Flammen og Citronen – en mere sand historie

Filmen blev kåret som den bedste film i 2008. Og den fik også gode anmeldelser i både Tyskland og USA. Den kostede også 46 mio. kr. at lave. Men så kunne alt jo være godt. Men det kan det nu alligevel ikke for. Filmen var opbygget som en historisk autentisk film. Folkene bag filmen påstod, at de havde fundet dokumenter, som historikere ikke havde fundet frem til. De havde talte med masser af folk, der kunne give et helt andet billede af historien. Folkene bag filmen kan ikke forstå kritikken. Hvis nu filmen blev kaldt fiktion, så ville alt have været godt. Men det blev den netop ikke kaldt. Skal danskerne fyldes bevidst med forkerte historier fra besættelsestiden? Vi har ellers nogle dygtige historikere herhjemme, der udgiver fabelagtige gode bøger. Vi har kigget filmen igennem og påpeget fejl. Kald os bare konspiratorer, det er vi vant til, når vi beskriver denne del af historien.

 

Nye dokumenter og nye vidner?

Der findes mange gode og spændende historier om besættelsestiden herhjemme. Og der findes mange gode spillefilm. Men historisk korrekte er de ikke allesammen. Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med dette tema. Og en af de film er filmen om Flammen og Citronen. Det er ikke altid lige populært at beskæftige sig med sådan noget. Men nu er vores side ikke sat i verden for at være populær, men for at komme så nær en sandhed som mulig.

Det er også derfor, at vi ikke kalder dette for ”en sand historie”. Men vi har nu set filmen og sammenlignet denne med sandheden.

Selvfølgelig må instruktøren godt dramatisere. Men nu netop med denne film er der brugt historiske personer og der er brugt personer, der ligner historiske personer. Men disse har så fået andre navne.

Kritiserer man så ophavsmændene til filmen, så fortæller de, at de har fundet nye dokumenter, som historikerne aldrig har fundet frem til. Men de fortæller ikke hvilke. Ophavsmændene fortæller også, at de har talt med personer, der fortæller en anden historie end historikerne. Men de fortæller ikke hvilke personer, de har talt med.

 

Det er ikke bare grebet ud af den blå luft

De siger, at de har fundet dokumenter og spor. Og det som de har fundet frem til, ikke bare er grebet ud af den blå luft.

De fortæller, at de har arbejdet otte år med filmen og fejer næsten en hver kritik af bordet.

Det er en flot og storslået film og sjældent er der skudt så meget i en film. Den blev kåret som Årets bedste film i 2008. Også i Tyskland og USA høstede den store anerkendelser.

 

Bliver den brugt som undervisningsfilm?

Det store problem er bare, at man ikke skal tro på handlingen. For historisk er den ukorrekt. Hvis den er blevet brugt som undervisningsfilm i folkeskolen så har man et problem.

En amerikansk undersøgelse viser, at unge studerende har en tendens til at erstatte faktuel viden om historiske begivenheder med misinformation fra Hollywoods spillefilm.

 

Det naive historiesyn hyldes

Hvis du er helt sikker på, at kæresten til modstandsmanden Flammen var dobbeltspion så har du sikkert ladet dig påvirke af filmen. Intet tyder på, at dette har været tilfældet selv om bagmændene bag filmen påstod det.

Det har været yndet herhjemme at bygge besættelsestidens historie på klichéer for forståelsen af de fem år, Det naive historiesyn hyldes med denne film.

Med sin indledning henviser filmen på konkrete ting. Den starter med en form for dokumentarfilm. Man får indtryk af at alle personer er autentiske og at alle hændelser har fundet sted som de vises.

Vi hører Flammens tale på lydsporet. Det giver en følelse af, at nu skal vi se et foredrag med levende billeder fra besættelsestiden

 

Sig mig, sidder De og tager pis på mig?

Kigger man på inspektor Foyle fra den tid, så taler og opfører han sig som dengang. Det gør man ikke rigtig i denne film. Men det er måske bare en irriterende kritik uden betydning? Dialogen er holdt i en nutidig sprogtone. Men datidens sprogformer bevares. Så virker det lidt underlig:

 

• Sig mig, sidder De og tager pis på mig?

 

Det forekommer temmelig malplaceret.

Man sidder ikke på en restaurant og kæfter op, hvad man har foretaget sig af grusomheder. Man barberer sig ikke i nutidens stil. Man vader heller ikke rundt mellem tyske officerer, når der er sat en pris på ens hoved

 

Sådan var besættelsestiden?

Intet tyder dog på, at dette har været tilfældet. Men film kan optimere studerende/skoleelevers læring i kombination med den traditionelle lærebog, hvis ellers filmene var tro de historiske fakta. Og havde ”Flammen og Citronen” nu holdt sig til fakta så havde man husket 50 pct. mere.

Man kan frygte at denne film blev vist i skolen med en forklaring om, at sådan var besættelsestiden lige som Matador. Den her film viste den ekstreme del af modstandsbevægelsen.

 

Man var efter dem i tysk uniform

Når modstandsfolkene mødes i filmen, blev der skålet og sagt farvel skete det med ordet ”Fædrelandet”, Ifølge Gunnar Dyrberg, kendt modstandsmand er det noget pjat. Selvfølgelig gjorde de det for Danmarks skyld. Men de brød sig ikke om at sige sådan noget højt, det ville være for højrøvet. Og de holdt heller ikke møder på offentlige steder. De var ikke interesseret i at omkomme.

Dyrberg siger desuden, at det starter med at man vil slås med tyskerne, fordi de havde besat vores land. Men da man så endelig kom i gang, viste det sig at være en borgerkrig. Man rørte ikke tyskerne. Det var forræderier som man udryddede og deres fabrikker, som man ødelagde. Tyskerne var soldater, og det var en ærlig sag. De var fjender, og man brød sig ikke om dem. Men modstandsfolkene hadede dem ikke. Det lod de alle passive om, men de danske i tysk uniform eller med tysk Waffenschein derimod og så Gestapos folk. Det var noget helt andet.

 

Man kørte ikke rundt i biler

Det meste af tiden foregik i ensomhed med mulighed for at tænke over tingene. Og likvideringerne er kun en del af modstandsarbejdet. Også for Flammen og Citronen,

I filmen bruger man hele tiden biler uden generator. Gunnar Dyrberg fortæller, at i virkeligheden cyklede de. Det var for farligt at køre rundt i bil. Kun læger og Gestapo – folk gjorde det. Men på film er det måske latterligt at lade barske folk køre rundt på cykler

Når folk går hjem efter denne oplevelse, så ved de ikke, hvad der er forkert og hvad der er rigtigt.

 

De blev ikke hyldet

Under besættelsen slog modstandsmænd mindst over 400 mennesker ihjel. Det var stikkere, som de troede samarbejdede med tyskerne. Og det var bl.a. folk som Flammen og Citronen. En af hovedrolleindehaverne var Mads Mikkelsen. Han mente, at de to havde gjort en kæmpe indsats for at bevare vores demokrati, og alligevel ikke blev hyldet for det. Det har han måske ret i, men nu var det ikke fordi modstandsbevægelsen udelukkende bestod af helte.

 

Byslader kunne føre til likvidering

De kæmpede mod et antidemokratisk regime og i den forstand kæmpede de for demokratiet. Men også uskyldige blev dræbt af modstandsmænd.

Disse likvideringer blev ikke altid truffet af modstandsbevægelsens top. Mange blev besluttet hurtigt på lokalt plan.

Det betød også at almindelig bysladder kunne føre til at folk blev likvideret. Likvideringerne var brutale. Derfor var beslutningerne et moralsk spørgsmål. Man må ikke glemme at det var tale om drab, der i dag sætter sig spor for de familier, der fik myrdet et medlem.

 

Læner sig op af autentiske personer

Den populære film ligger langt fra virkelighedens verden selv om den læner sig op ad autentiske personer. Folkene bag filmen kalder den ”frit baseret på faktiske historiske begivenheder fra besættelsestidens Danmark”

Bagmændene bag filmen er uforstående over for kritikken. De siger, at de har lavet research i otte år. Og de har talt med oceaner af folk i modsætning til historikere. De synes også at have behandlet historien utrolig nænsomt.

