Artikler
Maj 24, 2022
Mere om Soldatergraven ved Bøffelkobbel (3)
Jørgen Fink deltog i Treårskrigen og blev alvorlig såret. De var en fattig kådner-familie. Datteren blev sendt i sikkerhed. Tyskerne rykkede frem. Jørgen Fink tog en rask beslutning. Gravfreden blev brudt. Mindesmærket i haven. Bøde for at dekorere gravstedet. Officielt en Soldatergrav”. Drachmann ville skrive en roman fra Grænselandet. En tur til Dybbøl og omegn. Drachmann blev meget betaget af familien Fink. Et populært digt.
Jørgen Fink deltog i Treårskrigen
Så er vi her for tredje gang. Og her skal vi igen beskæftige os med Jørgen og Kathrine Finks smukke handling som vi også kiggede på i første del. De begravede to faldne soldater i deres have, under kampene om Dybbøl i 1864.
Den 21. maj 1941 blev der afsløret en mindeplade på stedet.
Jørgen Fink havde deltaget i treårskrigen. Han blev ramt af en fjendtlig kugle, der gav ham et livsvarigt kranie-ar fra pande til isse. Han blev først ført til Sønderborg og senere til København. Ved ankomsten var han døden nær af betændelse og sårfeber. Han kom sig over sine lidelser.
En fattig kådner – familie
I 1854 blev han gift med Kathrine som stammede fra Dybbøl. De købte det senere så kendte kådner-sted i Bøffelkobbel lige i udkanten af skoven.
Ved siden af deres beskedne landbrug indrettede de et maltgøreri. De var flittige og fattige. De havde kun en hest. Og den sled i det. I 1859 fik ægteparret en datter.
Datteren sendt i sikkerhed
I 1864 var Bøffelkobbel i centrum for kampene. Den danske hær var i tilbagetog. Ægteparret fik ikke nogen søvn i flere nætter. De havde nok at gøre med at forpleje forkomne soldater.
De fleste af egnens befolkning var flygtet. Og dem, der var tilbage gemte sig i kælderen for ikke at blive ramt af et vildfaren skud. Ægteparret Fink blev på det lille sted. Datteren var sendt i sikkerhed på Broagerland.
Tyskerne var rykket frem
Under kampene søgte ægteparret Fink ly i en cementbeholder, der blev brugt ved maltgøreriet. Den 22. februar kom det stærkeste angreb. Tyskerne var nemlig grundet en stærk snetykning ubemærket rykket gennem skoven helt ind imod Finks hjem. De havde besat skoven med en ret stor styrke.
Den danske feltvagt, der førtes af løjtnant Helms blev omringet og taget til fange. De var cirka 100 mand. Blandt de faldne var de to soldater, der ligger begravet i Finks have. Den ene var dragon Jens Christensen og den anden var Hans Hansen.
Jørgen Fink tog en rask beslutning
Da kampene den 22. februar endte, lå de to soldater på gulvet i Finks stue. Her blev de liggende nogle dage, da kampene hele tiden blussede op igen.
Men så tog Fink en rask og stærk beslutning, der vel ikke var helt ufarlig. Han aftalte med tyskerne, der på det tidspunkt havde huset i besiddelse, at de skulle indstille skydningen imens han gik over til den danske linje for at få dem til at afhente de døde.
Det lykkedes da også for Fink at nå frem til den danske linje, idet han under sin tur svingede med et hvidt klæde. Han fik også bragt en sammenkomst i stand i sit hus mellem danske og tyske parlamentærer. Danskerne fik lov til at tage de danske døde med sig. Men så opstod der en del forvirring hos den danske delegation. Man kunne ikke blive enige om de døde skulle bæres eller køres væk.
Så tog Fink og hans kone affære. De udvalgte den bedste plads i deres have til et gravsted. Jørgen Fink gravede selv graven. Hjulpet af naboens karle blev de døde båret ud.
I det samme kom en stor tysk patrulje. Da de nærmede sig huset blev karlene bange og løb deres vej. Jørgen Fink måtte da klare resten alene. De blev lagt ned side om side. Over dem blev lagt dragonernes blå kappe. Han og hans kone stod et øjeblik med foldede hænder. Jørgen Fink sagde stille:
Derpå dækkede han graven til.
Gravfreden blev brudt
Gravfreden varede ikke evig. Da en afløsende tysk styrke besatte egnen så deres chef den ny opkastede jord i Finks have. Han ville have klarhed over, hvad der var sket. Graven blev derfor åbnet så dybt, at dragonens blå kappe kom til syne. Derpå accepterede tyskerne Finks forklaring. Graven blev lukket for anden og sidste gang.
Mindesmærket i haven
Freden rykkede Tysklands grænse mod nord – til Kongeåen. Der blev ikke gjort anstalter til at flytte de to soldater til en kirkegård. Jørgen og Kathrine Fink rejste et minde i den lille have.
Jørgen Fink lavede selv et mindesmærke bestående af et par træsøjler, som bar en plade med en indskrift forfattet af ham selv:
Øverst på hver søjle var anbragt en kanonkugle. På en anden mindre tavle stod et par rørende vers, som Kathrine Fink havde digtet.
Bøde for at dekorere grav
Kathrine Fink sørgede også for at der hver dag kom rød/hvide bånd på. De blev taget ind om natten. Det var ellers forbudt dengang. Det skete da også at disse bånd blev fjernet af gendarmen og amtsforstander Peter Kjer i Sønderborg udstedte en bøde på 3 mark eller en dages fængsel.
Fra den tid nøjedes Kathrine med at dekorere med blomster.
Officielt en Soldatergrav
Efter overenskomst mellem den tyske og danske regering kom Soldatergraven i Finks Have senere ind under de soldatergrave, der var undergivet det danske Krigsministeriums tilsyn syd for Kongeåen.
Drachmann ville skrive roman fra grænselandet
Når vi nu nævner Bøffelkobbel kommer vi også til at tænke på Holger Drachmann. Det var en dag i april 1877 at han var kommet til Sønderjylland/Nordslesvig for at samle stof til en sønderjysk fortælling. Men den påtænkte roman blev aldrig til noget. I stedet blev det til en slags dagbog. Den udkom den 2. december 1877 under titlen:
En tur til Dybbøl og omegn
Da forfatteren atter ville forlade Sønderjylland, foreslog hans vært, at de skulle tage en tur over Sundeved og blandt andet se Dybbøl by. Dette var Drachmann med på. Og næste dag foretog man så turen.
Det blev en skøn tur, hvor Drachmann så alle de historiske minder. Og så gik turen også til Bøffelkobbel – en halv miles vej fra Dybbøl by. Da vognen standser, ser Drachmann det lille hus med en lille have foran. Han ser også stenen i haven.
Dybt betaget af Familien Fink
I hans udgivelse står det ikke noget særligt om dette besøg kun en lille beskrivelse. Men under besøget besøger de også familien Fink. Og Drachmann bliver i den grad betaget af Kathrine Finks beskrivelse og fortælling om graven ude i haven.
Forfatteren hilser også på datteren Marie Fink, som fortæller videre om graven. Kathrine Fink fortæller blandt andet:
Et populært digt
Drachmann havde bestemt ikke glemt besøget. Hans tanker er hos familien Fink, da han skriver et digt, som opnåede noget af en folkeyndest som kun få digte:
Et yndet motiv var De Sønderjyske Piger og her mindes vi også Drachmanns ord:
Du kan læse om dette digt i vores andre artikler om temaet
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 23, 2022
Danskheden i Tønder
Tønder By var i den grad tysksindet. Redaktør Jessen ville gerne holdte vælgermøde i byen. Lokale blev bestilt på Skyttegården bag Posthuset. Ingen erhvervsdrivende ville lægge navn til indbydelsen. Tønders tyske embedsmænd havde truet værten på Skyttegården, derfor aflysning. Der opstod en hadstemning blandt landboerne. Kommende vælgermøde skulle afholdes i anden by. Ombygning af Humlekærren løste ikke problemerne. Der blev ikke plads nok. Snedkermester fortrød salg. Udvalget havde to tilbud. Man købte en grund til 15.000 mark. Skovrøy skulle sørge for byggeprojektet. En 40 meter lang forsamlingshus/hotel til 100.000 mark. Men der kom en trussel fra von Köller. Man skulle nok have reageret langt hurtigere. En kedelig bestyrelse. Et forsamlingshus i Spikergade kom først efter ”indlemmelsen” .
Tønder By var tysksindet
Man kunne vel næppe kalde Tønders opland for tysk. Men det kunne man da sandelig Tønder by. Mens der rundt omkring blev arbejdet for dansk kultur, havde man svært ved at få øje på dette i Tønder by.
Redaktør Jens Jessen ville holde vælgermøde i byen
Rundt omkring ønskede man gerne at se Tønder vokse op ad denne dvaletilstand. Vi er i 1897. Redaktør Jens Jessen født i Toghalle ved Møgeltønder og dansk repræsentant ved den tyske rigsdag havde besluttet at holde vælgermøde i Tønder.
Det blev dog først i 1898 at mødet kunne afholdes. Og det skulle ske på Skyttegården. Det lå dengang i Vestergade. Ja det var lige bag posthuset. Et passende lokale blev lejet.
Bag indbydelsen stod en række kendte mennesker fra området. Sådan var skik og brug dengang. Det var selvfølgelig i Vestslesvigsk Tidende at man kunne se indbydelsen. Med de 46 mænds underskrifter.
Ingen erhvervsdrivende ville lægge navn til det
Der var dog kun en erhvervsdrivende, der turde at lægge sit navn til dette. Og det var bødker Michelsen fra Hostrup. Fra Tønder var det ikke en eneste. Senere var det en Thaysen fra Sønderport, der stod som indbyder. Men var han erhvervsdrivende?
Mødet var ventet med spænding. Man ventede stor deltagelse. Nu skulle man vise de tysksindede at man ikke var bange for at vise sit danske sindelag. Men fra tysk side mente man, at mødet skulle forhindres. Men de tysksindede – ofte store købmænd ville ikke lægge navn til at forhindre et sådant møde. Det kunne ødelægge deres forretning.
Ingen udlejning – aftenen før
Aftenen før mødet modtog H. Aa Knudsen på Trøjborg, der stod for vælgermødet en telegrafisk besked fra værten på Skyttegården at der var indtruffet omstændigheder så han trak sit tilsagn om at udleje lokalet tilbage.
Tænders embedsmænd havde truet værten
Straks næste morgen tog han og en anden af danskhedens ledende skikkelser Frederik Høyberg fra Visby til Tønder for at tale med værten. Han var meget forlegen, men kunne intet gøre.
Byens embedsmænd, som hovedsagelig bestod af tyske tilflyttere og var de daglige gæster på Skyttegården havde truet med at opsige ham ”huld- og troskab”, såfremt han udlejede lokalerne til danskere.
Aflysning
De to omtalte herrer forsøgte nu i hast at finde egnede lokaler. Det varlige før at det var lykkedes med den gamle teatersal i Østergade. Men ak, her fik værten også betænkeligheder. Mødet måtte i hast aflyses. Dette foregik ved hjælp af bude og telegraf.
Men nu var det ikke alle i det tyske borgerskab, der var tilfredse med den behandling de dansksindede fik. Man var ilde berørt over den måde de tyske embedsmænd havde spillet herre på.
En hadstemning blandt landboerne
Mødets aflysning skabte en hadstemning hos landbefolkningen omkring Tønder. Nu opfordrede disse folk fra landet til at handle andetsteds f.eks. Bredebro, Møgeltønder eller Løgumkloster.
Frederik Høyberg skrev senere om det tyske borgerskab som en reaktion i tiden efter aflysningen:
Kommende vælgermøder i anden by
Bagmændene bag vælgermødet besluttede, at et kommende vælgermøde skulle afholdes i Løgumkloster. Man ønskede ikke nok engang at komme i en lignende situation i Tønder. Derfor skulle der arbejdes for et dansk forsamlingshus i byen.
Ombygning af Humlekærren gav ikke nok plads
Og dette arbejde gik man straks i gang med. I første omgang drøftede man om at ombygge Humlekærren. Det var her de dansksindede samledes. Kroens dansksindede ejer, dyrlæge Anders Hage var villig til at sælge eller endda selv stå for en ombygning.
Flere tysksindede købmænd opfordrede ham til at ombygge, ellers var de bange for at miste handel såfremt et mødested blev lagt i Møgeltønder. Men det viste sig at selv en radikal ombygning ikke ville kunne skaffe nok plads. Et lille udvalg blev nedsat. De skulle kigge efter egnede lokaler.
Snedkermester fortrød
Det lille udvalg gik i forhandlinger med snedkermester Borre om køb af Vestergade 12. Det var den tidligere Angelske Gård. Man blev enig om prisen. Man fik tilbuddet og købet godkendt af det store udvalg.
Men ak og ve. Da udvalget dagen efter under ledelse af gårdejer Hans Petersen, Rørkær opsøgte Borre for at afslutte handelen, havde han og hans kone fortrådt salget. Begge græd inderligt og bad om at måtte beholde huset. På den baggrund gik handelen tilbage. Nu stod man igen på bar grund.
To tilbud
Men man mistede ikke modet. Onsdag den 23. juni 1898 indkaldte man igen til møde i Humlekærren. Her kunne Hans Petersen fortælle, at han havde fået tilbudt to ejendomme på henholdsvis 26.000 og 60.000 mark. Med en omkostning på henholdsvis 20.000 og 10.000 mark kunne disse ejendomme ombygges og indrettes til formålet.
En grund til 15.000 mark
Udvalget havde også en grund på ca. ½ tdr. land på hånden i Viddingherredsgade over for Tønder hovedbanegård (Marchbahnhof). Grunden tilhørte en enkefrue Hansen i Hamborg, tidligere Kannikhus ved Møgeltønder. Efter længere drøftelse blev det vedtaget at købe byggegrunden for derpå at bygge en passende forsamlingsbygning.
Prisen på grunden var 15.000 mark. Det var en for sin tid relativ høj grundpris. Det udløste da også kritiske kommentarer fra forsamlingen. Men allerede samme dag var handelen afsluttet.
Allerede under mødet var der blevet tegnet andele for 29.000 mark. Inden ugen var omme var dette tal oppe på 50.000 mark. Men det viste sig at tallet kun var på 40.000 mark.
Skovrøy skulle sørge for tegning m.m.
Det blev overladt til redaktør P. Skovrøy at lade det nødvendige byggearbejde foretage. Han skulle også lade tegninger udarbejde. Nu var han trods sine mange talenter nok ikke det største organisatoriske talent og måske tog arbejdet på avisen for meget af hans tid. Det gik meget lang tid inden arbejdet var færdigt.
En plan til 100.000 mark
Tegningerne viste en imponerende næsten 40 meter langt hotel og forsamlingshusbygning med tårne og forsiringer samt bagbygninger indeholdende bl.a. rejsestald. Hele herligheden beløb sig til 100.000 mark. Det var et anseeligt beløb. Men på baggrund af den tegnede andelskapital inden for rammerne.
Men med tegningerne syntes byggesagen at gå i stå. Man havde regnet med at forsamlingshuset ville rejse sig i løbet af sommeren. Men det hele fortabte sig i efterårstågerne. Udvalget gik nærmest i dvale.
En ny trussel af von Köller
Inden første spadestik dukkede en ny trussel op. Det var overpræsident Köllers skærpede politik over for alt dansk nationalt arbejde. Mange frygtede den ny kurs. Forsamlingshuset havde allerede fået navnet ”Hotel Norden”. Nu frygtede man at dette hus ville få samme skæbne som forsamlingshuset ”Frej” i Christiansfeld.
Her var bordene i 1897 dækket og klar til indvielse. Men så forsejlede de prøjsiske myndigheder indgangsdørene. Et helt år stod lokalerne urørte, indtil de kunne åbnes efter en højesteretsdom. Hertil kom truslen, at enhver der satte sine ben i huset eller bidrog til økonomien, ville få deres danske karle og piger udvist af landet.
Man skulle have reageret hurtigere
Om disse trusler skrev Frederik Høybjerg senere:
En kedelig bestyrelse
Situationen var uholdbar. Byggeplanerne var nærmest skrinlagte, men jorden var købt. Enkefrue Hansen ville næppe lade handelen gå tilbage.
Den 4. marts 1899 blev alle interesserede indkaldt til møde på Visby stationskro. Under overværelse af notar Ritter fra Tønder blev der oprettet et nyt selskab omkring den tegnede kapital og den erhvervede jord. Det nye selskab hed Byggeselskabet i Tønder GmbH.
Den dyre grund skulle sælges og andelene tilbagebetales. Grunden lod sig uden videre sælge. Mange år senere blev den dog solgt til dyrlæge Cl. Nielsen.
Alt imens måtte bestyrelsen lægge øre til masser af bebrejdelser. Frederik Høybjerg skrev senere at det var den mest kedelige bestyrelsespost han havde haft. Med salget af grunden og kapitalens udbetaling var selskabet opløst.
Et forsamlingshus – efter ”Genforening”
Nogle år senere dukkede forsamlingshusplanerne atter op. Hotelejer Manthey-Petersen på Hotel Stadt Kopenhagen tilbød sit hotel til salg for en kreds af danske mænd. Men endnu engang blev det kun ved forhandlingerne.
Først den 27. november 1920 kunne tøndringerne samles i egen forsamlingshus – det gamle Tønderhus i Spikergade.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 22, 2022
En spion fra Sottrup
Hjulmanden fra Sottrup. ”Gå på plyndringstogt i Jylland”. Dårligt efterretningsvæsen i begyndelsen. Kampen bølgede over hele linjen. Anholdt på grund af danskhed. En vigtig spion. Gårdejeren roede ud til Hekla. Fjenden holdt øje med ham. Stak af fra fjenden. Under opsyn i egen stue. Fængslet i Slesvig. Brud på våbenhvilen. Smart måde at narre fjenden på Dekoreret. I Felt politiets tjeneste.
Hjulmanden fra Sottrup
Man husker treårs – krigen på Sundeved. Og det er særlig kampene ved Adsbøl, Nybøl, Dybbøl og Ullerup. Nu er alle historier nok ikke lige sande. Nogle har udviklet sig til myter. Midt i alle disse har vi så ”Hjulmanden fra Sottrup”. – æ gal Jolle”. Han var barndomshelten for mange.
Han minder en del om de personer der findes i Carit Etlars folkekære bog ”Gøngehøvdingen”.
”Gå på plyndringstogt i Jylland”
I foråret 1848 gærede det overalt i Europa, og i en hel del stater blev det til revolution. Og det var måske med til at fremme den Slesvig – Holstenske revolution. En Slesvig – Holstener blev af den jævne mand anset for noget af det værste, man kunne blive.
Man mente at den Slesvig – Holstenske regering i Kiel havde frigivet tugthusfanger i Rendsborg med pålæg om, at de skulle drage på plyndringstogt i Jylland. Den såkaldte ”Slavekrig” blev ikke alene forspillet til Treårskrigen, men den fremkaldte en folkevæbning af en ganske ejendommelig karakter.
Måske var bevægelsen lidt naiv. De våben, som man havde kunne næppe modstå skydevåben. Da krigen blev til ramme alvor måtte ”Folkebevæbningen” opløses. De bedte folk giv over til det danske efterretningsvæsen. Det er kendt at både Laurids Skau og Hans Krüger var med i Folkebevægelsen.
Dårligt efterretningsvæsen i begyndelsen
Det danske efterretningsvæsen var i en sørgelig forfatning ved krigens udbrud i 1848. Endnu efter kampene i Sundeved var det under al kritik. Krigsministeriet giver 19. maj 1848 et pålæg om ”at søge tilvejebragt et godt spionvæsen. Samtidig fik man at vide, at der skulle spares på pengene.
Kampen bølgede over hele linjen
Så kom kampene midt i Sundeved den 28. maj og 5. juni 1848, Den 28. maj blev der kæmpet om Nybøl Mølle. Særlig kendt er artillerikampen mellem tyskerne og Batteririet Jessen.
Den 5. juni bølgede kampen over hele linjen. Den danske hær måtte vige hele dagen, indtil de danske reserver kom frem ovre fra Als, Hen på eftermiddagen, da de danske reserver er samlede, går hæren over til storslåede angreb, der jagede de tyske tropper tilbage. Adsbøl – Ullerup – Blans.
Den danske hær trækker sig til en linje Bøffelkobbel – Ragebøl. På den måde kom Nybøl og Broager Sogne til at ligge i en såkaldt ”Ingenmandsland”. Der lå sognene helt fra til våbenstilstanden den 25. august 1848.
Anholdt på grund af danskhed
Natten mellem den 26. og 27. juni bliver der fra tysk side foretaget en større rekognoscering under ledelse af oberst Ranzow (Rantzau). Hans styrke består af 3 kompagnier og en eskadron. Et kompagni af styrken blev stående i Sottrup, mens den øvrige del marcherede videre til Ragebøl. Om ekspeditionens udfald vides intet.
To nætter senere foretager obersten atter en omfattende rekognoscering. Om denne hedder det i Generalstabens Værk:
En vigtig spion
Og her er det, at vi skal nævne Jøren Jørgensen. Faren drev en hjulmager-virksomhed. Han talte plattysk og højtysk som en indfødt. Om han var bosat i Sottrup, kan man nu ikke sige noget om med sikkerhed. Han giftede sig anden gang med en kvinde fra Snogbæk. Den første kone døde i barselssengen. Hjulmanden, som han blev kaldt, blev en vigtig spion i treårs-krigen.
Hans grav på Sottrup Kirkegård er slettet.
Gårdejeren roede ud til Hekla
Efter slaget ved Slesvig den 23. april 1848 gik store dele af den danske hær tilbage til flankestillingen ved Dybbøl. Lederen af Folkebevæbningen i Sottrup var gårdejer Peter Bonefeld. Den danske hærs tilbagetrækning var en kendsgerning. Med stor fare for sin egen sikkerhed roede gårdejeren ud til Hekla, der lå i Alssund, for at give skibets chef underretning om det skete.
Fjenden holdt øje med ham
Da han kom hjem til Sottrup, var fjenden endnu ikke ankommet. Men det gik kun en time, så var Sottrup besat af tyske tropper. Hjulmand Jørgensen og Peter Bonefeld mødte hinanden.
Stak af fra fjenden
Fjenden havde et godt øje til Hjulmanden. De ville hellere end gerne fange ham og uskadeliggøre ham. Selv var han sikkert ikke klar over den fare, han befandt sig i. En morgenstund så han sit hus omringet af fjenden. Han havde ingen anden mulighed end at flygte op på loftet. Underofficeren forlangte at Hjulmanden skulle overgive sig. Men det ville han ikke.
Med dragen sabel forsøgte underofficeren at skaffe sig adgang til loftet. Det kom til en kort kamp i hvilken det lykkedes underofficeren at såre Hjulmanden i foden. Men det lykkedes Hjulmanden at give Underofficeren et sted så at han tabte balancen og falde ned af stigen.
Til alt held måtte patruljen ikke bruge skydevåben. Det havde de fået ordre på. Det var håbløst at fange Hjulmanden så de trak sig fra værkstedet. Nu var det mulighed for Hjulmanden at springe ud ad et vindue i husets nordlige del. Det var godt nok 10 alen ned og så var det lige hans sårede fod.
Patruljen opdagede hans flugt. Og de satte efter ham. Men de havnede i den bløde eng lige nord for Hjulmandens hus. De havde ikke set, hvor han var flygtet hen. Da det var aften, gik han til Sottrupskov, hvorfra han roede over til Als.
Under opsyn i egen stue
Kort tid efter var han atter hjemme. Og åbenbart havde fjenden fået det at vide. Igen var ejendommen omringet. Han kneb sig ind i skorstenen. Åbenbart var det den gammeldags type, der var beregnet til røgning.
På et tidspunkt kigger han ovenud af skorstenspiben for at se om fjenden stadig var der. Og de opdagede ham med det samme. Hjulmanden beordres til at komme ned. Men han fortæller, at der var 500 sten i skorstenen og med dem ville han forsvare sig.
Mern han kunne nu godt se, at han havde fanget sig selv. Det lykkedes for Jørgensen at få overtalt officeren til at behandle ham ordentlig, hvis han overgav sig. Det fortælles at officeren måtte aflægge ed på dette. Hvorom alting er, så blev han bevogtet i sin egen stue. Der blev sendt bud efter en højere officer.
Idet alt dette sker, spurgte Hjulmanden hvilken landsmand officeren er. Han svarede, at han var Angelbo. Alt imens overvejer han muligheder for flugt. Dette ville koste blod. Ved hjælp af en lille kniv, som han havde kunne han vel skabe lidt forvirring. Men det var ikke muligt at komme ud af døren.
Fængslet i Slesvig
Han blev ført til Slesvig. Politimesteren i Slesvig var en ivrig Slesvig – Holstener. Som følge heraf blev fangenskabet strengt. Hjulmanden blev selvfølgelig anklaget for spionage og blev behandlet derefter. Fangevogterens datter har dog nok set på ham med milde øjne. Han nød små opmærksomheder fra hendes side. Han slap dog fri, da våbenhvilen indtrådte.
Brud på våbenhvilen
På vejen hjem kom han op at køre med en mand, der i samtalens løb, røbede at han var på vej med geværer til den Slesvig – Holstenske milits. Da en våbentransport stred mod våbenstilstands bestemmelser, var det vigtigt at den danske hærledelse fik dette at vide. Slesvig – Holstenerne overtrådte disse bestemmelser. Dette var grundlag for, at våbenstilstanden i april 1849 blev opsagt fra dansk side.
Smart måde at narre fjenden på
Da krigen atter gik i gang, var det hærledelsen magtpåliggende at få undersøgt, hvorledes de fjendtlige troppers stilling var. I den anledning blev Hjuler Jørgensen landsat fra Hekla et eller andet sted som ikke er nærmere angivet.
På det sted, hvor han gik i land, fulgte han en markvej. Han var ikke gået ret langt, inden han mødte en fjendtlig patrulje. Det var selvfølgelig skibets nærværelse, der havde udløst patruljeringen. Hjulmanden var på det rene med, at han var blevet opdaget.
Han tog så resolut et mark-led som lå i hegnet på ryggen og stavrede fremad. Det lykkedes i virkeligheden at give det udseende af, at han var en gammel mand. Patruljen tiltalte ham på plattysk, men hjulmanden svarede med et langtrukkent ”Hwaaaaa”.
De spurgte så hvor han skulle hen, og han svarede på samme måde. Følgen var at de så lod ham gå. Jo, der fortælles mange historier om denne spion fra Sottrup. Han blev anerkendt af den danske hærledelse. Og han fik lov til at bære infanteri-uniform, selv om han aldrig havde været soldat.
Dekoreret
Han blev hædret med Dannebrogsmændenes Hæderstegn ligesom han oppebar en lille pension på 50 Rigsdaler. Dette vidner om at hans efterretninger havde været pålidelige.
Da Sottrup i slutningen af verdenskrigen skulle have nødhjælpspenge, kunne de vise fædre i Sottrup ikke finde noget bedre billede til pengesedlerne end at tegne den mest dramatiske situation i Hjulmandens liv. Som det ses på billedet, sidder han på en skorsten og kaster sten ned mod fjenden for at holde ham fra livet.
I Feltpolitiets tjeneste
Også H.P. Hanssen har i sine erindringer skrevet om Hjulmanden.
Selv ville han ikke kaldes spion. Han sagde bare at han var ansat i
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 22, 2022
Gendarmerne ved Grænsen – 9. april 1940
Den 9. april 1940 var en mørk dag. Kurset var nok ikke så hemmeligt. Tyskerne holdt sig skjult i en barak. Sprængning var sikkert blevet annulleret. En gammel forordning skabte forvirring. Ville tage kollegaer med. Man vidste at tyskerne ville komme. Lederen ville hente et rekylgevær ned. Der forelå ingen forholdsordre. Gendarmerne gik patrulje allerede fra 11. april.
Den 9. april var en mørk dag
For mange er den 9. april 1940 en mørk dag i danmarkshistorien. Ja lige så mørk som i 1864. Vi tabte ansigt udadtil. Vores danske selvagtelse lød et knæk.
Vi har tidligere i tre artikler berettet om, da tre gendarmer i Padborg mistede livet natten til den 9. april 1940.
Kurset var ikke så hemmeligt
Gendarmer var midt i 1930’erne blevet forsynet med et rekylgevær. Et antal gendarmer var sendt på et sprængningskursus. Det var for at de ved en given lejlighed kunne sprænge viadukter og broer i luften.
Nu skulle dette kursus være holdt hemmeligt. Men det halve af Padborg vidste besked om dette og sikkert også det tyske efterretningsvæsen. Der var også spioner i Danmark i form af danske statsborgere, der rapporterede til tyskerne.
Tyskere holdt sig skjult i en barak
Tyskerne vidste, at hvis viadukten blev sprunget i stykker, så ville jernbanetrafikken blive forsinket. Som vi tidligere har nævnt i en artikel, havde tyskerne sendt grupper af soldater over grænsen klædt i civil, der skulle undersøge bestemte mål.
En underofficer og to mænd skjulte sig ca. 30 meter fra viadukten i en ubenyttet barak på den østlige side af banedæmningen.
Sprængning sikkert annulleret
Sprængningen af viadukten var sikkert blevet afblæst som så meget andet, der havde med forsvar at gøre. Således havde gendarmerne i ugen før besættelsen fået deres ammunition fordoblet. Men den blev inddraget igen to dage før den 9. april.
En gammel forordning
Der bestod en gammel forordning for gendarmeriet, der gik ud på, at mandskabet ved krigshandlinger efter nærmere ordre skulle møde ved deres respektive afsnit medbringende våben, et sæt undertøj og en madpakke. Derefter skulle der søges kontakt med hærstyrkerne længere oppe i landet. Ved hjælp af ordonnanser blev denne forordning sat i kraft tidlig om morgenen den 9. april.
Ville tage kollegaer med
Den ene af de tre dræbte gendarmer, – de hørte alle tre til Bov – afsnittet, boede på Frøslevvej, altså vest for viadukten. Han havde bil og benyttede den for hurtigt at nå afsnittet i Bov.
Da han passerer viadukten, traf han to af sine kollegaer, der også var på vej til Bov. Han standsede for at tage dem med. Han standsede op for at tage dem med. Dette skete lig ud foran den før omtalte barak.
En af kollegaerne havde en cykel med. Og bilisten steg derfor ud for at hjælpe med at få den anbragt bag på bilen. Tyskerne i barakken troede givetvis, at det var sprængningskommandoet. De åbnede derfor ild mod gendarmerne med det resultat at den ene var død på stedet, og de to andre blev hårdt såret. De døde kort efter.
Hvis bilisten ikke havde standset for at tage kollegaerne med netop på dette sted, ja så var ulykken ikke sket.
Man vidste, at tyskerne ville komme
Nu kom det sikkert ikke som en overraskelse at tyskerne ville komme. Spørgsmålet var bare, hvornår? Vejene fra Slesvig til grænsen var stopfyldt med kampvogne af alle arter. Og det kunne kun betyde, at en invasion var nært forestående.
Mange gendarmer var i tvivl om den gamle forordning gjaldt, når de nu havde måttet aflevere deres våben.
Lederen ville hente rekylgevær ned
Ved afsnitskontoret var der samlet ca. 20 mand, da afsnitslederen kom ud, gumlede han på et stykke brød. Han så alt andet end krigerisk ud. Det første, han sagde var, at nu måtte de hellere få rekylgeværet ned. Det stod oppe på loftet.
Det blev gendarmerne nu ikke så lidt forbavset over. Skulle de nu alligevel ikke trække sig tilbage og møde de danske tropper længe op i landet. Der var ingen biler at se. Hvem skulle transportere dem derop. Der var noget, der ikke passede.
Der forelå ingen forholdsordre
Nu var der så en af gendarmerne, der spurgte, hvad forholdsordrerne gik ud på. Og lederen svarede, at der ikke forelå nogen. Så var det en gendarm, der indtrængende anbefalede, at geværet foreløbig blev, hvor den var og at de alle skulle forsøge at komme hjem til deres familie. En anden mente, at man da måtte se at få forbindelse med chefen.
Og det var omgående forbindelse med Gråsten. Her var det chefen selv, oberst Paludan – Müller, der tog telefonen. Han gav ordre til, at man omgående skulle begive sig tilbage til egne kvarterer. Der skulle man forholde sig rolig og afvente nærmere ordre.
Alle gendarmer nåede hjem, inden strømmen af tyske kampvogne begyndte. De tyske flyvere fyldte luften med deres larm.
Gendarmerne gik patrulje fra 11. april
Allerede den 11. april begyndte gendarmerne atter at patruljere langs grænsen. Paludan – Müller gik ofte langs grænsen og talte med de forskellige gendarmer. Han mente, at tyskerne havde 90 pct. chance for at vinde krigen. Ingen tvivl om at hans mening var lige som den danske generalstabs mening. To år senere mente han, at de kun havde 40 pct. chance.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 21, 2022
Kükelhaen – en øl fra Aabenraa
Den gode Gud har velsignet denne by med god humle. Humlegårdene havde det godt. Man hældte øllet ned. ”Min kusk roste øllet” – ”Tøv, vi skal nok lære jer at tappe øl”. Historien gentog sig 122 år senere. Nu begyndte man i Aabenraa at importere øl. ”Gud den Almægtige bliver fortørnet”. Det kneb i den grad med ædrueligheden Tre dages fest. Kroer og værtshuse blev undersøgt. Der måtte ikke ryges tobak i gaderne. Øl – brygning skulle betragtes som videnskab. Mange år senere kunne man få en fedtemad og en halv liter Aabenraa – øl til 50,- kr. Så kunne pludselig får en Aabenraa – øl hvert år. Dette er så inspireret af den berømte Kükelhaen”.
Den gode Gud har velsignet denne by
Omkring midten af det 17. århundrede blev der i Aabenraa fremstillet en øl, der blev kaldt ”Kükelhaen”. I indledningen til Claus Organists optegnelser om Aabenraa, som blev skrevet af kartografen Johannes Mejer nævnes det. I 1638 blev disse optegnelser sendt til Frederik af Gottorp
Humlegårdene havde det godt
Humlegårdene havde det godt på den tid. Omkring Ramsherred kunne man også se en ranke slynge sig i et havehegn. Johannes Mejer fortsatte sin beretning:
Man hældte det ned
Jo øl – problemet har i disse tider haft stor betydning. Man drak det ikke, man hældte det ned i spandevis. Jo man fordrede det i rigelige mængder.
Både mænd, kvinder og børn drak øl. Velhavende folk havde krav på 8 – 10 potter daglig. Nogle drak endnu mere. Sådan var det i det 16. århundrede. Hofmarsken på Stockholm Slot drak en novemberdag 1594 over fire potter til frokost og i alt 22 potter til middag og aften.
En god test
Når købstadsbryggeren ville fastslå om han søl var godtøl slog han en skål øl i sædet på en dyb træstol. Derpå satte han sig i stolen. Når han så rejste sig og stolen hang fast i hans skindbukser, havde hans vare bestået prøven.
Min kusk roste det meget
I 1763 var magister Dyssel på vej til Aabenraa. Efter en øl på Brunde Kro, noterede han sig, at øllet der, både var ”feedt og velsmagende”. Nu smagte han det ganske vist ikke selv, men som han skriver:
Desværre så skrev han ikke om øllet var fra Aabenraa eller om det var noget man selv havde brygget.
Tøv, vi skal nok lære jer at tappe øl
Nu vidste Aabenraa – borgerne godt, hvad deres øl var værd. De gav ikke opskriften fra sig. I 1523 blev den afkrævet af fjendtlige tropper. Vægringen kom til at koste Aabenraa dyrt.
De hanseatiske tropper som understøttede Frederik den Første havde slået lejr ved Rise og Toldsted. De sendte et bud ind og forlangte at få et læs øl (24 tdr.).
Amtmand og borgere, der holdt med Christian den Anden, sad den opfordring overhørig. Men så sagde Hanseaterne:
Historien gentog sig 122 år senere
Og det samme gentog sig 122 år senere. Den svenske general Wrangel forlangte øl fra Aabenraa sendt til hans hovedkvarter i Rendsborg. I modsat fald ville han sende et regiment ryttere for at hente det.
På det tidspunkt var der atter gang i ølbryggeriet i Aabenraa. Noget tyder på, at det var begyndt at gå ned ad bakke, i hvert fald var det nok tilfældet i slutningen af det 17. århundrede. Men det gjaldt ikke blot Aabenraa.
Nu begyndte man at importere øl
Værre var det i 1610 efter den store brand havde lagt det meste af byen øde. Da klagede borgerne til hertugen fordi by-skriver Johannes Høier fortsatte med at indkræve øl – skat. Det endte med at bryggerierne holdt op med at brygge. Og så måtte Aabenraa importere fra de kongelige områder. Der blev dog nævnt, at de håndværkere, der skulle genopbygge byen, drak temmelig meget
Gud den Almægtige blev fortørnet
Men hertugen tog hensyn til borgernes ønsker. I de følgende år blev der drukket lidt for meget af de våde varer. Således mått6e byens råd udstede en forordning som vendte sig til folk, der præsenterede deres drukkenskab på åben gade o forulempede folk. Blev man grebet i dette vankede der en bøde på 8 skilling.
Her havde kirken sikkert også noget at tilføje. Det ses i ordlyden:
Det kneb i den grad med ædrueligheden
Galt var det også, at der blev tappet (serveret) øl og brændevin i den tid, der holdtes gudstjeneste. Om natten var der folk som løb fra den ene kro til den anden, råbte, skreg og slog i stenbroen.
Det kostede 3 mark i bøde. By-tjeneren havde ordre til at bringe den slags urostiftere i arresten. Det blev endda anordnet, at by – fogeden skulle holde Ting om sommeren kl. 9 og om vinteren kl. 10 for at parterne kunne mødes ædru for retten.
By – tjeneren skulle ikke give de folk gehør, som kom
Tre dages fest i Aabenraa
Men det gik så småt ned ad bakke med Aabenraa – øllet. Det ses af et gammelt regnskab som er bevaret fra 1616 da hertug Frederik den tredje efter sin far Johan Adolfs død blev hyldet i Aabenraa.
Set blev fejret over tre dage. Her blev der spist – og ikke mindst drukket overdådigt. Fra Tønder fik man to tønder hamburger øl, fra magister Peter Fabricius 5 ½ tønder rostocker øl. Og så fik man også lige 2 tønder Wismar – øl. Man fik også lige 5 tønder Aabenraa – øl. Dette var kun beregnet til tyendet.
Kroer og værtshuse blev undersøgt
Næste gang man hører om Aabenraa – øllet var i 1709. Rådet konstaterede, at der slet ikke mere blev hentet Aabenraa – øl. Man mente, at nu skulle det gøres noget. Kroerne i byen og området skulle besøges. Her skulle man tilse, om kroerne og værtshusene selv bryggede eller hentede øl udefra. Der blev også pointeret at øl heller ikke måtte hentes i Slotsgade. Det hørte ikke med til Aabenraa dengang.
Der måtte ikke ryges tobak
I årene fremover forsøgte man at skabe større orden. Fra prædikestolen blev det kundgjort at det var forbudt at ryge tobak på gaderne i gårdene og i staldene. Denne udvikling fortsatte efter at by og amt atter var blevet kongelig ejendom.
I 1722 vedtog borgmester og Råd, at monsieur Johan Heyszel for fremtiden skulle være bedemand til begravelser. Man havde konstateret en udpræget form for ”rangsyge”.
Øl – brygning skulle betragtes som videnskab
Men hvordan gik det så med øllet? Sikkert ikke for godt. En ny tid var i anmarch også for øllets vedkommende.
Den usædvanlige læge, professor dr. Heinrich Callisen slog til lyd for, at ølbryggeri skulle behandles som videnskab, så at øllets godhed ikke længere blev afhængig af tilfældighed.
En fedtemad og en halv liter Aabenraa-øl
Mange år senere så kunne man i 2015 smage en halv liter Aabenraa-øl og en fedtemad for 50 kr. på Michelsens Gård. Og overskuddet ville gå til Byhistorisk Forenings Bevaringsfond for gamle huse og miljøer i Aabenraa.
Inspireret af den berømte øl
Og så fandt undertegnede ud af, at Aabenraa Vinter Øl kunne købes i Carstensens Tehandel. Ja man kunne endda vælge mellem tre forskellige. Og så skulle den bedste så vælges. Og det skete så i samarbejde med Lundumskov Bryghus ved Horsens. Motivet til øletiketten er designet af Eskild Beck. Og han har så ladet sig inspirere af den berømte Kückelhaen – øl.
Den nye succes er fra 2013
Det havde man i hvert fald ikke i den tid, jeg boede i Aabenraa. Og det var da trods alt i 15 – 16 år. Og jo inde på Byhistorisk Forenings hjemmeside kunne man nu se, at der var en Kückelhaen Vinterøl 2021 og en tilsvarende Sommerøl 2021
Og her kan man så læse, at hver bryg er en ny kvalitet med en ny etiket. Øllet sælges i begrænset omfang og overskuddet ved salg går til Foreningens bevaringsfond. På siden fortælles også, at der på haderslevvej (Bryggergården) har været bryggeri indtil 1933. Og åbenbart er dette så foregået siden 2013.
Sådan som vi så kan forstå, så får vi en kort beskrivelse af smagen og en kort beskrivelse af fremstillingen. Det er godt nok ikke den originale men alligevel en fremragende ide.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 20, 2022
Min Far var fremmedarbejder i Hitlers Tredje Rige
Dette er et forsøg på anmeldelse af en by med denne titel af Hans Dal. Og det er vores fjerde artikel om Tysklandsarbejder. Bevidst gav politikere og historikere et forkert billede af disse arbejdere. Det betød for forfatteren at han blev udsat for omfattende mobberi, både af voksne og børn. Han blev udelukket. Hans far åben og fortalte om sit arbejde. Han fandt en østrigsk kone, der ved hjemkomsten blev smidt ud af forretninger i Fredericia. Stadig den dag i dag oplever forfatteren, at folk oplever Besættelsestidens historie som sort/hvid. Der er ikke plads til nuancer. Et flot stykke arbejde, der igen engang afliver besættelsestidens myter.
Omfattende mobning
Man behøver jo ikke at være på den forkerte side, fordi man var Tysklandsarbejder. Det mener forfatteren til denne bog. Han mener, at det er et tabuemne og børn føler skam, når de har været Tysklandsarbejder. Som det vil fremgå af vores tre tidligere artikler om dette emne, så blev langt hovedparten af Tysklandsarbejderne mere eller mindre tvunget til Tyskland med fagbevægelsens accept.
Hans Dal oplevede, at selv viceværten udskammede ham og familien. Både moderen og Hans blev kaldt for ”Nazi-yngel. Den omtalte vicevært lagde en bog om foran ham med et foto af Auschwitz – lejren:
Man talte om Hans far i Fredericia. Og det kunne Hans i den grad mærke. Det var sårende bemærkninger og udelukkelse fra andre drenges leg i efterkrigsårene.
De Samvirkende fagforeninger opfordrede til det
Og det rigtigt når forfatteren fortæller, at både regeringen og De Samvirkende Fagforeninger direkte opfordrede til at man tog afsted. Forfatteren bruger udtrykket ”Frivillig tvang”. Selv ville jeg måske have brugt et stærkere udtryk.
Politikere bidrog til den dårlige stemning
Fra dansk side var en delegation blevet sendt til Berlin. Her skulle man sikre at Danmark stadig kunne få tilført råstoffer. Og det tog tyskerne sig betaling for.
Ja, de fleste forblev tavse. Men også politikerne bidrog til at danskerne skulle tro, at de helt frivillig tog til Tyskland. Jens Otto Kragh var således med til at fortælle danskerne at de have gjort det af helt frivillig vilje. Og var var det lige han sagde:
Fritaget for sociale ydelser, fordi de nægtede
Danskerne skulle tro, at Tysklandsarbejder alle var mere eller mindre nazister. Hans Dal’ s far var modsat så mange andre åben over for at fortælle om det. Og der er masser af historier om, at danske arbejdere fik frataget deres sociale ydelser fordi de nægtede at tage til Tyskland.
30 pct. af den danske arbejdsstyrke var arbejdsløs og de sociale ydelser var meget lave.
Smidt ud af forretninger i Fredericia
Vi får en interessant historie om at arbejde i Tyskland og Østrig, at blive arresteret af Gestapo – ja og så blive gift med en østriger. Hans månedsløn var 220 Reichsmark.
Men tænk engang, at blive smidt ud af forretninger i Fredericia, fordi Hans Dal’ s mor talte østrigsk. Hans Dal’ s faster og svoger tog afstand fra moderen. Og de ville ikke bære Hans. Man har nærmest indtrykket af, at det er en befrielse for forfatteren at skrive bogen.
Ord og handlinger fra voksne, der aldrig bliver glemt
I dag er der mange, der slet ikke har hørt om Tysklandsarbejdere og hvorfor de blev sendt derned. Og dem der så har hørt om dem, tror på den negative fortælling.
Det er bestemt ikke sjovt, at bliver overfuset af en voksen. Ord og handlinger fra voksne som sikkert aldrig bliver glemt. Man kan mærke på forfatteren, at det berører ham dybt.
Han kaldte Frihedskæmpere for ”Sidste dages hellige”
Erindringerne fra Hans Dal* s far dukkede først op i farens dødsbo for ti år siden. I tætskrevne a4-hæfer fortælles historien. Og som tidligere nævnt så talte faren og moren åbenlyst om det i Hans’ s barndom.
Hans far kaldte nogle af frihedskæmperne for ”Sidste dages hellige”. Han mente ikke, at de kendte til krigen, som det foregik i Tyskland og Østrig.
I Danmark arbejde massevis også for tyskerne i befæstningsopgaver. Disse var blevet henvist til dette arbejde af de danske myndigheder.
Besættelsestids – historien er ikke sort/hvid
Og som Hans Dal udtrykker det, så er det ikke plads til nuancer. For mange er historiefortællingen især om besættelsestiden stadig sort/hvid. Der stadig ikke forståelse for de valg, som Hans’ far og andre tog under krigen.
Nu hjalp det nok heller ikke, at Hans og hans storebror blev sendt ud og lege i østrigske læderbukser.
Udrejsepapir fra Østrig
Under krigen lykkedes det for Hans at få udrejsepapirer til Hans’ mor. Hun var blevet gravid. I farens dagbog står det anført, at det undrer moren at man på Jernbanehotellet i Lunderskov kunne få serveret smørrebrød.
Far var ikke nazist
Hans Dal har været nødt til at undersøge om hans far var medlem af et nazistparti. Det var han ikke. Det viser sig jo, at der kun var et begrænset antal af dem, der rejste syd på, der var nazister. Men som vi tidligere skrev, så forsøgte man at bilde danskerne ind at alle arbejdere, der søgte syd på, var nazister.
Udlængsel og eventyrlyst
Nu ser det ikke ud til at Hans’ far var blevet tvunget til at tage derned, som hovedparten. Han valgte at tage derned, fordi det var arbejde at få. Han havde ingen forpligtelser. Han havde udlængsel og eventyrlyst.
Danmarks eksport steg – også efter 1943
Når man først havde skrevet under på en kontrakt, kunne man ikke fortryde. Så hang man på min. et halvt års arbejde. På et tidspunkt bestod arbejdet i at tømme godsvogne med smør, flæsk og oksekød, hvoraf det kom fra Danmark. I frysehuset, hvor han arbejdede, var der minus 30 grader.
I 1940 – 1943 bestod Tysklands indførelse fra Danmark:
I en artikel her på siden har vi påvist at Danmarks eksport til Tyskland steg efter 1943.
En beskeden julemiddag
Og egentlig ville faren have været til Finland og kæmpe mod kommunisterne. Men inden han fik tilmeldt sig, var krigen over.
I bogen får vi også en beskrivelse af menuen den første juleaften:
Ni modstandsfolk fra Fredericia blev henrettet den 19. april i Ryvangen
Den 19. april 1945 blev ni modstandsfolk fra Fredericia henrettet i Ryvangen. Der var en stor antisympati mod tyskere i byen. Måske var det derfor at forfatterens mor blev smidt ud af butikkerne. Man glemte ikke tyskernes regime lige med det samme.
Berigelse at få pillet ved myterne
Flot arbejde af forfatteren. Det er et imponerende stykke arbejde. Det er altid en berigelse at få pillet ved myterne omkring besættelsestiden. Her handler det så om Tysklandsarbejdere, der nærmest blev udnævnt som landsforrædere. Vi må håbe, at denne bog vil få stor udbredelse.
Du kan også læse vores tre artikler om Tysklandsarbejdere her på siden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 19, 2022
Da krigen brød ud
Hvad skete der i Aabenraa, den dag Første Verdenskrig brød ud? En masse blev anholdt. H.P. Hanssen blev løsladt. Og med ham to andre. Hejmdal blev forbudt en i 5 – 6 uger. Så gik der rygter om, at en masse guld var på vej. Soldater, mange af dem bønder fra omegnen besatte byen. Køretøjer og biler blev undersøgt. Uskyldige blev anholdt, når de havde et lidt eksotisk udseende eller klædte sig i sort. Det kunne jo være, at det var dem, der var spioner. Politi – Matzen redede en af hustruerne. En lille historie, der nok ikke er nævnt i historiebøgerne.
Den 31. juli 1914 i Aabenraa
Det var den 31. juli 1914. Det var en uhyggelig stemning. Uro og oprevethed. Der var sol, torden og lummerhede. Man håbede, at folk kom til fornuft. Men det så mørkt ud.
Om eftermiddagen samledes en de kvinder til kaffe på Folkehjem. I sidste ende så drejede samtalen sig til sidst hele tiden om krig. Det var slet ikke den fornøjelig stemning, som man det plejede.
Kl. 18 kom budskabet
Tyskland havde erklæret ”truende krigsfare”. En af kvinderne ringede flere gange til Hejmdal, om de havde hørt noget nyt. Og så kl. 18 kom budskabet.
Borgmesteren havde ingen myndighed i denne situation
Det varede ikke længe før politiet rykkede ud. De mest kendte dansksindede skulle bag lås og slå. En af hustruerne til en arrestant fik straks om aftenen foretræde for borgmester Reimers.
Han beklagede, at han ikke kunne gøre det mindste. Hans myndighed var i dette spørgsmål sat helt ud af kraft. Der var mange, der tudede denne aften i Aabenraa. Ved Nørreport så man H.P. Hanssen omgivet af betjente.
Hvem skulle nu lave Hejmdal?
Den aften var der mange hustruer, der besøgte deres mænd i arresten i Aabenraa. Alle arrestanter havde måttet aflevere deres hatte, ure, penge, cigaretter m.m. Og nu var Hejmdal helt uden redaktør, hvordan ville det gå med dette blad?
Fru Bahnsen og bogholder Kock forsøgte så godt de kunne at lave en avis.
Besøg af borgmesteren
Mange af hustruerne gik hjem og pakkede en kuffert til deres mænd. Der gik rygter om, at de skulle sendes helt til Magdeburg. Men den ene af hustruerne fik nærmest et chok. Det ringede på døren. Uden for stod borgmester Rickmers:
H.P. Hanssen havde klaget
H.P. Hanssen havde telegraferet gennem landråden til den kommanderende general og Rigsdagspræsidenten i Berlin og besværet sig over, at hans arrestation forhindrede ham i at møde i Rigsdagen til deres samling.
Svaret fra Altona lød på øjeblikkelig løsladelse. Sammen med ham var yderligere to tilbage i friheden. Det blev et ”Danke Danke” til borgmesteren.
Borgmesteren understregede, over for den kone, som han besøgte, at hun ikke måtte fortælle om besøget.
Vejen spærret ved Hotel Danmark
Straks ved krigens udbrud var Aabenraa blevet besat af soldater. Vagtmandskabet bestod af en del landmænd fra området. Spændende blev situationen, da militæret spærrede vejen ved Hotel Danmark.
Rygte: ”Guld var på vej”
Igen var der rygter i gang. Nu skulle der være spioner og nogle franske biler på vej til Danmark med masser af guld. Så skulle de jo selvfølgelig stoppes, hvis de kom gennem Aabenraa. Storegade, Ramsherred og Nørreport var dengang den eneste færdselsåre gennem Aabenraa.
Køretøjer og biler blev stoppet og undersøgt.
Hejmdal forbudt i 3 – 4 uger
Hejmdal blev de første 3-4 uger af krigen forbudt. Militæret holdt også øje med damer, der så franske og spanske ud. Man skulle i hvert fald ikke gå i sort.
Flået af cyklen
Der var mange ”mistænkelige” Aabenraa-borgere, der blev anholdt og forhørt i de interimistiske vagtlokaler. Det skete også for en af de føromtalte hustruer. Hun gik rundt i sørgetøj og var derfor klædt i sort. Da hun så cyklede forbi vagtposten, blev hun nærmest flåede af cyklen af to soldater. Den tyske officer råbte og skreg af kvinden:
Politi-Matzen redede ”kvinden i sort”
Men heldigvis for hende, kom ”politi-sergent Matzen” i det samme forbi. Og det blev da også en undskyldning fra den tyske officer, der lugtede af øl.
Da hustruen nu skulle have sin cykel, kom en lille soldat med den:
Det viste sig, at manden var en bonde fra Varnæs.
Om guldet nogensinde kom gennem Aabenraa, vides ikke. Og de dansksindede Aabenraa- borgere blev lige som en masse andre dansksindede ført syd på. Nogle var anbragt på Navigationsskolen i Flensborg, mens andre blev ført helt til Altona.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 18, 2022
Den sidste Forbrydelse
Forsøg på en anmeldelse. Tyveri fra Rigsarkivet. Hvad foretog danskerne sig på kasernen. Krigsforbrydelserne fortsatte. Arkivloven sætter sine grænser. Han påtvang de unge radikale holdninger. Til bryllup i SS – uniform. Alle breve til mor er brændt. En tragisk historie med to selvmord. Et nyt brev er dukket op. Betydelig radikalisering blandt danskerne. Danskere har stadig svært med selverkendelse. En del af danskernes hverdag. Et flot initiativ og spændende bog. Bagerst en liste over artikler med samme tema.
Tyveri fra Rigsarkivet
Martin Q Magnussen opdagede i 2012, at der var stjålet en masse dokumenter fra Rigsarkivet. Personerne fik en dom i 2013. Men sagen var slet ikke opklaret, selv om dette fremgik af et svar til Folketinget fra Rigsarkivet.
Rigsarkivet var slet ikke klar over, hvor meget der var stjålet og hvor meget der endnu mangler. Et vigtigt stykke kulturarv er forsvundet.
Hvad foretog danskerne sig på kasernen?
Nu er Martin Q Magnussen klar med en ny bog. Efter ”De Forsvundne Nazi- dokumenter”, som vi også har anmeldt her på siden har han udsendt ”Den sidste Forbrydelse”. Vi har allerede været inde på dette tema i vores artikel ”Danskere begår da ikke krigsforbrydelser”.
Hvad foretog danskerne på den østrigske SS – kaserne i Graz i krigens sidste måneder. Det var her en mase danskere deltog i en uddannelsesbataljon under Waffen SS. Hvor mange danskere, der kom til Graz vides ikke, men alene i 1945 opholdt der sig flere hundrede på stedet i en samlet gruppe på omkring 4.000 soldater.
Krigsforbrydelserne fortsatte
Mens de allierede nærmede sig Det Tredje Riges grænser, fortsatte regimentets forbrydelser- På selve kasernen og i områderne tæt på blev amerikanske flybesætninger skudt.
Især ungarske jøder blev mishandlet og dræbt i efterfølgende massakre. Voldsparatheden eskalerede i den grad. En stor del af ofrene blev skudt inde på selve kaserneområdet.
Arkivloven sætter sine grænser
Bogen afslører at som minimum er en nulevende 95 – årig dansker kronvidne til forbrydelserne. Forfatteren er blevet kontaktet af både tyske og israelske myndigheder. De vil have navnet på den sidste levende SS – soldat fra Feldbach-kasernen.
Men Arkivloven sætter sine grænser.
Han påtvang de unge radikale holdninger
Den nu 95 – årige mand er opvokset i Århus. Han var medlem af National Socialistisk Ungdom i Århus. Han iklædte sig ridestøvler, spidsbenklæder, sort skjorte med røde kravespejle og sort skråhue med sølvkokarde og hvid kvast og mødte op til møder i den nazistiske organisation i Århus.
Vores hovedperson steg hurtigt i graderne og blev til sidst storhirdfører. Han fik ansvaret or at opdrage de unge medlemmer i alderen ti – fjorten år og havde dermed mulighed for at påvirke helt unge børn med sine radikale holdninger.
Flere gange var han på studieture i Wien. Han har også opholdt sig i WE-lejren Westerwald i Tyskland.
Til bryllup i SS – uniform
Han besluttede sig for at melde sig i Frikorps Danmark i 1943. han var endnu ikke fyldt 18 – år og hans mor nægtede. Det lykkedes ham dog alligevel at komme ind. Det var i februar 1944. Efter en togtur på tre dage ankom han til forskolen i Senheim, hvor uddannelsen begyndte.
Han deltog under en 14 – dages orlov i Danmark til en vens bryllup. Til brylluppet var han iført en sort SS-uniform, da brudgommen også var SS-frivillig og selv blev gift i uniform.
Han fortsatte sin uddannelse i Hammerstein i Polen, hvor Regiment Danmark var under genopstilling. Efter et kort lazaret-ophold blev han sendt til erstatningsbataljonen i Feldbach ved Graz. På det tidspunkt boede der 3.000 jøder. Langt de fleste boede op ad SS – lejren i byen.
Alle breve til mor var brændt
Sygdom udbrød blandt jøderne, og mellem 200 – 300 blev slået ihjel i den periode, hvor han opholdt sig i lejren. Selv har han forklaret at han bare gik rundt og passede sig selv. Derefter blev han sendt til Stettin, hvor han kom i amerikansk fangenskab.
Åbenbart har han været sendt til Danmark til retsforfølgelse. Københavns Politi har haft kontakt til hans mor i Århus. Hun har modtaget flere breve fra ham, men de er alle blevet brændt.
En tragisk historie
Den sigtedes bror gav også politiet en tragisk historie.
Hans brors forlovede havde begået selvmord på befrielsesdagen. Og fem dage efter gjorde hendes mor det samme. Pigen kom fra en meget fin familie fra Nordsjælland og var bange for, hvad der ville ske efter kapitulationen. Selvmordene er bekræftet af politiet i Hørsholm. Pistolen som pigen skød sig med, var skaffet af en bekendt i Shell-huset.
Et nyt brev dukkede op
Men et brev er dukket op. Det var skrevet af vores hovedperson, men af NSU-vennen Kurt Petersen. Brevet var til Untersturmführer Poul Weidlich. Han bror blev efterfølgende et mangeårigt bestyrelsesmedlem i Veteranforeningens Sammenslutning.
Grunden til at brevet er dukket op i sagen er, at vores hovedperson er nævnt i det. Brevet rummer en del informationer om hverdagen i Graz. Der var informationer om de russiske styrker og jøderne samt informationer om, hvordan de boede og meget mere.
Betydelig radikalisering hos danskerne
Brevet er også dukket i forbindelse med den omtalte tyverisag. Det fortæller også om et par danskere, der boede på stedet og viser tydeligt den radikalisering, der var foregået hos danskerne. Det var tale om fire NSU – kammerater fra Århus.
Kort tid efter, at dette brev var afsendt, skete der netop en forbrydelse mod jøderne. De endte med at blive skudt på kasernegrunden.
Danskerne har svært ved selverkendelse
Vi har svært ved i Danmark at erkende at danskere har medvirket i nazisternes rædselsgerninger. Myndighederne i Danmark er ikke interesseret i, hvad der er foregået uden for Danmark. Danske nazister har som SS – frivillige deltaget i mord og tortur.
Vi har her på siden tidligere beskæftiget os med Dennis Larsens bog ”Fortrængt Grusomhed” og Terkel Strædes ”En skole i Vold”. Nazi – jægeren Efraim Zuroff forsøgte forgæves at få dalevende danske SS – soldater straffet – uden held.
En del af danske soldaters hverdag
Nu er det ikke kun i danske arkiver at Magnussen har søgt. Også i udenlandske arkiver. Mishandling og drab på jøder har åbenbart været en del af danskernes hverdag. Det er åbenbart allerede sket fra 2015.
Et hollandsk vidne (Reens) fortæller at han havde set mindst en dansk ”Unterscharführer” under massakren på sportspladsen i Graz.
Et flot initiativ
Det er flot at vi har sådan nogle som Martin Q. Magnussen tager fat i sådanne sager. Vi må håbe at han også snart er tilbage på skærmen. Det er også et spørgsmål om Danmark ikke snart bør ændre signal i disse sager.
Her tænker vi også vores egen sag med Asmus Jensen fra Padborg. Vi fortsætter vores søgning. Og selv med nye beviser, vil myndighederne ikke åbne sagen.
Og stadig væk er historiebøger præget af denne myte at ”Danskere begår da ikke krigsforbrydelser”.
Læs bogen og bliv klogere på den mørke side af danskernes gøren og laden under Anden Verdenskrig. Den er velskrevet og spændende som en krimi.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 17, 2022
Aabenraa i 1930’erne
Da jeg pyntede vinduer. Bo Bojesen spiddede alle – men aldring ondskabsfuld. Tilbage til boghandlen De første investeringer. ”Verdensmænd” taler flere sprog. Skødesløse tennisspillere bag Folkehjem. En klokke og en rangermaskine. Springvandet står stille. En oplevelse på værkstedet. Nærmest gågade i 1930’erne. Tilflugt i fars boghandel. Mutter Stahlboms hus. En flot festsal. Pas på – de græske dampere. Når de kongelige kom. Svømmeundervisning i rødviolet vand. ”Det Grønne Helvede” – ja sådan kaldte man Nørreskoven. Vi besøger Frits Clausens ”Ørneredde”. Stormtropper ved farversmølle. ”Heim ins Reich”. Alt er nu forandret.
Da jeg pyntede vinduer
Som det vil være læserne bekendt, arbejdede jeg i vel ca. 15 år i Bo Bojesens Boghandel. Det var bl.a. min opgave at pynte vinduer. Et par gange lykkedes det endda at få nogle priser for det. Jo og da vi havde placeret nogle af de første computere, der kom frem på halmballer, ja så blev det endda vist i TV – Syd. Da havde vi fået Carsten Worsøe til at lave et computerprogram, der så kørte i en sløjfe hele døgnet.
Men i en periode fik vi også hvert år nogle af Bo Bojesens tegninger, som vi udstillede i vinduerne. Og så fandt vi ud af andre sjove ting i tidens løb.
Han spiddede alle
Dette skal nu ikke handle om Bo Bojesens Boghandels vinduer men om Bo Bojesens erindringer. Vi fandt et indlæg i Politikken i 1968, som vi har bearbejdet lidt.
Tegneren Bo Bojesen blev 83 år. Han døde i 2006. Han formåede at finde det pudsige hos folk uden at være ondskabsfuld. I en periode var han ansat på Politiken, hvor han kommenterede aktuelle begivenheder. I mange år udfoldede han sig også i Blæksprutten. Men jeg husker også en del bøger med hans skønne tegninger. Det var en vis ironi over hans tegninger. Især husker jeg ”Bo Bojesens Danmarkshistorie” og ”Bo Bojesen og den store verden”.
Han spiddede alle, høj som lav med sin pen – kongehuset, ludderen og pensionisten – ingen gik ram forbi. Hans smittende underfundige humor huskes,
Vores hovedperson vandt også en række priser bl.a. PH-prisen, Den Gyldne Tegnestift og prisen som Årets Publicist.
Tilbage – til Boghandlen
Ja så tilbage til boghandlen. Den blev etableret af Hartvig Nielsen i 1912. Han blev indkaldt til militærtjeneste i 1916. Så blev den bestyret af Bo Bojesens far som var svoger til Hartvig Nielsen. I 1919 overtager Harald Bo Bojesen så boghandlen.
I 1928 flytter man så til en nyopført ejendom på Ramsherred 28. I 1961 overtager Anne Marie og Ejvind H. Kock så ejendommen. Butikken lukker den 29.7.2013. Så var det slut med navnet Bo Bojesens Efterfølger.
Butikken blev overtaget af Abrahamsens Bog & Ide, der flytter fra Store Torv.
De første investeringer
Ja og Bo Bojesen kom tre år efter den såkaldte ”Genforening”. Der er ikke nogen mindeplade på sygehuset, hvor han kom til verden. Hans første investeringer landede i Bager Nyemans Butik på Haderslevvej. Hans ugeløn var på 20 øre. Hvis der var penge til overs, så blev disse investeret i Ferdinand Nielsens Kolonialhandel.
Bo Bojesens opvækst var i nærheden af Sct. Jørgens kirke. Og han har skam røbet, at han var med til at kaste en jordslået tennisbold ind mellem ”gluggerne” øverst i klokketårnet.
Lige her i nærheden lærte han at ryge cigaretter, rullet af aromatisk efterårsløv og ec-papir. Pastor Ludvigsen har sikkert undret sig over disse børn. Måske har han ladet sig inspirere til søndagsprædiken over Lukas 23. kapitel, 34. vers:
”Verdensmænd” taler flere sprog
På vej til skole betræder han Haderslevvej som dengang bar det kontinentale navn ”Nørrechaussé”. Ved Nørreport er der skyggefulde træer. Og hver morgen møder han en flok skolesøgende Rudolfer, Heinricher, Giselaer og Waltrauter. De sendes hver morgen til optugtelse i den tyske privatskole yderst på ”Nørrechausse”.
De små Iber og Eriker og karener og Liser trasker den modsatte vej med Ole-Bole-ABC. Mødet forløber som regel uden racesammenstød. Takt og tolerance er veludviklet hos børn. Men hvad mon de mener om hinanden?
Vidste du for resten, at Ole Bole er skrevet og udviklet i Tønder?
Begge grupper er ”Verdensmænd”, der taler flere sprog. Den ene behersker højtysk og sønderjysk. Den anden rigsdansk og sønderjysk. Når dialekten således er kontaktsproget mellem de to grupper. Kan det være vanskeligt for udenforstående at afgøre nationaliteten.
Tysk sindelag er dog en overvejende sandsynlighed, hvis man f.eks. kalder sin bedstemor for ”Oma”.
Skødesløse tennisspillere
Folkehjem blev passeret, danskhedens højborg. Den har sin særlige betydning, idet skødesløse tennisspillere bagved, leverede gratis de bolde som Bo og hans kammerater brugte til den før omtalte kirketjeneste.
En klokke og en Rangermaskine
Når man nu var vel ankommet til Nørreport, kunne man være så heldig at blive standset af en jernbanemand, der ringer med en klokke. Det er for at lade lokomotivfører Mathiesen passere med sin Litra HS – Rangermaskine på vej fra stationen mod de sibiriske ødemarker norden for svineslagteriet.
Det kunne jo også være sporet, der fører ud i Bo og hans kammeraters fantasi – opfundende sumpede floddelta med Amazon – indianere med forgiftede pile. De lurer ved bredden af den trægt flydende strøm af kloakvand.
Springvandet står stille
Denne Matthiesen sagde nu ikke så meget. Nu kunne Bo og hans skolekammerater også komme til at møde en anden klokkeringer. Han havde sømandskasket på og havde hægeskæg. Han forkyndte forpustet:
For alle ikke – sønderjyder må nok lige oversætte:
Nu vil ikke stedkendte falde i forund ring over at en tilsyneladende drikfældig mandsperson er sluppet løs med en klokke i hånden for at viderebringe denne åbenbarelse, at en nu ikke nærmere angivet fontæne omsider står urokkelig på sin plads. Men nu er det blot tale om en saglig information fra vandværket om et midlertidigt leveringsstop.
En oplevelse på værkstedet
Bo Bojesen er på vej i skole her i 1930’erne i Aabenraa. Vi er på vej mod Ramsherred og Storegade. Vi standser lige op ud for Kilegård en lille smøge, der fører ind i det uudforskede.
Her lå nemlig et interessant bilværksted. Her oplevede Bo Bojesen det historiske øjeblik, da mekanikeren satte afviservinger med lys i på hans kammerats fars højhus af en Renault.
Trafikken var steget. Den krævede sin ret. Trykknap – automatikkens tidsalder var startet. En arm stukket ud af vinduet var nu ikke længere en lovlig tilkendegivelse af, hvor man vil hen.
Nærmest gågade i 1930’erne
Gågaden er godt nok af nyere dato. Den blev indviet under stor festivitas, hvis nok af min tidligere chef, boghandler Koch. Men gågade var det nu allerede her i 30’erne. Man bredte sig over kørebanen som fribårne. Og så veg man kun til side, når Luckmanns hestetrukne mælkeforsyning eller Dr. Abilds åbne 125 HK Vauxhall Sport årgang 1928 var på vej. Ja så veg man naturligvis også uden om diverse hestepærer.
Sådan nogle har jeg været med til at fjerne på gågaden. Det var under en ringridning, hvor dronningen kom på besøg. Og hun skulle jo nødig vandre i sådanne. Kommunen kunne ikke nå at fjerne dem. Så butiksfolket var udkommanderet.
Tilflugt i fars boghandel
Og som Bo Bojesen udtrykte det, så kunne man altid søge dækning i hans fars boghandel, når ondsindede knægte var ude på at myrde og kaste de mishandlede lig ned ad Rebekkagangen. Når faren var over, kunne man fortsætte den videre færd ned ad Storegade.
Mutter Stahlboms Hus
På hjørnet af Store Pottegade ligger Mutter Stahlboms Hus. Men lad være med at kigge efter det i dag. Spild ikke tiden. Det er for længst nummereret, pillet ned og opstillet i Den Gamle By i Aarhus. Man fandt ud af, at det var bedre med en kommunal blomsterkumme og en kommunal bænk på stedet.
I huset var der en slikbutik. Man skal op på en stor tjæret sten for at kigge ind ad udstillingsvinduet med de gammeldags ruder. Det der fangede en, er imidlertid ikke de søde sager, men indehaverskens mangel på skønhed og personlig renlighed og hendes lige så lidet indbydende varesortiment.
Det hænder dog at begæret er stærkere end de fine fornemmelser. Så går man ind og tinger sig til nogle af de ”paraffinterninger”, som efter en intens kæbebearbejdelse omskabes til noget i retning af tyggegummi.
En flot festsal
Resten af Bo Bojesens skolevej byder kun på en enkelt seværdighed, en legetøjsforretning som heller ikke er mere. Og så drejer vi til højre nede ved Rådhuset. Der står vi så foran den kommunale skole for de mindste klasser. Kloge pædagoger overbeviser Bo om at alfabetet begynder med a og med meget møje og besvær påtvang de ham deres teori om at to og to er fire.
Skolebygningen knejsede i imposant holstensk ny-gotik. Festsalen var tilsyneladende bygget med henblik på opførelsen af Wagners ”Lohengrin”.
Pas på – de græske dampere
Tugt og skolegang er ikke den dominerende faktor i Bo Bojesens erindringer. Hvilke muligheder havde Aabenraa dengang for fri udfoldelse for det lille folk med livstykke og lange patentstrikkede strømper? Mulighederne dengang var mange og pragtfulde.
Der var havnen med de mange forunderlige og mystiske skibe. Særlig de græske dampere, som man skulle gå langt udenom, fordi søfolkene der, fangede små børn og lavede aftensmad af dem.
Når de Kongelige kom
Denne ængstelse var væk eller sådan nogenlunde bortvejret, når der var kongebesøg. Så stod skolebørn opmarcheret på kajen med små flag for at tage imod den flotte hvide hjuldamper ”Dannebrog”. Men ventetiden var meget lang. Det forestående møde med de kongelige formørkedes af skrækken for at tisse i bukserne i det afgørende øjeblik.
Svømmeundervisning i rødviolet vand
Den fysiske kontakt med de friske bølger fandt sted på skolebadeanstalten, hvor gymnastiklæreren med sand dødsforagt lærte poderne at svømme. Og det gjorde man også selv om strømforholdene var sådan at eksportslagteriets udløb farvede vandet rødviolet og colibakterierne antog håndgribelige former.
Men var det egentlig noget at tale om, når søfartsbyens stolte slægter gennem generationer havde trodset orkaner ved Kap Horn og sat livet på spil i det sydkinesiske hav uden at kny?
”Det grønne helvede”
Lige så pirrende farefuldt var det at trænge ind i skovene, der omklamrer byen. Nørreskov lå nærmest Bo Bojesens hjem. Der forsøgte han og hans kammerater at virkeliggøre de bedrifter som ”Willy på eventyr” gav sig af med i ”Familie Journalen”.
Kun i flok vovede man sig ind i det grønne helvede. Vilde horder fra Bjerggade og Lindbjerg truede flankerne. Så det lettede Bo’ s tryghed, da hans storebror og hans kammerater efter et togt berettede om, at de havde anlagt en solid fæstning på et strategisk velvalgt sted og kastet fjenden tilbage uden egne tab.
Det imponerende forsvarsanlæg som Bo’ s fantasi udstyrede med palisader og tårne, bemandende med trompetspillende vagtposter svarede ved en senere forevisning desværre langtfra til forventningerne.
End ikke skeletterne af Bjerggadebandens afsjælede legemer kunne man fremvise som et plaster på såret.
Frits Clausens ”Ørneredde”
Mange voksne både danske og tyske var ikke ganske upåvirket af at Hitler på den tid var i gang med at opbygge og udvide Det tredje Rige ca. 25 km syd for byen. Spidsbukser og skaftestøvler, militante optog og bjæffende stemmeføring kom på mode.
Frits Clausen etablerede et førerhovedkvarter i et lille rødt hus på Nørrechausse. Nogen ”Ørnerede” var det dog ikke, Men det smagte da altid af fugl.
Stormtropper ved Farversmølle
Selv på en fredelig søndags-spadseretur til det idylliske traktørsted Farversmølle slap man ikke for en konfrontation med tilværelsens barske realiteter.
Værtshusholderen, som var tung og kuglerund af statur og netop var grebet af tidens flyvske tanker, havde stillet sine tilliggender til rådighed for, at en snes af de clausenske stormtropper kunne være i fysisk form, når tidens fylde kom.
Dybt grebet iagttog man deres dødsspring over hegnstrådene og den afsluttende sejrsparade på bugtet linje mellem muldvarpeskud og mælkebøtter. Uden for laden stod i mellemtiden en spadebevæbnet vagt posteret for fløjen af de opmarcherede cykler for at hindre, at bolsjevistiske eller jødisk-kapitalistiske – plutokratiske elementer blandt det kaffedrikkende borgerskab skulle miste besindelsen og lukke luften ud af cykelslangerne.
Vagtpostens skrævende stilling og mørkt fremadrettede blik røbede en udtalt beundring for Hitlers stedfortræder, Rudolf Hess. Men man vidste nu godt, hvem han var. Det var jo Måtte – Madsen.
”Heim ins Reich”
Mens Clausens brigade havde til formål at samle alle danske, der endnu troede på Nordens guder og den ariske races uovervindelighed under sin dannebrogsfarvede hagekorsfane, var de hjemmetyske bysbørn meget optaget af de store perspektiver i Hitlers grænserevisioner. De foranstaltede dystre optog ved skumringstid med fakler, basuner og transparenter, der udtrykte ønske at komme ”Heim ins Reich”.
At det så var taktløse aabenraaer, der forslog dem at de blot skulle marchere de 25 km sydpå, så var de hjemme i riget fremkaldte nu ikke lige begejstring i de bestøvlede kolonner.
Det kan jo være at det svært at grine, når man bærer sort kasket med stram hagerem.
Alt er forandret
Alt er nu forandret. Lokomotivføreren er der ikke mere. Ude ved Farversmølle er der ingen der af politiske grunde springer over hegnspæle. Selvfølgelig er der mange uvorne unger rundt omkring med en livlig fantasi der tror at der huserer vilde Amazon – indianere og krokodiller ved bredden af den trægt flydende strøm af kloakvand.
Sidst jeg var i Aabenraa – er godt nok længe siden – stod springvandet ikke stille.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 16, 2022
En Kejser i Haderslev
Prøjsen forsvandt fra landkortet i 1947. Og Prøjsens styrke voksede. Wilhelm den første blev udråbt som Kejser. Wilhelm den Anden flygtede til Holland. Statuen/Kejseren fik en sæk over hovedet. Det ham med kindskægget Fra Museets Gårdhave til Sønderborg Slot. Det tyske Borgerskab tog initiativet. I skjul hos Bürgerverein. Alle muligheder for at hade statuen. Statuer blev omsmeltet. De store kejserfester.
Prøjsen forsvandt fra Landkortet i 1947
De flittige læsere af vores side, har sikkert også læst vores artikel om Istedløven. Den måtte også flytte mange gange. Det samme er overgået vores hovedperson i denne artikel.
Tænk engang, Prøjsen forsvandt først fra landkortet i 1947, da det gamle Tyskland blev delt op i zoner mellem øst og vest. Men betegnelsen Prøjsen overlevede i grænselandet. Ofte hører man begrebet ”æ prøjsere”.
Prøjsens styrke voksede
Som enhver dansker bør vide, så var det Bismarcks stærke Preussen, der gjorde det af med Danmark ved Dybbøl, og de kongelige hertugdømmer hele vejen fra Kongeåen til Hamborgs bygrænse.
Hertugdømmerne og dermed Nordslesvig blev en prøjsisk provins og dermed en del af det tyske kejserrige. Jo allerede den 18.1.1701 fik den brandenburgske kurfyrste, kronen på hovedet som kong Friedrich af Preussen/Prøjsen
I århundreder voksede Preussens styrke på det europæiske kontinent med militær kraft og effektiv og ubestikkelig øvrighedstro administration.
Wilhelm den Første blev udråbt som kejser
Det begyndte med krigen mod Danmark i 1864, så fulgte opgøret med Østrig og det habsburgske Østrig i 1866. Bismarck fik vist hvem, der var stærkest, og siden kom turen til Frankrig, den krig vandt Bismarck i 1871. Nu var det så vidt, at Bismarck kunne udråbe den preussiske kong Wilhelm til kejser over et forenet Tyskland, som forenede en stribe enkeltlande i et kejserrige. Og disse lande følte sig i den grad trykket det dominerende Preussen.
Wilhelm den Anden flygtede til Holland
Siden endte det med Den Første verdenskrig 1914 – 1918. Kejserriget gik nedenom og hjem. Kejser Wilhelm den Anden flygtede til Holland og fik asyl. Der hvor kejserriget var blevet udråbt et halvt århundrede før, i Versailles, foregik nu fredsforhandlingerne, som også førte til folkeafstemningen i Nordslesvig/Sønderjylland.
Rundt om i Sønderjylland stod stadig statuer og markerede kejserriget. Således også på Haderslev Torv/Søndertorv. Der havde han/den stået i årtier – Kejser Wilhelm den Første.
Statuen/Kejseren fik ”en sæk over hovedet”
I overgangstiden før 1920 rykkede franske tropper ind i Haderslev for at være med til at sikre ro og orden. Flertallet af befolkningen i Haderslev mente ikke at man kunne byde disse franske tropper, at de skulle møde denne kejser Wilhelm på Torvet. Og så ovenikøbet den Wilhelm, som var blevet udråbt som kejser på fransk jord.
Man var bange for at de franske alpejægere måtte få et traumatisk forhold til statuen.
Nu kunne man ikke sådan lige skubbe ham væk. Han vejede trods alt 720 kg. Han stod ret fast på sin sokkel. Man valgte derfor en ”smart” løsning. Han/den fik en sæk over hovedet.
Det var ham med kindskægget
Og minsandten så blev tildækningen fjernet af tre mænd. De blev senere pågrebet. Den ene blev truet med udvisning. Straks efter afsløringen blev statuen igen tildækket
Og for at du ikke skal være i tvivl, så er det ham med kindskægget – ikke Wilhelm den Anden, ham med cykelstyrskægget og Første Verdenskrig.
Fra Museets gårdhave til Sønderborg Slot
Siden 1989 levede kejserriget videre i Haderslev Museums gårdhave. Det lyder så flot. Men han/det stod bag et arbejdsskur pakket ind i græs og brændenælder, tilsyneladende skrottet og parat til en omsmeltning. Han havde trods alt regeret fra 1861 til 1888
Men atter engang skulle han/den på en rejse.
Og det var i 2012. Nu skulle han/den trods alt komme til at stå i en slotsgård på Sønderborg Slot.
Og måske skal han/den i fremtiden slæbes op af trapperne, eller måske er det lettere at han/den bugseret ind ad et vindue. Ja det skete faktisk. Nu står den/han i tørvejr på førstesalen på Sønderborg Slot.
Det tyske borgerskab tog initiativet
Det var byens tyske borgerskab, der havde taget initiativ til at rejse statuen ved indkørslen i byen sydfra. Det skulle ske under pomp og pragt. Det var den 12. september 1890. To år tidligere døde han og hans barnebarn overtog nu tronen.
En festdag var forberedt. Skolebørn var udkommanderet. Men ingen af de dansksindede havde tænkt sig at fylde siddepladserne. Tre ud af fem danselokaler blev afbestilt.
Men kejseren kom dog op på sin sokkel. Det var en sokkel eller en fodstøtte af granit. Han skulle minde de nordslesvigske undersåtter om de politiske realiteter.
I skjul hos ”Bürgerverein”
Men da Hadersleben ikke blev til Haderslev skulle statuen fjernes. Det skulle ske på sønnesønnen Wilhelm den Andens fødselsdag den 27. januar. (1920). Arbejdet samlede hele dagen en masse tilskuere. Og da stuen endelig kunne anbringes på en blokvogn, lød der store hurra – råd.
Alle muligheder for at hade statuen
Trods alt var der ca. 30.000 danskere der tvangsmæssigt var blevet indkaldt som tyske soldater i Første verdenskrig. Cirka 5.300 af dem døde i skyttegravskrigen. 1.500 danske kvinder blev enker. 5.000 danske børn mistede deres fædre. 7.000 danske mænd levede videre med fysiske skader. Og endnu flere havde ganske givet fået traumatiske lidelser.
Mange danske sønderjyder havde al mulig grund til at hade denne statue og alt, hvad den symboliserede. Og statuen blev kørt på en vogn til det tyske forsamlingshus for enden af Slotsgade:
Der stod han/den så til 1945, hvorefter den blev stillet op på Haderslev Museums grund og siden nærmest glemt. Man opdagede den igen mere eller mindre tilfældig i løbet af 1981.
Statuer blev omsmeltet
Så blev den anbragt i en lade, indtil den i 1989 blev anbragt i museumsgården.
Da han/den så igen var blevet rejst uden sokkel i museets gård var rift om denne bronzestatue. Overalt var disse statuer blevet omsmeltet under de to verdenskrige.
Tyskerne havde brug for metal til fremstilling af våben. Derfor blev metal og bronzestatuer samlet ind over hele Tyskland. Og alt i den daglige husholdning blev indsamlet. Ja selv kirkeklokker blev indsamlet. Der var bud efter kejserstatuen. Men freden indtrådte inden.
De store Kejserfester
Og se dengang afholdt man ”kejserfester”. Skolebørnene skulle møde op i deres bedste tøj. Og de skulle også gå til gudstjeneste. Den ene dag om året blev der brugt penge på fine flødeskumskager.
Men inden Sønderborg Slot nu får ejerfornemmelser, så skal det lige nævnes at statuen stadig tilhører Haderslev og Kommune og at den stadig er til låns.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: