Artikler
August 5, 2024
Mysteriet på Assistens Kirkegård (4)
Måske er dette ikke så meget om Assistens Kirkegård, men artiklen viser, at der var lignende historier som Giertrud Bodenhoff.
Lignende historier fra hele Europa. Graverne på Assistens Kirkegård var gavtyve. I fare for at blive levende begravet. Brudt ud af ligklæderne, af kisterne, ja af graven. Succes med en bog på fransk. Liget forbundet til en klokke. Pas på dørkarmen. Et menneske anses for at være død uden at være det. Havde vendt sig i kisten og spist tre af sine fingre. Alfred Nobel var bange. Den døde datter var gået op på sit værelse. Ligsynsloven blev ændret. Der skal opstige en hæslig lugt og leddene bliver stive. Angsten for at vågne i krematoriet. Interessant tilfælde af skindød.
Lignende historier fra hele Europa
Jo den indledende gyser fra Assistens Kirkegård er blot en af mange historier. I stort set hele Europa eksisterer der lignende historier.
Graverne på Assistens Kirkegård var gavtyve
Vi skal også huske at i slutningen af 1700-tallet var det at være graver noget af det laveste, man kunne påtage sig i samfundet, Graverne på Assistens Kirkegård var derfor en værre omgang gavtyve og hjemme-brændere.
I et enkelt mausoleum fandt man hele fem fremmede kroppe. Har havde røverne for nemheds skyld valgt at dumpe kroppene efter plyndringerne. I historisk tid er en epidemisk frygt for at blive levende begravet med jævne mellemrum dukket op.
I fare for at blive levende begravet
Det skyldtes blandt andet, at der ikke før 1900-tallet blev endelig klart for lægevidenskaben, hvornår en person med sikkerhed kunne erklæres død.
Som barn havde Winsløv to gange været så syg, at familien troede at han var død og klar til begravelse. Måske var det derfor han forfattede et lille videnskabeligt værk med. I bogen hævder han, at de af lægerne der anvendte dødstegn, var så usikre, at alle nulevende personer stod i fare for at blive levende begravet.
Brudt ud af ligklæderne, af kisterne, ja af graven
Han beskriver episoder, hvor lig havde rejst sig lyslevende fra kister lige som på Assistens Kirkegård. Kun egentlig forrådnelse var tegn på at man var klar til at komme i jorden, mente Winsløv.
Han nævner eksempler på folk, som man troede døde, men som er:
Succes på fransk
Bogen var skrevet på latin. Men en franskmand øjnede en sensation. Han fik tilladelse til at oversætte bogen på fransk. Og det blev en stor succes.
I Tyskland indrettede man flere såkaldte Leichenhäuser. Til kadaverets fingre bandt man store, der havde forbindelse til en klokke. Dette kunne så advare vægterne. Som vi tidligere har skrevet, kæmpede man også herhjemme med at oprette overvågningsanstalter.
Liget forbundet til en klokke
Sådan en blev også bygget på Assistens Kirkegård. En snor forbandt ligene til en klokke i graverens værelse på første sal. Jævnligt skulle graveren også blæse i trompet og lægge mærke til om ”ligene” nu skar ansigt.
Og som bekendt havde H.C. Andersen altid en papirlap med, hvorpå der stod ”Jeg er kun skindød”. Jo, der er sandelig tilfælde, hvor mennesker, der var erklæret døde, har vist livstegn og som efter genoplivningsforsøg er vendt tilbage til livet.
Pas på dørkarmen
Engang havde en portør banket på kisten, som traditionen bød. I kisten lå en ældre kvinde, hvis enkemand havde sagt det sidste farvel ved indgangen til krematoriet. På vej ud af kistemodtagelsen trillede de ved en fejl kisten hårdt mod dørkarmen. Da blev der ”opstandelse” i kisten. Med rystende hænder fik de chokerende portører skruet kistelåget af. Der lå den endnu levende kvinde.
Enkemanden var nu ikke enkemand længere. Han fik endnu nogle måneder sammen med sin kone. Da kisten efter noget tid blev rullet ind, udbrød hendes hårdtprøvede ægtefælle spontant:
Men er historien nu rigtig – eller er det også en vandrehistorie?
Et menneske anses for at være død uden at være det
Der er historier om, at en slægtning vågnede op ved lugten af fisk, som blev serveret til begravelsesgæsterne.
I 1827 skrev Niels Lang Nissen, professor og rektor ved Metropolitanskolen i bogen ”Om Skindød, Levendes Begravelse og Lighuset”:
Havde vendt sig i kisten og spist tre fingre
I 1849 berettede et lægetidsskrift om et tilfælde i Utrecht, hvor en kolerapatient ved en hastig begravelse havde fået en stor pengeseddel med i lommen. Da man gravede liget op for at redde pengesedlen, så man at den døde havde vendt sig i kisten – og havde spist tre af sine fingre.
Ja folk kunne skræmme hinanden ved at berette om kradsemærker på indersiden af låget på kisten.
Alfred Nobel var bange
Dynamittens opfinder, Alfred Nobel var så besat af frygt for skindøden, at han i sit testamente bestemte, at man efter hans død skulle skære hans pulsåre over og brænde hans lig.
Den døde datter var gået op på sit værelse
I 1867 kunne man den 14. oktober 1867 i Næstved Tidende (oversat til nudansk) læse følgende:
Artiklen fortsætter nu med at man sender bud efter den læge, der erklærede hende død. Han forbød dem at vække hende. Efter 30 timer vågnede hun og fortalte at hun frøs i den store sal, derfor lagde hun sig i sit kammer.
Ligsynsloven blev ændret
Problemet er egentlig, hvornår man er død. Indtil 1875 var det kun i København, at der krævedes en læge til at skrive en dødsattest. I 1875 udvidedes ligsynsloven kravet til at gælde fem købstæder plus Frederiksberg.
På landet kunne det være distriktslægen. Men hvis den døde nu befandt sig mere end et par kilometer fra lægeboligen, skulle der tilkaldes ligsynsmænd. Det kunne være den lokale politimester eller ”ro paalidelige Mænd”, udpeget af sognerådet. Der blev også bestemt at en afdød ikke måtte flyttes de første seks timer efter dødens indtræden. Og så skulle dødsårsag også angives.
Der skal opstige en hæslig lugt og leddene bliver stive
I tidens løb har der været mange forslag til, hvordan man skulle afgøre om en var afgået ved døden. Man kunne stikke, brænde eller skære på et følsomt sted for at se om der kom en reaktion. Eller – endnu bedre – lade den døde ligge i sin seng i tre fulde døgn, indtil der
Først derefter kan man trygt begrave den døde.
Angsten for at vågne i krematoriet
I 1880erne blev ligbrænding et hedt diskussionsemne. I 1881 blev Foreningen for Ligbrænding dannet. Loven om ligbrænding blev først vedtaget i 1892. Men debatten havde atter engang fyret op om debatten for skindød. Nu var det ikke kun angsten for at vågne op i en kold mørk grav, der nærede angsten. Det var angsten for at vågne op i krematoriets 800 grader varme forbrændingskammer.
Interessant tilfælde af skindød
I 1920 kunne man i Ugeskrift for Læger” referere:
En 23 – årig kvinde havde ”af ulykkelig Kærlighed” taget en overdosis morfin plus sovemidlet barbital. Efter et døgn blev hun fundet bevidstløs – udendørs ved en temperatur over frysepunktet. Hun døde på vej til hospitalet, og en række dødstegn optrådte: muskelstivhed, mangel på reflekser, ophør af puls og respiration og ingen hjertelyde. Kvinden blev erklæret død og lagt i en kiste.
Den næste dag åbnede politiet kisten for at identificere liget.
En tilkaldt læge kunne hverken konstatere puls eller åndedræt, men det var meget svage hjertelyde. Her kunne man kun høre svage hjertelyde. Der blev givet injektioner med kamfer og koffein. Man foretog maveskylning. Man anbragte hende i varmt bad og gav kunstigt åndedræt. Langsomt kom kvinden til sig selv og overlevede.
Læs også vores artikel: Død eller Skindød
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Assistens Kirkegård:
Kirker på Nørrebro:
København:
Østerbro:
Vesterbro
August 4, 2024
Mysteriet på Assistens Kirkegård (3)
Starcke beskyldt for at fjerne beviser. Kendt forfatter mente også, at gravrøvere gik efter smykker. Vielsesring og ørenringe var med Giertrud i graven. Sikkert gravrøverier i adskillige år. Måske var gravpladser ikke så tilfældige. Hvorfor blev familiehistorier bare forkastet? Mistanken om gravrøveri i den Bodenhoffske gravplads. Man troede også på historien hos Bodenhoff i 1804. Historien om de røde kinder fra 1798. Måske har andre sladret om episoden på Frederiks Hospital. Giertrud og Mejsling kendte hinanden. Oehlenschlægers novelle. Politiadvokat: Giertrud kan have været udsat for vold. Påfaldende, hvordan skelettet havde forskubbet sig. Arkæolog: Hun er begravet skindød. Begejstret for Starckes bog. Fabritius var også begejstret i begyndelsen. Ikke begejstret efter egne undersøgelser. Læs også 4. afsnit i denne afsnit.
Beskyldt for at skjule beviser
Viggo Starcke, der udgav bogen om Giertrud Bodenhoff i 1954 mente ikke, at Fabritius kritik var retfærdig. Og at han på arkivet skulle have fjernet nogle beviser, kan han slet ikke genkende. Det er vel folkene på Landsarkivet, der har ansvaret for, at tingene kommer rigtig på plads.
Kendt forfatter mente også, at gravrøvere gik efter smykker
Starcke gjorde Fabritius opmærksom på, at det var mangel på beviser, der ikke gjorde Meisling til at være gravrøver. I øvrigt citerede Berlingske Tidende den 1.7.1934 Dr. Louis Bobé for at sige:
Vielsesring og ørenringe med i graven
Starcke mente, at Meisling især var interesseret i velstående begravelser. Ifølge Kirkeministeriet var det ikke forbudt at tage værdigenstande med i graven. I familie – krøniken fra Rosted fastholdes det, at hun fik sine guldørenringe med i graven ligesom vielsesringen.
Sikkert gravrøverier i utallige år
Starcke tvivlede også på at ”Karle, der stjæler de Dødes Kister og Ligklæder, høfligst skulde lade Guldringe ligge”.
Man kan tvivle på om påstanden om at de ”uordner”, der foregik på Assistens Kirkegård blev opdaget forholdsvis hurtigt. Lignende ting er sikkert foregået i 1798, da Giertrud blev begravet.
Således har det åbenbart været almindeligt at kisterne blev taget inden graven var tilkastet. Tidligere gravere havde gjort det samme.
Måske var gravpladser ikke så tilfældige
Fabritius anfører, at det var tilfældigt, hvor en grav blev anlagt. Det var noget graverne selv bestemte. Men da Andreas Bodenhoff blev begravet i 1796, fik Madamme udstedt et skøde på gravstedet. Det er vel ikke et tegn på tilfældighed.
Hvorfor blev familiehistorier forkastet?
Starcke er forundret over, hvordan Fabritius bare forkaster 4 familiehistorier. Familien Rosted taler om:
Mistanke om gravrøveri i den Bodenhoffske gravplads
8 dage efter at gravrøverierne blev opdaget, kunne man den 16.1.1804 læse i ”Nyeste Skilderier af Kjøbenhavn” læse:
Åbenbart har det allerede dengang været mistanke om gravrøveri. At familien Rosted ikke ønskede politimæssig undersøgelse af graven er vel forståelig. En anden ting er at gennembryde en tyk murhvælving, hvorover der stod et kostbart marmor-monument.
Hvem ønsker at se deres eneste barns lig gravet op 6 år efter begravelsen.
Man troede også på historien hos Bodenhoff
Når Fabritius skriver, at familien Bodenhoff i modsætning til familien Rosted ikke tror på historien er det ikke korrekt. Kammerherre Ernst Bodenhoff stillede i sin bog ”Den gamle General” sig afvisende over for historien. Hans to sønner Max og Willie Bodenhoff, der oprindelig delte faderens skepsis, ændrede opfattelse, da de havde set det samlede materiale og undersøgelsens resultat.
Og også i ”Den Bodenhoffske Slægtebog” skrev Nana Lange:
Historien om de røde kinder er fra 1798
Den historie med de røde kinder, stammer ikke fra 1804 men fra 1798.
Måske har andre sladret om episoden på Frederiks Hospital
At den senere biskop Münster har brudt skriftemålets tavshed, behøver det ikke at være. Det kunne jo være at Meisling har bedt Münster om at fortælle familien Rosted, hvad der skete, efter at han var død.
Det kunne jo også være andre, der havde sagt det, for eksempel Münsters bror overmedicus O.H. Münster eller personalet på Frederiks Hospital. Som fattiglem har Meisling næppe ligget på enestue. Så andre patienter må have hørt hans skriftemål.
Giertrud og Meisling kendte hinanden
I 1797 var Giertrud gudmor for Meisling’ s søn, Andreas. Det var 6 dage efter at Wiederwelt havde afleveret det færdige monument. Da må hun og Meisling have været til stede. Det betyder også, at de må have kendt hinanden. Meisling vidste, hvor rig hun var. Hvis hun er vågnet op i kisten og set at gravrøveren var Meisling, ja så havde han kun et valg.
Oehlenschlægers novelle
At Oehlenschlægers novelle skulle have inspireret til hele balladen, er måske snarere omvendt. Han meddelte, at novellen bygger på en virkelig hændelse. Han besøgte ofte overmedicus Münster på Frederiks Hospital. Og den udkom tre år efter at Meisling døde.
Novellen foregår ikke i København men i Køln. Novellen slutter lykkelig. Det gør vores historie ikke.
Politiadvokat: Giertrud kan have været udsat for vold
Knivstik og kvælning vil ikke kunne ses på et skelet. Politiadvokat Lotinga nævnte at et dask med en spade kan have medfødt døden uden at dette kan ses på skelettet. Man kan ikke nægte at Giertrud Bodenhoff har været udsat for vold. Starcke mente derfor, at Fabritius konklusion er for vilkårlig.
Påfaldende, hvordan skelettet havde forskubbet sig
At skelettet skulle have forskubbet sig og det åbenbart ikke var ualmindeligt i ældre begravelser er dog stadig lidt mystisk. Kirkegårdens erfarende personale mente ikke tidligere at de havde set noget lignende. Kriminalpolitiets teknikere syntes også, at det så påfaldende ud.
Konservator ved Nationalmuseet, Peter Linde, der vel var den mand her i landet, der havde set flest grave, har næsten altid i uforstyrrede grave fundet de døde i normal begravelsesstilling, selv om kisten har været båret ned ad stejle trapper til dybe kældre.
Arkæolog: Hun er begravet skindød
Den erfarende arkæolog dr. med. Vilh. Møller-Christensen, der har kendskab til 2.000 grave, siger det samme.
Denne arkæolog er sikker på, at Giertrud Bodenhoff er er blevet begravet skindød. Man kan altid fordreje undersøgelser både for og imod ved at misforstå, overse eller udelade vigtige kendsgerninger.
Begejstring for Starckes bog
Men hvad mener man om Starckes bog.
Overlæge Dr. med. Greve Otto Moltke:
Arkivar Magnus Sørensen:
Dr. med Vilh. Møller-Christensen:
Konservator Peter Linde, Nationalmuseet:
Fabritius var i begyndelsen også begejstret
Fabritius mente, at den måde som Viggo Starcke havde behandlet sit stof på ikke kunne godkendes af den personalhistoriske forskning. Trods dette så anmeldte han Viggo Starckes bog positivt. Han anerkendte rigtigheden i fem punkter:
Ikke begejstret efter egne undersøgelser
Selvfølgelig har denne Fabritius også et svar i denne situation. Han siger, at efter han har foretaget sine egne undersøgelser så har han skiftet mening på alle punkter. Han mener også at Louis Bobé har alt for lidt kendskab til sagen.
Og så anbefaler han at Viggo Starcke anskaffer sig bogen, der hedder Historisk Teknik, som bliver benyttet på et elementært trin i undervisningen på universitetet.
Enhver videre diskussion skal udsættes indtil Viggo Starcke får lejlighed til at erhverve sig blot de enkleste kildekritiske forudsætninger, herunder har stiftet bekendtskab med sonderingen mellem det vi kalder primære kilder og de øvrige.
Læs også 4. afsnit i denne serie
Men vi er ikke færdige med denne serie. Vi afslutter den med en vol. 4, hvor vi undersøger om folk virkelig har oplevet det at være skindød. Og så må du selv ud fra det, vi har skrevet bedømme om historien om Giertrud Birgitte Bodenhoff er rigtig.
Kilde: (For hele serien)
Hvis du vil vide mere:
Assistens Kirkegård:
Kirker på Nørrebro:
København:
Østerbro:
Vesterbro:
August 2, 2024
Mysteriet på Assistens Kirkegård (2)
Fabritius var en af Starckes kritikkere. Manden døde 5 måneder efter bryllup. Dødsårsag ikke anført. Hvad har fremvirket ”Chikanen”? Hun havde en tandlidelse. Var det en naturlig død. Røverne turde ikke lade hende leve? Broderen mente: ”Hun havde røde kinder”. Den bodenhoffske slægtsbog. Familien Zahle mente, at præsten var Münster – den senere biskop. Men flygtede Meisling ikke til Amerika. Det var ham, der døde på Frederiks Hospital. Rygter om, at hun skulle være dræbt med en økse. Fabritius mente, at historierne er utroværdige. Uorden på Assistens Kirkegård. Overgraver Meisling dømt for hæleri. Manglende bevis for gravrøveri. Den Bodenhoffske grav blev ikke undersøgt. Hvorfor tog de ikke smykker? Giertruds smykker var væk. Kendtes grave blev plyndret. Fabritius mente, at det var en af Oehlenschlægers skyld i balladen. Årsagen til skelettets stilling. Fabritius: Kritik er en nødvendig Ting.
Fabritius – en af Starckes kritikkere
Det var bestemt ikke alle, der troede på Mysteriet om Giertrud Birgitte Bodenhoff. En af disse kritikker var Albert Fabritius. Og det var en person, som man lyttede til. Han var genealog og historiker.
Han var ubønhørlig i sine krav om historisk skoling og arbejdsmetode. Han slog hårdt ned på mangler i så henseende i sine anmeldelser. Han slog hårdt ned, så han tog modet fra mange nybegyndere. Han var skarpsindig og utrolig effektiv.
Det kom til at gå ud over Viggo Starcke. Ikke i første omgang. Men først da han selv havde gennemført sine egne undersøgelser. Velkommen til anden del af vores serie om Mysteriet på Assistens Kirkegård.
Han mente ikke at sagen var så oplagt. Han synes, at der er sjusket i efterforskningen.
Manden døde 5 måneder efter bryllup
Giertruds mand som hun ægtede to dage før hendes 17-års fødselsdag, døde allerede fem måneder efter deres bryllup. Hun fortsatte hans forretning og deltog trods sin unge alder med dygtighed i den betydelige virksomhed, der blandt andet omfattede tømmerhandel og skibsfart.
Dødsårsag ikke anført
De nåede ikke at få nogen børn. Hun blev overlevet af hendes mor og sine tre halvbrødre, der arvede hendes formue på 188.722 Rdl.
I en dødsannonce dateret den 18. juli kan vi se, at hun er død efter 6 dages sygdom. Fra begravelsesprotokollen oplyses der at hun er blevet begravet den 23. juli ”fra Kildevæld”. Men der er en åben plads, der hvor dødsårsagen skulle have været anført.
Hvad havde fremvirket ”Chikanen”?
Hendes bror har anført, at hendes død var smertefuld og af ”Chikane fremvirket”. Det kan skyldes fortrædelighed, vanskelighed m.m. Men ikke legemlig overlast, drab og mord.
Måske har hun været ude for vanskeligheder enten i forretningen eller fra familien Bodenhoffs side. Er det rimeligt at antage, at broderen, der har nævnt ordet ”chikaner” måske kan have været sådan noget, der har medvirket til hendes død.
Overlæge Starcke har selv nævnt ordet ”selvmord” – i så fald ved hjælp af opiumflasken. Og et mord den 18. juli, vil der overhovedet ikke være tale om.
Hun havde en tandlidelse
Men hvad så med hendes sygdom? Den varede som vi har hørt i seks dage? ”Familietraditionen” siger, at hun døde af en byld i øret. Den anatomisk-antropologiske undersøgelse af skelettet i januar-februar 1953 konstaterede sandsynligheden af tandsmerter som følge af to store angreb af caries i overkæbens forreste store venstre kindtand. Og i venstre visdomstand i underkæben.
En så alvorlig tandlidelse kan vel godt af såvel familien som lægen meget vel kan have opfattet sygdomsbilledet som en ørelidelse.
Var det en naturlig død?
Det kan således anses for sandsynligt, at Giertrud Birgitte Bodenhoff’ s sidste sygdom var en alvorlig kompliceret tandlidelse, so kan have medført døden. Som dødsårsag er der derefter tre muligheder:
Røverne turde ikke lade hende leve
Men der var også andre muligheder iflg. ”Familietraditionerne” (Familie-beretningerne)
Broderen mente ”Hun havde røde kinder”
Den Bodenhoffske slægtsbog
Nanna Lange har dog ikke kunnet finde nogle beviser på dette. Hun anser det for overordentligt usandsynligt, at man har ladet hende begrave, uden at der kunne konstateres sikre dødstegn.
Familien Zahle mente at det var Mynster, den senere biskop
Men flygtede morderen ikke til Amerika?
Rygter om at hun blev dræbt med en økse
Fabritius mente, at historierne var utroværdige
Åbenbart har historierne floreret i forskellige versioner. I 1890erne på Assistens Kirkegård har man fortalt dem, når man passerede det Bodenhoffske gravsted.
Albert Fabritius mente at historierne a og b kunne føres tilbage til samme kilde. – Giertrud Birgitte Bodenhoff’ s brødre. Historie c kommer fra familien Bodenhoff. Fabritius mente ikke at familien Rosted troede på historien.
Fabritius mente at historie d var utroværdig. Det var ikke sandsynligt, at han kunne sidde mordtilståelse overhørig ved et dødsleje. Hvordan skulle han omgå sit præsteløfte?
Fabritius mente at historie e var for usikker til at man kan tillægge det nogen værdi. Har graver Christian Meisling skrevet hjem fra Amerika om sagen? Og så døde han jo på Frederiks Hospital i 1816.
At han var indblandet i skandalen på Assistens Kirkegård, var det ingen tvivl om. Historierne d-f kan man godt undlade, mente Fabritius.
Hvordan vidste familien Rosted i grunden, hvad der var sket? Havde Mynster fortalt dem at Meisling var morderen.
Uorden på Assistens Kirkegård
I januar 1804 blev København opskræmt af rygter at den uorden, der var sket på Assistens Kirkegård. Politimesteren havde indrykket en opfordring til folk og anmelde, at de gerne ville have deres grave undersøgt.
Starcke skrev i sin bogs 2. kapitel, hvorledes sagen blev rejst af skomager Jørgen Nicolai Meyer, der mistede sin søn kort efter jul 1803. Han lod ham begrave på Assistens Kirkegård den 6. januar 1804. To dage efter ville han besøge sin søn. Han fandt ham liggende, berøvet ligkisten oven på jorden under en bunke jord og sne.
Overlæge Starcke har også gennemgået sagens akter. I hans bog kan vi læse, at graverkarle systematisk har ikke blot stjålet smykker og ligklæder, men i mange tilfælde også kisterne, som de solgte til snedkere eller brugte til brændsel. Også kadetter deltog i graverundersøgelsen.
De seks værste graverkarle blev ved hof – og stads-retten idømt flere års tugt- og rasphus.
Overgraver Meisling dømt for hæleri
Overgraverne, heriblandt Meisling blev fradømt deres embeder og idømtes betydelige pengebøder. Men de fik ikke Tugt – og Rasphus på grund af manglende beviser.
Den Bodenhoffske grav blev ikke undersøgt
Den Bodenhoffske grav var ikke blandt de grave, der blev undersøgt. Dette kunne skyldes at man næppe i 1804 var klar over at Giertrud Birgitte Bodenhoff menes at være myrdet. Og så var det lige det faktum, at det store marmormonument i et underjordisk gravkammer med metertykt murværk har været en hindring.
Hvorfor tog de ikke smykker?
For det tredje så ville myndighederne begrænse undersøgelserne til grave lige før 1804. Kun enkelte er fra tiden før 1800. Selv om man måske havde en mistanke om gravrøveri, er man afstået fra sådan en undersøgelse. Men egentlig ville det da være fristende at stjæle fra Københavns rigeste enke. Og man fandt da heller ikke de smykker, som hun var begravet med.
Ved forhørene af gravrøverne fik man at vide, at der var smidt brænde over plankeværket til Meislings gård. Han skulle være vidende om alt, hvad der skete. Det var mest pudebetræk og lagener, man gik efter. De nægtede at have taget smykker og ligklæder. Men hvorfor skulle de ikke have taget smykker?
Det viste sig, at man havde undersøgt 43 gravsteder fra 1791.
Også kendtes grave blev plyndret
Åbenbart var de blevet advaret af Meisling om ikke at røve de kendtes gravsteder. Men en række kendtes gravsteder var nu alligevel blevet plyndret, bl.a. Søren Gyldendals.
Fabritius mente at en af Oehlenschlægers noveller var skyld i balladen
Fabritius mener, at de fleste historier er opstået mellem 1804 og 1820 og også at Oehlenschlægers novelle ”Reichmuth von Adocht” fra 1813 er det litterære ophav til hele sagen. Desuden fastslår han, at kraniet ikke bærer spor af vold.
Politiadvokat Lotinga erklærer sig enig med Starcke i at vores hovedperson muligvis kunne have været kvalt. Men røverne kunne vel også bare have lagt låget på igen.
Årsagen til skelettets mærkelige stilling
Fabritius fandt ud af, at kisten var formuldet og sunket sammen. Det kunne måske forklare, at skelettet havde flere afvigelser fra det normale leje. Den slags placeringer var ikke unormalt ved ældre begravelser.
Han konkluderer, at Meisling ikke er erklæret skyldig i røveri men i hæleri. Han slår fast at historierne fra den Rostedske familie er opspind.
Desuden kan den måde Viggo Starcke har behandlet sit stof på ikke godkendes som almindelig forskning. Fabritius erklærer:
Fabritius: Kritik er en nødvendig Ting
Selvfølgelig har Viggo Starcke svaret på denne kritik. Men den må du vente med til 3. afsnit.
Kilde (for hele serien)
Hvis du vil vide mere:
Assistens Kirkegård:
Kirker på Nørrebro:
København:
Østerbro:
Vesterbro:
Juli 31, 2024
Mysteriet på Assistens Kirkegård (1)
Mange spændende historier fra Assistens Kirkegård. Københavns rigeste enke blev begravet. Et monument blev rejst. Var hun blevet begravet skindød? Hvor blev hendes smykker af? Gravrøveri var ikke ukendt. Viggo Starcke skrev artikel i Hjemmet. Hun blev begravet med røde kinder. Nye oplysninger. Konservator foreslog undersøgelser af graven. Tilsammen efterlod bogen et overbevisende indtryk. Skelettets stilling var ejendommelig. Ingen kranielæsioner. Meget opium kunne føre til bevidstløshed. Dødsårsag kunne ikke fastslås med sikkerhed. Hvem var Viggo Starcke?
Mange spændende historier fra Assistens Kirkegård
Der er mange historier at fortælle fra Assistens Kirkegård. En af disse er historien om Giertrud Birgitte Bodenhoff. Hvad skete der egentlig? Blev hun begravet skindød? Begik hun selvmord? Eller blev hun myrdet i kisten? Med nutidens teknik har man sikkert bedre kunne fastslå, hvad der skete.
Men i denne serie kigger vi på, hvad medierne skrev dengang og hvilken ballade som Starckes bog udløste.
Københavns rigeste enke
Den 4. juni 1796 afgik den 33 – årige grosserer og tømrerhandler Andreas Bodenhoff ved døden og blev begravet på Assistens Kirkegård. Hans unge 17-årige enke Giertrud Birgitte Rosted lod på hans grav rejse et fornemt marmormindesmærke af Wiederwelt. To år senere led hun selv en smertefuld død.
Dengang var hun Københavns rigeste – ja måske Europas rigeste enke. Døden var fremkaldt af ”chikane” som det hed, dengang. Ja sådan hed det i hendes broders, kontorchef i Admiralitetet, justitsråd Christian Ludvig Rosteds ”Familie Annotationer”. (betyder noter) fra sit landsted Kildevæld på Strandvejen.
Et monument
Stor var sorgen over den unge smukke kønne og livsglade enkes bortgang. Hendes mor, justitsrådinde Cecilie Margrethe Rosted, hvis ”eneste kiære og uforglemmelige Datter” hun var, lod Wiederwelt udføre en sarkofag af marmor og to kvindelige statuer, der blev anbragt på graven foren monumentet for hendes mand, mens hendes jordiske levninger blev stedt til hvile i en underjordisk muret gravhvælving.
Var hun blevet begravet skindød?
På det tidspunkt kunne de sørgende efterladte ikke vide, at hendes død i generationer fremover skulle beskæftige fantasien. Til slut skulle dette give anledning til at hendes grav efter mere end halvanden hundrede års forløb blive åbnet for om muligt at få opklaret om hendes død skyldtes naturlige årsager. Måske var hun begravet skindød og derefter myrdet i sin kiste.
Hvor blev hendes smykker af?
En tradition (overlevering) hos familien Rosted fortæller nemlig, at natten efter hendes begravelse skal et par gravrøvere havde brudt hendes kiste op for at stjæle to kostbare ørenringe. Det var en foræring fra hendes mand, som hun fik med i graven. Som følge af deres brutalitet, skal en byld i hendes øre imidlertid være revnet.
Den døde, der kan have været skindød, skal til røvernes forfærdelse hav rejst sig op i kisten og bedt dem tage hende væk ”fra dette skrækkelige Sted”. Men man turde hende ikke lade hende leve. De skal have slået hende ihjel med en spade.
Adskillige år senere blev en af gravrøverne indlagt på Frederiks Hospital og på sit dødsleje skal han over for den tilkaldte præst have tilstået sin ugerning.
Gravrøveri var ikke ukendt
På Assistens Kirkegård var gravrøverier ikke noget ukendt begreb. Da man i 1804 ved en tilfældighed kom på sporet af et større komplot, blev i alt 509 grave undersøgt – men ikke den Bodenhoffske. Når dette skete, er det sikkert, dels fordi man kun har undersøgt de nærmest foregående års begravelser. Og måske også fordi man kunne formode at hendes død ikke var naturlig. Så var det også lige det, at hun var gravsat i et muret hvælv under et tungt marmormonument. Det var ingen grund til at tro, at hendes grav var blandt de plyndrede.
Viggo Starcke skrev artikel i Hjemmet
En dag i 1951 fik overlæge Viggo Starcke opfordring til at skrive en artikel i ”Hjemme”, og som emne valgte han Giertrud Birgitte Bodenhoffs liv og død, der siden hans tidligste barndom havde optaget ham stærkt. Vores hovedperson var søster til hans tipoldefar på mødrenes side. Artiklen gav anledning til, at der fremkom en række nye vigtige oplysninger.
Begravet med røde kinder
Stiftsprovstinde Metha Lützhøft i Odense, som er en efterkommer af snedkermester Carl Wilhelm Wellmann, der i sin ungdom havde været ven med en af Giertrud Birgittes brødre, meddelte således, at der i hendes familie var en ”tradition” om, at denne broder dagen efter begravelsen ikke havde kunnet forstå, hvorfor han søster var blevet begravet med røde kinder.
Nye oplysninger
Rektor Otto Zahle fortalte, at i hans familie vidste man, at den præst, der havde modtaget røverens tilståelse, var den senere biskop over Sjælland, Jacob Peter Mynster. Denne var en af hans mormors gode venner.
Fra en kendt familie fik Starcke desuden oplyst, at i denne mente man at vide, at morderens navn var Christian Meisling. Denne skulle have været overgraver på Assistens Kirkegård, hvor han i 1804 havde været impliceret i gravrøveri-skandalen. Det kostede hans embede og en bøde. Men det lykkedes dog ikke at bevisehans medskyld. Og denne døde i 1816 på Frederiks Hospital.
Christian Meisling har fru Bodenhoff kendt, for i juni 1797 holdt hun hans søn, der blev opkaldt efter hendes afdøde mand over dåben i Frue Kirke.
Konservator foreslog undersøgelser af graven
Da de fremkommende oplysninger således supplerede familien Rosteds familiehistorie, foreslog konservator ved nationalmuseet Peter Linde i januar 1952 dr. Starcke, at han skulle undersøge Giertrud Birgitte’ s grav for om muligt, at få ting be- eller afkræftet.
Efter at forskellige vanskeligheder var overvundet, lykkedes det ham i december samme år at opnå de nødvendige tilladelser. Da undersøgelserne var afsluttet. Da undersøgelserne var afsluttet, gjorde dr. Starcke rede for disse i en bog, der udkom på Berlingskes Forlag.
Tilsammen efterlod bogen et overbevisende indtryk
I bogen, der er spændende som en kriminalroman, meddelte han alle detaljer, der fremkom. Hver for sig var det nok ikke et endeligt bevis. Men tilsammen efterlod det et overbevisende indtryk om, at Giertrud Birgitte ikke er død nogen naturlig død.
Den 9, januar 1953 blev gravet åbnet. Murhvælvingen i gravkammeret, der var ca. 1 m tyk, blev gennembrudt. Men da man var trængt igennem den, opdagede man, at graven var næsten helt opfyldt med ler. Hvornår dette er sket, ved man ikke, men det bevirkede at der måtte iværksættes et minutiøst udgravningsarbejde under ledelse af konservator Linde.
Amatørarkæologen politibetjent Binneballe skulle under største forsigtighed ved hjælp af en ske og sine fingre fjerne leret.
Skelettets stilling var ejendommeligt
Efter nogle dages forløb kom kisten til syne og nogle dage senere skeletdelene. Den 19. januar var skelettet helt frilagt. Dets stilling var ejendommelig – i hvert fald havde det faste kirkegårdspersonale aldrig set noget tilsvarende.
Hovedet var rullet næsten helt rundt, så ansigtet nærmest vendte nedad. Rygsøjlen lå krummet fra lænden til halshvirvelsøjlen. Som følge heraf lå den venstre side af bækkenet lidt højere end den højre hofteskål. Begge arme lå strakte langs kroppens sider. Det højre knæ lå lidt længere nede end det venstre, der lå i en stilling, som viste, at det havde været bøjet. I graven var der ingen smykker, trods det faktum, at hun var begravet med to ørenringe.
Ingen kranielæsioner
23, januar overførtes skelettet til antropologisk laboratorium på Universitetets medicinsk – anatomiske institut for at blive underkastet en anatomisk-antropologisk undersøgelse, der blandt andet viste, at der ingen tegn forelå på at der skulle være kranielæsioner.
Men man fandt ud af at hun kunne have lidt af en akut ørebetændelse eller haft stærke tandsmerter, som kan have været opfattet som øresmerter.
Meget opium kunne føre til bevidstløshed
Hvis hun har fået opium mod dette, som var datidens eneste smertestillende middel og som indeholdt morfin kan det have medført en bevidstløshed. Det kunne have været udlagt som om hun var død. Og dette kan med rette give anledning til røde kinder, som Wellmann omtalte, hun skulle være begravet med.
Ra Rosteds ”Familie Annotationer” desuden meddeler, at hendes død var smertefuld og fremvirket af ”chicane”, kan det måske betyde, at hun som følge af vanskeligheder, der kan have voldt hende mange bekymringer. Måske havde hun ingen modstandskraft, da hun blev ramt af voldsom tandbetændelse.
Dødsårsag kunne ikke fastslås med sikkerhed
Selv om dødsårsagen ikke med absolut sikkerhed kan fastslås, synes alle beviser dog at pege på, at enkefru Bodenhoff er blevet begravet skindød ifølge bogen. Ved grav-røvernes brutale behandling er vågnet op og har bevæget sig og derefter lidt en smertefuld død i sin kiste.
Sådan slutter dr. Starcke sin interessante bog. Og nu hvor bogen kom frem er der mange, der får medlidenhed med den ulykkelige unge kvinde, hvis liv trods tabet af hendes mand alligevel så forholdsvis lys ud.
Hvem er Viggo Starcke?
Men hvem er denne Viggo Starcke. Han var politisk aktiv i Rets-forbundet i 1920erne og partiets formand 1938 – 1939. Han var medlem af Folketinget 1945 – 1960 og 1946 – 1957 formand for folketingsgruppen. Fra 1957 – 1960 var han minister uden portefølje.
Nu var det bestemt ikke alle, der var enig i Viggo Starckes konklusioner. Men det kan du læse i næste artikel i denne serie.
Kilde: (for hele serien)
Hvis du vil vide mere:
Assistens Kirkegård
Kirker på Nørrebro
København
Østerbro
Vesterbro
Juli 28, 2024
Danmarks bedste flyver
Dette er et forsøg på at anmelde Rene Rasmussen: ”Danmarks bedste flyver” Christian l. Johannsen var en af Lendemarks stolte sønner. På et fly allerede i 1912. Deltagelse i Første Verdenskrig. Han smed Dannebrog ned under Dybbøl – festen. Han var ikke populær i det danske luftvåben. Han mistede sin licens i Danmark. Arbejdet fortsatte i Tyskland. Få timer fra at miste livet i Atlanterhavet. Han blev kaptajn i Hitlers Luftwaffe. Det er lykkedes for forfatteren at distancere sig fra hovedperson. Der bliver gået i dybden. Han følte sig veltilpas i begge lande. Han undgik retsforfølgelse herhjemme. Bogen kan varmt anbefales.
En af Lendemarks stolte sønner
Her gik jeg og troede, at det hed pilot. Men det hed det måske ikke dengang. Christian L. Johannsen er født i Lendemark i nærheden af Bylderup i 1880. Men han er opvokset i Flensborg af dansksindede forældre.
På et fly allerede i 1912
Siden sin barndom interesserede han sig for fly. Og tidligt allerede i 1912 fik han chancen for den første flyvetur. Det var som pilot hjemmebygget fly, som den lokale cykelsmed havde konstrueret. Efter fjerde forsøg lykkedes det med en flyvetur på ca. en kilometer. Som knægt var han lidt af en vovehals.
Deltagelse i Første Verdenskrig
Som 30.000 andre nordslesvigere skulle Christian også deltage i Første Verdenskrig på tysk side. Han startede som infanterist, men ville hellere uddannes som pilot. Da han blev såret, benyttede han lejligheden til at opsøge om optagelse på en flyverskole. Og således startede hans fly-karriere sådan rigtigt. Mange farlige episoder oplevede Johannsen under Første Verdenskrig.
Han smed Dannebrog ned under Dybbølfesten
Allerede omkring 1919 udnævnte pressen ham som ”Danmarks bedste flyver” Og i 1920 opnåede han berømmelse ved at smide et Dannebrog ned under afstemningsfesten ved Dybbøl.
Han gennemførte Danmarks første forbryderjagt fra luften og fløj med den første kvindelige faldskærmsspringer i Danmark, den engelske Miss Boyden.
Han var ikke populær i det i det danske luftvåben
Versailles-freden tillod ikke at tyskerne havde deres eget flyvåben. Han flyttede med sin familie tilbage til Danmark og blev ansat som sagkyndig. Han kritiserede sikkerheden og det var ikke særlig populært.
Det skabte fjendskab og dette fortsatte gennem hans karriere. Efterhånden blev han pilot i Dansk Luft Rederi i Lundtofte og fløj forskellige flyvninger som reklameflyvninger, taxaflyvning, flyvning med aviser, journalister og andet godtfolk, som gerne ville opleve noget nyt.
Han mistede sin licens i Danmark
Men ansættelsen var nu ganske kort. Selskabet gik konkurs i 1923. Efter kort ansættelse i selskabet Dansk Lufttransport fik Johannsen sit drømmejob hos Det Danske Luftfartsselskab (forløberen for SAS). Men det var ikke uden modstand. De gamle officerer havde stadig et horn i siden på ham.
Desværre måtte Johannsen nødlande et af DDL-s rutefly på Stevns, da det løb tør for benzin. Det var omstridt, hvem der bar skylden. Men faktum var at Johannsen fik frataget sin licens.
Arbejdet fortsatte i Tyskland
I mellemtiden var der kommet lempelser i begrænsningerne i den civile flyvning i Tyskland. Her fik Johannsen nu arbejde som avis – flyver og flyveinstruktør.
I 1929 skulle han flyve et Avro Avian fly fra London til Kina. Turen tog 62 dage. Her skulle Johannsen uddanne kinesiske militærpiloter. Turen til Kina var lang og fuld af udfordringer og eventyr. Og Kina ville opbygge et luftvåben.
Få timer fra at miste livet i Atlanterhavet
Men det faldt ikke rigtig Johannsens smag. Han returnerede derfor til Tyskland. Nu blev han en del af en gruppe, der skulle flyve Junckers fly fra Berlin til New York og tilbage igen. Det var i 1931. Men det gik nu ikke helt efter planen. Benzinen slap op, inden man nåede land i USA. Man befandt sig da ud for New Foundland. Eller var det nu et defekt tændrør. Man måtte nødlande på havet. Her kæmpede man i seks døgn. Mad og drikke var sluppet op. I sidste øjeblik blev de reddet af et norsk fragtskib, M/S Belmoira. Vraget sank få timer efter redningen.
Beskrivelsen af dette forløb er i bogen ganske spændende.
Han blev kaptajn i Hitlers Luftwaffe
Vi får så en beskrivelse af Johannsens tilbagevenden til Tyskland, hvor Johannsen deltager i adskillige operationer for det nye Luftwaffe. Han havde ellers erklæret sig for dansksindet. Han nåede rangen som kaptajn i Hitlers Luftwaffe.
Hvad Johannsen helt specifikt beskæftigede sig med i den sidste tid inden kapitulationen får vi ikke at vide.
Parrets eneste søn, Werner ydede militærtjeneste i Tyskland. Han døde i 1851 i Indokina.
Nogle år efter krigen vendte Johannsen og frue tilbage til Danmark, hvor han fik et fredeligt job som lappeskrædder. På grund af sit tyske statsborgerskab undgik Johannsen retsforfølgelse i retsopgøret. Men dansk flyvning vendte ham ryggen i de næste tyve år.
Det er lykkedes for forfatteren at distancere sig
Bogen tegner et meget detaljeret billede af en interessant personlighed. Kildematerialet, noter og litteratur fylder ca. 20 sider. Nu var Johannsen heller ikke en person, der holdt sin mund og måske overdrev med sine egne bedrifter. Forfatteren har skullet forholde sig meget kritisk til disse kilder.
Det synes som om, at det er lykkedes for Rasmussen at distancere sig fra den vidtløftige Johannsen og opbygget sine egne konklusioner.
Der bliver gået i dybden
Spændende er også historien set i betragtning af det dansk/tyske og så det at Johannsen havde meldt sig ind i NSDAP. Han var med i både Første og Anden verdenskrig for tyskerne. Hvor lå hans sindelag? Hovedpersonen var farverig og historien set som en del af flyhistorisk interesse er også interessant. Der bliver gået i dybden.
Han følte sig vel tilpas i begge lande
Bogen bærer dog præg af at han var nazist. Han følte sig vel tilpas i begge lande. Til sidst valgte han dog sit fødeland, Danmark – hvor han døde i 1972. Hans kone var også fra Altona i Tyskland. Egentlig interesserede politik ham ikke rigtig.
Bogen kan varmt anbefales
Sproget er, hvor der er masser af kilder, nærmest journalistisk, mens der, hvor kildematerialet er mere sparsomt lidt mere tørt, men mættet med en masse detaljer. Bogen kan varmt anbefales. Nu husker vi igen Christian L. Johannsen.
Værket er på 352 sider og er rigt illustreret.
Kilde:
Danmarks bedste flyver
Historisk Samfund for Sønderjylland
Juli 27, 2024
Vi vil gøre Møjn til Løgn
”Vi vil gøre Møjn til Løgn – Vi vil hav det forbøjn” Ja sådan lød det i et læserbrev i Hejmdal i 1938. Men også mange ældre i 1970erne var imod brugen af ordet. Efterhånden fandt man i det sønderjyske ud af, at det skulle staves således: Mojn. Tyskerne staver det således: Moin. Det blev forbudt for børn i dansksindede hjem at bruge ordet. Vi hører det brugt hver formiddag på DR P4. Håndværkere, handels – og tjenestefolk samt soldater tog det med hjem fra Berlin. Tysk ordbog mener at det stammer fra Østpreussen. Men det mener både danske og tyske sprogforskere ikke kan passe. Lærer Ottsen fra Hostrup kunne heller ikke lide ordet. Waldemar Rasmussen fik Mojn på Dansktoppen. Ældre sønderjyder var forargede over Mojn – kampagnerne fra 1970erne. Nogle gymnasieelever synes at Mojn er bondsk. Og så er det dem, der mener at ordet er nederlandsk og endda finsk. Så er det nogle ganske simple Mojn – regler.
Det skulle være forbudt at sige ”Møjn”
Et læserbrev i avisen Hejmdal fra 1938 slutter således:
Læserbrevet i Hejmdal 1938
Dette stammer fra et læserbrev i Hejmdal i 1938 med overskriften ”Møjn er ”Urgæs”. I læserbrevet stod der bl.a.:
Det blev også forbudt for børn
Mange ældre sønderjyder som var bevidst dansksindede fastholdt at ”Møjn er forbøjn”. Når et barn i et udpræget dansk hjem kom til at sige ”Møjn” blev man sendt ud i køkkenet for at vaske mund.
Det skete også at i dansksindede hjem så fik børnene en på kassen, når de sagde møjn (sådan blev det stavet dengang). Forældrene ville ikke finde sig i det.
Mojn hver formiddag på P4
Det siges mojn på alle tider af døgnet. Og det selv om navnet morjen, som det stammer fra betyder morgen. Det findes i berlinsk og brandenborgsk.
Hver formiddag kan man på DR P4 hører værten, Knud afslutte med et Mojn. Som vi tidligere har nævnt, så måtte vi ikke snakke sønderjysk på Tønder Kommuneskole. Og så var jeg ved at blive fyret i Andersen og nissens Boghandel i Tønder inden min lærertid startede. Jeg nægtede at tiltale medlemmer af Det Tyske Mindretal på tysk. Hvorfor skulle jeg? De allerfleste af dem taler sønderjysk.
Håndværkere, handels- og tjenestefolk samt soldater tog Mojn til Sønderjylland
Efter al sandsynlighed er det håndværkere, handelsfolk og tjenestefolk, der har taget morjen med til Sønderjylland. De sønderjyske soldater, der havde aftjent deres værnepligt har taget hilsen med hjem. Det var mens Sønderjylland hed Nordslesvig og tilhørte Prøjsen i begyndelsen af 1900-tallet. Det startede i Aabenraa og Tønder.
Lærer Ottsen fra Hostrup kunne heller ikke lide Mojn
Allerede i 1930erne skrev Peter Jeppesen om ordet i bogen ”En sønderjysk Dialekts udvikling i de sidste Generationer (Løgumkloster-dialekten). Lærer M.B. Ottsen beskrev Hostrup-dialekten på Tønder-egnen i 1920erne og 30’erne:
Det var tydeligt at Ottsen ikke brød sig om denne hilsen. Han mente, at det var en fortyskning som en del andre ord. Læg mærke til, hvordan han staver Mojn.
Waldemar Rasmussen fik ”Mojn” på Dansktoppen
Efterhånden blev ”Mojn” stavet med o en del af dialekten. Så begyndte man i Sønderborg med en kampagne ”Mojn – vi ses i Sønderborg”. Kampagnen havde også en slagsang med titlen ”Mojn” indspillet af Valdemars Orchestra. Orkesterlederen Valdemar Rasmussen er opvokset i Tønder. Han forbinder begrebet med fællesskab. Nummeret blev ikke alene populært i Sønderjylland. Det nåede også en topplacering på Dansktoppen.
Ældre mennesker foragtede Mojn – kampagnerne
Det var bestemt ikke alle, der kunne lide disse mojn – kampagner. Flere gamle medlemmer af nationale foreninger, Sprogforeningen og Sønderjydsk Skoleforening gav udtryk for forargelse over kampagnen. De tog også afstand fra alle undersøgelser af brugen af mojn. Sådan et tabu – ord skulle visne af sig selv. Men det modsatte er sket. Brugen af ordet er i den grad blomstret.
Sandelig om ikke også Jydske Tidende udsendte en temaavis om begrebet ”Mojn” med mange oplysende artikler.
Tyskerne staver det således Moin
Stavemåden mojn har også vundet hævd som sønderjysk. I tysksprogede sammenhænge inden for det tyske mindretal bruges den tyske stavemåde moin.
Siden min barndom i Tønder har vi sagt mojn døgnet rundt.
Men går du ud af en butik i Nibøl og siger moin, vil ekspedienten spærre øjnene op. Det er ikke alle steder, man kan bruge moin som farvel.
Nogle gymnasieelever synes at mojn er bondsk
Der er foretaget diverse undersøgelse af ordets brug. Således findes der gymnasieelever, der mener, at det er for bondsk at bruge ordet. Det virker også amatøragtig, siger de. At ordet bruges i reklameøjemed, mener nogle at det er at gøre grin med det sønderjyske sprog.
Hos gymnasieeleverne bliver ordet ikke forbundet med tysk. De mener, at det er en del af den sønderjyske identitet.
Tysk ordbog mener, at moin kommer fra Østfrisland
Men der nu ikke alle der er helt enige i ordets opstående. Således kan man i den tyske ordbog Duden læse, at det tyske ord moin
er en hilseform, som stammer fra det østfrisiske og det mellem-tyske ord Moi. Det kan oversættes med God dag eller skøn dag.
Men er det tyske moin og det sønderjyske mojn identisk?
Er det finsk?
Mojn kom først til Sønderjylland i begyndelsen af 1900-tallet. En anden antagelse er, at det danske mojn stammer fra det finske ”moi”. Og det bruges på samme måde i Finland som i Sønderjylland. Men hvordan skulle en finsk hilsen lige have fundet fodfæste i det sønderjyske?
Eller er det nederlandsk?
En tredje teori er, at ordet stammer fra det nederlandske tillægsord moje, der betyder god eller behagelig. Mojn skulle således være en afkortning af mojn dag (altså god dag), hvilket skulle forklare at ordet bruges på alle tider af døgnet. Den geografiske udbredelse af mojn (moin) fra den danske grænseegn til den nederlandske grænse skulle støtte denne forklaring.
Det skulle dog være usandsynligt at mojn skulle stamme fra det frisiske eller nederlandske, siger sprogforskere. Her er både danske og tyske sprogforskere enige.
En fjerde teori går netop på at mojn skulle være en morgenhilsen fra Østfrisland.
Nogle simple mojn – regler
Nogle simple mojn-regler:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 21, 2024
Kongeåen – en mærkelig grænse
Den hed Skodborg Å. Gravhøje viser, at strømmen ikke var bredere i Oldtiden, selv om historikere mener noget andet. Hertugen ville ikke have kongen til at bygge en bro. Skodborghus – en Grænsefæstning. Kongeåen i 1698. Sønderjylland hed ”Sinlændi”. En skov med ulve og vildsvin. Der var jyder på begge sider af åen. Ribe har aldrig tilhørt Hertugdømmet. De Kongerigske enklaver. Rødding Højskole lå i begge ”lejre”. Toldgrænse. Smugleri betød hængning. Et kongeligt brev til lensmanden. Der var næppe 1.000 galger langs åen, som påstået. En smugler blev skudt. En krøbling blev benådet. 26 rigsdalerfor at få lig fjernet. Vadstedsridder var meget upopulær. En stor fangst. Brobyggeren, der måtte flygte. Mange overfald på Vadstedsrider. Tobakstolden bortforpagtet til private. Toldbetjente overfaldt også borgere. Vadstedsriddere blev erstattet af kontrollører.
Den hed Skodborg Å
Åen er ikke særlig stor. Men dens betydning er stor. I Ødis Sogn i Østjylland ligger dens kilde. Og Ødis Sogn ligger i det tidligere hertugdømme Slesvig. Åen er 65 km til udløbet i Vesterhavet. Det er cirka samme længde som Vidåen.
I gamle dage hed det meste Skodborg Å. Man siger, at det engang har været en elv, hvor store skibe kunne sejle. Åen er i dag somme steder dyb og moradsagtig og så skulle den ikke være ret fiskeri.
Men her er dog snæbel, laks og et rigt dyreliv. Her er også forekomster af odder. Langs åen findes et stort antal fredede gravhøje.
Gravhøje viser, at strømmen ikke var bredere i Oldtiden
Man har talt om, at der gik en havbugt ind ved Vadehavet. Og så var Skodborg Å i middelalderen en bred strøm. Men i Oldtiden var strømmen ikke bredere, det ses bl.a. af alle de gravhøje, der er placeret omkring åen.
Hertugen ville ikke have at kongen byggede en bro
Kolding skulle udvide og tog noget af jorden i syd for åen. Hertugen var sur over at kongen havde bygget en ny bro over åen. Den blev kaldt Kolding Sønderbro og lå ved den senere Nybro.
Kongen svarede, at broen var lagt på sin kongevej. Han havde ingen onde hensigter med dette.
Det fortælles at herredspræsten provst Brandt fra Malt Herred var guldmager. Han ”laborerede” i et lille hus ved kirken. Måske har Skodborg Å haft et helet andet navn.
Skodborghus – en grænsefæstning
Skodborghus ligger nord for åen. Det var et kongeligt slot, som nævnes første gang i 1368. Det var en grænsefæstning, hvorfra lensmanden styrede Skodborg len. Senere blev det et lystslot.
Her ved Skovborghus gik den jyske hovedvej ”Hærvejen”, over åen mod syd.
Kongeåren nævnt i 1698
Ordet ”Kongeåen” dukker sent op. Første gang det nævnes er i en Tingbog fra 1698. Åen dannede grænsen til et par sysselgrænser. Længere mod øst fulgte den også vandløbene, først Seest Mølleå, derefter Kolding Å. Når man var kommet over den var man i Barved syssel i det slesvigske.
Sønderjylland hed ”Sinlændi”
”De Kloge” påstår at disse sysler er opstået af småriger i Oldtiden. Åen har på sit løb dannet skellet mellem de tre sydligste og de øvrige 12 – 13 jyske småriger. I år 815 kaldte man Sønderjylland for ”Sinlændi”, hvilket betyder ”det store len”.
En skov med ulve og vildsvin
I gammel tid lå der syd for grænseåerne den store skov, Farrisskoven, der strakte sig fra egnen omkring Skamlingsbanken og langt mod vest. Det var et vildnis af fyr, bøg og eg. Det var et eldorado for jægeren. Store flokke af vildsvin kunne endnu i sidste halvdel af 1700 – tallet dukke op på disse kanter.
Ulvene huserede også vældigt på egnen. I 1763 trængte de således ind i Kolding by.
Der var Jyder på begge sider af åen
Kongeåen var blevet et skel mellem to stater. Men der boede jyder på begge sider af åen. De talte det samme sprog, de levede og virkede på samme måde. Og de tænkte vel også på samme måde. Og alligevel skilte denne beskedne å’ s stille vand disse jyder fra hinanden, som om de havde været folk af forskellige sprog, af forskellig stamme.
Ribe har aldrig tilhørt Hertugdømmet
Kongeåen var grænsen mellem kongeriget og fyrstendømmet fra Vesterhavet og til Ødis sogn i næsten hele sit løb. På samme måder var der dog undtagelser. Ribe by synes aldrig at have været regnet til hertugdømmet. Her var der en biskop, et stort domkapitel, kirker og klostre, som var rige på gods.
De kongerigske enklaver
Disse kirkelige institutioner hørte under kongeriget. I 1400-årene blev det en almindelig regel, at deres gods ikke skulle regnes med til hertugdømmet. På den måde blev de kongerigske enklaver til. Havde en gård først engang tilhørt kongeriget så blev den ved med det uanset ejer. Som vi tidligere har påpeget i to artikler, kunne dette godt føre til nogle underlige forhold. 8-9 kvadratmile kongerigsk jord lå syd for den slesvigske grænse. På et tysk militærkort fra 1849 kan man se, at fire stykker af Skodborg Sogn hørte til Jylland.
Rødding Højskole lå i begge lejre
På Rødding Højskole var det også kaotisk m.h.t. om det var slesvigsk eller Kongerigsk enklave. Engang i 1850erne var det københavnske blad ”Fædrelandet blevet forbudt i Hertugdømmet. Højskolens forstander, Sophus Høgsbro, var meget ked af at skulle undvære bladet, da hans bolig i højskolens daværende hovedbygning lå på slesvigsk grund. Men i elevbygningen, der lå på kongerigsk grund, boede læreren J.L. Knudsen (forfatteren Jacob Knudsens far). Høgsbro fik ham til at holde ”Fædrelandet”. Høgsbro kunne nu gå over gårdspladsen og læse bladet.
Toldgrænse
Nogle steder gik grænsen gennem et hus. Så skulle man lige finde ud af i hvilket rum man var født for at afgøre, hvem der havde forsørgerpligten.
Kongeåen var toldgrænse fra middelalderen til 1851 og derefter igen fra 1864. Fra gammel tid var der godkendt tre toldsteder. I 1790 kom der yderligere fire toldsteder ”til menigmands bekvemmelighed”. Foruden det faste personale var der 10 beredne betjente.
Det var egentlig let at smugle her. Man kunne bare benytte sig af de ulovlige vadesteder uden for Kongeåens udløb. Det kunne man sagtens, når der var ebbe. Det var også dem, der sejlede over Kolding Fjord.
Det var også Thomas Thomsen fra Skodborg, der smuglede brændevin i en kassevogn med dobbeltbund. Her var en blikbeholder, der kunne fyldes med den gode drik. Han ejede også et brændevinsbrænderi.
Smugleri betød hængning
I et brev af 1545 blev det befalet at smuglere skulle straffes som for andet tyveri. Frederik den Anden befalede 1561, at den der hemmelig ”uddrev Øksne af Riget”, skulle straffes ved hængning. Værdien af varerne ville overstige den halve mark, der var grænsen for hængning.
Et kongeligt brev til lensmanden
Den 25. oktober 1574 blev der udsendt et brev fra Skanderborg – et såkaldt ”Kongeligt aabent Brev” til Lensmand Vincens Juul på Koldinghus, hvori det hedder, at mange både danskere og udlændinge drog uden om kongens almindelige toldsteder og over ”den mellem Skodborg og Kolding løbende å og andre forbudte steder og derved underslog Kongens Told.
Der var næppe 1.000 galger langs åen
Måske har der stået flere galger langs grænsen. Således sagde tolderen i Ribe i 1701:
Nogle af de galger var såkaldte dobbelte galger bygget i to etager. At blive hængt ”i den højeste Galge” blev betragtet som en skærpet straf.
En smugler blev skudt
Nu var det lettere at slå smugleren ihjel med det samme. Det gjorde Claus Hønborg, der senere blev herredsfoged i Elbo Herred. Manden som Claus Hønborg dræbte omkring 1565 hed Hans Christensen. Han ville ikke indrømme, at han drev noget kvæg forbi Kongens Toldsted uden at betale told.
Endnu 1579 måtte Frederik den Anden tage Claus Hønborg og hele hans slægt ”i sin beskærmelse mod den dræbtes slægt og venner”.
Befolkningens sympati lå hos smuglerne og der var stor modstand mod tolderne.
Hængning anvendtes langt ind i det 17 århundrede som straf for smugleri.
En krøbling blev benådet
Kolding Raadstueprotokol nævner et eksempel fra 1636. En krøbling, Søren Krabbe fra Linnerup ved Silkeborg, havde udsmuglet en hest over et ulovligt vadested ved Kolding. Han solgte hesten ved Immervad kro. Han blev grebet og dømt. Han søgte benådning hos Hertug Ulrik. Han blev benådet med den betingelse, at han:
26 Rigsdaler for at få lig frigivet
I 1653 blev Laurids Mortensen Bogvad, vistnok hjemmehørende i Kolding nedskudt af en strandrytter ved Kolding
Han blev betragtet som tyv og hans gods blev konfiskeret og solgt. Broderen fik lov til at jorde smuglerens lig. Det skulle egentlig været blevet hængende i galgen. Men det kostede alligevel 26 Rigsdaler for at få denne tilladelse.
En dreng fra Taagelund, der havde hjulpet smugleren med at drive, slap for at blive hængt, men det kostede hans far 4 Rigsdaler.
Vadstedridder meget upopulær
Galgen for straf for smugleri rykkede i baggrunden med forordningen af 20. februar 1661, da straffen for smugleri blev fastsat til:
Lige som tolderne var også Vadstedriderne temmelig upopulære. De havde hver 2 ladte pistoler. Deres påklædning var læderbukser og Camisol. Dette varen lang frakke uden krave, knappet højt i halsen og med en enkelt rad sølvknapper Selv om deres løn var ringe, så kunne de ikke være lige så tarvelig klædt på som den jævne befolkning.
Det var Christian den Fjerde, der indførte sådanne 4 Vadstedrider – to hos tolderen i Ribe og to hos tolderen i Kolding. Regeringen havde vel håbet at den lave løn kunne skærpe Vadestedsdrivernes årvågenhed.
Deres løn udgjorde, hvad der kunne komme ind ved at konfiskere smuglergods. Af og til kunne man gøre et større kup. Således fangede de den 10. oktober 1645 8 heste, som var udført over et forbudt vadested.
En stor fangst
Den 8. august 1650 fangede man 23 heste og hopper. Disse indbragte 247 Rigsdaler. Normalt skulle Vadestedsriderne have en tredjedel af dette beløb. Et århundrede senere fik de faktisk halvdelen af, hvad de konfiskerede.
I det 17. og 18. århundrede var der meget få broer over Kolding Å. Og over Skodborg Å var der kun bro ved Gredsted og Folding. Det sidste sted blev broen faktisk afbrændt af svenskerne i 1643 – 44. men da fjenden var ude af landet, blev en ny bro bygget. Men ak. Ved næste svenske indfald i 1657 blev broen atter afbrændt.
Brobyggeren, der måtte flygte
Da freden var genopbygget, blev broen genopbygget af løjtnant Søren Dover, der boede på den søndre side. Men den gode Søren var så ivrig med at inddrive bropenge, at han i sommeren 1663 ”jagede sin Degen” i siden på en uskyldig mand. Derpå måtte han flygte.
Mange overfald på Vadstedrider
På Fastelavnsmarkedet i Kolding i 1654 blev Christoffer Vadstedrider hugget i hovedet af Jens Knudsen Glad fra Skanderup. En januar nat 1660 listede 2 mænd sig ind i huset til Niels Sørensen Vadstedsrider i Kolding kaldet ”Sorte Niels”. De bankede ham og slog huller i hovedet på ham. Hans pistoler slog de i stykker. Nu var ”Sorte Niels” også ret så pågående.
Der skete mange flere overfald. På toldstederne anmodede man om flere folk.
Tobakstolden bortforpagtet til private
Tobakstolden var bortforpagtet til private folk. Disse holdt til ved toldgrænsen med deres egne told-karle. En af disse Hermann Prahl var natten mellem 25. og 26. juli 1703 gået ud for at opsnuse nogle smuglerier ved Bjerrum ved Ribe. Han blev overfaldet af to personer, der gennempryglede ham.
Toldbetjente overfaldt også borgere
Men der er nu også historier om, hvor 5 toldbetjente overfaldt en enkelt borger på en kirkegård i Ribe. Biskop Jens Bircherod indførte det omhyggeligt i sin dagbog. De tre toldere blev pågrebet men de to blev frikendt.
På Vejen Kro overfaldt kromanden tre Vadstedrider fra Kolding. Det endte med at den ene af disse skød kromanden.
Vadstedsriderne blev erstattet af kontrollører
Vadstedsriderne blev i 1760 afløst af 10 kontrollører, der var bosiddende langs åen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 13, 2024
At arbejde i Aabenraa 1916-1919
Kinder-Kirche-Küche. På arbejde i Kredsspare- og Kommunalkassen. Højtidelig hilse-ceremoni. De havde glemt at aflevere deres guldur. Land-råd forventede underdanighed og anstand. Understøttelse til krigskoner. Alt foregik med hovedregning. En fyrstelig månedsløn på 15 mark. Forsyningsproblemer. 19 mark i julegratiale. Revolution skaffede Marie en løn på 700 mark. Ansatte havde første ret til tøj-stoffer. Disciplinen blev mere afslappet. De fornemme herrer rejste syd på.
Kinder-Kirche-Küche
Hvordan var det at arbejde i Aabenraa under Første verdenskrig? Vi skal følge Marie. Mange unge piger fik en uventet chance inden for erhvervslivet i den tid.
Hun var kun 16 år, da hun blev antaget som den yngste medarbejder i Kreisspar – und Kommunalkasse i Aabenraa. Nej det var ikke alle, der fulgte mottoet:
Kredsspare – og Kommunalkassen
Kredsspare- og Kommunalkassen lå i amtshuset bag de tre store vinduer under kredsudvalgets mødesal (Sitzungssal). Jo her var ansat mange fornemme mennesker, eller nærmere folk, der ville behandles sådan og forventede det.
I ekspeditionslokalet herskede chefen ”Rendant König” og de to pensionister Sewecke og Sievert. De bar de fornemme titler ”Rechnungsrat” og ”Rentemeister”. De havde fået tjenesten forlænget på grund af mangel på arbejdskraft. Alle var der indvandret sydfra og kunne kun tysk.
Højtidelig hilse- ceremoni
Hver morgen oplevede Marie den meget højtidelige hilse ceremoni. Det lød således:
Så kom Rentemeisterens tur. Han havde alt imens befriet sig for sin store Kaisermantel , en frakke med slag og sine galocher. Lige som sine kollegaer afførte han sig også den pæne hjemmejakke og tog en kontorjakke af alpaka på – det gode tøj skulle skånes. Så kunne dagens gerning begynde.
Om formiddagen fik Maries afdeling besøg af Rechnungsratens søn, som havde sit arbejde i amtshuset. Så lød atter den fornemme tyske hilsen:
De havde ikke afleveret deres guldur
De fine herrer gik altid med jakken pænt tilknappet – så kunne man nemlig ikke se deres guldurlænker. Disse burde nemlig som loyale understøtter have skænket som bidrag til krigens finansiering.
En sådan offervillighed blev belønnet med en jernkæde og et diplommed teksten:
Land-råd forventede underdanighed og anstand
Den øverste chef var land-råd Simon. Han var en meget mere fornem herre end alle de andre. Han var så fornem at han ikke så det almindelige personale, når de mødte ham. Han så lige gennem dem. Hans ansigt var meget vansiret af ”Schmisse”. Det var ar, han havde fået ved mensur (dueller) i sin studentertid.
Over for Land-råden måtte alle vise den største underdanighed og anstand. Når König forelagde sager for land-råden, havde han altid i forvejen skiftet til den pæne jakke og efterlod alpaka-jakken på kontoret.
Understøttelse til krigskoner
I et værelse ved siden af ekspeditionslokalet sad Jens P. Holm fra Kværs og to unge piger på ca. 28 år. Så var det også lige fru Kirschstein. Hun var svigerdatter til den gamle fru Kirschstein, som Marcus Lauesen havde skildret som fru Hagemeier i ”Nu venter vi på skib”.
Fru Kirschstein udbetalte hver 14. dag understøttelser til de koner, hvis mænd var indkaldt til krigstjeneste. Mange trængte hårdt til pengene. På udbetalingsdagen var der altid en lang kø, når kontoret åbnede kl. 8. De mere velhavende mødte først op senere på dagen.
Alt foregik med hovedregning
Marie arbejde i et lille kontor for sig selv. Her fandtes også boksen med de kontante beløb. Hver morgen blev den åbnet af König og Gulløve med hver sin nøgle. Der var et stort kartotek over sparerne og deres konti. Meget tid gik med renteberegning. Den normale rentesats var 4 pct. Alt foregik som hovedregning uden regnemaskine. Kontorets eneste tekniske hjælpemiddel var en gammel skrivemaskine i bagkontoret.
En fyrstelig månedsløn på 15 mark
Marie fik den flotte løn af 15 mark pr. måned. Ret ofte var det overarbejde med Jens Peter Holm. Det gav ekstrabetaling. Arbejdstiden var oprindelig fra 8 – 12 og fra 14 – 18. Senere blev dette ændret fra 8 – 15 for at spare på lyset.
Kl. 12 indtog man den medbragte mad, Marie indtog to stykker brød med Simon – marmelade på. Denne herlige spise var opkaldt efter land-råden. Den kunne købes i en forretning ved Nørreport. Ingredienserne var mest roer. Hvad resten var, vidste man ikke. Og det var måske bedst sådan.
Forsyningsproblemer
Forsyningsproblemerne kunne man godt mærke i Aabenraa. Rationeringen var stram. For at købe brød skulle man have brødkort, som man hentede på rådhuset. Bagerne kunne atter aflevere brødkortene på ”Kreisausschuss. Så fik de i stedet udleveret melkort.
Kød fik man næsten ikke. Alt kød blev brugt også det ringeste. Syge kreaturer blev slagtet bag arbejderanstalten i Persillegade. Vægter Schubert bekendtgjorde så i byen at nu var det kød at hente på ”Freibank”.
10 mark i julegratiale
Varemanglen var især ubehagelig op mod jul. Krigsjulen var ikke rar. Alle havde en eller anden i felten. Marie fik hele 10 mark i julegratiale. Hun havde ved Magasin set et forklæde til 10 mark. Det skulle være julegaven til mor.
Men det kunne man ikke bare gå hen og købe. Først skulle man aflevere et ”Bezugsschein” som bevis på at Marie ikke havde fået et forklæde det sidste år. Så gik turen til rådhuset. På kartotekskortet fremgik det, at hun ikke havde fået et forklæde inden for det sidste år. Glad gik hun nu til Magasin. Forklædet blev hendes. Og det blev jul.
Revolutionen skaffede Marie en løn på 700 mark
Da krigen nu lakkede mod enden, kom revolutionen. Arbejderrådet greb ind og sørgede for lønudbetaling til de ansatte uden om Rendant König. Marie fik 700 mark. Det var rigtig mange penge.
Ansatte havde første ret til tøj-stoffer
I amtsrådssalen oven over kontoret samlede de to ledende i arbejderrådet, murer Ewald og en mand ved navn Meltzer, som var ansat ved flyvestationen et større lager af stoffer. Her fik ansatte første ret til at købe, og bagefter var der adgang for andre. Marie var lykkelig over den kjole, hun fik stof til her – det var den første nye kjole gennem lange tider.
Disciplinen blev mere afslappet
Med revolutionen slappedes også disciplinen en del. Knudsen, der havde været bud på kredshuset, blevet ansat ved sparekassen. Han havde været mariner. Han var ikke villig til at underordne sig Rendant König. Det gav masser af sammenstød. For de andre, der var vant til den stramme orden, var der helt nye toner.
De fornemme herrer rejste syd på
Marie blev den 1. november 1919 ansat hos Hejmdal. Snart efter blev Kredssparekassen sammenlagt med byens sparekasse. Nu flyttede også König og Rentmeister og Rechnungsrat sydpå.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 9, 2024
Statens Ungdomslejre
De unge opfattede lejrene som deportation. Værnemagerproduktion skabte beskæftigelse. Hvad er fup og fakta? De unge stod i fare for de politiske yderfløje. De skulle sættes i opdragelse i sunde landlige omgivelser. Hvad med tysklandsarbejdere? Man blev henvist til 6-12 måneders arbejdslejr. Forsynet med sav, skovl og trillebør. Dagen startede 6.30. Alle 24 timerforsøgte man at besætte. Man kunne få tildelt nattegn. Man frygtede massearbejdsløshed, men det var ubegrundet. Befolkningen tog generelt afstand fra projektet. Katastrofe hvis man blev bortvist. Man tog ”kejtet” på en skovl, spade og plov. Gav undervisningen nu adgang til erhvervslivet? Stort ansvar for forstanderen. Hvor lå lejrene? Arbejdede i skoven og på heden. Man fastholdt kvinderne i det traditionelle. De unge mente også, at det var en opdragelsesanstalt. Bekymret for at de unge blev demoraliseret. Til sidst virkede det nærmest som en beskæftigelsesanstalt for de ansatte.
De unge opfattede lejrene som deportation
De unge opfattede skovl- og trillebør-lejrene på den jyske hede som deportation. Deres modstand forsøgte man at bryde ved at gøre deltagelsen obligatorisk for alle med en vis ledighed. Vægring medførte bortfald af arbejdsløshedsunderstøttelse og socialhjælp.
Værnemagerproduktion skabte god beskæftigelse
Under besættelsen oprettedes en række nye lejre. Men da der især på grund af omfattende værnemagerproduktion efterhånden blev opnået en helt ekstraordinært god beskæftigelsessituation, kom de til at stå halvtomme.
Mange unge fik også tilbud om at melde sig som Tysklandsarbejder i stedet for at tage i arbejdslejr og det skete med fagbevægelsens accept.
Hvad er fup og fakta?
Man beskyldte dem for at være en kopi af KZ – lejre. Det var nok en stærk overdrivelse. Og så beskyldte man staten for at spærre de unge inde efter tysk forbillede. Men hvad er fup og fakta i den historie?
De unge var i fare for de politiske yderfløje
Vi skal tilbage til 1933, hvor socialminister K.K. Steincke bad læserne om at indsende forslag til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden. Ministeren frygtede, at de unge mennesker ville hænge på gadehjørner og i kaffebarer.
De unge var direkte i fare for at lade sig friste af de politiske yderfløje, kommunister og nazister. Ikke mindst kommunisterne, der i 1932 gjorde deres entre i Folketinget. Socialdemokraterne udtalte, at det var en fremrykkende pest over Europa.
De unge skulle sættes i opdragelse i sunde landlige omgivelser
I 1930erne opstod mange gadekampe. Disse lejre skulle holde de ledige unge væk fra gadehjørnerne og sættes under opdragelse i sunde landlige omgivelser.
Jo forbilledet var skam den tyske Reicharbeitsdienst.
Hvad med tysklandsarbejderne?
Man frygtede for tysk tvangsudskrivning af dansk arbejdskraft. Men store dele af fagbevægelsen støttede at deres medlemmer kom til at arbejde i Tyskland. Bagefter skulle man så få det indtryk at de rejste frivilligt til Tyskland for at arbejde.
Man blev henvist til 6 – 12 måneders arbejdslejr
Allerede i 1939 stod 8 lejre klar. To af dem Vitsbøl Kloster og Møgelkjær var meget praktisk oprettet for ledige håndværkere, der her fremstillede træbarakker og inventar som samlesæt, der blev stillet op i takt med behovet for nye lejre.
Stensbæk var indrettet til at tage imod ufaglærte unge.
Efter sammenlagt 4 måneders ledighed blev man henvist til 6-12 måneders ophold. Nægtede man bortfaldt understøttelsen og anden offentlig hjælp. Arbejdet bestod i plantning af læbælter og nåletræer i plantager, afvanding af moser og enge, tørv-gravning og forefaldende arbejde i nærliggende skove, alt i tæt samarbejde med statsskovvæsenet og Hede-selskabet.
Forsynet med sav, skovl og trillebør
Jo det var sandelig med opdragende hensigt at de arbejdsløse blev forsynet med sav, skovl og trillebør. Ved hårdt fysisk arbejde i Guds frie natur ville arbejdsløsheden depressive virkning blive jaget på flugt. Ja og man fuldendte tankegangen ved at sende københavnerne til Jerup og Råbjerg i Vendsyssel. Århusianerne blev sendt til Almingen på Bornholm- Ikke så underligt at de unge følte det som en deportation. Sådan var det egentlig også tænkt.
Dagen startede 6.30
Belægningen på Stensbæk var normalt på mellem 50 og 80 mand. På Stensbæk var der som regel 30 – 40 mand. Man blev vækket 6.30 og et par timer senere stod den på praktisk arbejde. Mellem 13 og 17 var der undervisning i dansk, regning og samfundslære efterfulgt af en times gymnastik.
Alle 24 timer forsøgte man at besætte
Man fik lommepenge på 25 kr. om ugen, minus 5 kr. hensat på en sparekassebog udleveret ved afrejsen. Man sørgede for 24 timer var besat, lediggang var jo roden til alt ondt og såvel undervisning som underholdning. Ja og man sørgede for at udbuddet af litteratur i biblioteket var aldeles neutralt, så de unge ikke kom på forkerte tanker.
Man kunne få tildelt nattegn
Organiseringen var rigelig pædagogisk. Det var lige udfordringen med mødet mellem land og by. Unge mænd sad i rad og række eller på cykel alt imens de med spader og skovle sang.
Opførte man sig pænt kunne man få tildelt nattegn og en cykel. Så måtte man møde op i biografen i Gram eller til bal i Arnum. Og så spillede man fodbold med hold fra nabobyerne.
Man frygtede massearbejdsløshed
Men det var et problem med arbejdsandelen. Efter lovens ord og hensigt skulle de unge arbejdsløse oplæres til at kunne træde ind på det normale arbejdsmarked. Men det kneb. Under besættelsen blev vilkårene ændret.
Man frygtede massearbejdsløshed som følge af besættelsen og ikke mindst det engelske marked. Men det viste sig noget overdreven. Allerede i 1941 nåede man det, som man betegner for fuld beskæftigelse. Der var en masse tysklandsarbejdere og mange tog også arbejde i Norge. Alene tørvegravning og bunkersbyggeri ved den jyske vestkyst lagde beslag på ca. 50.000.
Og landbruget mærkede slet ikke den krise som andre erhverv. Her var der også masser af beskæftigelse.
Befolkningen tog generelt afstand fra projektet
Befolkningen tog generel afstand fra projektet. Myndighederne forsøgte gang på gang at overbevise befolkningen om det positive i projektet. Det så ud til at reglerne blev noget strammet i 1940. Nu skulle man kun havde været ledig i 50 dage. Og man lagde meget vægt på, at de unge frivilligt kunne melde sig til lejrene.
Katastrofe hvis man blev bortvist
Som vi allerede har nævnt, blev man nægtet understøttelse eller anden social hjælp hvis man nægtede at møde op i lejrene efter anvisning. Det samme skete, hvis man blev bortvist. Det kunne ske på grund af ens opførsel.
Myndighederne erkendte at man ikke kunne sammenligne opholdet i en statslejr med et almindeligt erhvervsliv.
Man tog ”kejtet” på en skovl, spade og en plov
Det almindelige ophold i sådan en lejr blev ændret til normalt 9 måneder. Der blev rettet kritik mod at man ikke arbejdede hele tiden i lejren. Som man sagde i lejren så forventede man, at en ung mand, der måske havde stået på en fabrik eller været ansat som bud ville ”tage noget kejtet på en skovl, en spade eller en plov”.
Gav dette en ordentlig uddannelse?
Myndighederne forsvarede sig ved at fortælle, at der var 9 timers undervisning om ugen:
Hver 14. dag kan man opleve en foredragsholder. Og så er der mulighed for husflid. En var dette nok til at give en ordentlig uddannelse?
Der var fri rejse til og fra lejrene.
Stort ansvar til forstanderen
I hver lejr var der ansat:
Lejrene var indrettet forskelligt. Det var baraklejre og indrettet med forstanderbolig, spisesal, lærerværelse, undervisningslokale, værksteder til husflid m.m., belægningsstuer til 6-8 mand, arbejdslederværelse, gymnastiksal, køkken, sanitetsfløj med bad, centralvarme, elektrisk lys.
Hvor lå lejrene?
Men der var også ungdomslejre, der var indrettet i større ejendomme som herregårde. Andre var indrettet i 3 – 4 husmandssteder.
Hvor lå så disse Statsungdomslejre? Ja denne liste er nok ikke komplet.
Arbejdede i skovene og på heden
En del af lejrene lå i statsskove, hvor de unge blev beskæftiget med afvandingsarbejder og andre grundforbedringsopgaver, ved stødoptagning, kapring af grene og andre skovarbejder som ellers ikke ville blive udført.
Andre lejrer lå på hede-arealer, hvor de unge blev sat arbejde med diverse ting og sager. Myndighederne svarede kritikerne igen med at de unge skabte værdier for det danske samfund.
Man fastholdt kvinderne i det traditionelle
De unge kvinder blev beskæftiget med husgerning, skræddersyning, vask, havearbejde, spædbørnspleje m.m. Husk det var i tiden 1940 – 1945.
Myndighederne påpegede at man ikke måtte tage arbejde fra liberale erhverv.
De unge mente også, at det var opdragelsesanstalt
Minister Kjærbøl mente, at de unge tog med glæde imod disse tilbud og han var overrasket over den glæde og energi, de mødte op med. Han erkendte at man brugte mange penge på disse lejre.
Men man skal ikke glemme at mange unge dengang betragtede det som deportation efter tysk forbillede og som en slags opdragelsesanstalt.
Bekymret for at de unge blev demoraliseret
Man var virkelig bekymret for at de unge ledige skulle blive demoraliseret fysisk, psykisk og politisk. Nazismen mod syd og i øst manede til eftertanke. Regeringen forsøgte at løse den stigende ungdomsarbejdsløshed ved at sende ungdommen i lejre.
Var det beskæftigelse for andre end de unge?
Planlæggernes forudsigelser om en fredskrise med massearbejdsløshed kom ikke til at holde stik. Alligevel opretholdtes lejrene – med loven af 1947- som en art arbejdstekniske skoler for unge arbejdsmænd men kun med få hundrede om året. Men man skulle da tro at bevarelsen af disse lejre var for at sikre beskæftigelse for et stort antal lærere, ungdomsledere og administratorer
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 6, 2024
En Nazi-lejr i Rejsby
DNSAP oprettede bl.a. Nazi-lejre i Øster Løgum og Rejsby og 7 andre steder i Danmark. Man forsøgte at gøre sig uafhængig af moderpartiet. Men man måtte godt videreuddanne sig i Tyskland. Som lev i en kommende omvæltning i Danmark. Man rekvirerede førere. Pigerne fik en lidt anden uddannelse. Arbejderanstalten havde en opdragende funktion En begejstret reportage fra Rejsby. Lejren skulle udvides. En enkelt forplejning. Dagligdagen i lejren. Man ville omvende 30 pct. af ikke – nazister. Om aftenen – kammeratligt samvær. Nazisterne var ikke velset i Rejsby. Lejren blev efter besættelsen brugt til lejr for tyske soldater, der skulle fjerne miner på Forlandet. Intern splittelse i DNSAP lukkede lejrene. Werner Best ville ikke hjælpe økonomisk
Nazi-lejre i Øster Løgum og Rejsby
Ja hvem skulle tro det, at der i Rejsby lå en Nazi – lejr. I Øster Løgum lå der sandelig også en.
Desuden var der tre kvindelejre.
Man forsøgte at gøre sig uafhængig af moderpartiet
Lejren i Rejsby blev etableret i vinteren 1941/1942. Det var en særlig afdeling under DNSAP ved navn Landarbejdertjenesten forkortet LAT, der stod for dette. Ideen og modellen kom fra tyske Reichsarbeiterdienst RAD.
Man forsøgte dog at lægge stor afstand til det tyske parti og dets arbejdertjeneste. Man påpegede at det var tale om en dansk model. Der kom heller aldrig en styring fra moderpartiet i Tyskland på trods af at man fik store økonomiske tilskud.
Man måtte dog godt videreuddanne sig i Tyskland
Men en del rejste på opfordring fra DNSAP til Aussendienst ved RAD i Tyskland. Man havde planer om at få danskere uddannet ved RAD for herefter at komme til Danmark og udbygge den danske arbejdertjeneste med en føreruddannelsesskole i Hellebæk.
I begyndelsen var det frivillig for de unge tyskere, men da krigen startede, var det tvungen. Her skulle de unge arbejde med deres lands opbygning. De arbejde hos bønderne, arbejdede med dræning, plantning og andre former for landvinding.
Som led i en omvæltning
I Danmark blev Landsarbejdertjenesten proklameret i det naizistiske dagblad ”Fædrelandet”, som et stort anlagt værk. Det var et væsentligt led i nazisternes planer for samfundets indretning, når de overtog styret i Danmark.
Arbejdet skulle lige som i Tyskland foregå i lejre. Her skulle de unge gå i uniform. De fik kost og logi, redskaber og et mindre beløb i lommepenge.
Man rekvirerede førere
Lejrene var åbne var alle nazister mellem 18 til 25 år. Men der har dog også været 16-årige i lejren og folk midt i 40erne. Herfra ville man rekruttere førere til videre opstigning i systemet. De unge blev lovet videreuddannelse i Tyskland. Ved siden af det praktiske arbejde var der undervisning i historie, nazistisk samfundslære og økonomi.
Pigerne fik en lidt anden uddannelse
For pigernes vedkommende var der også undervisning i husgerning, barnepleje, sundhedslære og andet, som vordende husmødre kunne have gavn af. Pigerne skulle ”lære husmoderens og moderens gerning.
Ellers var det gymnastik, idræt og militærlignende sport som spadeeksercits. Regeringen havde indført forbud mod våbenbesiddelse og brug af uniform. Derfor anvendte man blankpudsede spader som redskab under eksercitsen og når de unge marcherede i kolonner.
Arbejdstjenesten var en opdragende skoling
Ideen i Rejsby var at man skulle samarbejde med Det danske Hedeselskab, forestå mergel – og tørvegravning, plantning af skovområdet samt dræningsarbejde.
Arbejdstjenesten var en opdragende og karakteruddannende skoling for et lands ungdom. Det skulle være vejen frem til at skabe et større, Et rigere og lykkeligere Danmark.
Disciplinen var hård.
En begejstrende reportage fra Rejsby
I ”Fædrelandet” den 14. august 1942 kan vi læse følgende begejstrede skildring af Rejsby – lejren:
Lejren skulle udvides
Meningen var at lejren senere skulle udbygges til 300 mand. I artiklen fortælles også, at det er nok at tage fat på. Lejren ligger kun 3 km fra havet, hvorfra der kan indvindes store arealer fortælles det.
En enkelt forplejning
Forplejningen i lejrene var enkel. Solid morgenmad med havregrød, rugbrød og en enkelt skive sigtebrød til erstatningskaffen eventuelt med en formiddagsmadpakke. Til middag var der to retter, solid borgerlig kost, som rationeringsmærkerne nu kunne strække til. Til aftensmad levninger fra middagen, pålæg til brødet og eventuelt aften – ”kaffe”.
Arbejdet var ofte hårdt legemligt arbejde. I ”Fædrelandet” er der en opfordring til at sende de rationeringsmærker, man kunne undvære til LAT. Særlig brødmærkerne var man glade for.
Dagligdagen i lejren
Man stod tidligt op, afhængigt af årstiden, vaskede sig i koldt – heller ikke noget, der adskilte sig fra, hvad andre også var vant til. Så var der en frisk løbetur inden morgenmaden. Efter at der var appel med flaghejsning. Det var med Dannebrog og LAT’ s egen flag som var en spade med hagekorsemblem omkranset af grangrene.
Hver dag var det et nyt tema, man beskæftigede sig med set gennem nazisternes øjne. Derefter marcherede arbejdsmændene under raske sange til arbejdet. Dette foregik i militærkolonne og med militær anstand.
Efter middagsmaden og et kort hvil var der tid til sport. Det spillede en stor rolle i nazisternes ungdomsopdragelse. I Rejsby var der en håndboldbane. Det fortælles at egnens ungdom deltog. Om det hermed var de unge NSU’ er vides ikke.
Deltagelsen i lejrene omfattede frit ophold, fri kost, frit arbejdstøj og en mindre løn på 5 kr. hver tiende dag.
Man ville omvende 30 pct. ikke-nazister
Der var undervisning i nationalsocialismens ideer, danmarkshistorie, dansk og regning. Et af LAT’ s erklærede mål var at omvende ca. 30 pct. ikke-nazister iflg. Fædrelandet.
Som i alle militære tjenester skulle påklædning og udrustning være i orden, og det kunne en del af fritiden gå med. Hvis det glippede med at opfylde kravene til orden og renlighed kunne man få sin orlov inddraget eller på anden måde blive straffet af den foresatte eller af kammeraterne.
Om aftenen – kammeratligt samvær
Om aftenen var der kammeratligt samvær. Man hørte radio, sang og kunne læse ide bøger, der var til rådighed. ”Fædrelandet” bragte opfordringer til sine læsere om at sende bøger til LAT. Fremmede foredragsholdere blev indbudt ligesom man indbød gæster fra de lokale DNSAP – afdelinger.
Lederen af lejren var en alsidig herre. Han havde ”lært slagterfaget”, været officer i artilleriet og arbejdet i Organisation Todt. Man deltog i lokale nazistiske møder. Således marcherede man i dårligt vejr 10 km til Frifelt Kro for at deltage i et møde i marts 1942.
Nazisterne var ikke velset i Rejsby
Men det var absolut ikke velset at de deltog i egnens ikke-nazistiske arrangementer. Det fortælles at ungdomsforeningen holdt bal på hotellet. Så kom folkene fra nazi-lejren og ville ind med spader og det hele.
Det satte formanden sig imod. Det var ved at komme til håndgribeligheder, og de unge mænd rendte efter folkene fra nazi-lejren. Helt nede ved lejr-porten blev de så enige om, at feltmesteren og formanden for ungdomsforeningen skulle slås for at få det hele afgjort. Formanden vandt.
Lejren brugt til tyske soldater, der skulle fjerne miner
Efterhånden som visionerne om Landsarbejdertjenesten blegnede, blev meddelelserne fra de forskellige lejre færre. LAT – Bladet udkom med 12 numre, inden det gik ind, Bladet eksisterede kun et år.
I august 1944 fortælles det ellers, at LAT ville arrangere en lejr for unge piger i Rejsby. De skulle hjælpe omegnens bønder i høsttiden. Om dette nogensinde blev til noget, vides ikke.
Efter besættelsen blev lejren brugt som kvarter for det kommando af tyske soldater, der skulle rense forlandet for miner. Fem unge piger fra et nabosogn fraterniserede med dem. Det kostede dem en bøde.
Intern splittelse i DNSAP
Således sluttede et projekt, der var iværksat under paroler som:
Der kom efterhånden intern splittelse i DNSAP. Resultatet blev at Arbejds- Tjenesten blev adskilt fra partiet.
Den danske Landarbejdertjeneste LAT senere AT blev opløst den 18.juni 1944. Der var ikke flere penge eller personale til at opretholde tjenesten. Partiet havde ikke flere penge og havde frasagt sig økonomisk støtte fra tysk side.
Werner Best ville ikke hjælpe økonomisk
Dr. Best var åbenbart ikke indstillet på at hjælpe DNSAP. Splid og opløsning prægede efterhånden partiet, da Frits Clausen ikke slog igennem ved valget i marts 1943.
Under retsopgøret blev ingen dømt ved kun at have deltaget i LAT, men det gjorde de hvis de efterfølgende havde deltaget i tysk militærtjeneste eller Frikorps Danmark.
Kilde:
www.dengang.dk indeholder 2.155 artikler