Artikler
April 22, 2023
Gårdejer på Søgård ved Højer
Det var lettere at gå på diget. Men man skulle huske at have gummistøvler på. Cyklerne kunne gemmes i et fåreskur. Bundløs ælte. Vejen var bestemt ikke altid bevendt. Ingen lys og vand. Man måtte bruge regnvand. Historien om bageren fra Rudbøl. I 1935 var der stadig tysk flertal. Søgård den lavest liggende gård i kongeriget? Det skulle gå 25 år, inden Søgård blev rigtig landfast. Selvbevidste, stoute bønder. 9 værtshuse i Højer i 1935. En kasse øl til hver.
Det var lettest at gå på diget
I 1935 tog Poul Andersen til Højer. Han havde overtaget gården Søgård. Det regnede og blæste. Ude i marsken sagde man, at der var elleve stille dage om året derude.
Søgård ligger midt i Højer Kog. I dag går der asfalteret vej tæt forbi gården. Men det gjorde det sandelig ikke dengang. Hvis man ikke lige kom med hest og vogn var det lettest at gå langs diget mod Rudbøl.
Man skulle huske at have gummistøvler på
To kilometer ude drejede man fra og fulgte en markvej ind i kogen. Men de sidste ca. 500 m til gården måtte man gå tværs over fennerne. Disse var adskilt af brede grøfter.
For at gøre det ”bekvemt” var der lagt brædder over grøfterne. Så kunne man nogenlunde tørskoet nå Søgård. Man skulle dog altid have gummistøvler på for at komme til gården.
Cyklerne kunne man gemme i et fåreskur
Man kunne dog gemme cyklerne i et fåreskur og så cykle de sidste to km til Højer. Var man ikke stedkendt og var det tåge, ja så kunne det være svært at finde frem til gården.
Bundløs ælte
Jo, der var en vej til gården. Vej er måske et fint ord. Man startede på Kovej i Højer. Det første stykke var belagt med sand. Men derefter var det ganske enkelt marskjord med en grøft på begge sider.
I tiden fra oktober til april var dette stykke nærmest bundløs ælte. To heste kunne have svært ved at trække en arbejdsvogn på dette underlag. Var det frostvejr måtte man være agtpågivende for så skulle vejen slæbes over, så de dybeste huller og hjulspor blev jævnede. Nåede man ikke dette, inden frosten satte ind, risikerede man, at hestens ben blev ødelagte og vognen brød sammen.
Vejen var bestemt ikke altid bevendt
Også om foråret skulle vejen slæbes. Når sol og blæst tørrede den af, kunne den være som et lerstampet logulv, dog sjældent så jævnt at man kunne cykle på den og biler kunne benytte den.
Men blev det så regnvejr, og det regnede i mere end en halv time, så var færdsel med cykel og bil umulig. Det skete ikke så sjældent, når de have besøg af bilende gæster, at de måtte spænde heste for bilen, når de skulle hjem
Ingen lys og vand
Elektrisk lys var det ikke på gården. Man klarede sig med petroleumslamper. Gæsterne syntes, at det var så hyggeligt. Men de skulle heller ikke arbejde i hus og stald ved skæret fra petroleumslampe og flagermuslygte.
Vand fandtes det heller ikke på gården. Jo, der fandtes godt nok en brønd i stalden, men det var brakvand. Det kunne bruges til vanding af kreaturerne, men i husholdningen var det uanvendeligt.
Man måtte bruge regnvand
Vand til husholdningen måtte man, som det var almindeligt på mange marskgårde skaffe ved at samle regnvand fra taget. Men helt rent var vandet nu ikke, da tagbeklædningen var tagpap. Det hjalp senere, da der kom pandeplader på.
Var sommeren tør måtte vandet rationeres. Spændene var det, når det trak op til torden, så skulle det sidste vand tømmes ud af cisternen. Der blev skrubbet og kalket. Alt blev gjort klar til en frisk vandforsyning.
Men drev tordenbygen forbi måtte man til der kom regn, hente vand i mejerispande fire km bort i Højer. Måske kan man godt forstå at befolkningen i marskegnene ikke var de store vanddrikkere, i al fald ikke uden de kommer rom i.
Historien om bageren fra Rudbøl
Det blev fortalt, at i Rudbøl, der fik sin vandforsyning fra stråtag, blev det fortalt, at der var to vandtønder, en til rugbrød og en til finere bagværk. I tønden til rugbrød blev det første vand ledet ned. Når så taget var skyllet nogenlunde rent, blev nedløbsrøret drejet hen til den anden tønde. Men nu kan denne historie være en myte – men det kan jo også være rigtigt!
I 1935 var der stadig tysk flertal
Området omkring Søgård blev i egnens egen dialekt kaldt ”æ Sjæv”. Dette kan vel oversættes som sivsø eller sump.
I byrådet i Højer var der 7 tyske mod 4 danske, så danskerne var udprægede i mindretal. Dette skabte spændinger i hverdagen.
Søgård – den lavest liggende gård i kongeriget?
Mon ikke Søgård er den lavest liggende gård i Kongeriget. Den ligger kun 20 cm over havets overflade. Det var plads til at strække øjnene. Dengang var der ikke et træ eller et hus, der brød synsfeltet. Henne ved diget stod et par gamle vejrmøller. Deres tid var forbi, der blev afløst af moderne pumpstationer.
For at gøre dige-vejen fast, brændte man klinker, og med disse blev digerne brolagte.
Det skulle gå 25 år før Søgård blev ”landfast”
Ja tænk engang. Det skulle gå 25 år, før der kom en fast vej til Søgård. Da Poul Andersen ankom til Søgård, var gårdspladsen nærmest et morads. Han fik den delvis brolagt, planeret og belagt med grus.
Selvbevidste, stoute bønder
Ikke mindre end 42 forskellige naboers jord stødte op til Søgårds marker, heraf var de 36 hjemmetyskere. På det tidspunkt var Poul Andersen den eneste bonde i Højer Sogn.
Herude var der skam også offentlig jord. Det var jord, der tilhørte legater. Den hjemmetyske sælger måtte høre mange bebrejdelser, fordi han solgte til en dansksindet.
Men vores hovedperson havde det godt med sine naboer. Bønderne herude var selvbevidste, stoute vestslesvigere. Deres slægter havde gennem århundrede ejet jorden og gårdene. De spillede en dominerende rolle i Højer. Deres tyskhed havde rødder i det Slesvig – Holstenske oprør.
9 værtshuse i Højer i 1935
Der var 9 værtshuse i Højer i 1935. Efter sigende skulle det have været det dobbelte i 1920. Det var tradition or, når marskbonden havde været rundt at se til sine får og stude, så skulle han styrkes med noget drikkeligt.
På kroen mødtes man. Her blev der handlet. Her blev Højers anliggender ordnet. Det kunne let hænde, at det blev en ”long Sitzung”. Og det var bestemt ingen skam at komme hjem med en ordentlig ”haarbyttel”.
En kasse øl til hver
Det skete en aften, at et par stykker var blevet ”usattes”. Det kom til klammeri og sagen kom for retten i Tønder. Som vidne var indkaldt en ældre bonde, der var kendt for det kvantum øl, han kunne konsumere.
På dommer Stegmans spørgsmål, om de havde været fulde, svarede han:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 19, 2023
Da Royal Air Force sænkede 7.000 KZ- fanger
Dette er en lang artikel. Man glemmer hurtig. Kampen om overlevelse. Vis kal først høre om Heinrich Mehringers kamp for overlevelse. De blev proppet ind i jernbanevogne og læsset på skibe. Stanken blev værre og værre time for time. ”Det sidste måltid”. Rygterne gik på, at de skulle sænkes i Østersøen. SS-folk vogtede Hagekorsflaget. Brand på skibet. Midten af skibet stod i lys lue. To redningsbåde kæntrede. En redningsbåd faldt 20 meter ned. Mindst 200 mennesker stod i lys lue. Mange havde brandsår. Folk rutsjede ned i vandet skibet lagde sig nu på siden. Heinrich fik nye kræfter. 85 mand på skibsvraget. Til Neustadt En flaske og en pakke cigaretter. Intet menneske i Neustadt havde ondt af dem. Han havde aldrig sovet så godt i sit liv.
Årene i fangenskab lod sig ikke rette op med pleje. I januar 1845 sænkede russerne Wilhelm Gustorff med 5.500 om bord. Det hav vi også glemt. Ligene flod i årtier ind mod stranden. Ingen blev gjort ansvarlige. Englænderne havde fået mindst tre advarsler. Elendig kommunikation i den engelske hær. Man forsøgte at tie katastrofen ihjel. De blev aldrig mindet i stor målestok. Hvad mente danskerne om katastrofen? Ja det gik mange år inden de fik sandheden at vide. Information: ”Tyskerne mangler værdighed”. Berlingske: Intet om, hvem der var ombord. Jyllands Posten: Absolut intet om Verdens største skibskatastrofe. Ingen havarirapport, Ingen kranse, Ingen kondolence. Fortielser og løgne er med til at fortælle om, hvem det er de onde og hvem det er de gode. Og så skal vi helst glemme det hele.
Man glemmer hurtig
Den 3. maj 1945 blev skibene ”Deutschland”, ”Cap Arcona”, ”Thiebek”, og ”Athen” angrebet med brandbomber af det britiske luftvåben. Kaptajnen på Athen redede 2.000 fanger ved at rejse det hvide flag. Men katastrofen kostede mere end 7.000 fanger fra KZ – lejren Neuengamme døden.
Det er utroligt så hurtig man glemmer. Således har vi glemt at russiske ubåde også beskød disse skibe med flygtninge og KZ – fanger. Således blev SS General von Steuben på vej til København den 11. februar sænket af en russisk ubåd. Omkring 3.500 omkom.
Kampen for overlevelse
Heinrich Mehringers oplevelser
Cap Arcona havde en længde på 206 meter. Det var et luksusskib og blev brugt til luksuskrydstogter og til udvandring, hovedsagelig til Sydamerika.
Kort efter befrielsen skrev Heinrich Mehringer sine oplevelser ned. Vi bringer hermed en lettere redigering af disse oplevelser.
Proppet ind i jernbanevogne
Medio april 1945 verserede der rygter i KZ – lejren Neuengamme, at krigen nærmede sig en slutning. Der var ingen arbejdskommandoer, der rykkede ud.
Om aftenen den 23. april 1945 måtte alle træde an på lejrpladsen. Nogle kommandoer fik opgaven at læsse jernbanevogne. Her blev fangerne stuvet sammen. Selv de syge blev sammen med de dødssyge smidt hulter til bulter ind i vognene. De få plejer og læger, der var her stod magtesløse over for det. Det hele skulle ske meget hurtig.
Var englænderne så tæt på?
Var englænderne virkelig så tæt på. Det var ikke et normalt SS-vagtmandskab. Det var værnemagtsansatte, der var iklædt SS – uniform. Om aftenen omkring klokken fem begyndte rejsen til det uvisse. Om morgenen klokken fem var toget ankommet til Lübecks udskiftningshavn.
Læsset på skibe
Ved pieren lå to fragtskibe ”Thielbek” og ”Athen”. Den 24. april 1945 blev fangerne i jernbanevognene hele dagen. Forplejning var der intet af. Men nogle af fangerne havde endnu levnedsmidler fra de svenske og danske pakker. Men mange, frem for alt russiske og polske fanger, som man officielt ikke måtte uddele pakker til, havde slet ikke noget. Men det tog fangerne nu ikke hensyn – man delte.
Natten mellem den 24. og 25. april blev man læsset på de to skibe. Den person, vi skal følge (Heinrich Mehringer) kom på Thielbek. Her blev i alt læsset 3.000 ombord. Førhen sejlede dette skib med kul. Man kan godt forestille sig, hvordan folk efter kort tid, så ud.
Stanken blev værre og værre for hver time
I det lille rum, hvor de 3.000 skulle opholde sig, var der næsten ingen lys og vand. Alle var nærmest syge eller svage. Hver især søgte et sted, hvor man kunne sidde n ed. Og luften var meget tyk.
For at forrette sin nødtørft blev der i hvert lastrum fjernet et par plader, så man kunne se ned i bunden af skibet. Stanken blev for hver time endnu værre. Hver dag var der døde. De blev simpelthen smidt ud gennem åbningerne ned til ekskrementerne.
Om aftenen den 26. april kom der varm mad ombord. Enhver, der magtede at komme hen til uddelingen, fik det, der svarede til ¼ l suppe. Der var måske lidt af en kartoffel eller kålroe i den.
Han lugtede meget fælt
Når man om natten skulle træde af på naturens vegne var der med livet som indsats. Det var bælgmørkt og man kunne meget let falde ned i nødtørftshullerne. En gammel mand faldt ned. Heldigvis faldt han ikke ned. Men da han kom op, lugtede han fælt og blev skubbet væk alle steder. Han kunne ikke opdrive noget vand til at vaske sig med.
”Det sidste måltid”
Den 28. april sejlede Athen. Da hun sejlede ud, var hun fuld af fanger. Da hun kom hjem om aftenen var hun tom. Den samme nat blev alle fra Thielbek omladet til Athen. Det var umuligt at sove, da skibets maskine blev tændt.
Pludselig lå skibet helt stille. Ved siden af lå Cap Arcona. Den 1 maj var der igen ¼ l suppe. Igen var den tynd, men dog varm. Og den 3. maj lykkedes det at få et halvt soldaterbrød. Dette brød blev en slags ”Henkermahlzeit” (Det sidste måltid for en dødsdømt).
