Artikler
September 19, 2022
Christiania – en fristad med meninger (1)
Min afdøde kone var en af de første. Den er blevet elsket at hade. Det startede med at et plankeværk blev revet ned. Man ønskede mere grønt og en legeplads. Så tog ”Hovedbladet” fat. Politiet forsøgte at fjerne folk. Danmark blev ”besat” af Nato – tropper. Mange aktiviteter var i gang. Christiania blev repræsenteret i Borgerrepræsentationen. De Juleløses jul. Regnbuehæren, Christiania tabte sagen mod staten. Ny mand i Borgerrepræsentationen. Nedtrapning af misbrugere. Masser af musik. Nyt konsulentfirma og nye ideer. ”Elsk Sverige” Christiania lavede modrapport.
En af de første
Hun var en af de første beboere i Christiania – dengang. Jeg lavede notater hver gang, hun kom med vise ord fra hendes tid i fristaden. Men så døde hun pludselig. Og så opgav jeg simpelthen at lave en artikelserie om stedet. Hun var med til at lave arrangementer i fristaden, Da vi besøgte stedet mange år efter, var hun stadig husket af mange af de ældre.
Jo, det er min afdøde kone – Hanne Bak Sørensen Brodersen, vi taler om. I hendes fortid i fristaden og i Solvognen blev hun bare kaldt for ”Sus”. Hun fortalte en masse om Christiania i begyndelsen.
Elsket at hade
Fristaden Christiania fra 1971 er et alternativ som både højrefløjen og størstedelen af venstrefløjen har elsket at hade siden begyndelsen af dens eksistens. Fristadens historie er broget og lang med mange kampe og nederlag. Mange af dem, som startede eksperimentet, er der ikke mere.
Men drømmen om et liv i frihed og ideen om en beboerstyret by lever stadig. Folk fra nær og fjern følte sig tiltrukket af Fristadens magiske blanding af anarkisme og kærlighed.
En legeplads og noget grønt
Det startede i 1971, hvor en gruppe Christianshavnere væltede plankeværket på hjørnet af Prinsessegade og Refshalevej, lige ved Den Grå Hal. De ville lave have en legeplads til kvarterets børn og lidt grønt at se på.
Samme år viste Charlottenborg en udstilling ”Noget for Noget”, hvor alle slags hippier, flippere og makrobiotikere udstillede sig selv. De solgte deres varer og viste deres kunst, teater, billede og happenings.
Den ældste af vores sønner, Thomas arvede en kasse med 60 Christiania – plakater, dengang. Det var hvis for fugtigt i vores kælder. Nu vidner kun 5-6 indrammede Christiania – plakater om Hanne (Sus) storhedstid i fristaden.
Hovedbladet
I forbindelse med udstillingen blev den alternative avis ”Hovedbladet” udgivet. Den indeholdt bl.a. en artikel om de forladte bygninger i Bådsmandsstrædes Kaserne og en masse ideer til anvendelse af området ikke mindst som boliger for de utallige unge, der ikke kunne få noget sted at bo.
Artiklen resulterede i en massiv indvandring af folk fra nær og fjern. Det skabte et andet liv baseret på fællesskab og frihed. Bådsmandsstrædes Kaserne blev besat. Christiania var født.
Politiet forsøgte at fjerne folk
Politiet forsøgte flere gange at fjerne folk fra området. Men området var for stort og der var for mange mennesker. De måtte opgive. Sagen endte i Folketinget. Christiania indgik en aftale om forbrug af el og vand med Forsvarsministeriet. Man fik et stempel ”Socialt eksperiment”.
Der skulle udskrives idekonkurrence om områdets fremtidige anvendelse. Eksperimentet kunne fortsætte indtil resultatet forelå.
Danmark ”besat” af NATO – tropper.
Allerede et år efter – i 1973 – skiftede regeringen og dermed også den politiske stemning omkring Christiania. Nu skulle området ryddes. NATO holdt topmøde i København det år. Teatergruppen Solvognen fra Christiania iscenesatte totalteater med hundredvis af medvirkende. NATO – hæren besatte Danmarks Radio og forskellige andre nøglepositioner, som om Danmark var besat af NATO – tropper.
I mange timer svævede nationen i uvished om det var nu var rigtigt eller hvad. ”NATO – soldaterne” blev på ægte soldatermanér ekserceret. Om aftenen var der underholdning for de gæve gutter med reven ”Smæk for Skillingen”.
Mange aktiviteter sat i gang
Christiania havde nu organiseret sig i mindre områder – 10 i alt – med lokalt selvstyre. Fællesmødet for alle beboere blev den højeste myndighed. Mens skraldeholdet arbejdede med affaldssortering, var smedjen i gang med at lave ovne af gamle olietønder.
På Loppen var der regelmæssigt musikarrangementer med alt fra tyrkisk musik til amatørrock og traditionel jazz. En mangfoldighed som gik hen og blev stedets kendemærke.
Christiania repræsenteret i Borgerrepræsentationen
Teater og politiske aktioner kom til at præge Christianias første år. Im 1971 stillede 12 små lister op i valgforbundet Valborgs favn til kommunalvalget. Valborg vandt et mandat og det gik til Kvindelisten.
Tine Schmedes tog sit barn med til Borgerrepræsentants – møderne. Da hun begyndte at amme barnet i fuld offentlighed, rejste der sig et ramaskrig. Ikke blot i Borgerrepræsentationen men også i alle landets medier.
De hjemløses jul
Samme år arrangerede Christiania de Juleløses Jul. Solvognes Julemandshær indtog byen og delte gaver ud i stormagasinerne. Til stor glæde for børn og gamle. Naturligvis blev julemændene anholdt. Men billedet af politiet, der slår en julemand, kom i alle landets aviser. Juleløses Jul blev en tradition. Hvert år blev 600 mennesker bespist.
I 1975 endte Christiania som kastebold mellem Københavns Kommune og Staten. Folketinget beslutter til sidst, at området skal ryddes senest 1. april 1976.
Regnbuehæren
I mellemtiden havde Christiania sat en masse ting i sving. Fællesbad, børnehus, affaldssortering og genbrug. Fællesbutikker og værksteder vokser op. Solvognen opfører Elverhøj i Den Grå Hal. Den forestilling skaber opmærksomhed om Fristaden og Christiania mobiliserede kommende konfrontation med staten.
En regnbuehær organiseres. Alle folk er inddelt i farver efter deres funktion. Rød – udfarende kraft. Grøn – mad og forsyninger. Blå – bevidsthedsskabende osv. Alle mennesker i Danmark inviteres til at komme til Christiania. Ca. 10.000 strømmer til. Tidens kendte rockgrupper indspillede en plade til Christiania. Den bliver en enorm salgssucces.
Christiania tabte sagen mod staten
Den 1. april skete der intet. Folketinget havde i sidste øjeblik udsat rydningen. I stedet blev 1. april en kæmpe manifestation af, hvad det alternative Danmark formåede.
Christiania anlagde sag mod Staten for løftebrud. Ifølge en aftale fra 1973 skulle der udskrives en ide – konkurrence om områdets fremtidige anvendelse og indtil da kunne christianitterne blive på området. I 1976 var konkurrencen endnu ikke startet. Retssagen skulle forhindre rydning. Men i 1977 tabte Christiania sagen. Den blev anket til Højesteret.
I 1978 blev sagen også tabt ved Højesteret. Christiania udsendte deres egen støtteplade – Vores Musik. Det var med fristadens egne poeter og musikere.
Ny mand i Borgerrepræsentationen
Christiania mobiliserede igen. En plan var at skaffe hundredetusinde af mennesker til forsvar af fristaden. Man stillede igen op til kommunalvalget. Thorkild Weiss Madsen får en plads i Borgerrepræsentationen.
Folketinget vedtog, at nu skulle området ”normaliseres”. Men det fremgår ikke rigtig, hvordan.
I København drev politiet klapjagt mod junkier og hash-handlere. Samtidig blev heroin for alvor introduceret i Danmark. Det blev tydelig mærket i Christiania, hvor hash-handlen voksede og antallet af junkier steg.
Nedtrapning
Christiania forsøgte samarbejde med politiet om at rense hashmarkedet for junk men snydes af politiledelsen, der i stedet iværksatte en storstilet razzia mod hashpusherne.
Fristadens fællesskab tog nu sagen i egen hånd og iværksatte nedtrapning for junkier og aktioner mod junkpusherne. Det kulminerede i 1979 – 80, hvor der blev gennemført en blokade imod junken. Junkierne fik tilbuddet om nedtrapning eller at flytte. Pusherne blev smidt ud korporligt.
Masser af musik
Der var sorte får. Rockmaskinen blev fra 1978 hjemsted for Københavns spirende punk – scene. Helt frem til 1981, hvor rockerterror satte en stopper for aktiviteterne. Kabaretlivet blomstrede i operaen., Rockmaskinen og Månefiskeren. I 1981 tog en Christiania – Kabaret til Italien – inviteret af bystyret i Modena.
Nyt konsulentfirma og nye ideer
I 1982 satte regeringen konsulentfirmaet Møller & Grønborg til at lave en plan for den fremtidige anvendelse af området, Mens christianitter bygger og bygger, laver haver og får børn, barsler konsulentfirmaet med en rapport, der foreslår Christiania udviklet som forsøgs-by med udstrakt selvstyre.
Elsk Sverige
Samme år får Danmark en konservativt – liberal regering. Der startes med en voldsom hetz mod Christiania. Og denne startes i Sverige. Fristaden anklages for at være Nordens narkocentrum og roden til alt ondt.
Christiania svarede igen med aktionen ”Elsk Sverige”. Christianitter ”indtager” en række svenske byer med optog, kabaret og kunstudstillinger. Det skabte dog forbløffende lidt røre i de svenske medier.
Christianis lavede modrapport
Rent politisk gik Christiania i de næste år i glemmebogen. Der afholdtes støttearrangementer for indianerne ved Big Mountain i USA og Aassiviq – konferencen i Grønland holdes i Den Grå Hal som udtryk for Christianias slægtskab med andre etniske grupper.
I 1987 komme regeringen med en ”Handlingsplan for lovliggørelse af Christiania og myndighederne. Christianias svar var en rapport ”Voila, der godtgør at man selv er i stand til at vedligeholde bygningerne på Christiania.
Kilde:
September 19, 2022
1772 – Selskabet – Barn af oplysningstiden
Forsøg på anmeldelse af ny bog af Klaus Larsen. 1772 var et dramatisk år. Masser af videnskabelige selskaber blev dannet. Struensee var i gang med at rydde op. . J.C. Tode var produktiv og underholdende. Svogeren fra Tønder havde gode forbindelser. Tode skrev masser af afhandlinger. Han døde i dyb fattigdom. I Danmark så man ned på kirurger. København var bestemt ikke kedelig. De mange ideer blev ikke gjort til virkelighed. Syv læger døde i kampen mod koleraen. Medicinen fik endelig sit gennembrud. Bogen giver en glimrende tidsbeskrivelse.
1772 – et dramatisk år
Vi har tidligere anmeldt en bog af Klaus Larsen. Det var om lægevidenskaben. Og denne bog er lige så underholdende selv om man umiddelbar ikke skulle tro det.
Det var en september aften i 1772, hvor en håndfuld københavnske læger stiftede et lægevidenskabeligt selskab. Og dette selskabs betydning rækker helt til vores tid. Ja egentlig hedder selskabet i dag ”Det Medicinske Selskab”. Vi lærer de folk, der stod bag selskabet at kende.
Og så bliver vi ført gennem året 1772. Det var et dramatiske år. Det begyndte med, at kongens livlæge Struensee tog magten. Og så endte det med at denne Struensee måtte lade livet efter flere øksehug, der ikke traf målet. Denne begivenhed har vi tidligere beskrevet i artikler.
Masser af videnskabelige selskaber blev etableret
Bondekoner, fiskerkoner og Amagerkoner kom ind til byen og falbød deres varer. Her var masser af kriminelle, fuldriggere, fidusmagere, tyve, stodder og svindlere. Her var drukkenbolde, ludere, falskmøntnere og vagabonder.
Slagterbodernes varer blev solgt uden for det de daværende sundhedsmyndigheders kontrol, hvis man da havde nogle af den art på den tid.
Der var ikke mange skridt mellem prangende rigdom og dybeste armod. Naturvidenskaben var i fremgang. Derfor blev der dette år stiftet et utal af videnskabelige selskaber.
Det var oplysningstiden, der var forudsætningen for, at lærde selskaber så dagens lys. 1772 var året med stive rangforordninger.
Struensee var i gang med at rydde op
Da det omtalte selskab blev dannet – ja da fik selskabet de seks medlemmer der dannede det. I dag har selskabet 2,231 medlemmer. Og det rigtige navn var Det Medicinske Selskab i København.
Den tyske livlæge var i gang med at rydde op overalt, bl.a. på Københavns Universitet og på Medicinstudiet. Her mente Struensee, at man var håbløs bagud i forhold til resten af Europa. Her var medicinen revet ud af religionens kløer til fordel for en mere rationel og videnskabelig forståelse befriet for forældede, religiøse dogmer og spekulative, teoretiske systemer.
De fleste videnskabelige selskaber der opstod her i andel halvdel af 1700 – århundredet, holdt ikke så længe.
J.C. Tode – produktiv og underholdende
En af stifterne af J.C. Tode var også filosof. Han havde mange ideer og holdninger til samfundet. Han mente, at det ikke var farligt at drikke mange øl. Men man skulle holde sig fra kaffe, The og krydderier.
Tode var både praktiserende kirurg og mediciner. Han var underviser, folkeoplyser, diger, kritiker og forfatter. Han var produktiv og underholdende. Jo han var publicist og skribent.
Svogeren fra Tønder havde gode forbindelser
Unge Tode kom til Tønder, hvor svogeren var amtskirurg. Han var også regimentskirurg i Rendsborg og Tode tog med ham derned. Svogeren havde gode forbindelser og kendte bl.a. Friedrich Wohlert, hofkirurg og en af mændene bag ”Kongelig Frederiks Hospital”. Det var her, Tode kunne fortsætte sin karriere. Men måske mod sin vilje blev han nu fristet af litteratur og teater. Men han fik ansættelse som ”rejse kirurg” hos Frederik den Femte.
I 1765 fik han et rejselegat af en af sine velyndere så han kunne tage til udlandet og uddanne sig til Medicus – en slags ”rigtig” læge. Han tog først til Lübeck og bagefter gik turen til Edinburgh. Og så gik det til sidst til Paris.
Masser af afhandlinger
Tilbage i København igen i 1768 blev han til sin store skuffelse kirurg for fangerne i Stokhuset. Det var nok Kongerigets mest elendige fængsel – nærmest en totur anstalt
I 1769 fik han sin doktorgrad og blev hoflæge. Men det gav ikke rigtig mange penge, så han måtte tage bijobs ved siden af. Og det var læge ved Vartov og Børnehuset.
Tode havde også tid til at udgive diverse afhandlinger.
Tode døde i dyb fattigdom
Men ak. Todes konevar drikfældig og man sagde om hans søn, at han ikke var det store lys. Tode døde i 1806 i den høje alder af 70 år. Det var i datidens tid en høj alder. Som forfatteren skriver:
Under vores tidligere skriverier fortalte vi, at tidligere studerende samlede ind til en gravsten til Tode.
I Danmark så man ned på Kirurger
I 1736 blev der på Købmagergade ansat en barber- kirurg, Simon Crüger med støtte fra kongen. Han oprettede en kirurgskole. Han havde set i Frankrig, hvor kirurger blev uddannet på et anset kirurgisk akademi i Paris. I Danmark blev der modsat Frankrig set ned på kirurger.
Der var skam gode læger og kirurger dengang, De gjorde en stor indsats. Men det var også meget at se til. Pest, malaria, syfilis, kopper, plettyfus og andre smitsomme sygdomme.
København var bestemt ikke kedelig
Som det vil fremgå af andre artikler, var København bestemt ikke kedelig i 1700 – tallet. Her vrimlede det med pakhuse, hvortil der kom varer fra vores kolonier. Det var et eldorado for velhavere med bestemt ikke for de fattige. Man regner med at halvdelen af byens befolkning cirka 35.000 måtte anses for fattige.
De fleste af den kreds, der mødtes hos Tode i september 1772 for stifte Medicinsk Selskab var kommet via kirurguddannelsen til medicinen.
De mange ideer blev ikke gjort til virkelighed
I 1782 fik selskabet lov til at kalde sig Det Kongelige medicinske Selskab. Men de mange ideer og tanker om at reformere universitetet og lægeuddannelsen kuldsejlede ved Struensees fald. I de første årtier af 1800 – tallet lå dansk lægevidenskab hen i dvale. Det var stagneret i selvtilstrækkelighed, selv om lægekunsten uden for landets grænser var på vej til et kæmpe skifte.
Syv læger døde i kampen om koleraen
I juni 1853 var København ramt af en koleraepidemi, som frem til oktober kostede 4.700 københavnere livet. Myndighederne var handlingslammede og det var lægerne også. Det Kongelige Medicinske Selskab igangsatte en indsats for at afbøde epidemien. I de næste måneder arbejdede flere end 100 af byens læger også gennem Lægeforeningen mod Choleraens Udbredelse. For at hjælpe de syge og inddæmmede epidemien.
Syv læger døde af kolera som de pådrog sig under arbejdet.
Medicinen fik sit gennembrud
I maj 1872 fusionerede selskabet med et yngre selskab. Det fik nu navnet DMSK – Det Medicinske Selskab i København. På kort tid forvandlede medicinen sig simpelthen fra den famlende disciplin til en videnskab, der på få årtier skulle opleve det ene gennembrud efter det andet.
Bogen giver en glimrende tidsbeskrivelse
Bogen rummer en underholdende gennemgang af Oplysningstidens værdier og dem, dr ville fastholde de gamle dogmer og bibelens magt. Og en spændende person som vi på vores side har besøgt mange gange – Johan Clemens Tode – er bogens hovedperson.
Bogen er velskreven og underholdende og fuld af historiske detaljer med fascinerende beretninger. Bogen er medrivende og giver en god tidsbeskrivelse. Til tider er historien bagved også dramatisk.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 19, 2022
Safari fra Helvede
Forsøg på anmeldelse af Tom Buk – Swienty; Safari fra Helvede
En af hovedpersonerne er Nis Koch. Museumsinspektør gav ideen til forfatteren. Beretninger af Nis Koch var der i forvejen. Berømte personer deltager i bogen. 30.000 Nordslesvigere/Sønderjyder deltog i krigen – 5.000 mistede livet. Forfatteren skrev det meste af bogen i Afrika. Generalen forblev ubesejret. For de 30 sønderjyder tog opholdet hele fem år. De forventede et par måneder. Fængslende fortælling men foregik det virkelig sådan? Bevæger forfatteren sig på gyngende grund. Fra to til fem stjerner.
En af hovedpersonerne var Nis Koch
I året 1915 rejste 30 soldater fra Nordslesvig til Afrika. Hvad skulle de der. Det fandt bogens forfatter ud af. De 30 soldater var udklædt som danske matroser. De var i tjeneste for det Tyske Kejserrige. De var i en hemmelig mission i Tanzania.
Hvem var mændene, der dengang i Første Verdenskrig sejlede med det danske fragtskib Kronborg fra Wilhelmshaven 25.000 sømil til Afrika? Ved Tanga ud for den afrikanske østkyst gik de i land. Hvad oplevede disse mænd? Og hvordan er det gået dem? Hvordan kom de tilbage til Nordslesvig?
En af hovedpersonerne er den 26-årige danske statsborger Nis Kock fra Kegnæs.
Museumsinspektør gav ideen til forfatteren
Det var museumsinspektør Rene Rasmussen, der havde spurgt forfatteren om han nogensinde havde hørt om de 30 soldater, der blev sendt til Afrika. Tom Buk Swienty blev nysgerrig. Det kunne blive en god bog – en krydsning mellem ”Das Boot” og ”Indiana Jones”
Og der forelå åbenbart detaljerede beretninger, Bogen hælder dog mest til Nis Kocks beretninger. Disse beretninger bliver dækket ind af andre tidsvidner.
Beretninger af Nis Koch forelå i forvejen
Der er blevet brugt dokumenter fra Militærarkivet i Freiburg. Også i den engelske litteratur kunne man finde en masse om krigen i Østafrika. Beretningerne af Nis Kock er blevet oversat til engelsk.
Berømte personer deltager i bogen
Det er tale om en hemmelig halsbrækkende operation på et maskeret skib. Royal Navy er lige bag dem. Det er næste for utrolig til at kunne være sandt. Berømte skikkelser som Winston S. Churchill, der dengang var marineminister, medvirker i bogen. Og så er det lige den legendariske general Paul von Lettow – Vorbeck- Han var kendt som ”Afrikas Løve”. Vi kommer meget tæt på et stykke tysk verdenshistorie, som vi ikke kender så meget til i dag,
30.000 Nordslesvigere/Sønderjyder kæmpede for kejseren
Som alle andre mænd i Nordslesvig var også bondesøn, Nis Kock indkaldt til at aftjene sin værnepligt i det tyske kejserrige. Da Første Verdenskrig begyndte, måtte de dansksindede mænd mod deres vilje kæmpe for kejseren. De fleste soldater i Nordslesvig blev placeret ved øst – og vestfronten henholdsvis mod Rusland og Frankrig.
I alt kæmpede 30.000 dansksindede mænd som tyske soldater i Første Verdenskrig. Cirka 5.000 mistede livet.
Skrev det meste af bogen i Afrika
Forfatteren fortæller til Der Nordschleswiger, at han to gange rejste til Tanzania. Anden gang boede han tre måneder på Christian Jebsens farm. Der arbejdede han og skrev det meste af den 400 sider lange bog.
Forfatteren har søgt efterkommere til de nordslesvigske søfolk. Det lykkedes han at genskabe fyrbøderen Nis Kock. Efter fire års research er det blevet til romanen ”Safari fra Helvede”. Det har nu været muligt at rekonstruere og fortælle historien gennem øjenvidneberetninger og erindringer.
Generalen forblev ubesejret
Forfatteren mener også at emnet kunne interessere det tyske publikum. General von Lettow – Vorbeck bliver ikke omtalt som en helt i beretningerne. I England bliver han endnu i dag omtalt som krigsheld. Englænder er kender, at han kunne sit håndværk. Man siger om generalen, at han var den eneste tyske general, der forblev ubesejret under Første Verdenskrig. Og de 30 mand fra Nordslesvig har bidraget til at det forblev sådan.
Ja man kan sige at de 30 mænd har bidraget til at ændre Første Verdenskrigs gang. General von Lettow – Vorbeck havde til sidst en meget lille hær på 1.200 mand. Det var i modsætning til englænderne, der med 200.000 man var efter ham. Den eneste grund til at han var så overlegen var hans ammunition. Og den havde nordslesvigerne sørget for.
Et engelsk udtryk
Nis Kock har hele tiden anvendt begrebet ”Safari fra helvede”. Udtrykket kommer fra det engelske, hvor man for eksempel siger:
Det tog hele fem år
Hvad de 30 personer kun troede ville tage et par måneder kom til at tage fem år. Ja det var et eventyr og en enorm spionhistorie. Forfatteren selv er imponeret over, hvad de har udholdt. En del af dem døde undervejs. Nis Koch er en sejlivet sønderjyde, der bevarede sin humor og lune. Under de mest vanvittige forhold. Han hilste på de andre nordslesviger/sønderjyder med ”Mojn” midt inde i junglen.
Fængslende, men foregik det virkelig sådan?
Selv kalder forfatteren sin bog en rigtig ”drengerøvshistorie”. Ja egentlig er det også en kærlighedshistorie. Da Nis Kock bliver sendt afsted, er han lige blevet gift og de har fået et barn.
Bogen er fængslende. Man kan have svært ved at tro, at hændelserne er foregået.
Bevæger forfatteren sig på en gyngende grund?
Bent Blûdnikow fra Berlingske Tidende er ikke så begejstret for bogen. Han synes, at Tom Buk – Swienty bevæger sig på en gyngende grund. Det er svært at bedømme om det er fiktion eller dokumentarisme. Sproget fra eksisterende kilder er omskrevet. Og så savner Berlingske – anmelderen noter.
Fra to til fem stjerner
Ja egentlig tænkte undertegnede på det samme, da han læste bogen. Ofte er fiktionen lettere at bruge, når man ikke lige har fået det afgørende bevis i sin søgen. Men har Nis Kock oplevet alt det han har skrevet eller er noget af det også fiktion.
Berlingske Tidende giver kun to stjerner. Kristeligt Dagblad giver fire stjerner mens Jyllands Posten giver fem stjerner og det gjorde Weekend Avisen hvis også. Og her på redaktionen vil vi give fire stjerner. Vi mener, at bogen burde være skrevet udelukkende som dokumentation.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 19, 2022
Hvilke artikler læser man på dengang.dk
Vi kan ikke huske, hvornår vi startede med hjemmesider. Vi var i hvert fald i gang i 2007. Dengang.dk har eksisteret i tre versioner. Desværre har vi først haft tæller på siden midt i 2016. Flere gange har vi været smidt ud af Facebook. Og mere eller mindre er vi også smidt ud af diverse grupper på Facebook. Vores motto er at sprede sandfærdig historieformidling. Men det kan godt være svært, når man ikke følger flertallet. Med 1.874 artikler i 16 kategorier er der noget at vælge imellem. Gennem tiden har diverse forfattere gjort brug af vores artikler med kildeangivelse. Men det er sandelig også dem, der brugt vores artikler med en anden forfatter. Vi sat vores tæller i gang for at finde de mest populære artikler siden midt i 2016. Vindertitlen fik over 10.000 besøgende. Og så skulle man for at komme ind på plads 100 have ca. 2.000 besøgende. Vi laver en tilsvarende liste hver måned. Den finder du under Nyheder.
Vi var i Gang allerede i 2007
Hver måned laver vi en hitliste over de mest læste artikler på dengang.dk. Vi kigger på de mest populære kategorier, Dem har vi som bekendt 16 stk.af.
Her vil vi lave det vi kalder ”Alle Tiders Top-100”. Men det er snyd. For vores hjemmeside er i dag 3. version. De to første havde vi ikke tæller på. Og vi fik først en tæller på denne side engang i løbet af 2016. Allerede i 2007 var vi i gang.
Vores reelle besøgstal på www.dengang.dk er væsentlig højere. Gad godt nok vide hvor mange millioner det reelle tal lyder på?
Facebook lukket land flere gange
Og i perioden indtil nu har Facebook været lukket land for os flere gange. Godt nok går mange ind på vores hjemmeside via Google, men vi kan se at log in via Facebook efterhånden udgør 48 pct.
Men vores grundlag for vores Top – 100 er 1,7 millioner besøgende. Og fra overhovedet at komme i betragtning i Top – 100, skal du nærme dig 2.000 besøgende. Det er der mange nye artikler, der ikke gør.
De nyeste artikler på Top – 100
For sjov skyld bringer vi numrene på artiklerne, så kan du nogenlunde finde ud af, hvor gamle artiklerne er. Som det kan ses, er artikler med koder som 6 – 7 – 8 – 9.000 slet ikke repræsenteret.
De nyeste artikler er:
Hvis du nu vil finde en speciel artikel og lave et link, sætter du bare dengang.dk/artikler foran.
Normalt kigger vi på, hvilke byer, der mest læser dengang.dk, men det springer vi over denne gang. Det har nok ikke ændret sig meget fra sidste måned.
Siden 2016 er der sket ting og sager på Facebook som kan have betydning for Hitlisten. Vi er mere eller mindre smidt ud eller selv gået ud af flere grupper. Sådan noget har også stor betydning for seerantallet.
Vinder artikel har over 10.000 besøg
Og det er så værd at huske, at Vinder – artiklen er nået 10.000 besøgende. Og den artikel har vi redigeret og nyskrevet. Det gælder også for placering nr. 32, Begge artikler er samlet i en fælles artikel. Og denne artikel har endnu ikke opnået at komme i Top – 100. Vi gør selvfølgelig opmærksom på at en ny-redigeret artikel er skrevet.
Den store forskel på denne hitliste og den månedlige er selvfølgelig antallet af besøgende. På den som vi hermed bringer, ja da har de nye artikler ingen chance.
Det er tydeligt, at nogle af vores artikler ligger permanent inde på en hjemmeside med link til vores. Det er også fint nok. Men vi oplever ofte at vores artikler bliver brugt med et andet forfatternavn.
Man må gerne bruge vores artikler med kildehenvisning. Og det gør mange – også professionelle forfattere.
Nu er der 1.874 artikler
Du kan nu vælge mellem 1.874 artikler i de 16 kategorier. Og når vi nu f.eks. sætter kryds bag ved, betyder det at du kan det antal artikler, der er opgivet efter krydset blandt andre kategorier. Artiklerne blev skrevet inden vi havde oprettet den pågældende kategori:
Alle Tiders Populære Kategorier (1,7 millioner besøgende)
Reglerne er sådan, at en kategori får et point, hver gang den har en artikel inden for Top – 100. Er det til sidst to, der har samme pointtal, så er den med den bedste placering, der vinder.
Indlemmelse, Afståelse, Genforening 0
1864 og De Slesvigske krige 0
Industri på Nørrebro og Nordvest 0
Grænsen er overskredet
Akeleye slægten 0
Alle Tiders Mest Læste (Top-100) (Siden midt i 2016 – 1,7 mio.)
Og så var det nogle artikler, der næsten nåede det:
September 15, 2022
Hvordan var det lige med Danmarks neutralitetspolitik?
Er vores historiefortælling korrekt? De nationale historier lever endnu. Var det Danmarks dygtigere politikers skyld, at ”vi klarede det så godt”. Militærordningen var unødvendigt pengespild, sagde De Radikale. Det var ikke Danmarks forsvarsindsats, der reddede vores neutralitet. Omkring 1970 kom et tillæg til uddannelsen. Hvorfor får vi ikke justeret vores historiefortælling. Det danske militære beredskab havde en afskrækkende effekt. Men det vidste politikerne ikke, Tyskerne havde ikke tropper nok til en nordfront. Vi kunne have afvist tyskernes krav men hvad så? Flådechefen anbefalede minelægning. Oppositionen henviste til folkeretten. Christian den Tiende menter, at han havde en aftale. Danmark lagde en masse miner. Miner kunne være farlige, Briterne var orienteret fra starten. Den tyske gesandt truede kongen. Zeppeliner kunne komme i tale. Munch satsede bevidst på at reducere vores modstand. Det var held, der reddede Danmark gennem Første Verdenskrig og neutraliteten. Usundt grundlag for politik, når man undlader eller retter på sandheden i historiefortællingen.
Er vores historiefortælling korrekt?
Er vores historiefortælling altid korrekt gengivet. Tag nu bare Danmark og neutralitetspolitikken under Første Verdenskrig.
Det var ingen, der havde regnet med at krigen skulle vare så længe og udvikle sig til en totalkrig. Der opstod forskellige fortællinger, hvis hovedformål var at forstå historien.
I Tyskland blev fortællingen bevidst udviklet for at anfægte grundlaget for fredsforhandlingerne. Det betød en revision af krigens resultat. Denne revision kom så til udtryk ca. 20 år senere.
Den tyske fortælling kom til at påvirke fortællingerne i USA og specielt i Storbritannien. Her havde man efter 10 år forladt krigstidens solidaritet med Frankrig.
De nationale historier lever endnu
For Storbritannien var tabet af menneskeliv, rigdom samt imperiets fremtid så dramatisk, at man til tider har kaldt deltagelse i krigen som det 20. århundredes fejltagelse. I Frankrig forudså man en kommende krig mod Tyskland.
I Rusland blev krigen opfattet som et pinligt og ydmygende forspil til revolutionen. Og i Tyrkiet blev krigen forklaret som en tragisk fase på vejen mod en entydig etnisk tyrkisk kontrol med det anatolske kerneland.
Var det Danmarks dygtige politikeres skyld?
Bortset fra den tyske fortælling lever disse nationale historier endnu.
Den danske fortælling er endnu ikke blevet antastet. Danmark undgik at komme med i den frygtelige krig. Danske søfolk døde. Vi blev ramt økonomisk. Presset på samfundet kom da tyskerne genoptog den uindskrænkede u – bådskrig i 1917.
Danmark undgik også de alvorlige revolutionære krampetrækninger. Det var vel mest i Tønder og Sønderborg. Dette prægede ellers situationen i mange lande.
Og så kom Sønderjylland til Danmark på en måde så vores store nabo mod syd ikke blev vrede på os.
Den danske fortælling fortæller os, at det var landets dygtige, radikale regering, der ved sin fleksible og balancerede neutralitetspolitik på det udenrigske og handelspolitiske område manøvrerede landet sikkert gennem den europæiske katastrofe.
Militærordningen var unødvendigt pengespild, sagde De Radikale
Generalerne havde ved krigens begyndelse indkaldt en stor militær beredskabsstyrke – Sikringsstyrken.
Den radikale mindretalsregering havde lovet loyalitet at forsvare forsvarslovene af 1909, De havde ellers erklæret militærordningen som unødvendigt pengespild. Men partiet havde i 1910 tabt et valg i forsøget at få lovene ændret.
Det var ikke Danmarks forsvarsindsats, der sikrede os neutraliteten
Det var ikke en forsvarsindsats fra 1914, der sikrede Danmarks neutralitet. Regeringen forsøgte i stedet at begrænse antallet af indkaldelser. Man havde lært af 1864:
Det lykkedes i sidste del af krigen at få gennemført en demokratisk grundlovsreform, der blandt andet gav kvinderne valgret.
Omkring 1970 kom der et tillæg til vores fortælling
Omkring 1970 blev den danske fortælling suppleret med historien om, hvordan den danske regering 5. august 1914 smart håndterede tyske krav om at minere de danske stræder.
Problemet med denne fortælling er, at den ikke en gang er tilnærmelsesvis er tæt på sandheden. Og på den måde blev Danmark faktisk inddraget i krigen.
Hvorfor får vi ikke justeret vores historiefortælling?
Og for at finde sandheden skal du ikke gå til de danske arkiver men de udenlandske. Det er nok derfor vi ikke kan få justeret den rigtige historiefortælling. At få forståelse for en ny historiefortælling er også svært.
Vi kender det selv her på siden. Også vi har været i udenlandske arkiver og fundet en helt anden version af historien.
Det danske militære beredskab havde en afskrækkende effekt
Neutraliteten var robust. Men i mindst et tilfælde spillede udenrigsministeriet bevidst på fiktionen om ustabilitet.
Det danske militære beredskab havde en afskrækkende virkning på tyskernes militære planlægning mod Danmark. Men det kunne regeringen ikke se. Og derfor kom det til at undergrave afskrækkelsen.
Neutraliteten var i særlig to situationer alvorligt truet under krigen. Regeringen vidste det godt, men de handlede ikke derefter. Dette indgår heller ikke i fortællingen.
Tyskerne havde ikke tropper nok til en Nordfront
Dansk neutralitet var robust, fordi den tyske hær allerede i 1905 havde fået kejseren til forstå, at man ikke havde tropper til en Nordfront, når man både skulle kæmpe mod russerne og franskmændene.
Det måtte den tyske flåde modstræbende acceptere – en flåde kan ikke besætte et land.
Så længe Danmark ikke tillod Tysklands fjender at anvende dansk territorium efter en landsætning i Jylland eller indtrængen gennem stræderne til Østersøen var neutraliteten sikker.
Det var ikke nødvendigvis Erik Scavenius, der reddede os gennem krigen
Det var ikke Erik Scavenius dygtige indsats og gode forhold til den tyske gesandt, der reddede Danmark gennem krigen.
Kunne vi have afvist tyskernes krav – men hvad så?
Danmark kunne have afvist gesandtens henstilling den 5. august 1914 om at minere stræderne med korrekt henvisning til, at det ville være et neutralt brud med den fællesnordiske neutralitetserklæring og danske traktatmæssige forpligtelser med hensyn til at holde stræderne åbne.
Men Peter Munch – den danske fortællings hovedforfatter vidste ikke det, hvad vi ved i dag.
Flådechefen anbefalede minelægning
Flådechefen, viceadmiral O. Koefoed – Hansen anbefalede kraftigt, i overensstemmelse med søværnets sømilitære strategiopfattelse, at det var nødvendigt at udlægge miner og spærre de danske stræder.
Oppositionen henviste til Folkeretten
Den Radikale regering støttet af Socialdemokratiet lod sig overbevise af den sømilitære opfattelse. Oppositionen derimod var ikke tilhænger af en minespærring, idet man mente, at den ikke var i overensstemmelse med folkeretten og de internationale aftaler. Christian den Tiende Var derimod tilhænger af projektet, Han sendte også straks et telegram til sin fætter, den engelske konge.
Christian den Tiende mente, at han havde en aftale
Det går en historie om at Christian den Tiende havde en aftale med en flådeadmiral om at udlægge minerne uden at aktivere dem. Uden at regeringen vidste det. Og meddelelsen herom gav han under hånden til sin fætter, den britiske konge. Men flådeadmiralen mente nu ikke, at det var sådan en sådan aftale og minerne var aktiveret.
De krigsførende magter i farvandet omkring Danmark udlagde miner. Mange af dem rev sig løs og strandede på de danske strande.
Danmark lagde masser af miner
Den 4. august 1914 erklærede England Tyskland krig, Allerede 10 august var Storebælt armerede med kabelminer, Det viste sig hurtigt at dele af det danske minemateriel var ubrugeligt. Storebælt gav genlyd af eksplosioner fra miner som helt umotiveret gik af. De blev efterhånden udskiftet med de mere stabile hornminer,
Allerede den 5. august udlagde den tyske flåde 243 miner syd for Langeland og 12 miner ved den sydlige indsejling til Lillebælt.
Minerne kunne være farlige
De tyske og russiske miner var farlige. Hele 74 pct. af de tyske miner, som flåden kom i kontakt med, var armerede. Desarmeringen af de tyske minder var ofte forbundet med betydelig fare i det ledningerne til tændingsmekanismen var skjulte af muslinger og planter, der havde sat sig fast på minen.
En drivende mine gav i dusør – 300 kr., mens strandede miner kun gav 10 kr. Ofte blev minerne bragt sprængning ved beskydning.
Ulykker kunne ikke undgås. Den 14.december 1918 sejlede torpedobåden ”Sværdfisken” på en mine agterskibs under minestrygning af et tysk minefelt ved Lolland. Otte mand mistede livet.
Briterne var orienteret fra starten
Briterne ville sikkert have opfattet det som neutralitetsbrud og en tysk – venlig handling. Så kunne de opfatte Danmark som fjendtlig. Og så ville det kun være et spørgsmål om tid, inden man mærkede britiske repressalier. Men briterne var orienteret om minelægningen fra starten ligesom de vidste, hvor de lå.
I eftersommeren 1916 var regeringen truet på grund af mangelfuld orientering af Rigsdagen om forberedelser til salg af de Vestindiske Øer.
Den tyske gesandt truede kongen
Scavenius lod den tyske gesandt tro, at et regeringsskifte ville skabe alvorlig risiko for en ny politisk kurs. Dette var dog ikke korrekt. Men disse udtalelser fik tyskerne til at forny deres krigsplaner mod Danmark.
På dette grundlag truede gesandten Christian den Tiende til at bevare Scavenius i regeringen. Efter gesandtens brutale behandling var kongen parat til at tilbyde Scavenius statsministerposten. Forløbet sikrede den radikale regerings fortsættelse med tysk støtte.
Fortællingens andet problem var at de danske forsvarsforberedelser faktisk påvirkede Tysklands militære planlægning.
Tyskerne var bange for at miste krigsskibe i Danmark
Da den tyske flåde i 1916 fik lov til begynde krigsplanlægning mod Danmark igen, betød de store kystforter op Sydamager med det store minefelt i Køge Bugt at man opgav at bombardere den danske hovedstad med tungt skibsartilleri. Man anså, at der ville være stor risiko for at miste kostbare slagskibe.
Zeppeliner kunne komme i spil
I stedet måtte man planlægge bombardement fra flådens zeppeliner og en lille håndfuld ineffektive vandflyvere. Gad vide om, zeppelinstationen i Tønder var med i disse planer. Dette var en trussel, som det danske værn havde erkendt og som man arbejdede hårdt på, at undgå.
I Tyskland håbede man på at de danske styrker ville gøre modstand, hvis de britiske styrker landede i Jylland eller søgte mod stræderne.
Munch satsede bevidst på at reducere vores modstand
Men forsvarsminister Peter Munch arbejdede systematisk og bevidst på at reducere danske muligheder for at gøre modstand. Dansk militær måtte ikke bidrage til at landet blev ødelagt.
Man skulle kun protestere og erklære sig fortsat neutral. Da regeringen i 1916 – 1917 blev klar over den øgede tyske militære interesse for Danmark, standsede Munch alle nye Feldtbefæstnings – arbejde.
Han standsede også anskaffelse af nyt forsvarsmateriel og udbygning af Københavns Kanonluftforsvar. Hvordan han kunne set står hen i det uvisse for hermed øgede han muligheden af en tysk besættelse.
Det var held, der reddede Danmark
Mon ikke vi kan fastslå, at det var held, der redede Danmark for at blive inddraget i krigen. I oktober 1917 forberedte briterne en kort flådeoperation ind i Østersøen. I foråret 1918 ville det truende allierede nederlag i Frankrig næsten med sikkerhed have nødvendiggjort en allieret inddragelse af Norge i den fortsatte krigsførelse fra den planlagte flådebase ved Stavanger. Dette ville have udløst en besættelse af Jylland.
Fortællingen ignorere, at regeringen kom med væsentlige indrømmelser
Fortællingen ignorerer at regeringen erkendte truslerne og kom med væsentlige indrømmelser, der skulle reducere risikoen for besættelse ved en misforståelse.
Fortællingen udelod også at Danmark i foråret 1916 sammen med Tyskland havde lukket Øresund for britiske undervandsbåde på vej til Østersøen.
Og man har heller ikke fortalt, at Danmark endvidere fra vinteren 1918 leverede den danske flådes situationsbillede fra farvandene videre til Tyskland.
Det fortælles heller ikke at man efter tysk pres fik afløst den danske hærs generalstabschef med en tyskvenlig officer.
Det havde været nyttigt for den efterfølgende danske forståelse for landets situation, hvis disse forhold var kommet med i fortællingen.
Usundt grundlag for politik
Jo det var Peter Munch, der også var historiker, der skrev den danske version af historien. Som alle andre myter er den imidlertid et usundt grundlag for politik.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 5, 2022
Flugten fra arresten i Aabenraa
Jens Knudsen trak sin kniv. Øje for Øje – Tand for Tand. Hertugen beordrede liget udleveret. Under streng bevogtning. Pligt til at borgere skulle deltage i vagttjeneste. Vagtmandskabet gik tidligere end planlagt. Konen beordrede manden tilbage. Jens Knudsen var flygtet. Vægtere og vagtmandskab arresteret. En ny mistænkt. Vægteren virkede forvirret. Hertugen beordrede pinligt forhør. Torturinstrumenter lå frit fremme. Jens Knudsens brødre blev arresteret. Byfogeden lod sig ikke bestikke. Morderen anholdt ved Randers. Detaljeret tilståelse. Låsen blev nøje undersøgt og nøgler lavet om flere gange. Erik Vægter lovede Jens Knudsen lig-skjorte. En række tyverier blev tilstået. Skæbnen var beseglet. Liget sendt til Kiel.
Han trak sin kniv
Jens Knudsen var en forhærdet vaneforbryder. Han havde i mange år hovedsageligt ernæret sig ved tyveri rundt om i Sønderjylland. Han for længst moden til galgen. Hans hidsige sind kendte ikke til hæmninger. Det kom til at afgøre hans skæbne.
Gamle rets-dokumenter beretter om Jens Knudsens tragedie. Det giver os også et interessant billede af forhold og tilstande af retsvæsnet i Aabenraa i 1600 – tallet.
Jens Knudsen traf søndag den 25. juli 1669 Terkel Hansen fra Brunde på gaden i Aabenraa. Af en eller anen ukendt grund så Jens Knudsen sig vred på Terkel Hansen. Sammenstødet endte med, at Jens Knudsen i hidsighed trak sin kniv og stødte Terkel Hansen ned.
Øje for Øje – Tand for Tand
Ugerningen skete hen på eftermiddagen og moderen blev straks overmandet af folk i gaden. Man fik alarmeret byens gamle veltjente vægter Andreas og hans yngre kollega vægter, Erik.
Nyheden om det morderiske overfald bredte sig som ild i strå i den lille by og et anseeligt følge af nysgerrige fulgte de to vægtere, da med morderen imellem sig førte ham til rådhuset.
Tidens retsvæsen var bestemt ikke blødsøden. Man fulgte den gamle jernhårde lov:
Det vidste Jens Knudsen. Uden for rådhuset fik han øje på byens kag. Det var symbolet på den straffende retfærdighed, inden vægterne puffede han ind ad døren til rådhuset. Da han lidt senere blev låst inde i rådhuskælderen, gik det op for ham, at han havde fortrudt sit liv.
Hertugen beordrede at liget skulle udleveres
Terkel Hansen døde tidligt tirsdag morgen. Jens Knudsens kniv havde ramt ham i nærheden af hjertet. Byens borgmester Carsten Hagensen ville dog ikke udlevere liget til enken. På hendes vegne klagede amtmand Henrik von Brockdorff. Det hjalp. Den 2. august udstedte Hertugen en ordre om at udlevere liget til Terkel Hansens enke lige som han gav myndighederne i Aabenraa påbud om at straffe morderen efter loven og statuere et eksempel til skræk og advarsel.
Under streng bevogtning
Jens Knudsen blev sat under streng bevogtning. Man var klar over, at en mand som ham ville benytte den første lejlighed til at flygte. Man nøjedes derfor ikke med at dreje nøglen om i låsen til cellen. Nej han blev bevogtet både dag og nat.
Om dagen holdt vægterne Andreas og Erik skiftevis øje med cellen. Hver nat måtte fire borgere møde og overtage bevogtningen fra kl. 8 om aftenen til kl. 4 om morgenen, hvorefter vægterne afløste dem.
Pligt at borgerne skulle deltage i vagttjeneste
Denne vagttjeneste var en pligt, der gik på omgang blandt borgerne. Kvinderne måtte også tage deres tørn. Men naturligvis var ingen begejstret for disse nattevagter. De der havde råd til det, betalte andre til at overtage deres vagt.
Trods dette bevogtningsapparat lykkedes det alligevel Jens Knudsen at flygte. En morgen var cellen tom og moderen borte.
Jens Knudsen flygtede
Jens Knudsens flugt vakte det største røre i Aabenraa. Mens jagten efter moderen satte ind, blev der indledt en omfattende undersøgelse for at få opklaret, hvorledes flugten kunne være iværksat og hvor ansvaret skulle lægges.
Amtsskriver Caspar von Saldern, den senere borgmester, sendte Hertugen en udførlig beretning om de omstændigheder, der knyttede sig til flugten.
Vagtmandskabet gik tidligere end planlagt
De fire personer, der havde vagt ved cellen den pågældende nat var klejnsmed Hans Jørgensen Troll, hvis kone først på aftenen havde holdt sin mand ved selskab i fængslet. Den 20 – årige skomagerlærling Christen Lassen, der havde vagten for sin bror, Espen Larsen, Marie Smit, som holdt vagt efter tur, og Knud Sørensen, der var betalt stedfortræder for Christian Holladt.
Det må have været så som så med fængselsreglementet, for kl. 4 om morgenen, tidligere end sædvanligt, havde den samlede vagt uden videre forladt fængslet. Inden de gik, havde Troll råbt ind til Jens Knudsen at nu gik de hjem.
Troll undersøgte låsen til celledøren og fandt den i bedste orden. Så forsvandt vagtmandskabet, idet de råbte ”God Morgen” ind til morderen. På det tidspunkt var fangen i cellen. Vagten havde nemlig hørt ham sige: ”I morgen får jeg min dom”. Ingen af vægterne var endnu mødt til afløsning.
Konen beordrede manden tilbage
Da Troll kom hjem, blev hans kone betænkelig ved at høre, at vagten var gået, inden vægterne var kommet til stede. Hun fik sin mand til at vende tilbage til Rådhuset.
Bevæbnet med sin økse tog han afsted igen. Ved siden af Rådhuset boede Elsebe Taysen. Hun var ude på gaden, da Troll kom igen. I største ophidselse fortalte hun ham, at moderen for et øjeblik siden var passeret gennem gården til hendes hus.
Vægtere og vagtmandskab arresteret
Borgmester Haagensen og de nærmest boende af Rådets medlemmer blev underrettet o0m fangens flugt. De begav sig om morgenen kl. 6 til fængslet. De fastslog, at skønt låsen til cellen ikke var brudt op, var Jens Knudsen alligevel borte.
Vægterne Andreas og Erik samt de fire nattevægter blev arresterede. Erik, der var den yngste af de to by-vægtere havde været i byens tjeneste i 14 år. Han havde i de sidste 13 dage før flugten haft nøglen til cellen og havde givet fangen mad.
En mistænkt
Under den første afhøring tilstod han, at en mand ved navn Jes Drache, der enten var beslægtet med morderen eller ven med ham og hans familie, var kommet til vægteren uden for borgmester Haagensens hus og bedt ham om skaffe ham lejlighed til at tale med morderen.
Vægter Erik, der mente, det nok kunne gå an, havde givet sin søn nøglen, så han kunne lukke Jes Drache ind. Drache havde en tid været alene med fangen i cellen. Vægteren oplyste desuden, at den nat, da flugten fandt sted, havde moderens hustru og bror boet hos Jes Drache. Dette udsagn resulterede i, at Drache også blev arresteret.
Pårørende ville tale med vægter
Ved et af de følgende forhør indfandt Hans Jessen fra Brunde sig. Han var gift med den myrdedes søster. Han ønskede at få lejlighed til at tale med Erik Vægter i øvrighedens påhør. Afhøringen fandt sted i Rådstuen. Her sagde Jessen, som det hedder sig i von Salderns indberetning ”lige i ansigtet på Erik Vægter” at han dagen før Jens Knudsens flugt havde talt med vægteren. Som de havde sagt, at endnu i dag ville han give fangen mad, men i morgen ville han lade ham løbe ud på heden.
Vægteren optrådte forvirret
Vægteren nægtede til at begynde med alt. Til sidst måtte han dog indrømme at han havde ytret sig sådan, men han havde blot sagt det i spøg. Myndighederne lod sig dog ikke føre bag lyset.
Vægteren havde vaklende udsagn og en forvirret optræden. Han holdtes fortsat i arrest, bl.a. fordi man på Gottorp havde ønsket selv at afhøre de implicerede i sagen. Dette ønske var foranlediget af, at den myrdedes hustru og øvrige familie havde besværet sig over for Hertugen, fordi Rådet ikke med den ønskelige iver lod den undslupne morder forfølge. Og så mente man at det gik alt for langsomt med at finde ud af, hvem der lod morderen undslippe.
Hertugen beordrer ”Pinligt forhør”
Vi hører ikke om, hvordan disse forhør var forløbet. Men vi erfarer at Hertugen den 15. november beordrer at Erik Vægter og Jes Dracjhe skal underkastes ”Pinligt forhør”. Her skal byens skarpretter ved hjælp af tortur presse en tilståelse ud af dem.
Allerede den 22. november skal denne uhyggelige forestilling finde sted på Rådhuset. Borgmester og Råd var forsamlet Skarpretteren var mødt op med sine remedier – tommelskruer og andre prøvede remedier.
Torturinstrumenter lå frit fremme
Alle remedier lå frit fremme til de anklagedes store skræk. Erik Vægter var den første der blev præsenteret for denne udstilling. Og til denne hørte også ”Den pinlige stok”. Den skulle bruges på vægterens rygstykker. Vægteren gav sig dog ikke så let ved synet.
Til at begynde med gav han den som ”Ridderen af den bedrøvelige skikkelse”. Han klagede sig ynkeligt og bedyrede med vemodig stemme, at han var uskyldig og bad om nåde og betænkningstid. Men ynkeligheden gik af ham, nu var det raseri.
Vægteren var blevet bedt om at gå til Jes Drache for at få en ende på hans sag. Om to dage skulle han sige fra morderen ville der blive bragt 40 Rigsdaler til Draches hjem.
Det eneste, Erik Vægter nu ønskede, var at en af morderens brødre, der boede i Havsted i Tønder Amt ville blive arresteret. Han kunne sikkert give gode oplysninger i sagen. Mere kunne han ikke sige, selv om bøddelen skar ham i stykker.
Rådet vedtog at lade vægteren slippe for tortur indtil videre, hvorefter han førtes ud.
Nu var det Jes Draches tur
Nu kom Jes Drache ind og blev præsenteret for bøddelens torturinstrumenter. Han henviste ligeledes til morderens bror. Han hævede at denne vidste besked om hele sagen. Det som Drache havde talt med morderen om i cellen, kunne enhver have hørt. De 40 Rigsdaler havde han hverken ønsket eller modtaget. Han svor på, at han ikke kendte til fangens flugt.
Torturinstrumenterne gjorde intet indtryk på ham. Han var en hårdnakket mand. Også han slap for at komme under videre behandling af bøddelen.
De to brødre blev arresteret
Den 25. november 1669 udstedte Hertugen en arrestordre mod morderens to brødre. Samtidig fik borgmesteren i Aabenraa ordre til foreløbig men mod kaution at løslade Erik Vægter og Jes Drache.
Begge skulle føres til Tønder for at stilles over for brødrene Knudsen af hvilken den yngste Christen Knudsen blev sat i fængsel. Amtmanden for Tønder Amt havde mod kaution ladet den ældste bror, Hans Knudsen forblive på fri fod. Med den begrundelse at han var en gammel og meget svagelig mand, der gik på gravens rand. Dette skete den 7. december.
Drama i Amtshuset i Tønder
Få dage forinden den 3. december oplevede man et nyt drama i sagen på Amtshuset i Tønder. For retten mødtes Jes Drache og Erik Vægter med brødrene Christen og Hans Knudsen. Men det lykkedes ikke for myndighederne i Tønder at hæve noget af den mystik, der omgav moderen Jes Knudsens flugt. Begge brødre holdt på at de ikke kendte det mindste til sagen.
Efter Erik Vægters forklaring havde morderens hustru sammen med Hans Knudsen fra Fogderup dagen før flugten været i Jes Draches hjem, hvor man havde talt om muligheden for at hjælpe Jens Knudsen.
Dennes hustru og Hans Knudsen havde om aftenen spurgt Jes Drache, hvad han skulle have for sin umage med besøget i fængslet. Det skulle han ikke have betalt, sagde han. For Jens Knudsen var det ikke andet at gøre end at berede sig til døden og skaffe sig et lagen og en kiste.
Byfogeden lod sig ikke bestikke
Christen Knudsen skulle også have sagt, at han ville pantsætte al sin ejendom, blot han kunne få sin bror på fri fod. Dette benægtede begge brødrene blankt. Hans Knudsen påstod derimod, at Jes Drache havde budt byfogeden i Aabenraa 12 Rigsdaler for at låne ham nøglen til cellen, så han kunne hjælpe fangen ud. Byfogeden var dog ikke interesseret i at tjene disse penge!
Lod opklaringen vente på sig?
Hans Knudsen erklærede til sidst på sine egne og sin brors vegne, at de ikke hverken havde set eller talt med deres bror siden hans flugt, lige som de ikke havde ydet ham nogen form for hjælp til flugten.
Med dette negative resultat sluttede retsmødet i Tønder. Det så nu ud til at en opklaring lod vente endnu længere på sig. Men det viste sig nu ikke at være så fjern.
Morderen anholdt ved Randers
I dagene ind under jul indløb der meddelelse fra Aabenraa til Hertugen om, at morderen var fanget oppe ved Randers. Sent om aftenen 22. december blev morderen ført til Aabenraa og nu indsat i fængslet på Brundlund Slot. Disse fangekældere havde man åbenbart mere tillid til end cellerne på Rådhuset. Caspar von Saldern kunne meddele, at fangen var lagt i jern.
Detaljeret tilståelse
Tidligt om morgenen Lille Juleaftensdag besøgte von Saldern fangen og talte med ham i al venlighed. Under samtalen brød morderen sammen. Uden nogen påvirkning fra von Salderns side gav han en detaljeret tilståelse af, hvordan han var blevet hjulpet med at flygte.
Det var udelukkende hans hustru og de to brødre, der havde hjulpet ham, Pastor Nicolaj Clausen i Oksbøl havde gjort alt, hvad der stod i hans magt for at hjælpe ham, men han havde dog kun foretaget skriftlige henvendelser til borgmester Hagensen og Jes Drache, ligesom han havde lovet at være familien behjælpelig med penge, hvis det var nødvendigt.
Efter at morderen havde aflagt tilståelse, skildrede han beredvilligt, hvorledes hans familie havde gennemført hans befrielse. Det må siges, at de har gået systematisk til værks.
Låsen blev undersøgt
Jens Knudsen havde først undersøgt låsen til cellen. Så tegnede han gangene i låsen på et stykke papir. Dette havde han afleveret til sin kone, da hun besøgte ham. Desuden havde hun også haft lejlighed til med papir at tage aftryk af låsen, mens Erik Vægter på hendes foranledning var gået i byen efter brændevin.
Papirerne havde konen afleveret til sin svoger Christen Knudsen som havde bragt dem til en mand, de har kendt godt og kunne stole på. Smeden lavede på grundlag af papirerne seks forskellige nøgler, som Knudsen bragte til sin svigerinde i Aabenraa.
Nøglerne måtte laves om flere gange
Da Jens Knudsens hustru næste gang aflagde besøg i fængslet, sørgede hun for at å Erik Vægters søn, der da var til stede, bort et øjeblik, hvorefter hun prøvede nøglerne. Første gang duede ingen af dem.
Christen Knudsen måtte igen afsted til Knivsig og få nøglerne ændret. Denne rejse måtte han foretage to gange inden det lykkedes at skaffe en nøgle der passede. Denne nøgle holdt morderen på sig. Tre eller fire dage før han gjorde alvor af at flygte, havde han flere gange lukket sig både ud og ind af cellen.
Erik Vægter lovede ham sit lig – klæde
Den morgen, hvor vogterne havde forladt fængslet tidligere end ellers, havde han lukket sig ud, før nogen af vægterne var kommet til stede og flygtet nordpå op gennem Jylland. Desuden oplyste Jens Knudsen, at Erik Vægter, der havde ført ham tilbage til Aabenraa, var trængt ind på ham for at få ham til at tie med at han og sønnen havde givet morderens hustru og Jes Drache adgang til cellen, så de havde kunnet arbejde for fangens befrielse.
Vægteren var gået så vidt, at han havde lovet Jens Knudsen at den lig-skjorte, der ellers var syet til ham selv, hvis han kunne stole på hans tavshed.
Jens Knudsen tilstod en række tyverier
Jens Knudsen tilstod også en række tyverier. Han havde stjålet fire heste i Oksbøl på Als, hvilket medførte at han måtte fortrække fra sognet. Det havde dog ikke afholdt ham fra senere både i Jægerup, Røllum og Stubbæk at stjæle heste, som han var draget til marked i Husum med og solgt der.
Christian Kruss i Aabenraa var en trofast aftager af hans tyvekoster. På Barsø havde han bl.a. stjålet en kiste med saltet fårekød, uld og en damefrakke.
Skæbnen var beseglet
Jens Knudsens skæbne var nu beseglet. Den 28. januar bemyndigede Hertugen borgmester og råd i Aabenraa til at udlevere morderen til bøddelen og den 8. februar underskrev Hertugen dødsdommen.
Den 17. februar endte Jens Knudsen sit omtumlede liv i galgen. Hen under aften i skumringen, blev hans legeme taget ned og lagt ned i en kiste. Efter Hertugens ordre skulle liget føres til det medicinske fakultet i Kiel, hvor professor Johan Daniel Majorn ville lade studenterne bruge det i undervisningen i anatomi.
Næste morgen tidlig kørte en Aabenraa – vognmand ud af byen mod syd. Bag i vognen stod en simpel trækiste, der indeholdt Jes Knudsens jordiske levninger.
Desværre har vi ingen melding om straffen til Jens Knudsens kone og brødre. Ja og Erik Vægter havde jo heller ikke optrådt efter reglerne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 3, 2022
ET PERSONLIGT TILBAGEBLIK AF INITIATIVTAGER OG JAZZKLUB NOLDES NABO´S FØRSTE FORMAND 1972 – 1975 CARSTEN GRØNHOLT – PEDERSEN
Læs her meget interessante historier fra Tønders Musikliv og om Noldes Nabo, der lige er fyldt 50 år. Det har været sjove, spændende og gode oplevelser. Og dem deler Carsten her ud af.
Den 3- november 2022 kan Noldes Nabo, der oprindelig hed Jazzklub Noldes Nabo, fejre sit 50-års jubilæum.
I forbindelse med Noldes Nabos 25-års jubilæum, udarbejdede Ingolf Haase en ret så udførlig gennemgang af foreningens første 25 år, med bl.a. en oplistning af klubbens mange aktiviteter, så det vil jeg undlade.
Jeg vil i stedet komme med enkelte rettelser og ellers fortælle en helt personlig beretning om klubbens første år som musikforening i Tønder, og om nogle af de mange både sjove, spændende og gode oplevelser, som jeg fik mulighed for at være en del af. Lad mig præsentere mig selv. Min kæreste (senere kone) Lene og jeg flyttede som 21 årige til Tønder i august 1972, for at starte som studerende på Tønder Statsseminarium. Jeg kom fra Køge, hvor jeg havde været bestyrelsesmedlem og formand for den lokale jazzklub Club Pigalle, og havde en stor interesse ikke kun for jazz, men alle genrer indenfor rytmisk musik.
Som introduktion til studiet på seminariet, var der en af de første aftener arrangeret et velkomstarrangement i kantinen. Her kunne man møde elever fra tidligere årgange, og på den måde få mere at vide om studiet, seminariet og Tønder som by.
Helt tilfældigt kom vi til at sidde sammen med en 2. årselev, der hed Majbritt. Husker desværre ikke efternavnet, men Majbritt kom til at betyde meget for det kommende musikliv i Tønder.
Gennem min interesse for jazz, havde jeg hørt, at Tønder skulle have en meget stor jazzklub, så det var naturligt at spørge Majbritt, hvor klubben holdt til. Hun kiggede på mig, og svarede ”DER ER INGEN JAZZKLUB I TØNDER”. Mit svar på det var, ”SÅ MÅ VI STARTE EN”.
Nogle dage efter opsøgte Majbritt mig, og fortalte, at hun havde talt med Torben (husker desværre ikke efternavnet), som havde været bestyrelsesmedlem i Sønderborg Jazzklub, og han ville gerne være med til at starte en jazzklub i Tønder.
En rigtig god ide, så vi blev præsenteret for hinanden, og spiren til en ny forening i Tønder var lagt. Torben, Lene og jeg holdt flere møder i vores lejlighed på Nørremarksvej. Jeg havde klubvedtægterne fra Club Pigalle, så de blev redigeret og tilpasset så de ville kunne fremlægges på en stiftende generalforsamling.
Jazzklubben skulle have et navn. Flere forslag blev diskuteret. Torben var meget kunstinteresseret, så han foreslog, at man skulle finde et navn, med relation til en kunstner. Nolde blev nævnt og Torben foreslog NABO TIL NOLDE, og straks sagde Lene, nej så skal det være NOLDES NABO, og sådan blev det. Jazzklubben Noldes nabo skulle nu finde et sted at holde til.
Vi tænkte stort. Vi hørte, at Schweizerhalle var tysk, så det opfattede vi ikke som en mulighed. Nej Hotel Tønderhus måtte være stedet. Værten Rimmer på Hotel Tønderhus blev kontaktet, og heldigvis blev vi modtaget meget positivt. Rimmer vart helt med på ideen, og et rigtigt godt samarbejde med både vært og personale kom i stand.
Datoen for den stiftende generalforsamling blev aftalt, og det blev fredag den 3. november.
På selve generalforsamling mødte omkring 20 personer op. Men Torben var ikke en af dem. Jeg havde ikke hørt, at Torben var stoppet på seminariet, og han havde ikke fortalt, at han ikke ville deltage i generalforsamlingen.
Jeg må indrømme, at jeg var meget overrasket over, at jeg og Lene nu skulle gennemføre en stiftende generalforsamling alene.
Man kunne måske tro, at det kun ville være elever fra seminariet, der mødte op, men nej, det var heldigvis en blanding af unge studerende og unge fra lokalsamfundet, og det blev tydeligt ved valg af Jazzklub Noldes Nabos første bestyrelse. De foreslåede vedtægter, blev vedtaget.
Klubbens formålsparagraf kom til at lyde
KLUBBENS FORMÅL ER AT UDBREDE KENDSKAB TIL OG INTERESSE FOR JAZZ OG ANDEN RYTMISK MUSIK SOM JAZZ/BEAT SAMT FOLKEMUSIK.
KLUBBEN SØGER VED HYGGELIGT SAMVÆR OMKRING ORKESTRE AF NÆVNTE GENRER OG I
SAMARBEJDE, MED ANDRE KLUBBER AT SKABE EN KONTAKT MELLEM MUSIKERE OG MEDLEMMER.
Et formål, der fik rigtig stor betydning for klubbens virke og fremtidige aktiviteter.
Jazzklub Noldes Nabos første bestyrelse blev Erling Overgaard (seminariet), Mogens Jensen (lokal), Ole Fabech (seminariet), Flemming Kølner (seminariet), Anne Thomsen (lokal), Jette Haase (lokal), Carsten Grønholt-Pedersen (seminariet).
Selvtilliden var stor, så hvorfor ikke allerede inden klubben var en realitet, arrangere det første arrangement?
Torben og jeg havde haft kontakt til trompetisten Valdemar Rasmussen, som selv havde stærke relationer til Tønder, og selv været formand for en jazzklub i byen, så selvfølgelig blev Valdemars orkester engageret til klubbens første arrangement.
Vi var så heldige, at Valdemar havde klarinettisten Henrik Johansen og ikke mindst trompetisten Finn Otto Hansen, som lige var blevet kåret som årets jazzmusiker, med som gæstesolist.
Ikke mindre en 250 mennesker mødte op til klubbens første arrangement.
Medlemskortet kostede 5 kr. og entreen var 10 kr. jo det var tider, og bestyrelsen kunne se tilbage på et succesrigt første arrangement.
Jeg husker, at jeg om mandagen efter det første arrangement, stod foran Vestkystens udhængsskab med dagens avis, for at læse om arrangementet. En journalist kom ud og sagde, ”Er det ikke dig fra Noldes Nabo”. Det måtte jeg jo indrømme.
”POLITIET VIL TALE MED DIG, DER ER KOMMET EN ANMELDELSE”.
Jeg gik direkte over på politistationen, hvor der ganske rigtigt var indgivet en anmeldelse. Vi havde ikke registreret det første arrangement til KODA.
Der har godt nok siddet en med den hurtige saks, og set vores annonce i avisen. Vi undskyldte og lovede at bringe tingene i orden.
Vi lå ikke på den lade side, så klubbens næste arrangement var allerede den 15. december med Walters Washboard Cirkus, og samme orkester blev engageret til julejazz 1. juledag. Walters Washboard Cirkus var et meget populært band, som vel kan siges at blive en slags husorkester, som besøgte klubben flere gange.
Arrangementer 1. juledag er altid populærere. Unge fra lokalområdet er hjemme på julebesøg og trænger til at mødes med gamle venner, så succesen var endnu en gang hjemme.
Arrangementerne i Noldes Nabo lå tæt, og her bagefter kan jeg da godt undre mig over, om der var tid til at være elev på seminariet. Vi boede i en lejlighed på Nørremarksvej, men havde ikke selv telefon, så alle aftaler skulle klares fra telefonboksen, og jeg har sidenhen hørt, at så man ham, den langhårede, med den lilla jakke gå ind i boksen, ja så kunne man godt regne med, at det ville vare længe inden, den blev ledig igen.
Ib Lindschows New Orleans Jazzband besøgte Noldes Nabo den 24. januar 1973.
Et par af bandets medlemmer, Ib Lindschouw på trommer og bassisten Basse Seidelin havde tidligere været en del af Papa Bues orkester.
Bandet skulle videre til job i Tyskland, og var kørt fra København fredag eftermiddag, og skulle på scenen klokken 20.00 på Tønderhus.
Da bandet havde spillet tre sæt, var Basse træt og ret sur, så han gad ikke mere og ville gå i seng.
Resten af bandet ville gerne fortsætte, så det blev til et fjerde sæt.
Honoraret var ikke stort, så næste dag, havde vi inviteret hele bandet til frokost på Nørremarksvej, og da Basse kom, præsenterede han sig som ”HAM DEN SURE FRA I GÅR”.
Midt under spisningen siger Basse så, ”HAR DU HØRT, AT JEG ER BLEVET KRYDSET AF”.
Tilstede var udover bandet også Ole Fabech, Lene og jeg, og ingen af os havde hørt historien. Basse rejste sig fra bordet, vendte sig om, trak bukserne ned og ganske rigtigt, på hver balle var der et flot kryds tegnet med tusch.
Historien var, at da hans værelseskammerat var kommet op på værelset, havde Basse ligget med Rø… i vejret, og havde altså modtaget et par krydser, som vi altså skulle se. Der blev grinet meget.
Det var ikke den eneste gang, vi havde besøg af orkestre på Nørremarksvej.
Vi havde engageret det mere jazz-beat prægede 11 mands store orkester Cream Fraiche til en koncert.
Vi havde aftalt, at vi inden koncerten ville give aftensmaden. Bandet ankom i deres lånte kassevogn, helt lilla og med store bogstaver DOCTOR DOPOJAM på siden, ud for vores lejlighed i de gule blokke. Ud sprang alle mand og begyndte at gøre gymnastik og slå saltomortaler på græsset mellem bygningerne. Naboerne fik noget at tale om, og vi fik spørgsmålet, ”Var det jer, der havde gæster?”
Ved det næste arrangement, kun 2 måneder efter den stiftende generalforsamling, den 7. februar 1973, havde foreningen 570 medlemmer og 3000 kr. i kassebeholdning.
Den 21. februar samme år var medlemstallet steget til 650, og nu var det tid til at bruge hele formålsparagraffen. En aften med det populære Paddy Doyles, Erik Grip, Jan Toftlund og Moondust med bl.a. Lasse Helner og Jørgen Mader kom på plakaten.
At der også blev plads til udenlandske navne, blev klubbens 7. arrangement den 9. februar, bevis på. Den 70-årige New Orleans klarinettist Poul Barnes og hans otte mands store internationale band besøgte klubben. Bandet talte både engelske, tyske og danske medlemmer. En aften, som jeg husker som en af det helt store, hvor en legende inden for New Orleans jazz besøgte Tønder.
Det var ikke kun blandt klubbens medlemmer, bestyrelsen fandt støtte. Interessen for at hjælpe var stor, og ikke mindst Carsten Panduro viste interesse. Carsten var ansat som dekoratør hos Brd. Thygesen og i den første tid tilbød han at hjælpe med trykning af plakater. Det blev også til mange ”diskussioner” når jeg mødte ham på gågaden. Carsten synes jo allerede dengang, at der skulle præsenteres meget mere folkemusik.
Hos Johannes Tobak kunne man købe medlemskort og til særlige arrangementer, var det også her billetterne blev lagt i forsalg.
Et arrangement, hvor der blev travlhed med forsalget, var til koncerten den 30. marts 1973, hvor ingen mindre en verdensberømte Svend Asmussen og hans kvartet var engageret. Kvartetten bestod ud over Svend Asmussen, af Kjell Ohmann på orgel, Steffan Broklund på basguitar og Ed Thigpen på trommer.
Kvartetten havde aftenen inden spillet i, jeg mener, Åbenrå, men der var en enkelt melodi som Asmussen ikke var tilfreds med, så hele eftermiddagen, inden koncerten på Tønderhus, blev brugt på gentagelse på gentagelse af dette nummer.
Det skal fortælles, at Svend Asmussen med sin kvartet spillede på elektrisk forstærket violin, med brug af forvrængning via pedaler.
Den 1. time blev afviklet som ren koncert med stolerækker og derefter blev der spillet op til dans.
En stuvende fuld sal, og som jeg husker det, blev der solgt over 600 billetter. En meget stor aften for Jazzklub Noldes Nabo.
Normalt satte vi en kasse Fuglsang øl op til musikerne, som så kunne nydes i løbet af aftenen. Da Svend Asmussen kom, fortalte jeg ham hvad vi plejede, men spurgte så, hvad vi måtte byde kvartetten. Asmussen så på mig, og svarede, KAN VI FÅ EN KOP KAFFE I PAUSEN, SÅ ER VI GLADE”. Da vi senere havde besøg af gruppen Blue Sun, med sangerinden Lone Kellermann, havde vi som vanligt sat en kasse Fuglsang øl op til musikken.
Lone Kellermann så på kassen, og sagde så. ”KOMMER DER IKKE ELEFANTER, SÅ TAGER VI HJEM”.
Lidt moral. Svend Asmussen blev over 100 år, Lone blev ikke så gammel.
Inden et arrangement med Kansas City Stompers, blev jeg kontaktet af Niels Abild, som lige ville høre om det var i orden, at han tog en ung sangerinde med til arrangementet.
Selvfølgelig, men vi har ikke flere penge, var svaret. Det blev første gang Sanne Salomonsen stod på scenen i Tønder.
En dygtig sangerinde i et godt band, der stadig eksisterer. Niels Abild er for øvrigt Sønderjyde.
I min tid som formand for jazzklubben Club Pigalle i Køge, havde jeg været med til at tage initiativ til lørdagsjazz, ved den nystartede Hugos Vinkælder. En ting der for øvrigt stadigt gennemføres hver lørdag i sommermånederne.
Jeg foreslog bestyrelsen, at vi skulle prøve at arrangere noget lignende i Tønder. Ideen faldt i god jord, men hvor var der et sted, en gård i forbindelse med gågaden, hvor det kunne arrangeres?
Vi blev enige om at opsøge turistchef Sonne, som havde kontor ved siden af rådhuset.
Sonne var med på ideen, men som han sagde, ”Laver vi det i den ene ende af gågaden så bliver de forretningsdrivende i den anden ende sure, nej vi har den gamle musiktribune Liebestemplet, det er der det skal være”. Må indrømme, det er godt med en lokalkendt.
Nu har jeg nævnt grupperne Cream Fraiche og Blue Sun, et andet band i den mere jazz/beat prægede genre var det århusianske Tears, der havde Holger Laumann som leder. Jeg havde tidligere oplevet bandet, hvor det var Alan Mortensen, der var sanger, men nu var det en meget ung Anne Linnet, der var i forgrunden. Ægteparret Holger og Anne havde medbragt deres næsten nyfødte baby, så Anne måtte afpasse pauserne så de passede med tiden for amning.
Liebestempel arrangementerne blev starten på et senere tæt samarbejde med Tønder Aktivitets og Borgerforening. Et samarbejde, der ikke altid var lige gnidningsløst. Borgerforeningen ville gerne tage æren, men ideen var vores.
Det første Liebestempel arrangement løb af stablen lørdag den 12. maj 1973.
Aftenen inden havde Noldes Nabo arrangement på Tønderhus, endnu engang med Walters Washboard Cirkus.
Ved Liebestempel arrangementet, som varede fra 11.00 – 14.00, var der Ingen entre, øl og vand var til næsten høkerpriser og pølserne var fra grill.
Ved det første arrangement hentede vi, John Toft Jensen, Peter Høgsgaard og jeg, bænke ude på Beredskabets depot på Gørrismark. Starten på livslangt venskab.
Vejret var ikke med os, ved det første arrangement. Det begyndte at regne, men mens Creole Stompers leverede musikken fra den gamle tribune, skaffede turistchef Sonne klare plasticsække, som han behændigt klippede huller i til både hals og arme. De såkaldte Sonnechirmen. Jo Sonne var en mand med mange ideer, men desværre var han ikke så længe i Tønder.
De grillede pølser stod Bent Vilstrup og Svend Erik Lilleøre for. Mon ikke det var Lilleøres start på mange års virke for musik i Tønder.
Skal vi lige gøre Liebestemplet færdigt. Jeg mener, vi havde planlagt fire eller fem arrangementer det første år. I hvert fald et blev aflyst på grund af regn, men gennemgående var det en stor succes, som mange husker positivt tilbage på.
Det næste år fik vi besked fra sundhedsmyndighederne, at det med grillpølser direkte fra grillen, den holdt ikke. Pølser skulle sælges gennem en pølsevogn
Hvad gjorde vi? Jo Heize Persille, Pølsemanden på torvet, som vi jo købte pølserne af, lånte os en gammel udtjent pølsevogn, så nu kunne pølserne tages fra grillen og serveres via vognen. Opfindsomheden kendte ingen grænser.
Borger og aktivitetsforeningen arrangerede hvert år en Byfest i Tønder i august måned. Efter et samarbejde over sommeren med Liebestempel arrangementer, kom det på tale, at der også ved åres byfest skulle indgå et jazzarrangement, som Noldes Nabo skulle stå for.
Det Århusianske orkester Arosia City Jazzmen var engageret, og arrangementet skulle afvikles i Tønderhallen.
Der opstod uklarhed om, hvilken aftale, der var indgået omkring økonomien ved arrangementet. Borgerforeningen forventede, at Noldes Nabo stod for selve arrangementet og alt det praktiske, men et eventuelt overskud skulle tilfalde selve byfesten og dermed Borgerforeningen.
Det var Noldes bestyrelse ikke parat til, da man mente at et evt. overskud skulle deles mellem de to foreninger og resultatet blev, at man flyttede ballet til Tønderhus, og jazzklubben gik solo med dette arrangement.
Det var ingen succes. Kun få gæster mødte op, og det gav et stort underskud til Noldes Nabo.
Efter et meget travlt jazzsår, kunne jazzklub Noldes Nabo afholde sin anden generalforsamling den 10. september 1973. Det var i det første år blevet til i alt 13 arrangementer, og ikke mindre end 813 medlemmer.
Tønder var nu en by med masser af musik.
Den 2. november kunne Noldes Nabo fejre 1-års fødselsdag. Fessors Big City Band var engageret og endnu en gang oplevede klubben opbakning fra Tønder by. Radioforretningen Sevelsted donerede 10 lp’er med Fessors Big City Band til udlodning på aftenen.
Det var ikke kun i den store sal på Tønderhus, vi arrangerede koncerter. Også det tidligere diskotek SLUSEN i hotellets kælder blev brugt til de mere intime koncerter.
Her skal især nævnes aftenen med Poul Dissing og Benny Andersen. Pladen Svantes viser var lige udkommet og var en kæmpe succes, så jeg er rigtigt glad for, at vi kunne engagere de to spillemænd til en koncert i Slusen. En uforglemmelig aften.
Da selve koncerten med Svantes Viser var gennemført, sagde Poul, ” NU HOLDER VI EN PAUSE, SÅ GÅR BENNY NOK OP OG SPILLER, OG SÅ GÅR JEG NOK OP OG SPILLER LIDT” og det gjorde de.
Det blev en meget lang aften, og det forlyder, at personalet til sidst bad om, at få lov til at lukke og slukke. Der var klokken efter sigende to om natten.
Da den sædvanlige kasse Fuglsang øl, måske var lidt rigeligt til to, sagde jeg, at de bare kunne sige til i baren, hvad de ønskede. Det blev en dejlig, men dyr aften for Noldes Nabo.
Den amerikanske saxofonist Louis Jordan besøgte også Slusen. Et arrangement, som meget hurtigt kom i stand. Jeg havde hørt og også fået optaget en radioudsendelse med Jordan, der spiller en musik, der ligger lige på grænsen til at være rock and roll, der var meget populært i slutningen af 50érne.
Arnvid Meyer fra Det Danske Jazzcenter kontaktede mig, og spurgte om jeg kunne hjælpe, da der var en overliggerdag på Jordans tourné. Jeg indkaldte bestyrelsen og sagde, ”LYT LIGE TIL DET HER” og afspillede båndet med optagelse. Der var lynhurtig begejstring, og da jeg kunne fortælle, at vi kunne få Jordan til Tønder, var alle med på den.
En festlig aften, der udover Jordan også talte amerikanske Horace Parlan på piano, Theis Jensen på trompet, Ove Rex på trommer og Erik Hansen på bas.
Det blev også til aftener med Folkemusik i Slusen. Skotsk/Irsk The Buskers, med Paul Furey, David Arthur og Brendan Leeson blev engageret, men de var ikke vant til at fylde en hel aften ud, så folkesangerne Andrew John og Jens Christensen afsluttede aftenen.
Et andet engelsk orkester, som fik sin Tønder debut i Slusen, var Max Collie Rhytm Aces.
Et festligt jazzband, der spillede tradjazz, med slagbas. Alle bassistens fingre var plastret til for ikke at komme til skade.
Også her var pengene små, så bandets medlemmer blev indkvarteret hos bestyrelsesmedlemmer. Vi var flyttet til Villa Johanna på Ribelandevej, og delte hus med John Toft Jensen og hans kone Bente. Vi havde flere bandmedlemmer boende, og også bandets chauffør og teknikker. Han blev indkvarteret i Johns og mit mørkekammer oppe på øverste etage. Væggene i rummet var nærmest tapetseret med billeder af piger fra Ugens Rapport. Det og så den røde mørkekammerlampe, gjorde et vist indtryk.
Allerede fra klubbens start havde der været flere forespørgsler på en aften med Papa Bue og hans Vikinger. Jeg var ikke særlig glad for forslaget, for min erfaring fra tidligere arrangementer i Køge, havde ikke været så positive.
Men vi lod os overtale, efter et stort pres fra en gruppe medlemmer fra bl.a. Brd. Thygesen og Avisen Vestkysten.
Vi engagerede Buerne. En times koncert og derefter musik til dans.
Det blev en aften med en udmærket koncert, men derefter stod den mest på pauser og mindre på musik.
Et par dage efter arrangementet blev jeg stoppet af en af dem, der havde efterlyst Buerne, og beskeden var, ”Det behøver I ikke at gentage foreløbig”
Ja sådan kan det gå. Der er langt fra Vingården i København til Tønder.
En musiker, der senere blev fast medlem af Papa Bue, var trompetisten Wild Bill Davidson. Det var nu ikke som medlem af Buerne, Wild Bill besøgte Tønder første gang. Han blev engageret til at skulle spille med Valdemars orkester 1. juledag i 1974.
Wild Bill havde tidligere været på tourné i Danmark, men da han gik lidt hårdt til Whiskyen, besluttede hans kone, at hun på denne tourné ville tage med.
Der blev bestilt værelse til parret på Hotel Tønderhus, men da jeg så spurgte omkring spisning på hotellet, så kunne Rimmer fortælle, at køkkenet var lukket, det jo var 1. juledag.
Hvad gør vi så? De skal da have noget at spise.
Ikke noget problem sagde Rimmer, du kommer bare herned og henter, hvad du skal bruge.
Der er en masse rester fra julefrokosterne og sådan blev det.
Jeg hentede Wild Bill og frue på Tinglev station, og kørte dem til Nørremarksvej.
Imens Wild Bills kone gav vores 7 måneder gamle datter flaske, tog Lene stearin af Bills jakke, og han tog en slurk af lommelærken.
Vi fik masser af mad og det blev en rigtig hyggelig optakt til et godt julearrangement.
Ikke mindst Wild Bills kone hyggede sig i det private selskab.
Parret bosatte sig senere i Danmark, og Wild Bill blev fast medlem af Buerne.
Ja man kunne blive ved, for der er så mange historier.
Nævnes skal Neanders Jazzband. Et ganske ungt orkester fra Sønderborg, som var ret fantastiske.
Udstrålede en spilleglæde og en musikalitet, som var meget ældre musikere værdige.
En helt særlig aften var det, da de var engageret sammen med Blues pianisten Champion Jack Dupree. Jeg kan se, at Dupree tidligere havde besøgt Tønder, men det blev et godt gensyn. Dupree afleverede sit sæt, men var ikke færdig endnu. Som tidligere trommeslager, ville han og fik også lov til at sætte sig bag gryderne i Neanders sæt, og det blev rigtigt sjovt.
Scenen var denne aften henlagt til gulvet i den store sal, så det blev en ret intim aften.
Neanders har gæstet Noldes Nabo rigtig mange gange, både på Tønderhus men også i Liebestemplet.
Jazzklub Noldes Nabo flyttede også til Tønderhallen.
Det første arrangement der, var med Sebastian med venner.
Jeg fik en henvendelse fra en booker i Bredebro, som gerne ville have Sebastian til Tønder, så i
samarbejde med Borgerforeningen fik vi stablet en koncert på benene i Tønderhal 2.
Udover Sebastian bestod vennerne af Alex Riel, Peder Kragerup, Poul Banks, Niels Henriksen, Gert Rostock, Ole Rossel, samt sangerinderne Sanne Salomonsen, Ina Løndahl, Titika og Janni Høeg.
Koncerten gav underskud, men det var en stor oplevelse, med nogle af Danmarks bedste musikere.
En meget stor oplevelse var også, da vi i samarbejde med Borgerforeningen, arrangerede en koncert med Savage Rose. De havde lige udsendt deres plade med musik til balletten DØDENS TRIUMF, og tog nu på tourné med musikken.
Aftenen skulle have været indledt med et opvarmningsorkester, husker ikke navnet, men Savage Rose havde hørt dem aftenen før, så de bad så mindeligt om at få lov til at spille først. Det var forståeligt, da vil andre måtte lægge øre til ”opvarmningsgruppen”. Savage Rose var stort.
At se lille Annisette sidde i skrædderstilling på scenekanten og med sin store stemme fylde en hel sportshal, det var fantastisk.
At gruppen så også var og altid har været utroligt nemt at samarbejde med, ja det gør det til en endnu større oplevelse.
Det blev en af de største aftener for mig.
Også baller i Tønderhallen fik vi arrangeret.
Fastelavnsbal med Swing Jørgens Rytme Cirkus, Neanders Jazzband og Århus Spillemændene. En forrygende fest, hvor ikke mindst Henning Stærk, som gik frem til mikrofonen i de sidste numre og gav den som mikrofonsvingende rocksanger, trak stikket hjem.
Vi havde også samarbejde med andre jazzklubber i Sønderjylland. Det største var nok fællesarrangementet i februar 1974, med Haderslev Jazzklub, Blue Note i Åbenrå og Sønderborg jazzklub, om et arrangement i Sønderjyllandshallen, hvor hovednavnet var det hollandske Dutch Swing College Band. Desuden medvirkede Fessors Big City Band og endnu en gang det lokale Neanders Jazzband.
Et arrangement, hvor der blev sat busser ind for at tiltrække publikum fra de medvirkende byer.
Et af de sidste arrangementer jeg deltog i, var den store koncert med Doctor Hook, som blev afviklet i samarbejde med Ribe Jazzklub. Koncerten blev afholdt i Ribe Hallen den 18. april 1975. En koncert, der var kommet i stand ved, at bandets Københavnske booker, kontaktede de to klubber, og da ingen af os turde stå alene med risikoen, foreslog, at man indgik et samarbejde. Doctor Hook var på det tidspunkt et særdeles varmt navn. Få måneder før, havde bandet optrådt i København, og ved koncert var de løbet nøgne over scenen. Masser af avisomtale, og i radioen og på hitlisterne var bandet i top.
Det hidtil dyreste arrangement blev aftalt, men jeg må indrømme, det var ikke alle, der var lige begejstrede for, at Noldes Nabo nu også skulle arrangere den slags koncerter.
Jeg husker ikke det endelige økonomiske resultat, men jeg mener koncerten løb rundt, men at der ikke var penge til momsen. Dengang var der jo moms på entreindtægter.
Det var den første gang jeg oplevede en rigtig tillægskontrakt, med ekstra krav fra bandets impresario.
I tillægskontrakten stod der, at der ved bandets ankomst skulle være to kasser øl, en flaske bourbon, en flaske Whisky og en flaske gin. Da bandet kom, spurgte den danske repræsentant om jeg ikke kunne skaffe en dobbelt portion. Jo, men det bliver på jeres regning, var svaret.
Teknikkerne drak øllet, og bandets medlemmer drak spiritussen af store vandglas på scenen.
Efter koncerten, fik vi som arrangører en bid mad på Hotel Dagmar Hus, og hvem mødte også op?
Jo hele bandet ville også en tur i byen.
Det blev en sjov aften, som jeg tit tænker tilbage på.
En anden koncert, som ikke må glemmes, var på Tønder Museum, hvor bassisten Niels Henning Ørsted Pedersen sammen med pianisten Kenny Drew fremførte en meget flot koncert med de danske melodier, som lige var blevet udgivet på LP.
Et flot samarbejde mellem museumsdirektør Skovby og Noldes Nabo.
Tønder bibliotek arrangerede en kortfilmfestival, son Noldes Nabo også deltog i.
Vi præsenterede en række jazzfilm, med bl.a. Louis Armstrong, Chris Barber, og en kunstfilm med musik af Oscar Peterson.
I starten af 1974 voksede interessen for vise og folkemusikken sig større, og ikke mindst med Major SAS, som ankermand, fik man adgang til Backmanns Vandmølle, hvor der i løbet af sommermånederne blev afholdt to arrangementer. Det ene i forbindelse med Borgerforeningens byfest.
Jeg husker hvordan møllen blev klargjort til publikum. Støvet lå tykt på de gamle loftbjælker og det var et slemt svineri, men sjovt var det at være med til.
Der er dem, der siger at det var den første Tønderfestival, men den holder ikke.
I 1974 var det Visemøllen, der lagde navn til festen.
Tønder Festivalen blev først startet i 1975.
Festivalen var et samarbejde mellem foreningen Vise Møllen og Jazzklubben Noldes Nabo.
På plakaten kunne man se, at det var en Folk & Jazzfestival, og det holdt helt frem til 1984.
Efter den store koncert i Ribe, valgte jeg at stoppe som formand for Jazzklub Noldes Nabo. Det var af personlige årsager, i Lene og jeg havde fået barn og udover mit studie på seminariet, havde jeg også undervisning i Ungdomsskolens Ungdomsklasse på Vidåskolen.
Hvor mange arrangementer der havde været i Jazzklub Noldes Nabo i min periode som formand, tør jeg ikke gætte på, men at de havde fyldt rigtigt meget, med aftaler både med orkestre, spillesteder, Aktivitet- og Borgerforening, forsalgssteder og fremstilling af pressemeddelelser, er helt sikkert. Vi blev boende på Ribelandevej til 1977, og både Lene og jeg var aktive hjælpere ved istandsættelsen af Visemøllen og ved de første festivaler.
Min efterfølger som formand for Jazzklub Noldes Nabo var John Toft Jensen, som boede på 1. sal i Villa Johanna på Ribelandevej, hvor vi boede i stuelejligheden, så kontakten til klubben var meget tæt.
Senere overtog Hans Lydiksen formandsposten, og også ham og hans kone Sofie, var Lene og jeg nære venner med.
Jeg tror ikke, jeg generer nogen ved at sige, at starten af Jazzklub Noldes Nabo, var med til at sætte gang i musiklivet i Tønder, og mon ikke også at Noldes Nabo har været med til at lægge grunden til den nuværende Tønder Festival.
Allerede i 1973 havde Anne Thomsen og jeg deltaget i en generalforsamling i DAJAHU
(Sammenslutningen af danske jazzklubber og-huse). Jeg blev valgt ind i bestyrelsen og det gav rigtigt gode kontakter til Jazzcentret, som blev administreret af trompetisten Arvid Meyer. DAJAHU var statsstøttet, og vi fik bl.a. penge til at arrangere tournéer, med både danske og udenlandske navne, og også dette nød Noldes Nabo godt af.
Jeg fortsatte i DAJAHUS bestyrelse frem til 1981, hvor foreningen fik nyt navn. De sidste år som formand.
Jeg vil slutte min ”lille” beretning med at takke alle, der igennem de 50 år der nu er gået, fra foreningen så dagens lys, for det kæmpe arbejde, der er blevet lagt i musiklivet i Tønder.
Slet ikke er alle er nævnt, for det vil blive en meget stor opgave, men jeg vil henvise til beretningen fra klubbens 25 års fejring.
En person vil jeg dog fremhæve, og det er en person, som sjældent er blevet nævnt.
Navnet er Hans Ehlert, som var PR-mand i Aktivitets og Borgerforeningen.
Mange vil sikkert huske, at han er far til Michael Falk. Det kan dog undre mig, at han aldrig fortalte, at han havde en søn, der dyrkede musikken og havde debut i Møgeltønder Forsamlingshus.
Hans Ehlert var min kontakt til Borgerforeningen, og han var en mand med mange ord, og store ambitioner. Jeg husker han en dag sagde ”Carsten, vi skal have gjort Tønder til Sønderjyllands musikby. Når man i Sønderjyllandshallen kan arrangere koncerter med Les Humphries Singers og James Last, så kan vi også i Tønder.”
Hans Ehlert var en god mand for Jazzklub Noldes Nabo, og i dag er Tønder, Sønderjyllands musikby.
Carsten Grønholt-Pedersen Køge 22.2.2022.
Tak til Carsten får dette meget interessante indlæg
September 3, 2022
Mordet på Claus Esmarch (Aabenraa)
Man kendte gerningsmanden. Rygtet gik, hvem der stod bag. Et ulykkeligt ægteskab. Had til svigersønnen. Hertugens ønske: Pinligt forhør med tortur. Et grufuldt syn. Løjts Karle ilede til for at hjælpe. Man søgte tilflugt i skove og på marker. To personer sigtet for mordbrand. Hvordan kunne man hjælpe Aabenraa? Føltes som ekstra straf fra Gud. Til pinligt forhør på Brundlund Slot. Den loge kone i Flensborg. Skulle have mødt Jørgen Lund. Herredsfogeden var åbenbart også involveret. Flere indrømmelser og ledende spørgsmål ved pinligt forhør. Til alters hos sognepræsten. Claus Esmarchs kone blev udvist. Så kunne vi have sluttet historien Amtmanden havde et horn i siden på mange. Kendt for et være hensynsløs, Var kusken involveret? Borgmesteren var nok ikke helt så afholdt. I første omgang havde Aabenraa sagt nej til pinligt forhør. Var det justitsmord? Niels Heldvad fik sit gamle job igen. Var Jørgen Lund og herredsfogeden enlig involveret?
Man kendte gerningsmanden
Søndag den 22. april 1610 var Aabenraas borgmester Claus Esmarch blevet dræbt ved Jørgensgård Led af en vildtskytte Jørgen Skytte. Det er omtrent der hvor Folkehjemmet ligger i dag.
Borgmesteren, der boede i huset nord for Rådhuset havde netop overværet gudstjenesten i Skt. Nicolai Kirke. Derefter havde han taget sin vogn for at køre til Løjt. Kort efter var han blevet ramt af snigmorderen.
Harmen over denne ugerning var stor i Aabenraa. Gerningsmanden flygtede på et skib. Om han nogensinde blev fanget, oplyser historien ikke noget om. Syv år senere blev han stadig efterlyst.
Rygtet gik, hvem der stod bag
Men snart gik rygtet at det var Wolff Kalundt og hans kone, der stod bag mordet. Det var dem, der havde lejet Jørgen Skytte til at skyde deres svigersøn. Og nu voksede ophidselsen nærmest til en orkan.
Man sagde om Esmarch at var en from, retsindig og respekteret mand. han var åbenbart meget afholdt. Han havde taget initiativ til, at den nye skibbro, som endnu ikke var helt færdig, blev bygget og havde således bidraget meget til byens fremgang.
Et ulykkeligt ægteskab
Man vidste, at hans ægteskab med Kalundts datter var meget ulykkeligt. Esmarch var som ganske ung kommet i tjeneste hos Kalundt, der beklædte stillingen som amtsskriver. Her var han så avanceret til kopist og skriver.
Kalundt havde selv ønsket at unge skriver skulle ægte hans datter, Anna. Det var nu meget imod hendes egen vilje. Den 6. september 1600 stod brylluppet. Tre år sender blev svigersønnen hans efterfølger.
Had til svigersønnen
Claus Esmarch, der var flyttet ind til byen, var blevet indvalgt i byens råd. I 1608 blev han borgmester. Med Kalundts gik det stadig ned ad bakke. De levede over evne. Claus Esmarch ønskede ikke at understøtte dem. Han tillod heller ikke at hustruen hjalp dem.
De vendte nu begge deres had mod svigersønnen. I byen gik det også rygter om at at samlivet mellem borgmesteren og hustruen var uudholdeligt. Ja man hviskede endda, ar hun havde et forhold til en anden mand. Han hed Didrich Prippen. Det havde også fået følger således havde hun indladt sig på fosterfordrivelse.
Alt dette var nok til at rejse mistanke på ægteparret og den myrdedes ældste bror præsten i Fahrenstedt.
Det gavnede ikke Kalundts sag at det rygtedes at præsten i Hellevad, Jørgen Lund ”et upålideligt og forsumpet invalid” var rømt fra sine kirker (meddelt i Fladsten-bogen). Det måtte heller ikke komme for dagens lys at Kalundt havde lånt 1.000 Daler af herredsfoged Bartram Jensen i Bedsted.
Retten blev sat. Wolff og Margrethe Kalundt blev dømt ”til at have deres liv forbrudt”
Hertugens ønske: Pinligt forhør med tortur
Alt dette var blevet meddelt Hertug Johann Adolf af Johann von Wowern, der var fungerende amtmand for Aabenraa Amt. Samme dag, fredag den 18. maj afsendtes der et ridende bud fra Gottorp til Aabenraa med det hertugelige reskript om, at de dømte skulle underkastes et pinlig forhør i torturkammeret.
Et grufuldt syn
Dagen derpå, da hertugens ridende bud nåede Aabenraa, stod byen i flammer. Buddet holdt hesten an og forfærdes at det grufulde syn. Det var blæst op til storm fra øst. Den piskede flammerne fra stråtag til stråtag.
Rytteren sporede sin hest og red ind til Brundlund Slot for at aflevere Hertugens skrivelse til Amtsskriver Peter Moritzen. Efter at have bundet sin hest, ilede han op mod Slotsgade for om muligt at være til hjælp.
Det var jammer det hele. I løbet af få øjeblikke var de små pyntelige gavlhuse af bindingsværk i lys lue og sank snart efter sammen. Intet blev reddet.
Løjt Sogns karle ilede til hjælp
Løjt Sogns karle var ilet til hjælp. Og ved deres hjælp lykkedes det at redde den nordlige del af byen og Kolstrup. Ilden havde da bredt sig fra Peter Gregersens hus i øst til Peter Andersens hus i vest i Ramsherred (Fladsten – bogen).
Hele den øvrige by lå i ruiner. 156 borgerhuse med alle tilhørende stald – og lade-bygninger var blevet flammernes bytte. Ilden havde fortæret Rådhuset, præsteboligerne, skolen, kirkens tag og tårn. På kirkegården stod forkullede stammer af de smukke asketræer som ”Sorte Hans ” havde plantet i 1565.
En hel mil inde i landet fandt man efter branden stumper af brændt stråtag, som stormen havde ført med sig. Mads Poulsen fra Fladsted, der også var kommet til stede, skrev senere i sin dagbog, at han aldrig havde set magen til brand med så stor en skade.
De allerfleste havde kun formået at redde det, de havde på kroppen, og skønt det var midt på dagen, omkom flere kvinder og børn i luerne.
Man søgte tilflugt på marker og i skove
Et tragisk syn var det om aftenen at se de brandlidte søge tilflugt i de omliggende skove eller på markerne. Andre havde søgt husly i omegnens landsbyer. Det gjaldt om at bjerge sig så godt man kunne. Hvor man kom hen, var der jammer og elendighed.
Det ridende bud fra Gottorp fik straks et bønskrift med hjem til hertugen, i hvilket borgmester- og råd underdanigst anmodede om hjælp til den brandlidte by. Man ønskede ligeledes træ til opførelsen af nye huse.
Men først den 30. juni, efter at man havde indsendt et nyt bønskrift, kom der svar. Det første var ikke blevet besvaret, fordi Pinsen stod for døren. Nu lod Hertugen udgå et opråb til alle sine undersåtter om at komme Aabenraas nødstedte indbyggere til hjælp.
To personer sigtes for mordbrand
En måned senere blev Peter Bådebygger og Niels Ovsen kendt skyldig i mordbrand. De havde denne 19. maj, da det meste af byen blev lagt i aske, tændt ild ude på den nye skibbro, hvor de var beskæftiget med tjærearbejde. Tre borgere var gået ud for at advare dem men de havde fået svaret:
Men straks derefter havde ilden taget fat i en staldbygning og begyndte at brede sig. Blæsten blev til storm og sprang om fra øst til sydøst.
Dommen over Peter Bådebygger og Niels Ovsen var hård. Da de ikke havde ænset den advarsel, som de havde fået, blev de dømt
Hvordan kunne man hjælpe Aabenraa?
Der foregik mange samtaler hos Hertug Johann Adolph. Johann von Wowern havde mange forslag til, hvordan man kunne hjælpe borgerne i Aabenraa. I det andet bønskrift bad borgerne om fritagelse for skat og skyld og om ophævelse af accisen for det hjemmebryggede øl.
Enkedronning Sophia i Nykøbing på Falster ville lade sine undersåtter yde bidrag til hjælp for de brandlidte, hvis det kom et andragende fra Hertugen. Hun bad ham underdanigst sende hende et sådant.
Føltes som en ekstra straf fra Gud
Det var nok at tage fat på for Hertugen. Han udstedte en forordning om, at de nye bygninger skulle forsynes med tegltag og forbød stråtagene. Han forærede træer fra Nybøl Skov til byen. Men da der mod slutningen af året blev indsendt et nyt bønskrift, svarede Johann von Wowern, at fyrstelig nåde af forskellige grunde ikke kunne opfylde det fremsatte ønske.
Den store brand føltes længe som en straf fra himlen for begåede synder og måske også mordet på borgmesteren.
Den 22. februar 1611, da borgmester og råd bad den danske konge Christian den Fjerde, om tilladelse til at foretage en indsamling i Kongeriget.
Til pinligt forhør på Brundlund Slot
Retten skulle trods den voldsomme omvæltning gå sin gang. Den tiende dag efter branden blev torturkammeret på Brundlund Slot gjort klar til at modtage Wolff Kalundt til pinligt forhør. Bøddelen og hans hjælpere var mødt op med deres redskaber. Ved et bord sad en skriver parat til at nedskrive de svar, offeret skulle give. Byens Råd havde taget opstilling.
Ingen havde noget til overs for Wolff. Alligevel følte de fleste sig ilde til mode. Men Fyrstelig Nådes bud kunne man ikke sidde overhørig.
Kort efter hørte de nysgerrige, der havde taget opstilling udenfor slottet hjerteskærende skrig. Bøddelen havde spændt Wolf Kalundt på en stige og strakte hans lemmer. En grufuld håndtering. Så holdt man inde for at give ham lejlighed til at svare op de første spørgsmål.
Den kloge kone i Flensborg
Wolff var mere end villig til at fortælle om, hvorledes han havde søgt en klog kone i Flensborg. Heinrich Lowsen skulle ordne denne sag og havde først fået 7 mark i ”tærepenge” og dernæst 3 alen tøj, hvorpå han havde ledsaget ham til fruentimmeret i Flensborg.
Men da hun krævede både år og dag for at aflive borgmesteren med sine kunstner, opgav han og forærede hende tre alen tøj.
Han forklarede, at hans kone nu og da havde været ude at få råd. Navnlig havde hun opsøgt pastor Andres Beyerholm i Øster Lindet. Han kendte dog ikke noget til, hvad hun havde udrettet undervejs.
Skulle have mødt Jørgen Lund
Jo han havde lejet Jørgen Skytte. Det tilstod han frivilligt. Aftalen fandt sted lige før påske. Beløbet var 380 Daler.
På spørgsmålet om han havde henvendt sig til Hellevad – præsten, Jørgen Lund om hjælp og råd nægtede han, men da bøddelen nu satte tommelskruerne på ham, tilstod han klagende, at han havde spurgt Lund, om han ikke vidste råd for, hvorledes Claus Esmarch kunne berøves livet, fordi han og hans kone levede så dårligt sammen. I første omgang ville Lund ikke har noget med sagen at gøre.
Men otte dage senere var de mødtes i Flensborg, hvorfra de skulle rejse til Gottorp. De havde spist og drukket godt sammen og da havde Lund sagt, at han nok skulle finde en løsning. Han kunne godt tænke sig at Lund havde haft en aftale med gerningsmanden.
Så blev der spurgt om Lund havde haft nogen fortjeneste på det.
Kalundt ville sværge ved sin sjæls saglighed, at det ikke var tilfældet.
Herredsfogeden var åbenbart også indblandet
Men da tommelskruerne fik en ny omgang og efter at bøddelen havde stukket ham ”den gyldne Pære” tilstod han at Lund havde fået tilsagn om 100 Daler. Men han havde ikke fortalt noget om sin egen aftale med Jørgen Skytte.
Han nægtede i første omgang at herredsfoged Bartram Jensen fra Bedsted havde haft noget med sagen at gøre. Men under torturen forklarede han, at Jørgen Skytte ville have sikkerhed for sine penge. Han havde så givet Bartram en forsikring på 200 Daler.
Han havde lovet Bartram en foræring, når Claus Esmarch var død. Han vidste godt at Jørgen Lund og Bartram var venner.
Flere indrømmelser ved fornyet tortur
Under fornyet tortur forklarede han, at han efter mordet havde givet sin hustru 120 Daler som hun så havde ladet sin lille datter bringe til gerningsmanden. Han tilstod videre, at han havde brændt borgmesterens testamente sammen med andre papirer, deriblandt et brev til broderen Jacob Esmarch og et til Hertugen.
Claus Esmarch havde opstillet et testamente. Han vidste godt, at der var planer om, at han skulle myrdes. Og det var hustruens mor, der stod bag med hustruens far som vidende. Claus Esmarch havde hørt rygterne fra flere sider. Hans midler i testamentet var opført til 15.000 mark.
Kalundt blev nu båret væk på stigen godt medtaget.
13 dage efter var det Margrethe Kalundts tur. Under tortur tilstod hun, at hun vidste at Claus Esmarch skulle myrdes. Datteren skulle flere gange have tryglet sin mor og far mor om at skaffe ham af vejen.
Til alters hos sognepræsten
Dommen var døden. Samme dag tog sognepræsten Johannes Generanus Wolf Kalundt og hustru til alters. Dagen derpå blev han stejlet og lagt på hjul på Arnsbjerg. Da folk, der havde overværet eksekutionen, vendte hjem, så de fra højen ud over den hærgende by ved den skønne fjord.
Mærkelig nok var den ny skibbro uskadt. Nordsiden af Rådhuset var derimod blevet flammernes bytte.
Margrethe Kalundt blev af særlig nåde henrettet med sværd, Det skete samme dag på kirkegården. Her blev hun også stedt til hvile. Alt omkring hende var aske.
Claus Esmarchs kone blev udvist
To dage senere stod Johan von Wowern og kiggede på dommen. Claus Esmarch skulle ikke straffes. Men al hendes ejendele blev taget fra hende og hun blev udvist.
Herredsfoged Bertram Jensen fra Bedsted blev afskediget fra sit embede. Jørgen Lund var forsvundet. Men han blev fundet og blev henrettet i Flensborg den 22. oktober 1610.
Så kunne vi have sluttet historien
Ja så kunne vi godt have stoppet historien. Og det har de fleste historikere også gjort. Men det er lige værd at sætte spørgsmålstegn ved nogle af hændelserne!
Amtmanden havde et horn i siden på mange
Det sjove er at Johann von Wouwern som var fungerende amtmand og hertugens rådgiver havde et horn i siden på nogle af vores hovedpersoner. Den berømte filosof og præst m.m. Niels Heldvad fra Hellevad kendte også hovedpersonerne. De var tidligere gode venner, men nu var han blevet fjender med en del af dem.
Johan von Wowern, der også havde et horn i siden på denne overvejede også om han kunne være en af de mistænkte. Men hans alibi var i orden. Gennem flere måneder havde han opholdt sig i udlandet.
Var kusken involveret?
Mange af de ting vi ved om denne historie kommer fra provsten i Aabenraa, Johannes Generanus. Han fortæller, at på et tidspunkt fjerner kusken sig fra vognen. Og på det tidspunkt, hvor det bliver skudt, er borgmesteren selv i vognen.
Kusken havde fornemmet skuddet, sagde han. Men hvordan vidste morderen at lige på dette tidspunkt og på dette sted, ville vognen holde stille?
Borgmesteren dør efter kort tid. Kusken vender vognen og kører liget ind i byen.
Borgmesteren var nok ikke så afholdt
Nu omtales borgmesteren hele tiden som en meget afholdt mand. Men det har han bestemt ikke altid været. I hans tidligere job havde han haft at gøre med den landlige befolkning at gøre. Omkring 1600 – tallet behandlede han ikke disse særlig godt.
Omkring 1603 var det Wolf Kaalund som blev ofret efter, at bønder havde klaget over de forhold, der blev budt dem (Den onde amtmand i Aabenraa Amt). Han mistede sin stilling i Aabenraa Amt og blev sendt til Løgumkloster Amt. Svigersønnen Claus Esmarch fik hans job. Men det job mistede denne i 1605, da Frederik von Ahlefeldt mere eller mindre blev fyret.
Som vi tidligere har nævnt i en artikel, var der masser af klager i Løgumkloster mod begge ægtefolk. Man følte sig snydt af dem.
I første omgang ville man ikke bruge tortur
Hertugen måtte to gange beordre Rådet i Aabenraa til at foretage pinligt forhør under tortur. I første omgang havde man i Aabenraa ikke ment det passende.
Og det var måske von Wowern, der havde anbefalet denne tortur. Så kunne han få bugt med sine fjender.
Var det justitsmord?
Og ved hjælp af ledende spørgsmål kan man altid ved hjælp af tortur få det frem man gerne vil have. Margaretha Kalundt og hendes mand tilstod kun under tortur. Men var det nok bevis? Har Johann von Wouwern i virkeligheden begået justitsmord. I andre sager har von Wouwern også benyttet sig af beskidte tricks.
Niels Heldvad fik sit gamle job igen
Gad vide om Niels Heldvad også tvivlede på retssagen. Nu kunne han pludselig få sit gamle embede igen. Hertugen havde ikke noget imod det.
Og hvorfor skulle familien Kalundt give en person, som de var uvenner med ordren til at skyde deres svigersøn.
Var Jørgen Lund og Bertram Jensen overhovedet indblandet?
Om Jørgen Lund og herredsfoged Bertram Jensen overhovedet var med i mordet er også tvivlsomt- Herredsfogeden fik en bøde på 1.000 Rigsdaler. Den blev dog sat ned til 500 Rigsdaler. Efter denne dom var herredsfogeden en knækket mand. Han døde 11 måneder efter. Siden dommen havde han været syg.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 31, 2022
Danmark havde ingen juridisk ret til Nordslesvig
Læser man om Nordslesvig/Sønderjyllands indlemmelse i Danmark er det ofte præget af misforståelser og undladelser. Således havde Danmark ingen juridisk ret til Nordslesvig. Og Preussen har ikke lovet Danmark afholdelse af en § 5 afstemning. I 1907 gav Danmark også afkald på en § 5 – afstemning. Samtidig godkendte Danmark Kongeå – grænsen. Disse to ting skulle holdes skjult for de dansksindede sønderjyder og det skal det også den dag i dag. I ret lang tid var den danske regering ret passiv i Nordslesvig – spørgsmålet. Hvorfor egentlig? Det handlede om et godt naboskab og ikke at træde tyskerne over tæerne. Det var H.P. Hanssen, der på Nordslesvigernes vegne rejste spørgsmålet. Og baggrunden var Wilsons forslag om ”Folkenes selvbestemmelsesret”.
Historikerne er ikke altid enige
Nej vi har ikke altid ret i det, vi skriver. Det skyldes ofte, de kilder, som vi benytter os af. Vi forsøger altid at forholde os kritisk til kilderne. Og historikere er ofte uenige. Hvilken hest skal man så tro på? Ja så må vi gå tilbage og undersøge, hvad vi tidligere har skrevet.
Wilsons berømte 14 punkter
Den 5. oktober 1918 meddelte den tyske rigskansler Max af Baden at man havde givet USA tilbud om at påbegynde forhandlingerne om våbenstilstand og fred. Det var på basis af Wilsons berømte 14 punkter.
Hvem skulle tage det indledende skridt?
Nu var det nordslesvigske spørgsmål ikke direkte nævnt under disse 14 punkter. Men det var princippet om folkenes selv bestemmelsesret. Udgangspunktet var at nu kunne grænsen fra 1864 rejses. Men hvem skulle tage de indledende skridt?
Danmark havde afstået Sønderjylland/Nordslesvig
Danmark kunne ikke gøre noget juridisk krav gældende på Sønderjylland/Nordslesvig eller dele af den. Ved Wienerfreden i 1864 havde Danmark afstået hele Sønderjylland sammen med Holsten og Lauenburg til de tyske stormagter.
To år senere havde Preussen efter en ny krig tvunget Østrig til at afstå hele krigsbyttet fra 1864. Dermed blev Sønderjylland/Nordslesvig indlemmet i Preussen.
Et løfte om § 5 blev givet til Østrig – ikke til Danmark
Ved Prager-freden lovede Preussen ganske vist Østrig at lade afholde en folkeafstemning i de nordlige distrikter af Slesvig (den berømte § 5 gennem hvilken, der skulle afgøres om disse skulle til Danmark.
Der førtes i årene efter 1866 forhandlinger med Bismarck om en opfyldelse af dette løfte – forhandlinger i hvilken Danmark også deltog.
Men i 1878 blev Preussen og Østrig enig om at ophæve § 5. Ophævelsen af løftet om en folkeafstemning ændrede i og for sig intet i det officielle Danmarks stilling til det nordslesvigske spørgsmål. Løftet var givet til Østrig og ikke Danmark.
I 1907 anerkendte Danmark Kongeå – grænsen og gav afkald på § 5
Men på et tidspunkt blev Danmark presset af Preussen til at give afkald på § 5. Ja det skete den 11. januar 1907. Her godkendte man også Kongeå – grænsen. Man forsøgte at holde det skjult. Og det gør man egentlig stadig.
De dansksindede følte sig i den grad svigtet.
Nordslesvig/Sønderjylland tilhørte ikke Danmark 1814 – 1864
Og mange har bevidst misforstået begrebet ”Helstat”. Det var Danmark fra 1814 – 1864. Nej det betød langtfra at Nordslesvig/Sønderjylland var dansk.
I 1867 var Flensborg endnu dansk
I 1867 var der valg til den nordtyske rigsdag. Valget viste, at der var dansk flertal ind til en linje, der løb syd om Flensborg og nord om Tønder.
Nu var det danske flertal i Flensborg ikke stort og det blev snart overtaget af tyskerne. Der var en stærk tysk indvandring. I flere mellem-slesvigske sogne havde befolkningen mere og mere tabt forbindelsen med de danske kredse imod nord og stærkere og stærkere orienteret sig mod syd og det lykkedes ikke de slagkraftige danske organisationer i Nordslesvig at fastholde den mellem-slesvigske ungdom inden for de danske rækker.
H.P. Hanssen startede diskussionen
Egentlig var det H.P. Hanssen, der startede det hele på Nordslesvigernes vegne. Og det var med henblik på Wilsons proklamerede princip om selvbestemmelsesret. Han rejste sagen i Rigsdagen.
Den fungerende udenrigsminister dr. Wilhelm Solf havde ikke noget særligt kendskab til det nordslesvigske spørgsmål. Han havde i en årrække virket inde for tysk kolonialadministration.
H.P. Hanssen var ikke tilfreds
Fra tysk side blev det nævnt, at man var rede til loyalt at udføre præsident Wilsons princip om folkenes selvbestemmelsesret. Men det syntes H.P. Hanssen var alt for vagt. Så han havde bebudet en ny forespørgsel. Men inden da fik han en mundtlig besked at man virkelig ville gøre noget.
Men det var H.P. Hanssen stadig ikke tilfreds med. Han ville have det skriftlig. Tyskerne havde nu bedt den tyske gesandt i København grev Brockdorff – Rantzau om en udtalelse. Under hele verdenskrigen havde denne haft et tæt samarbejde med udenrigsminister Scavenius.
Skulle tyskerne lade deres fjender afgøre sagen om Nordslesvig eller skulle de selv tilbyde Danmark Nordslesvig. Grev Rantzau mente, at det var bedst at tyskerne meddelte, at de ville løse Nordslesvig – spørgsmålet i henhold til folkenes selvbestemmelsesret.
Dansk uenighed
Fra dansk side var der en vild uenighed. På den ene side var det H.V. Clausen linje nord om Flensborg og syd om Tønder. Det var en linje, der allerede var tegnet i 1890erne. Det vil sige linjen sluttede ved Padborg.
En anden gruppe ville generhverve Flensborg trods det faktum at der kun var ca. 28 pct. dansksindede i byen. Man ville også gå efter de mellem – slesvigske sogne.
Så var der også en gruppe, der ville trække en grænse ved Dannevirkelinjen og endelig var dem, der mente at Tyskland skulle fravristes Kieler – kanalen.
Tonen mellem fløjene var bitter. I de 18 måneder den danske grænsestrid varede blev der gravet dybe kløfter i det danske folk. Til sidst var der vel to modstridende grupper tilbage. Begge grupper forsøgte at få politisk indflydelse.
Var Scavenius manglende interesse en bevidst strategi?
Siden 1913 havde ministeriet Zahle haft regeringsmagten og landets udenrigsminister var Erik Scavenius. Man har ofte beskyldt denne for at have meget lille interesse for Nordslesvig i modsætning til kollegaer som Munch og Ove Rode.
Meget tyder på at dette spørgsmål ikke havde Scavenius største interesse. For ham var et godt naboskab til tyskerne vigtigere. Modstanderne beskyldte Scavenius for at være tyskervenlig. Nogle år senere spurgte man Stauning om dette. Han svarede:
Danmark var meget afhængig af kultilførsel
Man var i høj grad afhængig af kultilførsler fra Tyskland. Stoppede disse ville det få katastrofale følger for Danmark. Det ville give svære økonomiske og sociale rystelser. Det officielle Danmark måtte derfor handle helt rigtig i denne situation. Måske er det derfor at vi så en så afventende udenrigsminister.
Englænderne troede at Danmark havde indledt forhandlinger
Det var da også ved at knække. Således fik udenrigsministeren besøg af engelske repræsentanter den 14. oktober. De ville vide om Danmark havde indledt forhandlinger med tyskerne. Antagelig havde det været Dannevirke – kredsen, der havde indledt samtaler med de vest allieredes gesandter i København.
Scavenius måtte berolige de engelske udsendinge. Men få dage efter kom en hemmelig udsending med et brev fra H.P. Hanssen til J.C. Christensen og Niels Neergaard, hvor den nordslesvigske fører i kraftige vendinger anråbte sine venner om at rejse kravet om Nordslesvig til Danmark.
Regeringen forblev passiv
Dette brev overbeviste Scavenius om at man officielt fra dansk side ikke mere kunne forholde sig passiv. I dagene omkring den 18. oktober foregik mange drøftelser mellem regeringen og partordførerne. Man blev enige om at sammenkalde Rigsdagen til en fortrolig drøftelse af situationen.
Man blev enige om en videreførelse af neutralitetspolitikken. Man skulle undlade enhver hoveren eller skadefryd over for Tyskland. Der blev udarbejdet et memorandum. Dette blev forelagt etatsråd H.N. Andersen og kongen. De tiltrådte begge de fremsatte synspunkter.
Et udspil fra Nordslesvig
Grev Moltke gjorde sig til talsmand for at Danmark på et eller tidspunkt skulle foretage en officiel henvendelse i Berlin. Dette burde dog først ske, når freden var indtrådt og helst efter at den nordslesvigske befolkning havde tilkendegivet deres ønsker.
Den danske regering foretog sig intet, idet man ventede et udspil fra Nordslesvig. I Tyskland styrtede kejserdømmet i grus og våbenstilstanden blev underskrevet få dage senere.
I Nordslesvig blev Vælgerforeningens tilsynsråd sammenkaldt til et møde på Folkehjem den 16. – 17, november for at man kunne godkende det forslag til en løsning af det nordslesvigske spørgsmål, som var udarbejdet af H.P. Hanssen og de to andre parlamentariske ledere Nis Nissen og Kloppenborg Skrumsager. Det blev til den såkaldte Aabenraa – resolution.
I forsamlingen var det også stemning for at der skulle stemmes mod syd det vil sige i Flensborg og Mellem – Slesvig. Det havde H.P. Hanssen og hans parlamentariske kollegaer oprindelig ikke tænkt sig.
Et brev samt selve resolutionen tilgik nu den danske regering samt de allieredes repræsentanter i København. Det nordslesvigske spørgsmåls løsning var hermed overdraget til den fredskongres, der skulle træde sammen i Versailles.
Og her vakte den danske delegation senere stor opmærksomhed ved deres uenighed.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 31, 2022
Fra Sønderho til Ribe
Det var gårdejer Jacob Michelsen fra Aabenraa, der skulle på den forholdsvis korte tur fra Sønderho på Fanø til Ribe. Dengang var han ung. Vadehavet er et farligt farvand. Jacob blev kaldt hjem fra sommerferien. Der var høbjergning langs engene. Han kom ombord på ”Lykkens Haab”. Jacob havde lidt erfaring fra Aabenraa Fjord. Pludselig var der helt vindstille. Så ventede man på, at vinden skulle vende. Skipper havde meget tålmodighed. Han advarede mod en hård nat. Så kom stormen. Den udviklede sig til orkan. En båd drev forbi. Og pludselig var ”Lykkens Haab” også i drift. Det lykkedes at smide et ekstra anker. Så stilnede orkanen af. Store skader på andre skibe. En hjertelig afsked med skipper. Det blev desværre aldrig til et gensyn med ham.
Gårdejer Jacob Michelsen
Det er gårdejer Jacob Michelsen i Kolstrup ved Aabenraa, der har efterladt nogle erindringer fra en dramatisk sørejse fra Sønderho på Fanø til Ribe. Vi har bearbejdet en beretning fra Sprogforeningens Almanak.
Et farligt farvand
Alle der plejer at sejle i Vadehavet er opmærksom, hvor lumsk dette farvand kan være. Det er ikke altid at man bare tager herud. Selv da undertegnede som barn legede i forlandet og badede i prilerne – ja så blev der givet strenge instrukser fra Opa, der boede i Ny Frederikskog syd for Højer. Han var det der hedder erhvervsfisker og havde en kutter.
Jacob blev kaldt hjem
Jacob havde i 1860’erne tilbragt sin sommerferie i det venlige og ejendommelige Sønderho, da han blev kaldt hjem. Hjemturen skulle gå over Nordby. Planen var at han skulle tage med en af små-skuderne, der dagligt sejlede til fastlandet i høbjergningstiden.
Høbjergning
Sønderhoningerne havde dengang deres enge ovre på marsken ved Ribe – kanalen. Det var kun muligt for dem at hjemføre høet ombord på sådanne småskibe. Det gjaldt da om, når flodtiden var på det højeste, med fuld ladning at nå så tæt ind mod kysten ved Sønderho, så høet, når ebbetiden indtrådte kunne blive befordret hjem over på den tørlagt strandbred.
Den strakte sig så langt øjet kunne syne. Mens høet blev hjemført, udfoldede der sig et interessant og broget folkeliv ved stranden. Det skete dels med hestekøretøjer, dels på trillebøre. Beboerne, i det væsentlige kvinder og børn havde travlt med at få høet bjerget. Og det skulle ske inden floden kom.
Om bord på ”Lykkens Haab”
Da der kun var en mils vej fra Sønderho til Ribe – kanalen fortsatte Jacob. Under gunstige forhold ville turen kunne tilbagelægges på en halv time. Han gik ombord på ”Lykkens Haab”. Og så lærte han skibets besætning at kende.
Det var skipperen Lars Olsen. Han var en gammel prøvet havgast, der havde lagt op fra sejladsen på de store have og ellers fordrev tiden med at fiske. Men når høbjergningstiden kom, var han rigtig i sit es. Så drømte han tilbage på alle de fremmede lande, som han havde besøgt.
Han bød Jacob velkommen med et nævetag. De blev enige om godtgørelsen for turen. Hans styrmand, bådsmand m.m. var hans sønnesøn, en knægt på 13 år. Det var hele besætningen. Af andre passagerer var der en ældre og en yngre kvinde med ombord. De skulle med over engen og hjælpe til med høbjergningen.
Jacob havde erfaring fra Aabenraa Fjord
I løbet af et kvarters tid lettede man. Som ung havde Jacob sejlet rundt derhjemme på Aabenraa fjord. Han var således kendt med nautiske kundskaber. Han hjalp derfor til med at hive ankeret ind, hejse mærssejl og fok og bringe skuden over stag. Det fornøjede øjensynligt Lars Olsen at have fået ”en befaren mand” ombord.
Klokken var omtrent to om eftermiddagen, da man i herligt sommervejr for en svag vestenvind stod ud fra land. Efter skipperens mening ville sejlturen vare en god times tid. Jacob regnede så med at han på toppen af et læs hø så kunne være i Ribe inden aften. Så ville han kunne tage diligencen østpå. Men det viste sig at Jacobs rejse ikke ville blive så behagelig og uforstyrret, som han havde ventet.
Vindstille
Kursen var sat lidt mod nord for at klare Kielsand, en temmelig langstrakt flad grund omtrent midtvejs ude. Men til sidst blev det helt stille. Der var ikke mere vind. Man blev nødt til at kaste anker for ikke at blive ført ud gennem Knudsdybet. Der lå båden nu. Fanø var til venstre, hvor man så fannikkerne i folkedragten med de maleriske røde og grønne skørter bevæger sig på strandbredden, Ribe lå til højre med udsigt til den travlhed, der herskede på engene og hvorfra den ene læs hø efter det andet blev kørt ind til købstaden med domkirkens høje tårne ragende op over de lave huse.
Skipperen forsikrede om at en brise sikkert ved solnedgang ville komme til hjælp. Man forsøgte at få tiden til at gå så godt man kunne. Der blev udvekslet historier fra søen over en kop kaffe.
Pludselig var der tåge mod land
Den lovede vind kom også men fra den forkerte retning. Nu var der kommet modvind. Ikke desto mindre blev der sat sejl for at krydse så tæt under land som muligt og benytte den første gunstige lejlighed til at løbe ind i kanalen.
Jacob fik overladt rorpinden og nød den skønne natur. Men efterhånden begyndte fastlandet at forsvinde som i en tåge. Men Vesterhavet var blankt og roligt og snart kom månen frem. Der var ingen, der havde en anelse om, hvad passagerer og besætning kom til at opleve.
Man ventede på at vinden ville vende
Der blev kastet anker, sejlene blev beslaget og så gik man ellers til køjs. Det vil sige at passagerne krøb ned i lasten og lagde sig i nogle knipper hø.
Jacob vågnede først da solen stod højt på himlen. Der blæste en jævn kuling fra øst. Man var nødt til at vente indtil vinden drejede sig så meget mod nord eller syd, at man kunne lægge ind i kanalen. Men vinden fortsatte med at blæse fra samme retning. Der viste sig truende skyer. Hen på eftermiddagen begyndte det at regne.
Skipper havde tålmodighed
I løbet af dagen ankom der en halv snes andre fartøjer som også blev nødt til at kaste anker og afvente en gunstig vejrændring. Blandt skibene var en skonnert lastet med hvede. Den næste morgen skulle den afgå til Hamborg.
For at være en komplet sømand skulle man være i besiddelse af tålmodighed. Det var en egenskab som Jacob ikke var i besiddelse af. Men det havde Lars Olsen i fuldt mål. Han røg roligt på sin kridtpibe, tyggede sin skrå, mens han nøje mønstrede enhver af de skuder som ankom. Han forklarede derefter Jacob deres bygning og bestemmelse.
Skipper advarede mod en hård tørn
Henimod aften begyndte vinden at tage af. Lars Olsen forklarede at den sikkert efter solnedgang ville springe om i vest. Men desværre mente han også, at man om natten kunne forvente at få hårdt vejr. ”Vi kommer ikke i land i aften”, sagde han. Og så advarede han om, at det sikkert blev en hård tørn. Han håbede at de kunne ride stormen af i løbet af natten og så komme ind i løbet af næste dag.
Lars Olsen bad nu Jacob om at hjælpe med at gøre det andet anker klar. Skipper gjorde Jacob opmærksom på at solen gik ned bag mørke skyer og at bølgerne langt ude var begyndt at rejse sig.
Så kom stormen
Lars Olsen brugte det sværeste torv til det andet anker. Lastlugerne blev forsvarligt skoddede. Fruentimmerne sendte han ned i kahytten og skød lugen for. Klokken 8 kom så den storm som kun vestkysten folk kender så godt. Søen kom rullende ind gennem Knudsdyb i lange dønninger. Det andet anker blev kastet ud.
Bølgerne blev højere og højere og skummet piskede hen over dem. Himlen var sort af skyer. Skipper mente, at bare tovværket ville holde, så skulle de nok klare den. Men selv om det var begyndelsen, ville det efter alt at dømme blive en orkan.
Søerne blev højere og højere og dansede lystigt rundt om de små fartøjer. Mørket og stormen tog til. Skipperen og Jacob stod forude for at påse, at tovene ikke blev gnavet itu. De blev naturligvis gennemvåde.
En båd drev forbi
Knægten var blevet sendt ned til fruentimmerne. Sådan sod de så en halv times tid. De holdt øje med tovene. De blev naturligvis gennemvåde. Så der drev der pludselig noget mørkt forbi i en voldsom fart.
Det var en af de andre både, hvor ankeret havde sluppet sit tag. Den ville drive mod land. Og lidt efter skete det samme for skonnerten.
Båden skingrede fra side til side. De to på dækket havde svært ved at holde balancen. Fruentimmerne bankede på lugen. De ville op på dækket. Men skipperen råbte, at de skulle holde deres mund. Øjeblikket var kritisk.
Båden var i drift – alvorlig fare
Pludselig fik Lars travlt. Han råbte:
Det var rigtigt. Skibet drev i jævn fart mod land og passerede et mindre skib i en afstand af 100 alen. Men i en hast blev ankeret kastet over rælingen. Det kunne gælde liv eller død. Jacob fik først senere et indtryk af situationens alvor.
Skibet lå nu stille. Det var på høje tid for 20 – 30 alen væk lå et skib, som man let kunne have stødt sammen med.
Orkanen var stilnet af
Nu var orkanen stilnet af selv om søerne fra havet stadig skyllede ind over skibet. Jacob frøs i den barske blæst i de våde bukser. Han fulgte opfordringen med at gå ned og lægge sig. En luge blev fjernet. Han krøb ned i lasten og rodede sig forsvarligt ind i høet, men det lykkedes ham ikke at falde i søvn.
Nu meldte søsygen sig også. Godt nok var han vant til Aabenraa Fjord men ikke til disse ekstreme forhold.
Først hen ad morgenstunden faldt han i en urolig slummer og drømte om et drivende vrag og skibsforlis. Da han vågnede, var det blevet dag. Der blæste endnu en frisk kuling fra nordvest.
En kop varm kaffe og derefter nogle spring på dækket hjalp til med at få blodet i bevægelse igen.
Store skader på andre skibe
Nu kunne først se, hvilke ødelæggelser stormen havde forvoldt. Af de 12 fartøjer, som lå udenfor, da uvejret begyndte, var de seks mere eller mindre beskadigede, drevet i land og yderligere af en springflod, hvis lige ikke var kendt i mands minde, kastet højt op på den sandede strandbred, nogle endog ind over engene.
Skonnerten lå med en alvorlig lækage på det tørre og en større fiskerbåd var af springfloden kastet en halv mil ind på engen. Da Jacob senere ombord på et hølæs kørte til Ribe, lagde han mærke til, at den lå halvvejs mellem havet og byen.
En hjertelig afsked med skipper
Efter at man nu ved middagstid lå fortøjet inde i kanalen tog Jacob en kort og hjertelig afsked med Lars Olsen og de to rejsefæller. Men han ville på ingen måde tage imod betaling for overfarten.
Han mente at Jacob på en så god måde havde taget sin tørn, så det kunne det slet ikke blive tale om. Jacob sprang i land men lovede at kigge ind til ham, når han igen gæstede Fanø. Det blev dog aldrig til noget.
Det blev aldrig til et gensyn
Et halvt år efter denne dramatiske sørejse fra Sønderho til Ribe, druknede både han og Jacobs vært, da de var på fiskeri sammen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: