Augustoprøret 1943
Ny bog af Simon Kratholm Ankjærsgaard. Flotte fotos og et dynamisk sprog dominerer denne bog. Mange ville tage æren af dette oprør. Men var det egentlig et folkeligt oprør? Ville politikerne og fagbevægelsen ikke bare fortsætte? Var det ikke kommunisterne, der trak i de lange tråde? Er det egentlig en ”overset” historie? De unge har for længst glemt datoen. Churchill regnede ikke Danmark for noget. Oprøret var startet længe før i jyske og fynske byer. Nu kunne politikerne kalde sig ansvarsfri under departementsstyret. Rent sprogligt er denne bog bedre egnet til unge mennesker. Men kildemæssigt adskiller den sig fra andre udgivelser. Man skal aldrig stole på Werner Best. Og så er der altid mange, der dækker sig bag ordet ”Kollaboration” på godt og ondt. En spændende historiefortælling.
Mange ville tage æren
Egentlig har vi allerede læst et par bøger om dette tema. Men er der så kommet noget nyt i denne? Ja der er nye og fremragende fotos og så er bogen skrevet på et fremragende og medlevende sprog. Og forfatteren er historiker og journalist Simon Kratholm Ankjærsgaard.
Det er ikke længe siden vi anmeldte dennes bog om ”Genforeningen”, hvor forfatteren også havde lånt nogle artikler her fra siden.
Nu var det ikke kun i Danmark, der skete ting og sager. Man så det overalt i Europa. Men herhjemme er der flere, der gerne vil tage æren for dette oprør. Og det er
AC
- Modstandsgrupperne
- Politikerne
- Arbejderne
- Opfordring fra London
Hvem satte gang i oprøret?
Modstandsgrupperne mente, at det var dem og deres stigende sabotager, der havde fået tyskerne til at indføre dødsstraf.
Politikerne mente ikke, at de længere kunne samarbejde med tyskerne og kunne slet ikke tolerere dødsstraf. Dette er heller ikke sandheden. De ville nok inderst inde have fortsat og gjorde det egentlig også. De krævede i hvert fald deres løn.
Ja det var ikke alle arbejdere, der var så glade for at strejke. Således lykkedes det for Socialdemokraterne i København at få de fleste til at gå på arbejde. Initiativet til oprøret må vel placeres hos kommunisterne. Måske kan man slet ikke dele det så firkantet op. Og alligevel.
Politikerne undervurderede strejkebevægelsens organisatoriske formåen, dens føringsevner. Målet var vel samarbejdspolitikkens ophør – med risiko for statsmagtens sammenbrud og den åbne krig mod tyskerne.
Kampene var vel for at tage temperaturen hos fagbevægelsen og politikerne? Noget tyder på at afstanden mellem folket og lederne var blevet for stor. Opgøret kom vel også helt bag på politikerne, partierne og fagbevægelsen. Man havde hverken ønsket eller forventet et opgør mod regeringens politik.
Det var bestemt ikke det etablerede Danmark, de danske politikere m.m. der ønskede samarbejdspolitikkens sammenbrud – tværtimod.
Kommunisterne trak i de rigtige tråde
Men via det illegale blad ”Trods Alt” var kommunistiske tillidsfolk i stand til at dreje de voldsomme begivenheder i en konsekvent retning til de lokale socialdemokraters store forbitrelse.
Det oprør der opstod, var det vendt mod tyskerne eller regeringens politik?
For samarbejdspolitikkerne fra de fire store partier var målet helt frem til den 28. august 1943 at fortsætte den kurs, der var påbegyndt allerede ved den tyske besættelse den 9. april 1940.
En anden årsag til stemningsbruddet var afgivelse af den første dødsdom over en sabotør. Det var til den tidligere spaniensfrivillige Hans Petersen. Dommen blev senere ændret til livsvarigt tugthus.
Kollaboration
Ja man bruger ofte ordet kollaboration. Men ofte bruges dette ord med en, som man har sympati med. Og det kan man da just ikke sige, at den danske regering havde. I flæng bruges ofte ordene samarbejdspolitik og forhandlingspolitik. Og kollaboration er vel nødvendig hvis man vil bevare sin regering og hele den samfundsmæssige struktur?
Men det var vel alligevel ikke kommunisternes store sejr? De fik godt nok sat ting i sving, men de voksede sig ikke store og stærke. Fagbevægelsen og Socialdemokratiet rådede til at man ikke skulle strejke. I Simon Ankjærgaards bog gøres det til, at danskernes trodsighed voksede til et folkeligt oprør. Og kommunisterne popper kun op en gang imellem.
Er det en ”overset” historie?
Men i bogen følger vi begivenhederne og det politiske spil, der førte til regeringens tilbagetræden. Forfatteren mener, at det er en ”overset” historie. Det er det vel ikke. Undertegnede har mammutværket på 1.100 sider af Hans Kirchhoff og diverse andre om samme emne stående inde på reolen.
Og så er det vel også Victor Sjøqvist’ s bog om Erik Scavenius. Og Aage Trommer beskriver situationen i Esbjerg, ja der er flere.
Var det et samlet oprør?
Men det er vel vigtigt at give den ny generation et indblik i situationen. Man har hele tiden ment, at oprøret var folkeligt og spontant. Men denne myte hamrede Kirchhoff effektiv i jorden.
Og egentlig var det ikke i København det hele startede. Det er som om, at den konservative Poul Møller bliver tildelt en inspirerende rolle for oprøret. Det er en overraskelse for undertegnede. Det er et billede af ”danskere”, der gør oprør. Men det var vel ikke et samlet oprør.
Man skal ikke stole på Werner Best
Nogle har gjort forarbejdet med at undersøge forholdene. Men det er nu ikke i alle tilfælde medtaget. Og der er medtaget Werner Best’ s filosofiske betragtninger. Indrømmet, undertegnede har ikke så meget til overs for disse betragtninger, der ofte er efterrationaliseret. Jo han var god til at manipulere denne hr. Best.
Departementsstyret
Og han fik det vel også sådan som han ville have det med departementsstyret. Han var selv kommet frem med noget lignende. At løsningen så blev svært at leve med for Best, ja se det er en anden sag.
Departementsstyret tog kun ting op som de kunne leve med og som var i overensstemmelse med dansk lovgivning. Og så handlede det vel også om samvittighed og situationsfornemmelse. Nej, de var ikke politikernes forlængede arm.
I sin tid brugt Kirchhoff en del tysk litteratur for at skildre bl.a. det dansk/tyske forhold. Og her fik man også belyst det tyske hierarki.
Churchill regnede ikke Danmark for noget
Det gode ved bogen er foruden de fremragende fotos den dramatiske og levende fortællestil. Ja så er det jo det evige spørgsmål, om Danmark efter dette oprør blev mere accepteret af de allierede. Efter krigen havde Danmark ikke fået de store stjerner hos briterne og slet ikke hos Churchill.
Oprøret startede længe før
Samme dag oprøret officielt bliver markeret den 29. august 1943 startede det med forhandlinger om politisamarbejde. Nu havde man allerede til en vis grad samarbejdet med tyskerne. De danske myndigheder var stillet over for at krav om et samarbejde. Modstandsbevægelsen skulle bekæmpes effektivt ellers kunne vi forvente et brutalt terrorregime.
Det startede jo meget tidligere i august med aktioner. Allerede den 7. december stødte folk og tyske soldater sammen i Esbjerg. I Rold Skov skete der en træfning den 18. august En bankassistent blev dræbt. 5-6.000 deltog i begravelsen. Der kom til uroligheder. 23 danskere blev såret og 2 blev dræbt.
En dansker blev dræbt på cementfabrikken i Aalborg og 17.000 demonstranter mødtes i Aalborg.
Ja egentlig var Esbjerg i undtagelsestilstand allerede fra 6. august efter en stor sabotagebrand. Butikker holder lukket og byens arbejdere går i strejke.
Der var generalstrejke fra 9. til 12. august. I Odense og Esbjerg kom der igen til voldsomme sammenstød. I Svendborg var tyske marinesoldater i kamp mod danskere
De danske betjente skulle rykke bevæbnet ud og eventuelt også skyde de danske modstandsfolk. Men embedsmænd og politikere ville da også bevare kontrollen, hvis nu den kommunistiske del af modstandsbevægelsen skulle finde på at tage magten.
Politikerne kunne kalde sig ansvarsfri
Men vi fik et departementstyre og vores eksport syd på steg. Vi fortsatte samarbejdspolitikken. Forskellen var bare nu, at politikkerne kunne kalde sig ansvarsfri.
Om morgenen den 29. august blev det danske forsvar afvæbnet af den tyske værnemagt under kamp, der kostede 23 danske og 5 tyske soldater livet. Dele af flåden blev sænket eller forsøgt ført til Sverige.
Historikerne mener, at oprøret var rettet mod tyskerne.
Det er altid let at være bagklog
Der er sagt meget om besættelsen. Og det er ikke altid, at folk har sat sig ind i forholdene. Tyske bombefly hang over København den 9. april 1940. Man vidste, hvad der var sket i Warszawa. Man kendte de tyske racelove. De danske politikere kunne forvente, at Sønderjylland ville lide samme skæbne blot 20 år efter. Tyskerne gav et tilbud om at respektere dansk politiks uafhængighed og territorial integritet, hvis Danmark accepterede den tyske besættelse. Det var fristende for regeringen at acceptere dette tilbud. For hvad var alternativet? Danmark var i en tvangssituation.
Det var bestemt ikke heroisk. Det var en statslig overlevelsesstrategi. Man tænkte på nationale interesser og egne statsborgere. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen var meget kritisk over for samarbejdspolitikken. Men han har nok ikke forstået datidens præmisser. Han parti var hverken bedre eller dårligere end de andre under hele besættelsen.
I tilspidsede sitiatoner er situationen hverken sort eller hvid. Mennesket er tilbøjeligt til at finde en løsning, der sikrer overlevelse.
Denne bog er mere gearet til unge mennesker
Om bogen får de unge mennesker til at huske datoen den 29. august 1943. er nok tvivlsomt. Bogen er lettere at gå til end Hans Kirchhoffs mammutværk. Men om den er bedre, er nok et spørgsmål om, hvor meget man ved, eller om hvor meget man vil vide.
For unge mennesker i skolen er denne sikkert bedre med dens flotte fotos og dramatiske sprogbrug. Kilderne, der er brugt i denne bog, er også meget forskellig fra Hans Kirchhoff’ s bog
Simon Kratholm Ankjærgaard: Augustoprøret
Kilde:
- dengang.dk – diverse artikler
- berlingske.dk
- altinget.dk
- arbejderen.dk
- danmarkshistorien.dk
- faktalink.dk
- kristeligt-dagblad.dk
- Hans Kirchhoff: Augustoprøret 1943 1-3
- Viggo Sjøquist: Erik Scavenius
- Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940 – 1945
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1664 artikler, heraf 335 artikler om Besættelsestiden (før/under/efter)