Chefpolitiinspektør Per Larsen ser sammenligninger med det, der skete den 16. december på Nørrebro, og det der skete den 18. – 19. maj 1993. Det er råhed og vildskaben, han kan genkende. Men forskellen fra dengang, er ifølge Per Larsen, at nu var man forberedt. Og det er man også, når Ungdomshuset skal ryddes

Men hvad skete der, den skæbnesvanger aften og nat den 18. – 19. maj 1993?

Ekstrem vold

Politiet ville ikke anskaffe vandkanoner, men betjentene blev pakket ind i kampuniformer. Situationen udviklede sig denne maj – dag til en tragedie. Folks opfattelse af politiets rolle og borgenes forhold til politiet udviklede sig til bitterhed.

Harmen resulterede i hærværk, ildspåsættelser og blindt raseri. Politiledelsen havde besluttet at sende 300 betjente fra hele landet til Nørrebro. Da mandskabsvognene kommer, går alt op i en blodrus, og i løbet af kort tid er alt kaos.

Fejl hos politiet

Ordensmagten var klart i undertal. Mange af betjentene var ikke færdiguddannede, og på Fælledvej gik det helt galt. Politiet manglede tåregas, radiokommunikationen svigter, og styrken presses tilbage af den rasende mængde, mens brosten og kasteskyts flyver gennem luften. Mange rammer butiksvinduer, men også betjente.

Flere betjente går i chok under det hadefylde angreb. Reaktionen kommer først senere. De betjente, der bliver ramt segner om på asfalten, overbevist om, at de skulle dø.

113 skud

Af frygt for, at de helt skulle miste kontrollen affyrer de danske politifolk 113 skud mod danske statsborgere. 11 demonstranter må behandles for skudsår på Rigshospitalet.

Ingen, hverken civile eller betjente bliver dræbt, men det er en tilfældighed. Eftervirkningerne førte desværre til dødsfald.

Eftervirkninger

En tredjedel af den indsatte politistyrke får fysiske skader under kampene. 92 betjente rapporteres skadet og 61sygemeldes, og for mange ender konfrontationerne i personlige problemer og årelange fortrængninger.

* Det er som en film, der kører igen og igen

Siger en betjent, der først syv år efter modtager ordentlig krisehjælp.. Det gør folk i uniform sjældent. Store drenge, græder ikke.

Tragiske hændelser

Gennem 90’erne bryder adskillige politifolk sammen som følge af det rystende had og bundløst angst i det psykiske grænseland på Nørrebro.

En af lederne, en vicekriminalkommissær, gifter sig senere med en af de kvindelige betjente, der var med i aktionen. Han forlader styrken, og går langsom i total opløsning. I 1999 slår han sin kone ihjel, og året efter hænger han sig i sin celle i Ringsted arrest.

Ingen er skyldig

Situationen vrides atter og atter i medierne. Endnu engang indleder politiet en undersøgelse af politiet. Men ingen vil påtage sig hverken skyld eller ansvar, alle føler sig lige retfærdige.

Politikerne fastholder, at de har overholdt de demokratiske spilleregler, og politiledelsen frikender sig selv.

Halvdelen af befolkningen syntes, at det var helt i orden, at skyde på forbryderiske antidemokrater. Tre politifolk sigtes for at have skudt mod civile, men ingen af sagerne bliver gennemført.

Hvorfor?

Hvorfor udviklede diet sig, som det gjorde. Var det et raseri over ja til Edingburgh – aftalen, varmt vejr eller for mange øl.

Den 2. juni 1992 havde 50,7 % stemt nej til Maastricht – traktaten, trods det at et næstent enigt Folketing og erhvervsliv havde sagt ja. Mindre end et år efter blev den danske befolkning atter kastet ud i en afstemning.

Det gentager sig ikke

Efterspillet var et mareridt for betjentene. Alle politiskridt og handlinger blev kortlagt. Politidirektør Hanne Bech Hansen mener ikke, at man skal glemme 18. maj. Til Dansk Politi siger hun, at det var politiets sorteste dag i efterkrigstiden. Det er meget at lære af begivenhederne den nat.

* Vi har et andet og mere mobilt indsatskoncept, et lettere udstyr, vi kan få folk ud og radiokommunikationen er langt bedre. Samtidig er det klart, hvem der har kommandoen.

Dette udtalte politidirektøren i 2003. Siden har man fået de såkaldte Hollændervogne, der betyder, at strategien igen er blevet ændret.

Politiet så ikke faren

Nærpolitistation Blågården angribes ved 22 – tiden, og de første barrikader opføres på Nørrebrogade. Der var ikke nogle forudgående meldinger om uro. De første politistyrker tror, at det er tale om mindre isolerede hændelser.

Betjentene var ikke indstillede på timelange kampe med brosten og brandbomber. Ingen har på noget tidspunkt klarhed over begivenhederne. En efterlysning af mere tåregas når aldrig frem til Politigården.

Omkring Skt. Hans Torv er betjentene ikke klar over, hvem der har kommandoen. Omkring kl. 0.30 befinder cirka 20 betjente sig i overhængende livsfare og undertal. De kan hverken trække sig væk eller fjerne deres sårede. De bruger den sidste udvej. Pistolerne trækkes, og man rykker frem.

Syv års mistænkeliggørelse

De enkelte politifolk følte sig efterfølgende ladt i stikken, syv års mistænkeliggørelse føltes dybt deprimerende. Eftertiden vil sikkert stadig mistænkeliggøre betjentene. Og de fleste vil helst glemme episoden.

Man fandt aldrig bagmændene til urolighederne, den 18. – 19. maj 1993 eller den 8. – 9. november 1999. Episoden i 1999 udviklede sig, fordi politiet ventede for længe med at rykke ind. Nørrebro Handelsforening forstod ikke denne strategi.

Demonstration

Anti Fascistisk Aktion gennemførte en demonstration på Blågårds Plads. Man antog, at demonstrationen ville gå mod Christiansborg. 27 betjente var udstationeret på pladsen, og fulgte den fredelige demonstration.

Da alt tegnede sig til ja, døde festlighederne. Og betjentene blev sendt hjem.

Kl. 22.00

Ved 22 – tiden begyndte deltagerne at gå hjem. De var en gruppe på 500 – 1.000 der gik ned af Blågårdsgade mod Nørrebrogade. Nogle havde planer om, at lave barrikader. Øjenvidner fortæller, at det var 10 – 20 stykker fra det autonome miljø, der startede bygningen. Men ret hurtig får de opbakning fra de lokale beboere.

Det blev nu sat i værk. Skurvogne blev fremskaffet til disse barrikader. Oven over hængtes et banner med teksten EF – fri Zone.

Politiet forholdt sig passivt. Op mod 2.000 mennesker var nu forsamlet på Indre Nørrebro. Flere steder tændes der bål i gaderne

Kl. 23.15.

Først kl. 23.15 er den første kampstyrke klar ved Søtorvet, 500 meter fra nærmeste barrikader. 23.30 indtages barrikaderne og der bliver affyret store mængder af tåregas ind i området, uden hensyntagen til beboerne. Samtidig angribes nærpolitistationen på Blågårds Plads.

Kl. 0.13

Først kl. 0.13 har politiet stationen under kontrol. Nørrebrogade mellem Fælledvej og broen er besat af politiet og området indhyllet i tæt tåregas.

Demonstranterne går nu mod Skt. Hans Torv. Her ligger flere tons frit tilgængelig brosten. De bliver samlet i affaldscontainere, så de lettere kan transporteres. Torvet var under ombygning, så våbenlageret lå frit tilgængeligt.

14 urobetjente bliver sendt op til Torvet for at observere og rapportere. De hjælper med at samle sten i en container. Men bliver genkendt af et ægtepar. De jages ned af Fælledvej. De har ikke fulgt deres ordre, med at være passive.

Kl. 0.34

Politiledelsen beslutter, at Torvet skal genindtages. Men betjentene er allerede nu i klart undertal.

Kl. o.34 lyder de første skud. Kugleregnen varer 36 sekunder. Det går kludder i politiets strategi.

Stenregnen stilner nu næsten af. 0.36 rammes en enkelt betjent af en sten. Pludselig hører man råbene Skyd efter benene, og det lyder et enkelt skud. Råbet gentages 8 sekunder senere. Det udløser en kraftig salve, der varer i over 17 sekunder.

Kl. 0.45

Kl 0.45 er politiet rykket frem til Skt. Hans Torv, man har endelig fået fremskaffet mere tåregas, og har nu hele Torvet under kontrol.

En lille gruppe betjente rykker samtidig op ad Guldbergsgade mod demonstranterne. Under denne fremrykning skyder politiet for 3. gang direkte ind i mængden i en salve, der varer 7 sekunder.

I de følgende timer kommer det til mindre sammenstød.

Hele 6 undersøgelser

Hele seks undersøgelser bliver foretaget af begivenhederne

I 1994 frifinder Byretten 18 og dømmer 8 af de tiltalte tilskuere og deltagere.

I 1995 får tre skærpet deres straf og 9 tilskuere bliver idømt hæfte

I 1995 bliver det konkluderet at det er overvejende sandsynligt, at det var aktivister, der råbte ”Sigt efter benene”.

I 1995 opgiver justitsministeren tiltale mod tre betjente

I 2000 frifindes alle involverede politifolk for tiltale.

Var det hele planlagt?

Undersøgelseskommissionen finder

* Det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at der fra demonstranternes side har foreligget en samlet forudgående planlægning af begivenhedsforløbet.
* Det derimod sandsynliggjort, at de enkelte dele af urolighederne i en vis udstrækning har været planlagt og udført af et antal grupper af personer, der har handlet efter forudgående aftale inden for de enkelte grupper.

Politiets Vietnam – kompleks

Ikke underligt kaldes begivenhederne for Politiets Vietnam – kompleks.

Saneringen af Den Sorte Firkant på Nørrebro var ikke smart. Beboerne var fanget af politikerne i håbløse beslutninger. Området var en sammenstuvning af godt og skidt byggeri, mest skidt. Etagebyggerierne var ren spekulation, opført i midten af 1850’erne.

Den pæne side vendte ud til søerne, men det meste var gråt. Og allerede tidlig fik bydelen sin farve, da Anker Heegaard startede sit jernstøberi på Blågårds Plads. Den gav arbejde til tusinder, men svinede også.

Hvorfor hedder det Den Sorte Firkant

Som bekendt er det uenighed om det var denne begivenhed, der gav navn til kvarteret. Området fik først navnet mange år senere. Det var på grund af alle de mange sociale problemer i området, ja så satte man sorte kortnåle ned på et kort, og det dannede en firkant – Den sorte Firkant.

Masser af mennesker

Arbejderne strømmede til byen.

Befolkningsantallet mellem de to verdenskrige var helt oppe på100.000 mellem de to verdenskrige, da havde Anker Heegard længe lukket og slukket. Familier blev stuvet sammen på 25 m2. Lokum i gården, rotter på loftet og i kældre.

På et tidspunkt lignede kvarteret et persisk marked. Slagtere, bagere, værtshuse, drukkenbolte og værksteder i baggårdene.

Der var en hørm af brunkål, piskefløde og nybagt bagerbrød. Senere blev luften blandet med kaustisk soda. Alt skulle pludselig afsyres, og det gik værkstederne i gang med.

I 60’erne lukkedes det for nogle af beboerne at flytte ud til græs

Ikke boligsanering – men menneskesanering

Allerede i 1954 havde Københavns kommune udråbt området til at være saneringsmoden. Men det gik hele tyve år før man gjorde noget ved det. I får ubetinget ret til at opføre alt i dette område, sagde overborgmester Urban Hansen.

Da bulldozerne rykkede ind i 1972, gik det hurtigt. I en sky af grus var en fjerde del af kvarteret i grus i løbet af få uger. Men så gik det står, Der var pludselig ingen penge til at fortsætte.

Beboerne i de nedbrudte huse blev spredt for alle vinde. Dette er ikke boligsanering men beboersanering, var der mange, der sagde.

Kvarteret indbyggere var dybt skeptiske over for politikerne, og frygtede, at de ikke kunne betale de nye boliger. Kun få af de oprindelige beboere havde også råd til dette.

Nørrebro Handelsforening var også skeptisk

Nørrebro Handelsforening skrev til Københavns Kommune:

* Årsagen til vores henvendelse, er en temmelig mærkbar tilbagegang for handelen i Blågårdsgades butikker, som kun kan skyldes nedgang i kundeunderlaget (cirka 4.000 mennesker). Såfremt yderligere 2 – 3.000 mennesker fjernes i 1972 – 73 forudser vi en uholdbar situation for forretningerne.
* Et fundamentalt synspunkt på områdets byfornyelse har været, at området skal kunne fungere gennem hele fornyelsesprocessen, det vil sige at processen må kunne fungere etapevis.
* For at afbøde de værste gener ved saneringen og såfremt handelen i gaden skal kunne fungere, må der vises mest mulig hensyn. Der må ikke fjernes flere mennesker før genopbygningen af de allerede sanerede områder har fundet sted (etaperne må ikke blive for store).
* Der må ikke blive mulighed for slumstormerne og narkomaner, at flytte ind i kondomerede ejendomme. Vi gør opmærksom på, at gaden havde 110 aktive butikker, inden saneringen blev påbegyndt.

Man ville have rigere skatteborgere til området.

Større, bedre og dyrere boliger kunne trække stærkere, bedre og rigere skatteydere til. Men aktivisterne var startet – et beboerhus, en lille park, et værtshus.

Nørrebro Beboeraktion havde set dagens lys.

Byggeren bliver opført

En søndag i juni 1973 holdt Nørrebro Beboeraktion fest på en tomt. Midt under festen kører en lastbil med brædder, søm og værktøj ind på pladsen. I løbet af søndagen rejste beboerne Firkantens byggelegeplads, i daglig tale Byggeren.

Legepladsen blev hurtig populær blandt kvarterets børn. En undersøgelse viste at over en måned havde 185 børn brugt legepladsen, heraf var 1/3 indvandrerbørn.

Byggeprojekterne trak ud, og i 1974 anerkendte Borgerrepræsentationen Byggeren. Samtidig blev der bevilliget en halv million kroner, og der blev ansat pædagoger til at arbejde med børnene. Kommunen påpegede dog, at det var en midlertidig institution.

Nyt spekulationsbyggeri bliver underkendt.

I 1975 så det ud som om, at Københavns Kommune ikke havde lært af spekulationsbyggeriet. Boligministeriets ekspert sagde, at han ikke kunne godkende det planlagte projekt, da det manglede friarealer. Endvidere stred udnyttelsesgraden mod byplanvedtægten. Planen blev lagt i skuffen og Byggeren kunne fortsætte.

Egons plan

I februar 1977 fremlagde overborgmester Egon Weidekamp en såkaldt helhedsplan (Egon’s plan) for byfornyelsen af Indre Nørrebro.. Planen blev vedtaget i 1978, men allerede året inden havde Nørrebro Beboeraktion igangsat en kampagne imod.

Kampagnen ville hindre nybyggeriet og den fortsatte udsanering af området. I stedet skulle der sættes ind for mere lys og luft, bevarende modernisering og bedre institutionsdækning. Blandt andet var forslaget bygning af svømmehal, bibliotek og socialcenter.

Ideologisk besættelse

Det gjaldt om at være på de rigtige steder, på de rigtige tidspunkter.

Det var tale om en kollektiv psykose. Den ideologiske besættelse var stærkest i de ekstreme miljøer. Holdningsdannelsen blev lammet i disse år.

Det er vanskeligt at gradbøje ordet ”revolutionær”. Skruen gik over gevind”. For nogle blev det simpelthen for meget, for grænseoverskridende. Andre løb sur i det og manglede luft, plads og nye udfordringer.

Hvad frygtede de? Storkapitalen og dens ondsindede lakajer? Den amerikanske imperialisme? Nej, det var at blive afsløret og konfronteret som klasseforrædere.

Solvognen

Vi hører om tillidsfolk, der samles i Nørrebrohallen. Om solvognen, der stormede Rebild Bakker med grumset griseblod.

Undertegnede, der skriver dette, har en Bodil statuette stående, som vidne på en af Solvognens bedrifter. Julemændenes indtog på Børsen. Samtidig en masse historier fra den tid.

Tvind – kultur på Nørrebro

I Tvind gik de rundt og holdt øje med hinanden, for hvem kunne man regne med. Og hvem ikke?. Hvem havde overgivet sig til den stærke Tvind – kultur?

Studerende på Tvind skulle finde arbejde på en fabrik, og finde sig en bolig på Nørrebros gå aktivt gå ind i det lokale boligarbejde i Den Sorte Firkant. Det tvindske rige overvågede stadig. Selv om Tvind måske var en dårlig oplevelse, så tog man ikke politisk afstand fra systemet og tænkningen på Tvind, og det program, der var lagt for en

.

Mobilisering af de lokale

Man havde pligt til at kritisere sine egne, men man skulle være imødekommende over for folket, altså de lokale Nørrebro – borgere.

Hele humlen med beboerarbejdet var at skabe et lokalt netværk, en organisation af folket. Det var ikke bare en kamp mod slum, det var også for at forhindre fupmoderniseringer, og stikke en kæp i hjulet for datidens berygtede bolighajer. Det handlede, at gøre de lokale beboere kritiske og aktive, samt at mobilisere dem.

De venstreorinterede forlag

Det var moderne, at være venstreorienteret. En masse veluddannede kom til Nørrebro. Det var trendy. Man læste bøger, der handlede om fabriksarbejdere, arbejdskampe og amerikansk imperialisme og undertrykte i den tredje verden. De udkom på forlag som Modtryk og Demos.

Det mere kønspolitiske og bevidsthedsorienterede stof kom fra forlag som Rhodos og Tiderne Skifter.

Nørrebro Beboeraktion i flere fraktioner

I praksis blev det Nørrebro Beboeraktion(NB), der et stykke tid, stod for fordelingen af ledige lejligheder i området. Til gengæld sørgede aktivisterne så for, at det ikke blev ballade, når de pågældende huse skulle rives ned. Men til gengæld havde NB så ”hånds og halsret” over dem, der fik anvist en bolig. I sine velmagtsdage havde beboeraktionen 350 aktive unge.

Snart dannede der sig to fraktioner – VSerne i Blågårdsgade og DKP i Tømrergade.

Begge fraktioner betragtede sig som de sande arvtagere, og som den der havde den sande kontakt til borgerne. DKP erne betragtede ikke nybyggeri som et evigt onde, det skabte jo job til håndværkerne. De stræbte derfor til et godt forhold til de lokale fra fagbevægelsen, VS erne stræbte efter, at få flere almindelige borgere med i aktionen. De mente, at der ikke skulle bygges nyt. Området skulle udvikles med åbne pladser, haver parker, legepladser og meget mindre trafik.

Nede i Blågårdsgade havde fraktionen deres egen butik.

Mange grupper

En gruppe holdt øje med fupmoderniseringer, hvor hurtige tiltag af dårlig kvalitet, fik lejen pustet kunstigt op.

Trafikgruppen arrangerede happenings, hvor Blågårdsgade blev afspærret, så folk ved selvsyn kunne opleve, hvilken gevinst det ville være for kvarteret, hvis den blev gjort til gågade, hvilket i sidste ende lykkedes.

Spørgsmålet er om det virkelig lykkedes. Engang var Blågårdsgade, Nørrebros indkøbsgade nr.2. det er den ikke mere. Det forsvandt, da trafikken forsvandt.

Andre grupper beskæftigede sig med kondemnering og genhusning. Mange ejendomme forfaldt og var misrøgtet. Specielt i Korsgade så det slemt ud. Ofte var ruderne i trappeopgangene knust, og ejendomme var rene brandfælder.

Ved en frygtelig brand i Stengade i 1975 indebrændte 20 beboere, og ejendommen brændte helt ned. NB havde da allerede skrevet til ejeren og påpeget, at det måtte forbedringer til.

Den gang var der ikke almindelig at have adgang til bad. Derfor var der adskillige offentlige badeanstalter i området. Nu er der kun en tilbage i Sjællandsgade.

Aktionen i Todesgade

En af aktionerne var besættelse af en daginstitution i Todesgade. Borgerrepræsentationen havde besluttet, at den skulle nedlægges. Flere gange forsøgte politiet at rømme bygningerne. Ved en af aktionerne mødte aktivisterne op med to – tre tusinde. Efter 8 timers kamp opgav betjentene og kommunen. 300 betjente var sat ind på opgaven.. Men den 10. januar 1978 var det slut. En endnu større politiaktion var sat i værk.

Der var betjente i alle baggårde op til Todesgade. Det var vogne til at køre børn og pædagoger bort i, og Falck fjernede parkerede biler i gaden, så de store kraner, der skulle løfte bygningerne væk, kunne komme til. Det var uhyre velorganiseret.

På kant med hinanden

De to fraktioner i Blågårdsgade og Tømrergade kom virkelig på kant med hinanden. Konflikterne spidsede til i sommeren 1976. Hadet og skellet mellem de to fraktioner var ikke blot politisk, men til dels også socialt og kulturelt. Blågårdsgade støttede Byggeren, mens Tømrergade var imod.

De få oprindelige beboere, som var tilbage efter årtier med slum og derefter kondemnering og genhusning var et meget nedslidt og fordrukkent og forhutlet udsnit af befolkningen. I den marxistiske terminologi kunne man højst tale om et pjalteproletariat. Arbejderklassen var flyttet ud til nye kvarterer som Nordvest, Bispebjerg og Brønshøj.

Vi har tidligere beskrevet, hvordan det gik detailhandelen på Indre Nørrebro. Nørrebro Handelsforening var selv aktiv i Nørrebro Beboeraktion, og blev også inviteret af Solvognen til et arrangement i Nørrebrohallen.

Farvel arbejderklasse

Det blev trendy for den politisk aktive middelklasse at flytte ind til Indre Nørrebro, og give revolutionen en håndsrækning for en stund. For på den måde blev de svageste beboere trængt ud af kvarteret. Farvel arbejderklasse.

Overborgmesteren bestemmer

Flere organisationer støttede et forslag om, at indpasse Bygeren i de kommende planer, blandt andet de lokale afdelinger af Socialdemokratiet, DKP og VS’ byplanborgmester Villo Sigurdsson indførte en klausul i byggetilladelsen. Men overborgmester Weidekamp fratog Sigurdsson muligheden. Han udstedte en byggetilladelse, der indebar Byggerens totale rydning.

En prøveafstemning blandt de lokale, der viste at 80 % var tilhængere af Byggeren, gjorde heller ikke indtryk. Demokratiet er ikke baseret på dørklokkebesøg, sagde socialborgmester Pelle Jarmer.

En trist besked

Medarbejdere på Byggeren bliver i februar 1980 orienteret om, at legepladsens areal skal halveres senest den 28. marts, for at give plads til nybyggeriets første fase. Resten af Byggeren vil i så fald blive liggende til 1. april 1981. I modsat fald ville hele Byggeren blive ryddet senest 1. april 1980. Dette diktat blev afvist af medarbejdere og forældre.

Børnene kunne bare finde et andet sted at lege, de kunne jo bare gå i Fælledparken eller Valbyparken, mente Pelle Jarmer.

Pædagoger bliver fyret

Den 24. marts møder kommunen op med håndværkere for at gennemføre rydningen af Byggerens første halvdel, men mødes af blokade. Medarbejderne nægter at flytte i en nærliggende gymnastiksal i Gartnergade. 4 medarbejdere bliver fyret på grund af arbejdsvægring. Blokaden fortsætter gennem marts og april.

Aktivister i livsfare

Den 22. april foretages rydningen af legepladsens ene halvdel under beskyttelse af 800 betjente. Da politiet trækker sig tilbage, flytter flere hundrede børn og voksne, legeredskaberne tilbage på de ryddede områder og genetablerer Byggeren i dens fulde udstrækning.

Et øjenvidne fra dengang beretter:

* De to bulldozer speedede op og kørte gennem plankeværket Fra Stengadesiden og ind på byggelegepladsen. Den ene bulldozer kørte ind i stakittet til fodboldbanen, og skrabede det sammen foran sig. Dernæst troede jeg ikke mine egne øjne, for den fortsatte med at køre ind i de ca. 3 meter høje søjler, der bar taget på en scene. Oppe på dette tag befandt der sig 10 – 15 mennesker. Stolperne brasede sammen, taget skred, folk faldt ned, og løb for livet fra bulldozeren.
* Føreren af bulldozeren vendte nu og tog retning mod det tårn, hvor jeg befandt mig sammen med 8 – 10 andre personer. Chokeret begyndte jeg at fatte, at det jeg lige havde set, ville gentage sig.

Bål i gaderne

Den 29. april ankommer Midtjyllands nedrivningsselskab med et kæmpe politiudbud. Aktivisterne må springe for livet. Flere tusinder beboere og aktivister danner nu blokade, og spærrer Åboulevarden og Nørrebrogade. Selv om det er tale om fredelige aktioner, slår politiet hårdt til.

Cirka 70 personer anholdes og sigtes for gadeuorden eller vold mod embedsmand i funktion. Da politiet trækker sig tilbage, går beboerne atter igang med at genopbygge Byggeren.

De mest besindige mennesker havde mistet kontrollen. HT – busser blev kørt på tværs og punkteret. Lysreguleringer blev skudt i sænk, skurvogne blev væltet, vinduer blev smadret, og der var flammende bål i gaderne. Og i Ekstra Bladet kunne man i lederen læse

* Med barrikader, brosten og brodne pander rejser ghettoen sig i et vildt og desperat oprør mod alt muligt.

I et debatindlæg, kunne man læse

* Hvis demokratiet skal overleve ved hjælp af magt, så kræver det efter min mening, at denne magt benyttes med mere omtanke end det har været tilfældet i de seneste uger.

1.000 betjente i aktion

Under opdækning fra 1.000 betjente ryddes resten af Byggeren den 3. maj. Hele kvarteret eksploderer i vrede, og det kommer til konstante sammenstød mellem beboere og politi. Nu skal det ikke længere foretages arrestationer. Strategien er nu at beboerne skal jagtes med køller og politihunde. I radioavisen udtaler politiinspektør Anders Egetved, at nu er fløjlshandskerne lagt på hylden.

Politiet erklærer området i undtagelsestilstand. Opløb bliver splittet med magt.

Den 5. maj går 10.000 – 15.000 mennesker i demonstration fra Blågårds Plads til Rådhuspladsen. I protest mod rydning af Byggeren. Allerede den 6. maj går håndværkere i gang med byggeriet. I et desperat forsøg på at vende udviklingen, bliver hovedfærdselsårer og togdriften blokeret.. Men kampen er tabt og den 13 maj, ophæver Nørrebro Beboeraktion de sidste blokader.

Pøbelen og VS – politik skyld i balladen

Men overborgmesteren gav sig ikke, han udtalte i stedet.

* Det er VS – Blågårdsgade, der står bag disse aktioner, og jeg kan ikke se andet motiv, end at man gerne ville have disse protester og demonstrationer i gang af rent politiske årsager.

Socialborgmesteren holdt sig heller ikke tilbage. Han kaldte de aktionerende Nørrebro – borgere for pøbelen og gadens parlament, der spreder utryghed og usikkerhed.

Men i virkeligheden drejede det sig om følelsen af, at der ikke blev gjort noget i området for beboerne og at ingen beboere blev hørt.

Værktøjet blev leveret tilbage

Nørrebro Beboeraktion slikkede sårene ikke kun dem, de fik af politiet med også troen på demokratiet smuldrede.

I ugerne efter indkøbte man mukkerter og koben hos en isenkræmmer i Nørrebrogade, man ville i krig igen. Men disse blev senere bragt tilbage til isenkræmmeren med en undskyldning om , at man havde købt det forkerte værktøj. Man ville bytte varerne, og det kunne man, det blev til en kaffemaskine eller to.

Under aktionerne etablerede Nørrebro Beboeraktion også en indkøbsordning for de ældre, der ikke kunne forcerede barrikaderne

Weidekamp betragtede Bygger – sagen som en personlig sejr.

Protesten mod den tyske besættelsesmagt kostede mange menneskeliv på Nørrebro. Det kulminerede i den såkaldte Folkestrejke.

Spærretid kl. 20

Nørrebro kogte i dobbelt forstand, temperaturen nærmede sig 25 – 30 grader. Der var udgangsforbud, man måtte ikke være ude efter klokken 20. Befolkningen ville ikke finde sig i det.

Og det hele startede den 26. juni kl. 12, hvor smedene på B&W’s værft på Refshaleøen nedlagde arbejdet.

Land og Folk skrev:

* Hvis dr. Best tror, at danske arbejdere uden at kny først arbejder 8 – 10 timer for tyskerne for derefter i drønende sommerhede at lade sig indespærre kl. 20

Den 26. juni på Nørrebro

Det var det Danske Politi’s opgave, at gene folk ind i deres lejligheder. Politikommissær Cederstand fra Københavns politis station 6 på Fælledvej (i dag Politihistorisk Museum) beretter:

* I dag kl. 20.00, da spærretiden indtrådte, var der ualmindelig mange mennesker på gaden, i porte og gadedøre, og det var øjensynligt, at de ikke ville rette sig efter spærretiden, men kun stod og ventede på, at der skulle blive sjov i gaden. Stærke politipatruljer – til fods og på cykel – blev derfor udsendt med ordre til at bortvise folk fra gaderne på høflig, men bestemt måde. Jeg var selv med en patrulje ad Fælledvej, Nørrebrogade, Blågårdsgade, Baggesensgade, Korsgade, Stengade, Slotsgade og Griffenfeldtsgade. I dette kvarter var der mange mennesker. Disse gik frivillig op i husene på vore opfordring, men vendte tilbage til gaden, da politiet var borte.

Lidt efter kl. 21 tændte folk bål i Rantzausgade. Politiet kom til, og blev mødt med ukvemsord og stenkast. Efterhånden var en større menneskemængde forsamlet. Kort tid efter kørte tysk militærpoliti gennem gaden og skød med maskinpistol mod mængden for at håndhæve forbudet mod forsamlinger på gaden.

Men det hjalp ikke, tværtimod bredte uroen sig nu til hele bydelen. Kl. 22 sprang en bombe på Blågårds Plads. Og tyskerne skød videre.

Politikommissær Cederstrand bemærkede i sin rapport:

* De tyske soldater udviste ikke særlig hensyn under deres skydning. Brandinspektør Mønsted, der iført uniform kom kørende på motrocykel blev således på hjørnet af Nørrebrogade og Blågårdgade kl. ca. 22 beskudt fra en personvogn mrk. Mercedes Benz K 3951, uden dog at blive ramt.

Bilen blev ført af tre – fire mænd, sandsynligvis schalburgfolk, og nummerpladen var i øvrigt falsk.

Et par blev ramt på Jagtvej. Her var der også tændt en række bål. Efterhånden som brandvæsnet fik slukket bålene blev et andet tændt længere oppe af vejen. Ved halvtolvtiden var det livlig skyderi i Rantzausgade og Åboulevarden. En telefondame bliver skudt gennem halsen.

Den 27. juni på Nørrebro

Næste dag havde strejkerne spredt sig. Omkring kl. 22.30 kørte en tysk bil omkring og skød efter folk med maskingeværer i Ryesgade.

I Baggesensgade blev en kvinde dræbt og tre andre personer såret af skud affyret af en tysk patrulje. Dette skete ved 23 – tiden.

Den 28. juni på Nørrebro

Dagbladet Information kunne berette om, at der den 28. juni var optræk til ballade på Nørrebro. Tyske patruljer kørte rundt. Der var masser af bål, og ambulancerne havde travlt. Politiet anholdte flere, der var i gang med at lave bål, men da regnen kom ebbede urolighederne ud. Da tirsdag gled over i onsdag kunne regnskabet gøres op.

Tre danskere var blevet dræbt og 18 sårede.

Tyskerne gik nu med til, at spærretiden blev udskudt til kl. 23. Men nogle begivenheder fik igen befolkningen på barrikaderne.

Den 30. juni på Nørrebro

I morgenaviserne fredag den 30. juni kunne københavnerne læse, at 8 medlemmer af den berømte Hvidstens – gruppe var blevet henrettet dagen forinden. Denne begivenhed fik sporvognspersonalet til at nedlægge arbejdet. Men personalet var også blevet truet.

Kl. 10 blev togdriften indstillet. Efterhånden bredte strejken sig som en hvirvelvind.

Ved ni – tiden var der allerede mange mennesker på Nørrebrogade. Kl. 10 begyndte folk, at bygge barrikader tværs over vejen. Arbejdsvogne, sten og andet materiale blev brugt.. Røde papirflag med hammer og sejl blev fjernet af politiet. Disse blev mødt af sten. En enlig tysk soldat blev væltet ned af sin cykel, og politiet måtte hjælpe ham.

Cederstrand beretter:

* Mængden var stadig ophidset og opførte sig truende overfor politiet, idet de stormede frem. Politiet affyrede da et par skræmmeskud med det resultat, at den hujende sværm skyndsomt retirerede, men et øjeblik efter rykkede de atter fremad under højrøstet råben og skrigen.

Lederen af den 25 mand store politistyrke, overbetjent Bervil, vurderede at styrken ikke var stor nok til at fordrive bøllesværmen. Betjentene blev derfor trukket tilbage til stationen.

Ved Fælledvejens politistation står udrykningsvogne parat og politiet er nu trukket i kampuniform. En kæmpe folkemængde har tændt et stort bål omkring Kapelvej. En masse fødevare – og tobaksbutikker bliver plyndret.

Den legendariske Gunnar Nu Hansen beretter omkring kl. 14 fra Nørrebro:

* På Nørrebrogade var flaget med Hammer og Segl hejst over en væltet bil, endvidere var Dannebrog hejst, og i ledningsnettet dinglede en voksenmannequin fra den plyndrede Bryde Nielsens forretning (Buldog). Stemningen var overalt meget ophidset. Det danske politi kunne intet stille op. Når de store udrykningsvogne kom, og folk opdagede, at det var dansk politi og ikke tyskerne, der sad i bilen, blev arbejdet med at bygge barrikader genoptaget. I Stengade så jeg en politiofficer og 7 – 8 politibetjente blive ”fulgt” hjem. En mand blev overfaldet, bagefter blev der med al kraft kastet sten mod hans hoved. Han var utvivlsom dræbt på stedet. Nogle folk jeg talte med, sagde, at han var stikker.
* I Rantzausgade var der opløb uden for en slagterforretning tilhørende Trebbien. Pludselig lød der et brag. Ruderne var knust. Pludselig sprang tre fire mænd ind i forretningen og kastede spegepølser, rullepølser, leverpølser og kødpølser ud til folk. Forretningen blev ikke alene plyndret, den blev ødelagt.

Butikker i brand

At Buldog blev plyndret og brændt var planlagt. Det var ren og skær sabotage. Man kaldte varehuset for en Nazirede.

Mange tusinder af kroner gik op i lys lue. Politiet kæmpede for at rede, hvad redes kunne. Men måtte opgive, da Schalburgfolk fra biler skød mod mængden. Her dræbtes 5 mennesker.

Voksmannequiner blev klædt af og fik malet hagekors på det, folkevittigheden drastisk kaldte de militære områder.

Flere butikker på Nørrebro blev udsat for brand og plyndringer. Det var dem, der arbejdede for tyskerne. Kl. 17 var der brand i Palsbøls Konfektionsfabrik i Stengade 38 og en halv time senere brand i Lysdahls Konfektionsfabrik, Korsgade 16. Begge firmaer syede uniformer til Værnemagten.

Senere gik det ud over skotøjsfabrikken Stjernesko, Nørrebrogade 56. Også her skød Schalburgere.

Tyskerne opstillede kanoner, der kunne skyde ned af Nørrebrogade. En masse dræbte og sårede blev resultatet. Vidner beretter om 12 – 20 dræbte og sårede.

Familie udslettet ved Solitudevej

Et vidne beretter følgende

* Henne i butiksdøren til en chokoladeforretning i Nørrebrogade lå en kvæstet dame. Der stod en CB’er og nogle enkelte andre ved hende. På vejen lå hendes cykel sprængt i 3 dele. Det var en familie, der netop kørte over Nørrebrogade fra Møllegade til Solitudevej, da det skete. Drengen lå i en opgang. Der lå mange rundt omkring i opgange og sidegader.

Vilde skud mod ”pøblen”

Cederstrand rapporterede:

* Kl. 19.25 flere personer såret ved skydning med en tysk maskinkanon på Nørrebros Runddel. Ved politiets tilstedekomst var flere ambulancer og sanitetsvogne tilstede, en lille dreng, der var såret i venstre ben, førtes i politiets transportvogn til hospitalet.

På hjørnet af Griffenfeldsgade og Nørrebrogade skød det tyske politi fra Gernersgadevagten en og sårede to.

Men der var endnu ikke ro på Nørrebro

Cederstrand beretter:

* Der var i de følgende timer stadig stærk røre i kredsen, og pøbelen øvede hærværk og plyndring her og der. Tyskerne kørte idelig rundt i gaderne og skød stærkt – navnlig i kvarteret omkring Griffenfeldtsgade. Kredsens udsendte civilpatruljer berettede, at der hyppigt lød skrig og råb fra sårede personer, og politimændene måtte gentagende gange søge dækning for ikke at blive ramt af kuglerne, som for pibende og hvislende gennem gaderne.

Mange af københavnerne søgte tilflugt i kolonihaver eller bekendte ude for byen.

Den 1. juli på Nørrebro

Lørdag morgen – den 1. juli, var der stilhed på Nørrebro. Måske var det for stille.

Allerede kl. 6.20 var tyske patruljer i aktion på Nørrebro. Almindelige forbipasserende blev holdt op af tyske soldater og tvunget til at fjerne de barrikader, som var blevet bygget om fredagen.

Under sammenstød mellem danskere og de tyske soldater blev en mand skudt og dræbt ud for nr. 182.

Helten blev myrdet på åben gade

På Fælledvej tilbyder Edmund Holmgodt Jensen, nogle unge kvinder at hente mælk til deres småbørn. De tør ikke selv. De står i porten til Fælledvej 15, hvor de i lighed med Jensen, boede. De skulle have krydset gaden, for at hente mælken på det kommunale udleveringssted, Fælledvej 12.

Cederstrand fortæller

* Han bragte straks denne ædelmodige beslutning til udførelse og gik rask tværs over gaden, men ankommet til porten i nr. 12, blev han indhentet af en tysk soldat, der skød ham ned med sin pistol, så han segnede død om i porten.

Flere tilfældigt forbipasserende blev såret af tyskernes kugler, bl.a. en uniformeret brandmester på vej hjem fra endt tjeneste på Fælledvejens Brandstation.

En mand blev ramt af et projektil, således at hans underansigt fuldstændig blev afrevet.

Kanon dræber uskyldigt offer

Senere opstillede tyskerne en kanon for enden af Smedegade. Løbet pegede mod beboelsesejendommen, Thorupsgade 15, og da kanonen blev affyret, sprængte projektilet et stort hul i ejendommens facade og dræbte en beboer, fru Anna Holm, som boede på 2. sal.

I løbet af formiddagen havde tyskerne opstillet kanoner på blandt andet Nørrebrogade, Sct. Hans Torv og Blågårdsgade. Samtidig kørte sværtbevæbnede militærpatruljer skydende gennem Nørrebro.

Cederstrand brugte ikke mere så afdæmpende ord:

* Skydningen, der påbegyndtes i de første formiddagstimer, måtte efter danske begreber karakteriseres som meget hensynsløs…

Nørrebro – en krigsskueplads

Denne lørdag lignede Nørrebro en krigsskueplads. Et stykke oppe af Tagensvej var gaden spærret med barrikader fremstillet af et væltet arbejdsskur, brædder, cykelstativer, fortovsfliser m.m. På vejen ind ad Tagensvej sås rester af talrige gadebål.

På Fælledvej og på Nørrebrogade var der mange mennesker, men dog lidt spredt, da de havde opdaget, at tyskerne fyrede løs på dem, lige så snart, der var mere end fem forsamlet.

Fra Blågårdsgade var der livlig skydning om eftermiddagen. . Der røg endnu fra Buldogs varehus.

Ved Dronning Louises Bro var situationen ikke hyggelig, geværsalverne knitrede hele tiden. En tysk patrulje på lastbil holdt i skyggen af træerne på Nørre Søgade.

Overalt var brostenene brudt op, og nogle af de små sidegader var helt endevendt og gennemgravet af dybe løbegrave, der forhindrede al form for trafik. Palsbøl Skrædderfirma i Stengade var fuldstændig ødelagt af brand. En masse tyske uniformer var slæbt ud på vejen, hvor de var nedtrampet og revet i stumper og stykker af den rasende befolkning.

Protes mod overmagten

Forfatteren Martin A. Hansen, der dengang boede i Brønshøj sagde blandt andet:

* Jeg tror, man tør sige, at København i disse dage gennemlever sin fortids store øjeblikke, da den rejste sig mod overmagten på trods af al fornuft.

Militær undtagelsestilstand

Klokken 12 skred tyskerne til, at indføre militær undtagelsestilstand. Det betød at enhver forsamling, der bestod af mere end fem personer var forbudt i gader, stræder, på veje og pladser. Den tyske værnemagt har ordre til at skyde på enhver forsamling uden advarsel. Efter klokken 23 ville der også blive skudt på enkeltpersoner.

Al trafik ind og ud af Storkøbenhavn var ligeledes forbudt.

Begrundelsen for dette var, at den tyske værnemagt mente, at en stor del af den ”københavnske befolkning af ansvarsløse elementer” havde ladet sig bevæge til opsætsighed mod de anvisninger den rigsbefuldmægtigede.

Aktionen blev kaldt Operation Monsun.

Tyskerne havde forinden skudt løs, nu var det bare kommet på skrift.

Nye optøjer på Nørrebro

Men dette holdt ikke Nørrebro – borgerne tilbage.

Således beretter Cederstrand:

* Lidt over middag var pøblen, trods Værnemagtens blodige og hårdhændede indsats, vågnet til nye udskejelser og forbrydelser og dristede sig nu ud på gaden.

* kl. 13 meldtes der om plyndring og hærværk i Buldogs blomsterforretning på hjørnet af Dossereingen og Nørrebrogade. Da stationen ikke havde tilstrækkelig personale til at bremse uvæsenet, blev 2 udrykningsafdelinger rekvireret fra hovedstationen. Forinden styrkens ankomst kom et tysk kommando kørende til og bortjagede mængden ved skydning, og udrykningsholdet kørte derefter hjem igen uden at være kommet i funktion.

* kl. 15.15 meldes om plyndring af Buldogs Café, Nørrebrogade 1. Stationen sendte personale til stedet, og en udrykningsafdeling fra Politigården kom til assistance. Ved politiets resolutte indsats blev der anholdt 12 personer for plyndring, og man fik her bevis for, at det ikke var udelukkende pøbel, der var til stede. En stor del af publikum udviste harme over for plyndringen og var politiet behjælpelig med at indfange synderne. Efter oplysning på stedet, havde mængden endog kastet 2 tyvagtige kvinder i søen og givet dem en dukkert før politiets ankomst. Omtrent samtidig meldtes til opdagerne om hærværk og tyveri i Cykelforretningen, Korsgade 7.

* Kl. 16 – Hærværk og tyveri i Bagerforretningen, Wesselgade 2, 2 personer blev anholdt.

Der var skærende kontraster i den oprørske by, for mens der lød skud omkring Blågårdsgade, lå tusinder af mennesker langs søerne og tog solbad.

Frihedsrådet stiller krav

Frihedsrådet opfordrede til at Folkestrejken, skulle fortsætte og stillede følgende krav til den tyske værnemagt:

1. Schalburgkorpset må fjernes fra landet
2. Den faktiske undtagelsestilstand (spærretid m.v.) må ophæves
3. Byens tilførselsveje må åbnes, og forsyningen med vand, gas og elektricitet må genoptages.
4. Der må ikke foretages repressalier af nogen art i anledningen af Folkestrejken.

Mellem klokken 18 og 19 meldes om voldsomt skyderi på Nørrebro. Det var tyskerne, der skød med de kanoner, der var opstillet på Dronning Louises bro.

Den sørgelige opgørelse for det samlede antal dræbte danskere fredag og lørdag var opgjort til 51, mens 300 mennesker var sårede.

Den 2. juli på Nørrebro

Nørrebro borgerne vågnede op til en pragtfuld søndag. Straks fra morgenstunden var der ret livligt på gaderne. Folk var optaget af at skaffe morgenbrød, mælk og drikkevand. Der var flere steder, blandt andet ved bagerforretningerne lange køer. Fra stationen var der udsendt flere poster, der skulle holde øje med disse køer.

Tyske militærpatruljer passerede jævnlig disse forretninger, men trods 6 mands forbudet skred de ikke ind overfor de opstillede køer.

Der var oprettet folkekøkkener i Møllegade og Sct. Hans Skole. Her skete der dog ikke nogen skyderier. Men det gjorde det ud for Bispebjerg Hospital, hvor man kunne afhente børnemælk

Ud for Elmegade blev folk advaret om, at man ville skyde, såfremt køen ikke blev opløst.. Politiet ordnede dette ved at arrangere, at fødevarerne blev udleveret fra gårdsiden.

Cederstrand fortæller:

* kl. 17.30 passerede en lastmotorvogn med schalburgfolk hjørnet af Nørrebrogade og Fælledvej. Her gav de sig uden mindste anledning til at skyde på folk, ganske tilfældigt forbipasserende, hvoraf flere blev ramt. Bl.a. fik rpb. 3240 Andersen, som i uniform havde tjeneste på Nørrebrogade et strejfskud i venstre hånd, ligesom han ved et deraf følgende fald på gaden kvæstede sit ene knæ. Det skal bemærkes, at politiets højttalervogn på nævnte tidspunkt holdt på Nørrebrogade ved Fælledvej og gav befolkningen instruktioner vedrørende næste dag, og i den anledning var der selvfølgelig mere end 5 mennesker samlet. Men da schalburgmændene således kunne se og høre anledningen, burde de have så megen konduite, at de holdt deres skydere i ro i disse ulykkesdage, som følge af spærretid og påfølgende generalstrejke, udviste disse schalburgfolk en sådan iver og ondskab i den tildelte værnemagtsassistance, at man uvilkårligt fik det indtryk at de følte en sand fornøjelse i udøvelse af denne menneskejagt.

Den 3. juli på Nørrebro

#

Om mandagen be

gyndte sporvognene igen så småt at køre. Tyske patruljer kørte stadig gennem gaderne, men undlod at skyde.

*

De hede dage havde kostet 87 dræbte og 664 sårede, en stor del af disse var fra Nørrebro.

Forfatteren, Martin A Hansen beskrev kampen således:

– 9. april tog tyskerne København med få hundrede mand. 29. august løb de hurtigt vor håndfuld soldater over ende og holdt byen nede blot ved at vise deres panservogne og maskingeværer. I julidagene 44 trodsede København, uden at gøre brug af sine skjulte våben og modstandsgrupper, tyskernes kanoner, håndgranater, geværer, panservogne, gjorde den militære overmagt illusorisk og tvang sin vilje igennem. Således endte den tredje krig om vores by.

Initiativ – gruppen for et Ungdomshus var en bevægelse for skabelse af et selvstyrende fristed for de unge på Nørrebro. Gruppen bestod hovedsagelig af unge fra punk – miljøet, Børnemagt og lidt senere unge fra det venstreorienterede miljø.

Mange besættelser

I oktober 1981 blev den nedlagte brødfabrik Rutana og lidt senere den nedlagte gummifabrik Schiønning & Arve besat. På kommunens foranledning rykkede politiet ud med tåregas og tæsk. Politiet påstod, at de havde fået en anonym opringning, men det viste sig at være en and.

Lidt anderledes gik det med Abel Catrine – stiftelsen på Vesterbro, som blev holdt i 3 måneder.

I marts 1982 Blev Musik Mekanisk Museum og nabohuset Sorte Hest på Vesterbrogade besat. I foråret 1982 blev yderligere en række tomme huse besat, beboet og navngivet Den lille Fjer og Bazooka

Tunnelen under Allotria

11. januar 1983 var Korsgade på den anden ende. Gennem flere dage have en helikopter kredset over området. Og nu pludselig var gaden omringet af 500 betjente i kampuniform. Man havde lånt kampvogne fra militæret. Rydningen af Allotria – bygningen på hjørnet af Korsgade og Stengade var begyndt. Masser af saneringsarbejdere i lånte politiuniformer var parate til at flå huset ned. Kraner, knusemaskiner og bulldozere stod i kampstilling.

Vandkanonerne var kørt i stilling.

Blikkenslager Karl Edward Jacobsen fulgte sceneriet med stor interesse, men pludselig hørte han støj inde fra værkstedet. Gulvet i hans kælder blev brudt op, og pludselig dukkede 35 bz’ere frem i lyset. De gik ud af bagdøren, gik op i en lukket lastbil og kørte ud gennem porten. Det lykkedes dem uhindret at køre forbi politiet.

Gennem flere uger havde bz’erne gravet en 13 meter lang tunnel fra kælderen i det gamle værtshus til Jacobsens værksted. Et sandt ingeniørarbejde.

Politi og politikere trætte af aktionerne

Politiet var trætte af aktionerne. De skrev et åbent brev til folketingspolitikerne.

* Vi må kræve, at de som folketingspolitikere gør deres indflydelse gældende og bringer dette vanvid til ophør.

Den socialdemokratiske politiker Bernhard Tastesen svarede:

* Der er ingen grund til at sætte de unge politibetjentes og demonstranternes liv og førlighed på spil. Der må kunne findes lidt mere intelligente metoder end dem, Københavns Politiledelse synes at bruge i øjeblikket. Københavns Kommune burde måske optræde lidt mere utraditionelt……

En alternativ livstil

De unge var op mod politikerne, boligmanglen, arbejdsløsheden og forældrene i deres parcelhuse. Befolkningen dengang op fattede bz’erne som irriterende.

At være bz’er blev nu en livsform. Hele livet drejede sig om, at få det besatte hus til at fungere i et altomfattende fællesskab. Som i Slumstormerbevægelsen i 70’erne drejede det sig om, at skabe alternative og antiautoritære bolig – og livsformer, men med respekt for den enkelte. I modsætning til det omgivne konforme og kontrollerende samfund.

Efter et par år udviklede bevægelsen sig til en egentlig politisk bevægelse, hvor en række af samfundets undertrykkelsesformer blev taget op og anvendt som grundlag for aktioner. Man deltog også i venstrefløjens aktiviteter og i kvindepolitiske aktioner.

Man tog dog afstand fra den venstrefløj, som blev opfattet som magtorienteret uden interesse for ungdommens problemer.

Et par aktioner fra den tid var Sorte Klat og Kulørte Klat.

Besættelse i Ryesgade

Den 14. september 1986 deltog 1.000 mennesker i barrikade – byggeriet til forsvar for BZ – kollektivet i Ryesgade 58. Også Ryesgade 46 var besat. Ni dage efter opgav man uden kamp.

Efter mere end tre års aktioner, sammenstød med politiet og nyttesløse forhandlinger med husets ejer Ungbo og Københavns Kommune, blev politiet sat til at rydde huset.

Politiet angreb barrikaderne de to første dage, men blev overdænget af sten.

Venstrefløjen arbejdede for en løsning, men Socialdemokratiet nægtede at acceptere bz’ernes krav om selvstyrende ungdomsboliger.

Musikeren Kim Larsen og skuespilleren Erik Clausen tilbød via deres fond Cirkus Himmelblå at købe huset og donere det til kommunen, men igen afslog overborgmester Weidekamp.

Ekstra Bladet skrev:

* En brutal hær af 300 terrorister.

BT holdt sig heller ikke tilbage, de skrev:

* Sagesløse beboere er gidsler i en af de uhyggeligste voldsdemonstrationer

Og Politiken ryddede forsiden:

* BZ’ere angreb fødeafdeling

Det endte med, at barrikaderne blev forladt den 22. september, men selv om man tabte huset i Ryesgade, betragtede mange det som en sejr. De betragtede det som om, at det var kommunen, der blev udstillet som ophavsmand til konflikten.

I februar 1990 ryddede politiet Mekanisk Musik Museum, Sorte Hest og Bauhaus, senere samme år Kapaw i Viborggade.

Ingen særrettigheder for ungdommen

– Vi ønsker, alle aldersgrupper skal integreres i de medborgerhuse, som vi har bygget otte af de sidste fem år. Jeg kan ikke se det rimelige i, at man bygger noget specielt for ungdommen. Det ville da være et mærkeligt samfund

Sådan sagde overborgmester Weidekamp

Ved sin afgang i 1989 spurgte man Weidekamp, om det var noget, han fortrød:

* Ja to ting, at vi opgav sporvognene. Og at BZ’erne fik et ungdomshus.

Et ungdomshus bliver foræret til de unge

Med lodder og trisser fik de et ungdomshus. Det var bestemt ikke fordi Socialdemokraterne var overbevist om behovet. Men Weidekamp følte sig presset. Ekstra Bladet arrangerede et fredsmøde mellem ham og BZ’erne. I får et hus, og vi får fred.

Det gik et halvt år, inden det kunne indvies. Det skete den 31. oktober. Weidekamp stillede op på Jagtvej 69, for at holde en tale. Men inden han kom så vidt, havde Ungeren sørget for, at han fik en balje vand i hovedet.

Inden saneringen blev gennemført på Indre Nørrebro stod bz’erne nærmest for boligformidlingen på Indre Nørrebro. Sammen med formidlingen fik man udleveret et brækjern. Politiet var også trætte af situationen. Vagtleder fra Bellahøj Politistation, Kurt Hansen sagde således:

* De må se at komme ud af deres lukkede kontorer og se, hvad der sker på gaderne.

Folkets hus – en realitet i 1893

De unge fik foræret Folkets Hus, Jagtvej 69.

Det blev stiftet som aktieselskab den 21. marts 1893. Det gik ikke så hurtigt med at tegne aktier. Men den 16. april 1898 kunne Folkets Hus indvies og tages i brug.

En af grundende til, at det blev bygget var, at De røde ikke bare kunne få lov til at holde møder på de bestående forsamlingshuse eller etablissementer. De var ilde set hos de borgerlige.

Handelsforeningen bruger huset

Men andre måtte gerne bruge huset. Således brugte Nørrebro Handelsforening huset meget. I 1901 holdt man et møde, med følgende punkter.

1. Organisationernes betydning
2. Smør og margarine i rabatordningen
3. Indkøbsforeningen

Senere holdt man også generalforsamlinger i huset. Og i 1912 arrangerede foreningen et lysbilledforedrag i huset om Dansk Vestindien, sponseret af Maggi – selskabet. Over 300 mødte frem.

Senere blev der afholdt mange gåse – og andespil og andre aktiviteter i Folkets Hus.

I 1910 dannede huset rammen om Den Internationale Kvindebevægelses 2. kongres. Kvinderne mødtes for at diskutere kvindernes valgret, natarbejde, børnearbejde, barselsorlov og ligeløn. Det var også her man besluttede, at den 8. marts skulle der hvert år afholdes Kvindernes internationale kampdag.

Arbejdernes hus

Men ellers var det arbejdernes hus. Her søgte man sammen og dannede kamporganisationer. Ja det var et af arbejdernes vigtigste samlingssteder. I 1918 udgik halvdelen af den store arbejdsløshedsdemonstration herfra. Man stormede senere Børsen. I 1924 overtog man også naboejendommen, men det satte økonomien over styr. Først i 1943 havde man styr på økonomien.

Det var også herfra Folkestrejken blev styret. Denne strejke kostede mange menneskeliv på Nørrebro.

Mange aktiviteter

Fra den 23. april til 1. september 1945 var tyske tropper indkvarteret i huset.

I 50’erne var der boksestævner og afdansningsballer i huset. Og mange har været til juletræsfest i huset.

I 1963 blev huset renoveret, og man forsøgte at sælge det. Brugsen købte ejendommen, og ville oprette et supermarked, men blandt andet Nørrebro Handelsforening gik ind og protesterede. Man henviste til den historiske betydning, huset havde.

Folkemusikensemblet Tingluti overtog huset, men midt i en juleferie sprang et vandrør. Det var mere end, hvad økonomien kunne bære. Københavns Kommune købte huset for 700.000 kr.

Som skrevet blev Folkets Hus til Ungdomshuset den 15.10.1981.

De næste 10 år gik med at huse møder, startede demonstrationer, indrette folkekøkken og arrangere koncerter.

Ballade den 9. april 1983

Efter en bz – demonstration den 9. april 1983 flød bægeret over for Nørrebro Handelsforening. Balladen fortsatte på Nørrebro. Med direkte adresse til Ungdomshuset skrev man en presseinfo:

Detailhandlende på Nørrebro kan under ingen omstændigheder tolerere de metoder, som de unge tager i anvendelse for at markere deres synspunkter. Vi vil ikke længere være passive tilskuer til at en gruppe voldelige unge ødelægger vores kvarter, og gør det livsfarligt at færdes i, for kvarterets beboere.

I november 1984 stormer politiet Ungdomshuset, og anholder unge for et butikstyveri på 40 flasker whisky.

I oktober 1989, besøger et medlem af den nedlagte tyske Rote Arme Fraktion Ungdomshuset.

Brosten gennem vinduet

I 1993 smed autonome en sten gennem vinduet til McDonalds på Runddelen, kun få centimeter fra forskrækkede kunder. Gerningsmændene flygtede ind i Ungdomshuset. Politiet kom, optog rapport, og derefter skete der ikke noget.

Handelsforeningen inviterede på middag og øl, og forklarede, at dette ville man ikke finde sig i.

Ingen kaffe i Ungdomshuset

I terrornatten den 8. – 9. november 1999 fik detailhandelen ødelagt værdier for millioner af kroner. Formanden for Nørrebro Handelsforening var sikker på, at det var de autonome, der stod bag. Det blev afvist af både de unge og leder af Indre Nørrebro Bydelsråd, Jesper Langebæk.

Den forklaring troede formanden for Nørrebro handelsforening, Johnny Beyer dog ikke på. Sammen med en journalist fra BT opsøgte han Ungdomshuset. Men de blev ikke budt på kaffe.

To nætter efter dette besøg blev også Johnny Beyers malerbutik raseret.

På et efterfølgende møde på Blågårds Plads blev Johnny Beyer truet af folkevalgte politikere. Såfremt han gav udtryk for skeptiske ting over for Ungdomshuset ville det ske ting og sager.

I januar 1996 raserede en brand en del af bygningens indre.

Huset bliver sat til salg

I april 1997 indgår Ungdomshuset en formel lejeaftale med Københavns Kommune. Aftalen kan hæves med 3 måneders varsel..

I 1999 valgte Borgerrepræsentationen pludselig at sætte Ungdomshuset til salg. Et bud fra Faderhuset blev afvist som useriøst. Kort tid efter kom et bud fra Human A/S på 2, 6 millioner kroner. dette selskab blev overtaget af Faderhuset.

I kan få huset for 1 krone

Nørrebro Handelsforening havde i en periode mange gode samtaler med overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. Ved en af disse samtaler blev foreningen tilbudt Ungdomshuset for en krone.

Handelsforeningens ide var at reorganisere strukturen og lave en bestyrelse, der skulle forestå den daglige drift. På et bestyrelsesmøde den 13. juli 2000 drøftede handelsforeningens bestyrelse mulighederne, og tog forbindelse til brugerne af ungdomshuset.

Forslaget blev dog blankt afvist. Foreningen fik kolde fødder, da der ikke var opbakning fra brugerne.

16. november 2000 – salg vedtaget

Selve salget af Ungdomshuset blev vedtaget den 16. november 2000 kl. 22.10.. 38 stemmer for (S, V, DF, K, R, FK og CD) og 15 stemmer imod (SF, EL og SOL)

Æggehovede autonome

I 2002 smed autonome æg på statsministeren. Det fik Johnny Beyer til at fare i flint. Han kaldte overfaldsmændene for æggehovedede autonome i et læserbrev i Jyllands Posten.. desuden opfordrede han til, at man burde rydde den autonome terrorrede i Ungdomshuset.

Et ændret syn på de unge

I mellemtiden oprettede handelsforeningen en budtjeneste for de ældre, og her blev ansat en del unge, der også kom i Ungdomshuset. Det var sociale og venlige mennesker. Dette forhold fik handelsforeningen til at ændre sit syn på Ungdomshuset.

Desværre opsagde kommunen aftalen med budtjenesten. Kontraktbrud er ikke noget kun de unge kender til.

Masser af bål og brand

Den 16. december 2006 var der igen ballade på Nørrebro. 3o butikker og restauranter led skade. Nørrebro Handelsforening truede med at sende regningen videre til politikerne på Københavns Rådhus.

Den 1. marts 2007 var det ikke TV2 News helikopter beboerne hørte over Nørrebro. Det var terrorkorpset, der indtog Ungdomshuset. Atter engang var der bål og brand på Nørrebro.

Straks derefter begyndte nedrivningen. Gader blev spærret af, og detailhandelen mistede millioner i tabt omsætning. Og mange butikker måtte igen skifte vinduer.

Nørrebro Handelsforening havde advaret mod urolighederne, men de følte ikke, at politikerne havde lyttet til dem.

De unge fastholdt deres 4 krav til et nyt ungdomshus. Det væsentlige var, at huset skulle ligge på Nørrebro, og at det var Københavns Kommune, der skulle give dem huset.

Stevnsgade var i spil, men de unge var ikke velkommen, og de unge ville ikke modtage huset som en gave fra Fonden Jagtvej 69.

Og regningen. For oprydning, politiindsatsen, fængselsophold og udgifter til retten cirka 17 millioner kroner.

Plads til magfoldighed

Nørrebro er et sted for alle mennesker, lige fra dem med høje indkomster, fra ringe i næsen til slør over det hele. Mangfoldighed er et godt ord, et kodeord for Nørrebro. Man kan købe alt på Nørrebrogade – undtagen en Bentley.

Der burde selvfølgelig også være plads til et Ungdomshus. Til den gruppe, der nødvendigvis ikke går i korte bukser og spiller fodbold.

Handelsforeningens rolle

På et tidspunkt henvendte de unge sig, fordi de godt ville have handelsforeningen som mægler, men foreningen havde ikke noget at tilbyde, opbakningen manglede også fra politisk side.

Foreningen tilbød at være administrator for en indsamling, der foregår, og som skal støtte de uskyldige ofre i ødelæggelserne på Nørrebro.

Som det kan ses på denne artikel, gentager historien sig. Man bygger ikke på erfaringerne.

Læs mere

Læs meget mere på ww.norrebro.dk Her ligger mindst 14 artikler om Ungdomshuset.

Nye skinner larmer ikke
På generalforsamlingen i Nørrebro Sporvognsselskab blev det meddelt, at man gik over til et nyt sporvejssystem. I stedet for træ underlag, skulle man gå over til metal underlag. Vognene ville så have lettere ved at komme frem, og ville ikke larme så meget.

Cirkus på Nørrebro i 1885
I 1885 har Albert Schumanns cirkus opslået sit store cirkustelt i Store Ravnsborg Have. Den unge direktør, der fornyelig forlod sit fars selskab på grund af gage – uenighed, har renome’ som en af Europas bedste hestedressører.

Et mærkeligt køretøj (1886)
Over i Hammels Gård, Nørrebrogade 38, havde værkfører Urban Johansen fra Hammels Maskinfabrik lavet en vogn, som kan køre helt uden heste.
Den gør en stor stærk spektakel. Det mærkelige køretøj uden heste, skulle være set på gaden, og det skal være meningen, at Hr. Johansen skal køre Hr. Hammel helt ud til Skovshoved, hvor han bor, hvis de kan komme så langt.

Kvaksalveri på Fælleden (1889)
Næsten 2.000 mennesker var mødt op på Nørrefælled i går. Hr. Huth indledte med den ved håndspålæggelse fremkaldte varmefornemmelses indflydelse. Derefter talte magnetisør Nielsen om magnetismen som den moderne magnetisme og krævede den urimelige kvaksalverlov ophævet.
Bruhn påviste, at læger, der gav forkert medicin, er en værre kvaksalver end den mand, der helbreder ved håndspålæggelse og strygning.
Alle de forsamlede var enige om, at kvaksalverloven skulle afskaffes.

Nødtørftsanstalter på Nørrebro
På Nørrebro var der en stor produktion af Nødtørftsanstalter. Berlingske Tidende skrev:
Vore hjemmedanske nødtørftsanstalters indretninger er de hæsligste udklædningsanstalter for alskens smittebærende bakterier, og selv om de ildelugtende luftarter ikke er smittebærende gør de mennesker modtagelige for smitte, og bevirker hovedpine, mangel på madlyst og nervøse fornemmelser.

Kongeligt besøg – med hund (1893)
Prinsesse Marie ledsaget af sin hund Spids besøgte i går Samaritanerne i Ravnsborg Tværgade. Hun udtrykte glæde over det store arbejde, man gjorde for de fattige.

Kæmpe sneplov fra Nørrebro
En mægtig sneplov som direktionen fra Kiev – Odessa banen i Rusland har bestilt hos Firmaet Smith og Mygind er endelig færdig, og transporteret til Nørrebro Jernbanestation, var en stor begivenhed for befolkningen.

Første el – sporvogne på Nørrebro (1897)
De første el – sporvogne er indsat. Man kører for 5 øre fra Kongens Nytorv til Kappelvejen. Indvendig er prisen 10 øre.

Tragisk ulykke (9. april 1897)
I går krævede det elektriske, det første dødsoffer. En 6 – årig dreng, Ole Jensen, søn af detailhandler Jensen, Slotsgade, ville ligesom de store drenge, hænge på den elektriske sporvogn.
Han havde sat sig på det påhængsapparat, der er anbragt foran på sporvognen, men vognstyreren havde ikke observeret ham. I det øjeblik, da vognen passerede Gothersgade krydset ved Frederiksborggade, skete ulykken. Drengen kom under vognen, der kørte helt over ham, og formentlig skar ham midt over.

Parcelbroen var oppe (1897)
Den gamle Ladegårdså er blevet overdækket, og så bliver det vanskeligt at anbringe den gamle vittighed Parcelbroen var oppe, når toget var forsinket. Nu kan man spadsere på Ladegårdsåen, der er omdannet til Boulevard. I Borgernes Råd var man uenige om, hvad man skulle kalde barnet – for Gyldenløvs Boulevard eller Ladegårds Boulevard. Hermann Trier foreslog Aaboulevarden, og det vedtog man.

Kystbanetog over Nørrebro (11. juni 1897)
Toget bestod af et let lokomotiv, et par salonvogne4 og en pakvogn. Kl. 11 om formiddagen afgik det fra Hovedbanegården over Nørrebro, ad Frihavnen til Østbanegården. Herfra afgik toget kl. 1. Klokken 4 ankom det til Helsingør.

Klokkespillet (Januar 1898)
Politidirektøren har med stædighed holdt fast i en ide med klokkespil på sporvognene, fordi folk går og sover på gaden, og lader sig påkøre. Langs Nørrebrogade, er det utålelig kimen, der truer med at ødelægge folks nerver. Det lyder som en lille kirkeklokke.
Efter talrige klager, har politidirektøren så besluttet i stedet at anbringe en kraftig bjælde mellem hjulene. Men det var aviserne også utilfredse med.
Hvad skal det til for? Akkumulatorvognene larmer jo i forvejen et rædsomt spektakel, når de tuder hen over skinnerne, så at ingen med sine fem sanser i behold, kan undgå at høre dem i lang afstand.

Hvor er stoppestedet? (11. marts 1900)
I går begyndte man på Nørrebros elektriske sporvogsnsrute, at anvende faste stoppesteder. Det vakte i første omgang forvirring hos publikum, at sporvognene kun holdt ved permanente stoppesteder.
Passagererne stod og vinkede med spadserestokke m.m. De ville have sporvognen til at stoppe, men den forsvandt bare i rasende fart, efterladende truende og narrede passagerer.

Præsten blev frikendt (1903)
Pastor Ifersen fra Hellig Korskirken nægter at vie murersvend August Jensen og hans kæreste. Murersvenden har været gift før, og det strider mod pastorens samvittighed, at vie ham.
Men mureren går videre til kirkeministeren, der mobiliserer biskoppen.
Pastoren bliver idømt 200 kr. i bøde eller 20 dages hæfte. Han appellerer dog til Højesteret, og til alles overraskelse bliver han frikendt.
Og murersvenden, ja han må finde sig en anden præst.

Det første træ i Fælledparken (28. april 1909)
I al stilfærdighed plantede borgmester Jensen i går det første træ i Fælledparken. Borgmesteren kom kørende på sin cykel, netop som regnen brød ud i stride strømme.
Efter at have kastet muld på det første træ, udtalte Borgmester Jensen håbet om Fælledparkens trivsel, hvorpå han satte sig op på sin cykel og kørte bort. Højtideligheden var forbi.

Fodbold ved Tagensvej (14.maj 1911)
7.000 mennesker overværede Englænder – fodboldkampen i søndags på banen ved Tagensvej. Kampens resultat blev 1 – 1.

Liget i Ladegården (18. august 1913)
Et stort og uhyggeligt sparekasserøveri fandt sted kl. 3 om eftermiddagen i Sparekassen for København på adressen Østerbrogade 120. Fuldmægtig Leudersdorff og assistent Schikel blev bagbundet. Udbyttet blev 9.000 kr.
(30. august 1913)
Efter 14 dages efterforskning, finder man ud af, at gerningsmændene er Lindorf Larsen og en tysker, maskinsmed Gütting. Politiet kom på sporet, fordi de to brugte usædvanlig mange penge på letlevende damer.
( 1.september)
Klokken 7 søndag morgen, sad en ung mand og fiskede i Ladegårdsåen, og opdagede pludselig et lig i vandet.
Han tilkaldte en betjent, og ved fælles hjælp fik de bjerget liget i land. Det viste sig at være Lindorf Larsen. Allerede lørdag aften var han kravlet ud i åen, og havde skudt sig en kugle for panden, lige over øjet.

Konflikten mellem teaterdirektøren og blikkenslageren (22. juli 1916)
På grund af en konflikt mellem teater ejer Larsen, nægter blikkenslager Sonne adgang til sot værksted i de timer revyen går over Nørrebro – scenen. Brandvæsnet fordrer imidlertid at komme ind hos hr. Sonne i kælderen, og sprængte i forgårs aftes døren til værkstedet.
Brandvæsnet forsøgte i aftes forgæves at forcere døren, og da det ikke lykkedes, søgte man assistance hos en smed.
Tusinder af mennesker overværede episoden, og politiet måtte trække stavene i Ravnsborggade.
Man kom til fordragelighed. Hr. Sonne får 3.000 kr. af teaterdirektøren for i 14 dage, at fraflytte den omtalte kælder.

Nye skulpturer på Blågårds Plads (25. juli 1916)
I går morges rullede den ene store vogn efter den anden ind på Blågårds plads med billedhugger Kaj Nielsens store granitfigurer. Hundredvis af børn så til, og de voksne diskuterede, hvad figurerne skulle forestille.

Kaos på Nørrebro – ingen sprut (2. marts)
Enhver handlende, beværter, gæstgiver og så videre, der ligger inde med spiritusbeholdninger skal allerede i dag til morgen inden kl. 9 afgive beretning om beholdningens størrelse. Overtrædelse af spiritusforbuddet straffes med bøder indtil 10.000 kr. eller fængsel.
Denne melding skabte kaos på Nørrebro. Inden forbuddet trådte i kraft, hamstrede bydelens befolkning på livet løs.
Afholdsselskabernes Landsforbund proklamerede, at forbuddet skulle være permanent.
(24. marts)
Det midlertidige spiritusforbud ophævedes, men spritten var blevet meget dyr
Taffelakvavit 2 kr. 40 øre
Whisky 9 kr.
Cognac 12 – 14 kr.

Den spanske syge kræver mange ofre på Nørrebro (1918)
Behjertede mennesker er i gang med et højst fornødent hjælpearbejde. Dr. Schjæfer på Nørrebro erklærede i aftes, at mange steder ligger hele familien syg, og har ingen til at hjælpe sig. Det er gader på Nørrebro, hvor husene fra kælder til kvist er fyldt med syge mennesker.
Et sted fandt lægen i går en familie, hvor mand, kone og tre børn lå syge. Ved siden af dem lå det fjerde barn – dødt.
En værkfører på Nørrebro har på fire dage mistet sine tre døtre på grund af den spanske syge.
(4. november 1918)
Aldrig siden koleraepidemiens dage har der været så mange begravelser i København på en dag. I går stod der 58 kister i Assitens Kirkegårds Kapel. Begravelserne begyndte kl. 8.30 og varede til kl. 4 i eftermiddags.
De sidste 10 – 12 dage har der været 300 begravelser fra Assitens.

Verdensudstilling på søerne (1924)
I 1924 fremkom der en fantastisk ide om, at lave en verdensudstilling på søerne. Midterpartierne af søerne skulle omdannes til haller. Der skulle laves kanaler og landingspladser til vandfly. Man skulle kunne vandre over søerne fra Østerbro til Vesterbro.
Der var ikke nødvendigt med betonfundamenter, det hele skulle laves af træ.
Borgmester Jensen var med på ideen, men Nationalbankdirektøren, Det Kongelige Landhusholdningsselskab og Håndværkerforeningen var imod. Så det hele blev ikke til noget.

Første automatiske færdselssignal tages i brug (24. november 1928)
I løbet af eftermiddagen i går blev byens første elektriske og automatiske færdselssignal installeret på Nørrebrogade.
Efter al sandsynlighed vil det allerede i dag træde i funktion og københavnerne vil med spænding imødese, hvordan det virker. Senere følger færdselssignaler ved alle større krydsningssteder.

Revyen for 150. gang (28.oktober 1929)
PH – revyen ”på hodet” gik i aftes for 150. gang over Nørrebros teaters scene. Som alle de 149 gange forud, var det Oswald Helmuth, der tog broderparten af bifaldet med PH – visen ”Ølhunden glammer”.

Nørrebros teater nedbrændt (15. december 1931)
Nørrebros teater er nedbrændt. Direktør Frische stod i nat og kiggede på flammernes ødelæggelsesværk. Det er frygteligt, det er en katastrofe, sagde han. At se sit gamle teater gå op i luer, til og med midt i sæsonen. Hvilken ulykke for os alle, der er knyttet til det.
Direktøren fortalte videre, at teateret for 8 dage siden blev solgt til slagtermester Riis for 448.000 kr. kr.
Så vidt vides er det brandforsikret for 375.000 kr. Til dette kommer tabet af lejeindtægten, der er på 50.000 kr. årligt

Nyt teater indviet (8. september 1932)
I aften indviedes det nye Nørrebros teater med festtale af statsminister Stauning. Der var almindelig glæde over det nye moderne teater. Johannes Meyer, der er teatrets direktør, åbnede med en operette – revy ”De to slips”. Der var feststemning i teatret, der var fyldt til sidste plads af kendte københavnere.

Slaget på Fælleden (19. april 1934)
Kommunister og strejkende søfolk lavede i går ballade i fælledparken. Mødet startede klokken 7, selv om det var blevet forbudt. Men en stor menneskemængde havde forsamlet sig.
Da talerne begyndte at udfolde sig, huggede det ridende politi til. Angrebet mødtes med modangreb.
200 kommunister rykkede frem og bombarderede det ridende politi med sten. Et par betjente blev såret. Hestene blev bange, og et øjeblik så det galt ud.
Men så kom politiassistent Tværmoes med et halvt hundrede mand til slagmarken.
Betjentene havde smurt stavene ind i grøn sæbe, for at urostifterne ikke skulle få fat i dem. Det udviklede sig til et regulært slag og til sidst blev kommunisterne slået på flugt.
På kommunisternes kontor i Blågårdsgade og Arbejderbladets redaktion arresteres de kommunistiske folketingsmedlemmer, Axel Larsen og Munch – Petersen.

Slaget på Blågårds Plads (30.september 1935)
I går mødtes de politiske partier på Blågårds Plads. Det var Konservativ Ungdom, der havde arrangeret mødet. Mødestedet er bekendt for at være modstandernes faste forsamlingssted, så man var forberedt på uro.
Højrepartiets ledere, Christmas Møller og Pürchel var blandt talerne.
Politiet havde i forvejen ryddet pladsen for kommunister, og under selve talerne var det nogenlunde ro. Til gengæld demonstrerede ungdommen i pladsens omegn, og da KU’erne marcherede hjemad, brød kampen ud.
Der var over 200 betjente til stede i uniform, og en del i civil. Under mødet var det ikke til at tage fejl af, hvor KU’erne befandt sig. I mange af Blågårds Plads vinduer truede beboerne med knyttede næver ad mødets deltagere, og de røde flag vajede overalt.
Fra Todesgade forsøgte en større trop, at trænge ind på pladsen, men det kom de ikke godt fra. Politiet trak kniplerne, og så var denne manøvre stoppet.
5 mand, 1 kvinde og 10 cykler lå i et bundt på brostenene. Skruebolte indsvøbt i papir blev kastet mod højttalerne, og der blev affyret skræmmeskud.
Da mødet var slut, marcherede KU’erne ned ad Blågårdsgade mod Nørrebro. I spidsen var udrykningsvogne og ridende politi.
Under denne manøvre foretog kommunisterne et sideangreb fra Baggesensgade. Det skete netop, da generaldirektør Purxchel og hans søn passerede forbi. Det udviklede sig til et kraftig håndgemæng. Under dette blev Hr. Pürschel slået omkuld og ilde tilredt med stokkeslag og anden mishandling.
Voldsmanden blev anholdt.
I nærheden af Dronning Louises Bro angreb kommunisterne igen og søgte at erobre KU’ernes store dannebrogsflag.
Denne manøvre var lige ved at lykkes, men politiet kom til, og slog angrebet tilbage. Under denne skærmydsel kom to mennesker til skade.
En KU’er blev slynget til jorden af en kommunist, og pådrog sig kvæstelser i baghovedet. Inden politiet ryddede gaden, besvimede en dame. Begge måtte i ambulancer bringes til hospitalet.

Loven fra 1866 kunne idømme kvinder, der fik provokeret abort helt op til 8 års straffearbejde i de såkaldte forbedringshuse.

Livsvarigt fængsel
Fra 1879 risikerede kvinder, der fødte i dølgsmål, at få livsvarigt fængsel.
Hvis ens forældre ikke kunne eller ville hjælpe, når man fødte uden for ægteskab, ja så måtte man gå til sognerådet, der så ofte anbragte hende og barnet på fattiggården.
Og pigen kom i forhør.

– Hvor var samlejet foregået?
– Hvem var man sammen med?
– Hvordan foregik det?

Fattighjælp
Det kunne jo være, at Sognerådet kunne inddrive nogle af de penge, de skulle punge ud, hos faderen.
I øvrigt måtte modtagere af fattighjælp ikke gifte sig.
Fattighjælpen bandt ofte modtageren hele livet. Hjælpen var et lån. Sognerådene havde vide beføjelser til at inddrive disse. De måtte sælge fattiglemmers ejendele, splitte familien og sende forældre og børn i tjeneste.

Ofte gav man tilskud til udvandring, da børn mellem fattiglemmer ofte førte til flere udgifter for sognerådene.

Skudsmålsbogen
Når ungepiger søgte tjeneste, forgik det ofte på de såkaldte folkemarkeder, det foregik enten til forår og efterår. Skudsmålsbogen havde de i hånden. Bønderne så på pigerne og skudsmålsbogen, og pruttede om lønnen.
Denne bog blev indført ved lov i 1854. Den kom til at betyde meget for 250.000 borgere. Heri skulle sognepræsten anføre, hvornår man ankom, og hvornår man rejste fra sognet.
Hvis bogen blev væk, blev det dyrt. Så skulle man betale mellem 10 og 40 kroner i bøde. En årsløn var mellem 80 og 150 kroner.

§ 27 i bogen gav husbonden ret til at prygle sit kvindelige tyende indtil det 16. år, og sit mandlige tyende indtil det 18. år.

Horeunger
Mange gårdmænd betragtede det som deres ret til at forlyste sig med tjenestepigerne.
På landsplan blev 10 % af alle børn født uden for ægteskabet. Det var de såkaldte horeunger..

I Den danske Familieret fra 1882 hedder det sig, at uægte børn, som en gift eller ugift mand har avlet af en mand eller en kvinde, der begge er gift med andre, har avlet en frille.
Horeunger, avlet af en mand og en kvinde, der begge er gift med andre, samt bigami – børn, blodskams – børn og voldtægtsbørn, alle juridisk sidestilles med horeunger.
Uægte børn blev ikke anset for at være i familie med faderen. Moderen havde automatisk forældremyndigheden og forsørgerpligten.

Horeunger var helt og aldeles familieløse. Det skete ikke så sjældent, at optegnelserne i skudsmålsbogen pludselig ophørte. Grunden var horeunger.

Enepiger i København
Begrebet enepige dækkede over dem, der gjorde tjeneste hos de herskabelige familier i København. Det dækkede over en blanding af kogekone, stuepige, rengøringskone og børnepasser.
Det var arbejdsdag fra klokken 6 til langt ud på aftenen.
Friheden var hver anden søndag eftermiddag. Men netop om søndagen spillede masser af byens restauranter op til dans.
Pigerne sov ofte på sofaen i stuen, det var altid bedre end et uopvarmet kammer.

Ikke godt for borgerskabet
En generation tilbage var det almindeligt at have tre eller fire tjenestepiger ansat. Man skulle helst også have en gårdskarl til at passe vogne og heste.
I nogle kredse blev det betragtet som fornemt, hvis pigen var ansat i en familiær stilling og kunne kalde sig frøkenpige. Selv om arbejdet var det samme som en tjenestepiges, så indskrænkede betalingen sig til kost og logi plus en smule lommepenge.

Formelt var det herren i huset, der var arbejdsgiver, men i praksis var det husfruen, der var øverste myndighed. En frue, der ikke havde styr på sit tyende, var der ingen respekt for.. Den unge pige var antaget for at lære at arbejde, således at hun kunne blive en ansvarlig husmoder. Det nyttede ikke, at aftenerne gik til pjank og fjas. Arbejdstiden talte man ikke om, der var altid opgaver at løse.

Det var en katastrofe for borgerskabet, at Københavns Tjenstepigeforening i 1899 pludselig begyndte at stille krav om en hel times pause dagligt plus ekstra betaling for natarbejde. En hel fri aften efter syv, skulle det også til.
Skudsmålsbogen eksisterede stadig. Den skulle helst være god, når tyendet søgte plads hos et nyt herskab.
Tænk hvis ord som proper, sædelig og skikkelig manglede.

Ilden på komfuret skulle holdes ved lige. Der skulle hentes brændsel og varmes vand. Indkøb sammen med husfruen skulle der også være plads til.
Den daglige rengøring i køkkenet, spisestuen, salonen, soveværelset og i børnenes værelser skulle der huskes. Gulvene skulle vaskes, de tilsodede lampeglas skulle gøres i stand, og inventaret støves af. Tæpperne ordnede man ved hjælp af fint snittede hvidkålsblade, som omhyggeligt blev fejet op.

Og da støvsugeren kom, skulle den betjenes af to piger. Den ene skulle hold.e slangen, den anden dannede undertryk i bælgen ved at træde på den. Den var dyr, men man kunne altid leje den hos rullekonen

Mange døde af barselsfeber i Fødselsstiftelsen
Fra 1757 til 1938 kunne kvinder føde anonymt på Fødselsstiftelsen. Den blev senere flyttet til Rigshospitalet.
Men mere end halvdelen af de indlagte kvinder døde af barselsfeber.
En markant bedring indtraf i 1870 erne og 1880 erne. Da havde man fundet ud af, at der var noget, der hed bakterier. Lægerne og jordmoderne begyndte også at vaske hænder.

Billig arbejdskraft på fabrikkerne
Pigerne var billig arbejdskraft på fabrikkerne. I 1906 havde hver tredje københavnske kvinde løsarbejde.
Fabriksarbejdende piger tjente mere end vaskekoner og havde større personlig frihed end tjenestepigerne, samtidig var deres arbejde mindre fysisk hårdt.

Dårlig hygiejne
København kunne slet ikke kapere indvandringen. De hygiejniske forhold var elendige. Toilet skulle man dele med 20 andre. Tønder med efterladenskaber skvulpede over når hestevognene (chokoladevognene) blev kørt ud til byens randområder og ud i Øresund.

Falliterklæring med udearbejdende kone
Man meldte sig i fagforening. I 1890èrne var halvdelen organiseret. Fra 1873 til 1900 blev der etableret 27 kvinde – fagforeninger. Men Pio, den socialdemokratiske leder, advarede mod at arbejderboliger blev for beskidte, fordi husmoderen ikke havde tid til at gøre rent. Det fører mændene i fordærv.
Arbejdstiden var 6 gange 9 – 10 timer. De faglærte tjente mere og reallønnen steg. For mange arbejdere var det en falliterklæring at have en udarbejdende kone.

Omkring århundredeskiftet var hver 10. kvinde mellem 35år og 55 år enke eller separeret, dertil kom forladte hustruer og enlige ugifte mødre.

Flasken var fattigmands trøst
Blandt de fattige var flasken en trøst. Omkring århundredskiftet blev der nedsat en ædruelighed – kommission. Den gennemgik dødsårsager blandt personer over 15 år.
I 23 % var flasken enten hoved eller bi – årsag hos mændene. Hos kvinderne var det kun 3 %.
Afholdsforeningerne havde storhedstider. Og værtshusene var symboler på arbejderklassens elendighed.

De sociale vilkår i byerne førte til sult og sygdom. Vi så det med Ladegården. Begrebet hattedamer opstod. Det var borgerlige damer, der ville yde en social indsats. Blandt socialisterne blev de kaldt
Selvgode, Konservative og moraliserende fruentimmere.

Kvindens adelsmærke var kyskhed
Mandens krop blev opfattet som bærer af kultur, ånd og orden. Kvindens krop var en del af naturen, drevet af det stærke ukendte og mystiske.
En gravid kvinde skulle så vidt mulig holde sig inden døre. Hun skulle i hvert fald ikke deltage i selskabelighed.
Kvindens adelsmærke var kyskhed. Hun skulle være jomfru, gerne uvidende om samlejet ind til ægteskabet..
Men man accepterede, at manden dyrkede uægteskabelig sex. 30 legale og en masse ulegale bordeller gav rige muligheder.

Dyr og usikker prævention
Prævention var usikker og dyr. Men fra 1880 kunne man købe kondomer af fiskeblærer og gummipessarer. Lægerne var dog ikke indstillet på at oplyse piger, om disse muligheder.
Men en bog dukkede op i 1911, der hed Arbejderne og Børneflokken. Den blev solgt i 12.000 eksemplarer.

Unge piger blev i brevkassen opfordret til at passerer unge herrer med nedslagene øjne, ellers kunne det få katastrofale følger.

Urimelige vilkår
På Nørrebro startede Carl Schepler, Irma – kæden. Starten var en lille kælderbutik, hvor der blev solgt æg og margarine. Her måtte kontordamerne ikke snakke sammen. Hvis de blev afhentet af en mand, blev de afskediget dagen efter. De måtte heller ikke have børn. Stedet var hverken værre eller bedre end andre steder.
I Privatbankens regulativ § 3 stod der
– Kontorassistenter der indgår ægteskab, må fratræde deres stilling senest den 1. i den efter ægteskabets indgåelses følgende måned.

Dette fik telefondamerne da sat en ende på. Efter seks ugers strejke, måtte de beholde deres arbejde, selv om de giftede sig.

Retssag hos Carlsberg (1884)
Brygger I.C. Jacobsen anlægger sag mod sin søn, brygger Carl Jacobsen. Ny Carlsberg må ikke benytte etiketter som ligner etiketterne på gamle Carlsberg ølflasker.

De sønderjyske piger – på besøg
I over en uge har 300 sønderjyske piger gæstet hovedstaden.
– Nye bånd blev knyttet mellem dem og deres gamle fædreland.

Søgning til Rosenborg Badeanstalt
På Rosenborg Badeanstalt er antallet af gæster nu steget til 200

Billige sokker
Et parti uldne børnestrømper kan købes mellem 0,50 og 0,65 kr. Førprisen var mellem 1 kr. og 1,25 kr.

Masser af billetter blev solgt
I Pinsedagene blev der solgt 34.900 billetter til sporvognene. Trafikken var stor på vej mod Charlottenlund.

Ulykke på Strandvejen
På strandvejen skete en ulykke med en vandingsvogn og en dampsporvogn. En enspændervogn var også involveret. Den blev en del ramponeret.

De snakker meget
De 850 telefonabonnenter førte 4.000 samtaler om dagen. Det er 4 år siden, at København så sine første telefoner.
Stor – kjømænd, så godt som alle har fået etableret telefonforbindelse mellem deres kontorer i hovedstaden og deres sommerboliger i Klampenborg.

Det første cykel – løb
De første Bicycle- løb blev afholdt den 8. oktober. Banen gik rund om banen ved basaren, kunstnerplænen og det lukkede lysthus. Det første løb var hurtigløb for medlemmer. Banen skulle forceres to gange.
– Første Præmien var En patent – fjeder med saddel. Anden præmien: Et Athletbælte.
Andet løb var et prøve løb for begyndere. Første præmien: En rejsetaske. Anden præmien: Et ringeapparat.

Brand på Christiansborg
Den 3. oktober kl. 15.45 opdager et par af Rigsdagens bude, at der var ild i stenografernes værelse. Årsagen var, at man var ved at fyre op i kakkelovnene, da der skulle være samling. Ved hjælp af et slukningsapparat bekæmper man ilden, og får det slukket – troede man. Men en halv time efter opdager man, at der er ild i Riddersalens gulv. Og så gik det hurtigt.
Sprøjterne kom ikke hurtig nok, især kneb det for den gamle dampsprøjte.
Men en masse mennesker forsøgte, at begrænse katastrofen. Kl. 19 kom kong Christian til brandstedet ledsaget af Prins Valdemar og sin bror Prins Hans.
Katastrofen var uundgåelig, kongen takkede næste dag alle for deres indsats.

Lock out (1885)
24 fabrikker lockouter cirka 1.000 arbejdere. 100.000 kroner er indsamlet i forskellige bidrag. Etatsråd Tietgen har forsøgt, at forlige parterne, men fabrikkerne har afslået. Sagen ender med, at arbejderne ikke får mindstelønnen på 27 øre i timen, men ret til forhøjet betaling for nat – og søndagsarbejde.

Første asfalt
Bredgade bliver den første gade, der bliver asfalteret.

Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse
Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse bliver dannet. Fra starten har man 300 medlemmer. Kontingentet er på årsbasis 4 kr.

Undervandsbåd bliver præsenteret
Den svenske kaptajn Nordenfeldt har ud for Landskrona demonstreret sin opsigtsvækkende undervandsbåd. Båden er armeret med torpedoer og dynamitgranater.
Manøvren i Øresund opleves bl.a. af den danske konge.

Slagsmål med svenskerne
Lucie – Møllen står der endnu på den sidste stump vold ved Halmtorvet. I 1658 – 59 sloges man her med svensken. Nu slås man så igen med dem. Slagsmålet går på, hvem der skal rive resten ned.

Mordforsøg på Estrup
Typograf Julius Rasmussen affyrer to skud mod konsejlspræsident Estrup. Denne fortsætter ufortrødent til middagsselskab. Typografen pågribes, og bliver idømt 14 års tugthus. I 1889 begår han selvmord.

Gang i fedtefadet
Politiets cellevogn, som bærer det betegnede navn Fedtefadet er i denne tid i ualmindelig travl virksomhed. Belæsset med forbrydere udenpå og indeni, afgår den dagligt flere gange mellem Rådhuset og Børnehuset.

Kongeligt bryllup
Prins Valdemar og Prinsesse Marie bliver formælet i Paris. I avisen stod følgende:
I dag kl 1 ½ fandt vielsen sted i slotskapellet. Prins Valdemar bar uniform. Prinsesse Marie var iført glimrende Toilette.

En socialist vender hjem
Socialisten valdemar Holst bliver hyldet ved sin hjemkomst fra fængslet i Aalborg. Han blev idømt 3 måneders fængsel fordi han havde kaldt Estrup – regeringen for
– En tyrannisk Bandit – og bøddelregering.
En menneskemængde på 3 – 4.000 modtager Holst med hurra – råb ved Dampskibet Fylla’s ankomst ved Kvæsthusbroen.
Politiet måtte trække stavene. Folk bliver drevet gennem gaderne. Den sidste træfning stod på Amagertorv, hvor mange personer, blev anholdt.

Hurtigere brandvæsen
Nu skal brandfolkene ikke længere agere som trækdyr, idet hovedstationen i Nicolai har fået heste. Man har truffet et arrangement med vognmand Bahn. Når en brand alarmeres trykker assistenten på en knap i sit værelse, og straks kommer hr. Bahns heste farende.
Hr. Bahn har en kontrakt, der betyder, at han skal betale en bøde, hvis hans heste ikke møder inden for 4 minutter, efter at signalet er givet.
Så spændes hestene foran den beredte sprøjte, og så kan assistent og mandskab drage til branden.

To tyske herrer med krav på kronen
To tyske herrer gør krav på den danske krone, og søger audiens hos Frederik den 7. De påstår at de tilhører den Glückske kongefamilie. Det viser sig senere, at de var plattenslagere.

Aviser – nu i løssalg (1886)
Fra den 5. juni kan man nu købe sin avis i løssalg.
Avissælgere er klædte i pyntelig Uniform, som d’ herrer Biegel&Søn har leveret. Bladene er ordnede i en forgyldt kurv med tre hylder, og står med titlerne synlige for publikum. Kurven bæres i en skulderrem

Frifundet for drab
En mor og en datter bliver frifundet for fem år forinden at have født et barn i dølgsmål, for derefter at have ombragt det. Højesteret beklager.

Herremoden 1886
Da herremoden bliver præsenteret i 1886 skriver en af aviserne:
– Det er næsten utroligt, hvor meget varerne fordyres, inden de kommer til forbrugerne. For eksempel kan anbefales, indenlandske klædevarer for tiden. Så lave priser, at en mandfolkedragt (Frakke, vest og benklæder) af groft stof – så godt, at enhver velstillet borgermand kan bære det, uden at dragten vil stikke af imod hans sædvanlige klæder. Den kan leveres for 10 kr. inklusive den syløn, der betles for maskinsyning.
– Dragten vil sikkert ikke sidde så net, som en kræsen herre vil forlange, når han har givet 60 – 80 kr.

Farligt at hilse på kongen
Da kongen passerer en vogn i Dyrehaven, rejser herrerne i vognen sig ærbødigt, og hilser på majestæten. Det får hesten til at trække i vognen, med det resultat, at en ældre herre næsten falder ud af vognen. Han hænger kun fast med benene. Kongen kommer hurtigt til hjælp.
Dagen efter udsender hoffet en meddelelse om, at man ikke behøver at rejse sig op, når kongefamilien passerer, når der er fare på færde.

Elektrisk ”Lysanstalt”
Firmaet Woodhouse & Rawson har anlagt et elektrisk lysanstalt på Østergade, hvor de forskellige butikker og andre lokaliteter kan forsynes med elektrisk lys til gaspriser.. Kraften til frembringelse af elektriciteten tages om dagen af gasmotor og bevares i en akkumulator til om aftenen.

Dampsporvogn årsag til alvorlig ulykke
Den 10. juni 1886 stod følgende i avisen:
Nu har uhyret på Strandvejen, den væsende og pustende dampsporvogn været årsag til en alvorlig ulykke, som denne gang er gået ud over Casinos unge, smukke primadonna Frk. Louise Brock, der kom alvorlig til skade.
Frk. Brock, der en flink og rutineret kusk, kørte selv en meget rolig og veltilkørt hest, da den passerede dampsporvognen. Frk. Brock faldt ud på sporet. I en meget lidende tilstand blev Frk. Brock båret til sin villa.
Kronprinsens læge, professor Ipsen kom en time efter ilende til villaen.
Tilfældet medførte, et krav om, at disse dampsporvogne måtte væk.
Den knuser årlig så og så mange vogne, beskadiger så og så mange damer og herrer. Nu burde beboerne på Strandvejen og de kørende råbe alarm, gøre andragende, holde møde, eller foranstalte almindelig lock – out overfor dampsporvogne.
Et hvert middel vil være godt, blot man opnår resultat, at gøre dampsporvognstrafikken umulig.

Første prøve – ligbrænding
Den første prøve – ligbrænding fandt sted i går i det nyopførte krematorium.
Denne forløb fuldstændig efter ønske. Der var ikke spor af røg og lugt at opdage, og asken var ganske ren og hvid.

Prins Valdemar foreslået som fyrste af Bulgarien
Prins Valdemar blev udnævnt som fyrste af Bulgarien. Prinsen ville dog lade kongen afgøre, om dette skulle godkendes, men kongen afslog.

En reformdragt for kvinder
De mere moderate kræver en reformdragt for kvinder. Snørelivet er naturligvis den fæstning, som reformdragten vender sit værste skyts imod. Man fremhæver, at en festklædt dame efter den gængse mode, skal være tynd som en stilk i livet med fremstående tounure. Chick er det ud, men sorg og sygdom lurer bag. Hvor skal det blive plads til lever, lunge, milt og mavesæk? De skulle dog helst være med til fest.

Læserbrev
Og så har vi et læserbrev fra 1887:
Hr. redaktør, vi har her på gaden fire fikserkællinger og to mandlige pæreforhandlere, der alle på en gang brøler op med deres varer i næsten utænkelige disharmoni. En sådan sekstet klokken 8 om morgenen er mildest talt gemen.
Hvorfor skal sådanne detailhandlere, der ikke engang har borgerskab lov til skrigeri i min gade, når jeg som skattepligtig borger ikke må på nogen tænkelig måde.

Hvem tjener mest?
Aviserne offentliggjorde, hvor meget de rigeste tjente.
1. Lensgreve F.L.. Ahlenfeldt – Laurvigen 300.000 kr.
2. Fabriksejer, grosserer A.L. Gamel 200.000 kr.
3. Udenrigsminister, lensbaron O.D. Rosenørn – Lehn 200.000 kr.
4. Etatsrådsinde I.M. Suhr 200.000 kr.

Mordene på skibet
Natten mellem den 17. og 18. oktober 1887 fandt et uhyggeligt drama sted på den tremastede skonnert, der befandt sig i Østersøen. Jungmanden Jan Umb myrdede en efter en, kaptajnen og fire man fra besætningen. Ligene blev kastet over bord.
Hans forsøg på at myrde styrmanden glippede derimod. Det lykkedes styrmanden, at slå jungmanden ned, og binde ham til masten. Derefter blev nødflaget rejst.
Dampskibet Morsø opdagede nødflaget på skonnerten, og tog skibet på slæb ind til København.
Morderen blev indbragt til Kommunehospitalet, hvor han blev bundet og iført spændetrøje. Her kundgjorde han, at mordene var begået i raseri over drillerier og dårlig behandling.

Vogne væk fra Kultorvet
Den nye politidirektør forbyder pludselig torvebønderne, at holde med vogne på Kultorvet, og de omkransende værtshuse må ikke stille krybber ud til hestene.
Forbuddet kommer som et lyn fra en klar himmel. Måske har det været bedre, at rydde byen for henstående trækvogne.
De mange ulykker skyldes kuskenes ukyndighed, skriver aviserne. Man burde forbyde folk uden kørerbrev, at køre på Københavns gader.

Kampen om kunstsmørret.
Forhandlingerne om kunstsmøret eller margarinen får bølgerne til at gå højt i Rigsdagen. Folk, der tidligere kunne omgås hinanden, plejer nu uvenskab. Kampen om det urene produkt er barsk.
Politiken skriver: Margarinen er demokratiet, og det sejrede.
En masse protestmøder blev afholdt over hele landet mod kunstsmøret. Overrabbineren advarer også mod den urene spise.

Spring fra Rundetårn
En ung mand sprang ud fra Rundetårn:
Liget var mærkelig nok ikke særdeles ødelagt. Der var ingen ydre tegn på beskadigelse, undtagen lidt blod fra øre til næse. Den dræbte var en blond, ung skægløs mand, med et ret kønt ansigt.
Det viste sig senere, at den afdøde, der utvivlsomt har begået selvmord, var en flink ung drejersvend på 22 år ved navn Schöne. For nogle dage siden slog hans kæreste, en ung cigarhandlerske op med ham. Siden har han været meget tungsindig.

Skibstragedie
Den 18. august 1888 er sorgens dag for dansk skibsfart. Overalt i København var der sammenstillen af mennesker, der ville høre mere om skibskatastrofen.
Geiser var på vej til Danmark og Thingvalla var på vej til New York. På Atlanterhavet stødte de sammen. Geiser sank på 5 minutter, 77 passagerer og 33 matroser omkom.

Den lugtende hval
I januar 1889 strander en kæmpe hval ud for Strandpromenaden. I en annonce kan man oplyse, at hval samt marsvin endnu nogle dage forevises ved Lautrups Plads ved Strandpromenaden. Til nedsat pris. Det vil sige: Voksne: 30 øre, Børn: 15 øre. Skoler og foreninger vil kunne afholde modration ved henvendelse til Adam ved Tivoli.
Måske var det lugten, der førte til den nedsatte entre. Under en tegning af det enorme dyr, står følgende tekst:
Dyret selv er ganske enormt, og virker overmåde imponerende, ikke blot ved sin størrelse, men ubehagelig nok, også ved sin stramme lugt, den uddunster.

Barnevogns – problemet
Barnevogne har efterhånden udviklet sig en fare for færdslen i vore gader.
Damer med barnevogne skåner hverken ung eller gammel, men færdes ugenert med alle deres ekvipager på alle fortove. Barnevogne er blevet en ulidelig gene for fodgængerne. De puffer gamle og svage folk i rendestenene. De tilsmudser med deres sølede hjul ens gode klæder. De river damernes overstykker og kjoler itu. Ja mødre og piger, som kender hinanden, slår sig på den mest oprørende måde sammen om, at holde barnevognskongresser midt på fortovet. Der må gøres en ende på tilstanden.

Igen skibbrud
Den store danske damper, City of Chester forliste med 700 passagerer. Thingvalla – selskabet skaber panik på Børsen. Sådan er situationen den 13. april 1889.
I mellem tiden får man at vide, at det forliste skib er Danmark.
Først 10 dage efter kommer meldingen, at alle passagerer og besætningsmedlemmer er i god behold. Det er en forbipasserende damper Missouri of London, der har reddet passagererne.
Den tog simpelthen Danmark på slæb. Men da denne begyndte for alvor, at tage vand ind, kom alle passagerer over i den lille damper.

Første kvindelige læge
Den første kvindelige læge, Nielsine M. Nielsen har nedsat sig i , og åbnet en praksis i København.

Hundeproblem i København
Og så blev hundene diskuteret i Borgerrepræsentationen
Borgmester Borup: At føre hunde i snor, ville forvolde store forstyrrelser i færdslen
Meydahl fandt at snor ikke var nok. Hundene burde tillige have mundkurv på. Hundeloven burde være endnu skrappere.
Engelsted havde i sin praksis haft mange patienter, der var faldet og kommet til skade med hundesnore.
Meldal: Så godt som alle hunde her i København er de modbydeligste, grimmeste køter, der findes – blandinger af alle mulige racer.

Julegavernes afskaffelse
Kunder skal ikke mere have julegaver af butikkerne. Følgende står at læse i aviserne:
Grundet den store konkurrence i kolonialfaget samt i hovedstadsbladende fremkommende artikler, havde ca. 300 urtekræmmere, såvel i byen som på Christianshavn og Broerne set sig nødsgaet til at afskaffe den store uskik, at give deres kunder jule – og nytårsgaver.

Influenza betyder dødsfald
Influenza La Grippe har nået København. Der konstateret 15.000 tilfælde. Alene fra den 14. – 28. december har det ført til 341 dødsfald.

Mordet i tønden
Adolph Philipsen, fabriks ejer i Store Kongensgade 75 rejser til Hamborg, efter at have brændt sin kassebog. Et postkort til konen, afslører dette, samtidig med, at han vil rejse til New York.
Hun henvender sig til politiet, hun tror, at manden er blevet sindssyg.
Opdager Klein bliver sat på sagen. Man må ikke brænde sin kassebog. Damperen til New York er afgået, men så finder Klein ud af, at den er løbet på grund i Elben. Han drager til Hamborg, lejer en bugserbåd, og anholder Philipsen.
I mellemtiden er kontorbud Meyer fra Philipsen fabrik forsvundet. Philipsens fabriksbud bliver i mellemtiden anholdt af politiet, han går rundt i Meyers overfrakke.
En grotesk historie kommer nu til overfladen.
Philipsen havde kvalt kontorbud Meyer, røvet hans penge, som egentlig var fabrikkens. Han havde stoppet liget i en tønde med kalk, og bedt fabriksbudet om at bringe tønden ned til damperen Tingvalla. Den skulle nemlig til New York. Som tak for dette, får fabriksbudet, Meyers overfrakke. Den var der ikke plads til i tønden.
Tønden kommer nu tilbage til København, og vi følger journalistens gribende beretning:
Ved hjælp af hammer og økse, bliver bunden slået op og øjeblikkeligt fyldes lokalet af den forfærdeligste stank. Tønden måtte derfor udsættes for en stærk stråle vand, der hurtig beskyllede den tørre kalk. Det var et grufuldt syn, der åbenbarede sig for de hærdede politimænd, som gjorde alt for deres behærskelses behov. For at fortsætte undersøgelsen.
Den myrdede lå i en bøjet stilling med korslagte arme og knæet trukket op under brystet.
Efter at have udsat liget for en vandstråle, så man tydelig de opsmøgede benklæder, støvlerne, vest og skjorte.
Ved siden af liget lå den afdødes hat og stok. Stokken var savet over. Ansigt og hænder var sorte og fortærede. Munden stod på vid og gab.
Pludselig opdagede man, at der på liget var et reb. Det var tale om fuldbyrdet rovmord.
Da morderen førtes ind, og så liget ligge helt udstrakt for sin fod i en pøl af vand og kalk, standsede han, skælvede over hele legemet, og segnede om.
Kun ved at holde kamfer for hans næse, lykkedes det, at få ham på benene igen.
I USA anholdte politiet en dansker ved navn Philipsen. Efter diverse telegrammer fra København til New York blev manden sat på fri fod. Den rigtige morder var jo fundet.
Straks forlangte denne en erstatning på ikke mindre end 20 millioner dollars.
Og den rigtige Philipsen blev dømt til døden, dog senere benådet til livslangt tugthus.

Kvindemoden 1890
De flade hatte med de store skygger vil kunne gøre fyldest i solskin. De vil i reglen kunne overflødiggøre parasol, idet de, når solen står nogenlunde højt på himlen, kan dække det meste af en skæppe land med deres stråler. I tilfælde, hvor de ikke i middagstimerne skal bruges som hatte, kan de gøre tjeneste som markiser. De vil også kunne bruges som storkeredder.
Efter hatten er det livet, der fremkommer med de største ejendommeligheder.
Alt det tøj, der kan spares ved at gøre ”midjen” smal, skal anvendes til at gøre skuldrene brede. Det imponerende ved de nye dameærmer er, måden, hvorpå de anbringes, en halv alen over skuldrene. Det bringer en del at tænke over, på spirende englevinger.

Elegant gadefejning
Kjolens længde er i tiltagende. Det sidste kan være betænkelig nok i betragtning af københavnske gaders renlighedstilstand. Gadefejerne vil fremtidig i væsentlig grad få deres arbejde lettet.

På Amagertorv sidder frugtkvinderne og urtegårdsmændene fra Amager, og faldbyder deres varer i højlydt konkurrence med opråberne fra fiskeboderne og udhøkerne af flæsk, ost, ærter og gryn.

Her ligger også en del beværtninger, og allerede fra tidlig morgen er dagdriverne så berusede, at de forulemper borgerne og generer kvinderne med frække tilråb, og det, der er værre.

Byfogeden gør intet. Man ser gennem fingrene med ulovlig handel, sammenstillen og umådeholden drikkeri. Døgnet rundt. Byen vrimler med bedragere og trygler, der på grund af hor, mord og trolddom, fordrevet andre steder fra.

Masser af hjemløse
Langs Østervold og Nørrevold er der store flokke af hjemløse, fredløse, syge og gamle. De fører et letfærdigt og løsagtigt levned. Med jævne mellemrum bliver de med stokkeslag ført ud af byporten.

Et barnelig bliver fundet i brønden ved Vor Frue Kirke. De næste par dage bliver 500 tjenestepiger ”malket” på Rådhuset. Den skyldige bliver dog ikke fundet.

Den første færdselslov
Fodgængere skulle holde balancen, når de skulle gå planken over de dybe rendestene, og for at undgå alt det uhumske, der flød overalt.
Højt hævet over snavs m.m. blev byens mere velhavende borgere transporteret i bærestole.
Vogne og kareter kunne nogenlunde komme frem. Men kødannelser, trafikknuder og sammnstød kunne ikke undgås.

Tænk allerede i 1685 udfærdiges landets første færdselslov

– Om uundgåelig kørsel og adskillig anden usikkerhed på gaderne i København.

Overtrædelse kostede 4 rigsdaler og påkørsel blev takseret til to døgn på vand og brød i Rådhuskælderen.

En speciel lugt
En frisk brise sender et frisk pust af fisk og saltvand gennem gaderne, og lugten blander sig med duften af bagt brød fra bagerkældere og hørmen af kreaturernes gødning.
Der er liv og glade dage på Nyhavn. Der er masser af skibe i havnen og masser af søfolk. Mange steder faldbydes varer. Selv om det ser uorganiseret ud, så er det bestemte regler for, hvor og hvem, der må sælge specielle varer.

Det Gamle rådhus på Gammeltorv rummede magistraten og byfogeden. Skarpretteren boede henne i Kattesundet. Lige over for holdt byens store sprøjte også til. Omme i Svendegade ligger byens fængsel, eller en af dem. Her var også blokken, jernbøjlen og de øvrige forhørsapparater.

Mod Vesterport lå Skydebanen med alle værtshusene., hvor bønderne kunne få sig en forfriskning. En gevaldig rus kunne det også blive til på hjemvejen, når varerne var solgt. Her lå også en række småindustrier, sæbesyderier og spredte møller.

Længere ude lå det nye pesthus, og den murede galge, der fornyelig var flyttet ud til pest – fælleden. Mange af dem, der skulle i galgen sad i Blåtårn eller Bremerholm.

Afstraffelse
Det skete af og til, at de letlevende piger blev dømt for hor og tyveri.
Under mængdernes hujen og tilråb, blev de bundet til kagen og straffedes med stokkeslag, hvorefter de nøgne til livet, piskes gennem gaderne, og ud af byen.
Der var mange tusinde, der omkring år 1700 strejfede rundt fra sogn til sogn. De tigger, stjæler, snyder og sælger sig selv for at overleve.

– dueller og knivdragen koster livsstraf
– utroskab straffes med æren, det vil sige, at man mister alle borgerlige rettigheder
– smider du affald inden for voldene, ligesom du højlydt banner og svovler, så får du gabestok, halsjern og kagestrygning.

I lavene havde man deres egne regler. Vidnerne var fagfæller.

Kagestrygning
Hvad er kagestrygning. Den ulykkelige piskes på den nøgne ryg, til huden hænger i laser. Straffen kaldes også at miste huden.

Den spanske kappe
Ved mindre forseelser, kunne man blive dømt til Den spanske Kappe. Det er en stor tønde, der kun lader hovedet og benene fri. På tøndernes side, står der hvilke forseelser, man havde begået. De skyldige bliver så drevet gennem byen med spottende tilråb.

En anden straf var, at man over for en præst og menigheden offentlig skulle vedkende sine syndere.

Nattevægterne var med til at håndhæve loven. Allerede i 1567 blev der ansat
– 100 duelige karle til natlig overvågning og lettere ordenshåndhævelse.

De uærlige
Nogle af samfundets opgaver blev overladt til samfundets bundfald. Det var dem som ingen kunne eller ville omgås. Det var bøddelen og hans hjælpere, rakkeren, natmanden og skorstensfejeren. Det var dem, man kaldte for de uærlige.

Natmanden tømmer de overfyldte latrintønder. Rakkeren fjerner de stinkende ådsler, som flød på gaderne, og brænder de selvdøde kadavere.
Skorstensfejeren renser retiraderne og banker folks skorstene fri for kvalm, stank og gammel sod.
– urenlighed smitter

Problemet var også, at Ligbærerne gang på gang nægtede, at bære uærlige sjæle til kirkegården.
Skolemesteren afviser natmandens børn, og trommeslageren finder det uværdigt, at forkynde skorstensfejerens ankomst.

Mestermanden selv, det er ham, der svinger professionelt med øksen. Han parterer legemet, og frigøre hovedet fra resten af kroppen. Ja, han er i forbindelse med mørkets kræfter og dermed befængt med synd.

De laveste
Allernederst nede, lige over de uærlige finder vi bysvenden, stutteren og stodderkongen. Disse hverv besættes af folk, der i forvejen har mistet deres borgerlige agtelse.

Stodderkongen var øvrighedens tillidsmands – repræsentant blandt stoddere og betlere. I bund og grund forbliver han i borgerskabets navn – som upålidelig.

Bysvenden eller tyvetrækkeren, som vi også kalder ham, havde til opgave at hente en tyv, pågribe ham og føre ham til arresten.

Stutteren var ham, der skulle holde tyve, barnemordere, gudsbespottere, overfaldsmænd og andre forbrydere blandt lås og slå.

Mange slag i København
I 1686 udkæmpedes et slag i København mellem livgarden, flådens matroser andre regimenter. Stridighederne varede i to døgn, og efterlod mange dræbte og sårede.
I 1693 var der voldsomme sammenstød mellem sømændene i Nyboder og andre militære enheder.
I 1696 stormede bevæbnede lakajer og herskabstjenere Regensen. Her forsvarede studenterne sig med kårder.
Og sådan kunne man blive ved. Det var nogle urolige år i København.

Endelig – et politikorps
Alle disse uroligheder var medvirkende til, at man endelig i 1701 fik et egentlig politikorps. Men lønnen var så beskeden, at de fleste betjente drev et beskedent udskænkningssted ved siden af. Som regel foregik dette uden bevilling. Men det så myndighederne for en god ordens skyld også gennem fingrene med.

Det var også lidt kompliceret med at få alle disse forbrydere dømt. I Københavns var der adskillige domstole. En lang række borgergrupper havde hævd på at blive dømt ved egen værneting.

Pesten kommer
En katastrofe indfandt sig i 1710. Det brød ud i Helsingør. Og inden udgangsforbudet træder i kraft breder panikken sig blandt de 70.000, der er tilbage i København. Pesten er nået til København.

På Nørrebro – siden af Sortedamssøen indrettes der på regiments – kvartermesterens Vodrofs gård. I hast nogle sygebarakker. Kongen forærer også yderligere tre store telte. Portene lukkes, og al færdsel checkes en ekstra gang.
Snart er alle 2.000 pladser på Vodrofs går besat. I hast bliver der opført et pesthospital på Falkegården på Frederiksberg. Man opdager dog snart, at et vandløb lige i nærheden spreder smittefaren.
Meget hurtig bliver hospitalet flyttet til Ladegården.

Mangel på sengepladser bliver uoverskuelig. De små kvindfolk skulle ligges to og to. I en seng.
Men det var en kummerlig tilværelse. De syge stjal fra hinanden og flygtede fra hospitalerne.
Det var ikke kister nok. Ligene blev svøbt i lagener og kørt bort i de anordnede lugtevogne. For stankens skyld blev de overstrøet med læsket kalk.

I fire måneder varede pesten. 22.000 bukkede under, eller cirka en tredjedel af befolkningen. De blev efterhånden begravet alle steder. I byens jordbærmarmelade. Under huse og gader. Tavse for altid, og snart glemt.

Københavns brand
18 år senere indtraf der en ny katastrofe. Københavns brand, der fik katastrofale følger, fordi man ikke ville vække kongen. Han havde nøglen. Så man kunne hente vand til fra Stadsgraven. At brandmandskabet og politiet var på druk hjalp ikke på situationen, men se det er en helt anden historie.

Bedrageri
Justiaus ved Højesteret Christian Scavenius modtog et sæt diamantøreringe til en værdi af 1.200 Rigsdaler. af Grevinde Schack til Schackenborg. Det var meget betænkelig af hende, og hun vandt selvfølgelig en sag mod en flok bønder, der havde anlagt sag mod hende.
I 1760erne anklager Borgerrepræsentationens 32 mænd Magistraten for organiseret underslæb og årelangt fusk med byens regnskab.

De får medhold i samtlige instanser helt op til Højesteret. Men her taber man sagen. Regeringen var ikke interesseret i at man vandt. Det var vigtigere at kalde borgerne til orden.

Den ringe Almuen må ikke få Anledning til at tro, at byen er og bliver fornærmet af Magistraten.

I 1966 udtalte formanden for De Danske Handelsforeningers Fællesorganisation, møbelhandler Hans Kjær i anledning af Nørrebro Handelsforenings 75 års fødselsdag:

Organisationsarbejde er blevet en nødvendighed for alle branche, ja for hele befolkningsgrupper, fordi samfundet bliver stadig mere kompliceret, og stiller den enkelte over for problemer, han vanskelig kan løse alene.
Organisationsarbejde er derfor ikke alene et spørgsmål om interessekamp i gammeldags forstand, men et middel til fælles indsats, at forbedre den enkeltes vilkår. Kort sagt er organisationsarbejde et konstruktivt forsøg på at gøre tilværelsen bedre for os mennesker, og gøre det gennem hjælp til selvhjælp.

Kan det siges flottere. Det er nok de færreste detailhandlere, der ved, hvor meget organisationerne laver for dem. Oftest sætter man ikke pris på det. Det er desværre stadig meget aktuelt.

Fællesorganisationerne var stærkt involveret i arbejdet med revision af næringslovgivningen og hele udviklingen, der skete i 60erne.

Bulldozersanering påbegyndes
Sporvognsdirektøren havde fundet på, at ville fjerne den østgående linie 3 sporvogn fra Blågårdsgade., og derigennem berøve den meget effektive forretningsgade den strøm af kunder, der kom med sporvogn.
Det var blot en af de tåbelige trafikløsninger, som borgerne på Nørrebro skulle opleve i den kommende tid. Nørrebro Handelsforening gik i hvert tilfælde ind og protesterede, men det hjalp ikke ret meget.
Senere blev Blågårdsgade indrettet som gågade, den før så blomstrende forretningsgade døse efterhånden.
I løbet af nogle få år skiftede kvarteret totalt ansigt. Diskussionen om bulldozersanering blev skarp og følelsesladet.

10 år med overfald, tyveri og røveri
I 60erne var lejlighederne på Nørrebro billige. Her fik mange unge deres første lejlighed. Efterhånden opstod der en del græsrodsbevægelser, der ikke ville finde sig i kommunens udemokratiske saneringsmetoder.
Narkotikamisbrug blev efterhånden et problem. Den Sorte Firkant blev kaldt for Københavns urolige hjørne.
Et kontaktcenter for narkoafvænning blev flyttet fra Blågårdsgade til Nørrebrogade 24, på hjørnet af Fælledvej. Nederst i denne bygning, var der et cafeteria, hvor der foregik åbenlys handel med narkotika. Dagligt blev centret besøgt af 3 – 400 brugere. Stofmisbrugere fra hele byen søgte mod Nørrebro.

Detailhandelen frygtede udviklingen. Flere gange klagede Nørrebro Handelsforening til de offentlige myndigheder, men forgæves.

I 10 år måtte de handlende på Indre Nørrebro finde sig i overfald, tyveri og røveri. Selvbetjeningsbutikker, supermarkeder og lavprisvarehuse trængte for alvor frem i 60erne. Kapitalkæder trængte de private familiebedrifter i baggrunden.

Efter 1970
I 1972 gik Gottlob Andersen af som formand. I en lang årrække havde han bestridt posten, og blev udråbt som æresmedlem. Han var født og opvokset på Nørrebro, og startede også forretninger i Vangede og på Frederiksberg. Han var over 70 år, og var stadig aktiv i sin forretning på Mariendalsvej på Frederiksberg.
Den ny formand blev Knud Schou. Han drev slagterforretning på Runddelen. Ed sin indtrædelse havde han en handlingsplan parat:

Ny handlingsplan
Foreningen skulle styrkes ved nye tiltag:
1. Salgskurser for medarbejdere
2. Aftale om hjælp i huslejesager
3. Aftale om fælles advokatbistand
4. Udgivelse af foreningsblad
5. Mulighed for konkurrencer indbyrdes
6. Årlig komsammen – fest med skæg og ballade
7. Årlig kæmpe Høstmarked i Nørrebrohallen.

Området skulle deles i 10 sektioner, så man kunne holde øje med de nye forretningsdrivende og byde dem velkommen.
For at holde gejsten ved lige, kunne alle medlemmer deltage i de årlige konkurrencer:
1. Det bedste julevindue
2. Den handlende, der magter at vende en nedadgående forretning.
3. Nyt forretningsinitiativ

Der skulle med øjeblikkelig virkning nedsættes følgende udvalg:
1. Nørrebrogade – trafikalt, hvor står vi henne.
2. Kursusudvalg
3. Planlægningsudvalg for salgsfremstød
4. Bladudvalg.
Det var ganske fornuftige forslag, som sikkert kunne bruges den dag i dag.

Blågårdsgade affolkes
Foreningen skrev til Rådhuset:

Årsagen til vores henvendelse er en temmelig mærkbar tilbagegang for handelen i Blågårdsgades butikker, som kun kan skyldes nedgang i kundeunderlaget (ca. 4.000). Såfremt yderligere 2.000 – 3.000 mennesker fjernes i 1972 – 73, forudser vi en uholdbar situation for forretningerne.
Et fundamentalt synspunkt på områdets byfornyelse har været, at området skulle kunne fungere gennem hele fornyelsesprocessen, det vil sige, at processen må kunne fungere etapevis.
For at afbøde de værste gener ved saneringen og såfremt handelen i gaden skulle kunne fungere, må der vises mest mulig hensyn. Der må ikke fjernes flere mennesker før genopbygningen af de allerede sanerede områder har fundet sted(etaperne må ikke blive for store).
Der må ikke blive mulighed for slumstormere og narkomanere, at flytte ind i kondemnerede ejendomme. Vi gør opmærksom på, at gaden havde ca. 110 aktive butikker, inden saneringen blev påbegyndt.

I februar 1972 kørte den sidste sporvogn på Nørrebro. Det var bedrøveligt for mange. I foreningens ejendom blev der installeret gasradiatorer i stuerne.

I Butiksnyt i april 1972 kunne følgende overskrift læses:

EDB gør det nemmere.
Selvbetjening, selvvalg eller diskbetjening – hvad er relevant?

Nørrebrogade – som gågade
Lokalrådet foreslog hastighedsbegrænsning på 50 km/t på Nørrebrogade. Københavns Magistrat meldte tilbage, at Nørrebrogade, var en af de gader, hvor der skete flest uheld.
Borgmester Alfred Wessard mente, at Nørrebrogade skulle gøres til fredelig indkøbsgade og fritages for uvedkommende trafik. Den skulle simpelthen spærres ved Sjællandsgade.
Det mente detailhandelen ikke. Man ønskede, at bevare Nørrebrogades miljø og bevare gaden som god forretningsgade.

Et medlemsmøde blev afholdt. Emnerne var selvangivelse, momsregnskab, kildeskat, afskrivnings – og fradragsregler.

Samarbejde med græsrødderne
At Nørrebro Handelsforening samarbejdede med græsrødderne i den periode, var måske en hemmelighed for mange. Sammen med Nørrebro Beboeraktion deltog foreningen i mange møder og aktiviteter. I den forbindelse fik foreningen i 1974 en flot invitation til en fest af Beboergrupperne Røde Rose i Thorsgade.
Solvognen skulle opføre en revy, bygget på erfaringer fra beboergruppernes arbejde med Magistraten for at etablere vuggestuer, børnehaver og andre børneinstitutioner, samt gårdsaneringer i kvarteret.
Revyens titel var Torneroses Tårer. Festen foregik i Nørrebrohallen, og startede med en fodboldkamp mellem Borgerrepræsentationen og Røde Rose Grupperne.

I 1978 anbefalede Nørrebro Handelsforening en indstilling fra Røde Rose, om at dekorere skellet mellem den gamle ”senneps grund” (Bähnkes Fabrikker) Jagtvejen 113 – 115 med dertil hørende husgavle og mur.

Foreningen havde erfaret, at kommunen ville fjerne den historiske telefonkiosk på hjørnet af Nørrebrogade og Jagtvejen. Man mente, at kiosken var bevaringsværdig. Men henvendelsen hjalp ikke.

Coloseum som Irma
Borgmester Villo Sigurdsson anbefalede, at Irma måtte indrette et supermarked i Coloseum, Jagtvejen 63 – 65 (Det nuværende Aldi). Foreningen mente, at Irma havde en god ven i VS – borgmesteren. København havde fået en borgmester, der ikke forstod detailhandelens problemer.

Faktisk er det kun de kapitalstærke koncerner, der kan overvinde, ja udnytte den nuværende situation, sagde formand, Knud Shou.

Det lokale, hvor Irma måske skulle bygge, var en historisk bygning på Nørrebro. Coloseum blev indviet i 1928 med talefilmen Sonny Boy.
Søndag eftermiddage var biografen tjent som en slags babysitter for Nørrebros børn, og det var stedet, hvor arbejderbefolkningen tilbragte deres sparsomme fritid. Til påske og pinse så men rejsefilm ledsaget af gode foredrag.
I den sidste tid havde repertoiret været underlødigt. Det havde appelleret til menneskets laveste instinkter, kunne man læse i dagspressen. Publikum var fortrinsvis læderjakker og andre flokmennesker.
I mange år havde både Bodille – og Grethe klubberne holdt til her.

Sammen med Loka – Tryk i Holbæk og lokalaviserne blev der afholdt en udflugt.
Et seminar med Centralorganisationen blev afholdt. Emnerne var

– Detailhandelen i dag, i går og i morgen
– Generationsskifte og fællesskab i handelsforeningerne

Kritiske spørgsmål til overborgmesteren
Den 25. september 1979 fik Handelsforeningen besøg af overborgmester Egon Weidekamp. Mødet foregik i Ungdomscentret, Nørrebrogade 159. Overborgmesteren fik stillet følgende spørgsmål:

– Hvorledes er kommunens planlægning i spørgsmålet om den lille butik, contra lavpris – og supermarkeder?
– Hvor mange flytter fra Nørrebro i de kommende år i forbindelse med saneringen
– Hvor mange vil der komme, når saneringen er overstået
– Er det rigtigt, at Nørrebrogade er foreslået som gågade?
– Nørrebro er et folkeligt kvarter, desværre med den del kriminelle og stofmisbrugere. Kan de handlende opnå et større politimandskab, end den nuværende styrke?

I en del af vore artikler nævner vi gader og veje, som ikke eksisterer mere. Vi har forsøgt at samle disse på en liste. I parentes nævner vi årstallet for, hvornår vejen eller gaden har fået sit nuværende navn. Listen er dog ikke komplet.

Aagade ændret til Aaboulevarden (1897)

Bagergade ændret til en del af Blaagaardsplads (1915)

Barkmøllevej og del af Blegdamsvej ændret til Guldbergsgade (1858)

Blaagaards Brogade ændret til Evaldsgade (1862)

Blaagaards Korsvej ændret til Korsgade (1859)

Blaagaards Slotsgade ændret til Slotsgade (1858)

Blaagaardsvej ændret til Blaagaardsgade (1859)

Blaagaards Østergade ændret til Vesselgade (1859)

Blegdamsstræde ændret til Irmingersgade (1928)

Lille Blegdamsvej ændret til Guldbergsgade (1858)

Christiansvej (Nørrebro) ændret til Gørtlervej (1930)

Dagmarsgade ændret til Portugalsgade (1901)

Frederik den Syvendes gade ændret til Spaniensgade (1901)

Gjentoftegade ændret til Vedbækgade (1916)

Guldbergsgade ændret til Peter Fabersgade (1896)

Havremarksvej ændret til Stefansgade (1880)

Jødevejen ændret til Møllegade (1858)

Knudsgade ændret til Holtegade (1886)

Ladegaardsvej ændret til en del af Aaboulevarden (1887)

Lokesgade ændret til Vølundsgade (1904)

OBS Flere sider
<--PAGEBREAK-->
Louisegade ændret til Prins Jørgens gade (1878)

Lygtevejen (fra Jagtvejen)) ændret til en del af Nørrebrogade (1873)

Lyngbygade ændret til Hillerødgade (1915)

Nordvestvej ændret til Rantzausgade (1906)

Ny Aaboulevard ændret til en del af Lundtoftegade (1929)

Nørrebrostræde ændret til en del af Stengade (1927)

Ordrupgade ændret til Skodsborggade (1916)

Parcelvej ændret til Griffenfeldsgade (1879)

Rosagade ændret til Mimersgade fra Heimdalsgade til Nørrebrogade (1917)

Rosagade ændret til Mimersgade fra Thorsgade til Heimdalsgade (1927)

Sandgravesvej ændret til Møllegade (1858)

Skolegade v/ Dosseringen ændret til Baggesensgade (1873)

Skolegade v/ Hellig Kors ændret til Struensegade (1906)

Sleipnersgade ændret til en del af Mimersgade (1931)

Søgade ændret til Læssøegade (1873)

Thranevej ændret til Sjællandsgade (1875)

Vej til Rådmandsmarken fik navn Heimdalsgade (1880)

Østre Fasanvej ændret til en del Nordre Fasanvej (1920)