Dengang

Artikler



Herlufsholm – Hvad nu?

Juli 1, 2022

Herlufsholm – Hvad nu? (3)

Tingene har sat sindene i bevægelse. 27 år efter en alvorlig hændelse på skolen. Det varede længe, inden pigerne fik lov. Chaufføren måtte have bodyguard for at fragte elever fra skolen. Elev startede en hadeklub mod læreren. Topadvokat fik lov til at bruge 55 vidner, hvilket resulterede i frifindelse. En udfordret kongefamilie. Et prestigetab for skolen. Ny formand udtaler: ”De stærke skal nok overleve”. Jamen skal de svage ikke også overleve? Ny formand mener ikke, at skolens omdømme har taget skade. Problemerne er ikke så store! Men der er sket alvorlige brud på loven. Skolen har ikke overholdt sin oplysningspligt. Ingen fast regel ved bortvisning. Styrelsen utilfreds med de initiativer, der er taget. Der er mange klagepunkter. Efter voldtægt fik den skyldige lov til at fortsætte. En ikke over 400 år gammel skole er hævet over loven. Ved en hvilken som helst anden skole, ville politikerne have stået i kø, for at lukke den. Nye undersøgelser følger – og hvad så!

 

Tingene har sat sindene i bevægelse

Dette er vores tredje artikel om Herlufsholm. Vi kan se, at der har været ret stor interesse for de to første artikler. Vi har også fået tilsendt et borgerforslag. I dette står bl.a.:

  • Skal Herlufsholm fortsætte, højt hævet over lov og ret, skal voldtægt og seksuelle krænkelser mv. fortsat være ustraffet, er det acceptabelt at eliten og deres børn har defakto immunitet, ala kongefamilien i en retsstat.

Man har også stillet spørgsmålstegn ved udnævnelse af en tidligere Højesteretsdommer i stedet for en skoleleder som formand. Men du kan læse meget mere om dette inde på Facebook – gruppen ”Herlufsholm retsopgør NU Borgerforslag”.

Sagen har sat sindene i bevægelse hos mange.

 

27 år efter en alvorlig hændelse

BT bragte i 1995 en artikel, der relaterer sig til den aktuelle sag:

  • Kan man her i landet ”købe” sig til frifindelse, hvis man er mangemillionær og har råd til at engagere de bedste forsvarere?

En ung mangemillionær og kostskoleelev var blevet frikendt for at have stukket en vægter ned med fire livstruende knivstik. På Herlufsholm. Den sag vender vi tilbage til.

Det er så gået 27 år. Og nu er det godt nok ikke mordforsøg, der dominerer på skolen. Men trods det er er der dog en syg kultur blandt elitens børn. Mobning, overgreb og krænkelser er hverdagskost.

 

Det varede længe inden pigerne fik lov

Som vi kunne påvise i vores første to artikler, så er denne kultur med til at fastholde skolens tradition og måske også status. Dette synes understøttet.

Rigsråd og admiral Herluf Trolle udtrykte det således:

  • At omdanne en skole for menige adelsmænd og ærlige mænds børn.

Hans kone Birgitte Gøye sikrede en fond som man kan takke for at skolen har overlevet i 450 år. Men først 400 år efter blev det åbnet for kvindekønnet. Men dog kun i første omgang som dagelever. 20 år senere som kostskoleelever.

 

Chaufføren måtte have bodyguard

På skolens hjemmeside kan vi læse:

  • Moderne skolegang på fundament af stærke traditioner

Men måske gælder der andre og uskrevne regler for elitens børn.

Der har gennem tiden været spredte skandaler. En af dem har handlet om drukkulturen på skolen. En gruppe elever tog på skitur til Val Thorens i Frankrig og allerede i bussen skreg de:

  • Vi smadrer jeres lorteby.

Og man startede med at hærge bussen. Chaufføren måtte bestille en bodyguard til hjemturen.

 

Eleven startede en hadeklub mod læreren

Tilbage til sagen fra 1995. En 18-årig kostskoleelev havde set sig sur på en lærer. Han var søn af en københavnsk advokat og var i forvejen smidt ud af to skoler. Nu valgte forældrene skulle have gode papirer på Herlufsholm.

Eleven havde sammen med andre kammerater lavet en hadeklub. Og ifølge BT sendte de læreren døde fugle. Man havde besluttet skære hul i dækkene på lærerens bil under skolens fugleskydning. Og i dette ærinde som gerningsmanden foretog sig i nattens mulm og mørke blev han grebet på fersk gerning. Nu råbte vægteren

  • Hvad fanden laver du?

Som svar fik han fire livstruende stik i ryggen. Gerningsmanden stak af og kom på hospitalet. Næste dag blev den 18 – årige mangemillionær anholdt.

 

55 vidner og en frifindelse

Ud over den beskikkede advokat sørgede forældrene nu for an absolut topadvokat. Retten tillod at hele 55 vidner – øvrige elever fra skolen blev indkaldt som vidner. Og alle dækkede over den tiltalte. Og den 18 – årige mangemillionær, søn af en topadvokat blev frifundet.

 

En udfordret kongefamilie

Den kongelige familie var presset. De tog stilling inden Tilsynsrapporten fremkom. De skulle nok have ventet 14 dage ekstra, inden de tog stilling. Men i hvert fald så skal prins Christian og hans lillesøster prinsesse Isabella ikke gå her.

Men kongefamilien tog først stilling da den gamle bestyrelse valgte at trække sig. Kongehuset havde understreget at prins Christian var glad for at gå her og at prinsesse Isabella glædede sig.

Det var vel utænkeligt at de kunne fortsætte efter de hårde beskyldninger som styrelsen kom med. Og så var det vel også Mary – fonden som bl.a. beskæftiger sig med mobning.  Da havde man vel forventet et klarere signal fra den front.

De svenske aviser skrev allerede, at de undrede sig over at de kongelige skulle gå på en ”Voldtægtsskole”.

Beslutningen om at de kongelig ikke mere skal gå på skolen er et alvorligt slag for skolen. Skolen tilbyder netop et netværk til brug enere i livet. Og her har Kongehuset gjort Herlufsholm attraktiv. Kongehuset er inde i det danske elitenetværk. Det har været med til at åbne døre for folk.

 

Et stort prestigetab for skolen

Det har været et kæmpe boost for Herlufsholm at man havde Kongehusets opbakning. Man tiltrækker de samme typer folk, som går op i traditioner og symboler. Det er et stort prestigetab for skolen. Kongehuset har en enorm symbolsk betydning

 

Ny formand: ”De stærke skal nok klare sig”

Den nye formand har erkendt, at der er noget galt med kulturen på skolen og som han siger, at det skaber problemer for de svage. Samtidig siger han:

  • De stærke skal nok klare sig

Men er det sådan, man driver skole i dagens Danmark. Og man skal vel overholde lovgivningen, når man får et ikke helt lille småbeløb i årligt tilskud.

Mens den gamle bestyrelse ikke kan genkende kritikken, så erklærer den nye formand at han ”lægger sig fladt ned” i forhold til kritikken fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

 

Ny Formand: Skolens omdømme har ikke taget meget skade

Han kalder udfordringerne for store men mener dog ikke at skolens omdømme har taget så meget skade, at det er uopretteligt. Derfor vurderer han også at skolen allerede igen kan åbne for elever efter sommerferien.

Den ene dag meldte den nye formand ud at nu skulle man have enkeltværelser. Den næste dag kom meldingen så at de fleste var glade for fælles soveværelser. Det bliver så spændende at se, hvad det bliver til.

 

Problemerne er ikke så store

Jon Stokholm – den nye formand mener dog at problemerne er ”marginalt” i hvert fald, når man talmæssigt gør det op. Men har nu ret i dette?

Han mener ikke at skolens problemer er så store. Hans vurdering er at skolen er velfungerende. De fleste elever er tilfredse. Det vil være synd for disse at udsætte skoleåret. Men så spørger vi os selv:

  • Hvad så med dem, der ikke er tilfredse?

Er den nu formand nu helt klar over at det er kulturen, der skal ændres. Er det antallet af krænkelser og overtrædelse af lovgivningen, der skal være afgørende?

Struktur og kultur går hånd i hånd. Det har den gjort i generationer.

 

Alvorlige brud på loven

STUK (Styrelsen) har jo netop påpeget, at der er sket ”alvorlige brud på loven”. Dette betyder, at det kan medføre krav om tilbagebetaling af statstilskuddet fra 8. december 2021 til afgørelse i sagen.

Men for skolen er det vel ikke det store problem. De får jo sikkert igen næste gang. Og ellers kan de låne sig frem, hvis det kniber. Vurderingen fra eksperter er, at skolen får 50 millioner kroner om året i statstilskud. En hver anden skole ville lukke, hvis sådan et beløb blev taget fra dem.

 

Skolen har ikke overholdt sin oplysningspligt

Men høringen fra Styrelsen beskriver også tilfælde af grov mobning, vold, grænseoverskridende adfærd, herunder seksuelle krænkelser og voldtægter, samt flere tilfælde af episoder vedrørende tyveri, hærværk og euforiserende stoffer. Man har været tvunget til at smage urin og fået stukket en finger op i endetarmen, slag, tæsk, voldtægt og andre ydmygelser. Der har været organiserede slåskampe hvis hovedformål var at ydmyge.

Det er alvorlige brud på loven, at skolen ikke har overholdt sin oplysningspligt, og at bestyrelsen ikke har levet op til sit ansvar i forhold til varetagelse af opgaver.

Blandt andet har skolen registreret ti sager med brud på ordensreglementet i perioden august 2021 til februar 2022, oplyser STUK. Det er samme periode, som prins Christian har været elev på skolen.

 

Efter voldtægt fik den skyldige lov til at blive

Alene fra februar 2020 til marts 2022 har Styrelsen registreret 13 sager, bl.a. seksuelle krænkelser. Dertil kommer en episode med slag i ansigtet på en elev, der måtte på skadestuen og blive syet. I februar 2022 fandt der desuden en voldtægt sted, hvor en elev efterfølgende blev dømt. Alligevel fik gerningsmanden lov til at blive på skolen.

Den forhenværende rektor Mikkel Kjellberg siger i den anledning til Ekstra Bladet:

  • Det er jo ikke nogen manuel, hvordan man kommer sådan noget her til livs, fordi alle sager er jo forskellige og opstår på forskellige mennesker. Det, vi gør har mentorordninger. Vi har præventive oplæg, og vi har digital dannelse. Alle de her ting støtter op om hinandens grænser.

 

Ingen fast regel om bortvisning

Åbenbart skulle skolens rektor i hvert enkelt tilfælde forhandle med skolens formand i tilfælde af bortvisning fra skolen. Det stod i rektors kontrakt. Det vil sige i hver enkelt tilfælde kunne man give uvedkommende hensyn til ”kundeinteresser” og ”skolens ry og rygte” frem for saglige pædagogiske hensyn. Nej, det er ikke noget vi finder på. Det står i Tilsynets rapport.

Det kan være svært at finde ud af hvori uenighederne mellem Styrelsen og den afgående formand/bestyrelse munder i.

 

Styrelsen ikke tilfreds med de initiativer, der er taget

STUK er ikke tilfredse med de initiativer, der er taget for at få en bedre elevtrivsel:

  • Styrelsen finder således på det foreliggende grundlag anledning til alvorlig bekymring for elevtrivslen op skolen.

Skolen mener selv at de har iværksat mange tiltag for at sikre bedre trivsel for eleverne.

 

Styrelsen har mange klagepunkter

  • Styrelsen har særlig lagt vægt på, at en skoles opgave med at forebygge og afhjælpe mistrivsel blandt eleverne er særlig vigtig på en institution med kostafdeling, henset til at eleverne bor på skolen og sjældnere end andre elever ser deres familie og generelt ikke har samme frirum som andre børn og unge uden for skolen.
  • Herlufsholm har ikke levet op til sit ansvar, hvad angår vigtigheden af elevernes trivsel på skolen.
  • Skolen har ikke sørget for, at eleverne på skolen har overholdt reglerne om, hvordan man skal behandle hinanden.
  • Det er bestyrelsens ansvar, at loven bliver overholdt.
  • Styrelsen mener, at det er tale om alvorlige brud på lovgivningen.
  • Det er styrelsens vurdering at mange af overtrædelserne også har fundet sted før tilsynet med skolen i slutningen af december sidste år.

Interessant er også dette som Styrelsen skriver:

  • Styrelsen finder det helt utilstrækkeligt, at bestyrelsen og skoleledelsen i lang tid ikke har anerkendt, at der er tale om et kulturproblem, men fastholdt, at der er tale om enkeltsager
  • Bestyrelsen og skoleledelsen har ikke en reel erkendelse af, at skolens rammer (kultur, pædagogik, traditioner m.v,) har en væsentlig betydning for at forebygge mobning og mistrivsel. Denne forståelse er efter styrelsens opfattelse en afgørende forudsætning for et opgør med udfordringerne

 

Skolen har kun foretaget sig symptombehandling

Retsfølelse må vel også gælde på Herlufsholm, I rapporter står der, at de tiltag som skolen er kommet med, er symptombehandling. Det er som om, at den gamle bestyrelse og den nye formand ikke kender problemets omfang.

De grundlæggende regler har været utilstrækkelige og i en vis grad medvirkende til, at skolen ikke har overholdt de centrale regler i lovgivningen.

 

Enhver anden skole ville være blevet lukket

Enhver anden skole ville være blevet lukket. Men mærkelig nok ikke Herlufsholm. Skolen burde lukkes og så burde man gennemtænke konceptet og så åbne et helt nyt Herlufsholm.

Vi har stadig ikke fået alle historier. Nogle lever stadig i rædsel.

 

En over 400 år gammel skole er ikke hævet over loven

Meget har groet sig fast. Mange af de ting der er sket passer til skolens tradition og kultur mener den gamle bestyrelse og ledelsen. Man har slet ikke forstået. Og selv om en skole er over 400 år er de jo ikke hævet over lovgivningen.

Havde det været hvilken som helst anden skole, ville politikkerne havde stået i kø for at lukke den. Den er gennemsyret af social og fysisk kontrol, særlige privilegier og ikke mindst udpræget tavshedskultur.

De ældste har udnyttet deres særlige status. Andre er blevet presset til tavshed.

 

Nye undersøgelser – og hvad så?

Der venter en trivselsundersøgelse og en advokatundersøgelse. Dette skulle være tilendebragt den 1. oktober 2022. I januar 2023 vil Styrelsen for Undervisning og Kvalitet vurdere, hvordan Herlufsholm efterlever deres påbud.

 

Kilde:

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.837 artikler
  • Under Andre Historier finder du 78 artikler:
  • Herlufsholm – Tradition og Voldskultur (2)
  • Herlufsholm – fra Benediktinerkloster til Voldsskole (1)

 


Franciska Clausen en moderne maler fra Aabenraa

Juni 27, 2022

Franciska Clausen – en moderne maler fra Aabenraa

Udlandet var begyndt at få øje på hende. Hvorfor kom hun hjem fra Paris? Hun følte sig udenfor. Manglende hun psyke og kampånd? Opvokset i velhaverhjem. Privatundervisning i Flensborg. Professor på Kunstakademiet mente, at hun skulle kaste sig over portrætmaleriet. En forfalden ejendom i Vestergade.  Fra 1924 var det slut med økonomisk støtte fra familien. Picasso sagde: ”hm”. Hun forsøgte sig med grafisk design. En svensker så hendes talent. I Danmark var der ingen forståelse for hendes abstrakte malerier. Et levende men ikke let menneske. Gulvet som arbejdsplads. Et oprejsning i 1984. Isoleret fra andre danske kunstnere. Nu var der pludselig bud efter hende. Hun var nærtagende. Anerkendt i en meget sen alder.

 

Udlandet var begyndt at få øje på hende

For mange var hendes frembringelser helt nyt og spændende. Dengang i slutningen af 1950erne var der ikke mange, der kendte hende. Der stod næsten intet om hende i danske kunstbøger og tidsskrifter. Men udlandet var begyndt at få øje på hende.

Men dog i Knaurs Lexikon- ”Abstrackter Malerei”, der udkom i 1957 var hun omtalt. Og dette blev oversat fra tysk til fransk.

 

Hvorfor kom hun hjem?

Hun er født i Aabenraa i 1899. Hun har været i de skiftende brændpunkter for den europæiske avantgarde – kunst – først i Tyskland og siden 1924 – 1933 i Paris.

Grunden til at hun vendte hjem til Aabenraa i 1933 skyldtes internationale økonomiske vanskeligheder efter børskrisen i New York. Men som også lidt spøgefuldt siger:

  • Måske kan det også skyldes andre årsager

 

Hun følte sig udenfor

I årene efter hjemkomsten udstillede hun kun få gange og uden større succes. Hun blev vel i den danske kunstverden opfattet som en fremmed, en der kom udefra.

Selv har hun vel uden tvivl følt sig som pioner i den moderne, eksperimenterende, europæiske kunstvar langt forud for de problemer, som de bedste unge danske kunstnere arbejdede med.

 

Manglede hun psyke og kampånd?

Måske havde hun ikke den psyke og kampånd, der var nødvendig for at gøre sig gældende i datidens danske kunstverden.  Hun følte sig holdt ude for at visse danske kunstnere. Og hun tog sig det nær, at hun blev kaldt for en epigon – en efterligner af Lèger og hans skole.

 

Opvokset i velhaverhjem

Hun er opvokset i et velhaverhjem i Aabenraa. Hendes far var manufakturhandler og købmand. Det var et stort herskabshus med tjenestefolk. Der var parklignende have og aber som kæledyr. Man kørte rundt i omegnen med vogn forspændt med heste.

Det var en beskyttet opvækst i en højt kultiveret, dansksindet handelsfamilie.

Engang fik hendes far, Søgård Slot tilbudt.

 

Privatundervisning i Flensborg

Som en del af den almene dannelse blev hun i 1915 sendt til privatundervisning hos maleren Jacob Nôbbe i Flensborg. Men det var nu ikke til faderens store begejstring. Hvordan skulle man dog kunne ernære sig selv som maler i et krigshærget Europa. For Francisca var det mere end tidsfordriv.

I 1916 studerede hun på Grossherzoglische Kunstschule i Weimar, det senere Bauhaus. Denne undervisning blev efterfulgt af flere studier på Frauenakademie i Mûnchen.

I 1921 malede hun allerede spontanistiske, abstrakte akvareller.

 

Professor mente, at hun skulle kaste sig over portrætmaleriet

Hun fulgte traditionel undervisning på kunstskoler i Tyskland og i Danmark. Men nu var Kunstakademiet i København ret gammeldags. Her skulle man tegne efter gipsfigurer. Det var ikke noget for Fransiska. I København følte hun sig som outsider. Det til trods for professorens ros og velmente råd om, at hun burde kaste sig over portrætmaleriet.

 

En forfalden ejendom i Vestergade

Den store ejendom lå i Vestergade og blev revet ned i 1988. Det var efterhånden meget forfaldent. Hun sagde selv, at huset var lidt spøgelsesagtigt. Øverst oppe i ejendommen havde hun indrettet sig i et værelse, der både var bolig og arbejdsrum og atelier Staffeliet stod ved vinduet, der gav det rette lys fra nord.

Sengen var bag en skærm, der også tjente som omklædningsrum. El – og varmeinstallationer var oldnordiske.

 

Fra 1924 var det slut med familiens økonomiske støtte

Hun har været elev hos så spændende navne som Moholdy-Nagny, Archipenkro og den store franske kubist, Ferdinand Lëger.

I maj 1923 debuterede hun på Grosse Berliner Kunstausstellung. I 1924 udstillede Franciska Clausen med Otto Carlssund og Erik Olson i Paris på en udstilling af Leger og hans skandinaviske elever.

I 1924 døde faderen. Nu var hun selv tvunget til at skaffe indtægterne til hendes videre studier.

 

Picasso sagde ”hm”

Allerede i 1925 var hun med i en stor udstilling i Paris sammen med Lëger og Picasso. Året efter deltog hun i en international udstilling i Brooklyn i USA. I Paris lærte hun også Piet Mondrian, Jean Arp, Kandisky og flere andre af de store at kende.

Hun havde en kort kærlighedsaffære med hendes læremester Lëger.

I Paris har Picasso en gang kommenteret en af hendes malerier. Og det han sagde var blot:

  • Hm – og så gik han.

Men man talte dog i kunstnerkredse i Paris om, at han havde tilegnet sig hendes ”spektucale cirkler”, som han i sit eget maleri anvendte som abstrakte frugter i en skål.

 

Hun forsøgte sig med grafisk design

I Kunstnerleksikonet kunne man læse, at hun efter hjemkomsten til Danmark i 1933 efterhånden havde opgivet det abstrakte maleri for at hellige sig portrætmaleriet. Men her slap hun nu ikke eksperimenterne.

Hun forsøgte gennem 1930erne at skabe sig en karriere som grafisk formgiver gennem plakatforslag i et formsprog, der var præget både af hendes modernisme og af international plakatkunst.

Under sine udenlandsophold havde hun ikke sit eget atelier. Derfor blev mange af hendes billedkunstneriske ideer kun fastholdt i gouacher og akvareller. Hendes malerier med disse motiver blev først til i 1950’erne og 1950’erne.

 

En svensker så hendes talent

I 1950’erne kom der dog uventet hjælp til Franciska. Den svenske kunsthistoriker Oscar Reutersvärd var blevet gjort opmærksom på Franciska Clausens oversete talent. Reutersvârd tog til aabenraa og var meget begejstret for det, han så.

Derefter gik det stærkt. På udstillingen Neoplasticism, som Reutersvârd var kurator for, vistes syv af Franciskas gouacher i Stockholm, og det blev til endnu flere på udstillingen

  • Legér och nordisk postkubism

Med disse udstillinger og en række kvalificerede artikler var isen brudt.

 

I Danmark var der ingen forståelse for hendes abstrakte malerier

Elementer af lækre desserter og andre søde spise indgik ofte i disse billeder, suppleret med penselstrøg i akvarel. Disse fremstod som både konkrete og drømmeagtige kompositioner med sær poetisk kolorit.

Der var i Danmark ikke rigtig forståelse for hendes abstrakte malerier. For både kollegaer og kritikkere i den danske kunstverden forblev hun ukendt. Også hendes egen uhyre selvkritiske sans, indadvendthed og manglende evne til at gøre opmærksom på sig selv medvirkede til, at hendes kunst ikke blev kendt

 

Et levende men ikke altid nemt menneske

Hun var et meget levende menneske. Hun kunne være både morsom og skarp i hendes replik. Hun var ikke altid lige nem at snakke med. Det var en fordel at kende lidt til hendes holdninger og særlige placering i kunsthistorien. Samtalen kunne være lidt springende. Sætningerne blev tit snuppet af. Så kunne man selv fortsætte i hendes spor for at få den fulde mening frem.

 

Gulvet som arbejdsbord

I den kolde vinter 1979 frøs hun med anstand under sit skindtæpper. Hun måtte hente vand på den anden side af gaden., da rørene frøs. Men hun følte sig hjemme i det gamle hus. Hun havde plads til sine billeder. De mange udkast til papircollager, som sammen med tegninger og udklip dækkede det meste af gulvet i en broget mosaik.

Hun brugte gulvet som arbejdsbord. Flere af collagerne var samlet med tape eller knappenåle, så der stadig kunne rettes på detaljerne.

Nedenunder på første sal var der en stor stue med gamle møbler, som stod rent tilfældigt. Væggene var dækket af sorte, mørknede stoftapeter- Bagerst var et lille kabinet med sin oprindelige møblering.

Her blev gæster som regel vist ind. Overalt havde Francisca billeder. Nogle af de ældste malerier var rullet sammen, andre lå i en bunke uden rammer. Også her var der billeder på gulvet.

 

En oprejsning i 1984

Francisca Clausen betragtede det sikkert som en oprejsning, da man efter hendes udstilling på Randers Kunstmuseum i 1984 bl.a. skrev, at hun var mangfoldig nok i udtrykkene, og at hendes arbejder havde en homogenitet, der afslørede, at selv om hun havde fremragende læremestre:

  • Så bevarede hun sin egen identitet gennem hele perioden. Hun vidste altid nøje, hvad hun ville (Dansk Kunst 84).

Hun glemte aldrig den modgang, som hun mødte efter at hun var kommet hjem. Hun talte bittert om de kunstnere og kritikkere, som hun syntes havde modarbejdet hende.

Ved hendes 75 – års fødselsdag bragte et af hovedstadsbladene en anerkendende omtale af hendes liv og virke.  Men Francisca syntes, at der også stod negative ting om hende.

 

Isoleret fra andre danske kunstnere

Følelsen af at være blevet miskendt er nok den egentlige årsag til at Francisca Clausen ikke konsekvent forfulgte sine oprindelig kunstneriske mål. Hun slog sig på portrætmaleriet, som vi allerede har nævnt.

Under dette arbejde var hun isoleret fra det danske kunst-liv med udførelsen af portrætbestillinger som brødarbejde.

Hun malede portrætter og en del af dem finder vi i det særprægede sønderjyske portrætgalleri på Folkehjem i Aabenraa, bl.a. billedet af Dronning Ingrid. Også Dronning Margrethe har hun malet. Hun opfattede dog aldrig portrætmaleriet som en egentlig kontrast til sit eksperimentelle, abstrakte maleri. Det var blot to sider af et kunstnerisk virke.

 

Nu var der bud efter hende

Efter Maj-udstillingen i 1961 i København og en udstilling i Flensborg i 1962 blev interessen vakt for Francisca’ s kunst. Der fulgte udstillinger i Århus, København og Odense. I 1974 udkom Troels Andersens og Gynther Hansens bog. Både svensk og dansk tv lavede udsendelser om hende.

Nu fik hun pludselig mange af indbydelser. Egentlig ville hun godt men alligevel ikke. Det var som om hendes daglige rytme blev forstyrret.  Hun kunne ikke rigtig overkomme det.

Der fulgte udstillinger i Berlin, Paris, Amerika. Nu ville flere udenlandske og indenlandske museer have hendes billeder.

 

Hun var nærtagende

Da hun blev 78 år i 1977, blev hun hædret med Thorvaldsen-medaljen. Det er Kunstakademiets højeste udmærkelse for en kunstner. Hun kom på finansloven. Men anerkendelsen kom for sent. Bitterheden forsvandt aldrig.

Hendes nærtagenhed kunne føre til pudsige udslag. Om tildelingen af Thorvaldsen – medaljen sagde hun engang:

  • Den blev ikke ordentlig omtalt i bladene- for de strejkede jo.

I 1979 fik hun livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond.

 

Anerkendelse i en meget sen alder

Franciska Clausen døde i marts 1986 – 87 år gammel. Hun fik trods alt anerkendelse men i en meget sen alder. Hun fik aldrig det som hendes evner berettigede hende til. De sidste par år levede hun i en beskyttet bolig omgivet af hendes kunst pakket i kasser og skuffer. I mange år var hun en særpræget personlighed i Aabenraa.

Ved sin død i 1986 efterlod Franciska Clausen sig en stor samling, der fra 1990 var udstillet i en separat udstilling på kunstmuseet Trapholt. I 2011 blev Francisca Clausen – samlingen flyttet til Brundlund Slot i Aabenraa.

 

Kilde:

 

  • Vi nåede ikke at få fat i alt litteratur, men vi har taget det hele med, hvis du får lyst til selvstudium.

 

  • dengang.dk indeholder 1.836 artikler
  • Under Aabenraa finder du 181 artikler

 

  • Andre malere på dengang.dk:
  • Poul Fischer – en ikke helt anerkendt maler
  • Anna og Michael Anchers hjem i Skagen
  • Odden – Willumsen samlingen
  • Barbermaleren fra Nørrebro
  • Chresten Købke – en maler fra Østerbro
  • Maleren E. Brodersen – Tønder
  • Emil Nolde – og Tøndermarsken
  • Vadehavets maler – Emil Nolde
  • Nolde og Nazismen
  • Nolde og hans liv vest på (b)
  • Fra Blåkrog til Assistens Kirkegård (C.W. Eckersberg)

 


Er Wilfred Petersen en nazist, der ikke helt er glemt

Juni 25, 2022

Wilfred Petersen – en nazist, der ikke er helt glemt

Forsøg på anmeldelse af Claus Bundgaard Christensen; Følg Wilfred – Måske er det en kandidat til Årets Bog. Noget mener myndighederne stadig, vi skal fortie. De fleste kender upopulære Frits Clausen. Wilfred Petersen forsøgte at destabilisere det danske samfund. Han var fanatisk og uregerlig. Han blev overfaldet på Blågårds Plads. Vi hører om en voldsparat ungdom.  Det gjaldt for organisationerne at opdrage de unge i den rette politiske filosofi. Wilfred Petersen var flødende fjende af Frits Clausen. Han blev fyret fra militæret. Var det hævn? Han var velbegavet og idealistisk. Hans aktioner blev finansieret gennem kriminel aktivitet. Han havde nogle hundrede såkaldte 2banditter”. Nogle af dem var rene slagsbrødre. Det var en fordel for ham at kende de rigtige. De støttede ham i retssagerne. Han blev anbragt på Sundholm var han sammen med andre nazister kunne planlægge en udredning. I første omgang gav Byretten ham 6 års fængsel. Men ved hjælp af de rigtige kanaler blev han frikendt og endda i første omgang tilbudt erstatning. Der er overraskende navne at finde i bogen.

 

Noget mener myndighederne skal forblive ufortalt

Så er der igen kommet en vanvittig spændende bog fra en tid, vi slet ikke ved nok om. Der er skrevet massevis af bøger om besættelsestiden. Men vi er slet ikke blevet oplyst nok om, hvad der er sket. Os, der har forsøgt at skabe klarhed er blevet forhindret af arkivloven. Vi har egentlig fået indblik i mange overraskende ting, som vi ikke kan formidle videre. Det er ting, som samfundet og myndighederne mener at skal forblive ufortalt.

Her har vi et eksempel på en særdeles vellykket bog, der fortjener opmærksomhed og ros.

 

De fleste kender upopulære Frits Clausen

Skønt, at der nu er kommet nye oplysninger om Wilfred Petersen, der fik helt afgørende betydning for dansk nazismes historie. De fleste kender Frits Clausen, leder af DNSAP og stadig hadet af de allerfleste. Hver gang, vi bringer en af vores artikler om denne, så lyder der protester.

 

Han forsøgte at destabilisere det danske demokrati

Egentlig var Wilfred Petersen leder af en revolutionær politisk sekt med ganske få hundrede medlemmer. Han udviklede sin egen version af nazismen. Gadevold, gemen kriminalitet og aktivisme gik hånd i hånd. Han havde sine egne stormtropper som han kaldte Nordiske Legioner. Han forsøgte med sine aktioner at destabilisere det danske demokrati.

 

Fanatisk og uregerlig

Han var fanatisk og uregerlig. Han kunne ikke sættes i bås. Ja han var både antitysk modstandsmand og så jagtede han sine folk ude for at jage og afpresse jøder. En særpræget personlighed med en forunderlig blanding af intelligens. Idealisme, fanatisme, karisma samt ren og skær vildskab.

Den 2. november 1932 stiftede han ved et møde i Admiral Gjeddes Gård ”National Socialistisk Parti. Han blev sandelig også af tyskerne inviteret til at overvære partidagene i Nürnberg i 1937.

Under besættelsen af Danmark var Petersen leder af terrorgrupper og aktiv i bekæmpelsen af den danske modstandsbevægelse. I 1937 skulle han have stået for et bombeattentat mod forsvarsminister Alsing Andersens villa.

 

Da han blev overfaldet på Blågårds Plads

Hans bande forsøgte også med et brandattentat mod synagogen. Dog uden større held.

  1. maj 1938 stod Wilfred Petersen på talerstolen på Blågårds Plads på Nørrebro:
  • I råber nazisvin, jeg er ikke det, I forstår ved nazist, Jeg er hverken tysker eller russer.

Det endte i et stort slagsmål, hvor Wilfred Petersen blev væltet ned af en motorcykel, slået ned og fik brækkede to ribben.

 

Voldsparat ungdom

Bogen rammer også noget som vi har berørt. En særdeles urolig og voldsparat ungdom i 1930’erne. Den politiske strategi, der var inspireret af det tyske SA, bundede i sin forestilling om at erobre gaden og skabe en nazistisk revolution nedefra. Det var ikke som de hævdes – tale om mere djærve gentlemanagtige slagsmål i 1930’erne end i dag. Man sparkede på folk, der lå ned. Der blev brugt knojern og andre modbydelige slagvåben. Ja sådan nogenlunde fortæller Claus Bundgård Christensen i denne noget overraskende bog.

  • Der var i DSP mange tidligere medlemmer af Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU), der blandt andet lærte, at DSPerne knuste glasskår i limen, når man satte plakater op. Det gjorde det svært at pille dem ned.

 

At opdrage de unge i den rette politiske filosofi

Også i København oplevede man i 1930 og 1940erne hærværk mod jødiske forretninger.

Som vi tidligere har nævnt i artikler, var der masser af mere eller mindre voldelige ungdomsorganisationer med uniformer. Et af deres formål var at opdrage de unge i den rigtige politiske filosofi. Og de forskellige organisationer gjorde alt for at bekæmpe hinanden.

 

Glødende fjender med Frits Clausen

Vores hovedperson var slet ikke tyskervenlig. Han var glødende modstander af Frits Clausen og DNSAP. Ja det var Wilfred Petersen, der var ophavsmand til den famøse sprællemand. Den blev fremstillet i 100.000 eksemplarer overalt i kiosker i Danmark.

I juli 1940 udkom pjecen ”Rene folk med rene hænder” eller den blå pjece efter farven. Det var et meget isnende angreb mod Clausen og DNSAP. Clausens alt for høje alkoholforbrug blev tildelt meget opmærksomhed også Inge Clausens udviklingshæmning blev udstillet.

 

Fyret fra militæret

I sin ungdom gjorde han tjeneste som officer. Men han blev afskediget som følge af hærreduktion i 1931. Dette gjorde ham bitter. Skuffelse og had drev ham ud i en ny politisk karriere. Først i DNSAP, snart efter i National Socialistisk Parti, som i en årrække udgav bladet ”Stormen”.

Bruddet med DNSAP skyldtes at disse ikke prioriterede antisemitismen højt nok.

 

Velbegavet og idealistisk

NSP havde nu ikke den store tiltrækningskraft. Man blev aldrig mere end et par hundrede medlemmer. Mange af de unge mennesker levede i nazistiske fællesskaber. Egentlig var det en form for ungdomsoprør. I utilfredshed og foragt søgte man mod fløjene. Wilfred var i øjenhøjde med de unge. I bogen får vi et særpræget indblik i et miljø, hvor slagsmål og bombesprængninger næsten var hverdagskost.

Flere gange blev Wilfred mentalundersøgt. Man konstaterede, at han var en velbegavet idealist, der brændte for sin sag. Han var hverken fantast eller psykopat. Men hans motiver kunne være svære at gennemskue.

 

Aktioner finaseret gennem kriminalitet

DSP og Wilfred Petersen finansierede sine aktioner gennem kriminalitet og havde en udpræget voldsparathed på gadeplan. Noget tyder også på at afpresning af virksomheder og enkeltpersoner var en del af finansieringen. . men i gruppen har der også været velhavende aktører, der var kritiske over for det parlamentariske demokrati. Her ønskede man en omvæltning.

 

Wilfreds banditter

Et eksempel på Wilfreds og hans bandes metoder ser vi den 11. oktober 1943. Knud Damgaard er på vej til Køge for at hjælpe med transport af jøder til Sverige. Lidt syd for København bliver bilen standset af revolverbevæbnede unge, der forsøger at spille tyskere.

De tilegner sig 20.000 kr., som Damgaard havde på sig. I nærheden af Taastrup smider de en 82 – årig jøde ud af bilen. På hjørnet af Gothersgade og Nørrevold, hvor Wilfred Petersen havde hovedkvarter, standser de og Damgaard bliver ført op i et loftsrum, hvor han bliver indespærret.

Han fik intet at spise. Han blev tvunget til at dyrke gymnastik i timevis og mishandlet på forskellig måde.  Han fik at vide, at hans kone og barn befandt sig i et værelse i nærheden. De ville blive skudt, hvis han ikke fortalte dem, det som de ville vide.

Tirsdag aften foretog de en husundersøgelse i Damgaards hjem. De beslaglagde en sparekassebog, der indeholdt 2.000 kr. samt Familiens Rationeringsmærker. Ved husundersøgelsen foreviste de dansk politiskilt.

Få timer efter husundersøgelsen, arresterede politiet Wilfred Petersen selv. Banden blev nervøse og afleverede Damgaard på Dagmarhus. Efter et kort forhør afleverede tyskerne ham til dansk politi.

 

Sprængning var bestilt

Fredag den 22. oktober trængte nogle revolverbevæbnede ind i Wilfred Petersens Hovedkvarter, overmandede vagten og sprængte det i luften.  Det gættes på, at det var Wilfred Petersens banditter selv, der havde leget sabotører for på ny at genoprette det gode forhold til tyskerne.

 

Rene slagsbrødre

Jo kredsen omkring Wilfred var godt begavede. Men mange af dem var rene slagsbrødre. En af dem var Valdemar Jensen (den lyse slagter). Han deltog i mindst 100 gadeslagsmål. Dette blev betragtet som kvalifikation.

Blandt de mere ekstreme tiltag var voldelige aktioner mod homoseksuelle. Dette foretog aktivisten Jørgen Asmild.

DSP s ekstreme angreb i bladet ”Stormen” var baggrund for justitsminister K.K. Steinckes banebrydende antiracismelov i 1939.

 

Fordel at kende de rigtige

Wilfred Petersen havde en forbløffende evne til at få kontakt til indflydelsesrige personer. Måske var det derfor, han slap så billig efter besættelsen. En af dem, han lærte at kende, var kriminal-overbetjent Max Weiss fra Københavns politiske politi. Det var vel det samme som PET i dag. De to havde været befalingsmandselever sammen på Kornetskolen i Helsingør i 1920erne. Denne Weiss var sandelig ikke hvem som helst. Han blev en af de vigtigste folk for CIA i Danmark.

Weiss var velbegavet, sprogkyndig og betroet. Han holdt øje med højreradikale grupper. Hele vejen igennem var han loyal over for sin ungdomsven. De havde begge et fælles hadforhold til Frits Clausen De betragtede ham som landsforræder.

Wilfred Petersen spionerede for Weiss I Germansk SS og Waffen SS og gav ham mange gode informationer. Man anså at DNSAP gik tyskernes ærinde og var ekstrem farlige. Frits Clausen gav da også udtryk for, at han håbede at Wilfred Petersen ville få en hård straf.

 

De stod ham bi i retssager

En af Wilfred Petersen andre partnere var revisor H.C. Steen Hansen, en velhavende nationalkonservativ modstandsmand. Da Wilfred Petersen efter krigen meldte sig frivillig til Københavns Politi, var han godt flankeret af disse to gode og indflydelsesrige venner. De stod ham bi under retssagerne.

 

På Sundholm kunne man afklare synspunkterne

De to flankerede ham, da han meldte sig på Københavns politigård den 23. april 1946 på Politigården. Han havnede på Sundholm på Amager sammen med gamle folk fra NSP. De havde således al mulighed for at koordinere deres udtalelser.

 

Frifundet og tilbudt erstatning i første omgang

Først i 1948 blev dommen afsagt i Københavns Byret. Den lød på seks års fængsel. Han rasede højlydt og måtte fjernes med magt. De sidste ord var dog ikke sagt i denne sag. Han havde nogle gode støtter. Afgørelsen blev omgående anket til Landsretten.

En af Wilfreds faste tilhængere kaldet Lille Jørgen blev dømt til døden og henrettet natten mellem den 3. og 4, marts. I østre Landsret faldt der dom over Wilfred Petersen og tre andre fra inderkredsen. De blev pure frifundet og fik ovenikøbet en erstatning på i alt 80.000 kr. Det vakte voldsom opstandelse.

Sagen endte nu i Højesteret. Her fastholdt man frifindelsen – men erstatningen bortfaldt ud fra den betragtning om, at mændene ved deres forhold selv havde gjort sig skyldig i varetægtsfængslingen.

 

Overraskende andre navne

Men i bogen dukker højst overraskende også andre kendte mennesker op, bl.a. Bjørn Schouw Nielsen op. Det er ham med hypnosemordene i Landmandsbanken på Nørrebrogade på Nørrebro.

Og en anden lige så overraskende er Erling Voss, jo det var modstandsmanden, der i 1943 blev medlem af Danmarks Frihedsråd.

Wilfred slap nogenlunde uskadt gennem krigen og tog hul på en ny tilværelse i Birkerød først med skoproduktion sidenhen byggefirma.

 

Er det ”Årets Bog”?

Her på mine hylder står en perlerække af Claus Bundgaard Christensens bøger. Det er svært at kåre den bedste. Men denne bog må absolut ligge i toppen. Mon ikke den er kandidat til ”Årets Bog”. Igen en gang er jeg overbevist om, at vi endnu ikke kender den fulde historie før, under og efter besættelsestiden. Men det er pragtfuldt, at det er nogen, der forsøger at fortælle os den.

 

 

 

Kilde:

  • Claus Bundgaard Christensen: Følg Wilfred! Radikalisering, revolution, nazistisk subkultur – en biografi om Wilfred Petersen (Gyldendal)
  • John T. Lauridsen: Dansk Nazisme 1939 – 1945 og derefter
  • Vejen frem – Wilfred Petersens Nazister som Landevejsrøvere (Det Kongelige Bibliotek)
  • nielsbirgerdanielsen.dk
  • dengang.dk – diverse artikler
  • frikorps-danmark.dk
  • historie-online.dk

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.835 artikler
  • Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter) finder du 374 artikler
  • Under Aabenraa finder du 180 artikler
  • Under Sønderjylland finder du 214 artikler
  • Under Tønder finder du 294 artikler
  • Under København finder du 190 artikler

 

  • De dødsdømte i Tønder
  • Var Konservativ Ungdom nazister?
  • Militære Ungdomsgrupper – dengang
  • Bloddrenge og Nazister
  • De danske nazister
  • Nazister i Tønder
  • Efterretningsvæsnet efter nazismen
  • Nolde og nazismen
  • I nazismens skygge
  • Kaj Munk og Nazismen
  • Da nazismen kom til Sønderjylland
  • Var Rønshoved og andre højskoler brune?
  • Pibende hængsler
  • Afnazificering og hungersnød syd for grænsen
  • De kom tilbage Besættelsestiden og Det Tyske Mindretal
  • Det tyske mindretal
  • Et mindretal under besættelsen
  • Danskerpak og tyskerpak
  • Mindretal i brændpunktet
  • Frits, Nazister og et kartotek
  • Frits Clausen og danskheden
  • Da Frits Clausen kom til middag
  • Frits Clausen – den tredje historie
  • Frits som sprællemand med trillebør
  • Frits Clausen, lægen fra Aabenraa
  • Folketingsvalget 1939
  • Da Hagekorsflaget blev rejst i Tønder
  • Da tyskerne kom i Tønder
  • En sønderjyde krydser sine spor
  • Gerningsmænd eller ofre
  • Dibbernhaus i Aabenraa
  • Jens Møller – folkeforfører eller folkefører
  • Bovrup – kartoteket og mange flere

Tønder i 1930’erne

Juni 24, 2022

Tønder i 1930’erne

Med udgangspunkt i det flotte bibliotek på Storegade hopper vi ned i byens historie i 1930’erne. Han var ikke skabt til at arbejde. Et meget flot bibliotek i Storegade. Der var behov for pædagogiske evner. Da Greven klagede over sin bøde. Mange kendte personer i Tønder. Da Carl Tønder måtte betale en bøde. Respekt for Bibliotekets formand. Lærlingen var advaret. Et livsfarligt job hver sommer.  En stor højtidelig fest. Lidt uhyggelig oplevelse syd for grænsen. Hos Jefsen talte man tre sprog. 18 kr. om måneden for at bo hos Claus Eskildsen. Axel Larsen kunne tumle en kandidat fra Mindretallet. Problematisk at sejle i Vadehavet.

 

Han var ikke skabt til at arbejde

Det var dengang, da en af Tønders originaler huserede, nemlig Peter Geigen. Han var ikke skabt til at arbejde.  Han var en midaldrende mand, lige lovlig venlig og lige lovlig høflig. Men han havde nu beskedne krav til tilværelsen.

 

Et meget flot bibliotek

Det var dengang Hotel Tønderhus befandt sig i Spikergade. Biblioteket lå i Storegade 23.  Det var en præsentabel rødstensbygning – tidligere Nordschleswigsche Bank. En flot bygning med dobbeltkarnap ud til gaden. Den gang bestod personalet af hele fire personer.

 

Der var brug for pædagogiske evner

Meget smart så var børnebiblioteket placeret henne på Humlekærren på Torvet. Det sted har vi skrevet et par artikler om. Men hel praktisk var det nu ikke. Det gav anledning til uvorne unger.

Her var ofte brug for mere de pædagogiske som de bibliotekariske evner. En dag blev bibliotekaren nødt til på en mere håndfast måde at smide Erwin ud.

Et kvarter senere stod Erwin der igen med en nu to meter høj og meget vred mand.  Manden buldrede op om, at man ikke skulle slå på hans Erwin. Bibliotekaren nåede slet ikke at svare før de andre børn råbte op:

  • Jamen Erwin var selv uden om det

Drengen fik nu et isnende blik med besked om at ”skrubbe hjem”. Og bibliotekaren fik noget, der med god vilje godt kunne tolkes som en undskyldning.

 

Da Greven klagede over sin bøde

En dag kom en nydelig klædt herre og ville klage. Det viste sig at være Hr. amtmand, lensgreve, kammerherre O.D. Schack. Den nye lærling forklarede at for sen aflevering betød bøde. Men O.D. Schack forklarede:

  • Det er ikke bøden, jeg er utilfreds med, jeg synes bare, at den er for lille.

 

Mange kendte personer i Tønder

Jo det var sandelig prominente personer fra Tønder, der mødtes her på biblioteket. Skal vi lige nævne nogle:

  • Hansigne og Hans Lorentzen fra Ballum, Erik Appel, Peter Markussen, dommer Stegmann og familien Filskov fra Møgeltønder og mange flere.

Også seminariets og statsskolens lærerkræfter var hyppige gæster. Og så var det jo også avisfolket, redaktør Viggo Lausten og journalist Hans Chr. Clausen fra vestslesvigsk Tidende, lokaludgaven af Flensborg Avis, som havde til huse skråt over for biblioteket.

 

Da Carl Tønder måtte betale en bøde

Det var da også en dag Tønders store maler Carl Tønder kom ind på biblioteket. Han lagde en bog på skranken og sagde, at denne ville han godt erstatte. Det forstod bibliotekaren ikke rigtig.

Så måtte maleren ellers forklare, at han havde rykket nogle sider ud. Der stod noget som hans datter ikke skulle læse, hvis hun kunne finde på at læse bogen, når den lå hjemme på bordet.  Nu blev bibliotekaren nødt til at forklare at han blev nødt til at betale et erstatningsbeløb til indkøb og indbinding af et nyt eksemplar. Han brummede godt nok lidt i skægget, men hændelsen gentog sig ikke.

 

Respekt for bibliotekets formand

Måske skal vi da lige nævne nogle fra bibliotekets bestyrelse. Det var den fremtrædende bulderbasse, formand og amtslæge dr. Med. H. Lausten-Thomsen. Han var en absolut meget fremtræden person i Tønder dengang. Han elskede at komme rundt i forsamlingshuse til Sønderjysk kaffebord og Den Blå sangbog.

Mon ikke favoritten dengang var Egebjerg Jensens: ”For en fremmed barsk og fattig”. Den har vi faktisk også sunget et par gange, når jeg har holdt foredrag i Stefans Kirken på Nørrebro i nyere tid – forstås.

 

Lærlingen var advaret

Jo så var der jo amtskonsulent Nicolai Svendsen, en yderst sirlig lille herre med et skarpt blik bag lorgnet-glassene- men også en speciel ytringsform et sted mellem humor og satire.

Lærlingen var blevet advaret om Nicolai Svendsens vaner. Og han var forberedt, da denne spurgte om:

  • Danckwardts: Landesbeschreibung Schleswig – Holsteins

Han blev dog så mødt med et anerkende blik på grund af hurtigheden.

”Der dritte im Bunde var handelsskoleforstander, senere amtsskolekonsulent Th. Roust, en stor, kraftig, korrekt mand med pondus. Alle tre bestyrelsesmedlemmer af biblioteket var markante personligheder.

 

Et livsfarligt job hver sommer

Måske havde biblioteket danmarksrekord i lidenhed. Bagved kom læsesalen. Her var lidt bedre pladsforhold. Og endelig allerbagerst var smøgen ud til berømte ”Tonhalle”.  Her var også et minimalt chefkontor og et rengøringsrum.  Men højden var til gengæld imponerende 4 – 5 meter.

Det årlige sommerjob bestod i at hænge øverst på stigen, der stod på et glat flisegulv med støvsugeren i venstre hånd og sugebørsten i høre. Men så vidt vides så overlevede alle uden styrt.

Det var et ganske hyggeligt hus. Så hyggeligt, at en tysk herre engang kom ind ved lukketid og bad om et enkeltværelse. Men det kunne bibliotekaren dog ikke klare:

  • Ist es kein Hotel?

 

En stor højtidelig fest

Byens store danske forening var Tønder Læse – og Ungdomsforening. De holdt 25 år jubilæum med en storstilet fest med middag og bal. Det var med den elegante kjolebeklædte kapelmester hans Erik Knudsen og hans orkester. Det blev afholdt på Schûtzenhof.

Man kunne sandelig også tage til Abild og høre foredrag med Kaj Munk hos hans gode ven Folke Trier Hansen.

 

Lidt uhyggelig oplevelse syd for grænsen

Man kunne tage på udflugter til Aabenraa, Sønderborg og Kollund eller ud i Tøndermarsken til Mandø. Så kunne man også tage til fantastiske Sild. Men det var nu ikke alt der var lige fantastisk: ved alle nedgange til strandene stod med store skilte:

  • Juden nicht erwûnscht

For øvrigt skulle der også betales entre for at komme ned på stranden.

Og på vej til Niebüll passerede man arbejdslejre. Her stod unge tyskere vagt ved indkørslen med blankpudsede spade i stedet for gevær over skulderen.

Man kunne dengang også tage til Lægan Kro og få alle tiders æggekage.

 

Hos Jefsen talte man tre sprog

Den daglige føde kunne man få i Jefsens Pensionat i Søndergade og hvis der var penge til overs, kunne man indtage noget lækkert hos Vor bager søndag eftermiddag.

Og se engang pensionatets søn drev en boghandel i byen. Her kunne man blive ekspederet både på plattysk, sønderjysk og rigsdansk.

 

For 18 kr. om måneden hos Claus Eskildsen

Ude hos Claus Eskildsen på Ribe Landevej 18 kunne man leje et møbleret værelse til 18 kr. om måneden. Jo det var ham med Ole Bole og dansk grænselære. Vi har tidligere skrevet to artikler om ham. Han var nok en af de mest fremtrædende i nationalkampen.

 

Axel Larsen kunne tumle manden fra Mindretallet

Forud for det spændende byrådsvalg i 1937 sad de dansksindede hele og halve nætter og frankerede valgmateriale hos den runde og glade Niels Jensen på Det Danske Kontor i Østergade.

Op til Folketingsvalget var den eneste, der kunne tumle den hjemmetyske kandidat kommunisten Axel Larsen. Lidt mere heltemodigt var det nok at deltage i DNSAP – møder i Tønder med alle nazi-ceremonier.

 

Problematisk at sejle i Vadehavet

Dengang var der også den aktive Tønder Roklub, hvis formand var læge Einar Dahl, min senere skolelæge på Tønder Kommuneskole. Dengang gik mange af turene til Rudbøl og Højer. Pinseturen gik til Rømø. Et år strandede man i den stærke blæst ved Hjerpsted. Og det var ikke sjovt. Man måtte gå flere kilometer, hvor man sank i til knæene. Og så skulle man også slæbe en robåd.

Nu ved man hvis nok, at det at sejle i Vadehavet er neget problematisk.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • Litteratur Tønder
  • dengang.dk – div. Artikler

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.834 artikler
  • Under Tønder finder du 294 artikler
  • Under Sønderjylland finder du 214 artikler

 

  • Humlekærren
  • En værtinde på Humlekærren
  • Hvem var Claus Eskildsen i Tønder
  • Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Det dansk/tyske i Tønder 1920 – 1933
  • Hvorfor fik Tønder først en dansk borgmester i 1937?
  • Socialdemokrat i Tønder – dengang
  • Tønder – Marskens hovedstad
  • Tønder omkring 1930
  • Tønder 1932 – 1933
  • Tønder 1920 – 1933
  • Kaj Munk og Sønderjyderne

Da Løjt havde to præster og to præstegårde

Juni 22, 2022

Da Løjt havde to Præster og to præstegårde

Vi kigger i denne artikel på noget af det specielle ved kirken. Og selvfølgelig også altertavlen som egentlig var provokerende dengang. Og her havde biskop Godske Ahlefeldt mere end en finger med i spillet. Og på Løjt er man gode til sagn. Vi skal da også høre et par stykker. Det var bl.a. dengang, da Løjt fik to præster og præstegård. Et digt fortæller, at man engang blev nødt til at sælge orglet på grund af fattigdom. En kirke fra 1100-tallet med en paradishave og en unik altertavle. Biskoppen var klar over den romersk – katolske kirkes problemer. Kirken blev udvidet flere gange. Tataren kunne ikke prædike. Find selv en udvej. Hvem var kirkens værnehelgen. ”Den hellige Ved”. Da løjtningerne måtte sælge deres orgel. Genforeningsklokke. Lig-stene blev flyttet ud til gårdene.

 

En kirke fra 1100-tallet

Engang i 1100-tallet blev Løjt kirke bygget af kløvede marksten og i slutningen af 1400-tallet fik kirken i store træk den bygningskrop som den har i dag.

 

En Paradishave og en unik altertavle

Omkring 1500 skabte kalkmaleren Peter Ly..kt ? en Paradishave i koret. Ideen er at man fra skibet ser Guds himmel. Fantasifulde blomster gror ud af mennesker – og dyrehoveder. Og midt i denne frodighed står alterhaven der i al sin pragt som Livets Træ. En plattysk indskrift daterer tavlen til 1520. Altertavlens hovedtema er Jesu lidelseshistorie. Vi følger en masse dramatiske mysteriespil.

At bestille en altertavle som den i Løjt Kirke var ingen lille eller enkelt sag, der var talrige forholde at gennemtænke, tage stilling til og planlægge. En altertavle var ingen hyldevare.

Hvilke personer og begivenheder skulle afbildes i hvilken stilart eller hvilke forlæg skulle de udføres. Hvilke helgener skulle udvælges og hvor skulle de optræde?

 

Slesvigs bisp havde mere end en finger med i spillet

Meget tyder på at biskop Gotschalk van Ahlefeldt, slesvigernes biskop har haft mere end en finger med i spillet. Han har sikkert også sørget for finansieringen af den meget kostbare tavle. I 1507 blev han valgt som biskop. Han var en periode hertugens kansler og udførte desuden betroede diplomatiske opgaver for kongen.

 

Klar over den romersk – katolske kirkes voksende problemer

Ahlefeldt var godt klar over den romersk – katolske kirkes voksende problemer. Martin Luthers 95 teser mod især kirkens afladepraksis begyndte i 1517. Vores biskop fik trykt hele tre liturgiske bøger som skulle have til formål at gøre gudstjenesterne mere ensartede.

Det er let at se, at Ahlefeldt voksede op i Italien. Man kan se det på de kunstneriske principper. De var ny og fornyende i kunst som i kirke. Kongen var interesseret i at skubbe kirken ned ad magten. Han fik også oversat Det Nye Testamente til dansk.

 

Altertavlen havde to hovedformål

Efter revolutionen havde Godske von Ahlefeldt ikke noget at frygte. Han kunne fortsatte uanfægtet i sit embede til sin død i 1541.

Altertavlen skulle jo løse to store opgaver. Den ene var at smykke kirken og fryde og opbygge menigheden i Løjt, men samtidig skulle den for den indviede være et klart indlæg i den teologiske og kirkelige debat.

 

Politiserende og provokerende

Altertavlen var for den tid både politiserende og provokerende. Hvorfor den lige skulle placeres i Løjt hænger sammen med den geografiske placering. Løjt Sogn var det nordligste, der var underlagt Slesvig. Nord for var der et forholdsvis selvstændigt kollegieatskapel i Haderslev.  Og havde dansk gudstjenestesprog.  Kollegiatskapitlet, der bl.a. rummede en præsteskole skulle vise sig særdeles lydhørt over for de lutherske tanker.

Det er Aabenraa – maleren Jes Jessen, der har smykket stolene med yndefulde blomster. Ved opgangen til prædikestolen stammer et processionskrucifiks.

 

Temmelig ”vidtløftig kirke”

Prædikestolen er fra 1550’erne, men blev ombygget i 1784. Kirken blev i 1781 karakteriseret som en ”temmelig vidtløftig kirke” med sin uensartede bygningskrop men også imponerende på sin høj midt i Løjt Kirkeby. Ca. 2.500 store sten samt uanede mindre er båret til kirkebyggeriet.

 

Udvidet flere gange

Kirken er blevet udvidet flere gange i løbet af historien. Allerede i 1277 forlængedes koret med tre store vinduer i østvæggen.  Og i slutningen af 1400-tallet blev to sidekapeller mod syd og nord tilføjet.

I 1727 opførtes pulpituret på kirkens sydvæg over indgangen betalt af Bendix Caspar Kamphøvender i Løjt Skovby.

 

To præster og to præstegårde

Vidste du, at Løjt Sogn har haft to præstegårde og to præster. Hvor længde det var sådan kan ikke rigtig fastslås. Men det skulle have været sådan gennem 300 år. Om oprindelsen af denne begivenhed eller diakonatet vidste de meget gamle på Løjt Land at fortælle dette herlige sagn, som der findes så mange af på Løjt. Her skal vi forsøge at gengive det.

Da de unge Løjt – karle for til søs havde man udensogns folk til at grave tørv i sognets moser. Det var ofte omstrejfende pak, der kom i arbejde. Således var engang en natmandsflok eller tatere kommet hertil.

 

Ammes slog sig ned på Ammes Bjerg

En af dem ved navn Ammes slog sig ned i Kirkeby, hvor en bakke ved Gildegaden endnu kaldes Ammes Bjerg. Denne Ammes var en eventyrer, som havde strejfet mange lande igennem. Han havde tillige gennemgået ”Den Sorte Skole”.

Mangfoldige var de kunstner, han kunne. Således var han i stand til at standse brand, mane genfærd ned og øve megen anden trolddom. Det var netop i den tid, hvor præsten Willads Knudsen var præst i Løjt fra 1611 til 1636. Præsteembedet var ledigt i fire år til hans søn, Jesper Willadsen kunne overtage embedet.

 

Selveste Hertugen var på besøg i Løjt

I en gammel dagbog står der, at Hertug Frederik den tredje af Holsten – Gottorp og de kirkeældste gav lov dertil. I den tid fik Løjt besøg af selve Hertugen Frederik den Tredje, som var kirkens patron.

Under sit ophold i Løjt Kirke tabte Hertugen en kostbar guldring. Og hvor meget man end søgte efter den, var og blev den borte. Hertugen var meget bedrøvet over tabet og lovede, at den, der bragte ham ringen igen, måtte få præsteembedet i Løjt.

 

Chresten Bossen havde en mistanke

Imidlertid havde den myndige Chresten Bossen af Bossensgård i Barsmark, der også ejede Tosthøj og Brøde og meget land på Kirkeby Mark og var en ven af Hertugen fået opdaget at kæltringen Ammes havde stjålet ringen.

Men den myndige Chresten Bossen havde en vis respekt for den trolddomsskyldige tater. Da han ikke gerne ville være uvenner med ham, opsøgte han ham i Kirkeby og sagde at han vidste bestemt, han havde stjålet ringen og at Hertugen ville have ham klynget op på galgen.

 

Find selv en udvej

Chresten Bossen rådede ham selv til at finde en udvej. Ammes klarede sig på den måde, at han selv drog til Hertugen og tilbød sig som Hertugens køkkenmester med Chresten Bossens anbefaling. Hertugen antog ham.

Ammes lod nu ringen bage ind i dej, som han lod en gås sluge. Nu fortalte han Hertugen, at han vidste, hvor ringen var. Hertugen lod gåsen slagte og ringen kom for dagens lys.

 

Tateren kunne ikke prædike

Hertugen blev glad og opfyldte sit løfte. Og overlod Løjt sognekald til tateren. Men da Ammes ikke evnede at prædike, måtte han antage en vikar til at prædike for sig. Således fik Løjt Sogn to præster, og denne ordning opretholdt man siden.

Således lyder sagnet som de meget gamle kan huske til vor tid.

 

I 1786 havde Løjt to præster og to præstegårde

I 1786 hedder det, at kirken havde to præster, amtmand og provst præsenterede, mens menigheden både valgte og udstedte kaldsbrevet, der dog skulle underskrives af amtmand og provst, hvorpå kongen konfirmerede.

 

Hvem var egentlig kirkens Værnehelgen?

Og mens vi nu er ved Løjt Kirke så er kirkens værnehelgen ukendt. Ifølge Danske atlas troede man

  • At Kirken tilforn har baaret Navn af St. Jørgen, hvis Billede til Hest her endnu findes

1521 omtales klerken Petrus Wendl fra Cammin stift som evig vikar ved S. Annæ Alter i Løjt.

 

”Den hellige Ved”

Ifølge et andet sagn blev kirkens grundvold under opførelsen hver nat flyttet fra Elberg Lokke til det sted, hvor kirken nu ligger. Nogle sten blev liggende i skoven ved den første byggeplads, der siden da kaldtes ”den hellige Ved”

En anden version lader den første byggeplads være på ”Smedbjerget”, der på Johs. Mejers kort fra 1641 betegnes ”Kirchberg”. Et andet sagn fortæller, at i Løjt Kirkeby, hvor den store præstegård lå, lå der et kloster, at hvilken murlevninger endnu i 1800’erne var synlige.

 

Da Løjtningerne måtte sælge deres orgel

Et orgel blev anskaffet i 1845. Allerede i 1841 gav Marcussen og Reuter tilbud på et nyt orgel. I 1892 blev restsummen på 740 mark betalt til firmaet i Aabenraa. I 1944 ”om-disponeret” af samme (15 stemmer, to manualer og pedal, elektrisk.

Ifølge Danske Atlas fik kirken sit første orgel 1764. Følgende sagn er optegnet:

  • Anno 1636 den 19. nov. Døde sognepræst Villads Knudsen og der var ingen præst i Løjt i fire år (Dette hørte vi også tidligere). Af fattigdom måtte løjtningerne sælge deres orgel, hvorfra følgende rim stammer:

 

  • Da alle Punge var i Laas
  • Og ingen vilde dirke
  • Da tog Løjt Orgel en anden Kaas
  • Og gik til Klipleff Kirke

 

”Genforeningsklokke”

I Danske Atlas fandt vi også følgende historie med at der i kirken var en klokke fra 1626 og en fra 1633. I 1827 blev den lille klokke omstøbt hos Beseler. I 1917 blev de afgivet til krigsbrug.

Og så skal vi da også lige have med, at den såkaldte ”Genforeningsklokke” fra De Smithske Jernstøberier ankom i 1920 med et vers af Helge Rode.

 

Ligstene blev flyttet ud til gårdene

I Danske Atlas fortælles også, at der på kirkegården stod henved 300 ligstene, hvis antal årlig formeres. Men disse stene var alle gået til grunde undtagen de få, der var taget hjem på de respektive gårde, hvor de er opstillet i gården.

 

Kilde:

  • Danske Atlas
  • Sprogforeningens Almanak
  • tidsskrift.dk
  • dengang.dk – div. Artikler
  • loejtsogn.dk
  • graenseforeningen.dk
  • Litteratur – Løjt
  • Det gamle Løjt – div. Udgaver
  • Danmarks Kirker – Aabenraa Amt
  • Poul Svensson: Løjttavlen – Et sønderjysk alterskab
  • Jens Bruun: Løjt kirke i ni århundrede
  • Ulla Håstrup: Løjttavlen i billeder og tekst
  • Steen W. Andersen m.fl.: Løjt Sogns historie

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.833 artikler
  • Under Aabenraa finder du 180 artikler

 

 

  • Dengang – på Løjt Land
  • Løjt for 170 år siden
  • Sømænd fra Løjt og Aabenraa
  • Løjt – nordøst for Aabenraa (1)
  • Løjt Land – i begyndelsen (2)
  • Løjt, Løjtninger og Løjt Land (3)
  • Anekdoter fra Løjt (4)
  • Løjt Land – den femte tur (5)
  • Løjt, mellem dansk og tysk (6)
  • Løjt- masser af historie og kultur (7)
  • Løjt – det 8. besøg (8)

Egentlig har Løjt en stor andel i Aabenraa’ s søfartshistorie, så det er relevant med disse:

  • Familien Fischer fra Aabenraa
  • Da briggen Chico af Aabenraa blev opbragt
  • Fra skibsdreng til Redder i Aabenraa
  • Søens folk fra Aabenraa
  • Aabenraas storhedstid med søfart
  • Skibe fra Aabenraa
  • Flere skibe fra Aabenraa
  • Søfartshistorie fra Aabenraa
  • Skibsbyggeri og Industri fra Aabenraa
  • Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa
  • Aabenraa, Skibe og Søfart
  • En skibsdreng fra Aabenraa
  • Aabenraa som søfartsby

 

 

 

 


Hvem var H.P. Hanssen

Juni 20, 2022

Hvem var H.P. Hanssen

Historien om Krogs – manden. Jeg er ikke Hans Peters hund. Historien om Bovrups Bæk. Han hjalp mange mennesker. Sønderjyllands Historie var hans store lidenskab. Til Nørremølle. Masser af unge forlod Nordslesvig Uddannelse som landmand og Askov Højskole.  En bondeknøs. Ikke alle var enige med H.P. Hanssen. Læretiden ophørte i 1888. Mange aktiviteter. I den preussiske landdag. Dansk til danskernes møder. Tre måneder i fængsel for begyndende højforræderi. 10.000 dansksindede til årsmøde i 1914. Han tog selv initiativ til at kontakte tyskerne.  Vælgerforeningen valgte deres krav.  Bitterhed førte til H.P. Hanssens udelukkelse Spillede ingen betydelig rolle i dansk politik. Men i Nordslesvig og Sønderjylland var han en af de store, der aldrig blev helt anerkendt.  Han blev ved med at råbe ”Vagt i gevær” Optaget af litterære værker.

 

Historien om Krogs – manden

H.P. Hanssen boede i Nygade 41 i Aabenraa. Han var en sjælden børneven. Børnene forgudede ham dengang. Han tog altid et eller andet op af lommen til disse børn. Det kunne være et minidyr, en glaskugle eller et stykke chokolade.

Hans sans for at glæde børn dukkede særlig op i juletiden. Når juletræet skulle pyntes, kom der altid masser af godter op på træet. Omkring Helligtrekonger blev hans egne børnebørn, fætre og kusiner inviteret til ”plyndring af juletræer”.

Så blev de rare sager taget ned og lagt på bakker. Derefter gik rouletten til alt var fordelt. Så kunne H.P. Hanssen finde på at fortælle uhyggelige historier om ”Krogs-manden”. Det var en grim fyr, der lever under vandet, som med en kroget stav kunne hale små børn ned i dybet.

 

Jeg er ikke Hans Peters hund

En gang imellem kunne hans kone Helene Petersen finde på at afbryde ham med bemærkningen:

  • Pjat Hans Pede

Men det var han så vant til. Hun var for resten meget interesseret i frimærker og efter 1920 ønskede hun sig en rød postkasse.

Det var nu heller ikke altid, at Helene gade at tage telefonen, når den ringede:

  • Jeg vil ikke være Hans Peters hund

 

Historien om Bovrup Bæk

Når H.P. Hanssen var på tur stoppede han altid op ved Bovrupbæk og fortalte at her var grænsen mellem Sundeved og den øvrige del af verden. Grænsen var stærk markeret og det skyldtes, at der ikke var meget sympati mellem folk i Ullerup og folk i Bovrup.

Det skyldtes ifølge H.P. Hanssen, at syv piger fra Ullerup en gang ved vintertid havde været til fest i Bovrup. Da de skulle hjem var Bovrup bæk svulmet op efter et regnskyl og gangbrættet skyllet bort. En af de syv piger sagde da:

  • Gid fanden var her, så kunne han ride os over.

Næppe var det sagt, så stod der en sort hest med ildøjne. Hesten sagde:

  • Sid op.

Men da den syvende pige skulle op på hesten, udbrød hun:

  • Jøsses Kristi kors, hvad for et stort hors

Og næppe var Herrens navn udtalt, før hesten var borte, og alle syv piger lå i bækken.

 

Han hjalp mange mennesker

Han kunne mange historier. Og en sen efterårseftermiddag havde en af beboerne stillet siden træsko nedenfor og gik nu i strømpesokker op til H.P. Hanssens arbejdsværelse på første sal. Det var en renovationsarbejder:

  • Jen a æ kanutter fra æ Abfuhr

Den pågældende havde problemer med selvangivelsen.

  • Læg bare skemaet og oplysningerne der, så skal jeg nok ordne det.

Han var hjælpsomheden selv i egen høje person. Mange har hos ham hentet råd og vejledning.

 

Sønderjyllands historie var hans store lidenskab

Jo H.P. Hanssen var meget interesseret i Sønderjyllands historie. Således foragtede han Hans den Yngre, der fra 1572 til 1622 rådede over Als og Sundeved. Han nedlagde adskillige landbrug bl.a. Sandbjerg og Rønhave for at oprette et stort gods til sig selv. Dermed tvang han bønderne til hoveriarbejde. Han var en slem bondeplager.

Mon ikke denne H.P. Hanssen kan tåles at ses gennem sømmene.

 

Til Nørremølle

Den 20. december 1936 mistede han sin elskede hustru. Næppe et halvt år efter var det hans tur. Der var ikke noget, der tydede på, at han skulle blive Nordslesvigs politiske fører. Hans tipoldefar havde taget rejsen fra Angel til Sundeved. Her havde bedste-faderen i 1825 købt det lille landboldssted Nørremølle. Dette blev efterhånden udvidet ved jordkøb.

Fader Christian Hansen sad i en stor og blomstrende bedrift, der ikke blot omfattede landbrug men også købmandshandel, brænderi m.m. Hans ældste bror var udvandret som optant. Det så derfor ud til at vores hovedperson nu skulle arve den fædrene gård.

 

Masser af unge forlod Nordslesvig

Det var dog dengang ikke så lige til. Ikke blot før 1870 men også efter den tid var en strøm af unge gået fra Nordslesvig, dels nord på til Kongeriget, dels over havet til Amerika. Man havde jo løftet i paragraf 5 og fandt derfor ingen grund til i tre år at springe prøjsisk soldat. Men som årene gik svandt håbet om en ”genforening” med Moderlandet.

Man var klar over, at skulle Nordslesvig nogensinde blive dansk måtte udvandringen stoppe. Det var ikke let. Valget skulle allerede træffes i 17 – års alderen. Man skulle nu en gang gennem prøjsisk militærtjeneste for at bevare sin hjemstavnspligt. Dette havde H.P. Hanssen også erkendt.

 

Uddannelse som landmand og på Askov Højskole

De følgende år uddannede han sig som landmand. I vintermånederne 1881-1883 og 1885 – 1886 besøgte han Askov Højskole. Han knyttede stærke bånd til skolen.

Deltagelse i nationalkampen greb ham mere og mere. Han var allerede begyndt som journalist med småindlæg i ”Dybbøl – Posten”. I de følgende år var han mere eller mindre ledede driften på Nørremølle voksede hans journalistiske virksomhed.

Han lærte den danske historiker A.D. Jørgensen at kende. Denne havde nøgterne holdninger om en grænsedragning i overensstemmelse med sprog og sindelagsgrænsen.

 

En bondeknøs

Rundt omkring i kongerigske blade og Højskolebladet kunne man nu møde jævnlige indlæg under mærket ”En Bondeknøs”. Samtidig begyndte han at optræde som foredragsholder. Han knyttede personlige forbindelser til politiske førere som Junggreen og først og fremmest Reimars.

 

Ikke alle var enige med H.P. Hanssen

Det var bestemt ikke alle, der var enige med H.P. Hanssen. Særlig i Flensborg Avis, kom der masser af modsvar. Redaktøren af Flensborg Avis, Jens Jessen havde i modsætning til H.P. Hanssen havde en konservativ grundholdning og søgte en kompromisløs politisk kurs. Rent politisk drejede han nok mod partiet Venstre. Han stod på et tidspunkt med valget, om han skulle fortsætte som fri bonde eller politikerens usikre lod. Han valgte det sidste.

 

”Læretiden” var overstået i 1888

Han tog til Leipzig og hørte forelæsninger på universitetet. Senere tog han til Berlin, hvor han besøgte de to nordslesvigske parlamentarikere Gustav Johannsen og Hans Lassen. Han tog også på længere studieophold i København. Dette fik først og fremmest betydning for her lærte han så A. D. Jørgensen at kende. Gennem Johan Ottosen og H.V. Clausen kom han i berøring med Studentersamfundets frisindede kredse at kende.

Disse havde indtil da ikke rigtig beskæftiget sig med det sønderjyske spørgsmål.

I foråret 1888 var hans ”læretid” overstået. Han ægtede sin forlovede, Helene Iversen, der ikke blot i hjemmet, men også i hans offentlige liv blev hans bedste rådgivere og støtte.

 

Mange aktiviteter

Det unge par tog bolig i Sønderborg, hvor han blev fast medarbejder på Dybbøl – Posten. Han tog også redaktionen af ”Sønderjydske Årbøger”. I 1888 var han med til at stifte ”Den nordslesvigske Vælgerforening. Reimars blev dens formand. H.P. Hanssen blev foreningens sekretær.

I 1892 var han medstifter af Den nordslesvigske Skoleforening. Han gik i gang med bygning af forsamlingshuse. Han blev i disse år en slags national konsulent for hele Nordslesvig. Han skrev for eksempel love for en selskabelig forening på Als og hjalp en borger i Ribe med at få et lån. Han sagde sin mening om et skattespørgsmål i Aabenraa. Han skaffede danske teaterstykker til Haderslev.

I 1892 blev han også medstifter af Den Nordslesvigske Skoleforening, som skulle modvirke den preussiske skolesprogsinstruks fra 1888, der stort set forbød at tale andet en tysk i skolen.

I 1893 flyttede de til Aabenraa, hvor Hanssen overtog Hejmdal.

 

I den preussiske landdag

Ingen sag var ham for lille som vi også kunne læse om i indledningen. Ved Hans Lassens død i 1896 skulle han tage hans plads i den prøjsiske Landdag. Men så let gik det nu ikke. Redaktør Jessen tog afstand fra ham. Forholdet mellem disse to havde aldrig været det bedste.

Ved prøvevalget fik H.P. Hanssen dog 120 af de 125 danske valgmands stemmer. I foråret 1896 indtog han sit sæde i landdagen. Her hjalp hans gode ven Gustav Johansen ham til rette i de uvante forhold. Men han var målbevidst forberedt på dette hverv i Berlin.

Han var medlem af den preussiske landdag fra 1906 til 1908. Han var tysk rigsdagsmedlem fra 1906 til 1919.

 

Dansk til danskernes møder

Mellem 1907 og 1908 opnåede H.P. Hanssen at opnå det faktum at de dansksindede måtte tale dansk på deres foreningsmøder. Der var ellers lagt op til, at der ikke måtte bruges andre sprog end tysk. Men dette blev udskudt i 20 år og traf derfor aldrig i kraft.

 

Tre måneder i fængsel for begyndende højforræderi

Selv om han nu opgav sin stilling som Vælgerforeningens sekretær, lagde forholdene hjemme dog stærkt beslag på hans kræfter. Ikke mindst da Køller-politikken fra efteråret 1898 satte ind for alvor, blev der brug for indgående kendskab til tysk forretnings – og forvaltningsteknik, som han efterhånden havde erhvervet sig.

Han kom han snart ud for en stærk storm. I 1895 var han blevet fængslet anklaget for ”forberedende handlinger til højforræderi”. Men myndighederne måtte lade anklagen falde. Nu gravede man imidlertid igen den gamle sag op. Da Køllers masseudvisninger i 1899 blev fremdraget i Landdagen rettede indenrigsministeren og en række konservative landdagsmænd et voldsomt angreb på ham på grundlag af løsrevne stykker af forhørsprotokollen.

Han imødegik dem imidlertid ikke blot med ro og værdighed, men også med megen taktisk dygtighed.

Det nationale og politiske engagement førte ikke sjældent til sammenstød med den tyske presse og preussiske myndigheder. Værst var det i 1906, hvor han blev dømt for højforræderi og måtte afsone tre måneders fængsel. Det har vi allerede nævnt.

 

Udsat for mistænkeliggørelse

Han fik i 1907 gennemført en Optantkonvention. I mellemtiden havde han også mærket Køller-politikkens hårde hånd. I Sønderjydsk Årbog skrev han om falske vidner som landråden i Haderslev førte i 1906. Det førte til tre måneders fængsel til H.P. Hanssen i Neumünster.

I 1906 genvalgtes H.P. Hanssen som rigsdagsmand. Men der var dog stærke kræfter imod ham. Man syntes at han de senere var blevet for veg og eftergivende. Han blev også udsat for personlig mistænkeliggørelse.

Gentagende gange forsøgte han at få oppositionen til at tage sin del af det parlamentariske ansvar.  Første gang i 1908 da han nedlagde sit landdagsmandat, dernæst i 1910, da han nægtede at lade sig genopstille.

 

Oprettelse af Kreditforeningen

Herhjemme fortsatte han i alle disse år ihærdigt sit arbejde på alle punkter at styrke danskhedens organisation og modstandskraft. Han tog nu initiativet til oprettelsen af Kreditforeningen, gav stødet til Arbejdersekretariatet og Vælgerforeningen socialpolitisk kursus.

Da krigen brød ud, var han med til at få de dansksindede løsladt. Han fik ophævet censuren på de dansksindede blade. Ved hjælp af en dansk – tysk traktat fik han løst de ”hjemløses” problem i Nordslesvig.

I 1914 blev han sammen med 172 dansksindede arresteret som ”politisk mistænkt”. Han blev løsladt allerede den følgende dag på grund af sin parlamentariske immunitet og medvirkede efterfølgende til sine medfangers løsladelse.

 

De skulle aftjene den preussiske militærtid

H.P. Hanssen mente ikke alle dansksindede skulle forlade Nordslesvig. Så ville der ikke være mere tilbage de dansksindedes interesse. De skulle aftjene den preussiske militærtid og derigennem opnå deres borgerlige rettigheder.

 

10.000 dansksindede til årsmøde

Ved årsmødet for dansksindede nordslesvigere den 14. juni 1914 i Haderslev, som skulle vise sig at blive det sidste, samledes ca. 10.000 deltagere, der hørte en af H.P. Hanssens mest berømte taler, hvori han udtrykte stærk tiltro til danskhedens overlevelsesmuligheder på trods af, at landsdelen var under tysk styre. H.P. Hanssens tale rummede også et gensvar til de tyske taler, der blev afholdt på Dybbøl 18. april 1914 ved 50-års festen for erobringen af Dybbøl Skanser.

 

Han tog selv initiativ til at henvende sig til tyskerne

I Den Tyske Rigsdag rejste han i oktober 1918 spørgsmålet om Nordslesvigs indlemmelse i Danmark. Det stod i efteråret 1918 klart at tyskerne ville tabe krigen. Derfor kontaktede H.P. Hanssen den danske regering med meddelelsen om at løsningen var inden for rækkevidde. Af frygt for at støde tyskerne valgte man dog fra dansk side at se tiden an.

Den 23. oktober gad han ikke mere at vente på den danske regering. Han tog sagen i egen hånd og krævede i i Den Tyske Rigsdag uafhængigt af den danske regering at Nordslesvig skulle indlemmes i Danmark med henvisning til Pragfredens § 5 og folkets selvbestemmelsesret.  En underskriftsindsamling sørgede for opbakning fra 287 dansksindede foreninger i Nordslesvig. Efter forhandlinger med den tyske regering lykkedes det Hanssen at få et skriftligt tilsagn fra den tyske udenrigsminister den 14. november 1918.

 

Vælgerforeningen udvalgte deres krav

H.P. Hanssen blev endnu mere toneangivende. På et dramatisk todagesmøde den 16. og 17. november udarbejdede Vælgerforeningens Tilsynsråd den såkaldte Aabenraa – resolution. Her krævede man en folkeafstemning for Nordslesvig som helhed nord for en linje stort svarende til den nuværende dansk – tyske grænse.

Den 21. november blev resolutionen med den tyske udenrigsminister tilsagn overrakt den danske regering, som blev bedt om at rejse sagen ved den kommende fredskonference i Versailles.

 

Bitterhed førte til H.P. Hanssens udelukkelse

Grænsestriden blev endnu bittere. De glade dage på Folkehjem var forbi. H.P. Hanssen blev i juni 1919 medlem af Ministeriet Zahle. Det var vel ingen som ham, der havde så godt kendskab til de nordslesvigske forhold.

En følge af striden og grænsekampens bitterhed blev, at H.P. Hanssen ikke fik den fremtrædende rolle ved ”Genforeningens officielle festceremonier den 10. og 11. juli 1920, som hans politiske virke ellers berettigede ham til. Med ”Genforeningen” havde Vælgerforeningen udspillet sin rolle som politisk organisation.  Splittelsen i forbindelse med grænsedragningen havde umuliggjort Hanssen tanker om en særlig sønderjysk gruppe i den danske Rigsdag.

 

Spillede ingen betydelig rolle i dansk politik

Han blev minister for sønderjyske anliggender. Nogen betydelig rolle i dansk politik kom han ikke til at stille.

Det skadede ham dog at han blev brugt i den indrepolitiske strid. Efter ”Genforeningen” mente Hanssen, at de sønderjyske rigsdagsmænd foreløbig burde danne en særlig gruppe for at orientere sig i Kongeriget for at orientere sig i Kongeriget for dem praktisk taget ukendte forhold. Da dette ikke lod sig gøre, ønskede han ikke valg. Først i 1924 lod han sig opstille som Venstres kandidat, men han trak sig allerede i 1926.

 

Han blev ved med at råbe ”Vagt i gevær”

Dette betød dog ikke, at han lagde politikken på hylden. Ligesom i Hejmdal gjorde han skarp front mod ”bevægelser” der for en tid for over landet. Han holdt øje med stadig stærkere tyske fremstød.

Han blev aldrig træt af at råbe vagt i gevær mod den fare, der truede og arbejdede til det sidste med opførelsen af forsamlingshuse og på anden måde at styrke den nationale stilling i grænseegnene.

 

Optaget af litterære værker

Han var i disse år stærkt optaget af litterære arbejder. Han har oplevet fuld opbakning. Men der har også været tider, hvor der stod storm og strid om hans navn. Flere mente, at H-P. Hanssen med sin politik havde hindret Flensborgs indmeldelse i Danmark. Men man tænkte slet ikke på, at der kun var 26 – 28 pct. danskere. Det havde H.P. Hanssen sagt hele tiden.

 

Han var en af de store, men aldrig rigtig anerkendt

Nazismens fremmarch i Tyskland skabte uro ved grænsen. I foråret 1933 kom der et krav fra de tysksindede at komme ”Heim ins Reich”. H.P. Hanssen advarede meget tidligt mod nazisterne.

Han var en af de store i Sønderjysk politik selv om han aldrig blev rigtig anerkendt

 

Kilde:

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.832 artikler
  • Under Sønderjylland finder du 214 artikler
  • Under Indlemmelse, Afståelse og Genforening finder du 143 artikler
  • Under 1864 og de Slesvigske Krige finder du 36 artikler

 

 

 

 

 

 

 


Fortsatte Riffelsyndikatet

Juni 16, 2022

Fortsatte Riffelsyndikatet?

Fra 1930 havde Mærsk ejerandel. 15.000 Madsen-Geværer uden om eksportforbud. Man opsøgte selv tyskerne under Anden verdenskrig. Den danske regering motiverede også. Sporene måtte ikke finde tilbage til USA, men gerne til Danmark. Det handlede om amerikanske interesser Danske maskingeværer ændrede historiens gang og var medårsag til folkemord. Mærsk fik 30 pct. af aktierne.  I 1950’erne blev der solgt våben til Colombia. Et specielt våben blev leveret til Nicaraguas diktator. CIA spillede en aktiv rolle.  Og så var det dengang, da Berlingske Tidende blev solgt. Skal det bare glemmes, ignoreres eller forblive aktiveret. Hos Mærsk har de været dygtige og diskrete. Men var alt dette her forenelig med dansk udenrigspolitik? Man må omfavne og erkende sin fortid. Det må virksomheder også.

 

Fra 1930 havde Mærsk ejerandel

Som de vakse læsere sikkert har bemærket, har vi skrevet flere artikler om dette interessante tema. Det er bestemt ikke alle, der er interesseret i at dette kommer frem. Og det var det heller ikke omkring Riffelsyndikatet i besættelsestiden. Og da nogle journalister fra Berlingske Tidende – så skrev bogen ”Krigens Købmænd” så kom der ellers røre i andedammen. Men se den historie havde vi jo allerede skrevet.

Allerede i 1896 blev Riffelsyndikatet eller Dansk Rekylriffel Syndikat dannet. I 1930 var selskabet blevet en del af Mærsk. Og i 1959 havde de øget deres ejerandel så meget, at de havde fuld kontrol over firmaet.

 

15.000 Madsen – geværer uden om eksportforbud

Danmark var neutral under Første verdenskrig. Derfor måtte man ikke eksportere våben. En russisk handelsagent mødte dog op og fandt en løsning. 15.000 Madsen – geværer blev der solgt til russerne. Man omgik dansk eksportforbud ved gennem et russisk datterselskab at opbygge en fabrik nordøst for Moskva. Men det blev lidt af et økonomisk mareridt.

 

Man opsøgte selv tyskerne

Det var Riffelsyndikatet, der selv tog kontakt med tyskerne med henblik på at eksportere våben. Selskabet blev mere eller mindre dømt for værnemageri. En del af fortjenesten af våbensalget med tyskerne måtte de betale tilbage. Det var 6,7 millioner kroner.

Nej, de var ikke presset til at fremstille våben til tyskerne. De tog selv initiativer til at øge salget.

 

Den danske regering motiverede også

Men den danske regering bidrog nu også til øget produktion. Således henstillede regeringen til at man producerede 500 Flak – Madsen – kanoner og 2.400 Madsen geværer til Tyskland.

 

Efter krigen slut med våben?

Efter krigen kunne man så læse at nu blev der fremstillet barnevogne, børnecykler, brændeovne, oliefyr, grensakse og hængelåse. Og så hører man ellers kun om industri – produktion.

 

Men måske fik vi alligevel ikke skrevet det hele.

 

Sporene måtte ikke finde til USA – men godt til Danmark

Hvis Mærsk – familien i dag skulle have investeret i DISA – Riffelsyndikatet ville de have sagt nej. Således er det også kommet frem at Mærsk nu forhenværende datterselskab DISA har solgt våben til CIA, der senere fordelte disse til diktatorer i Latinamerika.

Det var ikke fordi at USA ikke havde våben nok. CIA havde brug for våben, de kunne levere til grupper, som de i hemmelighed støttede og hvor afsenderen af våbnene ikke kunne spores tilbage til USA.

 

Det handlede om at gavne amerikanske interesser

At CIA var hovedkunde, viser dokumenter fra Riffelsyndikatet, der i årevis har været skjult på et loft. Sådan var det også med afsløringer af våbensalget under krigen. De blev først gravet frem via journalisternes gravearbejde, der blandt andet fik adgang til ellers ukendte dokumenter.

CIA købte 100.000 maskinpistoler til en pris i nutidskroner på 462 millioner kroner. Vi ved at CIA i disse år støttede grupper i Cuba og en række lande i mellem – og Sydamerika med det mål at vælte regeringer eller støtte regeringers undertrykkelse af opposition. Det handlede om at gavne amerikanske interesse uden at kunne spores til USA.

 

Danske maskinpistoler medårsag til masser af folkemord

Det fremgår af papirerne, at Riffelsyndikatet solgte en stor mængde våben til Indonesien, hvor der var borgerkrig. Riffelsyndikatet solgte her blandt andet maskinpistoler for 471 millioner kroner i nutidsværdi. De blev brugt af præsident Sukarno, der ville nedkæmpe oppositionen mod ham. Det førte til et enormt folkemord med mellem 500.000 og en million døde, primært kommunister.

Dette våbensalg var til meget skade ude i verden. Men det blandede danske politikere sig åbenbart ikke i, Det lunede i hvert fald godt i selskabets kasse. Der er nok stadig ikke nogen, der ønsker disse dokumenter frem i lyset.

Som vi tidligere har skrevet, så kom firmaet i søgelyset, da det kom frem, at der var blevet solgt masser af våben og ammunition til Hitlers Nazityskland under Anden verdenskrig.

 

Mærsk fik 30 pct. af aktierne

I 1930’erne havde A.P. Møller – koncernen 15 pct. af aktieposten i en virksomhed, der var i alvorlige økonomiske problemer. Op til Anden verdenskrig købte A.P. Møller – koncernen en tredjedel af aktierne.

I 1935 kunne syndikatet for første gang i 15 år udbetale udbytte til aktionærerne. Man opnåede også et godt ry for lønninger og arbejdsforhold på fabrikken.

Var man ikke vidste hos A.P. Møller var, at der inde på Rigsarkivet ligger 100 kasser med hidtil ukendt DISA’ historie. Måske kan vi så opleve nye afsløringer af DISA s rolle under Den Kolde Krig.

 

I 1950erne blev der solgt våben til Columbia

Åbenbart fortsatte Riffelsyndikatet/DISA med at sælge våben til andre, da der ikke mere var afsætning hos Hitler. Der har blandt andet været masser af salg fra Anden Verdenskrig til 1960’erne. Mellem 1947 og 1957 er der solgt våben og ammunition for 176 mio. kr. Hvis man nu korrigerer dette tal for inflation, så svarer det faktisk til en omsætning på 2,5 milliarder kroner i dag.

I 1950’erne blev der solgt våben til Columbia, der var plaget af borgerkrig.

 

Et specielt gevær til Nicaragua’ s diktator

Den 10. juli 1953 forlod 34 kasser med maskingeværer Københavns Havn på dampskibet ”S.S. Califonia” Især et af de i alt 500 geværer skilte sig ud. Her var der påført en sølvplade med en helt personlig hilsen. Det var til Nicaraguas berygtede diktator. Han havde massevis af liv på samvittigheden. Og nu var han den heldige ejer af et specialfremstillet Madsen – gevær.

Våbensalg til lande som Paraguay og Guatemala spillede en væsentlig rolle i regionens blodige militærkup.

 

CIA spillede en meget aktiv rolle

Riffelsyndikatet eller DISA blev brugt af amerikanerne til at vælte venstreorienterede fjender og støtte højreradikale allierede.

Der er tydelige tegn på at den amerikanske regering er involveret. Åbenbart er CIA stråmandsvirksomhed for diverse diktatorer. CIA spillede en meget stor rolle under Den Kolde Krig. Syd – og Mellemamerika var USA’ s baggård.

Åbenbart har denne eksport foregået over mange år. Således fik Paraguay allerede i 1947 sendt 200 maskingeværer.

De danske våben blev også brugt som instrument i et kupforsøg i Costa Rica i Mellemamerika i 1950erne.

 

Et våben, der ændrede historiens gang i mange lande

Og her gik man så og troede at Danmark bare var en politisk harmløs lille stat. Men det våben som Mærsk fremstillede ændrede historiens gang i mange lande.

Man kan så spørge om alt dette er forenelig med dansk udenrigspolitik, blot fordi Danmark er allieret med USA. Man kan vel godt hævde, at en dansk virksomhed kom på tværs af dansk udenrigspolitik. Det var vel ikke dansk politik at støtte amerikanerne i denne sag.

Hvorfor har man været så tavse. Der må da være nogen som vidste, at de 100 kasser lå på Tøjhusmuseets loft.

Også Venezuela var en stor aftager af danske våben. Det kunne jo være at man atter engang skal have revideret vores efterkrigshistorie.

Mærsk har åbenbart været involveret i kontroversielle våbensalg. DISA eksisterer stadig men ikke mere med våbensalg.

 

Da Berlingske Tidende blev solgt

Som vi tidligere har skrevet, blev man fra A.P. Møllers side meget vrede på Berlingske Tidende og deres journalister, fordi de ryddede op på Riffelsyndikatet. Det resulterede i en fyring af chefredaktøren vel sagtens fordi han ikke kunne ”styre” medarbejderne. Efterfølgende blev avisen sat til salg.

 

Skal det glemmes, ignoreres eller forblive arkiveret

Mærsk – koncernen er gået meget op i etik og moral og moral. Men de vil ikke kommentere DISA/Riffelsyndikatets historie. Øverste chef havde ikke haft tid til at læse mediernes artikler. Kan man bare feje det sådan væk i stil med:

  • Det var før min tid.

Vi kender jo næsten alle rederiets historie fra 1904. Og historien om DISA/Riffelsyndikatet er siden sidst blevet endnu mørkere. Skal denne historie bare glemmes – ignoreres – eller forblive arkiveret.

 

De har været dygtige og diskrete

De må have været dygtige og diskrete dengang hos DISA/Riffelsyndikatet. Men for Mærsk må det være traumatiserende. Det må åbenbart have været meget større og vigtigere end hidtil antaget. I de kilder, vi har brugt indtil nu, har der ikke været antydet som helst.

 

Man må omfavne og erkende sin fortid

Vi får ofte at vide, at vi ikke kan bedømme fortidens handlinger med nutidens briller. Men er tavshed vejen frem. Man bør omfavne og erkende sin fortid. Både de gode sider og de traumatiske sider.

 

Kilde:

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.831 artikler
  • Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter) finder du 373 artikler
  • Under Østerbro finder du 101 artikler
  • Under Andre Historier finder du 77 artikler

 

  • Riffelsyndikatet på Østerbro
  • Danske våben til Tyskerne
  • Krigens købmænd

 


Da Barsøerne blev arresteret

Juni 15, 2022

Da Barsøerne blev arresteret

Hyggen forsvandt på Barsø. En trop med 8 mand tog afsted fra øen. Hvad skulle der ske. På grund ved Skærrev. Ingen åbnede Amtshuset i Aabenraa. De skulle i fængsel. Fire mand i hver celle. Lommerne skulle tømmes. Der manglede sovepladser. Man kom i forbindelse med folk på gaden. De var sultne og tørstige. De måtte nu bruge ”hele lejligheden” Nu skulle de tvangsarbejde, årsagen var, at de var dansksindede. Men hvad med deres eget arbejde på Barsø? Jørgen Grau blev sendt til fronten Præsten i Løjt hjalp den ældre Lars Larsen. Endelig kom frihedens øjeblik. Men de ville ikke skrive under. Man ville forlange, at de skulle fortælle hver gang de forlod øen.  Endelig kom de tilbage til deres ø.

 

Hyggen forsvandt

Det var i de kritiske dage i 1914, lige inden Verdenskrigen brød ud. Man talte om at krigen næppe kunne undgås. Men dog håbede man ikke det skete.  Så længe der endnu ikke var erklæret krig var der et håb.

Ovre på øen Barsø sad fredag den 31. juli et par af mændene fra øen samlet hos gårdejer Lauritz Grau på Bjerggaard. Foruden Lauritz Grau og hans familie befandt gårdejer Jes Paulsen, der senere boede på Sønderport i Aabenraa. Øens lærer Schenck befandt sig i hjemmet.

Man havde spist til aften og Lauritz Graus hustru var ved at servere kaffe til selskabet. Netop på det tidspunkt blev man gjort opmærksom på, at to politimænd nærmede sig gården.

 

En trop med 8 mand

De var kommet med motorbåd direkte fra Aabenraa og havde lagt til ved badebroen. Et par af folkene gik imod betjentene. Det viste sig at være overvagtmesteren fra Aabenraa og vagtmester Jebe fra Løjt. De førte gårdejer Lars Chr. Larsen med sig.

Politiet mødte med en ordre, hvorefter Grau og Paulsen skulle følge med. Måske ville turen gå til Aabenraa. Den tyske lærer skulle ikke følge med. Man vidste godt at ordren stod i forbindelse med deres danske sindelag og den kommende krig. Det var ikke andet at gøre end at følge med

Den hyggelige aften som man havde forberedt sig på, var ødelagt. Politimændene havde hastværk. Der var ikke noget med en kop kaffe eller en kage. Andre og usædvanlige begivenheder forestod.

Fra Bjerggården gik politiet ledsaget af tre de tre gårdejere Grau, Paulsen og Larsen til flere andre af øens gårde. Hvert sted gentog den samme historie sig. Gårdejeren og enkelte andre blev purret ud og fik ordre til at følge trop.

Efterhånden var der samlet en trop på 8 personer. Man forstod på overmesterens holdning at han ikke ønskede diskussion. Hver især spekulerede nu på, hvordan de kom hjem igen til øen.

 

Hvad skulle der ske?

Jørgen Grau ejede en god motorbåd. Laurits Grau foreslog overvagtmesteren at lade denne båd følge med til Aabenraa, så de otte mand på forholdsvis nem måde kunne komme hjem igen.

Det afværgede overvagtmesteren med bemærkningen:

  • Vi skal nok sørge for, at I kommer hjem

Han var allerede på det tidspunkt klar over, at det ikke blot var for nogle timer, Barsøerne så pludselig blev hentet bort fra deres ø. Ingen af de otte mænd sagde noget under hele turen. Det var håbløst at spørge. Spørgsmålet om, hvad hensigten var med deres rejse, lød kort og godt, at de:

  • Skulle til Aabenraa for at skrive noget under.

 

På grund ved Skærrev

Nede ved broen lå en motorbåd ført af en fisker fra Aabenraa. I al stilhed blev de anholdte ført ombord, mens politimændene nøje fulgte enhver af Barsøernes bevægelser. Det var mørkt ved den tid, da motorbåden gled ud fra Barsø.

Klokken havde været ca. 22. Det var med bange anelser, bådens passagerer så øen forsvinde bag sig. Ingen vidste, hvad de gik ind til. Der herskede en tung og trykkende stemning i båden.

Vagtmændene sagde ingenting og passagererne var ikke oplagte til at tale, hverken til deres bevogtere eller til hinanden indbyrdes. En begivenhed, der ikke stod på programmet, skete ved Skærrev. Her fik motorbåden motorstop. Den gik på grund.

Ved fælles hjælp lykkedes det at få båden fri igen. Men det tog alligevel nogen tid.  Det var henimod midnat, da båden endelig nåede Aabenraa.

 

Ingen åbnede på Amtshuset

Båden lagde til i i den gamle havn ved nordre kaj. De otte Barsøere steg i land i den mørke mennesketomme by. Med overvagtmesteren i spidsen og vagtmesteren som bagtrop drog kolonnen gennem den nattestille by.

De drog gennem de kendte veje langs Skibbroen, forbi markedspladsen og hen til Amtshuset. Der må have bestået af aftale om at de anholdte skulle føres herhen. Men de embedsmænd, efter hvis ordre det skete, har ikke haft tålmodighed til at vente. Overvagtmesteren konstaterede skuffet:

  • Her er så mørkt, så må vi op på rådhuset

 

De skulle i fængsel

Kolonnen satte sig nu i bevægelse. Det gik nu op ad Rådhusgade til Rådhuset. Her var det uvis af hvilken grund, forsamlet en del mennesker. Dette foranledigede overvagtmesteren til at dirigere sine Barsøere ad bagporten og ind i Rådhusets gård. Nu skulle de anholdte ikke længere lades i tvivl:

  • De skulle i fængsel

En nattevægter indfandt sig med nøgler til fængselscellerne som dengang fandtes bag rådhuset. Ledsaget af vagtmesteren og natvægteren med sit raslende nøgleknippe blev de otte mænd ført op i bagbygningen og ind på gangen fra hvilken, der førte døre ind til en række celler.

 

Fire mand i hver celle

Mens overvagtmesteren forlod fangerne, idet han ville gøre forsøg på at komme i forbindelse med landråden eller en af dem fra amtet knyttede embedsmænd for at få nærmere ordre om, hvad der skulle foretages med de 8 mænd. Nu blev vagtmester Jebe tilbage hos dem.

De måtte stadig opholde sig ude på gangen. Der gik over en halv time, og da overvagtmesteren stadig ikke viste sig, blev natvægteren utålmodig. Han ville åbenbart ikke spilde mere tid på disse folk fra Barsøe. Inden han låsede døren op sagde han:

  • Nur mal rin, vier in jeder, so ist bestimmt (Nu ind med jer, fire i hver, sådan er det bestemt.

 

Lommerne skulle tømmes

Inden de fik lov til at betræde cellerne, måtte de aflevere, hvad de havde i lommerne – penge, lommeknive og hvad de ellers havde på sig. Det tog nattevægteren i sin varetægt.

Lauritz Grau havde i sin lomme en æske tændstikker med skoleforeningens mærke på. Da han var overbevist om, at det var politiske grunde, de var fængslede, foretrak han at skjule æsken, hvis indhold også kom til gavn i nattens løb i den mørke celle. Så snart de havde afleveret deres værdigenstande etc., smækkede fængselsdørene i bag dem og de hørte nøglen blive drejet om i låsen. Straks efter hørte de natvægteren og vagtmesteren fjerne sig fra gangen.

 

Der manglede sovepladser

Fangerne, som nu var overladt til deres egen triste betragtninger, orienterede sig nu så godt de kunne. I hvert lokale fandtes to brikse, den ene med soveplads til to mand, den anden med plads til en.

Da der nu var fire mand i cellen, opstod et problem som ingen af dem kunne løse. Hvor natvægteren havde tænkt, den fjerde mand skulle sove. Spørgsmålet blev heller ikke løst af den yngste af arrestanterne. Han sad det meste af natten på kanten af den ene briks.

Hen på morgenstunden rejste den gamle Lars Larsen sig. Da han ikke kunne tåle at ligge længere, fik Lauritz Grau lejlighed til at sove lidt. Det var i det hele taget ikke blevet til meget søvn. For det første var tankerne hos arrestanterne alt for optaget af nattens hændelser til at de rigtig kunne falde til ro, og for det andet kom natvægteren hver time og ruskede i døren for at se, om den var lukket.

 

I forbindelse med folk

Om morgenen, da der begyndte at komme folk på gaden, lukkede arrestanterne et vindue op – det kunne nok lade sig gøre – og søgte ved råb at komme i forbindelse med folk, der passerede Rådhusgangen.

Sult og tørst begyndte at gøre sig gældende, og man gjorde flere forsøg på at få forbipasserende til at gå over hos købmand Danielsen og købe noget spiseligt. Langt de fleste hverken ville eller turde indlade sig på et sådant foretagende.

 

Købmanden kom selv over

Til sidst forbarmede en modig mand sig alligevel over de indespærrede og gjorde Hans Danielsen opmærksom på, at nogle kunder i arresten ville i forbindelse med ham.

Efter kort tids forløb dukkede Hans Danielsen personlig op i arresten, hvor han fik en samtale med politivagtmester Aagaard, der imidlertid ikke var glad for situationen, fordi hans Danielsen også var kendt som en god dansk mand.

Han tillod dog trods alt Danielsen, mens Aagaard var til stede at komme ind i cellerne og spørge, hvad man ønskede. Forhandlingerne endte med at Aagaard lovede mod betaling at lade sin kone bringe kaffe og morgenmad op. Det var en rigtig god forplejning. Og da Hans Danielsen kort tid efter sendte en kasse cigarer op, tegnede situationen sig pludselig i et lysere skær.

 

De måtte bruge ”hele lejligheden”

Beroliget af Barsøernes stilfærdige holdning åbnede Aagaard celledørene op og tillod arrestanterne at bruge hele ”Lejligheden”.

De var da heller ikke i tvivl om at denne efter forholdene udstrakte frihed ville få en brat ende, når natvægteren viste sig. Men det skulle Aagaard nok ordne, sagde han.

Aagaard sørgede altid at holde yderdørene til gården lukket. Når der kom forplejning. Et par af Barsøerne mente, at de kunne gå en tur ud i gården. Men nu kom Aagaard styrtende. På dansk sagde han:

  • Nej, Gud forlade mig må I ej

Det var de eneste danske ord Aagaard sagde under hele fængselsopholdet.

 

Nu skulle de tvangsarbejde

Mandag formiddag den 3. august indfandt overvagtmesteren sig i fængslet og Barsøerne begyndte nu så småt at håbe at befrielsens time var nær.  Det var et forfængeligt håb.

Men han kom blot for at sige at nu skulle arrestanterne ud at arbejde hos forskellige landmænd på Aabenraa – egnen. De skulle gøre gavn for føden. Det vil sige at det var frivilligt, hed det sig. Man havde ikke andet end at sige ”Ja Tak”.  Det var i høj grad et aldeles urimelige forlangende.

 

Hvad med deres eget arbejde?

Alle de arresterede var landmænd, hvis landbrug i høj grad trængte til deres nærværelse. Men de blev nu udkommanderet til at arbejde på en anden gårdejers marker. I løbet af eftermiddagen blev de hentet af forskellige landmænd.

Lauritz Grau kom ud til gårdejer Chr. Nissen i Brunde, Christian Grau hos gårdejer Jes Schmidt i Rise Hjarup, Lars Larsen kom ud til gårdejer Petersen, Dybæk ved Varnæs og de øvrige hos andre gårdejere.

 

Jørgen Grau kom senere til fronten

Jørgen Grau som endnu var militærpligtig var allerede søndag eller mandag ført til Haderslev, hvor han blev modtaget af to soldater med opplantede bajonetter og derefter ført hen til en del andre fanger fra Årø, hovedsagelig fiskere og sømænd. Denne gruppe fanger måtte i nogle dage blive i Haderslev, for derpå at blive transporteret til Rügen.

Her opholdt de sig en tid men kom så til Altona, hvor de blev stillet for Krigsretten. Retsforhandlingerne resulterede for Jørgen Graus vedkommende i, at han fik lov til at rejse hjem til Barsø indtil videre. En tid efter blev han indkaldt og kom til fronten i Frankrig.

 

Præsten i Løjt hjalp Lars Larsen

Den gamle Lars Larsen kom ikke ud på landet om mandagen. Den landmand, han skulle arbejde for, kom ikke og hentede ham. Dagen efter blev han under ledsagelse af en politibetjent ført til Kværs, til den landmand han skulle have været hos.

Da en anden betjent tilfældig rejste samme vej, sluttede han sig til eskorten. Lars Larsen, den fredeligste af hele selskabet nød den ære at blive ført til Kværs ledsaget af to betjente. Da han var gammel og svagelig tog pastor Treplin i Løjt af hans sag og fik ham snart sendt hjem.

 

Endelig kom frihedens øjeblik

Efter den 2. september efter at de seks Barsøere havde arbejdet for andre landmænd hele august måned var frihedens øjeblik inde. De havde fået ordre til at møde på Hotel Danmark, hvor der blev forelagt dem en lang række paragraffer, som de skulle underskrive for at komme på fri fod.

 

De ville ikke skrive under

En af paragrafferne gik ud på, at de skulle melde sig hos kommuneforstanderen, dersom de ville fra øen over til fastlandet. Ingen af de seks mænd var i sinde til at underskrive denne paragraf.

  • Hvis vi ikke kan komme hjem som frie mænd, så bliver vi, hvor vi er

Ja sådan sagde den ene af dem.

Den officer, der ledede sagen, spurgte nu en skriver om, hvem der havde skrevet paragraffen – militæret eller Landrådskontoret. Da svaret lød, at paragraffen var formuleret af Landrådskontoret. Så satte officeren en tyk streg over paragraffen.

 

Tilbage på Barsø

Så skrev Barsøerne under og derpå stillede officeren en motorbåd til rådighed. Kort efter rejsen gik rejsen efter det lange ufrivillige fangenskab tilbage til den fredelige ø, hvor familie og venner med glæde hilste på de hjemvendende velkommen.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • dengang.dk – diverse artikler
  • Litteratur Aabenraa
  • Litteratur Løjt

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.830 artikler
  • Under Aabenraa finder du 179 artikler
  • Løjt for 170 år siden
  • Sømænd fra Løjt og Aabenraa
  • Løjt Land – nordøst for Aabenraa (1)
  • Løjt Land – i begyndelsen (2)
  • Løjt, løjtninger og Løjt Land (3)
  • Anekdoter fra Løjt (4)
  • Løjt land – den femte tur (5)
  • Løjt mellem dansk og tysk (6)
  • Løjt – masser af historier og kultur (7)
  • Løjt det 8. besøg
  • Dengang på Løjt Land

 

  • Egentlig har Løjt en stor andel i Aabenraa’ s søfartshistorie, så det er relevant med disse:

 

  • Familien Fischer fra Aabenraa
  • Aabenraas storhedstid med søfart
  • Skibe fra Aabenraa
  • Flere skibe fra Aabenraa
  • Søfartshistorier fra Aabenraa
  • Skibsbyggeri og industri i Aabenraa
  • Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa
  • En skibskaptajn fra Aabenraa
  • Aabenraa som søfartsby
  • Da briggen Chico af Aabenraa blev overlistet
  • Fra skibsdreng til redder i Aabenraa
  • Søens Folk i Aabenraa
  • Briggen Gazelle af Aabenraa

 

 

 

 

 

 


Danskerne kaldte dem “Parasitter”

Juni 10, 2022

Danskerne kaldte dem ”Parasitter”

Læserne har ikke just været begejstret for de tidligere artikler om tyske flygtninge. 250.000 flygtninge til Danmark. Den danske Lægeforening nægtede. Efter besættelsen fandt masser af lig. Den danske regering bakkede lægerne op. Virksomheder brugte flygtninge som billig arbejdskraft. Mange døde i lejrene især børn. Flygtninge blev udnyttet.  34 gravlunde passet af tyskere. Flygtninge måtte ikke sendes retur. I illegale blade blev flygtninge kaldt parasitter. Hjælp betød forlængelse af krigen, fortalte medierne. 60 præster protesterede. De blev forlangt fyret. Man kaldte deres indlæg for ”Medlidenhedskampagne. En mærkelig beskrivelse af tyske flygtninge. Poul Henningsen blev også upopulær. Kjærbøl rejste en injuriesag mod ham. Kirsten Lylloff blev også kritiseret for at være for ensidig, da hun beskrev børnenes forhold i lejrene. Desværre dømmer man kollektivt mennesker. Det gør man den dag i dag.  

 

Danskerne var ikke begejstret

Danskerne havde ikke meget til overs for tyskerne. De fem års besættelse havde sat deres spor. Nu var Danmark nok ikke den nation, der led mest. Men alligevel! Der var foragt og efter 5. maj kom der også hævntørst.

Og de artikler, som vi allerede har bragt på vores side om tyske flygtninge, er det nu heller ikke nu til dags lutter begejstring over.

 

250.000 flygtninge til Danmark

250.000 tyske flygtninge blev fra den 11. februar frem til den 5. maj 1945 sejlet over Østersøen til Danmark. Nogle af disse kom med både, hvor forholdene var ekstrem slemme. De danske myndigheder var på forhånd blevet orienteret. De frabad det på det kraftigste. En protest, der ikke gjorde indtryk på de tyske myndigheder. Faktisk svarede antallet af flygtninge til 7 – 8 pct.

Der var i alt 70.000 børn og mest kvinder og gamle. Alle disse blev gjort medansvarlige for de ufattelige nazistiske forbrydelser.

 

Den Danske Lægeforening nægtede

I foråret 1945 havde tyskerne ønsket, at danske læger skulle bistå besættelsesmagten med at behandle de tyske flygtninge, så de tyske læger kunne frigives til andre formål f.eks. tjeneste på fronten.

Den Danske Lægeforening mente ikke at danske læger skulle arbejde for tyskerne specielt ikke fordi de danske læger fortsat sad i tyske KZ – lejre og tyske håndlangere havde skudt flere danske læger.

 

Efter besættelsen fandt man masser af lig

Tyskerne mistede kontrollen over flygtningestrømmen. Det flød med lig i Frihavnen. Man fandt 300 døde flygtninge. Efterfølgende fandt man 300 lig på skoler, fabrikker, idrætshaller m.m.

Mange kunne ikke identificeres og blev smidt i masse grave. Kister blev i en fart flikket sammen af tynde rå u-malede brædder. Men man kunne ikke nå at følge med.

I juli 1945 var hele 10.000 danskere beskæftiget i flygtningelejrene. Det var på det strengeste forbudt at fraternisere med flygtningene, der på forhånd havde fået at vide, at de ikke kunne få varigt ophold i Danmark.

I maj 1945 var 64 ud af 70 københavnske skoler belagt med tyske flygtninge. I byen var flygtninge anbragt på halmmadrasser på gulvet i fabrikshaller m.m.

 

Den danske regering bakkede lægerne op

Forholdene var mange steder elendige. I de første måneder døde flygtninge i tusindtal. Ofte fik de ikke lægehjælp. Den danske regering havde meddelt lægestanden, at den ikke skulle føle sig forpligtet af lægeløftet i forbindelse med de tyske flygtninge.

Madrationerne i lejrene var meget sparsomme og fik flygtningene mad smuglet ind udefra blev det dem frataget. Al post var under streng censur.

 

Virksomheder brugte billig arbejdskraft

I mange lejre boede flygtninge i u-isolerede træbarakker købt i Sverige beregnet til skovarbejdere. De danske lagre af brændsel til varme var blevet brugt af tyske soldater. Under besættelsen var der ikke reserver til opvarmning af lejrene.

På trods af forbuddet mod at drive omgang med de tyske flygtninge fik flere danske virksomheder tilladelse til at anvende flygtninge som arbejdskraft. De blev under bevogtning transporteret til og fra lejrene – om de fik løn for deres arbejde har vi ikke kunnet finde ud af.

 

Mange døde i lejrene

Antallet af døde skal naturligvis ses i forhold til det samlede antal flygtninge var omkring 250.000. At så relativt mange døde skal også ses i sammenhæng med den elendige forfatning ældre og små børn var i, da de – efter måneders umenneskelige strabadser – nåede frem til Danmark. Frem til befrielsen var det 6.580 i de tyske lejre og andre forlægninger.

 

Flygtninge blev udnyttet

Der går historier om at storgrinende århusianske mænd pralede med deres ture til flygtningelejre ved Karup og Silkeborg, hvor de ved at betale småpenge til en fangevogter, kunne få sex med en tysk kvinde og – som de udtrykte det – hvis de var heldige også med lidt større børn.

Tænk at mennesker kunne behandle og udnytte medmennesker i nød så usselt.

Forsøgte flygtningene at flygte havde vagterne ordre til at skyde. Vi har tidligere skrevet om sådanne episoder.

 

34 Gravlunde

De mange døde tyske flygtninge – og soldater – blev stedt til hvile på omkring 475 kirkegårde rundt omkring i landet, hvilket afgjort ikke var lige velset af alle danskere. Flere kirkegårde klagede over pladsmangel. Den 3. oktober 1962 blev en dansk – tysk aftale underskrevet ud fra hvilken Volsksbund Deutscher Kriegsgräberfûrsorge samlede de mange i 34 gravlunde fordelt over hele landet. Vedligeholdelsen af disse gravlunde påhviler dem frem til i år. Det vides ikke om der er indgået en ny aftale.

 

Flygtningene måtte ikke sendes retur

Den danske stat mente efter besættelsen, at nu kunne man sende flygtninge hjem. Vi har i forbindelse med vores bogudgivelse i 2017 talt med en tidligere modstandsmand, som fortalte at han var med til at sende modstandsfolk retur lige efter besættelsestiden syd på via tog selv om dette var imod de allieredes ønsker.

Man mente at de tyske flygtninge ikke skulle retur før infrastruktur og forsyningssituationen i det ødelagte Tyskland var i orden. Desuden var Sovjet slet ikke indstillet på forhandlinger, selv om aftalen fra Potsdam var, at flygtningene skulle tilbage, hvor de kom fra. Men russerne havde tildelt de flygtendes boliger til andre.

 

Var domineret af nazister

Flygtningene var utilfredse med at de ikke kunne gå frit omkring. Myndighederne ønskede kontrol med dem. Derfor blev lejrene indhegnet. De kunne også blive udsat for hævnaktioner fra danskere, sagde myndighederne. De var også bange for, at flygtningene kunne viderebringe smitte.

Rygter opstod at staten ville bruge flygtningene som gidsler og at man tjente penge på dem.

I lejrene var det selvstyre. Nogle historikere påstår, at disse var domineret af nazister. Der var problemer med disse i nogle af lejrene.

 

Parasitter

Det illegale blad ”Frit Danmark” bragte i april 1945 en artikel med overskriften ”Parasitter”. Og det handlede om de tyske flygtninge.

Artiklen starter med at Danmark husede wienerbørn, antinazistiske emigranter og tyske jøder. Bladet oplyser om, at vores gæstfrihed var så omfattende, at vi undertiden var alt for naive. Bladet påstod, at den tyske befolkning hoverede og lo, da man udryddede jøderne. Eller i hvert fald størstedelen af tyskerne.

Bladet fortsætter så med ironisk at konstatere, at nu skal vi vise medlidenhed med et folk, der ikke selv kan gøre for det. Disse flygtninge skulle nu stå til regnskab for, hvad Pancke, Best og Lindemann har gjort af ugerninger mod det danske folk.

 

Hjælp – betød forlængelse af krigen!

Og Frit Danmark konstaterer, at enhver hjælp, vi frivilligt tilbyder de tyske flygtninge i Danmark ville betyde en forlængelse af krigen.

  • Hver gang vi ved vægring bereder dem vanskeligheder, redder vi måske livet for en eller flere allierede soldater.
  • Hovedreglen er, at enhver form for hjælp til de tyske flygtninge og de sårede tyske soldater kun ydes under direkte tvang og aldrig ved frivillig medvirken.

Nu var det ikke kun modstandsbevægelsen, der havde denne holdning. Den gik igen i mediernes opfattelse af situationen dengang. De fleste danskere havde samme opfattelse.

 

60 præster protesterede

Men for 60 præster blev det for meget. De udsendte en skrivelse, som vi bringer dele af nedenunder. Efterfølgende rejste det sig en proteststrøm mod disse. Mange danskere ville have disse præster afskediget. Det samme ville Information og andre dagblade. Men hvad var det lige præsterne skrev, Ja de skrev bl.a.:

  • Det er ikke sandt, at det drejer sig om karaktermæssig lavt stående mennesker.
  • De er imod deres vilje og deres regering tvunget til at forlade hus og hjem.
  • De har mistet alt og ser en usikker fremtid i møde.
  • Det er ikke sandt at flygtninge lever overdådigt. Kosten er tarvelig og knap. Den indeholder halvdelen af det kalorietal, som en danskers kost normalt rummer.
  • Børnedødeligheden i lejrene er uhyggelig stor

 

En medlidenhedskampagne

Det varede ikke længe inden der også i Information kom et modsvar. Det forståelige fjendebillede omfattede også de tyske flygtninge. I den illegale presse kørte der op mod den tyske kapitulation en kampagne mod flygtninge, hvor de blev fremstillet som led i en tysk ”medlidenhedskampagne”, som det danske folk måtte forhærde sig imod og afvise kategorisk.

  • Fra ende til anden et forsvar for de tyske flygtninge og et angreb på dem, der vil behandle tyskerne hårdt og ikke i dem se medmennesker
  • De er et herrefolk og at vi fortsætter med at tale nedsættende om dem, hver gang de forsøgte med vold at få os il at tie. Dem, som i Shellhuset, angst til angst med Danmarks bødler, har sagt dem i sin mening om tortur, krigsforbrydelser og overgreb.
  • Tyskland og tyskere kan ikke blive sidestillet med andre nationer og folk i mange, mange år.
  • Vi foragter tyskerne, som vi foragtede dem i kampens tid, nu er de ynkelig krybende. Vi ønsker dem hårdt behandlet, fordi vi ved at de kun kan handle, når de kommanderes.
  • Vi troede, Kirken under denne krig havde lært, at kristendom og øllebrødsbarmhjertighed ikke er det samme. Forhåbentlig vil man også fra Kirkens egen kreds give ”Det er ikke sandt-Præsterne svar på tiltale.

 

En beskrivelse af de tyske flygtninge

Ifølge besættelseshistorikker Aage Trommer, så var Information ”spydspidsen” i formidlingen af den anti-tyske holdning, hvor der ikke blev skelnet mellem de forhadte nazister og de forhutlede flygtninge. Den 9. april 1945 skrev Information om de flygtende tyskere.

De blev beskrevet som:

  • Brovtende, råbende og krævende

De blev kaldt:

  • Den sygdomsbefængte, bacille – og snavsspredende hob.

Man spekulerede på, om der findes danskere:

  • Der intet forstår af udviklingen, der ikke kan indse, at de titusinder af flygtninge betyder den største fare for Danmark, der ikke væmmes over deres pågående og brovtende anmasselse.

Og så sættes der ellers action på men en sammenkædning af de mange flygtende kvinder og børn med invasionsstyrker, Gestapo og udryddelseslejre:

  • En ny invasion er begyndt. Invasionen af tidligere slavepiskere fra Polen, bødlerne fra Maidaneks dødsfabrikker, gestapo-mændenes koner og børn med de myrdede polske kvinders og børns sko på fødderne, deres ringe om fingrene, deres skrig rungende i ørene

 

Poul Henningsen blev også upopulær

Også Poul Henningsen blev meget upopulær i befolkningen og i medierne fordi han flere gange gjorde opmærksom på forholdene i flygtningelejren på Kløvermarken.  Han kendte til forholdene i lejren, fordi han kendte lederen af lejren. Han skrev bl.a. en kronik i Politiken den 27.2. 1946:

  • Når der dog savnes tilstrækkelige oplysninger om forholdene i flygtningelejrene kan det skyldes at det i det store og hele er som hovedparten af den danske befolkning ønsker det. Uden tvivl vil der både være en gruppe som ønsker de tyske flygtninge behandlet mindre menneskelig og en som ønsker dem behandlet som menneskelig.
  • Der er rejst ca. 1.100 barakker som efterhånden skal gøres færdige, men da skolerne skal ryddes inden kommunevalget vokser lejren fra dag til dag – hurtigere end indretningen kan følge med.
  • Der er anlagt 10 vandhaner. Det er en vandhane pr, 1.200 beboere
  • Der mulighed for et bad om måneden pr. flygtning
  • Antallet af epidemiske sygdomme forties. En kilde siger, at det andrager et par procent. En anden kilde fortæller at her familie har været behængt.
  • Der er ikke brændsel. De bruger bundbrædderne under barakkerne.

 

Kjærbøl rejste sag

Lederen af Flygtningelejrene i Danmark var uenige med dem, der kritiserede at man ikke overholdt flygtningenes rettigheder. De skulle ikke have det bedre end de fattigste danskere. Han mente også at tyskerne snarere fik for meget mad end for lidt. Der skulle heller ikke laves en indsamling til flygtningene så længe danskere i de lande, som tyskerne havde udplyndret, havde det så dårligt.

Kjærbøl erklærede om forholdene i lejren i Kløvermarken:

  • Sundhedstilstanden er god, ja fortrinlig, enhver anden påstand er urigtig

Det endte med at Kjærbøl rejste en sag mod Poul Henningsen som han vandt. Der kunne nemlig findes beviser for at Kjærbøl misinformerede.

 

Kirsten Lylloff blev også kritiseret

Senere er Kirsten Lylloff blevet kritiseret for at være alt for ensidig i hendes bog Barn eller fjende? Her gennemgår hun behandlingen af de 10.000 uledsagede børn. Hun konkluderer:

  • En humanitær katastrofe som ikke er set af tilsvarende omfang i moderne tid i Danmark hverken før eller siden.

Anette Warring, der er professor i historie, er enig i denne konklusion og tilføjer:

  • Det var en humanitær katastrofe, der kunne have været undgået.

Over halvdelen af dødsfaldene blandt børnene indtraf efter befrielsen. Hovedparten døde af underernæring, marve-tarminfektioner og banale børnesygdomme. Ifølge Lylloff var de væsentlige forklaringer manglende lægehjælp, utilstrækkelig ernæring, den elendige hygiejne og de usle indkvarteringsforhold.

 

Man dømmer kollektivt mennesker

Den debat, der var dengang om de danske flygtningelejre fra 1945 – 1949 bør stå som et skrækeksempel. Man dømmer kollektivt mennesker – børn, kvinder og gamle. Historien dokumenterer risikoen for at anskue individer som repræsentanter for en foragtet national, religiøs eller kulturel gruppe.

Det er en tendens i dag, hvor vi også kollektivt bedømmer mennesker, takket være medierne. Og hvorfor lige medierne? Ja de beskriver ofte forhold ensidigt.

 

 

Kilde:

  • Henrik Havrehed: De tyske flygtninge i Danmark 1945 – 1949
  • Bjarne Wagner Augustenborg: Gode Gud, send mig hjem
  • Kirsten Lylloff: Barn eller fjende
  • jyllands-posten.dk
  • information.dk
  • powinternational.dk
  • dengang.dk – diverse artikler
  • Frit Danmark april 1945
  • Berlingske Tidende 24. juni 1945
  • Politiken 27. februar 1946
  • Immigrantmuseet

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.828 artikler
  • Under Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) finder du 373 artikler
  • De Uønskede – tyske flygtninge
  • Flygtninge i Oksbøl
  • Flygtninge-prammen fra Klintholm Havn 1-2
  • De tyske flygtninge på Nørrebro
  • Tyske flygtninge i Nordslesvig
  • Tyske Flygtninge
  • Flygtninge i Tønder
  • Læge under – og efter Besættelsen
  • Syd for grænsen – efter besættelsen
  • Karantænestationen ved grænsen 1-2
  • Tyskere på flugt

 

 


Frederikslyst ved Aabenraa

Juni 9, 2022

Frederikslyst ved Aabenraa

En udmærket badestrand. Aabenraa Museum har fem billeder af Frederikslyst. Det var en meget produktiv Dr. Neuber. Han fik frataget sin bevilling. Ville overtage et ugeblad.  Han var betaget af Aabenraas skønhed. Han oprettede for egne midler badehus. Kongen støttede et nyt projekt. Men ikke alle fik betalt. Måtte anmode om lån hos kongen Masser af publikationer om stedet. Han ville videre. Aabenraa skulle være ”Nordens Athen”. Udflugter og fester blev en succes. Syge blev raske, påstod lægen. Ved indvielse sagde Neuber ”Kilde til helbredelse og harmløse fornøjelser”. Frederikslyst opnåede fremgang. Man manglede Logihuse. Kunstig opskruet optimisme. Tallene så mørke ud og stadig færre gæster. Opløsning af selskabet i 1826. Et nyt ”Genbrugs – Rådhus”. Neuber tabte ikke modet. Badeanstalt i Sydhavnen.

 

En udmærket badestrand

I de første år efter 1818 gjorde en kreds af Aabenraa-borgere en bemærkelsesværdig indsats for at støtte byens erhvervsliv. Mange kystbyer havde Badeetablissementer. Så hvorfor skulle Aabenraa ikke også have det. Man havde jo en udmærket badestrand.

Efter Aabenraa-forhold var det dyreste projekt at opføre et ”Selskabshus”. Men der skulle også bygges badeanstalt og købes badevogne.

 

Fem billeder af et Selskabshus

På Aabenraa Museum har de ikke mindre end 5 billeder af dette Selskabshus. På et af billederne kan man også se badefaciliteterne, Og man kan se havnen. I havnen kan man se ikke mindre end 7 skibe – 6 danske og et med engelsk flag.

I mange år levede borgerne i Aabenraa om en strålende fremtid for byen som et berømt og mondænt Østersø-bad. Men hurtigt – alt for hurtigt gik denne drøm knust. Og sælen i foretagendet fysikus A.W. Neuber har vi også tidligere her på siden stiftet bekendtskab med.

 

En meget produktiv læge

I 1811 fik Neuber praksis i Aabenraa. Han var en livsglad og ualmindelig initiativrig mand. Han var udrustet med fremragende talenter som selskabsmand. Han havde en sjælden evne til at vinde folk til sine projekter.

I de første år lagde Dr. Neuber en iøjefaldende loyalitet for dagen over for det danske kongehus. I 1822 tilegnede han sin første digtsamling til Frederik den Sjette. I tidens løb udgav han flere digte og adskillige andre publikationer – lærde og ulærde afhandlinger i snesevis.

 

Frataget sin bevilling

I 1836 fratages Neuber sin stilling fordi han modtog penge ved sessionerne, så kommende soldater kunne slippe for tjeneste. Denne begivenhed betød, at Neuber resten af sit liv nærede fjendtlige følelser over for Danmark.

 

Ville være redaktør af et ugeblad

I efteråret 1840 søgte Neuber tilladelse til at udgive et tysk blad i Aabenraa ”Allgemeines Wochenblatt”. Hans Kopperholdt havde mistet sit privilegium som følge af for stærk liberalisme.

I Aabenraa var man betænkelig ved at give en mand et job som redaktør, som var fradømt fysikatet på grund af embedsforseelse.

 

Hvor stammer Aabenraa fra?

Blandt Dr. Neubers talrige publikationer var også et skrift, der udkom i 1840:

  • Der Name Apenrade

Dette afstedkom en farlig ballade i Aabenraa.

Jo det var denne mand, der ville gøre Aabenraa til et internationalt søbade-sted.

 

Betaget af Aabenraas skønhed

Straks da han ankom til Aabenraa, blev han betaget af stedet og den skønne og storslåede natur. I sin egen praksis tog han snart brug af søbade i sin anvendelse over for patienter.

Ved velynders og venners hjælp fik han i 1813 bygget et badehus ved den yderste ende af den daværende skibbro. Det bestod af et på vandet strømmende hus med to badeværelser – det ene til kolde og det andet til varme bade.

 

Et badehus

De første år blev det kun brugt af Dr. Neubers egne patienter, hans vennekreds og dem, der havde ydet penge til det.

Af hensyn til økonomien var huset ikke opført på nedrammede pæle, men det synes at være karakteristisk for gode hr. Neuber, at han i sine talrige propagandaskrifter så fremhævede det befordrende for sundheden og helbredelsen i, at huset vuggede på bølgerne.

 

Et nyt badehus

Men efterhånden var der tilgang fra flere i Aabenraa og omegnen. I 1818 byggede han for egne penge et stort nyt badehus ved enden af skibbroen. Det bestod af fire temmelig rummelige værelser og var forsynet med alle de bekvemmeligheder man med rimelighed kunne forlange, Det gamle badehus indrettede Dr. Neuber til svovl – og staalbade. Under arbejdet på dette opstod tanken om at få det hele i lidt mere faste former og indrette til et bade-sted.

 

Kongen støttede projektet

Men se dette krævede mange flere penge. Neuber forsøgte at finde velyndere. Han bearbejdede borgmesteren, Magistraten og byens velrenommerede borgere. Der skulle bygges et større fast badehus. Og et selskabshus med sidebygning. Det skulle være på en stor grund, så der kunne etableres et stor park- eller haveanlæg.

Dr. Neuber havde udpeget en plads foran Jørgensgård Skov, der skrånede ned mod havnen som den bedst egnet til formålet. Byrådet gav ham løfte om pladsen.

I 1817 sendte Dr. Neuber en redegørelse for projektet til Frederik den Sjette med anmodning om hjælp. Da kongen det næste år gæstede amtmand von Stemann, der selv var meget gunstig stemt for planen, lykkedes det at gøre kongen interesseret i planen. Den 13. november 1818 bevilligede kongen 2.000 Rigsdaler.

Kongens gave var ledsaget med en bemærkning om, at Majestæten overlod det til ledelsen ved aktietegning eller på anden måde at skaffe det manglende beløb.

 

En masse havde ikke betalt

Det var ikke småting, der manglede. Der skulle mange penge til og der manglede endnu mange. På det tidspunkt da gaven fra kongen indtraf, havde Dr. Neuber fået stiftet et Aktieselskab ”Frederikslyst Søbade-anstalt”. Der blev nedsat en direktion.

Efter aktietegning i Aabenraa manglede der endnu 27.600 Rigsdaler. Det var meget vanskeligt at tegne det nødvendige antal aktier.

Da ”Selskabshuset” var halvt færdigt, fandt man ud af at en underskrift ikke var nok. Der var en masse, der endnu ikke havde betalt.

 

Måtte anmode om et lån hos kongen

I 1819 bad man kongen om at yde et rentefrit lån på 4.000 Rigsdaler i 10 år. Lånet blev bevilliget, men man opnåede ikke rentefrihed. Der var mange fornemme folk blandt dem der havde tegnet aktier.

 

Masser af publikationer om stedet

Dr. Neuber havde flere gange gjort rede for bade-stedet både i form af publikationer og artikler. Han fortalte bl.a. om sin egen begejstring for stedet. Han fortalte at klimaet her var mildere og behageligere end mere syd på. Fjordens vand var meget saltholdigt og besad fortræffelige egenskaber.

Han skrev også at byens befolkning var godmodige, fredelige og venlige. De ville være med til at gøre det behageligt for gæsterne at besøge området.

Det var Dr. Neuber’ s drøm, at Aabenraa ved hjælp af bade-stedet skulle blive et samlingssted, hvor ingen nationalpolitiske spændinger eksisterede, og som derfor skulle samle alle dannede af begge nationaliteter. I det følgende afsnit af samme pjece skriver han nemlig, at gæsterne enten kommer fra Tyskland eller Danmark, ikke ville fæle sig fremmede:

  • Man kender her intet til hin ubehagelige spænding, som i længere tid har hersket mellem en del af de egentlige danskere og Slesvig – Holstenerne, og som ikke helt er ophørt.

Han mente at stedet kunne være et samlingssted, hvor de kom hinanden nærmere.

 

Det skulle være ”Nordens Athen”

Men den fantasifulde læge ville endnu mere. Det fremgår af hans brev til Dr. Stierling i Hamborg. Aabenraa skulle være Nordens Athen, hvor ikke alene sportens udøvere, men også kunstnere og videnskabsfolk hver på sit felt skulle kæmpe for at vinde Laurbærkransen.

Der kom stadig flere badegæster. Og for at afhjælpe savnet af et samlingssted byggede Dr. Neuber i nærheden af badehuset en pavillon af træ, hvor badegæsterne kunne opholde sig, nyde en forfriskning og læse aviser og blade. Denne pavillon var indrettet sådan at den kunne tages ned om vinteren. I sommeren 1819 var der 300 gæster.

 

Kom i bedring eller blev raske

Af badelisten fra 1819 kan vi se at der var 216 fremmede og 84 indførte. Men der befandt sig også blandt disse 50 veritable kursøgende. Af disse led:

  • 10 af almindelig nervesvækkelse
  • 4 af hysteri
  • 13 af hypokondri
  • 4 af nervøs hovedpine
  • 5 af skrofulose
  • 1 var pukkelrygget
  • 3 var blegsottige
  • 1 havde tæring i luftrøret
  • 1 havde en svulst på benet
  • 1 havde eksem
  • Og endelig var tungsindig

Dr. Neuber skrev, at kun den tungsindige og den pågældende med sygdom i luftrøret måtte forlade badeanstalten uden resultater. Alle de andre var mere eller mindre i bedring eller delvis raske. Det tegnede på at blive en succes.

 

Udflugter og fester var en succes

Dr. Neuber, der var en fortræffelig festarrangør, foranstaltede forsøgsvis udflugter i omegnen, hvilket deltagerne var begejstrede for. I festerne deltog gæster fra forskellige egne af Danmark lige som der var deltagere fra Hamborg, hvorfra man regnede med mange gæster i fremtiden.

Den første fest, der holdtes i 1819, fandt sted i de tre første dage af august. Den 1. august begyndte festen med middag hos Hartmeyer og klokken fire om eftermiddagen kørtes deltagerne til Høgelsbjerg. Turen foregik i øsende regn og alle blev gennemblødte.

På Høgelsbjerg nøjedes gæsterne med at danse. I omegnen blev der afskudt kanoner. Den 2. august var der hjorteskydning på Jørgensgård. Den sidste dag den 3. august sejlede selskabet til Laksemølle, hvor man drak te. Kl. 10 0m aftenen sejlede man tilbage. Flere steder var der bål. Sommerpavillonens vinduer strålede i festlig illumination. Dagen endte med et prægtigt bal hos Madam Rudebeck.

 

Ansættelse af personale

Arbejdet på opførelsen af Selskabshuset blev som nævnt påbegyndt i 1819, men det lykkedes ikke at få bygningen færdig det år. I foråret 1820 var arbejdet dog så vidt fremskredet, at man på en generalforsamling, der blev afholdt den 31. maj gik til at ansætte vært på Selskabshuset.

Der var knyttet en restaurant, hvor der nu skulle ansættes personale. Også til badehusene skulle der ansættes personale.

 

Der manglede stadig penge

I begyndelsen af juli 1820 var Selskabshuset færdigt. Men direktion manglede stadig 3.200 Rigsdaler. Det var aktionærer, der endnu ikke havde indbetalt.

I foråret 1820 blev der indsendt en beretning til kongen. Heri blev der oplyst, at der manglede udsmykning i Selskabshuset. Man havde bygget en stor badevogn. Det kommende år ville man anskaffe hele 6 vogne.

 

Kilde til helbredelse og harmløse fornøjelser

Selskabshuset ville, når det var færdigt, indeholde to entreer, seks store værelser og en balsal, der gik gennem begge etager. Stueetagen var beregnet til restaurant. Så var det hensigten at man ville lægge promenader i Jørgensgård Skov.

Neuber fortsatte med sine skriverier. Han fortalte, at der i nærheden af Selskabshuset skulle indrettes et hotel. Ligeledes fortalte han, at man fra huset kunne følge Aabenraas livlige skibstrafik.

Frederikslyst fik sin højtidelige indvielse den 11. juli 1820.

Ved indvielsen sagde Neuber bl.a.:

  • Det er ikke alene en kilde til helbredelse men også til harmløse fornøjelser

 

Frederikslyst opnåede fremgang

Hver søndag eftermiddag blev der spillet, musiceret og danset til midnat. Hasardspil var dog bandlyst. I sommeren 1820 blev der foruden indvielsesfesten afholdt en fugleskydning og en høstfest.

Den opblomstring, ”Frederikslyst” kunne glæde sig over i de første år, blev dog kun af kort varighed. Den pengemangel som de unge foretagende vedvarende måtte kæmpe med, voldte hindringer i en hver retning.

 

Man manglede logi – huse

Det var fremfor alt påtrængende nødvendigt at bygge hoteller, eller som man sagde dengang ”Logihuse”, som skulle ligge ved fjorden. Under de foreliggende omstændigheder var badegæsterne tvungne til at tage ophold i byen, hvilket i almindelighed føltes som en gene. Men på grund af pengemangel måtte man udskyde opførelsen af ”Logi – Huse”.

Bade-stederne på Föhr og ved Travemünde, der var oprettet efter Aabenraas forbillede kun fra starten tilbyde logihuse, som var indrettet med al moderne kunst.

 

Kunstig opskruet optimisme

Hele foretagendet blev båret oppe ved Dr. Neubers enestående virksomhedstrang og viljekraft i forbindelse med en kunstigt opskruet optimisme, der skulle virke udadtil. Indadtil så det knap så godt ud. Offentligheden fik slet ikke noget at vide om økonomien.

 

Tallene så mørke ud

Ved Generalforsamlingen de 12. februar 1822 så man med bange anelser på de svigtende indtægter. Af hensyn til den slunkne kasse undlod man at enhver nyanskaffelse til den kommende sæson.

Ved et nyt møde den 15. april 1822, hvor der foruden de fem direktionsmedlemmer kun var mødt fem aktionærer frem så tallene endnu mørkere ud.

I 1822 var der dannet et specielt Skyttelav for Frederikslyst. I badesæsonen afholdt de tre skydninger. Man måtte aflyse de store bade-fester. De var alt for dyre.

 

Efter 1823 stadig færre gæster

Stedet kunne slet ikke klare sig i kapløbet med de andre bade-steder. Efter 1823 kom der færre og færre gæster. I 1826 dækkede indtægterne ikke mere de løbende udgifter. Der var også andre forhold, der gjorde sig gældende. I 1825 var de svømmede badehuse blevet fuldstændig ødelagte af højvande og storm.

 

Opløsning af selskabet

Hvis man ønskede at fortsætte, måtte der bygges nye. Det var umuligt. Kassen var tom. En ekstraordinær generalforsamling fandt sted den 10. marts 1826. Den var meget dårlig besøgt. Men enstemmigt besluttede man at opløse selskabet.

Tabet bar man i fællesskab. Der var ingen, der kom til at betale mere end den anden. Aktionærerne gav afkald på deres indbetaling. Hele inventaret blev stillet til rådighed for direktionen.

 

Et nyt ”Genbrugs – Rådhus”

Til alt held trængte Aabenraa by til et nyt rådhus. Ideen var nu at rive Selskabshuset ned og opføre det som et nyt rådhus. Planen vandt tilslutning. Magistraten købte Selskabshuset for billige penge.

Bygmester P. Callesen der i sommeren 1820 havde fuldendt bygningen af Frederikslyst fik nu til opgave at rive det ned og genopføre det som rådhus. Og det var efter vor berømte arkitekt C.F. Hansens tegning. Man kan sige det var efter en bunden opgave. Denne bygning var i hvert fald, da jeg boede i Aabenraa en pryd for øjet.

Inventaret blev solgt ved en auktion. To lysekroner blev købt af agent Bruhn og major Hansen. I 1840 blev kronerne erhvervet af Magistraten og ophængt i rådhuset.

 

Neuber tabte ikke modet

For Neuber har det sikkert ikke været let. Men han tabte ikke modet. Han købte badehusene og badevognene og under store bekostninger lod han dem restaurere. Han fortsatte virksomheden under mere beskedne former.

Og restauratøren fra Selskabshuset købte bro – pavillonen og fortsatte restaurationen derfra.

Skønt vejret i 1828 ikke var særlig gunstigt for søbade havde dr. Neuber den tilfredsstillelse, at badeanstalten var bedre besøgt end de foregående år.

Om Neuber fortsatte med at drive badeanstalten til hans død i 1849 vides ikke.

 

Et glas på Aabenraa Museum

Et glas med navnet Caroline Neuber, Neubers hustru befinder sig på Aabenraa Museum. Det har tilhørt kaptajn C.C. Fischers svigermor, den senere fru Offersen fået af fru Neuber , da hun var en ung pige hos dem i deres hjem, Slotsgade 33.

 

Badeanstalt i Sydhavnen

Efter mange år efter dr. Neubers død, lå der en badeanstalt ved havnen. Senere blev den flyttet til Sydhavnen. Indtil 1920 kaldte tyskerne endnu Aabenraa, ”Ostseebad Apenrade”. Nu er badelivet flyttet til yderfjorden. Og her har undertegnede badet mange gange.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Litteratur Aabenraa
  • dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.827 artikler
  • Under Aabenraa finder du 178 artikler

 

  • Rådhuset i Aabenraa
  • En fysikus fra Aabenraa