At være fattig

Der var landsdækkende forbud mod betleri. Myndighederne kriminaliserede det. Også almissegivning var forbudt. Man ønskede en nyordning af fattiglovgivningen. Stiftsprovst var også imod myndighederne. De var en broget skare. Der kom til optøjer. Sympatien var på tiggernes side. Var bønderne virkelig dovne 0g ugidelige? Tiggerne truede med Bibelen. 75 pct. af Københavns befolkning var i farezonen. Der var manglende økonomiske ressourcer. ”Lad ikke de faldne ligge” Der kom ”Frivillig fattigvæsen”. Endnu ser vi sørgelige erindringer fra fattigdommen. Jernsengen måtte pantsættes. Der er stadig mange tiggere og hjemløse på Strøget-

 

Landsdækkende forbud mod betleri

Vi har allerede nu i mange artikler beskrevet hvordan det var at være fattig. Der var forskel på det i storbyen og på landet. Bagerst i denne artikel har vi som sædvanlig samlet en liste på artikler, hvor du kan fordybe dig endnu mere. Vi har også beskæftiget os med fattiggårde og tvangsarbejderanstalter- Det var her man blev sendt hen, når myndighederne ikke mente, at man selv kunne klare det mere eller når man skulle bidrage til samfundet for at få hjælp.

Allerede efter svenskekrigens afslutning i 1720 havde statsmagten begyndt en ny krig – krigen mod betleri og almissegivning til tiggere. Ja allerede skete det i 1708, da man indførte et landsdækkende forbud mod betleri.

 

Uvilje og forbud fra statsmagten

Men lovene blev slet ikke overholdt. Tiggerne fortsatte med deres plageri og befolkningen gav dem trods forbud penge og andet. Man sendte kun sjældent en fattig bort med ingenting. Men dette var en torn i øjet på magthaverne. De svarede igen med en sand syndflod af forordninger, reskripter og plakater.

En broget skare af bønder, fattigfolk, borgere og embedsmænd havde ikke i sinde at overholde dette.

Fra det 16. århundrede og fremefter blev betlere mødt med stadig større uvilje og forbud fra statsmagtens side. Værdigt trængende som ikke var i stand til at forsørge sig selv, måtte ganske vist fortsat tigge, men uværdige betlere skulle arresteret og forjages.

 

Myndighederne kriminaliserede tiggeri og almisser

Tiggeriet var fortsat lovligt for dem, der var blevet tildelt et såkaldt tiggertegn. Der var fortsat forbudt for borgerne at give betlerne almisse og husly. I stedet skulle de gavmilde borgere give til fattigbøssen og herfra kunne de værdigt trængende så få deres almisse.

Man var værdigt trængende, når ens fattigdom var uforskyldt. Det gjaldt forældreløse eller faderløse børn, gamle uarbejdsdygtige folk, syge, lemlæstede og sengeliggende, som ikke kunne tjene til livets ophold samt fattige.

Det centrale var, at kun de, som enten ikke havde mulighed for at tjene penge eller penge nok, fik fattigunderstøttelse. Enhver skulle yde det arbejde, som var muligt. Derfor forsøgte man at ramme den gruppe betlere, som var løsgængere – folk som man mente gik ledige på grund af dovenskab. De havde ikke ret til almisse, men kunne nu, hvis de fortsat betlede, straffes med arbejde i Tugt-, Rasp-, og Forbedringshuset.

Myndighederne kriminaliserede tiggeriet og almissegivningen. Men det fortsatte dog relativt uhindret.

 

Man ønskede en nyordning af fattigvæsnet

Da Struensee i 1771 ville reformere det københavnske fattigvæsen, var det netop fordi:

 

• De gentagende foranstaltninger til lediggangs hemmelse er bleven uden den forønskede virkning, ja som oftest indført ladhed iblandt den ringere almue, og til overmåde byrde for det almindelige forøget betlernes antal.

 

Man ønskede en nyordning af fattigvæsenet, og i 1799 forelå endelig en stor ambitiøs ny planlægning af Københavns Fattigvæsen. Betleriets afskaffelse via et forbud mod al tiggeri var fortsat blandt Fattiglovens hovedintentioner. Dem, der overtrådte reglerne skulle indsættes i Fattigvæsnets tvangsarbejderhus.

