Artikler
Juli 19, 2022
Tiggeri forbudt
Vi har forsøgt at anmelde Tiggeri forbudt – 1708 af Peter Wessel Hansen. Den gamle lov gælder stadig. Danske byer vrimlede med tiggere. Love var ikke ”kommet til fuldkommenhed”. Tiggere var en skamplet for kongens rige. Politiet burde være bedre til at indfange betlere. Stærke og lade betlere og liderlige kvindfolk burde tugtes. Forskellen på rig og fattig var enorm. Folk blev forfulgt gennem gaderne. Almisser kunne forkorte tiden i skærsilden. Værdige og uværdige fattige. Vigtigt at vise, at man var højt placeret i samfundet. Dårlig og upålidelig arbejdskraft Dukkede op til markeder. De tog glansen af hovedstaden Man kan godt drage sammenligninger til nutids – Danmark. Denne bog burde stå i et hvert hjem.
Den gamle lov gælder stadig
Igen en gang er der udsendt en fremragende bog fra Aarhus Universitetsforlag i den der serie til kun 99,- kr. Vi har efterhånden anmeldt en hel del i den serie. Og vi bruger lige nogle af vores mange artikler vi efterhånden har skrevet om fattigdom til dette formål.
Det er stadig forbudt at tigge. Den Europæiske menneskerettighedsdomstol siger at man ikke må straffe tiggeri hvis tiggeren mister ”menneskelig værdighed” Men Københavns Byret og Højesteret mener at man godt må straffe for dette. De anser nemlig at alle i Danmark ”har adgang til mad og varme”.
Tiggere herhjemme bliver straffet uden forudgående advarsel. Førsterangstiggeri skærpes fra en uge til to ugers fængsel. Den gamle lovgivning lever i bedste velgående.
Men trods dette er en litauer for ikke så længe siden blevet udvist og straffet for dette.
Danske byer vrimlede med tiggere
Bagerst i denne artikel kan du se en oversigt over de artikler vi allerede har skrevet om fattigdom og tiggeri på vores side.
Danske byer vrimlede med tiggere. I 1708 indførte Frederik den Fjerde en ny skrap lov, der skulle komme tiggeri til livs. Mange havde forsøgt det før ham, blandt andet hans far. Og man skelnede mellem uværdig og værdig hjælp.
Love var ikke ”kommen til fuldkommenhed”
Christian den Femte ”vores elskelige kære hr. fader” havde i sin regeringstid udstedt adskillige fattiglove for at hjælpe de fattige, afskaffe betleriet og befri folk fra de gener og den uskik, som tiggerne og lediggængerne forårsagede. Men sønnen opdagede hurtigt, at faderens love ikke var ”kommen til fuldkommenhed”,
Tiggere var en skamplet på hans rige
Kongen mente, at tiggere var en skamplet på hans rige og ikke mindst hovedstaden. Ifølge kongen var der mange, der tiggede, fordi de var for dovne til at tage et ærligt arbejde. Disse skulle straffes med fængsel og tvangsarbejde. Betlerne var ikke alene til besvær. De gjorde også folk ”kede og fortrædelige” og dæmpede lysten til at hjælpe. På den måde b lev de værdige og fattige snydt for de almisser, som de burde have.
Desuden vænnede de unge betlere sig til lediggang og dovenskab, hvilket igen førte dem ud i en kriminel løbebane og i sidste ende til
Dengang bestod København af stinkende og svinske gader.
Politiet skulle blive bedre til at indfange betlere
I 1600-tallet oprettede man Tugthuset (Børnehuset) hvor forældreløse, børn, løsgængere m.m. blev sat til at arbejde. Læs vores artikel om Børnehuset.
En betlerkommission mente, at politiet skulle blive bedre til at indfange betlere. Det var vigtigere dengang ind at bekæmpe mere alvorlig kriminalitet. En enevældig konge ville gerne have en ren og værdig by uden tiggere på hvert gadehjørne.
Stærke og lade betlere og liderlige kvindfolk skulle tugtes
Ifølge loven og instruksen skulle man sørge for at
blev tugtes og straffet med arbejde. På den måde betalte de deres egen forsørgelse i tvangsarbejderhuset,
Forskellen på rig og fattig var enorm
Fattigdom var et kæmpe problem. Forskellen på rig og fattig var enorm. Forbuddet mod tiggeri skulle på en gang fjerne fattigdommens grimme ansigt fra gaderne.
I 1779 blev 220 tiggere anholdt i København, heraf var 70 pct. kvinder. Der er masser af eksempler på kvindeskæbner.
Tiggerne flokkedes i København. Her var der flest borgere og her var der flest rige. København var et godt sted at tigge.
Folk blev forfulgt gennem gaderne
Det var umuligt at gå på gaden uden at møde tiggere med deres fremstrakte hænder og klynkende bønner. Tiggerne tog ikke et nej for et nej. De forfulgte folk gennem gaderne, indtil de gav op og gav deres ”stalker” en almisse. Men se dette også forbudt.
Men folk troede at almisser og de fattiges velsignelser gav lykke i livet. Andre havde blot medlidenhed med tiggerne og ville derfor gene hjælpe. Derfor blev diverse lovgivninger en kæmpe fiasko.
Almisser kunne forkorte tiden i skærsilden
Ifølge den katolske afladstankegang kunne almisser forkorte tiden i skærsilden. Reformationen i n1536 indvarslede et opgør med forestillingen om at man kunne købe aflad for sine synder. Martin Luther havde ellers talt for tiggeriets totale afskaffelse, men i lovene fra årene efter reformationen var tonen knap så skarp.
Værdige og uværdige fattige
Man skelnede mellem værdige og uværdige fattige. Man var værdig, hvis man var syg og gammel eller så unge, at man ikke kunne forsørge sig selv. Så kunne man få udleveret tiggertegn, der kunne sys på tøjet. Det viste at man havde tilladelse til at tigge og få hjælp.
De uværdige var dem, der var arbejdsduelige, men ifølge kongen var dovne.
Vigtig at vise, at man var højt placeret i samfundshierarkiet
Lige som i dag skulle man fremvise, at man havde penge, Det var vigtigt at vise at man var højt placeret i samfundshierarkiet. Kongen havde bestemt dengang, at folk af høj stand og rang kunne bryste sig med ekstravagante statussymboler. Status og et standsmæssigt ydre betød alt for dem, der ville være noget stort. Dette så vi også til begravelser. Her kunne de rige betale sig til en stor flot begravelse. I døden var man bestemt heller ikke lige.
For de fleste ikke mindst byens store underklasse af fattige arbejdere, soldater, gadehandlere handlede hverdagen ikke om silke og brokade. Klæder var først og fremmest noget, der skulle holde en varm.
Dårlig og upålidelig arbejdskraft
Tiggere gik fra hus til hus og tiggede. Men se for eksempel i Tønder var dette en overgang organiseret. Da gik man hver lørdag eftermiddag rundt i byen sammen med fattigfogeden. Men det var kun tiggere, der havde tilknytning til byen, der fik lov til dette. Dem, der kom fra andre byer og kommuner blev smidt ud af byen/kommunen.
Kongen havde den tanke eller drøm at gøre riget selvforsynende med tekstiler – noget man ellers importerede. Men ak tiggere m.m. var dårlig og upålidelig arbejdskraft. Kvaliteten af arbejdet var ringe. Det kan du også læse i vores beskrivelse af Ladegården. Her gav produktionen efterhånden underskud.
Børnehuset måtte også nedlægges på grund af dårlig økonomi i 1649. men det genopstod igen i 1662.
Interessant er også at vide, at enhver måtte pågribe de uværdige og sætte dem i arbejde hos sig selv og ellers sende dem i Børnehuset.
Dukkede op til markeder
Man vidste at ved den årlige kildedag ved Sankt Hans helligkilde uden for byens Østerport kom der særdeles mange tiggere. Og i det hele taget ved markeder dukkede de op. Mange svenskere dukkede også op. De blev ofte sendt direkte retur.
De fremmede tiggere ofte krøblinger vækkede ikke medlidenhed men snarere afsky.
De tog glansen af hovedstaden
Bogen fortæller, at tiggerne ikke var anderledes end det vildtvoksende rørgræs og andre onder, som kongen havde sat politimester Rømer til at udrydde. Hvad nytte havde det hvis man vil forskønne byen med smukke huse, slotte tårne og spir, når gaderne vrimlede med pjaltede klynkende tiggere. Det tog glansen af hovedstaden.
Man kan drage sammenligninger til Nutids – Danmark
Bogen er et vigtigt stykke danmarkshistorie og man kan faktisk drage paralleller til nutiden. Det er så sandelig ikke alle i nutidens velfærds – Danmark, der får den hjælp de burde få. Vi kan sagtens fremdrage grufulde eksempler fra Nutids – Danmark.
Bogen burde stå i et hvert hjem
Det er en spændende bog, letlæselig og interessant. Igen en vigtig bog, vi gerne vil anbefale. Nej, vi har ikke fået den tilsendt eller blevet betalt for at sige dette. Denne lille bog burde stå i et hvert hjem.
Egentlig havde undertegnede lyst til at bruge nogle af de gamle eksempler til komme med sammenligninger med nutidige skæbner. Men det må blive på et andet tidspunkt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 15, 2022
Rytterkilden – et sagn fra Løjt
Store byrder for bønderne. Mads Moes var mere end en bonde. Syndit havde et upassende forhold. Moes glemte truslen. Det gik ned ad bakke for Marquard. Grusomheder uden grænser. Rygtet gik forud. En sognestyrke stod parat. De var håbløse at kæmpe imod. ”Så ses vi endnu en gang Mads Moes!”. Marquard så sin ungdomskæreste. Han berøvede sig selv livet. Man ser stadig en rytter på en kulsort hest på Løjt. Da Peter Tækker ville kløve en sten. Beskrivelse af Rytterkilden og Æ Bachhus.
Store byrder for bønderne
I året 1627 drog den berømte general Wallenstein ad forskellige veje ind i Slesvig. De kaldte Slesvig for et sølvrigt land og tropperne røvede i den grad. De enkelte rytteriafdelinger tog, hvad de lystede. Gav folk ikke, hvad de forlangte, anvendte tropperne tortur.
Løjt Sogn som lå afsides i forhold til Hærvejen, ad hvilken tropperne kom slap ikke for ulykkerne. En hel del strandvagter blev liggende i lang tid. De var ikke sparsomme i deres forbrug. Løjt Sogn måtte udrede 1.000 læs brænde. 1.000 læs halm og lige så meget hø.
Desuden måtte hver bonde betale 150 mark i skat. Det var meget, når man betænker at hver hest blev sat til 20 mark i værdi. Et stykke kvæg blev sat til 6 mark.
Mads Moes var mere end en bonde
Nede på Kjeldstoft i Nørregade boede en mand ved navn Mads Moes, som helt fra sine unge dage blev regnet som fører i sognet. Han var af gammel søfarerslægt. Han gjaldt med rette for ikke at være en helt almindelig bonde.
Som helt ung mand havde han ført skib på Verdenshavene og havde i 1604 bragt sin kone med hjem til Løjt. I året 1605 fødte det unge ægtepar en datter Syndit, som senere kom til at spille en slags hovedrolle i det drama, som fandt sted mange år senere.
Syndit havde et upassende forhold
Syndit var blevet gode venner med en ung rask karl ved navn Marquard, der som barn var kommet til Løjt sammen med en teaterfamilie. Han var ellers blevet røvet af banditter et sted nede i Tyskland.
Dette forhold huede ikke rigtig den formuende Mads Moes. Da han en aften så de to unge sammen ude ved gården, blev han vred og lod Marquard vide, at han ikke længere kunne have ham i tjeneste. Han måtte se at føje sig hen, hvorfra han var kommet. Den unge hidsige fyr blev rasende og hans sidste ord til Moes var:
Moes glemte truslen
Fra den aften sås han ikke mere i sognet. Det hed sig, at han var rejst mod syd. Moes glemte snart den trussel. Snart var Marquard ude af folks tanker. Og dog var der en, der ikke kunne glemme den raske svend. Og det var Syndit. Hun glemte ham ikke, selv om årene gik og hun aldrig hørte fra ham.
Det gik ned ad bakke for Marquard
For Marquard gik det snart ned ad bakke i det fremmede. Først søgte han at tjene sit brød på en ærlig måde, men til sidst endte han som røver ude i Havellandets vildsomme egne. Så kom trediveårskrigen. Og så kom feltherre Tillys hvervekarle som lovede dem fri plyndring i stedet for løn.
Blandt dem, der var sunket så dybt, var Marquard. Nu brød det hele sammen for den unge mand. Som et ungt menneske uden samvittighed var han nu kommet i Tillys styrker. Blandt sine lidelsesfælder gik han under navnet ”Hævneren”, fordi han på bestialsk vis ødelagde det for alt og alle.
Grusomheder uden grænser
I eftersommeren 1627 stod en del af Tillys tropper under Wallensteins kommando i Holsten. Hævneren havde tjent sig op til officer, da hans mod og grusomhed var uden grænser.
Da det gik længere mod nord, fik han kommandoen over en lille styrke, fordi han var kendt med de egne som nu skulle udplyndres efter alle kunstens regler. Da hæren var kommet til Bjolderup, hvor han brændte kirken af, så kun de nøgne mure stod tilbage, drog hævneren med sine folk mod halvøen Løjt.
Her ville han lægge hele egnen øde. Ved skæbnens ironi var han som barn havnet der, og siden den aften, da han blev jaget bort fra Moes, var han sunket dybere og dybere, indtil han nu næppe kunne kaldes et menneske længere.
Rygtet var gået forud
Hærens værste udskud var hans ledsagere og ve det sogn, som nu i nogle dage skulle huse disse karle. De huserede slemt i Aabenraa, skød et par fredelige mænd uden for byen og drog så videre med Løjt som mål.
Brændende huse og gårde kendetegnede den, de drog. Rygtet om disse menneskers komme, løb dem i forvejen. Hist og her syntes det at være nogen modstand, men det gjorde dem kun vildere. Hævneren opæggede sine folk til at tage en frygtelig hævn over befolkningen i Løjt, hvis den vovede at kny end sige at værge sig. Men den ville netop værge sig.
En sogne-styrke stod parat
Dagen i forvejen havde mads Moes og Asmus Pedersen (fra gården Vestertoft i Nørregade) mønstret en sognestyrke uden for byen. Det var den 28. september. Den samme aften var der sat vagtposter ved alle veje på alle høje som skulle alarmere hovedstyrken, så snart de så fjenden.
Man kunne have sparet sig for disse vagtposter. De mange brændende huse fortalte tydeligt befolkningen, hvad der var i vente den næste dag.
Om natten gik budstikken gennem sognet. Da solen stod op, stod en med høtyve og leer bevæbnet skare parat til at tage imod deres bødler. Og de kom snart.
Det var håbløst at kæmpe imod
En mand fra gården Stolligbjerg som var på vej til samlingspladsen, blev det første offer. Han blev skudt ned af en kroat og banden for videre. Hvert hus de kom forbi, blev sat ild til. Men det skete først efter at alt, hvad der havde værdi, var blevet stjålet.
Bøndernes førere indså det håbløse i at forsvare sig mod de krigsvante og velbevæbnede tropper. Det var ikke fejhed, der fik dem til at søge tilflugt i skovene, hvor sognets befolkning tyede hen. Ad forskellige veje sneg man sig bort. De sidste der kom af sted, var Mads Moes, Asmus Pedersen og Mads Smed.
Så ses vi endnu en gang Mads Moes!
Ikke så snart fjenden så de tre bønder før fjenden jagtede dem med Hævneren i spidsen. I en håndevending blev de tre afvæbnet og kastet foran anføreren. Sejrsstolt så Hævneren med et genkendende nik til Mads Moes. Denne genkendte i den vilde skikkelse sin tidligere karl Marquard.
Med disse ord skød Hævneren den værgeløse mand ned. Kroaterne fulgte deres anførers eksempel og snart lå der tre blodige lig på pladsen.
Marquard så sin ungdomskæreste
Så gik det videre op mod den forladte by. Den eneste, der blev tilbage var Marquard som rigtig ville nyde synet af de dræbte og mishandlede bønder. Da kom der ind ud fra skoven. Det var Syndit, der ville se, hvor hendes far blev af.
Hævneren så straks, hvem han havde foran sig. Syndit kunne dog ikke genkende ham som hun som ung havde elsket.
Så skete der noget mærkeligt. Rytteren blegnede, vaklede i sadlen og som en vanvittig sporede han hesten bort ned mod et dybt vandsted som lå i nærheden. Synet af hans ungdoms elskede havde med et forvandlet den rå og umenneskelige Hævner. Han indså nu, hvor dybt han var sunket. Han kom ikke til sin barndomsegn som en hjælper eller befrier, men som en ”vild og rå Hævner”.
Han berøvede sig selv livet
Nu gjaldt det for ham at skjule det således at Syndit ikke fik at se, hvem hendes fars morder var og hvem der var skyld i, at hele hendes egn var ødelagt. Marquard var rede til at ofre sit spildte liv for at dette ikke skulle ske. Det dybe vandhul i Løjt i den egn, hvor hans eneste gode minde var, skulle gemme hans legeme og hans stakkels sjæl – mon Syndits forbøn ikke kunne frelse den?
Men det gik ikke, som han ville. Mens han kæmpede med døden, blev den druknede halet i land af nogle bønder. Nogle dage senere blev Marquard kastet ned i den dybe kælder under Bossensgård. Her fandt man ham den følgende morgen død. Han havde selv berøvet sig livet. Liget blev gravet ned på Glasertoft Sti, hvor en stor sten blev lagt over.
Man ser stadig en rytter på en kulsort hest
Stedet hver Marquard – Hævneren – ville have druknet sig, hedder endnu i dag Rytterkilden. Den ligger ved Vindeltrappen i Barsmark. Kælderen i Bossensgård er det hvis nok spor af endnu skønt gården brændte i 1914.
Sagnet om de tre bønder som blev slået ihjel den 29. september 1627, lever endnu. På Kragtoft færdes der endnu om natten en rytter på en kulsort hest ligesom der til tider brænder tre lys der.
Da Peter Tækker ville kløve stenen
Stenen på Kragetoft Sti som ikke måtte fjernes, da et lig var nedmanet der, ville en mand ved navn Per Tækker kløve for at bruge den til sin Orvel (stald). Han prøvede på at hæve den ved hjælp af en jernstang. Men en splint fløj ham i øjet og han blev blind resten af livet.
Sagn og historier fra den tid lever endnu fra den rædselsperiode.
Beskrivelse af Rytterkilden
Under www.barsmarkby.dk fandt vi følgende beskrivelse:
Æ Bach Hus
Nu skal vi jo ikke helt afskrive Bossensgård. Dengang havde enhver større gård i landsdelen bygget ovnhuse eller bage-huse, da brandmyndighederne forbød bageovne i stråtækte huse. Og jeg husker da, at der i Barsmark eksisterede restauranten Æ Bach Hus, som var Bossensgårds bage-hus. Om den eksisterer mere, ved jeg ikke.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Da briggen Chico af Aabenraa blev opbragt
Juli 14, 2022
Da By-sekretæren i Aabenraa blev myrdet
Da vægteren tog sig en blunder. Morgenstjernen kunne være farlig. En ung pige styrtede ud. Hun ville alarmere en læge. By-sekretæren vækket af porcelæn, der faldt til jorden. Tyven var nøgen og påført en klæbrig substans. Stak med kniv. Døde efter et kvarter. Dette stod i retsprotokollen og kirkebogen. Den skyldige var en dragon, der samme nat deserterede. Han skal nok vogte sig for at vise sig i Aabenraa.
Da vægteren tog sig en blunder
Det var natten mellem den 25. og 26. maj i året 1764. Sejrværket i Skt. Nikolaj Kirke havde netop forkyndt midnatstimen. De tolv dirrende slag var tonet ud over den lille Aabenraa by, hvis flittige borgere var gået til ro.
Nattestilheden blev brudt på vanlig vis af vægteren, der trodsede den høje Magistrats reglement. Han havde gået sin sidste runde klokken 11 og tog sig nu en blunder på Vægterpladsen. Han havde fremsagt eller nærmere forsøgt at synge:
Morgenstjernen kunne være farlig
Vægterens skridt på den toppede brolægning gav dump genlyd fra gadernes toppede brolægning. Det blafrende lys kastede et spøgelsesagtigt skær omkring. I sin anden hånd førte han ”Morgenstjernen” – den lange vægterstav, hvis spidse jernpigge kunne være et frygteligt våben mod røvere og ugerningsmænd.
Kirke-uret havde næppe slået tolv inden vægteren igen vågnede og istemte det skønne midnatsvers:
En ung pige styrtede ud
De allerfleste beboere var trygge ved disse vægtere. Men midnattens fred blev pludselig brudt. Efter at vægteren var forsvundet, blev døren til by – sekretær Kanutz ejendom, der har ligget omtrent der, hvor Handelsbanken senere lå, revet op med et voldsomt ryk. En ung pige styrtede ud.
Hun for fuldstændig forstyrret af rædsel gennem de mørke og mennesketomme gader. For et øjeblik siden havde hun og en medtjener fundet by-sekretæren i ejendommens forstue døende gennemboret af knivstik. mens morderen, en fuldstændig nøgen mand var flygtet ud af et vindue.
Hun ville alarmere en læge
Nu var hun på vej for at alarmere en læge som hun vel nok også har fået fat i, men han er sandsynligvis ikke nået frem til by-sekretærens dødsleje, før det var for sent. Kanutz udåndede allerede et kvarters tid efter, at det blodige overfald havde fundet sted.
By-sekretær Kanutz, der tillige var Overrets – og Landsretsadvokat, var enkemand og boede i ejendommen på Storegade sammen med sin lille søn Friedrich, en tjener og en tjenestepige.
Vækket af porcelæn, der faldt på gulvet
Lidt over midnat den pågældende nat blev Kanutz vækket af en usædvanlig larm som om der blev knust noget porcelæn i en af stuerne. Da han snart blev klar over, at der befandt sig en fremmed i lejligheden, formentlig en indbrudstyv, stod han op, tændte lys, svøbte lidt klæder om sig og begav sig ud i forstuen, hvor han traf den natlige gæst, en fuldstændig nøgen mandsperson, der ved hjælp af en stige var klatret ind gennem vinduet. Ukendt med lokaliteterne var han i mørket kommet til at støde voldsomt til et skab, på hvilket, der befandt sig noget porcelæn. Det faldt på gulvet med et stort brag.
Tyven var nøgen og påført en klæbrig substans
Kanutz, der var i sin bedste alder og en uforfærdet mand for løs på indbrudstyven og forsøgte at gribe ham. Men det viste sig at være ret vanskeligt for ikke at sige umuligt. Tyven var som skrevet nøgen og desuden havde han smurt kroppen ind i en fedtet substans, det gjorde det let for ham at rive sig ud af ethvert nok så hårdt greb.
Stak med en kniv
Da Kanutz mærkede, at han ikke alene kunne få bugt med banditten, udstødte han et gennemtrængende skrig om hjælp, der hidkaldte tjeneren. I samme nu, hvor tjeneren viste sig, sprang den nøgne mand ind på by-sekretæren og stødte sin kniv i hans bryst.
Døde efter et kvarter
Ved synet af blodet blev morderen helt desperat og huggede i blinde løs på sit offer, der efter få sekunders forløb sank sammen dødelig såret af en mængde knivstik både i brystet og i underlivet. Tjeneren kom netop tidsnok til at se morderen forsvinde ud ad vinduet, hvorefter han ved hjælp af stigen nåede jorden. I ly af mørket lykkedes det ham at flygte og slippe ukendt bort.
Sammen med pigen har tjeneren bar tjeneren by-sekretærens blodige legeme ind i soveværelset, hvor de lagde ham på sengen. Mens tjeneren blev hos den døende mand løb tjenestepigen ud i byen for at hente en læge. Idet hun kom ud på gaden, så hun den nøgne mand forsvinde om et hjørne.
Dette stod i retsprotokollen
Sådan omtrent beretter overleveringen om den uhyggelige bloddåd i Aabenraa i 1764. Aabenraa Retsprotokol fra 1764 indeholder den 26. maj en kort meddelelse om mordet.:
Dette stod i kirkebogen
Aabenraa Kirkebog indeholder for den 26. maj 1764 bl.a. følgende:
Den skyldige var en dragon
Der var ikke skik dengang, at der holdtes lig – prædiken over alle døde. Derfor er det tilføjet i kirkebogen, over hvem der skal holdes lig-prædiken. Kirkebogen bringer den nye oplysning, at morderen skulle være en dragon. Denne antagelse stemmer udmærket overens med følgende linjer, der hidrører fra Stadsarkivet i Kiel:
Han skulle nok vogte sig at komme til Aabenraa – igen
Nej, Andreas Polekin skulle nok vogte sig for at komme til Aabenraa igen. Det havde været halsløs gerning for at vise sig inden for det område, hvor Aabenraa – skarpretteren Heinrich Christoph Røseler med nidkærhed udførte sit blodige hverv.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 13, 2022
Bommerlund – Snaps, Kro og Skov (3)
Det kaldes ”Paradiset”. Du kan se stendigerne. Kongeligt privilegeret kro. Rastesteder. Masser af kroer. Under Stoltelund Gods. Skipperen Peter Schwennesen kommer ind i billedet. Han havde succes. Serveret med blomme. Ikke lev og behageligt at færdes på Hærvejen. Masser af rejsende dengang. Den franske dragon. Kroen brændte i 1836. Produktion flyttet til Søgård og Flensborg. Enken overdrager rettighederne. Gyldne dråber får et minde.
Det kaldes Paradiset
Dette er vores tredje afsnit om dette tema. Det er muligt at vi kommer til at gentage nogle ting. Her har Hærvejen krydset åen i århundreder. Først som vadested sidenhen som en flot dobbeltbuet kampestensbro.
Stedet kaldes Paradiset fordi når stuedriverne kom hertil, så blev studene ført ind i lejefoldene og tog sig af det grønne græs og de friske lyngtoppe. Alt imens gik studedriverne ind på Bommerlund Kro og tog for sig af retterne der. Det rene paradis for alle.
Du kan se stendigerne
Langs Hærvejen her ved Bommerlund kan velbevarede stendiger stadig opleves. Stendigerne fungerede som afgrænsning af lejefolderne til studene. Digerne adskiller i overført betydning ”Horn fra Korn”.
Her finder du også en mindesten skænket af firmaet Dethleffsen i Flensborg og rejst i 200 året, hvor Bommerlund kroen blev kongelig privilegeret med tilladelse til snapsebrænding – 27. juni 1760.
Kongeligt privilegeret kro
Begrebet ”kongeligt privilegeret kro” stammer fra 1283, hvor Kong Erik Klippinge besluttede, at der skulle oprettes kroer på de såkaldte kongeveje, samt ved færgesteder. Dem kunne de kongelige benytte, når de rejste rundt i landet i embedes medfør.
Ved skæbnens ironi blev kong Erik Klippinge tre år senere myrdet i en lade i Finderup ved Viborg, hvor han måtte overnatte, fordi der ikke var en kro i nærheden.
Dronning Magrethe den Første påbød i 1396, at der skulle være en kro for hver fire mil. Fire mil er lig med 28 km. Det svarer til en normal dagsrejse for belæssede rejsende.
Rastesteder
I senere århundreder lå kroerne dog væsentlig tættere. Det gælder ikke mindst langs Hærvejen, hvor de var uundværlige rastesteder, da vejen gik gennem øde egne. I 1700 – tallet var der her jævnt hen en kro for hver mil. De lå ofte ved vejkryds eller vadesteder.
Således mødte man den nordligste sønderjyske hærvejskro ved Immervad, hvor den egentlige hærvej langs vandskellet igen begyndte, efter at trafikken var søgt andre veje omkring Kongeåen.
En mils vej længere sydpå lå så den berømte Røde Kro. Endnu en mil mod syd var der et trafikknudepunkt, hvor vejen fra Ribe stødte til. Her lå gården Toldsted, der også fungerede som kro. Nu var der mindre end en mil til Stenbjerg Kro og ikke meget syd for den fulgte Pouls kro, der som Immervad lå ved et vigtigt vadested.
Masser af kroer
Fortsatte man endnu en mil mod syd var der et nyt vadested og en ny kro – Gejlå. Og en mil syd herfor lå så både gården Oldemorstoft, der havde gamle kroprivilegier, og Bov kro, der var af noget yngre dato.
Man kunne så synes, at behovet for kroer så var dækket ind. Ikke desto mindre opstod der nye kroer i det sene 1700 – tal og op i 1800 -tallet. Man kan bl.a. nævne Padborg Kro lige syd for Bov og Lygtekroen nord for. Nu havde man hvis noget grænsen for, hvor mange kroer, der kunne være her.
Vi har da også her på siden tidligere bragt artikler om mange af de omtalte kroer.
Under Stoltelund Gods
Det var en datter af kromand Peter Jürgensen i Kliplev i 1760 blev gift med kromanden i Gerrebæk. De fik en ejendom ved Bommerlund syd for Gejlå. Ejendommen hørte under Stoltelund gods. Der blev givet tilladelse til at drive kro på stedet.
Skipperen Peter Schwennesen kommer ind i billedet
Den nybagte kromand døde dog allerede året efter. Enken drev kroen videre til 1764, hvor hun giftede sig med Aabenraa – skipperen Peter Schwennesen.
Der er lidt usikkerhed om hvornår præcis kroen åbnede. Men et er sikkert. Brændevinsbrænderiet som ”fast produktion” blev sat i gang den 27. juni 1760.
Han havde succes
Han kastede sig straks over hvervet som kromand og havde efter alt at dømme succes med det. Hans søn skrev i hvert fald senere:
Serveret med blomme
Nu var rygtet også gået, at man her kunne få en velsmagende snaps. I tidligere tider blev Bommerlund snapsen serveret ved at overhælde en blomme i et glas. Med en lille gaffel stikkes der huller på blommen så spiritussen trækker ind i blommen. Snapsen drikkes og den spiritusmættede blomme spises med stor nydelse.
Bommerlund kro var i sådan grad knyttet til den jyske hærvej, at det kan forsvares at sige, at den levede og døde med Hærvejen.
Ikke let og behageligt at færdes på Hærvejen
Da man i 1870’erne anlagde efter datidens målestok en fin og imponerende bred hovedvej fra Flensborg til Aabenraa var Hærvejens rolle som trafikåre i realiteten udspillet. Dermed faldt samtidig klokkerne i slag for den gamle Bommerlund kro. Digteren H. P. Holst skrev i 1849 følgende:
Vildt og ensomt var der i disse tider langs Hærvejen. I en gammel krønike omtales passet ved Bommerlund kro således:
Masser af rejsende dengang
Det var bestemt ikke romantisk at være kromand på Hærvejen. Den jyske Hærvej har været besøgt af mange krigsmænd. Og disse har udvist brutalitet. Således berettes om en kromand, der gennem øret blev sømmet til sin egen dørstolpe, fordi han var ”kommet for skade” at blande rigeligt af vand i brændevinen. Man må altså dengang har gjort sig nogle tanker om styrkegraden af en regulær snaps.
De fleste kroer trivedes nu godt nok. Der var masser af rejsende dengang på Hærvejen. Det var dårlige transportmidler med ringe fart, Vejene var også elendige.
Når mørket sænkede sig, var det forbundet med både uhygge og fare at befærde vejene.
Kongen befalede lys
Kongen beordrede derfor i 1779 at der på vejstrækningen fra Oksekjær til Bov blev opstillet tre ledefyr. Så ville det måske være muligt for rejsende at finde vej.
En mark lidt syd for Bommerlund bærer endnu navnet Løjtekromark (Lygtekromark). Her lå i længst forsvundne dage Løjtekroen (Lygtekroen). Det var et mindre gæstgiversted, som vi også har skrevet om.
Den franske dragon
En fransk dragon var kommet til kroen. Han var syg og blev plejet af familien. Åbenbart var det et længere sygeleje. Der tales især om kromandens blonde datter, der plejede dragonen. Hende har vi ikke navn på. Han kunne ikke betale sin regning. I stedet fik de en recept på en snaps med hele 26 krydderier deriblandt anis
Peter Schwennesen var nok ikke helt klar over, hvor god en handel han her havde gjort, men han fornemmede nok mulighederne. Og måske er opskriften ikke så hemmelig. Peter Schwennesen afskrev recepten og sendte den ud til familien. På det Kongelige Bibliotek skulle det efter sigende være et brev med opskriften/recepten.
Bommerlund-snapsen er brygget på roer i modsætning til Aalborg – snapsen, der er brygget på kartofler. Nu er Bommerlund heller ikke så skarp som ”den røde Aalborg”.
Kroen brændte i 1836
Da Peter Schwennesen dør overgår opskriften til han søn, Marcus Schwennesen. Denne gifter sig med en kromandsdatter fra Kliplev, som var hans kusine. Men ak, han dør allerede efter 7 måneder.
Efter tre år gifter enken sig med Marcus Bendixen Møller. Til sin store sorg må de se kroen brænde op i luer i 1836. Men han er en foretagsom mand. Inden sin død i 1839 oplevede han at se kroen genrejst med brændevinsbrænderiet placeret i en særskilt bygning, der var tækket med tegl.
Produktion flyttet til Søgård og Flensborg
Marcus Bentzen arvede kroen og brændevinsbrænderiet efter sin far.
Hans flytter først snapsebrænderiet til Søgård i 1850’erne og senere i 1886 til Købmandsgården, Norderstrasse 86 i Flensborg.
Kroen ved Bommerlund holder ud til 1880 og bliver brækket ned omkring 1900.
Enken overdrager rettighederne
Produktionen blev væsentlig forøget. Den blev også eksporteret til Amerika. Og den var med på verdensudstillingen i 1904 i Chicago. Enken Josephine Møller førte produktionen videre.
Den danske konge Frederik den Femte gav familien privilegium til at fremstille snapsen til 1911. Så blev opskriften solgt til firmaet Dethleffsen i Flensborg for 40.000 guldmark. Welt og andre medier påstår at enken fik 400.000 guldmark, men det er nok urealistisk. De fremstiller snapsen til 1997. Og fra år 2000 af firmaet Berentzen, Haselünne i det sydvestlige Niedersachsen.
Gyldne dråber får et minde
Kroen er for længst lukket, men navnet Bommerlund lever videre i den klare væske. I 1960 rejstes en sten på stedet, hvor kroen stod. Den er udført af billedhuggeren Walther Rössel, Kiel, og viser en træt rytter, der bliver budt en snaps af forsvarlig størrelse.
Det er nu ikke mange gyldne dråber, der får sådan et minde.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 11, 2022
De Sønderjyske Piger – nok engang (2)
Sprogforeningens almanak. Lærken fra ”Slaget ved Dybbøl. Ordet ”Sønderjylland” blev betragtet som provokation. Hertugdømmets ældste navn var ”Sønderjylland”. Myndighederne var nærtagen, smålige og humørforladte. ”Den Blå Sangbog” havde blanke sider. Bøde til Sprogforeningens sekretær. De Sønderjyske Piger var skabt af Drachmann. Motivet var tyvstjålet i Frankrig. Danske fredsforstyrrer. H.P. Hanssen og Hejmdal fik bøder. Jens Jessen fra Flensborg Avis mest berømte artikel! Fratagelse af vort lands modersmål. Sprogkrigen. Tegningen blev igen ændret. I 1840’erne ville Slesvig – Holstenerne helst være deres egen.
Sprogforeningens Almanak
Sprogforeningens Almanak udkom indtil 1993. Mange syntes, at den så noget gammeldags ud. Og mange mente, at den var forældet. Men almanakken har givet meget inspiration til denne side.
Bagsiden viste De Sønderjyske Piger flankeret af to runesten foran Danevirke og med et Sønderjyllandskort anbragt som et banner over dem. Man skulle tro at sådan havde det altid været. Men det er nu ikke tilfældet. Man har skiftet mellem to motiver.
Lærken var fra ”Slaget ved Dybbøl”
Da almanakken udkom den første gang i 1894 var det en kvindeskikkelse, der symboliserede Danmark med sværd i hånd som holdt kortet over Sønderjylland. Baggrunden var dengang ikke Danevirke men Dybbøl Banke. På kortstangens top sad en fugl. Den kan vel opfattes som en lærke.
Lærken var blevet et symbol mellem Danmark og Sønderjylland. Dybbøl – lærken var et begreb, der havde sin oprindelse i det forhold, at man 18. april 1864 et øjeblik hørte lærkerne synge, da den forberedende kanonade pludselig hørte op kl. 10. Umiddelbart efter begyndte stormen på Dybbøl-stillingen.
Ordet ”Sønderjylland” blev betragtet som en provokation
Dengang måtte man ikke fremhæve ordet Sønderjylland. Det vakte de tyske myndigheders stærke mishag. Redaktøren af ”Apenrader Anzeige”, Janke kaldte brugen af navnet Sønderjylland for en:
Ordet var kommet mere og mere i brug efter 1864. Det afløste betegnelsen Hertugdømmet Slesvig, som længe havde været den mest benyttede betegnelse. Men det var faktisk ikke den ældste.
Hertugdømmets ældste navn er Sønderjylland
Hertugdømmets ældste navn er Sønderjylland. Når det i 1890’erne generede de preussiske myndigheder at se ordet Sønderjylland brugt var det fordi man ved at benytte denne betegnelse betonede den gamle forbindelse til kongeriget Danmark, hvorfra Sønderjylland i middelalderen var blevet skilt.
Myndighederne var nærtagende, smålige og ganske humørforladte
De preussiske myndigheder, der havde styret i landsdelen siden 1864 var nærtagende, meget smålige og ganske humørforladte. De havde tillige den tro på, at man ved politi – forholdsregler med symboler og sange kunne undergrave danskernes tro på fremtiden og deres ønske om vedblivende at være danske.
Danske studenterhuer var en torn i øjet på ordenshåndhæverne. Danske ”sange” af ”ophidsende” indhold måtte ikke synges offentlig og måtte i hvert fald ikke forefindes i sangbøger.
Den ”blå” sangbog havde blanke sider
Den ”blå” sangbog fik efterhånden mange hvide sider, hvor kun den forbudte sangs begyndelseslinje var anført, så kunne brugerne selv skrive teksten. Uviljen mod ordet Sønderjylland må ses på denne baggrund.
Bøde til Sprogforeningens sekretær
Det blev rejst anklage mod udgiveren af almanakken. Sprogforeningens sekretær M. Andresen, fordi der var anvendt ordet ”Sønderjylland” Bøden var dog kun på 10 mark. Mn det betød så, at man måtte bruge i et nyt motiv.
De Sønderjyske Piger blev skabt af Holger Drachmann
Danmark – skikkelsen blev afløst af de sønderjyske piger. Baggrunden var ikke længere Dybbøl, men Danevirke. Kortet var nu rullet ned og viste det gamle hertugdømme. To tykke streger var sat over det forbudte ord.
De Sønderjyske Piger var blevet et begreb efter at Holger Drachmann i 1879 havde skrevet sin rejsebeskrivelse ”Derovre ved grænsen”. I den findes digtet fra soldatergraven i Bøffelkobbel.
Motivet blev ”tyvstjålet” fra Frankrig
Nu var motivet hvis nok tyvstjålet fra Frankrig, hvor et tilsvarende billede symboliserer tabet af Elsas og Lothringen. Det var en bogforlægger fra København, der fandt på ideen.
Pigerne var døtre af forstanderen på Aagaard Højskole, Mikkelsen Tofte. De er henholdsvis iklædt en frisisk dragt fra Før og en dragt fra Als. Billedet blev uhyre populært og smykkede mange hjem.
Danske fredsforstyrrer!
En af de mest hadefulde og småtskårne kritikere af alle danske aktiviteter var en tysk redaktør i Haderslev ved navn Karl Strackerjan. Han udgav i 1903 en bog med titlen ”Dänische Friedenstörer. For ret at fremhæve de danske udfordringer gengav han almanakkens bagside, som den havde været i 1894 og 1895.
H.P. Hanssen og Hejmdal fik også bøder
Men ordet Sønderjylland blev dog stadig brugt. Det næste skridt for retten var rettet mod udgiveren af Hejmdal. Udgiveren H.P. Hanssen, bladets redaktør Thade Petersen og bogtrykkeren H. Matzen blev anklaget, fordi bladet havde en rubrik, der hed ”Fra Sønderjylland” og desuden et tillæg, hvor der stod ”Ugeblad for Sønderjylland”.
At anvende ordet ”Sønderjylland” gjaldt ”grov uorden” Alle fik en straf på 20 mark.
Jens Jessens mest berømte artikel
Denne dom vakte opsigt også i udlandet. Den gav redaktøren af Flensborg Avis Jens Jessen anledning til at skrive en af sine mest berømte artikler:
Den indledes:
Fratagelse af vort lands modersmål
Artiklen sluttede:
Det kan jo tolkes som jo flere restriktioner preusserne/tyskerne indførte, jo mere bevidste og nationale blev de dansksindede.
Sprogkrigen
Nu var Danmark jo nok ikke bedre selv. Vi husker jo den danske konge og hans befaling om, at man i Mellem-Slesvig skulle til at tale dansk. Det var bl.a. noget af det de dansksindede klosterbrødre i Tønder kæmpede imod.
Tegningen blev igen ændret
Efter 1920 fik almanakken den samme bagside som i 1894 og 1895. I 1960 blev symbolerne igen skiftet. Det oprullede kort svarede ikke til de nye realiteter. Efter danskhedens store frembrud i Sydslesvig i efterkrigstiden var den bevæbnede Mor Danmark ikke mere tidssvarende.
Redaktionen gik nu tilbage til De Sønderjyske Piger. De kunne nu symbolisere Nord – og Sydslesvig. De var stadig anbragt ved Danevirke mellem runestenene, men tegningen var ikke så gennemarbejdet, som den der var anvendt fra 1896 til 1914. Kortet var rullet ned, så man kunne få overblik over hele Sønderjylland. Men mærkelig nok var landsdelens navn glemt på kortet. Det kom først igen i 1967.
Landkortets konturer er lidt udviskede. Lærken på kortstangen er glemt. Mindet om Dybbøl-lærken er også blegnet.
Og nogle skolebørn tror stadig at vi vandt i 1864. Det er måden, som vi dyrker det på.
I 1840’erne ville Slesvig – Holstenerne være dem selv
Dengang i 1840erne orienterede virksomhederne sig mere mod Hamborg end København. Og i Nordslesvig/Sønderjylland spekulerede man ikke på om man var dansk – eller tyskorienteret. Man ville egentlig gerne være blevet samlet.
Det er rigtigt at den Slesvig – Holstenske bevægelse var tysk orienteret, men det var befolkningen egentlig ikke inden bevægelsen opstod. Man kan heller ikke sige, at de var danskorienteret.
Nu var det jo heldigt at den Slesvig – Holstenske bevægelse fandt Ribe – brevet. Så kunne man dokumentere at Hertugdømmet skulle være ”evig udelt”. Man kan så diskutere, hvor meget værdi dette Ribe – brev har.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 10, 2022
Da Politimesteren skulle smides ud af kirketårnet
I Tønder var man ikke bange for de danske nazister. Der var landbrugskrise i Sønderjylland. Tyske nazister gik over grænsen. Værnemagten blev brugt som skjold og trussel. I Tønder vidste man længe, at de kom. Et forhadt flag på kirketårnet skulle tages ned. Politimesteren skulle smides ud af kirketårnet. Værnemagten kom til hjælp. Der blev skåret mange bånd over i Tønder. Man vil helst glemme den tid. Hvorfor fortæller man ikke sandheden? De fleste betjente kom i sikkerhed. Man var klar over risikoen ved modstandsarbejde. Større risiko i Sønderjylland. ”De lange knives nat” i Tønder. De danske medløbere var det værstei besættelsestiden.
Ikke bange for de danske nazister
Jo det var Tønders politimester og det var den 9. april 1940. Og den historie kommer vi til. Men vi kigger også lige på udviklingen ind til besættelsen og tiden efter.
Unge nordslesvigere eller sønderjyder dannede Det unge Grænseværn, som nogle opfattede som et svar på Nazismens fremmarch syd på. Nu kan man dog ikke lige sammenligne de to grupper.
Og egentlig var danskerne ikke bange for de danske nazister. De mente ikke at de udgjorde den store fare. Det var nu ikke helt så få danskere, der blev lokket af nazismen.
Landbrugskrise i Sønderjylland
I 1926 – 1927 var der ved at komme et godt forhold mellem dansk og tysk. Man kunne sidde ved samme bord og synge danske og tyske sange.
I Sønderjylland var det også landbrugskrisen. Og det gjaldt både for dansk – og tysksindede. Det var ikke gode tider. Man havde næsten ikke tøj til børnene. Og man fik ikke nok for ens grise. Det kunne godt sætte sindene i kog.
Nazister gik over grænsen
På det tidspunkt havde man allerede en nazistisk bevægelse syd på. Og det smittede af nord for grænsen. Presset ved grænsen voksede mærkbart i forbindelse med valget i 1939.
Unge nazister kom over grænsen og malede slagord på landevejene. Disse nazister kom illegalt over grænsen om natten. I 1939 var Tønder både en meget tysk og nazistisk by. Men den danske tøndring var stærkere national end dem øst på.
Værnemagten blev brugt som skjold og trussel
Det var ikke let at være politibetjent i Tønder og det blev ikke mindre vanskeligt efter 9. april 1940. Hjemmetyskerne brugte gang på gang den tyske besættelsesmagt som skjold og trussel, hvis politiet ikke lige føjede sig efter dem.
I Tønder vidste man at de kom
I Tønder kunne man sagtens høre motorlarmen syd for grænsen den 9. april 1940. Tøndringerne havde i 14 dage vidst, at tyskerne stod der. Og man vidste udmærket, hvad der skulle ske.
Et forhadt flag på kirketårnet
En tysk cyklistpatrulje forsøgte at sprænge døren til politigården. De fin den da også sprængt. Men det var vel, hvad man kunne forvente, når der var krig. Det som var meget værre, var at se bysbørn optræde i SA – uniform og med den traditionelle hilsen hejse det forhadte flag på offentlige bygninger og på kirketårnet.
Det var en hjemmetysk kirketjener, der havde låst op for de hjemmetyskere, der hejste flaget. Men politimester Martensen – Larsen gik sammen med pastor Magle op i kirketårnet for at tage flaget ned igen. Og sandelig om ikke man forsøgte at smide politimesteren ud af kirketårnet.
Politimesteren skulle smides ud af kirketårnet
Nede ved tårnet stod 7 – 8 betjente. Men det var slet ikke nok til at dæmpe gemytterne, der bestod af begejstrede hjemmetyskere. Det var sort af folk hovedsagelig folk fra mindretallet både på Torvet og på Kirkepladsen. Man måtte simpelt hen tilkalde værnemagten for at få hjælp. Havde de sagt nej, havde man smidt politimesteren ud af kirketårnet. Og så var betjentene sikkert også blevet overfaldet.
Det var mærkeligt, fordi politimester Martensen – Nielsen havde ellers et godt omdømme i mindretallet. Han var en overordentlig loyal mand over for sin administration. Nu blev han så truet på livet.
Vold for at få ophængt det forhadte flag
Det forhadte flag blev også hængt op på posthuset og Tønder H. Og her anvendte en af de ledende nazister i byen Hecht vold for at få dette gjort. Han blev dømt for det efter besættelsen. Jo, det var ham, der havde den spændende butik ”på byens højeste punkt”. Her har jeg købt mange gamle Tønder – bøger.
Der blev skåret bånd over
Besættelsen i Tønder og omegn slog meget dybe skår både i familier og blandt venner. Der blev skåret bånd over. Det tog mange år for at reparere disse bånd. Det skyldes vel også den meget nære tilknytning til det tyske militær. Den var ikke ligefrem behagelig for den almindelige civile borger. Så var det jo også lige det at se byens egne borgere optræde som halvmilitære. Det var ikke sjovt.
Politiet havde det problem at man ikke kunne røre lovbrydere blandt hjemmetyskerne, når de var sammen med de tyske soldater. Og der skulle jo på en eller anden måde skaffes ro og orden.
Man vil glemme den tid
Mange vil med rette glemme den tid. For mange beboere i Tønder var det en skuffelse. Bogen er lukket. Det kunne vi også mærke, da vi skrev vores bog om et mord, der blev begået efter 5. maj 1945. Forholdene var sådan at de fleste beboere holdt munden lukket. Men det var af frygt for repressalier så mange år efter.
Kan du ikke bare glemme det, ja sådan har mange læsere udtrykt det. Men skal vi være en troværdig historieformidler, må vi også tage det upopulære med.
Hvorfor fortæller man ikke sandheden?
Som vi tidligere har nævnt, så overhørte min kone og mig en ung rundviser på det gamle Frihedsmuseum fortælle udenlandske gæster, at der i Sønderjylland ikke var sabotager og modstandsfolk. Utroligt at man ikke sådan et sted fortæller folk sandheden.
Fakta er, at et par dage efter Bredevad – kampen var de første illegale breve på gaden, takket være visse gode tøndringer, som straks gik ind i dette arbejde og fortsatte dette arbejde med den illegale presse gennem alle besættelsesårene.
Så var der andre, der tog sig af de lidt grovere ting allerede i 1942. Det var også nogle af de unge militærfolk, som havde gode forbindelser, reserveofficerer og så selvfølgelig nogle Dansk samling-folk og nogle kommunister, der begyndte på en mere aktiv indsats.
Det begyndte med terrænsport
Det begyndte også i Tønder med terrænsport som en forløber for sabotagegrupperne. Det var navnlig ingeniør Bøge, der dengang var ansat på statens Jordlovsudvalg, der stod i spidsen for det. Men der var mange. Og der var gode folk med i det, deriblandt afdøde lektor Rosenkjær, der også var med til at starte gruppen i Tinglev. Han døde under forfærdelige forhold i udelejren nede i Husum.
Det var bestemt ikke alle, der var begejstret for denne modstand. Og nej, det var ikke kun modstandsfolk nord fra. Der var mange sønderjyder, der var aktive på et meget tidligt tidspunkt.
De unge mente, at det var en kamp for frihed. Mod vold og undertrykkelse.
De fleste betjente kom i sikkerhed
Mange unge politifolk i Tønder var med i modstandsbevægelsen. Men den 19. september 1944 kom Operation Möwe, hvor det gik ud over politibetjentene. Åbenbart var ikke alle blevet orienteret om, at alle betjente skulle anholdes. I Tønder fik man således kun besked om at besætte politistationen og lede efter våben.
Man var klar over risikoen
De fleste betjente forsvandt i sikkerhed. Man var godt klar over at det var en risiko i at deltage i modstandskampen. Det var jo krig.
Men det man aldrig kom til at forstå, var den form for terror, forhør og mishandlinger nazisterne anvendte. Mange modstandsfolk fra Tønder ”fik kærligheden at føle” på Staldgården i Kolding. Gestapo var virkelig upopulær.
Større risiko i Sønderjylland
Det var især meget risikofyldt at deltage i det illegale arbejde i Sønderjylland. Det var svært at finde egnede nedkastningssteder. Således var der mange stikkere i mindretallet. Nazisterne havde opbygget effektive meldesystemer – cellesystemer efter samme mønster som i Tyskland.
Skete der noget, som man mente havde interesse for værnemagt, SS eller andre instanser, så meldte man det. Det hørte med til arbejdet for tyskheden at man støttede tyskerne med oplysninger. Men inden vi går i selvsving, så var det langt fra alle i mindretallet, der gjorde sådanne ting.
”De lange knives nat” i Tønder
Efter 4. maj var der vild begejstring i Tønder. Flag og begejstring var der overalt. Men på det tidspunkt stod der endnu SS – enheder omkring Tønder og Skærbæk.
Der skete beklagelige ting, der førte til dødsfald og invaliditet. Det skyldtes at SS – soldaterne ikke ville overgive sig. Så rykkede bevæbnede modstandsfolk ud.
Også i Tønder oplevede man ”de lange knives nat”. Man blev dømt efter love med tilbagevirkende kraft. Der blev indført dødsstraf. Lige efter besættelsen var der hårde strafferammer.
De danske medløbere var det værste
Det var meningen at man ved en særlov ville dømme folk fra mindretallet mildere. Historikere mener at dette også blev overholdt, mens andre historikere mener, at mange ignorerede denne særlov.
Selv folk der havde begået små straffe, fik 10 års fængsel i begyndelsen. Man skulle tro, at de kunne nøjes med fratagelse af deres borgerlige rettigheder i en årrække.
I Tønder betragtede man de danske medløbere som de værste.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 8, 2022
På vagt ved grænsen 1945 – 1948
Massiv bevogtning. Bevogtningen startede 5. maj 1945. Der skete dramatiske ting. Men det kniber med beviserne. Det fandt vi ud af, da vi skrev vores bog. Arkiverne er lukket for os. Bevogtningsstyrken bestod af 2.000 mand. De engelske styrker ankom 7. maj. Den danske Brigade kom den 14. maj. Hæren afløste den 8. juli 1945. Man brugte tyske barakker. Kruså – lejren var den største. Bevogtningsområde på 5 km. Man delte kodeord med Grænsegendarmerne, Rigspolitiet ved grænseovergangene. Politiet kørte baglandspatruljer. I sommerhalvåret 1948 blev 22 grænseoverløbere taget. De blev hurtigt sendt retur En emsig kompagnichef Flest overløbere ved højspændingsledningerne Man kunne fra Fjordvejen se tyske u – både blive hævet Den 15. maj 1949 ophørte den militære bevogtning.
Massiv bevogtning
I årene efter Anden verdenskrig var grænsen under stærk bevogtning. Det var af både grænsegendarmeriet, rigspolitiet og hæren med relativ store styrker.
Grænsebevogtningens formål efter krigens afslutning var at hindre ulovlige overskridelser af grænsen såvel fra Danmark til Tyskland som omvendt. I første omgang – i dagene efter kapitulationen – var hovedopgaven at hindre danskere i tysk tjeneste f.eks. Gestapo – folk, stikkere, SS-mænd i at undslippe dansk retsforfølgelse.
Det kunne man gøre ved et skjule sig iblandt de almindelige tyske værnemagtsstyrker på hjemmarch, eller ved uset at forsøge at snige sig over grænsen uden for de officielle overgange.
Men det var nok snarere den modsatte vej at overskridelserne skete.
Bevogtningen startede 5. maj 1945
Allerede den 5. maj 1945 om morgenen etableredes der afspærring af modstandsbevægelsen under ledelse af daværende højskolelærer Jens Kruuse, en afspærring, der strakte sig over hele Sønderjylland.
Der var kun tre passagemuligheder, hvor der blev oprettet kontrolsteder for den tyske udmarch nemlig ved Kruså, Rens og Sæd. Overgang uden for disse tre steder skulle hindres med de til rådighed stående midler dvs. med våbenmagt,
Bevogtningsstyrken bestod af 2.000 mand
I denne bevogtning deltog styrker af modstandsbevægelsen fra næsten hele Syd – og Sønderjylland samt alle disponible grænsegendarmer som havde klaret opholdet i KZ – lejrene. Dertil kom frigivne fanger fra Frøslevlejren, som indtrådte i modstandsbevægelsens region 3. Bevogtningsstyrken udgjorde ca. 2.000 mand med tyngden lagt i østligste del af grænseområdet.
De engelske styrker ankom 7. maj
Først i løbet af 7. maj ankom de første engelske styrker. De kunne være en hjælp til de mangelfulde uddannede modstandsfolk. Samtidig overtog oberst J. Skjoldager, kommandoen efter Jens Kruuse.
Den danske Brigade fra 14. maj
Nogle dage senere den 14. maj, afløstes modstandsbevægelsens folk af styrker fra Den danske Brigade fra Sverige. Dermed var militæret sammen med grænsegendarmeriet ansvarlig for grænsens overvågning.
Hæren fra 8. juli
Den 8, juli 1945 blev brigadestyrkerne erstattet af ny – indkaldt mandskab fra hæren. Denne opgave kom til at vare de næste fire år. Hæren deltog fra starten med 1.200 mand.
Til at rumme det mandskab, som skulle deltage i bevogtningen, blev der oprettet en del lejre i grænsens nærhed. Der blev bygget lejre i Rinkenæs, Kruså, Bov, Frøslev plantage, St. Jyndevad, Lydersholm, Sæd og Højer.
Tyske barakker
Lejrene bestod af tyske barakker som blev flyttet hertil fra forskellige tyske militærlejre i Jylland. Opførelsen var dog ikke færdig før i april 1946. Indtil da var mandskabet feltmæssigt indkvarteret.
Hver lejr var beregnet til at kunne rumme ca. 150 – 200 mand. Men også Tønder Kaserne og Søgårdlejren blev benyttet til indkvartering af bevogtningsstyrker.
Grænsekommandoets stab fik sit hovedkvarter på Kurhotellet i Kollund. I februar 1947 flyttede det dog til Aabenraa, hvor det beslaglagte tyske gymnasium blev anvendt til formålet.
Kruså – lejren var den største
Lige over for Kruså mejeri ved vejkrydset på Sønderborgvejen lå Kruså – lejren. Det var den største af de 8 lejre. Den rummede foruden vagtkompagniet også bataljon – staben. Endvidere var der i lejren indkvarteret en del lyskasterteknikkere, en halv snes værnepligtige, toldassistenter og nogle enkelte korporaler fra militærpolitiet.
De to sidstnævnte kategorier havde til opgave at kontrollere dansk militærtrafik på Flensborg banegård, når togene til og fra det danske brigadeområde mellem Hamborg og Bremen passerede.
Lejren havde også infirmeri og tandlæge samt militær telefoncentral. I alt var der i lejren indkvarteret 225 personer, hvoraf nogle enkelte var ægtefæller og børn til de faste officerer. Dertil kom en del lokale, civile kvinder, der varetog arbejdet med rengøringen og i kostforplejningen.
Lidt af en kuriositet var det i øvrigt, at alle højere officerer havde tyskklingende familienavne, selv om de sikkert havde været danske i mange generationer.
Chefen for hele grænsekommandoet var oberst rigsgreve von Sponneck., regimentschefen var oberst E. Joest.
Bevogtningsområde 5 km
De lyskastere, der var opstillet langs grænsen, var tyske. De var nu blevet genopstillet med det formål at oplyse jorden ved mørkets frembrud for derved at afsløre eventuelle grænseoverløbere.
Krusålejrens bevogtningsområde strakte sig fra krusåens udløb i Flensborg fjord ved den dengang afspærrede gangbro. Derfra gik bevogtningslinjen mod vest gennem Kollund skov forbi Kobbermøllen over Kruså toldgrænse til engene syd for Bov. En strækning der var knap 5 kilometer lang.
Til at løse denne opgave var der 40 mand på vagt i hvert døgn, nemlig 36 menige, 3 korporaler og en sergent eller løjtnant. De var fordelt i tre hold med hver en vagthytte som udgangspunkt. Hvert hold bestod således af 12 menige med en korporal som vagtkommandør.
Man delte kodeord med Grænsegendarmerne
Mange steder langs grænsen var der opsat pigtrådsspærringer. Hver vagt havde nogle hundrede meter at bevogte. I de mere åbne landskaber mod vest havde vagtposterne dog et større område at bevogte. Der var opstillet felttelefoner så man kunne melde tilbage til vagthytten.
Grænsegendarmerne havde visse faste poster langs grænsen, hvorfra de bevægede sig til fods. Gendarmer og soldater færdedes i samme områder. Derfor var de forsynede med enslydende ”kendeord”. Dette kendeord blev fornyet hvert døgn. Formålet med ordet var, at en anråbt person ved at svare rigtigt kunne bekræfte at han var i lovligt ærinde. Man gik med skarpladte våben. En fejltagelse skulle nødigt ske.
Rigspolitiet ved grænseovergangene
Rigspolitiets opgave var at foretage paskontrollen ved selve grænseovergangen, Ingen slap igennem uden samtidig at være i besiddelse af det nødvendige visum, som kun blev udleveret af den allierede militærmission i Tyskland.
Politiet kørte balandspatruljer
Politiet havde derudover kørende patruljer på landeveje i ”baglandet”. Søgårdhus Hotel fungerede som politikaserne. Politiets bevogtningsområde var faktisk den sydlige del af Sønderjylland i en afstand af 10-20 kilometer fra grænsen.
Med denne tætte bevogtning var det meget vanskeligt at passere grænsen uden at blive opdaget. Derfor blev det også fanget en del overløbere i tidens løb. De fleste af disse blev anholdt i Krusålejrens bevogtningsområde. Dette område gav langt de fleste muligheder for uset at komme over grænsen, idet terrænet var bakket og skovrigt samt fyldt med levende hegn. Derfor fristede det de fleste overløbere til at forsøge netop her.
I sommerhalvåret blev 22 grænseoverløbere taget
Således blev der i sommerhalvåret 1948 taget 22 grænseoverløbere alene i Krusålejrens bevogtningsområde. Men hvor mange der uset kom over vides ikke.
I forbindelse med research til vores bog ”Grænsen er overskredet” har vi fundet en del hændelser. Ofte har disse været dramatiske. Men vi har af gode grunde kun omtalt ganske få af disse. Vi kan nemlig ikke finde beviserne. Arkiverne er lukket for os.
Blandt de 22 var en mor og hendes datter som blev opdaget, da de forsøgte at passere et vandløb lige syd for Kruså Mølledam. I retning mod Tyskland. Efter anholdelsen forklarede de, at de var på vej mod nord mod Danmark, idet de ca. en time forinden i dagslys havde sneget sig over grænsen et sted i nærheden af Nyhus Sø. Men under deres bestandige forsøg på at skjule sig, havde de mistet orienteringen og var derved uden at vide det på vej ind i Tyskland igen.
Kvinden og hendes datter havde tidligere været anbragt i en flygtningelejr ved Aalborg, v ar derfra sendt til Tyskland og forsøgte nu at komme til Danmark, hvor der – naturligvis – ventede en dansk mand på dem, som de havde truffet under arbejde uden for flygtningelejrens område.
Mange af de anholdte var tyskere, der flygtede fra de elendige forhold i Tyskland.
De blev hurtigt sendt tilbage
Det var den faste regel, at en overløber hurtigst skulle afleveres til politiet i Kruså, der så sørgede for det videre fornødne. I de fleste tilfældevar det blot en returnering til myndighederne syd for grænsen.
En emsig kompagnichef
Men nu var det en ret emsig kompagnichef, der forlangte at blive tilkaldt, hvad enten det var dag eller nat. Og så blev der ellers fortaget en lang afhøring. Der blev brugt et tonefald og et sprogbrug som om man havde med en fjende at gøre.
I et enkelt tilfælde den sommer kunne man måske nok forstå det for da drejede det sig om en tidligere dansk SS – mand, der nu var blevet træt af at skjule sig i det nødlidende Tyskland.
I et andet tilfælde var det tale om en tidligere tysk underofficer, som der måtte skydes imod, før han overgav sig ved pigtråden en højlys dag. Vagten blev i øvrigt belønnet med et par dages ekstra orlov.
Flest overløbere ved højspændingsledninger
Hyppige forsøg på overgang i de lyse nætter blev gjort ved højspændingsledningerne vest for Kruså. Ved at følge disse fra Tyskland til Danmark var en overløber næsten sikker på at kunne holde retningen. Til gengæld var der også skærpet agtpågivenhed fra vagternes side i masternes nærhed. Flere af de tilfangetagende blev anholdt netop i dette område.
Man kunne se tyske u – både blive hævet
Vagtmandskabet kunne nyde det smukke Sønderjylland. Men de kunne ikke besøge Flensborg. Byen kunne de så betragte fra Fjordvejen. Hver dag kunne de betragte Mürviks truende og tunge bastioner. Det var også her sidste fase af Det Tredje Riges historie udspillede sig.
I sommeren 1948 kunne man fra Fjordvejen se tyskerne hæve de sænkede U – både, som var sænket af deres besætninger i dagene omkring kapitulationen.
Den 15. maj 1949 ophørte militærets overvågning
Den 25. oktober 1948 skete der en reduktion fra de oprindelige ca. 1.200 mand til i alt 333 mand. Og nu blev der heller ingen bevogtning langs Flensborg Fjord. Og endelig den 15. maj 1949 ophørte den militære bevogtning af grænsen fuldstændig.
Grænsegendarmeriet var nu ene om at bevogte grænsen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 6, 2022
Barndomsminder fra Aabenraa
Jeg blandede mig i for meget. Ikke aabenraaer – men dog sønderjyde. I 1930’erne kun 10.000 indbyggere. Man startede med Fadervor og morgensang. Man fik rugbrød og mælk i skolen. De danske børn følte sig bedre. Massive rygter. Man handlede ikke i tyske forretninger. Tre gule spejdertropper. Ulveunge i Aabenraa. Som Skovmand hjalp man politiet. Masser af idrætsforeninger. Mange år inden en socialdemokrat fik lov til at tale på Folkehjem. Her har jeg holdt tale.
Blandede sig i meget
Hvornår er man fuldblods-Aabenraaer? Er det når man hele sit liv bor i byen, er født og taler sproget? Jeg boede der selv i 15 – 16 år. Med sproget havde jeg ingen problemer. Jeg er opvokset i Tønder og talte vest – sønderjysk.
Problemet var nok snarere at jeg blandede mig i alt. Og det var sandelig ikke altid lige populært i en by som Aabenraa. Så kan man nu engang ikke være lige populær alle steder.
Ikke aabenraaer – men dog sønderjyde
Jeg beundrer ofte min gamle nu afdøde chef, boghandler Koch, der skulle toldere, at diverse folk kom ind i butikken og brokkede sig højlydt over mine anderledes meninger.
Men selv om jeg ikke er aabenraaer, så er jeg dog sønderjyde. Og så taler jeg stadig sønderjysk og har holdt en del sønderjyske foredrag. Endnu den dag i dag kan man imponere københavnerne i at tale sønderjysk.
Og det er selvfølgelig ikke mine egne barndomsminder, som jeg gengiver her. De er fra Tønder og ikke Aabenraa.
I 1930’erne kun 10.000 indbyggere
I 1930’erne var der endnu kun 10.000 indbyggere i Aabenraa. Dengang foregik undervisningen på en lidt anden måde ind i dag. Deroppe ved tavlen stod læreren og messede de-e-de, hav-de. Måske var metoden ikke så dum alligevel.
Man startede med Fadervor og morgensang
Der var Fadervor og morgensang fra skoledagens start, klaprende pulte, blækhuse, kongepenne eller elastikpenne. Og så var det mælk i det store frikvarter. I de første år suppleret med rugbrødsmadder med smør (eller var det margarine?) og uden pålæg. Det var smurt af pedellens kone og indtaget klassevis.
Man fik rugbrød og mælk i skolen
I en by af Aabenraas skole gik alle selvfølgelig i samme skole de første år. På det punkt var der ingen klasseforskel. Og alle fortærede i skøn samdrægtighed rugbrødet og mælken. For mange har det sikkert drejet sig om et højst tiltrængt kosttilskud.
Dette med at alle gik i samme skole var naturligvis en sandhed med en vigtig modifikation. ”Alle” vil sige alle danske. De tyske børn havde deres egen.
De danske børn følte sig bedre
Danskerne i Sønderjylland kaldte sig sønderjyder. Det gjorde tyskerne ikke. De kaldte sig nordslesvigere. Og de danske børn følte sig meget bedre. De kunne ikke forstå, at de tyske børn ville ”Heim ins Hitlers Reich”. Og sådan havde de fleste tyske børn det fordi deres forældre sagde det.
Senere mente mange af Aabenraa – børne at man i ”det gammel la`n” havde været alt for imødekommende over for tyskerne.
Masser af rygter
Der gik rygter i Aabenraa om at Stauning havde givet hjemmetyskerne det tyske gymnasium på Nørre Chaussé (Haderslevvej), som fungerede som nazistisk udklækningsanstalt i 1930erne. Det var som led i en studehandel, da Stauning havde brug for de tyske valgmandsstemmer efter landstingsvalget i 1928.
Den historie hørte Aabenraa – børnene dog først mange år senere. Om det er rigtigt ved vi ikke. Og om det ligefrem var en udklækningsanstalt – det er nok overdrevet.
Man handlede ikke i tyske forretninger
Adfærdsmønstret mellem danske og tyske i Aabenraa mellem lå efterhånden i ret faste rammer. Men de var til gengæld indviklede. At en dansk landmand solgte sin gård til en tysker, blev betragtet som helligbrøde. Det var ikke bedre hvis en dansk aabenraaer solgte sin villa til en hjemmetysker.
Man handlede ikke i tyske forretninger. Men på den anden side var det ikke noget galt, hvis man boede til leje hos en hjemmetysker. Men så kunne man ikke have en flagstang.
Tre gule spejdertropper
Ungerne i Aabenraa kunne undgå at høre Hitler i radioen. Det store spørgsmål var, om han næste gang ville proklamere Sønderjylland – heim ins Reisch. Der var en kærkommen lejlighed til at vise hjemmetyskerne, at danskerne var der. Måske var det derfor at der var hele tre gule spejdertropper. – den ene endog med orkester. I mange børns øjne kunne dette godt måle sig med Vagtparaden.
Der blev marcheret gennem Aabenraa med gallasløjfer og med Dannebrog i spidsen, så snart der var lejlighed til det.
Det kunne være når byen fejrede et eller andet, ved Skt. Hans med kurs mod Galgebakken, hvor der var bål for alle aabenraaerne. til Storetorv omkring 1. december, når byens juletræ skulle tændes, og – sidst men ikke mindst – til Nytårsparaden.
Ulveunge i Aabenraa
Her var det helt afgørende uanset eventuelle kuldegrader at kunne møde op i korte spejder-bukser, hvis man skulle undgå syrlige bemærkninger. Men derhjemme var mor altid bekymret for om ens poder nu blev forkølet. Så forud for nytårsparaden var der ofte lange diskussioner for at blive fri for ”pludderbukserne”.
Inden man blev spejder, var man ulveunge. Og i Aabenraa sang man:
Som spejder havde man Ørnepatruljen, hvor man med Carl Bo Bojesen som patruljefører et par år senere, vandt vildsvinetanden i divisionstuneringen i Pamhule Skov. Derefter kom man i Ravnepatruljen.
Som Skovmand hjalp man politiet
Ja så kunne man blive Skovmand, hvor man så blev medlem af Spejdernes Hjælpekorps og mødte op til ordonnanstjeneste, når der var luftalarm. Først i kommandocentralen under politistationen, hvor politi, læger osv. var parat, hvis der skulle ske noget.
Man mødtes 5. juledag til frederiksklubbens arrangement på Folkehjem, hvor der var børnejuletræ. Her kunne man vinde den store præmie – et fotografiapparat.
Masser af Idrætsforeninger
Der var ikke så meget industri i Aabenraa dengang. Var det andet end Callesens Motorfabrik – det var hvert år den sikre finalist i årets turnering i firmafodbold.
I Aabenraa var der dog også en masse idrætsforeninger. Der var A.G.S. Arbejdernes Gymnastik – og Sportsforening (det må vel være oversat fra tysk. Her havde man hvis nok ikke nogen skarp profil men et orkester med piber og trommer.
Så var der også Aa. A.K., hvor Valli Schmidt var det store brydenavn. Han blev jysk mester i letvægt i 1939.
Mange år inden Socialdemokrat holdt tale på Folkehjem
Det var også i Aabenraa at Axel Larsen skulle have holdt en brandtale og revet et hagekorsflag i stykker.
Socialdemokratiet var byens største part. Slesvigske part var det næststørste. Men det var den borgerlige Holger Fink, der var byens ubestridte borgmester. Weiss var den socialdemokratiske viceborgmester.
Det må have været så sent som i årene lige før udbruddet af den anden verdenskrig, at en socialdemokrat for første gang talte ved et nationalt møde på Folkehjem, nemlig det Aabenraaske folketingsmedlem hans Hinrichsen. På det tidspunkt var der altså etableret en fælles national opslutning, der også omfattede socialdemokratiet.
Der har jeg holdt tale
Ved lejlighed kan undertegnede dog ”prale” med at jeg holdt 1. maj tale på det legendariske Folkehjem uden dengang at være medlem af et parti. Måske var det fordi, jeg blandede mig i så meget. Efterfølgende fik jeg sandelig også et tilbud, så jeg måske var kommet til at sidde i byrådet. Men på det tidspunkt var jeg på vej til at forlade byen. Så jeg sagde pænt ”Nej tak”.
Men se det var jo mange år efter disse erindringer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 5, 2022
Tønder Læse- og Ungdomsforening
Det var tidligt en dansk læserkreds i Tønder. Man tog også på udflugt, gik til bal og bespisning. Et beskedent medlemstal. H.V. Clausen og H.P. Hanssen var ikke klar over at sådan noget fandtes i Tønder. Man kunne leje danske bøger hos købmanden. På et tidspunkt opgav man at udsende bøger. Fortyskningen var i gang. Der kom flere danskere til Tønder. Skovroy forærede sin bogsamling til foreningen. Læsestue i Tønder Landmandsbanks baglokaler. Men selvfølgelig mente prøjserne, at det var ulovligt at mødes her – Vinduerne var 5 cm for korte! Fik Læserkredsen betydning for Tønders skæbne? I 1920 var der 23 pct. danske stemmer i Tønder.
Det var tidligt en dansk læsekreds i Tønder
Den 12. januar 1912 blev Tønder Læse- og Ungdomsforening dannet. Men allerede mellem de Slesvigske Krige startede der en dansk læsekreds i Tønder.
Det kan vi bl.a. læse i Carstens: ”Die Stadt Tondern”, som blev udgivet i 1861. Godsforvalter Falle Vogt fra Schackenborg overtog læserkredsen i 1886 efter koginspektør H.C. Refslund.
Udflugter, bal og bespisning
Man kan se at læserkredsen ikke bare lod dansk litteratur cirkulere De mødtes også selskabeligt. Således var der skovture i Gallehus i 1889 og 1881, hvor man havde besøg af københavnske studentersangere.
I december 1881 inviterede kogs – inspektør refslund til ”The dansant” i gæstgiver H. Stehrs lokale på ”Schutzenhof”. Dette begreb oversatte tøndringerne med ordene
Nej det er ikke en stavefejl. Sådan blev det stavet dengang.
Et beskedent medlemstal
Medlemstallet varierede i disse år fra 32 til 26. Men de fleste medlemmer var nu fra Tønders opland. Det var kun 11 navne fra selve Tønder by. Det var bl.a.:
H.V. Clausen og H.P. Hanssen var ikke klar over dette
I 1888 skrev Skovroy til foreningens formand, godsforvalter Falle Vogt og fortalte ham, at H.V. Clausen ville hjælpe til med udbredelsen af danske bøger i Nordslesvig. Samtidig mente Skovroy, at man burde kunne hæve læsekredsens antal af medlemmer.
Godsforvalteren var beæret over, at man måske kunne få leveret bøger til nedsat pris, men han gjorde dog Skovroy opmærksom på, at foreningen på generalforsamlingen havde lovet at støtte Drôhses Boghandel.
H.V. Clausen der som bekendt var lektor på Frederiksberg og en ivrig fortaler for de dansksindede i hovedstaden skrev 2. pinsedag 1888 til H.P. Hanssen. Han mente, at der skulle oprettes diverse læserkredse i de nordslesvigske byer herunder også blandt ungdommen.
Men H.P. Hanssen mente nu ikke at det var nødvendigt med læserkredse. Han mente, at der var romalæsning nok at få i de ”Danske Lejebiblioteker”. Han mente ikke at man skulle gå boghandlerne for nær.
Men det så ud som om at både H-V. Clausen og H.P. Hanssen var uvidende om at der allerede var en Læserkreds i Tønder.
Lej danske bøger hos købmanden
I en annonce i ”Tønder Intelligensblad” i 1862 ses det, at der fandtes et lejebibliotek i byen. Det havde hele 8.000 bind tysk, dansk og engelsk litteratur. Man kunne også låne hos købmand J.P. Petersen, Frigrunden 3 for 2 mark i 3 måneder. Et års abonnement kostede 2 daler.
Man opgav at udsende bøger
Den danske læserkreds i Tønder var nok lidt anderledes end det som H.V. Clausen tænkte på. På et tidspunkt opgav man at udsende bøger. Men endnu i 1914 cirkulerede en læsemappe med Klodshans. Hver 8. dag var der også et novellemagasin.
Fortyskningen var i gang
Fortyskningen af Nordslesvig var for længst sat i gang. Det skete bl.a. med ”Deutscher Verein fûr das nördliche Schleswig”. Danskheden i Tønder var nede i en bølgedal. Stemmetallene ved det tyske rigsdagsvalg i 1890 viste 513 tyske og kun 19 danske stemmer.
Men ved århundredeskiftet skete der en vending. ”Tønder Landmandsbank” blev oprettet med direktørerne R.P. Rossen og P. Andresen. Det var Tønder Læseforenings første formand.
Der kom flere danskere til Tønder
I de følgende år kom der flere unge danskere øst fra til byen. Stemmetallet voksede i 1907 til 40. Og det blev fordoblet i 1912 til 80 – det var 9 pct. af den stemmeberettigede del af Tønder bys danske befolkning.
Skovroy forærede sin bogsamling til foreningen
Som følge af denne ”valgsejr” fik 12 danske mænd mod og lyst til at oprette ”Tønder Læseforening” den 12. januar 1912.
Hermed har det nok været tænkt på ”optanterne”, som ikke vovede at blive medlemmer af en dansk forening.
Læsestue i Tønder Landmandsbanks baglokale
Der blev oprettet en læsestue i ”Tønder Landmandsbanks” bagbygning. Den tiltrak hurtigt de tyske myndigheders bevågenhed. Det ses af en politimeddelelse til ”Rossen und Genossen”. Heri fastslog man at vinduerne var 5 cm for smalle.
Fik læsekredsen betydning for Tønders skæbne?
Læsestuen var åben hver aften fra 19 til 21. Ti mand skiftedes med at føre tilsyn. Det gennemsnitlige besøg pr. aften var i de første år 4 inkl. evt., lånere og den vagthavende.
Så småt startede det – og den lille begyndelse fik en afgørende indflydelse på Tønder bys skæbne.
Landdagsmand nis Nissen, Viby, som var medlem af fredskonferencen i Paris i 1919, hvor afstemningen blev forberedt, har fortalt, at det ikke var vanskeligt for den danske delegation at fastholde at Tønder kom med i 1. zone.
I 1920 var der 23 pct. danske stemmer
Afstemningsresultatet i Tønder i 1920 var som bekendt 23 pct. danske stemmer. Hvordan ville det have set ud for Tønder, hvis vi ikke var kommet med i Første zone.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 4, 2022
Munkemølle i Rinkenæs Sogn
En romantisk beliggenhed. Magrete den Første og Munkemølle. Ryd Kloster. Det ældste dokument er fra 1768. I 1801 blev møllen udbygget. På et tidspunkt led møllen af vandmangel. Vi kigger på en aftægts – kontrakt fra 1820. Og så var det lige en storkøbmand fra Gråsten. Kongen skrev selv under. En kendt familie fra Holsten overtog møllen. Brand i 1868. Han fik nedsat afgiften. Det var ikke altid gode kår for Munkemølle. Savværk på Mølleriet. Noldes bror overtog savværket. Familien Wommelsdorf flyttede igen til området. Brand i 1945.
En romantisk beliggenhed
Det er smukt i Rinkenæs. Beliggenheden ud til Flensborg Fjord er perfekt. Sognet er ældgammelt. Det nævnes allerede 1335, da Biskop Helmsbert af Slesvig skænkede Domkapitlet i Slesvig al den jord, han ejede i Rinkenæs.
Men sognet havde ikke den udstrækning, som den senere fik. I det 16. århundrede blev sognet udvidet mod vest indtil bækken ved Munkemølle. På jorder tilhørende Hokkerup by, opstod dengang landsbyen Bækken.
Og her ligger Munkemølle. Det kunne næsten ikke ligge mere romantisk.
Magrethe den Første og Munkemølle
Og her provianterede den båd, hvor Dronning Magrethe den Første var om bord. Man lagde til ud for Okseøerne. Her døde dronningen. Hun var blevet smittet, da hun var på besøg i Flensborg. Myterne siger, at hun blev begravet på Lille Okseø, men senere flyttet.
Ryd Kloster
Syd for fjorden omtrent lige overfor, der hvor Lyksborg Slot nu ligger lå Ryd Kloster. Vi har allerede skrevet en artikel om dette sted. Men da nu møllen og klosteret rent historisk hører tæt sammen for det lige et kort rids.
Det ældste dokument er fra 1768
Det ældste dokument vedrørende møllen, der endnu er i behold, er dateret Bækken den 18. april 1768. Det er den Kongelige herredsfoged over Lundtoft Herred, Amt ”Tundern”. Hans navn var Müller – som sælger til Hans Andersen og hans arvinger i Bækken, to på Bækken Mark.
Han forbeholder sig dog forkøbsret til jorden og en årlig afgift til Mortensdag af 8 Rbm. Desuden skal køberen holde et stykke gærde, kaldet ”Bøgeskovhauge” i forsvarlig stand.
Det næste dokument er udstedt af Husfoged Petersen i gråsten og undertegnet af Jes Thomsen i Kværs som formynder for Jes Nissens datter fra Hokkerup. Det omhandler en fri gennemkørsel ved Munkemølle:
I 1801 blev møllen udbygget
Vejen skal udbedres af Jes Nielsen og den nuværende ejer Richel fra ”Fruesschau”. Dersom, der skulle udkræves ”blaat Ler” til Tætning af Slusen”, er det Møller Richel Thomsens pligt at køre det til stedet. Endvidere skal han drage omsorg for, at ledet lukkes efter brug. Dokumentet er dateret Gråsten og Hokkerup den 6. maj 1793.
I 1801 blev den gamle mølle ombygget. Den fik privilegier til brændevinsbrænderi og Bryggeri. Blandt andet blev der, da der herskede vandmangel, anbragt en kunstig vandledning af hvilken man endnu kan finde rester.
Møllen led af vandmangel
Senere har møllen ikke lidt af vandmangel.
Talrige kilder tilførte en betydelig vandkraft. Der findes også brønde på ejendommen. Her har været radiumkilde som blev stillet til publikums fri afbenyttelse. Det var meget benyttet af de flensborgske damer i sommertiden.
I 1923 var møllen blevet grundig istandsat.
En Aftægts-Kontrakt fra 1820
Men i 1820 finder vi en Overdragelse- og Aftægtskontrakt afsluttet i det ”Højfyrstelige Justitiariete” i Gråsten. Enke efter Kådner Nis Andersen i Bækken, Sophie Catharine, der ikke selv har kunnet sætte sit navn underdokumentet, men underskrevet dette ”med ført Haand” overdrager i dette ejendommen med besætning og alt inventar til sønnen Hans Andersen. Desuden nævnes 4 døtre, der også skal betænkes.
Nu har dette dokument måske ikke så meget med selve Munkemølles historie at gøre men vi ser her et typisk eksempel på datidens ”Aftægtskontrakt”.
Andersen måtte også udrede følgende aftægt til moderen:
Aftægtskonen stod det frit at holde to hunde.
Når moderen drager ind i aftægts-huset, må hun medtage til livsvarigt brug: To gryder, to kedler, en te-kedel, et bord, to senge, en jernkakkelovn, et skatol, et skrin, fore stole, potter og tallerkner, så mange hun har brug for.
Efter hendes ”dødelige Afgang” skal hun have en kristelig og anstændig Begravelse ”efter Sognets Sædvane”.
De ting hun har bragt med sig på ”Aftægten” tilfalder sønnen.
Skulle moderen beslutte sig for at nyde sin aftægt andet steds, vil ydelserne blive det samme. I stedet for koen skal hun have 16 Rdlr. Bolig og have bortfalder og transporten af ydelserne til hendes opholdssted skal hun selv betale.
Der følger så nogle enkelte tilføjelser til, som vi her har udeladt.
En kendt storkøbmand fra Gråsten
Den 2. december 1854 blev der skrevet en kontrakt mellem Otto Friedrich Ahlmann – en kendt Gråstensk storkøbmand og møller Chr. Jacobsen i Munkemølle.
Denne Ahlmann ejede også et kådnersted i Bækken foruden købmandsgården og Hans Ahlmanns Kro, som senere kom til at hedde Hotel Gråsten. Kådnerstedet i Bækken solgte han med bygninger og alt tilbehør til mølleren på Munkemølle for 4.800 Rigsdaler. Det hedder sig også at han solgte en særkontrakt til samme køber.
Her ser det ud til at møllen havde rettighed til Bryggeri og Brænderi – rettigheder. Og sandelig også udskænkning. Der har også været kirkestole knyttet til møllen. Og det har været til Holbøl Kirke.
Samtidig var der en forpligtelse til at levere ”en fast årlig produktion” (Kanon) af
Dette skulle præsenteres i gode sunde og velrensede varer enten i Sønderborg, Aabenraa eller Flensborg efter bestemmelser for Hertugdømmet Slesvig.
Kongen skrev selv under
Den 18. juni 1854 afslutte den Kongelige Husfoged i Lundtoft Herred – Arvepagtnings -kontrakten med den hidtidige forpagter Chr. Jacobsen. Købesummen var 29.000 Rigsdaler. Den 24. juli samme år stadfæster Kong Frederik den Syvende egenhændig købet. I dokumentet, der er udstedt på Skodsborg, hedder det bl.a.:
En kendt familie fra Holsten
Seks år senere sker der et meget betydningsfuldt skifte. Ejendommen går da over i Familien Wommelsdorfs eje. De var af holstensk oprindelse. Denne familie havde flere tillidshverv. Ejeren havde endda sæde i den tyske rigsdag.
Da kontrakten blev afsluttet den 5. september 1860, må Christian Jacobsen allerede være flyttet, da han anførtes at være boende i Gråsten. I kontrakten anføres for første gang ”Vejrmøllen” Købesummen blev anført til 42.700 Rigsdaler.
Jordene i Bækken blev anført til 300 Rigsdaler. Og Kådnerstedet blev betalt med 9.000 Rigsdaler.
Brand i 1868
I sommeren 1868 brændte vejrmøllen som følge af lynnedslag. Den 28, juli samme år giver herredsfoged von Levetzow tilladelse til gårdmand Niels Andersen Godt i Rinkenæs at sælge et jordstykke af Årsbjergmark til opretholdelse af et ”egnet Familiested” til Møller Wommelsdorf på Munkemølle.
Fik nedsat afgiften
På dette grundstykke opstod Munkemølle i en ny skikkelse. Ejeren forsøgte at blive fri for den afgift, han er pålagt. I første omgang får han afslag fra Regeringen i Slesvig. Men sagen gik videre til den prøjsiske Finansministerium.
Den 30. april 1870 meddeles det mølleren fra Herredsfogeden i Gråsten, at man har accepteret en nedsættelse til 10 tønder hvede og 10 tønder byg årligt.
I 1881 blev afgiften ændret, så den fremover udgjorde 303 mark 29 Pf. Samtidig var mølleren pålagt tiende til kirken.
Ikke altid lige gode kår for Munkemølle
Det har ikke altid været lige gode kår for Munkemølle. I 1906 bestod stedet af to beboede huse og havde i alt 16 indbyggere. Det herskabelige stuehus lå vest for møllen. Ved ejendommen stod en ask, der var over 200 år gammel.
Savværk på Mølleriet
I en årrække blev der ved siden af mølleriet drevet mejeri. Efter krigen blev Munkemølle købt af Chr. Christensen, Årsbjerg. Han solgte den til tømrerhandler Lauridsen fra Ulfborg. I sin ungdom boede denne i Amerika. Det siges at han fik skabt et ægte dansk hjem.
Noldes bror drev savværket
Selve møllebygningen blev afhændet til Nicolaj Hansen, der var bror til maleren Nolde. Hansen kom til at drive savværket på møllen.
Familien Wommelsdorf kom tilbage
Ved indlemmelsen til Danmark i 1920 sagde familien Wommelsdorf endelig farvel og drog til Holsten. Men de vendte faktisk tilbage og boede nær deres hjem.
Brand i 1945
Beliggenheden var noget så idyllisk. Ryde Kloster sank i grus. Og det gjorde møllen også men først adskillige år efter. I 1945 nedbrændte det.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: