Artikler
Januar 17, 2023
Tønder Statsseminarium 1829 – 1848
Seminariet i Tønder afhængig af byens skolevæsen. Urimelige forhold i Tønder. Seminariets gode rygte var i forfald. Tønder kæmpede for at bevare deres seminarium. Nu havde man også havebrug og gymnastik. 18 fripladser. Undervisning i landsdelens sprog. Og så havde man ”almennyttige kundskaber. Og ”Indbyrdes undervisningsmetode” var det helt nye i hertugdømmet. Bahnsen var en streng håndhæver af disciplin. En anset skolemand. Direktion skulle fratages myndighed. Kongen havde tillid til Bahnsen. De kongerigske Seminarier uddannede også lærere til ansættelse i Nordslesvig. Sprogreskript havde følgevirkninger. Bahnsen ville bevare det tyske seminarium. Kongen havde opgivet. Tysk – Slesvigsk Seminarium oprettet i Eckernførde.
Seminariet i Tønder afhængig af byens skolevæsen
Historien om Tønder Statsseminarium er lidt ejendommeligt. Den skiller sig ud fra andre dannelsesanstalter med samme formål.
Seminariet i Kiel fra 1781 og Seminariet på Blaagaard fra 1791 havde fra begyndelsen stor selvstændighed med egne bygninger, egne fastsatte lærerkræfter og selvstændige undervisningsplaner. Seminariet i Tønder var fra begyndelse afhængig af byens skolevæsen.
Urimelige forhold i Tønder
Det var uholdbart såvel for seminariet som Byskolen og urimeligt i sig selv. Seminariet måtte have egne lokaler, ledere og lærere. Byskolen trængte også til at blive befriet fra det tryk som seminariet udgjorde. Det føltes stærkere og stærkere, jo mere succes, seminariet fik. Borgerne i Tønder begyndte også at rejse sig mod en sammenblanding af Borgerskole og lærerskole.
Seminariets gode ry var i forfald
Man tøvede med at udnævne Deckers efterfølger. Man håbede på en snarlig nyordning. Foreløbig blev ledelsen varetaget af anden læreren på Borgerskolen, Christian Sørensen. Men han magtede ikke rigtig forholdene. Seminariets gode navn og rygte kom under ham ”i Forfald”. Det kunne også mærkes på et svindende elevtal.
Man talte om at nedlægge Tønder Seminarium lige som man havde gjort det i Kiel i 1823. Læreruddannelsen skulle i nye baner. Sørensen kæmpede drabeligt men ikke heldigt for sit seminarium.
Tønder kæmpede for at bevare sit seminarium
I 1828 blev der forhandlet. Byens magistrat ville kæmpe for at beholde seminariet. De gav rundhåndet et tilbud om at købe en bygning med et større grundstykke. Bygningen skulle tjene til bolig for seminariets forstander. På den tillæggende grund kunne der rejses en seminariebygning. Det blev ejendommen Østergade 4 med en stor have og gårdsplads, som strakte sig fra Østergade ned til Vidåens bredder. Byen stillede også et hus til rådighed for en Anden lærer ved seminariet og påtog sig forpligtelsen til at vedligeholde de to bygninger.
Også den danske stat gav et godt tilbud i løftet om at ansætte en førstelærer, som tillige skulle være Seminariets forstander og en anden lærer, begge med kongelig udnævnelse. Forstanderen skulle være akademiker. Anden læreren behøvede ikke at være det, men skulle være en erfaren folkeskolemand, som forenede praktisk lærererfaring og teoretisk indsigt med en solid almendannelse.
Et kongeligt seminarium
Seminariet blev således til en statsanstalt – ”et kongeligt seminarium”, som det nu kaldtes. Og det skulle være med en nyordning:
Nu også havebrug og gymnastik
I undervisningen blev også indført to nye fag – Havebrug og Gymnastik. Elevtallet blev skåret betydelig ned. Det blev sat til 80 og måtte ikke overskrides. De blev fordelt i to klasser. Uddannelsestiden strakte sig over tre år.
18 fripladser
I overensstemmelse med stifteren Balthasar Petersen skal der oprettes 18 fripladser for trængende og værdige skolelærersønner fortrinsvis fra Tønder Provsti, dernæst fra de andre nordslesvigske amter. Disse fik også tilskud til materialer.
De øvrige elever skulle betale 24 bankdaler om året. Det var efter datidens forhold et ikke ringe beløb.
Undervisning i landsdelens sprog
Eleverne skal vækkes til en varm følelse for Gud, derfor skulle religionsundervisningen være et af de toneangivende fag. Også undervisningen i ”Landsdelens sprog” skulle udvides betydeligt med læsning af udvalgt poesi og prosa. Men også indøvelse i ortografi, analyse og sproglære i forbindelse med skriftlige udarbejdelser til dannelse af udtryk, stil og disposition.
Almennyttige kundskaber
Undervisningen i det danske sprog skulle overlades til specielle lærere. Og så omtaler regulativet også ”almennyttige Kundskaber”. Det omfatter så forskellige dele som naturlære, naturhistorie, teknologi, historie, særlig fædrelandets samt geografi.
Indbyrdes Undervisningsmetode
Elevernes praktiske øvelser blev sat i forbindelse med Vajsenhuset, som var seminariets nærmeste nabo. Den tids skoletanker skinnede også igennem under § 27. Her taler man om ”Indbyrdes Undervisningsmetode”.
Der var brug for nye mænd. Christian Sørensen var ikke manden. Han blev forflyttet til et præsteembede i Quickborn i Holsten.
Bahnsen – en streng håndhæver af disciplin
Til forstander og førstelærer udnævntes kollaboratør ved den lærde skole i Flensborg Christian August Bahnsen, som samtidig blev udnævnt som professor. Han havde også tidligere været huslærer hos amtmanden i Tønder.
Om denne Bahnsen sagde man, at han var en streng håndhæver af disciplinen. Det var netop disse egenskaber, som han fik lejlighed til at udfolde ved seminariet i Tønder.
En anset skolemand
Til anden lærerembedet kaldtes den ansete skolemand, H. Dieckmann. Han var tilhænger af ”den nye metode”. Han var Dannebrogsmand og havde været lærer ved en højere pigeskole i Glückstadt. De to kom til at arbejde udmærket sammen.
Bahnsen mødte problemer med direktionen
Tønder Seminarium fik igen et godt ry. Men professoren mødte imidlertid problemer med den overordnede direktion. Dette udviklede sig efterhånden til en bitter kamp mellem den stedlige gejstlighed og seminariet. Striden brød tidligt ud og stod på ret længe. Der kendes sådan set til et angreb som Bahnsen retter mod direktionen fra 31.12. 1830 i anledning af ansættelse af en pedel ved Seminariet. Og direktionen involverer majestæten idet de vil give Bahnsen en irettesættelse.
Direktion skulle fratages myndighed
Snart var det læreransættelse. Strid om eksamensbedømmelser og snart elevernes opførelse. Næsten i en snes år varede striden. Regeringen på Gottorp bebuder en reform af seminariets styrelse og tilsyn. Ønsket er, at de skal fjernes fra seminariets styrelse og tilsyn. Deres myndighed skulle begrænses til administration af Gørrismark.
Kongen havde tiltro til Bahnsen
Bahnsen kæmpede for uafhængighed af gejstligheden. Christian den Ottende satte stor pris på Bahnsen og lyttede gerne til hans råd. Når kongen var på sin årlige baderejse til Før kom han igennem Tønder og så drøftede han de vanskelige skoleforhold i Slesvig, som tilspidsede sig mere og mere.
Man talte meget om ”den indbyrdes undervisning” og her var Eckernförde førende. Der blev via et kongeligt reskript bestemt at den indbyrdes undervisning skulle indføres på Vajsenhusskolen i Tønder, der nu fungerede som seminariets øvelsesskole.
De Kongerigske seminarier uddannede også til ansættelse i Nordslesvig
Skolemyndighederne i Nordslesvig havde en vis tilbøjelighed til at ansætte dem, der var uddannet på det rent tyske seminarium. Følgen var et Nordslesvigs unge, der ville uddanne sig som lærere søgte de kongerigske seminarier, særlig til Skårup og Bernstorfsminde på Fyn. Bahnsen oplyste at Als dannede en undtagelse. Her gjorde den augustenborgske indflydelse sig gældende.
I en kongelig anordning af 8. september 1820 kunne de kongerigske seminarier uddanne lærere med ret til ansættelse i Hertugdømmerne.
Sprogreskript fik følgevirkninger
I 1841 oprettede Christian den Ottende et nyt seminarium i Jellinge. Den 14. maj 1840 udstedte den samme konge et Sprogreskript, der skulle vække temmelig meget opsigt. Det havde et nationalt dansk formål, nemlig at give det danske sprog den ret som tilkom det som befolkningens sprog. Det bestemte nemlig, at det danske sprog herefter skulle være regerings – og ret-sprog i de dele af Slesvig, hvor det var kirke – og skolesprog. Men samtidig indeholdt Sprogreskriptet en bestemmelse, som var en ret vidtgående indrømmelse til de Slesvig – Holstenske skolekrav.
Der blev pålagt lærerne i Slesvigs danske landsbyskoler den forpligtelse at undervise de børn hvis forældre ønskede det, tre timer om ugen i tysk uden for den sædvanlige skoletid. For fremtiden skulle enhver, der ønskede at ansættes som lærer i de danske skoler i Slesvig, underkaste sig en prøve i tysk.
Sprogreskriptets bestemmelser fik også en betydning for seminariet i Tønder. Det fremkaldte tanken om at gøre seminariet tosproget. Der skulle være en tysk og en dansk afdeling.
Adlers afløser generalsuperintendent Callisen besøgte Tønder Seminarium i 1841. Hans overvejelser gik på at ansætte en tredjelærer ved seminariet. Han skulle lede de dansktalende elevers øvelser i undervisning på dansk. Der skulle herefter påbydes alle skolemyndigheder i de danske provstier i Nordslesvig fortrinsvis at ansætte de i Tønder uddannede danske seminarister.
Bahnsen ville bevare det rent tyske seminarium
Men tanken om at seminariet skulle være dobbeltsproget var ikke noget Bahnsen brød sig om. Han afviste Callisens forslag. Ved Tønder Seminariums gamle tyske traditioner måtte der ikke røres.
Men trods denne modstand afgav det Slesvig – Holstenske Kancelli en udførlig betænkning om en nyordning af seminariet i 1846.
Hovedfagene skulle deles i to afdelinger, en dansk og en tysk. Det tyske sprog skulle være enerådende i bifagene og de rent tekniske fag.
Kongen havde opgivet
Christian den Ottende syntes dog på dette tidspunkt at have opgivet håbet om, at seminariet i Tønder kunne tilfredsstille berettigede danske sprogkrav. Han lod i 1847 købe en grund i Vonsbæk ved Haderslev for at oprette et rent dansk seminarium i Nordslesvig.
Men så kom Treårskrigen. Da denne så var afsluttet, mente man fra dansk side, at man kunne bryde helt med seminariets tyske traditioner og gøre det rent dansksproget.
Tysk – Slesvigsk seminarium oprettet i Eckernførde
Et rent tysk-slesvigsk seminarium blev oprettet i Eckernførde under professor Bahnsens forstanderskab. Han tilbragte sine sidste år med at opbygge det nye seminarium, som blev oprettet efter Treårskrigen. Han døde den 21. maj 1864.
Men hvad skete der på Tønder Statsseminarium efter 1848? Ja det kan du læse i næste artikel i denne serie.
Kilde:
Hvis du vil læse mere:
Januar 14, 2023
Børneloven 1905
Vi har forsøgt an anmelde Cecillie Bjerre: Børneloven 1905. Loven hed oprindelig ”Lov om behandling af Forbryderiske og Forsømte Børn. Man ville have bugt både med børnene og forældrene. Kommune og kirkelige foreninger skulle finde dem. Mange sociale aktiviteter. Lovgivning om Fattigdom fra 1536. Forældre og slægt havde det fulde ansvar i ældre tider. Børne – og Tugthuset. Modernisering og Industrialisering. Enkefædre havde det specielt svært. Arbejderne klumpede sig sammen. Staten kiggede på de nordiske naboer. Kontrol, tvangsfjernelse og anbringelse. Loven havde både en straffende og beskyttende funktion. Fokus på institutioner. Man skulle bære uniform. Børnehjem blev efterhånden nedlagt. Mere tilsyn og uddannelse fulgte. Ingen tvivl om holdningen hos forfatteren. Man har kun 100 sider at boltre sig på, og de er godt udnyttet. Der var stor tiltro til statens evner. Det er en lille bog med et stort indhold.
Lov om Behandling af Forbryderiske og forsømte børn og unge
Igen en gang har Aarhus Universitetsforlag udsendt en genial bog. Du får 100 sider for 100 kr. Igen er det et interessant indslag fra vores Danmarkshistorie. Vi har her på siden efterhånden anmeldt en del i denne serie.
Denne gang kigger vi på:
Egentlig var meningen, at loven skulle tage fat om de børn og unge som ikke kunne overholde samfundets normer. Det officielle navn for loven var:
Få bugt både med børn og forældre
Det handlede om at få bugt med de drenge. Der ”rapsede” og gjorde gader og stræder utrygge. Dengang blev man kun accepteret i baggården, hvis man rigtig kunne ”rapse” fra butikkerne. Man steg i graderne, hvis man var god til det.
Og om pigerne hed det sig, at de var udsvævende og løse på tråden.
Men det handlede også om forældre, der ikke kunne klare omsorgen. Det skyldtes ofte fattigdom. Men måske også et misbrugsproblem eller psykisk sygdom.
Kommunen og kirkelige foreninger skulle finde dem
Rigsdagen havde erkendt at det var blevet et voksende problem. Det var kommunen, der skulle finde frem til de udsatte børn. Men også kirkelige foreninger, som havde gjort det i mange år.
Mange sociale aktiviteter
Vi har i adskillige artikler haft fokus på børn på Nørrebro og børnearbejde. Det er også det tema som Cecillie Bjerre tager fat på i et par artikler. Det var bl.a. regulering af børnearbejde på fabrikker fra 1873, revidering af fattigloven i 1891 og mange andre love og reguleringer.
Der kom senere flere reformer på socialområdet så som Steinckes socialreform i 1933, bistandsloven fra 1976 og serviceloven fra 1998. Ja der kom en ny anbringelsesreform i 2006.
Lovgivning om fattigdom fra 1536
Sociale problemer og fattigdom blev nu i tiltagende form knyttet til arbejderbefolkningen. Industrialiseringen var med til at forandre de sociale strukturer.
Men vi skal nok lige huske på, at der har været fattige i Danmark inden industrialiseringen. Lovgivning om fattigdom går helt tilbage til reformationen i 1536.
Forældre og slægt havde det fulde ansvar
I ældre tider havde forældre og slægt det fulde ansvar det fulde ansvar for børnene. Hvis de nærmeste ikke kunne eller ville tage sig af dem, var der ingen lovmæssige foranstaltninger, som trådte i kraft. Men i tidens løb er der taget mange initiativer på disse børns vegne.
Fra 1400- og 1500 – tallet kendes tre hittebørns-hospitaler i Danmark, hvor fundne spædbørn, børn født uden for ægteskab og forældreløse børn kunne optages.
Børne – og Tugthuset
Egentlig kan børneforsorgen spores langt tilbage i danmarkshistorien. Allerede i 1605 oprettede Christian den Fjerde Tugt – Og Børnehuset i København for løsgængere, forældreløse og tiggere. Allerede i 1622 skilte han institutionen i to, så der blev oprettet et regulært børnehus med pædagogisk sigte.
Børnene skulle uddannes i et nyttigt håndværk og de voksne tvinges til at arbejde. Disse huse var ikke tænkt som straffeanstalter, men kom til at virke som sådanne.
Modernisering og industrialisering
I kølvandet på moderniseringen og industrialiseringen i 1800-tallet fulgte synlig og udbredt fattigdom. Store dele af bybefolkningen levede under usle kår. Samfundet fik for alvor øje på et nyt problem ”Udsatte børn og unge”. Netop fordi de var udsatte, udsatte de selv andre, ja endog hele byen, for fordærv, når de drev omkring på gader og stræder:
Ja disse ord faldt i en betænkning, der banede vejen for Børneloven af 1905.
Enkefædre havde det specielt svært
Det var svært, når man ikke levede op til ”kernefamilieidealet” Enkefædre har det særlig svært. Et sted hed det:
Ret til at fratage understøttelsen
Fattigvæsnet fik ret til at fratage understøttede forældre, myndigheden over børnene og anbringe dem borte fra hjemmet. Indtil omkring 1850 blev mange af fattigvæsnets børn udliciteret offentligt, så de lavestbydende kunne få dem i pleje.
Sidenhen blev der etableret fødselsstiftelser til hittebørn og fra 1830’erne opstod såkaldte opdragelsesanstalter.
Arbejderne klumpede sig sammen
Men som vi har påvist i artikler så klumpede arbejderne sig sammen i uhumske boliger i storbyen. Børnene udførte farligt arbejde på fabrikkerne – de farligste var nok tændstikfabrikkerne. De sociale problemer var svært at overse.
Børne hang og legede på gader og stræder. Hvem kunne holde øje med dem, når far og mor begge arbejdede på fabrikken? Der var en stigning i børne – og ungdomskriminaliteten. Staten har måske vurderet, at det kunne blive til dårligere arbejdere, ringe soldater og mangelfulde skattebetalere.
Staten kiggede på nordiske naboer
Staten kiggede på Norge og Tyskland. Hvad gjorde de? Man afviste den tyske model. Den forholdt sig kun til børn, der havde begået strafbare handlinger. Danmark fulgte vores nordiske naboer, hvor kommunale råd skulle følge forbryderiske og forsømte børn. Dette var i modsætning til USA og andre europæiske land, der indførte børne – og ungdomsdomstole.
Kontrol, tvangsfjernelse og anbringelse
Det handler om lovens tilblivelse. Børneforsorgen har ofte været et fy – ord. Det handler om kontrol, tvangsfjernelse og anbringelse. Men der var ikke penge at gøre godt med.
Børns opdragelse og trivsel var blevet et statsligt anliggende. Gennemførelsen af loven blev uddelegeret til kommunale råd, der skulle sørge for anbringelsen. Plejeforældre og børnehjem skulle sørge for børnenes opdragelse.
Et barn kunne fjernes af tre årsager:
Loven havde både en straffende og beskyttende funktion
Loven havde både en straffende og beskyttende funktion. På den ene side straffede den kriminelle børn og ”moralsk lastefulde” forældre. På den anden side beskyttede den børn mod mishandling og vanrøgt.
Fokus på institutioner
Antallet af anbragte børn og unge anbragt uden for deres eget hjem var i 20012 14.171. I 2007 var dette tal steget til 15.273.
Med Børneloven blev der oprettet værgeråd, det blev fra 1933 kaldt børneværn.
Datidens medier berettede om børnemishandling. Særlig den kendte socialdemokratiske politiker, Peter Sabroe fokuserede på de institutioner, der tog sig af disse børn. Men det har vi jo oplevet helt op til i dag.
Aktuelt tema
Således har Aalborg Kommune haft anbragt børn i Sønderjylland på en institution. Disse børn har flere gange forsøgt at komme til orde. Nu ser det ud til at lykkes.
Ja vi kan jo også nævne Godhavns-drengene, der endte med at få en officiel undskyldning af statsministeren.
Man skulle bære uniform
I 1941 var der 344 statsanerkendte institutioner, men deraf kunne kun 29 kaldes statslige eller kommunale. Børnehjemmene lå i landlige omgivelser. De var ikke i nærheden af bylivets farer mod moderne forlystelser som biografer, slik, kaffe og cigaretter. Det stod i stor kontrast til en ideel barndom. Man skulle nemlig aflevere sine private ejendele. Og så gik man i ens påklædning forsynet med et nummer.
Fra 1952 måtte man på børnehjemmene ikke mere bære uniform.
Børnehjem blev efterhånden nedlagt
Fra 1977 skulle børnehjem ikke kun fungere som opbevaring. Nu skulle man tilbyde behandling. I øvrigt begyndte man at sætte spørgsmålstegn ved børnehjemmenes effektivitet. Mange blev efterfølgende nedlagt. Siden 1980’erne har familiepleje været i støt stigning.
Mere tilsyn og uddannelse
Omsorgssvigt og misrøgt var åbenbart dagligdagen hos en del af vores børnehjem. Siden 2010 har myndighederne undersøgt disse.
Bogen fokuserer også på den kritik, der var rettet mod børneforsorgen. Der kom mere tilsyn Og medarbejdere fik en bedre uddannelse.
Ingen tvivl om holdning
Der er masser af dramaer og skæbner i bogen. Ja man bliver sandelig grebet af det. Vi har set andre og større værker omkring samme emne. Vi har fået et ændret børnesyn gennem årene.
Man kan sagtens beskylde forfatteren at politisk i hendes beskrivelse. Det kan næsten ikke undgås, når man beskriver nyere socialpolitik. Det er altid fint, når en forfatter selv fremkommer med sin holdning. Og her ligger hun ikke skjul på den.
Man har kun 100 sider at boltre sig på
En anden ting er, at man kun har 100 sider at boltre sig på. Hvis man vil fordybe sig yderligere, kan man under kilde se, hvor man yderligere kan fordybe sig. Forfatteren kommer fint igennem og temaet er nok blevet mere aktuelt, end man havde forstillet sig. Forfatteren har brugt de 100 sider på en meget fornuftig måde.
Stor tiltro til Statens evner
Ved hjælp af mere eller mindre tragiske skildringer får vi også eksempler på den dobbelthed, som Børneloven gav. Der var stor tiltro til statens evne til at skabe forandring gennem ny sociallovgivning. Børn blev nu betragtet som statens anliggende. Med loven i hånden blev staten mere handlekraftig, når den ville blande sig i familiens forhold.
Forfatteren nævner også Martin Andersen Nexøs fremragende roman ”Ditte Menneskebarn” Ditte er alenemor til to uægte børn. Hun har også to plejebørn.
En lille bog med et stort indhold
Igen engang leverer serien ”en lille bog med et stort indhold”. For en absolut fornuftig pris får man et vigtigt input fra Danmarkshistorien på et sprog, som man kan forstå. Vi glæder os allerede til den næste i serien.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 10, 2023
Tønder Statsseminarium – et dannelsessted
Overrasket og forundret. Gamle protestantiske skoleideer. Hvordan var det med skoleledere før i tiden. Religiøs dannelse var vigtig. Man lagde vægt på latin – ikke dansk. Konsistoriet i Tønder var øverste myndighed. Ikke mange elever. ”Klogskab, taknemlighed og forsigtighedshensyn” Et andet syn på seminariet i Kiel. En ny skolereform hjalp seminariet i Tønder fra 20 til 80 elever. Metodik for folkeskolelærere. Tønder Seminarium var pludselig overfyldt. ”Husk nu – De er kun ”førstelærer” – ikke direktør”.
Overrasket og forundret
Når man kigger Seminariets historie, bliver man overrasket og forundret. Vi har allerede skrevet et par artikler. Men vi er nu gået helt tilbage for at få det hele med. Den første artikel i den nye serie var om grundlæggeren Balthasar Petersen.
Gamle protestantiske skoleidealer
Stedet var i begyndelsen præget af gammelprotestantiske skoleidealer. Og selve ordet ”Seminarium” findes ikke i de oprindelige bestemmelser for stedets virke. Og man sigter heller ikke på at oprette en selvstændig uddannelsesanstalt for lærere med selvstændig undervisningsplan. Der er heller ikke egne lærerkræfter eller egne lokaler.
Man sigtede kun efter at gøre et bestemt antal (18) unge mennesker fra ganske bestemte områder til at blive lærere i landsbyskoler. Og de områder var Tønder, Als, Aabenraa og Haderslev.
Skoleledere før i tiden
Man havde skoleholdere på landet, før man fik seminarier med en planmæssig læreruddannelse. Ofte havde man forsøgt sig i andre erhverv og kom så i lære hos en ældre skoleholder eller degn. Så tog man del i undervisningen. Hos præsten fik man så et kursus i kristendomsundervisning.
Man skulle bruge byens to skoler – die Stadtschule og die Hospitalschule. Instituttets elever, som seminariet blev kaldt dengang, skulle besøge disse to skoler og sidde på bænken sammen med børnene.
Religiøs dannelse
På ”Alumnernes” religiøse dannelse og kundskabstilegnelse blev der lagt meget vægt. Man lagde også vægt på udenadslære. Der var forskellige skriftsteder som var væsentlige. Man skulle kunne både det gamle og nye testamente.
Man lagde vægt på latin – ikke dansk
Og så var det ekstra time i latin hos byens rektor, som også var leder af Latinskolen. Man kan så undre sig over at der ikke var noget tysk eller dansk undervisning. Man skulle besøge kirken og overvære den danske præsts prædiken.
Konsistoriet i Tønder var øverste myndighed
Efter B. Petersens bortgang var det konsistoriet i Tønder, der var øverste myndighed. Og dette bestod af amtmand, provst, arkidiakonen og diakonen ved sognekirken. Dertil kom så borgmesteren. De udgjorde direktionen. De skulle forvalte instituttets gods og pengemidler, overvåge elevernes flid og opførsel, tilse undervisningen og afholde afsluttende prøve.
Ikke mange elever
Stiftelsens bestemmelser vanskeliggjorde en egentlig udvikling. Starten var dog heller ikke god. Da undervisningen startede Mikkelsdag 1788 havde kun 13 elever meldt sig. Stifteren B. Petersen havde forestillet sig, at der hvert år meldte sig 18. Det blev dog sjældent nået.
I instituttets første 15 år dimitterede kun 52 elever.
Så skete der noget
Men så skete der noget. Det var Slesvigs nye generalsuperintendent Adler. De første fire år af sin virksomhed var han tillige provst i Tønder (1792 – 96). Han kunne derfor følge Instituttets udvikling. Han havde nu også overtilsyn med det.
Han havde med store betænkeligheder fulgt Instituttets hensygnende tilværelse. Han udsendte den 27. januar 1794 et brev til Instituttet i Tønder:
Klogskab, taknemlighed og forsigtighedshensyn
Instituttet blev afkrævet et svar. Og det svar viste, hvordan man følte sig bundet af stifteren. Man henviste til at der ikke var nok pengemidler til at aflønne selvstændige lærere for seminaristerne. Med hensyn til kravet om undervisning på dansk kunne man intet foretage sig på nuværende tidspunkt.
Og så måtte man også af hensyn til ”klogskab, taknemmelighed og forsigtighedshensyn” ikke indføre reformer så længe stifterens svigersøn, rektor Carstensen ved Latinskolen, levede.
Sagen gik således sin skæve gang.
Et andet syn i Kiel
En medvirkende årsag til manglende tilslutning til Tønder var oprettelsen af seminariet i Kiel i 1781. Her var hele tre lærere tilknyttet. I Tønder var man afhængig af Byskolen. De problemer havde man ikke i Kiel. Her var også en anden og mere begejstret skoleånd.
En ny skolereform
Omkring 1797 gik Adler i gang med at reformere skolevæsnet i Hertugdømmet Slesvig. I enhver slesvigsk købstad fandtes der foruden almueskolen en lærd skole. Men mange af disse lærde skoler førte en kummerlig tilværelse. Her som i Kongeriget sagde man, at det kun var to ting man lærte på disse skoler, nemlig ”Prygl og Latin”.
Ifølge reformen blev der nu kun opretholdt lærde skoler i Haderslev, Flensborg, Slesvig og Husum. I de øvrige købstæder og flækker oprettedes der i stedet for de lærde skoler – højere Borgskoler. Og sådan var det også i Tønder.
Det betød nu for Tønder, at der var tre offentlige kommunale skoler:
Forbedring af Seminariet
Den højere Borgerskole var dog kun beregnet til drenge. Hertil var knyttet tre lærere med hver deres lærer. Rektorklassen kaldtes den øverste klasse (Kl. 1), fordi den havde skolens leder, rektoren som klasselærer.
Rektor skulle være akademiker, kyndig i klassiske sprog og kunne give de mest opvakte elever ekstra undervisning.
Hele denne nyordning af Byskolevæsenet i Tønder kom til at betyde en forbedring af Seminariet. Hovedskolens tre lærere var således også seminarielærere og Rektoren seminariets førstelærer.
Fra 20 til 80 elever
Den første rektor ved den nye hovedskole og førstelærer på Seminariet var J.L. Forchhammer, en præstesøn fra Angel. Han blev kaldt til Tønder i 1803. Og nyordningen klarede han med stor dygtighed. Det lykkedes ham at føre Tønder Seminarium op i en opgangstid. Men desværre døde han 7 år efter han var begyndt.
Der var 20 elever, da han startede. Og i 1810, da han døde, var der 80 elever. Fra Ribe mod nord og Altona i syd strømmede de til.
Metodik for Folkeskolelærere
Efterfølgeren hed Jacob Decker. Han kom også fra Angel. Med ham holdt pædagogikken i høj grad sit indtog på Tønder Seminarium. Han holdt mange interessante foredrag, som han lod trykke i et samlet værk som han kaldte ”Metodik for Folkeskolelærere. Han delte sin Metodik op i fem afsnit:
Deckers hjertebarn var ”behandling af religionsundervisning”. Han gik meget ind for elevernes religiøse dannelse.
Tønder Seminarium var nu overfyldt
Under Deckers ledelse var Tønder Seminarium ved at være overfyldt. Det talte nu 100 – 130 elever. Han gjorde meget for at opbygge et stort bibliotek. Således skulle hver ny elev betale en daler i kassen. Bøder for begåede forseelser gik også til bogindkøb.
Fra højeste sted blev hans arbejde påskønnet. Regeringen udnævnte ham først til professor, senere til Ridder af Dannebrog.
Husk nu – De er kun ”Førstelærer” og ikke direktør
Han tog også del i Tønders kirke-liv. En gang imellem prædikede han også. Justitsråd Richtsen lod ved lejlighed hans prædikener trykke og uddelte dem til tøndringerne. Han var ikke med på bølgen med pietismen. Han holdt fast med den gamle tro og bekendelse.
Men Decker led under det tryk, der kom fra Seminariets direktion, hvis ledende mand, provst, konsistorialråd P. Prahl var et meget myndigt overhoved. Man lod Decker mærke, at han kun var ”førstelærer” og ikke direktør på Seminariet. Han havde en direktion over sig.
Måske var det derfor han søgte væk. I 1827 fik han et præsteembede i Reinfeld i Holsten, hvor han efter sin præstegerning døde i 1834.
Følg med i vores historie om Tønder Seminarium. Næste afsnit følger snart.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 9, 2023
Flygtninge i Tønder – endnu mere (2)
Et glemt kapitel i Tønders historie. Nu skal det fortælles. Her på siden mærker stadig fordømmelse. De var ikke velkommen. Flygtninge var også interneret privat i begyndelsen i Tønder. Der boede allerede 500 i lejren, da den blev indviet. En forflyttelse blev af flygtningene betragtet som straf. Et eget samfund. Nazistisk dominans. Hyppige skift af lejrledere. Ensidig forplejning. Sygdom og epidemi i lejren. Nogle mænd i Tønder betragtede lejren som bordel.
Et glemt kapitel i Tønders historie
I Tønder er det nu interesse for at fortælle et glemt kapitel i byens historie. Det sker i forbindelse med alt det der skal ske ud ved den gamle Zeppelin-station og Eksercergården. I den forbindelse er vores artikel om flygtninge i Tønder blevet citeret i diverse medier.
Mærker stadig fordømmelse
Bagerst i denne artikel kan du finde en liste over alle de artikler vi har skrevet om de tyske flygtninge i Danmark. De var ikke særlig velkommen i Danmark. Modstandsbevægelsen talte om ”Den Anden Besættelse”. Og efter offentliggørelse af nogle af vores artikler er vi også mødt med fordømmelse om, hvorfor vi bringer det tema frem.
De var ikke velkomne
De første kom hertil den 3. februar 1945. Pludselig var Storegade og Vestergade fyldt med fremmedartede mennesker. Ældre mænd, kvinder og børn slæbende med bylter og kufferter. De blev også i Tønder mødt med fordømmende blikke
Den 3. april kom der endnu en sending flygtninge til Tønder – dengang fra København. De blev sendt ud til diverse lejre rundt omkring i amtet. Det tyske mindretal organiserede det praktiske.
Flygtninge også interneret privat
Den tyske besættelsesmagt betalte 2,70 kr. ved at have flygtninge boende privat. Og det var især folk fra mindretallet, der havde dem boende i Tønder.
Der boede allerede flygtninge på Eksercergården
Eksercergården blev først indviet den 21. juni 1945, men de havde nu længe været blevet som flygtningelejr. På dette tidspunkt boede her allerede 500.
Den 24. september blev en del af flygtningene sendt videre til Oksbøl. Der var også lejre på Saksborg Kro og Hohenwarte ved Højer Sluse.
En forflyttelse blev betragtet som en afstraffelse
Den 19. november 1946 kunne 25 voksne og 10 børn tage til Tyskland. I begyndelsen af 1947 blev 178 personer flyttet til Barsmark på Løjt Land. De anså en forlægning til en anden lejr som en afstraffelse.
Den 6. februar 1947 kl. 4.30 om morgenen forlod størstedelen af flygtningene lejren. 12 dage efter fulgte endnu 624 personer lejren. 30 stykker blev tilbage for at rydde op.
Et eget samfund
Men på Eksercergården var der 1.350 beboere. 470 af disse var under 15 år. Det var et samfund helt for sig selv med byråd og borgmester. Her var brandværn, skoledrift, kirke m.m. Selv om det var forbudt for Tønders befolkning at have samkvem med de tyske flygtninge, så florerede sortbørshandlen.
Flygtningene boede i barakker fra Rømø. Her havde tyske soldater boet i dem. Det var ret trange forhold, flygtningene blev udsat for. De havde vel ca. 2 kvadratmeter til rådighed. Fra kl. 22 skulle der være ro.
Nazistisk dominans
Det var en nazistisk dominans i lejren. Kort efter 1. november foretog politiet en razzia i lejren. To fremtrædende nazister blev overladt til englænderne. For 87 flygtninge blev Tønder endestationen, De ligger på Tønder kirkegård.
Men på Tønder Lokalarkiv ligger der takkebreve fra de tyske flygtninge. Mon ikke familiemedlemmer til flygtninge vil søge til Tønder, når man engang er færdige med indretningen.
Hyppige skift af lejrledere
Den første leder på stedet var et medlem af modstandsbevægelsen i Tønder, lærer på Gymnasiet – Otto Høyer. Men han var bidt af kommunismen. Det var ikke noget, der passede Tønders borgmester, Johannes Paulsen. Derfor blev løjtnant E. Marqardsen udnævnt. Men det var noget der ikke passede modstandsbevægelsen i Tønder. Derfor blev dennes far udnævnt. Han havde en militær erfaring fra Tønder Kaserne.
Oberstløjtnant O. Oldfeldt og Ludvig Nielsen fra Tønder Kommune blev de næste ledere.
Aktiviteter i lejren
Man havde også arrangeret koncerter og der var teaterforestillinger i lejren. Så var der både protestantiske og katolske gudstjenester i lejren. Forskellige værksteder blev der også indrettet.
Ensidig forplejning
Forplejningen var nogenlunde men ret ensidig. Da modstandsbevægelsen overtog stedet, blev forplejningen dårligere. Efterhånden måtte flygtningene ikke mere tage imod fødevarer, tobak m.m. over hegnet. Danskere, der kastede ting over hegnet blev straffet.
Sygdom og epidemier i lejren
Dødeligheden var forholdsvis stor. Det skyldtes bl.a. de trange forhold og epidemier. Men det var nu ikke det som Tønder Amtstidende skrev. De mente, at der i flygtningelejren næppe var syge mennesker. De skrev at der gennem et år kun var 13 mennesker, der var døde.
I Tønder blev flygtningene behandlet af almindelige læger, i sygehuset og på lazaretter på Seminariet, på Tønderhus og i den tyske Roklub.
Mænd betragtede lejren som bordel
Der var mange faderskabssager. Fædrene til 50 pct. af de fødte børn i lejren tilhørte medlemmer af vagtpersonalet og mænd fra Tønder, mange fra Mindretallet. Mange af disse var gift i forvejen.
De kvindelige flygtninge beklagede sig over mændenes holdning. De nærmest betragtede flygtningelejren som et bordel. Indtil krigens slutning havde flygtningene fri udgang. Dette ændrede sig efter kapitulationen
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 8, 2023
August og Marie
En bog om August og Marie Krogh er udkommet. De var vel på højde med Niels Bohr. Men det var kun August Krogh, der fik Nobel – prisen. De havde en kurvekuffert med insulin – opskrift med fra Toronto. Det var starten til Novo Nordisk. En bog på 440 sider. August friede pr. brev. Medalje givet til Finlands-hjælpen. Flere laboratorier blev sponseret. Venskab med Niels Bohrs bror røg. Sympatisk indtryk af Marie Krogh. August beskrevet som en vanskelig person. Dramatisk besættelsestid. Et flittigt ægtepar. Verden burde måske have lyttet til August Krogh. En let forståelig bog, der også beskriver videnskabelig forskning.
På højde med Niels Bohr
Vi har læst en ganske interessant bog om et ægtepar, som man aldrig taler om mere. De var bl.a. vores største videnskabsfolk og burde måske have været indstillet til Nobelprisen. I bogen skriver forfatteren at de var Danmarks svar på Pierre og Marie Currie.
August Krogh var nok en af Danmarks største videnskabsfolk – vel nok på højde med Niels Bohr.
Det er bogen ”August og Marie – Dansk Videnskabs glemte stjerner” af Hanne Sandbæk, som vi har læst.
Kurvekuffert med opskrift
August Krogh og Marie Jørgensen fandt ud af, hvordan lungernes optagelse af ilt og udskillelse af kuldioxid forgår. Men af lige så stor betydning var det at insulinopskriften kom til Danmark. Det var ægteparret, der skaffede denne. De brugte sikkert prestigen, som en Nobelpris berettiger til.
Den 12. december 1922 gik ægteparret i land fra Amerika-færgen i København. Hustruen havde en lille kurvekuffert i hånden indeholdende starten på opskriften på insulin
Det var sammen med diabeteslægen H.C. Hagedorn de udviklede en brugbar insulin og en produktionsmetode. Blot tre måneder efter deres landgang blev de første danske diabetespatienters liv reddet med den nye medicin.
Starten til Novo Nordisk
Det var på deres initiativ, det lykkedes at få skandinavisk eneret til at fremstille insulin ud fra bugspytkirtler.
Ja og det var så starten til Novo Nordisk. Marie fik selv diabetes og blev behandlet med insulin fra 49- års alderen.
Da det hele kørte på skinner med insulin – produktionen vendte August tilbage til sin forskning inden for fysiologi.
En bog på 440 sider
August Krogh fik Nobelprisen – men det gjorde Marie ikke! Havde hun ikke fortjent dette? De løste lungens gåde sammen- det i sig selv burde have indbragt en Nobelpris. Det er en bog på 440 sider, som er meget detaljeret. Vi kommer både tæt på forskningen, ægteskabet og vennekredsen.
August friede pr. brev
Hun var mindst lige så nysgerrig ambitiøs som August. Selv da han i 1904 i et brev firede til hende, nølede hun af frygt for at ægteskab og børn kunne sætte en stopper for hendes karriere.
Efter en vis tøven overgiver hun sig.
Medaljen givet til Finlands – hjælpen
August satte sin medalje på aktion ligesom Niels Bohr til fordel for hjælpen til Finland i krigen mod Rusland i 1940. Gennem livet nægtede han at modtage ordener.
Universiteterne i USA stod nærmest i kø, da han i 1922 tog på forelæsningsturne derover.
Flere laboratorier sponseret
Nu er det ikke den første biografi om dette ægtepar. Og her på siden har vi netop skrevet vores anden artikel om Finsen, der også modtog Nobelprisen. Mange mener så, at dette var uberettiget.
Han fik smigrende tilbud fra USA men sagde pænt nej tak. Amerikanske Rockefeller Foundation bidrog til bedre laboratorieforhold: Det betød i 1928 etableringen af et større kompleks af laboratorier – det såkaldte Rockefellerkompleks på Østerbro.
Venskab med Niels Bohr’ s bror røg
De havde et godt venskab med Niels Bohrs bror indtil August Kroghs forskning underminerede nogle af genialiteter denne havde fundet frem til. De mister mange af deres venner som forholdsvis unge. Og et barn mister de også.
Men nu fik de dog seks børn
Sympatisk indtryk af Marie Krogh
Der bliver tegnet et meget sympatisk indtryk af Marie, der også optrådte i radioens barndom med råd og tips om sundhed og ernæring. I 1943 døde Marie af kræft.
De havde hver deres laboratorium. Hun blev landets fjerde kvindelige dr.med. Det var i 1914, året inden kvindernes stemmeret.
August beskrevet som en vanskelig person
August bliver beskrevet som en vanskelig person med hang til koleriske anfald og urimeligheder. Når han var sammen med Marie, var han mere rolig. Han nægtede at tale tysk, når han her var til kongresser. Det kan undre for mange af hans artikler var på tysk.
Dramatisk besættelsestid
Besættelsestiden var dramatisk. Ægteparrets søn, Erik var i modstandsbevægelsen og taget af tyskerne. En af August Kroghs nære medarbejdere var også modstandsmand og blev taget og tortureret af besættelsesmagten.
Man mente at August Krogh selv var i fare. Tyskerne havde med at bruge kendte som gidsler. Meget modstræbende fik man ham til at flygte til Sverige.
Han meldte sig ud af Videnskabernes selskab på grund af deres ”sløve” politik.
Et flittigt ægtepar
Denne bog er i høj grad baseret på brevudvekslingen mellem de to. Nogle gange har man nærmest det indtryk af at handlingen er fiktion.
Til stor fortrydelse for forældrene blev de borgerlig viet og August forlod folkekirken, mens Marie forblev. De var begge særdeles aktive. Marie udgav 69 artikler og August 299 artikler. Maries interesser var inden for stofskifte og ernæringsfysiologi.
August var født og opvokset i Grenå. Det er vel ikke uden grund, at han er blevet udnævnt som æresborger i byen. Begge to kom fra forholdsvis beskedne kår i Jylland. Det var intet der tydede på, at disse to senere blev blandt de betydeligste forskere, som Danmark har opfostret.
Verden burde måske have lyttet på dette
Måske burde Verden have været mere opmærksom på August Kroghs opdagelse dengang. Han påpeger at kuldioxidindholdet i atmosfæren er stigende, og at den mest oplagte årsag var menneskets stigende afbrænding af kul. Han foreslog, at man skulle gøre en international indsats for at holde øje med udviklingen, for det kunne være, at kuldioxidindholdet i atmosfæren kunne skabe en drivhuseffekt på jorden.
En let læselig bog
Forfatteren har siden 1998 skrevet bøger om erhvervslivets top bl.a. også om Novo Nordisk. Novo Nordisk Fonden har støttet den bogudgivelse med et anseeligt beløb.
En meget interessant bog, der også for ikke videnskabelige kompetente mennesker kan give en masse ny viden. Vi kan godt anbefale den. Og i øvrigt er det mærkeligt at vi glemmer så hurtig.
Kilde:
Januar 7, 2023
Finsen – en nobelpristager fra Østerbro (2)
Han var født på Færøerne. Afhandlinger. På Herlufsholm fik han at vide, at hans evner var for små. Medicinsk embedseksamen i 1890. Ultraviolette stråler kunne også være skadelige. Finsen helbredte en af ingeniørerne. Man kunne blive udelukket af det sociale fællesskab. Lysinstituttet startede i træbarakker. Flytning til Rosenvængets Hovedvej. Vejen til behandling med røntgen – og radiumstråler. Han var også opfinder. Angrebet af belastende sygdom. Han skrev aldrig en doktordisputats. Han forsøgte at kurere sin egen sygdom. Monumentet ”Mod Lyset”. Sammenlagt med Rigshospitalet. I dag behandles sygdommen med antibiotika. Det lykkedes ikke at bekæmpe hudkræft. Niels Bohrs far mente ikke, at han skulle have været indstillet til nobelprisen. Det var dog trods alt ”til Menneskehedens bedste”.
Født på Færøerne
Indrømmet – overskriften er nok lidt søgt. Han var en færøsk læge født på Færøerne med af islandsk slægt. Men som vi kunne læse i første del, så drev han sin forskning på Østerbro.
Afhandlinger
Det er jo ikke helt rigtig, når man siger, at fik nobelprisen uden at skrive en afhandling. I 1893 skrev han:
Og i 1896 fulgte:
Han gik på Herlufsholm Kostskole fra 1874 til 1876 men blev student i Reykjavik i 1882. Han havde ellers ikke lyst til at studere. Han ville hellere dyrke friluftsliv. Men sygdom hindrede ham i dette.
På Herlufsholm: ”Evnerne er for små”
I januar 1876 lå Niels som nr. 2 af 22. på Herlufsholm. Ved årsprøven fik han ug i botanik ug- i dansk stil, ug- i tegning og mg+ i historie, men i geografi han kun tg+. Han fik at vide, at han kunne oprykkes til næste klassetrin, men afgørende for Niels` fremtid blev rektor Forchhammers udtalelse:
Medicinsk embedseksamen i 1890
Han var den næstældste af en søskendeflok på ti, hvoraf fire børn var fra hans fars første ægteskab. Hans far var landfoged på Færøerne. I 1871 blev faderen udnævnt til amtmand på Færøerne. I 1884 rejste familien Danmark. Faderen var blevet udnævnt til stiftamtmand i Ribe.
Som student kom han til København og fik en friplads på Regensen. Han var et beskedent menneske og egentlig også lidt sky. Hans væsen forblev uberørt af hans tidlige verdensry. I 1890 tog han medicinsk embedseksamen.
Flere afhandlinger
I 1893 skrev han også andre afhandlinger:
I de følgende år sendte han en række mindre afhandlinger, bl.a.
Hans forsøg var ganske enkelte og så havde han en meget skarp iagttagelsesevne.
Ultraviolette stråler havde også skadelige virkninger
Finsen argumenterede for at visse alvorlige betændelser af huden som følger af koppesygdommen skyldtes lysets ultraviolette eller kemiske stråler. Han var dog også klar over at ultraviolet lys kunne være gavnlig for visse hudlidelser.
Finsen helbredte en af ingeniørerne
I mangel på ”solskin” henvendte Finsen sig i 1895 til Ib Windfeld – Hansen, der var leder af Københavns Elektriske Lysstation i Gothersgade. Finsen fik her lov til at eksperimentere i lysstationens laboratorium. Tilfældet var at en af Lysstationens ingeniører Niels Mogensen led af hudtuberkulose – i ansigtet. I flere år havde han prøvet forskellige behandlinger, dog uden at blive helbredt. På Finsens tid havde man ikke antibiotika, så behandlingen var som regel kirurgisk med grimme ar til følge.
Efter flere behandlinger hos Finsen blev ingeniøren helbredt. En smertefri, alternativ og helbredende behandlingsmetode mod hudtuberkulose var nu blevet opdaget.
Finsens metode var ganske simpel. Den bestod i langvarig bestråling af den angrebne hud med ultraviolet lys stammende fra en kulbuelampe.
Man kunne blive udelukket af samfundet
Sådan en lidelse var alvorlig. Det førte også til at dem med vansirede ansigter ofte blev socialt udstødte. Og da beboerne i Rosenvænget erfarede, at Finsen skulle flytte ind i cirkusdirektørens hus, lød der store protester. Man kunne sandelig ikke have at sådan nogle gik rundt i deres fine kvarter.
Lysinstituttet startede i træbarakker
I oktober 1896 startede ”Finsens medicinske Lysinstitut” i nogle beskedne træbygninger som blev opført i et hjørne af Kommunehospitalets grund. Han fandt dog hurtigt økonomisk støtte dels hos private og dels hos det offentlige. Bygningerne kostede 4.331,50 kr. mens indretningen af laboratoriet kostede 1.600 kr. Det var borgmester Borup, der lovede støtte.
Holger Forchammer, der var søn af rektoren fra Herlufsholm og Finsens gode ven, blev leder af patientbehandlingen. Han fik titel af overlæge.
Flytning til Rosenvængets Hovedvej
I 1901 kunne han derfor flytte til Rosenvængets Hovedvej 37 på Østerbro. Lysinstituttets hovedopgave var at
Vejen var banet for behandling med røntgen- og radiumstråler
Han banede vejen for den terapeutiske anvendelse af røntgenstråler og radiumstråler. Hans videnskabelige arbejder indledte en blomstringsperiode for studiet af lysets biologiske virkninger. Frem til den 21. oktober 1903 havde Finsen behandlet 1.100 patienter.
Han var også en opfinder
Han var også lidt af en opfinder. Således fik han ideen til den rundslebne dissektionskniv. Han fandt også en metode til fremstilling af et holdbart blodpræparat, som vandt stor udbredelse. Han lagde også betydelig teknisk snilde for dagen ved konstruktion af sine forskellige lamper og lyssamlingsapparater.
Han havde en sej udholdenhed, udpræget retfærdighedssans og stædighed.
Angrebet af belastende sygdom
Allerede som 23 – årig blev han angrebet af en kronisk hjerte-og leversygdom, hvis følgetilstande som underlivsvattersot, stakåndethed og træthed han målbevidst og med heroisk udholdenhed søgte at nedkæmpe, men som dog gennem hele hans voksenalder i høj grad nedsatte hans arbejdsevne. Hans energi og arbejdslyst holdt sig derimod usvækket indtil han 44 år gammel bukkede under for sin sygdom.
Sygdommen blev muligvis grundlagt, da Niels Finsen som treårig var meget syg. Man frygtede en overgang at han havde fået hjernehindebetændelse, hvilken kunne medføre døden eller varig hjerneskade.
Han forsøgte selv at kurere sin sygdom
Han forsøgte gennem de sidste leveår at kurere sin egen sygdom. Et nyt sanatorium blev oprettet på Strandvejen. Men forinden sin død havde Finsen tegningerne klar til en ny og større klinik, som skulle have plads på Lysinstituttets grund i Rosenvænget. Han nåede dog ikke at se sin plan realiseret. Først fire år efter hans død stod den ny klinik færdig og kunne tages i brug.
Han skrev aldrig en doktordisputats
Finsen blev hædret som æresmedlem af en række såvel inden som udenlandske videnskabelige selskaber. Han blev titulær professor i 1898. Og det uden nogensinde at have holdt et foredrag. Det lod han Forchammer om.
Han fik aldrig skrevet en doktordisputats eller blev medlem af Videnskabernes Selskab. Ej heller blev han medicinsk professor, selv om han ofte blev betegnet som sådan.
Den 10. december 1903 modtog han nobelprisen i medicin for sin behandling af hudtuberkulose med lys. Han var også Ridder af Dannebrog m.m.
Monumentet ”Mod Lyset”
Til minde om Finsen og hans virke rejstes 1909 Rudolf Tegners monument ”Mod Lystet ved Rigshospitalet i København. Det store monument ligger på hjørnet af Tagensvej og Blegdamsvej. Det er statuen af tre nøgne mennesker, en mand og to kvinder, der svulstigt strækker sig mod det livgivende sollys.
Sammenlagt med Rigshospitalet
I 1921 blev en ny hovedbygning indviet på Strandboulevarden.
I 1930 blev hospitalets navn ændret til ”Finsen – Instituttet. Og i 1980 kom det under Rigshospitalet. I dag hedder det Finsens Center og primært beskæftiger man sig med kræftbehandling.
I dag behandles sygdommen med antibiotika
I dag behandles sygdommen (lupus) med antibiotika, så Finsens behandlingsmetode med koncentreret ultraviolet stråling næsten glemt.
Det lykkedes ikke at behandle hudkræft
Men det vi ved i dag er at for meget ultraviolet stråling kan føre til hudkræft. Mon det var nogle af hans patienter, der udviklede dette. Finsen forsøgte også at helbrede hudkræft ved hjælp af lys, men det lykkedes dog ikke.
Selv om Finsen og hans stab af medarbejdere gjorde store anstrengelser for at udvikle lysmetoden til en behandling af andre sygdomme, lykkedes det ikke rigtigt
Niels Bohrs far mente ikke han skulle være indstillet til Nobelprisen
Man spørger nu i dag, om Finsen fortjente Nobel – prisen? Der var andre kandidater dengang. En af dem, der gik imod Finsens kandidatur var Niels Bohrs far, Christian Bohr, der var tidens fremtrædende professor i fysiologi. Han mente ikke at Finsens indsats i tilstrækkelig grad repræsenterede teoretisk og akademisk videnskab.
På grund af sit helbred var Finsen ikke selv til stede, da nobelprisen blev uddelt. Der blev holdt en mindre højtidelighed i Finsens hjem. Af prisen på 140.000 kr. skænkede Finsen 50.000 kr. til Instituttet. Og som tak for begejstret udført arbejde og godt kammeratskab fik personalet en ekstra månedsløn.
Det var vel til ”Menneskehedens bedste”
Niels Ryberg Finsens begravelse fandt sted i Marmorkirken. Sjældent er en dansk videnskabsmand blevet hyldet og glorificeret, som tilfældet var med Finsen. Måske stod hans videnskabelig indsats måske ikke mål med den nationale heltestatus han blev tildelt af samtiden.
Det kan dog ikke nægtes at Finsens behandling af sygdomme og især ”Lupus Vulgaris var effektiv. Det var en opdagelse til ”Menneskehedens bedste” og det var vel således i smuk overensstemmelse med både ånd og ord i Nobels testamente.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 5, 2023
Danmarks Første villakvarter
En interessant bog er udkommet. Kan kvarteret begrænses. Politikerne har aldrig passet på området. De ignorerede 3.000 protester. Finsens Lysinstitut bredte sig. Da han fik Nobelprisen tav protesterne. Vi går længere tilbage end Classen. En kongelig hof-vinleverandør. Melchior bygger Rolighed. En hyldest af H.C. Andersen. Her var ræv og mår. Der blev indført et hav af servitutter. Illustreret Tidende udnævnte kvarteret som Byens smukkeste. En uheldig Vandforsyning. Uenighed om navnets oprindelse. Her boede det pæne borgerskab. Rosenvænget kendes fra 1858. Bogen er en dokumentation af stedets unikke historie. En flot bog som man kan håbe politikerne også vil læse.
En interessant bog er udkommet
En ny interessant bog er udkommet. Og det er Gitte Ladegaard: Rosenvænget – Danmarks ældste villakvarter. Og det er ikke blot en almindelig forfatter, der har skrevet denne bog, nej det er en, der stadig kæmper for at bevare kvarterets særpræg. Dette særpræg kan stadig beskues.
Kan kvarteret begrænses?
Vi har allerede skrevet flere artikler om dette kvarter. Det er så et spørgsmål om, hvor vi skal begrænse det. Ja egentlig begrænses selve kvarteret af Nordre Frihavnsgade, Østerbrogade og Strandboulevarden. Men når lokalhistorie skal beskrives, skal man altid gå over grænser. Men skal vi sætte nogle flere gader på, end dem vi nævner, må det blive
Når man går i dette kvarter og tænker på historien, ja så kan man få en hel unik oplevelse. I slutningen af artiklen har vi lavet en liste, hvor du i hvert fald på denne side kan få mere information.
Træfældningen er nærmest vandalisme
Vi går også lidt videre end bogen i vores beskrivelse af den. Her er det egentlig en rig mulighed for at bevare et stykke unik kulturarv. Men egentlig gør Københavns Kommune ikke noget særligt for at bevare denne kultur. Træfældningen i området er nærmest vandalisme.
Allerede fra 1942 eksisterer der en lokalplan, hvor der står, at eksisterende træer ikke må fældes. Men så kan man da altid påstå at træet er sygt. Og åbenbart håndhæver kommunen heller ikke denne lokalplan mere. Beboerne protesterede. Og nu har man så lavet et tillæg til lokalplanen. Det vil sige, at skal et træ fældes eller beskæres skal der indhentes tilladelse.
Politikerne har aldrig passet på området
Politikkerne har nu aldrig rigtig passet på området. Måske burde de læse denne nye bog. I 1932, 1952 og 2006 er der taget bidder af kvarteret. Villaer er revet ned og boligkarreer er opført.
I 1932 blev der opført en U-formet bebyggelse mellem Rosenvængets Hovedvej og Næstvedgade. Byggeriet førte til en retssag, hvor beboerne i Rosenvænget uden held søgte at hindre bebyggelsen under påberåbelse af områdets gamle villaservitutter.
Sagen kom for Højesteret. Selv om bebyggelsen næppe kan kaldes villaagtig, kunne den godkendes, fordi den holdt sig til tre etager.
En til dels bevarende byplan for området blev vedtaget og tinglyst i 1942. I 1952 fik byplanen en tilføjelse til bestemmelserne for en ny bebyggelse syd for Rosenvængets Alle. Det blev herved muligt at opføre tre- og femetagers bebyggelse på ejendommen Saabyvej 1-5 og 4 og hjørnerne af Holsteinsgade (13 – 17) Bygningerne rejste sig året efter. Det var så aftrappet efter afstanden til den eksisterende villabebyggelse – fem etager mod Holsteinsgade og tre etager mod Rosenvænget. Byggeret betød et farvel til Rosenvængets Alle 30.
Politikerne ignorerede 3.000 protester
I 2006 blev udstykkeren Waagepetersensvilla (Rosenvængets Alle 32) og det tidligere Institut Francais (Det Franske Institut 34 – 38) revet ned på trods af 3.000 menneskers protester. Den nye lokalplan var vedtaget af et flertal af Borgerrepræsentationen.
Sådan kan vi vel blive ved med at nævne eksempler på, at man overhovedet ikke tager hensyn til gamle servitutter og forordninger. Man ophæver bare dette ved at indføre en ny lokalplan.
Finsens Lysinstitut begyndte at brede sig
Også på Østerbro gik byggespekulanter i gang med etageejendomme. Men nu gik det knap så galt på Østerbro som på Nørrebro. Og siden slutningen af 1800-tallet til nu har beboerne så nogenlunde holdt stand. Det var jo lige Finsens lysinstitut, der begyndte at brede sig lidt for meget efter beboernes smag dengang.
En delegation af beboere forsøgte at hindre at Finsen fik et statslån på 240.000 kr. De opsøgte ligefrem Folketingets Finansudvalg. Men det lykkedes nu ikke for beboerne.
Et andet problem var, at i sådan et kvarter kunne man ikke have vansirede patienter gående rundt. Det var i en tidligere cirkusdirektørs hus, som Finsen flyttede ind i. Han boede selv på 1. sal. Laboratoriet lå i stueetagen. Og patientbehandlingen foregik i et tidligere ridehus, der lå i haven.
Længere tilbage end Classen
For at beskrive kvarterets historie må man gå langt tilbage. I vores artikler herpå siden er vi gået lidt længere tilbage end forfatteren til denne bog. Vi skal jo egentlig længere tilbage end 1807, hvor der var kampe i Classens Have ikke så langt derfra. Denne Classen kom til eje store jordstykker på Østerbro.
Grosserer Tutein købte området i 1802 og lagde det ud som en stor villa i engelsk stil med køer, der græssede på engene,
En kongelig hofvinhandler
Men et vigtigt årstal er også 1857, hvor kongelig hofvinhandler Mozart Waagepetersen køber jorden. Ja han købte det af grosserer Friederich Tuteins arvinger. Familien kendte ham udmærket. Rosendal blev revet ned i 1890. Den nuværende ejendom på stedet har adressen Østerbrogade 60.
Melchior bygger Rolighed
Han udstykker grunden i 50 store villagrunde. Familien Melchior var en af dem, der købte et grundstykke. Her lod de opføre Rolighed. Her var H.C. Andersen en flittig gæst. Her tilbragte han også sine sidste måneder inden han døde den 3. august 1875.
Rolighed lå nord for Rosedal.
En hyldest af H.C. Andersen
Ja og H.C. Andersen skrev også en hyldest til Rosenvænget fra sit logi på Rolighed. Det hed ”Rosenvængets Roser”:
Her var ræv og mår
Nej det er ikke en stavefejl. Jan Holm Hansen skildrer i romanen ”Fra Dannevirke til Rosenvænget” (1880) villaerne, som var de bygget af guld og regnbueskær.
Litteraturprofessor Valdemar Vedel skildrer i Mit Hjem (1912) sin barndoms Rosenvænge som et paradis med
Masser af servitutter
Siden 1762 hed det Rosendal. Og dog, gården hed Rosenvenge. Det blev så senere afløst af Rosendal.
Og allerede dengang, da denne herre købte orden, sørgede han for en række servitutter, der sørgede for, at man hverken måtte bygge tæt eller højt i Rosenvænget. Der måtte ikke anlægges forlystelser eller værtshuse. Husene måtte højst være i tre etager, så udsigten over Øresund ikke blev hindret. Og så skulle husene ligge på linie.
Byens smukkeste kvarter
I Illustreret Tidende kunne man læse, at naboerne ikke generede hinanden, da de lå lang fra hinanden. Trods dette kunne fra Heiberg ikke lide hendes nabo – i begyndelsen. Det var i 1863, da første generation af huse stod færdig, at kvarteret blev beskrevet i Illustreret Tidende. Man omtalte det som ”Byens smukkeste Kvarter”:
En uheldig vandforsyning
Husets vandforsyning var ordnet på en lidt uheldig måde. Der var nemlig ingen brønd, hvilken ville have givet det sundeste drikkevand. Men der var en vandledning af træ fra den højtliggende Lundehussø. Det blev så ledt ind i en træbeholder, der stod på en slags stillads i gården. Drikkevandet ved bordet blev ganske vist filtreret, men alligevel har det nok ikke været helt rent.
Uenighed om navnets oprindelse
Rosendal blev navngivet af Reinhard Iselin i 1762. Hans slægt stammede fra den tyske by Rosenfeld, hvilket formentlig er baggrunden for navnet. Ja det er der nogen, der mener.
Men mon ikke navnet stammer fra amtmand i Norge, Jens Rosenheim, som i 1688 erhvervede store arealer på stedet. Hans tid som grundejer var dog meget kortvarig. I 1689 fulgte han som overkrigs-kommissær med de tropper, man overlod Vilhelm den Tredje af England mod Jacob den Anden. Under dette døde Rosenheim 1690 i Dublin.
Her boede det pænere Borgerskab
Allerede i 1863 var den nordlige side af Rosenvængets Hovedvej bebygget. Ret tidligt blev dette området samlingssted for byens kunstnere. Her boede Fru Heiberg, malerne Skovgaard og Marstrand, Drewsen, Thorvald Læssøe, minister Krieger. Komponisten J.P.E. Hartmann. Burmeister & Wain-fabrikant, William Wain, Højesteretspræsident A.L. Drewsen, vejviser-udgiver Thorvald Krak (Rosenvængets Allé 50 – opført 1867) og mange flere berømtheder. Grundene gik helt ned til stranden.
Fru Heiberg lod arkitekten J.D. Herholdt opføre en villa (nr. 46), som hun flyttede ind i 1862/63. Her boede hun til 1874/75, hvor hun så rykkede ind i det ligeledes fashionable nybyggeri Søtorvet.
Henrik Ibsen har skrevet et digt ”Rimbrev til fru Heiberg”, hvor hendes udsigt ud over Sundet hyldes. Her boede hun med sine tre plejedøtre.
I 1872 var hele 49 grunde blevet solgt.
Rosenvænget kendes fra 1858
Den vigtigste vej i kvarteret er Rosenvængets Hovedvej. Den er ca. 200 meter lang. Den begynder ved Odensegade og munder ud i Strandboulevarden. Den blev navngivet omkring 1870. Rosenvænget kendes fra 1858.
Og til kvarteret kom H.C. Andersen jævnligt. Ja han pralede med at han havde nøgler til lågerne ind i kvarteret. Det var sandelig ikke alle man lukkede ind. Det var noget lukket og eksklusivt over kvarteret. Det kan man nu stadig fornemme.
I 1880erne fik Rosenvængets Hovedvej direkte forbindelse til Østerbrogade, da Odensegade blev anlagt. Den skulle have forbundet Frihavnen med Trianglen men planerne støder mod modstand.
Bogen er en dokumentation for stedets unikke historie
I dag bor der mange nyrige i kvarteret. Det er som om, at de ikke forstår kvarterets landskabelige særpræg og stedets kulturhistorie. Men nu er det heldigvis kommet en dokumentation for stedets unikke historie.
Bogen fortæller både om fortid, nutid og fremtid. Der er masser af flotte fotos i bogen.
Der er endnu 24 villaer tilbage fra dengang – kun to af disse er i dag fredet.
Rosenvængets Hovedvej
Det er en flot bog, mon nu politikerne vil læse den. Eller vil de fortsat lave nye lokalplaner, der til stadighed afløser de gamle servitutter
Kilde:
Hvid du vil vide mere:
Januar 3, 2023
En cirkusdirektør på Nørrebro
En træbarak med plads til 2.000 blev indviet i 1910 på Åboulevarden. Det var Cirkus Bech-Olsen. Han var en populær skikkelse på Nørrebro. Efter nogle år blev bygningen indrettet til Kæmpe Biograf. Han var murermester i Hamborg. Men efter et par år gik han konkurs. Han fandt ud af, at det var bedre at være professionel bryder end håndværker. Han besejrede sin læremester Carl Arp to gange og kunne så kalde sig for tysk mester. Han blev værtshusholder på Vesterbro. Og så besejrede han en ”fanatisk” muhamedaner, som det stod i datidens medier. Men var det nu aftalt spil det hele. Hovedpersonen så ikke altid lige veltrænet ud og kunne godt lide de våde varer. Men så besejrede han ”den frygtelige græker”. Han kom så på tændstikker og fik en cigar opkaldt efter sig. Han boede aldrig i en cirkusvogn. Han boede på de bedste hoteller. Og så kørte han altid rundt i herskabsvogn med egen kusk. I 1919 blev træbarakken revet ned.
En populær skikkelse på Nørrebro
Cirkus Bech-Olsen var meget populær på Nørrebro. Egentlig blev cirkusset startet i 1908 af den danske mesterbryder Magnus Emanuel Bech Olsen. Han havde lejet et grundstykke på Ladegårdens jorder. Her på Åboulevarden indviede han i 1910 en cirkusbygning af træ med plads til 2.000 tilskuere.
Efter datidens målestok betragtede man ham som foregangsmand. Hans cirkus havde en god standard med et varieret program. Han drev sit cirkus udelukkende med engagerede artister.
Han boede aldrig i cirkusvogn. Han lejede sig altid ind på byens bedste hotel, når han var på farten.
Kæmpe Biografen
Senere drev Bech – Olsen for en kortere periode biografteater under navnet Kæmpe Biografen i bygningen, der blev revet ned i 1919.
Efter 25 år som cirkusdirektør døde Magnus Bech-Olsen i 1932. Cirkusset blev overtaget af hans søn Manne Bech-Olsen, men ophørte to år senere i 1934.
Murermester i Hamborg
Som ung murersvend tog han sidt i 1880erne til Hamborg, hvor han blev murermester. Han var med til at bygge det legendariske forlystelsescenter Reeperbahn. Efter et par år gik han desværre konkurs. Bach-Olsen var stærk som en bjørn. Han fandt ud af, at det bedre kunne betale sig at være professionel bryder end håndværker.
Besejrede sin læremester
Han blev efterhånden et kendt navn. Han besejrede af to gange bryderen Carl Abs og kunne nu kalde sig tysk mester. Det var faktisk også hos denne bryder, at han lærte brydekunsten.
Han blev kaldt ”den uovervindelige dansker”
Værtshusholder
Han tog tilbage til København, hvor han købte et værtshus på Vesterbro – Cafe Bræddehytten i Helgolandsgade. Han var kendt og folk valfartede hen til hans værtshus. Omsætningen var stor.
Hans stampublikum bestod af slagtere, kreaturhandlere og repræsentanter for datidens åndsliv.
Kampen mod en fanatisk muhamedaner
Han blev lærer i græsk – romersk brydning i Brydeklubben Hermod i 1893. I 1896 vandt han som den første nogensinde over den osmanniske sultanens hofbryder, Memisch Effendi.
Politikken kunne i en reportage fortælle, at bl.a. Georg Brandes var en af de kendte tilskuere. Det var en særdeles dramatisk kamp, hvor det længe så ud til at Bech-Olsen ville tabe. Men han fik dog til sidst overtaget. Politikken afsluttede sin reportage:
Jo journalistikken var også i højsæde dengang.
Var det aftalt spil?
Bech-Olsen tog nu på turné til en række større byer her i landet, hvor der blev arrangeret brydekampe med Bech – Olsen som vinder. Der fulgte retssager og skandaler i kølvandet. Det evige spørgsmål var om det var aftalt spil og snarere show end sport.
Han begyndte selv at arrangere sine mesterskabskampe rundt omkring på Københavnske forlystelsessteder som Voddruflund og St. Thomas på Frederiksberg Alle. Senere blev det på cykelbanen i Bernstorffsgade og travbanen i Charlottenlund. Disse arrangementer samlede 10. – 20.000 tilskuere. Og Bech-Olsen fik en stor del af entreindtægterne.
Nu var det ikke altid, at Bech-Olsen så lige toptrimmet ud. Han holdt sig bestemt heller ikke borte fra de våde varer. Så i stigende grad talte man om aftalt spil.
Han besejrede ”den frygtelige græker”
Men alt dette blev afklaret i 1897, da Bech-Olsen vandt over ”den frygtelige græker” Antonio Pierri i København. Efter en revanchekamp som Bech-Olsen også vandt, måtte grækeren aflevere sit verdensmesterskabsbælte. I New York slog han også den amerikanske mester, Roeber.
Cigarer og tændstikker
Jo, der blev nu forfattet skillingsviser og Bech – Olsen kom nu på tændstikæsker i perioden 1897 til 1902. Og sandelig om man ikke også kunne købe en cigar:
Jo han var sandelig i Blæksprutten i 1899 og i revyerne sang man viser til hans gunst.
På sine rejser nåede han også til USA. I 1900 udsendte han på H.L Wulffs forlag et lille hæfte, der hed ”Min Amerikafærd, som blev revet væk.
En ”skandale” kamp
Efter flere sejre og i slutningen af sin karriere flere nederlag trak han sig endelig tilbage. Først var det til tyrkisk bryder og siden til landsmanden Jess Pedersen, som man kaldte ”Stærke Jess fra Odder”. Det var i 1903. Samme år var han involveret i en skandalekamp i Århus. Det var i Vennelyst. I første omgang kunne man tydelig se, at Beck – Olsen kæmpede mod en underlegen bokser.
Men han fik revet hul på en byld på venstre hånd. Og pludselig viste Bech-Olsen sårede hånd frem og proklamerede, at han ikke kunne kæmpe videre. Folk forlangte derefter deres penge tilbage. Det var kun med møje og besvær og ved hjælp af politiet at Beck – Olesen kunne slippe ud af en bagdør.
I 1908 startede han Frederikshavn Cirkus.
Kørte rundt i herskabsvogn med kusk
Han blev standsmæssig kørt rundt omkring i sin egen herskabsvogn med liberiklædt kusk på bukken.
Fra 1917 boede han sammen med familien på sin ejendom ”Christiansminde” ved Nørresundby
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 2, 2023
Frøslevlejrens Fremtid
Skal stedet udvikle sig til et egentlig Besættelsesmuseum. Hvis ja, så giver vi et forslag med 143 artikler med, hvad man kan beskæftige sig. Vi ved godt, at vi ikke rigtig lever op til Danmarks selvforståelse i vores beskrivelse. Men så kan man da bruge temaerne. Der skal i hvert fald ske noget. Barakkerne forfalder. Det vil være en skam, hvis barakkerne efterhånden skal rives ned. Engang var der 36 – nu er der 24. Men ak. Der skal skaffes ca. 170 mio. kr. for at visionerne kan gå op i en højere enhed. Skal Aabenraa Kommune egentlig finansiere en national kulturarv? Der er sket meget i holdningerne, siden jeg spurgte om der ikke skulle laves et museum for Fårhuslejren. Det var engang, vi hentede et juletræ ude i den smukke natur. Jeg blev mødt med et meget harmfuldt blik. Nej stedet skal ikke ”forfalde” til en mindepark. Men fortæl sandheden og ikke kun den ”frelste” historie. Man forventer 60.000 årlige gæster. Vi kigger på Styrker, Muligheder, Svagheder og Trusler.
Stedet skal ikke bare ”forfalde” til mindepark
Der er nogle udfordringer for Frøslevlejren. Stedet må absolut ikke forfalde til mindepark. Tværtimod skal der aktiviteter til for at udvikle stedet. Der er jo skrevet et hav af bøger om stedet. Og vi har også selv skrevet en del om stedet.
Fortæl nu sandheden
Man burde omdanne stedet til at fortælle om hele besættelsestidens historie måske med fokus på Sønderjylland. Og så kan det ikke undgås at Fårhuslejrens historie dukker op igen. Men mon ikke alle de fordomme, vi har været igennem, er blevet gennemdiskuteret.
Men fortæl sandheden. Lad være med at undlade det upopulære. Vi har selv i vores forskning fundet masser af undladelser og tavshed. I stedet for at spørge sig selv, om det har sin rigtighed, er man blevet mødt af fortielse og beskyldninger om korruption.
Man forventer 60.000 gæster
Den nyeste energikrise har sat gang i spekulationer. Og når man kigger på træbarakkernes tilstand, kan man også se, at noget skal gøres. Jeg mindes for et par år siden at have set en overskrift, hvor det stod, at størstedelen af barakkerne trues af nedrivning. Ambitionerne er at opnå et besøgstal på årligt 60.000. I 2021 var besøgstallet kun 25.000. Det skyldtes bl.a. Corona. I 2020 var der 30.500 gæster.
Flere historier savnes
Stedet er unikt. Det skal udnyttes. Og man er i gang med at se på fremtiden. Og det er både Frøslevlejrens Venner og Aabenraa Kommune. Herfra er der kigget lidt i de forskellige oplæg. Det er især en ting, som jeg savner i disse oplæg. Det er historien om Karantænestationerne som kan kobles til Frøslevlejren.
Ja måske også Bevogtningen af Grænsen 1945 – 1949. Grænsegendarmernes historier kan vi jo allerede finde i Rens.
Imponerende er antallet af arrangementer i 2021. Det var på 148 mod 82 arrangementer i 2020. Det var omvisninger, foredrag m.m.
Visionen koster 170 mio. kr.
Allerede i 2017 var der tale om at sikre Frøslevlejrens fremtid. Man har da også fra kommunens side en vision. Men sådanne visioner koster altid masser af penge. Og kigger vi på dette beløb, ja så fremkommer tallet 170 millioner kroner. Den kommunale andel er på 41 millioner kroner. ”Resten” håber kommunen at få gennem fonde og Staten. Det er jo trods alt et nationalt mindesmærke som vi har med at gøre.
Nu skal man så have gang i en koordinationscentral. Og her er der så bevilliget 1,5 mio. kr. Næste år er der så afsat 5.5 mio. kr.
Man har planer om et nationalmuseum, en efterskole, og en kombination af mindesmærke, historiecenter og oplevelsessted med café- og overnatningsmuligheder. Man har et håb om at stedet også selv kan yde en form for selvfinansiering. Men så skal man nok have gang i besøgstallet.
Fortæl også Sydslesvigs Historie under Anden Verdenskrig
I øjeblikket kan man i lejren opleve nationalmuseet fortælle om lejrens historie, her er FN – museet, Amnesty International, Beredskabstjenesten, hjemmeværnet og Frøslev Efterskole.
Kunne man udvide det til for eksempel at fortælle om Sydslesvigs historie fra slutningen af 1930erne til 1950erne? Det er et grænseland, så man kunne jo fokusere mere på de to mindretal og anden verdenskrig. Ja og hvad de to mindretal gør for at skabe fred.
Lejren skal forblive enkelt og autentisk
Man skal forsøge at finde nye samarbejdspartnere og opgradere de fysiske rammer. Man har besluttet at sætte ind på tre indsatsområder, som hver især indeholder nye projekter:
Brugerne skal i højere grad arbejde for synergieffekterne ved et fælles samarbejde omkring formidling, drift og udvikling.
Oplevelsen skal tiltale både kultur – og historieinteresserede gæster og lokale borgere. De eksisterende kvaliteter i lejren styrkes og nytænkes. Lejren skal forblive enkelt og autentisk. Oplevelsen af lejrens helhed skal styrkes.
Lejrens helhedsoplevelse skal styrkes
Gæsten skal have lettere ved at få overblik over lejrens enestående struktur, historie og aktivitetstilbud.
Frøslevlejrens barakker er unikke. Men de utidssvarende og indfrier ikke nutidens krav til faciliteter eller miljøhensyn. Bygningerne skal opgraderes med respekt for de arkitektoniske værdier og det samlede kulturmiljø i lejren.
Lejrens helhedsoplevelse skal sikres gennem fysiske tiltag, som sikrer bedre udendørs formidling. Nye aktiviteter og klare forbindelser, der understøtter lejrens struktur.
Engang var der 36 barakker
Lejren bestod oprindelig af 36 barakker. Flere er med tiden revet ned. Og faren er at flere skal rives ned. Nu står 24 tilbage
Bygningerne har fået navn efter deres virke under krigen. H (Häftling) er tidligere fangebarakker. W (Werkstatt) værksted og K (Kommendatur) blev anvendt af de tyske soldater. Barakkerne er i dag røde. Dengang var de brune.
Det centrale vagttårn hedder T1 og er dominerende i området. Desuden er der Vagttårn 3,4 og 5. De er udsigtstårne og ikke så høje som T1.
Styrker, muligheder, svagheder og trusler
Der blevet lavet en såkaldt SWOT – analyse, Den har set på styrker, muligheder, svagheder og trusler. Vi plukker af analysen og starter med det positive:
Og hvilke muligheder er der?
Hvilke svagheder er der?
Og trusler er der også!
Skiltningen er ikke god nok i lejren. Der orienteres ikke tilstrækkelig om lejrens brug i historien. Bedre informationstavler er en mulighed. Disse må dog ikke skræmme helheden.
Større hul mellem indtægter og udgifter
Lejren står i dag over for en række udfordringer. Der er et stadig større hul mellem indtægter og udgifter, ledige lejemål og et opsparet behov for vedligehold og energirenovering af bygningerne. Det er tvingende nødvendigt med at lave en samlet plan. Jo, det er allerede nu et nationalt mindesmærke. Men fremtiden er langt fra sikret for lejren.
Der er store udgifter til opvarmning af barakkerne i dag. Hvis nogle af lejerne vælger at flytte fra lejren, vil det for alvor opstå økonomiske problemer. Så vil man også være tvunget til at rive barakker ned.
En samlet udviklingsplan
Der er også udarbejdet en plan for en økonomisk bæredygtig drift, der skal sikre det nationale mindesmærke mange år frem. Det er vel indlysende at Aabenraa Kommune ikke selv kan løse den økonomiske opgave.
Den samlede turisme vil få gavn af det, hvis det lykkes at få gennemført udviklingsplanen.
Tænk hvis det kan lykkes at fortælle historien gennem tiden fra fortiden mod nutiden og fremtiden. Her skal man måske blive bedre til at fortælle, hvad der er museum, udstillinger og efterskole.
Der skal være en inddeling i tre spor:
Det var i den nordlige del af lejren. Hvor fangerne ankom. De vandrede fra Fårhus Station gennem skoven langs kanten af lejren og pigtrådshegnet. Man vil genskabe den oprindelige indgang til lejren og et ankomstcenter med et overblik over lejren.
Der skal også informeres om Padborg – lejren.
Multisal og demokratiskole efterlyses
Frøslevlejrens Efterskole har længe haft et ønske at bygge en ny og mere tidssvarende multisal til bl.a. teater og foredrag. Det kan kombineres med velkomstcenter, butik og cafe. Man vil også skabe en demokratiskole, hvor skoleklasser, gymnasieelever og andre kan komme til lejren og høre om demokrati. Det kan også være tilbud i ferie og fritid.
Vores artikler er nok ikke forenlig med Danmarks selvforståelse
En ting man skal passe på og det er forsimple informationen og kun viderebringe det som er forenelig med Danmarks selvforståelse. I slutningen af denne artikel vil vi henvise til en række artikler, som vi har begået på vores hjemmeside. Vi er nu godt klar over, at disse artikler nok ikke kan inspirere til temaer i historieformidlingen i den kommende Frøslevlejr. Og det er alene af den grund, at ikke mange af de artikler er forenelig med Danmarks selvforståelse.
Men måske kan temaerne inspirere.
Er det en kommunal opgave at sikre national kulturarv?
Jo lejrens eksistens er i fare. Og det er ikke overdrevet at sige det på den måde. Hvis det ikke snart sker noget, må barakkerne rives ned en for en.
Staten bevilligede 63,5 millioner kr. til genopbygning af Frihedsmuseet. Undertegnede er desværre ikke så begejstret. Læs vores anmeldelse. Men fin nok, at staten bidrog. Historien om Anden Verdenskrig skal ikke ende som fiktion og underholdning i form af spillefilm.
I Frøslevlejren kan man komme til at opleve den sande historie. Men det kan det være en kommunal opgave at sikre vores national kulturarv?
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
December 29, 2022
Sønderjyske Årbøger 2022
Det blev en lidt længere anmeldelse. Valget af de 7 artikler har i år været særdeles heldigt. Således fangede de alle sammen ”Den Gamle Redaktørs” interesse. Han fik her ny viden om mange temaer. Vi vil ikke kåre den bedste artikel for det har noget at gøre med ens individuelle interesse. Noget af det, der er blevet beskrevet, kunne undertegnede godt have brugt til et netop afholdt foredrag. Egentlig får man meget for pengene ved medlemskab for Historisk Samfund for Sønderjylland. Også 16 boganmeldelser følger med. Og en gennemgang af museumsfolk og forskers arbejde i det sønderjyske. Ja vi bevæger os også over grænsen. Og det gør vi også i boganmeldelserne.
Det er ikke jul uden Sønderjyske Årbøger. Og igen i år kan vi glæde os over interessante artikler – hele 7 artikler og 16 boganmeldelser.
Selvfølgelig er det altid nogle af artiklerne, der er mere interessant end andre. Det hænger sammen med ens egen interesse. Men den gang fænger alle artikler
Civile dødsfald på Als i 1864
Den første artikel hedder ”I Krigens skygge” – civile dødsfald på Als i 1864. Soldaterne smittede lokalbefolkningen på Als. Først var der danske soldater siden preussiske.
De to forfattere Ditte Kock og Jens Jacob Refshauge Beck har fundet frem til, at 25 pct. af de ca. 3.100 danske soldater, der faldt i 1864, døde af sygdom. Krigen 1864 er ofte fokuseret på soldaterne.
Nu kan kildematerialet fra dengang ikke give en troværdig beskrivelse af dødsårsagen. Det kan kun give en nogenlunde årsag til dødsårsagen. På et tidspunkt lå der 19.000 danske soldater på Als. Det blev så reduceret til 12.000.
De fleste boede i baraklejren ved Sundsmark, men en masse var indkvarteret rundt omkring på øen men kun hos de dansksindede. Vi får en beskrivelse af indkvarteringsforholdene på en præstegård.
De danske officerer var især indkvarteret på palæet ved Augustenborg Slot. Og egentlig var det ikke meget, der her tyede på krig. Men præsterne, der førte kirkebog, undrede sig over stigende dødsfald i lokalbefolkningen.
Alle gårde og mange huse havde været godt opfyldte at indkvarterede soldater. Ofte måtte ejeren nøjes med et lille rum uden kakkelovn. Således noterer præsten Christian Krogh-Meyer, der var præst i Sottrup på Sundeved, at dødeligheden er stor. Der var allerede anmeldt det 11. dødsfald i denne måned.
Forfatterne til artiklen konstaterer at dødeligheden stiger i alle 15 alsiske sogne. Men hvad er årsagen. Tropperne skyder jo ikke efter lokalbefolkningen. Men med så mange tropper kan indbyggertallet godt fordobles i en by og infrastrukturen vokser ikke lige så hurtig.
Sønderborg sogn lå tæt på slagmarken og de preussiske batterier til at soldaterne kunne opholde sig her i længere tid. Ulkebøl lå tilpas langt væk. Og her i Ulkebøl var den oftest forekommende sygdom tyfus.
Præsten i Havnbjerg angav difteri som årsag til flere dødsfald blandt børn. Præst Nicolai Feilberg i Ullerup beskrev situationen meget rammende:
Det statistiske bureau forklarede i 1868, at der i 1864 herskede tyfus-, skarlagensfeber og halsbetændelsesepidemier. Især tyfus plagede både danske og preussiske tropper.
Dødstallet for hele Als blev fordoblet svarende til 450 ekstra døde i forhold til de fem foregående år. Overdødeligheden var størst nær den store baraklejr i Ulkebøl sogn. Her steg dødstallet med 190 pct.
Interessant artikel men vel ikke overraskende. Vi har før hørt i historien at når infrastrukturen bliver udfordret og når fremmede mennesker kommer til i hobetal, sker der ting og sager.
Hollandske fliser på Rømøs vægge
Den næste artikel handler om et emne, som vi også på vores hjemmeside har fokuseret på.
I 1600- og 1700-tallet havde Holland stor kunst – og kulturhistorisk indflydelse på Danmark og Hertugdømmerne. Den vestslesvigske kyst var meget præget af Holland. Denne undersøgelse er betragtet ud fra en kulturhistorisk vinkel.
I Holland blev fliserne brugt til bl.a. at isolere mod fugt og kulde udefra. Motiver og farver var bestemt af den gængse mode. De ældste fliser langs Vadehavskysten kendes fra Sejerslev og Emmerlev. De var udsmykket med blomster, frugter, dyr og fugle. Her var masser af farver på.
Nord på og i Frisland foretrak man de blå fliser. Endnu senere blev fliserne forsynet med bibelske motiver. Her havde pietismen også sin indflydelse.
Det var i løbet af 1700-tallet at de hollandske fliser for alvor nåede området ved Vadehavskysten. I 1768 forbød den danske konge import af hollandsk fajance. Det måtte heller ikke sælges i Hertugdømmerne.
Landskaber malet ind i en cirkel findes i rigt mål som motiver på Rømø. Mange steder på Rømø er fliserne opsat tilfældigt, hvad angår farver og motiver.
Listerdybs store dybde holdt Rømø isfri om vinteren og gjorde havnen til en vigtig havn. Øen har haft en anseelig handels – og fiskerflåde. I årene 1642 – 43 havde Rømø således 21 skibe på i alt 478 læster, mens Ribe kun havde 14 skibe på i alt 78 læster. Under svenskekrigene brændte svenskerne en stor del af Rømøs flåde. Og i slutningen af 1600 – tallet skabte sandflugt problemer for det sparsomme landbrug på Rømø. Landgilden blev delvis betalt i fisk.
Hval – og sælfangsten kom først til at spille en rolle i slutningen af 1700-tallet. På de fleste gårde holdt man får, mens landbrug kun var til husbehov. På strandengene kunne der græsse køer. Omkring 1800 var hvalfangsten på retur og i forbindelse med Englandskrigene ophørte dette.
Først efter 1860/70erne tog landbruget over. Men inden da havde indretnings- og bygningskulturen sat sit præg på Rømø med masser af inspiration fra Holland. Nu var man begyndt at bygge i mursten på Rømø med sten leveret fra teglværker langs Vadehavskysten – også inspireret fra Holland.
Det kniber med skriftlig dokumentation omkring hollandske fliser. De skippere, der sejlede med stude til Holland og Nordtyskland kom hjem med fliser. Og handelsfolk solgte hollandske fliser.
I forbindelse med udgravninger på Rømø har man fundet ud af, at fliserne sad på stuehusets sydside, desuden på mursten bag bilæggerovnen. De var af samme typer som blev benyttet i Nordtyskland. De er fra midten af 1700 – tallet.
De første fliser kom til Rømø i begyndelsen af 1600 – tallet. Interessant er også at vi får at vide, at der omkring 1800 boede 1.500 mennesker på Rømø. Men i perioden 1800 – 1900 faldt indbyggertallet til ca. 975. Antallet af bygninger faldt til 230. Dette betød så igen at en masse gårde og huse forfaldt. Antallet af bygninger faldt fra 325 til 230. Rømø var blevet fattigere.
På Rømøgård er der bevaret et brev fra 1936, hvoraf det fremgår, at
I 1960 – 1970erne blev fliserne yndede antikviteter. På Kommandørgårdens vægge sidder der i dag 4.000 hollandske fliser. Ganske imponerende.
På Rømø satte man fliserne anderledes op end i Holland. Nu var der også en hel anden bygningskonstruktion her end i Holland.
En ganske interessant artikel af Elsemarie Dam-Jensen. Vi får foruden flisernes historie et stort indblik i Rømøs historie.
At leve med vand i Tøndermarsken og Gotteskoog
Et gammelt ordsprog fra vadehavskysten siger:
I dag taler man om i stigende grad at give regnvandet mere plads bag digerne som en mulig løsning på fremtidens øgede nedbørsmængder som følge af klimaforandringer. Som vi tidligere har beskrevet på vores side, så gennemgik Tøndermarsken og Gotteskoog store forandringer i perioden 1927 – 1932. Også dagliglivet i marsken blev forandret.
For ca. 3.000 år siden steg havspejlet og havet begyndte at oversvømme de lave hede-sletter og aflejrede sig i form af slik, der de seneste 3.000 år har dannet marsken. Vaden er den blotlagte havbund ved lavvande.
Der blev bygget masser af diger. En af de vigtigste er Højer Dige, der blev færdig i 1861. Hyppige stormfloder betød masser af oversvømmelser fordi sluserne blev lukket. I dag pumpes regnvand væk fra de lavtliggende marskområder.
Ja man siger, at der har været fire perioder i Tøndermarskens afvandingsprojekter. Den fjerde begyndte i 1980erne. Og det var det første naturgenopretningsprojekt. Vi kender også projekter som De fremskudte sige og Snæbel – projektet.
Omkring 1.100 frisere begyndte at bosætte sig på kunstige forhøjninger i marsken syd for Tønder og Møgeltønder. Friserne tog deres viden med syd fra, hvor de i mere end 1.000 år havde praktiseret den specielle bosætningsform. Efter at havdigerne var opført så man også bosættere på disse, som det er tilfældet i Rudbøl og Nørremølle.
Vi har tidligere her på siden fortalt om, at maleren, Nolde var overrasket over, at der så ofte var oversvømmet omkring hans gård Utenwarf. Han kaldte sin hest for vandhest. Den var ikke bange for vand.
I artiklen hører vi selvfølgelig også om springstokken (Klu´stach). Om vinteren brugte man ofte skøjter for at komme frem. Marskens amfibiske områder af rørskov blev høstet. De blev udskibet fra Højer Sluse eller solgt på markedet i Tønder.
Landbrug var Tøndermarskens hovederhverv, En anden stor indtægtskilde var høst af tagrør. Fiskerettigheder var ofte knyttet til et bestemt sted eller hus. Og så var det afvandingen, der ikke var særlig populært blandt indbyggerne. Mange var afhængige af fisk i åerne og søerne som en daglig fødekilde.
Omkring 1920 havde Tønder stadig åbne rendesten. På dette tidspunkt var der stadig mange stalde i byen. Der var ikke mindre end 122 heste, 713 kreaturer, 38 får og omkring 400 grise boede stadig i byen. Tilstedeværelsen af så mange dyr var et stort hygiejnisk problem for byen. Men i 1923 – 25 blev Tønder endelig kloakeret.
I 1923 bemærkede førstelæreren på den danske skole, lærer Mikkelsen i Rudbøl om drikkevandet:
I Rudbøl hentede man drikkevand i de samme kanaler som kreaturerne. Det gjaldt også bageren. Det var få meter fra, hvor hans store staldmødding løb ud.
Kloakeringen forbedrede både lugten og hygiejnen i Tønder, men kloakkerne førte direkte ud i Vidåen. Efter afvandingen var Rudbøl Sø som ”oppumpet snavs”. Inden var det klart vand. Vidåen løber som bekendt gennem Rudbøl Sø.
Efter afvandingen forsvandt tagrørene, men jorden er blevet bedre pløjejord. Men trods dette, ville et flertal af beboere have beholdt den oprindelige natur. Folk blev nu tvunget til at finde en ny måde at leve på. Nogle blev overrasket over, hvor velegnet marsken var til opdyrkning, men kunne begræde nedgangen i fugle – og plantelivet.
Anne Marie Ludvigsen, der har skrevet denne fremragende artikel, slutter med denne konklusion:
De kalder mig en Nazi-spion
I september 1946 måtte Jacob Kronika, den kendte sydslesvigske journalist og forfatter forsvare sig mod anklager om, at han skulle have været nazistiske regime. Og forsvaret forgik via en stort opsat artikel i Nationaltidende.
Avisen Social – Demokraten havde muligvis også en interesse i at skade ham.
I 1963 gik Kronika på pension som chefredaktør på Flensborg Avis. Samtidig var han fra 1932 korrespondent i Berlin for Nationaltidende og senere også for Svenska Dagbladet. Så var op gennem 1930erne og under Anden Verdenskrig, det danske mindre mindretals repræsentant i Berlin.
Han var fortaler for at Sydslesvig og Flensborg kom til at tilhøre Danmark. Han havde stor gennemslagskraft Danmark men fik i stigende grad et problem med briterne. De ønskede ro i Sydslesvig og så nærmest det danske mindretal som et problem.
Social – Demokraten kritiserede ham for, at der var gået tre – fire år efter den nazistiske magtovertagelse, før han kritiserede dem. Bladet mente også at det var kritisabelt, at han aldrig havde opfordret det danske mindretal til at begå ulovligheder over for Hitler. Disse anklager fra Social – Demokraten fremkom i en række artikler i september 1946.
Forsvarsskriftet blev oversat til engelsk, så var Kronika sikker på, at også briterne læste det.
Nu var det ikke let at forsvare noget, der var sat i gang som en hviskekampagne. Men egentlig var forsvaret ikke så konkret udformet. Briterne havde antydet, at de i Gestapos arkiv havde fundet bevis på, at der havde været kontakt med Kronika.
I forbindelse med Danmarks besættelse den 9. april 1940 havde der været foretaget husundersøgelse i hans hjem. Han var også blevet afhørt af SS-folk. Baggrunden var, at Kronika den 8. april havde skrevet en artikel ”Truslen mod Nordens Fred”. De tyske myndigheder mente at Kronika havde fået tilsendt hemmelige dokumenter.
Og denne påstand var ikke grebet helt ud af luften. Han havde fået dokumenter fra det danske gesandtskab i Berlin. I forsvarsskriftet henviste Kronika til et foredrag, som han havde holdt på Hindsgavl Slot i 1937, hvor han advarede mod den nazistiske trussel.
Han undskyldte samtidig, at han i begyndelsen af det nazistiske styre ikke kunne gennemskue dem. Han var ikke enig med briterne i at hans roman fra 1935, der hed ”Revolution” skulle være nazistisk.
I sidste halvdel af 1930’erne havde Kronika kontakt med Ejnar Vaaben, som allerede siden 1922-23 havde været overbevist nazist. Det var mest Vaaben, der sendte breve. Og det var kun få svar.
Vaaben var interesseret i at bevare kontakten også til Ernst Christiansen og Flensborg Avis for at få anmeldelser af forskellige artikler og bøger, som Vaaben havde skrevet.
Kronika vidste godt, at en del betragtede ham for at være nazist. Og egentlig kan man ikke se om han tog afstand fra Vaabens nationalsocialistiske visioner.
Social – Demokraten fandt det mærkeligt at:
Kronika kritiserede de britiske myndigheders behandling af det danske mindretal. Dette fik Social – Demokraten på banen:
Ifølge Social – Demokraten skulle man ikke kritisere dem, der vandt over nazismen.
I det tyske mindretals avis, Der Nordschleswiger blev der også berettet om anklagerne mod Kronika og især om hans forsvar i Nationaltidende. Bladets chefredaktør, Ernst Siegfried Hansen anklagede her tværtimod Kronika for at have spioneret imod Tyskland.
Han blev også beskyldt for at have sympati for kommunismen eller for Sovjetunionen. Ja, der var også beskyldninger mod ham for at tilhøre Højgård-kredsen. Disse var såkaldte dansk – nationale mænd.
Oberst G.P. Henderson fra den britiske militærregering i Slesvig-Holsten havde den 28. oktober 1946 sendt en besked til den danske generalkonsulent om, at Kronika gennem længere tid havde overtrådt de privilegier, han havde som krigskorrespondent i Tyskland ved åbent at deltage i slesvig-holstensk politik. Derfor bad han at fortælle Kronika at hans tilladelse som krigskorrespondent i Tyskland ville blive inddraget, hvis han fortsatte sin politiske aktivitet.
Og denne aktivitet var at forsvare mindretallets interesse i Sydslesvig.
De britiske myndigheder foretog aldrig en undersøgelse af Kronikas aktiviteter og de
fremkom heller aldrig med en officiel anklage mod ham. Social- Demokraten fremkom heller ikke med flere beskyldninger om nazistiske tendenser. Men Kronika blev nødt til at trække sig fra det danske mindretals politiske aktiviteter. Man kan heller ikke sige med sikkerhed, om der fandtes noget i Gestapos arkiver.
Mogens Rostgaard Nissen kommer vidt omkring og analyserer forskellige kilder. Fortællingen bliver aldrig ensidig, som vi ofte kan se, når der skal styres på en bestemt holdning. Og for ”Den Gamle Redaktør” her er der kommet endnu en spændende artikel til Sydslesvigs historie.
Feltlæge i Første Verdenskrig
Det er tredje generation af familien Lorentzen, vi hører om i en artikel om/af John Nis Lorentzen. Hans far var gasværksdirektør. Hans bedstefar var ejer af et jernstøberi i Tønder og et tørveværk i Sølsted. Rene Rasmussen har redigeret en artikel om dengang vores hovedperson var Feltlæge.
Atmosfæren var anderledes ved lazarettet end ved infanteriet. Elevernes uddannelse foregik om formiddagen med praktisk tjeneste på afdelingerne. Om eftermiddagen var der nogle timer med teoretisk undervisning navnlig i anatomi og fysiologi efter lærebogen for sygehjælpere.
Rengøring i rådhusets mødesal hørte med til den praktiske uddannelse. Men medicinerne blev nok efterhånden en plage for befalingsmændene. Efter to måneders forløb bestod alle deres eksamen.
Vi kommer forbi mange lazaretter. Og en af de hyppigste dødsårsager var koldbrand. I løbet af en nat kunne der sagtens dø ca. 10 personer. Som læge sov man kun, når der var tid til det. Men der var dog forskelle på diverse lazaretter.
Den spændende beretning slutter lidt brat. Efter endt krigstjeneste genoptog John Nis Lorentzen i 1919 medicinstudiet i Kiel. Han tog en medicinsk doktorgrad. I 1923 tog han en dansk embedslægeeksamen og tiltrådte en stilling ved Silkeborg sanatorium. Derefter var han et par år læge ved Sønderborg statshospital osv,
På et tidspunkt var han også tilknyttet flygtningelejren i Oksbøl.
Artiklen er baseret på et foredrag i den danske militærlægeforening den 3. maj 1934. Foredraget blev gengivet i Tidsskriftet Militærlægen.
Sans for Sønderjysk historie
Artiklen er vel nærmest en gennemgang af Historisk Samfund for Sønderjyllands Historie 1922 – 2022.
I vedtægterne dengang var foreningens formål bl.a.
Og det med udgivelse af Sønderjyske Årbøger var vel nok nærmere tale om en genudgivelse.
Ved udgivelsen af disse skulle man da også have et folkeligt tidsskrift. Og det skete fra 1. juli 1924, da Sønderjysk Månedsskrift udkom. Her oplever vi de mere korte og regionale artikler.
Det første større værk, som man udgav, var Tønder gennem Tiderne i 1933/44 i to halvbind. Og denne har ”Den Gamle Redaktør” selvfølgelig stående på hylden. Artiklen er en gennemgang af nogle af de mange aktiviteter som Historisk Samfund for Sønderjylland har begået gennem tiden.
Vi får også nogle af oplagstallene. Sønderjylland historisk billedbog topper listen med 25.000. Mange af de nævnte bøger i artiklen står faktisk inde på hylden. Det var jo også sjovt at møde foreningen i Øksnehallen i København. Og der stod sandelig et kendt menneske, der også med det samme kunne genkende ”den gamle Redaktør”.
Da foreningen blev oprettet, lød ordene således:
Artiklen er begået af to erfarende folk, Lars N. Henningsen og Hans Schultz Hansen.
På vej til magten
Og denne artikel er begået af en person, jeg ofte har solgt vare til i Padborg Boghandel, nemlig Anke Spoorendonk. Den handler om Sydslesvigsk Vælgerforening og landdagsvalget i 2005.
Man kan sige, at det der skete det år, banede vejen til at SSW i 2012 blev regeringsparti i Slesvig-Holsten. Og i 2022 kom partiet for første gang over 5 pct. spærregrænsen.
I over 25 år sad Karl Otto Meyer i Landdagen. Han forærede mig engang en valgplakat, hvor man ser ham som en slags James Bond. Jo han var også hyggelig at tale med. Han forstod virkelig at kæmpe for den danske sag.
Op til valget i 1987 blev den bayerske ministerpræsident Franz Josef Strauss hvis træt af Meyer. Han udtalte nemlig, at det ikke kunne være rigtigt, at en dansker bestemte over tysk politik.
Og SSW fik også hademails. Og anonyme breve med hadefulde beskeder modtog man også, bl.a. dette fra 2005:
Masser af CDU – politikker var efter SSW og kom med urigtige oplysninger. Jo, de dansksindede fik en grov behandling. Man fik også henvendelse fra en nazistisk bevægelse.
NDR bragte en udsendelse om alle de grove henvendelser, man havde modtaget. Det fik så politiet til at henvende sig. Der var i nogle af henvendelserne direkte mordtrusler. Anke Spoorendonk fik derefter politibeskyttelse.
SSW fik bl.a. gennemført nyvalg i 2012. Efter dette valg var SSW’ s stemmer afgørende for dannelsen af en ny regering i Slesvig – Holsten.
En ganske underholdende artikel og lidt chokerende med de også racistiske trusler som SSW modtog så mange år efter krigen.
Den Endelige dom: Meget interessant og fængende
Årbogen indeholder også ca. 16 boganmeldelser. Vi får også en gennemgang af, hvad der sker på museumsfronten i Sønderjylland. Og her har ”Den Gamle Redaktør” tænkt sig at bruge noget af de ting, der er sket eller vil ske i Frøslevlejren i en kommende artikel, der skal hedde Frøslevlejren i Fremtiden.
Vi får som sædvanlig en gennemgang af, hvad foreningen og museums- og forskningsfolk beskæftiger sig med.
Man må sige, at dette års valg af artikler i Sønderjyske Årbøger alle har været relevante og interessante i hvert fald for ”Den Gamle Redaktør”. De har alle sammen været historisk relevante og fanget ens interesse. Godt gået.
Det er svært at udnævne den bedste artikel. Det er vel heller ikke meningen med sådan en artikel. Interessant er det, at Årbogen også beskæftiger sig med temaer, som vi her på dengang.dk allerede har beskæftiget sig med.
For en historienørd som undertegnede bragte dette års årbog en masse nye informationer. Jeg har således lige holdt foredrag om Sydslesvig under og efter Anden verdenskrig og kunne da godt have brugt de interessante informationer om Kronika.
Og så var jeg ikke klar over, at der stadig er 25 huse på Rømø med hollandske kakler. Og så var jeg ikke klar over, at der var kommet en tysksproget bog om pastor Schmidt-Vodder. Ja og så har feltlæge John Nis Lorenzen en far og en bedstefar, der er lige så interessant som han selv.
Og snart igen er et nyt månedsskrift på vej. Hvis du ikke er medlem så meld dig ind. Du får noget for pengene. Nu kan du også gå i boghandlen og købe Årbogen for 198,- kr.
Nej, denne anmeldelse er ikke betalt af Historisk Samfund for Sønderjylland.
Kilde/anmeldelse: Sønderjyske Årbøger 2022