 

Stiftsprovst var uenig med myndighederne

Kampen mod hovedstadens betlerhoveder blev således skærpet i 1800 med oprettelsen af Tvangsarbejderhuset, hvor betlere blev straffet med hårdt arbejde eller ensomt fængsel, indtil huset brændte under Københavns bombardement i 1807. Nu blev bøderne pludselig fordoblet.

Professor og stiftsprovst Jerns Lodberg var uenig med loven på flere punkter og nævnte det i sin prædiken. Han mente at loven stred mod det kristne budskab. Man måtte ikke nøde nogen til at give fast almisse. I så fald var almissen at betragte som en skjult skat.

Det var egentlig forbudt at kommentere kongelige forordninger. Lodberg slap dog alligevel igennem med sin kritik. Men kritikken foranledigede dog ingen ændring af lovgivningen.

Så atter engang i 1789 så Københavns politimester sig nødsaget til at indskærpe for hovedstadens borgere at det var strafbart at hjælpe tiggerne.

I et officielt skrift fra Trinitatis Sogn lød det i 1798:

 

• Enighed heri kan efter den almindelig herskende tænkemåde ikke ventes, i det mindste næppe i vor tid

 

Man havde i kirken en vis forståelse for de tanker og følelser, der lå bag folks fortsatte almissegivning.

 

En broget skare

Man indså efterhånden at borgerne ikke kunne klandres for at være barmhjertige mod betlere så længe Fattigvæsnet hverken magtede at understøtte alle værdigt trængende eller få has på de uværdigt trængende. Også inden for Fattigvæsnet beklagede man at alle betlere blev behandlet lige hårdt uden at skæve til baggrunden for deres betleri.

Mange betragtede tiggerne som en broget skare og anså ikke alt betleri som lige illegalt. Mange mente, at man ikke burde kunne trække en sulten tigger frem til straf.

Det kunne være svært for de lokale forvaltninger at inddrive de frivillige ydelser til almisser. Også mange herremænd var imod at deres bønder skulle betale faste ydelser til det lokale fattigvæsen. Normalt ønskede de lokale magistrater ikke at indføre en fattigskat.

Københavns Magistrat fandt det således:

 

• Ugørligt og utåleligt at forandre kærligheds – og almissegaver til en årlig skat.

 

Man holdt fast i den gamle ordning

I flere byer holdt man fast ved den gamle ordning, hvor byens fattige på bestemte dage gik tiggergang gennem byen. Endnu i 1772 blev der i Middelfart givet regler for, hvorledes stodderfogeden hver lørdag skulle samle stadens tiggere, opstille dem i en række og derefter lede den betlende flok fra dør til dør.

Stodderfogeden hørte selv til blandt tiggerne, men havde en slags offentligt embede, der gjorde ham til ”stoddernes konge”, som almuen plejede at kalde ham.

I 1800 blev det bemærket, at befolkningen anså det for tvang årligt at skulle give ”noget klækkeligt” til sognets fattigkasse, men gerne gav fremmede betlere af et godt hjerte.

 

Betleroptøjer

Fattigfogederne var meget upopulære. Befolkningens sympati var oftest på betlernes side. Det skete ikke sjældent, at almuen forhindrede fattigfogederne i at pågribe de flygtende betlere. Jagten på tiggerne førte således ofte til tumulter og slagsmål, når pøblen tog parti for de pågrebne betlere og gik løs på de forhadte og foragtede fattigfogeder.

Betleroptøjerne udviklede sig i nogle tilfælde til meget voldsomme sammenstød. Det skete for eksempel søndag den 14. januar 1714, da de københavnske fattigfogeder i Grønnegade blev overfaldet af matroser:

 

• Med knive, stenkast og blotte kårder.

 

En af fattigfogederne fik fem store huller i hovedet, og hans højre pegefinger blev næsten hugget af, mens to andre fattigfogeder blev slået ”blå og blodige” af den ophidsede pøbel.

Bølleoptøjerne og voldelige overfald på fattigfogederne fortsatte som hyppige hændelser op gennem det 18. århundrede, og i 1789 var det kommet så videt, at:

 

• Ingen duelige folk til fattigfogeder ville bekvemme sig af frygt for de insulter og overfald, som de jævnligt af pøbelen er udsatte for, når de vil efterkomme deres pligter.

 

En slags fornedrende forretning

For at hindre befolkningen i at angribe fattigfogederne var det bestemt at byens almindelige politi og vægtere skulle komme fattigfogederne til undsætning. Det blev endog forordnet at alle borgere skulle have et lille våben i deres bolig og komme politi, vægtere eller fattigfogeder til hjælp, hvis der var optøjer i deres nabolag.

Nu ville hverken politi, vægtere eller almindelige borgere identificeres med fattigfogeder.

Myndighederne fastslog, at hvis fattigfogeder blev ramt af vold eller skældsord ville man blive straffet med henholdsvis spidsrod, tamp og den spanske kappe. Hvis man blev straffet tredje gang for denne forseelse, blev man idømt tre års straffearbejde i citadellet.

Straffen for at medvirke i bølleoptøjer blev skærpet til to måneders tugthus.

Fra 1813 kunne almindeligt politi nu jagte betlere. Men politiet værgede sig ved dette, da anholdelse af betlere i almindelighed blev betragtet som:

 

• En slags fornedrende forretning

 

Borgerne havde en naturlig sympati for tiggerne

Mange almindelige borgere gemte også betlere. I 1799 bestemte myndighederne, at byens kroholdere og husejere skulle straffes med bøder mellem 4 og 20 rigsdaler, hvis de ikke anmeldte folk i deres husstand, de mistænkte for at være betlere.

Vi har tidligere beskrevet Børne – og Tugthuset og de forhold, der her eksisterede. Folk havde en naturlig sympati for disse beboere.

 

Var bønderne virkelig dovne og ugidelige

Dengang blev bønderne fremstillet som dovne og ugidelige. Men situationen så ofte anderledes ud. En del af almuen så det nødvendigt at man valgte tiggerlivet i en kortere eller længere periode af livet.

Mange var udsat for ulykker som sygdom og misvækst. Adskillige på samfundets bund blev pågrebet af fattigfogeder.

 

Betlernes trusler

I bibelen kunne man finde passager, der mere end antydede passager, der mere end antydede, at ulykker ville indtræffe, dersom betlerne ikke fik, hvad der tilkom dem.

Betlernes trusler og bøndernes frygt blev herfor ofte anført som en af grundene til, at forbuddet mod almissegivningen ikke lod sig gennemføre. I 1780’erne nævnes betlernes trusler om brandstiftelse som den vigtigste årsag til den fortsatte almissegivning.

Lejlighedsvis iværksatte myndighederne regulære tiggerjagter, hvor man forsøgte at indfange omstrejfende betlere. Men udbyttet af jagterne var ofte magert i forhold til de mange indrapporteringer af omstrejfende flokke af løsgængere.

Eventuelle angivere kunne både frygte hævn fra betlerne selv og indfangede betlers venner.

Befolkningsgrupper indgik i fællesskaber som f.eks. landsby- og håndværkslavene som bl.a. havde til formål at hjælpemedlemmer i krisesituationer.

 

75 pct. af Københavns befolkning var i farezonen

Selvom middelstandens lavsmedlemmer i tilfælde af varig krise også før eller siden ville nedsynke i fattigdom, var by – og landbefolkningens store underklasse i endnu højere grad truet af at blive fattige som følge af sygdom, brand eller dårlige konjekturer.

Men reelt må man henregne store dele af befolkningen til gruppen, der var i den økonomiske farezone, og hvor uventede katastrofer kunne være ensbetydende med et liv i fattigdom. Der blev anslået, at omkring 75 pct. af den københavnske befolkning var i , hvad man kan kalde ”fattigdoms-risikogruppen”

Det var den store økonomisk dårligt stillede grupper der bl.a. indbefattede soldater, matroser, svende, lærlinge, sømænd, fiskere, tjenestefolk og daglejere. De var pga. deres lave indkomster konstant i fare for at måtte gribe til tiggerstaven, hvis sygdom, dårligt høstår eller andre ulykker gjorde dem ude af stand til at tjene til dagen og vejen.

Størstedelen af Danmarks befolkning levede i det man kaldte et knapheds- eller risikosamfund. Det sociale sikkerhedsnet var hullet og kun de færreste kunne føle sig fuldstændig sikre på, at de ikke ved uheldige omstændigheder ville komme ind på en social rutsjetur.

 

Manglende økonomiske ressourcer

Den almindelige danskers liv var med andre ord præget af manglende økonomiske ressourcer og stor afmagt over for de stadig tilbagevendende ulykker. Vejen fra byhuset, gården, husmandsstedet eller i endnu højere grad fra indsidderboligen eller baghuset til tiggerstaven var kort.

Det 18. århundredes fattiglove mødte hovedsagelig en tavs modstand, der mere kom til udtryk i handlinger end i ord. Som vi har set, findes der talrige eksempler på, at befolkningen direkte eller indirekte støttede tiggerens ret til at betle.

 

Borgerne skulle moralsk og åndelig oprustes

København havde lige som andre europæiske storbyer massive fattigdomsproblemer. Byens gader var overfyldt med tiggere, gadebørn, krøblinger og andre fattigfolk. Hovedstadens fattigforsøg var betydningsfuld på mange områder. København fungerede ofte som en slags eksperimentarium for nye ideer og tiltag. København var en prøveklud.

Borgerne skulle moralsk og åndeligt oppustes. Et universalmiddel, som stadig gælder den dag i dag er arbejde og arbejdstvang. Det gavnede staten. Man lærte også de fattige at bestille noget. Vi har tidligere her på siden kigget på tvangsarbejderanstalter bl.a. Ladegården.

 

Lad ikke de faldne blive liggende

I 1849 berettede provst Smith, hvordan private almisser angiveligt oversteg fattigskatten fire gange. Smith mente, at disse almisser var såre nødvendige så længe det offentlige fattigvæsen ikke var sin opgave voksen, men betvivlede også at betleriet nogensinde helt ville kunne udryddes.

 

• Lad ikke de ”faldne” blive liggende

 

Ja sådan lød et opråb fra en kirkelig forening i 1876. Livet i København var farligt. Pyntesyge piger og ensomme sømænd kunne risikere at blive ledt i fordærv. Københavns menneskelige forfald blev de kristne missioners store menneskemark, hvor fortabte sjæle skulle høstes for Gud.

Det var datidens sociale arbejde. Bagved lå også en solid gang småborgerlig og især kristelig moralpåvirkning til grund. Målet var at gøre fattige mennesker fra de lave sociale klasser til gode samfundsborgere, hvilket vil sige dybt kristne med udsigt til at blive tjenestepiger for borgerskabet eller lønarbejdere for fabriksejerne.

Der opstod organisationer som Christianshavns Understøttelsesforening eller Nørrebro Bespisningsforening.

 

Frivilligt fattigvæsen

Ofte gik frivillige ud for at undersøge om de forskellige foreningers midler gik til de rigtige. Pengene måtte i hvert fald ikke gives til ”opmuntrede skrålhalsenes dovenskab” De såkaldte ”undersøgere” måtte ikke have dårlige nerver, at de blev formidlede ved synet af en seng med halm i stedet for sengeklæder eller af en skrigende og pjaltet børneflok.

En ansøger skulle sandelig være værdig trængende. Pastor Holck skrev i 1869 bogen ”Om Godgjørenhed og frivilligt Fattigvæsen i Kjøbenhavn, og her inviterede han sine læsere på et hjemmebesøg for at besigtige et fattigt hjem:

 

• Hvis du bevæger dig rundt i de fattiges boliger, skal du vænne dig til en ejendommelig i høj grad ubehagelig luft. Den er meget vanskelig at beskrive men meget let at kende.
• Her er lidet indbydende, så meget smuds er der på gulv, vægge og loft, kort sagt overalt i den fattige stue.
• Du tager altså mod til dig og træder ind. Ved sengen, der er udredt, skønt det er temmelig højt på dagen og der er ikke meget at rede, sidder konen på en stol, som engang har haft betræk og udstopning, meget løseligt påklædt med et barn ved brystet, mens fire meget pjaltede og endnu mere smudsige børn tumler sig på gulvet.

 

Pastoren gjorde opmærksom på, at man ikke skulle lade sit hjerte hoppe over ved at se en stak pantelånesedler. Man skulle undersøge mandens forhold. Det kunne jo være at han brugte alle sine penge hos værtshusholderen i kælderen, hvor han drak brændevin og spiste sine måltider, fordi hjemmet ikke var så indbydende.

 

Sørgelig erindring om fattigdom

Man kan endnu læse erindringer fra dengang, hvor børn fortæller om deres opvækst, dengang, der var masser af fattige. Vi har kigget på Camilla ’s erindringer. Faderen var fordrukken skomager-mester i Gothersgade.

Han drak hele sin ugeløn op, så mor måtte tage arbejde som vaskekone. Hun arbejdede fra kl. 4 om morgenen. De boede mindst 15 forskellige steder og blev smidt ud, da de ikke kunne betale husleje. Det var altid 1 – værelses lejligheder uden køkken og i 3. baggård.

Børnene spiste på ”Den barmhjertige Samaritan”, hvor fattige kun få et måltid mad hver dag. Det var som regel bygvandgrød med kogende skummetmælk over og dertil tykke stykker rugbrød.

Fra soldaterkasernen fik børnene rugbrød med margarine på. Der måtte de tage så meget de kunne. Og børnene blev populære, når de stolt kom hjem med en hel stabel, smurte klemmer.

Om morgenen blev der købt gammelt brød. Hver lørdag gik de til Slagterboderne efter kød og ben. Og hos fiskerkonerne ved Gammel Strand faldt der altid et par ålekvabber til den fattige familie. Det blev til søndagsmaden med en suppe med store melboller i.

 

Jernsengen måttepantsættes

Når familien ikke kunne betale husleje, blev de med møblerne – en jernseng, et lille bord og en stol – sat på gaden. Jernsengen måtte senere sendes til Lånekontoret. Den blev aldrig købt tilbage.

Camilla måtte tigge på gaden indtil der var penge nok til en ny lejlighed. Mange gange kom familien som husvilde på Ladegården. Og her blev far sat til at feje gader og mor blev ansat i vaskeriet.

Camillas bror på 10 år arbejdede som mælkedreng fra kl. 4 om morgenen. Og så havde han byplads hos en lægefamilie fra 8 til 12 og gik i skole fra 13 til 18. Camilla gik i skole fra 8 – 13 og afløste hendes bror hos lægefamilien.

 

Stadig masser af tiggere og hjemløse

Går du i dag en tur ned ad Strøget vil du stadig kunne finde masser af hjemløse og tiggere.

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• erindringer.dk
• historie-online.dk
• Fortid og Nutid
• Peter Henningsen: Patrioter og fattigfolk (Fattigvæsenet i København 1500-1850)
• Dansk Biografisk Leksikon
• Aksel Steensberg m.m.: Dagligliv i Danmark i det syttende og attende århundrede
• Palle Ove Christiansen: Lykkemagere, Gods og greve, forvalter og fæster i 1700 – tallets verden
• Karin Lützen: Byen tæmmes. Kernefamilie, sociale reformer og velgørenhed i 1800 – tallets København
• Karin Cohr Lützen: Velgørenhed

 

Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk finder du 1.658 artikler:

• Under København (179 artikler):
• Pustervig og Fattigvæsnet
• Børne – og Tugthuset
• Sådan var Guldalderen også

 

• Under Nørrebro (293 artikler):
• Det Gamle Nørrebro og de fattige
• Moral, etik, horeunger og Fattighjælp
• Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro
• Nørrebro bespisningsforening i begyndelsen

 

• Under Tønder (269 artikler)
• Fattige i Tønder

 

• Under Aabenraa (156 artikler):
• Aabenraa’ s fattige
• Husvild i Aabenraa

 

• Ladegården (under Nørrebro):
• Ladegården – nok engang
• Ladegården – uden for Nørreport
• De fattiges fabrik på Ladegården
• Ladegården og åen
• Livet på Ladegården
• Ladegården – dengang
• Fattiglemmer på Ladegården
• Ladegårdsåen (NørLiv 18)
• Den gale præst på Ladegården
• Christian den Fjerdes Ladegård
• En tur langs Ladegårdsåen
• Skal Ladegårdsåens vand atter flyde?

 

• På YouTube kan du finde to videoer, som er lyden fra foredrag i Stefans Kirken, hvor du hører lyden og ser fotos fra det gamle Ladegården og åen.