Artikler
Maj 17, 2021
Langs Brede Å
Egentlig er vandløbet 48 km. En 70 – årig mand blev skubbet i vandet. Alvorlig drukneulykke i Brede Å. Motorbåden var ikke beregnet til 48 personer. Båden kæntrede. En mindesten blev oprettet. Sagnet om ”Sorg – agre”. De såkaldte ”Ballum – møller” Tragedien i Misthusum. Den svorne vej. En sten et sværd. Historien om Tøger. Ballum Sluse og Slusekro. Færgefarten. Digebyggeri. Lodsejerne skal selv.
Egentlig er vandløbet 48 km lang
Vi skal en tur langs Brede Å. Men vi bliver ikke kun på vandet. Hvad er der sket inde på landet? Ja turen går fra Lobæk nord for Løgumkloster ind til Mølledammen, forbi Løgumkloster til Bredebro og derfra til Ballum Sluse. Jo, vi har været her i området flere gange før. Bagerst i artiklen henviser vi til yderligere artikler.
I slutningen af 1990’erne fik en lang strækning af åen et nyt snoet forløb. Åens bund er lagt tilbage. Det er sikkert godt for dyr, planter og ikke mindst laks. Her er masser af natur. Tag en kanotur. Du skal da lige være opmærksom på, at der nogle steder i åen er masser af strøm.
Mellem Løgumkloster og Bredebro er der masser af vandrestier. Og fra Bredebro er der stiforbindelser til Mjolden. Vi skal da også her i artiklen besøge Æ Markmandssti og se på det, der skete i Misthusum.
Måske når vi også at fortælle om Dronningedalen i Åved Plantage. Et sagn fortæller, at Margrethe Sprænghest havde slået lejr her med sin hær i 1261. Ja og så er det Langdysserne ved Abterp. Men se det er lidt snyd. De er blevet flyttet fra et lille næs ved åen.
Brede Å afvander en stor del af Sønderjylland. Egentlig er selve vandløbet 48 km lang, men det er kun 21 km af den man kalder for Brede Å. En del af den kaldes Lobæk og Fiskbæk. Udspringet er nord for Agerskov by.
En 70-årig blev skubbet i vandet
Der er selvfølgelig en del mennesker, der er druknet i Brede Å gennem tiden. I 2008 skubbede en 27 – årig mand fra Aabenraa en 70 – årig i åen. Det var bare lidt drengestreger, sagde han. Jeg ville bare forskrække ham lidt. Men det kostede 40 dage i brummen og en bøde på 7.500 kr. Den hårde dom skyldtes at den 27 – årige stak af fra åen og ikke hjalp den 70 – årige op igen. Denne slap med skrækken.
Alvorlig drukneulykke i Brede Å
Den 12. juni 1912 skete der en alvorlig drukneulykke på Brede Å. Otte mennesker fra lokalområdet druknede. Det var den danske ungdomsforening i Skærbæk, der havde arrangeret en udflugt for gæster fra Sjælland og Sundeved.
Både gæster og værter skulle en tur til Ballum Enge. Og afslutningen skulle ske i Ballum Forsamlingshus. Arrangør var Dorothea Beier, Skærbæk. Hun var enke efter Peter Beier, Barsbøl.
Motorbåden var ikke beregnet til 48 personer
Man var kørt til Mjolden Færgegård. Derfra skulle man så sejle til Ballum Enge. Fisker Anders Schmidt var hyret til opgaven. Hans motorbåd var dog ikke beregnet til 48 mennesker, som selskabet udgjorde. Men der var lagt løse plader på tværs af båden, så det blev siddeplads til alle. Fiskeren forsikrede, at det var forsvarligt.
Brede Å havde dengang endnu sine oprindelige slyngninger. Disse steder opstod der temmelig maget søgang. Nogle bad om at komme i land. Men bådføreren fastholdt at der ingen fare var på færde.
Båden kæntrede
Ved gården Hybjerg (Højbjerg) nordvest for Mjolden, var der en særlig skarp krumning. Åen var her fem – seks meter bred og op til tre meter dyb. Båden krængede og kæntrede inde under en skrænt. Brædderne som passagererne sad på gled ud i vandet. Næsten alle røg overbord. Situationen var kaotisk og mange kæmpede for livet. Nogle formåede selv at komme i land. Andre blev hjulpet af medpassagerer.
Det viste sig at 8 var omkommet i det kolde vand – to børn og seks voksne. De var alle lokale. Også arrangøren Dorothea Beier var blandt de omkommende. Efter ulykken var der søforhør i Flensborg. Bådføreren fik otte måneders ubetinget fængsel.
En mindesten
Til minde om ulykken blev der dels opsat en mindetavle i Frimenighedskirken, dels blev der rejst en mindesten ved Brede Å neden for gården Hybjerg.
Mindestenen blev i 1972 flyttet ind til Mjolden, hvor den står i et lille anlæg sammen med fire andre mindesten for hhv. storbonden og foregangsmanden Knud Lausten Knudsen, forballum, for Kristen Kold, der i en periode var huslærer hos Knud Lausten Knudsen og for folketingsmanden Niels Andersen Hansen Forballum. Ja så er der også lige Genforeningsstenen, der oprindelig var placeret i Forballum.
Sagnet om ”Sorg – agre”
En af de store sten på kirkegården er til minde om ”Sorg – agre”. Det handler om en kvinde, der høstede en stor rugmark som bod for at redde sin søn, der var dødsdømt for drab. Da hun havde høstet det sidste neg ved solnedgang, faldt hun død om af udmattelse. Historien om denne grænseløse moderkærlighed har fået Karen Blixen til at skrive novellen ”Sorg- Agre”, om magt, grådighed og moralsk fordærv.
Al bohavet fra Misthusum flød efterstormfloden til Skærbæk. Sønnen af en gårdmandsenke opdagede en mand der stjal af vraggodset. Han blev så vred, at han slog manden ned med en rafte. Og det overlevede tyven ikke. Sønnen blev fængslet og dømt til døden.
Moderen gik i forbøn for hendes søn. Det var Christian den Fjerde, der bestemte, at sønnen blev sluppet fri, såfremt kvinden inden solnedgang høstede en ager byg på en mark 250 meter syd for kirken i Ballum Vesterende.
Kvinden var hele dagen gået i en krumbøjet stilling. Da hun om aftenen ville rejse sig fra den knækker ryggen på hende.
De såkaldte ”Ballum – møller”
350 meter oppe ad Døde Arm står to møller, de såkaldte Ballum Møller. De pumpede tidligere vand op i kanalerne, der adskilte de forskellige fenner og gav vand til kreaturerne.
Det er her, du kan gå langs ”Æ Markmandssti Her kan du så gå ad en nyanlagt bro over Brede Å ved Døde Arm. Her blev åen så modsat andre steder rettet op for at give mere landbrugsjord. Stien drejer lidt efter skarpt mod Skærbæk.
Vindmøllerne og et lille møllehus blev opført i 1842. I dette hus kan du på plancher læse om livet i marsken. Og det kan læse om tragedien med Misthusum.
Tragedien i Misthusum
Lidt længere op ad Døde Arm lå landsbyen Misthusum. Landsbyen var beboet fra 1200 – tallet. Det var her friserne kom og anlagde de karakteristiske forhøjninger – de såkaldte værfter for ikke at skulle blive oversvømmet.
Efter stormfloden i 1362 lå landsbyen tilbage forladt af alle. I 1394 blev jorden givet til Kannikkerne fra Ribe. I 1417 lod bispen fire af marskgårdene genopbygge.
På et tidspunkt boede der 13 familier på de otte værfter. Et sommerdige langs åen beskyttede markens afgrøder. I det eneste hus, der er tilbage, Markmandshuset holdt markmanden til, når han passede bøndernes dyr. Dette hus blev bygget i 1809 af rester fra den oprindelige landsby.
Huset blev benyttet frem til år 1900. Og i Ballum-marsken havde man markmænd helt frem til 1970.
Misthusum blev genopbygget igen. Endnu i 1781 boede her 13 familier, men i 1811 var ikke en eneste familie tilbage.
Det var i 1634 at stormfloden kostede 44 mennesker fra Misthusum deres liv. Det var også samme år, at sagnet om Sorg – Agre udfoldede sig.
Sommeren 1634 havde været god og der fulgte et mildt efterår med stadig østenvind. Den 11. oktober, en lørdag slog vinden om fra sydøst til sydvest. Det faldt ind med megen regn. Hen imod aften blæste det op til en orkanagtig storm, så det næppe var muligt for noget menneske at stå fast på jorden.
Med stormen fulgte der regn, hagl, lyn og torden. Efterhånden drejede vinden sig fra sydvest om til nordvest, hvilket som regel her medfører store floder. Tilmed var det nymåne og som følge heraf springflod. Alle forhold bidrog således til at fremkalde en særlig stor flod.
Ud på natten gik digerne langs hele kysten og næsten alt marskland blev oversvømmet. Hele Tøndermarksen var under vand. Højer-Rudbøl diget var gennembrudt. Ribe by var totalt oversvømmet. Vandet stod mandshøjt i domkirken
Ødelæggelserne på marker og enge, huse og gårde, tab af kreaturer, gods og menneskeliv var store. Hele Misthusum skyllede bort. I Døstrup druknede 19.
Den svorne vej
Endnu et sagn er opstået. Det var sagnet om ”Den svorne vej”. Misthusum og Skærbæk var i strid om retten til vejen. Sagen kom for retten. Her forlangte dommeren at beboerne fra Misthusum skulle stå på vejen og sværge at de stod på egen jord. Disse havde fyldt jord i træskoene og svor derfor med sindsro, selv om de vidste, at det ikke var sandt. Alle bøderne kom som allerede skrevet ulykkelig af dage, bortset fra en, der ikke ville sværge falsk.
En sten med et sværd
Når sådanne katastrofer indtræffer, ja så opstår mange historier. Her endnu en.
I kirkegårdsmuren i Skærbæk kan du finde en aflang sten med et sværd på. Den er hugget ind der i 1100-tallet. Der er knyttet en historie til denne.
En mand fra Misthusum hørte, mens han var til mølle i Brøns, at der kom en springflod. Han skyndte sig derefter hjemad. På vejen mødte han et par mænd, der slæbte afsted med nogle af hans sager.
De nægtede at udlevere det stjålne. Han dræbte derfor den ene med en hjulring og løb derefter hjem til Misthusum, hvor hans familie og venner skjulte ham.
To af lovens håndhævere forklædte sig herefter som kvinder og gik til Misthusum, hvor det lykkedes dem at finde og arrestere ham. Han blev dømt til døden. Men hans venner søgte at befri ham. De stille med heste, så han kunne flygte fra Skærbæk, der i retslig henseende hørte under Hertugdømmet Slesvig.
Planen mislykkedes og han blev henrettet ved kirkegårdsmuren i Skærbæk. Stenen med ”sværdet” blev derefter rejst af hans venner til minde om den sørgmodige begivenhed.
Historien om Tøger
En anden version fortæller om en mand ved navn Tøger, der efter den store stormflod dræbte en strandrøver. Tøger blev henrettet den 12. oktober 1635 på det sydvestre hjørne af Skærbæk Kirkegård. Stenen skulle være rejst til minde om ham.
Ballum Sluse og Slusekro
Diget blev bygget under Første Verdenskrig af krigsfanger. Store dele af anlægsarbejdet blev pålagt franske og russiske krigsfanger.
I den forbindelse blev Brede Å reguleret på strækningen fra Døde Arm til Ballum Sluse.
Ballum Slusekro blev opført samtidig med diget. Den eksisterer stadig som kro og har bevaret den gamle stemning. Dengang fungerede den som en slags garage for de biler, passagererne havde med til færgen.
Slusemester – jobbet blev kombineret sammen med jobbet som kroholder. På øverste etage blev der indrettet gæsteværelser. I dag bliver disse benyttet som hotelværelser. Frem til 1993 var kroen en afholdskro.
Her ved Ballum Sluse er der et rigt fugleliv. Her er bramgæs, ænder og vadefugle. De tiltrækker rovfugle som havørnen, der kan opleves her.
Færgefarten
Fra 1786 var der færgefarten fra Bådsbøl – Ballum til Rømø. Omkring 1900 havde man med motorfærge fra Skærbæk Brohoved nord for den nuværende dæmning. Efter 1920 blev bådfarten henlagt til den nybyggede Ballum Sluse, hvor der var anlagt en anløbsbro. Herfra fortsatte færgefarten fra 1923 indtil 1948, hvor dæmningen blev indviet.
Dige-byggeri
Allerede i slutningen af 1700-tallet var det på tale at bygge diger for at beskytte Ballummarsken. I forbindelsen med udskiftningen i 1830’erne var der ulemper på grund af manglende dige.
I de yderste enge var nye anlæg som veje, broer og bevandings-møller ubeskyttede ved højvande og stormfloder. Man havde anlagt et par sommerdiger, som dog ikke var tilstrækkelige.
Efter en stormflod i 1904 tog den nye landråd i Tønder, Friedrich Rogge fat på digeplanerne. Yderligere to stormfloder i henholdsvis 1909 og 1911 satte fart i tingene.
Mængden af vand, der udledes, er i dag 20 pct. større end dengang, da slusen blev anlagt. Brede å udleder vandet via en selvlukkende sluse. Den er cirka åben halvdelen af tiden ved lavvande. Ved stormflod kan slusen være lukket i flere døgn i træk. Ved store vandmængder kan oversvømmelse sagtens forekomme i de lavtliggende områder.
Lodsejerne betaler selv
Lodsejerne i Tøndermarsken betaler stadig en digelagsskat, som er betaling for vedligehold af diger og drift af pumper. Kommunen står for indkrævningen. Driften varetages af Digelaget.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 14, 2021
Da Tændstikfabrikkerne kom til København
Nu skulle de ikke mere ligge uden for byen. Man tænkte ikke på arbejdernes ve og vel. Da Gosh og Tordenskjold startede. Tordenskjold optrådte i en drøm. Meget kunne gå galt. Gult fosfor måtte ikke mere bruges. Effektivisering var påkrævet. En tredjedel af de ansatte var under 15 år. I 1909 åbnede kongen en kæmpe fabrik på Islands Brygge. I 1972 var det slut. Gosh og Tordenskjold rejste til Sverige.
Nu skulle de ikke mere lægges ude for byen
En arbejdsløs bogholder indleverede i 1838 en ansøgning til Københavns Magistrat om tilladelse til en produktion af friktionssvovlstikker. Magistraten var dog betænkelig ved denne ansøgning for hvad med brandfaren. De er så længe om behandlingen, at bogholderen ikke får glæde af det.
Men så vrimler der ellers ind med ansøgninger. De behandles i bundter under samme journalnummer. Hvor den første ansøger blev mødt med uhyrlige ting som at fabrikken skulle ligge uden for byen, skal den nu blot ligge i en kælder eller stuen i en grundmuret bygning med skorsten. Ligeledes skulle vægge og lofter være beklædt med gips.
Man tænkte ikke på arbejdernes ve og vel
Der åbnede således en del mindre tændstikfabrikker i Indre København. Men langt de fleste lukkede lige så hurtigt igen. Man fokuserede udelukkende på brandsikkerheden. Det handlede slet ikke om den enkelte arbejders ve og vel eller gener for de omkringboende.
Hygiejnen var elendig. Der var stadig åbne rendestene fyldt med spildevand og alskens affald. Det var almindeligt at holde større husdyr som svin og køer inden for vildene, så dunsterne fra en tændstikfabrik i nabolaget havde blot været en nuance i den massive stank.
Da Gosch og Tordenskjold startede
I 1865 startede produktionen af Tordenskjold – æskerne på Christianshavn. Det foregik i lejede lokaler i Bådsmandsstræde under navnet Ludvig Hintzes Efterfølger. Firmaet blev ledet af Anders Sørensen sammen med Heinrich Gosch. Den første tog af driften den anden af salget. Af tændstikkerne. Sørensen drev allerede en fabrik på Frederiksberg, der blandt andet producerede gravkranse af cement., ildtændere og segllak.
Det var Gosch, der var blevet sendt til København af sin chef Ludvig Hintze, der havde en tændstikfabrik i Flensborg.
Tordenskjold optrådte i en drøm
Det var Anders Sørensens kone, der fik den geniale ide, at det var den dansk – norske søhelt, der skulle pryde tændstikæskerne. Hun fik angivelig ideen i en drøm. Det blev en kæmpe succes. På et tidspunkt måtte Gosch og Sørensen indrykke annoncer i aviserne, hvor de advarede forbrugerne mod billige efterligninger.
Gosch var en gudsbenådet sælger og havde et godt netværk blandt landets købmænd. Allerede året efter i 1866 blev forholdene på Christianshavn for små. Og for Sørensen var besværligt at drive to fabrikker på en gang. Derfor besluttede man at flytte produktionen af tændstikkerne ud på Sørensens fabrik på Frederiksberg. Samtidig udvidede man på Falkoner Alle.
Meget kunne gå galt
Konkurrencen var benhård. Det var kun dem, der kunne effektivisere produktionen, der kunne overleve. Det havde også vist sig at være effektivt med Tordenskjold på æskerne.
Meget kunne gå galt. Kombinationen af maskiner, der ofte ikke var ordentlig afskærmet og den store mængde af brændbare kemikalier udgjorde en yderst farlig cocktail.
Det første der skulle gøres, var at forvandle de store træstammer til de små pinde, der udgjorde selve tændstikken. De hele stammer lå opmagasineret på fabrikkens tømmerplads, der blev afbarket og skåret op i stykker som passede ind i en maskinhøvl, der forvandlede træblokken til en lang finerstrimmel.
Fineren blev i samme ombæring delt på langs i stykker af samme bredde som en tændstiks længde og strimlerne blev skåret på tværs. En enkelt mand kunne således lave flere millioner pinde i løbet af en dag.
Træet var aspetræ, som er det ideelle til tændstikker. Det indeholder ikke harpiks, det er stærkt og dog porøst, så de kan opsuge den paraffin, der gør at tændstikken kan brænde.
Masser af kvinder og drenge var beskæftiget i disse fabrikker.
Gult fosfor måtte ikke mere bruges
Selve tændsatsen var en giftig blanding af fosfor, kaliumklorat, glaspulver, lim og gummi. Satsen blev holdt varm og dermed flydende i store kar, hvor roterende valse sørgede for at fordele det jævnt på stikkerne.
Pakningen af tændstikkerne var primært kvindearbejde. Der skulle udvikles stor forsigtighed, da tændstikkerne kunne antændes, hvis de gned for hårdt mod hinanden. Dengang kunne tændstikker antændes, hvis man strøg dem på ru flader. Det er dem vi ser i westerns. De skulle ikke stryges på siden af æsken.
Den 1. januar 1875 trådte den såkaldte Tændstiklov i kraft. Loven var vedtaget året før og bestod kun af fire paragraffer. Det betød at brugen af den giftige gule fosfor blev erstattet af den helt ufarlige røde amorfe fosfor.
Det gav god mening. Den gule fosfor var skyld i en mængde alvorlige sygdomme på fabrikkerne. Beretninger fortæller om arbejdere, der nærmest var selvlysende, når de gik hjem om aftenen. Deres udåndingsluft var også. Fosfordampe ødelagde lungevævet og kunne resultere i brystsyge. Mest frygtet var ”Benæderen” som den hed i folkemunde. Først faldt tænderne ud, siden smuldrede selve kæben. Jævnligt dukkede der politirapporter op, hvor folk havde taget livet af sig selv eller andre ved at opløse satser fra tændstikker i eksempelvis kaffe.
Man forsøgte at forbedre arbejdsmiljøet med mundskyldning i kalkvand og sågar forklæder gennemvædet af terpentin. Ingen af delene hjalp.
Effektivisering var påkrævet
Nu skulle tændstikæskerne forsynes med en strygeflade af svovl, sådan som vi kender i dag. Dermed skulle der anskaffes nye maskiner og produktionen omlægges.
Nu var Sørensen og Gosch i forvejen godt rustet til dette. De producerede i forvejen giftfri sikkerhedstændstikker. Der kom også Børneloven, der satte begrænsning på, hvor meget børnene måtte arbejde.
I 1875 valgte Gosch at afslutte sit samarbejde med Anders Sørensen. Han opførte sin egen tændstikfabrik Phønix på Jacobsgade på Amager. Samtidig går det ned af bakke for Sørensen på Frederiksberg. Gosch køber denne fabrik. Der oprettes nu et kontor på Nyhavn. Salget går forrygende.
En opgørelse viser, at der på kontoret arbejder 4 mand. I produktionen arbejder der 37 mænd, 104 kvinder og 28 drenge samt 42 piger mellem 14 og 18 år.
Hertil er 160 familier beskæftiget i deres hjem med at klistre æsker sammen. Men snart får Gosh en maskine, der kan gøre dette, så de 160 familier blev afskediget. Og samtidig får firmaet en æskefyldemaskine. Det betød at medarbejderstaben blev reduceret med 75 kvinder. Det skabte en del uro.
Dagligt blev der produceret 180.000 æsker sikkerhedstændstikker. En stor del gik til hjemmemarkedet men der blev også eksporteret til så fjerne markeder som Vestafrika, Java og Australien.
En tredjedel var unge under 15 år
Tændstikfremstillingen startede dog herhjemme i 1830’erne ved oprettelsen af virksomheden Rohmell & Schüerer. Datidens produktion indebar meget manuelt arbejde.
I 1875 beskæftigede de københavnske tændstikfabrikker næsten 300 arbejdere. En tredjedel af disse var børn under 15 år. Men det blev firmaet, H.E. Gosh, der blev dominerende.
H.E. Gosh dør i 1898. I starten af 1900 – tallet blev der installeret gaskomfur i flere og flere hjem. Gassen skulle tændes med tændstikker og efterspørgslen steg selvfølgelig.
I 1909 åbnes en kæmpe fabrik på Islands Brygge
Den 27. april 1909 åbner Gosh eller De Forenede Tændstikfabrikker som det efterhånden hed en helt ny fabrik på Islands Brygge. Det var den hidtil største med den nyeste teknologi. Og det var lidt af en begivenhed. Frederik den Ottende sammen med prinsesserne Thyra og Dagmar indvier fabrikken.
200 specialmaskiner producerede 20 millioner tændstikker i timen. Der var ansat 300 mennesker til at passe på maskinerne. Placeringen kunne ikke have været bedre. Skibe med træstammer kunne sejle direkte til fabrikken.
I 1972 var det slut
Billige tændstikker fra Finland og Rusland gav Tordenskjold kamp til stregen. Og så var det også de stærke svenskere. Det lykkedes da heller ikke at redde fabrikken. Den 1. juni 1972 lukker fabrikken og Tordenskjold flytter til Sverige.
Virksomhedsnavnet og varemærket er i dag overtaget af Swedish Match.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 13, 2021
Hvem var han? Det svenske skattevæsen erklærede han død. 440.000 ungarske jøder udryddet på tre måneder. Wallenberg udstedte svenske pas. Forhandlede med Eichmann, der kaldte ham for ”jødehund”. Englen fra Budapest. Russerne indkaldte Wallenberg til møde. Han var blevet advaret. Han var agent for OSS. Familien levede i uvished. Endelig kom indrømmelsen fra Sovjet. Mange mente at have set Wallenberg. Masser af undersøgelser. Mange opfattelser. Russisk efterretningschef var ikke i tvivl. Wallenberg blev myrdet. Han har opnået masser af hæder.
Mange vil sikkert spørge. Hvem var han? Han var en mystisk svensk rigmand og diplomat. Han redede tusindvis af jøder fra gaskamre. Den 17. januar 1945 forsvandt han i Ungarns hovedstad, Budapest.
Budapest var omringet af de Røde Hær, men den tyske SS – general nægtede at overgive sig. Kampene her kostede over 120.000 menneskers liv i de 44 dage belejringen varede.
Vidner hævder at have set Wallenberg i live helt frem til 1987. Så sent som den 21. september 2016 rejste Wallenbergs to niecer til Moskva i håb om, at den russiske sikkerhedstjeneste kunne hjælpe med et svar.
Det svenske skattevæsen har erklæret ham død. Han skulle have meldt sig inden den 14. oktober 2016. det gjorde han ikke, der for blev der udskrevet en dødsattest på den nu 104 – årige gamle mand. Det skete 71 år efter, at han forsvandt. Men det hele handler faktisk om en glemt helt.
440.000 ungarske jøder myrdet på tre måneder
Historien begynder i 1944. den 32 – årige svensker bliver sendt til Budapest på en diplomatisk mission, han slet ikke var forberedt på. Han var uddannet arkitekt og talte flydende tysk. Og så havde han det rigtige efternavn. Familien tilhørte nogle af de mest magtfulde og indflydelsesrige familier i Sverige.
Det handlede om at redde ungarske jøder. Og det var i samarbejde med amerikanerne.
Jøderne var allerede i gang med at blive udryddet af nazisterne, da Wallenberg ankom. I løbet af tre måneder lykkedes det for de effektive tyskere at sætte cirka 440.000 jøder på kreaturvogne. De fleste af dem endte i Auschwitz-Birkenau.
Wallenberg udstedte svenske pas
Ambassaden i Budapest var begyndt at udstede rejsedokumenter til ungarske jøder. Men egentlig havde de ingen juridisk gyldighed. Det var alligevel lykkedes for svenskerne at give ungarerne det indtryk af, at mennesker med svenske rejsedokumenter var under svensk beskyttelse.
Det lykkedes for Wallenberg med ungarernes tilladelse at udstede 5.000 pas til jøderne. Men han fortsatte med at trykke så i realiteten blev der uddelt tre gange så mane. Dokumenterne blev anerkendt af de tyske soldater, så på denne måde reddede Raoul Wallenberg tusindvis af jøder fra døden i gaskamrene.
Wallenberg lejede 32 huse i Budapest og forsynede disse med svenske flag. Og det betød, at ”deres beboere var beskyttet af svensk diplomatiske immunitet”
Forhandlede med Eichmann, der kaldte ham før jødehund
Himmler skulle også have anerkendt metoden. Han havde en plan om at bytte en million jøder for 10.000 lastbiler. Han håbede at kunne indgå hemmelige aftaler med de allierede. Wallenberg havde også forhandlet med Eichmann selv om denne kaldte Wallenberg for ”Jødehund”.
Men i oktober 1944 ændrede situationen sig i Budapest. Fascisterne havde overtaget magten. Den nye indenrigsminister ville ikke mere anerkende de svenske beskyttelsespas. Jøder blev bragt til Donau og skudt.
Eichmann kom tilbage til Budapest og deportationerne fortsatte. 40.000 jøder blev beordret til den østrigske grænse, for at grave en slags mur mod Den Røde Hær.
Englen fra Budapest
Men Wallenberg blev også kaldt ”Englen fra Budapest” Han brugte sin kreativitet og fandt på specielle metoder for at redde jøderne i Budapest.
Han kunne også gøre indtryk hos nazisterne og få sine krav gennemført. Efter sigende ville nazisterne springe ghettoen i Budapest med 70.000 jøder i luften. Men Wallenberg fik nazisterne overtalt til ikke at gøre det. Han fik også bremset nogle af dødsmarcherne med argumentet om, at en sådan handling ville blive betragtet som en krigsforbrydelse efter krigen.
En måned før han forsvinder skriver han hjem til sin mor, at alle er i godt humør og glæder sig til kampen.
Han skulle have stoppet tog på vej til gaskamrene og skulle have åbnet dørene til kreaturvognene med jøderne. Med sin bil fulgte han dødsmarcherne med levnedsmidler og medicin.
Gennem sit arbejde i Sverige havde han forbindelser til det jødiske samfund i Ungarn Fra USA havde han fået 150.000 dollars.
Russerne indkaldte Wallenberg til møde
Men i januar 1945 var Budapest ved at skifte hænder. Kommunisterne sendte bud efter den svenske diplomat lige inden han forsvandt. Det var den sovjetiske feltmarskal Rodion Malinovsky, der kaldte ham til møde i sit hovedkontor i Debrecen næsten 200 kilometer øst for Budapest.
Russerne beskyldte ham for spionage. Men Wallenberg var frygtløs. Sammen med sin chauffør begav han sig til hovedkvarteret. Han tog afsked med sit personale med disse ord:
I dag kan vi så konstatere at det har været som fange.
Wallenberg var blevet advaret
En anden diplomat i Budapest Per Anger skulle have advaret Wallenberg. Han havde den 10. januar bedt ham om at komme i sikkerhed. Men Wallenberg havde svaret:
Allerede længe før denne dato vidste Wallenstein at han levede livet farlig. Han overnattede ikke i det samme hus to nætter i træk.
Wallenberg var agent for OSS
Nogle historikere mener, at det ikke er spionage han var anklaget for. Det havde noget at gøre med familien Wallenbergs gøren og laden at gøre under krigen. De forhandlede med begge sider. Raoul Wallenstein skulle så være en slags pant for Sovjet for at få bedre forbindelser.
Men US News og World Report har undersøgt forholdene i Budapest og mener, at Wallenberg var tilknyttet det amerikanske efterretningsvæsen. Han skulle have været agent for CIA’ s forgænger OSS. Således skulle der i Stockholm har været en ungarer, der hjalp med at få ham i tjeneste hos OSS. En kurator hos CIA, der hed William Hinhoeffer skulle i 1990 have bekræftet dette.
Familien levede i uvished
Åbenbart havde den svenske regering forsømt at gøre noget for at få Wallenberg frigivet. Måske havde de bevidst undladt dette for at bevare deres neutralitet.
I 1993 kom det frem, at styret i Moskva havde udstedt en arrestordre på vores hovedperson. De to kom aldrig tilbage til Budapest og ingen har siden hørt fra dem. Familien hjemme i Sverige har fået forskellige informationer. Wallenberg skulle være dræbt da Budapest blev bombet. En anden melding gik på, at han var ude for en bilulykke.
Familien brugte masser af midler for at få sagen opklaret. Sagen endte hos Josef Stalin. Men det var måske ikke lige som familien havde håbet.
I 1946 mødtes den svenske ambassadør i Moskva med Stalin.
Endelig kom indrømmelsen fra Sovjet
Det skulle gå 11 år før russerne indrømmede, at Raoul var blevet arresteret og sat i fængsel af MGB (En forløber for KGB). Indrømmelsen blev fulgt op af en erklæring om at han var død af hjertestop i Lubjanka – fængslet i 1947.
Sandheden er nok, at han er blevet offer for den sovjetiske efterretningstjenestes C2 – gift.
Men familien har aldrig troet på denne historie.
Mange mente at have hørt om eller set Wallenberg
Den britiske spion Greville Wynne hævder, at hans medfange udgav sig for en svensk diplomat i 1962. På det tidspunkt var Wynne blevet afsløret og ventede på sin dom i Lubjanka – fængslet. Han slap dog fri som led i en udveksling af spioner to år senere.
En amerikansk professor, Marvin Makinen, der blev dømt for spionage i Sovjet i 1961 hørte også om en svensk fange, mens han var fængslet i Vladimir – fængslet 200 km øst for Moskva.
Den svenske fange ”van den Berg” blev holdt i isolation. Marvin Makinen mødte aldrig selv fangen. Men efter han slap ud af sit fangenskab som led i en spionudveksling fattede han interesse for sagen om den forsvundne svensker.
Men i 1989 blev medlemmer af familien inviteret til Moskva. Her fik man overdraget en pas og en lommekalender tilhørende vores hovedperson. Disse ting var fundet under oprydning i et KGB – arkiv.
I 1993 fik han kontakt til to tidligere ansatte ved fængslet. De ansatte påstod, at de kunne genkende Raoul Wallenberg ud fra fotos, som ellers aldrig har været vist for offentligheden.
Masser af undersøgelser
Med tiden har der været iværksat en række undersøgelser af den forsvundne svenskers skæbne.
Menneskerettigheds-advokaten Irwin Cotler stod i spidsen for en undersøgelse i 1980’erne og konkluderede, at der var ”overbevisende beviser” for, at Raoul Wallenberg var i live i 1950’erne og 1960’erne og ”utroværdige beviser” for, at han var i live helt op i 1980’erne.
Det sidste udsagn fra vidner, som muligvis har set Wallenberg i live, er fra et fængsel mellem Moskva og Leningrad i 1987, hvor en tidligere frihedskæmper, John Farkas hævder at have set svenskeren.
Efter Sovjetunionens fald gik russerne med til at iværksætte en ny russisk-svensk undersøgelse, som skulle forsøge at give et endegyldigt svar på Wallenbergs skæbne.
Mange opfattelser
Nu lød konklusionen at Wallenberg måske var blevet henrettet, mens han blev holdt tilfangetaget i Lubjanka. Samtidig påpegede svenske historikere, at det meget vel kunne være, at Wallenberg havde levet i straffelejrene Gulag i adskillige år efter hans påståede død i 1947.
Ingen af oplysningerne er dog ledsaget af håndgribelige beviser.
Efterretningschef ikke i tvivl
Manden, der stod i spidsen for Sovjetunionens efterretningsvæsen fra 1954 til 1958 mener dog at have et svar. Han hed Ivan A. Serov. Hans dagbog blev fundet i en kuffert som lå gemt i en falsk væg i 25 år.
Den blev udgivet i sommeren 2016 og heri skrev Serov:
Og det var sket efter direkte ordre fra Stalin.
Wallenberg blev myrdet
Henrettelsen skulle angiveligt være udført den 22. juli 1947. Men blev ordren udført?
Ifølge Moscow Times, er det nemlig en stribe afhøringsrapporter fra Lubjanka-fængslet, som blev offentliggjort i 2009. De personer, som blev afhørt, havde relation til Raoul Wallenberg – blandt andet hans chauffør.
Wallenberg optræder ikke på listen – det gør til gengæld en mystisk ”Fange Nummer 7”, som blev afhørt den 23. juli 1947. Det var dagen efter at henrettelsen skulle have fundet sted. Fangens identitet er ukendt. Men måske ligger der et svar og venter.