Rygter om at alle skulle sænkes i Østersøen
Der gik rygter om, at alle skulle drukne i Østersøen. Der var allerede anbragt sprængningsladninger langs skibet. Vores hovedperson og mange andre var nu blevet anbragt på det før så stolte skib Cap Arcona.
Tidlig om morgenen sejlede en større pram forbi ved bagbordsside. Den var overfyldt af kvinder i fangedragter. De skulle overføres til Cap Arcona. Kvinderne tiggede allerede om føde. Det var gruopvækkende at se på.
SS-folk vogtede Hagekorsflaget
Heinrich og 11 andre var blevet anbragt i en kabine for sig selv. De havde fået at vide, at de ikke måtte forlade kabinen. Skete dette, ville de blive skudt.
Der kom ubåde ind i bugten og der havde allerede været flyangreb ind over land. Om natten til den 3. maj blev der hørt sprængninger. Det var nogle ubåde, der blev jagtet fra luften.
Man fik nu en melding om, at skibet skulle stryge hagekorsflaget. Skibsledelsen ville hejse det hvide flag. Men dette var SS – folkene imod. Tre SS – folk vogtede hagekors-flaget med pistoler.
Brand på skibet
Kl. 13.30 faldt en bombe mellem Cap Arcona og Thilbek, der lå 500 meter væk. Heinrich mente nu ikke, at skibet ville synke, da han mente at kølen vel kun lå på en meter vand. Fangerne løb nu ud på gangene, som var ret smalle.
Åbenbart havde den første bombe også ramt Cap Arcona.
Der udbrudt brand på skibet. På gangene kunne observere folk falde om i brændende tøj. Gulvet var nu også blevet varmt. Op gennem trappeskakten kunne ses et kæmpe flammehav. Alt hvad der måske kunne flyde, blev rebet løs i rygesalonen. Man smed det gennem vinduet ned i vandet.
Midten af skibet stod i lys lue
Men der var allerede mange nede i vandet og mange blev dræbt af de ting, der blev smidt ud. På skibets yderside var der tov og trosser. I disse hang der allerede en masse folk. Nu begyndte SS – folk også at skyde ned i mængden. De mente at fangerne skulle blive nedenunder, brænde eller drukne.
Midten af skibet brændte og stod i lys lue. Hele for-skibet var indhyllet i røg og flammer. Det bagerste A – dæk var endnu fri for brand. Heinrich havde overvejet om han skulle springe over bord. Men han så, hvordan det gik andre, der gjorde det.
To redningsbåde kæntrede
I vandet herskede der panik. På en eller andet var skibets tre redningsbåde kommet i vandet. I hver båd stod folk nu som sild i en tønde. Folk forsøgte at komme ombord på de overfyldte både. Kampen om livet var grusom.
Næsten samtidig kæntrede to af redningsbådene. Der lød skrig og skrål. Man tænkte ikke på at rette bådene op. Vandet var meget koldt på denne årstid. De udhungrede fanger havde heller ingen modstandskraft. Nu lå mange døde i vandet Nogle var sprunget 20 meter med redningskrans. Men også her skulle selv en god svømmer man være heldig.
Redningsbåd faldt 20 meter ned
Oven på promenadedækket hang endnu en redningsbåd. En masse forsøgte at få den i vandet, og mange folk sad allerede i båden. Til sidst hang båden skævt. Ilden tog nu fat i rebene. Et brændte helt igennem. Båden rullede ud af taljen og dinglede i en halvcirkel. Frem og tilbage langs ydervæggen.
Med skrig styrtede de folk, der havde været i båden i en stor bue i dybet. Endelig sprang det forreste torv og båden susede 20 meter ned i dybet mod de med døden kæmpende mennesker
200 mennesker blev pludselig omringet af ilden
På brædder og bjælker vrimlede det med både med levende og døde mennesker. Det var umuligt for de afkræftede mennesker at svømme ind mod land. Det var alt for langt.
På grund af branden sprang to trappedøre og nogle vinduer med et brag. Fra overbygningen åd ilden plankerne så rasende hurtig at mange af de ulykkelige nu var fuldstændig indhyllet af ilden. Nu væltede ilden tættere og tættere på de omkring 200 mennesker, der var trængt sammen ved rælingen. Snart var de omspændt af flammerne og brændte levende i lys lue.
Ildens brølen overdøvede deres skrig. Heinrich klatrede nedad og redede livet. På dækket oven over forbrændte alle kammerater. Efter kort tid fandt ilden ikke mere næring. Der herskede en dødsstilhed. De forkullede mennesker udsendte en frygtelig stank. Det var et grufuldt billede.
Mange havde brandsår
Skibet havde en 20 graders hældning til bagbord. De sårede led meget med deres brandsår. Skibet fik mere og mere slagside. I skibets indre rasede branden videre. Med gasmaskebeholdere blev der hentet vand, så man kunne bekæmpe den ild, der var tættest på.
Men nu blev der opdaget geværammunition under trappen. Nu fik man travlt med at smide dette i vandet.
Ingen olietanke
En yderligere skræk bed sig fast. De ville alle blive sprængt i luften, hvis olietankene eksploderede. En ny panik var brudt ud.
Men der var ingen olitanker ombord. Langsom vendte roen tilbage. En polak delte rundt af cigaretter. Men skibet krængede mere og mere. De skulle være opmærksom på det. Planen var for Heinrich og de nærmeste kammerater at holde fast om rorkæden, hvis skibet skulle kæntre.
Folk rutsjede i vandet
Gulvet blev stadig stejlere. Nu begyndte folk at rutsje ned i vandet. Vandet nåede Heinrich, der holdt fast i kæden. Vandet var farvet af brandresterne og asken. Endelig kom han op til overfladen og kunne trække vejret. Han hev efter vejret som aldrig før. Lungerne arbejdede som maskiner.
Skibet lå nu helt på siden. Det var dødstille. Problemet for Heinrich var nu, hvordan han kom op. Det kolde vand tog hans sidste kræfter. Arme og ben var som bly. Endelig lykkedes det med en kraftanstrengelse at komme op på et bræt.
Heinrich fik nye kræfter
Langsom flød han hen mod skibet. Og jernet på skibet var varmt. Dette gav Heinrich nye kræfter. Fuldstændig udmattet lå han nu på bugen af skibet. Nogle af kammeraterne var klatret højere op. Men ingen af dem havde kræfter til at hjælpe hinanden. I vandet var der stadig nogle, der kæmpede for livet. Efter endnu en halv time havde Heinrich fået kræfter til at kunne klatre længere op. Han havde tabt sine træsko i vandet. Men barfodet var det for varmt på skibet. Men det lykkedes ham med et bræt at fiske de to træsko op fra vandet.
85 mand på skibsskroget
Halvvejs samlede der sig ca. 85 mand på skibsskroget. Enhver havde nok at gøre med sig selv. En pludselig haglbyge gjorde det ikke bedre. Den blev så afløst af en stille regn. Det var mere behageligt.
To flyvemaskiner fløj hen over dem og var væk igen. Mange dukkede sig. De var bange for igen at blive bombet. Men det var to rekognosceringsfly
Man mente at over på land var der stadig kampe. Ingen spekulerede på de skibbrudne. Men Heinrich forsøgte at holde modet oppe også hos de andre. Han mente, at flyene sikkert rapporterede, hvad de havde set.
Til Neustadt
Det varede ikke længe, inden der fra bredden kom en slæbebåd. Og den var på vej til dem. Og de begyndte alle at vinke til slæbebåden. Men pludselig ændrede den kurs. Den sejlede til ”Deutschland”, der lå cirka tre sømil fra dem. Også dette skib brændte lige som Cap Arcona. Forskellen var bare, at der ikke var en eneste overlevende.
Et lille stykke tid derefter kom endnu et skib. Det var slæbebåden ”Neustadt”, der lagde til for-skibs ved kæmpeskroget. Det var sikrest at lægge til der. Men de redede befandt sig imidlertid agterskibs. Gulvet var så varmt, at de måtte lægge bræt til bræt, så de kunne løbe over dem.
Alle hjalp til og lidt efter lidt blev også de svageste hevet over. Efter en halv times sejlads lagde slæbebåden til ved broen i Neustadt.
En falske og en pakke cigaretter
Men de erfarede at englænderne allerede havde besat Neustadt. Fangerne var ventet. Ved pieren holdt engelske kampvogne samt andre køretøjer. Efter hinanden gik de overlevende nu i land i gåsegang med temmelig bløde knæ. Nu, hvor der var fast grund under fødderne, var de frie.
To Tommy’ er kom hen til Heinrich og trykkede hans hænder. Han forstod ikke et eneste ord, men følte at menneskerne var dem velmenende. Pludselig havde han en flaske i højre hånd. Det var cognac. I den venstre havde han en pakke cigaretter. Men snart trængte strømmen af reddede sig videre. Det var som en rus. Pludselig frøs Heinrich. Klæderne var stadig våde. Han tog en ordentlig slurk af flasken.
Intet menneske i Neustadt havde ondt af dem
De stod i en fremmed by. Det var jo stadig krig. Husene var mørklagte. De vidste ikke, hvor de skulle gå hen. Fangerne fra ”Athen” var allerede kommet ind om eftermiddagen. De var blevet indkvarteret på ubåds-skolen. Men de nye overlevende vidste ikke, at de havde lov til at gå ind på ubåds-skolen. De forstod ikke englænderne.
Heinrich gik over banegården og henvendte sig til folk. Han ville gerne have noget vand og varme. Han sagde, at han kom fra Cap Arcona. Men intet menneske i Neustadt havde ondt af dem. Han frygtede nu at kunne få en lungebetændelse med sine våde klæder.
Men han ringede så en sidste gang på en dør, hvor en kvinde fortalte ham, at alle overlevende fra ”Athen” og Cap Arcona” blev modtaget på ubådsskolen. Hun viste ham vejen derhen. Det var ikke særlig langt.
Han havde aldrig sovet så godt som den nat
Da Heinrich kom til kasernens port, stod der allerede en englænder på vagt foran. Han sagde et eller andet som Heinrich ikke forstod. Men da Heinrich så sagde Cap Arcona, ja så var det lige som et trylleord. Englænderen blev meget venlig og viste vejen for Heinrich.
Nu kunne han endelig lægge sig med velbehag under tørre tæpper. Det våde tøj havde han fået af. Han havde aldrig sovet så godt som den nat. Da han vågnede næste dag, skulle han lige forsikre sig, at han ikke var syg. Han gik nu en rekognosceringsrunde på området.
Årene i fangenskab lod sig ikke rette op
Englænderne fodrede de overlevende så godt, at nogle døde af det. De tålte det ikke mere. Meget værre var de overlevendes sygdom og død på kasernen. Der var indrettet et polsk sygehus. Dagligt blev der bragt syge ind. Årene i fangenskab lod sig ikke rette op med den bedste pleje.
Frygtelig katastrofe
I januar 1945 sænkede russerne Wilhelm Gustoff med 5.500
I januar 1945 havde en russisk ubåd sænket skibet Wilhelm Gustoff med 5.500 mennesker ombord, heriblandt 3.300 flygtninge. Det lykkedes at redde 200.
Sejlede med flygtninge til København
I februar og marts sejlede Cap Arcona flygtninge til København. Men så blev den liggende her på grund af maskinskade. Den blev slæbt til Lübeck Bugt og fyldt med KZ – fanger. Den 3. maj 1945 fik man øje på engelske fly og opfattede dem som befrier. Åbenbart skulle fangerne have vinket til de engelske fly. Men det melder vores beretning i begyndelsen af artiklen ikke noget om.
Åbenbart skulle det hvide flag være hejst på Cap Arcona. Men ifølge vores beretning så havde SS’ er netop forhindret, at der kom et hvidt flag op.
Ligene flød ind på stranden
Da flygtningene flygtede fra Cap Arcona på brætter m.m. fra skibet, skød briterne på dem. Flyene cirklede om bådene og beskød dem gang på gang.
I ugerne efter beskydningen blev ligene båret af strømmen ind på stranden. De blev samlet og begravet i enkle massegrave i Neustadt. I næsten tre årtier blev skeletter og knogler hentet fra stranden, hvoraf den sidste var fundet af en 12 år gammel dreng i 1972.
Men på cirka 12 kirkegårde ligger der ofre fra skibskatastrofen.
Ingen blev gjort ansvarlige
Ingen er nogensinde blevet gjort ansvarlig for denne katastrofe. Neuengammes SS – officerer blev prøvet af britiske militære domstole. Men ingen af dem kunne gøres ansvarlige for overførslen til skibene.
Det var Gauleiter Karl Kaufmann fra Hamborg og Rigskommissær for søfart og Hamborgs SS – fører Grev Bassewitz – Beer, der bestemte at KZ – fangerne skulle ombord på skibene.
Kaptajnerne på skibene nægtede at tage flygtningene ombord. Men de blev af SS – folk truet med at blive skudt, hvis de ikke parerede ordre.
Englænderne fik mindst tre advarsler
RAF – piloter vidste ikke, at der var KZ – fangere ombord. På den anden side viser en undersøgelsesrapport fra den engelske officer Noel Till at RAF havde modtaget besked fra Røde Kors den 2. maj 1945, men ikke havde sendt dette videre til piloterne.
Både schweizisk og svensk Røde Kors havde uafhængig af hinanden advaret englænderne om, at passagerne på skibene var KZ – fangere. Også britiske efterretningsagenter havde indberettet det samme. Men ingen af disse tre advarsler kom videre. Hvorfor, får vi først at vide i 2045, hvor arkiverne må åbnes.
Elendig kommunikation i den britiske hær
Efter krigen er det kommet frem at informationerne om fangerne på skibene, var mere udbredte end som så – og at den fatale fejltagelse blev begået som resultat af en elendig kommunikation mellem de britiske hærenheder.
Blandt de utallige forklaringer, der lægges til grund for dette, er blandt andet udtalelser fra den britiske generalmajor George P.B. Roberts, der havde kommandoen over en af de britiske hærenheder, der den 2. maj indtog Vismar og Lübeck.
Røde Kors var allerede til stede og arbejdede på højtryk for at redde så mange fanger som muligt, og lederen af Røde Kors – enheden De Blonay fortalte generalmajoren, at skibene på bugten rummede et sted mellem 7 og 8.000 fanger.
Efter krigen har det ikke ligefrem været den store vilje til at få alle omstændigheder omkring angrebet frem i offentligheden.
Man forsøgte at tie katastrofen ihjel
I mange år blev tragedien ikke nævnt i mediernes beskrivelse af krigens sidste dage. Der findes stadig flere kilder, der direkte anfører at ”Cap Arcona blev sænket af tyskerne selv.
De blev aldrig mindet i større målestok
Og så vidt vides så er de over 7.000 KZ – fanger, der blev dræbt under de allieredes angreb på Cap Arcona, Thielbek og Deutschland i bugten ud for Lübeck aldrig blevet mindet i større målestok.
Lidt grotesk så blev resterne af det stolte skib gennemfotograferet i 1949 af det ”Rolls Royce firma, der havde leveret bomberne. Fotoerne skulle afsløre, hvor effektiv bomberne havde været
Hvad mente danskerne om katastrofen?
Men hvad mente danskerne om denne katastrofe? Eller sagt på en anden måde – Hvad vidste danskerne i 1945?
Information: Tyskerne mangler værdighed
Dagbladet Information opstod den 5. maj 1945 efter at have været et illegalt blad under besættelsen. Journalisten havde krydset grænsen en 4. maj om aftenen. Hans reportage blev trykt den 20. maj 1945 under overskriften:
I Kiel konstaterede medarbejderen, at englændernes angreb havde koncentreret sig om havnen, uden at han udtrykte medfølelse med de mennesker, der havde befundet sig på de ødelagte skibe.
Han fortsatte til Lübeck, hvor bl.a. Cap Arcona lå i bugten men ikke et ord om den skibskatastrofe.
Berlingske: Intet om hvem der befandt sig ombord
Berlingske Tidende skrev den 4. maj på side fem:
Berlingske Aften beskrev den 4. maj under rubrikken:
Avisen beskrev et allieret angreb på den norske damper Ravfors i Storebælt og at der var 26 mand ombord.
Jyllands Posten: Absolut intet om katastrofen
Jyllands Posten skrev nederst på forsiden den 4. maj:
Men ikke et ord om verdens største skibskatastrofe.
På Danmarks befrielsesdag lørdag den 5. maj trykte Jyllands Posten følgende:
Artiklen indeholdt det at seks engelske Mosquito-maskiner havde åbnet ild og seks hårdt sårede var indlagt.
Tilsyneladende blev den samme sænkning ved Sydfyn beskrevet på samme side i spalte tre. Her blev der føjet til, at de tyske skibe besvarede ilden og det udviklede sig til kraftige kampe. To telegrammer om den samme begivenhed kan ikke overraske, dagens avis var vel blevet til i glædesrus!
Men så under spalte fire i samme opsætning:
Det handlede om, hvordan man nedkæmpede den tyske krigsmaskine. Det var ikke et ord om, hvem der var på skibene. Befrielsen udløste glæde, hævn og nye magtkampe. Hvem gad at læse om ”Verdenshistoriens største skibskatastrofe”?
Ingen Havarirapport, Ingen kranse, Ingen Kondolence
Vi hører om, at officererne fra British Army blev forfærdede over at få, at vide, at der var fanger ombord på skibene.
Men briterne var blevet advaret om dette hele tre gange.
Günther Schwarberg skriver i sin bog Angriffziel Cap Arcona, at Storbritanniens regering ikke offentliggjorde sandheden om ca. 7.000 menneskers død. Der var ingen havarirapport, ingen kranse, ingen kondolence. Han bemærkede, at de engelske historiebøger ikke skrev, at det var engelske flyvere, der havde sænket skibene med KZ – fangerne og de engelske krigsmuseer anskueliggjorde ikke forløbet. De 7.000 døde gled ind i den kollektive erindring.
Bogen er i 2004 kommet på dansk med titlen Target Cap Arcona
Fortielser og løgne
Fortielser og løgne skulle være med til at fastholde myter om de gode og de onde i krig. Nuancer og forståelse udgør en trussel mod myter, som kan bruges til at bevare magtforhold.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 17, 2023
De Fattiges Dyrehave på Østerbro
Ikke alle havde råd. Slagtervangen. Knap så eksotisk og romantisk. Spritten leveret af lokal spritfabrik. Byens laveste pøbel. Det startede med telte. Musik, når mørket faldt på. Tyndbenet kærlighedsdrama. Frihavnen’ s anlæggelse betød ødelæggelse af en del af haven. Tietgens Have. Grundene ud til kysten var nærmest værdiløse. Spritfabrikken ødelagde også en masse. De lyttede ikke til afholdsforeningerne.
Ikke alle havde råd
Det var ikke alle, der havde råd til at tage på Dyrehavsbakken. Og så var det lige det at skulle tage en kapervogn fra Trianglen derud. Det var heller ikke billigt. Men så var det en anden mulighed, der opstod i 1840’erne på Slagtervangen uden for Østerport.
Slagtervangen
På hele stykket fra Nøjsomhedsvej og helt op til Svanemøllen lå frem til 1850’erne kun Slagtervangen. Det var Københavns Kommune, der lejede arealet ud til byens slagterlaug, der lod kvæg og grise fede op her, før de blev slagtet.
Det var ved stranden indtil Ny Kalkbrænderi, omtrent ved Batterivej (nutidens Viborggade) og ved den nuværende Århusgades udmunding i Sibbernsvej (nu Strandboulevarden).
Knap så eksotisk og romantisk
Jo det var ”De Fattiges Dyrehave”, der bestod af en samling værtshuse og traktørsteder. Det blev en konkurrent til den rigtige Dyrehave. Den strakte sig fra Århusgade i nord til Vejlegade i syd. Nu var det godt nok ikke så mange dyr at kigge på her. Måske nogle vandrotter, og en enkelt lænkehund, der fik løs om natten.
Det var jo knap så eksotisk og romantisk som kronvildtet ude i den rigtige Dyrehave.
Spritten leveret af lokal spritfabrik
Disse etablissementer havde deres storhedstid i anden halvdel af 1800-tallet. Fra teltbeværtninger blev der serveret brændevin fra den nærliggende spritfabrik ”Fortuna”. Udvalget af drikkevarer var begrænset. Og gæsterne blev opfordret til ikke at selv tage drikkevarer med. Man kunne dog vælge mellem øl og brændevin. Der var naturligvis chokolade til konerne og limonade til børnene.
Byens laveste pøbel
Her kom arbejdere og bådførere fra Kalkbrænderi og andre steder. Stedet tiltrak ”jævne” mennesker især ”søens folk”. Stedets ry var derefter. Forfatteren Knud Bokkenheuser beskrev stedet som:
Ordentlige folk kom her ikke, og hvis de gjorde, så sagde de det i hvert fald ikke højt.
Det startede med telte
I begyndelsen var det bare en primitiv teltby med få udskænkningssteder. Men efter få år kom her rigtige pavilloner. Nu kunne man sidde indendørs og nyde sin medbragte madpakke.
Men her var også karruseller, keglebaner og andre forlystelser for folk, der blot ville more sig. En af de mest kendte forlystelser var ”Rhinen”, der havde en stor karrusel med larmende lirekasse (gadeorgel).
Musik, når mørket faldt på
Her kunne man more sig hele dagen og aftenen uden at skulle tænke på den lange hjemtur til hovedstaden. Så kunne man måske godt tillade sig selv en enkelt mere. Og når mørket faldt på begyndte musikken. Nu indfandt der sig også stenfiskere og sandgravere fra Sundet. Fra Adel – og Borgergade kom danselystne damer.
Stedet lukkede helt i 1908, men hovedbygningen blev først revet ned omkring 1950. Den lå mellem Kryolitfabrikken og Hjørringgade.
Tyndbenet kærlighedsdrama
Guldalderdigteren Henrik Hertz skrev en vaudeville i en akt med titlen ”De Fattiges Dyrehave og med musik af Henrik Rung. Jo det var et tyndbenet kærlighedsdrama med en meget dydig morale.
Frihavnen ødelagde en del af haven
Endnu i 1876 lå der 25 lysthuse i haven. Århusgade blev lagt hen over området i 1884. Og store dele af De Fattiges Dyrehave forsvandt, da Frihavnen blev anlagt 1891-1894.
Tietgens Have
Og på den enorme grund, der tidligere havde været en del af ”De Fattiges Dyrehave” blev Tietgens Have opført i 1990’erne. Denne bebyggelse blev opkaldt efter den allestedsnærværende finansmand C.F. Tietgen, der også var involveret i kryoliteventyret. Her ligger også Charlottehaven.
Grundene var nærmest værdiløse
Dengang lå der ikke så meget herude. Det var den gamle kalkfabrik. Grundene langs Svanemøllen var nærmest værdiløse. Det var vel heller ikke så attraktivt at den gamle ådsels-plads lå her. Men det havde nu sin praktiske forklaring.
Kystlinjen var den nuværende Strandboulevard. Det gav rakkermanden mulighed for at føre sin pram lastet med de selvdøde dyr helt ind til den stinkende kule, som var målet for ådslernes sidste rejse.
Spritfabrikken ødelagde også en masse
Og så var det lige i 1882 at vingrosserer hans Just opførte en spritfabrik på Sibbernsvej – den nuværende Strandboulevard. Problemet var bare, at sådan en fabrik krævede udenomsplads. Og så blev der anlagt en vej tværs gennem området, som vi allerede har skrevet. Der skulle være direkte forbindelse fra havnen til Østerbrogade. Fabrikken hed Fortuna og vejen kom til at hedde Fortunavej (1885), dog senere Århusgade (1886)
Det var en række københavnske vinhandlere og deriblandt Hans Just, der oprettede spritfabrikken. I 1891 blev fabrikken omlagt til A/S og i 1923 overtog man Hobro Spritfabrik.
De lyttede ikke til Afholdsforeningerne
Dengang havde afholdsforeningerne stor magt. Der var hvis nok fem afholdsforeninger på Nørrebro. De advarede mod brændevinens farer. Men det budskab fængede ikke rigtig i De fattiges Dyrehave. Ja måske var det paradoksal nok spritfabrikken, der gav dødsstødet til forlystelsesparken.
Få år senere var gynger og skyde-boder og langt de fleste udskænkningsstederne forsvundet. Snart rejste der sig her lejekaserner.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 17, 2023
Endnu en vikingeby – Sliasthorp
Forholdsvis ny opdagelse. Her opholdt vikingeeliten sig. Kong Godfred blev dræbt af sine egne. Han var ikke den eneste konge. Han ville sikre sig mod angreb. Et stort langhus- Byen blev brugt i 300 år – fra ca. 700 – 1.000. Byen fyldte 14 fodboldbaner og var en forløber for Slesvig.
Forholdsvis ny opdagelse
Man havde længe talt om denne by. Var det kun et sagn, eller eksisterede den? Nej det er ikke Hedeby, som vi allerede har skrevet om. Men der er alligevel en forbindelse.
Ifølge gamle skrifter fra 800 – tallet fungerede Sliasthorp, som et magtcentrum. Og det er ikke gået så mange år siden arkæologer fra Århus Universitet gjorde usædvanlige fund. Det var i 2010 og 2012. Det var ved landsbyen Fysing.
Her opholdt vikingeeliten sig
Her har man har fundet 200 huse. Og disse huse var propfulde med perler, smykker, glasskår, økser, nøgler og pilespidser.
Byen tilhørte vikingeeliten og havde betydning som et militærstrategisk centrum. De to største fortidsminder fra vikingetiden – Dannevirke og Hedeby – kunne styres herfra.
Kigger vi på svenske Birka er den ombygget på samme måde
Kong Godfred
En af de konger, der var ofte var i byen var Kong Godfred som var Danernes konge fra før 804 til ca. 810 – omkring 150 år før Gorm den Gamle. Han var den første danske konge, som vi med sikkerhed ved har eksisteret.
Han var ikke den eneste konge
Fra de frankiske årbøger har vi fundet ud af, at Godfreds fjender mod syd var – Karolingerne. Fra disse årbøger ved vi, at Godfred ikke var den eneste konge i det område, som vi i dag kalder Danmark. Men vi ved, at loyale stormænd sikrede ham magten i Jylland og måske det sydligste af Norge.
Han ville sikre sig mod angreb
Den aggressive Godfred ønskede et militært magtcentrum ved grænsen af det tidlige danske rige. Dannevirke lå kun få hundrede meter syd på. Dannevirke og Sliasthorp voksede i samme periode. Så noget tydede på, at kongen ville sikre sig mod angreb fra Karl den Store.
Byens mange grubehuse kunne lægge tag til Kong Godfreds følge. Så kunne de hurtigt træde til, hvis Karl den Store angreb Jylland. Han stod i spidsen for en supermagt som lige havde underlagt og tvangskristent Nordtyskland.
Et stort langhus
Med placeringen lige ved fjorden Schlei kunne vikingeskibe nemt transportere mandskab våben og mad til byen. Men dette militære magtcentrum blev også angrebet.
Arkæologer har også fundet et meget stort langhus, der blev brændt ned på et tidspunkt i 900 – tallet. Huset var 30 meter langt og 9 meter bredt. Denne nedbrænding skete efter Kong Godfreds død.
Godfred – dræbt af sine egne
Godfred blev dræbt i 810 angiveligt af en af sine egne mænd. Samme år havde han angrebet friserne med en flåde på 200 langskibe. Han fik tilskænket Friserland af Frankerne for at standse sit erobringstogt.
Normalt blev byen administreret af en af områdets stormænd. Byens indbyggertal steg og faldt i løbet af året. Kun en udvalgt skare af vikingeeliten boede i byen.
Byen blev brugt i 300 år
Hvad betyder ordet Sliasthorp – Ja det betyder ”godset eller byen – ved fjorden Slien”.
Byen blev brugt i ca. 300 år fra omkring 700 til 1.000. Indtil nu har man fundet 500 metalfund. Man har fundet smykker, rideudstyr og våben, bl.a. knive og pilespidser. Ud fra fundene har man kunnet bedømme, at der her boede forholdsvis velhavende mennesker.
Byen fyldte 14 fodboldbaner
Normalt var der kun ca. 100 i byen – flere andre gange har der været 1.000. Der har sikkert været flere, når der var krigstrusler, offerfester, politiske stormøder eller militære samlinger og når der skulle foretages forstærkninger på Dannevirke.
Sliasthorp var på størrelse med 14 fodboldbaner. Så byen var ikke lige så stor som nærliggende Hedeby, der bredte sig over cirka 50 fodboldbaner. Den regionale elite befandt sig ikke i Hedeby – de opholdt sig ca. fem kilometer derfra – i Sliasthorp.
En forløber for byen Slesvig
Silasthorp er an af de første byer i Norden, der nævnes i skriftlige kilder.
Man kan godt kalde denne bebyggelse for en forløber for Slesvig, der i den tidlige middelalder var den store handelsby i regionen. Slesvig var igen en forløber for Lübeck, der i dag er afløst af Hamborg.
Jo det kan godt være en sammenhæng mellem nedgangen af Sliasthorp og etableringen af Slesvig.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 15, 2023
Hedeby
Her blev Danmarks første kirke oprettet. Den kristne præst blev dog jaget ud af byen. Hedeby omtales i 804. Helt sikre forhold var det ikke altid. Masser af håndværker. Den danske konge tvunget til at lade sig døbe. Hedeby besat af tyskere. Spansk – arabisk købmand med en rejseberetning fra ca. 850. Masser af overfald på byen i 1000- tallet. Stor risiko for plyndring. Fredsforhandlinger allerede i 873. Der blev slået mønt i Hedeby. Byen blev nedbrændt af nordmænd. Der er fundet 340.000 oldsager og gravfund. Syv vikingehuse er genopbygget. Arkæologer blev underlagt SS. Kulturforfalskning uden sidestykke. Forskningen var op til 1960erne i et flatterende lys.
Den kristne præst blev jaget ud af byen
Hedeby var vikingetidens største og vigtigste by. Den spillede en central rolle i den europæiske handel. Kristendom og hedenskab levede side om side. Man handlede med pels, keramik, slaver og meget mere.
Ikke alle overgav sig dog til kristendommen. Den kristne præst blev jaget ud af byen. Kirken blev lukket med genåbnede.
En god forretning for kongen
Det var vigtigt for de handlende at de kunne handle i sikkerhed. Garanten for sikkerhed var kongen eller en lokal stormand. Til gengæld kunne kongen pålægge købmændene og håndværkerne forskellige afgifter og skatter, når de slog sig ned i byen. Det kunne godt være en god forretning for kongen.
Arkæologiske fund viser, at der allerede i 700-tallet har eksisteret en handelsplads her. De frankiske rigsannaler fortæller at den danske konge Godfred i 808 tvangsflyttede handelsfolk hertil fra østersøbyen Reric.
Det var måske en effektiv måde at udkonkurrere denne by. Han mente måske at kunne skabe større rigdom og handel i Hedeby.
Hedeby omtales i 804
Men allerede i 804 omtaltes Hedeby for første gang i de skriftlige kilder, idet De Frankiske Rigsannaler fortæller, at den danske kong Gudfred kom hertil med hæren.
Nu var Vikingerne dog ikke holdt op med at plyndre. Således dukkede de ved Elben i 845 og plyndrede det endnu unge Hamborg. Og byen blev også brændt ned. Biskop Ansgar måtte flygte. Han tog til Bremen og overtog bispeembedet der.
Helt sikre forhold var det ikke altid
I løbet af 800 – tallet op gennem 900-tallet voksede Hedeby til et knudepunkt for handel. Andre vigtige byer var Ribe, Birka i Sverige og Kaupang i Norge. Men med et indbyggertal mellem 1.000 og 2.000 var Hedeby den største by.
Hedeby havde en god beliggenhed. Således løb Hærvejen tæt forbi byen. Og så lå byen i bunden af fjorden Slien. Byen også lige i nærheden af de sejlbare vandløb Trenen og Ejderen. Det gav mulighed for at sejle varer til Vesteuropa.
Byen lå beskyttet bag en halvkredsformet jordvold. Havnen blev beskyttet af en pælespærring. Men helt sikre forhold var det nu ikke altid.
Masser af håndværker
Volden havde porte i nord, syd, sydvest og i vest, hvorigennem løb Hedebybækken for vandets vandforsyning.
Langs Hedebys træbelagte gader boede håndværkerne side om side. Nogle af de handlende bosatte sig her permanent. Arkæologiske fund afslører, at her var masser af varer. Ja nogle af disse varer blev faktisk fremstillet i Hedeby.
I Hedeby var der smede, bronzestøbere, kam – og benmagere, lædermagere, smykkesmede, ravslibere, pottemagere og glasmagere. I to kilder nævner vikingerne Ottar og Wulfstan begge havde Hedeby som mål for deres handelstogter.
I Hedeby blev der også fremstillet våben, bl.a. de berømte viking-sværd.
Byen kaldtes ofte for Slisswich (Slesvig), Hædum og Haithabu
Den danske konge tvunget til at lade sig døbe
I midten af 800-tallet blev den første kirke i Danmark bygget her. Ansgar var i 832 blevet udnævnt til ærkebiskop. Det tog mange år før kristendommen slog igennem i Danmark. I Hedeby levede kristendom og hedenskab side om side.
I 934 angreb den tyske konge Henrik Fuglefænger Danerne ved Hedeby, slog dem og tvang den danske konge Gnupa til at lade sig døbe. Henriks militærtogt var dog først og fremmest en straffeekspedition mod de vikinger, der hærgede det nordtyske kystområde.
Hedeby besat af tyskere
I 974 blev Dannevirke igen angrebet af Otto den Andens tropper. Mindst en af portene blev angrebet med held. Udfaldet fik uheldige konsekvenser for kong Harald. Hedeby blev besat af tyskerne, som sætter sig fast i området mellem Ejderen og Slien. I 983 vendte krigslykken Og Danerene standsede under Harald Blåtand den tyske indflydelse i det område som den tyske kejser anså som sin slesvigske eller danske mark.
Spansk-arabisk købmand med en rejseberetning fra ca. 950
Der findes en rejseberetning fra en spansk – arabisk købmand. Han besøgte stedet i ca. 950:
Masser af overfald i 1000-tallet
I løbet af 1000-tallet blev byen udsat for angreb flere gange. Den blev i 1051 indtaget af den norske konge Harald Hårderåde, der havde været i krig med konge Svend Estridsen.
Adam af Bremen skrev i sin krønike, at Hedeby blev jævnet med jorden ved et slavisk angreb i 1066. Omkring dette tidspunkt holdt byen op med at eksistere. Byens funktioner flyttede til den anden side af fjorden, hvor Slesvig opstod. Her kunne havnen tage imod de voksende skibe, som Hedeby ikke kunne.
Stor risiko for plyndring
Handelspladser og handelssteder var lokkende plyndringsmål. De lange transporter over land og til søs var altid forbundet med risiko for plyndring. Det fortæller for eksempel Ansgar på sin første missionsrejse til Birka, hvor han blev overfaldet af sørøvere. Såvel Ansgar som de købmænd, han rejste med, mistede alt, hvad de ejede.
Fredsforhandlinger allerede i 873
I Fulda – annalerne under året 873 fortælles, at Daner – kongen Siegfreds sendemænd ankom til Worms for at indgå en aftale med Kong Ludvig den Tyske. De skulle sikre freden i grænseegnene mellem Daner og Sakser, så de danske købmænd kunne handle i naboriget i fred og sikkerhed.
Der blev slået mønt i Hedeby
Ren byttehandel var meget almindelig i vikingetiden. Overskud fra gården blev brugt til at bytte sig til tøj, redskaber og mere luksusprægede varer som smykker og glas.
Sølv blev mere og mere vigtig i handelen. Sølvet havde forskellige former som mønter, sølvbarrer, hele eller itu – klippede smykker. Man betalte med sølv og vægt. Det betød derfor ikke så meget, hvor mønterne kom fra eller hvad der stod på dem. De ældste nordiske mønter er slået i Ribe og Hedeby. Kongerne i 900 – og 1.000 – tallet udbyggede møntsystemet.
Byen blev nedbrændt
Der er fundet 340.000 oldtidssager
Gennem årene er der gennemført omfattende udgravninger af det 24 ha store område inden for halvkredsvolden, i havnen og gravpladserne. Der er fundet velbevarede trækonstruktioner. Hedeby er anlagt omkring en bæk med træbrolagte gader vinkelret og parallelt med bækken.
Mere end 340.000 oldsager fortæller om livet i byen, håndværksproduktion og den omfattende handel. I havnebassinet er der fundet anløbsbroer og rester af skibe, bl.a. et stort handelsskib og et elegant krigsskib.
Gravfund
De fleste grave er enkle. Fra 900 – tallet stammer rige kammergrave og en enkelt fyrstelig grav, hvori den døde og to følgesvende var anbragt under et 20 meter lagt krigs – eller rejseskib.
En fundet glassmelteovn fortæller om fremstilling af glasperler-
Syv vikingehuse genopbygget
Et genopbygget vikingeskib kan ses i Vikingemuseet. I årene 2005 til 2008 blev syv vikingehuse efter originale bygningsfund rekonstrueret. På Flensborg Museumsværft blev et 6,50 meter langt vikingeskib bygget. Det ligger ved Hedebys anløbsbro.
Arkæologer underlagt SS
En af de mest kendte arkæologer var Herbert Jankuhn- Han var uløseligt knyttet til Hedeby-udgravningerne. På hans initiativ blev Hedeby – projektet i 1938 tilsluttet ”Das Ahnenwerbe der SS”.
På Heinrich Himmlers foranledning, købte Gesellschaft zum Schutze deutscher Kulturdenkmaler således hele Hedeby med halvkredsvold, som hidtil havde været dels i privat – og dels i Slesvig amts eje. Derved blev den kendte arkæolog underlagt SS.
Med Ahnenwerbe ville Heinrich Himmler bevidstgøre tyskeren om den germanske forhistories værdier og genskabe disse. I den nazistiske verden var der ikke plads til nogen regional-tysk identitet.
Kulturforfalskning uden sidestykke
Heinrich Jankuhn var selv nazist. Men han hørte også til den gamle skole af forskere. Han så en fordel i at samarbejde med danske, svenske og finske forskere om Hedeby-udgravningerne. Han vidste godt, at her var tale om nordisk historie. Men alligevel brugte han den ”Germanske historie”.
Nazismen gjorde bevidst ideologisk brug af arkæologien. ”Blut und Boden” – teorien søges hele tiden underbygget af arkæologisk vej. I det hele taget skabte nazisterne en fantastisk myte om germanernes oprindelse – en kulturforfalskning af hidtil uset sidestykke.
Forskningen i flatterende lys
Nu blev denne forskers resultater også misbrugt af nazisterne, hvilket betød, at Hedeby – udgravningerne helt op til 1950 – 1960erne var i et lidt flatterende lys. Jankuhn skulle bevæge sig på en svær balancegang mellem videnskab og den nazistiske ideologi.
Der udkom flere udgaver af Jankuhns bog om forskningen. Efterhånden som årene gik og nye udgaver udkom trådte den germanske fortolkning tilbage til fordel for den nordiske.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 14, 2023
Dannevirke
Udbygget fra ca. 500 – 1200. Daner – kongen Agantur. 15 – 20 km fra Rigets sydgrænse. Man blev enige om, hvor grænsen skulle ligge. Hvem blev Danernes fjender? Imponerende kampstensmur. Kong Godfred udbyggede muren i 808. Dannevirke angrebet af Saksere, Frankere, Slavere og Tyskere. Det blev et forsvarsværk midt i Hertugdømmet. Først i 1800 blev anlægget genopdaget. I 1864 blev Dannevirke rømmet uden kamp. Hvad består Dannevirke af? Højskolerne brugte en sten fra Valdemarsmuren. En dør/port til Hærvejen. Søren Telling kunne narre dem alle sammen. Danske medier gik i selvsving. Søren Telling anvendte krigsfanger og var nazist. Han alene reddede Dannevirke!!!!Snakkede med Himmler i over en time – påstod han selv!!!! De brugte ham i Den Slesvigske Forening (Sydslesvigsk Forening) Nazisterne brugte Hedeby og Dannevirke. Hedeby-museet ville ikke have associeret deres fund med den brune fortid. De historiske fund skal ses i rette sammenhæng. Jo Dannevirke er et symbol på tidligere tiders nationale stolthed.
Udbygget fra ca. 500 – 1200
Dannevirke er nordens største forsvarsværk. Det består af volde og mure og blev skabt og udbygget fra år 500 til ca. 1200. Værket skulle sikre rigets grænse mod syd. Det strakte sig mellem fjorden Slien og floden Trenen.
Daner – kongen Agantyr
Et sagn fortæller ellers, at det var Gorm den Gamles dronning Thyra, der grundlagde Dannevirke i 900 – tallet. Men de ældre dele af værket er betydelig ældre.
Vi ved ikke rigtig, hvem der herskede i Danmark i 500-700. Eksisterede der overhovedet et samlet Danmark? Men åbenbart må der have været en magt nord for Slien. Grænsebefæstningen blev bygget som et forsvar mod angreb fra stammer sydfra.
Voldene kædes som udgangspunkt sammen med en Daner konge ved navn Agantyr. Sammen med moserne i vest og syd samt skovene i øst dannede Dannevirke et bolværk mod syd.
15-20 km fra rigets sydgrænse
Der var to befæstede linjer, Dannevirke og Krovirke. Hovedstillingen var Dannevirke. Krovirke i syd var en alternativ stilling. Hele anlægget gav mulighed for kontrol af færdsel på Hærvejen.
Dannevirke ligger cirka 15 – 20 km nord for det danske riges gamle sydgrænse ved Ejderen. Det er anlagt på den jyske halvøs smalleste sted. Der er lagt spærringer ud i Slien. Og der er lagt en beskyttelse af Hedeby.
Man blev enige om, hvor grænsen skulle ligge
Og hvorfor ligger Dannevirke ikke lige på grænsen? Ja måske kan det skyldes, at gesandter for den frankiske kejser Karl den Store og Danernes konge Hemming mødtes ved floden Ejderen. Lederen af datidens store europæiske supermagt og kongen af riget mod nord for Dannevirke ville finde ud af, hvor det enes land slutter og den andens starter. De aftalte at Ejderen skulle være det danske kongeriges sydgrænse. I 1.000 år fungerede den som nordgrænse for de tyske lande.
Hvem blev Danernes fjender?
Hvem Danmarks fjende var dengang vides som allerede skrevet ikke. Men senere var det formodentlig sakserne. Senere var det frankerne, det tysk – romerske rige og fra 600 – tallet de vendiske abodritter, der havde bosat sig ved den sydlige Østersøkyst og i 1000-tallet drog de hærgende op gennem Jylland.
Abodritterne boede sydøst for Kiel Fjord.
Imponerende kampestensmur
Volden blev grundlagt i slutningen af 400 – tallet og omkring år 500. Helt frem til år 1200 har anlægget været genstand for modernisering. Oprindelig var det bare simple jordvolde, derefter kom en palisadevold – dateret til 737. Den blev udbygget med en Kampestensmur.
Kong Godfred udbyggede muren i 808
Forsvarsværket blev bygget af flere omgange og af forskellige bygherre. Den tidligste hovedvold var cirka 2 meter høj og 12 meter bred. I 600 – tallet påbegyndtes arbejdet med Krumvolden. Omkring 740 Blev hele anlægget udbygget. Dertil hørte Nordvolden som var cirka 1,5 km lang, 10 meter bred og 2 meter høj. Østvolden var ca. 4 km lang og skulle beskytte halvøen Svans.
I de frankiske rigsannaler fortælles, at kong Godfred i 808 sørgede for en befæstning fra hav til hav. Forbindelsesvolden som er dateret 968 er knyttet til Hedeby.
Krovirke
I 974 blev Dannevirke angrebet af kejser Otto den Andens tropper. Mindst en af portene blev stormet med held. Udfaldet fik uheldige følger for kong Harald. Hedeby blev besat af tyskere.
I 983 vendte krigslykken. En dansk – abodritisk koalition under Harald Blåtand standsede den tyske indflydelse i grænseområdet.
Efter områdets befrielse fik Harald Blåtand og/eller Sven Tveskæg bygget Kovirke. Volden, der ligner de danske ringborge, var 6,5 km lang, ca. 2 meter høj og 7 meter bred. Spidsgraven foran volden var 4 meter bred og 3 meter dyb.
Under Knud den Hellige blev voldene muligvis igen udbygget. I denne afse blev hovedvolden af Valdemar den Store befæstet med Valdemarsmuren.
Dannevirke angrebet af saksere, frankere, slavere og tyskere.
Selv om vi havde et fornemt forsvarsanlæg, så blev Dannevirke i tidens løb angrebet af saksere, frankere, slavere og tyskere. Danske eksilkonger, der igen ville genvinde magten har ligeledes løbet Dannevirke over ende med fremmede herre ad flere omgange.
I 1050 blev Hedeby brændt ned af norske Harald Hårderåde. Det var ikke første gang at byen blev ødelagt. Nu orkede beboerne nok ikke mere. Efter at deres huse var lagt i aske. Efter et slavisk angreb i 1066 opgav man helt byen og så flyttede man til den by. Der i dag hedder Slesvig.
I 1131 efter mordet på Knud Lavard rykkede den tyske konge Lothar med 6.000 mand mod Danmark. Men det lykkedes Kong Magnus at besætte Dannevirke med 4.000 mark sølv og få Lothar til at vende om igen.
Et par år senere lykkedes det dog for Lothar at bryde igennem med en ny hær. Dengang slap kong Niels og Magnus ikke så billigt. Det måtte afværges med guld og hyldning af ham som overherre. Godt en snes år senere – i 1156 – måtte den mægtige Henrik Løve, der hjalp Svend Grathe med en hær, at bestikke portvagten for at komme igennem .
Et forsvarsværk midt i et hertugdømme
Dannevirkes tid randt ud omkring i midten af 1200-tallet. Da begyndte hertugdømmet Slesvig (nord for Ejderen) og grevskabet Holsten (syd for Ejderen) Slesvig – Holsten blev mere og mere en samlet enhed. Det gav ingen mening at opretholde et forsvarsanlæg midt i dette.
Først i 1800 blev anlægget genopdaget
Sagnet fortæller videre, at sjællændere, fynboer, lollikker, falstringer og nørrejyder byggede volden fra Haddeby Nor til den nu udtørrede Dannevirke sø, mens skåninger byggede strækningen fra Thyraborg til Hollingsted, hvor en del af volden kaldes Skåningerdelen. Hvor meget sandhed, der er i disse populære sagn, er uvist.
I 1864 blev Dannevirke rømmet – uden kamp
Under Valdemar den Store fik Dannevirke en teglstensfront. Derefter blev den opgivet og gik i forfald. I 1800-tallet blev anlægget genopdaget. Det udviklede sig til et nationalt symbol. En myte om et forsvarsværk i nye dimensioner forsvandt dog. Det skete i 1864, da Dannevirke blev rømmet uden kamp.
I begyndelsen af 1864 bestod voldene ellers af 27 skanser og en bemanding på 38.000. Der blev også lagt dæmninger i dalene ved Trenen og Rejde, så den helt kunne oversvømmes. Også i marsken ved Frederikssted anlagdes flere skanser. De danske tropper måtte dog trække sig tilbage – et tilbagetog der førte til det smertelig slag ved Dybbøl.
Unesco – kulturarv i 2018
Efter Anden verdenskrig lagde stedet navn til Dannevirke-bevægelsen. Lokaliteten blev fredet i 1950 og fungerer som et fortidsminde med dansk identitet. Ruinen står nærmest i oprindelig fremtoning visse steder. Andre steder er dele helt forsvundet eller fremstår knap så velbevaret.
Cirka 20 km af de oprindelige 30 km voldanlæg kan tages i øjesyn den dag i dag. Dannevirkes historiske voldanlæg samt vikingebyen Hedeby blev i juni 2018 anerkendt som Unesco – verdensarv.
Man må dog betænke, at jordvoldene med tiden er sunket sammen. Voldene var både højere og stejlere end nutildags.
Hvad består Dannevirke af?
Skal vi ligge kigge på, hvad Dannevirke egentlig består af:
Højskolerne brugte et stykke af Valdemarsmuren
Valdemarsvolden har en længde på ca. 4 km og en højde på ca. 5-7 meter. Den blev bygget af Valdemar den Store i anden halvdel af 1100 – tallet. Det er en udbygning af den tidligere kampstensmur, som formentlig var opført under Knud Lavard. Materialet var teglsten som her blev brugt første gang i Danmark.
På muren har formentlig været påsat et brystværn, hvorfra en forsvarende hær kunne skyde mod de fjendtlige tropper.
I dag er Valdemarsmuren stærk forfalden. Stenene blev brugt til gård – og borgbyggerier i nærheden. Gottorp Slottet har sikkert brugt rester af denne vold. Graver man ind i voldanlægget vil man kunne finde rester af denne imponerende mur.
I dag kan man vel se ca. 75 meter af denne mur. På de ældre danske folkeskoler var det almindeligt at benytte en sten fra Valdemarsmuren som grundsten. Højskolerne opfattede sig i en periode som formidler af et åndeligt Dannevirke til beskyttelse af den danske nationalstat mod fortyskning.
En dør/port til Hærvejen
Umiddelbart nord or Viglidsdøren har man fundet resterne af en borg. Hensigten har sikkert været overvågningen af gennemkørslen og sikring af Valdemarsmuren. Under den dansk-svenske krig i 1658 – 1660 blev borgen ombygget til en femkantet skanse.
Søren Telling kunne narre dem alle sammen
Det tyske militær oprettede en tankspære på sydsiden af volden. Værnemagten og de nazistiske magthavere frygtede at de Allierede ville lande i Danmark og trænge ind i Tyskland ad denne vej. Det skete dog aldrig.
Utrolig at historien om Søren Tellings historie om sin henvendelse til ”oldtidsinteresserede” Himmler stadig står gældende som fakta under forskellige kilder. Mange tror stadig på historien om at han alene forsvarede Dannevirke mod 400 bevæbnede nazister og 9.000 pjaltede og sultne russiske slavearbejder.
Et telegram fra selveste Himmler skulle stoppe det planlagte arbejde. På ejet initiativ skulle Søren Telling have fået Himmler til at stoppe arbejdet. Denne historie er blevet fortalt siden 1950erne og bliver stadig fortalt.
De danske medier gik i selvsving
De danske medier gik nærmest i selvsving, da de hørte om historien og brugte masser af spalteplads for at viderebringe den. Der er blevet tegnet et skønhedsmaleri af denne person som altid var god til at iscenesætte sig selv.
Søren Telling brugte krigsfanger
I 1943 deltog Søren Telling i ukrainske udgravninger, hvor han brugte ukrainske krigsfanger. Flere af disse opsætsige krigsfanger blev henrettet i den nærliggende landsby. Der blev ved samme lejlighed plyndret i lokale kulturskatte.
Allerede i 1941 bar Telling involveret i evakueringen af kulturskatte fra oldtidsmuseet i Kiel for at få bragt dem i sikkerhed. Her blev også brugt krigsfanger. Under denne aktion blev blandt andet Nydambåden bragt til Mölln.
Han alene reddede Dannevirke!!!!
Oprindelig var han dansk statsborger, men blev i 1941 tysk statsborger. Fra 1935 til 1941 var han medlem af et dansk nazistparti. Allerede i 1930erne fattede han sympati for nazisterne. Antagelig blev han også medlem af tyske NSDAP.
I 1938 flyttede han til Tyskland og blev arkæologisk assistent ved Slesvig Holstens Landsmuseum i Kiel, dog uden uddannelse.
Pansergraven kom til at ligge langs Dannevirke. Ved dette gravearbejde blev store dele af Dannevirke beskadiget.
Tellings egen beskrivelse betegnede sig selv som manden, der reddede Dannevirke fra ødelæggelse. Han fortalte at Himmler personligt havde givet ham bemyndigelse til at stoppe gravearbejdet ved Dannevirke. Gravearbejdet var først blevet stoppet og planerne derefter ændret, så centrale dele af Dannevirke – volden blev reddet fra ødelæggelserne.
Snakkede med Himmler i over en time!!!!
Det var lykkedes for Telling at få fat i Henrich Himmler og tale med ham i telefon i over en time. Derefter havde Himmler sendt et telegram – påstod Søren Telling
Arbejdet med udbedring skaderne ved gravearbejdet var først udbedret i efteråret 1946. Strukturerne ved store dele af den fire kilometer lange Valdemarsmur var dog ødelagt for altid.
De brugte ham i Den Slesvigske Forening (Sydslesvigsk Forening)
Søren Telling fik et ulønnet arbejde som opsynsmand ved Dannevirke og inspicerede hyppigt voldanlægget med sin motorcykel. Med sit opbrusende væsen kom han derved i konflikt med både den lokale befolkning og myndighederne.
I november 1945 blev Søren Telling amtssekretær i Den Slesvigske Forening (Sydslesvigsk Forening). Ret så bizart kunne han dog ikke blive medlem af Den Slesvigske Forening, da tidligere medlemmer af nazistpartier ikke måtte optages. Men for kredse i Danmark og Den Slesvigske Forening vejede hans indsats for Dannevirke og hans nationalistisk – danske indstilling højere end hans nazi – fortid.
Nazisterne brugte Hedeby og Dannevirke
Nazisterne brugte også Hedeby og Dannevirke i deres PR – virksomhed. Og til det formål brugte de en ansat arkæolog Herbert Jankuhn. Men han var nu langt fra den værste. Germanerne var var ifølge nazistisk ideologi tyskere og nazisterne brugte den germanske forhistorie til at gøre tyskeren bevidst om sin national-tyske identitet. I det nazistiske verdensbillede var det ikke plads til nogen regional – tysk identitet.
Nazisterne brugte bevidst arkæologien til læren om den germanske race. Blut und Boden – teorien blev underbygget ad arkæologisk vej. De opbyggede en kulturforfalskning af hidtil uset sidestyrke. Og i denne forfalskning indgik Hedeby og Dannevirke. Således fik tyskerne at vide, at her herskede den germanske race. Hedeby og Dannevirke – forskning blev bevidst misbrugt af ideologisk af nazisterne.
Museum vil ikke have deres fund associeret med den brune fortid
Tyskernes misbrug og fascination af de nordiske vikinger blev udstillet Focke-museet i Bremen. Men åbenbart så man forskelligt på, hvordan man skulle udstille den nationalsocialistiske interesse i vikingefundene i Hedeby. Slesvigerne ville ikke have deres museum associeret med den nazistiske historie.
Man sagde, at dels var der bedt om fund, der simpelthen ikke lånes ud til nogen som helst. Og dels fordi, at der var tale om genstande, der blev fundet før nationalsocialismens magtovertagelse i 1933. Det ville præsentere vikingefundene som ”symboler” i en fremmed kontekst. Arkæologiske objekter skal ikke bruges som symboler, mente man fra museet i Hedeby.
De historiske fund skal ses i rette sammenhæng
De historiske fund skal vises i den rette sammenhæng. Og så understregede man også, at Hedeby ikke har nogen nazistisk fortid. Hedebys historie sluttede i 1066. Samtidig sagde man:
Tidligere tiders nationale stolthed
Dannevirke kan fortælle om tidligere tiders nationale storhed og afgrænsning overfor tyskerne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 12, 2023
En dansk præsts hverdag i Højer
Braren var ikke tilfreds. I 10 år havde han fungeret både som dansk og tysk præst. Men nu ønskede den danske menighed sig en ren dansk præst. Braren følte sig ydmyget. Kirken skulle gå forrest med at bygge bro, mente han. Han var en fremragende prædikant. Et forsoningsmøde blev afholdt hos biskoppen. Man ville forsøge at få samarbejdet til at fungere. En skarp og bitter avisfejde. Den danske menighed ønskede ligestilling. Braren sendte et beklagende brev ud til den samlede menighed. Han ville ikke skubbes over i et hjørne. Da professor Nagel skulle begraves. Sønnen måtte bøje sig for et ”ynkelig” kompromis. Da Anna Fannike skulle begraves. N.P. Nielsen måtte ikke føre ældre tysksindede til alters. Pastor Braren under besættelsen. Stridighederne fortsatte.
Braren var ikke tilfreds
Vi har i en tidligere artikel beskrevet, da pastor N.P. Holm ankom til Højer i 1935. Det var pastor Braren ikke særlig tilfreds med. Pludselig var der oprettet et embede for en dansk præst. Fra 1925 fungerede Braren både som dansk og tysk præst.
Men nu ønskede den danske menighed en selvstændig dansk præst, der også var dansk uddannet og dette ønske imødekom kirkeministeriet.
Følte sig måske ydmyget
Pastor Braren følte sig på en måde ydmyget over at han ikke mere kunne bruges som en slags ”overnational” præst. Dette førte til mange breve til N.P. Nielsen. Denne fik at vide, at folk i Højer havde skrevet under på noget, som de ikke vidste, hvad var.
Kirken skulle gå forrest
Desuden fortalte, at han i Bylderup og Astrup havde mange venner blandt de dansksindede. Han havde aldrig gjort forskel på dansksindede og tysksindede. Desuden mente Braren, at kirken skulle gå forrest med at bygge bro mellem mennesker. Han synes også, at det var vigtigt at nævne, at hans kone var dansk.
Braren så en fare i, at der nu både skulle være en dansk og en tysk præst i Højer. Han mente at de to nationale grupper ville blive mere fjendtlige over for hinanden.
Braren var en fremragende prædikant
Det var tydeligt at Braren var bedrøvet over, at den danske menighed ville have en dansk præst efter at han havde tjent menigheden i 10 år. Og det var heller ikke for at undervurdere Brarens indsats, at N.P. Nielsen havde overtaget jobbet.
Braren var stadig en betydelig teolog, en fremragende prædikant og en fin og nobel personlighed med selvstændige meninger og synspunkter. Og det nye præsteembede blev ikke oprettet, fordi Braren havde gjort det dårligt.
Et forsoningsmøde hos biskop Ammundsen
N.P. Nielsen havde foreslået et møde hos biskop Ammundsen. Det fandt sted den 14. november 1935 og varede i tre timer. Nielsen fastslog at sagen ikke drejede om noget personligt men om en nyordning. Han fastslog også at myndighederne indtil nu havde forsømt at lytte til det danske mindretal. For her 15 år efter ”Genforeningen” var det stadig et dansk mindretal i Højer.
Man ville få samarbejdet til at fungere
De to præster kom vel ikke hinanden nærmere efter mødet men de fik lært hinandens synspunkter at kende. Og man var enige om at få samarbejdet til at fungere så gnidningsløst som muligt.
En skarp og bitter avisfejde
På indsættelsesdagen var kirken fyldt med både danske og tyske mennesker. Pastor Braren holdt en tale, der gav udtryk for bitterhed og skuffelse over for den danske menighed. Dette førte til en skarp og bitter avisfejde mellem repræsentanter for den danske menighed og pastor Braren.
Den danske menighed ønskede ligestilling
Den danske menighed ønskede ligestilling med hensyn til gudstjenester. Det blev Braren meget fortørnet over. Han ønskede to tyske og en danske højmesse om måneden. B begrundelsen fra tysk side var, at Braren var sognepræst og N.P. Nielsen ”kun kapellan”
Braren sendte brev ud til den samlede menighed
Dette afstedkom en henvendelse fra Braren til den samlede menighed i Højer – både de dansk- og tysksindede.
I brevet forklarede han, at han i den tyske tid havde hjulpet dansksindede i nød. Og det fik ubehagelige følger. I Bylderup har han stået anklaget både over for landråd, provst og dommer i Tønder. Han skrev desuden i brevet, at han føler sin stilling som sognepræst truet og kaldte igen N.P. Nielsen for ”kapellan”.
I brevet forklarede Braren også, at han vil fortsætte med at holde danske gudstjenester.
Ville ikke skubbes over i det ene hjørne
Det kan så undre, at de to pastorer ikke talte sammen, men skrev. Et par dage efter skrev Braren således til N.P. Nielsen, at han ikke ville finde sig i at blive skubbet over i det ene hjørne. Han ville ikke finde sig i kun at blive betragtet som den tyske præst. Han ville fortsat være præst for dem, der har fulgt ham i 10 år.
Han ville ikke gå den vej, sagde han ordret, som N.P. Nielsen ville diktere ham. Braren ville ikke forstå, at det ham, der fremover skulle afholde de tyske gudstjenester og N.P. Nielsen de danske gudstjenester.
Da professor Nagel skulle begraves
En ny strid opstod i 1937, da professor Nagel, Berlin døde. Han var søn af apoteker Nagel. Han var udpræget dansksindet. Han ønskede at blive begravet på familiens gravsted i Højer. Da N.P. Nielsen traf ham ved hans svigerinde i 1936 bad han indtrængende om at medvirke ved hans begravelse. Han tilføjede:
Hans tysksindede datter, som var gift og boede i Tyskland havde derimod bedt pastor Braren om at begrave hans far.
Men en søn, kunstmaler Willy Nagel, som var udpræget dansk, bad N.P. Nielsen om at medvirke, således som hans far havde ønsket det.
Men det satte Braren sig imod. N.P. Nielsen måtte ikke engang tale i kirken, hvis Braren skulle klare begravelsen. Det samme forbud gjaldt også for en af professor Nagels gamle elever, amtslæge dr. Lausten – Thomas., Tønder.
Heller ikke ved mindehøjtideligheden på Hotel Sylt måtte Holm tale, hvis Braren skulle deltage heri. Dette blev dog ændret, da den temperamentsfulde kunstner, Willy Nagel, sagde til Braren:
Så bøjede Braren sig og kom med til mindefesten, hvor N.P. Nielsen på opfordring holdt en mindetale over den gode danske mand, professor Vilhelm Nagel.
Sønnen måtte bøje sig for et ”ynkelig” kompromis
Også til denne begravelse blev der udvekslet en heftig brevveksling.
Og med hensyn til begravelsen så fik professoren og hans dansksindede søn ikke deres ønske opfyldt. N.P. Nielsen fik et brev fra sønnen, Willy Nagel, hvor han udtalte sin beklagelse over at han var blevet tvungen til det ynkelige kompromis.
Da Anna Fannike skulle begraves
I 1941 døde en ældre kvinde, Anna Christensen, kaldet Anne Fannike. Hun var fra Fanø og var dansksindet. N.P. Nielsen besøgte hende ofte. Da hun døde, bad hendes børn om, at det var ham, der skulle foretage begravelsen.
Men pastor Braren mente, at det var ham, der skulle foretages begravelsen, så han sendte et brev til Nielsen. Og straks svarede denne, at nu hvor der var kommet en dansk præst havde hun sluttet sig til den danske menighed.
Der fulgte mange beskyldninger i brevvekslingen. Og læser man de breve kan man godt se, hvor store vanskeligheder, der var i Højers kirke-liv dengang. Og det fortsatte i den grad.
N.P. Nielsen måtte ikke føre ældre tysksindede til alters
Således meddelte N.P. Nielsen til Braren, at han ønskede at føre de ældre til alters. Men denne svarede, at han mente at N.P. Nielsen skulle nøjes med at føre de dansksindede ældre til alters.
Pastor Braren under besættelsen
Det blev sandelig heller ikke lettere efter 9. april 1940. Braren havde bøjet sig for kravet om, at Hagekorsflaget skulle hænge fra Højer Kirketårn skønt han var inderligt imod. Men en af de ledende nazister havde sagt:
Af brevudvekslingen mellem de to præster er det tydeligt, at de ikke var enige om Tyskernes rolle i besættelsen af Danmark. N.P. Nielsen mente, at det tyske folk og den tyske stat havde begået en voldshandling over for Danmark. Dette mente Braren ikke.
Nielsen mente, at Danmark havde mistet sin frihed og selvstændighed. Den holdning havde Braren ikke.
De to præster kunne dog, når stridighederne var lagt til side føre en åben og indholdsrig samtale sammen. Braren var ikke nazist, men han holdt sin mund som så mange andre. Men hvis et hagekorsbånd blev fjernet fra en grav, så protesterede både de tyske medlemmer af menighedsrådet og pastor Braren på det voldsomste. Ingen af dem havde forståelse af, hvor dybt de dansksindede blev krænket dagligt ved det tyske overgreb i besættelsesårene.
Stridighederne fortsatte
I 1943 blev Braren og Nielsen enig om, at sognepræsten nu skulle være dansk. Braren overtalte de tyske medlemmer af menighedsrådet til at acceptere dette. Men i 1948 gik han imod kirkeministeriets indstilling at Højer kun skulle have en dansk sognepræst.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 11, 2023
Dødsmarch
De nazistiske forbrydelser skulle slettes. 758.000 blev sendt afsted. Det kostede 300.000 livet. De blev skudt for et godt ord. De kunne alligevel ikkebruges i den tyske krisindustri. 60.000 blev jaget ud af Auschwitz. Af 4.500 nåede kun de 280 frem. En bonde kørte bag efter med sin hestevogn og samlede ligene op. Efter tre – fire ugers march var kun 10 pct. tilbage. Arbejderne hos Adler blev mishandlet. Indtil 1963 fandt man rester af fanger. Var det de lokale kommandører, der bestemte forløbet? Gestapo-chef gav en befaling til KZ – Sachsenhausen. Massiv aflivning i de sidste måneder. Neuengammes fanger blev sænket af britiske fly- Lokale civilister jagtede flygtende fanger. En glemt massakre. Adenauer frigav krigsforbrydere.
De nazistiske forbrydelser skulle slettes
Det skete i krigens sidste måneder og dage. SS fik tømt udryddelses- og koncentrationslejrene. De tvang fangerne ud på de såkaldte dødsmarcher mod det centrale Tyskland. Titusindvis omkom undervejs af kulde og udmattelse. De blev efterladt i vejkanten mange steder.
De nazistiske forbrydelser skulle slettes. Man nåede at lave massegrave og brænde ligene.
758.000 blev sendt afsted
Nogle gange skulle man tro, at det var bevidst, at disse mennesker skulle lide. Mange blev med dødsmarchen sendt i den direkte død. Man har beregnet sig til at 758.000 svækkede mennesker blev sendt på dødsmarch. Til dels gik de forbi helt almindelige tyskere.
Bare man kunne stå oprejst, blev man tvunget på marchturen. Fangerne skulle bruges i den tyske krigsindustri. De gamle og syge blev efterladt i lejren overladt til egen skæbne. Var de heldige, blev de befriet af de fremrykkende allierede styrker.
Det kostede ca. 300.000 livet
Man regner med, at disse dødsmarcher har kostet op til 300.000 livet. Fangerne var i forvejen svækkede. Disse marcher kunne strække sig over hundreder af kilometer og strække over uger.
Fangedragter var tynde og kunne ikke holde vinterkulden ude. Kosten var kun nødtørftig. I lader og udhuse blev de stuvet sammen om natten. Dem, der faldt fra, blev skudt af vagterne. Dem, der forsøgte at flygte, blev fanget og skudt.
De blev skudt for et godt ord
Efter få kilometer faldt de første fra. I begyndelsen blev de understøttet og bragt videre af kammerater. Men efter at de var faldet flere gange, blev det uoverkommeligt. Afstanden til kolonnens afslutning blev større og større. De falder på knæ, river i faldet to hjælpere med. Uden støtte bliver de liggende udstrakt på jorden. Hjælperne bliver nu jaget væk af SS – folk. Der er ingen nåde. De bliver dræbt af nakkeskud.
Andre blev dræbt fordi de vil forsyne sig med roer eller kartofler fra kuler eller kød fra selvdøde dyr på vejen.
De kunne alligevel ikke bruges i den tyske krigsindustri
Ofte blev march-ruten ændret og endnu flere koncentrationslejre blev tømt. Meget få lejre var endnu i funktion. Vagter vidste efterhånden ikke, hvor de skulle sende fangerne hen.
Nazisterne måtte efterhånden erkende at slaget var tabt. Forbrydelserne kunne ikke skjules. Man blev hurtig klar over at disse tusinder af udsultede og sygdomsramte fanger ikke kunne bidrage meget til den tyske krigsindustri.
Hvorfor stak vagterne ikke bare af og lod fangerne løbe? I stedet indfangede de dem og myrdede dem.
60.000 blev jaget ud af Auschwitz
Kort før den røde arme nåede frem den 21. april 1945 blev KZ – Sachsenhausen og KZ – Ravensbrück rømmet, 33.000 fanger herunder kvinder og børn blev sat til at marchere mod nordvest. Uden mad og i iskoldt vejr marcherede kolonerne 20 – 40 km om dagen og overnattede i det fri. SS skød dem, der sakkede bagud.
60.000 fangere blev jaget ud af Auschwitz og tvunget til at gå. Det kostede 15.000 mennesker livet.
Den 18.1.1945 forlod 3.000 fanger Auschwitz – Birkenau i retning mod Gleiwitz. De fleste af disse var jøder. På vejen blev 300-400 bedt om at gå ind ad en sidevej. Siden har ingen set disse. Mistanken er, at disse er blevet brutalt skudt.
Af 4.500 nåede kun 280 frem
Den 21. 1. 1945 blev 4.500 fanger læsset på åbne Jernbanevogne – der var vel 100 til 130 på hver vogn. De skulle vente 30 timer på afgang. Temperaturen var mellem – 15 til – 20 grader. Efter 15 kilometer blev toget stoppet. Fangerne blev bedt om med det samme at forlade vognene. Dem, der ikke lige med det samme kunne forlade vogne vognen på grund af stivfrosne lemmer, blev brutal skudt.
Da man endelig ankom til Geppersdorf var der kun 280 tilbage.
En bonde kørte bagefter og samlede de døde op
Mange gange kørte en lokal bonde efter disse dødsmarcher med sin hestevogn. Han samlede ligene op. Både dem, der var faldet om og dem, der var blevet skudt.
Disse lige blev samlet i massegrave. Ja også på lokale kirkegårde blev de samlet i massegrave. Men ingen lokale kan fortælle, hvem der blev begravet der.
Fra KZ – Stutthof måtte 11.000 fanger den 25. januar gå 140 km mod Lebork (Lauenburg). Det tog 7 dage.
Efter 3-4 uger var kun 10 pct. tilbage
Den 13. april 1945 blev en gruppe på 2.400 fanger sendt fra Leipzig – Heiterblick. De 250 overlevende af denne march blev befriet den 9. maj af russiske soldater i Fojtovice i Tjekkiet.
Arbejderne på Adler blev mishandlet
I begyndelsen af marts 1945 blev der bombet omkring hovedbanegården i Frankfurt. De allierede gik direkte efter Adler – fabrikken. Den 9. marts måtte man opgive produktionen. Tyske arbejdere begyndte at afmontere de maskiner, der ikke var blevet beskadiget.
De fanger, som man havde brugt til produktionen og som ikke kunne holde til en march, sendte man pr. bane. Det var den 16. marts 1945. De blev placeret 60 mand i hver vogn som blev plomberet. Fangerne led voldsomt af grusom tørst og sult. Deres toilette måtte de også foretage sig i vognen. De holdt tre dage på fabrikkens skinner, inden der var afgang. Og allerede efter disse tre dage, var en stor del af dem døde. Disse døde blev ikke engang taget ud af vognene.
Kort tid efter afgang blev toget mål for allierede fly. SS-folkene søgte dækning og overlod fangerne til deres egen skæbne. Igen og igen blev toget mål for allieret angreb. Syv dage efter nåede toget sit mål – KZ Bergen-Belsen. I alt blev overlevede kun 8 af disse Adler – fanger.
De sidste 350 fanger/flygtninge blev den 23. marts om at forlade Adler- fabrikkerne. De skulle nu marchere mod Buchenwald. Da de havde forladt Frankfurt, begyndte SS-folkene at skyde. De første 24 blev skudt i hovedet. Rygterne gik, at på denne march skulle ingen overleve. Nogle blev beordret til at grave deres egne grave.
Til Buchenwald ankom 280 fanger. Men fangerne blev beordret at tage til Dachau. Her ankom den 27. april 40 fangere. To dage senere blev disse befriet af amerikanske soldater.
Indtil 1963 fandt man rester af ”Adler – fangerne”
Indtil 1963 fandt man rester af de forslåede og skudte fanger. Man kunne indicere dem ud fra deres blikskilte fra Adler – fabrikkerne med numre. Man fandt dem i floden Main og i forbindelse med anlæggelse af nye vejarbejder.
Var det de lokale kommandører, der bestemte?
Var det ordrerne fra Berlin, der bestemte disse dødsmarcher og hvad der skulle ske med disse fanger. Ja Hitler sagde godt nok, at alle fanger skulle skydes. Men noget tyder på at det var individuelle afgørelser. De forskellige lagre bestemte selv, hvad der skulle ske.
Himmler mente således, at jøderne skulle man skåne til sidst. De kunne betragtes som gidsler, når man skulle forhandle med vesten.
Gestapo-chef gav befaling til KZ-Sachsenhausen
Men den 1. februar havde lagerkommandantren i KZ-Sachsenhausen fået en befaling fra Gestapo-chef Heinrich Müller om at forberede lejrens evakuering. En af instrukserne foreskrev at ler- og arbejdskommandoer skulle sendes på march til fods i kolonner af 2.400 fanger.
Papirer og dokumenter skulle afbrændes. I alle hjørner af den store lejr kunne man se bål.
Også minering, nedskydning m.m. kom på tale. Flygtninge skulle sættes på slæbepramme. De skulle slæbes ud i åbent hav og sænkes. Men man kunne ikke rigtig nå at anskaffe alle de pramme, der skulle til.
Ca. 200.000 fanger passerede Sachsenhausen. Af dem døde halvdelen på en eller anden måde. I løbet af de tre forårsmåneder i 1941 døde 18.000 krigsfanger.
Massiv aflivning
I de sidste måneder skete der en massiv aflivning af syge og afmattede fanger. Det var dem, der ikke kunne gå en dødsmarch. Efterhånden var der heller ikke mange muligheder for disse dødsmarcher at finde et mål.
Buchenwalds fanger blev i begyndelsen af april bragt mod syd og sydøst. Særligt var det imod Flossenburg og Dachau.
Neuengammes fanger blev sænket af britiske fly
Og fanger fra Neuengamme blev bragt til Lybæk Bugt, hvor de blev anbragt på skibe. Den 3. maj 1945 blev disse KZ – skibe angrebet fra luften, da de endnu lå i havn. Britiske kampfly angreb. Det betød at 7.000 fanger ombord på Cap Arcona omkom.
Lokale civilister jagtede fangerne
Ofte var det lokale, der måtte på jagt efter flygtende fanger. Det kunne være folk fra brandvæsnet, politi eller Hitler – Jugend. Indimellem var det også almindelige lokale borgere, der på eget initiativ gik på jagt.
En glemt massakre
Andre steder skete der massakre sted efter dødsmarch. Det skete for eksempel i Gardelegen i Sachsen-Anhalt. Her blev den 13. april 1945 tusinder af fanger henrettet. Her var det forskellige nazistiske organisationer, der stod bag.
Adenauer frigav krigsforbryderne
Nogle af bødlerne blev dømt af det øverste Sovjet i Moskva, der dog havde afskaffet dødsstraf. Men der faldt 14 livstidsstraffe og to straffe på 15 års tugthus som skulle afsones i Sovjet.
Efter aftale med Adenauer i Moskva om løsladelse af krigsfanger, indgik de straffede krigsforbrydere i disse hjemsendelser som ”nichtamnestierte”. Trods dette tilsagn om fortsættelse af straffeafsoningen i Vesttyskland blev de straks løsladt og modtaget med pensioner og øvrige former for ”åbne arme” i 1956,
Dette gjaldt også for cheflægen Baumkötter, der havde talrige mord og mishandlinger på samvittigheden. Han fik i 1947 livsvarig tugthusstraf. Han blev straks løsladt ved ankomsten til Tyskland i 1947. En protestbevægelse opnåede gentagelse af processen mod ham i Münster i 1962. Her blev han idømt 8 år tugthus. Men igen blev han straks løsladt.
Denne Adenauer kunne heller ikke lide afnazificeringen. Den gik han kraftig imod. De allierede fyrede ham også som overborgmester i Frankfurt. De betragtede ham som nazi – venlig.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 8, 2023
Smuglerlandet Danmark
Vi har læst Smuglerlandet Danmark – med undertitlen ” Mennesker, Sprut og Cigaretter” som vi her vil anmelde. Vi har krydret vores anmeldelse med egne oplevelser. Om da vi først besluttede at tage noget ekstra med, når vi havde set, hvem der sad der ved grænsen. Og inde ved militæret havde vi en kollektiv smugler – forsikring. I Aabenraa var der altid billig vodka, når polske eller russiske skibe anløb havnen. Det var i mange år et ”acceptabelt tidsfordriv”. Vi oplever i bogen smugler – historier fra 1750 – 2000. Så var det lige ”Rødspætteligaen” I Bogen opleves samtaler med folk på begge sider af loven. Vi afslutter lige to eksempler på menneskesmugling fra Padborg, hvor vi selv var involveret. En interessant, berigende og anderledes Danmarkshistorie.
Smugleri afhang af, hvilke toldere, der sad der
Vi har vel alle gjort det. Når vi knægte cyklede de cirka 6 kilometer til Aventoft på den anden side grænsen, lagde vi altid mærke til, hvilke toldere, der stod vagt.
En kollektiv smugler-forsikring
Eller senere, når jeg med Telegraftropperne fra Aarhus var på øvelser i Tyskland. Vi indbetalte alle penge til en konto. Den ene gang, var det lige vores bil, der blev stoppet. Ja så måtte vi jo så tilstå.
Men de penge fik vi så tilbagebetalt på Langelandsgades Kaserne. Og overskuddet på kontoen, ja dem festede vi så for.
Billig vodka
Og i Aabenraa vidste vi, at når der lå polske og russiske skibe i havnen, ja så kunne vi gå et bestemt sted hen i byen og købe billig vodka.
Acceptabelt tidsfordriv
Det var engang, hvor det moralsk blev accepteret at man smuglede. Herregud tænkte man, vi betaler så meget i skat, at her kunne man da godt lukke et øje. En bestemt slags smugleri blev betragtet som hobby, fordi flasker og røgvarer blev afsat til venner og bekendte. Ingen kunne drømme om at melde dette til myndighederne.
”Det er den første samlede fortælling om lyssky forretninger, der længe var acceptabelt tidsfordriv. End ikke gudfrygtige og ordentlige folk fik moralske tømmermænd”, ja sådan skriver forlaget.
Smugler-historier fra 1750 – 2000
Nu har Niels Valdersdorf Jensen fået den geniale ide at skrive om ”Smuglerlandet Danmark” med undertitlen ”Mennesker, Sprut og Cigaretter”. Forfatteren er historiker og museumsinspektør på Svendborg Museum. Bogen udgives samtidig som Årbog for Museet for Søfart i Helsingør
I historien kom vi nok ikke rundt i hele landet men egentlig gør det ikke noget. Her er masser af spændende fortællinger om smugleriets historie fra 1750 – 2000.
Der bliver fokuseret ekstra på øerne i Det Sydfynske Øhav. Her blev cigaretter og u -banderolerede flasker lastet side om side med legale handelsvarer.
Der et mønster i op – og nedture for smugleri. Når staten bremser for import og eksport for at beskytte vores egenproduktion tager smugleriet til.
Rødspætteligaen
Vi stifter bekendtskab med Rødspætteligaen, der har base i København. De var særdeles frygtet både i og uden for den kriminelle verden. Hvis nogen kom på tværs af dem, kunne det få alvorlige følger. Vi møder navne som Alexander Blask, Leon Onwild, Bent Ricardo og Torkild Løndal Therkelsen. De er alle med i denne berømte/berygtede gruppe.
De blev optrevlet i begyndelsen af 1970erne – en gruppe som i stor stil smuglede spiritus og cigaretter fra Polen over Østersøen og satte dem i land på Møn med videresalg for øje.
Ernst Adolf Bremer smuglede ikke mindre end 500.000 liter sprit til svenskerne på 14 – 15 både i 1920’erne og 1930erne
De blev vel på et tidspunkt betragtet som helte – disse storsmuglere. Men i takt med vold og afstraffelse, nåede samfundet tog moralen over. Medierne dyrkede disse farlige forbryder-typer som Robin Hood – helte.
Glansen gik af storsmuglerne med to millioner cigaretter i lasten blev bordet af toldere fra en patruljebåd i Østersøen. Kun en enkelt tolder nåede ombord. Ham tog smuglerne som gidsel. De krævede nu frit lejde i bytte for den kidnappede tolder.
Langelands Folkeblad omtalte den dramatiske kidnapning og skrev:
Damerne på spritbådene
Der blev også i TV vist Smuglerne – en serie af Leif Panduro. Her var der bl.a. vold drab og salg af hårde stoffer. Det var ikke særlig kønt.
Ja så var det damerne på spritfærgerne, som man jo selv har mødt. De går lige to numre op i størrelse under fordeling af smuglervarer rundt om på kroppen, hvorefter de godt polstret, driver i land. De mandlige tolder vidste godt, hvad der foregik. Men de måtte jo ikke kropsvisitere dem.
Samtaler med folk på begge sider af loven
Søfolk har kunnet fortælle røverhistorier om, hvor gode de var til at snyde tolderne. Og historierne får lige en tand ekstra. Bare for at imponere landkrabberne.
Og tænk engang. Forfatteren mener, at omkring 1970 røg 174 millioner cigaretter under skattemyndighedernes radar – om året. Kaffe, tøj, kvæg, sukker, violiner og farve- tv er eksempler på varer, der inden for de seneste 250 år er handlet under båden i Danmark.
Bogen indeholder også en række samtaler med folk på begge sider af loven. Der er trukket historier fra digitaliserede aviser i massevis. Og Toldvæsnets egne embedsmænd har også ladet sig friste.
I første verdenskrig var Danmarks neutralitet i fare, da smugleri i form af illegal udførsel af danske varer til de krigsførende lande, ikke gjorde Danmark mere populær.
Menneskesmugling
En anden form for smugleri var menneskesmugling. Det opdagede vi, da vi boede i Padborg. Når københavnske betjente var udstationeret dernede, stoppede de gang på gang personer, der ikke lignede danskere. Således oplevede en ven vi havde fra Sri Lanka at blive stoppet fire gange på en dag. En klage til stationen, som vi hjalp ham med, ignorerede de bare.
Og vores Rasmus var sammen med sin gode ven, Jesper taget ud at lege. De havde deres camouflage – tøj. Og Rasmus havde lånt noget af sin store bror til at camouflere ansigtet. Men efter en time ringede det på døren. Det var Padborg politi, der kom med to forknyttede unger. Nu var det sådan, at Jespers far også var politibetjent, blot i et andet område. Men de havde ikke gjort noget forkert. Politiet havde fået anmeldelse om menneskesmuglere. Og de to unger var måske lidt for tæt ved grænsen!
Ja i dag er Jesper også politibetjent – i København.
En anderledes Danmarkshistorie
Med disse to sidehistorier slutter vi vores anmeldelse af en meget interessant bog.
Bogen er meget underholdende og berigende læsning. Det er en anderledes Danmarkshistorie. Og mon ikke, der er mange toldere, der vi gå i gang med at læse den.
Niels Valdersdorf Jensen:
Smuglerlandet Danmark – Mennesker, Sprut og Cigaretter
Hvis du vil vide mere:
April 7, 2023
De Danske Hjælpepakker til KZ – Fangerne
To sider af samme sag. Mange samlede ind. Der blev også samlet ind til medicin. Et takkebrev fra Theresienstadt. Hvad var der i en pakke? Besværligt – navnlig i begyndelsen. Slægtninge ville selv sende noget. For sent opdagede man at penge ikke nåede frem. Politifolk fik ekstra tøj. Historien om ”De Røde Enker” Fik ikke hjælp, fordi han var tyskervenlig? Fagbevægelsen advarede mod ”De Røde Enker”. Alt var ikke ideelt.
To sider af samme sag
Nu kunne man måske bare have kaldt artiklen for Røde Kors – pakkerne. Men det ville være historisk ukorrekt. Godt nok kom de fleste af pakkerne i Røde Kors – emballage. Men det var ofte andre, der stod som afsendere og andre, der havde bidraget økonomisk. En anden ting er, at man ofte når man skriver besættelsestidens historie får to forskellige historier om den samme begivenhed.
Det gjald for eksempel historien om ”De Røde enker”. Den historie vender vi tilbage til.
Mange samlede ind
Hvordan fik Danmark de mange aftaler i stand med at sende pakker til ”statsfjendtlige personer, som tyskerne yndede at kalde danske deputerede. Da man så, at pakkerne faktisk kom de rette i hænde, fortsatte man at sende dem.
Der var mange, der samlede ind til fangerne. Således samlede Danske Polititjenestemænd 59.000 kr. ind. På et tidspunkt blev man nødt til at stoppe indsamlingen. Der var ikke mulighed for at skaffe så mange varer.
Der blev også samlet ind til medicin
Efterhånden gik det op for danskerne i hvilke forhold de danske KZ – fanger befandt sig i. Kontreadmiral Carl Hammerich samlede 85.000 kr. ind til medicinalvarer og lægeinstrumenter. Blandt de indsatte var der en del læger, der godt vidste, hvordan disse skulle håndteres.
Det var forskellige afdelinger, der håndterede forsendelsen af pakkerne.
Et takkebrev fra Theresienstadt
Til jøderne i Theresienstadt afsendtes snart 750 pakker på initiativ af Professor Ege – Komiteen, der så senere også overgik til Røde Kors.
Desuden afsendtes en del illegale pakker. Men disse lykkedes det også at få legaliseret. I alt blev der sendt 5.000 pakker til en samlet værdi af 100.000 kr. til Theresienstadt. I september 1944 afsendtes 1.000 bøger. Men de nåede først frem fem måneder efter.
Der blev også sendt penge til Theresienstadt i alt ca. 35.640 kr.
Jeg fandt på nettet et takkebrev fra en indsat i Theresienstadt. Der var hverken dato, navn eller fra hvilken avis, det stammede. Noget af brevets indhold lyder således:
Hvad var der i en pakke?
Afsendelsen af pakker blev efterhånden lagt i faste rammer mellem Udenrigsministeriet, Socialministeriet og Røde Kors. Alle pakkeforsendelser gik gennem Røde Kors i deres specielle kartonnage.
I den første tid afsendtes en månedlig pakke til hver, senere to og allersidst tre månedlige pakker. Indholdet var følgende:
Herudover blev der oftest hver måned medsendt 30 stk. cigaretter og 100 gr. tobak. I den sidste tid blev pakkeforsendelserne udvidet med et stort rugbrød hver tredje uge. Samlet værdi af 909.000 kr. Og husk på – det er den tids værdi.
Det var først i sidste kvartal af 1944 til den 13. februar 1945 deportationerne tog rigtig fart.
Besværligt – navnlig i begyndelsen
Et flot initiativ udvistes af forskellige foreninger. Sammenslutninger og private venner ved fremskaffelse af æbler, vitaminpræparater og tobaksvarer af de ellers ikke for rigelige hjemlige beholdninger.
Sendingerne til Stutthof gik i den første tid pr. skib til Stettin og derfra pr. bane til Danzig, hvorfra Udenrigsministeriets repræsentant besørgede dem videre til Stutthof. Til de øvrige lejre benyttedes i lang tid jernbanetransport. Men i september 1944 forsøgte man med den første ”automobiltransport”. Forsøget faldt heldigt ud. Fra oktober 1944 besørgede bilkonvojer et meget betydeligt antal pakker.
Slægtninge ville selv sende noget
Man opnåede hermed at pakkerne blev leveret ved lejrens port, så tabsprocenten blev næsten lig nul. Så snart de danske biler nærmede sig rygtedes det i lejren og livsmodet steg et par grader.
I Danmark blev man dog klar over, at der forsvandt en del fødevarer fra hovedlejrene til udekommandoerne. Man forsøgte at få tilladelse til at transportere helt ud til brugerne. Men det lykkedes kun for politiets vedkommende at finde en ordning.
Slægtninge var dog utilfredse med, at de ikke måtte sende noget. Man fandt så en ordning med, at de måtte sende en gang om måneden. Det blev også forsøgt at indsmugle illegale breve fra slægtninge. Men det blev hurtig stoppet.
For sent opdagede man at penge ikke nåede frem
Det blev også sendt penge til Neuengamme i alt 47.500kr. Men de nåede aldrig ud til fangerne. Pengene blev sat ind på en lejrkonto. Ja man fandt ud af, at der var sendt i alt 671.500 til fangere i de tyske koncentrationslejre. Stort set ingen af disse penge så fangerne.
Politifolk fik ekstra tøj
Politifolkene var kommet afsted i det tøj, de gik og stod i. Allerede den 28. september sendte man to store lastbiler med påhængsvogne til Neuengamme – lejren. Foruden tøj var der en lille pakke med levnedsmidler til hver politimand. Transporten nåede frem i løbet af to dage. Men allerede inden transporten var nået frem var politifolkene sendt videre til Buchenwald. Derfor blev transporten nu dirigeret derhen. Senere blev politiet betragtet som krigsfanger og fordelt ud i andre lejre.
I slutningen af februar måned lod Dr. Trols Thune Andersen sig frivilligt internere for at bringe politifolkene tiltrængt lægehjælp. Politiet fik tilsendt i alt 28.410 pakker. Dertil kom på foranledning af Socialministeriet 2.000 tøjpakker.
Spørgsmålet er hvor mange menneskeliv, som man redede under denne store indsats.
Historien om ”De Røde Enker”
Og så kommer vi til sagen om de røde enker.
Vi starter med hvad professor Richard Ege kan fortælle:
Det sidste citerer vi, fordi vi i flere bøger kan læse, at ”De Røde Enker” overhovedet ikke fik hjælp i Danmark, men måtte gå til Svensk Røde Kors. Ofte oplever man en ikke altid rimelig kritik af myndighederne og Røde Kors vrangvilje og obstruktion. Det glemmes, at den store hurdle var Gestapo.
Fik ikke hjælp, fordi han var tyskervenlig?
Historien om Kommunisterne har vi tidligere bragt her på siden. Og herfra kan det godt forstås, at ”De Røde Enker” var skuffet. Spørgsmålet er bare om alt, hvad der er beskrevet, er korrekt.
143 mænd og syv kvinder blev sammen med 207 danske jøder anbragt i et snavset skib ved navn Wartheland. Efter næsten en uges forløb nåede de Swinemunde i Polen. Så gik turen til henholdsvis Stutthof og Theresienstadt i overfyldte kreaturvogne.
Kvinderne bag disse mænd blev kaldt ”De Røde enker” De begyndte straks at organisere sig. De fik at vide, at Dansk Røde Kors ikke kunne hjælpe. Man mente, at direktøren Helmer Rosting var særdeles tyskervenlig. Han skulle have været udset som udenrigsminister i en regering, hvor Frits Clausen skulle være statsminister. Men nu tog tyskerne aldrig dette alvorlig. De brugte kun dette som trussel.
Om denne ”tyskervenlighed” skulle være årsag til manglende hjælp tvivler jeg på. Allerede dengang var hjælpeforanstaltninger i gang. Og det er da ingen tvivl om enkernes pres har haft indflydelse på, at der blev sendt pakker afsted.
Fagbevægelsen advarede mod ”De Røde Enker”
Rigtigt er det også at der i fagbevægelsen blev advaret mod ”denne selvbestaltede komite”. Men at disse kvinder og deres indsats skulle være glemt, er ikke rigtig. I Jørgen Hæstrups bog ”Til Landets Bedste 1” omtales de. Her beskrives samarbejdet med denne komité godt nok som ideel.
Alt var ikke ideelt
Alt var ikke ideelt. Set med nutidens øjne skulle man sikkert være begyndt noget hurtigere. Men det kan vi jo sagtens sige i bagklogskabens lys. Men man må sige, at alle dem, der var involveret i pakning og afsendelse af de mange pakker, gjorde et imponerende stykke arbejde
Kilde:
Hvis du vil vide mere: