Respekt for gendarmer
Talrige bøller i Allersgade og Gormsgade var i krig med politiet, men når Gendarmerne kom, fik de respekt.
Fra Nørrebros Runddel til bygrænsen var det nemlig Gendarmeriet, der patruljerede. Instruksen lød, at hvis en person blev anholdt, måtte man ikke røre denne. Den anholdte skulle gå tre skridt foran. Forsøgte den anholdte, at flygte, måtte Gendarmen ikke løbe efter, men skulle råbe ham an. Det vidste bøllerne godt. Så det skete ofte, at en enkelt Gendarm kom gående med tre anholdte foran sig.

Publikum hjalp politiet
En dag var der kommet en bande af alfonser fra Indre By ud til Nørrebro for at lave ballade i Fredensgade. For ikke at blive genkendt, havde de sværtet sig til i ansigterne. De rev de handlendes døre op, og smed varerne ud på gaden. Men for en gangs skyld fik politiet hjælp af publikum, så bøllerne kunne anholdes.

Hjælp på Fælleden
Efter en af de talrige militærøvelser, blev politiet tilkaldt til Fælleden. En person var blevet så fuld, at han skulle have hjælp. Betjentene kun hverken støtte eller bære ham. De måtte derfor overtræde deres egen regel om ikke at genere at af de dyr, der græssede på Fælleden. Så den fulde mand blev simpelthen læsset op på en hesteryg og transporteret til stationen.

Lugten ved Nørrebros Runddel
I 1890erne var det ikke meget bebyggelse fra Nørrebros Runddel ud til Lyngbyvejen. En række arbejderboliger og nogle kolonihaver, var det eneste, der var at finde. Men bag dette lå byens natrenovation. Vejen dertil hed Sortevej, men i dolkemunde hed det selvfølgelig noget andet.
Her kom natmændene i nattens løb med deres såkaldte chokoladevogne, hvorpå der stod åbne latrintønder. Det forudsagde selvfølgelig en frygtelig stank.
En betjent, der skulle gøre tjeneste fra Runddelen til Lyngbyvejen udtalte, at når vinden var i en bestemt retning, var han nødsaget til at tilbagelægge strækningen i løb.
Inde på pladsen tømtes latrinen ud i dybe overdækkede kanaler for at bundfælles. Kanalerne førte ud til et hul på størrelse med Runddelen.
I stille vejr hændte det ofte at gassen fra latrinen samlede sig i rørene. Så kunne der ske større eller mindre eksplosioner. Latrinen blev afhentet til omegnens gartnerier og brugt som mødding – velbekomme.

Maja fra Lersøen
Byens løse eksistenser opholdt sig i Lersøen. Engang imellem holdt politiet razzia herude, og en enkelt ildebrand forekom også i ny og næ. Så kunne man også finde på at slås indbyrdes. Årsagen var ofte Maja Robinson, der i sine unge dage havde været ualmindelig smuk. Hun havde været gift med en læge fra et fremmed kontinent. Og rygterne ville vide, at hun stadig blev understøttet af denne læge. Og når den kom, var der fest og ballade i Lersøen.
Når hun var ædru, det skete dog ikke så tit, kunne hun tale et meget kultiveret sprog.
Man forsøgte flere gange, at redde hende ud af sumpen, og ekviperede hende fra top til tå. Men hver gang vendte hun tilbage til stor jubel for sine kammerater. Og så var der blev slagsmål om hvem, der nu skulle være kæreste med hende.
Lersøens beboere afskyede arbejde og regelmæssig erhverv. Man fik meget bekvemt mad og brændevin ved at tigge eller skræmme en enlig fodgænger til at købe sig fri for vold.

Ladegårdens fattiglemmer
De stakkels lemmer på Ladegården var underkastet et strengt reglement, der kunne minde om dem, straffefanger var udsat for. Deres forbrydelse bestod i, at de modtog fattighjælp.
De måtte stå op kl. 5 om sommeren og kl. 6 om vinteren, hvorefter der blev serveret varmt øl. En time efter begyndte arbejdet. Arbejdstiden sluttede først klokken 6 aften. Klokken 21.30 var der tvungen sengetid.
Lemmernes arbejde bestod i andet end gadefejning. På den gamle Ladegård blev der drevet industriel virksomhed, som skrædderi, væveri og børstebinderi m.m.
Ligesom hos straffefangerne var lemmerne inddelt i forskellige arbejdsklasser med en dagløn på 4, 8 eller 12 øre. Opgraderingen til en højere klasse fandt sted efter vedkommendes flid, opførsel og arbejdsdygtighed.

Den ældste bebyggelse i det nuværende Blågårds – kvarter, stammer tilbage fra 1616 -17, da Stadens Teglgård, kom til stedet.

Ladegården
Det skete næsten samtidig med at Christian den fjerde opførte en ladegård. Under et uvejr i 1628 blæste den omkuld.
To år senere opførtes en treetagers bygning med volde og grave samme steds, men under Københavns Befæstning nedbrændte den.
Det er en historie. En anden er, at Christian den 3. i 1548 anlagde en ladegård(avlsgård) til Københavns Slot. Den blev anlagt i Nyby uden for København. Et regnskab fra 1602 fortæller, at materialforvaltningen ved Københavns Slot dette år leverer tømmer og søm til en bro mellem Nyby Ladegård og Islev Mark. På Christian den 4s tid er denne for lille.
Gårdens økonomi blev aldrig god. Gården blev bortforpagtet. En udstykning skete, og senere kaldt Ny Hollænderby.
Stadsholder og en af arkitekterne bag indførelsen af enevælden Christoffer Gabel fik et gavebrev (1661) på jorden. Denne Gabel var dengang en af Københavns største grundbesiddere. Han erhvervede en stor del af Nørrebros jord. Dette var begyndelsen til Blågårds historie.
I 1710 oprettedes et krigshospital i bygningerne. Under pesten i 1711 – 13 husede gården hundrede pestsyge af gangen. Et spinderi af blår samt væveri fulgte. I 1768 solgte m,an Ladegården til Københavns Kommune. Lemmerne fra Sankt Hans Hospital blev overført hertil. Senere fungerede bygningerne som sindssygehospital. Dette hospital blev flyttet til Roskilde. I seks år forblev bygningerne ubenyttede. I 1822 indrettedes bygningerne til tvangsarbejderanstalt. Dette eventyr ophørte i 1908. I 1930 blev bygningerne revet ned.

En masse kongerøgelse fulgte. Livet på slottet Blågården, og den industri samt den kultur, der blev ført på området kan læses andet steds her på siden.

En tur i Blågårdskvarteret i 1830erne
Vi vender blikket frem til 1830erne. På hjørnet af Nørrebrogade og Dosseringen lå Stenhuggerhuset. En lille bygning med et stort tag. Det så næsten ud som om taget trykkede huset ned i jorden. I det tarvelige hus boede et par gamle mennesker, der havde opsyn med byens stenoplag. Dengang boede der også et fruentimmer af ufattelig skønhed. Men hendes moral lod en del tilbage at ønske. Det var hende, som vi kaldte Donna de Largo, skønheden fra Ladegaarden. Og så havde vi Dronehuset, der indeholdt redningsudstyr og nøglerne til de aflukkede stier langs Dosseringen.
Fra Stenhuggerhuset gik der et plankeværk ud til Blågårdsgade. Denne gade var kun en smal ubrolagt jordvej.
På hjørnet af det nuværende Slotsgade og Nørrebrogade var hovedindgangen til slottet. To mægtige stenpiller markerede resterne af en storslået indgang. Lige i nærheden lå to mindre bygninger med røde tage. I det ene boede Nørrebros politiassistent gennem mange år, Gamborg. En hyggelig fyr. I den anden ende boede en lysestøber. Omtrent ved det nuværende Baggesensgade 32 lå en pavillon. Her boede Grev Holck i en lang periode.
I det nuværende Slotsgade boede boghandler C. Steen. I samme bygning fandt vi jomfruerne Schou. Steen ejede også Nørrebrogade 43 og 45. Her boede blomsterhandler Camradi, og det var også her den navnkundige Baumgarten huserede.
På begge sider af Blågårdsgade (dengang Blågårdsvejen) lå ganske enkelte bygninger foruden Heegårds jernstøberi. På den anden side 5 – 6 små private ejendomme, beboet af embedsmænd, pensionister og enker.
I 1834 købte gartner Peter Hansen hjørnegrunden til Nørrebrogade og anlagde et gartneri. Den anden del af Nørrebrogade blev købt af stenhugger Jochumsen, som anlagde et stenhuggeri. Gartner Holmgren anlagde et mindre gartneri mellem Korsvejen og Ladegårdsåen. Her har vi måske forklaringen på navnet – Gartnergade (1858).
Hele det store område ud til søen lå uopdyrket hen. Det stod under vand om vinteren. Men det var en udmærket skøjtebane en gang imellem. Det var også et godt sted for hare, ræve, mår og væsel.
På grænsen mellem Solitude og Blågårs jorde lå en lille stubmølle og en beskeden tilbygning. Her havde en gartner også pagtet et større areal, hvoraf hele kvarteret fik sit navn.

Gamle gader og veje i Blågårds – kvarteret
Dengang i 1830erne var der egntlig kun to veje i området, nemlig Blågårdsvejen og Korsvejen. I 1856 var antallet af gader kun steget til 8. Blågårdsvejen (fra 1859 Blågårdsgade), som også blev kaldt Blågårds Langvej eller hovedgaden, Ladegårdsvejen, der løb langs åens vestligste side, hørte ikke med. Fra Dosseringen ned mod Blågårdsgade, lå Blågårds Brogade (Ewaldsgade fra 1862) og Tømrergade (1862). Langs Dosseringen mod Nørrebrogade lå kun Blågårds Bredgade (Smedegade fra 1862), Korsvejen (Korsgade fra 1860) og Kalkvejen eller Blågårds Østergade (Wesselgade fra 1860), Griffenfeldsgade (1879) som egentlig hed Parcelvejen.
På hele strækningen langs Ladegårdsåen fandtes kun en sti, med undtagelse af Ågaden mellem Blågårdsgade og Gartnergade. Ved anlæggelse af Åboulevarden omkring århundredeskiftet, bliver Ågaden dens forlængelse.

Blågården – den selvstændige kommune
En selvstændig kommune i kvarteret voksede op. Grundejerne valgte en formand, og i fællesskab ordnede de deres anliggender. Men da det det store byggeboom satte ind, gik dette fællesskab i vasken.

Byggespekulanternes paradis
De nye grundejere, ofte spekulanter, skulle ikke selv bo på stedet. De ville ikke give flere penge ud end højst nødvendigt. Det gik ren anarki i foretagendet. Ingen lys, ingen renovation, ingen vægter og overhovedet ingen organisation.
Byggespekulanterne tog ikke æstetiske eller hygiejniske hensyn. Sten blev klasket på sten i den tilladte højde.
Borgerrepræsentationen bestod for en stor del af grundejere, så de var ikke interesserede i at ændre lovgivningen. Lejekasserner blev opført på kryds og tværs. Profitten lå i at hobe de flest mulige mennesker sammen.

Lys og luft har fattigfolk ikke brug for, derfor forhus, baghus og sidehus, og ikke mere gårdsplads, end det var nødvendigt for at komme til og fra ejendommen.

I den ene ende af kvarteret fandtes fornemt tilbagetrukne villaer, længere fremme uhyggelige spekulationsbyggeri. Og på Nørrebrogade kæmpe store herskabslejligheder. Baggesnsgade slår pludselig et sving, fordi tømrermester Wildau absolut ville have at hans hus skulle ligge i en bestemt retning.

Et kvarter i forfald
Ingen brolægning, ingen fortove og det der var værst, ingen rendestene. Der var ikke tænkt på tilførsel af drikkevand eller afløb for spildevand. Lov og orden eksisterede ikke, der var ingen vægtere. Det idylliske vandløb, der i slottets tid løb langs alleen, var blevet en slimende og stinkende grøft.
Vejene var bundløse, tørvelæs forsvandt i vejenes ælte.
Kommunen havde tilbudt istandsættelse mod at Blågårdsgade blev åbnet for offentlig færdsel, men grundejerne sagde nej af angst for nye byrder og mindre profit.

Drikkevand og afløbsproblemer
Drikkevandet skaffede man sig i begyndelsen fra brønde, der fik deres grundvand fra Assitens Kirkegård.. Det var så sundhedsfarligt, at politiet forbød det. I stedet lagde man provisoriske vandledninger fra Peblingesøen og Ladegårdsåen (Pøleåen).
Men afløbsforholdene voldte problemer. I hele demarkationsområdet fandtes kun to hovedløb. – henholdsvis til Øresund og Kalvebod Strand. Blegdamsgrøften havde både tilløb fra fællederne, blegdammene, og Østerbro.

Rosenåen løb i den gamle fæstningsgrav omkring den gamle Ladegård. Den snoede sig gennem Ladegårdsmarken via Vesterbro ud til stranden. Den udgjorde den anden hovedledning. Vandskellet mellem øst og vest fandtes omkring ved Skt.. Hans Gade.
Det betød, at Nørrebro faktisk ikke havde noget afløb for sit spildevand.
En sump i Ravnsborgs Have tog en del. Men ikke tilstrækkelig. En ildelugtende grøft langs Nørrebrogade, som drejede af før Dosseringen, tog også en del. Men en del landede også i selve søen. Det var som bekendt herfra man fik noget af sit drikkevand.
Det skulle gå hele 30 år før der blev lagt en stor fælles kloak fra Nørrebro ud til Øresund.

Hvad er adressen?
Det var næsten umuligt at modtage post, når man boede i Blågårdskvarteret. Matrikkelnummeret for kvarteret var 36. To ejendomme i Murergade (1861) hed Mtr. Nr. 36F2A og B og Mtr. Nr. 36U4AU2B. Men det kom der heldigvis en ordning på.

Ladegårdåens broer
Ladegårdsåen dannede et skarpt skæld mellem Frederiksberg og Nørrebro. Først i 1820 anlagde man en overgang ud for Blågårdsgade. Men denne bro var ikke tilgængelig for alle og enhver. Der forelå tinglyste erklæringer, som forbød grundejere og beboere på Nørrebro at benytte den. Noget senere anlagde rådmand Bülow en bro ud for Ewaldsgade. Derefter kom Bangerts bro og sidst Parcelbroen, der sammen med gaderne i 10erne overgik til Magistraten.
I 1887 begyndte de første forhandlinger om overdækningen af Ladegårdsåen. Den første strækning blev tildækket i stedet for at forny Bülows gamle bro. Resten af overdækningen ud til Brohusgade blev foretaget i årene frem til århundredeskiftet.

Tragedien i Ladegårdsåen
Under overdækningsopgaverne fandt man ud for Ladegården en spids sten, ragende en meter over åens overflade.
I folkemunde fortælles, at stenen var rejst til minde om et brudepar, der på deres bryllupsdag (nytårsaften) kørte i åen og druknede. Dette er en legende, men er historisk ukorrekt. Den rette historie følger her.
En mørk novemberaften 1812 kom et selskab kørende i karet ud fra grosserer Mariboes landsted ”Rolighed” (ved Rolighedsvej) ind mod byen. Kusken væltede med vognen ud i Ladegårdsåen og fire damer druknede. Blandt de forulykkede var Marie Henriques født Beck og gift med galenteriehandler, Falck Wilhelm Henriques. En af de andre forulykkede var Lise Magnus, født Henriques gift med grosserer M.J. Magnus.
Ulykken gav anledning til, at en række piletræer blev plantet langs den nøgne åbred. Stenen blev ved samme lejlighed anbragt på Åboulevarden med den simple påskrift – 26. – 27. nov. 1812.

Tønder Statsseminarium var nordens ældste lærerskole. Den omtales første gang i 1757.
Gennem årene har byens befolkning mærket disse lærerstuderende. Seminariet var blandt andet leveringsdygtige i gode fodboldspillere. Hvem husker ikke Henning Enoksen?
Og i boghandelen solgte vi mange penne, der lå i gamle skuffer til de studerende. Jeg tror de brugte dem til at skrive noder. Store bunker af lærebøger var stablet op på borde. Vi håbede, at de så kom ind til os, og købte bøgerne.
Når Øvelsesskolen skulle have leveret bøger, så foregik det altid på årets varmeste dag. Bogdepotet lå selvfølgelig i øverste etage.

 

Institut for skolemestre
Men det var Provst Baltazar Petersen, der startede det hele. Han startede et godt Foraad af dygtige Skolemestre. Forelæsninger over kristendommen villa han holde. Hans eget værk over Jesu liv i fire bind, skulle danne grundlaget.
Undervisningen skal blive ydet dem gratis og villigt. Dog må de unge Mænd ikke være stupide ej heller vilde og lastfulde, men subjektiv, om dem man tør have den vished, at de kan blive dygtige og fromme Skolemestre.
Provsten havde selv gået i den gamle latinskole i Smedegade.
Det nye Seminarium startede i 1787. Provstens gård Gørresmark indgik i stiftelsen. Undervisningen foregik på tysk. Men man var lidt utilfreds, fordi meningen var at de studerende, skulle senere undervise på danske skoler.

 

Meget få elever
Begyndelsen var dog svær. I de første 15 år blev der kun uddannet 52 elever. De skulle deltage i den almindelige undervisning i byens to skoler, Stadthochschule og Hospitalsschule. Dette blev dog ændret med en ny skolelov, og seminariet fik nu deres egne lærere.

 

Truet af nedlæggelse
I 1827 sagde førstelæreren op, på grund af samarbejdsvanskeligheder. Det førte seminariet ud i en krise. Ja man talte om, at nedlægge det. Magistraten tilbød, at man kunne overtage Østergade 4. Og den 12. december 1829 blev seminariet ændret til en statsanstalt – Kongeligt seminarium.

 

Seminariet – som kasserne
Den 28. april 1848 rykkede tyske tropper ind i byen. Seminariets bygninger og forstanderens embedsbolig måtte rømmes. Undervisningen foregik nu på 6 forskellige steder rundt om i byen.
Den 27. juli 1850 belægger danske tropper de efterhånden meget medtagende bygninger.

 

Dansk seminarium
I fremtiden skulle seminariet være dansk. Det tyske seminarium måtte flytte et andet sted hen. Men det tysksprogede seminarium fortsatte dog sit virke helt til 1854, hvor det flyttede til Egernførde.
Først i 1858 kunne det danske gymnasium fortsætte sit virke. Dansk var blevet skolesproget i Tønder fra 1851, meget imod borgerskabet.
Men ak og ve. Det danske Seminariums levetid varede kun til 6. februar 1864, da den danske hær havde forladt Danevirke.

 

Slaget ved Møgeltønder
Den 30. maj 1864 genåbnede seminariet som et tvesproget seminarium med 40 elever i den tyske afdeling og 6 elever i den danske afdeling.
I 1874 – 1875 fik seminariet sin egen øvelsesskole.
De tysksprogede elever gik med blå huer, de dannede deres egen forening og Scweizerhalle blev deres samlingssted. De dansksprogede elever gik med grønne huer, og mødtes på Stadt Kopenhagen.
I december 1878 kom det til regulært slagsmål blandt eleverne. I historien kaldes det Slaget ved Møgeltønder. De danske elevforeninger blev forbudt, og i 1884 blev den danske afdeling lukket.

 

Prøjsisk institution
Seminariet blev nu omdannet til en ren prøjsisk institution. Mellem 1884 og 1920 havde seminariet hele 10 Direktører.
I 1901 kom der atter en prøjsisk reform. En ny hovedbygning blev rejst i 1905. Det var Direktør Krahe, der var skyld i, at Tønder fik et ganske imponerende sportsstadion i 1912. Han lavede en indsamling. På dette stadion har vi børn fra Lærkevej ofte leget, selv om vi egentlig ikke måtte. Der var opsynsmand på. Det var også her, min onkel blev jysk mester i kuglestød. En ny fløj til øvelsesskolen kunne indvies i 1914.

 

Lazaret og Apotek
Den gamle øvelsesskole blev indrettet som lazaret og apotek i krigens sidste år. Senere blev seminariet igen indrettet som kasserne. Denne gang var det engelske tropper, og senere kom Den Sønderjyske kommando.

 

Familien Eskildsen
Den 31. august 1920 startede seminariet atter, Og Claus Eskildsen blev en af de bærende kræfter. En af hans efterkommere blev senere min biologi – og religionslærer på Tønder Kommuneskole. Kunne vi ikke vores Fadervor, måtte vi ligge os på katederet og finde os i spanking.

 

Det endelige dødsstød
En række udvidelser fulgte. I 1938 var Kronpris Frederik og Kronprinsesse Ingrid æresgæster ved seminariets 150 års jubilæum.
Og trods nybygninger og en stor lokal indsats eksisterer Tønder Statsseminarium som bekendt ikke mere. Institutionen fik det endelig dødsstød.

Kilde: 

• Litteratur Tønder 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder 1-2 
• Flere minder fra Tønder Statsseminarium 
• Tønder Statsskole fra slutningen af 1920’erne 
• Vajsenhuset i Tønder 1- 2 
• Livet på Seminariet i Tønder 
• Tønder Seminarium – en del af historien 
• Tønder Statsskole – dengang 
• I skole i Tønder 
• Den røde skole 
• Lærer i Burkal 
• Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 

Redigeret 18, – 04 – 2021

Den førte politik i Amtsrådet var ret liberal i begyndelsen. Først i 1904 kunne man mærke Altdeutscher kurs.

Den tyske kurs
Herefter kunne man også mærke en tilspidsning af de nationale modsætninger.
Også hos Tønders borgmestre mærkede man en liberal holdning i begyndelsen efter tyskernes overtagelse. Her huskes nok bedst Borgmester Rathje, der satte gang i mange ting. Han nedlagde sin borgmesterstilling i 1910 i protest mod Landrat, hvorefter byrådet udnævnte ham som æresborger i Tønder.
Et meget vanskeligt hverv var det for borgmester J. Poulsen efter 1917. Strejker og uroligheder havde bredt sig til Tønder.
Først i 1901 – 1902 blev Tønders drikkevands problem løst. Et stort vandværk blev etableret ved siden af gasværket.
Kvægmarkedet blev flyttet til Sønderbro. Befolkningen inde i byen kunne ikke mere holde stanken ud.

Hjuldamperen Bismarcks eventyrlige sejlads
Hjuldamperen Bismarcks eventyrlige sejlads fra Højer Sluse til Skibbroen blev besunget i vers og viser. Flere gange under vejs sad damperen fast i mudderet, men det lykkedes at gennemføre sejladsen. Med besvær blev damperen også vendt foran Skibbroen. I en kort tid gik tankerne tilbage til Tønders storhedstid som havneby.

 

De store kvægmarkeder
I årene efter 1864 var tilførslen til markederne i Tønder enorme, 15.000 – 25.000 stykker kvæg, et par tusinde heste og stor mængder får.
Fra 1877 forlangte byen penge af studeholderne 20 pf. Pr. hest og 10 pf. Pr. kvæg.
Det var liv og glade dage i byens beværtninger, tivoli, markedsboder, fremmedartede dyr, voksfigurer, nye karruseller og en dame på 400 pund. Jo, der skete noget i Tønder.

 

Mange værtshuse
Byens fineste sted var Stadt Hamburg i Vestergade, hvor borgerskabet holdt store fester. Et andet mødested var Stadt Kopenhagen mellem Pebergade og Kogade. Så var det Tonhalle, som oprindelig hed Zum Goldenen Klotz. Senere blev de hele renoveret og kaldt Stadt Wien. Det var også det fine hotel i Richtsensgade og det mindre fine sted Soli deo Gloria i Østergade. Meget populært var det hos Mutter Hage i Humlekærren.

 

Badegæster til Sild
Der var fare for at jernbanen fra syd skulle gå uden om Tønder, via Højer og Hvidding. Men det skete dog ikke. Ofte holdt der 30 vogne ved Marchbahnhof på vej med tyske badegæster på vej til Sild via Højer.
Man forsøgte at starte et dansk forsamlingshus. På et tidspunkt var der planer om at sælge Stadt Kopenhagen. Men det lykkedes ikke.

 

Sturm auf Tondern
I 1901 oprettedes Tønder Landmandsbank, en gevinst for danskheden i byen.
I 1912 stiftedes på Landschafliches Haus – Tønder Læseforening. Efterhånden havde man samlet et par hundrede danske bøger, og holdt til i en bagbygning til Landmandsbanken. Men dansksindede embedsmænd turde ikke møde op.
Men ellers var forholdet forsonlig. Således advarede Magistraten om, at man ikke skulle oprette en afdeling af Deutscher Verein. Men denne beslutning vakte ikke gehør i alle kredse. Og det blev starten til den såkaldte Sturm auf Tondern. Et folkemøde, der samlede 1.000 deltagere. Ekstratog blev indsat, og Deutscher Vereins formand holdt et meget langt foredrag om de tyske værdier. Enden på det hele blev oprettelse af en afdeling af Deutscher Verein i Tønder på 260 medlemmer.

 

Arrestationen af danskere
Krigsudbruddet i 1914 blev dramatisk, flere Tønder – borgere blev arresteret. Bankdirektørerne Andressen og Rossen, samt redaktør Skovrøy blev arresteret. De fik følgeskab af bagermester Thorwald Petersen. De blev sendt til Flensborg. De mange dansksindede borgere i byen måtte også følge mobiliseringsordren. Via Flensborg blev de transporteret til fronterne.

 

Luftangreb på Tønder
Nord for byen blev der bygget en luftskibsstation. Til sidst bestod den af to store dobbelt haller, en mindre hal, et ”gasanstalt” og en hangar til flyvemaskiner. Stationen blev beskyttet af batterier og luftværnskanonerne. Desuden blev der oprettet en radiostation til pejling og korrespondance.
Adskillige lufttogter udgik fra Tønder. De fleste luftskibe havarerede dog, eller blev skudt ned.
Tønder – borgerne var med rette bekymrede over hævnaktioner. Allerede i 1914 var der forsøg på angreb. Men de engelske fly nåede ikke engang kysten.
I marts 1916 nåede 5 engelske fly ind over byen. Men en snebyge bevirkede, at de ikke ramte deres mål. Tre andre fly måtte nødlande, og seks piloter blev taget til fange.
Det lykkedes dog den 19. juli 1918 at beskadige luftskibsstationen alvorligt. I Tondernsche Zeitung kunne man læse, at angrebet kun havde forvoldt mindre skade. Men Tønders befolkning, der valfartede til stedet kunne se noget andet.
I dag er der et Zeppelin – museum på stedet, og den bliver ledet af min tidligere chauffør, Manfred. Tag og besøg den, her vil du kunne få meget mere at vide. Ja Manfred er det hvis ikke mere. Men det var han i februar 2007, hvor denne artikel blev skrevet.

 

Sangerkrigen i Tønder
Mindetavler og mindesten kunne senere minde borgerne om, at et par hundrede Tønder – borgere måtte lade livet under første verdenskrig.
Vareknaphed, restriktioner, og stigende offentlig kontrol fulgte. Tilværelsen for borgerne blev træls og indviklet.
November-revolutionen (1917) ramte også Tønder. Revolutionære taler på Torvet, strejker og social uro ramte i høj grad den lille købstad på Vestkysten.
Stemmetallene i Tønder den 10. februar 1920 viste 750 danske stemmer mod 2.448 tyske stemmer. Der var trods alt lidt sejrsstemning over de dansksindede i Tønder, men mange var dog skuffede over resultatet.
En del uro opstod i Storegade. En sangerkrig opstod mellem Slesvig – Holsten – visen og de dansksindede slagsang I alle de riger og lande.

 

Sønderjysk Kommando ankommer
Da formaliteterne omkring Genforeningen var i orden modtog de danske borgere og en gruppe engelske soldater den Sønderjyske Kommando ved Tønder Øst. Det var den 5. maj. Oberstløjtnant Elmer, der havde modtaget kommandoen sagde ved den lejlighed:

Det er for soldaterne af Sønderjysk Kommando en stor dag, at vi som de første danske soldater efter 1864 atter kan betræde Sønderjyllands jordbærmarmelade – Det er snart 56 år siden, de danske soldater blev tvunget til at rømme Als. De tog til Fyn, hvorfra vi nu er kommet for igen at tage vort gamle land i besiddelse

 

Kongen kommer på besøg
Den 7. maj kom Dragonerne til Tønder. Og den 20. maj indførtes det danske møntsystem officielt. Kroner og ører afløste Mark og Pfennig.
Den 9. juli udstedtes genforeningsloven og den 10. juli fulgte kongens berømte ridt over den gamle grænse. Da kongen på sin rundtur den 12. juli nåede Tønder, var ikke et øje tørt.

 

Det første danske tog
Den 14. juni kørte det første danske tog fra Bramminge mod Tønder. To dage efter rejste det tyske personale sammen med et tog bestående af ti tyske lokomotiver med afrejse fra Marschbanhof i retning sydpå.
De tyske borgere gik en ukendt fremtid i møde. Mange nye opgaver måtte løses efter genforeningen.

 

Tønder – Danmarks nye grænseby
Tønders naturlige opland mod syd blev pludselig meget mindre. Fra en upåagtet tysk Kreisstadt, var Tønder nu blevet Danmarks yderste grænseby.

 

Dragonerne i lejr
Staten ydede et tilskud på 600.000 kr. til et kæmpe kloakeringsprojekt fra 1923 – 1925. Militæret blev indkvarteret i flyvepladsen nord for byen, mens Rytteriet blev installeret på Statsseminariet, for senere at blive overflyttet til den tidligere amtskommunale landbrugsskole på Ribevej (Ribe Landevej). Dragonernes heste blev placeret i private stalde fordelt over hele byen.
Nord for byen ved den tidligere Funkstation (Ryttervej – Svinget) lod byen opføre en ”lejr”, der blev taget i brug i november 1920. Denne ”lejr” var beregnet som en midlertidig indretning, men blev Tønder Garnisons hjemsted de næste 16 år.

 

Eksportmarkedet anlægges
Tønder Eksportmarked kunne samle op til 10.000 kreaturer. Det var store dage for byen med disse markeder. En stor plads på Viddingherredsgade lige over for banegården, blev taget i brug

 

Masser af aktivitet
De gamle gadelygter med gasbelysning blev ved juletid 1921 for første gang afløst af elektrisk lys. Gas – og vandledninger blev fornyet og suppleret. Renovationsvæsnet blev omorganiseret.
I 1921 – 1922 påbegyndtes udbygningen på de gamle markveje, der fra Popsensgade førte ud i lejren. De fik navne som Leosalle, Dragonvej og Nygade. Samtidig blev Horupsgade i den anden ende af byen reguleret.
Tønder Museum blev indrettet i den tidligere portnerbygning til Tønder Slot. Den var indtil da blevet brugt som husvilde bolig.
Tønder Bibliotek blev oprettet og var en succes fra starten.

 

Afvanding af marsken
Et kæmpe arbejde fulgte, da afvandingen af marsken begyndte. I December 1928 gik vandet antagelig for sidste gang over Tønder – Flensborg Landevej øst for byen. Tønders allersidste forbindelser til søvejen forsvandt hermed.

I 1927 – 1928 begyndte man med det moderne chaussebelægning af Strucksalle samt modernisering af den nordlige del af Viddingherredsgade. Senere fulgte flere moderniseringer.

 

En ny kasserne
I årene 1934 – 1936 fik man en stor og smuk kasserne. Det var 2. Infanteribataljon, der rykkede ind.
Sønderjysk Kommando blev opløst den 1. november 1923, og Dragonerne forsvandt i 1932 til stor sorg for den lokale befolkning.
En udvidelse af Tønder Sygehus blev færdig i 1925.
Rutebilplads blev i 1937 indrettet omkring Smedegade/Richtsensgade. Og 36 ældre mennesker fik glæde at et helt nyt alderdomshjem på Leosalle.

 

Slots – og frigrunden indlemmes i Tønder
Den 1. april 1933 blev slots – og frigrunden indlemmet i Tønder Købstad. Det lille ejerlav havde haft privilegier helt tilbage fra 1499. Indtil 1920 var ejerlavet en selvstændig kommune. Fordelene for ejerlavet blev dog efterhånden for iøjefaldende. Tønder måtte overtage en gæld på 75.000 kr. og give beboerne en skattelempelse på fem år.

 

Badeanstalt ved Vidåen
Os der ofte har badet i Vidåen ved, hvor dejligt det kan være. Men man skal være lokalkendt, for visse steder kan åen være meget lumsk.
Man påtænkte, at indrette en badeanstalt nedenfor vandmøllen, også kaldet Møllekulen. Men vandstanden var for varierende. Så man indrettede i stedet badeanstalten ved Vidåens indløb til Tønder – lige ved sommerdiget.

I 1921 havde byen 5.015 indbyggere. I 1940 var der 6.217 indbyggere. De 358 var kommet fra slots – og frigrunden.

 

Tønders mange aviser
I 1920 havde Tønder følgende medier, Tonderner Zeitung, Vestslesvigsk Tidende, og Neue Tondernsche Zeitung.
Førstnævnte stammede helt tilbage fra 1833. Det frisindede Tonderner Nachrischten måtte lukke i 1920. Og i 1920 måtte Tondernsche Zeitung lide den skæbne, at blive solgt. På trods af det tyske sprog, var den en fortaler for danske interesser.

Det danske blad Vestslesvigsk Tidende var i 1882 genoplivet af P. Skovroy. Siden 1885 blev det udgivet som filial af Flensborg Avis. Indtil 1920 var det et velanset blad for danskheden i byen. Tønder Amts Tidende blev bygget videre på Tonderner Zeitung fra oktober 1921. Det blev i begyndelsen trykt i Tønder, og var en meget konservativ avis

Tønder Amts Dagblad startede i 1923. I september 1929 startede dagbladet Jydske Tidende i Kolding. Samtlige konservative aviser blev indlemmet i denne, dog ikke Tønder Amts Dagblad.
Fra 1. januar1936 startede Jydske Tidende en selvstændig redaktion i Tønder.
Men allerede i 1920 var en partipolitisk avis startet i Tønder. Det var Tønder Avis, en venstre avis, som var filialblad af Vestkysten i Esbjerg.
Den 1. oktober 1933 oprettedes Tønder Amtstidende som filialblad af Hejmdal i Aabenraa. Her havde partiet Venstre også en finger med i spillet.
Tønder Amts Socialdemokrat med egen redaktion blev udsendt efter genforeningen. Fra 17. oktober 1942 under navnet Sønderjyden.

De tyske lokalviser blev i 1929 sammensluttet til Nordscleswigsche Zeitung, som havde en klar nationalistisk kurs – også før 9. april 1940. Bladet udkom også efter 5. maj 1945-indtil efteråret 1945, hvor et brandanslag ødelagde avisen. Fra 2. februar 1946 udkom Der Nordschleswiger- først som ugeavis og fra 1951 som dagblad.

 

Plads til alle
Det første valg efter genforeningen gav 3 pladser ud af 18 til de dansksindede i Tønder. Men holdningen i byen var trods alt, at der skulle være plads til alle, uanset tilhørsforhold.

 

Kilde:

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening finder du 143 artikler 

Redigeret 18. 04. 2022

Anekdoter fra det gamle Nørrebro
Læs om bydelen med de primitive broer, og manden der ville af med demarkationslinjen. Læs om opsynsmanden og enken, der ikke ville flytte. Og de stakkels børn, der skulle gå fra Ventegodt til Højbro Plads. Læs om Ridderen af Nørrebro, og Staten i Staden. Vi skal også høre om Grundtvig på Nørrebro og kørerlæreren fra Ryesgade. Og endelig skolen, som Magistraten ikke brød sig om

Tilgangen til og fra Nørrebro til Indre By var vanskelig. Først skulle man over en dårlig bro, derefter skulle man bruge en masse tid ved byporten. Det tog alt for lang tid.

Åben dog porten
I 1840 kom der et beskedent ønske om, at portene også om vinteren skulle åbnes før klokken 6 om morgenen. Men politimester Bræstrup mente, at folk ikke havde brug for varer så tidlig om morgenen. Desuden ville tyverierne stige, såfremt portene blev åbnet.

Man tænkte ikke over de stakkels arbejdere ude på Nørrebro. I 1844 indgav fabrikant Drewsen og jernstøber Heegaard en klage til Magistraten, at deres arbejdere ikke kunne komme på arbejde uden at skulle betale 2 skilling for passage gennem Nørreport.. Dette var en stor udgift for arbejderne, hvis dagløn var på 2 – 3 mark. Men det varede længe inden man efterkom disse og andre klager.

Trætte af voldene
Der var mange på Nørrebro, der var trætte af voldene. I en lov underskrevet af Christian den fjerde i 1685 skulle alle huse uden for demarkationslinjen nedrives, undtagen husene langs Blegdamen. Ligeledes skulle der opretholdes tre værtshuse. Senere fik man at vide, at man godt måtte bygge i bindingsværk, men kun i en etage.

Men loven blev overtrådt mange gange. På Nørrebro fandtes der både grundmurede og toetagers huse. Endvidere fandtes der en forpligtigelse, at bygningerne i tilfælde af krigsudbrud skulle brændes ned, uden erstatning. Men det skete nu heller ikke. Englænderne for eksempel sørgede selv for nedbrændingen.

Det var også umulig at låne penge på ejendommene, der heller ikke kunne forsikres. Reelt tilhørte alle ejendomme på demarkationslinjen, Staden København. De ”såkaldte” grundejere ventede med længsel på at staden skulle slippe de tunge bånd og at Københavns Befæstning blev nedlagt.

Brændevinsbrænder Wiums plan
Brændevinsbrænder Wium på Nørrebro ville hjælpe sagen på gled, så i 1846 fremlagde han en plan til ny befæstningslinje omkring København.

Han foreslog anlæg af en række batterier fra Flaskekroen ved “Kallebodstrand”, langs Damhussøen, forbi Bispeengen til Lygten, langs med Lersøen til tre Flasker og ud mod stranden.

– omtrent saaledes at den ene Kanonkugle i Mag kunne forsvare den anden.

Dermed kunne de gamle fæstningsværker nedlægges, demarkationsforpligtigelsen hæves, og grundejerne på Nørrebro skaffe sig lån af offentlige midler.

Staden havde forkøbsret
Som regel havde Staden forkøbsret på ejendommene. Men det virkede ikke rigtig på Nørrebro. Således bortfæstede vognmand Salling hjørnet af Fælledvejen til hans enke i 1787. Hun havde solgt ud af jorden. Og ville gøre det samme i 1840, men først her blev hun stoppet af kæmneren.

Det samme var tilfældet med jorden på Store Ravnsborg. Kommunen opgav frivillig forkøbsret, fordi byggegrundene allerede var udstykkede.

Bydelen med de primitive broer
Nørrebro var kendt som bydelen med de primitive broer. Det gjaldt ikke kun de tre broer over Ladegårdsåen. Men også broen over Peblingesøen, med dens snævre brosti. Det var så galt at snedkermester Mou foreslog, at man i stedet lavede en færgefart over søen.

Murermester Petersen ville bygge en træbro, og opkræve en afgift på 2 øre, for alle dem, der passerede broen. Der blev vitterlig bygget em træbro i 1878.

Men den var det nu heller ikke tilfredshed med. Et læsebrev i Socialisten fortalte, at den ny bro var ideel til selvmordere. Broen var fæl, fortaltes der. Brædderne lå på langs, og de blev hurtig pilrådne. De daglige passerende fik våde fødder, når det havde regnet. Og det pæne borgerskab kunne ikke komme til selskaber, når de skulle en tur over broen.

Træbroen blev erstattet af en dæmning i 1887. Fabrikant Hauberg søgte koncession på at oprette en ny sporvognsrute, og ville også bygge en ny bro. Ruten skulle gå tværs over Fælleden til Tagensvej, hvor Hauberg netop havde etableret en maskinfabrik. Det fik han dog ikke lov til. I 1904 blev dæmningen afløst af den nuværende Fredens Bro.

Stenhuggerhuset
Hvis det nu endelig var lykkedes at komme over broen, var det første hus, man stødte på, det såkaldte Stenhuggerhus, der lå til venstre for broen. Det var en lille forfalden hytte, der dannede et værdigt sidestykke til ”Druknehuset” ved siden af, der tilhørte Selskabet for Druknedes og andre Skindødes Redning”. I Stenhuggerhuset boede en gammel mand, Knud Mikkelsen, der havde opsyn med redningsudstyret i skuret. Samtidig skulle han holde øje med, at der ingen ”urenligheder” kastedes i søen.

Knud Mikkelsen, der ikke ville flytte
Da byggeboomet skulle i gang på Nørrebro, var det første skridt, at fjerne Stenhuggerhuset”, men Knud Mikkelsen ville ikke flytte, og en opsigelse smed han væk. Kommunen gjorde opmærksom på et Fæstebrev, der kundgjorde, at han ikke ejede grunden. Han meddelte Kommunen, at han hverken kunne læse eller skrive, eller kendte nogen, der gjorde dette.

Kommunen måtte anlægge sag imod ham og fik ham ved en Overrets – dom forpligtet til under en daglig Mulkt af 1 Rigsdaler, at rive huset ned. Denne dom var af 8. november 1858, og på den tid stod huset der endnu.

Livet ved søerne
På Sortedamssøen har der altid været dyrket meget sejlsport. Beboerne på Blegdammen kunne mod et depositum på 5 mark få udleveret en nøgle til begge ender af Sortedamsdosseringen. Måske kunne man også ved at give Knud en drikkeskilling, få ham til at låse portene op. Først med anlæggelse af Skt. Hansgade i 1851 – 1853 blev Sortedamsdosseringen en offentlig gangsti.

Dosseringen langs Sortedamssøen forbi Ravnsborgs Have og Blegdammene tilhørte Vandvæsnet

Enken, der ikke ville flytte
Der var så mange træer langs Nørrebrogade, at man i 1841 måtte borthugge hver anden træ. Kun på den nordlige side var der et fortov, som blev brat afbrudt ved Fælledvej af det såkaldte ”Barrierehus”, der fra husrækken sprang frem i gaden. Dette hus tilhørte kommunen og havde i sin tid været benyttet til bolig for opsynsmanden ved bommerne til Stadens fælleder. Nu var det udlejet til en gammel enke, der nødig ville flytte. Magistraten lod huset stå for hendes skyld, skønt det var til hinder for Passagen og til Vansir for hele Gaden. Først i 1847, da enken selv bestemte at flytte blev huset solgt til nedrivning. Der skulle betales 830 Rdlr. Magistraten havde kun forlangt 12 Rdlr af enken i årlig leje. Så kan man da godt forstå, at hun ikke ville flytte.

Ridderen af Nørrebro
Over for dette hus lå den to etagers store Grams Have. Et meget populært traktørsted. Gram var en afdanket kaptajn og havde købt stedet. Han havde efter sigende 4 smukke døtre. De var veninde med enkefrue Hansens døtre Marie og Emilie, der boede lidt længere henne af Nørrebrogade. De fem piger sad mangen en eftermiddag og ventede på en bestemt person – nemlig forfatteren Christian Winther (hjortens flugt). Han blev kaldt for Ridderen af Nørrebro, og det blev den 19 – årige Marie Hansen, der løb af med ridderen.

Blågården – i forfald
På den anden side fandtes ingen fortov. Her var kun få bebyggelser. Vejen gik langs Blågården og Solitudes store haver og langs Assistens Kirkegård.

Blågård var den største ejendom på Nørrebro. Den strakte sig lige fra Nørrebrogade til Ladegaardsåen, og fra Peblingesøen til den nuværende Griffenfeldtsgade.

Den oprindelige hovedbygning var nedrevet, men endnu henstod på det udstrakte terræn en del ret herskabelige bygninger og pavilloner fra ”Slottets” tid, alle med det blå tag af glaserede sten, som havde givet gården sit navn. Ud mod Nørrebrogade stod to sværere stenpiller, kronede af en gesims og en mægtig stenkugle, som i sin tid havde dannet indkørslen til den herskabelige bolig. Omkring pavillonerne lå store haver. En af disse tilhørte krigsassessor Koop. Det var kendt som samlingssted for adskillige af den tids selskabelige foreninger. Men også vænger og fiskeparker, ja hele kornmarker fandtes inden for Blågårdens porte. Terrænet ud mod Peblingesøen lå hen som uopdyrket land, et stykke forvildet natur tæt uden for hovedstaden.

Vildanden rugede i sivene, Hare, væsel, mår færdedes i haver og vænger, ja en rævegrav fandtes også inde på Blågårdens marker. Midt i vildnisset ud mod søen, stod en glemt levning fra slottes fornemme dage, et forvitret stenpostament med en hovedløs krop af Sfinks.

Man havde det indtryk, at man var langt fra civilisationen, når man befandt sig indenfor. Og så kun hundrede alen fra hovedstadens volde.

Købmand Hilcker erhvervede på et tidspunkt det tidlige klædemanufaktur gratis. Han ville prøve med linnedvæveri efter den Westphalske metode.. Linnedvæver Schnitker overtog derefter fabrikken. På et tidspunkt overtog Jacob og Lauritz Holmblad stedet. De fik endda tilladelse til at opføre et tørrehus

Italieneren Pelotti lavede teater på Blågården, det var et kæmpe udstyrsstykke med lys og lyd. Men det var svært for borgerskabet, at komme frem. Først skulle de balancere over en meget smal bro over en vejgrøft. Det sidste stykke vej var nærmest bundløs

En stat i staden
Beboerne gav senere fordring på jagtret, som en af Blågårdens herligheder. En stat i staden udviklede sig. Vejene var private og beboerne var fri for vej – vægter – og lygteskat. Da de heller ikke fik vand fra søerne svarede de ikke vandskat. De styrede selv deres fælles anliggender, holdt generalforsamling, og valgte sig en formand.

De første veje var dog også i en sørgelig forfatning. De var uden fortove, uden belægning, og det værste var, uden rendestene.. Drikkevand måtte man hente fra brønde. Indtil man fandt ud af, at det stammede fra Assistens Kirkegård, så hurtig fik man etableret forbindelse til Peblingesøen og Ladegårdsåen.

En stinkende grøft ville magistraten ikke gøre noget ved. Det var ikke deres bord. Det var jo privatejet. Spildevandet fra grøften løb ud i søerne og blandede sig med drikkevandet. Det drikkevand, som beboerne selv fik fra søerne.

Først omkring 1871 blev forholdene for beboerne i Blågårds – gade kvarteret løst.

Solitude
Blågårdsvej og Korsvej gennemskar den store have, og langs disse veje lå adskillige nye anlæg. Her var Heegaards Jernstøberi, et par lysstøberier og en voksdugsfabrik På hjørnet af Blågårdsvej og Nørrebrogade lå Peter Hansens store og berømte blomstergartneri. Ved Blågårdsvej lå også Ulrichsens Stiftelse, der blev nedrevet i 1902.

Kunstberider Jean Lustre købte fast ejendom på Nørrebro, og i 1800 fik han tilladelse til at undervise i ridekunsten og andre legemsøvelser. Det var noget det bedre borgerskab så frem til.

Uden for Blaagard lå Solitude, ligeledes en stor, herskabelig ejendom med marker og enge, der strakte sig helt ned til Ladegårdsåen. Den tilhørte i 1840erne Kaptajn Bangert, og blev efter hans død udstykket til arvingerne.

En gartner brugte en del af jorden til at dyrke rabarber og navnet Rabarberland blev hængende ved dette kvarter. Parcelvejen, senere Griffenfeldtsgade førte hen over Solitudes jorder og ned til Parcelbroen over Ladegårdsåen.

Store Ravnsborg
På den modsatte side af Nørrebrogade lå Store Ravnsborg, en ejendom på over 5 tdr. land med en gammel hovedbygning og store gartnerier.. hele ejendommen blev på et heldigt tidspunkt købt af Den bestandig borgerlige forening, der havde klublokale her. De stigende grundpriser satte dem i stand til at udstykke det hele i byggegrunde, til fordel for foreningens medlemmer..

En kunstner forvildede sig på et tidspunkt ud til Nørrebro, således i 1804 Pierre Magito, der afbrændte sit kunstfyrværkeri hos Hans Kongelig Højhed, Prins Ludvig Ferdinand af Preusen. Dette foregik på Store Ravnsborg.

Blegdammene
Hvor Ravnsborgs Have endte, begyndte blegdammene, der i nummerorden 1 til 23 strakte sig helt ud til Østerbro. Det var små grønne jordpletter med hver deres dam, der fik vand ind fra Sortedamssøen.

Her lå de hvide lærredsstykker paa Bleg, bevogtet om natten af vægterne. I hvid vadmels kappe med lygte i bæltet gik de rundt. De tudede i kohorn for at holde tyvene væk og vel sagtens også for at holde sig vågen. Enkelte af blegdammene var allerede taget i brug som byggepladser. Her etableredes Feilbergs Voksfabrik og den såkaldte Manchesterfabrik sig. En egentlig større bebyggelse startede først i halvtredserne, da Sct. Hans Gade blev anlagt hen over første blegdam. På anden blegdam opførtes Ting – og arresthuset i 1847 – 48.

På en af blegdammene boede Bager Købke, hvis søn, maleren G.S. Købke, herfra har hentet motivet til mange af sine stemningsfulde billeder.

Den stærke mand i kirketiden
Allerede i 1722 havde Von Eckenburg indrettet et forlystelsessted i nærheden af Skt. Hansgade. Her optrådte Den stærke mand. Men han gjorde det i kirketiden, og det måtte man ikke, selv om der ikke var en kirke i nærheden. Helt tilbage fra 1719 indrettedes der et kalluntrykkeri ved blegdammen.. Og minsandten om ikke også blev indrettet en sømfabrik lige i nærheden af Grev Danneskjold – Laurvig

Nørrebros første skole
Når man læser diverse jubilæumsskrifter, er der mange, der foregiver at værre Nørrebros ældste skole, men mon ikke den der blev anlagt ved den 12. blegdam kan kalde sig for Nørrebros ældste skole. Den lå på hjørnet af Trepkasgade og Blegdamsvej og blev oprettet i 1761 Det var ikke sjovt at være lærer her, det lugtede også fra blegdammene. I en meddelelse fra Magistraten hed det sig:

En fattig og forknyt Studiosus terpede Katekismus med en flok landsbyagtige Børn, der var meget lidt fortrolige med Skriftstederne. Forholdene var elendige, godt nok 2 skolestuer og en lejlighed til læreren.

Først lang tid efter gjorde Magistraten noget ved problemet. Det skete under ledelse af digteren Fr. Høgh – Guldberg. Han gjorde skolen til en af de bedste almueskoler i byen.

Jødeforfølgelse
På Jødevejen lå danseboden ”Det gamle Testamente” Navnet stammer ganske givet fra Den Mosaiske Kirkegård, der blev anlagt helt tilbage i 1694. Denne kirkegård blev efterhånden udvidet meget. Ifølge den jødiske religion tillader man ikke at opgrave jord, hvori et lig engang er blevet nedlagt. Begravelserne kom efterhånden ganske tæt på bebyggede områder.

I 1729 var der 65 jøde – familier med i alt 350 personer i København. De fleste boede i Læderstræde. I 1760 var der 137 jøde – familier med 650 personer. Diskriminationen var meget fremherskende. Magistraten forlangte simpelthen, at enhver jøde, der ville bosætte sig i byen skulle bygge et nyt hus eller indrette sig et manufaktur”. Dette blev dog sjældent overholdt, så man nøjedes med at indkassere en afgift på 100 Rigsdaler.

Opdagede man, at en jøde var smuglet ind eller havde snydt, straffedes han med 1.000 Rigsdaler i bøde, og skulle arbejde på Kastellet på livstid.

Man ville heller ikke optage jøder i laugene. Kun en jøde nemlig Henrik Goldschmidt blev optaget i den hæderlige Brændevinsbrænderlav.

Det hed sig at jøderne strejfede rundt, for at bedrage folk. Mange blev uskyldig dømt. Nogle foreslog endda, at de skulle gå med armbind. Lørdag den 4. september 1819 samledes sjovere, lærerdrenge og matroser. De begyndte at slå ruderne ind hos silkekræmmer Raphael, galanterivarehandler Jacobsen i Østergade og mange flere. Politiet stod magtesløs. Optøjerne varede helt til den 14. september. Man talte også om, at ødelægge Den Mosaiske Kirkegård.

Jøderne på Ventegodt
På hjørnet af Møllegade eller Jødevejen oprettedes i 1803 en lukket keglebane af tømrermester Kern.

Det yderste stykke af Nørrebro fra Assistens Kirkegård og ud til Lygtekroen hed Lygtevejen. Herude lå gårdene Ventegodt, Petersminde og Petersdal. Avlsgården Nissendal må vi heller ikke glemme.

Det var Konrad Berg, der i 1718, da han overtog Lygten Kro, forsynede den med flere tilbygninger.

Ventegodt lå der allerede i det 18 – århundrede, men i det 19 – århundrede var det slægten Melchior, der boede på stedet. Man kaldte dem for Jøderne på Ventegodt. Ejendommen lå ved Esromgade, Lundtoftegade..

Borgerskabets børn kunne ikke nøjes med forstadens visdom, således gik grosserer Melchiors børn den lange vej fra Ventegodt ind til Højbro Plads. De kunne dog tage med mælkebønderne, hvis de kunne komme med for 2 Skilling. Blev der forlangt 3 Skilling måtte børnene gå.

Træerne tog vinden
Ved Ølunds Mølle, anlagdes i 1804 en reberbane af kaptajn i Borgervæbningen Toksværd

Møllerne påstod at poppeltræerne i nærheden af Runddelen tog vinden. Man besluttede derfor, at plante linde – og elmetræer.

Fattigdom og Kristendom på Ydre Nørrebro
Da der endelig kom gang i byggeriet omkring Lygten, fastslog en skribent følgende:

Fattigdommen hersker. Mændene drikker, og Kvinderne sladrer tiden bort.
I en artikel i Illustreret Tidende i forbindelse med indvielsen af Stefans Kirke kunne man læse

Her er Haab , om at Kristendommen, al Raahed, uredelighed og usædeligheds medarbejdende Aand, vil blive til det Salt, der bevarer de endnu gode hjem og aaben Ild, der renser de fordærvede.

De forstod virkelig, at bruge det danske sprog dengang.

Forceret spekulationsbyggeri bag Stefanskirken førte til, at der ikke var en egentlig adgangsvej til den nye jernbanestation. Det fik en af de daværende medier til at skrive

Et mylder af Gadestumper op i Kirkens Nabolag for alle har spekuleret i, at blive nærmeste Forbindelsesvej til Stationen.

Grundtvig på Nørrebro
Lidt længere ude, der hvor Haraldsgade ligger i dag lå lystejendommen Marielyst. Hvad de færreste sikkert ved, var at her blev der indrettet en højskole, hvor Grundtvig ofte kom til sin død. Åbningshøjtideligheden fandt sted den 3. november 1856. Skolens første forstander var teologen C.J. Brandt. Der var foredrag om folkesagen og fædrelandets historie. En hjælpelærer, Rasmus Fenger underviste i landmåling, agerbrug, kvægavl og kemi. Om aftenen var det modersmålet, der var på skemaet. Men det gik ikke så godt for Grundtvigs Højskole. Første år kom der 20 elever, næste år 16, og året efter kun 12. 7.000 rigsdaler kostede det at indrette og erhverve Marielyst.

Man kan ikke lave være med at tænke på, at Kierkegaard, H.C. Andersen og Grundtvig faktisk kunne have hilst på hinanden på Nørrebro.

Kørerlæren fra Ryesgade
Det første stykke af Ryesgade blev anlagt i 1858. Først i 1881 var gaden ført igennem til Østerbrogade. I øvrigt påstod børn dengang, at de havde set rotter lige så store som en hund, og rotter var der tusindvis af i Ryesgade dengang.

Det nordligste stykke var så godt som ubeboet. Det medførte klager.

En enkelt mand var dog godt tilfreds med situationen, nemlig løjtnant H. Schow. Han underviste folk i at køre på cykel eller som det hed dengang Velocipeder. Den lukkede gade var eminent til dette formål. Annoncer fremhævede, at folk der lejede Velocipeder på hans plads kunne ride til både Klampenborg og Lyngby, uden at passere stenbro.

Man morer sig på Nørrebro
Selv om der ikke var så meget på Nørrebro, dengang, så morede man sig. Hør blot en gammel frontberetning

Om sommeren søger Håndværks og Kjældermanden og unge Bursher til værtshusene. På vester – Nørre- og Østerbro om søndagen, når vejret føjer, vrimler det Sommeren igjennem på disse steder med pyntede Mandfolk og Fruentimmer, som ved Keglespil, Musik og Dans nyde Livet med en Fryd og Gammen, som Mennesker i højere Regioner intet Begreb kunne gjøre om”.

Kampen på Fælleden

Der er sket meget på Fælleden. Så meget, at Fælledens 1.100 kreaturer sultede, fordi militærstøvler ødelagde græsset. Læs om københavnernes angst for de 30.000 russiske soldater. Og Borgervæbningens store øvelser. Struensee endte sine dage her og Karen Spidsmus regerede på Fælleden.

De store fælleder strakte sig fra Nørrebro til Østerbro. Hele 293 tdr. land. Det var trist og ensformigt. Kun nogle enkelte vandhuller brød denne ensformighed. Gaaseparken lå tæt ved Blegdamsvejen og søen Holger Danskes briller lå lige i nærheden af Nørre Alle. Men et tredje vandhul, Kammerpotten var vi lige ved at glemme.

Markmanden kæmpede forgæves

En markmand eller en markfoged skulle sørge for, at der ikke skete overgreb mod Fælleden. En af disse, Holger Dønneke, boede på det sted, hvor Nørrebrogade 68 i dag ligger. Han lagde muligvis navn til vandhullet Holger Danskes briller.

Markmanden kunne dog ikke forhindre, at militæret fik ejerfornemmelser. I 1679 var det første gang, at der blev holdt mønstring.

I 1710 kæmpede 15.000 soldater i fire uger på Fælleden. . Kæmneren kunne konstatere:

selvraadig opkastet og gravet efter egen Fantasi mangfoldige Huller, en Del som var for dem nødig og det meste unødig.

Pas på – den russiske hær.

I 1716 lå en russisk hær på 30.000 mand på lejr her på Fælleden. I første omgang, udgjorde de dog ikke en fare for københavnerne, men alligevel. De var kommet her til sammen med. Zar Peter den Store. Sammen med den danske hær ville man åbne et angreb med Sverige. I begyndelsen blev de modtaget med begejstring, men da angrebet trak ud, fik københavnerne bange anelser. Vagterne blev forstærket, og Kastellets Norgesport blev lukket.

Ravagerne mod Fælleden var dog enorme, efter russernes besøg.

Troppelejr og hestvæddeløb

Senere var der ønske om at etablere en farveplantage på Fælleden. Dette blev dog afvist.

Også i 1753 og 1755 lå store tropper på lejr på Fælleden.

Allerede i 1770 – 72 blev der afholdt hestevæddeløb på Fælleden, sikkert ansporet af Struensee, som havde stor interesse for ridesporten.

Struensees henretning

På Øster Fælled i 1772 blev der til lejligheden oprettet et skafot, da greverne Brandt og Struensee skulle henrettes på barbarisk vis. 30.000 indbyggere overværede det makabre skue. Den 27 årige bøddel, Gottschalck Mühlhausen var kendt for ikke altid at kunne ramme. Desuden sagde rygterne, at han var drikfældig. Ingen under med dette job.

Øvrigheden havde bildt befolkningen ind, at greverne havde attentatplaner mod kongen. Sandheden var vel nok, at adelen følte, at kongens livlæge Struensse fik lige lovlig meget, at skulle have sagt.

General von Eickstedts kommando bevogtede retterstedet af 4.000 matroser. Ligeledes var der opmarcheret 1.200 mand fra infanteriet og et ukendt antal dragoner.

Struensse var ankommet i festtøj. Mens bødlen råbte: Dette sker efter fortjeneste, fulgte første øksehug. Blodet stod i en stråle fra den lemlæstede arm. Anden gang hævede bødlen øksen og lod den falde. Hovedet blev skilt fra kroppen. Derefter fulgte kønsdelene.

Der lød ingen jubelråb på Fælleden. Hadet var vendt til medfølelse.

Teltlejr og soldaterstøvler

Efter den store brand i 1795 blev fælleden brugt som teltlejr for alle de husvilde

Godt nok tilhøret Fælleden kommunen, men militæret havde efterhånden taget magten herude.

Elever ved den militære Højskole øvede herude, og Stadens sandgrave blev brugt til skydeøvelser.

Stakkels kreaturer, der skulle høre på dette. De skulle gå på fælleden om sommeren for at æde sig fede og tykke. Men jordbunden var efterhånden så nedtrådt, af soldaternes støvler, at græsset visnede bort.

De vilde øvelser

Når der var øvelse på Fælleden, var der fest. Skønne uniformer og musik i spidsen var ofte det, der proklamerede en øvelse. Normal bestod øvelsen i at angribe Lille Vibenhus. Der kom både jægere og dragoner, lansenerer og de glinsende hestegardister. Men mest populær var Borgerbevæbningens øvelser. Koner, børn, kærester og koner drev ofte med. Efter øvelserne stod den på druk og hor. Mangen en tapper soldat er faldet ned i den store afvandings – og afførings kanal langs Blegdamsvejen. Og gadedrengene havde det herligt. De fandt altid krudt, som de kunne bruge inde i staden. De stakkels menige havde svært ved at genfinde sit kompagni og holde sig på benene. Og sønnen fik lov til at holde fars gevær i marchen på vej hjem.

Der var skik og brug under høstmanøvrerne, at politiet advarede beboerne på Nørrebro om, hvornår, der ville blive skudt med kanoner. Så kunne man nå, at tage sine vinduer af, og undgå for mange sprængte ruder.

Kjøbenhavns Borgervæbning

Men hvem var de, dem der ødelagde Fælledens græs?
Borgervæbningen bestod af mange forskellige afdelinge. Livjægerkorpset, Kongens Livkorps (studenterne) eller Brandkorpset, bare for at nævne nogen. Allerede i 1588 fik man et mønsterregister og et korps bestående af 1648 personer.

Man blev delt op i ”roder” af 10 mand. Hver kompagni havde deres egnen chef, der blev kaldt for ”Stadshauptman” I 1772 fik hvervet rang af oberst. I 1799 kom infanteriet til, med efterhånden 12 kompagnier. Hvert kompagni havde deres egen fane. Fantasien kendte ingen grænser.

– Frederiks Kompagni havde en grøn fane med et motiv af København og indskriften Held for Kongen og Staden

– Kjøbmager Kompagniets fane var lyseblå. I midten på hvid baggrund sås en trane med indskriften Hold Vagt – Tiden agt.

– Vestre Kompagni havde en hvid fane. I midten en edderkop, der i sit spind havde en dræbt spyflue med indskriften Ringe magt er i foragt.

De menige, der blev kaldt ”Rotgesellen” blev kaldt til mønstring ved hjælp af trommer. De skulle være beredt inden trommerne havde lydt anden gang, og være parat i fuld kampudrustning foran fændrikkens gadedør.

På vagterne var” drik og fylderi, Dobbel, Spil, Sværgen og Banden forbudt”. Det var forbundet med dødsstraf, at bruge våben mod hinanden på en vagt. I midten af 1800 – tallet fik man 50 øre om dagen, når man deltog i en øvelse af cirka 15 dages varighed.

Det borgerlige artilleri blev først oprettet i 1789 med to komagnier. Efterhånden blev de også til 12. begge korps blev forenet til et korps i 1808 under navnet Kjøbenhavns Borgervæbning.

Borgervæbningen huskes i historien for deres heroiske indsats

– under Københavns Bombardement, tabstallet var 5 dræbte og 23 sårede

– de var med til Filosofgangsfejden i 1789

– Posthusfejden i 1799

– Jødefejden i 1819

Den 4. juli 1807 var der voldsomme sammenstød mellem marinere og matroser. De havde hvis aldrig rigtig kunne lide hinanden. Borgervæbningen gik ind og forhindrede nedslagtning. Kronprins Frederik takkede mange gange fra Kiel.

Borgervæbningens eksercits var efterhånden ikke så mønsterværdig og disciplinen faldt også. Trinde fremstående maver prydede officererne i de højere grader. Dette blev endnu mere synligt, jo snævre uniformen sad. Men Frederik den 6. var tilfreds. Under ”Kongerevuerne” på Fælleden sagde han Tak Børn, Jeg er fornøjet med Jer.

Slotsgartnerens undersøgelser

Militærets ejerfornemmelser havde udviklet sig i løbet af de sidste hundrede år. Allerede i 1737 proklamerede kongen, at fælleden skulle bruges til militære gøremål. Det var nu også list af en hobby for Frederik den sjette. Staden turde ikke rigtig, at gøre noget ved det. Men da kongen døde, undersøgte Borgerrepræsentationen, hvilke rettigheder og pligter Staden havde på området. I 1843 fik man fremstillet en oversigt, og så skete der ellers ikke mere.

I 1847 var der næsten kun mos tilbage, til de stakkels kreaturer. Byens indtægt var kun 1370 Rigsdaler, og det var alt for lidt. Slotsgartner Rothe lavede en plan, der gik ud på, at militæret skulle bruge mindre plads. En stor del skulle så tilsås med kløver. Slotsgartneren mente, at jorden på Fælleden var særdeles frugtbar. Samme år kunne politikerne læse følgende udtalelse:

Naar alle Troppesamlinger, som i Aarets Løb finder sted på Fællederne, sammenlægges, og alle de Samlinger af Mennesker som Tilskuere ved Vaabenøvelser, ved Vædderidt m.m. lægges dertil, skal det hvis næppe siges, at færre end Hundrede Tusinde Mennesker og maaske ti Tusinde Heste bevæge sig herover de Græsstrækninger, af hvilke det forlanges, at de tillige skulle afgive Føde for nogle Hundrede Kreaturer. Dertil kommer, at disse Græsvæksten ødelæggende Masser, ikke bevæge sig derover alene, naar Jorden er noget tør, Planterne sejge, Væksten mindre frodig, men de strømme derover Vinter og Sommer, i tørt og vaadt vejr, og især i sidstnævnte udtvære de jorden om Græsplanterne, sønderslidte Planterne i deres hjerte, og hestene skrabe ofte hele Skiver af Grønsværen af, hvorved al Vækst tilintetgøres. Hvilket areal bliver ikke aarligt ødelagt af Telte, Tribuner, Marketenderier, Cirkus og meget mere, idet der ikke alene nedtrampes og afslides, men der afbrændes og ved Paagydninger forgiftes store Platter, der atter behøve mange Aars Hvile for at frembringe nyt Græs.

Borgerrepræsentationen nedsatte prompte en Komité, der skulle forhandle med krigsministeriet. Man fortalte ministeriet at Fælleden trængte til hvile. Omgående svarede man herfra, at man ikke kunne undvære en eneste centimeter jord. Nu var alt ved det gamle.

Men i 1857 måtte Politiet tage sig af kreaturerne. Politidirektør Bræstrup skrev til Magistraten i slutningen af juli. Han antog at kreaturerne sultede på grund af vedvarende tørke.

Man antog, at 1.100 kreaturer på dette tidspunkt ”græssede” på Fælleden.

Selskabet til hesteavlens Fremme

Nu var det ikke kun militæret, der ødelagde jorden. Selskabet til Hesteavlens fremme havde første gang i 1832 fået lov til at afholde Væddeløb på Fælleden. Et andragende om at gentage dette i 1833 blev afslået.

Man forsøgte igen i 1840. Nu var der en særlig omstændighed. Christian den ottende skulle krones. Da Magistraten tøvede, truede Selskabet. Man udbad sig, at sagen måtte blive forelagt hans Majestæt Kongen. Efter denne trussel skyndte Magistraten, at give deres tilladelse.

Det var en sejr. Nu kunne man hvert år afholde hestevæddeløb med eller uden kongelig bevågenhed.

Pas på – de røde.

Bladet Socialisten havde en overgang redaktion i Ravnsborggade 21, og det var her Louis Pio blev arresteret den 4. maj 1872. Det var natten før, der var varslet møde på Fælleden. Det var en støtte til de københavnske murere, der krævede arbejdstiden nedsat fra 11 til 10 timer. Politiet havde dog forbudt mødet. Alligevel strømmede folk til mødet.

En kæmpe rød fane var bestilt, og ved en fest i Phønix deklamererede en ung dame, et digt om Murernes skue. En flammende artikel i Socialisten Målet er fuldt, fik myndighederne op af stolene. Krigsminister Haffner mente, at det var opfordring til revolution, og mente ikke, at militæret kunne stå distancen mod en rasende folkemængde. Derfor henstillede han til politimesteren at forbyde mødet.

Politiet rapporterede at flere tusinde strømmede til Nørrefælled. Politi og Militær forsøgte forgæves at spærre indgangene. Garnisonen på i Kastellet fik udleveret skarpe patroner, marineartillerister blev stationeret på råd – og domhuset. To eskadroner husarer rykkede ud til hest med dragne sabler, foruden at politiet var mobiliseret til sidste mand. Sammenstødet var uundgåeligt.

Politiet trak kniplerne og slog i hovedet på arbejderne. På fælleden blev der kastet sten og hestepærer mod soldaterne. Arbejderne havde dog et nyt våben – snus, som de smed mod myndighederne. Det regnede med knytnæveslag og spark.

Døren til Johannes Kirken blev presset ind, da militær og politi fordrev menneskemassen fra Skt. Hans Torv, men præsten lod sig ikke forstyrre. I sin prædiken kom præsten med disse ord, På Moses stol sidder nu de skriftkloge og Farisæerne. Det lod pludselig fra baggrunden Det er hørt. Først derefter afbrød præsten gudstjenesten.

Anklagen mod Pio og to af hans bagmænd trak ud. Endelig den 23. marts 1873 faldt dommen. 6 års fængsel. Den blev senere sat ned til 5 års fængsel.

Karen Spidsmus – Fælledens dronning

I slutningen af 1800 – tallet græssede droske – vognmændenes heste her. I sommermånederne var Fællederne et yndet opholdssted for kvarterets børn. Men også temmelig alkoholiserede personer, hvis faste opholdssted var Lersøen sås herude. Denne Lersø – bande var berygtet. Karen Spidsmus var en af datidens Fælled – giner. Slagsmål forekom ret ofte og godtfolks passage over fællederne var navnlig ved aftenstide ikke helt uden risiko.

Militæret slap sine ejerfornemmelser

Først i 1909 slap militæret sine ejerfornemmelser for Fælleden. Men allerede da, havde Boldklubben af 1893 lejet 6 tønder land. Garderhusarkasernen blev bygget i 1896 – 1898. I 1908 bevilligede Borgerrepræsentationen et stort beløb til anlæggelse af en idrætspark på 17 – 18 tønder land. Siden opførtes i 1911 Lawn – Tennishallen, 1912 Atletikbanen og den 6. juni 1914 blev Idrætshuset indviet.

I 1929 skrev den Henrik Cavling i sine erindringer:

I Tiden omkring de lyse Nætter på Nørrefælled et stærkt besøgt Valfartssted for Beboerne af Nørrebro. At man siden har beplantet denne dejlige aabne grønne Fælled og delvis bebygget den, er en uforstaaelig Taabelighed. Man maa erindre Vrimlen af glade Mennesker på Nørrefælled i halvfjerserne for til fulde at forstaa, hvad Tab vi lider ved at overgive denne aabne Tumleplads til Bebyggelse for Hospitaler, Privathuse og Frimurerplads.

Der er altid rebeller på Nørrebro

På Fælleden blev kampene efterhånden knap så farverige. Dog har FCK og Brøndby fans kæmpet og enkelte 1. maj arrangementer har dog også givet anledning til politiets indgriben.

Græsset holder, trods mange arrangementer, men nu er kreaturerne forsvundet fra Fælleden.

Men inde på Nørrebro har der været mange kampe. Der har altid været rebeller på Nørrebro. Men se, det er en anden historie.

Historien om Jægersborggade

Flere gader og veje på Nørrebro

Læs om gaden, der fik navneforandring på grund af et mord. Hør også om Stlladsråden. Og så har Nørrebro været leveringsdygtige i Nødtørftanstalter. Så var det manden, der skrev 4.000 viser. Her er anden del af gader og veje på Nørrebro.

Alderstrøst

Stiftelsen blev opført af Håndværkerforeningen i årene 1862 – 1875. De første penge til byggeriet fik man efter et lotteri. Den indeholdt, da alt var udbygget 191 lejligheder. Da første etape, var færdig havde man besøg af kongen, han glædede sig, Det glæder mig, at der er lokummer til alle.

Stiftelsen blev nedlagt i 1954, og det meste af komplekset blev nedrevet i 1980. Hovedbygningen mod Nørrebrogade er bevaret.

Atlas

I 1897 opførte Atlas en fabrik på hjørnet af Nørrebrogade og Baldersgade. Der blev produceret køleaggregater og dampmaskiner. Produktionen blev omlagt som følge af den teknologiske udvikling. I 1950erne byggede man en ny fabrik i Lundtofte, og producerede efterhånden køleskabe.

Bagergade

Bagergade gik fra Blågårdsgade til Slotsgade. Da Blågårds Plads blev anlagt i 1916, kom gaden til at indgå i pladsens sydlige del, derfor valgte man at skifte navn.

Baggesensgade

Opkaldt efter digteren Jens Baggesen (1764 – 1826). Han døde i Hamborg, men blev begravet i Kiel.

Blågårds Seminarium

Danmarks første lærerseminarium blev grundlagt i 1791, og ødelagt af englænderne i 1807. Et nyt seminarium blev oprettet af jyden Jeppe Tang i 1859. I 1863 flyttede man ind i en bygning på hjørnet af Baggesensgade og Blågårdsgade. I 1904 flyttede seminariet.

Borups Alle

Finansborgmester Ludvig Christian Borup (1836 – 1906) sikrede i 1890erne København mod grundspekulation. Han opkøbte billig landbrugsjord, bl.a. Bellahøj, Hulgård og Tomsgård i Brønshøj og Utterslev.

Bragesgade

Grundtvigs udtryk ”bragesnak” var hentydning til den nordiske gud, Brage, veltalenhedens Gud.

Hvad de færreste ved, Grundtvig kom ofte på Ydre Nørrebro, ikke langt fra Bragesgade. Lystgården, Marienlyst blev omdannet til højskole.

Bregnerødgade

Landsbynavnet går tilbage til lige efter Vikingetiden. Navnet er udledt af plantenavnet, bregne.

Brohusgade

Her boede opsynsmanden ved broen over Ladegårdsåen til Bülowsvej.

Bryggeriet Stefan

Det blev stiftet i 1895 af H.C. Meyer. Tre år senere slog han sig sammen med to andre og stiftede Bryggeriet Hafnia, der lå i Stefansgade 51. Særlig populær blev den såkaldte Kroneøl. Fra 1913 producerede bryggeriet også mineralvand.

Brynhildegade

Brynhilde var den nordiske sagnskikkelse, som elskede Sigurd Fafnersbane., og ved sin jalousi forvoldte hans død. Wagner har lånt stoffet til operaen Ragnerok.

Cafe Petersdal

Den lå egentlig der, hvor El – giganten ligger i dag. Den var opkaldt efter landstedet af samme navn, som lå samme sted. Den blev revet ned i 1930, for at give plads til Nora – Bio, der blev Københavns tredje største. Biografen lukkede i 1977.

Cloetta

Chokoladefabrikken blev opført i 1862 af de to schweiziske brødre Bernhard og Christoph Cloetta. I 1867 købte man en ejendom i Indre by og brugte dampmaskiner.. I 1901 flyttede man til lokalerne i Hørsholmsgade. Hele 125 mennesker blev beskæftiget her. I 1929 blev firmaet omdannet til aktieselskab og overtaget af Christian F. Kehlet. Fra 1954 til 1960 blev firmaet drevet fra Glostrup, og chokoladekoncernen Fazer overtog virksomheden. I dag danser man lystigt i den tidligere chokoladefabrik.

Dardanellerne

De to ejendomme, der flankerer Nørrebrogade mod søerne. Navnet dækker i vore dage strædet mellem Europa og Lilleasien, men betegnede egentlig to fæstninger. Ejendommene er opført omkring 1853.

Dronning Louises bro

Dronning Louises bro er fra år 1900. Da den ene af husene på Nørrebro – siden i 1947 skulle renoveres, ville ejeren fjerne tårnet. Men det fik han ikke lov til. De to tårne på de to første huse markerer stadig indgangen til Nørrebro. Historien om broerne er spændende, og det vender vi tilbage til i en senere artikel.

Eddagården

Eddaen er mundtligt overleverede gudesagn og slægtssagaer, nedskrevet på Island omkring 1250, at islændingen Snorre Sturluson (1179 – 1241).

Esromgade

Efter Klosterbyen Esrum ved Esrum Sø. Lidt finurlig navn, da søens gamle navn er Esse.

Fafnersgade

Dragen Fafner vogter en skat i den nordiske gudelære.

Fenrisgade

Den onde Fenrisulv i den nordiske gudelære blev med list svinebundet af aserne, indtil Odins søn Vidar, skal dræbe ham i Ragnerok.

Fensmarksgade

Efter den sjællandske landsby, hvor digteren Christian Winther blev født. Navnet betyder ”kvægjord”.

Florsgade

Christian Flor (1792 – 1875) var en ledende dansknational, sønderjysk politiker og forstander på Rødding Højskole.

Fogedgården

Fogeden var i det gamle København, den øverste embedsmand. Han ledede Bytinget mandag morgen foran rådhuset på Gammel Torv, som politimester og dommer i en og samme person

<--PAGEBREAK-->

Folmer Bendsens Plads

Maleren Folmer Bendtsen (1907 – 1993) malede Nørrebro – motiver. Aktiv i frihedskæmperorganisationen Bopa.

Fredrik Bajers Plads

Frederik Bajer (1837 – 1922) deltog i krigen i 1864. Kom i Folketinget for partiet Venstre. Sammen med sin kone Mathilde (født Schlüter) startede han i 1871 dansk Kvindesamfund. Han var født Frederik, men stavede sit navn konsekvent Fredrik.

Frejasgade

Freja er den nordiske gudelæres frugtbarhedsgud.

Fællesbageriet

I 1887 flyttede Arbejdernes Fællesbageri ind i nyopførte bygninger i Nanansgade. Formålet var, at arbejderne skulle have billigt og godt brød på bordet. Et eget mølleri fik man i 1893. Virksomheden fortsatte helt frem til 1980.

Gilbjeggade

Gilbjeg Hoved er Sjællands nordligste punkt. Navnet betyder ”kløft”.

Gormsgade

Gorm den Gamle var konge i Jylland fra omkring 936 til 950, og blev begravet i Jelling. Han var den sidste hedenske konge, og den sidste der blev begravet i en høj.

Gummifabrikken

I 1896 etablerede De Forenede Gummi- og Luftringefabrikker sig i Heimdalsgade. I 1934 udvidede man fabrikken, der fik navneforandring til Schiønning & Arve. Det blev Danmarks største leverandør af dæk og slanger til cykler.. Produktionen ophørte i slutninger af 1970erne. Senere gav det anledning for BZer at besætte bygningerne. For første gang siden 1930erne brugte Politiet tåregas mod civile, for at få dem til at forlade bygningerne.

Hamletsgade

Saxos sagn om den jyske sagnkonge, der reddede livet ved at anstille sig dum. Historien inspirerede Shakespeare til tragedien Hamlet, prins af Danmark.

Hans Egedes Gade

Grønlands Apostel, Hans Egede (1686 – 1758), troede, at der måtte være nordboere på Grønland. Han sejlede derop i 1721, men fandt dog ingen nordboere. Han begyndte at omvende grønlænderne, og grundlagde i 1727 Godthåb/Nuuk.

Hans Kirks Vej

Forfatteren Hans Kirk (1898 – 1962) var kommunist. Hvem husker ikke Tv – serien Fiskerne, da den blev vist.

Heimdalsgade

Den nordiske gud, Heimdal, kunne se hundrede mile, og høre græsset gro. Fra ham nedstammer alle i Norden – trælle, frie bønder og jarler. Hans Gjallerhorn vil lyde fra regnbuens top, når guderne på den yderste dag, Ragnarok, kaldes til kamp mod underverdenen.

Heinesgade

Overretssagfører Nathan Heine (1835 – 1914) var ekspert i byggesager.

Hellebækgade

Efter stationsbyen vest for Helsingør. Betyder den hellige bæk.

Henrik Pontoppidans Vej

Henrik Pontoppidan (1857 – 1943) måtte i 1913 lide den tort, at skulle dele Nobelprisen i litteratur med Karl Gjellerup. Hans mest kendte roman er vel nok Lykke – Per.

Henrik Rungs Gade

Komponisten Henrik Rung (1807 – 1871) huskes for melodien I Danmark er jeg født

Hermodsgade

Aserne sendte Hermod til dødsriget Hel, for at hente Balder tilbage.

Hillerødgade

Bynavnet Hillerød er gammelt. Men blev egentlig først brugt for cirka hundrede år siden. Indtil da hed stedet Frederiksborg. Navnet stammer fra kvindenavnet Hildur eller mandsnavnet Hildir. Byvåbnet viser dog en blomstrende hyld. På et tidspunkt troede man, at navnet stammede fra hylde – rød.

Hornbækgade

Opkaldt efter det nordsjællandske badested.

<--PAGEBREAK-->
Hothers Plads

Guden Hother (Høder) var søn af Odin og Frigga, og bror til Balder. Hother blev skyld i broderens død. Han var blind, med Loke sigtede med den ulyksalige pil af mistelten.

Husumgades Betalingsskole

Skolen hedder i dag Havremarkens Skole. Den blev indviet som betalingsskole i 1890. Samme år blev skolen gjort til friskole, d.v.s den var gratis at gå i. Elevtallet var imponerende. Man startede med 916 elever. I 1923 var elvtallet helt oppe på 1.425.

Irma

Carl Schepler åbnede i 1886 en lille ægge forretning i Ravnsborggade. Han begyndte snart at fabrikere og sælge andre varer. Siden åbnede han filialer på Frederiksberg, Vesterbro og sågar i Tyskland. I 1907 registrerede Schepler sine butikker under navnet Irma.

Jernbanen

Der har faktisk været 3 stationer på Nørrebro. Når togene passerede Nørrebrogade nær Esromgade, blev bommene sænket. Fra 1910 kunne fodgængerne bruge en fodgængerbro. En trafiktælling fra den 26.februar 1924 fortæller noget om problemet. Bommene var nede 78 gange i et døgn, i alt 212 minutter. Der passerede 67 tog og nogle rangertog. Der standsede 361 biler og 18 motorcykler. Ikke nævnt er sporvogne, hestevogne, trækvogne og cyklister. Tænk hvis det var i dag.

Overskæringen forsvandt først i 1930, da Højbanen blev indviet.

Den 1. juli 1886 fik Nørrebro, Station A, den lå ud for Jægersborggade i Stefansgade. Station B lå i Hillerødgade, den betjente rejsende mod København og havde ingen ventesal.

Julius Bloms Gade

Tømrermester Julius Andreas Blom (1815 – 1900) stod for opførelsen af mangfoldige lejekasserner på Nørrebro. Han fik sæde i Magistraten, og blev ved kongelig nåde udnævnt til etatsråd – i folkemunde Stilladsråden.

Korsgade

Allerede før 1850 hed gaden Korsvej. Helligkors Kirken for enden har navn efter gaden,.

Kronborggade

Efter Erik af Pommerens slot, som oprindelig hed Krogen og sikrede opkrævningen lige til Øresundstoldens ophævelse i 1857 – mod godtgørelse af 32,2 millioner Rigsdaler. Tænk hvis de havde fortsat?

Krügersgade

Endnu en vej, gade eller plads udnævnt af en af danskhedens forkæmpere i grænselandet. Hans Andreasen Krüger (1816 – 81) var danskhedens leder efter 1864.

Ludvigsen og Hermann

Når man snakker om jernstøberi, tales der altid om Heegaard, som vi også selv nævner i en del artikler. Men 10 år senere, i 1838 åbnede S.H. Ludvigsen på Nørrebrogade 39. Senere fulgte E.V. Hermann med. I 1860 var virksomheden en af de førende inden for produktion af lygtepæle, kloakdæksler, bænke og fritstående pissoirer (dengang hed det nødtørftsanstalter). Firmaet var de første til at forsyne københavnerne med vandklosetter og centralvarmeanlæg blandt de velhavende omkring Bredgade og Malmøgade. I 1974 flyttede Ludvigsen og Hermann til Glostrup.

Lygtekroen

Kroen blev opført i 1700 – tallet og nedrevet i 1904, for at give plads til Lygten Station. Kroen lå ved Lygteåen, som blev rørlagt under DSB – grunden og Fasanvej omkring 1920.

Mjølnerparken

Guden Thors hammer hedder Mjølner. Når han kastede den, ramte den altid, og vendte så tilbage til hans hånd.

Nannasgade

Den Germanske gud Balders smukke hustru lod sig brænde med sin døde mand.

Nivågade

Den nordsjællandske å, har givet landsbyen navn, betydningen er uvis. Måske har åen heddet Nive.

Nordborggade

Alsingerne kalder Nordborg for Nørborg modsat Sønderborg. Oprindelig hed byen bare Køping.

Nordre Fasanvej

Fasangården blev opført i Frederiksberg Have i 1723 – 24, med henblik på opdræt af fasaner, men nedlagt i 1785. Også på Nørrebro var fasanjagt hyppige. Det vides at Struensee og Caroline Mathilde gik på fasanjagt på Fælleden.

Nærumgade

Nærum betyder Njords hjem. Frugtbarhedsguden Njord er også kendt under det latinske navn Nerthus.

Nøddebogade

Jul i Nøddebo Præstegård foregår ikke i Nødebo(med et d) ved Esrum Sø.

Nørre Alle

Alleens linde blev plantet i 1744. Fra Møllegade via Nørre Alle førte Kongevejen til Helsingør.

Nørre Alle var en del af denne Kongevej.

Nørre Alles Skole

Den blev opført i 1857, som en af de første skoler på Nørrebro. Egentlig var skolen beregnet til 900 elever, men omkring år 1900 gik der 1.472 elever på skolen. Det klarede man ved at have skolegang i ”to – holds drift” Pigerne fra kl. 8 – 13 og drengene fra 13 til 18. Fra 1945 – 1946 gjorde skolen plads til tyske flygtninge. Eleverne blev flyttet til bl.a. Skt. Johannes Kirkens menighedshus. Skolen fungerede ind til 1993, hvor bygningerne blev til Medborgerhus.

Nørrebronx

Moderne udtryk for Nørrebro. Bronx er en af New Yorks fem såkaldte boroughs, og den eneste på fastlandet. I 1635 købte hollænderen Jonas Bronck arealet. Manhattan var i 1626 taget i bytte af hollændere. Øens indianere fik efter sigende glasperler og kram til en værdi af ca. 24 Dollars.

Nørrebros Teater

Nørrebros Teater i Ravnsborggade blev indviet i 1886, som et såkaldt serveringsteater. I 1931 brændte teatret, og blev hurtig genopført.

<--PAGEBREAK-->

Odinsgade

Fra 1860 til 1920 navngav man en stor gruppe gader med navne fra den nordiske mytologi og sagn verden. Det var en privat grundejer, der fandt på det. Det inspirerede så kommunen til at fortsætte. Odinsgade er den ældste af ”Gude – vejene” Den nyeste navn er Mjølnerparken.

Overskæringen

Et minde om den tidligere jernbane mellem København og Hellerup. Banen blev nedlagt i 1930.

Parcelvej

Griffenfeldsgade hed Parcelvej indtil 1875, opkaldt efter Parcelbroen, der førte over Ladegårdsåen

Prins Jørgens Gade

Egentlig hed gaden Louisegade Et meget omtalt mord på en smedesvends hustru vakte så meget postyr, at man valgte at omdøbe gaden. Det var synd for Anker Heegaard `s hustru Louise. Det var nemlig hende, gaden var opkaldt efter. Anker Heegaard var den initiativrige fabrikant på Indre Nørrebro. Prins Jørgen var søn af Frederik den 3. Han blev gift med den engelsk – skotske prinsesse Anne Stuart, der kom på tronen i 1702. I England tog Jørgen navnet George. Anne blev godt nok gift hele 15 gange. De fem levende fødte børn døde alle som små. Dermed uddøde Stuart – slægten. Under anden verdenskrig valgte BBC, Prins Jørgens March som kendingsmelodi for sine propagandaudsendelser til det tysk besatte Danmark. Melodien blev så populær, at den nu bruges til at annoncere Eurovisions udsendelser.

P.D. Løvs Alle

Malermester P.D. Løv(1860 – 1930) udstykkede store arealer på Nørrebro til etagebyggeri.

Peter Fabers Gade

Danmarks første telegrafdirektør Peter Christian Frederik Faber (1810 – 1877) skrev bl.a. Højt fra træets grønne top, Sikken voldsom trængsel og alarm og Den gang jeg drog af sted.

Rantzausgade

Adelsslægten hørte hjemme i Holsten. Den barske Johan Rantzau (1492 – 1565)nedkæmpede oprørerne for Christian den 3. I et år belejrede hans lejesvende byen, og folk døde som fluer. Men en anden var særdeles populær på Nørrebro, Anton William Theobald Rantzau (1832 – 1897). Han var nok den mest produktive viseskriver, som Danmark nogensinde har haft. Hen mod 4.000 viser blev det til. Direktør for en masse sangerindepavillioner, bl.a. Store Ravnsborg. Han var en rigtig Nørrebro – dreng, havde altid en skilling til overs for trængende. Han arrangerede også velgørenhedsforestillinger. Han forsøgte sig også med Panama – aktier. Det skulle han ikke have gjort.

Rantzausgade hed Nordvestvej indtil 1905, og gik kun til Brohusgade.

Remisen i Gartnergade

Den blev opført i 1869, og var beliggende i Gartnergade 9. Her parkerede hestesporvognene fra ”Korsgade – linien”, der kørte fra Kongens Nytorv til Korsgade ved Parcelvej(nu Griffenfeldsgade) og retur. Endnu i 1903 var der tre hestesporvognslinier i København. Korsgadelinien blev ikke omstillet til elektrisk drift, men nedlagdes i 1903. Samme år blev remisen i gartnergade revet ned.

Sandbjerggade

Gennem århundrede gravede man sand til husholdningsbrug på Nørrebro, nærmere Fælleden. Man skurede gulve med det, kom det i spytbakkerne, blankede kobbertøjet m.m. Møllegade hed før Sandgravervej.

Sankt Hans Torv

Vognene til kildemarked på Eremitagen ved Kirsten Pihls Kilde holdt her. Særlig til Sankt Hans var der livlig trafik her. I begyndelsen af 1800 – tallet blev den Gamle Strandvej, den foretrukne rute. En gammel malkeplads lå lige i nærheden, ligesom Nørrebros første kirke.

Schleppegrellsgade

Generalmajor Frederik Adolf Schleppegrell (1792 – 1850) faldt i slaget ved Isted, 25 juli1850.

Schulstad

I 1902 flyttede Viggo Schulstad sin brødproduktion til en baggård mellem Blegdamsvej og Ryesgade tæt ved Sankt Hans Torv. Senere fusionerede virksomheden med to andre brødfabrikker.

Sigurdsgade

Sagnhelten Sigurd dræber i den ældre Edda, dragen Fafner, og derfor kaldtes Sigurd, Fafnersbane. Figuren var oprindelig en slægts gud for Vølsungerne, men blev populær. Ingår også i Wagners: Nibelungens Ring. Det nordiske mandsnavn betyder Kampens vogter.

Skotterupgade

Allerede i Middelalderen var skotterne i Helsingør, så talrige, at de i Sankt Olai Kirke kunne bekoste et alter til deres egne helgener.; Sankt Jakob, Sankt Andreas, Sankt Ninianus. De lånte også navnet til fiskelejet Skotterup syd for byen.

Skrivergangen

Københavns byskriver boede i et stenhus på hjørnet af Gammeltorv og Klædeboderne – nutidens Skindergade. Han nød desuden embedsjord og honorarer for at udfærdige skøder, domme og lister over de våbenføre mænd.

Slangerupgade

Anlagt langs Slangerupbanen. Den gamle, forhenværende købstads navn er udledt af mandsnavnet Slanghi ”slange”. Erik Ejegod var født her.

Slejpnersgade

Efter Odins ottebenede hest.

Slotsgade

Blågård blev nedbrudt under belejringen i 1658, men genopført af Prins Carl, Frederik den 4. s bror

Læs mere på www.dengang.dk om Blågården

<--PAGEBREAK-->
Smedegade

En af de ældste af Blågårdsgades sidegader. Fra 1850.

Sorte Firkant

En af de mest troværdige forklaringer for betegnelsen opstod, da myndighederne afmærkede alle børneværns – og politisager på et kort med sorte knappenåle. Disse sad særlig tæt på Indre Nørrebro, og dannede en sort firkant, begrænset af Åboulevarden, Peblingesøen, Kapelvej og Nørrebrogade.

Stefansgade

Stefanskirken er fra 1874, opkaldt efter den første martyr, Stefan. Han blev stenet i Jerusalem omkring år 35. Paulus skulle have set det hele. Gaden hed oprindelig Havremarksvej.

Stengade

Måske skyldes navnet, brolægningen. Men navnet kan også skyldes boghandler Christian Steen(død 1861). Han havde ejendom lige i nærheden. Et lille stykke ud til Nørrebrogade, kaldtes Nørrebrostræde, og var kun en smal passage. I 1927 skiftede dette stykke også navn.

Stevnsgade

Stevns er udledt af det oldnordiske ord for ambolt. Klinten er åbenbart blevet sammenlignet med en ambolt.

Sukkerhuset

På hjørnet af Griffenfeldsgade og Korsgade ligger et hus, man kalder Sukkerhuset. Det er opkaldt efter en kolonialforretning med samme navn, der lå på stedet omkring 1900. Huset er opført i 1870.

Syrevognene

Den første hestesporvogn mellem Nørrebrogade og Kongens Nytorv blev oprettet i 1867. 30 år sfter indførtes akkumulatordrevne vogne. På grund af lugten fra batterierne, fik de hurtigt øgenavnet syrevognene. I 1902 gik man over til luftledninger.

Thit Jensens vej

Forfatteren Thit Jensen (1876 – 1957) led i levende live noget under, at skulle være lillesøster til en nobelpristager, Johannes V. Jensen. Hendes middelalderromaner læses stadig.

Thorsgade

Krigsguden Tor med bukkeforspandet, og den magiske hammer Mjølner er en af de yngste nordiske guder. Vi mindes ham, når det tordner.

Thyrasgade

Gorm den Gamles dronning Thyra Danebod(død omkring 935) moderniserede(måske) det ældgamle forsvarsanlæg i Slesvig. Thyra og Gorm ligger begravet i Jelling. Med dem begyndte Danmarks ”officielle” kongerække.

Tibirkegade

Den nordsjællandske landsby Tibirke var i århundrede truet af sandflugten. Betydningen er krigsguden Ti eller Tyrs ”birkelund”.

Tikøbgade

Efter en nordsjællandsk landsby. Navnets betydning er uklar.

Titangade

Maskinfabrikken blev grundlagt i 1897. Den græske mytologis 22 titaner er gudernes modstandere – jordfødte børn af Uranos, Himlen og Gaia, Jorden. Den øverste titan er Kronos, tiden.

Udbygade

I landsbyen Udby nordvest for Vordingborg blev N.F.S. Grundtvig født. Vi har tidligere været inde på, at Grundtvig ofte var på Nørrebro.

Uffesgade

Saxos sagn om Uffe hin spage, kongesønnen som i en holmgang ene mand hugger to saksiske modstandere ned, har i et par hundrede år har appelleret til noget inderligt dansk. Uffe er en kæleform for Ulf.

Valhalsgade

Valhal – Odins hal, hvortil de der ”blev på valen” kom efter kampen, for at kvikkes op med mjød og flæskesteg.

Valkyriegade

I den nordiske mytologi er valkyrierne Odins unge kvinder, der udpeger de krigere, som skal blive på valpladsen, og siden fører dem til Valhalla. Ordet betyder ”de der udvælger på valen”.

Vulkangade

I den romerske mytologi er Vulcanos smedens gud, ligesom Vølund er det i den nordiske. Gaden er en blind gade til Vølundsgade. Vulcanus havde værksted under vulkanen Etna, hvor han smedede våben til broderen Mars.

Wesselsgade

Den norskfødte digter, Johan Hermen Wessel (1742 – 1785) gik ofte på tur i København.. Hans bror, Casper Wessel var en god korttegner.

Ydunsgade

Ydun eller Idun i den nordiske gudelære var gudinden, der vogter de æbler, som sikrer guderne evig ungdom og udødelighed. Den vise Brage var hendes mand.

Ægirsgade

Ægir er havets gud, kaldes også Gymir og Hler. Han er urstoffets søn, bror til luften og ilden.

Livet på Assitens Kirkegård

Assitens Kirkegård er ikke helt almindelig. Det er mange af de personer, der ligger der, heller ikke. De ansatte der engang arbejdede der, havde store problemer, med at skaffe orden. De ville have politiskilt. Moral og etik fyldte også meget. Datidens medier var efter kirkegården. Rødhårede måtte heller ikke overvære en begravelse. Tilstrømningen har altid været enorm. Man talte om at indføre entre og bygge en tribune, så alle, der havde lyst, kunne overvære en begravelse.

26. maj 1757 forelå der en kongelig forordning om oprettelse af den ny Assistens Kirkegård til afløsning af de gamle. Kirkerne skulle besørge vedligeholdelsen af grundstykket, som hurtig var blevet beplantet og indhegnet med Philip de Langes mur af Flensborg mursten.

Assitens Kirkegård blev dog først indviet den 6. november 1760. Med kongens tilladelse fandt indvielsen sted i al tarvelighed. ”Disciple” fra Frue Skole sang en salme som meget passende hed ”pengene, som Judas slængte”.

Den ny kirkegård blev en vigtig indtægtskilde. Hver tøddel jordbærmarmelade blev anvendt, og samtidig blev der sparet på veje og stier, så for at komme til et bestemt gravsted, måtte man vade over et andet.

Den første rige på Assitens

I begyndelsen ansås den for en kirkegård for fattige. Men en adelsmand fra Sønderjylland, ændrede på dette. Egentlig var Johan Samuel Augustin født i Eiderstedt i Nordtyskland. Han var kancelliråd i krigsministeriet. Siden har kirkegården været kult.

Augustin skrev i sit testamente, at han aldrig med forsæt eller mod sin vilje, havde fornærmet noget i sit levende liv. Hans døde legeme, skulle heller ikke påføre andre nogen skade. Derfor anmodede han, at blive bestrøget med en tilstrækkelig mængde ulæsket kalk i en simpel kiste, 10 fod dybt.

Augustins oprindelige gravmæle fandtes ved muren og er nu forsvundet. Man mener, at ved kirkegårdens omlægning i 1824, blev alle de ligsten, hvortil ingen ejer meldte sig, solgt ved auktion.

Stavefejl og censur

Snart fandt man ud af, at der manglede bygninger på kirkegården. Et benhus til opgravede knogler, og et ligkapel til jordpåkastelser.

Snart ville man overgå hinanden i monumenter. ”Kiøbenhavnerbladet” klager over dette fænomen i 1804, og foreslår, at der bør fastsættes en vis størrelse for monumenter, om end af moralske grunde:

Det var dog tungt, om den Fattige, som i sit Liv, saa ofte blev fortrængt af den Rige, ogsaa efter Døden skulde friste denne Skiebne”

Ja kirkegården var sandelig i datidens medier. I 1805 klagede bladet Politivennen over stavefejl på gravstenene. På monument, der havde kostet mange hundrede Dalere, stod der Ægtefælde med d. Andre eksempler. Det er Aften før – du ved Hold dig. Jeg Laa Paa Moders Brøst og Blev af Hende Amedt, Nu er min Siæl forløst. Og Diær Trøst af Lamedt.

Nu er det faktisk lidt svært at forholde sig til dette i dag. Det danske sprog har forandret sig. Hvad var forkert og hvad var rigtigt, ja det er svært, at se.

I 1818 var den ældre kirkegård så gyselig at se på at Poltivennen ligefrem ville have en kunstner til, for kommunens regning, at bo derude og istandsætte gravmælerne. Dette gjaldt også ældre, forfaldne monumenter, mens censuren skulle tage hensyn til de nyes smagløshed. Især var det slemt, at de i høj grad kopierede hinanden. De samme attributter gik igen fra grav til grav. Urner, tårekrukker, gravlamper og slukkede fakler symboliserede døden., foruden naturligvis leen, neget og den brudte søjle. Hunden, den trofaste, hvilende vad gravmælets fod, men også duerne var begyndt at slå sig ned, som symbol på Helligånden.

Den afdødes virke betegnedes med skibsror, passer og vinkel, håndværkerens redskaber og handelsmandens symboler., alias Merkur i samtale med Neptun. Endelig var der sommerfuglen og slangen, der bider i sin egen hale, sindbilleder på henholdsvis udødelighed og evighed.

Poesi på Kirkegården

Det kneb i begyndelsen med at få refunderet udgifterne fra de andre kirker, Særlig efter 1852, hvor det var forbudt at begrave borgere inde i byen. Snart måtte kirkegården igen udvides.

Biskop Frederik Plum begik et lille digt. Indledningen lød således:
Her i disse landlig simple grave
Lagdes mangen værdig Borger ned.

Ja, det er virkelig skrevet meget om Kirkegården. Således skrev Viggo Stuckenberg blandt andet
Jeg har staaet her ved Vintertide
Set saa mangen Kiste bæres ud
Set dens Blomsterdække skælve, stride,
Vejre Dødens Gru i Vinterens Slud.

Graverne ville have politiskilt

Graverne følte sig magtesløse over for det der skete på kirkegården. De ville gerne forsynes med et politiskilt, så de kunne sætte sig i respekt.

Det er næppe tænkeligt, at der nogensinde har hersket større og flere Uordner på Kirkegaarden end for Øjeblikket, da Graverne eller deres Folk næsten dagligen attraperer Individer, som gør sig skyldige i enten denne eller hin Forseels. For ikke at omtale utallige Tilfælde, hvor folk gribes, berøvende de forskellige Gravsteder deres prydelser eller side spisende og drikkende paa de skønneste Steder på kirkegaardene, henkastede Levininger hist og her, tillade vi kun at anføre et Par enkelte Tilfælde, som ville være tilstrækkelige til at give en Idee om Gravenes stilling, når de, overholdene den givne Instruks, søge at afværge stedfindende Uordener. Uordnerne skyldes især Folk, under Paaskud, af at holde Gravsteder ved lige gør sig skyldige i Tyverier. Sådan lød en klage fra graverne i 1851.

Det blev ikke taget hensyn til gravernes besværligheder. I 1858 fremsendes en ny klage

En anden Uorden som finder Sted på Kirkegaarden kun paa en Trediedel, er omgivet med Mur, mens den øvrige Del, saa at sige ligger aaben for alle og enhver. Dette foranlediger, at en Mængde Individer af den laveste Klasse (f.Eks. Ladegaardslemmer) saavel Mænd som Kvinder, Søn – og Festdage indfinde sig paa Kirkegaarden, hvor de nedtræde alt, hvad der møder dem på deres Vandring til de mest bevoksede Steder, hvor de mere uforstyrret kunne tilfredsstille deres sanselige Tilbøjeligheder, der ofte udarte til skandale og til en dyb Bekymring for den Nedbøjede, der også søger didhen i Haabet om der at kunne være ene med sin Kummer.

Men der kom også klager over gravernes elendige selvjustits. Snart var der opgravede knogler, der fik lov til at flyde på jorden, snart var det gravene, som ikke var gjort færdige til begravelserne, snart var det den lurvede påklædning, graverne mødte op i.

Rødhårede – ingen adgang

I 1805 kunne man på et skilt ved Runddelen læse følgende

Hvilested for de afdøde, medlem af den kristne menighed i Kjøbenhavn.

Det var lidt svært for befolkningen, for hvad skulle stedet hedde? Mange forslag fremkom blandt andet Gravløkken, Mindemarken, Fredslunden, Fædremarken.

I bladet Politivennen kunne man læse at kirkegården var at sammenligne med Offentligt værtshus i benhuset. Der kom da også en forordning, hvor i der stod anført Der må ikke foretages noget, som ligner lystighed.

Ja det var sågar en, der mente, at rødhårede skulle farve deres hår. Det er upassende at møde op med så festligt et hår. Det kunne passende smøres med komøg, for ikke at bryde den højtidelige stemning. Men hvad med lugten?

Ja, det beskæftigede digteren og lægen J.Cl. Tode sig også med. Han mente, at tilmurede begravelser var de farligst, fordi de holder på dunsterne, så når graven åbnes på ny, for at indsætte den næste, udbreder en forfærdelig giftatmosfære. Tode ville have, at kirkegårdene skulle ligge langt ud for byen, frit og højt, hvor vinden kan blæse det syge og usunde langt bort.

Johann Clemens Tode var en elskelig læge og en munter poet. Han vandt et stort publikum både ved sine viser og ved sine forskrifter for en sund levevis, populære lægeråd, som han lod fremkomme i tidsskrifter. Han var stifter af Medicinsk Selskab.

Efter hans død, samlede hans venner ind til et gravmæle. Hele 107 med den sindssyge Christian den syvende i spidsen, meldte sig. 769 rdl. Og 29 i skiver. Blev det til, så var det også inklusive bankrenter.

Man overholdt måske ikke altid alle retningslinier, når ligene skulle lægges i jorden. De tre alen, blev ikke overholdt. Så sultne herreløse hunde kunne finde på at nappe sig en bid på kirkegården.

Krybskytteri – ikke tilladt

I 1807 blev alle opsynsmænd fyret. De serverede sprit til gæsterne. Mange havde også hugget de dødes tøj. Det tjente de faktisk ret godt på.

Og i 1820 var det igen galt. Der var omfattende krybskytteri på harer og agerhøns.

Samme problem var det i 1848. der kom en klage fra Distrikts jæger Fonseca i Valby, der selvfølgelig ikke klagede, fordi denne sport var usømmelig på kirkegården, men fordi Kongens Vildtbane derved tilføjes ikke ringe skade. Der blev holdt forhør i den anledning, men da Fonseca imidlertid var draget i krigen med det ridende frivillige jægerkorps, kunne han ikke afhøres, og sagen blev ikke belyst nærmere.

Kirkegården under vand

I 1833 klagede man over at kisterne stod i vand.. man måtte ikke lede vandet ned i Ladegårdsåen. Det blev nemlig også brugt som drikkevand.

I 1874 fortæller stadslægen, at der må øses 30 – 40 spande af gravene. Sandelig meddeler Blade fra Kirkegården i 1879, at flertallet af nogle beboere i et hus nede ved Ladegårdsåen skulle være fundet døde. Man mente, at noget af kirkegårdsvandet alligevel var havnet i åen. Beboerne havde så drukket af dette vand.

Kirkegården var lavtliggende, og et fast lerlag forhindrede vandet i at synke. Man foreslog, at lede vandet i en kloak under Ladegårdsåen helt ud til stranden. Men en sådan anordning ville koste 15.000 rigsdaler. Og det ville man ikke ofre.

Standsmæssig begravelse

Man kunne købe sig til en fin begravelse. Den fine ligvogn kostede 20 rigsdaler og så skulle man betale 4 rigsdaler for jordpåkastelsen. Benyttede man ligvognen til 10 rigsdaler, ja så kostede jordpåkastelsen 3 rigsdaler. Og valgte man ligvognen til 10 rigsdaler, ja så kostede jordpåkastelsen 2 rigsdaler, men så var kvaliteten også derefter. Murede gravsteder kostede en halv gang mere. Og fint sand kostede også mere end jord. De velbjærgede købte flere gravsteder af gangen.

Ville man begraves i nærheden af muren, ja så var prisen højere. Det bedre borgerskab skulle kunne beundres selv i døden.

Ved pesten i 1711 fik studenterne privilegium til at bære lig til graven, men dette privilegium var siden overtaget af Kommunitetet, mod en årlig afgift. Det viste sig, at være et lukrativt foretagende. Her kan nævnes. Skulle Metropolitanskolens elever synge, krævede skolen betaling. Enhver der benyttede de bedre ligvogne, skulle i tilgift betale for en bedemand. Ligbærerne skal have obligatoriske handskepenge o.s.v. o.s.v.

Intet under at småkårsfolk måtte danne formelige forsikringsselskaber, eller lig – Societeter, for at klare disse udgifter, der vedblev langt op i tiden.

Ligbærerspørgsmålet havde voldt kvaler forud for indvielsen af Assitens Kirkegård, for man kunne jo ikke forlange, at studenterne skulle bære ligene helt herud, men på den anden side. Hvad så med den kære fortjeneste? Man ordnede det således at studenterne, når præsten i hjemmet havde foretaget jordpåkastelsen, skulle bære kisten ud til ligvognen. På kirkegården trådte så andre ligbærere i funktion.

Ved begravelseskontorets oprettelse i 1861 blev det bestemt, at ligvogne skulle bestilles på dette kontor. Halvt modstræbende bevarede bystyret indtil videre forskellige klasser af ligvogne og forskellige takster for ligbærere. Man mente, at såfremt ens betaling blev indført, ville den nemt blive så lav, at begravelseskontoret ikke kunne klare sig. Også jordpriserne var fortsat forskellige. Fra 192o var ligbærerne fastansatte og bar samme uniform som kirkegårdens opsynsmænd. Samme år indførte man ”normalbegravelser”, således at visse goder automatisk fulgte med enhver begravelse, såsom orgelspil, træer, kandelabre o.s.v.

Madkurve – fænomenet

Det var altid liv hos de døde. Selv H.C. Andersen havde lagt mærke til det. I en af sine sidste eventyr Portnøglen fra 1872 skriver han. Hvæsende lirekasser, og snævrende klarinetter – spisende folk blandt gravstenene. Det var netop det, det eventyret handlede om Madkurve – fænomenet på Assistens Kirkegård.

Det var i Kong Frederik den Sjettes tid. Kjøbenhavn havde dengang ingen Gas., den havde Tranlygter, den havde intet Tivoli eller Casino, ingen Sporvogne og ingen Jernbaner. Der var Smaat med fornøielser imod hvad det nu er. Om Søndagen gik man sig en Tour ud af Porten til Assistens – Kirkegaarden, læste Indskrifterne på Gravene, satte sig i Græsset, spiste af sin Madkurv og drak sin Snaps til; eller man gik til Frederiksberg, hvor der foran Slottet var Regiments – Musik.

Den meget omtalte F.J. Meyer beskrev forholdene på kirkegården sådan her;

Det er et samlingssted for alskens havarerede Existenser, et Slags Forlystelsessted af den forkasteligste Art ikke alene for al mulig Janhagel, men ogsaa for den laveste Del af Omegnens Befolkning, som på Søn – og Helligdage tilbragte halve Snese Timer her, i hundredvis liggende paa eller mellem Gravene, med Kurve og Madposer og Ølflasker, spisende, smøgende, tryllende sig fulde af Øl og Finkel, syngende og jodlende og skoggerleende eller svingende sig i kaade og frastødende Danse til Tonerne af hæse Lirekasser eller snærende Klarinetter.

Entre ønskes

Tilstrømningen til kirkegården var så stor, at man snakkede om at indføre entre. Taksten skulle være 4 – 8 skilling, eller 8 – 10 skilling om hverdagen, og gratis om søndagen. Det vil sige, det kun skulle være gratis for kirkegårdsarbejderne og de pårørende.

Andre forslag gik ud på, at hunde, børn og folk med kårde eller stok, skulle formenes adgang. Det skulle ikke bare bekendtgøres med plakat, nej der skulle en vagtpost til, eller en grav omkring muren.

Pas på de skinddøde

I 1867 indrettedes et lokale for eventuelt skindøde. Det bør erindres, at der før 1829 ingen dødsattest krævedes. I 1808 havde man faktisk indrettet et lighus, hvor de afdøde kunne henstilles, bl.a. med snor om håndleddet, således at snoren var forbundet med en klokke i graverens stue. Hvis klokken lød, var der fare på færre.

Beskyldninger om magtmisbrug

I 1879 udkom der et lille skrift, som vi tidligere omtalte, Blade fra Kirkegaarden, Organ for Assitents – Kirkegaardens Historie, Orden og Arbeidsforhold. Det blev udgivet af en forening ved Niels Johansen, der var gartner og boede på Nørrebrogade 110. Dette blad var rettet mod graverne på kirkegården, der kaldtes egennyttige privilligerede Arbeidsherrer, der anse Kirkegaarden, som deres Domaine, der er blevet til for deres Skyld. Bladets mål var at kæmpe for enhvers frie Ret til at udføre eller lade udføre ved sit Gravsted, hvad der ikke er til Vansir, men forskjønnelse af Kirkegaarden. Man fik blandt andet at vide, at graverne har indtil en snes hjælpere med Messingskilt i Panden, som de rige arbejdsherrer lønner så let, at de kun ved fuskeri, drikkepenge og lignende kan slå sig igennem om sommeren, endsige da om vinteren.

Bladet beskyldte graveren i den store graverbolig for at drive formelig butikshandel til gravsteder inde på selve kirkegården. Intet under, at bladet kun udkom tre gange.

Bladet fortalte også, at en familie købte et gravsted for 207 kroner, mens kirkegården kun havde givet 32 øre for det, eller måske ingenting, da gravstedet tidligere havde været udlagt som vej.

Byens smukkeste sted

En anekdote beretter om to udlændinge, der, som ubekendte med København, lejede en droske, og bad kusken køre dem til byens allersmukkeste sted, hvorpå han omgående kørte dem ud på Assitens.

Ofte var der ballade, i 1903 var de oprør blandt de 15 – 20 årige. Spritterne og vagabonderne holdt også til her. Om natten holdt de sammenskudsgilde på kirkegården.

Syd for hovedvejen fra Kappelvej – porten løber en sti, ved hvilken Søren Gyldendals gravsted findes. Ifølge Provst Fr. Schmidt er portrætrelieffet temmelig idealiseret og ingenlunde nogen tro Afbildning af hans Jyde – Fjæs. Det var dog en temmelig kontant udmelding.

I 1907 var kirkegården i ugemagasinet Hjemmet. Magasinet skrev. Den romersk – katolske kirkegård præges af mange fællesgraver for nonner. At dømme efter gravene, bliver nonner sjældent gamle i Danmark.

I 1911 var der på kommunens kirkegårde 60.000 forsømte grave, så man så sig nødsaget til at forhøje priserne på familiegravsteder af 1. klasse til vederlag for, hvad der ryddes og beplantes.

I 1914 blev der skrevet en roman, der handlede om kirkegården. Den hed Rotterne. Den handlede om en mestertyv, der sammen med sin datter holdt sig skjult en hel måned i en åben grav.

Inspektøren meddelte, at der i 1914 forekom fem tilfælde af opklaret blomstertyveri og en mængde uopklarede, desuden tyveri af en zinkplade fra et gravsted, af en jerntaburet og af to håndtasker. Ti gange har berusede personer måtte fjernes, og en gang er et par blevet anholdt for uterlighed på kirkegården.

De kendte på kirkegården

Som man kan læse mange stede ligger der mange kendte på Assistens Kirkegård. Det er stadig kult, at blive begravet her. En af dem er H.C. Andersen. Han havde altid et skilt med, når han var ude at rejse, på det stod, Jeg er kun skindød.

Kierkegaard ligger her også, og de to forfattere kunne hvis ikke rigtig lide hinanden. Da Kierkegaard anmeldte Andersens første bog, var det ikke særlig smigrende, og Andersen måtte efter denne forskrækkelse melde sig syg i 14 dage.

I øvrigt boede der i 70 `erne en Søren Kierkegaard på Kappelvej. Han havde faktisk meget svært ved at bestille en taxa.

Det var stor ballade, da Kierkgaard skulle begraves. Han havde jo kritiseret de kirkelige handlinger. Man besluttede, at broderen P.C. Kierkegaard, som den afdøde ikke ville se, skulle tale over ham i Vor Frue kirke. Afdødes søstersøn, læge Henrik Lund protesterede også. En retssag fulgte, og Lund måtte pænt sige undskyld til Stiftsprovst Tryde.

Men man så en del pjaltede skikkelser, der hamrede på kisten og gav udtryk for, at Kierkegaard var en af deres egne.

Kæmpe tilstrømning

Tilstrømningen til kirkegården har altid været stor. På et tidspunkt diskuterede man, om man skulle bygge en tribune. Da grosserer Jørgen Beck skulle begraves fulgte hele 110 kareter med fra Nyhavn til Nørrebro. Da Johan Leonhard Fix, direktør for Assiatisk Kompagni skulle bringes til hvile, skulle det gøres standsmæssigt. Fløjels Ligvogn med 4 Heste, med kusk, biløber, 8 ligbærere, 9 vogne til sørgeparrene, 25 tjenere og 2 politibetjente.

Mange historier på kirkegården

Kirkegården har virkelig mange historier, at fortælle. Benyt dig af en rundtur med Gitte og de andre dygtige guider på Assitens Kirkegård. Man bliver hele tiden overrasket og chokeret. Døden har mange ansigter. Kirkegården fortæller både Danmarks – og kulturhistorie. Kirkegården er stadig et tilløbsstykke for de kendte. Mange vil stadig have monumenter, se blandt andet rocker – monumentet, men også som kontrast Dan Turrels beskedne gravmæle.

Johanne fra Lille Ravnsborg

Johanne Louise Heiberg havde en hård barndom med otte søskende. Det var hendes mor, der bar familien frem. Hendes store eventyr især i teaterverdenen men også i den litterære verden, begyndte på dansestedet lille Ravnsborg på Nørrebro i 1812.

Johanne (blev kaldt Hanne)var den næstyngste af traktørparrets Pättges ni børn. Hun blev født i 1812. Forældrene drev beværtningen og dansestedet Lille Ravnsborg over for Assitens Kirkegård på Nørrebrogade. De boede selv i sidebygningen. Englændernes bombardement af København i 1807, der ødelagde store dele af byen, ruinerede forældrene. Faderen blev drikfældig, og det var den stovte mor, der holdt sammen på hjemmet. Efterhånden blev faderen også voldelig. Han kunne ikke magte, at skabe et ordentligt livsgrundlag for familien. I mange år fik Johanne heller ikke skoleundervisning, da forældrene ikke havde råd.

I 1816 flyttede familien til Ålborg, hvor moderen indrettede et madpensionat. Her husede moderen også J.F. Zangenbergs danseskole, det var nu mest for døtrenes skyld, så de kunne få gratis danseundervisning.

I 1820 flyttede familien tilbage til hovedstaden. Forældrene, der stammede fra Rhinlandet, talte knap nok dansk. Og efter opholdet i Ålborg, havde Johanne tillagt sig jysk accent. Moderen drev et etablissement på Bakken og havde også arbejde inde i byen.

Johanne kunne godt lide at danse, og blev optaget i balletkorpset. Fra 1823 fik hun teaterinstruktion, og optrådte i 21 forskellige drenge – og pigeroller.

J.G. Harboe, ansat ved det Kongelige Klædeoplag betød meget for Johannes udvikling. Han underviste Johanne og hendes søskende i at læse, og spille klaver. Han forelskede sig også i hende, og fulgte hende overalt. Han blev meget jaloux, når andre mænd opvartede hende.

Han blev uretfærdigt beskyldt for underslæb, af sin arbejdsgiver, men lige inden han skulle arresteres, begik han selvmord. Denne hændelse kastede dybe skygger over Johannes liv.

Den nye dramatikertalent Johan Ludvig Holberg så hendes talent i stykket Elverhøj. Han skrev skolevaudevillen Aprilsnarrene til hende i 1826. Dette var starten som dramatisk elev ved Hofteatret.

Johanne var slank, mørkhåret, havde et karakterfuldt ansigt med talende blå øjne, og var i konstant bevægelse. Hun havde en utrolig karisma, og fik snart mange tilbedere.

En af dem var den 21 årige ældre Johan Ludvig Holberg. Han friede til hende, men fik afslag.

I 1829 sørgede teatret for, at hun flyttede fra hendes fattige forældre til skuespilleren Anna Nielsen, dengang gift Wexchall. Hun blev fastansat på Hofteatret, og den unge skuespiller, Christopher Hvid friede til hende. Han tog hendes forskræmte tavshed som et ja, og et års ulykkelig forlovelse blev resultatet.

Anna Wexchall blev skilt og Johanne måtte flytte. Thomasine Gyllenbourg, Johan Ludvig Holbergs mor, tilbød den nu 17 årige Johanne logi. Forlovelsen med Hvid blev brudt, og forholdet til Johan udviklede sig. De giftede sig i juli 1831 i Slangerup Kirke, på højden af fælles succes.

Kongen bestemte, at hendes nye navn på plakaten ikke skulle være den sædvanlige titel for gifte skuespillerinder, nemlig Madam, men følge hendes mands rang og være Fru Heiberg. Manden Johan, var blevet udnævnt som professor.

Mod sin vilje, måtte Johanne acceptere at svigermor fulgte med ”i købet”. To år efter svigermors død, skrev Johanne under pseudonym Tag ikke i Huset hos dine Børn, hvor hun formanede kommende svigermødre om at blive i egen bolig.

I 1840erne oplevede hun sit højdepunkt, især når hun spillede sammen med Michael Wiehe. Den særlige glød og intensitet i hendes spil, var forbundet med en dyb forelskelse i ham. Det var som om at ægteskabet med Johan kørte på vågeblus.

Et utal af roller fulgte. Gennem årene begyndte Johanne dog selv at vælge sine roller, for at få større udfoldelsesmuligheder. Hendes mand, der var Det Kongelige Teaters enedirektør fra 1849 – 56 kom ud i en hård kamp om demokrati på arbejdspladsen. Johanne kæmpede for sin mand, men blev efterhånden isoleret. For parret var teaterkunst en ophøjet, idealiserende kunst, som stod ”over” det almindelige liv. Derfor skulle det almindelige liv ikke efter deres opfattelse gengives på scenen. Ægteparret blev parodieret i selskabslivet.

Efter Johans død i 1860, tog hun tre moderløse søstre fra St. Croix til sig. Året efter adopterede hun dem. De tre piger var slægtninge til Harboe, hvis selvmord, Johanne følte sig skyldig for. Hun forkælede pigerne over al måde. Det var, som alt hun selv havde savnet og manglet i sin barndom, skulle have dobbelt op.

I årene 1826 – 64 spillede Johanne ca. 275 roller. Da hun var 51 år gammel, valgte hun at gå af, uden afskedsforestilling. Hun havde en nat hørt en røst råbe til hende: Vogt dig, det er ikke godt at slide sine sidste Par Sko på Theatrets Brædder. 1867 – 74 blev hun Det Kongelige Teaters første kvindelige instruktør.

Hun var også skribent. Hun var en levende og ivrig brevskriver. Fra 1844 skrev Johanne under pseudonym bladartikler om kvinder, teater og kirke. Hun fik endvidere succes med tre små vaudeviller, hvoraf En søndag på Amager, huskes bedst.

Hvem husker ikke Lisbet, Lisbet, o hvor er du sød og net, eller I Kongelunden skal Brylluppet staa.
Johanne bestemte, at hendes erindringer først skulle udkomme efter hendes død (1890). Da de så udkom i 1891 – 92 lød der et ramaskrig. Hun blev beskyldt for løgnerske i den helt store stil, især af de slægtninge til de personer, hun havde angrebet, også selv om en lang række af de mere kontroversielle udtalelser og domme var udeladt.