Artikler
September 21, 2024
Broderskabet på Tønder Statsseminarium
De boede i små værelser rundt om i byen. Concordia. Romantik og virkelighed. De sad sammen med Tønders fattige børn. Efter 1803 blev undervisningen bedre. 150 seminarister ”ødelagde” Byskolen/Borgerskolen. Dansk folkesprog ødelagde de tyske seminaristers udtalelse, mente man. En fornuftig frihed. En stor blomstringstid. Masser af ritualer. Den nye blev kaldt for ”ræv”. Eksamen over for et kollegium. At tømme glasset/kruset i et sug. Piben skulle stoppes og ryges. Papirhalen skulle hales ud. Knægte-slaget. I 1848 blev der sat en stopper for Burschen – livet. Concordia kom i kamp. Skoleråd Schneider advarede de unge. Oprør fra de tyske elever. Preusserne vandt i sidste ende. Den danske seminarist – forening. Det tyske borgerskab blev forarget over den danske hue. Kromanden fra Læk.
I små værelser
Hvordan var det dengang med ”Burschenleben dengang i seminaristernes ”Musenstadt Tondern”. Mon ikke de mærkede mere til rotter end til mus, når de om fredagen fra deres små værelser i Spikergade, Uldgade og æ Svinmærken” vadede gennem komøget til seminariet. De tænkte på, om de nu i dag ville blive hørt i lektierne af deres sure lærer.
Concordia
En dag lod de sig fotografere med kalot på hovedet ”Concordias” Burschenband over brystet, skindbukser og lange støvler på benene. Det var med kårde og lang pibe ved siden og ”Bierseidel” på bordet.
Romantik og virkelighed
Så gik de igen hjem til deres lille hummel, smurte sig et stykke fedtebrød, klippede det fuldskæg som de havde ladet sidde for billedets skyld. De lånte 1 Mark hos værtinden så de kunne købe lidt tørv for. Romantik og virkelighed.
De sad sammen med Tønders fattige børn
Det var ikke tale om noget ”Burschenliv” i Seminariets ældste periode fra 1788 – 1803. De unge sad i tre år på skolebænken sammen med de fattige børn fra Tønder, der ikke havde råd til at besøge latinskolen.
En time om dagen fik de desuden lidt latinundervisning hos skolens rektor. En aftentime om ugen var der lærdom i katekismus. Når de så kom til eksamen skulde kunne Balthasar Petersens religionsbog udenad. Den var meget lang og kedelig. Så skulle de bagefter i kirken og snakke religion med de børn de havde delt skolebænk med.
Efter 1803 blev undervisningen bedre
Efter 1803 blev i det mindste undervisningen bedre. Seminariets elever besøgte nu den borgerskole, der havde afløst den gamle latinskole. Nu fik de desuden 6 ugentlige privattimer. To i metodik og katekisation – to i tysk og dansk eller matematik – to i sang og tegning.
150 seminarister ødelagde Byskolen
Under de dygtige rektorer Forchhammer og Decker trak Tønder Seminarium elever til sig fra alle egne af hertugdømmerne. Der mødte somme tider over 100 til optagelsesprøver. Man nåede op på 150 seminarist-elever, der for resten fuldstændig ødelagde Byskolen med det lille antal elever fra selve byen.
Dansk folkesprog ødelagde seminaristernes udtalelse
Efter at Seminariet i Kiel var nedlagt i 1823, var Tønder Seminarium den eneste i Hertugdømmerne. I ”Schlsw.-Holst. Provinzialberichte” klages der gang på gang over, at det danske folkesprog i Tønder fordærver elevernes udtale. Man har lagt mærke til en ”halvdansk udtale”. Derfor burde man ikke have Seminarium i Tønder, blev det påpeget.
En fornuftig frihed
I Tønder boede man ikke som i Kiel på Seminariet. Det var ude i byen på værelser. I reglen lejede man to og to et værelse. De fleste holdt sig selv med ”Brød og Smør”. mange fik også ”Vask, Lys og Brændsel” hjemmefra. Middagsmaden spiste de hos husværterne. Semaristen nød ”en fornuftig Frihed” og kunne indrette sit liv efter sine økonomiske forhold.
Man talte også om Seminariefester. Særlig når man skulle fejre de kongelige. Dette endte ofte med fakkeloptog gennem byen.
En stor blomstringstid
I perioden 1830 – 1854(1848) blev Tønder en rigtig ”Musenstadt” for et ”Burschenschaftleben” efter tysk studentermønster.
Ved regulativet af 12. december 1829 blev Seminariet et selvstændigt statsseminarium med 3 klasser med egen forstander, egne lærere og egne bygninger. Under professor Bahnsens dygtige ledelse oplevede Seminariet gennem de følgende to årtier en stor blomstringstid med mange elever fra alle egne af Hertugdømmerne.
Denne tid falder sammen med de tyske Burschenschafters glanstid og seminaristerne har jo alle dage haft en ambition om at ville være studenter i folkeudgave.
Masser af ritualer
Seminaristerne efterlignede studenternes sæder og overtog deres ritualer. Med ”Kommers” (Drikkegilder), ”Salamanderreiben” og meget mere. De ældre studenter påtog sig at opdrage de nye, der blev kaldt ”Füchse” (ræve). Det skulle så slutte med at disse ræve fik halen skåret af og så endelig kun kalde sig ”Bürschen”.
De nye blev kaldt for ”ræv”
Når en ung og ny seminarist kom på seminariet, var man en uciviliseret ræv. Man måtte sandelig ikke sige ”du” til en ældre elev. Han fik tildelt en af de ældre, der skulle påtage sig at opdrage ham og lære ham gode manerer. Han skulle også lære at optræde rigtig ved drikkefesterne og vise respekt over for de ældre.
Han skulle lære studenterviserne udenad, lærer at stoppe en pibe og tænde den efter reglerne. Desuden skulle han drikke sit øl efter forskrifterne og holde et foredrag over et intetsigende emne osv.
Efter 1-2 måneders ræve-tid fik Mikkel Ræv så halen hugget af ved en højtidelig fest. Datidens ”Mimsefest” var højdepunktet i årets ”Burschenliv”
Eksamen over for kollegium
Først kom den højtidelige eksamen for eget kollegium bestående af en præsident, to formænd fra de ældste klasser. De optrådte som oldermænd. Og som bisiddere var to gamle formænd fra mellemklassen. Så var det ”Advokaten” der førte rævene frem enkeltvis. Advokaten præsenterede sin ræv for kollegiet og sang efter melodien til studentersangen ” Der Papst lebt herrlich in der Welt”
Præsidenten svarede også med en fastlagt tekst i en sang.
At tømme glasset/kruset i et sug
Advokaten henvender sig nu til ræven i verseform. Og det handler om at ære de ældre. Man opfordrer ham til at fromt liv. Han skal nu fremsige sit navn, og hver gang han nu bliver afbrudt eller bliver tiltalt af en af de ældre, skal han rejse sig.
Man rækker nu ræven et fuldt krus øl. Advokaten kommanderer:
Efter at dette så er sket, rækker ræven kruset eller glasset til advokaten, der så rækker det til Præsidenten, der konstaterer, at der ikke er en dråbe tilbage.
Piben skulle stoppes
Nu fortsætter præsidenten så i verseform og fortæller det er en prøve tilbage. Advokaten rækker ræven en lang pibe og kommanderer:
Når piben så var stoppet, går den til bedømmelse først hos præsidenten og så til oldermændene og så til sidst til bisidderne og til sidst til advokaten som rækker den til ræven:
Piben går nu samme vej til bedømmelse.
Advokaten og præsidenten synger nu et vers.
Papirhalen skulle hales ud
Til sidt fæstner advokaten en papirhale på rævens nakke. Ræven bukker nu dybt for præsidenten, der med en ildtang trækker halen ud og drypper lidt punch på såret. Imens synger Oldermænd og bisiddere helt sagte og højtideligt Ræve-marchen: ”Hvad kommer der oppe fra” Sidste vers starter med ordene:
Knægte-slaget
Alle rejser sig. Ræven får af advokaten at vide, at han skal rette sig op. Præsidenten giver med en stok et let slag på skulderen. ”Knægteslaget” Det svarer nærmest til det gamle ridderslag. Alle rækker nu ræven hånden – ryster den kraftig og lykønsker ham til optagelsen i ”Bürgenschaft, hvor alle i kor synger et vers.
Der blev udstedt et særligt eksamensbevis, der samtidig var optagelsesbrev i Bürgerschaft. Det var faktisk underskrevet af to kendte mænd inden for dansk og slesvigsk skolehistorie.
I 1848 blev der sat en stopper for ”Burschenlivet”
Det slesvig-holstenske oprør i 1848 satte foreløbigt en stopper for det glade ”Bürschenliv”. To seminarister fra Tønder lå den 25. juli 1850 døde på Isted Hede.
Den 7. januar 1858 blev Tønder Seminarium genåbnet som rent dansk seminarium. Der var ingen drikkegilder og halløj. En gammel vise påstod at ”disse Dummen Dänen gik i Træsko”.
Concordia kom i kamp
Efter 1864 genskabtes hurtigt den gamle ”Bürchenliv”. Elever samledes i ”Concordia”, hvis tegn var røde huer, bånd, kårde osv. Elever fra den danske afdeling samledes i foreningen ”Enigheden” men holdt sig fri for alt studentervæsen og uvæsen – og dog.
”Concordia” kom snart i en hård kamp med de preussiske myndigheder, der med forfærdelse og forargelse så på disse unge herrer i Tønder, der legede frie studenter, mens deres kammerater på de gammel-preussiske seminarier nærmest levede som fanger.
Skoleråd Schneider advarede de unge
Ved optagelsesprøven i 1872 sagde skoleråd Schneider til seminaristerne fra Tønder:
Oprør fra de tyske elever
Da de nye elever nogle uger senere var optaget i Concordia mødte de alle i samlet trop med den røde hue. Seminarieforstander Richter dekreterede, at enhver, der om eftermiddagen vovede at vise sig med den røde hue, betragte sig som bortjaget fra Seminariet.
Efter en sammensværgelse i middagstimerne mødte der om eftermiddagen tre mænd med røde huer. De andre havde med alle mulige og umulige ting på hovedet, Da forstander Richter derpå erklærede at de tre straks skulle forlade Seminariet gjorde hele klassen fælles sag og gik deres vej.
De to ældste klasser gjorde strejken med og lærerne stod nu ene tilbage på Seminariet. Skoleråd Schneider måtte tilkaldes fra Slesvig men kunne intet udrette. Sagen gik nu til Berlin. Og det gav stof til Vittighedsbladet ”Kladderadatsch”. Alle gamle Tønder-elever fortalte senere om deres kamp for friheden mod den preussiske uniformering.
Preusserne vandt i sidste ende
Det var dog Preusserne, der i længden var de stærkeste. Seminariet kom efterhånden henimod slutningen af århundredet mere og mere til at ligne et normalt preussisk Seminarium. De prægtige fuldskæg, de røde huer, det blå – hvide skråbånd over brystet med det rødbrogede navn ”Concordia”, de lange studenter-støvler og kården forsvandt efterhånden. De unge elever kom mere og mere en flok skikkelige konfirmander.
Men man holdt stadig fast på opdragelsen af ræve med afsluttende eksamen.
Disse gamle skikke med at ”opdrage” de nye, inden de blev optaget i fællesskabet, stammer fra middelalderen og var tidligere sikkert barbariske.
Den danske seminarist-forening
I den danske afdeling var der nu også barske rusoptagelses-ceremonier, men de var dog blevet afskaffet i 1869 – 1872. Dan danske seminarist-forening hed Harmoni. Det var en forløber for Enigheden, men den hed også engang Phønix.
Mange af møderne blev holdt på Schweizerhalle. Hensigten med disse møder var foredrag og flerstemmig sang. Ja herude var der også seminaristbal.
Det tyske borgerskab blev forarget over den danske hue
Der opstod også skikken med at bære hue, men det var nu ikke den samme farve som de tyske seminarister. Oprindelig var det en grøn hue, men den blev efterhånden skiftet ud til en, der lignede de danske studenters huer. Men den danske hue vakte forargelse blandt det tyske borgerskab i Tønder, så den blev også forbudt.
Kromanden fra Læk
Og de vi skrev en artikel om Drivervejen stødte vi på noget der foregik på Bakken syd for Læk. Her boede kromanden Peter Matthiesen, en hyggelig mand, hvis kone bagte fortrinlige pandekager. Hans kro blev ikke kun besøgt af jyske studedrivere men også af alle Tønder – seminarister på vej til og fra Tønder, til og fra eksamen, hjem på ferier og tilbage fra ferier.
Seks seminarister overrakte den 20. december 1834 kroværten en flot gæstebog med pæn læderryg som julegave. Fra nu af skrev alle seminarister i gæstebogen med navn og som regel et vers, hvis de var på gennemrejse.
Da Tønder – Husum landevejen var færdig ca. 30 år efter, valgte mange en anden vej. Denne bog blev losseplads for de unges følelser, glæder, bekymringer og ærgrelser.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 18, 2024
Den glemte kommunist – Richard Jensen
En hård barndom. Søfyrbødernes Forbund. Mange aktiviteter. Sømandsklubben i Havnegade var skalkeskjul. Betroet repræsentant. Den illegale kommunistiske virksomhed holdt til her. Kurrer transport med penge. Fra søfartsspionage til propagandavirksomhed. Officielt tog DKP afstand fra at deltage i Den Spanske Borgerkrig. Masser af sabotageaktiviteter. Modsætningsforhold til Axel Larsen. Britiske M15 havde et godt øje til Richard Jensen. Russer rev Axel Larsens rapporter i stykker. En sprængning til stor skade for DKP. I 1940 blev Richard Jensen ekskluderet af DKP. Straffen blev fordoblet til 16 år. Udleverede Axel Larsen 40 adresser? Venskab med ”Edderkoppen” Norsk avis kom med alvorlige anklager. Masser af lyssky aktiviteter. Fra den ene dag til den anden – ikke mere alkohol. Han trak sig i 1956 fra alt faglig aktivitet.
En hård barndom
Faderen drak og moderen forsøgte at holde sammen på familien ved at gå ud og vaske for andre som vaskekone. Som 7 – årig kom han under værgerådet og endte på optagelseshjem. Han fik ophold på forskellige opdragelsesanstalter og stak af som 15 – årig til søs. Han sejlede også under Første Verdenskrig som fyrbøder.
Aldrig har han kunnet indordne sig under autoriteter og anerkende dem. Måske var det de forhadte børnehjem han kom på, der prægede ham. Det at være fyrbøder dengang var ekstremt hårdt job. Men nu var han 2,10 m.
Søfyrbødernes Forbund
Han blev formand for Søfyrbødernes Forbund 1919 – 20. I mellemkrigsårene var han medlem af forbundets hovedbestyrelse og formand for københavner-afdelingen.
Fyrbøderne og sømændene lå indtægtsmæssig i bunden af vores samfund. De blev betragtet som ufaglærte. Forbundet mente, at noget skulle laves helt om. Klassesamfundet skulle helt afskaffes.
Mange aktiviteter
I 1919 modtog vores hovedperson en bøde på 100 kr. for at tage del i optøjer med at standse sporvogne i København.
I 1916 blev han syndikalist. I 1918 angreb han sammen med andre syndikalister Børsen med fastelavnskøller. Vi har skrevet en artikel om dette. Senere gik han over i Danmarks Kommunistiske Parti i hvis ledelse han sad 1922-40. Han sad også i Københavns Borgerrepræsentation fra 1934 – 1943.
I 1919 var han ved at miste livet. Han sad i Korsørtoget som forulykkede ved Vigerslev Allé. Han var en af de overlevende.
Sømandsklubben i Havnegade skalkeskjul
Sømandsklubben i Havnegade var et skalkeskjul for den mere aktivistiske del af kommunisternes arbejde. Her blev der trykt blade og hvervet folk til den revolutionære sag. Turene til Moskva var en del af ”Noget illegalt arbejde”. Ja sådan lød rygterne.
Betroet repræsentant
Hans mest betydningsfulde rolle var dog var dog Den kommunistiske internationales betroede repræsentant i forskellige kommunistisk finansierede og ledende organisationer som De internationale sømandsklubber, Internationalen for søfolk og havnearbejdere (ISH) samt Komiterns vesteuropæiske bureau.
Da Hitler kom til magten i 1933, gik nazisterne på klapjagt efter kommunisterne. Kominterns vest bureau og ISH var over natten flygtet fra Hamborg og Berlin til København. De centrale personer og deres aktiviteter fra flygtet med.
Den illegale kommunistiske virksomhed holdt til her
Jo, der foregik meget i Havnegade 53. I kælderen holdt flygtende tyske kommunister og revolutionære sømænd til. Fascistiske diktaturer og andre antikommunistiske regimer havde fået magten i Europa. I Havnegade holdt den illegale kommunistiske virksomhed til fra 1933 til begyndelsen af Anden verdenskrig.
Kurertransporter med penge
En af de vigtigste illegale aktiviteter var kurertransporterne med penge. Den foregik ikke bare med dobbeltbundede kufferter, men også med specialsyede veste og mavebælter. Alene i 1936 var der smuglet et beløb i forskellige valutaer til København på 759.000 kr. – svarende til 27 millioner kroner i dag.
Disse penge skulle bl.a. bruges til at holde de flygtende i live. Partimedlemmer hjalp til med lejligheder og værelser. Ca. halvdelen af DKP’ s 1.400 Københavner – medlemmer havde på et eller andet tidspunkt været involveret i illegalt arbejde.
Fra søfartsspionage til propagandavirksomhed
Fra København blev der foretaget vidtforgrenet søfartsspionage, propagandavirksomhed og skibsfartssabotage fandt sted under den tyske kommunist Ernst Wollwebers ledelse. Under den spanske borgerkrig foretog Richard Jensen et omfattende opkøb af våben og ammunition, der blev transporteret til Spanien sammen med frivillige. Dette foregik fra København på skibe købt, bemandet og dirigeret af Richard Jensen.
Officielt tog DKP afstand fra at deltage i Spaniens Borgerkrig
Officielt tog DKP under ledelse af Axel Larsen i 1936 afstand fra at deltage i borgerkrigen i Spanien og det samme gjorde Socialdemokratiet. Anderledes så det ud for sømænd og fyrbødere.
København vrimlede med kommunistiske agenter, kurerer og hemmelige celler, der fa Moskva modtog og viderebragte instrukser, propagandamateriale og enorme pengebeløb.
Storbritannien og England havde afvist, at levere våben til Spanien. Nu søgte den spanske regering at få hjælp fra Sovjet. I det kommunistiske sømandsmiljø omkring Nyhavn fandt man folk, der kunne bemande de såkaldte krudtbåde.
Masser af sabotageaktioner
Skibe med våben til General Franco skulle sænkes. Dette styrede Richard Jensen også. Han købte skibet Lola, der blev brugt til at smugle våben til brug i Spanien imod Fascisterne.
Fra 1935 var sabotageaktioner også rettet mod Nazi – skibe. Først iværksatte man tyverier af dynamit fra depoter i de nordsvenske mineområder. Det stjålne sprængstof blev så transporteret fra Sverige til nordeuropæiske havnebyer af partiloyale søfolk. Her blev der så fabrikeret bomber mod tyske handelsskibe. Men sandelig også mod passagerskibe som den polske amerikadamper ”Batory.
Modsætningsforhold til Aksel Larsen
Allerede i 1920erne kom det til et voldsomt personligt og politisk modsætningsforhold til Aksel Larsen, der fra 1931 blev den ledende inden for DKP. Han var slet ikke indforstået med Richard Jensens aktiviteter. Egentlig var disse to hinandens modsætninger. Richard Jensen havde de store armbevægelser og holdt sig ikke altid til fakta.
Britiske M15 havde et godt øje til Richard Jensen
Britiske M15 havde et specielt ringbind på Richard Jensen. Han var blevet forment adgang til Storbritannien. Fra 1933 voksede bunken om ham eksplosivt.
Det lykkedes i al hemmelighed i årene 1934 – 37 for M15 at knække koden til tusinder af kodede telegrammer som Moskva brugte til at dirigere aktiviteterne. Derfor er det i dag muligt at beskrive, hvordan det hele hang sammen. M 15 fik dekrypteret tusindvis af telegrammer. 1.500 af disse omhandlede aktiviteterne i København.
I 1934 satte en stor strejke pres på forholdet mellem reder og sømænd.
Larsen fik støtte fra Komintern, mens Richard Jensen mente at han var direkte indsat af Centralkomiteen i Moskva. I begyndelsen af 1930erne var der en slags borgfred mellem de to, men fjendskabet brød snart ud igen.
I 1937 og 1938 blev flere tyske og italienske skibe angrebet af kommunistiske sabotører. Flere civile søfolk mistede livet.
Russer rev rapporter i stykker
I 1938 ville Axel Larsen have Richard Jensen ud af partiet. Han var rejst til Moskva med en masse rapporter om ham. Men russer smed rapporterne i ilden med ordene, at dem havde man ikke brug for derover.
Men Aksel Larsen kunne ikke gøre noget, da Richard Jensen fik ordre direkte fra Moskva. Men Richard Jensens stilling svækkedes imidlertid efter den tysk-sovjetiske forståelse i 1939, hvis internationale konsekvenser han ikke synes at have indset.
En sprængning var til stor skade for DKP
Et par skibe i Frederikshavn blev saboteret. Det var ingen tvivl om at Richard Jensen var en af hovedmændene. Disse skibe skulle bruges af Fascisterne i Spanien. Denne sprængning var til stor skade for DKP.
Det lykkedes for det nordiske politisamarbejde at optrevle et terrornetværk.
Aksel Larsen forsøgte at gøre DKP mere stuerent.
De betalte den højeste pris
Flere af de europæiske kommunister, der i 1930erne havde deltaget i de illegale sabotage-netværk kom til at betale den højeste pris fordi de i bl.a. Norge blev udleveret til Nazityskland og halshugget. Men også den store udrensning med masselikvideringer, som Stalin gennemførte i slutningen af 1930erne ramte centrale dele af det underjordiske miljø.
Også svenskerne udleverede kommunister til Nazityskland. Således blev Wollwebers efterfølger arresteret i Sverige udleveret til Tyskland, hvor han blev henrettet.
Dansk Politi holdt nøje øje med flygtningene og kommunisterne. Mere eller mindre systematisk udvekslede de informationer med Gestapo.
I 1940 blev Richard Jensen ekskluderet af DKP
Kort efter tyskernes besættelse af Danmark 1940 blev Richard Jensen ekskluderet af DKP for ”gentagende disciplinbrud”. Det var den 29. april 1940.
Kommunismen blev af mange betragtet som en større trussel end nazisterne. Sporene fra den voldelige revolution skræmte og antikommunismen var stærk fra den yderste højrefløj og langt ind i Socialdemokratiet.
På vej hjem fra en behandling segnede Richard Jensens hustru Anna Catrine Ludovika om på Strandboulevarden. Hun var død af et hjertetilfælde. Han var utrøstelig. Som 46 – årig var han nu helt alene.
Straffen blev fordoblet til 16 år
I marts 1941 blev han arresteret og idømt 8 års fængsel efter at have spillet en ledende rolle i en række skibssabotager. Bl.a. var det mod to spanske trawlere i Frederikshavn i 1948. Det lykkedes for Richard Jensen at flygte til Sverige i 1944. Efter krigen udfoldede han bestræbelser på at få dommen omstødt. Ved ankesagen i Østre Landsret var straffen blevet fordoblet til 16 år. Richard Jensen mente, at Axel Larsen var med til at forhøje straffen gennem hans vidneudsagn.
Udleverede Axel Larsen 40 adresser?
Åbenbart skulle Axel Larsen have udleveret 40 adresser på partikammerater til Gestapo. Fangerne i Vridsløse Fængsel kaldte ham ”Gestapos bedste mand”. Men nu havde Københavns Politi og Gestapo i forvejen arbejdet sammen m.h.t. kommunister, så mon ikke de kendte disse adresser i forvejen. Og da tyskerne forlanger at 65 kommunister blev fanget, ja så arresterede dansk politi langt flere.
Nogle mener, at det var Axel Larsens ide at give Richard Jensen skylden. Det var søfyrbøderen Alberti Hansen, som udførte sabotagen.
Venskab med ”Edderkoppen”
Fra 1945 havde Richard Jensen et nært venskab med Edderkoppen (Svend Aage Hasselstrøm). Og der blev i den grad smuglet. I 1948 smuglede han også våben til Israel.
Norsk avis med alvorlige beskyldninger
I maj 1948 skrev det norske dagblad ”Morgenbladet” at Richard Jensen var den centrale person i det hemmelige kommunistiske netværk i Skandinavien. Han skulle styre det hele og havde en række navngivne kommunister til at hjælpe sig. Georg Hegner og hans kone, der drev et værtshus i Nyhavn, modtog de russiske agenter på gennemrejse. Hegner var tidligere formand for Søfyrbødernes Forbund.
Richard Jensen truede med at lægge sag an mod det norske dagblad. Men han anlagde aldrig sag.
Masser af lyssky aktiviteter
Artiklen fra det norske dagblad blev refereret i Information den 7. maj 1948. Pudsigt nok samtidig med at dobbeltmordsagen fra Køge Bugt er ved at blive opklaret. Historikere og forskere mener, at Richard Jensen og hans allierede efter alt at dømme spillede en væsentlig rolle i denne sag tillige med en masse andre lyssky aktiviteter.
Fra Moskva havde man genoptaget de gamle forbindelser. Den kolde krig var på sit højeste.
Ikke mere alkohol
Som 55-årig besluttede han sig fra dag til dag ikke mere at røre alkohol. Han kom med som drivkraft i Det Hvide Kors, som var en afholdsforening. Det var oven på en tid, hvor han ofte vaklede hjem den lyse morgen.
Inden for søfyrbøderne lykkedes det ham at genvinde sin position. Her blev han igen formand – denne gang fra 1950 – 1956.
Han trak sig i 1956 fra alt fagligt arbejde
I 1956 trak han sig fra alt fagligt og politisk arbejde for ”at dyrke sin have”.
De sidste mange år levede han sammen med sin anden hustru Ingrid i en to – værelses. Han døde i 1974.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 15, 2024
En farlig dobbeltagent
Vi har læst Jesper Clemmensen og Ole Sønnichsens Farlig Mand – Historien om en dansk dobbeltagent og Stasi-spion. I 20 år forrådte han Danmark og stak østtyske borgere. Flemming Sørensen var en anerkendt journalist. Under retssagen i Tyskland blev han støttet af Dansk Journalistforbund. Hans tidligere kæreste Nada blev i den grad ydmyget af det tyske retssystem. PET havde længe haft ham under mistanke. Pludselig skiftede overskrifterne i Ekstra Bladet. Man havde fundet tusindvis af dokumenter af den anerkendte journalist i Stasi’ s arkiver. Bogen er mere spændende end en spion – roman og forfatterne har talt med familie, venner og bekendte. Bogen kunne godt blive Årets Historiske Bog.
De havde længe haft mistanke
Denne bog handler om journalisten Flemming Sørensen. Han var journalist for Jyllands Posten, Danmarks Radio og Flensborg Avis tillige med hvervet som Stasi-agent.
Længe havde PET en mistanke og det havde det tyske efterretningsvæsen også efter at hans eks – kæreste havde anmeldt ham. Han blev anholdt ved grænsen ved Padborg. Det var så efter at han var blevet gift med en lærer på Duborg Skolen i Flensborg.
Og efter en parodi af en retssag blev han frikendt. Det var i 1983.
Stasi havde masser af stikkere
Men ak, da Stasis arkiv blev offentliggjort, var der 111 hyldekilometer med dokumenter, fotografier og bånd. De havde skabt et samfund af stikkere og overvågning. Stasi havde 90.000 medarbejdere og 175.000 aktive stikkere og meddelere. Nogle af disse var danskere og en af dem var Flemming Sørensen – respekteret journalist.
Sørensens kæreste, Nada Dzafic
Det var det tyske efterretningsvæsen, der havde kigget på kæresten Nada Richolts (Dzafic) notater. Hun var 18 år. Han var 39 år. De var flyttet sammen efter at Flemming Sørensen var blevet skilt. Men det holdt ikke i længden. Hun havde sine anelser, men Flemming havde også fortalt, at han gjorde nogle tjenester for DDR. De var begge venstreorienteret.
Retssagen var en parodi
I retssagen var Nada den eneste der vidnede imod Flemming Sørensen. Alle andre vidnede for ham. Retssagen blev nærmest opfattet som hævnaktion fra den unge kæreste. Man kan så undre sig over at det tyske efterretningsvæsen ikke kunne finde mere.
Både den danske og vesttyske offentlighed støttede ham. Det danske journalistforbund betalte hans udgifter.
Sørensens første opgave
Flemming Sørensen troede så at han var frikendt, men så blev Stasis arkiver åbnet. Og så rullede lavinen. Men mærkelig nok blev han aldrig dømt for sine forbrydelser. Det er næsten som at læse en klassisk spionroman.
Man vidste godt, at han var kommunist. En af de første opgaver var at finde ud af, hvad der foregik på det sydlige Amager. Her var amerikanerne begyndt at opføre affyringsramper til Nike-raketter. Stille og rolig kunne vores journalist gå og lave en tegning over området. Det var østtyskerne meget glad for.
Han fik en østtysk fortjenestes-medalje
Nu var hans arbejde ikke så langt fra hans ideologiske målsætninger og det hjalp også på hans løn. Hans agentnavn var Flame. Han blev udstyret med hemmeligt blæk, uv-lampe og en radiosender. I bogen får vi eksempler på de mange afsløringer han kunne præsentere Stasi for men vel også for danske og vesttyske myndigheders svigt.
I 20 år var han aktiv for Stasi. Han nåede også at få en fortjenestes-medalje.
Ekstra Bladet med stor overskrift
Det var Jacob Andersen på Ekstra Bladet, der egentlig afslørede ham. Men først 18 år efter han var stoppet som spion var der to journalister fra Ekstra Bladet, der fandt hans navn flere steder i Stasi – arkivet.
Det var den 18. december 1997:
Mn det lykkedes ham at nedtone sin rolle i et indlæg i Politikken. Men hans sag fylder flere tusinder af sider i Stasi – arkivet. Og han har angivet mindst 50 østtyskere. Det lykkedes ham at oprulle et helt net af spioner, der arbejdede for Vesttyskland.
En helt anden overskrift
Men inden da skrev Ekstra Bladet:
Bliver det Årets Historiske Bog?
PET havde været i Berlin for at kigge. Man mente ikke, at det var det store at komme efter. I 2003 blev sagerne henlagt. Men de to forfattere har i bogen givet udtryk for, at det er en del at hente. Et kæmpe detektivarbejde er gået forud. Mon ikke bogen kandiderer til at blive Årets Historiske Bog?
Forbrydelser, løgne og brutal stikker
Vores hovedperson har været en brutal stikker, spion, fredsaktivist, dobbeltagent og mesterløgner. Hans speciale var at lyve og narre andre mennesker. Nære venner, kollegaer, bekendte og arbejdsgivere har han i den grad narret. Og selvfølgelig myndighederne. I bogen bliver forbrydelser, løgne og aktiviteter afsløret.
Men forfatterne har ikke kun kigget i Stasis arkiver. De har kigget i fotos, brevkorrespondancer, referater, avisartikler, kirkebøger, folketællinger. De har talt med nulevende mennesker, der kendte ham. Og privatarkiver er blevet offentliggjort.
Hvordan kunne han stikke af med det
Det handler om dunkle motiver, forførelse, bedrag, svig, dobbeltbundede kufferter og koldblodig brutalitet. Kun de færreste vidste, at han var en farlig mand, der sendte flere i fængsel under frygtelige forhold i DDR.
Ja det forsøger bogen også at undersøge.
Det var Nada mod resten af Verden
Forfatterne har set et sort ringbind hos den tidligere kæreste, Nada. For hende er det som om sagen ikke vil flytte sig. Den gamle sag har ædt det meste af hendes voksenliv.
Til retssagen, hvor hun blev ydmyget, siger hun:
De lå begge til venstre. Han forbandede Nato og alt, der var højreorienteret. Hun var ikke overrasket da han erkendte, at han var Stasi-agent. Han forsøgte at bilde hende ind, at arbejdet for Stasi gjorde han gratis.
Hun var bange for ikke at fortælle sandheden. Hun var dengang endnu ikke vesttysk statsborger men jugoslaver. Hun var 15 timer i vidneskranken. Hun opfattede som om det var hende, der var den skyldige. Nada blev fremstillet som skurken, en jaloux furie, der ville hævne sig på Sørensen.
Efter retssagen blev hun syg og sengeliggende.
Han var mistænkt både i Vesttyskland og Danmark
Flemming Sørensen var mistænkt for både i Vesttyskland og Danmark at have hjulpet efterretningstjenesten I DDR med at spionere mod Vesttyskland. Det handlede især om, at han havde solgt oplysninger om NATO – baser og andre militære installationer til regimet i DDR fra 1958 og frem.
Nada fortalte at han havde en særlig radio hjemme i lejligheden i Bonn, hvor de havde boet sammen i 1970erne. Siden var han ifølge hende gået over til fysiske møder. I både Vesttyskland, Østberlin og andre lande i Østeuropa.
Anholdt ved Padborg
Den vesttyske efterretningstjeneste mente ikke at der havde været så meget kød på Nadas beskyldninger og havde kontaktet PET, fordi Sørensen var dansk statsborger. Sørensen havde beroliget PET og sagt, at det bare var hævn. Men PET slap ikke helt sagen. Flere af Sørensens venner var blevet opsøgt.
Men Sørensen mente, at de bare interesserede sig for venstreorienterede. Gennem sin advokat Jørgen Jacobsen havde han bedt PET forklare sig. I februar 1982 var det så endt med at efterretningsvæsnet skriftlig kunne fortælle, at de ikke havde noget på ham. Og det var kun få uger før anholdelsen ved den danske grænse ved Padborg.
Nu kunne Sørensen regne med mindst 5 års fængsel, fortalte de ham.
Tre vidner havde set ham i østtysk optagelseslejr i 1960
Havde myndighederne vidst det man kunne finde i Stasi-arkiverne i 1989, da de blev åbnet, var han blevet dømt. Men allerede i 1960 berettede tre vidner, at de havde set Sørensen i en østtysk optagelseslejr i Fürstenwalde. Et af vidnerne gav udtryk for, at han havde mistanke om, at den pågældende samarbejdede med Stasi.
Nogle tidlige kommunister i SF skulle også have løst opgaver for de østlige efterretningsvæsner.
Han stoppede sine aktiviteter i 1979
Han stoppede sine aktiviteter for Stasi i 1979. Men han skulle også have været med i en spionageorganisation i København. Men han kendte ikke medlemmerne.
Ingen havde regnet med at en velrenommeret journalist ville forråde Danmark og angive østtyskere, der endte i fængsel. Hans job som journalist var den perfekte coverhistorie. Journalistrollen var perfekt til rollen. Han flyttede sin post tæt til Forbundsdagen i Bonn. Mange døre åbnede sig for en journalist fra en dansk avis.
Han brugte også krypteringstabeller i sit arbejde. Heller ikke journalist – kollegaer fattede mistanke.
En spændende fortælling
En spændende fortælling – næsten som en agentroman.
Men hvorfor slog PET ikke til? Man havde Flemming Sørensen under mistanke gennem mange år. Det kan vel ikke være manglende beviser. Var det forældelse?
Vores hovedperson døde først i 2016.
September 5, 2024
Den sidste Viking
Endnu en bog i den fremragende serie, der også giver den rette historiefremstilling. Sara Croix ved, hvad hun taler om. Vi får her en mere nuanceret fremstilling af Vikingetiden. Det handler om meget mere end togter. De var ikke kun erobrere og sørøvere. Museer har nok selv været med til at forvanske billedet. Efter 1066, da den norske konge fik en pil gennem halsen, ja så vandt ingen skandinaviske hære et slag i England. Imperiet var blevet splittet op forinden. En konflikt om arveretten var opstået i England. Vilhelm Erobreren overtager. Svend Estridsen forsøger men ender med at blive myrdet. Jo de startede allerede i 700-tallet. Også denne bog kan varmt anbefales.
Endnu en bog i serien
Så er der atter kommet en af de fremragende bøger fra Danmarkshistorien, der kort og godt tager et emne op og kort og godt forklarer dette emne. Vi har vel efterhånden anmeldt en snes af disse bøger i denne serie. Det der så er sket i mellemtiden, er at bøgerne er steget fra 99,95 til 129,95. Og vi skal op i 100 forskellige. Vi er nået til nogle og firs stykker.
Hver måned i otte år skal der komme en ny bog i serien.
Denne gang har vi læst Sara Croix: Den sidste viking 1066.
Begrebet ”Vikingetiden” bliver nuanceret
De forskellige tidsangivelser virker lidt forsimplede De skal hver især forklare en udvikling – en forandring. Men ofte savner man en nuancering, når f.eks. vikingetiden skal beskrives. Uheldigvis får man et forkert indtryk af historien. I denne bog forsøger forfatteren netop at nuancere begrebet vikingetiden. Og dette begreb fremkom først i midten af 1800-tallet. Vi er i den grad fascineret af Vikingetiden.
Det handler meget mere end om togter
Ordet betyder en form for sørøver. Men nogle af vikingerne ville sikkert have blevet fornærmet, hvis man kaldte dem vikinger. Det handlede nu engang om meget mere end de mange togter til England.
Ikke kun erobrere og sørøvere
De bliver opfattet som erobrere og sørøvere men de var lige så meget handelsmænd og opdagelsesrejsende. Mytedannelserne om disse vikinger varer ved. Man har indtryk af at mange digter videre på mytedannelserne. Her i bogen forsøger forfatteren at give os en mere sandfærdig opfattelse.
Museer har selv været med til at give et forkert billede
Måske har museer været med til at give et unuanceret billede af vikingetiden for at trække besøgende til. Stadig er der folk, der mener, at den tid udelukkende var en tid med udelukkende erobringstogter, voldtægt, plyndringer og nedbrændinger. I populærkulturen optræder vores forfædre ret så barsk.
Meget mere hørte med til vikingetiden
De maritime togter dengang var rettet til forskellige mål og havde forskellige formål. Foruden plyndringer var der også tale om handel. Skriftkultur opstod, lovgivning, møntkultur og bydannelser hørte med til vikingetiden.
Efter 1066 vandt skandinaverne ikke mere et slag
1066 var det år, hvor Harald Hårderåd ifølge myterne fik en pil gennem halsen. Der blev sat en stopper for hans erobringsforsøg. Stamford Bridge og Hastings er også en slags symbol på vikingetidens ophør.
Dette slag markerede afslutningen på 300 år, hvor søfarer af hovedsagelig skandinavisk herkomst tog på togter til klostre og byer i Vesteuropa. De plyndrede og opkrævede skatter.
Harald Hårderåd – ikke helt den sidste viking
Egentlig er der masser af kilder til disse historier. De norske kongesager blev skrevet i Island i 1220erne. Og så var det de såkaldte Skjaldedigte, der nok er lidt mere fantasifulde
I bogen følger vi Haralds livsforløb. Olav var blevet konge omkring Haralds fødsel. Men i 1028 mister han sin kongetitel til den danske Knud den Store. I 1034 rejser Harald til Konstantinopel. Han gifter sig med en datter til en storfyrste, som han har tjent.
Han begiver sig hjem til sit fødeland med et godt ry og en stor formue. I 1046 bliver han anerkendt som med-regent sammen med sin nevø og daværende konge over Norge og Danmark, Magnus den Gode. Da Magnus dør bliver han eneregent over Norge. Han havde nogle politiske visioner og byggede kirker i nogle handelsbyer.
Han førte en evig kamp mod Knud den Stores nevø, Svend Estridsen om herredømmet over Danmark. Efter endnu et slag i 1062 opgav Harald ambitionen om danske herredømme.
Imperiet blev splittet op
I Haralds ungdom herskede Knud den Stores ”imperium” over både Danmark, Norge og England. Efter Knud den Stores død i 1035 blev imperiet splittet op. England gik til Hardeknud.
Som søn af Knud den Stores søster havde Svend Estridsen også lige så legitimt krav på den engelske trone som Edvard Bekenderen i 1042, men han fik ikke rigtig fulgt op på det. England nød fred i over 20 år. Edvard fik også sikret sine efterfølgere.
Konflikt om arveretten i England
Der opstod en konflikt i England om arveretten. Og Harald Hårderud blev bedt om hjælp. Myterne sig, at han fik bemandet hele 300 skibe. Han startede da også med et brag Og det var så sidste gang at en skandinavisk hær sejrede i England.
Vilhelm Erobreren overtager
Harald Godvinson blev udpeget som sejrherre. En ny sejrherre var på vej, kaldet Vilhelm Bastarden født i byen Falaise, søn af hertugen af Normandiet. Ja senere blev han kendt som Vilhelm Erobreren.
Det lykkedes ikke i første omgang. Men Harald Godvinson og Vilhelms hære stødte sammen ved Hastings den 14. oktober 1066. Harald faldt og nu havde Vilhelm fri bane.
I Skandinavien overtog Olav Kyrre kongemagten over Norge. Han opgav erobring af England.
Svend Estridsen fortsatte – dog forgæves
Men det gjorde Svend Estridsen ikke. Både i 1059 og 1075 sendte han en flåde til Humberfloden. Men dette var uden nogen som helst effekt. Efterfølgende initiativer strandede eller var uden virkning
Vikingerne rørte på sig allerede i 700-tallet
Allerede i midten af 700-tallet rører vikingerne på sig. I 800 -tallet fører togterne til deciderede bosættelser. I slutningen af 900-tallet begynder togterne igen. De nye flåder var markant større, og nu er det tale om elitesønner.
Den rigtige historie
En hurtig læst bog af en forsker, der ved, hvad hun taler om. Dette er igen et forsøg på at give os den rigtige historie, som denne series bøger så fremragende gør det
Sarah Croix:
Hvis du vil vide mere:
August 31, 2024
Den tyske Skole og Gymnasium i Aabenraa
Skolesystemet i Nordslesvig skulle fornyes. Mindretallet var hverken tilfreds efter 1920 og 1945. Bannerfører fra 1920 var Johannes Schmidt-Vodder. En tysk skole i Fiskergade. Mindretallet og det tyske skolesystem blev intens overvåget. En ”forkastelig” og ”forløjet” ordning, lød det fra mindretallet. Var det fordi, at Nordslesvig hurtig skulle fordanskes? Ja sådan lød beskyldningerne. Man ønskede en undervisning, der bundede ”i kærlighed til det tyske folk”. Schmidts tanker blev afvist af den danske undervisningsminister. Man tænkte på en nybygning. Overborgmesteren i Flensborg sørgede for tegningerne. Indvielsesfest på Nørre Chausse i 1926. Fra tysk side ventede man på godkendelse af eksamener. Grundskolen skulle udskilles fra gymnasiet. En ny linje på gymnasiet blev etableret. Elever og lærere indblandet i nazistiske organisationer. Skolehjem i tidligere ungdoms-vandrehjem. Gymnasium indrettet til Flygtningelejr og interneringslejr. Gymnasiets skæbne blev besejlet. Beslutning om salg trukket tilbage Diskussion var overflødig. Den tyske skole skulle holde ferie, ja sådan blev det dikteret. I fremtiden skulle de tyske skoler underkastes vidtgående tilsyn. En tredjedel af de tyske elever blev indlemmet i danske skoler. 47 elever startede i ”Stadttheater” Man kunne fra tysk side ikke få den skoleleder, man ønskede. Mindretallet kaldt det groft chikane fra dansk side. De tysksindede forældre blev af deres egne beskyldt for ”Forrædere” og ”Karaktørløse Svæklinge”. Tvangsauktion af bygningen på Haderslevvej. Privatskole på Tøndervej og Jørgensgård. Pengene var brugt og nej til nye lån. Forhåndsgodkendelser blev afskaffet i 1956. Nyt gymnasium i 1959. En gave fra regeringen i Bonn – til nyt gymnasium i 1964. Politiet og Retten flytter fra Haderslevvej. Gymnasium bliver til ældreboliger.
Skolesystemet skulle fornyes
I denne artikel kommer vi også ind på hele skolesystemet i Sønderjylland. Det var et system, der skulle genopbygges efter indlemmelse i Danmark og efter en krig og en besættelse.
I 1923 skulle ministerium og rigsdag tage stilling til, hvad der skulle ske med skolevæsnet i Sønderjylland. Hvis man skulle vente med at tage stilling til Skolekommissionens betænkning kunne man risikere at stå helt uden skolelov.
Det fremgik af § 1, at de hidtil gældende love og andre bestemmelser vedrørende skolevæsnet (Lovgivning før 1920) stadig skulle opretholdes, med mindre senere lovgivning var ophævet.
Mindretallet var ikke tilfreds
En vigtig ændring var § 17, Heri stod der, at alle lærere, skulle have dansk indfødsret. Dette gjaldt også i de tyske kommunale folkeskoleafdelinger. Og så var det lige § 21, der ændrede på bestemmelserne om, hvor mange børn der skulle til, før der kunne oprettes en tysk folkeskoleafdeling. Ændringen var en mindre imødekommelse af de tyske ønsker, selv om mindretallet ikke var tilfreds med resultatet.
Det var ikke mindst forholdet til det tyske mindretal, som bidrog til, at skoleforholdene var anderledes end nord for Kongeåen.
Bannerfører var Johannes Schmidt-Vodder
Den foreløbige sønderjyske skolelov af 30 juni 1920 indeholdt en række bestemmelser om mindretallets skolegang. I de fire købstæder skulle der oprettes tyske folkeskoleafdelinger. I flækker og landkommuner kunne sådanne ligeledes oprettes, hvis kravet blev fremsat af et vist antal vælgere. Desuden kunne det tyske mindretal oprette privatskoler eller anden form for privatundervisning efter de danske friskolebestemmelser. Endelig var der regler omkring udvidet undervisning i tysk på dansksprogede og i dansk på tysksprogede afdelinger.
Men når man fra dansk side troede at det tyske mindretal var tilfredse, så havde man troet fejl. De gik ind for vidtgående rettigheder. Bannerfører for de tyske skolekrav både i Folketinget og i den offentlige debat var Johannes Schmidt. Han var fra 1896 – 1920 præst i Vodder (Schmidt – Vodder).
Ved valget i september 1920 blev Schmidt valgt til Folketinget. Han repræsenterede det tyske mindretal indtil 1939. Indtil nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933 stod han som den ubestridte leder af mindretallet.
En tysk skole i Fiskergade
Den 27. september 1920 blev der i Aabenraa besluttet at etablere en tysk folkeskole. Den kom til at ligge i Fiskergade. Undervisningen startede med 19 elever i 1. klasse. Allerede i skoleåret 1922/23 var tallet steget til 60 elever.
Deutscher Schulverein für Nordschleswig blev oprettet i 1920. I den offentlige debat fremsatte Schmidt sine skoletanker i mange artikler i Neue Tondernsche Zeitung, som han var redaktør af fra 1920 – 1929.
Mindretallet og det tyske skolevæsen blev intens overvåget
En anden vigtig person for mindretallets skolevæsen var Wilhelm Koopmann. Han var indtil 1920 rektor for pigeskolen i Sønderborg, men fungerede efter indlemmelsen som rektor for den tyske privatskole i Tinglev.
De danske myndigheder overvågede intents mindretallet og den tyske skole-politik. Alt blev overvåget. Tysksprogede artikler blev mange gange oversat til dansk.
En ”forkastelig” og ”forløjet” ordning
Mindretallet ønskede egen forvaltning. At oprette tyske kommuneskole-afdelinger eller privatskoler anså Schmidt ikke for en tilstrækkelig eller rimelig mindretalsordning. Han mente at hele ordningen var ”forløjet” og ”forkastelig ”. Man indrømmede tyskerne skoler med tysk sprog, men med lærere, der arbejdede for det danske. De tyske kommuneskoler var underlagt dansk skoletilsyn. Især amtsskolekonsulenter og lærerudnævnelser var overladt til de danske myndigheder.
Var det fordi, at Nordslesvig hurtig skulle fordanskes?
Schmidt henviste til at politikere havde udtalt formålet med skoleloven var at ”Nordslesvig ville være fordansket i løbet af få årtier”. Dette kunne de tysksindede ikke acceptere. Tyske privatsko0ler havde den ulempe, at de var dyrere.
Man ønskede en undervisning, der bundede ”i kærlighed til det tyske folk”
Ifølge Schmidt var det afgørende ikke det tyske sprog, men ”en undervisning, der bundede i kærlighed til det tyske folk” og til den tyske hjemstavn. Schmidt brugte begrebet ”Sindelags-undervisning” ind i billedet:
På grund af økonomiske problemer i Tyskland kunne det først efter 1923 skaffes midler til at opføre privatskoler. En del af undervisningen måtte ske ved hjælp af vandrelærer.
Schmidts tanker blev afvist
Schmidt var meget utilfreds med at det ikke var mindretallets skole men flertallets. Det var også flertallet, der bestemte, hvem der skulle undervise og hvilke lærebøger og lærerplaner, der skulle benyttes. Det var det hele indre liv i skolen. Schmidt forlangte, at hvor der blev oprettet tyske skoler, skulle der oprettes tyske skolekommissioner.
Den danske undervisningsminister Jacob Appel afviste Schmidt, Han ville ikke give mindretallet selvforvaltning på de kulturelle og økonomiske områder, da dette fuldstændig ville opløse statens organisation og umuliggøre landets styrelse.
Mindretallet håbede på en grænserevision. De ville ikke dengang anerkende grænsen.
Man tænkte på en nybygning
I de fire købstæder var der indtil 1923 etableret tyske mellemskoler. Men mindretallet savnede et gymnasium. I april 1924 ville det danske udenrigsministerium ikke etablere tyske realskoler.
Snart var det ikke mere plads i Fiskegade. Man måtte flytte til en såkaldt ”Kogeskole”. Bygningen stillede ”Sozial – und Schulverein für Nordschleswig” til rådighed. Allerede i 1924/25 havde skolen fem grundskoleklasser. Man tænkte på en nybygning.
Overborgmesteren i Flensborg sørgede for tegningerne
Det var overborgmesteren i Flensborg, Todsen, der sørgede for tegningerne. En sådan bygning ville koste i alt 220.000 kr. Man kunne få et lån på 100.000 kr. hos Slesvig-Holsten Amt. I foråret 1925 indsamlede Verein für das Deutshtum im Ausland (VDA) 75.684 Mark (97.000 kr.). Nu kunne projektet finansernes. Rejsegilde på bygningen på Nørre Chausse, senere Haderslevvej var den 19. april 1926.
Indvielsesfest på Nørre Chausse i 1926
Men ak. Det viste sig, at de samlede udgifter blev 315.000 kr. Og det var 99.500 kr. mere end planlagt. En stor del af disse merudgifter, som til dels skyldtes vekselkursen blev finansieret af Kreditinstituttet Vogelgesang. Den 26. oktober 1926 kunne man så holde indvielsesfest.
Den 1. februar 1927 blev det besluttet at indrette 4 mellemskoleklasser og en realklasse. Derfor var det nødvendig med en ny skoleleder. Det blev dr. Karl Gade, der var leder på skolen indtil 1944.
Fra tysk side ventede man på godkendelse af eksamener
Et gymnasium skulle enten ligge i Tinglev eller Aabenraa. Det fandt man ud af efter lange diskussioner. Men beslutningen blev først taget den 16. april 1930. I skoleåret 1931/32 blev det besluttet at indrette en 1G – klasse. Problemet var dog at finde et skolehjem for eleverne. Derfor var der en del forældre, der valgte det tyske gymnasium i Flensborg og Nibøl.
Selv om der i 1931 endnu ikke fra dansk side var kommet en godkendelse af det tyske gymnasium i Aabenraa valgte man at oprette en 2 G – klasse. Først med eksamen i 1933 kom den danske godkendelse af det tyske gymnasium. Men eleverne havde dog stadig ikke mulighed for at få et offentlig erhverv.
Grundskolen skulle udskilles fra Gymnasiet
Der fulgte en række forhandlinger med myndighederne m.h.t. tilbygninger. Faglokaler var nødvendige. Men bygningen var uegnet til en skole med 13 klassetrin. Derfor besluttede bestyrelsen at skille grundskolen fra gymnasiet
I stedet skulle skolen være en del af den tyske afdeling af kommuneskolen. Beslutningen førte til protester hos forældrene. Men alligevel blev beslutningen gennemført. I årsafslutningen 1937 blev grundskolen lagt til kommuneskolen.
En ny linje på gymnasiet
I 1942/43 blev der på gymnasiet oprettet en matematisk/videnskabelig linje. Men på grund af lukningen af gymnasiet i 1945 var det kun muligt for to elever at gennemføre denne uddannelse.
Elever og lærere indblandet i nazistiske organisationer
Fra midten af 1930erne kunne man i almindelighed konstatere at alle elever fra medlemmer af de nazistiske ungdomsorganisationer ”Deutschen Jugendschaft Nordschleswig eller ”Deutschen Mädchenschaft Nordschleswig”.
I årsberetningen for 1939/1940 kunne man berette om, at to tidligere elever var faldet i krigen. Antallet steg i løbet af krigsårene. Hele tiden blev eleverne opfordret til at melde sig ved fronten.
Andre ældre elever og lærere havde meldt sig ind i ”Zeitfreiwillige”. Og de var aktive i august 1943, da de blev indsat mod danske statsborgere under oprøret i august 1943. Det var ikke særlig populært.
Man gjorde dog ikke som i den tyske skole i Højer. Her orienterede man dagligt eleverne, hvilke skibe de tyske ubåde havde sunket.
Skolehjem i tidligere Ungdoms-vandrehjem
Der findes også en beretning fra 1941/42, hvor der er tale om køb af en grund på Nørre Chausse. Der ville man bygge et skolehjem. Dette skete dog ikke. I stedet for blev der overtaget ”Haus Ahrensburg” – et ungdoms-vandrehjem i Bjerggade overtaget.
Men snart blev stedet overtaget som flygtningelejr. Og det var det til en gang i 1947.
Gymnasium indrettet til flygtningelejr og interneringslejr
Den sidste eksamen blev gennemført på gymnasiet i tidsrummet fra 1. til 7. maj 1945. Den 8. maj 1945 blev gymnasiet besat af danske frihedskæmpere. Derefter blev stedet tvangslukket. Den mundtlige eksamen kunne derfor ikke som planlagt gennemføres. Men nogle af eleverne blev snart sendt i Fårhuslejren, da de som nævnt havde været ”Zeitfreiwillige”
Gymnasiets skæbne var besejlet
Den 4. juli 1945 meddelte Udenrigsministeriet, at Gymnasiet ikke under de nuværende omstændigheder kunne regne med en fornyelse af anerkendelse af eksamen. Derved forsvandt også det offentlige tilskud til det tyske gymnasium. Gymnasiets skæbne var dermed besejlet.
De mundtlige eksamener fandt nu sted i lærernes privatboliger.
Også de almindelige tyske skoler var blevet lukket. Men hvad skete der nu med de løbende udgifter? Man tilbud nu, at det danske undervisningsministerium kunne købe bygningen på Nørre Chausse.
Beslutning trukket tilbage
Denne beslutning skabte stor utilfredshed. Bestyrelsen havde ret til at træffe denne beslutning. Men der var stor bekymring for det tyske gymnasiums fremtid. På en efterfølgende generalforsamling trak man nu tilbuddet tilbage. Man ville nu først kigge på rammerne.
Ernst Siegfried Hansen, den senere chefredaktør på ”Der Nordschleswiger” mente, at man skulle starte med få lærere og sælge andre aktiver fra mindretallet. De tyske institutioner kunne så alle blive anbragt i gymnasie-bygningen.
Diskussion var overflødig
Men diskussionen var overflødig. Fra dansk side kom lov nr. 500 af 9. oktober 1945. Den bestemte, at personer, virksomheder, institutioner som havde modtaget penge af den tyske stat under besættelsen var forpligtet til at betale gæld tilbage.
Den danske stat benyttede muligheden at beslaglægge det tyske mindretals skolebygninger. Dertil hørte også det tyske gymnasium. Den 21. november 1945 afgjorde retten i Aabenraa at hele ”Deutsche Schulvereins formue skulle beslaglægges.
De tyske skoler skulle holde ferie
De tyske skoler i Aabenraa blev lukket. Grundskoleundervisningen foregik som skrevet i den tysksprogede afdeling af de kommunale borgerskoler. Bygningen på Haderslevvej var privat og allerede omkring kapitulationen blevet anvendt til huse flygtninge og til internering af de personer, der skulle interneres i Fårhuslejren.
Det danske undervisningsministerium havde besluttet, at de tyske skoler skulle holde ferie indtil videre. Desuden skulle de tyske lærebøger gennemgås for nazistisk indhold.
I fremtiden skulle de tyske skoler underkastes vidtgående tilsyn
I december 1945 vedtog Rigsdagen en midlertidig lov. Den fastsatte, at de tyske kommuneskoleafdelinger ikke skulle genoprettes, at eksamensretten blev frataget de tyske skoler og at eventuelle tyske privatskoler skulle underkastes tilsyn både af den lokale skolekommission og af amtsskoledirektionen. Med krav om forhåndsgodkendelse af lærere, undervisningsplan og undervisningsmateriale herunder bøger.
Den midlertidige lov gav desuden mulighed for, at der kunne oprettes tysksprogede særklasser ved danske skoler. Også de enkelte familier havde mulighed for at undervise sine egne børn ved hjemmeundervisning.
En tredjedel af de tyske elever indmeldt i danske skoler
Allerede i juli 1945 var en tredjedel af de hjemmetyske elever fra Borgerskolen blevet indmeldt af den danske skole af forældrene.
En betydelig del af lærerne ved den tyske kommuneskole var blevet straffet efter tillægget til straffeloven af 1945. Enkelte var blevet afskediget ved en ekstraordinær tjenestemandsdomstols afgørelse. Endelig var nogle af de tyske statsborgere, der havde undervist ved tyske privatskoler i Nordslesvig i mellemkrigsårene rejst fra landet før kapitulationen.
47 elever startede på ”Stadttheater”
Foreningen ”Deutscher Schulverein Apenrade anmodede gennem avisen tysksindede forældre om at tilmelde deres børn til en tysk privatskole i Aabenraa inden den 20. juni 1946. I august forelå der 72 tilmeldinger.
Men alligevel opgav man foreløbig oprettelse af en tysk privatskole. Undervisningen i de tysksprogede særklasser i Aabenraa fortsatte til slutningen af oktober 1946, hvorefter eleverne gik over i dansk skole.
Man kunne låne et par lokaler på ”Stadttheater”, men forholdene var usle for de 47 børn som elevtallet i mellemtiden var faldet til.
Man kunne ikke få den skoleleder, man ønskede
Undervisningen kom i gang den 6. maj 1947 med Magda Bruhn som leder. Fra tyske side ville man have haft Frederik Christensen. Men skolekommissionen nægtede enstemmigt at godkende ham. Han havde deltaget i nazistisk arbejde. I efterkrigstiden var han også kendt for sin stærke udtryk.
Man havde også spurgt om lov til at bruge bygningen på Haderslevvej. Men Aabenraa Byråd syntes at bygningen var for stor til 42 elever. Man forsøgte også at skaffe lokaler på offentlige danske skoler. Men fra dansk side sagde man at det var pladsmangel. Måske var man ikke rigtig interesseret i at hjælpe den tyske privatskole i gang.
Fra mindretallets side betragtede man dette som stærk dansk chikane. Frederik Christensen havde nemlig vundet en tjenestemandssag.
De tysksindede forældre blev kaldt ”Forrædere” og ”Karakterløse svæklinge”
At tysksindede forældre ikke mere sendte deres børn i tysk skole, blev i Volkskalender 1949 udlagt som ”forræderi” og at det drejede sig om ”karakterløse svæklinge”.
Tvangsauktion af bygningen på Haderslevvej
Tvangsauktionen af bygningen på Haderslevvej fulgte den 5. oktober 1949. Det danske finansministerium fik bygningen. Senere fik hjemmeværnet bygningen.
De eneste lokaler, det lykkedes at få til det tyske skolesystem var nogle sløjdlokaler i højgade i vinterhalvårene 1950-51.
Privatskole på Tøndervej og Jørgensgård
Den tyske privatskole havde 1949-52 lokaler i den tidligere tyske børnehave på Tøndervej og flyttede derefter til ejendommen Jørgensgård 5, som den tyske skoleforening havde købt. Nabolaget protesterede højlydt. Efter henstilling fra ministeriet var der givet dispensation fra byens dispositionsplan. Den gjaldt i to år. Allerede på dette tidspunkt havde den tyske skoleforening planer om et regulært nybyggeri i Svinget.
Pengene var brugt
Bag byggeplanerne lå den kendsgerning, at den tyske privatskoles elevtal var steget år for år siden den beskedne start i 1947. Rammerne i Jørgensgård var for snævre for en skole, der lå omkring hundrede elever.
Byggeriet af skolen foregik dog ikke uden mislyde selv om forholdet til myndighederne var blevet bedre. Efter at skolen næsten var færdig ansøgte den lokale tyske skoleforening om betydelig forhøjelse af det byggelån, som boligministeriet havde stillet til rådighed. Pengene var brugt uden at ministeriet eller byråd havde været orienteret. Ikke engang den tyske byrådsgruppe kunne acceptere fremgangsmåden. Der kom dog heller ikke en forhøjelse fra ministeriets side.
Forhåndsgodkendelse var afskaffet
Da skolen blev indviet den 22. april 1956, skete det med udtryk for samarbejdsvilje både fra dansk og tysk side. I mellemtiden var bestemmelserne om forhåndsgodkendelse af lærere, undervisningsplan og undervisningsmidler blevet afskaffet. Indførelsen af disse regler var et tydeligt tegn på mistro.
I 1955 havde det unge Vesttyskland behov for dansk anerkendelse for at indtræde i NATO. Dette resulterede i Bonn-København erklæringerne. Dette betød at den danske regering ophævede forbuddet mod tyske eksamensskoler.
Nyt gymnasium i 1959
Det nye tyske gymnasium blev oprettet i 1959. Det skete også i et positivt samarbejde med naboen, den danske statsskole. Det tyske gymnasium overtog mellemskoleafdelingen fra den tyske privatskole i Aabenraa. Men tilstrømningen blev for stor. Der blev trængsel.
En gave fra regeringen i Bonn
Man erhvervede en ejendom over for den tyske privatskole for et beløb på 3 mio. DM. Det var en gave fra regeringen i Bonn. Her byggede den tyske skoleforening her 1960 – 64 et helt nyt og moderne gymnasium.
Politiet og Retten flytter fra Haderslevvej
Midt i 1970erne købte justitsministeriet bygningen og politiet og retten flyttede ind. Længe efter at jeg var flyttet fra Aabenraa fandt man ud af at bygningen, Haderslevvej 52 var alt for stor. Og så flyttede politiet til H.P. Hanssensgade 23.
Gymnasium bliver til ældreboliger
Bygningen blev i oktober 2022 sat til salg for 11 millioner kroner. Meningen er hvis nok, at den nu skal indrettes til 16 ældreboliger.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 26, 2024
Rømø – fra sandflugt til turister
Hvad betyder Rømø? En grænse mod Nordsøen. Øen har mange forskellige funktioner. Øer og halliger kan forsvinde. Rømø er vokset. En tsunami startede det hele. Kan Rømø klare fremtiden? Mennesker på Rømø fra år 1200. Plaget af sandflugt. Det så sort ud for Juvre. En kongelig enklave. Krig og stormflod. En helt fra Glückstadt. Trefoldigheden og de ni orlogsskibe vandt. Hekseproces på Rømø. Hvalfangst og de mange kommandører. Rømø Havn blev indviet. Hvor lærte søfolkene at navigere, En kongelig privilegeret navigationsskole på Rømø. Turismen kom allerede i 1900. Hatteknager i kirken. Masser af klitter på Rømø. Militært øvelsesområde. Kirkeby Plantage.
Hvad betyder Rømø?
Rømø stammer fra ordet ”rimme” – som betyder ”langstrakt forhøjning” – og ø. I Kong Valdemar Sejrs Jordebog fra 1231 hedder øen Rymø.
En grænse mod Nordsøen
Vadehavet udgør i dag 8.000 km2. Det ligger bag en række langstrakte barriere-øer, som ligger parallelt med kysten. Disse øer er dannet i den sidste istid, der varede for ca. 100.000 år siden til 10.000 år siden.
Dengang var verdenshavene 120 meter lavere end i dag. Disse barriereøer danner en grænse mod Nordsøen – sikkert der for navnet. I dag er der 25 barriereøer, hvoraf de 17 er beboet. Ja dertil kommer faktisk 13 store sandbanker uden vegetation som med tiden har potentiale til at udvikle sig til barriereøer.
Øerne har mange forskellige funktioner
Øerne har mange forskellige funktioner i den moderne verden som f.eks. rekreation og turisme, beboelse samt som områder, hvor man gennem naturbeskyttelse søger at opretholde biodiversiteten ikke mindst for fugle.
Øer og Halliger kan forsvinde
Man har tjek på, hvornår de fleste af Vadehavets halliger og øer er opstået. De er dog ikke opstået samtidig. Nogle er ganske unge og andre tusinder af år gamle. De fleste af Vadehavets øer består af sand, der dels kommer ude fra Nordsøen og dels er transporteret langs kysten, hvor bølgerne har eroderet kysten mod nord og har ført sandet mod syd.
Selvfølgelig kan det modsatte også ske- Pludselig kan vindretningen ændre sig. Og det kan føres mindre sand til øen. Halligen Jordsand, som engang var en marskø lige syd for Rømø forsvandt omkring år 2000.
Rømø er vokset
Dannelsen af Rømø fandt sted for 8.000 år siden. Dengang var øen smal og kort. I dag 8.000 år efter kunne man have forventet at øen var sunket i havet, men det modsatte er faktisk sket. Rømø er blevet længere, bredere og højere.
En tsunami startede det hele
Det var et meget stort underjordisk jordskred ud for Norges vestkyst, som sendte enorme mængder af sediment ned ad Norges kontinentsokkel og udløste en kraftig tsunamibølge. På trods af den lavvandede Nordsø bevægede bølgen sig hele vejen ned til, hvor Rømø er i dag og med stor kraft oversvømmede den det lavtliggende kystlandskab.
Tsunamibølgens højde var mellem 1,5 og 5,5 meter høj, da den ramte kysten. Den transporterede store mængder af havvand, sand og organisk materiale ind over land. Bølger og strøm transporterede sand til Rømø, der langsomt voksede vertikalt t takt med at havet steg. Sandet blev aflejret som tunger af sand skyllet op af bølgerne, der så senere blæste sammen til små klitter.
Kan Rømø klare fremtiden?
Samtidig med dannelsen af den nye ø, som lå parallelt med den jyske fastlandskyst, blev området mellem barriereøen og fastlandskysten oversvømmet og Vadehavet begyndte at blive dannet. Havet stiger stadig og sandet sørger for at Rømø vokser lige så hurtigt, som havet stiger. Ja faktisk hurtigere. Det betyder at Rømø de sidste 6.000 år er vokset ud i Nordsøen. Inden 2100 er vandspejlet dog steget med en meter. Kan Rømø klare dette?
Ser man de sidste 2.000 år, hvor havet er steget med næsten to meter, har Rømø bevæget sig to kilometer ud i havet og en række nye klitter er dannet oven på strandsedimenterne. Helt anderledes ser det ud for Skallingen.
Mennesker på Rømø fra år 1200
De første mennesker nar slået sig ned på Rømø omkring år 1200, hvor det var kongen og bispesødet i Ribe, der ejede øen i fællesskab. Senere kom der fiskerleje, ladeplads og landbrug til Rømø.
Siden 1500-tallet har Rømø haft et fiskerleje og her har også været ladeplads. I 1500 – tallet blev Borrebjerg anlagt. Den fremstår i dag som et voldanlæg. Læs vores artikel om dette sted.
Plaget af sandflugt
Vadehavet har skabt en frodig og næringsrig jord langs Rømøs østkyst. Men landbruget var i 1600- og 1700-tallet plaget af sandflugt, bl.a. fordi kreaturer gik frit rundt på øen og ”skumrede agre”, hvor øboerne har skovlet deres huse eller dyrkede arealer fri for flyvesand. Markerne ses ofte som forsænkede felter indrammet af små diger, som altså er bygget af flyvesandet.
Flysandet måtte skovles væk. Markerne blev beskyttet med læ-volde beskyttet med bukketorn og pil.
Det så sort ud for Juvre
Omkring 1700 så det mørkt ud for Juvre. Nordvest-vinden blæste det skarpe flyvesand ind over alle marker, så det ofte stod tre alen højt inde ved gårdene. Kål og grøntsager lod sig ikke mere dyrke på Nørreland. Marker, huse og tofter var dækket med klitsand. Det kostede Rømøs befolkning mange års hårdt slid at redde jorden. Først blev sandet slæbt sammen til en stor bunke, der blev dækket med tang og fugtigsandjord fra havstokken mod øst.
Dermed kunne sandet ikke blæse væk. Et stykke fra rejste de en vold af tang. Græstørv, grene og opskyllet træ blev samlet til formålet. Voldene blev beplantet med marehalm hentet fra andre klitter. Mange steder måtte beplantningen dog eftergås hvert år. Juvre havde efter 1740 indvundet nogle hektar land, som tidligere havde været dækket af flyvesand.
En kongerigsk enklave
Øens sydlige del havde den specielle status som kongelig enklave. Indtil 1864 var øen delt under Kronen og en nordlig slesvigsk del, der rummede en del kongeligt strøgods under Hviding Herred, Grænsen mellem de to gik øst – vestlig retning fra et punkt lige nord for Rømø Kirke. Delingen blev fremkaldt ved at dronning Margrete den Første omkring 1400 afkøbte slægten Limbek forskellige landstrækninger, bl.a. Mandø, den sydlige del af Rømø og den nordlige del af Sild.
Områderne skænkede dronningen til Ribe Domkapitel og udskilte dem derved som kongerigske enklaver fra Hertugdømmet Slesvig. Det betød at Danmark helt til 1864 sikrede helt frem til 1864 Danmarks herredømme over Lister Dyb.
Krig og stormflod
Under Kejserkrigen angreb de kejserlige tropper ledet af Albrecht von Wallenstein i efteråret 1627 Slesvig Holsten og herfra invaderede Rømø og Jylland.
Den anden store mandedrukning hærgede øen den 11. oktober 1634 og hele vestkysten. Mellem 8.000 og 16.000 omkom langs hele vestkysten.
En helt fra Glückstadt
Under Torstensson-fejden var Rømø i 1644 blevet besat af svenskerne. Rømø og Ribes store handelsflåde, der lå øst for øen, blev brændt ned. Og så var det jo lige forræderen Markus Whitte. Med Holland som forbundsfælle kaprede de svenske styrker alene i februar tolv danske skibe.
Sådan kunne det jo ikke blive ved. I marts tog den danske oberstløjtnant Heinrich von Buchwald ud af fæstningen Glückstadt med 600 soldater. Den 21. marts gik de i land på Rømø. De erobrede de svenske skanser og tog 1.450 svenskere, deriblandt Marcus Whitte som Buchwald lod hænge efter sim hjemkomst til Glückstadt. For den indsats blev Buchwald udnævnt som oberst.
Trefoldigheden og ni orlogsskibe vandt
I maj dukkede en flåde på 36 skibe op i Listerdyb, udrustet i Holland. Anført af admiral Martin Theyssen havde skibene kurs mod Ribe, hvor de skulle hente 800 af general Torstenssons bueskytter. Disse skulle bruges til landgangen på Fyn.
Men Christian den Fjerde ankom med flagskibet Trefoldigheden og ni orlogsskibe. De angreb overmagten mod 24 hollandske skibe. I løbet af knap to timer var disse nedkæmpet. Hollænderne og svenskerne mistede mellem 800 og 1.000 mand. De fleste blev gravlagt på den nu forsvundne ø, Jordsand. Men på Rømø var der nu stor fattigdom.
Hekseprocesser på Rømø
Nej heller ikke på Rømø slap man for hesteprocesserne. De fulgte i reformationens kølvand. Ifølge Ballum Birks tinglysningsprotokol blev der i 1652 henrettet en kvinde ved navn Anna Boyes fra Rømø for trolddom. Før sin henrettelse angav hun en anden kvinde, Mette Thøffrings, som heks. Men denne blev først anholdt 14 år efter og indespærret i Møgeltønderhus sammen med Maren Peder Bodzers. 14. februar 1666 blev Thøffrings ført for retten i Ballum anklaget for hekseri. Sagen trak dog i langdrag, for det var ikke andet at anføre mod hende ens Anna Boyes udsagn. Derfor blev hun frikendt.
Hvalfangst og mange kommandører
Mange mænd på Rømø tog på hvalfangst i Ishavet ved Østgrønland og Svalbard i en periode på 200 år fra 1660 til1860. De fleste sejlede på tyske og hollandske skibe. Mange af dem tjente rigtig mange penge som kaptajn, styrmand eller harpunerer på skibene. Kaptajnerne blev kaldt kommandører. Derfor har vi de flotte kommandør-boliger på Rømø.
Hvalfangstens storhedstid toppede omkring 1770, hvor der var 40 kommandører eller pensionerede kommandører på Rømø. På et tidspunkt havde Rømø også selv en stor flåde. Og i det 16. århundrede overtog Rømø også funktionen som yderhavn for Ribe.
Rømø Havn blev indviet
Rømø havde i flere århundrede omkring 8 lade og omladepladser langs med østkysten. I slutningen af 1800-tallet var Kongsmark og Havneby de to vigtigste ladepladser, da man her byggede en færge- og bådebro. Fra 1909 kom der regelmæssig færgesejlads fra Højer til Rømø. Fra 1920 til 1948 flyttedes fra Kongsmark til Ballum Sluse.
I 1964 blev Rømø Havn ved Havneby indviet. Den blev bygget til at have plads til 40 kuttere med mulighed for at udvide til 120 kuttere Oprindelig var det meningen at fiske efter spisefisk/fladfisk. Men det blev nu aldrig den store succes. Tyske fiskere opfordrede senere deres danske kollegaer til at satse på hesterejer.
Vi har allerede skrevet en artikel om Rømøs søfartshistorie.
Hvor lærte søfolkene at navigere?
Men hvor lærte alle disse søfolk at navigere? På øen Før, der også fostrede mange søfolk var der både skoleledere og præster, der underviste i navigation. En af præster her, fik en årsløn fra byen Amsterdam for anerkendelse af sit store arbejde.
Også søfolkene fra de omkringliggende øer og halliger drog nytte af den gode navigationsundervisning på Før.
Først i 1802 blev styrmandseksamen lovpligtig i Slesvig-Holsten. Indtil da havde man lov til at føre en tremaster uden eksamen. Dengang var søkort ikke særlig nøjagtige. Omkring 1750 blev et simpelt vinkelmåleapparat afløst af sekstanten.
En kongelig privilegeret Navigationsskole på Rømø
Forbavsende er det at finde ud af, at Rømø ganske tidligt havde en kongeligt privilegeret navigationsskole. Den blev grundlagt af Jesper Ørum, der var toldfuldmægtig for List Toldsted med bopæl på Rømø Ørum boede i et huse uden for Havneby i nærheden af stranden. Denne bolig fungerede i mange år som skole. Måske har den berømte videnskabsmand Ole Rømer også været indblandet i oprettelse af denne skole. Hans far var skipper på Rømø.
Fra Ballum Tingbog ved vi, at Ørum fik tilladelse til at oprette skolen i 1697. Med sikkerhed ved vi, at han ledede skolen i ca. 10 år. Det er tænkeligt at undervisningen blev afsluttet med en eksamen.
Alt tyder på at styrmændene og skibsførerne har tilegnet deres viden gennem privat undervisning.
Men Ørums navigationsskole er blevet videreført. Således vides at lærer Jørgen Andersen ved Sønderby Skole ifølge Skolekrøniken samtidig var lærer på den ”kongelige navigationsskole” på Rømø. Både før og efter skolen må det have været rigeligt med privatundervisning i navigation på Rømø.
Fra 1880’erne gik skibsfart og fiskeri tilbage. En stor del af øen – hele 13 pct. er i sag fredet.
Turismen kom allerede omkring 1900
Omkring 1900 kom turismen til Rømø. De blev godt hjulpet af pastor Jacobsen fra Skærbæk. Han købte bl.a. 37 blokhuse. Men læs vores to artikler om Nordseebad Lakolk. Vi har også nogle artikler om færgefarten, der ophørte i 1948, da Rømø – dæmningen var færdig.
Utroligt er det også, at Rømø har ca. to til to-en halv million overnatninger om året. Turisme er sammen med fiskeri i dag øens vigtigste erhverv. Store sommerhusområder med feriecentre og sommerland findes især med sydøst nær fiskerihavnen i Havneby. Og herfra er det mest hesterejer, men går efter.
Hatteknager i kirken
Sankt Clemens Kirke har ud over et gotisk tårn også rester af et gotisk skib, som er udvidet mod både nord, syd og øst i takt med sømandssamfundets voksende velstand i 1600 og 1700-tallet. Fra kirkerummets lave loft hænger skibsmodeller og hatteknager. Og kirkegården fortæller også historie. Det kan du læse på kommandørgravstenene fra 1600 – 1800-tallet.
Masser af klitter på Rømø
Vi har sandelig også masser af klitter på Rømø. De mest markante er Høstbjerg, Spidsbjerg og Stagebjerg. Høstbjerg er med sine 19 meter den største.
Militært øvelsesområde
Pas nu på, når du bevæger dig nord på. Juvre Sand er et militært øvelsesområde, hvor der permanent er adgang forbudt. Det er tilladt at overvære øvelserne på en platform ved p – pladsen. Men lad være med at bruge kikkert. Man bruger laser-kys.
Kirkeby Plantage
Du kan altid og gå langs den 10 km lange Juvre-dige. Omkring Kirkeby Plantage kan du opleve områder med moser, strandeng og en lille skovsø. I Kirkeby Plantage kan du opleve den 17 meter høje klit, Spidsbjerg. Mod syd er der udsigt til Havneby, færgen og Sild. Mod nord kigger man på Kirkeby Plantage, Rømø-dæmningen og i klart vejr kan du være heldig at se Esbjerg.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Rømø:
Ballum:
Lige i nærheden:
August 19, 2024
Guldsmedehåndværket i Tønder og Omegn
Håndværksvirksomheder blev privilegeret. Håndværk på landet blev forbudt. Voldsomme stridigheder mellem land og by. Et værn mod udenlandsk arbejdskraft. Der måtte betales afgift for at være medlem af Skyttegildet. Bestemmelser blev ikke overholdt. Velstand gik op og ned. Udstrakt frihed til at etablere sig. Mesterstykket skulle sælges. Kravene til mesterstykke. I Løgumkloster måtte en guldsmed aflægge endnu en prøve. Ingen logik i uensartet praksis. Erhvervsfrihed i Tønder. Guldsmedekvarter i Tønder. De lå langt fra Købmandsstanden. Ikke alle guldsmede havde det lige godt. Ingen garantikapital. Udvist fordi han bagtalte rådet. En svend giftede sig ikke ind i en virksomhed. Medhjælper/lærlinge i Tønder. Landsby – håndværkeren måtte ikke holde medarbejdere/lærlinge. Bestemmelser blev overhovedet ikke overholdt. Mindst et år i udlandet. Guldsmede var ikke nævnt i cirkulære. Betydelig produktion af sølvgenstande i Tønder Landdistrikt. Rømøs kaptajner blev forsynet af lokal virksomhed. Også i Tønder havde guldsmede småbrug.
Håndværksvirksomheder blev privilegeret
Med den stadfæstelse af lybske ret som hertug Valdemar 11.6.1354 gav Tønders borgere understreges utvetydigt købstadens rettigheder og privilegier m.h.t. håndværksvirksomhed.
Håndværk på landet blev forbudt
Håndværk på landet blev forbudt. Der blev pålagt håndværkere i Tønder, Højer, Slogs. Lø og Hvidding herreder inden seks uger at flytte til Tønder. I hvert sogn måtte der kun være:
Dette håndværkerprivilegium blev fornyet af hertug Chr. Albrecht den 31.10.1691. Og det var i det store og hele i samme ånd. Inden for en omkreds af 2 mil fra byen, måtte der kun bo en skomager, en skrædder, en hjulmager og en smed i hvert sogn.
Voldsomme stridigheder mellem land og by
Der opstod voldsomme stridigheder, der uden ophør ud-fægtedes mellem by- og landhåndværkere. Denne strid fortsatte langt ind i 1800-tallet.
Et værn mod udenlandsk arbejdskraft
Men her syntes guldsmedene altid at have været de mindst lavsbundne og tilbagetrukne. Det må anses for usandsynligt at der nogensinde har eksisteret et guldsmedelav i Tønder. Men det var det i Ribe.
Men hvorfor var det egentlig ikke et i Tønder? Man havde i 1596 fået hertugelig tilladelse til at oprette et skyttegilde til værn mod:
som næsten rev dem:
Nej det er ikke en stave – eller trykfejl. Sådan skrev man dengang.
Et lignende gilde som i Tønder kendes fra Flensborg, hvor malere, guldsmede, glarmestre og snedkere slog sig sammen i 1497. Men her findes en håndværksmæssig organisation med omfattende artikler for de enkelte fag. Det var det så ikke i Tønder.
Der skulle betales afgift for at være med i skyttegildet
Skyttegildet må opfattes som en faglig organisation, selv om man ikke kender statuetterne. Men man kunne åbenbart forbyde fremmede at arbejde i byen og på slotsgrunden. Som betingelse for medlemskab krævedes ”ehrliches herkommen” og en afgift på 10 rigsdaler – 5 til gildet og skyttelavet, 5 til hertugen og rådet i Tønder.
Den, der nægtede at betale denne afgift og alligevel understod sig at drive sit håndværk. skulle ikke tåles, men straffes som en foragter af denne nødvendige forordning. Og det blev pålagt borgmester og råd at værne om privilegiet ”steif und fesst” til håndværkerens beskyttelse.
Bestemmelser blev ikke overholdt
Historien viser hvor store vanskeligheder, der var med ar få disse bestemmelser overholdt. Således var der mange der slog sig ned uden for byens jurisdiktion liggende Uldgade. Dette problem blev først løst i 1665, da man fik gennemtrumfet at de derboende håndværkere skulle aflægge borgered. Blandt dem er en af byens kendteste guldsmede, Jacob Reimer.
Christian den Fjerdes radikale forbud mod lavene slog ikke rigtig igennem i Hertugdømmerne.
Velstand gik op og ned
Følgerne af 30-årskrigen og de senere krige i 1600 – tallet spores også i guldsmedens tal i tiden mellem 1625 og 1675. Da der i århundredets sidste tredjedel igen kommer velstand, mærker man fra regeringens side tiltagende bestræbelser for at lette lavsvæsnets hindringer for unge i at etablere sig. Reelt var det 1500 – årenes retningslinjer som guldsmedene måtte indordne sig under.
Udstrakt frihed til at etablere sig
Men der sondres i forordningerne mellem fag med lukkede og åbne lav. Hvor der var guldsmede, var de ofte lukkede. Men for Tønders vedkommende har vilkårene svaret til dem for de åbne lav. Der syntes at have været udstrakt frihed m.h.t. etablering.
Betingelser for et mesterskab var:
Mesterstykket skulle sælges
I 1738-forordningen fremhæves det at den unge mester skal have ret til at fremstille et moderne arbejde som ikke er for kostbart og sådan beskaffent at det kan gøres til penge igen ved salg. Arbejdet skal i nærvær af øvrigheden beskues af to dygtige mestre.
Hver af mestrene skal have en rigsdaler og øvrigheden fire.
Kravene til mesterstykke
En plakat angående mester- og svendestykkers forfærdigelse for samtlige guldsmedelav i Danmark blev udsendt af det danske kancelli den 26.4.1822 med følgende krav om et mesterstykke.
Guld:
Sølv:
I Løgumkloster måtte en guldsmed aflægge endnu en prøve
I 1858 søger guldsmedesvenden Christian Frendsen fra Tønder om tilladelse til at arbejde som guldsmed i Løgumkloster. Han er født i Tønder 1817. Fra 1834 til 1838 havde han lært guldsmedeprofessionen i Flensborg. Derefter havde han været på vandring i 7 ½ år og siden forestået sin fars forretning i Tønder.
I indstillingen fra Løgumkloster erkendes at ansøgningen opfylder betingelserne m.h.t. Vandreårene. Men han er ikke lavssvend hvilket reskriptet forlanger.
Men man antager ham, hvis han vil aflægger en prøve på amtshuset i Tønder. Her møder han om med guldsmedene Feddersen og Haas. Her bestemmes, at han på Feddersens værksted skal lave en forgyldt sølvpotte. Den bliver godkendt af de to guldsmede og amtmanden. Nu fik han så lov til at nedsætte sig som guldsmedemester i Løgumkloster.
Ingen logik i uensartet praksis
Guldsmed Jacob Petersen født i Nibøl og lærling i Tønder hos Christopher Hamburg fra 1844 – 1843 med tilsluttede vandreår søgte om koncession og guld – og sølvarbejder i Nibøl. Det bevilges ham uden at han skal aflægge mesterprøve. Det er svært at finde noget logik i den uensartede praksis.
Da Tønder – guldsmeden Heinrich Hagel seks år senere søger koncession i samme by afvises han med den begrundelse, at konjekturerne ikke kan give mere end en guldsmed arbejde i byen. Og det til trods for, at man året forinden havde givet en guldsmed fra Augustenborg ret til at arbejde i Nibøl.
Erhvervsfrihed i Tønder
Men i hovedbyen høres intet om offentlige mesterprøver eller om koncessioner. Denne erhvervsfrihed kan måske være årsag til at der var så mange guldsmede i Tønder. Man har slækket på 1708 – forordningerne og i videst muligt omfang overladt det til håndværkerne selv at regulere deres forhold.
Der kendes til mindst 110 kendte mestre fra Tønder. I mere end en halv snes tilfælde går virksomheden i arv til sønnen. I tre tilfælde tilbage i 3-4 generationer.
I et reskript fra 1754 understreges det at bestemmelsen om at mesteren skal være fastboende ikke skal forstås som husejere men at det er tilstrækkeligt at den begyndende mester lejer sig ind i en bolig inden han får råd til at erhverve sig en ejendom. Men inden 30 – års krigen anføres de som ejere af stavne i hovedgaden. En overgang, hvor velstanden daler flytter de ud i Tønders periferi. I midten af 1700 – årene genvinder de igen førstepladsen blandt håndværkerne.
Guldsmedekvarter i Tønder
Det egentlige guldsmedekvarter – hvis man overhovedet kan tale om sådan et – lå i Spikergade, Slotsgade og Møllevej.
De berømte Bödewadtere boede i Søndergade indtil de i 1854 rykkede ind i en ejendom i Østergade 7, som i mange år var i familiens besiddelse.
De lå langt fra købmandsstanden
Som skatteydere lå guldsmedene i forhold til de øvrige håndværk i toppen, men langt fra købmandsstanden. Det har sikkert været anderledes før 1600. Men der er flere vidnesbyrd om de daværende guldsmedes høje sociale rang. Men fem af de ældre var medlemmer af det eksklusive Fastelavnslav. Her havde kun byens spidser adgang.
De urolige tider i 1600-tallet gjorde en ende på velstanden. Således er der i 1625 – 50 kun to guldsmede i Tønder. Fra 1825 – 1850 var der 31 og fra 1875 – 1900 var der 8 guldsmede i Tønder by.
Ikke alle guldsmede havde det lige godt
Det var nu langt fra alle guldsmede i Tønder, der sad godt i det. Peter Detleffs blev i 1623 stævnet af guldsmede-enken i anledning af at han ikke havde betalt restbeløbet på en forsikring på 35 mark. Det var seks år efter, at han havde bosat sig. Det endte med, at han blev sat i gældsfængsel. Hans hustru klagede over at han havde siddet i fængsel i 9 uger. 6 dage efter blev han løsladt. Man hører om ham igen i 1625, hvor han prøver på at slippe for soldatertjeneste ved at få en anden til det.
Ingen garantikapital
Andre af byens guldsmede findes i skatteregnskaber sammen med ord som Armuth og veramt. I Tønder blev der ikke krævet en garantikapital for at nedsætte sig som guldsmed.
Udvist fordi han bagtalte Rådet
I 1725 udvises guldsmed Johan Nielsen fordi han efter at være straffet for hæleri havde bagtalt Rådet. Han undskyldte sig med at han havde været beruset. Det strenge Råd forlangte, at han i offentlig ret skulle ”slå sig på munden”, forlade byen og love at han hverken ville hævne sig på grund af straffen eller nogen sinde slå sig ned i byen.
En del guldsmede forlader byen for at slå sig ned i nærmeste omegn. Det skyldtes personlige – økonomiske eller ægteskabelige problemer.
En svend gifter sig ikke ind i en virksomhed
Den i håndværkerkredse så almindelige praksis at en svend gifter sig ind i en virksomhed enten med en enke eller datter til en håndværksmester, er for guldsmedene ikke så almindelig. Det er dog et par tilfælde, hvor enken fortsætter virksomheden og siden gifter sig med den svend der forestår værkstedet.
Medhjælpere/lærlinge i Tønder
Det var ikke altid at en guldsmed i Tønder havde nogen medhjælp. Af folketællingslisten 1769 fremgår det at af de ni guldsmedeforretninger dengang, havde kun de tre medhjælp.
Men at så betydelige guldsmede som A.C. Boetewadt og Jürgen Hinrichsen tilsyneladende har været alene om arbejdet viser at guldsmedeværkstederne i Tønder har været små
Folketællingslisten fra 1803 anfører 9 selvstændige mestre, hvoraf de 7 havde svende og/eller lærlinge.
Hos A.C. Boetewadt blev brodersønnen Jacob Andreas Bödewadt hjemkaldt fra Rusland som svend. Men langt det største værksted var hos Paul Hansen i Uldgade. Han havde to svende og to lærlinge.
Landsbyhåndværkerne måtte ikke holde svende/lærlinge
Landsbyhåndværkerne måtte hverken holde svende eller lærlinge men bestemmelserne er dog ikke blevet overholdt. Særlig ikke i 1800 – tallet, hvor ellers Tønder amt så sent som i 1852 afslog et andragende fra Fr. Aug, Jacobsen i Læk om at holde en medhjælper.
Mindst et år i udlandet
Uddannelsen var ikke endt med læreårene. I fortsættelse af dem fulgte vandreårene, der i visse guldsmedelav var obligatoriske. Man skulle også lige skaffe de obligatoriske 6 Rigsdaler til mesterprøven. En hver mester skulle også i mindst tre år arbejde uden medhjælp. Og så skulle han ifølge et direktiv fra 1745 have været mindst et år i udlandet. Det forbydes desuden at han betaler sig fra dette vandreår med mindre, at der gives kongelig dispensation.
Guldsmede er ikke med i cirkulære
I et direktiv fra Gottorp fra 1805 nævnes der at alle landsbyhåndværkere skal have kongelig koncession. Men i et cirkulære i hvilken afgiften for 20 forskellige erhverv nævnes guldsmedene ikke. Godt nok er almindelige smede nævnt. Dette peger på guldsmedenes ejendommelige stilling og muligvis hyppige forekomst i Vesteregnen. I Hvidding Herreds kirkebøger er der et iøjnefaldende stort antal lærlinge, der bor hos de der boende guldsmede og urmagere.
Betydelig produktion af sølvgenstande i Tønder landdistrikt
Der var en meget betydelig produktion af sølvgenstande i Tønders landdistrikt. Og det var det ikke alene i Højer, der havde opnået flækkerettigheder i 1736, og hvor der har boet guldsmede fra tiden omkring 1725 men navnlig i Skærbæk. Lidt senere i Døstrup samt i Ballum.
Rømø forsynet fra lokal virksomhed
Det sidste sted har en familie gennem fire generationer forsynet specielt Rømø med anselige mængder sølvtøj, specielt knapper. Stamfaderen smeden Lauritz Lauritzen har antagelig som det hyppigt ses haft sølvsmedjen som sideerhverv. Men den hyppige forekomst af sønnens og særlig sønnesønnens arbejder på Rømø, tyder på at familien har forladt det grove jernarbejde til fordel for de ædle metaller. Den sidste i dynastiet – Jonathan Nielsen – var også urmager og særdeles habil.
Også i Tønder havde man små brug
Karakteristisk for alle landsbyhåndværkere var at de har drevet større eller mindre landbrug ved siden af håndværket. Men også i Tønder By må det fremhæves at en del af guldsmedene drev mindre brug til supplering af indtægterne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 15, 2024
Ballade i Jægersborggade
Spekulationsbyggeri. Informatek. Schioldan og Alberti. Hensigten var at istandsætte lejlighederne, Godt møde med sagfører. Lejerne var skuffede. Tomme løfter. Rådden vand skulle først fjernes, når man skulle vaske. Demonstration med 3.000 deltagere. Direktør Jørgensen følte sig ikke skyldig. Han mente at demonstrationen var planløs. Inspektør og revisor forsvarer deres chef, Formanden for Jægersborggade Lejerforening får det sidste ord. Trusler om opsigelse. I dec. 1024 blev Aktieselskabet solgt. A/B Jæger er i dag blandt Danmarks største.
Spekulationsbyggeri
Jægersborggade på Nørrebro var omkring århundredeskiftet blevet opført som spekulationsbyggeri. I 1924 var der stadig byggeri i gang. De sidste var færdige 1928. Spekulanterne fortsatte med at eje byggeriet indtil 1993, hvor der blev dannet en andelsboligforening AB Jæger med omkring 500 lejligheder.
Informatek
I 2001 forsøgte man at genindføre et lokalt erhvervsliv. Og det samme forsøgte vi med Kvarterløft Nørrebro Park, hvor vi indrettede et ”Informatek” i Stefansgade. Et af projekterne var at få gang i Jægersborggade’ s erhvervsliv.
Schioldan og Alberti
Der var opstået en strid mellem direktør Carl Jørgensen, fhv. Industrikaféen, nu Provinshotellet og beboerne i Jægersborggade. Det var en kamp mellem ejere og lejere.
Alle Jægersborggade huse på nær et par enkelte blev i sin tid opført af murermester Schioldan og finansieret af tidligere justitsminister og højesteretssagfører Adler Alberti. Senere tilhørte bygningerne ”Aktieselskabet Jægersborggade”. På dette tidspunkt blev næsten alle aktier ejet af direktør Carl Jørgensen, der nu var selskabets administrerende direktør.
Hensigten var at istandsætte lejlighederne
550 lejligheder med ca. 3.000 beboere var berørte af striden. Det var hensigten at istandsætte husene, forhøje lejen, foretage omprioritering og muligvis afhænde husene enkeltvis, når de var bragt i orden.
Det var efter en henvendelse til lejerne om lejeforhøjelse, beboerne stiftede en forening, der skulle varetage deres interesser. Den konstituerede generalforsamling blev afholdt den 27. februar 1924
Godt møde med sagfører
Straks efter dannelsen begyndte der forhandlinger mellem Lejerforeningens bestyrelse og ejerens repræsentant, sagfører Vilhelm Christensen i Skindergade. Det hele så ud til at blive ordnet i fordragelighed og på den fredeligst måde.
Der blev lovet store forbedringer, gårdene skulle cementeres, cykelskure skulle opføres, nye kakkelovne skulle opsættes, nye nedløbsrør indlægges og W.C. skulle installeres alle steder, hvor dette var muligt. I løbet af det første år skulle 150 lejligheder grundigt efterses og istandsættes.
Lejerne var skuffede
For så vidt var alt godt. Lejerne var glade for at de nu oplevede bedre boligforhold. De erklærede sig villige til at betale en højere leje for de forbedrede boligforhold.
Men ak, sådan skete det ikke. De skønne forhåbninger gik ikke i opfyldelse. Lejerne følte sig meget skuffede. På generalforsamlingen kom skuffelsen og misfornøjelserne stærkt til orde.
Tomme løfter
Flere talere mente at man ikke kunne stole på direktør Carl Jørgensens løfter. Han ville bare fortsætte spekulationen i Jægersborggade og drive rovdrift. Det var tomme løfter, som han kom med. Nu var han også blevet ganske umulig at forhandle med. Foreningen måtte finde en ny og skrappere fremgangsmåde.
Ejendommene var i en elendig forfatning. Boligtilsynet havde forlangt forbedringer. Nævnet havde forlangt at forhøjelser af lejen kun kunne ske med forbedringer.
Råddent vand skulle først fjernes
Løse sten truede med at styrte ned og såre de mange børn, der færdedes i gårdene og på fortovene. Når en vaskekælder skulle benyttes, måtte konerne bære indtil en snes råddent vand op forinden. En kvindelig beboer forlangte, at Fru Carl Jørgensen skulle prøve at vaske under sådanne forhold.
Demonstration med 3.000 deltagere
Generalforsamlingen sluttede med, at der blev vedtaget en resolution, som Lejerforeningens bestyrelse, den følgende dags aften ville overbringe direktør Jørgensen i hans hjem, Gl. Kongevej 23. Og for at give bestyrelsens optræden nødvendig vægt, blev det besluttet at samtlige gadens beboere, i alt 3.000, i samlet trop slutter op bag bestyrelsen og ledsager denne til direktørens hjem.
Politidirektørens tilladelse til demonstrationen blev indhentet. Klokken 18 samledes man på den lille plæne ved Stefansgade og en halv time efter drager forsamlingen afsted med musik i spidsen. Et stort smukt banner med inskriptionen ”Værn dit Hjem” blev båret i spidsen. Andre bannere sås også i forsamlingen. Det var vel en snes bannere med følgende tekst:
Direktøren følte sig ikke skyldig
Nu følte direktør Carl Jørgensen sig dog slet ikke skyldig. Han sendte et indlæg til Aftenbladets redaktion. Han bedyrer at hvis lejerne vil ham noget, så kan de altid henvende sig til ham i kontorets åbningstid. Han ønskede ingen forstyrrelser på sin private bopæl. Desuden mente han at Lejerforeningen er lidt for aggressiv.
Han fortalte, at han overtog ledelsen af A/S Jægersborggade Ejendomme den 1. oktober 1923. Han har i den tid foranlediget istandsættelse af gaden og ejendomme og ofret tusinder af kroner ud over ejendommenes overskud.
Han mente at demonstrationen var planløs
I de tilfælde, hvor der er sket lejeforhøjelser, er hver enkelt lejer først blevet spurgt og med de fleste er der opnået en frivillig overenskomst – også med Lejerforeningens formand, fortsætter Jørgensen.
Med hensyn til de lovede forbedringer meddelte Jørgensen, at dette store arbejde ikke kunne påbegyndes så længe den forhøjede lejeforhøjelse ikke var indkommet. Han kunne ikke forstå den ”planløse” demonstration. Han mente, at det var for at lægge pres på huslejenævnet.
Da demonstrationen ankom til Jørgensens privatadresse, var denne ikke hjemme. Han havde sendt en inspektør med hvem forsamlingen nægtede at forhandle. Købmand Weirum talte til forsamlingen.
Inspektør og revisor forsvarede deres chef
Sagen var langt fra slut i Aftenbladet. Således kom en inspektør og en revisor deres chef til hjælp. De oplyste i en artikel, at Ejendommene Jagtvej 35, Jægersborggade 1 og 3 samt Jægersborggade 21 og 23 var blevet grundig istandsat og forbedret med indvendige spildevandledninger, linoleum på trapper samt installation af W.C. m.m.
De indrømmede at nogle butikker havde fået lejeforøgelse. Til gengæld havde de fået lovning på istandsættelse, uopsigelighed i en årrække m.m. Disse ønsker var blevet opfyldt. De to påstod også, at ikke en eneste af de 520 lejemål havde fået forhøjet deres leje.
Cykelskure var opført i alle gårde. Der var indsat hele ruder i trappevinduer m.m. uden at der var stillet krav om lejeforhøjelse. Fra ejerens side ville man starte med den udvendige reparation, men det kunne Lejerforeningen ikke vente på. De to mente, at direktør Jørgensen var blevet udsat for uretfærdige beskyldninger.
Formanden for Jægersborggade Lejerforening fik det sidste ord
Og sagen var endnu ikke slut i Aftenbladet. Således svarede formanden for Jægersborggade Lejerforening, Hr. detailhandler A. Weinum den 23. august 1924. Han skrev bl.a. at der kun er foretaget de allernødvendigste reparationer som installationerne krævede i nr. 21 og nr. 23. Man har således ikke påbegyndt installation af kakkelovne.
Trusler om opsigelse
Af de 42 forretningslokaler er ”den frivillige lejeforhøjelse” kun opnået ved trusler om opsigelse. Desuden er den lovede vedligeholdelse aldrig fundet sted. Ligeledes havde 520 lejligheder fået trusler om, at hvis de ikke accepterede lejeforhøjelse, ville de blive opsagt.
I december 1924 blev aktieselskabet igen solgt
Striden mellem Carl Jørgensen og lejerforeningen fortsatte et stykke tid endnu. Grundejerforeningen anlagde sag mod politidirektøren for at have tilladt demonstration mod Carl Jørgensen. Aktieselskabet solgte i december 1924 Jægersborggade til et svensk konsortium.
A/B Jæger – et af Danmarks største
Det var i 1993 at de fleste af gadens omkring 500 lejligheder blev til AB Jæger. Der findes enkelte mindre andelsboligforeninger i gaden. To opgange er stadig udlejningsejendomme.
Med undtagelse af et par ejendomme, udgør andelsboligforeningen AB – Jæger hele Jægersborggade. I dag er foreningen med sine omkring 450 andele og 65 erhvervslejemål på gadeplan, en af Danmarks største andelsboligforeninger.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 13, 2024
Tønder – Vi ved ikke alt
Lille-Tønder. På en langstrakt holm i Vidåen. Fra 1200 lignede det en købstad. Klostret bredte sig. Særstilling blandt stadsretter. Byens centrum flyttede. Vi ved ikke så meget. Kender ikke meget til kirkerne. Kirken blev uskånsomt renoveret. Danmarks eneste bevarede ”Kalenderhus?” Tønder havde stor betydning. Hertugeligt privilegium. Uldgade og Slotsgade blev anlagt. Indlemmet efter protester. Byen mistede status som søfartsby. Digerne var for svage. Tønder blev en forarmet by. I 1800 var der 25 kniplingskræmmere i byen. Kniplingshandelen bragte kapital til byen. Kniplingspigerne blev udnyttet. Centrum for pietismen. Masser af Legater. Tønder blev ret stillestående. Jernbaneforbindelse i 1867. Embedsmænd fyret. I 1898 virkede Tønder som en tysk by. Præget af fordragelighed. Store omvæltninger efter 1920. Dansk borgmester i 1937. I 1950 kun 19,3 pct. tyske stemmer.
Lille-Tønder
I ældre middelalderlige kilder nævnes Tønder i almindelighed som Lille Tønder eller på plattysk – Lütken Tundern. Den nærliggende by blev kaldt Møgeltønder eller Store Tønder og på plattysk Groten Tundern. Det viser, at Møgeltønder har været mere betydningsfuld. Og Lille Tønder har været Møgeltønders havne – og ladeplads.
På en langstrakt holm i Vidåen
Tønder er vokset frem på en langstrakt holm og har været omgivet af to arme af Vidåen, den senere møllestrøm og Skt. Laurentiusbækken. Det ældste Tønder har samlet sig omkring den nuværende skibbro, de to smalle gyder, Kogade og Pebergade og Laurentiuskirken, der lå i den nuværende Vestergade (nr. 33 – 35).
I 1200 lignede Tønder en købstad
Allerede omkring 1200 må Tønder have haft et købstadsagtigt præg. I 1238 fik de indvandrede franciskanermunke tilladelse til at anlægge et kloster. De byggede udelukkende deres klostre i købstæder eller i byer med købstadsagtigt præg.
Klostret bredte sig
Klostret fik sin beliggenhed syd for den nuværende Skibbrogade. Men efterhånden bredte grund og bygninger efterhånden til begge sider af Møllegade. Sammen med hele sydvestkvarteret brændte det i 1501-02. Klostret blev genopført. Men ved reformationen blev det nedbrudt og dets sten anvendt til store byggearbejder på slottet.
Særstilling blandt stadsretter
Det var broder Reinhardt, der tog initiativ Lübeck-lovgivningen og købstadsrettighederne. Den broder Reinhardt blev senere biskop i Odense. Tønder indtager en særstilling hvis ældste stadsretter ellers var mere eller mindre beslægtet med de gamle landskabslove.
Byens centrum blev flyttet
Der skete en betydningsfuld regulering og udvidelse af Tønder. Byens centrum blev flyttet fra egnen omkring Skibbroen mod nordøst til Store Torv. Ved denne lejlighed mener man at byen blev opdelt i 120 stavne, det vil sige huse med tilhørende grund og så en andel i den 672 ha store bymark.
Kun disse stavne-besiddere blev betragtet som fuldborgere og kun de kunne indtil stavns ordningens ophævelse i det 18. århundrede blive medlem af råd og deputeret-kollegium. Disse stavne var udelelige og oprindelig havde hver stavns-besidder kun én stavn. Men fra det 16. århundrede kunne hver borger dog eje flere stavne.
Vi ved ikke så meget
Egentlig er det ikke meget vi ved om Tønders middelalderlige historie i hvert fald før 1285. Så er det kun slottet eller fæstningen, som vi hører om. Det var i perioder et stærkt fæstningsanlæg. Stormfloder 1593 og 1615 beskadigede slottet. I løbet af 17. århundrede forfaldt det mere og mere. I 1750 – 51 blev det nu meget forfaldne slot revet ned. Med undtagelse af det i 1740 ombyggede porthus.
Kender ikke meget til kirkerne
Og lige som slottet er Tønders middelalderlige kirker også forsvundet. Men kender navnene på dem og heller ikke så meget mere. Det vil sige, at vi kender nogenlunde beliggenheden. Foruden sognekirken, var det den tidligere omtalte Skt. Laurentiuskirke, der formentlig var en romansk kvaderstenskirke opført i tidsrummet 1150 – 1200. Klostret havde en kirke, der var indviet til Vor Frue.
Alle disse bygninger er så grundigt udslettet i reformationstiden. Måske findes der slet ikke rester i jorden. Heller ikke den omkring midten af det 14. århundrede på den nuværende Kristkirkes plads opførte annekskirke til Skt. Nikolaj, søfarendes helgen, ved vi noget om. Vi ved at den var opført af mursten men intet om dens arkitektur. Det vil sige underbygningen af dens tårn, der er opført kort før reformationen, er det eneste, der er besvaret. Resten blev revet ned. I årene 1591 – 92 blev den nuværende Kristkirke opført.
Kirken blev uskånsomt renoveret
Kirken har stort set bevaret sit oprindelige udseende. Nogle af den nedbrudte Nikolaj-kirkes udstyr, bl.a. stammer prædikestolen og et enkelt af epitafierne fra den gamle kirkes sidste år. Velhavende borgere har i det følgende århundrede skænket kirken en række anseelige epitafier.
I 1894 blev kirken temmelig uskånsomt renoveret. Ved en ny istandsættelse i 1940erne blev tidligere mindre heldige træk fjernet. Men at komme ind i kirken i dag er storslået.
Danmarks eneste bevarede kalenderhus?
Det såkaldte klosterbageri på Store Torv menes at være opført som bolig for et kalenderbroderskab. Er denne antagelse rigtig, ja så er bygningen Danmarks eneste bevarede kalenderhus.
Tønder havde stor betydning
Søfarten til Holland var i middelalderen dominerende i byens erhvervsliv. Tønder var i middelalderen en af Sønderjyllands vigtigste byer. For at understrege dette kan nævnes at byen var ansat til 120 skatte-plove, men byer som Haderslev, Slesvig og Aabenraa var ansat til halvdelen eller derunder. Kun Flensborg stod i betydning over Tønder.
Byen havde også en del handel på Norge, men i hovedsagen var det dog handelen på Holland, der betingede byens storhedstid. Der blev eksporteret stude og korn, og man hentede til gengæld kolonial- og manufakturvarer, samt også en del bygningsmaterialer.
Hertugeligt privilegium
Stor betydning for Tønders handel var, at der i 1354 blev udstedt hertugeligt privilegium, hvorved byen ikke blot blev indrømmet store toldlempelser, men tillige fik så godt som eneret på handel og håndværk i Hviding, Lø, Højer, Tønder og Slogs herreder. Dette privilegium er det ældste af sin art på dansk grund. Flensborg fik først et tilsvarende i 1491.
Det tønderske privilegium blev dog i tidens løb noget udhulet, først ved enklavernes oprettelse, og da Højer i 1706 fik privilegier. Og bønderne i Hviding herred søgte mod det nærliggende Ribe. Senere kom stridigheder med flensborgske købmænd, der havde trængt sig ind på Tønder – område.
Uldgade og Slotsgade blev anlagt
I reformationstiden var indbyggertallet på ca. 1.000. Byen var indhegnet af palisader, der sluttede sig til de naturlige værn i form af Vidåens arme. I syd og øst var der byporte.
Efter reformationen var der på det nedbrudte klosters grund anlagt to nye gader, Uldgade og Slotsgade. De hørte dog ikke under byens jurisdiktion. Det samme var tilfældet med den bebyggelse, som efterhånden opstod vest for Laurentius-broen – den såkaldte Vestergade – forstad.
Indlemmet efter protester
Beboerne i de tre gader drev borgerlig næring uden at deltage i købstadens mere tyngende skattebyrder. Dette medførte adskillige klager og stridigheder. Dette førte til gadernes indlemmelse i købstadsområdet 1665. Et område, den såkaldte Slots – og Frigrund forblev stadig amtsgrund. Først efter indlemmelsen i 1920 kom området med i købstaden.
Byen mister status som søfartsby
Ved de store inddignings-arbejder i det 16. århundrede blev Tønder afskåret fra havet. Byens betydning som havneby svandt ind. Man forsøgte at oprette sejladsen ved at benytte først Lægan, senere Rudbøl og Højer som losse- og ladepladser, hvor varerne blev omlæsset fra søgående skibe til pramme, der kunne passere sluserne og åen, der efterhånden sandede mere og mere til.
En følge af tilsandingen var, at byen under store omkostninger måtte grave en endnu til dels eksisterende kanal fra Skibbroen til Askesodde. Trods gentagende uddybninger af kanalen, bl.a. ved anlæg af et bolværk i 1841 får havnen ikke mere betydning for byen.
Digerne var for svage
Inddigningen gjorde at Tønder-borgerne fik knap så meget vand i gaderne. Men digerne var for svage. Og vandet skabte mange ødelæggelser. Men der var også mange andre ulykker ramte Tønder. Fra det 16. århundrede kendtes fem store brande, hvor hele gader blev luernes rov. 1642 brændte Vestergade Forstad. Og 1725 brændte hele Østergade. Også de store pestepidemier ramte befolkningen hårdt. Men også det 17. århundredes krige.
Tønder blev en forarmet by
Stude- og kornhandelen standsede i lange perioder, landsknægtshærens vilde plyndringer og store skatteudskrivninger medførte, at det Tønder som i slutningen af det 16. århundrede magtede at bygge den anseelige Kristkirke, nu var en forarmet og gældbunden by.
I 1800 var der 25 kniplingskræmmere i byen
Forbavsende hurtigt kom Tønder sig i det 18. århundrede ud af det økonomiske udføre. Dette århundrede står tilbage som en ny glansperiode. Det var bl.a. kniplings-industrien, som havde sin glansperiode. Den ramte Vesteregnen allerede i 17. århundrede.
Ved midten af århundredet var der ca. 25 kniplingskræmmere i byen. I 1800 var deres antal gået ned til 13. Det skulle nok opfattes som koncentration i erhvervet. Først i 1830 mærkes der en tilbagegang. Der var ændringer i moden m.m. Tønders købmænd måtte finde nye indtægtsmuligheder.
Kniplingshandelen bragte kapital til byen
Kniplingshandelen bragte kapital til byen. Der blev basis for oprettelse af nye industrier. Der blev oprettet en fabrik til fremstilling af knipletråd. Og så blev kniplinger på fabriksmæssig fremstilling. Disse butikker måtte dog lukke i begyndelse af det 19. århundrede.
Kniplingspigerne blev groft udnyttet
Nogle tobaksfabrikker og en cikoriefabrik, der oprettedes noget senere fik aldrig nogen virkelig betydning for byens økonomi. Befolkningstallet lå ret konstant på ca. 2.500. De tusinder af kniplepiger førte en ret kummerlig tilværelse. I virkeligheden blev de groft udnyttet af deres arbejdsgivere. På denne tid opførtes de statelige patricierhuse som i dag minder os og turisterne om en svunden storhedstid og vel også om at de gamle tøndringer havde en god smag og forstod at bygge godt og solidt. Jo både min far og to onkler var murer.
Centrum for pietismen
I første halvdel af det 18. århundrede var Tønder centrum for pietismen. De stor navne i den forbindelse var Schrader og Brorson. Schrader udsendte en tysk salmebog og Brorson udsendte små hæfter. Disse blev samlet i ”Troens rare Klenodie”. Som et minde om Brorson er uden for kirken rejst en buste af ham.
Masser af legater
Næppe en by har haft så mange legater som Tønder, men se dette har vi allerede skrevet om. I 1735 fik byen et vajsenhus kombineret med hospital og tvangsarbejderanstalt takket være kniplingskræmmer Peter Strucks store stiftelse.
Nævnes skal også Liebestempel og Seminariet, men se det har vi også allerede gjort flere gange.
Tønder blev ret stillestående
I økonomisk og erhvervsmæssig henseende var Tønder i det 19. århundrede en ret stillestående by. Befolkningstallet steg godt nok fra 2.579 i 1803 til 3.969 i 1900. Sammenlignet med andre byer var dette dog ret beskeden. Kniplingshandelen mistede fuldstændig betydning. Byens vigtigste hovedindtægtskilde var de store kvægmarkeder og et relativt velstående oplands handel.
Jernbaneforbindelse i 1867
Endelig i 1867 fik Tønder jernbaneforbindelse. Det var med forbindelsen Tønder -Tinglev. I 1887 åbnede den vestslesvigske længdebane. Det var den såkaldte marskbane. Og så endelig i 1892 var det Tønder – Højer banen, der blev indviet. I 1920 havde befolkningstallet passeret 5.000.
I 1867 havde byen fået et kommunalt gasværk. 1901-02 fulgte vandværket og 1910 – 11 elektricitetsværket.
Embedsmænd fyret
Tønder havde et stort flertal, der gik ind for den slesvig-holstenske bevægelse. Men selv om folkesproget var sønderjysk så var ikke blot administrationssproget tysk men tillige også i overvejende grad kirke – og skolesproget. Rabiate Slesvig-holstenske embedsmænd blev fyret og erstattet af folk nordfra. Det modsatte skete, da området kom under preussisk styre. Dansktalende børn måtte nu atter i tysk skole.
I 1898 virkede Tønder som en tysk by
Småkårsfolk måtte nu atter dukke hovedet. Det danske stemmetal svandt mere og mere ind. I 1867 var der kun 78 danske stemmer. Dette var i 1898 svundet ind til 13. Set udefra var Tønder tilsyneladende en helt tysk by.
I årene før den Første Verdenskrig skete der dog en samling af de danske kræfter i byen, Ved Rigsdagsvalget i 1912 blev der afgivet 80 danske stemmer. Dette svarede til 9,1 pct. af samtlige afgivende stemmer.
Præget af fordragelighed
Forholdet mellem de to nationaliteter har i modsætning til andre sønderjyske byer været præget af fordragelighed. Mellem de to slesvigske krige sad nogle af de virksomme ”Klosterbrødre”, der i grundtvigsk ånd krævede en mere liberal politik over for tyskerne i Tønder. I 1908 besluttede det tyske magistrat enstemmigt at advare borgerne kod at tiltræde den altyske forening ”Deutscher Verein”, hvis formand var den berygtede dommer, dr. Hahn.
Store omvæltninger efter 1920
1920 blev en omvæltning for Tønder. Byen mistede ved grænsedragningen sit rige opland mod syd. Sammen med omlægningen af landbruget til danske forhold betød det at kvægmarkederne mistede deres hidtidige betydning. Eksportmarked med lukkede stalde blev indrettet. Et svineslagteri og æg-pakkeri er ligeledes blevet indrettet.
Der kom grænsegendarmer og toldbetjente og byen fik en garnison. En række halvt eller helt offentlige institutioner kom ligeledes til byen. Seminariet blev udvidet. En tidligere kommunal realskole blev et fuldt udbygget statsgymnasium.
Nye kvarterer opstod mod nord og vest og senere mellem den til jævnede Skibbro-kanal og hovedbanegården. I 1920 var byens gader belagt med toppede brosten og ad uhumske rendestene blev regn – og spildevand ledet bort. Tidligere var Tønder omgivet af en kæmpe sø. Men det satte afvandingen til dels en stopper for.
Dansk borgmester i 1937
Der kom et alderdomshjem i Leos Alle. I en tidligere skolebygning kom der et nyt bibliotek og et amtsmuseum blev indrettet. Tønderhallerne. Udendørs og indendørs svømmestadion. Og meget mere.
Ved afstemningen i 1920 blev der afgivet 1.437 tyske og 566 danske stemmer. Efter fraflytning af tyske embedsmænd og tilvandring af danske, samt ved oprindelige tysksindede arbejders tilslutning til det danske socialdemokrati fik de danske borgerlister sammen med Socialdemokratiet flertal i byrådet i 1933. Men grundet personfnidder lykkedes det først i 1937 at få en dansk borgmester,
I 1950 kun 19,3 pct. tyske stemmer
Ved Folketingsvalget i 1950 udgjorde den tyske andel af de afgivende stemmer kun 19,3 pct. Og sådan kunne vi blive ved. Men egentlig ville vi gerne fortælle endnu mere om Tønders fortid, men som vi tidligere har været inde på, så findes der ikke så mange kilder, som vi egentlig godt kunne ønske.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 8, 2024
Aabenraa – for længe siden
Vi er igen i Aabenraa i begyndelsen af 1900-tallet. Kvinder i ”baus” uha – uha. Honningkager gik som varmt brød. Duften af grisemarked. Militærparade på Store Torv. Saftevand og kager på kejserens fødselsdag. Festgudstjeneste. Fest til den tidlige morgenstund. I skolen skulle man lære udenad. Naverekspressen. Sadelmagersvende blev udvist. Bøde for at afsynge forbudte sange på folkehjem og i kirken. Rosenvold fik sin erindringsmedalje og hævn.
Kvinder i plusbukser – uha – uha
En årlig begivenhed var cykelløbet fra Hamborg til Haderslev. De kom selvfølgelig også gennem Aabenraa. Ved et løb efter 1900 var der mellem sportsfolkene to damer i tækkelige pludderbukser. Det vakte sandelig en del opsigt, da de passerede Søndertorv. Tilskuerne på fortovene grinede:
Dengang var der kun en damemode med hensyn til kjolens længde og det var maxi!
Honningkager gik som varmt brød
Oppe på Store Torv var der hver sommer krammemarked – æ Jahrmærken – med skydetelte, kram – og slikboder og ikke at forglemme ”Braunschweiger Honingkuchen”. De gik som varmt brød af karruselmusikken i købmand Danielsens gård. Senere blev sommermarkedet afholdt for enden af Store Raadhusgade.
Duften af grisemarked
Før den blev anlagt, var der hver lørdag formiddag også grisemarked på Store Torv. Der holdt masser af vogne, belæsset med masser af små pattegrise. Deres høje, skingrende hyl lød fra tidlig morgen over pladsen. Duften fra deres ekskrementer fyldte luften. Men der var ingen, der klagede over støjplagen eller luftforureningen.
Militærparade på Store Torv
Det hele var forbi klokken et. Da skulle torvet være ryddet. Her holdt kejser Wilhelm den Andens bror, storadmiral prins Heinrich af Preussen med sin stab højt til hest militærparade under de hyppige landingsmanøvrer, i hvilken mandskabet på de 4-5 store på Reden opankrede panserskibe deltog.
Til tonerne af fejende tysk militærmusik defilerede i strakt parademarch marinesoldater og infanterister fra landsdelens garnisoner forbi de høje herrer, efter anstrengende og meget realistiske øvelser mellem Aabenraa og Haderslev. Landsoldaterne var indkvarteret hos byens borgere. Klokken ti aften lød tappenstreg fra torvene.
Saftevand og kager til kejserens fødselsdag
I skolerne i Aabenraa skulle man også høre om kejserens lyksaligheder. Men det første møde med dette fik børnene i børneasylet i Persillegade. Her tog to fromme diakonisser fra Flensborg sig af en større flok. Og til kejserens fødselsdag den 27. januar fik børnene saftevand og kager. Og så marcherede ungerne ellers rundt i gården og sang til træskotramp og hurraråb.
I drengeborgerskolen gik man fra 7. til 1.klasse. Og i 7. klasse blev kejserens fødselsdag også fejret men uden kager og saftevand. Til gengæld havde man fri allerede halvti.
Festgudstjeneste
Foran Skt. Nikolaj Kirke havde Krigsforeningen taget opstilling. Der var festgudstjeneste kl. 10. På de forsamlede krigers venstre fløj stod ”Meyenberg Dadderada”. Han kom fra arbejderhuset. Han var en fordrukken forhenværende preussisk underofficer. Den dag var han renvasket og vandkæmmet og marcherede stolt med sine soldaterkammerater og ”Volksgenossen”. Under den gamle major Marinis kommando ind i kirken.
Fest til den tidlige morgenstund
Den lille pæne mand var iført sin gallauniform pyntet ”mit Orden und Ehrenzeichen”. Han havde selvfølgelig sin officerspikkelhue med særlig lang spids på hovedet og sabel ved sin side. Om aftenen festede Krieger – og andre tyske foreninger på byens fine hoteller til den lyse morgen. Her var Meyenberg Dadderada dog ikke med.
I skolen skulle man lære udenad
Den preussiske disciplin var ikke særlig tillokkende for de stakkels skoleelever i Aabenraa. Det stillede store krav til at lære udenad – tyske salmer – ofte op ril 12 vers, fædrelandssange, alenlange digte af de tyske klassikere og meget mere. Spanskrøret blev brugt flittigt. Og særlig den berygtede lærer Schwien, som var en skrap holstener. Han mente at pædagogikken skulle være brutal. Han forlangte korrekt gengivelse af både bibelhistorien og salmevers. Det var over 70 børn i klasserne og de færreste talte tysk derhjemme.
Modsætningen til Schwien var Peter Clausen. Han var nordslesviger og dansksindet. Her var alt terapi bandlyst. Han var en af de få, der fortsatte sin lærergerning efter indlemmelsen i 1920.
Clausen fortalte også rektor, at han var helt sikker på, at Nordslesvig kom til Danmark. Da den iltre rektor hørte dette for han op. Han ville indberette dette til de relevante myndigheder. Men Clausens kollegaer gjorde rektor opmærksom på, at det var ham selv, der bad om Clausens mening. Så der skete ikke mere i denne sag.
Halvdelen af lærerne kom syd fra.
Naverekspressen
Fra Aabenraa gik der hver lørdag et kreaturtog til Düsselsorf. Ifølge preussisk lov skulle dette tog ledsages af 8 – 10 personer. Dem fandt man som regel i svendeherberget på Nørreport. Det var gratis transport til Rhinlandet. Derfor kaldte man toget for Naverekspressen.
Sadelmagersvende blev udvist
Så var det lige historien om saddelmager C.F. Rosenvold i Søndergade 6. Han var dansksindet. Og i Køllertiden gjorde de tyske myndigheder alt for at genere ham. I særlig grad var det landråd von Uslar på Brundlund Slot, der var efter ham. Landråden forfulgte ham direkte og udviste hans dygtige danske sadelmagersvende.
Ofte stod Rosenvold uden arbejdskraft til sin omfattende virksomhed med fremstilling af sele-og ridetøj, kufferter, lædervarer af enhver art samt møbelpolstring.
Når en tidsbestemt udvisningsordre var indløbet fra landråden, kom politibetjent Matzen luskende på fristens sidste dag. Så stod han i naboen, hestehandler Tøgersens gård bag en pille i porten for at se, om den udviste danske svend var rejst.
Bøder for at afsynge forbudte sange på Folkehjem
Flere gange fik Rosenvold bøder, fordi han ved møder på Folkehjem havde sunget forbudte sange. Matzen noterede emsig, hvem der havde bragt ”das grosse Vaterland i fare ved for eksempel at synge ”Jeg er en simpel bondemand”.
Også ved de danske gudstjenester i frimenighedskirken var den nidkære politibetjent til stede i fuld krigsmaling med pikkelhue og sabel. Men Rosenvold lod sig ikke kue. Han fik sin hævn.
Rosenvold fik sin erindringsmedalje
Rosenvold havde nemlig under krigen i 1871 været rekrut ved husarerne i Slesvig, men han var sluppet for at komme i felten, da krigen sluttede, inden han var færdig med uddannelsen.
I Køllertiden var der indstiftet en erindringsmedalje til alle dem, som havde været i tysk militærtjeneste under krigen mod Frankrig. Ordenen var en rund gul messingplade på størrelse med en voksen femkrone. Den blev af folk aldrig kaldt andet end Citronordnen. Den kunne fås efter ansøgning til landrådskontoret. Og så blev den overrakt af von Uslar selv.
Dette kunne Rosevold ikke stå for. Han samlede sine militærpapirer og sendte disse med en ansøgning til kontoret på Brundlund Slot, ansøgningen kunne ikke afvises. Da han efter et stykke tid modtager medaljen, stod der om aftenen følgende i Hejmdal:
Det har sikkert været en besk pille at sluge for landråden. Rosenvold og hans danske venner morede sig kongeligt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: