En sort dag i Højers historie

Den 8. juni 1952 er ikke kun en sort dag for Roklubben Højers historie med også for hele byen. På denne dag druknede fem unge roere. Disse blev mindet på 70 års dagen for den tragiske hændelse ved Pinsegudstjenesten i Roklubben nede ved Vidåen ved Højer. Dansk – og tysksindede fandt sammen. De var kyndige sportsfolk. Færgeforbindelsen til Sild var blevet genoptaget. Alarm 4.30 om morgenen. De var ikke på Jordsand. Mange deltog i eftersøgningen. Redningsbåd fra List fandt båden. Specielle forhold i vadehavet.  En mindetavle i klubben. Man talte ikke om tragedien. Den blev tiet ihjel. Dog taler man om den i klubben. Her er også en mindetavle.

 

Fem unge mennesker druknede

Den 8. juni er det 70 år siden at fem roere fra Højer druknede. Det var

• Fritz Pörksen
• Andreas Truelsen
• Aage Jacobsen
• Helmut Bossen
• Heinrich Jensen

Pinsegudstjenesten fandt sted den 5. juni ved den tyske roklubs klubhus, der ligger mellem den gamle fabrik og Højers gamle sluse.

 

Dansk – og tysksindede fandt de sammen

Den var ikke kun en sort dag for roklubben, men også for hele Højer. Den tragiske hændelse førte tyske og danske familier sammen. Dem fem unge mennesker fra Højer, hvis lig delvis først blev fundet flere uger efter.

 

Kyndige sportsfolk

De fem medlemmer som tilhørte ”Regatta-mandskabet” i roklubben var således kyndige sportsudøvere på vandet.

De var i gang med at træne til ro-regatta i Kiel. På den skæbnesvanger dag roede de fra Højer – kanal ud i Vadehavet. Fra den dag er det forbudt for Roklubbens medlemmer at ro ud i Vadehavet. Det står endda nedfældet i klubbens vedtægter.

 

Færge – forbindelse til Sild genoptaget

Få dage før den tragiske begivenhed havde de fem unge mennesker fejret en begivenhed med andre af Højers indbyggere, nemlig genoptagelsen af færgeforbindelsen mellem Højer og Sild.

 

Alarm kl. 4.30

Familierne bekymrede sig i første omgang ikke om at roerne som forventet ikke var kommet hjem. De specielle tidevands – strømme mellem Sild, Rømø og fastlandet var ikke ufarlige. Nogle gange søgte skibsbesætninger ved dårligt vejr tilflugt på øen Jordsand.

Først mandag morgen omkring kl. 4.30 blev der slået alarm. Det var faderen til roeren, Johannes Pörksen, der alarmerede politiet. Eftersøgningen indebar også brug af fly. På fastlandet langs kysten blev der også søgt efter roerne.

 

Var ikke på Jordsand

Johannes Pörksen tog til søs sammen med Højer fiskeren Willy Kühn. De tog i retning af Jordsand for at undersøge om de havde søgt tilflugt her. Det var desværre ikke tilfældet.

 

Mange deltog i eftersøgning

I flere uger ledte man uden resultat efter de savnede roere. Bønderne Christian Johansen og Hans Fedder Hindrichsen stillede til dette formål heste til rådighed. Et udvalg under ledelse af Højer – betjenten Gregers Jørgensen, Tæppefabrikant Johannes Kjærby og købmand Waldemar Ohlsen organiserede den videre eftersøgning. Også smedenes fagforening opfordrede sine medlemmer til at deltage i eftersøgningen.

 

Redningsbåd fandt båden

En redningsbåd fra List fandt roernes båd med bunden i vejret drivende i Lister Dyb. Den bevægede sig i retning mod Jordsand i den stærke strøm

 

Specielle forhold i Vadehavet

Ved stærk vind og ved springflod med højere højvande og lavere lavvande dannes der i det over 30 meter dybe område mellem Rømø og Sild mange gange forræderiske hvirvler, som gør det umuligt at nå den frelsende bred.

Kaptajnen på en tysk redningsbåd havde udtalt, at der om eftermiddagen på ulykkesdagen var observeret flere skypumper over sundet mellem Rømø og Sild. Derfor må man gå ud fra at robåden fra Højer er blevet taget af sådan en.

Borgere fra Højer havde nævnt at på ulykkesdagen var at det blæste lidt mere. Men det skulle ikke volde de erfarende roer nogen problemer. De kendte forholdene.

 

En mindetavle i klubben

Efter besættelsestiden og efterkrigstiden havde dansksindede og tysksindede i Højer måske et horn i siden mod hinanden. Men under eftersøgningen kom de meget tættere på hinanden. Borgmester Jens Matthiasen holdt under et byrådsmøde en mindetale. Også en indsamling blev iværksat.

Pastor Andreas Schau tog sig af begravelsen af de fire af roerne, der tilhørte det tyske mindretal. Den femte blev begravet på Sjælland.

En mindetavle i roklubben minder om de fem roere.

 

Man talte ikke om tragedien  

I Volkert Truelsens familie blev der aldrig talt om ulykken. Onkel Andreas var en af de omkommende roere. Til Der Nordschleswiger fortæller han:

• Det var ikke et tema i familien. Mine forældre har aldrig talt om det. Min far, Niels havde i løbet af få år mistet hele to brødre.

Hans onkel Heinrich kom ikke hjem fra Anden Verdenskrig. Han faldt i Rusland. Kun syv år efter enden på krigen sørgede bedsteforældrene over deres anden søn, Andreas.

• Denne tragedie ville man ikke snakke om på grund af den store sorg, tror jeg. Hvad jeg ved om det, har jeg hørt ved min Oma. Der læste jeg også en artikel om ulykken.

Sådan fortæller Volkert Truelsen, der ved bådulykken kun var to år gammel. På dagen, hvor onklen blev begravet, var moderen taget til Tønder med ham og en fætter. Det var for at de ikke skulle få noget med. Sådan er det blevet fortalt ham. Det er også blevet fortalt ham, at det var ro-kammeraterne, der bar kisten fra kirken til kirkegården.

Tragedien har ikke afskrækket Volkert Truelsen i at sætte sig i en robåd. Hans forældre forbød ham heller ikke at ro.

• Begyndelsen var ikke så god. Allerede fra starten blev jeg kastet i vandet af de andre. Da jeg ikke gik under, blev jeg betragtet som egnet. På min første rotur måtte jeg være styrmand. Det var første og sidste gang at jeg sad i båden. Jeg fik styret båden direkte ind i anløbsbroen.

 

Ulykken blev tiet ihjel

Æresmedlemmet Karin Thimsen bekræfter udtalelserne fra Volkert Truelsen, at det er sjældent at man taler om bådulykken.

• Ulykken blev tiet ihjel

Sådan udtaler den 85 – årige fra Sæd. Siden 1960 bor hun i Højer og blev hurtig medlem af roklubben. Også hendes tre børn har alle roet.

• Da min søn Gert, der i dag er 61 år, begyndte at ro, vågede jeg som en hønemor over ham. På grund af min angst for ham, begyndte jeg også at ro. Også to børnebørn har jeg undervist

 

I klubben taler man om det

Hos medlemmerne i roklubben Højer bliver ulykken med de fem medlemmer med jævne mellemrum nævnt. Dette sørger mindetavlen i Bootshaus (klubhuset) også for.

• At enkelte medlemmer nu mener at denne tavle burde overlades til det tyske museum i Sønderborg, er ikke rigtigt. Den hører til i klubhuset

Dette understreger Karin Thimsen, der i årtier har arbejdet med i roklubbens bestyrelse.

 

• Vi takker Der Nordschleswiger, fordi vi måtte bruge deres artikel og som vi har oversat til dansk.

 

Hvis du vil vide mere

• dengang.dk indeholder 1.826 artikler
• Under Højer finder du 78 artikler

 

 

 

 

 

Briggen ”Gazelle” af Aabenraa

Der var andre skibe med samme navn. Dette skib var på vej til Formosa fra Hongkong. To kinesiske junker var på vej. Alle forsøgte at gemme sig. Man troede at kineserne ville slå alle ihjel. Det var ikke Hans, som Søren hørte. Søren Møller sank sammen på dækket. Senere fik han også et spark i siden. Røg fra en damper i sigte. Det var et tysk krigsskib. Det optog forfølgelsen af sørøverne. Pludselig kunne man høre kanon – torden i det fjerne. Rejsen til Formosa kunne fortsætte.

 

Andre skibe med samme navn

Det var i 1868, at briggen Gazelle fra Aabenraa under kaptajn J. Green løb ind i en ubehagelig overraskelse.

Under vores efterforskning fandt vi ud af, at en båd med samme navn var havareret i 1862. Den stammede fra Sønderborg. Ligeledes havde preusserne et krigsskib med samme navn. Og det opererede på et tidspunkt i det samme område, hvor vores historie foregår.

 

På vej til Formosa

Skibet havde i Hongkong indtaget en ladning stykgods og 36 kasser Opium, som skulle transporteres til Takao på øen Formosa. Man forlod havnen hen ad morgenstunden med let sydlig vind for fulde sejl.

Hen på formiddagen var man kommet et stykke fra land. Nu blev det næsten helt stille. Nogle af sejlende blev taget ned. Der var ingen skibe i nærheden bortset fra to kinesiske junker som besætningen mente var fiskere. De firede deres sejl og begyndte nu at ro hen til Gazelle.

 

To kinesiske junker på vej

Ingen havde nogen fornemmelse af, hvad der nu ville ske. Kaptajnen gav derfor ordre til at gå til middag. Da vejret var godt og luften klar blev bådsmand Søren Møller, som den eneste tilbage på dækket.

Før kaptajnen gik ned i kahytten, bad han bådsmanden gik besked, når der kom lidt mere vind. Bådsmanden havde ikke nogen særlige arbejdsopgaver så han holdt øje med de to kinesiske fartøjer. De havde nu sat farten op og nærmede sig Aabenraa – skibet.

Da de nu var 100 alen, agter for Gazelle, roede de længere fra hinanden og lidt længere ud. Men de var dog stadig i retning mod Gazelle. Derfor kaldte Søren Møller nu alle mand på dæk.

 

Alle forsøgte at gemme sig

I det samme lød der et kanonskud fra den ene båd. Nu gik det op for mandskabet at man havde med sørøvere at gøre. Der opstod nu angst og fortvivlelse hos mandskabet. Enhver forsøgte at skjule sig. At gøre modstand mod så mange kunne der ikke blive tale om. Man var nødt til at overgive sig til skæbnen og så håbe på det bedste.

Den første kugle var gået gennem et af sejlene. Søren Møller løb nu bort fra roret og foran i skibet.  Her rev han låget af den store klyds (beslag) som ankerkæderne går igennem ned til kædekassen. I den krøb han ned. Han begyndte at tænke på sin skæbne og på sine kammerater.

Kort tid efter mærkede han et voldsomt stød mod skibssiden. Derefter stormede kineserne op på dækket, hvor der blev et forfærdeligt spektakel. Men Søren sad lige så stille som en mus i en fælde.

 

Kineserne slår dig ihjel

Sådan sad han i flere timer og tænkte i sit stille sind:

• Når kineserne nu får fat på dig, slår de dig ihjel med det samme.

Og mon ikke resten af besætningen tænkte det samme? Han hverken hørte eller så noget til dem. Mens han sad og tænkte blev han pludselig forstyrret og krøb endnu mere sammen af angst.

Lugen foran blev pludselig åbnet. Hele for-lasten var nu fuld af kinesere. De begyndte at losse lasten. Han forholdt sig ganske rolig i sit skjul. Der var ingen, der tænkte på, at han sad ganske tæt i nærheden af dem. Kun en bræddevæg var imellem.

 

Det var ikke Hans

Efter en god halv time blev alt stille. Han kunne nu høre at de var midtskibs. Kort tid efter kunne han nu høre, at der kom en mand ned i for-lugen. Så vidt han skønnede var det dog en fra besætningen, en anden letmatros. Han var dansker og hed Hans.

I sin dumhed råbte Søren Møller nu:

• Er det dig Hans?

Til sin skræk fandt Søren Møller nu ud af, at det ikke var hans men en kineser. Og da denne hørte råbet skreg han alt hvad han kunne efter hjælp.

 

Søren Møller sank sammen

Søren Møller var nu tvunget frem fra sit skjul ellers ville de have skudt ham. Da han var kommet langt nok op, tog de Søren i håret og hev ham helt op. Han skreg nu højt. Han regnede med at de ville dreje halsen om på ham.  Det skete dog ikke.

Men da han kom op på dækket, sprang der straks en til og gav ham nogle slag i nakken med et eller andet. Søren Møller faldt nu bevidstløs om på dækket.

Efter et stykke tid, kom han til sig selv Han havde en frygtelig hovedpine og øjnene var stærkt ophovnede. Han konstaterede, at han måtte have ligget der længe, for solen begyndte allerede at forsvinde bag bjergene. Det måtte være sent på eftermiddagen.

Han fandt det nu bedst at blive liggende, hvor han lå. Så kunne kineserne gøre med ham, hvad de havde lyst til. Fra hans plads kunne han se, at de var i gang med at losse lasten ned i bådene. Det som de ikke havde brug for, gik over bord.

Nogle af sine kammerater fik han også øje på. De måtte arbejde med. Nogle af dem havde et tørklæde om hovedet.

 

Et spark i siden

Da solen var borte, holdt kineserne op med lastningen og gik om bord i deres egne skibe. Alt gik efter kommando. Da de fleste var om bord, kom to af dem som vist nok var kaptajnerne, forud, Hvor Søren Møller lå og havde en hemmelig samtale med hinanden i det kinesiske sprog, som Søren Møller ikke forstod.

Begge var bevæbnet med sabel og revolver. De tog slet ikke notits af Søren Møller. Da de gik, gav den ene ham et ordentligt spark i siden. Søren Møller bed tænderne sammen, dels af smerte og dels for ikke at skrige. De sprang så op på rælingen, gik om bord og gav kommando til at kaste los. Alle årer blev sat i vandet. Så gik det i en fat nordpå op under landet mod Swatau.

 

Røg fra en damper i sigte

Gazelle lå helt stille. Der var ikke et skib eller damper i sigte, skønt det var tæt under indsejlingen til Hongkong.  Man var uden proviant og sejl. Det som røverne ikke havde taget med, havde de ødelagt.  Selv kompasset og kortene havde de taget med.

Da kineserne nu var borte, kom Søren Møller op i en fart og løb agter. Mandskabet gjorde store ansigter. De troede at kineserne havde slået ham ihjel og kastet ham over bord.

På kahytsdækket samledes hele mandskabet. Man fik talt om, hvad de alle havde måttet lide og hvad de nu skulle gøre. Pludselig rejste en af matroserne sig og så stift mod den østlige horisont. Så råbte han:

• Der er røg af en damper at se

De andre mente dog at det bare var en sky men matrosen holdt stædigt på sit. Kort efter kunne nu også se, at det var en damper, der kom nærmere. Klokken var i nærheden af 20. Det var lyst nok til at damperen eventuelt kunne få øje på dem.

 

Det var et tysk orlogsskib

Til deres store glæde viste det sig at være et tysk orlogsskib, så nu kom der hjælp.

Da skibet var kommet op på styrbordsside, stoppede maskinen. Der blev spurgt på engelsk, hvilket skib, det var.

Kaptajnen svarede, at det var den preussiske brig ”Gazelle” af Aabenraa, at det kom fra Hongkong og skulle til Formosa samt at der havde været sørøvere ombord som havde taget alt.

Kommandanten spurgte så, om de ønskede hjælp, hvilket blev besvaret med:

• Ja og meget nødvendigt

Og svaret var så, at den straks kom.

 

Orlogsskibet optog forfølgelsen

Nu blev der liv på det tyske krigsskib. To af kutterne blev sat i vandet. Efter en kort manøvre kom også to både roende over til Gazelle. De var fuldt bemandede med nogle høje officerer. En af disse spurgte Gazelles kaptajn om en hel masse.

Det hele blev skrevet op i en bog. Så blev der ført en slæbetrosse om bord på krigsskibet, der satte fuld damp op og slæbte afsted med Gazelle i nordlig retning. Henimod klokken 23 lod Gazelle ankeret falde. Man var nu tæt på land. Fra krigsskibet kom nu en båd med proviant. Og alt hvad der manglede af lamper og olie kom der også.

Krigsskibets mandskab kom ombord og holdt nu øje med eventuelle sørøvere.

Da nu alt var i orden for natten dampede krigsskibet nord på for at indhente kineserne som dog sikkert var gået ind under land for at søge sig et skjulested.

 

Kanontorden i det fjerne

Mens besætningen nu sad og diskuterede med marinerne, som var ombord på Gazelle råbte vagten til officeren på dækket, at han kunne høre kanontorden i nordlig retning. Det varede i cirka et kvarters tid.

Klokken cirka to om natten kunne vagten se nogle raketter stige til vejrs. Endnu en time senere kunne man se krigsskibet, som havde en kineser – junke på hver side.  Den dampede hen imod Gazelle.

Næste morgen kom kommandanten selv ombord på Gazelle og tog kommandanten og styrmanden med over til kineserne. En times tid senere kom båden tilbage igen med Gazelles sejl og meget andet, som kineserne havde taget.

Lidt efter kom en bådladning proviant og vand Mandskabet på Gazelle måtte nu til at binde sejl.

 

Rejsen til Formosa kunne fortsætte

Da Gazelle efterhånden havde alt om bord til rejsen, tog officeren afsked med mandskabet. En underofficer og 10 mand blev dog om bord på Gazelle for at hjælpe med rejsen til Takao.

Krigsskibet satte fuld damp med begge junker på slæb mod Hongkong.

Rejsen til Takao varede kun kort. Livet var reddet for denne gang. For den gode hjælp kunne man takke den brave kommandant på korvetten Medusa som til alt held på den tid opholdt sig her på kysten i de kinesiske farvande.

Det var ikke alle Aabenraa – skibe, der var lige så heldige.

 

Kilde:

• Sprogforeningens Almanak
• dengang.dk – diverse artikler
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.825 artikler
• Under Aabenraa kan du finde 177 artikler

 

• Fra skibsdreng til Reder
• Da briggen Chico blev overfaldet (b)
• Aabenraa som søfartsby
• Flere skibe fra Aabenraa
• Skibe fra Aabenraa
• Familien Fischer fra Aabenraa
• Søens folk fra Aabenraa
• Aabenraas storhedstid med søfart
• Søfartshistorier fra Aabenraa
• Sømænd fra Løjt og Aabenraa
• Skibsbyggeri og Industri i Aabenraa
• Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa
• Aabenraa, skibe og søfart
• En skibskaptajn fra Aabenraa

 

 

 

Endnu flere zeppeliner i Tønder

Et militærfly faldt ned på den gamle landingsbane i 1930’erne. Det var en dårlig landingsbane. Tyskerne havde en del luftskibe. En kæmpe dobbelthal med plads til 150.000 mennesker. Store tab af luftskibe, Tønder mistede også mange luftskibe. L 19’ s rørende undergang. Besætningen på L 15 reddet i sidste øjeblik. Angreb allerede i 1914. En snestorm forhindrede angreb i 1916. Marineminister Churchill modsatte sig planen. Ingen ansvarlig officer til stede da englænderne kom.  To bump vækkede Tønders befolkning. To angreb. Endelig skød tyskerne. Tre af flyene landede ved Esbjerg. Tyskerne: ”Kun ringe materiel skade”. Englænderne: ”Det var vigtigt at sætte Tønder Stationen ud af spil”.  

 

Et militærfly styrtede ned

Vi har efterhånden skrevet en del om zeppelinerne i Tønder. Meget af det bliver på en eller anden måde gentagelser. Åbenbart styrtede et dansk militærfly ned her engang i 1930’erne.  To mand blev dræbt.

 

En dårlig landingsbane

Der hvor flyet styrtede ned var engang en landingsbane. Og der lå og ligger en flyhangar. Og denne hangar er blevet renoveret og står der endnu. Men de store luftskibshaller er for længst revet ned. Men inden da var disse haller genstand for et par engelske angreb.

 

En del luftskibe

Den tyske marine disponerede ved krigens udbrud (Første Verdenskrig) over en del luftskibe. Men de var nu ret små i begyndelsen. Disse luftskibe blev brugt i bevogtningen og til rekognoscering, Senere fik de større opgaver. Stationerne kom til at ligge i Cuxhafen, Oldenburg, Wilhelmshafen og Tønder. Under krigen kom der flere til.

Ja der er mange der ikke ved det, men cirka tre kilometer nord for Tønder blev der bygget to kæmpehaller og en mindre.  Den ene af dem blev allerede revet ned i 1918, da den var blevet overflødig. De sidste to blev ødelagt helt eller delvist ved det engelske angreb i 1918.

 

En kæmpe hal

Et større gasanlæg blev anlagt til fyldning af luftskibene. Her var også mandskabsbarakker. Hele stationen dækkede et meget stort areal. Den største af hallerne var 275 m lang og 75 m bred. Ja og hele 45 m høj. Den kunne vel rumme en forsamling på 150.000 mennesker.

Stationen var beskyttet af de sædvanlige batterier med luftværnskanoner. Der var også anlagt en radiostation, der både skulle tjene som korrespondance med skibene, når de var ude. Og så var den tillige pejlestation.

 

Store tab af luftskibe

Tjenesten om bord på luftskibene var nok den farligste og den mest romantiske.  Hvor farligt det var fremgår af nogle tal:

• Under krigen havde Tyskland i alt 78 luftskibe i brug, deraf 65 zeppeliner. Heraf mistede man 52 luftskibe, hvoraf de 28 forsvandt med hele deres besætning. 26 blev ødelagt af fjenden, 14 af uvejr og 12 af brand, eksplosion og lignende. Desuden blev 17 luftskibe udrangerede som forældede. Ved krigens slutning var kun 9 i tjeneste.

 

Tønder mistede også mange luftskibe

Mange af de luftskibe, der under krigen lå i Tønder gik tabt. Man talte aldrig om det, mens krigen varede. Efter krigen kom sandheden frem. Man har gennem officielle dokumenter, memoirer osv.  Erfaret de mange skæbner.

Her skal blot nævnes nogle enkelte. L 12 var med på en af de første ture til England. Det blev ramt over London. Det måtte nødlande uden for den hollandske kyst og blev ødelagt. L 48 blev skudt ned i England. L 45 gik ned i Frankrig med havari efter et Englands – angreb. Det gik dem omtrent på samme måde. Kun deres levetid var forskellig.

 

L 19’ s rørende undergang

Mest gribende var L 19’ s undergang. Den begivenhed blev meget omtalt. I januar 1916 deltog det i et angreb mod England og blev ramt af granater. Kort efter styrtede det ned i Vesterhavet.  Skibet brækkede i to dele. Besætningen på 16 reddede sig op på vragets øverste top.

Om morgenen nærmede en engelsk fisketrawler sig, men den nægtede at tage de skibbrudne om bord. Der sås aldrig mere til L 14. Men i april dukkede en flaske i land. Den indeholdt to sedler, som var de sidste hilsner fra L 19. På den ene stod:

• Vor sidste time nærmer sig Løwe.

Og på den anden:

• Hilsen til Hustruer og Børn En engelsk Fiskedamper var her, men ville ikke redde os. Den hed ”King Stephan” og var fra Grimsby.

Løwe var chefens navn.

King Stephans kaptajn undskyldte sig senere med, at man ikke turde tage tyskerne om bord. De var flere end hans besætning, så de kunne have erobret skibet.

Tyskerne tog en ædel hævn. De erobrede i 1918 skibet med hele dets besætning. Men både kaptajnen og mandskabet blev godt behandlet trods L 19 – affæren.

 

Besætningen på L 15 reddet i sidste øjeblik

En lignende tragedie havde i april samme år nær ramt besætningen på L 15, der også var styrtet ned. Den blev også fundet af nogle trawlere, som nægtede at tage tyskerne op. Men så kom en engelsk jager til, som bjergede de skibbrudne.

 

Angreb allerede i 1914

Efter krigens udbrud ventede man en række angreb af engelske flyvere på tyske havne og luftskibsstationer. De kom da også i hurtig rækkefølge i efteråret 1914. Men det lykkedes ikke.

De første angreb rettedes mod luftskibshallerne i Köln og Düsseldorf. Men ingen af dem blev ramt. I oktober kom de igen over Düsseldorf. Denne gang lykkedes det at ramme en af hallerne og et luftskib blev ødelagt.

Juledag 1914 foretoges et større angreb mod Norderholz, der var den største marinestation og mod Tønder med ringe resultat.

 

De nåede aldrig Tønder

Over Tønder nåede de ikke engang frem. Så var der fred i halvandet år. I den periode forstærkede tyskerne deres luftforsvar. Angrebsmulighederne var for små indtil materiellet blev væsentlig forbedret. Flyvemaskinernes aktionsradius og bæreevne var bragt en del i vejret.

 

En snestorm forhindrede angreb

I slutningen af marts 1916 var Tønder atter målet for et engelsk angreb. Tønder lå nærmest krigsskuepladsen i Nordsøen. Så det havde stor betydning at kunne ødelægge stationen.

Det lykkedes dog heller ikke denne gang. Angrebet udgik fra et flyvemaskine – moder-skib , der løb over mod den tyske kystunder dækning af den såkaldte Harwich – Eskadre. Samtidig var en del af krydserafdelingen fra Rosyth ude, så var det livlig røre på havet.  Den dag.

Der kom også til nogle mindre sammenstød mellem de lettere stridskræfter. Men luftangrebet var mislykket.

Der deltog 5 maskiner i fremstødet, men de nåede ingen resultater. De kom ind i en snebyge, netop da de var over hallerne. Man kunne dårligt orientere sig. Deres bomber ramte ikke. Tre af de engelske fly var tvunget til at lande. Kun de to nåede tilbage. Seks piloter blev taget til fange.

 

Churchill modsatte sig planen

Tønder undgik dog ikke sin skæbne. Angrebet den 19. juli 1918 lykkedes. Også denne gang foregik angrebet fra et flyvemaskine-moderskib, der tog position dækket af krydsere og jagere 80 sømil fra kysten. Moderskibets navn var ”Furious”.

Dette skib var oprindelig bygget til særligt brug i Østersøen. I krigens første år arbejdede ”Første Sølord, admiral Lord Fischer” for at få gang i et angreb mod Tyskland gennem Østersøen og lod derfor sætte på stablen nogle svære skibe med ringe dybde.

Marineminister Churchill modsatte sig planen.

 

Ingen ansvarlig officer

Men angrebet lykkedes denne gang. Tyskerne blev taget på sengen. Lidt før kl. 5 blev stationen alarmeret fra en af stationerne på øerne. Men ude ved hallerne var man sent om at stå op.  Der havde været en større fest om aftenen. Og det så ud til at der manglede en officer, der kunne tage affære.

Der var ingen flyvemaskiner til stede til forsvar. Det viste sig at landingspladsen ikke var egnet til at lande på. En maskine var netop i de sidste dage landet på hovedet. Derfor var alle maskiner sendt til Sild.

 

To bump vækkede Tønders befolkning

Tønder vågnede ved to dumpe brag syd for byen.  Flyvemaskiner var over byen. De havde runde mærker på vingerne. Det var englændere. Der var fire i alt. Den ene gik lavt syd om byen.  Den kastede to bomber. Den ene ramte i marken, hvor en kone sad og malkede. Den slog et mægtigt hul på størrelse med en branddam. Konen blev dog ikke ramt.

Den anden bombe ramte på kvægmarkedet. Det var lige ved siden af en vagtsoldat, der chokeret løb sin vej. Der var længe et stort hul i brostensbelægningen. Maskinen fortsatte i lav højde ud til hallerne. Den kom lige forbi borgmester Plewkas sovekammervindue.

Efterfølgende var vittigheden i Tønder, at borgmesteren strakte hånden ud for at anholde piloten.

 

To angreb

Imens var de tre andre fly gået lige mod hallerne. Propellernes snurren havde fået mandskabet på benene. Maskinerne strøg ganske lavt over hallerne. Bomberne begyndte at regne ned. På det tidspunkt var der kun to haller. Den tredje hal var næsten nedrevet.

Den mindste af de to haller var tom. Den store dobbelthal indeholdt to zeppelinere L 54 og L 60. Pludselig slog røgen op fra den store hal. Det kvalmede op i store skyer. Luftskibene brændte. Portene havde stået åbne, så en eksplosion blev derved undgået. Luftskibene brændte langsomt op.

De tyske besætninger sprang uden betænkning hen til de brændende haller og begyndte at slæbe de store bomber ud. Det lykkedes at få dem væk fra flammehavet så en frygtelig eksplosion blev undgået.

De engelske fly havde slået et sving ud over markerne. Men nu kom de igen. De havde opdaget at den lille hal ikke brændte. De kunne ikke vide, at den var tom. Den skulle dog også ødelægges.

 

Endelig skød tyskerne tilbage

Endelig var mandskabet på basen parat. Nu knaldede både kanoner og geværer imod dem. Ved det første angreb var der ikke løsnet et eneste skud mod flyene. Man kom ganske lavt ind over pladsen og lod bomberne falde. Der lød brag efter brag. Den lille hal blev ramt flere gange, men den ville ikke gå i brand.

Et par bomber faldt i nærheden af nogle jernbanevogne med benzin. Men nu var flyene så lav, at kanonerne ikke kunne anvendes. Og så fortsatte englænderne øst på. Tyskerne lagde mærke til at den ene maskine havde tabt landingshjulene. Da den stadig gik længere ned, troede de at den var beskadiget og ville nødlande.

Der udbrød et jubelskrig. Men tyskerne blev skuffede. Flyet gik under telefonledningerne og rev den ene ledning ned. Han gik nu nord på.

 

Tre af flyene landede ved Esbjerg

De engelske piloter var kommet ganske uskadte fra angrebet. Men de nåede ikke hjem igen.  De havde ikke benzin nok til at nå ud til Furious. Derfor satte de kursen mod den danske grænse ved Kongeåen.

Den ene af maskinerne søgte ud mod havet. De tre andre landede ved Esbjerg, en i Guldager og to ude på Skallingen. Efter landingen satte piloterne ild til deres maskiner.

Oprindeligt havde det været 6 fly. To af dem måtte dog returnere kort efter start. De nåede ikke engang på tysk område.

 

Tyskerne: ”Kun ringe materiel skade”

Dagen efter angrebet meddelte tyskerne, at der kun var anrettet ”ringe materiel skade”. Sandheden var at hallerne var ødelagt og to luftskibe var brændt. Den lille hal blev ikke istandsat. Den store hal blev repareret og stod der stadig i 1920.

På den store marine – flyvestation i Aabenraa var alle maskiner klar til at gå op, hvis fjenden skulle vise sig. Alle de mange maskiner lå i rækker ude på fjorden.

De engelske piloter blev interneret i Danmark. Men et par af dem så deres snit til at flygte. De nåede da også England tidlig nok til at komme ud på nye togter.

 

Tønder Stationen var vigtig at sætte ud af drift

Efter våbenstilstanden blev Tønder besøgt af en allieret kommission. Da var den store hal netop igen gjort klar til brug. Resterne af de to andre haller bestod kun af fundamenterne. Efter krigen meddelte englænderne, at det var Tønderstationens geografiske beliggenhed, der gav en særlig betydning. Luftskibene herfra kunne bedre end andre følge de engelske minelægninger mellem Norge og de skotske havne.

Det var det, man havde ønsket at gøre en ende på. Det var givet piloterne ordre på at flyve nordpå, hvis de mente, ikke at kunne nå moderskibet igen.

 

Kilde:

• Sprogforeningens Almanak
• dengang.dk – diverse artikler
• Litteratur Tønder

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.824 artikler
• Under Tønder finder du 292 artikler

 

• Tønders Zeppeliner (4)
• Zeppeliner i Tønder
• Angrebet mod Tønder 1918
• En luftskibsbase i Tønder
• Bombeangreb mod Tønder
• Zeppelinbasen i Tønder (Boganmeldelse)
• Revolutionen i Tønder

 

 

 

 

En spillemand fra Rørkær

Brødrene fra Rørkær. De var meget forskellige. De levede i små kår. Smart måde at tjene penge på. Han byggede et nyt hus uden hjælp. Børnene havde arvet evnerne. Dr. Ulrich var en personlig ven.  Fuld af skøre indfald. Noder til afskrivning. Man skulle gå langt med en kontrabas. Hævnen i Løgumkloster. På landet havde man en sundere smag. Dresen havde mange talenter. Musik kan godt forenes med afholdenhed. Leder af Rørkær bibliotek. Hvad skete der med familien.

 

Brødrene fra Rørkær

De var meget udbredte dengang – Landsby – spillemændene. Det var dengang, da den landlige ungdom trådte dansen på ler-gulvet.

Blandt de mere kendte spillemænd fra dengang var brødrene Dresen og August fra Rørkær. I en hel menneskealder har de spillet. Fra Rørkær til Ribe eller Nibøl og Læk og østpå helt til Aabenraa.

 

De var meget forskellige

De to var meget forskellige. Den ene var fuld af humor og komik. Han fik mange pudsige indfald. Han var en meget lystig spillemand. Men August var en mere stille og rolig person.

Jo Dresen havde endda Kongelig Musikprivilegium. Det var ham, der var den kendte og populære. August var bare med son ”anden violin”.

 

De levede i små kår

Dresen blev født i 1829. Han var søn af skræddermester A.P. Petersen, en kendt patriot i den tid. Som dreng tog han undervisning hos byens skolemester. Dengang skulle det ikke så meget til at underholde som nu til dags. Han blev en meget dygtig musikant efter datidens forhold.

Efter konfirmationen tog han i lære hos en tømmermester i Ravsted. Han blev skibstømrer i Sønderhav på Fanø. Han tog dog snart hjem igen til Rørkær og fortsatte sit musikliv hjemme fra. Han giftede sig og i mange år levede han sammen med sin kone i små kår.

De fik mange børn. De boede i en gammel rønne, der tilhørte gårdejer Hans Petersen. Men snart var huset så forfalden, at det skulle nedbrydes.  Der var ingen anden lejlighed at få i Rørkær dengang.

 

Smart måde at tjene penge på

Dresen tænkte på at bygge et nyt hus, men hvor skulle han få pengene fra? En skønne dag stod Dresen og opmålte byggepladsen. Det var lige uden for gårdejer Kresten Rask’ s ejendom. Grundstykket tilhørte nu ikke gårdejeren.

Men byggeriet ville komme til at genere gårdejeren. Det ville gå ud over hans udsigt. Men vores spillemand var nu ligeglad. De blev dog enige om, at såfremt gårdejeren betalte Dresen 100 Daler, så ville han ikke bygge der.

Dagen efter begyndte han så at opmåle et grundstykke foran gårdejer Christian Hostrups ejendom. Det var lige over for vinduerne på den anden side. Med denne gårdmand sluttede Dresen ligeledes en handel af. Ja han fik endda et grundstykke i tilgift.

 

Han byggede et nyt hus – uden hjælp

Nu kunne Dresen begynde at tænke på at bygge et nyt hus. Materialet havde han liggende fra det gamle hus. Dette var blevet ham tilbudt gratis. Huset byggede han selv uden nogen som helst hjælp. Om det står der endnu vides ikke. Det er mange år siden undertegnede har været i Rørkær.

 

Børnene havde arvet evnerne

De fleste af de seks børn kunne spille særlig den ældste af dem – Agate. Hun var ofte sammen med faderen ude at spille. Og hele natten igennem sad hun sammen med sin far og spillede ved familiefester.

Den eneste søn, A.P. Petersen havde særlige evner. Han blev sendt på Musikkonservatoriet i København. Det var byens dansksindede, der samlede sammen, så han kunne drage afsted. Han blev elev af Niels Gade, Svendsen og Rung.

Han blev optaget i pension hos Neergaards, Reedz Thotts og Dr. Ulrichs hjem.

 

Dr. Ulrich var en personlig ven

I den forbindelse skal da lige nævnes, at Dr. Ulrich var Dresens personlige ven.  Som vi tidligere har skrevet her på siden, var Dr. Ulrich blevet stenet ud af Tønder By.

Dr. Ulrich tog flugten til sine venner i Rørkær. Vi troede her på siden, at tog til Møgeltønder. En sten, som blev kastet efter ham og landede i vognen gemte familien. I mange år blev den brugt som brevpresser.

Efter to års uddannelse på skolen fik A.P. Petersen friplads. Men han døde desværre meget ung til stor sorg for Dresen og hans familie.

 

Fuld af skøre indfald

Dresen var kendt i vide kredse. Med kalveskindstasken på ryggen kom han milevidt omkring.  Ved bryllupsfester og barselsgilder måtte Dresen lige afstemme hans gøremål med præsten. Det skete ofte at Dresen spillede en rask hopsa, når brudeparret kom ud af kirken.

Engang da brudgommen hed Peter spillede Dressen ”Dumme Peter”, da brudeparret kom ud af kirken. Hele følget morede sig meget over dette. Ofte var det præsten, der måtte rette sig ind efter spillemanden.

Når Dresen var alene ude benyttede han for det meste violinen eller klarinetten, som dengang var af buksbom med højst fem klapper.

 

Noder til afskrivning

Noderne blev lånt hos andre spillemænd til afskrivning. Det var bl.a. af spillemand Christiansen fra Vimmersbøl og spillemand Davidsen fra Skast. Denne var faktisk far til den kendte godsforvalter Davidsen på Schackenborg.

Trykte noder kendtes endnu ikke herhjemme. De første trykte noder kom til Rørkær i 1870 fra Carl Møller, Skive. Det var først her at spillemændene begyndte at spille i flere tonearter. Var det fejl i noderne gjorde det ikke så meget. Der blev altid spillet i takt.

 

Man gik langt

Utallige gange er spillemændene fra Rørkær gået herfra med kontrabassen på ryggen til ringridning i Ravsted.  Også mellem jul og nytår i bidende kulde. De spillede også til ringridning i Rens. Top dage spillede de til Mikkelsdag i Tønder, derfra til marked i Læk. Et par dage derefter til Kongens Fødselsdag i Sdr. Sejerslev. Nogle gange fik de ikke sovet i otte dage. At spille til 60 – 80 bryllupper i et år var ikke unormalt.

De gamle skikke og ceremonier der fulgte med til gilderne kendte spillemændene til – dengang. Ved bryllupper skulle musikerne være de første om morgenen. Alle gæster skulle spilles ind. De første gæster ankom ved 9 – tiden.

 

Hævnen i Løgumkloster

Hvad betød det kongelige privilegium?  Ja det gjaldt 2 mil i luftlinje. I Løgumkloster havde Dresen de bedste offentlige steder. Musikeren Bestmann var ikke glad for dette og gjorde alt for at gøre ham umulig her. Men befolkningen ville have den populære spillemand fra Rørkær.

Engang mente Bestmann at grænsen var overskredet. Det var mere end 2 mil. Dresen var bestilt til Mikkels marked. Og konkurrenten havde klaget til borgmesteren. Dresen skulle stille med en kaution på 100 mark. Og Bestmann fik medhold.

Midt på aftenen kom gendarmen og forbød Dresen at spille videre. De 100 mark måtte betales. Samme nat gik han nu til Tønder for at klage til herredsfoged Dirks. Denne ville endnu samme nat medsende to gendarmer for at ophæve borgmesterens afgørelse i Løgumkloster. Men ak natten var over. Og selv om Dresen i sidste ende fik ret, så havde Bestmann fået sin hævn.

 

På landet havde de sundere smag

Selv om det ofte var anstrengende ture, som de var på – de to spillemænd fra Rørkær holdt de sig sunde og raske. De spillede endnu i deres 80. år.

På landet blev de gamle folkelige dansemelodier bevaret. Det var en sundere smag end de nymodens Varité-Melodier. Disse gamle, ofte kønne melodier hørte til hjemstavnens ejendommeligheder.

Nu var indtægten fra spillevirksomheden ikke nok til at brødføde en familie. Det var nødvendigt at have et erhverv ved siden af.  Dresen var en begavet mand. Han var dygtig til det, som han tog fat på. Således var han en dygtig drejer. Mange pæne ting har han lavet.

 

Dresen havde mange talenter

Han var ligeledes kendt som en dygtig urmager. Hvis en eller anden i Tønder havde et gammelt Bornholmerur så skulle Dresen nok få urværket til at gå. Hvis en eller anden havde noget værdifuldt porcelæn eller lignende som var gået itu, så gik man til Dresen. Ingen satte en klinke på som ham.

Endvidere havde han et lille landbrug, som hans kone, Maren passede. Men han elskede at komme ud og spille. Det hjalp også på hans humør. Var det en periode, hvor han ikke var ude at spille kunne han godt blive sur.

 

Musik kan forenes med afholdenhed

På et tidspunkt led han af gigt og måtte gå med stok. Da fik han ingen musikbestillinger. Så han smed stokken. Han var afholdsmand og dette var beviset på at musik godt kan forenes med afholdenhed.

Men Dresen var afhængig af skråtobak. Det skulle han have. Og maren sørgede for at han aldrig udgik for det.

 

Leder af Rørkær Bibliotek

Jo også var han leder af Rørkær Bibliotek. Dette bibliotek var oprettet af hans far og lærer Kloster i 1839. Bogsamlingen havde til huse hos Dresen. Fra 1864 til sin død i 1907 passede han biblioteket. Den største stue ofrede han til bogsamlingen. Et gammelt taffelformet klaver tjente som bord.

Udlånet foregik på gammeldags måde. Det var sjældent at en bog forsvandt. Da biblioteket overgik til Sprogforeningen, blev bogsamlingen forøget til en af de største i landet. Således var den i 1920 på 3.000 bind.

 

Hvad skete der med familien

Dresen døde i 1907. Det gamle spillemandshjem blev solgt. Enken flyttede til Sønderborg til den yngste datter Christine. Tre af døtrene flyttede til Amerika og en til Sønderho på Fanø. Den yngste datter tog til Flensborg. Hun blev tidlig enke og flyttede til datteren Helene, der var ansat i den danske Borgerskole som lærerinde.

 

Kilder:

• Sprogforeningens Almanak
• Litteratur Tønder
• dengang.dk – artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.823 artikler
• Under Tønder finder du 291 artikler
• Under Sønderjylland finder du 213 artikler

 

• Øst for Tønder
• Dansk – tyske tildragelser i Rørkær
• Så kom posten til Rørkær
• Tro og overtro i Rørkær
• Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
• Fremstilling af knapper i Tønder Amt (Jejsing)
• Hostrup, Jejsing og præsten
• Langs grænsen
• En ny tur langs grænsen
• Et besøg i Saksborg
• Turen går til Sæd – Ubjerg
• Skamstøtten i Sæd
• Historier fra Slogs og Kær Herreder
• Slogs Herred mellem dansk og tysk
• Det kneb med moralen i Slogs Herred
• Solvig – en herregård i Slogs herred
• Lendemark og omegn
• Lærer i Burkal
• En vandrehistorie fra Burkal
• En strejf af Burkals område
• Turen går til Bylderup
• Bylderup Sogn
• Præsten fra Bylderup
• En herredsfoged fra Hajstrupgård
• Besættelse og Befrielse ved grænsen (Grøngård)
• Post til Øster Højst
• En berømt mand fra Øster Højst
• Avlsgården grøngård 1-2
• Omkring Grøngård 4
• Hestholm syd for Tønder

 

Haderslev 9. april 1940

Kilderne er ikke enige. Når man beskæftiger sig med besættelsestiden, må man være indstillet på fortielser. Man vidste godt de kom, men alligevel blev Danmark taget på sengen. Obersten påtog sig beføjelser. Politirapporter gennemlæst. Var oberst Hartz skyldig i at kampene blussede op og i yderligere dødsfald? Paludan – Müller ringede. Hartz ville samle 13. Bataljon. Egentlig havde man en plan parat. Det kneb gevaldig med kommunikationen i Haderslev. Soldaterne troede at det var ”en alvorlig øvelse”. Flere gange blev der ringet ”Stop kamphandlingerne”. Men Hartz mente, at det var hjemmetyskere. De sårede måtte ikke kom ind på fabrikken.  Tyskerne troede ikke mere på ”Det hvide flag” Forvirring på kasernen.  Tyskerne blev hyldet af de tysksindede. Hartz blev militærattache i Berlin. Han blev aldrig dømt for sine handlinger. Men han skrev en bog. Og den fik Kommissionen under behandling. Det resulterede i ”tab af ære”.

 

Kilderne er ikke enige

Myterne om det der skete den 9. april 1940 fortsætter. Det vil leve lige så længe Rigsarkivets samlinger er lukket. I hvert fald kan det konstateres, at Danmark var uforberedt. Hærens kampe blev symbolske.

Hvad skete der i Haderslev den 9. april 1940. Ja de kilder vi har benyttet os af, er ikke enige, men vi håber nu alligevel, at det er et realistisk billede af det, der egentlig skete. Det er blevet en lang artikel. Nu er du advaret.

 

Danmark blev alligevel taget på sengen

I de sidste døgn ja i de sidste uger var man klar over at tyskerne kom. Regeringen var ubeslutsom og vægelsindet. De overså og overhørte alle indberetninger fra de militærattacheer i Berlin. Udenrigskorrespondenter og private advarede også mod en forekommende invasion.

I hæren skabtes der usikkerhed. Både officerer og menige følte sig svigtet. Der var ingen forståelse mellem regering og hærledelse. Danmark blev taget på sengen.

Overalt, hvor der alligevel blev kæmpet, var kampviljen stor. Større end materiellet og mandskabsstyrken egentlig berettigede til. Og det var specielt i Sønderjylland, der blev kæmpet.

 

Obersten påtog sig beføjelser

Kommandant oberst A. Hartz i Haderslev overskred ikke i sin kampiver sine beføjelser. Men måske benyttede han i den almindelig forvirring til at påtage sig beføjelser, der hørte hjemme hos regering og generalkommando.

I Haderslev blev fire soldater og tre civile dræbt den 9. april 1940. Flere blev såret.

 

Må været indstillet på fortielser

Når man beskæftiger sig med besættelsestiden, må man være indstillet på fortielse og usandheder. Og når man så har været i de arkiver, man kan komme ind i og efterfølgende forsøger at fortælle sandheden, bliver man straks kritiseret.

 

Man havde en plan

Oberst Hartz havde sammen med de andre sønderjyske garnisonskommandanter stået for udarbejdelsen af en plan, der gik ud på at samle de danske styrker ved Sønder Hostrup, lidt syd for Aabenraa og her yde en koordineret modstand mod tyskerne. Hartz og hans kollegaer havde fremlagt planen for Jydske Division i Viborg. Og hovedkvarteret her havde godkendt planen. Tropperne skulle transporteres ved hjælp af lejede, private lastbiler.

Åbenbart kneb det at få fat i disse lastbiler, da det virkelig gjaldt. Og åbenbart rykkede tyskerne hurtigere frem, end man havde forventet.

 

Politirapporter blev gennemlæst

En tidligere politibetjent (Sigvard Ejsing) har kigget i gamle politirapporter for at finde ud af, hvorfor kampene fortsatte i Haderslev efter at der var givet ordre til at indstille kampene. Obersten skulle allerede dagen før have besluttet sig for at kæmpe i Haderslev længst muligt.

Da obersten befandt sig i kampzonen ved Slotsmøllen den 9. april rejste han ubegrundet tvivl om de telefoniske meldinger, der indløb om at standse kampene. Han gav personlig ordre til mobilisering i Haderslev.

 

Var obersten skyldig i kampene blussede op

Samtidig stiller Ejsing det spørgsmål, om oberst Hartz er medskyldig i, at kampene blussede op omkring kasernen, da han ikke sendte melding tilbage om overgivelse. Mandskabet på kasernen havde fået direkte besked, men han orienterede ikke en styrke fra Søgaard lejren, som han havde fået placeret i byens nordlige del, hvorfra de formentlig gik til angreb mod de fremrykkende tyske kampvogne.

Obersten udgav selv en bog på grundlag af egne dagbogsoptegnelser. Ejsing har sammenlignet dette med breve i bogen ”9. April” redigeret af Arne Stevns udgivet i 1940. Desuden har han talt med veteranerne.

 

Paludan – Müller ringede

Optakten til 9. april lignede udviklingen andre steder i Sønderjylland. Oberst Hartz var mandag den 8. april blevet ringet op af oberst Paludan Müller, Gråsten, der kunne oplyse, at en tysk panservognsdivision stod opmarcheret på Flensborgvejen syd for grænsen ved Padborg ligesom flere betydelige styrker var observeret syd for grænsen.

 

Man vidste tyskerne var på vej

Dette havde han meddelt til Jydske Division i Viborg, fortæller oberst Hartz i sin bog. Oberst Hartz havde straks ringet divisionen op. Han bad om at få 13. bataljon, der lå i Vejle tilbage til Haderslev. Divisionen svarede, at den skulle spørge generalkommandoen i København. Kort efter kom der ordre fra divisionen om ”forhøjet beredskab”.

Lige en kommentar her fra undertegnede. Det kan jo undre, at det er Paludan Müller, der skal gøre opmærksom på dette. Allerede 14 dage før havde min far talt med en tysk fiskechauffør i Tønder, der fortalte om massiv militær opmarch.

Endvidere fløj et fly langs grænsen den sidste uges tid inden invasionen. Så mon ikke militæret var varskoet.

 

Hartz ville samle 13. bataljon

På kasernen i Haderslev bugte man eftermiddagen til at klargøre våben og ammunition. Vagten blev forstærket. Oberst Hartz gav ordre til at samle 13. bataljon. En masse skulle kom fra Vejle og blive samlet på nogle gårde i området. De kunne så hurtigt indlades på jernbane.

Når man tænker på tyske hærs styrke, virke dette helt ærligt noget naivt. Men det blev da heller ikke aktuelt. For kl. 16 om eftermiddagen – otte timer efter anmodningen meddelte divisionen, at der ikke måtte foretages flytning af tropper.

Klokken 20 fik oberst Hartz så at vide for chefen for 13. bataljon, at det forhøjede beredskab var hævet for alle styrker nord for Kongeåen.

 

Man måtte ikke flytte mandskab

Man måtte heller ikke forbedre stillinger eller flytte mandskab og materiel til allerede planlagte stillinger syd for Aabenraa. Ja og så anvendte man ikke de våben, der kunne gøre alvorlig skade. Dem lod man blive hjemme.

Hartz beklagede sig og sagde, at han intet kunne gøre af betydning. Først når fjenden går over grænsen kunne han få myndighed til at træffe dispositioner, der strider mod en for fred fastsatte love.

Han kunne få lov til at rekognoscere en stilling i sydkanten af Haderslev i forbindelse med spærring af vejen.

 

En forklaring fra Søgård

Der forelå en beredskabsplan for styrkerne i Sønderjylland, men alt kom til at gå anderledes. Oberstløjtnant S.E. Clausen chef for 4. bataljon ved Søgård skriver i en lille publikation:

• Begivenheder i Sønderjylland 8. – 9. april 1940
• Der var truffet bestemmelser om, at styrkerne i Sønderjylland, hvis der fandt et pludseligt angreb sted på grænsen, skulle gøre modstand under samlet kommando af garnisonskommandanten i Sønderborg, oberst H.E. Christensen, der i givet tilfælde tillige havde Grænse-gendarmeriet underlagt.
• Planen for denne modstand var, at 4. bataljon og afværge-kompagniet på Søgård under min kommando til det yderste skulle fastholde en række punkter, der strakte sig over en front på ca. 35 km fra Rønshoved ved Flensborg Fjord til Korskro.
• Mens dette skete skulle styrkerne fra Sønderborg og Haderslev føres til terrænet syd for Aabenraa, hvor oberst Christensen ville overtage kommandoen og lede kampen. Styrken i Tønder skulle holde igen i den vestlige del af Sønderjylland.
• Styrken i Haderslev, hvoraf halvdelen var rekrutter talte 400 mand.

 

Fult påklædt

Med garnisonen i alarmberedskab lagde oberst Hartz sig kl. 1 i seng. Det var natten til den 9. april og han var fuldt påklædt og udrustet. Han lå på en sofa. Kl. 4.15 blev han vækket. Det var grænsegendarmeriet, der meddelte, at tyskerne nu var gået over grænsen.

 

Hvad gjorde oberst Hartz?

Cyklisterne er i kamp hed det i meldingen. Oberst Hartz lagde ikke skjul på sit raseri i de følgende linjer:

• Jeg ringede straks divisionen op samtidig med, at jeg lod adjudanten alarmere. Forbindelsen kom hurtigt, kl. 4.20 havde jeg divisionen, fik fat i den vagthavende officer, bad om at tale med generalen, svar: ”Han er i seng” Er stabschefen til stede? ”Han er i seng” Er souschefen til stede? ”Han er gået hjem”.
• Den vagthavende officer var den eneste tilstedeværende på dette tidspunkt.
• Jeg orienterede derfor om situationen og bad ham melde generalen det. Derefter spurgte jeg, om der var nogen forholdsordre. Nej, svarede han, det var der ikke. Jeg lagde røret på og sagde til min adjudant, at efter dette fandt jeg ikke anledning til atter at ringe divisionen op.

 

Kamppladsen i Haderslev var Hartz’

Og så gik obersten i krig. Generalstaben og divisionen kunne passe sig selv. Kamppladsen ved Haderslev var hans. Som Ejsing mener:

• Han skulle vise vatnisserne, hvordan det her skulle klares.

Under alle omstændigheder handlede obersten dog korrekt efter de forholdsordrer, der var gældende som de overordnede, og han fulgte rigsdagens officielle udtalelse fra januar samme år:

• Vi vil med alle midler, der står til vor rådighed, forsvare vort land.

Det var bare småt med midlerne. Og i de følgende timer udviklede situationen sig anderledes end forudset i beredskabsplanen.

 

Han handlede på egen hånd

Men efterhånden som meldingerne om tyskernes fremrykning indløb, besluttede oberst Hartz sig helt tydeligt at handle på egen hånd. Han skriver selv tydeligt for at handle på egen hånd. Han skriver selv, at han underrettede oberstløjtnant Elmgren, der havde etableret kommandostation på Slotsmøllen, om divisionens senere ordre om med hele styrken at gå tilbage bag Vejle å.

Han tilføjer, at han havde besluttet at blive i stillingen, afvente resterne af cyklistbataljonen og panserværnskompagniet fra Søgård, derefter tage kampføling, og så handle efter omstændighederne.

 

Han ville ikke opgive Haderslev

Der var indløbet meldinger om at en tysk styrke var gået over Lillebæltsbroen mod Fredericia. Tyskerne var rykket frem ad Åbenrå-vejen, mens de sprængte styrker var på vej mod Haderslev med tyskerne i hælene, En tysk panserbrigade var rykket frem mod Bredevad.

På den baggrund følte oberst Hartz, at det var umuligt at følge ordren og trække sig tilbage til Vejle å.

• Jeg følte det som en skam at skulle opgive Haderslev uden kamp. Jeg besluttede derfor at blive og tage kampen op.

Han overlod kommandoen af kasernen til næstkommanderende, løjtnant Hansgaard. Selv tog han ned til vandmøllen.

 

Det kneb med kommunikationen i Haderslev

Chefen for rekrutafdelingen, der var udstationeret i Haderslev, fik at vide, at han skulle støde til sin afdeling i Aarhus. Men Hartz gav beordrede ham at gå i stilling i terrænet omkring Vesterskov nord for kasernen. Her skulle han dække et tilbagetog fra Haderslev.

Hartz fik kontakt med politimesteren. Politiet kørte rundt med en radiobil. På kasernen blev 20 mand udrustet inden kampene blev stoppet.

De tyske styrker var godt orienteret om situationen. Men det kneb gevaldigt på den danske side. Beslutningen om at standse kampene blev truffet af regeringen hos kongen kl. 6 om morgenen. Ordren fra generalkommandoen til Jydske Division kom først igennem kl. 7.00.

 

De troede, at det var ”en stor alvorlig øvelse”

Men hvad skete der i Haderslev?

Mellem 4.30 og 5.00 blev mandskabet purret med ordre til at stille fuldt feltmæssig udrustet på kasernepladsen. De havde fået at vide aftenen i forvejen at de næste dag skulle på ”en stor alvorlig øvelse”.

Straks efter at de første var trådt an på kasernepladsen blev kornet Vesterby med fire mand først sat til at pansersikre den sydlige adgangsvej til kasernen med en 37 mm kanon. Kort efter fik de ordre til at køre kanonen til Sønderbro og gå i stilling der.

 

27 fly dukkede op over kasernen

Kl. 5.15 dukkede en eskadrille fly op ude over fjorden med kurs mod kasernen. Der var vel 27 stk. De menige havde endnu ikke fået at vide, hvad der var i gærde, men de havde nu nok en fornemmelse af det.  Pludselig gik der panik i officererne.

500 – 600 mand stod i tætte kolonner på kasernepladsen uden dækningsmuligheder. (Andre kilder fortæller, at der kun var 225 soldater på kasernen) Det var alene fjendens afgørelse, at der ikke i dag står en mindesøjle med navnene på alle disse mennesker. Havde man i planlægningen glemt at fjenden havde et luftvåben?

 

Væk fra kasernen

Nu blev der givet ordre på afgang. Det formede sig nærmest som en vild flugt fra kasernen over Gammelting og sydpå gennem byen. I løb fortsatte man mod syd af Nørregade., hvor fly kastede flyveblade ud. Soldaterne havde endnu ikke fået at vide at tyskerne var på vej og at de skulle i kamp.

 

Kl. 5.30 i København

Mens dette skete, havde Danmark kapituleret. Landets ledende ministre og militærfolk mødtes hos kong Christian den Tiende ved 5.30 tiden.

Allerede 20 minutter efter havde man besluttet at indstille kamphandlingerne. Kort efter begyndte Krigsministeriet at kontakte de militære enheder for at videregive regeringens beslutning. Den officielle forklaring er at fjernskriverne til provinsen var afbrudt og at telefonlinjer var overbelastede.

Alt imens drog Haderslev – soldaterne videre med en enkelt håndtrukken kanon med sig.

 

Tyskerne kommer

Pludselig kom en ordonnans på motorcykel og råbte:

• Tyskerne kommer

Haderslev-garnisonen havde etableret en solid spærring med tipvogne over vejen nedenfor Slotsmøllen. Lidt længere fremme ad Aabenraavejen lå kornet Vesterbys gruppe med den 37 mm kanon, der først kom til at optage kampen med tyskerne.

 

Søgaard – tropper gennem spærringen

Mellem 7.00 og 7.05 kom dele af styrken fra Søgård-lejren gennem vejspærringen ved møllen. De havde fået ordre til at gå i stilling bag Vejle å. Men oberst Hartz overtalte officererne til at parkere en deling ved Christiansfeldvej til forstærkning af kasernen.

Ikke alle soldater havde opfattet situationen som alvorlig. Og det havde beboerne åbenbart heller ikke. De begyndte at vrimle frem på gaderne.  Der blev råbt til dem, at de skulle gå hjem. Der lød hånlige tilbagesvar.

 

En ordre afleveres

Men se også her er der forskellig opfattelse af begivenhederne. Hintz skriver i slutningen af april 1940 i et kapitel til bogen ”Fem år” redigeret af Chr. Refslund, at man under tilbagetoget ad Aabenraa-vejen møder en motorordonnans, der afleverede en skriftlig ordre fra Jydske Division ekspederet over Haderslev.

Ordren rummer den generelle befaling om at gå til en stilling bag Vejle å med tilføjelsen:

• Dog skulle 3. bataljon indtil videre fastholde Haderslevs udkant.

 

Det kunne være en hjemmetysker

Oberstløjtnant S.E. Clausen skriver i sin beretning ”Begivenhederne i Sønderjylland 8.-9.april 1940” om ankomsten til Haderslevs sydkant:

• Det lykkede os ved at flytte lidt på en af afspærringerne at skaffe nødtørftig gennemgang. Så vi slap igennem med personel, materiel og train. Jeg aftalte med oberst Hartz, at jeg skulle gå i stilling i den nordlige del af Haderslev med mine kanoner for om muligt senere at kunne støtte oberstens styrker, når de gik tilbage.

Der er lidt uenigheder om, hvornår skydningerne startede.

Men Ejsing skriver, at der kl. 7.10 er der telefon til oberst Hartz i en forretning lige over for møllen. Han sender sin adjudant til telefonen. Han melder tilbage, at der er givet ordre til at modstanden skulle ophøre.

Oberst Hartz afviser med henvisning til at det kan være en falsk melding fra en hjemmetysker. Da man efter 10 minutter ikke har hørt fra obersten på kasernen, ringer man igen til forretningen. Man meddeler at der er besked til Hartz fra krigsministeriet.

 

Den første soldat dør

Denne gang er det oberstløjtnant Elmgren der modtager meldingen fra hans adjudant. Han giver ordre til at indstille skydningen. Inden dette sker, er det dog endnu en dansk soldat dræbt, idet menig 108 Hansen, der blev såret og ville gå i dækning, bliver ramt af et projektil gennem stålhjelmen.

 

Mester nægter at åbne fabriks – døren

Bertelsen blev ramt hele fem gange. Tyskerne ville bringe ham til Flensborg. Men han protesterede. Han ville ikke være tysk krigsfange. Nu kom der så Haderslev-borgere og bar ham og andre sårede over i Nordisk Trikotagefabrik, hvilket dog skete uden sværdslag.

Flere af de sårede kom kravlende over gaden for at komme i dækning. Mesteren på fabrikken var tysksindet. Han ville ikke have sårede danske soldater ind på fabrikken. Han låste døren for at hindre at de kom ind.

Indehaveren af fabrikken var ikke hjemme den dag. En af kontorfolkene, bogholderen gik dog hen og låste døren op for at de sårede soldater kunne komme ind.

 

Oberstens udlægning

Oberst Hartz skriver i sin bog, at da styrkerne fra Søgård var kommet gennem spærringen var klokken 7.40 og først derefter kommer de tyske styrker.

Da kornet Vesterbys kanonstilling var nedkæmpet gik kampvogne og motorskytter til angreb på stillingen ved møllen. De tyske fly fløj hele tiden over området. Efter disse begivenheder var man nået frem til kl. 8.00. Obersten skriver:

• Min adjudant, kaptajnløjtnant Nergaard blev nu kaldt til telefonen i en forretning, der lå lige over for vandmøllen. Til trods for at tyskerne bestrøg gaderne med maskingeværild og 20 mm granater, nåede han uskadt frem og tilbage, meldte at der var telefonisk ordre på at ophøre md modstanden. Jeg spurgte, hvorfra ordren kom, men det kunne han ikke oplyse, i spændingen havde han glemt at spørge derom.
• Nogen tid efter kom 3. bataljons adjudant, kaptajnløjtnant Jørgensen, med en lignende telefonordre, også han havde sat sit liv i vove for at hente den, men ligeledes glemt at spørge, hvorfra ordren kom.
• Klokken var nu ca. 8.15 og jeg så da min gamle regimentsskriver, stabsofficiant Hansen siddende bag motorordonnansen komme ned ad hovedgaden, der var under tyskernes ild, mod vandmøllen.
• Mellem to fjendtlige ildbyger nåede de i sikkerhed bag vandmøllen og afleverede regeringens ordre til at indstille kampen, dikteret ham telefonisk af Jydske Division.

 

Korporal-elevs udlægning 

I bogen ”9.april” skriver korporal-elev 76 Petersen bl.a. at kl. ca. 7.30 kom de første tyske tanks:

• Vi havde lige fået skudt med 20 mm kanoner, da min kammerat 108 Hansen lige ved siden af mig blev ramt i armen og blødte stærkt. Han ville skifte skyttepladsen med nr. 87, men da han hævede sig lidt, blev han ramt i kanten af hjelmen og fik siden hovedet flænset. Det var et trist syn, som jeg aldrig glemmer at se min kammerat blive dræbt og tilmed have kone og et barn. Men det æggede os op. Vi gjorde vores bedste, men vi kunne ikke holde stand mod de motoriserede.

Han skriver kort om tilbagetoget mod møllen og fortsætter:

• Udenfor mødte jeg oberstløjtnant Elmgren, der straks råbte på mig og sagde at vi skulle over og parlamentere. Jeg fik da bajonetten på og et håndklæde sat på og ville gå men nåede lige over fortovet, da kuglerne sprøjtede hen ad gaden.

 

Det hvide flag

Lidt efter nåede han dog frem og begyndte at vifte med flaget. Omsider ophørte skydningen. Han gik frem sammen med oberstløjtnant Elmgren. På den anden side af spærringen mødte de en ”feldwebel”, der spurgte efter obersten, hvorefter han blev ført frem til obersten.

Samtidig kørte de tyske tanks uden om spærringen, gennem et plankeværk og fortsatte op i byen.

Der er i kilderne som vi har gennemset drabelige beskrivelser af kampene.

 

Angrebet af tyske tanks

Ejsing skriver, at da det tyske tanks er ud for Nørregade 42 åbner delingen fra Søgård ild med et rekylgevær og to maskingeværer mod tyskerne. En tysk motorcyklist i spidsen for kolonnen bliver dræbt og larvekæden af den forreste tank bliver skudt af. Den må stoppe.

Tyskerne åbner derefter ild mod de ubevæbnede vagter på en platform. Her bliver menig 780 Niels Schmidt dræbt.

 

Tyskerne stoler ikke mere på det hvide flag

Fra kasernens hovedindgang sendes en mand ud med et parlamentærflag. Men nu stoler tyskerne ikke mere på det og skyder mod alt. En korporal får et strejfskud gennem hjelmen og hovedbunden.

Kl. 7.33 erfarer oberstløjtnant Hansgaard muligvis, at der fra Christiansfeldvej, tyskerne er blevet beskudt. Han lader vinke med det hvide flag ved porten ud til vejen. Oberstløjtnanten går nu ud på fortovet. To håndværkere kommer løbende ned til ham.

Han må vel have råbt til motorskytterne fra Søgård, at de ikke måtte skyde mere. Sekunder senere forsvinder delingen fra Søgård nord på.

Oberstløjtnant Hansgaard vil nu gå frem mod tyskerne og de to håndværkere følger med. Få meter fremme bliver de beskudt og de to håndværkere bliver dræbt. Hansgaard får et strejfskud i kappen og går i dækning bag en stabel mursten.

Tyskerne tror formentlig at det hvide flag er misbrugt for at give motorskytterne mulighed for at undslippe. De beskyder nu kasernen på syd – og østsiden for at forhindre at nogen slipper ud.

 

Forvirring på kasernen

Der hersker efterhånden en del forvirring på kasernen. Chefen sidder ude bag en stabel mursten på Christiansfeldvej. Hvordan skal man få tyskerne og de fremrykkende styrker overbevist om, at man vil overgive sig?

Ejsing citerer fra politirapporten:

• Omkring 7.30 blev vi fra Politigården opmærksom på to tyske tanks i Nørregade ud for ejendommen nr. 42 – og næsten samtidig åbnede de tyske tanks ild mod kasernen. Hvorvidt der samtidig blev skudt fra kasernen, tør jeg (overbetjent A.N. Jensen) ikke sige med bestemthed, Men i hvert fald fortsatte ildkampen
• Vi lå i skudlinjen – derfor trak vi os tilbage til de bagerste værelser.
• Efter 10 – 15 minutters forløb kom der telefonisk besked til politimesteren, der hele tiden opholdt sig på politigården, at skydningen skulle indstilles, idet der ikke mere fra dansk side ville blive ydet modstand.
• Jeg fik fat i et hvidt håndklæde og med dette anbragt på en stok går jeg ud sammen med landsretssagfører Vogelgesang, der i anden anledning opholdt sig på politigården.
• Jeg henvendte mig til den tyske løjtnant som var fører af de tyske tanks og bad ham indstille skydningen, hvilket skete.

 

Fik forhindret kampvogn i at skyde

Da skydningen indstilles, går oberstløjtnant Hansgaard tilbage til kasernegården. Efter at have givet ordre til at hente de to dræbte håndværkere, går han igen ud på gaden, hvor han mødes af en tysk kampvogn, der svinger sine våben mod kasernegården.

Selv fortæller oberstløjtnant Hansgaard i ”9. april” om arbejdet med at pakke vogne på kasernen, hvor man fik melding både fra Jydske Division og Krigsministeriet om at indstille kampene.

Han fortæller, at han fik forhindret kampvognen i at skyde. En tysk kaptajn kom hen og præsenterede sig. Hansgaard forklarede ham, at han var på vej til sin chef ved Vandmøllen med ordre til kampens ophør. Den tyske kaptajn kørte ham derefter frem.

 

Obersten: Kun den sydlige del har overgivet sig

Da oberst Hartz sammen med sit regiment havde overgivet sig ved Sønderbro blev han af en kampvogn ført syd på for at møde den tyske divisionsgeneral. Under mødet gjorde Hartz den tyske general opmærksom på, at det kun var styrkerne i det sydlige Haderslev, der havde overgivet sig.

 

Hånet af tysksindede

Men obersten havde ikke informeret sin næstkommanderende om dette. En soldat skriver fra dengang:

• Da kampen ved Sønderbro var slut kom en af Regimentets kaptajner sammen med en tysk befalingsmand hen til os. Vi skulle afvæbnes, men vi fik lov til at beholde vores karabiner. Jeg husker tydeligt under tilbagemarchen til kasernen, hvorledes hjemmetyskerne hånede og spyttede efter os. En stor fed kælling ville rive geværet fra mig – så jeg måtte give hende et kolbestød i maven.

 En anden soldat skriver:

• Det var tydeligt at se, at mange var glade for tyskerne og smed cigaretter og andet godt op til dem under deres forbikørsel.

 

Var det oberstens skyld?

Ejsing konkluderer, at kornet Vesterby og 305 Hansen bliver dræbt før regeringens ordre når frem til oberst Hartz.

108 Hansen, 780 Schmidt og tre civile blev dræbt på grund af at oberst Hartz ikke ville indstille kampen.

 

Hvorfor blev de tyske tanks beskudt?

Men hvorfor beskød gruppen fra Søgård tyskerne? Det var efter at ordren om at stoppe kampene var givet. Chefen for Søgaard – styrken, oberstløjtnant S.E. Clausen skriver i sin beretning:

• Vi hørte, at kampalarmen ophørte og pludselig så vi en svær tysk kampvogn køre op foran kasernen.
• Jeg måtte derfor få den opfattelse, at haderslevstyrken var nedkæmpet, og at tyskerne derefter havde genoptaget fremrykningen.

Men sandheden er imidlertid, at regeringens ordre til at indstille kampene endelig var nået oberst Hartz. Han var kørt frem til den tyske divisionsgeneral. Imens var de forreste tyske kampvogne gået gennem spærringen, hvor modstanden var befalet ophørt.

Søgård – afdelingen kunne ikke komme til at skyde på tyske kampvogn uden at dette ville forårsage betydelige tab på den civile befolkning, der med utrolig letsindighed opfyldte gaden omkring kampvognen. Clausen siger, at han først fik oplysningerne om kampenes indstilling, da han var nået nord for Kolding.

 

De tyske tropper blev hyldet

Styrkerne smed deres våben og ammunition i store dynger på kasernegården, samtidig med at to sygepassere gik over kasernegården med en overdækket båre med den dræbte 108 Hansen.

Udenfor havde hjemmetyskerne samlet sig i et stort antal for at hylde de tyske tropper, der kørte gennem byen mod nord.

 

Militærattache i Berlin

Efter 9. april blev oberst Hartz ligesom resten af hans regiment interneret. Han fik dog muligheden for at deltage i indvielsen af en mindeobelisk, der blev placeret ved Hertug Hans Kirken til ære for de soldater, der faldt under hans kommando.

I april 1941 var oberst Hartz desuden tilknyttet som militærattache i Berlin. Den 1. maj 1941 fratrådte oberst Hartz som garnisonskommandant ved Haderslev Kaserne.

 

Bogen fik Kommissionens interesse

Under resten af besættelsestiden arbejdede Hartz på en bog som han udgav efter befrielsen i maj 1945. Vi har i denne artikel citeret fra den. Bogens hovedbudskab er et voldsomt angreb på både regeringens og Generalkommandoens rolle under invasionen den 9. april 1940.

”Og sådan måtte det gå” som var værkets anklagende titel skabte hurtigt røre, både i civile, politiske og militære miljøer. Udgivelsen af denne bog var direkte medvirkende til at Hartz blev indkaldt til afhøring hos den parlamentariske kommission.

Afhøringen fokuserede især på de fejl kommissionen mente at finde i hans bog, samt de mange kontroversielle beslutninger obersten havde truffet den 9. april.

