Artikler
Februar 13, 2007
Historien om Jeppe Knudsen Christensen
Ib Hansen fortæller i den interessante artikel om sin morfar. Det er en beskrivelse af kampen mod nazismen i Tønder, der førte til en tur i koncentrationslejr. Det er kampen mod kommunisterne, og en interessant beskrivelse af Dansk Arbejdsmands Forbund i Tønder.
Uwe har bedt mig fortælle lidt om mine sønderjyske familieforhold hér på hjemmesiden. Og det gør jeg da gerne.
Hvor skal man begynde – og hvor skal man afslutte? Den sønderjyske del af mine aner daterer sig , så vidt beviseligt gennem kirkebøger, skifter m.v. tilbage til midten af 1600-årene fra en gårdmands- og husmands-familie fra Sarup by, Lysabild sogn, herunder Kryhlmann-familien, og en smede-familie fra Dyndved by, Egen sogn, hvor Jes Hansen Smed huserede på dette tidspunkt.
Det ville blive en ret lang artikel, så i første omgang tager jeg udgangspunkt i min morfar, Jeppe Knudsen Christensen. Han blev i øvrigt gift ind i huguenot.-familien Dupont ved gennem giftemål med Rigmor Dupont. Men det er en helt anden historie, som vi eventuelt kan vende tilbage til.
Lidt historie
Jeppe Knudsen Christensen og hans forældre voksede op i turbulent tid. Det ældgamle hertugdømme Slesvig var ved at gå i opløsning. Nationalitetsfølelsen var stærkt voksende overalt i Europa. I Slesvig førte dette blandt andet til, at stærke kræfter, påvirket af hhv. holstenere og danskere skabte en situation, hvor folks følelser fik et nyt perspektiv. Hvor man i århundreder havde været vant til at være slesviger uanset om man talte sønderjysk, dansk, plattysk, højtysk eller frisisk, skulle man nu beskæftige sig med om man tillige var enten dansk eller tysksindet.
Alt dette hurlumhej førte bl.a. til de slesvigske krige i midten af 1800-tallet.Resultatet – i 1864 – var uundgåeligt, Prøjsen og Østrig vandt. At Prøjsen og Østrig så et par år senere kom i klammeri med hinanden betød blot endnu en ørkesløs krig, hvor Prøjsen vandt. Det gamle stolte hertugdømme var nu blot en lille provins i det Storprøjsiske rige.
Heldigvis kom et begreb som ”folkenes selvbestemmelsesret” op i debatten. Dette medførte blandt andet i forbindelse med afslutningen af ”den store krig: 1. verdenskrig”, at en række tidligere hertug- og fyrstedømmer kunne tage stilling: Vil I være franske, polske, danske, tyske eller hvad? Men ingen steder spørgsmålet: Vil I være som i har været i århundreder: Jer selv.
Afhængig af hvilke følelser der besjæler én kan man forholde sig forskelligt til dette spørgsmål. Blot kan vi konstatere, at der i Slesvig blev oprettet afstemningszoner, og at resultatet blev, at grænsen blev lagt hvor den ligger i dag. Nordslesvig kom til Danmark og Sydslesvig – sammen med Holsten – blev et ”land” i Tyskland.
Jeppe Knudsen Christensen – fødsel og død
Jeppe Knudsen Christensen er født den 30. december 1897 i Holbøl og hjemmedøbt den 16. januar 1898. I Holbøl kirkebog står der bl.a.:
At kirkebogen er tysk kan måske for nogen lyde underlig. Det kræver lidt historisk forståelse og indsigt. Jeg kommer nok tilbage til dette emne senere men konstaterer her, at Sønderjylland på dette tidspunkt faktisk var prøjsisk annekteret – derfor det tyske sprog.
Jeppes mor og far flyttede fra Holebüll/Holbøl til Esbjerg-egnen i 1901. Dette skyldtes de meget restriktive prøjsiske foranstaltninger på skole- og sprogområdet og forfølgelsen af de såkaldte ”optanter”. Populært oversat ”dansksindede” og tilflyttere fra Danmark.
Jeppe førte et meget omtumlet og hektisk liv. Han døde ung, hvilket da også fremgår af kirkebogen i Tønder. I forbindelse med dødsfaldet og begravelsen kunne man i avisen ”Sønderjyden” læse:
”Vor kære fader, bedstefader og broder, kredsformand Jeppe Christensen er efter et langt og svært sygeleje afgået ved døden.
Tønder den 22. februar 1947
Rigmor Christensen og familien.
Begravelsen er bestemt til onsdag kl. 14.15 fra hjemmet.”
I samme avis stod samme dag:
”EFTERMÆLE
At vor mangeårige kredsformand Jeppe Christensen, Tønder, lørdag den 22. februar er afgået ved døden i sit hjem, meddeles herved vore medlemmer.
Æret være hans minde.
Dansk Arbejdsmands Forbunds 42. agitationskreds
Kredsbestyrelsen
Begavelsen er bestemt til onsdag d. 26. februar kl. 14.15.”
I samme avis står følgende den 27. februar 1947:-
Kun en del af følget kunne rummes i kirkegårdskapellet. Efter salmen ”lyksalig, lyksalig” talte præsten (pastor Magle, IH) over afdøde som en mand, der havde søgt at efterleve smukke idealer.
Bestyrelseskolleger fra Danske Arbejdsmands Forbund bar kisten fra kapellet til graven på den nye kirkegård. Her sænkedes de røde faner over graven, og der blev udtalt mindeord, inden det store følge skiltes.”
Bemærkningerne om deltagende faner fra Arbejdsmandsforbundet og politiske foreninger hentyder bl.a. til Jeppes mangeårige formandskab af forbundet (der med en kort afbrydelse fra december 1934 til januar 1935 dækkede tidsrummet 1926 – 1937) samt efterfølgende som kredsformand for forbundet, og hans aktiviteter i Socialdemokratiet.
Det lange og svære sygeleje som familien beskriver i dødsannoncen har også sin ”naturlige” forklaring. På grund af sit aktive foreningsliv og modstandsarbejde blev Jeppe under 2. verdenskrig først interneret af den tyske besættelsesmagt på Staldgården på Koldinghus i Kolding, hvorefter han blev sendt i koncentrationslejr i Tyskland. Under opholdet pådrog han sig, som så mange andre, en livstruende tuberkulose.
Antinazisten Jeppe
Nazismen var i fremgang i Sønderjylland, ikke mindst i Tønder. Hjemmetyskerne fik stor hjælp af venner fra Süderlügum til at organisere sig med den første nazistiske Ortsgruppe i Danmark, bl.a. med henblik på at komme ”Heim ins Reich”. Lederen af de hjemmetyske nazister var Sturmführer Peter Christian Jürgensen fra Vidågade. Populært kaldtes han Peter Sturm.
Socialdemokraterne og kommunisterne i byen slog sig sammen om at bekæmpe nazisterne. I første række var det bl.a. Jeppe fra den socialdemokratiske fløj og Sigfred Larsen fra kommunisterne der stod for koordineringen. Det havde de heller ikke svært ved, idet Jeppe på dette tidspunkt var kredsformand for Dansk Arbejdsmandsforbund, medens Sigfred 6 år senere overtog formandsstolen.
Optakten til en af de alvorlige konfrontationer mellem de to grupperinger kan findes på generalforsamlingen i Arbejdsmandsforbundet, afholdt den 15. juli 1933. Her udtalte Jeppe, i sin egenskab af formand, i sin beretning bl.a., at et medlem, der var ”nazismittet” var blevet udelukket for restance. Fremtidigt ville enhver, der var ”nazi-smittet” blive udelukket ved først givne lejlighed.
Den senere kredsformand for SID i Tønder-Løgumkloster, Renè Petersen udtalte i den anledning i pjecen, udarbejdet i anledning af afdelingens 75-års-dag bl.a.: ”Dette må siges at være en meget flot, modig og bemærkelsesværdig beslutning, man i en afstand af 6 år før 2. verdenskrigs start og kun et år efter, at Hitler var kommet til magten syd for grænsen.”
Nazisternes provokationer måtte uvægerligt føre til en konfrontation. Dette skete den 31.juli 1933. Den tyske ”stormtrop” var under ledelse af den føromtalte Peter Sturm, på militær øvelse ved Emmerske.
Arbejdernes Fællesorganisation samlede en større styrke af arbejdere til en ”velkomstdelegation”, da stormtroppen vendte tilbage til Tønder. Der var mange stærke og gode arbejdere, der mødte op i Carstensgade. Fagforeningsledere som Jeppe Christensen, Jens Thermansen, Sigfred Larsen, Martin Nielsen og Louis Christensen havde samlet både arbejdsmænd, murere, smede og mange andre i god tid.
Kommunisterne sluttede også talstærkt op, og formanden for fællesorganisationen, Sundbæk Johansen, forberedte ”velkomsten”. Og så kom de ”nazifiserede” , skrålende deres nazistiske slagsange, gående mod Carstensgade. Avisen Sønderjyden beskrev dem bl.a. således: ”En underlig samling af bøndersønner, en barber og nogle ”fars sønner” samt en feltpræst”. Peter Sturm gik i spidsen, og da han ved kirkegårdslågen så velkomstkomiteen, studsede han først og brølede så: ”Waffen raus”.
Arbejderne havde kun tænkt at give dem alle nogle solide bank, men da de så, at stormtroppen var bevæbnede med gummiknipler, sprang de over gaden og rev stakitstængerne af et havegærde, og så var det nazisterne, der fik tærsk og flygtede til alle sider. Peter Sturm og feltpræsten med flere flygtede ind mellem kirkegårdens grave. Andre vendte om og rendte mod Emmerske og Ribevej, mens arbejderne fejrede sejren ved en kop øl på Tonhalle.
Hele byen jublede, og denne konfrontation meddeltes over hele landet og var med til at placere Tønder-arbejdere som gode modstandere af reaktionen.
Dagen efter kaldte politiet både nazister og arbejdere til forhør. Peter Sturm måtte aflevere sin ulovlige pistol og arbejderne, der havde samlet en del af gummikniplerne, sendte disse til ”feltpræsten” med en særlig kristen hilsen. Alle fik de bøder for gadeuorden.. Nazisterne lod ”Die Parteikasse” betale alle bøderne. Men en hel del af de arbejdsløse modstandere foretrak i fællesskab at ”sidde bøderne af”. Og Socialdemokratiet, der havde været stærkt involveret, havde den glæde at kunne notere en yderligere tilgang af medlemmer.
Jeppe står stadig i arbejderkredse sammen med Vilhelm Nielsen, Otto Christensen og Siegfred Larsen som nogle af arbejdernes pionerer. De er for længst borte, men navnene minder om den seje kamp, det har været at forfægte Socialdemokratiets standpunkter gennem de mange vanskelige år.
Udviklingen var ligesom stukket af. Sigfred blev senere flere gange arresteret på grund af tyskfjendtlig virksomhed. Det samme gjorde Jeppe, som – efter afhøringer på Staldgården ved Koldinghus, endte i Kz-lejren Neungamme ved Hamborg, i øvrigt samme sted som pastor Magle, der også var blevet arresteret, bl.a. fordi han talte tyskerne imod fra prædikestolen men også fordi han var involveret i det illegale arbejde.
Her finder man sikkert en af årsagerne til pastor Magles fine og følsomme ord ved Jeppes bisættelse.
Det var glædeligt, at socialdemokrater og kommunister kunne stå sammen i dette spørgsmål. Internt i Dansk Arbejdsmandsforbund var der i 20.-erne og 30.-erne store uoverensstemmelser om stort set alt.
Fagforeningsmanden Jeppe
At beskrive fagforeningsmanden Jeppe Knudsen Christensen, kan ikke gøres uden samtidig at komme ind på rent politiske spørgsmål.
Sønderjylland efter afstemningen i 1920 og frem til midten af 30-erne var præget af mange interne stridigheder. Socialdemokrater og kommunister sloges om medlemmerne og magten i fagforbundene. Sideløbende eksisterede resterne af det tyske socialdemokrati fortsat, andre arbejdere fra blandt andet hjemmetysker- og borgerlig side organiserede sig i det såkaldte ”Frie fagforbund”. Hjemmetyskerne oprustede i stigende omfang efter meldingerne fra det store Tyskland, de gerne igen ville tilhøre. I det hele taget en turbulent tid, hvor der var rigeligt at tage sig til for foretagsomme folk i den danske fagbevægelse i Sønderjylland.
I visse byer, heriblandt Tønder, var der yderligere problemer i forholdet mellem den danske fagbevægelse og bystyret. Bystyret kontrollerede dengang – som i dag – mange offentlige arbejdsopgaver. Da bystyret i Tønder på dette tidspunkt havde tysk flertal kunne dette i sig selv give visse udfordringer.
Jeg kontaktede derfor formanden for SID i Tønder, Lars Petersen, for at få adgang til protokoller m.v. i tiden fra ”genforeningen” til op i 40.-erne. Han var meget hjælpsom og tilbød at åbne arkiverne. Desværre var han på ferie da jeg var i Tønder, men et meget hjælpsomt personale stod på tæer for at finde de forskellige arkivalier.
Det vil føre for vidt at beskrive fagbevægelsen fulde arbejdsindsats i perioden. Det er da også gjort udmærket af andre, herunder fagbevægelsen selv. Men jeg har alligevel fået udtaget nogle emner, der gerne skulle fortælle lidt om fagforeningsmanden Jeppe.
Jeg vil konsekvent anvende forkortelsen SID i stedet for de oprindelige navne Dansk Arbejdsmands Forbund og Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejder Forbund. Det gør det lidt enklere.
Det der først slog mig var det store antal af generalforsamlinger og ekstraordinære generalforsamlinger. Ja faktisk flere end der blev holdt bestyrelsesmøder. Det fortæller vel også lidt om en turbulent tid med ydre og indre splittelser.
SID i Tønder blev stiftet i forbindelse med en konstituerende generalforsamling den 18. juli 1920 hos gæstgiver Meier i Kogade. Pudsigt at tænke sig. Jeg har jo selv boet i Kogade (nr. 3). Et gammelt forfaldent hus, der nu heldigvis er revet ned og erstattet af nye pæne erhvervslejligheder, opbygget i ”gammel” stil.
Første gang vi støder på Jeppe er i september 1921, hvor der udtages 2 hold a 6 mand, som skulle bære afdøde kammerater til deres sidste hvilested. Jeppe blev valgt til at deltage på det ene hold. Disse bårehold er senere afløst af en begravelseskasse, som efterladte fortsat nyder godt af.
Der blev givet mange håndsrækninger til tyske arbejdere der var i konflikt, til nødlidende tyske børn og lignende. Næsten flere end til tilsvarende danske.
På generalforsamlingen i 1922 opstillede Jeppe for første gang til formandsposten, dog uden at blive valgt. Til gengæld valgtes han på bestyrelsesmødet 2 uger efter som sekretær for bestyrelsen.
Den efterfølgende periode var præget af, at ”de Frie” fik mulighed for at blive indmeldt i SID. Det medførte, at der nu var 3 fløje i forbundet, socialdemokraterne, kommunisterne og ”de Frie”. Det førte til tumultagtige og afbrudte generalforsamlinger, hvor formandsposten blev besat lige så hurtig som man skiftede skjorte. Flere gange skete det, at en eksisterende formand blev afsat for ganske kort tid efter, at blive genindsat. Primært afhængig af, hvem der havde trommet flest sympatisører sammen, og hvem der havde bemægtiget sig dirigentposten.
1926 adskiller sig ikke meget fra de forudgående år med hensyn til antallet af generalforsamlinger. Men situationen er dog blevet lidt roligere. ”De Frie” er stille og roligt blevet assimileret ind i SID, og forholdet mellem socialdemokrater og kommunister er tåleligt, bortset fra valgsituationer.
Der var flere valgsituationer i 1926. Blandt andet skulle der vælges repræsentanter til udvalget for nødhjælpsarbejde i Tønder Amt. Det blev Jeppe og Chr. Jensen. På en – naturligvis – ekstraordinær generalforsamling den 14. juni 1926 valgtes Jeppe som formand, hvilken post han – bortset fra en 1-måneders kup-periode beholdt til 1937.
Formandsperioden begyndte ret kaotisk. På det første bestyrelsesmøde efter valget blev det vedtaget at sende hele 3 protestskrivelser. Et til Hovedkontoret (indholdet fremgår ikke af materialet), 1 til redaktøren af Tønder Amts Socialdemokrat, fordi han ikke havde støttet arbejderne i forbindelse med et protestmøde mod byrådet. Den tredje protestskrivelse var til byrådet om den manglende igangsættelse af offentlige anlægsarbejder.
Også arbejdsgiverne fik en stærkere bestyrelse at møde. Man gik hårdt frem, når arbejdsgiverne, herunder DSB, ansatte uorganiseret arbejdskraft. Internt i forbundet blev tøjlerne også strammet. Et medlem fik således en bøde for at komme med beskyldninger og graverende udtalelser mod forbundet. Ville han ikke det ville han blive ekskluderet. Han fulgte bestyrelsens forslag.
Der blev iværksat kursustilbud for arbejdsløse, sanktioneret til fordel for højere løn og 100% tillæg for arbejde på søndage, for skifteholdsarbejde på banen med læsning af kul m.v.
Forholdet til redaktøren af Socialdemokraten bedredes. Det endte med, at man anbefalede abonnement på avisen. Agitation til fordel for optagelse i Socialdemokratiet intensiveredes. Alene i forbindelse med et enkelt møde i 1927 indmeldte 80 medlemmer sig i partiet.
Der er mange ”sjove” udtalelser fra Jeppes side. Lad os tage et par eksempler:
I forbindelse med en ekstraarbejder, der ikke vil organiseres udtalte han bl.a.: ”Det er bare mærkeligt, at nogen kan være så ufornuftige at de ikke ser deres fordel ved at være organiserede og at nogen af de embedsmænd, der får deres løn fra staten, og som arbejderne altså også er med til at lønne, kan være så ufornuftige, at de ikke kræver af de arbejdere, de antager, at de skal være organiserede.”
I forbindelse med besværlighederne om oprettelse af en overenskomst med bygmester Edw. Horst, var Jeppe og tillidsmanden på et tidspunkt blevet kommanderet ”herraus”. Det fandt de sig naturligvis ikke i og resultatet blev oprettelse af en overenskomst. I den anledning udtaltes:
”Nu da han har dette i orden kan han sikkert ikke tænke sig muligheden af et prøjsisk arbejdsgiverdiktatur, hvorunder herren alene bestemte, hvad arbejderne måtte få for deres slid. Hr. Horst vil antagelig nu lægge sig i selen for, at andre, der ikke har underskrevet priskuranten, gør det uden lang betænkningstid, ihukommende det gamle ord: En arbejder er sin løn værd.”
Forholdet mellem socialdemokrater og kommunister blev igen forværret. Adskillige episoder i referaterne viser de to gruppers foragt for hinanden. I forbindelse med en generalforsamling i april 1934 står følgende at læse i referatet:
”Der fremførtes, som flere gange i den senere tid af nogle kommunister, politiske brandtaler, der ikke havde det mindste med dagsordenen at gøre, og under drøftelsen af et forslag om, hvorvidt sovjetfanen kunne komme med i arbejdernes maj-demonstration, lød de særlig slemme. De egner sig ikke til referat. Da den kommunistiske dirigent nægtede formanden ordet til gensvar på nogle angreb, tog formanden sit tøj og gik, og flertallet af forsamlingen fulgte hans eksempel.”
I oktober 1934 var der endnu en generalforsamling. I referatet står der bl.a.:
”Generalforsamlingen var imødeset med stor interesse, da en klat kommunister i den seneste tid har forsøgt, at splitte afdelingen og dens ledelse. Nu hævnede deres noble kampform sig, idet de kun fik to repræsentanter ind i Arbejdernes fællesorganisation, den ene endda ved lodtrækning. Før havde kommunisterne 6 af de valgte repræsentanter. Endvidere blev arbejderbladet anvist en plads i skyggen som det splittelsesorgan det er. Derfor vil man nu holde op med at annoncere der.”
Også på det personlige plan var der grove tacklinger. Jeppe havde således, fuldt legalt og efter reglerne påtaget sig noget entreprenørarbejde i forbindelse med kabelarbejde ved telegrafvæsenet. På en generalforsamling i december 1934 blev dette af kommunisterne brugt som skyts. Som det fremgår af referatet: ”…derefter kom der for meget politik i diskussionen, hvorefter formanden nedlagde sin plads og forlod mødet.”
På en efterfølgende generalforsamling den 10. januar 1935 blev der kampvalg. Til formandsposten foresloges H.C.Andersen, Siegfred Larsen og Jeppe Christensen. Der blev omvalg mellem Siegfried Larsen og Jeppe Christensen, hvor Jeppe Christensen valgtes med 50 stemmer, Larsen fik 41. 8 stemmer var blanke.”
Herefter er de sidste år af Jeppes formandskab mangelfulde for så vidt angår referater fra generalforsamlinger og bestyrelsesmøder. Notater viser dog, at der fortsat er chikanerier mellem medlemmer af de to politiske partier. Herunder ligger, at der fremkom anklager mod Jeppe for at have fået understøttelse for en periode, hvor han havde besøgt sin syge mor i Esbjerg. Spørgsmålet blev ikke så meget drøftet i forbundet, idet ”et par medlemmer” gik uden om forbundet og direkte til Direktoratet og politiet.
Hvorom alting er: sagen endte med, at Jeppe – for en kort periode – blev ekskluderet af arbejdsløshedskassen. Det endte med nyvalg til formandsposten. Efter yderligere 2 år valgtes Siegfried Larsen til formand. En post han, med en kort undtagelse, beholdt til 1967. Det var således
Siegfried der – ironisk nok – på generalforsamlingen den 28/4-1947 omtales således:
Februar 13, 2007
DENNE ARTIKEL FINDES I EN MEGET BEDRE OG NY _ REDIGERET VERSION
Se artikel som HTML document
Benne Blitz, Hans Peter Kæltring, Den Gloende Blyant og andre personligheder i Tønder.
Der findes mange sjove og dejlige mennesker i Tønder. Nogle har fået heltestatus, og blevet hædret. Andre har man lagt mærke til. De har fået øgenavne. Og det er dem dette indlæg, handler om. Over 230 døde og nulevende tøndringer er med på listen. Både høj og lav er med.
Tak til min storebror, Karl E.J. Brodersen, Siegfried Lorenzen og Karl Jørgensen for bidrag til listen. Det sønderjyske og det germanistiske element er med i navnene. En antropolog kan sikkert sammen med dig, kære læser få meget ud af denne liste.
Da datteren af Matrikelkontrollør Schatz giftede sig med seminarielærer Nagel, hed det i folkemunde: Nagel bekam einen Schatz, und sie bakam einen Nagel”(Han fik en skat, og hun fik et søm) 1905.
Johann Vinhandler, byfoged Johann Schneider, vært i Ratt `s Weinkeller på Torvet 1780
Æ Dragonsmej, Han kom fra Randers, og havde værksted i Posensgade. Rykkede ind i Tønder med dragonerne i 1920. fandt en sød pige, Bothilde Poulsen fra Møgeltønder. Fra 1937 huserede han på Skibroen.
Store Adolf eller Adolf mæ æ gummiben. Hestehandler, sparket af en hest, og forsynet med et fælt knirkende gummiben.
Hans Punch, boede under taget i Zur Traube, Skibbroen, sammen med Traute. God til langspyt. Havde sin storhedstid, når der var markedsdag under ”nachspiel”.
Peter Englænder, var dansker. Havde søgt lykken i Amerika. Han søgte senere lykken i jernbanevogne.
Tilde fra Sæe (født Mathilde Jørnsdatter) Afviklede sit ærinde i samme øjeblik, trangen meldte sig. Hygiejne var for hende et fremmedord født 1877
Johannes mæ æ føer. Pedelmedarbejder på Tønder Kommuneskole. Hans kendetegn var usædvanlig store fødder.
Bulder eller Bulldog, skoleinspektør på Tønder Kommuneskole, Johannes Petersen Han havde et usædvanligt iltert temperament. Stod man i nærheden, eller fik man selv en verbal skideballe, skulle man bag efter tørre spyt af. Havde et kraftigt underbid.
Danske Jensen, Niels Jensen, leder af Dansk samfund.
Tante Meta, boede Skibbrogade 12. Hun var aldeles stokdøv. Når hun endelig modtog en nyhed udbrød hun: ”Det wå da noue grov noue”
Benne Blitz, Bernhard Sehestedt, Nørregade, var som malermester kendt som usædvanlig hurtigt arbejdende 1950
Christian Dansker, Chr. Christensen, Kirkepladsen. Kirketjener, markerede stærkt sin holdning. 1940
Den glødende blyant, Svend Nielsen, Anne Mariesvej . Politibetjent, var usædvanlig hurtig til at notere overtrædelser af færdselsregler 1950.
Deutscher Hannes, Johannes Jepsen, Richtsensgade. Leder af det tyske vandrehjem 1940
Donna Mia Sterne eller bare Sterne, Fru Sternkopf, Østergade 58 Som nabo til restaurationen Soli Deo Gloria var denne sværvægtige dame kendt for på et fremskredent tidspunkt at træde i aktion. 1930
Flinkesen Cigarhandler Mathiesen, Vestergade. Som efterfølger af jens Pejt, var der som for denne ingen grænser for hans taknemlighed efter en handel ”manne tak, manne tak” 1950
Flûster Heinrich, Heinrich Jürgensen, Horupsgade. Handelsmand, havde fejl på stemmebåndene, hans tale lød som hvisken 1950
Glade Juhl. Gustav Juhl, Skibbrogade 10. Var altid i godt humør, bankbud i handelsbanken 1940
Hans Bokser, Hans Hansen, Carstensgade. Bogholder i handelsbanken, boksede i sine unge dage 1950
Hans Peter Kæltring. Hans Peter Petersen, Strucksalle 58, koldblodig og snu handelsmand 1950
Hein Murks, Heinrich Boysen, Gasværksboligen, var ansat på gasværket på Slotsbanken. Tysk ”murksen” betyder bøvlet arbejde 1950
Heine Biffelmand, H. Clausen, Gørrismarkvej, tilhørte en speciel trosretning 1940
Jens Pejt, cigarhandler Munk, Vestergade 27. Afledt af hans frølignende gang, der var ingen gænser for hans taknemlighed efter en handel ”manne tak” 1940
Jens mæ æ tegneboch, handelsmand Hansen, Viddingherredsgade, tegnebogen – et erhvervskendetegn 1940
Johann der Gerechte, Johannes Bergmann. Tønders respektindgydende ene – poltibetjent i prøjsisk politiuniform med sabel 1910
Jørn Fedt, Jørgen Jensen, Nørregade 46. Havde lidt svært ved at afgive mere end højst nødvendigt.1950
Kidde mæ æ stok. Jessen, Strucksalle. Handelsmand, der havde vane at placere sin stok på kreaturvægten og støtte sig på den i det øjeblik, den gik i gang med at veje det kreatur, han stod for at sælge 1960
Mieze Radau, Rateizak, en dame i Smedegade, der var kendt for hendes støjende adfærd 1940
Nis Løgn, Nis Nissen, hjørnehuset Søndergade/Vidågade. Gasværksarbejder, havde det så som så med at omgås sandheden 1940
Peter Fit, eller Peter mæ æ navn. Siges at have særdeles varmt forhold til en kreds af damer 1950
Peter Genosse, Peter Petersen, baneformand, Dragonvej, sagde ”Genosse” til alle og enhver 1940
Peter Kommunist, Peter Christensen, Kogade 2, Umiskendeligt politisk tilhørsforhold 1950
Peter Wellenbad, Peter Nielsen, provisor, Tønder Apotek. Ønsker om året igennem uden hensyn til vejrliget, at kunne bade i nordsøbølgerne gjorde, at P.V: blev stamgæst i ”Wellenbad” i Westerland på Sild 1975
Peter Uhu, Peter Jürgensen, taxikørsel, Østergade 22. Konen havde for vane, at råbe ”uhu” efter manden, når der indløb en bestilling på en taxikørsel, og han ikke var i nærheden 1940
Pezza, Jes Petersen, Ribelandevej 10. Lærer på den tyske skole. Kendt for spredning af gode nyheder, sladderhank, afledt af det tyske verbum, petzen, at sladre. 1940
Silke Madam ? Sønderport, dame, der mest slås i silkeklæder. 1940
Skiern Sørensen ??Sørensen , boede i ”Sperlingslust” i Viddingherredsgade, jernbanearbejder, havde langt til vaskefadet 1940
Sonnenschein, Chr. Lorentzen Sæd – Udbjerg, havde en munter og optimistisk udstråling 1940
Stille Svend, Svend Hansen, Richtsensgade, fiskehandler, fåmælt mand, mest stille under kortspil 1950
Sturm Jürgensen, Peter Jürgensen, Vidågade 5, solgte og omdelte det tyske jødefjendtlige blad ”der Stürmer” 1940
Theodor Fidus, Theodor Nielsen, Nygade, jernbanearbejder 1940
Valdemar Fisk, Valdemar Petersen, Smedegade/Allegade, solgte fisk 1940
Aalborg Skræk, bygartner?, Nielsen Provst Petersensvej, var streng ved børnene 1940
Aksel Gris, Aksel Andersen, grisehandler, Strucksalle 1990
Billig August, krovært August Bruhn, Vestergade 59. var kendt for sine små priser.1940
Den akademiske gartner, Karl Petersen, broder til gartner Henning Petersen, Østergade. Denne broder, kunne efter 1945 ikke få gavn af sin tyske uddannelse som ”Justitzrat”, hvorfor han tog del i arbejdet i broderens gartneri (hvorved han blev meget tørstig) 1960
Der eiserne Gustav, Gustav Heder, Uldgade, klejnsmed (Eisen/jern) 1950
Der hölzerne Gustav. Gustav Schneider, Viddigherredsgade, tømrermester(Holtz/træ) 1950
Didde Ging me æ kling (klokken) Dietrich Diedrichsen, Smedegade/Uldgade. Gadeudråber. Med sin klokke bekendtgjorde han bl.a. forestående ”Holtzaukschjoner” 1910
Dreifuss, arbejdsmand. En ”Dreifuss” var et redskab ved hans arbejde med en rambuk 1940
Fidde Bank, Peter Christensen, direktør på T. Landmandsbank 1950
Fidde Chokolaat, Friedrich Clausen, Østergade, havde en chokolade og tobaksforretning 1940
Fidde Goldschmied, Friederich Sørensen, Kogade 3, guldsmed i Kobbergade (Scheelke & Sørensen) 1950
Fidde Hat (Midde Hat) Fr. Jürgensen, gæstgiver og ejer af Tonhalle 1900
Fidde Tango også kaldet Lam Fidde, Friedrich Feddersen, søn af Niels Gemüse, klaverspilleren i Bombergs musikkapel 1925
Fidde Tomstok, Frederik Nielsen, tømrer i Markgade 1950
Galopskomager, Jessen, Uldgade, hurtig arbejdende håndværker 1910
Hanne Hat, Hanne Petersen, hatteforretning i Vestergade 1950
Hansi Maler, Hans Petersen, maler, Søndergade 21 1975
Heine Filet, Gerhard Nicolaisen, Strucksalle. Slagter og filetskærer hos fiskehandler Thietje 1950
Heine Kontant, Heinrich Clausen, Vestergade 3. Melhandler Clausen.(handlede kun med mel), ingen kreditgivning 1930
Heine Natøl, Heine Christiansen, Slotsgade. Købmanden med natligt ølsalg 1950
Heine Roll, Heinrich Hansen, vognmand, tysk: „Rollkutscher“ 1950
Heine Slaude, Heinrich Petersen, slagter, Uldgade 2 1975
Jacob von oben, rektor Jacob Randrup, øverst på rangstien på statsskolen 1925
Jacob von unten, pedel Jacobsen, nederst på rangstien på statsskolen 1925
Jens Klat, Jens Petersen, faderen var malermester 1980
Jens Much, Jens Mommesen, Viddingherredsgade, arbejdsmand ved byen 1935
Johan Baron, Johan Hansen, Slotsgade, havde nogle gode år som vognmand 1940
Johannes Tobak, Johannes Petersen, tobakshandler i Storegade 1950
Jörn Geldmann også Jürgen Pengemand, Jürgen Lauridsen, Viddingherredsgade, handelsmand med tysk tegnebog 1940
Kalli Schuster, Karl Nissen, skotøjshandler, Vestergade 41 1975
Katzenkönigen, Christiane Marie Albertz, dame i Østergade 15, der holdt meget af katte 1925
Kidde Klok, Christian Petersen, urmager i Vestergade 1940
Kidde Blik, Chr. Hansen, Lillegade, blikkenslager 1950
Kesse Partei, Christian Jensen, Vestergade 74, lederen af det tyske nationalsocialistiske arbejderparti i Tønder, blev også kaldt Kesse Føjt, idet han til stedse gav udtryk for sit gode humør ved at føjte 1940
Kolle Boss, Karl Petersen, rektor ”Boss” for byens folkeskole 1910
Kristian Nachtwächter, Christian?, Natvægter 1910
Lorentz Pot, Lorentz Petersen, Leosalle, bogholder på Tønder Landmandsbank. Faderen var pottemager, bror til Peter Pot, gik altid med en ”Kugelspind” 1940
Ludde maskandiser, Ludolf Nissen, Nørregade, Svinetorvet, marskandiser 1940
Ludde Rundfunk, Ludvig Bossen, radiomekaniker hos Radio Rasmussen 1950
Lüt og Klüt, Lütjohan og Köhn, autoværksted på Kongevej 22 1950
Martin Nibbes, M.C. Christiansen, isenkræmmeren, der handlede med ”nibbes” – småting 1940
Midde P eller Kaffe Marie, Marie Petersen Storegade 8, havde en kaffe – og chokoladeforretning 1940
Mille og Fidde Hat, M.F. Mylin, krovært i Østergade 26, fra 1900 til 1920 ejer af Centralhalle. Deres etablissement var kendt for ”wo so manches Paar sich gefunden hat”. Havde tidligere hatteforretning i Østergade 1910
Mutter Monopol, hjørnet Allegade/Nørregade. Tobakshandlerske (Monopol var et cigarillomærke) 1910
Mutter Paris (udtales Pa-ris) eller Mudder Pariser. ? Hansen, jordmoder. Manden var bl.a. beskæftiget som ledsager af pantefogeden. Var født Paris, men af navnet afledtes Pariser, en fordums betegnelse for kondomer, hvilket hun efter signende anbefalede fædre i børnerige familier 1930
Mutter Slik, Henny Berg, førte en kaffe – og chokoladeforretning i Vestergade 1950
Mutter Tysk, Frk. Clausen, Søndergade, tysklærerinde på kommuneskolen 1950
Mængde Børge, Børge Christensen, Østergade, var matematiklærer på seminariet. Var hvis nok også opfinder af styreprogrammet Comal 80. Min kone har lavet en fil om ham. 1960
Natmøller, Møller, Markgade, natsygeplejerske på Tønder Sygehus 1950
Niels og Ida Gemüse, Niels Feddersen, Vestergade 27. Havde grønsagsforretning i Vestergade. Han var også danselærer (raus mit den Beinen und wieder rein mit sie, weg von dem Mädel, wieder hin zu sie) 1925.
Nis Put, Nis?, Vestergade, byens skraldemand 1925
Pas Frederiksen, Georg Frederiksen, Vestergade/Brorsonsvej, leder af paskontoret på politistationen 1940
Peter Belle, Peter Riggelsen, Vidågade 115. ejer af hunde – og skindforretning, afledt af det tyske pelle = hud. Rigtige folk fra Tynne siger; Ve då ha jen å belle (Vil du har en flad). 1940
Peter Bundgas, Nis Peter Jacobsen, chauffør, Nordre Landevej, kendte ingen hastighedsgrænser 1990
Peter Dach, Peter Knudsen, Viddingherredsgade, tagtækker 1940
Peter Orne, Peter Nielsen, Gåbrødrevej, staldkarl i Soli deo Gloria 1940
Peter Pind eller Peter Træ, Peter Christensen, tømrerhandler i Nørregade 1990
Peter Pot, Peter Petersen Uldgade, faderen var pottemager, havde VVS – forretning(Pot) 1930
Peter Sandmann, Peter? Handlede formentlig med sand til udstødning på gulve 1910
Peter Uldhaar, Peter Nielsen, Spikergade, marskandiser, gik sjældent til frisør 1950
Peter Vagthus ? 1910
Peter Vierlei, var faktisk hans rigtige navn, var gadeudråber 1910
Schneider Stadtrat, Skræddermester Peter Petersen, Østergade. Var byrådsmedlem i årene fra 1909 til 1922 1910
Skatte Bøg, H.C. Bøg, skatteinspektør 1950
Skatte Petersen, Nis Petersen, Carstensgade. Byens skattesekretær (var alene om arbejdet i sine begynderår) 1930
Stine Gemûse, Christine Schlüter. Solgte frugt og grøntsager i Vestergade 1940
Sulte Charles eller Sule Charles, Charles Hansen. Forplejningschef på kasernen, var blandt værnepligtige kendt for at lave landets bedste kasernemad. Af en pårørende er jeg blevet gjort opmærksom på, at hans øgenavn var Sule Charles, fordi han i sine unge dage solgte grise. 1950
Swing Hansen, seminarieelev, der spillede i Due Sørensens orkester 1950
Thomas Barber, Thomas Carstensen, barber i forretningen, Vestergade 15 1950
Thomas Briket, Thomas Selmer, Vidågade, brændsels – og tømmerhandler 1940
Trompeter von Sâckingen, Johannes Wiese, Viddingherredsgade 5, trompetist i skyttekorpset 1970
Vissen Egon, Egon Lorentzen, Vestergade 2, blomsterhandler, et nok ikke helt retfærdigt valgt øgenavn 1960
Æ Wasserdoktor, Dr. Med. Jersild, var kendt for at ordinere vandkure 1880
Wille Wurst, Willi Asmussen, Mellemgade, pølsemand på Torvet 1945
Willi Schneltzer, W. Johansen, chauffør, Østergade. Hurtigkørende mand, formentlig afledt af det tyske ”schnell” 1950
Æ Gafeiers, familien Andreas Petersen, Uldgade. Han var gadefejer, men hele familien var kendt under dette navn 1940
Æ galoppschuster, Skomager Jensen, Uldgade 1910
Æ himmelsmaler, Nørgård, Uldgade, bad en bøn før arbejdets påbegyndelse 1910
Æ klosmacher, Jürgensen, træskomager, Skibbrogade 1940
Æ klosterbache, Bager Petersen, bageren i gavlhuset på torvet 1950
Æ rollkusk, Emil Thiesen, vognmand, afledt af det tyske Rollkutscher 1925
Anna Prozess, var formentlig hurtig til at gå rettens vej i stridsspørgsmål 1910
Asse an der Kasse, Asmus Christiansen, kasserer ved foreningsfester på Tonhalle/Schwitzerhalle 1910
Der kleine Graf, Æ lille grew, Rasmussen, Visågade. Chauffør hos Grev Schack, mindre af vækst 1940
Det lille byråd, Borgmester J.J. Poulsen, Tobakshandler J. Petersen og Boghandler J. Jefsen. De tre herrer gik daglige morgenture og i folkemunde hed det sig, at det var på disse ture, dagens politiske kurs, blev lagt 1950
Fidde Kongres, Friederich Andersen. Var meget aktiv i sammenslutningen af sårede første verdenskrigsdeltagere, og rejste som foreningens formand rundt i hele Europa. Blev der under hans fraværd spurgt efter ham, var konens standardsvar: Fidde ist zur Kongress 1940
Fidde Lucht, Skibbroen, gas – og vandaflæser. En gammel, lam og usoigneret mand 1920
Fidde Tango, Bagermester Friedrich Jessen, Østergade 38, var kendt som en god og afholdt tangodanser 1940
Grosser, Albert Groes Petersen, Ribe Landevej, senere Birkevej, kæmner på Tønder Rådhus. Stor og kraftig herre 1950
Grosse Knüppel, Kleine Knüppel, Søskende Knüppel, Leoaalle 15, begge lærerinder. Ved damernes meget forskellige legemeshøjde var denne betegnelse nærliggende for skoleeleverne 1915
Hans Bulgar, Hans Stehr, vært på Schweizehalle, Var påfaldende ivrig med sine hurraråb, ved Dronning Elisabeth af Rumæniens gennemrejse på vej til Sild i 1888, Han tog imidlertid fejl af Rumænien og Bulgarien 1890
Hansen Geist, Peter Hansen, lærer og bestyrer af Vaisenhuset, Østergade 69. Var af særdeles spinkel figur, og havde i børns øjne et spøgelsesagtig udseende 1940
Hein Schwalbenschwanz, Heinrich Johansen, Windtwedt. Han havde arvet en kjole fra sin far. Et kendetegn for en kjole er dens to lange ”haler”, i tysk folkesprog ”Schwalbenschwanz”. For at kunne bruge kjolesættet til daglig, klippede han halerne af, og fik således tilnavnet. 1950
Jønne mæ æ før, Jørn Jensen, postbud, satte sine fødder på en speciel måde 1950
Kalle Skagerak, Karl Jensen, vognmand, Strucksalle 14, Havde som marinesoldat i den kejserlige marine deltaget i Skagerak – slaget i første verdenskrig 1940
Kalli eller Kalle æ mure, Karl H. Brodersen, murer, Østergade, Strucksalle,Lærkevej, Brofennen
Blev ofte på afstand forvekslet med sin bror Nicko, der også var murer. Kalli, som var min far, kunne fortælle om næsten et hvert hus i Tønder. Det gjorde han gerne til turister på gågaden 1990
En skam, at jeg aldrig tog en flaske snaps og en båndoptager med til Tønder, nu er det for sent.
Klein Erna, Erna Sørensen, dame lille af vækst 1940
Koni, Wilhelm Johansen, Strucksalle 36, var som dilettant god i rollen som ”Der Kleine Kohn”, tysk skolelærer 1940
Kedde Napoli, Gæstgiver Christian Bruhn, Skibbroen. Elskede på et fremskredent tidspunkt, at fortælle om Napoli, som han bare havde besøgt i sine unge dage 1900
Kong Ib også kaldet Røde Ib, Ib Nielsen, Skibbrogade, ekspeditionssekretær på Jordlovsudvalget. Grev Schacks telefonopringning med præsentation; Her er Grev Schack , skal denne have besvaret med Og her er Kong Ib, kommunist 1940
Knold og Tot, Brødrene Bernhard og Ferdinand Linnet, Strucksalle 16. Gik som pendant til figurerne i tegneserien Knold og Tot 1940
Krischan Tusindmark, huskarl hos isenkræmmer, Kraus, Vestergade 4. Har formentlig givet sig ud for at være velhavende 1910
Krus Persille, Kirbær Tut, også kaldet Lille Borgmester, Christian Christiansen, Frigrunden, senere Ribelandevej, rådhusbud. Havde en hårdpragt som krupspersille og en forkærlighed for kirsebær, som han dog altid bar rundt i en tut 1940
Lille Købmand, Christian Brodersen, havde en lille købmandsforretning i Strucksalle 41. I erkendelse af ikke at være af alm. legemeshøjde, kaldte han sin forretning i dobbelt forstand ”Den lille Købmand” 1950
Lille Mand, gæstgiver Jürgensen, Skibbroen 5, lille af vækst 1910
Lille Ole og Store Ole ?, Olsen, sygeplejerske og oversygeplejerske på Tønder Sygehus. Den ene var lille, den anden var stor 1950
Lorenz Du lügst, gæstgiver Lützen, pralhans 1910
Lorenz mæ æ nejs, Lorenz Carstensen, kommunalarbejder. Manden med den store næse 1920
Misse Rundfunk(se også Fidde Kongres), Misse Andresen, Søndergade 32. Det kunne hænde, at radioen transmitterede et foredrag af manden, hvilket hun elskede at publicere ved at sige:
Fidde spricht heute im Rundfunk 1940
Peter Cowboy, Peter Petersen, Ribelandevej, vognmand, person med et cowboyagtigt udseende 1940
Peter Pik(udtales Piek) Seminarielærer Peter Wendling. Stor tilhænger og udøver af kortspil. Pik er det tyske ord for spar 1900
Prinzgemahl, Peter Petersen, gården Stubkjær. Ægtemand til en gårdejerske 1940
Reserve Jesus, Uldgade. Ond betegnelse af en skoleelev med et anderledes udseende 1940
Røde Hans, Hans Nielsen, Landmand, Sædmark, havde påfaldende rød hårpragt 1950
Sing – Mathiesen, Lærer på Sæd Skole og medlem af Sangforeningen af 1842 1930
Schmeissbein, Hans Minck, Popsensgade 12. Benskadet krigsinvalid, der fik sit tilnavn ved sin specielle gangart 1940
Smukke Carl, Carl Jensen, ingeniør, Brorsonsvej 33, udseendet gav navnet 1960
Store Henrik, Henrik Petersen, skoledirektør, meget høj mand 1970
Store Anders, Andresen, formentlig stærk person 1910
Tarzan, Alfred Jensen, Krumom. Særdeles stor og stærk, meget hjælpsom og derfor afholdt politibetjent 1950
Tykke Ingeborg, Ingeborg Johnsen, kro – værtinde, Strucksalle 4. hendes livsomfang gav hende navnet, krydret med saftige bemærkninger 1900
Æ Piif Dochte, Dr. Vest Hansen, Vestergade 4. Sås i offentligheden med sin pibe i munden 1975
Clausen Bleiche, havde hus på Blegen 1950
Fidde å æ Torv, Fritz Christiansen, automekaniker på Torvet 1970
Hans Lægan, Hans Lydiksen, krovært på Lægan 1900
Nigge Altona, Nicolaj Hansen, havde hus i Altona 1970
Æ fuglebache, Henry Jensen, Søndergade 9. Havde fuglehandel i tidligere bagerforretning 1980
Æ funkisgartner(funkisgårne) Leosalle. Gartnerforretning i en ejendom, der er bygget i funkisstil 1940
Botzki, Hans Otto Riggelsen, skotøjshandler, skolekammeraternes påhit 1950
Broa Bruhn, Martin Bruhn, automobilforhandler (VW) 1975
Dese Papstøvl, Andreas Jensen. Østergade 1950
Dolfi, Adolfsen, lærer på seminariet, afledt af efternavnet 1950
Dude, gammel mand i Søndergade. Digtede vers. Overleveret er: Der Dude aus Buxtehude 1910
Fidde Nachtigal, Erichsen, smed 1920
Gall Anna, Sønderjysk Gall = vred 1910
Harry Taube, Harry Due Sørensen, vognmand, due = Taube(tysk)
Hatzi, Hattesen, Strucksalle. Afledt af Hattesen, var bankbogholder på Tondern Bank 1930
Hein Fienbrot, Heinrich Bahnsen, Strucksalle. Var i modsætning til konen, en tynd ranglet person. Begge var kendt for deres svaghed for ”Finbrot”, wienerbrød på anden dagen, er som bekendt billigst 1950
Luta, Læge Christian P. Hansens kone. Havde for vane i inflationstiden regelmæssig på Tondern bank, at stille spørgsmålet Wie steht die Lutta. 1925
Hein Mück, Heinrich Sørensen, murersvend 1975
Jens Zigeuner, højrøstet person, der i sine hyppige branderter randalerede i gaden 1910
Kathrine Mannebørn, Kathrine Ratayczak, Nørregade. Fødte 17 børn, hvoraf dog kun 7 oplevede forældrenes guldbryllup i 1937 1920
Karl Markmann, Carl Albrecht Hansen, fra 1876 markmand med bopæl i Vestermarkshus i Viddigherredsgade 1910
Lam Fidde (eller Frerk) ?? ?? 1910
Mees, Horst Meesenburg, Bargumsvej. Afledt af efternavnet, lærer på seminariet 1950
Majse, Marius Hansen, advokat, Søndergade. Afledt af Marius 1975
Midde og Titte, Søstrene Sørensen. Havde håndarbejdsforretning i Storegade 1920
Mikkel Ræv også kaldt Mikkel Katslauder, Mikkel Michelsen (eller Mikkelsen), handelsmand, værnemager, slagtede katte 1940
Mudder Lylle. Lærerinde Frk. Lützen 1940
Mudder Repsold . havde ikke noget øgenavn, men huskes som en dame, der falbød hendes grøntsager fra en barnevogn 1910
Muhme. Bothilde Hansen. Leder af Warteschule (senere børnehave) i Nørregade fra 1914 til 1937 (muhme = tante)
Peter papegøj, Peter A Jensen, vognmand på Papegøjevej 1950
Pole, Hans Poulsen, bogholder på Tønder Sparekasse. Afledt af Poulsen, havde som 11 årig mistet sin højre arm 1940
Pimpf, Jürgensen. Var lille af vækst. Som leder af den tyske ungdomsorganisation fik han øgenavn efter de mindste af drengene, der hed Pimpfe 1940
Schmegge. Johannes Drews, Skibbrogade. Smed boede i huset med kanonkuglen i gavlen på hjørnet Skibbrogade/Gråbrødrevej (nedrevet 1924) 1910
Sigger, Waldemar Christensen, Nørregade – senere købmand på Fanø. Afledt af musik? Spillede trompet i Skyttekorpsets orkedter. Faderen var musiker i Altenburgs og leder af Skyttekorpsets orkester fra 1923 – 28.
Simon Tange mit dem hölzernen Bein. Simon Tange, krovært og kreaturhandler, Mellemgade 5. Hans træben gav rig anledning til drillerier 1900
Sine Gosk, Diedrichsen? 1920
Skoli, Nissen, søn af boghandler Heinrich Nissen. Var aktiv i MTV (Männer Turn Verein) 1930
Stjane, Christian Sørensen, Leosalle. Afledt af fornavnet. Elskelig cerutrygende seminarielærer 1950
Tonderns Schwiegervater, Degn Godber Carstensen, Østergade. Havde mange døtre 1900
Webbes, Werner Christiansen, Brorsonsvej. Viceskoleinspektør på Tønder kommuneskole. I hans timer, måtte man ikke tale sønderjysk. Min storebror, fik engang beskeden: Brodersen, din tilstedeværelse på skolen, hænger i en meget tynd tråd. Da min storebror havde bestået realeksamen, sagde Webbes: Brodersen, det var en nylontråd (udtalte det med lang y). 1950
Æ goggelhøøn også kaldet Schöne Clara. Clara Carstensen født Sönnichsen. Var det på grund af hendes talemåde? – eller udseende? 1950
Carl Langfart, lokomotivfører. Forestod rangerkørsel på de ”korte” skinner. Sin kørsel som persontogfører kaldte han at være på langfart (på de ”lange” skinner)
Kalle Trækbasun, Karl Jørgensen, overportør. Som orkestermedlem blæste han på en trækbasun.
Den landskendte, Andersen, Storegade. Lokomotivføreren, der kørte det første tog ind i Sønderjylland efter genforeningen
Doktor Felikum, lokomotivfører, en kammerat, der vidste mere end de andre.
Fin(Fiin) Boysen, lokomotivfører. Kunne træffes i byen, iklædt hvide handsker.
Generalen, overassistent. Havde evne til at blive højrøstet
Gnisten, elektriker, erhvervsbelastet øgenavn
Hurtig Hans, overportør, havde altid travlt
Jens Vandtårn, remisearbejder. Havde sin arbejdsplads på remisens lille vandtårn.
Jern Henrik, vognopsynsmand. Havde til opgave med en hammer, at banke på jernbanevognenes hjul for at konstatere evt. skader
Jens Ølkasse, lokomotivfører, navnet taler for sig selv
Krischen banemand, overportør. Havde ærinde for banen fra 15 års alderen.
Krischen Flæsk, remisearbejder. Handlede med forskelligt i sin fritid
Kong Viggo, lokomotivfører, stout person
Krumrager, remisearbejder. Skulle fjerne slaggen fra lokomotivernes fyr, med et bøjet ragejern
Krissen Gummi, remisearbejder, kunne hjælpe i en nødssituation.
Misse Europa, depotforvalter, ikke just den smukkeste.
Peter Pøls, togfører, var tidligere bydreng for slagteriudsalget.
Skimmel. Fru Falkenberg, forestod jernbanerestauranten. Dame med blegt udseende
Vejle Jensen, lokomotivfører. Tilrejst fra Vejle
Verner Krumben, overportør, fodboldspiller med specielt formede ben.
Februar 13, 2007
Se artikel som HTML document
Fra Lærkevej til ”Æ synnejysk ambassade”
Da Uwe den 1. maj 2003 holdt foredrag på sønderjysk midt i København mødte han pludselig sin gamle legekammerat efter 44 år. Dette er beretningen om de glade dage på Lærkevej i Tønder.
Goddag til Ib – efter 44 år
Første maj 2003 holdt jeg et foredrag ”Æ kagmann, æ kniplepiche å åll de anne i Tynne” eller oversat til dansk, ”Tønders glorværdige historie”. Det blev et langt foredrag, måske for langt for nogle, men ikke for Ib. Jeg havde set ham før i ”Æ Synnejysk Ambassade” med vidste ikke, hvem han var. Under foredraget blev Ib rød i hovedet og en yndig pige ved hans side skraldgrinede.
”Æ Synnejysk Ambassade” er et samlingssted for sønderjyder i hovedstaden. Et af formålene er at bevare det sønderjyske sprog.
Efter foredraget kom Ib op til mig. Er du klar over, at vi har været legekammerater på Lærkevej for cirka 44 år siden? Han præsenterede den yndige pige for mig, det var hans datter, Kit. Ib troede i begyndelsen af foredraget, at jeg var hjemmetysker på grund af mit navn. Det havde min far og mor trods alt også været. Tre af os seks søskende er tysk døbt. De sidste tre er dansk døbt.
Når vi skal beskrive de forskellige personer og familier er det selvfølgelig nogle vi husker mere end andre. Nogle har vi helt glemt. Og noget af det, vi fortæller er måske forkert gengivet. Ib rejste fra Lærkevej, da han var meget ung med sin familie til Munkebo på Fyn. Jeg rejste først, da jeg skulle aftjene min værnepligt efter endt læretid, da jeg var cirka 19 år gammel.
Et lighedspunkt mellem vore familier er at både Ib ´s og min far har været aktive i fagbevægelsen, Ib ´s far i SID. Min far i Murerforbundet, som nu i dag jo også er i SID, eller den helt rigtige betegnelse er 3F. Det har så igen til en hvis grad afspejlet sig i Ibs opdragelse, han har været aktiv i Finansforbundet, og jeg i HK, hvor jeg i fire år var formand for HK i Aabenraa. Et andet lighedspunkt er interessen for det sønderjyske og for jazz – musik. Ib er aktiv under Tønder-festivalerne. Og så kan vi begge lide at skrive. I tidens løb har vi hver især udgivet mange artikler, og jeg har desuden fået udgivet tre bøger – om Nørrebro. Ja og så en i 2017 om et mord begået efter 1945.
Ib har købt et flot hus i Uldgade i Tønder. Og jeg bor på Østerbro.
Lærkevej – en oase
For dem, der ikke ved det. Inde fra Tønder kører man ad Ribe Landevej og drejer til venstre ved Falck-stationen ned af Dragonvej. Lærkevej er den første vej på højre hånd. Den går snorlige til Nordre Landevej
Sidst jeg gik igennem Lærkevej var i forbindelse med min storebrors begravelse. Det er mange år siden. Og det var helt dødt. Sådan var det ikke, da vi boede der. På asfalten var der ingen spor af hinkepotte, mål til hockey, fodbold eller håndbold. Der var ingen aftegning af veje til sæbekassebiler. Ja, der var ikke et barn, at se i miles omkreds. Der var heller ingen voksne, der stod og sladrede om hinanden. Nej det så lidt anderledes ud dengang.
Det gamle stadion
For enden af Lærkevej på Dragonvej lå det gamle stadion. Vi rødder fra Lærkevej havde vores måde at se fodboldkampe på. Vi betalte aldrig entre. Der var masser af smutveje, hvor vi kunne snyde os ind. Det var en kæmpe tribune, bygget i tysk stil med omklædningsrum. Her kunne vi se masser af fodboldkampe, men også atletikdyster. Min onkel havde været jysk mester i kuglestødning. Men TSF (Tønder Sports Forening) var god til atletik dengang. Uwe Scheelke var en god 100 meter løber. Jeg kan ikke huske, hvornår Basse blev solgt til skotsk fodbold, men jeg mener, at have set ham på det gamle stadion. Han skød mål i massevis. Men også da Henning Enoksen kom, gik det frem for TSF.
Det var også på dette stadion, der var skoleidrætsstævner, det brød jeg mig ikke så meget om. Vi marcherede i strækmarch til marchmusik.
Her var det også jeg løb 10 kilometer. Det var hårdt og kunne mærkes i flere dage bagefter. I dag har jeg lettere ved at løbe en time omkring søerne i København eller Frederiksberg Have, Dengang forlangte vores træner Kjeld Tychsen det. Jo, han var træner for Lærkevejs fodboldklub, som vi kaldte for Bologna FC. Men det skal vi også høre mere om senere.
Det nye stadion havde ikke samme charme. Her skød jeg faktisk en af de første mål, der nogensinde er scoret her i en officiel kamp. . Det var i en ”drenge” – kamp mod Møgeltønder. Det var hjørnespark og bolden ramte mig tilfældigvis på låret. Den gik lige i kassen. Jeg var dybt skuffet over, at avisen ”Vestkysten” ikke skrev om det. Vi var ellers inde at fortælle det. Det vil sige min gode ven Per Keller gik ind på redaktionen. Han påstod, at han fik penge for at fortælle avisen om resultater m.m. Men min scoring ville de ikke berette om.
Jeg så også engang min far spille fodbold her. Han var med på murernes hold. Det var en oplevelse. På det gamle stadion landede også de store helikoptere, som skulle hente patienter fra sygehuset. Det var en oplevelse for os børn. Det kunne vi snakke om i ugevis.
Rødderne fra Svinget
Nu var det ikke alle områder omkring Lærkevej, der var lige sikre for os. Når vi skulle hen til købmand Petersen på Dragonvej, og ville skyde genvej på et græsareal over mod Ryttervej, kunne det gå gruelig galt. Her lå rødderne fra Svinget ofte på lur, og så kunne man risikere og få en ordentlig en på hovedet. Engang kom alle rødderne marcherende gennem Lærkevej anført af Heron Gerlach, der bankede på en bliktromme. Hans sammensvorne var iført hakker og spader. Det var virkelig et ømt syn. Jeg tror Heron, der boede i Dyrhus er her ikke mere. Han blev lidt mere fredelig med årene. Nåh, men vi bankede dem da senere i fodbold.
Hulerne
Der var to oaser på Lærkevej, hvor vi byggede huler. Men det var farligt. De var ikke så stabile, og ofte var det glasskår i sandet. Det skete også en gang for mig, hvor en hule, jeg havde bygget, brasede sammen. Blodet flød. Meta Johansen, vores nabo var uddannet samaritter fik ellers fat i sin cykel og kom ilende. Jeg var så midtpunktet i et par dage. Meta har vi tit brugt i min familie, når mine brødre var syge, havde skåret sig, eller da lillebror Jan fik en magnet i hovedet! Da jeg engang i en orkan ville sikre min antenne over til naboen, mistede jeg fodfæste og gled ned af taget. Den første der kom løbende var Meta. I sidste øjeblik fik jeg dog redet mig selv. Dengang blev det ikke brug for forbindingskassen.
Lige op mod Nordre Landevej lå også et sted, hvor man kunne bygge huler. Her fandt vi også bestik efterladt af tyskerne, da de besatte landet. . I mange år lå her en hytte beregnet til musikkens folk. Mange jazzmusikere har overnattet her. Det gik ofte lystigt for sig. Her har bl.a. papa Bue Wiking Jazz band overnattet.
Æg pakkeriets have
Langs højre side af Lærkevej lå Æg – pakkeriets Have, det var også en yndet legeplads, især fordi det var forbudt at opholde sig her. Over på Nordre Landevej var det endnu marker dengang. Her satte vi drager op. Der var også to kanaler i nærheden, hvor vi fangede hundestejler. Og roer huggede vi over på Ribe Landevej.
Med alle de børn, var det jo klart, at vejen blev udnævnt til legegade. Det tog vi børn jo bogstavelig. Vi gad ikke, at flytte os, hvis der kom en bil susende. Ja vi truede de bilister, der vovede sig ind på vores område.
Masser af biler
Vi var tidligt ude og sent inde. I jorden foran rækkehusene legede vi med biler af mærkerne Tekno og Wilmar. Senere kom der Matchbox – biler. Med en hakke lavede vi veje i jorden. Det var altid de samme, der ville være vognmand, politi og Falck. På et tidspunkt gik det mode i at farve bilerne. Alle mine blev lyseblå. Men der var ingen, der havde så mange som Jørn Henrik. Han flyttede ind, der hvor Ib boede.
Engang, da mine forældre en sjælden gang var ude at rejse, indrettede min storebror og mig en naturpark med rindende vand i vores have. Så kunne gadens unger mod betaling få lov til at lege med deres biler for en kort stund. Inden mor og far kom hjem havde vi ryddet det hele og fået mavepine, af al den slik, vi havde fået for entreen. Det købte vi hos købmand P.C. Petersen på Dragonvej, hvor jeg senere fik by-plads.
Vejen blev brugt efter alle kunstens regler. Sæbekassebiler blev produceret i massevis. Min far lavede en til os af et strygebræt. Men også kuglelejer blev brugt som hjul. Dem tiggede vi hos bilforhandlerne på Ribe Landevej, Bruhn og Knudsen og hos Dela.
Masser af sport
Vi spillede hockey med nogle kæppe, som vi fandt. Men det gik lidt hårdt til nogle gange, når vi blev sure på hinanden. En lidt mere avanceret form for hockey, var på rulleskøjter, det gav endnu flere blå mærker. Men ellers spillede vi jo både fodbold, håndbold og rundbold.
Da System Abstracta åbnede over på Nordre Landevej havde vi nogle flotte faciliteter til fodbold ved cykelskurerne. Indgangen var perfekt til badminton. Jeg blev engang Lærkevejs-mester i badminton. Det var stort. Det blev John Andersen meget sur over. Det gjorde han også dengang, da jeg vandt vores løbe-konkurrence over ham. Vi skulle løbe fra Lærkevej rundt om Ribe Landevej.
Vores fodboldklub
Det var John Og Allan Andersen der var foregangsmænd i næsten alle vore sportslige tiltag. Det var også dem, der startede vores fodboldklub. Vi fik vores egen stadion ude ved Tved Plantage. Kjeld Tychsen fra nr. 19 blev vores professionelle træner. Han fik simpelthen betaling for at træne os. Vi spillede mod Vandrehjemmet fra Ryttervej, og senere startede vi en gadeturnering i Tønder.
En gang da vi trænede stoppede tre sportsvogne op ved vores stadion ude ved Tved Plantage lige over for det gamle TH Lauersens Bogtrykkeri. Det var spillere fra HSV, der var på vej til Rømø. De ville da lige træne med os. Det var stort.
Brødrene John og Allan Andersen spillede adskillige kampe for TSF` s førstehold dengang.
En anden sport var cykling. Ingolf og mig tog mange cykelture til Højer, Rømø og Aabenraa. Engang var Ingolf nær forsvundet ned af en skrænt ved Aabenraa, han sad fast i en gren med cyklen nedenunder.
Far kom hjem med legetøj
Jeg læste faktisk meget, allerede dengang. Det skyldes min far. Det varede længe inden vi fik TV, så om aftenen hørte vi radio og far læste historier. Senere abonnerede han på Mit Skattekammer og andre bøger, som jeg slugte. Jeg læste mange voksne bøger, som barn. Det hændte også, at min far fandt ting på sit arbejde som murer, som han tog med hjem, der i blandt var der Ota Solgryn bøger.
Engang havde han et Fleischmann – modeltog med hjem og en masse tyske modelbiler. Sikke en jubel. Dette havde sikkert været af meget stor værdi i dag. det var det allerede dengang. Nu spurgte han selvfølgelig altid om lov, inden han tog det med hjem.
Det var også glæde, når mor havde storvask. Så blev tændt op i kedlen i vaskerummet. Der blev hældt vand i baljen og vi blev alle vasket. Far hentede affaldssække i Schous varehus. Af og til var der også overraskelser her, som vi kunne bruge.
Sammen med bl.a. Ib legede vi mest med biler, men med Per Keller over i nummer 29 legede vi ”betal-mand”. Jeg havde en lille kuffert, hvor jeg havde en del papirer, jeg havde fået af min far fra dengang, han var kasserer i murerforbundet.
Radioen – den store lidenskab
Men senere var det radioen, der blev min store lidenskab. Nogle gange til stor fortrydelse for mine søskende og mine forældre.
Jeg deltog i en årrække i EDR(Eksperimenterende Danske Radioamatører)´s juletest. Den foregik om søndagen. Efter at jeg havde været ude med morgenbrød for Arnolds Bageri tændte jeg for radioen nede i stuen. Det gjaldt om at registrere så mange radioamatører som muligt. To gange vandt jeg konkurrencen. Men det larmede.
Senere fik jeg min egen amatørradio. Og den skulle jo have en antenne. Helst så stor og så lang som mulig. Mange træmaster er brækket i årenes løb. Antennen blev fastspændt på vores skorsten og så i den anden ende på en mast. Det var ikke så heldigt når der var stormvejr. Og det er det som bekendt ofte i Tønder.
Det var rart, at jeg så fik mulighed for at spænde den anden ende fast i Familien Rasmussens skorsten i nr. 21 Men alligevel skulle jeg lige op at spænde fast, når der var optræk til stormflod og orkanagtig blæst. Jeg opnåede at komme i Vestkysten, fordi jeg modtog et QSL- kort fra Kong Hussein af Jordan. Et QSL – kort er et postkort, radioamatører bruger som kvittering for en samtale.
Piratsenderen på Lærkevej
En lille piratsender fik jeg også lavet. Den kunne klare 40 volt, og sendte 9 kilometer. Det var sjovt, den var direkte forbundet til min spolebåndoptager. Men Ejnar Sørensen mente, at den gik i hans hjemmeværnsradio. Og en dag mens vi stod med transistoren ud på vejen rullede en patruljevogn ned af gaden. Jeg gemte mig. De stoppede ved min far. Jeg for op og smed senderen over i naboens have. Da Ejnar Sørensen også var i Politihjemmeværnet troede jeg, at han havde anmeldt mig.
Det viste sig at betjenten var en bekendt af min far. Men der var aldrig mere radiobølger fra Lærkevej 25. Radio 101 og 104 led døden lige så voldsom som Radio Merkur. Ifølge min onkel Pulle rakte min sender helt til Rudbøl. Han lavede engang en test.
Walkie – Talkie
Nogle af beboerne blev chokeret, da der kom endnu flere antenner på taget, da vi senere fik Walkie Talkie. Atmosfæriske forstyrrelser fik nu nogle beboer til at gå amok, De troede, at det var lillebror Erwin og mig, der forstyrrede. De truede med at anmelde os. Det tog vi alvorlig, fordi vi kørte ikke med en helt lovlig udgangseffekt. Men det var slet ikke noget imod den effekt onkel Pulle brugte under en stormflod, da han holdt uden for politistationen i Tønder. Han klarede det bedre end militærets radioanlæg og i fuld forståelse med politiet.
De folk, der var med på den aktion, skulle skrive under på, at den aldrig var foregået. Så kære læsere, det har aldrig fundet sted. Især om sommeren stod de voksne i forskellige klynger på Lærkevej. Når så en ambulance eller brandbil rykkede ud, ja så skete det jo rigtig noget. Jeg kunne så underrette de forskellige, hvor de kørte hen. Jeg lyttede nemlig med på min radio.
Min Familie
Beskrivelsen af min familie er ikke så indgående. Men jeg ved, at min familie på min mors side kan spores tilbage til 1700-tallet til en kvægdriver-familie fra Nørresundby. Min mor har forsket i familien, og meget overraskende er vi langt ude i familie med Armin Bruhn i Aventoft. Det har nu aldrig resulteret i familie-rabat, hverken i ”Gaststätte” eller over i supermarkedet. Og dog jeg tror min storebror indkasserede hele rabatten på en gang og kun til sig selv.
Skønne minder fra Ny Frederiks kog
Min morfar og mormor, som vi kaldte Opa og Oma, boede i Mellemgade i Højer, da min mor og min far lærte hinanden at kende til fåremarked i Højer. Min Opa var fisker og fungerende slusemester i Højer. Min far og hans brødre byggede et hus til dem i Ny Frederiks Kog syd for Højer.
Det er min Opa´s skyld at jeg ikke spiser fisk. Når man var på besøg eller ferie hos dem, fik man fisk morgen, middag og aften. De boede utrolig dejligt i en flot natur. Når vi børn legede ude på marsken, fik vi at vide, hvornår der var højvande, og hvordan vi skulle forholde os.
Jeg husker især, da min lillebror Jan blev født, da tilbragte jeg en herlig sommer hos dem. Jeg blev håbløst forelsket i en feriepige fra Vester Højst. Men det blev hun hvis aldrig klar over.
Ballade i det tyske mindretal
Min farfar og farmor, som vi også kalder Oma og Opa boede i mange år i Spikergade, i en af de mest velbevarede huse. Opa døde tidligt, men Oma besøgte vi hver søndag på Leos Plejehjem i mange år. Her boede hun i mange år sammen med Tante Helga. Min kusine Christel boede også hos min Oma et langt stykke tid. Det var hende, der lærte mig matematikkens grundbegreber.
Christel var også skyld i at min far pludselig vendte ”hjemmetyskerne” ryggen. Hun havde nemlig valgt Statsskolen i Tønder frem for Deutsches Gymnasium i Aabenraa. Og det blandede den tyske præst sig i. Han henvendte sig til min Oma. Det synes min far, var for meget, så han skiftede Der Nordschleswiger ud med Sønderjyden. Nu er den historie hvis også mere nuanceret. Men rigtigt er at tre af os er tysk døbt, og de efterfølgende er dansk døbt.
Det var også herligt at besøge Christel og min onkel og tante i Nørregade i Højer. Min tante hed Annelise og han blev kaldt for Kedde Smed. Christels søster, kusine nummer to hed Elke og fik senere firlinger.
De mange onkler
Min far havde også en bror, ”Niko”, der også var murer, I mange år boede Onkel Niko og tante Tinne på Dragonvej, senere flyttede de til Carstensgade. Han døde på deres sidste tilholdssted på Anne Marievej.
Min fars anden bror, Martin var stenhugger, og boede i mange år i Skive. Her tilbragte jeg også nogle gange mine ferier Jeg var lidt smålun på min kusine Jonna. Min fætter Olav førte stenhuggeriet videre. Jeg tror endda, at han også havde et stenhuggeri i Give. Og endnu to kusiner figurer her. Min mors søster døde under krigen. Og hendes barn, Günther boede i mange år hos os på Lærkevej, da han arbejde hos Dela på Ribe Landvej.
Min mors bror Jacob og hans kone Titti bestyrede i mange år Botshaus nede ved Vidåen. Jacob var også i mange år udsmider på musikstedet Slusen i Tønder. Han har reddet mig for mange skrammer. De fik to børn, Hannah og Jørgen.
Min dejlige kusine – June.
”Pulle”, min mors anden bror, var bager i Bylderup Bov. Han blev senere kørerlærer i Højer. I mange spillede han i Brandværnsorkestret. Det var altid fest når han og min tante Sonja kom på besøg på Lærkevej. Det første han gjorde var altid at tømme køleskabet. Herdis og June hed deres døtre, altså mine kusiner. June var lige så musikalsk som hendes far. En meget livlig og skøn pige. Hende var jeg også lun på. Det var min gode ven Ingolf, også.
Det er dejligt at konstatere, at hendes humør den dag i dag, er den samme. Vi gik ofte til bal på Emmerlev Klev. Bagefter vækkede vi Pulle og Sonja på Prilen i Højer og så var det underholdning til den lyse morgen. Under en koncert i Dige-hallen i Højer gik June uimponeret op og underholdt forsamlingen i pausen.
De seks søskende
Jeg havde fem søskende. Efter alder: Karl Edlef(Jørgen), han fik hele tre navne, det synes jeg er snyd. Min storebror er død, kun halvanden måned efter min far. Ved min fars begravelse sagde han til mig. Om kort tid er det min tur. Han fik desværre ret.
Men tilbage til rækkefølgen, her følger jeg (Uwe), Erwin, Jan, Tommy og Berit.
I Østergade
Jeg blev født i Østergade, der hvor der nu er møbelbutik. Omtrent der, hvor jeg sidst så en sofa, der kom jeg til verden. Endnu husker jeg nogle af vores naboer dengang. Vi kaldte dem for Toto-Dreds og Lotto-Hertha, fordi da vi endelig havde fået fjernsyn på Lærkevej, kom de næsten hver lørdag for at se lotto-zahlen, mens vi sad klistret for at se TV i Tivoli.
I Strucksalle
I mange år boede vi i en lejlighed i Byggeforeningens Huse i Strucksalle. Det gjorde nogle af vore kommende naboer på Lærkevej også, Familien Keller og Schütt. Det var også her på Strucksalle, at min far var kasserer for Murerforbundet. Når min Opa fra Højer havde været på besøg, havde han ofte fisk med. Ikke så få gange strøg der en ål over køkkengulvet, når murerne kom få at få deres dagpenge. Når Opa kom på besøg på sin knallert var han af og til ude for at kigge på skyerne, og det hændte også, at han pludselig måtte drøne mod slusen, for at lukke sluseportene. Han kunne læse vejret.
Min Opa`s knallert arvede jeg mange år senere. Selvfølgelig gav min mor de arbejdsløse murer kaffe og af og til smurte hun også en madpakke til dem, selv om pengene også var små hos os. Min far var ofte kompromisløs, når det gjaldt murerne og hans egne rettigheder. Ofte opstod der gnidninger med det lokale murerforbund eller med kæmneren.
Engang meget senere skrev jeg en kronik om 1. maj i dagbladet Arbejderen. Jeg beskrev, hvad der skete i Køkkenet på Strucksalle. Min mor græd, da hun læste artiklen. Mens min far var i gang med til at bygge rækkehusene på Lærkevej, brækkede han benet. Det skete samtidig med at min bror, Erwin blev født. Men det forhindrede ikke min far i, at hente kager over hos Bager Wraamann over på den anden side. Han tog sin cykel, og kørte direkte ind i bageriet.
Vi var nu tre børn og berettiget til at søge en lejlighed i en social filantropisk bebyggelse på Lærkevej.
De røde rækkehuse på Lærkevej
På højre side i de ulige numre var de bygget sammen to og to, og på venstre side i de lige numre var de bygget sammen fire og fire. Indskuddet var det astronomiske beløb på 500,- kr. Det var faktisk mange penge dengang. En række murermestre var gået sammen om byggeriet. For Tønders forhold var det et stort byggeri. Vi flyttede først ind to år efter at husene på venstre side var færdigbygget.
Jeg mener, at det var i 1957. Inden da havde vi været ude at se på det. Det var en fantastisk oplevelse. Tænk. Man kunne få eget værelse – det varede desværre ikke så længe. Nye børn kom til. Tænk, vi kunne få egen græsplæne og have. Det var virkelig stort, og så havde min far bygget det.
Husene blev bedre udnyttet
Husene var oprindelig bygget med bryggers og vaskerum og rum til opbevaring af koks. Det var der efterhånden mange, der byggede disse rum om til værelser. En flot udestue kunne også indrettes i stedet for terrassen. Også kakkelovnen blev overflødig, da fjernevarmen kom. Jeg tror, at vi var nogen af de første, der på den måde fik udvidet vores køkken. En fornuftig stue var der også. Fra gangen var der adgang til spisekøkken. På første sal var det oprindelig et soveværelse og to kamre. Fra det ene kammer var der et kryberum. Det havde vi stor glæde af. Her lavede vi meget ballade med naboens børn, Hans Jørgen og Leif.
Med alle disse omrokeringer var der rigelig med arbejde til min far.
Et besøg på Lærkevej i 1960/61
Vi aflægger et besøg på Lærkevej i 1960/61. Vi starter på højre side fra Dragonvej. I nr. 1 har vi Holger Kristiansen, bedre kendt som Holgers lillebiler. Det var luksus for på et tidspunkt havde vi to taxavognmænd på Lærkevej, idet Dreds havde lillebilforretning i nr. 31.
I nummer 3 boede familien Mende,
Dengang var der et stort område til hulebyggeri, som jeg har beskrevet. Her blev der bygget en ny villa, og familien Peglau flyttede ind. Johannes og Peter kom en del sammen med min storebror. Her i København havde jeg for nogle år siden besøg af Johannes.
De røde rækkehuse startede i nr. 9 hvor Ruth Knudsen boede. I nr. 11 boede Henry Bagger. Min mor arbejdede sammen med fru Bagger på politistationen. I familien kom der to smukke rødhårede piger. På et tidspunkt var jeg helt vild med den ene rødhårede. Vel sagtens fordi jeg var lun på min tysklæres datter Birthe Ommen på Dragonvej. Men som det så ofte sker, dummer man sig. En gang havde hun sin kusine med fra Flensborg ude på Emmerlev Klev, og da Silver Boys spillede Flippers gamle hit Monja var jeg solgt i den forkerte Birthe, nemlig kusinen. Men hun var fra Flensborg. Det var lidt langt væk.
De to Bagger – piger flyttede hvis nok til Tyskland, men den ene arbejde en periode i kiosken på Tønder Øst. Så jeg havde ikke noget imod at hente søndagsavisen til min far. Fru Bagger kom en del i vores hjem. Desværre led Henry Bagger en grusom død.
I den anden række af de røde huse, har vi nummer 13 familien Steffensen, og i nummer 15 familien Schmidt. Han var faglærer på Teknisk Skole.
Mange søde piger på Lærkevej
I næste række er det så ”Post Jørgensen”. Jeg husker de to af børnene Flemming og Ena. Ved siden af i nummer 17 boede Andreas Tychsen. Her var det Kjeld, som var gadens fodboldtræner i en periode. Men også Mona, en flot mørkhåret pige som var aktiv på TSF s atletikhold. Vi var mange af drengene, der så op til hende.
Jeg husker en episode, hvor jeg havde været i Nibøl og spille fodbold. Under træningen skød jeg et frispark, et langskud 30 meter ude, som ramte overliggeren. Mod Rot Weiss Niebüll på deres hjemmebane skulle jeg forsøge at gentage succesen med bare lidt mere held. Men det der skete, var at min ene klodsede fodboldstøvle ”lettede” sig fra foden. Resultat, en advarsel. Jeg var dybt deprimeret også fordi vi tabte 1-0. Da vi ankom til Tønder Øst, hvem stod så der?
Det gjorde Mona, tilfældigvis. Hun trak cyklen med mig helt ud til Lærkevej. Så depressionen blev forvandlet til glæde.
Thai – piger på Lærkevej
I næste række i nr. 21 har vi Aage og Lillian Rasmussen med. Nogle dejlige og gæstfri mennesker. Det var jo lige over for os. Jeg kom meget inde hos dem, de var anderledes. Der var fire børn, Niels Erik, Bjarne, Dorte og ?. De må også have været meget tålmodige, når de skulle udholde den musik, der især om sommeren strømmede ned på vores græsplæne, når især far og mig tog solbad. Musikken stammede fra min spolebåndoptager, der så var tilkoblet min lille piratsender.
På denne adresse flyttede Arne senere ind. Han var søn af ”Dovn Anton” og ”Dreje”, der boede i nummer 24. Arne var meget kreativ og fik sig en thai-pige som kone. Han fandt så ud af, at der var penge i at importere thai-piger. Pludselig så man store Mercedes og BMW på Lærkevej. Det var, når tyskerne kom, og ville købe sådan en thai-pige. Men pigerne på kvindehøjskolen i Visby brød sig ikke om det. De lavede store demonstrationer.
Nabo – fjendskab
Tilbage til 1960, da boede familien Andreas Christensen inde i nummer 23. Jeg må indrømme, at jeg ikke husker familien så tydelig. Men den efterfølgende familie husker jeg til gengæld tydelig. Det var familie Ingrid og Verner Jensen og især børnene Marinus og Bjarne. Marinus har også hjulpet meget med til Tønder Festivalen gennem årene. Ingrid og naboen Lilian blev hvis nok uvenner. Det var til tider sjovt, for vi kunne følge med over fra hvor vi boede.
Lærkevej 25
Ja så når vi til nummer 25, hvor jeg boede. 14 år af mit liv har jeg tilbragt her. Efter at jeg flyttede, har både mine søskende og jeg slæbt et væld af venner og veninder med hjem. De er alle blevet fantastisk modtaget. Til Tønder Festivalerne var både stuegulvet og græsplænen fulde af forventningsfulde festival – deltagere.
Min mor vidste udmærket godt, at Ingolf stjal cigaretter af skuffen. Det fortalte hun mig mange år efter. Ingolf har jeg kendt siden 1, klasse på Tønder Kommuneskole. Vi taler stadig ofte sammen. Og da jeg holdt foredrag i Rens den 10. februar 2020 overnattede jeg selvfølgelig hos ham i Tinglev. Det blev til masser af vin og løgnehistorier om vores bedrifter gennem tiden. Jeg kom i seng kl. 5 om morgenen og et par timer efter slikkede en schæferhund mig så i ansigtet og vækkede mig.
Ja dengang holdt foredrag på Schweitz med en hel fuld sal skete det også med overnatning hos Ingolf. Det var min gamle klasselærer fra Tønder Kommuneskole Anna Johansen, der havde arrangeret dette foredrag. Når vi kom fra byen tidlig om morgenen, ja så stod min mor ofte op og lavede kaffe til os og gæsterne. I sagens natur var vi ikke altid ædru.
Tre af mine søskende blev født her på Lærkevej. En enkelt gang gik det så hurtig, at jordmoderen knap nåede frem. Da jeg gik rundt i byen og luftede lillesøster Berit, ja så var det mange, der troede, at det var mit afkom, der lå i barnevognen.
August og Meta
Vores naboer var August og Meta Johansen. August blev fængselsbetjent og var en herlig fyr. Det var Meta også. Vi kom meget sammen med dem, også med børnene, Hans Jørgen, Leif og Bent Ove. En Foska – klub lavede vi. Det var noget man kunne lave, hvis man købte meget havregrød. August og Meta fik fjernsyn længe før os, det var stort, når vi kunne se lørdags underholdning inde hos dem. Meta havde vi stor glæde af, fordi hun også var sameriter.
På et tidspunkt flyttede familien Johansen ud på Leos Alle, lejligheden på Lærkevej blev overtaget af en fætter til min mor fra den navnkundige slægt – Tønder. Vi er nu nået over til den sidste række af huse til nr. 29. Her finder vi Ingrid og Karl Keller med børnene Johannes, Per, Eva og Susanne. Per var en, jeg legede meget med. Han blev senere målmand på TSF´ s førstehold.
De gummiløses forstad
Når der var fastelavn, og de store optog blev vist på Rosenmontag i tysk tv, ja så fejrede vi det sammen. Vi smed karameller og slik rundt i stuen. Min far og mor var med i en slags klub, hvor der deltog 5 familier fra Lærkevej. De holdt skiftevis komsammen hver 14.dag og familien Keller var med i denne ”klub”.
Naboen var familien Mertner. Mertners bror var fra Aalborg. Han udtalte engang, at Lærkevej var De gummiløses forstad. Her flyttede ”Dreds og Martha Christiansen og deres børn ind senere. Dreds kørte lillebil, som det hed dengang. På skorstenen monterede han en vejrhane. Mange år senere, da jeg arbejdede i Aabenraa hørte jeg i radioen, at befolkningen i Tønder skulle evakueres. Jeg ringede hjem til mor, og spurgte om hun var i gang med at pakke. Nej, siger hun, jeg har kigget på Dreds vejrhane, jeg kan se vinden er vendt, det er bare pjat, at vi skal evakueres.
Efter nummer 31, var der ikke mere på højre side af Lærkevej. Senere byggede Hans Erik Hansen en villa foran den sidste række af røde rækkehuse. Dengang var hans store lidenskab fugle. Hvis vi nu går tilbage til Dragonvej, og starter gåturen ned gennem Lærkevej bare på venstre side, møder vi i nummer 2, snedkermester Christian A Petersen. Her kan jeg huske Broda, som også var med på vores fodboldhold. Egentlig burde jeg kunne huske de andre børn, fordi jeg kom der faktisk jævnligt.
Nu kom så den berygtede mark, som rødderne fra Svinget og Ryttervej mente, at det var deres. På dette sted byggede elektriker Andersen senere et hus. Hans kone Esther var i mange år i byrådet. Vi skal langt hen før de røde rækkehuse begynder, og her er de så koblet sammen med 4 stykker.
Ingolf napper Ulla
I nummer 18 boede Irmgard og Elias Jørgensen med et hav af børn. Nogle virkelig festlige og dejlige mennesker, hvor jeg kom rigtig meget. Her var det altid fest. Dog ikke i de perioder hvor den ældste af pigerne Elke var syg. Hun blev overført til Odense. Den sidste gang, hun blev indlagt, samledes os unge ude på Lærkevej, for at høre sidste nyt om hendes tilstand. Desværre fik vi det triste budskab, at man ikke kunne redde hendes liv.
Inden da havde hun ofte været sammen med min gode kammerat Ingolf og mig i Tønders natteliv. Senere var det så lillesøster, Ulla som jeg blev interesseret i. Men alle odds var imod. Vi var altid omgivet af mennesker. Min kammerat Ingolf snuppede hende, han var åbenbart mere kreativ. Ingolf og mig snakkede ikke sammen i et halvt år. I dag kan vi grine af det. Ingolf og Ulla boede senere sammen i en lang årrække. To gange gav Irmgard mig en kaktus med besked om, nu måtte jeg hellere gå.
I nummer 20 boede familien Houggard, og i nummer 22 familien Voss.
Dovn Anton
Ved siden havde vi så Anton og ”Dreje”, med børnene Hans Peter og Arne samt to piger. Anton var en fin fyr, nærmest altmuligmand. Han kunne reparere alt, lige fra radioer til kakkelovne. Måske var det ikke helt reelt at kalde ham for ”Dovn Anton”. Og så havde han en kæmpe samling af 78 – plader. En interessant fyr. Jeg arvede et par bud-pladser efter Hans Peter. Tidlig søndag morgen kørte jeg ud med rundstykker for Arnolds bageri. Nogen gange var jeg heldig af have chauffør på, det var Manfred, en velkendt skikkelse i Tønder, den dag i dag. Det var ikke så sjov, når Arnold fik et raserianfald, men ellers var han meget fin. Af og til havde jeg så fornøjelsen at skulle vække ekspedienten, Jonna, der havde et kammer lige op ved siden af lageret. Det glemmer man aldrig. Jeg kom senere meget ved hende og hendes senere mand i Aabenraa.
Jeg havde mange bud pladser, hos to købmænd i Østergade, Petersen og Kaiser. Også i Tonhalle Vaskeri og som allerede nævnt hos købmand Petersen på Dragonvej.
Vi skal nu til række nummer to på venstre side. Her har vi hjemmeværnsmand Ejnar Sørensen og hans familie. Det var især Hans Christian, jeg kunne huske. Men han havde også to søstre, og en sød og vild kusine. Men hver eftermiddag, når Ejnar kom hjem fra arbejde, blev børnene bedt om at gå ud på gaden – en times tid.
Eksperter i loppemarked
I nummer 28 boede familien Christian Jacobsen, og i nummer 30 Max Petersen.
I nummer 32 boede familien Andersen. De tilhørte selskabs – klubben. Her boede også børnene John, Allan, Ilse og Dorit. Det var også et herligt sted, at komme. John og Allan var især eksperter til loppemarked, og ivrige fodboldspiller, som vi har hørt.
Ib `s familie
I tredje række på venstre side har vi så Ib og hans familie. Jeg husker meget tydeligt, at vi i køkkenet fik at vide, nu udvandrede familien til Munkebo på Fyn. Hans og Rita fik fem børn, John, Ib, Ole, Henry og Jørn. Her var der altid fyldt med unger, der skulle se børne-tv. De var nogle af de første, der havde TV på Lærkevej.
Brandalarm
Da familien Hansen var rejst, flyttede familien Lassen ind, og her huskes bl.a. Jørn Henrik og hans søster Anne Grethe. Jørn Henrik var nok den der havde den største samling af biler på hele Lærkevej.
Jeg købte også senere en knallert af ham, der var bygget sammen af forskellige andre knallerter. Den var godt affjedret, og jeg kan huske, at jeg kørte fra Ingolf. Han havde ellers en Kreidler med tuning- sæt. Når vi sådan drønede af sted, var vi altid bange for at blive skrevet op af ”Den gloende blyant”. En berygtet betjent i Tønder, der var kendt for sin effektivitet.
Ved siden af Ib boede repræsentant Jens Clausen. Jeg er ikke sikker på om personen er identisk med en vi kaldte for Nasser. Denne Nasser var en meget energisk brandmand fra Tønder frivillige brandværn.
En dag var jeg kommet hjem fra Ellum på min knallert, hvor jeg blev undervist i morsealfabetet. Det var derude OZ5TDR holdt til. Det var radioamatørerne fra Tønder. Knallerten var blevet lidt varm, så jeg mente det var godt, at hælde vand på.
En ordentlig røgudvikling opstod. Og Nasser ilede til. Næsten iført branduniform. Jeg fik en ordentlig skideballe. Jeg kan huske, at han havde to smukke døtre.
I nummer 38 boede familien Erwin Petersen. Her var børnene Benny, Tove og Ulla. I perioden da kampene raserede med Ryttervej/Svinget ville Benny gerne være anfører for Lærkevej. Det var også Erwin Petersen, der mente at vi forstyrrede med vores walkie på tidspunkter, hvor vi slet ikke var hjemme.
Post Ehmsens mange gøremål
Ved siden af i nummer 40 boede Gudrun og Aksel Lauridsen. Desværre døde Axel meget tidlig, men jeg husker, at Gudrun var med i selskabsklubben. Hun var også et dejligt menneske. Jeg husker børnene Per og Ole.
I den sidste røde række boede i nummer 42, familien Weiss med børnene Robert og Herbert og en lillesøster. De tilhørte også selskabsklubben. Weiss var fiks på fingrene med træværk, og fru Weiss havde det med sy og strikketøj. Det var også dejlige mennesker.
Så har vi nummer 44 ”Post Ehmsen”. Her var bl.a. børnene Leif og Lene. Ehmsen var meget initiativrig. Han kørte rundt med transportabel vaskemaskine, og lejede denne ud. Desuden gik han med mapper. Det var indbundne ugeblade, der gik på omgang blandt familierne.
Dejlige Betty
Ved siden af boede snedkersvend Hansen med familie, og i nummer 48 familien Schútt. Jeg husker Ejler, Andreas og Betty. Nogen af disse børn boede også i nærheden i Strucksalle. Fru Schütt gjorde ren på politistationen sammen med min mor. Ejler har jeg så senere diskuteret politik med i Aabenraa, da jeg blev HK – formand. Jeg har også set ham spille fodbold med Siggi Matlock. Et ynkeligt syn, undskyld Ejler. Siggi eller Siegfred var redaktør af Der Nordschleswiger. Tænk han brugte en hel side til at anmelde min bog fra 2017 i bladet.
Betty var en yndig pige. Hun tilbød mig, at overtage Ulla´s plads, da det gik over. Fordi ham Ingolf havde snuppet hende. Jeg forstår ikke, at jeg ikke sagde ja. Men hun sagde hvis kun af medlidenhed. Sidst jeg så hende, var hun skolelærer i Kollund. Familien Schütt var en overgang også med i selskabsklubben.
Det var en kort gennemgang af familierne på Lærkevej. Desværre husker man ikke alle børn lige godt
Dansk eller Tysk?
Jeg var som barn ikke bevidst, om det danske eller det tyske. Min far gjorde som sagt oprør mod det tyske mindretal, fordi de blandede sig. Men som barn husker jeg ikke, at det var et afgørende spørgsmål i vores hjem. Vi er alle sammen gået i dansk børnehave og skole. Derhjemme har vi altid snakket sønderjysk.
Karl Edlef, Erwin og jeg er tysk døbt, af en tysk præst, mens Jan, Tommy og Berit er dansk døbt af en dansk præst.
Hos Ib og hans familie blev vi betragtet som hjemmetyskere. På Lærkevej vidste vi også hvem der gik i Ludvig Andresen Schule, men de blev ikke udelukket af den grund. Det var først langt senere, jeg blev bevidst om, at for nogle var dette et problem.
Jeg kom i lære i Andersen og Nissens Boghandel. Her fik jeg at vide af gamle boghandler Nissen, at jeg skulle tiltale alle hjemmetyskere på tysk. Det kan du jo godt, sagde Nissen. Men jeg kan huske, at jeg sagde nej. Vi lever i Danmark, og så må de da tale dansk. Nissen blev meget sur. Det var lige før han ville fyre mig. Men Andersen tog mig i forsvar.
Pornobølgen
Men senere da erotik-litteraturen blev givet fri, og Fritz og Helmuth med gule gummistøvler og Niebüll-Mútze styrtede ind i boghandlen og forsynede sig, ja så kunne jeg godt sige
Jeg har ikke noget imod at tale tysk. I Malente i nærheden af Lübeck har jeg holdt et foredrag om den danske fagbevægelse og på Boring Højskole har jeg ledet et kursus på tysk, om hvordan man solgte computere i dansk boghandel. Det må være cirka 28 år siden.
Dobbeltsproget
I Tønder og Aabenraa har jeg ikke mærket det store problem med ”tyskheden”. Det gjorde jeg så til gengæld i Padborg, hvor vi valgte, at Rasmus skulle gå i tysk skole, for at blive dobbelt sproget Det var ikke særlig velanset. Et kommunalbestyrelsesmedlem kom engang ind i boghandelen i Padborg. Uwe, jeg skal bruge noget gavepapir.. Jeg gav hende noget med Dannebrog på. Hun kiggede mærkelig på mig ”Hvordan kan du da give mig det, du bryder dig da ikke om Danmark. Tænk. Hun var socialdemokrat.
Hjælp fra Schul – und Sprachverein
Min familie synes også, at det var mærkelig, at sende Rasmus i tysk skole.
Vi fik senere nogle problemer med den tyske skole, og måtte have Schul und Sprachverin til at hjælpe os. Det var heldigvis min gode ven Peter Tröster fra Tønder, der repræsenterede foreningen. Vi fik senere en undskyldning fra skolen. Men se problemerne med det Tyske Mindretal er bl.a. skitseret i den bog, som jeg udgav i 2017
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 19, – 04. 2022
Februar 13, 2007
Se artikel som HTML document
Æ kachman, æ kniplepiche å åll de anne i Tynne
(Tønders glorværdige historie, en munter gennemgang)
Dette er et koncentrat af et foredrag på Synnejysk, som blev afholdt i Den Synnejysk Ambassade den 1. maj 2003. Og egentlig er det mere rigtigt at bruge betegnelsen Æ Kagmann
”Efter to timer nåede Uwe først dette århundrede”, sådan kunne man læse på Æ Synnejysk Ambassade `s hjemmeside. Mange ville have haft mindre, mange ville have haft mere.
For at flere kan være med, har jeg forsøgt at skrive følgende på dansk. Nye kan også begynde her. Det er ikke en helt almindelig historie, og næppe noget, man lærer i skolen. Læs om skytteforeningen, der ikke ville gå efter Dannebrog. Læs om suppe – legater, og vand, der var egnet til ølbrygning men ikke til at vaske sig i eller til te – vand. Læs om bødlens faktura og om de 17 bagere og 10 slagtere i Tønder i 1845. Hvor mange er det nu? To gange var Tønder på verdenskortet Læs om boghandler Drøhses moderne symaskine og de utætte brandspande. Læs om åle-pot, og læreren, der hverken kunne læse eller skrive. Læs også om by-musikanten, der skulle tidlig op og at ikke stupide, ikke vilde og lastefulde degns-sønner kunne bliver skoleholdere i Tønder. Ja så er det også lige problemet med vagabondplagen og Rådmand Poulsen, der måtte ofre sin kones røde kjole.
Æ Tynne Sproch
Man udtaler r’et med bagtungen, de fleste sønderjyder bruger fortungen. Desuden trækker man i Tønder på nogle af ordene, man har heller ikke så travlt. Flere tyske ord bliver brugt her end andre steder.
En sprogforsker gik til barber i Tønder, og mødte barberens kone.” Æ vil se, om æ kan øf ham op, han gik jawns”. Sprogforskeren blev chokeret, han havde netop hørt det gamle oldnordiske ord ”øf er lig øpe (råbe). Man kan sikkert også finde mange biologiske fund i Tønder. Ellers siger vi
Eel (ild), hoj (hoved), han wunde sæ (han undrer sig) uun (ond) æ Løffel (ske), æ løchel (nøgle) og meget mere. Skal vi drille københavnerne så udtal følgende:
Og for dem, der ikke kan forstå det, her en oversættelse:
Jeg har tabt kosten i vaskekummen (lim = kost, Ausguss er vaskekumme) Jeg har været ude på vaden for at plukke strandkål Sut er ikke kun noget til småbørn, det er også en form for kål, der vokser ude på ”forlandet” ved digerne. Det er vanskeligt og tidskrævende at tilberede, og smager lige som spinat. Der er snakket mange sprog i Tønder i tidens løb, latinsk, plattysk, frisisk, højtysk, og det specielle Tønder-plan, som min far kan. Det er en mærkelig blanding af frisisk, hollandsk, plattysk, engelsk og dansk, det lyder sjovt.
Tynne år 900 – 1200
Nogle siger, at Tønder stammer fra ordet fyrsvamp, en tørv, der er påvist i mosefund. Men jeg betragter ikke os fra Tønder, som mosefund. En anden forklaring er den ”ledrende strand”. Tønder er blevet kaldt for Litlæ Tunder, Tundria, Tundær og Tondern.
Ting tyder faktisk på at Møgeltønder og Højer er ældre end Tønder.
Møgeltønder betyder Store Tønder. Møgel eller Myrkiel betyder ikke kun stor og lille, men også gammel og ung. Så er man da helgarderet.
Tønder på verdenskortet
Den ældste kirke i Tønder er fra 1017, dengang lå Tønder kun 4 km fra havet. Bugten ud for Tønder, spillede en vigtig rolle i vikingetogterne til England. Måske er der vikingeblod i årene hos os tøndringer? Og noget tyder på, at der i Tønder har været vikingebebyggelser, før vi ved af det.
I begyndelsen af 1100 – tallet fik byen besøg af en af ørkenens sønner, Abu, Abd Allah Muhammed Ash Sherif al Idrissi, blandt venner, Idrissi. Måske kan Asger fra Ørkenens Sønner bruge navnet. Han kommer som bekendt også hernede fra. Det vil sige over fra østkysten
Idrissi udgav et skrift, Nuzaht almust fi Ikhati raq al afag, hvilket betyder, ”Nydelse efter den, der længes efter at gense landene”. Han nævner havnet ”Turdira”, skulle have stået Tundria, en havn dækket af alle sider mod vind. Skriftet blev udgivet i Palermo i 1130, så allerede dengang blev Tønder verdensberømt.
Tynne 1200 – 1400
I 1238 byggede Franciskaner munkene(tiggermunke) et stort kloster, og allerede i 1234 fik byen sit købstadssejl. Man inddelte byen i 120 stavne, der alle blev ejer af et stavn-hus, som havde et gennemgående baghus og gårdsplads. De fleste af disse huse lå op til hovedgaden.
Man havde ret til egen mødding! Lod i fælles bymark, mandsplads i kirken og begravelsessted på kirkegården. Og kun disse stavns-borgere måtte vidne i vigtige sager. Stort set var det samme familier, der regerede i Tønder helt op til 1768, hvor stavns-opdelingen blev ophævet.
I andet led kom ”den gemene borger”. Det var dem, der havde erhvervet sig ret til at drive et borgerligt erhverv, de kunne også overtage ulønnede æreshverv. De skulle dog kunne bevise, at de var ægtefødte børn, af ærlige forældre! De måtte heller ikke være straffede og tro på den kristne tro. Jøderne blev forfulgt helt op til midten af 1800-tallet i Sønderjylland.
I tredje led kom embedsmænd, præster, lærer og læger. I fjerde række, arbejderne, tyende og de uærlige.
Det usædvanlige ved Tønder var, at retsplejen stort set fungerede uændret fra 1243 til 1811, den blev administreret af rådet og tilpasset ”Tønder-forhold”. Måske også senere præget lidt af Jyske Lov, men ikke væsentlig. Det var godt nok Broder Reinhold, der indførte den ”Lybske” ret, men det var fra denne man strømlinede lovgivningen til Tønder-forhold.
Thi kendes for ret
Den kriminelle lavalder blev sat til 12 år. Der blev indsat bestemmelser om i hvilken afstand latriner og svinestier skulle anbringes fra nabogrunden. Efter ”Lybecker – ret” skulle manddrab straffes med døden, men ikke i Tønder, det skete først langt senere.
I det 16. århundrede blev den gamle Tønder – ret oversat til plattysk, men mange afsnit blev sprunget over, og selve oversættelsen var temmelig mangelfuld. En gang om året fra 1560 oplæstes det såkaldte ”brosprog”, en slags politivedtægter. Her kunne man høre om at våben og rustning skulle holdes rene
Der var efterhånden almindelig med dødsstraf, hvor man brugte sværd, afhugning af det ene øre, og brandmærkning var normale. Og det var det også med udstikning af øjne, og flere fingre afhugget på den ene hånd. Torturinstrumenter som tommeskruer, jernhånden, den spanske støvle og stigen kunne man sandelig også finde i Tønder.
Faktura fra bødlen
En faktura findes fra 1690. Her er det Mester Eberhard Asthusen, der sender en regning til byen for henrettelse af tyven Niels Nielsen Hovkarl.
Man fristes til at spørge, var bøddelen(mester) fuld, da han fuldførte sin opgave? Dem der blev straffet, blev social bandlyst, når de havde udstået deres straf.
Svin må ikke rode på kirkegården
I kirketid måtte man ikke gå på værtshus, det overholder de altså ikke mere i Tønder. Efter kl. 9 skulle alle gå med lygte. Det var også forbudt, at lade sine svin rode på kirkegården. Og det er det stadig!
De laveste rangerede borgere, og dem der boede til leje hos andre, måtte betale beskyttelsespenge til byens borgmester og råd. Rigtige Tønder – borgere var kun dem, der drev borgerligt erhverv.
”Æ Kagmann”
Galgen stod på Torvet indtil 1500- tallet, så blev den flyttet ud på Carstensgade, der dengang lå ude for byen. Og æ Kachman, der skulle holde øje med moralen stod vagt ved galgen. Den oprindelige Kagmann forestiller en skarpretter, fra 1700- tallet havde han også i højre hånd – tugtens ris. Det har den tyske julemand jo også. På Torvet møder vi i dag, ham manden. Han kan se, om du har dårlig samvittighed.
Kigger man nøje efter, kunne man se, at i 1300-tallet måtte en kvinde ikke disponere over sin egen ejendom i Tønder. En enkelt gang i 1522 blev hele byen afstraffet og frataget sine rettigheder. Man havde jagtet Hertugens kvæg væk fra markerne. Men efter forhandlinger lykkedes det dog ret hurtigt at få rettighederne tilbage.
By-sekretæren var rådets sekretær, han førte kommunens regnskab og var en vigtig person, at holde sig gode venner med. Den sociale omsorg – eller mangel på samme Franciskaner- munkene fungerede som bank, de var de store pengeudlånere. Den sociale omsorg lå i kirkerne, indtil hertugerne tog sig af kirkegodset. Man ansatte en Stodderfoged, der med pisk jog de fremmede tigger ud for bygrænsen. De syge og svagelige blev kørt til kommuneskællet på en vogn og læsset over i nabokommunen, en smart måde at løse de sociale problemer på.
De tiggere, der var hjemmehørende i byen fik et tydeligt tegn på tøjet. Hver lørdag samlede stodderkongen dem i en flok og jog dem rundt i byen på tiggeri fra hus til hus. Til dem, der ikke kunne gå i flok, var der opstillet bøsser, som også blev opstillet til bryllupsfester m.m. Man prøvede på mange måder, at forhindre, at de fattige slog sig ned i byen.
I en forordning af 5. maj 1688 hed det sig, at det var forbudt for borgerne, at give ly og udleje boder og bolig til fremmede og fordækte folk. I 1788 gjorde man tilmed udlejerne ansvarlige for, at deres lejere betalte afgifter.
Tynne 1400 – 1600
Tønder har haft en frygtelig lidelseshistorie, mellem krige og kampe, vand og sygdom
Der var stormfold i 1362 og 1436. Et nyt dige i 1556 hjalp ikke, det gik galt i 1593 og 1615, også pesten var skyld i mange dødsfald. Utrolig at en del af Tønders huse har overlevet 1500-tallet. De har en stor påvirkning fra den hollandske byggestil. I Brauns Købstadsbog fra 1588 bliver de alle sammen betegnet som gavlhuse.
Brøler, når jomfruer passerer
Et af disse huse er ”Det gamle Apotek”, nu bliver det brugt som permanent juleudstilling hele året. Her er der opført to løver. De skulle efter sigende, brøle hver gang, der kom en jomfru forbi. Jeg kender ikke nogen Tønder – borger, der har hørt løverne brøle endnu. Det er ganske vist, min far har fortalt mig det.
Brorson skaber revolution
Skriftsproget i Tønder var i den første halvdel af Middelalderen, latin. Fra omkring 1400- tallet nedertysk til ca. 1670, så blev det højtysk, men omgangstonen blev dansk, Tøndringerne protesterede mod, at der i kirken skulle tales tysk. Det var en revolution da Brorson i 1732 kom med sine danske julesalmer. Nu skulle der tales dansk, men man havde svært ved at finde danske præster.
I Emmerske (bedst kendt for deres høje bjerg, Emmerske Bjerg) gjorde de oprør mod det tyske. Hertugen sendte dragoner, for at få dem til at møde op i kirken i Tønder. Omkring 1752 talte man i Tønder en blanding af frisisk, dansk og tysk.
Tønder, afskåret fra havet
Et stort dige-byggeri fra 1554-1557 afskar Tønder fra direkte forbindelse til havet. Det gik meget ud over havnen. Her havde man fragtet stude til Holland. Mange magre nordjyske stude blev opfedet på marsken. Den voksende studehandel havde givet mange indtægter til Tønder. Man forsøgte at grave en kanal uden om slottet, så skibene kunne lægge til ved Skibbroen.
Omkring slottet ”Tønderhus” foregik der mange kampe mellem danske konger og gottorpske hertuger.
Munkene i Tønder
I 1504 hed det sig, at klostret havde ret til 30-40 læs træ årligt fra de kongelige skove omkring Aabenraa, men Frederik den 1. fordrev munkene i 1530 vel sagtens fordi de nægtede at optage tysksprogede munke.
Overdrivelse fremmer forståelsen
De var smarte i Tønder. Således kom der en forordning i 1560, som lyder ”Borgere der ønsker at optræde i overdådige klæder med guld og sølv, må selv afgøre det med deres pengepung, men sker der overdrivelser, skal den pågældendes skat, forhøjes med dragtens beskaffenhed.”
Tynne omkring 1600
Da den store handel med skibene forsvandt, kastede man sig over kniplingskunsten. Vi hører det første gang, da en knipling-pige skvatter over guldhornene ved Gallehus i 1595.
Myterne vil vide, at det er Kaufmann Steinbock fra Vestfallen, der tog 12 gamle mænd med til Tønder, for at lære kvinder og børn, den svære kniplingskunst. En anden lidt mere troværdig forklaring er, at den kom via søvejen fra Flandern.
De stakkels knipling-piger
På et tidspunkt var der 25 kniplingshandlende i Tønder. De beskæftigede i alt 12.000 piger på vester-egnen. Det blev en kæmpe eksportsucces. Købmændene tjente 80 % ned i deres egne lommer. Kniplingspigerne fik en ussel løn for deres hårde slid, og mange endte med at blive blinde. De sad med stearinlys og puklede. I en forordning af 16. maj 1647 blev al import af knipling til det danske monarki forbudt.
I 1609 var det nødvendigt at forbyde Ulvegades(Uldgade) handel med okser, korn og andre varer, samt maling og brygning. Man havde overtrådt nogle bestemmelser.
Læreren, der ikke kunne stave
I 1616 blev der ansat en ny lærer i den tyske skole i Tønder, men forældrene flyttede deres børn til skolen i Rørkær. Man mente, at han hverken kun læse eller skrive. Efter et år begyndte man at rette sig efter forældrene, og læreren aflagde en regneprøve. Han kunne slet ikke regne og blev fyret. Børnene vendte tilbage.
De mange håndværker lav
Mange håndværkerlav blev dannet i 1600-tallets Tønder. I mange af disse stod følgende …. ”dass er aus einem ehelichen Bette echt und recht gebohren” – og at han i øvrigt var uberygtet. Ja hvis man ikke overholdt disse moralske og etiske begreber, kunne man ikke optages.
I 1624 anbefalede borgmester og råd, at det nyoprettede apotek blev nedlagt igen, fordi kræmmerne var utilfredse med apotekets privilegium i at handle med krydderier. Hertugen afviste, men giver borgerne ret til at handle med krydderier i en lille vægt med penningsværdi.
By-musikanten, der skulle tidlig op
Byen havde fra begyndelsen af 1600 – tallet og indtil sidste halvdel af 1800-tallet haft en stadsmusikant. Hver højtid, nemlig jul, nytår, påske og pinse, skulle han om morgenen kl. 4, om aftenen i vintermånederne kl. 8 og om sommeren kl. 9 med zink og basun fra kirketårnet blæse en passende salme.
Endvidere skulle der på alle søn – og helligdage efter gudstjenesten blæses med ” zinker og basuner” fra kirketårnet. Han fik i vederlag 20 rigsdaler fra by-kassen og det samme fra kirkekassen.
Tynne 1700
I 1750 blev Tønderhus jævnet med jorden, og murbrokkerne blev brugt til Tønder/Ribe-vejen i 1862.
Vajsenhuset blev anlagt, takket være kniplingsgrossererne. I 200 år eksisterede dette foretagende. Her kunne 12 forældreløse børn få en tålelig opvækst. I en tilbygning indrettede man i 773 et tugthus, som egentlig var en fattiggård, i hvilket åndssvage, sindssyge, drankere og arbejdssky personer blev tvangsindlagt og opdraget til nyttigt arbejde.
Her oprettedes også det trykkeri, hvor Brorsons salmer blev trykt.
Uddannelse af skoleholdere
Tønder Statsseminarium lå næsten ved siden af, og det begyndte med et præstegårdsseminarium. ”En richte Tynne-knaijt” provst Baltahasar Petersen anmodede om, at sende alle de degns-sønner, der ville være lærer.
Undervisningen skal blive ydet dem ”gratis og villigt”. Dog må de unge mænd ikke være stupide, heller ikke vilde og lastefulde, men subjekter, om hvem man tør have vished for, at de kan blive dygtige og fremme skoleholdere.
De stakkels elever skulle fortolke Luther og humanismens fundamenter. Undervisningen foregik på tysk, der som bekendt var kultursproget, men eleverne skulle overvære de danske prækner i kirken.
Seminariet blev så i følgende rækkefølge:
Kommunens Borgerskole, Dansk Statsseminarium, Kongelig Preussisk Seminarium og igen Dansk Seminarium. Her har ligget preussiske, østrigske, engelske og danske soldater, da bygninger i perioder har været anvendt som kasserne. Ja den har jo været både Antidansk og Antipreussisk. Var der nogen, der påstod, at Tønder er kedelig?
Hæder til kniplingsindustrien
Byen har i taknemlighed til de store kniplingsgrosserere, der trods alt udnyttede de stakkels kniplingspiger, oprettet veje og gader efter dem.
Bargumsvej, Popsensgade, Horupsgade, Richtsensgade, Carstensgade, Leosalle og Bargumsvej.
Der blev stiftet et væld af legater i Tønder i 16-1700-tallet. En af legaterne gik til dem, der skammede sig over, at tigge. Om man så kiggede efter, om de blev røde i hovedet, melder historien ikke noget om.
Grosserer Struck købte ejendomme i Ny Frederikskog, og forrentningen af jordende gik til velgørende formål.
Carsten Richelsen forærede seks kanoner til Tønder. Disse kunne udlejes til mindre selskaber for 1 mark og 65 pr. dag. Og det gjorde man så en gang i Højer, med det resultat, at man ødelagde 2 kanoner. Det kostede 42 rigsdaler i bod.
De manne suppe – legater.
Byen har utrolig mange suppelegater. Min gamle mor kunne også lave mange slags supper. Det har nok ikke haft indflydelse på dette. Lad mig dog nævne ”pille knastel sup”, ”Flensborgsup”, ”sortsup”(øv), ”glosup” Med hensyn til den første suppe, så skulle man spytte stenene ud og ramme hinanden.
Hver Langfredag skulle der på hospitalet koges suppe, ligesom der uddeltes 1 pund oksekød og for fire pfennig franskbrød.
Ifølge ”Memsel Asmussens suppelegat” skulle suppen laves på hendes fødselsdag, den 29. jan. Her blev der serveret ”vinsuppe,” en blød tvebakke (cowing) og 10 pfennig til at købe sig en kage til eftermiddagskaffe. Ifølge ”Specht-Petersens legat” skulle der den 20. sept. koges kødsuppe med boller til. Det skulle gives til 40 suppetrængende personer.
Også lige et legat, der ikke har nået med suppe at gøre. ”Frk. Bargums legat” nævnte, at hvis kvinderne engang fik ligeberettigelse, så skulle de også ind i fondsbestyrelsen!!
Tynne 1800
I 1790 var børnetallet så stor i Tønder, at forældrene brugte dette som undskyldning til at holde børnene hjemme. Det var ikke sådan at være lærer dengang, man forpligtede sig til at undervise 50 fattige børn gratis.
Det knap så rene vand
Byens vandforsyning foregik ved hjælp af de offentlige brønde, hvoraf der i 1781 var 30, Det hed sig, at vandet kunne bruges til madlavning og ølbrygning, men ikke til tevand eller vask.
Havnen sander til
Efterhånden gjorde slikaflejringerne(denne slik har ikke noget med Haribo, at gøre) det umuligt for større skibe at anløbe Tønder. Man anlagde en havn i Store Tønder (5 km øst for Tønder). Senere et anløb ved Lægan, der ligger lige ved grænsen. Der kørte vi over i gamle dage, når vi skulle til ”Frühspoppen” på Armins Gaststätte”. Endnu senere kom en anlægsplads ved Rudbøl Sø, og sidste bastion var ved Emmerlev Klev. Det sidste af den gamle havn ved Skibbroen blev overdækket i 1930’erne.
I 1833 var der endnu tre skibe hjemmehørende i Tønder.
De mange butikker – i 1845
Tænk i 1845 var der i Tønder, 17 bagere og 10 slagtere. Hvor mange der er i dag, tør jeg ikke, at udtale mig om.
Den store kanal
I 1844 ville man have en jernbane direkte fra Flensborg til Tønder og Højer. Det kunne give den bedste forbindelse fra Skt. Petersborg til Hull i England
Endnu større planer havde man i 1857. Man talte om en stor afvandings – og skibskanal til Højer, og denne plan blev udbygget i 1874. Man ville simpelthen bygge en skibskanal fra Flensborg over Tønder til Lister Dyb ude i Vadehavet. Men som bekendt løb Kieler – kanalen af med sejren.
Man måtte nøjes med en hestesporvogn fra Tønder til Højer, det blev så i 1892 til en rigtig jernbane.
Hvor er en dansk præst ?
I kirken blev det bestemt i an forordning af 1864, at der skulle prædikes dansk i kirken, hver anden søndag eftermiddag. Det blev så senere til en gang om måneden, for man kunne ikke finde en dansk præst.
Vagabond – plage
Og fattigskat, blev efterhånden tvungen skat. Tønder blev opdelt i 12 fattig distrikter, med hver deres opsynsmand, der igen var underlagt et kollegium. En forening mod tiggeri blev stiftet i 1879, men det hjalp ikke synderligt, vagabondplagen var enorm.
I Østergade oprettede man ”Herberge zur Heimat” her overnattede hvert år cirka
2.000 vagabonder.
Gentagende u-lydelighed med fattigforvaltningen kunne straffes indtil 6 gange 5 dages vand og brød eller korporlig tugtelse. De fattige var umyndige og fattigvæsnet kunne disponere over deres eventuelle ejendele.
Spiseregulativ
I 1855 lavede man et spiseregulativ for Fattiggården Gørresmark. Morgen og aften serveredes kogt øl, blandet med mælk og brød og dertil mælk eller øl. Til middagen serveres mandag, tirsdag og lørdag, boghvedegrød kogt i sødmælk, dertil mælk eller øl. Torsdag og fredag, vælling af boghvedegryn og kartofler, dertil mel sovs med smør.
Onsdag og søndag, kål med kartofler og brød, dertil kød eller flæsk. De udearbejdende fik et tillæg af saltet fisk eller kød, afvekslende med mel spise.
Hvis du kærer læser, vil invitere, så foretrækker jeg ”Boller i Karry”.
Kampen for danskheden
I Tønder foregik al undervisning på tysk, man fik Höhere Töchterschule, men så blev det for meget. Så fik man en dansk privatskole for begge køn. Teatret i Tønder var dansk, men det var for meget med Elverhøj og et Dannebrog på scenen.
Man ville ikke gå efter Dannebrog
Og på Papegøjevej var der skydning med Fastelavnslaget, det stammede tilbage fra Middelalderen. I 1854 blev Skyttekompagniet opløst, det stammede helt tilbage fra 1693. Tre år senere genopstod det, men uden march. Politimestren forlangte, at man skulle gå efter Dannebrog, og det ville man ikke.
Ringridning
Vi skal da også nævne Ringridning. Christian den 4. var en ivrig ringrider, men det var for meget overklasse i det. I 1600 – tallet forsøgte bønderne at efterligne overklassen, men man skal jo stadig har både uniform, hest og udstyr. Allerede i 1595 var der ringridning i Tønder, foreningen døde efterhånden, men genopstod i 1920. Siden har Sønderborg og Aabenraa kappedes om at være den største – og måske fugtigste?
Mange foreninger
Der var stil over de andre foreninger i Tønder, lad os nævne Sängerverein fra 1842, Einigkeit fra 1886, senere kom Tønder Sangkor og Arbejdernes Mands kor. Og så i 1865 kom Männer-Turnverein.
Æ Feuerwehr
I 1852 viste det sig under en brand, at de fleste brandspande i byen var utætte. En inspektion af samtlige brandspande blev straks iværksat, og der blev uddelt mange bøder på 3 daler. Politimesteren var meget sur.
Dette var optakten til Tonderner Freivillige Feuerwehr. Alle skulle skaffe sig en bluse, hjelm og andet udrustning kom fra væsenet.
Mange unge brandmænd blev uddannet, mange tog det også lidt for alvorligt.
Den moderne symaskine hos boghandleren
I 1874 sad en unge pige og syede på en meget dyr amerikansk symaskine hos Boghandler Drøhse i Storegade. Forretningens svend, en nyuddannet brandmand, så det nye vidunder, der sprøjtede lidt rigelig med gnister. Brand, Brand, han tog symaskinen og kastede den i en lodret bue fra 1.sal ned i gården
”Så ha æ da redet den ” udbrød han. Det blev hvis aldrig symaskine igen.
Efterslukning på byens værtshuse
Efter en tyfusepidemi i 1902 fik Tønder et nyt vandværk, det hjalp æ Feuerwehr.
Det var en stående ordre, at værnet skulle være klædt i civil senest en time efter hver øvelse, så efterslukningen ikke skete på byens værtshuse. Men der var 63 kroer i Tønder i 1913, så konerne klagede. En speciel udrykningsstyrke til værtshusene blev en permanent del, de skulle sørge for, at brandmændene kom hjem, men denne styrke var ikke særlig stabil, de faldt selv i.
Politimanden fik ikke noget
Under en brand på Schweizerhalle i 1908 ventede man på vand. Man skulle foretage sig noget fornuftig i den tid, derfor delte værten cognac ud til brandmændene. En tilstedeværende politimand udtrykte sig ” Ich verbiete mich jeden Alkoholgenuss bei der Løscharbeit” Hvorpå en brandmand vendte sig om ”Do ska hælle it ha nou”
Tynne 1900
Det var virkelig gang i Tønder omkring århundredskiftet, der var humlemærken, kvægmærken, hestemærken og svinemærken.
Hvert borgerhus havde ringe, som man kunne binde dyrene til. Er man nogenlunde ædru, når man har besøgt Skibroen, så kan man stadig se ringene
Tønder – igen på verdenskortet.
Tysk presse skrev om en lille by i Baden, der havde verdensrekord, med et værtshus for hver 129 indbyggere. Tønders journalister kunne dog efter at have været ude at tælle samtlige værtshuse fortælle at i Tønder havde man et værtshus for hver 49 indbyggere. Så skete det atter en gang, at Tønder blev verdensberømt, og kom på forsiden af en avis i Brasilien.
Skilte på dansk og tysk
Byen var den eneste købstad, der havde både gadeskilte på tysk og dansk. Men det var ikke så let at være post her i byen. Først i 1906 kom der numre på alle husene.
Vanskelige tilkørselsveje
Tænk i 650 år lå Tønder på en holm mellem Vidåen i Syd og Laurentiusstrømmen i Nord. Der førte tre veje ind til byen. Løgunklostervejen gennem Østerport og Ribe/Møgeltøndervejen ind over Vesterbro. Og en sommervej gennem Sønderport inden for Vidåen. Problemerne var store på de andre årstider, da var markerne omkring Tønder, oversvømmet.
Vægternes ansvarsfulde job
Før 1910 var der kun en betjent i byen. Ja så var der også 4 natvægtere. De fik 300 mark i løn, og hvert andet år en kappe og et par støvler. Deres arbejde bestod mest i at vække borgerne til deres gerning. Mod betaling kunne Tønder – borgerne da også blive vækket, af disse vægtere
For små vinduer
Den danske kulturforening fik forbud mod at mødes i deres lokaler, fordi vinduerne iflg. de tysksindede var 5 min. for smalle, de egnede sig ikke ”Aufenhallt für Menchen nicht geegnet”. Foreningen forsøgte selv med de mest omfangsrige af deres medlemmer. Men der var ingen pardon.
Ved 1. verdenskrigs udbrud blev lokalerne beslaglagt af tysk militær, og pludselig var lokalerne ”Geeignet für Menchen”.
Bomber over Tønder
Under 1. verdenskrig bombede englænderne Zeppelin – hallerne ved Abild. Ingen af de engelske fly vendte tilbage til deres moderskib ude i Vesterhavet. Alle måtte nødlande omkring Tønder. Det mest berømte luftskib, der var hjemmehørende i Tønder, var U7, der senere blev skudt ned over London
Danskere chikaneres
En masse dansksindede blev ved krigens begyndelse arresteret, ”Heraus, Heraus mit euch” , blev der skreget i Tønders gader, mens de blev fragtet til Altona. Det viste sig at være en misforståelse, men de måtte selv betale rejsen hjem.
De dansk sindede butikker blev overmalet med tyske farver, senere blev de dansk sindede atter arresteret og fik en tur med ”Grünner August”
Efter krigen ville købmændene i Tønder give deres medarbejdere dansk kursus, men det kneb med at finde egnede lokaler. Det var som om, at dele af krigen varede ved. Dagen efter fredsslutningen, lavede de dansk sindede en plakat med følgende ordlyd:
Desværre havde alle tysksindede overklistrede plakaterne med følgende på plattysk ”Und da glowst du” (og det tror du på). Nej det er ikke en stavefejl. Det var den plattyske oversættelse af glaubst.
Rosa Luxembourg levede ikke forgæves
Arbejder revolutionen kom også til Tønder, Rosa Luxembourg levede ikke forgæves. Arbejderrådet forlangte i 1918, at der skulle hejses et rødt flag ud fra Rådhuset. Man kunne ikke opdrive et sådant flag i hele Tønder. Gode råd var dyre. Rådmand Poulsen måtte ofre sin kones røde underskjorte til dette formål. Jo, der skete noget i den gamle købstad.
Endnu en tysker
I 1920 blev politimester Seidenfarten boss i Tønder. Og Tønder – borgene tog sig til hovedet. Nu er vi lige sluppet af med tyskerne, så kommer der Gud hjælpe mig en til. Godt nok var navnet tysk, men manden var pæredansk
.
Inflationen overtaget Tønder
Tønder mistede sit sydlige opland under grænsedragningen, men gennem store afvandingsprojekter og nyanlagte veje, fik man dog nye kunder til byen. Med fordel kunne man i en begrænset periode handle syd på.
Sikke mange dåseøl, vi havde kunnet købt hos Duborg eller Poetch.
Ålepot – velbekomme
I Vidåen lavede de ålepot. Man slog ikke ålene ihjel, men lagde dem i en blanding af salt og eddike. Det kom der en mærkelig substans ud af, som nogen kunne finde på at spise.
Sikke noget pis
Flere steder var kloakeringen ikke tilendebragt i 1930-erne. Folk satte deres natpotter ud på gaden. Min far og andre havde så stor fornøjelse, at smide indholdet retur, der, hvor det kom fra. Min far pointerede, at dette kun skete Nytårsdag. Mange måtte hvert år, som det første rense deres forstuer.
Fodbold med dødningehoved
En dag var min far i gang med at grave Brorsons Mindesten op foran kirken. Man gravede så dybt, at der kom knogler frem i lyset. Min far og nogle andre unger fandt en tingest, der var velegnet til fodbold. Det gik også godt indtil de mødte deres lærer ”Ihr könnt doch nicht mit den Totenkopf spielen”.
Efter de to verdenskrige
Tiden efter de to verdenskrige var ikke sjove. For de tysksindede var der atter håb, da Hitler dukkede frem. En grænse blev draget efter 1. verdenskrig og i Rudbøl tog man menneskelige hensyn, hedder det sig.
Det blev et tilløbsstykke, en turistmagnet, en grænse mit ned af en gade. Man måtte ikke kommunikere med tyskerne, men kroen lå på den anden side, og en kaffe- eller te punch kostede kun to øre. Men korte arme blev pludselig lange, så alle besøgende kunne få deres punch.
I en politibekendtgørelse fra 1947, blev der givet udtryk for, at man ikke ønskede at skabe kontakter. Militæret og Gendarmeriet kunne hindre dette med dertilhørende midler Mange tysksindede blev dømt for værnemageri, de blev først interneret, senere fængslet og frataget deres borgerlige rettigheder. Mange familier i og omkring Tønder er mærket af dette.
Link‘ target=’_blank’>Link
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 19. 04. 2022