Artikler
Maj 5, 2023
Da Højer Tæppefabrik truede med at forlade byen
Et uldspinderi blev købt. Vanskeligheder med udvidelse. De tysksindede ville bevare fabrikken som en lille virksomhed. Tæppefabrik var lige ved at flytte til Bogense. Endelig fik Kjærby lov. Han blev danskhedens leder. Ledelsen af fabrikken blev overdraget til søn og svigersøn. Sønnen, Johannes havde også temperament. Den tyske borgmester bekymret over, at danskerne tog deres døtre. Svigersønnen blev den første danske borgmester – i 1945. Hjemmetyskerne førte en aggressiv politik i Højer. Fabrikken forblev længe i Højer
Et uldspinderi blev købt
A.R. Kjærby havde i 1919 købt et dårligt gående uldspinderi i Højer med den klausul, at kom Højer ikke til Danmark ved afstemningen, skulle handelen gå tilbage.
Højer kom som bekendt til Danmark, og Kjærby blev og skabte sin fabrik. Med en utrolig energi, flid og nøjsomhed havde Kjærby sammen med sin kone og bistået af de fire ældste børn oparbejdet en blomstrende virksomhed.
Vanskeligheder ved udvidelse
For fuld kraft producerede Højer Tæppefabrik de kendte Højer tæpper. I foråret 1936 påtænkte Kjærby en udvidelse af fabrikken. Denne udvidelse ville kræve højspænding. Højer havde på det tidspunkt kun et lille elværk, som ikke kunne levere den nødvendige kraft.
Desuden skulle der garanteres virksomheden mere vand. Endelig skulle der købes et jordareal til den nye fabriksbygning. El og vand kunne godt opnås enighed om. Men da det kom til jordopkøbet, opstod der vanskeligheder.
Tyskerne ville helst bevare Tæppefabrikken som en lille virksomhed
Fra tysk side ville man ikke sælge. Man kunne godt acceptere Kjærby som en mindre virksomhed i byen. Det gav arbejde til byens borgere. Men den måtte helst ikke blive for stor. Det kunne jo trække danske stemmer til byen.
”Fatter”, som hele byen kaldte A.R. Kjærby havde et stærkt temperament. Han var nok mere handlingens end forhandlingens mand. Han truede nu med at flytte sin virksomhed, hvis han ikke fik sin vilje.
Tæppefabrikken tæt på at flytte til Bogense
Det blev kendt og flere forskellige byer kom med fordelagtige tilbud, hvis han ville flytte. En overgang så det virkelig ud til at Højer Tæppefabrik ville havne i Bogense. Situationen var alvorlig.
Det ville være et voldsomt tab for danskheden i Højer. Men det ville også været et stort økonomisk tab for byen. Fabrikken og dens ansatte betalte 2/3 af skatterne i Højer.
Endelig fik han lov
Byrådet var i en kattepine. De fornuftige hjemmetyskere var ikke glade for udviklingen. Fra dansk side var man bekymret for fremtiden. Den danske repræsentation i byrådet ville blive reduceret til tre, hvis fabrikken flyttede.
Alle gode kræfter blev nu mobiliseret. Der førtes et utal af forhandlinger. Endelig blev sorg vendt til glæde. Kjærby fik mulighed for at købe det nødvendige jordareal. En ny fabriksbygning skød op. Den danske befolkning drog en lettelses suk. Det gjorde vel også mange af de tysksindede.
Kjærby blev danskhedens leder
Med sin dynamik var Kjærby selvskreven som danskhedens leder i Højer. Han var ikke blot rig på ideer. Han var efterhånden som fabrikken gik godt også særdeles rundhåndet, når det kaldtes på støtte til danskhedens fremme.
Han var formand for Højerhus. Han havde en væsentlig andel i at den blev rejst. Han var formand for Folkeligt Samfund i Højer og ligeledes formand for Danske Samfund i Højer.
Da den danske præst kom til Højer, var der ingen bolig til ham. Menighedsrådet ville heller ikke hjælpe. Kjærby købte resolut en bolig til ham. Den danske præstegård blev også bygget på en grund som Kjærby havde købt og skænket til formålet.
Fra 1929 til han i 1937 flyttede fra byen, sad Kjærby i byrådet. Han ydede en stor indsats for Højers trivsel.
Ledelse overdraget til søn og svigersøn
I 1937 overlod A.R. Kjærby den daglige ledelse til søn og svigersøn. Sammen med hustruen flyttede han til Kolding. Men han kunne ikke undvære Sønderjylland så året efter flyttede han til Aabenraa. Derefter flyttede de til Tønder, hvor han pludselig døde i 1943.
Han blev dog begravet i Højer. Det var den by, han havde sat sit præg på ved sin faglige og nationale indsats.
Fabrikant Kjærby havde købt Højers nedlagte sygehus. I den ene halvdel indrettede han en stor lejlighed. Hjemmet var uhyre gæstfrit. Hustruen var født i Hannover men hun følte sig helt som dansk.
Sønnen, Johannes havde også temperament
Hjemmet var også stedet, hvor de dansksindede mødtes. I ”Sygehusets” anden halvdel boede Johannes Kjærby, der var ansat på fabrikken og blev dens energiske leder efter faderens død.
Johannes havde samme temperament som faderen. Det kunne godt af og til slå gnister, når opfattelserne var forskellige. Han var en teknisk begavelse og opfandt nye vævemetoder. Han kunne få selv den mest drilagtige maskine til at makke ret.
Han var ukuelig i sin kamp mod de vanskeligheder, fabrikken kom ud for. Hans tidlige død var et tab for virksomheden.
Borgmester bekymret over at danskerne tog deres døtre
Hos Johannes og Mariechen Kjærby stod døren også åben. Hun var datter af den tyske borgmester i Højer. Ægteskabet var i Grænselandet var nu ikke så sjældne, hvor to med forskellig national baggrund finder sammen. Det kunne give problemer ikke mindst i en national tilspidset tid. Det oplevede man i Højer inden besættelsestiden.
Det var ikke den store begejstring i den tyske lejr den smukke borgmesterdatter var blevet gift med sønnen af den ledende dansker. Den tyske apoteker Nuesses datter blev gift med ingeniør Claudi Westh.
Under en grog begræd borgmester hans Andersen tabet af deres døtre til danskerne. Neusse skulle have givet det udtryk med følgende bemærkning:
Den første danske borgmester i 1945
I det lille hus, der oprindelig rummede butik og beboelse, da Kjærby købte Uldspinderiet var det nu indrettet en hyggelig bolig til svigersønnen Vilhelm Mathiasen. Han var ansat på fabrikken, havde den daglige ledelse af kontoret og blev samtidig med Johannes Kjærby udnævnt til direktør.
Johannes Kjærby brugte al sin energi på fabrikken og ikke i det nationale arbejde. Men det gjorde svogeren til gengæld. Han var også meget politisk interesseret. Han blev i 1945, Højers første danske borgmester. Den post varetog han i 10 år, inden han tog til København.
Hjemmetyskerne førte aggressiv politik i Højer
Hjemmetyskerne var efter nazismens gennembrud i Tyskland blevet meget aggressive, ikke mindst i Højer ikke mindst i Højer, der var det ene af to sogne, hvor der endnu 15 år efter Indlemmelsen/Genforeningen var tysk flertal i de kommunale råd.
I Sygekassen i Højer var der også kamp. Til generalforsamlingen var der mødt 159 tyske og 148 danske. Bølgerne gik højt. Dirigenten havde svært ved at styre gemytterne. Tyskerne truede med at forlade mødet, men gjorde det ikke.
Resultatet blev, at der kom tre tyskere ind. Planen havde været, at det skulle være en ren tysk ledet institution. Et år senere i 1936 nåede man dette mål, idet der ved denne generalforsamling lykkedes at få de sidste tre dansksindede stemt ud.
Fabrikken forblev længe i Højer
Når mindretallet dengang i propagandaen brugte udtrykket:
Ja så gjaldt det i hvert fald ikke for Højer.
I dette klima forsøgte hjemmetyskerne med deres flertal at jage Højer Tæppefabrik ud af byen. De udnyttede deres flertal hensynsløs. Danskheden måtte vise tænder for at beholde virksomheden og for mange deres arbejdsplads i byen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 4, 2023
Jomfru Fanny – Kongelig, Synsk eller bare myte?
Myter og sagn. Byen fik tilbudt breve – mod klækkelig betaling. Digtet var ikke lavet af Fanny. Mange udsagn. Pigen fra ”det fremmede”. Christian den Ottende skulle være faderen. Parret blev skilt. Beviser for at Christian den Ottende ikke var faderen. Fanny mente, at præsten skrev forkert i kirkebogen. En skovridder skulle være den rigtige far. Fornemme faddere. Fanny sagde, at Christine Heise ikke var hendes mor. Eksisterede der et omtalt dokument? Snedkermester med bombastisk udtalelse. Hun forudså sejren i Fredericia. Rømningen af Dannevirke var forudset. Fanny forudså Indlemmelsen/Genforeningen. Soldaterne kom fra sydsiden. Håndbog i kaninavl. Forudsigelser tilpasset omstændigheder og tiden? Barn af en tid med overtro. Fanny fandt smykkerne. Marie Frost’ s breve. En dame, der vakte opsigt.
Myter og sagn
Uanset hvad man mener, er det jo en fantastisk historie. Jeg kan også se det på de reaktioner, jeg har modtaget. Dette er den femte artikel om hende. Ja så har vi også et par artikler om kongens hvide hest. Ja denne hest er jo også omgivet af myter.
Det var Jomfru Fanny, der forudså, at det skulle være en hvid hest, der kom over grænsen Man gjorde så alt for at det vitterlig blev en hvid hest.
Ja, H.C. Andersen har også noget kongeligt over sig. Åbenbart skulle han have samme far som Jomfru Fanny. Myterne går så på, at mens kongen holdt ferie på Før, hvor han havde besøg af H.C. Andersen, skulle han have inviteret Jomfru Fanny.
Myter og sagn er en naturlig del af historiefortællingen. Og det er vandrehistorier også.
Byen fik tilbudt breve
Når der var krig eller ulykker, dengang spurgte man altid i Aabenraa:
På et tidspunkt dukkede der 9 breve op, som blev tilbudt Aabenraa by. De var skrevet af Jomfru Fanny. Det var konsul Frederico Chr. Majbøll i Spanien, der havde fået brevene af sin far, ingeniør Majbøll.
Denne ingeniør er også omtalt i Marie Thomsens lille bog om Fanny. Den blev udsendt første gang i 1943. Han støttede Fanny, efter at han ved anlæggelsen af jernbanen fra Sønderborg i årene 1867 – 68 havde vundet indpas i hjemmet i Persillegade 3.
I fru Thomsens bog er omtalt brev som Majbøll sendte fra Spanien, hvor han havde bosat sig. Det er dateret i juli 1908 og sendt til fru Cornett i Aabenraa, der tilhørte en af de danske familier, som Jomfru Fanny omgikkes.
I brevet fortæller ingeniøren om sine indtryk af Fanny. Han er ikke spor i tvivl om at Fanny virkelig var af kongelig eller i hvert fald højfyrstelig afstamning.
Om Aabenraa nogensinde fik de omtalte breve, vides ikke. Konsulen forlangte dengang 3. – 4.000 kr. for dem. En ret høj pris. De synes dog ikke at indeholde ting af væsentlig lokalhistorisk værdi, selv om byen var interesseret.
Digtet var ikke lavet af Fanny
Brevene kunne næppe svare på de mange spørgsmålstegn man sætter omkring Jomfru Fanny. De fleste breve var blot takkebreve og hilsner til hendes velgører i Spanien. På museet er det dog flere minder om Jomfru Fanny. Det var vel også der disse breve burde ligge – ja måske gør de det nu?
Nogle mente, at det kunne være praktisk, hvis man havde hendes håndskrift. Men det havde Maria Frost, født Frahm og hvis moder var ud af Cornett – slægten. Det var en gave – et Fadervor affattet på tysk og med gotiske bogstaver. Forneden står:
Her troede man så, at var et digt begået af selveste Jomfru Fanny. Men ak, det blev afkræftet af pastor Juhler Løjt Kloster, tidligere sognepræst ved Sct. Nikolaj i Aabenraa. Han havde en lille tysk bønnebog, der skulle have tilhørt Fanny, og hvori netop det digt var trykt.
På Museet i Aabenraa består samlingen mest af håndarbejder samt en pengepose, om hvilken det fortælles, at Fanny heri fik sendt en månedlig sum fra Hoffet i København.
De unge mennesker i Aabenraa kender næppe denne Jomfru Fanny.
Mange udsagn
I Sønderjysk Månedsskrift for december 1926 findes en udførlig redegørelse om myterne om den synske Fanny. Det er M. Møller, der også har talt med daværende Aabenraa – borgere, de huskede Jomfru Fanny. Men ellers er mange udsagn taget fra Marie Thomsens bog.
Mange var af den klare overbevisning at hun havde synske evner. Hun kunne forudse kommende begivenheder.
Og så var det jo lige Fannys herkomst. På graven på Aabenraa Kirkegård er der rejst en sten, der bærer indskriften:
Pigen fra ”det fremmede”
I sin ligprædiken benyttede den kendte provst Götting et Schiller-citat fra det skønne digt:
Han sagde:
Christian den Ottende skulle være faderen
Ifølge overleveringerne skulle hun være frugten af et førægteskabeligt forhold mellem prins Christian af Danmark, den senere Christian den Ottende og prinsesse Charlotte Frederikke af Mecklenburg – Schwerin.
Det unge fyrstepar skulle have haft et kærlighedsforhold, mens prinsen i begyndelsen af 1800-tallet opholdt sig som gæst på slottet i Plön. Men af hensyn til arvefølgen i det danske monarki skulle det have været nødvendigt at få det barn – Fanny – som prinsessen fødte, ud af billedet.
Parret blev skilt
Parret blev som bekendt formælet i 1806 i København, men prinsesse Charlotte opnåede aldrig at blive dronning, idet hendes affære med en fransk syngemester ved hoffet førte til skilsmisse.
Beviser for, at Christian den Ottende ikke er faderen
At antagelsen om, at Jomfru Fanny skulle være et uægte barn af den senere danske konge og hans yndige kusine i Mecklenburg ikke kan være korrekt, mente redaktør Morten Kamphøvener, Aabenraa. Gennem en menneskealder havde han studeret Fanny – myterne.
Han mener at have fundet bevis for det i prins Christians dagbogsoptegnelser, som i 1943 blev udgivet af rigsarkivar Linvald. Heri fremhæves det, at tidspunktet for prinsens ophold ved det mecklenborgske hof og hans forelskelse i den unge prinsesse ikke kan bringes til at samstemme med Fannys fødsel, som den er indført i Aabenraas kirkebog.
Fanny mente, at præsten skrev forkert
Redaktør Kamphøvener finder ikke grund til at antage, at pastor Regensburg med forsæt skulle have forvansket tidspunktet for Fannys fødsel i kirkebogen.
Selv fastholdt Fanny – ifølge overleveringen – at kirkebogen gjorde hende et år ældre, end hun virkelig var. Den mulighed, at hun har været barn af en helt anden standsperson, som ikke har villet vedkende sig barnet, står naturligvis også åben.
En skovridder skulle være faderen
Kirkebogen anfører Fanny som født den 31. august 1806, uægte barn af Christine Heise, den kvinde som førte hende til Aabenraa. Og som til sin død i 1853 tog sig af hende. Faderen skulle ifølge kirkebogen i Aabenraa være Skovrider Friedrich Enger, lige som moderen skulle have haft hjemsted i Riebnitz i Mecklenborg.
Fornemme faddere
Som fadder er indført den mecklenborgske godsejer, kammerjunker van Qualen og dennes hustru. I barneårene i Aabenraa blev Fanny undervist sammen med amtmand, grev Blüchers børn på Brundlund Slot. Også denne familie havde tilknytning til hoffet i Mecklenborg, hvilket selvsagt har bidraget til at styrke teorien om Fannys kongelige herkomst.
Fanny mente ikke, at Christine Heise v ar hendes mor
Tilhængere af Fanny – myten har henvist tvivlere til, at Fanny selv har udtalt, at Christine Heise ikke var hendes moder. Som mindreårig kaldte Fanny hende ganske vist for ”Mutter”, men senere omtalte hun hende som Christine.
Eksisterede dette dokument?
Så er det beretningerne om det dokument, som Christine Heise, da hun engang lå syg, fik Fanny til at brænde. Da dette var sket, skulle pleje-moderen have fortalt Fanny, at det havde indeholdt oplysninger om Fannys herkomst, men at det ikke ville have været hende til nogen nytte, om hun havde vidst, hvem hun var.
De brændte rester af dokumentet, fortælles det, gemte Fanny på hele livet og fik dem med i sin kiste.
Snedkermesteren med bombastisk udtalelse
Snedkermester Metz, der som ung lærling i 1881 havde været med til at lægge Fanny i kiste udtalte dengang sin skepsis over for Fanny – myterne på denne noget drastiske måde:
Men hvad er myte og sagn? Og hvad er sandheden om Jomfru Fanny? Mange har i tidens løb forsøgt at trænge til bunds i det mørke, der omgiver Fannys person.
Det er ikke alene hendes herkomst, der har været til diskussion. Hvad der for mange har været endnu vigtigere, er hendes påståede synske evner. Om hendes gave som ”seerske” hører man første gang under Treårskrigen i 1849, da hendes drømmesyn, som de kaldtes, om krigens udfald – som det hed i et københavnsk skillingsblad –
Hun forudså sejren i Fredericia
Den slesvigske pige havde ”set” det Slesvig – Holstenske oprør, slagene ved Bov og Slesvig, våbenstilstanden og kampens genoptagelse med den danske sejr til slut. Da tyskerne kørte deres belejringsmateriel og skyts gennem Aabenraa med Fredericia som mål, skal Fanny have sagt, at det kunne de såmænd godt spare sig, for det vil kun komme danskerne til gode. Tyskerne ville aldrig komme inden for Fredericias mure.
Rømningen af Dannevirke var forudset
I 1850’erne begyndte Fanny at tale om en ny krig:
Så blev der indvendt:
Til dette svarede Fanny:
Fanny forudså Genforeningen/Indlemmelsen
Slesvig blev som bekendt tysk efter krigen i 1864. En hård tid opstod for Nordslesvig. Men det varede ikke længe før Fanny kunne trøste de danske venner i Aabenraa:
Fanny var klar over, at Genforeningen/Indlemmelsen lå langt ude i fremtiden. Det kunne ikke blive i Christian den Niendes regeringstid, for den danske konge, der kom ridende på en hvid hest, var i sin bedste alder, hverken ond eller gammel.
Denne forudsigelse var noget, der trængte ind i folks bevidsthed. Og i 1920 kom det til at gå i opfyldelse. Det var mange, der hjalp til at det lige skete på den måde som Fanny forudsagde det.
Soldaterne kom fra sydsiden
Det samme gjaldt for de danske soldaters indtog i Aabenraa. Fanny havde set, at de kom sydfra ind i byen, hvilket jo er i modstrid med geografien. Men i København løste man knuden ved at sende tropper herned med skib. Så også på det punkt gik Fannys spådom i opfyldelse – med lidt hjælp.
Også den anden verdenskrig havde Fanny forudset med 9. april – overfaldet på Danmark, krigens grusomhed og Tysklands endelige nederlag.
Håndbog i kaninavl
Allerede i nazisternes magtovertagelse i Tyskland fandt fru Marie Thomsen et varsel om, at en anden verdenskrig var forestående. Hun udsendte sin lille bog om Fanny, der under besættelsen opnåede en enestående popularitet, da den af hensyn til tyskerne blev inddraget. Dens salg foregik herefter illegalt. Folk i boghandelen mente Fanny – bogen, når de bad om at få:
Forudsigelser tilpasset omstændigheder og tiden?
Kritiske læsere vil sikkert protestere mod disse syner og stille sig skeptisk over for dem. Det var jo tale om genfortællinger, der gennem næsten et århundrede er gået fra mund til mund, fra generation til generation. Det kan derfor ikke undgås, at de er tilpasset tiden og omstændighederne, hver gang de er blevet gengivet.
Her finder man sikkert også en del af forklaringen på, at så forbavsende meget af det, hun skal have sagt og forudset, senere er kommet til at stemme med virkeligheden.
Barn af en tid med overtro
Dog er det adskillige enkeltheder, som selv ikke med den livligste fantasi og den mest velvillige fortolkning kan bringes i overensstemmelse med virkelige senere tildragelser. På den anden side må det tages i betragtning at det er to århundreders forskellige syn, der skal sammenfattes. Fanny var barn af en tid, da det overnaturlige spillede en ganske anden dominerende rolle ind i vore dage.
Fanny fandt smykker
Redaktør Herman Hunger kan fortælle om en episode omkring Jomfru Fanny. Hungers mor var sammen med nogle andre Aabenraa – koner på besøg hos Fanny i det lille hus i Persillegade 3. I samtalens løb udtrykte en af damerne hendes store sorg over at et kært smykke var blevet stjålet. Hun beskyldte hendes tjenestepige for det.
En af damerne spurgte:
Da damen bedyrede, at hun havde gennemsøgt alt, sagde Jomfru Fanny stille:
Og der fandtes smykket!
Marie Frost’ s breve
Vi har tidligere nævnt Maria Frost, der var i besiddelse af en pakke med breve, som hendes mor i Aabenraa skrev til hendes far, kaptajn Frahm, der sejlede på Japan. I et brev fra 1879 (2 år før Fannys død) fortalte fru Frahm bl.a.:
En dame, der vakte opsigt
Vi kan tro på beretningerne om Jomfru Fanny eller lade være. Et tæt slør af mystik omgiver hende. Får vi nogensinde hele sandheden? Vi må bekende at hun har fået en plads i Sønderjyllands historie. Nogle betragter dette med et overbærende smil. For andre har hendes spådomme betydet noget.
Men mon ikke denne sære dame i Persillegade fortjener et minde. Jeg synes at kan huske, at der sidderen enkelt mindeplade på huset. Hun var skytsengel i krig og ulykke. Hendes forudsigelser har bragt trøst og opmuntring til mange tvivlende.
Hun har da sandelig vakt opsigt ikke kun i Aabenraa men i hele landet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 3, 2023
Da Østerbro lå øst for København
Det ældste Østerbro lå ikke nord for København. 67 afgiftsydere havde have. Østerbro i 1614. Udvidelse af byen mod nordøst. En ny Østerport. Storslåede planer. Bygninger skulle nedbrydes. Serridslev. Vartov og dens flytning. Den svenske belejring. Den stakkels møller. Vibenshus. Kongens Fiskerhus. Et ejendommeligt lyststed. Anlæggelse af kirkegård. Den voldsomme pest. Flere ”industribedrifter” til området.
Det ældste Østerbro lå ikke nord for København
Det ældste Østerbro lå ikke nord for København som nu. Det var dengang, at Østerport lå på Kongens Nytorv. Udenfor lige som ved Vesterport og Nørreport lå en masse haver, som byens borgere kunne få overdraget ved at betale en afgift til staten.
67 afgiftsydere havde have
Jordebogen af 1581 nævner således 67 afgiftsydere. En af pladserne blev brugt som reberbane. Senere måtte adskillige opgive deres haver, da Christian den Fjerde anlagde Rosenborg.
Nu kom bebyggelsen langsom i gang. I 1614 fik Rådmand Iver Poulsen lov til at oprette et værtshus ud for Østerport. Det kom til at ligge øst for Adelvejen, der gik mod Nordøst og videre ”ad Helsingør til”.
Østerbro i 1614
Kigger vi i Jordebogen af 1614 finder vi
Ved alle færdselsårer lå der haver eller pladser. Nogle af dem var bebyggede. Ved sidstnævnte stræde lå borgmester Mikkel Vibes Ladegaard. Desuden nævnes særskilt Svovlpladsen ”udi Marken” og en stenhuggerplads.
Udvidelse af byen mod Nordøst
Så var det lige Christian den Fjerdes planer om udvidelse af byen mod nordøst. Senere fulgte anlægget af det som i lang tid blev kaldt Ny-København. Herved blev den gamle voldlinje langs Gothersgade og Kongens Nytorv nedlagt.
I 1647 gik man i gang med at etablere Østervold. Men se den kom ikke på nogen måde til at ligge øst for byen. Det blev næsten en videreførelse af Nørrevold ud mod nordøst. Her blev den afsluttet med anlægget af Kastellet.
En ny Østerport
En ny såkaldt ”Østerport” blev lagt ind i den ny ”Østervold” for enden af Rigensgade omtrent der, hvor Østerport Station i dag ligger. Uden for denne port fortsatte det nye Østerbro og kom på den måde til at ligge nord for København.
Storslåede planer
Allerede i de første år efter anlægget af den nye vold lige uden for den nye Østerport omtales Helsingørgade, Jyllandsgade, Sjællandsgade, Pallemaillegade, Skaanesgade, Sundgade m.m. Således fik Morten Jensen urtegårdsmand i 1652 skøde på ”vor og Kronens Plads” til have uden for Helsingørs Port ved Sjællandsgade og grænsede op til Willom Fyrens Have-plads.
Men ak intentionerne var gode nok. Se bare her hvilken melding, der var i 1654:
Men hvad der nåede at blive bygget blev raseret i Svenskekrigenes tid.
Bygningerne skulle nedbrydes
Siden fulgte en kongelig befaling af 30 marts 1672, hvorefter alle bygninger mellem voldene og en demarkationslinje langs søerne og derfra ud til Sundet skulle nedbrydes. Intet nyt måtte opføres.
Med andre ord. Terrænet nærmest foran Østerport kom til at henlægge ubebygget to århundrede frem i tiden. Et tredje Østerbro begyndte at gro frem uden for demarkationslinjen.
Serridslev
Strandlinjen gik omtrent der, hvor Strandboulevarden ligger i dag. Landsbyen Serridslev nævnes i 1254. Siden nævnes der i 1433 og 1434 en kongsgård i byen. Under belejringen af København i 1523 blev byen antagelig helt ødelagt.
Området sækkede store dele af nutidens Østerbro og Nørrebro.
Vartov
En 30. november 1607 bestemte Christian den Fjerde, at Københavns Helligåndshospital skulle tage en tidligere kro i brug. Ja det var også en tidligere møllegård til Rosbæk Vandmølle. Den havde fået navnet Vartov” Det er plattysk og betyder ”Giv agt” eller ”Pas på”. Kongen ville bruge hospitalets ejendom i København til andre formål.
Klostrets gamle lemmer var dog ikke glade for at tage helt herud i de landlige omgivelser så langt fra byen. Der var dog heller ikke så lunt her om vinteren og det kom ikke så ofte besøg. Men det der var værst var, at ædle givere havde glemt Stiftelsen. Den eneste fordel var, at klostret nu havde til huse i nærheden af skov (ved Hvidøre), hvor det havde tilladelse til at holde oldensvin.
Vartov flyttede
Men det vakte nu alligevel glæde, da hele hospitalet i 1630 flyttede ind i en nybygning ved det nuværende Triangel. Dette anlæg var efter datidens forhold meget stort og omgivet af volde og grave. Helt præcis var indretningen nær det nordvestligst hjørne af Sortedamssøen. Det blev kaldt Ny Vartov. Stedet som man forlod, blev kaldt for Gammel Vartov.
Stedet indgik i det ny befæstningsanlæg, som Christian den Fjerde planlagde langs søerne. Voldanlægget gik fra Sortedamssøen langs den nuværende Willemosegade, Ringstedgade, Sorøgade skråt over Odensegade og uden om Trianglen langs Blegdams Sporvognsremisse ned til Sortedamssøen.
En dæmning lå ved enden af søen allerede fra tidlig tid. Over den gik vejen til Helsingør midt igennem fæstningsværket. Stiftelsens præst Anders Madsen Hjørring gav siden en beskrivelse af stedet:
Den svenske belejring
Folk, der skulle til København, skulle køre gennem hospitalet. Jo det var et meget fornemt byggeri. Mange kom langvejs fra for at se det. Opførelsen havde også taget fem år. Og det havde kostet den formidable sum af 27.000 Kurant Daler.
Trods pengemangel blev beboerne behandlet godt. Om søndagen fik man til middag, flæsk, kål og lammekød. Til aften var der ærter og oksekød. Den gode bespisning hindrede ikke, at forstanderen kunne mele deres egen kage så godt, at de i reglen flyttede derfra som rige folk.
Denne fortræffelige anstalt så sin ende, da svenskerne belejrede København i 1658. Herfra havde svenskerne et udmærket sted for at beskyde København. Snart fra det svenskerne og snart var det danskerne, der havde magten over Vartov. Snart brugte danskerne al træværket fra hospitalet til at forstærke Københavns ufærdige volde.
Under stormen den 11. februar 1659 tjente Vartov som udfaldssted for et svensk angreb. Angrebet blev slået tilbage. Svenskerne forlod byen. Og så blev der givet ordre til at sløjfe Vartovs volde.
Den stakkels møller
På det berømte hospitals tomter rejstes snart efter en mølle. I efteråret 1668 slog lynet ned lige her. Den dræbte både mølleren og en pige. I 1682 lå der øst for landevejen en mølle.
Vibenshus
Navnet Vibenshus er særdeles kendt på Østerbro. Det har åbenbart sin oprindelse fra et af de huse, der blev oprettet for tilsynsmænd ved kongevejene. Snart gik de over til at blive bedesteder eller kroer. Lille Vibenshus havde fra 1708 – 1735 en Jens Jensen Vibe og hans søn Lars som krovært.
Kongens Fiskerhus
Ude ved stranden nord for Kastellet lå Kongens Fiskerhus. Den 29. marts 1679 blev den givet som fribolig til den pensionerede jæger, Johan Dantzer. Det var bygget af en gammel runddel af fæstningsværker, som før svenskekrigene var anlagt fra Vartov ud til Sundet.
Også her blev der anlagt en kro. Dantzer fik ret til udskænkning af øl og vin. Desuden fik han lov til at oprette en skydebane og holde nogle køer. Desuden fik han lov til at udnytte nogle fiskedamme.
Allerede i 1682 var huset allerede i 1682 overgået til en anden bruger, nemlig Niels Grøn. Huset kendes fra Holbergs ”Jacob von Tyboe”.
Ikke langt fra huset gik den fra Sortedamssøen kommende Citadelsvej (siden Kastelsvej). der førte frem til Norgesporten i Kastellet og oprindelig bar navnet Kongevej.
Et ejendommeligt lyststed
Det mest ejendommelige forlystelsessted uden for Østerport opstod ved Vartov Kilde i nærheden af Gamle Vartov også kaldet Sankt Hans Kilde. Man sagde, at den var opkaldt efter professor hans Zoega, som ejede kilden i 1670erne. Men om det er rigtigt, vides ikke.
I tiden indtil 1750 konkurrerede denne kilde med Kirsten Piils Kilde i Dyrehaven. Mange søgte dertil Sankthansaften i den tro, at vandet havde lægende kraft.
I tidens løb gav Kildehalløjet dog anledning til misbrug og Ole Rømer indberettede 1705 i sin egenskab af politimester, at ”Sankt Hans Kildefærd” havde ført en masse tiggere til byen især fra Skåne. Han havde ladet dem forfølge. Nogle var sendt tilbage til Sverige. Andre blev anbragt i Børnehuset på Christianshavn eller i Pesthuset på Vesterbro.
I 1727 blev der klaget over tummel og uro fra kilden og tillige over, at løse kreaturer, der færdedes i de tjørnebevoksede grusgrave. Det var vistnok denne kilde, Holberg tog under behandling i sin komedie ”Kilderejsen”. I 1779 var kilden udtørret.
Anlæggelse af kirkegård
Den 13. april 1762 fik oberst Heinrich Ruse ordre til at udvise og opmåle to kirkegårde. Den ene var den såkaldte Matroskirkegård eller skibskirkegård, der blev indviet den 10. august 1666, senere flere gange udvidet og kendt under Holmens Kirkegård.
Den voldsomme pest
I 1711 raserede den voldsomme pest i København. Det gav anledning til, at der uden for Østerport til højre for Alfarvejen og nær ved Kastellet blev udlagt en pestkirkegård. Dødeligheden i byen var så voldsom at man straks lod grave lange 3 alen tykke grøfter, men de blev hurtig fyldte.
Man hentede derefter fanger fra Bremerholm til at grave, men de blev hurtig smittet og døde hurtigt. Derfor blev militæret udkommanderet til gravearbejde. Hundredvis af lig lå allerede og ventede på begravelse, nogen i og nogen uden kiste. I Kastellet klagede man over en ulidelig stank.
Kisterne blev stablet lagvis i jorden og kun et tyndt lag muld blev lagt over dem. Lige så galt stod det til på Matrosernes Kirkegård og en Soldaterkirkegård (Senere Garnisons Kirkegård), der blev anlagt på den anden side alfarvejen over for Matroskirkegården. Man forsøgte her at ”bortdrive Ligstanken” ved at affyre kanoner over gravene.
Pestkirkegården blev ikke senere brugt til kirkegård. Men det gjorde Soldaterkirkegården som Garnisons Kirkegård. I 1770 blev en kirkegård for lemmerne fra Almindeligt Hospital, den såkaldte Fattigkirkegård indviet. Den blev i nyere tid slået sammen med Garnisons Kirkegård.
Flere ”industribedrifter”
I løbet af det 18. århundrede søgte flere at etablere industribedrifter uden for Østerport. I 1724 fik Zacharias Nieman således privilegium på at oprette en kønrøgsfabrik og et tapettrykkeri uden for porten, endda forbundet med visse monopolrettigheder. Og så var der to franskmænd, der i 1729 fik privilegium til oprettelse af et kalkbrænderi. Det blev senere til det kendte Gammel Kalkbrænderi.
Man fandt efterhånden ud af, at det med privilegium og monopoler var skadeligt for den fri næring, så efterhånden var man ikke mere så rundhåndet med det.
Og så var det, at Jens Nielsen Toller adlet som Rosenheim købte et stort område i 1688. Deraf kommer navne som Rosenengen eller Rosenvænget. Sandelig kom der i 1757 et klædemanufaktur til området.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 2, 2023
For mange år siden – en vandring på Nørrebro
Teglgårdsmarken gik helt ud til Assistens Kirkegård. Hvor fik Gabel pengene fra. Forlod Blågården i protest mod Kongens Dronning. Von Plessen fik foræret Blågården. Blågårdens mørke historie med Støvlet Kathrine. I 1830erne stod Blågården tilbage som brandtomt. Døtrene giftede sig med brødrene Price. Det Borgerlige Fornøjelsesselskab. Toldbetjentenes beføling. Slaverne og deres mærkelige uniform. Den dybe grøft på Nørrebro. De mange ligtog på Nørrebrogade. Alderstrøsts store lotteri. Når man var begravet i kirken, var man tættere på Gud, troede man. Et lille lig kostede kun det halve. Koppevaccination på Solitude. Herskabelig lystgård med humlegård og aspargeshave. En lille obskur knejpe. Først vægter og lys i 1830. En svinggynge vakte forargelse. Det bestandige Borgerlige Selskab måtte aldrig komme over 100. Ridekunst og legemsøvelser på Nørrebro. ”Sproglevin” – en højst mærkelig figur. Under Jødefejden 1819 ville man skænde jødernes grave. Kærligheds- og Ægteskabsstien var ikke spor romantisk.
Teglgårdsmarken ud til Assistens Kirkegård
Det er ikke alle gader og veje på Nørrebro, der er lige pæne. Vi husker Blågården for mange ting. Og vi har da endnu Blågårdsgade og Blågårds plads. Så var det også lige Blågård Seminarium som moderskole for Jonstrup.
På Frederik den Tredjes tid lå der fra Peblingesøen helt ud til, hvor Assistens Kirkegård begyndte, en vid mark, der blev kaldt Teglgårdsmarken. Her lå som navnet hentyder til – en teglgård. Denne mark købte en af Frederik den tredjes yndlinge, hans tidligere kammerskriver og omslagsforvalter – den senere så betroede rentemester og statholder Christoffer Gabel. Han hyggede sig på slottet med det blå tag.
Hvor fik Gabel pengene fra?
Man spekulerede på, hvorfra Gabel fik alle de penge til at købe dette slot. Han udnyttede sin indflydelse hos kongen. Ja så var det dem, der mente at Gabel var modtagelig for Bestikkelighed. Men mon ikke bare han var mellemmand for kongen?
Denne Gabel fik også mange fjender. Blandt disse var kronprinsen, den senere Christian den Femte. Men også andre fjender havde han – selveste Dronning Sofie Amalie og mægtige adelsmænd som Ahlefeldt og Rosenkrantz.
Gabel vidste godt, at hans magt stod og faldt med kong Frederik. I Gabels tid var Blågården en prægtig have med en mægtig Lindeallé. Der var masser af småpavilloner med blå tage. Hovedbygningen var langt yngre.
Prins Carl købte Blågården
I 1688 solgte Gabels ubetydelige søn hele ejendommen til generalfeltmarskal Ulrik Frederik Gyldenløve. Han holdt den dog kun i kort tid. Forskellige officerer ejede gården.
Men i 1706 Købte Frederik den Fjerdes bor, prins Carl det hele. Han udvidede grunden ved også at købe jord på den anden side af søen. Denne prins havde mange titler og embeder men ellers var han ikke nogen betydelig person.
Forlod Blågården i protest mod kongens dronning
Han var en jævn og rolig godsejer, der brugte sin tid på jagt og ride, læse i pietistiske bøger og sysle med guldmageriet og havekunsten. Han var fuldstændig i lommen på sin hof-mester, den senere minister – Carl Adolf Plessen.
Med på Blågård var også prinsens søster, Sophie Hedevig. Hun var en meget fornem og pietistisk dame. Prins Carl var meget ophidset over at Kong Frederik havde taget Anna Sophie Reventlow som dronning. De brød med hoffet og forlod Blågård tilbage til godset på Vemmetofte.
De førte et ”beskedent” liv på Blågården. Prinsen havde 47 personer til sin opvartning. Søsteren havde dog kun 23. Og så blev der ”spist på sølv”.
Von Plessen fik foræret Blågården
Von Plessen fik Blågården. Gården var ikke stor nok til ham, så han købte grund helt nede Ladegårdsåen. Og så meget på den anden side af Peblingesøen, at denne kom til at ligne en indsø. Meget opholdt han sig dog ikke her.
Blågårdens mørkeste historie
Efter hans død solgte arvingerne Blågården til Knud Lyne. Denne solgte så igen ejendommen til Christian den Syvendes yndling, Holck. Og dette resulterede så i Blågårdens mørkeste historie.
Det var tidsrummet med Støvlet – Kathrine. I januar 1768 blev hun eksporteret til Altona. Alt på Blågården var blevet ramponeret.
Rahbeks arvinger solgte til købmanden Tutein, men han havde stedet i tre år. Vi har tidligere på siden beskæftiget os med Blågården og Støvlet Katrine.
Det var i 1828 at Anker Heegaard anlagde sit jernstøberi på en del af området. De flyttede i 1898 til Lyngbygade.
I 1830erne stod Blågården tilbage som brandtomt
Det engang så stolte Blågården stod i 1830erne som en ruin eller nærmest som en brandtomt. En bagermester Suhr havde købt hovedbygningen og omskabt den til pantomimeteater. Det var det første Nørrebros teater.
Døtrene giftede sig med brødrene Price
I 1827 Lejede Pettotti Nørrebros Teater af bagermester Schur. Her var også en engelsk linedanser og en mimiker og hans to ualmindelig smukke døtre, Rosa og Flora, der gjorde stor lykke med deres optræden. Men familien blev uenige med Pettolotti.
Resultatet blev at de rejste tilbage til Vesterbro. Og de to døtre blev gift med James og Adolph Price. Ja de blev stammødre til den berømte Price- familie.
Pettoletti kæmpede en fortvivlet kamp for at holde gang i teatret. Han gik så til kongen for at få lov til at opføre små tyske – og senere også danske vaudeviller på sit teater. Det var vel Danmarks første privatteater. Det Kongelige Teaters eneret var dermed ophørt.
Men ak, vi nævnte før, at Blågården lignede en brandtomt. Det var den 14. april 1833 at Nørrebros teater brændte.
Det borgerlige fornøjelsesselskab
Når man var ejer af noget på Blågården, ja så fik man også en nøgle så man kunne gå rundt om søerne. Og på Blågården var også det borgerlige fornøjelsesselskab ” Holbergs Minde”, Deres ”Punchsold” var berømt i sin tid.
Toldbetjenestenes beføling
Når tjenestepigerne skulle passere portene og andre kontrolsteder oplevede de at toldbetjentene var ret nærgående i deres beføling. Man kunne ikke finde på at kontrollere skoledrengenes tasker. Gang på gang havde de held til at smugle adskillige toldpligtige varer på hver side af søen imellem ”Balles Lærebog og Badens tyske grammatik.
Slaverne og deres mærkelige uniform
På volden fik skoledrengene tid til at iagttage slaverne, der i deres mærkelige uniform, hvis ene side var sort og den anden grå, gik med deres tunge jernlænke og arbejdede der. Man kan kaldte den slaver, men egentlig var det almindelige indsatte fra fængsler, som man kunne bruge som billig arbejdskraft.
Den dybe grøft på Nørrebro
Langs husrækkerne ude på Nørrebro lå den dybe grøft, hvor der på regnvejrsdage samlede sig næsten bundløst mudder. Lugten herfra var nu heller ikke den allerbedste. Det skete da også, at disse grøfter var tørre. Så blev de brugt som en fortrinlig løbegrav for angriberne, når der var høstmanøvre for borgerbevæbningen på Fælleden.
Og disse brave soldater forærede mange af deres patroner til Nørrebros raske drenge. Disse kunne bruges til et festligt fyrværkeri.
De mange ligtog på Nørrebrogade
Til Nørrebrogades liv hører også de talrige ligtog, der førte til Assistens Kirkegård. Det var ”12 studenter” fra Regensen, der i deres sorte kapper bar kisten afsted, mens ligeledes sørgekappede mænd og drenge aldrig kvinder fulgte efter til fods.
I Kolera-året 1853 var det knap så organiseret. Da var der en baraklejr på Nørrebro, hvor man kunne observere de lange tog af arbejdsvogne, der hver bar en snes uhøvlede kister anbragt hulter til bulter. Her turde ikke engang de nærmeste at følge med på grund af smitte. En gang imellem så man på den anden side af grøften en ulykkelig hustru snige sig afsted ved siden af den vogn, der førte liget af hendes eneste ven til det sidste hvilested.
Alderstrøsts store lotteri
Håndværkerforeningen fik i 1857 tilladelse til at organisere og drive et lotteri. Malermester Geisler, der dengang var formand, foreslog at der skulle oprettes fribolig for trængende medlemmer af håndværkerforeningen. Og det skulle bære det tiltalende navn ”Alderstrøst”. Foreningen vedtog i 1862 at købe en stor grund af handelsgartner J.P. Hansen.
Den 20. oktober 1863 kunne 7 enker og 8 ærværdige ægtepar ind i de 15 boliger, der enten var på to eller et værelse.
Begravet i kirken så var man tættere på Gud!
Man kunne leje sørgekapper, når man skulle deltage i begravelser på Assistens Kirkegård. Mange mente at det var upassende at rødhårede skulle deltage i sådan en højtidelig begivenhed. Man skulle i hvert fald skjule det.
Så var det den tåbelige overtro med, at når man blev begravet i en kirke så var man nærmere Gud. Man sagde endda dengang at meget høje personer stank mindre end lavere personer i en kirke, når de havde deres sidste hvilested i kirken.
Filosoffen og lægen Tode ville have en kirkegård til at ligge uden for byen så kunne vinden blæse det syge og usunde langt bort.
Et lille lig kostede kun det halve
Man fastsatte prisen for et stort lig til halv snes rigsdaler. Et mindre lig kostede det halve. Efterhånden mente studenter-ligbærerne, at det var meget langt at skulle bære ligene ud til Assistens Kirkegård. De måtte køres på ligvogne.
I 1798 fandt man så ud af, at de lig, der skulle køres i de bedste ligvogne skulle koste 20 rigsdaler. Ak ja i 1813 blev det forbudt at servere spiritus på Assistens Kirkegård.
Koppevaccination på Solitude
General Haxthausen solgte i 1769 Solitude til staten. Så kunne Struensee og professor Berger der indrette en koppeindpodningsanstalt. Der kunne optages 48 personer ad gangen, 16 betalende af ”borgerlig og middelmådig stand”, 32 fritliggende som fik gratis kost, klæder, medikamenter og opvartning. Anstalten åbnede den 14. juni 1770 og kom under Frederiks Hospitals direktion.
Men ak, som så meget andet nyt Struensee ville have frem så vakte den modstand, uvilje og mistro. Og helt ufarlig var kuren nok ikke. I 1783 blev anstalten lukket på grund af manglende søgning. Man oprettede så i de samme lokaler et opfostringshjem for spæde børn i samarbejde med Fødselsstiftelsen. Men dette lykkedes ikke helt.
Herskabelig lystgård med humlegård og aspargeshave
Staten solgte så gården ved en aktion. Nu blev det en herskabelig lystgård med have, marker, humlegård, enge og aspargeshave, der strakte sig lige fra Ladegårdsåen om bag Assistens Kirkegård.
En lille obskur knejpe
Ja så skal det også lige nævnes ”en lille obskur knejpe”, Lille Ravnsborg, som tilhørte inspektør Knoblauch. Her var keglebane og billard. Den blev kun besøgt af ”den lavere del” af befolkningen, når de havde været til begravelse. Så drak man gravøl her.
I 1812 havde værtshusholder Chr. Heinrich Pätges og hans kone Lille Ravnsborg. Her fødtes den 22. november deres ottende og næstyngste barn, Johanne Louise. Det blev senere den så navnkundige skuespillerinde Fru Heiberg.
Først vægtere og lys i 1830
Henimod aften var det ikke hyggelig at færdes her. Man må huske på, at Nørrebro og Østerbro hverken havde vægtere eller lygter før i 1830. I den grad var man ”på landet” så nær ved staden.
Der var meget få handlende herude dengang. De allerfleste fornødenheder måtte man hente inde i byen. Det blev betragtet som en hel rejse. Men herude var en del forlystelseshaver for det bredere københavnske publikum. Det var ” almindelig jævn beværtning” med vand på maskine og keglebane.
En svinggynge vakte forargelse
Ja og så kom der en svinggynge til Nørrebro. Moralister betegnede det som et sandt gyngeraseri byen. Fornuftige og adstadige borgere spilder deres kostbare tid og penge i gyngen på Nørrebro, sagde man.
Moralisterne foreslog endda, at der blev lagt en forlystelsesskat på dette gyngeri, Det lykkedes da heller ikke at få dem afskaffet.
Det bestandige borgerlige selskab
Man kunne også for adspredelse på Store Ravnsborg. Her kunne man bl.a. beskue den så yndede tamme ravn. Ja så var det jo også det store kunstfyrværkeri,
Det var også her ”Det bestandige Borgerlige Selskab”, der stammede fra 1798 holdt til. Der måtte kun være op til 100 medlemmer. Det var kun bestemte viser, der måtte afsynges her.
Selskabet havde på et tidspunkt alt for mange penge. Lovene sagde ikke noget om disse penges anvendelsesmuligheder så pludselig var alle brødre 5-6.000 kr. rigere.
Ridekunst og legemsøvelser
Også beridere fandt herud. Kunstberider Jean Lustre købte en ejendom ved siden af Ravnsborg. Han fik tilladelse til at undervise i sit ridehus. Senere blev virksomheden udvidet med gymnastik og andre legemsøvelser.
”Sproglevin” – en højst mærkelig figur
Lige over for Jødevejen på Nørrebrogade boede i lange tider lige til han fik en fribolig på Frederiksberg Slot en højst mærkelig figur nemlig Israel Solomon Levin, den såkaldte ”Sproglevin”. Han var født i 1810 og døde i 1883.
Han var en dygtig sprogforsker, kendt for sine videnskabelige arbejder. Men han var også kendt for sin koleriske karakter og han var slet ikke til at arbejde sammen med. Han var kendt for sin hidsighed og modsigelsestrang. Også i dagbladene stødte man på hans kværulantartikler. Han var ganske ubarmhjertig og hensynsløs over for sine modstandere.
Til alles forbavselse giftede han sig i en sen alder. Alle ynkede den stakkels kone. Hun holdt da også kun et par pr så blev de skilt.
På Nørrebrogade var han en meget kendt skikkelse. Han var afholdt hos de fattige studenter som han underviste ganske gratis, ellers var han ikke.
Under Jødefejden ville man skænde jødernes grave
Under Jødefejden var der mange, der mente at man skulle skænde jødernes grave. Her på Jødevejen (Møllegade) købte rebslagermester Hans Thrane – Major Svendsens store reberbane, der strakte sig fra Møllegade til hen imod Jagtvejen. Det var i 1850erne. Her opstod senere på denne grund Meinungsgade og Frederik den Syvendes gade.
Kærligheds- og Ægteskabsstien ikke spor romantisk
Omkring søerne befandt Ægteskabsstien og Kærlighedsstien sig. Men her skulle man huske gummistøvler på. Når det havde regnet, så kunne man gå et skridt frem og to tilbage. Så disse stier levede nok ikke helt op til deres navn – i regnvejr.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 30, 2023
Møgeltønderhus – Før Schackenborg
Nævnes første gang 1223, men sikkert betydelig ældre. Dronning Magrethe køber godset. Under Ribe Stift. 1639 – en firlænget gård. Voldgraven er bevaret. Lensmænd af skiftende kvalitet Bendix Rantzau var anderledes end Ahlefeldt. Christian den Fjerde overtog godset for 70.000 Rigsdaler. Albert Skeel fik ordre til at renovere Møgeltønderhud. Krige ødelagde godset. Da Hans Schack overtog det lå det spredt. Præstefamilien i Møgeltønder blev henrettet. ”Guds Vejr” ødelagde meget. Hans Schack overtog et meget ramponeret slot. Bønderne klagede over store afgifter.
Nævnes første gang 1223
Det første slot i Møgeltønder kan være bygget under Valdemar Sejr. Man har fundet en egebjælke med et skåret årstal 1230. Men dette stod ikke længe. Hertug Valdemar den Fjerde erobrede det fra Erik Glipping. I 1285 overtog kongen det igen og rev det ned.
Møgeltønderhus nævnes første gang i 1223. Dengang var det en stor gård ejet af biskoppen i Ribe.
Bønderne måtte gøre masser af kørsler og hoveri. Gang på gang led borgen overlast ved krigshandlinger
Dronning Magrethe køber Møgeltønderhus
Omkring 1400 opkøbte Dronning Magrethe den Første en række godser og slotte i Sønderjylland, deriblandt Schackenborg, så det atter kom under Kronen. Ja hun fik også Trøjborg. Disse områder blev såkaldte ”Kongerigske Enklaver”.
I 1417 blev af kong Erik af Pommerns mægtigste mænd, lensmanden i Flensborg samt senere rigsråd Morten Jensen Gyrstinge i 1417 også biskoppelig lensmand på Møgeltønderhus.
Under Ribe Stift
I 1434 blev Møgeltønderhus lagt øde af hertugen. Men snart igen nævnes stedet atter under Ribe Stift. I 1500 fik Peter Ranzau slottet under forlening af den sidste katolske biskop, Ivar Munk. Men ved Reformationen 1536 kom den igen under Kronen.
I 1639 – en firlænget gård
I 1639 beskrives fæstningens hovedgård som en firlænget gård med 33 fag. I laderne var der plads til 195 kreaturer, 114 køer og 47 ungkreaturer på græs.
Voldgraven er bevaret
Da rigsfeltherre Hans Schack i 1661 overtog fæstningen, beskrives i to etager og i 17 fags længde. Desuden var der et middelalderligt borgertårn i tre etager, et hus i 15 fag samt en forløber for det nuværende porthus ud mod vejen.
En væsentlig ting fra Møgeltønderhus som er bevaret, er voldgraven.
Lensmænd af skiftende kvalitet
De lensmænd og ejere, der var her, var af skiftende kvalitet. Detlef Ahlefeldt var initiativrig og dygtig. Han satte gang i restaureringen af Møgeltønderhus. Han lod sammen med Hertug Hans den Ældre diger opføre i Rudbøl og Højer. Han var ligeledes påpasselig med at bønderne ikke blev overbebyrdet med arbejde.
Dengang var der 115 hel-gårde knyttet til godset. Der var også besiddelser i Abild, Brede, Daler og Agerskov Sogne.
Bendix Rantzau var anderledes end Ahlefeldt
Helt anderledes var det med Bendix Rantzau som siden også blev ejer af Møgeltønderhus. I hans periode fra 1573 til 1599 var det hårdt for bønderne. Hoveriet og landegildet blev sat markant op. Han brugte også hårdhændede metoder overfor bønderne. Han var en sand bondeplager. Bønderne klagede flere gange til kongen. Rantzau fik også flere advarsler.
Chr. Den fjerde overtog godset for 70.000 rigsdaler
Plageriet stoppede først, da Christian den Fjerde købte lenet tilbage i 1599 for 70.000 rigsdaler. Det var en svimlende sum. Kongen bad også områdets bønder om tilskud til købesummen.
I 1600 blev der udskrevet landeskat overalt i riget for at betale det store beløb. Herpå vente Møgeltønderhus tilbage til tronen. En række forskellige lensmænd var så tilbage på Møgeltønderhus, udpeget af kongen. Og sådan blev det frem til 1661, hvor nye dramatiske begivenheder førte til at en krigshelt kom til Møgeltønderhus og forvandlede det til slottet, Schackenborg.
Albert Skeel fik ordre til at renovere Møgeltønderhus
I 1635 havde Albert Skeel på Riberhus fået kongelig befaling på at istandsætte Møgeltønderhus, der var slemt medtaget af foregående års stormfloder.
Lensmændene førte også tilsyn med undersåtternes moralske vandel og livsførelse. Ladegårdens areal var blevet udvidet i Bendix Rantzaus tid. I 1630erne var arealet vokset til 200tdr.
Krige ødelagde godset
Men så kom Torstenssonkrigen. Det betød at store dele af ladegårdsmarken lå udyrket hen. Ja mange steder blev det nærmest hede. En overgang efter krigen gik ladegårdsdriften helt i stå.
Efter fredsslutningen nåede man op på 130 tdr. under plov, inden den danske konges polske forbundsfæller igen for frem med bål og brand og fuldstændig ødelagde avlingen til ladegården.
I 1639 var der 89 fag ”øksnestald”, 95 fag lade og 24 fag tørvelade. Troppernes hærgen og det barske klima betød hele tiden ændringer af udseendet. Det samme skete med hestestalden i staldgården, der lå mellem slot og ladegård.
Da Hans Schack overtog det – lå det ret spredt
Da Hans Schack overtog godset, var det meget spredt. Han kunne over for Christian den Femte fremlægge fordringer på 30.000 Rigsdaler. For dette beløb fik han en del gods som igen lå meget spredt.
Kvægdriften blev formindsket. Og diverse tropper beslaglagde kvæget.
Præstefamilien blev henrettet
I tiden før Hans Schacks overtagelse var der også hele straffesagen mod provst Laurids Thomsen i Møgeltønder. Han og hans familie blev anklaget for hor og druk i præstegården. Dertil kom blodskam med en datter.
Nogle af byens spidser blev anklaget for utilstedelig omgang med provstefruen. Provsten blev dømt på bålet Konen og datteren måtte strække hals for bødlens økse. Byens spidsere fik en klækkelig bøde.
Guds vejr
Natten mellem den 11. og 12. oktober 1634 gik det ud over ladegård og slot under det store ”Guds Vejr, hvor også det lavtliggende bøndergods led store skade. Men så var det også lige Kirstine Svendsdatters fund af guldhornet i 1639.
Skaderne var slet ikke udbedret helt endnu da Hans Schack overtog godset.
Hans Schack overtog et ramponeret slot
Da Hans Schack overtog godset, blev hovedbygningen brugt til tærskelade og kornlade, Der var ingen vinduer i bygningen og tre fag var uden tagsten.
Det firkantede tårn, der var på tre etager, havde man brugt til kornlade og kornmagasin. Overdelen var faldet ned. Det havde hverken bjælker, døre eller vinduer. Avlsbygningerne var i samme dårlige stand som slottet.
Kun 40 fag kreaturstald var nogenlunde. Porthus, hestestald og 9 fag kreaturstald var i samme dårlige stand som slottet. Slottet var færdig i 1664. Det var næsten den samme skikkelse som i dag, dog var murværket ikke kalket, men med røde teglsten. Vinduerne var mindre og havde blyindfattede ruder.
Bønderne klagede over store afgifter
Hans Schack ville gerne erhverve gården Røj, men fæsteren Claus Lorenzen ville ikke godvilligt afgive den. Schack skrev nu til Frederik den tredje. Og det endte med at Claus Lorenzen måtte afstå Røj.
Det ender med at Hans Schack spørger bønderne, om de vil leje Røjs jorder. Han erhverver også en del af Ved Gårdens gårde. Schack sætter lejeprisen op og tjener godt. Afgiften for bønderne stiger. Bønderne klager i 1666 og 1667 over de stigende afgifter.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 29, 2023
I en kniplestue
Entre i livets hårde skole. Store krav til tålmodigheden. Den humane behandling nåede ikke kniplestuerne. Åh jeg er så glad – så glad. Det daglige pensum skulle nås. Ret ensformigt arbejde. En plads i skammekrogen. Man brugte ikke så meget tid på at spise. Ikke gavnlig for sundheden. Det gik ud over skolen. En time om eftermiddagen. Der manglede kvindelig hushjælp. Kavringer med kaffe. Den strenge tugt og nøjsomheden.
Entre i livets hårde skole
Indsidderstuerne langs vestkysten var trange og lavloftede. Her var et sparsomt bohave med småbitte ruder. Gulvene var sandbestrøede. Det var også i sådanne rum i særlige knipleskoler småpigerne fik deres første oplæring i kniplingens svære kunst.
Her gjorde de deres entre i livets hårde skole, hvor lektierne var tunge og tugten streng. Der har sikkert også flydt mange barnetårer over knipleskrinet. De ville ikke være nået langt hvis ikke en mors myndighed havde holdt dem til. Det sømmede sig nu engang ikke at slippe på halvvejen.
Desuden var det en nødvendighed at få lært et erhverv gennem hvilket de senere kunne tjene det daglige brød og håndens gerning skulle omsættes i reelle værdier.
Store krav til tålmodigheden
I den tidligste morgenstund kunne man se pigerne fra småkårs-hjemmene tage af sted med de indhyllede knipleskrin mod det hus, hvor læremesteren – en ældre kone – skulle bibringe dem færdigheden.
Her sad de så bøjet over deres skrin, kastede de med perlesnor omvundne pinde mellem hverandre, flyttede nålene og så, hvordan det lille kunstværk voksede tomme for tomme på prikkebrevet. Arbejdet fordrede ikke så mange kræfter. Men til gengæld stillede det store krav til tålmodigheden, men det kunne det skorte på i så ung en alder.
Den humane behandling nåede ikke til kniplestuerne
Skolelovens instruktion om en human behandling af elever var ikke nået ind i disse kniplestuer. Der blev udøvet tugt og mangt et snøftende suk har afbrudt pindenes ensformige raslen på ”Skrøvlet”.
Behandlingen af de små piger kunne være både hård og hjerteløs. Der var mange ejendommelige straffemetoder, der blev taget i anvendelse. Læretiden var her som i datidens værksteder af en anden karakter end nu om stunder. Man tog ikke med fløjlshandsker på lærlingene.
Åh jeg er så glad – så glad
I deres ophidselse kunne læremestrene sommetider gå over gevind. Vi kan måske også godt forstå den lille pige, der en dag glædestrålende udbrød:
Hendes læremester var død. Det føltes for pigen selvsagt som en befrielse.
Det daglige pensum skulle nås
Det var med alt andet end blide følelser, disse små elever så på deres knipleskrin. Det for dem alt andet end legetøj, som de omfattede med kærlighed. Havde det stået til dem selv, havde de rent tidligt ladet ødelæggelsestrangen komme til udfoldelse over for det.
Trods denne uvilje ville det måske alligevel være gået de fleste som denne pige, der ofte havde vist mishag mod skrinet. Men hvis der nu udbrød brand i hjemmet ville det første, der ville blive reddet være knipleskrinet.
Tiden skulle udnyttes. Det daglige pensum skulle klares uanset hvad inden fingrene kunne få en hårdt trængt hvile og ryggen kunne komme i retstilling.
Ret ensformigt arbejde
For at fremskynde arbejdet, men vel også en afledning af tankerne fra dette ret ensformige arbejde taltes der højt under flytning af nålene.
Man havde forskellige talremser eller også nævne et personnavn for hver nål, der blev sat i mønstret. Det kunne jo godt vække morskab, når en af sognets originaler blev sat i.
En plads i skammekrogen
Men ve den elev, der ikke kunne vinde med eller kludrede med mønstret. Hun måtte da finde sig i kammeraternes drillerier og dette blev kraftigt understøttet af læremesterens forhånelse.
Med en krans af evighedsblomster på hovedet og et ris af malurt på ryggen fik hun anvist plads i skammekrogen. Her kunne hun så sidde resten af dagen dom ”skaldet munk”. Og det var ingen udmærkelse.
Man brugte ikke så meget tid til at spise
Der levnedes kun lidt plads til spisningen. I stuen kunne man se anbragt en spand med drikkevand, hvor tørsten kunne læskes. Læremesteren var da fri for pigernes rend til pumpen. Samtidig forhindrede det, at den sparsomme varme blev lukket ud.
Middagsmaden kunne bestå i et par skiver brød med sur fløde som pålæg. Det kunne ikke afses tid til madlavningen. I disse stuer fik den friske luft heller ikke adgang.
Ikke gavnlig for sundheden
Degn Hansen fortæller i sine optegnelser fra Emmerlev:
En anden siger således:
Det gik ud over skolen
Men der hvilede en anden skygge over knipleriet. Det ses gennem indberetninger fra skolerne. Præsten i Ballum klagede i 1816 over at
Vi hører da også at mange forsømte undervisningen i ugevis, når et nyt mønster skulle indlæres. Så var det ikke unormalt at man blev væk fra skole i tre fire uger.
I Emmerlev besøgte de sjældent skolen oftere end 1-2 dage om ugen. I en skrivelse fra degn Asmussen i Abild hedder det fra 1836:
En time om eftermiddagen
Fra Hjerpsted berettes samme år, at selv de allernødvendigste fordringer i skolen kan vanskelig nås. Børnene besøgte på grund af fattigdom kun skolen et kort tidsrum om året. Det manglede dog ikke på god vilje fra forældrenes side.
Flere børn, som havde lært at kniple, mødte daglig en time om eftermiddagen. Man anså det ikke som en fornødenhed at pigerne fik boglig lærdom.
Der manglede kvindelig hushjælp
Da pigerne så efter endt læretid foretrak det mere magelige indbringende arbejde ved skrinet, blev følgen ret stor mangel på kvindelig hushjælp. Dette blev så afhjulpet ved tilstrømningen af unge piger nordfra, navnlig fra Fanø og det vestlige kystland.
Kavringer med kaffe
Som afslutning på vinterens aftensæde, og den tog sin begyndelse 14 dage før Mikkelsdag og varede til Pers dag (awten) eller Fruedag, blev der holdt et ”Standerhøtte”
Standeren var et træstativ, hvorpå lampen eller lyset havde været anbragt, bkev omviklet med reb og under pigernes kåde råb og latter slæbt op på loftet. Så trakteredes der med ”kavringer” (tvebakker) og kaffe. Tugtens ris fik denne aften lov til at hvile.
En fattig fornøjelse, ja men børnene var ikke overmættet og forvænte med glæder og godter.
Den strenge tugt og nøjsomhed
Man kan mindes deres flid med respekt. Ja også deres nøjsomhed. Men vi må heller ikke glemme den strenge tugt og mange af disse pigers skader af deres arbejde.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 27, 2023
Sct. Jørgens Kirke i Aabenraa
Møderne startede i 1895. Husly på Folkehjem. Først efter 1920 fik kirken det nuværende navn. Jorden tilhørte Sct. Jørgens Stiftelse. En fortyskningsproces fik folk til at samles. Et aktivt byggeudvalg. Menigheden bestod dengang kun af 30 – 40 stykker. Hvad fik de ud af det? spurgte man i Aabenraa. Politi – Matzen gik gerne i kirke! Præsten cyklede fra Haderslev. Sct. Jørgens Forening. Kirken blev en almindelig sognekirke, men det havde folk svært ved at forstå. Menighedsrådet overtog kirken.
Det startede i 1895
Det første kirkelige møde fandt sted den 18. december 1895 på hotel Fønix, danskernes samlingssted. Der mødte 50 tilhører op Det var frimenighedspræst Rasmus Thomsen, der talte. Møderne, der mindede om normale gudstjenester fortsatte uregelmæssigt frem til kirkens indvielse.
Husly på Folkehjem
Myndighederne så absolut ikke med velvilje på grundtvigianernes fremtrængen og forsøgte at forhindre møderne. Ved at true hotelværterne med at nægte fornyelse af bevillingen tvang myndighederne til at flytte fra sted til sted. Men ved årsskiftet gav Sprogforeningen husly på den nyerhvervede ejendom Folkehjem.
Kirken blev kaldt ”Æ lille kirk” – ”Æ dansk kirk” – Men egentlig hed kirken ”Frimenighedskirken”. Skt. Jørgens Kirke var en af i alt seks frikirker som dansksindede kredse rejste i Sønderjylland i den tyske tid.
Først efter 1920 fik kirken det nuværende navn
Den blev oprettet for at få et sted, hvor man kunne afholde dansk gudstjeneste. Den blev taget i brug i 1904. Pastor Rosendahl, der var præst fra 1910 – 1920 beskrev forholdet ret rammende i 1919 i frimenighedernes kirkeblad – Den Nordslesvigske Kirkesag:
Efter 1920 forsvandt frimenigheden da også. Kirken kunne ikke længere hedde frimenighedskirken i Aabenraa. Den fik i stedet navnet Sct. Jørgens kirke.
Jorden tilhørte Sct. Jørgens stiftelse
Og hvorfor blev det lige dette navn? Jo, den var bygget på en grund, der engang havde tilhørt Sct. Jørgens stiftelse fra middelalderen, som vejen Jørgensgård har sit navn fra. I forvejen er byens anden kirke opkaldt efter en helgen.
Og hvis du vil vide mere om denne helgen laver vi en henvisning til en artikel, hvor vi har skrevet om Sct. Jørgen og om de forskellige Sct. Jørgens gårde og huse fra dengang.
En fortyskningsproces fik folk til at samles
Ja mange i Aabenraa har omtalt kirken som ”Den lille kirke på bjerget”.
Det var en fortyskningsproces, der fik folk til at samles i frimenigheder dengang. Der gemmer sig et dokument i et kobberrør i soklen til Sct. Jørgens Kirke. I kirkebogen står det anført, at dokumentet indeholder en beretning om kirken. Det er forfattet af Niels Hansen og Knud Rosendahl.
Et aktivt byggeudvalg
Frimenighedskirken er bygget i 1903 af en lille dansk menighedskreds, som i flere år var samlet omkring frimenighedspræst Rasmus Thomsens forkyndelse. Til at forestå byggearbejdet blev der nedsat et byggeudvalg bestående af gårdejerne Nis Callesen i Lerskov og Falle Lildholt i Løjt Kirkeby samt kaptajn C.C. Fischer og redaktør H.P. Hanssen i Aabenraa.
Arkitektarbejdet var overladt til en gammel Aabenraa – knægt, Nils Jakobsen i Odense. Byggegrunden var en gave fra ”Foreningen til det danske Sprogs Bevarelse i Nordslesvig”. Pengene tilvejebragtes ved frivillige – fra venner nær og fjern.
Menigheden bestod kun af 30 -40 stykker
Prøjserne var ikke glade for dette initiativ. Men Aabenraaerne ville bevare deres modersmål – også i kirken. Og kirken blev rejst på kort tid. Ja ideen blev fremsagt ved en gudstjeneste på Folkehjem på Allehelgens dag i november 1901. Og den 4. november 1904 blev kirken indviet.
I Hejmdal kunne man læse følgende:
Imponerende at det lykkedes at bygge kirken. Frimenigheden dengang bestod kun af 30 – 40 stykker.
Hvad fik de ud af det?
Man fik indsamlet 5.000 mark, og fra et udvalg for den sønderjyske Kirkesag i Kongeriget fik man de resterende 15.000 mark som kirken kostede. Kirkebyggeriet blev forstyrret af myndighederne, især ved gentagende udvisninger af murermesterens danske svende
Det var en helt fuld kirke under indvielsen. Politi – sergent Carl Christian Matzen (Politi – Matzen) overværede indvielsen på landråd von Uslars befaling. Han greb dog ikke forstyrrende ind. Der var kun siddeplads til halvdelen af kirkegængerne.
Udestående opfattede først og fremmest den ny kirke som et forsøg på at irritere den prøjsiske myndigheder.
Efter indvielsen var der møde på Folkehjem, hvor C.C. Fischer indledte. Han havde båret hovedarbejdet i byggeudvalget.
Politi – Matzen ville gerne i kirke
Desværre kom kirken til at stå tom det første halve år på grund af præsten, Rasmus Thomsens sygdom. Han døde i 1905. Siden blev der holdt regelmæssige gudstjenester og indtil 1908 under overværelse af politisergenten. I sin mørkeblå uniform med rød krave. Han sad altid nederst i kirken. Det fik C.C. Fischer til at sidde øverst – så langt væk fra politisergenten som mulig.
Man sagde rundt om i Aabenraa:
Præsten cyklede fra Haderslev
Thade-Petersen var blevet ordineret. Han kom oftest cyklende fra Haderslev til Aabenraa for at holde gudstjeneste. Endnu fortælles om det sejl, han spændte på cyklen, når der var medvind.
I 1908 meldte to sønderjyder sig til tjeneste i de sønderjyske frimenigheder. Det var de dansk uddannede cand., theol.’ Er Knud Rosendahl og Niels Hansen. Sidstnævnte gik dog efter et halvt over til journalistikken. Rosendahl skulle dog også hjælpe som præst på Vesteregnen.
I 1910 – 1914 blev gudstjenesterne varetaget på skift af Thade Petersen og Rosendahl. Men sidstnævnte blev i 1914 indkaldt som soldat. Han blev sparket af en hest i tjenesten. Han kunne derfor fortsætte som frimenighedspræst fra sidst i 1916.
Pastor Rosendahl blev i 1921 sognepræst i Vojens. Hver 14. dag blev der holdt gudstjeneste blandt andet ved provst Nielsen i Ensted. De mange af de tilflyttede danskere nordfra knyttede sig til kirken.
Sct. Jørgens Forening
I oktober 1924 blev Sct. Jørgens Forening dannet med bl.a. Holger og Jep Fink og boghandler Harald Bo Bojesen og to andre. De påtog sig alle en gæld på 5.000 kr. og påtog sig yderligere n gæld hver på 5.000 kr. for istandsættelse. De fem overtog kirken fra Sprogforeningen og hæftede personlig for gælden.
Der blev forhandlet med ministeriet. De ville betale en præsteløn i den laveste klasse og yde et ”fyrsteligt” tilskud på 3.600 kr. årligt til aflønning af organist og kantor samt kirkens vedligeholdelse, rengøring, brændsel, klokkeringning og fyring.
De fem herrer fra Sct. Jørgens Foreningen byggede en smuk præstebolig. Det lykkedes at få 60 familier til at tegne sig for et årligt bidrag på lidt over 2.400 kr. Et bidrag, der dog med tiden faldt til 1.200 kr.
Kirken blev en almindelig sognekirke – men det kunne folk ikke forstå
Kirkens første præst efter 1920 var Carl Johannes Ludvigsen. Han fik den vanskelige opgave at føre kirken fra frimenighedstiden ind i folkekirken. Ludvigsen fik titlen af andenpræst, dvs. præst for det danske mindretal af danskere, der ikke ville slå sig til tåls med, at den tyskuddannede pastor Juhler var valgt til præst for den danske menighed.
Dette forhold fik ikke ligefrem pastor Juhler til at tage imod Ludvigsen med åbne arme. Da kirken fyldte 50 år nævnte pastor Ludvigsen, at det kun langsomt gik op for folk, at kirken nu var en sognekirke, hvis præst enhver i byen kunne lade sig betjene af.
Utroligt at denne Ludvigsen skulle betale 40 pct. af udgifterne til præstegården. Han faldt for aldersgrænsen i 1948. Allerede året forinden havde de fem kirkeejere bebudet sammen med de resterende bidragsydere om, at en nyordning af forholdene måtte der til.
Menighedsrådet overtog kirken
Det endte med at den 1. juli 1948 at menighedsrådet fik overdraget kirken vederlagsfrit og præstegården for et beløb af 55.000 kr.
For at sikre sig at den grundtvigske linje ved første præstevalg efter nyordningen kunne fastholdes, betingede Sct. Jørgens Forening sig afgørende indflydelse på dette.
Til embedet kom der 12 ansøgninger. Af dem valgtes pastor Markus Kofoed. Men nu var der ikke kun de fem, der afgjorde dette. Den 10. september 1948 mødte mellem 80 og 90 mennesker op på Folkehjem og gav deres besyv med.
Efter 1948 fungerede Sct. Jørgens Kirke som en slags annekskirke til Sct. Nikolaj Kirke. Men i praksis fungerede som en sognekirke for den nordlige del af byen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 26, 2023
Hvorfor lugtede det altid i Vidågade i Tønder?
Når vi skulle i kolonihaven i Vidågade var det en skøn duft af kaffe ved kafferisteriet. Men det blev hurtig ødelagt af en slem lugt. Og når jeg som bydreng skulle her forbi var det altid en slem lugt. Hvorfor? Ja, hvad betyder ordet ”Talg”? Riggelsen handlede også med støvler og senere alt skotøj. I 1920 skete der en deling af firmaet Der blev oprettet en lagerbygning til værdifulde metaller. Og så blev der ansøgt om et nyt talgsmelteri. Åbenbart havde undertegnede en følsom næse og naboerne var åbenbart tolerante. Tirsdags – afhentning hos slagteriet. Alt kunne bruges. Stop af eksport til Portugal. De brugte Anden – klasses talg til madproduktion. Huder og skind blev afhentet og indleveret. Hud- og skindlager i Tønders Industrikvarter. Filial af produkthandel i Aabenraa.
Hvad betyder ordet ”talg”?
Jeg husker det endnu. Det lugtede altid i Vidågade. Det er ikke kafferisteriet lige i nærheden af kolonihaverne, jeg tænker på. Det var en behagelig duft, der kom derfra, nej jeg tænker på Riggelsen lidt længere henne. Når vi opholdt os i den skønne kolonihave helt ned til Vidåen kunne vi også lugte det.
I Vidågade lå nemlig et talgsmelteri. Og hvad er det nu for en størrelse? Kigger man på ordet ”Talg” i Politikens danske ordbog kommer følgende forklaring:
Hvordan begyndte denne forfærdelige lugt?
Handlede også med skotøj
I 1888 boede der en Matthias Riggelsen i Tønder. Han var garver og kom fra Abild. Efter endt uddannelse og et ophold i USA nedsatte han sig i ejendommen Østergade 57. Ved siden af sit hverv som garver begyndte han at sælge støvler. På et senere tidspunkt udvidede han sit sortiment og solgte skotøj i et bredere sortiment.
I 1920 skete der en deling af firmaet
Garveriet var dog stadig hans hovederhverv. Det blev så udvidet med en produkthandel. Dette drev han fra en lagerbygning i Vidågade 56 på en grund, der lå i forlængelse af Østergade – ejendommen mod syd.
Efter 1920 skete der en deling af virksomheden. Skotøjsforretningen flyttede i lejede lokaler i Storegade 20. Garveriet med produktforretningen blev overtaget af Matthias Riggelsens ældste søn, Peter Friederich Riggelsen.
Lagerbygning til mere værdifulde metaller
Ligesom i Vester – og Storegade i Tønder rakte de fleste ejendomme i Østergade fra hovedgaden mod parallelgaden i syd. I dette tilfælde Vidågade. Både Vidågade 54 og 56 blev ejet af Riggelsen. Har opførtes omkring 1920 et stort beboelseshus.
På modsat side mod syd på et stort have-areal helt ned til Vidåen lå en lagerbygning med plads til opbevaring af uld og de mere værdifulde metaller som kobber, bly, messing m.m. Jernmetallet fik plads på et bagved liggende indhegnet område.
Et nyt talgsmelteri
Man startede ret beskeden, men efterhånden kom der gode resultater. Peter Friedrich Riggelsen opførte en villa og nye lagerbygninger på have-arealet. I begyndelsen af Anden verdenskrig ville han bygge et nyt talgsmelteri i fortsættelse af sin fars primitive talgsmelteri.
Den 31. juli 1941 ansøgte Riggelsen Tønder Købstads Sundhedskommission om tilladelse til indretning af et talgsmelteri i ejendommene Vidågade 50 og 52. Da han kunne godtgøre at der havde været et talgsmelteri på ejendommen nr. 56 før ikrafttrædelsen af købstadens nye gældende sundhedsvedtægt skønnede kommissionen den 13. august 1941, at det i virkeligheden drejede sig om en forbedring af det bestående smelteri.
En følsom næse og tolerante naboer
Kommissionen besluttede derfor at give den nødvendige dispensation fra købstadens sundhedsvedtægt. Der var dog knyttet betingelser til dispensationen. Det var en ufravigelig forudsætning at den ikke kom til at genere beboerne af naboejendommene hverken ved røg, damp eller ilde lugt.
Måske har undertegnede haft en for følsom næse i sin ungdom i Tønder eller har naboerne været meget tolerante!
Bygningen af smelteriet blev påbegyndt og fuldført samme år og udvidet med en mindre tilbygning to år senere.
Tirsdags-afhentning hos slagteriet
Riggelsen havde i starten en aftale om ugentlig afhentning af talg fra slagterierne i Tønder, Bylderup Bov, Skærbæk og Vojens. Senere blev råvaren også afhentet på slagterierne i Stoholm (ved Struer), Horsens, Aarhus, Lemvig og Herning. Efter slagteriernes sortering i en første og en anden klasses vare (afpudsningsfedt), blev det af hensyn til holdbarheden saltede talg samlet i pilekurve.
Alt kunne bruges
Første bearbejdning af talgen på smelteriet var rensning og afsaltning med vand. Fra en hakkemaskine ledtes talgen via en glideanretning i et kæmpemæssigt kar. Cirkulerende kogende vand i karrets dobbelte bund fik talgen til at smelte.
Sener og fedtegrever faldt til bunds, og efter en centrifugering kunne rent talg afpumpes og flyde i nye trætønder, der var specielt fremstillet af bødker Heil i Højer. Dette gjaldt det første klasses talg, spisetalgen, der blev anvendt i margarinefabrikation. Et stigende salg til Solo-fabrikken i Sønderborg, der var en af de helt store aftagere, fik Solofabrikken til på et senere tidspunkt at anskaffe en tankbil til afhentning af den flydende talg på smelteriet i Tønder.
Her blev talgen i mellemtiden opbevaret i en stor beholder med et varmelegeme, der sørgede for at holde talgen flydende. Centrifugen som man brugte, havde en fortid som vandrensningsanlæg om bord på et skib.
Stop af eksport til Portugal
Den anden sortering til forarbejdning i sæbe- og ”talg” – lysindustrien blev kogt i kælderen og hældt i brugte og rensede olietønder. Det meste af anden klassetalgen gik til udlandet. Dog blev eksporten til Portugal stoppet, da man erfarede, at talgen der blev brugt til spisebrug.
Var det tale om Genbrug?
Sideløbende med det foregående blev der også fremstillet en speciel garvetalg til brug på garverier. Senerne og fedtegreverne kunne også bruges. Der stod en hullet beholder i kælderen, som blev brugt til afdrypning af disse. Riggelsen havde en aftager, der brugte ”affaldet” som svinefoder – velbekomme.
Det sidste gik til destruktionsanstalten til videreforarbejdning som dyrefoder. Det kan man da kalde ”Genbrug”.
Der var da flere, der klaget over lugten
Nu var det godt nok flere end mig i Tønder, der mente at det var ildelugtende. Når vi tilbragte hyggelige timer i kolonihaven ned til Vidåen, eller når jeg susede rundt som ”Bydreng”.
De bevilligende hovedpersoner kunne jo selv lugte det. Det var dem, der sad i Sundhedskommissionen. De blev da også jævnligt præsenteret for klager over lugten.
Huder og skind blev afhentet
Riggelsen havde aftale med slagtehuset i Tønder om at aftage de slagtede dyrs huder og skind. Her skal bemærkes at kun tyres, oksers og køers skind kaldes for huder, mens kalvenes og de øvrige dyrs betegnes som skind.
Om tirsdagen var det slagtedag for Tønders slagtere. Om eftermiddagen mødte Riggelsens lastbil op for at afhente huderne og skindene. Hver del var afmærket med slagterens navn så Riggelsens kontor vidste, hvem der skulle afregnes med.
Først blev huderne og skindene vurderet efter vægt og kvalitet. Først pelsen, idet mulige snitskader, opstået ved afhudningen, gav en lavere afregningspris.
Skind blev også indleveret
Der blev også indleveret skind af rådyr, harer, ræve, mår, ilder, mink, lækatte og huskatte. Hundeskind blev saltet og brugt bl.a. i legetøjsfabrikation.
Hos Riggelsen klippede man også får. Det var en afveksling for medarbejderne at rejse rundt om sommeren.
Hud- og skindlager i Tønders Industrikvarter
I 1972 blev der opført et nyt hud-og skindlager i Tønders industrikvarter. Slagteriernes dannelse af egen hudcentral medførte at forudsætningen for driften af en privat opkøbsvirksomhed af huder og skind ikke længere var til stede. Forretningen blev derfor nedlagt i 1978. Bygningerne på Kærgårdsvej blev lejet ud til Hartmann og senere solgt til Teknisk Skole.
Filial i Aabenraa
Peter Riggelsen havde foruden forretningen i Tønder i 1930’erne også etableret filialer i Aabenraa, Skærbæk og på Fyn. Forretningen i Aabenraa blev efter Riggelsens død ført videre af hans søn Peter Riggelsen jr. De tre forretninger blev i 1988 solgt til firmaet Uniscrap, hvorefter en fjerde skrothandler-generation Riggelsen med stor succes etablerede sig i Aabenraa med selskabet Rimeco A/S.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 25, 2023
Lersø-bøllernes viser
Anders Enevig, en forfatter der beskrev vilkårene for dem, der var lavest i samfundspyramiden og dem, der ikke var bosatte, skrev en række fremragende bøger. Men han samlede også viser. Han talte med 200 mennesker og samlede 400 timers viser på sin båndoptager. Og det gjorde han i sin fritid. Han arbejdede ved politiet. Og man kan sige at disse viser også udgør en form for lokalhistorie. Arbejderne sang også Lersø-bøllernes viser. Vi skal da også kigge på visen om Lersø – slaget. En politibetjent døde efter at være mishandlet. Frederik Jensens store vise på Nørrebro teater i 1902. Anders Enevig drak håndbajere med Karen Spidsmus. Så var det lige Utterslev – prangerne. Vi kigger på visen om Valde og Fie. Lersø – bøllerne måtte flygte til fælleden. Storm P fandt sine modeller blandt Lersø – bøllerne. Igen engang måtte man flygte. En gruppe blev og gik rundt på Ydre Østerbro. En anden gruppe gik på Blågårds Plads. Og så var det dem, der tog tilbage til Lersø – kvarteret.
Anders Enevig samlede viser
Anders Enevig kan vi takke for, at kulturen og historien om Klunserne, Kræmmerne, Prinserne, Lersø-bøller og Fælled-bisser er bevaret. Han har skrevet nogle fremragende bøger om emnet. Men hvad de færreste sikkert ved, er at han også har samlet de viser, der hørte til disse grupper af mennesker.
Under besættelsen var han modstandsmand og måtte flygte til Sverige, hvor han blev soldat i den danske Brigade.
Arbejdede ved politiet
I 1945 blev han ansat i Rigspolitiet. Under sit arbejde i Københavns Politi fik han et indgående kendskab til Nørrebro-kvarteret. Han kom under sit arbejde i forbindelse med bl.a. Spritterne.
Dette resulterede at han i 1958 i sin fritid med båndoptager indsamlede historier og viser sunget i dette miljø af subsistensløse. Snart efter udvidede han sit indsamlingsarbejde og lignende og andre miljøer mange steder i landet.
400-timers båndoptagelse
Der er blevet indsamlet både eventyr, beregninger om overtro m.m. folkehistorisk traditionsstof samt miljøberetninger om det farende folk. Anders Enevig har skrevet et hav af artikler i fagtidsskrifter og udgivet bøger med ikke – bofastes folklore.
Han beskæftigede sig med de mere eller mindre omvandrende og dermed ofte ildesete og af myndighederne forfulgte minoriteter. Han var en respekteret debattør, vel nok fordi hans indlæg altid var deldokumenterede. Ja han var vel den fødte storsamler. Således overlod han sin store samling til diverse museer. Og alle hans båndoptagelser (ca. 400 timer) blev overladt til Dansk Folkemindesamling.
Nu er det nok ikke alle viser, der er lige stuerene. Det er folkeminder fra en tid og et miljø, hvor hårde livsbetingelser gjorde, at mange hurtigt faldt væk.
Viserne er et stykke lokalhistorie
I denne artikel dukker vi ned især i hans indsamlinger omkring Lersøbøller og Fælledbisser. Efter denne artikel kan du læse, hvad du kan finde om ”De Skæve Eksistenser” på Nørrebro og i Nordvest og vel også på Østerbro.
Vi har valgt et tilfældig udvalg af viser, som samtidig blev et lille stykke lokalhistorie fra Nørrebro/Nordvest/Ydre Østerbro. Det er historie – set nedefra.
Arbejderne sang også Lersø-bøllernes viser
”Krykke Maries Slagsang” er trykt på fint lyserødt papir. Visen handler om et vældigt gilde, hvor opvartningen bestod af suppe, kogt på svineører behængt med lange hår. Servicet var ikke særlig appetitligt og bohavet i hulen bestod af kasser. Hædersgæsten hed tilsyneladende Karl Baj. Denne person har vi omtalt i tidligere artikler.
Det var 8 vers og med lidt god vilje kunne den synges på den gamle folkemelodi ”I skoven skulle være gilde”.
Når man engang kom forbi en byggeplads på Nørrebro, kunne man fra arbejdsskuret høre arbejderne synge nogle af de gamle viser ude fra Lersøen.
Det var viser, der ikke stod i sangbøger og i visebøger.
Anders Enevig talte med 200 mennesker
Anders Enevig gik nu på jagt og talte med henved 200 mennesker på Nørrebro. Han omtaler det selv som en morsom og interessant opgave, som ofte resulterede i natteroderi. Arbejdet måtte gøres, når både han og sangerne havde tid.
Visen om Lersø – slaget
Og egentlig har vi tidligere i flere artikler berørt Lersøsalget. Slaget mellem Lersøbøllerne og politiet fandt sted natten mellem den 29. og 30. september 1901. Egentlig var det ikke tale om et slag. Det var snarere tale om et brutalt overfald på en politimand, som næsten blev slået halvt ihjel. Men i folkemunde taler man om Lersøslaget. Og vi har da også tidligere berettet om dette.
Jo Lersøbøllerne var et folkefærd ud over det sædvanlige. Andre grupperinger var næsten rene pigespejdere ved siden af de gamle Lersøbøller. Det var et fag og et erhverv at være Lersøbølle, og de kunne deres arbejde.
Visen om Lersøslaget er nu ved at smuldre i traditionen. Men det lykkedes dog for Anders Enevig at rekonstruere visen. Han måtte kigge i avisens referater for at få versene indpasset i den rigtige rækkefølge.
Melodien er kendt. Den minder om melodien til Hans Hartvig Seedorffs vise ”Den er fin med kompasset, slå rommen i glasset”.
Det må have været en ganske særegen stemning derude, når de lå i hulerne og sang viser og mindedes bedrifterne inde på landjorden. De har også sunget denne Lersøballade:
Den handler om de helte, der slog Ørsted til jord
Nu sidder vi alle bag lås og bag slå
Og det længe til var´, før vi friheden vil få
Tingving vallivalliving valliving vallivallivaj
Tingving valliving tingvingvallivallivaj
Vi var nogle fulde og folk fik på snuden
Den første vi traf på vor ensomme vej
En nattevagt det var, os en storslået galaj
For tørstig´ vi var, og vi skulle ud på livet
Dertil han svared` det ville han ej
Og vi havde jo bare at skrubbe vor vej
Det var jo nogle af Glorias` goder
En tog hans stok, han hamred` hans hud
Stodderen råbte: oh hjælp mig dog Gud
Vi skal vel ej løbe for disse krabater
Og straks han ind på panseren fòr
Og nak ham en skalle, så han segned` til jord
Og folk som vi mødte, ja de gik på kajen
Og vi standsed først ud for Søborghus kro
En stodder vi slog, og kyllinger tog
Et par dages tid efter denne ballade
Så blev Musen taget i Kildevældsgade
Der var han med Gloøjet ude på rov
Og da panserne kom, ja så blev det sgu sjov
og lommerne fyldte med fine cigarer
da panserne rykked´ nærmere frem
så smed vi sardiner i ho´ det på dem
Skønt varerne sa´ vi, at dem ha´ de vi fundet
Så kom vi alle på Vester en tur
Og nu sidder vi alle bag fængslets mur
for hver gang I træffer på Nørrebros helte.
En skål for de kæmper, som var med dengang
På Lersøens hulvej og dansed` can – can
Tingving vallivalliving valliving vallivallivaj
Tingving valliving tingvingvallivallivaj – go` morgen Karl Baj
Hvem ville ofre papir på Lersø-bøllerne?
Men hvem var denne Karl Baj egentlig. Han er nævnt i flere viser. Han er blevet en slags fællesnævner for en rigtig Lersøbølle. Vi har hørt, at han skulle være kommet ud af det hele og blevet entreprenør.
Teksten er interessant, fordi den har en virkelig historisk baggrund. Før Anders Enevig fik den på tryk, har den ikke været det. Hvem ville ofre papir og tryksværte på en rå Lersøballade?
En af de folk vores hovedperson fortalte, at han havde lært sangen før 1910, da han var mælkedreng på mejeriet Enigheden.
Politibetjenten døde – efter mishandling
Mon Lersøbøllerne siden tænkte på, hvordan det var gået deres offer, politibetjent Ørsted, Sikker ikke. Han blev mishandlet så grusomt, at han døde få år efter som en ret ung mand.
Lersøslaget var kun en lille lokal episode ude på Nørrebro, men der var sat en udvikling i skred, som ingen dengang havde forestillet sig. Aviserne svælgede i lange artikler om bøllerne og mange små huspoeter blev inspireret. Den digteriske åre flød voldsomt – alt skulle på vers dengang.
Komedier om Lersø – bøllerne
Digteren Carl Ewald boede et stenkast fra Lersøen i en herskabelig villa. Han gjorde knæfald for bøllerne i lange avisartikler, og raseriet kulminerede i, at Sønderbro Theater i både 1905 og 1909 satte folkekomedierne ”Lersøbøllerne” på programmet. I komedien fra 1905 blev der fra de skrå brædder på Sønderbro sunget ikke mindre end tolv grove viser, gendigtet over skelettet til nogle obskøne viser, som alle kendte. Viserne forsvandt lige op i den blå luft. Det kunne også blive for sølle.
Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus
Men Lersøbøllen Ferdinand Eriksen var jo flygtet. Han og Karen Spidsmus havde taget damperen til Aarhus. Hvor ingen kendte dem. Har boede de et halvt års tid, til de endelig blev snuppet af politiet og blev sat ind i den gamle arrest.
Det var sandelig ikke noget de brød sig om. Allerede første nat foranstaltede Ferdinand alle tiders største forsvindingsnummer. Tidlige morgenvandrene i gaden må absolut have moret sig. Ud for Karen Spidsmus` celle hang to sammenknyttede lagener og blafrede i morgenbrisen.
Man bør absolut bruge lagener, hvis man skal flygte fra spjæld med manér. Det må Ferdinand have vidst, for hele Danmark morede sig.
Frederik Jensens store vise i 1902
Skuespiller Frederik Jensens store vise i sommerrevyen 1902 på Nørrebros Teater gjorde grin med hele historien. Komponisten Olfert Jensen havde sat melodi på. Hele København, ja hele landet sang med på visen om Ferdinand og Karen Spidsmus.
Sad i arrest og læste i sin kattekissemus
og tænkte på sin Ferdinand
Lersøbøllen Ferdinand.
Så kom han midt om natten
Banked´ på så galant
Skønjomfru – luk op
udenfor står din ven
det er de lyse nætters tid
jeg véd du elsker dem!
Hun var der, det var kun et øjebliks værk
Hvor Ferdinand i skjorte, Karen Spids i særk
Gik glad ud i kulden
I kulden
I kulden
Mens fængslet lå i lullen
Og sov så sødt
Anders Enevig drak håndbajere med Karen Spidsmus
Lersøbøllen Ferdinand døde på Kommunehospitalet i 1919. Karen Spidsmus levede i bedste velgående på Vesterbro sammen med et par undulater. Anders Enevig besøgte hende og kaldte hende ”en elskelig gammel dame på ca. 80 år, og hun har ”glemt” Lersøtiden.
Men hun havde ikke glemt at drikke håndbajer. Således måtte Anders Enevig forbi høkeren på hjørnet efter en omgang øl. Han kaldte det for en oplevelse at skåle med Karen Spidsmus.
Utterslev – prangerne
Hvad bestod miljøet af omkring den gamle Lersø? Først og fremmest af meget fattige arbejderfamilier med mange børn og dernæst de navnkundige Utterslev- prangere. Disse var bestemt ikke til at spøge med. Disse gæve gutter satte vel nok deres største særpræg på Lersø-kvarteret og en af deres viser lyder sådan her:
Og vi har ikke spor a` penge
men leve længe
kan vi uden det.
Vi er her til verden kommen
For at nyde radiommen
Og vi har lidt i lommen
For det ska´ der til.
Vi kludemads` er
Vi rydder op i alle klasser
og hvad der passer
tilhører vos
Li` fra morgen til Kvælden
går vi rundt og fylder bællen
men det er så sjælden
at det ka`ses på vos!
Prangerne var stamgæster i den gamle Lygtekro. Der gik mange sagn om disse gamle prangere. Vi har tidligere berettet og Stærke – Harald og Luse – Laurids møde med Amager – slagterne i Lygte Kroen.
Visen om Valde og Fie
I Lersø-kvarteret var der også lige visen om Valde og Fie. En sjov vise om et stræbsomt ægtepar som var forbavsende uheldige en dag.
Hvad stedet det hedder, jeg husker ej mer’
der lå et skur med lidt halm og lidt andet
der havde to elskende slået sig ner
og Fie og Valde – som parret det hed
og Valde sa’ forbandet:
Du elsker da vel mig?
Hva’ Fanden ka’ jeg andet
sådn’ som du tamper mig.
Tag benene på nakken
som Fan’ var efter dig
tag en tur på Bakken
og skaf lidt skejs til mig
Hvordan hun ka’ skaffe lidt godt til sin ven
Da så hun en and på en krog at den hængte
uden for en slagter og hun snubbed’ den
og skyndte sig hjemad til Valde igen:
Er jeg ikke sød og villig
se hvad jeg har til dig
en and jeg købte billig
jeg tænkte kun på dig
Jamen hvor er snapsen henne?
Ak Gud den glemte jeg
men nu skal jeg rende
og hente brændevin til dig.
han var lige sendt hen for at hente den and
han nikker til Fie, hende han standser:
Jeg ku’ lige ha’ ha’ lyst til at tale med din mand.
Og Valde var i færd med at gøre anden i stand
Godda’ du kære Valde
du tar’ en tur med mig
når du får anden saltet
så følges du med mig
vi tar’ en tur i skoven
du kender vel den vej?
Og Valde bed på krogen
Han blev snydt for andesteg.
Lidt længere ude hvor Lersøen ligger
har Charles med knoen sit hyggelige hjem
han længe til Fie har gået og kikket
og da Valde er hugget, så møder han frem:
Oh elskede Fie, oh flyt til mig hjem
Ja når bare ej du slår mig
Jeg gerne tar’ med dig
Næ hvorfor Fanden sku’ jeg slå dig
når kun jeg elsker dig
når blot du skaffer skejsen
brændevin til mig
akkevit og majsen
så elsker jeg kun dig
Hun hyggede hjemmet som kvinden kun kan
Men en dag var hun kommet langt ud på broen
Hvem møder hun – Valde, sin forrige mand:
Og nu skal du få en tak for den dejlige and
imens jeg sad på Vester
så hørte jeg om dig
du gik og laved’ fest
du laved’ grin med mig
jeg sad og pilled’ tovværk
en stump den glemte jeg
og nu skal det være sjovt
at prøve den på dig
og sov mit barn sov længe
med min hakke og min skovl og min spade
og de drak som gale
de gamle hopsaka’ le. –
Lersø-bøllerne flygtede til Fælleden
Men der lyder også andre toner.
En ret almindelig vise fra Lersøkvarteret viser sig at være en sjælden gammel folkevise fra middelalderen. Kulturen får sit, uden at man spekulerer over det. Det er selve hverdagen i dette kvarter. Man synger til arbejdet, man synger i fritiden, og man synger på værtshusene.
Lersø-bøllerne kunne ikke mere være i fred for politiet. Slangerup-banen blev anlagt og fabrikkerne kom tættere på. Ja og så kom der politihunde. De var ikke bange for bøllerne. De flyttede så ud til Nørre Fælled. Det var derude at en ung tegner Robert Storm Petersen fandt sine berømte motiver. De lå i mange år og sang deres viser ude ved Holger Danskes Briller. Her er en af dem:
de bølger de ginge så høje
for det skete så uheldigt den sælsomme nat
at de mange måtte kulden døje
for det blæste gennem vinduer
og det regned’ gennem tag
men aldrig kan vi Rakkerbulen glemme
for intet er så dejligt som at sove under tag
med alle de fordrukne soldesvende
Mit hoved’ til en græstørv kan jeg hælde
Thi vinteren er hård at gå på du gamle dreng
men aldrig vil jeg mig på Gården melde
for i Holger-Danske sover man
så dejlig på en snor
så mange dejlig’ snapse kan man bælle
slut sammen kammerater la’ os splejse til en pægl
for otte graders såben er dog li’ godt mest reæl
Storm P fandt sine modeller på Fælleden
Efterhånden tog Storm P – figuren lidt efter lidt har taget form som den godmodige vagabond med jordbærtud og med hængelås på maven. Morsomt er det at tænke på, at det er de gamle Lersø – bøller har stået mål.
Efterhånden blev Fælleden også for friseret for dem. Rent galt gik det, da brændevin ikke blev til at betale lige efter første verdenskrig.
Du er min ven og min trøst
Lad andre kun prise champagne med skum
du slukker dog altid min tørst
du lille flaske – du er så rar
du følger altid trolig med far
selv om de værste skæve jeg slår
altid i lommen jag dig har
du er jo modbydelig varm
og sveder gør jeg osse fordi jeg må
jo stadig bøje min arm
du lille flaske – du er mig huld
når du er drukken ja så er jeg fuld
du går itu og jeg går omkuld
så bliver facit nul komma nul
Se nu har jeg drukket den sidste sjat
og nu kommer panseren herhen
ska’ vi nu ta’ og følges hjemad igen
men hvoddan pokker er det jeg står
benene siksak under mig slår
Gud ved hvordan vi hjemmet dog slår
For nu er der skid på – ligesom i går
Spritter-flokken blev igen delt
Spritterflokken var nødt til atter engang at dele sig. Nogle få blev på stedet og søgte mod Ydre Østerbro, nogle søgte til Blågårds Plads. Og andre søgte tilbage til Lersø – kvarteret – ud til den lille flok – som stod ude på Rebslagervej.
Anders Enevig indsamlede mindst 1.500 numre. En del af materialet er gammelt men fuldstændig ukendt stof.
Og inden læserne nu bekendtgøre stavefejl, så vil undertegnede lige gøre opmærksom på, at vi nogenlunde har afskrevet viserne, sådan som de stod med de i nutiden viste stavefejl.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 23, 2023
Gadenavne og skilte i Tønder
Tønder fik først gadeskilte i 1850. Det var det danske militær, der ønskede dette samt bedre belysning. Højst overraskende blev det tyske navne. I begyndelsen var det dansk tillid til amtmanden. Politikassen betalte udgifterne. Opsætningen blev meget forsinket. Læserskribent var overrasket over tyske skilte. Embedsmændene var vant til at kommunikere på tysk i Hertugdømmet. Man ville helst tale sønderjysk. Vo Steemann havde fuld tillid til borgmester Olufsen. Det danske Generalstab ønskede danske gadeskilte. Tønders velgører skulle stadig mindes og æres. Skovrøy og Ludwig Andresen diskuterede Uldgade og Wolfstrasse i medierne. Men begge tog fejl. Claus Eskildsen kom med den rette sammenhæng. Nye forslag fra Thorvald Petersen. Hverken Brorson eller Provst Petersen blev glemt. Efter 1920 var det en overraskelse at de tyske skilte blev siddende. Nye forklaring på, hvorfor det skulle hedde Pebergade. En turist beklagede sig. Stadig tyske navne ved amtsvejene. Efter befrielsen tog otte postbude et frisk initiativ. Den 11. maj 1945 blev de tyske skilte fjerne. Det kunne være sket i 1937, da Tønder fik dansk borgmester. Og de tyske skilte endte ikke på museet men blev destrueret.
Først gadeskilte i Tønder 1850
I Tønder skulle man vente til 1850 før der kom gadeskilte. De var på tysk.
Borgerskabet i Tønder havde besluttet sig at byen skulle tilslutte sig revolutionen den 24. marts 1848. Men den 22, juli 1850 blev byen besat af danske tropper. Men det ændrede nu ikke på stemningen i Tønder. Den var fortsat danskfjendtlig. Men trods dette var dansk det fremherskende modersmål i byen. Men det var som om, at det højtyske sprog havde større prestige.
Det danske militær forlangte gadeskilte og bedre belysning
Kort før de danske troppers ankomst blev gadeskiltene sat op. Det skete omtrent samtidig med at gadebelysningen blev forbedret – på det danske militærs foranledning.
Hovedpersonerne i denne sag var konstituerede borgmester, justitsråd Drøhse og amtmand greve Reventlow. Sidstnævnte havde politimyndigheden i byen. Den tidligere borgmester i byen var flygtet, da de danske tropper ankom.
I begyndelsen var det dansk tillid til amtmanden
Amtmanden var tysk opdraget, men i Treårskrigen havde han kæmpet på dansk side. Han blev modtaget med tillid af de dansksindede i byen. Men alt tyder på, at stemningen blandt de dansksindede i byen havde vendt sig mod amtmanden. I et læserbrev i 1856 i Dannevirke kunne man læse at denne Reventlow havde ansvaret for, at der kom tyske skilte op.
Man havde åbenbart fundet ud af, at både kvarterenes navne og gadenavnene manglede i byen. Ja husnumrene manglede også mange steder. Måske var der nogen, der havde gjort amtsborgmesteren opmærksom på det. Men det nævntes ikke på hvilket sprog disse skilte skulle forfattes på.
Det handlede muligvis om besparelse
Nu blev gadenavnene ikke malet direkte på hushjørnerne. Kæmnerne havde åbenbart gået rundt i byen sammen med malere og set hvordan hushjørnerne så ud. Magistraten havde åbenbart også fået at vide, at der ikke var nogen plads eller at muren var så ujævn, at skriften ikke kunne anbringes tydelig.
Det handlede muligvis om besparelse. Således var det billigere, hvis maler Aars kunne male navnene på et skilt. Åbenbart drejede det sig om 78 blæk plader. Og nu dukker de tyske navne på gaderne frem.
Politikassen skulle betale udgifterne
Der bliver så spurgt om hvorvidt Slots- og Frigrunden, der var et lille selvstændigt ejerlav selv skulle betale. De blev først indlemmet i Tønder Kommune i 1933.
Reventlow fastslår, at det er politikassen, der skal afholde udgifterne. Man kunne konstatere at skiltene skulle have tre lag sort maling før de kunne holde og få den rette glans. Denne procedure krævede mere tid. Og så var det lige det problem, at for hver gang, der skulle et nyt lag maling på, måtte skiltene tørre. På grund af vejret kunne det kun foregå i værkstedet.
Opsætningen blev meget forsinket
Man kunne slet ikke efterkomme amtmandens ordre om at være færdig i løbet af tre dage. Og så var det lige det problem, at de anordninger man skulle bruge til ”Lanterner” ikke kunne fås i Tønder men skulle bestilles i Flensborg.
Amtmanden var ansvarlig
Læserskribenten havde ret i. at det var Grev Reventlow, der var ansvarlig for skiltene. Men han havde ikke givet anvisning på hvilket sprog det skulle være. Men han havde godkendt forslagene og det havde borgmester Drøhse også gjort. Kæmnerne havde følt det som en selvfølge at skiltene skulle være på tysk.
Læserskribent undrede sig over at skiltene var på tysk
Det var et langt brev i Dannevirke. Brevskriveren undrer sig over, at skiltene ikke var på dansk eftersom det var danskerne, der vandt den Første Slesvigske Krig. Brevskriveren mener, at det var fordi, at embedsstanden stadig var tysk. Dette kunne føre til at tyskerne kunne tro, at de havde masser af sympati, mente brevskriveren.
Brevskriveren var godt klar over, at det var det danske militær, der havde bedt om mere belysning og muligvis også skilte med gadenavne for at finde rundt i byen. Og så mente han også det var mærkelig at de skulle orientere sig efter tyske navne.
Åbenbart var Reventlow påpasselig med at dokumenter blev sendt på tysk og dansk.
Embedsmændene var vant til at skrive tysk i Hertugdømmerne
Måske skyldes de tyske gadenavne, at man i hertugdømmerne administrerede på tysk. Vi har ligeledes i en artikel beskrevet anvendelse af bynavnet Aabenraa eller Apenrade. Amtmanden har måske ikke tænkt over at sprog og nationalitet var noget, der hang sammen.
Det er muligt, at han på grund af den danskfjendtlige stemning i byen har villet undgå at virke provokerende ved at lade opsætte dansksprogede gadeskilte. Han har måske bestræbt sig på at tage hensyn til begge nationaliteter.
De tyske skilte fra 1850 var i mellemtiden blevet udskiftet til blå skilte med hvid skrift. Der var ikke mere kvarterbetegnelse.
Man ville helst tale sønderjysk
I 1920 var der i Tønder et stort tysk flertal. De dansksindede svarede på tysk, når de blev tiltalt på tysk. Det generede ikke de dansksindede selv om det ikke var morsomt. Men helst ville man tale sønderjysk, som stadig var det mest udbredte sprog i byen.
Von Steemann havde stor tillid til Oluf P. Olufsen
Ifølge Chr. Von Steemann – dommer m.m. diskuterede danske og tyske embedsmænd aldrig nationalpolitik når de mødtes. Men der var dog borgere i byen, der ikke forstod dansk.
Nu var det så borgmester Oluf P. Olufsen, der havde ansvaret for gadeskiltene. Af Chr. V. Stemann fik han det eftermæle:
Det danske Generalstab anbefalede dansksprogede skilte
I byrådet anbefalede han danske gadenavne. Og det skete på den danske generalstabs foranledning.
De lokale medier berettede om, at borgmesteren anbefalede at der ved siden af de tyske gadenavne blev indført danske gadenavne. Det var nu også mærkeligt at høre danske embedsmænd at udtale gadenavnene på tysk.
Tønders velgører skulle stadig mindes og æres
Byens gadenavne blev ikke fordanskede, men de var fortyskede. Den danske form var den oprindelige. Det var kun de nye gader, som var opstået i den tyske tid, for eksempel Strucksalle, Popsensgade, Carstensgade og måske Richtsensgade, der kunne kaldes tyske. Ja sådan fortalte P. Skovrøy i Flensborg Avis. Han mente at det var rigtig nok, at mindes byens velgører. Flensborg Avis havde i sin tid foreslået at man skulle mindes den danske konge som skænkede klostrets formue til oprettelse af alderdomshjemmet i Østergade. En gade skulle således kaldes Kongens Gade, men det skete ikke dengang. Måske kan det ske nu, mente Skovrøy.
Skovrøy mente at navnet Wolfstrasse var en misforståelse
Skovrøy gjorde også opmærksom på, at tyske Wolfstrasse var en misforståelse. Af Uldgade. Der har såmænd aldrig været ulve i den gade. Gaden fik sit navn efter den uld, der blev losset her i gamle dage og som blev lagret i pakhuse i Spikergade. Hvad hedder Spikergade egentlig på dansk?
Og så mente Skovrøy også, at misforståelse med Pfefferstrasse, som oprindelige hed Peblingegade efter Klosterskolens peblinge i sin tid. Men det blev hvis aldrig rettet!
Forkerte oplysninger i avis
Neue Tonderrische Zeitung kunne oplyse, at man ville erstatte Carstensgade med Løgumklostervej, Strucksalle med Møgeltøndervej og Viddingherredsgade med Aventoftvej. Bladet nævnte også, at det ikke var lokale folk, der fremsatte disse forslag. Og de gamle navne fik da også lov til at blive.
Nye forslag fra Thorvald Petersen
Thorvald Petersen, en af danskhedens forkæmpere advarede i Tønder Amts Avis mod at man afskaffede Richtsensgade. Denne mand havde stiftet legater og skænket Tønder et borgerdige. Han anbefalede også Uldgade og Aventoftvej. Han ville have at Markgade kom til at hedde Brorsonsgade. Hans forslag om at omdøbe Abeler Chausse til Ribevej gik næsten igennem. Som bekendt kom den til at hedde Ribe Landevej og Brorsonsvej kom først senere med en helt anden vej.
Provst Petersen blev ikke glemt
Claus Eskildsen tog også bladet fra munden og advarede mod at se bort fra byens velgører. Han mente, at man havde glemt en af de helt store velgører, nemlig Balthasar Petersen. Og det blev så til Provst Petersens vej, en sidegade til Carstensgade op til Vidåen.
Var Pebergade også en misforståelse
Hugo Matthiesen, manden bag adskillige historiske bøger bl.a. om Hærvejen beklagede, at der ikke blev en Peblingegade i Tønder. Det kunne være det sidste minde om klosteret. Han mente så kunne man lige så godt have kaldt gaden for Frikadellegade. Det var lige så godt som Pebergade. Åbenbart stammer Pebergade fra Pebersvende, dvs. de hanseatiske handelsbetjente.
Ludwig Andresen med nye forklaringer
Og så var det lige ordet Spiker, der alligevel ikke var tysk. På nedertysk betyder Spiker en magasinbygning. Så det navn var hvis godt nok. Men diskussionen var endnu ikke slut. For i NTZ Kom Ludwig Andresen med et længere indlæg.
Han forklarede at omkring 1657 tilhørte Uldgade (Wolfstrasse) ikke til Tønder By. Forbrydere kunne flygte til denne gade, så kunne byen Tønder ikke gøre noget. I 1657 havde beboere i Wolfstrasse lavet en særlig aftale. I 1665 besluttede hertugen at Wolfstrasse skulle indlemmes i Tønder By.
Historikeren Ludvig Andresen fortæller også, at i 1570 og sikkert endnu længere tilbage hed vejen ”Wulfstraat”. Der bliver henvist til en artikel i Sønderjyske Årbøger fra 1905, hvor Louis Bobe beskriver en brand i 1586. Her nævnes navnet ”Ulvegade”
Skovrøy havde ikke tillid til de tyske oversættelser
Og på dette indlæg regerede P. Skovrøy. Han hævder, at der er mistillid til hvad der i fortiden er skrevet om Tønder, fordi det var på tysk. Over for trykte tyske kilder står den mundtlige overlevering. Rådmand Diemer fra Tønder hævdede bestemt, at Uldgade hed sådan, fordi bådene fra herredet sejlede op ad Vidåen og lossede uld på denne plads. Dette var før vandmøllen blev bygget. Der skulle være fundet rester af et bolværk langs åen i Uldgade.
Og så nævner Skovrøy også at på Tønder – dialekten heder det ikke Uld men Ull. Det er ligesom det hedder Gull og ikke Guld. Det hedder Mann og ikke Mand. det hedder vann og ikke vand.
De tyske skilte skulle blive siddende
Et nyt problem opstod i byen. De tyske skilte ville blive siddende. Og de danske navne skulle sidde nedenunder. Men det blev så lavet om, så de kom til at sidde oven over.
I 1850 var Torvet delt i Grosser Markt og Kleiner Markt. Navnet Kirkepladsen var kommet til i 1920, mens Schloss-Strasse – Slotsgade og Schloss-Grund på listen fra 1850 ikke er med i 1920.
Nye forklaringer på Pebergade
Igen blev navnet Pebergade diskuteret. Der blev nævnt at Peber var et betalingsmiddel og en meget vigtig handelsvare engang. Således havde man i Randers en gade, der engang hed Peberslip. Og så havde man et Saltegade i Ribe. Det der så ikke bliver nævnt er, at der langs Vadehavet blev fremstillet masser af salt.
Claus Eskildsen havde en ny forklaring til Uldgade
Uldgade og Wolffstrasse blev ivrigt forsvaret fra henholdsvis dansk og tysk side. Og det var dyrenavnet man fra tysk side forsvarede. Måske er det Claus Eskildsen, der har ret. Han skrev således i bogen ”Tønder 1243 – 1943”:
En turist beklagede sig
En turist fra Østslesvig klagede i Vestslesvigsk Tidende, i hvilket han klagede over af gadeskiltene i Tønder var affattet på tysk og dansk og især da, at der i Højer udelukkende fandtes tyske gadeskilte. Desuden klagede brevskriveren over at påmindelserne om at køre langsom alene er affattede på tysk.
Stadig Tyske navne ved amtsvejene
Langs amtsvejene var de tyske vejviserstene ikke blevet fjernet. Således kunne man i uden for det gennemdanske Rørkær to år efter ”Genforeningen” på en stor granitblok læse:
Man undrede sig over dobbeltsproget skilte
I bogen ”Tønder i Dag” udgivet i 1943 kunne man læse:
Claus Eskildsen slutter i sin afhandling ”Den nationale udvikling i Tønder (1943) med ordene:
Otte postbude fjernede de tyske skilte
Efter befrielsen 5. maj 1945 kunne man ikke længere have gadeskilte på besættelsesmagtens sprog. Nedtagningen fandt sted den 11. maj 1945. Det formede sig som en Befrielsesfest. Den 14. maj skrev Flensborg Avis:
Som Flensborg Avis skriver, så kunne man i 1937, da der valgtes en dansk borgmester havde forventet, at de tyske kilte var blevet fjernet. Gade – og vejudvalget i Tønder Kommune havde også diskuteret det.
Men det var en kreds af borgere, der vedtog at nu skulle skiltene væk. Og så tog otte postbude initiativet. Tirsdag eftermiddag kl. 4 trådte de i aktion, bevæbnet med stige og brækjern og en postvogn.
Skiltene endte ikke på museet
Flere steder var Tønders borgere da også gået i gang. Stemningen steg yderligere, da et postbud tog sin harmonika frem. Først hen under aften kunne aktionen standses. Alle Tønders tyske gadeskilte lå samlet i en postvogn. Man ville have dem overladt til museet. Men disse meddelte, at skiltene var blevet destrueret.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: