Hvad skete der med Serridslev?

Hvad skete der med Serridslev?

Jorderne, der tilhørte landsbyen Serridslev, fyldte hele Østerbro og Nørrebro. Men ingen har nogen sinde fundet ud af, hvor selve byen egentlig lå. Den nævnes første gang i et dokument fra 1186. Senere skulle der have været en Kongsgård i byen omkring 1433. Var det Frederik den 1. der udslettede byen, og blev der slået mønt i militærlejren i 1524?

Hvad skete der med den meget omtalte landsby? Er det nu Nørrebro historie eller Østerbro historie? I hvert fald ligger Serridslevvej på Østerbro.

Helt nøjagtig kender vi ikke beliggenheden. Men gisningerne om landsbyens skæbne er mange. En hel Atlantis – myte har bredt sig.

Her gik man og troede, at det var svenskerne, der udslettede landsbyen.

Men noget siger, at det var Frederik den første, der lod byen udslette i 1525 og skænkede jorden til staden København. Jorden strakte sig fra søerne til Lersøen og grænsen mod Gentofte, og fra Ladegårdsåen til Sundet.

I 1191 testamenterede Absalon byen til bispestolen i Roskilde. Men Københavns dåbsattest er dateret den 21. oktober 1186. Det er et dokument fra Pave Urban den tredje til biskop Absalon, og er en godkendelse af, at Absalon skænker en række landsbyer til Roskilde Domkirke. En af landsbyerne var den senere hovedstad, København, dengang bare Havn (Hafn) og en anden var Serridslev.

I 1433 og 1434 nævnes en Kongsgaard i Serridslev.

Dengang var der ikke en rigtig hovedstad. Man havde godt nok en fælles konge, Knud den 6. Men Roskilde var den vigtigste by på Sjælland.

Det var Kong Valdemar, der i 1167 tildelte Absalon magten over København. Byen var ikke andet en samling lerklinede hytter ved Øresund.

Det lykkedes at ændre åernes forløb, og skabe mølledamme og søer. Det var en å i dalen mellem Serridsslev og Solbjerg, som blev ledt ind i den kunstig skabte Ladegårdså og derfra ind i det lave terræn der skilte Serridslev fra Havn. Derved opstod Peblingesøen og Sortedamssøen. Fra dem ledte man så vandet videre til byens voldgrave. Harrestrup å, som længere mod vest løb ud i Køge Bugt, blev også dæmmet op og dannede Damhussøen, hvoraf vandet blev ført videre i Grøndalsåen, der blev udgravet og ført ud til en forbindelse med Ladegårdsåen. Endelig dæmmede man Lersøen op, så vandet kunne løbe ind til Peblingesøen og Sortedamssøen.

Serridslev var domineret af enkelte landbrug med store arealer landbrugsjord, hovedsagelig enge, hvor kvæget kunne græsse. Jordne dækkede det område, der i dag svarer til Nørrebro og Østerbro.

I 1200 – tallet blev København et egentligt bysamfund. Efter en tid under kongen, kom byen i 1375 atter under Roskilde bispen. Indbyggertallet var nu oppe på 4.000. Men først da universitetet blev anlagt i 1479 kan den vel betragtes som egentlig hovedstad. Omkring år 1500 var indbyggerantallet steget til 10.000.

I 1517 optræder nogle bønder fra Serridslev som domsmænd i en mordsag. I 1524 indtog Frederik den 1 byen. Her figurerer Serridslev igen i kilderne.

Frederik den 1 `s belejringshær under Johan Rantzau lå uden for voldene, og knægtene på Serridslev mark krævede under trussel og mytteri deres sold. Måske var dette årsagen til, at der blev slået mønt. En møntsmedje i selve militærlejren er antagelig blevet oprettet. Men også her er man uenig. Kvitteringer fra den tid viser nemlig også, at de også kan være fremstillet i Roskilde.

De såkaldte lejeskillinger skulle ligne de holstenske dobbeltskillinger.

Efter sigende blev Serridslev solgt for 1.800 mark. Andre kilder siger at kvit og frit blev givet til København.

I 1527 blev Serridslevs jorde uddelt til rådmændene som tak for deres indsats.

Men hvor lå Serridslev? Vejkrydset ved Vibenhus Runddel er blevet undersøgt med negativt resultat. Men også et sted på Tagensvej er blevet udpeget. Men hvis nu der har været slået mønt i lejren, burde man kunne stadfæste beliggenheden. Rester af smelteovn, landsbyens huse og brønde burde kunne findes.

Måske bliver det kastet lys over mystikken, når den nye Metro skal anlægges.

Stunt – kvinden fra Stefansgade

Stunt – kvinden fra Stefansgade

En af filmhistoriens største action – kvinder har boet i Stefansgade. Hun var beundret og tilbedt af mange og deltog i 85 danske og udenlandske film. Emilie Sannom har gennemført luftakrobatik, som aldrig er set siden.

Går man en tur på Assitens kirkegården kan man risikere, at støde på en gravsten med Emilie Sannom. Hvem var hun?

Hun er født den 29. september 1886 under fattige kår på Nørrebro. Faderen var kioskejer og tidligere sømand. Men også maskinmester, kedelpasser og skibsfører. På hendes dåbsattest stod der dog 1892. Hun havde selv forfalsket den, for at få myndighedernes tilladelse til at foretage faldskærmsudspring i en lidt sen alder.

Den farverige familie udvandrede og slog sig ned i Louis Pio – kolonien i Florida. Men efter syv år gik turen igen hjem til Nørrebro.

Mille fortalte senere til Månedsmagasinet: I mine første barndomsår levede jeg på en appelsinfarm i Florida, og det er et land, der giver koldblodighed og stærke nerver .Det vrimler med slanger – mest klapperslanger. Og vi børn fik tidligt vænnet os til at klare os selv over for dem. Vi var altid bevæbnede med knive og skulle det så gå galt, at en af os blev bidt, vidste vi, at den eneste redning var et dybt snit omkring biddet og så suge giften ud.

Moderen, var meget teaterglad og slæbte Emilie(Mille) med.

Allerede som ni – årig begyndte Mille at optræde på Dagmarteatret, hvor hun debuterede i en juleforestilling. Også hendes søskende Charlotte, Thora og Ragnhild blev skuespillere.

Hun var åleslank og en yndefuld danser. I alt 85 film medvirkede hun i, blandt andet optrådte hun med Asta Nielsen. De to skuespillerinder var blandt andet på en nordisk turne og i en af anmeldelserne kunne man læse: Den blonde gazelle Emilie Sannom ofte høstede større anerkendelse end den mørke ”mystiske” Asta.

I år 1900 var hun i flere sæsoner på Nørrebros Teater. Dengang et populært og folkeligt serveringsteater.

Hendes stunt – kvaliteter viste hun allerede i 1911, i rollen som Ofelia i hamlet. Hun kastede sig ud fra Kronborgs høje murværk og ned i den plørede voldgrav.

Senere blev det spring fra høje altaner, fra hustag til hustag. Hun løb ud af brændende huse og sloges med glubske hunde, faldt af hurtigkørende hestevogne, og lod sig begrave af sammenstyrtende bygninger. Hun medvirkede i vilde bil – og motorcykelkørsler, balanceakter over dybe afgrunde, og på brændende møllevinger. Hun var Danmarks Vovehals nummer et.

Da hun skulle optage svømmebilleder til filmen Den Blå Grotte i Italien mødte hun nogle piloter, lod hun sig overtale til at medvirke i en opvisning, hvor hun skulle sidde på flyets understel.

Mille ` s vovemod blev kendt, og det var også årsagen til rollen i Luftens herskerinde.

Her boltrede hun sig uden sikkerhedsline – på en så dristig og livsfarlig måde, at noget lignende aldrig tidligere var set eller senere blevet efterlignet.

I 1912 føder hun uden for ægteskab, datteren Grethe. Faderen var skuespilleren Axel Carl Schultz

Hun forsøgte selv at få flyve certifikat, men fik det aldrig. Grunden var at flyverskolen måtte lukke. Men trods dette, fløj hun alligevel.

Da talefilmen vandt frem, forsøgte hun sig igen på teatret, hvor det blev til en del roller i revyer og varieteer. Derefter kastede hun sig over luftakrobatik

Datteren, Grethe blev født dagen efter premieren på ”Dødens brud” Mille havde filmet under hele svangerskabet. Senere blev datteren drillet af mormoderen Det er ikke så sært, at du er blevet lidt skør. Din mor er jo blevet kørt over af et tog lige før, du blev født.

Mille døde iført en badedragt i 1931 ved en faldskærmsulykke ved Hessel Gods syd for Grenå. Hun var ikke så glad for faldskærmsudspring, men hun skulle forsørge sin datter og sin gamle forældre hjemme i Stefansgade 41 1. sal. Den faldskærm hun sprang ud i, var ny. Det blev hendes skæbne

Begravelsen fandt sted i Stefanskirken. Trods kulde og regn var der kommet flere mennesker, end hvad kirken kunne rumme.

På hende gravsten står Frygten for Døden var ikke saa stor, større var Frygten for Livet paa Jord. Det er nogle linier fra et digt, som Tom Kristensen skrev dagen efter hendes død.

Hun forblev ugift, men havde mange beundrere og tilbedere. I hele forløbet blev hun boende i Stefansgade. Hun deltog også i det praktiske, blandt andet i trappevask, til stor forundring for postbudet, der kom med alle fanbrevene.

Jeg kan ikke forstå, at min søster blev begravet med røde kinder. Citat fra Den unge Rosted i 1798, dagen efter at Gertud Bodenhof blev stedt til hvile på Assitens Kirkegård.

Gertud skulle have råbt: Så befri mig dog fra dette sted, da gravrøvere var på besøg. Og det er ganske vist.

Gertrud blev gift som 17 – årig. Hun var datter af justitsråd Rosted i Roskilde. Svigerfar, der tjente penge på skibsfarten købte landsstedet Kildevæld. Herfra var det udsigt ud til familiens skibe, hvis de skulle passere ude i Øresund..Men ak og ved, manden Anders døde allerede efter 5 måneders ægteskab

Allerede som 20 – årig døde Gertrud Bodenhof. Den 23. juli 1798 blev hun begravet på Assitens Kirkegård. Men natten efter fik hun besøg af to gravrøvere. De stjal to øreringe, som hun havde fået af hendes mand. Da de skulle til at hive vielsesringen af, åbnede hun pludselig øjnene, rejste sig halvt op i kisten og udbrød: \”Oh tag mig bort fra dette sted.\”

Hun havde tryglet og bedt, lovet gravrøverne guld og en rejse til Amerika. Men røverne ville ikke lade hende leve. De slog hende ihjel med en spade.

Mange år senere tilstod en af ligrøverne gerningen på sit dødsleje på Frederiks Hospital i Bredgade. Og det er ganske vist. For tilståelsen blev givet til Jacob Peter Mønster, den senere biskop af Sjælland.

I 1953 gav familierne Rosted og Bodenhof myndighederne lov til at undersøge skelettet på Assitens Kirkegård. Der fandtes ingen smykker, og skelettet lå i en mærkelig stilling.

At hun blevet begravet i skindød tilstand, er ifølge familierne meget sandsynligt. At hun skulle være myrdet med en spade kunne hverken af – eller bekræftes. Undersøgelsen var forsidestof i alverdens aviser. Kort tid efter udkom en bog skrevet af minister Viggo Starcke.

Jeg fik denne bog overrakt under et af mine foredrag, af et fjernt familiemedlem til Gertrud.

Ifølge familien skulle Gertrud Bodenhof `s bror, den unge Rosted, dagen efter begravelsen have sagt Jeg kan ikke forstå, at de har begravet min søster med røde kinder.

Allerede i 1783 udgav teologen Dr. Bastholm et skrift om levende begravelse. Han foreslog bl.a., at der skulle blæses med trompet, for at se om de døde skar ansigt, eller om de vågnede.

Ved et kapel i nærheden af Runddelen fik de døde en snor om håndledet, der var forbundet til en klokke – inde hos opsynsmanden. Bedemænd i USA og England solgte kister med ilttilførelse og signalapparater, i tilfælde af …….

Gravrøveri var der meget af på et tidspunkt på Assitens Kirkegård. Skomager Meyers søn fik en bom i hovedet, da de ville gå en tur på Vesterbro. Han blev også begravet her på Nørrebro. Da familien efterfølgende ville besøge ham, var kisten væk. Familien søgte fter drengen, lånte en spade, og fandt drengen nøgen.

Kadetter blev udkommanderet til at bistå politiet, bevæbnet med jernstange. De stak i jorden for at konstatere om kisterne manglede. Man fandt i 1804 ud af, at 509 grave var blevet hjemsøgt. På Assitens Kirkegård.

Barnemoderen fra Jægersborggade

Barnemoderen fra Jægersborggade

Århundrets største massemorder boede i Jægersborggade. Hun kvalte børnene og derefter brændte hun dem i kakkelovnen. Ufatteligt at ingen fattede mistanke før hun havde dræbt 25 små børn

Op gennem tiderne er børn født til et liv, hvor de var uønskede. Måske passede tidspunktet ikke, eller måske passede samfundets normer ikke.

Dagmar Overby var kvinden, der skaffede nogle af disse børn af vejen. Det menes, at hun i perioden 1911 – 1920 tog hun livet af omkring 25 spædbørn.

Hun er berygtet for sin måde, at slette sporene på – kakkelovnen var hendes fortrukne løsning. Det var tiden inden plejeloven, inden folkeregistreringen og Dagmar havde frit spil.

Kort før hendes dom, blev Dagmar Overby mentalundersøgt. Professor Wimmer gav bl.a. følgende karakteristik: Hun er ikke lidende af hysteri eller tvangstanker. I moralsk henseende betegnes hun som defekt, uærlig, seksuelt uregelmæssig og med trang til at lade andre tage skylden, for det hun har begået. Det er mulighed for, at brugen af narkotiske midler har svækket hende i moralsk henseende.

Man kan tilføje, at hun var ualmindelig godt begavet og lærenem. Hun havde et frygteligt temperament og sind.

Egentlig blev hun kun dømt for 8 mord, og det var med livet. Hun skulle henrettes ved halshugning, guillotine eller økse. Henrettelsen skulle ske offentlig. Den 15. januar 1921 blev dommen omstødt til tugthusarbejde på livstid. Dagmar Overby kunne ikke affinde sig med at være indespærret. Mentalt blev hun helt afsporet, og måtte senere overflyttes til Skt. Hans i Roskilde. Hun døde den 6. maj 1929.

Som barn havde hun det ikke let, tyvetøsen blev hun kaldt. Sammen med sine forældre flyttede hun til Århus, nærmest i en fattiggård. Hun blev idømt 10 dages fængsel for at ”rapse” 50 kroner.

Hendes første barn døde – en naturlig død. Hun blev igen gravid uden for ægteskabet, og giftede sig med en, der var meget ældre end hende selv. Han kunne jo passende tro, at være far til barnet.

Flere forhold fulgte. En husbond ville ikke anerkende det barn, hun fik, så det måtte ryddes af vejen. Det blev så lagt i en lade, og heldigvis fundet i live.

I 1915 ankom hun til hovedstaden og etablerede en slikbutik i Holmbladsgade. Hun blev forelsket i Svendsen, som var bud for en af slikvareleverandørerne. På grund af indlæggelse på et hospital, måtte hun afhænde butikken, og flyttede ind i Jægersborggade i 1916. Hun annoncerede i avisen efter plejebørn. Det gik fint. Masser af penge blev tjent. Horeunger havde ingen rettigheder i verden.

Mange ulykkelige unge piger blev gravide uden for ægteskab. Datidens moral var indskrænket. Ofte ville faderen ikke kendes ved barnet. Han betalte sig fra det. Og det blev Dagmar Overbyes lykke eller ulykke – om man vil.

Det vides, at hun smed et barnelig i latrinet på Assistens Kirkegården. Andre oplysninger siger, at hun skar halsen over på et barn, og lagde det på en grav på kirkegården. Som regel skrev hun et kort til moderen, lige efter, at hun begik mordene Lillebror har det godt. Det skete også, at hun mødte mødrene til de børn, hun havde myrdet, når hun gik tur med barnevognen. Det var så med et andet barn.

I begyndelsen gemte hun ligene i en kuffert og begravede dem i udkanten af København – på Amager eller Bispebjerg.

Dagmar fandt ud af, at æter gav en dejlig afslappende virkning på sig selv. Ofte under disse rus begik hun mordene. Hun kvalte børnene med en snor og gemte dem i den tids køleskab. Det skete tit, at hun glemte ligene. Så fandt hu ud af, at den bedste måde, at komme af med ligene, var at brænde dem i kakkelovnen.

Mindst tre af mordene blev begået på Jægersborggade. Hun boede også en kort overgang i landemærket, Adelgade, Ryesgade og til sidst på Enghavevej. Et af ligene havde hun med i en kuffert, da hun besøgte familien i Århus. Et af plejebørnene Angelo, blev hendes yndlingsbarn, og blev efter mange år i pleje afleveret til den rigtige mor.

Et familiemedlem til et af børnene blev på et tidspunkt mistænksom, men Dagmar Overby skaffede både lægeattest og begravelsespapirer på et barn, som hun havde myrdet. Hun fik selv et barn, Erna, sammen med hendes mand, Svendsen, og ofte blev Erna og Angelo passet af marskandiser Petersen i Jægersborggade, mens hun begik nye mord.

I 1918 befandt Dagmar Overby sig omkring Århus. Her blev hun dømt 11 måneders forbedringsarbejde for at stjæle høns. Børnene blev fjernet og kom på børnehjem. Efter at have afsonet straffen i Straffeanstalten Christianshavn, blev hun aktiv i Kirkens Korshær. Og efter et stykke tid fortsatte hun sine ugerninger. Men det fik en brat ende.

En ulykkelig mor fortrød, at have givet Dagmar Overby, barnet i pleje, og ville have det igen. Barnet var myrdet og moderen gik til politiet..

Da politiet efterforskede sagen, fandt de knoglerester i kakkelovnen, flere sæt børnetøj i skufferne og et glemt indtørret lig på loftet.

Hvorledes kan dette lade sig gøre i et samfund med love og bestemmelser? Var mødrene, der overlod børnene i Dagmar Overby´s varetægt ulykkelige eller ligeglade? Fædrene holdt sig dkjulte. Samfundet kunne ikke tolerere børn uden for ægteskabet. De var og blev uønskede. Hvorfor fattede Svendsen og naboerne ikke mistanke?

Efter sagen blev lovgivningen lavet om på en række punkter, bl.a. m.h.t. adoption og plejeforhold samt registrering.

Uhyggeligt, at århundredets værste massemorder på et tidspunkt boede i Jægersborggade, uden at nogen vidste, hvad der foregik.

Hvorfor begik hun mordene? Det forbliver en gåde. Hun kunne lide at have magt over folk. Samtidig tjente hun penge som plejemor og ved at arrangere adoption. Det offentlige kendte til hendes virke. Hvorfor greb de ikke ind?

Kilde: Karen Søndergaard Jensen: Englemarsken, Forlaget: Ådalen

Se artikel som HTML document

Kongeligt besøg i Tønder
De kongelige blev modtaget med prompt og pragt. Men ikke alle kongelige var lige begejstret for Tønders leflen for den Slesvig – Holstenske tanke. Fra 1850 til 1864 førtes der udpræget dansk politik i Sønderjylland, men ikke i Tønder.

Den 26. – 27. juni 1824 var det kongeligt besøg i Tønder. Byen var på den anden ende. Alle mand var udkommanderet.

Først var det Frederiksgardens Rytterkorps, der bestod af 18 mand. De 15 var dog hentet til til lejligheden. Skyttekorpset var der også, hele 40 mand. Til lejligheden havde man fået udleveret patron-tasker. Og så var det Borgerkorpset, på hele 240 mand. De fleste var klædt helt i sort.
På Slotsvolden var byens kanoner opstillet. Kongen skulle modtages med salut.

Frederiksgarden var redet kongen i møde, for at ledsage ham ind gennem Østerport. Her var der arrangeret en blomsterallé med guirlander.

Alt hvad der kunne krybe og gå af gejstlighed og magistrat var opstillet. På Østerports udvendige side stod følgende:

• Alle Hertzen schlagen Dir entgegen.

Højtideligt kom delegationen gennem Østerport klokken 18.30. Over Torvet gennem Lillegade og Møllevejen til Amtshuset. Der fulgte en tur gennem byen. Kongen og følge beså Rådhuset, Sprøjteanstalterne, By-fængslerne, Seminariet, Hospitalet og Garn-fabrikken.

Efter hjemkomsten til Amtshuset gav Majestæten audiens. Det hedder sig, at Majestæten gik tidlig til ro. Der var lys i vinduerne og Tønder – borgerne festede videre, trods kongens tilbagetrækning. Minsandten om ikke borgerne strøede blomster på gader og stræder, selv om de ikke var blevet opfordrede til det.
Allerede klokken 5.30 næste morgen havde de kongelige embedsmænd foretræde for kongen. De medbragte tykke hovedbøger og protokoller.

Klokken 6.30 bragte Borgerkorpset kongen et leve og en delegation overrakte en rød atlask-pude. På denne pude havde overpræst Tychsen forfattet et digt.

Klokken 7.30 var der prædiken ved netop overpræst(rationalistiske hovedpræst)Tychsen.

Endelig kunne kongen få noget at spise ved en frokost på amtshuset sammen med byens spidser. Kongen forlod byen ved 9 – tiden på vej mod Schakenborg.

Mindet om den glade fest vil leve længe, stod der i protokollerne, selv om majestæten kun havde været i byen i knap 14 timer.

Die Lieb `in unserer Brust wird nie erkalten – für unseren König.
Digtet af Tychsen hylder i stærke vendinger Frederik den Sjette. Men digtet var ikke forgæves. Tychsen fik af Byen foræret en sukkerskål af sølv, en strøske og 12 sølv teskeer.

Die Jünglinge geloben haut auf neue – dem König und dem Vaterland, treue – Die Tonderns Bürger immer fest gehalten – Sie wandert nimmer.

Jo, Tychsen havde gjort det godt. Rent grammatisk skulle man jo mene, at det her var en fejl, men den kunstneriske frihed, må man ikke glemme.

Det skulle kun gå et halvt år, så var kongen på besøg igen. Det var i anledning af stormflodskatastrofen i 1825. I Juni 1826 fik Tønder besøg af tronfølgeren, Prins Christian Frederik (Christian den 8.). Så startede hele arrangementet forfra.

I 1840erne besøgte kongen flere gange Tønder på vej til og fra øen Föhr, hvor han ofte opholdt sig om sommeren.

I 1842 var der skilte opsat hvor der stod Inderlig elskede far.
Men hvor elskelig var han egentlig af Tønder – borgerne?

Kongen elskede nemlig ikke de Slesvig – Holstenske faner (de nye symboler på den nye Slesvig – Holstenske ånd).

Dagen før revolutionen i Kiel, 23. marts 1848 vedtog Tønder oprettelse af en ny borgergarde og geværer blev indkøbt i Aabenraa. Men disse geværer blev beslaglagt af en række Ribe – borgere, der senere var på togt i Tønder.

Selvom der i perioden 1850 til 1864 førtes en udpræget dansk politik i Sønderjylland, var dette ikke tilfældet i Tønder. Her var der stadig de Slesvig – Holstenske anskuelser, borgerskabet fulgte.

Men Frederik den 6. og Grevinde Danner besøgte dog byen den 3. – 4. oktober 1857.

Og det næste royale besøg skulle man derefter vente længe på. Det blev Christian den 9s sønnesøn. Men i mellem tiden var der løbet masser af vand i Vidåen.

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 43 artikler 

Redigeret 19. – 04 – 2022

Var Tønder, dansk eller tysk? Hvornår opstod de ældste gader? Læs om Ringridning Skyttekorpset og alle de andre foreninger. Hvad skete der efter 1864? Læs om da mange markeder og dengang dansk undervisning var forbudt. Læs også om en dansk borgmester, der ikke måtte blive i byen.

En frygtelig ulykke ramte Tønder den 16. oktober 1725. En fjerde del af byen blev forhandlet til aske. Kongen var så flink at bevillige 420 fyrrebjælker, fundet som strandingsgods ved øen Sild. Så kunne hospitalet genopbygges. Det gik også tabt i ilden.

 

Overalt i hertugdømmende samlede man ind til Tønder.
I byen besluttede man at alle stråtag skulle erstattes af teglstenstage. Dem, der ikke fulgte denne opfordring, fik en bøde på 20 rigsdaler.

 

Ejerne hæfter lejer
I 1729 vedtog de to by-kollegier, at såfremt die Buchen Leute(Folk, der boede til leje) ikke ville betale afgifter, ja så var det husejerne, der var ansvarlige for dem. Man havde ikke i sinde at tåle Folk i Byen, som ikke kunne udrede, hvad de skyldte.

 

Tønder i nød
I 1730 var der nogle handlende, der protesterede og mente, at by privilegierne blev tilsidesat. Problemet var, at der blev drevet handel og næring fra Slotsgrunden. Der fandtes to kniplingsfabrikanter på stedet. Deres fabrikker var specielt privilegeret og var ikke udelukkende byerhverv, så protesterne blev afvist.

Byen var forgældet efter brande, krige, oversvømmelser og gennemhullede privilegier. Hvis byen ikke blev hjulpet ville man gå bankerot. Man anmodede om, at handel og håndværk blev afskaffet i Højer. Flækken havde i 1709 beholdt deres handelsprivilegier. Selv om man havde en pæn indtægt i kniplinger var der mange, der klagede sig. Der var 21 kniplingshandlende, 50 små brændevinsbrændere og 12 større bryggere, der ligeledes handlede med stude.

I 1737 var der hele 13 forskellige lav i byen. Som boghandler undrede det mig, at der ikke figurerede boghandlere på de gamle lister, indtil jeg fandt ud af at bogbinderne i det gamle Tønder også solgte bøger. I 1732 var der tre af slagsen, det samme antal var det i 1860.

 

Tønder kniplinger – en hemmelighed
Bekymringen gik på kniplingspigerne. Tænk hvis nogle af de mange indkvarterede soldater faldt for en af pigerne. Man blev nødt til at indføre strenge regler. Opskriften på Tønder – kniplinger måtte ikke komme i forkerte hænder.

 

Har Tønder været en storby?
Hvor mange boede der egentlig i Tønder i tidens løb? Ja, det ved man ikke noget om. Man kunne ved at se kirkegårdens størrelse måske gisne sig til størrelsen. Kirkegården til Tønders første kirke var af en anseelig størrelse. I 1769 blev der foretaget en folketælling. Da boede der 2.579 i Tønder. I 1835 var tallet på 2.789 og i 1860 var tallet 3.216.

 

Brønde med brakvand
Ifølge Dansk Atlas Bind 7 fra 1781 fandtes der i Tønder, 30 trækbrønde, som alle gav brakvand. Dette vand kunne med forsigtighed bruges til madlavning og ølbrygning, men ikke til tevand og vask.
Vandet i de tre brønde i Uldgade, Søndergade og på Torvet kom dog fra Vidåen. Så det kunne man måske bruge til tevand og vask.

Da man begyndte brolægningen af Torvet blev brønden erstattet af to pumper. Og sandelig besluttede man også, at der skulle anbringes en lygte på stedet. Det var en beslutning man tog i 1843 med 12 stemmer mod 6. Forbedringen af gadebelysningen begyndte i 1850. Det var militæret, der havde forlangt dette på grund af tjenestens udførelse.

 

Tønders sidste skibe
I 1791 var der kun 15 skibe tilbage som var registeret i Tønder. Og i 1801 var der ifølge hertugdommernes liste ikke flere tilbage.

Rygtet vil vide, at et skib med potter ikke kunne komme videre end til Rudbøl. Her forlangte lokale bådejere ublu priser for at fragte varen videre til Tønder i deres mindre både. Enden på historien blev, at ejeren af det større skib måtte sælge hele lasten med stort tab til følge til de lokale bådejere, som til gengæld fik sig en fed fortjeneste inde i Tønder.

 

Kosakker i Tønder
I 1814 var Tønder besat af Kosakker. Den svensk – Preussiske – Russiske hær var i krig med Napoleon og var rykket ind i Hertugdømmerne.En fransk sproglærer, der var i Tønder fortrak skyndsomst til Ribe.

En mand, der havde fået indkvarteret 4 kosakker fortalte følgende:

Om morgenen fik de Kaffe, franskbrød og Brændevin.
Om middagen fik de Varm mad og Brændevin
Om eftermiddagen fik de Kaffe og Brændevin
Om aftenen fik de Varm Mad og Brændevin

Kommandanten slog sig de første par døgn ned i byens vinkælder. Og i 1848 var det Preusserne og Hanoveranerne der hjemsøgte Tønder.

 

Tønder får politimester
Et hvis indgreb skete der i Byfogedens myndighed skete der ved oprettelse af en polimesterstilling under Napoleonskrigene. Der blev indført en ny pasordning, for at føre nøje kontrol med de rejsende. Tønder var en af de byer, hvor der skulle vises pas.

 

Markederne gav penge til byen
Tønder havde efter de gyldne år med kvægtransport og knipleindustrien ikke så meget at byde på mere. Byen lå lidt afsondret. Langt til havet og med dårlige transportveje i midten af 1800 – tallet. Den store indtægt til byen kom fra de talrige markeder, der blev afholdt.

Pinsekræmmermarkedet blev indrettet fra 1828. Markedet ved Mikkelsdag hørte man om allerede i 1764. Man forsøgte at udelukke fremmede kræmmere, men det lykkedes ikke. Ellers var der to markeder om ugen. I begyndelsen torsdag og lørdag, det blev senere ændret.

Man ville også gerne have et uld – og kræmmermarked. I Tønder produceredes der på en strækning på 8 kvadratmil mindst 200.000 pund uld.

Kvæg – og hestemarkederne var ikke lige populære alle steder. Således indløb der en klage i 1752 af by-jordenes ejere. Græsningen på Jordene efter Markederne er Fortæret ned til Roden af fremmed Kvæg og Heste.

Gæstgiverne klagede over, at der i den nærliggende landsby, Tved også forekom udskænkning (1838). Det samme gjorde man sandelig også i Abild. Men der var liv i Tønder dengang under disse markeder. Hør blot følgende rejsebeskrivelse af A. von Hessen:

• Kommer en Jyde med en Drift Svin eller trasker en Drift Stude dovent gennem Gaderne, kommer alt i Bevægelse, saa forlader Haandværkeren sit værksted, saa aabnes de hvide Forhæng ved Vinduerne, saa staar Karle, Drenge og Piger stille paa Gaden, og hver taler om de sidste Priser paa Markedet om Vinding og Tab.

 

500 Rigsdaler i bod
Gang på gang anmeldte byens borgere om fritagelse af borgerlig erhverv. Således også kniplingskræmmer Poul Popsen. Han tilbød, at erlægge 500 Rigsdaler.

Magistraten synes godt nok, at han skulle erlægge noget mere. Man var jo velhavende. Men han havde været rådmand i ni år. Desuden havde han skænket en stor sum til anlæggelse af Strømpe – og Hue-fabrikken. Desuden havde han støttet Forplejningsanstalten for fattige.

Af de 500 Rigsdaler tildeltes de 200 til Straffe – og Arbejderhuset, mens de 300 skulle bruges til at skaffe fattige og mindre bemidlede dels gratis, dels billigere eksemplarer af Den Slesvig – Holstenske Salmebog.

Og nu hvor vi er ved de fattige. Vagabondplagen i 1880 var et stort problem. Man forsøgte med en forening mod tiggeri (oprettet 1879) Meningen var at medlemmerne skulle give madboner i stedet for penge. Man oprettede i Østergade Herberge zur Heimat. Her overnattede hvert år ca. 2.000 vagabonder.

 

Var Tønder dansk eller tysk?
Tønder var dansktalende, kultursproget var dog tysk. Man talte også plattysk og sønderjysk i byen. Kirkesproget var både dansk og tysk. Byens arkiv var næsten udelukkende på tysk.

Men fra 1840 optræder Tønder som markant tysk uden en stærk dansk opposition. 1851 bliver skolesproget dog dansk meget imod borgerskabet. Seminariet genåbnes i 1858 som dansk.

I 1864 bliver skolesproget atter tysk. 12 tysksindede borgere udpegede de danske embedsmænd, der skulle forlade byen.

I 1920 blev der afgivet 1437 (71,7 %) tyske og 566(28,3 %) danske stemmer. Først i 1937 fik Tønder atter en dansk borgmester.

 

Efter 1864
Efter 1864 blev Tønder pludselig Kreisstadt. I Trap kunne man læse:

• Tønder var fremdeles delt i 4 Qvarterer, havde to torve, Store og Lilletorv, der næsten gik i et. Den bestod af 13 Gader og 4 Stræder. I 1864 havde Byen 451 brandsikrede Ejendomme. Dertil kom 22 på den gamle Slots- og Frigrund.

På Tønders gader hørte man Schleswig – Holstein Meerumschlungen. En flok soldater var på tilbagetog fra Frederiksstad. Dagen efter drog de videre mod Ribe. Mange danske embedsmænd fulgte med, også dem, der var blevet udvist. Det danske Politi blev også bedt om, at rejse. Pludselig var byen uden ordenens håndhæver. Også det danske seminarium måtte lukke.

Atter engang oplevede Tønder indkvarteringer af forskellige hære. Det Første Prøjsiske Regiment, Østrigerne, Ungarer og Kroater.

Allerede den 12. februar blev den dansk sindede borgmester Johannes Henrik Holm afsat. Han ansøgte senere om, at blive boende i Tønder, men fik afslag.

Også den danske Realskole måtte lukke. Den danske provst Hjort var en af de sidste danske embedsmænd, der forlod byen. Den 7. august 1864 blev den danske konges myndighed i hertugdømmet Slesvig officielt suspenderet.

 

Tønder fejrer Preussens overtagelse
Bismarck ville ikke anerkende et selvstændigt Slesvig – Holsten. Han mente, at landsdelen skulle tilslutte sig den tyske toldunion og lade hær og flåde indlemme i den Prøjsiske.

Og i Tønder fejrede man Prøjsens fuldstændige overtagelse.

Hver enkelt borger i Tønder kunne nu opnå de sædvanlige borgerlige rettigheder og pligter efter et års ophold i byen. Den 1. marts 1869 aflagde 12 borgere for sidste gang den gamle borgered.

 

Privat dansk undervisning forbudt
Mange dansksindede fik børnene undervist af privatlærer. Det skete også for advokat Gjessings børn. Men det blev opdaget af General-superintendent Dr. Godt fra Slesvig. Han overhørte børnene, og var såmænd godt tilfreds. Han forbød dog ordningen. Børnene blev undervist af den senere redaktør af Flensborg Avis, Jens Jensen.

 

Ordensmagten er tilbage
I byen var der kommet to gendarmer, der tog sig ud som ryttergeneraler. Men man så også en rigtig betjent med Schnurrbart. Hans største opgave var at transportere folk til arresten, ofte detentionslokalet (Klötzen). Det lå over den tidligere Ratzkeller. Lokalet var særlig besøgt under de talrige markeder.

 

Skyttekorpset
18. juni 1693 oprettede byens overklasse et Skyttekorps. I 1731 gjorde Christian den 6. Skyttekorpset privilegeret. Skyttekongens præmier var endda et skattefrit år og et sølvbæger til 7 Rigsdaler. Skyttekorpsets medlemmer dannede kærnen i den Borgervæbning, som opstod i 1848. En af skyttekorpsets officerer, købmand J.C. Iversen blev Borgervæbningens chef.

Korpset mistede alle sine privilegier i 1851. Og i 1854 besluttede man, at opløse det. I 1857 opstod den igen. Men der blev ingen fest march det år. Politimestren beordrede, at man skulle gå efter Dannebrog, og det ville man ikke.

 

Ringriderkorpset
Det var overklassens forlystelser, der startede den ringridning, vi kender i dag., og dog. For det var egentlig bønderne, der startede sporten før 1600. Som de flittige læser af denne side vil bemærke, så foranstaltede man også ringridning på Blågården på Nørrebro. Og også de hollandske Amager bønder forlystede sig med det. Kong Christian den fjerde var også en lidenskabelig ringrider, og han praktiserede det bland andet på Fælleden i København. I det 17 århundrede var det en almindelig sport for både bønder og borgere..

Det var unge fra det såkaldte Fastelavnslav, der arrangerede den første ringridning i Tønder i 1595. I 1693 blev der oprettet et såkaldt Ridende korps, som tillige var et militært korps. De gjorde blandt andet tjeneste som æresgarde, når fyrstehuset var på besøg.

Da Frederik den femte besøgte byen i 1747 deltog han selv i ringridningen, og korpset fik lov til at kalde sig Frederiksgarden.

Efterhånden døde interessen for sporten. I 1804 fik amtmand von Bertouch kaldt korpset til live i gen. Korpset blev byens fineste forening, finere end Skyttekorpset. De fik et æres skjold af Frederik den 6. Men på grund af nationale modsætninger døde korpset igen omkring 1840.

I 1865 opstod ringriderkorpset under navnet Tønder Ringriderkorps, med nogle flotte og dyre uniformer. Ja, de lignede næsten Lichtensteiner – husarernes uniformer. Disse uniformer og andre ting gjorde sporten alt for dyr, så den døde atter.

I 1888 vågnede sporten atter i Tønder. Det var de store fester i Sønderborg, der påvirkede. For at modvirke nationale modsætninger, blev man enig om to ledere. Slagternmester Wörnstedt (tysk) og dyrlæge og gæstgiver A. Hauge (dansk). Man gav afkald på uniformer, og nøjedes med ens huer og nogenlunde ens påklædning. I 1892 startede man med Kredsringridningsfester. I 1920 oprettedes Tønder Amts Ringriderforening.

Efter at Tønder i 1920 blev garnisonsby for dragonerne, gjorde man brug af luftskibshallen nord for byen til årlige hestesportsstævner, med væddeløb, travløb m.m. Der blev afholdt mange vellykkede stævner, men også dette initiativ døde. I 1932 forlod dragonerne byen. Navnene Dragonvej og Ryttervej minder ligesom bygninger på Ryttervej og Svinget om besøget. Og Dragonsmedjen fandt en pige fra Møgeltønder, og blev i byen. Men se, det er en helt anden historie.

 

De mange foreninger
Singerverein var fra 1842. det var fra en tid, hvor der opstod Liedertafel, til pleje af den tyske sang. Det var en nationaltysk forening. Men man kunne da godt synge en serenade for Christian den ottende, da han besøgte byen i 1844. Efter 1864 oplevede foreningen en sand blomstringstid. Man oprettede en gymnastikforening for børn, og arrangerede skydning og foredragsaftner.

I 1866 startede en konkurrerende sangforening med navnet Einigkeit. Også to danske sangforeninger opstod, nemlig Tønder Sangkor og Arbejdernes Mandskor.

Vi skal sandelig ikke glemme Männer – Turnverein(1865), Damen – Turnverein, Tønder Roklub, Ruderverein. Forskellige soldaterforeninger så dagens lys i slutningen af 1890erne.

De gamle lav holdt sig helt til 1867. Håndværker og handelsforeninger trådte til i stedet. I 1848 var der allerede en Gewerbeverein. Den afløstes i 1862 af en Industriforening, hvis hovedformål var at drive søndagsskole for lærlinge. Tønder Håndværkerforening blev oprettet i 1912.

I 1866 forsøgte man at danne en handelsforening, men det mislykkedes Kolonialhandlerne dannedes i 1894. Detailistforening for Kolonialvarebranchen blev i 1906 til Handelsforening for Tønder (i dag Tønder Handelsforening) I 1907 oprettede Handelsforeningen en aftenskole for lærling, og den 10. september 1920 vedtog foreningen, at oprette de nuværende Tønder Handelsskole.

Og af de mange foreninger, skal også lige nævnes Forskønnelsesforeningen, der blev dannet i 1892. ja så var det både Bürgerverein fra 1898, og Tønder Kommunal Forening.

Harmonie, Familieklub, Union, Gemütlichkeit, Concordia, Frohsinn, Jungs holt fast(Den plattyske Forening), Friesenverein.

I 1888 opstod Germania, som kun tog sig af ugifte medlemmer, og sandelig om der ikke i 1887 stiftedes en forening, der kaldte sig Nahmenlos.

 

Gader og veje i Tønder
Først lidt efter 1906 begyndte man at nummerer husene efter gader i Tønder. Fra 1774 nummererede man efter kvarterer. Byen var som tidligere nævnt opdelt i 4 kvarterer.

Folkene der boede bag staldene havde i længere tid haft fine fornemmelser. I 1886 krævede de gadebelysning. Men de fik i Tonderische Zeitung, det svar:

For de kæferter, der bæres hjem bag staldene, er Gasbelysning ikke påkrævet.

Allegade(1901) hed før vester bag Staldene

Skibbrogade (1902) hed før sønder bag Staldene

Vidågade(1905) hed før nørre bag staldene

Smedegade: Her var smede forsamlet, af hensyn til brandfaren.

Kobbergade: Måske opkaldt efter en kobbersmed

Pebergade: Muligvis minder fra Peblingerne(Latinskolens elever) eller fra Pebersvendene(Hanseatisk handelsbetegnelse).

Uldgade (1920) Fik sit nuværende navn, fordi redaktør P. Skovrøy mente, at uldspindene boede her. Dette var dog ikke korrekt. I 1603 kaldtes gaden Wulf` s Gade, efter Wulf Hans, som ejede et hus på hjørnet af Søndergade. I Pontoppidans Atlas fra 1700 – tallet kaldes gaden for Ulvegade. Og den tyske betegnelse var Wolfstrasse.

Søndergade var oprindelig kun en lille slip. Efter den store brand i 1581, blev den indrettet som en slags brandbælte.

Det samme var tilfældet for Lillegade (1599) og Møllevej.

Spikergade, kendes fra 1670. Navnet kommer fra det plattyske Spiker. Den højtyske oversættelse er Speicher (Magasinbygning)

Mellemgade: Nævnes første gang i 1721

Jomfrustien: Af nyere dato, nævnes dog før 1860. Måske kommer navnet fra Hamborg

Nørregade: Hed oprindelig Østerport stalde

Richtsensgade: Hed oprindelig Stokvejen

Kogade: Studende blev ført fra Vesterbro til Skibbroen gennem Kogade til Slotsbommen, hvor der blev betalt told

Slotsgade: På sydsiden boede hertugens slotspersonale. Den oprindelige Frigrunden havde særstatus helt op til 1920erne.

Popsensgade: Hed oprindelig Bakkensaavej

Carstensgade: Var oprindelig den gamle Løgumkloster Landevej. Fik navnet efter Provst Carstens.

Provst Petersensvej: Anlagt i en af Balthasar Petersens legat fenner

Punchvejen: Lå vest for Amtshuset. Den stammer fra en strid om et gadeprojekt 1900 – 1914 fra Skibbroen til Tønder H (Vest-banegården), som de forretningsdrivende ivrigt bekæmpede. Der blev så lagt en fodsti over engene bag Vestergade, for at bønderne på markedsdagene kunne nå toget efter en punch i en af Skibbroens mange beværtninger.

Gavlhuset på Torvet er fra 1517, bygget af en katolsk præst. Bygningen har dog været ombygget flere gange

Vandmøllen er fra 1598

Det gamle Rådhus er fra 1643

De ældste gader er Østergade, Storegade og Vestergade. De ses på de helt gamle kort. Hed oprindelig noget andet. På et tidspunkt Algade.

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

Redigeret 19. – 04 – 2022

Se hele artikel som HTML Document
Drengestreger i Tønder 1920 – 1935

Hvordan var det at være barn i Tønder før i tiden? Skarnsstreger var der nok af. Min far Karl H Brodersen fortæller her, hvordan det var. De mange markeder i Tønder var en guldgrube for børnene. Og Vidåen var en god men ikke helt ufarlig legeplads.

Min far var en gudbenådet fortæller. Havde han fået et par snapse gik det endnu bedre. Desværre nåede jeg aldrig at optage hans historier. Men jeg kan huske noget fra hans barndomstid. Historien bliver gengivet i jeg – form. Det er så hermed min far, tidligere murer Karl H. Brodersen, der fortæller.

 

De mange rotter
Jeg er født i 1920 i Vidågade 38. Huset eksisterer ikke mere. Vi boede ikke ret længe i mit fødehjem. Vi flyttede over på den anden side til nummer 41, og senere over i Spikergade 12.

Jeg husker de mange rotter, der holdt til oppe på loftet. Når vi kom i seng kunne vi høre rotterne huserer deroppe.

Få huse fra os havde glarmester Hansen et stort dueslag i baggården, her var der masser af foder til rotterne. Dengang tog man det heller ikke så nøje med rengøringen efter slagtning, så det var rotterne sikkert glade for. Min mor havde fået et stort græskar, som hun lagde op på loftet. Da det kom ned, var det helt udhulet. Min far havde fået nok. Nu skulle rotterne ud. På apoteket hentede vi noget rottegift, der blev blandet med mel og vand. Det blev bagt på en gammel pande, og sat op til vores husdyr. Dagen efter var der gevinst. 3 kæmpestore rotter kom min far ned med.

 

Vidåen – en farlig legeplads
Fra vores Vidågade – tid, har mine forældre fortalt, at jeg en dag legede i haven, der gik helt ned til åen, hvor der gik nogle svaner rundt. Dem ville jeg fange, med det resultat, at jeg gik i åen sammen med dem. Heldigvis havde naboen, malermester Tonnesen set det. Han fik mig reddet op på det tørre igen. Var dette ikke sket, kunne redaktøren af denne side ikke sidde her og skrive gamle Tønder – historier).

Vidåen var en herlig legeplads, både sommer og vinter. Sct. Hans aften var alleen fra Sønderbroen og helt ned til anlægget illumineret med lys i lanterner ophængt mellem træerne, ligesom kajakker og robåde var pyntet med blomster og lanterner. Nede ved anlægget spillede orkestret æ Statdtkapelle. Senere spillede Spejderorkestret. Og heksen, ja hun blev sendt til Bloksbjerg fra en kunstig anbragt ø ud for seminariets have.

Børnene badede rundt omkring i Vidåen. En dag sprang jeg i åen fra en lille bro, der var bygget til madammerne, når de skulle skylle deres vasketøj. Jeg kom dog hurtig op igen. Jeg var havnet på en spids genstand, og blodet løb i stride strømme fra mit ben. Der blev ringet efter Doktor Dahl, der kom op og rensede såret, og kom jod på. Møllekulen var blandt de steder, hvor vi badede. Her lå de tyske ro-foreningers bådehus. Jeg husker en rutsjebane, der var anbragt fra et træ og ud i vandet. Det var alle tiders for os, drenge.

Om vinteren, når isen kunne bære, skar vi store flager ud af den, og så gik legen med at springe fra flage til flage, tit med det resultat, at vi fik våde fødder. Vi turde ikke komme hjem med våde sokker, så turen gik ned til det tyske Jugendherberg i Richtsensgade, hvor vi fik fodtøj og strømper tørret på radiatorerne.

 

Sodavand var luxus
Tønder Aktie Bryggeri skar isen i blokke, når den var tilpas tyk, hvorefter den blev transporteret på hestevogne op i Østergade. Der blev den læsset af og opbevaret i en dyb kælder og bragt til afkøling. Isen kunne opbevares til langt hen over sommeren. Når bryggeriets personale arbejdede med isningen, som vi kaldte det, havde de altid sodavand med til os unger. Det var ellers ikke noget, vi fik så tit. Det var det ikke penge til dengang.

 

Nytårsaften
Drengestreger lavede vi selvfølgelig også. Nytårsaften skød vi med karbid, der blev anbragt i en dåse, hvori der var lavet et hul. En klat spyt kom ned på karbidklumpen, låget blev sat på, og en tændstik antændte dampen, der kom ud af hullet, hvorefter et ordentligt brag fulgte.

Flere steder i byen var kloakeringen ikke afsluttet og her satte folk deres natspande ud på gaden. Første nytårsdag var der mange, der skulle i gang med at rense deres forstuer, efter at vi havde turet rundt nytårsaften, og tømt spandene med det ulækre indhold.

 

Legen med Totenkopf
En dag, vi kom gående over kirkepladsen, var man i gang med at stille Brorsons mindesten op. Man gravede så dybt, at der kom knogler m.m. frem i lyset. Pladsen havde været kirkegård for lang tid siden. Vi fandt en rund tingest, som vi ikke anede, hvad var. Den blev brugt som fodbold. Ned af Nørregade, Richtsensgade og over på skolepladsen. Men da læreren så, at vi spillede bold med kuglen, fik vi ellers at vide, at det ikke var en bold, men ein Todenkopf. Det var bestemt ikke noget legetøj.

 

Penge for vandrotter
På Hostrups Hotel i Søndergade var der en stor staldbygning i gården, hvor vi holdt en masse dyr. Foder fik vi som regel gratis nede ved Bachmanns vandmølle. Hvis de havde fanget vandrotter i nærheden, fik vi også dem. Halerne solgte vi nede ved Sønderport. Her boede Tønders eneste politibetjent fra før genforeningen, den kendte Hr. Bergman. Han tog sig af rottebekæmpelsen i byen, og når vi kunne se vores snit til at stjæle halerne, der var smidt i en spand uden for huset, solgte vi dem igen næste dag. Jeg mener, at vi fik nok penge til at kunne købe en pakke cigaretter for. Hvis vi ikke kunne ryge, var vi jo ikke rigtige drenge.

Den fidus blev der sat en stopper for en dag. Bergmann havde besøg af et barnebarn, som sladrede til sin bedstefar. Fra den dag blev halerne gravet ned. Men vi fandt stedet, og vaskede dem godt i åen. Det gik dog ikke, for halerne var blevet slemt medtaget af begravelsen.

 

En bus – og spasertur
På den gamle markedsplads ved Sønderport var der et stort trætårn, som brandvæsnet brugte som øvelsestårn. Her var ingen adgang for os. Men derimod i en større bygning, hvor autofirmaet Roost havde opmagasineret en del brugte biler. De blev tømt for benzinrester. Det hele blev fyldt på en rutebil. Og så gik turen ellers ud mod Sæd. Samme tur fik vi også en anden gang.

En taxavognmand, der hed Strøh, som boede på Hostrups Hotel inviterede os en dag på en biltur. Vi kørte helt ud til Sæd bro. Her standsede han bilen, og smed os ud med ordene: Så drenge, nu kan I spadsere hjem. Måske havde han set sig gal på os, efter at han havde set os på vores bustur.

 

Markeder var indbringende
De årlige markeder var flyttet ned på markedspladsen. Her var store flotte karruseller og andet gøgl sat op. Vi morede os med at puste hagl i nakken på nogle teltholdere, som så løb efter os. Bagefter kunne vi samle de mønter op, de havde løse i lommerne og tabte, da de prøvede at fange os.

Markederne oppe i byen husker jeg også. Der var boder fra et stykke op i Østergade og helt ned til den gamle biograf i Vestergade. Men det var på Torvet, jeg holdt til. Her kom to mænd fra Helsingør, som vi kaldte Fy og Bi, da de næsten havde samme figur som de to filmskuespillere.

I deres bod var der noget, der var ukendt dengang – de solgte is i vafler. Isen fremstillede de selv, og jeg var fast hjælp hos dem i de dage. Jeg skulle dreje ismaskinen. Første gang gik det galt, jeg havde hentet fem liter fløde på mejeriet. De to første liter, jeg startede med, blev til smør, men det tog de ikke så højtideligt. På den igen. Jeg tjente en masse penge hos dem, og det job var der mange, der misundte mig. Når teltet var blevet pakket sammen, fandt jeg også en del småmønter. Oh når de rejste fik jeg en ekstra håndfuld af dem.

 

Da Columbus faldt ned
I skolen var det strengt forbudt at tale dansk, ikke engang i frikvartererne måtte vi, så var der øretæver i luften. Engang vatr klassens globus faldet ned og gået i stykker. Det fik jeg at høre for mange gange, da jeg havde fortalt at klassens Columbus var faldet ned. Nu ved jeg godt, hvad den hedder.

 

Asfalt i Richtsensgade
Jeg husker, da Richtsensgade blev asfalteret. Jeg tror, at det var den første gade i byen, der fik asfaltbelægning. Dengang foregik alt ved håndkraft. Arbejderne kom bærende med to spande asfalt hængende i et åg over skulderen. Det var hårdt arbejde, og når man nu i dag ser, hvor hurtig en maskine kan lægge et lag asfalt, tænker jeg tit på dengang i Richtsensgade.

