Artikler
Juli 30, 2020
Litteratur Nordvest-Utterslev-Brønshøj 2020
Denne liste omfatter også Bellahøj, Frederikssundsvej, Husum, Tinbjerg og Emdrup. Den er dog langt fra komplet. Men der er dog 90 bøger at gå i gang med.
Bispebjerg Bydelsatlas – Bevaringsværdier i bydel og bygninger (1991)
Bispebjerg Hospital 1913 – 1983
Bispebjerg Hospital 1913 – 1988
Bispebjerg Hospital – Hospitalets oprindelse og udvikling
Bispebjerg Hospital 100 år – mosaikker af et hospitalsliv
Bispebjerg Skole 1912 – 1962
Kaj Bollmann: Kapernaumskirken i 100 år- mere end en søndagskirke
Brønshøj Boldklub 100-års jubilæum – 1919-2019
Byggeforeningen Enigheden – 100 år
C.A. Clemmensen: Emdrup før og nu
Erik Cramer: Den kongelige skolebygning i Brønshøj
Lars Cramer-Petersen: Bogen om Grøndal
Lars Cramer-Petersen: Brønshøj – billeder 1900 – 1930
Lars Cramer-Petersen: Brønshøj-Husum-Utterslev – 40 malerier 1892 – 1992
Lars Cramer-Petersen: Brønshøjvej og Brønshøj Kirkevej – et vejforløb gennem Brønshøj
Lars Cramer-Petersen: Carlstad – Københavns naboby
Lars Cramer-Petersen: Danmarks skæbnetime-en beretning om Svenskekrigen 1657 – 60
Lars Cramer-Petersen: Frederikssundsvej – fra Brønshøj Torv til Kagsbo
Lars Cramer-Petersen: Frederikssundsvej – fra Nørrebro til Brønshøj
Lars Cramer Petersen: Frederikssundsvej – før og nu
Lars Cramer-Petersen: Godthåbsvej – før og nu
Lars Cramer-Petersen: København forsvarede sig 11. februar 1659
Robert Dumoug. Liv i Husum – historie fra en Københavnsk forstad
Emdrup – et åndehul i storbyen 100 året for Emdrup Grundejerforening
Emdrup Grundejerforening 85 år – 1901 – 1986
Erindringssamtaler fra Nordvest – Bispebjerg gennem 100 år
Fiskerne i Utterslev Mose
Asger Fog: Brønshøj, Husum, Utterslev, Emdrups posthistorie
Asger Fog: Brønshøj Kirke – 800 år
Asger Fog: Det grønne Brønshøj – en vandring
Asger Fogh: Husum – landsbyen, der forsvandt
Asger Fog: Utterslev – fra landsby til storbyforstad
Jonas Fogh: Nordvest
Fra Brønshøj til Husum – over Utterslev Mose 1940 og 55 år senere
Hans Hansen: P.V. Jensen Klint – Grundtvigskirkens bygmester
Historiske personer i Bispebjerg – Nordvest
Bente Holst: P. Ipsens Enkes Kgl. Hof Terracottafabrik
Jens Jensbak: Grundtvigskirken
Kaj Johansen: Beretning om Landbrugsudstillingen 1938 på Bellahøj
Jacob Kristensen: Bispebjerg Kirkegård
Christian Kirkeby: Bispebjerg Kirkegårds historie
Christian Kirkeby: Bispebjerg-kvarteret, hvor det meste blev en del af Nordvest-kvarteret
Christian Kirkeby: Byens gavle – Nørrebro, Nordvest, Brønshøj, Husum og Vanløse
Christian Kirkeby: Emdrup på den anden side bjerget
Christian Kirkeby: Folmer Bendtsen – en maler i Nordvest
Christian Kirkeby: Fra Utterslev Mark til Nordvest-kvarteret
Christian Kirkeby: Grundtvigskirkens tilblivelse
Christian Kirkeby: Kjøbenhavns Landfæstnings tilblivelse og endeligt
Christian Kirkeby: Møntens historie – kommunal ejendom til andelsboligforening
Christian Kirkeby: Sokkelund Herred m.m. – Fra stenalder til Middelalder
Christian Kirkeby: Utterslev – fra landsby til åndehul i storbyen
Christian Kirkeby: Utterslev Mose og den forhistoriske tid – eller Søborg Søe indtil 1887
Christian Kirkeby: Åer, render og søer – vandforsyning og lossepladser
Else Krogsgaard: Brønshøj Kirkebog 1660 – 1682
Langs Frederikssundsvej under besættelsen og befrielsen 1940 – 1945
Kirsten Lund Larsen: Brønshøj Kirke – i mere end 800 år
Louise Palm Larsen: Fra vugge til grav – København NV
Steffen Lindvald: Brønshøj, Husum og Utterslev – de rigtige bondebyer
Steffen Lindvald: Emdrup – en forsvunden landsby
Min barndom på Bispebjerg og i Voldparken
Poul Moues: Det Gamle Brønshøj – og det nye
Valdemar Møller: Fra den gamle landsby – Brønshøj by gennem 200 år
Johannes Nielsen: Brønshøj Kirke
Sven Ole Nielsen: Estrups gendarmer i Utterslev – deres virke og færden i Brønshøj Sogn
Sven Ole Nielsen: Fæster under Kronen i 1600-tallets Brønshøj Sogn
Sven Ole Nielsen: Samfund og dagligdag i Brønshøj Sogn i 1600 – tallet
Sven Olsen: Fra Biskop Absalon til indlemmelse i København
Sven Olsen: Fra det gamle Brønshøj, Emdrup, Husum, Utterslev m.m.
Viggo Plambech: Emdrup- fra landbosamfund til bysamfund
Chr. M. Plum: Slangerup-banen og dets materiel
Leif Rasmussen: Georg sagde ”Hug en kage” – livet i et københavnsk arbejderhjem i tiden omkring Anden verdenskrig
R.P. Rasmussen: Karl Gustavs lejr i Brønshøj 1658 – 60
Steen Eiler Rasmussen: Fra Tingbjerg til Christiania
Lisbeth Reinholt: Din nabo fortæller – erindringer fra Tingbjerg
Skrammellegepladsen i Emdrup 1943 – 1968
Erik Steffensen: At trække en streg – Per Kirkeby – liv og værk
Aage Svendstrup: Den Hvide Brigade – Danske lægers modstand
Helge Baun Sørensen: Brønshøjbogen
Helge Baun Sørensen: Husumbogen – en københavnsk bydel
Poul Sørensen: Bryggeriet Husum
Søren Peder Sørensen: Drejervej
Astrid Thomsen: Min barndom i Brønshøj – mellemkrigstid og besættelse
Utterslev Sogn 50 år
Torben Weinreich: Turen går til Brønshøj – En guide til Bjarne Reuters Brønshøj
Tony Wilsmann: Vestvolden – fra fæstningsværk til idyl
Birgitte Zacho: Nordvest
100 år i Glimt – 100 år med Socialdemokraterne i Brønshøj
www.dengang.dk indeholder 1.611 artikler og en masse fra Nordvest/Utterslev/Brønshøj
Juli 29, 2020
Litteratur Nørrebro 2020
Hermed ca. 317 Nørrebro – bøger. Vi har medtaget enkelte Københavner – bøger. Listen er langt fra komplet. Men der er da nogle at gå i gang med.
Hanne Abilgaard: Barbermaleren, John Christensen
Finn Abrahamowitz. Grundtvig (2000)
Finn Abrahamowitz: Hypnosemordene (2004)
Aktieselskabet Smith, Mygind & Hyttemeier 1842 – 1947
Aage Andersen: Lidt om Nørrebro
Aktieselskabet Atlas – de første 25 år (1923)
Lisbeth Algren: Nørrebro, gennem den flerkulturelle by
Pernille Andersen: Bydelsrådet, gjorde det en forskel? (2003)
Åge Andersen. Lidt om Nørrebro (1949)
Askovgården 1943 – 1983
Jonas T. Bengtson: Aminas breve
Jonas T. Bengtson: Submarino (2007)
Annemette Bach: Folkevogn og fjernsyn – tre søskende på Nørrebro i 50erne (2004)
Baldershus 1901 – 1991
Barbermaleren – Om den kendte maler på Nørrebro (1976)
Axel Beck: Fra gennembruddets tid – Kirkens udvikling på Nørrebro (1947)
Hanne Richardt Beck: Om det så gælder (roman fra Nørrebro og Brønshøj 1933/1940)
Beldring m.m: Over Ladegården til Sundholm (1993)
Billeder fra det nu forsvundne Nørrebro (1984)
Erik Henriques Bing: Evighedens Hus (Kirkegården Møllegade) (1997)
Allan Black: Kan du råbe mig Nørrebro op (Skt. Johannes Kirke) (2011)
Gert Black Mogensen: En travl kirke på Nørrebro (Simeons Kirke 1914 – 2014)
Frank Bøgh: Fælledvejens Politistation (2010)
Blaagaard Seminarium 100 år – 1859 – 1959
Blågårds Plads (2001)
Blaagaardens Mysterier (1853)
Kåre Bluitgen: Til gavn for de sorte (Debatbog også omfattende Nørrebro)
Knud Bokkenheuser: de svandt, de svandt 1 – 6 (en samling af vandringer)
Knud Bokkenheuser: Nørrebro (1919)
Knud Bokkenheuser: Vandringer på det gamle Nørrebro (1917)
Evan Bogan: Københavns Gadenavne (2003)
Lars Bonnevie. Ingen tvivl (roman om mordet på en italiensk turist) 2006
Ib Boye. Nørrebros Teater i 100 år
Jorge Braga: Københavns Billeder (2013)
Poul Thomas Brandt: Dengang i Frederik den Syvendes Gade (Roman om tre gen.)
Per Bregengaard: Erindringer fra Byggeren (1982)
Søren Bro (pseudonym): Kampen om Byggeren – Genfortalt i billeder
Uwe Brodersen: Omkring Nørrebroparken (48 sider)
Uwe Brodersen: Nørrebro Handelsforening gennem 110 år (2001)
Agnete Braad: Som om hun bare lagde røret på (2012)
Brorsons Kirke gennem 25 år (1926)
Karl Bruun: København 1 – 2 (1887)
Byfornyelse på Nørrebro (1979)
Byggersen: Grabberne væk fra Byggeren
Lene Byriel: Sjakket – knus og kaos – i et københavnsk ungdomsmiljø (1994)
Frank Bøgh: Fælledvejens Politistation
Henrik Cavling: Efter redaktionens slutning (1928)
Rosa Cederholm: Rosamin – en pige af folket fortæller (Nørrebro 1900) (1976)
Bolette M. Christensen: Fortællinger fra Indre Nørrebro
Christian Christensen: En rabarberdreng (1986)
Christian Christensen: Erindringer (1992)
Christian Christensen: En Rabarberdreng/Bondeknold og Rabarberdreng (1992)
Willads Christensen: København 1840 – 1857 (1912)
Willy Christensen: Linie 5 og 16 (1970 – 72)
C.A. Clemensen: Anker Heegaards fabrikker gennem 100 år (1928)
Anne Cornelius: Fortællinger om Rabarberlandet (2012)
Cramer – Petersen: Frederikssundsvej – Fra Nørrebro til Brønshøj (1994)
Ove Dahl. Husker du?
Ove Dahl: Tingenes Historie
Dansk Papir i 100 år – De Forenede Papirfabrikker A/S 1889 – 1989
De Autonome (1995)
Detailhandel og Byfornyelse – et eksempel fra Nørrebro (1983)
John Dickov: Historien om en gade – Jægersborggade
Lise Egholm: Fordi du skal – kraftige spark fra skolelederen
Lise Egholm: Min blå sofa (Erfaringer fra Rådmandsskole) (2006)
Tine Eiby: Til Tjeneste (blokadevagt på Nørrebro) (2006)
Jean Eilertsen: Kirken i Rabarberlandet (Hellig Kors Kirke og Sogn)
Martin Elmer: En by er også et landskab (arbejdsmiljøer på Vesterbro og Nørrebro)
Steen Eltard: Steder på Nørrebro (digte)
Anders Chr. Enevoldsen: Det gule snit (1998)
Anders Chr. Enevig: Go’ morgen Karl Baj!
Anders Enevig: Klunsere og kræmmere (1964)
Per Oluf Engquist: Livlægens besøg (Roman om Struensee, der oprettede hospital på N.)
Jacob Ehrbaum m.fl.: 69 – Kampen for et Ungdomshus (2008)
Epidemihospitalet i København 1879 – 1979
Kr. Eriksen: 100 år på Nørrebro (1966)
Erfaringer fra Bryggen (Nørrebro Beboerforening)
Ruth Evensen: Ruth – det ik’ slut
Anders Ewald: Øl og mad på Nørrebro Bryghus
Palle Fischer: Den store badedag (Nørrebro i 1930erne)
Fokus på Nørrebro (1): Guldbergs – kvarteret (1997)
Fokus på Nørrebro (2): Folkeskolerne – vigtige bygningsværker (1998)
Fokus på Nørrebro (3): Kirkerne, åndelige og arkitektoniske samlingspunkter (1999)
Fokus på Nørrebro (4): Pladserne, åndehuller og samlingspunkter i bydelen (2000)
Folketingets Ombudsmands betænkning om Nørrebro – sagen (1996)
Fra det nu forsvundne Nørrebro (1984)
H.H. Frandsen: Kirke og sogn gennem 75 år (Anna Kirke) (1989)
Fryd Frydendal m.m.: Forbryderalbum (Om ungdomshuset) (2007)
Carl Frederik Garde: Blågårds Blues (1971)
Mina Grooss: København – grib byen (intro til bydelene) (2005)
Mads Grue: Anna Kirke 1914 – 1939
Gullberg: Familiealbum – portrætter fra Ungeren
Guldbergsgade – kvarteret (1997)
Inger Gyldenkærne: Nørrebro – en litteraturliste (1998)
Bjarne Hallander m.fl.: Beboeraktioner, Bolig og miljøkampe (1978)
Jørgen Hamann: Havremarkens Skole gennem 100 år
Annelise Hansen: fra det forsvundne Nørrebro – en lokalhistorisk billedbog
Erik Hansen: Linje 7, trafikken til Nørrebro før og nu (1971)
Hans Georg Hansen: Jernbaneminder
Helle Hansen m.fl.: 69 (2008)
J.E.F. Hansen: Københavns Forstadsbebyggelse i 1850erne (1977)
Per L. Hansen: Askovgården 1943 – 1993
Tom Heinemann: Uro: 25 års gadekamp
Luna Signe Hørdum Hansen: Bag de gule gardiner (Nørrebros værtshuse) (2014)
J.J. Hartung Nielsen: Nøglebørn (børnebog) (1986)
Knud M. Nielsen: Billeder fra det nu forsvundne Nørrebro
Charles Haugsbøl: Blaagaards – kvarteret gennem 300 aar (1942)
Johanne Louise Heiberg: Et Liv gjenoplevet i Erindringen (1913)
Tom Heinemann: Uro – 25 års gadekampe (1995)
Harald Herdal: Løg (syv unge menneskers opvækst på Nørrebro) (1935)
Harald Herdal: Mens vi bliver voksne – hverdag på Vesterbro og Nørrebro (1937)
Hizb ut Tahrir i Danmark (2003) (Omhandler bl.a. Nørrebro)
Hillerødgades Skole 1915 – 1990
Historier fra Assistens – En kulturhistorisk billedbog
Lulu Hjarnø: Rødderne fra Blågårds Plads (1998)
Hanne Holm: Mellemøstlige køkkener på Nørrebro (2006)
Ellen Holmboe: Kugler over Nørrebro (2011)
Gregers Dirckinck – Holmfeld: Danmark dejligst 1 – 3 (2001)
Kamilla Helga Holst: En Kærlighedshistorie (Roman fra Nørrebro) (2010)
Karen Stougaard Hossy: Det kjøbenh. og Nørrebros asylselskabs første år 1835)(1985)
Huset på Nørrebro
Ole Hyldtoft: Københavns Industrialisering 1840 – 1914 (1984)
Erik Hvidt: Mest for sjov – Nørrebros Teater 1886 – 2001
Hvilket forår – om Metropolitanskolen (2009)
Klaus Høeck: Canzone – digte fra Nørrebro (1981)
Indvandrer – Kvindecentret: Send flere krydderier (2010)
Flemming Jarlskov: Lov og orden (2003)
Aggi Jensen: Baggårdsbørn har også drømme (2004)
Brian Jensen: Beast – fra Nørrebro til Premier League
Robert Jensen: Der var engang – en opgang (Børnebog) (1985)
Sigurd Jensen: Københavns Hospitalsvæsen 1863 – 1963
Harald Jensen: København fra boplads til storby (1948)
Søgård Jensen: Samuels Kirke 1925 – 1975
Einar V. Jessen: Det var dengang (Optegnelser 1880 – 1923, barndom og ungdom på Nø.)
Lone Diana Jørgensen: Er det så yndigt (Nørrebro 1960 – 69) (børnebog)
Lone Diana Jørgensen: Ikke to i en stol (Nørrebro i 50erne) (1985)
Karen Søndergaard Jensen: Englemagersken (2004)
Flemming Jensen: Revisor Nielsen (roman) (2006)
Anton Jepsen: danske snedkermøbler gennem 125 år (Rud. Rasmussens Snedk. 1869)
Einar V. Jensen: Det var dengang, men – barndom og ungdom på Nørrebro (1987)
Hans Chr. Johansen: Industriens vækst og vilkår 1870 – 1973 (1988)
Christoffer Jørgensen: Ej blot til lyst – om Blågården (2005)
Casper Andreas Jørgensen: H.C. Andersen og kirkegården (2005)
Lars Holmegaard Jørgensen. Flugten fra Nørrebro (2009)
Luna Signe Hørdum Nielsen: Bag de gule gardiner – Nørrebros værtshuse
I Dagmars skygge (Om Assistens Kirkegård)
Hanne Jørgensen: Kampen om Byggeren
Harald Jørgensen: Fra Lemmestiftelse til moderne plejehjem (Almindelig Hospital) (1969)
Lone Diana Jørgensen: Marie – bøgerne 1 – 5 (1995 – 2001)
Rasmus Jørgensen: Folkestrejken (2004)
Per Kaae: Gerningssteder – En kriminalvandring gennem København’ a mord: Nørrebro
Kalejdoskop på vrangen (2005)
Kampen om Byggeren (Tiderne skifter 1980)
Kampen om Ungdomshuset – studie i et oprør
Anders Karker: Jagtvej 69 (L&R 2007)
René Karpentschof m.fl: Kampen om Ungdomshuset (Frydenlund 2009)
Mads Kerring: De autonome (Autonomt Forlag 1994)
Kingos Kirke (Fin Ellerbæk) (2000)
Jan Kjærsgaard. Bydelsatlas Nørrebro (1996)
Farshad Kholgi: Verden er mit land (2007)
Christian Kirkeby: Bygninger i det oprindelige Nordvestkvarter
Christian Kirkeby: Byens Gavle på Nørrebro, Nordvest, Brønshøj, Husum og Vanløse
Gitte Klitgaard: Håndbog for gadeplansarbejdere
Eric Knipper: Nørrebronx
Eric Knipper: Nørrebros ferie på lossepladsen (2006)
Hans Chr. Kofoed: Slaat ud – nej (indsats på det sociale område på Nørrebro) (1988)
Kort over Kjøbenhavns Jorder og Forstæder – Vester, Øster – og Nørrebroe (1834)
Poul Kragelund: Så vidt jeg husker, Nørrebro og Vangede i 50erne
Torben Krogh: Nu dages det brødre (1981)
Torben Krogh: Ved Statens Ror (1982)
Hans Kyrre. Københavns kommunale skolers historie (1924)
København før og nu – bind 5 (1947 – 1950)
Bolette Larsen: Krikeasyl – en kamp for asyl
Ejnar Larsen: Brorsons Kirke gennem 50 år (1950)
Ejnar Larsen: Brorsons Kirke gennem 75 år (1976)
Jørgen Larsen: Fra det gamle København (2005)
Per Larsen: Ungdomshuset – Rydningen og det, der fulgte
Anders Laubjerg: Den store bølge (Kbh’s industri – arbejdspladser (Sohn 2006)
Mogens Lauridsen: Bander, Bomber, Bagmænd – over 40 år i Politiet
Mogens Lebech: Titan, Smedjen, der blev verdensfirma (1947)
Einar Lind: Bisser og bananer – gadebetjent på Nørrebro i 60erne (2002)
Steffen Lindvald: Blegdamshospitalet 1879 – 1954
Steffen Lindvald: Nørrebro – i de københavnske arbejders hjemstavn (1968)
Steffen Lindvald: Det mørke København (1978)
Katrine Lindvig m.fl.: Ungdomshuset – et lærringsmiljø (RUC) (2007)
Loldrup: Historien om Ladegården – engang kongens spisekammer
Johannes Loppnau: Erindringer i NHA
Hans Helge Madsen. Huse må ikke styrte sammen
Mangfoldige Nørrebro, retssag og workshop/ Nørrebro Park Kvarter
A.P. Madsen: Nørrebro, sten for sten (1998)
Martha – Hjemmet 1886 – 2011
Poul Martinsen: Hypnosemorderen (2012)
Einar Mellerup: Godtfolk, gavtyve og gadeliv – fra det gamle Nørrebro (1961)
Einar Mellerup: Det gamle København på vrangen (1961)
A.C. Meyer: En Agitators erindringer (1929)
Gudrun Mikkelsen: Bedstemors breve (Erindringsbreve og sange fra Nørrebro ca. 1900)
Gudrun Mikkelsen: Når et menneske vælter – Nørrebro 1911 – 1984 (1988)
Jens Mortensen m.fl.: Jagtvej 69 (Medieskolen Lyngby 2008)
Klaus P. Mortensen: Uden for murene (2002)
Ulla Moulvad: Sammen er vi bedst (1997)
Jesper Dehn Møller: Skyld (mordet på Antonio Curra) (2007)
Jørn Møller: Borger i Klunketidens København (2000)
Søren Vad Møller: Enegang. Ander, der vandrer (Roman om en digterspirer på Nørrebro)
John Nehm: Ståsted søges (roman) (arbejderfamilie på Nørrebro og Amager) (1980)
Asta Nielsen: Den tiende muse (1966)
Hartung Nielsen: Nøglebørn (1986)
Kaj Nielsen: Billedbogen om Kaj Nielsen (1985)
Kurt M. Nielsen: Billeder fra det forsvundne Nørrebro (1984)
Oluf Nielsen: Kjøbenhavns historie og beskrivelse (1877)
Svend Nielsen: Portræt af en gade (Rantzausgade) (1978)
Svend Nielsen: Go’morgen Karl Baj (sang blandt prinser og klunser på Nørrebro)
Uffe Nielsen: Nørre G – 1818 – 1993 (Nørre Gymnasium)
Jon Nordstrøm: Cyklen på Nørrebro (2013)
Henrik Nørgaard. Brask (2008)
Nørrebro Bydelsatlas (1996)
Nørrebro – en historiefabrik (2009)
Nørrebro historier – Fra Fedtemader til Fædregruppen (Nørrebro lokalhist. Forening)2008
Nørrebro – Træk af en bydels historie (Nørrebro Lokalhistoriske Forening (1997)
Nørrebro i går – i dag og i morgen (Lis Harboe Jensen) (1968)
Nørrebros realister (Havremarkens Skole) (2003)
Nørrebro sten for sten (Om urolighederne efter EU – afstemningen 18.5.1993) (1998)
Nørrebro – 18. maj 1993
Hans Edv. Nørregård Nielsen: Kongens København (1994)
Ombudsmandens tre redegørelser i forbindelse med Nørrebro – sagen (1995)
Onymous, Copenhageners – Nørrebro (Billedværk) (2011)
Over Ladegården til Sundholm
Parkkvarteret – Indtryk og udsagn (Nørrebro Park Kvarter) (2007)
Johanne Petersen: Krølle fra Nørrebro (1934)
P.A. Petersen. Nørrebro bespisningsforening 1853 – 1903
Palle Petersen: Den store klassekamp (2000)
Peter Petersen: Nørrebro i København (1982)
Abdul Wahid Pedersen: Islam på Jysk. Fra hippie på Djursland til Imam på Nørrebro
Planlagt Gadenet i 6. Politikreds (fortegnelse af gadenet og deres længde ca. 1900)
Jan Plovsing: Byfornyelse under sanering (Socialforskningsinstituttet) (1976)
Jan Plovsing: Byfornyelse på Nørrebro (Socialforskningsinstituttet) (1979)
Jan Plovsing: Sanering på Nørrebro (Socialforskningsinstituttet) (1975)
Politibestemmelser angående Driften Nørrebro elektriske Sporveje 1897 (1976)
Niels Posselt: Nørrebro beboeraktion/Sorte Firkant (1977)
Johan Poulsen: Nordbanen gennem 125 år (1991)
Johan Poulsen: Byens baner – Jernbanen i København i 150 år (Banebøger 1997)
Prinsesse Thyras Asyl (1879)
Per Ramsdahl: Brorsons Kirke 1901 – 2001
Rapport fra Nørrebro (Demos 1974)
Lars Rasborg: Lær af Todesgade (Oktober 1978)
Laila Rasmussen: Tordenkaffe
Steen Eiler Rasmussen: København (1969)
Gudrun Riismøller: Farmor fra Nørrebro (Roman fra begyndelsen af 1900 – tallet (1967)
Michael Rohde: Tyve år på holdet (1932)
Birthe Raasted: Sådan nogen som os (Fortællinger fra Nørrebro 1942 – 1951) (1998)
Helle Rasmussen: Dansens Hus – et portræt (1990)
Niels Rohleder: Drengene fra Blågårds plads (1977)
Morten Runge: Til højre og venstre for Mimersgade (Real Dania 2005)
Russere på Assistens Kirkegård
Røde Rose Bogen (1975)
Rådmandsgades Skole 1889 – 1989 (Jørgen Voigt)
Sankt Stefans Kirke 1874 – 1974
Sakramentskirken – Den Katolske kirke på Nørrebro 1917 – 2017
Samuels Kirke 1925 – 1975
Manu Sareen: Iqball Farooq og den sorte Pjerrot (2006) Børnebog
Manu Sareen: Iqball Farooq og kronjuvelerne (2007) Børnebog
A.N. Schioldann: Fra murermester A.N. Schioldann (1901)
Garbi Schmidt: Nørrebros Indvandringshistorie 1885 – 2010
Jørgen Schrøder: Et godt humør (Om H.C. Andersen og Assistens Kirkegård) (2004)
Jørgen Schrøder: Historier fra Assistens (2003)
Helga Schwede: Dronning Louises Asyl 100 år (1988)
Sct. Josephs Hospital (Bogan 1978)
Louise Skak – Nielsen: Alle kender Blågårdsgade (1989)
Andreas Skov. Sabotage (2006)
Claus Smidt: En storby bliver til (Illustreret Tidende 1859 – 1874)
Socialdemokratisk Forening 11. kreds 1885 – 1985
Socialdemokraterne 12. kreds 1888-1988
Jimmy Stahr: Farfars bog (Børnebog)
Jimmy Stahr Morfars bog (Arbejdermiljø i 1940ernes Nørrebro (Børnebog)
Viggo Starcke: Giertrud Birgitte Bodenhoff’s Mysterium (1954)
Pernille Steensgaard: København, folk og kvarterer
Jørgen Stegelmann: Mine Biografier (1986)
Jesper Stein: Bye Bye Blackbird – krimi (2013)
Stemmer på Nørrebro (2009)
Hermann Stilling: En dreng ved navn Hermann (Minder om 30ernes Nørrebro) (1980)
Storbydrømme København 1870 – 1900 (2002)
Frederik Strand: 18. maj 1993 (2013)
Kirsten Strømsted: Rundt om Søerne – huse og mennesker (1996)
Poul Strømsted: Søerne – Sortedamssøen, Peblingesøen, Sankt Jørgens Sø (1996)
Harald Stubmann: Gamle Københavnske Gader (1968)
Erik Norman Svensen: Fra Nørrebro til Nørregade (2011)
Sølund 1979 – 2004
Anne M. Sørensen: 154 døgn – en beretning om palæstinensernes asyl (1992)
Poul Sørensen: Tændstikfabrikken Kronen – Nørrebros Tændstikfabrik
Fr. Thomassen: Blaagaard Seminarium (J.A. Tang – 70 år) (1898)
Allan Mylius Thomsen: En baggårdsrod i København (Husumgade m.m.)
Thomas Thorhauge: Kom hjem Rosinante, en ung mor på Nørrebros ønske om forandring.
Terroristen på Nørrebro – Jagten på Omar El-Hussein
Torsteinson: Om et krigshospital
Trafik i Sorte Firkant (1975)
Dan Türrel: Mord ved Runddelen (1984)
Peter Tudvad: Kierkegaards København
Finn Thybo Andersen: Byvandringer 1968 – 314 fotos (2006)
Ungdomshus nu (Tiderne skifter 1982)
Vilhelm Wanscher: Kaj Nielsen 1882 – 1924 (1926)
Veiviser til familiebegravelser paa Assistens Kierkegaarde uden for Staden (1831)
Chr. Westergaard: En Nørrebro – dreng (1930)
Richard Willerslev: Sådan boede vi (Arbejdernes boligforhold omkring 1880) (1979)
Jacob Wilms: På Runddelens hjørne (2012)
Grzegorz Wroblewski: Siesta på Nørrebro (digte)
Otto B. Wroblewski: Nørrebro i trediverne (1895)
Bent Zinglersen: Københavns gadenavne og dens historie (1972)
Carsten Ørum: Bag skjoldet (om begivenhederne 18. maj 2003)
P.C. Øst: Den Gamle Ladegård
Årsskrift for Nørrebro lokalhistoriske Forening og Arkiv (diverse årgange)
www.dengang.dk indeholder 1.610 artikler heraf 289 fra Nørrebro
Juli 29, 2020
Så let var indlemmelsen heller ikke
Glansbillede-fortællingen om ”Genforeningen” fortsætter. Nu hævder en sten på Frederiksberg, at det var sønderjyderne, der ville have lagt grænsen syd på. Skolebørn betragter nærmest 1864 som en sejr. Men det blev et nederlag i dobbelt forstand – både på kamppladsen og ved forhandlingerne i London. Hvad skete der i London? Hvad skete der egentlig i Versailles? Tyskerne var ikke inviteret. Wilson ville genopbygge, englænderne ville knuse. Sult og elendighed spredte sig til Nordslesvig. Den 10. februar 1920 var kold. I rens var der dansk flertal. Stormagterne ”truede” Danmark, hvis de selv forhandlede med tyskerne. Indlemmelsen blev meget dyr for Kongemagten.
Sønderjyderne ville have grænsen langt syd på?
Der i den grad mange historier i medierne om den såkaldte ”Genforening”. Det er ikke populært at anfægte medierne og journalisternes historiske viden. På Frederiksberg fortælles der på en sten, at det var sønderjyderne, der ville have flyttet grænsen mod syd.
De artikler vi har her på siden, som skildrer de ting, der skete omkring 1920 er heller ikke populær alle steder. Men hændelserne, der skete dengang, er bestemt ikke som et glansbillede. Det er let, at få det hele til at se ud som et glansbillede, hvis man lige undlader et par ting.
Jernkansleren kunne have taget hele Danmark
Vi begynder tilbage i 1864, hvor Nordslesvig stadig ikke var dansk. Bismarck havde lagt grænsen oppe ved Kongeåen. I et brev fastslår ”jernkansleren”:
I et andet brev skrev han:
Og egentlig kunne Bismarck være gået videre, hvis ikke stormagterne havde givet ham det råd at indstille kamphandlingerne.
Et smertelig nederlag i dobbelt forstand
Skolebørnene opfatter i dag nærmest Dybbøl som et sted med store danske sejre. Men det blev i mere end en forstand tale om smertelige nederlag.
Det var Monrad, der ikke altid var strategisk velfunderet og en ret nytiltrådt konge, der skulle stå for fredsforhandlingerne. Over for havde de Otto von Bismarck en af tidens dygtigste politikere. Hans skjulte dagsorden var at få indlemmet de tyske dele af hertugdømmerne i Preussen som første skridt i en samling af Tyskland. Havde det ikke været for danskerne var Tyskland måske ikke være blevet samlet.
De fleste tyskere ville have et frit og uafhængigt Slesvig – Holsten med hertugen af Augustenborg i spidsen. Østrigerne ville have en såkaldt personalunion, der stillede hertugdømmerne ret frit.
Danmark fik et godt tilbud
Ved konferencen i London den 20. april 1864 regnede Bismarck med at Danmark havde foreslået en sådan personalunion. Men det afslog Danmark.
Den 28. maj foreslog den britiske forhandlingsleder, udenrigsminister Russel en deling på en linje fra Sliens munding til Dannevirke-stillingen. Tænk engang Danmark blev tilbudt det meste af Slesvig selv om vi i den grad havde tabt på kamppladsen.
Danskerne havde tidligere fået besked om dette tilbud, men de kunne ikke umiddelbar sige god for det. De måtte først konsultere deres regering, sagde de. – i stedet for at sige god for forslaget.
Uerfarende danske forhandlere
Dette forundrede i den grad briterne. Franskmændene havde også sagt god for forslaget. Heller ikke de tyske forhandlere var helt afvisende, selv om de gjorde opmærksom på, at dette ville betyde at mange tysksindede ville komme direkte under danske herredømme.
Den danske konge tænkte mere dynastisk end politisk. For ham var forslaget slet ikke godt. Den fattige prins fra Lyksborg havde ret så uventet fået tronen i Danmark. Han talte dansk med en slæbende tysk accent. Han var langt fra vellidt i befolkningen. Mere end nogen anden ønskede han den danske helstat bevaret.
Danmark uden regering
Da man ikke kunne få et endelig dansk svar, satte tyskerne nu ind. Og den britiske udenrigsminister var meget modtagelig for de tyske påvirkninger. Danskerne var åbenbart ikke klar over, at de havde tabt på kamppladsen.
Da forhandlingerne igen gik i gang i juni, foreslog tyskerne en grænse oppe omkring Aabenraa. Dette afslog Danmark øjeblikkelig. De havde ikke fået nogen som helst instrukser fra København.
Der kom nu til en direkte krise mellem Monrad og kongen. I et par dage var Danmark ret beset uden regering. Det lykkedes dog ikke for kongen at finde egnede politikere, der ville påtage sig at danne en ny regering.
Der blev aftalt et nyt afgørende møde den 22. juni. Stadigvæk havde forhandlerne ikke modtaget instrukser fra København. Noget tyder på at Monrads sindssygdom var slået igennem, og nu var det den danske konge, der direkte dikterede. I London blev det så læst op af den danske delegation at man afslog en folkeafstemning og holdt fast i linjen ved Dannevirke.
Så gik krigen i gang igen
Tyskerne havde ellers fremlagt et kompromis, som stort set svarede til den nuværende grænse.
Så gik krigen i gang igen. Tyskerne satte hurtig over til Als. Hele Kongeriget var nu i fare. Der blev fra dansk side bedt om fred. Og ved fredsforhandlingerne i Wien blev grænsen trukket ved Kongeåen.
Man skulle jo mene, at man kunne have fået mere ud af disse forhandlinger
Englænderne var klar over danskernes miner
Godt nok var Danmark neutral, men man bøjede sig i den grad for tyskernes ønsker under Første Verdenskrig at man kunne have sine tvivl. Således blev der lagt miner ud i de danske farvande for at forhindre britiske flådefartøjer i at nå frem til Østersøen. Havde Danmark ikke gjort det, havde tyskerne allerede dengang besat Danmark.
Men disse miner blev dog ført placeret, da man havde indhentet briternes accept.
Gullaschbaroner tjente formuer
Udbredt arbejdsløshed, varemangel og stigende priser. Det var sådan som Kongeriget oplevede Første verdenskrig. Men for andre danskere var krigen indbringende. Danmark kunne eksportere til de krigsførende lande. Og det blev i stor stil eksporteret fødevarer til den tyske hær. Såkaldte gullaschbaroner skabte formuer på denne produktion. Andre skabte formuer på værdipapirer.
Den danske stat solgte også ud af sit territorium. I 1917 indkasserede man 25 millioner dollar på at overdrage De Vestindiske Øer til USA. Det skete efter en folkeafstemning i Danmark men ikke på øerne. Disse penge og mange flere blev brugt til Sønderjyllands indlemmelse i Kongeriget.
Hvad skete der egentlig i Versailles?
Medier og historikere har bebrejdet tyskerne, at de ikke anerkendte grænsen fra 1920. Og gang på gang er det tyske mindretal blevet bebrejdet, at de først i 1945 anerkendte grænsen fra 1920. Men skulle vi ikke prøve at se, hvad der egentlig skete dengang i Versailles.
Tyskerne havde intet andet valg end at underskrive, for at undergå den totale undergang. Den tyske kejser Wilhelm den Anden trådte tilbage og overlod fredsforhandlingerne til en forhandlingskommission, der i bund og grund ikke havde andet valg end at skrive under.
Den amerikanske præsident Woodrow Wilson havde i januar præsenteret 14 punkter, der baserede sig på principper om bl.a. samhandel, mere åbenhed og nedrustning. Hans ide var at Tyskland skulle behandles som ligeberettiget men ikke som de andre folks herre.
Tyskerne var ikke inviteret med
Først i januar 1919 begyndte forhandlingerne om fredsafslutningen. Selv om det var normalt at invitere den tabende part med, så blev Tyskland ikke inviteret. Den 28. juni 1919 blev Versaillestraktaten forelagt. Væk var de noble principper fra Wilsons 14 punkter. De var i stedet erstattet af krav fra særlig to lande Frankrig og England. I fire år havde de kæmpet lange og udsigtsløse slag i skyttegravene på vestfronten. Nu var hævnens time kommet. Med den engelske premierminister Lloyd Georges egne ord skulle Tyskland få lov til at betale.
Over to millioner soldater mistede tyskerne. 2, 7 Millioner blev såret. Befolkningen fik ikke noget at spise. Følgen blev hungersnød og følgesygdomme grundet dårlig ernæring.
Wilson ville genopbygge – englænderne ville knuse
Mere end 6 millioner mennesker måtte på grund af de nye grænsedragninger nu se sig som en minoritet i et fremmed land. I 1918 havde Tyskland kunne mønstre 4,5 millioner mand i felten. Nu blev hæren næsten opløst. Den skulle begrænses til 100.000 mand. Man måtte ikke besidde hverken ubåde, store krigsskibe eller luftvåben. Almindelig værnepligt var forbudt.
Landets guldreserver blev beslaglagt, ligesom de måtte afgive deres kulmineområde, Saar til Frankrig, samt betale en krigserstatning på knap 7 milliarder engelske pund og afgive sine kolonier til det nyoprettede Folkets Forbund. Wilson ville genopbygge men englænderne ville knuse. Dette var ikke noget, som førte til gode naboer.
Det tyske folk blev i den grad ydmyget Sult og armod prægede det tyske folk og var efterhånden også noget der kunne mærket i Nordslesvig.
De fik hævn ved fredsforhandlingerne
Wilson havde en ambition om, at fredsforhandlingerne skulle forhindre kommende krige men nærmest det modsatte skete. Hjemme i USA stemte Kongressen imod hans forslag om at involvere sig i det nyoprettede Folkets Forbund. Det var et forslag, der skulle sikre verdensfred. Amerikanerne mente at Europa skulle styre sin egen fremtid.
Den nyslåede tyske republik skulle forsøge at skabe en ny lys fremtid, omgivet af fjender og uden slagkraftigt militær, forgældet og alene. Frankrig og England havde i den grad lidt under krigen. De fik i den grad hævn under fredsforhandlingerne. De ville have sikkerhed for at Tyskland aldrig igen blev en trussel. Men grænsedragningerne førte til en lang række sociale, økonomiske og nationalistiske problemer.
NSDAP blev stiftet året efter Versailles – freden
I Tyskland blev det Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei (NSDAP) stiftet allerede året efter, Versaillestraktaten blev underskrevet. I dets partiprogram fremgår det tydeligt, at det er en mærkesag at gøre op med de straffe, der blev pålagt Tyskland. De
Alt dette skabte en turbulent tid. Kommunistiske vinde blæste fra øst. Adolf Hitler meldte sin ankomst og i 1929 krakkede børsen på Wall Street.
Et tegn på himlen
Juledag 1919 viste der sig pludselig en komet på himlen. Den var synlig i over en time. I gamle dage blev dette udlagt som tegn på voldsomme omskiftelser. For de dansksindede i Sønderjylland blev dette opfattet som at noget stort var i vente.
Det var bestemt ikke lette tider. Også Sønderjylland var blevet mærket af Den Spanske Syge. Mange bukkede under. Men Nordslesvig var også ramt af det nødlidende Tyskland lige efter krigen. Mange steder kunne der ikke mere opdrættes grise for der var simpelthen ikke foder til dem.
”Indlemmelse” var det juridiske ord, der blev brugt
Efter af slutningen af ”Den Store krig” til indlemmelsen i Danmark var der udbredt kriminalitet i Nordslesvig. Man skal huske på, at der var mangel på alt. Folk stjal hvor de kunne komme til det.
Inden kritikkere nu angriber ordet ”indlemmelse”, så er dette ikke et konstrueret ord fra undertegnedes side. Det blev brugt juridisk dengang. Ordet blev også brugt på Dybbøl – mødet dengang.
Livsfarligt at krydse grænsen
Der blev i stor stil smuglet over grænsen til Danmark, bl.a. over Kongeåen. Det var ikke ufarligt. Og det gav godt, hvis man ikke blev taget. Efter krigen var der ikke meget vagtmandskab.
Men det var endnu livsfarligt at krydse grænsen til Danmark ved Kongeåen uden rejsehjemmel. Man kunne nu engang ikke bare tage til Kolding eller Ribe for at købe mad. Folk i Haderslev tog ofte båden fra Årøsund til Assens bare for at forsøge at få fat i noget mad.
Sult og elendighed
De 27 møller i Tønder Amt kunne ikke mere male korn til brød. Og i Aabenraa var der mangel på kartofler. Bønderne nægtede at sælge til de meget lave statslige priser. Den dystre stemning blev forstærket af, at folk ikke havde råd til belysning.
Landbruget var stærkt nedslidt, ja næsten ødelagt. Mange kreaturer var inddraget og mælkemængden var faldet drastisk. Som følge af krig og nød faldt moralen.
Respekten var for nedadgående
En ungdom var vokset op uden tugt (opdragelse), ja sådan påstod redaktør Nicolai Svendsen:
Respekten for gendarmen var for nedadgående. Hans magt var helt i opløsning.
Manglen på mønter katastrofal
Krigsudgifterne medførte stigende offentligt forbrug og højere inflation som fik mønternes metalværdi til at overstige den pålydende værdi. Det betød, at metallet blev mere værd end mønterne. Derfor begyndte folk at hamstre dem.
I 1914 og 1915 så de lokale myndigheder sig nødsaget til at erstatte mønterne med nødpengesedler til trods for at der ikke officielt var hjemmel til det. Som krigen skred frem, steg efterspørgslen på sølv og krigsvigtige metaller som kobber og nikkel. Særlig fra 1916 var der i den grad mangel på småpenge i hele Tyskland inklusive Nordslesvig.
I slutningen af 1916 var manglen på mønter blevet så kritisk i hele Slesvig, at man også her begyndte at trykke nødpenge. Og disse nødpenge blev også brugt til propaganda.
Den 10. februar 1920 var kold
Mange havde håbet på at den 10. februar 1920 blev en skøn dag. Men det gjorde det ikke. Det var en blæsende dag med sludbyger. Og det var koldt. Det var valgdag
Ved en fejl var der til Rømø sendt over 1.000 tyske og næsten ingen danske stemmesedler. Hurtig fik man fat i flere danske stemmesedler og i en båd fra Ballum blev de fragtet over. Det viste sig at på Rømø stemte 514 dansk og 92 tysk.
I Haderslev var der som den eneste af de største byer dansk flertal. Det blev i den grad fejret. Beværtningerne lukkede ikke til tiden. De franske alpejæger skrev ikke ind over for dette. Og når vi nu er ved Haderslev, så blev Bismarck – statuen dækket til ved afstemningen. Måske var det fordi, at de franske alpejægere ikke skulle blive sure over deres, betvinger fra 1870.
Af de andre store byer kan nævnes det tyske stemmetal – Sønderborg 55 pct., Aabenraa 54 pct. og Tønder 76 pct. I godt 30 landsogne var der flere tyske stemmer end danske.
Flertal i Rens
100 år efter stod undertegnede i Rens og holdt tale for en fyldt sal. Det var en kæmpe oplevelse.
I Rens var der i sognet kun ti danske flag. Men en god dansk mand havde sørget for 13 flere. Og så blev der ellers fabrikeret flagstænger. Her var der ellers tvivl om resultatet. Man var enige om, at mødes på kroen for at høre, hvordan det gik. Det viste sig at 114 havde stemt dansk og 99 tysk.
Da man ville høre resultaterne andre steder fra, stødte man ind i et problem. Der var kun en telefonlinje til Rens og betjeningen på centralen var tysk og ret modvillig til at give oplysninger.
Da resultaterne fra de enkelte kommuner i Burkal Sogn, fra Højer og fra købstæderne dukkede op, var resultaterne ikke direkte opmuntrende. Det var først næste dag, at man i rens og andre steder fandt ud af, at Zone 1 havde haft et meget stort flertal for Danmark.
Nu er det os, der råder
Ved Uge, der tidligere havde været en tysk højborg, var der også spænding til det sidste. Til at begynde med så det ud som om, at stemmerne var ligelig fordelt. Men så kom de tyske stemmer. Da den tyske bunke voksede, lå der et lunt smil over tyskernes ansigt, mens det danske kommisionsmedlem var blevet højrødt. Men så kom de danske stemmer.
Den tyske stemmetællers hænder rystede over listen og en dyb rødme bredte sig over hans kinder. Det endte med 127 danske stemmer og 109 tyske. Den tyske side havde på grund af den forventede sejr lejet krolokalet, men sejrsfesten blev opgivet og danskerne holdt i stedet hof.
Ved den store endevæg hang et stort Dannebrog, og det havde den meget tyske krokone protesteret heftigt over. En af danskerne råbte:
Kun 25 pct. stemte dansk
Allerede den 10. februar om aftenen forlagde Johannes Tiedje et forslag til grænsedragning. Byerne Tønder og Højer skulle med til Tyskland. Det viste sig at begge steder havde fået over 75 pct. tyske stemmer.
I Kongeriget mente man helt klart at Flensborg skulle med til Danmark, men her havde kun ca. 25 pct. stemt dansk. Direktøren for værftet og Kobbermøllen meddelte sine arbejdere, at hvis Flensborg blev dansk ville han flytte.
De ville beslutte sig af nød, ikke af overbevisning
Den danske udenrigsminister Erik Scavenius betegnede et afstemningsområde markant syd for Flensborg som en karikatur på folkets ret til selvbestemmelse. Han nægtede at indlemme områder, der ikke havde udvist den fjerneste danske nationalfølelse i tiden, efter at modsætningsforholdet mellem dansk og tysk var opstået.
Ganske som den tyske side var Scavenius bekymret for, at mennesker besluttede sig for Danmark af nød og ikke af overbevisning – de ubemidlede for at overleve og de velbjergede for at bringe deres formuer i sikkerhed. Han og hans regering ville undgå et stort tysk mindretal inden for Danmarks grænser, hvor denne gruppe kunne være en potentiel kilde til uro og åbne for indblanding fra Tyskland. For ved en grænse ved Slien ville kongeriget have fået mindst 200.000 tyske indbyggere.
Fra Berlin udtrykte man også en bekymring for, at så længe fødevareforsyningen ikke var normaliseret så skulle der ikke afholdes afstemning. Situationen kunne påvirke resultatet i dansk favør var man bange for.
Stormagterne ”truede” Danmark
Tyskerne ville gerne forhandle med Danmark om en løsning af Nordslesvig – problemet. De henvendte sig selv. Scavenius var også klar til at forhandle. Han kunne på den måde forhindre en oppisket national stemning, sagde han selv.
Men USA og England sagde nej til dette ønske. Målet fra deres side var at isolere tyskerne. De advarede Danmark mod at indlede forhandlinger med tyskerne. Det ville blive opfattet som en ”uvenlig Handling” Ja stormagterne truede direkte Danmark med handelsmæssige konsekvenser. Det var derfor, at Scavenius til sidst bad stormagterne et tage spørgsmålet om den dansk – tyske grænse med i fredsforhandlingerne.
Fra tysk side mente man at det var uretfærdigt
I Zone 1 skulle man stemme samlet og i Zone skulle man stemme pr. by/kommune. Fra tysk side fandt man dette ganske uretfærdigt. NSDAP mente slet ikke, at det dansk – tyske spørgsmål burde have været med på fredskonferencen.
Danmark havde ikke været en af de krigsførende stater. Egentlig havde man også været enige om dette i en forløber for fredsaftalen fra 5. november 1918.
Egentlig var der undtagelsestilstand i det nordlige Slesvig-Holsten for 100 år siden. Rammebetingelserne skulle gøres så neutral som mulig. Fra den 24. januar var den nationale kampzone således et statsløst område. Det tyske rige og provinsen Preussen var frataget samtlige beføjelser. 3.000 fremmede tropper besatte området.
I Tønder var Schützenhof og Tonhalle fulde af tysksindede der fejrede Heimatfest.
En fysisk virkningsfuld grænse
I tyske kredse bruger man mest udtrykket ”afståelse”. Såvel nord som syd for grænsen var der erhvervsmæssige udfordringer, der skulle overvindes. De traditionelle markeder var forsvundet. Fra dansk side forsøgte man at skabe en fysisk virkningsfuld grænse, der hurtigst muligt kunne integrere Sønderjylland i den danske stat.
Fra tysk side forsøgte man for størst mulig trafik på tværs af grænsen for at undgå en svækkelse af specielt Flensborg. I Danmark blev der kun udstedt særlige grænsepas til landmænd, hvis marker lå på begge sider af grænsen. For flertallet var der både pas – og visumpligt for at komme over på den anden del af hertugdømmet Slesvig, der hidtil havde været udelt.
Under militær bevogtning
Alligevel rejste mange mennesker fra Sønderjylland specielt i inflationsårene frem til 1923 til Flensborg for at købe billigt ind med den stærke krone. Dette svækkede den danske krone. Derfor forsøgte man fra dansk side at besværliggøre det at komme til Tyskland.
Indtil 1927 måtte tyskere, der skulle på kurophold på Sild via Sønder Løgum og Tønder med tog til Højer og derfra med hjuldamper til Sild. Under opholdet i Danmark blev de tyske passagerer bevogtet af dansk militær.
Først i 1926 blev der lempet lidt på reglerne. Der blev ligeledes tale om en nedsættelse af toldsatserne for import af danske landbrugsprodukter. Visumpligten for grænselandets beboere blev også afskaffet i 1926. Familiebådene hen over grænsen blev meget populære.
En forbrydelse
Det var også i 1926 at den franske ministerpræsident Georges Clemenceaus fortrolige betegnede det som en forbrydelse at Preussen efter krigen i 1864 indlemmede hele Slesvig og Holsten. Men faktisk se han bort fra, at Danmark krænkede internationale aftaler om Slesvig
Store konsekvenser for de tysksindede
At blive indlemmet i Danmark betød store forandringer. Allerede den 20. maj 1920 var den danske krone blevet indført i Sønderjylland som erstatning for den tyske mark, der i de kommende år blev svækket af den galoperende inflation.
Justitsvæsen, den offentlige forvaltning samt postvæsnet og jernbanen oplevede stor udskiftning af personale og systemer. Forandringerne ramte ikke kun tyske embedsmænd. Tyske diakonisser blev fortrængt i Aabenraa af danske diakonisser.
Lærer og pastorer blev afskediget, hvor de pågældende så kunne forsøge at søge ny ansættelse. Men det var sjældent at de fik ansættelse. Tusinder og atter tusinder af tyskere udvandrede fra Sønderjylland.
Indlemmelsen blev dyr
Den danske stat ville ikke give det tyske mindretal særstatus. Men lovgivningen var så liberal, at de tyske nordslesvigere kunne oprette deres egne skoler og de tyske menigheder kunne oprette deres egne kirker. Dengang havde det tyske mindretal en tilslutning på 25.000 – 30.000 personer.
Det tyske mindretal mente, at afstemningen i 1920 var uretfærdig. Det danske mindretal syd for grænsen var markant mindre. Først i slutningen af 1920’erne kunne de oprette deres egne skoler. Med stor mistænksomhed kunne den tyske presse berette om opbakning fra kongeriget til det danske mindretal syd for grænsen. Politisk indflydelse havde det danske mindretal dengang stort set ikke.
Indlemmelsen af Sønderjylland var en meget dyr omgang for kongeriget. Der skulle for eksempel bygges en ny grænsebanegård i Padborg. Den danske stat måtte også overtage ansvaret for krigsinvalider og de efterladte til 5.000, der faldt i tysk uniform i Første Verdenskrig.
De dansksindede i Sydslesvig fik det svært
De dansksindede i Sydslesvig og de tysksindede i Nordslesvig var bestemt ikke glade for grænsedragningen. Mange dansksindede syd på var også tvunget i krig. Ofte befandt de sig i et område der var meget tyskpræget. Og nazismen havde gode kår i Sydslesvig.
Mange dansksindede måtte kæmpe for deres slægtsgård. Arvelovgivningen i Tyskland var blevet ændret for at hjælpe til med at tysk jord skulle tilhøre tyskerne. I Agtrup, hvor Søren Ryge Petersen er opvokset havde nazisterne fået 87 pct. af stemmerne.
Her holdt tyskerne op med at hilse på danskerne fordi de ikke ville hilse med opstrakt arm. Dansksindede børn kom i tysk skole, fordi der dengang var ret langt til en dansksindet skole. Men ret hurtig blev de moppet ud og blev mere eller mindre tvunget til en meget lang skolevej.
Allerede fra 1933 begyndte de tyske nordslesvigere at øjne mulighederne for en grænserevision. I årevis havde de fået ringe støtte fra ”Fædrelandet”. Men se det er igen en anden historie.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 28, 2020
Skamstenen i Sæd
Teksten er forsvundet. Men den skulle erindre om ”et forbandet mord”. Karen Christens boede sammen med mand og tre børn i Sæd’ s fattigste hus. Søsteren købte rottegiften, som Karen blandede i grøden. Hun dræbte hendes tre børn og sig selv. Børnene fik en kristen begravelse, men Karen blev smidt ud af vinduet og begravet på marken.
Teksten er forsvundet
Vi har netop besøgt Sæd-Ubjerg og igen besøgt den berygtede skamsten. Denne sten vidner om en frygtelig og tragisk hændelse. Historien har vi taget med omtalte artikel, men den fortjener nu engang at blive uddybet. Hvis man skal se stenen, skal man i dag lede efter den. Og man kan ikke mere se, hvad der står på stenen.
I dag befinder stenen sig på en upåagtet bivej, men dengang var det den gamle hovedvej mellem Tønder og Husum.
En optegnelse fra 1855 oplyser, at der på stenen skulle have stået følgende:
Byens fattigste hus
Karen var dengang 35 år. Hun var gift med Chresten Pedersen. De havde tre drenge sammen, Jens, Per og Christian på 10, 8 og 8 år. Samt den stårige datter Anna.
Familien boede i et af landsbyens fattigste huse. Det var kun med yderste knebenhed, at Chresten kunne bjerge det mest nødvendige til dem.
Søsteren købte rottegift
Karen var stærkt deprimeret. Da hendes bror Peter søndag den 17. april 1712 gav hende halvanden skilling, som Chresten skulle købe tobak til ham for i Tønder, slog det klik for hende. Hun bad i stedet sin mands søster Merrit købe rottegift, da hun næste dag skulle til byen.
Gift i grøden
Om tirsdagen modtog Karen giften, som hun kom i den gryde grød, børnene skulle have. Hun smagte selv på den og påså nøje, at børne fik nogle solide skefulde. Selv spiste hun resten.
I løbet af eftermiddagen døde alle tre drenge. Både den lille datter og moderen blev alvorligt syge.
Mistanken spredte sig i landsbyen og der gik bud til amtshuset i Tønder. Amtsforvalteren lod straks sætte vagt ved de døde børn. Den stærkt afkræftede Karen blev forhørt. Hun tilstod alt og fortalte at også hendes mor led af tungsind. Det var for at fri børnene fra den arvelige plage, at hun gav dem gift, sagde hun.
Karen skulle ikke kristen begraves
Karen og Anna døde onsdag morgen. Præsten i Ubjerg udfærdigede sammen med en kollega en erklæring om, at de gennem længere tid havde bedt for Karens helbredelse for hendes tungsind.
I dag ville man nok have kaldt den skyldige utilregnelig i gerningsøjeblikket. De to præsters menneskekærlige udsagn fik dog ingen betydning. Provsten i Tønder Samuel Reimarus bestemte at børnene skulle have en kristelig begravelse, mens Karen som en hund ”af bøddelen skal slæbes hen og begraves på fri mark”
Karen blev smidt ud af vinduet
Børnene blev jordet samme eftermiddag og næste aften udførtes dommen over Karen. Hendes lig skulle
Dette blev effektueret til punkt og prikke.
Stenen skal erindre om ”et forbandet mord”
Kort efter rejstes stenen. Oprindelig for til evig tid at erindre om den, der begik ”et forbandet mord”.
Men som tiden er gået, er der mere og mere blevet et minde om en fattig, udsultet og fortvivlet kone, som ikke så anden udvej for sig selv og sine børn end at bringe dem ud af denne verdens nød og elendighed.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 27, 2020
Litteratur Padborg/Kruså/Bov 2020
Omfatter også byerne Kollund, Holbøl. Vilsbæk, Frøslev, Smedeby, Sønderhav m.m. Her er så ca. 120 titler, at vælge imellem. Listen er langt fra komplet
Christian Algreen – Petersen: Fange i et besat Danmark
Christian Algreen – Petersen: beretninger fra modstandsforeningen (1983)
Asmussen: Gendarmstien fra Padborg til Kettingskov (2013)
H.H. Bang: Gamle gårde og begivenheder i Bov og Holbøl
Jørgen H. Barfod: Frøslevvejens Museum – en kort vejledning (1980)
Lars Bjørnboe: Ingen kender dagen – Grænsegendarmeriet 1940 – 45 (1970)
Bov og Holbøl Sogne – Gamle postkort 1892 – 1923 (96 sider) (1986)
Bov Frivillige Brandværn 1926 – 2006 (60 sider – 2006)
Brugsen, Holbøl i 50 år (1983)
Civilforsvaret rykker ind i Padborg – lejren (1967)
Ulla Conrad: Gendarmstien – 84 km vandring langs den dansk – tyske grænse
Ole Damm: Bov Kommune 1799 – 1978 en bibliografi (1980)
Bobo Daetz: Kobbermøllen
Den Dansk – Tyske Krig i årene 1848 – 1850
Der dukker af disen (82 sider) (2001)
Det Sønderjyske kaffebord på Bov Museum (38 sider) (2005)
Fange i Frøslevlejren 1944 – 1945 (1988)
Per Federspiel: Fange i Frøslev (1984)
Festskrift Padborg Friluftsteater (40 år) 15. juni 1988
Festskrift Padborg friluftsteater (50 år) 15. juni 1998
Chr. N. Flindt: Nordens Port – Året der svandt 1993 – 1994
75 års jubilæum 1929 – 2004 – Padborg og Omegns Brugsforening
Hans Frank: Portræt af en sønderjysk landsbyidyl – Sønderhav (1984)
Frölich: Das Treffen bei Bau 9. April 1848 (45 sider) (1848)
Frøslev – Padborg Skole 1920 – 1995
Frøslev – Padborg Skole 50 år (1970)
Frøslevlejren (Turistkontoret 1991)
Frøslevlejren dengang og nu (Frøslevlejrens Venner)
Gennem Halvtredsindstyve år 1919 – 69 (Holbøl Foredrags – og Idrætsforening 1969)
Carsten Gregersen: Mit livs historie (28 sider) (1983)
Carsten Gregersen: Æ Krog (1989)
Frode Gribsvad. Fra Holbøl Sogn i gamle dage
Frøslev – Padborg Skole 50 år
Grænsen ved Oksevejen i et tidsafsnit på 47 år (1967)
Gråsten Politiforening 1920 – 1970
Andreas Hansen: Et Naade – aar (1861)
Julius Hansen: Das Kirchenspiel Bau
Aage E. Hansen: Told – og statsgrænsen Danmark/Tyskland 1920 – 1995
Tilde Hansen: Mæ æ klok i æ hand (1969)
Ingolf Haase: HK Tønder – Padborg 75 år
Jens Peter Hansen: Kobbermøllen ved Kruså (1994)
Julius Hansen: Das Kirchenspiel Bau (35 sider) (1900)
Martin N. Hansen: Karsten Thomsen fra Frøslev
Historisk Forening for Vis Herred (Forskellige årgange)
Historisk Årbog for Bov og Holbøl Sogne (Forskellige årgange)
Holbøl Frivillige Brandværn 1944 – 1994
Holbøl Kirke
Gottfried Horstmann: Zwei Jahre meines Lebens – Erinderungen an Faarhus
Indvielse af Frøslevlejrens Museum (1969)
Hans Chr. Jensen: Faarhus 1945 – 1849 (1987)
Jens Jensen: Det Danske Gendarmerikorps – Grænsens Gendarmer (1938)
Hans Chr. Jessen: Faarhus – Straflager für die Deustche Minderheit.
Jørgen Toft Jessen: Bov Kommuneatlas (1972)
Andreas Johannesen: Et sogn ved grænsen – motiver fra Bov Kommune (1980)
Arnold Johannesen: Mit barndoms Kruså 1900 – 1914 (53 sider) (1978)
Frode Johansen: Erindringer – fra en tid ved DSB på Padborg Station (2009)
Frode Johansen: Hærvejen og Kejsergade, som jeg husker den
Frode Johansen: Padborgvej i Bov – som jeg husker den
Jubilæumsskrift ved Bov – Padborg Friv. Brandværns 80 års bestående 1926 – 2006
Pernille Juhl: Frihed og Ære (Roman om Chr. Friis)
Inger Jørgensen: Det lyder som et eventyr (Frø – Pa Skole) (1995)
Otto Kampp – Olsen: Fra Padborg til pensionen (1999)
Kirkeinventarium for Holbøl Sogn (1862)
Gunner Kjær: Eksport og Import (1980)
Kollund Frivillige Brandværn 1933 – 1983 (30 sider)
Kollund Møbelforretning 1946 – 1972
Kruså Skole 40 år (2003)
Carl Edvard Larsen: Barakformand H 23 (1967)
Christian Larsen: Fra Bjerre til Frøslev
Jens Erik Larsen: Hærvejen til fods og på cykel (3) Fra Jels til Padborg
Jens Erik Larsen: Hærvejen til fods og på cykel (4) fra Padborg til Rensborg
Mads Lidegård: Hærvejen mod grænsen – fra Vojens til Padborg (1980)
Eva – Marie Lifner: Imago (roman) (2004)
Hans Otto Matiesen: Lejrskole I Sønderjylland (1995)
Ludolph Mathiesen: Erindringer fra Nordslesvig
Johan Meyer: Det Gamle Frøslev (1961)
Asger Muchtisch: frøslevlejren
Jens Møldrup: Mindesmærker i Bov Kommune (Kruså Turistbureau)
Erik Møller: Frøslev – Padborg Skole 50 år (1970)
Jørgen Mågård: Fanger i frøslevlejren 1944 – 1945 (1974)
Jørgen Mågård: Frøslevlejren (1980)
Jørgen Mågård: Frøslev – tysk fangelejr i Danmark (1964)
Jørgen Nielsen: Holbøl Ringridning gennem 40 år (1945 – 1985)
:P. Nielsen: Lejrskolen Sønderhav (1981)
Kaj Nissen: kampen, der vente tilbage til Sønderhav (2006)
Jens Nygaard m.fl.: En tysk arbejdsplads i Danmark (Qelle) (2003)
Olsen: Faarhus kalder – Stafflager für die Deutsche Minderheit (1)
Olsen: Det danske jerntæppe (2)
Olsen: Tragedier og Problemer (3)
Ivar Ottesen: Menighedsrådet i Bov Sogn 1920 – 2003 (19 sider)
Padborg Fjernvarme 1960 – 2010
Padborg Jernbaneorkester 1956 – 1996
Padborg og Omegns Brugsforening 75 år (1924 – 2004) (2004)
Padborg transportcenter (1993)
Aage Paulsen: Kollund Kirke (1971)
Aage Petersen: Bov Kirke (32 side) (1975)
Carsten Porskrog: Transportbyen Padborg
Carsten Porskrog: Vækst og virke ved grænsen (1992)
Gerda Ploug Sarup: Kvinder i bur (1945)
Padborg huse – bygninger – facader (Bov Kommune 2005)
Aage Poulsen: Bov Kirke – lidt om Bov Præstegårds beboere gennem 200 år
Projekt Kobber – messingfabrik i Krusaa (Museumsamt Schleswig/Holstein 37 sider(1997)
Paa Sangervagt med syd – Frøslev Sangforening 1878 – 1928
Martin Reimers m.fl.: Da krigen kom til Kraglund (74 sider) (2005)
Susanne Rudolf: Kobbermølle- kobber- og messingværket ved Kruså
Edward Carl Thomas Rönnau: Bov Kirke – og sognekrønikke
Folmer Schiøtt: Fange i Frøslev (1945)
650 Jahre Harislee 1362 – 2002 (Gemeinde Harislee) (696 sider)
Henrik Skov Kristensen: Fangestyret i Frøslevlejren (1994)
Henrik Skov Kristensen: Harislee Bahnhof (1996)
Henrik Skov Kristensen: Straffelejren (2011)
Slesvigsk Kreditforening 75 år – Kruså Byggeforening (39 sider) (2002)
Socialdemokraterne i Bov 60 år
Chr. Stenz m.fl.: Bov Sogn (1969)
Poul Svensson: Frøslevskrinet
Poul Svensson: Glimt fra Grænselandet
Hans A. Sørensen: Padborg Fjernvarme 1960 – 2010. Historien om grænsen og dens varme.
R.P. Sørensen: Bogen om Bov Sogn (1939)
R.P. Sørensen: Et afkrog af verden (1969)
R.P. Sørensen: Frøslevs særpræg (1986)
R.P. Sørensen: Smilende vande
R.P. Sørensen. Scenen som er
R.P. Sørensen: Sten ved Oksevejen mellem Padborg og Bommerlund (1989)
R.P. Sørensen: Sønderjylland på langs og på tværs (1968)
Ingolf Thomsen: De nationale sammenkomster i Frøslev Polde (1970)
Karsten Thomsen: I Synnejylland er æ føjt
Jesper Toft: Frøslev – egnens natur
Oluf Vestergaard: Landsbyen Kollund og omegn (1978)
Torben Ølholm: Padborg en by i bevægelse (2007)
Torben Ølholm: Andreas Andreasen (2014)
Torben Ølholm: Holdbi Kro (2011)
Torben Ølholm: Padborg – en by i bevægelse
Juli 27, 2020
Philip Heyman – en rigtig iværksætter
Han var dominerende og streng. Han stillede store krav til sin familie og ansatte. Tidlig blev han selv grosserer. Han oprettede Københavns Svineslagteri og begyndte at eksportere smør. Sammen med tre andre købte han en stor grund i Hellerup. Meningen var at opføre tre fabrikker. Det var bryggeriet, der reddede det hele. Men først måtte Heyman have hjælp fra J.C. Jacobsen. Direktøren blev fyret og Heyman overtog jobbet. Han var den fødte handelsmand. Der blev opført en kæmpe ølflaske som udkigstårn. Og så startede produktion af mineralvand. Han gav store gaver til den jødiske menighed. Men også til socialt udsatte på Østerbro. Han fik ti børn. Hans strenghed havde karakter af tyranni. Men han var også en kærlig far. Han efterlod sig en formue. Svigersønnen blev direktør. Hvad skete der med Aage Heyman? Og så lå der lige et gasværk i vejen.
Dominerende og streng
Når man beskæftiger sig med lokal – og industrihistorie kan man ikke komme uden om dette navn – Philip Heyman. Han var en iværksætter ude over det normale. Han var den første, der solgte mærkevarer til udlandet. Han byggede de første arbejderboliger. Og så var han med til at starte Tuborg. Han var dominerende og streng mod sin familie og sine ansatte. Han krævede disciplin fra morgen til aften.
Heyman-slægten kom til Danmark fra Essen for omkring 1750 og bosatte sig i København. Familien specialiserede sig i at fremstille guldtråde, der efterfølgende blev brugt til broderi og væveri. Wulf Philip Heyman solgte ud af familiens ejendele og startede en manufakturhandel, som han havde stor succes med.
På en dyr adresse
Han gik også ind i vekselererbranchen for at prøve denne branche af. Men størstedelen af sin formue tjente han dog ved ejendomshandel og byggeri. Nu var Heyman – familien ikke mere en af de talrige jødiske håndværkerfamilier men en af de velstående jødiske handelsfamilier.
W.P. Heyman blev gennem sine forretninger en meget velhavende mand og en legendarisk skikkelse i det københavnske bybillede. Familien boede nu på en af de fornemste adresser i København – Nytorv 89.
Københavnerne var ikke så glade for jøderne
Da Philip Heyman blev født i 1837, havde de københavnske jøder på overfladen et fredeligt liv. Andre steder var de forfulgte. I Danmark var blandede ægteskaber også tilladt. En lov fra 1788 åbnede også for, at håndværkerlavene var åbne for jøder.
Men københavnerne var ikke helt glade for jøderne. De blev stadig betragtet som ”fremmede”. De havde deres egne forretninger og skikke. Mange af den levede afsondret i forhold til resten af befolkningen. Jo, antisemitismen levede i bedste velgående.
Heyman voksede op i et ortodoks hjem. De jødiske skikke blev strengt overholdt. Overholdelse af shabbat var en selvfølge for ikke at tale om regelmæssige besøg i synagogen. Familiens omgangskreds var jødisk og tilknytningen var stor.
Heyman blev selv grosserer
Heyman gik på Melchiors Borgerskole. Det var en af hovedstadens største private drengeskoler. Den var henvendt til drenge, der kom fra håndværkerstanden, detailhandelen eller søfart. Skoletiden sluttede for Heyman i 1853, hvor han blev ansat i et kolonialgrossistfirma. Firmaet gik dog konkurs i 1857. Så han måtte se sig om efter en anden beskæftigelse.
Samme år startede han et kommissionsfirma i korn og smør. På det tidspunkt var han 21 år. Fire år senere i 1861 opnåede han grossererborgerskab. Nu kunne han i 1861 officielt kalde sig grosserer i eget navn.
Heyman så muligheder alle vegne
Heyman så muligheder alle vegne. Han var en af de første, der udforskede udlandet. Han begyndte i 1862 at eksportere dansk smør til England og Skotland i original emballage. Smørret blev Heymans første succes. Han pakkede smør i hermetisk i blikdåser og sendte dem til oversøiske steder.
I 1866 opførte han på Østerbro Kjøbenhavns Svineslagteri, hvis formål var at eksportere dansk bacon til England. Slagteriet opkøbte magre svin, slagtede dem og solgte efterfølgende baconet som endnu en dansk mærkevare. Forarbejdning af smør og flæsk var et erhverv i rivende udvikling. Heymans forretning blomstrede.
En kæmpe grund blev købt
I 1873 opkøbte han sammen med tre af tidens største forretningsmænd C.F. Tietgen, grosserer Rudolph Puggaard og højesteretssagfører G. Brock arealerne omkring Tuborg Havn for 100.000 Rigsdaler.
Heyman havde fået opsnappet at H.P. Prior var villig til at sælge det af ham lejede areal i Hellerup. Han havde i 1869 – 72 anlagt Tuborg Havn. Navnet stammer fra et udskænkningssted, som blev opført af Jonas Thue i 1690’erne med navnet Thuesborg. Selvom Thue selv var brygmester, havde han ikke selv personligt nogen forbindelse til det senere byggeri.
Thuesborg blev senere ombygget og en ny større villa blev tilføjet med navnet Store Tuborg.
Man ville anlægge tre fabrikker
Ingen af de fire herrer havde dog nogle særlige planer med arealerne. Men alle håbede, at de kunne bruges til industrielle formål på grund af beliggenheden Efter måneders overvejelser blev det besluttet at anlægge tre fabrikker:
For stor en mundfuld
Man ville bl.a. eksportere øl til Sydamerika og importere gødningsstoffer derfra.
At bygge tre fabrikker blev alligevel for stor en mundfuld for de fire mænd. De besluttede sig for at gøre foretagendet til et aktieselskab med Heyman som hovedaktionær. Hermed var grundlaget for Tuborg Fabrikker lagt.
Valget af fabrikkernes produktioner har formentlig været en god blanding af personlig interesse og hvad de fire herrer fornemmede havde gode indtjeningsmuligheder.
Bryggeriet reddede det hele
I løbet af et par år viste det sig at være bryggeriet, der reddede hele foretagendet. Men der var problemer i begyndelsen. Bryggeriet blev anlagt for at producere bajersk øl på flaske til eksport men ligesom opkøbet af arealerne ved Tuborg Havn nærmest var sket i blinde, var ideen om eksport af øl også en chance, der blev taget uden megen omtanke.
Det viste sig hurtigt at være et meget dårlig sats. Bryggeriet havde de første par år ikke noget overskud. Konkurrenten Carlsberg, der satsede på hjemmemarkedet, stormede derimod frem. Under Leopold Damm ledelse var det i stræk forfald. Det var Tietgen, der havde foreslået denne.
Kølemaskiner var blevet mere almindelig, så nu kunne man også producere øl i de varme lande. Der var overkapacitet af gødning i Danmark. Og flaskerne kunne ikke produceres til markedspriser. Heyman forlangte direktøren fyret. Han ønskede alt andet end bryggeriet afhændet. Ingen af delene ville Tietgen gå med til. Dette bevirkede at Heyman gik ud af bestyrelsen.
Man måtte ændre strategi
Bestyrelsen i Tuborg var klar over at man skulle ændre strategi. Det blev nu arbejdet for at få succes på hjemmefronten. Med ølflasken afveg de fra Carlsberg, der solgte øl på tønder.
Selskabet påbegyndte en ændring af produktionen, så den bedre passede til danske forhold. Omlægningen af produktionen krævede nye investeringer og bestyrelsen måtte derfor i flere år nægte at betale udbytte. Dette afstedkom et spændt forhold til aktionærerne.
Efterhånden blev firmaets gæld konverteret til aktier. Heyman og hans støtte forlangte igen i 1880 at direktøren blev afskediget for uduelighed. Denne gang lykkedes det. C.F. Tietgen trådte samtidig ud af bestyrelsen. Heyman blev nu både administrerende direktør og bestyrelsesformand. Han skulle nu rette skuden op.
Glasværket blev i 1881 solgt til Kastrup Glasværk. Gødningsfabrikken sluttede sin produktionen i 1882.
Han bed sin stolthed i sig
Da Heyman i 1882 kom i knibe grundet vildgær i øllet, var gode råd dyre. Hel produktionen var i fare. Han bed dog sin stolthed i sig og gik til den erfarende brygger J.C. Jacobsen efter råd.
Verdensmanden Jacobsen kom straks til Hellerup for at besigtige problemerne. Han bidrog med gode råd til tekniske forbedringer samt ren og nøje opdyrket gær fra Carlsberg, så Tuborgs produktion igen kunne komme i sving.
Dette gjorde han, til trods for at Heyman i tiden forinden havde arbejdet indædt på at alliere de andre københavnske bryggere med den succesrige Jacobsen.
En handelsmand var kommet for at blive
Markedet på bajersk øl i Danmark var nærmest eksploderet. I perioden 1869 – 1887 blev produktionen i København nærmest syvdobbelt. Tuborg blev fuldt konkurrencedygtigt med Carlsberg. Ingen af de to bryggerier kunne følge med efterspørgslen fra de mange tørstige københavnere.
Heymans forretningsimperium startede med eksport af smør og flæsk. Men det var produktion af øl på Tuborg, der for alvor slog fast, at Heyman var en handelsmand, der var kommet for at blive.
En kæmpe flaske
Danmarks første pilsnertype blev præsenteret. Det var Grøn Tuborg. Det var dog først i slutningen af 1890’erne, at pilsneren endelig slog an. I 1888 fik Heyman bygget Tuborg-flasken til den nordiske udstilling. Kæmpeflasken fungerede som udsigtstårn og var forsynet med en hydraulisk elevator. Det var sidste skrig. Noget tyder på at Heyman havde flair for markedsføring.
Bagefter blev Tuborg – flasken opstillet tæt på hjørnet af Carolinevej og Strandvejen – nu dog uden elevator. Det kostede fem øre at opleve flasken indefra. Men hvis man nød et glas øl i Tuborg-pavillonen fik man femøren tilbage.
Denne pavillon blev et søgt udskænkningssted og desuden kendt for god mad. I 1925 blev pavillonen dog lukket.
Produktion af mineralvand
I 1890 gik Heyman ind på et helt nyt marked, idet han startede en produktion af mineralvand. Tuborg blev det første bryggeri, der lancerede citronvand og apollinaris.
Fremmedgørelsen af jøderne i København ændrede sig i takt med at Heyman blev voksen. Han fulgte med den store mængde jøder, der blev stærkt integreret i det danske samfund.
”Jeg er jøde, og jeg er dansk”
Han bragte ikke den meget strenge opdragelse med sig, da han flyttede hjemmefra. Han spiste med stor fornøjelse svinekød og arbejdede på shabbatten. Han var selv 3. generationsindvandrer, men betragtede sig selv som dansker. I et af tidens dagblade skrev han om sig selv:
Store gaver til menigheden
Religionen var ikke et fuldstændigt afsluttet kapitel, Han havde gennem sit liv en stærk tilknytning til den jødiske menighed. På de store helligdage gik han i synagogen og fastede (næsten) på den store forsoningsdag.
Han gav gennem hele sit liv store pengegaver til menigheden. Han betalte alene for et stort flot orgel til menigheden i Krystalgade. Den største udfordring på det religiøse plan var problematikken omkring kørsel til Børsen om lørdagen.
Dyb modstander af blandede ægteskaber
Og Børsen skulle han på – shabbat eller ej. Men det fandt Heyman også en løsning på. Han benyttede sig af en lejet droske med begrundelsen, at ”Den skal jo alligevel køre”. Han holdt imidlertid altid drosken et stykke væk fra Børsen for ikke at støde sine trosfæller.
Det religiøse aspekt kom også til udtryk på det personlige plan. Han var dyb modstander af blandede ægteskaber. Han blev dybt bedrøvet, når han hørte at en forretningsfælle eller medarbejder havde indgået et sådant ægteskab.
Masser af donationer til socialt udsatte
Han gav meget sjældent donationer til ikke – jødiske foretagender. På et tidspunkt blev han spurgt om et bidrag til Kronprinsesse Louises Tjenestepigeskole. Til det svarede han:
På trods af denne tilsyneladende modstand mod at hjælpe ikke-jødiske foretagender brugte han imidlertid omkring 30.000 kr. årligt på sociale engagementer med bespisning af fattige på Østerbro, et dagligt varmt måltid i vintermånederne til mindre bemidlede, brændselsuddeling i den værste vinterkulde samt drift af vuggestue og børnehjælpsasyl på Østerbro.
Heyman deltog ikke meget i det offentlige liv og han påtag sig hellere ikke borgerlige tillidshverv.
Han var sin jødiske baggrund fuldt bevidst
Netop Heymanns religiøse overbevisning har været genstand for mange diskussioner gennem tiden. Nogle hævder, at han allerede som ung lagde religionen og den jødiske baggrund bag sig, mens andre mener, at han bevarede interessen for sin jødiske baggrund, hvilket kan ses gennem hans støtte til jødiske foretagender og overholdelsen af de jødiske helligdage som tidligere nævnt.
Men alt tyder på at han var sin jødiske baggrund meget tydelig bevidst.
De fik 10 børn
Heyman giftede sig i 1862 i en alder af 25 år med den to år yngre jødinde Hanne Emilie Adler. Hendes familie var langt fra så velstående som Heyman – familien. De nygifte flyttede i en luksuriøs lejlighed i Store Kongensgade 11 for allerede igen at flytte. Denne gang til pragtvillaen Kristianslund på Strandvejen 11. Villaen havde 19 rum. Der var både malerier af Krøyer og Eckersberg. Der var ægte tæpper og til ejendommen hørte tre tønder land til park foruden ridehus, køkkenhave, rosenbede og en tennisbane.
De fik 10 børn, hvoraf 9 overlevede barndommen.
Hans strenghed havde karakter af tyranni
I samtiden var det et anstrengt forhold mellem Carlsbergs stifter J.C. Jacobsen og hans søn Carl Jacobsen en kendt sag. Heyman hånede sin konkurrent for hans opførsel over for sin søn. Måske var det nok lige lidt dobbeltmoralsk da han selv opdrog sine børn yderst strengt. Han var meget dominerende i hjemmet og ikke mindst utålmodig.
Der måtte ikke tales ved bordet og der skulle aflægges regnskab for lommepenge. Der skulle læses lektier. Og der skulle i den grad vises respekt over for den faderlige myndighed. Heymans søn, Aage beskrev sin far således:
Han krævede loyalitet og arbejdsomhed
Det var især sønnen Aage, der var problemer med på hjemmefronten. Selv i en alder af 19 år blev Aage udsat for sin fars strenge opdragelse. Således beskriver han en oplevelse fra den dag, hvor han netop var hjemvendt fra værnepligten.
Han var kommet til at sætte sig på sin fars plads ved bordet uden at tænke over det. Ti stor forbavselse for søskende og tjenestefolk kaldte faderen det for en forbrydelse og stak ham en ørefigen.
Han var godt klar over, at han var en streng far. Og sådan var han også i sin funktion som chef. Han krævede loyalitet og arbejdsomhed.
Han var også en kærlig far
Heyman var dog også en kærlig far, der altid skrev til sine børn, når han var på rejse. Det var også et familieliv med masser af fester, både da børnene var små, og da de var store.
Da drengene var små, blev alle deres venner og klassekammerater inviteret til at slå ”katten af tønden”. Som regel var der mere end 100 drenge, der blot skulle medbringe en knippel.
På balkonen over ridehuset sad et musikkorps om midt i ridehuset var ophængt en mægtig tønde fyldt med frugter. Til kattekongen var der altid en stor gave. Bagefter blev der serveret forfriskninger til alle.
Om vinteren gav Heyman børnene og deres kammerater lov til at skøjte på en stor sø, der lå på Tuborgs grund. Heyman sørgede naturligvis for et orkester.
Heyman efterlod sig en formue
Den 15. december 1893 døde Philip Heyman. Han efterlod sig en økonomisk formue for ikke at tale om et solidt slagteri og et bryggeri i evig ekspansion. Som familiefar og arbejdsgiver var han formentlig lige konservativ.
Men Heyman var også en mand med stor social bevidsthed. Han var blandt andet opmærksom på, at arbejderne på bryggeriet skulle have fritid, for ikke at tale om de arbejderboliger han opførte til sine ansatte. Han gav store summer til mindre bemidlede – ikke altid officielt.
Den tørstige mand
En af Heymans døtre, Paula blev gift med Benny Dessau, der var blevet ansat i Tuborg i 1891. Han efterfulgte Heyman på direktørposten. Sønnen Aage Heyman overtog faderens øvrige virksomheder.
Dessau indgik en samarbejdsaftale med Carlsberg i 1903. Aftalen betød, at de var to selvstændige virksomheder men samarbejdede. I praksis indgik man i hinandens investeringer. Dette betød, at Carlsberg ikke måtte påbegynde en hvidtølsproduktion.
Tuborg begyndte også en Vitamon – produktion. Det var tale om et bouillonprodukt til husholdningsbrug. Tørgær- produktion til industrien startede man også på. Under Dessau startede man også Guld Tuborg. Det var i 1895. Ja og det var også Dessau, der stod for den flotte plakat ”Den tørstige mand”.
I 1970 blev Carlsberg som bekendt fusioneret med Tuborg. Det meste af fabriksanlægget i Hellerup er i dag revet ned.
Produktionen blev helt indstillet
I 1996 blev driften blev driften i Hellerup helt indstillet. Området blev udviklet til en hel bydel med mondæne boliger, erhvervshovedsæder, skole, indkøbscenter, lystbådehavn m.m. Produktionen var efterhånden helt blevet flyttet til Fredericia. Ja Tuborg er i dag repræsenteret på 104 markeder verden over.
Hvad skete det med Aage Heyman?
Hvordan gik det så med Aage Heyman? Han blev bl.a. uddannet på varde Svineslagteri og i Canada. Han blev indehaver af firmaet Philip W. Heyman i 1891 og indehaver af et par andre firmaer.
I 1907 lod han et palæ bygge i Ryvangen, Strandvejen 92. Han måtte dog sælge villaen i 1916. men krigstiderne havde åbenbart genskabt hans formue. Allerede i 1918 lod han et nyt palæ bygge på Øster Alle 33.
Der lå lige et gasværk i vejen
Københavns Kommune købte Københavns Svineslagteris grund til brug for en fremtidig forlængelse af Strandboulevarden mod nord. Forlængelsen blev dog aldrig til noget, da Østre Gasværk lå i vejen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 24, 2020
Kong Valdemar og de fredløses kaniner
Af Olesen
Af Valdemar den anden fik vi Jyske Lov og vilde kaniner. Han var vilde med at gå på jagt. Pave Gregor tillod kristne at spise kaniner i fastetiden. I år 1000 spredte moden sig med at spise kaniner hos fyrster og adel. I Valdemars jordebog fra 1230 kan vi se, at der var kaniner på Amrum, Orø og Sprogø. I dag er der ikke kaniner på de to sidstnævnte øer. På hjelm fandt man foruden falske mønter under udgravninger også kaninknogler. Og på Fanø blev der sat kaniner ud i 1912. I nyere tid har vi også fået kaniner på Bornholm, Lolland og Endelave. Men de har dog ikke noget med Valdemars kaniner at gøre.
Kong Valdemar og de fredløse kaniner
Kong Valdemar 2. Sejr (1170-1241) gav Danmark to ting. Den mest kendte er den første rigslov kendt som Jyske Lov dateret år 1241 som vistnok mest blev ordnet af biskop Gunner af Viborg. Den mindre kendte er, at han indførte vildkaninen til Danmark.
Den europæiske vildkanin boede oprindeligt i Spanien og Sydfrankrig; der er dem, der mener, at Spanien betyder “kaninernes land” på fønikisk. Med romerne bredte smagen for kanin sig til hele middelhavsområdet. Efter Romerrigets fald fik kaninerne en ny chance, da pave Gregor 1. (540-604) tillod de kristne at spise kaninkød i fastetiden, med det lidt mærkelige argument, at kaninernes unger flød i fostervandet og derfor var “fisk”. I den tidlige middelalder blev kaninhold derfor almindeligt på klostrene i
Syd- og Vesteuropa, og omkring år 1000 spredte moden med at spise kaniner sig til fyrster og adel, blandt andet hos de normanniske fyrster, der tog dem med til England efter erobringen i 1066.
Vildkaninerne blev i middelalderen sat ud på tre måder. Den første måde var at lade dem opbygge et kanin-bo på en indhegnet mark omgivet af mure, de såkaldte kaninhaver – på fransk: “garenne”, på engelsk: “warren”. Den anden måde var at sætte kaninerne ud på små øer, hvor de kunne brede sig uden fare for kaninplage. Og den tredje måde var at sætte dem ud i klitter, omgivet af marsk eller voldgrave. Nogle af de første kaniner i Nordeuropa blev sat ud på sydengelske øer eller i klitterne i det nuværende Holland og Belgien. Jagten foregik derefter enten med bue og pil eller med fritter, (tamme ildere) der jog kaninerne op af deres huller, hvor de så blev fanget med net.
Kongeligt jagtdyr
Når Valdemar Sejr interesserede sig for kaniner, var det helt sikkert som jagtdyr. Han var ivrig jæger, der satte både hjorte, harer og kaniner ud på en række danske øer. En lidenskab, der blev skæbnesvanger, da hans jagtfælle grev Henrik af Schwerin i 1223 tog kongen til fange på den ubeboede ø Lyø og først løsgav ham efter godt to års fangenskab for en uhyre løsesum. I kong Valdemars Jordebog fra cirka 1230 står der, at der var kaniner på tre øer i riget: Amrum i Nordfrisland, Orø i Roskilde Fjord og Sprogø i Storebælt.
På Amrum kan udsættelse af kaninerne i øens klitter, hvor de endnu lever under navnet “Amrumer Karnickel”, ses som en fortsættelse af kaninholdet i de hollandske klitter. Kaninerne på Orø skulle måske tjene som føde for de mange gejstlige i Roskilde. Kaninerne på Sprogø kan være sat ud som føde for det faste, men isolerede mandskab på den strategisk vigtige borg i Storebælt. Men de kan også have været sat ud på øen som jagtdyr, efter at borgen havde mistet sin funktion. Hverken på Orø eller Sprogø er der i dag kaniner; de kaniner som omtales på Sprogø i begyndelsen af 1700-tallet har næppe været efterkommere af kong Valdemars kaniner. De kom snarere med de hollændere, som Christian 2. bosatte på øen i 1523.
Marsk Stigs kaniner
At kaniner med deres velkendte frugtbarhed kan løse et vanskeligt forsyningsproblem, kender vi i hvert fald på øen Hjelm i Kattegat, som Marsk Stig Andersen og de fredløse i årene 1290-1306 befæstede og holdt
som hovedkvarter for oprøret mod Erik 5. Klipping. Under de store udgravninger senest i hhv. 1999 og 2000 fandt man på Hjelm rester af to borge med murede bygninger og et møntværksted til produktion af falske mønter, der skulle undergrave den danske konges økonomi. Men samtidig fandt man sporene af andre undergravende elementer, nemlig kaniner. I affaldslagene fra de fredløses køkkener fandt man 161 kaninknogler, og desuden var borgtomterne gennemskåret af fossile kaningange, gravet af Marsk Stigs kaniner.
Kaniner var gennem middelalderen og renæssancen en delikatesse for fornemme folk. I Frankrig og England tog adelen patent på kaninhaver, og kaniner blev et symbol i kunsten – snart som symbol på uskyld og paradisisk fred, snart som symbol på det modsatte. Samtidig begyndte folk at holde kaniner i bure, og langsomt udviklede nogle af de ældste kaninracer sig som f.eks. “hollænder” og “sølvkanin”. Den første kaninhave efter engelsk-fransk mønster i Danmark blev anlagt af Christian 4. i 1616 i en have, som i dag kendes som Charlottenlund Slotshave. Mens Frederik 3.s dronning Sophie Amalie valgte en holm i Furesøen til de kaniner, hun i 1661 importerede fra Holland.
Hjem igen med Genforeningen
I slutningen af 1700-tallet blev dekorative kaniner, nu ofte “silkehaler” og angorakaniner, på små øer populære i slotshaverne. 1800-tallet var dog først og fremmest tamkaninernes århundrede, både til sport med udvikling af stadig nye racer, og til føde for den brede befolkning. I Tyskland og Danmark blev “Kaninsagen” en social bevægelse, Danmarks Kaninavlerforening blev stiftet 1895, mens kaninavlen i det 20. århundrede blev en del af landbruget.
I slutningen af 1800-tallet kom jagt på vildkaniner dog også på mode. Det var nu, der blev udsat kaniner på Fanø (1912). På samme tid sattes vildkaniner ud flere steder i Slesvig-Holsten, som dengang var under tysk styre. Da den nye grænse blev trukket i 1920, fik vi nogle af kaninerne med til Danmark, og de har siden bredt sig langt op i Sønderjylland. I nyere tid har vi også fået kaniner på Bornholm, Lolland og Endelave. Men det er en lang historie, som ikke har noget med kong Valdemars kaniner at gøre.
Illustration håber vi at kunne bringe, når teknikken er forbedret. Vi har gemt tegningen.
Pennetegning udført af Constantin Hansen. Illustration fra Svend Grundtvigs udgivelse Marsk Stig: Dansk Folkevise Fra 13de Aarhundrede (1861).
Marsk Stig skuer over mod Hjelm. De fredløse under Marsk Stig, opførte tre borge på den lille ø: Fyrbakken, Kastelsbakken og Skådebakken.
Stig Andersen Hvide (f.1275) døde på Hjelm 1293. Han hørte via ægteskab til den indflydelsesrige Hvideslægt og
blev begravet i Essenbæk Kloster.
Kilde:
https://unipress.dk/udgivelser/m/marsk-stig-og-de-fredl%C3%B8se-p%C3%A5-hjelm/
Tak til Olesen for bidrag
Juli 24, 2020
Litteratur – Tønder – 2020
Denne liste indeholder 275 Tønder – bøger. Den er langt fra komplet, men det er noget at gå i gang med.
Emil Albeck: Blade af Tønder Seminariums historie
Jens Heine Andersen: Bevaringsværdige huse i Tønder
H.P.H. Andresen: Tønder som garnisonsby 1920 – 1970 (1971)
Ludwig Andresen: Acta Tunderensia 1 -2 (1909)
Ludwig Andresen: Beiträge zur neueren Geschichte Tondern (1943)
Ludwig Andresen: Bürger – und Einwohnerbuch der Stadt Tondern bis 1869 (1937)
Ludwig Andresen: Fastelavnsløjer og Skyttekorps
Ludwig Andresen: Tondern um 1500 (1930)
Ludwig Andresen: Tønder Ringriderkorps’ Historie (1937)
Ludwig Andresen: Zur Geschichte des Viehhandels im Amte Tondern
Ludwig Andresen: Zur Geschichte des Klosters in Tondern (22 sider) (1928)
Ludwig Andresen: 200 Jahre Weissenhaus in Tondern (22 sider – 1928)
Steffen Arndal: H.A. Brorsons liv og salmedigtning (1994)
Hans Bachmann: Tønders gamle kroer og gæstgiverier (1995)
Bangert: Orgelet i Tønder kirke gennem 350 år
Britta Bargfeldt: Legater i Tønder (1993)
Britta Bargfeldt: Tønders tyske mindretal i 30erne on nazismen (2001)
Bevaringsværdige huse i Tønder (1980)
Anne Blond: Hans, stolen og verden (2012)
Mogens Bredsdorff: Tønder Statsseminarium og Øvelsesskole
Johannes Brix: Tønder Sygehus – et 100 års jubilæum
Brorson – En bog i 200 året for salmedigterens fødsel (1994)
Elisabeth Buch Petersen: Bogtrykkervirksomhed i Tønder (125 s.) (1974)
Byens breve – Tønders historie i dokumenter (1993)
Niels Bøgh Andersen: Fiskesøn fra Aventoft
Erik Carstens: Die Stadt Tondern (1861)
Werner Christiansen: Bachmanns Vandmølle 175 år
Werner Christiansen: Inden for byens pæle (1984)
Werner Christiansen: Nystaden (1986)
Werner Christiansen: Tønder handelsstandsforening 1906 – 1956
Werner Christiansen: Tønder Huse – Tønder slægter (1980)
Erik Christensen: Fra min virksomhed i Tønder (1939)
Hans Christian Christensen: Dengang i Tønder (1997)
Hans Christian Christensen: Skibroen, der var engang en havn i Tønder
Henrik Becker Christensen: Byen ved grænsen
Henrik Becker Christensen: Grænsen i 75 år
Hilmer Juhl Christensen: En købmandsfamilie i Tønder (1998)
H.V. Clausen: Sønderjylland – en rejsehåndbog (1920)
Else Marie Dam Jensen. Det grænseløse landskab (2008)
Danmarks Kirker, Tønder Amt 1 -2
Danmarks middelalderlige byplaner bind 2: Syd – og Sønderjylland (1994)
Danske Slotte – og herregårde – Tønder Amt
Det danske spejderkorps Tønder 1919 – 1969
Der var engang – Gamle billeder fra Jejsing (2001)
Det grænseløse samfund – Marsken mellem Tønder og Dageböll (232 sider)
Det Holstenske Palæ
Drivvejen – ad studedriverens spor i det vestlige Jylland (2006)
Eduard Edert. Der Schuster von Tondern (1908)
Elkjær Larsen: Astronom Peter Andreas Hansens liv og tid (19 sider) (1995)
Elkjær Larsen: Tønder By’ s Legater
Claus Eskildsen: Tønder 1243 – 1943
Michael Falch: Til Grænsen – ungdomserindringer
FDF Tønder: Vor egen billedbog
Torsten Friis: Forsvaret af Ribe og togtet mod Tønder 1848
Fritidshjemmet i Tønder 20 år (31 sider) (1988)
Frivilligt Drenge Forbund, Tønder 1922 – 1947
Mogens Gade: Kort og godt, historier fra Tønder (88 sider) (2013)
Gamle huse i Tønder 1964 – 1980 (Fonden til bevarelse af gamle huse i Tønder)
Gamle huse, som gled ud af bybilledet fra 1950 – 1998 (foto – billedbog)
Hakon Gjessing: Drengeår og manddomsvirke (1968)
Hans J. Gläser: 300 Jahre Schützenkorps Tondern 1693 – 1993
Iver Gram: Fugle i Tønder Marsken 1978 – 1988
Britt Haarlev: Tønder i 1960erne (sort/hvide stregtegninger) (1993)
Inger Tryde Haarlev: Om Tønder Fonden
Astrid Hansen: Femten bredere Tønder – kniplinger (2004)
Jørgen Hansen: Kloster, kniplinger og kommandører (144 sider) (2013)
Lorenz Hansen: Koldjomfruens søn (drenge – ungdomsår i Tdr. og Løgumkl. (1986)
Ingolf Haase: HK Tønder – Padborg 75 år (1998)
Ingolf Hasse: Kristkirken i Tønder
Ingolf Haase: Kun hæver vi ikke mere hånden til Hitler – hilsen (2003)
Ingolf Haase: Kunst i Tønder (2008)
Ingolf Haase: Tønder handel i 100 år (1906 – 2006)
Ingolf Haase: Tønder Handelsskole 1907 – 2007
Ingolf Haase: Tønder Håndværkerforening gennem 75 år (1912 – 1987)
Ingolf Haase: Tønder Håndværkerforening 100 år (2012)
Ingolf Haase: Tønder Banks hovedkontor
Ingolf Haase: Tønder Kirkegård – 1814 – 2014, Kirkegård ved Grænsen
Ingolf Haase: Tønderhus 1943 – 1993
Ingolf Haase: Vestre Børnehave (1999)
Handelsbankens hus i Tønder
Birgit Hansen: Skorstensfejerfagets historie og traditioner (1984)
Emil Hanover: Tønder Kniplinger
Christian Hansen: Tønder 1970 – 1992 – Institut for Grænseregionsforskning
Henning Hansen: Erindringer om keglesporten
H.P.H. Hansen: Tønder som garnisonsby 1920 – 1970
Jørgen Hansen: Kloster, Kniplinger og Kommandører – en historisk rejse i 33 afsnit gennem Byer og egne i Tønder Kommune.
Lorens Hansen: Minder fra krigen 1939 – 1945 – Tønder og Blomsgård
Ludolph Hansen: Et bybarns liv (1966)
Tine Hansen: 16 Tønder – kniplinger
Erik Ejnar Holm: Storegade 14, et gavlhus i Tønder
Johan Hvidtfeldt: Om Tønder bys historie (1945)
Johan Hvidtfeldt: Mellem Tønder og Ribe (Turistbogen 1974)
Chr. Holmstad Olesen: Hans J. Wegener (Danske Designere 2006)
Hundrede år i samfundets tjeneste 1869 – 1969, Tønder Frivillige Brandværn
Høyberg: Gennem 80 år – Erindringer fra Tønder, 1864 – Første Verdenskrig (1995)
Peter Kr. Iversen: Kniplingskræmmer Jens Wullfs dagbog (1995)
Peter Kr. Iversen: Schackenborg – billedet (1977)
Peter Chr. Iversen: Vestslesvigsk Tidende (87 sider)
Knud Jacobsen: Angrebene på Tønderbasen
Christian Axel Jensen: Christkirken
H.N. Jensen: Skibsfarten i det danske vadehav
Hans Otto Jensen: Tønder Statsskoles Jubilæumsbog (1970)
Steen Jensen: At komme fra en søfartsnation (2010)
Ernst Kaper: Af en Tønder – seminarists historie (1974)
Kniplinger i Tønder (2010)
Kommuneatlas Tønder (1993)
Iben Eslykke Kristensen. Tønderknipling (39 sider) (2013)
Kristkirken i Tønder (1946)
Frode Kristoffersen: Jouralist i Tønder
Kai Köster – Lösche: Die Hexe aus Tondern (roman) (1999)
Landet bag digerne (Werner Christiansen m.fl.) (1956, 1965, 1966)
Landet mod syd, Tønder
Hardy Larsen: Digegrevens Hus
Dennis Chr. Lassen: Marine – Luftschif detachement Tondern (32 sider) (2005)
Johan Larsen: Charlottenlund – Tønder
Johan Larsen: Mennesker i Tønder (1967)
Inger Lauridsen: Bag Tremmer – Indsatte i Tønder Arrest 1812 – 1842
Inger Lauridsen: Digegrevens Hus (2007)
Inger Lauridsen: Zeppelinbasen ved Tønder
Inger Lauridsen: Et liv med knipling (25 sider) (2010)
H.N. Lausten: Tønder – bogen (1926)
Lausten Thomsen: Tønder Læse – og Ungdomsforening 1912 – 1937
Ellen Leonhardt: En brugs i Tøndermarsken (1995)
Lindvald: Knapmageriet i Tønder Amt (1918)
Wilhelm Lobstein: Das Rosendach (1923) (1943) (Roman)
Otto Lodberg: Små betragtninger om en stor tid (Tønder i 20’erne)
Emil Lorentzen: Tønder Borg om 1600 (1969)
Emil Lorentzen: Tønder, havneby til landskøbing (1970)
Hansigne Lorentzen: Det tønderske kniplingsdepot
John N. Lorentzen: Fra Tønder Slotsbanke (1974)
Hans Lund: Tønder Seminarium
Helene Tønder Lund: Ungdomserindringer (1856)
Mackeprang: Tønder under hertugstyre indtil 1713
Jeppe Madsen: Studehandelens historie i Danmark
Knud Madsen: Rids af Grænsegendarmeriets historie (1953)
Knud Madsen: Tønder Bibliotek 75 år
Knud Madsen: Tønder i sang og digt (1992)
Lennart S. Madsen: Tønderhus, en købstadsbog (2010)
Hans Magle: Tønder Grænseby
Hans Magle: Tønder Kirkemuseum
Hans Magle: Tønder Kristkirkes symboler (1954)
Vilhelm Marstrand: Vores ældste byers tilblivelse (1942 – 1944)
Peter Mathiesen: Tønders Huse (1) (2001)
Peter Mathiesen. Tønders Huse (2)
Andreas Møller: Både og bådfolk i marsken (1996)
Peter J. Møller: 75 år med Socialdemokratiet i Tønder (1988)
Henrik J. Møller: Tønder Kasserne 1920 – 2002 (2004)
Knud Schmidt Nielsen; Trøjborg – borg og mennesker (1997)
Asger Nyholm: Nationale og religiøse brydninger i Tønder (1958)
Asger Nyholm: Nordens ældste seminarium
Else Nørby m.fl. Tønder – Erindringer (flere udg.) (udg. Af Tønder Lokalh. Forening)
Orts – Statut der Kreis Tondern (1885)
Jürgen Ostwald: Von Tondern nach Gotha. Der Astronom Peter Andreas Hansen (1995)
Ottsen: Der Kreis Tondern (1906)
Jørgen Overby. Tønder Kommuneatlas (1993)
Boy Petersen: Skæbneår 1917 – 20
Jette Petersen: Tønderkniplinger og deres navne
Thorvald Petersen: Fra Als til Tønder (1952)
Thorvald Petersen: Tønder bys legater (1933)
Max Rasch: Brudstykker af Hostrups historie (1985)
Max Rasch: Die Stadt Tondern und die Erlebnesse des Jahres 1864
Max Rasch: Mühlen – Chronik (56 sider) (1948)
Max Rasch: Realschule Tondern 1906 – 1920 und die Abschlusklasse (32 sider) (1960)
Max Rasch: 100 år i samfundets tjeneste – Tønder Frivillige Brandværn 1869 – 1969
Bodil Rasmussen: Hans Adolph Brorson – biskop og salmedigter (1982)
Karl Rasmussen: Fra vesterkanten (1929)
Waldemar Rasmussen: En fortælling – fra dengang jeg levede
Erling Rossing: Socialdemokraterne 80 år – 1907 – 1987
Th. Roust: Tønder Bibliotek 1923 – 1933
Lene Rytter: Dengang øllet flød i Tønder (1999)
Råby Pedersen: Svingets rødder (45 sider) (2000)
Otto Diedrik Schack: Grænsesind (1970)
Otto Scheel: Tondern, zwischen wiking – und Hansezeit
Schoubye: Amtmandspalæet I Tønder 200 år
Schoubye: Folkekunsten på Tønder – egnen (1955) (1968)
Schoubye: Gamle møbler fra Tønder – egnen
Schoubye: Gammelt Tønder – sølvtøj
Schoubye: Guldmede – håndværket i Tønder og på Tønder – egnen (1961)
Schoubye: Hollandske vægfliser (1970)
Schoubye: Hollandske fliser fra Tønder – egnen (1949)
Schoubye: Huse i det gamle Tønder (1980)
Schoubye: Kniplings – industrien på Tønder – egnen (1953) (1968)
Schoubye: Monumenta Civitatis Tunderensis (35 sider)
Schoubye: Om engelsk fajance på Tønder – egnen (1952)
Schoubye: Om kagemanden fra Tønder (1950)
Schoubye: Seminariet ved grænsen
Schoubye: Sølv i Tønder museum
Schoubye: Tønder Sølv 1600 – 1900 (1978)
Schoubye: Tønder Slot (1979)
Schoubye: Tønder Borg 1585 (1971)
Schoubye: Tønder Museum 1923 – 1973
Aage Schæffer: Apotekerne i Tønder 1623 – 1923 (1924)
Sct. Georgs Gildet i Tønder 1935 – 1985 (Stig Sylvest)
SID Tønder – Løgumkloster Afdeling gennem 75 år
Inger Wind Skovgaard: Tønderkniplinger (2002)
Kaj Siewerts: Tønders berømte gavlhus
Hans Simonsen: 123 Jahre Deutsches Lehrseminar in Tondern (1925)
Åge Seidenfarten: I Politiets tjeneste (1955)
Skovrøy: Tredive år i Tønder (77 sider) (1948)
Sporten i Tønder gennem 25 år (1946)
Stadt Tondern (1916)
Kaare Svalastoga: En by ved grænsen (1963)
Steen Søgård: Tøndermarsken (1990)
H.E. Sørensen: Langs Grænsen (1982) (1987) (2005)
H.E. Sørensen: Mellem dansk og tysk
H.E. Sørensen: Slotte, Herregårde og Voldsteder i Sdj. (Bind 2: Tdr. og Hadersl. Amter
Kurt Sørensen: Nostalgisk rejse til Tønder og Ribe (1985)
Sophie Thomsen: Ringe auf dem Strohm (2012)
Uwe Thomsen: Lagkageshow i Tønder Byarkiv
Uwe Thomsen: Tønders historie i hovedtræk (1984)
Erik Thygesen: Tønderhus’ nyere historie
Til Lykke, Tønder Kommuneskole (1946 – 1996) (52 sider)
Aage Toft. Tønder Kirkes organister 1592 – 1933 (1951)
Peter Toft: Apotekerne i Tønder 1623 – 1923 (1924)
J.P. Trap: Tønder Amt (diverse udgaver)
Turistfører for Tønder By og Omegn (1921)
Eva Tverskov: Fortællinger fra Tønder 1982 – 2007
Hans Tygesen: Tønderhus – et dansk kulturcentrums historie
Hans Tygesen: Tønderhus nyere historie
Meta Tønder: Kniplinger (1980)
Meta Tønder: Madopskrifter siden 1786 fra Tønder og omegn (1953)
Meta Tønder: 33 Tønder – kniplinger (1954)
Tønder – bogen (159 sider) (1926)
Tønder Byggeforening gennem 50 år (1906 – 1956)
Tønder bys Legater (1933)
Tønder – Erindringer (2000 – 2013) (diverse udgaver) (Tønder Lokalhistoriske Forening)
Tønder FDF/FPF 1922 – 1972 – 1982
Tønder Festival – gennem 25 år (Carsten Panduro)
Tønder Frivillige Brandværn (1959)
Tønder i 30erme (Hanne Alsing, Karl Nissen, Uwe Hansen m.m.)
Tønder gennem tiderne 1 – 2 (1943 – 44) (Hist. Samfund)
Tønder Gymnasium og HF Jubilæumsbog 1995 (Karin Andersen)
Tønder – handelen gennem 75 år (Stig Sylvest 1981)
Tønder Handel 100 år (2006)
Tønder i sang og digt (Neffen)
Tønder Kommuneskole (1986)
Tønder Landmandsbank 1901 – 1951
Tønder Roklub 40 år (1968)
Tønder Seminarium 200 år i grænselandet
Tønder Skakklub 1922 – 1997
Tønder som handelsby (1997)
Tønder Statsseminarium 1788 – 1975 (63 sider)
Tønder Statsseminarium 1788 – 1988 (Tøndringer samfundets Årsskrift 1988)
Tønder Statsseminariums historie 1788 – 1938
Tønder Statsseminariums Øvelsesskole 1920 – 1980 (47 sider)
Tønder Statsskole 1920 – 1935
Tønder Øvelsesskole 1920 – 1995
Tønder Statsskole 1920 – 1945 (Jakob Randrup)
Tønder Statsskoles Jubilæumsbog 1970
Tønder Sygehus 1898 – 1998
Tønder Zeppelin Museum (Petersen, Ørneborg) (18 sider) (1993)
Tønderhus (2010)
Tøndermarsken (Planstyrelsen 1988)
Uddrag af Tønder Kommunale tandplejes historie (1994)
Vaupell Christensen: Zeppelin – basen i Tønder 1914 – 1918 (16 sider9 (1991)
A.J. West: Fra det genvundne land (beretning om Tønder Statsskole) (1924)
Fr. Jürgensen West: Den Tønderske Kniplingsindustri ved år 1800 (1910)
Wiese: 250 Jahre Schützenkorps Tondern von 1693 (1943)
Christian Winther: Tønder Seminarium gennem tiderne
Else Jegin Winkel: Glimt af kniplekunstens historie (1989)
Peter Wolf: Hostrup kirke (35 sider) (2000)
H.H. Worsøe: Glimt af Tønders historie fortalt I dokumenter (1963)
Fl. Wraae, Steen Thurnberg: 70 år med Højerbanen (1995)
Fl. Wraae, Steen Thurnberg: På tværs med toget, fra Tinglev til Tønder (2004)
wwww.dengang.dk indeholder 1.605 artikler, herunder 263 artikler fra Tønder og omegn
Juli 24, 2020
Litteratur Aabenraa 2020
Hermed en liste over ca. 300 Aabenraa – bøger. Listen er langt fra komplet. Men der da nogen, at gå i gang med.
Aabenraa Andelsboligforening
Aabenraa Antikvitetshandel (Bo Bramsen) (1970)
Aabenraa Badminton Club 50 år (1996)
Aabenraa Borgerskole 1920 – 1945
Aabenraa Byhistoriske Forening 1959 – 1994
Aabenraa Børnehave og Fritidspædagogseminarium (61 sider) (1978)
Aabenraa Fører gennem By og Omegn (52 sider) (1921)
Aabenraa Gasværk 1863 – 1963
Aabenraa Handelsforening 1847 – 1922
Aabenraa Kirke (60 sider) (1971)
Aabenraa Landsraad 1867 – 1920 (Landsarkivet 1999)
Aabenraa museum 1887 – 1962 (12 sider)
Aabenraa Museum 1920 – 1970
Aabenraa Nyhavn 1925 – 1975 (Ramshøj – Gundestrup)
Aabenraa og Omegns Husmoderforening 1941 – 1991
Aabenraa Roklub 1921 – 1966 (Preben Jacobsen)
Aabenraa Skoleorkester 50 år (30 sider – 2001)
Aabenraa Skyttelaug 1734 – 1984 (Lars N. Henningsen)
Aabenraa Statsskole 1920 – 1945
Aabenraa Statsskole 1920 – 1970 (Aabenraa Statsskoles Samfund 1971)
Aabenraa og Omegns Folkedansere 1960 – 2000 (15 sider)
Inge Adriansen: Ringridning i Sønderjylland (34 sider9 (1986)
Bjarne Albinus. Fra frimenighed til folkekirke (2004)
Erling Albinus: Skt. Jørgens Kirke Pigekor 1977 – 2007 (48 sider)
Asser Amdissen: De sjove Konger – kongerækken fra Aabenraa Rådhus (2006)
Asser Amdissen: Skibsportrætter i privateje (46 sider) (2005)
Ole Andersen: Verdens bedste fritidshjem (2012)
Erik Skifter Andersen: Aabenraa Fjernvarme 1956 – 2006
Erik Skifter Andersen: Æ smaj – smedemester Peter Petersen (2002)
Erik Skifter Andersen: Erhvervsvirksomheder i Aabenraa 1 – 2 (1997)
Erik Skifter Andersen: Laugstraditioner i Aabenraa Skyttelaug af 1734 (59 sider)
Erik Skifter Andersen: Registrant over Ejendomme 1700 – 1920 (2012)
Kartothek der Deutschen Zentralbücherei Apenrade (2009)
Gustav Auning. Landbiblioteket i Aabenraa gennem 50 år (1970)
Bager – og Konditorforeningen for Aabenraa Amt 1879 – 1954 (31 sider) (1954)
Martin Bahnsen. Martin Bahnsens Dagbøger – en rådmandsberetning (1964)
C.J. Beck: Aabenraa – bogen (1945)
Bert Becker: Michael Jebsen – Reeder und Politiker (2012)
Henrik Becker – Christensen m.fl.: Aabenraa bys Historie 4 (1985)
Niels Black Hansen: Aabenraa – annaler 1524
Harald Bo Bojesen: En ung mands første indtryk af Aabenraa 1915 – 1916
Johannes Brix: Aabenraa Sygehus 1892 – 1945 (88 sider) (1992)
Esther Buchreitz: Aabenraa Byhistoriske Forening 1959 – 1994
Esther Buchreitz: Aabenraa Statsskole 1920 – 1970
Georg Buchreitz: Aabenraa, vort hjertes hjem (83 sider) (1951)
Georg Buchreitz: Hjelmhaverne i Aabenraa (1981)
Georg Buchreitz: Spejlinger (Aabenraa Statsskole) (1975)
Georg Buchreitz: Ti breve fra Jomfru Fanny (1959)
Georg Buchreitz: Vort hjertes hjem – breve om byen (1951)
Jørgen Burchardt. En dansk bushistorie – Aabenraa Karosseri 1930 – 2004
Ingrid Busse Schlue: Slotsfrøer – fortællinger fra Brundlund Slot
Butcher: Hagers skrift om skovrydning (2006)
Jens Peter Caspersen: Sådan var det – erindringsbilleder
Olav Christensen: Musikalsk (2013)
Olav Christensen: Bibliografi over sønderjysk slægtslitteratur (1959)
Asmus Clausen: Aabenraa Amts Landboforening gennem 75 år (31 sider) (1936)
Asmus Clausen: Gamle mejerier i Aabenraa Amt (19 sider)
Danmarks Kirker: Aabenraa Amt (Nationalmuseet 1959)
Helle Denckert m.m.: Aabenraa Byhistoriske Atlas (1985)
Deutsche Schule Apenrade – Årsskrift (diverse udgaver)
Deutsches Gymnasium Für Nordschleswig – Årsskrift (diverse udgaver)
Margrethe Dodt: Hjertegræs (1976)
Peter Dragsbo: Fra Chinatown til Villa Frida – Villakvarterer i Aab. 1874 – 1914(1977)
Peter Dragsbo: Mennesker og huse i Aabenraa (1974)
Peter Dragsbo: Jugendstil i Sønderjylland (nr. 15: Aabenraa (19 sider) (2010)
En engelsk urmagerslægt, der havnede i Aabenraa (26 sider) (1968)
En for alle – alle for en – Aabenraa frivillige Brandværn 1878 – 1978
Hans Henrik Engquist: Historiske Huse i Aabenraa (Nationalmuseet 1974)
Hans Henrik Engquist: Mutter Stahlboms hus i Aabenraa (16 sider) (1999)
Hans Henrik Engquist: Sønderjyske Byer (Danmarks Herligheder 4) (1967)
Wilhelm Ewald: Socialdemokratisk Forening gennem 25 år
Svend Aage Faaborg: Aabenraa – billeder bd. 1: Fra Vejr mølle til landsarkivet (1989)
Svend Aage Faaborg. Aabenraa – billeder bd. 2:
Svend Aage Faaborg: Aabenraa – billeder bd. 3: Slotsgade – østlige halvdel (1991)
Svend Aage Faaborg. Aabenraa – billeder bd. 4: Slotsgade – vestl. Halvdel (1989)
Svend Aage Faaborg. Aab. – bil. Bd. 5: Nygade fra Vestergade til Persilleg/St. Potteg.
Svend Aage Faaborg: Aab – bil. Bd.6: Nygade fra Store Pottegade
Svend Aage Faaborg: Aab – bil. Bd. 7: Persillegade og Forstalle (1995)
Svend Aage Faaborg: Aab. – bil. Bd. 8 Skibbrogade, Gildegade, Fiskergade /1989)
Svend Aage Faaborg: Aab. – bil. Bd. 9: Store og Lille Pottegade
Svend Aage Faaborg: Aabenraa – billeder bd. 10
Svend Aage Faaborg: Fra Storetorv 5 til 2 (Niels Thomsens Boghandel Jubilæum) (1987)
Svend Aage Faaborg: Tage Hansen, Vognmandsforretning (27 sider) (1988)
Svend Aage Faaborg: Aabenraa Motorfabrik gennem ni årtier (1989)
Svend Aage Faaborg: Aabenraa – vort hjertes by (1994)
Svend Aage Faaborg: Aabenraa værft gennem 25 år (1988)
Svend Aage Faaborg: Bageren i Nørreport – H.C. Hansens Bageri og konditori (1987)
Svend Aage Faaborg: En impression i billeder fra Aabenraa Havn (1989)
Svend Aage Faaborg: Fra Hejmdals Bakke til Hotel Danmark (1987)
Svend Aage Faaborg: Fra Nørreport til Sønderport (1985)
Svend Aage Faaborg: Glasbjerget på Frydendal (23 sider) (1988)
Svend Aage Faaborg: Havnemotiver fra Aabenraa 1 – 2 (1999)
Svend Aage Faaborg: Hotel Baltic (1993)
Svend Aage Faaborg: Hotel Den Gyldne Løve (128 sider) (1989)
Svend Aage Faaborg: Kirkepladsen i Aabenraa (1990)
Svend Aage Faaborg: Kolstrup Boligforening 1945 – 1993
Svend Aage Faaborg: Kreiskrankenhaus, Aabenraa Amts Sygehus, Aabenraa Sygehus
Svend Aage Faaborg: Købmandsgården i Nørreport (Hans Ries 1849 – 1975) (1989)
Svend Aage Faaborg: Marineflyverskolen 1915 – 18 (eksportstaldene) (1991)
Svend Aage Faaborg: Nyemans Bageri og Conditori (1998)
Svend Aage Faaborg: Nymølle ved Aabenraa (1988)
Svend Aage Faaborg: Restaurant Knapp, Aabenraa (1992)
Svend Aage Faaborg: Rundt om byens torve (1995)
Svend Aage Faaborg: Skibbroen i Aabenraa (1987)
Svend Aage Faaborg: Sommerlyst i Aabenraa (1986)
Svend Aage Faaborg: Vestergade i Aabenraa (1988)
Svend Aage Faaborg: Wollesgyde – karréen (1984)
Svend Aage Faaborg: Udflugtssteder, gæstgivergårde, kroer og hoteller 1- 2 (1992)
Albert Fabritius: Slægten Schwensen fra Aabenraa (1934)
Thomas Uhre Fenger: Efterårsgensyn – tidsbilleder fra Aabenraa – egnen (2004)
Thomas Uhre Fenger: Med dal og bakke fagre (2009)
Jürgen Festersen: Deutsches Gymnasium (147 sider) (2009)
C.C. Fischer: Af kaptajn C.C. Fischers livserindringer (84 sider) (2011)
K.A. Flade: Aabenraa Billeder (Sækko A/S 1985)
K.A. Flade: En plads midt i Aabenraa (1981)
K.A. Flade: Aabenraa bevarer sit særpræg (10 sider) (1966)
Fra Frimenighed til Folkekirke – Skt. Jørgens Kirke Aabenraa 100 år
25 Jahre Deutscher Kindergarten Apenrade (30 sider) (1981)
Kim Furdal: Aabenraa Svømme – og Idrætscenter 1948 – 1986
Kim Furdal: Postkort og Byudvikling – Aabenraa på postkort (2010) (76 sider)
Kim Furdal: Ved egen hjælp
Kim Furdal: 1920 – grænsen (Sdj. – kulturminder) (19 sider) (2000)
Jackob Gormsen: Nøglen til Sct. Nicolai Kirke, Aabenraa (2001)
Grandjean: De danske Gotlandsfarer (85 sider – 1950)
Frans Gregersen: A.R. Aabenraa Amtsringridningen (1982)
Frans Gregersen: Den gamle Postgård (1999)
Frans Gregersen: Den nordlige bydel og Folkehjem opstår (1998)
Frans Gregersen: Frederiks – Clubben 1848 – 1998
Frans Gregersen: Historisk affald siden middelalderen (Meldgaard) (2001)
Frans Gregersen: Herlige Løjt – land (2004)
Frans Gregersen: Jomfru Fanny (2004)
Frans Gregersen: Jubilæumsskrift Aabenraa Statsskole 1995
Frans Gregersen: Kegleklubben af 1864 (2004)
Frans Gregersen: Kolstrup på kryds og tværs (2003)
Frans Gregersen: Man tager i madkunstens lange historie (2006)
Frans Gregersen: Nybrohus (2000)
Frans Gregersen: 28 mere eller mindre lystige historier (2002)
Frans Gregersen: 25 udvalgte artikler om vor by og egn
H.V. Gregersen: Aabenraa Bykrønike 1620 (1987)
H.V. Gregersen: Aabenraas ældre historie (1992)
H.V. Gregersen: Optøjerne i Aabenraa
H.V. Gregersen: Rådhuset i Aabenraa
Frode Gribsvad: Landsarkivet i Aabenraa
Marguerite Hahnemann: Folkeligt Samfund i Aabenraa gennem 75 år 1911 – 1986
Marguerite Hahnemann: Musikforeningen for Aabenraa og Omegn 1921 – 1971
Steffen Hahnemann: Middelalderens selvejere i det danske østersøområde (2009)
Halvtreds år med biler – I.M. Jensen A/S Aabenraa 1929 – 1979
Poul Hamburger: Marcussen og Søns Orgelbyggeri 1806 – 1931 (53 sider)
Adolf v. Hänisch: Jebsen & Co (1970)
Aage Hansen: Aabenraa Rotary Klub 1938 – 1998
Aksel Hansen: Hans Falck – en Aabenraa maler
Aksel Hansen. Skulpturer i Aabenraa
L.H. Hansen: Aabenraa Amts jernbaner 1899 – 1926 (1982)
Hans Schultz Hansen: Hans Mørup – på fløjen (2000)
Hassø: Dk. Slotte og herregårde 3: Tønder, Sønderborg, og Aabenraa amter (1946)
Erik Haugsbølle: Et monument for friheden (4. maj kollegiet)
Lars N. Henningsen: Aabenraa Skyttelaug (1984)
Lars N. Henningsen: Sct. Nicolai Kirke i Aabenraa (2002)
Elisabeth Hertzum: Historien om en arbejdsplads i stadig forandring (Sækko) (2003)
Ernst Hieke: Die Rederei M. Jebsen (1953)
Historisk samfund for Sønderjylland – månedshefte og årsskrift (diverse udgaver)
HK – klubben ved Aabenraa kommune 1946 – 1996
Historier fra Bybakken (Årsskrift) (Aabenraa Byhistoriske Forening) (div. Udgaver)
Holm – Petersen: Under sejl i fjernøstlige farvande (1975)
Holm – Petersen: Kurs Hongkong (1961)
Hvad finder jeg på Landsarkivet (42 sider) (2006)
Johan Hvidtfeldt m.fl.: Aabenraa Bys Historie 1 -3 (1974)
I Storm og stille (sømandskoner) (1992)
Per Kr. Iversen: Litteratur om Aabenraa (24 sider) (1956)
Holger Jacobsen: Aaabenraa – snedkeren, Lorenz Nielsen
Holger Jacobsen: Jens fra Gildegade (1957)
Holger Jacobsen: Folkeligt Samfund i Aabenraa
Holger Jacobsen: Selskabshuset ”Frederikslyst” – særtryk
Niels Jacobsen: Gartner Niels Jacobsens erindringer (1981)
Niels Jacobsen d.y.: Til minde om hundredeårsdagen for skibsbygger Niels Jacobsen
Aage Jensen: Urnehoved 1923 – 1973
H.P. Jensen: Huset Jacob Voetmann i Aabenraa 1835 – 1985 (135 sider)
Erik Jessen: Drengeår i Aabenraa
C.E. Johnsen: Vor hjemstavn – bidrag til Aabenraa By og Amts historie (1928)
Helle Juul: Bybygning i Aabenraa (1983)
H.P. Jørgensen: Urnehoved og Olgerdiget i ny belysning (1962)
Jørgen Jørgensen: Kirke for folket (2012)
Jørgen Kalbæk: Krisekriminalitet i Aabenraa 1941 – 1949
Morten Kamphöver: Hundrede Aar – Aabenraa Handelsstand 1847 – 1947
Jens W. Klinkby: En kunstnerinde fra Aabenraa, Francisca Clausen
Kommunalarbejderne – 50 års Jubilæum 1937 – 1987
Kommuneatlas Aabenraa (John Kronborg Christensen) (Miljøministeriet)
Herbert Korting. Deutscher Schoner Band 3 (2003)
Eschel Krab: Kaptajn Eschel Krabs erindringer (2012)
Birgitte Kragh Rasmussen m.fl: Aabenraa Rådhus 1830 – 1980 (54 sider)
Birgitte Kragh Rasmussen: Jomfru Fannys kongerige (1982)
Birgitte Kragh Rasmussen: Mellem Pulterkammer og Muse – tempel (142 sider) (2004)
Birgitte Kragh Rasmussen: Til Jord skal du blive – dødens og begravelsernes – (2004)
Rasmus Kreith: Metalarbejderne i Aabenraa 1919 – 1994
Julius Kähler: 200 Jahre Apenrader Schützengilde 1734 – 1934 (107 sider)
Kulturen i Aabenraa (31 sider)
Købmandsskolen Aabenraa 125 år (79 side) (1993)
Rolf Larsen: Hvorhen? Aabenraa-skibenes sejlads på verdenshavene
Hans Friederich Lassen: Aabenraa Sømandskasse af 1839 (1983)
E.H. Lassen: Aabenraa Havns historie gennem 700 år (1979)
E.H. Lassen: Aabenraa Sømandskasse af 1839
Mikkel Leth Jespersen: Kaptajner og kolonier – sejlskibstidens oversøiske Aabenraa Søfart.
Mikkel Leth Jespersen: Krudt, Kugler, Kanoner i Aabenraa
Mikkel Leth Jespersen: Søfart, selvfølgelig (168 sider) (2012)
Mikkel Leth Jespersen: Diamant – Petersen, kaptajn og diamanthandler i 1700 t. (2011)
Vibeke Lilbæk: I Jomfru Fannys gemmer (19 sider) (2005)
Karin Linke: 50 Jahre Deutsches Gymnasium (1980)
Hanne Løftquist: Le’do ælle grære do (Museum Sønderjylland 2008)
Otto Madsen: Brundlund Slot (1970)
Vilhelm Marstrand: Aabenraa 1028 – 1523, en egnshistorie og byhist. Unders. (1933)
Ole Mathiasen: De franske og engelske besættelsestropper i Sdj. I 1920(31 sider) (1995)
Hans Mathiesen: Uddrag af Aabenraa Malerfags Historie i 100 år
Hugo Mathiesen: Haderslev og Aabenraa – gamle gader og gårde (1925)
Mads Michelsen: Amtslægen fortæller (30 sider) (1957)
Mads Michelsen: Omkring Tressuren og Det Blinde Æsel (1946)
Mads Michelsen: Fra Frederiksklubbens Arkiv 1948 – 1948 (57 sider)
Mads Michelsen: Ved Fredagsklubbens Jubilæum 1848 – 1923
Anne – Helene Michelsen: Jacob Michelsens gård i Kolstrup (1980)
Anne – Helene Michelsen: Aabenraa Kirkegaard – gravstene og mindestene (1985)
Anne – Helene Michelsen: Gamle høstskikke og overtro
Sven Ingvert Mikkelsen: Marcussen og Søns Orgelbyggeri 1806 – 2006
Henrik Mink: Aabenraas kommunale vandforsyning 1796 – 1996
Erik Moltke: Danmarks Kirker – bd.22: Aabenraa Amt (1959)
B.V. af Morgenstjerne: Danske Sejlskibe (80 sider) (1948)
Claus Møller: Aabenraa Bykrønike 1620 med tilføjelse (H.V. Gregersen)
Erland Møller m.m.: Kaptajn Hans Bruhns erindringer (1957)
Erik Møller Nielsen: Fra kamp til konstruktion – skibsbyggeri i Aabenraa (2000)
Frederik Mørck: De Gamles hjem i Aabenraa 1932 – 1957
Ole Mørkegaard: søen, Slægten og Hjemstavn (1993)
Nicolaisen: SID Aabenraa – Rødekro 1899 – 1999 (77 sider)
Niels Nielsen: Trap Aabenraa – Sønderborg Amter (1967 og andre udgaver)
Niels Chr. Nielsen: Aabenraa i gamle dage – en historisk byvandring
Noget skulle ske – 50 år med Sct. Georgs Gilde, Aabenraa
Ib Nordby: Det glemte Mytteri (147 sider) (2004)
Hans Nyholm: Marcussen og Søn 1806 – 1981 (70 sider)
Simon Olsson m.fl.: Tate – en dobbeltagent fra Aabenraa (2011)
Viggo Petersen: Det gamle Aabenraa (1970)
Viggo Petersen: Ringridningen i Aabenraa gennem tiderne
Nis Edwin List Petersen: Mehr als Bücher – Bücherei in Nordschleswig 60 Jahre (2009)
Hans Schmidt Petersen (diverse krimier fra Aabenraa)
Postkort og Byudvikling – Aabenraa på postkort
Hanne Poulsen: Jes Jessen – maleren fra Aabenraa (1971)
På Naltang har man det godt
Renè Rasmussen: Ringridning i Aabenraa gennem 100 år (1996)
Birgitte Kragh Rasmussen: Aabenraa Rådhus 1830 – 1980
Ingeborg Refslund Thomsen: Hjemme i Nordslesvig (1961)
Ingeborg Refslund Thomsen: Min barndomsgade (38 sider) (1957)
Reglement for Besejling og Overholdelse af Orden i Aabenraa Havn (20 sider) (1926)
H.F. Rhoden: Én for alle – alle for én – Aabenraa frivillige Brandværn (1978)
Thomas Ries: Aus Alt – Apenrade in und um St. Nikolai (1914)
Harald J. Rud: Aabenraa Handelsstandsforening (1922)
Helene Rud: Jomfru Fanny (1945)
Rundt om byens torve
Schlaikier: Aabenraa søfarts historie (1929)
Fred. Vilhelm Schmidt: Fra de røde barakker (1983)
Sigurd Schouby: Guldsmede – håndværket i Aabenraa 1600 – 1900 (1962)
Sigurd Schouby: Hovedvandsæg fra Østslesvig (63 sider (1982)
W.P. Schmidt – Ramsherred Aabenraa 1899 – 1974
Urban Schrøder: ”Lig øver for e Pump”
Hans Schultz Hansen: Aabenraa amtsråd
Seminariet i Aabenraa 1953 – 2003 (48 sider)
Pia Sigmund: Ruth og Bjørn fra Sønderjylland (2008)
Sigvard Skov: Huse i Aabenraa (40 sider) (1955)
Sparekassen for Aabenraa By og Amt 1818 – 1943
Spredte træk fra Aabenraa – turismens historie (1980)
Stave: Sct. Nikolaj kirke – en vejledning for besøgende (32 sider)
Bodil Steensen – Leth: Jomfru Fanny (roman) (1989)
Tove Stockmar: Bjergskov
Bjørn Svensson: Fra Radio Syds pionertid
Bjørn Svensson: Bataljer (2009)
Søfart – selvfølgelig – festskrift i anledning af Aabenraa Museum 125 år
Sønderjyder fortæller søfartshistorier (2012)
Sønderjyllands Højspændingsværk Andelsselskab 50 år
H.E. Sørensen: Slotte, herregårde, voldsteder bd. 1: Sønderborg og Aabenraa (1994)
Hans Kjeld Sørensen: Hjemmeværnsdistrikt 34 Aabenraa 1949 – 1999
Bjørn Voldbjerg Sørensen: Aabenraa Bjergmarathon gennem 20 år
Hans Tandrup: Lensmanden til Brundlund (roman) (1922)
Hans Chr. Thomsen: Seminariet i Aabenraa 1953 – 2003
Marie Thomsen: Jomfru Fanny (1938)
Uwe Thomsen: Jomfru Fannys speciedalere
Jesper Toft: Fuglelivet i Aabenraa – skovene
Aage Trommer: Modstandsbevægelsen i Aabenraa og Omegn (1965)
Per Ulrich: Mordet i Aabenraa 1610 (roman) (1975)
Paul Willadsen: Aabenraa Bager Laug 1879 – 1979
Birger Wilcke: Æ Kringelbahn – Aabenraa Amts Jernbaner (1982)
Jørgen Witte: Aabenraa i Højmiddelalderen – livet i købstaden 1230 – 1375
Jørgen Witte: Træk af Børnehaveseminariets historie
Hans H. Worsøe: De danske børnehaveinstitutioner i Aabenraa 1938 – 1963
Hans H. Worsøe: ACAkvaralier fortæller Aabenraa – historie (1985)
www.dengang.dk indeholder 1.564 artikler – heraf 152 fra Det Gamle Aabenraa og Omegn.
Juli 22, 2020
Fra Østerport til Svanemøllen
Vi tager en noget utraditionel gåtur fra Østerport til Svanemøllen. Vi hopper i historien. Fra den gamle byport besøger vi de to kirkegårde og Rosendal. Vi er lige ved at glemme de to sangerindepavilloner. I den ene skete der et drama. Og så var der møllen, der brændte ned. Ingen var til at slukke den. Ved søen var der færgefart. Men lystighederne havde taget overhånd. Menighedsrådet fik bremset videre lystigheder. Ved Trianglen, blev der holdt høns. Udgravninger førte til, at der havde været et rettersted. Man har også fundet frem til en ”Mellemistid”. Kaperkuske var et specielt folkefærd. Heiberg synes at det var latterligt. Døde heste lå i vejgraven. Og så var kvinder på cykel – uha. En Nørrebro – præst skaffede en kirke. Og arbejderne havde ikke noget at skulle have sagt i Brumleby – i begyndelsen. Cafe Odin var den mest ordentlige restaurant. Så var der gardehusarer på Østerfælled. Fægtehallen rev man bare ned. Og så bar der noget, der hed Nye Lægeboliger. Brandmandens landsted blev til arbejderboliger. Grundtvig gik rundt med sit ”forårsstykke”. En sølvbryllupsgave blev til en kirke og meget mere på vores lange vandretur – God fornøjelse.
Østerbrogade hed Strandvejen
Hermed går vi en lang tur langs den gamle Strandvej og nuværende Østerbrogade fra Østerport helt ud til Svanemøllen. Det kan godt være at vi laver nogle frygteligere afstikkere og blander forskellige historiske tidslinjer. Mange af temaerne har vi berørt før så læg lige mærke til artikelhenvisningerne efter afslutningen af artiklen. Vi ønsker en god tur.
Oprindelig hed Østerbrogade kun Østerbro eller Øster Stenbro, men indtil 1858 hed den dog Strandvejen fra Trianglen og kom ført i 1949 til at hedde Østerbrogade hen til Svanemøllen.
Den nuværende Østerbrogade – på strækningen fra Trianglen til Svanemøllen – virkede i mange år som den egentlige udfaldsvej til Helsingør. Vejen var i mange år præget af en hel del kilder. Og det er sikkert derfor, at Kildevæld har sin historie herfra. Det var et rigtigt traktørsted dengang.
I 1700-tallet havde det første stykke af vejen træer, derfor blev det kaldt for Østerports Alle eller Østerbro Alle.
Østerport blev flyttet et par gange
Østerport blev flyttet et par gange men til sidst kom den til at ligge, hvor nu Østerport Station ligger. Det var dengang meget mørkt herude. Og det var lidt af en sensation, da der endelig kom lidt sparsommeligt lys op ved Østerport.
Det var i 1647 at Østerport kom til at ligge i enden af Rigensgade. I 1708 blev der så bygget en ny Østerport lige i nærheden af Østerport Station.
To store kirkegårde
To store kirkegårde ligger over for hinanden. Vi har på vores hjemmeside allerede skrevet en del om Garnisons Kirkegård, der ligger på højre hånd, når man kommer inde fra byen. Men vi har ikke fået skrevet noget om Holmens Kirkegård på venstre side.
Holmens Sogn blev oprettet i 1617 af Christian den Fjerde. Sognet har haft ikke mindre end fem forskellige kirkegårde.
Holmens Kirkegård – den ældste
Den nuværende Holmens Kirkegårds historie tager sin begyndelse efter at oberst Henrik Riise var i færd med at opføre Kastellet på Frederik den Tredjes befaling. I 1662 havde han udstykket arealet til to kirkegårde uden for Østerport. En for flåden (nuværende Holmens Kirkegård) og en for hæren (nuværende Garnisons Kirkegård).
Holmes Kirkegård er nok den ældste kirkegård i dag. Først ca. 50 år efter blev Garnisons Kirkegård taget i brug.
En kirkegård for de fattige
Af en befaling udstedt fra Holmens Kirkegård i 1706 fremgår det at man skulle tage det alvorligt at kirkegården var for ubemidlede, idet ”ingen i Kongens Tjeneste ved Holmen, som var formuende til at betale til Kirken under jorden og Skolen, måtte begraves uden for Østerport, eftersom kirkegården var anlagt til disse ganske fattige.
Kirkegården var med sine 500 kvadratalen kun halv så stor som i dag. Under pesten i 1711 blev den fyldt til bristepunktet. Antallet af begravelser blev mere end fordoblet.
De Formuende skulle selv betale
I årene efter pesten blev anmodningen af 1706 imidlertid tilsidesat blandt andet fordi begravelsespladserne inden for voldene stort set var brugt op, hvorfor mange formuende efterhånden blev jordfæstet på Skibskirkegården.
Derfor blev det i 1728 forordnet, at også officerer og skibsførere og andre måtte blive begravet på Skibskirkegården, dog mod betaling. Men fortsat var det attraktivt at blive begravet ved eller bisat i kirkerne inde i byen.
Det skyldtes bl.a. at kirkegården endnu ikke var indhegnet. Det betød at køer og andre kreaturer gik og græssede og roede mellem gravene.
Og så måtte der heller ikke sættes mindesmærker op. Nu begyndte man også at sætte hvidtjørnshegn op.
En promenade blev etableret
I 1798 havde overkrigskommissær F.C. Schmidt en plan som stadig er gældende. I samarbejde med kirkeværge Thunboe og kapellan V, Hjort (senere biskop i Ribe) udformede han tanken om:
480 popler blev plantet. Disse blev fornyet i 1879 og fornyet med lind i 1981.
Efter Dag Hammarskjölds død i 1961 kom det første stykke fra Østerport til Lille Trianglen til at hedde Dag Hammarskjölds Alle.
Rosendal
Alle kender det flotte maleri af Chresten Købke, der viser Rosendahl inde til højre. Titlen på maleriet er ”Parti af Østerbro i morgenbelysningen”. Det var egentlig ejet af etatsråd Tutein, der blev hele 96 år gammel. Den blev købt af Waagepertersen (ja sådan staves hans navn). Og ejendommen var lidt af luksus. Køkkenet var nede i kælderetagen ud til haven. Det var også her, at englænderne tog hovedkvarter i 1807.
Men historien om dette lyststed går vel tilbage til sidste halvdel af 1700 – tallet, da den driftige forretningsmand, etatsråd Reinhard Iselin havde sin gård Rosenvenge på området mellem Sortedamssøen og Øresund. Den blev så afløst af dette lyststed og den store grund.
Og skellet til Classens Have var en grøft med stigbord for enden så man kunne sænke eller hæve vandstanden. Waagepetersen udstykkede sin store grund. Og noget af det blev til Danmarks første villaby på Rosenvænget. Det var der, hvor man skulle have en nøgle for at komme ind. Man ville sandelig ikke have alle og enhver løbende.
Rosendal blev revet ned i 1880’erne og den nuværende ejendom på hjørnet af Slagelsegade blev opført. Ja det må være Østerbrogade 60.
Vartov Skanse
Egentlig burde vi også berette om Vartov Skanse på Trianglen, men det har vi faktisk allerede gjort på vores side. Vi har ligeledes beskrevet var patienterne på hospitalet dengang fik at spise. Det var også dengang, hvor alle huse i området mellem søerne og Østre Anlæg blev brændt af danske soldater, så de kunne holde med svenskerne. Mange nåede slet ikke at få deres ejendele med. De blev beordret væk og ind af Østerport.
Da skansen var færdigbygget i 1630, flyttede hospitalet ind og skansen fik navnet Ny Vartov Skanse. Den kom til at være spydspids for det svenske angreb i 1659. Efter krigen nedlagde man skansen. Hospitalet flyttede ind til Farvergade, hvor navnet fortsat bruges, selv om hospitalet for længst er ophørt med at eksistere.
Der går gamle Grundtvig med sit forårsstykke
I 1877 blev der sat svaner ud i Sortedamssøen. I 1920 blev bredderne rettet ud. Det var nødvendigt at gøre Østerbrogade større. Og her langs søen gik Kierkegaard og tænkte på Regine, der sammen med hendes mand flyttede til Dansk Vestindien.
Så var Grundtvig mere heldig med kærligheden. I en alder af 75 år giftede han sig i foråret 1858 med den 32 – årige enke, Asta Reedz. De flyttede ind i Store Tuborg. Når parret kom gående på Østerbro, sagde folk:
Mønsted var sponsor for færgerne
Dengang gik færgen fra færgebroen ved Østerbrogade. I 1894 afgik færgerne hver 7 ½ minut. I 1916 var man oppe på 350.000 passagerer i de fire sommermåneder. Ganske imponerende. Otto Mønsted var enesponsor for den populære færgefart.
Alle færgerne var på siden påmalet Otto Mønsteds Svane Margarine er fast og holdbart. I stævnen på færgerne var svanen smukt placeret som galionsfigur. Det var populært at holde frokostudgifter på søen. Skulle det være ekstra festligt kunne man bestille illumination.
Pas nu på den meget lystighed
Men her ved søen mente menighedsrådet ved Sct. Jakobs Kirke, at der var gået for meget lystighed i den.
Menighedsrådet ved Skt. Jacobs Kirke samlede omkring 2.000 underskrifter. Der blev skrevet under på følgende:
Nu kom der selvfølgelig også en underskriftsindsamling af tilhængerne af denne Pavillon. Men den kunne kun samle 925 underskrifter.
Politidirektøren havde stor sympati for menighedsrådet. Han syntes, at der var gået alt for meget forlystelsessyge i den på Østerbro.
Forskoler for den offentlige prostitution
Og når vi nu er ved dette emne. Så var der i 1864 – 21 sangerindepavilloner i København. I nogle kredse var dette moralsk forkasteligt. Den bajerske øls fremgang har sikkert også gjort sit til, at disse steder var meget søgte.
Københavns politidirektør syntes dog ikke om stederne. Han mente, at de var ”Forskoler for den offentlige prostitution” og at de kvinder, der optrådte. var mere eller mindre løsagtige.
Siden den ny politilov fra 1863 var der ikke givet ti9lladelser til nye ”musikselskaber”. En yderligere regulering kom i 1869. Man forsøgte her at indkredse pavillonerne så disse kun måtte ligge i Tivoli og på Vesterbro. Men Alleenlyst på Østerbro overlevede i første omgang. Det gjorde den helt til slutningen af 1870’erne. Desværre var den tragisk hændelse, der førte til at den blev lukket.
En ung mand, der led af kærestesorger til en af sangerinderne, forsøgte at skyde sig selv i selve pavillonen. Dette eksempel kunne præsterne nu bruge – den dødelige fristelse for unge mænd – Luk Pestbulerne. Ak ja, de to sangerindepavilloner på Østerbro blev revet ned.
Man havde næsten kun ”De Fattiges Dyrehave”
Der blev i den grad søgt om teater og variete – bevillinger på Østerbro. Men det blev et nej i lange tider på Østerbro. Nu havde man kun ”De Fattiges Dyrehave”.
Men tænk engang Østerbro fik sin første levedygtige biograf i lokalerne, Østerbrogade 33. Den hed Biorama. Den havde plads til 160 gæster. I 1912 skiftede den navn til Filmfabrikken.
I tidsrummet 1905 – 21 var der hele 30 personer, der søgte om biografbevilling på Østerbro. De fik alle sammen afslag. Man var enige om, at politidirektøren ikke kunne lide film.
En ny politidirektør og flere biografer
Endelig fik man en ny politidirektør. Og pludselig kom der flere biografer til Østerbro. Biografen i Parken dækkede i mange år underskuddet i svømmehallen. Ry Kino lukkede i 1959. I begyndelsen af 60’erne lukkede Øbro Bio. På Trianglen blev der lukket og slukket den 11. marts 1979.
Der var ingen til at slukke møllebranden
Efter materialegården kom bageriet Kronen. Og så kom den gamle stubmølle ”Solen”. Den brændte i 1835, da det lokale brandvæsen var i en anden bydel for at slukke en skorstensbrand. Det kneb så at komme gennem byporten hjemad igen. Og da man så endelig slap, var møllen brændt ned.
Den kendte skuespillerinde Julie Sødring fortæller i sine erindringer, at møllen bare brændte uden at der var nogen, der forsøgte at bekæmpe ilden. Onde kilder påstod, at de godt kunne have været fremme til tiden, hvis ikke de efter branden skulle have styrket sig.
Der blev holdt høns på Trianglen
På hjørnet af Dosseringen lå Garner Dankerts hus. Han havde have helt ned til Trianglen. Og på Trianglen holdt Madamme Wilbert høns.
Kigger vi i dag ned ad Nordre Frihavnsgade, kan vi se apoteket. I 1908 ansøgte Farmaceutisk Medhjælperforening om oprettelsen af en lang række apoteker, bl.a. et på Østerbro ved Trianglen. A. Wølkh kunne åbne den 18. oktober 1911. Og det er i de samme lokaler som apoteket stadig befinder sig.
Allerede i 1700 – tallet var Trianglen et knudepunkt for trafikken. Først midt i 1800 – tallet fik pladsen sit navn. Måske er det fordi den skanse, der lå her i 1600-tallet havde en trekantet form. Og Triangel er som bekendt det latinske ord for trekant.
Kaperkuske var af en bestemt støbning
I det 19. århundrede var Trianglen holdeplads for kapervogne som kørte københavnerne ud til Dyrehaven. Flere af områdets restauranter stammer tilbage fra den tid, hvor de betjente kaperkuskene.
Disse kapervogne, blev også kaldet for kaffemøller. Egentlig var det hestetrukne taxaer, der kørte folk på søndagsture i egnen nord for København.
Disse kaperkuske var af en bestemt støbning. De råbte og skreg når fodgængere kom forbi for at kapre kunder. Vognen skulle helst være hel fuld så tjente kusken mest. Den almindelige arbejder havde ikke råd til at tage med.
Man skændtes til de bragede. Men det modsatte skete også på vej hjem. Så var man kommet i muntert lag efter en glad dag i Dyrehaven.
I en turistguide fra den tid hedder det sig:
Før i tiden besørgede bønderne kaperturene
Men inden denne kørsel blev organiseret, var det bønderne der tog sig af denne kørsel. I et ældre regulativ hed det sig:
Hr. Heiberg var ikke begejstret
Johan Ludvig Heiberg var tydeligvis ikke begejstret for disse ture nordpå. Det fremgår tydeligt af hans beskrivelser:
Var det dyrplageri?
Måske var det noget om det, Hr. Heiberg antydede. For i en avisartikel fra 1852 stod der således:
Mod slutningen af 1800-tallet fik man dog konkurrence af sporvognene som havde deres udgangspunkt her på pladsen.
Hestene var ikke begejstret for dampsporvognen
I 1884 skete der noget epokegørende på Strandvejen. Dampsporvognen holdt sit indtog. Den stod allerede oh hvæssede på Trianglen. Den var ikke særlig gode venner med hestene eller var det omvendt. At uhyret i tidens løb har bevirket flere brækkede legemsdele, er velkendt.
Mens man stod og ventede på adgang, kunne man vente inde hos konditor Larsen, Østerbrogade 55 fra kl. 8 om morgenen til kl. 23 om aftenen. Det var vigtigt at passagererne holdt sig i form. Dengang kunne alt ske.
Den inderste del af sporvognsstrækningen fra Trianglen til kommunegrænsen ved daværende Slukefter Kro var i 1865 – 1868 anlagt af Copenhagen Railway Company.
Uha – kvinder på cykel
Ak ja, der skete også andre ting på Østerbrogade/Strandvejen dengang, der vakte forargelse. Datidens medier beskrev det således:
Selvfølgelig skulle en læge også udtale sig:
I 1895 åbnede der en cykelskole – både en for damer og en for herrer. Paven havde også nedsat en kommission, der skulle finde ud af, om det var passende at præster måtte køre på cykel.
Bien eller suppeterrinen
Det var også her på Trianglen at zar Peter overnattede ved et besøg i 1716. Dengang lå der en villa her.
Centralt på pladsen står i dag den forhenværende sporvognsventesal, som blev omdannet til offentlige toiletter. I folkemunde bliver den kaldt for Bien. Den blev opført i 1907 med Peder Vilhelm Jensen-Klint som arkitekt. Egentlig var stedet beregnet for trafikmestervagt for sporvognene, ventesal, kiosk og offentlige toiletter. Jo det ovale hus fik øgenavnet suppeterrinen, selv om det mere officielle navn var Bien.
Ikke mindre end fem forslag kom arkitekten med før Østerbro Grundejerforening var tilfreds. Allerede i 1904 udtalte Borgerrepræsentationens formand og ordfører Slomann:
Kapervognene stoppede omkring 1950, lidt efter anden verdenskrig.
I begyndelsen af Strandvejen (Østerbrogade) opstod der i 1920erne så mange trafikpropper, at der måtte udkommanderes hele seks betjente for at regulere trafikken. De skulle forhindre det værste kaos.
Spændende udgravninger på Trianglen
Der har altid været nogle spændende udgravninger her ved Trianglen eller lige i nærheden. I 2012 fandt arkæologerne et sted, hvor indfaldsvejene gik ind i byen i senmiddelalderen. Man havde håbet på at et finde en toldbod. Men dengang var indfaldsvejene forsynet med galge, hjul og stejle. Det var til skræk og advarsel til alle andre.
Under udgravningen dukkede der fire trækonstruktioner op, som indikerer, at der havde været to pæle på hver side af vejen ind til byen af den slags man brugte til at klynge forbrydere op på – som straf til forbryderen og skræk og advarsel til andre.
Først blev den dømte pint med gloende tænger, derefter fik vedkommende hugget højre hånd af, for så at blive halshugget. Derefter blev kroppen radbrækket og lagt på hjul og stejle, mens hovedet og hånden blev sat på stejle. I nogle tilfælde blev lemmerne viklet ind i hjulets eger.
Nej det var ikke her at Struensee og Brandt blev henrettet. Det var på Øster Fælled. Retterstedet lå længere ind i den nuværende Fælledpark imod Vibenshus Runddel.
Og når vi nu er ved fund. Så fandt man også ud af her ved Trianglen, at der har været en mellemistid for omkring 200.000 år siden. En mellemistid er en varm periode. Den nuværende mellemistid begyndte for 11.700 år siden.
Vinhandler og grundejer fik gade opkaldt efter sig
Ud for Østerbrogade 72 findes en mindetavle for styrmand og frihedskæmper Ejler Haubirk, der den 20. oktober 1944 blev skudt ned og dræbt på gaden af Henning Brøndum fra Petergruppen. Han var blevet genkendt på Cafe Odin, der lå på hjørnet af Odensegade.
Grundejer, vinhandler m.m. Oluf Bang Vinge ejede et stort grundareal mellem Strandvejen, Trianglen og Øster Alle. Han opnåede at få en vej opkaldt efter sig – Olufsvej. Gå en tur ned ad denne. Det er godt nok hyggeligt.
Prøv engang at kigge på de to endehuse ud mod Østerbrogade. Det ene rager længere ud end de andre. Dette hus var dog for charmerende til at man bare rev det ned dengang.
Etagebyggeri først i 1880’erne
Der var mange lystgårde herude. Det var konference Kirsteins lyst ejendom ”Nøjsomhed” Her kunne man kigge lige ned til Øresund. Og den flotte ejendom tog englænderne sig også af, da de var her i 1807.
Etagebyggeriet kom for alvor først i gang på Østerbro i 1880’erne. Her var det højere borgerskab i forvejen forsamlet. Måske var det årsag til mere herskabelig byggeskik end i arbejderkvartererne. Indre Østerbros store byggematador hed S.C. Petersen Hinrichsen. Han købte selv grundene og bebyggede dem. Han har fået tegnet adskillige huse langs Østerbrogade. Ejendommene fik store lejligheder og var meget præsentable.
To værtshuse
Nu kunne man jo godt gå ind og beskrive en del af værtshusene i bydelen, men så vil artiklen nok blive endnu længere. Lad os nøjes med Thyges kro, som ”Den Gamle Redaktør” her næsten passere dagligt. Thyges Café hedder den hvis, og den ligger på hjørnet af Østerbrogade og Viborggade.
Murermester Schelowsky ansøgte i 1886 om tilladelse til at bygge en femetagers bygning på matriklen. Den egentlig ejer hed dog Oxholm. Oprindelig hed Thyges Kro – Cafe Elmohus. Det var dengang man spillede billard på stedet. Den forrige ejer hed godt nok Thyge. Han døde af en arbejdsrelateret sygdom, står der skrevet. Men det har vi nu ingen dokumentation for.
Vi kan måske lige få Cafe Odin med. Det var meget svært at få natbevilling. I 1895 var der kun 20 beværtninger i København, der havde fået dette. Cafe Odin havde søgt gennem flere år og endelig i 1898 fik man et ja. Politiassistenten på Østerbro, Tvermoes anbefalede det hver gang.
Politiassistenten mente, at det var Østerbros eneste ordentlige restaurant. Den blev besøgt af et ”altid net publikum”, hovedsagelig handlende her ”fra Broen”, mange officerer og læger.
Arbejderne skulle have et sundt liv
Overskuddet af lejeindtægterne for Lægeforeningens Boliger skulle gå til forbedringer af beboernes vilkår eller til nye billige boliger for hovedstadens ubemidlede befolkning altså arbejderne. Lægeforeningen havde således en holdning til, at byggeriet ikke skulle være privat spekulationsbyggeri.
Lægeforeningen havde taget initiativ til boligbyggeriet efter den store koleraepidemi i 1850’erne som i løbet af tre måneder havde kostet 4.800 mennesker livet. Det var dengang København boede inde for voldene. De stod på nakken af hinanden i skidt og møg uden kloakering. Intet under, at der udbrød koleraepidemi. Lægerne, der havde passet de syge og døende ønskede at gøre en forskel, og det blev det med boligbyggeriet i Brumleby kaldet Lægeforeningens Boliger.
Hele kvarteret var bygget efter en stor plan, hvor arbejderne skulle kunne leve et sundt og redeligt liv, uden at familiefædrenes ugeløn blev drukket op. Derfor indførte man en dividende, en slags opsparing, når man handlede hos husholdningsforeningen.
Der var tænkt på sundhed, hygiejne, oplysning og økonomi. Der kom med tiden asyl og børnehave, vaskehuse, badstuer, kapel og fælles træk-og-slip i stedet for latriner og natpotter.
Arbejderne måtte dog ikke selv bestemme
Men lejlighederne var små. Ofte levede familier på 8 – 10 børn på mindre end 30 kvadratmeter. Oplysning var vigtig, derfor blev der bygget bibliotek og mødesal. Man kunne handle hos slagter, ismejeri og i Østerbro Husholdningsforenings Købmand. Det var en hel lille by.
Lægeforeningen ville ikke overlade det selv til arbejderne. Det måtte arbejderne selv kæmpe sig til senere. Til at holde styr på beboerne havde man ansat opsynsmænd. Disse havde ret til at smide beboerne ud ved forsømmelse af reglementet.
Politiske møder var ikke tilladt
Det var ikke tilladt at holde politiske møder, men arbejderne var sultne efter at bestemme over egne forhold og deltage i det nye demokrati efter indførelsen af Grundloven i 1849. I mange år kæmpede socialisterne for at komme i bestyrelsen for Østerbro Husholdningsforening, brugsen i Brumleby. Senere blev Østerbros Socialdemokratiske Diskussionsforening stiftet i Brumleby.
Kronprinsesse Louises Asyl
Kronprinsesse Louises Asyl blev en del af Brumleby den 14. september 1871. Det var det dog ikke fra begyndelsen, da Brumleby blev planlagt. Og det handlede om økonomi- Andre initiativer var kuldsejlet.
Bestyrelsen besluttede selv at stå for driften. Det skete i forbindelsen med bygningen Brumlebys sidste to blokke N og O. Asylet blev anbragt i blok N og var fra begyndelsen for lille. Brumleby havde dengang 400 børn under den skolepligtige alder.
Asylet havde halvdelen af blok N’ s stueetage. Det var en stor gennemgående asylstue, en mindre legestue og to små værelser til garderobe og sovestue. Desuden var der bolig til bestyrerinden og hendes medhjælp. Asyllokalerne havde et større rumindhold med plads til ”Asyltrappen” som børnene anbragtes på i den store asylstue. Der var anlagt kælder under blokken, hvor ”Husholdningsforeningen” havde lokaler.
En ny asylbygning
I 1886 blev der lavet tegninger af arkitekt Klein til den nye asylbygning ud mod Østerbrogade lige ved Jakob Kirkes Plads. Ved Asylet fandtes en forholdsvis stor og ”med Gymnastikapparater forsynet Legeplads”. Her kunne børnene tumle sig hvis vejret tillod det.
Bygningen indeholdt foruden bolig til bestyrerinden og hendes medhjælpere en smuk udstyret sal 250 kvadratalen stor, hvor børnene hovedsagelig skulle opholde sig. Endelig fandtes der en sovestue, hvor en snes børn ad gangen kunne få en middagslur.
Asylbygningen blev åbnet den 20. maj 1886 kl. 14.00. Også Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen lod børnene traktere med chokolade og kom selv uventet til stede for at tage den nye asylbygning i øjesyn.
Den 1. juni 1996 købte Københavns Kommune bygningerne af Byfornyelses Selskabet. En total renovering af huset blev gennemført. De startede i august 1996 og i tiden mens huset blev ombygget var børnehaven udflyttet til Stockholmsgade.
I maj 1997 var huset klar til indflytning. Nu var børnehaven lavet om til integreret institution. Det vil sige, at nu skulle der være 12 vuggestuepladser og 44 børnehavepladser.
Den 22. maj 1997 blev huset genindviet og skiftede navn til Børnehuset Skt. Jakob.
Kamp for at beholde navnet ”Brumleby”
I 1980’erne kæmpede beboerne for at beholde navnet Brumleby. De brugte bl.a. Martin Andersen Nexøs erindringsbog ”Et lille kræ”. Da Københavns Kommune ville have ændret kvarterets navn til Østerbros Vænge. Men det fik de heldigvis ikke held med.
En Nørrebro – præst skaffede kirken
Sankt Jakobs Kirke er opført i perioden 1876 – 78 af arkitekten Ludvig Fenger. Det var i 1856 at Sankt Johannes kirkes første sognepræst på Nørrebro, Rudolf Frimodt iværksatte en kampagne for at få opført flere kirker i de nye, hastigt voksende bykvarterer.
Det ledte til, at der i perioden 1874 – 1880 blev bygget fire nye kirker, hvoraf Sankt Jakobs Kirke var den anden der blev opført og den første på Østerbro. På det tidspunkt var det sparsomt med byggeri i området. Brumleby var dog blevet opført i perioden 1856 – 1872.
Selve kirken er opført i nygotisk stil, med inspiration fra engelsk arkitektur, hvilket bl.a. ses på de gennembrudte gavle omkring tårnets store glamhuller.
Gardehusarerne på Østerfælled Torv
Længe før Østerfælled Torv blev butiksstræde var det hjem for Gardehusarkasernen. Den blev opført i 1886 af Eugen Jørgensen i nybarok stil. Da husarerne i august 1940 flyttede til Næstved, blev Østerfælled Kaserne omdøbt til Østerbrogades Kaserne.
Efter afslutningen af Anden Verdenskrig flyttede Luftværnsregimentet samt 10. luftværnsartilleriafdeling ind. Efterfølgende i 1960’erne var det sprogofficererne, der flyttede ind.
Luftværnsregimentet blev i 1970 tilbageført til Kronens Artilleriregiment på Sjælsmarks Kaserne. Omkring 1970 flyttede Forsvarsakademiet ind i bygningerne, hvor de havde til huse til august 1992, hvor akademiet rykkede til Svanemøllens Kaserne.
I 1993 blev kasernearealet købt af Pædagogernes Pensionskasse (PBU). Her blev området delvis ombygget til butikscenter og boligområde, og skiftede i den forbindelse navn til Østerfælled Torv.
Ridehallen blev ombygget til teatersal og kulturhus under navnet Kanonhallen og Krudttønden. Her har man ofte været til Jazzkoncert. Fægtehallen blev dog revet ned. Man mente, at denne stod i vejen for byggeriet. Dette fik man dog en bøde for. Handlingen blev vurderet til en bøde på 50.000 kr.
Telefonkiosken
Er den der endnu? Telefonkiosken på Poul Henningsens Plads (på hjørnet af Østerbrogade og Jagtvej). Den er/var fra 1896 og var/er en af 11 kiosker, der blev opstillet i København. I dag er der kun seks tilbage. I den ene af kioskens seks sider fandtes døren til telefonen og skrivepult. De øvrige vægge er af glas og beregnet til annoncering. Det grønne kobbertag afsluttes af en tagrytter, hvori der er anbragt et ur med en skive i tre retninger. Der er et mylder af detaljer, bl.a. indeholdende træfrisen under taget de 12 stjernetegn.
Ny Lægeforenings Boliger
Nede ad Nyborggade lå dengang Ny Lægeforeningens Boliger. Det vil sige, at gaden hed Frederikshavnsgade indtil 1904. Det var i alt 11 to – etagers huse, der blev opført samtidig med Østre Gasværk i slutningen af 1870’erne. Det var boliger til arbejderne på gasværket, samt de øvrige virksomheder der skød i vejret i området.
I 1959 blev de såkaldte ”Nye boliger ved Østre Gasværk” revet ned og erstattet af de nuværende boligblokke. Flere af beboerne fra de gamle huse var i årene forinden flyttet til Brumleby.
I 1903 blev Bethania (Sions Kirkes Menighedshus) bygget i gaden. Bagved lå Østre Gasværks Skole, der i 1938 ændrede navn til Strandvejsskolen.
Flotte Vibensgård
Skråt over for på hjørnet af nu Østerbrogade og Jagtvej stod det flotte hus Vibensgård færdig. I stueetagen lå der et mondænt brasserie med billard og levende musik. Om sommeren kunne man nyde en forfriskning, når sporvognene kørte forbi
I Nyborggadehjørnet rykkede efterhånden et Schous Sæbehus og en antikvitetshandler
Rødspætter og Havregrød til morgenmad
Ude på Øresundshospitalet blev der i et forsøg serveret rødspætter til morgenmad. Jo man forsøgte sig med indbagt rødspætte og havregrød. Det skulle være så sundt. Ja så siger man velbekomme.
Byggeriet til Øresundshospitalet stod på i årene 1875 – 1876. Det åbnede i 1878 som karantæne – og epidemihospital til behandling af kopper og kolera, der indførtes af søvejen.
Senere blev det til tuberkulosehospital og fungerede også som hjælpehospital for Blegdamshospitalet og Kommunehospitalet. Hospitalet havde kun 32 senge. Senere blev antallet af sengepladser udvidet til 106 sengepladser.
I 1980 blev det nedlagt som hospital. I dag anvendes bygningerne til af forskellige kommunale børne- og ungdomsorganisationer. Region Hovedstaden har en distriktspsykiatrisk enhed samt ambulatorium på stedet.
Før boligblokkene på Østerbrogade (Strandvejen) var her kolonihaver.
Brandkaptajnens landsted blev til boliger
Der er mange spændende tillægsveje til Østerbrogade/Strandgade. En af dem er Christiansmindevej. Den er opkaldt efter landstedet af samme navn opført af brandkaptajn Christian West i 1815. Og først i 1957 blev resterne hevet ned i forbindelse med opførelsen af Øbrocentret.
Arbejdernes Andels-Boligforening havde i 1918 købt ejendommen ”Christiansmindes jorder” efter boet af Philip Heymanns enke – i alt ca. 8 tønder land. – for en million kroner og med en kontant udbetaling på 250.000 kr.
Boligforeningens byggeplaner var, at afdeling 21 skulle opføres i Christiansminde -grundens nordlige skel fra Strandvejen 19 (nu Østerbrogade 119). Afdelingen fik 120 boliger og 7 erhvervsmål.
Sølvbryllupsgave førte til ny kirke
Sions Kirke blev også opført på det, der hed Slagtervænget. Det var lige over for Christiansminde. Grundstenen blev lagt 9. juli 1895 og kirken blev indviet 27. september 1896. I 1905 fik kirken første gang lov til at pryde forsiden af en postkort. Oprindelig var det ikke det kirketårn vi kender i dag. Det kom først i 1921. Det var skænket af fabrikant H.V. Christensen og hustru.
Af sparehensyn blev kirken opført uden kirketårn. Arkitekten havde dog anbragt lille klokketårn på taget
En aprilaften i 1893 kom Pastor Krag med et forslag i menighedssamfundets bestyrelse i Skt. Jakobs sogn, om at der skulle bygges en annekskirke i Frihavnskvarteret.
Præcis et år efter blev planen ændret. Den nye plan var, at der skulle bygges hele tre kirker i det store Skt. Jakobs Sogn. Den første var Sions Kirke.
Efter en aftengudstjeneste i Skt. Jakobs Kirke fulgtes en gruppe samfundsmedlemmer hjem. Samtalen kom til at dreje sig om Pastor Krags forestående sølvbryllup, som de naturligvis ville samle ind til. Efter flere forslag til en gave nævnte en i selskabet at man kunne samle ind til den nye Sions Kirke.
Der blev samlet ikke mindre end 43.000 kr. ind. Det lykkedes at bygge Sions Kirke for indsamlede midler og det blev i alt 70.000 kr.
Sions Kirke uden z
Grunden som Københavns Kommune skænkede, blev den som Pastor Krag havde søgt om, på den betingelse at kirken kom til at rumme mindst 700 kirkepladser, samt at kommunen ikke fremover ville blive afkrævet økonomisk støtte til kirkens drift.
Den 9. juli 1895 kunne der holdes grundstensnedlæggelse. Det fortælles i den forbindelse at biskop Skat Rørdam kun ville gå med til at den nye kirke blev kaldt Sions Kirke, hvis det blev med S og ikke med Z.
De indsamlede midler tillod dog ikke indkøb af orgel, men man måtte klare sig med at leje et hos en orgelbygger. Men allerede i 1898 skænkede enken Hanne Marie Andersen 2.000 kr. så der var råd til et orgel. Hun betingede dog at kirken til gengæld betalte hende en årlig livrente svarende til 3 pct. af renteindtægterne samt fri vedligeholdelse af hendes gravsted indtil 1947.
Komponistkvarteret
Komponistkvarteret nær Svanemøllen hed egentlig ”Strandvejskvarteret”. Husene blev bygget fra 1893 til 1903. De 393 byggeforeningshuse blev bygget af Arbejdernes Byggeforening. Oprindeligt var hvert hus lavet til tre familier. I dag er der mange en families – huse.
Restaurant i Møllen
Svanemøllen er opkaldt efter en vinddreven mølle. Den var opført i 1758 og blev endeligt fjernet efter at sabotører sprang den i luften i 1944. Dens placering var i krydset mellem Strandvejen og Strandvænget.
Den blev opført som stubmølle og dens primære opgave var at male mel. Den blev kaldt for ”Bagernes Østre Gasværk”.
Den blev opkaldt efter en svanedam lige i nærheden. I 1773 brændte stubmøllen og blev erstattet af en hollandsk mølle med drejelig møllehat. I 1856 blev den købt af oberst J.P. Eckmann, som i 1858 tilføjede en dampmaskine til møllen. Den virkede sim mølle til 1892, hvor overdelen brændte.
Den nederste del som overlevede branden blev omdannet til beværtning under navnet ”Fokina”. Den blev flittig brugt af gæster fra det nærliggende Ingeniørkasserne.
Her var sporvogns-remise
S-togs stationen blev åbnet den 15, juni 1934. Den lå egentlig på den anden side af broen under banelegemet dvs. mod nord mod Svanemølle Kasserne. I forbindelse med Farumbanens indførelse i 1970erne blev den i 1977 ”flyttet” over på den anden side af broen. Den nuværende station blev renoveret i 2005.
Svanemøllehallen var engang sporvogns – og busremise. Den blev taget i brug i 1912 og udvidet 1931. Den blev nedlagt i 1939 og blev omdannet til sportshal.
Vi er nu nået til vores endemål. Vi håber, at du nød turen ned ad Østerbrogade.
Kilder:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.563 artikler, heraf 88 fra Det Gamle Østerbro herunder: