Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Besættelsestiden

Christian den Grusomme

April 19, 2021

Christian den Grusomme

En ny bog er udkommet. Vi går lidt videre for at finde ud af, hvad der foregik i tre KZ – lejre, der blev oprettet i forbindelse med ”Aktion Reinhardt” De forkullede lig blev gravet op og brændt. Han blev også kaldt ”Vilde Christian”. Han var med til at udrydde de handicappede. Cirka 200.000 af disse blev udslettet. Den tyske befolkning vidste godt, hvad der foregik. Det hed ”Aktion T4”. ”Åh Gud sikke en stank”. Eichmann var på besøg. Hvad skete der, da jøderne ankom. Et kvarter efter ankomst til brusebadet var man omkommet. Det gjaldt også om at stjæle så meget som muligt. Blev Christian Wirth dræbt af sine egne? Man mente at denne krigsforbryder var ”mindre belastet”. Andre mystiske ting fra den tyske retshistorie. Vi kigger på Trawniki – mændene. Der var både oprør i Sobibor og Treblinka. Samuel genkendte sine søstres tøj. Alle tre lejre blev nedrevet i 1943, men polakkerne gravede lig op efter at nazisterne var forsvundet. Måske var det noget at hente.

 

Vi går lidt videre

Igen engang er der dukket en grusom bog op. Den handler om Christian Wirth. Det siger dig måske ikke så meget. Men det gør det nu nok, når du har læst denne artikel.

Vi kigger på den nye bog af Andreas Otte Stensager men vi går også lidt videre og forsøger at få lidt andre indtryk af hovedpersonen, som nødvendigvis ikke er at finde i bogen.

 

De forkullede lig blev gravet op

Vi dykker os ned i de lejre, som han var inspektør for. Det var forholdsvis små lejre men særdeles effektive til at udrydde jøder. Meningen var, at hvis målet i Aktion Reinhard var fuldendt, så skulle lejrene nedrives og alle spor skulle udviskes. Men det sådan gik det ikke. Mange polakker forsøgte at finde værdigenstande efter at tyskerne havde forladt området. Horder af plyndrer bestormede området og begyndte at grave i jorden.

 

”Det vidste vi intet om”

Mange af dem, der begik ”Forbrydelser mod menneskeheden” gemte sig bag begrebet:

 

  • Det vidste vi intet om

 

”Vilde Christian”

Efterhånden som arkiverne åbner sig for historikerne, falder maskerne. Vores hovedperson var i den grad involveret i forbrydelser. Det var bestemt ikke uden grund at han blev kaldt ”Christian den Grusomme” eller ”Vilde Christian”

Fra 1905 til 1907 var han i militæret Og igen fra 1908 til 1910. han avancerede til underofficer. Herefter kom han til ordenspolitiet bl.a. i Stuttgart. Da krigen sluttede, kunne kom han igen tilbage som overkriminalbetjent. Allerede 11. januar 1931 meldte han sig ind i NSDAP og i 1933 i SA.

Han havde en ”utvetydig nationalsocialistisk verdensopfattelse, der afspejler en ”ren og anstændig karakter og kampmæssig holdning. Han besidder fremragende faglige kvalifikationer, er energisk og udholdende, har ikke haft nogen sygedage i to år”.

Det var vel sådan en man kunne bruge overalt i det tredje rige. I 1933 indtrådte han i SA og 1937 var han i SD.

 

Ballasteksistenser og tomme menneskehylster

Wirth var indtrådt i SS og var i 1939 sendt til Wien. I 1940 blev Hauptmann Wirth sendt til anstalten Brandenburg, hvor man tog livet af:

 

  • Ballasteksistenser og tomme menneskehylster

 

Skal dette oversættes må det være:

 

  • Åndsvage, retarderede og handicappede

 

Disse mennesker passede ikke ind i Det tredje Rige. Den 1. september 1939 havde han udstedt et ”Führererlass”, hvor han beordre at disse mennesker skulle lide den såkaldte ”Gnadentot” som betyder – en nådig død. Ofrene blev enten dræbt i gaskamre eller med dødelige injektioner.

Måske var det gennem Hitlers livlæge, Karl Brandt, at Wirth kom med i ”Aktion T4” Det handlede om masseudryddelse gennem CO – gas og injektionssprøjter.

Seks udryddelseslejre blev brugt til dette formål, herunder Brandenburg, Hademar og Grafeneck.

 

Tyskerne vidste godt, hvad der foregik

Mange gange blev ofrene bedøvet med et sovemiddel, inden de blev ført ind i bruserummet. Rygterne svirrede overalt i Tyskland. Hyppigheden af dødsfaldene på de psykiatriske anstalter var efterhånden påfaldende

Børnene i Hademar modtog busserne, hvori de syge blev bedt om at gå ind i med råbene:

 

  • I disse er der igen nogle der bliver gasset.

 

Aktion ”T4”

I 1941 var han leder af kontoret i udryddelseslejren Hadamar. Det var her Wirth skulle sørge for, at familier fik tilsendt dokumenter, der fastslog at familiemedlemmer var døde af epidemi, lungesygdomme eller hjertestop. Han skulle undersøge om mordene foregik på en effektiv måde.

I første omgang blev 70.000 handicappede myrdet, men man regner med at ca. 200.000 blev offer for nazisternes syn på handikappede. Aktionen hed ”Aktion T4”. det var fordi, at administrationen havde adresse på Tiergartenstrasse 4.

Man holdt nøje øje med, hvordan de forskellige udførte deres arbejde. Wirth havde gjort det så godt, at han blev forfremmet til SS – Hauptsturmführer. Nu varede det lidt inden det gik igennem. Men Wirth’ s mål var at udrydde den jødiske race i Europa.

 

”Aktion Reinhardt”

Det var Göring, der gav SS – Obergruppenführer Reinhard Heydrich ordren til at få løst jødespørgsmålet enten i form af tvungen udvandring eller andre metoder. Den 20. januar 1942 fremlagde Heydrich så sin plan. Det var på det såkaldte Wannsee – møde.  Her talte man om udryddelse af 11 millioner jøder. Nogle af lagrene var i stand til at udrydde 15.000 jøder om dagen.

Dette skulle bl.a. ske gennem Aktion Reinhardt. Og en af værktøjerne til dette var udryddelseslejren Belzec. Wirth blev kommandør for lejren, der var færdigbygget i 1941/42. I løbet af den første måned ankom ikke mindre end 70.000 jøder til Belzec.

Balzec var inden den blev udryddelseslejr en arbejderlejr med 11.000 polske jøder. Lejren lå ved hovedfærdselsåren til Warschau og ved banestrækningen.

I dag har man fået sammensat en liste med 121 forbrydere, der var med i Aktion Reinhardt.

 

”Åh Gud – sikke en lugt”

Franz Stengel udbrød ”Åh Gud sikke en lugt” Han husker et besøg i foråret 1942 i Belzec. ”Han var overalt denne Wirth”. Egentlig ville Stengel møde Wirth på hans kontor.  Men han stod direkte ved gruberne. Han kiggede på tusindvis af lig.

Wirth var i dårligt humør, fordi en af massegravene var ”overløbet”. En SS – mand forklarede, at det skyldes at det det var flydende væske fra ligene, der trykkede dem opad.

Hele 9 km fra lejren skulle passagererne i togene holde vinduerne lukket på grund af lugten.

Wirth arbejdede med stor energi og deltog også selv aktivt i drabene. Den anden af tre udryddelseslejre i Polen, Sobibor blev også påbegyndt. Igen var det Wirth, som Aktion Reinhardt satte til arbejdet for at opbygge denne.

I første gaskammer her blev der anvendt udstødningsgassen fra en aflagt russisk benzinmotor. Wirth forlangte en ”prøvegasning” af 25 jøder for at se om det hele fungerede.

Wirth forsøgte først med almindelig gas fra flasker, men det var for dyrt i længden.  I april 1942 lod Wirth mekanikeren Lorenz Hackenholt installere en russisk pansermotor. Gassen fra denne virkede fint til aflivning af jøder i komplette isolerede rum.

 

Talende taler deres tydelige sprog

Så kom også bygningen af den tredje udryddelseslejr, Treblinka. Igen var det med Wirth i den centrale rolle. Den stod klar i juli 1942 og fungerede frem til august året efter. De voldsomme tal for de tre udryddelseslejre taler deres tydelige sprog. Antal af myrdede:

 

  • Belzec 434.508
  • Sobibor 167.000
  • Treblinka: 925.000

 

Nu er det lidt tvivl om disse tal er store nok. For andre kilder fortæller at indtil efteråret 1943 blev knap to millioner mennesker myrdet i disse tre ”morder – fabrikker”. Det er dobbelt så meget som i Auschwitz – Birkenau.  Så egentlig var disse tre lejre det egentlige centrum for Holocaust.

 

Eichmann var på besøg

Overalt dukker der historier om Wirth’ s grusomheder op. Wirth bliver inspektør for de tre lejre. Han udtalte sig om en af SS – folkene, at han havde lyst til at skyde ham, fordi de ikke hurtig nok skød jøderne.

I Hartheim skød han fire jøder, der havde tyfus. De skulle nøde smitte andre, sagde han. Såfremt de sladrede skulle han sørge for, at de også blev skudt, sagde han til sine ansatte.

Lige før at det hele kunne starte i Belzec havde Wirth besøg af Adolf Eichmann. Selve området var på 265 x 275 meter. Den var delt i to dele. Den ene del var administrationsbygninger og beboelsesejendomme. Og så var der et jernbanespor der gik ind i lejren.

I den anden del var der tre gaskamre, flere menneskegrave og et par barakker til de arbejdende jøder og ukrainere.

 

Når jøderne ankom

I begyndelsen åbnede cirka 100 ukrainere dørene til jernbanevognene, men de risikerede at bliver overfaldet af jøderne i vognene

Den 11. december 1942 kom det sidste tog med jøder til Belzec. Lejren havde kun haft et formål. Alle ankommende jøder skulle myrdes. Wirth var en glimrende organisator. Hans kreativitet var stor. Et orkester bestående af jøder spillede ved togenes ankomst.

Højttalere fortalte, at man skulle tage proteser ud, tage briller af osv. Alle værdigenstande blev afleveret i en ekspedition uden kvittering. Sko skulle bindes sammen.

Mange gange holdt Wirth selv en anden en tale, når jøderne ankom. Her blev der fortalt, at alle snarest ville komme i arbejde. Alle ejendele skulle afleveres. Mændene skulle bygge huse og veje. Kvinderne behøvede ikke at arbejde. De kunne sørge for husholdningen eller hjælpe til i køkkenet.

For at skabe endnu mere tryghed blev talerne ofte oversat til jiddisch og polsk.

De skulle tage alt tøj af. Det foregik ved en meget stor barak lige ved jernbanen. Ved siden af garderoben var et frisørrum med 100 stole. Der fik alle kvinder deres hår klippet af. Hårene forsvandt ned i kartoffelsække.

Kvinderne fik at vide, at deres hår skulle bruges i u – bådene.

Og så skulle de vandre nøgen op ad en allé. Lugten var forfærdelig. Her var millioner af fluer. Derefter blev så mange som muligt presset ind i forskellige bruserum.

 

Et kvarter efter var de fleste døde

Inden de gik ind i bruserummet, der dengang var på fem gange fem meter stod en SS – mand, der fortalte, at der ikke ville ske noget som helst. Men man skulle lige huske at trække luft. Det udvider lungerne sagde han. Og det hele var sat i værk på grund af epidemier. Efter badet ville man blive sendt ud at arbejde.

Et kvarter efter var de fleste døde. Dem som endnu levede for eksempel små børn som lå på gulvet blev myrdet med bajonetter af såkaldte ”Trawniki”, ikke-tyske hjælpere.

Wirth sørgede ofte for at ofrene kom i gaskammeret med sin pisk. Gamle, syge og små børn som ikke selv kunne gå til gaskammeret blev bragt til det såkaldte ”lazaret” De blev så alle majet ned med maskinpistoler og smidt i en massegrav.

Jøder blev kaldt for ”affald” af Wirth.

Wirth sørger for større gasanlæg. Han tager ”eksperter” med fra aktion T4. De var på ti gange 24 meter. I sådan et kunne der anbringes 1.500.  Når døren blev åbnet efter gas, stod de fleste opret på grund af tætheden.

Den såkaldte ”Sonderkommando” også bestående af jøder, som tyskerne i første omgang havde skånet måtte møjsommelig skille ligene og transportere dem til massegravene.

 

Det gjaldt også om at stjæle

Det gjaldt ikke kun at myrde så mange jøder som overhovedet muligt. ”Aktion Reihardt” handlede også om røveri. Alt kunne bruges. Lige fra guld i tænderne, tøj, værdigenstande. Ja selv kvindernes hår kunne bruges.

 

Ligene graves op og brændes

Efter at Belzec var lukket fortsatte Aktion Reinhardt i Treblinka og Sobibor. I Belsec gjaldt det nu om at slette alle sporene. Ligene blev gravet op og brændt. Aktionen blev kaldt 1005 eller mere rammende ”Ligkommandoen”. Jødiske tvangsarbejdere skulle grave ligene op og brænde dem. Og man klarede op til 2.000 om dagen.

Da man var færdige, blev der plantet træ på området. SS brækkede lejren ned og lod en bondegård opføre.

Hjælpemandskabet have fået at vide at de ville overleve og endvidere ville de få andel i de værdier som tyskerne skrabede sammen. Men også de blev skudt. Der skulle ikke bag efter være nogen form for vidner.

I november 1943 overvåger Wirth nu ”Aktion Høstfest”. Det drejede sig om aflivning af 43.000 jødiske tvangsarbejdere.

 

Bliv Wirth dræbt af sine egne?

Ved årsskiftet 1943/1944 kommer Wirth sammen med andre fra Aktion Reinhardt til Norditalien. Han stationeres i Trieste og er inspektør for tre enheder. De havde til opgave at udplyndre de jøder, der var i området. Mindst 1.000 blev sendt til Auschwitz, hvor de blev myrdet.

De skulle også bekæmpe de partisaner, der var i området- især i grænseområderne til Slovenien og Kroatien. Når partisanerne havde slået til, gik tyskerne over til at hævne sig på civilbefolkningen.

Mandag den 26, maj blev Wirth skudt og dræbt i et bagholdsangreb, mens han var på vej tilbage til Trieste. Han blev begravet ved en større ceremoni på militærkirkegården Villa Opicina. Senere er de jordiske rester overført til den tyske militærkirkehård Costermano tæt ved Gardasøen.

De tyske tropper nedbrændte to byer som hævn.

Men denne Christian Wirth var meget upopulære. Derfor fik han tilnavnet Christian den Grusomme. Det er lidt uklart om han ikke blev skudt i ryggen af sine egne folk. Ved processen i Nürnberg kom det frem, at Wirth var stolt af sin indsats under ”Aktion T4” samt massemordene under ”Aktion Reinhardt”

 

Man mente at Wirth var ”mindre belastet”

I forbindelse med en afnazificering, som amerikanerne gennemførte efter krigen,

I forbindelse med afnazificering, som amerikanerne gennemførte efter krigen, dukkede Wirth’ s navn op. Herunder var der en spærring af den sparekassekonto, som hans enke Marie Wirth administrerede.  Sønnen Eugen Wirth udførte et stort papirarbejde med faderens ”formue og skattepligtige indkomst for hele perioden 1932 – 1945”

I 1948 dukkede nye oplysninger op, hvori der kunne dokumenteres, at Wirth havde spillet en stor rolle i Aktion Reinhardt og ”den systematiske udryddelse af jøderne” Det skete der dog ikke rigtig noget ved

Man anklagede Wirth for at have tvunget kollegaer ind i NSDAP – ofte med vold. Men heller ikke i dette tilfælde skete der mere. Wirth’ s enke fik sammen med en advokat ham, en af Tysklands største krigsforbrydere grupperet som ”mindre belastet”. Herefter appellerede man for at enkens krav ikke måtte røres. Domstolen gav enken ret og frafaldt alle anklager.

 

Andre mystiske ting

Ja det lyder ganske utroligt. I 1951 begyndte alle syndsforladelser, hvor allerede dømte og fængslede nazister blev taget til nåde.  Ganske enkelt fordi der var brug for dem i den nye forbundsstat.

Et eksempel er Reinhard Gehlen, chefen for nazisternes militære efterretningsvæsen. I 1956 blev han chef for Bundesnachrichtendienst – en stilling han bestred til sin pension i 1968 – i øvrigt højt dekoreret af USA.

En anden mystisk ting i den tyske retshistorie er det som skete i 1960’erne. Således var der folk, der ikke i Bayern, som i andre stater i Tyskland var blevet dømt for samme forseelse. Således kunne man blive frikendt, hvis man mente at der var fare for den skyldiges liv og helbred, hvis han ikke udførte ordren. Man brugte Wirth som skrækeksempel. I nogle af dommene blev der påstået at dem, der havde arbejdet under Wirth havde handlet i nødret. Om disse retssager er gået om, vides ikke.

”Skal mordene på 600.000 jøder, som blev gasset i Belzec forblive ustraffet”. Ja det spurgte Die Zeit om den 3. december 1965.

44 tiltalte slap for straf, fordi de mente, at de var tvunget til at udføre en befaling. Derfor blev de frifundet. Dette forekommer yderst mærkværdigt. Det ser ud som om, at Trawniki – mændene blev hårdere straffet end SS – folk fra Aktion Reinhardt.  Det var kun en begrænset straf der blev givet til disse.

Franz Stangl var fra august 1942 kommandant for Treblinka. Han blev først stillet for retten i 1970. Han fortalte, at man klarede at udrydde 30 godsvogne eller 3.000 folk på tre timer.

I disse retssager kom det også frem, at dem der havde betjent gaskamrene, fik et ekstra tillæg på 18 mark og hver måned fik man desuden to liter rom.

 

Trawniki – mændene

Hvad nu med dem, der hjalp SS-folkene rundt om i lejrene? Det var jo ikke alle sammen tvangsarbejdere eller jøder.

Man har et begreb, der hedder Trawniki – mænd. Det var fordi, at mellem 4 – 5.000 af disse blev uddannet i Uddannelseslejren Trawniki ved Lublin. Det var unge mænd mellem 19 og 36 år som kom fra små kår. Den største gruppe var ukrainere og ”Volksdeustcher”. Men det var også folk fra Litauen, Estland, Rusland, Bulgarien og Rumænien.  Men også polakkerne. Det var folk, der havde meldt sig frivilligt for at hjælpe SS – folk.

De udgjorde et mellem led mellem SS – folk og de tvangsudskrevne jøder.  De fik gratis forplejning og lægehjælp. De fik en lille løn og ret til ferie.  Hvis de ikke udførte en befaling, fik de klø eller op til 21 dages arrest.

Det var dem, der udførte det beskidte arbejde. Ofte var de mere brutale end SS – folk.

Nogle af deres arbejdsgivere skød vilkårlig på dem mens andre betragtede dem som ”Unsere Kammeraden” som havde meldt sig frivillig.

Ved oprøret i Sobibór flygtede nogle af dem sammen med flygtningene. Andre skød på desertører fra vagttårnene. Mange af de ukrainske Trawniki – folk stjal penge, som de så omsatte i køb af sex, snaps og levnedsmidler.

De fik identitetsnumre men havde ikke nogen egentlig uniform. Når de var i tjeneste, bar de et gevær. Patronerne måtte de dog hver aften aflevere ved endt tjeneste. Mange af dem rendte rundt med piske, som de fik hos SS – personalet.

Deres arbejde var ret omfangsrig. De skulle overvåge, transporterer og skyde jøderne. De var med til at opbygge udryddelseslejrene og senere overvågede disse.

De pressede også jøderne, hvis disse ville have noget vand. Ja så kunne det koste et guldur. Uden betaling gjorde de ikke noget for at hjælpe jøderne. I Sobibór var der 120 af disse folk sammen med 25 – 30 SS – folk. Dertil kom så flere jødiske arbejderkommandoer.

De fulgte jøderne hen til gaskammeret og var hverken mindre eller mere brutal end SS – folkene. I Treblika, hvor der var 120 Trawniki – folk sammen med 25 – 30 SS – vagtmænd. Dertil kom ca. 1.000 jødiske tvangsarbejdere. Mange af disse Trawniki folk var rene sadister.

De var også med ved ”Aktion Høstfest” og var til stede i Auschwitz og Majdanek. Og så deltog de også ved mindst 19 ghetto – aktioner også den store i Warschau.

Efter krigen flygtede disse mennesker til Syd- og Nordamerika eller tilbage til Sovjet.  I vesten blev disse næsten aldrig retsforfulgt. Den mest kendte er nok Iwan Demjanjuk.

Det er lykkedes for SS at brænde en stor del af dokumenterne om disse folk. Og ellers ligger de i russiske arkiver uden nogen form for adgang. De passede god ind i Wirths filosofi om, hvordan jøder skulle behandles.

 

Da håret blev klippet af kvinderne

Tom Toivi Blatt er en af de få jøder, der overlevede Sobibor. Han har fortalt om sine oplevelser. Han var med til at klippe håret af kvinderne. Det blev sagt til dem, at det for at forhindre at utøj skulle sprede sig i håret.

I skuret kom de nøgne inde. Mange var generte. De polske jøder lod sig ikke narre. Og de forsvarede deres nøgenhed med deres tunger. De råbte til Toivi og de andre barberer-for det mest drenge:

 

  • Vi skal myrdes. Hvorfor siger I ikke noget? I kan ikke bare stå der. Gør fog noget.

Toivi prøvede på at ignorere det og koncentrere sig om at klippe håret:

 

  • Jeres tur kommer også

 

Ja sådan råbte de, indtil en SS – officer skreg at de skulle klappe i og at drengene bare skulle klippe.

Mange som ankom hertil, oplevede en SS – officer i hvid kittel. Han skulle forgive at være læge, men inden de skulle i arbejde skulle de tage et bad og desinficeres for at forebygge sygdomsspredning.

 

Oprøret i Sobibor

Flugten fra Sobibor var relativt minutiøst planlagt af en sovjetisk krigsfange fra undergrundsorganisationen i Sobibor. Man skulle flygte den 14. oktober 1943, inden man blev dræbt af tyskerne. Det er en begivenhed, man næsten har glemt. I forberedelserne var det lykkedes at skaffe våben.

For cirka 350 lykkedes det at flygte fra lejren. Mange fanger blev dræbt under og efter flugten. Men også fangevogtere og SS – folk blev dræbt. 52 af fangerne fra oprøret overlevede Anden verdenskrig. Af de resterende fanger i lejren blev næsten alle likvideret umiddelbart efter fangeflugten.

Vagterne i vagttårnet åbnede intensivt maskingeværild på de flygtende fanger. Yanek, tømreren sigtede og skød vagterne i vagttårnet.

Låsesmeden Henrick brugte den erobrede maskinpistol til at stoppe geværilden fra skytten i det andet vagttårn. Planen var at man skulle have kastet planker og sten mod minefeltet uden for området for at få minerne til at sprænge. Men i forvirringen var der ingen, der gjorde dette. Mange fandt deres død her, men de gjorde det så muligt for at andre at komme i frihed.

Toivi havde gemt sig i byen. Havde han vendt tilbage til sine forældres hus, havde en af naboerne sikkert forrådt ham Han gemte sig i skoven. Han gemte sig i en lade hos en bonde. Denne havde forsøgt at skyde ham og han blev såret efter dette. Af de 52 blev flere myrdet efter krigen af polske landsmænd.

Hele Toivi Blatt’s familie blev med det samme myrdet. I 2015 døde han i Califonien.

En af de øverste SS-folk i Sobibor, Karl Frenzel forsvarede sine gerninger. Han blev efterkrigen idømt livsvarigt fængsel. Han kom dog først for retten i 1970 men blev allerede løsladt i 1980’erne.

Han mente, at det der foregik i Sobibor var en nødvendighed.

 

Oprør i Treblinka

Også i Treblinka skete der et oprør. Det fandt sted den 2. august 1943. Og var faktisk det allerførste i en KZ – lejr.  Og det skete her ca. 80 kilometer nordøst for Warschau.

Det lykkedes for oprørerne at gemme knive og økser. Låsesmeden Turoski fik lavet en kopi af nøglen til SS’ s våbenkammer. Det lykkedes også at få penge og værdigenstande med i flugten.

Men størstedelen af de flygtende faldt i kuglerne fra vagtmandskabet. Alligevel undslap 250 af de 800 flygtninge. Men kun 67 af dem overlevede i sidste ende.  Mange flygtede over de mange dræbte. Snart var de inde i skoven Opstanden varede ikke mere end 20 – 30 minutter.

Klokken fire om eftermiddagen fik alle at vide at de skulle begive sig til garagen for at få udleveret våben. De 200 skydevåben blev fordelt. Andre angreb vagtfolkene med økser, spader og andre ting.

Det hele gik lidt i vasken, fordi der blev afgivet et skud for tidligt. Det blev egentlig en fiasko. Man fik ikke fordelt alle våben til hele lejren som planlagt.

 

Samuel genkendte sine søstres tøj

Selv om Samuel blev skudt i benet nåede han til Warschau, hvor han fortsatte med at kæmpe mod tyskerne i undergrundshæren.

Samuel Willenberg var en af dem, der planlagde opstanden. Dengang var han 20 år gammel. En af de andre fanger gav ham et godt råd. Sig, at du er håndværker. Og det gjorde han. Han bildte tyskerne ind, at han var murer. Det redede hans liv. Ellers var han også endt i gaskammer.

Han blev sat til at sortere tøj. Det var en traumatisk oplevelse, da han genkendte tøj fra hans søstre Tamara og Ita.

Han døde 93 år gammel i Tel Aviv.

 

De tre lejre var revet ned i slutningen af 1943

Fra de tre lejre, så var det kun 150, der overlevede krigen. I Auschwitz var der 10.000, der overlevede.

I slutningen af 1943 blev de tre lejre revet ned. I sammenligning med Auschwitz var det kun små lejre.

Bogen er veldokumenteret og meget spændende. Men det der kan undre, er det danske islæt i bogen. Det synes ikke relevant. Det handler om nogle danske børn, der blev ofre for nazisternes ideologi. Og så var det en SS – mand, der var født i Danmark

 

Kilde:

 

  • Vi har ikke kunnet fremskaffe størstedelen af litteraturen, måske er andre mere heldige. Derfor har vi bevaret titlerne på kilde-listen.

 

  • Hvis du vil vide mere:

 

  • dengang.dk indeholder 1.719 artikler herunder 345 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/Efter):
  • Buchenwald – rædsler og lidelser
  • Jagten på det perfekte menneske
  • Den polske Historiefortælling
  • Holocaust – forræderen fra Kollund
  • Sort Jord – Holocaust
  • I ondskabens øjne af Holocaust
  • Holocaust – aldrig igen
  • Auschwitz og Thalidomid-skandalen
  • Klaus Barbie – slagteren fra Lyon
  • Da krigsforbryderne flygtede
  • Ikke alle krigsforbrydere skulle straffes
  • Joseph Mengele – dødens engel
  • Hvad skete der i Borbruisk
  • Auschwitz – en udryddelseslejr
  • Bag KZ – lejrens pigtråd
  • KZ – lejr Husum – Schwesing

 

  • Under København (186 artikler):
  • SS absurde grusomheder

 

  • Under Padborg/Kruså/Bov (61 artikler):
  • KZ – lejr Ladelund

 

 

 

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Besættelsestiden