Artikler
Februar 13, 2007
Var Tønder, dansk eller tysk? Hvornår opstod de ældste gader? Læs om Ringridning Skyttekorpset og alle de andre foreninger. Hvad skete der efter 1864? Læs om da mange markeder og dengang dansk undervisning var forbudt. Læs også om en dansk borgmester, der ikke måtte blive i byen.
En frygtelig ulykke ramte Tønder den 16. oktober 1725. En fjerde del af byen blev forhandlet til aske. Kongen var så flink at bevillige 420 fyrrebjælker, fundet som strandingsgods ved øen Sild. Så kunne hospitalet genopbygges. Det gik også tabt i ilden.
Overalt i hertugdømmende samlede man ind til Tønder.
I byen besluttede man at alle stråtag skulle erstattes af teglstenstage. Dem, der ikke fulgte denne opfordring, fik en bøde på 20 rigsdaler.
Ejerne hæfter lejer
I 1729 vedtog de to by-kollegier, at såfremt die Buchen Leute(Folk, der boede til leje) ikke ville betale afgifter, ja så var det husejerne, der var ansvarlige for dem. Man havde ikke i sinde at tåle Folk i Byen, som ikke kunne udrede, hvad de skyldte.
Tønder i nød
I 1730 var der nogle handlende, der protesterede og mente, at by privilegierne blev tilsidesat. Problemet var, at der blev drevet handel og næring fra Slotsgrunden. Der fandtes to kniplingsfabrikanter på stedet. Deres fabrikker var specielt privilegeret og var ikke udelukkende byerhverv, så protesterne blev afvist.
Byen var forgældet efter brande, krige, oversvømmelser og gennemhullede privilegier. Hvis byen ikke blev hjulpet ville man gå bankerot. Man anmodede om, at handel og håndværk blev afskaffet i Højer. Flækken havde i 1709 beholdt deres handelsprivilegier. Selv om man havde en pæn indtægt i kniplinger var der mange, der klagede sig. Der var 21 kniplingshandlende, 50 små brændevinsbrændere og 12 større bryggere, der ligeledes handlede med stude.
I 1737 var der hele 13 forskellige lav i byen. Som boghandler undrede det mig, at der ikke figurerede boghandlere på de gamle lister, indtil jeg fandt ud af at bogbinderne i det gamle Tønder også solgte bøger. I 1732 var der tre af slagsen, det samme antal var det i 1860.
Tønder kniplinger – en hemmelighed
Bekymringen gik på kniplingspigerne. Tænk hvis nogle af de mange indkvarterede soldater faldt for en af pigerne. Man blev nødt til at indføre strenge regler. Opskriften på Tønder – kniplinger måtte ikke komme i forkerte hænder.
Har Tønder været en storby?
Hvor mange boede der egentlig i Tønder i tidens løb? Ja, det ved man ikke noget om. Man kunne ved at se kirkegårdens størrelse måske gisne sig til størrelsen. Kirkegården til Tønders første kirke var af en anseelig størrelse. I 1769 blev der foretaget en folketælling. Da boede der 2.579 i Tønder. I 1835 var tallet på 2.789 og i 1860 var tallet 3.216.
Brønde med brakvand
Ifølge Dansk Atlas Bind 7 fra 1781 fandtes der i Tønder, 30 trækbrønde, som alle gav brakvand. Dette vand kunne med forsigtighed bruges til madlavning og ølbrygning, men ikke til tevand og vask.
Vandet i de tre brønde i Uldgade, Søndergade og på Torvet kom dog fra Vidåen. Så det kunne man måske bruge til tevand og vask.
Da man begyndte brolægningen af Torvet blev brønden erstattet af to pumper. Og sandelig besluttede man også, at der skulle anbringes en lygte på stedet. Det var en beslutning man tog i 1843 med 12 stemmer mod 6. Forbedringen af gadebelysningen begyndte i 1850. Det var militæret, der havde forlangt dette på grund af tjenestens udførelse.
Tønders sidste skibe
I 1791 var der kun 15 skibe tilbage som var registeret i Tønder. Og i 1801 var der ifølge hertugdommernes liste ikke flere tilbage.
Rygtet vil vide, at et skib med potter ikke kunne komme videre end til Rudbøl. Her forlangte lokale bådejere ublu priser for at fragte varen videre til Tønder i deres mindre både. Enden på historien blev, at ejeren af det større skib måtte sælge hele lasten med stort tab til følge til de lokale bådejere, som til gengæld fik sig en fed fortjeneste inde i Tønder.
Kosakker i Tønder
I 1814 var Tønder besat af Kosakker. Den svensk – Preussiske – Russiske hær var i krig med Napoleon og var rykket ind i Hertugdømmerne.En fransk sproglærer, der var i Tønder fortrak skyndsomst til Ribe.
En mand, der havde fået indkvarteret 4 kosakker fortalte følgende:
Om morgenen fik de Kaffe, franskbrød og Brændevin.
Om middagen fik de Varm mad og Brændevin
Om eftermiddagen fik de Kaffe og Brændevin
Om aftenen fik de Varm Mad og Brændevin
Kommandanten slog sig de første par døgn ned i byens vinkælder. Og i 1848 var det Preusserne og Hanoveranerne der hjemsøgte Tønder.
Tønder får politimester
Et hvis indgreb skete der i Byfogedens myndighed skete der ved oprettelse af en polimesterstilling under Napoleonskrigene. Der blev indført en ny pasordning, for at føre nøje kontrol med de rejsende. Tønder var en af de byer, hvor der skulle vises pas.
Markederne gav penge til byen
Tønder havde efter de gyldne år med kvægtransport og knipleindustrien ikke så meget at byde på mere. Byen lå lidt afsondret. Langt til havet og med dårlige transportveje i midten af 1800 – tallet. Den store indtægt til byen kom fra de talrige markeder, der blev afholdt.
Pinsekræmmermarkedet blev indrettet fra 1828. Markedet ved Mikkelsdag hørte man om allerede i 1764. Man forsøgte at udelukke fremmede kræmmere, men det lykkedes ikke. Ellers var der to markeder om ugen. I begyndelsen torsdag og lørdag, det blev senere ændret.
Man ville også gerne have et uld – og kræmmermarked. I Tønder produceredes der på en strækning på 8 kvadratmil mindst 200.000 pund uld.
Kvæg – og hestemarkederne var ikke lige populære alle steder. Således indløb der en klage i 1752 af by-jordenes ejere. Græsningen på Jordene efter Markederne er Fortæret ned til Roden af fremmed Kvæg og Heste.
Gæstgiverne klagede over, at der i den nærliggende landsby, Tved også forekom udskænkning (1838). Det samme gjorde man sandelig også i Abild. Men der var liv i Tønder dengang under disse markeder. Hør blot følgende rejsebeskrivelse af A. von Hessen:
500 Rigsdaler i bod
Gang på gang anmeldte byens borgere om fritagelse af borgerlig erhverv. Således også kniplingskræmmer Poul Popsen. Han tilbød, at erlægge 500 Rigsdaler.
Magistraten synes godt nok, at han skulle erlægge noget mere. Man var jo velhavende. Men han havde været rådmand i ni år. Desuden havde han skænket en stor sum til anlæggelse af Strømpe – og Hue-fabrikken. Desuden havde han støttet Forplejningsanstalten for fattige.
Af de 500 Rigsdaler tildeltes de 200 til Straffe – og Arbejderhuset, mens de 300 skulle bruges til at skaffe fattige og mindre bemidlede dels gratis, dels billigere eksemplarer af Den Slesvig – Holstenske Salmebog.
Og nu hvor vi er ved de fattige. Vagabondplagen i 1880 var et stort problem. Man forsøgte med en forening mod tiggeri (oprettet 1879) Meningen var at medlemmerne skulle give madboner i stedet for penge. Man oprettede i Østergade Herberge zur Heimat. Her overnattede hvert år ca. 2.000 vagabonder.
Var Tønder dansk eller tysk?
Tønder var dansktalende, kultursproget var dog tysk. Man talte også plattysk og sønderjysk i byen. Kirkesproget var både dansk og tysk. Byens arkiv var næsten udelukkende på tysk.
Men fra 1840 optræder Tønder som markant tysk uden en stærk dansk opposition. 1851 bliver skolesproget dog dansk meget imod borgerskabet. Seminariet genåbnes i 1858 som dansk.
I 1864 bliver skolesproget atter tysk. 12 tysksindede borgere udpegede de danske embedsmænd, der skulle forlade byen.
I 1920 blev der afgivet 1437 (71,7 %) tyske og 566(28,3 %) danske stemmer. Først i 1937 fik Tønder atter en dansk borgmester.
Efter 1864
Efter 1864 blev Tønder pludselig Kreisstadt. I Trap kunne man læse:
På Tønders gader hørte man Schleswig – Holstein Meerumschlungen. En flok soldater var på tilbagetog fra Frederiksstad. Dagen efter drog de videre mod Ribe. Mange danske embedsmænd fulgte med, også dem, der var blevet udvist. Det danske Politi blev også bedt om, at rejse. Pludselig var byen uden ordenens håndhæver. Også det danske seminarium måtte lukke.
Atter engang oplevede Tønder indkvarteringer af forskellige hære. Det Første Prøjsiske Regiment, Østrigerne, Ungarer og Kroater.
Allerede den 12. februar blev den dansk sindede borgmester Johannes Henrik Holm afsat. Han ansøgte senere om, at blive boende i Tønder, men fik afslag.
Også den danske Realskole måtte lukke. Den danske provst Hjort var en af de sidste danske embedsmænd, der forlod byen. Den 7. august 1864 blev den danske konges myndighed i hertugdømmet Slesvig officielt suspenderet.
Tønder fejrer Preussens overtagelse
Bismarck ville ikke anerkende et selvstændigt Slesvig – Holsten. Han mente, at landsdelen skulle tilslutte sig den tyske toldunion og lade hær og flåde indlemme i den Prøjsiske.
Og i Tønder fejrede man Prøjsens fuldstændige overtagelse.
Hver enkelt borger i Tønder kunne nu opnå de sædvanlige borgerlige rettigheder og pligter efter et års ophold i byen. Den 1. marts 1869 aflagde 12 borgere for sidste gang den gamle borgered.
Privat dansk undervisning forbudt
Mange dansksindede fik børnene undervist af privatlærer. Det skete også for advokat Gjessings børn. Men det blev opdaget af General-superintendent Dr. Godt fra Slesvig. Han overhørte børnene, og var såmænd godt tilfreds. Han forbød dog ordningen. Børnene blev undervist af den senere redaktør af Flensborg Avis, Jens Jensen.
Ordensmagten er tilbage
I byen var der kommet to gendarmer, der tog sig ud som ryttergeneraler. Men man så også en rigtig betjent med Schnurrbart. Hans største opgave var at transportere folk til arresten, ofte detentionslokalet (Klötzen). Det lå over den tidligere Ratzkeller. Lokalet var særlig besøgt under de talrige markeder.
Skyttekorpset
18. juni 1693 oprettede byens overklasse et Skyttekorps. I 1731 gjorde Christian den 6. Skyttekorpset privilegeret. Skyttekongens præmier var endda et skattefrit år og et sølvbæger til 7 Rigsdaler. Skyttekorpsets medlemmer dannede kærnen i den Borgervæbning, som opstod i 1848. En af skyttekorpsets officerer, købmand J.C. Iversen blev Borgervæbningens chef.
Korpset mistede alle sine privilegier i 1851. Og i 1854 besluttede man, at opløse det. I 1857 opstod den igen. Men der blev ingen fest march det år. Politimestren beordrede, at man skulle gå efter Dannebrog, og det ville man ikke.
Ringriderkorpset
Det var overklassens forlystelser, der startede den ringridning, vi kender i dag., og dog. For det var egentlig bønderne, der startede sporten før 1600. Som de flittige læser af denne side vil bemærke, så foranstaltede man også ringridning på Blågården på Nørrebro. Og også de hollandske Amager bønder forlystede sig med det. Kong Christian den fjerde var også en lidenskabelig ringrider, og han praktiserede det bland andet på Fælleden i København. I det 17 århundrede var det en almindelig sport for både bønder og borgere..
Det var unge fra det såkaldte Fastelavnslav, der arrangerede den første ringridning i Tønder i 1595. I 1693 blev der oprettet et såkaldt Ridende korps, som tillige var et militært korps. De gjorde blandt andet tjeneste som æresgarde, når fyrstehuset var på besøg.
Da Frederik den femte besøgte byen i 1747 deltog han selv i ringridningen, og korpset fik lov til at kalde sig Frederiksgarden.
Efterhånden døde interessen for sporten. I 1804 fik amtmand von Bertouch kaldt korpset til live i gen. Korpset blev byens fineste forening, finere end Skyttekorpset. De fik et æres skjold af Frederik den 6. Men på grund af nationale modsætninger døde korpset igen omkring 1840.
I 1865 opstod ringriderkorpset under navnet Tønder Ringriderkorps, med nogle flotte og dyre uniformer. Ja, de lignede næsten Lichtensteiner – husarernes uniformer. Disse uniformer og andre ting gjorde sporten alt for dyr, så den døde atter.
I 1888 vågnede sporten atter i Tønder. Det var de store fester i Sønderborg, der påvirkede. For at modvirke nationale modsætninger, blev man enig om to ledere. Slagternmester Wörnstedt (tysk) og dyrlæge og gæstgiver A. Hauge (dansk). Man gav afkald på uniformer, og nøjedes med ens huer og nogenlunde ens påklædning. I 1892 startede man med Kredsringridningsfester. I 1920 oprettedes Tønder Amts Ringriderforening.
Efter at Tønder i 1920 blev garnisonsby for dragonerne, gjorde man brug af luftskibshallen nord for byen til årlige hestesportsstævner, med væddeløb, travløb m.m. Der blev afholdt mange vellykkede stævner, men også dette initiativ døde. I 1932 forlod dragonerne byen. Navnene Dragonvej og Ryttervej minder ligesom bygninger på Ryttervej og Svinget om besøget. Og Dragonsmedjen fandt en pige fra Møgeltønder, og blev i byen. Men se, det er en helt anden historie.
De mange foreninger
Singerverein var fra 1842. det var fra en tid, hvor der opstod Liedertafel, til pleje af den tyske sang. Det var en nationaltysk forening. Men man kunne da godt synge en serenade for Christian den ottende, da han besøgte byen i 1844. Efter 1864 oplevede foreningen en sand blomstringstid. Man oprettede en gymnastikforening for børn, og arrangerede skydning og foredragsaftner.
I 1866 startede en konkurrerende sangforening med navnet Einigkeit. Også to danske sangforeninger opstod, nemlig Tønder Sangkor og Arbejdernes Mandskor.
Vi skal sandelig ikke glemme Männer – Turnverein(1865), Damen – Turnverein, Tønder Roklub, Ruderverein. Forskellige soldaterforeninger så dagens lys i slutningen af 1890erne.
De gamle lav holdt sig helt til 1867. Håndværker og handelsforeninger trådte til i stedet. I 1848 var der allerede en Gewerbeverein. Den afløstes i 1862 af en Industriforening, hvis hovedformål var at drive søndagsskole for lærlinge. Tønder Håndværkerforening blev oprettet i 1912.
I 1866 forsøgte man at danne en handelsforening, men det mislykkedes Kolonialhandlerne dannedes i 1894. Detailistforening for Kolonialvarebranchen blev i 1906 til Handelsforening for Tønder (i dag Tønder Handelsforening) I 1907 oprettede Handelsforeningen en aftenskole for lærling, og den 10. september 1920 vedtog foreningen, at oprette de nuværende Tønder Handelsskole.
Og af de mange foreninger, skal også lige nævnes Forskønnelsesforeningen, der blev dannet i 1892. ja så var det både Bürgerverein fra 1898, og Tønder Kommunal Forening.
Harmonie, Familieklub, Union, Gemütlichkeit, Concordia, Frohsinn, Jungs holt fast(Den plattyske Forening), Friesenverein.
I 1888 opstod Germania, som kun tog sig af ugifte medlemmer, og sandelig om der ikke i 1887 stiftedes en forening, der kaldte sig Nahmenlos.
Gader og veje i Tønder
Først lidt efter 1906 begyndte man at nummerer husene efter gader i Tønder. Fra 1774 nummererede man efter kvarterer. Byen var som tidligere nævnt opdelt i 4 kvarterer.
Folkene der boede bag staldene havde i længere tid haft fine fornemmelser. I 1886 krævede de gadebelysning. Men de fik i Tonderische Zeitung, det svar:
For de kæferter, der bæres hjem bag staldene, er Gasbelysning ikke påkrævet.
Allegade(1901) hed før vester bag Staldene
Skibbrogade (1902) hed før sønder bag Staldene
Vidågade(1905) hed før nørre bag staldene
Smedegade: Her var smede forsamlet, af hensyn til brandfaren.
Kobbergade: Måske opkaldt efter en kobbersmed
Pebergade: Muligvis minder fra Peblingerne(Latinskolens elever) eller fra Pebersvendene(Hanseatisk handelsbetegnelse).
Uldgade (1920) Fik sit nuværende navn, fordi redaktør P. Skovrøy mente, at uldspindene boede her. Dette var dog ikke korrekt. I 1603 kaldtes gaden Wulf` s Gade, efter Wulf Hans, som ejede et hus på hjørnet af Søndergade. I Pontoppidans Atlas fra 1700 – tallet kaldes gaden for Ulvegade. Og den tyske betegnelse var Wolfstrasse.
Søndergade var oprindelig kun en lille slip. Efter den store brand i 1581, blev den indrettet som en slags brandbælte.
Det samme var tilfældet for Lillegade (1599) og Møllevej.
Spikergade, kendes fra 1670. Navnet kommer fra det plattyske Spiker. Den højtyske oversættelse er Speicher (Magasinbygning)
Mellemgade: Nævnes første gang i 1721
Jomfrustien: Af nyere dato, nævnes dog før 1860. Måske kommer navnet fra Hamborg
Nørregade: Hed oprindelig Østerport stalde
Richtsensgade: Hed oprindelig Stokvejen
Kogade: Studende blev ført fra Vesterbro til Skibbroen gennem Kogade til Slotsbommen, hvor der blev betalt told
Slotsgade: På sydsiden boede hertugens slotspersonale. Den oprindelige Frigrunden havde særstatus helt op til 1920erne.
Popsensgade: Hed oprindelig Bakkensaavej
Carstensgade: Var oprindelig den gamle Løgumkloster Landevej. Fik navnet efter Provst Carstens.
Provst Petersensvej: Anlagt i en af Balthasar Petersens legat fenner
Punchvejen: Lå vest for Amtshuset. Den stammer fra en strid om et gadeprojekt 1900 – 1914 fra Skibbroen til Tønder H (Vest-banegården), som de forretningsdrivende ivrigt bekæmpede. Der blev så lagt en fodsti over engene bag Vestergade, for at bønderne på markedsdagene kunne nå toget efter en punch i en af Skibbroens mange beværtninger.
Gavlhuset på Torvet er fra 1517, bygget af en katolsk præst. Bygningen har dog været ombygget flere gange
Vandmøllen er fra 1598
Det gamle Rådhus er fra 1643
De ældste gader er Østergade, Storegade og Vestergade. De ses på de helt gamle kort. Hed oprindelig noget andet. På et tidspunkt Algade.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 19. – 04 – 2022
Februar 13, 2007
Se hele artikel som HTML Document
Drengestreger i Tønder 1920 – 1935
Hvordan var det at være barn i Tønder før i tiden? Skarnsstreger var der nok af. Min far Karl H Brodersen fortæller her, hvordan det var. De mange markeder i Tønder var en guldgrube for børnene. Og Vidåen var en god men ikke helt ufarlig legeplads.
Min far var en gudbenådet fortæller. Havde han fået et par snapse gik det endnu bedre. Desværre nåede jeg aldrig at optage hans historier. Men jeg kan huske noget fra hans barndomstid. Historien bliver gengivet i jeg – form. Det er så hermed min far, tidligere murer Karl H. Brodersen, der fortæller.
De mange rotter
Jeg er født i 1920 i Vidågade 38. Huset eksisterer ikke mere. Vi boede ikke ret længe i mit fødehjem. Vi flyttede over på den anden side til nummer 41, og senere over i Spikergade 12.
Jeg husker de mange rotter, der holdt til oppe på loftet. Når vi kom i seng kunne vi høre rotterne huserer deroppe.
Få huse fra os havde glarmester Hansen et stort dueslag i baggården, her var der masser af foder til rotterne. Dengang tog man det heller ikke så nøje med rengøringen efter slagtning, så det var rotterne sikkert glade for. Min mor havde fået et stort græskar, som hun lagde op på loftet. Da det kom ned, var det helt udhulet. Min far havde fået nok. Nu skulle rotterne ud. På apoteket hentede vi noget rottegift, der blev blandet med mel og vand. Det blev bagt på en gammel pande, og sat op til vores husdyr. Dagen efter var der gevinst. 3 kæmpestore rotter kom min far ned med.
Vidåen – en farlig legeplads
Fra vores Vidågade – tid, har mine forældre fortalt, at jeg en dag legede i haven, der gik helt ned til åen, hvor der gik nogle svaner rundt. Dem ville jeg fange, med det resultat, at jeg gik i åen sammen med dem. Heldigvis havde naboen, malermester Tonnesen set det. Han fik mig reddet op på det tørre igen. Var dette ikke sket, kunne redaktøren af denne side ikke sidde her og skrive gamle Tønder – historier).
Vidåen var en herlig legeplads, både sommer og vinter. Sct. Hans aften var alleen fra Sønderbroen og helt ned til anlægget illumineret med lys i lanterner ophængt mellem træerne, ligesom kajakker og robåde var pyntet med blomster og lanterner. Nede ved anlægget spillede orkestret æ Statdtkapelle. Senere spillede Spejderorkestret. Og heksen, ja hun blev sendt til Bloksbjerg fra en kunstig anbragt ø ud for seminariets have.
Børnene badede rundt omkring i Vidåen. En dag sprang jeg i åen fra en lille bro, der var bygget til madammerne, når de skulle skylle deres vasketøj. Jeg kom dog hurtig op igen. Jeg var havnet på en spids genstand, og blodet løb i stride strømme fra mit ben. Der blev ringet efter Doktor Dahl, der kom op og rensede såret, og kom jod på. Møllekulen var blandt de steder, hvor vi badede. Her lå de tyske ro-foreningers bådehus. Jeg husker en rutsjebane, der var anbragt fra et træ og ud i vandet. Det var alle tiders for os, drenge.
Om vinteren, når isen kunne bære, skar vi store flager ud af den, og så gik legen med at springe fra flage til flage, tit med det resultat, at vi fik våde fødder. Vi turde ikke komme hjem med våde sokker, så turen gik ned til det tyske Jugendherberg i Richtsensgade, hvor vi fik fodtøj og strømper tørret på radiatorerne.
Sodavand var luxus
Tønder Aktie Bryggeri skar isen i blokke, når den var tilpas tyk, hvorefter den blev transporteret på hestevogne op i Østergade. Der blev den læsset af og opbevaret i en dyb kælder og bragt til afkøling. Isen kunne opbevares til langt hen over sommeren. Når bryggeriets personale arbejdede med isningen, som vi kaldte det, havde de altid sodavand med til os unger. Det var ellers ikke noget, vi fik så tit. Det var det ikke penge til dengang.
Nytårsaften
Drengestreger lavede vi selvfølgelig også. Nytårsaften skød vi med karbid, der blev anbragt i en dåse, hvori der var lavet et hul. En klat spyt kom ned på karbidklumpen, låget blev sat på, og en tændstik antændte dampen, der kom ud af hullet, hvorefter et ordentligt brag fulgte.
Flere steder i byen var kloakeringen ikke afsluttet og her satte folk deres natspande ud på gaden. Første nytårsdag var der mange, der skulle i gang med at rense deres forstuer, efter at vi havde turet rundt nytårsaften, og tømt spandene med det ulækre indhold.
Legen med Totenkopf
En dag, vi kom gående over kirkepladsen, var man i gang med at stille Brorsons mindesten op. Man gravede så dybt, at der kom knogler m.m. frem i lyset. Pladsen havde været kirkegård for lang tid siden. Vi fandt en rund tingest, som vi ikke anede, hvad var. Den blev brugt som fodbold. Ned af Nørregade, Richtsensgade og over på skolepladsen. Men da læreren så, at vi spillede bold med kuglen, fik vi ellers at vide, at det ikke var en bold, men ein Todenkopf. Det var bestemt ikke noget legetøj.
Penge for vandrotter
På Hostrups Hotel i Søndergade var der en stor staldbygning i gården, hvor vi holdt en masse dyr. Foder fik vi som regel gratis nede ved Bachmanns vandmølle. Hvis de havde fanget vandrotter i nærheden, fik vi også dem. Halerne solgte vi nede ved Sønderport. Her boede Tønders eneste politibetjent fra før genforeningen, den kendte Hr. Bergman. Han tog sig af rottebekæmpelsen i byen, og når vi kunne se vores snit til at stjæle halerne, der var smidt i en spand uden for huset, solgte vi dem igen næste dag. Jeg mener, at vi fik nok penge til at kunne købe en pakke cigaretter for. Hvis vi ikke kunne ryge, var vi jo ikke rigtige drenge.
Den fidus blev der sat en stopper for en dag. Bergmann havde besøg af et barnebarn, som sladrede til sin bedstefar. Fra den dag blev halerne gravet ned. Men vi fandt stedet, og vaskede dem godt i åen. Det gik dog ikke, for halerne var blevet slemt medtaget af begravelsen.
En bus – og spasertur
På den gamle markedsplads ved Sønderport var der et stort trætårn, som brandvæsnet brugte som øvelsestårn. Her var ingen adgang for os. Men derimod i en større bygning, hvor autofirmaet Roost havde opmagasineret en del brugte biler. De blev tømt for benzinrester. Det hele blev fyldt på en rutebil. Og så gik turen ellers ud mod Sæd. Samme tur fik vi også en anden gang.
En taxavognmand, der hed Strøh, som boede på Hostrups Hotel inviterede os en dag på en biltur. Vi kørte helt ud til Sæd bro. Her standsede han bilen, og smed os ud med ordene: Så drenge, nu kan I spadsere hjem. Måske havde han set sig gal på os, efter at han havde set os på vores bustur.
Markeder var indbringende
De årlige markeder var flyttet ned på markedspladsen. Her var store flotte karruseller og andet gøgl sat op. Vi morede os med at puste hagl i nakken på nogle teltholdere, som så løb efter os. Bagefter kunne vi samle de mønter op, de havde løse i lommerne og tabte, da de prøvede at fange os.
Markederne oppe i byen husker jeg også. Der var boder fra et stykke op i Østergade og helt ned til den gamle biograf i Vestergade. Men det var på Torvet, jeg holdt til. Her kom to mænd fra Helsingør, som vi kaldte Fy og Bi, da de næsten havde samme figur som de to filmskuespillere.
I deres bod var der noget, der var ukendt dengang – de solgte is i vafler. Isen fremstillede de selv, og jeg var fast hjælp hos dem i de dage. Jeg skulle dreje ismaskinen. Første gang gik det galt, jeg havde hentet fem liter fløde på mejeriet. De to første liter, jeg startede med, blev til smør, men det tog de ikke så højtideligt. På den igen. Jeg tjente en masse penge hos dem, og det job var der mange, der misundte mig. Når teltet var blevet pakket sammen, fandt jeg også en del småmønter. Oh når de rejste fik jeg en ekstra håndfuld af dem.
Da Columbus faldt ned
I skolen var det strengt forbudt at tale dansk, ikke engang i frikvartererne måtte vi, så var der øretæver i luften. Engang vatr klassens globus faldet ned og gået i stykker. Det fik jeg at høre for mange gange, da jeg havde fortalt at klassens Columbus var faldet ned. Nu ved jeg godt, hvad den hedder.
Asfalt i Richtsensgade
Jeg husker, da Richtsensgade blev asfalteret. Jeg tror, at det var den første gade i byen, der fik asfaltbelægning. Dengang foregik alt ved håndkraft. Arbejderne kom bærende med to spande asfalt hængende i et åg over skulderen. Det var hårdt arbejde, og når man nu i dag ser, hvor hurtig en maskine kan lægge et lag asfalt, tænker jeg tit på dengang i Richtsensgade.
Skyttefesterne
Skyttefesterne husker jeg også. De startede ved Jugendherberget. Vi børn, der så starten af optoget fik tit nogle småpenge af skytterne. De blev hurtig omsat på hjørnet af Nørregade og Richtsensgade. Her var det en ældre dame, der ekspederede. Vi var altid tre inde i butikken. En købte så for to øre bom, mens de andre forsynede sig selv med kager o.l.
Brug for ekstra skilling
En ekstra skilling kunne vi jo altid bruge, så ret hurtig fik jeg en by-plads, og jeg var ikke ret gammel, før jeg kendte det meste af byen og dens beboere. Når man kunne tjene lidt mere i en ny plads, skiftede man selvfølgelig job. Jeg har været ansat hos skohandler Riggelsen, Fa. Bødewadt i Østergade, og den sidste plads jeg havde, var hos købmand Heine Christensen i Slotsgade.
Nu var jeg nået konfirmationsalderen, men skulle gå to gange i sidste klasse, da jeg var kommet for tidlig i skole. Købmanden ville godt have mig som lærling, men det var ikke lige det, der havde min interesse. Det sidste skoleår gjorde jeg ikke meget ud af. Jeg følte ikke, det var til nogen nytte, så en dag, jeg mødte op i klassen, fik jeg den besked, at jeg godt kunne blive hjemme.
En dag var jeg ude med varer, så jeg det store luftskib Hindenburg komme svævende over byen. Det gjorde et stort indtryk på mig. Jeg glemmer aldrig den store cigar, der kom svævende ind over os.
I lære som murer
Til sidst en ting jeg husker fra Søndergade. Her kom der biler fra Esbjerg med fisk, der skulle køres sydpå. Det var små lastbiler, og de gjorde gerne holdt ved missionshotellet Vidå, hvor de drak kaffe. Vi knægte skulle se, hvad der gemte sig under presenningen. Ofte fik vi fisk med hjem til familien.
I april 1935 kom jeg i lære som murer og var udlært i 1939. Det var aftenskole 5 dage om ugen i vinterhalvåret. Lørdag var ikke fridag, da det var fast regel, at gaden skulle fejes den dag. Det klares også med maskinkraft i dag. Ja tiderne skifter, vi måtte arbejde under andre betingelser, end man gør i dag. Vores barndom har nok været helt anderledes, end børnene oplever den i dag.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 19. – 04 – 2022
Februar 13, 2007
Se hele artikel som HTML Document
Anekdoter fra det gamle Tønder
I denne artikel beskriver vi overraskende, chokerende og spredte ting i Tønders historie. Læserne skulle gerne stå tilbage med spørgsmålet: Er det virkelig rigtig? Og det er ganske vist
Kærlighedens Lysthus
Forleden hørte jeg i radioen, den fremragende melodi Kærlighedens Lysthus, med Tønder – drengen Michael Falck. Jo, det er Liebestempel, lige bag ved politistationen. Her har jeg tilbragt mange fornøjelige timer, ja hvem har ikke det. Det var særlig i forbindelse med de første Tønder – festivaler. Kærlighedens Lysthus blev opført i 1727.
Plankeværk som bymur
Lige i nærheden ligger Laurentiusstrømmen, eller nærmere resterne af den. Det var en gang en rimelig dybt vandløb. Sammen med Vidåen og Møllestrømmen dannede den en slags voldgrav, som værn mod fjender. Bag ved vandløbende var der i 1500 – tallet opført en kæmpe plankværk i stedet fro en bymur. Hvornår det blev opført og nedrevet ved man ikke. Men faktum er, at man ved udgravninger i Søndergade i 1920èrne fandt resterne af dette ”plankværk”. I et kort fra byen kan man se plankeværket. Der var en port mod syd og en mod øst.
Fattighjælp
Socialhjælp var i det gamle Tønder meget effektivt. Stodderfogeden, som selv havde en lav rang i det sociale hierarki, fordrev tiggerne med pisk til bygrænsen. De syge og de svagelige blev læsset op på en vogn og kørt til kommunegrænsen, og blev læsset af.
De tiggere, der var hjemmehørende i byen skulle gå medmærke. Hver lørdag drev stodderfogeden dem fra hus til hus på tiggeri..
I 1523 tillod Frederik den første, at der måtte indsamles til fattighjælp. I nærværelse af Rådmand Peter Struck vedtog man, at uddeling af brød til de fattige skulle indledes med velsignelse fra aller højeste sted. Derfor indledte man med salmen: Nun bitten wir um den Heilligen Geist. Derefter blev der læst af Katekismen, og man sluttede af med en lov – og takkesalme. Først derefter kunne de fattige få stillet sulten.
Godt 100 personer, overvejende kvinder fik i 1709 udbetalt fattighjælp. De fik enten 6, 8 eller 12 Skilling om ugen.
Byen blev i 1842 inddelt i 12 fattigdistrikter, hver med en fattigplejer.
I 1820 udlagde kommunen sågar kolonihaver til de fattige.
I 1826 forsøgte man med en Arbejdsanstalt (Østergade 15) under ledelse af en værkmester. Tugthuset blev lagt sammen med denne, men forsøget slog dog fejl. Mere succes havde man med det frivillige folkekøkken, der begyndte i 1831. Første vinter lavede man hele 7.55o portioner mad. I 1854 indrettede man Gørrismark som fattiggård.
I Kristkirken er jeg døbt og konfirmeret
Og når vi nu er ved St. Laurentius, var det jo navnet på Tønders første kirke.
Og en af de bedst udsmykkede kirker er Kristkirken i Tønder. Døbefonden er fra 1350, og prædikestolen fra 1586. Sangerpulpituret, der skulle give plads til Latinskoledrengene er fra 1627. I øvrigt minder kirken om Tønder i opgangs tider. Mange rige borgere har i tidens løb foræret ting til kirken. Og tænk i den flotte kirke er jeg døbt og konfirmeret.
I 1543 klagede landsognene over, at de ikke forstod de to tyske præster i Tønder. Så måtte en student træde til. Men det skete klokken halv seks om morgenen, så det var begrænset succes med denne ordning.
I 1729 blev Hans Adolph Brorson ansat. Han hed oprindelig Brodersen, og dette navn fremgår også af de gamle arkiver Gad vide, om jeg er i familie med ham? Denne Brodersen eller Brorson skrev blandt andet salmen: En rose så jeg skyde, i kælderen under Andersen og Nissens Boghandel (Bøger og Papir). Der var ikke boghandel dengang, men jeg har sorteret papkasser i den kælder, hvor han under stearinlysets skær, skrev denne folkekære salme. Det er dog meget tankevækkende.
Især to præster Arends og Schrader stod for en stor religiøs vækkelse.
En anden kendt præst Baltazar Petersen indrettede i præstegården, Et teologiinstitut til uddannelse af Præster. Senere blev der samme sted indrettet et Skolemesterinstitut.
I 1864 bestemte man, at der skulle være dansk gudstjeneste hver anden søndag. Senere blev det til en gang om måneden, og i 1917 blev de danske gudstjenester helt slettet. Først i 1920 blev de to sprog igen ligeberettiget i kirken.
Søndergade var et brandbælte
Søndergade hed egentlig Janniks Slippe og var engang brandbælte og stammer tilbage fra 1581. Tønder var meget uheldig med brande, men det vender vi tilbage til i artiklen om Tønder frivillige Brandværn.
Omvandrende medicinmænd
Omvandrende medicinmænd gjorde det for at være læger. Men de var der ikke så længe af gangen, inden de blev smidt ud af byen. Folk var ikke tilfredse med deres indsats. Efter tøndringernes standpunkt var standarden ikke ret god, så deres motto var
En Slurk varm Øl er bedre end en Medicus.
Først i 1691 fik Tønder en rigtig læge.
Fastelavnslavet
I 1546 stiftede man Købmændenes Lav og Selskab. I daglig tale kaldet Fastelavnslavet. I første række en selskabelig forening. Hvert år til fastelavn fra søndag til torsdag fra 13 til 21 skulle brødrene og deres hustruer mødes. Man skiftedes til at være værter, hvert år. Man mødtes for at gøre sig gode mad Aal, Pølser og ikke at forglemme Øl. Ved sommertid skød man til Fuglen på Papegøjelandet. Lavet blev ophævet i 1619.
Og Papegøjelandet lå der hvor Papegøjevej lå i min barndom, lidt syd for Tønder H.
Uldegade er ikke Tønders ældste gade
Uldegade er ikke Tønders ældste gade. Den blev bebygget i 1586.
Tidligt med tog til Tinglev
Allerede i1867 tog man jernbanen til Tinglev i brug. Allerede i 1844 havde man planer om en jernbane Flensborg – Tønder – Højer. Senere diskuterede man en forbindelse mellem Izehoe – Tønder – Skærbæk og Rømø.
Først i 1901 blev jernbanen Tinglev – Sønderborg færdig.
I 1879 begyndte man at tegne aktier til en hestesporsbane til Højer, men i stedet blev det til en rigtig jernbane i 1892.
Drømmen om en fiskerihavn
En stor fiskerihavn var på tegnebrættet, den skulle ligge enten i Emmerlev eller Hjerpsted. Men det blev Esbjerg, der var hurtigst.
Masser af industri i det gamle Tønder
I 1777 beskæftigede en stor virksomhed i Tønder 300 mennesker, det var Plys og Silkemanufaktur.
Samtidig havde man en Uldvare, kasket og Strømpefabrik I 1790 fremstilledes i Østergade kniplingsgarn, 60 kvinder havde arbejde her. Der var tre store tobaksfabrikker i byen. Hør bare, i 1861 eksporterede man
Ja så var der en Cikoriefabrik, et jernstøberi, Et større bryggeri og To store garverier.
Aktiv Erhvervsforening i 1848
Tønder har lige fået en pris, for at være en aktiv handelsforening, til lykke med det. Men kig lige på de her tal, 10 slagtere, hvor mange er det nu i Tønder? Så i 1848 var der liv i Tønder:
Men kigger vi lidt længere tilbage til 1708, må vi konstatere at tørsten allerede dengang var udpræget i Tønder. Hele 63 gæstgivere, kromænd og høkere Desuden var der:
Depressionen efter 1864 i Tønder
Antallet af konfirmationer faldt drastisk i Tønder efter 1864. Man var bange for den preussisk militærtjeneste. Byens handlende var også sure, fordi der i byens aviser var kæmpe annoncer fra Flensborgs butikker. Industrien havde dårlige vilkår. Et garveri holdt kun til 1910. Aktiebryggeriet var efterhånden den eneste industri, der var tilbage, da grænsen blev flyttet. Victoria – bryggeriet, der startede i 1889, holdt kun til 1902, og gik derefter fallit.
Ny optimisme i 20èrne Der kom nye industrier til Tønder i 1920erne
Det sidste dampskib i Tønder
Graf Bismarck anløb den 22. oktober 1871 Tønder. Den var ført af Kaptajn Selmer (far til trælasthandler B. Selmer). Det var et dampskib på 10 meter. Og der skulle ekstra kreativitet til at vende det på Skibbroen. I 1873 blev kanalen til Askeodde uddybet. Og der var planer om en fas ruteforbindelse med en damper til Højer. I 1878 anlagde man en kanal fra Møllestrømmen til Skibbroen.
Der skete meget omkring havnen, mens den endnu var der. Det vides, at Tønder i det 16. og 17. århundrede hentede tømmer i Norge og hentede korn i Østersølandene. Via skibe blev det fragtet hjem.
Regne – og skriveskole
Kirkeordinatsen af 1542 påbød, at der i hver købstad skulle være en latinskole og en folkeskole. Det vides, at der i 1565 var en latinskole i Tønder. Desuden var der en tysk Regne – og Skriveskole. I 1614 fik en borger tilladelse til at drive en dansk en af slagsen. Men der var ingen tilslutning..
Flere overraskende historier fra det gamle Tønder følger.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 19. – 04 – 2022
Februar 13, 2007
Se hele artikel som HTML Document
Tønders Historie – fra begyndelsen
Tænk, at gå en tur gennem Østergade, Storegade og Vestergade, men også i sidegaderne, Uldgade og Spikergade og ikke mindst Skibbroen. Tanken at mange nationaliteter har kæmpet her. Tønder er præget af både rige og fattige tider. Læs her første del af Tønders historie. Læs om vikingerne og tiden hvor Tønder var en stor havneby. Og bemærk den klassedeling, der var dengang.
Hvad betyder Tønder?
Ja de lærde kan ikke blive enige. De fire mest almindelige antagelser er:
Vikingerne i Tønder
Man ved, at der har boet folk på egnen fra den ældste stenalder for cirka 8.000 år siden. Permanent beboelse er foregået for cirka 6.000 år siden. Der findes flere hundrede bopladser fra jernalder og vikingetid i vadehavsområdet.
I Tønder antager man, at der en trælborg fra 1005 til 1015. Så blev den flyttet til Emmerlev. Måske opgav man den i Tønder, fordi, der kom en kirke. En Trelleborg var et fordelingssted for de trælle, der skulle udføre markarbejde, når den mandlige befolkning var på vikingetogt.
Det var Sven Tveskæg (946 – 1014), der besluttede, at erobre England. Og nogle af disse erobringer er foregået fra en bugt, der dengang kun lå 4 kilometer fra Tønder.
Den ældste kirke i Tønder var viet til S. Laurentius. Den lå over for Pebergade og Kogade.
Tønder som havneby
Ellers er det ikke så meget vi ved konkret om Tønder fra dengang. Dog ved vi, at den arabiske geograf Idrisi(1099 – 1164) besøgte Tønder omkring 1130. Han udgav et geografisk værk i 1153 i Palermo, og der skrev han om Tønder:
Det er en havn, der er dækket fra alle vind, og ved den er der bebyggelse. Og det er ganske vist. I Danske Atlas nr. 8 fra 1781 fortælles der, at byen i 1017 havde en betydelig havneplads. Mange har ment, at havnen lå i Møgeltønder, men det har geologer senere afvist. Godt nok er Møgeltønder ældre end Tønder, men de har ikke haft en havn af nævneværdig størrelse
Man ved også fra udgravninger, at Laurentius Kirken med kirkegård have et betydeligt omfang. Det tyder på en hvis befolkningsmængde.
Munkene
I 1238 fik munkeordenen Gråbrødrene af ridderen Jens Navnesøn og hans hustru Elsif overrakt en grund i Tønder til opførelse af et kloster. En af de kendte skikkelser i denne munkeorden var Franz af Assisi..
Det, at der pludselig optræder en ridder, der bare forærer grunde væk, har fået andre på den ide, at der måske har været en ridderborg på det sted, hvor Tønderhus lå.. Andre mener, at der endnu tidligere har været en vikingeborg eller kongsgård på stedet, hvorfra man også krævede told fra de skibe, der anløb havnen.
En klosterkirke blev indviet i 1247, og i 1592 genopstod den nuværende Kristkirke.
Købstadsrettigheder
I 1243 fik Tønder købstadsrettigheder. Det skete fra Lübeck. Tysk lov og ret var et værn mod den jyske lovs fremdrift i det sønderjyske. Det siges at Broder Reinhard fra munkeordenen havde en finger med i spillet. Næst efter Slesvig, var Tønder hertugdømmets ældste by. For at forsvare byen havde Hertug Abel en sikker fæstning i Tønderhus opført på Slotsbanken. Denne borg eller slot har været genstand for mange krige, ejerskabet er blevet skiftet mange gange. En 80 meter lang plankebro førte fra Skibbroen over til Slotsbanken og ind gennem porten til portnerboligen. Bag den lå slottet. I 1750 – 1751 blev slottet jævnet med jorden, med undtagelse af portnerhuset, som i dag er en del af Tønder Museum. Voldgraven og havnen blev dækket til i 1934 og 1935 og slettede dermed sporet af mange kampe i Tønders storheds og nedgangs tider.
I øvrigt blev murebrokkerne fra slottet brugt til at anlægge Ribe Landevej.
Dige-arbejde ødelægger havnen
Det har ikke været let at anløbe Tønder Havn. Også den gang, var der mange øer samt tidevandet, man skulle tage hensyn til. Da havnen sandede til på grund af dige-arbejde, anlagde man en havn i Lægan, da tilgangen til Tønder blev dårlig. Senere blev det Rudbøl, hvor skibene var meget udsatte. Emmerlev og Højer blev senere udskiftningshavne.
I 1611 klagede man over ringe næring og næsten ingen søfart. I slutningen af 1620erne talte man om at anlægge en større by ved Rudbøl og lave en kanal tværs gennem landet ud til Østersøen.
Man gravede en ny kanal frem til Tønder, så mindre skibe kunne hente forsyninger, så omladning kunne ske ved Emmerlev. Det er den havn, vi kender fra Skibbroen.
Fra 1736 var det Højer, der var omladningshavn. Det skete samtidig med at Højer fik flere privilegier. Man måtte nu i denne flække officielt drive handel og håndværk.
Byens katastrofer
Selv om man sikrede sig mod havet, skete der mange katastrofer. Ved et digebrud i 1615 sejlede man i både ved Østerport.. Ja faktisk var Tønder ved at forsvinde af landkortet. Ved slottet stod vandet helt op af vinduerne.
Den 11. – 12. oktober 1634 stod vandet 2 alen højt. Mange druknede både dyr og mennesker.
Men også pesten satte sine spor. I en periode var 1539 til 1638 døde knap 2.000 beboere i Tønder.
Mange krige truer byen
Fra 1627 til 1723 oplevede man i Tønder hele 5 krige med indkvartering af fremmede og hjemlige tropper. Der blev holdt ekstra vagt ved byens bomme, og Laurentiusstrømmen blev uddybet, for at holde fjender væk fra det nordlige. Men lige meget hjalp det.
Borgerskabet
Byens spidser blev kaldt Borgerskabet. De boede i et af de 120 stavns-lodder. Byen blev opdelt i 4 kvarterer. N, S, V og Ø. Et lod bestod af
I retten måtte man kun vidne, hvis man tilhørte Borgerskabet. Dette Borgerskab dannede et Råd på 4 – 6 personer, som også udpegede borgmesteren. Byens retspleje og forvaltning lå fra 1243 til 1811 i Rådets hånd. Rådet supplerede sig selv. Dette resulterede i, at det var de samme familier i Tønder, der bestemte i 568 år. Det virker helt utroligt.
Klassedeling i Tønder
I Tønder var samfundet meget opdelt i klasser: –
Inden for indbyggerne var man også opdelt i klasser. Den første klasse var borgere, der havde aflagt borgerløfte. De kunne derefter drive borgerligt erhverv. De skulle dog dokumentere, at de var født af ærlige forældre. Og havde en kristelig religion.
Den anden klasse var igen opdelt i to kategorier
Embedsmænd, præster, læger, lærer og advokater Arbejdere, tyende og andre samt uærlige.
Som synligt tegn på rådets retspleje og forvaltning stod der på Torvet en kagmand ( Æ Kachman) og en galge. Galgen blev dog ca. år 1500 flyttet ud øst for byen omkring Carstensgade. Omkring år 1600 ville hertugen bestemme, hvem der skulle være borgmester. Det protesterede Rådet imod. De uærlige var stodderfogeden, by-tjenere, vægtere og ligbærere. Og langt under de andre, bøddelen og sine rakkerkarle. Rådet blev tvunget til at oprette et Deputeret – kollegium, der bestod af 4 fra hvert kvarter. De blev valgt tre år af gangen. Hvert år ved Pers-dag (22. februar) afholdtes et Allemandsting. Det var kun for borgere, ikke for indbyggere.
Regler skulle overholdes
Man havde nogle standardregler, der skulle overholdes, det var:
Skattefrihed i tre gader
Hvis man ikke betalte sin skat kunne man miste borgerskabet. Og skat betalte man rigeligt. De mange krige, katastrofer, og stormflodskatstrofer satte sine spor. Også i 1627 da en af erobrerne, Wallenstein nægtede Tønder at udføre kvæg. Militæret skulle først til fadet.
I 1662 var byen på grund af skatterestancer dømt til militær eksekution. Borgmester Heinrich von Hatten følte sig ilde berørt over officererne, og fik hertugens tilladelse til at forlade byen. Han vendte da meget hurtig tilbage igen. Berend Ubbind og Hans Widouw lede en forsamling, der tog til Gottorp i 1627 for at klage over skatten, det fik du nu ikke så meget ud af. De blev senere dømt, begrundelsen anstiftelse til oprør.
I tre gader i byen eksisterede der en slags skattefrihed. Når man boede lige ude for bygrænsen, men havde i princippet de samme rettigheder som dem inde i byen. Det drejede sig om Uldgade, Slotsgade og dele af Vestergade. Det var næsten en tredjedel af befolkningen, der boede lige udenfor. Først i 1665 blev de rigtig indlemmet, og måtte til klejnerne. Men først i 1933 blev resterne indlemmet i Tønder. Det var nogle områder på Slots – og Frigrunden, der kom med. Oprindelig skulle ansatte på slottet ikke betale skat til Tønder by.
Ikke alle var lige ærlige
Den gang havde man også problemer med arbejdsløsheden. Det løse og unyttige Gesindel. For mange ”Ledige Bürschen som ikke finder på andet end Druk og Lediggang. Nu var administratorerne ikke alle lige ærlige dengang. By-skriveren havde tilegnet sig et indsamlet beløb på 141 rigsdaler, der skulle bruges til at løskøbe en sømand fanget i Tyrkiet. Måske en tøndring. Nu måtte sømanden i stedet krepere i Baand og Lænker.
Og det er ganske vist. Dette var første afsnit af Tønders Historie
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 19. – 04 – 2022
Februar 13, 2007
Se hele artikel som HTML Document
De stakkels kniplepiger
Tønder er kendt for sine kniplinger. Men et tilbageblik vidner om store menneskelige omkostninger. At kniple kan bruges som terapi, og igen ved at blive moderne. 26.000 var beskæftiget i kniplingsindustrien engang. Når man nu står og kigger på Richtsens hus går tankerne tilbage på dengang, da Tønder var rig. Kniplingsindustrien blomstrede, men ikke alle havde glæde af dette, snarere tvært imod.
Min mor kniplede derhjemme, og alle os søskende har kniplinger, et minde fra vores dejlige mor. Hun brugte kniplingen som en form for terapi eller meditation. Min søster arvede alle hendes klenodier. Hun praktiserer det dog ikke for øjeblikket, grundet familiære forpligtigelser. Det er ikke så svært, siger hun. Det kræver, at man kan tælle til fire, og så kræver det temmelig meget tålmodighed. Hun startede med at lære på en temauge på Tønder Øvelsesskole. Siden underviste min mor hende.
Min tante underviste faktisk i knippelkunsten på aftenskole. Og det gør hun stadig (Det gør hun så ikke mere – artiklen er fra 2007). Min tante Sonja og min søsters svigermor blev undervist af hende. Jeg har dog ikke selv arvet noget af familiens færdigheder.
I skolen gik jeg i klasse med en, som påstod at hans bedstemor var kniplekunstens guru Meta Tønder. Jeg tænkte også på, hende må jeg da også være i familie med. Min mor nedstammer fra familien Tønder. I boghandelen solgte vi et stigende antal af håndarbejdsbøger. Det er kommet på måde at strikke, hækle og måske kniple. Det er en slags ”husmoderlig” protest mod den travle verden, som min skønne lillesøster udtrykker det.
Christian den 4. gør kniplingerne trendy
Mange gader og veje i Tønder er opkaldt efter de store kniplingskøbmand, og der eksisterer stadig legater fra kniplingsindustriens storhedstid.
Det var indvandrende kniplersker fra Brabrandt (Flamland) i Holland, der lærte de sønderjyske piger at kniple. Hvornår det skete, ved man ikke helt sikkert. I Christian den 4 `s dagbog kan man læse om Tønder kniplepigerne. I 1619 noterede han: Gav for lærred og kniplinger 889 rigsdaler. I November 1620 noterede kongen, at have givet en kniplepige en gang 10 rigsdaler og en anden gang 28 rigsdaler. På det kendte billede af Christian den 4 under slaget på Kohlberghede, bærer han en hue af tønderkniplinger. Da kongen gik i spidsen for at bruge kniplingerne, fulgte adelen med. Det var trendy at bruge disse kniplinger.
En kæmpe industri
I 1717 finder vi 7 kniplingshandlere i Tønder, og 20 – 30 år senere var der 25. Omkring 1780 skal hen ved 12.000 personer “have været sysselsat ved knipleri”. og omkring 1800, da industrien var på sit højeste var der omtrent 26.000 mennesker, der til dels eller helt levede af fremstillingen af handel med kniplinger.
Selve Tønder havde i 1803 kun 2.600 indbyggere. Det var næppe i mange huse fra Tønder til Ribe, hvor der ikke blev kniplet. Men det hele blev samlet under begrebet Tønder – kniplinger.
Købmændene tjente gode penge, og for Tønder var det en god indtægtskilde, efter at havnen var begyndt at sande til. Der skulle en ny indtægtskilde til. Efterhånden udviklede byen sig til et center for fremstillingen. Men den store indtægt havde en slagside.
De stakkes kniplingspiger
Det var piger fra de lavere sociale lag, der blev oplært som kniplepiger. Hele dagen sad de bøjet over ofte det samme mønster, fra vugge til grav. Den tynde tråd og det dårlige lys gik ud over øjnene. Mange af pigerne blev syge og svækkede, mange blev handicappet. De sad dagen lang med foroverbøjet krop, tit blev de forvoksede, fik brystsyge, og det fortælles at de blev forfaldne til snustobak, kaffe og te.
De var mere stavnsbundet end nogen af de danske fæstebønder nogen sinde havde været. Pigerne var fuldstændig afhængige af deres arbejdsgivere. De måtte slutte overenskomster med ham, og tilhørte ham så at sige, så længe overenskomsten bestod. Han leverede tråd, og aftalte en bestemt pris for hvert mønster, der blev fremstillet. De kniplede dagen lang.
De besøgte knipleskolerne allerede fra deres 6. år og lærte hurtig at kniple enkelte mønstre med få kniplestokke og grov tråd. De tjente allerede som småbørn en lille skilling. I 1840 tjente en voksen pige i dagløn for 16 timers arbejde kun 4 – 5 skilling. Heraf gik halvdelen til betaling for kost og logi. Rige kniplepiger findes ikke. Det var kræmmerne, der blev velhavende.
Når de forsøgte, at rejse udenlands, blev de arresteret, betragtet som desertører, og behandlet derefter. Regeringen vågede over, at pigerne ikke rejse og oprettede konkurrerende knipleskoler. Pigerne måtte aflægge en højtidelig og hemmelig ed på, at de ikke forlod deres hjemstavn. Pigerne fik kun en sulteløn, for deres arbejde. Betalingen var så lille, at mange knap nok kunne holde nøden fra døren.
Lang læretid for kniplingskøbmænd
Der blev kniplet i et ethvert ledigt kammer. Magistraten klagede i 1742 over, at militæret overtog de kamre, hvor der skulle foregå knipleproduktion. Kniplingerne blev solgt på messer i Braunschweig og Hamborg. Bissekræmmerne solgte dem over hele Danmark og Norge. Det krævede nu også meget, at være kniplingshandler. De måtte stå i lære i 7 år og kende alt inden for faget, have handelserfaring og forbindelser til udlandet.
Den dyre tråd
I begyndelsen måtte man skaffe den fine tråd, der skulle bruges fra Flandern. Den fine tråd blev udviklet i et underjordisk rum, fordi den i berøring med tør luft var udsat for briste. Tråden var meget kostbar. Man måtte betale 100 rigsdaler for pundet, og det var næppe den allerfineste tråd. Der kunne laves 180 alen kniplinger til 8 rigsdaler pr. alen.
Senere brugte man andre former for tråd, og også i Tønder oprettedes der i 1787 en kniplingsfabrik, hvor man lavede maskinvævede kniplinger.
Ned ad bakke
Napoleonskrigene bevirkede en stor nedgang i salget. Trods forbud mod import af kniplinger, kom der kræmmer med udenlandske vævede kniplinger, der kunne sælges billigere end Tønder kniplinger. Det bevirkede, at kniplingsindustrien omkring 1800 gik ned af bakken. I 1847 var der endnu 6 kniplingshandlere tilbage, hvoraf kun den ene boede i Tønder. Fra 1844 forsøgte man med bomuldsgarn. Men intet hjalp. Det danske navn for kniplinger stammer fra ”kniplerne”, de små træpinde, hvormed arbejdet udføres. I dag kaldes de ”stokke” eller kniplepinde.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 19. – 04 – 2022
Februar 13, 2007
Se hele artikel som HTML Document
Blomst til skilsmissebyen
En parodi på Tønder og Tønder Kommuneskole, offentliggjort i Tønder Kommuneskoles Skoleblad i 1973. Skrevet af redaktøren af denne side og leveret til Skolebladet Rolands redaktion. Overskriften hentyder til Tønders ry som Nordens Bryllups by nr. 1. Artiklen er sammenskrevet af to artikler. Efter sidste artikels offentliggørelse blev Skolebladets redaktør kaldt til samtale hos ”Bulder” (skoleinspektøren). Ballade lurede, men Bulder sagde:
Det var engang en by, der lå langt vestpå i et lille land nær ved et stort land. Byen havde 8.000 indbyggere (af menneskelig afstemning) 176 katte, 578 hunde samt et antal hamstere, guldfisk, får m.m.
Byen var kendt for at være skilsmisse by. Her kunne folk fra alverdens lande blive skilt uden forældrenes tilladelse. Hvert år udvalgte man årets skilsmisse par. Det var den nyudnævnte turistchef Sol, der havde fundet på det. Denne Hr. Sol var også berømt for at arrangere byfester, det skiftes med at være Skt. Hans festen og Skilsmisse festen.
Til skilsmisse – festen havde Hr. Sol ladet opføre en mælkebar, og her blev mælk og Coca – Cola serveret af byens lærere. Desuden blev der serveret Guldhorn vand. Det var tappet fra byens hellige kilde, som en ung skøn – jomfru fandt, da hun i bare tæer pludselig skvattede ned i et hul. Det var i 1639.
Man fandt på at tappe vandet på flasker, men da kilden efterhånden blev forurenet, tilsatte man appelsin og citronsmag.
En anden kilde blev i 1734 opdaget af en landmand, hvis hest blev forvandlet til en Gedeost, da den drak af vandet. Selvfølgelig er det kun et sagn, men alligevel. De to kilder er et meget besøgt sted cirka 5 kilometer fra byen.
Byfesten havde hvert år besøg af et kæmpetivoli, der bestod af et skydetelt, og nogle luftgynger. Til festen kom der mange mennesker fra hele omegnen.
Byen havde en driftig sportsforening, og man udvidede hvert år med en fodboldbane, hvilket gik hårdt ud over campingpladsen. Campisterne risikerede at få serveret bold til middagsmaden, da nogle af teltene var placeret midt på fodboldbanen. Men på den måde kom campisterne i tæt kontakt med byens befolkning.
Man havde fået et nyt plejehjem, og visse folk ville have olympiaden til byen (eller i hvert fald Zum Blauen Bock – kendt fra Tysk TV). Problemet var, at man var ude af stand til at afholde ro mesterskaber, da åen som byen lå ved, næsten altid var tørlagt. Dog havde man i åen placeret et springvand, der ved vestenvind oversprøjtede passanter på gaden.
Vandet fik man fra brandstationen. Byen havde endda hele 4 brandbiler, samt en ekstra, som man brugte, når der var storbrand. Bilen var nemlig udlånt af byens museum. Hver gang, der var brand fik turister først lov til at køre en tur i den – senere kørte den så til brandstedet. De folk, der var med i brandvæsenet, led næsten dagligt af halsbrand, som de fik slukket på byens to kroer.
I byen havde man en komite til bevarelse af faldefærdige huse. Hver gang en sten rev sig løs, rev man huset ned, og byggede det op igen i ændret form. På den måde beskæftigede man håndværkerne og undgik arbejdsløshed.
Selvfølgelig var der også politi i byen. Det så man dog ikke meget til. Det skete, at man om natten kunne møde dem, når de var på vej til bageren efter rundstykker.. Dem, man var bange for, var Baglandspatruljen, der kunne finde på at kontrollere ens nummer i sko eller ens personnummer.
I byens fængsel sad som regel kun en to – tre stykker, som havde været i det store land, for at slukke tørsten. De fik i fængslet lov til at lave papirflyvere. Når de var færdige smed de dem ud af vinduerne. De landede som regel i byens anlæg, men det gjorde ikke noget, så havde gartnerne også noget at lave.
Papirflyverne var fremstillet af byens tre aviser. De to skrev af efter hinanden, så de var ikke så spændene. Men man havde også en avis på udenlandsk. Heri kunne man læse det, der stod i de to andre aviser, to dage efter – bare på et andet sprog. Ja, så var der også en avis, der levede af annoncer, efterlysninger, slag og køb. Heri kunne byens befolkning se, hvem der havde fyret deres stuepige, man kunne også se, når en landmand efterlyste et stykke kreatur af rød – hvid malkerace.
Apropos papirflyvere, så havde byen også en flyveplads. Men der var nogle, der ikke rigtig kunne tåle støjen, så man tillod kun sportsmaskiner, at bruge pladsen. Borgmesteren var også en ivrig pilot, men engang splittede han et telefonpæl ad, så folk på jorden var lidt utrygge, når de vidste, at det var borgmesteren, der fløj rundt over dem.
Han var for resten også ekspert i, at give sig selv bøder, med det er et kapitel for sig. Det kan du læse i en af byens aviser.
Borgmesteren var ligesom turistchef Hr. Sol medlem af Komiteen til Gågadens Beskyttelse og Udnyttelse. Denne gågade var byens stolthed, og om sommeren var den pyntet med blomster fra mark og eng. Man skulle være lidt af en spion for at opdrive en butik uden for gågaden. Men der fandtes et par stykker. Nogle følte sig snydt, fordi bykortet kun indeholdt gågaden plus nogle enkelte biveje. Der kom dog lige som adressebogen et nyt oplag af bykortet hver 5. år, som kunne købes hos byens to boghandlere.
Borgmesteren var også medlem af Hund -avler-foreningen. Ikke fordi han avlede hunde eller selv havde hund, men det var såre praktisk at være medlem af så mange bestyrelser som muligt. Denne hund-avler-forening havde til deres hunde fået installeret to velduftende hundetoiletter på gågaden. De små firbenede venner kunne jo også blive trængende. Byen blev derfor valgt til årets hundevenligste by, og det var borgmesteren stolt af.
Byens ivrigste og mest snakkeaglige husmødre havde dannet en husmoderforening. Denne forening havde på et af sine talrige kaffemøder fundet ud af, at man kunne oprette en såkaldt kondi – sti. På rekordtid blev en sådan en lavet.
Sportsforeningen fulgte ideen op, og anskaffede en ”Multi – kondi” maskine. Hvis man var heldig ikke at få et ben eller en arm i klemme, kunne man få konditallet nedsat eller i bedste fald sat op, alt efter ens energi. Rekordkonditallet er så vidt det vides opnået – uden fortræning – af en af byens åleslanke ugifte lærere. Også her er de med.
Desuden lavede Guldhorns-fabrikken i samarbejde med sportsforeningen en kondi – vand. På flaskekapslerne var der billeder af byens fodboldspillere, der på deres hold, havde en spiller, der tidligere havde været på landsholdet. – den såkaldte gentleman “leftleg”
Hvis man havde samlet 12 kapsler (hele holdet plus en reserve) havde man vundet første prisen. Men det var svært, fordi man ikke havde lavet så mange af reservespilleren. Præmien var en halvering af billetprisen på stadion, samt at få lov til at være med på andet holdet to gange – til træning.
Byen led også en del af arbejdsløshed, men Hr. Sol skaffede en æggebakkefabrik, en skrue og møtrikfabrik, samt en hjemmeskofabrik til byen. Denne hjemmeskofabrik havde specialiseret sig i at fremstille hjemmesko til dem, der havde ligtorne. De fleste arbejdsløse blev anbragt her. De der var til overs blev placeret hos kommunen.
Man fremstillede en forbrændingsanstalt, der bevidst var for lille. Derpå lavede man bare en ny. På den måde fik byens ingeniører og arbejdsløse beskæftigelse,Byen havde syv skoler. Tre folkeskoler, en der underviste på udenlandsk, og en hvor man skulle bruge kort for at finde ud af, hvor klasseværelserne lå.
Den sidste var alle tiders skole, superskole, hvor eleverne mødte veltilfredse og veludhvilede om morgenen. Man så særlig frem til mandag og fredag, hvor der var fælles komsammen med morgensang i festsalen. Det var noget, eleverne nød. Hvis man ikke gad, at følge med i timerne, kunne man gå ud i skolegården, der var indrettet som legeplads med sandkasse, rutsjebane og klatrestativ. Alt det havde lærerne selv lavet i deres fritid og ferier.
I frikvartererne var man så udmattet af den megen lærdom, at man ikke kun lege. I stedet tog man sig en smøg. Man behøvede ikke at være bange for lærerne., for på skolen fandtes kun superlærere Men lærerne havde udviklet en sniger-patrulje, der tog eleverne på fersk gerning, når de hos bageren ville hente et stykke wienerbrød. Patruljen var vså effektiv, at bageren måtte lukke, på grund af manglende kunder.
Der var en, som var helt vild med at servere mælk og kakao ved byfesterne, og så var der en, som var stormester i skak og havde matematikflair. Han havde opkaldt sine børn efter Pythagoras og Homer. En viste stor interesse for samfundet og håbede, at få et job på Christiansborg. En håbede, at blive direktør i landsforeningen ”Pyt – i – Pande”, og sådan kunne man blive ved. Jo det var alle tiders skole.
Skolen bestod i gamle dage kun af to bygninger og havde en flot have, hvor eleverne om sommeren kunne tage solbad. Om vinteren blev der kæmpet store sneboldkampe.. I den før så blomstrende have, var der nu blevet bygget bygninger til børnehaveklasserne, og installeret sandkasser, gynger og vipper. Ja nogle lærer mente, at der også skulle installeres kravlegårde. På skolen gik der nu børn fra 5 til 72 år, og man havde lige fra børnehaveklasserne til 44. lønningsklasse.
Det meste af skoledagen gik med at finde et ledigt klasselokale, ikke så sært blev eleverne adspredte. Men som en af lærerne forklarede. Så kan man også lære, hvordan nomaderne klarede sig. Elevrådet havde nedsat en masse udvalg, der var spilleudvalg, musikudvalg, kantineudvalg og alarmeringsudvalg (sidestykke til sniger-patruljen).
En elev havde givet udtryk for, at han ville have seksualundervisning. Det løste man til lærernes store lettelse ved at formanden for elevrådet, Orla spurgte den pågældende, hvad han var i tvivl om. Man havde også et automatudvalg. De foreslog, at man stillede automater op i klasseværelserne, så de elever, der havde glemt deres madpakke, kunne trække et stykke smørrebrød. Man kunne gøre det gratis ved at få foræret smørrebrødet, mod at forældrene var tvunget til at handle i et af byens to supermarkeder.
Noget nyt på skolen var at pige og drenge dyrkede gymnastik sammen.. Man kunne melde sig til pigegymnastik, drengegymnastik, vandpolo og sørøverleg. Til drengegymnastik havde der meldt sig flest piger, og til drengegymnastik flest piger. På loftet i et tidligere pulterkammer havde man indrettet formningslokalet. Her havde læreren, som man kaldte Picassos Oldemor, fundet på en konkurrence med at man skulle male gavlene på skolen.
Førsteprisen var en fritime. Anden prisen, en ekstra fritime, og tredje prisen en dag med Picassos oldemor. Ikke engang i ferien kunne man blive fri for lærerne. En elev mødte engang sin lærer og lærerinde samt en sæl gående hen ad stranden i det sydlige. Ved nærmere eftersyn kunne eleven da se, at sælen var familiens schæferhund, der også var blevet lidt solbrændt.. Lidt længere henne af stranden var familiens Volvo ved at blive hentet af tidevandet.. da denne beretning rygtedes på skolen, besluttede et flertal af eleverne, at blive hjemme fra i ferierne.
En af lærerne påstod, at han havde hentet sin mellemmad på månen, man da Apollo – besætningen kunne dokumentere, at der ikke var ost på skolen, måtte læreren indrømme, at han havde læst det i TinTin: Månen tur retur. Det var en virkelig kvalificeret viden, som lærerne bibragte eleverne. Læreren., som var sløjdlærer og bogføringslærer tillod i sløjdtimerne, eleverne at gennemhulle hinandens madpakker med diverse syle og stemmejern. En anden lærer havde købt Globs Brændevinsbog og Grundloven, han drømte om en fremtid på Christiansborg.
Hvis man ikke havde lært nok (noget) på den skole, kunne man gå i handelsskolen, hvor man begyndte helt forfra. Desuden kunne man i skolen blive skorstensfejer og bager på den tekniske skole. Hvis man så endnu ikke var blevet træt af, at gå i skole, kunne man fortsætte på byens gymnasieskole.
I byen havde man et hospital, hvor man kunne blive repareret, men hvis det ikke kunne betale sig, blev man sendt på det nye plejehjem.
Byen havde i sin storhedstid to banegårde. Nu havde man kun en tilbage. Højdepunktet var den daglige afgang til det store land. På banegården kom der af og til en soldat, der skulle til byens kaserne. Byens eneste forlystelsessted var som regel overfyldt med folk fra det store land eller soldater.
Soldaterne brugte al deres fritid i det store land, for at slukke tørsten. Byens natteliv mærkede man ikke meget til, det var ikke så sært, for den fandtes ikke.. Der var kun folk i byen når Kino lukkede, eller når de to værtshuse lukkede. Byen havde haft flere berømte personer. En var så klog, at han kunne spå om vejret, så man altid havde solskin i sin ferie. Han kunne også forudsige jordskælv og flystyrt. Dengang borgmesteren ramte en telefonpæl, havde han glemt at spørge profeten. Siden var profeten og borgmesteren blevet gode venner. Nu spørger borgmesteren altid profeten, inden han går på vingerne, om der er udsigt til flystyrt.
Det var historien om en by og en rød skole i et lille land, tæt ved et stort land
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 19.04. 2022
Februar 13, 2007
Se hele artikel som HTML Document
Minder fra Lærkevej 9
Iver Knutzen fra Års har på baggrund af artiklen med minder fra Lærkevej, dukket tilbage i hukommelsen. Her er flere minder fra den mest børnerige gade, som Tønder nok nogensinde har haft.
Tak for din artikel, jeg har ofte fortalt mine børn, om gaden, de mange børn, og de mange lege, og ikke mindst om rødderne fra Svinget og Ryttervej, hvis køller, jeg også fik at mærke. Dette er skrevet, som jeg husker det.
De smukke piger fra Lærkevej
Jeg har selv boet på lærkevej i 60erne, nærmere bestemt i nr. 9, hvor Ruth Knutzen boede med 4 små børn. Det var Inga, Vera, mig og Bruno.
De kønne piger i nr. 11 kan jeg udmærket huske. De var nemlig mine kusiner, idet deres fars (Henry Bagger) bror, Haise giftede sig med min mor, og flyttede ind i nummer 9.
Henry havde foruden sine jagthunde, også en ormefarm. Den var lavet op af enden af huset. Han og min stedfar tog ofte på ålefiskeri i Vadehavet. Jeg husker engang, da de kom hjem med så mange ål, at gulvet i baghuset flød med ål. De var alle vegne.
Familien Steffensen husker jeg også. Hun var min mors bedste veninde gennem mange år. Hendes tre børn var Henriette(børnehaveleder i det nordlige København), Christel, der en gang blev Miss Tønder, og min legekammerat Kim.
Taxavognmanden, Holger, der led en alt for tidlig død, husker jeg også, idet hans datter Jonna, var min første ”kæreste”. Jeg kom en del i deres hjem, og for mig, virkede de umådelig rige. De var hvis nok de eneste, der dengang, havde telefon.
Jeg husker også tydeligt familien Jørgensen i nr. 18. En af drengene blev en af min bedste legekammerater, hans navn var hvis nok Leif.
Den ældste søn, Svend Åge mødte jeg, mens jeg var soldat i Haderslev i 70erne. Han var maler, og vi blev venner. Hans kone var en meget temperamentsfuld pige.
Arne, husker jeg også, ham fik vi til at spise regnorme, for et beskedent beløb. Hvis han skulle fortære en skarnsbasse, så var beløbet lidt større.
Redningsaktionen på skorstenen
Falck måtte engang ud for at hente mig og min bror, Bruno ned fra skorstenen. Vi var oppe for at se, hvad der var nede i sådan en. På det tidspunkt var vi ca. 4 – 5 år.
Når tøjet blev vasket i gruekedlen i baghuset, blev vi også vasket bagefter. Vi blev rene.
Fanget på fersk gerning
Æg – pakkeriet glemmer jeg aldrig. Engang var jeg med en kammerat på mol i deres frugthave, og blev snuppet. Vi blev slæbt med op til direktøren. Han gik ind i det tilstødende lokale, og ringede til politiet. Han kom ud, og fortalte os, at vi skulle gå hjem og vente til politiet kom for at tale med vore forældre. Skrækken var stor og ventetiden lang, men der kom aldrig en betjent. Det varede meget længe, før vi atter turde bevæge os derover igen.
Aben i sidevognen
Vi havde en abekat i bur, der hed Gitte. Hun var ofte i haven(i snor) og også enkelte gange med ude på Lærkevej, ligeledes i snor. Engang skulle vi på besøg på Rømø ved Haises far. På det tidspunkt havde han motorcykel med sidevogn. Mine to søstre sad på sædet i sidevognen, min bror og jeg i bunden – med abekat, og min mor bag Haise. Det må have været et kosteligt syn.
Barnevogns – legen
Vi havde en leg ude på gaden, som andre også deltog i, da Kirsten lå i barnevognen. Det gjaldt om, at få så meget fart på barnevognen som muligt (med Kirsten i), løbe bagefter den, og så udløse bremsen, så barnevognen stejlede. Pointen var at få den til at stejle mest muligt, uden at den slog kolbøtter. Det skete dog somme tider, men hun var spændt fast i vognen.
Gemmestedet i hulerne
Hulerne husker jeg udmærket. Det var der, jeg gemte mig, da min mor skulle giftes med Haise. Jeg ville nemlig ikke med til brylluppet. Det var i øvrigt Holgers Lillebiler, der kørte med dem.
Der var altid ballade nytårsaften. Vejen var fuld af glade mennesker. Et år sendte vi raketter af sted, liggende på jorden, i stedet for i en flaske. Dette kunne have endt galt, da en af raketterne havnede under en bil, hvor den eksploderede.
Dette var så mit bidrag til minderne fra Lærkevej. Jeg ønsker denne nye hjemmeside held og lykke.
’
Jeg flyttede fra Lærkevej, da jeg var 14 år, da jeg skulle på efterskole i Løgumkloster. Min mor og Haise fik en datter sammen, Kirsten, og kort tid efter flyttede de til Bylderup Bov.
– Hvis du vil vide mere:
Redigeret 19. – 04. 2022
Februar 13, 2007
Historien om Jeppe Knudsen Christensen
Ib Hansen fortæller i den interessante artikel om sin morfar. Det er en beskrivelse af kampen mod nazismen i Tønder, der førte til en tur i koncentrationslejr. Det er kampen mod kommunisterne, og en interessant beskrivelse af Dansk Arbejdsmands Forbund i Tønder.
Uwe har bedt mig fortælle lidt om mine sønderjyske familieforhold hér på hjemmesiden. Og det gør jeg da gerne.
Hvor skal man begynde – og hvor skal man afslutte? Den sønderjyske del af mine aner daterer sig , så vidt beviseligt gennem kirkebøger, skifter m.v. tilbage til midten af 1600-årene fra en gårdmands- og husmands-familie fra Sarup by, Lysabild sogn, herunder Kryhlmann-familien, og en smede-familie fra Dyndved by, Egen sogn, hvor Jes Hansen Smed huserede på dette tidspunkt.
Det ville blive en ret lang artikel, så i første omgang tager jeg udgangspunkt i min morfar, Jeppe Knudsen Christensen. Han blev i øvrigt gift ind i huguenot.-familien Dupont ved gennem giftemål med Rigmor Dupont. Men det er en helt anden historie, som vi eventuelt kan vende tilbage til.
Lidt historie
Jeppe Knudsen Christensen og hans forældre voksede op i turbulent tid. Det ældgamle hertugdømme Slesvig var ved at gå i opløsning. Nationalitetsfølelsen var stærkt voksende overalt i Europa. I Slesvig førte dette blandt andet til, at stærke kræfter, påvirket af hhv. holstenere og danskere skabte en situation, hvor folks følelser fik et nyt perspektiv. Hvor man i århundreder havde været vant til at være slesviger uanset om man talte sønderjysk, dansk, plattysk, højtysk eller frisisk, skulle man nu beskæftige sig med om man tillige var enten dansk eller tysksindet.
Alt dette hurlumhej førte bl.a. til de slesvigske krige i midten af 1800-tallet.Resultatet – i 1864 – var uundgåeligt, Prøjsen og Østrig vandt. At Prøjsen og Østrig så et par år senere kom i klammeri med hinanden betød blot endnu en ørkesløs krig, hvor Prøjsen vandt. Det gamle stolte hertugdømme var nu blot en lille provins i det Storprøjsiske rige.
Heldigvis kom et begreb som ”folkenes selvbestemmelsesret” op i debatten. Dette medførte blandt andet i forbindelse med afslutningen af ”den store krig: 1. verdenskrig”, at en række tidligere hertug- og fyrstedømmer kunne tage stilling: Vil I være franske, polske, danske, tyske eller hvad? Men ingen steder spørgsmålet: Vil I være som i har været i århundreder: Jer selv.
Afhængig af hvilke følelser der besjæler én kan man forholde sig forskelligt til dette spørgsmål. Blot kan vi konstatere, at der i Slesvig blev oprettet afstemningszoner, og at resultatet blev, at grænsen blev lagt hvor den ligger i dag. Nordslesvig kom til Danmark og Sydslesvig – sammen med Holsten – blev et ”land” i Tyskland.
Jeppe Knudsen Christensen – fødsel og død
Jeppe Knudsen Christensen er født den 30. december 1897 i Holbøl og hjemmedøbt den 16. januar 1898. I Holbøl kirkebog står der bl.a.:
At kirkebogen er tysk kan måske for nogen lyde underlig. Det kræver lidt historisk forståelse og indsigt. Jeg kommer nok tilbage til dette emne senere men konstaterer her, at Sønderjylland på dette tidspunkt faktisk var prøjsisk annekteret – derfor det tyske sprog.
Jeppes mor og far flyttede fra Holebüll/Holbøl til Esbjerg-egnen i 1901. Dette skyldtes de meget restriktive prøjsiske foranstaltninger på skole- og sprogområdet og forfølgelsen af de såkaldte ”optanter”. Populært oversat ”dansksindede” og tilflyttere fra Danmark.
Jeppe førte et meget omtumlet og hektisk liv. Han døde ung, hvilket da også fremgår af kirkebogen i Tønder. I forbindelse med dødsfaldet og begravelsen kunne man i avisen ”Sønderjyden” læse:
”Vor kære fader, bedstefader og broder, kredsformand Jeppe Christensen er efter et langt og svært sygeleje afgået ved døden.
Tønder den 22. februar 1947
Rigmor Christensen og familien.
Begravelsen er bestemt til onsdag kl. 14.15 fra hjemmet.”
I samme avis stod samme dag:
”EFTERMÆLE
At vor mangeårige kredsformand Jeppe Christensen, Tønder, lørdag den 22. februar er afgået ved døden i sit hjem, meddeles herved vore medlemmer.
Æret være hans minde.
Dansk Arbejdsmands Forbunds 42. agitationskreds
Kredsbestyrelsen
Begavelsen er bestemt til onsdag d. 26. februar kl. 14.15.”
I samme avis står følgende den 27. februar 1947:-
Kun en del af følget kunne rummes i kirkegårdskapellet. Efter salmen ”lyksalig, lyksalig” talte præsten (pastor Magle, IH) over afdøde som en mand, der havde søgt at efterleve smukke idealer.
Bestyrelseskolleger fra Danske Arbejdsmands Forbund bar kisten fra kapellet til graven på den nye kirkegård. Her sænkedes de røde faner over graven, og der blev udtalt mindeord, inden det store følge skiltes.”
Bemærkningerne om deltagende faner fra Arbejdsmandsforbundet og politiske foreninger hentyder bl.a. til Jeppes mangeårige formandskab af forbundet (der med en kort afbrydelse fra december 1934 til januar 1935 dækkede tidsrummet 1926 – 1937) samt efterfølgende som kredsformand for forbundet, og hans aktiviteter i Socialdemokratiet.
Det lange og svære sygeleje som familien beskriver i dødsannoncen har også sin ”naturlige” forklaring. På grund af sit aktive foreningsliv og modstandsarbejde blev Jeppe under 2. verdenskrig først interneret af den tyske besættelsesmagt på Staldgården på Koldinghus i Kolding, hvorefter han blev sendt i koncentrationslejr i Tyskland. Under opholdet pådrog han sig, som så mange andre, en livstruende tuberkulose.
Antinazisten Jeppe
Nazismen var i fremgang i Sønderjylland, ikke mindst i Tønder. Hjemmetyskerne fik stor hjælp af venner fra Süderlügum til at organisere sig med den første nazistiske Ortsgruppe i Danmark, bl.a. med henblik på at komme ”Heim ins Reich”. Lederen af de hjemmetyske nazister var Sturmführer Peter Christian Jürgensen fra Vidågade. Populært kaldtes han Peter Sturm.
Socialdemokraterne og kommunisterne i byen slog sig sammen om at bekæmpe nazisterne. I første række var det bl.a. Jeppe fra den socialdemokratiske fløj og Sigfred Larsen fra kommunisterne der stod for koordineringen. Det havde de heller ikke svært ved, idet Jeppe på dette tidspunkt var kredsformand for Dansk Arbejdsmandsforbund, medens Sigfred 6 år senere overtog formandsstolen.
Optakten til en af de alvorlige konfrontationer mellem de to grupperinger kan findes på generalforsamlingen i Arbejdsmandsforbundet, afholdt den 15. juli 1933. Her udtalte Jeppe, i sin egenskab af formand, i sin beretning bl.a., at et medlem, der var ”nazismittet” var blevet udelukket for restance. Fremtidigt ville enhver, der var ”nazi-smittet” blive udelukket ved først givne lejlighed.
Den senere kredsformand for SID i Tønder-Løgumkloster, Renè Petersen udtalte i den anledning i pjecen, udarbejdet i anledning af afdelingens 75-års-dag bl.a.: ”Dette må siges at være en meget flot, modig og bemærkelsesværdig beslutning, man i en afstand af 6 år før 2. verdenskrigs start og kun et år efter, at Hitler var kommet til magten syd for grænsen.”
Nazisternes provokationer måtte uvægerligt føre til en konfrontation. Dette skete den 31.juli 1933. Den tyske ”stormtrop” var under ledelse af den føromtalte Peter Sturm, på militær øvelse ved Emmerske.
Arbejdernes Fællesorganisation samlede en større styrke af arbejdere til en ”velkomstdelegation”, da stormtroppen vendte tilbage til Tønder. Der var mange stærke og gode arbejdere, der mødte op i Carstensgade. Fagforeningsledere som Jeppe Christensen, Jens Thermansen, Sigfred Larsen, Martin Nielsen og Louis Christensen havde samlet både arbejdsmænd, murere, smede og mange andre i god tid.
Kommunisterne sluttede også talstærkt op, og formanden for fællesorganisationen, Sundbæk Johansen, forberedte ”velkomsten”. Og så kom de ”nazifiserede” , skrålende deres nazistiske slagsange, gående mod Carstensgade. Avisen Sønderjyden beskrev dem bl.a. således: ”En underlig samling af bøndersønner, en barber og nogle ”fars sønner” samt en feltpræst”. Peter Sturm gik i spidsen, og da han ved kirkegårdslågen så velkomstkomiteen, studsede han først og brølede så: ”Waffen raus”.
Arbejderne havde kun tænkt at give dem alle nogle solide bank, men da de så, at stormtroppen var bevæbnede med gummiknipler, sprang de over gaden og rev stakitstængerne af et havegærde, og så var det nazisterne, der fik tærsk og flygtede til alle sider. Peter Sturm og feltpræsten med flere flygtede ind mellem kirkegårdens grave. Andre vendte om og rendte mod Emmerske og Ribevej, mens arbejderne fejrede sejren ved en kop øl på Tonhalle.
Hele byen jublede, og denne konfrontation meddeltes over hele landet og var med til at placere Tønder-arbejdere som gode modstandere af reaktionen.
Dagen efter kaldte politiet både nazister og arbejdere til forhør. Peter Sturm måtte aflevere sin ulovlige pistol og arbejderne, der havde samlet en del af gummikniplerne, sendte disse til ”feltpræsten” med en særlig kristen hilsen. Alle fik de bøder for gadeuorden.. Nazisterne lod ”Die Parteikasse” betale alle bøderne. Men en hel del af de arbejdsløse modstandere foretrak i fællesskab at ”sidde bøderne af”. Og Socialdemokratiet, der havde været stærkt involveret, havde den glæde at kunne notere en yderligere tilgang af medlemmer.
Jeppe står stadig i arbejderkredse sammen med Vilhelm Nielsen, Otto Christensen og Siegfred Larsen som nogle af arbejdernes pionerer. De er for længst borte, men navnene minder om den seje kamp, det har været at forfægte Socialdemokratiets standpunkter gennem de mange vanskelige år.
Udviklingen var ligesom stukket af. Sigfred blev senere flere gange arresteret på grund af tyskfjendtlig virksomhed. Det samme gjorde Jeppe, som – efter afhøringer på Staldgården ved Koldinghus, endte i Kz-lejren Neungamme ved Hamborg, i øvrigt samme sted som pastor Magle, der også var blevet arresteret, bl.a. fordi han talte tyskerne imod fra prædikestolen men også fordi han var involveret i det illegale arbejde.
Her finder man sikkert en af årsagerne til pastor Magles fine og følsomme ord ved Jeppes bisættelse.
Det var glædeligt, at socialdemokrater og kommunister kunne stå sammen i dette spørgsmål. Internt i Dansk Arbejdsmandsforbund var der i 20.-erne og 30.-erne store uoverensstemmelser om stort set alt.
Fagforeningsmanden Jeppe
At beskrive fagforeningsmanden Jeppe Knudsen Christensen, kan ikke gøres uden samtidig at komme ind på rent politiske spørgsmål.
Sønderjylland efter afstemningen i 1920 og frem til midten af 30-erne var præget af mange interne stridigheder. Socialdemokrater og kommunister sloges om medlemmerne og magten i fagforbundene. Sideløbende eksisterede resterne af det tyske socialdemokrati fortsat, andre arbejdere fra blandt andet hjemmetysker- og borgerlig side organiserede sig i det såkaldte ”Frie fagforbund”. Hjemmetyskerne oprustede i stigende omfang efter meldingerne fra det store Tyskland, de gerne igen ville tilhøre. I det hele taget en turbulent tid, hvor der var rigeligt at tage sig til for foretagsomme folk i den danske fagbevægelse i Sønderjylland.
I visse byer, heriblandt Tønder, var der yderligere problemer i forholdet mellem den danske fagbevægelse og bystyret. Bystyret kontrollerede dengang – som i dag – mange offentlige arbejdsopgaver. Da bystyret i Tønder på dette tidspunkt havde tysk flertal kunne dette i sig selv give visse udfordringer.
Jeg kontaktede derfor formanden for SID i Tønder, Lars Petersen, for at få adgang til protokoller m.v. i tiden fra ”genforeningen” til op i 40.-erne. Han var meget hjælpsom og tilbød at åbne arkiverne. Desværre var han på ferie da jeg var i Tønder, men et meget hjælpsomt personale stod på tæer for at finde de forskellige arkivalier.
Det vil føre for vidt at beskrive fagbevægelsen fulde arbejdsindsats i perioden. Det er da også gjort udmærket af andre, herunder fagbevægelsen selv. Men jeg har alligevel fået udtaget nogle emner, der gerne skulle fortælle lidt om fagforeningsmanden Jeppe.
Jeg vil konsekvent anvende forkortelsen SID i stedet for de oprindelige navne Dansk Arbejdsmands Forbund og Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejder Forbund. Det gør det lidt enklere.
Det der først slog mig var det store antal af generalforsamlinger og ekstraordinære generalforsamlinger. Ja faktisk flere end der blev holdt bestyrelsesmøder. Det fortæller vel også lidt om en turbulent tid med ydre og indre splittelser.
SID i Tønder blev stiftet i forbindelse med en konstituerende generalforsamling den 18. juli 1920 hos gæstgiver Meier i Kogade. Pudsigt at tænke sig. Jeg har jo selv boet i Kogade (nr. 3). Et gammelt forfaldent hus, der nu heldigvis er revet ned og erstattet af nye pæne erhvervslejligheder, opbygget i ”gammel” stil.
Første gang vi støder på Jeppe er i september 1921, hvor der udtages 2 hold a 6 mand, som skulle bære afdøde kammerater til deres sidste hvilested. Jeppe blev valgt til at deltage på det ene hold. Disse bårehold er senere afløst af en begravelseskasse, som efterladte fortsat nyder godt af.
Der blev givet mange håndsrækninger til tyske arbejdere der var i konflikt, til nødlidende tyske børn og lignende. Næsten flere end til tilsvarende danske.
På generalforsamlingen i 1922 opstillede Jeppe for første gang til formandsposten, dog uden at blive valgt. Til gengæld valgtes han på bestyrelsesmødet 2 uger efter som sekretær for bestyrelsen.
Den efterfølgende periode var præget af, at ”de Frie” fik mulighed for at blive indmeldt i SID. Det medførte, at der nu var 3 fløje i forbundet, socialdemokraterne, kommunisterne og ”de Frie”. Det førte til tumultagtige og afbrudte generalforsamlinger, hvor formandsposten blev besat lige så hurtig som man skiftede skjorte. Flere gange skete det, at en eksisterende formand blev afsat for ganske kort tid efter, at blive genindsat. Primært afhængig af, hvem der havde trommet flest sympatisører sammen, og hvem der havde bemægtiget sig dirigentposten.
1926 adskiller sig ikke meget fra de forudgående år med hensyn til antallet af generalforsamlinger. Men situationen er dog blevet lidt roligere. ”De Frie” er stille og roligt blevet assimileret ind i SID, og forholdet mellem socialdemokrater og kommunister er tåleligt, bortset fra valgsituationer.
Der var flere valgsituationer i 1926. Blandt andet skulle der vælges repræsentanter til udvalget for nødhjælpsarbejde i Tønder Amt. Det blev Jeppe og Chr. Jensen. På en – naturligvis – ekstraordinær generalforsamling den 14. juni 1926 valgtes Jeppe som formand, hvilken post han – bortset fra en 1-måneders kup-periode beholdt til 1937.
Formandsperioden begyndte ret kaotisk. På det første bestyrelsesmøde efter valget blev det vedtaget at sende hele 3 protestskrivelser. Et til Hovedkontoret (indholdet fremgår ikke af materialet), 1 til redaktøren af Tønder Amts Socialdemokrat, fordi han ikke havde støttet arbejderne i forbindelse med et protestmøde mod byrådet. Den tredje protestskrivelse var til byrådet om den manglende igangsættelse af offentlige anlægsarbejder.
Også arbejdsgiverne fik en stærkere bestyrelse at møde. Man gik hårdt frem, når arbejdsgiverne, herunder DSB, ansatte uorganiseret arbejdskraft. Internt i forbundet blev tøjlerne også strammet. Et medlem fik således en bøde for at komme med beskyldninger og graverende udtalelser mod forbundet. Ville han ikke det ville han blive ekskluderet. Han fulgte bestyrelsens forslag.
Der blev iværksat kursustilbud for arbejdsløse, sanktioneret til fordel for højere løn og 100% tillæg for arbejde på søndage, for skifteholdsarbejde på banen med læsning af kul m.v.
Forholdet til redaktøren af Socialdemokraten bedredes. Det endte med, at man anbefalede abonnement på avisen. Agitation til fordel for optagelse i Socialdemokratiet intensiveredes. Alene i forbindelse med et enkelt møde i 1927 indmeldte 80 medlemmer sig i partiet.
Der er mange ”sjove” udtalelser fra Jeppes side. Lad os tage et par eksempler:
I forbindelse med en ekstraarbejder, der ikke vil organiseres udtalte han bl.a.: ”Det er bare mærkeligt, at nogen kan være så ufornuftige at de ikke ser deres fordel ved at være organiserede og at nogen af de embedsmænd, der får deres løn fra staten, og som arbejderne altså også er med til at lønne, kan være så ufornuftige, at de ikke kræver af de arbejdere, de antager, at de skal være organiserede.”
I forbindelse med besværlighederne om oprettelse af en overenskomst med bygmester Edw. Horst, var Jeppe og tillidsmanden på et tidspunkt blevet kommanderet ”herraus”. Det fandt de sig naturligvis ikke i og resultatet blev oprettelse af en overenskomst. I den anledning udtaltes:
”Nu da han har dette i orden kan han sikkert ikke tænke sig muligheden af et prøjsisk arbejdsgiverdiktatur, hvorunder herren alene bestemte, hvad arbejderne måtte få for deres slid. Hr. Horst vil antagelig nu lægge sig i selen for, at andre, der ikke har underskrevet priskuranten, gør det uden lang betænkningstid, ihukommende det gamle ord: En arbejder er sin løn værd.”
Forholdet mellem socialdemokrater og kommunister blev igen forværret. Adskillige episoder i referaterne viser de to gruppers foragt for hinanden. I forbindelse med en generalforsamling i april 1934 står følgende at læse i referatet:
”Der fremførtes, som flere gange i den senere tid af nogle kommunister, politiske brandtaler, der ikke havde det mindste med dagsordenen at gøre, og under drøftelsen af et forslag om, hvorvidt sovjetfanen kunne komme med i arbejdernes maj-demonstration, lød de særlig slemme. De egner sig ikke til referat. Da den kommunistiske dirigent nægtede formanden ordet til gensvar på nogle angreb, tog formanden sit tøj og gik, og flertallet af forsamlingen fulgte hans eksempel.”
I oktober 1934 var der endnu en generalforsamling. I referatet står der bl.a.:
”Generalforsamlingen var imødeset med stor interesse, da en klat kommunister i den seneste tid har forsøgt, at splitte afdelingen og dens ledelse. Nu hævnede deres noble kampform sig, idet de kun fik to repræsentanter ind i Arbejdernes fællesorganisation, den ene endda ved lodtrækning. Før havde kommunisterne 6 af de valgte repræsentanter. Endvidere blev arbejderbladet anvist en plads i skyggen som det splittelsesorgan det er. Derfor vil man nu holde op med at annoncere der.”
Også på det personlige plan var der grove tacklinger. Jeppe havde således, fuldt legalt og efter reglerne påtaget sig noget entreprenørarbejde i forbindelse med kabelarbejde ved telegrafvæsenet. På en generalforsamling i december 1934 blev dette af kommunisterne brugt som skyts. Som det fremgår af referatet: ”…derefter kom der for meget politik i diskussionen, hvorefter formanden nedlagde sin plads og forlod mødet.”
På en efterfølgende generalforsamling den 10. januar 1935 blev der kampvalg. Til formandsposten foresloges H.C.Andersen, Siegfred Larsen og Jeppe Christensen. Der blev omvalg mellem Siegfried Larsen og Jeppe Christensen, hvor Jeppe Christensen valgtes med 50 stemmer, Larsen fik 41. 8 stemmer var blanke.”
Herefter er de sidste år af Jeppes formandskab mangelfulde for så vidt angår referater fra generalforsamlinger og bestyrelsesmøder. Notater viser dog, at der fortsat er chikanerier mellem medlemmer af de to politiske partier. Herunder ligger, at der fremkom anklager mod Jeppe for at have fået understøttelse for en periode, hvor han havde besøgt sin syge mor i Esbjerg. Spørgsmålet blev ikke så meget drøftet i forbundet, idet ”et par medlemmer” gik uden om forbundet og direkte til Direktoratet og politiet.
Hvorom alting er: sagen endte med, at Jeppe – for en kort periode – blev ekskluderet af arbejdsløshedskassen. Det endte med nyvalg til formandsposten. Efter yderligere 2 år valgtes Siegfried Larsen til formand. En post han, med en kort undtagelse, beholdt til 1967. Det var således
Siegfried der – ironisk nok – på generalforsamlingen den 28/4-1947 omtales således:
Februar 13, 2007
DENNE ARTIKEL FINDES I EN MEGET BEDRE OG NY _ REDIGERET VERSION
Se artikel som HTML document
Benne Blitz, Hans Peter Kæltring, Den Gloende Blyant og andre personligheder i Tønder.
Der findes mange sjove og dejlige mennesker i Tønder. Nogle har fået heltestatus, og blevet hædret. Andre har man lagt mærke til. De har fået øgenavne. Og det er dem dette indlæg, handler om. Over 230 døde og nulevende tøndringer er med på listen. Både høj og lav er med.
Tak til min storebror, Karl E.J. Brodersen, Siegfried Lorenzen og Karl Jørgensen for bidrag til listen. Det sønderjyske og det germanistiske element er med i navnene. En antropolog kan sikkert sammen med dig, kære læser få meget ud af denne liste.
Da datteren af Matrikelkontrollør Schatz giftede sig med seminarielærer Nagel, hed det i folkemunde: Nagel bekam einen Schatz, und sie bakam einen Nagel”(Han fik en skat, og hun fik et søm) 1905.
Johann Vinhandler, byfoged Johann Schneider, vært i Ratt `s Weinkeller på Torvet 1780
Æ Dragonsmej, Han kom fra Randers, og havde værksted i Posensgade. Rykkede ind i Tønder med dragonerne i 1920. fandt en sød pige, Bothilde Poulsen fra Møgeltønder. Fra 1937 huserede han på Skibroen.
Store Adolf eller Adolf mæ æ gummiben. Hestehandler, sparket af en hest, og forsynet med et fælt knirkende gummiben.
Hans Punch, boede under taget i Zur Traube, Skibbroen, sammen med Traute. God til langspyt. Havde sin storhedstid, når der var markedsdag under ”nachspiel”.
Peter Englænder, var dansker. Havde søgt lykken i Amerika. Han søgte senere lykken i jernbanevogne.
Tilde fra Sæe (født Mathilde Jørnsdatter) Afviklede sit ærinde i samme øjeblik, trangen meldte sig. Hygiejne var for hende et fremmedord født 1877
Johannes mæ æ føer. Pedelmedarbejder på Tønder Kommuneskole. Hans kendetegn var usædvanlig store fødder.
Bulder eller Bulldog, skoleinspektør på Tønder Kommuneskole, Johannes Petersen Han havde et usædvanligt iltert temperament. Stod man i nærheden, eller fik man selv en verbal skideballe, skulle man bag efter tørre spyt af. Havde et kraftigt underbid.
Danske Jensen, Niels Jensen, leder af Dansk samfund.
Tante Meta, boede Skibbrogade 12. Hun var aldeles stokdøv. Når hun endelig modtog en nyhed udbrød hun: ”Det wå da noue grov noue”
Benne Blitz, Bernhard Sehestedt, Nørregade, var som malermester kendt som usædvanlig hurtigt arbejdende 1950
Christian Dansker, Chr. Christensen, Kirkepladsen. Kirketjener, markerede stærkt sin holdning. 1940
Den glødende blyant, Svend Nielsen, Anne Mariesvej . Politibetjent, var usædvanlig hurtig til at notere overtrædelser af færdselsregler 1950.
Deutscher Hannes, Johannes Jepsen, Richtsensgade. Leder af det tyske vandrehjem 1940
Donna Mia Sterne eller bare Sterne, Fru Sternkopf, Østergade 58 Som nabo til restaurationen Soli Deo Gloria var denne sværvægtige dame kendt for på et fremskredent tidspunkt at træde i aktion. 1930
Flinkesen Cigarhandler Mathiesen, Vestergade. Som efterfølger af jens Pejt, var der som for denne ingen grænser for hans taknemlighed efter en handel ”manne tak, manne tak” 1950
Flûster Heinrich, Heinrich Jürgensen, Horupsgade. Handelsmand, havde fejl på stemmebåndene, hans tale lød som hvisken 1950
Glade Juhl. Gustav Juhl, Skibbrogade 10. Var altid i godt humør, bankbud i handelsbanken 1940
Hans Bokser, Hans Hansen, Carstensgade. Bogholder i handelsbanken, boksede i sine unge dage 1950
Hans Peter Kæltring. Hans Peter Petersen, Strucksalle 58, koldblodig og snu handelsmand 1950
Hein Murks, Heinrich Boysen, Gasværksboligen, var ansat på gasværket på Slotsbanken. Tysk ”murksen” betyder bøvlet arbejde 1950
Heine Biffelmand, H. Clausen, Gørrismarkvej, tilhørte en speciel trosretning 1940
Jens Pejt, cigarhandler Munk, Vestergade 27. Afledt af hans frølignende gang, der var ingen gænser for hans taknemlighed efter en handel ”manne tak” 1940
Jens mæ æ tegneboch, handelsmand Hansen, Viddingherredsgade, tegnebogen – et erhvervskendetegn 1940
Johann der Gerechte, Johannes Bergmann. Tønders respektindgydende ene – poltibetjent i prøjsisk politiuniform med sabel 1910
Jørn Fedt, Jørgen Jensen, Nørregade 46. Havde lidt svært ved at afgive mere end højst nødvendigt.1950
Kidde mæ æ stok. Jessen, Strucksalle. Handelsmand, der havde vane at placere sin stok på kreaturvægten og støtte sig på den i det øjeblik, den gik i gang med at veje det kreatur, han stod for at sælge 1960
Mieze Radau, Rateizak, en dame i Smedegade, der var kendt for hendes støjende adfærd 1940
Nis Løgn, Nis Nissen, hjørnehuset Søndergade/Vidågade. Gasværksarbejder, havde det så som så med at omgås sandheden 1940
Peter Fit, eller Peter mæ æ navn. Siges at have særdeles varmt forhold til en kreds af damer 1950
Peter Genosse, Peter Petersen, baneformand, Dragonvej, sagde ”Genosse” til alle og enhver 1940
Peter Kommunist, Peter Christensen, Kogade 2, Umiskendeligt politisk tilhørsforhold 1950
Peter Wellenbad, Peter Nielsen, provisor, Tønder Apotek. Ønsker om året igennem uden hensyn til vejrliget, at kunne bade i nordsøbølgerne gjorde, at P.V: blev stamgæst i ”Wellenbad” i Westerland på Sild 1975
Peter Uhu, Peter Jürgensen, taxikørsel, Østergade 22. Konen havde for vane, at råbe ”uhu” efter manden, når der indløb en bestilling på en taxikørsel, og han ikke var i nærheden 1940
Pezza, Jes Petersen, Ribelandevej 10. Lærer på den tyske skole. Kendt for spredning af gode nyheder, sladderhank, afledt af det tyske verbum, petzen, at sladre. 1940
Silke Madam ? Sønderport, dame, der mest slås i silkeklæder. 1940
Skiern Sørensen ??Sørensen , boede i ”Sperlingslust” i Viddingherredsgade, jernbanearbejder, havde langt til vaskefadet 1940
Sonnenschein, Chr. Lorentzen Sæd – Udbjerg, havde en munter og optimistisk udstråling 1940
Stille Svend, Svend Hansen, Richtsensgade, fiskehandler, fåmælt mand, mest stille under kortspil 1950
Sturm Jürgensen, Peter Jürgensen, Vidågade 5, solgte og omdelte det tyske jødefjendtlige blad ”der Stürmer” 1940
Theodor Fidus, Theodor Nielsen, Nygade, jernbanearbejder 1940
Valdemar Fisk, Valdemar Petersen, Smedegade/Allegade, solgte fisk 1940
Aalborg Skræk, bygartner?, Nielsen Provst Petersensvej, var streng ved børnene 1940
Aksel Gris, Aksel Andersen, grisehandler, Strucksalle 1990
Billig August, krovært August Bruhn, Vestergade 59. var kendt for sine små priser.1940
Den akademiske gartner, Karl Petersen, broder til gartner Henning Petersen, Østergade. Denne broder, kunne efter 1945 ikke få gavn af sin tyske uddannelse som ”Justitzrat”, hvorfor han tog del i arbejdet i broderens gartneri (hvorved han blev meget tørstig) 1960
Der eiserne Gustav, Gustav Heder, Uldgade, klejnsmed (Eisen/jern) 1950
Der hölzerne Gustav. Gustav Schneider, Viddigherredsgade, tømrermester(Holtz/træ) 1950
Didde Ging me æ kling (klokken) Dietrich Diedrichsen, Smedegade/Uldgade. Gadeudråber. Med sin klokke bekendtgjorde han bl.a. forestående ”Holtzaukschjoner” 1910
Dreifuss, arbejdsmand. En ”Dreifuss” var et redskab ved hans arbejde med en rambuk 1940
Fidde Bank, Peter Christensen, direktør på T. Landmandsbank 1950
Fidde Chokolaat, Friedrich Clausen, Østergade, havde en chokolade og tobaksforretning 1940
Fidde Goldschmied, Friederich Sørensen, Kogade 3, guldsmed i Kobbergade (Scheelke & Sørensen) 1950
Fidde Hat (Midde Hat) Fr. Jürgensen, gæstgiver og ejer af Tonhalle 1900
Fidde Tango også kaldet Lam Fidde, Friedrich Feddersen, søn af Niels Gemüse, klaverspilleren i Bombergs musikkapel 1925
Fidde Tomstok, Frederik Nielsen, tømrer i Markgade 1950
Galopskomager, Jessen, Uldgade, hurtig arbejdende håndværker 1910
Hanne Hat, Hanne Petersen, hatteforretning i Vestergade 1950
Hansi Maler, Hans Petersen, maler, Søndergade 21 1975
Heine Filet, Gerhard Nicolaisen, Strucksalle. Slagter og filetskærer hos fiskehandler Thietje 1950
Heine Kontant, Heinrich Clausen, Vestergade 3. Melhandler Clausen.(handlede kun med mel), ingen kreditgivning 1930
Heine Natøl, Heine Christiansen, Slotsgade. Købmanden med natligt ølsalg 1950
Heine Roll, Heinrich Hansen, vognmand, tysk: „Rollkutscher“ 1950
Heine Slaude, Heinrich Petersen, slagter, Uldgade 2 1975
Jacob von oben, rektor Jacob Randrup, øverst på rangstien på statsskolen 1925
Jacob von unten, pedel Jacobsen, nederst på rangstien på statsskolen 1925
Jens Klat, Jens Petersen, faderen var malermester 1980
Jens Much, Jens Mommesen, Viddingherredsgade, arbejdsmand ved byen 1935
Johan Baron, Johan Hansen, Slotsgade, havde nogle gode år som vognmand 1940
Johannes Tobak, Johannes Petersen, tobakshandler i Storegade 1950
Jörn Geldmann også Jürgen Pengemand, Jürgen Lauridsen, Viddingherredsgade, handelsmand med tysk tegnebog 1940
Kalli Schuster, Karl Nissen, skotøjshandler, Vestergade 41 1975
Katzenkönigen, Christiane Marie Albertz, dame i Østergade 15, der holdt meget af katte 1925
Kidde Klok, Christian Petersen, urmager i Vestergade 1940
Kidde Blik, Chr. Hansen, Lillegade, blikkenslager 1950
Kesse Partei, Christian Jensen, Vestergade 74, lederen af det tyske nationalsocialistiske arbejderparti i Tønder, blev også kaldt Kesse Føjt, idet han til stedse gav udtryk for sit gode humør ved at føjte 1940
Kolle Boss, Karl Petersen, rektor ”Boss” for byens folkeskole 1910
Kristian Nachtwächter, Christian?, Natvægter 1910
Lorentz Pot, Lorentz Petersen, Leosalle, bogholder på Tønder Landmandsbank. Faderen var pottemager, bror til Peter Pot, gik altid med en ”Kugelspind” 1940
Ludde maskandiser, Ludolf Nissen, Nørregade, Svinetorvet, marskandiser 1940
Ludde Rundfunk, Ludvig Bossen, radiomekaniker hos Radio Rasmussen 1950
Lüt og Klüt, Lütjohan og Köhn, autoværksted på Kongevej 22 1950
Martin Nibbes, M.C. Christiansen, isenkræmmeren, der handlede med ”nibbes” – småting 1940
Midde P eller Kaffe Marie, Marie Petersen Storegade 8, havde en kaffe – og chokoladeforretning 1940
Mille og Fidde Hat, M.F. Mylin, krovært i Østergade 26, fra 1900 til 1920 ejer af Centralhalle. Deres etablissement var kendt for ”wo so manches Paar sich gefunden hat”. Havde tidligere hatteforretning i Østergade 1910
Mutter Monopol, hjørnet Allegade/Nørregade. Tobakshandlerske (Monopol var et cigarillomærke) 1910
Mutter Paris (udtales Pa-ris) eller Mudder Pariser. ? Hansen, jordmoder. Manden var bl.a. beskæftiget som ledsager af pantefogeden. Var født Paris, men af navnet afledtes Pariser, en fordums betegnelse for kondomer, hvilket hun efter signende anbefalede fædre i børnerige familier 1930
Mutter Slik, Henny Berg, førte en kaffe – og chokoladeforretning i Vestergade 1950
Mutter Tysk, Frk. Clausen, Søndergade, tysklærerinde på kommuneskolen 1950
Mængde Børge, Børge Christensen, Østergade, var matematiklærer på seminariet. Var hvis nok også opfinder af styreprogrammet Comal 80. Min kone har lavet en fil om ham. 1960
Natmøller, Møller, Markgade, natsygeplejerske på Tønder Sygehus 1950
Niels og Ida Gemüse, Niels Feddersen, Vestergade 27. Havde grønsagsforretning i Vestergade. Han var også danselærer (raus mit den Beinen und wieder rein mit sie, weg von dem Mädel, wieder hin zu sie) 1925.
Nis Put, Nis?, Vestergade, byens skraldemand 1925
Pas Frederiksen, Georg Frederiksen, Vestergade/Brorsonsvej, leder af paskontoret på politistationen 1940
Peter Belle, Peter Riggelsen, Vidågade 115. ejer af hunde – og skindforretning, afledt af det tyske pelle = hud. Rigtige folk fra Tynne siger; Ve då ha jen å belle (Vil du har en flad). 1940
Peter Bundgas, Nis Peter Jacobsen, chauffør, Nordre Landevej, kendte ingen hastighedsgrænser 1990
Peter Dach, Peter Knudsen, Viddingherredsgade, tagtækker 1940
Peter Orne, Peter Nielsen, Gåbrødrevej, staldkarl i Soli deo Gloria 1940
Peter Pind eller Peter Træ, Peter Christensen, tømrerhandler i Nørregade 1990
Peter Pot, Peter Petersen Uldgade, faderen var pottemager, havde VVS – forretning(Pot) 1930
Peter Sandmann, Peter? Handlede formentlig med sand til udstødning på gulve 1910
Peter Uldhaar, Peter Nielsen, Spikergade, marskandiser, gik sjældent til frisør 1950
Peter Vagthus ? 1910
Peter Vierlei, var faktisk hans rigtige navn, var gadeudråber 1910
Schneider Stadtrat, Skræddermester Peter Petersen, Østergade. Var byrådsmedlem i årene fra 1909 til 1922 1910
Skatte Bøg, H.C. Bøg, skatteinspektør 1950
Skatte Petersen, Nis Petersen, Carstensgade. Byens skattesekretær (var alene om arbejdet i sine begynderår) 1930
Stine Gemûse, Christine Schlüter. Solgte frugt og grøntsager i Vestergade 1940
Sulte Charles eller Sule Charles, Charles Hansen. Forplejningschef på kasernen, var blandt værnepligtige kendt for at lave landets bedste kasernemad. Af en pårørende er jeg blevet gjort opmærksom på, at hans øgenavn var Sule Charles, fordi han i sine unge dage solgte grise. 1950
Swing Hansen, seminarieelev, der spillede i Due Sørensens orkester 1950
Thomas Barber, Thomas Carstensen, barber i forretningen, Vestergade 15 1950
Thomas Briket, Thomas Selmer, Vidågade, brændsels – og tømmerhandler 1940
Trompeter von Sâckingen, Johannes Wiese, Viddingherredsgade 5, trompetist i skyttekorpset 1970
Vissen Egon, Egon Lorentzen, Vestergade 2, blomsterhandler, et nok ikke helt retfærdigt valgt øgenavn 1960
Æ Wasserdoktor, Dr. Med. Jersild, var kendt for at ordinere vandkure 1880
Wille Wurst, Willi Asmussen, Mellemgade, pølsemand på Torvet 1945
Willi Schneltzer, W. Johansen, chauffør, Østergade. Hurtigkørende mand, formentlig afledt af det tyske ”schnell” 1950
Æ Gafeiers, familien Andreas Petersen, Uldgade. Han var gadefejer, men hele familien var kendt under dette navn 1940
Æ galoppschuster, Skomager Jensen, Uldgade 1910
Æ himmelsmaler, Nørgård, Uldgade, bad en bøn før arbejdets påbegyndelse 1910
Æ klosmacher, Jürgensen, træskomager, Skibbrogade 1940
Æ klosterbache, Bager Petersen, bageren i gavlhuset på torvet 1950
Æ rollkusk, Emil Thiesen, vognmand, afledt af det tyske Rollkutscher 1925
Anna Prozess, var formentlig hurtig til at gå rettens vej i stridsspørgsmål 1910
Asse an der Kasse, Asmus Christiansen, kasserer ved foreningsfester på Tonhalle/Schwitzerhalle 1910
Der kleine Graf, Æ lille grew, Rasmussen, Visågade. Chauffør hos Grev Schack, mindre af vækst 1940
Det lille byråd, Borgmester J.J. Poulsen, Tobakshandler J. Petersen og Boghandler J. Jefsen. De tre herrer gik daglige morgenture og i folkemunde hed det sig, at det var på disse ture, dagens politiske kurs, blev lagt 1950
Fidde Kongres, Friederich Andersen. Var meget aktiv i sammenslutningen af sårede første verdenskrigsdeltagere, og rejste som foreningens formand rundt i hele Europa. Blev der under hans fraværd spurgt efter ham, var konens standardsvar: Fidde ist zur Kongress 1940
Fidde Lucht, Skibbroen, gas – og vandaflæser. En gammel, lam og usoigneret mand 1920
Fidde Tango, Bagermester Friedrich Jessen, Østergade 38, var kendt som en god og afholdt tangodanser 1940
Grosser, Albert Groes Petersen, Ribe Landevej, senere Birkevej, kæmner på Tønder Rådhus. Stor og kraftig herre 1950
Grosse Knüppel, Kleine Knüppel, Søskende Knüppel, Leoaalle 15, begge lærerinder. Ved damernes meget forskellige legemeshøjde var denne betegnelse nærliggende for skoleeleverne 1915
Hans Bulgar, Hans Stehr, vært på Schweizehalle, Var påfaldende ivrig med sine hurraråb, ved Dronning Elisabeth af Rumæniens gennemrejse på vej til Sild i 1888, Han tog imidlertid fejl af Rumænien og Bulgarien 1890
Hansen Geist, Peter Hansen, lærer og bestyrer af Vaisenhuset, Østergade 69. Var af særdeles spinkel figur, og havde i børns øjne et spøgelsesagtig udseende 1940
Hein Schwalbenschwanz, Heinrich Johansen, Windtwedt. Han havde arvet en kjole fra sin far. Et kendetegn for en kjole er dens to lange ”haler”, i tysk folkesprog ”Schwalbenschwanz”. For at kunne bruge kjolesættet til daglig, klippede han halerne af, og fik således tilnavnet. 1950
Jønne mæ æ før, Jørn Jensen, postbud, satte sine fødder på en speciel måde 1950
Kalle Skagerak, Karl Jensen, vognmand, Strucksalle 14, Havde som marinesoldat i den kejserlige marine deltaget i Skagerak – slaget i første verdenskrig 1940
Kalli eller Kalle æ mure, Karl H. Brodersen, murer, Østergade, Strucksalle,Lærkevej, Brofennen
Blev ofte på afstand forvekslet med sin bror Nicko, der også var murer. Kalli, som var min far, kunne fortælle om næsten et hvert hus i Tønder. Det gjorde han gerne til turister på gågaden 1990
En skam, at jeg aldrig tog en flaske snaps og en båndoptager med til Tønder, nu er det for sent.
Klein Erna, Erna Sørensen, dame lille af vækst 1940
Koni, Wilhelm Johansen, Strucksalle 36, var som dilettant god i rollen som ”Der Kleine Kohn”, tysk skolelærer 1940
Kedde Napoli, Gæstgiver Christian Bruhn, Skibbroen. Elskede på et fremskredent tidspunkt, at fortælle om Napoli, som han bare havde besøgt i sine unge dage 1900
Kong Ib også kaldet Røde Ib, Ib Nielsen, Skibbrogade, ekspeditionssekretær på Jordlovsudvalget. Grev Schacks telefonopringning med præsentation; Her er Grev Schack , skal denne have besvaret med Og her er Kong Ib, kommunist 1940
Knold og Tot, Brødrene Bernhard og Ferdinand Linnet, Strucksalle 16. Gik som pendant til figurerne i tegneserien Knold og Tot 1940
Krischan Tusindmark, huskarl hos isenkræmmer, Kraus, Vestergade 4. Har formentlig givet sig ud for at være velhavende 1910
Krus Persille, Kirbær Tut, også kaldet Lille Borgmester, Christian Christiansen, Frigrunden, senere Ribelandevej, rådhusbud. Havde en hårdpragt som krupspersille og en forkærlighed for kirsebær, som han dog altid bar rundt i en tut 1940
Lille Købmand, Christian Brodersen, havde en lille købmandsforretning i Strucksalle 41. I erkendelse af ikke at være af alm. legemeshøjde, kaldte han sin forretning i dobbelt forstand ”Den lille Købmand” 1950
Lille Mand, gæstgiver Jürgensen, Skibbroen 5, lille af vækst 1910
Lille Ole og Store Ole ?, Olsen, sygeplejerske og oversygeplejerske på Tønder Sygehus. Den ene var lille, den anden var stor 1950
Lorenz Du lügst, gæstgiver Lützen, pralhans 1910
Lorenz mæ æ nejs, Lorenz Carstensen, kommunalarbejder. Manden med den store næse 1920
Misse Rundfunk(se også Fidde Kongres), Misse Andresen, Søndergade 32. Det kunne hænde, at radioen transmitterede et foredrag af manden, hvilket hun elskede at publicere ved at sige:
Fidde spricht heute im Rundfunk 1940
Peter Cowboy, Peter Petersen, Ribelandevej, vognmand, person med et cowboyagtigt udseende 1940
Peter Pik(udtales Piek) Seminarielærer Peter Wendling. Stor tilhænger og udøver af kortspil. Pik er det tyske ord for spar 1900
Prinzgemahl, Peter Petersen, gården Stubkjær. Ægtemand til en gårdejerske 1940
Reserve Jesus, Uldgade. Ond betegnelse af en skoleelev med et anderledes udseende 1940
Røde Hans, Hans Nielsen, Landmand, Sædmark, havde påfaldende rød hårpragt 1950
Sing – Mathiesen, Lærer på Sæd Skole og medlem af Sangforeningen af 1842 1930
Schmeissbein, Hans Minck, Popsensgade 12. Benskadet krigsinvalid, der fik sit tilnavn ved sin specielle gangart 1940
Smukke Carl, Carl Jensen, ingeniør, Brorsonsvej 33, udseendet gav navnet 1960
Store Henrik, Henrik Petersen, skoledirektør, meget høj mand 1970
Store Anders, Andresen, formentlig stærk person 1910
Tarzan, Alfred Jensen, Krumom. Særdeles stor og stærk, meget hjælpsom og derfor afholdt politibetjent 1950
Tykke Ingeborg, Ingeborg Johnsen, kro – værtinde, Strucksalle 4. hendes livsomfang gav hende navnet, krydret med saftige bemærkninger 1900
Æ Piif Dochte, Dr. Vest Hansen, Vestergade 4. Sås i offentligheden med sin pibe i munden 1975
Clausen Bleiche, havde hus på Blegen 1950
Fidde å æ Torv, Fritz Christiansen, automekaniker på Torvet 1970
Hans Lægan, Hans Lydiksen, krovært på Lægan 1900
Nigge Altona, Nicolaj Hansen, havde hus i Altona 1970
Æ fuglebache, Henry Jensen, Søndergade 9. Havde fuglehandel i tidligere bagerforretning 1980
Æ funkisgartner(funkisgårne) Leosalle. Gartnerforretning i en ejendom, der er bygget i funkisstil 1940
Botzki, Hans Otto Riggelsen, skotøjshandler, skolekammeraternes påhit 1950
Broa Bruhn, Martin Bruhn, automobilforhandler (VW) 1975
Dese Papstøvl, Andreas Jensen. Østergade 1950
Dolfi, Adolfsen, lærer på seminariet, afledt af efternavnet 1950
Dude, gammel mand i Søndergade. Digtede vers. Overleveret er: Der Dude aus Buxtehude 1910
Fidde Nachtigal, Erichsen, smed 1920
Gall Anna, Sønderjysk Gall = vred 1910
Harry Taube, Harry Due Sørensen, vognmand, due = Taube(tysk)
Hatzi, Hattesen, Strucksalle. Afledt af Hattesen, var bankbogholder på Tondern Bank 1930
Hein Fienbrot, Heinrich Bahnsen, Strucksalle. Var i modsætning til konen, en tynd ranglet person. Begge var kendt for deres svaghed for ”Finbrot”, wienerbrød på anden dagen, er som bekendt billigst 1950
Luta, Læge Christian P. Hansens kone. Havde for vane i inflationstiden regelmæssig på Tondern bank, at stille spørgsmålet Wie steht die Lutta. 1925
Hein Mück, Heinrich Sørensen, murersvend 1975
Jens Zigeuner, højrøstet person, der i sine hyppige branderter randalerede i gaden 1910
Kathrine Mannebørn, Kathrine Ratayczak, Nørregade. Fødte 17 børn, hvoraf dog kun 7 oplevede forældrenes guldbryllup i 1937 1920
Karl Markmann, Carl Albrecht Hansen, fra 1876 markmand med bopæl i Vestermarkshus i Viddigherredsgade 1910
Lam Fidde (eller Frerk) ?? ?? 1910
Mees, Horst Meesenburg, Bargumsvej. Afledt af efternavnet, lærer på seminariet 1950
Majse, Marius Hansen, advokat, Søndergade. Afledt af Marius 1975
Midde og Titte, Søstrene Sørensen. Havde håndarbejdsforretning i Storegade 1920
Mikkel Ræv også kaldt Mikkel Katslauder, Mikkel Michelsen (eller Mikkelsen), handelsmand, værnemager, slagtede katte 1940
Mudder Lylle. Lærerinde Frk. Lützen 1940
Mudder Repsold . havde ikke noget øgenavn, men huskes som en dame, der falbød hendes grøntsager fra en barnevogn 1910
Muhme. Bothilde Hansen. Leder af Warteschule (senere børnehave) i Nørregade fra 1914 til 1937 (muhme = tante)
Peter papegøj, Peter A Jensen, vognmand på Papegøjevej 1950
Pole, Hans Poulsen, bogholder på Tønder Sparekasse. Afledt af Poulsen, havde som 11 årig mistet sin højre arm 1940
Pimpf, Jürgensen. Var lille af vækst. Som leder af den tyske ungdomsorganisation fik han øgenavn efter de mindste af drengene, der hed Pimpfe 1940
Schmegge. Johannes Drews, Skibbrogade. Smed boede i huset med kanonkuglen i gavlen på hjørnet Skibbrogade/Gråbrødrevej (nedrevet 1924) 1910
Sigger, Waldemar Christensen, Nørregade – senere købmand på Fanø. Afledt af musik? Spillede trompet i Skyttekorpsets orkedter. Faderen var musiker i Altenburgs og leder af Skyttekorpsets orkester fra 1923 – 28.
Simon Tange mit dem hölzernen Bein. Simon Tange, krovært og kreaturhandler, Mellemgade 5. Hans træben gav rig anledning til drillerier 1900
Sine Gosk, Diedrichsen? 1920
Skoli, Nissen, søn af boghandler Heinrich Nissen. Var aktiv i MTV (Männer Turn Verein) 1930
Stjane, Christian Sørensen, Leosalle. Afledt af fornavnet. Elskelig cerutrygende seminarielærer 1950
Tonderns Schwiegervater, Degn Godber Carstensen, Østergade. Havde mange døtre 1900
Webbes, Werner Christiansen, Brorsonsvej. Viceskoleinspektør på Tønder kommuneskole. I hans timer, måtte man ikke tale sønderjysk. Min storebror, fik engang beskeden: Brodersen, din tilstedeværelse på skolen, hænger i en meget tynd tråd. Da min storebror havde bestået realeksamen, sagde Webbes: Brodersen, det var en nylontråd (udtalte det med lang y). 1950
Æ goggelhøøn også kaldet Schöne Clara. Clara Carstensen født Sönnichsen. Var det på grund af hendes talemåde? – eller udseende? 1950
Carl Langfart, lokomotivfører. Forestod rangerkørsel på de ”korte” skinner. Sin kørsel som persontogfører kaldte han at være på langfart (på de ”lange” skinner)
Kalle Trækbasun, Karl Jørgensen, overportør. Som orkestermedlem blæste han på en trækbasun.
Den landskendte, Andersen, Storegade. Lokomotivføreren, der kørte det første tog ind i Sønderjylland efter genforeningen
Doktor Felikum, lokomotivfører, en kammerat, der vidste mere end de andre.
Fin(Fiin) Boysen, lokomotivfører. Kunne træffes i byen, iklædt hvide handsker.
Generalen, overassistent. Havde evne til at blive højrøstet
Gnisten, elektriker, erhvervsbelastet øgenavn
Hurtig Hans, overportør, havde altid travlt
Jens Vandtårn, remisearbejder. Havde sin arbejdsplads på remisens lille vandtårn.
Jern Henrik, vognopsynsmand. Havde til opgave med en hammer, at banke på jernbanevognenes hjul for at konstatere evt. skader
Jens Ølkasse, lokomotivfører, navnet taler for sig selv
Krischen banemand, overportør. Havde ærinde for banen fra 15 års alderen.
Krischen Flæsk, remisearbejder. Handlede med forskelligt i sin fritid
Kong Viggo, lokomotivfører, stout person
Krumrager, remisearbejder. Skulle fjerne slaggen fra lokomotivernes fyr, med et bøjet ragejern
Krissen Gummi, remisearbejder, kunne hjælpe i en nødssituation.
Misse Europa, depotforvalter, ikke just den smukkeste.
Peter Pøls, togfører, var tidligere bydreng for slagteriudsalget.
Skimmel. Fru Falkenberg, forestod jernbanerestauranten. Dame med blegt udseende
Vejle Jensen, lokomotivfører. Tilrejst fra Vejle
Verner Krumben, overportør, fodboldspiller med specielt formede ben.
Februar 13, 2007
Se artikel som HTML document
Fra Lærkevej til ”Æ synnejysk ambassade”
Da Uwe den 1. maj 2003 holdt foredrag på sønderjysk midt i København mødte han pludselig sin gamle legekammerat efter 44 år. Dette er beretningen om de glade dage på Lærkevej i Tønder.
Goddag til Ib – efter 44 år
Første maj 2003 holdt jeg et foredrag ”Æ kagmann, æ kniplepiche å åll de anne i Tynne” eller oversat til dansk, ”Tønders glorværdige historie”. Det blev et langt foredrag, måske for langt for nogle, men ikke for Ib. Jeg havde set ham før i ”Æ Synnejysk Ambassade” med vidste ikke, hvem han var. Under foredraget blev Ib rød i hovedet og en yndig pige ved hans side skraldgrinede.
”Æ Synnejysk Ambassade” er et samlingssted for sønderjyder i hovedstaden. Et af formålene er at bevare det sønderjyske sprog.
Efter foredraget kom Ib op til mig. Er du klar over, at vi har været legekammerater på Lærkevej for cirka 44 år siden? Han præsenterede den yndige pige for mig, det var hans datter, Kit. Ib troede i begyndelsen af foredraget, at jeg var hjemmetysker på grund af mit navn. Det havde min far og mor trods alt også været. Tre af os seks søskende er tysk døbt. De sidste tre er dansk døbt.
Når vi skal beskrive de forskellige personer og familier er det selvfølgelig nogle vi husker mere end andre. Nogle har vi helt glemt. Og noget af det, vi fortæller er måske forkert gengivet. Ib rejste fra Lærkevej, da han var meget ung med sin familie til Munkebo på Fyn. Jeg rejste først, da jeg skulle aftjene min værnepligt efter endt læretid, da jeg var cirka 19 år gammel.
Et lighedspunkt mellem vore familier er at både Ib ´s og min far har været aktive i fagbevægelsen, Ib ´s far i SID. Min far i Murerforbundet, som nu i dag jo også er i SID, eller den helt rigtige betegnelse er 3F. Det har så igen til en hvis grad afspejlet sig i Ibs opdragelse, han har været aktiv i Finansforbundet, og jeg i HK, hvor jeg i fire år var formand for HK i Aabenraa. Et andet lighedspunkt er interessen for det sønderjyske og for jazz – musik. Ib er aktiv under Tønder-festivalerne. Og så kan vi begge lide at skrive. I tidens løb har vi hver især udgivet mange artikler, og jeg har desuden fået udgivet tre bøger – om Nørrebro. Ja og så en i 2017 om et mord begået efter 1945.
Ib har købt et flot hus i Uldgade i Tønder. Og jeg bor på Østerbro.
Lærkevej – en oase
For dem, der ikke ved det. Inde fra Tønder kører man ad Ribe Landevej og drejer til venstre ved Falck-stationen ned af Dragonvej. Lærkevej er den første vej på højre hånd. Den går snorlige til Nordre Landevej
Sidst jeg gik igennem Lærkevej var i forbindelse med min storebrors begravelse. Det er mange år siden. Og det var helt dødt. Sådan var det ikke, da vi boede der. På asfalten var der ingen spor af hinkepotte, mål til hockey, fodbold eller håndbold. Der var ingen aftegning af veje til sæbekassebiler. Ja, der var ikke et barn, at se i miles omkreds. Der var heller ingen voksne, der stod og sladrede om hinanden. Nej det så lidt anderledes ud dengang.
Det gamle stadion
For enden af Lærkevej på Dragonvej lå det gamle stadion. Vi rødder fra Lærkevej havde vores måde at se fodboldkampe på. Vi betalte aldrig entre. Der var masser af smutveje, hvor vi kunne snyde os ind. Det var en kæmpe tribune, bygget i tysk stil med omklædningsrum. Her kunne vi se masser af fodboldkampe, men også atletikdyster. Min onkel havde været jysk mester i kuglestødning. Men TSF (Tønder Sports Forening) var god til atletik dengang. Uwe Scheelke var en god 100 meter løber. Jeg kan ikke huske, hvornår Basse blev solgt til skotsk fodbold, men jeg mener, at have set ham på det gamle stadion. Han skød mål i massevis. Men også da Henning Enoksen kom, gik det frem for TSF.
Det var også på dette stadion, der var skoleidrætsstævner, det brød jeg mig ikke så meget om. Vi marcherede i strækmarch til marchmusik.
Her var det også jeg løb 10 kilometer. Det var hårdt og kunne mærkes i flere dage bagefter. I dag har jeg lettere ved at løbe en time omkring søerne i København eller Frederiksberg Have, Dengang forlangte vores træner Kjeld Tychsen det. Jo, han var træner for Lærkevejs fodboldklub, som vi kaldte for Bologna FC. Men det skal vi også høre mere om senere.
Det nye stadion havde ikke samme charme. Her skød jeg faktisk en af de første mål, der nogensinde er scoret her i en officiel kamp. . Det var i en ”drenge” – kamp mod Møgeltønder. Det var hjørnespark og bolden ramte mig tilfældigvis på låret. Den gik lige i kassen. Jeg var dybt skuffet over, at avisen ”Vestkysten” ikke skrev om det. Vi var ellers inde at fortælle det. Det vil sige min gode ven Per Keller gik ind på redaktionen. Han påstod, at han fik penge for at fortælle avisen om resultater m.m. Men min scoring ville de ikke berette om.
Jeg så også engang min far spille fodbold her. Han var med på murernes hold. Det var en oplevelse. På det gamle stadion landede også de store helikoptere, som skulle hente patienter fra sygehuset. Det var en oplevelse for os børn. Det kunne vi snakke om i ugevis.
Rødderne fra Svinget
Nu var det ikke alle områder omkring Lærkevej, der var lige sikre for os. Når vi skulle hen til købmand Petersen på Dragonvej, og ville skyde genvej på et græsareal over mod Ryttervej, kunne det gå gruelig galt. Her lå rødderne fra Svinget ofte på lur, og så kunne man risikere og få en ordentlig en på hovedet. Engang kom alle rødderne marcherende gennem Lærkevej anført af Heron Gerlach, der bankede på en bliktromme. Hans sammensvorne var iført hakker og spader. Det var virkelig et ømt syn. Jeg tror Heron, der boede i Dyrhus er her ikke mere. Han blev lidt mere fredelig med årene. Nåh, men vi bankede dem da senere i fodbold.
Hulerne
Der var to oaser på Lærkevej, hvor vi byggede huler. Men det var farligt. De var ikke så stabile, og ofte var det glasskår i sandet. Det skete også en gang for mig, hvor en hule, jeg havde bygget, brasede sammen. Blodet flød. Meta Johansen, vores nabo var uddannet samaritter fik ellers fat i sin cykel og kom ilende. Jeg var så midtpunktet i et par dage. Meta har vi tit brugt i min familie, når mine brødre var syge, havde skåret sig, eller da lillebror Jan fik en magnet i hovedet! Da jeg engang i en orkan ville sikre min antenne over til naboen, mistede jeg fodfæste og gled ned af taget. Den første der kom løbende var Meta. I sidste øjeblik fik jeg dog redet mig selv. Dengang blev det ikke brug for forbindingskassen.
Lige op mod Nordre Landevej lå også et sted, hvor man kunne bygge huler. Her fandt vi også bestik efterladt af tyskerne, da de besatte landet. . I mange år lå her en hytte beregnet til musikkens folk. Mange jazzmusikere har overnattet her. Det gik ofte lystigt for sig. Her har bl.a. papa Bue Wiking Jazz band overnattet.
Æg pakkeriets have
Langs højre side af Lærkevej lå Æg – pakkeriets Have, det var også en yndet legeplads, især fordi det var forbudt at opholde sig her. Over på Nordre Landevej var det endnu marker dengang. Her satte vi drager op. Der var også to kanaler i nærheden, hvor vi fangede hundestejler. Og roer huggede vi over på Ribe Landevej.
Med alle de børn, var det jo klart, at vejen blev udnævnt til legegade. Det tog vi børn jo bogstavelig. Vi gad ikke, at flytte os, hvis der kom en bil susende. Ja vi truede de bilister, der vovede sig ind på vores område.
Masser af biler
Vi var tidligt ude og sent inde. I jorden foran rækkehusene legede vi med biler af mærkerne Tekno og Wilmar. Senere kom der Matchbox – biler. Med en hakke lavede vi veje i jorden. Det var altid de samme, der ville være vognmand, politi og Falck. På et tidspunkt gik det mode i at farve bilerne. Alle mine blev lyseblå. Men der var ingen, der havde så mange som Jørn Henrik. Han flyttede ind, der hvor Ib boede.
Engang, da mine forældre en sjælden gang var ude at rejse, indrettede min storebror og mig en naturpark med rindende vand i vores have. Så kunne gadens unger mod betaling få lov til at lege med deres biler for en kort stund. Inden mor og far kom hjem havde vi ryddet det hele og fået mavepine, af al den slik, vi havde fået for entreen. Det købte vi hos købmand P.C. Petersen på Dragonvej, hvor jeg senere fik by-plads.
Vejen blev brugt efter alle kunstens regler. Sæbekassebiler blev produceret i massevis. Min far lavede en til os af et strygebræt. Men også kuglelejer blev brugt som hjul. Dem tiggede vi hos bilforhandlerne på Ribe Landevej, Bruhn og Knudsen og hos Dela.
Masser af sport
Vi spillede hockey med nogle kæppe, som vi fandt. Men det gik lidt hårdt til nogle gange, når vi blev sure på hinanden. En lidt mere avanceret form for hockey, var på rulleskøjter, det gav endnu flere blå mærker. Men ellers spillede vi jo både fodbold, håndbold og rundbold.
Da System Abstracta åbnede over på Nordre Landevej havde vi nogle flotte faciliteter til fodbold ved cykelskurerne. Indgangen var perfekt til badminton. Jeg blev engang Lærkevejs-mester i badminton. Det var stort. Det blev John Andersen meget sur over. Det gjorde han også dengang, da jeg vandt vores løbe-konkurrence over ham. Vi skulle løbe fra Lærkevej rundt om Ribe Landevej.
Vores fodboldklub
Det var John Og Allan Andersen der var foregangsmænd i næsten alle vore sportslige tiltag. Det var også dem, der startede vores fodboldklub. Vi fik vores egen stadion ude ved Tved Plantage. Kjeld Tychsen fra nr. 19 blev vores professionelle træner. Han fik simpelthen betaling for at træne os. Vi spillede mod Vandrehjemmet fra Ryttervej, og senere startede vi en gadeturnering i Tønder.
En gang da vi trænede stoppede tre sportsvogne op ved vores stadion ude ved Tved Plantage lige over for det gamle TH Lauersens Bogtrykkeri. Det var spillere fra HSV, der var på vej til Rømø. De ville da lige træne med os. Det var stort.
Brødrene John og Allan Andersen spillede adskillige kampe for TSF` s førstehold dengang.
En anden sport var cykling. Ingolf og mig tog mange cykelture til Højer, Rømø og Aabenraa. Engang var Ingolf nær forsvundet ned af en skrænt ved Aabenraa, han sad fast i en gren med cyklen nedenunder.
Far kom hjem med legetøj
Jeg læste faktisk meget, allerede dengang. Det skyldes min far. Det varede længe inden vi fik TV, så om aftenen hørte vi radio og far læste historier. Senere abonnerede han på Mit Skattekammer og andre bøger, som jeg slugte. Jeg læste mange voksne bøger, som barn. Det hændte også, at min far fandt ting på sit arbejde som murer, som han tog med hjem, der i blandt var der Ota Solgryn bøger.
Engang havde han et Fleischmann – modeltog med hjem og en masse tyske modelbiler. Sikke en jubel. Dette havde sikkert været af meget stor værdi i dag. det var det allerede dengang. Nu spurgte han selvfølgelig altid om lov, inden han tog det med hjem.
Det var også glæde, når mor havde storvask. Så blev tændt op i kedlen i vaskerummet. Der blev hældt vand i baljen og vi blev alle vasket. Far hentede affaldssække i Schous varehus. Af og til var der også overraskelser her, som vi kunne bruge.
Sammen med bl.a. Ib legede vi mest med biler, men med Per Keller over i nummer 29 legede vi ”betal-mand”. Jeg havde en lille kuffert, hvor jeg havde en del papirer, jeg havde fået af min far fra dengang, han var kasserer i murerforbundet.
Radioen – den store lidenskab
Men senere var det radioen, der blev min store lidenskab. Nogle gange til stor fortrydelse for mine søskende og mine forældre.
Jeg deltog i en årrække i EDR(Eksperimenterende Danske Radioamatører)´s juletest. Den foregik om søndagen. Efter at jeg havde været ude med morgenbrød for Arnolds Bageri tændte jeg for radioen nede i stuen. Det gjaldt om at registrere så mange radioamatører som muligt. To gange vandt jeg konkurrencen. Men det larmede.
Senere fik jeg min egen amatørradio. Og den skulle jo have en antenne. Helst så stor og så lang som mulig. Mange træmaster er brækket i årenes løb. Antennen blev fastspændt på vores skorsten og så i den anden ende på en mast. Det var ikke så heldigt når der var stormvejr. Og det er det som bekendt ofte i Tønder.
Det var rart, at jeg så fik mulighed for at spænde den anden ende fast i Familien Rasmussens skorsten i nr. 21 Men alligevel skulle jeg lige op at spænde fast, når der var optræk til stormflod og orkanagtig blæst. Jeg opnåede at komme i Vestkysten, fordi jeg modtog et QSL- kort fra Kong Hussein af Jordan. Et QSL – kort er et postkort, radioamatører bruger som kvittering for en samtale.
Piratsenderen på Lærkevej
En lille piratsender fik jeg også lavet. Den kunne klare 40 volt, og sendte 9 kilometer. Det var sjovt, den var direkte forbundet til min spolebåndoptager. Men Ejnar Sørensen mente, at den gik i hans hjemmeværnsradio. Og en dag mens vi stod med transistoren ud på vejen rullede en patruljevogn ned af gaden. Jeg gemte mig. De stoppede ved min far. Jeg for op og smed senderen over i naboens have. Da Ejnar Sørensen også var i Politihjemmeværnet troede jeg, at han havde anmeldt mig.
Det viste sig at betjenten var en bekendt af min far. Men der var aldrig mere radiobølger fra Lærkevej 25. Radio 101 og 104 led døden lige så voldsom som Radio Merkur. Ifølge min onkel Pulle rakte min sender helt til Rudbøl. Han lavede engang en test.
Walkie – Talkie
Nogle af beboerne blev chokeret, da der kom endnu flere antenner på taget, da vi senere fik Walkie Talkie. Atmosfæriske forstyrrelser fik nu nogle beboer til at gå amok, De troede, at det var lillebror Erwin og mig, der forstyrrede. De truede med at anmelde os. Det tog vi alvorlig, fordi vi kørte ikke med en helt lovlig udgangseffekt. Men det var slet ikke noget imod den effekt onkel Pulle brugte under en stormflod, da han holdt uden for politistationen i Tønder. Han klarede det bedre end militærets radioanlæg og i fuld forståelse med politiet.
De folk, der var med på den aktion, skulle skrive under på, at den aldrig var foregået. Så kære læsere, det har aldrig fundet sted. Især om sommeren stod de voksne i forskellige klynger på Lærkevej. Når så en ambulance eller brandbil rykkede ud, ja så skete det jo rigtig noget. Jeg kunne så underrette de forskellige, hvor de kørte hen. Jeg lyttede nemlig med på min radio.
Min Familie
Beskrivelsen af min familie er ikke så indgående. Men jeg ved, at min familie på min mors side kan spores tilbage til 1700-tallet til en kvægdriver-familie fra Nørresundby. Min mor har forsket i familien, og meget overraskende er vi langt ude i familie med Armin Bruhn i Aventoft. Det har nu aldrig resulteret i familie-rabat, hverken i ”Gaststätte” eller over i supermarkedet. Og dog jeg tror min storebror indkasserede hele rabatten på en gang og kun til sig selv.
Skønne minder fra Ny Frederiks kog
Min morfar og mormor, som vi kaldte Opa og Oma, boede i Mellemgade i Højer, da min mor og min far lærte hinanden at kende til fåremarked i Højer. Min Opa var fisker og fungerende slusemester i Højer. Min far og hans brødre byggede et hus til dem i Ny Frederiks Kog syd for Højer.
Det er min Opa´s skyld at jeg ikke spiser fisk. Når man var på besøg eller ferie hos dem, fik man fisk morgen, middag og aften. De boede utrolig dejligt i en flot natur. Når vi børn legede ude på marsken, fik vi at vide, hvornår der var højvande, og hvordan vi skulle forholde os.
Jeg husker især, da min lillebror Jan blev født, da tilbragte jeg en herlig sommer hos dem. Jeg blev håbløst forelsket i en feriepige fra Vester Højst. Men det blev hun hvis aldrig klar over.
Ballade i det tyske mindretal
Min farfar og farmor, som vi også kalder Oma og Opa boede i mange år i Spikergade, i en af de mest velbevarede huse. Opa døde tidligt, men Oma besøgte vi hver søndag på Leos Plejehjem i mange år. Her boede hun i mange år sammen med Tante Helga. Min kusine Christel boede også hos min Oma et langt stykke tid. Det var hende, der lærte mig matematikkens grundbegreber.
Christel var også skyld i at min far pludselig vendte ”hjemmetyskerne” ryggen. Hun havde nemlig valgt Statsskolen i Tønder frem for Deutsches Gymnasium i Aabenraa. Og det blandede den tyske præst sig i. Han henvendte sig til min Oma. Det synes min far, var for meget, så han skiftede Der Nordschleswiger ud med Sønderjyden. Nu er den historie hvis også mere nuanceret. Men rigtigt er at tre af os er tysk døbt, og de efterfølgende er dansk døbt.
Det var også herligt at besøge Christel og min onkel og tante i Nørregade i Højer. Min tante hed Annelise og han blev kaldt for Kedde Smed. Christels søster, kusine nummer to hed Elke og fik senere firlinger.
De mange onkler
Min far havde også en bror, ”Niko”, der også var murer, I mange år boede Onkel Niko og tante Tinne på Dragonvej, senere flyttede de til Carstensgade. Han døde på deres sidste tilholdssted på Anne Marievej.
Min fars anden bror, Martin var stenhugger, og boede i mange år i Skive. Her tilbragte jeg også nogle gange mine ferier Jeg var lidt smålun på min kusine Jonna. Min fætter Olav førte stenhuggeriet videre. Jeg tror endda, at han også havde et stenhuggeri i Give. Og endnu to kusiner figurer her. Min mors søster døde under krigen. Og hendes barn, Günther boede i mange år hos os på Lærkevej, da han arbejde hos Dela på Ribe Landvej.
Min mors bror Jacob og hans kone Titti bestyrede i mange år Botshaus nede ved Vidåen. Jacob var også i mange år udsmider på musikstedet Slusen i Tønder. Han har reddet mig for mange skrammer. De fik to børn, Hannah og Jørgen.
Min dejlige kusine – June.
”Pulle”, min mors anden bror, var bager i Bylderup Bov. Han blev senere kørerlærer i Højer. I mange spillede han i Brandværnsorkestret. Det var altid fest når han og min tante Sonja kom på besøg på Lærkevej. Det første han gjorde var altid at tømme køleskabet. Herdis og June hed deres døtre, altså mine kusiner. June var lige så musikalsk som hendes far. En meget livlig og skøn pige. Hende var jeg også lun på. Det var min gode ven Ingolf, også.
Det er dejligt at konstatere, at hendes humør den dag i dag, er den samme. Vi gik ofte til bal på Emmerlev Klev. Bagefter vækkede vi Pulle og Sonja på Prilen i Højer og så var det underholdning til den lyse morgen. Under en koncert i Dige-hallen i Højer gik June uimponeret op og underholdt forsamlingen i pausen.
De seks søskende
Jeg havde fem søskende. Efter alder: Karl Edlef(Jørgen), han fik hele tre navne, det synes jeg er snyd. Min storebror er død, kun halvanden måned efter min far. Ved min fars begravelse sagde han til mig. Om kort tid er det min tur. Han fik desværre ret.
Men tilbage til rækkefølgen, her følger jeg (Uwe), Erwin, Jan, Tommy og Berit.
I Østergade
Jeg blev født i Østergade, der hvor der nu er møbelbutik. Omtrent der, hvor jeg sidst så en sofa, der kom jeg til verden. Endnu husker jeg nogle af vores naboer dengang. Vi kaldte dem for Toto-Dreds og Lotto-Hertha, fordi da vi endelig havde fået fjernsyn på Lærkevej, kom de næsten hver lørdag for at se lotto-zahlen, mens vi sad klistret for at se TV i Tivoli.
I Strucksalle
I mange år boede vi i en lejlighed i Byggeforeningens Huse i Strucksalle. Det gjorde nogle af vore kommende naboer på Lærkevej også, Familien Keller og Schütt. Det var også her på Strucksalle, at min far var kasserer for Murerforbundet. Når min Opa fra Højer havde været på besøg, havde han ofte fisk med. Ikke så få gange strøg der en ål over køkkengulvet, når murerne kom få at få deres dagpenge. Når Opa kom på besøg på sin knallert var han af og til ude for at kigge på skyerne, og det hændte også, at han pludselig måtte drøne mod slusen, for at lukke sluseportene. Han kunne læse vejret.
Min Opa`s knallert arvede jeg mange år senere. Selvfølgelig gav min mor de arbejdsløse murer kaffe og af og til smurte hun også en madpakke til dem, selv om pengene også var små hos os. Min far var ofte kompromisløs, når det gjaldt murerne og hans egne rettigheder. Ofte opstod der gnidninger med det lokale murerforbund eller med kæmneren.
Engang meget senere skrev jeg en kronik om 1. maj i dagbladet Arbejderen. Jeg beskrev, hvad der skete i Køkkenet på Strucksalle. Min mor græd, da hun læste artiklen. Mens min far var i gang med til at bygge rækkehusene på Lærkevej, brækkede han benet. Det skete samtidig med at min bror, Erwin blev født. Men det forhindrede ikke min far i, at hente kager over hos Bager Wraamann over på den anden side. Han tog sin cykel, og kørte direkte ind i bageriet.
Vi var nu tre børn og berettiget til at søge en lejlighed i en social filantropisk bebyggelse på Lærkevej.
De røde rækkehuse på Lærkevej
På højre side i de ulige numre var de bygget sammen to og to, og på venstre side i de lige numre var de bygget sammen fire og fire. Indskuddet var det astronomiske beløb på 500,- kr. Det var faktisk mange penge dengang. En række murermestre var gået sammen om byggeriet. For Tønders forhold var det et stort byggeri. Vi flyttede først ind to år efter at husene på venstre side var færdigbygget.
Jeg mener, at det var i 1957. Inden da havde vi været ude at se på det. Det var en fantastisk oplevelse. Tænk. Man kunne få eget værelse – det varede desværre ikke så længe. Nye børn kom til. Tænk, vi kunne få egen græsplæne og have. Det var virkelig stort, og så havde min far bygget det.
Husene blev bedre udnyttet
Husene var oprindelig bygget med bryggers og vaskerum og rum til opbevaring af koks. Det var der efterhånden mange, der byggede disse rum om til værelser. En flot udestue kunne også indrettes i stedet for terrassen. Også kakkelovnen blev overflødig, da fjernevarmen kom. Jeg tror, at vi var nogen af de første, der på den måde fik udvidet vores køkken. En fornuftig stue var der også. Fra gangen var der adgang til spisekøkken. På første sal var det oprindelig et soveværelse og to kamre. Fra det ene kammer var der et kryberum. Det havde vi stor glæde af. Her lavede vi meget ballade med naboens børn, Hans Jørgen og Leif.
Med alle disse omrokeringer var der rigelig med arbejde til min far.
Et besøg på Lærkevej i 1960/61
Vi aflægger et besøg på Lærkevej i 1960/61. Vi starter på højre side fra Dragonvej. I nr. 1 har vi Holger Kristiansen, bedre kendt som Holgers lillebiler. Det var luksus for på et tidspunkt havde vi to taxavognmænd på Lærkevej, idet Dreds havde lillebilforretning i nr. 31.
I nummer 3 boede familien Mende,
Dengang var der et stort område til hulebyggeri, som jeg har beskrevet. Her blev der bygget en ny villa, og familien Peglau flyttede ind. Johannes og Peter kom en del sammen med min storebror. Her i København havde jeg for nogle år siden besøg af Johannes.
De røde rækkehuse startede i nr. 9 hvor Ruth Knudsen boede. I nr. 11 boede Henry Bagger. Min mor arbejdede sammen med fru Bagger på politistationen. I familien kom der to smukke rødhårede piger. På et tidspunkt var jeg helt vild med den ene rødhårede. Vel sagtens fordi jeg var lun på min tysklæres datter Birthe Ommen på Dragonvej. Men som det så ofte sker, dummer man sig. En gang havde hun sin kusine med fra Flensborg ude på Emmerlev Klev, og da Silver Boys spillede Flippers gamle hit Monja var jeg solgt i den forkerte Birthe, nemlig kusinen. Men hun var fra Flensborg. Det var lidt langt væk.
De to Bagger – piger flyttede hvis nok til Tyskland, men den ene arbejde en periode i kiosken på Tønder Øst. Så jeg havde ikke noget imod at hente søndagsavisen til min far. Fru Bagger kom en del i vores hjem. Desværre led Henry Bagger en grusom død.
I den anden række af de røde huse, har vi nummer 13 familien Steffensen, og i nummer 15 familien Schmidt. Han var faglærer på Teknisk Skole.
Mange søde piger på Lærkevej
I næste række er det så ”Post Jørgensen”. Jeg husker de to af børnene Flemming og Ena. Ved siden af i nummer 17 boede Andreas Tychsen. Her var det Kjeld, som var gadens fodboldtræner i en periode. Men også Mona, en flot mørkhåret pige som var aktiv på TSF s atletikhold. Vi var mange af drengene, der så op til hende.
Jeg husker en episode, hvor jeg havde været i Nibøl og spille fodbold. Under træningen skød jeg et frispark, et langskud 30 meter ude, som ramte overliggeren. Mod Rot Weiss Niebüll på deres hjemmebane skulle jeg forsøge at gentage succesen med bare lidt mere held. Men det der skete, var at min ene klodsede fodboldstøvle ”lettede” sig fra foden. Resultat, en advarsel. Jeg var dybt deprimeret også fordi vi tabte 1-0. Da vi ankom til Tønder Øst, hvem stod så der?
Det gjorde Mona, tilfældigvis. Hun trak cyklen med mig helt ud til Lærkevej. Så depressionen blev forvandlet til glæde.
Thai – piger på Lærkevej
I næste række i nr. 21 har vi Aage og Lillian Rasmussen med. Nogle dejlige og gæstfri mennesker. Det var jo lige over for os. Jeg kom meget inde hos dem, de var anderledes. Der var fire børn, Niels Erik, Bjarne, Dorte og ?. De må også have været meget tålmodige, når de skulle udholde den musik, der især om sommeren strømmede ned på vores græsplæne, når især far og mig tog solbad. Musikken stammede fra min spolebåndoptager, der så var tilkoblet min lille piratsender.
På denne adresse flyttede Arne senere ind. Han var søn af ”Dovn Anton” og ”Dreje”, der boede i nummer 24. Arne var meget kreativ og fik sig en thai-pige som kone. Han fandt så ud af, at der var penge i at importere thai-piger. Pludselig så man store Mercedes og BMW på Lærkevej. Det var, når tyskerne kom, og ville købe sådan en thai-pige. Men pigerne på kvindehøjskolen i Visby brød sig ikke om det. De lavede store demonstrationer.
Nabo – fjendskab
Tilbage til 1960, da boede familien Andreas Christensen inde i nummer 23. Jeg må indrømme, at jeg ikke husker familien så tydelig. Men den efterfølgende familie husker jeg til gengæld tydelig. Det var familie Ingrid og Verner Jensen og især børnene Marinus og Bjarne. Marinus har også hjulpet meget med til Tønder Festivalen gennem årene. Ingrid og naboen Lilian blev hvis nok uvenner. Det var til tider sjovt, for vi kunne følge med over fra hvor vi boede.
Lærkevej 25
Ja så når vi til nummer 25, hvor jeg boede. 14 år af mit liv har jeg tilbragt her. Efter at jeg flyttede, har både mine søskende og jeg slæbt et væld af venner og veninder med hjem. De er alle blevet fantastisk modtaget. Til Tønder Festivalerne var både stuegulvet og græsplænen fulde af forventningsfulde festival – deltagere.
Min mor vidste udmærket godt, at Ingolf stjal cigaretter af skuffen. Det fortalte hun mig mange år efter. Ingolf har jeg kendt siden 1, klasse på Tønder Kommuneskole. Vi taler stadig ofte sammen. Og da jeg holdt foredrag i Rens den 10. februar 2020 overnattede jeg selvfølgelig hos ham i Tinglev. Det blev til masser af vin og løgnehistorier om vores bedrifter gennem tiden. Jeg kom i seng kl. 5 om morgenen og et par timer efter slikkede en schæferhund mig så i ansigtet og vækkede mig.
Ja dengang holdt foredrag på Schweitz med en hel fuld sal skete det også med overnatning hos Ingolf. Det var min gamle klasselærer fra Tønder Kommuneskole Anna Johansen, der havde arrangeret dette foredrag. Når vi kom fra byen tidlig om morgenen, ja så stod min mor ofte op og lavede kaffe til os og gæsterne. I sagens natur var vi ikke altid ædru.
Tre af mine søskende blev født her på Lærkevej. En enkelt gang gik det så hurtig, at jordmoderen knap nåede frem. Da jeg gik rundt i byen og luftede lillesøster Berit, ja så var det mange, der troede, at det var mit afkom, der lå i barnevognen.
August og Meta
Vores naboer var August og Meta Johansen. August blev fængselsbetjent og var en herlig fyr. Det var Meta også. Vi kom meget sammen med dem, også med børnene, Hans Jørgen, Leif og Bent Ove. En Foska – klub lavede vi. Det var noget man kunne lave, hvis man købte meget havregrød. August og Meta fik fjernsyn længe før os, det var stort, når vi kunne se lørdags underholdning inde hos dem. Meta havde vi stor glæde af, fordi hun også var sameriter.
På et tidspunkt flyttede familien Johansen ud på Leos Alle, lejligheden på Lærkevej blev overtaget af en fætter til min mor fra den navnkundige slægt – Tønder. Vi er nu nået over til den sidste række af huse til nr. 29. Her finder vi Ingrid og Karl Keller med børnene Johannes, Per, Eva og Susanne. Per var en, jeg legede meget med. Han blev senere målmand på TSF´ s førstehold.
De gummiløses forstad
Når der var fastelavn, og de store optog blev vist på Rosenmontag i tysk tv, ja så fejrede vi det sammen. Vi smed karameller og slik rundt i stuen. Min far og mor var med i en slags klub, hvor der deltog 5 familier fra Lærkevej. De holdt skiftevis komsammen hver 14.dag og familien Keller var med i denne ”klub”.
Naboen var familien Mertner. Mertners bror var fra Aalborg. Han udtalte engang, at Lærkevej var De gummiløses forstad. Her flyttede ”Dreds og Martha Christiansen og deres børn ind senere. Dreds kørte lillebil, som det hed dengang. På skorstenen monterede han en vejrhane. Mange år senere, da jeg arbejdede i Aabenraa hørte jeg i radioen, at befolkningen i Tønder skulle evakueres. Jeg ringede hjem til mor, og spurgte om hun var i gang med at pakke. Nej, siger hun, jeg har kigget på Dreds vejrhane, jeg kan se vinden er vendt, det er bare pjat, at vi skal evakueres.
Efter nummer 31, var der ikke mere på højre side af Lærkevej. Senere byggede Hans Erik Hansen en villa foran den sidste række af røde rækkehuse. Dengang var hans store lidenskab fugle. Hvis vi nu går tilbage til Dragonvej, og starter gåturen ned gennem Lærkevej bare på venstre side, møder vi i nummer 2, snedkermester Christian A Petersen. Her kan jeg huske Broda, som også var med på vores fodboldhold. Egentlig burde jeg kunne huske de andre børn, fordi jeg kom der faktisk jævnligt.
Nu kom så den berygtede mark, som rødderne fra Svinget og Ryttervej mente, at det var deres. På dette sted byggede elektriker Andersen senere et hus. Hans kone Esther var i mange år i byrådet. Vi skal langt hen før de røde rækkehuse begynder, og her er de så koblet sammen med 4 stykker.
Ingolf napper Ulla
I nummer 18 boede Irmgard og Elias Jørgensen med et hav af børn. Nogle virkelig festlige og dejlige mennesker, hvor jeg kom rigtig meget. Her var det altid fest. Dog ikke i de perioder hvor den ældste af pigerne Elke var syg. Hun blev overført til Odense. Den sidste gang, hun blev indlagt, samledes os unge ude på Lærkevej, for at høre sidste nyt om hendes tilstand. Desværre fik vi det triste budskab, at man ikke kunne redde hendes liv.
Inden da havde hun ofte været sammen med min gode kammerat Ingolf og mig i Tønders natteliv. Senere var det så lillesøster, Ulla som jeg blev interesseret i. Men alle odds var imod. Vi var altid omgivet af mennesker. Min kammerat Ingolf snuppede hende, han var åbenbart mere kreativ. Ingolf og mig snakkede ikke sammen i et halvt år. I dag kan vi grine af det. Ingolf og Ulla boede senere sammen i en lang årrække. To gange gav Irmgard mig en kaktus med besked om, nu måtte jeg hellere gå.
I nummer 20 boede familien Houggard, og i nummer 22 familien Voss.
Dovn Anton
Ved siden havde vi så Anton og ”Dreje”, med børnene Hans Peter og Arne samt to piger. Anton var en fin fyr, nærmest altmuligmand. Han kunne reparere alt, lige fra radioer til kakkelovne. Måske var det ikke helt reelt at kalde ham for ”Dovn Anton”. Og så havde han en kæmpe samling af 78 – plader. En interessant fyr. Jeg arvede et par bud-pladser efter Hans Peter. Tidlig søndag morgen kørte jeg ud med rundstykker for Arnolds bageri. Nogen gange var jeg heldig af have chauffør på, det var Manfred, en velkendt skikkelse i Tønder, den dag i dag. Det var ikke så sjov, når Arnold fik et raserianfald, men ellers var han meget fin. Af og til havde jeg så fornøjelsen at skulle vække ekspedienten, Jonna, der havde et kammer lige op ved siden af lageret. Det glemmer man aldrig. Jeg kom senere meget ved hende og hendes senere mand i Aabenraa.
Jeg havde mange bud pladser, hos to købmænd i Østergade, Petersen og Kaiser. Også i Tonhalle Vaskeri og som allerede nævnt hos købmand Petersen på Dragonvej.
Vi skal nu til række nummer to på venstre side. Her har vi hjemmeværnsmand Ejnar Sørensen og hans familie. Det var især Hans Christian, jeg kunne huske. Men han havde også to søstre, og en sød og vild kusine. Men hver eftermiddag, når Ejnar kom hjem fra arbejde, blev børnene bedt om at gå ud på gaden – en times tid.
Eksperter i loppemarked
I nummer 28 boede familien Christian Jacobsen, og i nummer 30 Max Petersen.
I nummer 32 boede familien Andersen. De tilhørte selskabs – klubben. Her boede også børnene John, Allan, Ilse og Dorit. Det var også et herligt sted, at komme. John og Allan var især eksperter til loppemarked, og ivrige fodboldspiller, som vi har hørt.
Ib `s familie
I tredje række på venstre side har vi så Ib og hans familie. Jeg husker meget tydeligt, at vi i køkkenet fik at vide, nu udvandrede familien til Munkebo på Fyn. Hans og Rita fik fem børn, John, Ib, Ole, Henry og Jørn. Her var der altid fyldt med unger, der skulle se børne-tv. De var nogle af de første, der havde TV på Lærkevej.
Brandalarm
Da familien Hansen var rejst, flyttede familien Lassen ind, og her huskes bl.a. Jørn Henrik og hans søster Anne Grethe. Jørn Henrik var nok den der havde den største samling af biler på hele Lærkevej.
Jeg købte også senere en knallert af ham, der var bygget sammen af forskellige andre knallerter. Den var godt affjedret, og jeg kan huske, at jeg kørte fra Ingolf. Han havde ellers en Kreidler med tuning- sæt. Når vi sådan drønede af sted, var vi altid bange for at blive skrevet op af ”Den gloende blyant”. En berygtet betjent i Tønder, der var kendt for sin effektivitet.
Ved siden af Ib boede repræsentant Jens Clausen. Jeg er ikke sikker på om personen er identisk med en vi kaldte for Nasser. Denne Nasser var en meget energisk brandmand fra Tønder frivillige brandværn.
En dag var jeg kommet hjem fra Ellum på min knallert, hvor jeg blev undervist i morsealfabetet. Det var derude OZ5TDR holdt til. Det var radioamatørerne fra Tønder. Knallerten var blevet lidt varm, så jeg mente det var godt, at hælde vand på.
En ordentlig røgudvikling opstod. Og Nasser ilede til. Næsten iført branduniform. Jeg fik en ordentlig skideballe. Jeg kan huske, at han havde to smukke døtre.
I nummer 38 boede familien Erwin Petersen. Her var børnene Benny, Tove og Ulla. I perioden da kampene raserede med Ryttervej/Svinget ville Benny gerne være anfører for Lærkevej. Det var også Erwin Petersen, der mente at vi forstyrrede med vores walkie på tidspunkter, hvor vi slet ikke var hjemme.
Post Ehmsens mange gøremål
Ved siden af i nummer 40 boede Gudrun og Aksel Lauridsen. Desværre døde Axel meget tidlig, men jeg husker, at Gudrun var med i selskabsklubben. Hun var også et dejligt menneske. Jeg husker børnene Per og Ole.
I den sidste røde række boede i nummer 42, familien Weiss med børnene Robert og Herbert og en lillesøster. De tilhørte også selskabsklubben. Weiss var fiks på fingrene med træværk, og fru Weiss havde det med sy og strikketøj. Det var også dejlige mennesker.
Så har vi nummer 44 ”Post Ehmsen”. Her var bl.a. børnene Leif og Lene. Ehmsen var meget initiativrig. Han kørte rundt med transportabel vaskemaskine, og lejede denne ud. Desuden gik han med mapper. Det var indbundne ugeblade, der gik på omgang blandt familierne.
Dejlige Betty
Ved siden af boede snedkersvend Hansen med familie, og i nummer 48 familien Schútt. Jeg husker Ejler, Andreas og Betty. Nogen af disse børn boede også i nærheden i Strucksalle. Fru Schütt gjorde ren på politistationen sammen med min mor. Ejler har jeg så senere diskuteret politik med i Aabenraa, da jeg blev HK – formand. Jeg har også set ham spille fodbold med Siggi Matlock. Et ynkeligt syn, undskyld Ejler. Siggi eller Siegfred var redaktør af Der Nordschleswiger. Tænk han brugte en hel side til at anmelde min bog fra 2017 i bladet.
Betty var en yndig pige. Hun tilbød mig, at overtage Ulla´s plads, da det gik over. Fordi ham Ingolf havde snuppet hende. Jeg forstår ikke, at jeg ikke sagde ja. Men hun sagde hvis kun af medlidenhed. Sidst jeg så hende, var hun skolelærer i Kollund. Familien Schütt var en overgang også med i selskabsklubben.
Det var en kort gennemgang af familierne på Lærkevej. Desværre husker man ikke alle børn lige godt
Dansk eller Tysk?
Jeg var som barn ikke bevidst, om det danske eller det tyske. Min far gjorde som sagt oprør mod det tyske mindretal, fordi de blandede sig. Men som barn husker jeg ikke, at det var et afgørende spørgsmål i vores hjem. Vi er alle sammen gået i dansk børnehave og skole. Derhjemme har vi altid snakket sønderjysk.
Karl Edlef, Erwin og jeg er tysk døbt, af en tysk præst, mens Jan, Tommy og Berit er dansk døbt af en dansk præst.
Hos Ib og hans familie blev vi betragtet som hjemmetyskere. På Lærkevej vidste vi også hvem der gik i Ludvig Andresen Schule, men de blev ikke udelukket af den grund. Det var først langt senere, jeg blev bevidst om, at for nogle var dette et problem.
Jeg kom i lære i Andersen og Nissens Boghandel. Her fik jeg at vide af gamle boghandler Nissen, at jeg skulle tiltale alle hjemmetyskere på tysk. Det kan du jo godt, sagde Nissen. Men jeg kan huske, at jeg sagde nej. Vi lever i Danmark, og så må de da tale dansk. Nissen blev meget sur. Det var lige før han ville fyre mig. Men Andersen tog mig i forsvar.
Pornobølgen
Men senere da erotik-litteraturen blev givet fri, og Fritz og Helmuth med gule gummistøvler og Niebüll-Mútze styrtede ind i boghandlen og forsynede sig, ja så kunne jeg godt sige
Jeg har ikke noget imod at tale tysk. I Malente i nærheden af Lübeck har jeg holdt et foredrag om den danske fagbevægelse og på Boring Højskole har jeg ledet et kursus på tysk, om hvordan man solgte computere i dansk boghandel. Det må være cirka 28 år siden.
Dobbeltsproget
I Tønder og Aabenraa har jeg ikke mærket det store problem med ”tyskheden”. Det gjorde jeg så til gengæld i Padborg, hvor vi valgte, at Rasmus skulle gå i tysk skole, for at blive dobbelt sproget Det var ikke særlig velanset. Et kommunalbestyrelsesmedlem kom engang ind i boghandelen i Padborg. Uwe, jeg skal bruge noget gavepapir.. Jeg gav hende noget med Dannebrog på. Hun kiggede mærkelig på mig ”Hvordan kan du da give mig det, du bryder dig da ikke om Danmark. Tænk. Hun var socialdemokrat.
Hjælp fra Schul – und Sprachverein
Min familie synes også, at det var mærkelig, at sende Rasmus i tysk skole.
Vi fik senere nogle problemer med den tyske skole, og måtte have Schul und Sprachverin til at hjælpe os. Det var heldigvis min gode ven Peter Tröster fra Tønder, der repræsenterede foreningen. Vi fik senere en undskyldning fra skolen. Men se problemerne med det Tyske Mindretal er bl.a. skitseret i den bog, som jeg udgav i 2017
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 19, – 04. 2022