Artikler
Maj 15, 2022
Kolonihaver – mod Druk og Socialisme
Det var et skønt møde ude på Lersø-Stien. Det startede meget tidligt med haverne. Hjelmhaverne i Aabenraa eksisterer stadig. Det kunne jo være at arbejderne så ikke ville beskæftige sig med socialisme. Det hed dengang Fattighaver. Og så var der en idealist fra Aalborg. Vi kigger på en Koloni på Nørrebro. Den var delvis anlagt oven på dagrenovation. Der var gang i Amager. Socialdemokrat mente, at når arbejderen fik haver, så var han tabt for bevægelsen. I mellemkrigstiden var der 100.000 haver. Og så var der en udvikling i kolonihavehuse. Johannes V Jensen skrev en hyldest. Men skulle kolonihavehuse nu bygges uden tag? I dag er der 60.000 haver i Danmark.
Et skønt møde på Lersø-Stien
En dag fik jeg en invitation om at holde et foredrag ude på Lersø-Stien i en kolonihaveforening. Og det var en cykeltur på 15 min. fra Østerbro, hvor jeg bor. Jeg var dybt imponeret. Man havde lavet et stort telt. Der var gratis pølser og fadøl.
Jeg lagde mærke til den gode stemning og pludselig mødte jeg også gamle bekendte. Hvad lå her inden, der kom kolonihaver, ja det var det, som jeg skulle tale om. Og så fandt jeg ud af, at via denne oase kunne man komme hurtigere til Bispebjerg Hospital.
Det startede meget tidligt
Måske er overskriften lidt søgt, men alligevel er det en form for sandhed i den. Allerede i det 14. århundrede havde borgere i København såvel som i købstæder rundt om i landet småhaver, der vel kan betragtes som begyndelsen til kolonihavebevægelsen.
I 1665 lod Frederik den Tredje anlægge små haver ved Frederiksodde (Fredericia).
Hjelmhaverne eksisterer stadig
I Hertugdømmerne lod Lensgreve Carl von Hessen, der var statholder udsende en opfordring til at man anlagde jordstykker til fattige. En af ”kolonierne”, der dengang blev anlagt, var ”Hjelmhaverne” ved Hjelm Skov i Aabenraa. Og disse kolonihaver eksisterer den dag i dag. Og det var tilbage i 1828. I 1979 blev disse haver fredet.
Så ville arbejderen ikke beskæftige sig med Socialisme
Også herhjemme udsendtes et cirkulære. Her fokuserede man mere på at havearbejde kunne være en nyttig adspredelse til øget velstand og velvære. Det kunne gavne folkesundheden. Urter fra haven kunne blive en del af den arbejdende klasses daglige måltider. Så kunne det måske skabe så meget adspredelse, at arbejderen ikke besøgte værtshuse. Senere blev dette så udvidet med, at så ville arbejderen ikke beskæftige sig med den frygtelige ”Socialisme”
Fattighaver
Men det var jo egentlig fattigforstandere rundt om i landet, der skulle fremskaffe disse ”Fattighaver”. Senere søgte befolkningen mod storbyerne. Her opstod der særdeles trange forhold. Der fulgte social elendighed, drukkenskab og prostitution, vold og berigelseskriminalitet med.
En idealist fra Aalborg
En stor personlighed var Jørgen Berthelsen i Aalborg. Han blev grebet af ideen og med stor idealisme arbejde han for at forbedre principperne. I 1884 oprettede han arbejderhaverne med 85 haver for en årlig leje på 8 kr. Han var vel det man i dag kan kalde den moderne kolonihavebevægelses fader.
En koloni på Nørrebro
Højre-organisationen Arbejdernes Værn som var en slags pioner for kolonihaverne i København, købte i 1891 en grund af en gartner på Guldbergsgade på Nørrebro. For at få en have skulle man betale kontingent til Værnet. Men så blev man også automatisk medlem af Højres Arbejder – og Vælgerforening.
Der var gang i Amager
Året efter fik man sandelig også fat i nabogrunden. Det havde været en grusgrav. Hullet var nu fyldt om med dagrenovation.
På en losseplads ved Amagerbro blev der plads til 100 haver. Nye kolonihaver dukkede op mellem Kløvermarksvej og Stadsgraven og ved Enghavevej.
Men i 1893 åbnede haveforeningen Vennelyst ved Christianshavns Vold. Den forening eksisterer stadig og må vel i dag regnes for Københavns ældste. 300 haver blev anlagt her.
Socialdemokrat: Tabt for Bevægelsen
Der var behov for lys, luft og supplerende sunde fødevarer.
I første halvdel af 1900-tallet blev der anlagt kolonihaver i et bælte rundt om hovedstaden. En stump jord med plæne og plads til at dyrke kartofter var rigtig arbejderkultur. Ja så skulle det også lige være ”små nette Huse” og en flagstang.
En fremtrædende socialdemokratisk redaktør var dog skeptisk over for disse kolonihaver:
Bevægelsen, så snart han har fået sig en Kolonihave
I Mellemkrigstiden var der 100.000 haver
Men tænk engang. I 1904 fandtes der rundt om i landet ca. 20.000 kolonihaver og ca. 6.000 i København. I mellemkrigstiden voksede dette antal til omkring 100.000.
I 1906 var der over et halvt hundrede havekolonier omkring København. Der var behov for en samlet organisation. Man ville have ensartede organisatorisk fællesskab.
Prisen på en have voksede. Den blev presset i vejret ved videresalg. Det førte til dannelse af organisationen ”Kolonihaveforbundet for Danmark. Den blev dannet den 11. maj 1908.
Kolonihavehuse
I Kolonihavebladet i 1928 kan man en byggevejledning på en lille ”Kolonihavehus”. Det var blevet moderne at have et hus i sin have.
De oprindelige kolonihavehuse var lysthuse med tårne og spir. De måtte i 1930’erne vige for større, sammenflikkede huse, da folk begyndte at bo i haverne om sommeren. Disse ”selvgroede” huse blev efter 1960’erne udskiftet med præfabrikerede huse. I samme tidsrum ændrede haverne funktion fra nyttehaver til fritidshaver.
Dengang man byggede biler på Nørrebro, blev disse sendt i praktiske kasser. Disse kasser kunne købes hos den lokale tobakshandler og blev også brugt som kolonihavehuse.
Kål og kartofler gav plads for græs og stauder.
Johannes V. Jensen skrev en hyldest
I 1949 forberedte Det danske Selskab en bog på engelsk, der hed ”Garden Colonies in Denmark. Her fik man forfatteren Johannes V. Jensen til at skrive indledningen. Han skrev bl.a.:
Skulle kolonihavehuse bygges uden tag?
Flugten fra land til by betød bolignød i 1950’erne. Det betød at boligløse søgte ud i haverne og benyttede kolonihavehusene som helårsboliger. Det var selvfølgelig ulovligt. I København foreslog man derfor, at de nye kolonihavehuse skulle bygges uden tag.
I dag – 60.000 kolonihaver i Danmark
I 1976 var antallet af kolonihaver dalet i København. Kolonihavearealet skulle bruges til andre ting. Protesterne rejste sig.
I dag er der 60.000 kolonihaver i Danmark. Haverne har bevæget sig væk fra deres udgangspunkt. Det er ikke længere økonomisk nødvendigt at dyrke grøntsager for at supplere den daglige kost. Kolonihaven fungerer ikke længere som et værn mod ledighed og usund livsstil, som den gjorde tidligere.
Og så håber jeg at blive inviteret ud til at holde foredrag næste gang, at de har jubilæum derude på Lersø-stien
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 14, 2022
Da der kom kolonihaver i Tønder
Kolonihaver i Tønder. Carl von Hessen opfordrede til kolonihaver for mindre bemidlede. Man var meget skeptisk i Tønder. Der var kun fire ansøgere til haver. Men hvordan gik det så? Afgrøder af god kvalitet Flere søgte derfor om haver. Men de var nu ikke alle lige fattige Man nåede helt op på 21 familier. I 1861 stoppede man.
Kolonihaver i Tønder
Jeg kan huske som barn kom jeg en del i kolonihaverne, der lå ned til Vidåen og i kolonihaverne ude ved Tved Plantage. Jeg tror ikke mine forældre ejede dem. Men det kan være, vi var på besøg.
Carl von Hessen opfordrede til kolonihaver
Det var dengang, da statholderen Carl af Hessen havde skrevet ud til alle købstæder og større byer i hertugdømmerne, at han opfordrede til, at der blev anlagt haver til mindre bemidlede.
Man var meget skeptisk i Tønder
Fra Tønder blev det svaret tilbage den 28. august 1821, at
Kun 4 ansøgte om haver
Jo der var masser af betænkeligheder i Tønder. Men åbenbart blev alle disse overvundet ved fortsatte skrivelser fra statholderen.
I 1822 blev et stykke jord ved Fattigvæsnets foranstaltning udlejet til havedyrkning. Det blev indgrøftet. Pløjet samt inddelt i parceller på 20 ”roder”. Fattigvæsnet opfordrede alle til at melde sig. Der meldte sig kun fire. Disse fik hver en parcel på 20 ”roder”.
Hvordan gik det så i Tønder?
Den øvrige jord blev på kommunal regning plantet med kartofler. Hvordan gik det nu med sagens gang?
En god kvalitet
Man holdt øje med, hvor meget der blev dyrket. Hver enkelt fik avlet mellem 4 og 6 tdr. kartofler. Der blev påpeget at kartoflerne og hvidkålen var små af vækst. Men de var så af en bedre kvalitet. Og på Skibbroen og Torvet kunne man så få en bedre pris for sit produkterne end andre.
Flere søgte om en have
Dette fik så i 1823 flere til at få en have. Og produkterne, der blev avlet, blev mangedobbelt. Nu var det ikke alle, der var lige gode til at passe deres haver. De fik advarsler. En skrædder fik frataget sin have.
Og sandelig var der to, der fik ros. Det var daglejer Rasmus Petersen og den forhenværende fattigfoged Janne Jacobsen. Men på grund af sygdom kunne han ikke følge op på den hædrende omtale.
Udbyttet blev større
Udbyttet i kolonihaverne blev stadig større og der kom også flere til. Arealet blev udvidet. Hegnet, der adskilte de forskellige haver voksede dårligt. Og desværre oplevede man også tyveri.
Efterhånden var man op på 15 brugere. De fattige fik rigelig med frugt.
De var nok ikke alle lige fattige
Vi kigger på, hvem de 15 brugere er og så må vel nok konstatere, at de nok ikke alle kunne betegnes som fattige:
Man nåede op på 21 familier
I 1827 var der 16 familier. Igen havde man forsøgt at indhegne haverne men uden held. I en rapport påpeges det, at de fattige er særdeles glade for denne ordning.
I 1830 hedder det sig, at 21 familier har haft haver. Men der var nogle stykker som ikke havde gjort noget for at dyrke deres have. Jorden lå ubenyttet hen.
I 1861 stoppede man
Kolonien eksisterede endnu i en årrække. Men efterhånden fandt man andre måder at levere fattighjælp. Der var efterhånden manglende interesse både fra brugere, forstander m.m.
