Artikler
Oktober 6, 2022
Oktober 1943 – De danske Jøders Flugt og Fangenskab
Forsøg på anmeldelse af Simon Kratholm Ankjærgaard’ s bog af samme navn. Nye kilder. Nye skæbner. Spændende at høre om jødernes liv. Samarbejde mellem Svenningsen og Best. Informationer blev bevidst lækket. Jøder indlagt med falsk navn. Tyskerne fik et ”jødefrit” Danmark. Da jøderne vendte hjem, var deres hjem borte. Hvorfor var det et ”Mirakel”? Opfattet som Modstandsbevægelsens succeshistorie. Nazisternes racefjender. Den nazistiske jødepolitik var ikke ensartet. I den internationale litteratur nævnes intet om betaling. Aktionen varede kun i tre timer. Kystbevogtningen stort set ude af funktion. Det dansk – tyske samarbejde blev tilgodeset. ”Lieferfreude” skulle bevares og eksporten steg dog også efter 29. august 1943. Mange flere norske og hollandske jøder omkom.
Nye kilder
Vi har flere gange beskæftiget os med temaer, der ligger tæt til denne bog. I slutningen af artiklen lægger vi en liste. Og så tillader vi os også lige at gøre vores egne tanker om, hvorfor flugten over Øresund blev så stor en succes.
Egentlig findes der en del bøger om overnævnte tema. Men det er bestemt ikke en gentagelse, vi går igennem – for kilderne er forskellig.
Nye skæbner – dengang
Det var natten mellem den 1. og 2. oktober 1943, tyskerne slog til. Det var en dramatisk måned. Og den har fyldt meget i danskernes selvforståelse men også ude i verden. Aktionen mod jøderne var unik. Ingen af redningsmændene var klar over, at tyskerne var særdeles tilbageholdende.
Bogen fortæller om nye skæbner fra dengang. Vi hører også jødernes egen historie og forhistorie også set i Europæisk sammenhæng. I Danmark oplevede man også antisemitisme.
Spændende at høre om jødernes liv
Bogen er bedst, når forfatteren bruger sin journalistiske pen. Bedre end, når der går historiker over ham. Der er et mylder af årstal og personer, som man skal holde styr på. Spændende er det at høre om jødernes liv også om de ortodokse og mere verdslige jøder. Vi hører også om overrabbiner og hans families skæbne.
Samarbejdet mellem Svenningsen og Best
Vi får skam også at vide, at besættelsen i Danmark foregik på en anden måde end i nogen andre steder i Europa. Selv tiden efter 29. august 1943 skildres ganske indgående. Det var tiden med departementschefstyrets samarbejde mellem Werner Best og direktør Niels Svenningsen.
Werner Best har altid været god til at iscenesætte sig selv og manipulere med andre. Efter samarbejdets sammenbrud havde han behov for en succeshistorie. Så han sendte det berømte telegram 1038 angående jødeforfølgelsen i Danmark. Han forespurgte simpelthen Hitler, hvornår det skulle iværksættes i Danmark.
Informationer blev lækket
Det skulle det så natten mellem den 1. og 2. oktober. Duckwitz lækkede denne information i fuld forståelse med sin chef. Også til kontakter i Sverige lækkede de informationerne. På den måde blev Danmark renset for jøder. Langt størstedelen nåede at flygte.
Planerne blev lækket til fremtrædende danske socialdemokrater, der lod en advarsel sive ud til det jødiske samfund. Så begyndte flugtaktionerne at tage form.
Jøder indkaldt under falsk navn
Advarslerne betød, at mange jøder havde tid til at pakke deres ting og tage flugten. I de første dage var det uorganiseret, men ret hurtigt blev det organiseret i mindre grupper.
Vi skal heller ikke glemme den indsats der skete på Bispebjerg Hospital og Kommunehospitalet, hvor mange jøder blev indlagt under falsk navn.
Tyskerne fik et jødefrit Danmark
Bogen nævner ikke noget om Werner Best egen indsats i udryddelsen af jøder. Det kan du så læse i vores to beskrivelser af Werner Best herpå siden.
Men tyskerne fik et jødefrit Danmark og Werner Best havde for en stund opnået goodwill.
Nu var det også sådan, at von Hanneken, der var Best’ s modspiller i Danmark ikke ønskede at hans soldater skulle deltage i aktionen mod jøder. Det var under hans stand.
Da jøderne vendte hjem
I bogen hører vi også om da jøderne vendte hjem igen. Det var langt fra altid, at deres lejlighed stod klar til dem. Også det har vi tidligere beskrevet herpå siden. Og det har vi også med hensyn til beskrivelsen af Theresienstadt. Her endte 500 danske jøder.
Mange jøder herhjemme måtte starte forfra. Deres bohave var solgt. Jo bogen er meget grundig med masser af oplysninger. Måske til tider for grundig. Men der er mange spændende beskrivelser af begivenheder under flugt og tilfangetagelser.
Det var et ”Mirakel”
Forfatteren nævner selv ordet ”Mirakel”. Det var det vel også, når det lykkes for 7.000 jøder at flygte. Men det var så også flere grunde til at det blev et ”mirakel”. 90 pct. af de danske jøder undslap. På verdensplan blev 6 millioner jøder slået ihjel. Andre steder end i Danmark var der decideret klapjagt efter jøderne.
Indtil august 1943 havde jøderne haft en fredelig tilværelse i Danmark. Men det var vel også en af præmisserne for den danske samarbejdspolitik, at besættelsesmagten skulle holde sig fra jøderne.
Rundt om i Europa blev jødernes rettigheder efterhånden taget fra dem. I bogen veksler vi mellem Danmark og Europa.
Det er en bog, som vi gerne vil anbefale. Det er en grundig besættelseshistorie. Og bogen sætter i høj grad tankerne i gang.
Opfattet som modstandsbevægelsens succeshistorie
I de første årtier efter 1945 blev redningen af de danske jøder opfattet som en af modstandsbevægelsens succeshistorier. Men langt fra alle havde nogensinde haft eller fik tilknytning til det illegale Danmark.
De danske jøder blev betragtet som passive ofre, men ofte var de med til at organisere deres flugt.
Nazisternes racefjender
Antisemitismen var en central del af den nazistiske ideologi. Jøder var som nazismens ”racefjender”. Systematisk blev de myrdet, henrettet og sendt i gaskamrene i et omfang med en målrettethed, der overgik alle andre offergrupper.
Den nazistiske jødepolitik var ikke ensartet
Store dele af den internationale litteratur om det danske eksempel er dog præget af den forestilling at nazistisk jødepolitik var ensartet over hele Europa. Det udelades ofte, at tyskerne handlede anderledes i Danmark. Dette medvirkede til, at så mange jøder kunne slippe i sikkerhed i Sverige.
I den internationale litteratur nævnes intet om betaling
I den internationale litteratur bliver det heller ikke nævnt at jøderne skulle betale for deres redning. I nogle tilfælde var det ret dyrt. De fiskere der modtog betaling for transporten i 1943 kunne ikke komme i betragtning til nogen hæderstitel. Det var store summer, som fiskerne krævede.
I oktober 1943 var prisen pr. person et sted mellem 1.300 og 1.500 kr. Det var en anselig sum penge for en gennemsnitlig dansker. En faglært’ s månedsløn var godt 400 kr. Da 90 pct. af jøderne var i sikkerhed faldt summen i november til ca. 500 kr.
Aktionen varede kun tre timer
Det var vel også svensk velvilje, der var en af årsagerne til ”Miraklet”. Danmark førte en meget stram indrejse – og opholdsregulering over for de tyske jøder, der på flugt fra Nazi – Tyskland søgte mod Danmark.
Tidligt meddelte svenskerne at danske jøder ikke ville blive sendt retur. Men det havde Werner Best vel også regnet med.
Det tyske sikkerhedspoliti Gestapo bankede på dørene den 1. oktober 1943. Men det var ganske få, der var hjemme. Aktionen blev afblæst allerede efter tre timer, hvorefter Werner Best erklærede, at den ikke ville blive gentaget. Han indberettede til Berlin at Danmark nu var judenfrei (renset for jøder). Det var underordnet for Best, at de fleste var på vej til Sverige.
Under selve aktionen havde det tyske sikkerhedspoliti fået at vide, at de ikke måtte bryde døre optil de jødiske hjem, hvor der ikke frivilligt blev åbnet.
Kystpatruljering stort set sat ud af funktion
Kystpatruljeringen var stort set sat ud af funktion i hele oktober måned, hvilket bevirkede, at oversejlingen mellem Danmark og Sverige forløb relativt glat. Grunden hertil var dels, at den danske flåde, der varetog kystpatruljeringen var blevet interneret efter bruddet den 29. august, dels at værnemagten endnu ikke selv var begyndt at patruljere kysten.
Det danske kystpoliti var desuden blevet bedt om at holde sig uden for jødeaktionen,
Overordnet set forsøgte repræsentanter for de tyske myndigheder i vidt omfang at lukke øjnene for den evakueringsindsats, der fandt sted.
Tilgodeser det dansk – tyske samarbejde
Grunden til den bløde linje kan tilskrives hensynet til det dansk – tyske samarbejde, som tyskerne i mange tilfælde var villige til at strække sig langt for at opretholde. Også årsagerne til Werner Bests dobbeltspil er mange og komplicerede. Det hersker ikke megen tvivl om, at han var en pragmatisk mand, der gerne tilsidesatte det ideologiske hensyn til fordel for den politik, der bedst tilgodeså fortsættelsen af det dansk – tyske samarbejde.
”Lieferfreude” skulle bevares
Best forsøgte at komme i kridthuset hos Hitler og det var desuden et led i en magtkamp med general von Hanneken. At han så senere forsøgte at sabotere sit eget forslag kan skyldes at han blev bange for strejker og yderligere sabotage. Det kunne gå ud over danskernes ”Lieferfreude”. Og det kunne så for betydning for den tyske krigsindustri. Det var jo sådan at den danske eksport også steg efter den 29. august 1943.
Måske havde Best også indset at krigen var ved at vende til de allieredes fordel, så han forsøgte at redde sit eget skind.
Mange flere norske og hollandske jøder omkom
52 jøder kom ikke levende hjem fra Theresienstadt. Det lykkedes for Niels Svenningsen og Werner Best at forhandle en aftale på plads, hvorved tyske myndigheder gav deres ord på, at de deporterede danske jøder ikke vil blive skibet videre fra Theresienstadt til en tysk udryddelseslejr. Desuden aftalte de, at danske fanger kunne modtage livsvigtige hjælpepakker fra Dansk Røde Kors.
I Norge begyndte man at sende jøder i KZ – lejre fra 1942. Dødstallene for de norske og hollandske jøder var væsentlig større. Omkring 70 pct. af de norske jøder omkom og 50 pct. af de norske jøder omkom.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 5, 2022
Hans J. Wegner fra Tønder
Fra støvede landeveje til kongelige gemakker. Drømme blev sat i gang. Allerede på skolen var han med i udstillinger og konkurrencer. Han blev aldrig færdig på skolen. Lærer på Kunsthåndværkerskolen. Træk af kinesiske stoletyper. Kennedy og Nixon sad i Wegner-stole. Han var meget produktiv. Han skabte mange møbler i forskellige prisklasser. Han rejste verden rundt. Wegner fortsatte arbejdet. Måske vil et kommende museum vise andre møbeltyper end stole. Samarbejde med møbelproducenter. Den gode lokale kvalitet. I byens vandtårn. En ny forening så dagens lys. Tre års for – arbejde. Projektleder med erfaring. Museum Sønderjylland med ny struktur. De to Wegner – søstre trak deres støtte til Museum Sønderjylland tilbage. Stolene tilhører åbenbart Museum Sønderjylland. Forening er skeptisk over for politisk opbakning. Foreningen arbejder fortsat med et selvstændigt museum. Man regner med op til 50.000 gæster årligt.
Fra støvede landeveje til kongelige gemakker
Jo, jeg kan godt huske, at jeg blev sendt ned i Østergade for at få familiens sko repareret. Her sad Wegner og reparerede sko. Dengang tænkte jeg ikke på, at Tønder havde fostret en verdensberømt møbeldesigner.
Hans J. Wegner tog hele turen fra Tønders støvede landeveje til præsidentkontorer og kongelige gemakker. Han mistede aldrig sit beskedne og socialt engagerede væsen undervejs. Han blev født i 1914. Han kom i lære som snedker hos firma Stahlberg, der også lå i Østergade. Det var i 1931.
En af hans første betroede opgaver var at køre de færdige møbler ud til kunderne på en kærre, som han selv trak ud ad de støvede gader og landeveje.
Drømmene blev sat i gang
Som værnepligtig i København kom Hans forbi Snedkerlaugets årlige møbeludstilling i Kunstindustrimuseet. Det satte drømmene i gang hos den nu udlærte snedkersvend. Han startede på Kunsthåndværkerskolens møbellinje. Her mødte han en anden jyde og håndværker. Denne skulle blive en god ven og kollega. Hans navn var Børge Mogensen.
Sammen var de med til at sætte gang i bølgen af verdensberømt dansk design. De delte opfattelsen af, at møbler skulle være både veludførte, smukke og behagelige at sidde i – og så elskede de træ.
Allerede på skolen var Wegner med i udstillinger og konkurrencer
Allerede under årene på Kunsthåndværkerskolen deltog Hans J. Wegner i udstillinger og konkurrencer, hvor han viste sit talent for at formgive i træ.
Således debuterede han mens han var elev på møbeludstillingen med nogle kraftige armstole og et bord udført hos snedkermester Ove Lander.
Han blev aldrig færdig på skolen
På skolen var han fra 1936 – 1938. Den velansete arkitekt Erik Møller spottede det unge talent og hyrede Wegner ind til arbejdet med Nyborg folkebibliotek og videre som møbeltegner til Århus rådhus, som Møller udførte i samarbejde med Arne Jacobsen.
Efter 1940 tegnede han møbler til danske virksomheder. Udover møbler tegnede han sølvtøj, tapeter og flere lamper.
Wegners samarbejde med Johannes Hansens møbelsnedkeri begyndte i 1941. Her er alle Wegners håndsnedkrede møbler udført som gjorde hans og Johannes Hansens navne kendt i det meste af den civiliserede verden.
Lærer på Kunsthåndværkerskolen
I midten af 1940’erne slog Hans J. Wegner sig ned med egen tegnestue i Århus. Kort efter tog han tilbage til København, hvor han begyndte at undervise på Kunsthåndværkerskolen.
Det var også i 1940, at Wegner blev gift med Inga Helbo fra Aarhus.
Igennem 1940’erne kom flere smukke møbler fra Wegners hånd. Han gjorde sig bemærket ved nogle elegante tremmestole og indlagte skabe, hvor han selv udførte billedskærer – og dekupørarbejdet.
Træk fra kinesiske stoletyper
I stolens historie spiller Kina ikke hovedrollen, men for Wegner havde nogle karakteristiske træk i kinesiske stoletyper stor betydning.
Allerede i 1944 tegnede han for Johannes Hansen en armstol hvor det svungne kopstykke og rygbræt bærer tydeligt præg af kinesiske aner. Udviklingen fortsatte i nogle armstole hvor kopstykke og armlæn flugter i en bue og kulminerede i den berømte Y – stolen fra 1950, tegnet til Carl Hansen & Søn i Odense. Det er nok den mest solgte af Wegner – stolene.
Kennedy og Nixon sad i en Wegner – stol
Det helt store gennembrud kom efter møbeludstillingen i København i 1949, Her præsenterede Hans J. Wegner den stol, han selv kaldte for ”den runde”. Den blev senere døbt ”The chair” efter at præsidentkandidaterne Kennedy og Nixon sad i Wegners stol under en tv-debat.
Stolen kom også på forsiden af det amerikanske magasin Interiors, der udråbte den til verdens smukkeste stol. Den danske designguldalder var i gang.
Han var meget produktiv
Han var ekstremt produktiv og tegnede i sin karriere op mod 500 stole af vidt forskellig karakter. Han eksperimenterede gerne og var ikke bange for at prøve nye teknikker af eller tilbringe lange nætter i snedkerværkstedet. Han udfordrede træets egenskaber. Gennem livet samarbejdede han med snedkermester Johannes Hansen, der var med i arbejdet med de verdensberømte stole som ”den runde”, Påfuglestolen”, ”Jakkens Hvile” og ”Kinastolen”.
Han skabte møbler i mange prisklasser
Mange af Wegners møbler krævede masser af snedkertimer og var derfor dyre at producere. Men nu var Wegner ikke optaget af at skabe møbler til overklassen. Han sigtede efter god kvalitet og formfuldendthed i både æstetik og ergonomi. Han skabte møbler i mange prisklasser.
Wegners berømte ”Hejsependel” blev første gang vist på Snedkermestrenes Efterårsudstilling i 1962. Og så er det lige OPALA – serien som Wegner oprindelig tegnede til Hotel Scandinavia i København.
Et godt eksempel på en folkekær klassiker er gyngestolen J165, som Wegner tegnede for FDB. Vennen Børge Mogensen skabte møbler til middelklassen. Som vi allerede har nævnt, er en af Wegners mest kendte og solgte stole er Y – stolen. Den mente Wegner senere ikke var komfortabel nok – Y’et er i vejen for røven.
Han rejste verden rundt
Wegners møbeldesign var igennem 50’erne og 60’erne verdensberømt og rejste verden rundt på udstillinger og museer, hvor hans bedste møbler har fået plads i mange permanente designhistoriske samlinger.
I løbet af 70’erne og 80’erne mindskedes interessen for dansk snedkerkunst – godt hjulpet af møbelvarehuse som Ikea og ungdommens nye interesse i krom og glas.
Wegner fortsatte arbejdet
Wegner fortsatte dog ufortrødent arbejdet i værkstedet, hvor han blandt andet skabte bemærkelsesværdige møbler som Jakkens Hvile fra 1953, Pøllestolen fra 1960, Armstolen fra 1965, Butterfly stolen i 1977 og Cirkelstolen i 1986 – da var Wegner 72 år gammel.
Hans J. Wegner blev belønnet og berømt for sit arbejde i både Danmark og udlandet. Han modtog Lunning – prisen det første år den blev uddelt i 1951, vandt flere priser ved design biennalen i Milano, møbelpriser i Japan og udnævnt som æresdoktor ved Royal College of Art London.
Måske vil et kommende museum vise andre møbeltyper
Måske kan vi i et kommende museum i Tønder se andre møbeltyper end stole. Han tegnede jo andre møbeltyper bl.a. en fremragende kombination af et sofa- og sybord med flettet sy-kurv og skuffedarium fra 1950.
Bemærkelsesværdig var hans langvarige samarbejde med en række andre i borde, byggereoler og skabe, andre igen i polstermøbler. Gennem møbelindustriens arbejde med Wegners møbeltyper og det gennemgående høje kvalitetsniveau nåede hans møbler på grund af prisbillighed ud til en videre kreds.
Hans bedste møblerer indkøbt af museer over hele verden. Det danske kunstindustrimuseum erhvervede sin første Wegner – stol i 1942.
Wegner døde 92 år gammel i 2007.
Samarbejde med store møbelproducenter
Det er fantastisk mange Wegner – møbler at vælge imellem, for Hans J. Wegner var som tidligere nævnt ekstremt produktiv og havde samarbejder med flere store møbelproducenter – fra de dyre håndlavede møbler til de bredere, masseproducerede borde, sofaer, sofaborde og lamper.
Den gode lokale kvalitet
Ingen snedkere ville producere hans Fiskeskab, fordi de mente det var umuligt at lave. Men den pragmatiske Wegner tog lommekniven frem og viste, at det kunne det bestemt. I dag kan det udsøgte stykke snedkerhåndværk opleves på Designmuseum Danmark i København.
Han gik ind for lokal produktion og det gode håndværk. Han leflede ikke for at få produceret kvantitet i store mængder.
I byens vandtårn
I byens vandtårn befinder ser sig en unik samling af Wegners stole. Men Museum Sønderjylland har flere gange tænkt sig, at der skulle være et Wegner – Museum. Men disse tanker har dog ikke udmøntet sig i noget konkret.
Det var i 1995 at Tønder Vandtårn åbnede en udstilling støttet af A.P. Møller Fonden. Wegner skænkede 37 stole til museet. I dag kan det betragtes som en appetitvækker til noget større.
I hestestalden til Schackenborg Slot er der også Wegner møbler.
En ny forening så dagens lys
En ny spiller meldte sig på banen, da en gruppe Tønder – borgere oprettede ”Foreningen til etablering af et museum for Hans J. Wegners møbelkunst”. Det var hvis nok i februar 2020.
Hvad ville politikerne?
Der har været lidt usikkerhed om politikerne ville støtte sådan et projekt. Åbenbart har der været en del misforståelser. I dagspressen kom det frem, at man hellere ville støtte et Zeppelin – museum.
Men Økonomiudvalget ser gerne at et Wegner Museum blev etableret i Tønder. De er positive over for at give et tilskud til opstart. Men de ser det som naturligt, at dette museum bliver etableret sammen med Museum Sønderjylland.
Og denne betingelse kan være lidt problematisk for nogle.
Tre års for – arbejde
Foreningen vil bruge tre år for at undersøge mulighederne for at etablere et sådant museum. Økonomien for for-projektet er 3,9 millioner kr. over de tre år. Som udgangspunkt vil kommunen bidrage med et kontant bidrag. Foreningen havde søgt om 3 x 500.000 kr.
Foreningen mener at et årligt bidrag fra kommunen på 1,5 millioner kroner vil være passende, når der skal gives driftstilskud. Man tænker på den goodwill projektet skaber. Desuden vil museet kunne skaffe arbejdspladser og dermed skatteindtægt.
Projektleder med erfaring
Foreningen har ansat en projektleder – Anne Blond. Hun har tidligere været ansat 17 år på Kunstmuseet i Tønder og de sidste tre år som kunstnerisk leder inden for Museum Sønderjylland. Hun sagde op i forbindelse med nogle opsigelser på Museum Sønderjylland i Tønder. Dette skabte en del røre i Tønder.
Hun vil dog ikke grave grøfter men prøve at se, om man ikke kan få et samarbejde med Museum Sønderjylland i forbindelse med etablering af et Wegner Museum.
Museum Sønderjylland med ny struktur
Museum Sønderjylland er i gang med en ny struktur, som de lokale kræfter slet ikke bryder sig om. Det skal i 2025 være et samlet museum. Med andre ord – museet i Tønder skal ikke længere være et selvstændigt museum med egen leder men et udstillingssted med kontor i Haderslev. Det fortørner i den grad erhvervs – og turistorganisationer i byen. I Tønder kræver man egen ledelse på Kunstmuseet. Ja og egentlig er det de sønderjyske borgmestre, der står bag denne beslutning. Det er for at sikre driften i fremtiden. Økonomien er presset i Museum Sønderjylland.
De to Wegner – søstre trak deres støtte tilbage
De to Wegner – søstre har trukket deres moralske og økonomiske støtte tilbage til fusionsorganisationen Museum Sønderjylland. Den gave, der blev givet i 1995 til Tønder som by beroede i høj grad på en tillidsrelation mellem Wegner – søstrene og den tidligere museumsinspektør gennem 27 år i Tønder, Ove Mogensen.
Denne Ove Mogensen er søn af møbelsnedker Berner Mogensen, som tjente i hele 40 år hos Wegner – snedkeriet PP Møbler i Lillerød.
Hans J Wegner begyndte at tegne på fast basis for netop PP Møbler i 1968. Dette snedkeri har siden produceret en række af hans mest komplekse og kostbare snedkerikoner.
Ove Mogensen sagde sin stilling op. Han kunne ikke se sig selv i den nye struktur.
Stolene tilhører angiveligt Museum Sønderjylland
De stole som Hans J. Wegner i 1995 forærede museet til hører i lovens forstand dog Museum Sønderjylland. Tøndringerne er nok mest optaget af lokalmagt mens det for Wegner – familien formentlig er tale om et personspørgsmål.
Som de tidligere har udformet i en presseinformation. så ønsker de en faglig kompetent og lokal ledelse og ikke en organisatorisk enhed.
Foreningen er stadig skeptisk over for den politiske opbakning
Foreningen er dog stadig skeptisk over for politikernes opbakning. Og det selv om der er international bevågenhed om et designmuseum i verdensklasse. Man er sikret en rentabel drift i fremtiden i kraft af donationer samt driftsmidler fra Wegner familien. De to Wegner-søstre vil bidrage med årligt tre millioner kroner.
Så sent som i september 2022 er foreningen stadig ikke klar over politikernes reelle holdning. Og i den lokale debat mener man, at politikerne igen har valgt Zeppelin-museet til fordel for Wegner – Museet.
Foreningen arbejder fortsat med et selvstændigt museum
Foreningen vil fortsat arbejde for et selvstændigt museum. De har forespurgt politikerne om en bestemt grund på Søndre Landevej, når hele forarbejdet er færdigt. Heller ikke dette spørgsmål har politikerne taget stilling til.
Debatten foregår i de lokale medier. Mystisk er, at man ikke har sat sig sammen og diskuteret mulighederne. Foreningen mener, at deres ønsker skal gennem en demokratisk proces.
Og det samme forhold er gældende mellem Museum Sønderjylland og søstrene Wegner. Her er det også som om diskussionen foregår gennem medierne. Det virker ikke særlig hensigtsmæssig. Det gør det heller ikke, når Museum Sønderjylland udtaler, at søstrene burde henvende sig til dem.
Man regner med 50.000 årlige gæster
Etableringen af et Wegner – Museum vil koste mellem 125 – 150 millioner kroner. Og driftsomkostningerne vil være cirka 11 millioner kroner. Man regner med cirka 50.000 årlige gæster.
Foreningen er ivrig i gang med at søge diverse fonde. De vil ikke putte Wegner i noget, hvor rammerne er for snævre. Så bliver det ikke det som Wegner fortjener.
Selvfølgelig skal sådan et museum ligge i Tønder. Det vil betyde en kæmpe gevinst for kommunen. Men der kan i den grad spores uenighed. De enkelte partier i Tønder er efterhånden fremme og bakke Museums – aktiviteterne op.
Det er som om, at det er gået selvsving i debatten. Fakta er at der også i 2023 er sat 530.000 kr. af til det fortsatte udviklingsarbejde. I øvrigt er der en positiv indstilling til at stille en byggegrund med tilhørende p – plads til rådighed uden at der sat penge af til dette.
Men husk, det er politikerne, der har truffet beslutningen om Museum Sønderjyllands nye struktur. Og er de beløb som man fra Tønders side har valgt at give betinget af samarbejde med Museum Sønderjylland? I så fald er familien Wegner stået af.
Det bliver spændende at følge udviklingen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 4, 2022
Sydslesvig – under og efter Anden Verdenskrig
Dette er en meget lang artikel. Det er foredrag afholdt i KFUM/KFUK Vesterbro. Flensborg var under besættelsen plaget af masser af bombardementer. Det kostede menneskeliv og mange ødelæggelser. Inden krigsafslutning blev regeringen samlet i byen. Dönitz havde nogle planer. Men han kunne ikke bruge Himmler som næstkommanderende. Cirka 3.000 krigsforbrydere blev samlet i Flensborg. Her dukkede også KZ – fanger op. Dem ville Dönitz bruge som gidsler i forhandlinger med vesten. Vi kigger på et par episoder ude på vandet, hvor marinere blev likvideret. Tyskerne var trætte af at blive afnazificeret. Havde man gode forbindelser blev man kategoriseret i bløde linje. Krigsforbrydere bosatte sig i det fine kvarter uden nogensinde at blive straffet. Vi kigger også på to lejre, hvor der skete grusomme ting. Kommandanten af disse to lejre blev aldrig straffet. Medlemmer af Det tyske Mindretal fungerede som vagtposter i Ladelund. Og hvordan havde det danske mindretal det. Under krigen blev de chikaneret af nazisterne og efter krigen blev de chikaneret af briterne. De dansksindede blev kaldt for ”Späck-Danen”. Og i Wassersleben måtte de sønderjyske politimestre stå skoleret for briterne i forbindelsen med sagen om Asmus Jensen.
Afspejlede sig i Sønderjylland
Vi plejer at fortælle sandheden og det er måske ikke altid den historie, som du plejer at høre. Det er ikke for at være anderledes, men det sker at vi får adgang til en anden historie end den officielle.
Besættelsestiden var frygtelig syd for grænsen især for de dansksindede. Men også efter besættelsestiden var det frygtelige forhold – lige syd for grænsen. De forhold, der var i Sydslesvig, satte sit præg på livet i Sønderjylland.
Jo vi hopper også over grænsen til min hjemstavn.
Meget tidlig advarede H.P. Hanssen mod faren
Og så var det lige englænderne. De havde ikke den store forståelse for det danske mindretals kultur. Vi skal da også i dette foredrag besøge to Aussenlager under Neuengamme. Måske bliver dette foredrag ikke så morsomt.
H.P. Hanssen – danskhedens ledere i Nordslesvig advarede meget tidligt om nazismens farer.
Advarsler i Mein Kampf
Det var ingen tvivl om Hitlers hensigter. Det stod sort på hvidt i hans bog. Det store gennembrud kom under den økonomiske krise i 1929. Dette betød arbejdsløshed og elendighed for den tyske befolkning
I 1928 var tilslutningen til nazisterne kun 2 pct. Men i 1932 var dette vokset til 64 pct. Historikere mener, at grunden til nazisternes store succes i Sydslesvig var at her ikke fandtes et egentligt bondeparti.
Kampen for Tysklands genrejsning og styrke var sat i gang. For tyskernes elendighed var nazismen et håb. Alt for sent opdagede de at det var en fiasko. Problemet var også, at de fleste ikke ville erkende det.
I Flensborg og Sydslesvig havde nazismen gode kår
Særlig i Sydslesvig og Flensborg havde nazismen gode vilkår. Antallet af arbejdsløse i Flensborg steg til 8.000 i 1932. Byen oplevede gadekampe mellem kommunister og nazister. Den 23. april 1932 modtog 45.000 begejstrede borgere i Flensborg Adolf Hitler. Det var så vidt vides hans første og eneste besøg i Flensborg.
Måske var det befolkningens sammensætning og manglen på et slagkraftigt industriproletariat, der var baggrunden for at Sydslesvig blev en nazistisk højborg.
De dansksindede blev smidt ud af byrådet
I første omgang opnåede NSDAP kun 21 af 45 pladser i byrådet. Men de danske repræsentanter, kommunisterne og Socialdemokraterne blev udstødt af byrådet. Så var banen sikret for nazisterne.
Og det var tydeligt at der skete ændringer i Flensborg. Jødiske forretninger blev blokeret og i 1933 foregik der bogafbrændinger.
Jøder mishandlet og jaget ud af deres hjem
Natten mellem den 9. og 10. november 1938 blev jødiske borgere mishandlet og jaget ud af deres hjem. Til sidst blev dem, der ikke nåede at flygte sendt til KZ – lejre og myrdet. Det samme overgik politiske modstandere, fagforeningsfolk, Jehovas Vidner, Romaer og mange flere.
Børn sultet ihjel
På særlige institutioner blev der indrettet afdelinger, hvor der foregik drab på handicappede børn og voksne. Børn i et antal på 7 – 8.000 blev henrettet op tyske børnehospitaler. Mange gange blev de sultet ihjel.
I et gammelt fængsel i Brandenburg blev de første prøvegasninger gennemført i 1939 og 1940. man forsøgte sig med kuliltegas. Gassen var lugtfri og relativt hurtigt virkende. Et tidligere statshospital Gafeneck ved Stuttgart var prøveklud for de første systematiske gasninger.
Mennesker med syfilis blev tvangssteriliseret. Alkoholikere og kriminelle blev isoleret. Homoseksuelle og Jehovas Vidner havde Det tredje Rige ikke brug for. De skulle også udryddes. Det var en udgift for samfundet og passede ikke ind i det tredje Riges filosofi.
Knoglestykker brugt som gødning
Afbrændte knoglestykker blev smidt ud som gødning på marker eller hældt i floder og søer i nærheden af anstalter. Befolkningen kunne næppe undgå at lægge mærke til at der foregik mystiske ting. Efterhånden var det da også mange der stillede spørgsmål til sid selv, hvad ideen var med alle disse lejre. Man talte om økonomiske fordele ved at udrydde såkaldte ”Idioter og ”Ballast – eksistenser”
Frygten for eget liv og sikkerhed holdt tyskerne tilbage. Og nogle kunne da se en fordel i at overtage en billig lejlighed eller butik, hvis beboere og indehavere var sendt til en udryddelseslejr.
Jøder gjort til syndebukke
Luftangreb rasede over Flensborg. 1.000 sprængbomber og 12.000 brandbomber blev kastet over byen.
I krisetider er det syndebukke. I Tyskland var det kapitalismen, socialismen og modernismen, der var skyld i dette. Jøderne blev koblet til dette. Under nazitiden blev der lavet 2.000 anti – jødiske love og forordninger.
Politiken: Fantasier kan ikke tages alvorlig
Meget tidligt fortalte Hitler, hvad han var ude på. Således anmeldte Politiken hans bog ”Mein Kampf” i 1930:
Orwell hæftede sig ven en ting
Først i 1940 anmeldte selveste George Orwell bogen i England. Han hæftede sig ved at jøderne var gift for den ariske races udbredelse. Men alligevel nedtonede han grusomheden. Endnu i 1940 var Hitler en nogenlunde respekteret person.
Det Tyske Mindretal tog imod ideologien
Og Det tyske Mindretal tog tidligt imod de nye impulser syd fra. Måske kostede det en lille kamp i begyndelsen – men alligevel. Det gik hurtigt. Man ville ændre grænsen og kæmpede nu for at komme ”Heim ins Reich”. De oprettede hele tre forskellige værn og kæmpede mod danskerne. Efter besættelsen følte de sig som ofre og forlangte en undskyldning for den behandling, de fik. Den såkaldte ”Fårhus – myte opstod.
I 1944 skulle 16 – årige til fronten
En masse tvangsarbejdere var kommet til Flensborg. De var indkvarteret i kasernelignende lejre. Og i 1944 indkaldtes 16 til 60-årige til fronten.
For Flensborg kostede krigen 2.896 soldater. I byen kostede nedfaldne bomber 176 bombeofre deriblandt børn fra en dansk børnehave ved havnen.
Det danske Mindretal havde det svært
Under nazi – styret havde det danske mindretal i Sydslesvig haft det svært. Den voldsomme tysk – nationale, nazistiske propaganda havde ikke levnet megen plads til mindretallet.
Man havde ellers lovet i artikel 113 at de fremmedsprogede befolkningsdele ret til en fri national udvikling. Man fastslog at der ikke måtte lægges hindringer i vejen for at benytte modersmålet i undervisning, forvaltning og retspleje.
De dansksindede blev lettere arbejdsløse under nazi – tiden. Nazisterne betragtede dem nemlig ikke som ”Mitkämpfer”. Den tyske administration gav heller ikke de dansksindede vinterhjælp eller børnepenge.
Det sociale arbejde blev netop administreret af det nazistiske parti.
Berlin hjalp de dansksindede
Påskeblæsten i foråret 1933 var begyndelsen til de følgende års stormløb på mindretallet og den dansk – tyske grænse. Lokale nazistiske ledere i Sydslesvig som Gauleiter Heinrich Lohse, overborgmester i Flensborg, Wilhelm Siewers og fra 1937, Ernst Krach gjorde livet surt for de dansksindede. De danske skoler og Flensborg Avis blev løbende angrebet af de lokale nazister men reddet af centrale nazistiske myndigheder i Berlin.
Børnene blev hele tiden brugt som pressionsmiddel fra tysk side. Hvis børnene blev flyttet til tysk skole, fik man hjælp.
Dansksindede skoleelever skulle vise ”Hitler – Hilsen”
Senere kom der så en lov, hvorefter en skoleelev ikke kunne rejse til udlandet uden en attest fra Hitlerjugend. Og danske børn skulle også have en attest på, at de ikke var medlem af Hitler Jugend. Men for at få attest var betingelsen at man heilede, når man kom ind på kontoret.
Men endelig i 1938 fik man så en melding fra Berlin, at danske børn ikke behøvede at heile.
Tyskerne fyrede Flensborg Avis redaktør
Flensborg Avis svævede i en evig angst for censur. Og forbud. Det krævede en streg selvdisciplin. Men selvbeherskelse var ikke nok til at undgå advarsler. Men man slap dog ikke for et midlertidig forbud. Og tyskerne afsatte redaktør Ernst Christiansen.
Dansksindede i kamp for hitler
For de unge dansksindede var det heller ikke sjovt. Hitler havde i 1933 genindført den almindelige værnepligt. Skulle de unge undgå den, måtte de flygte. Men skulle de opretholde retten til hjemstavnen, altså retten til at leve i Tyskland som dansksindet måtte de også udføre deres borgerpligt.
Det antages, at mellem 700 og 800 dansksindede sydslesvigere gjorde tysk krigstjeneste under Anden verdenskrig på de forskellige fronter. Og mellem 250 og 300 kom ikke hjem igen.
Udelejr Ladelund
Alle kender Neuengamme og dens grusomheder. KZ – lejren havde 89 udelejre. Og vi skal besøge to af disse.
Den første er Ladelund som kun lå ca. 5-6 km syd for grænsen lige i nærheden af Tønder. I denne lejr udgjorde vagtmandskabet 20 mand fra Det Tyske Mindretal nord for grænsen. Ellers var de fra SS Todenkopf og ældre marinesoldater.
Det var i begyndelsen af november 1944, at der kom 2.000 fangere til den lille by. Og egentlig var der kun plads til 200 i lejren.
Folk fra hollandske Putten blev likvideret
Her blev hollændere fra byen Putten likvideret. I alt blev 540 indbyggere fra denne by interneret. Kun 48 vendte tilbage. I Ladelund var det 117 fra byen, der blev likvideret. Det var i putten der blev skudt et par tyske officerer. Derfor skulle hele byen udslettes. Alle mænd mellem 17 og 65 år blev deponeret.
Panzerstrasse
Lejren i Ladelund stammer tilbage fra 1939 og var kun en kort overgang Aussenlager. I slutningen af 30erne havde de lokale beboere set unge mennesker forsynet med spader. Det var blandt andet disse mennesker, der byggede betonvejen ved grænsen. Den blev bygget mellem Süderlûgum og Flensborg. Strækningen var på 34 kilometer. Det var den såkaldte Panzerstrasse.
På to måneder – 300 dødsfald
Fangerne var inddelt i forskellige kategorier – politiske, kriminelle, asociale, Jehovas Vidne m.m. Ja så var det også alle de andre undermennesker som polakker, jøder. Men her var også vagabonder, alkoholikere, hjemløse, arbejdssky, invalider m.m.
Når fangerne kom hjem om aftenen havde man adskillige døde med. På blot to måneder havde man 300 dødsfald i lejren.
Præsten ville ikke begrave i massegrave
Præsten Johannes Meyer fik pålagt at begrave de døde. Præsten fik at vide at han nok skulle regne med at begrave 20 – 30 stykker hver dag. Kommandanten ønskede, at det skulle være massebegravelser, men det nægtede præsten. Han ville have navn og data på hver. Og han fandt et stykke jord på nordsiden af kirken
Kommandanten blev aldrig straffet
Den overordnede leder, som både var kommandant for Ladelund og Husum – Svesing, Hans Herman Griem blev nogensinde dømt for sine forbrydelser. Da man endelig fik taget sig, sammen i 1971 døde han inden han fik dommen.
Griem blev godt nok anholdt af briterne, men flygtede. I lang tid levede han under falsk navn i Hamborg – området. Men da der ikke skete noget levede han længe med sit eget navn.
Han beslaglagde levnedsmidler og lod fangerne sulte. Så solgte han dem videre. Han brugte sadistiske metoder og skød selv flere fanger. Mange blev skudt, når han havde drukket. Han elskede at torturere fangerne. Han var magtsyg og uligevægtig.
I KZ – systemet var han driftssikker
Men i KZ – systemet var han en betroet og driftssikker medarbejder, der ofte blev sendt ud for at løse omfattende opgaver. Han kunne sit håndværk. Gennem sin brutale fremfærd og sit uberegnelige væsen forstod han at skabe frygt i fangesamfundet. Han skabte resultater gennem terror.
25.000 mand gravede Friservold
I både Ladelund og Husum skulle man grave den såkaldte Friservold. I alt 25.000 var beskæftiget med dette arbejde. Man frygtede en allieret invasion i Danmark eller ved den tyske vestkyst. Hitlers ordre var at opføre befastningsanlæg langs Tyske Bugt og på tværs af Sydslesvig.
Men det måtte man opgive på grund af tyskernes sammenbrud. Snart opgav man Ladelund og sendte dem tilbage til Neuengamme.
Mellem 300 – 500 døde i Husum – Svesing
I Husum – Svesing skulle de holde varmet i vådt tøj Fra den 26. september 1944 bestod lejren. Her kom 2.500 fanger fra 14 lande. Mellem 300 og 500 mennesker døde som følge af tvangsarbejde underernæring og mishandling.
Med første sending var der 81 danskere. At arbejderne var fysisk udviklede til deres arbejde, var lige meget. De skulle bare fysisk og psykisk kækkes gennem meningsløse og disciplene foranstaltninger.
Umuligt at renholde sig selv
Man blev vækket kl. 4.30 om morgenen. Så skulle man indtage en sparsom morgenmad og ordne morgentoilette, hvilket ud fra de utilstrækkelige sanitære forhold var en udfordring. Man skulle kæmpe med de andre fangere for at komme til at vaske sig.
Det var umuligt at renholde sig selv og det udleverede fangetøj. Det fungerede også som arbejdstøj i de mudrede pansergrave. Latriner var dimensioneret efter de 250, der normalt skulle opholde sig her.
Fangevogtere blev belønnet, når de havde skudt en
SS-soldaterne morede sig med at tage fangernes hatte og kaste dem væk. Så blev fangerne kommanderet til at hente disse hatte og så skød vagtposterne dem. Så kunne de altid sige, at de blev skudt på flugt. Drabsmanden blev så belønnet med naturalier i form af delikatesser, spiritus eller en fridag.
Man brugte tæpperester som forbinding. Men blev det opdaget under appellerne blev fangerne beskyldt for tyveri eller sabotage mod Det Tredje Rige. Straffen var prygl, oftest pisk i den nedre del af ryggen. Dette var i mange tilfælde ensbetydende med åbne sår og sågar nyreskader. Mange af disse skader endte dødeligt.
En lærer og hans klasse opdagede den grufuld fortid
Det var en lærer og hans folkeskoleklasse, der i 1970erne opdagede lejrens eksistens. De begyndte nu at undersøge arkiver. Lokalsamfundet havde glemt eller ville glemme eksistensen. Måske var det sammenvittigheden.
”Det har vi ikke vidst noget om
De fleste lokale frydede sig over fangernes lidelser, når de mødte dem på de nordfrisiske veje eller i Husums gader. Mange væmmedes da også at se fangerne, mens andre hånede og grinede af de forhutlede fanger. Det står lidt i kontrast til tyskernes udsagn:
3.000 krigsforbrydere samlet i Flensborg
I maj 1945 var der forsamlet 3.000 krigsforbrydere i Flensborg. De fleste af disse nåede videre til Sydamerika og via Danmark til Sverige. Andre igen havde fået nyt ID.
KZ – fangere beordret til Flensborg
I begyndelsen af maj vrimlede Flensborg også med KZ – fangere fra Neuengamme . Dengang da Himmler havde magten havde han beordret fangerne til Flensborg. Han ville bruge dem som gidsler i forhandlinger med de allierede.
Göring var sikker på at blive afløser
Hermann Göring var sikker på, at han blev Hitlers efterfølger. Det fastslår et førerdekret fra 1941. Men i førerbunkeren befandt Martin Bormann sig stadig. Han var kendt som intrigernes mester. Og Göring kunne han ikke fordrage. Og denne Göring havde forfattet et telegram, der nærmest var et ultimatum. Da Bormann læste det, gjorde han sin chef opmærksom på, at Göring seks måneder tidligere var mistænkt for at have ført hemmelige forhandlinger med de allierede.
Dönitz blev leder
Bormann havde nu fået hidset Hitler op. Göring skulle arresteres og fratages alle sine poster. Himmler blev ligeledes afsløret, men blev dog ikke anholdt. Således blev storadmiral Karl Dönitz kort før Hitlers død udnævnt til Statsoverhoved. Den 30. april modtog han et telegram fra Bormann.
Himmler blev afvist
Den 2. maj var Himmler sammen med 150 medarbejdere kommet til Flensborg. Han havde masser af penge og guld med. Han forventede at blive næstkommanderende. Men Dönitz – den nye regeringsleder havde afvist ham. Ligeledes blev von Ribbentrop afvist.
Himmler fik som tusinder af andre nyt ID. Han fik en fisker til at sejle ham over Elben. I nærheden af Lüneburger Heide løb han på en kontrolpost. Her mente de, at hans Ausweiss så alt for nyt ud. Men inden de kunne nå at anholde ham, havde han indtaget en selvmordspille.
Havde været til møde med Folke Bernadotte
Den 23. april havde Himmler mødtes med Folke Bernadotte. Han havde en plan med, at USA og Storbritannien sammen med tyskerne skulle vende våbener mod Sovjet. Men det forslag blev prompte afvist.
Vigtigt møde i Flensborg
Dönitz havde 400 soldater som livvagter. Og straks ved hans ankomst til Flensborg blev der afholdt stormøde. Her gjorde generaloberst Lindemann opmærksom på, at han ville kæmpe videre i Danmark. Ifølge et referat havde han sagt:
Men nu er det ikke alle historikere, der er enige i at han har sagt dette.
En stakkels fordrukken kommandant
Dönitz beordrede den 7. maj at man stadig skulle hilse med ”Heil Hitler”. Først den 10. maj blev rigsflaget taget ned fra marinestationen. Den 14. maj blev alle billeder af Hitler fjernet fra offentlige kontorer. Det var også den dag, at der fandt en statsbegravelse sted. Det var fregatkaptajn Wolfgang Lüth. Kommandøren for Marineskolen var blevet skudt foran en vagtpost. Kommandørkaptajnen var så fordrukken, at han ikke kunne huske det kodeord, som han selv havde uddelt.
Speer og Dönitz protesterede under anholdelse
Den 23. maj havde englænderne fået nok. Den tyske regering og den militære ledelse blev afsat og arresteret. Albert Speer gjorde opmærksom på at det var nedvurderende for en mand af hans rang at blive transporteret i et almindeligt militært køretøj.
Dönitz havde pakket 12 kufferter. Men han fik kun lov til at tage en kuffert med sig. Han havde ellers taget en hel ny uniform på. Briterne arresterede i alt 420 personer.
En mærkelig stemning i Flensborg
Stemningen i Flensborg i de sidste 20 dage skiftede mellem fortvivlelse og eufori. Ingen vidste om man var død i morgen, arresteret eller sat i fangenskab. Det var som at danse på en vulkan. Kvinder og mænd var indblandet i vilde orgier. Både alkohol og stoffer var indblandet.
Både sænket i Flensborg Fjord
I Gelting Bugt lå cirka 20 krigsskibe og 50 u – både opankret. I aktion ”Regenbogen” blev alle disse skibe sænket. Man har glemt, hvilken økologisk og miljømæssig katastrofe dette medførte. Kemikalier og dieselolie forurenede hele bugten.
Allerede den 30. april beordrede Dönitz at alle skibe, der ikke lige var beregnet til fiskeri og minesøgning tilhørende den tyske marine skulle sænkes. Åbenbart havde Dönitz den 4. maj annulleret denne ordre.
Men mange kaptajner ignorerede denne ordre. I Flensborg Fjord blev der sænket 28 u – både. I gelting Bugt drejede det sig om 47.
300 KZ – fangere plaffet ned på strand
Natten mellem den 2. og 3. maj strandede lastpramme med indsatte fra KZ Stutthof og Danzig ud for Neustadt. Om eftermiddagen den 3. maj skød soldater, SS’ er, Hitler – drenge og medlemmer af Folkestormen 300 af disse i fuld offentlighed på stranden. Mange af dem var kvinder og børn. Andre lastpramme med indsatte flakkede rundt i den vestlige del af Østersøen. To af disse landede på Stevns og Langeland.
Først i 2002 blev der givet pension
Først i 2002 besluttede den tyske regering at familier og personer, der blev dødsdømt efter krigens ophør skulle have krigsskadeserstatning. Indtil da havde familiemedlemmer til tidligere Waffen SS – medlemmer og Gestapo – folk været bedre stillede.
10.000 flygtninge dræbt af de allierede
Den 3. og 4. maj havde britiske fly været i gang ved østkysten. Man mente at de var ved at evakuere deres tropper mod nord. Men ved denne aktion angreb britiske fly en masse flygtningeskibe. Man mener, at mindst 10.000 flygtninge omkom ved denne aktion.
Ved den sønderjyske østkyst og langs Flensborg Fjord drev vraggods og lig i land.
Kolonner med tusindvis af KZ – fangere ankom til Flensborg fra bl.a. Stutthof og Neuengamme. De skulle bruges som gidsler i en forhandlingssituation med de allierede.
Dönitz blev kun idømt 19 års fængsel
Denne Dönitz overtog som allerede som nævt kommandoen af den tyske ubådsfly. Han var også hovedmanden bag de succesrige ubådsangreb mod de allieredes konvojer. Om det Dönitz gjorde i Flensborg var godt eller skidt, ja det strides historikerne endnu om. Ja han opløste Gestapo, SS og Nazi – partiet. Men han accepterede alle de ulovligheder, der foregik i byen de sidste 20 dage.
I Nürnberg blev han idømt 10 års fængsel for
I 1980, da han døde, blev han dog ikke begravet med militære æresbevisninger. Men selv efter hans død fortsatte med at være en omstridt skikkelse.
Frem til verdenskrigens afslutning fulgte han kompromisløst Hitlers befalinger. I foråret 1945 afviste han enhver tanke om våbenhvile. Han planlagde endda en ny offensiv mod de allierede med ny konstruerede skibe.
Han påstod ikke at kende til det tredje Riges forbrydelser. Men det var ham, der gav ordre til at skibe med flygtninge skulle torpederes. Han var nazist til det sidste. Således optrådte han i 1963 på et gymnasium ved Hamborg. Her fik lejlighed til at fastholde sin fascistiske og nazistiske holdninger og sin beundring for Hitler.
11 mand likvideret på Alssund
Og denne Dönitz gav også ordre til henrettelse af nogle stakkels marinesoldater i Alssund og Gelting Bugt. Det er de to historier I skal høre nu.
I de danske hjem var det naturlige glæde, da frihedsbudskabet kom. Langs strandene blev det tændt bål også ved Alssund.
Den tyske minestryger i Sønderborg M 612 lægger fra kaj i Sønderborg. Kursen er sat mod Møllebugten. Det er en strækning på ca. 2 km. Her blev der kastet anker kl. ca. 23. Inde på land kan det ses at projekterne blev tændt. Så blev hørt støvletrampen og affyring af maskinpistoler. Derefter hørtes der plask. Ingen tog videre notits af det. Ingen vidste at 11 dræbte marinesoldater pakket ind i lærredssække med tunge jernblokke netop var smidt i vandet. Efter halvanden time sejlede båden igen.
Mandskabet begik mytteri
Båden havde været i Kurland efter flygtninge. Det havde været en farefuld færd. I Kiel ville man ikke tage imod flygtninge. Og det ville man heller ikke i København. Og i Sønderborg havde modstandsbevægelsen overtaget og afviste også skibet.
Der spredte sig en mærkelig uro. Man talte om at ”stige ud eller stikke af”. Man havde ikke lyst til atter engang at tage til Kurland og risikere liv og lemmer, nu hvor krigen var slut.
Den næste morgen den 5. maj gjorde man klar til atter at sejle. De fik at vide, at de bare skulle parere ordre. Nu var de Frikorps Dönitz. Og på M 612 var der forholdsvis unge officerer. De ville vise deres værd.
Men skibet nået ikke langt. Mandskabet foretog mytteri og overtog herredømmet over skibet. De spærrede officererne inde.
En hurtigbåd opdagede det
Men ak. En hurtigbåd kom forbi og kommandanten fra denne opfattede mistanke. Der ankom flere både og M 612 blev nu omringet. En undersøgelseskommando blev enige om dommen:
Mandskabet var fra 18 til 23 år. Dönitz havde givet sin tilladelse.
Nu har de endelig fået en mindesten
Den danske fisker, Henry West bjergede syv af ligene. Alle blev begravet på kirkegården i Sønderborg på den afdeling, der var forudset til wehrmacht. To af de bjergede blev begravet på Christians kirkens Kirkegård.
I mange år nægtede Sønderborg Kommune at rejse en sten for de likviderede. Og det samme var tilfældet i Det Tyske Mindretal. Først for et par år siden blev der rejst en sten.
Ingen blev nogensinde straffet
Retten i Lübeck frikendte dem, der afgjorde at de 11 skulle dømmes til døden. Det var familiemedlemmer, der havde rejst sagen – ikke de tyske myndigheder. En anden retssag i Hamborg frikendte eksekutions – officer, kaptajnløjtnant Merkel. Donitz understregede, at enhver stadig var bundet af sin soldatered.
En speciel sten i Gelting Bugt
I nærheden af en campingplads i den skønne omegn af Flensborg ud mod Gelting Bugt på et sted, der hed Norgaardholz fandt vi en sten, hvorpå, der stod:
Teksten var skrevet af Alfred Gail’ s forældre. Og slægtninge til de tre satte stenen op den 9. juli 1999.
To dage efter at freden var indført blev der givet befaling
Og hvad der skete to dage efter at freden var indtrådt i Gelting Bugt har beskæftiget det tyske retssystem gennem mange år. De ville helst have glemt det. En kommando marcherede hen på agterdækket og befalede nedskydningen. Og det var under ledes af den samme ”Merkel” som foretog likvideringen i Møllebugten et par dage forinden.
Ligene blev derefter med tunge vægte smidt i Østersøen. Og Dönitz havde proklameret, at ”Faneflugt nu engang koster hovedet”. Men nu var dette vel nærmere mytteri.
Den 8. maj var flagene blevet strøget fra hurtigbådene i gelting Bugt. Dette betød at krigen var forbi. Den fjerde matros slap med tre års fængsel.
Alle implicerede slap for straf. Og de to episoder var langt fra de eneste i dage omkring Flensborg Fjord.
Masser af lignende situationer i Mørvick
Alene i Mørvick blev der rapporteret om et dusin episoder efter den 5. maj 1945, der førte til en dødsdom. Således blev tre matroser dømt til døden, fordi de havde ødelagt kompasset på et skib.
En marinesoldat nægtede at fyre op på et krigsskib. Han fik sin dødsdom den 10. maj.
Inden for luftvåbnet blev en østrigsk soldat skudt den 14. maj, efter at være dømt til døden. Hans forbrydelse var, at han havde udtalt, at han ikke ville kæmpe for Tyskland.
Masser af domme – det accepterede de allierede
Både i Norge og Holland blev der uddelt talrige dødsdomme efter krigens ophør. Så sent som i 1946 er det eksempler på dødsdomme inden for den tyske Wehrmacht oppe i Norge.
Mellem den 10, maj og 5. august blev der alene ført hele 750 straffesager inden for det tyske militær. De 424 var for faneflugt. Åbenbart blev dette godkendt af de britiske militærmyndigheder. Og det skete også gennem hele 1946. Briterne mente, at på denne måde ville det være en mere sikker måde for ordnet afvæbning af Værnemagten.
Hvem kommer først til Lybæk
Her troede man så at alt var aftalt i slutspillet. Men faktum var, at der var stor forvirring. Montgomery, Eisenhower og Churchill var overhovedet ikke enig. Montgomery ventede ti dage med at gå over Elben. Russerne skyndte sig. Det drejede sig om, hvem der først kom til Lübeck.
Ja egentlig var det amerikanerne, der først mødte dem. Men det må man ikke sige højt. Først den 7. maj besluttede Montgomery at sende køretøjer over grænsen. Den 5 maj var der dog kommet 300 englændere til København. Men særlig travlt havde englænderne ikke.
Montgomery var uenig om hastigheden
Montgomery havde været uenige med amerikanerne omkring hastigheden. Han blev ofte betragtet som en besværlig person. Han havde med nedladende holdning over for amerikanske generaler. Han kritiserede også den danske forsvarsindsats. Han var ikke begejstret for de danske politikere og for danskernes landbrugs – og fiskerieksport til Tyskland.
6 eller 12 timer før russerne
Hans selvglæde var uhæmmet. Han fik at vide, at det lå Eisenhower meget på sinde, at de nåede Lübeck før russerne. Amerikanerne/canadierne mente at de kom 12 timer for russerne. I Montgomerys dagbog står der 6 timer.
Det er den amerikanske general Bradley, der erklærer, at de kom først. Egentlig skal vi takke amerikanerne for, at russerne ikke besatte Danmark. De nøjedes så med Bornholm.
’
Hvordan ville tyskerne reagere
Men Montgomery var ikke klar over, hvordan tyskerne ville reagere i Danmark. Var det nødvendigt at sende tropper til Danmark for at nedkæmpe dem? Det var trods alt en kvart million tyske tropper i Danmark. Heraf var 100.000 værnemagtssoldater og 75.000 tjenestegørende i flåden og luftvåbnet.
Han havde ellers forlangt, at de tyske lufthavne skulle bombes. Men denne aktion var blev aflyst flere gange på grund af dårligt vejr.
Den sønderjyske amtmand måtte ikke tage imod de allierede. Modstandsbevægelsen mente, at han havde været alt for eftergivende og flinke over for tyskerne. De mente i stedet for at han skulle arresteres. De havde bedt ham om at blive hjemme.
Briterne forlangte afvæbning af alle tyske skibe
Briterne forlangte, at de skibe, der ikke var blevet sænket, blev afvæbnet. Tyskerne var meget effektive. De transporterede ammunitionen hurtigere i land end briterne kunne nå at bortskaffe det. I løbet af få uger var der oparbejdet et større lager af ammunition i en række barakker ved havnen.
Den 14. juni 1945 gik det galt
Om morgenen den 14, juni 1945 gik det galt. En barak opbevarede 20 mm ammunition sprang i luften. Små ti minutter senere fulgte den næste og langt kraftigere eksplosion. Denne gang var det en nærliggende barak, der opbevarede mellem 200 og 250 dybdebomber, der røg i luften. Denne startede en kædereaktion, der fik resten af barakkerne til at rydde i luften.
Briterne troede det var sabotage
Trykbølgen fra eksplosionen spredte sig ud over havneområdet. Den jævnede både bygninger i havneområdet og væltede skibe i havnen. Eksplosionerne var så kraftige at adskillige huse i Flensborg fik revet taget af, Ruder blev smadret 10 kilometer væk.
De britiske styrker troede først, at det var sabotage. De blev sat i allerhøjeste alarmberedskab. Men ret hurtigt fandt de ud af, at det var en katastrofe.
Man hjalp brandvæsnet med at slukke de mange ildebrande. Men dette arbejde var hæmmet af, at store mængder af u-eksploderet ammunition var spredt ud over havneområdet. I alt 88 mennesker omkom i katastrofen.
En karl var ikke den, han udgav sig for
Den 11. marts 1946 er alt roligt på Hansens gård i Gottrupel ved Flensborg. Men pludselig er der masser af larm. Beboerne er forskrækket.
Nej det er britiske soldater, der river dørene op. Også den til karlekammeret. Der sover Franz Lang. Marinesoldaten hjælper til på gården. En flittig og venlig mand, som tager sig meget tid til børnene. Geværkolber bliver brugt mod ham. Blodet flyder fra ham. Man river vielsesringen af ham.
Kaptajn Hans Alexander læser, hvad der står på ringen:
Den britiske nazi – jæger har nået sit mål. Han har fanget Kommandanten fra Auschwitz – Rudolf Höss. Denne bliver udleveret til Polen. Allerede den 16. april bliver han hængt foran sin tidligere kommandant – villa med et udsyn til gaskamrene Han var kun en af de cirka 3.000 krigsforbrydere, der var forsamlet i Flensborg
Det pæne kvarter var fuld af topnazister
Det pæne Flensborg kvarter, Westlische Höhe var behængt med topnazister i efterkrigsårene. Her blev krigsforbrydere pludselig forvandlet til bedsteborgere med villa, vovse og Volvo. Naboerne vidste det. De sagde ikke noget. De nøjedes med at kigge ud gennem gardinerne. Og lade som ingenting.
Massemordere gjorde karriere
Jo det lykkedes massemordere at gøre karriere. Godt nok blev 300 af Det tredje Riges kabinetsmedlemmer og stabsofficerer anholdt den 23. maj 1945 på Marineskolen Mørwig. . Men Flensborg blev et ”Fortielses og Hvidvasknings – syndikat”. Det er ikke en by i Tyskland, hvor så mange ansvarlige og villige bødler gik under jorden.
Og så fik de en tårnhøj pension
Hans Joachim Beyer var en betydelig nazistisk racebiolog. Han deltog aktiv i massehenrettelse i Ukraine. Han kom på Pägogische Hochschule i Flensborg, hvor han fik et professorat.
Hitlers justitsminister, Franz Schegekberger fik ved Nürnberg – processen livsvarigt fængsel. Men han allerede i 1951 blev han løsladt. Han flyttede til Dietrich Nacke Strasse 21 på Westliche Höhe i Flensborg. I 1962 fik han ved en rets-anordning tilkendt en månedlig pension på 2.984 mark om måneden. En almindelig arbejders månedsløn var dengang 400 mark.
Carl Oberg legede Dr. Jerkyll og Mr.Hyde på Peter Christian Hansens Weg 8 efter at være dømt til døden ved en krigsret i Wuppertal og senere benådet. Oberg var SS – fører i Lvov, hvor han var ansvarlig for nedslagtning og tvangsudskrivning af jøder.
Aflivning af mentalt syge
Læge Werner Heyde aflivede som leder af nazisternes eutanasiprogram i årene 1939 – 41 100.000 mentalt syge og udviklingshæmmede mennesker, som ikke led af en livsfarlig sygdom. Han skaffede sig i Flensborg en ny identitet som Frits Sawade og fik et vellønnet job som reservelæge. Han flyttede også til det fine kvarter.
Ja vi kunne have nævnt mange flere.
Epidemier, sult og kulde krævede flere ofre
Om der havde været nazister blandt det danske mindretal? Jo det kan godt tænkes. Således kunne man ikke få en videregående uddannelse uden at være med i Hitler Jugend.
Man beskyldte også redaktør Ernst Christiansen – redaktør på Flensborg Avis for at være lidt brun i kanten. Han havde nogle specielle forestillinger om afstamning og race.
Tyske historikere har beskyldt dansksindede sydslesvigere for nazistiske tendenser. Kigger man på medlemsblade fra dengang m.h.t. at blande sig med de østtyske flygtninge, så havde det danske mindretal en speciel fortolkning af begrebet raceideologi.
Under britisk opsyn fik byen en dansksindet overborgmester I.C. Møller. Men lidelserne var langt fra forbi. Epidemier, sult og kulde krævede flere ofre i efterkrigstiden.
Befolkningstal steget med 71 pct.
Fra januar 1945 flygtede millioner af tyskere i Østtyskland. Den røde hær kom nærmere. I maj 1945 var der ca. 227.000 flygtninge i Sydslesvig. I 1989 var der 282.000. Den store tilstrømning betød at disse flygtninge blev tvangsindkvarteret i private hjem. Således var der op til 17 personer om at dele et toilet og et køkken.
Befolkningstallet i Sydslesvig var vokset med 71 pct. Indbyggere skulle pludselig dele deres hjem med vildt fremmede. Levnedsmidler blev igen rationeret. Bønderne ville ikkedele deres spisekammer med flygtningene. Mange bønder slagtede sort. De havde glemt at spørge englænderne om det.
De æder hundefoder
Men det rygtedes hurtigt blandt flygtningene, og disse fandt ud af, hvor bønderne gemte deres kød. Og de lokale bønder sagde skadefro:
Sortbørshandlen blomstrede og der var masser af smugleri over grænsen fra Danmark. Et godt venskab med en bonde betød overlevelse.
Overalt lå der våben og andre efterladenskaber. Og det var farligt, når børn fik fat i en håndgranat.
Det Danske Mindretal var afvisende over for flygtningene
Det danske mindretal var meget afvisende over for disse flygtninge. De vakte bekymring hos de dansksindede. De følte at de var en folkelig og national trussel. Samtidig så det ud til at englænderne foretrak disse i den offentlige administration i stedet for de dansksindede.
Det lykkedes for de dansksindede at sprede deres angst for flygtningene til Danmark. Og det gjorde de bl.a. ved hjælp af den dansksprogede presse i Sydslesvig.
Mindretallet smed 45 medlemmer ud
Det danske mindretal indførte regler, så flygtninge ikke kunne melde sig ind. Et ægteskab med en flygtning betød at man blev smidt ud af den danske forening. På den bekostning blev 45 medlemmer smidt ud.
Flygtningene blev beskrevet som anderledes. I 1947 foretog Gallup herhjemme en undersøgelse. Den viste at 88 pct. at Danmark burde forhindre flygtningens bosættelse i Sydslesvig. Man mente heller ikke at de skulle have samme politiske rettigheder som andre.
Nu kan vi altid fordømme dette i bagklogskabens viden.
Mindretallet holdt sig ikke tilbage i beskrivelsen af flygtningene
I såvel danske som sydslesvigske blade holdt danskerne sig nu ikke tilbage med beskrivelsen af flygtningene. De blev beskrevet som dovne og upålidelige mennesker, uforbederlige nazister og vendekåber, der kun drømte om at overtage magten. ikke blot i Sydslesvig men også i Danmark. Et sted stod der:
Et andet sted stod der:
A.P. Møller blandede sig også
Skibsreder A.P. Møller var særdeles aktiv. Han frygtede for danskhedens skæbne og skrev læserbreve i Berlingske og Flensborg Avis:
De kunne skade den nordiske slægt
Så sent som i 1949 kunne man læse i den slesvigske hjemstavnsavis som specielt udkom til det danske mindretal på tysk, at det var fare for det frisiske blod.
Derefter kom en beskrivelse af hvordan avisen mente, at det kunne skade den nordiske slægt. Avisen forlangte også at alle embeder i Sydslesvig skulle besættes med folk med en helt ren nordisk race.
Set med efterkrigens øjne ser det ud til at de dansksindede fejlfortolkede flygtningeproblemer. Og fortyskningen af sydslesvigerne var ikke så overfladisk som man havde håbet på fra dansk side.
En masse soldater blev interneret
Den britiske besættelsesmagt internerede indtil april 1946 over en million tyske soldater i Eiderstedt, Ditmarsken og Østholsten. Blandt soldaterne havde topnazister også skjult sig. Således fandt man Rudolf Hess, lederen af KZ – lejren Auschwitz. Han spillede marinesoldaten Franz Lang.
Tavshed og fortrængning var baggrunden for tyskernes succes
Tavshed og fortrængning var i mange år fremherskende i den tyske befolkning. Det var det som var baggrunden og hemmeligheden bag Tysklands hurtige opbygning.
De tyske politimestre skulle stå skoleret for de allierede
Den 3. juli 1945 blev de sønderjyske politimestre kaldt til et møde på restaurant Waldeck i Wassersleben. Det engelske militær ville gerne have at politimestrene gjorde rede for nedskydningen af 4 personer. Desuden ville man gerne have at vide, hvor Asmus Jensen befandt sig.
Den sidstnævnte var engelsk spion. Men modstandsbevægelsen i Padborg mente, at han var tysk spion. Han blev kidnappet, da han gik tur med sin kone. Han blev gennem flere dage tortureret i en lade i Vejbæk ikke lang fra Frøslev. Her blev han så til sidst dræbt af to nakkeskud.
Med en motorcykel med sidevogn blev han anbragt og begravet ved Søndermosevej 85 – 87. Efterfølgende blev han så gravet op og placeret 200 meter inde i Tyskland.
Den danske brigade forfalskede en rapport
Antagelig er det politimesteren i Gråsten eller anklagemyndigheden, der har fået Den Danske Brigade til at formulere en falsk rapport. De påstår at de skød ham på flugt ind i Tyskland og ramte ham på flere hundrede meters afstand.
De tre Brigade – folk, der har underskrevet rapporten, fik efterfølgende topstillinger. Måske burde vi ikke have set ligsynsrapporten og andre dokumenter. Efter at vores bog er udkommet er det da også blevet lukket for yderligere arkivtilgang.
Tog ikke imod mordanklage
Aabenraa Politi nægtede også at tage imod en mordanklage med nye beviser under påskud af at sagen er lukket i 1947.
Den 19. juli 1945 blev Asmus Jensens lig fundet. Hvordan den engelske militærkommando i Flensborg reagerede på dette og på den falske rapport vides endnu ikke. Men det finder vi sikkert også ud af. Nu havde briterne også andet at se til
Jo der skete mange mystiske ting i grænseområdet dengang. Og i 1973 beklagede politimesteren i Gråsten sin nød til Folketinget. Han mente, at journalisterne var kommet lidt for tæt på.
Flere erklærede sig danske
Der var decideret hungersnød syd for grænsen. Englænderne måtte flere gange fortælle danskerne, at de ikke måtte sende tyske flygtninge retur. Det danske mindretal modtog fra 1945 og et par år frem hjælpepakker fra Danmark.
Her var mange, som tidligere følte sig danske, som pludselig erklærede sig som danske. Mange gjorde det sikkert også bare for at overleve. Derved fik de adgang til pakkerne fra Danmark. Og så var det jo også dem, der under nazismens tid ikke turde vise deres sindelag.
Flæske – danskere
Blandt flertalstyskerne herskede der stor bitterhed over dette. Ikke uden grund blev de dansksindede kaldt for ”Speckdänen” Det udløste kraftige spændinger.
Der opstod en stemning at, at Danmark nærmest flød med mælk, honning, demokrati og social retfærdighed. Det var noget helt andet end hvad Nazi – Tyskland havde budt på.
På de danske skoler blev der serveret et måltid hver dag. I juli 1945 blev der leveret 3.700 hjælpepakker fra Danmark. I august 1947 var man oppe på 70.000 hjælpepakker.
Forskel på, hvem der kunne få hjælp
Men de dansksindede fortsatte med at være undertrykt. Den danske forfatter og senere højskoleforstander Bøgh Andersen var kortvarig borgmester i Harrislee efter krigen. Han fandt følgende stykke papir, der bl.a. omhandlede tandlægehjælp:
Det var også den by som Frøslev-fangere kaldte for ”Helvedes Forgård”. Her blev de kørt hen og sat i utætte kvægvogne for at blive befordret syd på til KZ – lejre.
Lokale bønder tilbød hø for penge. De fik pengene, men de kom aldrig med deres hø.
En nydannet forening
En nydannet forening så dagens lys i 1946. Den hed Sydslesvigs Forening. I februar 1946 var der 12.000 medlemmer. I 1948 var der 75.000. Og i begyndelsen af 1950’erne udgjorde de dansksindede 100.000 ved landdagsvalgene.
Afnazificering
De allierede gennemførte afnazificering overalt i Tyskland. Men de gjorde det på hver deres måde. Myndighederne forsøgte at kategorisere ”forbrydelserne” ens. Man tog hensyn til besvarelsesdokumenterne og ved at afhøre en om den brune fortid. I Sydslesvig fandt man frem til, hvor mange det drejede sig om:
Hvem gemte sig bag disse kategorier?
Det gjaldt om at have gode forbindelser
Men det handlede om at have gode forbindelser. Således blev Gauleiter Heinrich Lohse inddelt som kategori 3. Han havde således været særdeles aktiv i Sydslesvig. Det gjaldt om at have gode venner og gamle forbindelser. Og så var det næsten lige meget, hvad man havde lavet,
Man indrettede såkaldte Spruchkammer, der skulle bedømme den politiske holdning og sindelag hos millioner af tyskere. Disse kontorer bestod af amatører og ganske få jurister. Tyskerne opfattede alt dette som en fiasko:
Tyskerne følte sig ydmyget
Det var hele 125 spørgsmål, man kan skulle svare på. Tyskerne opfattede det så ydmygende og banale. Man kunne ikke angive, hvorfor man havde handlet som man gjorde. Således lovede en gymnastiklærer truet sine elever med klø hvis de ikke meldte sig frivillig til fronten.
Hvis man havde anbefalinger fra bekendte og gik hyppig i kirke, slap man billigere. Man led af mandskabsmangel. Og det betød så at mange slap for at ende i kategori 1 og 2.
Ledelsen i NSDAP, SS eller Sikkerhedspolitiet (SD) slap med en bøde på 4.000 mark eller 2 års fængsel. Men på grund af det store antal sager blev det aldrig rigtig gennemført.
I 1948 blev der fremsat en lov om afnazificering
Englænderne og amerikanerne mente, at genopbygningen af hele administrationen var vigtigere end en politisk undersøgelse.
I februar 1948 vedtog man i Slesvig – Holsten en lov:
Konrad Adenauer var en af de største tilhængere af afskaffelse
De britiske myndigheder gennemførte i maj 1948 en undersøgelse som viste at 3 ud af 4 tyskere ville af med denne afnazificering. Og Konrad Adenauer mente at forfølgelsen af nazister bragte flere ulykker.
Fra 1949 til 1954 blev en masse af de dømte benådet og løsladt. De fleste embedsmænd med en brun fortid kunne nu fortsætte deres karriere. Og større krigsforbrydere slap for videre efterforskning.
1948: Kun 30 pct. af tyskerne mente, at Nazismen var dårlig
I 1948 lavede amerikanerne en undersøgelse. Den viste at kun 30 pct. af tyskerne mente at nazismen var dårlig. Fem år senere var næsten alle blevet benådet. Man forsøgte et ignorerer og fortrænge, hvad der var sket under Det tredje Rige.
Langt op i 1950erne og 1960erne var der krigsforbrydere ansat i stat og kommune. Og nu har man så travlt med at jagte 95 – årige med en lavere stilling til retsforfølgelse.
1948 var der stadig 30 pct. arbejdsløse
Efter valutareformen i 1948 var der stadig 30 pct. arbejdsløse i Flensborg. Først omkring 1950/51 kom der for alvor gang i økonomien. Der kom mere gang i havnedriften. En kæmpe social indsats blev ydet for at integrere de tilbageværende.
Forbundsrepublikken lagde en del af deres institutioner til byen. Forsvaret kom til byen i 1956 og flåden i 1957.
Kobbermøllen og Nordisk Ovnfabrik måtte opgive deres produktion. Men Danfoss oprettede en afdeling. Det samme gjorde en række andre fabrikker. I 1963 var arbejdsløsheden nede under 2 pct.
Stor bitterhed og nationale spændinger
I de første år efter 1945 var situationen både nord og syd for grænsen præget af stor bitterhed og stærke nationale spændinger. Man holdt sig for sig selv og talte ikke med ”de andre”. Man brugte egne pengeinstitutter, man benyttede ens egne håndværkere og købte ind hos egne butiksdrivende.
Nu var det ikke kun lige efter 1945, man mærkede dette fænomen. Jeg mærkede det også. Da jeg boede nede i Sønderjylland og har skrevet diverse artikler om det. Det kan måske føre til et nyt foredrag.
Briterne spurgte om, vi ville have Sydslesvig
I september 1946 afkrævede briterne et klart svar vedrørende spørgsmålet om en grænserevision. I den såkaldte ”oktober note” den 19. oktober 1946 fastholdt den danske regering ikke at ville rejse grænsekrav. I stedet blev der udtalt ønske om fulde kulturelle og politiske muligheder for de dansksindede sydslesvigere, Dermed var de dansksindedes skæbne fastlagt.
Man skal huske på, at Sydslesvig var hjemsted for hundredtusindvis af flygtninge fra det nuværende Polen. De danske politikere mente, at dem havde vi ikke så meget tilfældes med.
1948 havde danskerne flertal i Flensborg
I 1948 fik SSW hele 92.130 stemmer. Det var 25 pct. af de afgivende stemmer. Pludselig havde man flertal i Flensborg.
Det tyske samfund var præget af materiel nød og en omfattende flygtningebefolkning. Det danske mindretal mødte vidtstrakt afvisning i den tyske lokalbefolkning. Chikaner og spærregrænser var udtryk for koldfronten. Man forsøgte at holde det danske mindretal helt uden for indflydelse.
Slesvig Holsten var underlagt den engelske militærregering i Kiel. Englændernes holdning til det danske mindretal var vaklende, og de var ikke særlig venligsindede over for det danske mindretal.
Briterne behandlede ikke Det danske Mindretal særlig godt.
De havde svært ved at leve sig ind i mindretallets problemer. De kunne slet ikke acceptere deres vækst. Det var øst – vest problematikken, der snart gjorde sig gældende med et deraf ønske om ikke at støde vesttyskerne fra sig. For i det skjulte frygtede englænderne russerne.
I Danmark ønskede man at få Slesvig og Holsten adskilt administrativt, hvilket ville svække den tyske dominans i det samlede område. Men det ønskede man ikke fra engelsk side. Fra dansk side ønskede man også at den store skare af flygtninge blev fjernet fra området. Men hvor skulle man sende dem hen? Der var hungersnød i store dele af Tyskland dengang.
I Danmark blev man forvirret
Englænderne opererede kortvarig med forskellige modeller. Og det sidste forslag var delt i tre
For den danske udenrigsminister Gustav Rasmussen gjaldt det om ikke at skabe forviklinger med et nyt Tyskland. Det var som om statsministeren og udenrigsministeren ikke talte samme sprog. Rasmussen ventede hele tiden på, hvad han skulle foretage sig. Det fik han først besked om i oktober 1948 da Hedtoft blev statsminister
Englænderne havde travlt og de var hårde i filten over for Danmark. Nu kunne de pludselig ikke acceptere den danske regerings ret til at blande sig i forholdene i Sydslesvig.
Nu fik englænderne pludselig travlt med at styrke Vesttyskland. Der opstod problemer med Sovjet.
Kieler-erklæringen var ikke meget værd
Efter pres fra den britiske regering accepterede den Slesvig – Holstenske landsregering i 1949 ”Kielererklæringen”. Den danske befolkningsdel blev sikret alle demokratiske rettigheder i den vesttyske grundlov. Men egentlig skete de store forandringer først i 1955 med Bonn – erklæringen.
Denne aftale kom ikke til at betyde noget. Undertrykkelsen af de dansksindede fortsatte. Fra tysk side hævede man spærregrænsen til 7,5 pct.
Bonn – regeringen ville gerne optages i NATO og ønskede derfor at stå på god fod med Danmark.
Det tyske efterretningsvæsen ansatte masser af Topnazister
Den enorme tilslutning til mindretallet dalede i løbet af 1950erne, da situationen i Tyskland normaliserede sig. Men spændingerne mellem det danske og tyske i grænselandet ophørte ikke.
Det tyske efterretningsvæsen kom til at bestå bl.a. af 200 – 400 personer med en meget belastende fortid. Og snart skete der en stor våbeneksport til både Israel og Ægypten. Men det skulle i den grad holdes hemmeligt
Ingen medansvar – følte sig som offer
Konrad Adenauer, der blev regnet for at være antinazist blev fyret af de allierede som overborgmester i Köln. Han blev også den største fortaler for at nu skulle man stoppe antinazificeringen. Og han nærmest betragtede Socialdemokrater som Kommunister.
Og så indførte han berufsverbot. Kommunister skulle sandelig ikke have arbejde i den offentlige forvaltning. Så var det de almindelige tyskere. For dem var det ikke lige med det samme en befrielse at komme af med Hitler.
Nazi – sympati og antisemitisme levede længe. Forehavendet med at udrydde dette var ikke den store succes for de allierede i Sydslesvig. Mange tyskere følte ikke et medansvar for det, der skete. De følte sig som offer
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 3, 2022
H.C. Andersen på Als i 1844
På hjemtur fra Föhr. Hertuginden bad ham inderligt om besøg. På byens bedste hotel. Ikke så begejstret for byen og slottet. Andersen kendte ikke til kongens komfortable forhold. Begejstret for Als. Et besøg i Ketting. H.C. Andersens konfirmation. Nationale modsætninger var kommet til Als. H.C. Andersen ville ikke tale politik. Andersen blev bebrejdet at han var Hertugens gæst. Hertugens bror ”Prinsen af Nør” var også på besøg. Prinsen blev senere foræder. Stemningen blev bedre. Andersen blev betaget af Als. Nervøs og uden inspiration. Als blev beskrevet som en ”blomstrende Have”.
På hjemtur fra Föhr
Han var her flere gange i løbet af sit liv på besøg hos sine venner – den hertugelige familie. Siden i Gråsten. Det var han også i 1844. Han var endnu ikke fyldt 40 år og begyndt at blive anerkendt.
Hos arvehertugen i Weimar var han for nylig blevet modtaget som en kulturpersonlighed på niveau mod Goethe. Også på Föhr har han været en kær gæst hos den danske konge og dronning under deres ferieophold.
Hertuginden bad ham inderligt om besøg
Dronningen var søster til Hertug Christian August af Augustenborg, der med sin gemalinde, Louise Sophie, også var kongefamiliens gæster. Hertuginden blev betaget af digterens oplæsning. Hun bad indtrængende digteren om at besøge Augustenborg på hjemvejen.
H.C. Andersen rejste sammen med Christian Kellermann fra Föhr over Flensborg til Sønderborg. I sin dagbog den 10. september 1844 skrev H.C. Andersen:
– Vi kom nu til Sønderborg Sund, hvor vi gik over med en Træk Færge. Vandet lyste. Jeg så det først på det vaade Toug, det saae ud som faldt der St. Hans Orme fra det.
På byens bedste hotel
Han indlogerede sig sammen med Kellermann på byens bedste hotel ”Stadt Hamburg”. De drak vin og punch om aftenen.
Næste dag spadserede den en tur i det gode vejr. Andersen ville benytte lejligheden til at se nærmere på slottet, hvor Christian den Anden sad fanget.
Ikke så begejstret for byen og slottet
Tre år tidligere sejlede han forbi Sønderborg Slot på vej til Kiel til Årøsund. Han var dengang ikke synderligt betaget ved mødet med slottet og byen. I dagbogen skrev han dengang:
Sønderborg Slot hørte siden slutningen af 1700-tallet ind under hertugerne af Augustenborg. Men det var på dette tidspunkt i stærkt forfald. Det imponerede nu heller ikke H.C. Andersen, da han kiggede nærmere på det. Det skuffede ham også at tårnet, hvor Christian den Anden var fængslet, var revet ned. Alligevel kigger han med i en romantisk fortid:
Andersen kendte ikke til kongens komfortable forhold
Nu havde Andersen godt nok ikke kendskab til de ganske komfortable forhold, den afsatte konge levede under på slottet. Under rundgangen fangedes hans opmærksomhed imidlertid af et mere nærværende drama:
Begejstret for Als
Om eftermiddagen kørte Andersen og Kellermann til Augustenborg. Andersen skriver:
Ved ankomsten til hertugbyen tog de to rejsende først ind på kroen. Men de hentes straks efter til slottet, hvor de indkvarteres i Kavalerfløjen.
Et besøg i Ketting
Næste dag bliver vidne til en af digterens små triumfer. Han låner Hertugens vogn og kørte i stiveste puds med kusk og tjener til bispeboligen i landsbyen Ketting. Andersen havde et særligt formål med denne udflugt.
H.C. Andersens konfirmation
Tetens havde været præst ved Sct. Knuds Kirke i Odense og konfirmeret Hans Christian i 1819. I sognet var der en skik, at de fattige konfirmander meldte sig til forberedelse hos kapellanen, mens de velstående borgerskabsbørn samt Latinskolens elever gik hos stiftsprovst Tetens, hvis konfirmander stod øverst på kirkegulvet under konfirmationen. Men Hans Christian meldte sig hos stiftsprovsten som måtte tåle at få ”den grimme ælling ind i sin andegård”.
Drengenes medkonfirmander og provsten fandt dette brud på den sociale orden upassende og valgte at overse ham. Provsten så vist kun verdslig forfængelighed i den sære drengs trang til social opdrift og talte engang hårdt til ham om det.
Nu var den fattige dreng blevet en europæisk berømt digter, som kommer på besøg i hertugelig karet med krone på døren. Friskomagerens aparte søn, der blev konfirmeret i sin afdøde fars overkjole og stavrede op ad kirkegulvet i nye, knirkende støvler. Den dag var det ham, der kunne fortælle præsten om den gode Gud, der fører alting til det bedte, også for fattigbarnet med de rige evner.
Vi ved ikke, hvad Tetens tænkte ved besøget. Han var uden tvivl beæret over at se den berømte eventyrdigter i sit hus.
Nationale modsætninger kommet til Als
Men han var nok ikke helt tilfreds med, at han kom som gæst fra Augustenborg. Der var nemlig ikke det bedste forhold mellem bispen og Hertugen.
Også på Als var de nationale modsætninger mellem dansk og tysk begyndt at gøre sig gældende. Hertugen var som bekendt tysksindet og havde stillet sig i spidsen for den Slesvig – Holstenske bevægelse. Hertugen arbejdede kraftigt for det tyske sprogs udbredelse. Og så krævede han arveret til hertugdømmerne.
Biskop Tetens var klart dansksindet. Han bremsede hertugens bestræbelser på at fortyske skolevæsnet på øen.
H.C. Andersen ville ikke tale politik
Under sit ophold på Als undgår Andersen heller ikke at mærke tidens nationale uro. Han forstår ikke selv meget af det, der sker i disse bevægende år. Han bryder sig heller ikke så meget om det. Politiske diskussioner holder han sig langt borte fra.
I sin dagbog for den 20. september skrev han:
Digteren var i det hele taget urolig og ængstelig ved udviklingen, som forstyrrede hans cirkler.
Tyskland var det land, der først viste ham anerkendelse. Her var hans popularitet størst. Nu følte han, at han var i klemme mellem sin oprigtige danskhed og taknemmeligheden over for Tyskland.
Andersen blev bebrejdet at han var gæst hos Hertugen
Under et besøg hos den dansksindede præst i Ulkebøl, Krogh – Meyer bebrejdede direkte Andersen, at han var gæst hos Hertugen.
Hertugens bror ”Prinsen af Nør” var også på besøg
Nu gik ikke alt op i politik under opholdet. Hertugen var også lidenskabelig interesseret i heste og afholdt hvert år hestevæddeløb i Augustenborg. Det finder netop sted, da Andersen er på besøg.
Prinsen blev forræder
En del fornemme gæster kommer tilrejsende, heriblandt hertugens bror, prinsen af Nör. Han er ikke mindre tysksindet end sin bror. Alligevel havde kongen udnævnt ham som statholder og kommanderende general i Hertugdømmerne.
Udnævnelsen af den stærkt tysksindede prins er fra kongens side en forsonende gestus over for sin svoger og vel dermed også et forsøg på at dæmme op for den Slesvig – Holstenske bevægelse. Som bekendt lykkedes det ikke, idet Prinsen af Nør begik forræderi i 1848 og tog kommandoen over den Slesvig- Holstenske oprørshær.
Stemningen blev bedre
Ved frokostbordet fik H.C. Andersen plads ved siden af prinsen, som nogle dage forinden af de dansksindede borgere i Ribe var pebet ud af byen
Stemningen mellem de to var dog nogenlunde.
Andersen blev betaget af Als
Næste dag, da væddeløbene skal afholdes, kørte prinsen om formiddagen digteren rundt på øen. Andersen beskrev turen således i dagbogen:
Nervøs og uden inspiration
Selve væddeløbene trættede Andersen. Han var nervøs og plagedes af hovedpine ved tanken om den skåltale på vers, han om aftenen skulle udbringe for prinsesserne. Han var ellers kendt for sine kvikke improvisationer.
Men han følte at inspirationen svigtede ham ved denne lejlighed. Det lykkedes ham dog at frembringe nogle verslinjer, der hyldede de unge prinsesser.
Als blev beskrevet som ”En blomstrende Have”
Den 29. september forlod Andersen igen Als, idet han fra Brunsnæs på Broager Land sejlede med dampskibet Caroline Amalie til Sjælland.
Det gik eventyrdigteren, som det er gået de fleste andre, der har besøgt Als. Han faldt fuldstændig for øens blide skønhed. I ”Mit livs eventyr” beskrev han Als som ”en blomstrende have, hvor frodige korn og kløvermarker står indhegnede med nøddehække og vilde roser”.
Men i al uskyldighed har han også nydt at blive feteret af herskaberne og solet sig i glansen fra det lille hertughof på Augustenborg Slot.
H.C. Andersen besøgte ikke siden Als. Han opretholdt i nogen tid en brevveksling med hertuginden. Men kontakten ophørte helt efter krigsudbruddet i 1848.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 30, 2022
P. Skovrøy – en populær redaktør fra Tønder
Han var født i Arrild. Han havde arvet en smule skribentevne. En god skole i Løgumkloster. Da de første soldater kom til Løgumkloster. Ved Amtsretten i Haderslev. En avis blev for tysksindet. Juridisk eksamen med topkarakter. Vestslesvigs Tidende blev genfødt. Slået sammen med Flensborg Avis. Han skulle hænges op på Tønders lygtepæle, mente de tysksindede. I fængsel i Tønder. Varetægtsfængslet i forbindelse med krigen. Masser af chikane. Forærede sin bogsamling væk. Tilbage til Løgumkloster
Han var født i Arrild
Nej han er ikke fra Tønder, han er ikke født her og ligger heller ikke begravet her. Men han levede i 50 år i byen. Alle kendte ham og han kendte alle. Selv de tysksindede hilste efterhånden på ham.
Peter Andersen Skovrøy var født i 1851 i Arrild. Faderen var snedkermester. Han hed Hans Hansen Skovrøy. De boede i et lille hus syd for byen, som bønderne byggede til ham. Det var mere en hytte end et slot, mente vores hovedperson.
Han havde arvet en smule skribentevne
Indgangen var gennem køkkenet, hvis gulv var belagt med kampesten. I stuen var der to alkovesenge. I den ene sov forældrene og i den anden hans et år ældre søster og ham selv.
Faderen havde en vis evne til at skrive. Bønderne kom ofte til ham og bad om hjælp. Stilen var meget god, men måske kneb det med retskrivningen. Skovrøy mente, at han måske arvede en smule skribentevne.
Som sin far elskede han at gå på jagt og fiskeri. Det var især friluftslivet han satte pris på.
Fra hans 7. år gik han kun i skole om vinteren. Om sommeren måtte han som andre bønderbørn vogte kvæg på marken. Faderen havde kun to kvier men en mængde får. De stod tøjrede om forsommeren på et stykke hedejord nord for byen.
En god skole i Løgumkloster
De flyttede til Løgumkloster, da Skovrøy var 11 år, hvor han gik i skole. Og det var en god skole. Om aftenen besøgte han en tysk aftenskole. Og så gjorde han tilløb til at lære engelsk og fransk hos en tysk privatlærer. Men det blev ikke til meget.
Krigen i 1864 gjorde ende på det. Drengene havde opdaget, at man ude i en sandgrav kunne høre kanondrønende ved Dybbøl, når man lagde røret til grus-væggen.
Da de første soldater kom
Og så kom dagene, hvor de første tyske soldater kom til Løgumkloster. Det var prøjsiske kyrasser med deres hvide kapper flagrende for vinden og det blanke brystpanser, som glinsede i solen.
Senere kom andre troppearter, små tyrolerjægere med deres vajende fjerbusk i hatten og grå spidsebenede ungarere En af disse stiftede Skovrøy et venskab med. Han lærte at tælle på ungarsk.
Ved Amtsretten i Haderslev
I 1866 blev Skovrøy konfirmeret. Omvæltningen i 1864 havde fuldstændig kuldkastet planerne for de unge til valget af livsstilling. Han far ville have ham ”til bogen” – men hvad nu? Det endte med at Skovrøy kom på et prøjsisk amtsrets-kontor i Haderslev. Det var i slutningen af tresserne. Fortyskningen var endnu ikke begyndt. Begge retssprog var gældende. Da Haderslev var overvejende dansk, førtes proceduren og afsagdes dommen i de allerfleste sager på dansk.
En avis blev for tysksindet
En fætter til Skovrøy som havde giftet sig ind i en stærk hjemmetysk avis udgav i begyndelsen af halvfjerdserne en dansk avis med upolitisk tendens. Skovrøy blev overtalt til at droppe amtsretten og hjælpe ham på aviskontoret.
Det varede et par år, så begyndte fætterens avis tilbøjelighed til at sejle over til tysken. Og det huede absolut ikke Skovrøy.
Juridisk eksamen med topkarakter
Han holdt op og henvendte sig til udgiveren af det danske blad Dannevirke i Haderslev. Udgiveren Hjort Lorenzen rådede ham til at tage til København for at tage dansk juridisk eksamen. I 1879 tog han eksamen med førstekarakter.
Efter en kort tid som sagførerfuldmægtig i Frederikssund tog han den 8. april 1882 til Tønder. Efter at prøjserne havde fjernet §5 kunne Skovrøy godt indse at belejringen ikke ville blive kortvarig. Nu ville han hjem og forsvare danskheden.
Vestslesvigs Tidende genfødt
Her ville han genskabe bladet Vestslesvigs Tidende. Et blad af samme navn havde her eksisteret til 1871. Hvor skulle han nu få kapital til at udgive denne avis? Han kørte rundt omkring til bønderne med en god dansk mand, urmager Rosenbom Løgumkloster, for at vække interessen for et dansk blad. Det var ikke vanskelig men penge var lige det kildne punkt. Han fik dog løfte om et lån på 100 mark hos fem mænd. Men med en driftskapital på 500 mark var det nok umuligt.
Egentlig var det fortvivlende men så en skønne dag kom hans morbror, Nis Hjuler fra Vellerup ind og lagde 1.500 mark på bordet foran ham på bordet.
Med 2.000 mark blev Vestslesvigsk Tidende genoprettet i Tønder den 1. oktober 1882
Men han fungerede også som en slags rådgiver for dansksindede. Og så påbegyndte han sin karriere som forfatter.
Slået sammen med Flensborg Avis
Han havde et fint øre for sprog. Han puslede meget om sproget. Under vanskelige økonomiske forhold fik han avisen op at stå. Han var selv ”Redaktør, ”ekspedient og maskinmester” Han skrev smådigte og skitser.
I 1885 blev bladet slået sammen med Flensborg Avis med Skovrøy som lokalredaktør. Hans artikler var præget af lune og friskhed. Han oversatte i løbet af en snes år ikke mindre end 150 romaner til Flensborg Avis føljeton.
Hans mor levede hos ham i de mange år i Tønder. Han var ugift. Men i sin lommebog ved sit hjerte bar han til sin død billedet af en ung pige fra Løgumkloster.
Han skulle hænges op på byens lygtepæle
Det var drøje tider for den danske redaktør i Tønder. Han blev hånet af de tysksindede og hans skilt blev overtjæret. Han skulle hænges på byens lygtepæle skrev det tyske blad.
Det var fælt, mente Skovrøy, om han først skulle pateres, før han blev hængt. Han blev sendt i fængsel mange gange, bl.a. fordi han havde skrevet, at en tysk amtsdommer, som telegraferede til Bismarck fra en krigsforeningsfest, sandsynligvis for en god ordens skyld også sendte et telegram til den tyske kejser.
I fængsel i Tønder
Det betød ”for at få en orden” sagde tyske domstole. Så blev han ellers sat i byens porthus. Det var resterne af Tønders slot. Og tyske tøndringer spyttede efter ham. Men han mistede ikke sin gode lune. Heller ikke dengang, da han ved Første Verdenskrigs begyndelse atter blev sat i porthuset. Fangevogterens kone græd, da han blev ført bort.
Han fortalte at hans fængsel var komfortabelt udstyret med et bord og en treben som stol. Gulvet var af træ, hvoraf størstedelen var gennemhullet og fortæret af rotter. Sengen stod på den bare jord.
Skovrøy beskriver også den væmmelige stank, der var her i arresten. Efter løsladelsen forærede han en vagabonderende snedkersvend sin fængselsdragt. Han havde åbenbart afsonet i sit eget tøj. Jo Skovrøy fortalte sandelig også at han havde fået læsetilladelse. Og han læste Wilhelm Bergsøes ”Fra Mark og Skov”.
Varetægtsfængslet i forbindelse med krigen
Han blev holdt i varetægtsfængsel fra 1. august til 22. september 1914. Han blev vækket 1.30 ved at der stod to skikkelser, en gendarm og en politibetjent foran hans seng. De bad ham om at stå op. Han skulle i varetægtsarrest. Samme skæbne overgik yderligere ca. 30 mænd fra området.
Først blev man ført til Altona, hvor man blev indsat der, hvor man også gemte nattens løse fugle. Næste dag blev de allerede frigivet. Men ak efter 8i dage, blev de allerede arresteret igen og ført til Flensborg.
Og sikke en medfart, han oplevede, da de blev ført gennem Tønders gader til Vestbanegården. Man blev hånet af den tyske pøbel, gamle og unge, kvinder og børn. De peb og hylede. Der blev også spyttet på de dansksindede. Det var så rå og simpel, så man ikke skulle tro det muligt, fortæller Skovrøy.
Masser af chikane
Skovrøy fotalte, at byen var dansktalende, men tysksindet, fanatisk og rå. Han har ikke tal på, hvor mange gange, hvor mange gange han var blevet mødt af råheder og ondskab. Han blev dagligt forulempet på gaden men også inden døre.
Når den prøjsiske krigerforening om aftenen marcherede gennem gaden, lød der tilråb til ham,
Forærede sin bogsamling væk
Og os nørder, der holder af Tønders lokalhistorie kender hans skildring ”Tredive Aar i Tønder” som blev udgivet i 1948. Og så husker vi hans talrige lokalhistoriske artikler.
Han fortalte dog også at hans kår i Tønder blev bedre. Forulempelserne svandt. Hans blad vandt også lidt udbredelse i Tønder by.
Da Tønder Læse og Ungdomsklub blev dannet forærede Skovrøy sin store bogsamling til foreningen. Jo, det var sandelig ikke uden grund, at han blev ”Ridder af Dannebrog”
Tilbage til Løgumkloster
I de sidste år var hans arbejdsevne udtømt. Han blev hædret af sin konge og af sine medborgere. Han døde den 27. februar 1934. Hans lig blev den 5. marts ført til hans barndomsby i Løgumkloster. Det var ved siden af sine forældre og på samme kirkegård som hans veninde fra ungdomsårene. Hende, som han havde et billede af i sin lommebog.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 28, 2022
Et hellig-sted i Lysabild
Sagn eller sandhed. Helgener i middelalderen. En særlig kraft. Tilknytning til Ærkeenglen. Velbesøgt valfartssted. Et gammelt sagn. En herremand havde begået et mord. Helligblods-marked flyttet til Nordborg. En vold ved kirken. Løb på ”skridtsko” på ”Gravens Is. Kapel bygget til ære for admiral? Historien fortalt i holstensk version. De såkaldte ”Sørøvere” må have været Vendere. Det var derfor man året efter påbegyndte bygningen af Sønderborg Slot. En bemærkelsesmæssig sten.
Sagn eller sandhed
For de læsere, der ikke ved det, så ligger Lysabild på Als ca. 15 km øst for Sønderborg. Vi kigger på et par af de sagn, der er om stedet og om kirken. Vi sammenligner med historiske begivenheder, som vitterlig har fundet sted.
Helgener i middelalderen
I middelalderen havde kirken stor magt. I middelalderens slutning var eder mere og mere helgendyrkelse. Man bad næsten mere til helgenerne end til Gud eller Kristus. I næsten alle livets forhold greb tilbedelsen af helgener ind.
Mod sygdomme bad man til en bestemt hellig mand eller kvinde. Ethvert håndværkerlav havde sin udkårne helgen som beskytter. Mange lokaliteter var helgenviede. Således havde hver kirke sin værnehelgen. Man kunne nøjes med at have et billede eller et relikvie af en hellig mand eller kvinde anbragt i en kirke.
En særlig hellig kraft
Stedet blev anset for at være i besiddelse af en særlig hellig kraft. Helligsteder eller kirker, der således var begunstigede, blev besøgt af mange mennesker. Mange kom langvejs fra.
Sådanne valfartssteder, hvortil pilgrimme tog hen, havde Sønderjylland mange af. Vi har allerede i artikler beskrevet en del af dem. Her skal omtales en af dem, Lysabild Kirke. Denne kirke skal i den katolske middelalder have været viet til ærkeenglen St. Michael (Himmeriges Bannerfører).
Tilknytning til Ærkeenglen
Det var dog ikke tilknytningen til Ærkeenglen, der gjorde Lysabild Kirke kendt men derimod dens forbindelse til ”Det Hellige Blod”. Det skulle symbolisere Frelseren. Det var lige som St. Hjælper krucifikset i Kliplev Kirke (St. Hjælp betyder her Kristus).
Man havde i middelalderen valfartssteder både for ”Det Hellige Blod” og St. Hjælper i Danmark og Tyskland.
Velbesøgt valfartssted
I det 14. – 15. århundrede fandtes et ”Helligt Blod” i Wilsnach, som alsingerne i 1421 efter ved Mommark at have besejret den danske admiral Iver Bryske, gjorde det løfte at skænke en kalk til 50 mark sølv og derefter at bygge et kapel ”Det Hellige Blod” til ære i Lysabild. Det skete og snart efter var Lysabild Kirke et kendt valfartssted som modtog mange gaver fra pilgrimme.
Et gammelt sagn
I overleveringerne som er nedfældet i ”Helmolds Slavekronik” berettes om følgende tildragelse:
En herremand havde begået et mord
Dette uhistoriske sagn kan suppleres med endnu et:
Helligblods – marked flyttet til Nordborg
Det kapel ved Lysabild Kirke, hvis tilstedeværelse sagnene søger at forklare, er opført i den senere middelalder i flugt med kirkekorets øst-gavl. Kapellet, der er stort og vender mod nord.
Ved Hellig-steder, hvor folk mødtes, opstod der markeder. Sådan et ”Helligblods-marked er også blevet afholdt ved Lysabild Kirke. Dette marked blev senere flyttet til Nordborg.
En vold ved kirken
Sagnet om Lysabild Kirke skal være en ombygget borg, har sin oprindelse i forsøg på at forklare overfladeforhold ved kirken.
I 1841 blev kirkegårdsterrænet reguleret. Indtil dette skete, blev gangstien rundt om kirkegården langs med stendiget og de høje linde betragtet som en voldgrav. Volden skulle have ligget længere inde på kirkegården, som det også er naturligt, at volden ligger inden for graven. Den sydlige vold skulle have været så høj, at man fra den nuværende hovedindgang til kirkegården kun kunne se den øverste del af de store kirkevinduer.
Løb på ”Skridtsko” på ”Gravens Is”
Der hvor kirkegårdsmuren nu er, var der dengang en dyb vandfyldt voldgrav. Afdøde degn Grevsen i Lysabild beretter i 1920, at de gamle i byen har fortalt, at de som børn har løbet på ”Skridtsko” på ”Gravens Is”. Man nævnte endnu navnet på en pige, som ved fald på isen forslog sig så slemt, at hun døde kort efter.
Inde på graven lå endnu til 1841 betydelige rester af en jordvold. I Lysabild Sognekrønike fra 1832 står anført den historie, som vi har berettet om. Her er så tilføjet, at herremanden som aflad ville omdanne borgen til en kirke.
Og samme historie er gengivet i Pontoppidans Danske Atlas (1781).
Kapel bygget til ære for falden admiral?
I Johannes v. Schrøders Topografi (1837) står det anført at Helligblods Kapel er bygget i året 1421 til minde om den danske admiral Iver Bryske, som led et nederlag og tabte livet.
Nu kan året 1421 ikke være rigtig. Det må være 1442. Krigen mellem kong Erik af Pommern og de holstenske grever. På dette tidspunkt havde de sidste vinden med sig og havde mod vest Tønder og mod øst Als. Hvis der havde været tale om en kamp ved Mommark må det altså have været mellem den danske admiral og alsingernes besejrer, Holstenerne.
Historien fortalt i holstensk version
I en Holstensk præstekrønike hedder det:
De såkaldte sørøvere må have været vendere
Om Holstenerne havde forladt øen efter eller uden kamp, derom melder Kronikken intet. Men var det sørøvere eller hvem var de? Det må være Venderne, der ved dette overfald på Als også har ødelagt den by, der har ligget inden for Halvkredsvolden ved Bro.
Alle hustomter, der blev gravet frem ved undersøgelsen af Bro Vold, er afbrændte. Fundene beretter, at byen har været beboet indtil midten af 12. århundrede. Ingen af de fundne ting kan dateres til en senere tid.
Formodningen ligger derfor nær, at Bro Vold er blevet udslettet i 1168, og at man, efter at der igen var indtrådt ro på øen. Byen er derefter blevet genopbygget ved den gamle Stavensbøl Fjord, hvor Bro nu ligger.
Det var derfor Sønderborg Slot blev bygget
Vendernes overfald vil også have givet anledning til, at Kong Valdemar byggede en fast borg ved Als Sunds sydlige indløb – Sønderborg Slot – som værn mod Venderne. Slottets første byggeår skal være 1169. Det er året efter det mørke ulykkes-år for Als.
Som man ser, er det ret interessante sagn, der er knyttet til Lysabild Kirke. Dens betydning som valfartskirke har gjort den kendt over hele øen.
En bemærkelsesmæssig sten
Interessant er også den store sten, der er bygget ind fundamentet i kapellet. Den er 1,75 meter høj og 1,35 meter bred. På den flade yderside er der 100 større og mindre skåltegn.
I den yngre stenalder og i bronzealderen har disse sten tjent et bestemt religiøst formål. Man dyrkede solen og frugtbarhedens kult. Måske har der endnu i middelalderen klæbet noget af den religiøse betydning ved stenen, da man føjede den ind i kirkemuren.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 26, 2022
Carl Beuck, en modig pastor fra Mindretallet
Pastoren mente, at man ”burde aflyse Gud mere end mennesker”. Han fik en gennemgribende uddannelse. Ved fronten blev der sunget danske og tyske julesange under hans ledelse. Han blev præst i Sønderborg og Tønder, inden han kom til Aabenraa. Han vidste godt at hankunne miste helbred og liv. Ofte blev han kaldt til samtale. Han kunne slet ikke godkende Hitlers raceteorier. Han var en af de få hjemmetyskere, der fulgte biskoppens opfordring. Der var meget få kirkegængere der støttede ham. I alt bakkede ca. 95 pct. af hjemmetyskerne op om nazismen. Han forsøgte at ændre forholdene i frøslevlejren, men kommandanten ville slet ikke lytte til ham. Han opfordrede til at Det tyske Mindretal skiftede mentalitet. Ved en andagt i arresten i Aabenraa kom det til et sammenstød med Jens Møller, tidligere leder af NSDAP – N. Pastoren svarede Jens Møller skriftligt. Pastoren blev udnævnt til ”Ridder af Dannebrog”-
Man bør adlyde Gud mere end mennesker
En modig hjemmetysk præst huskede disse ord:
Han huskede ikke blot disse ord, Carl Beuck. Han tog også konsekvensen af dem i sin forkyndelse og i sine handlinger.
Han var født den 17, november 1887 i Holbøl som søn af den daværende tyskfødte sognepræst J.O. Fr. Beuck.og hustru, Maria.
En gennemgribende uddannelse
Det meste af sin ungdom tilbragte han i Hørup på Als, hvortil hans far blev forflyttet. Her lærte sønnen den sønderjyske dialekt og blev fortrolig med grænselandets forhold. Han blev optaget på den højere skole i Haderslev den såkaldte ”Johanneum”. Han tog sin abitur (Studentereksamen).
Derefter gik han i gang med teologiske studier ved universiteterne i Greifswald, Erlangen, Kiel og Leipzig i årene 1907 – 1911
Danske og tyske julesange
Efter at have afsluttet sin værnepligt måtte han deltage i Første verdenskrig som officer. Han virkede som en pligttro, men human kompagnifører i infanteri-regimentet nr. 84 i hvilket befandt sig adskillige dansksindede nordslesvigere. Dem tog han sig lige så godt af som de tysksindede.
I danske soldaterbreve skildres således en juleaften i en skyttegrav i Nordfrankrig, hvor der under Beucks ledelse blev sunget både danske og tyske julesalmer.
Præst i Sønderborg og Tønder
I 1917 blev Carl Beuck taget til fange og måtte derfor opleve resten af krigen i en fangelejr i England. 1919 vendte han tilbage til sin hjemstavn og blev kaldt for andenpræst i Sønderborg.
Året efter blev han udnævnt som sognepræst for den tyske menighed ved Kristkirken i Tønder. I 1922 giftede han sig med Magda født Jensen fra Højer. Fra 1936 – 55 virkede Beuck som sognepræst for den tyske menighed i Aabenraa hvor han lige som i Tønder – var næstformand i menighedsrådet.
Beuck var foruroliget over udviklingen
I Aabenraa oplevede pastor Beuck nationalsocialismens stærke indflydelse på det tyske mindretal. Det var en udvikling, som foruroligede ham. I 1940 overværede han den tyske besættelse med dens nedbrydende virkninger på forholdene i grænselandet.
Det var begivenheder der slet ikke harmonerede med den kristne tro og syn på menneskeligt samkvem og naboskab. Efter hans mening var den nazistiske ideologi eller ”Weltanscahuung” ikke blot i strid med den tyske ånd, men slet og ret med ånd. Sand kultur vil altid hænge sammen med ånd og til et sundt og rigt folkeliv hører derfor også, at man deler åndelige værdier.
Tværtimod gik han ind for at støtte og styrke alle positive kræfter, der indenfor hjem, skole, foreningsliv og kirke ville modarbejde den etiske og moralske opløsning, som Hitler og hans fanatiske partifæller i realiteten stod for.
Han kunne risikere helbred og liv
Men pastor Beuck blev hurtig klar over, at han kunne komme til at risikere sit helbred og liv ved at gå imod dem, der troede, at de snart ville få magten.
Han kunne slet ikke godkende Hitlers raceteorier
Blandt meget andet kunne pastor Beuck slet ikke godkende Hitlers raceteorier med jøderne som syndebukke og heller ikke kulturlivets nazificering og ensretning. Dette gav sig udslag i bogafbrændinger under ledelse af Joseph Goebbels og landsforvisning af den teologiske professor Karl Barth. Han så med bekymring på de arrestationer og forbrydelser, der blev begået mod talrige danske, som satte livet til i tyske koncentrationslejre, skønt tyskerne havde lovet, at danske fanger kun ville blive anbragt i Frøslevlejren.
En af de få hjemmetyskere, der fulgte biskoppens opfordring
Da jagten efter de danske jøder gik ind i 1943, udsendte biskop Fuglsang – Damgaard i København en opfordring til at alle præster protesterede og erklærede, at
Pastor Beuck var en af de få hjemmetyske præster, der fulgte opfordringen, selv om han vidste, det kunne få alvorlige følger for ham. Han vidste nok, at han havde flertallet af hjemmetyskere imod sig.
Meget få kirkegængere støttede Beuck
Ved flere lejligheder blev han sat alvorlig på plads af den nazistiske ledelse på ”Dibbernhaus” og Nordschleswigsche Zeitung var lukket for indlæg, der kritiserede nazismen eller dens ledere.
Derimod bestemte han selv, hvad der skulle skrives i Gemeindeblatt i Aabenraa. Det som han her berørte faldt ikke i god jord hos flertallet af den tyske menighed. Gudstjeneste – besøget hos ham var skrumpet ind. Selv til mindegudstjenesterne for de faldne frivillige mødte der ikke mange op.
95 pct. af hjemmetyskerne bakkede op om nazismen
Nazismen havde bjergtaget så godt som hele mindretallet. Den daværende formand for Kreditaanstalt Vogelgesang, Jürgen Schmidt ved Øster Terp ved Løgumkloster udtalte endnu i 1945:
Det lyder meget sandsynligt. Kun i købstæderne var der mindre grupper var der antinazistiske eller mere moderate tyskere. Men de gik stille med dørene. I modstandsbevægelsen var der kun tre, der kom fra hjemmetyske familier.
Der var dog sket en tydeligt omslag i stemningen efter det tyske nederlag i 1943, især efter kapitulationen ved Stalingrad 31. januar 1943.
En anden formulering i den tyske avis
Nordschleswigsche Zeitung fik nu vejrhane – nykker. Avisen indstillede sig diskret på nederlag også for storpralerne. De manede nu til et indtrængende samarbejde og en udbedret forståelse mellem de to nationaliteter.
Forsøg på at ændre forholdene i Frøslevlejren
Den 11, november 1944 skrev biskop Noack i Haderslev til pastor Beuck, at forholdene i Frøslevlejren voldte ham bekymring, fordi den tysk – nazistiske lejrkommandant, SS – Sturmbannführer Philipp Hillgârtner, forbød morgen – og aftenandagter, lige som han fratog de indsattes bibler og salmebøger. Biskoppen mente, at en tysk præst kunne forhandle sig til rette med kommandanten.
Beuck begav sig få dage efter til Frøslevlejren og har skildret sit møde med Hillgârtner i Jørgen Mågårds bog ”Tysk fangelejr i Danmark” på en levende og realistisk måde.
Hillgârtner, der lod Beuck vente i to timer, var irriteret, kold og afvisende. Han ville hverken tillade andagter eller indførelse af bibler eller salmebøger i lejren og heller ikke give lov til, at meget syge eller døende måtte gå til alters, dersom de ønskede det.
Indlæg i kirkebladet i Sønderborg
Men krigen gik sin gang og det bar mod enden. Pastor Beuck blev opfordret til at skrive et indlæg i det tyske menighedsblad i Sønderborg om de kommende dage. Han begyndte med at udtrykke sin sorg over den måde, hvorpå det tyske folk på ny var blevet bedraget og fortsatte:
Beuck opfordrede til at Mindretallets ledelse ændrede mentalitet
Pastor Beuck mente, at en fuldkommen forandring i mindretallets mentalitet og dens fremtidige ledelse burde indtræde.
Beuck var en af de besindige, der stiftede ”Bund deuscher Nordschleswiger” og som den 1. december 1945 vedtog en erklæring, der indeholdt en ubetinget loyalitetserklæring til den danske konge, den danske stat og den nuværende grænse fra 1920.Om det var alle parteigenossen, der var enige i dette er nik tvivlsomt.
Sammenstød med Jens Møller
Da pastor Beuck juleaften 1945 holdt andagt i arresten i Aabenraa, hvor nogle af de ”gestrigen” og fordums magthavere var til stede, kom det til en kort konfrontation mellem Beuck og føreren af NSDAP – N, fordi sidstnævnte hævdede, at pastor Beuck havde underskrevet den hjemmetyske loyalitetserklæring, der kunne skade de internerede.
Et svar fra pastoren
Beuck ville ikke ødelægge julefreden, tav stille, men skrev følgende brev til den afgående fører.
Udnævnt til ”Ridder af Dannebrog”
Pastor Carl Beuck var blandt de få hjemmetyskere, som i en mørk og ond tid vovede at gå ind for ideer og det grundlag, vores europæiske kultur bygger på og som var med til at skabe en ny og bedre fremtid for de to nationaliteter i grænselandet.
For sin djærve indsats blev han af den danske konge udnævnt til Ridder af Dannebrog. Pastor Beuck døde i Aabenraa i 1985 i en alder af 98 år.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 23, 2022
Fuglen er fløjet
Fuglsang fra 1865. Et stykke jord, der gav gevinst. Starten til Bryggeriet. Is fra Haderslev Dam. Brygmesteren, der ikke havde forstand på at brygge øl. Man producerede nu selv malten. Kom næsten for sent til eget bryllup. Virksomhed delt i to. Eneret ved Haderslev Amts Jernbaner. Maltfabrikken hårdt ramt. En voldsom brand. Man ville lukke malt-fabrikken. 93 pct. af malten til 55 lande. Fuglsang forblev en lokal øl. Nye produkter fra Fuglsang. Markedsføring mislykket. 2021 blev virksomheden solgt til Royal Unibrew. Farvel til Danmarks ældste familie-drevne bryggeri. Store aktører på det danske marked. Maltfabrikken i Haderslev og Thisted forbliver i familien Fuglsangs eje.
Fuglsang fra 1865
Man havde ventet det. Men alligevel kom det som et chok. Den sidste Fuglsang – øl er lavet i Haderslev.
Der lavet Fuglsang – øl til sønderjyderne fra 1865. Og det hele startede i 1864. Da Søren Christian Fuglsang i 1864 flyttede fra Store Drendrup ved Ødis, var der intet, som tydede på at han ville grundlæggeren af Sønderjyllands førende bryghus. Søren Chr. Fuglsang kendte ikke noget til kunsten at brygge øl. Oprindelig var han landsbrugsuddannet.
Et stykke jord, der gav gevinst
Hans far, Hans Chr. Fuglsang, var det første der brugte navnet Fuglsang efter moderens fødegård., Fuglsang i Brærå ved Hoptrup, var skolelærer.
Hans Chr. Fuglsang var bagersøn fra Brøndstræde. Han var først skolelærer i Sommersted, hvor Søren blev født og senere fik han skoleembedet i Skodborg.
I 1864 kom Søren Chr. Fuglsang til Haderslev. Her købte han et jordstykke ved Ribe landevej. Det skulle vise sig at være en god forretning. Med anlæggelsen af statsbanen i 1864 købte jernbaneselskabet en lille del af Søren Chr. Fuglsangs grundstykke til jernbanelinien mellem Haderslev og Vojens.
Starten til bryggeriet
Søren Chr. Fuglsang havde i en årrække været forvalter på Store Drenderup. I 1848 blev han gift med datteren på gården. En del af gårdens jorder blev udstykket til gården Drenderup Nygård, som Søren overtog.
Han var en dygtig landmand og drev derudover et lille teglværk, brænderi og skovbrug i tilknytning til gården. Det var salget af denne gård, som gjorde det muligt for ham og familien at bosætte sig i Haderslev.
Salget af jorden gav penge nok til et mindre bryggeri med tilhørende bødkeri i 1865. Dette blev starten til det bryggeri, som vi kendte i så mange år.
Is fra Haderslev Dam
En del af dette lille bryggeri bestod af en lang, lav bygning samt nogle jordkældre, der kun stak 1,5 meter op over jorden. Her holdt man øllet koldt året rundt ved hjælp af den is man hentede i Haderslev dam om vinteren.
Begyndelsen var dog svær for Søren Chr. Fuglsang, da hans brygmester åbenbart ikke var så nøjeregnende med brygningen. Øllet blev derfor ringere og ringere for hver gang.
Brygmester havde ikke forstand på ølbrygning
Men det kunne have været forbi, inden det hele begyndte. Det kan man læse i jubilæumsskriftet fra 1940, hvor bryggeriet fyldte 75 år. Her beskrives brygmesteren som ”en letsindig og upålidelig person, som heller ikke havde meget forstand på ølbrygning”
Man producerede nu selv malten
Den fransk – tyske krig gjorde ondt værre. På fallittens rand fik han hjælp af den fra krigen hjemvendte søn Conrad og senere blev sønnerne Sophus, Christian og den yngste søn inddraget. Dermed skabtes grundlaget for familievirksomheden.
I 1879 var ølproduktionen blevet så stor, at det kunne betale sig for Fuglsang at producere malten selv. Og dette fortsætter man med den dag i dag. Denne del af virksomheden er ikke blevet solgt.
Kom næsten for sent til eget bryllup
Sophus Fuglsang får mere og mere ansvar. Det også ham, der står for forhandlingerne, da bryggeriet i 1885 tager del i den industrielle revolution ved at købe en dampmaskine på hele 8 HK. Forhandlingerne trækker så meget ud, at Sophus er ved at komme for sent til eget bryllup. Gæsterne er allerede kommet, da han endelig kommer hjem.
Virksomheden delt i to
Det gik godt for Fuglsang – familien. Conrad Fuglsang købte et bryggeri i Mühlheim. I 1895 blev der købt et bryggeri til den yngste søn, Clausen Fuglsang. I Haderslev overtog brødrene Sophus og Christian efterhånden driften. I 1902 delte man virksomheden i to:
Eneret ved Haderslev Amts Jernbaner
Med anlæggelse af Haderslev Amts Jernbaner fra 1898 fik Fuglsang mulighed for at sælge til de mange beværtninger/krostuer, der blev indrettet i de nye jernbanestationer. Firmaet fik hvis nok eneret.
Der blev aftalt gensidige aftaler mellem bryggerierne i Tønder, Aabenraa, Sønderborg og Flensborg om ikke at konkurrere med hinanden. Det blev i årene 1886 til 1906 opført nye produktionsbygninger.
Maltfabrikken hårdt ramt
Første Verdenskrig og ”Genforeningen medførte en større omvæltning for de sønderjyske virksomheder. Det tyske marked blev lukket. Man skulle nu til at konkurrere med gamle, velrenommerede danske virksomheder.
Den skærpede konkurrence medførte at bryggeriet i 1929 blev omdannet til et aktieselskab. Hårdest ramt var dog maltfabrikken, der mistede malteksporten til Tyskland, Nye produktionsmuligheder opstod, fra 1920erne blev der også fremstillet farve – og karamelmalt.
En voldsom brand
Den 5. august 1933 blev bryggeriet Fuglsang hærget af en voldsom brand, Maltfabrikkens bygninger, som bestod af mange rum, trapper og transportanlæg af træ, nedbrændte.
Den økonomiske vækst, Fuglsang havde oplevet inden branden blev afløst af en mindre nedgang. Da forsikringssummen ikke dækkede hele genopbygningen, måtte de to brødre Conrad og Sophus Fuglsang, som efter faderens død i 1931 havde overtaget driften, tage stilling til, om maltproduktionen skulle fortsætte.
Man ville lukke malt-fabrikken
Malt-fabrikken havde kun haft en maltproduktion på 32 procent i forhold til årene før 1920. Men udsigten til nye kunder i de oversøiske markeder, som efterspurgte malt. Da Fuglsang samtidig fik en større maltordre fra Schweiz, påbegyndte brødrenene en genopbygning. Fabrikken blev bygget således, at den tidligere kapacitet kunne holdes.
Den ny fabrik stod færdig i november 1934. Indtil 1939 leverede Fuglsang malt til bryggerier i 22 forskellige lande. I 1933 fik bryggeriet eneret til fremstilling af chabeso – ekstrakt.
93 pct. af malten til 55 lande
Efter Anden Verdenskrig mistede Fuglsang en del af maltproduktionen. I mellem tiden var malt var maltproduktionen igen blevet en del af bryggeriet. Ud over leveringen af malt til Schweiz, overlevede bryggeriet således ved at fremstille kaffeerstatning, som fik en ret omfattende betydning.
I 1965 eksporterede Fuglsang 93 procent af produktionen til 55 lande rundt i verden. Den øvrige produktion gik til Fuglsang selv og andre danske bryggerier.
I løbet af 1960erne indtrådte Sophus Fuglsangs tre sønner i firmaet. Rainer Fuglsang var teknisk direktør for malteri og bryggeriet. Mens Sigurd Fuglsang og Iver Fuglsang var direktører for henholdsvis malteri og bryggeri. Fætteren Christian Fuglsang blev tilknyttet bryggeriet. Femte generation nåede at blive repræsenteret gennem Kim, Christian og Claes Fuglsang.
Fuglsang – øl forblev en lokal øl
Med Tysklands indtræden i Fællesmarkedet i 1962 steg toldsatserne. Dette blev dødsstødet for en del af de sønderjyske bryggerier. Aabenraa, Sønderborg og Tønder måtte årene efter lukke, hvorved Fuglsang blev den foretrukne øl.
Fuglsang – øl blev dog fortsat en lokal øl og blev med undtagelsen af universitetsmiljøet i København kun solgt i Sønderjylland.
Bryggeriet opnåede samme position som Ceres har i Aarhus, som Albani har Odense og som Thor og Odin har haft i henholdsvis Randers og Viborg.
Nye produkter fra Fuglsang
I 1996 introducerede bryggeriet Fuglsang White Christmas og året efter Black Bird. Det var de første nye øltyper, bryggeriet havde lanceret i godt 25 år. I december 2000 blev julebryggen Ding Dong kåret af Vestjysk Ølkultur som årets julebryg ud af 81 ølmærker.
I 2016 overtog Fuglsang Mineralvands-fabrikken Frem fra Ribe. Her overtog man en del kendte mærker. Med overtagelsen i Ribe kom der mod på ekspansion. Og hvis ikke salget til Royal Unibrew var blevet til noget, var det lige før der skulle opføres et helt nyt tapperi ved motorvejen i Vojens.
Markedsføring mislykket
I det sønderjyske drikkes der flasker med grønne Fuglsang og Black Bird. De hentes i stor stil hjem fra grænsebutikkerne. Fadølsforsyningen til lokale festivaler og byfester blev også leveret af Fuglsang.
Man har i mange år forsøgt at få et nationalt gennembrud fra Fuglsang lige som Ale no. 16 fra Fyn. Fuglsang har ved flere lejligheder forsøgt at være til stede i supermarkeder og nord for Kongeåen, men det er aldrig lykkedes for alvor.
2021 sælges Fuglsang til Royal Unibrew
I maj 2021 Kunne Kim Fuglsang berette, at bryggeridelen var solgt:
Der var underskrevet en aftale med Royal Unibrew, som forseglede skæbnen for det 156 år gamle Fuglsang bryggeri i Haderslev.
Farvel til Danmarks ældste familie-drevet bryggeri
Beskeden blev afleveret til medarbejderne, der nu ikke mere arbejdede for Danmarks ældste familieejede bryggeri men Danmark næststørste bryggerikoncern. Royal Unibrew er skabt via en sammenlægning af 33 bryggerier og har således i forvejen flere regionale danske platforme med regionale brands, f.eks. Albani, Ceres og Thor.
Store aktører på det danske marked
På det danske marked for drikkevarer er der meget få virkelige store aktører – og rigtig mange små. Fuglsang er ikke så små, at de passer ind i kategorien for mikrobryggerier. Med overtagelsen af Frem voksede Fuglsang til at være Danmarks femtestørste bryggeri målt på omsætning. Men man kunne se, at der var en lang vej til at blive en af de helt store. På sigt ville det være en dårlig forretning at fortsætte kampen i mellem-kategorien.
Malt-fabrikken forbliver i Fuglsangs eje
Drøftelserne i Fuglsang – ledelsen førte til at Royal Unibrew var det rigtige valg. Kim Fuglsang fortsætter som direktør for Sophus Fuglsang Export – Maltfabrik i Haderslev og Thisted som allerede skrevet forbliver i Fuglsangs ejerskab.
Maltfabrikken leverer størstedelen af den gode malt, der anvendes i Fuglsangs øl. Maltbyggen kommer fra danske marker, der med Danmarks kystnære klima giver ideelle forhold til at producere god malt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 21, 2022
Færge fra Ballum til Rømø – endnu mere (2)
Eneret til bådruten. Matros Gram fik sit ønske opfyldt. En tur fra Tønder til Rømø kunne tage to døgn. Turen ud til båden. Ens rejsetøj kunne sagtens blive fugtig. På havneby Kro 1903 inden turen over isen. En flaske cognac reddede livet for to. En glad tur til Højer. En uønsket konkurrent. En oplevelse for de eventyrlystne. Damplokomotivet væltede på de smalle skinner. Hurtigt fra Berlin til Lakolk, hvis ikke båden gik på grund.
Eneret til Bådruten
Fra ældgammeltid har det været opretholdt færgeri mellem Rømø og fastlandet. Indtil midten af det 19. århundreder den udgået fra fastlandet. Udgangspunktet har været havneby på Rømø. Dette har også været tilfældet i tidligere tider. Her kunne færgebåden ligge i læ. Færgeriet havde også eneret til befordring fra Havneby til Bredeåens udløb.
Til rettigheder knytter det sig som bekendt et kongeligt løfte, der har et dramatisk skær.
Matros Gram fik eneret
Kong Christian den Fjerde deltog som bekendt i Slaget på Kolberg. Ombord på fregatten ”Trefoldigheden” den 1. juli 1644 blev han såret under kampen og mistede det ene øje.
En overlevering vil vide, at man på det tidspunkt havde truffet beslutning om at overgive sig til fjenden. En matros fra Ballum ved navn Gram blev i den anledning anmodet om at stryge flaget. Matrosen forsøgte imidlertid at hindre dette. Han sørgede for at flaget blev indfiltret i linen på sådan en måde, at den var synlig for fjenden.
Kampen fortsatte derfor og endte med en sejr for de danske stridskræfter. Som eneret fik Gram eneretten til post – og passagebefordring fra Ballum til Rømø.
En tur fra Tønder til Rømø kunne tage to døgn
Omkring 1900 kunne en rejse fra Tønder til Rømø undertiden tage to døgn. I dag kører man over dæmningen på få minutter. Hvordan foregik sådan en tur egentlig.
Turen ud til båden
Man besteg ved kroen i Bodsbøl en enspænder – bræddevogn uden fjedre og ramlede ad en markvej ned til kysten. Her så man omtrent tusinde alen fra land et par både ligge, og ud til dem førte en række koste.
Vognen drejede mod vandet. Hesten trådte pjaskende i. Et øjeblik efter kørte man i det lave vand. Når man kom til kosten – nåede vandet omtrent bunden af vognen. Hestene gik i til bringen.
Man fik fornemmelsen, at man skulle flyde vuggende videre med den skikkelige brune svømmende foran. Man kiggede uvilkårligt bagud. Var rejsetøjet bagerst på vognen stadig tørt?
Ens rejsetøj kunne sagtens blive fugtig
Man kunne være heldig, at det kun blæste en lind lille brise. Vandfladen var da kun let kruset. Havde der været skvulp, ville de stivede skjorter i kufferten ikke været kommet godt fra turen.
Endelig boredes postbåden. Vandet piblede da ind ved forsmækken. Passagererne entrede over. Sagerne blev langet ind i båden. Storsejlet blev sat. Af sted gled man for en sagte modvind. Dette gjorde at man måtte stryge ud af farvandet for at kunne vende og stå nordvest ind mod havnebyen på Rømøs sydøstlige del.
Færgemanden kunne dengang godt være en bonde. Men han havde lært sig faget.
På Havneby Kro i 1903
I strenge vintre var forbindelsen ofte vanskelig. Isbåden måtte da sættes ind. Det var en stor jolle beklædt med blik.
Ved en overfart i nytåret 1903 var der samlet 20 passagerer på Havneby kro. Efter et antal kaffepunche var sat til livs, meddelte færgeskipperen, at båden ikke kunne sejle. Så forsøgte man at forcere isen til fods. Dr. Moritz fra Berlin, som har skrevet en bog om Rømø. Havde længe ønsket at deltage i en sådan tur.
En flaske cognac reddede livet for to
Det blæste iskoldt fra sydøst. Isen var langt fra sikker. Passagererne delte sig derfor i små grupper. Moritz fulgtes med en ung pige. Et par kilometer fra kysten gik de begge gennem isen. De fortsatte begge turen. Efter 4- 5 timer nåede man færgelejet ved Bodsbøl.
Dr. Moritz havde taget en flaske cognac med. Og det blev deres redning.
Alle passagerer mødtes i færgekroens sal. Det mindede mest om et maskeradebal. Nogle af is-gæsterne var trukket i dametøj – alt imens deres eget tøj blev varmet ved kakkelovnen.
En glad tur til Højer
For nogle fortsatte turen – med vogn den 14 kilometer lange rejse til Højer. Gæsterne forsømte ikke at besøge de mange kroer undervejs. Der blev indtaget et pænt antal ”Gewesener” og der blev sunget masser af skålsange.
En uønsket konkurrent
Omkring 1897 fik færgeriet Ballum – Havneby en uønsket konkurrent, idet der blev oprettet en forbindelse Kongsmark – Skærbæk. Det var den nok så kendte Skærbæk – Præst Jacobsen, der startede denne forbindelse – som senere ”løb ud i vandet”.
Sejladsen skulle afstemmes med tidevandet. Og anlæggelse af deciderede havne-anlæg var besværliggjort af, at vandkanten hele tiden flyttede sig.
En oplevelse for de eventyrlystne
I 1897 – året før Nordseebad Lakolk havde sin første sæson så Skærbæk rederi sin begyndelse. Der blev gravet sejlrender og anlagt en kaj. Sejladsen var dog stadig ikke uden problemer.
På grund af tidevandet kunne sejlturen blive en langstrakt oplevelse, idet bådene – først motorbåde, siden dampere – ofte sejlede på grund. Overfarten beskrives som en oplevelse for de eventyrlystne.
Damplokomotivet væltede på de spinkle skinner
Når det så lykkedes at komme nogenlunde helskindet til Kongsmark, blev gæsterne fra 1899 kørt tværs over øen til Lakolk med trolje – som er en hestetrukken togvogn, der kørte på skinner. Oprindeligt var der planer om at etablere en decideret jernbaneforbindelse over øen. Men det blev aldrig realiseret.
Der blev forsøgt at køre strækningen med et damplokomotiv, men det væltede på de spinkle sveller. Desuden var der en risiko for, at en gnist kunne starte en brand i den tørre vegetation. Her var hestene bedre egnet. Troljebanen kørte i 40 år, indtil den blev nedlagt i 1939.
Hurtig fra Berlin – hvis ikke båden gik på grund
Mange rejsende kom helt fra Berlin. I 1901 kunne man stå på toget i Berlin kl. 6.30, være i Skærbæk 14.48 og fremme i Lakolk kl. 17.25 – hvis færgen ikke gik på grund.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 19, 2022
Er Historien nu gengivet korrekt?
En masse er forbigået. Venner og uvenner. Undertegnet truet til tavshed. Formands butik smadret og så skulle han have livvagter med. Medier glemmer hændelserne i 1999. Ingen klassekamp uden gadekamp. Politiet dukkede slet ikke op. Detailhandlen blev ikke holdt skadefri, selv om politikere hævdede dette. Foreningen følte, at de ikke havde flere venner. Undskyldning efter mange hundrede smadrede vinduer. Christiania – cykler fundet ved Ungdomshuset. Det var mere på spil. Allotria – hændelsen skabte sympati Ryesgade og bomben i Søllerødgade. Detailhandlen var gidsler i et politisk spil. Kunder valgte en anden bydel. Da Ruth Evensen så et tilbuds – banner og fik et signal fra Gud. På Jagtvej 69 trivedes de unge. Politimester afviste, at Ungdomshuset var problemet. Nørrebro Handelsforening fik tilbudt huset for en krone Baldersgade – fonden tilbød 2,2 millioner. En smart boligteknisk fidus ved dannelsen af Human A/S. De solgte alle aktier til Fadehuset. Disse opsagde aftale med de unge. 35 mand på skadestue. Fogedretten afgjorde at Ungdomshuset skylle ryddes. Julefreden sænkede sig ikke over Nørrebro. HK og Nørrebro Handelsforening lavede forholdsordre. Den lille dyrehandel på Runddelen blev udnævnt til kapitalist – butik. De unge sagde nej til Stevnsgades Skole. Samfundet kunne være sparet for en masse penge. Masser af trusler. Breaking News med billeder af røverier på Nørrebro.
En masse er forbigået
Normal har en historie ”de gode” og ”de onde”. Læser man historiebøger igennem finder man ud af, at historien jo ikke er korrekt gengivet. Det gælder for eksempel de unges kamp for Ungdomshuset. Utallige bøger om emnet er gennemgået. Men en masse ting er mere eller mindre glemt eller forbigået. Hvorfor egentlig?
Er det fordi, man er blevet partisk? Under kampen formulerede jeg talrige presseinfo m.m. I Nørrebro Handelsforening talte vi med de unge, med politikere, med politibetjente, med borgere på Nørrebro og med forsikringsselskaber.
Venner og uvenner
Vi blev truet først af den ene fløj og dernæst af den anden fløj. Vi fik trusler fra politibetjente og så blev vi truet på pengepungen af politikere. Og pludselig fik vi helt nye politiske venner fra begge fløje.
Truet til tavshed
Vi havde fået kendskab til specielle kurser i Ungdomshuset. Det omtalte vi på vores Facebook – side. Vi blev bedt at fjerne disse oplysninger. Det ville vi ikke i første omgang. Men efter at tre hætteklædte personer var set ved vores hovedindgang privat, mens undertegnede var til en privatfest, fik vi slettet indlægget.
De unge truede også med, at man som led i kurset kunne forsøge at smadre de første medlemmer af Nørrebro Handelsforenings butikker.
Butik smadret og livvagter med
Formanden fik smadret sin butik og ved et debatmøde var han blevet truet af et folketingsmedlem og måtte have livvagter med. Det var hvis nok PET – folk. Folketingsmedlemmet blev dog aldrig dømt for sine trusler.
Medier glemmer hændelser 8. – 9. november 1999
Når medier gennemgår hændelser på Nørrebro, så glemmer de hændelserne den 8. – 9. november 1999. Vi er i handelsforeningen blevet bebrejdet at vi kalder hændelserne for terrornatten. Et ægtepar følte sig i livsfare, da de i deres parfumebutik arbejdede sent. De ringede efter politiet. Men de dukkede aldrig op.
Ingen klassekamp uden gadekamp
Den nat blev der smadret 123 butiksvinduer og 11 indgangsdøre blev smadret. Der blev røvet adskillige butikker. Næste morgen blev der på muren fundet følgende citat:
Politiet dukkede slet ikke op
Da det hele var overstået, dukkede politiet op. Detailhandlen og Nørrebro Handelsforening opnåede sandelig at få en undskyldning fra justitsministeren.
Detailhandlen blev ikke holdt skadefri
Politikere stillede sig frem i diverse medier og forkyndte, at detailhandlen blev holdt skadefri af deres forsikringsselskab. Intet var mere forkert. Vi citerede en af toppolitikernes udtalelser i Radioavisen. Samtidig påtalte vi alle de fejl, vedkommende kom med.
Undertegnede blev truet med pressenævnet. Men medarbejdere på radioavisen kunne bekræfte, at vedkommende politiker var rigtig citeret.
I begyndelsen var der en selvrisiko på 8.000 kr. pr. vindue. Men det blev for dyrt for forsikringsselskaberne, så den blev afskaffet. Nu måtte detailhandlerne pludselig betale det hele.
Foreningen følte, at de slet ikke havde flere venner
Det må de ikke, sagde politikerne. Og så skete der ellers ikke mere. Flere gange gik vi i medierne og bad kommunen om at finde en løsning. Men ak og ved. Vi følte, at vi slet ingen venner havde, hverken i Ungdomshuset eller på Rådhuset.
Undskyldte efter mange hundrede smadrede vinduer
Detailhandlen var hele tiden gidsler. De var ikke part i sagen. Og de unge kunne ikke forstå, at når de smadrede butiksvinduerne så var det som at skyde sig selv i foden. Hvad hjælper det, at de undskyldte efter at have smadret flere hundreder af butiksvinduer.
Og sådan kunne vi blive ved. Vi overvejede at lave en undersøgelse over, hvor mange detailhandlere på Nørrebro, der opgav deres virksomhed grundet udgifter i forbindelse med hærværk, rudeknusninger m.m. Det er bestemt ikke få.
I diverse udgivelser står det anført, at de unge kun er gået efter banker og ejendomshandlere m.m. Det er dem, de kalder for kapitalister.
De unge ville bestemme, hvilke virksomheder, der kom
På et tidspunkt ville de unge også være medbestemmende i, hvilke slags virksomheder, der var brug for på Nørrebro. Så gik det ud over de virksomheder som de unge mente ikke passede ind i bybilledet.
Vi kan ligesom politiet ikke vide om begrebet ”De unge” kommer for samme adresse. Og undertegnede husker ikke mere, om vi anmeldte de overgreb som vi som bestyrelsesmedlemmer oplevede til politiet.
Christiania – cykler fundet ved Ungdomshuset
På et tidspunkt var der nogle, der angreb os for ”manglende Socialt ansvar”. Det var på det tidspunkt, hvor vi i vores indkøbsordning havde ansat mindst 10 brugere af Ungdomshuset.
Vi oplevede at flere af vores ”Christiania Cykler” forsvandt. De blev så fundet omkring ungdomshuset, hvor de var malet i diverse farver. De var meldt stjålet på politiet. De mest bredskuldrede ansatte hentede disse cykler. Vi fik sammenlignet stelnumre m.m. Vores stunt meddelte vi også politiet.
Der var mere på spil
Det var som om, at der var mere på spil end retten til at benytte et tomt hus. Brosten regnede ned over kampklædte politifolk og gennem vinduerne i Nørrebros butikker. Selv den lille dyrehandel på Nørrebros Runddel var pludselig en ”kapitalist – butik”.
Allotria – hændelsen skabte sympati
Allerede i starten af 1980’erne besatte BZ – bevægelsen en række tomme huse i København over boligmangel. De besatte bl.a. Allotria i Korsgade. Dette blev til en succeshistorie. Da politiet troppede op måneder efter besættelsen for at rømme huset var det tomt. BZerne havde gravet en tunnel under Korsgade og kravlede op gennem gulvet hos blikkenslageren over for, hvorefter de flygtede. Dette vakte sympati i visse dele af pressen og befolkningen.
Ryesgade og Bomben i Søllerødgade
Flere huse blev i tidspunktet 1983 – 1986 besat i om omkring Ryesgade. Da politiet ryddede et af husene i 1986, blev det beskyttet af op mod 1.000 aktivister. Politiet måtte trække sig tilbage. Inden da kom der en ny konfrontation – Søllerødgade – bomben. Vi har skrevet tre artikler om temaet. Men ofte må vi trække indlægget tilbage på grund af den debat, der opstår. Facebook kalder det ”hadefuld retorik”.
Det var Nynazister
Den 16. marts 1992 blev postkassen hos Internationale Socialister tømt. Aktivisten Henrik Christensen tog posten med ind på kontoret. Der var en brevbombe imellem. Hvem der stod bag bomben, er stadig et åbent spørgsmål. Internt i det venstreradikale er der ingen tvivl. Det var danske nynazister. Drabet fik konflikten mellem de venstre – og højreradikale bevægelser til at eskalere yderligere over de næste år.
Gidsler i et politisk spil
Kunder valgte at handle et andet sted
Rydningen af Ungdomshuset medførte alvorlige gadekampe af flere omgange. Det var i 2007. Også dette har vi fastholdt i flere artikler. Flere gader stod i brand. Flasker, brosten og krysantemumbomber blev kastet efter politiet. 714 personer blev anholdt. Millioner af kroner forvandt fra Nørrebros detailhandel. Kunder valgte at handle andre steder.
Her var Nørrebro ikke i centrum
I 2009 mødte mellem 60.000 og 100.000 op til en demonstration imod Cop15. der blev foretaget 913 anholdelser. Folk blev lagt i strips og placeret på asfalt i timevis. For en gangs skyld var det ikke Nørrebro, der var i centrum.
Man skal være imod noget
Man må konstatere at i lang tid formåede den yderste venstrefløj at sætte dagsordenen på Nørrebro. Langt om længe fik de et nyt ungdomshus på Dortheavej. Det kan vel betragtes som en halv sejr. Og en vis afmatning kunne mærkes.
Man skal helst være imod noget. Det gælder både for antifascister, antiracister og antikapitalister. Man mangler et samlende fjendebillede.
Da Ruth Evensen så et tilbuds – banner
Dengang holdt Faderhuset til i Griffenfelds-gade 7A. En dag i 1999 kørte Ruth Evensen forbi. På Ungdomshuset hang et stort banner:
Hun har til medier forklaret, at hun fik et budskab Helligånden om, at hun skulle købe
På Jagtvej 69 trivedes ungdommen
Man kan sige at på Jagtvej 69 trivedes ungdommen. Det var et vildt kreativt frirum. Der var masser af koncerter, kreative workshops, en anden kultur og workshops. Nu var det ikke altid, at ”Naboerne” var lige glade for dette.
Politimester afviste at Ungdomshuset var problemet
I 1980erne og 90erne skrev medierne løbende om problemer med kriminalitet og hærværk, der udgik fra Ungdomshuset. I Jagtvej 69 opstod der en brand. I den forbindelse konstaterede man svamp i konstruktionen. Husets fejl blev udbedret i samarbejde med brugerne af huset.
I juni 1998 vurderede politimester Hanne Bech Hansen i et notat til kommunen at:
Det var få måneder efter at Pia Kjærsgaard var blevet overfaldet af autonome på Nørrebro.
Dette fik Københavns bygge- og teknikborgmester Søren Pind til at forlange at Ungdomshuset lukkede.
Nørrebro Handelsforening fik tilbudt Ungdomshuset for 1 kr.
Reaktionen fra brugerne var mere end negativ
I protokollen fremgår også at dette lod man Ungdomshuset vide gennem de kontakter man havde. Reaktionen fra brugerne var mere end negative. Man ville sandelig ikke lade sig styre af Nørrebro Handelsforening. Senere har man fra Ungdomshusets side benægtet, at man nogensinde har fået sådan en besked.
Brandvæsnet og sociale myndigheder havde svært ved at få adgang til huset og tålmodigheden hos Naboerne var efterhånden opbrugt.
Baldersgade – Fonden havde tilbudt 2,2 mio. kr.
Et stort flertal i Borgerrepræsentationen besluttede at sælge til Human A/S. Baldersgade-fonden havde ellers tilbudt 2,2 mio. kr. Man ønskede at videreføre huset og sætte det i stand i samarbejde med de unge. Dette forslag blev dog forkastet i udvalgsmøder på Rådhuset.
Interessant var, at Human A/S var et helt nystiftet firma ledet af advokat Inger Loft fra kommunens eget advokatfirma.
En smart boligteknisk finte
Den 16. december 2000 solgte Københavns Kommune Jagtvej 69 til Human A/S for 2,6 millioner kroner. En klausul i aftalen giver i tilfælde af videresalg kommunen fortrinsret til at købe huset til. Men i september 2001 overdrages alle aktier i Human A/S til faderhuset. Dermed omgås tilbagekøbsklausulen.
Det var en smart boligteknisk finte. Mon ikke et flertal af politikere på Rådhuset følte sig ført bag lyset. Der har sikkert været kræfter på Rådhuset der var modstander af Ungdomshuset og mente, at det var smart at en nyreligiøs bevægelse skulle overtage stedet.
Faderhuset opsagde aftale med de unge
Det var da bestemt heller ikke det rette signal at sende til de unge, hvis kommunen ønskede ”fredelige” tilstande. De unge valgte at gå rettens vej og forsøge at erklære salget ugyldigt.
Faderhuset opsagde aftalen med husets beboere. De havde tre måneder til at fraflytte Jagtvej 69. I oktober 2001 anholder politiet 34 unge, der er trængt ind i faderhuset og begået hørværk.
35 mand endte på skadestuen
Den 31. december 2001 forsøgte Ruth Evensen og en række mennesker fra Faderhuset at få adgang til Ungdomshuset. Det ender i en voldelig konfrontation.
Faderhuset havde en låsesmed med. Men sidedøren var åben. Der var meget beskidt og ulækkert indenfor, oplyses der fra faderhuset. Vandet stod i flere centimeters højde. Gulvet var fyldt med papir og madrester. Pludselig kom et tæskehold fra Ungdomshuset. Telefonkæden havde været i gang.
Politiet blev tilkaldt. Hele 35 mennesker røg på skadestuen.
I januar 2004 afgjorde Byretten at faderhuset havde brugsret til ejendommen. Dommen ankes til landsretten Sideløbende arrangeres der store demonstrationer. Igen må butiksvinduer holde for.
Fogedretten afgør at huset skal ryddes
På Nørrebro kom der nu visitationszoner. I august 2006 stadfæster landsretten Byrettens dom. Fogedretten afgør i oktober at Ungdomshuset skal være ryddet senest 14. december, så faderhuset kan flytte ind. Fonden jagtvej 69 forsøgte at købe grunden af Faderhuset. 83 aktivister anholdes for at lave hærværk mod Faderhusets bygning i Rødovre.
Julefreden sænkede sig ikke over Nørrebro
Den 16. december 2006 eksploderer Nørrebro efter flere ugers demonstrationer. Nørrebro handelsforening havde forsøgt at skrive til parterne for at sikre julefreden. Foreningens flotte juletræ blev brugt til en af de unges mange bål i gaderne. Brosten og kanonslag bliver smidt efter politiet og ind i butiksvinduerne. Politiet gengælder med tåregas. 300 blev anholdt. Mange af dem var aktivister fra Tyskland, Norge, Sverige og Holland.
For mange af byens detailhandlere var årets julehandel ødelagt. Nu kunne man gå i gang med at udbedre skaderne fra hærværket.
HK og Nørrebro Handelsforening laver forholdsordre
Sammen med HK laver Nørrebro Handelsforening retningslinjer, hvordan man skulle forholde sig. Foreningens hjemmeside var åben for politiets og Ungdomshusets budskaber.
Nye anklager
Politiet forsøgte med anklager om, at man havde kastet med diverse ting. Men dette blev frafaldet. På anmodning fra Brian Mikkelsen lød tiltalen nu på, at man ikke havde forladt stedet, da politiet havde opløst demoen. Det betød masser af anklager.
Foreningen havde tilkendegivet støtte
Den 1. januar fik København en ny overborgmester. Hun starter med at konstatere at hun har ”arvet” en møg-sag med Ungdomshuset. Hun starter dog med at gå i dialog med de unge for at finde et nyt ungdomshus.
På det tidspunkt havde Nørrebro Handelsforening for længst gået i offentligheden og bekendtgjort at de støttede de unge i søgen efter et nyt ungdomshus. Det afstedkom særdeles vrede mails og enkelte udmeldinger.
Politikere afviste Nørrebro Handelsforening som mæglere i konflikten.
De unge sagde nej til Stevnsgades Skole
Vi deltog i et par mandagsmøder i et telt på Rådhuspladsen og hjalp til med en indsamling for skadelidte på Nørrebro. Jeg tror at vores udgifter var større end det som vi fik ind.
De unge siger nej til Stevnsgades Skole. Og det blev dens naboer sikkert glade for. Overborgmesteren bebrejder de unges forsvarsadvokat Knud Foldschack, hvorfor han ikke havde overtalt de unge til at sige ja til dette tilbud. De unge sagde nej til dette tilbud og Foldschack ville miste troværdighed, hvis han pressede de unge.
Samfundet kunne være sparet for en masse penge
I Nørrebro Handelsforening forsøgte vi at gå i dialog med de unge. Det burde kommunen have gjort længe før. Det ville have sparet samfundet for en forfærdelig masse penge. En masse af de gamle butikker havde stadig været her og så havde vi også bevaret en større del af detailhandler – salget på Nørrebro.
Dialog er vigtig
Hvis virksomheden Procasa nogensinde skal bygge på grunden så er et godt råd at gå i dialog med de unge. Nej de skal ikke bare have ret. Men diplomatiske løsninger, hvor de unge får medbestemmelse, er at foretrække i stedet for gadekampe.
Myndighederne var alt for længe om at tage de unge alvorlige. Politiet havde også brugt dialog for at forebygge gadekampe men måtte opgive til sidst.
Det forlyder, at de unge var i dialog med kommunen med henblik på at finde en løsning frem til rydningen af huset i 2007.
Demokrati bygger på love, der skal overholdes
Et demokrati bygger på love, som skal overholdes. I Danmark har vi forsamlings – og ytringsfrihed. Vi kan mødes til demonstrationer og give udtryk for vores holdninger. Vold og ødelæggelser af andre menneskers ejendom hører ingen steder hjemme. Det kan vi hverken kan eller skal vi som samfund acceptere.
Og så er det noget, der hedder ejendomsretten.
Dagen, da Ungdomshuset blev ryddet
Og selve dagen, hvor rydningen fandt sted, var speciel. Vi åbnede tidligt for det var bogudsalg. Fra butikkens køkkenvindue oplevede vi det som en actionfilm med to helikoptere. Efterfølgende kørte ambulancer i pendulfart ned ad Heinesgade.
De unge skreg inde af døren, at vi handlede med uro’ er. Men de unge fik lov til at bruge vores toilet. Vi hørte at de unge truede med ildspåsættelse mod en restaurant længere nede, fordi de serverede morgenmad for de såkaldte uro’ er. Efterhånden lukkede de fleste butikker på Nørrebrogade.
Lukkede 20 min. før tid
Boghandlen var en af de sidste butikker, der havde åben. Nogle af de ansatte var for længst blevet sendt hjem. Medierne samlede sig nu i vores butik. Undertegnede blev filmet med mottoet ”Sådan sælger man bøger”. Indslaget skulle være brugt om aftenen.
Men nu kunne jeg ikke mere bære ansvaret. Tyve minutter før ordinær lukketid bad jeg kunderne blive færdig, for nu ville vi lukke. Det var ikke en særlig populær beslutning hos kunderne. Efterfølgende var jeg glad for den beslutning.
Breaking News af røverier
Om aftenen var alt tv annulleret. Der blev berettet direkte fra Nørrebro med Breaking News. Man så, hvordan de unge røvede Irma og Kvickly og atter engang udøvede hærværk mod de ”kapitalistiske butikker”. Skaderne udgjorde nu millioner af kroner. Hvordan det passede ind i de unges filosofi, begriber jeg ikke.
Kamera – manden ringede hjem privat og spurgte om jeg om mandagen ville stå og kigge på at huset blev revet ned og eventuelt ville tale med nogle af dem, jeg kendte fra Ungdomshuset. Men da sagde jeg godt nok nej. Vi vil gerne bruge medierne, men vi vil ikke misbruges af dem.
Ubehøvlede betjente
De næste dage oplevede man chikane fra politiet. Jeg kan godt forstå, at det var træls at skulle stå en hele nat og bevogte Heinesgade. Men når man kommer trækkende med sin cykel og siger, at man skal på arbejde, skal betjentene ikke være ubehøvlede. De truede med krops – visitering og det, der var værre.
Jeg håber, at der er mange, der har lært af disse kamp-år på Nørrebro. Og så håber jeg også, at vi denne gang har fået nogle af detailhandlens problemer med.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: