Artikler
Juli 2, 2024
Drivvejen eller Oksevejen i Vestslesvig
I denne artikel følger vi denne gamle Oksevej/Drivvej i Vestslesvig til Løgumkloster, hvor vejen deler sig i to – i en lidt østligere og en lidt vestligere del. Vi følger vejen ca. 20 -30 km syd for Tønder og besøger Leck (Læk). Rødder i Oldtidens vejnet. Studedrivning fra 1400-tallet. Bønderne overtog selv studehandlen. En dagsrejse på 20-30 km. I 1789 blev der eksporteret 12.000 stude. Dampskibstrafik og jernbanetrafik. Drivvejen delte sig syd for Løgumkloster. Sønderå var vanskelig at passere. En pæn rejse fra Tønder til Leck (Læk) dengang. Skamstenen i Sæd. Drivvejen i al sin uberørthed. Tønder måtte af med en masse penge i krigsskatter og forplejning. Overfaldet af svenskerne. 424 læs hø blev afleveret ved Amtshuset. Byen ved det rindende vand. Et slot fra 1000-tallet. Tilladelse til ugentligt marked. Kvægpesten hærgede. Tre markedspladser i Leck (Læk) En jordebog fra 1230. Her kom vikingerne Mon Tønder også havde samhandel med England. Tønder – Husum hovedvej fra 1885. Gang i hjemmeindustrien. Drivvejen pløjet væk.
Rødder i oldtidens vejnet
Vi kender alle sammen Hærvejen, der også havde andre navne, bl.a. Oksevejen. Men det er vejen ved vestkysten, som vi her skal beskæftige os med. På denne vej drev man stude fra Struer i nord til Leck (Læk) i syd og videre ned til det store marked i Husum.
Drivvejen har rødder i oldtidens vejnet. Der er fund af hjulspor omkring gravene tilbage til yngre stenalder. I bronzealderen lå gravhøjene på op til 2 km lange lige rækker langs datidens veje.
Studedrivning fra 1400-tallet
I vikingetiden var vejnettet så udbygget at det stort set svarede til nutidens hovedlandvejsnet. Drivvejen var en del af et større handelsnet, som havde eksisteret siden jernalderen og var rettet mod Tyskland, Nederlandene og England.
I 1400-tallet tog studedrivningen fart. Og i 1600 – tallet nåede man op på hele 50.000 stude.
Bønderne overtog selv studehandlen
Op til midten af 1700-tallet opfedede bønderne typisk studene de første tre – fire år, hvorefter godserne overtog dem og opfedede dem den sidste vinter på stald. I foråret hentede primært hollandske opkøbere studene på gårdene og drev dem syd på. Et gods solgte på den måde mellem ca. 30 og 250 stude hvert år.
Efterhånden blev de store godser opløst og bønderne overtog selv studehandelen og studedrivningen – nu længere syd på til markeder i Wedel og Hamborg. Andre gange solgte de studene til sønderjyske opkøbere, der fedede studene op i marsken endnu en sommer og drev dem syd på i efteråret.
En dagsrejse på 20 – 30 kilometer
Studedrivningen blev varetaget af særlige studedrivere og handelen forestået af handelsbønder.
En dagsrejse var på ca. 20 – 30 km og skete med flokke på 40 – 60 stude. Undervejs passerede man brede og dybe åer. Alle søgte mod de bedste vadesteder eller broerne over åerne. Ved disse overgangssteder lå der ofte toldsteder og overalt lå der kroer med kreaturfolde.
I 1789 blev der eksporteret 12.000 stude
Langs Drivvejen opstod der således en lang række kroer, hvor de handlende og kvægdriverne kunne hvile og få noget at spise. Studeeksporten foregik indtil slutningen af 1800-tallet. Blandt andre eksportvarer var svin, gæs og heste samt lokale produkter som for eksempel jydepotter.
Indtil 1788 havde kun godsejere og købstædernes købmænd ret til at eksportere stude. Da eksporten udviste en faldende tendens i slutningen af 1700 – tallet, besluttede regeringen at give studehandlen fri.
I 1789 var eksporten steget til 12.000 stude.
Dampskibstrafik og jernbanetrafik
Sidst i 1800-tallet skete der infrastrukturelle ændringer – dampskibstrafik – jernbanetrafik, Esbjerg Havns indvielse. Grundlaget for de traditionelle studedrifter forsvandt. Og det selv om studeeksporten blev mere end tidobbelt. De andre transportformer gjorde det lettere.
Men preusserne gjorde det sandelig ikke lettere efter 1864. Nord for Kongeåen gik man over til andelsslagterier og kødtransport med skibe fra Esbjerg.
Drivvejen delte sig i to
Drivvejen forløb i Sønderjylland mellem Ribe, Løgumkloster og Tønder. Hovedsporet var nok mellem Ribe og Tønder. Men der gik nu også en østligere Drivvej fra Foldingbro til Løgumkloster og videre til Leck (Læk).
Syd for Kongemosen lå Teltkroen, et yndet tilholdssted for studedrivere. Den blev oprettet i 1776. Den måtte lukke i 1938, da den blev åbnet en ny landevej gennem Draved Skov.
Her delte Drivvejen sig i to spor. Det østlige spor gik syd på til Solvig og Hostrup, Jejsing og Lydersholm. Sporet fortsatte videre af grusvej forbi Bejers kro ved landegrænsen og fortsætte til Leck og Husum.
Det vestlige spor gik mod sydvest til Kongsberg, Store Emmerske og Tønder. I Lille Emmerske passeres Emmerske Bedehus fra 1730. Gennem Tønder fortsætter Drivvejen videre til Ubjerg og Sæd.
Et gammelt kort fra 1853 hjælper os med at finde vejføringen fra Tønder til Leck over Sæd, Sønder Løgum og Læksgårde.
Sønderå var vanskelig at passere
Tidligere havde studedrifterne og især svinedrifterne måttet følge vejen over Store Tønde og så passere Sønderå ved Beyers Kro og videre syd på gennem Vestre og Karlum, fordi de lave enge syd for Tønder og især Sønderå på dette sted var vanskeligere at passere.
Vejen efter Sæd blev anlagt i årene 1545 til 1551. Den kaldtes for Tønder Dam. Navnet siger noget om, hvor meget, der skulle til for at gøre de lavtliggende langdrag passable. I 1640 blev broen over Sønderå syd for Sæd anlagt. I de følgende årtier fulgte studedriverne med deres kreaturer mere og mere denne vej.
I 1661 blev Tønder Dam yderligere forhøjet.
En pæn rejse fra Tønder til Leck (Læk)
I dag er afstanden Tønder – Leck (Læk) ikke at regne for noget. Det er vel en strækning på cirka 20 km. Men den gang var det nu en ganske pæn rejse. Det kunne være en træls vandring, når vestenvinden drev støvskyerne over vejen og ved Sønder Løgum ligefrem flyttede klitterne fra den ene side af vejen til den anden. Geologerne er overbevist om, at de klitter, som nu ligger sydøst for byen engang har ligget vest for den.
Drivvejen bød på rigeligt stof til eftertanke og samtale. Var man selv ikke synderlig stedkendt så skulle et lille ophold på en af kroerne nok gøre en kendt med, hvad der var værd at vide. Yderligere stod minderne jo også i sten og træ – som for eksempel galgen – langs med vejen.
Skamstenen i Sæd
I dag går trafikken uden om Sæd, men går vi ind i Sæd kan vi se en sten, hvor teksten er forsvundet. Men hvad stod der egentlig på den.
Vi har her på siden skrevet to artikler om denne dramatiske historie.
Ved grænseovergangen har man ved udgravninger lige øst for den nuværende hovedvej fundet stenbrolægning fra begyndelsen af det 17. århundrede.
Drivvejen i al sin uberørthed
Hvor den nuværende hovedvej fra 1885 og betonvejen fra Flensborg mødes, følger vi vejen til Flensborg ca. 100 meter, så hav vi på højre hånd igen Drivvejen i al sin uberørthed. Men på dette sted er det så tæt bevokset, at man ikke kan færdes på den. Vi må dreje om ad næste vej på højre hånd for igen at støde på den gamle vej som så kan følges til Sønder Løgum.
Ved indkørslen til byen møder vi den gamle kirke og præstegården. Her boede præsteslægten Clausen, og heriblandt faderen til Matthias Claudius, hvis aftensalme:
findes i Den Danske Salmebog.
Kun en ærlig mand i Sønder Løgum
Over for kirken, hvor vejen bøjer af til Ladelund, ligger Tetens Kro, som ser ud som dengang, da studedriverne besøgte den. Men måske var det nok bedre at skynde sig gennem byen. Folk fra Sønder Løgum havde ikke så godt et ry man sagde:
Nu skal vi følge vejviseren Bredstedt – Husum for at komme til Leck.
Tønder måtte af med masser af penge i krigsskatter og forplejning
Det var også denne vej Christian den Fjerde fulgte, da han havde store politiske ambitioner med Trediveårskrigen. Det var ikke den store succes. En af følgerne var at svenskerne faldt ind i hertugdømmerne. Det var næsten ikke den krog i landet, hvor de ikke på et eller andet tidspunkt dukkede op.
Tønder by måtte alene i årene 1643 – 45 betale 12.000 rigsdaler i krigsskatter. Dertil kom yderligere 12.000 rigsdaler for forplejning af de svenske tropper, som lå i byen i to år.
Overfaldet af svenskerne
Endnu efter fredsslutningen i 1648 blev flokke af disse krigsfolk ved med at gøre livet på landet og især vejene usikkert. Det erfarede de gode borgere fra Leck (Læk) i 1649 i de lyngbevoksede klitter lige syd for Sønder Løgum.
Der var gået bud til alle indbyggere i Kjær Herred, at der skulle køres korn fra slottet i Tønder til Gottorp. Mens de fleste sogne værgede sig ved at efterkomme denne ordre, begav de lovlydige borgere fra Læk sig mod Tønder med deres hestekøretøjer.
Men i klitterne syd for Løgum blev de overfaldet af svenske ryttere, der havde ligget skjult. De trakterede nu de overfaldende på det jammerligste. Mange heste var deres bytte.
I dag er disse klitter fredet både for deres vegetation for deres vegetation og fordi de var yngleplads for fugle. Resten dækkes af pragtfuld granskov.
424 læs hø blev afleveret ved Amtshuset i Tønder
I årene 1554 leverede undersåtterne i Kær Herred endnu 424 læs træ til amtshuset i Tønder. Allerede tre år tidligere havde man klaget over at jordene omkring Sønder Løgum sandede fuldstændig til.
På bakketoppen syd for plantagen stod for øvrigt den ene af Kær Herreds to galger. I Enge kirkebog kan man læse om den sidste henrettelse, som her har fundet sted. Og i dette tilfælde var det en kvinde, som fandt en voldsom død. Den anden galge stod ved Leck (Læk), dog ikke lige ved Drivvejen.
Byen ved det rindende vand
En del af den gamle Drivvej eller Oksevej er i dag skjult under flyvepladsens areal. To tidligere koloniststeder er også blevet skjult.
Kort før Leck (Læk) viser Drivvejen sig atter engang i sin fulde bredde. Ved den vestlige udgang ligger Møllebakken. Her blev Lecks første vindmølleoprettet i 1734. den brændte i 1926. Lige over for Møllebakken lå en rasteplads for kreaturerne.
Leck som staves Læk på dansk er afledt af oldnordisk (leka) og betyder måske:
Dengang i middelalderen bestod Bøking og Viding Herreder endnu af enkelte øer. Leck havde forbindelse til de nordfrisiske øer og halliger vestpå. I 1400 – tallet sandede havnen til og byen mistede dermed sin betydning som handelsby. I dag ligger Nordsøen cirka 20 kilometer mod vest.
Et slot fra 1000 – tallet
Byen var hovedbyen i Kær Herred, der udgjorde den sydlige del af Tønder Len. Over for byen på Læk Åens sydlige bred lå det forhenværende slot Lækhus. Arkæologiske fund daterer borgen/slottet tilbage til 1000-tallet. Måske har det været hjemsted for den kongelige foged, som havde til opgave at overvåge studehandlen på Drivvejen.
Tilladelse til ugentligt marked
Den 10. oktober 1689 udstedte hertug Albrecht et markedsbrev for Leck (Læk). Markedsbrevet gav tilladelse til et ugentligt marked med stude, køer, kort og lignende. Brevet gjorde nu ikke Leck til markeds-by. Det var byen allerede blevet i 1548, idet hertug Hans i dette år gav tilladelse til marked to gange om året.
Samtidig havde han givet befaling til, at alle hans undersåtter, som før havde søgt markeder i Strøsand, ved Friservejen Tønder – Flensborg, nu skulle søge til Leck for der at
Kvægpesten hærgede
Jo 1689 var et skelsættende år for Leck. Op til 4.000 stykker kvæg passerede byen ugentlig og hvert andet hus var indrettet som kro.
Der var også tider, hvor byen var helt død. Værst var det i årene 1713 til 1745, da kvægpesten hærgede i Kær Herred. For at standse denne syge blev al handel og trafik med kvæg forbudt. Besætningerne rundt på gårdene måtte slås ned. I Lek var der i 1745 kun to køer tilbage.
Tre markedspladser
I den vestlige del lå ”æ svinmarked” og midt i byen, hvor rutebilerne holder, var der fåremarked. Foran hver kro stod der heste bundet. Men frem for alt så man stude, som til dels kom langvejs fra.
Kvægtorvet var bag rådhuset. På markedsdagene hørte man sønderjysk, frisisk, plattysk og tysk. Men dengang, da var der mange studedrivere der gik videre – til Husum eller Itzehoe til Hamborg.
En jordebog fra 1230
Ved den søndre udkørsel fandtes den eneste bro mellem gestens højderyg og havet. En overgang har der været vadested her. Fortidsfund vidner om, at sådan var det tilbage i oldtiden.
Lecks (Læks) historie stammer tilbage fra 1230 med kong Valdemars jordebog. Heri nævnes Leck som kongens befæstede hus til værn for dette vadested.
Her kom vikingerne
Men før Valdemar Sejr har allerede vikingerne kendt Leck og brugt byens havn. I 1921 fandt man umiddelbart vest for byen forskellige bronzegenstande til hesteudstyr, som i deres udformning og udsmykning viser, at der har været forbindelser til Danelagen i England. Alt hvad der minder om denne ældgamle havn er gadenavnet ”Alter Hafen”.
Mon Tønder også havde samhandel med England?
I Tønder har man dog fundet rester af en gammel havn. Men det var ikke den, der lå der i vikingetiden. Her skulle man nok have ledt, der hvor det nye rådhus kom til at ligge. Men i Tønder kniber det med at bevise samhandel med England på denne tid.
Tønder – Husum hovedvej fra 1885
Da den nye hovedvej Tønder – Husum i 1885 blev færdig tog den livet af de fleste kroer og selve Drivvejen/Oksevejen. En kro skal vi da nævne og det er Petersborg. Den holdt helt til 1964. Den var på et tidspunkt hjem for straffefanger fra straffeanstalten i Rendsborg. De stod for det slidsomme arbejde at plante de første træer efter at heden var pløjet med den første dampplov.
Gang i hjemmeindustrien
Lidt sydligere end Leck (Læk) Sogn ligger Enge Sogn. Her tales et underligt frisisk sprog, eller det gjorde det engang. I 1791 skrev sognets præst, at foruden fåreavl så bedrev befolkningen en omfattende hjemmeindustri, Næsten i hvert hus fremstilledes især om vinteren blåstribede duge såkaldte Bettbühren (dynebetræk) som i store mængder blev solgt i nabobyerne blandt andet i Tønder. Sækkelærred og stribet uldtøj producerede de også.
Drivvejen pløjet væk
Flere steder er Drivvejen bogstavelig talt pløjet væk.
Således fik vi gået et godt stykke af den gamle Drivvej eller Oksevej. En vej, der er knap så kendt som den anden Oksevej eller Hærvej – længere øst på.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 28, 2024
Hærulfstenen
Sønderjyllands eneste runesten? Hærulf levede i det 6.-10- århundrede. Stenen blev flyttet. Stenen foræret til kongen. Prøjsisk overgeneral betragtede stenen som sejrsmindemærke i 1864. Den blev placeret ved hans slot. Ekskronprinsen kunne ikke hjælpe. ”Kidnapning” af stenen måtte opgives. Utallige forgæves forsøg for at få stenen hjem. Borgmester Reuter – født i Aabenraa – kunne hjælpe. 87 år i Tyskland. Stenen ankom i oktober 1951, Indvielse den 12. november 1951. En gammel uret gjort god igen. Opsøges af mange turister.
Sønderjyllands eneste runesten?
Ja denne sten er også blevet kaldt Hovslundstenen eller Øster Løgum Stenen. Den står ved Hærvejen ca. en kilometer nordøst for Hovslund Stationsby. Stenen har været kendt siden 1592.
Stenen er 124 cm høj og 24-59 cm bred. Den er af granit.
Det er tale om en runesten – faktisk Sønderjyllands eneste. Og dog. En sten blev fundet som dørtrin ved Starup Kirkes restaurering. Den er hvis nok opstillet på Starup Kirkegård.
Hærulf levede i det 8. – 10. århundrede
Og denne sten fra Hovslund slår alle rekorder m.h.t. indskriftens længde. Det eneste der står er:
Vedkommende har levet i det 8 – 10 århundrede. Men hvem vedkommende er, ved vi ikke noget om. Men nu behøver det ikke nødvendigvis være en runesten. Det kunne måske også være en skelsten.
Stenen blev flyttet
I et kort fra 1812 tegnet af den historisk interesserede pastor P. Kier fra Øster Løgum stod stenen umiddelbart vest for den gamle hærvej lige syd for Immervad Bro. På dette sted var den også afbilledet på det kort som kartografen Johannes Mejer (Meyer) tegnede i 1630erne.
Dengang i begyndelsen af 1800 – tallet omtales stenen som stående på en jordvold.
Stenen foræret til kongen
I 1854 blev den af den daværende husfoged i Aabenraa Amt udtaget af et dige, der skjulte en del af indskriften. Den fik nu en ny plads lige i nærheden. Samtidig udstedte lodsejeren, gårdejer Mathias Petersens enke, Cathrine en deklaration, der gik ud på at stenen nu tilhørte Hans Majestæt Kongen. Denne deklaration befinder sig i dag på Nationalmuseet.
Prøjsisk overgeneral betragtede stenen som sejrsmindemærke
Men ak, uanset dette ejerskab så mente den prøjsiske overgeneral – gamle Kejser Wilhelms Brodersøn, Prins Friedrich Carl i 1864 kunne bruge stenen som en slags souvenir eller krigsudbytte. Han lod den opstille i parken ved sit jagtslot ”Dreilinden” ved Potsdam.
Stenen blev nu et sejrsmindemærke og fik en central placering foran slottet, som for at understrege sin ejers indsats på Dybbøl omdannet til
Det har ikke været en let opgave at transportere den 4 tons store sten den lange vej. Om denne nordiske sten har vakt særlig interesse der i slotshaven, kan betvivles.
Nydambåden, Istedløven m.m. blev også betragtet som krigsudbytte.
Ekskronprinsen kunne ikke hjælpe
Efter indlemmelsen i 1920 blev der rettet mange henvendelser til Berlin. Gårdejer Oluf Andresen ”Nygård” ved Hovslund rettede således en henvendelse til den tyske ekskronprins Wilhelm, som han havde været soldat samme med og bad om bistand til at få stenen tilbageleveret. Kronprinsen måtte beklage, at der ikke stod i hans magt at gøre noget.
Efter Anden Verdenskrig forsøgte en kendt skolemand sig med en byttehandel, hvori der indgik en drittel smør. Handelsmændene må ikke have været de rette, for der kom ikke noget ud af denne forretning.
”Kidnapning” af stenen måtte opgives
En anden meget kendt mand pønsede på en kidnapning af Herulfstenen og tilrettelagde den i alle detaljer. Efter hans eget udsagn var bilen med løfte- og læssegrejer samt kamuflage allerede startet. Men da manden hørte bilens snurren, blev han bange sit foretagende. Modet svigtede og til alt held gik denne aktion lige som byttehandelen i vasken.
Utallige forgæves forsøg
Sognefoged Rasmus Callesen, Lerskov forsømte ingen lejlighed til at understrege, at Herlufstenens rette plads var Hærvejen og ikke i Berlin.
I 1946 blev sagen rejst gennem Aabenraa – Sønderborg Amt over for Nationalmuseet som derefter forhandlede med Firemagts-kommissionen i Berlin. Her blev danskerne afvist, idet kommissionen kun befattede sig med mindesmærker fra Anden Verdenskrig.
Der blev gjort utallige forsøg at få denne sten tilbage. Både H.P. Hanssen og Nationalmuseet forsøgte med initiativer for at få stenen hjem igen.
Borgmester Reuter – født i Aabenraa – hjalp
I 1951 rettede viceskoleinspektør ved det danske skolevæsen i Flensborg, Jes Christensen en henvendelse til Storberlins Magistrat, hvor borgmester Reuter (født i Aabenraa) sad som leder. Han blev interesseret, og kort efter vedtog Berlins senat, at Herlufstenen skulle tilbagegives. Den 10. oktober 1951 overtog den danske militærmission i Berlin stenen.
87 år i Tyskland
Hærulf – stenen blev pakket ind og sendt til sognerådsformand Jens Christensen, Øster Løgum. Fragtbrevet kan endnu set på Aabenraa Museum.
87 år måtte stenen leve i Tyskland.
Men det trak ud med stenens tilbagelevering. Den stod i den amerikanske zone og skulle gennem den russiske.
Samtidig skulle runestenens rette plads findes. Og det var 300 favne syd for Immervad Bro. Pladsen blev ejet af gårdejer Ove Andresen, hvis far altid ”har plovet uden om” det hul i diget, hvor Hærulf-stenen engang stod.
Museumsdirektør Erik Moltke fra nationalmuseet godkendte placeringen. På et møde i København aftaltes den formelle udleveringsproces.
Stenen ankom oktober 1951
En dag i slutningen af oktober 1951 ankom stenen endelig i en stor tysk jernbanevogn, pænt renset og emballeret i trækasse til Hovslund Station. Herfra blev den af CF – kolonnen fra Haderslev transporteret i bil til sin gamle plads, hvor Nationalmuseet forestod opstillingen.
Festdag den 12. november 1951
Den officielle festdag blev den 12. november 1951, hvor nationalmuseet modtog Kongens Sten. Nationalmuseets direktør dr. phil. Johannes Brøndsted holdt talen og afslørede derefter Herlufstenen, som havde været så mange år i udlandet.
En gammel uret gjort god igen
Egnens beboere og en del gæster var mødt talrigt op med amtmand Refslund Thomsen i spidsen. Ved en derpå følgende sammenkomst i Forsamlingshuset, hvor Øster Løgum sogneråd var vært, udtalte mange deres glædeover, at Hærulfstenen atter stod på sin gamle plads. En tysk gæst sagde:
Opsøges af mange turister
I ”den forløbne sommer” blev stenens omgivelser gjort attraktive med anlæg af p – plads med borde og bænke. Man anlagde også et spor, så man kunne køre op til ”Strengelhøj” med bautastenen på 2 meter et stykke inde på marken øst for Herlufstenen samt erhvervet grund uden om højen. Det hele blev indhegnet med et solidt hegn.
Herlufstenen er faktisk en attraktion som opsøges af mange turister. De kan få en kort orientering på en tavle, som Haderslev Museum har anbragt på stedet.
Men hvem er denne Hærulf? Kan man bruge argumentationen for, at Slesvig fra oldtiden havde været beboet af dansktalende folkeslag?
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 26, 2024
Når der pyntes på historien
Jeg faldt over en ældre anmeldelse af Aabenraa Bys historie 3. Og det handler i høj grad om dansk/tysk selverkendelse. Og for at læseren kan forstå mine argumenter, så først lidt om mig selv. Min egen berøring med mindretallet. Historikeren Gert Callesen. Anmelderen har ret i få tilfælde. Japsen og Hvidtfeldt får skarp kritik. Himmler ønskede at støtte Frits Clausen. Hvorfor skal man pynte på historien. Angiveri blev sat i system. Gamle sager blev halet frem. Amtmanden blev også overvåget. Var roklubberne neutrale. Benyttede Japsen sig af fortielser. Er det ikke at få op i småting? Benyttelsen af to datoer bliver kritiseret. Er Aabenraas historie belyst ud fra en forkert vinkel? Utilfreds med fremstillingen af Köller – politikken. Kan ikke få det til at hænge sammen. Nazismen er varsomt behandlet. To ting, der trak i retning af nazismen. Er det ikke for teoretisk? Forfejlet tolkning af hjemmetyskernes opdragelse?
En gammel anmeldelse dukkede op
Mange år for sent modtog jeg et eksemplar af ”Heimatkundliche Arbeitsgeiminschaft für Nordschleswigs skriftrække, hæfte 31/32. Og hvad er det så interessant ved det hæfte. Jo her bliver Aabenraa Bys Historie bd. 3 anmeldt.
Og egentlig kendte jeg godt anmelderen Gerd Callesen fra flere udmærkede artikler og også det omtalte hæfte kendte jeg.
Kan man kalde det dansk-tyske drillerier eller er det værre? I hvert fald er masser af forskellige opfattelser af historien. Bagerst i artiklen har vi samlet andre artikler, hvor du kan få uddybet meningsforskellene.
Min egen berøring med Mindretallet
Men lad os starte tilbage i min læretid i Andersen & Nissens Boghandel i Tønder. Her var jeg ved at blive fyret næsten inden jeg startede. Problemet var jeg nægtede at tale tysk til dem fra Det Tyske Mindretal. De kunne jo alligevel sønderjysk. Men den gamle chef mente, at da jeg jo kunne tale tysk, så derfor skulle jeg gøre det for disse personer, der boede i Tønder.
Jeg blev reddet af svigersønnen. Og det var såmænd en udmærket læreplads. Jeg var i bogbranchen i 49 år.
Mine forældre havde flirtet med Det Tyske Mindretal. Resultatet var at tre af os blev tysk døbt og de tre sidste dansk døbt. Far blev sur på Mindretallet. Han fik udskiftet Der Nordschleswiger med Sønderjyden. Men vi har nu alle seks gået i dansk børnehave og skole.
Mange år efter havde jeg en kronik i Flensborg Avis. Den var blevet nægtet optagelse i Der Nordschleswiger i første omgang. Men da den først kom i en anden avis og omtalt i Radio Syd, så kom den også oversat i Der Nordschleswiger. Og ikke nok med det. Jeg skulle holde foredrag på Nachschule i Tinglev grundet denne kronik. Den holdt jeg så på Sønderjysk/dansk/tysk. Og det handlede om det tyske skolesystem i Danmark.
I Tinglev var den ene halvdel begejstret mens den anden halvdel var særdeles utilfreds. Men på Årsmødet på Knivsbjerg blev indlægget opfattet positivt.
I min sidste bog, der udkom i 2017, kommer jeg lidt mere ind på dette med den dansk/tyske selvforståelse.
Historikeren Gert Callesen
Det er historikeren Gert Callesen, der anmelder. Han er født og opvokset i Aabenraa. Han voksede op i en tysksindet familie. Fra 1961 studerede han historie ved universiteterne i Marburg, Tübingen, København og Kiel.
Anmelderen har ret i nogle tilfælde
Det handler om selvforståelse eller mangel på samme. Og det handler om, hvordan især Det Tyske Mindretal bliver behandlet især i tidsrummet 1933 til 1945 i Aabenraa Bys Historie 3. Det ville da også være mærkeligt, hvis man slet ikke havde noget at klage over i en bog på ca. 300 sider.
Gert Callesen har ret i den fremstilling, der side 165 lader socialdemokraterne stemme på en tysk borgmester i 1929, mens man ti sider længere henne forgæves har forsøgt at få socialdemokraterne til at stemme på en tysk kandidat.
Og historikeren/anmelderen har ret, at det er urimeligt at skrive at Hindenburg (i 1925) var valgt af Højrepartierne inklusive nazisterne. Dengang betød nazisterne intet. Socialdemokraterne støttede også Hindenburgs kandidatur ved præsidentvalget i 1932. Han var demokraternes bedste kort mod Hitler. Dette kan nu ikke belaste hjemmetyskerne.
Japsen og Hvidtfeldt får kritik
Men så hagler kritikken ned over Aabenraa Historie bd. 3. Det er mest Dr. Gottlieb Japsen, der i byhistorien har skrevet om tiden 1920 – 1940, der går ud over.
Men også Rigsarkivar Johan Hvidtfeldt går det ud over. Mindretallet fik anbragt Rudolf Stehr anbragt som kontorchef i det danske statsseminarium, fordi de ikke kunne og ikke ville deltage i folketingsvalget i 1943.
Himmler ønskede at støtte Frits Clausen
Alligevel kunne de stemme på et dansk parti nemlig Frits Clausens DNSAP. Gert Callesen er ikke uenig om valgresultatet. Men han påstår at parolen var at afholde sig fra deltagelse i valget. Og det blev i det store og hele fulgt. Eller? Callesen spørger: ”Was soll dass?”
Jens Møller havde godt nok til hensigt loyalt at opfordre hjemmetyskerne til at undlade at stemme. Men Himmler ønskede deres støtte til Frits Clausen. Officielt deltog de ikke i valget med uofficielt gjorde de. Instruks gik fra mund til mund i militæret og i det tyske politi. I den forbindelse foregik der forhandlinger mellem Werner Best, Frits Clausen og Jens Møller. Det foregår også af ”Parlamentariske Beretninger 14 bind 1 side 213”
Det var tydeligt at Jens Møller tog hensyn til Himmler.
Den tyske konsul Lanwer, Aabenraa skrev i sin indberetning til den rigsbefuldmægtige Best om et underførermøde i Tinglev den 14. marts, at Jens Møller ”lod den mulighed stå åben og viste forståelse for, at en del af folketyskerne ville stemme på Frits Clausen”.
Dette står også noteret i Parlamentariske Beretninger 14 bd. 1 side 216. Så man kan da passende spørge Gerd Callesen:
Hvorfor skal man pynte på historien?
Hvorfor det er nødvendigt for en seriøs historiker at pynte på det tyske mindretal, vides ikke. Han påstår, at der kun findes et enkelt -og endda tvivlsomt – tilfælde af angiveri fra medlemmer af det tyske mindretal.
I forbindelse med min bogudgivelse i 2017 var vi inde og kigge på det såkaldte ”Dibbernhaus – kartotek” i Aabenraa. Her så vi den ene anmeldelse efter den anden. Et medlem af mindretallet havde således anmeldt hendes læge, fordi han havde kritiseret, at hun havde et billede hængende af Hitler. Og det blev han også behørig straffet for.
Og nu er angiveri er jo andet end anmeldelse af en sabotør. I bladet Nordschleswigsche Zeitung blev danskere hængt ud på en måde, der svarede til offentligt angiveri, hvilket ingen kunne være i tvivl om, eftersom Asmus von der Heide den 16. august 1941 i en artikel skrev med angreb på en dansk præst:
Men det almindelige var at selv navnet blev nævnt.
Angiveri sat i system
Nu var det sådan at inden for det tyske mindretal var angiveriet sat i system. En partibefaling fra dyrlæge Jens Møller:
Disse kredsledere skulle to gange om måneden sende indberetninger til ”Organisationsamt”. Under retssagen mod mindretalsledelsen blev det klarlagt, at der fra ”Organisationsamt”systematisk blev videresendt indberetning til tyske tjenestesteder son Vomi (Volksdeutsche Mittelsetelle), det tyske konsulat i Aabenraa (og dermed de tyske myndigheder i København, Abwehr-Nebenstelle i Aarhus og S.D. Aussenstelle i Aabenraa.
Partiapparatet fungerede med andre ord som et velsmurt efterretningsvæsen. S.D. Aussenstelle i Aabenraa havde et kartotek med 500 navne i kartoteket og 2-300 personaledokumenter i arkivet. Alle disse indberetninger kan vel kun karakterers som angiveri.
Gamle sager blev halet frem
Man gravede sandelig også gamle sager frem. Lektor Viggo Rosent var i 1938 efter aftenskoleundervisning over for en elev kom med nogle nedsættende udtalelser om Hitler. De blev opsnappet og viderebragt af nogle tyskere. Han blev trukket frem under besættelsen i en kampagne:
Det endte med at lektoren blev overfaldet og ”afstraffet” korporligt af to unge SK – folk. De havde gjort det efter ordre fra SK – lederen, lærer Otto Korsch. Denne forsvarede det med, at han også havde fået ordre oven fra.
Amtmanden blev også overvåget
Amtmand Kresten Refslund Thomsen brød efter et amtsrådsmøde op med bemærkningen, at han ville skynde sig hjem og høre radio fra London. Denne meddelelse lander hos Peter Larsen fra mindretallet. Pludselig finder man også ud af amtmanden ofte har jødiske gæster.
Gerd Callesen antaster den videnskabelige hæderlighed og korrekthed ved de danske forfattere af Aabenraa Bys Historie.
Var roklubberne neutrale?
Japsen skrev om, at de danske roklubber var nationalt neutrale. På side 184 skrev han om det sociale liv efter nationale retningslinjer, der strakte sig lige fra roklubber og afholdsforeninger og fortsatte:
De havde et helt igennem dansk præg, sagde han. Deres både var ”nach dänischer Art”. Han mente, at
Ak ja. Jeg ved, at i Tønder sejlede de tyske roklubber med Dannebrog i stævnen.
Benyttede Japsen sig af fortielser?
Japsen har gengivet det så udførligt, at ingen kunne være i tvivl om den tyske problemstilling. Men med vold og magt ville Gerd Callesen stemple dr. Japsen som en historiker, der benytter sig af fortielser. Callesen vil placere Dr. Japsen som en politiker, der skriver mod bedre viden.
Japsen henviser til en artikel fra Apenrader Tageblatt fra 1922, hvor ekskejseren hyldes. Men derimod kalder man den tidligere så kendte socialdemokrat, tidligere indenrigsminister Rudolf Breitscheid som ”ein nationaler Schädling” i nordslesvigske spørgsmål.
Dette får så Callesen til at angribe Japsen, fordi han ikke har fortalt, at Breitscheid ikke har haft artikler i Hejmdal. Apenrader Tageblatt havde for vane at give disse skældsord imod tidligere tyske socialdemokrater (Byhistorien s. 175).
Han havde nu næppe fået lov til skrive i Apenrader Tageblatt.
Er det ikke at gå op i småting?
Det burde da snart være lige meget om Flensborgs politichef bør tituleres med politichef eller politidirektør.
To vigtige datoer bliver kritiseret
Og videre bliver det kritiseret at 1940 og 1945 bliver brugt som afsnitsbegrænsning I Aabenraas Byhistorie. For en dansksindet er 9. april 1940 og 5. maj 1945 to vigtige datoer, som sandelig ikke er ligegyldig – og skam heller ikke for Aabenraas historie. Det kan i den grad undre at en historiker kan kritisere dette.
Er Aabenraa historien set fra en forkert synsvinkel?
Så bliver byhistorien også kritiseret, fordi Aabenraa burde ses under en verdens-politisk synsvinkel i stedet for en lokalhistorisk vinkel. Callesen mener, at det var verdenskrisen i 1873 – 1897, der formodentlig var skyld i, at Aabenraa ikke fik erstatning for den forsvundne sejlskibsbygning. Og det burde være nævnt i bogen.
Hvem skulle betale for denne erstatning?
Man nu fik Flensborg et dampskibsbyggeri. Og hvorfor er det netop verdenskrisen, der er skyld i Aabenraas situation?
Utilfreds med fremstillingen af Köller – politikken
Gerd Callesen er utilfreds med omtalen af Köller-politikken. Han mente, at det var naturligt at indre modsætningspolitik skulle ryddes af vejen. Så kunne man stå stærkere udadtil:
Tidligere har Gerd Callesen fremstillet Köller – politikken som et udslag ny nationalfølelse. Det var en fælleseuropæisk foreteelse med krav om national ensretning. Åbenbart har historikeren hævdet at vi undertrykte det færøske sprog lige som tyskerne undertrykte det danske sprog.
Skulle denne forklaring på denne undergravende politik være fortalt i Aabenraa Bys historie? Köller-perioden oplevede de dansksindede som ekstra undertrykkende.
Kan ikke få det til at hænge sammen?
Gerd Callesens udgangspunkt er, at han er hjemmetysker og det træder i en del situationer meget frem. Men jeg kan ikke få hans anmeldelse til at passe med en anden ting og det er, at han er marxist.
Nazismen er varsomt behandlet
Dette spørgsmål omkring nazismen behandles nu ret så varsomt i Aabenraas byhistorie. På side 194 understreger han, at det er svært at sige, hvor dybt nazismen trængte ind i det tyske mindretal:
Japsen fremhæver også, at førende tyske Aabenraa – familier, som f.eks. Jacob Jebsen holdt sig udenfor. Det samme gjaldt en kreds af troende kristne, hvis centrale skikkelse var pastor Beuck, som vi tidligere har skrevet en artikel om.
I 1938 mødte hele Det Frivillige Brandværn op for at modtage kongen i Aabenraa. Også de tysksindede. Samme år stod der i Hejmdal til den såkaldte ”Bekenntnismarch”:
Nu berører hverken Callesen eller Aabenraa By historie det problem, det var dengang i besættelsestiden med den enorme pres som de unge inden for det tyske mindretal var udsat for. Man pressede dem til at melde sig til fronten dengang. Da vi var i ”Dibbernhaus – kartoteket” så vi tydelige og frygtelige eksempler på dette.
To ting, der trak i retning af nazismen
Ifølge Japsen var der to ting, der trak i retning af nazismen. Først og fremmest troen på at Det Tredje Rige ville vise sig at være i stand til at rive Nordslesvig fra Danmark igen. For det andet var det tysksindede borgerskab gennem flere generationer blevet opdraget til en begejstring for kejserlige Tysklands beslægtede idealer og dermed for at citere rektor Buchreitz:
Men nu er spørgsmålet nok endnu mere kompliceret. Dels vil der altid i et nationalt mindretal være en vis loyalitet over for Moderlandets styre. Og så kan et mindretal også være økonomisk afhængig af Moderlandet og moralsk opbakning. Ja så kan Moderlandet øve indflydelse.
Er det ikke for teoretisk?
Gert Callesen tager afstand fra tanken om, at det var det konservative borgerskab, der gik i spidsen for nazificeringen. Teorien har Callesen efter bogen ”Anette Leppert-Fögen: Die deklassierte Klasse”. Men kan man bare overføre, det som er gældende i Tyskland til et mindretal i et andet land?
Hvis man kritiserede nazismen i Nordslesvig, ja så kunne man risikere at komme i Kz-lejr. Her skulle man helst lukke både øjne og øre for at bevare en selvønsket uvidenhed om nazismens ubehagelige sider.
Forfejlet tolkning af hjemmetyskernes opdragelse?
Gerd Callesen kritiserede Japsen, fordi han lagde noget af ideologien over i hjemmetyskernes opdragelse. De var ikke reaktionær-kejsertro og forudbestemt for nazismen, mens det danske borgerskab fremstilles som fundamentalt demokratisk.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 23, 2024
Fattige i Felsted
I 1853 fik Felsted en fattiggård. 63 fattighuse fordelt over hele Nordslesvig. Dengang fungerede de anderledes. Et personligt indgreb i den personlige frihed. Man skulle underlægges faste rammer. Anstaltens formål. En antydning om at de var dovne. Ikke alle kunne blive bestyrer/økonom. Krav til bespisning. Hvad fik man at spise? Regulativerne var ret ens over hele Nordslesvig. Økonom måtte udføre disciplinær myndighed. Flid og anstændig tale blev påkrævet. Hvad producerede man? Fattigvæsnet glemte aldrig gælden. Tilladelse til udgangstilladelse. En ” Idiotanstalt” blev bygget i Slesvig. Man blev bevidst umyndiggjort.
I 1853 fik Felsted en fattiggård
Det var i 1853, at Felsted fik sin første fattiggård. Den lå i Tumbøl og havde plads til 30 fattige. Og så naturligvis bestyreren og hans familie. Bygning og indretning kostede 8.294 mark. Der skulle optages fattige fra Felsted, Felstedskov, Skovbølgård, Svejrup, Tumbøl, Tråsbøl Og Grøngrøft. Man modtog også mod betaling fattige fra Varnæs, Ullerup og Holbøl.
Samfundet ude på landet ændrede sig i 1800-tallet. Gårdmandsklassen havde det fint, men det havde den fattige Jordløse landbounderklasse ikke. Ofte levede de fattige så nær et eksistensminimum, at sygdom, arbejdsløshed eller en arbejdsulykke betød, at der kun var fattiggården tilbage.
63 Fattighuse fordelt over hele Nordslesvig
I disse år fulgte mange sogne opfordringen fra Fattigvæsnet for Hertugdømmerne Slesvig og Holsten at indrette fattig- og arbejdshuse for at afhjælpe den tiltagende fattigdom. I løbet af 1800-tallet blev der oprettet 63 fordelt over hele Nordslesvig. Man ønskede at begrænse det offentliges sociale udgifter, hvilket bl.a. kunne ske ved at samle de fattige et sted.
Indtil da havde man understøttet de fattige i eget hjem med penge og/eller naturalier eller henvise til sognets fattighus. Måske har der været flere fattighuse i Felsted sogn.
Dengang fungerede det anderledes
Fattighuset var ofte bare et hus, sognet overtog – måske efter en fattig enke. Her kunne de fattige få husly. Man skulle så vidt mulig selv sørge for kost og brændsel, men kunne bo frit. Huset var sikkert af udmærket standard.
Et personligt indgreb i den personlige frihed
Problemet var bare mange var samlet et sted. Børn, gamle, drankere, åndssvage, sindssyge, invalider og vagabonder i en sammenblanding. Til gengæld var der ikke pålagt nogen form for kontrol endsige arbejdstvang. Sådan blev det ikke ved med at være.
At komme på fattiggård var en ganske anden sag. Det betød et alvorligt indgreb i ens personlige frihed. Alle fattiggårde skulle have et regulativ med såvel de fattiges som administratorernes rettigheder og pligter.
Man skulle underlægges faste rammer
De fattige skulle underlægges faste rammer fra man stod op om morgenen, til man gik i seng om aftenen med angivelse af faste arbejdstider, spisetider og sengetider.
Forældre, der blev indlagt med deres børn måtte afgive forældremyndigheden til bestyreren og hans kone. Kønnene levede adskilt, hvilket også gjaldt større børn og ægtefolk. Man skulle selv betale sit ophold. Var gælden ikke betalt kunne man f.eks. ikke gifte sig uden fattigkommissionens tilladelse. Man mistede også sin valgret.
Anstaltens formål
Anstaltens Formaal
En antydning at de fattige var dovne
Man fornemmer en undertone, der antyder, at de fattige nok var dovne og dermed skyld i deres fattigdom. Et ophold på fattiggården skulle oplære dem til flid og arbejdsomhed. Her modtog de fuld forplejning, og det var tanken, at de produkter, der medgik til forsørgelsen skulle frembringes på gården ved hjælp af de indlagte lemmers arbejdskraft.
31 personer blev den 13. august 1853 indkaldt af Fattigkommissionen. Der blev meddelt dem, at hvis de ikke kunne klare sig selv, måtte de lade sig indlægge på fattiggården. 12 ønskede at klare sig selv, mens resten indvilligede i at lade sig indlægge. Men af disse valgte 6 alligevel senere at lade sig indlægge, en døde dog, men hans enke måtte gå den tunge gang.
Ikke alle kunne blive bestyrer/økonom
Allerførst skulle man dog have ansat en bestyrer eller en økonom. Ifølge § 12 skulle det være:
Hvis han nu var ugift, kunne man ansætte et fruentimmer af ”sat alder”. Normalt fulgte konen sikkert med som ulønnet medhjælp.
Bestyreren/økonomen skulle føre forskellige bøger, bl.a. en protokol over de indlagte lemmer med ankomstdato, hvornår de var født, nærmeste slægtninge (af hensyn til betalingen). Og så var det også lige, hvad de bragte med af nærmeste bohave. Han skulle også føre regnskab med deres arbejde. Også hvad der er blevet indkøbt og brugt på fattiggården, skulle han føre regnskab over.
Krav til bespisning
I Regulativet § 17 står anført:
Nydelse af kaffe, te, stærke drikke og nydelse af tobak var almindeligvis forbudt men kunne foreskrives af lægen. I særligt tilfælde som Kongens fødselsdag, jul og påske, måtte der godt serveres kaffe.
Hvad fik man at spise?
Hvad fik de så at spise? Vi har ikke en madplan fra Felsted, men vi har fundet en madplan fra en anden fattiggård.
Davre:
Aftensmad:
Middagsmad:
Mellemmad:
1 lod svarer til 15,625 g. I Felsted blev maden tildelt portionsvis. I efteråret 1859 blev der klaget over at lemmerne led af underernæring Men det havde nu ikke noget på sig. Lemmerne blev truet med straf, hvis de en anden gang klagede uden grund.
Regulativerne var ret ens over hele Nordslesvig
Regulativerne var ret ens over hele Nordslesvig.
Dagen begyndte kl. 5.30 om morgenen, om vinteren en time senere. Efter at have vasket sig og var kommet i tøjet:
Så de kunne gå i gang med det arbejde, de var sat til, præcis kl. 7.
Kl. 12 blev der spist middagsmad. Derefter var der en hvilepause, som skulle tilbringes i det fri i en indhegnet gård og kl. 13.30 begyndte arbejdet igen. Lemmerne arbejdede hele eftermiddagen. Den eneste afbrydelse var en halv times pause, hvor de fik et stykke brød med fedt.
Under arbejdet måtte beboerne gerne snakke sammen, så længe det ikke forstyrrede eller krænkede ”Velanstændigheden”. Efter endt arbejde kl. 19 blev der spist aftensmad, hvorefter der blev holdt andagt. Hverdagene sluttede kl. 21, hvor fattiglemmerne skulle ligge i deres senge.
Økonom måtte udføre sin disciplinære myndighed
Regulativets § 42 – 46 lyder:
Økonomen skulle udøve sin daglige disciplinærmyndighed. To gange ugentlig skulle medlemmer af fattigkommissionen besøge fattiggården og kontrollere lemmernes forhold. De skulle kontrollere lemmernes forhold og give dem irettesættelser eller idømme straffe, hvis der havde været pligtforsømmelser, dovenskab, ulydighed, genstridighed eller andre slette forhold. Straffen kunne være:
I § 47 hedder det:
Flid og anstændig tale kræves
Børnene må han revse legemligt, piger op til 14 år, drenge til 18 år – især ved ulydighed, genstridighed og ondskabsfuldt sindelag.
I 1857 blev den 8 – årig Jacob afstraffet af økonomen i pastor N.H. Hansens nærværelse. Samme år blev han lejet ud til tjeneste.
I § 28 – 29 finder man følgende bestemmelse:
Hvad producerede man?
En stor del af arbejdet på fattiggårdene udførtes af lemmerne, det gjaldt både husarbejdet og det udendørs arbejde. Dertil kom en større indendørs produktion, hvor der blev produceret ting til eget brug, men hovedsagelig ting, der solgtes til det omkringliggende landbrugssamfund. Ifølge en arbejdsbog fra 1868 blev der produceret følgende i Felsted:
Der blev kartet og spundet uld, blår og hør, rullet twist op og syet skjorter, kjoler og forklæder og strikket strømper. De indlagte lemmer arbejdede ti timer i døgnet og fik løn for deres arbejde. De blev aflønnet efter faste satser.
Fattigvæsnet glemte aldrig gælden
De indlagte skulle betale for kost, logi, tøj og sko. Det kostede 3,50 rigsdaler pr. voksen person om måneden at blive forsørget med kost og logi på fattiggården. Alt blev noteret. Nogle havde oparbejdet en ret stor gæld. Men Fattigvæsenet glemte aldrig gælden.
Blev man anbragt på Fattiggården startede det med at man blev renset for lopper og lus. De kunne få lov til at bruge deres eget tøj, hvis det var brugeligt, ellers fik de anstaltens tøj. Hvis de havde bohave med, kunne Fattiggården råde over det.
Lemmerne skulle skifte undertøj hver søndag og strømper hver 14. dag.
Tilladelse til udgangstilladelse
Ingen måtte forlade fattiggården uden tilladelse. Udgangstilladelse blev kun givet hver anden søndag eftermiddag og kun hvis de havde udvist god opførsel. Den, der kom beruset hjem fra udgangsturen, stod til en hård straf.
Fra 1853-1910 var der på Fattiggården indlagt 153 kvinder, 158 mand og 185 børn. Først hen omkring 1900 begyndte man at lave en opdeling, så børn kom på nyoprettede børnehjem og syge på sygehuse.
En ”Idiotanstalt” blev bygget
I 1820erne blev der i Slesvig bygget en ”idiotanstalt” (senere benævnt sindssygehospital). Hertil sendte kommunerne mod betaling deres psykisk syge. Hidtil havde man beholdt dem på fattiggården, fordi det var billigere. Først i 1887 blev det forbudt at beholde dem på Fattiggården.
I 1880erne kom de sociale love. Man kunne få alderdomsrente, hvis man fyldte 70 år, hvis man vel og mørke havde betalt til den i 30 år og ikke havde modtaget fattighjælp i ti år. Det gik da også 10 – 15 år, inden den virkede for alle. Og så var der også mange, der slap for at komme på fattiggård.
Husbonden kunne sætte en pige ud, hvis hun blev gravid. Sat fra sin plads uden familienetværk var lige til fattiggården.
Man blev bevidst umyndiggjort
Den bevidste umyndiggørelse og isolation fra det øvrige samfund på grund af fattigdom var en af årsagerne til at fattiggårdene aldrig blev den succes, man fra myndighedernes side havde regnet med.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Lokaliteter i nærheden:
Fattigdom i Sønderjylland:
Juni 21, 2024
Martin Nyrop på Nørrebro
Hvem er Martin Nyrop? Lokalarkiverne fik 565.000 kr. Kommunen tog de 400.000 tilbage i lejeindtægt. 75 – 100 frivillige arbejder gratis i arkiverne. Politikere er kommet med forslag om at få skal betale for Københavns kulturarv! På Nørrebro går man anderledes til værks. Man starter projektet ”Nørrebros Fortid-Nutid – og Fremtid. Hele projektet startes op 23. august. Martin Nyrop – møbler i ”Nørrebro – stuen” på anden sal. Nyt lokalarkiv i kælderen under Bibliotek Blågården. Han satte sit præg på alt. I 1903 tog man en del af Rådhuset i brug. Møbler var ikke omfattet af fredning. Alle tre samarbejdspartnere på Nørrebro kan være stolte af ”Nørrebro-stuen” Nyrop mente, at en forfatter gik for meget op i enkeltheder. Nyrop – møblerne var inddelt. Der var forskel på kontorpersonale og borgmestre. Godt samarbejde med Borgerrepræsentationen. Enkelte embedsmænd var utilfredse. Var/er B og C – møbler de flotteste? Stolefabrik på Nørrebro leverede også stole til Nyrop. Nyrops møbler omfattede 157 numre.
Hvem er Martin Nyrop?
Ja dem, der ikke lige kan huske hvem denne Martin Nyrop er, så kan vi da lige fortælle at han står bag bl.a. Bispebjerg Hospital, Østre Gasværk og Københavns Rådhus. Men hvad har han med Nørrebro at gøre. Ja det vender vi lige tilbage til.
Lokalarkiverne fik 565.000 kr. – Kommunen tog 400.000 kr. tilbage
For et stykke tid siden havde vi her på siden to artikler, om at Københavns Lokalarkiver var i fare. De blev reddet for 2024. Men endnu er de ikke reddet for 2025 og fremefter. I de sidste to år er budgettet blevet reduceret med 40 pct.
Sidste år fik Lokalarkiverne 565.000 kr. Men det som politikerne har glemt fortælle er, at de 400.000 kr. blev tilbageleveret til kommunen i for husleje.
75 – 100 frivillige arbejder gratis
600 hyldemeter lokalhistorie og 125.000 fotos er ved at blive digitaliseret. 75 – 100 frivillige og ulønnede holder de 10 lokalarkiver vedlige. Tænk hvis kommunale embedsmænd i fremtiden skal udføre dette arbejde!
Skal få mennesker betale for Københavns Kulturarv?
Politikere har foreslået at kontingentet til foreninger skal fordobles. De mener, at nogle få mennesker skal betale for Københavns kulturarv. De har ikke forstået at selve foreningerne kører uafhængig af tilskud. Men de regnede med at de lokalhistorisk interesserede skulle også så kommunen kunne få deres huslejeindtægter.
Nørrebros Fortid-Nutid og Fremtid
På Nørrebro er Lokalhistorisk Forening og Arkiv ikke slået ud af politikernes besparelser. Man har indledt et samarbejde med Støberiet og Blågårds Bibliotek om et meget spændende projekt ”Nørrebros Fortid-Nutid og Fremtid”.
På 2. sal er indrettet et ”Nørrebro stuen” med en del af arkivet. Her findes Nørrebro – bøger, – plakater, – Billeder m.m. I kælderen er hovedarkivet ved at blive indrettet.
Hele projektet startes op – den 23. august
Der vil årligt blive arrangeret foredrag, udstillinger m.m. Man vil lave Åbne Arkivdage og historieinteresserede kan melde sig frivillig til at hjælpe med at registrere arkivets materialer.
Hele projektet bliver sat i værk den 23. august, hvor der holdes reception med Nørrebro – film, foredrag og taler.
Martin Nyrop møbler i ”Nørrebro – stuen” på 2. sal
Og endelig når vi frem til denne artikels hovedoverskrift – Martin Nyrop. Det er lykkedes for de tre samarbejdspartnere at låne nogle Martin Nyrop – møbler, som nu står i ”Nørrebro- stuen” på anden sal. Og det er nærmest et tilløbsstykke i sig selv. Her er det meningen at mindre arrangementer løber af stablen. Længere henne ad gangen er det så meningen at de større foredrag m.m. skal finde sted.
Det var i 1889 Martin Nyrop vandt konkurrencen om at bygge Københavns Rådhus. Han forenede danske og italienske inspirationskilder.
Han satte præg på alt
Martin Nyrop var en interessant, begavet og flittig mand. Han havde adskillige tillidshverv. På et tidspunkt var han både professor og direktør på Kunstakademiet. Han modtog masser af hæder og titler.
I 2023 kunne man opleve udstillingen ”Martin Nyrops Tegnestue – skabelsen af Københavns Rådhus. Det skete oppe under loftet på Københavns Rådhus. Det skete i anledning af at København i 2023 var udnævnt til ”World Capital of Architecture”. Her var det tydeligt at se, at Nyrop favnede det hele og intet var overladt til tilfældighederne.
Nyrops Rådhus fremstår i dag som et ”Gesamtkunstværk”. Han satte sit præg på alt fra de store helheder til de mindste detaljer, fra hele bygningen til det enkelte belysningselement.
I 1903 tog man dele af Rådhuset i brug
Det er en fejring af det gode håndværk, fremhævelsen af det gode materiale og den dygtige, fantasifulde udførelse af alle detaljerne. Dengang var alle inviteret med til festen. Foruden de tusinder af håndværkere, der var med til at bidrage til at bygge rådhuset, var stort set alle datidens kunstnere med til at bidrage med deres del.
Borgerrepræsentationen tog den nye arbejdsplads i brug i 1903, men selve bygningskomplekset stod først færdig til indvielse i 1905.
Møbler ikke omfattet af fredning
Rådhusets interiør, møbler, armaturer og tekstiler var en del af Nyrops helhedsopfattelse af materialer, former og udsmykning. Han gav de enkelte lokaler deres særpræg. I 1981 blev rådhuset fredet og dermed alt mur- og nagelfast inventar. Møblerne er derimod ikke omfattet af den beskyttelse som fredningen indebærer.
De møbler som Nørrebro-stuen har fået til låns, stod på et depot. Men alle Nyrops møbler er blevet registreret.
Alle tre samarbejdspartner kan være stolte af Nørrebro-stuen
Københavns Rådhus er et enestående eksempel på en kompleks helhed af bygning, interiører og møbler. Det er et samspil mellem arkitektur og møbelkunst. Møbelstofferne var silkedamask, satin, plys, velour samt hestehår.
Men også Nørrebro-stuen på anden sal oven over Blågårds Bibliotek kan alle tre samarbejdende partnere være stolt af.
Nyrop mente, at forfatter gik for meget op i enkeltheder
Da Francis Beckett skrev sin bog om Københavns Rådhus, sendte han forskellige afsnit til gennemsyn hos Nyrop, efterhånden som han fuldførte dem.
Nyrop svarer, at han gennemlæser manuskriptet med glæde, men også med nogen betænkelighed. Han er betænkelig ved den indgående omtale af bygningens enkeltheder. Det hedder i det første brev:
Nyrop – møblerne var inddelt
Nyrops møbler er i sig selv et stort område med flere indfaldsvinkler. På Københavns Rådhus er det gennem årene sket store ændringer med de mange kontorlokalers møbleringer, idet generationer af embedsmænd ønskede møbler fra deres egen tid. Ved omrokeringer af kontorer deltes de sammenhørende møbelsæt og stole, borde og skabe i nye sammenhænge eller blev skiftet ud. Det krævede bl.a. nutidens computer – udstyr. Dette gjaldt også for borde og stole.
Møblerne var inddelt i A, B og C – møbler.
I februar 1900 sendte Martin Nyrop forslag fra kommunalbestyrelsen med inventarforslag. Inddelingen er Martin Nyrops egen og hans tegningsarkiv er indrettet efter denne systematik.
Nyrop ville give møblerne en rationel karakter. Han lagde således vægt på at møbeltyperne skulle være let sammensættelige. Hovedparten af A – møblerne er udført i pitchpine eller i teaktræ. Det var et vist hierarki, karakteriseret ved A-, B- og senere C-møbler.
Der var skam forskel på alm. kontorpersonale og borgmestre
Der var forskel på almindeligt kontorpersonale og på den anden side borgmestre, kontorchefer og direktører med A- henholdsvis B-møbler. I 1902 fremsatte Nyropforslag til montering af for – og mellembygningen på 2. sal. Han lagde vægt på, at møblerne til de repræsentative rum skulle være af egetræ.
Både A-, B-, og C-møblerne blev stort set alle fremstillet på københavnske værksteder. Enkelte stoletyper blev fremstillet på de store møbelsnedkerier.
Godt samarbejde med Borgerrepræsentationen
For Martin Nyrop blev det at tegne møbler til rådhuset en del af hans arbejdsområde som arkitekt. Han udformede møblerne efter eget koncept. Hans samarbejde med Borgerrepræsentationen var for så vidt uden nævneværdige problemer. Han havde jo også selv været medlem fra 1888 – 1891.
Enkelte embedsmænd var utilfredse
På et tidspunkt var det dog lidt utilfredshed at spore hos embedsmændene, der mente, at det var forkert at kontorcheferne skulle have de allerpæneste møbler. Og så var der andre, de mente:
Var/er B og C-møblerne de flotteste?
Nyrops arbejdstegninger viser, at han både kunne videreføre en møbelform og give en gammel model en ny tidssvarende udformning. Han anvendte de dengang nye træsorter og teaktræ. A – møblerne er så funktionelt udformet at de kan bruges den dag i dag. Det kan man se i Nørrebro-stuen. Det passer godt ind i helheden. B-stolene i en borgerlig elegant udformning, mens man i C-stolene lagde vægten på det stilhistoriske.
Datiden vurderede formentlig at B- og C- møblerne som de flotteste.
Møblerne skulle være en del af interiøret, supplere stuk, keramik og marmor. Inspirationen til disse møbler har ligget i tidens interesse for gotik- og renæssanceornamentik.
Stolefabrik på Nørrebro lavede også stole til Nyrop
I 1904 blev 50 bøgetræsstole i mahognibejdsning med rørsæde bestilt hos Dansk Stolefabrik på Nørrebrogade og leveret til rådhuskøkkenets spisesal. Da stolen har et smalt sæde, blev den desuden anvendt ved større sammenkomster i festsalen som supplement til Nyrops festsalsstol.
Dansk Stolefabrik blev grundlagt i 1890. Fabrikken flyttede fra Nørrebrogade til Ravnsborggade 8. I 1934 kunne man på adressen finde De danske Bommuldsspinderier.
Nyrops møbler omfatter 157 numre
Der er lavet en registrant på møblerne i 1999. Nyrops møbler omfatter 157 numre. Møblerne fra det tidligere Råd- og Domhus omfatter 13 numre og Bryllupssalens Kaare Klint – møbler omfatter 5 numre.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
Juni 18, 2024
En kansler på Kogsbøl
Rosenkrantz’ er ejede gården i 200 år. Gården eksisteret siden middelalderen. Slægtens mest magtfulde mand skal vi her høre om. Christoffer Rosenkrantz mistede hovedet. Ny hovedbygning fra 1830. I 1955 solgtes det til Jordlovsudvalget. Godskalk Eriksen Rantzau blev kongelig sekretær. Han overværede ”Det Stockholmske Blodbad”. På pilgrimsrejse. Måtte ikke undervise prinsen. Kongen håbede at genvinde magten i Danmark. Skotland kunne stille med 4. – 5.000 landsknægte. Hjælp fra Kejser Karl. Kongen havde fortrudt sin lutherske vildfarelse. Christian den Anden indespærret på Sønderborg Slot. I kejserens tjeneste. Skulle have været med den nederlandske hær til København. Godskalk Eriksen Rantzau døde i Belgien.
Rosenkrantz’ er ejede gården i 200 år
Vi har allerede været her på besøg en gang før.
Adelsslægten Rosenkrantz har været ejer af Kogsbøl i mere end 200 år. Mellem 1649 og 1713 blev Kogsbøl ejet af de gottorpske hertuger. Man kender ikke så meget til Kogsbøls tidlige bygninger. Disse var placeret sydøst for den nuværende hovedbygning på et stort voldsted.
Eksisteret siden middelalderen
Gården ligger kun 2 km vest for Trøjborg. En overlevering fortæller, at en kgl. Foged her havde forlening mod at opkræve skat hos friserne. Han havde også en halvgård i Brunotten kog samt tre munkegårde, der stod til hans rådighed, men han varetog forretninger der.
Herregården Kogsbøl har eksisteret siden middelalderen. I 1393 blev gården ejet af Peder Eriksen fra slægten Rosenkrantz. Senere blev flere gårde lagt under Kogsbøl. Nu havde familiens sønderjyske linje vel aldrig så meget magt som hovedlinjen på Hevringholm.
Især slægterne Rosenkrans og Skram var nært beslægtede. Den sidstnævnte havde især mange besiddelser i Vestslesvig, i Emmerlev, Vodder og Brøns sogne.
Slægtens mest magtfulde mand
En af slægtens mere markante mænd var Gotskalk Eriksen, som vi skal høre om i denne artikel. Han arvede Kogsbøl i 1515 sammen med Claus Sivert og Iver Eriksen. Vores hovedperson var gejstlig uddannet. I hele hans liv udviste han stor troskab over for Christian den Anden.
Christoffer Rosenkrantz mistede hovedet
I slutningen af 1500-tallet var Kogsbøl ejet af Carsten og Christoffer Rosenkrantz. Sidstnævnte blev eneejer, hvorfra han eksporterede stude til Holland. Han blev henrettet på skafottet, fordi han havde misbrugt kongens navn. Kreditorerne solgte i 1613 gården til Gert Rantzau, som var statholder. Han gav gården som medgift til sin datter, der således brugte gården til sin mand Josias Rantzau. Denne overlod gården i 1639 til sin svoger Christian Rantzau.
Ny hovedbygning fra 1830
Denne solgte Kogsbøl i 1649, hvor gården indgik i en stor godshandel med hertug Frederik den Tredje af Gottorp. I en lang periode blev Kogsbøl bortforpagtet, bl.a. til Gøddert Hansen og hans søn Andreas Christian Hansen, der i forvejen havde Søndergaarde i fællesskab. I 1713 overgik Kogsbøl til den danske Krone, da Gottorperne blev forvist fra Sønderjylland.
Boy Feddersen fra Røj købte gårdene Søndergårde og Kogsbøl til ejendom i 1841. Men allerede i 1828, da han tiltrådte fæstet, sløjfede han de sidste rester af den gamle herregård og opførte Kogsbøl Ladegård 600 meter nordvest herfor.
Den nuværende hovedbygning er fra 1830.
I 1955 solgtes det til Jordlovsudvalget
Ved Boy Feddersens død over gik ejendommene til nevøen, den prøjsiske rigsdagsmand Theodor Feddersen, der endnu samme år opførte en herskabelig hovedbygning på Søndergaarde, hvor han tog bolig.
Han døde i 1915 og da sønnen Hans faldt i krigen tre år senere var dennes sønner ganske unge. Boet blev først delt i 1948, da den ældste søn Christian Feddersen overtog Søndergaarde med 293 tdr. land. Broderen Theodor Feddersen fik Kogsbøl Ladegård med 250 tønder land og 400 tønder land mose. I 1955 solgtes det til Jordlovsudvalget.
Midtvejs mellem ejendommene ligger den gamle borgplads.
Godskalk Eriksen Rantzau blev kongelig sekretær
Men den mest betydningsfulde var Godskalk Eriksen. Mange kalder ham også for mærkelig. Han levede i en tid, hvor der var spændinger i luften – inden for kirken og mellem kongen og adelen. Der kom til forskellige opgør. Han tog magistergraden fra universitet i Køln, hvor han startede i 1507.
Efter sin tilbagekomst til hjemlandet blev han kongelig sekretær, og i 1514 forlenede Christian den Anden ham med kirken i Højer, så han fik præsentationsrettighed over den. Og det var ret naturligt at den unge adelsmand vandt stor indflydelse hos kongen, kom til at overvære kroningsfærden i Stockholm i 1520.
Han overværede ”Det Stockholmske Blodbad”
Han anede ikke på forhånd at flere dages festligheder skulle afløses af det afskyelige blodbad, der skulle bringe sorg i så mangt svensk adelshjem. Begivenheden blev som bekendt kaldt ”Det Stockholmske Blodbad”.
Men om vores hovedperson har vist mishag over denne gerning er dog tvivlsomt. Da kongen forlod Sverige, blev han del af et regeringsråd sammen med bl.a. ærkebiskoppen Gustav Trolle og Didrik Slaghek. Ja han blev udnævnt som kongens kansler og fik det kongelige segl.
Da Sverige efterhånden gled ud af den danske konges hænder, måtte også kansleren forlade landet.
På pilgrimsrejse
Mester Godskalk havde besluttet at foretage en pilgrimsrejse til apostel Jakobs grav i Compastella i Spanien. Han havde aflagt det løfte, at han ikke ville nyde kød før han havde haft lejlighed til at holde andagt på dette hellige sted. Han var og blev katolik til død.
Måtte ikke mere undervise prinsen
På tilbagerejsen over Nederlandene traf han her Christian den Anden. Det blev så hans opgave at føre de mange forhandlinger, den landflygtige konge førte.
Han opholdt sig ofte hos den kongelige familie på slottet Zwynaerde. Der var netop der, hvor dronning Elisabeth døde. Af frygt for luthersk påvirkning blev den danske tjenerskab afskediget.
Kongebørnene blev anbragt i Mecheln under personligt tilsyn af den afdøde dronnings faster regentinde Margrete, der var datter af kejser Maximilian.
Mester Godskalk, der stadig holdt fast ved pavekirken, fik dog lov til at følge med. Dog blev det ham ikke tilladt til at undervise prinsen, som han hidtil havde gjort. Den unge kongesøn skulle have en lærer efter dette lands manér og efter kejserlig majestæts vilje og mening.
Kongen håbede at genvinde magten i Danmark
Kongen nærede stadig håb om at genvinde sit rige. Men da han stadig var i miskredit hos den kejserlige svoger, blev planen om et togt til Danmark ikke til virkelighed.
Vores hovedperson tilskyndede dog kongen til at drage afsted så snart som muligt. Han tilrådede ham ikke at slutte overenskomst. Det ville kun forhale sagen. I et brev til kongen, der ofte var på rejser, skrev han, at der ikke er mange slesvigere, der vil følge hertug Frederik ind på Gottorp. Kongen må stole på sine gamle venner, og ikke følge folks løse tale. Modstanderen har kun respekt for magt.
Men stridighederne mellem kejseren og Frankrig, hvor Italien også blev revet med, bevirkede, at kongen ikke kunne stable en hær på benene.
Skotland ville stille med 4. – 5.000 landsknægte
Det blev kanslerens opgave at træde i forhandling med forskellige førere af landsknægte. Han fik bl.a. et løfte fra Skotland, at man her ville stille 4 – 5.000 mand til rådighed.
Med disse hvervede skotter skulle mester Godskalk så personlig forsøge et angreb på Bergen, hvor man regnede med at de tyske købmænd hurtigt ville falde til føje.
Hvis planen ikke foreløbig kunne blive udført, skulle kansleren drage omsorg for, at der udrustes et stort antal kaperskibe, der kunne drive deres hærværk langs Norges kyst. Mester Godskalk kom dog ikke på dette krigstogt.
Hjælp fra Kejser Karl
Man indgav dog stadig kongen håb om generobring af de nordiske riger. Dog måtte det ikke gerne komme til et alvorligt brud mellem kejseren og ham. Han skrev:
Kongen kom da også til sine riger og lande, men næppe på den måde Mester Godskalk have ment.
Kansleren havde gennem sine forhandlinger med kejser Karl fået løfte om pengehjælp til kongen. Kejseren havde indvilliget i at udstede breve til alle fyrster om at være kongen behjælpelig, når hans tropper drog gennem landene mod nord.
Kongen havde fortrudt sin lutherske vildfarelse
Og efter kongen over for sin kejserlige svoger ydmygt havde fortrudt sin lutherske vildfarelse og igen var blevet optaget i den katolske kirke og efter andre besværligheder havde fået en lille flåde udrustet, drog han i efteråret 1531 i togt mod Norge. Dette togt må vel nærmest betegnes som ulykkelig.
Mester Godskalk blev i Bryssel hos den unge prins Hans. Da kejseren året efter tog ham med ril Regensburg fulgte kongens kansler med. Her modtog han en skrivelse, at det norske rigsråd havde hyldet prinsen som faderens efterfølger.
Christian den Anden blev spærret inde på Sønderborg Slot
Men så kom ulykkesdagen i august 1532, da Christian den Anden førtes som fange til Sønderborg Slot. Det gjorde Mester Godskalk meget ondt. Og ikke nok med det. Dagen efter kongens tilfangetagelse døde den unge prins.
I kejserens tjeneste
Der var ikke mere chance for at Mester Godskalk ville komme i hoffets tjeneste i hjemlandet. Han trådte derfor i kejser Karls råd. Dermed begyndte et nyt kapitel i manden fra Kogsbøls bog.
Skulle have været med den nederlandske hær
Han kom til at foretage mange diplomatiske forhandlinger og rejser i det vidtstrakte habsburgske rige. Snart var han i det ene, snart var han i det andet land. Ganske vidst var det planlagt, at han under Grevens fejde skulle rejse sammen med den nederlandske flåde, der var udset til at bringe København undsætning under dens belejring.
Men fra historiebøgerne ved vi dog at den udsultede hovedstad måtte overgive sig. Heller ikke denne gang kom han til Danmark.
Godskalk Eriksen Rantzau døde i Belgien
Snart skulle han dog for andet at se til. Der udbrød atter krig mellem Frankrig og Habsburgerne. Denne krig stillede store krav til gesandt.
Han var en sygdomshærget mand og datidens besværlige rejser måtte tage på kræfterne. Da han døde i 1544, var han på hjemrejsen fra fredsforhandlingerne i Crespy. Døden indhentede ham i den lille belgiske by Valenciennes.
Christian den Tredje havde i den anledning givet Mester Godskalks bror Iver, der sad hjemme på Kogsbøl. Lov til at forlade landet. Han skulle som vidne kunne være med til at bevidne, at broderen var adelsslægt i fjerde led.
Det er næppe sandsynligt, at Godskalk, der jo var en ivrig katolik og tilmed tro tjener af den fængslede konge, har aflagt sit hjemland et besøg. Det vides, at han sendte grev Kristoffer af Oldenburg en skrivelse, hvori han bad om hjælp til at skaffe erstatning for de i Slesvig tabte besiddelser. Her har han vel nærmest tænkt på rettighederne i Højer, som Frederik den Første var blevet overdraget til Caspar Fuchs.
Det var i øvrigt også denne, der som kongelig gesandt bragte Christian den Tredje dødsbudskabet om mester Godsskalk. Han havde nemlig været på sendefærd i Belgien.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 15, 2024
Aage Rosenkjær – modstandsmand fra Tønder
Han viste os en vej at gå. Kender de unge i dag denne person? Fruen fik først besked halvanden uge efter dødsfald. En hård tid i Husum Svesing. En af de første sabotagegrupper i Sønderjylland. 24 år ved Tønder Statsskole. God matematik – og gymnastiklærer. Han nåede ikke at fejre Statsskolens 25 års dag. En mindefond. En mindegudstjeneste i Tønder.
Han viste os en vej at gå
Vi har omtalt denne person før i forbindelse med ”Fodbold og Modstand i Tønder” – ”Modstand i Tinglev” og i vores beskrivelse af udelejren Husum-Svesing, hvor han døde. Og så har vi valgt at læge denne artikel under Tønder i stedet for besættelsestiden.
På førstesalen i den gamle skolebygning hang/hænger en mindeplade for Aage Rosenkjær. Når jeg skriver det på den måde, så hang pladen der sidste gang, jeg besøgte Statsskolen. Og det var med bøger fra Andersen & Nissens Boghandel for masser af år siden.
Indskriften på denne plade slutter med ordene:
En sætning, som i al sin enkelthed siger sandheden on en af skolens store lærere.
Kender de unge denne person?
Spørger man nuværende elever om navnet siger dem noget, vil de nok sige nej. Men spørger man nogle, der har haft noget med idræt, gymnastik og fodbold at gøre i Tønder så kan det sagtens være, at der husker ham.
Fruen fik først besked halvanden uge efter dødsfaldet
Først den 1. december 1944 fik Fru Rosenkjær besked om lektor Rosenkjærs død den 18. november var død i udelejren ved Husum.
Det var den 11. december 1943 at Rosenkjær blev taget af Gestapo. I næsten et år sad han som fange i Kolding, i Vestre Fængsel, i Horserød, I Frøslevlejren og til sidst i Tyskland.
Han blev 15. september 1944 overført til KZ Neuengamme og derfra til udelejren Husum – Svesing, hvor han døde af dysenteri.
En hård tid i Husum – Svesing
Efter 15. oktober 1944 var der ca. 100 danskere i denne lejr. Hver dag marcherede lejrens mandskab gennem byen Husum ud i marsken, hvor man skulle grave grøfter. 2.20 meter dybe skulle grøfterne være. Man stod i vand til knæene.
Da tyskerne frygtede en snarlig invasion fra England, pressede man på for at få arbejdstempoet sat op. Der blev også slidt i det om søndagen.
Man skulle fuldende ”Friservolden” og i dette arbejde pådrog mange fanger alvorlige sygdomme på grund af den dårlige påklædning og den elendige næring. Kommandanten Griem stjal også mad fra fangerne. Og hvad det værste var, så blev kommandanten aldrig dømt. Han var også leder af udelejren Ladelund.
En af de første sabotagegrupper i Sønderjylland
Rosenkjær var medlem af en af de første aktive sabotagegrupper i Sønderjylland. Han voksede op i et lærerhjem i Øster Snede. Han var student fra Sorø Akademi i 1909. Han tog lærereksamen på Jelling Seminarium i 1912. Derefter var det Ollerup Gymnastikhøjskole. Efter et studieophold i Frankrig blev han cand. Phil.
24 år på Tønder Statsskole
I 24 år viede han sine kræfter på Tønder Statsskole. Han gjorde det som inspektor og han gjorde det som faglærer, men han gjorde det først og fremmest som opdrager. Han havde praktisk sans og organisatoriske evner. Han ordnede eksamener, sportsopvisninger og fester lige let og sikkert.
Et sådant arbejde blev lagt i hans hænder. Han ledede stævner for Dansk-Nordisk Ungdomsforbund og da han blev formand for Tønder Amts Idrætsforening.
Han forbandt idrætten i Tønder med kampen mod nazismen. Fodbold var en af Aage Rosenkjærs kæpheste, Han blev en af Tønder Boldklubs første ledere og målmand på første – holdet. Han fik Det Unge Grænseværn op at stå.
Efter 9. april 1940 gik Rosenkjær ind i terrænsporten og derfra ind i modstandsbevægelsen. Han betalte prisen derfor.
God matematik- og gymnastiklærer
Som matematiklærer var Rosenkjær dygtig, som gymnastiklærer var han enestående. Han fulgte Niels Bukhs system. Ikke slavisk, men sådan som det passede hans elever. Og for ham selv. Han fik alle til at yde, hvad de kunne.
Rosenkjær lavede også meget frivilligt arbejde. Han ville udvikle eleverne til viljestærke og pligtopfyldende danske mænd og kvinder. Det var aldrig gennem moralprædikener men gennem krav, han stillede dem og sig selv. Han fik det bedste frem i dem.
De første 14 dage af sommerferien samlede Rosenkjær 60 – 70 af skolens elever og gamle elever i Tønderkahytten ved Vejle Fjord. Stilfærdigt og myndigt ledede han denne lejr.
Ved det store gymnastikstævne i Tønder i 1942 sagde han til de mange hundrede gymnaster, da de stod opstillet på Statsskolens legeplads:
Han nåede ikke at fejre Statsskolens 25 års dag
I de sidste år var det hans kone og hans søn og så troen på Gud som gav ham styrke, så han også i koncentrationslejrene kunne være noget for dem, han der havde om sig.
Han havde håbet at kunne være med ved Tønder Statsskoles 25. år. Det håb fik han ikke opfyldt. Jo han gjorde også meget for Tønder Statsskole.
En mindefond
Til ære for, hvad Rosenkjær gjorde for dansk ungdom, Tønder Statsskole og ikke mindst vores landsdel blev der stiftet en mindefond. Fondets renter skal komme dansk ungdom i Sønderjylland til gode.
Jo det var gamle elever, der startede indsamlingen til denne fond. Og midlerne uddeles til personer som i Rosenkjærs ånd har ydet en indsats for det frivillige, folkelige idrætsarbejde. Når man nu ser på dem, der har modtaget midler fra denne fond, så har man dog afveget lidt fra dette.
En mindegudstjeneste i Tønder
Rosenkjær blev mindet til forældremøde samme dag at meddelelsen var kommet ti Tønder til forældremøde den 1. december 1944.
Dagen efter samledes eleverne straks kl. 8 i festsalen. Rektor holdt en tale til ære for ham. Ved siden af stod en elev med skolens fane. Der var ingen undervisning den dag.
Rosenkjær var lagt i en grav sammen med 8 andre uden klokkeklang. Og uden medvirken af en præst. Den 12. december blev der holdt en mindegudstjeneste i Tønder med mindst 1.200 mennesker.
Provst Christensen prædikede, hvorefter der blev talt af en lang række af dem, der havde stået Rosenkjær nær. Der var solosang, korsang og fællessang. Den smukke mindehøjtidelighed sluttede med en af de sange, Rosenkjær holdt mest af:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 13, 2024
Aabenraa – under Første Verdenskrig
Levevilkårene ændrede sig. Børneopdragelse var stadig vigtig. Ikke foder til dyrene. Ingen varer i butikkerne. Myndighedskontrol og afleveringspligt. Initiativ med succes i købmandsgården. Den flotte uniform blev vist frem. Alle fra 16/17 år skulle 3 år til fronterne. ”Gør din pligt – Kræv din ret”. Nordslesvigerne betalte dyrt. Kvinderne måtte tage det hårde læs. Rektor meldte sig som frivillig. Skolebørnene fik fri efter hver sejr. De skulle også selv bidrage. Kortere skolegang. Flittig brug af spanskrøret. Børnene lærte for lidt. De dansksindede blev mere dristige. Befolkningen var nedslidt og udsultet. Danmark eksporterede masser af heste til Tyskland. Gullaschbaroner. Mange søfolk mistede livet.
Levevilkårene ændrede sig
Også i Aabenraa måtte kvinderne overtage mændenes arbejde. Hurtig opstod der mangel på fødevarer overalt i Nordslesvig.
Levevilkårene ændrede sig drastisk fra 1914 – 1918. Nordslesvigernes liv blev direkte berørt af verdenskrigen. Hele Tysklands produktion blev efterhånden tilpasset militærets behov. Et effektivt propaganda-program blev sat i værk. Moral, offervilje og udholdenhed skulle holdes oppe.
Børneopdragelsen var vigtig
Men det var svært. Derhjemme i Aabenraa og Nordslesvig var kvinderne udsat for psykisk pres bl.a. i form af vedvarende ængstelse for sønner, ægtemænd, fædre og brødre ved fronterne.
Retskaffenhed, flid og gudsfrygt var de vigtigste ting i børneopdragelsen. Og hvis man så tilmed kunne få dem til at være stille, når voksne talte, så var meget opnået. Jo så var det jo også lige at bibringe dem at lære at spise med kniv og gaffel.
Det var kvindernes lod at bibringe børnene disse vigtige ting. Fædrene havde travlt med deres virke uden for hjemmet. Jo han studerede dog inderligt karakterbogen. Han var stolt, hvis alle børn kunne frembringe gode karakterer. Han ville gerne tilskrive sig æren, hvis hans poder havde opnået den smukke vurdering.
Ikke foder til dyrene
Vi er i Aabenraa under første verdenskrig. De få børn, der havde husdyr, måtte af med dem. Der kunne ikke skaffes nok foder til dem. Og så var det lige det, at man selv måtte ud i naturen og plukke mælkebøtter m.m.
Men det var nu ikke kun foder til husdyr, som det var et problem med. Byg som var hovednæringsmiddel for svin blev i stigende grad anvendt som brødkorn. Mælkeproduktionen svandt il 25 pct. af niveauet i fredstid. Her var der ikke kun problemer med foder, men der manglede også folk til at passe kvæget.
I vinteren 1916/17 slog kartoffelhøsten også fejl. Så måtte man i stedet til at spise kålroer. I Haderslev demonstrerede husmødrene i 1918 for at få mere føde.
Ingen varer i butikkerne
I butikkerne og købmandsgårdene i Aabenraa var der ikke meget at lave. Der kunne ikke skaffes varer. Desuden førtes der kontrol med alt, hvad der var rationeret. Og myndighederne oprettede skam deres eget udsalg. Den fik navn efter den tyske amtmand Hans Siemon og man kaldte den for ”Siemons butik”.
Myndighedskontrol og afleveringspligt
Myndighedskontrol og afleveringspligt på bøndernes landbrugsvarer, hvilket gav grobund for udbredt snyderi, sortbørshandel og svækket tiltro til autoriteterne. Bønderne måtte affinde sig med tvangsaflevering. For at kontrollere, at der ikke blev slagtet i smug, blev gendarmernes sat til hyppigt at inspicere de forskellige gårde.
Også i Aabenraa måtte man drikke erstatningskaffe af brændt rug eller kålrabi. Man kunne være i tvivl om man drak kaffe eller te.
Initiativ med succes i Købmandsgården
Men nede i Schmidts Købmandsgård havde fruen besluttet, at hun ville starte en slags specialforretning med tallerkner, kopper og almindeligt køkkenudstyr. Desuden skulle butikken forhandle rammer til indramning af alle de fotos, der kom fra fronterne.
Hr. Schmidt mente at det var gøgl og han overdrog fuldstændig initiativet til fruen. Det blev dog også en succes. Fruen fortog rejser til de holstenske fabrikker i Elmshorn og Itzehoe for at købe ind. Hun overbeviste salgscheferne om at varerne skulle til Aabenraa. For at hjælpe på dette trak hun i sidste øjeblik 1 pund smør frem. Det var i den tid, hvor den ugentlige smørration pr. person beløb sig til 90 gr.
Den flotte uniform blev vist frem
Når børn ved fronten var hjemme på orlov, blev de ført gennem Aabenraa i deres flotte røde uniform af stolte forældre. Når man mødte en af de tyske honoratiores, blev der hilst ærbødigst på dem uanset om det var tysk – eller dansksindede. Men det mærkelige var, at i dagligdagen forsøgte de dansksindede forældre at skjule, at deres knægte var ved fronten.
Det blev efterhånden svært for soldater fra Nordslesvig at få lov til at komme hjem på orlov. Man frygtede at soldaterne ville flygte over grænsen til Danmark. Nogle gange kunne de få lov til orlov i det sydlige Tyskland. Mange var på den måde væk hjemmefra i årevis
Alle fra 16/17 år skulle til fronterne
Aabenraas og Nordslesvigs sønner opholdt sig i skyttegravene både på øst- og vestfronterne i skyttegravene fyldt med mudder og rotter. Sult, lus og kulde var evige følgesvende. Lig og kropsdele arbejdede sig ud gennem mudderet. En stank af død, latriner og giftgas lå kvalmende over fronten. Kedsomhed og hjemve blandede sig med angsten for at dø og gruen ved at skulle dræbe.
Jo indkaldelsen gjaldt alle krigsduelige mænd i alderen 17 – 45 år. Fra 1916/17 blev dette udvidet fra 16 – 60 år. Ikke så sært at mange indbyggere udvandrede for at slippe for militærtjeneste.
Gør din pligt kræv din ret
Men hvis nu alle dansksindede udvandrede var det jo ikke nogen tilbage for at kæmpe for danskheden. Det blev en del af den sønderjyske kamp, at man skulle gøre sin pligt, betale skat, aftjene sin værnepligt og så videre, så man kunne kræve sin ret. Men det var dyrt betalt.
Der var da også 2.500 nordslesvigere, der gik over grænsen for at slippe for at komme i krig.
Nordslesvigerne betalte dyrt
Til den tyske hær blev man indkaldt i tre år.
Af de ca. 35.000 krigsdeltagere fra Nordslesvig vendte de 4.000 hjem som krigsinvalider. Mindst 5.300 mistede livet ved fronterne. Dette efterlod
Ja så var det alle de mentale skader.
Kvinderne måtte tage det store læs
Kvinderne måtte passe hjemmet, den fælles bedrift, herunder det fysiske arbejde på markerne og i staldene. Det hjalp, da russiske krigsfanger kom til, så man nogenlunde kunne opretholde den sønderjyske landbrugsproduktion.
Under krigen indtog kvinderne sig hverv som kuske, postbude, maskinarbejdere, teglværksarbejdere og industriarbejdere. Men der var sandelig ikke tale om ligeløn.
Den tyske stat havde en forsørgelsesforpligtelse over for soldaterhustruer, men udbetalingerne var beskedne.
Rektor meldte sig som frivillig
I 1905 var der blevet dannet en ren drengeskole i Aabenraa med dr.phil. Herting fra Flensborg som rektor. Det var meningen at institutionen skulle være omdannet til gymnasium men krigen satte en stopper for dette. Flere lærere og Dr. Herting havde meldt som frivillig.
Allerede i 1914 indløb meddelelsen om de første faldne. Blandt de første faldne fra Aabenraa var en overlærer dr. Trebitz. Siden kom disse sørgelige beskeder hyppigere. Ikke mindre end 274 aabenraaer faldt under Første Verdenskrig og 22 blev meldt savnet.
Dr. Herting, der efterhånden var en ældre herre kom tilbage til skolen i sommeren 1916.
Skolebørnene fik fri efter hver sejr
Nu var det dog også visse lyspunkter, når man var skoleelev under krigen. De mange sejre især i begyndelsen gav mange fridage. Men det hørte også med til det hele at man ”skulle være med til at yde fædrelandet værdifulde tjenester” og det var uanset om man var dansk – eller tysksindet.
Til skolebørnenes opgaver hørte således ”indsamling af brændenælder og løv-hø, papirindsamling, tøjindsamling m.m. – alt dette foregik i skoletiden.
Der blev også samlet kirkeklokker til krigsindustrien. I Nordslesvig blev der samlet 46 klokker sammen i landsdelen. Så kunne befolkningen tegne krigslån eller aflevere metalgenstande til brug i krigsindustrien.
Skolebørnene skulle også bidrage
Ved løv-hø forstod man blade af eg og bøg, som anvendtes til fodring af køer og heste, der ofte værgede sig ved at æde det. Eleverne fik nogle få håndøre for det. Ofte opstod der slagsmål blandt eleverne om ejendomsretten på de forskellige stakke, der endnu lå på jorden og endnu ikke var kommet i sække.
Når eleverne kom hjem fra sådanne ekspeditioner, så de slemt tilredte ud. Mødrene vred hænderne af fortvivlelse over det iturevne tøj.
Plukning af brændenælder, der blev anvendt til tøjfabrikation, var nu heller ikke den mindst tiltalende af elevernes såkaldte tjenesteydelser. Ganske vidst brugte de handsker, men alligevel kom de ofte hjem slemt forbrændte med rifter og skrammer over hele kroppen.
Kortere skolegang
Om vinteren måtte skolen i hvert fald i krigens senere år, holde lukket i lange perioder på grund af kulmangel. Eleverne skulle blot mødes om morgenen til en halv times undervisning, opdelt i tre lektioner a 10 minutter a hver. I rasende fart hastede man gennem ny og gammel lektie. Også det skriftlige arbejde nåede læreren.
Når det var rigtig koldt, skulle elevere foretage armbøjninger ind imellem. Lærerne skiftede ofte. Efterhånden kom lærerinder på banen eller mere eller mindre affældige pensionister. Naturligvis anvendtes også sårede.
Flittig brug af spanskrøret
Det er kendt at disciplinen i de prøjsiske skoler dengang var streng og hård. Der blev gjort flittigt brug af spanskrøret. Eftersidning og afskrivning hørte også til de normale afstraffelsesmetoder. Kunne man ikke huske kejserens fødselsdag skulle man hundrede gange skrive:
Mon ikke man så kunne huske det?
Man lærte også følgende:
Børnene lærte for lidt
Klassekvotienten var uhyggelig høj. Der skulle simpelthen være ro i klassen. Mindre tilgiveligt var det måske, at alt skulle læres udenad. Til de store paradenumre hørte digte af Schiller og Goethe. Men man blev også lært tåbelige patriotiske sange, som kun havde det sigte at forherlige kejseren og berømme den tyske storhed.
I de år fik børnene lært alt for lidt. Visse fag som fysik, kemi og naturhistorie forsømtes næsten helt.
Selv i krigens tid fandtes der i Aabenraa originaler. Der var Skrå-Sofie, Svenske Louise, Silde-Drea og hvad de ellers alle hed.
Det var altid en befrielse, hvis man blev inviteret til en klassekammerats fødselsdag på landet. Det var nogle solide måltider, der blev sat til livs.
De dansksindede blev mere dristige
I Aabenraa blev de dansksindedes udtalelser mere og mere dristige efterhånden som krigen lakkede mod ende. Også børnene blev mere og mere åbenmundede. Efterhånden dannede der sig to grupper, der stod over for hinanden. Da nationalsangen skulle afsynges i skolen, protesterede de danske børn på en meget diplomatisk måde. De bevægede munden uden at der hørtes en lyd. Meget ubegribelig lod den ellers strenge rektor gå denne optræden upåagtet hen.
Han nøjedes med at kalde urostifterne ind på sit kontor og holdt en til dels formanede og forsonende tale, der for en tid bragte stridighederne til ophør.
Befolkningen var nedslidt og udsultet
I Aabenraa og overalt i det sønderjyske var produktionsapparatet nedslidt. Befolkningen var nedslidt og delvis udsultede. Fødevaremanglen betød at modstandskraften over for smitsomme sygdomme var nedbrudt. Den Spanske Syge havde gode kår i Nordslesvig. I Danmark kostede sygdommen 14.000 døde.
Danmark eksporterede masser af heste til Tyskland
Der blev fra dansk side eksporteret masser af heste til Tyskland. Normalt lå hesteeksporten på 20-30.000 dyr. Men under krigen nåede man op på ca. 80.000 dyr pr. år.
Gullaschbaroner
Mange danskere tjente også en masse penge på eksport af dåsemad til de krigsførende lande. Deraf begrebet ”Gullaschbaroner”. I 1914 var antallet af danse fabrikker, der specialiserede sig på dette område oppe på 21 fabrikker. I løbet af krigen voksede dette antal til 148. Eksporten af kød på dåse steg med det 50 dobbelte.
Kvaliteten var alt andet end god. Det som skulle have været gullasch indeholdt alt fra sener, indvolde og brusk til egentlige knogler malet til mel og derefter kommet i blandingen. Producenter var også ofte lige glade med om der var kommet for gammelt kød eller en rotte med. Jo billigere de kunne fremstille det, des mere kunne de tjene på det.
Mange søfolk mistede livet
Mange Aabenraa skibe blev sænket under Første Verdenskrig. I alt blev 324 danske skibe sunket. 722 danske fiskere samt søfolk på handelsskibe mistede livet på havet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 9, 2024
Manden bag Ole Bole – Claus Eskildsen (3)
Dette er endnu en artikel om skole og seminarium i Tønder og om den berømte Claus Eskildsen. Fra Felsted Mark. Han holdt ikke Knivsbjerg – taler, selv om myterne fortalte det. Han sagde nej til stor stilling i Berlin. Han førte pennen i afstemningskampen. Som 15 – årig på præparandanstalt i Aabenraa. Anden læseprøve. Der kom bedre organisation i uddannelsen. Seminarister måtte ikke selv give klø på øvelsesskolen. ”Fattigbørns-skole”. Kontrolbesøg på seminariet. Uddannelsen i Tyskland blev omlagt efter Første Verdenskrig. Var den danske eller tyske lærer bedst?
Manden, seminariet, uddannelsen
Vi kigger nu ikke kun på Claus Eskildsen, men også på måden man blev lærer på. Hvordan var det på Tønder Seminarium og på Øvelsesskolen – dengang. Og hvor var forskellen på den prøjsiske og den danske læreruddannelse fra cirka 1900 – 1920.
Fra Felsted
Den var overalt i skolen dengang – Ole Bole ABC. Den var illustreret af Robert Storm Petersen, men skabt af seminarielærer Claus Eskildsen. Han var landmandssøn fra felstedskov og blev læreruddannet i Eckernförde i 1901.
Han blev senere mellemskolelærer- og rektoruddannet. Han blev ansat ved Tønder Seminarium i 1905. Her var han at finde til 1946.
De var fire brødre og tre søstre i søskendeflokken på den lille gård ikke langt fra Aabenraa Fjord. Faderen døde tidligt. Tidligt fandt man ud af, at Claus var begavet. Men som forholdene var, kunne han ikke bare få en uddannelse. Han fik sin uddannelse og blev lærer i det tyske skolesystem.
Han holdt ikke Knivsbjerg – taler
Skæbnen førte ham til Ubjerg, hvor han fandt sin kone. Her var de tysksindede i klar overvægt. Fra tysk side kaldte man ham altid:
Der blev sagt om Claus Eskildsen, at han holdt tale på Knivsbjerg. Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe der. Ofte var Tønder Seminarium leveringsdygtige i de bedste hold. Han kom i det udvalg som planlagde gennemførelsen af lege og idræt i forbindelse med Knivsbjerg – stævnene.
Det er et rigtigt, at han har holdt tale ved kejser Wilhelms fødselsdag. Pligten gik på skift.
Nej til stor stilling i Berlin
Claus Eskildsen havde en konflikt mellem det dybt liggende danske sind og den påtagne tyskhed, som man skulle udvise udadtil. Claus Eskildsen har udtalt at få ham kom Genforeningen som en befrielse. Han stillede sig selv spørgsmålet:
Han sagde nej til at overtage stillingen som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin.
Han førte pennen i afstemningskampen
Hans deltagelse i afstemningskampen som taler på dansk side, blev meget kort, fordi Den internationale Kommission meget snart forbød embedsmænd at optræde som talere. Til gengæld førte han pennen ret flittigt i afstemningstiden.
Som 15 – årig på præparandanstalt i Aabenraa
Da Claus var 15 år gammel, kom han på den preussiske præparandanstalt i Aabenraa. Han måtte have dispensation fra en ældre bestemmelse fra dansk tid om, at unge skulle have haft et års praktik ved siden af skole, inden de kunne optages på seminarium.
Den sædvanlige vej dengang til læreruddannelsen begyndte dengang i en landsbyskole., hvor den ungeassisterede læreren i lærergerningen samtidig med at han under lærerens vejledning forberedte sig til seminariets optagelsesprøve. Dette førte til, at særlig dygtige lærere samlede små grupper af unge aspiranter, så der opstod små private præparandanstalter.
Anden læseprøve
Læreruddannelsen varede dengang typisk 5 år. – to år på præparandanstalt og tre år på seminarium. Når man så var dimitteret fra seminariet, var man kun ”Schulamtskandidat”. Den endelige kvalifikation til fast ansættelse fik man ved en såkaldt ”anden læseprøve”, der kunne aflægges tidligst to år og skulle være bestået senest fem år efter dimissionen.
Der kom bedre organisation i uddannelsen
Indtil 1901 var denne uddannelse ret dårligt organiseret, idet seminarieundervisningen på ingen måde var en gentagelse af det man havde lært i præparandklasserne. Og selv anden lærerprøve i hovedsagen blev håndhævet som en kundskabsprøve.
Lidt efter århundredeskiftet kom der plan i uddannelsen. De fleste seminarier blev indrettet som seks-klassede skoler med tre præparand og tre seminarieklasser. I de tre præparand – klasser var der en fornuftig folkeskole – lærdom. Men der var dog også en del udenoms-lære.
Seminarister måtte ikke selv give klø
Når man havde bestået adgangsprøven på seminariets præparandanstalt, var de optaget på seminariet og så sagde man til eleverne:
Hele undervisningen i en fire-klasser og en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af eleverne i seminariets ældste klasser. Dengang var der ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen.
Den yngste af seminarielærerne havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” – ledelsen af skolen og hovedtilsynsfører. Han havde sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn. Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse.
Han blev også tilkaldt, når der skulle gives klø. Dette måtte semaristerne ikke selv give. Og klø blev der givet meget af på Øvelsesskolen dengang. Det var en sport at se hvor langt man kunne gå for at drille seminaristerne.
”Fattigbørns-skole”
Værst var de i den en-klassede skole. Her undervistes ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år i et lokale. Det var drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole. Men her blev skolematerialet givet gratis, hvad man ellers ikke kendte på de tyske skoler.
Det var en udpræget fattigbørns-skole med en stor del af svagt begavede børn fra ikke skole-interesserede hjem. Ja sådan fortalte Claus Eskildsen. Undervisningen på denne skole var af gode grunde ret vanskelig for de unge seminarieelever.
Kontrolbesøg på seminariet
Med jævne mellemrum var der kontrolbesøg på seminariet. Det var regeringsskoleråd, amtsskolekonsulent (kredsskoleinspektør) og en seminarielærer fra nærmeste seminarium. Disse overværede undervisningen i et par timer. De gik derefter ind i lærerens private stuer, hvor der blev stillet ham nogle spørgsmål angående metodik, praktik, kendskab til skolelove og lignende.
Klarede seminaristen (den nye lærer) dette, fik han fast ansættelse i folkeskolens tjeneste. Han kunne så, når han ellers var dygtig og flittig nok, aflægge to frivillige eksaminer.
Mellemskolelærereksamen var en videnskabelig prøve i to fag. Man valgte efter interesse. Bestod man denne gav dette berettigelse til ansættelse ved mellemskoler og præparandanstalter.
Rektoreksamen var en pædagogisk-metodisk eksamen af videregående art. Bestod man denne gav det kvalifikation at blive overlærer ved en folkeskole eller seminarielærer.
Uddannelsen i Tyskland blev omlagt
Efter verdenskrigen blev læreruddannelsen i Tyskland atter lagt om. Alle seminarier blev nedlagt. Uddannelsen blev lagt hen til lærerakademier i forbindelse med universiteterne. Som forudsætning for optagelse blev der krævet en studenteruddannelse. Den kunne dog tages på en såkaldt ”Aufbauschule”.
Denne nye form for højskole, bygget på folkeskolen med tysk og historie som hovedretning og tilsvarende nedskæring af kravene i fremmed sprog. Uddannelsen på lærerakademiet varede to år. Dette akademi med 500 elever flyttede fra Kiel til Flensborg.
Var den danske eller tyske lærer bedst?
Claus Eskildsen mente at de tyske lærere fik en bedre praktisk uddannelse. Men han mente, at de danske lærere havde lettere ved at få kontakt med børnene og leve sig ind i barnets verden.
Han mente, at den tyske lærer kom fra et mere autoritær samfund, der trods al sin gode teknik ofte ville være noget stiv og fremmed over for barnet.
Nicolai Svendsen – amtsskolekonsulent udtalte dengang følgende:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 7, 2024
To vandløb i Aabenraa
Der blev smuglet på begge vandløb. Vi kigger på den mægtige Stadsgrav og Mølleåen. Udgravning eller værnegrav. I nærheden af mit gamle hjem. Syd for Rådhusgade. Har et lille bysamfund kunne magte dette? Omtales ikke i Byens Skrå. Stadsgraven omtales andre steder. Byen forsømte vedligeholdelsen. Tyve – og smuglergods blev fragtet Tydelige rester af graven. Bolværk og palisader er også fundet. Et større vandløb langs kirkebakke – foden. Hvordan kan forklare disse forhold? Hvor lå Aabenraa Hus? Mølleåen syd for Kongelund. Caspar von Saldern skriver til hertugen. Laue Jacobsen havde skabt mistanke. Tolderne lå på lur. Konfiskation af hele ladningen. Hvad er den rigtige forklaring? Købstaden forsøgte at forhindre Slotsgades beboere i at handle på Skibroen. Mølleåen var amtmandens ansvar.
Smuglet på begge to vandløb
Det er ikke altid historiebøgerne har ret. Hvis man forsøger at undersøge tingene, kan det være at man får et helt andet resultat. Sådan er det i hvert fald med den gamle stadsgrav. Den havde også en forbindelse til den gamle Mølleå dengang. Og hvad de to vandløb mere havde tilfældes var, at der på begge vandløb blev smuglet.
Udgravning eller værnegrav
Stadsgraven er ofte blevet omtalt som en udgravning eller værnegrav. Den strakte sig fra den gamle slotsgrund ved Vestergades udmunding i Nybro, nord for Vestergade over Storetorv og ned til markedspladsen ud i Kilen. Der var altid blevet fortalt, at bygninger på den nævnte strækning er tilbøjelige til at slå revner, fordi de stod på opfyldt grund. Stadsgraven havde også andre navne.
I nærheden af mit gamle hjem
Nu var det måske lige for meget at kalde det et slot. Det var vel nærmere tale om en lille borg med et tårn. I nærheden af Nybro 5, hvor jeg engang boede, har man fundet rester af den sydlige voldgrav med en dybde helt op til 30 meter. Her i nærheden fandt arkæologer også i 1984 en godt en meter bred og ½ meter dyb middelalderlig rende. Denne blev senere i historien fyldt op med affald. Men her er der ikke tale om en voldgrav.
Syd for Rådhusgade
Ved udgravningen i 1966 til Centrumgården syd for Rådhusgaden, som delvis berører arealet for Stadsgravens forløb, var det interessant at iagttage de store dimensioner, som Stadsgraven skal have haft. Piloteringen af grunden, som var nødvendig, da man ingen steder under udgravningen kom ned på fast grund. Man fandt kun mosejord i hele grundens bredde. På nordsiden måtte man bruge pæle på 3 – 5 meters længde.
Har et lille bysamfund kunne magte det?
Midt på grunden mod syd, skulle man anvende pæle op til 13 meters længde. Der blev mærkeligt nok ikke foretaget prøveboringer på arealet for at fastslå de virkelige forhold. Det må have været et mægtigt udgravningsarbejde, hvis det er foretaget af de lokale borgere. Dengang var Aabenraa et lille bysamfund på 3 – 400 indbyggere i tiden omkring 1350 – 1400.
Omtales ikke i Byens Skrå
I byens Skrå fra 1355 omtales Stadsgraven ikke og har derfor sandsynligvis ikke eksisteret som et værn for byen. Den er omtalt af Claus Møller i hans kronik over byen i 1620. Der omtales Stadsgraven som et lille vandløb. Men det bliver dog omtalt som et tidligere værneanlæg. Senere får vi at vide at arealet var et sumpet areal og blev kaldt ”æ Paidsik” og ligger som sådan udyrket og ejerløst midt gennem byen.
Stadsgraven omtales flere steder
På Johs Mejer’ s kort fra 1640 antydes Stadsgravens (By-gravens) forløb. Den omtales også i den tilhørende beskrivelse af Aabenraa. Den bliver også svagt antydet på et kort fra 1779. I en interessant artikel i Sønderjyske Årbøger fra 1923 kan vi læse, hvordan en borger, rådmand Christian Frellesen Hinriksen og hans svigersøn Peter Johan Ottsen afvander arealet. Under oprensningen af vandløbet finder findes gamle pælerester af fortøjningsanlæg.
I Aabenraa Bys Historie omtales Stadsgraven. Kortskitser og luftfotografier viser by-rendens løb. By-rendens forløb er svagt buet mod syd, især i den vestlige del i modsætning til antydninger på Johs Mejer’ s kort. By-renden som er delvis ubebygget areal, følger rundingen langs Kirkebakkens fod fra vest til øst.
Byen forsømte vedligeholdelsen
Byen forsømte at vedligeholde Stadsgraven. Til sidst var det bare en lille rende med smudsigt vand. Her kunne beboerne efterhånden se store mængder af ”Paider” (Frøer). Det var så det der gav By-graven navnet ”Paidsik”
Ligesom navnet Nøret forsvinder også begrebet ”Bygraven” og ”Stadsgraven” men Paidsik bliver hængende, . Efterhånden var det kun en ussel rende tilbage, der gik fra vest til øst langs de nordlige haver i Vestergade og over i den nordlige del af Storetorv, for nede ved Gildegade at løbe over i ”Æ Kiil” (Kilen).
Palisader og bolværk flere steder
I 1707 lå Paidsik i hele sin længde kun 1 ¼ stavn nord om Vestergades haver, lidt syd for rådhuset som en øde sump fra vest til øst.
Ved ældre fund har man fundet ud af, at der var palisader og bolværk med kramper i By-graven, så det ser ud som om der er sejlet både i graven.
Tyve- og smuglergods blev fragtet
Claus Møller nævner at man havde begreber som ”Tyvkjærhavn” og ”Tyvkjærret”. Rak og pak skulle have holdt til ”ved Aaen nothern By” Åbenbart er der blevet fragtet tyvegods i By-renden. Ellers plejede tyverrakket at holde til i Ramsherred.
Hvor By-renden gik over Vestergade, lå købmands Schmidts hus. Og man sagde, at bygningen slog revner grundet By-graven. Over for boede Thomas Iversen. Han fik i 1795 at vide at han på sin grund skulle sørge for at By – graven skulle være mindst en alen bred.
Tydelige rester af graven
I lang tid var By-renden eller Stadsgraven synlig ved nordenden af det gamle Løve Apotek på Store Torv. Et lille usselt hus tilhørende rebslager Daniel Møller havde ligget på Store Torv. Da der nu skulle ligge et større hus på grunden kunne dette ikke bare lade sig gøre. Det var nemlig ikke sikker grund. Man skulle først gennem 3-4 alen fyld. I en bredde af 26 alen fra nord til syd var der derefter et fedt morads, som i midten var 11 alen dyb. Først i denne dybde havde man fast ler-grund. Også her traf man på rester af bolværk efter plankeværk på 12 – 15-tommers tykkelse.
Et større vandløb langs kirkebakke – foden
Ved kloak-arbejdet nord for det nye tyske bibliotek i 1967 gennemgravede man et gammelt åleje, som tydeligvis viste, at der var gået et større gammelt vandløb langs Kirkebakke – foden og derfra mod vest, måske over den gamle isbane, fru Andersens eng, og ud til Mølleåen over grunden, hvor Brundlund-skolen blev bygget.
Hvordan kan man forklare disse forhold?
Men hvordan kan man nu forklare disse forhold, som ikke helt stemmer overnes med alle historiebøger og kort?
Man ved, at det gamle Aabenraa Hus har ligget på et højdedrag vest for Nybro. Indtil 1930 kunne man tydeligt se, at højdedraget var højere end omgivelserne nord og syd for. Det blev anvendt som kolonihaver i modsætning til de omgivende engarealer. I tidligere tid hed arealet ”Kongslund”. Lund hentyder nok til, at det har været bevokset i modsætning til de omgivende engarealer. Det hed Kongs-lund, fordi arealet havde tilhørt kongen. Det lå uden for bygrænsen og har været slotsgrund til det ældste Aabenraa Slot.
Når man antager, at Mølleåen har haft sit løb nord for Kongslund og har afgivet vand til voldgraven ved Aabenraa Hus og så fortsat langs bakkefoden mod øst i Stadsgravens forløb så har man:
Hvor lå Aabenraa Hus?
Der er forskellige meninger om, hvor Aabenraa Hus har ligget. Volde og grave havde omgivet borgen/slottet. I 1193 havde Valdemar Sejr været fange her. I 1366 sad Hertug Henrik af Sønderjylland på dette slot. Man havde betalt Kongens Foged, Spiker til at åbne slottets port.
I 1411 lod Magrethe den Første Aabenraa Hus nedrive. Endnu i 1635 i Claus Møllers tid fandtes der rester af det gamle slot.
Mølleåen syd om Kongelund
Da dronning Margrethe i 1410 anlægger Brundlund Slot på et højdedrag sydvest for byen, strækkende sig fra bakken, hvor indtil 1920 vejrmøllen lå i øst, over arealet ”Bag Møllen”, ”Bag Slottet”. Dette omfattede slotsgrunden og det hele blev kaldt Brundlund – lund fordi arealet har været træbevokset i modsætning til de lave arealer omkring højdedraget. Den nuværende Mølleå blev ledet syd om Kongelund højdedraget for at føre vand ud til voldgraven omkring det nye slot.
Ja den førte også vand til brug for vandmøllen, hvis denne er blevet anlagt samtidig med slottet. Derfra har åen fortsat øst over ud til fjorden. Antagelig har bygrænsen mod syd fulgt Mølleåen. Det ville have været en meget mere naturlig grænse.
Slotsgaden er nok først anlagt som tilkørsel til det nye slot efter 1410, evt. ved et gennembrud i Søndergade og har jo hørt til amtet helt til 1861.
Caspar von Saldern skriver til Hertugen
Den 10. juni1680 mod myndighederne på Gottorp et langt brev fra den hertugelige tolder, Casper von Saldern, hvori han fortæller følgende:
Det var et længere brev som vi her beskriver på en anden måde. Sverige var i de tider det gottorpske Aabenraas allerbedste handelspartner, og skipper Laue Jacobsen tog flittigt del i denne handel, indtil hans navn efter 1697 forsvinder ud af de gamle toldregnskaber.
Laue Jacobsen havde skabt mistanke
Ved sin ankomst afleverede skipperen som sædvanligt en specifikation over ladningen udstedt af havnemyndighederne Västervik, men han meddelte samtidig at han havde mere ombord, end der var nævnt i specifikationen. Han ville derfor senere fremkomme med en egenhændig opgørelse over hele ladningen, hvorfor han ønskede at vente med at lade lasten bryde. Visitationen måtte derfor udsættes.
Det lød meget for så vidt alt sammen meget troværdigt, hvis ikke samme skipper ved sin afrejse havde pådraget sig tolderens mistanke. Da en af visitatorerne ved den lejlighed var mødt frem for at kontrollere, om ladningen var i overensstemmelse med den opgørelse, som skipperen havde afleveret, havde denne uden mange omsvøb revet sedlen ud af hænderne på tolderens mand og derefter den følgende dag afleveret en ny opgørelse, hvor der var opført 30 tdr. rug mere end på den første seddel.
Tolderne lå på lur
Det var derfor ikke så sært at tolderen nu fik en anelse om, at der var luskeri med i spillet, siden skipperen havde ønsket at vente nogle dage med at bryde lasten.
Og ganske rigtigt. Da tolderens folk om natten lå på lur i nærheden af, hvor skipperen boede, opdagede de ved tolv-tiden nogle af Laue Jacobsens bådsmænd, som i et lille fartøj var på vej fra fjorden op ad åen til skipperens ejendom i Slotsgade. Toldbetjentene greb da øjeblikkelig ind og beslaglagde 4 tdr. tjære, som fandtes på båden. Laue Jacobsens tjenestepige havde ganske vist forsøgt at byde dem penge mod, at de ville fortie sagen, men det havde dog været forgæves.
Konfiskation af hele ladningen
I de påfølgende forhør kastede skipperen skylden over på sine bådsmænd, idet han hævdede, at det havde været deres fragt, som uden hans vidne var blevet fjernet fra hans skib.
Bådsmændene tilstod dog under tårer, at skipperen havde befalet dem at hente tjæretønderne, som det havde været meningen, at en købmand i Tønder skulle overtage. Samtidig måtte de tilstå, at de havde haft nogle tønder med tjære til sig selv ombord på skibet. Disse var allerede blevet fjernet og var ikke de samme som de konfiskerede.
Det var ingen vej udenom. Dertil var sagen alt for oplagt. Straffen blev derfor som bestemt i forordningen:
Myndighederne har da åbenbart søgt at hindre overtrædelser af toldbestemmelserne ved indførelse af meget strenge straffebestemmelser.
Hvad er den rigtige forklaring?
Caspar von Salderns klagebrev har også topografiske interesse. Det omtalte sejlløb er tydeligt nok Mølleåen ned til hvis bred ejendommene på den søndre side af Slotsgade strækker sig. Rimeligvis skylder denne gade da netop Mølleåen sin oprindelse, idet det i ældre tid har været bekvemt for beboerne. De fleste var fiskere og det var behageligt at kunne sejle helt ind til deres hjemsted med deres fartøjer.
Men er det nu den rigtige forklaring? Var det ikke vand til voldgraven omkring Brundlund Slot og til møllen?
Det var praktisk at kunne sejle hertil, nok kun med fladbundede både. Her forekom masser af ulovlig import. Håndværkerne i Slotsgade var dog underlagt købstadens lav og gilder.
Købstaden forsøgte at hindre Slotsgades beboere i at handle på Skibroen
Men købstaden forsøgte at hindre at Slotsgades beboere handlede på Skibroen. Men dette forhindrede Hertugen vel sagtens fordi mange af Hertugens embedsmænd boede i Slotsgade.
Hertugen bestemte også at skulle Brundlund Slot repareres skulle håndværkerne i Slotsgade have første bud.
Mølleåen var amtmandens ansvar
Mølleåen var amtmandens. Under amtet hørte jo såvel som Slotsmøllen som Nymølle inde i skoven. Selvfølgelig måtte da også husene i gaden langs med åen høre ind under amtmandens jurisdiktion – et forhold, der som tidligere nævnt varede helt til 1861.
Var det derfor Slotsgade fik dette romantisk svungne gadestrøg.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: