Industri Nordvest, Enigheden, Mølle og Porcelæn

Vi skal besøge Dahl-Jensens Porcelænsfabrik, Mejeriet Enigheden og Bispebjerg Mølle. Her var en meget billig husleje og masser af plads. Det var et blandet håndværker – og industriområde. Beboerne klagede over lugt – og forureningsproblemer. Der var masser af eksport af porcelæn. Lyngsie fra Enigheden hjalp de ufaglærte. Her var masser af Mælkedrenge. Og så var det en langvarig proces at oprette en mølle. Det kan knibe med økonomien, når man skal dele en arv med 10 søskende.

 

Vi er nu gået over grænsen til Nordvest, hvor der også kom masser af industri.

 

Meget plads og billig husleje

Slangerup Banen, der udgik fra Lygten Station havde lige som Godsbanegården betydningen for industrien i Nordvest. Det hører vi også om senere.

Mejeriet Enigheden havde betydning for udviklingen og her arbejdede de berømte mælkedrenge. Heldigvis har vi endnu den smukke bygning.

Inden 1900 kom her en række virksomheder. Der var masser af plads og billig husleje. Her kom fabrikker med store skorstene. Området udviklede sig snart fra landsbypræg til industrikvarter. Snart blev området også indlemmet i København.

Fra slutningen af 1890erne var det især industriarbejdere, der for manges vedkommende arbejdede på de nørliggende fabrikker. Der blev i den grad bygget i kvarteret.

Fra 1910 kulminerede indbyggerantallet. Der boede mange mennesker i de små lejligheder. To voksne og seks børn på 29 kvm var ikke ualmindeligt.

 

Et blandet håndværker – og industriområde

Et blandet håndværker – og industriområde udviklede sig. Her opstod Tekno Legtøjsfabrik, Schous Fabrikker og Thors Kemiske Fabrik og renseri. Her finder vi også den berømte Peter Ipsens Enkes keramiske Fabrik. Fabrikken lukkede i 1955.

Der var en bestemt lugt over kvarteret i 1920’erne. Her var garveri, benkogeri og stærke kemikalier fra Glud og Marstrand. Man strides så om sidstnævnte er en Nørrebro- eller en Nordvest-fabrik.

Den voksende industri skabte rigeligt med arbejdspladser, men også konflikter mellem industri og beboere. Forureningen var massiv og beboerne klagede ofte til politiet over sod, nedfald og lugtgener.

I 1934 fik kvarteret industriservitut. I 1940 tog Magistraten konsekvensen og udlagde området som regulært industrikvarter, hvor det ikke var meningen at mennesker skulle bo, men ikke desto mindre gjorde det.

Fra Rentemestervej og op til Bispebjerg Bakke var der næsten udelukkende fabrikker. Fabrikkerne gav arbejde og arbejderne slog sig ned i området.

Beboerne i ejendommene havde både op og nedture. I 1960’erne og 1970’erne kom den store fabriksdød, hvor de store industrivirksomheder i kvarteret lukkede. Kvarteret oplevede en regulær nedtur.

 

Dahl – Jensens Porcelænsfabrik

Der var indgang fra Frederikssundsvej med bagindgang fra Gamle Gadelandet.

Denne fabrik skal sandelig ikke forbigås i tavshed. Den har været aktiv i dansk porcelænsfremstilling i meget lang tid. Dahl – Jensen var nyuddannet på Kunstakademiet og modelmester i 1897 hos Bing & Grøndahl. Sammen med sin søn Georg grundlagde de deres egen porcelænsfabrik i 1925.

 

Det var faderen, der ville have et samarbejde

Sønnen Georg var ligeledes uddannet hos Bing & Grøndahl. Som ganske ung havde han startet en porcelænsfabrik i Venedig. Det var nok mere faderen end sønnen, der mente, at de skulle have en virksomhed sammen.

Virksomheden blev indrettet med det nyeste grej. Men som bekendt er al begyndelse svær. Den første sommer kom der kun en enkelt lillebitte mus hel og vellykket ud af brændingsovnen.

Egentlig var der ganske få ansatte. Måske var det mere et værksted end en fabrik. Og man både arbejdede og boede her. Georg fandt sin kone blandt porcelænsarbejderne på fabrikken. Begge deres børn, Else og Anker blev ansat på fabrikken. Det var også disse to, der sad model til de mange børnefigurer, som Dahl – Jensen blev kendt for.

 

Masser af eksport

I 1960 var det en dygtig efterslægt, der videreførte fabrikken. Det var børn og børnebørn, der drev virksomheden frem til 1985.

Fabrikken producerede 400 figurer. Der var en omfattende produktion af især vaser og skåle med underglasurbemaling. En specialitet har været den såkaldte krakelér-porcelæn. De blev også berømt for to kaffe- og testel.

Eksporten var fra begyndelsen fabrikkens økonomiske grundlag. Det var især lande som USA, Sverige og Italien, der havde sans for de mange livagtige dyre – og menneskefigurer og smukt dekorerede vaser.

 

 

Mejeriet Enigheden

Det var en overraskelse, hvis en mælkedreng gik videre til næste skoleår. Nogle lærere accepterede at Mælkedrengen sad og sov nederst ved bagerste pult. Men det var det nu langt fra alle der gjorde.

 

Lyngsie forsvarede de ufaglærte

Lyngsie forsvarede de ufaglærte. Og det var den store strejke i 1896, der førte til fagbevægelsens eget mejeri Enigheden. Strejken startede i november 1896. Kuskene havde taget deres egne drenge med. Det blev bestemt, at de skulle have løn under strejken, så de ikke skulle tage arbejde for strejkebryderne.

Københavns Mejeriforsyning forbød i 1896 deres medarbejdere i at melde sig ind i Arbejdsmændenes Fagforening. Reaktionen udeblev ikke. Alle meldte sig ind. Indmeldelserne blev modsvaret af en lockout fra Mejeriforsyningens side.

Den 11. marts 1897 kørte 20 nye mælkevogne paradekørsel gennem København. Dagen efter startede Mejeriet Enigheden med at levere til de københavnske borgere.

 

En svær start

Den nye kooperative virksomhed havde ikke en let start. Det var sandelig ikke alle, der ville have levereret varer fra socialister. Og i begyndelsen ville Kastrup Glasværk heller ikke levere flasker til virksomheden. Men de kom på andre tanker og nøjedes med et forskud på 3.000 kr.

Dette blev et af de kooperative virksomheders største succeser. Mejerivirksomheden var organiseret som et aktieselskab, hvor aktiekapitalen var indskudt af fagforeningerne og medlemmerne.

 

Mælkedrengene

Det var bestemt ikke alle skoler, der var begejstret for mælkedrengenes gøren og laden. Allerede i 1897 skrev den kendte skoleinspektør på Rådmandsgades Skole, Ingvar Bondesen til M.C. Lyngsie og beklagede sig. Denne skoleinspektør var landskendt. Han havde skrevet en lang række ungdomsbøger i bedste Familie-Journal stil. Han var også kendt som en pædagog af den gamle skole.

Mælkedrengene blev forsynet med bluse, kasket, taske og bærekrog. De skulle hjælpe med at læsse vognene. Og som regel blev det lige lidt varm mælk i spiselokalet. Nogle af kuskene var strenge over for drengene. De brugte pisken.

Nogle af drengene havde en lille firkantet lygte hængende på brystet med et stearinlys. Der var ingen lys på køkkentrapperne dengang.

Der var store spande på vognene, hvor der blev tappet fra. Kusken havde pottemål og halvpottemål. Nogle af mælkedrengene havde mælkeklokker, som de ringede med når de kom ind i gårdene. Så stak konerne hovederne ud af vinduerne og bestilte. Det var en kunst for kusken, at huske, hvad Fru Petersen på fjerde og Fru Andersen på anden skulle have.

Nogle af kunderne havde smurt madpakker til mælkedrengene, som var meget populære.

 

Stor konkurrence

Det var M.C. Lyngsie, der stod bag dette. I 1906 købte man en gammel limfabrik fra 1888, der lå på Lygten 39 – 41. Ja denne flotte bygning ligger der stadig.

I 1922 købte Enigheden gården Lautrupgård i Ballerup med to køer, to får og 12 gamle heste. Ikke særlig imponerende, men det blev det.

Der var stor konkurrence mellem mejerierne, særlig Enigheden, Trifolium og Københavns Mælkeforsyning. Man fortalte løgnehistorier om hinanden, bl.a. at man havde mug i hanerne og i jungerne. Og at de aldrig blev renset.

I 1910 var der 1.500 mælkedrenge i København. De stod op kl. 4 om morgenen og gik i skole fra 12 – 18. Måske var det også eftersidning fordi de ikke havde lavet lektie.

 

Man kunne lugte en passer på 100 meters afstand

Først blev det forbudt for disse drenge at arbejde om søndagen. Men knægtene kunne lugte en panser på 100 skridts afstand. Nu var det lidt af en sensation, hvis disse mælkedrenge rykkede op i næste klasse. Skoletimerne var ofte spildt. Men meget blev opnået, da deres arbejdstid blev begrænset til 4 – 5 timer daglig.

Enigheden var gået i spidsen for korte arbejdstid og højere løn.

Systemet med skolesøgende mælkedrenge blev afskaffet med en kundgørelse fra Indenrigsministeriet i 1918:

 

• Vedtægt for Staden København angaaende Børn og Unges Arbejde i visse Arter af Erhvervsvirksomhed.

 

Denne lov trådte i kraft den 1. januar 1919. Men man rettede sig dog ikke efter den. Den eneste forskel var, at de undlod at tage mælkeblusen på i skole.

Nogle af mælkedrengene arbejdede sig op til kusk. Her var det en ganske god løn at tjene i hvert fald bedre end en almindelig arbejdsmands – løn.

 

Antallet af mejerier blev skåret ned

I 1941 blev man enige om, at der var for mange mejerier. Disse blev skåret ned til 14. Antallet af vogne blev skåret ned fra 350 til 150. Ekstra Bladet klagede over, at Enigheden havde fået lov til at overleve. De påstod at borgmester Julius Hansen holdt hånden over Arbejderbevægelsens Mejeri.

Kampen om produktionen af mælk til hovedstadsområdet blev intensiveretog Kløvermælk lånte 40 millioner kroner af Lønmodtagernes Garantifond til at markedsføre deres produkter på det københavnske marked.

 

En af de største kooperative virksomheder

Efterhånden bukkede mejerierne under. Enigheden klarede sig med nicheproduktion. Men virksomheden tabte efterhånden penge. Køleskabet holdt sit indtog og supermarkeder opstod på samlebånd.

I første omgang blev 50 pct. af aktiekapitalen solgt til Arla. Men også de resterende aktier måtte sælges.

Et år før sit 100-års jubilæum måtte firmaet bukke under. Enigheden var nok en af de største virksomheder i den kooperative sammenslutning.

 

 

Bispebjerg Mølle

Ejlert Møller var ejer af Fuglevad Mølle fra 1794 til 1802. Han købte det af Det Ørholmske Selskab. Han bevarede retten til at have en mølle, da den ved Ørholm liggende vandmølle fra 1805 blev nedlagt og en papirmølle i stedet for blev oprettet.

 

Der var brug for en mølle i Brønshøj

Han mente nu, at der var kunne være brug for en mølle ved Brønshøj. Han søgte derfor om at opføre en vindmølle der. Det kunne Rentekammeret nu ikke anbefale. Man anmodede ham om at finde en mølle så tæt på Ørholm som muligt.

 

En langvarig proces

Han fik nogle mænd fra Tinget til at finde et sted, men de mente heller ikke, at der var brug for en mølle. Man anbefalede til sidst et sted på Utterslev Mark, hvor landevejen løb forbi. Det var så her møllen senere blev opført.

Rentekammeret ville dog ikke uden videre bøje sig. Ejlert Møller skulle skaffe sig nogle attester fra de omkringliggende møllers ejere og forespørge dem, om de havde noget imod, at der blev anlagt en mølle på dette sted. Der var nogle, der ikke havde nogle indsigelser. Men andre havde. Og det havde Møllelavet i København også.

Rentekammeret mente dog at indvendingerne var mindre væsentlige. De foreslog den 7. november 1807 at kongen bevilligede ansøgningen.

Derefter købte Ejlert Møller af Anders Christensen på 4 2/3 tdr. land for 600 Rigsdaler. Og møllen blev opført. Mølleren fik tillige bevilling til at opføre et grubbeværk med årlig afgift på 10 Rigsdaler Sølv.

 

Ikke meget kapital

Ejlert Møller døde i 1816, 71 år gammel. Møllen overgik til hans enke. Ved skiftet efter hende i 1820 blev møllen og bygningerne vurderet til 18.500 Rigsdaler Sølv og jorden til 600 Rigsdaler. Men arven skulle fordeles til hele 11 børn, så der blev ikke meget til sønnen Poul Møller, der nu overtog møllen.

Han havde grundet ringe kapital høje prioriteringer i møllen. Han kunne efterhånden ikke svare renter af disse. I 1824 kom Bispebjerg Mølle på tvangsauktion.

 

Jens Andersen Borum, der tillige var møllebygger, overtog møllen. Han havde en forpagter, der hed Carl Frederik Albrechtsen. Ved møllen var der dengang ansat en mestersvend, to møllersvende og to mølledrenge.

 

Møllen revet ned i 1908

Nogle år senere drev Albrechtsen selv møllen. Da han døde ægtede hans enke Albrechtsens bror, Albrecht Ludvig, der også var møllebygger. Denne solgte i 1864 møllen til Harald Hilkier. Denne indrettede et bageri ved møllen. Dette og selve møllen overgik 1896 til et aktieselskab. Der i 1906 blev overdraget til Firmaet ”Brødfabrikken Danmark”.

Det gamle navn ”Bispebjerg Mølle” blev dog bibeholdt. I dag er vindmøllen for længst forsvundet. Den blev revet ned i 1908. I stedet blev der oprettet et dampbageri.

 

• Hvis du vil vide mere: På dengang.dk finder du 1.650 artikler

 

• Dette er en fortsættelse af projekt ”Industri på Nørrebro”, som vi kalder ”Industri Nordvest”
• Under Kategori ”Industri Nørrebro/Nordvest” finder du 60 artikler
• Under ”Fra Urtekræmmer til Shawarmabar” Nørrebro handelsforenings Historie finder du 28 artikler.

 

• Hvis du vil vide mere om Nordvest:
• Under Nørrebro (293 artikler) og København (178 artikler):
• Litteratur Utterslev-Nordvest-Brønshøj 2020
• Lersø Ismejeri
• Med tog over Lersøen
• Svenske tropper på Nørrebro
• Utterslev Mose – dengang og nu
• Turen går til Nordvest
• Fra Bellahøj til Husum
• Et rovmord i Utterslev Mose
• København NV
• En Rytterskole i Brønshøj
• Langs Frederikssundsvej
• Emdrup – for længe siden
• Bispebjerg Hospital – dengang
• Bispebjerg Hospital – under besættelsen
• Præsten fra Brønshøj
• Utterslev – dengang

Enigheden:

• Fra Mælkedreng til Pensionist
• En Mælkedreng fra Enigheden
• Mælkedreng på Nørrebro (NørLiv)

Lersø-bøllerne

• Valdemar Skrubskider og de andre (NørLiv 17)
• Frederik Eriksen, Kren Spidsmus og alle de andre
• Derude på Lersøen
• Lersø-bøller