 

Han faldt i unåde

Selv om Hartz blev kritiseret og irettesat, specielt for hans beslutning om at ignorere flere direkte ordrer, der kom fra hans overordnede, så blev han aldrig dømt for noget.

Men efter afhøringerne faldt han i unåde og hans omdømme led et stort knæk. Hartz døde et par år efter krigen. Han vedbliver med at være en af de mest kontroversielle garnisonskommandanter på Haderslev Kaserne.

 

 

Kilde:

• Sprogforeningens Almanak
• Haderslev Byarkiv
• E. Clausen: Begivenhederne i Sønderjylland 8.-9. april 1940
• Sigval Ejsing: Kampene i Haderslev 9. april 1940
• Refslund: Fem år – indtryk og oplevelser
• Arne Stevns: 9. april
• Flemming Just: Soldaten, der vidste han skulle dø
• C.J.A. Hartz: Og sådan måtte det gå
• dengang.dk – diverse artikler
• berlingske.dk
• haderslevvvwiki.dk
• Regimentsbladet Kronborg 6. juni 1941

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.822 artikler
• Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter) finder du 372 artikler
• Under Sønderjylland finder du 214 artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler
• Under København finder du 190 artikler
• Under Aabenraa finder du 176 artikler
• Under Tønder finder du 290 artikler
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler

 

• Gendarmerne ved grænsen 9. april 1940
• Dramaet ved Viadukten 1-2
• Kastellet 9. april 1940
• Uenigheder omkring 9. april 1940
• Optakten til 9. april 1940
• april – aldrig mere
• Alarm i Sønderjylland 8. april 1940
• Danmark var advaret 9. april 1940
• Sorgen ramte Aabenraa 1-2
• Tønder og Omegn 9. april 1940
• Sønderjylland 9. april 1940
• Kampene 9. april 1940
• Da Hagekorset blev hejst i Tønder
• Da tyskerne kom til Tønder og mange flere

 

 

Omkring Rømø – dæmningen

Engang var her enestående flot. Den svorne vej. Da kongen var i Ballum. En krig kom i vejen. Slaget i Vadehavet. Den russiske udenrigsminister truede. Hvad var det nu hans Markmand så? Dengang de var velhavende på Rømø. Da skipperne var Rømø fortalte om deres togter. En besværlig overfart. Pastor Jacobsens projekter blev gjort til grin. Man ville have et havdige. Det startede med franskmænd. Russerne var mere hårdføre. Brorson var også imponeret af naturen. Det var som Tour de France. Forslag om Rømø Dæmning er fra 1939

 

 

Engang var der her enestående flot

Naturen mellem Ballum og Astrup Banke er specielt. Hele dette område skiftede karakter fra årstid til årstid.  Om foråret er det vældigt spraglet blomstertæppe. Her var engang en masse strand – og vadefugle. Her var engang masser af stude. Engang var her også en mægtig skøjtebane.

Der er nu stadig særdeles skønt og anderledes i området.

 

Den svorne vej

Her er masser af overleverede sagn og virkelige begivenheder fortalt fra slægt til slægt. Det var bl.a. historien om ”Den svorne vej”.

Bymændene i Misthusum aflagde en højtidelig ed på at de stod på deres egen jord. De havde fyldt jord i deres støvler derhjemme. De svor altså men og kunne aldrig finde fred.

Efter sagnet skal folk i mørke stormnætter have mødt dem ude på det sted, hvor de svor falsk ed. Den dag i dag bærer vejen navnet som et vidnesbyrd om disse mænds forbrydelse.

Og sagnet beretter yderligere, hvorledes hævnen ramte deres by, da den store flod i 1634 brød ind over sletten og ”borttog al det Huus”, som der stod udskåret på en gammel bjælke i en af de nybyggede gårde. Over 40 mennesker fandt deres død i bølgerne.

De tomme banker taler deres tavse sprog om ulykkesnatten den 11. oktober 1634. Denne landsby blev udslettet i løbet af nogle få timer.

 

Da kongen var i Ballum

Cirka ti år efter var der igen opstandelse på samme egn. Det rygtedes at selve Hans Kongelige Majestæt Christian den Fjerde havde indfundet sig i Ballum. I hans breve fortæller han om formålet med sin rejse i datidens afsides liggende landsby i Riget.

Kongen havde længe syslet med tanken om at rense kysten for fremmede pirater. Siden 1630 var der placeret et ”Leje for en Flådeafdeling” her. Han ville ved selvsyn finde ud af, om der kunne indrettes en havn på dette sted.

Hans tanker gik i retning af ”En fornem handels-stad” for at bruge hans egne ord.  Med denne plan traf han også forberedelser til at beskytte kysten.  Og den påtænkte handelsbys nærmeste opland med et dige fra Ballum til Astrup Banke.

 

En krig kom i vejen

Men det blev kun ved tanken. For snart var der atter krig.  Det var i 1644 både nord og syd af stærke fjendtlige kræfter. En forenet hollandsk – svensk flåde ankrede op samme forår i farvandet mellem øerne og Ribe.

 

Slaget i Vadehavet

I Lister Dyb blev de fjendtlige skibe dog overrasket af den gamle konge som fører for 7 større skibe, mens den fjendtlige flåde bestod af 28 mindre fartøjer.

Ivar Vind, der var kaptajn på ”Trefoldigheden” skriver i sine optegnelser:

• Den 16. maj var jeg med den Kongelige Majestæt på trefoldigheden i Lister Dyb i Tønderhus Len med 7 skibe mod 28 svenske og hollandske skibe og Gud gav Hans Majestæt lykke og sejr over dem. Fjenden måtte trække sig tilbage gennem Lister Dyb.

Kanonernes brag opskræmte naturligvis befolkningen langs hele kysten fra Ribe til Højer. Dr. Joachim Timmermann, der var medlem af Ribe Domkapitel, udtalte kort efter i en latinsk tale, at fjenden der havde besat Ribe, teede sig noget hovmodigt:

• Vi derimod bad efter vor sædvanlige skik, dels i afkroge og lønkamre, dels i gyder og kirker den højeste Gud, der står ethvert stort foretagende bi, da vi først hørte noget, der ikke var torden, men dog noget som meget ligner torden. Det var den uovervindelige Kong Christian. Han der er Danmarks frelser og opretholder.
• Nogle bestiger tårnene, andre kirkens tag. Atter andre løber ud på marken for nærmere at iagttage grunden til så stort et brag. Vi så da, hvad vi forbavsedes over. Og hvad efterverdenen næppe vil tro, at 7 skibe med så frygteligt brag tordnede løs på sørøvernes uægte orlogsmænd, at disse så snart vinden var dem gunstig anså det for fornødent at frelse sig med største skam over til fastlandet.

Sådanne beretninger fra fortiden kunne fængsle drengenes fantasi.

 

Den franske udenrigsminister truede

Af landsbyen Misthusum blev kun Markmandens Hytte tilbage bygget på tomterne af den sidste gård. Fortællingen om forholdene i ældre tid vedblev med at leve. De blev blandet med sagn og sære forvarsler som ting der var sket.

Nogle havde set soldater i røde bukser færdes ude ved strandkanten.

I begyndelsen af 1900 – tallet udtalte den franske udenrigsminister som en trussel mod Tyskland, at man kunne landsætte 100.000 på vestkysten af Slesvig Holsten. Dette fik tyskerne til at reagere. Man lagde mærke til visse forsvars-foranstaltninger.

 

Hvad var det Hans Markmand så?

Og gamle Hans Markmand fra Hundegade, der var synsk, havde gang på gang lagt mærke til to runde ildskriver så store som en tallerken, der i rasende fart inde fra landsbyen suste frem mod havet. Jo den gamle markmand var en pålidelig mand. Men hvad kunne det være?

Overtro?

 

Dengang de var velhavende på Rømø

Kiggede man ud over markerne kunne det hænde dengang at man kunne se sejlene fra en skude ude i Vadehavet. Det var en skipper fra Rømø, der havde et ærinde inde på fastlandet. Han satte kursen mod det lille brohoved ved åmundingen.

Det var dengang en oplevelse. For godt nok lå Rømø kun en god mils afstand over på den anden side af Vadehavet. Men de var noget for sig. Mennesker derover havde deres eget sprog.

Jo engang havde der boer ca. 40 kommandører på Rømø. De sejlede på Grønland. Dengang var der rige dage på Rømø. Mangen en gård på fastlandet stod i gæld til dem. Siden gik det ned ad bakke.

 

Da skipperne fortalte om deres togter

Men mændene blev regnet for fode sømænd. Kvinderne, der dengang endnu gik i deres smukke nationaldragt passede landbruget, som ikke gav så meget afkast. De gamle skippere havde buskede fuldskæg, det vejrbidte ansigt, ringene i ørene, den vuggende gang og det syngende tonefald.

De fortalte gerne om deres togter mod nord til Ishavet på hvalfangst eller langt mod syd til Molukkerne i det indiske ocean.

 

En besværlig overfart

Overfarten fra Rømø til fastlandet skete ellers dagligt ved højvande over Ballum med en færge. Det har altid været en omstændig sejlads.  Man skulle altid indrette sig efter vejr og vind. Båden kunne ikke gå ind til kysten.

Både mennesker, fragten og posten måtte det sidste stykke vej befordres i et hestekøretøj med høje hjul.

 

Pastor Jacobsens projekter blev gjort til grin

Omkring 1900 – tallet, da pastor Jacobsen fra Skærbæk gennemførte alle sine fortyskningsprojekter flere steder på egnen, etablerede han også et dampskibsrederi. Dette skulle skabe en tidssvarende forbindelse til øen over Skærbæk brohoved.

Jo han skabte også bade-stedet Lakolk. Engang var her 2.000 badegæster om sommeren. Men de små dampskibe sad ofte i døgnvis på vaderne. Dette førte til megen morskab hos de lokale. Således forfattede Laurids Krog fra Brøns små sarkastiske digte om pastorens vandgang.

Hele herligheden varede kun et par år. Det blev en kostbar fiasko med disse projekter.

 

Man ville have et havdige

Nu modnedes tanken mere og mere tanken om at virkeliggøre den gamle plan om anlæg af et stort havdige fra Ballum til Astrup Banke. Dette dige skulle beskytte et areal på 5.000 hektar. Det var den såkaldte Bredeå-lavning, der ofte var oversvømmet.

Stemningen voksede efter den store stormflod den 6. april 1904, der voldte stor skade. Og der kom flere stormfloder den 12. marts 1906, 5. og 6. november 1911 og en endnu større stormflod den 12. juni 1913.

 

Det startede med franskmænd

Kort efter besluttede et flertal af lodsejere at nu skulle diget bygges. Omkostningerne var beregnet til 1.400.000 mark. Planen udførtes under den Første Verdenskrig i årene 1914 – 1918. Det var til dels ved hjælp af krigsfanger.

Således så man i de første krigsår 120 franskmænd beskæftiget ved dette dige-arbejde. De bar uniform med røde bukser. Varslet var gået i opfyldelse men dog lidt anderledes end man havde forestillet sig.

 

Russerne var mere hårdføre

Senere blev arbejdet fortsat af muhamedanske russiske krigsfanger. De var mere hårdføre end franskmændene. Man så dem om morgenen ligge kælende derude på den grønne eng med ansigtet vent mod østen i bøn til Allah.

Dette dige forandrede landskabets præg og udseende. Marsk-jorden blev nu taget under kultur. Sammen med dige-arbejdet gav man Brede Å et nyt udløb ved en kanal med sluse. Ved slusen blev der indrettet en landingsplads.

Inden dæmningen brugte man så større motorbåde som færger. I badesæsonen var der meget trafik og broget liv ved ind – og udskibning. Måske var det som Hans Markmand i sin tid så?

 

Brorson var også imponeret af naturen

Paradiset er delvis ødelagt. Også Hans Adolph Brorson fra Randerup oplevede det. I en af hans kendte salmer siger han:

• Hvad skal jeg sige, når jeg går
• blandt blomster i enge
• og fuglesangen sammenslår
• som tusind harpestrenge

De blomstrende enge er så godt som forsvundet. De blev brugt til græsning.

 

Det var som Tour de France

Slut er det også med de festligheder, der var til Sankt Hans. Hele området genlød dengang af landboungdommen.

Pigerne skulle rive det slagne hø ud i lange strenge. Det kunne godt give vabler i hænderne. Græsset var lettest at fælde ved nattetide.

Så kom her en masse stude. De blev så igen afløst af det rige fugleliv. Men er det lige så mange tilbage som dengang da vi cyklede fra Tønder til Rømø? Dette var en Tour de France værdig. Det forekommer mig at vi altid havde modvind.

Og dengang eksisterede øen Jordsand stadig. Denne ø er nu forsvundet. Gad godt nok vide om den dukker op igen engang.

 

Forslag om Rømø Dæmning fra 1939

Den 9. december 1935 blev der indsendt et forslag til Ministeriet for offentlige Arbejder om etablering af en Rømø-dæmning. Samtidig indeholdt forslaget metoder til indvinding af land. Man mente at sådan en foranstaltning kunne mindske faren for stormflod.

Allerede i 1847 var der bevilliget 400 Rigsdaler til fremme af sådan et foretagende.

Ved lov af 23. marts 1939 bemyndigedes Ministeriet for offentlige Arbejde at

• lade anlægge en flodfri færdselsdæmning fra et punkt på Sønderjyllands vestkyst vest for Skærbæk til et punkt på østkysten af Rømø lidt nord for Nørre Tvismark samt til at lade dæmningens krone forsyne med 6 meter bred vejbane.

Endnu samme år påbegyndtes det indledende arbejde. Og dæmningen har i dag en længde af 9,2 kilometer og en højde på 6,25 meter.

 

Kilde:

• Sprogforeningens Almanak
• dengang.dk – diverse artikler
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.821 artikler
• Under Sønderjylland finder du 213 artikler
• Under Højer finder du 77 artikler
• Under Tønder finder du 290 artikler

 

• Endnu flere anekdoter fra Rømø
• Rømø – under besættelsen
• Flere anekdoter fra Rømø
• Anekdoter fra Rømø
• Borrebjerg på Rømø
• Færge fra Ballum til Rømø
• Da Rømø fik et Nordsøbad
• Rømø – den tredje tur
• Rømø – endnu engang
• Rømø – en ø i Vadehavet
• Da Birthe fra Ballum forsøgte selvmord
• Da Ballum næsten fik en havn
• Klager over præsten i Ballum
• Aggi – en Sønderjysk pige
• Mellem Højer og Ballum
• Bredebro – dengang
• Langs brede Å
• Langs vadehavet 1-2
• Hvem ejede Brede Kirke
• Brede under besættelsen
• Øen Jordsand – engang ud for Højer
• Soldater på Jordsand
• Pastor Jacobsen fra Skærbæk og mange flere

 

 

Myter omkring Frøslev – og Fårhuslejren

Ingen frygtindgydende rædsel. Cirkus Frøslev. Tyskerne var bygherre – på den danske stats regning. Planlægningen. De første fanger. Designet til 1.500 – der kom op til 5.460. Daglige møder. Hausordnung. Truslerne blev ikke ført ud i livet. En stor organisation. Ingen smitte. Stødpudestat. Den danske forvaltning sørgede for de indsatte. 1,500 blev grundet aftalebrud sendt syd på. De indsatte havde hørt om kapitulationen. Spillet lykkedes. Fårhuslejren. Det tyske vagtmandskab afmarcherede.  Snart var man oppe på 3.200 indsatte. Vagtmandskabet var urutineret og omgik skydevåben lemfældigt. Der blev udarbejdet en foreløbig instruks.  Ledelsen strammede grebet.  Vagtmandskabet manglede rutine og uddannelse. En blandet flok. Straffen kom øjeblikkelig. Politi – og domsmyndigheder havde travlt. Aflønnet forskelligt for det samme arbejde.

 

Ingen frygtindgydende rædsel

Lejren blev oprettet som ”Polizeifangenlager Frøslev”. Undertegnede har set beskrivelser, der kalder dette sted for ”frygtindgydende”. En ældre officer kaldte det engang efter 5. maj 1945 for ”Sanatorieophold”.

Et sanatorieophold er vel langt fra sandheden, når man skal leve under bevogtning af tyske maskingeværer. Og så er det den daglige trussel om deportation til tyske koncentrationslejre.

Nogen særlig frygtindgydende rædsel var det vel heller ikke takket være dansk lune og sammenhold.

 

Cirkus Frøslev

Sandheden ligger nu midt imellem. Der kommer nok aldrig mere i historien en tilsvarende lejr. I daglig tale kaldte man det også for ”Cirkus Frøslev”. Det blev vel også i praksis cirkusagtigt men med danske tilskuere og tyske artister i mangen.

 

Tyskerne var bygherre – på den danske stats regning

Måske skal vi lige kort ridse historien op om tilblivelsen af denne lejr. Den opstod som følge af den danske regerings ønske om at bringe størst mulige antal af de i Tyskland internerede danskere tilbage og hindre yderligere overførsel til rædslerne syd for grænsen.

På grund af tysk løftebrud kom lejren aldrig til at svare til sin oprindelige hensigt. Men måske sparede lejren alligevel en del menneskeliv.

Men det er måske mindre kendt, at det var Det Tyske Rige, der var bygherre – på den danske stats regning. Tyskerne accepterede heller ikke dansk kontrol med lejrens opbygning. Det betød at firmaet Nicolaysen og Nielsen, der havde fået arbejdet overdraget kunne aflevere et dårligt stykke arbejde.

Det betød at det var de internerede, der under meget vanskelige vilkår skulle udbedre skaderne.

 

Planlægningen

Selve planlægningen og placeringen af de enkelte barakker skal efter sigende være foregået på den måde, at den tyske lejrkommandant i Horserød, Sturmbannführer Hillgärtner, som var en brutal og hoven og ikke særlig tiltalende SS – officer, fik en plan over lejr-terrænet og en lille pose modelklodser med hjem.

Under en af sine talrige ”Kammeratskabsaftener”, som de tyske sviregilder blev kaldt, har han formentlig leget med de forskellige barakker. Han var strålende henrykt over dette 8 – 10 millioner kroners legetøj. Han var strålende henrykt og fablede i sine mere elskelige øjeblikke om den vidunderlige lejr, som han var mester for.

 

De første fanger

En kendsgerning var det imidlertid, at en skønne dag da lejren var der, skete der en overførsel af de 750 fanger i Horserød. Det var den 13. august om aftenen hvor de første store danske busser, der havde hentet de første fangere i Flensborg Havn, rullede ind på Frøslev Polde.

Her så fangerne så for første gang deres nye hjem for de næste ni måneder. Den aften forekom det hele lidt trøstesløst. Det var nok ikke mange, der tænkte på at den enestående natur omkring lejren er fredet i klasse A.

Men dette tog tyskerne nu ikke så meget hensyn til.  Lyngen og bakkerne skulle fjernes for at ende i en sandflade som tyskerne af sikkerhedsmæssige grunde skønnede at det var påkrævet.

 

Designet til 1.500 – der kom op til 5.460 fanger

Egentlig var lejren designet til at kunne rumme 1.500 fanger. Men dette holdt slet ikke. Således var der i april 1945 – 5.460 fanger.

Lejrens første danske lejrchef var kaptajn ved Generalstaben, R. Ploug. På tysk hed det ”Lagerältester”. Men allerede den 15. september var han med første Tysklandstransport – syd på. Han afgik her ved døden af difteri i november 1944.

I sin korte ”regeringstid” var han udsat for hård kritik af sine egne.  Hans utvivlsomme dygtighed og utrættelige arbejdsevne var anerkendt. Men han manglede den smidighed, der var nødvendig for at være leder under disse forhold.

 

Daglige møder

Efterhånden som lejren voksede, blev ledelsen udbygget. Hver barak blev nu styret af en barakformand (Barackenätester). Denne skulle godkendes af tyskerne.

Alle disse samledes daglig til møder for at diskutere vigtige ting. Her modtog de gennem lejrlederen fra tysk side udstedte forordninger, der var talrige og ofte i åben modstrid med sidst udgivende ordre.

 

”Hausordnung”

De tyske ordensbestemmelser ”Hausordnung” var meget kategoriske og omfattende. Næsten alt var forbudt og alt blev overtrådt, idet det tyske bevogtningsmandskab var ude af stand til og for en stor dels vedkommende heller ikke ønskede bestemmelserne overholdt.

Straffes skulle i henhold til bestemmelserne enhver, der:

• Løj over for bevogtningsmandskabet
• Hvis man fremsatte ironiske eller nedsættende bemærkninger om dette
• Undlod at hilse
• Meldte sig syg uden grund
• Værgede sig ved arbejde
• Skriftligt fremsatte nedsættende bemærkninger om førende personligheder eller forholdsregler taget af det tyske rige
• Førte politiske diskussioner, drev tyskfjendtlig propaganda, holdt foredrag (Gudstjeneste), dannede grupper, samlede eller udspredte sande eller usande rygter om lejren.
• Forsøgte udsmugling
• Var andre behjælpelig til flugt eller forberedelse hertil
• Beskadigede inventar m.m.
• Forbrød sig mod husordningen eller ikke adlød bevogtningens eller barakformandens ordrer m.m.

Hertil knyttede sig et utal af stadig skiftende bestemmelser, udgivet mundtligt af de enkelte lagerfører og pligten til at melde alle forekommende uregelmæssigheder. Det sidste forekom selvfølgelig ikke.

 

Truslerne blev ikke ført ud i livet

Straffen bestod i første række i trusler om deportation, mørkearrest på vand og brød eventuelt uden madras eller tæpper, inddragning af brev -, pakke-, og besøgstilladelse, fratagelse af kakkelovn, senge eller enkelte måltider, tildeling af ekstraarbejde m.v. Kun i enkelte tilfælde førtes truslerne ud i livet.

Anvendelse af vold forekom kun undtagelsesvis i selve lejren. De hørte fængslerne og forhørene til.

 

En stor organisation

Lejrkontoret formidlede alle de talløse henvendelser om flygtninge, besøg, klager og ansøgninger af enhver art. Særlige translatører var knyttet hertil. Pakkekontoret varetog forretningerne med ind – og udgående pakker. Så var det depotet ”Udlevering af Inventar, sengetøj og arbejdstøj. En særlig arbejdsledelse foretog inddeling og udtagelse til arbejde.

Spiseledelsen varetog køkkenarbejde og inddeling til spisning. Til ledelsen af nybygninger, reparation, planering, opmåling m.m. fandtes en teknisk ledelse med stor tegnestue.

Der fandtes biblioteksledelse, barber – og frisørsalon, skomagerværksted, skrædderværksted samt et utal af specialhold (Sonderkommando) af ethvert håndværk og fag.

 

Ingen smitte

En uhyre vigtig rolle spillede lejrens sundhedsstyrelse med hospitalsledelse, tandlæge, røntgenklinik og operationsstue for mindre operationer.

Skønt der med de fra Tyskland hjemkommende efterhånden tilførtes lejren sygdomme som tyfus, plettyfus, dysenteri, difteri, skarlagensfeber, lungetuberkulose m.m. lykkedes det for lejrens læger at holde epidemierne fra lejren.

Som øverste rets-myndighed fungerede klageretten sammensat af et medlem valgt i hver barak. Rettens medlemmer havde et svært og utaknemmeligt arbejde.

 

Stødpudestat

Tyskerne selv var klar over, at efterhånden som tiden gik, gled initiativet indenfor selve ledelsen af fangerne mere og mere over på danske hænder. Til tider for de op som brølende løver og forsøgte ”Bessermarchen”. Men efter et par dages ofte kun få timers forløb opgav de ævred og lod danskerne køre videre.

Lejrledelsen betragtede som deres fornemste opgave at være stødpudestat mellem på den ene side ”Tårnet” dvs. det tyske vagtmandskab og de indsatte på den anden side.

 

Den danske forvaltning sørgede for de indsatte

Det danske fængselsvæsen sørgede for gennem ”den danske forvaltning” at sørge for de indsattes maver og andre fornødenheder i det omfang som tyskerne tillod. Gråsten Svineslagteri og andre danske leverandører havde deres andel.

Så blev der også sørget for julepakker, boggaver m.m. Lokalforeninger over hele landet bragte glæde og hjælp.

 

1.500 mand blev sendt syd på

Tysklandstransporten var den store, knugende skygge, der i måneder hvilede over lejren. Om morgenen kl. 4 om morgenen lød det ofte:

• Aufstehen, Anzien, Antreten!

Men danskerne havde for længst fået opsnappet, hvornår der var Tysklandstransport. Men det var ikke sjovt for de ca. 1.500 mand og 1 kvinde, der blev sendt syd på. De fleste var selvfølgelig sammenbidte. Efterhånden blev alle forsynet med cigaretter. Det var det bedste købemiddel i Tyskland.

Sammenholdet var der. Her var alle aldersgrupper repræsenteret lige fra 15 – 78 år. Det danske flag gik til tops kl. 12.

 

Man havde hørt om kapitulationen

Frøslevlejren blev ingen rædsel med døde i hundredtal med sult, sygdom og elendighed. Den blev Verdens mest mærkelige fangelejr.

Gennem et af lejrens hemmelige radioer fik man information om kapitulationen. Man lod informationen sive ud i barakkerne samme aften og nat. Men man var ikke klar over den tyske reaktion.

 

Spillet lykkedes

Den 5. maj kl. 8 gik politimester Brix og kaptajn Digmann til den tyske kommandant, Hauptsturmfûhrer Schriwer og stillede krav om øjeblikkelig tilbagetrækning af alle tyske poster i den indre lejr og frigivelse af alle kammerater i eneceller. I modsat fald ville man ikke garantere for ro og orden i lejren. Svar blev krævet senest kl. 10.00.

Schriwer var meget pikeret over dette ”Ultimatum”. Man måtte forklare tyskeren at nu var man ligesindet. Nu var det ikke noget mere der hed kommandant og indsat. Og så fortalte man ham, at ikke blot de 2.400 indsatte men også en stor del af hans egen mandskab var rede til at støtte kravet.

Såfremt der ikke skete fuld overgivelse af lejren, ville hele den tyske styrke blive interneret. Spillet lykkedes.

 

Fårhuslejren

Hvad var det nu med Fårhuslejren? Det Tyske Mindretal følte i mange år, at de var blevet ekstremt dårlig behandlet. Den litteratur der er skrevet om denne lejr, siger også det samme. Og os, der har haft familie, der har siddet her, har hørt frygtelige historier. I mange år forlangte Det Tyske Mindretal en undskyldning og økonomisk kompensation. Man talte også om den specielle ”Fårhus-mentalitet.

 

Det tyske vagtmandskab afmarcherede

De første dage var kaotiske. Over 2.000 mennesker blev løsladt den 5. maj over hals og hoved. I lejren forblev 400 – 500 tidligere fanger. De havde meldt sig til grænsebevogtning.

Ca. 40 ”nye” beboere blev anbragt i en særlig barak anklaget for stikkervirksomhed. I begyndelsen vidste man ikke, hvad den tyske bevogtningsstyrke ville. Men om søndagen afmarcherede de. Nu kunne man trække vejret lidt lettere.

 

Snart var man oppe på 3.200 indsatte

Samme dag bankede modstandsbevægelsens folk på døren med de første. De kommende dage gik det slag i slag. De nye beboere blev straks sat i arbejde med rengøring og sammendragning. Herved fik de indsigt i noget, som de ikke burde have set.

En taktisk dumhed begik man ved at lade de for ”Stikkeri” blive i lejren. Derved fik de andre kendskab til større og mindre ”Fiduser.

Allerede den 17. maj var man oppe på en belægning på 2.000. De steg i de følgende måneder. I den følgende måned var her 3.200 heraf 180 kvinder.

Den hurtige vækst havde end ikke tilladt en ordentlig registrering af de internerede. Hertil kom en masse nysgerrig, der ville se de nye beboere.

 

Vagtmandskabet var urutineret

Vagtmandskabet fra frivillige. De havde de bedste hensigter men var urutinerede. Efterhånden voksede denne tjans med trættende ensformighed. Rigtige retningslinjer var endnu ikke udformet. Lejrens styrelse skulle tilrettelægges og opbygges. Den fornødne sikkerhed og ro skulle først skabes. Men myndigheder var også overbelastet.

 

Foreløbig Instruks

Man forsøgte at fjerne de mest himmelråbende tyske uretfærdigheder. Både skyldige og uskyldige gik rundt i lejren. Og fra dansk side blev fangerne ikke mødt med blødsødenhed. Man forsøgte at være korrekt og retfærdig. I den udstedte:

• Foreløbige Instruks for Behandling af de internerede”

Blev der givet bl.a. nedanførte forholdsordre:

• De internerede behandles køligt men korrekt
• Det er forbudt at anvende vold
• Ved ankomsten til lejren fastslås den interneredes identitet, kartotekskort udskrives. Han visiteres, og der fratages ham evt. våben, pas, pengebeløb udover 10 kr. samt papirer, herunder medlemskort, emblemer, fremmed valuta, afregninger, lommebøger eller lignende, der muligt kan anvendes som bevismateriale for eller imod ham. Effekterne registreres og arkiveres. Den internerede afgiver selv kvittering
• Al forbindelse med omverdenen er strengt forbudt. Alle forsendelser til og fra de internerede skal nøje undersøges og censureres
• Indtil videre vil kun forretningsbesøg af livsvigtig betydning blive tilladt. Der skal tales dansk under besøget
• De internerede er pligtige til at udføre det arbejde, der pålægges dem. Kun lægeattest udstedt af lejrlægen fritages for arbejdspligt. Personer over 55 år er fritaget for arbejdspligt uden for barakken.
• Hver søndag afholdes dansk gudstjeneste for de internerede, der måtte ønske at overvære den.

 

Et nyt system

I den indre lejr blev der opbygget et system med tillidsmænd, barakformænd, lejrlæge, postkontor m.m.

For forplejningen sørgede Fængselsvæsnet under viceinspektørens ledelse på basis af det gældende kostreglement.

Bevogtningen og lejrens øvrige tilsyn var overladt til et vagtkomagni bestående af modstandsbevægelsens folk. Det blev senere overtaget af Brigaden for til sidst at overgå til hæren. Til varetagelse af den indre tjeneste i lejren oprettedes følgende dispositionsenheder under Kommandoskabet:

• Administrationskontor (besvarelser af forespørgsler, Motorkøretøjer, Indkvartering, Inventar og lignende).
• Lejrkontor (Fangekartotek, Ejendele, Regnskabsafdeling)
• Besøgskontrol
• Pakke – og Brevkontrol
• Lejrledelse med Vagtchefer m.v. (Direkte tilsyn med fangerne)
• Arbejdsledelse (Direkte tilsyn med fangerne)
• Driftskontor (Nybygninger, Reparationer m.v., Vaskeri, Maler – , snedker og smedeværksted, samt aflusningsbarak.

 

Ledelsen strammede grebet

Der var ikke ret meget tid til udarbejdelse af de ønskelige instruktioner. Lejren blev oversvømmet af forespørgsler om alt muligt fra de internereredes familier. Alle besøg var naturligvis ”livsvigtige” og måtte gå forud for alt andet.

Gamle indsatte besøgte også lejren. Det tog også meget tid.

Efterhånden strammede ledelsen grebet. Der blev udstedt specielle legitimationskort og adgangstegn. Uvedkommende fik ingen adgang.  Også over for presse og politi blev bestemmelserne strammet. Trods megen modstand mod dette, gjorde ledelsen gældende at dette var nødvendigt. Det blev heller ikke lettere at styre det hele.

 

Vagtmandskabet manglede rutine og uddannelse

Vagttjeneste kræver nu engang uddannelse og rutine. Den var ikke til stede overalt.  Mange gjorde en fremragende indsats. Andre gjorde det af idealistiske motiver. Nogle af de yngste forstod slet ikke alvoren. De var mere indstillet på ”spænding” – et liv med pegefingeren bag aftrækkeren. Derved kom der nogle uheldige episoder.

Efterhånden som der kom styr på organiseringen var der flere, der tabte interessen for arbejdet. Da en af vagter ikke ville arbejde der mere spurgte kommandanten, hvorfor han ville rejse:

• I har efterhånden fået så meget orden på det hele at det ikke mere er sjovt at være her. Jeg går sgu hen og bliver straffet en dag – og det skal man da ikke udsætte sig selv for – vel !

 

Letsindig omgang med skydevåben

Et forhold der voldte mange kvaler, var den letsindige omgang med skydevåben. I en lejr, hvor der var et stort antal internerede i arbejdstiden 8 – 12 og 14 – 17 og hvor man gik forholdsvis frit omkring, fandt ledelsen særlig i begyndelsen ikke sjældent skarpladte våben henlagt på værelserne eller i uaflåste, henstillede vogne. Ejermændene reagerede kun sjældent når de blev taget i forvaring.

Det kunne jo sagtens være en af de internerede, der havde taget sådan et våben. Det er muligt at nogle i enkelte tilfælde har gjort det.

 

En blandet flok

På den anden side af pigtråden var forholdene alt andet end idylliske. Sammensætningen var broget som i vor tid, men modsætningerne var store. Her var allerede krigsforbrydere, værnemagtsfolk, mistænkte for spionage, Gestapo – og SS-folk, tysk politi, mindretalsmedlemmer, sigtet for større eller mindre, ja ganske små forbrydelser imod det land de havde statsborgerskab til. Her var stikkere, forrædere, frikorpsfolk, Schalburg – og Hipo-medlemmer, feltmadrasser, værnemagere, danske og tyske mellem hinanden.

Ja tænk engang – tyskertøser, de havde haft et kærlighedsforhold til en tysk soldat blev også indsat.

Blandt de indsatte var der stor mistro. De vidste ikke, hvor længe de skulle være her. Der var mistro til naboen og dennes motiver. Stikkeriet florerede livligt.

 

Straffen kom øjeblikkelig

Der var selvfølgelig også overtrædelser af lejrens bestemmelser. Der var forsøg på brevsmugling, tobaksrygning i arbejdstiden, besiddelser af aviser samt flugtforsøg. I konstaterede tilfælde faldt straffen omgående. Taksten var normalt et vist antal dages mørkearrest på vand og brød.

 

Politi – og domsmyndigheder havde travlt

Politi – og domsmyndigheder arbejde ihærdigt for at få de internerede i grundlovsforhør. Til dette formål blev tre interimistiske retslokaler og 16 forhørslokaler. Dertil kom lokaler til kriminalpolitiet, der arbejdede i snævert samarbejde med Feltpolitidetachementet og englænderne. Disse havde anbragt allierede krigsfanger i særligt isolerede barakker.

Efterhånden som de internerede blev fremstillet i grundlovsforhør overgik de som varetægtsarrestanter i Fængselsvæsenets tilsyn. Barak efter barak blev indhegnet med pigtråd og blev overladt til Fængselsvæsnets personale.

 

Aflønnet forskelligt for samme arbejde

Man så det mærkelige fænomen i lejren at folk med omtrent samme beskæftigelse blev aflønnet forskelligt:

• Brigadefolk 2,50 pr. dag
• Modstandsfolk 15,00 pr. dag
• Reserve-fængselsbetjente 22,00 pr. dag

Endnu mere grelt var det, da hæren overtog bevogtningen. Her fik en menig kun 1,50 kr. pr. dag.

Den 3. august overtog Fængselsvæsnet lejren som helhed. Modstandsgrupperne og Hærens folk havde overtaget arbejdet på et tidspunkt, hvor myndighederne ikke var i stand til det.

 

Kilde:

• Sprogforeningens Almanak
• dengang.dk – diverse artikler
• Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.820 artikler
• Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter) finder du 372 artikler
• Under Padborg/Kruså/Kollund finder du 63 artikler
• Under Sønderjylland finder du 212 artikler
• Under Grænsen er overskredet finder du 6 artikler
• Grænsen – dengang (b)
• Dramaet ved Viadukten
• Dramaet ved Viadukten – endnu mere (2)
• Myten om de hvide busser
• I Kollund Østerskov lå to villaer
• Sandheden om Karantænestationerne
• Holocaustfornægteren fra Kollund
• Militære efterretninger fra grænselandet
• Kæmp for alt, hvad du har kært – Chr. Fries
• Besættelsestiden – i den sidste tid i Bov Kommune
• To skæbner i Kiskelund
• Frøslevlejren i den sidste tid
• Frøslevlejren
• Faarhuslejren
• Straffelejren
• Harreslev – dengang
• Rønshoved, Hokkerup, Gardeby
• Dansk agent skyld i gendarmers død
• Sandheden om de hvide busser
• Bov Kommune under besættelsen
• En sønderjyde krydser sine spor
• De mystiske mord ved grænsen 1-2
• Forord (1) til ”Grænsen er overskredet
• Asmus Jensen – et mord efter 1945 (opdateret 2021)
• Var det et hævnmotiv
• Grænsen er overskredet – anmeldelse og omtale
• Asmus Jensen – opdateret 2020
• Mord i Padborg 1-4
• De slagne ved grænsen
• Gendarmerne ved grænsen 9. april 1940
• Under krigen ved Viadukten

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De slagne ved grænsen

Dette handler mest om Tønder og Sæd grænse. Men vi tager også en lille tur til Kruså. Hvad skete der ved grænsen efter 5. maj 1945. Lige før begyndte tyskerne at placere sprængladninger ved broerne. Vi hilser på de to første engelske officerer i Tønder. Det varede lidt inden spærringerne ved grænsen var komplet. Først fra 8. maj var der for alvor visitering af de tyske tropper. De måtte aflevere 90 pct. af deres habengut. Efterladenskaber hobede sig op. Der blev frataget mange penge ved Sæd grænse. Der var også dramaer ved Kruså. Kun enkelte kamphandlinger. De tyske soldater skulle hjem til ruiner og hungersnød.

 

Sprængladninger ved broer

Aftenen i forvejen hang truende skyer over Sønderjylland. I den silende regn så man tyske soldater travlt beskæftiget med at grave sprængladninger ved broer. Rutebiler havde aflyst deres turer i frygt ofr, hvad der ville ske.  Skulle Sønderjylland alligevel blive en slagmark.

 

De to første engelske officerer i Tønder

Man planlagde at rejse æresport for englænderne. Men hvornår kom de? Der gik masser af rygter om, at de var kommet. Men først mandag den 7. maj kl. 14.40 overskred to officerer fra Royal Air Force Sæd Grænse. De kom kørende ganske langsomt på deres motorcykler.

Styrken befandt sig endnu 35 kilometer syd på. De to officerer, skotten Neil Hender og englænderen Jack Hutchie var ved at drukne i blomster. Hvor skulle de gøre af dem? De aflagde i første omgang et uofficielt besøg på politikontoret i Tønder. Her blev de budt velkommen til Danmark af den konstituerede politimester Bøving og borgmester Paulsen.

 

Ingen spærring i begyndelsen

Mens man spejdede mod syd, begyndte de slagne tyskere eller ”herrefolket”, som man kaldte dem deres tilbagetog. De var trætte og modløse. For første gang i fem år gik grænsebommen ned. Det varede et par dage inden bestemmelserne om afvæbningen blev gennemført.

De første dage måtte det tyske militær passere uantastet. Store transporter af tanks, panserbiler, cykelkolonner m.m. kørte syd på. Og lastbilerne bugnede af danske fødevarer.

Først sent om aftenen den 7. maj kom en lille styrke frihedskæmpere til Sæd Grænse for at hindre udsmugling.  Gennem flere å havde man set såkaldte ”Wehrmachtsgefolge” føre varer over grænsen ved flere daglige ture.

 

Fra den 8. maj måtte tyskerne aflevere 90 pct.

Men her den 7. maj var man lige glad med, at der nærmest var hungersnød lige syd for grænsen. Men den egentlig afvæbning startede først den 8. maj. Og det blev efterhånden i ret store dimensioner.

Engelske Tanks, Danforce- styrker og udkommanderede frihedskæmper fra flere byer deltog i løsningen af den kæmpemæssige opgave. Der blev foretaget afvæbningssteder inden for et stort område, der strakte sig fra grænsen og til nord for Tønder. Et stykke ude ad Ribe Landevej tog man sig således af cykler og biler.

I de første dage kom der hele tiden nye regler for fremgangsmåden. Tyskerne skulle afvæbnes 90 pct. De skulle fratages alle danske penge. De måtte kun beholde så meget forråd af fødemidler, som man skønnede, var nødvendige for den videre fremmarch.

 

Engelske officerer administrerede reglerne

Inden reglerne for alvor forelå var det engelske officerer, der stod for at administrere reglerne. En lille trop af engelske tanks var ankommet til Sæd. Mens man gav de engelske soldater en hjertelig velkomst, ville en tysk officer benytte sig af dette og stikke af med sin bil i al ubemærkethed.

Men en engelsk officer opdagede dette. Han stillede sig foran bilen og gjorde tegn til at han skulle standse. Englænderen åbnede roligt bildøren, trak tyskerens pistol ud af hylsteret og rakte den til postassistent Hvid, Tønder, der i dansk løjtnant – uniform kommanderede en styrke frihedskæmpere, der havde præsenteret gevær for de ankommende englændere. Efter kort tid fik officeren lov til at gå videre.

 

Ikke så disciplineret

Fra alle egne af landet bevægede disse endeløse tog sig mod den danske sydgrænse. Tyskerne havde budt store summer for en barnevogn eller en trækvogn. Ja blot et hjulpar kunne bruges til at fremstille disse fantastiske kærrer, hvorpå de læssede deres habengut.

Tyskerne var langt fra så disciplineret som da de invaderede Danmark. Det var nu men opknappede uniformsjakker, opsmøgede ærmer og vandringsstav eller stok i hånden. Det gik meget langsom fremad. Enkelte grupper forsøgte trods forbuddet at holde modet oppe ved at synge nogle af deres slagsange.

 

Efterladenskaber hobede sig op

Tyskernes efterladenskaber hobede sig op i og ved Tønder. Bilparker af gigantiske dimensioner voksede time til time. Geværer og pistoler dyngede sig op i tårnhøje lagre.

Alt dette foregik uden alvorlige episoder. Det vil sige, at lige før Sæd grænse på broen kom det til en skudveksling mellem tysk militær og danske frihedskæmpere. Her blev et par danskere alvorligt såret- Vi har tidligere skrevet om dette.

Det har selvfølgelig været nedladende at skulle aflevere alt dette. Men mon ikke de allerfleste tyskere var trætte af krigen og glad for at komme hjem.  Militærbegejstringen var væk.

 

Mange danske penge

Når tyskerne holdt hvil undervejs, kunne man se dem sidde i grøftekanterne og gnave løs af rugbrødshumplerne, men de med en lommekniv skar nogle flæskesider. Når de rejste sig flød grøfterne med bajonetter og andre ting. Den enkelte soldat følte ikke mere så ansvarlig for sit grej. Hjemturen skulle gøres så let som muligt.

Man kan måske undre sig over, at nogle af tyskerne tog så meget med, når det allermeste blev taget fra dem ved grænsen.

Mange havde ret så mange penge med. Ved kolonnernes ankomst tog mange deres punge frem, rev pengesedlerne i stykker og lod stumperne flyve for vinden. Andre soldater betalte børn med hundredekrone-sedler for at få noget at drikke.

Lidt nord for Tønder havde frihedskæmpere fået fat i nogle kvinder, der havde fået fralokket nogle tyskere temmelig store beløb.

Overtoldbetjent Toft kunne sagtens på en dag indkassere 75.000 kr. i kontanter samt 17.000 liter benzin.

 

Dramaer ved Kruså

Syd fra dukkede pludselig en stor tysk lastbil med påhængsmotor over grænsen syd fra. Chaufføren var en tjekkisk godsejer. Da han ”blev tysker” nægtede han at gøre tjeneste som officer i den tyske hær. Man tvang ham til at køre som chauffør i den store lastbil, som han havde benyttet til sin flugt over grænsen. På bilens lad stod syv tromler benzin.

Han fik ophold i Fårhuslejren for ulåste døre.

Ved Kruså var det hele nok mere dramatisk. Vi har tidligere fortalt, at der på Padborg station ankom to store tog med kvindelige KZ – fangere fra Ravensbrück. Ligeledes har vi fortalt om en glemt ting i danmarkshistorien nemlig karantænestationerne.

 

Ingen kamphandlinger

Man foretog også her en grænsespærring. Men antagelig kom frihedskæmperne for sent. Det lykkedes for flere bilkorteger med høje og til tænderne bevæbnede Gestapo-mænd at slippe over grænsen.

Det var sikkert kommet til kamphandlinger, hvis man havde forsøgt at standse disse. Og der kom også enkelte svært bevæbnede kolonner, der drejede af inden Kruså – men alligevel nåede over grænsen.

De første engelske jeeps passerede grænsen sy fra. Det var ikke soldater men engelske journalister, film – og pressefotografer.

 

Hungersnød og ruiner

Mange af de soldater, der gik over grænsen kom hjem til et hungerplaget Tyskland – måske lå deres hjem i ruiner.

 

Kilde:

• Sprogforeningens Almanak
• dengang.dk – diverse artikler
• Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.819 artikler
• Under Besættelsestiden (før/nu/efter) finder du 370 artikler
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler
• Under Tønder finder du 290 artikler
• Under Grænsen er overskredet finder du 6 artikler
• Under Sønderjylland finder du 212 artikler
• Tønder – maj 1945
• Tønder efter krigen
• Besættelse og befrielse ved grænsen
• Grænsen dengang (b)
• Sandheden om Karantænestationerne
• Holocaust – fornægteren fra Kollund
• Militære efterretninger i Grænselandet
• Besættelsen i den sidste tid i Bov Kommune
• Frøslevlejren i den sidste tid
• De mystiske mord ved grænsen 1-2
• Asmus Jensen – et mord efter 5. maj 1945

 

 

 

 

Var Rønshoved og andre højskoler brune?

Er historieformidlingen neutral? En god anbefaling. De danske nazister var begejstret for Grundtvig. En fordrejning af historien. Grundtvig har vaccineret danskerne. Først i 1939 tog man endelig stilling. Kaj Munk havde mere tillid til Indre Mission. Den mest Højreorienterede. Venstre-folk tilsluttede sig LS. Kaj Munk mente besættelsestiden var en skamplet for Danmark. Mon Kaj Munk gik over grænsen? Han lod sig inspirere. Det demokratiske styre under pres. Et ”Ungdomsforbund” med anti-demokratisk sigte. Vi glemmer de andre forfattere. Socialdemokrater sprang fra i tide. Kunne ikke forstå kritikken. Foredrag på Askov Højskole. Den levende krop på Ollerup Højskole. Bukh til partidage i Nürnberg. Hans status blev ikke mindre.  Aage Møller forstander på Rønshoved Højskole. Han var dybt fascineret af nazismen. Flere tilhængere af den nazistiske ideologi. Mikkel Ejlerslev. I flere nazistiske partier. Folke Trier Hansen. Forundrende læserbrev i Hejmdal. Rønshoved Højskole solgt i 1941 grundet manglende lever.

 

Er historieformidlingen neutral?

Det kan være svært at finde materiale som forholder sig neutralt til dette spørgsmål. Som det ofte er, når man beskæftiger sig med tiden omkring besættelsestiden, så oplever man ofte at angreb bliver besvaret med modangreb. Og man kan læse en biografi om en person som man slet ikke genkender i en anden kronik. Der er vidt forskellige holdninger. Dette er ofte baseret på forfatternes politiske ståsted. Men egentlig giver det et forkert historisk overblik.

Der bliver citeret ud fra en anden sammenhæng så det passer ind i forfatterens synspunkt. Man glemmer helt at tiden dengang var åben for mange strømninger.

Vi har forsøgt at finde kilder, der giver et rigtigt eller nuanceret billede af situationen dengang.

 

En god anbefaling

En af de kilder, som vi bruger, er en bog af Jørn Buch om Rønshoved Højskole, som han efter to års arbejde ikke fik lov til at udgive. Flensborg Avis har skrevet om dette. Under kilder har vi lavet et link til meget interessant læsning.

 

De danske nazister var begejstret for Grundtvig

De danske nazister var i begyndelsen begejstrede for Grundtvig. Men de havde nu svært ved at sælge den nazistiske ideologi til højskolefolk.  Da partiet lancerede deres program i 1930, skete det foran Grundtvigs Hus i København.

Det grundtvigske folkelighedsbegreb var tæt knyttet til demokratiet. Og det kan man vel ikke lige mene om nazismen. Grundtvigianere støttede folkestyret, men nazisterne afviste den demokratiske Grundtvig.

 

En fordrejning af historien

Partibladet skrev dette i 1941:

• Det synes ikke at være nogen Ende paa demokratiets Misbrug af store Navne i Nordens Aandsliv, naarsomhelst en enkelt løsreven Ytring i Digt, Prosa eller Tale kan bruges til Anbefaling af den jammerlige Parlamentarisk – partipolitiske Korruption, der i Øjeblikket regerer i Danmark. Hvor meget f.eks. ikke Grundtvig bliver mishandlet og fordrejet af Parlamentarismens Lakajer i den Hensigt at fremstille den helt igennem danske Skjald som Forkæmper for et fra England importeret ”Folkestyre”. Men Grundtvig er jo død og kan ikke replicere.

Grundtvig har vaccineret danskerne

I udgangspunktet var det en sammenhæng mellem for eksempel den nazistiske forestilling om ”Volk” og det folkelighedsbegreb, der blev udviklet af grundtvigianismen. For grundtvigianere såvel som nazister hørte forestillingen om folket, forstået som nationens organiske centrum til det ideologiske kernegods.

Grundtvigianerne brød sig slet ikke om nazismen. Allerede tidligt i 1930’erne var langt de fleste højskolefolk imod.  Socialdemokraten og grundtvigianer Frederik Borgbjerg sagde det meget rammende:

• Det er Grundtvig, der har vaccineret danskerne mod den politiske smitte sydfra.

 

Først i 1939 tog man endelig stilling

Diktaturet og nazismen var noget skidt, fordi det var udansk. Det var det generelle argument blandt grundtvigianske højskolefolk. Men først i 1939 tog man klart afstand i Højskolebladet.

Det er usmageligt at historikere pr. automatik knytter Grundtvigianere til nazisme.

 

Kaj Munk havde mere tillid til Indre Mission

Men også her kan vi knytte nogle vise ord af Kaj Munk:

• Ak hvor er Højskolens røde Tro og hvide Vrede i den sorte Nat.

Kaj Munk mente, at grundtvigianerne havde svigtet landet ved ikke aktivt at støtte modstandsbevægelsen. Han havde i stedet ros til Indre Mission, der i 1942 flere gange offentligt havde kritiseret den tyske besættelse og jødeforfølgelsen.

 

Den mest Højre – orienterede

Kaj Munk støttede dog Dansk Samling økonomisk. Her sad højskoleforstander Robert Stærmose som ledende DS – medlem. Men den grundtvigianer, der var mest til højre, var nok højskoleforstander Aage Møller, Rønshoved Højskole.

 

Venstre-folk tilsluttede sig LS

Mange Venstre-folk tilsluttede sig Landbrugernes Sammenslutning (LS). Dets ledelse var klar nazi – orienteret. LS blev i folketinget repræsenteret af Det frie Folkeparti/Bondepartiet. Det var også et udbryderparti fra Venstre som gik i direkte samarbejde med DNSAP.

Flere borgerlige aviser nærede sympati for nazismen

 

Kaj Munk stemplede besættelsen som en skamplet

Hvorfor har vi så taget Kaj Munk med i denne sammenhæng? Jo han brugte ofte højskolerne til at fremsige sine markante meninger. Han stemplede besættelsen som en skamplet på Danmark. Og det var fordi, at Danmark uden videre havde kapituleret.

Han var fascineret af Hitler, men hvor længe? Ja det diskuterer de lærde stadig. Han kaldte han således nazismen for

• Ånden fra Helvede

 

Mon ikke Kaj Munk gik over grænsen?

Og måske gik Kaj Munk for vidt, da han i anledning af Grundtvigs 150-års fødselsdag i 1933 udtalte, at Grundtvig ville have set positivt på Hitlers magtovertagelse

Glemt af kritikkere af Kaj Munk er også dette citat fra 9. april 1940:

• De tusind år – så blev de væk
• I morges klokken fem af skræk

 

Han lod sig inspirere

Historikere har haft det svært med Kaj Munk, som også et par gange gæstede Rønshoved højskole og Tønder statsseminarium. Vi har tidligere beskrevet hans specielle forhold til Sønderjylland. Han kom med ret skarp kritik i særdeleshed i den borgerlige presse mod parlamentarismen, statsminister Stauning og i særdeleshed De Radikale.

Han lod sig inspirere af de fascistiske diktaturers ideale fordring, handlekraft og tilsyneladende effektivitet.

 

Det demokratiske styre under pres

Men historikere glemmer at dengang var den demokratiske tanke og styreform under pres. Kongen havde brændt fingrene under Påskekrisen i 1920. De Konservative var trods KU’ s skaftestøvler, skrårem og cykelpumpe (foretrukket håndvåben), når det kom til stykket ikke så konservative, så det gjorde noget, og fastholdt demokratiet takket være Christmas Møllers insisteren over for de rabiate. Selv Mussolini – forførte Ole Bjørn kraft hummede sig, men strømningerne var aggressive.

 

Et ”Ungdomsforbund” med antiparlamentarisk sigte

Kaj Munk havde sin daglige polemik til højre og venstre i alle skrivemediets genrer. Han leverede det bedste i omsværmet modvind. Han var lunefuld og temperamentsfuld. Han kan sagtens bruges af socialdemokratiske historikeres angreb på borgerlige og nazisme, når man skærer citater til.

Kaj Munk var to gange på Rønshoved Højskole. Første gang under Aage Møller – anden gang under Hans Haarder i 1943.

Vi skal da heller ikke glemme at Niels Bukh og Kaj Munk havde planer om et ”Ungdomsforbund”, der tydeligvis havde et autoritært og anti-parlamentarisk sigte.

 

Vi glemmer andre forfattere

K.K. Steincke holdt jøderne ude af Danmark og forbød et skuespil af Kaj Munk opført i Sønderborg for ikke at genere tyskerne. I Gerlev erkendte Kaj Munk, at han engang havde elsket Hitler. Men det var nu ikke alt, han havde elsket. Fra starten var han imod antisemitisme. Han mente, at den var ukristelig.

Det er sjovt nok, at vi glemmer at nævnte at forfattere som Hans Kirk og Martin Andersen Nexø m.fl. aldrig indså deres fejltagelser og vedblev med at forsvare Lenin og Stalin. Jo Munk er uforudsigelig og meget kompliceret.

 

Socialdemokrater sprang fra i tide

Vi ved jo også at der var en håndfuld socialdemokrater, der var fascineret af nazismen. Det har vi allerede beskrevet i tidligere artikler. Og det var jo med jens Otto Kragh i spidsen. Men de nåede så næsten alle at springe fra i tide. Det lykkedes så ikke lige for Harald Bergsted.

Niels Bukh fra Ollerup var allerede fra 1933 optændt af nazismen. Op gennem 1930’erne nærede han en dyb beundring for Hitler og det nazistiske Tyskland. Han samarbejdede også med nazistiske idrætsautoriteter og propagandaorganisationer.

 

Kunne ikke forstå kritikken

En af lærerne på Niels Bukhs højskole i Ollerup, Morten Bredsdorff stillede i Højskolebladet 12. og 19. maj 1933 spørgsmålet:

• Hvad vil Fascismen?

Han kunne simpelthen ikke forstå kritikken af Mussolinis og Hitlers proklamationer.

 

Foredrag på Askov Højskole

Ved Askov Højskoles traditionelle efterårsmøder i 1933 drejede det sig om Hitlers magtovertagelse. I invitationen hed det bl.a., at man burde

• Indrømme at nazismen hidtil havde vist en folkerejsende kraft i det tyske folk

En af foredragsholderne var Hans Haarder.

 

Den levende krop på Ollerup

I 1942 planlagde Bukh en ”fredsfest”, der skulle markere tyskernes sejr i krigen. Denne sympati for nazismen slår selvfølgelig skår i hele Bukhs omdømme og han genvinder aldrig fordums ry efter besættelsen.

Højskolernes ideologiske grundlag ”Det levende ord” blev på Ollerup til ”Den levende Krop”.  Vejen for en mere effektiv mennesketype var banet. Niels Bukh, som vi har beskrevet i en særskilt artikel, dør i 1950 som en bitter og knækket mand. Han mødte ret så stor modstand de sidste fem år af sit liv.

 

Bukh til partidage i Nürnberg

Bukh nød stor anerkendelse i Tyskland både før og efter nazisternes overtagelse.  Ved OL i Berlin var der gymnastikopvisninger med Bukhs hold.

Ollerup Idrætshøjskole har slet ikke noget tilbage af den gymnastikform og ideologi tilbage, som Niels Bukh stod for. Man blev inviteret til partidagene i Nürnberg. En af Bukh’ s store fans var Hitler.

Højskolefolket herhjemme enedes om, at frihed er et afgørende begreb for bevægelsens selvforståelse. Men det var netop forståelsen af frihed, der før, at højskolefolkene har svært ved helt at afvise nazismen.

 

Bukhs status blev ikke mindre

Man tog heller ikke afstand til Niels Bukh’ s antisemitiske ytringer. Man var generelt stolt af ham. Højskolefolket var ikke meget for at tage direkte stilling for eller imod nazismen. Det var først i 1939 at man i Højskolebladet bekendtgjorde at man gik ind for demokratiet. Men det betød dog ikke at Bukh mistede sin status.

 

Aage Møller – forstander på Rønshoved Højskole

Rønshoved Højskole blev oprettet lige efter ”Genforeningen” i 1921. Et af formålene var at bevare danskheden.

Forstanderen Aage Møller arbejdede ihærdigt på at løse:

• Den åndelige krise i dansk menneskeliv, folkeliv og kristenliv. Men ”Tidsånden arbejdede imod os”. Så skete der gudskelov noget i Tyskland

I 1925 blev han af frimenighedspræst Niels Dael ordineret til præst For Rønshoved Frimenighed, der holdt gudstjenester på højskolen. Fra 1942 – 1958 fungerede han som præst for Mellerup – Randers valgmenighed.

Siden boede han på Højbjerggård i Rinkenæs, hvor han fortsatte som præst for Rønshoved Frimenighed frem til 1976.

 

Han var dybt fascineret af nazismen

Årsskriftet fra Rønshoved Højskole i 1933 viser at højskoleforstander Aage Møller er dybt fascineret af nazismen.

Han skrev en artikel ”Mod Vaarbrud”, hvor han prøvede at vide, hvor meget det har ændret sig for de danske højskoler siden Grundtvigs tid.  Til sidst nævnte han de nye vinde, som blæser ind over Danmark og det øvrige Europa.

• Naar det nu skrives om i Aviserne, at jeg er Nationalsocialist, saa maa jeg dertil svare, at jeg nøjagtig det samme, som jeg har været i lange Tider.
• Jeg er Grundtviganer, og jeg er det, fordi jeg har faaet hjælp af Grundtvig, naar jeg ville prøve paa at klare mig mit Livs Oplevelser – og faa samlet den Del af Dansk Ungdom, som tør vove at gaa ad de nye Troens Veje frem til det gamle Maal – og det nye skal komme som et aandeligt Vaarbrud

 

Flere tilhængere af den nazistiske ideologi

I samme blad fra 1933 er der også en artikel af Frede Bording, som var en af skolens faste støtter. Han skriver om Arv og Race. Hans argumenter støttede klart den nazistiske ideologi. Også pastor Anders Nørgård støttede Aage Møller hele vejen.

Aage Møller betegnes som særpræget og selvstændig. Han vendte sig kritisk imod den nyere såkaldte ”humanistiske retning” i højskolen og ønskede en genoplivelse af de grundtvigske højskoleideer. Hans stærkt drømmende holdning isolerede ham både i grænselandet og fra adskillige samtidige højskolemænd.

 

Mikkel Ejlerslev

Det er også Aage Møller, der ansætter Mikkel Ejlerslev som lærer. Denne bliver ikke afskediget fordi han er nazist. Men alene på grund af en avisdebat om denne lærer. Dette bevirker så, at der er manglende elever på Rønshoved Højskole. Og det var åbenbart kun for at redde skolen, at Ejlersen blev afskediget.

• Det har i snart 100 aar været gjort kraftigt gældende af højskolemænd, at deres politiske indstilling ikke vedkom deres skolearbejde.

Denne Mikkel Ejerslev var søn af højskoleforstander Poul Hansen og Sigrid Trier, der var datter af højskoleforstander Ernst Trier fra Vallekilde Højskole.

 

I flere nazistiske partier

Mikkel Ejerslev blev senere medlem af flere nazistiske partier. Han endte dog ikke i Bovrup-kartoteket- Han tog dog afstand til frit Clausen og beskyldte ham for ”abekatteri”.

Der var andre vidnesbyrd om hans nazistiske holdninger, bl.a. i hans samarbejde med den kendte pastor Anders Malling fra Brøns. Denne Malling havde oprettet den nazistiske Forening Dansk Folkefællesskab i 1936. Denne forening var Ejerslev bl.a. medlem af.

Kort efter sin afskedigelse fra Rønshoved i foråret 1934 var han med til at oprette NSA – National Socialistisk Arbejderfællesskab. Og det var sammen med den berygtede Ollerup – lærer Ejnar Vaaben. De havde begge været medlem af DNSAP.

I en række artikler i Årsskriftet afslørede han sin gammeldags og nationalistiske livssyn med fascistiske tendenser.

Et læserbrev antydede at Ejerslev var rejst rundt med højskolelever til en række:

• Forskellige naziforetagender i Sydslesvig og Holsten nu i foråret

 

Folke Trier Hansen

Folke Trier Hansen blev gift med Aage Møllers brors datter Karen La Cour. Han skrev i Årsskriftet på Rønshoved Højskole i 1929 om sin begejstring for Mussolini og Italien. Han sluttede sit indlæg med:

• Der er noget raadent ved Tilstanden her hjemme

 

Forundrende læserbrev i Hejmdal

H.P. Hanssen talte på Rønshoved Højskole om jordkampen i 1935. Hans blad Hejmdal havde allerede i 1920’erne advaret mod nazismen. En læser i Hejmdal undrede sig over at

– en statsunderstøttet dansk højskole giver husly til en sådan virksomhed.

 

Rønshoved Højskole sælges i 1941

Aage Møller måtte på grund af svigtende elevtilgang i 1941 sælge til højskolelærerne Hans og Agnete Haarder. De kom fra Askov Højskole. Haarder var kendt i Vestjylland og i landbrugskredse efter en omfattende foredragsrække. Oscar og Martha Haarder overtog gradvist forstanderstillingen i 1970’erne og i 1986 blev Marianne og Laurits Kjær Nielsen forstandere.

 

 

 

 

Kilde:

• Sønderjysk Månedsskrift
• Grænseforeningen
• Rønshoved Højskole – Aarsskrifter
• Hal Koch: Grundtvig
• Weekendavisen
• Gunhild Nissen: Danske Folkehøjskoler1844 – 1994
• jorn-buch/assets/Rønshoved_Højskoles_historie_1921-2021
• højskolebladet.dk
• kristeligt-dagblad.dk
• information.dk
• lex.dk
• da.wikipedia.dk
• berlingske.dk
• faklen.dk
• dengang.dk – diverse artikler
• Hans Bonde: Niels Bukh 1-2
• Hans Bonde: Fra udkant til Forkant – Kampen om gymnastikken gennem 100 år
• Henrik S. Nissen: Dansk Identitetshistorie
• Ove Korsgaard. Solskin for den sorte muld
• Rasmus Kreth: Pilestræde under pres
• Per Stig Møller: Kaj Munk
• Per Stig Møller: Kaj Munk, Digter, præst og urostifter

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.814 artikler
• Under Besættelsestiden (Før/under/efter) finder du 369 artikler
• Kaj Munk og Sønderjylland
• Kaj Munk og Nazismen
• Niels Bukh og hans sympatier for Hitler
• Pibende hængsler
• Bovrup Kartoteket
• Kunne man stole på Centralkartoteket
• At handle med ondskaben
• Politik under besættelsen

Mere om Soldatergraven ved Bøffelkobbel (3)

Jørgen Fink deltog i Treårskrigen og blev alvorlig såret. De var en fattig kådner-familie. Datteren blev sendt i sikkerhed. Tyskerne rykkede frem. Jørgen Fink tog en rask beslutning. Gravfreden blev brudt. Mindesmærket i haven. Bøde for at dekorere gravstedet. Officielt en Soldatergrav”. Drachmann ville skrive en roman fra Grænselandet. En tur til Dybbøl og omegn. Drachmann blev meget betaget af familien Fink. Et populært digt.

 

Jørgen Fink deltog i Treårskrigen

Så er vi her for tredje gang. Og her skal vi igen beskæftige os med Jørgen og Kathrine Finks smukke handling som vi også kiggede på i første del. De begravede to faldne soldater i deres have, under kampene om Dybbøl i 1864.

Den 21. maj 1941 blev der afsløret en mindeplade på stedet.

Jørgen Fink havde deltaget i treårskrigen. Han blev ramt af en fjendtlig kugle, der gav ham et livsvarigt kranie-ar fra pande til isse. Han blev først ført til Sønderborg og senere til København. Ved ankomsten var han døden nær af betændelse og sårfeber. Han kom sig over sine lidelser.

 

En fattig kådner – familie

I 1854 blev han gift med Kathrine som stammede fra Dybbøl. De købte det senere så kendte kådner-sted i Bøffelkobbel lige i udkanten af skoven.

Ved siden af deres beskedne landbrug indrettede de et maltgøreri. De var flittige og fattige. De havde kun en hest. Og den sled i det. I 1859 fik ægteparret en datter.

 

Datteren sendt i sikkerhed

I 1864 var Bøffelkobbel i centrum for kampene. Den danske hær var i tilbagetog. Ægteparret fik ikke nogen søvn i flere nætter. De havde nok at gøre med at forpleje forkomne soldater.

De fleste af egnens befolkning var flygtet. Og dem, der var tilbage gemte sig i kælderen for ikke at blive ramt af et vildfaren skud. Ægteparret Fink blev på det lille sted. Datteren var sendt i sikkerhed på Broagerland.

 

Tyskerne var rykket frem

Under kampene søgte ægteparret Fink ly i en cementbeholder, der blev brugt ved maltgøreriet. Den 22. februar kom det stærkeste angreb. Tyskerne var nemlig grundet en stærk snetykning ubemærket rykket gennem skoven helt ind imod Finks hjem. De havde besat skoven med en ret stor styrke.

Den danske feltvagt, der førtes af løjtnant Helms blev omringet og taget til fange. De var cirka 100 mand. Blandt de faldne var de to soldater, der ligger begravet i Finks have. Den ene var dragon Jens Christensen og den anden var Hans Hansen.

 

Jørgen Fink tog en rask beslutning

Da kampene den 22. februar endte, lå de to soldater på gulvet i Finks stue. Her blev de liggende nogle dage, da kampene hele tiden blussede op igen.

Men så tog Fink en rask og stærk beslutning, der vel ikke var helt ufarlig. Han aftalte med tyskerne, der på det tidspunkt havde huset i besiddelse, at de skulle indstille skydningen imens han gik over til den danske linje for at få dem til at afhente de døde.

Det lykkedes da også for Fink at nå frem til den danske linje, idet han under sin tur svingede med et hvidt klæde. Han fik også bragt en sammenkomst i stand i sit hus mellem danske og tyske parlamentærer. Danskerne fik lov til at tage de danske døde med sig. Men så opstod der en del forvirring hos den danske delegation. Man kunne ikke blive enige om de døde skulle bæres eller køres væk.

Så tog Fink og hans kone affære. De udvalgte den bedste plads i deres have til et gravsted. Jørgen Fink gravede selv graven. Hjulpet af naboens karle blev de døde båret ud.

I det samme kom en stor tysk patrulje. Da de nærmede sig huset blev karlene bange og løb deres vej. Jørgen Fink måtte da klare resten alene. De blev lagt ned side om side. Over dem blev lagt dragonernes blå kappe. Han og hans kone stod et øjeblik med foldede hænder. Jørgen Fink sagde stille:

• I Jesu Navn – Sov sødt

Derpå dækkede han graven til.

 

Gravfreden blev brudt

Gravfreden varede ikke evig. Da en afløsende tysk styrke besatte egnen så deres chef den ny opkastede jord i Finks have. Han ville have klarhed over, hvad der var sket.  Graven blev derfor åbnet så dybt, at dragonens blå kappe kom til syne. Derpå accepterede tyskerne Finks forklaring. Graven blev lukket for anden og sidste gang.

 

Mindesmærket i haven

Freden rykkede Tysklands grænse mod nord – til Kongeåen. Der blev ikke gjort anstalter til at flytte de to soldater til en kirkegård. Jørgen og Kathrine Fink rejste et minde i den lille have.

Jørgen Fink lavede selv et mindesmærke bestående af et par træsøjler, som bar en plade med en indskrift forfattet af ham selv:

• Her hviler 2de tapre Danske Dragon 12. og Infanterist 10 Reg. Faldne 22. Februar 1864.

Øverst på hver søjle var anbragt en kanonkugle. På en anden mindre tavle stod et par rørende vers, som Kathrine Fink havde digtet.

 

Bøde for at dekorere grav

Kathrine Fink sørgede også for at der hver dag kom rød/hvide bånd på. De blev taget ind om natten. Det var ellers forbudt dengang. Det skete da også at disse bånd blev fjernet af gendarmen og amtsforstander Peter Kjer i Sønderborg udstedte en bøde på 3 mark eller en dages fængsel.

Fra den tid nøjedes Kathrine med at dekorere med blomster.

 

Officielt en Soldatergrav

Efter overenskomst mellem den tyske og danske regering kom Soldatergraven i Finks Have senere ind under de soldatergrave, der var undergivet det danske Krigsministeriums tilsyn syd for Kongeåen.

 

Drachmann ville skrive roman fra grænselandet

Når vi nu nævner Bøffelkobbel kommer vi også til at tænke på Holger Drachmann. Det var en dag i april 1877 at han var kommet til Sønderjylland/Nordslesvig for at samle stof til en sønderjysk fortælling. Men den påtænkte roman blev aldrig til noget. I stedet blev det til en slags dagbog. Den udkom den 2. december 1877 under titlen:

• Derovre fra Grænsen

 

En tur til Dybbøl og omegn

Da forfatteren atter ville forlade Sønderjylland, foreslog hans vært, at de skulle tage en tur over Sundeved og blandt andet se Dybbøl by. Dette var Drachmann med på. Og næste dag foretog man så turen.

Det blev en skøn tur, hvor Drachmann så alle de historiske minder. Og så gik turen også til Bøffelkobbel – en halv miles vej fra Dybbøl by. Da vognen standser, ser Drachmann det lille hus med en lille have foran. Han ser også stenen i haven.

 

Dybt betaget af Familien Fink

I hans udgivelse står det ikke noget særligt om dette besøg kun en lille beskrivelse. Men under besøget besøger de også familien Fink. Og Drachmann bliver i den grad betaget af Kathrine Finks beskrivelse og fortælling om graven ude i haven.

Forfatteren hilser også på datteren Marie Fink, som fortæller videre om graven. Kathrine Fink fortæller blandt andet:

• Vi havde jo lukket os inde, da det vrimlede med soldater i skoven. Så kom en dragon pludselig sprængende forbi huset og lidt efter hørte vi skud og så hans hest styrte. Vi gik lidt senere ud, løftede dragonen op og bar ham ind i sengen, hvor han kort efter døde. Lidt senere fandt vi en infanterist. Han var død. Vi begravede dem begge derude.

 

Et populært digt

Drachmann havde bestemt ikke glemt besøget. Hans tanker er hos familien Fink, da han skriver et digt, som opnåede noget af en folkeyndest som kun få digte:

• Hvad på Dybbøl du så ved den alfare vej
• var et syn, som selv måtte røre de døde,
• alle vore hjerter fløj dig i møde
• i hvad der så hænder: vi glemmer det ej

Et yndet motiv var De Sønderjyske Piger og her mindes vi også Drachmanns ord:

• De vog dem, vi grov dem en grav i vor have.

Du kan læse om dette digt i vores andre artikler om temaet

 

Kilde:

• Sprogforeningens Almanak
• Litteratur Sønderjylland (Under udarbejdelse)
• dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.814 artikler
• Under Sønderjylland finder du 212 artikler
• Under 1864 og de Slesvigske Krige finder du 45 artikler
• Under Indlemmelse, Afståelse og Genforening finder du 143 artikler

 

• Soldatergraven i Haven (1)
• 1864 – En ulykkelig kærlighedshistorie (2)
• ”De Sønderjyske Piger”