En frihedskæmper fra Aabenraa

Dette er historien om Jesper Juel Petersen, der senere blev en succesrig journalist under navnet Jesper Juel Berg. Men det er også historien om klassekammerater fra Aabenraa Statsskole, der havde vanvittige tanker om, hvad de kunne udrette under krigen. Laurits Abild fik hjælp af Frits Clausen, der redede hans søn Erik fra henrettelse. Vi skal høre om den nazistiske læge, Harald Nielsen. En af Jesper’ s venner var Jacob Jebsen, der mente at Jesper skulle melde sig i Waffen SS. Og det var lige før det gik ravruskende galt. Igen måtte Dr. Abild, ”Onkel Harald” og Frits Clausen kommer til hjælp. Og så kunne Dr. Abild’ s fly være nyttig, når man ville melde sig i Royal Air Force. Det var bestemt ikke alt, der lykkedes for de unge mennesker. Jesper fortog alene en sabotageaktion mod DAPA. Dermed havde han bestået svendebrevet og blev optaget i sabotagegruppen BOPA.

 

En tegner ventede forgæves 

Det sker ofte, at man skal overveje under hvilken kategori en artikel skal placeres. Og det gælder også for denne artikel. Den kunne være placeret under ”besættelsestiden”, men alligevel indeholder den så meget lokalhistorie og anekdoter om kendte personer i byen at vi placerer den under Aabenraa.

Vi skal også høre om de gode kammerater fra Aabenraa Statsskole.

Det var juleaften 1944, hvor tegneren Bo Bojesen sammen med sin nygifte kone Ingrid sad i deres lille lejlighed i Virum og ventede på skolekammeraten Jesper Juel Petersen. Hans udeblivelse vakte stor bekymring og med god grund.

 

Endte i Neuengamme

Jesper var to uger før blevet anholdt af Gestapo og isoleret i Shell-huset, hvor han under tortur tilstod at have været med i sabotage. Han blev deporteret til KZ – lejren Neuengamme, hvorfra han april 1945 blev reddet af De Hvide Busser. Han var så medtaget, at han ikke kunne huske noget som helst om hjemtransporten.

 

Døde, mens han skrev sine erindringer

Efter krigen blev han journalist, kendt som Jesper Juel Berg. Her var han en menneskealder. Som pensionist begyndte han at nedskrive de krigserindringer som han typisk for sin generation – aldrig havde fortalt sine børn. Disse erindringer omhandler også herlige oplevelser i Aabenraa.

Da han døde som 74 – årig i 1997 havde han dog kun nået 6 af 24 planlagte kapitler. Disse blev sat på tryk i Sønderjyske Årbøger og bearbejdet af Hans Skov Kristensen.

 

Deltog i en masse sabotageaktioner

Han udførte sit svendestykke med stor bravur i Aabenraa og blev en kendt sabotør under dæknavnet ”Finn” i sabotageorganisationen BOPA. Han deltog i en lang række af de største og mest kendte sabotagehandlinger, blandt andet mod våbenfabrikken Globus, Hærens Våbenarsenal, B&W i flere omgange, Dansk Industrisyndikat kaldet Riffelsyndikatet, Flyvetroppernes værksted på Kløvermarken og fabrikken Globe i Glostrup.

 

Jesper og rektor ikke de bedste venner

Krigen var brudt ud. Polen var rendt over ende. På Aabenraa Statsskole skulle de ældste elever spille komedie.

Det var noget som rektor Ingvar Mogensen gik meget op i. Han blev også kaldt ”Lemme”. Eleverne mente at han var i familie med ”Den Store Bastian”.

Denne pædagogiske mand havde fået overdraget ledelsen efter 1920. Da var stedet tysk gymnasium. Han havde indført nogle regler for hvordan et skoleår skulle afvikles. En af disse var afvikling af den uanfægtelige vinterkomedie. Jesper og rektor var ikke de allerbedste venner.

I et frikvarter var Jesper blevet grebet i at ryge tobak. I det tilfælde havde rektor taget spanskrøret ud af sit skab på sit kontor. Fra tre meters højde og med en kraft, som kunne gøre enhver forhørsleder misundelig, lod han røret suse ned over Jespers himmelvendte bagdel. Det var umuligt at sidde ned i flere timer.

 

Jesper spillede hovedrollen den 8. april 1940

Til stor overraskelse spurgte han Jesper, om han ville være med i Årets skolekomedie. Det ville Jesper da gerne. Han havde drømt om at blive skuespiller. Og så skulle Jesper endda spille hovedrollen.

Datoen oprandt og forestillingen blev afviklet på Folkehjem. Salen var stuvende fuld. Bagefter kunne rektor også fortælle Jesper, at han klarede det pænt. Det var den 8. april 1940. Bagefter tog Jesper sig en enkelt øl på Hotel Danmark. Og her fik han at vide, at der havde været uro ved grænsen.

 

Skudsalver kunne høres

Næste morgen vækkede tyske fly ham. Han sprang ud af sengen. I lav højde så han en masse Heinkel 111 – maskiner med kurs nordover. Han skyndte sig ud for at få fat i et par af disse ”Oprop”. De tyske tropper, som nu var på vej nord på, var Danmarks beskyttere. Det ville Hitler have, at danskerne skulle tro.

Stilheden blev brudt af skudsalver. Det var ikke langt borte men i sydlig retning. Det var skud fra automatkanoner og indimellem var der næppe hørbar knitren fra håndvåben.

Han tog den tyske boxer Max med på vej syd på. På vejen mødte de en lastbil, der med stor fart kørte nord på. På ladet var ubevæbnede grænsegendarmer stuvet sammen i deres skydeskiveblå uniformer.

Nu kunne han skimte en motoriseret tysk kolonne. Det var et par kilometer fra byen. Det var derfra, der blev skudt. Det var også et projektil derfra, som ramte en 11-årig elev fra skolen og dræbte ham på stedet (Se artiklen: Sorgen ramte Aabenraa 9. april 1940 1-2).

 

Slikmutter forkyndte, at de havde sultet

En mand kom pludselig løbende og fortalte, at tyskerne havde valgt ikke at følge hovedvejen, men køre gennem bymidten. På hovedgadens eneste fortov skyndte Jesper og Max sig nu hen.

Tyske tanks, panservogne, lastbiler og infanteriregimenter kørte nu uantastet forbi. Grønne soldater med lige så udtryksløse ansigter som fronten på deres Wehrmacht-køretøjer kunne nu ses.

Tysksindede danske statsborgere stod i9 forreste fortovsrække og heilede. En af de mest ivrige var Mutter Stahlbum – alle børn og yngres slikmutter, i his butik man købte billigt snold og cigaretter stykvis.

Hun stod bag disken og solgte til alle uanset nationale sindelag. Denne dag stod hun og råbte til soldaterne:

• Wir haben gehungert

 

Jesper ville kæmpe nordpå

Jesper tænkte i de tidlige morgentimer på at køre nord på. Han ville stjæle sin fars bil. Så kunne han da den morgen gøre lidt modstand. Hans fire år ældre bror, Bent var løjtnant for en styrke der lå i Vejle – området.

I første time var det oldtidskundskab med rektor som lærer. Alle var mødt undtagen Christian, klassens lyse hoved. Han var den mest belæste og altid glad. Men han var også den fattigste af dem alle. Han boede sammen med sin stovte og kærlige mor i armod i en lurvet lille lejlighed. I første omgang var man bekymret for om det var Christian, der var blevet ramt ude på Kystvej. Da han endelig ankom 20 minutter for sent, var rektor rasende.

 

Kun tre timers undervisning

Normalt skulle der have været fem timers undervisning men det blev nu reduceret til tre. På vej hjem gik Jesper over hovedvejen, der hvor Mutter Stahlbum havde forkyndt sin udhungrende tilstand. Den vedvarende gennemfart af tyske militærkøretøjer var hørt op. Nu kom der med jævne mellemrum kom en fodfolksdeling marcherende. De snag deres taktfaste sange, komponeret og harmoniseret efter samme fantasiforladte skabelon.

Derhjemme kom en mand og klistrede sort papir på forstadsvinduerne.

Vi har i en tidligere artikel hørt om en høre- næse- og halslæge med stort ry for faglig dygtighed. Han var en ferm kirurg, der havde lært de grundlæggende snit som feltlæge under Første Verdenskrig. Senere har han så forfinet disse og holdt sig over skulderhøjde.

Fra fronten havde han også medbragt en frygtindgydende barskhed og foragt for blødsødenhed. Hans praksis havde gjort ham til en af byens rigeste mænd, Den blev udøvet dels i en privat konsultation, dels i et katolsk nonnekloster (Se artikel: Kirke, Klinik og Plejehjem i Fiskergade)

 

Laurits Abild var sagnomspundet

Begge steder udfoldede dr. Med. Laurits Abild, som hans navn var, sin kunnen og sit temperament – det sidste fuldt så sagnomspundet som hans lægelige kvalifikationer. Adskillige korsets tegn blev slået, når han på officersfacon hundsede med nonnerne.

Sine mange penge brugte han på den tids statussymboler, rummelig villa, sommerhus på Fanø, radiogrammofon mad automatisk pladeskift, køkken med kulinarisk elevator op til spisestuens anretterværelse. Og så naturligvis det menneskelige tilbehør, stuepige, kokkepige, nurse. Og så var det altmuligmand Hansen som blev benævnt chauffør, skønt han overvejende beskæftigede sig med at feje gård og slå græsplæne.

Ikke fordi der ikke var biler i husstandens prestige-samling. Der var sandelig to stykker. Oven i dette det mest spændende og opsigtsvækkende – et privatfly.

Bilerne var en rummelig Dodge Sedan til familieture og så var der en specialbygget åben sportsvogn af mærket Vauxhall. En skinnende sort tingest med halefinne, lysegrønne trådhjul og tre lædersæder i samme farve, to foran og et enkelt agterude.

 

OY – DIL holdt parkeret i et blikskur i Rødekro

Flyet var en 2 – sædet de Havilland Hornet Moth med lukket kabine og en 122 hk Gipsy Major motor. OY-DIL var dens registrerede navn. Dens bopæl var en bølgeblik-hangar på en flad mark nogle kilometer væk fra Rødekro. Der tilbragte den sine jordbundne timer, som efter besættelsen blev til dage, uger måneder fordi tyskerne forbød al dansk militær – og privatflyvning.

Knægtene ville til England og støtte ”the army” og helst som piloter i Royal Air Force. Og til at forcere Nordsøen skulle OY-DIL hjælpe.

Vennerne var ud over Jesper, den jævnaldrende klassekammerat, Erik. Han var søn af OY-DIL’ s ejer, dr. Laurits Abild. Knægtene kendte ham Laus, efter i mange år at have skærmydsler med ham.

Uanset hvad, så havde den iltre mand også humor. Dybt inde kunne han sikkert godt lide knægtene. Om dette ville vare ved, ja det var spørgsmålet. For nu skulle de låne hans flyvemaskine.

 

Krig, Kvinder og Kortspil

Tyvene var Erik og Jesper, og så broderen, Bent, nu løjtnant ved Jyske Division ved Sønderborg Garnison. Han var uundværlig, for han var den mest flyentusiastiske, som de kendte. Og den mest militære. Han havde allerede tilegnet sig de tre k’ er – Krig, Kvinder og Kortspil.

Bent brød sig lige så lidt om skolen som sin bror, Jesper. Men da han i mellemskolen havde skrevet en fristil om fly, havde han fået UG. Nu var det så heldigt at de to havde en fætter, der var flyverløjtnant i militæret, Walther Johnsdal. Han fungerede som en slags konsulent.

 

De andre hjælpere til Aktion England

To andre skolekammerater fra Aabenraa Statsskole fungerede også som hjælper på fortagenet. Det var geniet, Peter Hans, der vidste alt om mekanik. Og motorer. Og så ”Skeler”. Det var Eriks fætter. Han var noget af en forsigtig – Peter. Han hed Hans og skelede ikke. Men han var lige så ranglet som et skelet.  De to brave fyre var delagtiggjort i projektet.

De unge mennesker var flere gange i Rødekro og fik også gang i motoren. Nu var det sådan, at Jesper skulle ligge over benzintanken. Det kunne godt være lidt ugemytlig den lange vej over Nordsøen.

Der skulle skaffes mere benzin. Og det skete ved at Erik stjal sin onkel læge Harald Nielsens bil. Og så stjal de benzinen fra Post- og telegrafvæsnets 2. Ingeniørdistrikt Det var her Jesper’ s far arbejdede.

 

Nu kunne Jesper alligevel ikke komme med

Om aftenen før afgang ankom Bent fra kasernen i Sønderborg. Det sidste møde fandt sted hos Erik og der sprang bomben. Erik og Bent havde talt sammen. Jesper’ s ekstra kilo på flyrejsen ville forøge benzinforbruget og måske kunne hans tilstedeværelse give problemer med påfyldning af ekstra benzin.

Og så opdagede man, at der havde været tyveri i blik-hangaren i Rødekro. Der var stjålet benzin og ekstra måtte skaffes.

 

Katastrofe: Dækket punkterede

Den skuffede Jesper fungerede nu som vejviser for at sikre den rette startposition. Men ak efter et par forgæves forsøg, fandt man ud af at et dæk var punkteret. Farvel England. Turen blev ikke til noget.

Onkel Haralds bil blev pænt sat i garagen og Bent blev sat af ved rutebilstationen, så han kunne nå kasernen i Sønderborg rettidigt.

 

Skideballe af dr. Abild

En morgenduelig nabo i Rødekro havde hørt OY-DIL og havde ringet til med garanti den forhenværende gode ven dr. Abild. Alle måtte nu stille på flyvepladsen i Rødekro, og der fik man en ordentlig skideballe af dr. Abild.

Erik boede ved sin onkel Harald, fordi hans mor – ”Laus” Abilds tidligere kone var gift med Harald. Politiet blev ikke indblandet, skolen anede ingenting og de unge mennesker holdt sig fra ”Laus” Abild.

Erik og ”Skeler” blev sproglige studenter. Peter Hans blev realist og Jesper rykkede op i 3g matematisk.

 

De unge mennesker overvejede nu Østfronten

Jesper’ s far var embedsmand og som sådan Konservativ. Men hans politiske aktivitet indskrænkede sig til at tage del i vælgerforeningens bridgeaftner på Grand Hotel. Og ja, ”Laus” Abild var vel nok mere Venstre. Ingen af disse havde meget til overs for de røde. Erik, Bent og Jesper havde det vel på samme måde. De der kommunister kunne ikke tolereres.

I Aabenraa kunne man høre Sondermeldungen, der nu lød på, at Smolensk (nu Minsk) og Odessa var faldet. Nu havde styrkerne omringet Leningrad. De Germanske larvefødder var i udkanten af Moskva.

Godt nok tænkte knægtene at godt nok var Tyskland vores fjende nummer et. Men det var en pirrende tanke at preusserne bare kunne ordne kommunisterne. Så kunne de aabenraaske englandsfarer vel også finde en plads blandt de allierede.

 

”Onkel Harald” var nazist

Nu var knægtene også præget af de voksne. Eriks onkel Harald Nielsen, der som tidligere fortalt var gift med ”Laus” Abild’ s første kone Georgette – en særpræget belgisk skønhed, som ”Laus” under sin embedslæge-virksomhed under Første Verdenskrig mødte i Flandern.

Denne ”Onkel Harald” så rund og jovial han var, bevægede sig til højre for de Konservative og venstre. Han var nazist, medlem af DNSAP og studiekammerat med Frits Clausen. Sammen ordnede disse to – verdenssituationen. ”Onkel Harald” var udset til at blive sundhedsminister, når først Frits og hans spadebevæbnede stormtropper havde overtaget magten i Danmark.

 

Jacob ”Jocco” Jebsen

Vi skal da også nævne Jacob, søn af Aabenraa’ s rigeste mand, den tysksindede skibsreder og multimillionær Mathias Jebsen, hvis skibe aldrig så Danmark, fordi de udelukkende holdt til på Kinakysten.

Jacob var jævnaldrende med Jesper. Og de kom en del sammen. Det var lidt usædvanligt, fordi normalt holdt dansksindede og tysksindede sig for sig selv.

Jocco, som han blev kaldt, var af overbevisning nøjagtig så ny-tysk, som Hitlers Tredje Rige foreskrev. Men han hørte ikke til den type som flertallet af hans jævnaldrende aabenraaske landsmænd, der promenerede i sorte støvler og ridebukser, hvid skjorte og skrårem. Han gik heller ikke med hagekorsemblem eller armbind. Han var en afdæmpet og behagelig fyr.

Men han var slet ikke i tvivl om at Tyskland ville vinde krigen. Jespers tvivl ophidsede ham ikke. Jocco mente, at verden ville se anderledes ud, når kommunisterne var væk.

 

”Ondskaben” fra øst

Også Erik blev præpareret. Det skete, når Frits Clausen kom på besøg og nød fru Georgettes fransk inspirerede måltider. Og her kom dansk deltagelse i bekæmpelsen af ondskaben fra øst altid på bane.

De to herrer kunne læne sig op ad den spalteplads og den sendetid som en række aviser og Danmarks Radio med politikersamtykke gav fortalerne for samme indstilling. Frits Clausen talte om dansk frikorps, Jocco talte om SS, men det blev – eller blev i al fald – samme sag.

 

Hvervekontor i Rødekro

Der blev oprettet hverve- og informationskontorer rundt omkring. Og en af disse blev oprettet i Rødekro. Om det var et af Frits Clausens, som blev drevet af hans stormafdelinger SA, eller om det var lederen af den tyske hverveindsats, SS – Hauptsturmführer Erich Lorenz, der var ophavsmanden, vidste Jesper ikke.

Nu var det DNSAP’ s lokale partkontor, der stod for organisationen. Man kunne melde sig til både Frikorps Danmark og Regiment ”Nordland”. Og der stod på plakaterne:

 

• Meld jer til de europæiske Nationers Korstog mod Bolsjevismen.

 

De to venner mente nu ikke, at det var noget forgjort i at hente nogle brochurer. Det var tre måneder efter den forliste ekspedition til England.

Kontoret var indrettet i en mindre nedlagt butik på Østergade 8 i Rødekro. Bag disken stod et par tilforladeligt udseende yngre mænd. De var ikke uniformerede, men civilt klædte. De var meget imødekommende.

 

De unge mennesker var blevet narret

De talte om soldateruddannelsen, den bedste i verden og udendørs formidlet i de skønneste naturomgivelser. De viste nogle fotos af tandpastasmilende sorgløse ynglinge og lige så muntre germanske og folkedragtsklædte piger.

Så tog de et par formularer fra en bunke på deres skrivebord og sagde, at der havde været så stor interesse for sagen, at de ikke havde flere brochurer. Men hvis de to bare lige skrev deres navne på de stiplede linjer nederst på arkene, ville der blive tilsendt informationsmateriale.

En skønne dag lå der så en indkaldelse til session. Og her havde Jesper troet, at det var brochurer. De to knægte havde ladet sig bedrage af to imødekommende ekspedienttyper.

Jocco havde meldt sig til SS. Men han mente, at han var blevet kasseret på grund af for små fødder.

 

”Onkel Harald” mente, at Jesper trods skade kunne bruges

Nu spekulerede Jesper på, hvordan han kunne slippe fra sessionen i Rødekro. Måske blev han efterlyst. Han havde hørt at faneflugt blev straffet med døden.

Heldigvis fingerede han en skade under idræt i skolen. Han fik et stramt elastikbind og lærte at halte rigtigt.

Sessionen blev afholdt i et stort forsamlingslokale. Der mødet mange unge frivillige eller shanghajet op. Der var ingen uniformer, højest et par spidsbukser hist og her. Helhedsindtrykket var forvirrende og præget af kaos. Det var Frits Clausen og hans kumpaner, der stod for arrangementet.

Alt tøj undtagen underbukser skulle tages af og så skulle man ellers stille op i kø. Til stor forbavselse befandt ”Onkel Harald” sig blandt dem, der skulle bedømme egnethed. En person ville vide, hvad far og mor hed. Der skulle jo nødig kommer jøder med.

”Onkel Harald” mente ikke at Jespers ”skade” var en hindring. Han var egnet til at kunne komme i den grønne uniform. Og nu forestillede Jesper, at han blev sendt syd på med det først afgående tog.

 

”Gode Forbindelser” hjalp Jesper og Erik

Men heldigvis fandt Jesper ud af, at han kunne få udsættelse, fordi han stod og skulle op i 3g. Og han ville ikke udsætte sin studentereksamen. Udsættelsen blev bevilliget. Han skulle bare melde sig klar næste sommer.

Erik kom heller ikke syd på. Belgiske fru Georgette havde ringet til hendes eksmand ”Laus” Abild og sat ham ind i situationen. Det første så til en alvorlig samtale med ”Onkel Harald” og Frits Clausen.

Jo, der var foregået noget bag ryggen både hos Jesper og hos Erik.

 

Smidt ud af Statsskolen

Jesper kom hurtig tilbage til den vante gænge. Han gik i 3 g matematik og omgikkes sine meget to gode venner, Jesper Bo Bojesen og Christian Frahm. Sidstnævnte var ”klassens kommunist”.

Den nye rektor, Georg Buchreitz var en helt anden type end Lemme. Han var mere moderne udi i det pædagogiske. Men nok ikke mindre farlig. Jesper, Johannes og Christian var blevet bortvist fra Aabenraa Statsskole. En improviseret fest på skolen havde udviklet sig. Der var blevet indtaget rigelige mængder af øl og dansk frugtvin.

Efter protester blev straffen nu nedsat til fire dages bortvisning. Efter Jespers filosofi var det det samme som fire fridage.

 

En uheldig tur til Sverige

Erik var ikke længere i Aabenraa men indkaldt til garden og opholdt sig på Sjælland. Nu var de begge opsatte til at komme til England igen. De ville tilbyde deres assistance på den britiske ambassade i Stockholm.

I august 1942 rejste Jesper til København medbringende en sammenklappelig kajak. Under et træningsforløb ved Furesøen skulle Erik også trænes i den.

Men for at gøre en lang historie kort, så strandede de på Hven. Her blev de så opbragt af svensk politi. Det endte med, at de blev udvist. I København opsøgte Jesper nu gamle venner.

Erik havde taget en kajak over Øresund. Fra København var han rejst til Aabenraa. Efter indtrængende familiekonsultationer havde han meldt sig frivilligt til Waffen SS. Han befandt sig nu på en uddannelseskaserne i Tyskland.

 

Til møde på Dagmarhus

Hvad der videre skete med Erik, fremgår ikke af Jespers skriverier. Her har vi måttet ty til andre kilder. Og det er ret dramatisk.

Straks ved Eriks hjemkomst tog ”Onkel Harald” kontakt til Frits Clausen og sammen tog de til Dagmarhus i København for at forhandle med tyskerne. Erik blev stillet mindst tre års fængsel i udsigt for sin ulovlige udrejse. Sagen ville blive bragt ud af verden, hvis han meldte sig frivilligt til Waffen-SS.

På falske papirer rejste han den 4. september 1942 til Berlin. Under sit rigtige navn blev han optaget i Waffen SS. Han blev sendt til uddannelseskasernen Sennheim og derefter til Rusland, hvor han blev såret og indlagt på lazaret.

 

Dr. Abild mødte op i fængslet

Dr. Abild fik udvirket, at han fik tilladelse til at studere medicin på universitetet i Giessen. I sommeren 1943 blev han hjælper på et lazaret i Riga.

Her blev han den 23. august 1943 anholdt af Gestapo, sigtet for aflytning af udenlandsk radio og for defaitisme (stå af – opgivende holdning – gøre indrømmelser over for fjenden). Han blev efterfølgende dømt til døden ved en krigsret.

Den 17. november 1943 dukkede dr. Abild op i fængslet og fik udvirket en løsladelse. Erik vendte tilbage til Giessen og fortsatte sine studier. Den 1. august 1944 blev han sendt til SS – junkerskole i Prag. Han var nu led og ked af det hele og besluttede sig for at flygte. Den 26. september 1944 ankom han til Danmark på falske papirer.

Igen trådte faderen i aktion. Han fik Erik fragtet til Sverige, hvor han ankom den 24. januar 1945, for straks at blive arresteret.

 

Frits Clausen havde en finger med i spillet – igen

I en beretning fra 1947 hævder Frits Clausen, at han havde reddet Erik Abild fra henrettelse. Det var sket på et møde i Berlin, hvor han havde et møde med Gottlob Berger.  I begyndelsen af november 1943.

Venskabet med Jesper fortsatte efter krigen.

 

Jesper idømt 5 måneders fængsel

Jesper tog nu efter den mislykkede Sveriges-tur og et par dage i København hjem til Aabenraa. Efter en uge ringede politiet på døren. Københavns Politi ville gerne have at vide, hvad han lavede i Sverige. I Københavns Byret blev han idømt 5 måneders fængsel for ulovlig ind- og udrejse.

Han blev sat til afsoning i Vestre Fængsel. Efter de fem måneder blev han afhentet af sin far. I Vestre Fængsel gjorde han bekendtskab med KOPA (Kommunistiske Partisaner). Disse blev senere omdøbt til BOPA (Borgerlige Partisaner).

 

Jesper ville ind i BOPA

På en ny tur til København gjorde han bekendtskab med Børge Thing, fremtrædende medlem hos BOPA. Jesper havde planer om at jul hos forældrene i Aabenraa og tilbød at sabotere en krigsvenlig fabrik i byen. Det ville han gøre helt alene. Han havde efterhånden lært at omgås bomber.

Han ville ved bombningen af DAPA præstere sit svendestykke. Fra sit kvistværelse i Aabenraa kunne han se ned på naboejendommen DAPA.

Den var ejet af en greve i København. Det var dengang landets største og mest kendteste fabrik for påhængsvogne og special-lad til lastbiler. Fabrikken var i et plan og ganske stor. Den var indrettet i en gammel togremisse fra Æ Kleinbahn. Den var opført i træ. Taget var dækket af tjæret pap. I det hele i en ret miserabel forfatning.

Det eneste Jesper kunne se var at den var umådelig brændbar. Inden døre fejlede fabrikken ikke noget. Den var fyldt med effektive maskiner.  Der var forskellige afdelinger. Men det var afdelingen for sprøjtelakering, der var vigtigst for Jesper.

 

Efter to drinks – ingen brag

Det værksted som Jesper havde udset sig for sit angrebsmål, lå i fabrikkens sydøstligste hjørne, hvis ene side vendte ud mod Gasvej, en ubeboet og ved aften- og nattetid øde gade, der også rummede Aabenraa Andels Svineslagteri samt byens gasværk og brandstation.

Ved en natlig rekognoscering tæt ved jorden opdagede Jesper et lem ind til værkstedet. Antagelig brugtes åbningen til at skubbe brædder og tømmer ind gennem den.

Til at passe hele herligheden var der kun en nattevagt som på forskellige og forudsigelige tidspunkter af aftenen og natten som regel ved ni – tiden og tolvtiden inspicerede hele fabrikken. Der var ingen deciderede sabotagevagter. Dette betragtede man åbenbart som et københavner – fænomen.

Jesper havde fået brandbomber med fra København. Og det hele gik ganske glat selv om det var lidt trangt at komme gennem lemmet. Udløsningen på disse ild-maskiner var til dette formål en halv time. I god ro og orden forlod han gerningsstedet og gik op på Nørretorv og ind på, hvor han fik et par drinks i baren på Hotel Royal. Han havde besluttet at vente på braget, men det udeblev.

 

Nyt forsøg: masser af ild og brag

Han betalte og gik med bekymrende skridt tilbage til gerningsstedet. Bomberne ville blive opdaget og så var det en fiasko. Det var ikke sjovt at klemme sig igennem en lem som næste sekund kunne springe i luften. Nogle bittesmå savsmuldsagtige træstumper var drysset ned gennem sprækken og havde blokeret for slagstiften.

Uden ild ingen sprængning. Nu havde han 10 sekunder til at komme væk. Han fik det hele arrangeret. Og nu var det med at komme ud af lemmen og så ellers spurte i Jesse Oven’ sk verdensmestertempo.

Bang, sagde det midt i hans sprint. Et enormt brandrødt skær over himlen og et drøn fra eksplosionen, der fik luften til at sitre. Hele hjørnet, hvor sprængstoffet havde været anbragt, lå i ruiner og meterhøje flammer blev hvirvlet ind i resten af bygningen af de sydøstlige vindstød.

Brandsirenerne havde endnu ikke lydt. Jesper gik langs det havespor, der passerede fabrikken. Det lå på det øde område, som kaldtes ”Æ Sahn”, fordi det var kunstigt anlagt af sandet fra udgravning til et nyt havnebassin.

 

Til julebal på Folkehjem

På det nærliggende Folkehjem var der julebal. Det var Folkeligt Samfund, der arrangerede. Og Jespers forældre var medlemmer, så det var måske ikke så mærkeligt at han dukkede op. Han var klædt på til det. Aktionen blev udført i mørkt tøj, hvid skjorte med slips og blankpudsede sko. Det var nok Danmarks mest velklædte sabotør.

Efter et kvarter nåede nyheden Folkehjem. Nu kunne Jesper med rette fortælle at han havde været til bal. Han fortalte nu de andre, at de boede lige i nærheden, så nu ville han da lige hen at se, hvad der skete.

 

Svendeprøven var bestået

Fabrikken var væk, brændt helt ned til grunden. Af og til hørtes høje knald fra bålet. Det var ilt- og brintflasker som heden fik til at sprænge i luften.

Aabenraa Frivillige Brandværn arbejdede som gale med at få bugt med ilden. De havde til formålet fået assistance fra en deling tyske soldater. Men der var intet at stille op og andet end at slukke efter natten igennem. Alt var ødelagt.

Svendeprøven var bestået for Jesper. Han blev optaget i BOPA.

 

 

 

 

Kilde:

• Sønderjyske Årbøger
• Esben Kjeldbæk: Sabotageorganisationen BOPA
• John T. Lauridsen: Føreren har ordet – Frits Clausen om mig selv og DNSAP
• Johan Hvidtfeldt, Peter Chr. Iversen: Aabenraa Bys Historie bd. 3 1864 – 1945
• Aage Trommer: Modstandsarbejde i nærbillede
• dengang.dk div. Artikler
• politiken.dk
• nielsbirgerdanielsen.dk

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.746 artikler –

 

• Under Aabenraa finder du 167 artikler herunder:
• Kirke, Klinik og Plejehjem i Fiskergade (Dr. Abild)
• Aabenraa under besættelsestiden
• Sorgen ramte Aabenraa 9. april 1940 (1-2)
• En dobbeltagent fra Aabenraa
• Aabenraa – maj 1945
• Frits, Nazister og et kartotek
• Frits Clausen – Lægen fra Aabenraa
• Sabotage i Aabenraa
• Modstandsbevægelsen i Aabenraa

 

• Under Besættelsestiden Før/Nu/Efter finder du 352 artikler herunder:
• Krigshelt med rødder til Aabenraa
• Frits Clausen og danskheden
• Dibbernhaus i Aabenraa
• Da Frits Clausen kom til middag
• Bovrup-kartoteket
• Frits Clausen – den tredje historie
• Tilfældet – Aabenraa Motorfabrik