gik det, da han på vej hjem fra en arbejdslejr blev væk for de andre. Fangevogterne troede at han havde forsøgt at flygte.
Han blev slået igen og igen. Han forsøgte at afværge med sin venstre arm. Den blev tykkere og tykkere. En tysk kommunist hjalp ham. Hver dag pressede han materie ud af de huller, der var i armen. Havde han ikke gjort det var armen var armen faldet af. Senere blev han opereret af en tysk læge, der skar hele armen op og skar det døde kød af.
Da armen var helet, troede Jens Bjerg at han ville blive sendt tilbage til arbejdslejr. Men i 1945 blev Jens Bjerg og andre sårede fanger løsladt og kunne vende hjem til Tyskland, mens andre fanger måtte blive yderligere seks – syv år i fangelejren.
Siden flyttede han til Danmark, blev dansk statsborger og fik en uddannelse ved Landbohøjskolen. Da han skrev bogen, boede han i Løgumkloster med sin familie.
De sidste kom hjem i 1955
Nogle blev indkaldt til militærtjeneste ved krigens begyndelse, andre blev indkaldt i løbet af krigen. Nogle kom hjem som invalider før krigens slutning, de sidste så sent som i 1955 med de sidste tyske krigsfanger fra Sovjet.
Det var ikke en samlet flok dansksindede sydslesvigere, der gjorde tjeneste i den tyske værnemagt. De var spredt ud over samtlige hærenheder, i hæren, i flåden og i luftvåben. De gjorde tjeneste ved alt som denne krig krævede af soldaterne. De var frontkæmpere, de var forsyningsfolk, de var sygehjælpere, de var vagtpersonale ved krigsfangelejre. De deltog i de rædselsfulde partisanbekæmpelser ved syd- og især østfronten. De var på en bjergtop i Taunus ved luftforsvaret, de sad i Ostende i Belgien ved vejrtjenesten og de gjorde tjeneste som kontorpersonale i forskellige stabe.
Russerne stod ikke i høj kurs hos tyskerne. Den sovjetiske hærs soldater omtales som ”de røde” eller ”Ivan”.
Nazister som topembedsmænd
Flensborgs sidste nazistiske overborgmester Ernst Kracht anvendte hårdhændede nazistiske metoder i sin forfølgelse af de danske. Efter krigen mødte danskerne ham som topembedsmand under Landsregeringen i Kiel.
Flensborg var det sted, hvor masser af krigsforbrydere fik skiftet identitet. Herfra blev flugten organiseret, enten med skib, fly eller over grænsen gennem Danmark. Efter krigen havnede en masse nazister som topembedsmænd.
Nu var der tid til grænserevision
Efter Det tredje Riges fald var der mange, der mente at nu var der tid til en dansk grænserevision. Men et flertal af danske politikere fastslog, at grænsen lå fast. I de første år efter krigen med nød og diktator var der mange sydslesvigere der fik øje på, at de havde en bedre fremtid for sig, hvis de kiggede mod nord.
Den danske befolkning troede, at der var tale om egentlig sindelags-skifte
Sydslesvigere, som ikke kunne dansk og som hidtil kun havde fremstået som tyske skiftede sindelag og meldte sig i mindretallets før så tynde rækker. I 1948 var medlemstallet i Sydslesvigsk Forening steget til knap 70.000 fra de knap 3.000 der havde været ved krigens afslutning. Det blev rejst ønske om nye danske skoler og menigheder. Kravet om dansk grænseflytning blev fortsat fremsat.
Anseelige dele af befolkningen i Danmark valgte at tage tilstrømningen til det danske mindretal som et udtryk for egentlig sindelagsskifte blandt store dele af den sydslesvigske befolkning.
De tyske myndigheder og den britiske besættelsesmagt var imidlertid mere skeptiske. Nogle danske politikere pegede også på at tilstrømningen kunne skyldes et kortsigtet ønske om at forlade det forarmede Tyskland – eller måske var det blot for at få del i den danske fødevarehjælp til mindretallet.
De dansksindedes skæbne blev fastlagt
I september 1946 afkrævede briterne Danmark et klart svar vedrørende spørgsmålet om en mulig grænserevision. I den såkaldte ”oktober-note” den 19. oktober 1946 fastholdt den danske regering ikke at ville rejse grænsekrav. I stedet blev der udtalt ønske om fulde kulturelle og politiske muligheder for de dansksindede sydslesvigere. Dermed var var de dansksindedes skæbne fastlagt.
Man skal huske på, at Sydslesvig var hjemsted for hundredtusindvis af tyske flygtninge fra det nuværende Polen, der var fortrængt. De danske politikere mente at dem havde vi ikke så meget tilfældes med.
I 1948 fik SSW hele 92.130 stemmer. Det var 25 pct. af de afgivende stemmer. Pludselig havde man flertal i Flensborg.
Man forsøgte at holde det danske mindretal uden for indflydelse
Det tyske efterkrigssamfund var præget af materiel nød og en omfattende flygtningebefolkning. Styrkelsen af det danske mindretal mødt vidtstrakt afvisning i den tyske lokalbefolkning. Chikaner og spærregrænser var udtryk for koldfronten. Man forsøgte at holde det danske mindretal helt uden for indflydelse.
Englænderne var fjendtlig stemt over for det danske mindretal
Slesvig-Holsten var underlagt den engelske militærregering i Kiel. Englændernes holdning til det danske mindretal var vaklende og de var ikke særlig venligsindede over for det danske mindretal. De havde svært ved at leve sig ind i mindretallets problemer. De kunne slet ikke acceptere dets vækst. Det var øst-vest problematikken der snart gjorde sig gældende med et deraf flydende ønske om ikke at støde vesttyskerne fra sig. For i det skjulte frygtede man russerne.
I Danmark ønskede man at få Slesvig og Holsten adskilt administrativt, hvilket ville svække den tyske dominans i det samlede område. Men dette ønskede englænderne ikke. Fra dansk side ønskede man også at den store skare af flygtninge blev fjernet fra området. Men hvor skulle man sende dem hen? Der var nærmest tale om hungersnød i store dele af Tyskland dengang.
Fra dansk side lykkedes det at sende levnedsmidler til alle, der bekendte sig til danskheden i Sydslesvig.
Sovjet fiskede i rørt vande
Fra sovjetisk side fiskede man i rørt vande, da man lod forstå, at man støtte Danmark* s krav på Sydslesvig. Englænderne opererede med forskellige modeller. Og det sidste forslag var egentlig delt i tre:
Udenrigsminister Gustav Rasmussen forholdt sin statsminister viden om den britiske åbenhed. For ham gjaldt det om ikke at skabe forviklinger med et nyt Tyskland.
Knud Kristensen fastholdt sin ret til at fornægte, hvad han kaldte ”et personligt standpunkt”. Og det var ikke det samme som den samlede regerings.
Englænderne var hårde i filten over for Danmark. Nu kunne de ikke acceptere den danske regerings ret til at blande sig i forholdene i Sydslesvig.
Tyskerne havde brug for goodwill
Efter pres fra den britiske regering accepterede den slesvig-holstenske landsregering i 1949 ”Kielererklæringen”. Den danske befolkningsdel blev tilsikret alle demokratiske rettigheder i den vesttyske grundlov. Men egentlig skete den store forandring ført i 1955 med Bonn-erklæringen.
Bonn – regeringen ønskede optagelse i NATO og ville gerne stå på god fod med Danmark.
Spændingerne ophørte ikke
Den enorme tilslutning til mindretallet dalede i løbet af 1950’erne, da situationen i Tyskland normaliserede sig. Men tilbage var et styrket mindretal, der organiserede sig og havde grundlagt yderligere skoler, et politisk parti m.m. Spændingerne ophørte dog ikke mellem danske og tyske i lokalsamfundene.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk er der 1.592 artikler. Under Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) finder du 324 artikler: