Artikler
Januar 20, 2024
Det Stockholmske Blodbad – Film og Fakta
Vi har delt denne artikel i to. Først en anmeldelse af selve filmen og så en beskrivelse af fakta. I filmen taler man teater – engelsk. Det er som om at selve skuespillet er meget overdrevet. Og så går filmen også i stå. Hvad er i grunden meningen med filmen? Er det drama eller komedie. Det kunne have været en episk storfilm. Måske er det drama eller sort humor? Vi skal til hofbal med rockmusik. Og så bruger man bandeord som man bestemt ikke brugte dengang. Alle danskere fremstilles som barbarer. Det er som om filmen gør grin med sig selv. Dengang i 1520 i Stockholm blev dørene låst på slottet under festen. Så kunne folk arresteres og henrettelserne foregik omgående. Dette blodbad skulle have sikret Christian den Anden magten. Men det modsatte skete. I det meste af Sverige kalder man kongen for Christian Tyran. I Syd – Sverige kaldte man ham Christian den Gode. Folk blev henrettet efter rang. Gustav Vasa organiserede en oprørshær og blev konge. Svenskerne har fuldstændig glemt, hvad de gjorde mod danskerne i Skåne, Halland og Blekinge. Her var der tale om etnisk udrensning.
Filmen: ”Stockholm Bloodbath”
Vi har været i biografen for at se ”Stockholm Bloodbath” Det skulle være en historisk fim men ak. I anden afdeling af denne artikel vil vi beskrive de faktiske forhold. Vi får at vide, at det er en ”virkelighedsbasseret film” Der klaskes et skilt på:
Så ved man at filmskaberne har taget sig nogle gevaldige friheder. Selvfølgelig har filmskabere nogle kunstneriske friheder. Men der må da også være grænser, når man kalder det en historisk film.
De taler ”Teater – engelsk”
Er filmen fejlslagen? Det er ikke just historisk akkuratesse, der plager denne film. Filmen forsøger at gengive nogle historiske hændelser fra 1520. Det er en svensk – dansk film, hvor man taler teater – engelsk. Dette virker helt absurd.
En tegneserielignende tekst bryder billederne op:
Ja sådan lyder det om Mikkel Boe Følsgaards karakter første gang vi møder ham. Denne er gudfrygtig, men aggressiv og voldelig soldat, der er på en blodig mission for den danske konge Christian den Anden, spillet af Claes Bang. Kongen vil genvinde Sverige efter at den svenske adel har forsøgt at slippe ud af Kalmarunionen. Men denne Didrik bliver aldrig for farlig.
Overdrevet skuespil
Sideløbende er de svenske søstre Freja og Anne rejst ud for at få hævn på Slagchek og hans danske kumpaner. Og Følsgaard råber flere steder et bandeord, man næppe kendte på denne tid.
Overdrevne skuespilstil, den ironiske tone og de hektiske voldsscener. Er inspireret af andre film af Quentin Tarantino. Det besynderlig sprogvalg skyldes nok kommercielle interesser.
Filmen går i stå
Pludselig er det som om filmen går i stå. Det er hvor Christian den Anden ankommer til Sverige, hvor svenske adelsfolk holdes som gidsler og et langt forhandlingsløb går i gang. Så er det lige dobbeltagenten Hemming Gath spillet af Ulrich Thomsen.
Hvad er meningen med filmen?
Den dialogtunge fortælling trækker i langdrag. Når man endelig kommer til Blodbadet, så virker det som en befrielse. Hvad var meningen med filmen? Skulle det være en ironisk action komedie eller en episk storfilm? Vi får både sort humor og action. Men længden på filmen 2 ½ time er nok for lang.
Drama eller sort komedie
Spørgsmålet er om folk, der ser filmen, forlader biografen med en fornyet historieinteresse. Man sidder tilbage med en lidt ufokuseret oplevelse – er det drama eller sort komedie? Der er masser af kiksede jokes og noget ufrivilligt komisk. Mange af hovedpersonerne virker brovtende og overdrevne.
Til hofbal med rockmusik
Kigger man på handlingen med historiske øjne, virker det hele ret overfladisk. Det er ikke korrekt gengivet. Man har måske ladet sig inspirere af begivenhederne i 1520. Men filmen bliver aldrig virkelig spændende og for den sags skyld heller ikke grotesk. Vi mangler saft og kraft. Det virker også grotesk med et hofbal til rockmusik. Manuskriptforfatterne er blottet for tidsfornemmelse.
Alle danskere fremstilles som brutale barbarer
Ideen er ellers god nok. 82 adelige, biskopper og borgere i Stockholm fik kappet hovedet af og ved netop at bruge kætteri som grund, omgik kongen den amnesti, han ellers havde givet folket, da han overtog den svenske trone.
Alle danskere bliver fremstillet som nogle brutale barbarer, hvorimod svenskerne – kvinderne især – er anderledes kulturelle og mere dannede end de dumme danskere. Det er virkelig meget overdrevets hovedvej i filmen. Det harmonerer ikke med, at filmen tager sig selv højtidelig. Filmen sætter sig selv mellem to stole. Og det med de to søstres hævntogt ebber os helt ud til sidst.
Filmen gør grin med sig selv
Man har også indtryk af at filmen gør grin med sig selv som en slags parodi. Balancen mellem komik og alvor finder filmen aldrig. Det er som om instruktøren ikke bekymrer sig om sine karakterer men i stedet svælger i vold. Filmen virker meget utroværdig.
Manuskriptet ved ikke selv, hvor det vil hen og hvorfor. Det er en underlig sarkasme. Et vigtigt stykke historie bliver gjort til en bizar bagatel.
Det var ellers en oplagt historie til en storfilm – endda med en masse stjerner på plakaten.
Hvad siger historien om ”Det Stockholmske Blodbad”
Den 8. – 9. november 1520 blev 82 svenske stormænd og prominente borgere henrettet i Stockholm. Christian den Anden var ellers blevet kronet som Sveriges konge. Den 4. november var festlighederne blevet brat afbrudt med et retsopgør. Det var denne dato, hvor Christian den Anden var blevet kronet i Sveriges største kirke.
Dørene bliver låst
Efter flere dages festligheder var alle døre blevet låst. Alle de festgalde blev ført ind i den store sal, hvor ærkebiskop Trolle fremlagde et anklageskrift, som beskyldte en række personer for at være ”åbenbare kættere”. Den unionsvenlige Gustav Trolle var tidligere blevet fængslet af rigsforstanderen. Straffen for kætteri var døden.
Hele Sturepartiet og den faldne Rigsforstander Sten Sture og hans tilhængere var blevet dømt til døden. Dette blev straks eksekveret på Storetorvet.
Blodbadet skulle have sikret Kongen magten
Svenskerne nægtede at have Christian den Anden som konge. Han havde ellers lovet fuldstændig amnesti to måneder forinden, hvor Stockholm overgav sig.
Ved et stænder-møde i 1517 havde det samlede Stureparti undsagt ærkebiskoppen. Alle der var tilhænger af Christian den Anden blev henrettet.
Blodbadet skulle have sikret den danske konge et varigt herredømme i Sverige. Men brutaliteten førte i stedet til hans fald.
Christian Tyran
Den danske konge blev kaldt Christian Tyran i det meste af Sverige.
Den dansk – norske konge begyndte allerede i 1513 at virkeliggøre sin drøm om at genoprette Kalmarunionen. Efter tre angreb lykkedes det for Christian den Anden at erobre magten i Sverige.
Henrettet efter rang
Den 8. november 1520 begyndte henrettelserne af de dømte Kongens soldater stod opstillet på Storetorvet, hvor der var opstillet en galge og flere skafotter. Man blev henrettet efter rang. En del af de førende borgere i Stockholm blev ligeledes ført til Storetorvet.
Ligene lå i dynger og blodet løb ned ad gaden i rendestenen fra det højtliggende torv. Blodet løb ned ad de små gader ud i Saltsjön og Mälaren.
Om morgenen den 9. november fortsatte blodbadet. Chefbødlen fik løn pr. hoved – derfor kender vi det nøjagtige tal. Dagen efter blev alle ligene ført væk og brændt. Også kongens modstandere i Finland blev henrettet.
Andre vidner fortæller dog at 120 blev henrettet på Storetorv i Stockholm.
Gustav Vasa blev konge af Sverige
De fleste biskopper havde det godt med den danske konge, vel nok fordi han ofte var på rejse. Og så kunne de selv bestemme, Det var i den allersidste katolske tid.
Kongen tog nu på en hyldningsrejse rundt i landet og endnu nogle modstandere blev henrettet. Men den svenske oprører Gustav Vasa ville ikke finde sig i det. Han organiserede en oprørshær. Allerede året efter var det slut med den danske konges eventyr i Sverige. Og i 1523 lod Gustav Vasa sig hylde som konge af Sverige.
Har svenskerne glemt, hvad de gjorde mod Skåne, Halland og Blekinge
Svenskerne glemmer aldrig Det Stockholmske Blodbad. Det ligger som en slags kollektiv bevidsthed. Men svenskerne er også blinde for de ugerninger de selv har begået.
De har glemt, da de i 1658 erobrede Skåne, Halland og Blekinge, hvor de dræbte flere tusinde. Forsvenskningen var brutal og lynhurtig. Måske er det derfor at skåningerne i dag endnu kalder Christian den Anden for Christian den Gode.
Den etniske udrensning omfattede også de danske snaphaner, som vi kender fra Gøngehøvdingen. Dansk blev forbudt. Danske sang – og salmebøger blev beslaglagt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 14, 2024
Da det lugtede på Nørrebro
Landevejen blev gjort til ”Møddingplads”. Jerichau indførte tøndesystemet. Foreningen til Natrenovationens Forbedring. Jordlod ved Nørre Alle. Hygiejnen forbedret for 18.000 beboere. Mygind blev en alvorlig konkurrent. ”Forholdene er ubeskrivelige i deres væmmelighed”. Oplagspladsen blev flyttet til Rådmandsmarken. To hovedløb, der ikke fungerede. En sump i Ravnsborg Have. Blegdamsgraven udsat for mange klager. En sundhedsfarlig stank. Spildevand løb ud i Sortedamssøen. Kolera og tyfus blev befordret af åbn e kloaker
Landevejen blev gjort til ”Møddingsplads”
Man tog det ikke så nøje i de udenbys kvarterer som Nørrebro og Vesterbro. Man tog det meget let med hensyn til renovation. Enhver grøft måtte gøre tjeneste som kloak eller som en ”Røst fra Blaagaardsbyen” på Nørrebro skriver i 1855:
Jerichau indførte tøndesystemet
Man havde ellers forsøgt sig med transportable tønder i stedet for gruberne. Men dette system vandt ikke den store udbredelse.
Den mand, som først fik tøndesystemet indarbejdet i København i noget større udstrækning, var en landmand Jerichau fra Fredensborg. Han ansøgte i 1848 Indenrigsministeriet om tilladelse til at udføre latringødning fra København. Med rette kunne han indlede med disse vise ord:
Forening for Natrenovationens Forbedring
Han tilbød nu at indsætte transportable tønder i ”Priveterne” (sådan kaldte man toiletterne dengang). Så ville han skifte dem to gange om ugen. Alternativet var de såkaldte gruber, der kun blev tømt ca. to gange om året.
Gødningen ville han afsætte til landmænd på Sjælland. Derfor ønskede han tilladelse til udførsel gennem Nørreport og til at lave oplag ude i Forstæderne (Nørrebro).
En ”Forening for Natrenovationens Forbedring”, som på den tid var blevet stiftet, anbefalede Jerichaus forslag. Borgerrepræsentanterne viste deres interesse for opgaven ved at bevillige en understøttelse af 300 Rigsdaler.
En jordlod ved Nørre Allé
Han fik bevillingen den 26. juli 1849. Den gjaldt for tre år og gav ham tilladelse til at udføre renovationen gennem alle stadens porte samt fri passage uden betaling af bropenge. Han ville have oplagspladser ”uden for søerne” efter politiets nærmere anvisning. Og betalingen måtte han selv opkræve hos husejerne. Kørslen skulle være tilendebragt klokken 9 om sommeren og klokken 10 om vinteren.
Jerichau anskaffede det nødvendige materiel – foreløbig dog ingen tønder men firkantede kasser og indrettede sin oplagsplads på en jordlod ved Nørre Allé i nærheden af de gamle sandgrave.
Hygiejnen forbedret for 18.000 beboere
I løbet af den treårige periode fik han sit tøndesystem indført i 400 huse foruden i Frederiks Hospital og Fødselsstiftelse. Stadsfysikus kunne i 1852 erklære at Jerichau havde forbedret de hygiejniske forhold for ca. 18.000 mennesker.
Men der var dog omkring 3.000 ejendomme tilbage, som benyttede sig af det gamle grubesystem. Da Jerichau i 1852 søgte om en forlængelse af sin bevilling fik han en konkurrent i urtekræmmer Mygind, der en tid arbejde sammen med Jerichau. Men så var de blevet uenige.
Autoriterne valgte så at give bevillingen til dem begge.
Mygind blev alvorlig konkurrent
Og Mygind havde fart på. Allerede i 1853 kunne han meddele at nu havde han entreprise på 700 ejendomme og at der var gang i tilmeldingerne.
Men nu begyndte klagerne at indløbe fra Myginds oplagsplads ved Nørre Allé. De begyndte allerede i 1850. Og også militæret, der anvendte Fælleden klagede.
”Forholdene er ubeskrivelige i deres væmmelighed”
De forholdsregler, der skulle tages ved at bestrø gødningen med bark eller melkalk blev kun dårligt udført og viste sig utilstrækkelig. Oplagspladsen var på alle sider omgivet af en fire alen højt plankeværk. Men ak – de flydende dele af renovationen løb ud under plankeværket og bredte sig helt hen til Nørre Allé og tilstødende ejendomme. Det flød også ned i sandgravene og blev liggende i hullerne. Stanken herfra blev utålelig.
Beboerne klagede både til Magistraten og Justitsministeriet. I 1854 hed det sig:
Ude på Jagtvejen kunne man ikke åbne vinduerne i flere dage.
Oplagspladsen blev flyttet til Rådmandsmarken
Til sidst kunne autoriterne ikke længere undgå at tage hensyn til de mange klager, der bare fortsatte. Da bevillingerne for Jerichau og Mygind igen skulle fornyes i 1855, blev det gjort til en betingelse at de flyttede deres oplag en andetsteds hen.
Forskellige forslag fremkom. Jerichau forsøgte at få den tørlagte Lersø overladt. Stadsfysikus foreslog marken mellem Lundehuset og Strandvejen. Men det endte med at både Jerichau og Mygind fik overladt pladser i Rådmandsmarken, hvor renovationsoplagene derefter forblev i en lang række år.
To hovedvandløb, der ikke fungerede
Afledningsforholdene ude i forstæderne var endnu dårligere end inde i byen, Der var to hovedvandløb som førte spildevandet henholdsvis til Øresund og til Kalvebod Strand nemlig Blegdamsgrøften, der havde tilløb fra Blegdammene. Fællederne og Østerbro og Rosenåen, der løb fra Ladegården bag om Vodrufsgård over Vesterbro ud til stranden ved ”Enighedsværn”.
Længere ude fandtes et lille vandløb, der havde udløb ved Belvedere, og som afvandede den yderste del af Vesterbro og Frederiksberg. På en del af denne strækning var det omdannet til en lukket kloak. Vandet blev ledt under jorden af tjæretønder.
Vandskellet mellem øst og vest gik omtrent ved Skt. Hans Gade, hvoraf fulgte, at Nørrebro slet intet afløb havde for sit spildevand.
Vandet fra Blegdamsgrøften måtte ikke gerne løbe i Vandvæsnets søer. For disse søer leverede drikkevand til Københavns befolkning. Denne grøft var alt andet end lugtfri.
En sump i Ravnsborg Have
I Store Ravnsborg Have var der en sump på over 1000 kvadratalen (1 alen er lig med 0,39 m) Og en langs Nørrebrogades sydside havde vi igen en meget ilde berygtet grøft. Den nåede lige inden Peblingesøen at dreje af til Blågårds marker. Hvor den så blev af, er ikke noget man talte højt om.
En ældre rende under Ladegårdsåen var ganske ude af stand til at afhjælpe Nørrebro med sit spildevand, selv om den i 1851 var blevet forandret til en virkelig lukket ledning.
Blegdamsgraven udsat for mange klager
Hovedvandløbene magtede slet ikke deres opgave. Og særlig Blegdamsgrøften var udsat for mange klager. Det var en dyb bred kanal fuld af mudder og aldeles livsfarlig for dem, der faldt derned.
Da der engang var forslag om at sløjfe digerne omkring Fællederne holdt kæmneren på at man skulle bevare diget langs Blegdamsgrøften for at hindre at kreaturerne fra at styrte ned i den dybe grøft.
En sundhedsfarlig stank
Sommeren igennem udbredte den en sundhedsfarlig stank. Grundejerne værgede sig hele tiden ved at holde den oprenset, da de med rette hævdede, at opgaven var umulig, eftersøm grøften næsten intet fald havde på den lange strækning, og den trods sin store dybde 10 – 16 fod (1 Fod er =,3048 m). dog ikke kunne aflede vandet fra de lavere liggende blegdamme.
En gang om året blev grøften dog oprenset. Da stod arbejderne barbenede i grøften og øste mudder op flere uger i træk. Så lød klagerne fra beboerne endnu højere. Kæmneren mente, at netop denne grav var den vigtigste i hele byen.
Spildevand løb ud i Sortedamssøen
Ofte stod derfor blegdammene under vand, så man kunne sejle over dem med både. I Skt. Hans Gade løb spildevandet den gale vej lige ud i Sortedamssøen. Og det vand brugte man også som drikkevand i København.
Kolera og Tyfus blev befordret af åbne kloaker
Først i Koleraåret begyndte man at kigge på problemerne. Man fik ansete læger til at erklære at de åbne kloaker var til fare for sundheden. Disse har også været medvirkende til at tyfus – epidemien bredte sig. I løbet af 1854 blev den store Blegdamsgrøft dækket med tætsluttende planker.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 13, 2024
København var en meget skiden by
Slået af den slette lugt. Man havde for længst besluttet, at der skulle fejes hver dag, men det blev det ikke. Man bestak ordensmagten. Byens snavs blev ført gennem rendestenene. Kun en sjettedel af dem var overdækket. De såkaldte kældersumpe. En kommunal ”Bestillingsmand” skulle fjerne ådsler. En storvask af rendestene. Disse havde aldrig lugtet værre. På Christianshavn måtte man opgive. Fædrelandet” var ikke så begejstret. Arbejdet skulle foretages tidligt om morgenen. Offentlige urinkroge. Gruberne kom for tæt på vandledninger. Når gruberne skulle tømmes Intet blev overholdt. Private tømte selv gruberne i søer, grave og kanaler. Kuler på Amager. Voldgraven ved Rosenborg Slot blev en renovationskule. Lugt – problemer på Nørrebro. Manglende kloaksystem. Blev udskudt. Begge systemer kørte side om side i 30 år.
Slået af den slette lugt
I et skrift fra 1847 sagde Dr. Hornemann det rent ud:
Ved en anden lejlighed skriver han:
Man havde for længst besluttet, at det skulle fejes hver dag
Hornemann foreslog også, at gaderne skulle fejes hver dag. Dette var dog ikke noget nyt krav. Det var allerede foreslået i det 18. århundrede ved en række anordninger. Det var dog aldrig blevet efterlevet men heller aldrig ophævet. I 1777 bestemte man at gaderne skulle fejes hver dag på et bestemt klokkeslæt. Rendestenene skulle samtidig renses til bunds og alt skarn skulle fjernes senest en time derefter.
I 1779 bestemte man at renovationsvognene skulle køre langsomt i gå-tempo og på højre side af gaden. Og i 1778 at toiletter skulle renses ”ved mindste ulejlighed af lugt”. I 1789 skulle nybrolagte gader hver morgen betænkes med vand og at afledning af al urenlighed til rendestene var forbudt.
Man bestak ordensmagten
Men intet af alt dette blev overholdt.
I 1840erne blev byens gader fejet to gange om ugen. Kun på disse to dage indfandt skraldevognen sig for at køre ”fejeskarnet” og husaffaldet ud på lossepladsen til føde for svinene. Man kunne høre når skraldemanden kom. Han brugte ”Skralden” for at melde sin ankomst. Den var blevet indført i 1806.
Der findes en beskrivelse af gadefejningen i 1857:
Netop i 1857 bestemte Borgerrepræsentationen at der i sommermåneden skulle fejes hver dag i sommermånederne.
Byens snavs blev ført gennem rendestenene
Med åbne rendestene førtes byens snavs gennem alle gader. Det fortsatte med at være en plage for byens befolkning. Når garverne oppe ved Nørreport udskyllede deres kar fire fem gange om dagen, så lod man det stinkende vand føre ud i rendestenen. Det løb så af Frederiksborggade, over Kultorvet og gennem Købmagergade indtil det nåede ned til kanalen, efter at have fyldt hele strøget med stank.
Kun en sjettedel af rendestenene var overdækket
Længden af alle rendestene og udløbs-render i byen var 139.500 alen (over 11 mil). Særlig om sommeren var det ubehageligt. Om sommeren var disse halvfyldte med stinkende vand og mudder. Rendestenenes indhold har været omtrent stillestående. Kun cirka en sjettedel af rendestenene var overdækket.
De såkaldte kældersumpe
De såkaldte kældersumpe var et arnested for smitte og stank. Grundvandet stod højt i den lavtliggende by og kældrene ville stå under vand, hvis der ikke under dem var gravet et endnu dybere hul. Det var her sumpen lå. Her samlede vandet sig. Med jævne mellemrum måtte det oppumpes. Det var langt fra rent vand, som blev samlet her. Grunden under byen var så gennemsivet af skidt fra latringruber, fra rendestenenes stillestående slam, fra kirkegårdene osv. Det gav en slem stank, hver gang kælderpumpen blev rørt.
Dr. Hornemann fortalte:
En kommunal ”Bestillingsmand” skulle fjerne alle ådsler
Der var ansat en kommunal ”Bestillingsmand”, hvis hverv var at bortskaffe ådsler fra stadens grunde, gader og veje. Denne stilling blev lønnet med 100 Rigsdaler. Dette hverv blev varetaget af Ole Tønnesen, der døde i 1847. Hans søn, skomagersvend Jokum Tønnesen, blev hans efterfølger. Han sad endnu i embedet i 1856, da han ansøgte om lønforhøjelse.
En storvask af rendestene
I 1851 oplevede København en begivenhed, som kun forekom den ene gang – nemlig en storvask. Professor Hummel, der var medlem af den hygiejniske kommission, fandt på at foreslå, nemlig at alle gårdrum, gader og rendestene hver morgen skulle underkastes en kraftig skylning. Alle pumper skulle aktiveres i en halv time. Der skulle skyldes med vand, der blev hentet fra de offentlige pumper.
Vandværket var dog betænkeligt, ved at der skulle bruges 8.500 tdr. vand dagligt. Borgerrepræsentationen ville da heller ikke bruge 13.800 Rigsdaler, som foretagendet ville koste. Man ville heller ikke ulejlige grundejere til at foretage en bestemt handling på et bestemt tidspunkt hver dag.
Rendestenene havde aldrig lugtet værre
Længe inden skylningen var ophørt havde glæden forvandlet sig til en misfornøjelse. Rendestenene havde aldrig lugtet værre end nu. Det var den almindelige mening, at ingen sommer i København havde lugtet værre end den i 1851.
På Christianshavn måtte man opgive
Vandinspektør Colding, som vi tidligere har omtalt i en af vores artikler, så lidt humoristisk på sagen. Han var selv tilhænger af en ”skylning”. På Christianshavn måtte man helt opgive det på grund af mangel på vand.
”Fædrelandet” var ikke begejstret
Det hjalp ikke, at også justitsministeriet anbefalede en gentagelse af den store rendestensskylning under henvisning til sommerens vedvarende varme. Fædrelandet skrev den 12. juli:
Arbejdet skulle foretages tidligt om morgenen
Det stank så kraftigt fra kanalerne at man var bange for folkesundheden. Et antal slaver fra fæstningen sørgede for at det værste mudder blev fjernet fra rendestenene. Af hensyn til stanken kunne der kun arbejdes på dette i de allertidligste morgentimer.
Professor Clausen havde i sine artikler i Dansk Folkeblad henledt opmærksomheden på den
Offentlige urinkroge
Den hygiejniske kommission forslog at der indrettedes ”Offentlige Urinkroge”, der jævnlig skylledes rene. Forsigtig og tøvende gik Borgerrepræsentationen for tanken. I 1852 blev de to første småhuse opstillet – det ene ved bolværket lige over for Slotskirken og Thorvaldsens Museum. Det andet på den sydlige side af børstrappen. De var af træ, en snedker havde lavet dem. De var ganske små, en kvadratalen, Størrelsen passede meget fint til navnet. Officielt blev de kaldt urinskabe.
Jo det var Danmarks første offentlige toiletter.
Gruberne kom for tæt på vandledningerne
Byens latriner var endnu for den langt overvejende dels vedkommende indrettet efter det gamle grubesystem. Latrinindholdet samledes i store kældre eller fordybninger i jorden, der kunne rumme flere læs. Så behøvede man kun at tømmes en eller to gange om året.
Gruberne skulle efter anordninger være murede. Men ofte var de utætte så grundvandet trængte ind i dem og skyllede deres opløste indhold ud i de omgivende jordlag. Her kom det ofte i forbindelse med vandledningerne utætte og halvrådne træ render.
Grubberne var så fulde, at når man trådte på de lemme, der dannede gulvet, trængte det øverste, flydende lag op gennem huller og sprækker. Stanken var så gennemtrængende, at det endnu læge efter hang i klæderne.
Når gruberne skulle tømmes
Når grubberne skulle tømmes, skulle man huske to ting. Man skulle lukke alle vinduer og om aftenen smøre et forsvarligt fad smørrebrød, der med øl og brændevin skulle stilles ud til Natmændene.
Grubernes tømning blev besørget af de såkaldte natførere, en snævrere kreds inden for det lille Vognmandslaug. Oprindelig var de 11 stykker. Men byens skarpretter. Oswald fik også en part, så nu var de 12 og dette tal blev aldrig forøget.
Intet blev overholdt
Et renovationskontor blev indrettet. Her kunne husejere henvende sig, hvis de ønskede deres grube tømt. Deres vogne var beregnet til fire tønder med tætsluttende dæksel med påmalet nummer. Vognene skulle køre i meget langsom kørsel og altid i højre side. Tømning måtte kun foregå om natten. Men ingen af disse forskrifter blev overholdt.
Konstant blev det klaget over at vognene var utætte og ofte helt manglede låg. I en politirapport fra 1854 hedder det, at natførerne på gaden piskede hestene så de kørte i galop så de spildte indholdet ud af vognene.
Private tømte selv gruberne
Og det at tømme gruberne tog man også let på. Det blev konstateret i 1853, at mange gruber aldrig blev helt tømte, men kun det øverste lag. Det kostede 10 – 25 Rigsdalere – foruden stanken at få tømt en grube. De privilegerede natførere havde nok at bestille endda. Ja de kunne efterhånden slet ikke overkomme arbejdet. I 1854 lå der 7.000 læs i byens gruber og ventede på dem.
Natførerne bar ikke fine folk særlig ikke når skarpretteren uden videre kunne indlemmes i dette laug. Men de tjente nu ret godt. Flere vognmænd ville gerne være med, men de blev holdt ude. Men det var ikke noget at gøre.
Kuler på Amager
Natrenovationen førtes ad samme vej, over Knippelsbro gennem Christianshavn og ud til renovationskulerne på Amager. Kulerne lå lige til venstre for landevejen uden for fæstningsgraven omtrent ved begyndelsen af nuværende Kløvermarksvej.
Disse kuler var blevet oprettet i 1777 og siden havde de været i brug. Men nu i 1851 havde politidirektør Bræstrup kigget på forholdene. Han kunne konstatere at forholdene var sådan at ekskrementerne forblev flydende. Meningen var at disse skulle køres væk i tør tilstand og sælges som gødning.
Forpagter af kulerne var grosserer Owen, Han havde anlagt en fabrik til ”Renovationens forvandling til patentgødning.
Man forsøgte at få lov til at køre gennem alle byens porte med disse renovationsvogne, men atter engang viste myndighederne uvillige.
Voldgraven ved Rosenborg Slot blev en renovationskule
Husejerne prøvede at komme af med deres latringødning på alle mulige ulovlige metoder. Boede man i nærheden af en grav eller kanal, ja så skaffede man sig afløb til disse. Den lukkede grav omkring Rosenborg Slot var således blevet en hel renovationskule, idet alle latrinerne i Gardehusarkasernen havde direkte afløb til den, ligesom den optog akt spildevand fra kasernen og fra kommandantboligens kostald.
Lugt – problemer på Nørrebro
Også ude på Nørrebro fik man efterhånden store lugt-problemer. Efterhånden blev gamle kuler nedlagt og nye kuler gravet. Man fandt på at bygge en vold omkring dem. Blev en kule overfyldt, kunne man lade en del af dets indhold løbe ud i søen eller kanalen.
Det nye tønde-system blev indført af folk som Jerichau og Mygind, men det var man nu ikke så tilfreds med på Nørrebro.
Manglende kloaksystem
Det store kloaksystem som var planlagt sammen med nedlægningen af vand – og gasrør blev opgivet og indførelsen af vandklosetter blev derved skudt et halvt århundrede ud i fremtiden.
Tøndesystemet var ganske vidst et fremskridt fra de gammeldags gruber i gårdene, men med disse var der sandelig også ulemper og ubehageligheder. Desuden blev grubesystemet er jo ingenlunde afskaffet,
Begge systemer kørte side om side i 30 år
I 1854 var der endnu 2.355 latringruber mod 809 latrinindretninger. Kun meget langsom blev det gamle system trængt tilbage. De to systemer trivedes side om side i 30 år. Den sidste latringrube i København blev først nedlagt i 1885.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 11, 2024
Det var trangt i København
Befolkningen var seksdobbelt på samme plads. Ingen hensyn til luft og lys. Afgiftsfri – betød meget små lejligheder. Der blev spekuleret i arbejdernes nød. Kældre indrettet til beboelse. ”Udflyttermani”. En kommission til forbedring af de hygiejniske forhold. Luftens ”fordærvelse” blev forøget. Berygtede lokaliteter. Hønsehuse og brændevinsskure blev taget i brug. Skandaløse boligforhold. Befolkningen havde kun lidt forståelse for hygiejnens betydning. Kvæghold i forbindelse med brændevinsbrænderi. Løsgående hunde var også et stort problem. På volden blev hunde skudt. Svinehold meget tæt på beboelse. Mindst 5.000 husdyr inden for voldene.
Befolkningen var seksdobbelt
Byens areal var det samme som under Christian den fjerde, Siden da var befolkningen seksdobbelt. Det var navnlig i 1850erne dette skete.
Ingen hensyn til luft og lys
Måske skal vi lige her indføje at en kvadratalen er lig med 0,39 m2
I gader der var under 18 alen, måtte der bygges op til 21 alens højde. I bredere gade op til 24 alen. Bygherren kunne udnytte sin grund, som han ville. Der krævedes ikke noget bestemt areal udlagt til gårdsplads. Og man skulle heller ikke tage hensyn til adgang for luft og lys.
Selv i smalle i gader på 12 -13 alens bredde måtte man opføre huse med seks beboelseslag. Der blev ikke stillet betingelser for hvor højt et beboelseslag skulle være. Og minsandten om ikke husejeren fik lov til at bygge et ekstra ”lag” på. Og det skete på trods af byens autoriteter, der skulle våge over byens sundhedstilstand:
Da der ikke måtte bygges uden for byen, var der jo ingen anden udvej end at forhøje husene eller formindske lejlighederne inde i byen, så der var plads til flere.
Afgiftsfri betød meget små lejligheder
Det var gennem lovgivningen ligefrem sat en præmie på at bebygge på en hidtil ubebygget plads Her var der stillet i udsigt at nybygninger kunne få afgiftsfrihed i en årrække. Det var bestemmelse, der gik tilbage efter den store ildebrand og Københavns bombardement.
Og så var lejligheder under 64 kvadratalen afgiftsfri, Det betød for husejerne at sammenhobe folk i så små rum som muligt. Dertil kom at bygherren desuden kunne gøre etagerne så lave, som han ønskede. Og egentlig betød det, at man spekulerede i folks nød. Og dette blev befordret af den gældende lovgivning.
Ja fæstningen/voldene hindrede byens udvidelse. Grundejere sad i mange år med et godt og sikkert monopol. Ja og så kunne man også udgive sig for at være filantrop.
Der blev spekuleret i arbejdernes nød
I 1845 søgte arkitekt Hagemann, oberstløjtnant Kvist og grosserer Zinn:
Bygningerne skulle ligge i Prinsensgade og Dronningegade på Christianshavn. Det skulle være fem etager. Lejlighederne skulle være under 64 kvadratalen. Det var rene fattigkasser.
En præst på Christianshavn ved navn C.H. Visby stod i spidsen for et foretagende. Han havde samlet en aktiekapital på ca. 50.000 Rigsdaler. Disse skulle anvendes til opførelse af arbejderboliger og forrentes med 4 pct.
Selskabet var uheldige med deres første forsøg. De havde glemt sikre sig anlæg af vej eller gade til de nye huse., der skulle ligge i ”Søkvæsthusets” have. De var beregnet til bedre stillede arbejdere. Meningen var at efter 30 år skulle lejerne selv blive ejere. Men lejlighederne blev alt for dyre.
Kældre blev indrettet til beboelse
Efterhånden blev det almindeligt at bruge kældere til beboelse. Sådanne beboelseskældre blev nu indrettet i alle nye ejendomme. Selv i gamle huse blev tidligere lagerrum og lignende anvendt til beboelse. Stadsfysikus Hoppe og Sundhedskollegiet protesterede mod dette i 1849.
De mente også at beboelseskældre i Indre By burde være forbudt. Men Borgerrepræsentanter modsatte sig sådan et indgreb i grundejernes rådighedsret og sagen blev stoppet.
At skaffe lejerne bedre og billigere boliger var jo i det hele taget ikke en opgave, der lå for grundejerne i Borgerrepræsentationen. De modsatte sig dette.
”Udflyttermani”
I 1850 indgav ”Oldgesseller og Ladesvende” ved de forskellige håndværkslav et forslag om at det kunne hjælpe på bolignøden ved at fremme konkurrencen mellem dem, der ville bygge. Men det syntes Borgerrepræsentationen ikke om.
Da Lægeforeningen begyndte at bygge arbejderboliger i stor stil syntes et fremtrædende medlem af forsamlingen som etatsråd Algreen – Ussing som ”Udflytningsmani”
Allerede i 1840erne var der næsten intet ubenyttet rum tilbage i byen og byggevirksomheden var næsten gået i stå. Rodemesteren skulle med jævne mellemrum indberette byggevirksomheden i hans kvarter. Fra de udenbys kvarterer, hvor der ikke måtte bygges i grundmur. Man hørte kun om bræddeskure med halvtag.
En kommission til forbedring af de hygiejniske forhold
I 1851 blev der nedsat en kommission til forbedring af de hygiejniske forhold. Der blev indsamlet en masse statistiske materiale. Der kunne fastslås at:
Luftens ”fordærvelse” blev forøget
Hvis man ikke iværksatte forholdsregler, ville alle gårdrum yderligere blive indskrænket. Luft og lys holdtes mere og mere ude. Urenligheden og luftens ”fordærvelse” blev forøget. Epidemierne fik bedre vilkår.
Adelgade nr. 292 (nu gadenummer 37) havde været så overfyldte på værelserne at beboerne om natten havde måttet stuve sig sammen i siddende stilling af mangel på plads til at ligge ned.
Berygtede lokaliteter
Store og rummelige gårde blev købt til nedrivning og flere smallere, højere og dybere huse rejste sig i stedet. Der kom meget små gårdrum uden hensyn til, om der kom sol og fri luft. Flere nye etager i for-, mellem-, side- og bagbygninger eller kældre blev udlejet til beboelse. Man tog overhovedet ikke hensyn til fugtproblemer.
Der var ligefrem berygtede lokaliteter som ”Tordenskyen”. ”Pjaltenborg”, Helvede”, ”Pølen” ”Bolle Bandsats Hus”, ”Luseklubben”, ”Lokumet”, ”Krybud”, ”Knaldhytten”, ”Slaveporten” eller ”Rakkerens Hule”
Hønsehuse og brændeskure taget i brug
Dengang var der i København gader med 4.000 – 5.000 indbyggere. Der var op til 18 mennesker på hundrede kvadratalen. Tættest befolket var kvarteret ved Klerkegade, hvor der i flere af husene kun var givet hver af beboerne mellem tre og fire kvadratalen. Der var også samme problemer ved Søndervoldstræde, Diderik Badskærs Gang, Lille Brøndstræde, Peder Madsens Gang og Kokkegangen ved Nyboder.
Hønsehuse og brændeskure blev lavet om til menneskeboliger. Kælderen og stueetager var ofte udlejet, inden de øverste etager var færdigbyggede.
Politidirektør skulle skaffe husvilde tag over hovedet
Det var politidirektøren skulle ved flyttedag skaffe de husvilde tag over hovedet. Og problemet blev værre år efter år. Både Vartovs loft og Eksercerhuset på Christianshavn var fulde af husvilde. Politidirektøren anmodede indtrængende kommunalbestyrelsen om at sørge for, at der blev bygget og skaffet husrum i byen.
Man havde forsøgt at få lov til at bygge på demarkationsområdet. Men krigsministeren havde sagt nej. I stedet måtte lejerne indskrænke sig mere og mere.
Skandaløse boligforhold
En af de mest utrættelige forkæmpere for bedre hygiejne i København var Dr. E. Hornemann. I skrifter og artikler skrev han gang på gang om de skandaløse boligforhold. I 1853 skrev han således:
Befolkningen havde kun lidt forståelse for hygiejnens betydning
Det var som om, at man talte til døve øren. Det var først da den store koleraepidemi dukkede op, at man formåede at ruske myndighederne op.
Men befolkningen selv havde også kun lidt forståelse af hygiejnens betydning. Således befandt der sig masser af husdyr inden for voldene. Kreaturhold var tilladt og tilladelsen blev i den grad benyttet.
Kvæghold i forbindelse med brændevinsbrænderi
Brændevinsbrænder Cadovius på Rosengården have i 1850 indrettet en kostald til tyve køer i forhuset ud til gaden. Afløbet fra stalden var ført ud til gadens rendesten og staldvinduerne vendte samme vej. Da politiet forbød sådan et etablissement midt i gaden, ansøgte Cadovius hos Justitsministeriet om tilladelse til at lade alt blive som det var. Skønt han også her fik afslag foretog han sig intet. Omsider blev han dømt til at fjerne staldvinduerne og forlægge afløbet til et andet sted. Hvad der herefter skete vides ikke.
Løsgående hunde var også et problem
Et andet husdyr, som dengang var til endnu større plage i byen end nu om stunder, var hundene. Allerede i det 18. århundrede klagede lægen og filosoffen Tode over hundenes mængde og deres skadelige indflydelse på byens hygiejne. Siden den tid var hundenes antal bare steget. Mængden af disse på offentlig vej var påfaldende for alle fremmede.
Befolkningen selv var ufornuftige nok til at fylde op i de små lejligheder med disse dyr.:
På volden blev hundene skudt
Godt nok havde man hævet prisen for hundetegn fra 2 Rigsdaler til 5 Rigsdaler i årlig afgift, men mange af disse firbenede løbede rundt uden tegn.
Det farligste sted for hundene var at komme op på volden. Her var en voldsskytte ansat for at skyde enhver hund, som bevægede sig herop. Det var et myrderi, der ofte blev klaget over. Men det viste sig, at mange af dem, der blev skudt, havde hundetegn.
Svinehold meget tæt på beboelse
En politirapport fra 1853 ianledning af svinehold i et hus på Vesterbro beretter:
Mindst 5.000 husdyr inden for voldene
I 1840 fandtes der i København – inden for voldene:
Kære læsere – Glæd jer til næste artikel:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 8, 2024
Østerbro 1840 – 1857
Østerbro kun svagt bebygget dengang. De Fattiges dyrehave. Rosendahl. Classens Have lå der i mange år. Slagtervangen fyldte meget. Vognmarken kunne først sælges, når lavet var opløst En anden transportform Lille Vibenshus med Familien Meyer. De gamle navne
Østerbro kun svagt bebygget dengang
Østerbro var kun svagt bebygget. Det var den af ”Forstæderne”, der kom senest i gang. Måske var det derfor det heller ikke blev lige så galt som Vester – og Nørrebro.
Uden for Østerport og Kastellet lå endnu store parker og vænger: Glaci-vænget, Classens Vænge, Classens Have og Rosenengen.
Ved Citadelsvejen lå døvstumme-instituttet. Det fik fra 1858 fik en nabo i Blindeinstituttet, samt et bomhus til at passe på dem, der ville køre gennem Kastellet i stedet for gennem Østerport.
De fattiges Dyrehave
Inde i Classens Have lå vekselmægler Aggersborgs stråtækte villa på en holm ude i den lille sø. Ved stranden lå Beck og Møens badehuse. Her lå Gamle – og Nye Kalkbrænderi. I nærheden lå det hyggelige forlystelsessted, der var kendt under navnet ”De Fattiges Dyrehave”.
En sammenhængende bebyggelse fandtes kun for enden af Sortedamssø og videre hen til Trianglen. Blandt bygningerne for anden af søen ville man særlig lægge mærke til det høje, hvide hus, hvis bjælkeværk stammede fra Struensees skafot. Ja sådan sagde man dengang.
Rosendal
Så var det også lige grosserer Tuteins smukke ejendom Rosendal. Til Rosedal hørte Rosenengen – en park på 24 tdr. land. Dette blev senere kaldt Rosenvænget. Det var først da denne store ejendom i 1857 blev købt af kaptajn Waagepetersen der lod den udstykke til byggegrunde, at det gamle Østerbro begyndte at forsvinde.
Classens Have lå der i mange år
Også kammerherre Classen ønskede at få sin store have udstykket, så snart demarkationslinjen flytning i 1852 havde skaffet mulighed for bebyggelse. Men det var så uheldigt, at den nye linje kom til at gå tværs overhans jorder. Han forlangte den derfor flyttet yderligere hundrede alen tilbage til fordel for sin ejendom.
Forhandlingerne førte til en retssag. Classens Have fik lov til at ligge urørt i mange år. Længere ude lå grosserer Melchiors landsted Rolighed, hvor H.C. Andersen havde et hjem i mange år. Gården Nøjsomhed bliver i dag mindet med et gadenavn.
Alle disse haver og parker og grønne parker er nu alle forsvundet.
Slagtervangen fyldte maget
Lidt uden for Trianglen holdt bebyggelsen op. Den åbne vej gik nu mellem Øster Fælled på den ene side og Slagtervangen på den anden. Slagtervangen indtog hele strækningen mellem Strandvejen og Sundet ud til Svanemøllen.
Kommunen havde straks efter demarkationslinjens flytning bestemt at denne vang skulle udstykkes og sælges. Et forsøg blev gjort med en auktion over nogle af lodderne allerede i 1854, men der kom intet bud.
Magistraten måtte endnu i nogle år have tålmodighed, inden den kunne få disse jorde afhændet.
Vognmarken
Lige over for på den anden side af Strandvejen lå to store marker, Bryggervangen og Vognmarksmarken. De tilhørte byen, men de havde forholdsvis lille glæde af det. For arealet 147 tdr. land var engang i fortiden bortfæstet til det store vognmandslav for en årlig afgift af 4 Rigsdaler 1 mark på sådan en måde at denne afgift ikke kunne forhøjes.
4 Rigsdaler 1 mark og en mark, der ved fri bortleje kunne give mellem to tre tusinde Rigsdaler om året. Og det var ingen udsigt til, at man kunne blive løst af denne kontrakt så længe Vognmandens eksistens.
For folk som i forvejen var modstandere af lavsvæsnets var her en fristende lejlighed til at vise sin kærlighed til friheden. Allerede i 1844 foreslog Borgerrepræsentationen at ophæve Vognmandslavet, hvorved disse jorder ville falde tilbage til byen. Det strandede dog den gang. Postvæsnet modsatte sig lavets ophævelse indtil man havde fået tilstrækkelig erfaring med at transporten kunne klares på anden måde.
En anden transportform
Men da nogle år senere den sjællandske jernbane havde leveret bevis for dette, var lavets skæbne beseglet. Nu fik byen endelig sine jorder igen.
Langs Strandvejen lå de enkelte steder, hvis navne har været kendt indtil i dag. Lille Vibenshus tilhørte en familien Meyer, der i flere generationer havde drevet beværtning.
Lille Vibenshus med Familien Meyer
Da Jeremias Meyer i 1853 ansøgte om bevilling til at fortsætte forretningen kunne han meddele, at både hans far og hans bedstefar havde drevet beværtning i Lille Vibenshus og således var det gået vistnok gennem flere hundrede år. Intet under, at han fik bevillingen.
De gamle navne
Længere ude på Strandvejen lå stedet Kildevæld og Svanemøllen, af hvilke i hvert fald navnene endnu er tilbage. Jokumsdal søgte i 1851 navneforandring til Johannedal, hvortil Magistraten svarede, at en sådan navneforandring behøvedes ingen bevilling. Yderst ude på byens grund lå Vilhelmsdal, Gamle Vartov, Norges Minde, Tuborg, Mariendal og Slukefter.
Vi har her på siden allerede beskæftiget os med mange af de temaer, der har skitseres. Se venligst artikel – forslag.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 7, 2024
Vesterbro 1840 – 1857
Det ældste af forstæderne. Ubehageligt at passere Vesterbro. Borgerrepræsentationen nægtede at plante træer. Hvem var berettiget til skatteindtægter Gartner Hintzes grund. Skydeselskabets fallit. Politiet afviste skydebane. Vejen til Vesterfælled var ufremkommelig. Her lå Det Gamle Pest-hus og Stadens Planteskole. Glaciholm, Accisseboden og Trommesalen. Der kom et Bonde-Bazar. Nej til flere gadelygter. Det var stedet, hvor man gik ud og morede sig Gennemgangsled til Frederiksberg. De fornemme klasser valgte bestemte tidspunkter til at besøge Frederiksberg Have. Ministeriet truede med et nyt jerngitter. Man ville gerne have et nyt torv. I 1857 fandt man et nyt sted.
Den ældste af ”Forstæderne”
Vesterbro var den ældste af forstæderne. Den havde allerede i 1795 fået sit eget apotek. Det havde Nørrebro først opnået i 1844 og som Østerbro forgæves ansøgte om i 1853. Der boede i 1840 i alt 1.711 mennesker i Udenbys Vester Kvarter.
Kun den forreste del af broen fra Farimagsvejen til Værnedamsvejen havde en nogenlunde sammenhængende bebyggelse. Længere ude var der så åbent, at man fra gaden mellem Frederiksstøtten og Skydebanen kunne se Frederiksberg Slot ligge frit på sin bakketop:
Ja sådan sang Skydebrødrene i en af deres sange ved festen på Kongens fødselsdag i 1842.
Ubehageligt at passere Vesterbro
Vejen var skyggeløs og åben, så snart man var kommet ud af Alléen nærmest Vesterport. En tur ud af Vesterbro var ingenlunde regnet for nogen fornøjelse.
Ja sådan skriver beboerne derude i et andragende til Magistraten i 1852:
Borgerrepræsentationen nægtede at plante træer
Beboerne foreslog at der blev plantet træer på begge sider af Kørebanen fra Acciseboden til Frederiksberg Allé. De mente, at træerne ville foruden at gøre nytte også ville blive en hårdt tiltrængt forskønnelse.
Men ak og ve. Borgerrepræsentationen forkastede forslaget med den motivering at manglen på skygge ville afhjælpes når det søndre fortov blev etableret. Her kunne man bevæge sig langs den søndre husrække.
Hvem var berettiget til skatteindtægter
Uden for Glaciset havde man på venstre hånd den såkaldte Dronningens Enghave, der strakte sig fra Alléen mod Kalvebod strand. En del af dette terræn blev senere inddraget under Tivoli. Her blev også anlagt Københavns første banegård. Det mærkelig var bare at dette jordstykke ikke hørte til Københavns Kommune, men til Frederiksberg-Hvidovre Sogne.
Det var noget, man så længe, der ikke boede mennesker her ikke havde skænket en tanke. Det stammede tilbage fra et magelæg som Christian den Fjerde fortog i 1621. Men nu begyndte kommunerne at strides om, hvem der var berettiget til skat fra de nye beboere.
Rentekammeret afgjorde i 1846 spørgsmålet til Landkommunernes fordel. I København begyndte man at interessere sig for at få Enghaven til Københavns Kommune. I 1848 blev den ved en kongelig resolution henlagt under København, hvad Justits – og Politivæsenet angik. Men først en snes år senere fik kommunen bemyndigelse til at søge arealet helt inddraget under København.
Gartner Hintzes grund
Lidt længere ude i Vesterbros Allé lå gartner Hintzes store have på hvis grund Helgolandsgade og Colbjørnsensgade er bygget.
Bag ved Enghaven helt nede ved Kalvebod strand lå tømmerpladserne – hele tretten styk. De tilhørte dels staten og dels kommunen. De blev lejet ud til byens tømmerhandler.
Skydeselskabet gik fallit
Uden for dem lå ejendommen ”Enighedsværn”, der i Frederik den Sjettes tid tilhørte det borgerlige skydeselskab. Her var skydebaner og selskabslokaler. Adskillige af tidens talrige foreninger havde her deres mødested.
Men Skydeselskabet gik fallit i 1840 og ejendommen blev stillet til auktion. Den blev købt for 8.000 Rigsdaler af birkedommeren i Søndre Birk, Justitsråd Frederiksen.
Politiet afviste ny skydebane
Lige vest for denne bygning og det dertil hørende store vænge begyndte reberbanerne, der i lange smalle strimler løb fra Vesterbrogade ned mod stranden. Da flere skydeselskaber var blevet husvilde ved salget af Enighedsværn forsøgte ejeren af en af disse baner at afhjælpe savnet ved at lade sin jord indrette til skydebane.
Men tilladelsen kunne ikke gives lige med det samme. Politiet måtte lige tage det hele til eftersyn. Banen var kun adskilt af en lille grøft og en række stikkelsbærbuske over til naboen – slagtermester Svendsens jordlod. Den blev brugt som mark. Indgangen til denne mark var åben ud mod Vesterbrogade. Om sommeren gik der mange mennesker over denne mark. Det var folk, der brugte denne adgang for at komme ned til stranden.
Politidirektøren mente derfor, at det ville være for farligt at lade folk holde skydeøvelser umiddelbart på den anden side af stikkelsbærbuskene.
Vejen til Vesterfælled var ufremkommelig
Uden for reberbanerne kom den store Vesterfælled. Den blev næsten aldrig benyttet af militæret, der havde øvelsespladser nok i de store fælleder mellem Nørre-og Østerbro. I 1848 stillede Krigsministeriet derfor i udsigt, at den helt kunne afgives til kommunen. Man mente i Borgerrepræsentationen om at man skulle forsøge at få den bortsolgt til bebyggelse. Men mente alligevel, at det var urealistisk, da vejen herhen til, var ufremkommelig.
Her lå Stadens Planteskole og Det Gamle Pesthus
Hele fælleden henlå i en nedtrykkende tilstand. Den eneste bebyggelse herude var det såkaldte ”Gamle Pesthus”, der senere fik et nyt navn. Det kom til at hedde Belvedere. Desuden fandtes her ”Stadens Planteskole” Det var et areal på en tønde land. Her plantede kommunen Poppeltræer. Som en tvivlsom pryd blev disse plantet langs alle veje i byens omegn.
Foruden poppelplanterne indeholdt planteskolen tjørn, elm. lind og ask. På Vesterfælled fandtes desuden tre – fire vandhuller, der i tilfælde af brand på Vesterbro skulle bruges som branddamme.
Glaciholm, Acciseboden og Trommesalen
På højre side af Vesterbrogade på jernbanens nuværende grund lå Glaciholm samt Acciseboden og Trommesalen, hvor Kvægtorvet holdtes. Så begyndte den sammenhængende bebyggelse af lave bindingsværkshuse, der blev benyttet af slagterier, stalde og småbeværtninger.
Bonde-Bazar
Forretninger var der ingen ad – det var noget helt nyt, da der i 1843 blev oprettet en såkaldt ”Bonde-Bazar” på Vesterbro. Det vil sige et udsalg af landbrugsmaskiner og redskaber, beregnet på de torvesøgende bønder.
Nej til flere gadelygter
Gadelygter fandtes kun på den forreste del af broen. I 1849 ansøgte Kongelig skuespiller Hansen og flere beboere fra det yderste Vesterbro om at få lygter helt ud til ”Sorte hest”. Men det blev nægtet med den begrundelse, at der var adskillige langt stærkere bebyggede veje, f.eks. Blegdamsvejen, som heller ingen lygter havde.
Stedet, hvor man gik og morede sig
Trods dette var der meget liv på Vesterbro. Fra gammel tid havde det været stedet, hvor man skulle ud at more sig. Her lå to forstadsteatre Pettolettis og Prices. Her lå Rosenlund på Værnedamsvej, Alleenberg i Frederiksbergs Allé. Senere kom Tivoli og Alhambra.
Her var Skydebanens fornemme bygning med de store selskabslokaler og den gode mad. Her var talrige små beværtninger, Bjørnsdal, Blå Stud og hvad de nu ellers alle hed, helt ud til den ensomt liggende slotskro ved Roskilde Landevej.
”Gennemgangsled” til Frederiksberg
Og så var Vesterbro først og sidst det nødvendige gennemgangsled for at komme ud til byens mest yndede promenade, Frederiksberg Allé og slottets have.
Engang blev alléen lukket af en jernport. Det var den samme som blev brugt ved den forreste indgang til Søndermarken. Gennem den var der kun adgang for fodgængere og lette køretøjer. Alléen kunne derfor bevare den fornemme promenade. Efter tidens forhold var færdslen her uhyre stor.
Da jernbanen blev anlagt, havde man lavet beregninger over, om en station i Valby kunne betale sig. En komité lavede i 1844 en rapport om dette.
De fornemme klasser udvalgte bestemte tider til Frederiksberg Have
De fornemme klasser spadserede næsten aldrig mod Frederiksberg på bestemte tidspunkter. Det var ofte om morgenen og formiddage de tog derud. Der kom dog årligt 500.000 personer derude.
Ministeriet truede med jerngitter
9 omnibusser sørgede for transporten til Vesterbro dengang. Det var ikke det mest behagelige transportmiddel. Så stærk var færdslen i Frederiksberg Allé at Ministeriet i 1839 truede med at anbringe en bom og lade opkræve en afgift af de kørende og ridende gennem alléen, da vedligeholdelsesomkostningerne nu var vokset til det dobbelte. For at undgå dette tilbød Københavns Kommune at betale 300 Rigsdaler årligt til alléens vedligeholdelse.
Man ville have et nyt torv
Jernbanens anlæg bag om husrækken forandrede ikke synderligt i Vesterbros udseende. Derimod gav gasværkets anlæg i halvtredserne stødet til gennemgribende forandringer som betød at Gasværksvejen blev anlagt fra hovedgaden ned til værket.
Da bebyggelsen nu voksede stærk, gav det anledning til et særligt torv på Vesterbro. Det var først tale om at anvende pladsen foran jernporten, hvor de fire gader støder sammen. På denne plads stod et portnerhus. Dette kunne uden skade nedrives.
Ejeren af hjørnegrunden mellem Alléen og Vesterbrogade tilbød gratis ar overlade den yderste spids af trekanten til det påtænkte torv.
I 1857 valgte man et andet sted til Torv
Men denne plan måtte opgives, da pladsen ville blive for lille. I 1857 blev det bestemt at lægge torvet ved hjørnet af Gasværksvejen og samtidig blev det vedtaget at anlægge en ny gade mellem jernbanen og Vesterbros Hovedgade. Det blev til den senere Istedgade. Gennem disse anlæg begyndte Vesterbro at antage sit nuværende udseende.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 6, 2024
Nørrebro 1840-1857
En af de største og mest forsømte forstad. Knud Mikkelsen ville ikke flytte. I 1841 blev hvert andet træ fældet på Nørrebrogade. Barrierehuset. Indkørslen til Blågården. Store haver og marker. En beskrivelse fra 1853. Fritaget for vej-, vægter- og lygteskat. Ulrichsens stiftelse. Derfor hedder det Rabarberlandet. Store Ravnsborg. Blegdamme. En nøgle var nødvendig. Fælledvejen var berygtet. Kirkegårdene. Jagt på Assistens Kirkegård. Klager fra graverne. Masser af vand på kirkegården. Brøndene var forurenede. Stadsingeniør opfordrede til nedlæggelse af Assistens kirkegård, hvis der ikke kom en vandledning. Det yderste stykke. Militæret havde taget magten på Fællederne. Byens kreaturer sultede. Militæret kunne ikke undvære noget som helst. Politidirektør advarede Magistraten flere gange. Selskabet til Hesteavlens fremme afholdt væddeløb. Grundtvigs Højskole
En af de største og mest forsømte forstad
En af de største forstæder dengang var Nørrebro. Og det var også den mest forsømte. Her var det altid noget at klage over. Sammen med Østerbro dannede Nørrebro:
I 1840 havde de to bydele 3.309 indbyggere. Dette tal voksede hastigt i løbet af fyrrerne og navnlig i halvtredserne.
Knud Mikkelsen ville ikke flytte
Det første hus, som man stødte på når man kom over Peblingebroen var det såkaldte ”Stenhuggerhus”, der lå til venstre for broen. Det var en lille forfalden hytte. Den lå lige ved siden af Druknehuset, der tilhørte ”Selskabet for Druknedes og andre Skindødes Redning.
I Stenhuggerhuset boede en gammel mand, Knud Mikkelsen, der havde opsyn med redningsapparaterne i skuret. Han skulle også passe på, at der ikke blev smidt skidt i søen.
Da det nu blev tale om bebyggelse af forstæderne var det første skridt at fjerne Stenhuggerhuset og skuret. Men Knud Mikkelsen ville ikke flytte. En opsigelse fra kommunen brød han sig ikke om. Han gjorde kommunen opmærksom på, at han var fæster (lejer) og ikke ejer af grunden. Huset stod på kommunens jord. Dette stod i Fæsterbrevet. Dette var i sin tid blevet ham meddelt.
Knud svarede også, at han hverken kunne læse eller skrive og ikke kendte noget til, hvad der stod i papirerne.
Kommunen anlagde derfor sag mod ham. Overrets-dommen pålagde Knud til under en daglig mulkt af en Rigsdaler at rive huset ned.
I 1841 blev hvert andet træ fældet
Dengang var Nørrebrogade en træbeplantet vej. I 1841 måtte man lade hvert andet træ fjerne i begge sider af gaden.
Barrierehuset
Kun i den nordlige af gaden var der et fortov. Men dette blev stoppet af de såkaldte ”Barrierehus” omtrent ved Fælledvej. Fra husrækken sprang den frem i gaden.
Dette hus tilhørte kommunen og havde i sin tid været benyttet til bolig for opsynsmanden ved bommene på Stadens Fælleder. Nu var den udlejet til en gammel enke, der nødig ville flytte. Magistraten lod da huset stå for hendes skyld.
Men huset hindrede passage. Og det så ikke godt ud i gadebilledet. Først i 1847, da enken selv bestemte sig til at flytte, blev huset solgt til nedrivning. Det blev betalt med 830 Rigsdaler, mens Magistraten kun havde forlangt 12 rigsdaler årligt af enken.
Indkørslen til Blågården
På den sydlige side af gaden fandtes ingen fortov. Her var kun få bebyggelser. Gaden gik langs Blågårdens og Solitudes store haver og langs Assistens Kirkegård.
Blågården var den største ejendom på Nørrebro. Den strakte sig fra Nørrebrogade til Ladegårdsåen og fra Peblingesøen til nuværende Griffenfeldtsgade. Der stod på det udstrakte terræn en del ret herskabelige bygninger og pavilloner fra ”Slottets” tid alle med det blå tag af glaserede sten. Hovedbygningen var revet ned.
Ud mod Nørrebrogade stod to svære stenpiller, kronede af en gesims og en mægtig stenkugle, som i sin tid havde dannet indkørslen til den herskabelige indkørsel til den herskabelige bolig.
Store haver og marker
Omkring pavillonerne lå store haver – en af disse tilhørende krigsassessor Koop var kendt som samlingsstedet for adskillige af den tids selskabelige foreninger. Men også marker og fiskeparker, ja hele kornmarker fandtes inden for Blågårds porte. Terrænet ud imod Peblingesøen lå hen som uopdyrket land – et stykke forvildet natur uden for hovedstaden.
Vildanden rugede i sivene, hare, væsel og mår færdedes i haver og marker. Ja en rævegrav fandtes også på Blågårds marker. Og midt i vildnisset ud mod søen stod som en glemt levning fra slottets fornemme dage en forvitret stenstatue med en hovedløs krop af en Sfinx.
En beskrivelse fra 1853
Vi kigger på en beskrivelse af Blågård fra 1853:
Det var i Frederik den Sjettes tid. Senere, da der blev bygget en del derud, opstod en hel lille koloni på Blågård, hvis forhold i kommunal henseende var ret ejendommelige. Grundene tilhørte det privilegerede borgerskab. Beboerne gjorde derfor fordring på jagtret som en af det gamle Blågårds herligheder.
Fritaget for vej-, vægter-, og lygteskat
Vejene var private og beboerne var fri for vej-, vægter- og lygteskat. Da de heller ikke fik vand fra søerne, skulle de heller ikke betale vand-skat. De styrede selv deres fælles anliggender, holdt Generalforsamling og valgte sig en formand.
Ulrichsens Stiftelse
Blågårdsvej og Korsvej gennemskar den store have og langs disse veje lå adskillige nyere anlæg. Her var Heegaards Jernstøberi, et par lysstøberier og en voksdugsfabrik. På hjørnet af Blågårdsvej og Nørrebrogade lå Peter Hansens store og vidt bekendte Blomstergartneri. Ved Blågårdsvej lå også Ulrichsens Stiftelse. Den blev nedrevet i 1902.
Derfor hed det Rabarberlandet
Uden for Blågård lå Solitude – ligeledes en stor, herskabelig ejendom med marker og enge, der strakte sig helt ned til Ladegårdsåen. Den tilhørte i fyrrerne kaptajn Bangert. Den blev efter hans død udstykket af arvingerne. En gartner benyttede en del af jordene ned mod åen til dyrkning af rabarbere. Navnet Rabarberlandet blev hængene ved dette kvarter efter dette blev bebygget.
Parcelvejen senere Griffenfeldtsgade førte hen over Solitudes jorder og ned til ”Percelbroen over Ladegårdsåen. Mellem Solitude og kirkegården lå beværtningen ”Lille Ravnsborg”, der havde sin væsentligste søgning fra de forfrosne ”Sørgeskarer”, der vendte hjem fra begravelserne på Assistens.
Store Ravnsborg
På den modsatte side af Nørrebrogade lå Store Ravnsborg. En ejendom på over 5 tdr. land med en gammel hovedbygning og store gartnerier. Hele ejendommen blev på et heldigt tidspunkt købt af ”Den bestandig borgerlig Forening”, der havde sit klublokale her, indtil de stigende grundpriser, satte den i stand til at udstykke det hele i byggegrunde til stor fordel for Foreningens medlemmer.
Blegdammene
Hvor Ravnsborg Have endte begyndte blegdammene, der i nummerorden fra nr. 1 til 23 strakte sig helt ud til Østerbro. Det var små grønne jordpletter, hver med en lille dam, der fik vandet ledet ind fra Sortedamssøen. Her lå de lange hvide lærredsstykker på bleg. De blev bevogtet om natten af vægtere, der tudede i kohorn for at skræmme tyvene bort.
Enkelte af disse blegdamme, var allerede taget i brug som byggepladser, således til Feilbergs Voksfabrik og den såkaldte Manchesterfabrik. Men en gennemført bebyggelse af dem begyndte først i halvtredserne, da Skt. Hans Gade blev anlagt hen over første blegdam. På anden blegdam opførtes Ting- og Arresthuset i 1847-48. På 12. blegdam opførtes Blegdammens Skole.
På en af blegdammene boede bager Købke, hvis søn, maleren Chresten Købke herfra havde hentet motivet til flere af sine stemningsfulde billeder. Disse motiver viser den stille skønhed, der kunne hvile over Søerne, så længe de endnu ikke var blevet ”regulerede” til deres nuværende kunstige form. Disse billeder er en kilde til brokvarterenes historie.
En nøgle var nødvendig
Dosseringen langs Sortedamssøen forbi Ravnsborg Have og blegdammene tilhørte Vandvæsnet. Der gik en fodsti hen ad dem. Den var ved begge ender lukket med en aflåst låge. Beboerne på blegdammene kunne med et depositum af fem mark få en nøgle til lågene udleveret hos Vandvæsnet. Dem, der ikke havde en nøgle kunne mod en lille drikkeskilling få manden i Stenhuggerhuset til at åbne lågen.
Efterhånden som bebyggelsen på Nørrebro blev tættere, blev tættere, blev misfornøjelsen med dette afspærringssystem stedse stærkere. Ofte var disse låger udsat for hærværk og var brudt op.
Da Skt. Hans gade blev anlagt 1851 -53 blev det umuligt at opretholde afspærringen, eftersom denne gade blev lukket i den ene ende. Lågerne blev omsider fjernet og Dosseringen blev til en offentlig gangsti.
På den anden side af blegdammene førte Blegdamsvejen ud til Østerbro. Den henlå i en forsømt tilstand. Her var ingen lygter eller vægtere. Og her lugtede det også fra den dybe og brede Blegdamsgrøft.
Fælledvejen var berygtet
Fælledvejen var temmelig berygtet. På hjørnet lå Kaptajn Grams Have, der var et stærkt besøgt traktørsted. Her var Christian Winther, der dengang boede på Nørrebro en flittig gæst. Mindre anset var danseboden ”Det gamle Testamente, der lå ved Jødevejen, den nuværende Møllegade.
Kirkegårdene
Jødevejen førte til den mosaiske kirkegård. I forhold til sin størrelse krævede den jødiske menighed en stor begravelseshed. Den jødiske religion tillod ikke nogensinde at opgrave et lig, der engang var nedlagt. Gang på gang blev denne kirkegård udvidet.
Kommunalbestyrelsen ønskede ikke at få begravelserne alt for tætte på de allerede dengang bebyggede grunde. Menighedens udholdenhed var større end Sundhedspolitiets påpasselighed. Det ene jordstykke efter det andet blev inddraget under kirkegården. Et tilbud om at overlade den mosaiske menighed en begravelsesplads på Assistens Kirkegård ville menigheden ikke modtage.
Den store Assistens Kirkegård på Nørrebro havde et areal på 30 tdr. land i areal, var stadens vigtigste begravelsesplads. Alle byens sognekirker havde andel i den.
Jagt på Assistens Kirkegård
I 1852 skulle kirkegården atter udvides. Grunden var at der nu var forbudt at begrave lig inde i byen. Inde på kirkegården så man ofte krybskytter, der var på jagt efter harer og agerhøns.
Over for dette forhold klagede distrikt jæger Fonseca fra Valby i 1848. Han klagede ikke fordi, at sådan en jagt var usømmelig på kirkegården. Men han klagede fordi:
Der blev i den forbindelse foretaget forhør. Men Fonseca var draget i krig med det ridende frivillige Jægerkorps. Derfor kunne han ikke afhøres. Åbenbart blev sagen stillet i bero.
Klager fra Graverne
Der foregik mange ulovlige ting på kirkegården uden at kirkeværgen og de efterhånden tre gravere kunne gøre noget. Det hedder i en klage fra graverne i 1851:
Graverne stod magtesløse og udsatte sig selv for overlast. De bad derfor om at få et politiskilt. Men der blev nu ikke taget hensyn til graverne. Og allerede i 1858, kom der en ny klage:
Graverne foreslog lige som i 1851, at kirkegården blev forsvarligt indhegnet, at graverne får eneret på vedligeholdelse af gravsteder, og at der tildeles dem politimyndighed på kirkegården.
Masser af vand på kirkegården
Der var også andet, der vakte kirkegårdens bekymring. Det var problemet med dræning. I den forbindelse var man bekymret for sundhedstilstanden i området. Kirkegården var lavtliggende og fugtig, og da et fast lerlag under i den forhindrede vandet i at synke, stod det ofte højt i gravene eller oversvømmede hele strækninger af kirkegården.
Polyteknisk Læreanstalt blev taget på råd. Jordbundsforholdene blev undersøgt. De kom til det resultat at vandet fra kirkegården let kunne skaffes bort ved på passende steder at bore huller gennem lerlaget ned til det underliggende sandlag.
Men de anså dog dette for uforsvarligt til at gribe til dette middel. Det ville bevirke at kirkegårdsvandet gennem det vandførende sand ville spredes ud over hele det lavere liggende terræn syd og sydvest for kirkegården og det ville forurene brøndene.
Brøndene var forurenede
Undersøgelser af brøndene i de lavere liggende brønde viste, at vandet her indeholdt kulbrinte og organiske stoffer. Dette fandtes ikke på det højere liggende terræn nord og nordøst for kirkegården.
Det eneste forsvarlige middel var at aflede kirkegårdsvandet til en underjordisk kloak, der førtes under Ladegårdsåen og helt ud til stranden. En sådan kloak ville koste 15.000 Rigsdaler. Men indtil den var anlagt, måtte man lade alt blive, som det var.
Stadsingeniør opfordrer til nedlæggelse af kirkegården
Vor Frue og Trinitatis Kirke spurgte Magistraten om de ville være med til at bekoste sådan en kloak. Men der kom aldrig noget svar på denne henvendelse. I 1859 var alt ved det gamle.
Det var igen tale om en udvidelse af kirkegården, men stadsingeniør Colding modsatte sig dette. Hvis ikke den forslåede vandledning blev etableret kunne man lige så godt lukke Assistens Kirkegården. Og flytte byens begravelsesplads et andet sted hen.
Det yderste stykke
Det yderste stykke af Nørrebro, fra kirkegården ud til Lygten bar navnet Lygtevejen. Herude lå gårdene Ventegodt, Petersminde og petersdal. Og så endelig ude ved bymarkens grænse lå traktørstedet Lygten.
Militæret havde taget magten på Fællederne
Fladt og trøstesløst strakte sig de store fælleder – 293 tdr. land sig fra Nørre – til Østerbro. Den triste flade ensformighed blev afbrudt af melankolske vandhuller, hvis folkelige navne var det eneste opløftende i det store øde.
Gåseparken lå tæt ved Blegdamsvejen, Holger Danskes Briller ved Nørre Alle, – det gamle navn på det tredje vandhul var Kammerpotten
Fællederne tilhørte kommunen. Men efterhånden havde militæret taget magten. Troppeøvelser og revyer afholdtes stadig herude. Eleverne ved den militære højskole blev undervist i minearbejder. Stadens sandgrave blev brugt til skydeøvelser.
Byens kreaturer skulle om sommeren søge deres føde fælleden om sommeren. Men alt blev mere og mere trampet sammen af soldaternes støvlehæle. Græsset visnede efterhånden bort. Det blev efterhånden tarveligere føde, som de firbenede kunne finde herude.
Byens kreaturer sultede
Militærets herredømme over det store terræn havde udviklet sig gradvis i løbet af hundrede år. I 1737 og de følgende år udstedte kongen det ene påbud efter det andet, sigtende til at reservere fællederne mere og mere til militære øvelser og skansearbejder. Samtidig blev stadens ret til disse arealer skudt i baggrunden.
Så længe Frederik den Sjette levede kunne ingen tænke på at røre hans kære militærvæsen. Men efter hans død vovede borgerrepræsentanterne at forlange det spørgsmål undersøgt, med hvilke rettigheder og forpligtelser staden ejede disse fælleder. Resultatet blev en historisk oversigt. Andet kom det ikke ud af dette, hverken den gang eller senere.
Militæret kunne ikke undvære noget som helst
I 1847 blev sagen taget frem på ny. Fællederne var da blevet endnu mere ufrugtbare siden sidst. Der voksede snart ikke mere græs på dem, kun mos. Kreaturerne gik og halvsultede. Og dog vidste man, at jordbunden var god nok. Byens indtægt af det store terræn var ca. 1.370 Rigsdaler. Men hvis det nu blev opdyrket, kunne det give over 2.000 tdr. byg i årlig afgift.
Kommunalbestyrelsen tænkte nu ikke på muligheden for at få militæret fjernet fra fællederne. De mente, at militæret måtte nøjes med mindre end de henved 300 tdr. land. Så ville der måske være arealer, der kunne tilsås med kløver.
Foruden våbenøvelser var her ofte væddeløb. Der var også mange tilskuere. Og så var der ellers telte, tribuner, marketenderier, cirkus og meget mere. Jorden blev ikke kun nedtrampet og afslides. Men man afbrændte også herude på Fælleden.
Kommunalbestyrelsen skrev til militæret at græsset på fællederne trængte til hvile og de måtte begrænse deres plads. Krigsministeriet svarede omgående tilbage, at de ikke kunne undvære noget som helst.
Politidirektør advarer flere gange
I 1857 måtte politiet tage affære. Politidirektør Brædstrup skrev i slutningen af juni 1857 til magistraten, at der i flere uger ikke har været tilstrækkelig føde til græsning. Og grundet tørke var der så godt som intet foder til kreaturerne, som man måtte antage, sultede.
Atter i juli måned skrev politidirektøren til magistraten at der snarest burde sikres at kreaturerne fik føde. Atter engang skrev man til Krigsministeriet og fik igen samme svar. Men nu var det ikke kun militæret, der var skyld i manglende græs.
Selskabet til Hesteavlens Fremme
Selskabet til Hesteavlens Fremme havde første gang i 1832 fået tilladelse til at afholde væddeløb på fælleden på en bane, der var indhegnet med plankeværk. Et andragende om gentagelse i 1833 blev afslået, der af hensyn til manglende græsvækst ikke ville give denne tilladelse hvert år.
I 1840 mente Selskabet, at det var særlige omstændigheder til at der nu skulle gives tilladelse. Og disse omstændigheder var, at Christian den 8 skulle krones. Da Magistraten tøvede med sin tilladelse, begyndte Selskabet at true. Man udbad sig at sagen måtte blive forelagt hans Majestæt Kongen, da man havde grund til at tro, at den ansøgte tilladelse i så fald ville blive givet. Efter denne meddelelse skyndte Magistraten sig at give tilladelsen.
Selskabet undlod ikke at forfølge sin sejr. Da væddeløbet var afholdt den 21. og 22. juni 1840 indgav Selskabet et andragende om hvert år mellem den 1. og 10. juni at få Blegdamsfælleden overladt til hestevæddeløb.
Men sådan en tilladelse fik man dog ikke. Men de fik lov til indtil 1847 hvert år at afholde væddeløb på fælleden. Grunden til at man begunstigede Selskabet var, at arrangementet gav penge til byen. Desuden var denne sport velset i de allerhøjeste kredse. Og så var det jo også lige Prins Ferdinand, der flere gange havde været dommer ved væddeløbene.
Grundtvigs højskole
Ud mod Lersøen strakte sig den store Rådmandsmark med Kløvermarken og Brudesengen. Herude lå Tagenshus nær ved Stadens Sandgrave. Dette landsted blev i 1855 købt af biskop Grundtvig for 21.000 Rigsdaler. Det var på hans 70-års fødselsdag. Han havde fået noget kapital stillet til rådighed til oprettelse af en højskole.
Gården i Rådmandsmarken blev nu kaldet Marielyst efter Grundtvigs anden hustru. Højskolen blev åbnet den 3. november 1856. Forstander var C.J. Brandt med Jeppe Tang og Morte Eskesen som medhjælpere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 4, 2024
Franciska Clausen fra Aabenraa – 125 år (2)
En stor fødselsdag. En succesfuld far. Familien lagde vægt på dannelse. Som 16-årig”Jeg vil være Kunstmaler”. Privatundervisning i Flensborg. En tur til Weimar. En ny underviser i Flensborg. I 1918 til München. Gammeldags undervisning på Kunstakademi. Hos professor Hoffmann. I 1922 i Berlin. Underviseren blev hendes elsker. Hun følte sig isoleret i de danske kunstnerkredse. Portrætmaler i Aabenraa i 1954. Forsker mener ikke, at hun var helt glemt. I årtier havde hun ingen udstillinger i Danmark. Måske var hun Danmarks første rødstrømpe. Hun forholdt sig kritisk til anmeldere og kollegaer. Hun arbejdede ubesværet i flere stilarter. Var hun ”Den Grimme Ælling”? Brundlund fik 1.000 af hendes værker. Hun skulle kæmpe i et mandsdomineret miljø. En særpræget personlighed. Et kommende museum skal vise hendes værker. En ny opera er opkaldt efter hende.
En stor fødselsdag
Dette er andel del af vores artikel om denne talentfulde maler fra Aabenraa. Denne gang har vi også brugt nye kilder og måske fundet nye sider af hende. Det er fint at man vil fejre hende i Aabenraa. Det har hun da i den grad fortjent.
Hun er født den 7. januar 1899. Under Köhlers politik over for de dansksindede, forsøgte de fleste i Aabenraa at skjule deres nationale sindelag. En af disse kunne være Franciskas far, Peter Clausen. Han var født på Als og drømte om en arkitektuddannelse. Men mulighederne rakte ikke længere end til en læreplads hos en manufakturhandler i Sønderborg.
En succesfuld far
Men så startede han som selvstændig i Aabenraa. Han var en initiativrig, succesfuld og dynamisk handelsmand. Han giftede sig med den 11- år yngre Christine Olufsen. De fik to børn. Sønnen Jørgen og senere Franciska.
Familien lagde vægt på dannelse
Drømmen var en stor præsentabel familiebolig. Det blev en treetagers ejendom på 200 kvadratmeter midt i Vestergade. Bag villaen var en parklignende prydhave. Her var en pavillon bygget som en miniatureudgave af et klassisk oldtidstempel.
Hun lærte at spille på familiens flygel og begyndte på tegneundervisning. Familien lagde vægt på dannelse. Franciska begyndte at tegne husets tjenestefolk. Kunstinteressen dyrkede faderen også. Han var selv en fabelagtig tegner.
Som 16-årig: ”Jeg vil være kunstmaler”
Også moderen satte sit præg på hjemmets åndelige atmosfære med sin store interesse for litteratur. Georg brandes var en af hendes favoritter. Hun havde en stor bogsamling. Ofte var hun på besøg i Sprogforeningens Bogsamling på Folkehjem.
Franciska sagde allerede som 16 – årig:
Selv om hendes forældre tidligt kunne se hendes talenter, var de ikke så glade for at sende hende på kunstnerskole i Tyskland.
Privatundervisning i Flensborg
I 1915 modtog Francisca tegneundervisning en gang om ugen i Flensborg. Her lærte hun at male efter model. Og hun var begejstret for undervisningen:
En tur til Weimar
Som 17 – årig forlader Franciska hjemmet. Hun bliver optaget på Grossherzogiche Kunsthochschule i Weimar. Dette ophold varer dog kun et semester. Hun foretrak selv at eksperimentere. Hun laver en række karikerede malerier af det sønderjyske bysamfund.
En ny underviser i Flensborg
Men det er også i den periode hun fik intensiv tegneundervisning hos tegneren Käthe Larsen i Flensborg. Udbyttet af undervisningen var ifølge Francisca:
I 1918 til München
Franciska forlod Aabenraa igen i 1918 for at uddanne på Frauenacademie i München. Under hendes ophold brød november revolutionen ud. Dette præger hende os i nogle af hendes værker.
Årstallet er 1919. Hun forlader ikke Aabenraa før afstemningen i 1920. Hun forholdt sig køligt til sin sociale omgangskreds i Weimar og München. Måske skyldtes dette hendes nationale sindelag.
Gammeldags undervisning på Kunstakademi
Hun syntes selv, at hun befandt sig i et kunstnerisk dødvande. Hun begynder på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Men undervisningen bliver dog ikke særlig udbytterig. Her fik hun ikke lov til at eksperimentere. Hun oplevede også undervisningen som meget gammeldags. Her skulle man male efter gibs støbninger.
Hun blev aldrig en del af de sociale liv. Hun følte sig rigtig udenfor. I slutningen af 1921 vælger hun at afbryde undervisningen og flytte til Tyskland. Hendes fars forretninger har nedgangstider. Hun søger ind på Akademie der Künste.
Hos professor Hans Hoffmann
Men først under professor Hans Hoffmann synes hun, at hun får inspiration:
I 1922 i Berlin
En udstilling med Picasso på Galleri ”Tannhauser” giver hende lyst til at eksperimentere med kubistiske kompositioner. Men rammerne for hende er igen for små. Efter at have tilbragt sommeren 1922 hjemme hos forældrene rejser hun i september 1922 til Berlin.
Her får hun en intens tre måneders undervisning. Hun føler at hun er på rette spor. De værker som hun producerer i denne periode, får hun lov til vise på en udstilling i Berlin i 1923. Hun roses i Berliner Algemeine Zeitung,
I 1924 døde faderen. Nu var det ikke mere mulighed for familien at give hende økonomisk støtte.
Underviseren blev hendes elskerinde
I Paris får Franciska for alvor inspiration. På Café Voltaire samles en række kunstnere, der besluttede at udstille sammen Gruppen havde deres første udstilling i Galleri 23. Picasso lod sig inspirere af et af Franciscas værker.
Hun studerede bl.a. moderne kunst under Ferdinand Léger og blev hans elskerinde. Hun blev en del af den parisiske kulturscene.
Hun føler sig isoleret i det danske kunstnerliv
I 1931 vender Franciska hjem til Danmark. Hun lider tiltagende af vanskeligheder efter faderens død trods en del udstillingsaktiviteter i Paris. Det giver også lidt indtægter.
Herhjemme bosætter hun sig i København. Hun udstiller i Bingers Kunsthandel i 1932. Men tiden er ikke til moderne kunst. Hun føler sig isoleret i det danske kunstnerliv og har fortsat økonomiske vanskeligheder.
Portrætmaler i Aabenraa i 1934
I 1933 vender hun tilbage til Paris. Efter et par måneder som underviser i København vender hun i 1934 hjem til Aabenraa. Her ernærer hun sig i en årrække som portrætmaler. Løbende bliver hun inviteret til udstillinger. Bl.a. i Stockholm og Malmø.
I Sverige havde kunsthistoriker fået øje på hendes mange talenter.
Forsker mener ikke at hun var så glemt
Andre kunstkritikere mener, at hendes uhyre selvkritiske sans, indadvendthed og manglende evne til at gøre opmærksom på sig selv medvirkede til, at hendes kunst ikke blev bedre kendt.
Men Lise Mogensen Bech mener ikke, at hun var så glemt i Danmark. Hun har således fundet mange positive omtaler af hendes kunst og masser af fanpost i det private arkiv. Der er også fundet mange artikler om hende. Hun var på ingen måde glemt, siger forskeren.
Hun forsøgte forgæves i 1930erne at skabe sig en karriere som grafisk formgiver gennem plakatforslag i formsprog, der var præget både af hendes modernisme og international plakatkunst.
I årtier har hun ingen udstilling i Danmark
Fra 1937 udstiller hun ikke i Danmark de næste årtier. I 1964 vises på en separatudstilling 125 af hendes værker i København. I 1968 bliver hun medlem af Kunstnersamfundet. I 1974 udkommer hendes første monografi. Hun fik endelig en livslang apanage fra Statens Kunstfond.
Måske var hun Danmarks første Rødstrømpe?
Også i det danske hof hørte man om Aabenraa -kunstneren. Således har hun portrætteret både dronning Ingrid og Magrethe.
Da hun var i 60’erne sagde hun, at hun ikke ønskede sig ”Kinder, Küche und Kirche”, Hun var måske allerede dengang en af de rødstumper, som endnu ikke var opfundet.
Hun forholdt sig kritisk
Franciska forholdt sig kritisk til sine kollegaer, anmeldere og danskerne. For eksempel ændrede hun titlerne på flere af sine værker igennem tiden efterhånden, som hun blev ældre. En af dem kom til at hedde ”De kolde skuldres land”. Dette virker på ingen måde flatterende for danskerne.
Hun var måske ikke frosset ude eller glemt. Måske ærgrede hun sig som ældre over, at hun ikke fik mere opmærksomhed som yngre. Det havde hun klart fortjent.
Hun arbejdede ubesværet i flere stilarter
Hun arbejdede ubesværet på kryds og tværs af alle stilarter og har lavet alt fra reklameplakater og mønstre til køretæpper og tapeter til polerede portrætter til glittede magasiner.
Var hun ”Den Grimme Ælling”?
Franciska boede i huset i Vestergade efter 1958, hvor moderen døde. Huset forfaldt mere og mere. Men helbredet tvang hende til at bo i beskyttet bolig i den sidste tid af hendes liv. Også her var hun omgivet af kunst i kasser og skuffer.
Franciska Clausen døde 87 år gammel af en blodprop. Ved hendes begravelse i Skt. Nikolai Kirke holdt pastor Svend J. Sidsen en smuk tale, hvor han sammenlignede hendes liv med H.C. Andersens eventyr ”Den Grimme Ælling”. Nogle af afslutningsordene var
Brundlund fik 1.000 af hendes værker
Hun efterlod ikke mindre end 2.500 værker. Mange af disse værker er deponeret på Trapholt Museum for Moderne Kunst i Kolding. I 2011 blev samlingen med Francisca Clausen overbragt til Brundlund Slot. Det vil sige, at det var ca. 1.000 af værkerne, som Aabenraa fik.
Nu bliver hun så æret med en reception på Folkehjem. Og så er der ellers udstilling på Brundlund Slot. Her kan man se alle facetter af hendes kunstneriske udfoldelser.
Hun skulle kæmpe i et mandsdomineret miljø
Hun skulle kæmpe sig frem i et mandsdomineret kunstnermiljø. Men hun blev dus med kunstnere som Picasso, Kandinsky, Mondrian og Jean Arp.
Hendes betydning for kunsten kan næppe overvurderes. Hendes mod som kvinde i en mandsdomineret verden er vel heller ikke at foragte. Nu er det gamle slot nok ikke det bedste sted at vise og opbevare kunst. Men en del af værkerne befinder sig nu i Museum Sønderjyllands nye bevaringscenter, som åbnede i 2023 i Rødekro.
En særpræget personlighed
I Aabenraa var der vel ikke mange, der vidste, hvor berømt hun egentlig var. Man havde en tendens til at grine af hende. Og måske blev hun også latterliggjort. Hun var kendt som en særpræget personlighed. Det var først efter i hendes alderdom og efter hendes død hun blev virkelig anerkendt.
En af hovedtalerne ved receptionen på Folkehjem er Lis Mogensen Beck, der har brugt tre år for at forske i Franciska Clausens kunst. Hun mener også at Franciska burde have haft meget mere anerkendelse.
Et kommende museum skal vise hendes værker
I Aabenraa har man planer om at oprette et søfartsmuseum og det skal kombineres med et Francisca Clausen museum. Det skal opføres på kilen. Hvor vidt disse planer er, ja det røber borgmesteren måske på Folkehjem den 7. januar.
En ny opera opkaldes efter hende
Ja og så har ”Opera på Grænsen” gennem to år været i gang med en helt ny opera ”Franciska”. Foreningen har modtaget en million kroner til dette projekt af A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond
Andre arrangementer omkring Francisca Clausen kan læses på www.fransiskaclausen.dk
Kilde:
Januar 2, 2024
Danske Aviser under Besættelsen
Vi har delt artiklen i tre dele: De danske aviser før 1940 – Besættelsestiden – efter 9. april 1940 – De danske aviser syd for grænsen. Over 100 kammeratlige samtaler. Nazisterne satte i system. Mange Berlin – korrespondenter var tyskervenlige. Kronika. På P.R. – tur til Det Tredje Rige. Rosende omtale i Jyllands Posten. Blædel måtte gå på tvungen orlov Berlingske Tidende svingede meget. De Konservative delt i to. Han tænkte på avisens overlevelse. Læserne betragtede den som ”Nazisternes Hofavis”. Man rettede sig efter de tyske krav også længe før besættelsen. Mange kritiske redaktører blev fjernet. Sven Aage Lund blev ikke fyret. Det var Udenrigsministeriet, der opfordrede ham til at danne Den dansk – Tyske Forening. Fra 20. august 1943 direkte under tyskernes kommando. Modstandsbevægelsen krævede indflydelse på medierne. Lettelse for Udenrigsministeriet, da Kronika valgte at gå selv. Flensborg Avis var en mønsteravis.
Allerede i 1914 var der en form for censur i de danske aviser. Artikler skulle afspejle at Danmark var neutral. Og dette blev gentaget omkring 1930. Gennem 30’erne var det justitsminister K.K. Steincke, der under en heftig debat med pressens folk fik strammet retsreglerne omkring trykkefriheden.
De Danske Aviser – For 1940
Villigheden til at give efter startede længe før den 9. april 1940. I Tyskland blev pressen efter 1933 lagt i lænker. Men det nyoprettede Propagandaministerium fik allerede i 1933 også overdraget opgaven at påvirke udenlandsk presse.
100 kammeratlige samtaler
Det nye regime i Berlin var lige så så ømskindet over for negativ omtale, som det var aggressivt i sine klager til danske myndigheder og aviser, når nogen hvæssede pennen mod nazismen.
Det tyske gesandtskab i København orienterede regelmæssigt Udenrigs- og Propagandaministeriet i Berlin om, hvad danske aviser skrev om Tyskland. Negativ omtale medførte prompte diplomatiske protester, trusler af forskellig art.
Allerede i marts 1933 indkalder udenrigsminister P. Munch de danske redaktører til en af omkring 100 kammeratlige samtaler op gennem 30erne, hvor ministeriet appellerer til mådehold i kritikken af det, der nu er Hitlers Tyskland. Danmark er et neutralt land, og det skal dansk presse gerne afspejle.
Stauning blandede sig
Blev den politiske kontrol med pressen for tydelig for tyskerne, kunne Munch ikke fralægge sig ansvaret i prekære situationer med dansk pressefrihed som begrundelse. Så udenrigsministeren var på en vanskelig balancegang.
Det var især samtaler med tyske flygtninge og karikaturtegninger, der var på P. Munchs dagsorden i marts 1933. Det gik hårdt ud over tegneren Hans Bendix, som i 1934 blev indkaldt til en kammeratlig samtale med Stauning. Han fik at vide, at hvis han stadig ville fortsætte med at udgive sit antinazistiske tidsskrift ”Aandehullet”, så måtte han stoppe som fastansat tegner på Socialdemokraten, hvorefter Bendix lukkede bladet.
Nazisterne satte det i system
Isoleringen af udenrigskorrespondenterne blev sat i system. Goebbels propagandaministerium og von Ribbentrops udenrigsministerium afholdt separate pressemøder for tyske og udenlandske journalister. Sidstnævnte fik stillet presseklubber til rådighed. Så fik man mulighed for at telefonere rapporterne hjem. Og tyskerne fik forholdsvis let til at overvåge korrespondenterne.
Mange korrespondenter for tyskervenlige
. Kronika, Hvidtfeldt og mindst et dusin danske korrespondenter udgjorde sammen et særligt miljø i Berlin. Ja så var det også Berlingskes Helge Knudsen, som blev erklæret for uønsket. Han blev erstattet af Poul von Stemann og den angivelig meget tyskervenlig Jens Tang. Han måtte se sig hængt til tørre i det illegale blad ”De Frie Danske” for sin:
Hvidtfeldt beskriver ham med følgende karakteristik:
Kronika
Heller ikke Kronika gik ram forbi. Han var Højgaard-kredsens kontaktmand i Berlin. Han benyttede sine forbindelser til at videregive oplysninger til den klike af højre nationale erhvervsmagneter, heriblandt A.P. Møller og Knud Højgaard, om, at Berlin gerne så den danske samlingsregering udskiftet med et apolitisk fagministerium, hvilket kredsen forgæves forsøgte at få Christian den Tiende til at virke for,
Hvidfeldt beskriver Kronika som hjælpsom og:
En del af det omtalte ”tyskeri” udsprang givet af Kronikas forfatterskab til bogen Revolution fra 1935, som var Hitlers projekt venlig stemt. Dette fortrød Kronika med årene bitterligt. Vi har senere meget mere om denne Kronika, hvor han ikke var særlig populær i det danske Udenrigsministerium.
Korrespondenterne i Berlin var ikke nødvendigvis venner.
Mange udenlandske korrespondenter blev efterhånden udvist og nogle også deporteret, hvis det ikke passede ind i nazisternes planer.
På P.R. – tur til Det tredje Rige
I 1937 mødtes 30 danske redaktører til reception på Kastelsvej i København. Alle havde taget imod en invitation til en 8-dages rundtur i Det tredje Rige. Allerede i 1933 havde der været en lignende tur. Ingen socialdemokratiske redaktører deltog. Og bag det hele stod Propagandaministerium.
De mest rosende artikler i den danske presse, blev videregivet i tysk presse.
Rosende omtale i Jyllands Posten
Der var skam også dem, der roste det nazistiske diktatur. Således træder redaktør H.C. Ulkjærs artikel frem i Jyllands Posten:
Den stigende ensretning blev først almindelig kendt, da Socialdemokraten omtalte det i 1938 efter München-forliget.
Blædel måtte gå på tvungen orlov
Særligt Berlingske Tidende svingede meget i deres beretninger. Blædel kom med sine antinazistiske artikler. Men samtidig sendte bladet tyskvenligt nyhedsstof. Nic. Blædel advarede tidligt mod nazismen. Han var ilde lidt og dårlig betjent i Berlin. Snart var der også modstand mod ham på selve bladet.
Han er så vidt vides den eneste journalist der har haft samtaler med Hitler.
Fra 1938 var der en gruppe omkring redaktør Sven Aage Lund vundet overhånd. Artiklerne fra Blædel ophidsede tyskerne. Sammen med Statsradiofonien, hvor Blædel også var aktiv standsede de efterhånden hans virksomhed.
Blædel blev sendt på ufrivillig orlov i 1938. Læserne blev ikke informeret. Heller ikke, da han vendte tilbage. Her blev han så underlagt intern censur frem til den tyske besættelse. Han havde fået permanent indrejseforbud til Tyskland.
Berlingske Tidende svingede meget
En anden af Berlingskes korrespondenter var Cai Shaffalitzky de Muckadell, der bragte pro – tyske reportager.
Også Stockholm-korrespondent Ebbe Munck blev afskediget i 1942 for hans beretninger med anti – tysk indhold. Igen en gang var man tilfreds på tyske side. Der kom ingen repressalier fra tyskernes side denne gang.
Også den international anerkendte journalist Franz von Jessen skulle have skriveforbud, mente tyskerne.
De Konservative delt i to
Berlingske Tidende havde tætte forbindelser til Det Konservative Folkeparti. Langt inde i de borgerlige partier herskede der herhjemme en opfattelse af at nazismen var en konservativ bevægelse. Men efterhånden gjorde Christmas Møller op med Victor Pürschels mere pro-tyske fløj. På den ene fløj dyrkede man den italienske fascisme og Tysklands nationalsocialisme. Den anden fløj gik ind for demokrati.
Besættelsestiden – efter 9. april 1940
Censuren blev skærpet efter 9. april 1940. Besættelsens militære forhold måtte ikke omtales. Anti-tysk propaganda var forbudt. Egentlig var det de danske myndigheder, der måtte foretage censuren. Opgaven var igen Udenrigsministeriets Pressebureau, der som sin fornemste opgave skulle forhindre tysk indgriben.
Nu kunne det være svært at finde ud af, hvad tyskerne mente, hvad antitysk propaganda var?
I de besatte lande blev pressen underlagt stram kontrol som led i selve besættelsesproceduren.
Han tænkte på avisens overlevelse
På Berlingske Tidende var kursen efter 9. april en mere tyskorienteret kurs end de andre hovedstadsblade. Om dette hang sammen med Sven Aage Lunds rolle i Den Dansk – Tyske Forening. Han var faktisk en af initiativtagerne til foreningen. Måske var det virksomhedens overlevelse og oplagstal, som han kiggede på. De store hovedstadsblade oplevede massiv tilbagegang i oplagstal.
Læserne betragtede den som ”Nazisternes Hof-avis”
Længe før havde Berlingske tilpasset sig. Man mente, at protysk dækning med adgang til solohistorier og eksklusive interviews var vigtig. Nej det betød ikke at Berlingske Tidende bar nazistisk. Det betød blot at ”noget for noget” – arrangementer ofte flød i avisen. Men læserne opfattede vel denne avis som ”Nazisternes Hof-avis”
I juli 1940 fik direkte kritik af besættelse og samarbejdspolitik deres eget straffelovstillæg. Man kunne blive dømt med fængsel i et år:
Man rettede sig efter de tyske krav
Avisredaktørerne blev holdt i ave af den ”frivillige selvcensur” som de fleste accepterede lettere modvilligt. Dertil kom frygten for tyske repressalier, hvis nogen eller noget blev opfattet som antitysk.
I den følgende tid efter invasionen fulgte en stribe tyske overgreb mod pressefolk. Flere blev arresteret og en enkelt døde i arresten.
Dette skulle stabilisere det dansk-tyske forhold samt sikre at en selvstændig dansk presse kunne fortsætte. Men det betød også, at man skulle rette sig efter de tyske krav. Rettede aviserne sig ikke efter disse krav kunne det kollegiale pressenævn tildele bøder. I grovere tilfælde kunne sagerne indklages for domstolene.
Både før og efter krigen bøjede hovedstadsbladene sig.
Mange kritiske redaktører blev fjernet
Pressen fandt denne ordning utålelig. De imødekom den dog modvilligt. De enkelte blade skulle også drive en forretning og hole deres ansatte beskæftigede. De mest vidtrækkende tyske krav indebar også fjernelse af redaktører på konkrete blade. Således måtte redaktøren af Social – demokraten, H. P. Sørensen i 1941 forlade sin post, da han nægtede at optrykke kronikker med stærkt positivt indhold om det nazistiske Tyskland.
Sven Aage Lund blev ikke fyret
Efter besættelsestiden kom regnskabets time. Mange forventede at Sven Aage Lund skulle dømmes. Hans ”kompas” virkede ikke altid. Der var lidt for mange pro-tyske artikler i Berlingske. Og da det kom til opgøret om Den Dansk – Tyske Forening, viste det sig at det var Det danske Udenrigsministerium, der havde opfordret ham og DSB – generaldirektør Peter Knutzen at etablere foreningen. Lund blev ikke dømt. Han måtte gå fra topposten i Berlingske men fik dog alligevel en betydelig post på avisen.
Under tyskernes direkte kommando
Efter 29. august 1943 kom Pressebureauet og dermed også redaktionerne under direkte tysk kontrol med forøgede begrænsninger til følge.
Mange aviser formodede at skrive mellem linjerne. Men det kunne ikke undgås, at pressens troværdighed led skade. Derfor måtte alternative informationskanaler tages i brug. Først og fremmest lyttede man til svensk radio og BBC. Senere kom alle de illegale blade.
Modstandsbevægelsen krævede indflydelse på medierne
I efterkrigstiden måtte også Berlingske Tidende sadle om. Nye redaktører blev ansat for at markere dette kursskifte. Og nogle af disse var kendt i modstandskredse. Ja modstandsbevægelsen krævede afgørende indflydelse på efterkrigstidens presse.
Danmark var kommet i en slags økonomisk afhængighed til Tyskland med hensyn til landbrugseksport. Og Udenrigsministeriets hensigt var at hindre at Danmarks alliancefrihed eller neutralitet blev anfægtet.
De danske aviser syd på
Syd på var der også fokus på Det danske Mindretals aviser – Flensborg Avis og de tre tysksprogede Neue Flensburger Zeitung, Nue Schleswiger Zeitung og Der Schleswiger. Den redaktionelle linie gav anledning til overordentlig panderynken. I løbet af 1925 var de tysksprogede aviser blevet til en – Der Schleswiger.
Lettelse, da Kronika valgte at gå
Et pacifistisk tidsskrift Die Menschheit blev hyppigt citeret i Der Schleswigers spalter. Det virkede på de nationalsocialistiske tyskere som en rød klud på en olm tyr. Det var ikke noget Udenrigsministeriet så på med blide øjne. Man mente også at visen skulle kappe båndene til Friserne. Dem anerkendte tyskerne overhovedet ikke som et mindretal.
Og bladets redaktør, Kronika glemte ofte den linie han var pålagt. I Udenrigsministeriet var man glade for rygter om, at han snart ville afgå som redaktør. Kronika havde altid været et smertensbarn for Udenrigsministeriet. Han blev korrespondent for Dagens Nyheder og Nationaltidende.
Flensborg Avis havde ført en meget besindig politik. Allerede i 1933 var det tyske kredse i Grænselandet, der forsøgte at lukke den
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
December 30, 2023
Speckdäne – et skældsord
De to mindretal i grænselandet har ikke altid haft det lige let. De sydslesvigere, der gik over til det danske mindretal bl.a. for at få noget at spise under hungersnød, blev kaldt for Speckdäne. Andre der af mere idealistiske grunde gik over til dem, blev kaldt for det samme. Der blev fabrikeret plakater mod Speckdänen, der lignede antijødiske plakater. Masser af hærværk mod dansksindede institutioner. Forargelse. Mindretal under pres. Gensidig mistro. ”I skal aldrig blive glemt” Det danske Mindretal forsøgte at balancere. Danmark kunne måske byde på en bedre fremtid. Fra 450 til 13.000 elever på kort til i Mindretallets skoler i Sydslesvig. Grænsen ligger fast Danskerne ville have afstemning i Sydslesvig. Briterne var irriteret på de dansksindede. Alle Det Tyske Mindretal’ skoler i Sønderjylland blev tvangslukket. Socialdemokratiet og SPD blev allerede enige i 1923. Briterne etablerede en ny delstat ”Slesvig-Holsten” Kieler aftalen. CDU ville forhindre at SSW fik indflydelse, Man ville i første omgang ikke ophæve 5 pct. reglen. København – Bonn erklæringen er ingen traktat. Det Tyske Mindretal sendte en tidligere SS – mand i Folketinget. Karl Otte Meyer var upopulær i Bayern. SSW fik en justitsminister. Flensborg i et specielt lys. Her havde de dansksindede et absolut flertal. Overskrift i New York Times ”En dansker bliver borgmester i Flensborg”. De tysksindede partier fik efterhånden magten i Flensborg.
”Flæskedansker”
At sige ”Flæskedansker” (Speckdäne) er en nedsættende betegnelse for tyske i Sydslesvig, som i forbindelse med afstemningen i 1920 stemte dansk eller som efter 2. Verdenskrigs afslutning meldte sig ind i det danske mindretal for at få del i fødevarer, som blev sendt ril området fra Danmark.
Fra tysk side kaldte man dem for forrædere. Man fremstillede plakater, som efter anden verdenskrig havde typiske ligheder med anti-jødiske plakater.
Masser af hærværk
Særlig natten mellem den 20. og 21. september 1952 blev der ydet hærværk mod masser af Det Danske Mindretals institutioner. Blandt andet blev Den Danske skole i Svavsted overmalet med ”Totenkopf” og med sætningen:
Så det gik ikke kun ud over tyske sydslesviger med også de dansksindede. Danske foreninger og skoler modtog også ”Speck”. Det var en mangelvare hos beboerne dengang. Ja det var det efter begge krige. I de danske skoler blev der indført ”Skolebespisning”. Derfor blev skolerne også udsat for hærværk og graffiti.
Forargelse
Og det var sikkert for at fremme den danske sag og en eventuel grænseflytning mod syd. Men alligevel er denne forklaring ikke helt korrekt. Forsøgene på at styrke det danske mindretal på denne måde, vakte voldsom forargelse især for den senere formand for Forbundsdagen Kai – Uwe von Hassel.
Man mente ikke at det nyvundne danske sindelag var ægte. De materielle fordele under en hungersnød var utvivlsomt også det vigtigste. Mange faldt da også fra efterhånden som forholdene i Vesttyskland blev bedre. Andre fandt dog også andet end materielle goder ved Det danske Mindretal.
Mindretal under pres
Når man er i mindretal i et land, kan det være forbundet med et pres fra flertalsbefolkningen, som ikke ønsker at tage specielle hensyn. Det har både det tyske mindretal i Sønderjylland og Det Danske Mindretal i Sydslesvig mørket.
De har begge mærket når en flertalsbefolkning forsøger at indskrænke mindretallets frihed med forbud og begrænsninger.
Gensidige mistro
Forholdene i Grænselandet har udviklet sig dramatisk. Den gensidige mistro fra tiden efter Anden verdenskrig er væk. Dengang blev store dele af Det Tyske Mindretal i Sønderjylland spærret inde i Fårhuslejren og syd på så man med stor mistro de såkaldte ”Speckdänen – sydslesviger, der opdagede at man med fordel kunne skifte sindelag.
I Slesvig har både den danske og den tyske ”overmagt” været skyldig i at lægge pres. I tiden 1850 – 1864 blev der iværksat en fordanskningspolitik i Slesvig. Især sproget var centralt. I forsøget på at udbrede det danske sprog i området, blev dansk det officielle sprog i skoler, kirker og i administrationen. Politikken mødte især modstand i Sydslesvig. Efter 1864, hvor Danmark mistede området op til Kongeåen, dvs. Sønderjylland og Sydslesvig til Preussen med omvendt fortegn. Nu var det danske sprog under pres i undervisningen og i kirken.
Ved udbruddet af 1. verdenskrig var offentlige sammenkomster, der var forbundet at høre til det danske fællesskab – forbudt.
”I skal aldrig blive glemt”
Efter 1920 havde hverken Det Tyske Mindretal i Danmark eller Det Danske Mindretal anerkendt grænsen, men statsminister Niels Neergaard fremkom med de berømte ord på Dybbøl som trøst:
Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 gennemførtes en enhedspolitik. Nazistpartiet- staten – og folket skulle være et. For det danske mindretal gav dette et pres, som både kom ovenfra men også fra lokale kræfter, der chikanerede mindretallet.
Tyskland krænkede brutalt den dansk – tyske ikke-angrebspagt.
Det danske Mindretal forsøgte at balancere
Det Danske Mindretal forsøgte at balancere mellem at blive undtaget for visse pligter samtidig med at de ikke ønskede at blive sat helt uden for indflydelse. Medlemstallet faldt drastisk under krigen til ca. 3.000 aktive medlemmer ved krigens afslutning. Omkring 1.000 deltog under 2. Verdenskrig grundet værnepligt. 270 faldt i kampen.
Efter krigen vågnede befolkningen i Sydslesvig op til nød og elendighed. Det var også en form for rodløshed. Den verden der var før 1933 i Tyskland, eksisterede ikke mere. Gader var sønderknuste og fødevaremanglen var enorm.
Danmark kunne måske byde på en bedre fremtid
Den danske regering og private initiativtager fra Danmark sendte fødevarer ned til det danske mindretal. Mange så muligheden for at kunne brødføde deres familie ved at blive medlem af det danske mindretal.
Men man glemmer måske, at mange også så Danmark som håber for en bedre fremtid, hvis grænsen blev flyttet længere syd på, så Sydslesvig også blev dansk. Og mange tyskere ville også distancere sig fra det som deres landsmænd havde fortaget sig ved at melde sig over i det danske mindretal.
Fra 450 til 13.000 elever
Resultatet blev, at Det Danske Mindretal i Sydslesvig steg fra knap 2.700 i maj 1945 til knap 75.000 i 1947, hvor medlemstallet var på sit højeste. Det Danske Mindretalsskoler i Sydslesvig steg fra et elevtal på ca. 450 elever til 13.000.
Der blev ikke set på milde øjne i udviklingen af Det Danske Mindretal. De blev jævnlig sat under pres i form af hærværk og chikane.
Grænsen ligger fast
Dansk politik stod over for historiske udfordringer omkring mindretalspolitikken, selvom den socialdemokratisk ledede regering allerede i 1945 havde gjort det klart:
Det var især en af de ledende mænd fra modstandskampen, den konservative Christmas Møller, der nu som udenrigsminister – ikke ønskede en dansk eventyrpolitik over for et Tyskland, som var kollapset moralsk, statsligt og nationalt efter nazismens ubeskrivelige forbrydelse mod menneskeheden.
Det Tyske Mindretal accepterede nu grænsens forløb endeligt. Dengang selvfølgelig nødtvungen og under stort moralsk pres.
Danskerne ville have afstemning
I februar 1946 præsenterede Sydslesvig-bevægelsen Danmarkshistoriens største samling underskrifter – 500.000 – og måneden før havde 70 pct. af befolkningen i Danmark tilkendegivet, at de gik ind for en folkeafstemning i Sydslesvig.
I 1946 opnåede kandidaterne fra Det Danske Mindretal sensationelt 207.518 stemmer (34,1 pct. af alle afgivende stemmer i Slesvig)
Ved det første Landdagsvalg i 1947 fik det nydannede SSW 99,500 stemmer (9,3 pct.). De kunne dermed indtræde i Landdagen i Kiel. Endda i Bundestag kunne SSW indtræde (Hermann Clausen)
Christmas Møller, der endnu i 1920 havde agiteret for et Danmark med Flensborg, var nu blevet bange for, at et stort tysk mindretal i Danmark ville skabe problemer på langt sigt.
Sydslesvig – genvundet er kampens mål
Men se allerede i november 1945 fik vi en Venstreregering under ledelse af Knud Kristensen, som var langt mere lydhør over for den sydslesvigske bevægelse. Christmas Møller, Socialdemokratiet og de Radikale betragtede den store tilslutning til Det Danske Mindretal som ”konjunkturbestemt”. Med andre ord ville de først se, om det stak dybere.
Knud Kristensen førte sin egen tvetydige ”private udenrigspolitik”. I en tale i Toftlund sagde han:
Det Danske Mindretal krævede støtte af de mange ledende danske politikere, at de tyske flygtninge (horder, som de blev kaldt) skulle flyttes fra Sydslesvig.
Briterne irriteret på de dansksindede
Den britiske besættelsesmagt i Nordtyskland så med stigende irritation på den danske grænsekurs, som åbenbart ikke lå så fast, som det ellers var fastslået efter 1945. Briterne forhandlede med den danske regering og fremsatte et forslag/tilbud, om Danmark reelt ønskede at blive genforenet med Sydslesvig. Men var det nu tale om et tilbud, eller snarere et ultimatum?
Briterne forklarede danskerne, at der fandtes den strategisk vigtige Østersøindgang og at Danmark også havde et tysk mindretal.
Churchill var langt mere mistroisk over for Stalins hensigter end de amerikanske præsidenter Roosevelt og Truman.
I begyndelsen havde briterne behandlet Det danske Mindretal storsindet. Men med udtalelser og fordringer fra det Det danske Mindretal ændrede denne holdning sig. Briterne blev irriteret og deres holdning til Det Danske mindretal ændrede sig.
Alle Det Tyske Mindretals skoler blev lukket
Det Tyske Mindretal i Sønderjylland oplevede at alle mindretals -skoler blev lukket. Desuden blev alle tyskejede ejendomme beslaglagt. Tusinder af medlemmer fra mindretallet blev interneret og mange af disse uden at der var fældet en dom. Som vi tidligere har berettet om følte Det Tyske Mindretal sig meget dårligt behandlet af de danske myndigheder. De kunne dengang ikke forstå at ved at støtte de tyske tropper, havde de gjort sig skyldige.
Socialdemokraterne havde besluttet, at ”Grænsen lå fast”
Også Knud Kristensens regering blev væltet på Sydslesvig – spørgsmålet af bl.a. Socialdemokratiet og Radikale. Man har glemt, at der i 1923 blev indgået en historisk aftale mellem SPD – formanden Otto Wels og Thorvald Stauning om at de to internationale partier betragtede 1920-grænsen som endelig.
Hans Hedtoft overtog regeringsmagten den 13. november 1947. Og han overtog også den partiløse Gustav Rasmussen, som var en god ven til Christmas Møller. Det var som om, at Hans Hedtoft og Gustav Rasmussen ikke havde den bedste kommunikation. Dette har vi beskrevet i tidligere artikler.
En ny delstat ”Slesvig – Holsten”
Den britiske besættelsesmagt accepterede – trods dansk og sydslesvigsk modstand – i 1947 oprettelse af den nye delstat Slesvig Holsten. Der gik ellers rygter om, at der skulle etableres en større ”Nordstaat” bestående af Slesvig Holsten, Hamborg og Niedersachsen.
Men dette historiske tiltag udeblev dog for efterhånden bidrog den tyske regering med massiv økonomisk hjælp. Gennem årene udviklede Slesvig Holsten sig positiv efter at have været Tysklands fattiggård.
Man havde også talt om at skille Slesvig og Holsten fra hinanden – give Slesvig til Danmark og så lave en international zone ved ”Nord-Ostsee-Kanal”
Kieler – aftalen
I 1949 blev en ny aftale ved hjælp af briterne aftalt, hvor den socialdemokratiske regeringschef i Slesvig Holsten, Bruno Diekmann lovede det danske mindretal rettigheder. Det var den såkaldte Kieler-erklæring. Men det blev ikke til en parallel København – erklæring
CDU ville forhindre at de dansksindede fik indflydelse
Men ak. Det Danske Mindretals parti SSW blev ramt hårdt, fordi man forhøjede spærregrænsen til 7,5 pct. Den nye konservative CDU – regering i Kiel, der i 1951 havde afløst SPD – regeringen ville ikke have ”højreekstremistiske tyske småpartier” ind. Det danske Folketing protesterede voldsomt. Mindretallet klagede ved den tyske højesteret i Karlsruhe – og her fik den medhold.
I juni 1949 var indbyggertallet i Slesvig Holsten 2.646 millioner. Af disse var 1,173 flygtninge fra Østpreussen.
I 1954 fik SSW kun 42.000 stemmer eller 3,5 pct. af stemmerne og røg helt ud af Landdagen i Kiel.
Modsat kunne Slesvigsk Parti opretholde to procent reglen og ved hjælp af 9.000 stemmer opnå et sønderjysk kredsmandat og således komme i Folketinget.
Man ville ikke ophæve 5 pct’ s reglen
Forbundskansler Adenauer forsøgte at overbevise Slesvig Holstens nye ministerpræsident Kai-Uwe von Hassel, der også var CDU’ s næstformand i, at 5 pct’ s reglen skulle ophæves. Men han glemte ikke, hvad der var sket dengang med ”Speckdänen”. I øvrigt syntes han at kende bedre til de dansk – tyske problemer end Adenauer.
De tyske betingelser til underskrivning af en fælles traktat var for barske for dansk politik.
København – Bonn erklæringen var ingen traktat
Den 29. marts 1955 blev København – Bonn erklæringen endelig underskrevet efter meget svære forhandlinger. Det var lige før det endte med et sammenbrud. Det var tale om hensigtserklæring frem for en egentlig erklæring. Alligevel fik både mindretallene nord og syd for grænsen bedre vilkår.
Forhandlingerne om en dansk – tysk mindretalstraktat mislykkedes. Danmark ønskede ikke nogen gensidig aftale.
Det Tyske Mindretal sendte en SS-mand i Folketinget
Herhjemme forlangte ”Det Tyske Mindretal” at der blev givet amnesti for de hjemmetyskere, der var blevet ramt af love med tilbagevirkende kraft. Det drejede sig bl.a. om retsopgøret bl.a. for tysk krigstjeneste.
Den 23.maj 1955 besluttede Landdagen at ophæve fem-procent-klausulen mod det danske mindretals parti.
Det Tyske Mindretal sendte en tidligere SS – mand i Folketinget. Mange danskere følte dette som en provokation af de helt store
Karl Otto Meyer blev upopulær i Bayern
Karl Otto Meyer var en slagfærdig politiker fra SSW, der forsvarede de dansksindedes interesse på en til tider bastant måde. Så meget at Frans Josef Strauss fra Bayern råbte om, at danskere ikke skal bestemme tyskernes politik.
Jo jeg mødte Karl Otto Meyer flere gange i de syv år jeg arbejdede i Padborg Boghandel. Jeg fik endda en valgplakat af ham, hvor han nærmest lignede James Bond. I 1971 kom han i Landdagen. Og hvad gør man så. Jo Stoltenberg forhøjede pladserne fra 73 til 74, for at Meyer og SSW ikke skulle blive tungen på vægtskålen.
SSW fik en justitsminister
I 2012 indledte SSW et samarbejde med SPD og De Grønne. Anke Spoorendonk blev endda justitsminister. Men stadigvæk er det kritiske røster og de siger, at Det Danske Mindretal bliver støttet af to regeringer. Derfor har de bedre skoler. Disse skoler er også populære hos tyske forældre.
Flensborg – i et specielt lys
En stor del af SPD i Flensborg viste sympati med Det danske Mindretal. I Husum erklærede formanden for SPD – Tyskland, at nedlægge afdelingen i Flensborg og så etablere et nyt SPD i byen. Man kunne ikke tolerere dansk sympati. Schumacher sagde bl.a.:
De dansksindede fik absolut flertal
Nu var det sådan at i Flensborg blev der to socialdemokratiske foreninger. Den dansk orienterede afdeling kom til at hedde SPF. Ved kommunalvalget i 1948 fik man 8 pladser. Sammen med SSW fik man i alt 13 pladser.
Efter 1945 ville tre-fjerdedele af beboerne stemme dansk. Men sandheden var vel at de allerfleste igen følte sig som Slesvig-holstener. Den dansksindede overborgmester Jacob Clausen Møller var blevet udtaget af briterne.
New York Times: ”En dansker blev borgmester i Flensborg”
Borgerne i Flensborg ville ud af nøden og håbede at Danmark ville hjælpe dem alle sammen. Borgerne i Flensborg sendte deres børn i de danske skoler. Mange af disse blev også kaldt for ”Speck-Dänen”. Og mon ikke det så var en fordel at have en dansk borgmester. De tog fejl. Selv om en overskrift i New York Times lød:
Borgmesteren stillede sig selv spørgsmålet:
De tysksindede partier overtog magten
Alt hvad han sagde og gjorde, havde kun et formål, og det var at gøre Flensborg bedre. Han organiserede og fik bygget huse og forbedrede infrastrukturen.
Langsomt kom til at gå bedre i Flensborg. Det så efterhånden bedre ud for de tyske partier. Efterhånden kiggede man ikke mere længselsfuld efter Danmark. Og Tysklands statschef gjorde det klart, at en ændring af statsgrænsen ville det ikke blive til.
I 1951 var det første gang tysk flertal i rådsforsamlingen. Et år tidligere var Møller blevet by-præsident. Dette job opgav han nu. I seks år havde han repræsenteret byen. Han havde fået genopbygget byen og frem for alt givet Flensborg en selvtillid.
Møller døde som 78- årig. I dag flagrer Dannebrog stadig men kun for at erindre om historien og for at hilse på turisterne fra Norden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: