Livø – en mandelejr – endnu mere
Dette er anden artikel. Familier fik først hjælp, når Staten opbevarede deres børn. De måtte ikke sætte ”defekt” afkom i verden. Tvangssterilisation og – kastration samt ægteskabslovgivning blev følgen. Chr. Keller var en enevældig høvding. Begrebet ”Moralsk handicappede” opstod. Sprogø og Livø var Danmarks svar på Gullag. Man blev anbragt på ubestemt tid. Det var som regel ”Utilpassede mænd”, der blev anbragt på Livø. Og det var på ubestemt tid. Lægerne satte selv kriterierne og bestemte, hvem der skulle under kniven. Mange forsøgte at flygte. Dovenskab og uopdragenhed kunne føre til ophold på Livø. Her tilbragte Oluf Nyrup Rasmussen 7 år af sit liv. Man opfandt bare nogle tyverier. Han gik i ”Sinke – skole” og så var det nok. Først i 1961 blev ø-lejrene nedlagt. Tvangsindgrebenes ophævelse kom først senere. Tænk engang, 700 har været interneret på Livø. Nogle oplever samme kost i dag.
Den anden artikel
Vi har allerede en artikel på vores side om denne lejr, men her kommer endnu en. Og her på siden kan du også finde to artikler om kvindelejren i Sprogø. Og endelig så tog nazisterne glad imod Danmarks forskning i racehygiejne. Det kan du læse i artikler om ”Jagten på det perfekte menneske”. Og det hele startede på Nørrebro med de ”Kellerske Anstalter.
Fra 1865 fandtes der to anstalter for åndssvage i Danmark: Gamle Bakkehus og De Kellerske Anstalter. I 1895 overgik De Kellerske Anstalter til at blive en selvejende institution,
Familier fik først hjælp, når Staten opbevarede deres børn
I 1911 oprettede Christian Keller den første øanstalt på Livø. Den var beregnet til ”anti-sociale” og kriminelle åndsvage mænd. I 1923 oprettedes en lignende på Sprogø for ”seksuel løsagtige” åndsvage kvinder. Begge anstalter blev først nedlagt i 1961.
Åndsvage-asylet Karens Minde var også blevet oprettet. Det var nærmest en opbevaringsanstalt for børn, der ikke kunne hjælpes. Det var vigtigt for Johan Kellers søn, Christian Keller at få indfanget og dermed stoppe formeringen af de åndssvage.
Familier med åndssvage børn kunne ikke få tilskud fra staten, hvis de selv ønskede at passe barnet hjemme. Men hvis de sendte deres børn på institution, så kunne de få tilskud. Det var vigtigt for samfundet at få styr på disse bærer af dårlige gener. Når først barnet var overgivet til de Kellerske anstalter, så skulle de være her resten af livet.
Måtte ikke sætte ”defekt” afkom i verden
Udvælgelsen af patienter gjaldt ikke kun de åndsvage, der blev også interneret ordblinde, homoseksuelle og andre ”afvigere”, der fysisk ikke fejlede noget.
Hvor meget åndssvage de var på de to øer kan nok diskuteres. Det var nok først og fremmest deres mangel på selvbeherskelse. Her var der ikke så mange chancer for at sætte ”defekt afkom” i verden. Der var ikke mulighed for samkvem med det modsatte køn. Her blev man så anbragt på ubestemt tid eftersom det var overlægen, der bestemte, hvornår man måtte forlade øerne igen.
Tvangssterilisation og -kastration
I 1929 gennemførtes en lov, som gav adgang til at sterilisere og kastrere personer med legemlige handicaps, sindssygdomme, epileptikere og åndssvage. I de første fem år bestod det af frivillighed. Hvis man gik med til det, var det mulighed for at forlade øerne.
Og Danmark var de første. I 1934 blev loven gjort permanent. Nu var det hele op til overlægen. Filosofien var, at alle mennesker havde ret til hjælp, men de ”degenererede” skulle til gengæld miste retten til at sætte afkom i verden.
Inde bag de tykke mure boede de. De gale, De unormale, De afsindige, Afvigerne. Originalerne. Vanskabningerne. Idioterne. Tåberne. Tosserne. Undermålerne. Minusindividerne.
Fællesbetegnelsen var ”åndssvage”, men i virkeligheden havde mange af dem ikke problemer med forstanden. De var ”stumme”, døve, ordbline, lovbrydere, arbejdssky, løsagtige, vagabonderende eller på anden måde ”arveligt belastede”. Ofte blev de kvalificeret som antisociale eller moralsk åndssvage.
Christian Keller – en enevældig høvding
Christian Keller fik bemidlet mange midler til opførelsen af pragtanstalter i Brejninge og ølejrene. Han overskred hele tiden budgetterne. Men hans overtalelsesevner var formidable.
Han var den enevældige høvding. På samme tid var han forstander, læge og administrator. Samtidig opfattede han sig selv som de åndsvages sande beskytter. Et selvbillede han formåede at udbrede til omverdenen. Også til de åndssvage selv.
Moralsk handicappede
Beboerne havde intet privatliv. De sov i store sovesale og var underlagt et fast regimente med dagen opdelt i arbejdstid, en smule fritid og sengelægning kl. 20 om vinteren og en time senere om sommeren.
Man var åndssvag, hvis ens intelligenskvotient var under 75. Man havde udviklet forskellige prøver der omfattede hukommelse, opfattelsesevne, talefærdighed og sprog – og definitionsevner. Men også moral og æstetisk sans. Man skulle give et bud på, hvad der var smukt og grimt.
For lægerne var der kun en bestemt retning, der talte.
Der var ikke kun tale om fysisk eller mentalt handicappede, men også moralsk handicappede. Til det sidste talte de vagabonderende og arbejdssky og især de seksuelt overaktive. Fokusering på seksualitetens farer var voldsom.
Danmark blev foregangsland. Socialminister K.K. Steincke var den drivende kraft. Man havde vurderet, at der i landet var 7.000 ”åndssvage” men med de nye grænsetilfælde og kriterier blev dette antal udvidet til 17.000 i løbet af 1930’erne.
Kendetegn pålagt af lægerne selv
Samtidig blev landets læger, lærere, præster og embedsmænd pålagt at indberette alle døve, blinde og åndssvage mennesker til myndighederne. Der blev givet store beføjelser til at inddrage disse mod deres og familiens vilje og beholde dem under statens forsorg.
De kendetegn, hvorved mændene på Livø blev udskilt fra det øvrige samfund, for en stor del var opfundet af lægerne selv.
Sprog og Livø – Danmarks svar på Gulag
Et par år senere blev loven fulgt op af endnu et par racehygiejniske stramninger. En lov om svangerskabsafbrydelse i 1937 og en ny ægteskabslov i 1938, som forbød alle sindssyge, åndssvage, psykopater, alkoholikere og epileptikere at indgå ægteskab.
Jo man kan godt kalde både Sprogø og Livø for Danmarks svar på Gulag – to isolerede fangeøer. De husede hver deres anstalt for ”underlødige”. Sådan kaldte myndighederne dem dengang. Det var en gammel tanke, at de syge, de farlige, de fattige og de uønskede skulle spærres inde på en ø.
Anbragt på ubestemt tid
Her blev man anbragt på ubestemt tid. For nogle var anbringelsen livsvarig. Livø sås som et fremskridt dengang. Da Christian Keller købte øen i april 1911, var det i den bedste mening. Helt op til 1800-tallet burede man de åndssvage inde. Man byggede en bås i en stald.
I en bog, der udkom i 1904, skrev forfatter og redaktør C.C. Clausen:
- Paa disse Anstalter aansvage af ret forskellig Art, fra nogenlunde arbejdsdygtige til ganske sløve og dyriske, som det er en Lidelse at se paa. Lad være, at man søger at opdrage og redde dem, der blot duer en Smule, men det er en hel Mængde, om hvilke man med Sikkerhed kan sige, at de aldrig vil blive andet end hjælpeløse Vrag, en unyttig og tung Byrde for Samfundet.
De indsatte på Livø udviklede sig hurtigt til at blive en sammensat skare. Der var ganske vist adskillige kriminelle sædelighedsforbrydere og brandstiftere blandt de indsatte, men flertallet var set med nutidens øjne ikke forbrydere.
Utilpassede mænd
Det var utilpassede unge mænd, der havde svært ved at fastholde et arbejde og derfor også bolig. De gjorde sig dermed skyldige i løsgængeri og vagabondring, som man engang så strengt på. Nogle af dem havde også begået en række smårapserier. Det var tilstrækkeligt til, at de blev anset som moralsk åndssvage og derfor blev deporteret til Livø.
Det er heller ingen tvivl om, at mændene på Livø har virket afvigende i forhold til de fremherskende normer i samtiden. De udgjorde således et klart modbillede til forestillingerne om den gode, solide, disciplinerede og mådeholdne arbejder.
Overlægen afgjorde, hvem der skulle under kniven
Behandlingen på øen bestod derfor i arbejdstilvænning og disciplinering, ja og efter 1929 og så med kastration og sterilisation. Det var overlægen på øen, der skulle afgøre, hvem der skulle under kniven. Jo disse mænd i hvide kitler havde magten.
Man kiggede også nøje efter, hvad der blev skrevet. Ofte skrev journalisterne bare af efter, hvad overlægerne havde skrevet.
I en artikel havde en journalist fra Vendsyssel Tidende nævnt ordet ”fangekoloni”. Da han ville besøge øen, blev det ham nægtet. Han måtte kun besøge øen på en betingelse:
- At Deres Skildring af Besøget først offentliggøres efter at denne er revideret og godkendt af Overlægen ved Den Kellerske Aandsvageanstalt.
Man skulle passe på
I 1937 havde en 39 – årig mand skrevet til ”Hans Majestæt Kongen af Danmark” med en klage over, at Socialudvalget i Aarhus ikke ville støtte ham med penge til etableringen af et skomagerværksted. Sagen overgik til Socialministeriet der behandlede sagen. Det endte med at embedsmændene i Socialministeriet anmodede bestyrelsen om at sende ham til Livø.
Hvis nogle af de unge mænd viste det mindste tegn på øget seksualitet, blev den ofte fjernet med en rask lille operation. Skulle dette begrundes skrev man ”hensyn til sædeligheden” eller ”dårlig arv i familien”.
Mange forsøgte at flygte
Der boede fast 200 på øen. Det var plejere og håndværkere sammen med deres familie. Derudover var der cirka 100 som drev øens landbrug samt gartneri og skovbrug. Gennem anstaltens historie har der kun været to knivstikkerier. Den ene var med dødelig udgang. Det var i 1930’erne, da øens skrædder blev stukket ned og forblødte. Det var skrædderens kone vedkommende var ude efter.
Adskillige druknede, når de forsøgte at svømme væk fra øen eller sejle væk på hjemmelavede tømmerflåder. Der var også dem, der flygtede på en drivende isflage. Flugtforsøg blev straffet med langvarigt ophold i en isolationscelle på øen.
Der er ikke tal på, hvor mange der omkom under flugtforsøg. Det har ikke været så interessant at føre statistik omkring dette.
Dovenskab og uopdragenhed kunne sende folk til Livø
De kunne jo sagtens læse og skrive alle sammen. Men alt blev gennemlæst af personalet. De måtte hverken få besøg af familie eller venner. Alt blev taget fra dem. Nogle var måske udviklingshæmmede men normaltbegavede.
På grund af dovenskab, uopdragenhed eller fattigdom mente myndighederne også, at det var bedst, at børnene kom på en anstalt for livet.
Oluf Nyrup Rasmussen – 7 år på Livø
Ofte var dem, der blev anbragt på Livø mænd som ikke havde fået en domsfældelse. En af dem, der blev anbragt på øen, var tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens far, Oluf. Han var her fra 1924 til 1931. Og den måde, han endte på Livø, var typisk for mange andre på den tid.
Faderen havde forladt familien, da Oluf var fire år. Moderen sled derfor fra morgen til aften for at ernære familien. Imens gik Oluf for lud og koldt vand. Både fysisk og mentalt blev han langsomt udviklet.
Han kom i hjælpeskole og lavede drengestreger
Han var ud af en stor børneflok, hvor moren var alene. Han havde svært ved at følge med i skolen, fordi han blev mobbet. Derfor skulkede han. Moren ville slippe for at have en mere til at mætte, så hun bad om at få sendt ham afsted. Men man kunne ikke finde noget rigtigt at fælde Oluf for.
Så opfandt man da bare nogle tyverier
Gode råd var dyre. Så nu blev der konstrueret et tyveri af nogle sølvskeer og nogle penge. Pludselig havde Oluf stjålet 28 kr. fra søsterens bankbog, en af familiens sølvskeer og et fotografiapparat.
I sagsmapperne kan man se, at drængens lærer taler pænt om Oluf Nyrup Rasmussen. Men kredslægen talte moderens sag og bedømte drengen til at være sinke og klar til at komme på åndssvageanstalt. Og sådan blev det.
Han kom til Livø, der blev anset for at være den ”farligste” af alle anstalter. Det pudsige var, at der ikke blev foretaget nogen intelligentest. Det var nok at gå i sinkeklasse og blive beskyldt for tyveri. Så blev man bare kaldt åndssvag og så fik man ellers frataget sine rettigheder.
Overlægen fra De Kellerske Anstalter kom på besøg på Livø og tilså de nyankomne. Han skrev i protokollen, at Luf gav et forkælet indtryk og intet begreb havde om pligter. Lægen noterede også at drengen kunne være fejlanbragt.
For at jage dovenskaben ud af teenageren straffede personalet ham med at være sengeliggende. Drengen fik simpelthen ikke lov til at stå op. Dette fik efterhånden Oluf Nyrup Rasmussen til at adlyde og blive pligtopfyldende. Inspektøren på Livø anede dog, at drengens forstand ikke fejlede noget. Oluf fik lov til at gå til hånde for inspektørparret som en slags plejebarn.
Forargelse – medlem af Nazist-parti
Som 20 – årig kom Luf på prøve på et mejeri i Løgstør. På mejeriet tilbød de ham øl. For første gang blev Oluf beruset og flygtede tilbage til Esbjerg. Men næste dag skrev han et brev til overlægen på Livø, hvori han bad om at komme tilbage til Livø. Men han fik lov til at blive i Esbjerg.
Men dermed slap forsorgen ikke op. To år efter kom overlægen på uanmeldt besøg i Esbjerg og noterede blandt andet at tøjet var lagt nydelig sammen. Til sidst blev Oluf udskrevet af forsorgen.
På grund af rygtet som åndssvag havde Oluf svært ved at få arbejde. For at bevise, at han ikke var mentalt tilbagestående tog han i 1939 en intelligenstest på De Kellerske Anstalter i Brejning. Oluf svarede rigtig på samtlige spørgsmål. Efter tre klager til politimesteren fik han endelig lov til at tage sit kørekort.
I 1940 var der ledige jobs at få i København. Selv om jobbet var på et nazistisk hvervekontor, fik Oluf sit første job som 31 – årig. Af praktiske grunde meldte han sig derfor ind i nazistpartiet. Efter en tjans i Kiel vendte han efter et år igen tilbage til Esbjerg og lod være med at betale kontingent og blev dermed automatisk meldt ud.
Men da det så senere kom frem, vakte det vild forargelse i Danmark.
Oluf Nyrup Rasmussen kom derefter i mesterlære, stiftede familie og levede et normalt liv. Hele sit liv var han i nær brevkontakt med overlægen fra tiden under forsorgen.
Først i 1961 blev ø-anstalterne nedlagt
I april 1961 blev ø -anstalterne på Livø og Sprogø nedlagt. Samtidig fik patienterne på De Kellerske Anstalter nu lov til at gå i deres eget tøj. Anstalternes store sovesale blev også nedlagt.
Da ønstalten blev lukket bragte Politiken en reportage fra Livø. Her mødte han en tavs mand, der havde været på øen i 38 år, men journalisten reflekterede ikke over, hvorfor vedkommende var tavs.
Tvangsindgreb afskaffet
Muligheden for tvangsindgreb over for udviklingshæmmede i Danmark blev afskaffet i 1967 og over for kriminelle i 1972. På det tidspunkt var 11.000 kvinder blevet steriliseret.
Først i 1989 blev ægteskabslovens særparagraffer helt afskaffet og året efter blev De Kellerske Anstalter nedlagt. Da havde 13.000 patienter opholdt sig hos dem i tidens løb.
700 har været interneret på øen
I de 50 år Livø havde været i funktion som øanstalt havde 700 været interneret på øen i korte eller længere tid.
Anstalten på Livø lagde beslag på de fleste bygninger på øen, hvor af mange kan ses den dag i dag. I dag bliver pavillonerne brugt som hotel og kursusejendom.
Langt de fleste bygninger var under De Kellerske Anstalter. Gårdene blev efterhånden også opkøbt og brugt som anstalt for eksempel avlsgården, hvorfra de anbragte mænd arbejdede på markerne.
Også daglig kost i dag
Denne historie handlede om umenneskeliggørelse af svage og sårbare. Det er også daglig kost i vore dage. Der bruges også i dag mange mærkelige talstørrelser til at definere nogle mennesker som afvigere, så de kan behandles og kontrolleres.
Kilde:
- Poul Duedahl: Billeder fra en anden verden – De Kellerske Anstalters Historie
- Birgit Kirkebæk: Defekt og deporteret. Livø-anstalten 1911 – 1961
- Lene Koch: Racehygiejne i Danmark 1920 – 1956
- Rigsarkivet
- Weekendavisen
- dengang.dk – div. Artikler
- kristeligt-dagblad.dk
- denstoredanske.lex.dk
- information.dk
- nordjyske.dk
- tv2nord.dk
- livo.dk
- dp.dk
Hvis du vil vide endnu mere: www.dengang.dk indeholder 1.667 artikler
Under Nørrebro (293 artikler) finder du:
- Sinker og Halvidioter på Nørrebro (NørLIv)
- De Kellersker Anstalter
Under Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) (336 artikler) finder du:
- Jagten på det perfekte menneske
Under ”Andre Historier” (66 artikler) finder du:
- Mandelejren på Livø
- De unge kvinder på Sprogø
Under København (180 artikler) finder du:
- De farlige kvinder