Åbenbart ligger svarene i de sovjetiske arkiver. Alt tyder på, at Wallenberg ikke er død på en naturlig måde. Han er blevet myrdet.
Masser af hæder
Raoul Wallenberg blev af den svenske konge hædret med den største udmærkelse. Også ved Holocaust mindestedet Yad Vashem har man æret ham. I 1995 fik han den europæiske menneskerettighedspris.
Ved den store synagoge i Budapest befinder der sig en mindetavle til minde om den svenske diplomat.
Wallenberg er desuden udnævnt som æresborger i Israel, USA, Canada og Budapest.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 12, 2021
Skt. Stefanskirken – en kirke med frisind
Jeg har været her mange gange. Hvem er Skt. Stefan? Præsterne kunne ikke lide Socialister. Lensbaronens økonomi havde det ikke så godt. Der blev samlet ind til kirken. En ny præst gjorde en forskel. Agelica kom forgæves. Personalet havde rigeligt at se til. Fem sogne blev udskilt. Fra 1922 Grundtvigiansk kirke. En præst, der var glad for klokker. Anne Braads ti bud. Her troede jeg, at det var Peter Larsen kaffe. Man kan også få prøver på ”Ondt Orgel”. Og så var det lige ”Sankt Stefans Sognemissions Hjem”.
Jeg har været her mange gange
Jeg har efterhånden stået her i kirken mange gange og holdt foredrag. Ofte har det været sammen med Nørrebro Lokalhistoriske Forening. Ja og ofte har det været i Menighedshuset i Vedbækgade – Karmel.
Begge steder har det altid været en fantastisk stemning. Og det skyldes jo nok de ansatte inklusive præsterne. Jeg var så heldig at holde afskedsforedrag for den afholdte præst, Ivan Larsen og velkomstforedrag for den ny præst Thomas Høg Nørager
Hvem er Skt. Stefan?
Og måske skal vi lige starte for de knap så religionskyndige med at forklare, hvem Skt. Stefan er.
Stefanus var en af syv fattigforstandere i den første menighed i Jerusalem. Han var ifølge Det Nye testamente den første, der blev slået ihjel på grund af sin kristne tro.
Præsterne kunne slet ikke lide socialister
Det er sandelig ikke altid, der har været frisind i denne kirke. Her på siden har du kunne læse, da Skt. Johannes kirken kom til Nørrebro som den første. Her var en meget dynamisk og kreativ præst, pastor Frimodt, der bestemt ikke kunne lide socialister. Og det var de fleste arbejdere dengang. I 1861 blev denne kirke indviet.
Socialisterne mente, at kirkerne var kapitalismens forlængede arm. Og det fik man da i høj grad bekræftet, da man senere så opfordringen til indsamlingen til den anden kirke på Nørrebro.
Frimodt tog initiativ til at Stefanskirken blev den anden kirke på Nørrebro. Det skete i 1874. Det var jo et kæmpe sogn og flere og flere indbyggere kom til bydelen. Men kirken blev først til noget efter en indsamling som Frimodt startede på Store Ravnsborg to år tidligere:
Lensbaronens økonomi havde det ikke godt
Lensbaron Herman Frederik Løvenskjold skænkede en del af sin jord, hvor kirken blev opført. Tre år efter ved sin død viste det sig, at hans økonomi ikke havde det så godt. Så man må sige at Gud var med Stefanskirken.
Det var bygningsinspektør ved Københavns Kommune, arkitekt Ludvig Knudsen, der stod for tegningerne. Og det har han gjort ved masser af byggerier på Nørrebro. Tegningerne her fra kirken er blevet brugt til en kirke på Bornholm.
Der blev samlet ind til kirken
Kirken blev bygget for indsamlede midler. Den kostede 34.000 rigsdaler. Derudover blev der indsamlet 6.000 rigsdaler til præsteboligen og 10.000 rigsdaler til præstelønningslegat.
Der var oprindelig plads til 700 i kirken. Altertavlen som er indfældet i nygotisk ramme forstille Jesus på besøg hos Martha og Maria. Det frøknerne Dorph Petersen fra det nærliggende Blågården, der stod model til de to søstre.
Kirkeskibet er skænket af skibsbygger, Skifter Andersen fra Aabenraa i 1882 sammen med to syvarmede lysestager. Skroget til skibet har været model til skibet Heinrich Augusta som Skifter Andersen, byggede til et købmandshus i Hamborg.
En ny præst gjorde en forskel
Også Stefanskirkens to første præster, Peter Volf og Ivar Dall delte denne antisocialistiske holdning. Måske var det derfor, at kirkegangen ikke var så stor. Dall måtte da også gå af til sidst.
Men i 1914 var det så Axel Rosendahl’ s tur. Han havde ikke samme holdning. Og nu vrimlede det til med kirkegængere. Han var selv opvokset på Nørrebro. Hans far var leder af en grundtvigiansk friskole.
Angelica gik forgæves
I 1893 skriver Angelika i sine erindringer, at hun er født på Nørrebro:
Så kunne Angelikas søskende få det at vide, men det hjalp jo ikke på sulten.
Personalet havde rigeligt at se til – om søndagen
Det store sogn bød også på ekstra udfordringer. I det daglige kunne de rige betale for kirkehandlinger. Om søndagen var det gratis. Så kunne arbejderne få deres kirkehandlinger gennemført. Og det betød, at Stefanskirken en søndag gennemførte:
I årene efter Sankt Stefans Sogns oprettelse voksede indbyggertallet på Nørrebro kraftigt. Således fødtes der i sognet i 1877 – 800 børn. I 1889 var tallet oppe på 1.405.
Ved 25-års jubilæet i 1899 havde malermester Schrøder ny- dekoreret prædikestolen med symboler på tro, håb og kærlighed.
Fem sogne blev udskilt
I årene 1890 – 1912 blev yderligere fem sogne udskilt fra Sankt Stefans Sogn:
Ved en indsamling til menigheden i 1919 blev et maleri forestillende Sankt Stefans martyrdød skænket kirken.
I våbenhuset er der en mindetavle over kirkens grundlægger, Rudolf Frimodt.
Fra 1922 en ren Grundtvigiansk kirke
I 1922 blev kirken en ren grundtvigiansk kirke. Og Rosendahl blev i 1935 valgt som biskop af Roskilde Stift.
Der er sket store ændringer i kirken i tidens løb. For et stykke tid siden var det stillads på kirken. Der er kommet nyt tag på. Og indvendig er der også sket vedligeholdelser.
I 1929 blev der bygget et kapel til kirken.
I 1935 hed den nye præst Ejnar Leth Balling. Det filmmanden Erik Ballings far. Fire år senere udnævntes Emanuel Würtzen til residerende kapellan. De to markante præster kom til at tegne kirkens profil i et kvart århundrede. De døde med to måneders mellemrum i 1962 og 1963. Balling efterfulgtes af Finn Ahlmann Olsen.
En præst, der var glad for klokker
I 1958 fik kirken nye klokker. De tre klokker er støbt i England hos firmaet John Taulor & Co. De erstattede ”en tålelig malmklokke og en rædsel af en stålklokke, som præsten Emanuel Würtzen udtrykte det.
Jo han var meget glad for klokkeringning. Han talte om ”fornøjelig klokkeringning”. Han sagde også:
I 1965 kom der et dåbsværelse til, hvilket betød at kirkerummet blev afkortet.
I forbindelse med restaureringen i 1974 blev der opsat et nyt alterbord. Prædikestolen blev sænket og trukket nærmere koret. Døbefonten som undertegnede ofte, har lænet sig op ad ved foredrag er af grønlandsk marmor.
Anna Braads ti bud
I 1980 afløstes Ahlmann Olsen af Ivan Larsen, der havde været residerende kapellan ved kirken siden 1976. Med Anne Braad ansættelse som sognepræst i 1989 indledtes endnu et langvarigt parløb af markante personligheder på præstestillingerne.
Ivan Larsen markerede sig tidligt som fortaler for homoseksuelles rettigheder i kirken og for en kirkelig vielse af homoseksuelle. Anne Braad var en flittig debattør med en til tider ukonventionel indstilling til de kirkelige og teologiske traditioner.
Jeg har et par gange besøgt Ivan Larsen og Ove Carlsen, der boede i den hyggelige præstegård bag kirken.
Og Anne Braad har jeg ofte diskuteret med. Det startede med, at jeg efter min kones død skrev en artikel om sorg og sorgbearbejdelse. Hun kom op i butikken og spurgte om hun måtte bruge artiklen til en studiekreds om sorg.
Jeg har også fået en øl med hende på den lokale. Her kom hun ofte med hendes hund.
Anne udviklede sine egne 10 bud:
Her troede jeg, at det var Peter Larsen kaffe
I 2001 kom kirken i Kristeligt Dagblads søgelys med overskriften ”Stefanskirken – intrigernes holdeplads”. Det var bestemt ikke artige ting, der kom for dagens lys. Også biskoppen måtte blande sig dengang.
Efter Anne Braads død i 2008 blev Pernille Østrem ansat som sognepræst og efter Ivan Larsens afgang i 2012 som kirkebogsførende sognepræst. I 2014 blev Thomas Høg Nørager ansat som sognepræst.
De er ret gode til det med banner foran kirken. Og Første Maj reklamerede de med Rød Gevalia Kaffe. Men det må siges at være falsk varebetegnelse. De sidste mange gange, hvor undertegnede har optrådt i Karmel i Vedbækgade, har det været Peter Larsen Kaffe.
Man kan også opleve ”Ondt orgel”
Til højre foran koret står en lysbærer. Den første af sin art og tegnet og fremstillet af Ove Carlsen.
Orgelet er meget specielt. Udover de 24 stemmer har det også et klokkespil. Som det eneste i Norden har det også slagtøj, stortromme og bækken.
Orgelet er skabt i 1983 af den dygtige orgelbygger Carsten Lund, der noget usædvanligt fik frie hænder af kirkens menighedsråd til at udtrykke sig i en klar kunstnerisk og håndværksmæssig vision. Det kom der et instrument ud af, som måske deler vandene bland organister, men som tilhængere regnes for noget af det ypperligste i orgelverdenen.
Meget specielt kan man så opleve orgelet. Når kirken fejrer Halloween. Så kalder man det for ”Ondt Orgel”.
Sankt Stefans Sognemissions Hjem
Vi skal da også nævne Karmel i Vedbækgade – menighedshuset for Stefanskirken. Her har jeg både været til konferencer, møder og sågar til fest. Men ikke mindst har jeg holdt mange foredrag her.
Den smukke bygning hed dengang ”Sankt Stefans Sognemissions Hjem. I den høje kælderetage havde generalinde Harboulejet bespisningslokaler til ”Mødre og Børns bespisning”.
Inde af hovedindgangen var der plads til 300 mennesker. På førstesalen havde Frøken Marie Købke lejet 8 rummelige værelser til Sankt Stefans Haandgerningsforening”. Denne virksomhed forgrenede sig til hele Nørrebro.
Som ordinært medlem af denne forening betalte man årligt 5 kr. Men så fik man til gengæld også mindst hvert andet år tøj til en værdi af 8 kroner. Det var så de mest trængende, der fik først.
På samme etage havde Sankt Stefans Sygepleje tre værelser til bolig for to uddannede sygeplejersker, hvis virksomhed havde stor betydning for det fattige sogn.
På anden-salen var værelserne udlejet til ”Klokkerkontor”.
Karmel blev indviet ved en smuk højtidelighed på Allehelgens Dag. Bygningen var foreløbig den sidste af en række bygninger, der kom de fattige til gode. Af andre kan nævnes Jagtvejens Asyl, Prinsesse Thyras Asyl, Marthahjemmet, Sankt Stefans Børnely og Dronning Louises Asyl. Alt dette krævede en enorm indsats af præster og frivillige.
Hvis du endnu ikke har prøvet det – så kom til Fredagsrundstykker i Karmel. Det er vældig hyggeligt, hvis du kan stå tidligt op.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.729 artikler – Om præster, Kirker, Åndsliv og Kirkegårde:
Nørrebro (301 artikler):
København (87 artikler):
Østerbro (96 artikler):
Tønder (278 artikler):
Højer (77 artikler):
Aabenraa (165 artikler):
Padborg/Kruså/Bov (61 artikler):
Sønderjylland (200 artikler):
Maj 11, 2021
Omkring Nørrebroparken 4 (b)
Dette er sidste del at teksten i hæftet ”Omkring Nørrebroparken – mens vi endnu husker den”. Vi kigger på området og besøger Assistens Kirkegård. Desuden får du en artikeloversigt, hvis du vil vide endnu mere om kvarteret. Heftet blev udgivet i forbindelse med Kulturelle Markedsdages 10- års fødselsdag.
I forbindelse med 10 året for Kulturelle Markedsdage udgav vi et hæfte på 48 sider. Her er sidste del. Vi har lavet lidt om på teksten fra dengang. Hæftet blev solgt for 20 kr. ved vores bod og oppe i boghandlen. Det er for længst udsolgt.
Ja det meste af oplaget gik tabt under en oversvømmelse i kælderen til boghandlen.
Teksten har tidligere været offentliggjort.
Værd at vide om kvarteret
Lundtoftegade
I medierne blev gaden udråbt som ghetto. I dag er man ude af dette. Det er et etagebyggeri fra 1970’erne, der præger gadebilledet. En stor del af befolkningen har en anden etnisk baggrund end dansk. Gaden strækker sig fra Borups Plads til Hyltebro i nord.
Hyltebro
Under Hyltebro løber Lygteåen i skumle rør. Indtil 1909 dannede dem grænse til Brønshøj. Hvorfor broen over åen blev kaldt Hyltebro, vides ikke. Allerede i 1500 – tallet lå her en bro. Den var af træ og efterhånden så nedbrudt at en ny måtte opføres. Den blev omkring 1717 erstattet af en stenbro.
Jagtvej
Jagtvej var egentlig en sti. Her red kongens mand på fasanjagt eller lerdueskydning eller Papegøje – skydning på Borgmester Vang (1694). Her optrådte også falke. Jagtvej blev forbundet til Tagensvej i 1899.
Nørrebros Runddel
Nørrebros Runddel er Danmarks ældste runddel. Den blev anlagt i 1750. Det var der, hvor kongens jagtselskab samledes før jagten i skovene nord for København.
Snart blev der bøvl med nogle poppeltræer, der var plantet med 8 – 10 alens mellemrum. Møllerne påstod at træerne tog vinden fra deres vejrmøller. Så kunne man jo lige så godt omdanne dem til hestemøller, sagde de.
I 1844 blev det derfor besluttet at borthugge hver anden af træerne. Forskønnelsesforeningen anbefalede at man fremover plantede linde – eller elmetræer.
Stefansgade
Gaden er en gammel markvej, der hed Havremarksvej. Den er ca. 750 meter lang og Gade-lavet udnyttede, at der var noget, der hed Kvarterløft. Tomme butikslokaler blev fyldt med trendy-butikker. Her finder vi også byens ældste beværtninger.
Ja, Stefanshus er vel omkring 119 – 120 år gammel. Og Cafe Lille Peter er vel omkring 110 år gammel. Herfra stammer mange legender. Blandt andet om Moster Inge som var Danmarks første striptease – danserinde. Efter sigende skulle hun have optrådt på Moulin Rouge. I en sen alder skulle hun have haft meget smukke ben. Men mændene holdt sig på afstand. Hun havde nemlig et meget iltert temperament.
Engang havde de her Danmarks billigste øl – priser.
Gaslygterne holdt sig længe i Stefansgade. Hver morgen og hver aften kom lygtemanden og gik fra lygte til lygte. På en stang var der monteret et slags fyrtøj, som blev betjent via en lang snor. Om aftenen åbnede lygtemanden for gassen. Så brændte gadelygten hele natten. Om morgenen slukkede han så for gassen.
Engang var en bil kørt i en af gaslygterne. Hele Stefansgade måtte evakueres. Gassen sivede ud og der var eksplosionsfare.
Petersdal
Der hvor Elgiganten i dag ligger, lå engang landstedet Petersdal. En del af bygningen blev i mange år drevet som Cafe Petersdal. Bygningen blev nedrevet i 1930’erne. I stedet opførtes Nora Bio. Dengang var det Københavns tredje største biograf. Den blev lukket i 1977 og afløst af et supermarked.
Petersdal strakte sig fra Hyltebro til Lundtoftegade og Esromgade.
Petershvile
Over på den anden side lå Petershvile, der engang havde samme ejer som Petersdal. Det var renteskriver Peter Feddersen. Endnu i 1880 drev han gården som et selvstændigt landbrug sammen med Ventegodt.
Gården lå i nærheden af Nissedal. Og denne gård hed sandsynligvis Mester Jokums Gård indtil 1766. Her boede bøddelen. Det kan dem, der i dag bor på Heimdalsgade 2 så tænke lidt over.
På et kort fra 1865 skimtes også en gård ved navn Enigheden, ikke at forveksle med mejeriet Enigheden.
Ventegodt
Her på stedet boede i mange år, jøden Melchior. Når børnene skulle i skole inde i byen, skulle de spørge de rejsende om de måtte køre med. Kostede det mere end 2 skilling måtte de stakkels børn gå den lange tur til fods.
Gården lå der allerede i det 18. århundrede.
Jægersborggade
En af de mere kendte gader i området er Jægersborggade. Den er kendt for sin omfattende hashhandel. Sådan er det dog ikke mere. Ja og så er det en meget aktiv handelsgade. Efterhånden har gaden fået samme gode ry som Elmegade.
De første spor går tilbage til midten af 1880’erne. Dengang var det en grusvej som kantedes af enkelte et – eller toetagers huse. Anlæggelse af en jernbanestation for enden var skyld i en meget hurtig udvikling.
Man skulle tro, at gaderne mellem Jagtvejen og Stefansgade var byget på samme tid, så trøstesløse så de engang ud. Undtagelsen var nok Bjelkes Alle med dets småhaver foran husene.
Ved udgangen af 1886 var hele 18 byggekonsortier i gang i Jægersborggade. Den store byggematador Alberti har tjent masser af penge i denne gade. I begyndelsen var det et kompagniskab mellem Cloetta og justitsråd Albert Nicolaj Schioldan, der ejede gaden.
På hjørnet af jagtvejen og Jægersborggade optrådte der syngepiger fra 1889 til 1903. de blev så skiftet ude med billardborde. Så sent som i 1958 lå her Cafe Jægersborg. Det var også det år en svensk godsejer besluttede, at han ville skille sig af med denne gade.
Land og Folk sluttede n af sine artikler med at konstatere med følgende linje:
Gaden havde de følgende år en lidt broget tilværelse med forskellige ejerskaber. Det endte med at beboerne købte ejerskabet. Andelsboligselskabet AB Jæger var en realitet og sikkert en af landets største på området.
Og tidligere var der nærmest rockerkrig i gaden. I den ene halvdel nærmest Stefansgade holdt Galopping Goose til mens Fithy Few var i den anden halvdel. Galopping Goose blev senere til Hells Angels med hovedkvarter i Titangade som de måtte fraflytte i 1996.
Husumgade
Gaden lå mere eller mindre ubebygget i en halv snes år. Først i vinteren 1898 – 1899 skete her en ændring.
Folmer Bendtsens Plads
Hvorfor mon det hedder Folmer Bendtsens Plads? Ja maleren Folmer Bendtsen er slet ikke fra Nørrebro. Han er født på Vesterbro Så kam han i pleje i nærheden af Runddelen. Efter at have været ude at sejle bosatte han sig i Lygtekvarteret omkring 1925.
Som kommunist blev han anholdt og sat i Horserødlejren. Herfra flygtede han i 1943. Efterfølgende blev man aktiv i modstandsbevægelsen BOPA. I 1953 havde han et opgør med DKP efter Stalins forbrydelser.
Man kan godt kalde Folmer Bendtsen for arbejderklassens maler. Ifølge ham selv kunne kunsten være med til at løse sociale problemer ved at vise arbejdernes vilkår og dermed overbevise borgerskabets sociale samvittighed.
Julius Bloms Gade
Denne Julius Blom var tømrermester og brandmajor. Ud over sin medvirken i en lang række opførelser af huse på Nørrebro, medvirkede han til modernisering af Københavns brandkorps. Han blev forfremmet til vicebrandmajor. Senere modtog han titlen som etatsråd. Tidlig i sin karriere sad han i Borgerrepræsentationen.
Han var knyttet til en række institutioner som Sparekassen, Nye Danske Brandforsikring, Rysensteen og Københavns Sporvejsselskab.
Julius Blohm døde den 14. juni 1900 som en velhavende mand. Han efterlod sig flere børn.
Heinesgade
Gaden er omkring 1904 opkaldt efter overretssagfører Nathan Heine. Han var ekspert i byggesager.
Bjelkes alle
Navngivet 1878 efter rigsadmiral Henrik Bjelke. Han var søofficer i krigene mod Sverige. Omkring 1644 hindrede Frederik den tredje en duel mellem Bjelke og adelsmanden Hannibal Sehested. Af samme grund lod Bjelke sig pensionere i1650.
Da det trak op til krig i 1657, blev han alligevel udnævnt til viceadmiral. Han ledede flåden under Niels Juels overkommando. I 1662 blev han udnævnt til rigsadmiral.
En kirkegård med det hele
Der blev ikke kun gravet over på kirkegården, når der skal graves nye grave. Her er blevet anlagt en ny Metro – station. Og denne kirkegård rummer så meget. Ikke kun de lokale bruger kirkegården. Den er et tilløbsstykke for alle københavnere.
Kirkegården blev indviet den 6. november 1760, da disciple fra Vor Frue Skole sang ”Penge som Judas slængte”. I begyndelsen anså man kirkegården som en fattig-kirkegård. Men det ændrede sig da adelsmanden fra Augustenborg Slot, Johan Samuel Augustin blev begravet her på kirkegården.
Denne Augustin skrev i sit testamente, at han aldrig med forsæt havde fornærmet nogen i levende live. Hans døde legeme skulle heller ikke påføre andre nogen skade. Derfor anmodede han om at blive bestrøet men en tilstrækkelig mængde ulæsket kalk i en simpel kiste – 10 fod dyb.
I døden er ikke alle lige
Augustin banede vej for at det bedre borgerskab nu ville lade sig begrave herude på Nørrebro. Den fine ligvogn kostede 20 rigsdaler, og så var der ellers forskellige gradueringer. Ville man begraves tæt på muren, ja så kostede det ekstra.
Da grosserer Jøren Beck skulle begraves, fulgte hele 110 kareter fra Nyhavn til Nørrebro.
Da Johan Leonard Fix, direktør for Asiatisk Kompagni skulle bringes til hvile, skulle det gøres standsmæssigt med
Det bedste borgerskab ville beundres i døden. De købte flere gravsteder på en gang. I 1920 indførte man begrebet ”Normalbegravelse” Fra den tid skulle man ikke betale ekstra for orgelspil og andet.
Offentligt værtshus
I 1805 havde bladet ”Politivennen” beklaget, at der var stavefejl på gravstenene. Desuden fandt man det uanstændigt at især ”de laveste Klasser” festede på livet løs blandt gravene. Politivennen kaldte det for
Ja og så overholdt man ikke regulativet med hensyn til, hvor langt man skulle lægge en ned i graven. De tre alen blev langt fra fulgt. Så det var frit løb for de herreløse hunde, der så her på kirkegården kunne få sig et bid.
Manglende selvjustits
Der kom også klager over manglende selvjustits. Snart var det opgravede knogler, der fik lov til at flyde på jorden, snart var det graverne, der mødte op i lurvet påklædning. Ja så havde man også lige glemt at grave til en begravelse.
Man diskuterede i 1806, om det skulle hedde Gravløkken, Mindeparken, Fredslunden eller Fædremarken. Men der kom i hvert fald et skilt op, hvor der stod ”Hvilested for de Afdøde. Medlem af den Kristne Menighed i Kjøbenhavn.
Overvejede tribune og entre
Der var mange meninger om, hvordan man skulle begå sig på kirkegården. Rødhårede skulle farve deres hår. Det kunne passende smøres med komøg for ikke at bryde den højtidelige stemning. Det mente i hvert fald digteren og lægen J.C.I. Tode. Han mente også at tilmurede begravelser var farlige, fordi de holdt på dunsterne. Når graven så skulle åbnes for at indsætte den næste, ville man være udsat for en forfærdelig giftatmosfære.
Tilstrømningen til kirkegården var enorm. Man talte om at indføre entre fra 4 til 10 skilling. Det vil sige, at det selvfølgelig skulle være gratis for kirkegårdsarbejderne og de pårørende.
Andre forslag gik ud på, at hunde, børn og folk med kårde eller stok skulle formenes adgang. Det skulle ikke bare bekendtgøres med en plakat, nej der skulle sandelig ansættes en vagtpost. Og så talte man om at ansætte vagtpost.
Tribuner skulle opsættes, hvis det var kendte, der skulle begraves.
Madkurve – fænomenet
I 1907 blev alle opsynsmænd fyret. De solgte sprit på kirkegården. Det var med til at sætte ekstra gang i løjerne. Og ulykkerne fortsatte. For allerede i 1820 blev der klaget og krybskytteri på harer og agerhøns på kirkegården.
Det var altid liv hos de døde. Selv H.C. Andersen lagde mærke til det. I et af sine sidste eventyr ”Portnøglen” fra 1872 skriver han om:
Det var netop det som eventyret handlede om – Madkurve – fænomenet på Assistens Kirkegården.
En rejsebeskrivelse af F.J. Meyer beskriver udmærket forholdene:
Da Gertrud rejste sig fra kisten
Natten til den 23. juli 1798 skete der noget dramatisk på Assistens Kirkegården. Atter engang var der gravrøvere på spild. Da de nåede den 20 – årige Gertrud Bodenhof’ s kiste rejste denne sig halvvejs op og udbrød:
Hun lovede gravrøverne ”Guld og grønne skove og en rejse til Amerika”. Men de to gravrøvere tog en spade og dræbte hende.
Historien er ganske vist. En af røverne tilstod hændelsen på sit dødsleje på Frederiks Hospital over for ingen ringere end Jens Peter Mønster – den senere biskop af Sjælland.
Gertrud’ s bror havde givet udtryk for, at han ikke kunne forstå, at hendes søster havde røde kinder, da hun blev lagt i kisten.
Begrebet ”Skindød”
Allerede i 1783 havde den navnkundige teolog Dr. Bastholm erklæret, at der skulle blæses med trompet, for at se om den afdøde skar ansigt eller om man vågnede.
Ved Nørrebros Runddel blev der i 1808 oprettet et lokale for eventuelle skindøde. De afdøde blev forbundet med en snor om håndleddet. Således var snoren forbundet med en klokke i graverens stue. Hvis klokken så lød, ja så var det fare på færde.
Når H.C. Andersen var ude at rejse, havde han altid et skilt med, når han lagde sig til at sove. På skiltet stod der ”Jeg er kun skindød.
Bedemænd begyndte at sælge kister med ilttilførsel og signalapparater i tilfælde af……
Da vandet løb ned i Ladegårdsåen
I 1833 stod kister i vand. Og dette vand løb ned i Ladegårdsåen. Det havde man advaret imod. Men ingen havde gjort noget ved det.
I 1879 kunne man i ”Blade fra Kirkegaarden” læse, at nogle beboere ved Ladegårdsåen var fundet døde. Man mente, at de havde drukket vand fra Ladegårdsåen. Den skulle så atter engang være blevet forurenet af vandet fra kirkegården.
Dette var så det sidste fra vores lille hæfte fra dengang. men vi har samlet en oversigt over artikler så du kan få meget mere at vide om området omkring Nørrebroparken:
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.728 artikler, heraf 300 artikler fra Nørrebro bl.a.:
Maj 9, 2021
Omkring Nørrebroparken (3) (b)
Kulturelle Markedsdages Historie – I ti år holdt vi den kørende. Så satte Metro – byggeriet en stopper for det, og siden er det ikke kommet i gang igen. Det har været en sand fornøjelse at være med til arbejdet. En masse musik har vi lyttet til. Der har været klovne, artister, gospel, sæbekasseløb, fodboldturneringer., løb m.m. Her var store loppemarkeder, Tivoli, eksotiske madboder, danseundervisning m.m. Der har været en masse spændende politiske diskussioner. Dette er del af et hæfte, der udkom i forbindelse med jubilæet ”Omkring Nørrebroparken – mens vi kan huske det”
Et jubilæumshefte
Dette er en ny – redigering af en artikel fra 2010. Egentlig er det en tredjedel af et hæfte på 48 sider, der blev udgivet i forbindelse med ”Kulturelle Markedsdages 10-års jubilæum”. Vi solgte hæftet fra vores bod og oppe i Steenberg Bog & Ide.
Der var lovet sponsorstøtte forskellige steder fra. Men det udeblev. Undertegnede måtte selv betale regningen. Dertil kom så, at størstedelen af oplaget gik til ved en oversvømmelse i kælderen oppe i butikken. Når jeg så tænker over det, så fik vi aldrig afregnet.
Vi har tilladt os at lave lidt om på teksten fra dengang. Og heftet er for længst udsolgt.
Vi bevæger os lidt rundt i kvarteret og kigger ind på kirkegården i dette afsnit. Desuden beskriver vi Kulturelle Markedsdage, der aldrig siden blev genoptaget, da metroen skulle bygges i Nørrebroparken.
Heftet blev lavet som en slags hyldest til alle de kreative mennesker, der har været med til at arrangere det. Vi havde det mægtig sjovt på de mange møder forud.
Det blev som skrevet aldrig en 11. gang.
Jubilæumsfesten
Jubilæumsfesten blev afholdt i bagende solskinsvejr. ”De Glade Sømænd” havde et kæmpe publikum. Og de nået da også at stifte ”Sømandspartiet” De forærede den lokale fodboldklub 1.000 kr.
Og lige før disse gik på scenen, var der rigtig New Orleans Jazz. Som sædvanlig var der talentkonkurrence for de helt unge.
Lørdagen sluttede med det feminine svar på Gasolin. Ja de kaldte sig Gasoline.
Hvor var det skønt at starte søndagen med en kop kaffe sammen med de travle græsrødder. Nogle så ganske klatøjet ud. De havde holdt vagt hele natten. Og de er faktisk disse græsrødder og frivillige, der har været med til at bære ”De Kulturelle Markedsdage”.
Ja mange af disse har været med i samtlige 10 år. Også da det hele startede.
Kulturelle Markedsdages Historie
Det Henning C. Hansen, der tog initiativ til det hele. Han vandrede fra sit beskedne kontor i Søllerødgade rundt til de forskellige andelsboligforeninger. Og det var for at få fat i alle de kreative og aktive mennesker. Det var alle de mennesker, som vi aldrig hører om i medierne.
Og hvis politikerne havde stoppet op og høre nogle af de stikpiller, som Henning gennem ti år har fyret af op fra scenen, ja så ville det have set anderledes ud på Ydre Nørrebro.
Jo det skete da også at vores altid nærværende sprechstallmeister skulle hjælpes fra scenen. Han var simpelthen ”grebet så meget af stemningen”, at han ikke ville gå ned igen. Det var morsomt, men det var der nu ikke alle, der syntes.
Foreningen Kulturelle Markedsdages formål
Bag alt dette, der skete i de ti år, stod Foreningen Kulturelle Markedsdage. Foreningens formål var at:
Til jubilæumsfesten var det en af områdets egne beboere, der holdt jubilæumstalen, nemlig Nina Thomsen. Dengang var hun borgmester. Og det var en ganske nærværende tale.
Egentlig var det overborgmester Frank Jensen, der skulle have holdt talen, men han sagde, at han var optaget. Men han dukkede dog op med en fotograf.
Jeg vidste, hvad Kramer Mikkelsen ville sige
Det var også dengang, da undertegnede sad ved siden af tidligere boligminister Jytte Andersen. Og jeg kunne så fortælle hende, hvad borgmester Jens Kramer Mikkelsen så ville sige. Hun var meget imponeret indtil jeg fortalte hende, at det såmænd var mig, der havde skrevet hans tale.
Ja Jytte var en flittig gæst til vores markedsdage. Hun holdt også selv indvielsestale på et tidspunkt.
Da Bertel Haarder dukkede op
Også ministre aflagde besøg på vores markedsdage. Det var så et helt arsenal af bodyguards, da integrationsminister Bertel Haarder mødte op. Der havde atter engang været ballade på Nørrebro, så disse guards var meget nervøse.
En masse TV – folk fulgte med. Nu har han jo – tro det eller ej – altid været en lun fætter. Jeg kendte udmærket hans baggrund fra Rønshoved Højskole i Sønderjylland. Til manges fortrydelse råbte jeg:
Dette afstedkom en hyggelig 10 – minutters sønderjysk samtale. Og disse bodyguards blev endnu mere nervøs, for det var slet ikke planlagt. Den gode Bertel kunne godt huske det. For mange år senere til Lise Egholms bogreception mødte jeg ham igen. Ja han stilede direkte hen mod mig, hvor jeg stod med en ordentlig stak af Lises bøger der på Rådmandsgades Skole.
Livlige forhandlinger ved det runde bord
Egentlig har undertegnede også været med fra starten, men der var et par år med pauser. I næsten alle årene stod jeg i Nørrebro Handelsforenings stand. Til sidst var det så i dengang.dk’ s stand, hvor vi så også solgte udsalgsbøger oppe fra butikken.
Hvert år foregik der livlige forhandlinger ved det runde bord foran handelsforeningens stand. Vi lærte mange af Ungdomshusets beboere at kende. Men også mange af politikerne fra Borgerrepræsentationen deltog i vores diskussioner.
Nu var Nørrebro handelsforening jo ikke lige populær i alle kredse.
Næsten umuligt at holde foredrag
To gange har jeg holdt foredrag på Kulturelle Markedsdage. Men egentlig er det en umulighed. For fra Tivoli larmede det og oppe fra scenen. Den ene gang var der også folk, der via deres mobiltelefon fulgte med i en FCK – kamp. Og så skulle man også lige overdøve Salsa – og Sambarytmer.
Byfest uden Røvballebands
Metro Express var engang så venlige at kalde Kulturelle Markedsdage for
Men ellers har det knebet med medieomtale. De ville hellere berette om ballade på Nørrebro.
Tre gyldne minutter på TV 2
Jo engang ringede en TV2- journalist en lørdag formiddag under Kulturelle Markedsdage op i butikken:
Han var ikke til at slippe af med. Jeg sagde til ham, at han skulle møde op i Nørrebroparken og tale med indvandrerne derude til Kulturelle Markedsdage. Og så sagde jeg til ham, at de var hverken bedre eller dårligere mennesker end alle andre. Og i øvrigt var jeg selv indvandrer – fra Sønderjylland.
Jeg sagde hvis også til ham at han skulle vende den negative attitude. Og hvad skete der. Tre gyldne positive minutter i den bedste sendetid på TV2.
Masser af god musik
Gennem årene har det på markedsdagene været spillet lige fra P3 – rock til svedig blues. Og gennem Handelsforeningen har jeg været med til at sponsere Cajun, Jazz, swing m.m.
Og Bertel Haarder blev så glad for et andet orkester Tonefilmorkesteret, som vi havde sponseret. De skulle spille ved et kursus for kvarterløft, som jeg også var med til.
Men ellers har det været navne som Jokeren, Islam B, Red Squares, Magtens Korridorer, Tom Jones Experience, Røgslør, det Danske Drengekor, Omar Mazcuk, Fessors Big City Band, Annapuna og mange flere.
Og aldrig vil jeg glemme levende Gospel musik med G-Force søndag formiddage kombineret med gudstjeneste.
Masser af forskellig underholdning
Der har været afholdt fodboldturneringer, løb, sæbekasseløb, ponyridning, hoppeborg og meget mere.
Her har været masser af rotter, ja altså på scenen. Vi har oplevet Tante Andante, klovne i massevis og fantastiske artister fra Cirkus Benneweis. Der er danset Salsa, Sambo, Flamingo, Rock and Roll, Hip Hop og meget mere.
Og det var med at holde børnene for ørerne, for de stand upper, der optrådte, gik nogle gange under bæltestedet.
Talrige politikere har optrådt her, når det var valgår. Og sikke meget valggas, de har fyret af. Balloner og pr-materiale er i tidens løb blevet langet over disken.
Kulinariske drikke – og madboder som symboliserer befolkningssammensætningen på Nørrebro, kunne man hvert år opleve. Min favorit var afrikansk mad.
Dårlig samvittighed fik man, når man gik forbi Agenda 21’ s stand. Og gamle dage oplevede man ved Nørrebro lokalhistoriske Forening.
Masser af gæster
Kulturelle Markedsdage udviklede sig til en fest på tværs af boformer, indkomster, etniske skæl og alder. Her kommer der gæster både fra Sønderborg, Horsens og Rødovre.
Journalister kunne her opleve et andet Nørrebro, hvis de ellers ville have mødt op. Her var ikke brug for Breaking News helikopteren, som ellers en overgang blev flittig benyttet, når det gjaldt Nørrebro. Dengang havde journalisterne en Nørrebro – knap.
Kun få gange var der optræk til ballade
Dengang kendte de lokale betjente rødderne. De få gange, der har været optræk til ballade ja så kendte lokalbetjent Martin rødderne. Men bortset fra da Bertel Haarder var på besøg har det ikke været brug for blå mandskabsvogne. I den forbindelse var det jo skønt at se, at Natteravnene også altid deltog til Kulturelle Markedsdage med en bod.
Noget mistænksomt blev opdaget
Til gengæld oplevede dem, der skulle rydde op en mystisk ansamling af rødder med hætter. De vidste dog ikke hvad deres formål var men de var iklædt hættetrøjer. De alarmerede politiet, som åbenbart ikke reagerede på det.
Målet viste sig senere at være Jægersborggade, der blev udsat for massivt hærværk. Det havde åbenbart noget med hashsalg at gøre.
Mangfoldigheden afspejlede sig i boderne
Mangfoldigheden i livet på Nørrebro afspejlede sig i boderne. Her var også ”Brug Folkeskolen”. Ja dengang havde 40 pct. af forældrene valgt, at deres poder skulle gå i privatskole.
Et andet paradoks ved kvarteret er at det er overforsynet med projekter og opmærksomhed. Men ofte var det en uoverskuelig sump af statsligt, kommunalt og frivilligt islæt.
Og her er vi så tilbage ved boderne på Kulturelle Markedsdage. Mange af boderne indeholdt jo netop personer og foreninger, der gør noget for de andre på Nørrebro.
I jubilæumsåret var der ingen Kvarterløft eller Områdeløft, der viste frem, hvad de havde udrettet i årets løb.
Mange forskellige boder
Lokaludvalget har taget over. De giver penge til fornuftige projekter. Mon de i en fjern fremtid tager initiativ til et lignende projekt? Der er ikke flere områdeløft eller kvarterløft, der kan give penge til Kulturelle Markedsdage.
Normalt dukkede de kommunale institutioner også op med tre – fire boder, fritidsklubber, ungdomsklubber, sportsforeninger med mere. Ja enkelte privatskoler var her også.
Partiforeninger, en enkelt fagforening, et galleri, en avis, en TV – station, en bank, en musikforening og så videre.
Tak for hyggeligt samvær gennem årene
De bærende kræfter gennem mange år har foruden Henning G. Hansen været:
Tak for hyggeligt samvær i alle disse år. Nørrebro har meget at takke jer for.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 8, 2021
På Nolde – udstilling
Vi har været på Kunstudstilling på Statens Museum for Kunst. Det var en positiv oplevelse. Det handlede vel om ”racistisk kunst”. Nolde har boet det meste af sin tid i Tøndermarsken. Nogle læsere mener, at det ikke er nødvendigt at omtale hans nazistiske fortid. Men den kom rigelig frem på en udstilling i Hamburger Bahnhof. I øjeblikket er det en skoldhed debat om kunst og historie. Skal man glemme det upopulære? Det varede 29 år før Nolde kom i den permanente udstilling på SMK. Nolde mente selv at han malede arisk og germansk kunst. På et tidspunkt tilpassede han sine motiver til den nazistiske ideologi, nemlig motiver fra den nordiske mytologi. Han forsøgte at gøre sig selv til offer. Pludselig fik man adgang til arkiverne. Og det var en anden Nolde, der mødte en. Ikke han fra ”Tysktime”. Udstillingen i Hamborg smadrede myterne. Han var tilhænger af ”Blod og Jord”. Trods det blev over 1.000 af hans værker betegnet som ”fremmed for folket”. Han havde ingen evne til selvkritik. Og selvfølgelig skal man snakke om det. Efter krigen blev han udnævnt som æresprofessor. En museumsdirektør spurgte: ”Kan han repræsentere tysk kunst i 2019?” Det fik så fra umerkel til at tage to værker ned fra hendes væg. Men det behøver du nu ikke at gøre. Besøg bare Nolde – museet i Seebüll. Det er en oplevelse.
Den meste tid af livet i Tøndermarsken
Gennem det meste af sit liv var han dansk statsborger. Og i det meste af sit liv boede han i grænselandet og i Tøndermarsken. Som kunstner var han udpræget tysksindet. Under et ophold i København i 1900 – 1901 forelskede han sig i den unge skuespillerelev Ada Vilstrup. De blev gift i 1902. Fra 1903 til 1916 boede parret på Als med faste vinterophold i Berlin. Derefter boede de ti år på Utenwarft. I 1936 flyttede de til Seebüll, lige syd for grænsen.
Kirchner og Nolde til diskussion
Vi har været på kunstudstilling i Statens Museum for Kunst (SMK). Titlen på udstillingen var ”Kirchner og Nolde til diskussion”.
Begge kunstnere er nyskabende og bruger meget stærke farver. De lod sig inspirere af kulturen uden for Europa for siden at sværme for nazismen. En modig udstilling, for straks vil man måske spørge:
Noldes værker fra 1900 – tallet
I denne udstilling var det Noldes værker fra 1900 – tallet, da Tyskland var et kejserrige med kolonier i Afrika og Oceanien. Både Nolde og Kirchner fik ny viden med sig hjem til Tyskland fra kolonierne.
Det var dengang, hvor Tivoli viste fremmede mennesker frem og hvor varieteer, teatre og cirkus kunne byde på artister fra Afrika, Asien og Amerika. De to kunstnere lænede sig op af kejserrigets europæiske overlegenhed.
Nolde rejste bl.a. til Papua Ny Guinea, hvor han malede portrætter af befolkningen. Det var malet så nedladende ja nærmest primitivt. Lokalbefolkningen blev malet i en primitiv streg, mens der var mere facon og flere detaljer over europæerne.
Hvis man kan lide disse værker – er man så racist?
Når man så godt kan lide Nolde’ s malerier er man så racist? Kan man adskille værk fra kunstner. Tidligere er jeg her på siden blevet bebrejdet hans nazistiske fortid. Han kan jo ikke forsvare sig, fordi han er død! Men fordi man ikke kan lide en kunstners holdning og menneskesyn, kan man vel godt lide hans kunst.
En skoldhed debat
Nu er det så smart, at på udstillingen fortalte en historiker om forholdene i Tyskland. Også den øvrige information med plancher, videoer m.m. var flot stillet op. I øjeblikket hersker der en aktuel og skoldhed kunstnerisk diskussion om kunst i hovedstaden, ja for den sags skyld også historie. Der er mange, der mener at vi skal omskrive historien og rive statuer ned som ikke passer ind i nutiden. Til denne kategori hører undertegnede ikke til.
Jo de lokale bliver fremstillet dyriske med tydelige racemarkører. Man kan godt sige at nazismen har en historisk baggrund i det menneskesyn, der møder en på denne udstilling.
29 år – fra gave til fast plads i permanent samling
SMK ejer en masse Nolde – værker. De hører i dag blandt de mest værdifulde. Men sådan har det ikke altid været. Tidligere havde man et meget lunken forhold til Nolde.
I krigsmånederne i 1945 tilbød Nolde otte malerier til museet. Han fik ganske vist et venligt svar fra den daværende direktør Leo Swane. Men det skulle gå 14 år før museet tog imod gaven. Og så skulle der gå yderligere 15 år før billederne fik en plads i museets permanente samling.
Antitysk indstilling
Det var først sent, at kunstneren herhjemme høstede anerkendelse. Det er vel også historien om anti-germanisme godt gødet af Anden verdenskrig. Ja den har rødder tilbage til 1864, senere Første Verdenskrig. Det var antityske følelser, der skinnede igennem.
Modviljen var ikke ensidig, for i 1956 og 1958 havde man på Charlottenborg og Fyns Kunstmuseum stor succes med masser af publikum til Nolde – udstillinger.
Tysktime
Man har længe vidst, at Nolde var medlem af NSDAP – N. Siegfrid Lenz bog ”Tysktime” var med til at give ham offerrollen.
Romanen handler om drengen Siggi Jepsen, som under Anden Verdenskrig ønsker at hjælpe maleren Nansen, som af det nazistiske regime er blevet beordret til ikke at male flere billeder, idet hans kunst ikke falder i regimets smag. Siggis ønske om at hjælpe Nansen bliver besværliggjort af, at Siggis far, Jens Jepsen er den lokale betjent, der skal holde opsyn med, at Nansen lader penslerne blive i skuffen. Far Jepsen er fortællingens skurk, der blindt følger de ordrer, han modtager ovenfra og fratager kunstnergeniet sin ret til at udtrykke sig frit.
Nolde selv, der døde i 1956, kunne ikke have drømt om en venligere eftermæle end den, han har fået hjulpet på vej af den fiktive karakter i romanen, som hurtigt blev en international bestseller.
Udstilling på Hamburger Bahnhof
Udstillingen på Hamburger Bahnhof viste dog en helt anden historie om den berømte maler. Det var nu ikke nogen nyhed at Nolde havde nazistiske og antisemitiske tendenser, men ikke før udstillingen og dens tilhørende katalog er det blevet så grundigt belyst og underbygget af kilder, som ikke før har været tilgængelige.
Ud fra breve mellem Nolde og hans kone Ada Nolde er det klart, at Nolde i 1933 brugte en del tid og kræfter på en tekst med titlen ”Juden – Denkschrift”.
Teksten selv er forsvundet, men mellem brevvekslingen mellem ægtefællerne er det klart, at dette var en plan udtænkt af Nolde for, hvorledes Tyskland kunne befries for jøder.
Det er ikke klart, hvad Noldes plan indeholdt, men det tyder på, at det var i retningen af tvangsdeportation eller en såkaldt ”territorialløsning”, som der i disse år var tale om i nazistiske tidsskrifter.
Nazisterne udviklede senere ”Madagasker-planen”, hvis karakter kan siges at lægge sig op ad folkemord. Den blev dog aldrig udført. Folkemord fandt dog sted – og meget tæt på.
Arisk og germansk folkekunst
Hvorfor skulle en kunstner beskæftige sig med sådanne ting? Han ville bevise sin antisemitiske indstilling over for højtstående nazister og noget tyder på at forelægge Hitler planen. Det var bare med at finde det ret rette tidspunkt.
Det lå således Nolde i sinde at bevise sit oprigtige jødehad, og fremstille hvordan han allerede før nazisterne kom til magten har været kritisk over for jøder.
Det var nødvendigt for Nolde at bruge sit netværk for at overbevise partitoppen, at hans kunst var en sand og ren germansk kunst. Han så sin egen ekspressive stil som et rendyrket udtryk for arisk og germansk folkekunst.
Men dette lykkedes ikke over for Hitler. Hans kunst blev betragtet som ”entartet” (degenereret).
Han tilpassede sine motiver til den nazistiske ideologi
Privat lagde de ikke skjul på deres sympatier over for deres beundring af Hitler. Allerede under Første Verdenskrig havde Nolde vist sin antisemitisme, da han angreb Max Liebermann.
Det var vel også en grund til at han i 1930’erne malede nordiske motiver. De var meget specifikt udarbejdet i relation til nazisternes forestillinger om den nordiske mytologi. Nolde tilpassede sine motiver til den nazistiske ideologi og droppede sine religiøse motiver. Disse harmonerede med det nazistiske værdisæt.
Han satsning gav ham en god indtægt i årene før Anden Verdenskrig. En malerkollega, Karl Hofer hånede ham derfor som ”Martyren med de 20.000 Reichsmark”.
Det lykkedes for Nolde at få fjernet sit navn fra udstillingskataloget til udstillingen ”Entartete Kunst”.
Han blev gjort til offer
Noldes personlige netværk og efterkrigstidens Tysklands søgen efter ny identitet var sammen med Siegfrid Lens bog med til at gøre ham til offer. Efter krigen blev han hurtigt ”af – nazificeret”.
Nolde skrev en række ”anbefalinger” af forskellige folk, som tidligere havde støtte ham, hvilket efter krigen kunne fortolkes som handlinger, der havde talt det nationalsocialistiske regime imod.
Fra hyldest til forargelse
Nolde blev positiv omtalt i tidsskrifterne ”Der Angriff” og ”Der Stahlhelm”. Noldes kunst blev dog senere forstået som usund og dekadent. Dette ledte til, at man efter krigen forstod ekspressionismen som antifascistisk og dens støtter som modige forkæmper for en fri kunst.
Udstillingen smadrede en myte
I 2013 kom der en ny direktør i Stiftung Seebüll. Nu blev de lukkede arkiver åbnet. Og straks åbnede der sig nye sider af Nolde. I april 1933 udtalte Nolde, at han ønskede en klar adskillelse mellem tysk og jødisk kunst.
Det var måske mere end overlevelsesstrategi. Han vendte gang på gang tilbage til jødernes rolle. Således udtalte han i 1943, at jødernes magt i Tyskland var undervurderet.
Over for Goebbels påstod han, at hans maler-kollega Max Pechstein var jøde.
Udstillingen på Hamburger Bahnhof blotlagde historier og forbindelser. Udstillingen smadrede også en myte, der nok muligvis over tiden var blevet noget skrøbelig.
Hverken romanen eller diverse filmatiseringer hævder at være mere end fiktion, og har som sådan ingen forpligtigelser til at fortælle virkeligheden. Deres ærinde er et andet. Dengang i 1960’erne havde Lenz ikke mulighed for at få de kilder, som man har i dag.
Udstillingen i Hamborg hed ganske rammende:
Tyske medier kaldte det for ”Enden på opbygningen af en legende”.
Tilhænger af ”Blod og Jord” tankegang
Vi har nu fået et mere præcist billede af hans antisemitisme, hans ideologiske støtte til regimet. Vi har fået et dybere indtryk af hans selvbillede som kunstner. Vi bliver nødt til at lære at skelne mellem efterkrigstidens ”myte” og historien på kilderne fra hans ejendom. Udstillingen skabte rystelser gennem det tyske kulturliv.
Dokumentationen af Noldes jødehad og hyldest af den nazistiske ”blod og jord” tankegang er ”så overvældende at man må spørge sig selv, hvor uskyldige de natur-akvareller og landskabsmalerier, som Nolde skabte under fascismen, kan være” skriver ugeavisen Die Zeit.
Over 1.000 værker var ”fremmed for folket”
I sin selvbiografi stiliserede han sig selv som en utilpasset skønånd, der kun til at begynde med blev forført af nazismen og siden trodsede regimet ved i al hemmelighed at male de såkaldte ”umalede billeder, efter at han i 1941 var underlagt arbejdsforbud. Nolde Stiftung Seebüll har været med til at opretholde denne forestilling – blandt andet under indflydelse af hans anden hustru, som først døde i 2010.
Sandt er det, at Nolde formentlig er den mest berømte skikkelse, der af nazisterne blev stemplet som ”degeneret kunstner” Ingen anden maler fik konfiskeret så mange værker under nazismen. I alt blev 19.500 værker ofre for dette. Og Nolde fik beslaglagt i alt 1.52 værker.
Propagandaminister Goebbels holdt meget af Noldes kunst. Men NSDAP’s chefideolog Alfred Rosenberg kæmpede mod alle former for moderne kunst. Og ”Der Führer” havde det på samme måde. Han sørgede for, at Nolde i offentligheden blev betegnet som ”Volksfremder” (fremmed for folket).
Ikke nogen evne til selvkritik
Nolde mente at den nationalsocialistiske aktion var en trussel mod hans kunstneriske livsværk. Han følte sig som ”forkæmper for tyskheden” I Noldes selvbiografi findes mange antisemitiske udtalelser, hvor det ikke bare drejer sig om en tilpasning. Nolde følte sig knyttet til det nationalsocialistiske tankegods.
Nolde havde ikke nogen evne til selvkritik. Man bør skelne mellem kunstneren og værket. Ugeavisen Die Zeit:
Bladet modsætter sig en kunstnerisk ”rengøringsaktion”. Det må igen være op til den enkelte at forholde sig til den ambivalens, de nye detaljer om Nolde lægger for dagen.
Men vi skal selvfølgelig fortælle hele historien om Nolde. På den ene side må man betragte disse vidunderlige værker, som man kan glæde sig over. Men vi skal ikke glemme at hans biografi har mange lag og som endte med at dække over sig selv.
Man er nødt til at tale om det
Man kan nu engang ikke se bort fra disse ting for at forstå hans værker. Man er nødt til at tale om det. Spørgsmålet bliver man nødt til at lægge frem. Og det er bestemt heller ikke for at skade ham, at vi nævner ham i forbindelse med nazismen.
Især hans motiver fra marsken er fantastiske. Hvorfor fortæller man så ikke, at han er født i Nolde i nærheden af Tønder. I stedet står det ofte anført at han er født i Nolde i Slesvig.
Breve til salg
I 2020 blev der i Hamborg solgt et brev fra Vincet van Gogh til 210.600 Euro. Samme år var 8 breve af Emil Nolde til salg. De var sat til en pris af 3.000 Euro. Om disse breve blev erhvervet af museet i Seebüll vides ikke.
Et af brevene var fra vores hovedperson til grand-niece Cathrine Hoeck fra 19. april 1947. Den begynder på følgende måde:
Ada Nolde var død året før, hvor Emil Nolde var 79 år gammel. Han var blevet deprimeret.
Ja sådan hedder det sig på en anden side af aktions – brevene fra 1947.
Den kære unge ven var Joachim von Lepel, som et par år forinden var blevet betaget af Noldes kunst. Ja han var også blevet betaget af mennesket, Emil Nolde. Han søgte Noldes nærhed og blev hans sekretær og senere den første leder af Nolde-stiftelsen. Han døde højst overraskende som 49-årig i 1962.
Nolde var et familiemenneske
Cathrine Hoek stammede fra Familien Bonnichsen. Noldes søster var blevet gift ind i denne bondefamilie. Nolde have flere gange portrætteret familien I denne familie voksede Cathrine op. Hun arbejdede senere i Sønderborg Kommune. Hun døde som 61-årig i Tumbøl ved Felsted. Hendes bror, August havde forpagtet en gård i nærheden af landsbyen Nolde. Broderen Lorenz førte familiens gård videre. Og hans Friedrich udvandrede til Canada.
Også til familien Hoeck havde familiemennesket Emil Nolde kontakt.
Den første der have et Nolde – maleri herhjemme var galleriejer Aage Wilstrup. Han var bror til Noldes kone, Ada. De kendte hinanden gennem årtier. De skrev og besøgte hinanden ret ofte.
En bog til salg
I København var bogen ”Das eigene Leben” til auktion. Den indeholdt følgende skrivelse af Emil Nolde:
Bogen indbragte ca. 2.000 kr.
Udnævnt til æresprofessor
Efterkrigstiden for Emil Nolde og hans kone stod i et lys af at skaffe et godt omdømme for maleren. Det lykkedes at få gennemtrumfet myten om maleforbuddet.
Til hans 79-års fødselsdag i 1946 havde Nolde fået et dokument, der kundgjorde at han var blevet udnævnt som æresprofessor i den nye landsdel Slesvig-Holsten. Den var underskrevet af Theodor Stelzer, der skulle være ny ministerpræsident. Det havde den britiske forvaltning bestemt. Han tilhørte modstandsgruppe mod Hitler.
80-års fødselsdagen nærmede sig. Den gamle ven, Hans Fehr som Nolde havde kendt gennem 50 år havde organiseret en udstilling i Bern. Flere jubilæumsudstillinger fulgte. I flere tidsskrifter blev Nolde rost.
Nolde har først nu nået toppen
I 1947 stod der følgende at læse i ”Dreiklang”:
Nolde skulle selvfølgelig have været til Bern, man han meldte afbud med den begrundelse at der kom mange gæster, bl.a. regeringspræsidenten og kulturministeren.
I et brev fra den 21. oktober hedder det endvidere:
Nolde kunne så, som vi tidligere har skrevet så ikke vide, at det skulle gå 15 år inden disse billeder indgik i SMK’ s faste udstilling.
Kan Nolde ikke repræsentere tysk kunst?
Denne artikel er ikke en undskyldning for, at jeg skrev artiklen ”Nolde og Nacismen”. Det er jo op til en selv at vurdere, om man stadig kan lide hans kunst. Frau Merkel har altid beundret Nolde, men hun har så valgt at nedtage de to malerier af ham, der hang på sit kontor. Det var efter, at museumsdirektører havde angrebet hende. Og det var noget med, at Nolde ikke kunne repræsentere tysk kunst i 2019.
Besøg Nolde – museet
Den største samling af Noldes værker findes i Nolde Stiftung i Seebüll lige syd for grænsen, hvis du kører over grænsen ved Aventoft eller Rudbøl. I 1957 åbnede her et museum med hans kunst
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 5, 2021
De Danske Jøder i Theresienstadt
Vi kigger lidt på stedets historie. Og så mislykkedes et selvmord ude på Øresund. Ja og egentlig er det ikke så meget litteratur om emnet. Hvor mange var de egentlig? Og hvorfra havde Gestapo adresserne? De første blev allerede arresteret den 29. august 1943. Og så skal vi følge nogle på vej til Langelinie. De skulle egentlig ifølge aftalen ikke alle været med. Alla måtte gerne modtage pakker. Madpakker var et skønt supplement til den manglende mad. Der var klasseforskel i den danske gruppe. Danskerne blev ikke deponeret videre – bortset fra to. Der var masser af forberedelser til Røde Kors – besøget. Delegation opdagede ikke bedrageriet, heller ikke de to danskere. Instruktør til PR – film endte også i Auschwitz. Jo det var en gennemgangslejr. Folk skulle bruges til PR. Prominente jøder troede at de skulle på kurophold.
Theresienstadts historie
Theresienstadts historie går tilbage til 1780. Her byggede det østrigske kejserrige et fort, der bestod af en garnisonsby på begge sider af floden Egger. Navnet fik byen efter den østrigske kejserinde Maria Theresia. Næsten fra starten kom fortet til at fungere som fængsel. Den 10. juni 1940 overtog Gestapo fortet. I november 1941 blev garnisonsbyen indhegnet til ghetto for jøder. Dens funktion fik omverden til at tro, at jøderne levede et idyllisk liv i ghettoen. I virkeligheden var det en koncentrationslejr.
Hvor der tidligere havde boet 7.000 boede der nu 50.000.
Der var faktisk kun 20 SS – folk i lejren. Dertil kom ca. 100 tjekkiske gendarmer. Her fandt også henrettelser sted. Egentlig blev lejren oprettet som en del af den aftale man indgik i Wannsee. Prominente jøder skulle anbringes her. Det kunne bruges positivt i PR – arbejde.
Det var ikke kun i Danmark at man opfattede stedet som forholdsvis harmløst. Det gjorde man også rundt omkring i Europa.
Et mislykket selvmord på Øresund
Ellen Oppenheim forsøgte i oktober 1943 at flygte til Sverige i en robåd. De blev taget op af et dansk skib, men kaptajnen ville ikke hjælpe dem videre. Familien forsøgte nu at tage medbragt gift. Men selvmordsforsøget mislykkedes. De blev overgivet til tyskerne. Familien Oppenheim overlevede alle i Theresienstadt.
Ikke så meget litteratur
Egentlig er det ikke særlig meget litteratur om dette tema. Og så fortælles historien nok ikke helt korrekt. I hvert fald er den danske version betydelig lysere end den, andre lande fortæller. Den danske version er lyserød og fuld af misforståelser.
Der er egentlig ikke så meget forskning på området. Og heller ikke så meget vidnesbyrd. Og meget er bygget på formodninger. Og så har man heller rigtig styr på, hvor mange der blev deporteret fra Danmark til Theresienstadt.
Hvor mange var det egentlig?
Der er lister over de transportnumre alle fangere blev udstyret med. Og denne liste viser 466 personer som er deporteret fra Danmark. Den sidste transport gik dog ikke direkte til Theresienstadt men til henholdsvis Ravensbrück og Sachsenhausen, hvorefter 16 fanger fra transporten blev sendt videre til Theresienstadt. Tjekkes disse navne separat viser det sig, at seks af disse mænd ikke fik danske transportnumre.
To kom slet ikke til Theresienstadt og fire mænd ankom med tyske transportnumre, tre i januar og en enkelt i april 1944. Altså af 472 deporterede kom 470 til Theresienstadt.
Den 5. og 6. oktober ankom de første to transporter med henholdsvis 83 og 198 danskere. Undervejs ved Roskilde lykkedes det for tre af fangerne at springe ud ad et vindue. I de efterfølgende uger indfangede Gestapo yderligere 190 jøder under deres flugt til Sverige. Det samlede antal nåede op på 197. De sendes med transporter den 13. oktober og 23. november 1943 sydover. Og så sent som den 13. januar og 20. april ankom henholdsvis 8 og 2 danskere til lejren, eftersendt fra Sachsenhausen og Ravensbrück.
Således nåede vi op på 483, heri er inkluderet de jøder, der siden 1933 var flygtet fra Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet.
Hvorfra havde Gestapo adresserne?
Nu var de tre fangere, der skulle være flygtet under transport nr. 1 først flygtet under transport nr. 4. Historikere har talt de samme fanger flere gange.
Ser vi bort fra de 110, der blev taget i Gilleleje den 5. – 7. oktober er det slående, at de fleste blev taget i deres hjem. Medlemmer af de assimilerende gamle jødiske slægter, de velhavende og dem med gode forbindelser ud i det danske samfund havde størst held med flugten til Sverige.
Hvorfra havde Gestapo adresserne? De fleste var ikke medlemmer af Mosaisk Troessamfund og langt størstedelen blev fanget på gårde på Fyn og i Jylland. Og egentlig var advarslerne kommet ud i alle afkroge.
To af transporterne
Transport nr. 1 foregik fra Aalborg med stop i en række jyske byer. Det var et tog med 40 kreaturvogne og en personvogn til mandskabet. Den 2. oktober kl. 11.10 afgik toget fra Aalborg station. Hele turen til Theresienstadt varede 62 timer.
I Kolding steg den 61 – årige dommer Moritz fra Assens ombord. Han blev pågrebet i sit hjem sammen med sin søster. Han var en af dem, der ikke kom hjem igen. Han døde en uge inden De Hvide Busser kom.
Fangerne fra Fyn var blevet kørt til staldgården i Kolding. Her ventede de i et af de store staldrum. Som bekendt var Staldgården et af Gestapos hovedkvarterer.
Transport nr. 2 afgik fra København med skib den 2. oktober 1943. De ankom til Theresienstadt den 6. oktober.
De første var allerede arresteret 29. august 1943
Allerede den 29. august 1943 blev de første jøder arresteret. Ikke fordi de var jøder. men fordi de var ”kendte personer”. De var blandt de 150 gidsler som tyskerne arresterede, da regeringen var trådt tilbage. Blandt de arresterede var nemlig overrabbiner Friediger og hans søn. De fik ikke mulighed for at flygte i oktober.
De var blevet arresteret kl. 5 om morgenen og ført ned i en ”prærievogn”. Vognen holdt forskellige steder inden den kørte til Alsgades Skole på Vesterbro. Her blev gidslerne i første omgang samlet og indkvarteret i to etager.
Han blev sammen sin søn senere ført til vestre Fængsel. Han fortæller bl.a. at han en dag blev spurgt af obergefreiter, om han ikke havde lyst til at lave noget. Han sagde så ja, og sammen med to andre blev han så ført hen til en celle, hvor en fange havde begået selvmord ved at skære halspulsåren over. Hele cellen var overstænket af blod, som de så skulle gøre ren.
På vej til Langelinie
Opholdet i fængslet varede til 1. oktober sent om aftenen. Fangerne blev nu ført gennem København og ud til Langeliniekaj, hvor de skulle ombord på skibet Wartherland. Men først måtte de stå på kajen i hele tre timer og vente under bevogtning af SS – mænd. Først kl. 3 om natten måtte de gå om bord.
Andre fanger var blevet taget om natten og anbragt på Dagmarhus. De var nu også om bord på skibet.
Bag synagogen i Krystalgade lå et jødisk plejehjem. Også her trængte de tyske soldater og deres danske håndlangere ind natten mellem den 1. og 2. oktober. Sammen med andre jøder fanget i nærheden blev de i første omgang anbragt i synagogen.
Eva Salomonsen fra Bredgade ankom dødssyg på en madras med to Røde Kors sygeplejersker. Med tårer i øjnene bad de to sygeplejerske for hende, men de måtte gå med uforrettet sag.
Omkring kl. 5 blev fangerne ført ud af synagogen og anbragt på åbne vogne. Men det var stort set umuligt for de gamle mennesker fra plejehjemmet uden hjælp.
Med på skibet mod Swinemünde var også 150 kommunister fra Horserødlejren. Kommunisterne blev sendt videre til Stutthof.
De skulle ikke alle have været med
En misforståelse er at langt størstedelen af de danske statsborgere som blev deporteret, var gamle mennesker eller meget ortodokse jøder. Ser man på listerne står det klart at ud af de 297 personer med dansk statsborgerskab var omkring 55 personer over 65 år gamle. Dertil kommer så ti flere, der ikke havde dansk statsborgerskab. Til sammenligning var der 37 børn i alderen 0 – 15 år med dansk statsborgerskab ud af i alt 48 børn.
14 gamle mennesker blev taget på et jødisk plejehjem bag synagogen. Den ældste af de deporterede var i oktober 1843 – 89 år gammel. – 10 personer var i 80’erne og 40 personer var i alt mere end 70 år gammel. Men at påstå, at de gamle udgjorde ”de fleste” er vel nok lidt overdrevet.
Egentlig skulle jøder, der levede i ”blandet ægteskab” med ikke – jøder og børn af disse ikke deporteres. Jøder over 65 år skulle heller ikke have været afsted. Men det tyske politi tog det ikke så tungt med disse formaliteter. Alle der blev sendt afsted til Theresienstadt var med til at dække over ”jødeaktionen” som samlet blev en fiasko for tyskerne. Den var kommet sent og jødernes store flertal var undsluppet.
Alle måtte gerne modtage mad
Det er også forkert at hævde, at kun danske fangere måtte modtage pakker med mad, Det havde alle lov til i Theresienstadt. Men det var kun fra Danmark der kom en lind strøm af pakker.
Det må formodes, at der blandt andet var hungersnød i de fleste, besatte lande. Men selv om danskerne fik tilsendt madkasser, så fik de ikke nok at spise. Desuden gik der næsten et halvt år før den første danske pakke nåede frem.
Også danske jøder døde af sult
Det skal da også lige bemærkes at 41 ud af de 51 voksne fanger fra Danmark, der døde i Theresienstadt, døde i de første seks måneder – altså før de første pakker begyndte for alvor at ankomme.
Nogle af de gamle er formodentlig døde af chok og for nogles vedkommende, fordi de ikke fik den medicin, de havde brug for. Men for en del andre var det sulten og det hårde arbejde, der gjorde udfaldet. Flere vidnesbyrd kommer ind på, at også fanger fra Danmark døde af sult eller sultrelaterede sygdomme. Det er ellers påstået af historikere, at ingen danskere døde af sult.
Hvad fik man egentlig at spise?
Der var et mylder af utøj og meget behrænsede vaske- og toiletfaciliteter. Og den daglige madration bestod af 0,3 l kaffe, som var en sort væske uden kaffelignende smag. Middagsmad var 0,3 l Kartoffelsuppe med op til 4 – 5 fordærvede kartofler eller sjældent en melbolle.
Til aftensmad atter 0,3 liter sort væske kaldet kaffe eller i stedet ca. 0,3 liter tynd byggrynssuppe. Hver tredje dag blev der til hver person udleveret et 1,1 kg rugbrød af tvivlsom kvalitet. Desuden blev der hver anden uge udleveret 70 – 100 gram sukker og 40 – 60 gram margarine. Hvis man var sygemeldt eller betegnet som ældre (over 65 år) uden arbejdspligt, blev brødrationerne kun 900 gram hver tredje dag.
Hvis man var beskæftiget med fysisk krævende arbejde, var brødrationen på 1.400 gram hver tredje dag.
Kosten var yderst fattig på fedt og protein og var desuden uden frugt, grøntsager eller mejeriprodukter.
I løbet af fem måneder var der nogle af de danske jøder, der fik halveret deres vægt. Når der blev serveret til middagsmad, var det en fordel at komme i god tid før udleveringen begyndte. Var man forrest i køen, var der en chance for at få en ekstra portion såkaldt ”Nachsuppe”, hvis man hurtigt slubrede den første portion i sig. Men sulten var der stadig.
Man kunne også lede efter kartoffelskræl i køkkenaffaldet, vaske skrællende og koge dem møre på ovnen i værkstedet. Det eneste sikre sted at gemme brødet uden at det blev stjålet var i maven.
Der var censur på, når man sendte breve hjem. Men så kunne man altid henvise til Knut Hamsuns: Sult. Og så kunne man sende hilsen til (mad(sen) til Irma samt til slagteren, så vidste modtageren, hvordan ernæringsforholdene var i ghettoen.
Madpakker hjemmefra var et godt supplement
I lejren skulle fangerne hente pakkerne på et posthus. De skulle også betale en slags told for at få pakken med. Tolden betales af den ”løn” de fik for at arbejde i lejren. I Theresienstadt var der en særlig type penge, men man kunne stort set ikke købe for dem.
Det var en butik, hvor man for eksempel kunne købe sennepspulver og brugte tandbørster, men man kunne ikke købe rigtig mad.
Med madpakkerne fik fangerne fra Danmark et godt supplement til den dårlig lejrmad, og de pludselige ”rige” kunne bytte sig til andre ting, de manglede, for eksempel sko, tøj eller et ekstra tæppe. De danske fanger var selvfølgelig meget glade og taknemmelige for maden, selv om den ikke altid var lige frisk efter en lang togrejse gennem det krigshærgede Europa.
Osten kunne pludselig bevæge sig. Og det der engang var et æg, var nu blevet en æggemasse. Der var grænser for, hvor ofte man måtte modtage en pakke – måske ca. en gang om måneden. Nogle gange var der kun en halv pakke tilbage. Men blot en smule fedtstof, der var i en pølse, var af uvurderlig betydning, hvis man skulle gøre sig håb for at overleve.
Der var klasseforskel hos den danske gruppe
Det var ikke uden grund at man sagde at Theresienstadt var et forstadium til døden. På en forunderlig måde fremstod lejren som en lille by med posthus, hospital og kulturliv.
Nu var gruppen fra Danmark ikke en ensartet gruppe. Det var de fine danske jøder, der havde boet i Danmark gennem generationer, og så var det de fattige øst-jøder. Og så var det flygtningene fra Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet. Det var også de statsløse. Der var skarpe sociale skel mellem dem. Deres oplevelser er også forskellige, hvad angår arbejdskommandoer, boliger og adgang til ekstra fødevarer.
Fru Meyer tilhørte en af de gamle dansk – jødiske familier. Hun havde langt lettere ved at få ekstra mad. Hun fik ekstra af alt.
Fem danske statsborgere blev i januar 1944 returneret til Danmark. De var blevet fejldeporteret.
Danskere blev ikke deponeret – undtagen to
Så sent som i december 1944 blev en af fangerne fra den danske gruppe idømt fængselsstraf for at have forsøgt at smugle mad ind i lejren fra sin arbejdsplads ved landbruget som lå uden for selve lejren. Men hos historikeren Sode-Madsen lyder det sådan:
Det er ofte blevet gentaget at ingen af fangerne fra Danmark er sendt videre øst på, på grund af en aftale mellem Werner Best og Adolf Eichmann i november 1943. Men Michael Singerowirtz. Der kom med fjerde transport blev sendt til Sachsenhausen og videre til Majdaneck, hvor han omkom den 21. januar 1944.
En anden som historikerne har glemt, er Smuel Zender Jonisch. Han blev deporteret fra Theresienstadt den 20. marts 1944 til et ukendt sted. Transporten bestod af 42 fanger fra ”Galehuset”, en læge og to plejere.
Levevilkårene blev forbedret
Den danske gruppe var den eneste nationale gruppe, som var beskyttet mod videre deportation. De kendte ikke selv til beskyttelsen og frygtede – særligt i begyndelsen – transporterne lige så meget som de andre fanger. Endvidere nød dele af den hollandske gruppe samme beskyttelse. Det gjaldt den såkaldte ”Barnevelder – gruppe samt de jøder fra Holland, der var døbte protestanter.
To spædbørn, som blev født i Theresienstadt af kvinder, fra Danmark døde endvidere i lejren.
I løbet af sommeren 1944 blev levevilkårene forbedret for nogle af fangerne fra Danmark. Størstedelen havde i den første tid været indkvarteret mænd for sig og kvinder for sig på de store kasernelofter, hvor man sov på gulvet.
Derefter var mange kommet på mindre værelser eller sovesale med køjesenge.
Forberedelser til Røde Kors besøget
I forbindelse med at lejren blev ”forskønnet” som forberedelser til Røde Kors – besøget i sommeren 1944, fik mindre grupper af fanger fra Danmark lov til at flytte ind i særligt indrettede huse før besøget fandt sted den 23. juni 1944. Præcis hvor mange det drejede sig om står dog uklart. Men det var langt fra alle.
Men det var de mest kendte danskere, som man forventede at den danske administration ville spørge til under besøgte, dels var det familier med børn. Måske var det en fjerdedel af danskerne. Senere blev flere fra den danske delegation indlogeret i lignende huse.
Ofre bliver dette besøg betragtet som et dansk besøg. I International Forskning beskrives det som et besøg fra International Røde Kors. Det var også en schweizisk læge fra International Røde Kors, Maurice Rossel, der ledede delegationen, som endvidere bestod af den danske læge, Eigil Juel Henningsen fra Sundhedsstyrelsen. Han repræsenterede også Dansk Røde Kors samt den danske embedsmand Frants Hvass fra Udenrigsministeriet. Derudover deltog delegater fra Tysk Røde Kors samt andre tyske repræsentanter.
Delegationen opdagede ikke bedrageriet
For at forbedre lejren til besøget blev meget ændret. Nogle bygninger blev istandsat, andre blev nyopført. Der kom en børnepavillon, en legeplads samt en musiktribune på en nyistandsat by-plads. Et hegn blev fjernet som havde adskilt ”ariske gader” fra ”jødiske gader”. Endvidere var et såkaldt epidemisygehus blevet ændret til koncertsal med cafe i haven.
Legepladserne med gynger og sandkasser til de små børn fik ikke lov til at stå længe. Det var kun til ære for gæsterne, og den film der blev optaget. Der blev sået græs og blomster på pladsen. Og græsfrøene kom fra Danmark. Alle gaderne skulle vaskes med sæbevand. Fortovene skulle være så rene at man kunne slikke dem. Kvinderne lå på knæ i gaderne og skrubbede af alle kræfter.
Det var dog langt fra hele byen, der blev istandsat. Det var kun den rute, som besøget skulle forløbe ad. En 23. juni 1944 kom gæsterne så. Og det så ikke ud som om, at de gennemskuede at det hele var iscenesat ned til mindste detalje.
Butikkernes vinduer bugnede med varer. Man kunne ikke se at fangerne ikke havde mulighed for at købe dem. Den dag, der var besøg, fik fangerne måltiderne serveret i en stor spisehal. De fik lov ti at spise sig mætte
For mange af fangerne ar det hårde arbejde afløst af ture i den nyanlagte park, cafebesøg og koncerter. Intet var overladt til tilfældighederne.
De danske jøder havde fået besked på, at hvis de røbede, hvordan forholdene egentlig var, kom de med på en af transporterne. SS – ledelsen var bekymret for, at en bestemt gruppe ville sladre. Disse blev låst inde på et loftsværelse under besøget.
Danskerne sagde, at de havde gennemskuet bedrageriet
Det er ikke noget, der tyder på, at gæsterne fandt ud af, at de blev bedraget. Sammenligner man de tre uddybende rapporter – to danske og en schweizisk er det ikke bare meget enslydende, men to af dem beskriver også lejren som et sted, hvor man ikke blev sendt videre fra:
Dette fastholdt Frantz Hvass under et møde i Stockholm. Vi har allerede skrevet at to danskere var ført videre.
De danske repræsentanters senere forklaring om, at de selvfølgelig gennemskuede iscenesættelsen, men valgte at tie for at beskytte danske fanger mod eventuelle tyske repressalier gengives næsten uden kommentarer.
Den schweiziske læge, der var med, blev efter krigen udsat for massiv kritik. Den kritik blev aldrig rejst i Danmark.
Bare en måned før besøget blev 7.503 mænd, kvinder og børn sendt til Auschwitz fra Theresienstadt for at lejren skulle synes mindre overfyldt.
Instruktør af Auschwitz – film sendt til Auschwitz
Man valgte at lave en propagandafilm over besøget for at vide hvor godt man havde det rundt om i de tyske lejre. Efter optagelserne blev de fleste af skuespillerne og instruktøren deporteret til Auschwitz. Filmen blev aldrig vist i din helhed men klippet ind i diverse propagandafilm.
Et juridisk ”Ældsteråd” var sat til at forvalte hverdagen, men der blev hverken stillet fødevarer eller medicin nok til rådighed. Jøderne levede i sult og elendighed. Opfattelsen i Danmark har været, at de danske jøder havde det godt.
Man fortier også, at mindst 21 jødiske flygtninge blev udvist af Danmark og sendt tilbage til Nazi – Tyskland. Her blev de fleste af dem sendt videre i KZ – lejre for at blive myrdet.
En gennemgangslejr
Fra lejrens oprettelse i november 1941 og indtil lejren blev befriet i maj 1945 var der i alt 140.890 fangere. Af disse døde 32.000 i Theresienstadt. 88.135 blev deporteret videre til udryddelseslejre eller udryddelsesanlæg i Auschwitz, Treblinka, Riga samt Maly Trostinets ved Minsk og enkelte andre steder. Theresienstadt var i den grad en gennemgangslejr.
Det var Ældsterådet, der skulle udvælge, hvem der skulle videre til udryddelseslejrene. Det var efter ordre fra SS – ledelsen. Også her skulle alt, hvad der havde af værdi afleveres.
I april 1945 blev den danske gruppe hentet til Sverige af De Hvide Busser. Enkelte tjekkiske og tyske kvinder, der i Theresienstadt havde indgået ægteskab med danskere, var imellem. Og ligeledes de børn, der var født i lejren af mødre fra Danmark samt en dansk dreng oprindelig deporteret fra Berlin.
Stadig store huller i vores viden
Danske historikere har ikke rigtigt interesseret sig for, hvad der lå ud over det danske hjælpearbejde, dvs. forsendelser af pakker, Røde Kors – besøget og De Hvide Busser. Der var dog meget andet, der gjorde sig gældende.
Der er så mange år efter stadig store huller tilbage i vor viden om opholdet i Theresienstadt. Måske har det noget at gøre med opfattelsen at Holocaust ikke fandt sted i Danmark på grund af den vellykkede flugt til Sverige. Måske skyldes det også en dårlig samvittighed over, at deportationer alligevel fandt sted. Vægten har altid ligget på flugten over Øresund.
Folk skulle bruges til PR
Fra juni 1942 begyndte man også at føre tyske jøder til Theresienstadt. Det var dels kunstnere og videnskabsfolk, dekorerede krigsveteraner og forretningsfolk med internationale kontakter og andre prominente. Man havde nu den holdning at man skiftede fra tvangsudvisning af jøder til systematisk massemord. Man deporterede jøderne under dække af, at de skulle genbosættes og sættes i arbejde i østområderne. I virkeligheden blev de så sendt i gaskamre.
Mange var blevet lovet, at de kunne tage hjem på besøg, når det passede dem. Derfor havde mange også meldt sig frivillig for så at ende i gaskammer. Men forholdene var langt fra som det blev lovet. Faktisk døde der mindst 100 om dagen.
En del af kulturlivet blev brugt som propaganda. De var tvunget til at male livet i Theresienstadt, der slet ikke afspillede virkeligheden. Da det blev opdaget, at de i hemmelighed også have illustreret, hvordan forholdene var rent faktisk og smuglet deres tegninger ud af fængslet i Den Lille Fæstning, blev de udsat for tortur. Kun en af malerne overlevede.
Prominente troede, at se skulle på kurophold
De prominente fik at vide, at hvis de betalte et vist beløb kunne de komme på kurophold i Bad Theresienstadt. Og her var bl.a. tyske soldater, der i 1914 til 1918 havde kæmpet for fædrelandet og dekoreret. De fik fjernet deres proteser m.m. og sendt videre til Auschwitz. De blev placeret i kreaturvogne bag lås og slå – nogle gange to døgn før afrejse til udryddelseslejren.
Bronzeplader blev stjålet
Fra den 10. maj 1945 til den 29. februar 1948 blev den lille fæstning, der i dag fungerer som museum brugt som interneringslejr for tyskere, der blev flyttet fra Tjekkoslovakiet.
I september 1945 blev en national kirkegård grundlagt. Den blev gradvis udvidet frem til 1958. De jordiske rester af ofre, der døde i Gestapos politifængsel i Den Lille Fæstning, ghettoen i Theresienstadt og koncentrationslejren Litomérice. 2.386 af dem ligger i individuelle grave. I midten af april 2008 blev 327 bronzeplader der markerer gravene stjålet fra kirkegården. Yderligere 700 blev stjålet ugen efter.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Jøder, Hvide Busser og KZ – lejre
Under Nørrebro (298 artikler):
Maj 2, 2021
Klunsere, Kræmmere og Sprittere i Nordvest
De forskellige grupper kunne ikke lide hinanden. Vi besøger Alvi’ s Produkthandel. For 65 år siden var klunsere en del af Københavns gadebillede. Livet var bark. Kogesprit blev købt over hos købmanden i nr. 29. Vigge Plys spiste ”levende mad”. Sprit Villy kunne lide uniformer og Sprit Hans Jesus. De blev brugt som barnepiger. Den mest berømte/berygtede var Lange Frank. Han blev et skrækeksempel for børn. Kun hans mor havde styr på ham. Lange Frank var bange for at husmurene skulle falde ned over ham. Så var det lige Leo. Der var masser af temperament. Stakkels Leo.
De kunne ikke lide hinanden
Vi er ude i Nordvest-kvarteret på hjørnet af Frederiksborgvej og Blytækkervej. Og vi har tidligere beskæftiget os med disse mennesker. Se bagerst i artiklen. Der får du en oversigt, hvor du kan læse mere om disse mennesker.
Normalt er sprittere en fælle betegnelse for klunsere, prinser, betlere og vagbander, da de som regel alle er spritdrankere. Men egentlig er ordet spritter ikke den helt rigtige betegnelse.
Betlere og vagabonder er den samme gruppe og kaldes med stolthed blandt spritterne for ”prinser”. De siger selv at de ”prinser den” eller ”tæller den, når de hygger sig med spritflasken.
I modsætning til ”prinserne” er klunserne en helt anden befolkningsgruppe. ”Prinserne” foragter klunserne fordi de roder i skraldespande og kaldes derfor også for nogle svin.
Klunserne foragter ”prinserne” fordi de tigger penge og mad. De gider ikke arbejde og bruger deres slibecykel som skalkeskjul for betleri, siger de.
Hos Alvi
Alvi Alfort drev fra midten af 1950’erne en produktforretning herude i Nordvest-kvarteret. Her kom ca. 60 klunsere.
De fik 14 øre for brød, 10 øre for ben og 15 øre for klude. Med en fyldt vogn af andres affald kunne det blive til en smule for klunserne indtil de forsvandt, drak sig ihjel eller døde af sygdom.
Det lugtede godt nok ikke særlig godt i skurene hos Alvi. Tingene var jo også taget op af skraldespande. Gammelt brød og ben, blev brugt til grisefoder.
Men disse klunsere kørte rundt i København for Alvi Alfort og hans produktforretning. I den lave ejendom på hjørnet af Frederiksborgvej og Blytækkervej levede Sprit Villy, Højttaler Kristian, Viggo Plys og alle de andre. De var fattige og subsistensløse. De fleste af dem havde ingen anden indtægt end hvad affaldet kunne indbringe.
For 65 år var klunsere en del af gadebilledet
Alvi var en slags plejefar for dem. Han tog sig lidt af dem. Han samlede dem op, når de var faldet om af sprit. Han gav dem et værelse, hvis de manglede et og så fulgte han med de fleste i graven. Men mange af dem forsvandt bare pludselig.
Dengang for 65 år siden var klunserne en del af det københavnske gadebillede. De cyklede rundt på deres vogne. De fiskede gammelt affald op med metalkrogen ”Syvtallet” i hånden. Hos Alvi, der gennem over 40 år drev jernhandel og produkthandel kom de af med deres ting. Firmaet havde et slogan, der hed: ”Alvi køber alt”
Alvi sorterede og solgte det videre. Kludene blev solgt til udlandet. Brødet til landbruget og metallet til industrien.
Livet var barskt
Deres liv var bestemt ikke misundelsesværdigt. De boede som regel i deres trehjulede vogne. Men med dårlig ernæring, alt for meget alkohol og mangel på hygiejne var det de færreste, der blev for gamle.
Når det var rigtig koldt, gik de ind i opgange og sov. Når de havde råd og ikke var fulde, kunne de overnatte på et herberg på Drejervej.
Kogesprit hos købmanden
Købmanden lå tæt på – i nummer 29. Her købte de kogesprit. Rygtet gik på at de puttede Carbid i det og blandede op med rød sodavand. At drikke kogesprit blev kaldt at være på ”den blå”. Ja og værtshuset ”Bondestuen” lå lige over for.
Her hos købmanden – i nummer 29 har Lange Frank ikke altid kunnet få kredit. Og så har han ellers ryddet disken.
Viggo Plys spiste ”levende” mad
Viggo Plys var en af dem. Han klunsede mad, som folk havde smidt ud. Og det blev liggende i en gammel trækiste. Kisten var godt rådden. Maden blev hurtigt levende. En dag skulle Lille Frederik og Viggo Plys have noget mad. Så lavede de opkog af maden fra kisten. Mærkelig nok blev de ikke syge. Men det hele blev også kogt godt igennem. Der var ofte liv og glade dage i klunsercentralen.
Sprit Villy kunne lide uniformer
Sprit Villy kunne godt lide at klæde sig ud i uniformer, som han havde klunset sig til. Han brugte dem også som dyner, når han sov i sin klunservogn. Når tøjet var blevet for ulækkert og stank for meget af urin, smed han det ud og klunsede sig til noget nyt. Sådan var livet for klunserne.
Det var hårdt at skulle sove for åben himmel. Ofte søgte de tilflugt hos Kirkens Korshær eller holdt sig i nærheden. Det var her på Drejervej. De var også flittige gæster til kirkernes frelsermøder. Her var billig mad til de fattige. Det var som regel den eneste ordentlige mad, de kunne få.
Sprit Hans kunne lide Jesus
Men Sprit Hans gik meget op i det med Jesus. En dag var han til frelsermøde i Thorsgade. Klunserkammeraterne havde bundet ham fast til bænken, uden han vidste det, så da han skulle rejse sig op, tog han hele bænken med sig.
For Kristian Højtaler sluttede livet også brat. Han havde siddet på værtshuset på hjørnet. Det lukkede klokken et, og han var blevet godt fuld. Han ville have den sidste bajer så han begav sig hen til Løvekroen lidt længere oppe af Frederiksborggade. Men han så sig ikke for, da han gik over vejen og blev kørt ihjel. Han fik aldrig den sidste bajer.
De blev brugt som barnepiger
Nu var der ikke alle børn, der var bange for klunserne. Og nogle gange brugte forældrene som barnepige. Det er meget let sagde en af dem gang:
De såkaldte ”Prinser” opholdt sig, gik, lå og sov i området omkring Provstevej og fra højbanen til Utterslev. Omkring Frederikssundsvej 10 lå der en lille sidegade, der holdt Prinserne også til. De havde møbler stående for enden af vejen.
Den mest berømte/berygtede var ”Lange Frank”
De mest berømte/berygtede af dem var ”Lange Frank”. Han hed rigtig Frank Holger Christensen. Og man sagde, at han kom fra en familie, der ikke manglede noget. Børnene gik i en stor bue rundt omkring ham.
Egentlig boede her i en tilgroet villa på Theklavej 33 med sin mor, Cornelia Thyra Amanda Christensen. Her var en masse vilde katte og en storebror, der hed Robert Villi.
Hans far hed Jens Peter Christensen. Han var restauratør, spiritushandler og gæstgiver på Theklavej 33. faderen døde som 55 – årig i 1924. Moderen døde som 89 – årig i 1966. Søsteren boede så alene tilbage i det store hus.
Skræmmeeksempel for børn
Familien havde så længe faderen levede haft tjenestefolk, helt fra 1901 hvor de boede på Frederikssundsvej 86 st.
Man sagde om Lange Frank, at han allerede som ungt menneske var blevet håbløs alkoholiker ved at drikke ”sjatter” på forældrenes værtshus. I dagligdagen kunne man finde ham på enten Drejervej eller Rebslagervej, hvor der blev ”varmet op” inden turen gik rundt i kvarteret for at betle, så branderten kunne holdes vedlige.
Andre mener, at det var ulykkelig kærlighed, der var årsag til at han blev spritter.
Jo, denne ”Lange Frank” blev brugt som skræmmeeksempel for datidens børn:
Når disse ”Pinser” mødtes var deres yndlingsdrik ”Døden fra Lübeck”. Man tog en tom flaske. Så kom man ½ hvidtøl ii – en rød sodavand og kogesprit for resten. Det smagte godt, men man gik på ræven af det.
Kun hans mor, havde styr på ham
”Lange Frank” gik altid i en lang grå og nusset frakke. Denne frakke syntes at være for stor til ham. Han havde altid en flaske i den ene lomme. Han gik altid i gummisko, hvide eller blå året rundt.
Når han var på turne, startede han på Hyggekroen. Så gik det videre til Kroen 66 og derfra videre til Hjorten, hvor han så blev smidt ud. Allerede når han ankom ringede man til politiet, der havde besvær med at få ham ud i bilerne.
Den eneste, der havde styr på ham, var hans mor. Og så fulgte han roligt med hende hjem.
Hvis der var ballade med ham, sendte politiet mindst to vogne. Han var gammel bokser. Det forlyder, at der har været nogle drabelige slag med politiet.
”Lange Frank” var bange for husmurene
Han gik rundt og tiggede penge eller kogesprit hos de forretningsdrivende i kvarteret. Og for at blive af med ham, gav de ham, det som han ønskede. Han kunne godt virke lidt skræmmende i sin fremtoning.
Når Frank kom gående, havde han ofte armene strakt frem foran sig. Andre påstod, at det kun var den ene arm, der var strakt ud til siden. Det var lidt afhængigt af graden af sin brandert. Man sagde, at det var for at holde balancen men sandheden er at når han havde fået for meget at drikke, så følte han at husmurene faldt ned over ham, så derfor gik han med armene ud til siden for at holde dem væk fra sig.
Engang havde han tabt sine bukser i en snedrive.
Han lignede en vingeskudt fugl. Og hans ansigt så rimelig brugt ud. Det var altid mørkerødt.
Når han en sjælden gang var ædru var han en meget behagelig fyr og gav slikpinde til børnene.
Så var det lige Leo
Der var også en fyr, der hed Leo. Han var også en sørgelig sjæl. Ja så var det Napoleon, Kalle, musiker Knud og alle de andre.
En gang om året samlede kirkens Korshær alle spritterne og kørte dem til sommerlejr ved Skaverup Strand i nærheden af Vordingborg. De første tre dage holdt de fast i sengene på grund af abstinenser. Derefter, ja så kunne de spise og hygge sig og nyde opholdet.
Jo det var også Kirkens Korshær, der hvert år sørgede for, at Lange Frank fik nyt tøj. Og politiet sørgede for, at han kom hjem til familien for at holde jul. Men inden da havde Kirkens Korshær også sørget for at han blev vasket.
Der var masser af temperament
Leos faste plads var en ølkasse på Rebslagervej. Som regel sad han som vagthund foran pibemanden Albæks værksted. Når pibemanden fik besøg i arbejdstiden af en bestilt dame, holdt Leo vagt udenfor. Nu var han godt nok gift.
Leo havde et stort temperament. Kaldte du ham for spritter, blev han utrolig rasende og sparkede foden i jorden, hvilket gjorde ondt på den stakkels mand. Leo sad og fægtede sig til øl af de forbipasserende.
Stakkels Leo
En aften i 1970 lå Leo og jamrede sig inde i Sæbegården. Han var kommet slemt til skade med hans hånd i et fald. To unge mennesker fandt ham. Han kunne ikke gå, så han blev lagt på en Puch Standard. Den halvfulde og højtråbende person blev nu bugseret via Lygten og ”Kærlighedsstien” til Bispebjerg Hospital.
Efter ca. en time fik de to unge mennesker at vide, at man blev nødt til at indlægge ”deres far”.
Et par år efter fik Leo kraft i tungen. Han fik fjernet halvdelen af den. Nu kunne han ikke mere snakke. Men han prøvede stadig at skælde ud. Han blev aldeles rasende, hvis man ikke kunne forstå, hvad det var han ville sige. Omkring 1978 er Leo
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 26, 2021
En vandrehistorie fra Burkal
Nu er det ikke kun en historie, som vi skal høre her fra Burkal. Var Tyge Nold virkelig den sidste ejer af borgen? Og var kirken virkelig viet til Skt. Knud? Og hvad var det for en lille præst, som man taler om? Og det er selvfølgelig ikke særlig populært at konstatere, at Tyge Nold ikke var den sidste besidder af borgen. Han var slet ikke fra Nolde. Og den præst, som man taler om, har slet ikke eksisteret. At kirken skulle være viet til Skt. Knud, passer heller ikke. Det sjove er, at når ting først er nedfældet så går det igen i historien. Her burde man måske være lidt mere kritisk. Men uanset, så er vandrehistorier jo bare herlige.
Der har været en borg
De fleste kender historien om Tyge Nold fra landsbyen Nolde ved Burkal. I Pontoppidans Atlas, står der følgende:
Efter den tid har flere forfattere haft den samme opfattelse af denne Tyge Nold. Dels fortæller man også et gådesogn om Tyge. Hans navn kendes også om Svend Vonved. Dertil kommer i virkeligheden en helt tredje version, som indhyller hele sagen i en uigennemsigtig tåge.
Historien om Tyge Nold – version 1
Men først skal vi lige have gådesognet, der fortælles mand og mand imellem endnu i vores dage. Og egentlig er der to. Her kommer den første i pastor Høgels version:
Historien om Tyge Nold – version 2
Men se denne historie findes også i en anden version:
Historien om Svend Vonved
Se historierne ligner hinanden selv om det er byttet om på farverne. I anden version er der ikke tale om, at buddet er på vej til landsbyen Nolde. Det er ingen tvivl om, at man kender Tyge Nold. Det er derimod tvivl om, hvor han er fra.
Er det noget i litteraturen som vi kan bruge?
I Pontoppidans danske atlas siges det, at Tyge Nold kendes fra de danske kæmpeviser.
I Svend Grundtvigs store værk om ”Danmarks gamle Folkeviser” under nummer 18 forekommer der en vise om Svend Vonved i fire forskellige versioner. Men det er kun i den ene at Tyge Nold er taget med.
Åbenbart findes der et digt om Tyge Nold, som er gået tabt og som stammer fra den danske oldtid.
Visen om Svend handler om, at han er en vældig krigsmand, der drager ud i Verden for at hævne sin far. Når han møder folk. Hyrder eller krigere, stiller han dem spørgsmål i form af gåder. Kan de svare får de en guldring eller en anden kostbarhed. Kan de ikke svare slår han dem ned.
Forskerne glemmer, at Dannevirke ikke altid har været grænsen
Men der ikke meget lighed mellem Tyge Nold fra Nolde og den person, som vi møder i digtet. Vi skal for at finde ham dukke ned i Folkevandringstiden og ikke i Middelalderen.
Denne periode har stået i skyggen af alt andet historieforskning. Man har mente, at Danmark også dengang gik ned til Dannevirke. I virkeligheden tyder noget på, at grænsen gik omtrent ved den nuværende grænse som er den gamle grænse mellem danerne og de sydlige folkeslag, bl.a. anglerne.
Olmersdiget fra Urnehoved til Gårdeby er i virkeligheden en ret anseelig forsvarsvold. Landsbyen Jyndevad viser med sit navn henimod samme tid som Olmersdiget, nemlig folkevandringstiden. Desuden er der i Rens også svage rester af gamle forsvarsanlæg.
På Rens Mark ligger en vold ”æ Kærredig”. Engene, der omgiver den kaldes Ringborgled (Ringbolej)
Der er fundet rester i jorden
Også i Nolde er der rester af en gammel borg. Men denne borg går næppe længere tilbage end omkring 1300. Dette er i forhold til vores historie ret så uheldigt. Hvis Tyge Nold er langt ældre, så kan han ikke have boet der.
Maleren Emil Nolde skriver i sine erindringer om denne borg. Landmændene har i tidens løb oplevet rester i jorden i form af palisader eller underlag for jordvolde.
Men arkæologer mener, at det er tale om en borg, der er bygget samtidig som Solvig-Borgen.
I en lille bog om Urnehoved og Olmersdiget (Olgerdiget) henvises der til ”Hervørs Saga, hvor der en skildring af kampen ved Olmersdiget. Men denne historie holder næppe til et nærmere eftersyn. Men interessant er det for flere gange i vores søgen efter Tyge Nold træffer vi på denne saga.
Måske er det svage spor mellem Tyge Nold og Sønderjylland. Måske i tiden omkring år 500.
Hvem var de sidste ejere af borgen ved Nolde?
Det er derimod næsten givet, at Tyge Nold ikke kan være den sidste beboer eller ejer af slottet/ borgen i Nolde. Man ved at en stormand ved navn Peter Ebbisen ejede Nolde før 1365. Vi ved også, at Otto Snaf skødede ”sin by Nolde med dens tillæggende” til hertug Adolf i 1437. Derfor er det ikke rigtig plads til Tyge Nold i disse tider.
Det er heller ikke sikkert, at ordet Nold i Tyge Nold har sin oprindelse i landsbynavnet. Nolde havde sin oprindelse i ordet ”Hnulle”, som kan oversættes med ”forhøjning”. I 1365 blev byen kaldt for Nylle, i 1427 Nulde og i 1505 Nolde.
Øv, det er ikke sjovt at ødelægge sådan en god historie.
Tyge Nold er fra Hobro – egnen
Tyge Nold er faktisk et helt andet sted, nemlig på Hobro – egnen. Danske Atlas viser hen til et sted hos Resen, hvor der findes følgende vers:
Hvis Tyge Nold skulle være fra Burkal Sogn, er det ikke til at se. Beklager kære læsere.
Er Burkal Kirke viet til Skt. Knud?
Nu hvor vi er i Burkal, kan vi lige så godt få be – eller afkræftet dette. For omkring 1841 udkom der en historiebeskrivelse om Burkal Sogn. Vi forsøger at oversætte:
Denne historie hører vi så igen og igen, når historien om sognet skal fortælles.
Præster er ikke tilknyttet til Skt. Knud’ s Gildet
Hvis Burkal Kirke var viet til Skt. Knud, ville det have været naturligt, om præsten havde haft en vis tilknytning til Skt. Knuds Gildet i Flensborg. Men dette kan ikke ses i diverse dokumenter.
Men vi møder Burkal – præsten, Joannes Petri i 1517 som medlem af den hellige trefoldigheds eller Kalands-gildet i Flensborg og i 1505 en Hans Petri, der er ”kercher to Bukarel”. Det kan udmærket være den samme person.
Hvem er ”Lille Peter Wollesen?”
I 1528 er der tale om et præsteskifte i sognet. Man ønsker en evangelisk præst i stedet for en katolsk. Men vi skuer længe efter ”Lille Peter Wollesen”. Og der er ikke andet, der tyder på at kirken har været viet til Skt. Knud.
Kirken skulle være bygget i 1170, så kunne det udmærket have været en følge af tradition om Knus, idet Knud Lavard netop det år bliver skrinsat i Ringsted. Noget andet er, at kirken sikkert er yngre end 1170.
En katolsk præst til 1569
Kirken vedbliver med at have en katolsk præst til 1569. Da møder vi den første evangeliske præst i sognet, som vi ikke kender navnet på. Men det er svært at finde plads til Per Wollesen.
Sandheden er, at der på et eller andet tidspunkt er under reformationen er lavet en parodi på en munkeprædiken, der er udgivet med følgende titelblad:
Endvidere kunne man læse følgende:
Ingen af de to kan placeres i Burkal Sogn
Der findes hele fem udgaver af denne.
Hvordan, hvornår og hvorfor man har knyttet pater Wolle til Burkal sogn vides ikke. Det er et jysk skrift og dialekten er heller ikke sønderjysk.
Så hverken Tyge Nold eller lille Per Wollesen kan uden videre placeres i Burkals historie. Og Burkal Kirke er ikke viet til Skt. Knud.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: