Flere hændelser på Nørrebro

Nyt fra Nørrebro 1829 – 1839. En beboer synes, at det er mærkeligt at ”slaver” må udføre arbejde for private, når så mange er arbejdsløse. En landmand klager over den måde militæret kører på fra Assistens Kirkegård til Hvide Svane. Springvands-renderne fra Lundehussøen er for dårlig nedlagt. Det næste frostvejr vil ødelægge dem. En beboer klager over at en tallerken går rundt til musikernes aflønning på traktørsteder. For at passere Dosseringen skal man have en nøgle. Men mange svinger sig bare over. Og så generer de beboerne På Blegdamsvej skyder man ud ad døre og vinduer. Det er mærkeligt at politiet slet ikke patruljere her, mener en beboer. Og så burde Ladegårdsåen sikres. Det er alt for let at falde i åen. Der burde også anlægges en gangsti. Ladegårdsvejen er så pløret, at vognene hænger fast.

 

Vi kigger atter engang på Politivennen – denne gang fra 1829 til 1839. Her har vi valgt hændelser ud. Det er et lidt specielt sprogbrug dengang, og det har vi forsøgt bibeholdt. Men du kan selv gå på opdagelse i Nypolitivennen. Vi har fået forfatterens tilladelse til at fremkomme med et par af historierne fra dengang. Og det giver ofte en anden udlægning af, hvad der prægede dagligdagen dengang.

Men gå selv på jagt, se engang under kildeangivelse.

 

Om Slavers Arbejde for Private

For få år siden gik det rygter at det var forbudt at slaver måtte arbejde for private folk. Men alligevel har man forrige sommer set hele flokker af slaver med deres vogtere afhentet om morgenen og om aftenen blive ført til deres fængsel.

At den største del af disse har arbejdet for private, er troligt. Således har anmelderen set slaver arbejde for justitsråd Langers førhen tilhørende gårde i Falkoner Alle hos tømmerhandler Kellermann på Store Ravnsborg og på vognmand Loreks gård på vejen til Lygten, hvorfra to løb bort og siden blev efterlyst i aviserne.

Tænker man sig, hvor mange af de mest simple arbejdere, der i forrige lange og hårde vinter var kommet gæld for husly og føde, som man håbede at kunne betale om sommeren, men at han da måtte føre samme klage over mangel på arbejde, så må man vel ønske at de forbydes slaverne at arbejde for private, eller om det eksisterer sådant forbud at dette dog måtte blive overholdt.

For vel synes det godt, at slaverne kunne fortjene noget til at bøde på deres bekostninger deres underhold udfordrer. Men fratages den fattige simple arbejder lejligheden til at tjene det mest nødvendige, bliver han af nød forbryder og formerer antallet af disse. Gevinsten er der for kun tilsyneladende.

Politivennen 723 – den 7. nov. 1829

Redaktøren tilføjer, at hvis den nævnte justitsråd var Christian Lange, så havde han ”førhen” ejet gårdene ”Nørre Alleenlyst”, Marielyst m.fl. Han får i artiklen skudsmålet som human indstillet godsejer.

På et tidspunkt ejede han også Edelgave, hvis senere ejer (Tutein) bl.a. baserede deres rigdom på slavearbejde på Skt. Croix.

 

En Landmands Klage over en Uorden paa Landevien

Da jeg den 8. i denne måned om eftermiddagen mellem 5 og 6 kørte fra hovedstaden med min kone ved min side og 2 mandspersoner bag i vognen, mødte jeg mellem Assistenskirkegården of værtshuset Hvide Svane en halv snes vogne hver læsset med et 20 alen langt mastetræ eller noget lignende.

De kørende anså jeg for artillerikuske. Skønt min vogn for øjeblikket var den eneste, der kom dem i møde og kørte ganske langsomt på den højre side ved de unge allétræer, så passerede disse vogne ikke midt ad vejen, men kørte mig så nær at en af kuskene tog fat i min kones paraply som hun for at beskytte sig mod regnen holdt over sig, og havde som hun sagde, nær trukket hende af vognen. Dernæst kørte en af de bagerste kuske med sin bagvogn og enden af det svære træ så nær på livet af mig at jeg for om muligt at undgå den øjensynlige livs og lemmers fare der truede os, i muligste hast måtte dreje heste og vogn ind mellem to unge allé træer op på en jordbunke, der var opkastet ved samme.

Dog slap jeg ikke for at min bagvogn fik et skub af enden af det store mastetræ.

Enhver kan sikkert tænke sig hvor stor livsfare vi uskyldige mennesker var stedt i hvis mastetræets ende med nogen større kraft havde tørnet mod vores vogn og kastet denne med heste og os alle ned i den dybe landevejsgrøft.

Det er vist ikke vores gode konges og hans retskafne øvrighedsvilje at vi bønder og landmænd der efter vores stand  hver især bærer skatter og byrder i forhold til statens øvrige borgere på sådan eller lignende måde skal tåle vilkårlig behandling. Især af vores egne krigsfolk hvilke vi for en stor del selv har opført og underholder.

Nej! For vi ser og erfarer dagligt store beviser på at konge og regering ved flere lejligheder viser stor godhed og kærlighed for undersåtterne og folket i det hele uden personsanseelse.

 

• Ja egentlig er klagen dobbelt så lang og den er meget velformulerende. Den er åbenbart nedfældet i Pederstrup den 14. marts 1837 af P. Rasmussen.

 

Til Dem, som skulde have Tilsyn med Springvandsrenderne udenfor Byen

Man har nyligt ladet Grøften ved Øster Alle som fører til Vibenshus, oprense og opgrave. Hvilket for så vidt må anses for meget prisværdigt. Men mon man her ikke har været alt for nærgående? Springvandsrenderne fra Lundehussøen, som ligger langs med grøften er nemlig på en meget betydelig strækning, skønsmæssig flere hundrede favne, blevet til dels og på sine steder næsten helt blottet for bedækning, Formentlig vil dette have til følge at renderne vil rådne længe før tiden.

Men mon ikke også indtræffende frostvejr vil kunne gøre en meget stor skade? På sine steder ser det ud som om renderne endog forneden er berøvet en stor del af det jordlag, hvorpå de skal hvile. Skulle dette være tilfældet, da er vist hastig hjælp fornøden hvis ikke renderne af den overliggende jordmasse skal tvinges ud af deres leje og ned i grøften på hvis side de nu hænger.

Politivennen 1128 – 12. august 1837

 

Anmodning og Forslag til Conditore og Trakteurer udenfor Porten

Flere konditorer og traktører har foranstaltet at der i de pavilloner og traktørsteder der tilhører dem udenfor stadens porte og i de haver der ligger op til disse, nu og da på enkelte af disse steder endog dagligt høres harmonikamusik.

Ofte i forbindelse med en eller flere omrejsende sangers stemmer. I hvor meget end de omtalte herrer derved har gjort sig fortjent til publikums påskønnelse, fordi vandreren der higer eller hvile og vederkvægelsen hos dem finder endog så mere end han ventede – føde ikke alene for legemet, men også for ånden og hjertet – så tillader indsenderen af dette sig dog at fremsætte det ønske at de omtalte musici og sangere måtte blive godtgjort deres umage på en kunsten hvis repræsentanter disse personer på de overfor nævnte steder skulle være, mere værdig og for publikum mindre ubehagelig måde.

Man anmoder derfor de herrer konditorer og traktører om for fremtiden at afskaffe den uskik at det personale der musicerer hos dem, går omkring med tallerken hos de tilstedeværende gæster, der skønt det hedder sig at være frivilligt, dog for at undgå opsigt og at give anledning til andre ubehageligheder, mange gange nødtvunget må gribe i lommen og bidrage til at fylde tallerken for at kunne være uforstyrret den øvrige tid af de få øjeblikke der tilbringes på sådanne steder.

Langt bedre ville det uden tvivl være om betalingen for de varer der sælges på sådanne steder, forhøjedes med nogle få skilling over de sædvanlige priser for derved at tilvejebringe et passende lønningsfond for det fornødne musikpersonale. Herved ville sikkert alle parter vinde.

Publikum kunne i forstyrret ro og mag frit for alt besværligt overhæng, overlade sig den nydelse som sind og legeme kræver. Musikpersonalet ville kunne gøre regning på en mere fast indtægt, de nu ikke længere kom til at bero på ofre af en tilsyneladende eller virkelig godgørenhed, og det ville derved anspores til med fordoblet flid at stræbe efter publikums forøgede yndest.

Politivennen 1.128 – 12. august 1837

 

Ønske i Anledning af en Uorden paa Veien over Dosseringen

Vejen over Dosseringen langs med Sortedamssøen fra Nørreport til Østerport er som bekendt aflukket med en låge, der vender ud mod broen, og hvortil beboerne af Blegdammene har nøgle.

Mens det gamle bolværk for søen stod, forhindrede en slags palisadering som strakte sig fra lågen nogle alen langs bolværket, uberettigede til at komme ind på Dosseringen. Nu derimod hvor dette værn ikke findes der, kan enhver let svinge sig over bolværket ved siden af låsen ind på Dosseringen.

Dette var tilfældet i mandag aftes med tre kåde personer som efter at være kommet ind på denne måde, anfaldt og fornærmede nogle damer der af en halvvoksen person blev ledsaget af denne vej til deres bolig på en af blegdammene.

Mange som har skaffet sig nøgle til lågen for ad denne vej at vandre fredeligt og mindre antastet til deres hjem, end ad den øde Blegdamsvej, bliver skuffet i denne deres forventning, når enhver kan finde adgang til samme.

Såvel herfor som for at sikre Blegdammens beboere for tyve, er det ønskeligt og nødvendigt med en slags palisadering eller på anden måde at spærre adgangen til Dosseringen for dem som ikke er betroet nøgle til lågen.

Politivennen 1.139 – 28. oktober 1837

 

Noget Paafaldende i Slutningen af Aar 1838

I slutningen af afvigende år viste endnu den sædvanlige råhed i adfærd som man i det mindste skulle tro fjernet fra de bedre klasser at forurolige fredelige medborgere ved at slænge lerkar og andre ting mod deres porte og gadedøre, ja endog mod stuedøre, hvorved mange kan falde på trapperne over pottestumperne og komme til ulykke i mørke.

Ja på Nørrebro noget forbi Blegdamsvej så indsenderen fruentimmere og børn flygter fra den ene side af vejen til den anden for pistolskud eller flinteskud som affyredes fra vinduer og døre.

Besynderligt at der ikke på en sådan aften udsendes politipatruljer, der kan holde øje medgerningsmændene så de kan tiltales og mulkteres.

At frugtsommelige og børn kan få en heftig og farlig skræk ved sådant skyderi, er øjensynligt. Og en forladning kan beskadige ansigt og klæder, ja let kan en kugle være glemt i bøssen efter en jagttur.

Politivennen 1.202 – 12. januar 1839

 

Forsigtigheds-Anstalt ved Ladegaardsaaen, samt gjentagen Bøn om en Gangsti ved Veien

Af og til sker der at der findes en druknet i Ladegåedsåen. Og man antager da i almindelighed at en sådan er selvmorder. Dette kan vel også undertiden være tilfældet, men oftest er det ulykkestilfælde som hidrører fra der slet ikke er sat gærde eller hegn ved åbredden.

Vel finders der en række træer, som blev plantet efter at en karet for en del år siden med hele sin besætning kørte ud i åen. Men disse værner kun mod et sådant tilfælde. Ikke for den gående, der på denne vej den meste tid af året, har meget at kæmpe mod.

Vejen er i søleføre slibrig på grund af sin lerede substans. Glider man i regnvejr ud med en fod eller går med en udspændt paraply og vinden kaster denne, da har man det våde leje ved siden af sig.

Og kan man selv med stor forsigtighed undgå dette om dagen, hvorledes da i de mørke aftener eller i stormvejr, især når åkanten som det efter denne vinter er tilfældet, er skredet ud så på flere steder kanten mangler helt.

Eller som for øjeblikket at udløbsrender er gravet for at aflede vandet fra de store huller i kørevejen. Passerer nogen vejen som den er nu, for første gang og i mørke, da er hans liv virkelig i fare. Det er derfor ønskeligt at det offentlige ville gøre noget til sikkerhed mod sådan fare.

Og i det øjemed tillader indsenderen sig at forslået kun lidt bekosteligt middel, nemlig at lade stikke tykke pilekæppe krydsvis fra træ til træ lige i åkanten. Disse ville da rodfæste sig i dette forår og snart afgive et dygtigt naturligt gærde der ikke vil være udsat for den ødelæggelse som et kunstigt.

Lige så ønskeligt ville det være om det alt så ofte ytrede ønske om en gangsti ved siden af vejen. Tillige måtte blive taget i betragtning. Vel var Ladegården for sit vedkommende anlagt en fodsti mellem den og søen og derved foregået det offentlige med et godt eksempel, men det er kun et lille stykke og Ladegården har naturligvis ingen interesse haft at udtrække stien i modsat retning.

Den er meget simpel og smal. Men en sådan er dog bedre end ingen. Og taget på samme måde ville en fortsættelse af den vel ikke være meget bekostelig. Da vejen er er meget smal, er det dog nødvendigt at grøften bliver kastet til lige fra Store til Lille Svanemosegård som i sin tid på Gammel Kongevej.

De tilgrænsende jorder ville intet lide ved det, da de ligger meget dybere end grøften. Ingen har nytte af dem. Og desuden har de vandløb til renden der går midt gennem dem. Det er en selvfølge at fodstien måtte holdes vedlige. For ellers er den ikke til synderlig nytte.

Hvorpå gangstierne på Gammel Kongevej og på Nørrebro langs assistens kirkegårds- muren i vinter har afgivet gode beviser. På gangstien i Falkoner Alle som for nogle år siden blev anlagt med vist ikke lille bekostning, vel efter indsenderens forslag, men ikke på den af ham angivne måde, er derimod ikke det ringeste spor tilbage af forbedringen.

At Ladegårdsvejen ikke anses for spadser vej, har vel egentlig mest været årsag til den er så forsømt (for der ler sand man årligt fylder på den uden at den har noget stenlag i bunden, kan dog næppe regnes for en forbedring). Og at man er holdt op med makadamiseringen hvor den mest gøres nødig. Men i god tilstand og med en fodsti ville vejen vist blive passende lige så besøgt som de andre, og folk ville da heller ikke som nu nødes til at vende om, fordi den er ufremkommelig.

Politivennen 1.166 – 5. maj 1838

• Den omtalte karet kan være den som natten til den 27. november 1812 kørte i åren med seks personer fra et bryllup. Fire af dem druknede. Tragedien er mindet på en spids sten, som står ud for Åboulevarden nr. 16. Det er en gammel vandstandsmåler der fik en indskrift, opsat til minde om ulykken og står der endnu.

 

• I øvrigt så hjalp denne påtale ikke på noget som helst.

 

I Kjøbenhavnsposten kunne man den 25. oktober 1841 læse følgende artikel:

• Allt, hvad der i en Række af Aar jenligen er fremsat i Politivennen, Commissionstidenden og den Frisindede angaaende Ladegaardsvejens Saavelsom gamle Kongevejs og dens Gangsties slette Tilstand, har det Hel dog kun været at prædike for døve Øren.

 

• Næsten kunne man fristes til at spørge: om disse Veie virkelig henhøre under nogen Øvrighed, dersom man ej vidste, at de ligge i Kjøbenhavns Amts søndre Birk, og altsaa under Justitsraad og Birkedommer Frederiksens Jurisdiction¸eller ogsaa: har da Øvrigheden intet med Veienes Vedligeholdelse at gøre? Thi i saa fald vover man at opfordre denne.

 

• Ladegaardsveien er på Strækningen fra store til lille Svanemosegaard, et eneste bundløst morads og aldeles ikke sikkert til at kunne passeres af Fodgængere, i det mindste ikke uden fare for at nedstyrte i Ladegaardsaaen. Ja endda for Kjørende er Veien farlig, da de risikerer at blive siddende i Moradset med Heste og Vogn.

 

• Man vover derfor at haabe, at disse Veie ikke ret meget længere skulle være til Skandale., men at deres Istandsættelse vorder paabegyndt tidligt til næste Foraar paa en god og solid Maade, nemlig ved Macadamisering, thi enhver anden vil kun fornledige spildt Bekostning og Umage.

 

• Man burde vel kunne haabe at se en saadan Forbedring ved denne Vei, da der nylig er blevet anvendt betydelige Bekostninger til at Macademisere den saakaldte Falkoneralle, der som bekendt, kun meget lidet benyttes, uden i alt Fald til Communicationen mellem Frederiksberg og Lyngbyveien. Vil man derimod ikke istandsætte Ladegaardsveien, da burde man jo heller afspærre den, og i alle tilfælde spærre den i Vinter for at forebygge Ulykkestilfælde.

 

 

Kilde:

• nypoltivennen.blogspot.com (Eric Nicolaisen Høy)

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.751 artikler, herunder Nørrebro (304 artikler):
• Hændelser på Nørrebro (1)
• Ladegården – nok engang
• Ladegården uden for Nørreport
• De fattiges fabrik på Ladegården
• Ladegården og åen
• Livet på Ladegården
• Ladegården – dengang
• Fattiglemmer på Ladegården
• Ladegårdsåen (NørLiv 18)
• Christian de Fjerdes Ladegård
• En tur langs Ladegårdsvejen
• Skal Ladegårdens vand atter flyde
• På YouTube kan du finde to videoer, som undertegnede holdt i Stefans Kirken – den er forsynet med en masse herlige fotos fra åen og gården.