 

Skyttefesterne
Skyttefesterne husker jeg også. De startede ved Jugendherberget. Vi børn, der så starten af optoget fik tit nogle småpenge af skytterne. De blev hurtig omsat på hjørnet af Nørregade og Richtsensgade. Her var det en ældre dame, der ekspederede. Vi var altid tre inde i butikken. En købte så for to øre bom, mens de andre forsynede sig selv med kager o.l.

 

Brug for ekstra skilling
En ekstra skilling kunne vi jo altid bruge, så ret hurtig fik jeg en by-plads, og jeg var ikke ret gammel, før jeg kendte det meste af byen og dens beboere. Når man kunne tjene lidt mere i en ny plads, skiftede man selvfølgelig job. Jeg har været ansat hos skohandler Riggelsen, Fa. Bødewadt i Østergade, og den sidste plads jeg havde, var hos købmand Heine Christensen i Slotsgade.

Nu var jeg nået konfirmationsalderen, men skulle gå to gange i sidste klasse, da jeg var kommet for tidlig i skole. Købmanden ville godt have mig som lærling, men det var ikke lige det, der havde min interesse. Det sidste skoleår gjorde jeg ikke meget ud af. Jeg følte ikke, det var til nogen nytte, så en dag, jeg mødte op i klassen, fik jeg den besked, at jeg godt kunne blive hjemme.

En dag var jeg ude med varer, så jeg det store luftskib Hindenburg komme svævende over byen. Det gjorde et stort indtryk på mig. Jeg glemmer aldrig den store cigar, der kom svævende ind over os.

 

I lære som murer
Til sidst en ting jeg husker fra Søndergade. Her kom der biler fra Esbjerg med fisk, der skulle køres sydpå. Det var små lastbiler, og de gjorde gerne holdt ved missionshotellet Vidå, hvor de drak kaffe. Vi knægte skulle se, hvad der gemte sig under presenningen. Ofte fik vi fisk med hjem til familien.

I april 1935 kom jeg i lære som murer og var udlært i 1939. Det var aftenskole 5 dage om ugen i vinterhalvåret. Lørdag var ikke fridag, da det var fast regel, at gaden skulle fejes den dag. Det klares også med maskinkraft i dag. Ja tiderne skifter, vi måtte arbejde under andre betingelser, end man gør i dag. Vores barndom har nok været helt anderledes, end børnene oplever den i dag.

Kilde: 

• Min far 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

Redigeret 19. – 04 – 2022

Se hele artikel som HTML Document
Anekdoter fra det gamle Tønder

I denne artikel beskriver vi overraskende, chokerende og spredte ting i Tønders historie. Læserne skulle gerne stå tilbage med spørgsmålet: Er det virkelig rigtig? Og det er ganske vist

 

Kærlighedens Lysthus
Forleden hørte jeg i radioen, den fremragende melodi Kærlighedens Lysthus, med Tønder – drengen Michael Falck. Jo, det er Liebestempel, lige bag ved politistationen. Her har jeg tilbragt mange fornøjelige timer, ja hvem har ikke det. Det var særlig i forbindelse med de første Tønder – festivaler. Kærlighedens Lysthus blev opført i 1727.

 

Plankeværk som bymur
Lige i nærheden ligger Laurentiusstrømmen, eller nærmere resterne af den. Det var en gang en rimelig dybt vandløb. Sammen med Vidåen og Møllestrømmen dannede den en slags voldgrav, som værn mod fjender. Bag ved vandløbende var der i 1500 – tallet opført en kæmpe plankværk i stedet fro en bymur. Hvornår det blev opført og nedrevet ved man ikke. Men faktum er, at man ved udgravninger i Søndergade i 1920èrne fandt resterne af dette ”plankværk”. I et kort fra byen kan man se plankeværket. Der var en port mod syd og en mod øst.

 

Fattighjælp
Socialhjælp var i det gamle Tønder meget effektivt. Stodderfogeden, som selv havde en lav rang i det sociale hierarki, fordrev tiggerne med pisk til bygrænsen. De syge og de svagelige blev læsset op på en vogn og kørt til kommunegrænsen, og blev læsset af.

De tiggere, der var hjemmehørende i byen skulle gå medmærke. Hver lørdag drev stodderfogeden dem fra hus til hus på tiggeri..

I 1523 tillod Frederik den første, at der måtte indsamles til fattighjælp. I nærværelse af Rådmand Peter Struck vedtog man, at uddeling af brød til de fattige skulle indledes med velsignelse fra aller højeste sted. Derfor indledte man med salmen: Nun bitten wir um den Heilligen Geist. Derefter blev der læst af Katekismen, og man sluttede af med en lov – og takkesalme. Først derefter kunne de fattige få stillet sulten.

Godt 100 personer, overvejende kvinder fik i 1709 udbetalt fattighjælp. De fik enten 6, 8 eller 12 Skilling om ugen.

Byen blev i 1842 inddelt i 12 fattigdistrikter, hver med en fattigplejer.

I 1820 udlagde kommunen sågar kolonihaver til de fattige.

I 1826 forsøgte man med en Arbejdsanstalt (Østergade 15) under ledelse af en værkmester. Tugthuset blev lagt sammen med denne, men forsøget slog dog fejl. Mere succes havde man med det frivillige folkekøkken, der begyndte i 1831. Første vinter lavede man hele 7.55o portioner mad. I 1854 indrettede man Gørrismark som fattiggård.

 

I Kristkirken er jeg døbt og konfirmeret
Og når vi nu er ved St. Laurentius, var det jo navnet på Tønders første kirke.
Og en af de bedst udsmykkede kirker er Kristkirken i Tønder. Døbefonden er fra 1350, og prædikestolen fra 1586. Sangerpulpituret, der skulle give plads til Latinskoledrengene er fra 1627. I øvrigt minder kirken om Tønder i opgangs tider. Mange rige borgere har i tidens løb foræret ting til kirken. Og tænk i den flotte kirke er jeg døbt og konfirmeret.

I 1543 klagede landsognene over, at de ikke forstod de to tyske præster i Tønder. Så måtte en student træde til. Men det skete klokken halv seks om morgenen, så det var begrænset succes med denne ordning.

I 1729 blev Hans Adolph Brorson ansat. Han hed oprindelig Brodersen, og dette navn fremgår også af de gamle arkiver Gad vide, om jeg er i familie med ham? Denne Brodersen eller Brorson skrev blandt andet salmen: En rose så jeg skyde, i kælderen under Andersen og Nissens Boghandel (Bøger og Papir). Der var ikke boghandel dengang, men jeg har sorteret papkasser i den kælder, hvor han under stearinlysets skær, skrev denne folkekære salme. Det er dog meget tankevækkende.

Især to præster Arends og Schrader stod for en stor religiøs vækkelse.

En anden kendt præst Baltazar Petersen indrettede i præstegården, Et teologiinstitut til uddannelse af Præster. Senere blev der samme sted indrettet et Skolemesterinstitut.

I 1864 bestemte man, at der skulle være dansk gudstjeneste hver anden søndag. Senere blev det til en gang om måneden, og i 1917 blev de danske gudstjenester helt slettet. Først i 1920 blev de to sprog igen ligeberettiget i kirken.

 

Søndergade var et brandbælte
Søndergade hed egentlig Janniks Slippe og var engang brandbælte og stammer tilbage fra 1581. Tønder var meget uheldig med brande, men det vender vi tilbage til i artiklen om Tønder frivillige Brandværn.

 

Omvandrende medicinmænd
Omvandrende medicinmænd gjorde det for at være læger. Men de var der ikke så længe af gangen, inden de blev smidt ud af byen. Folk var ikke tilfredse med deres indsats. Efter tøndringernes standpunkt var standarden ikke ret god, så deres motto var

En Slurk varm Øl er bedre end en Medicus.

Først i 1691 fik Tønder en rigtig læge.

 

Fastelavnslavet
I 1546 stiftede man Købmændenes Lav og Selskab. I daglig tale kaldet Fastelavnslavet. I første række en selskabelig forening. Hvert år til fastelavn fra søndag til torsdag fra 13 til 21 skulle brødrene og deres hustruer mødes. Man skiftedes til at være værter, hvert år. Man mødtes for at gøre sig gode mad Aal, Pølser og ikke at forglemme Øl. Ved sommertid skød man til Fuglen på Papegøjelandet. Lavet blev ophævet i 1619.
Og Papegøjelandet lå der hvor Papegøjevej lå i min barndom, lidt syd for Tønder H.

 

Uldegade er ikke Tønders ældste gade
Uldegade er ikke Tønders ældste gade. Den blev bebygget i 1586.

 

Tidligt med tog til Tinglev
Allerede i1867 tog man jernbanen til Tinglev i brug. Allerede i 1844 havde man planer om en jernbane Flensborg – Tønder – Højer. Senere diskuterede man en forbindelse mellem Izehoe – Tønder – Skærbæk og Rømø.

Først i 1901 blev jernbanen Tinglev – Sønderborg færdig.

I 1879 begyndte man at tegne aktier til en hestesporsbane til Højer, men i stedet blev det til en rigtig jernbane i 1892.

 

Drømmen om en fiskerihavn
En stor fiskerihavn var på tegnebrættet, den skulle ligge enten i Emmerlev eller Hjerpsted. Men det blev Esbjerg, der var hurtigst.

Masser af industri i det gamle Tønder

I 1777 beskæftigede en stor virksomhed i Tønder 300 mennesker, det var Plys og Silkemanufaktur.

Samtidig havde man en Uldvare, kasket og Strømpefabrik I 1790 fremstilledes i Østergade kniplingsgarn, 60 kvinder havde arbejde her. Der var tre store tobaksfabrikker i byen. Hør bare, i 1861 eksporterede man

• 214.500 pund røgtobak
• 35.000 pund skråtobak
• 2.000 pund snus
• 650.000 stykker cigarer

Ja så var der en Cikoriefabrik, et jernstøberi, Et større bryggeri og To store garverier.

 

Aktiv Erhvervsforening i 1848

Tønder har lige fået en pris, for at være en aktiv handelsforening, til lykke med det. Men kig lige på de her tal, 10 slagtere, hvor mange er det nu i Tønder? Så i 1848 var der liv i Tønder:

• 17 bagerier, 10 slagtere, 21 skræddere, 9 vævere, 5 hattemagere, 1 handskemager, 1 knappemager, 1 kammager, hele 40 skomagere, 7 murere, 1 stenhugger, 8 snedkere, 9 drejere, 9 stolemagere, 2 kurvemagere, 5 malere, 2 glarmestre, 2 blikkenslagere, 5 bødkere, 2 hjulere, 6 rebslagere, 6 saddelmagere, 4 farvere, 5 garvere, 12 grov – og klejnsmede, 1 kobbersmed, 1 kandestøber, 2 lysstøbere, 16 guldsmede, 3 urmagere, 5 bogbindere, 3 grosserer, 15 kolonialhandlere, 17 småhøkere, 5 isenkræmmere, 3 krydderihandlere, 1 porcelænshandler, 1 kniplingshandler og 2 vinhandlere.

Men kigger vi lidt længere tilbage til 1708, må vi konstatere at tørsten allerede dengang var udpræget i Tønder. Hele 63 gæstgivere, kromænd og høkere Desuden var der:

• 69 købmænd, 24 bryggere, 6 barberer, 5 guldsmede, 2 kobbersmede, 4 kandestøbere, 4 bagere, 30 skomagere, 17 skræddere, 8 grov – og klejnsmede, 7 slagtere, 2 urmagere, 5 rebslagere, 7 snedkere, 2 glarmestre, 7 malere, 2 hjulmænd, 3 tømmermænd, 3 murmænd, 1 pottemagere, 3 bogbindere, 1 gartner, 1 hattemager, 1 kok, 2 handelsmagere, 15 vognmænd.

Depressionen efter 1864 i Tønder
Antallet af konfirmationer faldt drastisk i Tønder efter 1864. Man var bange for den preussisk militærtjeneste. Byens handlende var også sure, fordi der i byens aviser var kæmpe annoncer fra Flensborgs butikker. Industrien havde dårlige vilkår. Et garveri holdt kun til 1910. Aktiebryggeriet var efterhånden den eneste industri, der var tilbage, da grænsen blev flyttet. Victoria – bryggeriet, der startede i 1889, holdt kun til 1902, og gik derefter fallit.

Ny optimisme i 20èrne Der kom nye industrier til Tønder i 1920erne

• Kunststensfabrik
• Et par møbelfabrikker
• En parfumerifabrik
• Mælkeartikel Laboratorium

Det sidste dampskib i Tønder
Graf Bismarck anløb den 22. oktober 1871 Tønder. Den var ført af Kaptajn Selmer (far til trælasthandler B. Selmer). Det var et dampskib på 10 meter. Og der skulle ekstra kreativitet til at vende det på Skibbroen. I 1873 blev kanalen til Askeodde uddybet. Og der var planer om en fas ruteforbindelse med en damper til Højer. I 1878 anlagde man en kanal fra Møllestrømmen til Skibbroen.

Der skete meget omkring havnen, mens den endnu var der. Det vides, at Tønder i det 16. og 17. århundrede hentede tømmer i Norge og hentede korn i Østersølandene. Via skibe blev det fragtet hjem.

• I 1570 udfører 17 købmænd fra Tønder 2.345 stude
• I 1638 fortoldes der i Højer 3.409 stude.
• Men stude – eventyret fik en brat ende. Ikke fordi, at Tønders Havn sandede til, men fordi hollænderne i 1718 indførte en ekstra told på 20 Gylden pr. stud.
• I 1616 – 17 klagede beboere i Tønder, over at det dagligt kørte 100 kornvogne gennem byen vest på til udskibning fra Højer.
• Storbonden på Skastgård drev selvstændig handel med Holland. Han kunne hjemtage 4.000 pund tobak om året.

Regne – og skriveskole
Kirkeordinatsen af 1542 påbød, at der i hver købstad skulle være en latinskole og en folkeskole. Det vides, at der i 1565 var en latinskole i Tønder. Desuden var der en tysk Regne – og Skriveskole. I 1614 fik en borger tilladelse til at drive en dansk en af slagsen. Men der var ingen tilslutning..

Flere overraskende historier fra det gamle Tønder følger.

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

Redigeret 19. – 04 – 2022

Se hele artikel som HTML Document
Tønders Historie – fra begyndelsen

Tænk, at gå en tur gennem Østergade, Storegade og Vestergade, men også i sidegaderne, Uldgade og Spikergade og ikke mindst Skibbroen. Tanken at mange nationaliteter har kæmpet her. Tønder er præget af både rige og fattige tider. Læs her første del af Tønders historie. Læs om vikingerne og tiden hvor Tønder var en stor havneby. Og bemærk den klassedeling, der var dengang.

 

Hvad betyder Tønder?
Ja de lærde kan ikke blive enige. De fire mest almindelige antagelser er:

• Oprindelse fra den germanske folkestamme
• Tungurerne-Oprindelse fra Guden Thor (Torden) på engelsk: thunder
• Udførselssted for Tønder (fyrsvamp)
• Fra søtønder, ligesom byen Tønning

 

Vikingerne i Tønder
Man ved, at der har boet folk på egnen fra den ældste stenalder for cirka 8.000 år siden. Permanent beboelse er foregået for cirka 6.000 år siden. Der findes flere hundrede bopladser fra jernalder og vikingetid i vadehavsområdet.

I Tønder antager man, at der en trælborg fra 1005 til 1015. Så blev den flyttet til Emmerlev. Måske opgav man den i Tønder, fordi, der kom en kirke. En Trelleborg var et fordelingssted for de trælle, der skulle udføre markarbejde, når den mandlige befolkning var på vikingetogt.

Det var Sven Tveskæg (946 – 1014), der besluttede, at erobre England. Og nogle af disse erobringer er foregået fra en bugt, der dengang kun lå 4 kilometer fra Tønder.

Den ældste kirke i Tønder var viet til S. Laurentius. Den lå over for Pebergade og Kogade.

 

Tønder som havneby
Ellers er det ikke så meget vi ved konkret om Tønder fra dengang. Dog ved vi, at den arabiske geograf Idrisi(1099 – 1164) besøgte Tønder omkring 1130. Han udgav et geografisk værk i 1153 i Palermo, og der skrev han om Tønder:

Det er en havn, der er dækket fra alle vind, og ved den er der bebyggelse. Og det er ganske vist. I Danske Atlas nr. 8 fra 1781 fortælles der, at byen i 1017 havde en betydelig havneplads. Mange har ment, at havnen lå i Møgeltønder, men det har geologer senere afvist. Godt nok er Møgeltønder ældre end Tønder, men de har ikke haft en havn af nævneværdig størrelse

Man ved også fra udgravninger, at Laurentius Kirken med kirkegård have et betydeligt omfang. Det tyder på en hvis befolkningsmængde.

 

Munkene
I 1238 fik munkeordenen Gråbrødrene af ridderen Jens Navnesøn og hans hustru Elsif overrakt en grund i Tønder til opførelse af et kloster. En af de kendte skikkelser i denne munkeorden var Franz af Assisi..

Det, at der pludselig optræder en ridder, der bare forærer grunde væk, har fået andre på den ide, at der måske har været en ridderborg på det sted, hvor Tønderhus lå.. Andre mener, at der endnu tidligere har været en vikingeborg eller kongsgård på stedet, hvorfra man også krævede told fra de skibe, der anløb havnen.

En klosterkirke blev indviet i 1247, og i 1592 genopstod den nuværende Kristkirke.

 

Købstadsrettigheder
I 1243 fik Tønder købstadsrettigheder. Det skete fra Lübeck. Tysk lov og ret var et værn mod den jyske lovs fremdrift i det sønderjyske. Det siges at Broder Reinhard fra munkeordenen havde en finger med i spillet. Næst efter Slesvig, var Tønder hertugdømmets ældste by. For at forsvare byen havde Hertug Abel en sikker fæstning i Tønderhus opført på Slotsbanken. Denne borg eller slot har været genstand for mange krige, ejerskabet er blevet skiftet mange gange. En 80 meter lang plankebro førte fra Skibbroen over til Slotsbanken og ind gennem porten til portnerboligen. Bag den lå slottet. I 1750 – 1751 blev slottet jævnet med jorden, med undtagelse af portnerhuset, som i dag er en del af Tønder Museum. Voldgraven og havnen blev dækket til i 1934 og 1935 og slettede dermed sporet af mange kampe i Tønders storheds og nedgangs tider.

I øvrigt blev murebrokkerne fra slottet brugt til at anlægge Ribe Landevej.

 

Dige-arbejde ødelægger havnen
Det har ikke været let at anløbe Tønder Havn. Også den gang, var der mange øer samt tidevandet, man skulle tage hensyn til. Da havnen sandede til på grund af dige-arbejde, anlagde man en havn i Lægan, da tilgangen til Tønder blev dårlig. Senere blev det Rudbøl, hvor skibene var meget udsatte. Emmerlev og Højer blev senere udskiftningshavne.

I 1611 klagede man over ringe næring og næsten ingen søfart. I slutningen af 1620erne talte man om at anlægge en større by ved Rudbøl og lave en kanal tværs gennem landet ud til Østersøen.

Man gravede en ny kanal frem til Tønder, så mindre skibe kunne hente forsyninger, så omladning kunne ske ved Emmerlev. Det er den havn, vi kender fra Skibbroen.

Fra 1736 var det Højer, der var omladningshavn. Det skete samtidig med at Højer fik flere privilegier. Man måtte nu i denne flække officielt drive handel og håndværk.

 

Byens katastrofer
Selv om man sikrede sig mod havet, skete der mange katastrofer. Ved et digebrud i 1615 sejlede man i både ved Østerport.. Ja faktisk var Tønder ved at forsvinde af landkortet. Ved slottet stod vandet helt op af vinduerne.

Den 11. – 12. oktober 1634 stod vandet 2 alen højt. Mange druknede både dyr og mennesker.

Men også pesten satte sine spor. I en periode var 1539 til 1638 døde knap 2.000 beboere i Tønder.

 

Mange krige truer byen
Fra 1627 til 1723 oplevede man i Tønder hele 5 krige med indkvartering af fremmede og hjemlige tropper. Der blev holdt ekstra vagt ved byens bomme, og Laurentiusstrømmen blev uddybet, for at holde fjender væk fra det nordlige. Men lige meget hjalp det.

 

Borgerskabet
Byens spidser blev kaldt Borgerskabet. De boede i et af de 120 stavns-lodder. Byen blev opdelt i 4 kvarterer. N, S, V og Ø. Et lod bestod af

• Et borgerhus ned til hovedgaden og et baghus
• Et lod i den fælles bymark
• En mands – og en kvindeplads i kirken, samt begravelsesplads

I retten måtte man kun vidne, hvis man tilhørte Borgerskabet. Dette Borgerskab dannede et Råd på 4 – 6 personer, som også udpegede borgmesteren. Byens retspleje og forvaltning lå fra 1243 til 1811 i Rådets hånd. Rådet supplerede sig selv. Dette resulterede i, at det var de samme familier i Tønder, der bestemte i 568 år. Det virker helt utroligt.

 

Klassedeling i Tønder
I Tønder var samfundet meget opdelt i klasser: –

• Borgerne
• Indbyggerne

Inden for indbyggerne var man også opdelt i klasser. Den første klasse var borgere, der havde aflagt borgerløfte. De kunne derefter drive borgerligt erhverv. De skulle dog dokumentere, at de var født af ærlige forældre. Og havde en kristelig religion.

Den anden klasse var igen opdelt i to kategorier

Embedsmænd, præster, læger, lærer og advokater Arbejdere, tyende og andre samt uærlige.

Som synligt tegn på rådets retspleje og forvaltning stod der på Torvet en kagmand ( Æ Kachman) og en galge. Galgen blev dog ca. år 1500 flyttet ud øst for byen omkring Carstensgade. Omkring år 1600 ville hertugen bestemme, hvem der skulle være borgmester. Det protesterede Rådet imod. De uærlige var stodderfogeden, by-tjenere, vægtere og ligbærere. Og langt under de andre, bøddelen og sine rakkerkarle. Rådet blev tvunget til at oprette et Deputeret – kollegium, der bestod af 4 fra hvert kvarter. De blev valgt tre år af gangen. Hvert år ved Pers-dag (22. februar) afholdtes et Allemandsting. Det var kun for borgere, ikke for indbyggere.

 

Regler skulle overholdes
Man havde nogle standardregler, der skulle overholdes, det var:

• Man må ikke besøge krostuer i kirketiden
• At enhver skulle holde sine våben blanke
• Enhver husejer skulle hænge en lygte ud ved aftenstide, eller om natten, når der lød mordskrig
• Ingen efter kl. 9 måtte gå uden lygte
• Ingen måtte lade sine grise rode på kirkegården.

 

Skattefrihed i tre gader
Hvis man ikke betalte sin skat kunne man miste borgerskabet. Og skat betalte man rigeligt. De mange krige, katastrofer, og stormflodskatstrofer satte sine spor. Også i 1627 da en af erobrerne, Wallenstein nægtede Tønder at udføre kvæg. Militæret skulle først til fadet.

I 1662 var byen på grund af skatterestancer dømt til militær eksekution. Borgmester Heinrich von Hatten følte sig ilde berørt over officererne, og fik hertugens tilladelse til at forlade byen. Han vendte da meget hurtig tilbage igen. Berend Ubbind og Hans Widouw lede en forsamling, der tog til Gottorp i 1627 for at klage over skatten, det fik du nu ikke så meget ud af. De blev senere dømt, begrundelsen anstiftelse til oprør.

I tre gader i byen eksisterede der en slags skattefrihed. Når man boede lige ude for bygrænsen, men havde i princippet de samme rettigheder som dem inde i byen. Det drejede sig om Uldgade, Slotsgade og dele af Vestergade. Det var næsten en tredjedel af befolkningen, der boede lige udenfor. Først i 1665 blev de rigtig indlemmet, og måtte til klejnerne. Men først i 1933 blev resterne indlemmet i Tønder. Det var nogle områder på Slots – og Frigrunden, der kom med. Oprindelig skulle ansatte på slottet ikke betale skat til Tønder by.

 

Ikke alle var lige ærlige
Den gang havde man også problemer med arbejdsløsheden. Det løse og unyttige Gesindel. For mange ”Ledige Bürschen som ikke finder på andet end Druk og Lediggang. Nu var administratorerne ikke alle lige ærlige dengang. By-skriveren havde tilegnet sig et indsamlet beløb på 141 rigsdaler, der skulle bruges til at løskøbe en sømand fanget i Tyrkiet. Måske en tøndring. Nu måtte sømanden i stedet krepere i Baand og Lænker.

Og det er ganske vist. Dette var første afsnit af Tønders Historie

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

Redigeret 19. – 04 – 2022

Se hele artikel som HTML Document
De stakkels kniplepiger

Tønder er kendt for sine kniplinger. Men et tilbageblik vidner om store menneskelige omkostninger. At kniple kan bruges som terapi, og igen ved at blive moderne. 26.000 var beskæftiget i kniplingsindustrien engang. Når man nu står og kigger på Richtsens hus går tankerne tilbage på dengang, da Tønder var rig. Kniplingsindustrien blomstrede, men ikke alle havde glæde af dette, snarere tvært imod.

Min mor kniplede derhjemme, og alle os søskende har kniplinger, et minde fra vores dejlige mor. Hun brugte kniplingen som en form for terapi eller meditation. Min søster arvede alle hendes klenodier. Hun praktiserer det dog ikke for øjeblikket, grundet familiære forpligtigelser. Det er ikke så svært, siger hun. Det kræver, at man kan tælle til fire, og så kræver det temmelig meget tålmodighed. Hun startede med at lære på en temauge på Tønder Øvelsesskole. Siden underviste min mor hende.

Min tante underviste faktisk i knippelkunsten på aftenskole. Og det gør hun stadig (Det gør hun så ikke mere – artiklen er fra 2007). Min tante Sonja og min søsters svigermor blev undervist af hende. Jeg har dog ikke selv arvet noget af familiens færdigheder.

I skolen gik jeg i klasse med en, som påstod at hans bedstemor var kniplekunstens guru Meta Tønder. Jeg tænkte også på, hende må jeg da også være i familie med. Min mor nedstammer fra familien Tønder. I boghandelen solgte vi et stigende antal af håndarbejdsbøger. Det er kommet på måde at strikke, hækle og måske kniple. Det er en slags ”husmoderlig” protest mod den travle verden, som min skønne lillesøster udtrykker det.

 

Christian den 4. gør kniplingerne trendy
Mange gader og veje i Tønder er opkaldt efter de store kniplingskøbmand, og der eksisterer stadig legater fra kniplingsindustriens storhedstid.

Det var indvandrende kniplersker fra Brabrandt (Flamland) i Holland, der lærte de sønderjyske piger at kniple. Hvornår det skete, ved man ikke helt sikkert. I Christian den 4 `s dagbog kan man læse om Tønder kniplepigerne. I 1619 noterede han: Gav for lærred og kniplinger 889 rigsdaler. I November 1620 noterede kongen, at have givet en kniplepige en gang 10 rigsdaler og en anden gang 28 rigsdaler. På det kendte billede af Christian den 4 under slaget på Kohlberghede, bærer han en hue af tønderkniplinger. Da kongen gik i spidsen for at bruge kniplingerne, fulgte adelen med. Det var trendy at bruge disse kniplinger.

 

En kæmpe industri
I 1717 finder vi 7 kniplingshandlere i Tønder, og 20 – 30 år senere var der 25. Omkring 1780 skal hen ved 12.000 personer “have været sysselsat ved knipleri”. og omkring 1800, da industrien var på sit højeste var der omtrent 26.000 mennesker, der til dels eller helt levede af fremstillingen af handel med kniplinger.

Selve Tønder havde i 1803 kun 2.600 indbyggere. Det var næppe i mange huse fra Tønder til Ribe, hvor der ikke blev kniplet. Men det hele blev samlet under begrebet Tønder – kniplinger.

Købmændene tjente gode penge, og for Tønder var det en god indtægtskilde, efter at havnen var begyndt at sande til. Der skulle en ny indtægtskilde til. Efterhånden udviklede byen sig til et center for fremstillingen. Men den store indtægt havde en slagside.

 

De stakkes kniplingspiger
Det var piger fra de lavere sociale lag, der blev oplært som kniplepiger. Hele dagen sad de bøjet over ofte det samme mønster, fra vugge til grav. Den tynde tråd og det dårlige lys gik ud over øjnene. Mange af pigerne blev syge og svækkede, mange blev handicappet. De sad dagen lang med foroverbøjet krop, tit blev de forvoksede, fik brystsyge, og det fortælles at de blev forfaldne til snustobak, kaffe og te.

De var mere stavnsbundet end nogen af de danske fæstebønder nogen sinde havde været. Pigerne var fuldstændig afhængige af deres arbejdsgivere. De måtte slutte overenskomster med ham, og tilhørte ham så at sige, så længe overenskomsten bestod. Han leverede tråd, og aftalte en bestemt pris for hvert mønster, der blev fremstillet. De kniplede dagen lang.

De besøgte knipleskolerne allerede fra deres 6. år og lærte hurtig at kniple enkelte mønstre med få kniplestokke og grov tråd. De tjente allerede som småbørn en lille skilling. I 1840 tjente en voksen pige i dagløn for 16 timers arbejde kun 4 – 5 skilling. Heraf gik halvdelen til betaling for kost og logi. Rige kniplepiger findes ikke. Det var kræmmerne, der blev velhavende.

Når de forsøgte, at rejse udenlands, blev de arresteret, betragtet som desertører, og behandlet derefter. Regeringen vågede over, at pigerne ikke rejse og oprettede konkurrerende knipleskoler. Pigerne måtte aflægge en højtidelig og hemmelig ed på, at de ikke forlod deres hjemstavn. Pigerne fik kun en sulteløn, for deres arbejde. Betalingen var så lille, at mange knap nok kunne holde nøden fra døren.

 

Lang læretid for kniplingskøbmænd
Der blev kniplet i et ethvert ledigt kammer. Magistraten klagede i 1742 over, at militæret overtog de kamre, hvor der skulle foregå knipleproduktion. Kniplingerne blev solgt på messer i Braunschweig og Hamborg. Bissekræmmerne solgte dem over hele Danmark og Norge. Det krævede nu også meget, at være kniplingshandler. De måtte stå i lære i 7 år og kende alt inden for faget, have handelserfaring og forbindelser til udlandet.

 

Den dyre tråd
I begyndelsen måtte man skaffe den fine tråd, der skulle bruges fra Flandern. Den fine tråd blev udviklet i et underjordisk rum, fordi den i berøring med tør luft var udsat for briste. Tråden var meget kostbar. Man måtte betale 100 rigsdaler for pundet, og det var næppe den allerfineste tråd. Der kunne laves 180 alen kniplinger til 8 rigsdaler pr. alen.

Senere brugte man andre former for tråd, og også i Tønder oprettedes der i 1787 en kniplingsfabrik, hvor man lavede maskinvævede kniplinger.

 

Ned ad bakke
Napoleonskrigene bevirkede en stor nedgang i salget. Trods forbud mod import af kniplinger, kom der kræmmer med udenlandske vævede kniplinger, der kunne sælges billigere end Tønder kniplinger. Det bevirkede, at kniplingsindustrien omkring 1800 gik ned af bakken. I 1847 var der endnu 6 kniplingshandlere tilbage, hvoraf kun den ene boede i Tønder. Fra 1844 forsøgte man med bomuldsgarn. Men intet hjalp. Det danske navn for kniplinger stammer fra ”kniplerne”, de små træpinde, hvormed arbejdet udføres. I dag kaldes de ”stokke” eller kniplepinde.

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

Redigeret 19. – 04 – 2022