Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

Jødefejden 1819

April 11, 2021

Jødefejden 1819

Plakater på Børsen. Lærlinge, matroser men også velklædte stod for urolighederne. Uro resten af 1819 og 1820. To noble butikker blev også raseret. Ikke meget hjælp fra Hovedvagten eller borgervæbningen.  Store uroligheder på kongens fødselsdag. Også jøder blev arresteret. En jødisk overklasse. Det var jødernes skyld. Den litterære jødefejde. Censur i medierne.  Jøderne havde alligevel ikke ”Det rette statsborgerlige sindelag”. Genopførelse af argumenterne. Jødefejden er bevidst blevet underspillet.

 

Plakater på Børsen

Vi har altid kunnet lide jøderne. Ja det indtryk får man, når man læser om danskernes heltemodige indsats med at få jøder over Øresund. Men sådan har det nu langtfra været.

Det er et blodigt og overset kapitel i danmarkshistorien. For lidt over 200 år siden var der en debat om, hvorvidt man skulle tolerere jøder i det danske samfund. En voldsom etnisk konfrontation opstod.

På børsbygningen kunne man se plakater med følgende budskab:

 

  • Jøderne er skyld i Danmarks ulykker, i alle forbrydelser og at såvel de store som de små forbrydere eksisterer. Jødernes uddrivelse vil lyksaliggøre gamle Danmark.

 

På en anden plakat kunne man se følgende påskrift:

 

  • Men Frederik er du så svag, at jøderne skal regere dig, da skal for disse ræves sag vist hævnen ramme dig.

 

Og Frederik var kong Frederik den Sjette. Disse plakater og løbesedler fandtes der masser af. Politiet forsøgte at hive dem ned. Men lige så hurtigt blev de sat op igen.

 

Læredrenge og matroser men også velklædte

Jøderne blev kaldt en pest, og man blev opfordret til at smide dem ud af landet.

Folkemængden tog opfordringerne alvorligt. Den 4. september angreb folk på Amagertorv jødiske forretninger og smadrede vinduer i jødiske boliger rundt omkring i København. Det var næsten som Krystalnatten mange år senere.

Der var tale om en militær undtagelsestilstand. Militær blev beordret til hovedstaden. Om nødvendigt måtte de skyde for at opretholde ro og orden.  Kongen og regeringen tog meget alvorlig på situationen. Det var fordi de frygtede at revolutionære ville udnytte situationen og lave stormløb mod det enevældige system.

Politirapporterne fortæller, at uromagerne var læredrenge og matroser men også velklædte folk. Man havde mistanke til skumle personer men disse blev aldrig anholdt. En kommissionsdomstol blev nedsat med ret til at idømme dødsstraf.

 

Uro resten af 1819 og i 1820

Den 6. september slog militære kommandoer ubarmhjertigt ned på ”hobene” som det står i rapporterne. Særligt hestegarden havde uromagerne respekt for. I strakt galop red disse ned ad Østergade med trukne sabler. Folkemængden blev jaget på flugt og mange blev såret af de tunge klinger.

Den 7. september om aftenen var der igen gang i den. På Østergade blev vinduer knust og facader raseret. Urostifterne anvendte murbrokker fra de engelske angreb i 1807. Disse lå endnu i Nørregade., Skindergade og Krystalgade. Hæren satte nu alt ind og det var nærmest tale om krigsmæssige tilstande. Stenene fløj om ørerne på rytterne.

Uroen fortsatte gennem det meste af 1819 og langt ind i 1820, hvor voldsomme sammenstød prægede København. Men også i Odense og Helsingør var der uroligheder.

Der var udlovet en dusør på 4.000 Rigsbank – daler til den person, der kunne udpege oprørets bagmænd.  Derudover blev der indført udgangsforbud efter klokken 20.

En ung mand var ankommet fra Odense. Han var meget overrasket over det voldsomme storbyliv.  Aftenen før hans ankomst var Jødefejden begyndt.  Den unge mand var H.C. Andersen.

 

To noble butikker blev også raseret

En af de butikker det gik ud over, var det kendte og agtede silke – og klædekræmmerfirma Brdr. Raphael på Østergade 67. de havde indrettet butikken efter datidens begreber på en meget elegant og avanceret måde. I lokalet var der opstillet en smagfuld disk af mahognitræ med forgyldte søjler. Udstillingsvinduerne var af spejlglas og forsynet med firmaets navn i forgyldte bogstaver.

Samme eksklusivitet fandt man hos galanteriejer Jacobsen, hvis vinduer bugnede med luksusartikler og mangelvarer.

En af plakaterne opfordrede netop til at ødelægge disse to forretninger. Og det skete da også.

Nu var politiet advaret på forhånd men alligevel kunne de ikke stille noget op. Det var dårliglønnede betjente og vægtere med en dårlig uddannelse.

 

Ikke meget hjælp fra Hovedvagten

Politiet havde ellers lovet at de nok skulle få styr på urolighederne. Men det var nu ikke så let. Betjente blev kastet omkuld Politidirektør Hvidbjerg forsøgte at få hjælp fra den militære hovedvagt, som lå på Kongens Nytorv tæt ved Østergade. Men vagtchefen kunne kun afse 6-8 mand.

Det eneste de foretog dem, var en enkelt tur ned ad Østergade med en hujende menneskemængde bag sig.

Det hjalp, da 20 – 30 husarer kom til.

 

Store uroligheder på kongens fødselsdag

Det stod hurtigt klart at politiet ikke magtede opgaven. Militæret fik tilladelse til at bruge bajonet og skydevåben. Al forsamling og sammenstimlen blev forbudt. Myndighederne havde købt bambusstokke i Hamborg.

At hæren vitterlig var parate til at skyde på folk, ses ud fra det, at hver soldat fik udleveret 20 skarpe patroner. Men ordren til at skyde blev nu aldrig givet.

Flere steder brød folk ind hos jøderne og stjal ting og sager.

I København var målet ikke mindst finanshuset Meyer og Trier ved Slotsholmens Kanal. Her kom der flere gange til alvorlige sammenstød. Og mest alvorligt var det på kongens fødselsdag den 28. januar 1820.

Hestegarden var trukket ind mod kanal-området, og da flere hundrede demonstranter masede sig ind mod Slotsholmen, blev uromagerne resolut slået tilbage og måtte flygte over Stormbroen.

 

Borgervæbningen ikke den store hjælp

Indtil et stykke ind i september 1820 var der masser af anmeldelser. Mange jøder blev også overfaldet. Før jøderne i det hyggelige land, Danmark var uroen et chok. De var vant til at blive diskrimineret men ikke i Danmark.

Frifolkene eller Borgervæbningen i hovedstaden og forstæderne blev indkaldt. Det var en slags hjemmeværn, der skulle hjælpe til med at opretholde ro og orden. Men de gjorde nu ikke væsentlig nytte. De ville ikke slå løs på mængden. De genkendte adskillige af deres bekendte.  Der var også rapporter, der fortalte at nogle havde forladt deres vagt og var gået på nærmeste værtshus.

Og da en løjtnant opdagede dette blev de anholdt. Men de blev næsten øjeblikkelig frikendt med den begrundelse, at man under en vagt gerne måtte indtage forfriskninger.

 

Også jøder blev arresteret

Midt under urolighederne blev den jødiske handelsmand Abraham Meyer arresteret. Han blev slæbt med til politiet fik den hårde dom på vand og brød i ti dage på egen bekostning.  Det må ses som politiets forsøg på at kvæle enhver uro – også den jødiske.

Jøderne havde i 1600 og 1700 – tallet boet afsondret men fra slutningen af den 1700 – tallet fik de et socialt gennembrud. Mange handelsjøder klarede sig godt. Den usynlige ghettomur var ved at blive nedbrudt. De fleste jøder var dog stadig præget af kulturel afsondrethed og fattigdom.

 

En jødisk overklasse

Prostitution og fattighjælp var noget af det, jøderne var tvunget til. Efterhånden opstod der en overklasse af jøder.  Pengestærke mænd hjalp hinanden gennem netværk i Europa.  Der blev i 1805 oprettet en skole for jødiske drenge og i 1810 fulgte pigeskolen, Carolineskolen.  – navngivet efter Frederik den Sjettes datter.

Den jødiske befolkning befolkningsgruppe omkring 1800- tallet var præget af ortodokse religiøse ledere, en ungdom uden sekulær viden og unge mænds kriminalitet.

 

Det var jødernes skyld

David Ansel Meyer styrede de danske finanser efter Napoleonskrigene, hvor Danmark kom i økonomisk uføre og hvor staten nærmest gik i økonomisk fallit i 1813.

Sagen var at staten havde sat sig i gæld til bl.a. jødiske finanshuse i indland og udland og Meyer havde ikke evnet at styre landet uden om manglende tiltro til dansk økonomi. Derfor fik Meyer og hans finanshus skylden. Og det gjorde jøderne også.

Men finanskatastrofen var kun en del af årsagen til uroen. For fejden i 1819 var en del af en bredere samfundsdebat, hvorvidt det danske samfund skulle været tolerant samfund, hvor jødedom ville blive tolereret eller om det skulle være et lukket samfund, hvor kristne og danske værdier skulle være de eneste gældende.

 

Den litterære Jødefejde

Allerede i 1813 startede ”den litterære jødefejde”. Her blev det diskuteret om jøderne kunne tolereres om de overhovedet kunne blive nyttige borgere i et kristent land. Der kom en syndflod af skrifter og skuespil om jøderne

Blandt jødernes forsvarer var forfattere som jens Baggesen, Steen Stensen Blicher og den unge Grundtvig, der dog også havde skarpe ord om jødernes ”kræmmerånd” og deres ”lumpneste egennytte”.

Også præster blandede sig. De angreb jøderne ud fra en religiøs synsvinkel. Der var samfundsborgere, der mente at jøderne aldrig ville blive til nytte for samfundet.

Den danske digter Thomas Thaarup fortalte i et skrift på 62 sider om jøderne. Her var masser af fornærmelser og citater fra religiøse værker taget ud enhver sammenhæng, Han hævdede at jøderne på grund af deres ikke-kristne religion var fritaget for opfyldelsen af moralske og borgerlige pligter mod deres danske landsmænd.

Impulserne til Jødefejden stammede fra Tyskland, hvor antijødiske skrifter blev offentliggjort. De blev i stort omfang oversat til dansk. Modstanderne tillagde jøderne specielle og traditionelle karaktertræk som grådighed, egoisme og tyvagtighed

I 1816 oversatte Thaarup et meget antisemitisk teaterstykke fra tysk. Stykket blev opført på et københavnsk privatteater under stormende bifald.

Mange jøder turde ikke at vise sig på gaden. De blev hånet og overfaldet. En ældre mand blev således overfaldet i Frederiksberg Have og var i en kritisk tilstand.

Den 29. marts 1814 var der fremkommet en forordning om jødernes medborgerlige stilling i staten. Således fik jøderne lov til at ernære sig i de fleste erhverv, foruden at den mosaiske trosretning blev autoriseret ved kongeligt bud.

 

Censur i medierne

Hvis man havde troet, at der ville være en masse avisskriverier om dette, ja så vil man blive skuffet. Frederik den Sjette havde forbudt en fri presse. Enhver betydende artikel, der blot tangerede politik og de herskende forhold, skulle indsendes til politimesteren. Nu læste kongen ikke så meget almindelige aviser, men ofte kun Politivennen. Dette blad beskrev ofte klager over embedsmænd. Det var noget kongen gik meget op i.

De københavnske blade skriver derfor så godt som intet om jødefejden

 

”Det rette statsborgerlige sindelag”

Da Stænderforsamlingen skulle etableres i 1830, var der stemmer imod, at jøderne skulle blive valgbare. Den ansvarlige for regeringens jødiske politik A.S. Ørsted havde tidligere talt jødernes sag, men han gjorde nu gældende, at ideen om fuldstændig jødisk ligestilling stammede fra ”Den franske Revolution”, som han ikke gav meget for. Han pegede på, at stemningen mellem jøder og kristne stadig var fjendtlig og at den folkelig stemning var imod jøderne.

Ørsted fremholdt desuden, at den kristne religion indeholdt garanti for:

 

  • Det rette statsborgerlige sindelag, som man ikke kan finde i den anden tro.

 

Genopførelse af argumenterne

Også andre betydningsfulde personer tilsluttede sig synspunktet, der stort set var en genopførelse af argumenterne fra den litterære jødefejde 1813 – 1817. De afviste at jøder og jødedom var foreneligt med borgerlig medbestemmelse i en kristen stat. Først med Grundloven fra 1849 fik jøderne fulde borgerrettigheder. Men den kritiske holdning til jøderne og fordomme hang ved og blev båret et godt stykke ind i 1900-tallet.

 

Jødefejdens omfang er bevidst blevet underspillet

Historikere og andre har forsøgt at underspille Jødefejdens omfang, styrke og betydning for jøderne. I historiebøgerne blev den omtalt som en mindre ballade. Det var nok fordi at det passede dårligt ind til vores ry som et tolerant samfund.

 

Vi vil jo helst se billedet af jøderne, der blev hjulpet over til Sverige af tusindvis af danskere.

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

 

  • Under København (186 artikler):
  • De forfulgte jøder
  • Flugten over Øresund

 

  • Under Nørrebro (298 artikler):
  • Mosaisk Nordre Begravelsesplads på Nørrebro

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København