 

Den kunstneriske frihed er meget elastisk

Men man må nok sige, at den kunstneriske frihed er blevet meget elastisk. Skal denne film være den skinbarlige sandhed om besættelsestiden? Men tilsyneladende så har folkene bag filmen mere historisk viden end de historikere, der beskæftiger sig med besættelsestiden.

 

Filmen stjæler andres handlinger

Filmen stjæler flere gange andres handlinger og tillægger dem Flammen og Citronen. De opnåede en sand heltedyrkelse til trods for at danskerne havde samarbejdet med tyskerne.  Men det er ikke fair at behandle de to som skydeglade mafiosos. Deres historie og bidrag er langt mere omfattende i besættelsestidens historik.

 

Det var en tilfældighed at Gestapo kom på sporet af Citronen

Omkring Citronens endeligt den 15. oktober 1944 var det en tilfældighed at Gestapo kom på sporet af ham, da de egentlig kom for at se, om husets ejer, Aage Valdemar Strøm Tejsen opbevarede våben og eventuelt arrestere ham på adressen Jægersborg Alle 184.

Først efter at Citronen havde åbnet ild mod de indtrængende tyskere, blev der tilkaldt forstærkning fra Jægersborg Kasserne. En flere timer lang ildkamp udspandt sig. Huset brød i brand og Citronen måtte forlade det. Derefter blev han, som filmen rigtig viser det, skudt udenfor. Dog ikke i dagslys med midt om natten.

Sygeplejersken Ellen Christensen (se artiklen Bispebjerg Hospital under besættelsen) var i øvrigt til stede i villaen men undslap. Dette viser filmen dog ikke.

I det illegale blad ”Information” kunne man den 16. oktober læse følgende:

 

• Natten til Søndag blev der foretaget en tysk politiaktion mod Villaen, Jægersborg Allé 184, tilhørende arkitekt Aage V. Strøm Tejsen. En Mand opholdt sig i Huset – ikke Arkitekten – blev dræbt under Ildkamp og Huset sprængt i Luften og totalt ødelagt.

 

Han blev ikke angivet af kæresten

I filmen ankommer Gestapo midt under en frokost, hvor Flammen spiser frokost med sine værter. Flammen vælger at flygte ned i kælderen og begå selvmord. I filmen bliver han angivet af sin kæreste (Ketty Selmer), som åbenbart er dobbeltagent. Det var ikke Hoffmann, der gik ned i kælderen. Men i virkeligheden var det SS – Hauptsturmführer Kriminalrat Eric Bunce, som i den korrekte historie går op på første sal, hvor han kunne konstatere, at Flammen var næsten død efter at have taget en giftpille, da han ikke havde noget våben. Huset var omringet af tyskere. Flugt var umuligt.

Hvis vi vender blikket mod den korrekte historie, så spiste han middag på Bellevue Strandhotel med et par venner den 18. oktober 1944.

 

Der var ikke tre pistoler

Efter middagen besøgte de Elsa og Erik Nyegaard og deres to små drenge, da Gestapo dukkede op for at arrestere Erik Nyegaard. Derudover var også Lis og Helmer Bomhof, som efterfølgende havnede i Frøslevlejren, samt hans far Gunnar Bomhof til stede. Han var også bidragsyder til Holger Danske. Han omkom i koncentrationslejren Neuengamme den 13. april 1945 efter først at have været over Frøslevlejren og koncentrationslejren Dachau. Filmen viser kun to personer og Flammen. Ret beset var der seks voksne og to børn til stede.

Det var ikke som filmen viser tre skudklare revolvere på et bord i en kælder.

 

En indrømmelse fra instruktøren

Gunnar Dyrberg fortæller at han indså, at han ikke havde nogen chance. Han var helt ubevæbnet, fordi han havde lagt alle sine våben hos Citronen i Århus. Lis Bomholt fortæller, at tyskerne ”i en sand krigsdans” slæbte Flammen ned ad trappen i benene.

Ifølge Danske Tidende (nov. 1944) var Flammens død ikke gådefuld. Han var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og Gestapo ”havde fået ham ganske gratis”.

Instruktøren må da også indrømme:

 

• Jeg har ladet Flammen have tre pistoler, fordi det slutter ringen fra starten af filmen. Det samme med kælderen, som er et sted, man i filmen forbinder med følelser.

 

Villaen Strandvejen 184, hvor Flammen døde, blev i øvrigt sprængt i luften kort efter midnat af medlemmer af Peter-gruppen.

I Gestapos rapport fra 26. oktober meddeles følgende:

 

• Efter længere tids efterforskning er den mest berygtede mordgruppe, nemlig Holger Danskes mordgruppe nu fuldstændig udslettet. Gruppens leder Bent Faurschou-Hviid, dæknavn Flammen blev fundet og likvideret 18.10. 44.

 

Ketty Selmer har også et forhold til Gestapo – chefen Hoffman. Derfor slipper hun ud efter afhøringer. Sådan påstår filmen.

 

Flammen fik ikke ordre fra nogen

I filmen spiller Peter Mygind rollen som modstandsmand Winther, som er baseret på visumdirektør Vilhelm Leifer, der mødes med Flammen og Citronen og giver dem ordre til at henrette.

Ifølge modstandsmanden Gunnar Dyrberg:

 

• Flammen fik ikke ordre fra nogen – det var der ingen af os, der gjorde.

 

Frode Jacobsen udstak ikke ordre

I filmen fortælles at Frihedsrådets formand, Frode Jacobsen udstak ordre fra Sverige. Han spiller ”Ravn”. På intet tidspunkt i besættelsestiden havde han en direkte operativ rolle i modstandskampen.

Det er højest usandsynligt at Frode Jacobsen udstak ordre fra Sverige. Og Vilhelm Leifer var allerede flygtet til Sverige, da Flammen og Citronen startede deres likvideringer.

Hvorfor er der nogle i filmen, der optræder med deres rigtige navne mens andre ikke gør det?

Denne likvidering blev ikke udført af Flammen og Citronen

Den 14. oktober 1944 blev chefen for det tyskejet Skandinavisk Telegrambureau Horst Gilbert likvideret i døren til Sortedam Dosseringen af Ella von Cappeln og Svend Jensen. Og ikke som i filmen af Flammen og Citronen ved hoveddøren.

 

Her var Citronen heller ikke med

Likvideringsforsøget på spionchef Hermann Adolf Siebold på Phistervej i Charlottenlund blev korrekt nok udført af Flammen. Den anden person som deltog, var ikke som filmen viser Citronen, men Jørgen Rantzau, som var med til at udpege tyskeren.

Elisabeth Lorentzen bliver i filmen først ramt i skulderen af Citronen og derefter ombragt i et hav af skud fra Flammens revolver er heller ikke korrekt fremstillet. Det er Citronen, der den 22 januar 1944 er på sin første likvideringsopgave. Hvem den anden Holger Danske mand er, svæver i det uvisse. Men det er ikke Flammen.

I øvrigt så overlevede Elisabeth Lorentzen mirakuløst.

 

Angrebet på Valby Bakke

Den 19. april 1944 er der en bil fra Gestapo, der bliver angrebet på Valby Bakke. I filmen vises en dreng i bilen. I virkeligheden var der to. Bilen var fra Werner Bests vognpark og chaufføren var Tage Lerche. Et vidne fortæller at Lerche var i civil og ikke i uniform som vises i filmen. Desuden var det en civil bil og ikke med nazi-flag, siger samme vidne.

Det eneste korrekte som filmen viser, er at Lerche blev dræbt. Først den 25. april kan man læse i Berlingske Tidende at Lerche’ s søn også er død. Sønnens kammerat overlever, da han gemmer sig bag nogle træer i Søndermarken. Så langt så godt.

Reelt foregik attentatet slet ikke som filmen beskriver det. Der var ingen modstandsfolk som stod og ventede på den tyske bil.

Flammen, Citronen, ”Bent” og ”Hermann” kørte på Roskildevej i en stjålen Opel Kaptajn, da de fik øje på den tyske bil, hvor chaufføren længe havde været på gruppens ”ønskeliste”

Flammen kørte, ”Bent” sad under klappen i bilens kuffertrum. ”Herman” på bagsædet og Citronen på forsædet. Kilder fortæller, at de først åbnede ild mod den tyske bil, da de overhalede den. I aviserne dagen efter kunne man læse, at begivenhederne fandt sted kl. 14.30 i krydset mellem Pile Allé og Vesterbrogade/Roskildevej.

 

Der blev byttet om på hovedpersonerne

Efter episoden siger modstandskammerater, ”at der gik noget i stykker” i modstandsmanden Flammen og ikke som filmen viser Citronen.

 

Information: Werner Best – du har intet at frygte

Episoden skabte i øvrigt det rygte, at det var Werner Best og hans børn, som man var ude efter. Det illegale blad ”Information” måtte derfor skynde sig at berolige Best og at man ikke havde til hensigt at gå efter hverken ham eller sin familie.

 

Ikke på Ryvangs Allé og ikke i politiuniform

Omkring arrestationen af Flammen og Citronen på Ryvangs Allé som filmen viser, så er det heller ikke korrekt. De blev ikke arresteret sammen og slet ikke på Ryvangs Allé.

De to som blev arresteret under ”Aktion Möwe (tyskernes aktion mod dansk politi 19.9.1944) var Citronen og Helmer Bomhof. Arrestationen foregik på Nørre Alle på Nørrebro. De blev ført til Skt. Hans Gade Skole, hvor det lykkedes Bomhof at flygte efter at Citronen var blevet såret af et lungeskud.

Gunnar Dyrberg fortæller:

 

• Bomhof var i civil og derfor kunne liste væk i forvirringen, da Citronen forsøgte at flygte.

 

Mødte Citronens kone en ny mand?

I filmen møder Citronens kone en anden mand.

Dette forekommer meget usandsynligt, da konen var gravid med Citronen og føder deres barn lige efter hans død.

 

Citronen var ikke usoigneret

Den kendte frihedskæmper Gunnar Dyrberg genkender ikke Citronen som lettere usoigneret og ubarberet. Også Flammen var lige som Citronen altid velklædt i virkeligheden.  Flammen forsøgte under krigen at farve sit hår mørkebrunt men det mislykkedes og endte med at blive Hennafarvet.

 

Flammen plaffede ikke bare folk ned

Flammen gik ikke bare rundt og skød folk, som man har indtryk af når man ser filmen. Gunnar Dyrberg mener, at han stod for syv likvideringer. Instruktøren af filmen har regnet sig frem til, at han stod bag 11 likvideringer.

Citronen, Jørgen Haagen Schmidt lavede også andet end likvideringer. Han var en altmuligmand. Han lavede også sabotager og hjalp folk til Sverige. Han arbejdede en overgang hos Citroen og hjalp med at sabotere denne fabrik.

Flammen hed rigtig Bent Faurschou – Hviid. Han startede som sabotør i Nordsjælland. Og endte med at jage stikkere i København. Han kunne altid genkendes på sit pæne tøj og sine pæne manerer. Det var tydeligt at han kom fra en rig, nordsjællandsk familie.

Han var forhadt af Gestapo og Danmarks mest eftersøgte person. På et tidspunkt anholdt Gestapo rødhårede personer i håb om at fange Flammen.

 

En charmerende Gestapo – chef

Når vi nu taler om Gestapo’ s chef, Karl Heinz Hoffmann så fremstilles han i filmen som en rigtig led nazist også i udseende. Han var godt nok modstandsbevægelsens største fjende. Helt frem til besættelsen anholdt han folk og sendte dem i KZ – lejre.

Han sad med ved møderne, når der skulle begås clearingsdrab. Han gav også ordre til at modstandsfolk skulle udsættes for ”skærpet forhør” men han deltog aldrig selv. Det overlod han til bl.a. den berygtede torturbøddel Ib Birkedal,

Dog gav han jøderne et forspring. Han indsatte ikke særlig mange vagter, da jøderne flygtede over Øresund. I filmen bliver han portrætteret som arketypisk nazist, skaldet, sadistisk og kold. Men han var en charmerende mand med glimt i øjet med velplejet hår. Han var en kultiveret mand, der yndede at føre lange intellektuelle samtaler med prominente fanger som Mogens Fog og Børge Outze.

Han fik hurtigt opbygget et netværk af prominente personer i Danmark. Han opbyggede et kammeratligt forhold til Alice Devantier, der senere blev gift med Erik Scavenius. Og gestapo-chefen havde adskillige elskerinder, der faldt for den charmerende nazi-torturboss. Men sådan som han er skildret i filmen – nej.

 

Nødværgedrab – også efter 5. maj 1945

Frode Jacobsen lovede de modstandsfolk, der stod for likvideringerne anonymitet med henvisning til at der var tale om krigsdeltagelse. Det drejede sig ikke om jura blev det sagt. Og det var tale om nødværgedrab. Selv om likvideringer også forekom efter 5. maj 1945.

58 af Holger Danskes 64 faldne satte livet til i det sidste krigsår. Alene fra 1. januar 1945 til befrielsen blev 27 dræbt. Ved kapitulationen i maj 1845 var det ca. 350 mand.

 

Modstandskamp meget mere end likvideringer

Fiktionsfilm har stor betydning for de unges historieopfattelse. Modstandskampen var meget mere end likvideringer. Den illegale presse og sabotageaktionerne fylder ikke meget i filmen. Den fortæller heller ikke om alle de danskere, der kæmpede for tyskerne ved østfronten eller de ca. 200.000, der arbejdede for tyskerne i Tyskland, nærmest tvangssendt derned af fagbevægelsen.

 

Likvideringer bliver moralsk grumsede

Likvideringer bliver moralsk grumsede. Der er voldsom uenighed om mål og midler. Der gives ordrer og kontraordrer. Ja det er en tung dyster og melankolsk historie hvis vigtigste aktører ikke selv regner med en lykkelig slutning. De to frihedshelte er hverken helte eller antihelte.

Hvis filmen så kunne skabe debat om alle de fejllikvideringer, der fandt sted. Uden at ville trætte læserne nok engang vil undertegnede henvise til de fem mystiske dødsfald, som vi fandt nede ved grænsen, samt reaktionen på vores historie om Asmus Jensen. Et mord, som myndighederne heller ikke ville undersøge til bunds. Over for familien og offentligheden fandt man på en løgnehistorie og lukkede efterfølgende sagen. Chokerende for os var også de fire – fem andre mystiske uopklarede drab, vi fandt

 

Kilde:

• Filmen ”Flammen og Citronen”
• Gunnar Dyrberg: Modstandsmand i Holger Danske
• Poul Fjeldgård: Aktion Möve
• Hvem er hvem 1940 – 1945 (Gad)
• Jørgen Kieler m.m.: Frygt for en kommunistisk revolution
• Esbern Kjeldbæk: Sabotageorganisationen BOPA 1942 – 1945
• Henrik Lundtofte: Gestapo, tysk politi og terror i Danmark 1940 – 1945
• Henrik Lundtofte: Gestapo, de rene bæster
• Peter Øvig Knudsen: Efter drabet
• Peter Birkelund: Holger Danske 1-2
• Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
• Weekendavisen
• A4 Arbejdsliv
• dengang.dk – div. Artikler
• berlingske.dk
• arbejderen.dk
• sn.dk
• bt.dk
• information.dk
• politiken.dk
• fyens.dk
• videnskab.dk
• jyllands-posten.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.666 artikler, herunder 336 artikler fra Besættelsestiden (Før/Under/Efter) herunder:

• Frihedskæmperen Lis Mellemgaard 1924-2019
• Frihedsrådet – det kneb med opbakningen
• Har frihedskæmperen sandhedsmonopol?
• Stikkerdrab
• Modstand – ny bog
• Rovmordet i Utterslev mose
• Ikke alle mord – undersøges

 

Under ”Grænsen er overskredet” (6 artikler):

• Asmus Jensen – et mord efter 5 maj 1945

 

Under ”Sønderjylland” (193 artikler):

• De mystiske mord ved grænsen 1-2