Artikler
Juni 7, 2007
I Højer måtte man i 1920 udstede nødpengesedler. Og det var naturligt, at Højer Sluse prægede nogle af disse. På dem stod der:
Befolkningen måtte leve med frygten
Måske forstår man ikke rigtig denne frygt, hvis man ikke lige bor i området. Der var respekt for naturen. Kigger man på Tønders historie ser man også, hvor mange menneskeliv og skader de forskellige stormfloder i tidens løb, har bevirket. Men befolkningen skulle ret meget igennem inden politikerne for alvor vågnede op, og skred til handling.
Det gamle Højer – Rudbøl dige blev opført i 1555, i 1828 opførtes Snuromdiget øst for Højer. Og i 1861 blev Ny Frederikskog inddiget med Siltoft – Højerdiget. I 1927 byggedes der et havdige fra Højer til Emmerlev.
Alarm: 4,36 m
I 1953 druknede 1.365 mennesker i Holland under en stormflod. Dette bevirkede, at man foretog en forhøjelse og forstærkning af de svageste havdiger.
Den 16. – 17. februar 1962 ramte en ny voldsom stormflod vestkysten. Ved Højer måltes en vandstand på 4, 36 meter over Dansk Normal Nul (DNN).
Så småt var man begyndt, at snakke om nogle væsentlige ændringer, og 1964 lavede man et egentlig stormflodsudvalg. Men der skete ikke rigtig nået.
Alarm 4,92 m
I løbet af morgenen den 3. januar 1976 blæste det voldsomt op fra nordvest, og vandet steg foruroligende. Ved 13 – tiden nåede vandet op på 4,92 meter over DNN. Det var den højeste målte vandstand i dette århundrede. Bølgerne skvulpede cirka to meter over digerne. Problemet var, at højvande endnu ikke var indtruffet.
Tønder og beboerne i kogene bliver evakueret
Jeg befandt mig selv i Aabenraa på det tidspunkt, og hørte katastrofemeldingerne på Radio Syd. På et tidspunkt ringede jeg hjem til min mor. Nu skulle de også evakueres i Tønder. Men min mor tog det helt roligt. Jamen vinden er gået over i nord. Hun havde kigget over på vejrhanen, der sad på Dreds Christiansens hus på Lærkevej.
Beboerne i kogene syd for Højer var blevet evakueret op på Dige-skolen. Og min mor og far inde i Tønder blev evakueret til Abild. Min mor havde afblæst katastrofen, men først klokken 16.09 blev alarmberedskabet ophævet.
Alarm 4,12 meter – men store skader
17 dage efter var den gal igen. Denne gang nåede den ”kun” op på 4,12 meter. Men den holdt vandstanden i fire timer, og digerne blev meget belastede. Atter engang blev beboerne evakueret til Digeskolen. Denne gang var digerne blevet meget ramponeret.
Ingen tillid til beredskabet
I årene efter blev der gennemført en moderne varslingstjeneste og et udvidet stormflodsberedskab. Det hele blev samlet under Kystinspektoratet i Lemvig. Men lokalbefolkningen havde ikke tillid til systemet. Og det skulle også senere vise sig, at være store problemer.
Ved en af stormflodskatastroferne brød radioforbindelserne sammen. Sønderjyske Walkie Talkie – fanatiker blev tilkaldt. De måtte underskrive et notat, hvori de måtte love ikke at gå videre med deres oplysninger. Min onkel Pulle fra Højer blev placeret inde ved Tønder Politistation med et kraftigt PA – trin (forstærker). Jeg tror, at min lillebror Erwin var placeret ved Rømø – dæmningen. Selv kunne jeg ikke deltage, men fulgte slagets gang fra min walkie i Aabenraa.
Efter episoden blev der lige så stille bevilliget nyt radioudstyr til katastrofeberedskabet. Og det var ikke nævnt med et ord i pressen, at det var Walkie Talkies, der hjalp i denne katastrofesituation. Og aldrig har min onkel sendt med så meget ulovlig effekt som den gang ved Tønder Politistation.
Nu måtte det ske noget
Statsminister Anker Jørgensen og trafikminister Niels Mathiasen kom til Højer og besigtigede digerne. Højers borgmester Gregers Jørgensen talte med meget store bogstaver. Det måtte da gøre indtryk, at 22.000 mennesker havde været i fare, alene i Tønder var der evakueret 10.000 mennesker. Men snart bredte sløvheden sig atter.
Endelig, sker der noget
Først i 1977 vedtog et enigt Folketing, loven om et fremskudt dige. I 1979 påbegyndtes det store arbejde. Samtidig med dige-bygningen foregik opførslen af den nye sluse. Først foretog man en omlægning af Højer Kanal (Vidåens fortsættelse ud gennem Vadehavet uden for den gamle sluse), så den blev ført uden om byggepladsen. Denne blev indrammet af en 6,5 m høj ringvold, og inden for den byggedes slusen.
Kæmpe indvielsesfest
Slusekamrene var færdige midt i september 1980. Den 20. september var der indvielse i strålende vejr. 20.000 mennesker var til stede. Højdepunktet var at alle dansede kædedans ud og ind gennem slusekamrene. Det var hvis nok den største folkefest i Højers historie.
I dagene efter blev sluseportene sat i, og den 3. oktober blev Vidåens vand ledet ud gennem den ny sluse. 1. oktober 1981 kunne bygherrerne aflevere det færdige resultat til Sønderjyllands Amtsråd.
Det nye dige har en længde på 8,63 kilometer, og en højde af 7,45 meter. Det er en meter højere end det gamle, men meget fladere. Bølgerne får dermed et roligere forløb, så de beskadiger diget. Uden for diget blev der af ind-pumpet sand dannet et 150 meter forland, der delvis blev tilsået med græs.
Generalprøven bestået
Kun to måneder gammel havde det nye dige generalprøve. Vandstanden nåede helt op på 4,97 over DNN. Sandsynligvis havde det gamle dige ikke kunnet klare dette. Græsbevoksningen foran bestod ikke prøven, fordi den var så ny. Senere erfaringer har vist, at anlæg af slikgårde på vaden gav et bedre resultat.
I 1983 vedtog Folketinget, at der i den sydlige del af et anlagt reservoir skulle etablere en saltvands-sø på 225 ha. Formålet er, at man vil genskabe de levevilkår, der blev skadet ved dige-byggeriet.
Så nu er det antagelig slut med at lege Huckleberry Finn og Tom Sayer på tømmerfloder på prilenerne(afvandingskanalerne).
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 10. 12 . 2021
Juni 7, 2007
Noget tyder på, at der i nærheden af Højer, er sket vikingetogter til England. Omkring år 900, så kyststrækningen helt anderledes ud. Man mener, at der omkring Højer var en bugt, denne lå kun 7 kilometer fra Tønder. Man ved også at besejlingen til Tønder, var særdeles god. Og i Tønder var der i slutningen af 900 – tallet en stor vikingeborg.
Tønder kom på verdenskortet, på grund af de gode havneforhold. Men tilsandingen i slutningen af 1500 – tallet betød, at havnen rykkede længere vest på, og det nød Højer godt af.
Fakta er, at der altid har været gode muligheder for Højer, at blive en søfarts og søhandelsby. En dyb pril syd om Kiers gård har kunnet benyttes af datidens sejlskibe. Senere har Vidåens udløb givet adgang til havnen.
Højer bliver søfartsby
I 1642 havde Højer – Rudbøl 9 sejlskibe. St. Anna af Højer var dengang vestkystens største skib på 2.088 tdr. På det tidspunkt lå Tønders havn i Rudbøl og Højer, og varetransporten ind til Tønder foregik med både eller mindre skibe. Men efterhånden sandede besejlingsforholdene til.
Ved Kiers gård udførtes flere tusinde kreaturer om året. Men her blev besejlingsforholdene også dårligere.
Da Holland lukkede for import af stude i 1770, gav det store tab for Højer.
Mede små både til Tønder
I 1799 gravede man Højer Kanal fra Nørremølle ud gennem Vadehavet, og det satte igen skibstrafikken i gang.
Byen led meget ved krigen mod England i 1807 – 14. I de år havde man en kystmilits, som i givet fald skulle forsvare mod engelske angreb.
Omkring 1850 kunne man foruden danske skibe, træffe skibe fra England, Norge, Sverige og Hamborg. Minsandten om Højer ikke fik en norsk – svensk vicekonsul.
10 – 12 togangsbåde besørgede trafikken til og fra Tønder ad Vidåen.
I 1855 blev der oprettet regelmæssig dampskibsforbindelse mellem Højer og Lowesoft i England. Men det varede kun et par år, fordi sejlrenden sandede til. Efterhånden blev konkurrencen fra Tønning for hård.
En ny sluse
Da Ny Frederikskog blev inddiget i 1861 betalte Højer og Tønder i forening 9000 rigsdaler for, at der blev indrettet en åben sluse, så skibe med mast kunne gå igennem den ind til Højer Havn. Denne havn blev anlagt lige inde for diget. Anløbspladsen for rutedamperne til Sild var uden for slusen. Men ak og ve, tilsandingen tog til.
Egentlig skulle den gamle sluse have været indviet af Frederik den Syvende, men han kunne ikke. Det viste sig, at han var indisponeret. Man havde ellers lavet en flot sølvske, som skulle bruges til formålet.
Denne sølvske fandt man igen frem, da dronning Margrethe skulle indvie den nye sluse.
I 1870 foretog man en uddybning af kanalen, og i de følgende år var der en livlig trafik af ind – og udgående varer over Højer havn.
Højer som transitby
Højer havde en god indtægt som transitby for trafikken til Sild, indtil jernbanen mellem Tønder og Højer Sluse blev oprettet i 1892. Men desværre gik byen så glip af turistindtægterne.
Efter 1920 havde Højer stadig betydning for skibstrafikken. Dampskibsselskabet Sylt varetog med hjuldampere forbindelsen mellem Højer og Sild. For året 1921 – 22 betalte man 30.000 kr. for benyttelsen af anlægsbroerne uden for slusen. I 1924 var afgiften 7.500 kr.
Aktiviteter på Højer Havn
Den grimme stationsbygning lå bag diget, nord for slusen. Den rummede også telegrafstation opg en imponerende restaurant. Bag diget var også en drejeskive, hvor lokomotiverne kunne følge sporet langs Vidåen hen til den imponerende bygning Slusefabrikken.
Her lå godshavnen, som sejlskibene benyttede, når de lossede byggematerialer, brændsel og kunstgødning.
På havneområdet var der også en kalkovn, hvori man brændte kalk af skallerne af hjertemuslinger. Denne kalk var af meget fin kvalitet.
Slut med de tyske gæster
Efter grænsedragningen i 1920 fortsatte strømmen af turister til Sild over Højer sluse på den måde, at jernbanevognene blev plomberede ved grænsen, så tyske turister uden pas kunne fortsætte til stationen ved slusen, hvoraf de fra en indhegnet passage kunne gå lige ned til dampskibene til Sild.
Hele herligheden ophørte i 1927, da Hindenburgdæmningen til Sild var færdig. Straks efter blev stationsbygningen med restauranten nedrevet.
Nye eventyr
Fra 1920erne til omkring 1932 var det stille ved Højer Havn. Men pludselig fandt et par grossister inde i Tønder ud af, at man lige så godt kunne få importeret brændsel og byggemateriale via Højer end fra østkysten. Dette eventyr varede i en kort årrække, og da kunne man godt opleve en 5 – 6 skibe på en gang.
I 1930 dukkede Mads Sørensen fra Esbjerg op, og lejede sig ind i den nedlagte tangmelsfabrik ved æ vie bro. Han kom med tre kuttere, og udførte reparationer på sine egne og andre kuttere.
Masser af fisk i Højer
Fra Højer blev der udført et omfattende havfiskeri. Og inden for og uden for Højer Sluse foregik der et omfattende ålefiskeri. Det var eftertragtet at få fiskepart i området. JKeg har nogle flotte fotos, hvor min Opa er i gang med at sætte åleruser. Som nævnt i andre artikler havde han både en fiskekutter og en lille motorbåd.
Under krigen var der i perioder livlig aktivitet på havnen, fordi den tyske værnemagt fik sejlet en mængde materialer herfra til Sild til befæstning af denne ø mod et eventuelt angreb fra de allierede.
Tom Juhl – en driftig herre fra Hotel Sylt
Tom Juhl fra Hotel Sylt var en meget driftig herre. Nøjagtig 25 år efter, at Højer – List forbindelsen blev nedlagt, blev der foretaget en prøvesejlads på ruten. Og trods besværlige pas – og andre formaliteter blev ruten meget benyttet. Den 31. maj 1952 startede det nye eventyr.
Samme herre stod for initiativet til blåmuslingefiskeri i Vadehavet. Der blev givet tilladelse til oprettelse af muslingebanker og i 1954 startede han sammen med lokale fiskere Højer Muslingeeksport. I 1959 eksporteredes 7.000 tons muslinger fra Højer.
For at kunne klare belastningen opførtes 29 meter kajmur uden for slusen, Højer kanal blev atter engang uddybet, vejbanen op over diget blev asfalteret, og der blev opsat toiletskur.
Ud over fiskerbåde anløb der i 1962 180 fartøjer, Højer Havn.
Men med det fremskudte dige og den lukkede sluse var det slut med erhvervseventyret ved og omkring Højer Havn.
Højer Bådklub
I 1976 oprettedes Højer Bådklub, som har gjort et stort stykke arbejde med at anlægge en lystbådehavn på det gamle havneterræn. Og så må vi ikke glemme Ruderverien Hoyer.
Blandt bådfolket nyder havnen stor respekt. Siden jeg kom i området som barn, er det da også blevet ryddet gevaldigt op, og stien er blevet til en asfalteret vej.
Vidaafabrikken opført 1918
Når vi gik ud til Oma og Opa ude i ny Frederikskog, har jeg tit set den enorme 4 – etagers bygning til højre for æ vie bro. Jeg har da også været derinde adskillige gange.
Bygningen blev opført i 1918 af Det Slesvig – Holstenske Fodermelsselskab. Tanken var, at fabrikken af søgræs skulle fremstille fodermel.
Bygningen havde sit eget el – værk, og står på nedrammede pæle. Hele herligheden kostede 300.000 guldmark. Man havde regnet med at vadehavet kunne levere al den søgræs, man skulle bruge. Men her tog man gruelig fejl.
Kørertøjer bliver samlet
Allerede i 1920 blev bygningen solgt til et privat selskab fra Højer. Ejerne solgte inventaret og i de følgende år, blev bygningen mest brugt af fiskere og skippere.
I 1937 overtog J.H. Hansen bygningen. Han havde fået kontrakt på at samle Adler – personvogne og Krupp – lastbiler. Der var ikke rigtig plads til dette inde i Højer, hvor han også havde en stor virksomhed. En kæmpe ombygning, måtte han foretage.
Arbejder for den tyske værnemagt
Under besættelsen arbejdede fabrikken for den tyske værnemagt. Der blev fremstillet heste – trænvogne og dele til u – både. Man reparerede biler, og til sidst blev der lavet transportable træhuse til vagtposterne ved Vesterhavet.
Mange aktiviteter i fabrikken
Efter krigen blev fabrikken beslaglagt af Staten og købt af autoforhandler Nicolai Chritiansen, som for en kort tid lavede køleskabe i bygningen. Endvidere er der lavet pensler og koste, lager for gamle vogne og autoværksted. Jeg mener også, der har været indrettet lejligheder der.
Der har været kunstgalleri og nu har Højer Lys domicil i bygningen.
Og udenfor glider Vidåen forbi. Dens arme når helt over til Rødekro. Vi har badet i Vidåen mange gange, dog ikke fra Slusen, det turde vi dog ikke. Det var der andre, der gjorde.
Og de fantastiske planer om at lave en Nordostseekanal samt en togrute fra Højer til St. Petersborg har vi ikke glemt. Her må du dog, kære læser, kigge under Tønders Historie.
Juni 7, 2007
Når vi skulle besøge Oma og Opa ue i æ kov (ude i Ny Frederiks Kog) var det en helt verdensrejse – dengang. Vi var i stiveste puds. Klokken 10 skulle vi med rutebilen. Vel ankommet til Højer Rutebilstation, skulle vi så bare lige hen til venstre og gå cirka 3 kilometer ud af Siltoftvej.
Et par gange blev vi hentet af Sepp, en meget klog irsk fårehund. Min Opa sagde bare Ka då hind dem fra Tynne op we æ rutebil (Kan du hente dem fra Tønder, oppe ved rutebilen).
Over Æ vie bro
Min mor var ikke meget for, at vi skulle gå over æ vie bro. Om det skyldtes, at hun i sin barndom var bange for at Opa ikke kom hjem fra fisketuren ude på Vesterhavet, har jeg aldrig nået at spørge hende om. Jeg må da også indrømme, at Vidåen lige der, var ret bred. Vi passerede på turen Æ fryshus. Her kunne man i en slags andelsordning placere kødvarer. Det var praktisk, indtil det var almindelig og indtil man havde råd, til at anskaffe en fryseboks.
Var vi ikke drejet af ned til Oma og Opa, kunne vi være kommet ud til Peter Pørksen ud i Siltoft. Danmarks vestligste grænseovergang. Hans have var halvvejs i Tyskland. Som barn forestillede jeg mig, at der altid stod en grænsebom og en tolder i hans have. Når han så skulle hen efter sine kartofler, skulle han vise pas.
Udsigt til dæmningen til Sild
Vi sagde altid Oma og Opa, i dag siger børnene i familien bedstefar og bedstemor.
Men derude på katastrofevejen, det hed den dengang, hvor de boede, havde jeg mange oplevelser. Oppe fra sovekammeret kunne jeg se, når toget kørte over dæmningen til øen Sild. Ja det så nærmest ud, som om den kørte på vandet.
Inde ved siden var Günthers lille kammer, der har jeg sovet mange gange. Günther er min fætter, han boede i mange år herude. Og inde i æ abseite lå der kasser med mange drengebøger. Efter oplevelser dagen igennem ude på æ forland var det sjovt at læse Tarzan – bøger, Jukan – bøger og hvad de alle sammen hed.
Den kolde stue
Det var ikke altid vi kunne komme ind i æ fin stu. Det var også sjældent, at det var opvarmet der. Men det var herinde juletræet stod.
Ude i bryggerset hang der ofte en masse net, der skulle repareres. Ja, det kunne ikke skjules, at Opa var fisker. Jøggi u fra æ kov hjalp også til, når sluseportene skulle lukkes og åbnes ekstraordinært.
Den lange rejse tilbage til Tønder
Efter et søndags – besøg, måtte vi så gå den lange vej ind til Højer. Men det skete også, at vi fik fat i Kedde Bondes lillebil. Nu var det ikke altid sådan, at han kun komme så det passede med den sidste afgang fra Rutebilstationen. Jamen så måtte vi vente i venteværrelset.
Senere tog vi vores kammerater, kærester og koner med til Højer. Det foregik så på cykel, knallert eller i bil.
Aldrig mere fisk
Det var min far og min onkel, der havde været med til at bygge huset. Vi kan vel godt kalde det et husmandssted. I et skur og en lille mark bagved gik der svin, høns og gæs. Og nogle gange var disse dyr lidt aggressive. Jeg meldte mig bestemt ikke frivillig, til at samle æg.
Når så disse svin skulle aflives, ja så var jeg den, der løb væk. Over til Helmuth. Komme då u å lech. (Kan du lege?). Jo jeg har hørt, når disse svin skriger. Nu foregik aflivningen humant med en boldpistol, men alligevel.
Og så blev der ellers budt på sortsup. Nej tak, sagde jeg bare. Indrømmet, jeg blev kræsen af, at opholde mig ude hos Oma og Opa. Vi fik serveret ål hele tiden, sådan husker jeg det. Røget ål, Stegt ål, og ål i gele.
Ofte tog min Opa knallerten til Tønder med fisk og andet kød. Min far var kasserer i Murerforbundet, og når de arbejdsløse murere kom på besøg for at få udbetalt arbejdsløshedsunderstøttelse skete det ofte, at en ål frigjorte sig og krøb over køkkengulvet, til stor morskab for murerne.
De flove får
Når fårene skulle klippes ude i Marsken, havde forskellige bønder eller husmænd samlet sig. Og man kunne godt se på, at fårene skammede sig bagefter. Det var en oplevelse.
Indtil først i 50erne brugte man en håndklipper. Senere gik man over til maskinklipning. Men det var en fynbo, der skulle vise høvringerne, hvordan man maskinklippede. Og det var de sure over.
En tur ned på Opa´s fiskekutter var også sjov, og tænk man måtte styre den lille motorbåd under æ vie bro. Men det måtte min mor ikke få at vide, hun ville aldrig give lov til det.
Den fantastiske natur
Ved siden af slusen var der en masse kar med alverdens fisk. Jo, der var virkelig noget, at se på.
Engang imellem, når Opa var besøg i Strucksalle i Tønder, gik han ud og kiggede på skyerne. Og det hændte, at måtte tage næste bus eller knallerten hjem. Han fortalte mig, den dramatiske historier om Der Schimmelreiter, en historier af Theodor Storm. Her kunne man også ved at aflæse skyerne finde ud af mange ting.
Og når vi nu er ved litteraturen, så kan Tysktimen af Siegfried Lenz, også anbefales. Den handler om maleren Emil Nolde, der blev beskyldt for at være nazist. Han boede oprindelig i Rudbøl, men flyttede til Seeböll, 5 – 6 kilometer sydligere. Prøv at kigge på Noldes malerier fra vestkysten. Det kan du gøre i Noldes museum, et besøg værd.
Sort sol er blevet en turistattraktion, men dengang kunne vi opleve den lige ud foran døren. Lige så barsk naturen kunne være, lige så flot kunne den være. At stå op på diget og kigge ud imod Vesterhavet var virkelig flot. Nu er den udsigt borte med det fremskudte dige.
En skøn ferie
En sommer havde naboen skråt over besøg af en feriepige fra Vester Højst. Jeg har desværre glemt, hvad hun hed. Høj, slank og flot. Jeg blev hvis nok forelsket. Vi tilbragte sammen med Helmuth mange sjove timer ude på forlandet. Byggede tømmerflåde og badede i prilerne (afvandingskanaler). Vi følte os som Tom Sawer og Huckleberry Finn.
Vi afprøvede også om vi var gode til det der med Æ kluhstach (springstok). Ved hjælp af den svang markmanden sig let og elegant over de vandfyldte grøfter. Om vores var elegant, skal vi være op til dyrene, at vurdere. Det var de eneste vidner.
Min Opa havde advaret os om, hvad vi skulle passe på, og hvornår der var flod.
Vi har været heldige, fordi nu er det ikke mere tilladt at færdes herude. Lige i nærheden er der lavet en kæmpe saltvandssø, hvor mange sjældne fuglearter færdes. Hele området syd for den gamle sluse er fredet. Man må kun færdes nede på den anden side af diget.
Blåvands Radio
Der var ofte besøg ude hos Oma og Opa af andre beboere. Nabokonen var god til at lave sut (en slags strandkål, der vokser ude på forlandet). Blandt dem, der var på besøg, var det mange sjove mennesker, et par enkelte vil jeg i senere artikler, fortælle om.
Måske var det min Opa, der viste mig, hvad en radio kunne bruges til. Han sad ofte og lyttede til Blåvands Radio. Denne interesse fik jeg også, måske til stor fortrydelse for mine søskende og far og mor. For inden jeg fik mit eget, var det familiens stueradio, det gik ud over.
Tante Annelise og Onkel Kedde
Min Oma hed Tønder, og af dem fandtes der et par stykker inde i Højer by. Men det var ikke der, jeg kom. Det var ofte i Nørregade hos min onkel og tante Annelise og Kedde, samt mine to kusiner Elke og Christel. Det var en gammel smedje, der eksisterede til jeg var cirka 9 – 10 år gammel. De boede virkelig hyggelig, og var mange gange lidt alternativ. De mente, at håret havde godt af øl. Så mange gange fik jeg vasket håret i øl. Lige overfor for var det en lade med masser af hø, hvor vi kunne boltre os.
På loftet fandt vi engang nogle glasplader over det gamle Højer, Efter signende skulle der have boet en fotograf til leje heroppe. Hvad der blev af billederne vides ikke. Jeg vil da håbe, at et museum eller et lokalarkiv har modtaget dem.
Onkel Pulle og Tante Sonja
Lige for enden af Prilen boede onkel Pulle og tante Sonja med kusine Herdis og June. Min onkel var oprindelig bager, men blev så kørerlærer. Han var meget musikalsk, og spillede hammondorgel. Senere var han meget ivrig trompetist i brandværnsorkestret.
June arvede dette talent. Hun underholdt en gang, vi var til en koncert i pausen.
Ofte var June med, når vi var til bal på Emmerlev Klev. Her spillede Silwer Boys, Shadows, ikke et øje var tørt, og der gled Nonneblod ned i stride strømme. Dette ”blod” var hvis nok en blanding af porter med citronvand.
Når vi så blev smidt ud her, ja så hændte det, at vi tog hjem til Pulle og Sonja, og vækkede dem midt om natten. Vi havde rundstykker med fra Sejerslev. Så hændte det at Pulle gav en koncert på hammondorglet. Når han var træt af det, overtog June orglet.
June var livlig og skøn. Nu må man jo ikke blive forelsket i sin egen kusine.
En gang lavede vi en parodi på Radio Syd. Her var Lisbeth ”Falle” også med. Det bånd vi lavede, sendte vi til Radio Syd. Jeg har da hørt, de har afspillet dele af det i en udsendelse. Journalister derfra har fortalt mig, at de har moret sig meget.
Længere nede af Prilen boede Ole. Han var leder af det legendariske orkester, Macgun Kelly and The Tommyguns. De blev hvis nok nr. 3 i danmarksmesterskabet i pigtrådsmusik det år, hvor Donkeys vandt. De kom i Ekstra Bladet, fordi de var ved at blive forgiftet i et folkevogsrugbrød. En overnatning ved Nyborg kunne have været dyr De tændte for motoren, og faldt i søvn.
Men som min storebror, som kaldte sig manager for gruppen, sagde: Omtale er bedre, end ingen omtale.
Juni 7, 2007
Vi er 1951, endnu i marts ligger der snesjap på Nørrebrogade. Arbejdsløsheden var stor, vel nok på cirka 10 %. Bolignøden var stor, en halv million lejligheder var uden bad og centralvarme.
En bank – morder i avisen
Den 30. marts 1951 kunne man i Politiken læse
1: Bankmoderen var en prøveløsladt Hipomand.
2: Efter at have dræbt to bankmænd i Landsmandsbankens Nørrebro – afdeling fangedes han på en køkkentrappe – Motiv: ”At skaffe penge til et bedre samfund”.
Den 28 – årige Palle Wischmann Hardrup (PH) blev energisk forfulgt, indtil man fandt ham i en opgang i Griffenfeldsgade, hvor han havde gemt sin frakke. Berlingske Tidende kunne fortælle, at han ikke havde større økonomiske problemer. Social – Demokraten kunne også fortælle, at han tidligere var blevet idømt 14 års fængsel, som landsforræder.
To kyniske mord
Jamen hvad var der sket?
PH havde bedt sin formand i dansk Oliefyringskompagni om et par timers fri. Han tog flere hyrevogne ind til Nørrebro. Det sidste stykke cyklede han, iført en kedeldragt, en skihue og mørke solbriller.
Han trådte ind i banken kl. 10.45. I banklokalet var der mindst fire funktionærer og to kunder, hvoraf den ene var arkitekt Walsøe, den anden bud Olsen fra Land og Folk.
Et skræmmeskud blev sendt op mod loftet. Alle kastede sig mod gulvet, undtagen bankbestyrer Arnold Wisbom. PH råbte til kasserer Kai Møller, der havde søgt dækning bag skranken, at han skulle fylde den medbragte mappe med pengesedler.
I stedet for at parere ordre trak kassereren sig tilbage. Et skud ramte Møller i brystet, og han faldt om på gulvet. Han prøvede at kravle væk, men sank straks efter sammen.
PH vendte sig om mod Wisbom. Han gentog ordren om at fylde mappen med pengesedler. Måske trådte han et skridt tilbage, eller gik det panik i PH. Men et skud ramte Wisbom i hjertet.
Under tumulten var det lykkedes for kasserer Andersen, at trykke på alarmen.
På flugt
PH blev grebet af panik, han flygtede. Ude foran banken havde der samlet sig en del mennesker hidkaldt af skuddene og alarmen. Fotograf Bernhardt Sommer forsøgte at spænde ben for PH. Det lykkedes ikke. Skrup af eller jeg skyder. PH løb hen til sin cykel, sprang op på den, og kørte tværs over vejen. I det samme kom lagerarbejder Carl Vilhelm Petersen. Han forsøgte, at afskære vejen til Solitudevej. De tørnede sammen, og væltede begge. I faldet tabte PH sin pistol. Han snappede den, og kørte videre. I forsigtigt tempo gik det ned af Solitudevej.
Pågrebet i Griffenfeldsgade
Men den 20 – årige blikkenslagelærling, Helmer Hansen fra lærlingehjemmet, Rantzausgade 58, havde observeret hele optrinet fra en skobutik lige i nærheden. Han fulgte efter pistolmanden i sikker afstand. Fra Solitudevej gik det til højre af Kappelvej.
Ud for Griffenfeldsgade 38 satte PH sin cykel, og gik ind i gadedøren. Helmer Hansen åbnede gadedøren, men PH greb pistolen og snerrede ”Kan de så komme ud”.
En patruljevogn og en cyklende betjent, Frølund var hurtigt kommet til stedet. Frølund fjernede cyklen, og de tre betjente fra patruljevognen fik hurtigt overmandet PH.
Man kørte derefter forbi banken, og her kunne bankfunktionærerne bevidne, at man havde fat i den rigtige.
Nyt nazistisk parti
Hermed syntes forbrydelsen fuld opklaret, selv om man kunne være lidt uforstående over for gerningsmandens motiver.
Berlingske Tidende funderede over, om der kunne være en medskyldig.
Ret hurtig kom Schouw Nielsen (SN) ind i billedet. Han og PH havde planer om, at danne et nyt parti, en slags nynazisme, man ville engagere en kendt nazist, Ejnar Vaaben som propagandaleder.
Mistanke om Hypnose
Den 3. april stillede Politiken spørgsmålet: Bankmordet udført under hypnose. Avisen havde fundet ud af, at da SN og PH havde siddet sammen i fængsel, havde de tilbragt tiden med yoga og hypnose. En tidligere fange kunne berette at han havde set PH i dyb trance i deres fællescelle. Og PH`s kone kunne berette om, at hendes mand var aldeles under SN´s indflydelse.
Bange for russisk invation
SN blev på baggrund af dette fængslet. Han havde oprindelig to pistoler. Den ene var opbevaret hos en svoger, hvor politiet havde fundet den. Den anden havde han smidt i Ladegårdsåen, da han hørte om bankrøveriet og drabene. Politiet fandt den efter SNs anvisninger. Begrundelsen for, at han havde disse pistoler var, at han frygtede en russisk invasion.
Den cykel som var blevet brugt til røveriet tilhørte SN.
Hipokorpset
Medierne fokuserede på Hipokorpset – en forkortelse for HilfsPolizei. Det blev oprettet efter, at tyskerne arresteret den 19. september 1944 havde arresteret det danske politi. Korpset blev opfattet som et rent terrorkorps, som tog del i den tyske terror, men bestod af danskere og landssvigere. Somme tider åbnede korpsets medlemmer ild mod tilfældige landsmænd, somme tider medvirkede de til tortur af danske frihedskæmpere. De to anholdte havde været særdeles aktive medlemmer i dette korps.
Diagnose: Skizofreni
Politiet ønskede efter anholdelsen at få at vide, om PH var sindssyg i gerningsøjeblikket, og hvad art hans sindssyge i så fald kunne være.
Man fandt ud af, at han var uegnet til almindelig fængselsstraf, men samtidig overordentlig farlig for retssikkerheden. Man anbefalede, at han blev anbragt på et sindssygehospital, formentlig bedst på sikringsanstalten. Diagnosen lød i første omgang på skizofreni – dengang anset for at være en kronisk sygdom uden form for helbredelse. PH havde fortalt, at han blev styret udefra af hallucinatoriske stemmer.
Retslægerådet skifter mening
PH påstod, at det ikke var SN, der var lig med hans skytsånd.
Retslægerådet blev i tvivl om deres egen diagnose. Således skrev de 29. februar 1952:
2:Der må herefter anses for sandsynligt, at den oprindelige diagnose, skizofreni, ikke længere kan opretholdes.
Og i BT kunne man læse, at man ikke kunne begå mord under hypnose.
3: De anklagede bliver dømt
4: Nævningene skulle tage stilling til om PH var
5: skyldig i et røveri i Hvidovre
røveriforsøg på Nørrebro og skyldig i drab
utilregnelig på grund af sindssyge eller tilstande, der kan ligestilles med sindssyge
Dommer Holm oplyste om, at lægerne var enige om, at PH ikke havde begået sine handlinger under hypnose, for der var erindring bagefter. Lægerne var uenige om posthypnostisk påvirkning. Alle lægerne var enige om, at han havde lidt af en sjælelig forstyrrelse, som de mener kan sidestilles med en slags sindssyge.
Angående SN var spørgsmålene om han havde planlagt og tilskyndet til røveriet i Hvidovre, på Nørrebro, og om han havde planlagt og tilskyndet til drab i banken på Nørrebro. Desuden om der ved hans påvirkning alene var anvendt hypnose – både hypnose og anden påvirkning – eller alene anden påvirkning.
Begge bliver kendt skyldige i alle tre spørgsmål. SN blev kendt skyldig i at have anvendt hypnose og anden påvirkning.
PH idømmes livsvarig psykopatforvaring. SN bliver idømt livsvarigt fængsel.
Flugt fra fængslet
Danmarks særeste retssag var dermed ikke slut. Der bliver kæret til forskellige instanser, og Retslægerådet kommer med en masse modstridende konklusioner.
I 1961 flygter SN fra fængslet. Efter en halv time bliver han pågrebet. Han havde skrevet et brev til justitsminister Hans Hækkerup, lagt i en postkasse uden at frankere. I brevet stod der:
6: Jeg kan simpelt hen ikke holde ud, at sidde uskyldig i en livsfangecelle.
Den 18. august 1966 afsagde Byretten kendelse om, at PH skulle prøveudskrives. Det mærkede PH dog ikke noget til, da anklagemyndigheden straks kærede til landsretten. Byrettens afgørelse hvilede på en ny erklæring fra Retslægerådet om, at PH ikke led af nogen form for psykisk lidelse.
På fri fod
Så endelig den 24. december 1966 kan aviserne skrive, at PH sættes på fri fod. Han skal holde jul med sin værge, advokat Carl Madsen, der også havde lovet at skaffe ham arbejde og logi. Men det skulle gå endnu et halvt år, før SN den 6. juni 1967 kunne forlade fængslet som en fri mand og nedbrudt efter over 15 års indespærring, og det meste af tiden i isolation.
Kunne ikke stå for presset.
Den 27. maj 1974 skriver BT
7: Hypnose – moderen tog gift – kunne ikke stå for presset
SN var ved 14 – tiden fundet i sin lejlighed på Amager.
April 14, 2007
Det er ikke fordi jeg stammer fra en særlig sports – familie, og dog. Min onkel Martin, var jysk mester i kuglestød, jeg spillede fodbold i TSF som dreng, min bror Erwin var med i den danske roklub og lillebror Jan var med i SG West. Og det er faktisk det som denne artikel handler om – de tyske sportsforeninger.
Vi har et par gange afholdt familiefester i det tyske Bootshaus nede ved Vidåen. Her har jeg svunget mine smukke kusiner i nogle heftige danse. Min onkel og tante bestyrede i mange år, dette hus.
Starten i 1865
Den tyske sportsforening i Tønder kan spores tilbage til 1865, hvor borgmester Streckenbach var med til at starte Männerverin . Seminariet stillede lokaler til rådighed.
I 1869 oprettede seminarielærer Johannsen Turner Feuerwehr. De unge mænd påtog sig hvervet som frivillige brandmænd, og skulle selv erhverve sig Blouse, mens de fik udleveret brandværns – udstyret. Den første øvelse fandt sted i 1870, rekvisitterne var gymnastikredskaber. Men det holdt ikke længe, kun cirka et år, så oprettedes et selvstændigt værn af frivillige brandmænd i Tønder.
I Männerverein koncentrerede man sig om gymnastik og atletik. Op til første verdenskrig, hjemførte foreningen mange mesterskaber til Tønder.
Ny forening starter
I 1909 opstod Kaufmänischer Turnverein. Interessen stammede fra nogle handelsmedhjælpere, der gerne ville dyrke cykelsport. Men denne interesse kølnedes hurtig. I stedet kom holdspil som Schlagball og Faustball på programmet.
Første verdenskrig betød et afbræk for sporten i Tønder. Mange af de unge faldt i krigen.
Fra 1920 havde de tyske sportsklubber fået den opgave, at føre den tyske kultur videre. De fik stor betydning for mindretallets arbejde. Kaufmänischer Turnverein havde mange kontakter syd for grænsen. Mandskaber deltog i turneringer og mesterskaber langt nede i Tyskland.
Gigantiske sportsstævner
Tønder Statsseminarium havde indtil første verdenskrig arrangeret den årlige Kreisspielfest. Denne opgave overtog Kaufmanischer Turnverein i 1920. Mere end 1.000 sportsfolk samledes i Tønder til konkurrencer i Faustball, Schlagball og atletik. Og Tønder foreningen fik mange første pladser, og det var ikke uden grund.
Gode råd til sportsudøvere
I Jubilæumsskriftet fra 1924 fra foreningen blev der givet gode råd:
1. Solid, regelmæssig husmandskost, det er uhensigtsmæssigt at møde til træning med fuld mave
2. Alkohol bør kun indtages i små mængder
3. Det er tilrådeligt med forbud mod rygning på sportspladsen
4. En god nattesøvn er nødvendig, gerne fra kl. 22 til 7
5. De selskabelige forpligtigelser bør holdes på et minimum, specielt i sommertiden med alle konkurrencerne.
6. Spørgsmålet om seksuel aktivitet løser sig selv, den, der tager sin sport alvorligt, vil bruge alle kræfter her og efterfølgende kun længes efter ro og søvn.
Ja så er de gode råd givet videre, det handler om afholdenhed.
Turnerverband Nordschleswig
I 1927 blev paraplyorganisationen Turnverband Nordschleswig stiftet.
I Kiel fik gymnastikafdelingen prædikatet sehr gut
I 1929 startede Kaufmannischer Turnverein en rosportsafdeling. Bådene fik man foræret af Regattaverein i Kiel. Måske havde disse roer et lidt bramfrit sprogbrug, for i 1935 advarede formanden mod at Boothaussprache blev brugt på sportspladsen.
Næst efter Knivsbjergfesten var Spiel – und Sportfest den sidste søndag i august mindretallets største årlige fest. I 1933 var Männerturnverein og Kaufmännischer Turnverein vært for dette arrangement. Det blev startskuddet til en sammenslutning. Den fik navnet Turnerbund Tondern. Det blev den største tyske sportsforening i Sønderjylland.
Klubhuset ved Bachmanns Vandmølle
I 1938 fik Turnerbund foræret et klubhus ved Bachmanns vandmølle af møllerfamilien og Volksbund für Deutschturm im Ausland.
Med anden verdenskrig gik idrætslivet atter i stå. En del medlemmer blev mere eller mindre tvunget efter pres til at gå i krigen. Igen måtte mange medlemmer lade livet i krigen.
Klubhuset blev først beslaglagt af tyske tropper, siden af tyske flygtninge. Fra 1947 kom det til at danne rammen om den tyske privatskole, indtil Ludwig Andresen Schule kunne indvies i 1954.
Det var vanskelig at komme i gang efter krigen. Bådene var beslaglagt af den danske stat, men de blev tilbageleveret i god stand. Men kort tid efter blev bådhuset udsat for et brandattentat, hvor både bygningen og bådene gik tabt.
Medlemmernes arbejdsindsats bevirkede at bygningerne blev genopført, men roerne måtte i de første år derefter klare sig med lånte både.
Første stævne after krigen
I 1952 afholdtes den første Spiel – und Sportfest efter krigen med op til 1.000 deltagere fra Nord – og Sydslesvig. Stævnet blev en årlig begivenhed til et stykke ind i 70erne, hvor konkurrencen fra Tønderfestivalen var stor.
SG West bliver dannet
I 1974 blev Turnerbund Tondern sluttet sammen med sportsforeningerne i Jejsing, Sæd og Højer under navnet SG – West. Samtidig var det slut med at drive rosport fra Tønder, det blev henlagt til Højer.
Landshold i Faustball
Interessen for Faustball genopstod fra cirka 1987. Foreningen kunne mønstre ikke mindre end 25 spillere. På et tidspunkt søgte de bedste spillere nye udfordringer. Der blev oprettet et samlet nordslesvigsk hold. De optrådte endog ved VM i Østrig i 1990. Siden blev det til adskillige mesterskaber ved VM – og Europamesterskaber.
Det paradoksale er, at holdet fik status af landshold, hvilket indebar, at de spillede i rød/hvide dragter. Mens Dannebrog steg til tops sang de ved stævner i udlandet:
* Der er et yndigt land
Foreningen SG West havde på et tidspunkt 350 medlemmer. Hvordan det går SG West, og det danske landshold i Faustball, samt Bootshaus i dag vides ikke.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 18. – 04. 2022
April 14, 2007
Historikeren H.V: Clausen skrev i 1890, at Tønder var kendt for sit gode oksekød, og sit svære drikkeri. Ja, ja, Tønder havde godt nok på et tidspunkt verdensrekorden for et værtshus for hver 49. indbygger. Allerede i 1888 udgjorde værtshusene i Tønder, den største erhvervsorganisation, med hele 79 gæstgiverier m.m. Kaffepunch og grog hørte til dagligdagen, men interessen skulle dig nok tilskrives de mange markedsgæster.
Tonderneshe Zeitung skrev:
Dansk eller tysk?
Det var for resten denne Clausen, der mere eller mindre bevidst havde lagt grænsedragningen efter 1920. I førsteudgaven af sin rejsehåndbog, skrev han
I den forbindelse er det paradoksalt, at der på byrådsmøderne fra 1922 til 1937 blev lavet både en tysk og en dansk mødeprotokol. Og i Tønder Frivillige Brandværn var kommandosproget tysk ind til 1945.
Landbrugsskole
I 1905 blev Tønder atter en gang ramt af oversvømmelser, det var efterhånden sket mange gange i historien. Den 4. november 1913 blev der indviet en landbrugsskole på Ribe Landevej. Men allerede efter første semester måtte man indstille undervisningen på grund af krigsudbuddet. Derefter blev skolen brugt til militære formål. Efter krigen blev endnu et hold færdig. Men derefter lukkede skolen, og udlejet til Det Danske Hede-selskab.
Nordens største bygningsværk lå i Tønder I 1914 påbegyndtes bygningen af zeppelin – basen. 470 mand var beskæftiget, og materialerne kom via jernbanen. De to haller Marine og Joachim var 180 meter lange, 34 meter brede og 28 meter høje. En dobbelt hal blev også bygget, den var 244 meter i længden, 60 meter i bredden og 35 meter i højden. Den fik navnet Toska. Bygningerne var i en periode Nordens største bygningsværk.
Samtidig blev der bygget et stort kulbasseret gasværk ved basen. I 1916 stod stationen fuldstændig færdig. Det var altid akut brandfare og i november 1915 gik det galt. Zeppelineren L18 udbrændte total. Disse zeppeliner kunne gå højere end almindelige fly, man havde så større vanskeligheder ved at ramme bombemål. Ved basen blev der også bygget en flyvestation med 10 fly stationeret samt 12 luftværnsbatterier. Angrebene mod basen har vi beskrevet i andre artikler.
Politimestrens barske udfald
Bankdirektør R.P. Rossen udtalte til kongen den 12. juli 1920, at man skulle tage hårdere fat om de tysk sindede. Og det var vel lige i Politimester Aage Seidenfartens ånd, Han udtalte:
Problemer med vandet
Grænsedragningen betød, at Tønders renomme som kreaturhandlernes hovedstad var en saga blot. Grænsedragningen betød også, at forbindelser mellem familier blev skudt i stykker. Men hvordan så det ud i Tønder, dengang i 1920. Ja det finder vi svar på i en turistguide fra den tid. Man blev advaret om, hvor man satte fødderne. Kloakerings – og renovationsforholdene var under al kritik.
Selv efter at afvandingen af marsken var gennemført, var der problemer med vandet. Man kunne i 1920 læse følgende
Dårlige forhold for Tønders soldater
Efter Sønderjysk Kommando kom Dragonerne til Tønder. Soldaterne indgik i en særlig udrykningsstyrke, de hjalp ved ildebrande og ved stormflodsvarsler. Det var under ret primitive forhold, de var indkvarteret på i barakkerne ved det nuværende Ryttervej. Kun en gang om ugen var det mulighed for et varmt bad. Om vinteren var det ret koldt.
Tysksindede laver ballade
På et tidspunkt måtte der udstationeres militært personel foran alle offentlige bygninger i Tønder. De tysksindede var sure over, at deres mark havde fået så ringe værdi, så de begyndte at lave optøjer. I november 1921 holdt det tyske mindretal Heimat og Ringriderfest, og der kom til provokationer mod en dansk militær vagtpost ved seminariet. De tysk sindede rejste blandt andet en æresport med det Slesvig – Holstenske oprørsflag fra 1848. Optøjerne fortsatte på værtshusene.
Rigt erhvervsliv
En stor amtsudstilling i 1925 viste, hvad de handlende kunne præstere. I alt var der i Tønder dette år 166 detailvirksomheder. Blandt de ældste var P. Olufsens Kolonialhandel med 4 ansatte og Chr. Klüvers forretning med foderstoffer og kolonialvarer. Disse to virksomheder stammede tilbage fra 1860erne.
Byen kunne mønstre 32 hoteller og gæstgiverier, samt 9 restauranter og pensionater. Blandt de mest kendte var Landmandshotellet, Chr. Petersens Hotel, Hotel Børsen, Hotel Centralhalle, Hagges Hotel og Hostrups Hotel. Ja de tre af dem eksisterer jo stadigvæk.
Billigst var de to vandrehjem, det danske i den tidligere militærlejr, og det tyske i Vestergade 72. I 1927 blev Gran Hotel omdannet til samlingssted for de tysksindede. Vi må heller ikke glemme de to bryggerier Victoria i Strucksalle og Tondernsche Aktien Brauerei.
Forholdene bliver spændt.
Værtshusholder Bückow blev af politimester Seidenfarten idømt fængsel for gadeuorden i 1928. Han havde sammen med den tyske Kyffhaüser- ungdom, draget gennem Tønder med piber og bliktrommer, og dermed forstyrret et dansk militærorkester på Tønders Torv. Trods denne episode var forholdet mellem de danske og tyske borgere nogenlunde tolerant. Men i 1930erne blev forholdet mere spændt.
Stadig kreaturstalde i Tønder
I en embedslægerapport fra 1930 kunne der konstateres, at der stadig fandtes ikke få kreaturstalde og enkelte svinestalde inden for byens mure. Politivedtægten for Tønder indeholdt også en passus om, at kvæg, får geder og svin ikke måtte gå løse på offentlig gade.
Ryttergården – en dyr fornøjelse
I 1931 var forholdene i barakkerne ved Ryttervej efterhånden meget uhumske. Der var rotter i latriner og afløb. Opførelsen af Ryttergården havde været dyrt for Kommunen. det havde kostet 320.000 kr, og man havde kun fået 63.000 kroner ind i lejeindtægter i perioden 1920 – 1931.
Ikke brug for det danske Kontor?
I sin årsberetning i 1931 skrev Det Danske Kontor, at kampen for det daglige brød var altoverskyggende og at nationalkampen hos menigmand var trådt i baggrunden. Af samme årsag var det ikke særlig bud efter kontorets arbejde.
Et anstrengt dansk/tysk forhold
Den ny formand for Schleswig – Holstein Bund udtalte i 1933, at tyskerne ville have Nordslesvig tilbage igen. Dette vakte især i Tønder opsigt blandt de dansksindede. Her så man jævnlig brune bataljoner gå gennem byen.
Tønder var den første by, hvor det tyske mindretal oprettede en nazistisk Ortsbund. I juli 1933 opstod der et kæmpe slagsmål mellem hjemmetyske nazister anført af den berømte Peter Sturm, og en gruppe danske arbejdere. Begge parter blev dømt for vold og gadeuorden. I den følgende tid var der en stærk spænding mellem nazister, Socialdemokrater og kommunister. Sorte lister på hvilke butikker, der skulle boykottes, var også i omøb.
En uventet konfrontation i byrådssalen førte til, at alle dansksindede den 16. marts 1934, forlod byrådssalen. Flere skærmydsler fulgte, og Nordschleswiger Zeitung bidrog stærkt til disse konfrontationer.
Farvel til persontrafikken til Højer
1935 var sorgens dag for mange gamle Tønder – borgere. Da blev passagerbefordringen på Højer – banen indstillet. Passagertallet var faldende, men godstrafikken blev bevaret. Indtil indvielsen af Hindenburg – dæmningen i 1927 fungerede banen som transitstrækning for tyske rejsende til Sild. Person – trafikken stod på i 43 år.
Den ny kaserne indvies.
Den 5. maj 1936 stod den nye kaserne færdig. Der var meget streng disciplin dengang. Men under øvelser fandt soldaterne ud af, at de meget velkomne i dansk sindede hjem, mens de i tysk sindede hjem var uønskede.
Et stykke Tyskland i Danmark?
I 1936 besøgte en svensk journalist byen. Han skrev følgende:
Men de tysksindede var på tilbagegang, og i 1937 fik byen en dansk sindet borgmester.
Tyske soldater modtaget som befriere
Da tyske militærkøretøjer i 1940 kørte gennem Tønder, var der en del Tønder – borgere, der hilste tropperne med strakt arm. Kasernen blev besat. 1. Bataljon måtte fortrække til eksercergården. Befalingsmændene holdt til på det nuværende bibliotek og på Statsseminariet. Besættelsen var ikke mange timer gammel, før der sås hagekors – flag overalt i Tønder, også fra kirketårnet hang hagekors – flaget.
Der var ingen modstand ved tyskernes indtog i selve Tønder by. Tønder garnisonen havde forladt kasernen. Der kom dog til korte træfninger ved Abild, Sølsted og Bredevad. For de tysksindede blev soldaterne betragtet som befriere. I 23 timer vandrede tropper nordpå. Arbejdsløsheden i Tønder faldt under besættelsen. Nogle havde fået arbejde i Tyskland eller ved de tyske militæranlæg i Danmark. Men også i Tønder var der under krigen mangel på tøj, boliger og brændsel.
Mange luftalarmer
Byen oplevede også mange luftalarmer. Alene i oktober 1944 nåede man op på 100. Den 12. juli 1942 forsøgte engelske fly at bombe banegården, men ramte i stedet beboelsesejendomme. Mange døde og blev kvæstede. Det tragiske er, at senere i krigen ramte engelske fly, det samme hus, nok engang. Denne gang var der 5 dræbte og 7 sårede. Under Tønders 700 års jubilæum i 1943 udtrykte oberst Paludan – Møller sig på en bramfri måde:
Sabotage – aktioner i Tønder
Den første egentlige sabotage – aktion syd for Kongeåen fandt sted den 16. april 1943. Det var lokomotivfører C.F. Jensen, der havde brugt hjemmelavede brandbomber til at sætte DSB`s oliedepot i Tønder i brand. Men ilden døde hurtig. Den 1. juni blev seks lokomotiver dog alvorlig beskadiget. En række sabotageaktioner fulgte. Men en masse anholdelser bevirkede at aktionerne fik en brat afslutning. Min onkel deltog i nogle af disse, han påstod at der var mange stikkere i Tønder.
Efter krigen
De første englændere der ankom efter krigen, var en pilot og en fotograf. De kom flyvende om formiddagen kl. 11 – den 6. maj. I løbet af eftermiddagen dukkede de første løsladte fangere fra Frøslevlejren op. Endelig den næste dag, den 6. maj dukkede et engelsk panserkøretøj op, med en gruppe soldater. Men inden da var Den Danske Brigade dukket op.
Tyskerne havde plyndret kasernen inden afrejsen og ved grænsen lykkedes det dem at lemlæste en række danske modstandsfolk. Den 7. maj kommer en større deling engelske soldater. De skulle bevogte grænsen mere effektivt. Først i løbet af juni måned bliver de sidste tyske tropper gelejdet ud af landet.
I Tønder blev der oprettet en lokalkomite, bestående af frihedskæmpere og politifolk, der pludselig dukkede op fra et liv under jorden. De fik hovedkvarter i byens domhus, under ledelse af politifuldmægtig Bøving.
Mindretallets rolle
Det tyske mindretal mistede sine mange skoler, og ledende embedsmænd, der tilhørte det tyske mindretal, blev fyret. Det tyske mindretals engagement i værnemageri, stikkervirksomhed, tysk soldatertjeneste og truende opførsel i forskellige nazistiske paramilitære organisationer gjorde det helt af med tilliden til mindretallet. Mindretallets rettigheder blev siden fastslået i København – Bonn erklæringen. Først op gennem 60erne blev forholdet mellem dansk og tysk normaliseret i Tønder.
Retssamfund ude af kraft
Frøslevlejren fik nye beboere. Dem, der havde meldt sig under de tyske faner, blev idømt lange fængselsstraffe, ofte 5 – 6 år. Et par år tidligere var man blevet opfordret til at gå i krig på tyskernes side, at blandt andet lærere på den tyske skole. Desuden var mange blevet anvist arbejde hos tyskerne af det offentlige. Nu var de udstødt af samfundet. Adskillige år efter, at de havde udstedt deres straf, var deres borgerlige rettigheder frataget dem. Nogle betalte sig fra denne straf. De bestak det danske samfund.
Efter krigen var det danske retssamfund mere eller mindre sat ud af funktion. For mange familier i Tønder og omegn gav dette problemer i mange år fremover. Bevæbnede modstandsfolk kørte gennem byen og anholdte hjemmetyskere og værnemagere. Alle de arresterede blev samlet på Missionshotellet, for så senere at blive transporteret videre til Frøslev – lejren.
Roen ikke genoprettet
Mange erhvervsdrivende som havde været værnemager, slap for tiltale. Men mange butikker i Tønder blev sprunget i luften af modstandsbevægelsen. Men efter krigen huserede der stadig en nazistisk undergrundsbevægelse Varulvene i Tønder. Tre uger efter krigens afslutning var der skyderier i byen mellem frihedskæmpere og ukendte snigskytter.
Over 1.000 bysbørn – dømt
Det er også forkert, at påstå, at samtlige våbenføre mænd fra mindretallet meldte sig, det var kun en tredjedel. Men alle var pludselig udelukket fra samfundet. I Tønder kunne man opleve det paradoks, at borgere, der havde arbejdet for tyskerne, var med til at konfiskere de tyske soldaters ejendele. Det var de danskere, der ikke blev straffet. Men 3.000 medlemmer af det tyske mindretal blev straffet i retsopgøret efter krigen. Ved udgangen af 1947 var der afsagt dom over 1.047 personer, og befolkningen kunne daglig følge med i dagspressen, hvem af bysbørnene, der nu havde bidraget til værnemageri.
Grænsekompagniet
Tønder Kasserne genopstod den 1. juni 1945. den 8. juli blev Grænsekommandoet oprettet, og de afløste englændernes og modstandsbevægelsens overvågning ved Sæd og Kruså. De bevogtede også jernbanerne i Tønder og Padborg. Her var der mulighed med særlig tilladelse, at passere grænsen. Fra Februar 1946 var mandskabet indkvarteret i nye barklejre i Store Jyndevad, Sæd og Højer. Efter Forbundsrepublikkens oprettelse i 1949 forsvandt behovet for Grænsekommandoet, som blev nedlagt i 1952.
800 flygtninge i Tønder
Vi har tidligere beskrevet, at der kunne medføre straf, når man kommunikerede med tyske statsborgere langs grænsen. Det kunne medføre nogle helt groteske situationer. I Tønder var der cirka 800 flygtninge rundt om i byen og på skolerne. Tyskerne havde efterladt i alt 250.000 flygtninge i Danmark. De sidste flygtninge forlod Tønder i 1947.
Galgestrømmen blev i 1947 blokeret af drivis og store dele af Tønder blev sat under vand. Drivisen blev bortsprængt af soldater fra Tønder Kaserne. Også i 1956/57 måtte soldaterne træde til. Galgestrømmen gik igen over sine bredder og ved Højer måtte diger bortsprænges. Det redede Tønder fra en ny oversvømmelse. Tønder Kasserne var lukningstruet hele tre gange. Tønder Statsseminarium var det endnu flere gange, men lukkede endeligt i 1989.
Nye skoler indvies
I 1953 blev Ludvig Andresen Schule i Posensgade indviet, man startede med 172 elever og 13 lærere. Og i 1955 stod Tønder Kommune Skole klar. I løbet af 60erne blev den udvidet med en venstre fløj.
Byen, hvor der ikke sker noget
Der har altid været masser af handel og håndværk i Tønder. Men det var som om Tønder sov hen. I Æ Rummelpot kunne man se en sovende borgmester Poulsen, og teksten Byen, hvor det aldrig sker noget.
Dette fik politimester Bøving til at slå i bordet under Tønder Handelsstandsforenings generalforsamling i 1959. En efterfølgende to – dages erhvervs- konference på Tønderhus satte gang i en masse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 18. 04. 2022
April 3, 2007
Der var masser af plads på Nørrebro før det store byggeboom. Masser af småindustri og håndværkere havde allerede bosat sig. Flere havde fået dispensation til at opføre bygninger til fremstilling af diverse industri. Det havde bl.a. Heegaard på det nuværende Blågårds Plads. En omfattende produktion bestående af alt fra gryder til landbrugsmaskiner blev fremstillet.
Men også forskellige andre havde allerede etableret sig.
Besværlig vej
Problemet var, at der faktisk ikke boede mange på Nørrebro den gang, så arbejderne kom inde fra byen og måtte gennem portene for at komme ud til deres arbejde, hver gang måtte de betale, og det skete også, når de skulle hjem.
Så bygger vi bare selv
Byggegrundene vat forholdsvis billige på Nørrebro. Men det var lange gåture for arbejderne. Først i 1878 kom der en smal bro over Sortedamssøen.
Men Sophus Hauberg manglede folk til sin nyetablerede maskinfabrik ved Tagensvej. Han havde forgæves råbt om hjælp fra politikerne. Så han tog selv et initiativ. Han lavede en dæmning som erstatning for den smalle træbro. Dæmningen var så bred, at der kunne køre sporvogne inde fra byen ud til fabrikken. Han søgte koncession til At drive Sølvgades Sporvogsnslinje. Han fik den efter tre års forhandlinger. Men ak og ve. Sporvognen måtte ikke køre over militært område på Fælleden. Man kunne ikke have civilister til at passere fælleden to gange om dagen.
Sagen blev løst ved at opsætte bomme, der spærrede for uvedkommende trafik. Sådan gik det ind til 1899, så endelig lukkede man helt op.
Store virksomheder
Haubergs Maskinfabrik hed nu Titan og voksede sig større og større. Den beslaglagde hele området mellem Tagensvej, Hermodsgade, Titangade og Rådmandsgade.
I nabolaget kom der efterhånden LK – nes Fabrikken, Firmaet beskæftigede engang 4.000 mand.. sammen med General Motors og Titan var det virkelig store industri – foretagender. En El – pærefabrik i Valhalsgade er i dag aftenskole og ungdomscenter.
Kaffebrænderiet Merkur bliver i dag brugt til vvs – firma og en polsk forening. K.A. Hartmanns Maskinfabrik og Nordisk Elektronik Apparatfabrik var også store fabrikker.
Et udpluk af virksomheder
* Ludvigsen og Hermann etablerede sig i 1838 omkring Nørrebrogade 39, de lavede blandt andet nødtørftsanstalter
* H.H. Baumgarten havde et farvekogeri i midten af 18 40erne på Blågårds jorder.
* Oxelbergs Maskinsnedkeri, Smedegade 19 etablerede sig i 1850erne
* Holger Petersens Tekstilfabrik startede midt i 1880erne omkring Hamletsgade
* Rud. Rasmussens Snedkerier startede i 1875 i ejendommen Nørrebrogade 45
* Atlas startede i 1898 på hjørnet af Nørrebrogade og Baldersgade
* Schiønning & Arve etablerede sig i 1896 i Heimdalsgade
* Schulstad flyttede til Blegdamsvej ved Skt. Hans Torv i 1890
* Kooperative virksomheder som Arbejdernes Fællesbageri, Mælkeriet Enigheden, Arbejdernes Kødforsyning og Maskinfabrikken Aurora kom også til Nørrebro.
Titan
Titan blev etableret som aktieselskab i 1897 på Tagensvej ved en sammenslutning af en række jernindustrielle og elektrotekniske etablissementer. Firmaet sluttede sit virke på Tagensvej i 1965 som Thrige – Titan. En række aktiviteter blev videreført af finske Kone og svenske Alfa Laval.
Allerede i 1881 startede H.Rudolf Kofods fabrik i Meinungsgade. Man havde eget støberi, smede – og maskinværksted. Senere blev man sammensmeltet med Titan.
Firmaet brød med arbejdsgivernes sammenhold i forbindelse med en lockout i 1885. Denne lockout omfattede også
* S. Hauberg, Tagensvej
* Smith og Mygind, Nørrebrogade
Atlas
Etableret som aktieselskab i nogle netop nedlagte hestesporvognsremiser i Baldersgade. Ekspertisen i køleteknik af enhver art nåede sit højdepunkt i 1950erne, da man nu kunne købe et køleskab til husholdningsbrug. Men firmaet nåede desværre ikke at fejre et 100 års jubilæum.
Efter anden verdenskrig toppede virksomheden med næsten 2.000 arbejdere i virksomheden.
I slutningen af 30erne blev virksomheden overtaget af rederiet J.Lauritzen, og under krigen tiltrådte Knud Lauritzen som bestyrelsesformand.
Modstandsbevægelse på Atlas
Atlas var tvunget til at arbejde for tyskerne under krigen, hvilket førte til en sabotageaktion mod virksomheden i 1944.
På virksomheden var der under krigen opstået en modstandsbevægelse. I dybeste hemmelighed producerede de våben til modstandsgruppen Holger Danske. Denne gruppe ”besatte” Atlas den 4. maj om aftenen, for at forhindre tysk sabotage af virksomheden i forbindelse maed kapitulationen.
Hovedafdelingen lå i Baldersgade, smedje og støberi på hjørnet af Fasanvej og Hillerødgade, og blev i daglig tale kaldet Fasanfabrikken. Her var der produktion af beholdere af enhver slags.
Overskudsdeling
På denne Fasanfabrik blev der i 1951 et seniorværksted, hvor afgåede ældre medarbejdere kunne gå og hygge sig med lidt fusk.
Allerede i 50erne blev der indført overskudsdeling. Der blev indført en Velfærdsfond, der finansierede ferieboliger og forskellige tiltag for seniorer. Således blev der i 1974 udbetalt 13 millioner kroner til arbejderne.
Det var dog ikke kun køleskab, der blev produceret her. Større industrianlæg, skibsanlæg, turbineanlæg og kompressorer, var også en del af produktionen.
Nedturen for koncernen startede, da Lauritzen – gruppen trak sig ud.
I perioden 1966 – 69 blev produktion lukket ned og flyttet til Ballerup.
Arbejderne holdt sammen
Arbejderne med et stort A, trådte i karakter. De blev organiseret, og nu opbyggede de deres egen kultur – fra vugge til grav. De oprettede egne børneinstitutioner, og meldte sig ind i DUI, DSU eller DKU. Far var med i arbejdersangkoret, varerne blev købt i Brugsen, brændsel i Arbejdernes Brændselsforretning. Kød og pålæg blev købt i Arbejdernes Kødforsyning. I kolonihaven eller ved middagsbordet blev der drukket Stjernelager eller sødmælk fra Enigheden.
Senere fik Arbejderen råd til ferie og det foregik med dansk Folkeferie. Havde man penge til overs, ja så var det Arbejdernes Landsbank. Så var det AOF og Arbejderhøjskolerne og til slut Arbejdernes Ligkistemagasin.
Alle disse ting befandt sig på Nørrebro.
Arbejdere på Titan
På Titan skulle man møde til tiden, ellers blev man indberettet.
Drejerværkstedet på Titan blev kaldt for Drejernes kirkegård, men neglene skulle alligevel rubbes, man arbejde de på akkord.
Der blev fremstillet kraner, elektriske maskiner, centrifuger og virksomheden havde en meget stor støbeafdeling.
I midten af 50erne var der 1.200 medarbejdere, hvoraf der var 200 lærlinge. Og linien over for lærlingene var hård. Kæft, trit og retning og Gud nåde og trøste dig, hvis du trådte lidt ved siden af.
Hver mandag tog man en ny lærling ind, og hver fredag blev en lærling udlært.
Som arbejdsdreng blev man sat til at feje gulvet, gjorde man det ikke ordentlig, så vankede der skideballer, og så kunne man ikke få en lærerplads.
For en ung knøs var det værste, at arbejde sammen med damerne(madammerne). De var strenge, og kunne rigtig hundse med en.
Arbejdstiden var 48 timer i 50erne, og det vil sige, at der også blev arbejdet om lørdagen. Der var kun lærlinge, der havde frokost om lørdagen. Den dag var man populær hos svendene. Man blev bedt om at købe øl.
Torsdag var lønningsdag
Torsdag var en særlig dag, det var lønningsdag. Og det var godt for de 3- 4 værtshuse, der lå lige i nærheden af Titan. En af de mest populære var værtshuset Hector. Der blev solgt mange snapse og bajer. Det var ikke altid populært, at komme skæv hjem til konen. Mange koner stillede op foran porten om torsdagen, og krævede mandens lønningspose.
Titan havde en idrætsklub og egen fodboldbane, der godt nok lå ude i Søborg. Man deltog selvfølgelig også i fagenes fest på Østerbro Stadion.
Mange aktiviteter
Virksomheden havde også to blæseorkestre. I den ene af dem spillede Max Bæhring klarinet.
Man spiste i samme kantine. En kollega blev aflønnet for at afspille en af de sidste plader i det sidste kvarter af frokostpausen. Man havde også indkøbsforeninger, så spisepausen blev brugt til meget mere, end at spise.
Virksomheden flyttede ud til Buddinge under navnet Titan Textile Machines. Den eksisterede frem til 2002.
Lauritz Knudsen – en stor arbejdsplads
Hos Lauritz Knudsen i Harraldsgade blev der lavet elektronisk materiel. Som lærling skulle man først gennem en 15 måneders lærlingeskole. To timer hver dag var afsat til almene fag, som for eksempel matematik. På virksomheden var der en rigtig lærlingeskole, og her tog man 15 nye lærlinge ind hver tredje måned.
Chr. Christensens Smedeværksted
Der hvor Nørrebro Bryghus i dag ligger, lå i 30erne Chr. Christensens Smedeværksted. Gennem porten og så til venstre, ja så var du ved smedeværkstedet. Her var der rigtig mange svende og lærlinge. Hele området var fyldt med virksomheder.
Længere tilbage i gården lå der et automobilværksted, der reparerede amerikaner biler.
I forhuset lå der på 2. sal en hatte virksomhed. Her blev fremstillet mange fine hatte.
Alle gik med hat dengang, også mændene.
På den anden side af gården lå Hellesens Batterifabrik som i 30erne var en rigtig stor virksomhed.
Ved siden af denne lå en virksomhed, som lavede sådan noget til kvinder, hofteholdere for eksempel.
Engelsk – dansk Biskuitfabrik
I dag, hvor Nordvestcenteret ligger i Heimdalsgade, lå engang Engelsk – dansk Biskuitfabrik. Her blev der fremstillet mange småkager.
Nørrebro – et rigtigt arbejderkvarter
Inden saneringen var Nørrebro et rigtigt arbejderkvarter. Ikke alle havde lokum i lejligheden, ofte var det ude på gangen, eller helt nede i gården. Disse arbejdere har også været med til at samle ind til mange institutioner på Nørrebro. Blandt andet til Sakramantskirken på Nørrebrogade. Denne kirke blev indviet i 1917, og indsamlingen foregik blandt katolske arbejderfamilier på Nørrebro
– Skal man samle penge ind, skal det være hos de fattige. De rige har ikke råd.
April 3, 2007
Chefpolitiinspektør Per Larsen ser sammenligninger med det, der skete den 16. december på Nørrebro, og det der skete den 18. – 19. maj 1993. Det er råhed og vildskaben, han kan genkende. Men forskellen fra dengang, er ifølge Per Larsen, at nu var man forberedt. Og det er man også, når Ungdomshuset skal ryddes
Men hvad skete der, den skæbnesvanger aften og nat den 18. – 19. maj 1993?
Ekstrem vold
Politiet ville ikke anskaffe vandkanoner, men betjentene blev pakket ind i kampuniformer. Situationen udviklede sig denne maj – dag til en tragedie. Folks opfattelse af politiets rolle og borgenes forhold til politiet udviklede sig til bitterhed.
Harmen resulterede i hærværk, ildspåsættelser og blindt raseri. Politiledelsen havde besluttet at sende 300 betjente fra hele landet til Nørrebro. Da mandskabsvognene kommer, går alt op i en blodrus, og i løbet af kort tid er alt kaos.
Fejl hos politiet
Ordensmagten var klart i undertal. Mange af betjentene var ikke færdiguddannede, og på Fælledvej gik det helt galt. Politiet manglede tåregas, radiokommunikationen svigter, og styrken presses tilbage af den rasende mængde, mens brosten og kasteskyts flyver gennem luften. Mange rammer butiksvinduer, men også betjente.
Flere betjente går i chok under det hadefylde angreb. Reaktionen kommer først senere. De betjente, der bliver ramt segner om på asfalten, overbevist om, at de skulle dø.
113 skud
Af frygt for, at de helt skulle miste kontrollen affyrer de danske politifolk 113 skud mod danske statsborgere. 11 demonstranter må behandles for skudsår på Rigshospitalet.
Ingen, hverken civile eller betjente bliver dræbt, men det er en tilfældighed. Eftervirkningerne førte desværre til dødsfald.
Eftervirkninger
En tredjedel af den indsatte politistyrke får fysiske skader under kampene. 92 betjente rapporteres skadet og 61sygemeldes, og for mange ender konfrontationerne i personlige problemer og årelange fortrængninger.
* Det er som en film, der kører igen og igen
Siger en betjent, der først syv år efter modtager ordentlig krisehjælp.. Det gør folk i uniform sjældent. Store drenge, græder ikke.
Tragiske hændelser
Gennem 90’erne bryder adskillige politifolk sammen som følge af det rystende had og bundløst angst i det psykiske grænseland på Nørrebro.
En af lederne, en vicekriminalkommissær, gifter sig senere med en af de kvindelige betjente, der var med i aktionen. Han forlader styrken, og går langsom i total opløsning. I 1999 slår han sin kone ihjel, og året efter hænger han sig i sin celle i Ringsted arrest.
Ingen er skyldig
Situationen vrides atter og atter i medierne. Endnu engang indleder politiet en undersøgelse af politiet. Men ingen vil påtage sig hverken skyld eller ansvar, alle føler sig lige retfærdige.
Politikerne fastholder, at de har overholdt de demokratiske spilleregler, og politiledelsen frikender sig selv.
Halvdelen af befolkningen syntes, at det var helt i orden, at skyde på forbryderiske antidemokrater. Tre politifolk sigtes for at have skudt mod civile, men ingen af sagerne bliver gennemført.
Hvorfor?
Hvorfor udviklede diet sig, som det gjorde. Var det et raseri over ja til Edingburgh – aftalen, varmt vejr eller for mange øl.
Den 2. juni 1992 havde 50,7 % stemt nej til Maastricht – traktaten, trods det at et næstent enigt Folketing og erhvervsliv havde sagt ja. Mindre end et år efter blev den danske befolkning atter kastet ud i en afstemning.
Det gentager sig ikke
Efterspillet var et mareridt for betjentene. Alle politiskridt og handlinger blev kortlagt. Politidirektør Hanne Bech Hansen mener ikke, at man skal glemme 18. maj. Til Dansk Politi siger hun, at det var politiets sorteste dag i efterkrigstiden. Det er meget at lære af begivenhederne den nat.
* Vi har et andet og mere mobilt indsatskoncept, et lettere udstyr, vi kan få folk ud og radiokommunikationen er langt bedre. Samtidig er det klart, hvem der har kommandoen.
Dette udtalte politidirektøren i 2003. Siden har man fået de såkaldte Hollændervogne, der betyder, at strategien igen er blevet ændret.
Politiet så ikke faren
Nærpolitistation Blågården angribes ved 22 – tiden, og de første barrikader opføres på Nørrebrogade. Der var ikke nogle forudgående meldinger om uro. De første politistyrker tror, at det er tale om mindre isolerede hændelser.
Betjentene var ikke indstillede på timelange kampe med brosten og brandbomber. Ingen har på noget tidspunkt klarhed over begivenhederne. En efterlysning af mere tåregas når aldrig frem til Politigården.
Omkring Skt. Hans Torv er betjentene ikke klar over, hvem der har kommandoen. Omkring kl. 0.30 befinder cirka 20 betjente sig i overhængende livsfare og undertal. De kan hverken trække sig væk eller fjerne deres sårede. De bruger den sidste udvej. Pistolerne trækkes, og man rykker frem.
Syv års mistænkeliggørelse
De enkelte politifolk følte sig efterfølgende ladt i stikken, syv års mistænkeliggørelse føltes dybt deprimerende. Eftertiden vil sikkert stadig mistænkeliggøre betjentene. Og de fleste vil helst glemme episoden.
Man fandt aldrig bagmændene til urolighederne, den 18. – 19. maj 1993 eller den 8. – 9. november 1999. Episoden i 1999 udviklede sig, fordi politiet ventede for længe med at rykke ind. Nørrebro Handelsforening forstod ikke denne strategi.
Demonstration
Anti Fascistisk Aktion gennemførte en demonstration på Blågårds Plads. Man antog, at demonstrationen ville gå mod Christiansborg. 27 betjente var udstationeret på pladsen, og fulgte den fredelige demonstration.
Da alt tegnede sig til ja, døde festlighederne. Og betjentene blev sendt hjem.
Kl. 22.00
Ved 22 – tiden begyndte deltagerne at gå hjem. De var en gruppe på 500 – 1.000 der gik ned af Blågårdsgade mod Nørrebrogade. Nogle havde planer om, at lave barrikader. Øjenvidner fortæller, at det var 10 – 20 stykker fra det autonome miljø, der startede bygningen. Men ret hurtig får de opbakning fra de lokale beboere.
Det blev nu sat i værk. Skurvogne blev fremskaffet til disse barrikader. Oven over hængtes et banner med teksten EF – fri Zone.
Politiet forholdt sig passivt. Op mod 2.000 mennesker var nu forsamlet på Indre Nørrebro. Flere steder tændes der bål i gaderne
Kl. 23.15.
Først kl. 23.15 er den første kampstyrke klar ved Søtorvet, 500 meter fra nærmeste barrikader. 23.30 indtages barrikaderne og der bliver affyret store mængder af tåregas ind i området, uden hensyntagen til beboerne. Samtidig angribes nærpolitistationen på Blågårds Plads.
Kl. 0.13
Først kl. 0.13 har politiet stationen under kontrol. Nørrebrogade mellem Fælledvej og broen er besat af politiet og området indhyllet i tæt tåregas.
Demonstranterne går nu mod Skt. Hans Torv. Her ligger flere tons frit tilgængelig brosten. De bliver samlet i affaldscontainere, så de lettere kan transporteres. Torvet var under ombygning, så våbenlageret lå frit tilgængeligt.
14 urobetjente bliver sendt op til Torvet for at observere og rapportere. De hjælper med at samle sten i en container. Men bliver genkendt af et ægtepar. De jages ned af Fælledvej. De har ikke fulgt deres ordre, med at være passive.
Kl. 0.34
Politiledelsen beslutter, at Torvet skal genindtages. Men betjentene er allerede nu i klart undertal.
Kl. o.34 lyder de første skud. Kugleregnen varer 36 sekunder. Det går kludder i politiets strategi.
Stenregnen stilner nu næsten af. 0.36 rammes en enkelt betjent af en sten. Pludselig hører man råbene Skyd efter benene, og det lyder et enkelt skud. Råbet gentages 8 sekunder senere. Det udløser en kraftig salve, der varer i over 17 sekunder.
Kl. 0.45
Kl 0.45 er politiet rykket frem til Skt. Hans Torv, man har endelig fået fremskaffet mere tåregas, og har nu hele Torvet under kontrol.
En lille gruppe betjente rykker samtidig op ad Guldbergsgade mod demonstranterne. Under denne fremrykning skyder politiet for 3. gang direkte ind i mængden i en salve, der varer 7 sekunder.
I de følgende timer kommer det til mindre sammenstød.
Hele 6 undersøgelser
Hele seks undersøgelser bliver foretaget af begivenhederne
I 1994 frifinder Byretten 18 og dømmer 8 af de tiltalte tilskuere og deltagere.
I 1995 får tre skærpet deres straf og 9 tilskuere bliver idømt hæfte
I 1995 bliver det konkluderet at det er overvejende sandsynligt, at det var aktivister, der råbte ”Sigt efter benene”.
I 1995 opgiver justitsministeren tiltale mod tre betjente
I 2000 frifindes alle involverede politifolk for tiltale.
Var det hele planlagt?
Undersøgelseskommissionen finder
* Det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at der fra demonstranternes side har foreligget en samlet forudgående planlægning af begivenhedsforløbet.
* Det derimod sandsynliggjort, at de enkelte dele af urolighederne i en vis udstrækning har været planlagt og udført af et antal grupper af personer, der har handlet efter forudgående aftale inden for de enkelte grupper.
Politiets Vietnam – kompleks
Ikke underligt kaldes begivenhederne for Politiets Vietnam – kompleks.
April 3, 2007
Saneringen af Den Sorte Firkant på Nørrebro var ikke smart. Beboerne var fanget af politikerne i håbløse beslutninger. Området var en sammenstuvning af godt og skidt byggeri, mest skidt. Etagebyggerierne var ren spekulation, opført i midten af 1850’erne.
Den pæne side vendte ud til søerne, men det meste var gråt. Og allerede tidlig fik bydelen sin farve, da Anker Heegaard startede sit jernstøberi på Blågårds Plads. Den gav arbejde til tusinder, men svinede også.
Hvorfor hedder det Den Sorte Firkant
Som bekendt er det uenighed om det var denne begivenhed, der gav navn til kvarteret. Området fik først navnet mange år senere. Det var på grund af alle de mange sociale problemer i området, ja så satte man sorte kortnåle ned på et kort, og det dannede en firkant – Den sorte Firkant.
Masser af mennesker
Arbejderne strømmede til byen.
Befolkningsantallet mellem de to verdenskrige var helt oppe på100.000 mellem de to verdenskrige, da havde Anker Heegard længe lukket og slukket. Familier blev stuvet sammen på 25 m2. Lokum i gården, rotter på loftet og i kældre.
På et tidspunkt lignede kvarteret et persisk marked. Slagtere, bagere, værtshuse, drukkenbolte og værksteder i baggårdene.
Der var en hørm af brunkål, piskefløde og nybagt bagerbrød. Senere blev luften blandet med kaustisk soda. Alt skulle pludselig afsyres, og det gik værkstederne i gang med.
I 60’erne lukkedes det for nogle af beboerne at flytte ud til græs
Ikke boligsanering – men menneskesanering
Allerede i 1954 havde Københavns kommune udråbt området til at være saneringsmoden. Men det gik hele tyve år før man gjorde noget ved det. I får ubetinget ret til at opføre alt i dette område, sagde overborgmester Urban Hansen.
Da bulldozerne rykkede ind i 1972, gik det hurtigt. I en sky af grus var en fjerde del af kvarteret i grus i løbet af få uger. Men så gik det står, Der var pludselig ingen penge til at fortsætte.
Beboerne i de nedbrudte huse blev spredt for alle vinde. Dette er ikke boligsanering men beboersanering, var der mange, der sagde.
Kvarteret indbyggere var dybt skeptiske over for politikerne, og frygtede, at de ikke kunne betale de nye boliger. Kun få af de oprindelige beboere havde også råd til dette.
Nørrebro Handelsforening var også skeptisk
Nørrebro Handelsforening skrev til Københavns Kommune:
* Årsagen til vores henvendelse, er en temmelig mærkbar tilbagegang for handelen i Blågårdsgades butikker, som kun kan skyldes nedgang i kundeunderlaget (cirka 4.000 mennesker). Såfremt yderligere 2 – 3.000 mennesker fjernes i 1972 – 73 forudser vi en uholdbar situation for forretningerne.
* Et fundamentalt synspunkt på områdets byfornyelse har været, at området skal kunne fungere gennem hele fornyelsesprocessen, det vil sige at processen må kunne fungere etapevis.
* For at afbøde de værste gener ved saneringen og såfremt handelen i gaden skal kunne fungere, må der vises mest mulig hensyn. Der må ikke fjernes flere mennesker før genopbygningen af de allerede sanerede områder har fundet sted (etaperne må ikke blive for store).
* Der må ikke blive mulighed for slumstormerne og narkomaner, at flytte ind i kondomerede ejendomme. Vi gør opmærksom på, at gaden havde 110 aktive butikker, inden saneringen blev påbegyndt.
Man ville have rigere skatteborgere til området.
Større, bedre og dyrere boliger kunne trække stærkere, bedre og rigere skatteydere til. Men aktivisterne var startet – et beboerhus, en lille park, et værtshus.
Nørrebro Beboeraktion havde set dagens lys.
Byggeren bliver opført
En søndag i juni 1973 holdt Nørrebro Beboeraktion fest på en tomt. Midt under festen kører en lastbil med brædder, søm og værktøj ind på pladsen. I løbet af søndagen rejste beboerne Firkantens byggelegeplads, i daglig tale Byggeren.
Legepladsen blev hurtig populær blandt kvarterets børn. En undersøgelse viste at over en måned havde 185 børn brugt legepladsen, heraf var 1/3 indvandrerbørn.
Byggeprojekterne trak ud, og i 1974 anerkendte Borgerrepræsentationen Byggeren. Samtidig blev der bevilliget en halv million kroner, og der blev ansat pædagoger til at arbejde med børnene. Kommunen påpegede dog, at det var en midlertidig institution.
Nyt spekulationsbyggeri bliver underkendt.
I 1975 så det ud som om, at Københavns Kommune ikke havde lært af spekulationsbyggeriet. Boligministeriets ekspert sagde, at han ikke kunne godkende det planlagte projekt, da det manglede friarealer. Endvidere stred udnyttelsesgraden mod byplanvedtægten. Planen blev lagt i skuffen og Byggeren kunne fortsætte.
Egons plan
I februar 1977 fremlagde overborgmester Egon Weidekamp en såkaldt helhedsplan (Egon’s plan) for byfornyelsen af Indre Nørrebro.. Planen blev vedtaget i 1978, men allerede året inden havde Nørrebro Beboeraktion igangsat en kampagne imod.
Kampagnen ville hindre nybyggeriet og den fortsatte udsanering af området. I stedet skulle der sættes ind for mere lys og luft, bevarende modernisering og bedre institutionsdækning. Blandt andet var forslaget bygning af svømmehal, bibliotek og socialcenter.
Ideologisk besættelse
Det gjaldt om at være på de rigtige steder, på de rigtige tidspunkter.
Det var tale om en kollektiv psykose. Den ideologiske besættelse var stærkest i de ekstreme miljøer. Holdningsdannelsen blev lammet i disse år.
Det er vanskeligt at gradbøje ordet ”revolutionær”. Skruen gik over gevind”. For nogle blev det simpelthen for meget, for grænseoverskridende. Andre løb sur i det og manglede luft, plads og nye udfordringer.
Hvad frygtede de? Storkapitalen og dens ondsindede lakajer? Den amerikanske imperialisme? Nej, det var at blive afsløret og konfronteret som klasseforrædere.
Solvognen
Vi hører om tillidsfolk, der samles i Nørrebrohallen. Om solvognen, der stormede Rebild Bakker med grumset griseblod.
Undertegnede, der skriver dette, har en Bodil statuette stående, som vidne på en af Solvognens bedrifter. Julemændenes indtog på Børsen. Samtidig en masse historier fra den tid.
Tvind – kultur på Nørrebro
I Tvind gik de rundt og holdt øje med hinanden, for hvem kunne man regne med. Og hvem ikke?. Hvem havde overgivet sig til den stærke Tvind – kultur?
Studerende på Tvind skulle finde arbejde på en fabrik, og finde sig en bolig på Nørrebros gå aktivt gå ind i det lokale boligarbejde i Den Sorte Firkant. Det tvindske rige overvågede stadig. Selv om Tvind måske var en dårlig oplevelse, så tog man ikke politisk afstand fra systemet og tænkningen på Tvind, og det program, der var lagt for en
.
Mobilisering af de lokale
Man havde pligt til at kritisere sine egne, men man skulle være imødekommende over for folket, altså de lokale Nørrebro – borgere.
Hele humlen med beboerarbejdet var at skabe et lokalt netværk, en organisation af folket. Det var ikke bare en kamp mod slum, det var også for at forhindre fupmoderniseringer, og stikke en kæp i hjulet for datidens berygtede bolighajer. Det handlede, at gøre de lokale beboere kritiske og aktive, samt at mobilisere dem.
De venstreorinterede forlag
Det var moderne, at være venstreorienteret. En masse veluddannede kom til Nørrebro. Det var trendy. Man læste bøger, der handlede om fabriksarbejdere, arbejdskampe og amerikansk imperialisme og undertrykte i den tredje verden. De udkom på forlag som Modtryk og Demos.
Det mere kønspolitiske og bevidsthedsorienterede stof kom fra forlag som Rhodos og Tiderne Skifter.
Nørrebro Beboeraktion i flere fraktioner
I praksis blev det Nørrebro Beboeraktion(NB), der et stykke tid, stod for fordelingen af ledige lejligheder i området. Til gengæld sørgede aktivisterne så for, at det ikke blev ballade, når de pågældende huse skulle rives ned. Men til gengæld havde NB så ”hånds og halsret” over dem, der fik anvist en bolig. I sine velmagtsdage havde beboeraktionen 350 aktive unge.
Snart dannede der sig to fraktioner – VSerne i Blågårdsgade og DKP i Tømrergade.
Begge fraktioner betragtede sig som de sande arvtagere, og som den der havde den sande kontakt til borgerne. DKP erne betragtede ikke nybyggeri som et evigt onde, det skabte jo job til håndværkerne. De stræbte derfor til et godt forhold til de lokale fra fagbevægelsen, VS erne stræbte efter, at få flere almindelige borgere med i aktionen. De mente, at der ikke skulle bygges nyt. Området skulle udvikles med åbne pladser, haver parker, legepladser og meget mindre trafik.
Nede i Blågårdsgade havde fraktionen deres egen butik.
Mange grupper
En gruppe holdt øje med fupmoderniseringer, hvor hurtige tiltag af dårlig kvalitet, fik lejen pustet kunstigt op.
Trafikgruppen arrangerede happenings, hvor Blågårdsgade blev afspærret, så folk ved selvsyn kunne opleve, hvilken gevinst det ville være for kvarteret, hvis den blev gjort til gågade, hvilket i sidste ende lykkedes.
Spørgsmålet er om det virkelig lykkedes. Engang var Blågårdsgade, Nørrebros indkøbsgade nr.2. det er den ikke mere. Det forsvandt, da trafikken forsvandt.
Andre grupper beskæftigede sig med kondemnering og genhusning. Mange ejendomme forfaldt og var misrøgtet. Specielt i Korsgade så det slemt ud. Ofte var ruderne i trappeopgangene knust, og ejendomme var rene brandfælder.
Ved en frygtelig brand i Stengade i 1975 indebrændte 20 beboere, og ejendommen brændte helt ned. NB havde da allerede skrevet til ejeren og påpeget, at det måtte forbedringer til.
Den gang var der ikke almindelig at have adgang til bad. Derfor var der adskillige offentlige badeanstalter i området. Nu er der kun en tilbage i Sjællandsgade.
Aktionen i Todesgade
En af aktionerne var besættelse af en daginstitution i Todesgade. Borgerrepræsentationen havde besluttet, at den skulle nedlægges. Flere gange forsøgte politiet at rømme bygningerne. Ved en af aktionerne mødte aktivisterne op med to – tre tusinde. Efter 8 timers kamp opgav betjentene og kommunen. 300 betjente var sat ind på opgaven.. Men den 10. januar 1978 var det slut. En endnu større politiaktion var sat i værk.
Der var betjente i alle baggårde op til Todesgade. Det var vogne til at køre børn og pædagoger bort i, og Falck fjernede parkerede biler i gaden, så de store kraner, der skulle løfte bygningerne væk, kunne komme til. Det var uhyre velorganiseret.
På kant med hinanden
De to fraktioner i Blågårdsgade og Tømrergade kom virkelig på kant med hinanden. Konflikterne spidsede til i sommeren 1976. Hadet og skellet mellem de to fraktioner var ikke blot politisk, men til dels også socialt og kulturelt. Blågårdsgade støttede Byggeren, mens Tømrergade var imod.
De få oprindelige beboere, som var tilbage efter årtier med slum og derefter kondemnering og genhusning var et meget nedslidt og fordrukkent og forhutlet udsnit af befolkningen. I den marxistiske terminologi kunne man højst tale om et pjalteproletariat. Arbejderklassen var flyttet ud til nye kvarterer som Nordvest, Bispebjerg og Brønshøj.
Vi har tidligere beskrevet, hvordan det gik detailhandelen på Indre Nørrebro. Nørrebro Handelsforening var selv aktiv i Nørrebro Beboeraktion, og blev også inviteret af Solvognen til et arrangement i Nørrebrohallen.
Farvel arbejderklasse
Det blev trendy for den politisk aktive middelklasse at flytte ind til Indre Nørrebro, og give revolutionen en håndsrækning for en stund. For på den måde blev de svageste beboere trængt ud af kvarteret. Farvel arbejderklasse.
Overborgmesteren bestemmer
Flere organisationer støttede et forslag om, at indpasse Bygeren i de kommende planer, blandt andet de lokale afdelinger af Socialdemokratiet, DKP og VS’ byplanborgmester Villo Sigurdsson indførte en klausul i byggetilladelsen. Men overborgmester Weidekamp fratog Sigurdsson muligheden. Han udstedte en byggetilladelse, der indebar Byggerens totale rydning.
En prøveafstemning blandt de lokale, der viste at 80 % var tilhængere af Byggeren, gjorde heller ikke indtryk. Demokratiet er ikke baseret på dørklokkebesøg, sagde socialborgmester Pelle Jarmer.
En trist besked
Medarbejdere på Byggeren bliver i februar 1980 orienteret om, at legepladsens areal skal halveres senest den 28. marts, for at give plads til nybyggeriets første fase. Resten af Byggeren vil i så fald blive liggende til 1. april 1981. I modsat fald ville hele Byggeren blive ryddet senest 1. april 1980. Dette diktat blev afvist af medarbejdere og forældre.
Børnene kunne bare finde et andet sted at lege, de kunne jo bare gå i Fælledparken eller Valbyparken, mente Pelle Jarmer.
Pædagoger bliver fyret
Den 24. marts møder kommunen op med håndværkere for at gennemføre rydningen af Byggerens første halvdel, men mødes af blokade. Medarbejderne nægter at flytte i en nærliggende gymnastiksal i Gartnergade. 4 medarbejdere bliver fyret på grund af arbejdsvægring. Blokaden fortsætter gennem marts og april.
Aktivister i livsfare
Den 22. april foretages rydningen af legepladsens ene halvdel under beskyttelse af 800 betjente. Da politiet trækker sig tilbage, flytter flere hundrede børn og voksne, legeredskaberne tilbage på de ryddede områder og genetablerer Byggeren i dens fulde udstrækning.
Et øjenvidne fra dengang beretter:
* De to bulldozer speedede op og kørte gennem plankeværket Fra Stengadesiden og ind på byggelegepladsen. Den ene bulldozer kørte ind i stakittet til fodboldbanen, og skrabede det sammen foran sig. Dernæst troede jeg ikke mine egne øjne, for den fortsatte med at køre ind i de ca. 3 meter høje søjler, der bar taget på en scene. Oppe på dette tag befandt der sig 10 – 15 mennesker. Stolperne brasede sammen, taget skred, folk faldt ned, og løb for livet fra bulldozeren.
* Føreren af bulldozeren vendte nu og tog retning mod det tårn, hvor jeg befandt mig sammen med 8 – 10 andre personer. Chokeret begyndte jeg at fatte, at det jeg lige havde set, ville gentage sig.
Bål i gaderne
Den 29. april ankommer Midtjyllands nedrivningsselskab med et kæmpe politiudbud. Aktivisterne må springe for livet. Flere tusinder beboere og aktivister danner nu blokade, og spærrer Åboulevarden og Nørrebrogade. Selv om det er tale om fredelige aktioner, slår politiet hårdt til.
Cirka 70 personer anholdes og sigtes for gadeuorden eller vold mod embedsmand i funktion. Da politiet trækker sig tilbage, går beboerne atter igang med at genopbygge Byggeren.
De mest besindige mennesker havde mistet kontrollen. HT – busser blev kørt på tværs og punkteret. Lysreguleringer blev skudt i sænk, skurvogne blev væltet, vinduer blev smadret, og der var flammende bål i gaderne. Og i Ekstra Bladet kunne man i lederen læse
* Med barrikader, brosten og brodne pander rejser ghettoen sig i et vildt og desperat oprør mod alt muligt.
I et debatindlæg, kunne man læse
* Hvis demokratiet skal overleve ved hjælp af magt, så kræver det efter min mening, at denne magt benyttes med mere omtanke end det har været tilfældet i de seneste uger.
1.000 betjente i aktion
Under opdækning fra 1.000 betjente ryddes resten af Byggeren den 3. maj. Hele kvarteret eksploderer i vrede, og det kommer til konstante sammenstød mellem beboere og politi. Nu skal det ikke længere foretages arrestationer. Strategien er nu at beboerne skal jagtes med køller og politihunde. I radioavisen udtaler politiinspektør Anders Egetved, at nu er fløjlshandskerne lagt på hylden.
Politiet erklærer området i undtagelsestilstand. Opløb bliver splittet med magt.
Den 5. maj går 10.000 – 15.000 mennesker i demonstration fra Blågårds Plads til Rådhuspladsen. I protest mod rydning af Byggeren. Allerede den 6. maj går håndværkere i gang med byggeriet. I et desperat forsøg på at vende udviklingen, bliver hovedfærdselsårer og togdriften blokeret.. Men kampen er tabt og den 13 maj, ophæver Nørrebro Beboeraktion de sidste blokader.
Pøbelen og VS – politik skyld i balladen
Men overborgmesteren gav sig ikke, han udtalte i stedet.
* Det er VS – Blågårdsgade, der står bag disse aktioner, og jeg kan ikke se andet motiv, end at man gerne ville have disse protester og demonstrationer i gang af rent politiske årsager.
Socialborgmesteren holdt sig heller ikke tilbage. Han kaldte de aktionerende Nørrebro – borgere for pøbelen og gadens parlament, der spreder utryghed og usikkerhed.
Men i virkeligheden drejede det sig om følelsen af, at der ikke blev gjort noget i området for beboerne og at ingen beboere blev hørt.
Værktøjet blev leveret tilbage
Nørrebro Beboeraktion slikkede sårene ikke kun dem, de fik af politiet med også troen på demokratiet smuldrede.
I ugerne efter indkøbte man mukkerter og koben hos en isenkræmmer i Nørrebrogade, man ville i krig igen. Men disse blev senere bragt tilbage til isenkræmmeren med en undskyldning om , at man havde købt det forkerte værktøj. Man ville bytte varerne, og det kunne man, det blev til en kaffemaskine eller to.
Under aktionerne etablerede Nørrebro Beboeraktion også en indkøbsordning for de ældre, der ikke kunne forcerede barrikaderne
Weidekamp betragtede Bygger – sagen som en personlig sejr.
April 3, 2007
Protesten mod den tyske besættelsesmagt kostede mange menneskeliv på Nørrebro. Det kulminerede i den såkaldte Folkestrejke.
Spærretid kl. 20
Nørrebro kogte i dobbelt forstand, temperaturen nærmede sig 25 – 30 grader. Der var udgangsforbud, man måtte ikke være ude efter klokken 20. Befolkningen ville ikke finde sig i det.
Og det hele startede den 26. juni kl. 12, hvor smedene på B&W’s værft på Refshaleøen nedlagde arbejdet.
Land og Folk skrev:
* Hvis dr. Best tror, at danske arbejdere uden at kny først arbejder 8 – 10 timer for tyskerne for derefter i drønende sommerhede at lade sig indespærre kl. 20
Den 26. juni på Nørrebro
Det var det Danske Politi’s opgave, at gene folk ind i deres lejligheder. Politikommissær Cederstand fra Københavns politis station 6 på Fælledvej (i dag Politihistorisk Museum) beretter:
* I dag kl. 20.00, da spærretiden indtrådte, var der ualmindelig mange mennesker på gaden, i porte og gadedøre, og det var øjensynligt, at de ikke ville rette sig efter spærretiden, men kun stod og ventede på, at der skulle blive sjov i gaden. Stærke politipatruljer – til fods og på cykel – blev derfor udsendt med ordre til at bortvise folk fra gaderne på høflig, men bestemt måde. Jeg var selv med en patrulje ad Fælledvej, Nørrebrogade, Blågårdsgade, Baggesensgade, Korsgade, Stengade, Slotsgade og Griffenfeldtsgade. I dette kvarter var der mange mennesker. Disse gik frivillig op i husene på vore opfordring, men vendte tilbage til gaden, da politiet var borte.
Lidt efter kl. 21 tændte folk bål i Rantzausgade. Politiet kom til, og blev mødt med ukvemsord og stenkast. Efterhånden var en større menneskemængde forsamlet. Kort tid efter kørte tysk militærpoliti gennem gaden og skød med maskinpistol mod mængden for at håndhæve forbudet mod forsamlinger på gaden.
Men det hjalp ikke, tværtimod bredte uroen sig nu til hele bydelen. Kl. 22 sprang en bombe på Blågårds Plads. Og tyskerne skød videre.
Politikommissær Cederstrand bemærkede i sin rapport:
* De tyske soldater udviste ikke særlig hensyn under deres skydning. Brandinspektør Mønsted, der iført uniform kom kørende på motrocykel blev således på hjørnet af Nørrebrogade og Blågårdgade kl. ca. 22 beskudt fra en personvogn mrk. Mercedes Benz K 3951, uden dog at blive ramt.
Bilen blev ført af tre – fire mænd, sandsynligvis schalburgfolk, og nummerpladen var i øvrigt falsk.
Et par blev ramt på Jagtvej. Her var der også tændt en række bål. Efterhånden som brandvæsnet fik slukket bålene blev et andet tændt længere oppe af vejen. Ved halvtolvtiden var det livlig skyderi i Rantzausgade og Åboulevarden. En telefondame bliver skudt gennem halsen.
Den 27. juni på Nørrebro
Næste dag havde strejkerne spredt sig. Omkring kl. 22.30 kørte en tysk bil omkring og skød efter folk med maskingeværer i Ryesgade.
I Baggesensgade blev en kvinde dræbt og tre andre personer såret af skud affyret af en tysk patrulje. Dette skete ved 23 – tiden.
Den 28. juni på Nørrebro
Dagbladet Information kunne berette om, at der den 28. juni var optræk til ballade på Nørrebro. Tyske patruljer kørte rundt. Der var masser af bål, og ambulancerne havde travlt. Politiet anholdte flere, der var i gang med at lave bål, men da regnen kom ebbede urolighederne ud. Da tirsdag gled over i onsdag kunne regnskabet gøres op.
Tre danskere var blevet dræbt og 18 sårede.
Tyskerne gik nu med til, at spærretiden blev udskudt til kl. 23. Men nogle begivenheder fik igen befolkningen på barrikaderne.
Den 30. juni på Nørrebro
I morgenaviserne fredag den 30. juni kunne københavnerne læse, at 8 medlemmer af den berømte Hvidstens – gruppe var blevet henrettet dagen forinden. Denne begivenhed fik sporvognspersonalet til at nedlægge arbejdet. Men personalet var også blevet truet.
Kl. 10 blev togdriften indstillet. Efterhånden bredte strejken sig som en hvirvelvind.
Ved ni – tiden var der allerede mange mennesker på Nørrebrogade. Kl. 10 begyndte folk, at bygge barrikader tværs over vejen. Arbejdsvogne, sten og andet materiale blev brugt.. Røde papirflag med hammer og sejl blev fjernet af politiet. Disse blev mødt af sten. En enlig tysk soldat blev væltet ned af sin cykel, og politiet måtte hjælpe ham.
Cederstrand beretter:
* Mængden var stadig ophidset og opførte sig truende overfor politiet, idet de stormede frem. Politiet affyrede da et par skræmmeskud med det resultat, at den hujende sværm skyndsomt retirerede, men et øjeblik efter rykkede de atter fremad under højrøstet råben og skrigen.
Lederen af den 25 mand store politistyrke, overbetjent Bervil, vurderede at styrken ikke var stor nok til at fordrive bøllesværmen. Betjentene blev derfor trukket tilbage til stationen.
Ved Fælledvejens politistation står udrykningsvogne parat og politiet er nu trukket i kampuniform. En kæmpe folkemængde har tændt et stort bål omkring Kapelvej. En masse fødevare – og tobaksbutikker bliver plyndret.
Den legendariske Gunnar Nu Hansen beretter omkring kl. 14 fra Nørrebro:
* På Nørrebrogade var flaget med Hammer og Segl hejst over en væltet bil, endvidere var Dannebrog hejst, og i ledningsnettet dinglede en voksenmannequin fra den plyndrede Bryde Nielsens forretning (Buldog). Stemningen var overalt meget ophidset. Det danske politi kunne intet stille op. Når de store udrykningsvogne kom, og folk opdagede, at det var dansk politi og ikke tyskerne, der sad i bilen, blev arbejdet med at bygge barrikader genoptaget. I Stengade så jeg en politiofficer og 7 – 8 politibetjente blive ”fulgt” hjem. En mand blev overfaldet, bagefter blev der med al kraft kastet sten mod hans hoved. Han var utvivlsom dræbt på stedet. Nogle folk jeg talte med, sagde, at han var stikker.
* I Rantzausgade var der opløb uden for en slagterforretning tilhørende Trebbien. Pludselig lød der et brag. Ruderne var knust. Pludselig sprang tre fire mænd ind i forretningen og kastede spegepølser, rullepølser, leverpølser og kødpølser ud til folk. Forretningen blev ikke alene plyndret, den blev ødelagt.
Butikker i brand
At Buldog blev plyndret og brændt var planlagt. Det var ren og skær sabotage. Man kaldte varehuset for en Nazirede.
Mange tusinder af kroner gik op i lys lue. Politiet kæmpede for at rede, hvad redes kunne. Men måtte opgive, da Schalburgfolk fra biler skød mod mængden. Her dræbtes 5 mennesker.
Voksmannequiner blev klædt af og fik malet hagekors på det, folkevittigheden drastisk kaldte de militære områder.
Flere butikker på Nørrebro blev udsat for brand og plyndringer. Det var dem, der arbejdede for tyskerne. Kl. 17 var der brand i Palsbøls Konfektionsfabrik i Stengade 38 og en halv time senere brand i Lysdahls Konfektionsfabrik, Korsgade 16. Begge firmaer syede uniformer til Værnemagten.
Senere gik det ud over skotøjsfabrikken Stjernesko, Nørrebrogade 56. Også her skød Schalburgere.
Tyskerne opstillede kanoner, der kunne skyde ned af Nørrebrogade. En masse dræbte og sårede blev resultatet. Vidner beretter om 12 – 20 dræbte og sårede.
Familie udslettet ved Solitudevej
Et vidne beretter følgende
* Henne i butiksdøren til en chokoladeforretning i Nørrebrogade lå en kvæstet dame. Der stod en CB’er og nogle enkelte andre ved hende. På vejen lå hendes cykel sprængt i 3 dele. Det var en familie, der netop kørte over Nørrebrogade fra Møllegade til Solitudevej, da det skete. Drengen lå i en opgang. Der lå mange rundt omkring i opgange og sidegader.
Vilde skud mod ”pøblen”
Cederstrand rapporterede:
* Kl. 19.25 flere personer såret ved skydning med en tysk maskinkanon på Nørrebros Runddel. Ved politiets tilstedekomst var flere ambulancer og sanitetsvogne tilstede, en lille dreng, der var såret i venstre ben, førtes i politiets transportvogn til hospitalet.
På hjørnet af Griffenfeldsgade og Nørrebrogade skød det tyske politi fra Gernersgadevagten en og sårede to.
Men der var endnu ikke ro på Nørrebro
Cederstrand beretter:
* Der var i de følgende timer stadig stærk røre i kredsen, og pøbelen øvede hærværk og plyndring her og der. Tyskerne kørte idelig rundt i gaderne og skød stærkt – navnlig i kvarteret omkring Griffenfeldtsgade. Kredsens udsendte civilpatruljer berettede, at der hyppigt lød skrig og råb fra sårede personer, og politimændene måtte gentagende gange søge dækning for ikke at blive ramt af kuglerne, som for pibende og hvislende gennem gaderne.
Mange af københavnerne søgte tilflugt i kolonihaver eller bekendte ude for byen.
Den 1. juli på Nørrebro
Lørdag morgen – den 1. juli, var der stilhed på Nørrebro. Måske var det for stille.
Allerede kl. 6.20 var tyske patruljer i aktion på Nørrebro. Almindelige forbipasserende blev holdt op af tyske soldater og tvunget til at fjerne de barrikader, som var blevet bygget om fredagen.
Under sammenstød mellem danskere og de tyske soldater blev en mand skudt og dræbt ud for nr. 182.
Helten blev myrdet på åben gade
På Fælledvej tilbyder Edmund Holmgodt Jensen, nogle unge kvinder at hente mælk til deres småbørn. De tør ikke selv. De står i porten til Fælledvej 15, hvor de i lighed med Jensen, boede. De skulle have krydset gaden, for at hente mælken på det kommunale udleveringssted, Fælledvej 12.
Cederstrand fortæller
* Han bragte straks denne ædelmodige beslutning til udførelse og gik rask tværs over gaden, men ankommet til porten i nr. 12, blev han indhentet af en tysk soldat, der skød ham ned med sin pistol, så han segnede død om i porten.
Flere tilfældigt forbipasserende blev såret af tyskernes kugler, bl.a. en uniformeret brandmester på vej hjem fra endt tjeneste på Fælledvejens Brandstation.
En mand blev ramt af et projektil, således at hans underansigt fuldstændig blev afrevet.
Kanon dræber uskyldigt offer
Senere opstillede tyskerne en kanon for enden af Smedegade. Løbet pegede mod beboelsesejendommen, Thorupsgade 15, og da kanonen blev affyret, sprængte projektilet et stort hul i ejendommens facade og dræbte en beboer, fru Anna Holm, som boede på 2. sal.
I løbet af formiddagen havde tyskerne opstillet kanoner på blandt andet Nørrebrogade, Sct. Hans Torv og Blågårdsgade. Samtidig kørte sværtbevæbnede militærpatruljer skydende gennem Nørrebro.
Cederstrand brugte ikke mere så afdæmpende ord:
* Skydningen, der påbegyndtes i de første formiddagstimer, måtte efter danske begreber karakteriseres som meget hensynsløs…
Nørrebro – en krigsskueplads
Denne lørdag lignede Nørrebro en krigsskueplads. Et stykke oppe af Tagensvej var gaden spærret med barrikader fremstillet af et væltet arbejdsskur, brædder, cykelstativer, fortovsfliser m.m. På vejen ind ad Tagensvej sås rester af talrige gadebål.
På Fælledvej og på Nørrebrogade var der mange mennesker, men dog lidt spredt, da de havde opdaget, at tyskerne fyrede løs på dem, lige så snart, der var mere end fem forsamlet.
Fra Blågårdsgade var der livlig skydning om eftermiddagen. . Der røg endnu fra Buldogs varehus.
Ved Dronning Louises Bro var situationen ikke hyggelig, geværsalverne knitrede hele tiden. En tysk patrulje på lastbil holdt i skyggen af træerne på Nørre Søgade.
Overalt var brostenene brudt op, og nogle af de små sidegader var helt endevendt og gennemgravet af dybe løbegrave, der forhindrede al form for trafik. Palsbøl Skrædderfirma i Stengade var fuldstændig ødelagt af brand. En masse tyske uniformer var slæbt ud på vejen, hvor de var nedtrampet og revet i stumper og stykker af den rasende befolkning.
Protes mod overmagten
Forfatteren Martin A. Hansen, der dengang boede i Brønshøj sagde blandt andet:
* Jeg tror, man tør sige, at København i disse dage gennemlever sin fortids store øjeblikke, da den rejste sig mod overmagten på trods af al fornuft.
Militær undtagelsestilstand
Klokken 12 skred tyskerne til, at indføre militær undtagelsestilstand. Det betød at enhver forsamling, der bestod af mere end fem personer var forbudt i gader, stræder, på veje og pladser. Den tyske værnemagt har ordre til at skyde på enhver forsamling uden advarsel. Efter klokken 23 ville der også blive skudt på enkeltpersoner.
Al trafik ind og ud af Storkøbenhavn var ligeledes forbudt.
Begrundelsen for dette var, at den tyske værnemagt mente, at en stor del af den ”københavnske befolkning af ansvarsløse elementer” havde ladet sig bevæge til opsætsighed mod de anvisninger den rigsbefuldmægtigede.
Aktionen blev kaldt Operation Monsun.
Tyskerne havde forinden skudt løs, nu var det bare kommet på skrift.
Nye optøjer på Nørrebro
Men dette holdt ikke Nørrebro – borgerne tilbage.
Således beretter Cederstrand:
* Lidt over middag var pøblen, trods Værnemagtens blodige og hårdhændede indsats, vågnet til nye udskejelser og forbrydelser og dristede sig nu ud på gaden.
* kl. 13 meldtes der om plyndring og hærværk i Buldogs blomsterforretning på hjørnet af Dossereingen og Nørrebrogade. Da stationen ikke havde tilstrækkelig personale til at bremse uvæsenet, blev 2 udrykningsafdelinger rekvireret fra hovedstationen. Forinden styrkens ankomst kom et tysk kommando kørende til og bortjagede mængden ved skydning, og udrykningsholdet kørte derefter hjem igen uden at være kommet i funktion.
* kl. 15.15 meldes om plyndring af Buldogs Café, Nørrebrogade 1. Stationen sendte personale til stedet, og en udrykningsafdeling fra Politigården kom til assistance. Ved politiets resolutte indsats blev der anholdt 12 personer for plyndring, og man fik her bevis for, at det ikke var udelukkende pøbel, der var til stede. En stor del af publikum udviste harme over for plyndringen og var politiet behjælpelig med at indfange synderne. Efter oplysning på stedet, havde mængden endog kastet 2 tyvagtige kvinder i søen og givet dem en dukkert før politiets ankomst. Omtrent samtidig meldtes til opdagerne om hærværk og tyveri i Cykelforretningen, Korsgade 7.
* Kl. 16 – Hærværk og tyveri i Bagerforretningen, Wesselgade 2, 2 personer blev anholdt.
Der var skærende kontraster i den oprørske by, for mens der lød skud omkring Blågårdsgade, lå tusinder af mennesker langs søerne og tog solbad.
Frihedsrådet stiller krav
Frihedsrådet opfordrede til at Folkestrejken, skulle fortsætte og stillede følgende krav til den tyske værnemagt:
1. Schalburgkorpset må fjernes fra landet
2. Den faktiske undtagelsestilstand (spærretid m.v.) må ophæves
3. Byens tilførselsveje må åbnes, og forsyningen med vand, gas og elektricitet må genoptages.
4. Der må ikke foretages repressalier af nogen art i anledningen af Folkestrejken.
Mellem klokken 18 og 19 meldes om voldsomt skyderi på Nørrebro. Det var tyskerne, der skød med de kanoner, der var opstillet på Dronning Louises bro.
Den sørgelige opgørelse for det samlede antal dræbte danskere fredag og lørdag var opgjort til 51, mens 300 mennesker var sårede.
Den 2. juli på Nørrebro
Nørrebro borgerne vågnede op til en pragtfuld søndag. Straks fra morgenstunden var der ret livligt på gaderne. Folk var optaget af at skaffe morgenbrød, mælk og drikkevand. Der var flere steder, blandt andet ved bagerforretningerne lange køer. Fra stationen var der udsendt flere poster, der skulle holde øje med disse køer.
Tyske militærpatruljer passerede jævnlig disse forretninger, men trods 6 mands forbudet skred de ikke ind overfor de opstillede køer.
Der var oprettet folkekøkkener i Møllegade og Sct. Hans Skole. Her skete der dog ikke nogen skyderier. Men det gjorde det ud for Bispebjerg Hospital, hvor man kunne afhente børnemælk
Ud for Elmegade blev folk advaret om, at man ville skyde, såfremt køen ikke blev opløst.. Politiet ordnede dette ved at arrangere, at fødevarerne blev udleveret fra gårdsiden.
Cederstrand fortæller:
* kl. 17.30 passerede en lastmotorvogn med schalburgfolk hjørnet af Nørrebrogade og Fælledvej. Her gav de sig uden mindste anledning til at skyde på folk, ganske tilfældigt forbipasserende, hvoraf flere blev ramt. Bl.a. fik rpb. 3240 Andersen, som i uniform havde tjeneste på Nørrebrogade et strejfskud i venstre hånd, ligesom han ved et deraf følgende fald på gaden kvæstede sit ene knæ. Det skal bemærkes, at politiets højttalervogn på nævnte tidspunkt holdt på Nørrebrogade ved Fælledvej og gav befolkningen instruktioner vedrørende næste dag, og i den anledning var der selvfølgelig mere end 5 mennesker samlet. Men da schalburgmændene således kunne se og høre anledningen, burde de have så megen konduite, at de holdt deres skydere i ro i disse ulykkesdage, som følge af spærretid og påfølgende generalstrejke, udviste disse schalburgfolk en sådan iver og ondskab i den tildelte værnemagtsassistance, at man uvilkårligt fik det indtryk at de følte en sand fornøjelse i udøvelse af denne menneskejagt.
Den 3. juli på Nørrebro
#
Om mandagen be
gyndte sporvognene igen så småt at køre. Tyske patruljer kørte stadig gennem gaderne, men undlod at skyde.
*
De hede dage havde kostet 87 dræbte og 664 sårede, en stor del af disse var fra Nørrebro.
Forfatteren, Martin A Hansen beskrev kampen således:
– 9. april tog tyskerne København med få hundrede mand. 29. august løb de hurtigt vor håndfuld soldater over ende og holdt byen nede blot ved at vise deres panservogne og maskingeværer. I julidagene 44 trodsede København, uden at gøre brug af sine skjulte våben og modstandsgrupper, tyskernes kanoner, håndgranater, geværer, panservogne, gjorde den militære overmagt illusorisk og tvang sin vilje igennem. Således endte den tredje krig om vores by.