I 1861 lejede man Fattigvæsnets jord ved kirkegården og Chausseen ud til ølbrygger Johan Peter Paulsen. Dette betød at kolonien af fattighaver holdt op med at eksistere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 13, 2022
Kolonihaverne i Aabenraa
Det er mange år siden, jeg besøgte stedet. Lensgreve Carl von Hessen startede det hele. Byrådene var langsomme om at regere. Et ”Have – møde” fandt sted i Aabenraa i 1822. Man valgte et helt andet område. Gottorp rykkede på svar fra Aabenraa. I 1829 var kortet færdig. Vedtægter/regulativ på 14 punkter blev vedtaget. I 1833 bestod kolonien af 39 haver. Man førte regnskab med, hvad der blev udvundet. Havekolonien Hjelm blev fredet i 1979.
Mange år siden, jeg besøgte stedet
For ca. ¾ år siden blev jeg bedt om at holde foredrag i en kolonihaveforening ved Lersøen. Det var en kæmpe oplevelse. Efter kun efter 15 min.’ s cykeltur havner man nærmest i en oase. En stor grøn plet midt i storbyen.
Men egentlig er det jo kolonihaverne ved Hjelm Skov, der er mest interessant. Og disse kolonihaver eksisterer stadig i bedste velgående. Men her var jeg hvis sidste gang for 35 år siden.
Lensgreven startede
Lensgreve Carl von Hessen var statholder i Hertugdømmerne i første halvdel af 1800 – tallet. Han lod i 1806 anlægge koloni – eller nyttehaver anlægge ved Kappel i Angel. Måske gav dette hans svigerfar Frederik den Sjette anledning til at udstede en kancelliskrivelse af 4. marts 1826. Her henstiller han til byerne at stille jord til rådighed for borgere til dyrkning af ”havesager”.
Det var for at modvirke lediggang og drikfældighed. Måske også for at fattige kunne få en vis grad af selvforsyning. Lensgreven konstaterede:
Byrådene reagerede kun i ringe grad
Byrådene reagerede dog kun i ringe grad på denne henvendelse. Men i 1828 blev den kongelige skrivelse udsendt i lidt skrappere form. I de følgende år blev der anlagt fritidshaver i et stort antal købstæder i Hertugdømmerne.
Men det var ikke så mange af haverne, der bestod så længe. Mange betragtede det som en form for fattighjælp. Og mange af disse haver førte en kummerlig tilværelse.
Et møde i Aabenraa – i 1822
I Aabenraa ville man gerne hjælpe. Den ”Befuldmægtigede Justitsråd” Otte Havde allerede et møde den 1. juli 1822 med byens tillidsmænd. Man kom frem til at byen ikke havde noget land, der var ”Tjenligt” til ”Gemüsegarten” eller til dyrkning af kartofler.
Men byen nød græsningsret i Sønderskoven og Nørreskoven. Måske kunne måske anvende disse jorde. Jordens beskaffenhed egnede sig fortrinlig til havedyrkning. Men man skulle først have ”Forstvæsnets” tilladelse. Byen ville samme efterår begynde med indhegning og ind-digning.
Et helt andet område
Men det blev dog ikke disse stykker jord, der blev anvendt til kolonihaver. Det blev derimod et stykke jord ved Helm Skov. Det var antagelig et stykke jord, som man i 1790 havde fået i bytte for en del af græsningsretten i Sønderskoven. Egentlig skulle det have været anvendt til Skytteselskabets skydninger.
Man rykkede på svar fra Gottorp
Men egentlig varede det længe, inden det hele var klar. Der foreligger en skrivelse fra Statholderen på Gottorp af 20. januar 1825, hvori man beder om oplysning om, hvad der er gjort ”for at indrette urtehaver for de fattige, og hvorledes sagen trives”.
I 1829 var man færdige med at tagne kort
Myndighederne i Aabenraa svarede meget undvigende. Først den 19. april 1828 var man nået dertil at udlægge tre tønder land til ”Havekolonier”. Og først den 31. januar 1829 var landmåler D. Dietrichsen færdig med at udfærdige kort m.m. over det stykke, der skulle bruges.
Vedtægter/Regulativ på 14 punkter
I 1831 var der udfærdiget et regulativ, der rummede følgende hovedpunkter:
I 1833 bestod kolonien af 39 haver
Under disse forordninger meldte en del fattige sig for at få haver udlagt. I 1833 bestod Kolonien ved Hjelm af 39 haver. Måske skal det lige nævnes at vedtægter og regler er anderledes i dag.
De ældste kolonihaver i Danmark
I Aabenraa holdt man fast ved haverne. De kaldes i dag for ”de ældste kolonihaver i Danmark”. Det var dengang at prydbuske ikke velanset. Haverne var ikke beregnet til luksus.
Magistraten ansatte i 1831 ligefrem en opsynsmand står der i nogle kilder. Andre nævner, at udvalg hver fredag inspicerede haverne dog kun i sommertiden. Man skulle finde ud af om haverne blev passet ordentlig. Man foretog også en optælling af høsten.
Alt dette høstede man
Den samlede høst fra de 39 haver dengang udgjorde i 1833 følgende mængder:
Havekolonien blev fredet i 1979
Kommunen ejede også kolonihaver på Lindsnakke, ved Lindbjerg, ved Tønder-Landevej samt ved Svinget. Men det var først senere disse haver kom til.
Gartner Anders Nielsen fra Vestergade var en af de første brugere. Han begyndte at plante frugttræer.
Denne havekoloni i Aabenraa blev fredet i 1979.
Historie tilbage til frihaverne
Der findes forskellige slags kolonihaver. Men kolonihaverne her ved Skyttegården har rod i enevældens fattighaver. Disse ”hauge-kolonier” var ofte til uformuende familiefædre efter hjælp til selvhjælp – princippet. Frihaverne eller ”fattighaverne”, som de blev kaldt, havde også en opdragende effekt. Havekolonien Hjelm kan føre sin historie tilbage til frihaverne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 12, 2022
Landeværnets begyndelse
Længe før Landeværnet startede var der kamp om jorden i Nordslesvig. Fra 1890 blev Jordkampen intensiveret. Lokale tysksindede havde delvis succes. Den tyske stat ydede tilskud. Et dansk modsvar i 1898. Styrkelse af tyskheden var formålet. Historien om flagstangen. Både danske – og tysksindede var skuffet over udviklingen De tyske politiske mål blev fulgt. Man forberedte sig på at flytte grænsen mod nord. En kommissær med udvidede beføjelser blev ønsket i Sønderjylland. Cornelius Petersen var rasende. Nu måtte der ske noget. Landeværnet blev dannet. Udfordrende udtalelse af Vogelgesang. Var jorden nedarvet af tyskerne? Stor opbakning fra danskerne til de sønderjyske landmænd. Nationale symboler spillede en stor rolle. Gårde beslaglagt efter krigen.
Fra 1890 blev jordkampen intensiveret
Dette handler ikke om en militærorganisation med samme navn. Den historie kan vi tage en anden gang. Nej dette handler om kreditforeningen af samme navn.
Der er gennem lang tid ført en jordkamp i Sønderjylland. Fra 1890’erne blev kampen intensivitet fordi den tyske stat aktivt søgte at skifte dansksindede landmænd ud med tysksindede.
Lokale tysksindede foreninger havde delvis succes
I 1893 var omkring 78 pct. af gårdene ejet af dansksindede, mens kun 17 pct. var ejet af tysksindede. Dette fik myndighederne til at sætte en fortyskningspolitik i værk. I 1891 blev ”Bosættelsesforeningen for det vestlige Nordslesvig” stiftet af lokale tyske embedsmænd ved Rødding. I løbet af ti år blev cirka 200 tyske familier bosat på egnen. Der blev startet bosættelsesforeninger andre steder i landsdelen, men med beskeden succes.
Den tyske stat ydede tilskud
Fra 1896 gik den tyske stat ind og opkøbte 36 domænegårde, som tidligere havde været ejet af danskere. De blev forpagtet ud til tysksindede landmænd ud fra en forventning om, at de ville arbejde for at udbrede tyskheden. Den tyske stat ydede også lån til at udstykke større gårde til mindre brug.
Pantebrevene kunne dog ikke indfries på normal vis. Det var de såkaldte rentegårde, hvor staten skulle godkende fremtidige ejerskifter, På den måde skulle der sikres, at det var tyskere, som overtog gårdene.
Et dansk modsvar i 1898
Det danske modsvar var Foreningen af 5. oktober 1898. En kreds fra det danske borgerskab og fra godsejerstanden ydede bidrag til foreningen, så den kunne låne penge ud til dansksindede landmænd. I 1909 blev Nordslesvigsk Kreditforening stiftet med det formål at hjælpe dansksindede landmænd. Det er skønnet af kreditforeningen sikrede, at omkring 350 gårde forblev på danske hænder.
Styrkelse af tyskheden
I 1912 blev ”Loven om styrkelsen af tyskheden i nogle landsdele – Bindeloven – vedtaget i den tyske landdag. Loven omfattede Sønderjylland. I løbet af kort tid blev 359 ejendomme i landsdelen omdannet til rentegårde. Med Bindeloven var der udsigt til, at en stor del af gårdene i Sønderjylland ville gå over til tysk eje. Det forhindrede udbruddet af Første Verdenskrig.
Historien om flagstangen
Egentlig var det en hjælp til unge landmænd, der gerne ville etablere sig. Vi skal tilbage til 1927. Og egentlig var det en forsvarsforanstaltning mod Kreditanstalt Vogelgesang, der blev oprettet i september 1926.
Den 6. januar 1927 indeholdt Apenrader Tageblatt under overskriften ”Die Vöglein im Walde” Vi forsøger lige med en oversættelse:
Både dansk – og tysksindede var skuffet over udviklingen
Den lille historie giver i et glimt indtryk af de følelser der herskede i usikre kredse i de første måneder efter at Kreditanstalt Vogelgesang var blevet oprettet. Historien er et af mange vidnesbyrd om, at en hel del landsmænd var skuffet over den økonomiske udvikling i Danmark og specielt i Sønderjylland efter 1920.
Det var da også grund til at være skuffet. Forventningerne efter 1920 var slet ikke blevet indfriet. Omlægningen af landbruget havde været meget kostbar så obligationskurserne var lave, da lånene bliv stiftet.
Priserne svingede meget, da renter og afdrag skulle betales. Og det gik for alvor nedad.
De tyske politiske mål blev fulgt
I den situation blev Kreditanstalt Vogelgesang oprettet, der med tysk fortegn kunne yde store og yderligt placerede lån. Den fik navn efter lederen, landsretssagfører Vogelgesang, Haderslev. Han kom som den store hjælper.
Dengang, da det hele startede, var man ikke rigtig klar over, hvor denne landsretssagfører fik sine midler fra. Man vidste kun, at han fulgte sine tyske politiske mål med sine transaktioner.
Man forberedte sig til at flytte grænsen mod nord
De tysksindede og tyskerne var utilfredse med grænsedragningen. De ville udnytte krisen i landsdelen til at opkøbe jorde og ejendomme.
Hans virksomhed havde til formål at berede jordbunden for en flytning af grænsen mod nord. I den første tid var det rigeligt med midler. Der blev betonet, at det ikke blev givet lån og penge til overbeviste danskere.
Et lidt rodet dementi
Ja så var spørgsmålet så, hvordan man kunne dokumentere, at man ikke var ”overbevist dansker”. Ja det kunne man bl.a. ved at nedtage sin flagstang. Der fremkom også mange oplysninger om nedtagende flagstænger.
Ja så er vi tilbage til den artikel, som vi har citeret. Til denne fremkom der også et dementi. Vogelgesang forklarede at der ingen betingelse for et lån var at man skulle nedtage sin flagstang.
Men da fru Wandersee blev ved med at forlange et lån hos Vogelgesang, forklarede en Hr. Jessen fra kreditanstalten, at hun ikke kunne få et lån. Hun flagrede med Dannebrog og blev betragtet som en overbevisende dansker. Men den gamle dame var født i Østpreussen og var gift med en mand fra Pommern.
En kommissær med udvidede beføjelser ønskes
Redaktør Svensson i Haderslev mente, at der burde indsættes en kommissær for Sønderjylland med ekstraordinære beføjelser. Redaktør Andreas Grau i Sønderborg støttede en forening, der hed Sønderborg Låneforening. I denne forening blev der oparbejdet en stor misstemning mod Sønderjyllands Kreditforening. Denne kreditforening agiterede for en låneordning med statsgaranti.
Et udvalg af ni kautionister, der var blevet hårdt ramt, dannede et udvalg. Ligeledes dannedes en forening af markhypotekejere, der følte sig snydt ved markens devaluering.
Cornelius Petersen rasede
Ude i kulissen sad Cornelius Petersen og udøste sin hån mod ”de rette mænd” og bengnaverne og over den danske administration. Rigtig nok havde Cornelius Petersen fået en ordentlig dukkert ved valget i december 1926. Han havde kun fået 2.117 stemmer.
Utilfredsheden var kommet hjemmetyskerne til gode. De nåede op på over 10.000 stemmer eller 15,2 pct. af de afgivne stemmer.
Nu måtte der ske noget
Denne fremgang kunne man ikke mindst takke Vogelgesang-institutionen for. Valgresultatet havde til følge at de gamle instinkter blev vakt til live. Der blev holdt et fortroligt møde på Schackenborg den 7. januar 1927 med H.P. Hanssen som initiativtager og bland andre Kloppenborg – Skrumsager.
Her blev problemet med Vogelgesang taget op. Man blev enige om, at problemet ikke kunne løses ved private initiativer. Staten måtte klare de store problemer. Der skulle dannes en forening med penge til rådighed og med evnen til handling. De skulle skabe en jordnær kontakt til de sønderjyske bondesamfund.
Landeværnet blev etableret
Den 24. januar var man klar til at fremføre ideen på et offentligt møde på Folkehjem. Landeværnet blev oprettet som en jordkamporganisation for at neutralisere Vogelgesang.
Landeværnet var et sønderjysk initiativ. Man havde regnet med en vis støtte fra det øvrige land. Man havde næppe forventet så stor støtte, som man egentlig fik.
Landeværnet skulle yde billige og risikovillige lån til dansksindede i den såkaldte ”truende firkant” mellem Højer, Løgumkloster, Aabenraa og Gråsten. Så kunne man bedre modstå de fristende lånetilbud fra Kreditanstalt Vogelgesang og ikke mindst de betingelser af national art, der var knyttet til lånene.
Udfordrende udtalelse af Vogelgesang
Den 4. februar udtalte Vogelgesang sig til Ekstra Bladet:
Nu kunne sønderjyderne ikke finde sig i at disse udtalelser skulle blive en realitet. Vogelgesangs udtalelser føltes ikke mindst udfordrende, fordi han selv var født i Brandenburg og først var kommet hertil i 1914.
Var jorden nedarvet af tyskerne?
Landeværnets oprettelse kom som en fuldstændig overraskelse for tyskerne. De mente, at de danske for stedse var tvunget i defensiven.
Redaktøren på Apenrader Tageblatt blev også forskrækket. Den 26. januar 1927 skrev han om den rigsdanske råben op i anledning af Kreditanstalt Vogelgesang:
Men se her var det lige en lille blottelse. Det var ikke blot tyskerne, men også slesvigerne eller de ”blakkede”, Vogelgesang ville hjælpe.
Måske skal det lige tilføjes, at redaktøren af Apenrader Tageblatt var indvandret fra Itzehoe.
Stor opbakning fra danskerne
Allerede den 31. januar 1927 passerede indsamlingen en halv million. I København fokuserede medierne i den grad på Landeværnet. I et par uger var foreningen på mange forsider. Der blev indsamlet flere millioner kroner. Beløbet var, hvad der i 2007 svarede til 60 mio. kr. Det praktiske arbejde fra centralen i Tinglev kom hurtigt i gang. Og befinder foreningen sig den dag i dag.
Nu er Landeværnet ikke nogen Kreditforening i gængs forstand. Medlemmerne er ikke låntagere. For at tiltræde foreningen skal man yde et tilskud. Dermed bliver man selv långivere.
I en kritisk stund tog danskheden i Sønderjylland sig sammen. Og de fik et varmt håndtryk fra den øvrige del af det danske folk.
300 danske gårde gik på tvangsauktion
I februar 1927 holdt Politikken et stor Landeværns – fest i Odd Fellow Logen i København. Den danske stat gik aldrig ind og gennemførte en lovgivning, som skulle sikre at danskere overtog tyske gårde i Sønderjylland.
Det var utrolig hårde tider for landbruget i Sønderjylland dengang. Alene i 1926 – 27 gik 300 danskejede gårde på tvangsauktion i Sønderjylland.
Jordkampens betydning hang sammen med det store folkehold, som på gårdene. Ejerens nationale tilknytning havde stor indflydelse på karlenes og pigernes nationale valg.
Nationale symboler spillede en rolle
Landeværnets første formand var Hans Andersen, Kongsbjerg. Han var det helt til 1963. Han sørgede myndigt for, at enhver låneansøger var arbejdsom og redelig. Han skulle også have et dansksindet hjerte.
Nationale symboler havde stor betydning under jordkampen:
Gårde blev beslaglagt efter Anden Verdenskrig
Efter Anden Verdenskrig blev alle Vogelgesangs gårde beslaglagt af den danske stat som krigsskadeserstatning. Nu var jordkampen endelig forbi. Mange af disse gårde blev derefter udstykket i mindre husmandsbrug. De blev solgt til danske husmænd for at styrke danskheden. Det gjaldt i særlig grad i sognene Burkal, Uge og Tinglev, hvor hjemmetyske landmænd hidtil havde domineret.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 11, 2022
Den Franske Skole – på film og bog
Vi har været i biografen og se ”Skyggen i mit øje”. Det er en spændende og intens film. Dramatisk, rørende og medfølende. Måske har følelserne fået overhånd? Det var de ”gode”, der skabte katastrofen. ”Glem det og smil” sagde man til de berørte. Men det fokuserer filmen nu ikke så meget på. Myndighederne ville helst helt lukke for omtale af episoden. Det var både en succes og en katastrofe. Engelsk kritik fra familie til en pilot, der deltog. Denne og få andre utilsigtede hændelser er fjernet. Flot og gribende film. Og så er den forsøgt skildret historisk korrekt. Vi har også læst Christian Aagaard: Bombemål Shell-huset og katastrofen ved den franske Skole. Den blev udgivet for ca. to år siden på 75 – års dagen. Man baserer ukritisk på ældre litteratur. Men særlig unge mennesker vil have stor gavn af denne praktisk opbyggede og overskuelige bog med masser af fotos
En ulykkelig hændelse
Vi har været i biografen og set Ole Bornedals film, og så har vi læst endnu en bog om bombningen af den franske skole. En bog der er ca. to år gammel
Det paradoksale er, at i mange år var det et tabu at tale om dette tema. I alt blev ca. 250 mennesker dræbt efter et voldsomt bombeangreb. Og dette skildrer Ole Bornedal i filmen ”Skyggen i mit øje”.
Alene på Den franske Skole omkom 86 børn og 18 voksne. I de britiske fly var der kameraer. Og nogle af disse filmoptagelser er blevet gengivet i diverse film, bl.a. i ”Det gælder din frihed” fra 1946. Denne film blev produceret for Frihedsrådet. Fejlbombningen blev i filmen kun omtalt som ”en ulykkelig hændelse”.
Det var lige omvendt i Den Nazistiske Ugeavis. Her blev der sat fokus på Den franske Skole. Angrebet på Det Nazistiske Hovedkvarter omtales slet ikke.
Spændende og intens film
”Skyggen i mit øje” er en spændende og intens film. Det er en lang indledning til den egentlige bombning. Produktionen af filmen er sket i Tjekkiet. Det har sikkert ikke været praktisk muligt at optage den on location i København. Denne uheldige stedløshed kan få rammerne til at virke forkert
Den meningsløse lidelse er nok filmens centrale punkt. Egentlig er det heller ingen skurk i filmen. Tragedien skyldtes tilfælde på tilfælde. Men egentlig er det lykkedes ganske fænomenalt at genskabe ”forårsdagen i helvede”. Der anvendt fantastisk computerteknologi. Måske lidt sterile? Og sikke nogle skuespillerpræstationer – især børnene. Ja Fanny Bornedal overskygger næsten dem alle.
Dramatisk, rørende og medfølende
Det er en dramatisk, rørende, medfølende og medrivende film. Vi kender forløbet fra de første artikler, som vi skrevet her på siden om hændelsesforløbet. Mange piger sad fastklemt i timevis mellem murbrokker og dræbte veninder.
Det er en klassisk katastrofefilm, hvor vi følger fem-seks skæbner frem mod den uundgåelige rædsel. Flot manuskript.
Følelserne får overhånd
Det er som om at følelserne i filmen får overhånd i stedet for de faktiske begivenheder. Der er spænding hos piloterne og rædsel hos skolepigerne og deres forældre. Nogle anmeldere mener, at overraskelsen mangler.
Synsvinklen med at det danske samfund lagde et låg på hændelsen får vi ikke. Og hvordan havde piloterne det, da det gik op for dem, hvad de havde gjort.
Det var ”de gode”, der skabte katastrofen
Det er ikke så meget sort/hvid som vi oplever i mange film fra den tid. Det var jo de gode som skabte katastrofen. Det var de engelske helte. Filmen kunne slet ikke placeres i dette univers. Historien er for skrækkelig. Om historien om denne episode er underfortalt. Ja det var den vel i mange år. Men efterhånden har vi da fået set og læst en del om temaet.
Glem det og smil
Først var det bombningen og så ruinerne, som de skulle ud af. Bagefter skulle de klare tavsheden:
Man bliver grebet og bevæget af filmen.
En succes og en katastrofe
Jo vi ser også danske modstandsfolk. bliver tortureret i Shell-huset. Missionen med bombningen af Shell-huset var betegnet som risikofyldt. Og dette lykkedes det høj grad at skildre dette.
Episoden kostede ni piloter livet. Det var både en succes og en katastrofe. Tyskernes kartotek over modstandsfolk blev ødelagt. Og det sidste var jo målet.
Engelsk kritik
Bagvaskelse og fordrejning af historiske fakta, siger Derek Carter, som har talt med 32 af 68 piloter, der medvirkede under bombetogtet. Han er fortørnet over filmens behandling af den britiske officer Peter Kleboe, der sad i et af de fly, der styrtede ned tæt på skolen. I filmen ser man pilotens fulde navn. Nu viser filmen faktisk også at piloten beskyder et civilt køretøj med tre unge bryllupsgæster.
De pårørende til Peter Kleboe mener, at filmen bevidst forsøger at skildre Peter Kleboe som en morder. Og så vidt vides er disse scener også klippet ud af filmen.
Han mener heller ikke, at der var facadeskilte på Shellhuset. Og så har Carter bemærket, at de engelske piloter beretter om deres hastighed i kilometer. Det gør engelske piloter ikke. Det vil være i miles eller i knob. Og så går en dreng ikke i en pigeskole, sådan som det sker i filmen.
Handlingen er forsøgt skildret korrekt
Nu har Bornedal faktisk forsøgt at skildre handlingen historisk korrekt. Han har ikke på nogen måde forsøgt at forvrænge historien.
Utilsigtede hændelser er fjernet
Filmselskabet har besluttet at ændre en smule på filmen. Der er forekommet utilsigtede hændelser. Det kan være pårørende. der siger fra overfor skildringer af virkelige personer. Men egentlig er det sjældent at et filmselskab retter ind.
Flot og gribende film
Trods vores indvendinger så synes vi, at det er en flot og gribende film. Man skulle måske have fokuseret mere på at myndighederne forsøgte at glemme episoden og forsøgte at få de pårørende og de over tusinde, der blev hjemløse til ikke at snakke om episoden.
NY BOG: Christian Aagaard: Bombemål Shell-huset og katastrofen ved den franske skole.
Vi kender handlingen. Men mange er måske ikke klar over, at i husene omkring skolen opstod der forskellige brande. Både på Maglekildevej, Henrik Ipsens vej og Sønder Boulevard var der en del, der mistede livet. Vi ved måske heller ikke, at mange af eleverne også druknede nede i kælderen. Redningsmandskabet satte deres liv på spil. Murene styrtede sammen mens forældre ledte efter deres børn.
Udgivet i 75 – året for bombningen
Bogen er velskrevet og saglig. Den indeholder jo i den grad lokalhistorie fra Frederiksberg og Vesterbro.
Måske skylder vi lige at sige, at bogen måske ikke er helt ny. Historikeren Christian Aagaard har udsendt denne bog i anledningen af 75 – året for bombeangrebet. Nu foretog englænderne lignende angreb i andre lande.
I bogen er medtaget vidneudsagn fra de frihedskæmpere, der flygtede fra Shell – huset og fra de overlevende piger fra Den Franske Skole.
Ukritisk på ældre litteratur
Bogen indeholder gribende beretninger fra børn og voksne. Der er masser af fotos i bogen. Men bogen baserer sig ukritisk på ældre litteratur. Der er ikke så meget nyt i bogen. Men imponerende og gruopvækkende er de fotos, der er medtaget.
Vi får en grundig orientering om Gestapos arbejde, politiet og modstandsbevægelsens udvikling. Og så får vi gengivet forsider på aviser, der ikke tidligere er set.
Egner sig til unge mennesker
Det er en god beskrivelse af angrebets tilrettelæggelse og udførelse. Bogen er nok bedst for dem, der ikke har den store baggrundsviden og den egner sig fortræffelig til unge mennesker.
Gestapo var ret så effektive og de var i gang med at optrevle hele den københavnske modstandsbevægelse. Og det var vigtigt at få ødelagt arkiverne. Ingen kunne tie i det lange løb på grund af tortur. Ventegrupperne var også i fare for at blive optrevlet.
Praktisk opbygget og overskuelig
De danske modstandsfolk sad øverst i bygningen som en slags bombeskjold eller som gidsler. Det lykkedes også for mange af disse at flygte efter bombardementet.
Bogen er meget praktisk opbygget og overskuelig.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 11, 2022
Da Frode kom på den rette hylde
Min far kunne ikke lide Frode Kristoffersen. Sidste gang jeg mødte ham var på Svanen i Aabenraa. Journalister på godt og ondt. Hvem er han? Hans far var postmester i Højer. Til psykoteknisk prøve i Rødekro. ”Hvornår kan De begynde? Over for Brugsen. Større lokaler i en tidligere slikbutik. Maltbolsjer kan godt være søvndyssende. Tønder var en meget stor blad-by? Hvad mon mappen indeholdt? Fleetstreet i Tønder. Redaktør på et borgerligt blad og fagforeningsformand. I Tønder hjalp man hinanden. Frode lavede mange brølere Kollegaerne drillede. På Centralhalle.
Far kunne ikke lide Frode Kristoffersen
Frode Kristoffersen var en festlig herre. Det var han også, når han optrådte på TV. Min far kunne ikke lide ham:
Ja sådan sagde min far, og hentyder til at Frode kom til Tønder og fortalte om Tønders historie. Det vidste min far meget om. Men han gik ikke rundt og holdt foredrag. Selv om far var fantastisk til at fortælle historier.
Sidste gang mødte jeg Frode på Svanen i Aabenraa
Da jeg arbejdede i Aabenraa dengang, stødte jeg af og til på ham. Sidste gange jeg mødte ham, var på danserestauranten Svanen. Frode Kristoffersen har skrevet nogle herlige erindringer. Her skal vi møde ham, da han netop sagde farvel til forstander Jakob Randrup på Tønder Statsskole.
Journalister på godt og ondt
Gennem mit mangeårige frivillige arbejde i forskellige organisationer har jeg mødt mange journalister. Og det er både i fagblade, aviser, radio og TV. Og undskyld jeg siger det, det har både været godt og skidt. Min favorit er absolut Per fra Jydske. Jeg mødte ham ofte i min middagspause på redaktionen i Aabenraa. Der sad han med benet oppe på bordet, lænet tilbage på stolen og tog sig en pibe tobak.
Han lærte mig faktisk at skrive journalistisk. Ja nogle af denne sides læsere vil sikkert påstå, at så har jeg da ikke lært meget. Men det var dengang, jeg skulle markere HK’ s synspunkter.
Senere har det så været handelsforeningernes synspunkter i Padborg og på Nørrebro. Her på det sidste har så været forskellige historiske ting. Og da må jeg nok erkende, at mange journalister ikke er seriøse nok. Undskyld journalister!
Hvem er Frode Kristoffersen?
Men det kan jo være, der er nogle af de unge læsere, der ikke kan huske Frode Kristoffersen. Dengang da han startede som journalistelev på Tønder Amtstidende i 1948 fandtes der 140 selvstændige dagblade og aviser i Danmark. Det tal er faldet drastisk.
Vi har kigget i hans bog ”Journalist i Byen”. Her beskriver han de danske byer og blade, hvor han har arbejdet. Senere rejste han videre ud i Europa som korrespondent. Han var også ansat på Danmarks Radio op gennem 1960’erne og 1970’erne.
Fra 1994 – 1999 var han medlem af Europa – Parlamentet for Det konservative Folkeparti. Han har skrevet flere bøger. Men som allerede nævnt Har vi kigget i en af hans bøger, der beskriver nogle af hans oplevelser i Tønder.
Hans far var postmester i Højer
Et nyt hold realister drev ned ad Popsensgade. Nogle steg på rutebilen ved posthuset over for Hagges Hotel. Det gjorde Frode også. Hans far var postmester i Højer, siden kom han til Løgumkloster.
Og han mente bestemt, at hans søn også skulle til etaterne. Han skulle følge traditionen enten at blive postmand, told-mand eller jernbanemand. Frode havde da også spurgt toldforvalter Bahnsen på toldkammeret i Jernbanegade i Tønder. Men måske var Frodes realeksamen ikke så god? Og det var Frode egentlig glad for.
Til psykoteknisk prøve i Rødekro
Du kan nå at komme til jernbanen, mente postmester – faderen. Det betød at Frode måtte afsted til psykoteknisk prøve i Rødekro. Foran hans øjne åbenbarede der sig et kæmpe modelbaneanlæg men skinner, broer, rangerspor, lokomotiver, personvogne og godsvogne.
Og så var der en masse samling af knapper, som man skulle trykke på for at dirigere trafikken. Men hos Frode stødte tog sammen, broer sprængtes og banegårde væltede. Nogle uger efter modtog han et brev fra Statsbanerne om, at han nok måtte afstå for en løbebane som jernbanemand.
Hvornår kan De begynde?
Frode havde set en annonce fra A.P. Møller. Han klippede den ud, men mistede den igen. Så stak han hovedet ind hos Tønder Amtstidendes redaktion og spurgte ekspeditionssekretæren om ikke de havde Berlingske Tidende fra den senere tid.
Imens han så stod der og bladrede, brølede den daværende redaktør H.H. Bernsen til Første – journalist (der var to) Eiler Hansen, at han skulle tage ned og referere et møde i Slogs Herreds Landboforening på Tønderhus. Men det kunne journalist Hansen ikke. Han skulle dække en retssag på domhuset. Redaktør Bernsen brummede at så måtte han få en mand mere.
Men nu var Frode ikke lige tabt bag en vogn. Han meldte sig straks hos redaktøren:
Over for Brugsen
Og her startede Frode Kristoffersens journalistiske løbebane. Han startede den 1. september 1948 i Tønder Amtstidendes redaktion i Vestergade. Det var lige over for den daværende Brugsforening. Den husker jeg tydeligt.
Avisens lokaler var små og trange. Der var kun to. Eiler Hansen anbragte Frode lige i nærheden af indgangsdøren. Når nogen tog i indgangsdøren, skulle han rejse sig og flytte stolen.
Større lokaler i en tidligere slikbutik
Efter et par måneder avancerede avisen til større lokaler. Det var til Henny Bergs tidligere slikbutik på hjørnet af Popsensgade og Vestergade. Der fik avisen hele tre lokaler. Redaktøren fik sit eget. Og de tre herrer journalister Eiler Hansen, Carl Otto Brix og elve Kristoffersen sad på rad og række ved skrivebordene. Og eleven selvfølgelig tættest ved kakkelovnen. Han skulle nemlig også sørge for at fyre.
Ude foran sad redaktørens datter Annemarie. Hun var modtagerdame, ekspeditionskontor og telefonomstilling.
Mad hos Mittes Pensionat i Søndergade
Det var nu ikke det store oplag i Tønder. Avisen hang sammen med Hejmdal i Aabenraa. Der blev Tønder Amtstidende også trykt. Hver formiddag blev de sidste nyheder indtelefoneret fra Tønder til Aabenraa. Hvad man kunne skrive i forvejen, blev sendt med posten.
Det var ikke de store penge, man kunne tjene. Dengang lå elevlønnen på 100 kr. om måneden. For den løn kunne man ikke og spise. Så Frode valgte at spise. Det skete hos Mittes Pensionat i Søndergade.
Maltbolsjer virker søvndyssende
Hylderne fra Henne Bergs slikbutik var fortsat bevarede. Man kunne godt få sig en lur her. Det var med aviser som underlag og så bare et tæppe over sig. Det var bare lidt svært at falde i søvn. Frode var kommet på den hylde, hvor der tidligere havde stået mentolbolsjer. Det hjalp, da han skiftede hylde til duften af maltbolsjer. Det hang endnu i luften og virkede mere søvndyssende.
Tønder var en meget stor blad-by
Tønder med 7.000 indbyggere var en meget stor blad-by. Det var egentlig en avis for hver 1.000 tøndringer.
Oppe i Østergade sad redaktøren med det meget fine navn Aage Louis de Cros Dich på Jydske Tidendes redaktion. Han udstrålede en vis fornemhed, som man uvilkårligt lagde mærke til. Håret var gråt og langt men sirligt redt.
Hvad mon mappen indeholdt?
Redaktør de Cross Dich havde en bestemt måde at føre sin sorte mappe på. Han bar den ikke med førte den med nogle karakteristiske svingende bevægelser og man spurgte sig selv:
Og han svarede faktisk sin kollega fra Sønderjyden, Peter Møller på samme spørgsmål:
Fleetstreet i Tønder
Peter Møller havde afløst den navnkundige Robert Huhle, da denne blev chefredaktør på Sjællands-Posten i Slagelse. Sønderjydens redaktion lå ikke langt fra Tønder Amtstidende i Vestergade.
Da journalist Eiler Jensen kom hjem fra en London – tur omdannede han den ende af Vestergade for Fleet Street – efter engelske bladgade.
Redaktør for et borgerligt blad og fagforenings – formand
En af Robert Huhles forgængere på det socialdemokratiske Sønderjyden var redaktør Dyhrhøj. Det fortælles at han hver måned blev ringet op af den gamle redaktør på Vestkysten – Hans Thomsen.
Redaktør Thomsen var selv om han blev redaktør af et borgerligt venstreblad stadig formand for typografforbundet i Tønder. En del af kontingentet gik til den socialdemokratiske presse. Og så var det han ringede til redaktøren på Sønderjyden og sagde:
I Tønder hjalp man hinanden
Midt på hovedgaden havde vi redaktionen af Vestslesvigs Tidende – Flensborg Avis. I redaktør Skovrøys gamle redaktørstol sad i de år efter krigen Gantzel Lauridsen (folketingskandidat fra Esbjerg) og sørgede for at de nationale toner holdtes i hævd. Han blev siden afløst af Ejnar Ramsing Lorenz.
Denne bad engang Frode Kristoffersen om at dække en begivenhed for ham. De var gode kollegaer i Tønder. Af og til forsynede de hinanden med ”gennemslaw”.
Samtlige blade fik altid Frodes referater fra sygekassens generalforsamling. Således berettes det om at grev Schack indledte amtsrådsmøderne med et nifoldigt leve for kongen. Og så bragte Flensborg Avis’ referent alle ni hurraer i bladet. Man mente at referenten var på linjebetaling.
Frode lavede mange brølere
Nede i det fjerneste hjørne af Østergade (Eastend) havde den tyske mindretals-avis etableret sig igen efter krigen. Men det var en vis afstand til den i efterkrigsårene.
Ved stambordet på Hostrups Hotel i Søndergade blev det fortalt, at der før Genforeningen havde været et blad i byen, der hed Intelligenzblatt für Tondern und Umgebung. Men se det blad har vi også omtalt her på siden.
Frode Kristoffersen havde kun tre journalist-år i Tønder. Den gode Skovrøy var det i 30 år. Efter Tønder Amtstidende var han på Vestkysten hos redaktør Edv. Sørensen. Det var i den tid, Frode lavede de værste brølere.
Kollegaerne drillede
Kollegaerne drillede dem på Tønder Amtsavis:
På Centralhalle
Frode mindes også en af minde gamle stam-værtshuse Centralhalle (Der var jo også Skibbroen). Men dengang sad journalister der på ”Halle”. Fru Lange dyssede med ordene:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 9, 2022
Dengang på Løjt Land
Hele tre skoler i Løjt. Kun dansk en time om ugen. Ingen kort over Danmark. En god håndskrift er vejen til en god opdragelse. Vise ord fra Løjt Kirkeby Skole. Nogle af Løjts unge faldt i kamp. Mærkværdigheder på Løjt. Æ Kleinbahn havde seks stationer på Løjt. Flotte ord af Marcus Lauesen. Hvorfor hedder det ”Æ Knapp? Nu er der 11 Løjt – artikler og 13 artikler om Søfartshistorier fra Løjt og Aabenraa.
Hele tre skoler i Løjt Kirkeby
Vi skal tilbage til Løjt i tiden i de første årtier i 1900-tallet.
Pigerne begyndte i skole, når de var fyldt 6 år. Knægtene skulle vente et år længere. Og så skulle man ellers have fat i en tavle, en Griffelkasten (penalhus), en svamp og en Fibel (den tyske ABC). Så skulle man vel også have et tornyster.
Det var dengang, der var tre skoler i Løjt Kirkeby, hvilket er jo ganske imponerende. Det var ”Begynderskolen” med fem klasseværelser. Det var et langt lavt rødstenshus med tjæret pap-tag.
Så var det mellemste skole, som også blev kaldt ”Lærer Møllers Skole”. Den havde to store skolestuer. Og så var det endelig ”Degneskolen”. Og denne degn boede i den ene ende af bygningen.
Kun dansk i en time om ugen
Det var en fordel at have sin mor eller far med på første skoledag. Især hvis man skulle indskrives til også at have dansk. Og danskundervisningen bestod af imponerende en time om ugen – og det var i religion-undervisningen.
Mange havde allerede lært noget religion fra salmebogen. Og i de missionssindede hjem, som det også var på Løjt dengang havde poderne sikkert sammen med forældrene kigget i lommesangbogen eller ”Hjemlandstoner”.
Nogle holdt deres mor i hånden andre løb frit omkring. Andre igen havde en af deres søskende med her på den første skoledag. Oppe fra døren blev navnene nu en for en læst op. Og så forsvandt man ind i bygningen.
Ingen kort over Danmark
Ved et lille bord foran skolepulten sad Frk. Holgersen med en navneliste. Hun talte tysk både til forældre og elever. Så fik eleverne en Stundenplan (Skoleskema).
Nu tog skolen ikke så meget tid. Et par timer om formiddagen hver anden dag og hver anden dag om eftermiddagen.
Man kunne jo være så heldig at arve søskendes skolebøger. Ved siden af den store tavle stod et stativ med landkort. Det første kort viste Provinz Shleswig – Holstein. Det andet var var Königreich Preussen og det tredje Deutsches Reich.
Nu fik den store sten, der var gemt i et krat ved den gamle vej til Aabenraa ny betydning, der stod:
En god håndskrift var vejen til en god opdragelse
Det var også nyt at tavlen blev ombyttet med stilebøger og kvadrerede regnebøger. Blyanter skulle spidses. Og snart fik eleverne også penneskaft. Så kunne man gøre brug af blækhusene, hvis låg kunne skydes frem og tilbage.
I den lille skole skulle eleverne sidde med foldede hænder, når man ikke blev hørt. Bedst var det, at når læreren spurgte om noget, at han/hun så spurgte en af dem. Lærer Møller havde den uvane, at når en elev var usikker at komme hen og knibe den arme under hagen. Han var også hurtig til at slå med linealen på fingerspidserne.
Spanskrøret bruges kun for forseelser, der ikke havde noget med lektierne at gøre. Det var sandelig ikke godt at kunne skrive ordentlig. I skolen her i Løjt Kirkeby sagde man:
Når man fik sådan en melding, så skulle man skamme sig.
Vise ord fra Løjt Kirkeby Skole
Hvis man så havde tid kunne man jo kigge på en stor skolebygning, som man var i gang med. Der var en stor skolegård med pumpe i midten. Og så var det en stor græsmark – ca. 100 meter lang og 70 meter bred. Her var der plads til rigtig langbold.
Ja det var Løjt Kirkeby Skole. Over døren står i dag en inskription:
Nogle af Løjts unge faldt i krig
Så var det også bager Kruse. Familien boede i det lange fine gulstenshus med hvidt stakit omkring den smalle sirlige forhave med mange store blomsterfyldte vinduer på begge sider af den store butiksrude. Sådan en lørdag eftermiddag ringede klokken mange gange.
Også mange fra Løjt var udvandret til Amerika for at slippe for at blive tysk soldat. Man kunne nøjes med at tage til Danmark for at slippe.
Mange af Løjts unge var taget i krig. Når de så kom hjem på orlov, ville de slet ikke tale om det. Nogle af forældrene mente, at det bedste var at lade sig tage til fange.
I nabosognene var de første russiske krigsfanger dukket op. Snart ville de også komme hertil. Men skoleeleverne hørte ikke noget om det.
Nogle forældre fik deres sønner ført hjem i en zinkkiste. Så blev de begravet på kirkegården mens en afdeling soldater afskød en salut over deres grav.
Også brandvæsnet mistede medlemmer i krigen. I 1900 bestod de eller af hele 51 mand.
Mærkværdigheder på Løjt
Måske skal vi lige nævne, at den første mølle vandmølle i Rundemølle allerede var opført i 1200 – tallet. Møllen brændte ned i 1625 og 1656.
Og en anden mærkværdighed var det store antal sømænd på halvøen. Således var der i 1845 hele 206 søfolk i Løjt Sogn, heraf 34 skibsførere og 522 styrmænd. En anden lidt absurd ting er at i starten af 1920’erne ville stationsagenten ikke mere have gæster ind på kroen. Derfor måtte man indrette en gammel personvogn som ventesal.
Stationskroen og købmandsforretningen var bygget sammen men den nedbrændte i 1929. På grunden opførte man Løjt Forsamlingshus.
Æ Kleinbahn havde seks stationer på Løjt
Vidste du, at bakkerne på Løjt Land er mellem 40 til 55 meter høje. Og vidste du, at Æ Kleinbahn alene på Løjt havde seks stationer. Men det sluttede da også i 1926.
Flotte ord af Marcus Lauesen
Det er jo flot for på Løjt. Det har vi før givet udtryk for, men der er ingen der kan sige det så flot som Løjt – forfatteren Marcus Lauesen:
Hvorfor hedder det ”Æ Knapp”?
Der er også mange, der ikke kan forstå, hvorfor det hedder Æ Knapp. Ja det se det har noget at gøre med stedets ualmindelig flotte omgivelser – der ligger ved foden af en stejl bakke. Knapp er udsprunget af plattysk for bjergtop.
Ja Knapp kan føre sin historie tilbage – det begynder med en slibemølle i 1752, som blev opgraderet med mølledam og møllebygning. Af praktiske og behagelige årsager blev det også et traktørsted.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Egentlig har Løjt en stor andel i Aabenraa’ s søfartshistorie, så det er vel relevant med disse:
Maj 8, 2022
En astronom fra Snogbæk
Dette handler om en af Snogbæks store sønner. Men det nok ikke mange i den lille by, der kan huske ham. Men det kan man i hele Verden på det fagområde, som han repræsenterede. Hans forældre var meget fattige. Men heldigvis blev han karl hos præsten. Denne kunne godt se, at den unge knægt rummede noget særligt. Han havde svært ved at få kammerater og i skolen blev han moppet. Pastoren kendte en kendt astronom i Altona. Og så var vejen banet for Thomas Clausens succes. Han gik hele vejen fra München til Altona. Men han endte i Letland. Han skrev et hav af videnskabelige artikler
Flere astronomer fra Sønderjylland
Nu er Thomas Clausen fra Snogbæk på Sundeved ikke den eneste, der har gået i Tyge Brahes fodspor og blevet astronom. Vi kender bl.a. Hans Momsen fra Faretoft og Peter Andreas Hansen fra Tønder. Men også Frederik Fischer som vi også tidligere har skrevet om var amatørastronom.
Vi kunne også have nævnt Hans Peter Grünfeld på Kegnæs og Th. A Brorsen fra Nordborg.
Plo0vdreng og kvæghyrde hos provsten
Men her skal vi fokusere på Thomas Clausen fra Snogbæk i Sottrup Sogn. Han startede i en tidlig alder som plovdreng og kvæghyrde hos pastor Georg Holst som var sognepræst i Sottrup. Præstegården lå dengang i Snogbæk et par kilometer fra kirken. Dens jorder blev drevet af præsten. Det var skik og brug flere steder.
En sær og mærkelig dreng
Thomas var en sær og stilfærdig dreng. Men pastor Holst var en myndig og venlig mand. Han tog sig faderlig af Thomas. – også i hans knappe fritid. Thomas havde svært ved at finde kammerater. Ofte sad han og tegnede geometriske figurer i sandet eller stirrede op mod himlen.
Når han havde tøjret præstens hest på engen, så den kunne græsse, kunne han stå, spekulere og småsnakke med sig selv om, hvor mange mundfuld græs hesten nu kunne æde, inden den igen skulle flyttes.
Begavet men mobbet i skolen
Foruden at passe sine sysler i præstegården skulle han hver dag møde i Snogbæk skole hos lærer Gotfred Petersen som virkede i Snogbæk 1798 – 1831.
Petersen var dimitteret fra seminariet i Tønder 1793 og var en velbegavet lærer især i fagene regning, geografi og naturhistorie (biologi). Kun i pløje og høsttiden måtte Thomas forsømme skolen.
På legepladsen blev Thomas jævnligt drillet af kammeraterne, der kaldte ham ”Tumbe Tammes”. Han tilhørte ellers til de flittigste og bedste begavede elever. På den tid blev drengene først konfirmeret i 16 – årsalderen og pigerne i 15 års-alderen.
Han kunne løse alle opgaver i matematik
Da Thomas var 15 år gammel, var det ikke et regnestykke i de dengang benyttede bøger uden at han med største lethed kunne løse opgaven. Dengang var man begyndt på at tage fat på algebra og geometri blandt de bedst begavede.
Da han nåede konfirmationsalderen, var han så velbevaret i den elementære matematik at han kunne opmåle et stykke land og regne med logaritmer.
Præsten hjalp sin begavede tjenestedreng
Nu var det så heldigt at pastor Holst også var meget matematisk interesseret. Han hjalp sin tjenestedreng i fritiden med matematiske opgaver. Han stillede også bøger og tabeller til rådighed for hans begavede tjenestedreng.
Samtidig drev Thomas Clausen franske, engelske, italienske og latinske sprogstudier for at kunne læse den matematiske og astronomiske faglitteratur. Præstens huslærer som hed Jørgensen, hjalp især tjenestedrengen med trigonometri og astronomi.
Han sprang studentereksamen over
Ved en visitats i Sottrup 1819, hvor foruden provsten også amtmanden, amt-revisoren, ottemændene (sognerepræsentanter), kirkeværgerne, lærere og omegnens præster var til stede, blev det ved den følgende middag blandt andet også talt om præstens karl, den kloge Thomas Clausen
Provst Alexander Momsen, Sønderborg som ikke kendte Thomas udtrykte da lyst til at hilse på ham. Under denne præsentation og samtale blev provsten klar over, at Thomas Clausen fortjente støtte til yderligere uddannelse. Egentlig havde han vel forestillet sig at Thomas skulle forberedes til studentereksamen. Men sådan en fik han nu aldrig.
Til observatoriet i Altona
Dertil var hans lyst og interesse alt for ensidige. Derimod lykkedes det for pastor Holst ved en anbefalingsskrivelse bilagt nogle af Thomas Clausens astronomiske beregninger at få ham ansat hos den danske geodæt og astronom, professor H.C. Schumacher ved observatoriet i Altona, som lå i det danske monarki. Hertil kom Thomas i 1824. Allerede året efter var han blevet forfremmet til observator.
I Altona lærte Clausen sin slesvigske landmand Peter Andreas Hansen fra Tønder at kende. Hansen havde været Schumachers medhjælper siden 1821 og allerede i 1825 forfremmet til direktør for observatoriet i Seeberg ved Gotha i Thüringen.
En vandring fra München til Altona
Fra 1827 – 1840 gjorde Thomas Clausen tjeneste ved det optiske institut i München. Da han følte sig forbigået ved besættelsen af direktørposten, tog han sin afsked. Så vandrede han til fods til Altona. Han var dog da også stærk medtaget, da han endelig ankom.
Afsted til det østlige Estland
Han dog atter afsted i 1842 for at overtage en fornem stilling som observatør ved et observatorium i det østlige Estland.
Her i Tartu følte Thomas Clausen sig hurtig til rette. Han udfyldte sin plads på bedste måde. Han blev direktør på observatoriet og vakte stor opmærksomhed med sine artikler i diverse fagskrifter. Tillige var han professor ved universitetet i Tartu.
150 videnskabelige artikler
Hele 150 videnskabelige artikler blev det til i ”Astronomische Nachrichten”. Trods sit tyske navn var dette blad oprettet af den danske regering på initiativ af H.C. Schumacher i Altona i 1821. Det blev dengang anset for at være verdens fornemste inden for sit område. Og Clausens navn lever den dag i dag.
Han glemte aldrig sin hjemstavn
Breve viser, at han aldrig glemte sin hjemstavn og fædreland. Det glædede ham også, at han i 1825 modtog Det Danske Videnskabernes Selskabs guldmedalje for sin bestemmelse af banen for Komet 1825.
Han havde det ikke altid lige let
Det var ikke altid lige let for Thomas Clausen. Både i München og Altona kom der til uoverensstemmelser. Finansiel var det heller ikke altid godt. Da han tog til Estland, hjalp Schumacher i Altona ham med penge.
Thomas Clausen døde den 11. maj 1885 i Tartu, hvor han også ligger begravet.
Dette var historien om en mand som Snogbæk fostrede. Hvem skulle tro det?
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 7, 2022
Herlufsholm – Tradition og Voldskultur (2)
Egentlig var vi færdig med artiklen. Men så kom meldingen at rektor var fyret og at bestyrelsen havde indført en handlingsplan. Endvidere er der sat en advokatundersøgelse i gang, der dog kun skal gå fire år tilbage. Det understreges at heller ikke bestyrelsen er ”hellig”. Den fyrede rektor mente kun at der var ”en flig af usund kultur”. Her var ren officersmoral. Gamle elever mener ikke at det gamle system skal ophøre. Præfekturordningen har været svær at afskaffe. Hel sagen har mindet om den katolske skole. Vi kigger på nogle af sagerne. En tidligere elev udtalte ”Det er pissefedt at nedgøre hinanden”. En kronikør stillede sig frem i 2004. Han anførte allerede dengang mange ting, der var i vejen. Man skulle sove på en bestemt måde. De ældste elever ville ikke miste magt. Det var betingelsesløs underkastelse, hvis man ville overleve. Mottoet var, at man ikke behøvede at behandle alle lige. Der var tale om flere tilfælde om overtrædelse af straffeloven. Dokumentarudsendelsen har fået masser af konsekvenser.
Flig af usund kultur
Dette er anden del af historien om Herlufsholm. En dokumentation fra TV2 afslørede en frygtelig voldskultur på skolen. I begyndelsen mente ledelsen at der var tale om enkeltsager. Man gjorde alt for at disse sager ikke skulle frem i medierne.
Er vold normen eller undtagelsen på skolen? Tidligere tiders hårde kultur er endnu ikke forsvundet. Det virker besynderligt, at man på Herlufsholm ikke har taget fat på anti-mobbe-politik, som man har i den danske folkeskole.
En rektor, der har regeret på skolen i 23 år, mener nu, at der måske er en ”flig af usund kultur på skolen”. Dette har han udtalt efter at Kongehuset har udtalt, at de er chokeret over det billede, der blev vist i dokumentaren.
Ren ”Officersmoral”
Og hvad er det galt på skolen? Systematisk mobning, seksuelle krænkelser og voldskultur. Man skulle tro, at volden nu engang er nødvendig for at opretholde systemet. Ældre elever har magt til at tryne yngre med udspekulerede former for ydmygelser.
Det er de gamle mandeidealer, der gælder. Det er en officersmoral, der opfostres på sådanne kostskoler. Man forsøger at efterligne det engelske system. Der fysiske repressalier over for dem, der ikke passer ind i systemet.
Gamle elever mener at systemet skal opretholdes
Det er meget dyrt at gå på skolen. Omkring 157.000 kr. koster det. Dem der har fået penge, vil gerne i overklassen. Men man skal helst have haft penge i tre generationer for rigtig at blive accepteret.
Som elev kan man for at overleve gøre oprør. Risikoen for fysisk smerte og afstraffelse er til stede. Den anden metode er total underkastelse. Eleverne ønsker selv at systemet opretholdes og måske er det med forældrenes opbakning.
Man underlægger sig disciplinen, reglerne og ydmygelserne. På et tidspunkt år man selv lov til at administrere systemet.
Præfektordningen er svær at afskaffe
Nu er det ikke alle skoler, der ligger på et gods og har et våbenskjold. Og det gør man en dyd i at forsvare. Derfor kan man sagtens finde tidligere elever, der til enhver tid vil forsvare skolen og kalde TV2 – dokumentaren for opspind.
Det kan være svært for rektor at få ændret og afskaffet traditioner. Man har stadig præfektordningen. Og den er svær at komme til livs. Man giver sine børn et netværk, der kan bestå resten af livet. De forældre, der sender deres børn hertil, ønsker at de kommer langt i livet.
Stiltiende accept og samtykke
Der har været en form for stiltiende accept og samtykke i miljøet gennem flere generationer. Det er blevet en del af skolens interne profil og kendemærke. Man accepterer normen. Man er bevidst blind på det ene øje.
Men man kan nu engang ikke have en skolekultur, der er baseret på vold, mobning og frygt og da slet ikke med statstilskud. Der er ting på skolen, der er blevet opbygget gennem generationer.
Og det er blandt andet en hierarki-skabende struktur.
Det virker lidt søgt
Skolen tegner et billede af et udstødelses-hierarki. Hvis du ikke tilpasser dig, så er du dømt ude. Så får du en position som man kalder for social død
På en eller anden måde virker det lidt søgt, når folk fra adelen eller eliten nu tager afstand fra forholdene. Lige som rektor har de jo også kendt til forholdene på skolen. At skolen har bebudet en advokatundersøgelse af forholdene, er vel nærmest at vaske hænder.
Det minder om Den katolske Kirke
Det minder om den måde som den katolske kirkes måde at håndtere overgrebssager på. Man laver en form for selvjustits. Her vurdere man, hvad man skal gøre. Og allerhelst vil man undgå politiets indblanding. Man kan altid forhale en sag, så det er svært at finde beviser.
Nogle af sagerne
”En kontrolleret slåskamp”
På skolen er der blandt andet en såkaldt pø – kamp, hvor 3. g – elever skal forsvare en ø over for de yngre elever. Her brydes og slås eleverne. Rektor mener, at det er fint med en kontrolleret brydekamp i 20 sekunder. De slås ikke mere, siger han.
Men man ser i stedet en elev få slag på benene af to andre. Det kan man vel ikke kalde ”en kontrolleret slåskamp”.
”Pissefedt at nedgøre hinanden”
Det er nærmest opstået en sadistisk kultur på skolen. En anonym elev sagde det på den måde:
En elev beretter om, hvordan de ældre elever kunne udvælge en tilfældig elev og lege ”Hvem vil være millionær?” Og hvis man så svarede forkert, så fik man bank. I et tilfælde blev eleven så gennembanket, at han ikke engang selv kunne kravle hen i et hjørne.
En anden elev fortæller, at miljøet er
Hvad nu med kronprinsesse-parret?
Kronprinsesseparret er kommet i en krise i forbindelse med sagen. Skal man trække prins Christian ud af skolen og skal prinsesse Isabella finde en anden skole. Sagen er eksploderet. De kongelige finder forholdene uacceptable og de følger nu udviklingen. Herlufsholm kommer til at skabe et fundament for vores konge. Men hvordan går det i spænd med de voldsomme historier om overgreb, vold og mobning, som vi har set?
Og netop Mary Fonden bekæmper mobning. Denne fond arbejder for et samfund ”hvor alle oplever at høre til” Dette arbejde bliver modarbejdet på Herlufsholm.
På de sociale medier har Familien Danmark udtrykt deres mening om dette forhold. I en afstemning som BT har lavet, mener 82 pct. at kronprinsesse parret skal trække deres børn ud af skolen. Og mon ikke at de gør det på længere sigt.
Men en af kronprinsesse-parrets venner er netop trådt frem og berettet om et karaktermord – det som er overgået Herlufsholm.
Det koster at stille sig frem
Det koster selvfølgelig at stille sig frem og fortælle om forholdene. Mange er blevet anonymiseret. Men Peter stillede sig åbenlys frem. Han blev smidt ud af en gruppe. Han blev betegnet som ”stikker” og betragter sig ikke mere at være med i ”samfundet”.
”Psykisk tortur”
Allerede i 2015 udtalte billedkunstneren Kristian von Hornsleth sig om ”psykisk tortur” på skolen.
En kronikør stillede sig frem i 2004
Vi kan også finde en kronik i Information fra 2004. Her er kronikøren i biografen for at se filmen ”Ondskab” Han tænkte tilbage til sin tid på Herlufsholm. Og det var bestemt ikke den kostskole-romantik som Flemming-bøgerne gemmer. Kronikøren kaldte skolen for
Børns ubarmhjertige hakkeorden blev sat i system. Muslimske og kristne friskoler, Tvind- skolerne er blevet kritiseret. Men ”det danske samfunds mest anakronistiske og reaktionære kostskole unddraget sig bevågenhed”
Almindelig med trælår og ”lammere”
Man skal sove på en bestemt måde
Når man gik i seng, skulle man ligge i en bestemt stilling og kigge på en bestemt plet på loftet. Præfekterne kunne fra deres værelser holde øje. Svajede knægten eller rykkede på sig, kom de styrtende og hev eleven i de små hår ved ørene indtil den optimalt ulidelige stilling blev fremtvunget.
Hvis man sov for længe om morgenen var der ikke morgenmad og heller ikke frokost. Kronikøren nævner en masse former for afstraffelse. Han fortæller også at lærerne også gerne tog del i løjerne. Der var ofte absurde afstraffelsesmetoder både fra præfekter og lærere.
De ældste elever ville ikke miste deres magt
For det meste gik eleverne med en tube tandpasta på sig. Det kunne skjule hørmen fra fingrene, når man havde røget. Men præfekterne måtte ikke kede sig. De jagtede de yngre, når de havde lyst.
En straf kunne også være at sidde to måneder i sovesalens affaldsrum. Præfekternes tyranni var godkendt af lærere og lederstaben. Indskrænkninger i deres magtfuldkommenhed afviste de konsekvent som et moralsk forfald fra de ægte herlovianske sæder.
Betingelsesløs underkastelse
Kronikøren oplyser, at kun gennem betingelsesløs underkastelse kunne man håbe sig nogenlunde sikker:
Ritualiseret voldsanvendelse
Man kunne gøre det mest absurde for det havde man altid gjort. Der var årelang psykisk tortur understøttet af skolens autoriteter.
Man behøver ikke at behandle alle mennesker lige!
Herlufsholms store problem kan måske være at præfekterne ingen grund så til at mennesker skulle behandles lige. Troen på akademi for overmennesker var simpelthen den eneste værdi. Man hylder aristokrati på hver eneste væg.
Ja alt dette kom allerede frem i 2004. Igen engang kan man undre sig over, at det hele bare er blevet forbigået i tavshed. Og i dag virker man overrasket. I medierne optræder man så chokeret. Så har man sit på det tørre.
Er det ingen voksen til stede?
Det er jo vanvittigt, at der bliver begået voldelige og seksuelle overgreb i skolens regi. Er det slet ikke en voksen til stede. Det er jo ikke normalt, at der foregår så mange krænkelser på en skole. Åbenbart har man kun vist toppen af isbjerget.
Ydmygelserne som vi så på TV 2 blev serveret på en overbevisende måde. Man kan åbenbart ikke gå her på skolen uden at få bøllebank. Herskersygen på skolen virker helt syg. Der er grotesk vold mod sagesløse. Det er rystende og grotesk at ledelsen og lærerne ikke griber ind. Er det fremtidens kynikere, som man uddanner på Herlufsholm?
Eleverne er overladt til sig selv. De kan ikke gå til nogen. Og ledelsen ignorerer problemerne.
Nogle betragter overgrebene som dannelse
Måske opfatter mange familier skolens disciplin som en slags dannelse. Det er Danmarks elite – skole og nogle familiemedlemmer er sikkert gået her gennem flere generationer.
Overtrædelser af straffeloven
En anden ting var at der var talrige eksempler på overtrædelse af straffeloven. Man dækker over de skyldige for at bevare anseelse inden for egen kreds. Skandalerne på skolen står i kø. Og husk lige – denne skole får også statstilskud. Den er derfor også underlagt forskellige regler, som også er blevet overtrådt.
Masser af konsekvenser
Det må da få konsekvenser. Alle andre steder end her, ville alle disse overtrædelser have ført til konsekvenser.
Ja så var vores artikel færdig. Men så får vi at vide, at rektor er blevet fyret. Formanden for Herlufsholm Skole har udsendt en presseinformation, der undskylder for alt det som eleverne har været udsat for. Han takker også for det mod, tidligere elever har vist ved at stille sig frem.
En handlingsplan
Formanden vil gøre op med alle forhold på skolen. Der er ingen hellige køer, står der i presseinformationen. En ny handlingsplan er opdelt i syv punkter:
Den uvildige advokatundersøgelse
Undersøgelsen skal give et ”nutidigt billede” af forholdene. Der er grænser for, hvad og hvem, der skal undersøges. Undersøgelsen skal gå fire år tilbage. Og også ledelsens håndtering af sager skal undersøges.
Det bliver tale om en ”relativ hurtig afklaring”. Det fremgår også at bestyrelsen ikke er ”hellig”. Åbenbart har den tillid, som rektor mente han havde ikke været til stede.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 6, 2022
Herlufsholm – fra Benediktinerkloster til Voldsskole (1)
Det er måske lidt barsk at kalde det ”Voldsskole” Men mange tidligere elever har i en TV2 – dokumentar udtalt, at de har været udsat for det. I denne artikel ser vi på det historiske. Men allerede her erkender en tidligere rektor, at der var problemer. Nogle af disse skyldes traditioner. Han udtaler, at det til tider var ”en voldsom skole” Egentlig var det et gammelt kloster. Herluf Trolle og Birgitte Gøye interesserede sig meget for de unges lærdom. Førstnævnte var en meget lærd flådechef, der var blevet inspireret i Wittenberg. Det skulle være en lærd skole og opdragelsesanstalt. Fra 1985 måtte piger også være kostelever. Der er enkelte rester fra 1100 – tallet og mange om – og tilbygninger. Skolen er underlagt tilsyn fra Børne – og Undervisningsministeriet. Man bruger en særlig skoleuniform og så har man et særligt sprog. Mange har mange traditionsagtige arrangementer. Man sover sammen. Vi kigger på det såkaldte ”Herlovianer-samfundet”, som også udgør flertallet i bestyrelsen.
Et gammelt kloster
Herlufsholm var oprindelig et Benediktinerkloster fra 1135 til 1536.
Det var stormanden Peder Bodilsen, samt hans moder og brødre, der stiftede dette kloster ca. 2 kilometer nord for Næstved. Stedet blev også kendt som Sankt Peders Kloster og Skovkloster.
Klostret var ellers startet i Næstved by og så senere blevet flyttet. Det fungerede som sygehus, fattighus, alderdomshjem m.m.
I 1140 havde klostret status som en slags by-herre af Næstved. Munkene havde reelt fået alle retslige og økonomiske rettigheder i byen. Disse rettigheder kendes ikke fra andre byer.
Adelens sønner blev munke
Antallet af munke har været ca. 12 som minimum. På forskellige tidsrum har der dog været over dobbelt så mange. Dertil kom en del lægbrødre, tjenestefolk og logerende. Der har foregået en del skrivervirksomhed på stedet.
Disse Benediktiner-munke blev hovedsagelig rekrutteret blandt adelens sønner. Klosteret kom snart til at høre blandt landets rigeste med et omfattende jordegods, erhvervet gennem gaver, først og fremmest på Sydøstsjælland.
Det lutherske syn ramte også klostret. Og det teologiske oprør overlod munkene til tiggerbrødre. Borgerskabet i Næstved var efterhånden trætte af munkenes dominans. Munkene forlod ikke klostret efter Reformationen. De valgte at blive på stedet. Men i 1560 forlod de sidste munke først stedet
Ved Reformationen ejede det omkring 440 ejendomme som fæstegårde, møller, sognekirker, byhuse m.m.
Herluf Trolle og Birgitte Gøye havde interesse for uddannelse
Stedet kom under Kronen. I 1560 foregik der et mageskifte til Herluf Trolle og hans hustru Birgitte Gøye.
Herluf Trolle og Birgitte Gøye blev gift i 1544. Herluf Trolle var den mindst velhavende af de to. Hel hans arvegods anslås til at have udgjort 30 bøndergårde. Birgitte Gøye var særdeles velhavende. Hun ejede bl.a. gods i Nordsjælland samt en gård i København, den såkaldte ”Dyvekegaard” eller ”Sibrettes Gaard”
Ægteparret havde en særlig interesse for skolevæsen og ungdommens uddannelse. De donerede store summer til latinskolerne i Helsingør, Roskilde og Næstved.
Da Herluf Trolle i 1554 fratrådte som lensmand på Krogen i Helsingør havde ægteparret fast bopæl på Hillerødsholm (det senere Frederiksborg). De forsynede den tidligere gård med en standsmæssig hovedbygning.
Herluf Trolle blev inspireret i Wittenberg
Herluf Trolle var en lærd flådeadmiral. Han havde bl.a. studeret i Wittenberg. Her blev han stærk inspireret. Han mødte sandsynligvis Birgitte Gøye ved hoffet.
Den lærde flådeadmiral mente, at han som adelig havde pligt og ansvar til at afværge, beskytte og skærme fædrelandet.
Forbilledet for Herlufsholm Kostskole
Forbilledet for Herlufsholm Kostskole var en række lærde kostskoler i Sachsen. Målsætningen var opdragelse og oplæring i kristendom, latin, retorik og dialektik som forberedelse til senere universitetsstudier. Herlufsholm skulle være en eliteskole for børnene af samfundets spidser – adelige såvel som borgerlige.
En lærd skole og Opdragelsesanstalt
I 1565 omdannede de klostret til en lærd skole og Opdragelsesanstalt. De kaldte stedet for Herlufsholm.
Dengang var der plads til 42 børn af adelige eller ”andre ærlige Mænd” I 1729 – 30 måtte skolen lukke, da stiftelsens økonomiske forhold var i en elendig forfatning. Gregers Juel blev indsat som forstander og nåede inden sin død i 1731 at reformere administrationen på skolen. Gregers Juel var den sidste forstander af stifternes slægt.
Efterfølgende blev der indført ferier, faget Gymnastik blev indført og timeantallet af obligatoriske andagtsøvelser blev skåret ned.
Fra 1985 måtte piger også blive kostelever
Skolen fungerede fra starten som kostskole og indtil 1966 kun for drenge. Herefter blev det åbnet for piger som dagelever i gymnasiet. Fra 1985 også som kostelever.
Skolen har et ry for at være en skole for adelige og børn af rige danskere, der er udstationeret med topposter i udlandet.
Hvert år stiller skolen dog et antal fripladser til rådighed. Man ønskede også at indføre en lokal privatskole, hvor elever fra omegnen kan gå. Og det har man så i dag fra 6. – 9. klasse. Her er også en 10. klasse og et gymnasium.
Enkelte rester tilbage fra 1100 – tallet
Klosterbygningerne lå syd for kirken. Syd- og vest fløjen indeholdt også hvælvede rum som tilsammen omsluttede en uregelmæssig klostergård med korsang. Ud fra er bevaret indskrift menes Østre Korsgang at være opført i 1502, formentlig som afløsning for en ældre bygning.
Området vest og nordvest for kirken udgjorde tidligere endnu en sluttet gård, senere kaldet Skolegården. Mod vest afsluttedes den med den nuværende rektorbolig. Det var formentlig den tidligere abbedbolig. Enkelte mureværker er tilbage
Det store kompleks har indeholdt en endnu større ydre gård som i syd og vest var afgrænset af to store teglbygninger – Kostalden og laden.
Klostrets byggemasse har haft et hierarkisk ordnet system af tre gårde. Al adgang til klosterområdet foregik via port-huset mod vest. Til klosteret hørte en række fiskedamme, som leverede en betydelig del af munkenes kost.
Masser af om – og tilbygninger
Klosterbygningerne stod forholdsvis uforandret frem til 1800 – tallet. Klosteranlægget blev ombygget i årene 1868 – 1870. den vestlige og sydlige fløj fik deres nuværende udseende. Hovedtrappen blev flyttet i 1980.
Skolebygningen er oprindelig en lade fra 1743. Den blev ombygget i 1809 – 1812. Siden blev den forhøjet. Museumsbygningen er fra 1874-76. Og diverse bygninger er løbende blevet ombygget eller renoveret.
Nyere tilføjelser er elevfløjen Lassengården (1956-57) Egmontgården er fra 1967, elevfløjen Vuen er fra 1967, gymnastikbygningen Galen fra 1968, Helenhallen fra 1969 en administrationsføj fra 1973.
Underlagt tilsyn fra Børne- og Undervisningsministeriet
Selve skolen blev stiftet den 23. maj 1565. Den blev efter Herluf Trolles død ført videre af Birgitte Gøye og derefter overdraget til kongen, mod at den blev bevaret for eftertiden. På den måde er stiftelsen og dermed skolen blevet en selvejende institution.
I dag er Herlufsholm en erhvervsdrivende fond med skole, skov og jordbrug, en kirke og en kirkegård. Stiftelsen sikrer, at skolen består. Indtægterne fra de andre forretningsområder er derfor med til at understøtte skolens drift.
Selv om stiftelsen er en forretning, er den underlagt tilsyn fra Børne – og Undervisningsministeriet og ikke Erhvervsministeriet, da den modtager statstilskud til eleverne på skolen. Herlufsholm Gods er på 1.050 ha agerjord og 1.026 ha skov.
Ensartet skolebeklædning
Normalt er der på skolen indskrevet ca. 650 elever, heraf 270 kostelever og 380 dagelever. En lang række af skolens elever tæller skuespillere, forfattere og kongelige.
Eleverne skal bære ensartet skolebeklædning. Denne tradition går tilbage til 1800-tallet. Man kigger dog på modens udvikling men beklædningen er dog stadig i klassisk snit. Farverne skal være mørkeblå og mellem – eller mørkegrå, kombineret med lyseblå herlovianer- skjorte med Gøyeskjold og evt. slips, der findes i tre udgaver.
Skolen ønsker, at eleverne altid fremstår som velklædte og velsoignerede
Eleverne har mulighed for at variere deres tøjvalg. For eksempel kan de vælge mellem cardigan, pullovers – og trøjer med V – udskæring. Pigerne kan vælge mellem nederdel og bukser. Det er valgfrit, om man vil bære det karakteristiske Gøye-slips.
Efter aftensmaden kan elever iføre sig andet tøj. Hel eller halv galla benyttes ved festlige lejligheder.
Man bruger et særligt sprog
Gennem tiden har eleverne på Herlufsholms Skole skabt til et særligt ”herlovianersprog”, der indeholder en række specielle ord. Det kræver en længere forklaring, hvordan disse ord dannes.
Mange traditionsrige arrangementer
Hvert år er der en række arrangementer, der relaterer sig til skolens historie og rødder:
Det er den 14. januar, der afholdes ”Trollebal”. Og dette har været afholdt siden 1797. Der findes også fra gammel tid et præfektsystem som giver de ældste elever i gymnasiet ansvar i det daglige arbejde.
Man sover sammen
Langt de fleste elever har et værelse, kaldet et hummer, selv om de sover på sovesale sammen. Hver elevgård rummer elevernes værelse, en fælles opholds- og tv-stue, køkken og så selve sovesalen.
Skoleåret er inddelt i rejseweekender og mellemweekender for at tilgodese de elever, der kommer langvejs fra. I en rejseweekend tager eleverne hjem om fredagen og har først undervisning igen den følgende tirsdag. I mellemweekenderne har eleverne kun fri om søndagen og modtager undervisning om lørdagen.
Skolen tilbyder forskellige fritidsaktiviteter af både kreativ og sportslig art.
En ny rektor fik problemer
I 1993 satte Klaus Eusebius Jacobsen sig i spidsen for Herlufsholm Skole. Og dette forløb ikke stille af sig. Det kom til et voldsomt opgør med skolens tidligere rektor. Det rakte ud over skolens tykke mure og ind i landets aviser.
Den ny rektor havde ikke selv gået på skolen. Han var ikke indfødt herlovianer, som de indviede kalder det. Det vakte stor skepsis. Og modtagelsen var også kølig. Men han blev der i 23 år.
Rektor udleverede ”Ondskaben” af Jan Guillou
Hans opgave var at højne fagligheden og redde skolen. For økonomisk var den ikke på toppen. Børn af udenlandsdanskere var begyndt at vælge skolen fra. Da han begyndte på skolen, var der 285 elever. Da han gik på pension, var der 660 elever. Selv siger han, at fik brudt nogle normer, som ikke var særlig sunde ved at tage dagelever ind på skolen.
Jacobsen udleverede bogen ”Ondskaben” af Jan Guillou til de lærere, der var kostskoleinspektører – dem, der havde ansvaret for en kostafdeling. I bogen beskriver Guillou den onde variant af præfektsystemet, hvor ældre elever med hård hånd opdrager de yngre.
De ældre skal ikke opdrage de yngre
Den nye rektor mente, at hvis der fandtes indvielsesritualer på skolen, så skulle disse udryddes. At man overlod opdragelsen – ikke uddannelsen – af de yngre elever til de ældste elever, brød den ny rektor sig slet ikke om.
Opgøret med de gamle traditioner var bestemt ikke populært. Rektor måtte lægge arm med lærerstaben, eleverne og ikke mindst gruppen af flere end 1.000 tidligere elever, som på Herlufsholm har en særlig ophøjet rolle. De betaler kontingent for at kunne følge skolens udvikling tæt og loyalt.
På mange måder en vældig voldsom skole
Den cocktail gør, at Herlufsholm:
Ja sådan udtrykte den forhenværende rektor sig til skolemonitor.dk
Det kan så undre i dag, at ledelsen siger, at de ikke har kendskab til alle de problemer, som en TV2-dokumentar har taget op. Det har åbenbart været almindeligt.
Herlovianer-samfundet
Og hvem er det lige den tidligere rektor hentyder til som være et problem? Det er Herlovianersamfundet. Og det blev stiftet den 14. januar 1850. Det er dermed den ældste forening for tidligere kostskoleelever.
Opgaven for dette ”Samfund” er at vedligeholde og udvikle medlemmernes tilknytning til hinanden og dels at komme trængende kammerater til hjælp. Man afholder fester, sportslige stævner, udflugter og andre arrangementer. Der udgives et medlemsblad. Så administrer man legater til støtte for gammel-herlovianere. Man er repræsenteret i bestyrelsen.
De gamle har flertal i bestyrelsen
Formand, forstander og yderligere mindst to af de i alt syv bestyrelsesmedlemmer på Herlufsholm Skole er gammel – herlovianere. Der holdes en del sammenkomster også i og omkring København.
Man kan betale et engangskontingent, der svinger fra 200 kr. til 8.400 kr.
Og ja, så kommer vi med yderligere artikel (er) om livet på Herlufsholm
Kilde:
Hvis du vil vide mere: