I 1966 udtalte formanden for De Danske Handelsforeningers Fællesorganisation, møbelhandler Hans Kjær i anledning af Nørrebro Handelsforenings 75 års fødselsdag:

Organisationsarbejde er blevet en nødvendighed for alle branche, ja for hele befolkningsgrupper, fordi samfundet bliver stadig mere kompliceret, og stiller den enkelte over for problemer, han vanskelig kan løse alene.
Organisationsarbejde er derfor ikke alene et spørgsmål om interessekamp i gammeldags forstand, men et middel til fælles indsats, at forbedre den enkeltes vilkår. Kort sagt er organisationsarbejde et konstruktivt forsøg på at gøre tilværelsen bedre for os mennesker, og gøre det gennem hjælp til selvhjælp.

Kan det siges flottere. Det er nok de færreste detailhandlere, der ved, hvor meget organisationerne laver for dem. Oftest sætter man ikke pris på det. Det er desværre stadig meget aktuelt.

Fællesorganisationerne var stærkt involveret i arbejdet med revision af næringslovgivningen og hele udviklingen, der skete i 60erne.

Bulldozersanering påbegyndes
Sporvognsdirektøren havde fundet på, at ville fjerne den østgående linie 3 sporvogn fra Blågårdsgade., og derigennem berøve den meget effektive forretningsgade den strøm af kunder, der kom med sporvogn.
Det var blot en af de tåbelige trafikløsninger, som borgerne på Nørrebro skulle opleve i den kommende tid. Nørrebro Handelsforening gik i hvert tilfælde ind og protesterede, men det hjalp ikke ret meget.
Senere blev Blågårdsgade indrettet som gågade, den før så blomstrende forretningsgade døse efterhånden.
I løbet af nogle få år skiftede kvarteret totalt ansigt. Diskussionen om bulldozersanering blev skarp og følelsesladet.

10 år med overfald, tyveri og røveri
I 60erne var lejlighederne på Nørrebro billige. Her fik mange unge deres første lejlighed. Efterhånden opstod der en del græsrodsbevægelser, der ikke ville finde sig i kommunens udemokratiske saneringsmetoder.
Narkotikamisbrug blev efterhånden et problem. Den Sorte Firkant blev kaldt for Københavns urolige hjørne.
Et kontaktcenter for narkoafvænning blev flyttet fra Blågårdsgade til Nørrebrogade 24, på hjørnet af Fælledvej. Nederst i denne bygning, var der et cafeteria, hvor der foregik åbenlys handel med narkotika. Dagligt blev centret besøgt af 3 – 400 brugere. Stofmisbrugere fra hele byen søgte mod Nørrebro.

Detailhandelen frygtede udviklingen. Flere gange klagede Nørrebro Handelsforening til de offentlige myndigheder, men forgæves.

I 10 år måtte de handlende på Indre Nørrebro finde sig i overfald, tyveri og røveri. Selvbetjeningsbutikker, supermarkeder og lavprisvarehuse trængte for alvor frem i 60erne. Kapitalkæder trængte de private familiebedrifter i baggrunden.

Efter 1970
I 1972 gik Gottlob Andersen af som formand. I en lang årrække havde han bestridt posten, og blev udråbt som æresmedlem. Han var født og opvokset på Nørrebro, og startede også forretninger i Vangede og på Frederiksberg. Han var over 70 år, og var stadig aktiv i sin forretning på Mariendalsvej på Frederiksberg.
Den ny formand blev Knud Schou. Han drev slagterforretning på Runddelen. Ed sin indtrædelse havde han en handlingsplan parat:

Ny handlingsplan
Foreningen skulle styrkes ved nye tiltag:
1. Salgskurser for medarbejdere
2. Aftale om hjælp i huslejesager
3. Aftale om fælles advokatbistand
4. Udgivelse af foreningsblad
5. Mulighed for konkurrencer indbyrdes
6. Årlig komsammen – fest med skæg og ballade
7. Årlig kæmpe Høstmarked i Nørrebrohallen.

Området skulle deles i 10 sektioner, så man kunne holde øje med de nye forretningsdrivende og byde dem velkommen.
For at holde gejsten ved lige, kunne alle medlemmer deltage i de årlige konkurrencer:
1. Det bedste julevindue
2. Den handlende, der magter at vende en nedadgående forretning.
3. Nyt forretningsinitiativ

Der skulle med øjeblikkelig virkning nedsættes følgende udvalg:
1. Nørrebrogade – trafikalt, hvor står vi henne.
2. Kursusudvalg
3. Planlægningsudvalg for salgsfremstød
4. Bladudvalg.
Det var ganske fornuftige forslag, som sikkert kunne bruges den dag i dag.

Blågårdsgade affolkes
Foreningen skrev til Rådhuset:

Årsagen til vores henvendelse er en temmelig mærkbar tilbagegang for handelen i Blågårdsgades butikker, som kun kan skyldes nedgang i kundeunderlaget (ca. 4.000). Såfremt yderligere 2.000 – 3.000 mennesker fjernes i 1972 – 73, forudser vi en uholdbar situation for forretningerne.
Et fundamentalt synspunkt på områdets byfornyelse har været, at området skulle kunne fungere gennem hele fornyelsesprocessen, det vil sige, at processen må kunne fungere etapevis.
For at afbøde de værste gener ved saneringen og såfremt handelen i gaden skulle kunne fungere, må der vises mest mulig hensyn. Der må ikke fjernes flere mennesker før genopbygningen af de allerede sanerede områder har fundet sted(etaperne må ikke blive for store).
Der må ikke blive mulighed for slumstormere og narkomanere, at flytte ind i kondemnerede ejendomme. Vi gør opmærksom på, at gaden havde ca. 110 aktive butikker, inden saneringen blev påbegyndt.

I februar 1972 kørte den sidste sporvogn på Nørrebro. Det var bedrøveligt for mange. I foreningens ejendom blev der installeret gasradiatorer i stuerne.

I Butiksnyt i april 1972 kunne følgende overskrift læses:

EDB gør det nemmere.
Selvbetjening, selvvalg eller diskbetjening – hvad er relevant?

Nørrebrogade – som gågade
Lokalrådet foreslog hastighedsbegrænsning på 50 km/t på Nørrebrogade. Københavns Magistrat meldte tilbage, at Nørrebrogade, var en af de gader, hvor der skete flest uheld.
Borgmester Alfred Wessard mente, at Nørrebrogade skulle gøres til fredelig indkøbsgade og fritages for uvedkommende trafik. Den skulle simpelthen spærres ved Sjællandsgade.
Det mente detailhandelen ikke. Man ønskede, at bevare Nørrebrogades miljø og bevare gaden som god forretningsgade.

Et medlemsmøde blev afholdt. Emnerne var selvangivelse, momsregnskab, kildeskat, afskrivnings – og fradragsregler.

Samarbejde med græsrødderne
At Nørrebro Handelsforening samarbejdede med græsrødderne i den periode, var måske en hemmelighed for mange. Sammen med Nørrebro Beboeraktion deltog foreningen i mange møder og aktiviteter. I den forbindelse fik foreningen i 1974 en flot invitation til en fest af Beboergrupperne Røde Rose i Thorsgade.
Solvognen skulle opføre en revy, bygget på erfaringer fra beboergruppernes arbejde med Magistraten for at etablere vuggestuer, børnehaver og andre børneinstitutioner, samt gårdsaneringer i kvarteret.
Revyens titel var Torneroses Tårer. Festen foregik i Nørrebrohallen, og startede med en fodboldkamp mellem Borgerrepræsentationen og Røde Rose Grupperne.

I 1978 anbefalede Nørrebro Handelsforening en indstilling fra Røde Rose, om at dekorere skellet mellem den gamle ”senneps grund” (Bähnkes Fabrikker) Jagtvejen 113 – 115 med dertil hørende husgavle og mur.

Foreningen havde erfaret, at kommunen ville fjerne den historiske telefonkiosk på hjørnet af Nørrebrogade og Jagtvejen. Man mente, at kiosken var bevaringsværdig. Men henvendelsen hjalp ikke.

Coloseum som Irma
Borgmester Villo Sigurdsson anbefalede, at Irma måtte indrette et supermarked i Coloseum, Jagtvejen 63 – 65 (Det nuværende Aldi). Foreningen mente, at Irma havde en god ven i VS – borgmesteren. København havde fået en borgmester, der ikke forstod detailhandelens problemer.

Faktisk er det kun de kapitalstærke koncerner, der kan overvinde, ja udnytte den nuværende situation, sagde formand, Knud Shou.

Det lokale, hvor Irma måske skulle bygge, var en historisk bygning på Nørrebro. Coloseum blev indviet i 1928 med talefilmen Sonny Boy.
Søndag eftermiddage var biografen tjent som en slags babysitter for Nørrebros børn, og det var stedet, hvor arbejderbefolkningen tilbragte deres sparsomme fritid. Til påske og pinse så men rejsefilm ledsaget af gode foredrag.
I den sidste tid havde repertoiret været underlødigt. Det havde appelleret til menneskets laveste instinkter, kunne man læse i dagspressen. Publikum var fortrinsvis læderjakker og andre flokmennesker.
I mange år havde både Bodille – og Grethe klubberne holdt til her.

Sammen med Loka – Tryk i Holbæk og lokalaviserne blev der afholdt en udflugt.
Et seminar med Centralorganisationen blev afholdt. Emnerne var

– Detailhandelen i dag, i går og i morgen
– Generationsskifte og fællesskab i handelsforeningerne

Kritiske spørgsmål til overborgmesteren
Den 25. september 1979 fik Handelsforeningen besøg af overborgmester Egon Weidekamp. Mødet foregik i Ungdomscentret, Nørrebrogade 159. Overborgmesteren fik stillet følgende spørgsmål:

– Hvorledes er kommunens planlægning i spørgsmålet om den lille butik, contra lavpris – og supermarkeder?
– Hvor mange flytter fra Nørrebro i de kommende år i forbindelse med saneringen
– Hvor mange vil der komme, når saneringen er overstået
– Er det rigtigt, at Nørrebrogade er foreslået som gågade?
– Nørrebro er et folkeligt kvarter, desværre med den del kriminelle og stofmisbrugere. Kan de handlende opnå et større politimandskab, end den nuværende styrke?