Dengang

Artikler



Stormflod 1976

November 13, 2020

Stormfloden 1976

Der var ingen truende tegn. Det var stille og rolig i Tønder. Vejrudsigten for det kommende døgn lovede godt nok blæst men alligevel! På Tønder Politistation startede den 3. januar stille og rolig. For en sikkerhed skyld sendte man en patrulje til Højer Sluse. Nu blev man opmærksom. Træer begyndte nu at vælte og situationen forværredes. Alarmknappen virkede ikke og det gjorde ”Stormflods – computeren” heller ikke. Grænsen ved Møllehus måtte lukkes. Nu var der melding om vandstand 4 meter over DNN. Og hovedpersonen var nu i bil fra Lemvig mod Tønder. Almindelig og kort efter blev der indført forhøjet beredskab. Nu var det varsel om 5 meter over DNN. 15. – 20.000 mennesker var i gang med at blive evakueret. Min mor mente ikke, at der var grund til panik. For vinden var jo vendt. Og miraklet skete, vandet faldt pludselig. Det lokale beredskab fungerede. Men der var i høj grad manglende kommunikation syd på. Tyskerne havde for længst indført forhøjet beredskab. Brud på et dige syd på bevirkede fri adgang til Tøndermarsken. Diget havde sine begrænsninger. 17 dage kom næste stormflod. Og siden har det været tryk på.

 

Ingen truende tegn

Stormfloden den 3, januar 1976 mindede en del om ”Århundredets stormflod” i 1962. Vejrsituationen mindede om den foregående – en orkanlignende storm fra vest. Med blot ti timer inden stormfloden kunne man ikke iagttage nogen særlig truende tegn.

Men kl. 7 kunne man i det Tyske hydrografiske Institut se, at en voldsom stormflod var på vej. Man frygtede vandstande på over tre meter over DNN. Men noget tyder på at disse meldinger ikke var givet videre til politiet i Tønder.

Kigger man på Stormflodssøjlen ved Højer Gamle Sluse, kan man få et godt indtryk af, hvor højt vandstanden var i 1976.

 

Mange grufulde historier

Og egentlig kunne vi fortælle endnu flere grufulde historier om stormfloder, bl.a. om den gravide kvinde, der mistede sin forstand. Eller da Fattighuset i Højer blev ødelagt i en stormflod. Man måtte ride derhen, for at komme de fattige til hjælp. På Kiers Gård fossede vandet bare ind, da en hoveddør var brast sammen. I præstegården i Ballum sejlede pastorens datter, der var otte år rundt i hendes seng inde i stuen.

Ved Rudbølkog landede et stort skib oppe på diget. En stormflod havde revet dele af Emmerlev Klev væk.

 

Stille og rolig i Tønder

Der var kun enkelte knuste ruder i Tønder den 31. december 1975. Så var der lidt væltede skraldespande og nogle rister, der var fjernet.

Næste dag var stemningen lidt mat. Betjentene tog en patruljering for evt. at kigge på mere hærværk. Men om aftenen kom der en alvorlig melding. Kl. var 19.15 og meldingen lød, at der var blevet skudt gennem et stuevindue. En melding om en mistænkelig ”finne” ved en slagtermesters dør. Og så var der noget med en tysk indregistreret bil.

Aktiviteten næste dag var endnu mindre. Falck – Zonen bad om assistance til en afspærring mellem Tyvse og Ellum. Da politiet ankom, lød meldingen, at tre vogne var hjulpet på højkant, ingen personskade.

Midt på dagen blev der anmeldt om en bilbrand i Østergade. Det Frivillige Brandværn blev tilkaldt. Men ellers var alt roligt. Den lave aktivitet i Tønder kunne skyldes en kraftig snestorm.

Den lokale avis kunne dagen efter berette om at flere kuttere havde været i havsnød og om at politiet i Ringkøbing løbet af dagen måtte opgive patruljekørsel.

 

Vejrudsigten – det kommende døgn

Men hvordan var vejrudsigten for det kommende døgn?:

 

  • I dagens løb omslag til nordvestlig og nordlig hård vind til stiv kuling og snebyger, men i øvrigt opklarende vejr.

 

Men man skulle nu lige huske at læse næste afsnit:

 

  • Der er stormvarsel for Kattegat, Skagerrak, Vesterhavet, Helgolandsbugten, Tyskebugt, Brunebanke, Doggerbanke, Fiskerbankerne, farvandet ud for Jæren Lista.

 

En stille og rolig start for politiet

På politistation i Tønder den 3. januar 1976 kl. 6.50 er alt roligt. Det har blæst kraftigt fra vest, så man holder øje med vejrsituationen.

 

En patrulje ved Højer Sluse

For en sikkerheds skyld er der sendt en patruljevogn ud til Højer Sluse. Overbetjenten melder tilbage derudefra.

Vandet står ved digefoden. Hele havneområdet er oversvømmet dog ikke værre end, at patruljevognen kan vende. Samtidig indløber en melding til stationen, at et træ er væltet på hovedvejen ved Bredebro. Man beder Falck om at fjerne det.

Man får nu gennem telefonen bekræftet at vandet ved Højer står til 2,25 meter- Politimesteren og vicepolitikommissæren underrettes.

 

Alarmknappen er ude af drift

Kl. 9.20 konstateres det ”at alarmknappen vedr. stormflodsvarsling er ude af drift.

I computerrummet konstateres det at computeren formentlig er ude af drift, da en masse lamper lyser. Kystdirektør H.B. Sørensen er klar over defekten. Gennem Radio-Jespersen forsøger man at få gang i den.

I døgnrapporten konstateres det også, at kystdirektøren i Lemvig har været i kontakt med Metrologisk Institut. En ny prognose blev forventet kl. 11.  Men nu meldes der om at

 

  • Der blæser en orkan over Nordsøen

 

Intet tyder på, at man i Lemvig har været i kontakt med de tyske kollegaer, der for længst har sat gang i forhøjet beredskab.

 

Træer vælter

Kl. 9.20 meldes om et væltet træ i Tinglev. Minuttet efter et tag og en gesims ved at styrte ned inde i Tønder by. Ejeren bliver underrettet og får pålæg om at sikre og afspærre. Tyve minutter senere drysser tagsten ned et andet sted i byen. Her anmodes en murermester om at afspærre og sikre.

Uvejr trækker op, og et lynnedslag får tyverialarmerne på Tønder Museum og i Handelsbanken til at alarmere kl. 9.45. Lyset på politistationen blinker. Samtidig går strømforsyningen til radiostationen på Vongshøj. Men heldigvis virker nødstrømsanlægget og en time efter virker den almindelige strømforsyning igen.

 

Situationen forværres

Kl. 10.25 rapporteres der fra Rømø, at vandstanden ved havnen er 30 cm fra at løbe over kajen. Vanden står også ved dæmningens fod. Med kortere og kortere mellemrum indløber der nu om rapporter om storm og stormflod.

Kl. 10.40 rapporteres der om væltede træer to forskellige steder i politikredsen. Kl. 10.45 konstaterer man at brandsirenerne i Møgeltønder er gået i gang. Det viser sig at være en kortslutning.

 

Grænsen ved Møllehus lukkes

10.50 meldes det om en elmast ved Møllehus, der er ved at vælte. Ledningerne hænger ned over vejen. Elselskabet underrettes, og der opsættes en afspærring. Grænsestedet lukkes efter aftale med tyskerne.

 

Der kan forventes en vandstand på 4 meter over DNN

10.55 meldes om stigende vandstand ved Højer. Nu er det vindstyrke 10 med 11 i stødene. Samtidig konstateres det, at der er en stærk trafik ud mod Slusen. Der etableres vejspærring. Få minutter senere er et tag ved Rudbøl ved at blæse af.

11.10 er der melding fra Kystinspektoratet i Lemvig. Meldingen går ud på at:

 

–  at der ved eftermiddagshøjvande kan forventes en vandstand på ca. 4 meter over  

           DNN (Dansk Normal Nul).

 

Fra Lemvig til Tønder

 Kystinspektoratet anmoder om, at samtlige digegrever mellem Tønder og Ribe underrettes. Samtidig fortæller Kystinspektøren, at han i en hvid Citroen vil køre mod Tønder fra Lemvig og at hastighedsgrænsen sikkert overskrides. De berørte politikredse underrettes.

Det virker underligt, at hovedmanden nu under et meget kritisk tidspunkt skal bruge flere timer på en køretur i bil. Ja undskyld udtrykket – det virker amatøragtigt.

 

Kl. 12 indfører politiet ”almindeligt beredskab”

Fra metrologisk Institut meldes, at man arbejder med en prognose for de næste tre og seks timer. Resultatet ville ligge klar ved 13 – tiden.

Samtidig dukkede der flere meldinger op om knækkede elmaster, flagstænger og træer. Kl. 11.20 meldes der om, at kioskerne ved parkeringspladsen ved Lakolk på Rømø er ved at vælte omkuld. Men fra Tønder kan man ikke hjælpe. Kl. 12 indfører politistationen i Tønder ”almindeligt beredskab”.

 

Befolkning på 15-20.000 skal evakueres

Kl. 12.13 underrettes Danmarks Radio og der gør klar til udsendelse af forhøjet beredskab. Ekstramandskab indkaldes og man går over til minutrapportering. Radio Syd afbryder nu deres almindelige programmer og sender direkte.

Man får nu at vide, at der 12.30 forventes en vandstand på 4.15 over DNN. Ved højvande omkring kl. 15 forventes en vandstand på 4,88 over DNN. Da digerne ved Højer er disponeret til 4.60, er sagen ganske alvorlig.

Der indføres øjeblikkeligt alarmberedskab med varsling og evakuering af hele det stormflodstruede område. Det vil sige alt under kvote 5 meter. Det er for en befolkning på mellem 15 – 20.000 mennesker.

Minutrapporten bliver mere og mere hektisk. Kl. 12.40 melder landbetjenten på Rømø, at dæmningen er oversvømmet. 12.46 spærrer politiet i Skærbæk landsiden af dæmningen og landbetjenten på Rømø østsiden.

Kl. 12.51 rekvireres civilforsvarskolonnen fra Haderslev til Løgumkloster. Kl. 12.53 starter evakueringen af sygehuset i Tønder. 12.55 meldes om at norddiget på Rømø er sprængt. Kl. 13.05 er Rudbøl evakueret. Kl. 13.08 overskylles diget ved Rejsby. Samtidig er der personer, der nægter at lade sig evakuere.

 

Varsel om 5 meter

Kl. 13.13 er diget ved Emmerlev Klev ved at blive overskyllet. Kl. 13.15 er man i fuld gang med at evakuere Tønder by. Kl. 13.21 melder digegreven fra Ballum, at han frygter at digerne ”går”. Kl. 13.22 er der gennembrud på diget 500 meter fra Rømø-dæmningen. Kl. 13.24 meldes det, at vejen mellem Koldby og Rejsby er oversvømmet. Kl. 13.44 meldes om, at kreaturer drukner ved Koldby.

Kl. 13.45 rapporteres det, at Ballum by er oversvømmet. Kl. 13.50 går vandet over diget syd for Kammerslusen. Kl. 14.02 går vandet over digerne ved Åstrup.

Kl. 14.05 kommer en ny prognose, der forudser at vandet om to timer vil være 5 meter over DNN. Kl. 14.07 meldes fra Højer, at vandet pisker over digerne. Kl. 14.10 sendes Hjemmeværnet til Emmerlev. Her forventes snart brud.

Kl. 14.11 evakueres en del af det sydlige Højer. Kl. 14.19 melder Blåvand Radio, at fiskekuttere har revet sig løs i Rømø havn og driver mod sikringsdigerne.

 

Miraklet sker – vandet falder

Men lige før kulminationen (højvande) sker miraklet. Kl. 14.21 og det vil sige en time før højvande, meldes det fra Ballum Sluse, at vandet ser ud til at falde. 30 kilometer længere sydpå kæmper man dog stadig med vandmasserne.

Kl. 14.33 er det et regulært digebrud ved Ny Frederikskog. Men kl. 14.43 oplyses det fra flere patruljer, at vandet nu er begyndt at trække sig tilbage. Kl. 14.47 kan det konstateres at vandet er faldet ca. en meter ca. en meter på Rømø ved Juvre. Kl. 16.08 kan alarmberedskabet afblæses.

 

Det lokale beredskab fungerede

I det store og hele fungerede beredskabet. Tønder by med ca. 8.000 indbyggere var rømmet inden for halvanden time. Skoler, haller, forsamlingshuse i oplandet blev inddraget. Civilforsvaret blev tilkaldt, digegrever, hjemmeværn og lokale brandværn arbejdede på højtryk med rapportering og alarmering.

Søværnets Operative Kommando var alarmeret og parat til at hjælpe. DSB havde kørt et evakueringstog frem til Visby lige nord for Tøndermarsken. Landsdelens sygehuse var blevet anmodet om at holde sig i beredskab og så videre.

 

Det, der ikke måtte ske, var lige ved at ske

Når man efterfølgende kigger på situationen, så må man nok sige, at Politiet i Tønder viste stor ansvarlighed. De havde ikke fået så voldsomme alarmer inden. Heller ikke fra Kystinspektoratet.

Det synes også mærkeligt at Kystinspektoratets computer var ude af drift. Og hvorfor skulle kontoret flyttes fra Tønder til Lemvig, to år tidligere? Det, der ikke burde ske, var lige ved at ske. Vi har i tidligere artikler skildret situationen her ved Vadehavet.

Flere steder om eftermiddagen var der digegennembrud, bl.a. nord for Rømø – dæmningen og syd for grænsen. De værste oversvømmelser fandt sted mellem Ballum og Koldby. Adskillige gårde og huse fik ødelagt stueetagen.

 

Stof til eftertanke

Den 3. januar 1976 gav stof til eftertanke. For det første var der åbenbar mangel på reelle varslingssystemer. Der var ingen på stationen, der kunne betjene Kystinspektoratets computer, som inspektoratet åbenbart vidste var defekt.

Først da folk Lemvig dukkede op, kom der gang i den. Men da var det hele for sent. Kystinspektør H.B. Sørensen udtalte til Vestkysten den 5.1.1976:

 

  • Kystdirektoratet havde simpelt hen ikke i sin tid nedlagt kontoret i Tønder, før det var helt sikker p, at vi havde adgang til bedre prognosemetoder end dem, Tønder – computeren kan levere.
  • Uanset tekniske problemer ved Tønder-computeren lørdag, havde det i øvrigt intet ændret ved varslingstidspunktet eller lignende, der jo helt kom til at gå på tværs af de forudlagte dispositioner. Den helt ekstraordinære vejrsituation kunne ikke forudses, men Tønder – computeren er ikke i dag vores vigtigste hjælpemiddel. Det er de 6-timers prognoser, som Metrologisk Institut nu leverer os i Lemvig, og det er da også på basis af dem, jeg – på min vej i min bil fra Lemvig mod Tønder – i Skjern beordrede omgående stormflodsalarmering.

 

Den forklaring lyder godt nok helt vanvittigt.

 

Mor mente ingen grund til panik

På det tidspunkt, boede jeg i Aabenraa. Jeg ringede hjem til min mor på Lærkevej i Tønder og spurgte om hun var ved at pakke til evakuering. Det første hun sagde, at det troede hun ikke på, for hun mente at blæsten var vendt. Lige et øjeblik, sagde hun. Så kom hun tilbage. Jeg har lige kigget på Dreds (Lillebil) vejrhane og rigtig nok, vinden havde vendt sig. Hun regnede ikke med hun skulle evakueres, for nu kunne de lige så godt annullere katastrofeberedskabet, mente hun.

Det at hun er vokset op i Højer, fornægter sig ikke.

Men først længe efter, kl. 16.09 blev alarmen ophævet. De var blevet evakueret til Abild. Beboerne i kogene syd for Højer var blevet evakueret til Digeskolen inde i Højer.

 

Ingen kommunikation mod syd

Den dag havde kommunikationen over grænsen ladet meget tilbage at ønske. Et digebrud ved Ny Vidingskog syd for grænsen, der reelt set kunne have åbnet hele Tøndermarsken var ikke kendt nord for grænsen! Heldigvis blev bruddet stoppet af det lokale beredskab, inden katastrofen indtraf.

Syd for grænsen virkede varslingssystemet men blot ikke over grænsen. Der opstod strømsvigt. Tidligt kunne man på Sild måle orkanstyrke.  Efter 1962 var digerne blevet forstærket. Men der skete to betydelige skadesteder i Kremper marsken og i Hasseldorfer marsk, hvor digerne brød sammen.

Ja i alt skete der syd for grænsen 20 digebrud på diger, der ikke var blevet forstærket. 16 km dige blev svært beskadiget og 23 km middelsvært. I Tyskland kaldte man orkanen for ”Capella”

Der blev beskadiget ca. 150 gårde syd for grænsen og hundredvis af køer, får, svin og høns druknede.

 

Diget havde sine begrænsninger

Vi har tidligere fortalt i 1634 stod vandet 1,70 meter i Ribe Domkirke. Under ”Den Store Mandedrukning” i 1362 omkom 200.000 ifølge overleveringer, men historikere mener at det ”kun” var 10.000.

Det blev også klart, at det gamle Højer dige fra 1861 havde sin begrænsning. Diskussionen om et nyt dige havde før været oppe at vende. Politikerne kunne ikke blive enige om de skulle forstærke det gamle dige eller bygge et helt nyt.

 

17 dage efter kom næste stormflod

Kun 17 dage efter indtraf den næste stormflod. Denne gang var det ”kun” 4,12 over DNN. Men problemet var at digerne skulle holde vandet tilbage i hele fire timer. Det var meget belastende. Digerne blev også meget ramponeret efter denne omgang.

Arbejdet på det fremskudte dige begyndte i 1979 og stod færdigt med den nye Vidå Sluse i foråret 1981.

 

Der har været tryk på

Siden har det i den grad været tryk på. Blot et halvt år efter stod vandet med 4,97 meter ved Højer og 5,01 meter ved Ribe. Sandsynligvis have det gamle dige ikke kunnet klare dette. Græsbevoksningen foran klarede ikke prøven. Det var nok fordi, den var så ny. Senere resultater har vist, at anlæg af slikgårde på vaden gav et bedre resultat.

I 1999 var det 5,12 meter ved Ribe.

Det fremskudte dige ved Højer har en højde på 7,45 meter og er dimensioneret til at kunne klare en stormflodsvandstand (det vil sige bølger) på 5,35 over DNN.

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.671 artikler:

  • Under Tønder (270 artikler):
  • Digebyggeri i Tønder-marsken
  • Hertugen af Tønder
  • Tøndermarsken – under vand

 

  • Under Højer (76 artikler):
  • Landet bag digerne (b)
  • Stormflod ved Vestkysten
  • Højer – Stormflod og Diger

 

  • Under Sønderjylland (194 artikler):
  • Stormflod – som Guds straf
  • Rungholt og Manddrukning et og to
  • Nordstrand – syd for grænsen

 


Østerbros Kirker

November 11, 2020

Østerbros Kirker

Vi skal besøge Østerbros kirker. Nu gik det ikke altid lige nemt med at bygge disse kirker. Således blev et forlystelsessted overtaget og ombygget til kirke. Det var det bestemt ikke alle, der var tilfreds med. Og så lavede Kirkeministeriet pludselig om på Sognegrænser efter at en kirke var blevet opført. En kunstner ville gerne lave sin altertavle om, men han var for længe om det. Først mange år efter hans død, fandt et menighedsråd ud af, at det kunne da hvis være en meget god ide. Og så var det lige en jernkirke, der var meget kold om vinteren og meget varm om sommeren. Når der var søndagsgudstjeneste, smed børnene sten på bliktaget. Sankt Johannes Kirkens præst på Nørrebro fik lov til at udtage to nye præster. Ja og så var der en præst, der modtog en kirke i sølvbryllupsgave. Bagerst i artiklen har vi en oversigt over 68 artikler om Kirker, præster, åndsliv og kirkegårde, som du kan finde her på siden.

 

 

Sankt Jakobs Kirke

I 1856 blev Sankt Johannes kirke på Nørrebro opført som den første kirke uden for Københavns bymure efter det var blevet besluttet at udvide byen med nye bykvarterer uden for murene. Sankt Johannes kirkes første sognepræst Rudolf Frimodt iværksatte en kampagne for at få opført flere kirker i de nye hastigt voksende bykvarterer.

Det ledte til at der i perioden 1874 – 1880 blev bygget fire nye kirker, hvoraf Sankt Jakobs kirke var den anden, der blev opført og den første på Østerbro. Den blev opført i 1876 – 1878 af arkitekten Ludvig Fenger. Han stod også for Sankt Matthæus kirke på Vesterbro, der blev opført to år senere.

Beboerne havde samlet 85.000 kr. ind. Og fra Københavns kommune kom der yderligere 40.000 kr. Kommunen havde også skænket grunden på Østerfælled.

Kirken kostede 175.000 kr. at opføre. Kirken er vel det man kalder moderkirke til de andre Østerbro – kirker.

Området på Østerbro var sparsomt bebygget dog var nærliggende Brumleby blevet opført. Sleve kirken er opført i nygotisk stil med inspiration fra engelsk arkitektur, Bygningen er konstrueret i røde mursten med tårn i øst, tredelt skib og kor mod vest.

Altertavlen er en gentagelse fra 1877 af Carl Blochs opstandelsesbillede i Frederiksborg Slotskirkes bedestol

Man talte dengang om at man nu modsat Nørrebro skulle bygge i et velstående kvarter. Men det var på tide, der kom en ny kirke. Rygter fortalte, at man i Sankt Johannes kirken skulle klare 25 vielser på en gang. Og Johannes havde en bor, der hed Jakob, så det var jo ganske naturligt at denne kirke skulle hedde Jakobs kirke.

I Det Ny testamente berettes der om at Jakob blev henrettet 40 år efter Kristus på grund af sin tro.

Den første præst, Peter Krag blev kaldet til af den meget dynamiske præst fra Skt. Johannes Kirken, Rudolf Frimodt, som næsten videregav sit åndelige testamente til Peter Krag.

Han blev dog også manden bag byens største menighedssamfund som indtil menighedshuset var færdigbygget samledes i Ryesgade skole. Senere da samfundet var vokset fra 300 til 1.200 medlemmer i Bethesdas festsal. Fra menighedssamfundet udsprang Østerbros kirkeligt sociale arbejde.

Over selve hovedindgangen ses et relief af Sankt Jakob med en muslingeskal. Og kirken er vel Østerbros største – med ca. 400 pladser.  Det er et rigt dekoreret træloft. Altertavlens maleri er Carl Blochs ”Opstandelsen” Kirkens orgel er et Frobenius orgel, der i 1987 blev udvidet til 37 stemmer.

Mellem 1985 og 1987 var kirken igennem en omfattende restaurering. Trælysekronerne er fra 1928. Forbilledet er fra Fødselskirken i Betlehem.

Under restaureringen blev der ophængt yderligere fem ottekantede messinglysestager.

Tænk engang at tårnet er 55 meter højt. Og kirkens tårnur er oprindeligt fra Københavns Hovedvagt.

Ved siden af kirken ligger præsteboligen opført samtidig med kirken. Sankt Jakobs sognegård blev opført i 1901 og restaureret i 1983 – 84. Den rummer store og små mødelokaler samt kordegnekontor.

 

Lutherkirken

Søndag den 15. december 1918 blev en ny kirke indviet på Østerbro til minde om 400 året for Reformationen. Og det var af biskop Ostenfeld. Den smukke bygning skyldes et samarbejde mellem arkitekterne professor Martin Norup og Julius Smith. Hvis man kigger ind i kirken, kan man godt lede tankerne hen til rådhushallen.

Indvielsen foregik under festlige former allerede tidligt på formiddagen. Kongen, dronningen, enkedronningen og flere af kongehusets øvrige medlemmer var forsamlet i kirken. Ikke mindre end 40 præster i ornat gik i procession op ad kirkegulvet.

Kirken er bygget i røde mursten og har stilelementer fra såvel romansk som gotisk arkitektur. Over det teglhængte tag rejser sig en ottekantet tagrytter med spir. De falsede vinduer er store og rundbuede.

Indvendigt er kirken overdækket med et fladt kassetteret betonloft. Der er politurer i kirkens bagerste del. Af hensyn til den underliggende krypt er koret hævet hele ottetrin over skibet.

Under Anden verdenskrig anvendtes denne krypt til beskyttelsesrum og til sidst også som illegal operationsstue. Den hvide rose, som var Luthers våbenmærke genfindes som udsmykningselement flere steder i kirken.

Korets fem glasmosaikvinduer, der fremstiller syndefaldets historie, udgør baggrunden for alterets gyldne krucifiks. De er udført af Martin Nyrops datter, Ernestine Nyrop.

Uden for kirken står en figur af reformatoren Martin Luther udført af billedhuggeren Rikard Magnussen. I sidebygningen til kirken mod Randersgade findes i dag to store mødelokaler, børnehave, kordegnekontor og præstebolig.

Orgelet er bygget af Frobenius i 1918 og er på 26 stemmer. Der er 500 siddepladser i kirken.

Rosenvængets sogn blev udskilt fra Sankt Jakobs sogn i 1912. Den nye menighed samledes med sin præst til gudstjeneste henholdsvis i Davids kirken og i Frihavnskirken indtil menighedshuset blev opført i 1914. Heri findes en sal, der kan rumme 250 mennesker og som var kirkesal fra 1914, indtil kirken stod færdig i 1918.

Kirken med menighedshus har kostet 380.000 kr. De er tilvejebragt ved Kirkefondets indsamlinger i hele landet, en kollekt i anledningen af reformationsjubilæet. Byggeriet blev forsinket på grund af mangel på byggemateriale under Første verdenskrig.

 

Davids Kirke

Davids sogn er under Sions søndre sogn udskilt fra Sions sogn i 1908. Indtil kirkens indvielse i 1910 holdtes gudstjeneste i Sions Kirke.

Davids Kirke blev bygget af ”Foreningen til Smaa Kirkers Opførelse i København” efter tegning af arkitekt Johan Nielsen, der ud over andre kirkeprojekter som f.eks. Blågårds Kirke senere var med til at bygge Paladsteatret.

Byggesummen var 100.000 kr. Kirken blev ved indvielsen overdraget til Kirkefondet med henblik på vedligeholdelse og præsteansættelse. Davids Kirke er af hensyn til sin placering i flugt med husfacaderne i Koldinggade orienteret med indgang i syd og kor i nord. Den er opført i røde håndstrøgne mursten på granitsokkel og er dækket af rødt tegltag.

Ved et 29 meter højt klokketårn er kirken sammenbygget med naboejendommen mod sydøst. Over indgangsportalen, som flankeres af koblede romanske halvsøjler, er der indsat et stort rosevindue. Gavlen krones af et kortstrammet granitkors.

Loftet er et tøndehvælvet mørkebrunt og udskåret træloft. Davids Kirke adskiller sig fra andre kirker ved at være opbygget omkring et helt sæt færdigt kirkeinventar.

Altertavle, døbefonten i grøn porfyr og alterbord og prædikestol i bemalet træ fulgte nemlig med kirkens første præst Enrique With fra Mariæ Kirkesal. Denne midlertidige kirke var i perioden 1898 – 1908 indrettet i ”Valkyrien”, et tidligere danseetablissement på Vesterbrogade 17.

Det var arkitekten Valdemar Koch, der stod for kirkesalens ombygning og inventar. Huset findes stadig og er i dag hjemsted for den færøske hjemstavnsforening.

Alterbilledets motiv ”Mariæ bebudelse” er Joakim Skovgaards forarbejde til hans store bebudelsesbillede i Helligåndskirken på Strøget.

Den oprindelige karton blev skænket til Mariæ Kirkesal af biskop Skat Rørdam. Kartonen blev senere erstattet af en kopi, udført af kunsternes søn, Johan Thomas Skovgaard. En anden udgave af samme motiv findes i Sankt Lukas kirke på Frederiksberg, som også er tegnet af Valdemar Koch. Valget af netop dette motiv er måske inspireret af, at Koch tidligere havde arbejdet for arkitekten Daniel Herholdt under restaurering af Helligåndskirken.

Navnet Davids Kirke stammer sandsynligvis fra citatet over bebudelsesbilledet:

 

  • Gud Herren skal give ham Davids hans Faders Trone.

 

Det var den mindste og billigste af alle kirkesagens stationære kirker. De gamle bænke er erstattet af løse stole. Kirken havde fra 1928 til 2015 regelmæssig haft gudstjenester på grønlandsk. Det skyldtes at kirkens forhenværende sognepræst Erik Balslev-Clausen gennem 25 år var næstformand i Den grønlandske kirkesag.

Det siges at kirken havde 500 siddepladser. Det kan man nu ikke forestille sig. I dag har kirken 125 siddepladser.

 

Hans Egedes Kirke

Davids Østre Sogn er udskilt fra Davids Kirkes sogn i 1923. Indtil den havde fået sin egen kirke holdt menigheden gudstjeneste i Davids Kirken og Luther kirken. Den nye kirke fik sit navn til minde om Grønlands apostel, Hans Egede, med anledning i 200 års – jubilæet for dennes ankomst til Grønland i 1721.

Den er bygget som en del af et trefløjet kompleks på en grund, som Kirkefondet ejede på hjørnet af Vardegade og Øresundsgade (som Vordingborggade dengang hed). Vareskurerne som tidligere stod her, blev revet ned og gav plads for en velgennemtænkt udnyttelse af hjørnegrunden ved arkitekterne Wittmaack og Hvalsøe.

Allerede i 1923 blev menighedshuset opført med boliger og foreløbigt kirkerum i den nuværende menighedssal. Men først i 1930 stod hele bygningsværket færdigt med kirken mod nord, sammenbygget med menighedshuset og de oprindelige to boliger for graver og en præst. Det havde da kostet 255.000 kr., indsamlet af Kirkefondet, søstermenigheder på Østerbro og selve Hans Egede menighed.

Kirken er opført på sumpet grund af saneringsopfyld, nær Øresund. Den er opført som en palæbygning i røde mursten med hjørnepilastre, glatte gavle og let opskalket tegltag. Midt på taget rejser der sig en ottesidet tagrytter med lanterne, som bærer et slankt kobbertækt rytterspir.

Vinduerne er store og rundbuede i en stil, der lige som de fleste øvrige træk er hentet fra dansk barokarkitektur omkring 1700. Under vinduet i vestgavlen er der en portal af kalksten med kvaderbosserede sider kronet af to siddende engle, der flankerer en mindetavle for Hans Egede.

Det hvidkalkede kirkerum dækkes af et nærmest romansk tøndehvælv af træ. Over indgangen er der et orgelpulpitur og langs sidevæggene er der pulpiturer i espaliertræ. Alt træværk i kirkerummet er ludbehandlet. Bag rækken af piller, der bærer pulpiturerne, kan fløjene åbnes ind til de tilstødende lokaler. Korpartiet er hævet tre trin over den øvrige kirke.

Kirkens døbefont var oprindelig en træfont i nyklassisk stil, som stammede fra Michaeliskirken i Fredericia. Den nuværende font er fra 1955 og udført i grønlandsk marmor.

Kirkekompleksets to fløje med henholdsvis mødelokaler, præstebolig og kontorer har gennemgået omfattende istandsættelser i 1955. Graverboligen blev nedlagt i den forbindelse og benyttes i dag til kontorer.

Der er 240 siddepladser i kirken.

 

Sions Kirke

Den 27. september 1896 blev Sions Kirke indviet ved Sjællands biskop i nærværelse af kongehuset. Og Skt. Jacobs menighed havde skænket 70.000 kr. Og det var i anledning af pastor Krags sølvbryllup.

Københavns kommune skænkede byggegrunden.

Tegningerne til kirken er udført af arkitekt O.V. Kock. Murene er opført af røde håndstrøgne sten med rigelig anvendelse af kridtsten fra Stevns. Maler Poul Steffensen har udført og skænket altertavlen. Maleren brugte lokale modeller.

Taget er dækket af fransk skifer.

Døbefonten har relieffer af billedhuggeren Anders Bundgaard, skaberen af Gefionspringvandet.

Ved indvielsen talte man om 700 siddepladser, men mente at kirken kun rumme 1.000 mennesker. Men i dag er der 400 siddepladser i kirken.

Ved indvielsen var der heller ikke råd til tårn og spir men kun til en tagrytter, hvori klokken blev anbragt. Tårnet er tegnet af Kristoffer Varming og er tilføjet kirken i 1921. Det var en gave fra fabrikant H.V. Christensen til pastor E. Borregaard.

Den første præst var pastor Obel.

I Nyborggade 4 ligger Bethania, Sions Kirkens menighedshus, der er opført i 1903. I en tilbygning til kirkens korgavl findes sakristi, mødelokaler og kordegnekontor som alle er opført og indrettet i slutningen af 1960’erne.

Sions sogn er udskilt af Sankt Jacobs sogn i 1896. Det var den anden kirke, der blev bygget i det ny Østerbro kvarter.

 

Kildevældskirken  

For lidt over 100 år siden var der 380.000 indbyggere i København, 18 kirker og 49 præster. Der var store forskelle mellem de enkelte sogne. Et par sogne nåede over 60.000 mennesker. Det Københavnske Kirkefond blev dannet på privat initiativ og sørgede for, at der blev bygget nye kirker og dermed grundlagt nye sogne.

Det skete ved en slags knopskydning. Først en kirke, så blev der udskilt et sogn fra en kirke osv. I 1920’erne var Sion Sogn blevet det næststørste sogn i København. Man begyndte derfor i 1925 at lægge planer for at bygge Kildevældskirken og en komité blev nedsat til dette formål.

Kirkefondet påtog sig at skaffe grunden og købte den af vinhandler Teilmann, der meget gerne så, at der lå en kirke på dette ”tiloversblevne” stykke jord, thi på den måde blev kirken genbo til den store flotte stiftelse han havde oprettet og givet navnet ”Frederik den Ottendes minde”.

Kildevældskirken blev indviet den 2. oktober 1932.

Kildevældskirken er en typisk Kirkefondskirke i den forstand, at den er en ”arbejdskirke” med kryptlokaler til det vidt forgrenede menighedsarbejde, som dengang udfoldede sig blandt alle aldersgrupper, og gjorde kirken nærværende i sognet også i hverdagene.

Foruden alt det som skete og sker i kirke og krypt, kan det fortælles, at tilblivelsen af ”Kildevæld Sogns Plejehjem og ”Søster Andreas Hjem for Tunghøre”, der blev indviet den 13. maj 1975 først og fremmest skyldes den indsamling og det utrættelige arbejde sognepræst ved Kildevældskirken Otto E. Helms udførte igennem adskillige år.

Arkitektens valg af materialer såsom røde teglsten, naturfliser og plankegulv giver sammen med bygningsmæssige fif indtryk af ælde og soliditet.

Alterbilledet er malet i 1930 af arkitektens far, professor Oscar Matthiesen.

Under kirkerummet findes krypten, som tidligere var indviet til kirkesal, men som nu er lokaler til kirkens mødeaktiviteter. Kordegnekontoret ligger i den ene af kirkens korsarme.

I dag er det 350 siddepladser i kirken. Oprindelig var der 600 siddepladser i kirken.

Kildevælds sogn er udskilt af Aldersro og Sion sogne i 1930. Kirken ligger som en romansk landsbykirke ved lille Kildevældssø. Og intet mindes om den voldsomme kirkepolitiske fejde dens opførelse udløste i 1930.

Og så man ud af at byggegrunden lå i Aldersro sogn og ved grænsen mellem Sion og Aldersros sogne. Sions menighed skaffede 92.000 kr. til opførelse af en ny kirke i sognet. Kirkefondet samlede 150.000 kr. ind.

Byggesummen beløb sig til 267.739 kr. Pludselig meddelte Kirkeministeren en omlægning af sognegrænserne med kongelig resolution, hvoraf det fremgik at Kildevælds sogn skulle tillægges halvdelen af Aldersro sogn og kun en meget lille del af Sions sogn.

Man havde således samlet ind på falske præmisser for at afhjælpe situationen i Sions sogn. Kirkefondet som ejede kildevældskirken nedlagde veto mod at kirken benyttedes ud fra de ændrede præmisser.

Af hensyn til det sociale kirkelige arbejde i området måtte krypten højest anvendes som midlertidig t prædikenlokale, mens alle kirkelige handlinger skulle henlægges til nabokirkerne.

Kirkeministeriet indgik hårdt trængt den kompromisløsning med Kirkefondet, at en del af Aldersro sogn overgik til Sankt Jakobs sogn og en tilsvarende større del af det oprindelige Sions sogn tillagdes Kildevæld sogn mod at krypten blev indviet til gudstjenestebrug i 1931. Den egentlige kirke blev så først indviet i 1932.

Kirkefondet ansatte andenpræsten mens sognepræsten arbejdede på Kirkeligt Centrums linje. Dele af sognet er senere udskilt til Lundehus sogn.

 

Esajas Kirke

Dengang den 7. januar 1903, da grundstenen blev lagt hed Malmøgade, Upsalagade. Bygningens underbygning stod færdig samme år. Men først i 1911 begyndte man på bygningens fuldførelse.

Sognet var i mellemtiden blevet så stor at man fik en anseelig kirke.

I 1903 blev man udskilt fra Skt. Jakobs sogn. I første omgang var det tale om en såkaldt Kryptkirke. Den gik under navnet ”Den underjordiske kirke”. Den kunne rumme 450 mennesker og her var altid ”stoppende fuld”. Den midlertidige kirke blev betalt af penge i9ndsamlet i Sankt Jakobs sogn og en nystiftet kirkekomité.

Den fungerede som kirke indtil 1912, hvor man så havde samlet 112.000 kr. ind så man kunne opføre den ”overjordiske” kirke.

Esajas Kirke ligger i dag som en majestætisk mastodont midt i et provinsielt kvarter omgivet af byggeforeningshuse, herskabslejligheder, en skole og børneinstitutioner og kigger ud over Holmens Kirkegård, Østre Anlæg og Sortedammen.

Det er en anseelig korskirke. Stilarten er vel nærmest romantisk. Arkitekten Thorvald Jørgensen var vant til monumentale byggerier. Han stod bl.a. for det tredje Christiansborg. som vi har i dag.

I 1912 rykkede gudstjenesten op i det øvre kirkerum. Krypten blev overtaget af menighedssamfundet som mødesal.

Kirkens indre er meget lyst, dels fordi det er hvidkalket, dels på grund af lyset fra vinduerne i det pyramideformede tårn over korsskæringen. Midtskib og korsfløje dækkes af tøndehvælv. Alle kirkens hvælvinger er af træ.

Koret er hævet fire trin over skibets gulv. Som altersmykning fungerer en glasmosaik fra 1914 af Joakim Skovgaard.

Siden 1932 har der været tradition for at den kirkelige retning ”Tidehverv” har været knyttet til kirken. I dag er det plads til 700 i kirken.

 

Nazareth Kirke

På en smal men dyb grund i Ryesgade skulle Victor Nyebølle bygge en kirke. Stedet er omgivet af høje bygninger. Kirken får også kun lys et sted fra. Men det giver en særlig stemning. Arkitekten fik dengang store roser for sin indre udsmykning af kirken.

Kirken stod færdig i 1904 og havde kostet 138.890 kr. Den var opført helt uden tilskud fra stat og kommune.

Nazareth sogn blev udskilt af Sankt Johannes sogn på Nørrebro i 1900. Oprindelig var distriktet opdelt i to sogne. Den ene siden 1905 har udgjort Fredens sogn.

Arkitekten var tydeligvis inspireret af Norditaliens romanske kirker. Indvendig dækkes skibet af et kassetteret bjælkeloft og har kun vinduer mod nordøst mens det fire trin hævede kor har vinduer i begge sider.  Langs de tre af væggene er der pulpiturer i træ. Bænkene er forsynet med gotiserede gavle.

Under kirkerummet er der en høj krypt, så selve kirkerummet ligger betydeligt over gadeniveau. I krypten er der menighedslokaler og andre rum.

Indtil der var indsamlet penge nok til en stenkirke, opstillede Kirkefondet i 1891 – 92 en midlertidig kirke på fabrikant Nyrops grund i Ryesgade 105. Efter engelsk forbillede anvendte man en slags færdig fremstillet samlesæt i bølgeblik importeret fra London.

Jernkirken i Ryesgade havde plads til 800 mennesker og kostede 25.000 kr. Det fortælles at den var glohed om sommeren og iskold om vinteren. Børn kastede sten på bliktaget under søndagsprædiken. Kirken var den allerførste af de mange midlertidige vandrekirker, Kirkefondet lod opføre i København og senere i hele landet, mens lokale kirkebyggekomiteer samlede penge ind til at bygge permanente kirker.

Jernkirken i Ryesgade havde status som ”midlertidig hjælpekirke” eller ”distriktskirke” for 14.000 af Sankt Johannes sogns dengang 63.000 indbyggere. I 1902 kunne jernkirken vandre videre ud på Nørrebro, hvor den indtil 1914 gjorde tjeneste som foreløbig kirke for Simeons sogn. Kirken har i dag plads til 550.

Nazareth og Fredens sogne blev i 1989 slået sammen til et fælles pastorat. De to kirkers menigheder er præget af stor opslutning af KTS (Kristelig Forening for Studerende).

 

Fredens Kirke

Fredens Kirke ligger der, hvor før forlystelsesstedet ”Sortedamslund” lå. I slutningen af 1800-tallet var her danselokale, keglebane og restauration.

At forvandle et forlystelsessted til kirke sådan som det også var tilfældet med Valkyrien på Vesterbro forårsagede en voldsom debat mellem Folkekirkens højre – og venstrefløj. Resultatet var, at Grundtvigianerne trak sig ud af samarbejdet med Kirkefondet af etiske grunde.

 

Det er Kirkefondet, der har stået for byggeriet. Og det er arkitekt L. Knudsen, der har stået for det. Således er det tale om ombyggede lokaler.

Byggegrunden kostede 130.000 kr. Og selve ombygningen kostede 30.000 kr. Kirken modtog mange værdifulde gaver, deriblandt orgelet og døbefonten. Kirken havde dengang 600 siddepladser. I dag er der ca. 350 siddepladser.

Fredens Kirke var tænkt som en aflastningskirke for den såkaldte jernkirke i Ryesgade. I 1906 fik kirken tillagt en tværfløj i to etager, der indeholdt våbenhus og sakristi. På anden sal kom der en menighedssal samt et centralt placeret spinkelt tårn, tegnet af Martin Nyrop.

Da undertegnede en overgang kom meget her i lokalerne i forbindelse med organisationen IKON (Information af Kristendom og Nyreligiøsitet) synes jeg at kunne huske, at man kunne se resterne af keglebanen og madelevatoren. Men det er vel efterhånden 15 – 20 år siden.

 

Frihavnskirken

Sognet blev udskilt fra den østre del af Sank Jacobs sogn i 1905. Grunden blev skænket af Det Classenske Fideikommis på Kirkefondets foranledning. En indsamling på 125.000 kr. betalte for opførelsen. En lokal kirkekomité samlede ind til et menighedshus ved siden af kirken.

Kirken er opført af Thorvald Jørgensen, og det er ham bag det tredje Christiansborg. Grundens placering og bygherrens ønsker om disposition over ekstra lokaler gjorde opgaven vanskelig. Det hindrede normal symmetri i kirkeanlægget.

Anlægget er en slags forløber for vore tiders kirke- eller kulturcentre med en kirkesal og mange omgivende rum til aktiviteter af mere eller mindre kristeligt tilsnit.

Selve kirken består af et rektangulært langhus med længdeaksen nord-syd af hensyn til placeringen mod Willemoesgade og har tårn med løgspir ved nordøsthjørnet. Den er af røde mursten i en fri gendigtning af 1700-tallets danske barokarkitektur.

Den store hvidkalkede og tøndehvælvede kirkerum virker i dag lidt nøgternt, men har oprindeligt været forsynet med pulpiturer og bænke i mørkt træ. Fra menighedslokalerne i første og anden etage i tværfløjen kunne der efter Kirkefondets sædvane tidligere åbnes ind til kirkerummet.

Korpartiet er hævet tre trin over den øvrige kirke og Afskærmet fra skibet ved hjælp af en korskranke af kridtsten. Kirkens oprindelige alterbillede fra 1905 er der stadig. I 1970 blev bænkene erstattet af læse stole. I dag er det plads til 220 i kirken.

Kirken blev i dens første år en ”frihavn” såvel for samfundets fattigste som for dem, der stod i udkanten af folkekirken. Det skyldtes kirkens første præst H.P. Mollerup, der af sognepræsten ved Sankt Jakobs Kirke, Peter Krag, blev kaldt hjem fra sit embede som sømandspræst i England for at være med til at bygge menighedslivet op omkring Frihavnskirken.

Mollerup stiftede Østerbros Blå Kors Hjem, var formand for den danske afdeling af Evangelisk Alliance og medstifter og chef for Kirkens Korshær.

 

Taksigelseskirken

Aldersro sogn er udskilt af den østlige og yderste del af Sankt Stefans sogn og den vestlige og yderste del af Sions sogn i 1908. Dengang boede her 3.000 mennesker som hovedsagelig arbejdede på fabrikker.

I 1921 blev der bygget nye beboelsesejendomme. Antallet af beboere var nået op på 10.188. Og i 1931 var man kommet op på 21.000 indbyggere. Det betød, at en del af sognet blev til kildevælds sogn.

Den 27. september 1908 blev Aldersro kirke i Aldersrogade indviet. Den var bygget på en grund skænket af tømrermester Tesch. Det var en såkaldt vandrekirke ejet af Kirkefondet. Vandrekirken var tegnet af arkitekt Aage Bugge og opført i træstillads med påsømmede plader af en blanding af affald fra kokosnødsskaller og gips, den såkaldte kokolith. Kirken havde ca. 300 faste og 50 løse siddepladser. Døren ind til sakristiet kunne åbnes til endnu godt 50 pladser.

I 1905 – 1908 havde denne kirke tjent som midlertidige kirke for menigheden til den senere Mariedalskirke på Nitritvej på Frederiksberg. Ved genbrugen af vandrekirken i Aldersro sogn blev den udstyret med et tårn.

Da efterfølgeren, den nye Taksigelseskirke blev taget i brug i 1927 udlåntes vandrekirken til et mekanikerværksted. I 1931 blev kokolithkirken købt af den katolske menighed i Tåstrup, som gav den navnet Sankt Pauls Kirke. Man beklædte den med bjælker udvendigt. I 1990’erne blev kirken solgt videre til den koptiske menighed i Danmark og hedder nu Sankt Maria og Sankt Marcus Kirke.

Efter at Kirkefondet i en årrække havde samlet sammen til opførelsen af en stationær kirke gennem de såkaldte 10-øreindsamlinger i alle landets sogne kunne den nye kirke indvies i 1927.

Denne havde da kostet 400.000 kr., hvoraf grunden alene stod i 60.000 kr. Kirken er tegnet af Frederik Kiørboe som en moderne og nøgtern udgave af en middelalderkirke med gotiske træk.

Kirkens nuværende navn er valgt for at give udtryk for taknemlighed over Sønderjyllands genforening med Danmark – og for at Danmark ikke blev inddraget i Første Verdenskrig.

Bygningen er opført i røde sten og består af et højt langhus med bemærkelsesværdig rund apsis og sideskibe, der omkranses af tre par ”kapeller” vinkelret på kirkeskibet med gavle mod sydvest og nordøst.

Indvendig er kirken hvidkalket og streng i sin mangel på udsmykning. Midterskibet overdækkes af en tøndehvælv. Tre arkader i hver side åbner sig med de smalle sideskibe. Kirkens altertavle forestiller ”Kristi Genkomst” og ”Dommedag”

Den oprindelige altertavle til Aldersro Kirke var ”Den Spedalske” malet af socialisten og arbejdermaleren Aksel Jørgensen. Maleriet skulle vise Jesus som den humane og barmhjertige. Maleren brugte altid modeller til sine malerier. Og der var også genkendelige fra søndagsskolen dengang. Det var naturligt.

Han skulle også lave altertavlen til den ny kirke. Men nu ønskede han, at den skulle udvides. Han rejste til Italien for at lade sig inspirere. Men i 1937 var menighedsrådets tålmodighed opbrugt. De meddelte kunstneren, at de ikke længere ønskede hans alterbillede og sendte det retur. Det stod i mange år i Axel Jørgensens atelier på Charlottenborg, hvor han virkede som professor.

I 2007 besluttede Taksigelseskirkens menighedsråd at genskaffe og genopsætte altertavlen på dens gamle plads. Det lykkedes at skaffe de økonomiske midler hertil, og ved indvielsen den 11. maj 2008 kunne man igen opleve ”Den spedalske” placeret som i 1927.

Aksel Jørgensens visionære tilføjelser var dog ikke kommet med. Niels Henrik Kirkegaard blev bedt om på baggrund af Axel Jørgensens detaljerede skitser at arbejde videre med det.

Syv nye billedfelter blev tilføjet. Ved en gudstjeneste den 2. marts 2012 blev den helt nye altertavle markeret.

Under kirkerummet er der en stor krypt. Den rummer mødelokaler og et kordegnekontor, som indtil for få år siden indeholdt altermaleriet fra kokolithkirken, et kolossalt freskomaleri af hjortene, der drikker af livets kilde.

Bag kirken er der typisk for kirkens opførselstid en menighedsbørnehave. I kirken er der plads til 500.

 

Lundehus Kirke

Lundehus Sogn har ”naturlige” grænser og afgrænses mod syd og vest væsentligt af banelinjerne mod Hellerup, Svanemøllen og Farum. Mos øst af Ryvangens naturpark og mod nord er sognegrænsen kommunegrænsen mod Gentofte Kommune.

Lundehus Sogn blev i 1938 udskilt fra Bispebjerg Sogn, som området havde tilhørt siden 1927, hvor den første del af Grundtvigskirken var blevet indviet. Bispebjerg Sogn blev ved den lejlighed udskilt fra Brønshøj Sogn med den gamle middelalderkirke fra omkring 1180. Området omkring den gamle Emdrup landsby var i århundreder det yderste mod øst i det store Brønshøj Sogn, der strakte sig fra Damhussøen til Øresund.

I løbet af 1930’erne var lejlighederne i Ryparken blevet opført, og der opstod blandt beboerne et ønske om egen kirke. Fabrikant Julius Hansen, hvis trikotagefabrikker lå mellem Gartnerivej og Bomhusvej, stillede en grund og en bygning til rådighed. Det var den første Lundehus Kirke.

Bygningen ligger stadig på Rygaards Allé, og er en del af Københavns Kommunes børneinstitution ”Rypen” (tidligere ”Lillegården”).

Dette var en midlertidig ordning. Menigheden begyndte hurtigt at samle ind til en mere permanent kirke. Dengang kunne kirkebyggeri ikke finansieres over kirkeskatten. På grund af byggerestriktioner i tiden efter krigen måtte lånet af bygningen på Rygårds Allé imidlertid forlænges.

Først efter næsten 20 år stod den nye Lundehus Kirke færdig i parkområdet ved Strødamvej – en grund, som Menighedsrådet på næsten mirakuløs måde havde fået lov til at købe af Københavns Kommune. Kirken blev indviet den 1. december 1957.

Kirkens arkitekt Holger Jensen valgte at bygge en pyramideformet kirke, hvor klokketårnet indgår som en åben del af taget. Ideen er, at kirken udefra skal minde om et sømærke af den slags, man se ved den jyske vestkyst. Kirken er således tænkt som et fast punkt og et pejlemærke i sognet.

I 2007 ønskede menighedsrådet en ombygning. Ombygningen var nu ikke så ligetil. Nu er der pludselig kommet mere lys og kirkehaven er indtænkt i selve kirken.

 

Kastelskirken

Kirken var oprindelig forbeholdt Kastellets garnison, men fik i 1902 et civilt sogn. Kastelskirken fejrede 300-års jubilæum i 2004.

På Hendrick Ruses plan over Kastellet fra omkring 1661 er indtegnet en bygning, der minder om en kirke. Men der blev ikke opført en kirke, og der var heller ikke planer om det dengang.

Nord for Artilleristok havde Ruse opført et kommandanthus. Huset beskrives som havende grundmuret kælder, to etager bindingsværk. Omkring 1666-67 stod bygningen ubenyttet hen, indtil flyttede ind et sted mellem 1672 og 1676. Kirken lå på 1. sal med udvendig trappe.

Der var ellers lavet tegninger over noget, der lignende den nuværende kirke. Men den bygning blev ikke udført. Ombygningen blev ikke udført, man nøjedes med at reparere nødtørftigt, i venten på en ny og større kirke.

I 1697 blev der foreslået en kirke, der hvor den ligger i dag. Byggeriet blev sat i gang i 1703 under ledelse af ”entreprenør” Domenico Pelli og blev afsluttet i 1704. Kirken blev indviet den 26. november.

Der findes en grundig beskrivelse af kirken fra 1709 som giver et grundigt indtryk af, hvordan kirken så ud dengang. Tårnet havde to klokker og et ur.

Hvornår kobbertaget udskiftes med tegl vides ikke, måske i 1722, hvor der også kommer kvistvinduer – to på hver langside og et på hver korside – måske i 1725, hvor fængslet bygges til. Kvistvinduerne forsvinder igen ved den store ombygning i 1857.

Fængslet som i 1725 bygges til kirkens vestside, spærrer for de fire vestvendte vinduer. Men ikke mere end at der stadig falder noget lys ind på det vestre pulpitur. Der blev konstrueret et system af lydkanaler fra kirken ind i fængslet, så fangerne kunne følge gudstjenesten fra deres celler.

Fra 1750 til 1850 hører man næsten ikke noget om kirken. Arkivet gik tabt ved den engelske besættelse af Kastellet i 1807. I 1857 skete der en stor ombygning af kirken. I 1880 ændres nordportalen så den kommer til at ligne østportalen.

I 1895 spreder en brand i fyrrummet sig til taget, der må være blevet delvis udskiftet.

I 1985 begyndte en omfattende restaurering af bygningen. Tagkonstruktionen viste sig at være angrebet af svamp. Store dele af træværket måtte udskiftes. En del murkronen måtte ommures.

Præste- og menighedsrum blev indrettet i det tidligere fængsel.  Kirken blev genindviet i marts 1987. I 1988 modtog kirken Europa Nostras bronzeplakette for restaureringen.

I dag står Kastelskirken som en enkelt barokbygning uden den store udsmykning. Murværket er kalket gul og taget er tækket med sortglasserede tegl. Tårnet er nærmest en tagrytter som er beklædt med kobber.

Selv om østdøren ikke længere er spærret, er det nordindgangen, der normalt benyttes. Nordindgangens portal fra 1880 er bevaret. Kirkerummet virker nærmest spartansk uden de store udsmykninger. I 1859 leverede Marcussen og Søn et nyt orgel godkendt af organisterne J.P.E. Hartmann og Niels W. Gade. Men der fulgte senere to andre orgler.

Kirkeskibet er fregatten Jylland. Det er udført af Gorm Clausen fra Marstal i 1930.

 

Kilde:

  • Illustreret Tidende
  • Anne-Mette Gravgaard: Storbyens virkeliggjorte længsler
  • Danmarks Kirker bd. 2 Kastelskirken
  • Torsten Cumberland Jacobsen: Kastelskirken i 300 år 1704-2004
  • sanktjakobskirke.dk
  • Kirkernes hjemmesider
  • dengang.dk -div. Artikler
  • dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.670 artikler. Hvis du vil vide mere om kirker, præster, tro og åndsliv så se her:

 

  • Under Østerbro (92 artikler):
  • Det mærkelige fund i Garnisonskirken
  • En engelsk kirke ved Østerbro
  • Garnisons Kirkegården
  • Garnisons Kirkegården – endnu mere
  • Krigergraven på Garnisons Kirkegården

 

  • Under Nørrebro (293 artikler):
  • Genforenet på Assistens Kirkegård
  • Assistens Kirkegård – 250 år
  • Assistens Kirkegård – en oase
  • Begravelser på Assistens Kirkegård 1887
  • Da Gertrud rejste sig fra kisten
  • Dramaet i Brorsons Kirke
  • Grundtvig på Nørrebro
  • Kan du råbe mig Nørrebro op
  • Martha – hjemmet på Nørrebro
  • Kejserinde Dagmar på Nørrebro
  • Kirker og mennesker på Nørrebro
  • Livet på Assistens Kirkegård
  • Johannes Kirke
  • Under jorden på Assistens Kirkegård
  • En kirke på Nørrebro (Helligkors kirke)
  • Samuels Kirke – 100 år
  • Præster og døden på Nørrebro

 

  • Under København (180 artikler):
  • En præst fra Brønshøj
  • Vesterbros kirkehistorie
  • Begravelser – dengang
  • Død eller skindød

 

  • Under Andre Historier (65 artikler):
  • Var Danmark ”brutale” over for Grønland? (Hans Egede)

 

  • Under Sønderjylland (194 artikler):
  • Hvem ejede Brede Kirke?
  • Flere præster og godtfolk 1-2
  • Flere præster og godtfolk (revideret udgave)
  • En berømt mand fra Hellevad
  • Ude mod vest
  • Ballum – dengang
  • Præsten fra Ballum
  • Da Christiansfeld opstod
  • Indre Mission, Baptister og andre
  • Pastoren fra Bylderup Sogn
  • Egen kirke og kirkestald på Als

 

  • Under Aabenraa (158 artikler):
  • En salmebog fra Varnæs
  • En degn fra Varnæs
  • Bryllup i Varnæs
  • Kirker – syd for Aabenraa
  • Mysteriet i Ensted
  • To kirker i Aabenraa
  • En pastor fra Rise
  • Fra Hjordkær til Rødekro
  • Rise sogns historie

 

  • Under Padborg/Kruså/Bov (61 artikler):
  • Ligvognen fra Bov
  • Livet omkring Bov Kirke
  • Ryd Kloster
  • Under Tønder (269 artikler):
  • En berømt mand fra Øster Højst
  • Et strejftog af Burkals historie
  • Emmerske Bedehus og Skole
  • Turen går til Sæd – Ubjerg
  • Visby – nord for Tønder
  • Brorsons Trykkeri i Tønder
  • Brorson – en præst fra Tønder
  • Et kloster – 15 km fra Tønder
  • Løgumkloster – nordøst for Tønder
  • Hostrup, Jejsing og præsten
  • Møgeltønder kirke
  • Præsten fra Daler
  • Tønder Kristkirke
  • Åndens folk fra Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder 1-2
  • Sygdom og andre lidelser i Tønder

 

  • Under Højer (76 artikler):
  • Den sure præst fra Højer
  • Bryllupsskikke i Højer
  • Højer Kirke

 

 

 


Turen går til Bylderup

November 6, 2020

Turen går til Bylderup

Der var rigeligt med foder og græs til dyrene. Her har boet mennesker i adskillige år. Vi kigger på tingsted, rettersted og galge. Jo, der er også lige en regning fra en skarpretter. Og her er også meget gamle veje. To vandmøller kan der også bydes på- Og mange adelige og kongelige har huseret i sognet. Og så kom kolonisterne, men det var nu ikke en succes. Men hvem boede i sognet og hvad lavede de? Bylderup sogn har ikke været forskånet for ildebrand. 8 kommuner var der i sognet under det prøjsiske styre. Hvad nu hvis man var dansksindet skulle man så aflægge en ed til den tyske kejser? Nu var det et udpræget dansk sogn. Men efter første verdenskrig fulgte en trist tid. Mange i sognet faldt. Vi bringer også en liste over 36 artikler fra området.

 

Rigeligt foder og græs

Vi har været her før. Prøv engang at se bagerst i artiklen, så kan du se, at vi efterhånden har været i området mange gange.

Bylderup kirkesogn ligger midt i Slogs Herred. Det dækker et areal på 4.300 ha. Ja det er næsten en regulær firkant på 6-7 km på hver led. Sognekirken fra 1200-tallet ligger i den vestlige del næsten op ad sognegrænsen.

Alt agerland består af let sandmuld, der i ældre tid kun har givet et ringe udbytte. Men da sognet gennemløbes af en række vandløb fra nordøst mod sydvest, har de omkring åerne liggende ret store engarealer før i tiden givet rigeligt foder og græs til heste og kreaturer.

Lundbæk og Søderup å løber sammen og danner Slogsåen. Uge bæk optager Terkelsbøl å og danner med Slogs å Grønåen på den vestlige sognegrænse. Hvirlåen er sognegrænse et langt stykke mod nord.

 

Her var tidligt mennesker

Sognet har i historisk tid altid bestået af 8 landsbyer. Bylderup, der i 1200-tallet var ”Biulethorp” og i 1324 ”Biuldthorp” havde flest gårde og huse. Lendemark var i 1493 ”Lendemarck”, Sottrup var i 1482 ”Sotterup”, Bredevad var i 1421 ”Bredewatt”, Duborg var i 1543 ”Duffborch”, Frestrup var i 1445 ”Frestorppe”. Hajstrup var i 1436 Hasdrup. Heds var i 1470 Heis, i 1496 Hedes.

Vi skal ikke glemme Søllingvrå, der havde vandmøllen og et par gårde til nabo. Slogsmølle ved Lundbæks udløb i Slogsåen. Den blev udplyndret og afbrændt under 30-års krigen i 1628. Efternyopførelsen på samme sted fik den navnet Nymølle.

Vi er slet ikke færdig, for det er også Karlsvrå, som i 1238 hed ”Karlsswhra”. Den var tilbage i 1200 årene en adelsgård. I 1245 nævnes en Ridder Lage de Karlswhra. Endnu længere tilbage var der mennesker på egnen. Herom minder de to fredede kæmpehøje, Galgehøj nordvest for Hajstrup og Hedshøj nord for Heds.

Yderligere skal der have været 11 mindre høje, der er forsvundne, ødelagte eller overpløjede, så de ikke mere kan påvises.

De første beboere har nok været jægere og fiskere. Bosættelsen er sket tæt ved åerne. I Bylderup og Lendemark lå alle gårdene helt ud til engkanten mellem åen og bygaden. Det samme i Hajstrup, Frestrup og Heds. Sidstnævnte bestod endnu for 200 år siden af fire gårde foruden Hedsgård.

 

Tingsted og galge

Bylderup sogn ligger midt i Slogs Herred og har i århundreder været hjemsted for Slogs Herreds Ting. Det nøjagtige tingsted har ikke kunnet stadfæstes. Handlingen foregik i fri luft inden for fire tingstokke. Det har ikke været det store problem at flytte.

  1. Hvidtfeldt mener i Trap 1966 at den har ligget i Bredevad ikke langt fra den gamle galge. I nærheden nævnes en Galewische (Galgeeng) og Galliebrobrocki (nu Galgebrostenene). Men der er også en Galgehøj nordvest for Hajstrup, som vi har skrevet. Her mener man at galgen har haft sin plads. Men denne antagelse er nok lidt usikker.

Foruden at være en straf skulle henrettelserne og hængningerne også tjene til skræk og advarsel for ”ligesindede”. Galgen og dens ofre skulle kunne ses af forbipasserende og helst viden om. Det kunne være grunden til, at galgen blev flyttet ud i nærheden af den gamle korsvej ved Bredevad.

Men herredstinget har i hvert fald siden begyndelsen af 1500-årene haft sin plads i Bylderup formentlig i nærheden af kirken og kirkekroen. Og først i 1850 blev galgen fjernet, da den var i en dårlig forfatning, og den kunne og skulle ikke bruges mere.

Herredstinget skulle dømme i stridigheder om mange ting, uenighed om markskel, arveskrifter, klager over vejes og broers tilstand og vedligeholdelse samt de tildelte vejstykkers længde, der var tildelt de forskellige ”bolsmænd”.

 

En regning fra en skarpretter

De store sager som røverier og mord kom for Amtsretten i Tønder. Blev den skyldige dømt til døden foregik henrettelsen i det hjemlige herred. I Herredsregnskabet for 1725 findes en side i regnskabet, hvor skarpretter Christoff Støckler får udbetalt løn for arbejde, 6 rigsdaler og 32 skilling. Kun købstæderne havde en skarpretter. Støckler blev ansat i Tønder i 1729, men må åbenbart have arbejdet som stedfortræder før den tid.

De gamle veje mellem købstæderne berørte kun Bylderup sogns sydlige, østlige og nordligste landsbyer. Tønder – Flensborg landevej kom fra Saksborg over Hajstrup mod Kravlund. En gammel vejvisersten ved Frestrupskov fortæller, at her drejede en vej over Tinglev mod Aabenraa.

 

De gamle veje

Den gamle vej fra Tønder mod Aabenraa gik over Hostrup, Lund, Sottrup og Bredevad. Vejen fra Flensborg til Løgumkloster gik over Heds – Bredevad, hvorefter den nordvest for Bredevad passerede Lundbækken, formentlig i oldtiden over et bredt vad. Også her står en gammel vejsten til at retlede de vejfarende, at her drejede Løgumklostervejen efter Hornse og Ravsted.

En ny vejforordning af 29. oktober 1784, der omfattede lodsejernes betaling for anlæggelse, vedligeholdelse med pligtkørsel og projektering af gennemgående veje, satte i årene derefter gang i udbedringen af de gennemgående veje ved amtets foranstaltning og var i nogle tilfælde medvirkende til ændringer i vejforløbet. Tønder – Aabenraa landevej blev således omkring 1800 forlagt til at gå over Stemmild – Bov – Lendemark – Bredevad i stedet for det nordligere forløb.

Udover disse gennemgående veje gik der en såkaldt herredsvej fra Hajstrup over Bylderup – Lendemark til Bredevad. Bylderup Kirkekrønike fortæller, at der var fire broer i sognet. De lå over alle åerne på denne herredsvej.

Man kan have en mistanke om, at det har været herredsfogederne på Hajstrupgård, der har fået gennemført, at denne vej var en herredsvej. Selve tinget har aldrig været afholdt i Hajstrup.

 

To vandmøller

Der var to vandmøller i Bylderup sogn, Søllingvrå og Nymølle. Bønderne i de forskellige landsbyer havde møllepligt til disse møller. De bønder, der boede nord for Slogsåen, havde mødepligt til Nymølle. Denne pligt påhvilede også bønder i nabolandsbyer uden for sognet. Syd for Slogsåen var der mødepligt til Søllingvrå vandmølle, der også malede korn for bønder uden for sognet øst fra. Fra de to landsbyer, Frestrup og Hajstrup, der ligger syd for Uge bæk havde bønderne mødepligt til Jyndevad Vandmølle.

 

Adelige og kongelige i sognet

I 1353 pantsatte hertug Valdemar og hans søn Valdemar ”vort sogn Biuldthorp” til marsken Erik Holck, der i 1362 lod panten gå videre til Johan Grymersen.

Hertug Frederik, der senere blev Frederik den Første af Danmark købte nogle år senere af 6 brødre Rantzau, Karlsvrå med tilliggende. Dette tillæggende bestod af hele Duborg, 7 gårde i Bylderup, Søllingvrå vandmølle, Vestergård i Burkal sogn og nogle kådnersteder. I 1500-tallet var der masser af sådanne handler.

Klosteret i Løgum ejede også mange gårde i området. Omkring 1548, da klostergodset overgik til det offentlige, havde klosteret en gård i Lendemark, en i Bylderup, en i Bredevad og fem i Sottrup.

Ahlefeldterne på Søgård havde købt gods af klosteret i 1527, heriblandt gårde i Bylderup, Sottrup og Bredevad. Disse gårde er dog blevet videresolgt undtaget to gårde i Sottrup, der i 1709 blev samlet til en gård.

Lendemark Kro var en kongelig ejendom, der hørte under Bolderslev Fogderi, hvor fogeden havde titel som ridefoged.

 

Da kolonisterne kom

I midten af 1700-årene opstod tanken om at skaffe nybyggere til de øde hedeegne i den vestlige del af Jylland. Agenter rejste rundt i Tyskland og berettede om de gode forhold som de kunne opnå i Danmark med tildeling af jord og statslån til bygninger og køb af besætning. I Vestjylland kaldte man dem ”Kartoffeltyskere”. Her kaldte man dem ”Kolonister”.

I den nuværende Tinglev Kommune blev der oprettet 4 kolonier, der hver bestod af 6 – 10 ejendomme. De fik navne efter den kongelige familie. Julianeborg kolonien, der bestod af 8 ejendomme, fordelte sig med 4 i Bylderup sogn, 3 i Ravsted og 1 i Hostrup.

Der skulle være blevet oprettet 4 mere, men det blev ikke til noget. Man havde lovet tilflytterne langt mere, end der var grundlag for, og de blev dybt skuffede. De fleste forsvandt ret hurtig igen til hjemegnen eller til andre egne i andre lande. En familie, der hed Kraus holdt dog ud i en årrække.

 

Masser af kanaler

I engene blev der gravet grøfter eller små kanaler for at få det opstemmede vand så langt ud og så godt fordelt som muligt. Før den store afvanding i 1920’erne med inddigning og reguleringer, gravning af kanaler med pumpestationer, der pumpede afvandingskanalernes vand op i åerne, var engene i vintertiden oversvømmede helt fra Tønder til Hajstrup og Bylderup – Lendemark.

Et andet problem var sandflugten. Drivende skyer af jord og fygende sand over markerne var årligt tilbagevendende begivenhed i forårstiden. Enkelte initiativrige bønder plantede læhegn af gran i markskellene. Men ellers var der fri passage for blæsten.

Plantagerne, der efterhånden var groet til, var ikke noget værn. Der skulle en regulær katastrofe til i 1938 før det rigtig kom gang i plantningen af læhegn.

 

Hvem boede i sognet?

Ved folketællingen i 1840 var der 851 personer i sognet. Foruden gårdejere, husmænds, aftægtsfolk, præst og degn var der:

 

  • 51 landarbejdere, 7 smede, 4 skomagere, 3 murere, 3 skræddere, 2 tømrere, 1 knapmager, 1 børstenbinder, 1 urmager, 1 kludesamler, 1 kniplingshandler, 1 snedker og en bødker
  • 17 syersker, 5 kniplersker, 4 væversker, 1 spinderske.

 

Med børn og voksne var der 30, der fik fattighjælp dengang. Og de var virkelig fattige dengang. De fik lidt brød, lidt rug, lidt boghvede eller når det var rigtig flot, en høne til slagtning. De måtte også ud med tiggerposen for at få penge til mad og tøj. Det var mest aflagt og brugt tøj, de blev betænkt med.

 

Ildebrand

I de gamle landsbyer med tætliggende gårde og huse, der alle var tækkede med strå, kunne en ildebrand blive en katastrofe. Således kunne man i Dannevirke torsdag den 17. august 1876 læse følgende:

 

  • En voldsom ildløs har mandag formiddag hjemsøgt den vestlige del af landsbyen Bylderup og lagt 6 steder i aske. Ilden opstod i Martin Christensens gård og forplantede sig med stor heftighed mod vest. Blandt de afbrændte bygninger er skolehuset, begge krosteder og bageriet. Dog blev bageovnen reddet.

 

Også dengang var aviserne fulde af trykfejl. Det var ikke hos Martin Christensen, men hos Martin Christian Martensen ilden opstod. Hans gård lå mellem Kirsten og Hans Chr. Søndergårds hus og den nu nedbrændte Bylderup Kro.

En brand var dengang næsten umulig at slukke. Alle huse og gårde var tækket med strå. Brandsprøjterne var håndtrukne. Selv om gårdene næsten alle lå tæt på åen med rigeligt vand, så var der ikke noget effektivt slukningsapparat.

Brandforsikringer var i ældre tid ukendte. I landdistrikterne blev de først almindelige fra omkring 1740.

 

Sognet bestod engang af 8 kommuner

Under den preussiske administration var Bylderup sogn inddelt i 8 kommuner med lige så mange kommuneforstandere. Hver landsby havde sin egen kommune, desuden udgjorde Hajstrupgård med kroen og smedjen en selvstændig kommune.

Det administrative overhoved for hele sognet var fra 1889 amtsforstanderen. der var udnævnt af højere myndigheder. Kommuneforstanderne var valgt af dem med fast ejendom for seks år ad gangen.

Bylderup sogn blev kaldt ”Lille Danmark”. Det gode forhold mellem de dansksindede og de tysksindede blev ødelagt, da pastor Holden Lützhøft blev afskediget fra sit embede. 120 af 135 stemmeberettigede havde eller skrevet under på at de gerne ville beholde ham.

 

Skulle man aflægge ed til den tyske kejser?

Når de unge karle blev indkaldt til militærtjeneste, skulle de aflægge ed til den tyske kejser, faneeden. Kunne man aflægge faneeden og så alligevel være en god dansker? Men hvis ikke man ville indkaldes måtte man forlade landet. Men der blev henstillet til de unge i grænselandet, at de skulle tage militærtjenesten for ikke helt at affolke grænselandet.

I 1911 kunne man indvie et forsamlingshus Slogs Herreds Hus. I Sottrup blev der en vækkelse under Luthersk Mission, der kom til at gøre sig gældende. De byggede deres missionshus i 1905.

 

Dansksindet sogn

Forholdet mellem dansk og tysk kan man se på stemmetallene fra et valg i 1871. Her var der 103 danske og 34 tyske. Det var kun mænd med fast ejendom, der havde stemmeret dengang.

Ved afstemningen den 10. februar 1920 var fordelingen således, når der korrigeres for de tilrejsende:

 

  • 304 danske og 145 tyske.

 

Den sidste tid var en hård tid

Den sidste tid i den preussiske tid var en ond tid. Den første verdenskrig gav sorg og savn i mange hjem i sognet. Det tyndede ud i rækkerne af unge mænd. Især Bredevad var hårdt ramt. Ikke færre end 12 fra Bredevad faldt i krigen. I Bylderup var der 34, der måtte lade livet, de fleste for en sag, der ikke var deres. Af dem var 6 brødrepar og 3 familiefædre, hvoraf de to efterlod en børneflok.

 

Bredevad

Bredevad var den næststørste landsby i Bylderup sogn med ret så mange gårde og kådnersteder samlede i en kreds uden om bytoften og ud mod de laver liggende arealer nord og syd for bebyggelserne.

Fra fordumstid har Bredevad været skæringspunkt for de to gennemkørende veje Flensborg – Løgumkloster og Tønder – Aabenraa. De to veje var sammenfaldende over en strækning på 300 meter gennem Bredevad og forbi Bredevad kro. Her kunne de vejfarende hvile benene og slukke tørsten. De ridende og kørende kunne få heste skoet og vogne repareret hos smeden., der boede lige ved siden af.

Rantzauerne havde en del jordegods i Bredevad.

 

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse artikler
  • Andreas Hansen: Vilkår og virke i Bylderup Sogn – et bondesamfund midt i Slogs Herred

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.669 artikler heraf 194 artikler fra Sønderjylland og 269 artikler fra Tønder:

  • Turen går til Sæd-Ubjerg
  • Skamstøtten i Sæd
  • Historier fra Slogs og Kær Herred
  • Det kneb med moralen i Slogs herred
  • Solvig – en herregård i Slogs herred
  • En strejf af Burkals historie
  • Lendemark og Omegn
  • Lærer i Burkal
  • Bylderup Sogn
  • Præsten fra Bylderup
  • En herredsfoged i Hajstrupgård
  • Besættelse og Befrielse ved grænsen
  • Post til Øster Højst
  • En berømt mand fra Øster Højst
  • Avlsgården Grøngård 1-2
  • Omkring Grøngård (4)
  • Hestholm syd for Tønder
  • Øst for Tønder
  • Dansk-tyske tildragelser i Rørkær
  • Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
  • Fremstilling af knapper i Tønder Amt (Jejsing)
  • Hostrup, Jejsing og Præsten
  • Langs Grænsen
  • En ny tur langs Grænsen
  • Emmerske Bedehus og skole
  • Emmerske ved Tønder
  • Aventoft – byen ved grænsen
  • Syd for Tønder
  • Askersodde ved Vidåen

 

  • Nolde og hans liv vest på (b)
  • Nolde og nazismen
  • Vadehavets maler – Emil Nolde
  • Emil Nolde og Tøndermarsken
  • Kartoffeltyskerne

 

 


Tolkning af “Min Genforening”- Foredrag

November 4, 2020

En tolkning af ”Min Genforening”

Foredrag i Davids Kirken, Østerbro den 9. september og 4. november 2020. Den sønderjyske og københavnske udlægning er forskellig. Skoleelever tror, at vi vandt i 1864. Det dansk – tyske forhold. Sønderjyllands historie er kompliceret. Et skær af nationalromantik og glansbillede. I 811 var Ejderen dansk grænse. Ribe-brevet. Et flag og en sang. H.C. Andersen forstod det ikke. Slesvig – Holsten havde deres egen lovgivning. Danmark fik ikke meget ud sejren under 1. Slesvigske Krig. En fiasko i London. Hertugerne fik mere og mere magt. 60.000 nordslesvigere udvandrede. Nogle danske sange blev forbudt. TV – Syd ville ikke bruge ”Det haver så nyeligen regnet”. I 1907 godkendte Danmark Kongeå – grænsen. Manden, der skabte grænsen. De københavnske politikere forstod ikke problematikken. Ikke nødvendigvis socialdemokratisk opbakning. Danmark lagde miner. Tyskland fik lov til at betale efter 1. verdenskrig. Kongens ridt i detaljer. Hvem var Jomfru Fanny? Næsten hungersnød i Nordslesvig. 10. februar i Rens. Gud havde forladt Otto i Højer. Det blev dyrt for Danmark.

 

Er den sønderjyske og den københavnske udlægning forskellig

Der snakkes meget om Genforeningen i disse tider. Meget af det er et glansbillede. Her stilles danskheden op på en pilestal og det tyske som et onde. Andre steder roses det gode dansk – tyske forhold.

Men det er også som om, at den københavnske og den sønderjyske version er forskellig. Og så er det som om man vil tvinge en bestemt holdning igennem. Men der også kommet mange udmærkede bogudgivelser om historien.

 

Skoleelever tror at vi vandt i 1864

Vi skal selvfølgelig have at vide om kongens hest var hvid, og hvem Jomfru Fanny var? Og hvem var det lige der sad op på hesten ved kongen. Da kongen kom til Sønderjylland, var han så lige velkommen alle steder. Og hvorfor var det lige, at han haltede?

Den såkaldte ”Genforening” handler meget om følelser, og det må man respektere. Men gad egentlig vide, hvad de unge mennesker lærer om dette emne i skolen. De tror, at vi vandt krigen i 1864 og ”Slaget ved Dybbøl”.

Vi havde behov dengang for noget heltedyrkelse. Men kigger vi på politikernes handling dengang, så korser man sig. Men vi ved også, at vi ikke skal tolke datidens hændelser med nutidens øjne.

 

Det dansk – tyske forhold

Måske har vi sønderjyder lettere ved at tolke denne del af historien. Vi har også alle vores version af det dansk-tyske forhold. Min sidste bog handler delvis om dette. Den tidligere redaktør af Der Nordschleswiger, Siegfried Matloch mente, at jeg skulle undervise tysksindede unge i en studiekreds på Det Tyske Bibliotek i Tønder.

Nu er fejlen ikke kun hos de dansksindede men også hos de tysksindede selv. Vi har nogle åndssvage eksempler fra begge sider. En byrådspolitiker fra Sønderborg ville tvinge de tysksindede til at anerkende ordet ”genforening”. Borgmesteren i Aabenraa vil ikke give hånd, når man skal sige tillykke ved statsborgerskab. Det minder ham om en Nazi – hilsen. Og det tyske mindretal sammenlignede en bestemt politiker fra Dansk Folkeparti med en nazist.

 

Det tyske mindretal erkendte medansvar

Og så havde vi for nogle år siden debatten om dobbeltsporede skilte i Sønderjylland. Aabenraas borgmester mener ikke at det tyske Mindretal kan fejre 100-års fødselsdag. Man burde trække de fem besættelsesår fra på grund af det tyske mindretals optræden.

Det varede også uhyggelig længe inden Det Tyske Mindretal erkendte en medskyld for det, der hændte under og efter besættelsestiden. En anden ting som man har fortiet, var det danske mindretals syn på racepolitikken syd for grænsen efter besættelsestiden.

I 2005 lavede Wilstrup en undersøgelse, der viste at halvdelen af danskerne mente, at deres forhold til tyskerne var præget af begivenhederne fra 1940 – 1945.

Ti år senere kunne Woxmeter fortælle at 7 ud af 10 har en overvejende positiv opfattelse af tyskerne.

 

Sønderjyllands historie er kompliceret

Sønderjyllands historie er kompliceret. Og egentlig burde vi gennemgå Hertugdømmernes historie fra A til Z. Det har vi gjort på vores hjemmeside. Men i et foredrag vil det nok virke for kedeligt med alle disse årstal konge – og hertugnavne.

Det handler også om hvornår det hed Slesvig, og hvornår det hed Sønderjylland. Det er lige så kompliceret. For på et tidspunkt hed hele Slesvig – Holsten faktisk Sønderjylland.

Under det preussiske herredømme hed det Nordslesvig. På et tidspunkt forbød tyskerne at man nævnte ordet Sønderjylland.

 

Et skær af nationalromantik og glandbillede

Men egentlig handler det om kongerne og deres sønner, om pantsætning og de holstenske grevers enorme magt. Margrethe den Første forsøgte at opkøbe diverse godser i Nordslesvig. Herved opstod ”De Kongerigske Enklaver” Det var små stykker ”Danmark” midt i det hertugelige. Her skulle de unge aftjene deres værnepligt under den danske konge.

Fortællinger om den såkaldte ”Genforening” er indhyllet i et skær af nationalromantik i vores kollektive erindring, Det er selvros og hyggenationalisme. Vi har en tendens til at have en glansbilledehistorie om danmarkshistorien. Om gode retfærdige konger og et folk, der løser problemerne gennem samtale og forhandling. Men sådan er denne fortælling langt fra.

Hertugdømmernes historie har handlet om konflikter og krige, der handlede om hvilke stormænd, hertuger og konger, der skulle have retten til at pine naturalier, penge og andet ud af undersåtterne.

 

I 811 var Ejderen den danske grænse

Helt tilbage i året 811 blev Ejderen anerkendt som Danmarks sydgrænse af den tysk – romerske kejser Karl den Store.

I de følgende århundreder blev grænsen truet af svenske vikinger, tysk – romerske kejsere og vendere. Derfor blev der fra slutningen af det 11. århundrede udnævnt en grænsejarl, der skulle forsvare grænsen.

 

Ribe – brevet

Vi skal også huske årstallet 1460, da blev Ribe-brevet underskrevet. Det var egentlig dikteret af de holstenske grever. Det sagde at den danske konge skulle regere i Slesvig og Holsten samt kongeriget – men hver for sig.

Historikere er uenige i tolkningen. Nogle mener, at det kun stod sådan anført, fordi man skulle hjælpe hinanden. Siden dengang har det også været Slesvig – Holstenske jordbesiddelser mange andre steder. De holstenske grever ejede på et tidspunkt det meste af Danmark.

Og hver del havde sin egen lovgivning.

Et berømt motto udskilte sig fra dette brev:

 

  • Slesvig – Holsten evig uddelt

 

Et flag og en sang

Bevægelsen ”Slesvig – Holstenerne” lagde meget vægt på dette brev. Men egentlig var det kun en håndfæstning, som kun forpligtede kongen til hans død. Egentlig havde man glemt dette brev, men det blev så fundet frem til lejligheden, da bevægelsen opstod i 1800-tallet.

Fra starten var denne bevægelse splittet i to grupper. Den ene gruppe ville administreres af den danske konge. Den anden gruppe ville tilknyttes det tyske forbund. Men egentlig fik bevægelsen stor magt.

De fik deres eget flag og deres eget form for nationalsang:

 

  • Schleswig Holstein Meerumschlungen

 

Både flag og sang blev brugt til at provokere de dansksindede helt frem til 1920. ja sandelig også efter den tid. Den danske konge forsøgte at forbyde både sang og flag.

Og de onde i historieskrivningen blev Augustenborgerne. Det var dem, der stod for oprøret i Rendsborg i 1848. Men den danske konge havde nu bøvl med dem både i 1920 og under besættelsen.

 

H.C. Andersen forstod det ikke

Egentlig havde man det godt at være et selvstændigt hertugdømme. Erhvervspolitisk søgte man mod Hamborg i 1840’erne.

Den særegne Sønderjyske kultur er historisk blevet truet af rigsdanskernes kultur nord for Kongeåen, hvor det hed Nørrejylland og tyskernes syd for Ejderen.

Halvvejs i sit liv mødte H.C. Andersen de nationale modsætninger. Efter et vellykket og givtigt besøg hos den danske kongefamilie på øen Før tog han ophold på Augustenborg Slot. Men eventyrdigteren fattede slet ikke, hvad der foregik.

 

Nu skulle der tales dansk

I 1844 forbød man Hjort Lorentzen at tale dansk i Slesvigs stænderforsamling. Dette førte til megen surhed hos de dansksindede.

I årene fra 1850-1864 gjorde man en stor indsats i det sydlige Slesvig for at vinde befolkningen for danskheden. I 41 sogne skulle skolesproget nu være dansk. Men dette var yderst upopulært.

I København var der en sand eufori efter sejren i Første Slesvigske krig. Man følte sig nu uovervindelig. Og det gjorde man vel også i starten af krigen i 1864, trods det at preusserne have oprustet. Og det havde man ikke i Danmark.

Med reformationen og senere de tyske åndsretningers udbredelse til Danmark trængte det tyske sprog i det 16. 17. og 18. århundrede ind i de dannede kredse, særlig i embedsstanden. Det skete både i Slesvig – Holsten og i det danske kongerige.

Man påtvang længe før prøjserne kom, nordslesvigerne det tyske sprog. Det blev brugt i kirken, skolen og i retsvæsnet.

Særlig i 1700-tallet talte man i de højere kredse og i Hoffet tysk og fransk. Man sagde at den dansk adelstand:

  • Talte fransk med konen
  • Talte tysk med tjenestefolkene
  • Talte dansk med hunden

 

Man kunne have gjort noget ved det

Rent juridisk kunne de danske konger og embedsmænd have gjort Slesvig Holsten dansk mange gange men de formåede det ikke. Men egentlig kunne man fra tysk side også have gjort det.

En af dem, der kæmpede hårdest, var Erik af Pommern. I 1448 blev sidste retssag afgjort. Den store vinder var hertug Adolf.

 

Det var svært at få en ny konge

Med største besvær og balancegang og stormagternes indgriben lykkedes det i 1852 at udpege prins Christian som kommende tronfølger efter Frederik den Syvende. Denne Christian var bestemt ikke danskernes valg. Han kunne jo ikke engang tale rent dansk.

Prins Christian forsøgte to gange at overbevise politikerne om, at der skulle begås statskup og at enevælden skulle genindføres. Og så ville han ellers gerne med i Det Tyske Forbund.

Regeringen havde ellers talt om en skandinavisk sammenslutning og en svensk konge, der også skulle være konge i Danmark. Men dette forslag brød russerne sig slet ikke om.

Ja og Augustenborgerne mente, at de var de retsmæssige ejere af den danske kongetrone, men sådan blev det ikke. I starten var det hertugens lillebror, prins Frederik af Nør der piskede en oprørsstemning op mod Danmark. Men egentlig var det nok mod deres egen svoger, den danske kong Christian den Ottende, der i sit andet ægteskab havde giftet sig med brødrenes søster, Caroline Mathilde.

I to omgange måtte den danske stat betale Augustenborgerne til tavshed. Man købte deres slotte til overpris.

 

Slesvig – Holsten havde deres egen lovgivning

Tænk engang, at i 1855 havde kun 6.000 danskere stemmeret i Kongeriget. Og siden 1815 havde Holsten været med i Det Tyske Forbund.

Man glemmer hele tiden at fortælle, at Slesvig-Holsten havde deres egen lovgivning. Det havde de også indtil 1864. Det kunne være meget vanskeligt at samarbejde med embedsmændene. Således tog det hele 70 år at anlægge vejen fra Tønder til Ribe, fordi vejen gik gennem nogle kongerigske enklaver.

 

Danmark fik ikke meget ud af sejren

Det kan da godt være, at Prøjsen stjal Nordslesvig. Men vi skal lige huske på, at det var den berømte november-forfatning, som Danmark indførte. Og den var imod de internationale spilleregler. Slesvig blev knyttet nærmere til Danmark.

Vi skal ikke komme nærmere ind på hverken 1. eller 2. Slesvigske krig. Men egentlig fik Danmark ikke meget ud af den 1. Slesvigske krig, hvis vi kigger på fredsbetingelserne.

 

En fiasko i London

Og efter 2. Slesvigske Krig gik man jo helt forkert i London efter fredsafslutningen der og så senere i Wien, hvor der var nærmest et diktat.

Danmark forpassede muligheden i London med at få den grænse som vi nærmest har i dag. Man mente, at grænsen skulle trækkes ved Ejderen selv efter nederlaget. Det var uerfarende forhandlere man havde sendt til London

Under forhandlingerne kom det til en krise mellem Monrad og kongen. I et par dage var Danmark ret beset uden regering. Det lykkedes dog ikke for kongen at finde egnede personer, der kunne danne en ny regering. Nu var det kun kongen, der bestemte. Og han dikterede, at der skulle være en grænse ved Dannevirke. Desuden afslog han en folkeafstemning.

 

Man sløjfede § 5

Og så var det at krigen gik i gang igen. Det var så her, at Als blev erobret uden nævneværdig modstand. Ja faktisk var det meste af Jylland besat. Stormagterne bestemte, at Bismarck skulle trække sig til syd for Kongeåen.

I Prag mente Napoleon at nordslesvigerne skulle have en paragraf 5, hvor nordslesvigerne selv kunne bestemme, hvor de ville hen. Men den sløjfede man uden de andre støjmagters indvending.

Ved det første forbundsvalg i 1867 gik skillelinjen mellem de danske og tyske syd for Flensborg og nord for Tønder og Højer. Denne linje blev forrykket omkring Flensborg. Her blev der sat massivt ind for at få den gjort tysk.

 

Al danskhed skulle fjernes og bekæmpes

I Nordslesvig blev alle danske embedsmænd forjaget. I 1867 forlangtes at man aflagde ed til kongen af Preussen. Pressefrihed blev garanteret af forfatningen men sådan kom det ikke til at gå.

Al danskhed skulle fjernes og bekæmpes. Og det forsøgte Preusserne med alle midler. Modsvaret var netop de danske foreninger og det Sønderjyske Kaffebord.

Og ved hjælp af smart valggeometri bevarede tyskerne kontrollen.

 

Hertugerne fik mere og mere magt

Hertugdømmet Slesvig bestod fra 1200 – 1867. Jo det var især fra 1241, at hertugerne fra Holsten fik større og større magt på bekostning af den danske konge. Det er så en af grundene til, at man ikke kan tale om ”Genforening”.

Det hjalp jo også på det, at hertug Abel blev gift med den holstenske grevedatter Mechilde. Hertugerne fik flere rettigheder. Det var at kræve skat og slå mønt. De fik også eget landsting – Urnehoved. Fra 1326 overtog hertugerne alle kongens kompetencer.

 

Hvad er der egentlig galt

En anekdote vil være særdeles godt anbragt på dette sted. Lord Pammelstone fik et spørgsmål af Dronning Victoria:

 

  • Hvad er der egentlig for noget med Slesvig – Holsten og Danmark?

 

Og Lord Pammelstone svarede:

 

  • Der er kun tre mand, der forstår problematikken. Den første er dronningens prinsgemal, Albert. Men han er død. Den anden er en tysk professor. Men han er i mellemtiden blevet sindssyg. Og så er det mig selv, Lord Pammelstone. Men jeg har glemt det.

 

60.000 nordslesvigere udvandrede

Danmark er en af de få lande der mindes sit nederlag. Pludselig kom 200.000 nordslesvigere under preussisk styre. Politiske danske foreninger blev forbudt. Tyske foreninger fik statstilskud. Fra 1896 begyndte den preussiske stat at opkøbe landbrugsjord. Der blev oprettet såkaldte domænegårde for at få dem under tyske hænder.

Frem til år 1900 udvandrede hele 60.000 nordslesvigere. Denne udvandring kunne have fået udslag ved afstemningen 1920. Fortyskningspolitikken mødte dog en del modstand og den virkede også modsat selv om tyskerne udviste en masse dansksindede.

Danske foreninger, frimenigheder og vælgerforeninger blev dannet. Danske forsamlingshuse som Folkehjem i Aabenraa blev oprettet. Der var danske aviser som Dannevirke i Haderslev, Flensborg Avis og Hejmdal i Aabenraa.

 

Nogle danske sange blev forbudt

Allerede den 12. juli 1865 blev der udsendt en forordning, der forbød afsyngelse af danske sange med et ophidsende og fornærmeligt indhold. Den Blå Sangbog i Sønderjylland kom i alt i 20 udgaver og startede med at hedde Dansk Sangbog, den sluttede med at hedde Højskolesangbogen.

I 1884 blev 16 unge piger dømt for til en privat fest at have sunget danske sange. Mange blev dømt for at have sunget ”Vift stolt på Codans bølge blodrøde Dannebrog. Den indeholdt en forherligelse af det danske flag.

I Haderslev blev fire dømt for at have sunget ”det er et yndigt land”. I udgaven af den Blå sangbog i 1899 var alle de forbudte sange markeret med en stjerne. Den Tyske Forening mente, at nu var det på tide helt at forbyde ”Den Blå Sangbog”.

 

”Den Tyske Forening” ville have forbudt 100 sange

Sangbogen blev dog ikke forbudt, men de ”forbudte sange” måtte ikke mere trykkes. Den Tyske Forening mente, at 100 sange skulle forbydes, men Retten nøjedes med at forbyde i alt 18 sange.

Når man så havde besøg fra Danmark sang man dog ”de forbudte sange”. Men det var kun hvis gendarmen ikke var til stede. Og man havde vagter på, hvis han skulle dukke op.

 

Man ville ikke genere de tysksindede

Mange år efter lavede min afdøde kone en film om Børge Christensen fra Tønder, der havde opfundet EDB – programmet Comal 80. Hun var ansat på fagbevægelsens video-selskab BIS – Video. Meningen var at filmen skulle vises på TV – Syd. Hun fik en af Aabenraa’ s musikere til at indspille ”Det haver så nyligen regnet” Det var kun som instrumental udgave. Som bekendt er melodien en gammel dansk folkemelodi. Men det var for meget for TV – Syd. De ville ikke bringe filmen, hvis ikke musikken blev fjernet.

Den oprindelige tekst blev skrevet af Svend Grundtvig i 1861. Omkring 1890 skrev Johan Ottosen en ny let satirisk tekst, der første gang blev sunget ved sønderjydernes besøg i København i marts 1890.

TV – Syd mente, at melodien kunne genere det tyske mindretal – og det så mange år efter.

 

Det er juridisk usandt

Ordet ”Genforening” var præget af det danske nationale perspektiv, hvor den danske landsdel Sønderjylland kom tilbage til moderlandet. Men det er nu for meget glansbillede over. Og juridisk er det usandt.

Mange har misforstået begrebet helstat. Den varede fra 1814 til 1864. En helstat var reelt en personalunion, hvor det alene var de enkelte landområders tilknytning til enhver siddende konge, der afgjorde tilhørsforholdet. I alle andre henseender blev de enkelte rigsdele formelt forvaltet som egne stater men dog i praksis samleledes den overordnede centralforvaltning i den kongelige residensstad, København og her i særdeleshed med to kancellier, en for de kongerigske enklaver (Dansk Kancelli) og en for hertugdømmerne (Tysk kancelli).

 

Allerede i 1907 godkendte Danmark Kongeå-grænsen

En af de mest mærkelige traktater blev underskrevet den 11. januar 1907. Danmark lovede at forbedre forholdet til Tyskland. Danmark sagde også definitivt ja til Kongeå-grænsen og nej til §5-aftemningen. De dansksindede i Nordslesvig følte sig i den grad svigtet. Det vil sige, at den danske regering forsøgte at skjule, hvad man havde skrevet under på.

 

Manden, der skabte grænsen

Grænsen var tegnet af en lektor fra Frederiksberg faktisk allerede i slutningen af 1890’erne. Han hed H.V. Clausen. Han havde ved studier afgjort hvor den skulle ligge. Han havde lavet en sindelagsgrænse og en sproggrænse3. Disse fulgte nødvendigvis ikke ad. Han foreslog grænsen syd om Tønder og Højer, selv om han vidste, at der her var langt flere tysksindede end dansksindede.

Grænsen gik nord om Flensborg på nogle af kortene. På andre kort stoppede linjen ved Padborg.

 

Klagen, der blev afvist

I 1913 havde amtmanden (landråden) i Sønderborg spurgt Folketinget om man kunne få tyskerne til lade være med at nægte danske skibe lægge til kaj i byen. Det var bl.a. danske rejsende på lysttur og nogle hundrede unge danskere fra Als, som skulle på deres årlige sommerudflugt til Danmark det gik ud over.

Det fik Scavenius til at bemærke, at

 

  • Hellere udsætte sig for en afvisning var det bedre og værdigere for danske turister at blive hjemme eller gøre udflugter inden for Danmarks grænser.

 

Regeringen Zahle bad om at lægge en dæmper på 50 – årets fejring af 1864. Embedsmændene blev bedt om at vise det nødvendige hensyn over for tyskerne.

 

Ud med danskerne – Tyskland til Skagen

Tyskernes holdning var lige modsat. Her blev der ved alle forsamlinger råbt:

  • Dänen raus – Deustchland bis Skagen

I 1914 blev en masse prominente dansksindede anholdt og sat i arrest. Takket være H.P. Hanssens indsats blev de efter nogle måneder igen frigivet.

 

Zahle faldt de dansksindede nordslesvigere i ryggen

Statsminister Zahle havde ikke meget til overs for H.P. Hanssen og hans indflydelse i Danmark og Nordslesvig. Han ville hellere støtte den radikale politiker Christoffer Krabbe, da dennes datter Fru Wildenrauch – Krabbe ved hjælp af bladet Dannevirke i Köller-perioden faldt de danske nordslesvigere i ryggen.

Zahle var meget irriteret over H.P. Hanssen og hans indflydelse. Og udenrigsminister Scavenius var ikke særlig glad for den såkaldte Aabenraa – resolution, der fastslog retningslinjer for indlemmelsen.

Scavenius nægtede at indlemme folk, der kun blev dansk af nød og ikke af overbevisning. . Dem, der ikke viste den danske nationalfølelse skulle ikke være danske. Et stort tysk mindretal skulle ikke komme til Danmark.

Zahle mente, at det var meget uheldigt at dansk politik skulle dirigeres fra Nordslesvig.

Det Radikale Venstre havde stor mistro til dem, der havde været tysksindet pludselig, blev dansksindede. Man ønskede sig en tysk – dansk ordning. Men det var tyskerne, der skulle tage initiativet.

 

Pludselig brød ”Socialdemokraten tavsheden

H.P. Hanssen kritiserede Scavenius fordi man i Danmark ikke måtte diskutere Nordslesvig offentlig. Scavenius havde bedt aviserne om ikke at beskæftige sig med Nordslesvig. Det kunne nemlig irritere tyskerne.

Men den 6. oktober 1918 tog ”Socialdemokraten” emnet op i en stor artikel. Men hvad der ikke stod i artiklen var, at Socialdemokraterne havde afvist en afstemning i Nordslesvig.

Egentlig interesserede de københavnske politikere sig ikke så meget om Sønderjylland under krigen. Man stod pludselig total uforberedt, da tyske politikere henvendte sig angående spørgsmålet om Nordslesvig. Allerede i 1915 var de første tyske henvendelser kommet.

 

Mange forslag fra politikkerne

Tidligt kom meldingen fra tyskerne om, at man ikke ville frigive Als, fordi der her lå en tysk flådestation. Det fik så Munck til at foreslå Årø som flådestation i stedet for. Gad vide, hvad englænderne synes om det forslag?

Så var det også fremme, at man jo bare kunne bytte De Vestindiske Øer med Nordslesvig. Senere blev disse solgt til USA. Og de var med til at betale for Nordslesvigs indlemmelse i Danmark. Men det var langtfra nok penge.

Den 10. februar 1917 fremkom Scavenius med en overraskende meddelelse. Han mente, at der skulle laves en overenskomst mellem Tyskland og England. Danmark skulle have Nordslesvig og England skulle tilbagelevere nogle af de kolonier, de havde taget af tyskerne

 

Ikke nødvendigvis socialdemokratisk opbakning

Til et politikermøde i Tyskland i 1918 blev Stauning spurgt om partiets holdning til de danske nordslesvigere:

  • Vort parti har for stedse holdt sig fjernt fra enhver støtte til den danske agitation i Nordslesvig.

Da Stauning blev konfronteret med Danmarks accept af grænsen i 1919, sagde han, at han havde taget afstand fra ”genforenings – kravet”, ikke fra ”genforenings – håbet”.

Så sent som i 1919 mente Danmarks gesandt i Berlin, at det bedste var, hvis nordslesvigerne lod sig germanisere.

 

Legater i Tønder kun for tysksindede

Det havde også sine udfordringer at tilhøre et dansk mindretal i Tønder i 1919. Der var mange legater i Tønder som følge af de rige knipling-grosserer. Men de blev fortrinsvis givet til de tysksindede. En mor henvendte sig til magistraten og ville gerne have hjælp til datterens konfirmation:

 

  • Nej, hvad tænker de dog på. Deres mand er jo fra Danmark. Så må Danmark jo ernære Dem. Ellers må de sulte.

 

Danmark lagde miner

Godt nok var Danmark neutral under Første Verdenskrig men man førte en meget tyskervenlig politik. Således blev der lagt miner ud i de danske farvande for at forhindre britiske flådefartøjer i at nå frem til Østersøen. Havde Danmark ikke gjort det, var man blevet besat. Men disse miner blev først lagt efter briternes accept.

 

Store konsekvenser

Tænk engang 30.000 nordslesvigere var med i Første Verdenskrig. For de dansksindede var det en mærkelig følelse at skulle kæmpe mod Sønderjyllands befrier. 5.300 vendte aldrig hjem igen. Mange blev ramt hele livet. I Nordslesvig betød det, at krigen efterlod:

  • 500 enker
  • 000 faderløse børn
  • 000 sårede.

 

En uvildig handling

Tyskerne ville faktisk gerne forhandle med Danmark om løsning af Nordslesvig – problemet. De henvendte sig selv. Og Scavenius var klar til at forhandle. Men USA og England sagde nej til dette ønske. De advarede Danmark mod at indlede forhandlinger med tyskerne. Det ville blive opfattet som en ”uvildig handling”. Ja stormagterne truede Danmark direkte med handelsmæssige konsekvenser. Det var derfor, at Scavenius var tvunget til at opfordre stormagterne til at tage spørgsmålet op ved fredsforhandlingerne.

 

Grænsen ikke som ønsket

Fra tysk side bruger man ordet ”afståelse”. For de mennesker, der var præget af hertugdømmet Slesvigs interne sammenhængskraft, betød det grænsedragningen en deling af Slesvig. Og det var ofte tværs gennem familier, handelsforbindelser og kulturelle bånd.

For begge mindretal – det danske syd for grænsen og det tyske – nord for grænsen blev grænsedragningen ikke som ønsket. Det var ofte tværs gennem familier, handelsforbindelser og kulturelle bånd.

 

Var det sønderjyderne, der ville flytte grænsen

Pludselig opdagede sønderjyderne her i 2020 at man på en sten på Frederiksberg havde skrevet, at det var sønderjyderne, der ønskede grænsen flyttet mod syd.

Man har bebrejdet tyskerne at de ikke anerkendte grænsen i 1920. Det tyske mindretal i Sønderjylland anerkendte den først i 1945.

 

Tyskland får lov til at betale

Tyskerne havde intet andet valg end at underskrive traktaten i Versailles. Ellers havde de lidt den totale undergang. Den amerikanske præsident Wilson havde i januar præsenteret 14 punkter, der baserede sig på samhandel, mere åbenhed og nedrustning. Hans ide var at Tyskland skulle behandles som ligeberettiget men ikke som de andre folks herre.

Men da det kom til stykket, var de noble principper forsvundet. Nu var det England og Frankrig, der bestemte. I fire år havde de kæmpet lange og udsigtsløse slag i skyttegravene. Nu var hævnens time kommet. Med den engelske premierminister Lloyd George egne ord:

 

  • Tyskland får lov til at betale.

 

Man mærkede også sult i Nordslesvig

Tyskerne mistede selv 2 mio. soldater. 2,7 mio. blev såret. Befolkningen fik ikke noget at spise og der kom følgesygdomme. Det mærkede man også i Nordslesvig.

Der 27 møller i Tønder Amt kunne ikke mere male korn til brød. Og i Aabenraa var der mangel på kartofler. Bønder nægtede at sælge til de meget lave statslige priser. Landbruget var stærkt nedslidt, ja næsten ødelagt. Mange kreaturer var inddraget og mælkemængden var faldet til 25 pct. af det normale. Som følge af krig og nød faldt moralen.

Der blev i den grad smuglet. Og det var ikke ufarligt at krydse grænsen til Danmark. Folk fra Haderslev tog båden til fra Årøsund til Assens bare for at få noget mad.

 

Afleveringspligt

Fra 1915 var der indført rationeringsmærker. Hver person måtte kun købe 2 kg. Brød om ugen. Der opstod masser af mangelsituationer. Det kunne være kaffe fremstillet af brændt rug elle kålrabi. Der blev nedsat kommissioner i byerne, som skulle fordele de sparsomme levnedsmidler i byerne.

På landet var der nedgang i dyreholdet på grund af mangel på foderstoffer. Byg, der blev brugt som foder til svin blev nu anvendt til brødfremstilling. Også kvægholdet blev beskåret Der var ikke nok til at passe dyrene. Godt nok kom russiske krigsfanger og hjalp.

I efteråret 1916 blev ernæringssituationen i Nordslesvig forværret. Kartoffelhøsten slog fejl. I 1917 måtte bønderne tvangsaflevere så godt som alt, hvad de producerede. Det var kun tilladt at beholde det mest nødvendige til sig selv.

Lokale gendarmer blev sat til at inspicere om der blev bagt brød og slagtet i smug. Myndighedernes kontrol blev mere og mere omfattende.

Ved krigens afslutning var befolkningen i Nordslesvig nedslidte og delvis udsultede. Der var masser af bestikkelse og sortbørshandel. Dette påvirkede også holdningen til myndighederne. Man blev mere og mere ligeglade.

 

Revolutionen i Sønderjylland

Og revolutionen, der startede hos søfolkene nede i Flådestation Kiel, bredte sig til Nordslesvig. Den 6. nov. 1918 erklærede Bruno Topf Als som republik. Nu var han præsident. Han forlangte, at alle flådens skibe skulle sejle med rødt flag.

I Tønder måtte borgmesteren ofre konens røde nederdel til et rødt flag på Rådhuset. Der var ikke til at opdrive egnet rødt stof i butikkerne i Tønder. Ved at banke hårdt i bordet til et byrådsmøde fik oprørerne penge til deres revolution. Overalt i Nordslesvig var der revolution.

 

Hvor er de dumme danskere

Her i Tønder spurgte Landrath (Amtmand) Rogge et interessant spørgsmål, for han kendte ikke så mange af dem:

 

  • Wo sind denn hier die dummen Dänen

 

Og de dansksindede blev mødt af de tysksindede med følgende bemærkning:

 

  • Danskerpak – mæ Lus i æ Nak.

 

Der var undtagelsestilstand

Egentlig var det undtagelsestilstand i Slesvig – Holsten for ca. 100 år siden. Rammebetingelserne skulle gøres så neutral som mulig. Fra den 24. januar var den nationale kampzone således et statsløst område. Det tyske rige og provinsen Preussen var frataget samtlige beføjelser. 3.000 fremmede tropper besatte området.

Tyskerne mente at afstemningen ikke var retfærdig. I afstemningszone 1 skulle man stemme en-block. Og i afstemningszone 2 skulle man stemme pr. kommune. Dette betød at for eksempel Tønder og Højer kom med til Danmark, selv om det var et kæmpe tysk flertal.

 

Blæst og slud den 10. februar 1920

Mange havde håbet, at den 10. februar 1920 var en skøn dag. Men det var alt andet end det. Det var blæsende og det var sludbyger. Det var valgdag. Ved en fejl var der sendt 1.000 tyske og næsten ingen danske stemmesedler til Rømø. Hurtig fik man fat i danske stemmesedler og en båd blev sendt over med dem fra Ballum. Det viste sig, at der var 514 danske stemmer og 92 tyske.

I Haderslev var der dansk flertal. Det blev i den grad fejret. Beværtningerne lukkede ikke til tiden. Det skred de franske alpejægere dog ikke ind over for. Men Bismarck – statuen blev dog dækket over på afstemningsdagen. Måske var det fordi, at de franske alpejægere ikke ville se på deres, betvinger fra 1870.

Der var tysk flertal i flere af de store byer

 

  • Sønderborg 55 pct.
  • Aabenraa 54 pct.
  • Tønder 76 pct.

 

I godt 30 landsogne var der tysk flertal.

 

Den 10. februar i Rens

100 år efter afstemningen stod undertegnede i Rens mellem Tønder og Tinglev og holdt foredrag på sønderjysk. Vi spiste ligesom dengang for 100 år siden. En del bekendte fra min sønderjyske tid var mødt op. Det var virkelig hyggeligt.

Men dengang rådede man kun over 10 danske flag. Men en god dansk mand sørgede for yderligere 13 danske flag. Og så blev der ellers fabrikeret flagstænger. Her var det ellers tvivl om resultatet. Man var enige om. At mødes på kroen for at høre, hvordan det var gået. Der viste sig, at der var 114, der havde stemt dansk og 99 tysk.

Da man ville høre resultaterne andre steder fra stødte man ind i problemer. Der var kun en telefonlinje til Rens og betjeningen på centralen var tysk og ret modvillig.

 

Engelske soldater måtte træde til

I min fødeby, Tønder sagde man, at der nærmest var orkan. Flagstængerne var ved at knække. På Tonhalle skulle den danske fest afholdes og engelske soldater patruljerede rundt om i byen. Klokken 23 kom så afgørelsen:

  • 750 danske stemmer
  • 448 tyske stemmer

På grund af en-block afstemningen så blev Tønder dansk.

Senere kom det til dansk – tysk ballade i Storegade. Det engelske militær måtte i aktion. Der var også sangerkrig: ”Schleswig Holstein meerumschlungen” mod ”Dengang jeg drog afsted”.

 

Soldaterne endte ved kreaturstaldene

Den 5. maj kom Sønderjysk Kommando til byen og den 7. maj kom Dragonerne.

Den Sønderjyske Kommando havde fået strenge ordre til at opføre sig ordentlig og korrekt over for de tysksindede. De skulle fremme danskheden ved at lære danske fædrelandssange udenad. De skulle kunne Sønderjyllands indviklede historie og besøge mindestenene.

De kom med toget. Allerede syd for Ribe løb man ind i de første problemer. Her ville den tyske lokomotivfører spænde de militære vogne fra. Først da han blev truet med en pistol kom lokomotivføreren på andre tanker.

Ved den første sønderjyske station, Vedsted, stod folk og vinkede med Dannebrogs – flag. Ved ankomsten til Tønder drillede de tyske jernbanefolk igen. Man rangerede ekstra kraftig og længe og soldaterne endte over ved kreaturstaldene.

 

Vi ses om fem år

I øvrigt så kom det første danske tog fra Bramming den 14. juni. To dage efter rejste det tyske personale med tog bestående af 10 lokomotiver med afrejse fra Marchbahnhof nu Tønder H.

Man lod alle lokomotiver pibe på en gang. På siden af lokomotiverne havde man hængt plakater med teksten:

 

  • Vi ses igen om fem år

 

Den tyske stationsforstander overlod kassen til den danske stationsforstander. Den var tom. Der blev drukket et glas portvin. Man var høflig korrekt over for hinanden. Men tyskerne trak sig hurtig tilbage. Næsten alt på stationen manglede. Det så noget ramponeret ud.

Et par dage efter overmalede de tysksindede alle Tønders røde postkasser.

 

Jeg forstår ikke dansk

Det første valg efter ”indlemmelsen” gav de dansksindede tre ud af 18 stemmer. De dansksindede ville ikke tale tysk i byrådssalen. Det fik skræddermester Petersen til at rejse sig. På tysk forkyndte han:

 

  • Jeg forstår ikke dansk. Må vi få en tolk. Jeg opfordrer alle de tysksindede til at udvandre fra salen i protest

 

Politik med hjertet og ikke med hjernen

Vi kunne måske have nævnt Påskekrisen. Zahle sukkede og mente følgende om kongen:

  • Christian den Tiende fører politik med hjertet og ikke med hjernen.

Stauning sagde til kongen:

  • Deres Majestæt, De bliver nød til at lytte til mig, ellers er De ikke mere konge.

 

Det berømte ridt over grænsen

Arrangørerne gik langt for at få kongens ridt over grænsen til at foregå i et mytologisk skær. Han skulle ride over grænsen på en hvid hest. Det var netop det som Jomfru Fanny fra Aabenraa havde forudset. Kongen gjorde sit til at det skulle lykkedes.

Den 10. juli 1920 klokken var lidt over ti om morgenen. Christian den Tiende var reddet gennem æresporten på den gamle grænse nord for Christiansfeld, da den stærkt bevægede konge fik øje på en lille lyshåret pige i menneskemængden. Hun havde et dannebrogsflag i den ene hånd og i den anden hånd en kurv med roser i rød og hvid.

Hendes hvide kjole var pyntet med røde bånd. Da kongen så pigen fik han lyst til at tage hende op og omfavne hende. Han kunne ikke vide, at pigen Johanne var adoptivdatter med så beskidte sokker, at hendes mor havde vendt vrangen ud på dem tidligere på dagen. Kongen grab fat om den lille hånde under roserne. Kongen spurgte pigens mor.

 

  • Må jeg tage hende op hesten?

 

Hun blev helt paf og svarede ikke, men så spurgte han anden gang:

 

  • Må jeg?

 

Der blev så svaret ”Ja Tak”. Og så løftede han den hvidklædte pige op på sin saddel og kyssede hende. Så spurgte kongen:

 

  • Vil du med til København?

 

Den ni – årige pige svarede, men kongen hørte hende ikke. Han var allerede videre på den hvide hest. Johanne Braren brød sig ikke om, at kongen tog hende med:

 

  • Nej, jeg vil blive hos mor

 

Kongen havde ikke bemærket at hun græd

Oppe på hesten lagde pigen sin arm om kongens hals, mens hendes mor forsøgte at følge med gennem menneskemængden. Den niårige pige var begyndt at græde, men kongen registrerede det ikke. Han skrev følgende i sin dagbog:

 

  • Da det lille væsen lagde sin arm om min hals, havde jeg følelsen af, at jeg havde taget Sønderjylland i mine arme.

 

Hvem var Jomfru Fanny?

For at forstå mytologien i alt det her skal vi lige tilbage til årene omkring 1805, hvor en anden lille pige dukke op i Aabenraa. Hun hedder Franzisca Elise Enge. Der gik og går stadig rygter om, at hun var af fornem slægt, måske endda barn af kronprinsen, den senere kong Christian den Ottende.

I virkeligheden var hun sandsynligvis uægte datter af en tjenestepige fra Mecklenborg i Tyskland og en skovridder fra samme egn. Hun arbejde som syerske og begyndte at få drømmesyn. Den synske pige blev kaldt for jomfru Fanny.

Hun blev landskendt, fordi Fyens Avis bragte en artikel om, at hun havde forudset Treårskrigens udbrud allerede i 1837. Hun forudså, at det hele ville ende med en dansk sejr. Det skete i maj 1849 – altså inden de afgørende slag ved Fredericia og Isted, som danskerne vandt.

Hendes forudsigelser blev bragt som skillingstryk i København. Trykkene var den tids ugeblade. Derfor nåede historierne vidt omkring. Da Danmark vandt krigen i 1850, havde Jomfru Fanny for alvor skabt sig et navn.

Hun spåede, at der ville komme endnu en krig, som Danmark ville tabe. Efter det store danske nederlag i 1864 med beroligende ord til apotekeren i Aabenraa. Spåkonen forudså, at der i 1870 ville komme en krig, man aldrig havde set mage. Efter et stort slag uden for Aabenraa ville Danmark genvinde tabt land.

 

En dansk konge vil ride over på en hvid hest

Danmarks konge ville komme ridende på en hvid hest, der ville vade i blod i gaderne, lyder det fra apotekerens referat. Det kom faktisk til en stor krig i 1870 mellem Preussen og Frankrig, men resten passer ikke.

Jomfru Fanny glemte dog ikke drømmesynet. Kort før hendes død i 1881 kom hun så med en spådom:

 

  • Det bliver ikke Christian den Niende, som kommer herned som dansk konge. Kongen som kommer, er en mand i sin bedste alder, hverken gammel eller ung. Han kommer ridende på en hvid hest. Bønderne vil pynte deres heste med bonderoser og der vi være sort af mennesker for at tage imod ham.

 

Stoppet af politiet

Men tilbage til kongens berømte ridt. Elisabeth Braren kunne se at hendes datter var ulykkelig. Hun forsøgte at mase sig gennem tilskuerne. Det lykkedes hende at komme ned i en grøft, hvor hun kunne løbe efter kongens hest. Men pludselig blev hun råbt an ad tre politibetjente. Så måtte den bekymrede mor forklare sig til ordensmagten, mens kongen red væk med hendes datter på vejen.

 

Den hvide hest

I de kongelige stalde var der ikke en hvid hest. Men grev Knud Danneskjold – Samsøe fra Visborggård ved Hadsund havde lige inden Første Verdenskrigs udbrud i 1914 købt en hvid hest i Paris. Den hed Malgré Tout eller på dansk ”trods alt”. Den var blevet trænet i flere måneder så intet kunne gå galt.

 

Ulykkelige Johanne

Mens Johanne Braren sad oppe hos kongen, tog en ældre herre sit sidste åndedrag lidt længere nede af vejen. Han syvårige barnebarn så på mens det skete. Manden, hans Jørgen Bylling var faldet om. Da folk havde råbt ”Kongen kommer” havde barnebarnet set sin bedstefars stok flyve op i luften, da den gamle faldt bagover.

Den døende bedstefar blev båret ind på Høkkelbjerg Skole, hvor han udåndede på et bord. Den lille dreng huskede resten af sit liv, hvordan ”bedstefar døde af glæde”.

Mens den tragiske situation udspillede sig i skolestuen, slap Johanne Brarens mor forbi politiet og nåede hen til kongens hest, hvor hun fik standset Majestæten. Denne spurgte:

 

  • Må jeg beholde hende

 

Elisabeth Braren turde dog ikke udsætte hendes barn for mere. Hun løftede datteren ned og trak hende i sikkerhed i grøften. Hun havde fået et lille nerveanfald som udtrykte sig i klagende toner. Moderen fik bragt hende til ro. Hun fik hatten på og stille gik de bagefter sværmen.

Og Johannes far blev tysk præst i Højer. Det gik også godt indtil der kom en dansk præst. Så skete der ellers ting og sager.

 

Masser af drama

Men der var mere drama ved kongens ridt over grænsen. Kongen steg af ved Tyrstrup Kirke, hvor han skulle deltage i en kort andagt. Da kongen kom ud af kirken, gik han hen og hilste på de krigsveteraner, som havde været med ved nederlaget i 1864.

En af veteranerne var den 82 – årige snedkermester Peter Wandt fra Bjerndrup. For ham var øjeblikket så bevæget, at han faldt om og døde ved kirkemuren. Men det blev også kongens tur til at falde.

 

Kongen faldt

Efter ceremonien i Tyrstrup Kirke fortsatte Majestæten mod Haderslev i bil. Lidt uden for byen skulle kongen så til hest igen og her gik det galt.

Den hvide hest havde opfyldt spådommen, så kongen skiftede til en af sine egne gangere. Hesten veg til side, da han ville sætte sig op. Men Christian den Tiende der var en erfaren rytter, ville ikke lade hesten bestemme så han svingede sig op alligevel.

Men så sprang dyret til siden, væltede den hjælper, der holdt tøjlerne. Kongens sabel kom i klemme mellem ben og hest og så faldt majestæten til jorden.

Kongen red ind i Haderslev på en anden hest, men så kunne han hellere ikke mere. På resten af turen gennem Sønderjylland var han tydeligvis plaget af store smerter. Resten af turen foregik i bil.

Men så var myten også skabt. Påskekrisen var så godt som glemt. Billeder af kongen på den hvide hest var et nationalt ikon.

 

Kongen glemte aldrig Johanne

Kongen glemte aldrig den lille pige. Han inviterede hende til arrangementer, når han var i Sønderjylland. Hun fik gaver af ham, både da hun blev konfirmeret og gift. Selv om det var en stor oplevelse for Johanne kom livet til at gå med hårdt arbejde. En overgang var hun bagerfrue i Vejle. Men butikken kunne ikke løbe rundt.

I 1945 blev hun skilt efter 10 års ægteskab. Men hun fandt kærligheden igen i 1947, men det gik kun seks år før hun blev enke. Hun hed nu Johanne Herlak og var alene med to små piger, som hun måtte forsørge ved at arbejde som kogekone. Hun døde i 1999 i Aarhus, 87 år gammel.

 

Masser af myter

Kongen glemte aldrig sin ridetur og heller ikke den hvide hest. I 1921 fik hesten dårlige ben. Den måtte aflives. Man talte om at udstoppe den, men det ville koste den fyrstelige sum af 12.000 kr. Det ville man dog ikke ofre. Man lagde en sten på dens grav.

Jo der var også mange myter om denne hest. Således sagde man, at den ikke var hvid. Arveprins Knud, de red ved siden af sin far skulle således have fået kalk på sig. Ja og kongen havde været oppe at besøge hesten i sin stald.

 

H.P. Hanssen blev nærmest gjort til landsforræder

Dagen efter- den 11. juli 1920 var det den store fest i Dybbøl. H.P. Hanssen var nærmest blevet udråbt som landsforræder af københavner – politikkerne. Det var fordi han ikke mente at Flensborg skulle med til Danmark. Grunden var, at der kun var cirka 25 pct. dansksindede i byen.

Forgæves havde H.P. Hanssen forsøgt at overbevise københavnerne om, at Flensborg var blevet tysk. Da resultatet forelå, var man nærmest chokeret og det var kongen også.

  • I 1867, da der var dansk flertal, boede der 20.000 i Flensborg
  • I 1910 var der 60.000 i Flensborg og allerede der var der tysk flertal

 

Dette skyldtes en massiv tilflytning syd fra.

 

Det er ikke tale om Genforening

Nogle mente, at han slet ikke skulle have taleret. Han blev da også placeret langt nede. Det var på dette møde statsminister Nørregaard sagde følgende:

  • Det er ikke tale om en Genforening – Sønderjylland har aldrig været en del af Kongeriget.

Men det er som, at denne udlægning vil vi helst glemme.

 

Ballade inden kongen kom til Tønder

Det var en bevægende rundtur rundt omkring i Sønderjylland. Men det var nu ikke uden problemer. Da kongen skulle til Tønder havde den tyske avis opfordret til at man både flagrede med det slesvig-holstenske og det tyske flag.

Og ikke nok med det. Kongen skulle også besøge Amtsgården, hvor amtmanden ville flagre med et stort Dannebrog. Da den tidligere tyske forgænger hørte dette, proklamerede han, at så ville han rive Dannebrog ned og sørge for at det tyske flag kom op samtidig ville han sørge for at der kom 100 tyske skolebørn og viftede med det tyske flag.

Ved hjælp af en tysk talsmand fik amtmandens sekretær forhindret disse ting i sidste øjeblik.

 

Ballade i Højer

To dage efter skulle kongen til Højer. Men allerede tidlig om morgenen kom der meldinger til ham, at han skulle undlade at komme. I løbet af natten var æresporten revet ned og der var bebudet demonstrationer i løbet af dagen mod kongen.

Men kongen ville ikke undlade at besøge Højer. Foran byen stod hvidklædte piger for at tage imod ham. Han tog nogle af dem med på bilen, og sådan kørte han på Torvet i Højer. Det kom ikke til nogen som helst problemer.

Den stedlige borgmester holdt en tale på tysk, men to år efter da kongen igen besøgte byen var talen på dansk.

 

Kongens store ører

Selvfølgelig er der opstået historier i forbindelse med kongens besøg. Således stod to piger fra det tyske mindretal på Torvet i Tønder og betragtede kongen:

 

  • Kug mahl Traute, der König hat grosse Ohren

Men det hørte kongen, han vente sig om til pigerne:

  • Mit den Ohren kann er alles höhren

 

Fritz ville hellere kravle

Aftenen inden kongens besøg i Højer havde gamle Fritz været på værtshus. Han havde fået en ordentlig ”Gewesen” og var drattet om i rendestenen. To unge mennesker ville hjælpe ham. Så spurgte han på sønderjysk:

 

  • Æ I dansk ejsen tysk

 

De to unge måtte så indrømme, at de var dansksindede. Gamle Fritz sagde nu til de to:

 

  • Dann werde ich lieber kriechen

 

Laust kom på en kongelig køretur

Og nord for Tønder havde Laust ventet længselsfuld på kongen og hans følge. Det var meningen, at kongen skulle gøre et kort ophold her. Laurids henvendte sig til kongen:

 

  • Godaw hr. Kung
  • I ku vell it køe så sinne tæ æ kun følg mæ i æ hestwuun.

 

Laust ville gerne opleve kongens modtagelse i Skærbæk men kongen havde travlt. Han skulle besøge mange byer. Men han tilbød dog Laust at kunne få lov til at komme med i en af ledsager-vognene.

 

Erhvervsmæssige udfordringer

Jo der var virkelig erhvervsmæssige udfordringer, der måtte overvindes. De traditionelle markeder var var forsvundet. Fra dansk side forsøgte man at skabe en fysisk virkningsfuld grænse, der ret hurtig kunne integrere Sønderjylland i den danske stat.

Fra tysk side forsøgte man for at få størst mulig trafik på tværs af grænsen for at undgå en svækkelse af specielt Flensborg. I Danmark blev der udstedt særlige grænsepas til landmænd hvis marker lå på begge sider af grænsen. For flertallet var der både pas – og visumpligt for at komme over på den anden del af hertugdømmet Slesvig, der havde været udelt.

Indtil 1927 måtte tyskere, der skulle på kurophold på Sild via Sønder Løgum og Tønder med tog til Højer og derfra med hjuldamper til øen Sild. Under det korte ophold i Danmark blev passagerne bevogtet at dansk militær.

 

Nu røg de tyske embedsmænd

Allerede den 20. maj 1920 var den danske krone blev indført som erstatning for den tyske mark, der de kommende år oplevede en galoperende inflation.

Nu var det tyske embedsmænd. Der måtte ryge på bekostning af danske. I nogle sogne lavede man dog en afstemning om man ville beholde den tyske præst.

Det tyske mindretal nord for grænsen havde dengang 25.000 – 30.000 medlemmer. Det danske mindretal syd for grænsen væsentlig mindre tilslutning. Først i slutningen af 1920’erne kunne de oprette deres egne skoler.

 

Stakkels Adolf Tysker

Efter afstemningen i 1920 blev grænsen justeret nogle steder. Det var ikke godt for Adolf Ewensen fra Lydersholm. Han blev også kaldet for Adolf Tysker. Han ville absolut ikke være dansk statsborger.

Han pakkede sine ejendele og flyttede over på den tyske side. Her byggede han sig en jordhule og levede med sine dyr. Han havde ikke råd til at bygge eller leje hus eller lejlighed.

Han blev i 1924 begravet på Ladelund Kirkegård syd for grænsen. Familien betalte med danske penge.

 

Gud havde nærmest forladt Otto

En gammel beboer i Højer, Otto troede blindt på Tysklands sag. Han gav i den grad udtryk for sine følelser med ”Die Abtrennung” (Adskillelsen) I hans bibel skrev han:

 

  • Min Gud, Min Gud hvorfor har du forladt os? Sådan skriver jeg og tusinder af gode tyskere i Nordslesvig dagligt til dig. Vi kan ikke begribe dine uransagelige veje. Vi forstår slet ikke, kære Gud. Af hvilken grund skulle vi tyskere udleveres til de hadefulde danskere og gøre os til sønderjyder.

 

Det blev dyrt for Danmark

Det blev dyrt for Danmark at få indlemmet Sønderjylland i Danmark – 300 mio. kr. – i 1920-priser. Det var en betydelig økonomisk belastning for de danske statsfinanser de kommende år.

Vejforbindelserne og jernbanenettet var nedslidt og forældet.

 

Store kulturelle forskelle

For sønderjyderne var det ikke let. Der var store kulturelle forskelle mellem Nordslesvig og Kongeriget. Det tog lang tid inden man fik normale livsformer og vilkår.

I 1921 var det ”Heimatfest” i Tønder. De tysksindede havde set frem til den dag. Man hørte ”Oprørssangen” og Oprørsflagene” Og hele tiden lød der:

 

  • Wir wollen keine Dänen sein

 

Folketingsmand Schmidt holdt en kamptale for den tysksindede ungdom. 1.500 mand var med i marchen. Danske soldater gik i spidsen og forsøgte at overdøve de tysksindede. De blev selvfølgelig tilsvinet i de tyske medier.

I 1923 udtalte borgmester Todsen i Flensborg, at danskerne ville besætte området ned til Ejderen.

 

Cornelius Petersen kæmpede stadig for en selvstændig stat

Gårdejer Cronelius Petersen fra Vester Anflod mellem Møgeltønder og Højer planlagde en selvstændig stat. Han havde oprettet bevægelsen ”Bondens selv styre”

Men et fængselsophold på tre måneder forsinkede hans planer. Han havde kaldt Stauning for en røverkaptajn efter en tale i Bov. Stauning havde sagt, at der stod 50.000 arbejdsløse parat til at overtage det fallerede landbrug i Sønderjylland.

 

Det gik ikke som Wilson havde forestillet sig

 

Wilson ville genopbygge, men englænderne ville knuse. Han havde en ambition om, at fredsforhandlingerne skulle forhindre kommende krige. Men lige det modsatte skete. I Tyskland blev National Deutsche Arbeiterpartei (NSDAP) oprettet året efter. Kigger vi på deres formål, så var det:

 

  • Kræver, at alle tyskere forenes i et Stortyskland
  • Fredstraktaten fra Versailles og St. Germain (fredsaftalen Østrig 1919) annulleres
  • Land og Jord (kolonier) til at ernære vort folk og til bosættelse for vort befolkningsoverskud.

 

NSDAP – N har i høj grad påvirket det dansk – tyske forhold i Sønderjylland.

Og tænk engang – først i 1973 forsvandt Holsten fra vores rigsvåben.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.669 artikler herunder 138 artikler under Indlemmelse, Afståelse og Genforening.

 


Rutebilernes Aabenraa

November 4, 2020

Rutebilernes Aabenraa

Den første hjemmelavede bus i Aabenraa blev lavet i 1921 i Barkmøllegade – min gamle bolig i mange år. Nu kører bussen ikke mere den lige vej til Tønder. Der var dårlige veje i Sønderjylland i 1920. Aabenraa Automobilselskab blev stiftet i 1926. Amtsbanegård blev til rutebilstation. Vanskeligheder under besættelsen. Man kørte for de rejsende, ikke for kyllinger. Og så var det lige Aabenraa Gadeomnibus. Ruter omlagt og nedlagt. Sydbus oprettet. I 2004 kørte en speciel bus ud ad porten. I 1920 var der 715 busruter i Danmark. Der var rutebil i Aabenraa fra 1913. Så var det lige karetmager Hans Petersen og hans søn, Peter fra Varnæs. Og så opstod et samarbejde med Skifter Andersen. Og den første bus af 5.000 strøg ud af porten i 1948.

 

Ikke den lige vej til Tønder

Når man nu har skrevet om Aabenraa – Rødekro Banen og Æ Kleinbahn, så skal man da også skrive om rutebilerne. Dem har man da i den grad været afhængig af. Jeg havde en kæreste i København. Hver anden uge besøgte hun mig og hver anden besøgte jeg hende. Eller alle de gange jeg skulle til Tønder til familien. Og til jul slæbte man julegaver med i sorte poser ind i rutebilen. Dengang kørte den nogenlunde direkte til Tønder. I dag skal vi via Tinglev.

Og dengang i gamle dage fik vi altid biksemad på rutebilstationens restaurant, når der var generalforsamlinger.

Men se der blev jo også fremstillet rutebiler i Aabenraa. Men først skal vi lige kigge på Aabenraa Automobilselskab.

 

Dårlige veje i Sønderjylland

Efter 1920 var vejenes tilstand i Sønderjylland en udfordring. Man lagde derfor en plan, der blev vedtaget i 1921. 406 km provinsvej skulle istandsættes og 428 km ny vej skulle anlægges. Det varede selvfølgelig også en del år før dette var færdigt. Dette kom også til at betyde noget for Aabenraa Automobilselskab. Således kunne man i mange år ikke køre den korteste vej til Gråsten over Felsted. Man blev nødt til at køre en længere strækning over Tørsbøl.

 

Aabenraa Automobilselskab stiftet i 1926

Selskabet blev stiftet i 1926, da Aabenraa Amts Jernbaner indstillede driften. Allerede dagen efter blev der åbnet for strækningen Rødekro – Løgumkloster med Aabenraa Automobilselskab. Den blev drevet efter en særlig overenskomst med statsbanerne som en slags reklame for den nye statsbane, der blev vedtaget ved lov i 1924. Men man forventede først at være klar med banen i 1927. I mellemtiden kørte der så to rutebiler hver vej dagligt.

Varigheden af rejsen med tog fra Aabenraa til Rødekro og videre med bil til Løgumkloster var knap to timer eller en time hurtigere end den nogensinde havde kunnet lade sig gøre med amtsbanen over Hovslund.

 

Amtsbanegård til rutebilstation

Den tidligere amtsbanegård i Aabenraa blev købt og indrettet til rutebilstation. I 1930’erne var der kamp om at få lov til at uføre rutetrafik. Men Aabenraa Automobilselskab fik fodfæste i oplandet og klarede sig godt. Selskabet havde kronede dage i slutningen af 1940’erne og først i 1950’erne, hvor privatbilismen endnu ikke var kommet i gang.

 

Under Besættelsen

Men helt galt stod der nok ikke til for selskabet anskaffede under besættelsen to passagerpåhængsvogne fra Triangel med plads til 24 personer. Disse vogntog blev indsat på Aabenraa – Sønderborg linjen. Det blev også anvendt som blikfang på selskabets brevpapir.

Man manglede benzin, olie og dæk. En del af vognparken måtte udstyres med gasgenerator. Kørslen blev også skåret ned. I første omgang med 40 pct.  Og senere med nok engang 20 pct. Der kom flere udgifter på. Og en takstforhøjelse blev en nødvendighed. Men i 1941 nåede man op på at befordre hele 275.000 passagerer. Man fik samtidig befordret 100.000 pakker.

Ved besættelsestidens afslutning stod det klart, at Automobilselskabet stod med en ganske slidt vognpark. Det stod klart, at der skulle bruges op mod en halv million kroner for at få vognparken op på samme niveau som før besættelsen.

Aktiekapitalen var i maj 1944 blevet udvidet til 125.000 kr. Salget af de nye aktier gik væsentligt lettere end ved etableringen i 1926. Det var stor tiltro til det lokale busselskab. Den likvide kapital var på 240.000 kr. Så i løbet af 1945 blev der afgivet ordre på seks nye 31 personers Triangel rutebiler til en samlet værdi af 300.000 kr.

 

Man kører for de rejsende ikke for kyllinger

Nu var det ikke alle der var tilfredse med busselskabet, bl.a. en af oplandets hønseriejere. Og denne alvorlige problematik havde Jydske Tidende selvfølgelig taget op den 29. maj 1947:

  • Ingen Kyllinger med Rutebilerne
  • I Gaar ringede en af Oplandets Hønseriejere til os og beklagede, at Aabenraa Automobilselskab ikke mere kunne befordre kyllinger. Da han om Morgenen havde standset to af Selskabets Rutebiler for at faa nogle Kyllinger med, havde man nægtet at modtage dem, og det mente Hønseejeren ikke kunde være rigtigt, for han havde tidligere faaet befordret Kyllinger med Aabenraa Automobilselskab.
  • Vi forelagde Direktør Thøgersen, Aabenraa Automobilselskab, denne Udtalelse som Direktøren bekræftede.
  • Der staar i vort Reglement, at vi ikke modtager Gods, der ikke egner sig til Befordring, og det kan man jo ikke sige, at Kyllinger gør. De kan ikke anbringes paa Taget som andet Gods, og i Bilerne kan de ikke værre, for vi kører for de Rejsende og ikke for Kyllinger! Selvfølgelig er der ingen Regler uden Undtagelser, men i det store og hele tager vi ingen.

 

Aabenraa Gadeomnibus

Siden 1924 kørte Aabenraa Gadeomnibus. Den blev startet af Willy Kortlepel med en 10 – personers bus. Og det var med 12 ture gennem byen fra banegården i nord til Sønderport i syd med endestation ved Hotel Bellevue. På fire ture blev ruten dog forlænget sydpå til Skelbæk og nordpå ved Folkehjem.  På en række af turene kom bussen også forbi Kolstrup

I 1950 overtog Heinrich Schmidt bybussen i Aabenraa under fordelagtige vilkår. Han kunne nu kalde sig for vognmand. Han lagde ud med at fordoble turantallet til 14-15 ture i hver retning samtidig med at han inddrog nye bydele i betjeningsområdet bl.a. til Landsarkivet. Heinrich Schmidt drev bybussen frem til 1964. Den blev i folkemunde kaldt Heine Bybus.

 

Ruter omlagt og nedlagt

I 1951 begyndte man opførelsen af garager til syv busser ved rutebilstationen i Aabenraa.

På Aabenraa – Sønderborg strækningen kørte man med 53 – personers busser. Men efterhånden blev man grundet det faldende passagertal nødt til at anskaffe 29 – personers busser.

Det var dog ikke så meget den lokale busfabrik fik lov til at levere i 1960’erne. Efterhånden var der en del ruter, der blev omlagt og mange efterhånden nedlagt.

I 1964 fortsatte bybussen under navnet Aabenraa Buslinjer under Peter Beck, der i en årrække havde kørt turistkørsel under Becks Busser.

 

Sydbus

I 1965 fik Aabenraa så en ny og mere moderne rutebilstation. Men privatbilismen blev mere udbredt og passagertallet faldt. DSB fraflyttede i 1969 AA’s garager i Aabenraa hvilket betød at den gensidige aftale mellem AA og DSB om at bo frit hos hinanden bortfaldt. Det betød for AA, at deres busser i Sønderborg kom til at stå ude.

I 1971 udtrådte AA af samarbejdet om driften af Aabenraa – Tønder ruten.

I begyndelsen af 1970’erne var økonomien blevet lidt anstrengt. Der måtte offentlige tilskud til for at holde busdriften i gang. Nu leverede selskabet så kørsel til det nystartede Sønderjyllands Trafik (ST) som i 1990’erne blev til Sydbus.

Konkurrencen øgedes markant, og det betød at Aabenraa Automobilselskab endte med at sælge til sin kørselskontrakter videre til DSB i 1997.

 

En speciel bus ud ad porten

Den 30. september 2004 kørte en speciel bus ud fra porten på Aabenraa Karrosseri. Den lignede de øvrige. Men det særlige ved bussen var, at det var den sidste, der blev bygget på fabrikken. Mere end 5.000 er det blevet til i virksomhedens historie. Men det var egentlig også den sidste danske bus. Efter 100 års historie var produktionen af danske busser blevet historie.

 

I 1920 – 715 busruter i Danmark

Og tænk engang. En bus består af 23.000 dele. Og alligevel er det sjældent at to busser er ens. De er nærmest blevet skræddersyet til deres opgaver.

I midten af 1920’erne var der 715 busruter i Danmark. De var i gennemsnit 27 km lange.

 

Aabenraas første hjemlavede bus fra Barkmøllegade

Den første bus i Aabenraa blev fremstillet et sted, hvor ”Den Gamle Redaktør” har boet i mange år, nemlig Barkmøllegade 8. Det var karetmager Carl Daus, der en dag i 1921 kunne stille sig til fotografering foran sit lille værksted. Med stolthed kunne han præsentere den første bud bygget i Aabenraa.

Han havde fået chassis fra en bilfabrik, hvorpå han havde bygget karrossen. Selve de tekniske ting ved bussen havde han ikke noget at gøre med. Før havde chaufføren altid siddet i det fri.

Da De Forenede Danske Motorejers blad Motor i 1912 skulle anmelde en af de første busser, hvor chaufføren sad indendørs, skrev de, at chaufføren burde have siddet i det fri for her var bedre udsyn.

 

En rutebil i Aabenraa fra 1913

Men den første bus eller rutebil i Aabenraa havde siden 1913 haft ”busstation” ved holdepladsen ud for Hotel Danmark. Allerede i 1914 måtte vognmand Nygaard udskifte den med en større. Han kørte en rute til Haderslev. Han startede med en Opel, der kunne tage 6 – 8 passagerer.

Det siges at hans nye bus kunne tage 28 passagerer, men oplysningerne må tages med forbehold for sådan en bus ville have hørt til de absolut største på det tidspunkt. Under Første Verdenskrig blev han kommanderet til at køre sygetransport

 

Bussernes kvalitet blev bedre

Man havde kun en indgang. Den var beregnet for både de passagerer der skulle ud, og dem der skulle ind. Det tog længere tid, men det gjorde ikke så meget. Disse busser var langt hurtigere end hestekøretøjer.

Omkring 1930 havde samfundet omstillet sig til bilkørsel. Men afgiften for buskørsel havde kun givet få hundrede tusinder af kroner i indtægt, mens vejene var blevet forbedret for 35 mio. kr.

Bussernes kvalitet var blevet bedre. Oppustelige gummihjul var nu blevet obligatoriske. Benzin kunne købes ved mindst en købmand i byen. Tekniske nedbrud blev mere sjældent. sjældne. Og fra slutningen af 1920’erne kunne busserne opvarmes. Og så blev der indsat polstrede stole.

I 1926 fandtes der 9 større ruteforbindelser fra Aabenraa.

 

Karetmager Hans Petersen, Varnæs

Skal man fortælle om Aabenraa Karrosseri, så må man ikke glemme Hans Petersen ude i Varnæs. Han blev kaldt ”e joller”. Han var en lille karetmager, der leverede hjul og andre dele til det lokale samfund. Han havde også et savskæreri, så han selv kunne skære planker ud. Ved siden lå et smedeværksted og de to virksomheder arbejdede godt sammen.

 

Sønnen, Peter starter i Aabenraa

Hans søn Peter fik også lyst til at arbejde med træ. Og i 1930 havde han startet sit eget værksted i Varnæs, hvor han begyndte at fremstille førerhuse til lastbiler. Han tog den lange vej på cykel til Sønderborg for at aflevere tilbud.

Virksomheden blev snart for lille. Ja myndighederne forlangte at hvis han ville fortsætte i Varnæs så skulle han bekoste et nyt tag til naboen, som havde stråtag. Så Peter flyttede til Aabenraa. Imens fortsatte faderen sin mere traditionelle virksomhed med at lave smørdritler til mejeriet og med at reparere landbrugsmaskiner.

Peter startede op i Vestergade 25. Pladsen var trang og udvidelsesmulighederne ringe. Han tog med glæde imod et tilbud fra kommunen om at købe en grund på Tøndervej på favorable vilkår. Har var der god plads til at bygge værksted og parcelhus.

 

Under besættelsen

Langsomt blev virksomheden bygget op. Det var svært i besættelsestiden at få større arbejder. Og han blev lige som mange andre i transportbranchen truet af tyskerne til at samarbejde med dem.

Mange af de biler, man skulle reparere for tyskerne, kom direkte fra fronten. Og det kunne være ret så ubehageligt. En tidligere ansat fortæller således at man kunne risikere at finde fingre og andre legemsdele i bilen.

 

Den første bus blev startet i 1947

Det var bl.a. Peter, der byggede træbarakker for kommunen for at imødegå boligmangel. På sin grund boede to af hans medarbejdere i sådan en træbarak. På et tidspunkt fik Peter en forretningsforbindelse med en, som han senere fik meget med at gøre nemlig Knud Skifter Andersen, der i 1945 blev medejer af Aabenraa Automobilhandel.

Denne kendte en del til bygning af buskarosserier og havde en ide om, at der skulle laves en lokal karosserifabrik. Derfor spurgte Skifter Andersen, Peter Petersen om denne havde lyst til at bygge buskarrosserier. Denne sagde ja, og den første bus blev startet i 1947.

 

Peter sorterede sine arbejdere

Møbelsnedker Verner Heine blev ansat hos Peter Petersens Karrosserifabrik i 1945. Få dage efter besættelsen var han kørt ud til fabrikken ude på Tøndervej for at høre, om der var arbejde at få. Peter Petersen så ham lidt an og sagde han godt kunne få lidt arbejde, men at det ikke var fast. Det viste sig at Heine kom til at arbejde her fast i 36 år.

I begyndelsen var der blandet arbejde. Peter Petersen sorterede nøje sine medarbejdere. De dårlige håndværkere fik kun få dages arbejde. De dygtige fik lov til at blive. Snart var der ikke flere at få i Aabenraa. En del kom til fabrikken fra Fårhuslejren. De husede bl.a. landsforæddere og tidligere SS-folk. Men Peter Petersen mente, at de havde udstået deres straf.

Virksomheden voksede og nu kom der også karetmagere og saddelmagere fra andre karrosserifabrikker. I 1950’erne udnævnte han flere værkførere men han slap aldrig det overordnede ansvar.

 

Den første bus rullede ud af porten

Fredag den 15. oktober 1948 kunne Petersen med stor tilfredshed fejre en stor begivenhed på Rutebilens Restaurant. Han havde lige prøvekørt den første bus, der var kommet fra hans værksted. Ledelsen i Tønder -Kolding Rutebiler kunne også være tilfredse. Det var en flot bus til 35 passagerer som de havde erhvervet sig for 80.000 kr. De flotte sæder betrukket med blåt-gråt plys var udført af saddelmager Sørensen i Varnæs.

Rygtet spredte sig. Her kunne man få fremstillet flotte busser. Og så blev der lavet fire busser til Amagerbanen.

I 1952 kom der en ordre fra en senere meget stor kunde nemlig DSB. De skulle have bygget en stor bus til 45 passagerer. Ja og sådan kunne vi blive ved med at fortælle om Rutebilernes Aabenraa.

 

Kilde:

  • Jens Birch, Lars Ersgaard, Claus Hansen: Aabenraa Automobilselskab
  • Jørgen Burchardt: En dansk bushistorie – Busbyggeri på Aabenraa Karrosseri 1930-2004

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.668 artikler herunder 158 artikler fra Aabenraa og Omegn: Om den kollektive trafik – Se her:

  • Aabenraa – Rødekro Banen
  • Et gammelt Jernbaneprojekt
  • Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt
  • Tog til Aabenraa
  • Tondern Station
  • En bane gennem Tønder
  • Sagen om lokomotivfører Anders Andersen
  • Tog til Tønder
  • Sidste tog fra Højer
  • Byen med de mange jernbanestationer
  • En jernbanestrækning i Sydslesvig
  • Dæmningen – syd for Højer
  • Dengang, der kom en sporvogn
  • Med tog over Lersøen
  • Nørrebros mange stationer
  • På sporet af Nørrebro
  • Flere spor på Nørrebro
  • Sporvogn på Nørrebro
  • Tog til Nørrebro
  • Sporvogn på Nørrebro
  • Linje 18
  • Tog til København
  • Københavns Sporveje – dengang
  • Strandvejens historie
  • Nord for Østerbro
  • Omkring Nørrebroparken 1-3

 


En Barakunge fra Aabenraa

November 2, 2020

En barakunge fra Aabenraa

Det var ikke det mest fashionable sted at bo i Aabenraa, her i ”Æ Steenbarakke” men det var trods alt bedre end i ”Æ Træbarakke”. Det var bygget i en meget dårlig kvalitet. Man havde ”Lokum i Gården”. Og så skulle man dele vaskehuset med hele 50 beboere. Her kom natrenovationen om dagen efter ”Æ Skiespand” Her gik en bæk, hvor der var noget grønt og noget sort stads. Der skulle man ikke falde ned i. I voldgraven til slottet, der nærmest var en sø, var der masser af fisk. Jo den gang var der skam masser af originaler i Aabenraa. Der var også marchmusik på Langebro. Hos tyskerne ude i Sønderskov kunne man bytte sig til en kikkert. Og så skulle man gå i skole i en konfektionsfabrik.

 

Æ Steenbarakke

Husene på Langebro var ikke egentlige husvildeboliger. Det var ikke boliger man fik anvist, hvis man ikke havde noget at bo i. men det var noget af det mest usle, som man kunne bo i dengang i Aabenraa.

Der var tre huse med fire lejligheder i hver. I forlængelse heraf, adskilt fra disse af en bæk lå yderligere tre huse af samme type på adressen bag Møllen. I nogle af husene kom der aldrig en solstråle ind ad vinduerne. Der var knaphed på brændsel. Og specielt i de hårde vintre under krigen, hvor der var mangel på brændsel, var det koldt og klamt.

 

Finere end ”Æ Træbarakke”

Husene gik under betegnelsen: ” Æ Steenbarakke”. Det var ikke den mest fashionable adresse, som man kunne ønske sig. Dog var de lidt finere end de ”rigtige” barakker ”Æ træbarakke”, der lå syd for byen.

Disse var bygget af kommunen som egentlige husvildebygninger, altså til mennesker, der absolut ikke havde andre muligheder. I samme klasse fandtes ”Bakkehusene”. Det havde dog absolut ingen lighed med ”Bakkehuset” i København at gøre.

De lå ved bakken ved Vandrehjemmet og var bygget af træ.

 

Bygget i dårlig kvalitet

Husene på Langebro var også bygget af kommunen og lejen var rimelig – 21 kr. Men alligevel svarede det til lidt under halvdelen var en tømrersvend fik i ugeløn.

Det var simpelthen et byggeri, der var bygget i dårlig kvalitet. Nogle blev syge af at bo her især børn.

Husene var bygget af tegl i en ubestemmelig grågul farve. De havde krybekælder. Og taget bestod af tjæret pap. Der var et enormt fælles loftsrum. De fire soveværelser lå op ad hinanden i husets midte. Mellem væggene i lejlighederne var der kun opsat normale skillevægge.

Når man kom ind i lejligheden, altså i køkkenet, havde man i hjørnet til venstre for sig et lille bord belagt med voksdug. Her stod to gasblus. Gasmåleren hang på væggen i forstuen sammen med elmåleren. Gas blev betalt ved at fodre måleren med gasmønter, der blev købt hos købmand Høffner i Sønderport. Al energi var ellers rationeret under krigen.

 

”Kach i æ Kaffe”

Der skulle nu ikke så mange pinde til før komfuret kunne skabe lidt varme i køkkenet. Der plejede moderen at have morgenmaden parat. Som regel gik man havregrød. Det fyldte godt og var billigt. Om sommeren kunne den bestå af rå havregryn med mælk. Somme tider bestod morgenmaden af ”kach i æ kaffe”, Det var nu ikke kaffe, men ”Richs” eller ”Danmarks”, hvori der blev puttet stykker af franskbrød i og sukker, hvorefter der blev moset rundt i det med en teske.

I hjørnet modsat komfuret befandt lejlighedens eneste tekniske installation sig. Det var en koldtvandshane over en støbejernsvask. Under vinduet stod et spisebord med langsiden mod væggen.

Stuen var domineret af et mørkpoleret spisebord med seks tilhørende stole. Det var hyggeligt i den stue om vinteren. Kakkelovnen gav god varme. Og det var hyggeligt at sidde foran den og kigge på flammerne bag marieglasset.

 

En radio med antenne og jordledning

Lejlighedens eneste ekstravagance var en TO-R radio, Den stod på et lille bord mellem vinduerne. Den havde en flot skala med et magisk øje. Den var forsynet med en udvendig antenne, der gik over til naboens hus. Så var der en jordledning, der bestod af en ledning gennem vinduet til en metalplade i jorden.

Her kunne mas så høre Pressens radioavis, Middagskoncerten fra Vivex, hørespil og børnetime. Og det var den karakteristiske susende og hylende lyd, når man skulle høre nyhederne fra BBC

 

Lokum i gården

Almindelig vask foregik ved køkkenvasken. I skolen var man sikret brusebad et par eller tre gange om ugen. Men der var ikke toilet i lejligheden. Der var i bogstaveligste forstand ”Lokum i gården”.

Aftrædelsesmuligheder, vaskerum og plads til opbevaring (pulterum) var for de tre huse placeret i to rødmalede udhuse. Hver lejlighed havde sit private lokum. Vaskerummene var beboerne fælles om. Her var trækar, vaskebrætter, en vridemaskine og en enorm gruekedel.

Man kan undre sig over at to vaskerum var nok til de ca. 50 mennesker, der levede i de tre huse. En del af vasken, herunder blevask foregik dog i køkkenerne.

 

”Æ skiespand”

Det var en speciel stemning over det der ”das”. Det kunne godt være en kold fornøjelse. Dørene sluttede ikke tæt, og der kunne godt være sne på brættet. Hængslet kunne løftes, når man skulle tisse.

En gang om ugen skulle man skifte ”æ skiespand”. Man skelnede normalt imellem dag- og nat renovation. Dog ikke på Langebro. Her foregik udskiftningen i fuldt dagslys. Lugten var nu ikke være end at mændene kunne sidde på vognen og spise deres klemmer.

Dagrenovationen blev kørt på ”Æ Losse” mens lokumstønderne blev kørt til ”æ Abfuhr”, hvor ”det tynde” blev skilt fra ”det tykke”. Førstnævnte blev kørt på marker, akkurat som gylle nu om stunder, mens sidstnævnte blev forarbejdet til en meget kraftig kompost, man kunne købe.

Mellem de to udhuse var der lavet et beskyttelsesrum. Man kan så diskutere, hvor meget det kunne beskytte. Det var lavet af træ. Det havde dobbelte kraftige plankevægge, der kunne holde den egentlige beskyttelse på plads, 40 – 50 cm sand, der var placeret mellem loftet og taget.

Der var små haver omkring husene.

 

En bæk med sort og grøn stads

Langebro var dengang en smal asfalteret vej uden fortove. Der var græs mellem vejen og havehækkene på den anden side var der en smal stribe græs og en morrebæk. Denne bæk indeholdt klumper af noget sort og grønt stads. Så det at falde ned i bækken skulle man helst undgå. Afløb fra toiletter kunne i hvert fald udelukkes. Den har sikkert været forurenet, mn det var svært at sige af hvad. Køkkenvaskens afløb kunne godt være ført igennem denne.

 

Her var masser af fisk

Mod øst på den anden side af bækken var der en stor mark, hvor der om sommeren græssede køer. Og der var udsyn til et stykke af ”æ Sønneskassé”, der dengang stort set var ubebygget.

I Sønderport lå bager Skovs bageri og butik. Og Brundlund Slot var dengang amtmandsbolig for Kresten Refslund Thomsen. Omkring slottet var der en voldgrav, der havde dimensioner som en egentlig sø. I søen var der fisk, karper og sudere. Det siges også, at der var nogle store gedder.

 

Originaler i Aabenraa

Lige i nærheden boede enkefrue Nissine Rasmussen med sine voksne børn. De blev kaldt Zitte eller Sitte. De var mærkelige.  De blev kaldt Zitte – bøh. De blev også kaldt Skjeern Zitte og det er en hentydning til at de ikke særlig ofte vaskede sig.

Og når vi nu er ved øgenavne. Så var det på den tid, at Lange Hannes, Tumbe Frantz, Anton mæ æ hach og Tulle Møllemand huserede i Aabenraa. Jo og så var det jo også æ Hornmine, æ Schwumpukkel, General Schmidt og hans søn, Løjtnant Schmidt og Smukke Hansen, der var politibetjent.

 

Marchmusik på Langebro

Under besættelsen var der masser af lavtflyvende krigsfly. Her var pansrede mandskabsvogne. Og der var også marchmusik hen ad Langebro, midt på gaden og syngende i fire geledder, med stålhjelm og karabin, med bajonet i bæltet og gasmaskehylsteret i en rem over skulderen.

Der var også de danske frivillige, de såkaldte zeitfreiwilligen. De sang og marcherede også. De var ofte i gymnastiktøj, det vil sige en hvid undertrøje og sorte korte bukser. Og de sang ”Wir fahren gegen England”.

Ofte fløj amerikanske og engelske flyvere ganske lavt over Aabenraa og Sønderjylland på vej til bombetogter i Flensborg og Hamborg.

Da amerikanerne kom. havde de cigaretter med til de voksne og tyggegummi (Wrigley’s) til børnene

 

Man kunne bytte sig til en kikkert

De tyske soldater havde kvarterer forskellige steder. De blev efterhånden smidt ud af deres kvarterer. En tid boede de i telte i Sønderskov, inden det gik syd på. Der kom Aabenraa – knægtene ofte. Man kunne altid bytte sig til noget spændende. Således kunne en kikkert erhverves for brød og fedt.

Der var også mange tyske flygtninge i Aabenraa. De blev indkvarteret på skolerne. Og efter besættelsen blev mange samlet i en stor lejr på Loddenhøj.

Tobak var en mangelvare. Derfor var det genstand for sortbørshandel. Man skulle være 15 år for at få tildelt en ration. Men kvaliteten var meget ringe. Det var også et cigaretmærke, der hed Powhattan. Det gik under navnet ”Puhattan”.  Alle kiggede efter skodder på gaden.

 

I skole i en konfektionsfabrik

Konfektionsfabrikken KOFA i Nygade blev indrettet til skole. Der var nu ikke meget tid afsat til dette, men der var mange, der skulle bruge de samme lokaler.

Og dengang læste man ”Tykke Niels Skolehistorier, Tarzan – bøger og så J.F. Coopers bøger om Læderstrømpe, Den sidste Mohikaner m.m.

 

Restriktioner op til 1950’erne

Der var stadig rationering, den fortsatte faktisk op i 1950’erne. Kaffe var noget af det sidste, der var pålagt restriktioner. Ja appelsiner og bananer kendte børne knap nok.

Modsat var det med smør og margarine. Det vil sige under krigen kendte man ikke margarine.  Man brugte fedt til at stege med. Og smørret blev strakt til at blive blandet med noget der hed ”Mixum”.

Den margarine, der kom efter besættelsen, hed Solo. Og den smagte forfærdeligt. Nogle kaldte den for ”negerfedt”. Ja det udtryk må man ikke bruge i dag. Nogle påstod også, at man blandede hvalolie i margarinen.

Ja og så kunne man i stedet for kaffe drikke erstatning, Richs eller Danmark.

Dengang blev der spist masser af fisk. Fiskehandler Hanstein kom en gang om ugen på sin ladcykel. Han havde en klokke med og råbte op: ”Sild, torsk, skrubbe, hiesige /lokalt fangede makreller).  Der blev mest spist sild, de var også de billigste.

Ja så fik man også Kålrabigrød. Det er kogte kålrabi som moses sammen med kartofler og serveres med røgede flæsketerninger.

Mælk blev også leveret til døren af mælkemanden fra en hestetrukken mælkevogn. Og denne mælkemand solgte også ost.

Og oppe i Hjelm Skov var der et areal, der i pinsen blev brugt til Tivoli. Der var karruseller, luftgynger, dødsdrum og alskens anden gøgl.

 

 

Kilde:

  • dengang.dk
  • Manfred Federau: Oplevelser som Barakunge i Aabenraa 1938 til 1948
  • Fred Vilhelm Schmidt: Fra de røde Barakker

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.667 artikler heraf 157 artikler fra Aabenraa og Omegn herunder:
  • Husvild i Aabenraa
  • Originaler fra det gamle Aabenraa
  • Brundlund Slot
  • Gader og veje i Aabenraa

Livø – en mandelejr – endnu mere

Oktober 30, 2020

Livø – en mandelejr – endnu mere

Dette er anden artikel. Familier fik først hjælp, når Staten opbevarede deres børn. De måtte ikke sætte ”defekt” afkom i verden. Tvangssterilisation og – kastration samt ægteskabslovgivning blev følgen. Chr. Keller var en enevældig høvding. Begrebet ”Moralsk handicappede” opstod. Sprogø og Livø var Danmarks svar på Gullag. Man blev anbragt på ubestemt tid. Det var som regel ”Utilpassede mænd”, der blev anbragt på Livø. Og det var på ubestemt tid. Lægerne satte selv kriterierne og bestemte, hvem der skulle under kniven. Mange forsøgte at flygte. Dovenskab og uopdragenhed kunne føre til ophold på Livø. Her tilbragte Oluf Nyrup Rasmussen 7 år af sit liv. Man opfandt bare nogle tyverier. Han gik i ”Sinke – skole” og så var det nok. Først i 1961 blev ø-lejrene nedlagt. Tvangsindgrebenes ophævelse kom først senere. Tænk engang, 700 har været interneret på Livø. Nogle oplever samme kost i dag.

 

Den anden artikel

Vi har allerede en artikel på vores side om denne lejr, men her kommer endnu en. Og her på siden kan du også finde to artikler om kvindelejren i Sprogø. Og endelig så tog nazisterne glad imod Danmarks forskning i racehygiejne. Det kan du læse i artikler om ”Jagten på det perfekte menneske”. Og det hele startede på Nørrebro med de ”Kellerske Anstalter.

Fra 1865 fandtes der to anstalter for åndssvage i Danmark: Gamle Bakkehus og De Kellerske Anstalter. I 1895 overgik De Kellerske Anstalter til at blive en selvejende institution,

 

Familier fik først hjælp, når Staten opbevarede deres børn

I 1911 oprettede Christian Keller den første øanstalt på Livø. Den var beregnet til ”anti-sociale” og kriminelle åndsvage mænd. I 1923 oprettedes en lignende på Sprogø for ”seksuel løsagtige” åndsvage kvinder. Begge anstalter blev først nedlagt i 1961.

Åndsvage-asylet Karens Minde var også blevet oprettet. Det var nærmest en opbevaringsanstalt for børn, der ikke kunne hjælpes. Det var vigtigt for Johan Kellers søn, Christian Keller at få indfanget og dermed stoppe formeringen af de åndssvage.

Familier med åndssvage børn kunne ikke få tilskud fra staten, hvis de selv ønskede at passe barnet hjemme. Men hvis de sendte deres børn på institution, så kunne de få tilskud. Det var vigtigt for samfundet at få styr på disse bærer af dårlige gener. Når først barnet var overgivet til de Kellerske anstalter, så skulle de være her resten af livet.

 

Måtte ikke sætte ”defekt” afkom i verden

Udvælgelsen af patienter gjaldt ikke kun de åndsvage, der blev også interneret ordblinde, homoseksuelle og andre ”afvigere”, der fysisk ikke fejlede noget.

Hvor meget åndssvage de var på de to øer kan nok diskuteres. Det var nok først og fremmest deres mangel på selvbeherskelse. Her var der ikke så mange chancer for at sætte ”defekt afkom” i verden. Der var ikke mulighed for samkvem med det modsatte køn. Her blev man så anbragt på ubestemt tid eftersom det var overlægen, der bestemte, hvornår man måtte forlade øerne igen.

 

Tvangssterilisation og -kastration

I 1929 gennemførtes en lov, som gav adgang til at sterilisere og kastrere personer med legemlige handicaps, sindssygdomme, epileptikere og åndssvage. I de første fem år bestod det af frivillighed. Hvis man gik med til det, var det mulighed for at forlade øerne.

Og Danmark var de første. I 1934 blev loven gjort permanent. Nu var det hele op til overlægen. Filosofien var, at alle mennesker havde ret til hjælp, men de ”degenererede” skulle til gengæld miste retten til at sætte afkom i verden.

Inde bag de tykke mure boede de. De gale, De unormale, De afsindige, Afvigerne. Originalerne. Vanskabningerne. Idioterne. Tåberne. Tosserne. Undermålerne. Minusindividerne.

Fællesbetegnelsen var ”åndssvage”, men i virkeligheden havde mange af dem ikke problemer med forstanden. De var ”stumme”, døve, ordbline, lovbrydere, arbejdssky, løsagtige, vagabonderende eller på anden måde ”arveligt belastede”. Ofte blev de kvalificeret som antisociale eller moralsk åndssvage.

 

Christian Keller – en enevældig høvding

Christian Keller fik bemidlet mange midler til opførelsen af pragtanstalter i Brejninge og ølejrene. Han overskred hele tiden budgetterne. Men hans overtalelsesevner var formidable.

Han var den enevældige høvding. På samme tid var han forstander, læge og administrator. Samtidig opfattede han sig selv som de åndsvages sande beskytter. Et selvbillede han formåede at udbrede til omverdenen. Også til de åndssvage selv.

 

Moralsk handicappede

Beboerne havde intet privatliv. De sov i store sovesale og var underlagt et fast regimente med dagen opdelt i arbejdstid, en smule fritid og sengelægning kl. 20 om vinteren og en time senere om sommeren.

Man var åndssvag, hvis ens intelligenskvotient var under 75. Man havde udviklet forskellige prøver der omfattede hukommelse, opfattelsesevne, talefærdighed og sprog – og definitionsevner. Men også moral og æstetisk sans. Man skulle give et bud på, hvad der var smukt og grimt.

For lægerne var der kun en bestemt retning, der talte.

Der var ikke kun tale om fysisk eller mentalt handicappede, men også moralsk handicappede. Til det sidste talte de vagabonderende og arbejdssky og især de seksuelt overaktive. Fokusering på seksualitetens farer var voldsom.

Danmark blev foregangsland. Socialminister K.K. Steincke var den drivende kraft. Man havde vurderet, at der i landet var 7.000 ”åndssvage” men med de nye grænsetilfælde og kriterier blev dette antal udvidet til 17.000 i løbet af 1930’erne.

 

Kendetegn pålagt af lægerne selv

Samtidig blev landets læger, lærere, præster og embedsmænd pålagt at indberette alle døve, blinde og åndssvage mennesker til myndighederne. Der blev givet store beføjelser til at inddrage disse mod deres og familiens vilje og beholde dem under statens forsorg.

De kendetegn, hvorved mændene på Livø blev udskilt fra det øvrige samfund, for en stor del var opfundet af lægerne selv.

 

Sprog og Livø – Danmarks svar på Gulag

Et par år senere blev loven fulgt op af endnu et par racehygiejniske stramninger. En lov om svangerskabsafbrydelse i 1937 og en ny ægteskabslov i 1938, som forbød alle sindssyge, åndssvage, psykopater, alkoholikere og epileptikere at indgå ægteskab.

Jo man kan godt kalde både Sprogø og Livø for Danmarks svar på Gulag – to isolerede fangeøer. De husede hver deres anstalt for ”underlødige”. Sådan kaldte myndighederne dem dengang. Det var en gammel tanke, at de syge, de farlige, de fattige og de uønskede skulle spærres inde på en ø.

 

Anbragt på ubestemt tid

Her blev man anbragt på ubestemt tid. For nogle var anbringelsen livsvarig. Livø sås som et fremskridt dengang. Da Christian Keller købte øen i april 1911, var det i den bedste mening.  Helt op til 1800-tallet burede man de åndssvage inde. Man byggede en bås i en stald.

I en bog, der udkom i 1904, skrev forfatter og redaktør C.C. Clausen:

 

  • Paa disse Anstalter aansvage af ret forskellig Art, fra nogenlunde arbejdsdygtige til ganske sløve og dyriske, som det er en Lidelse at se paa. Lad være, at man søger at opdrage og redde dem, der blot duer en Smule, men det er en hel Mængde, om hvilke man med Sikkerhed kan sige, at de aldrig vil blive andet end hjælpeløse Vrag, en unyttig og tung Byrde for Samfundet.

 

De indsatte på Livø udviklede sig hurtigt til at blive en sammensat skare. Der var ganske vist adskillige kriminelle sædelighedsforbrydere og brandstiftere blandt de indsatte, men flertallet var set med nutidens øjne ikke forbrydere.

 

Utilpassede mænd

Det var utilpassede unge mænd, der havde svært ved at fastholde et arbejde og derfor også bolig. De gjorde sig dermed skyldige i løsgængeri og vagabondring, som man engang så strengt på. Nogle af dem havde også begået en række smårapserier. Det var tilstrækkeligt til, at de blev anset som moralsk åndssvage og derfor blev deporteret til Livø.

Det er heller ingen tvivl om, at mændene på Livø har virket afvigende i forhold til de fremherskende normer i samtiden. De udgjorde således et klart modbillede til forestillingerne om den gode, solide, disciplinerede og mådeholdne arbejder.

 

Overlægen afgjorde, hvem der skulle under kniven

Behandlingen på øen bestod derfor i arbejdstilvænning og disciplinering, ja og efter 1929 og så med kastration og sterilisation. Det var overlægen på øen, der skulle afgøre, hvem der skulle under kniven. Jo disse mænd i hvide kitler havde magten.

Man kiggede også nøje efter, hvad der blev skrevet. Ofte skrev journalisterne bare af efter, hvad overlægerne havde skrevet.

I en artikel havde en journalist fra Vendsyssel Tidende nævnt ordet ”fangekoloni”. Da han ville besøge øen, blev det ham nægtet. Han måtte kun besøge øen på en betingelse:

 

  • At Deres Skildring af Besøget først offentliggøres efter at denne er revideret og godkendt af Overlægen ved Den Kellerske Aandsvageanstalt.

 

Man skulle passe på

I 1937 havde en 39 – årig mand skrevet til ”Hans Majestæt Kongen af Danmark” med en klage over, at Socialudvalget i Aarhus ikke ville støtte ham med penge til etableringen af et skomagerværksted. Sagen overgik til Socialministeriet der behandlede sagen. Det endte med at embedsmændene i Socialministeriet anmodede bestyrelsen om at sende ham til Livø.

Hvis nogle af de unge mænd viste det mindste tegn på øget seksualitet, blev den ofte fjernet med en rask lille operation. Skulle dette begrundes skrev man ”hensyn til sædeligheden” eller ”dårlig arv i familien”.

 

Mange forsøgte at flygte

Der boede fast 200 på øen. Det var plejere og håndværkere sammen med deres familie. Derudover var der cirka 100 som drev øens landbrug samt gartneri og skovbrug. Gennem anstaltens historie har der kun været to knivstikkerier. Den ene var med dødelig udgang. Det var i 1930’erne, da øens skrædder blev stukket ned og forblødte. Det var skrædderens kone vedkommende var ude efter.

Adskillige druknede, når de forsøgte at svømme væk fra øen eller sejle væk på hjemmelavede tømmerflåder. Der var også dem, der flygtede på en drivende isflage. Flugtforsøg blev straffet med langvarigt ophold i en isolationscelle på øen.

Der er ikke tal på, hvor mange der omkom under flugtforsøg. Det har ikke været så interessant at føre statistik omkring dette.

 

Dovenskab og uopdragenhed kunne sende folk til Livø

De kunne jo sagtens læse og skrive alle sammen. Men alt blev gennemlæst af personalet. De måtte hverken få besøg af familie eller venner. Alt blev taget fra dem. Nogle var måske udviklingshæmmede men normaltbegavede.

På grund af dovenskab, uopdragenhed eller fattigdom mente myndighederne også, at det var bedst, at børnene kom på en anstalt for livet.

 

Oluf Nyrup Rasmussen – 7 år på Livø

Ofte var dem, der blev anbragt på Livø mænd som ikke havde fået en domsfældelse. En af dem, der blev anbragt på øen, var tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens far, Oluf. Han var her fra 1924 til 1931. Og den måde, han endte på Livø, var typisk for mange andre på den tid.

Faderen havde forladt familien, da Oluf var fire år. Moderen sled derfor fra morgen til aften for at ernære familien. Imens gik Oluf for lud og koldt vand. Både fysisk og mentalt blev han langsomt udviklet.

Han kom i hjælpeskole og lavede drengestreger

Han var ud af en stor børneflok, hvor moren var alene. Han havde svært ved at følge med i skolen, fordi han blev mobbet. Derfor skulkede han. Moren ville slippe for at have en mere til at mætte, så hun bad om at få sendt ham afsted. Men man kunne ikke finde noget rigtigt at fælde Oluf for.

 

Så opfandt man da bare nogle tyverier

Gode råd var dyre. Så nu blev der konstrueret et tyveri af nogle sølvskeer og nogle penge. Pludselig havde Oluf stjålet 28 kr. fra søsterens bankbog, en af familiens sølvskeer og et fotografiapparat.

I sagsmapperne kan man se, at drængens lærer taler pænt om Oluf Nyrup Rasmussen. Men kredslægen talte moderens sag og bedømte drengen til at være sinke og klar til at komme på åndssvageanstalt. Og sådan blev det.

Han kom til Livø, der blev anset for at være den ”farligste” af alle anstalter. Det pudsige var, at der ikke blev foretaget nogen intelligentest. Det var nok at gå i sinkeklasse og blive beskyldt for tyveri. Så blev man bare kaldt åndssvag og så fik man ellers frataget sine rettigheder.

Overlægen fra De Kellerske Anstalter kom på besøg på Livø og tilså de nyankomne. Han skrev i protokollen, at Luf gav et forkælet indtryk og intet begreb havde om pligter. Lægen noterede også at drengen kunne være fejlanbragt.

For at jage dovenskaben ud af teenageren straffede personalet ham med at være sengeliggende. Drengen fik simpelthen ikke lov til at stå op. Dette fik efterhånden Oluf Nyrup Rasmussen til at adlyde og blive pligtopfyldende. Inspektøren på Livø anede dog, at drengens forstand ikke fejlede noget. Oluf fik lov til at gå til hånde for inspektørparret som en slags plejebarn.

 

Forargelse – medlem af Nazist-parti

Som 20 – årig kom Luf på prøve på et mejeri i Løgstør. På mejeriet tilbød de ham øl. For første gang blev Oluf beruset og flygtede tilbage til Esbjerg. Men næste dag skrev han et brev til overlægen på Livø, hvori han bad om at komme tilbage til Livø. Men han fik lov til at blive i Esbjerg.

Men dermed slap forsorgen ikke op. To år efter kom overlægen på uanmeldt besøg i Esbjerg og noterede blandt andet at tøjet var lagt nydelig sammen. Til sidst blev Oluf udskrevet af forsorgen.

På grund af rygtet som åndssvag havde Oluf svært ved at få arbejde. For at bevise, at han ikke var mentalt tilbagestående tog han i 1939 en intelligenstest på De Kellerske Anstalter i Brejning. Oluf svarede rigtig på samtlige spørgsmål. Efter tre klager til politimesteren fik han endelig lov til at tage sit kørekort.

I 1940 var der ledige jobs at få i København. Selv om jobbet var på et nazistisk hvervekontor, fik Oluf sit første job som 31 – årig. Af praktiske grunde meldte han sig derfor ind i nazistpartiet. Efter en tjans i Kiel vendte han efter et år igen tilbage til Esbjerg og lod være med at betale kontingent og blev dermed automatisk meldt ud.

Men da det så senere kom frem, vakte det vild forargelse i Danmark.

Oluf Nyrup Rasmussen kom derefter i mesterlære, stiftede familie og levede et normalt liv. Hele sit liv var han i nær brevkontakt med overlægen fra tiden under forsorgen.

 

Først i 1961 blev ø-anstalterne nedlagt

I april 1961 blev ø -anstalterne på Livø og Sprogø nedlagt. Samtidig fik patienterne på De Kellerske Anstalter nu lov til at gå i deres eget tøj. Anstalternes store sovesale blev også nedlagt.

Da ønstalten blev lukket bragte Politiken en reportage fra Livø. Her mødte han en tavs mand, der havde været på øen i 38 år, men journalisten reflekterede ikke over, hvorfor vedkommende var tavs.

 

Tvangsindgreb afskaffet

Muligheden for tvangsindgreb over for udviklingshæmmede i Danmark blev afskaffet i 1967 og over for kriminelle i 1972. På det tidspunkt var 11.000 kvinder blevet steriliseret.

Først i 1989 blev ægteskabslovens særparagraffer helt afskaffet og året efter blev De Kellerske Anstalter nedlagt. Da havde 13.000 patienter opholdt sig hos dem i tidens løb.

 

700 har været interneret på øen

I de 50 år Livø havde været i funktion som øanstalt havde 700 været interneret på øen i korte eller længere tid.

Anstalten på Livø lagde beslag på de fleste bygninger på øen, hvor af mange kan ses den dag i dag. I dag bliver pavillonerne brugt som hotel og kursusejendom.

Langt de fleste bygninger var under De Kellerske Anstalter. Gårdene blev efterhånden også opkøbt og brugt som anstalt for eksempel avlsgården, hvorfra de anbragte mænd arbejdede på markerne.

 

Også daglig kost i dag

Denne historie handlede om umenneskeliggørelse af svage og sårbare. Det er også daglig kost i vore dage. Der bruges også i dag mange mærkelige talstørrelser til at definere nogle mennesker som afvigere, så de kan behandles og kontrolleres.

 

 

Kilde:

 

 

Hvis du vil vide endnu mere: www.dengang.dk indeholder 1.667 artikler

 

Under Nørrebro (293 artikler) finder du:

  • Sinker og Halvidioter på Nørrebro (NørLIv)
  • De Kellersker Anstalter

Under Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) (336 artikler) finder du:

  • Jagten på det perfekte menneske

 

Under ”Andre Historier” (66 artikler) finder du:

  • Mandelejren på Livø
  • De unge kvinder på Sprogø

 

Under København (180 artikler) finder du:

  • De farlige kvinder

Flammen og Citronen – en mere sand historie

Oktober 29, 2020

Flammen og Citronen – en mere sand historie

Filmen blev kåret som den bedste film i 2008. Og den fik også gode anmeldelser i både Tyskland og USA. Den kostede også 46 mio. kr. at lave. Men så kunne alt jo være godt. Men det kan det nu alligevel ikke for. Filmen var opbygget som en historisk autentisk film. Folkene bag filmen påstod, at de havde fundet dokumenter, som historikere ikke havde fundet frem til. De havde talte med masser af folk, der kunne give et helt andet billede af historien. Folkene bag filmen kan ikke forstå kritikken. Hvis nu filmen blev kaldt fiktion, så ville alt have været godt. Men det blev den netop ikke kaldt. Skal danskerne fyldes bevidst med forkerte historier fra besættelsestiden? Vi har ellers nogle dygtige historikere herhjemme, der udgiver fabelagtige gode bøger. Vi har kigget filmen igennem og påpeget fejl. Kald os bare konspiratorer, det er vi vant til, når vi beskriver denne del af historien.

 

Nye dokumenter og nye vidner?

Der findes mange gode og spændende historier om besættelsestiden herhjemme. Og der findes mange gode spillefilm. Men historisk korrekte er de ikke allesammen. Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med dette tema. Og en af de film er filmen om Flammen og Citronen. Det er ikke altid lige populært at beskæftige sig med sådan noget. Men nu er vores side ikke sat i verden for at være populær, men for at komme så nær en sandhed som mulig.

Det er også derfor, at vi ikke kalder dette for ”en sand historie”. Men vi har nu set filmen og sammenlignet denne med sandheden.

Selvfølgelig må instruktøren godt dramatisere. Men nu netop med denne film er der brugt historiske personer og der er brugt personer, der ligner historiske personer. Men disse har så fået andre navne.

Kritiserer man så ophavsmændene til filmen, så fortæller de, at de har fundet nye dokumenter, som historikerne aldrig har fundet frem til. Men de fortæller ikke hvilke. Ophavsmændene fortæller også, at de har talt med personer, der fortæller en anden historie end historikerne. Men de fortæller ikke hvilke personer, de har talt med.

 

Det er ikke bare grebet ud af den blå luft

De siger, at de har fundet dokumenter og spor. Og det som de har fundet frem til, ikke bare er grebet ud af den blå luft.

De fortæller, at de har arbejdet otte år med filmen og fejer næsten en hver kritik af bordet.

Det er en flot og storslået film og sjældent er der skudt så meget i en film. Den blev kåret som Årets bedste film i 2008. Også i Tyskland og USA høstede den store anerkendelser.

 

Bliver den brugt som undervisningsfilm?

Det store problem er bare, at man ikke skal tro på handlingen. For historisk er den ukorrekt. Hvis den er blevet brugt som undervisningsfilm i folkeskolen så har man et problem.

En amerikansk undersøgelse viser, at unge studerende har en tendens til at erstatte faktuel viden om historiske begivenheder med misinformation fra Hollywoods spillefilm.

 

Det naive historiesyn hyldes

Hvis du er helt sikker på, at kæresten til modstandsmanden Flammen var dobbeltspion så har du sikkert ladet dig påvirke af filmen. Intet tyder på, at dette har været tilfældet selv om bagmændene bag filmen påstod det.

Det har været yndet herhjemme at bygge besættelsestidens historie på klichéer for forståelsen af de fem år, Det naive historiesyn hyldes med denne film.

Med sin indledning henviser filmen på konkrete ting. Den starter med en form for dokumentarfilm. Man får indtryk af at alle personer er autentiske og at alle hændelser har fundet sted som de vises.

Vi hører Flammens tale på lydsporet. Det giver en følelse af, at nu skal vi se et foredrag med levende billeder fra besættelsestiden

 

Sig mig, sidder De og tager pis på mig?

Kigger man på inspektor Foyle fra den tid, så taler og opfører han sig som dengang. Det gør man ikke rigtig i denne film. Men det er måske bare en irriterende kritik uden betydning? Dialogen er holdt i en nutidig sprogtone. Men datidens sprogformer bevares. Så virker det lidt underlig:

 

  • Sig mig, sidder De og tager pis på mig?

 

Det forekommer temmelig malplaceret.

Man sidder ikke på en restaurant og kæfter op, hvad man har foretaget sig af grusomheder. Man barberer sig ikke i nutidens stil. Man vader heller ikke rundt mellem tyske officerer, når der er sat en pris på ens hoved

 

Sådan var besættelsestiden?

Intet tyder dog på, at dette har været tilfældet. Men film kan optimere studerende/skoleelevers læring i kombination med den traditionelle lærebog, hvis ellers filmene var tro de historiske fakta. Og havde ”Flammen og Citronen” nu holdt sig til fakta så havde man husket 50 pct. mere.

Man kan frygte at denne film blev vist i skolen med en forklaring om, at sådan var besættelsestiden lige som Matador. Den her film viste den ekstreme del af modstandsbevægelsen.

 

Man var efter dem i tysk uniform

Når modstandsfolkene mødes i filmen, blev der skålet og sagt farvel skete det med ordet ”Fædrelandet”, Ifølge Gunnar Dyrberg, kendt modstandsmand er det noget pjat. Selvfølgelig gjorde de det for Danmarks skyld. Men de brød sig ikke om at sige sådan noget højt, det ville være for højrøvet. Og de holdt heller ikke møder på offentlige steder. De var ikke interesseret i at omkomme.

Dyrberg siger desuden, at det starter med at man vil slås med tyskerne, fordi de havde besat vores land. Men da man så endelig kom i gang, viste det sig at være en borgerkrig. Man rørte ikke tyskerne. Det var forræderier som man udryddede og deres fabrikker, som man ødelagde. Tyskerne var soldater, og det var en ærlig sag. De var fjender, og man brød sig ikke om dem. Men modstandsfolkene hadede dem ikke. Det lod de alle passive om, men de danske i tysk uniform eller med tysk Waffenschein derimod og så Gestapos folk. Det var noget helt andet.

 

Man kørte ikke rundt i biler

Det meste af tiden foregik i ensomhed med mulighed for at tænke over tingene. Og likvideringerne er kun en del af modstandsarbejdet. Også for Flammen og Citronen,

I filmen bruger man hele tiden biler uden generator. Gunnar Dyrberg fortæller, at i virkeligheden cyklede de. Det var for farligt at køre rundt i bil. Kun læger og Gestapo – folk gjorde det. Men på film er det måske latterligt at lade barske folk køre rundt på cykler

Når folk går hjem efter denne oplevelse, så ved de ikke, hvad der er forkert og hvad der er rigtigt.

 

De blev ikke hyldet

Under besættelsen slog modstandsmænd mindst over 400 mennesker ihjel. Det var stikkere, som de troede samarbejdede med tyskerne. Og det var bl.a. folk som Flammen og Citronen. En af hovedrolleindehaverne var Mads Mikkelsen. Han mente, at de to havde gjort en kæmpe indsats for at bevare vores demokrati, og alligevel ikke blev hyldet for det. Det har han måske ret i, men nu var det ikke fordi modstandsbevægelsen udelukkende bestod af helte.

 

Byslader kunne føre til likvidering

De kæmpede mod et antidemokratisk regime og i den forstand kæmpede de for demokratiet. Men også uskyldige blev dræbt af modstandsmænd.

Disse likvideringer blev ikke altid truffet af modstandsbevægelsens top. Mange blev besluttet hurtigt på lokalt plan.

Det betød også at almindelig bysladder kunne føre til at folk blev likvideret. Likvideringerne var brutale. Derfor var beslutningerne et moralsk spørgsmål. Man må ikke glemme at det var tale om drab, der i dag sætter sig spor for de familier, der fik myrdet et medlem.

 

Læner sig op af autentiske personer

Den populære film ligger langt fra virkelighedens verden selv om den læner sig op ad autentiske personer. Folkene bag filmen kalder den ”frit baseret på faktiske historiske begivenheder fra besættelsestidens Danmark”

Bagmændene bag filmen er uforstående over for kritikken. De siger, at de har lavet research i otte år. Og de har talt med oceaner af folk i modsætning til historikere. De synes også at have behandlet historien utrolig nænsomt.

 

Den kunstneriske frihed er meget elastisk

Men man må nok sige, at den kunstneriske frihed er blevet meget elastisk. Skal denne film være den skinbarlige sandhed om besættelsestiden? Men tilsyneladende så har folkene bag filmen mere historisk viden end de historikere, der beskæftiger sig med besættelsestiden.

 

Filmen stjæler andres handlinger

Filmen stjæler flere gange andres handlinger og tillægger dem Flammen og Citronen. De opnåede en sand heltedyrkelse til trods for at danskerne havde samarbejdet med tyskerne.  Men det er ikke fair at behandle de to som skydeglade mafiosos. Deres historie og bidrag er langt mere omfattende i besættelsestidens historik.

 

Det var en tilfældighed at Gestapo kom på sporet af Citronen

Omkring Citronens endeligt den 15. oktober 1944 var det en tilfældighed at Gestapo kom på sporet af ham, da de egentlig kom for at se, om husets ejer, Aage Valdemar Strøm Tejsen opbevarede våben og eventuelt arrestere ham på adressen Jægersborg Alle 184.

Først efter at Citronen havde åbnet ild mod de indtrængende tyskere, blev der tilkaldt forstærkning fra Jægersborg Kasserne. En flere timer lang ildkamp udspandt sig. Huset brød i brand og Citronen måtte forlade det. Derefter blev han, som filmen rigtig viser det, skudt udenfor. Dog ikke i dagslys med midt om natten.

Sygeplejersken Ellen Christensen (se artiklen Bispebjerg Hospital under besættelsen) var i øvrigt til stede i villaen men undslap. Dette viser filmen dog ikke.

I det illegale blad ”Information” kunne man den 16. oktober læse følgende:

 

  • Natten til Søndag blev der foretaget en tysk politiaktion mod Villaen, Jægersborg Allé 184, tilhørende arkitekt Aage V. Strøm Tejsen. En Mand opholdt sig i Huset – ikke Arkitekten – blev dræbt under Ildkamp og Huset sprængt i Luften og totalt ødelagt.

 

Han blev ikke angivet af kæresten

I filmen ankommer Gestapo midt under en frokost, hvor Flammen spiser frokost med sine værter. Flammen vælger at flygte ned i kælderen og begå selvmord. I filmen bliver han angivet af sin kæreste (Ketty Selmer), som åbenbart er dobbeltagent. Det var ikke Hoffmann, der gik ned i kælderen. Men i virkeligheden var det SS – Hauptsturmführer Kriminalrat Eric Bunce, som i den korrekte historie går op på første sal, hvor han kunne konstatere, at Flammen var næsten død efter at have taget en giftpille, da han ikke havde noget våben. Huset var omringet af tyskere. Flugt var umuligt.

Hvis vi vender blikket mod den korrekte historie, så spiste han middag på Bellevue Strandhotel med et par venner den 18. oktober 1944.

 

Der var ikke tre pistoler

Efter middagen besøgte de Elsa og Erik Nyegaard og deres to små drenge, da Gestapo dukkede op for at arrestere Erik Nyegaard. Derudover var også Lis og Helmer Bomhof, som efterfølgende havnede i Frøslevlejren, samt hans far Gunnar Bomhof til stede. Han var også bidragsyder til Holger Danske. Han omkom i koncentrationslejren Neuengamme den 13. april 1945 efter først at have været over Frøslevlejren og koncentrationslejren Dachau. Filmen viser kun to personer og Flammen. Ret beset var der seks voksne og to børn til stede.

Det var ikke som filmen viser tre skudklare revolvere på et bord i en kælder.

 

En indrømmelse fra instruktøren

Gunnar Dyrberg fortæller at han indså, at han ikke havde nogen chance. Han var helt ubevæbnet, fordi han havde lagt alle sine våben hos Citronen i Århus. Lis Bomholt fortæller, at tyskerne ”i en sand krigsdans” slæbte Flammen ned ad trappen i benene.

Ifølge Danske Tidende (nov. 1944) var Flammens død ikke gådefuld. Han var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og Gestapo ”havde fået ham ganske gratis”.

Instruktøren må da også indrømme:

 

  • Jeg har ladet Flammen have tre pistoler, fordi det slutter ringen fra starten af filmen. Det samme med kælderen, som er et sted, man i filmen forbinder med følelser.

 

Villaen Strandvejen 184, hvor Flammen døde, blev i øvrigt sprængt i luften kort efter midnat af medlemmer af Peter-gruppen.

I Gestapos rapport fra 26. oktober meddeles følgende:

 

  • Efter længere tids efterforskning er den mest berygtede mordgruppe, nemlig Holger Danskes mordgruppe nu fuldstændig udslettet. Gruppens leder Bent Faurschou-Hviid, dæknavn Flammen blev fundet og likvideret 18.10. 44.

 

Ketty Selmer har også et forhold til Gestapo – chefen Hoffman. Derfor slipper hun ud efter afhøringer. Sådan påstår filmen.

 

Flammen fik ikke ordre fra nogen

I filmen spiller Peter Mygind rollen som modstandsmand Winther, som er baseret på visumdirektør Vilhelm Leifer, der mødes med Flammen og Citronen og giver dem ordre til at henrette.

Ifølge modstandsmanden Gunnar Dyrberg:

 

  • Flammen fik ikke ordre fra nogen – det var der ingen af os, der gjorde.

 

Frode Jacobsen udstak ikke ordre

I filmen fortælles at Frihedsrådets formand, Frode Jacobsen udstak ordre fra Sverige. Han spiller ”Ravn”. På intet tidspunkt i besættelsestiden havde han en direkte operativ rolle i modstandskampen.

Det er højest usandsynligt at Frode Jacobsen udstak ordre fra Sverige. Og Vilhelm Leifer var allerede flygtet til Sverige, da Flammen og Citronen startede deres likvideringer.

Hvorfor er der nogle i filmen, der optræder med deres rigtige navne mens andre ikke gør det?

Denne likvidering blev ikke udført af Flammen og Citronen

Den 14. oktober 1944 blev chefen for det tyskejet Skandinavisk Telegrambureau Horst Gilbert likvideret i døren til Sortedam Dosseringen af Ella von Cappeln og Svend Jensen. Og ikke som i filmen af Flammen og Citronen ved hoveddøren.

 

Her var Citronen heller ikke med

Likvideringsforsøget på spionchef Hermann Adolf Siebold på Phistervej i Charlottenlund blev korrekt nok udført af Flammen. Den anden person som deltog, var ikke som filmen viser Citronen, men Jørgen Rantzau, som var med til at udpege tyskeren.

Elisabeth Lorentzen bliver i filmen først ramt i skulderen af Citronen og derefter ombragt i et hav af skud fra Flammens revolver er heller ikke korrekt fremstillet. Det er Citronen, der den 22 januar 1944 er på sin første likvideringsopgave. Hvem den anden Holger Danske mand er, svæver i det uvisse. Men det er ikke Flammen.

I øvrigt så overlevede Elisabeth Lorentzen mirakuløst.

 

Angrebet på Valby Bakke

Den 19. april 1944 er der en bil fra Gestapo, der bliver angrebet på Valby Bakke. I filmen vises en dreng i bilen. I virkeligheden var der to. Bilen var fra Werner Bests vognpark og chaufføren var Tage Lerche. Et vidne fortæller at Lerche var i civil og ikke i uniform som vises i filmen. Desuden var det en civil bil og ikke med nazi-flag, siger samme vidne.

Det eneste korrekte som filmen viser, er at Lerche blev dræbt. Først den 25. april kan man læse i Berlingske Tidende at Lerche’ s søn også er død. Sønnens kammerat overlever, da han gemmer sig bag nogle træer i Søndermarken. Så langt så godt.

Reelt foregik attentatet slet ikke som filmen beskriver det. Der var ingen modstandsfolk som stod og ventede på den tyske bil.

Flammen, Citronen, ”Bent” og ”Hermann” kørte på Roskildevej i en stjålen Opel Kaptajn, da de fik øje på den tyske bil, hvor chaufføren længe havde været på gruppens ”ønskeliste”

Flammen kørte, ”Bent” sad under klappen i bilens kuffertrum. ”Herman” på bagsædet og Citronen på forsædet. Kilder fortæller, at de først åbnede ild mod den tyske bil, da de overhalede den. I aviserne dagen efter kunne man læse, at begivenhederne fandt sted kl. 14.30 i krydset mellem Pile Allé og Vesterbrogade/Roskildevej.

 

Der blev byttet om på hovedpersonerne

Efter episoden siger modstandskammerater, ”at der gik noget i stykker” i modstandsmanden Flammen og ikke som filmen viser Citronen.

 

Information: Werner Best – du har intet at frygte

Episoden skabte i øvrigt det rygte, at det var Werner Best og hans børn, som man var ude efter. Det illegale blad ”Information” måtte derfor skynde sig at berolige Best og at man ikke havde til hensigt at gå efter hverken ham eller sin familie.

 

Ikke på Ryvangs Allé og ikke i politiuniform

Omkring arrestationen af Flammen og Citronen på Ryvangs Allé som filmen viser, så er det heller ikke korrekt. De blev ikke arresteret sammen og slet ikke på Ryvangs Allé.

De to som blev arresteret under ”Aktion Möwe (tyskernes aktion mod dansk politi 19.9.1944) var Citronen og Helmer Bomhof. Arrestationen foregik på Nørre Alle på Nørrebro. De blev ført til Skt. Hans Gade Skole, hvor det lykkedes Bomhof at flygte efter at Citronen var blevet såret af et lungeskud.

Gunnar Dyrberg fortæller:

 

  • Bomhof var i civil og derfor kunne liste væk i forvirringen, da Citronen forsøgte at flygte.

 

Mødte Citronens kone en ny mand?

I filmen møder Citronens kone en anden mand.

Dette forekommer meget usandsynligt, da konen var gravid med Citronen og føder deres barn lige efter hans død.

 

Citronen var ikke usoigneret

Den kendte frihedskæmper Gunnar Dyrberg genkender ikke Citronen som lettere usoigneret og ubarberet. Også Flammen var lige som Citronen altid velklædt i virkeligheden.  Flammen forsøgte under krigen at farve sit hår mørkebrunt men det mislykkedes og endte med at blive Hennafarvet.

 

Flammen plaffede ikke bare folk ned

Flammen gik ikke bare rundt og skød folk, som man har indtryk af når man ser filmen. Gunnar Dyrberg mener, at han stod for syv likvideringer. Instruktøren af filmen har regnet sig frem til, at han stod bag 11 likvideringer.

Citronen, Jørgen Haagen Schmidt lavede også andet end likvideringer. Han var en altmuligmand. Han lavede også sabotager og hjalp folk til Sverige. Han arbejdede en overgang hos Citroen og hjalp med at sabotere denne fabrik.

Flammen hed rigtig Bent Faurschou – Hviid. Han startede som sabotør i Nordsjælland. Og endte med at jage stikkere i København. Han kunne altid genkendes på sit pæne tøj og sine pæne manerer. Det var tydeligt at han kom fra en rig, nordsjællandsk familie.

Han var forhadt af Gestapo og Danmarks mest eftersøgte person. På et tidspunkt anholdt Gestapo rødhårede personer i håb om at fange Flammen.

 

En charmerende Gestapo – chef

Når vi nu taler om Gestapo’ s chef, Karl Heinz Hoffmann så fremstilles han i filmen som en rigtig led nazist også i udseende. Han var godt nok modstandsbevægelsens største fjende. Helt frem til besættelsen anholdt han folk og sendte dem i KZ – lejre.

Han sad med ved møderne, når der skulle begås clearingsdrab. Han gav også ordre til at modstandsfolk skulle udsættes for ”skærpet forhør” men han deltog aldrig selv. Det overlod han til bl.a. den berygtede torturbøddel Ib Birkedal,

Dog gav han jøderne et forspring. Han indsatte ikke særlig mange vagter, da jøderne flygtede over Øresund. I filmen bliver han portrætteret som arketypisk nazist, skaldet, sadistisk og kold. Men han var en charmerende mand med glimt i øjet med velplejet hår. Han var en kultiveret mand, der yndede at føre lange intellektuelle samtaler med prominente fanger som Mogens Fog og Børge Outze.

Han fik hurtigt opbygget et netværk af prominente personer i Danmark. Han opbyggede et kammeratligt forhold til Alice Devantier, der senere blev gift med Erik Scavenius. Og gestapo-chefen havde adskillige elskerinder, der faldt for den charmerende nazi-torturboss. Men sådan som han er skildret i filmen – nej.

 

Nødværgedrab – også efter 5. maj 1945

Frode Jacobsen lovede de modstandsfolk, der stod for likvideringerne anonymitet med henvisning til at der var tale om krigsdeltagelse. Det drejede sig ikke om jura blev det sagt. Og det var tale om nødværgedrab. Selv om likvideringer også forekom efter 5. maj 1945.

58 af Holger Danskes 64 faldne satte livet til i det sidste krigsår. Alene fra 1. januar 1945 til befrielsen blev 27 dræbt. Ved kapitulationen i maj 1845 var det ca. 350 mand.

 

Modstandskamp meget mere end likvideringer

Fiktionsfilm har stor betydning for de unges historieopfattelse. Modstandskampen var meget mere end likvideringer. Den illegale presse og sabotageaktionerne fylder ikke meget i filmen. Den fortæller heller ikke om alle de danskere, der kæmpede for tyskerne ved østfronten eller de ca. 200.000, der arbejdede for tyskerne i Tyskland, nærmest tvangssendt derned af fagbevægelsen.

 

Likvideringer bliver moralsk grumsede

Likvideringer bliver moralsk grumsede. Der er voldsom uenighed om mål og midler. Der gives ordrer og kontraordrer. Ja det er en tung dyster og melankolsk historie hvis vigtigste aktører ikke selv regner med en lykkelig slutning. De to frihedshelte er hverken helte eller antihelte.

Hvis filmen så kunne skabe debat om alle de fejllikvideringer, der fandt sted. Uden at ville trætte læserne nok engang vil undertegnede henvise til de fem mystiske dødsfald, som vi fandt nede ved grænsen, samt reaktionen på vores historie om Asmus Jensen. Et mord, som myndighederne heller ikke ville undersøge til bunds. Over for familien og offentligheden fandt man på en løgnehistorie og lukkede efterfølgende sagen. Chokerende for os var også de fire – fem andre mystiske uopklarede drab, vi fandt

 

Kilde:

  • Filmen ”Flammen og Citronen”
  • Gunnar Dyrberg: Modstandsmand i Holger Danske
  • Poul Fjeldgård: Aktion Möve
  • Hvem er hvem 1940 – 1945 (Gad)
  • Jørgen Kieler m.m.: Frygt for en kommunistisk revolution
  • Esbern Kjeldbæk: Sabotageorganisationen BOPA 1942 – 1945
  • Henrik Lundtofte: Gestapo, tysk politi og terror i Danmark 1940 – 1945
  • Henrik Lundtofte: Gestapo, de rene bæster
  • Peter Øvig Knudsen: Efter drabet
  • Peter Birkelund: Holger Danske 1-2
  • Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
  • Weekendavisen
  • A4 Arbejdsliv
  • dengang.dk – div. Artikler
  • berlingske.dk
  • arbejderen.dk
  • sn.dk
  • bt.dk
  • information.dk
  • politiken.dk
  • fyens.dk
  • videnskab.dk
  • jyllands-posten.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.666 artikler, herunder 336 artikler fra Besættelsestiden (Før/Under/Efter) herunder:

  • Frihedskæmperen Lis Mellemgaard 1924-2019
  • Frihedsrådet – det kneb med opbakningen
  • Har frihedskæmperen sandhedsmonopol?
  • Stikkerdrab
  • Modstand – ny bog
  • Rovmordet i Utterslev mose
  • Ikke alle mord – undersøges

 

Under ”Grænsen er overskredet” (6 artikler):

  • Asmus Jensen – et mord efter 5 maj 1945

 

Under ”Sønderjylland” (193 artikler):

  • De mystiske mord ved grænsen 1-2

Asmus Jensen – et mord efter 5. maj 1945

Oktober 29, 2020

Asmus Jensen – et mord efter 5. maj 1945 (revideret 31. 10. 2022)

I 2017 udgav vi en bog ”Grænsen er overskredet”. Bogen blev ikke særlig godt modtaget i lokalområdet. Man mente, at vi manglede beviser på vores påstande og at vi var fulde af konspirationsteorier. Det handler om Asmus Jensen, der blev myrdet med to nakkeskud på nært hold. Dette bekræftes af ligsynsrapporten. Men Den danske Brigade fastholder, at han blev skudt på meget lang afstand på flugt ind i Tyskland. Dette skete kort tid efter besættelsen. Vi fandt en masse falske rapporter, afhøringer m.m.  Nu er det nyt i sagen. Vi har fået navnet på ham, der har anmeldt Asmus Jensen til Modstandsbevægelsen. Han stod ikke på nogen liste. Vi har fået bekræftet, at har blev tortureret i Vejbæk. Ejendommen består endnu. Et spor knytter sig til daværende ejendoms ejer. Efter at Asmus Jensen blev myrdet i Vejbæk blev han begravet på Søndermosevej. Da englænderne interesserede sig for sagen, blev han flyttet til Simondysvej. Og det var 200 meter inde i Tyskland, at han blev fundet. Det var derfor englænderne var rasende. Englænderne kaldte politimesteren til møde, hvor han skulle gøre rede for mordet på en række personer. Desuden skulle han fortælle englænderne, hvor Asmus Jensen befandt sig. Var det politimesteren, der beordrede den falske rapport fra Den Danske Brigade? Som vi tidligere har nævnt, står der i engelske arkiver, at Asmus Jensen var engelsk spion. Men Modstandsbevægelsen og politiet i Padborg anså ham for at være nazist og spion for tyskerne. 

 

Henvendelse fra familien

I 2017 udgav vi en bog, der hed ”Grænsen er overskredet”. Hovedhistorien handlede om Asmus Jensen fra Kiskelund nede ved Padborg, der blev skudt efter besættelsen. Det var familiemedlemmer til ham, der havde henvendt sig. Vi fik lov på familiens vegne og gå ind og efterforske sagen. Men ret hurtig måtte vi erkende, at myndighederne spændte ben for os.

I historiebøger stod der, at han var blevet skudt, da han forsøgte at flygte over grænsen. Men ret hurtig fandt vi ud af at dette ikke kunne passe. Vi har under vores efterforskning været i meget tæt kontakt med Asmus Jensens datter og kone. Sidstnævnte er i mellemtiden afgået ved døden i Frankrig.

 

Medierne var interesseret 

Det viste sig, at i begyndelsen var medierne meget interesseret i vores projekt. Men nu ville vi ikke røbe, hvad vi havde fundet frem til. Vi bad om et samarbejde med nogle af dem. Men de kørte bare på og kom frem med deres egne undersøgelser, som ikke passede nogle steder hen. De foretog deres egen mangelfulde research.

 

Mange var ikke interesseret i at få sagen opklaret

For at få afklaret begivenhederne har vi talt med en masse ældre mennesker i det gamle Bov Kommune. Men det var bestemt ikke alle steder vi var velkomne. Og mange steder i lokalområdet oplevede vi endda fjendskab. Det var tydeligt, at mange ikke ville have, at sagen blev opklaret.

I lokalområdet var det langt fra alle, der var interesseret i vores efterforskning. I begyndelsen var medierne det. Og da bogen så udkom, hindrede arkivloven os i at offentliggøre diverse dokumenter. Nogle af disse blev afleveret på det lokale arkiv. Men dette fik så lokale til at kalde vores bog for udokumenteret makværk. Vi blev også beskyldt for at vi havde troet for meget på familien.

Efterfølgende har professionelle historikere begået en sober artikel om Asmus Jensen med mange af de ting som vi har belyst. De er dog ikke gået så vidt som os. Der kom en artikel i Sønderjysk Årbog.

 

Hindringer lagt i vejen

PET og Politiforeningen forsøgte fra starten, at lægge hindringer i vejen for, at vi fik noget som helst at vide. Vi forsøgte også dengang at anmelde hændelsen som mord. Men et par timer efter ringede Aabenraa Politi, ar sagen var afsluttet allerede i 1947. Det vidste vi nu udmærket.

I forbindelse med sagen fandt vi også en masse andre mistænkelige dødsfald i området. Det var tydeligt at nogen havde forsøgt at slette diverse spor. Men åbenbart havde de glemt at slette kommentarer i kirkebogen.

 

Vi fremlagde nye beviser 

Nu var det ikke uden grund, at vi anmeldte et mord til Politiet i Aabenraa. Vi havde trods alt fundet frem til nye beviser. Og det er sikkert beviser som politiet har haft kendskab til i årevis,  Men nu kunne vi sa fremvise meget klare beviser. Således passede ligsynsrapporten overhovedet ikke til den rapport som tre mand fra Den Danske Brigade havde underskrevet. Dette var antagelig den rapport, som skulle tilfredsstille englænderne. De sønderjyske politimestre måtte stå skoleret over for englænderne på et stede i Wassersleben syd for grænsen på en bestemt dato.

 

Lokale viste meget foragt

Vi nåede at finde frem til en masse materiale, inden det hele stoppede. Og det viser manipulerede afhøringsrapporter, undersøgelser og forsøg på at indsætte falske beviser.

Efter gennemgang af sagen forstår vi måske godt, at de to organisationer ville stoppe for vores undersøgelser. Men vi var forbavset over at de lokale viste så stor foragt over for vores undersøgelser.

Det er kun myndighederne, der kan komme med de afgørende dokumenter i sagen. Vi har faktisk ikke adgang til de dokumenter, som vi referer til. Men vi har kendskab til dem. Og såfremt disse skal offentliggøres, ja så kræver det tilladelse fra øverste sted. Indtil da må stadig leve med beskyldninger for at komme med udsagn, der minder om konspiration.

Der er medier, der ikke vil omtale vores bog ikke en gang den gang i 2017. Men som det efterhånden er kendt, så forsker vi stadig i sagen. Og det er heldigvis stor interesse fra læserne. Siden har vi fået værdifulde informationer, som egentlig har opklaret hele sagen.

 

Vi lagde undersøgelserne ud efterhånden

Familien til Asmus Jensen har aldrig modtaget en undskyldning. Efter mordet på Asmus Jensen var stor interesse for at hjælpe familien bl.a. fra medlemmer af modstandsbevægelsen.

Måske erkendte de, at det var en stor fejltagelse at skyde Asmus Jensen på nært hold med to nakkeskud. Det står der i ligsynsrapporten, som ikke er manipuleret som alle de andre papirer i denne sag.

De københavnske medier var ikke så interesseret i vores bog, men det var en del af de sønderjyske medier. Derfor har vi også lagt vores efterforskning ud efterhånden som vi fandt ud af mere og mere.

 

Arkiverne er stemplede

Det ville måske være interessant at forske i de andre mystiske dødsfald som vi fandt begået lige efter besættelsen i Bov Kommune. De mennesker det gik ud over efterlod sig også familie lige som Asmus Jensen.

Men det er svært at komme til bunds i sagerne, når også myndighederne er indblandet. På arkiverne er mapperne stemplet med mange advarende budskaber. Vi har fået at vide, at det skyldes gerningsmændenes efterladte. Men hvad så med ofrenes familie?

Du kan læse en masse artikler om sagen.  I slutningen af denne artikel giver vi dig en oversigt over, hvad vi har skrevet om dette.  Vi vil ikke her gentage os selv.

 

En modstandsmand svigtede os

En modstandsmand, som hvis nok var den sidste i området havde lovet os, at aflevere et brev til sin advokat, hvor han ville nedfælde alt om, hvad der virkelig skete dengang. Han er nu afgået ved døden.

 

En kendt person anmeldte Asmus Jensen

Men nu har en søn til en person med forbindelse til modstandsbevægelsen afleveret en besked til os fra sin far, som også er afgået ved døden.

 

  • Asmus Jensen blev anmeldt til Modstandsbevægelsen af en meget kendt person i Kiskelund med anklage om spionage for tyskerne

 

Vi vil ikke nævne navnet. Da undertegnede i sin tid boede i Padborg kendte jeg familien til denne person. Men det skal understreges, at han ikke var med til torturen og efterfølgende nedskydning.

Der var meget kort proces. Om der var hold i beskyldningerne var Modstandsbevægelsen lige glad med. Meget tyder på, at Asmus Jensen var udsat for tortur, inden han blev skudt. De tog i den grad fejl. Asmus Jensen spionerede og det var til fordel for englænderne. Det gik så først senere op for både modstandsbevægelsen og det lokale politi.

 

Likvideret i Vejbæk

Dette har vi også senere fået bekræftet. Man påstod, at efter at han var blevet bortført af modstandsfolk, så var han blevet ført til Fårhuslejren. Man kørte godt nok også ad Tønder Landevej men man drejede her til højre til Vejbæk.

I en lade eller stald i denne lille by er Asmus Jensen blevet tortureret og efterfølgende dræbt af navngivne modstandsfolk. Der skulle have været fem mand til stede. Vi har også navnet på den person i hvis lade/stald forbrydelsen fandt sted. Og denne person var også til stede.

 

Englænderne kom for tæt på

Asmus Jensen er af modstandsfolk blevet flyttet på en tysk militærmotorcykel, På dennes sidevogn var der anbragt en dør, hvorpå liget af Asmus Jensen blev anbragt. Man er så kørt til adressen Søndermosevej 85 – 87, hvor han blev begravet.

Men modstandsfolkene var ikke glade for, at englænderne nu spurgte til Asmus Jensen. Og selv om stedet, hvor Asmus Jensen lå begravet dengang var meget afsides mente man, at han skulle flyttes. Både første og anden gang blev han begravet i en kunstgødningssæk, der ikke var helt let at få fat i dengang. Dette indikerede at en bonde og ejeren af stald/lade i Vejbæk var indblandet.

Hvorfor kendte englænderne til Asmus Jensen? Det var fordi, at han fortsatte med at levere oplysninger til englænderne. Han har åbenbart haft et deltidsjob som gartner omkring villaerne i Kollund Østerskov. Disse villaer blev betegnet som Werner Bests sommerhus. Men her var inden dette skete opholdssted for ledende topnazister. Ubekræftede oplysninger fortæller at han også var taxachauffør. Til tider kørte han tyske officerer fra banegården til disse villaer.

 

Arbejde i Tyskland 

Som vi tidligere har forklaret har Asmus Jensen arbejdet som bager i Hamborg. Han blev opfordret af de danske myndigheder at søge arbejde hernede. Det var her han lærte sin kone at kende. Hende som vi også har talt med. Han kom i forbindelse med danske modstandsfolk hernede og begyndte at arbejde for englænderne. Senere arbejdede Asmus Jensen som bager i Flensborg. Her opfandt han et system så brød kunne holde sig længere i u – både. For dette blev han rosende omtalt i tyske militærblade.

Den arbejdsgiver, som han arbejdede for havde en ejerandel i to villaer i Kollund Østerskov. Her arbejdede Asmus Jensen en gang imellem som gartner. Disse to villaer blev brugt af topnazister bl.a. Werner Best. Efter krigen skete der også mange spændende her i skoven, hvor både det danske og engelske efterretningsvæsen arbejdede.

 

Begravet – 200 meter inde i Tyskland

To mand flyttede ham nu til Simondysvej. Her troede modstandsfolkene at han var mere i sikkerhed. Men stedet blev brugt til at opbevare heste, som man havde taget fra tyskerne i Kruså. Her var der ikke mere plads, så man brugte nu Simondysvej. Men faktisk blev han begravet 200 meter inde i Tyskland. Og det var under engelsk kommando. Men på intet tidspunkt var englænderne blevet informeret.

 

Hurtig udrykning

Og da Asmus Jensen så endelig blev fundet ilde tilredt, var myndighederne udmærket klar over, hvem det var. En ligbil kørte også over i tysk område og var ret hurtig til stede. Retsmedicinsk Institut rykkede utrolig hurtigt ud. En ligsynsrapport blev udarbejdet. Og den skulle vi nok ikke være kommet i besiddelse af. For den sagde noget helt andet end de officielle forklaringer.

Asmus Jensens lig blev anbragt i kapellet i Bov. Og Asmus Jensens far blev tilkaldt. Hvordan kunne de vide, at det var ham. Med faderen kunne kun genkende ham på jakken. Hovedet var sendt til Retsmedicinsk Institut i Aarhus. Her blev det nøje undersøgt.

 

Hovedet blev aldrig afhentet

I mellemtiden havde Asmus Jensen familie fået at vide, at liget af ham skulle begraves næste dag mellem kl. 17 og 18. Der var ingen valgmuligheder. Myndighederne havde talt.

Politimesteren i Gråsten havde tre dage efter fået at vide, at undersøgelserne af hovedet, hvor underkæben manglede, var tilendebragt. Og nu kunne det afhentes. Men det blev aldrig afhentet. Og ifølge graveren på Bov Kirkegård var der aldrig blevet tilføjet noget.

Da vi ringede til Retsmedicinsk Institut var de meget imødekommen og ville gerne undersøge de nærmere omstændigheder. Men da vi så ringede et par dage efter, var der fuldstændig tavshed. Nu ville man ikke en gang oplyse om de havde et hoved.

 

Hvorfor var den Danske Brigade indblandet

Men selv med disse nye oplysninger undrer det os stadig, hvorfor Den Danske Brigade forholdt sig som de gjorde. De udarbejdede en falsk rapport, der endte med at tre navngivne personer skrev under på, at de skød Asmus Jensen under flugt over grænsen til Tyskland. Dette passer slet ikke med ligsynsrapporten.

De tre personer, der skrev under, fik senere store stillinger i Bruxelles.

Antagelig er det politimesteren i Gråsten, der har bedt Den Danske Brigade om at medvirke til en falsk rapport, som skulle overdrages til englænderne. Man var i begyndelsen meget venlige over for os hos Den Danske Brigade, da vi ville undersøge sagen. . Men da vi gik tættere på for at få en forklaring  blev røret lagt på.

 

Vi kiggede i engelske arkiver 

Vi har forsøgt flere gange at få en forklaring på dette. Men det vil man ikke tale med os om. Vi har selvfølgelig haft familiens tilladelse til at gå i arkiverne. Men da myndighederne opdagede, hvad vi havde gang i, var det lukket.

Men så var det jo de engelske arkiver i udlandet, som indeholdte interessante oplysninger. Og de indeholder sikkert endnu flere oplysninger.

Men man kan jo så undre sig over, hvorfor de danske myndigheder ikke havde de oplysninger med, som vi har fundet frem til. Masser af de rapporter som vi har gennemlæst vidner om nogen der er fabrikeret til lejligheden. Vi har pligtskyldigt afleveret nogle af disse til det lokale arkiv. Nogle af disse har vi så ikke afleveret af respekt for familien.

Hvis du vil læse mere om sagen, så se her. Masser af det er gentagelser. Du kan måske nøjes med at læse de artikler, der er understreget med sort.

 

Hvorfor indrømmer man ikke?

I begyndelsen af 1970’erne rettede Gråstens politimester henvendelse til Folketinget og spurgte, hvordan han skulle forholde sig. Nu var pressen igen på tæerne. Sagen blev lukket allerede i 1947. Hvorfor? Ja det har vi så nu fået en forklaring på.

Og hvorfor genoptager man så ikke sagen?

I denne sag har man taget hensyn til gerningsmændene og deres familie og slet ikke til ofrets familie. Vi har i vores bog skildret, hvad de har været udsat for.

 

Politimester kaldt til møde 

Den 3. juli 1945 blev politimester Ivar Møller kaldt til et møde med de engelske besættelsestropper i Waldeck i Wassersleben. Englænderne ville bl.a. have at vide, hvad der var sket med følgende personer:

–  Richard Christensen, Poul Hansen, Albert Wille, Hubert Claus, og de ville vide, hvor Asmus Jensen befandt sig 

Politimesteren bedyrede, at det vidste han overhovedet ikke noget om. Men det troede englænderne ikke på. Man måtte finde på noget i hvert fald m.h.t. Asmus Jensen. Det var derfor, at man fik hjælp fra Den Danske Brigade til at forfalske en rapport.

Hvordan politimesteren forklarede de to tyskers nedskydning på tysk område vides ikke. De er skudt ved Rønsdam. Og hvordan han forklarede nedskydningen af Richard Christensen og Poul Hansen vides heller ikke. Men vi har herfra fundet ud af, hvordan de blev skudt. Richard Christensen blev skudt midt på Østergade i Padborg, hvor han fik lov til at ligge i ret lang tid. Han forsøgte at komme over den grønne grænse ved Haralddalsvej. Men han blev opdaget af bevogtningen. De løb efter ham og skød ham på Østergade.

Richard Christensen havde arbejdet for tyskerne som vagt. Han havde fået et barn med en servitrice. Han var også blevet dømt for det. Vi fandt ud af, at han optrådte i sort uniform. Om han var i Sommerkorpset eller HIPO vides ikke. Antagelig ville Richard Christensen flygte over grænsen.

Poul Hansen arbejdede i Bolderslev. Han var kun 17 år. Han arbejdede på en maskinfabrik. De havde arbejdet for tyskerne. Da modstandsbevægelsen mødte op mente Poul ikke at have noget med dette at gøre på grund af sin unge alder. Derfor flygtede han men blev ramt i ryggen af modstandsbevægelsens kugler.

Asmus Jensen blev først fundet den 19, juli på tysk område. – 16 dage efter mødet med englænderne. Dette har vi indgående berettet om i vores bog og i tidligere artikler. Antagelig er englænderne blevet informeret af tidligere danske SOE – medlemmer fra Hamborg, hvor han også arbejdede for dem. Nogle af disse har informeret faderen i Kiskelund. Ifølge Asmus Jensens kone, som vi talte med, havde de søgt efter ham.

 

Man anerkendte ikke Den Danske Brigade dengang 

Ifølge vores kontakt , så anerkendte den engelske militærattache kun Den Danske Brigade som grænsebevogtning. Den Danske Brigade tilbød at arbejde for englænderne. Dette kan skyldes denne episode med Asmus Jensen. Men også med en anden episode, hvor en dansk krigsforbryder var flygtet til Haderslev. Fra dansk side nægtede man at udlevere ham. Vi arbejder videre med om påstanden m.h.t Den Danske Brigade er rigtig.

 

Vi forstår nu bedre Politimesteren 

I 1974 skrev politimester Ivar Møller til Folketinget. Medierne var ved at komme for tæt på. Han har med stor sandsynlighed haft kendskab til modstandsbevægelsens fejltrin og Den Danske Brigades falske rapport. Ganske givet kendte han også til tortureringen af Asmus Jensen. Et par af hans folk var med til det.

Politimesterens højre hånd fulgte ham som politimester. Åbenbart blev embedet ikke opslået. Var det for at dække over denne historie. Vi tør ikke at hævde dette af hensyn til injurier.

 

Buskmose . hvad skete her?

Under vores efterforskning dukker Buskmose ved Rinkenæs op flere gange samt en politiassistent Jensen fra Gråsten. Vi har endnu ikke kunnet fastslå en direkte forbindelse med vores sag om Asmus Jensen .

Der var endnu flere mystiske dødfald i området. Også det arbejder vi videre med. Vi har fundet ud af, at meget af historien her i Grænselandet bygger på løgne. Der er nogle af de store, der beskytter hinanden. Den lille mand, der ikke havde nogen som kunne beskytte sig  blev anklaget og blev udsat for trusler. Nogle gange blev disse trusler alvorlig.

 

Vi forstår godt at myndighederne ville nægte os adgang 

Vi forstår godt, at myndigheder vil nægte os adgang. Det er også dem, der sidder med de bedste kort på hånden. Det er dem, der i sidste ende skal give os adgang til de dokumenter vi referer fra. Men hvis de erkender, at de har begået fejl, så er der nogen, der skal stilles til ansvar. Og så skal den familie, som man har fyldt med løgn, have erstatning. Det er så meget lettere at mene, at det er os, der ude på et sidespor.

For os giver de nyeste oplysninger mere mening. Og her tænker vi på de samtaler, som vi har haft med familien. Historikere, der har kontaktet os, mener at de er fulde af løgn. Måske, når tiden er moden til at åbne arkiver så finder man ud af, at vi alligevel har ret.

 

Har familien ikke ret til sandheden? 

Asmus Jensens familie er stor. Hans kone har været gift flere gange, efter han blev myrdet. Der er mange franske familiemedlemmer, der er interesseret i denne sag. Datteren Renate (Vi anvender ikke det rigtige navn) har oversat store dele af vores historie. Og også de franske medier har vist interesse.  Vi forstår godt, at Asmus Jensens kone efterlod en seddel, da hun rejste tilbage til Frankrig. Her gav hun udtryk for skuffelser for den måde, politiet behandlede hendes sag.

 

Politiet og Efterretningsvæsnet kan jo let tjekke vores oplysninger 

Sagen blev lukket i 1947. Antagelig fordi man ville skjule noget. Og hvorfor siger vi det. Jo, man kunne jo, ligesom englænderne burde have gjort sammenligne ligsynsrapporten, som ikke var forfalsket med rapporten fra Den danske Brigade. Som allerede nævnt afviste en flink betjent fra Aabenraa Politi at modtage en anklage for mord, trods vores argumenter.

 

Fik vi for meget at vide?

Vi tror, at vi ved en fejl har fået fat i for meget. Når vi holder tingene tæt på kroppen, forekommer det også meget mystik om den måde familien til Asmus Jensen blev behandlet på at visse personer i kommunen. Vi fortsætter vores research. Allerede efter bogens udgivelse har vi fundet ud af meget. Der er kommen en del andre interessante historier frem. Og vi ved godt at myndighederne holde øje med os. Så måske er det en god ide, at holde lidt igen med vores afsløringer.

Vi kunne jo godt tænke os at få at vide, hvad det skete med de sønderjyske politimestre, da englænderne opdagede, at de fik fabrikeret en falsk rapport for at skjule mordet på Asmus Jensen. Vi skal nok holde dig orienteret, såfremt vi vurdere, at nu vil vi offentliggøre vores nyeste opdagelse.

Vi har hørt fra endnu et arkiv 

Mange kender sikkert Deutsche Dienststelle i Berlin. Det er et militær arkiv. Men de har også en civil afdeling. Og en del af denne er “Die Geschichte in Flensburg”. Her har vi fundet materiale om Asmus Jensen. Dette bekræfter det som vi fandt i et engelsk arkiv:

– Asmus Jensen blev ikke skudt under flugt som hævdet af den Danske Brigade, men myrdet efter tortur af medlemmer af den lokale modstandsbevægelse. 

Det er kun den omtalte rapport, som vi mener er forfalsket, der fastholder, at Asmus Jensen blev skudt under flugt. Vi skal da også henvise til ligsynsrapporten, der taler om nakkeskud.

Asmus Jensen talte åbent om den opdagelse, som han havde lavet omkring at brød kunne holde sig længere i ubåde. Han opfattede ikke selv det at være noget særligt. Men det gjorde de i den lokale modstandsbevægelse. Her mente man, at man gjorde englænderne en tjeneste ved at at myrde ham. I Flensborg arbejdede Asmus Jensen for et industribageri, der leverede brød m.m. til de tyske ubåde. Modstandsbevægelsen i Padborg og Omegn havde ikke selv henvendt sig til englænderne for at få bekræftet, at Asmus Jensen var engelsk meddeler.

Det var også af englænderne, han havde fået at vide, at Hamborg ville blive bombet. Derfor rejste de hjem. Både ham og hans forældre blev opfattet som “halvtyskere”. Derfor er mordet på ham måske også at betragte som et hævnmotiv, som vi skrev i vores bog.

Vi kan i det omtalte arkiv se, at mange tyske soldater mistede deres liv, da de forsøgte at passere grænsen, hvor de ikke måtte. Således var det besluttet, at de kun måtte gå over grænsen ved Kruså og Sæd. Hvis de ikke med det samme parerede ordre, ja så sad fingeren løs på det danske bevogtningsmandskab. Hvor mange tyske soldater på den måde er omkommet, har vi endnu ikke overblik over.

En anden ting som vi endnu ikke har fået nærmere undersøgt, ja det var at man fra dansk side satte medlemmer af Det Tyske Mindretal ind i Ladelund. Men dette satte englænderne hurtig en stopper for.

– Hold øje med denne artikel – Her opdaterer med nye oplysninger. 

 

 

Kilde:

– Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet.

  • Diverse dokumenter og kilder offentliggjort i bogen
  • Vi har gjort brug af anonyme personer både nord og syd for grænsen. Vi respekterer fuldt ud deres ønske om at være anonyme
  • Nye dokumenter fra udenlandske arkiver

 

Under Padborg/Kruså/Bov (63 artikler)

  • En villa i Kollund
  • En villa i Kollund – endnu mere
  • Mord i Padborg 1-4
  • To skæbner i Kiskelund

Under Sønderjylland (213 artikler)

  • De Mystiske Mord ved Grænsen 1-2

 

Under Besættelsestiden Før/under/efter (373 artikler)

  • I Kollund Østerskov lå to villaer

 

Under Grænsen er overskredet (6 artikler)

  • Forord (1)
  • Grænsen er overskredet – anmeldelse og omtale
  • Var det en hævnmotiv

Augustoprøret 1943

Oktober 29, 2020

Augustoprøret 1943

Ny bog af Simon Kratholm Ankjærsgaard. Flotte fotos og et dynamisk sprog dominerer denne bog. Mange ville tage æren af dette oprør. Men var det egentlig et folkeligt oprør? Ville politikerne og fagbevægelsen ikke bare fortsætte? Var det ikke kommunisterne, der trak i de lange tråde? Er det egentlig en ”overset” historie? De unge har for længst glemt datoen. Churchill regnede ikke Danmark for noget. Oprøret var startet længe før i jyske og fynske byer. Nu kunne politikerne kalde sig ansvarsfri under departementsstyret. Rent sprogligt er denne bog bedre egnet til unge mennesker. Men kildemæssigt adskiller den sig fra andre udgivelser. Man skal aldrig stole på Werner Best. Og så er der altid mange, der dækker sig bag ordet ”Kollaboration” på godt og ondt. En spændende historiefortælling.

 

Mange ville tage æren

Egentlig har vi allerede læst et par bøger om dette tema. Men er der så kommet noget nyt i denne? Ja der er nye og fremragende fotos og så er bogen skrevet på et fremragende og medlevende sprog. Og forfatteren er historiker og journalist Simon Kratholm Ankjærsgaard.

Det er ikke længe siden vi anmeldte dennes bog om ”Genforeningen”, hvor forfatteren også havde lånt nogle artikler her fra siden.

Nu var det ikke kun i Danmark, der skete ting og sager. Man så det overalt i Europa. Men herhjemme er der flere, der gerne vil tage æren for dette oprør. Og det er

AC

  1. Modstandsgrupperne
  2. Politikerne
  3. Arbejderne
  4. Opfordring fra London

 

Hvem satte gang i oprøret?

Modstandsgrupperne mente, at det var dem og deres stigende sabotager, der havde fået tyskerne til at indføre dødsstraf.

Politikerne mente ikke, at de længere kunne samarbejde med tyskerne og kunne slet ikke tolerere dødsstraf. Dette er heller ikke sandheden. De ville nok inderst inde have fortsat og gjorde det egentlig også. De krævede i hvert fald deres løn.

Ja det var ikke alle arbejdere, der var så glade for at strejke. Således lykkedes det for Socialdemokraterne i København at få de fleste til at gå på arbejde. Initiativet til oprøret må vel placeres hos kommunisterne. Måske kan man slet ikke dele det så firkantet op. Og alligevel.

Politikerne undervurderede strejkebevægelsens organisatoriske formåen, dens føringsevner. Målet var vel samarbejdspolitikkens ophør – med risiko for statsmagtens sammenbrud og den åbne krig mod tyskerne.

Kampene var vel for at tage temperaturen hos fagbevægelsen og politikerne? Noget tyder på at afstanden mellem folket og lederne var blevet for stor. Opgøret kom vel også helt bag på politikerne, partierne og fagbevægelsen. Man havde hverken ønsket eller forventet et opgør mod regeringens politik.

Det var bestemt ikke det etablerede Danmark, de danske politikere m.m. der ønskede samarbejdspolitikkens sammenbrud – tværtimod.

 

Kommunisterne trak i de rigtige tråde

Men via det illegale blad ”Trods Alt” var kommunistiske tillidsfolk i stand til at dreje de voldsomme begivenheder i en konsekvent retning til de lokale socialdemokraters store forbitrelse.

Det oprør der opstod, var det vendt mod tyskerne eller regeringens politik?

For samarbejdspolitikkerne fra de fire store partier var målet helt frem til den 28. august 1943 at fortsætte den kurs, der var påbegyndt allerede ved den tyske besættelse den 9. april 1940.

En anden årsag til stemningsbruddet var afgivelse af den første dødsdom over en sabotør. Det var til den tidligere spaniensfrivillige Hans Petersen. Dommen blev senere ændret til livsvarigt tugthus.

 

Kollaboration

Ja man bruger ofte ordet kollaboration. Men ofte bruges dette ord med en, som man har sympati med. Og det kan man da just ikke sige, at den danske regering havde. I flæng bruges ofte ordene samarbejdspolitik og forhandlingspolitik. Og kollaboration er vel nødvendig hvis man vil bevare sin regering og hele den samfundsmæssige struktur?

Men det var vel alligevel ikke kommunisternes store sejr? De fik godt nok sat ting i sving, men de voksede sig ikke store og stærke.  Fagbevægelsen og Socialdemokratiet rådede til at man ikke skulle strejke. I Simon Ankjærgaards bog gøres det til, at danskernes trodsighed voksede til et folkeligt oprør. Og kommunisterne popper kun op en gang imellem.

 

Er det en ”overset” historie?

Men i bogen følger vi begivenhederne og det politiske spil, der førte til regeringens tilbagetræden. Forfatteren mener, at det er en ”overset” historie. Det er det vel ikke. Undertegnede har mammutværket på 1.100 sider af Hans Kirchhoff og diverse andre om samme emne stående inde på reolen.

Og så er det vel også Victor Sjøqvist’ s bog om Erik Scavenius. Og Aage Trommer beskriver situationen i Esbjerg, ja der er flere.

 

Var det et samlet oprør?

Men det er vel vigtigt at give den ny generation et indblik i situationen. Man har hele tiden ment, at oprøret var folkeligt og spontant. Men denne myte hamrede Kirchhoff effektiv i jorden.

Og egentlig var det ikke i København det hele startede. Det er som om, at den konservative Poul Møller bliver tildelt en inspirerende rolle for oprøret. Det er en overraskelse for undertegnede. Det er et billede af ”danskere”, der gør oprør. Men det var vel ikke et samlet oprør.

 

Man skal ikke stole på Werner Best

Nogle har gjort forarbejdet med at undersøge forholdene. Men det er nu ikke i alle tilfælde medtaget. Og der er medtaget Werner Best’ s filosofiske betragtninger. Indrømmet, undertegnede har ikke så meget til overs for disse betragtninger, der ofte er efterrationaliseret. Jo han var god til at manipulere denne hr. Best.

 

Departementsstyret

Og han fik det vel også sådan som han ville have det med departementsstyret. Han var selv kommet frem med noget lignende. At løsningen så blev svært at leve med for Best, ja se det er en anden sag.

Departementsstyret tog kun ting op som de kunne leve med og som var i overensstemmelse med dansk lovgivning. Og så handlede det vel også om samvittighed og situationsfornemmelse. Nej, de var ikke politikernes forlængede arm.

I sin tid brugt Kirchhoff en del tysk litteratur for at skildre bl.a. det dansk/tyske forhold. Og her fik man også belyst det tyske hierarki.

 

Churchill regnede ikke Danmark for noget

Det gode ved bogen er foruden de fremragende fotos den dramatiske og levende fortællestil. Ja så er det jo det evige spørgsmål, om Danmark efter dette oprør blev mere accepteret af de allierede. Efter krigen havde Danmark ikke fået de store stjerner hos briterne og slet ikke hos Churchill.

 

Oprøret startede længe før

Samme dag oprøret officielt bliver markeret den 29. august 1943 startede det med forhandlinger om politisamarbejde. Nu havde man allerede til en vis grad samarbejdet med tyskerne. De danske myndigheder var stillet over for at krav om et samarbejde. Modstandsbevægelsen skulle bekæmpes effektivt ellers kunne vi forvente et brutalt terrorregime.

Det startede jo meget tidligere i august med aktioner. Allerede den 7. december stødte folk og tyske soldater sammen i Esbjerg. I Rold Skov skete der en træfning den 18. august En bankassistent blev dræbt. 5-6.000 deltog i begravelsen. Der kom til uroligheder. 23 danskere blev såret og 2 blev dræbt.

En dansker blev dræbt på cementfabrikken i Aalborg og 17.000 demonstranter mødtes i Aalborg.

Ja egentlig var Esbjerg i undtagelsestilstand allerede fra 6. august efter en stor sabotagebrand. Butikker holder lukket og byens arbejdere går i strejke.

Der var generalstrejke fra 9. til 12. august. I Odense og Esbjerg kom der igen til voldsomme sammenstød. I Svendborg var tyske marinesoldater i kamp mod danskere

De danske betjente skulle rykke bevæbnet ud og eventuelt også skyde de danske modstandsfolk. Men embedsmænd og politikere ville da også bevare kontrollen, hvis nu den kommunistiske del af modstandsbevægelsen skulle finde på at tage magten.

 

Politikerne kunne kalde sig ansvarsfri

Men vi fik et departementstyre og vores eksport syd på steg. Vi fortsatte samarbejdspolitikken. Forskellen var bare nu, at politikkerne kunne kalde sig ansvarsfri.

Om morgenen den 29. august blev det danske forsvar afvæbnet af den tyske værnemagt under kamp, der kostede 23 danske og 5 tyske soldater livet. Dele af flåden blev sænket eller forsøgt ført til Sverige.

Historikerne mener, at oprøret var rettet mod tyskerne.

 

Det er altid let at være bagklog

Der er sagt meget om besættelsen. Og det er ikke altid, at folk har sat sig ind i forholdene. Tyske bombefly hang over København den 9. april 1940. Man vidste, hvad der var sket i Warszawa. Man kendte de tyske racelove. De danske politikere kunne forvente, at Sønderjylland ville lide samme skæbne blot 20 år efter. Tyskerne gav et tilbud om at respektere dansk politiks uafhængighed og territorial integritet, hvis Danmark accepterede den tyske besættelse. Det var fristende for regeringen at acceptere dette tilbud. For hvad var alternativet? Danmark var i en tvangssituation.

Det var bestemt ikke heroisk. Det var en statslig overlevelsesstrategi. Man tænkte på nationale interesser og egne statsborgere. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen var meget kritisk over for samarbejdspolitikken. Men han har nok ikke forstået datidens præmisser. Han parti var hverken bedre eller dårligere end de andre under hele besættelsen.

I tilspidsede sitiatoner er situationen hverken sort eller hvid. Mennesket er tilbøjeligt til at finde en løsning, der sikrer overlevelse.

 

Denne bog er mere gearet til unge mennesker

Om bogen får de unge mennesker til at huske datoen den 29. august 1943. er nok tvivlsomt. Bogen er lettere at gå til end Hans Kirchhoffs mammutværk. Men om den er bedre, er nok et spørgsmål om, hvor meget man ved, eller om hvor meget man vil vide.

For unge mennesker i skolen er denne sikkert bedre med dens flotte fotos og dramatiske sprogbrug. Kilderne, der er brugt i denne bog, er også meget forskellig fra Hans Kirchhoff’ s bog

 

Simon Kratholm Ankjærgaard: Augustoprøret

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1664 artikler, heraf 335 artikler om Besættelsestiden (før/under/efter)