Flere gader og veje på Nørrebro

Læs om gaden, der fik navneforandring på grund af et mord. Hør også om Stlladsråden. Og så har Nørrebro været leveringsdygtige i Nødtørftanstalter. Så var det manden, der skrev 4.000 viser. Her er anden del af gader og veje på Nørrebro.

Alderstrøst

Stiftelsen blev opført af Håndværkerforeningen i årene 1862 – 1875. De første penge til byggeriet fik man efter et lotteri. Den indeholdt, da alt var udbygget 191 lejligheder. Da første etape, var færdig havde man besøg af kongen, han glædede sig, Det glæder mig, at der er lokummer til alle.

Stiftelsen blev nedlagt i 1954, og det meste af komplekset blev nedrevet i 1980. Hovedbygningen mod Nørrebrogade er bevaret.

Atlas

I 1897 opførte Atlas en fabrik på hjørnet af Nørrebrogade og Baldersgade. Der blev produceret køleaggregater og dampmaskiner. Produktionen blev omlagt som følge af den teknologiske udvikling. I 1950erne byggede man en ny fabrik i Lundtofte, og producerede efterhånden køleskabe.

Bagergade

Bagergade gik fra Blågårdsgade til Slotsgade. Da Blågårds Plads blev anlagt i 1916, kom gaden til at indgå i pladsens sydlige del, derfor valgte man at skifte navn.

Baggesensgade

Opkaldt efter digteren Jens Baggesen (1764 – 1826). Han døde i Hamborg, men blev begravet i Kiel.

Blågårds Seminarium

Danmarks første lærerseminarium blev grundlagt i 1791, og ødelagt af englænderne i 1807. Et nyt seminarium blev oprettet af jyden Jeppe Tang i 1859. I 1863 flyttede man ind i en bygning på hjørnet af Baggesensgade og Blågårdsgade. I 1904 flyttede seminariet.

Borups Alle

Finansborgmester Ludvig Christian Borup (1836 – 1906) sikrede i 1890erne København mod grundspekulation. Han opkøbte billig landbrugsjord, bl.a. Bellahøj, Hulgård og Tomsgård i Brønshøj og Utterslev.

Bragesgade

Grundtvigs udtryk ”bragesnak” var hentydning til den nordiske gud, Brage, veltalenhedens Gud.

Hvad de færreste ved, Grundtvig kom ofte på Ydre Nørrebro, ikke langt fra Bragesgade. Lystgården, Marienlyst blev omdannet til højskole.

Bregnerødgade

Landsbynavnet går tilbage til lige efter Vikingetiden. Navnet er udledt af plantenavnet, bregne.

Brohusgade

Her boede opsynsmanden ved broen over Ladegårdsåen til Bülowsvej.

Bryggeriet Stefan

Det blev stiftet i 1895 af H.C. Meyer. Tre år senere slog han sig sammen med to andre og stiftede Bryggeriet Hafnia, der lå i Stefansgade 51. Særlig populær blev den såkaldte Kroneøl. Fra 1913 producerede bryggeriet også mineralvand.

Brynhildegade

Brynhilde var den nordiske sagnskikkelse, som elskede Sigurd Fafnersbane., og ved sin jalousi forvoldte hans død. Wagner har lånt stoffet til operaen Ragnerok.

Cafe Petersdal

Den lå egentlig der, hvor El – giganten ligger i dag. Den var opkaldt efter landstedet af samme navn, som lå samme sted. Den blev revet ned i 1930, for at give plads til Nora – Bio, der blev Københavns tredje største. Biografen lukkede i 1977.

Cloetta

Chokoladefabrikken blev opført i 1862 af de to schweiziske brødre Bernhard og Christoph Cloetta. I 1867 købte man en ejendom i Indre by og brugte dampmaskiner.. I 1901 flyttede man til lokalerne i Hørsholmsgade. Hele 125 mennesker blev beskæftiget her. I 1929 blev firmaet omdannet til aktieselskab og overtaget af Christian F. Kehlet. Fra 1954 til 1960 blev firmaet drevet fra Glostrup, og chokoladekoncernen Fazer overtog virksomheden. I dag danser man lystigt i den tidligere chokoladefabrik.

Dardanellerne

De to ejendomme, der flankerer Nørrebrogade mod søerne. Navnet dækker i vore dage strædet mellem Europa og Lilleasien, men betegnede egentlig to fæstninger. Ejendommene er opført omkring 1853.

Dronning Louises bro

Dronning Louises bro er fra år 1900. Da den ene af husene på Nørrebro – siden i 1947 skulle renoveres, ville ejeren fjerne tårnet. Men det fik han ikke lov til. De to tårne på de to første huse markerer stadig indgangen til Nørrebro. Historien om broerne er spændende, og det vender vi tilbage til i en senere artikel.

Eddagården

Eddaen er mundtligt overleverede gudesagn og slægtssagaer, nedskrevet på Island omkring 1250, at islændingen Snorre Sturluson (1179 – 1241).

Esromgade

Efter Klosterbyen Esrum ved Esrum Sø. Lidt finurlig navn, da søens gamle navn er Esse.

Fafnersgade

Dragen Fafner vogter en skat i den nordiske gudelære.

Fenrisgade

Den onde Fenrisulv i den nordiske gudelære blev med list svinebundet af aserne, indtil Odins søn Vidar, skal dræbe ham i Ragnerok.

Fensmarksgade

Efter den sjællandske landsby, hvor digteren Christian Winther blev født. Navnet betyder ”kvægjord”.

Florsgade

Christian Flor (1792 – 1875) var en ledende dansknational, sønderjysk politiker og forstander på Rødding Højskole.

Fogedgården

Fogeden var i det gamle København, den øverste embedsmand. Han ledede Bytinget mandag morgen foran rådhuset på Gammel Torv, som politimester og dommer i en og samme person

<--PAGEBREAK-->

Folmer Bendsens Plads

Maleren Folmer Bendtsen (1907 – 1993) malede Nørrebro – motiver. Aktiv i frihedskæmperorganisationen Bopa.

Fredrik Bajers Plads

Frederik Bajer (1837 – 1922) deltog i krigen i 1864. Kom i Folketinget for partiet Venstre. Sammen med sin kone Mathilde (født Schlüter) startede han i 1871 dansk Kvindesamfund. Han var født Frederik, men stavede sit navn konsekvent Fredrik.

Frejasgade

Freja er den nordiske gudelæres frugtbarhedsgud.

Fællesbageriet

I 1887 flyttede Arbejdernes Fællesbageri ind i nyopførte bygninger i Nanansgade. Formålet var, at arbejderne skulle have billigt og godt brød på bordet. Et eget mølleri fik man i 1893. Virksomheden fortsatte helt frem til 1980.

Gilbjeggade

Gilbjeg Hoved er Sjællands nordligste punkt. Navnet betyder ”kløft”.

Gormsgade

Gorm den Gamle var konge i Jylland fra omkring 936 til 950, og blev begravet i Jelling. Han var den sidste hedenske konge, og den sidste der blev begravet i en høj.

Gummifabrikken

I 1896 etablerede De Forenede Gummi- og Luftringefabrikker sig i Heimdalsgade. I 1934 udvidede man fabrikken, der fik navneforandring til Schiønning & Arve. Det blev Danmarks største leverandør af dæk og slanger til cykler.. Produktionen ophørte i slutninger af 1970erne. Senere gav det anledning for BZer at besætte bygningerne. For første gang siden 1930erne brugte Politiet tåregas mod civile, for at få dem til at forlade bygningerne.

Hamletsgade

Saxos sagn om den jyske sagnkonge, der reddede livet ved at anstille sig dum. Historien inspirerede Shakespeare til tragedien Hamlet, prins af Danmark.

Hans Egedes Gade

Grønlands Apostel, Hans Egede (1686 – 1758), troede, at der måtte være nordboere på Grønland. Han sejlede derop i 1721, men fandt dog ingen nordboere. Han begyndte at omvende grønlænderne, og grundlagde i 1727 Godthåb/Nuuk.

Hans Kirks Vej

Forfatteren Hans Kirk (1898 – 1962) var kommunist. Hvem husker ikke Tv – serien Fiskerne, da den blev vist.

Heimdalsgade

Den nordiske gud, Heimdal, kunne se hundrede mile, og høre græsset gro. Fra ham nedstammer alle i Norden – trælle, frie bønder og jarler. Hans Gjallerhorn vil lyde fra regnbuens top, når guderne på den yderste dag, Ragnarok, kaldes til kamp mod underverdenen.

Heinesgade

Overretssagfører Nathan Heine (1835 – 1914) var ekspert i byggesager.

Hellebækgade

Efter stationsbyen vest for Helsingør. Betyder den hellige bæk.

Henrik Pontoppidans Vej

Henrik Pontoppidan (1857 – 1943) måtte i 1913 lide den tort, at skulle dele Nobelprisen i litteratur med Karl Gjellerup. Hans mest kendte roman er vel nok Lykke – Per.

Henrik Rungs Gade

Komponisten Henrik Rung (1807 – 1871) huskes for melodien I Danmark er jeg født

Hermodsgade

Aserne sendte Hermod til dødsriget Hel, for at hente Balder tilbage.

Hillerødgade

Bynavnet Hillerød er gammelt. Men blev egentlig først brugt for cirka hundrede år siden. Indtil da hed stedet Frederiksborg. Navnet stammer fra kvindenavnet Hildur eller mandsnavnet Hildir. Byvåbnet viser dog en blomstrende hyld. På et tidspunkt troede man, at navnet stammede fra hylde – rød.

Hornbækgade

Opkaldt efter det nordsjællandske badested.

<--PAGEBREAK-->
Hothers Plads

Guden Hother (Høder) var søn af Odin og Frigga, og bror til Balder. Hother blev skyld i broderens død. Han var blind, med Loke sigtede med den ulyksalige pil af mistelten.

Husumgades Betalingsskole

Skolen hedder i dag Havremarkens Skole. Den blev indviet som betalingsskole i 1890. Samme år blev skolen gjort til friskole, d.v.s den var gratis at gå i. Elevtallet var imponerende. Man startede med 916 elever. I 1923 var elvtallet helt oppe på 1.425.

Irma

Carl Schepler åbnede i 1886 en lille ægge forretning i Ravnsborggade. Han begyndte snart at fabrikere og sælge andre varer. Siden åbnede han filialer på Frederiksberg, Vesterbro og sågar i Tyskland. I 1907 registrerede Schepler sine butikker under navnet Irma.

Jernbanen

Der har faktisk været 3 stationer på Nørrebro. Når togene passerede Nørrebrogade nær Esromgade, blev bommene sænket. Fra 1910 kunne fodgængerne bruge en fodgængerbro. En trafiktælling fra den 26.februar 1924 fortæller noget om problemet. Bommene var nede 78 gange i et døgn, i alt 212 minutter. Der passerede 67 tog og nogle rangertog. Der standsede 361 biler og 18 motorcykler. Ikke nævnt er sporvogne, hestevogne, trækvogne og cyklister. Tænk hvis det var i dag.

Overskæringen forsvandt først i 1930, da Højbanen blev indviet.

Den 1. juli 1886 fik Nørrebro, Station A, den lå ud for Jægersborggade i Stefansgade. Station B lå i Hillerødgade, den betjente rejsende mod København og havde ingen ventesal.

Julius Bloms Gade

Tømrermester Julius Andreas Blom (1815 – 1900) stod for opførelsen af mangfoldige lejekasserner på Nørrebro. Han fik sæde i Magistraten, og blev ved kongelig nåde udnævnt til etatsråd – i folkemunde Stilladsråden.

Korsgade

Allerede før 1850 hed gaden Korsvej. Helligkors Kirken for enden har navn efter gaden,.

Kronborggade

Efter Erik af Pommerens slot, som oprindelig hed Krogen og sikrede opkrævningen lige til Øresundstoldens ophævelse i 1857 – mod godtgørelse af 32,2 millioner Rigsdaler. Tænk hvis de havde fortsat?

Krügersgade

Endnu en vej, gade eller plads udnævnt af en af danskhedens forkæmpere i grænselandet. Hans Andreasen Krüger (1816 – 81) var danskhedens leder efter 1864.

Ludvigsen og Hermann

Når man snakker om jernstøberi, tales der altid om Heegaard, som vi også selv nævner i en del artikler. Men 10 år senere, i 1838 åbnede S.H. Ludvigsen på Nørrebrogade 39. Senere fulgte E.V. Hermann med. I 1860 var virksomheden en af de førende inden for produktion af lygtepæle, kloakdæksler, bænke og fritstående pissoirer (dengang hed det nødtørftsanstalter). Firmaet var de første til at forsyne københavnerne med vandklosetter og centralvarmeanlæg blandt de velhavende omkring Bredgade og Malmøgade. I 1974 flyttede Ludvigsen og Hermann til Glostrup.

Lygtekroen

Kroen blev opført i 1700 – tallet og nedrevet i 1904, for at give plads til Lygten Station. Kroen lå ved Lygteåen, som blev rørlagt under DSB – grunden og Fasanvej omkring 1920.

Mjølnerparken

Guden Thors hammer hedder Mjølner. Når han kastede den, ramte den altid, og vendte så tilbage til hans hånd.

Nannasgade

Den Germanske gud Balders smukke hustru lod sig brænde med sin døde mand.

Nivågade

Den nordsjællandske å, har givet landsbyen navn, betydningen er uvis. Måske har åen heddet Nive.

Nordborggade

Alsingerne kalder Nordborg for Nørborg modsat Sønderborg. Oprindelig hed byen bare Køping.

Nordre Fasanvej

Fasangården blev opført i Frederiksberg Have i 1723 – 24, med henblik på opdræt af fasaner, men nedlagt i 1785. Også på Nørrebro var fasanjagt hyppige. Det vides at Struensee og Caroline Mathilde gik på fasanjagt på Fælleden.

Nærumgade

Nærum betyder Njords hjem. Frugtbarhedsguden Njord er også kendt under det latinske navn Nerthus.

Nøddebogade

Jul i Nøddebo Præstegård foregår ikke i Nødebo(med et d) ved Esrum Sø.

Nørre Alle

Alleens linde blev plantet i 1744. Fra Møllegade via Nørre Alle førte Kongevejen til Helsingør.

Nørre Alle var en del af denne Kongevej.

Nørre Alles Skole

Den blev opført i 1857, som en af de første skoler på Nørrebro. Egentlig var skolen beregnet til 900 elever, men omkring år 1900 gik der 1.472 elever på skolen. Det klarede man ved at have skolegang i ”to – holds drift” Pigerne fra kl. 8 – 13 og drengene fra 13 til 18. Fra 1945 – 1946 gjorde skolen plads til tyske flygtninge. Eleverne blev flyttet til bl.a. Skt. Johannes Kirkens menighedshus. Skolen fungerede ind til 1993, hvor bygningerne blev til Medborgerhus.

Nørrebronx

Moderne udtryk for Nørrebro. Bronx er en af New Yorks fem såkaldte boroughs, og den eneste på fastlandet. I 1635 købte hollænderen Jonas Bronck arealet. Manhattan var i 1626 taget i bytte af hollændere. Øens indianere fik efter sigende glasperler og kram til en værdi af ca. 24 Dollars.

Nørrebros Teater

Nørrebros Teater i Ravnsborggade blev indviet i 1886, som et såkaldt serveringsteater. I 1931 brændte teatret, og blev hurtig genopført.

<--PAGEBREAK-->

Odinsgade

Fra 1860 til 1920 navngav man en stor gruppe gader med navne fra den nordiske mytologi og sagn verden. Det var en privat grundejer, der fandt på det. Det inspirerede så kommunen til at fortsætte. Odinsgade er den ældste af ”Gude – vejene” Den nyeste navn er Mjølnerparken.

Overskæringen

Et minde om den tidligere jernbane mellem København og Hellerup. Banen blev nedlagt i 1930.

Parcelvej

Griffenfeldsgade hed Parcelvej indtil 1875, opkaldt efter Parcelbroen, der førte over Ladegårdsåen

Prins Jørgens Gade

Egentlig hed gaden Louisegade Et meget omtalt mord på en smedesvends hustru vakte så meget postyr, at man valgte at omdøbe gaden. Det var synd for Anker Heegaard `s hustru Louise. Det var nemlig hende, gaden var opkaldt efter. Anker Heegaard var den initiativrige fabrikant på Indre Nørrebro. Prins Jørgen var søn af Frederik den 3. Han blev gift med den engelsk – skotske prinsesse Anne Stuart, der kom på tronen i 1702. I England tog Jørgen navnet George. Anne blev godt nok gift hele 15 gange. De fem levende fødte børn døde alle som små. Dermed uddøde Stuart – slægten. Under anden verdenskrig valgte BBC, Prins Jørgens March som kendingsmelodi for sine propagandaudsendelser til det tysk besatte Danmark. Melodien blev så populær, at den nu bruges til at annoncere Eurovisions udsendelser.

P.D. Løvs Alle

Malermester P.D. Løv(1860 – 1930) udstykkede store arealer på Nørrebro til etagebyggeri.

Peter Fabers Gade

Danmarks første telegrafdirektør Peter Christian Frederik Faber (1810 – 1877) skrev bl.a. Højt fra træets grønne top, Sikken voldsom trængsel og alarm og Den gang jeg drog af sted.

Rantzausgade

Adelsslægten hørte hjemme i Holsten. Den barske Johan Rantzau (1492 – 1565)nedkæmpede oprørerne for Christian den 3. I et år belejrede hans lejesvende byen, og folk døde som fluer. Men en anden var særdeles populær på Nørrebro, Anton William Theobald Rantzau (1832 – 1897). Han var nok den mest produktive viseskriver, som Danmark nogensinde har haft. Hen mod 4.000 viser blev det til. Direktør for en masse sangerindepavillioner, bl.a. Store Ravnsborg. Han var en rigtig Nørrebro – dreng, havde altid en skilling til overs for trængende. Han arrangerede også velgørenhedsforestillinger. Han forsøgte sig også med Panama – aktier. Det skulle han ikke have gjort.

Rantzausgade hed Nordvestvej indtil 1905, og gik kun til Brohusgade.

Remisen i Gartnergade

Den blev opført i 1869, og var beliggende i Gartnergade 9. Her parkerede hestesporvognene fra ”Korsgade – linien”, der kørte fra Kongens Nytorv til Korsgade ved Parcelvej(nu Griffenfeldsgade) og retur. Endnu i 1903 var der tre hestesporvognslinier i København. Korsgadelinien blev ikke omstillet til elektrisk drift, men nedlagdes i 1903. Samme år blev remisen i gartnergade revet ned.

Sandbjerggade

Gennem århundrede gravede man sand til husholdningsbrug på Nørrebro, nærmere Fælleden. Man skurede gulve med det, kom det i spytbakkerne, blankede kobbertøjet m.m. Møllegade hed før Sandgravervej.

Sankt Hans Torv

Vognene til kildemarked på Eremitagen ved Kirsten Pihls Kilde holdt her. Særlig til Sankt Hans var der livlig trafik her. I begyndelsen af 1800 – tallet blev den Gamle Strandvej, den foretrukne rute. En gammel malkeplads lå lige i nærheden, ligesom Nørrebros første kirke.

Schleppegrellsgade

Generalmajor Frederik Adolf Schleppegrell (1792 – 1850) faldt i slaget ved Isted, 25 juli1850.

Schulstad

I 1902 flyttede Viggo Schulstad sin brødproduktion til en baggård mellem Blegdamsvej og Ryesgade tæt ved Sankt Hans Torv. Senere fusionerede virksomheden med to andre brødfabrikker.

Sigurdsgade

Sagnhelten Sigurd dræber i den ældre Edda, dragen Fafner, og derfor kaldtes Sigurd, Fafnersbane. Figuren var oprindelig en slægts gud for Vølsungerne, men blev populær. Ingår også i Wagners: Nibelungens Ring. Det nordiske mandsnavn betyder Kampens vogter.

Skotterupgade

Allerede i Middelalderen var skotterne i Helsingør, så talrige, at de i Sankt Olai Kirke kunne bekoste et alter til deres egne helgener.; Sankt Jakob, Sankt Andreas, Sankt Ninianus. De lånte også navnet til fiskelejet Skotterup syd for byen.

Skrivergangen

Københavns byskriver boede i et stenhus på hjørnet af Gammeltorv og Klædeboderne – nutidens Skindergade. Han nød desuden embedsjord og honorarer for at udfærdige skøder, domme og lister over de våbenføre mænd.

Slangerupgade

Anlagt langs Slangerupbanen. Den gamle, forhenværende købstads navn er udledt af mandsnavnet Slanghi ”slange”. Erik Ejegod var født her.

Slejpnersgade

Efter Odins ottebenede hest.

Slotsgade

Blågård blev nedbrudt under belejringen i 1658, men genopført af Prins Carl, Frederik den 4. s bror

Læs mere på www.dengang.dk om Blågården

<--PAGEBREAK-->
Smedegade

En af de ældste af Blågårdsgades sidegader. Fra 1850.

Sorte Firkant

En af de mest troværdige forklaringer for betegnelsen opstod, da myndighederne afmærkede alle børneværns – og politisager på et kort med sorte knappenåle. Disse sad særlig tæt på Indre Nørrebro, og dannede en sort firkant, begrænset af Åboulevarden, Peblingesøen, Kapelvej og Nørrebrogade.

Stefansgade

Stefanskirken er fra 1874, opkaldt efter den første martyr, Stefan. Han blev stenet i Jerusalem omkring år 35. Paulus skulle have set det hele. Gaden hed oprindelig Havremarksvej.

Stengade

Måske skyldes navnet, brolægningen. Men navnet kan også skyldes boghandler Christian Steen(død 1861). Han havde ejendom lige i nærheden. Et lille stykke ud til Nørrebrogade, kaldtes Nørrebrostræde, og var kun en smal passage. I 1927 skiftede dette stykke også navn.

Stevnsgade

Stevns er udledt af det oldnordiske ord for ambolt. Klinten er åbenbart blevet sammenlignet med en ambolt.

Sukkerhuset

På hjørnet af Griffenfeldsgade og Korsgade ligger et hus, man kalder Sukkerhuset. Det er opkaldt efter en kolonialforretning med samme navn, der lå på stedet omkring 1900. Huset er opført i 1870.

Syrevognene

Den første hestesporvogn mellem Nørrebrogade og Kongens Nytorv blev oprettet i 1867. 30 år sfter indførtes akkumulatordrevne vogne. På grund af lugten fra batterierne, fik de hurtigt øgenavnet syrevognene. I 1902 gik man over til luftledninger.

Thit Jensens vej

Forfatteren Thit Jensen (1876 – 1957) led i levende live noget under, at skulle være lillesøster til en nobelpristager, Johannes V. Jensen. Hendes middelalderromaner læses stadig.

Thorsgade

Krigsguden Tor med bukkeforspandet, og den magiske hammer Mjølner er en af de yngste nordiske guder. Vi mindes ham, når det tordner.

Thyrasgade

Gorm den Gamles dronning Thyra Danebod(død omkring 935) moderniserede(måske) det ældgamle forsvarsanlæg i Slesvig. Thyra og Gorm ligger begravet i Jelling. Med dem begyndte Danmarks ”officielle” kongerække.

Tibirkegade

Den nordsjællandske landsby Tibirke var i århundrede truet af sandflugten. Betydningen er krigsguden Ti eller Tyrs ”birkelund”.

Tikøbgade

Efter en nordsjællandsk landsby. Navnets betydning er uklar.

Titangade

Maskinfabrikken blev grundlagt i 1897. Den græske mytologis 22 titaner er gudernes modstandere – jordfødte børn af Uranos, Himlen og Gaia, Jorden. Den øverste titan er Kronos, tiden.

Udbygade

I landsbyen Udby nordvest for Vordingborg blev N.F.S. Grundtvig født. Vi har tidligere været inde på, at Grundtvig ofte var på Nørrebro.

Uffesgade

Saxos sagn om Uffe hin spage, kongesønnen som i en holmgang ene mand hugger to saksiske modstandere ned, har i et par hundrede år har appelleret til noget inderligt dansk. Uffe er en kæleform for Ulf.

Valhalsgade

Valhal – Odins hal, hvortil de der ”blev på valen” kom efter kampen, for at kvikkes op med mjød og flæskesteg.

Valkyriegade

I den nordiske mytologi er valkyrierne Odins unge kvinder, der udpeger de krigere, som skal blive på valpladsen, og siden fører dem til Valhalla. Ordet betyder ”de der udvælger på valen”.

Vulkangade

I den romerske mytologi er Vulcanos smedens gud, ligesom Vølund er det i den nordiske. Gaden er en blind gade til Vølundsgade. Vulcanus havde værksted under vulkanen Etna, hvor han smedede våben til broderen Mars.

Wesselsgade

Den norskfødte digter, Johan Hermen Wessel (1742 – 1785) gik ofte på tur i København.. Hans bror, Casper Wessel var en god korttegner.

Ydunsgade

Ydun eller Idun i den nordiske gudelære var gudinden, der vogter de æbler, som sikrer guderne evig ungdom og udødelighed. Den vise Brage var hendes mand.

Ægirsgade

Ægir er havets gud, kaldes også Gymir og Hler. Han er urstoffets søn, bror til luften og ilden.

Livet på Assitens Kirkegård

Assitens Kirkegård er ikke helt almindelig. Det er mange af de personer, der ligger der, heller ikke. De ansatte der engang arbejdede der, havde store problemer, med at skaffe orden. De ville have politiskilt. Moral og etik fyldte også meget. Datidens medier var efter kirkegården. Rødhårede måtte heller ikke overvære en begravelse. Tilstrømningen har altid været enorm. Man talte om at indføre entre og bygge en tribune, så alle, der havde lyst, kunne overvære en begravelse.

26. maj 1757 forelå der en kongelig forordning om oprettelse af den ny Assistens Kirkegård til afløsning af de gamle. Kirkerne skulle besørge vedligeholdelsen af grundstykket, som hurtig var blevet beplantet og indhegnet med Philip de Langes mur af Flensborg mursten.

Assitens Kirkegård blev dog først indviet den 6. november 1760. Med kongens tilladelse fandt indvielsen sted i al tarvelighed. ”Disciple” fra Frue Skole sang en salme som meget passende hed ”pengene, som Judas slængte”.

Den ny kirkegård blev en vigtig indtægtskilde. Hver tøddel jordbærmarmelade blev anvendt, og samtidig blev der sparet på veje og stier, så for at komme til et bestemt gravsted, måtte man vade over et andet.

Den første rige på Assitens

I begyndelsen ansås den for en kirkegård for fattige. Men en adelsmand fra Sønderjylland, ændrede på dette. Egentlig var Johan Samuel Augustin født i Eiderstedt i Nordtyskland. Han var kancelliråd i krigsministeriet. Siden har kirkegården været kult.

Augustin skrev i sit testamente, at han aldrig med forsæt eller mod sin vilje, havde fornærmet noget i sit levende liv. Hans døde legeme, skulle heller ikke påføre andre nogen skade. Derfor anmodede han, at blive bestrøget med en tilstrækkelig mængde ulæsket kalk i en simpel kiste, 10 fod dybt.

Augustins oprindelige gravmæle fandtes ved muren og er nu forsvundet. Man mener, at ved kirkegårdens omlægning i 1824, blev alle de ligsten, hvortil ingen ejer meldte sig, solgt ved auktion.

Stavefejl og censur

Snart fandt man ud af, at der manglede bygninger på kirkegården. Et benhus til opgravede knogler, og et ligkapel til jordpåkastelser.

Snart ville man overgå hinanden i monumenter. ”Kiøbenhavnerbladet” klager over dette fænomen i 1804, og foreslår, at der bør fastsættes en vis størrelse for monumenter, om end af moralske grunde:

Det var dog tungt, om den Fattige, som i sit Liv, saa ofte blev fortrængt af den Rige, ogsaa efter Døden skulde friste denne Skiebne”

Ja kirkegården var sandelig i datidens medier. I 1805 klagede bladet Politivennen over stavefejl på gravstenene. På monument, der havde kostet mange hundrede Dalere, stod der Ægtefælde med d. Andre eksempler. Det er Aften før – du ved Hold dig. Jeg Laa Paa Moders Brøst og Blev af Hende Amedt, Nu er min Siæl forløst. Og Diær Trøst af Lamedt.

Nu er det faktisk lidt svært at forholde sig til dette i dag. Det danske sprog har forandret sig. Hvad var forkert og hvad var rigtigt, ja det er svært, at se.

I 1818 var den ældre kirkegård så gyselig at se på at Poltivennen ligefrem ville have en kunstner til, for kommunens regning, at bo derude og istandsætte gravmælerne. Dette gjaldt også ældre, forfaldne monumenter, mens censuren skulle tage hensyn til de nyes smagløshed. Især var det slemt, at de i høj grad kopierede hinanden. De samme attributter gik igen fra grav til grav. Urner, tårekrukker, gravlamper og slukkede fakler symboliserede døden., foruden naturligvis leen, neget og den brudte søjle. Hunden, den trofaste, hvilende vad gravmælets fod, men også duerne var begyndt at slå sig ned, som symbol på Helligånden.

Den afdødes virke betegnedes med skibsror, passer og vinkel, håndværkerens redskaber og handelsmandens symboler., alias Merkur i samtale med Neptun. Endelig var der sommerfuglen og slangen, der bider i sin egen hale, sindbilleder på henholdsvis udødelighed og evighed.

Poesi på Kirkegården

Det kneb i begyndelsen med at få refunderet udgifterne fra de andre kirker, Særlig efter 1852, hvor det var forbudt at begrave borgere inde i byen. Snart måtte kirkegården igen udvides.

Biskop Frederik Plum begik et lille digt. Indledningen lød således:
Her i disse landlig simple grave
Lagdes mangen værdig Borger ned.

Ja, det er virkelig skrevet meget om Kirkegården. Således skrev Viggo Stuckenberg blandt andet
Jeg har staaet her ved Vintertide
Set saa mangen Kiste bæres ud
Set dens Blomsterdække skælve, stride,
Vejre Dødens Gru i Vinterens Slud.

Graverne ville have politiskilt

Graverne følte sig magtesløse over for det der skete på kirkegården. De ville gerne forsynes med et politiskilt, så de kunne sætte sig i respekt.

Det er næppe tænkeligt, at der nogensinde har hersket større og flere Uordner på Kirkegaarden end for Øjeblikket, da Graverne eller deres Folk næsten dagligen attraperer Individer, som gør sig skyldige i enten denne eller hin Forseels. For ikke at omtale utallige Tilfælde, hvor folk gribes, berøvende de forskellige Gravsteder deres prydelser eller side spisende og drikkende paa de skønneste Steder på kirkegaardene, henkastede Levininger hist og her, tillade vi kun at anføre et Par enkelte Tilfælde, som ville være tilstrækkelige til at give en Idee om Gravenes stilling, når de, overholdene den givne Instruks, søge at afværge stedfindende Uordener. Uordnerne skyldes især Folk, under Paaskud, af at holde Gravsteder ved lige gør sig skyldige i Tyverier. Sådan lød en klage fra graverne i 1851.

Det blev ikke taget hensyn til gravernes besværligheder. I 1858 fremsendes en ny klage

En anden Uorden som finder Sted på Kirkegaarden kun paa en Trediedel, er omgivet med Mur, mens den øvrige Del, saa at sige ligger aaben for alle og enhver. Dette foranlediger, at en Mængde Individer af den laveste Klasse (f.Eks. Ladegaardslemmer) saavel Mænd som Kvinder, Søn – og Festdage indfinde sig paa Kirkegaarden, hvor de nedtræde alt, hvad der møder dem på deres Vandring til de mest bevoksede Steder, hvor de mere uforstyrret kunne tilfredsstille deres sanselige Tilbøjeligheder, der ofte udarte til skandale og til en dyb Bekymring for den Nedbøjede, der også søger didhen i Haabet om der at kunne være ene med sin Kummer.

Men der kom også klager over gravernes elendige selvjustits. Snart var der opgravede knogler, der fik lov til at flyde på jorden, snart var det gravene, som ikke var gjort færdige til begravelserne, snart var det den lurvede påklædning, graverne mødte op i.

Rødhårede – ingen adgang

I 1805 kunne man på et skilt ved Runddelen læse følgende

Hvilested for de afdøde, medlem af den kristne menighed i Kjøbenhavn.

Det var lidt svært for befolkningen, for hvad skulle stedet hedde? Mange forslag fremkom blandt andet Gravløkken, Mindemarken, Fredslunden, Fædremarken.

I bladet Politivennen kunne man læse at kirkegården var at sammenligne med Offentligt værtshus i benhuset. Der kom da også en forordning, hvor i der stod anført Der må ikke foretages noget, som ligner lystighed.

Ja det var sågar en, der mente, at rødhårede skulle farve deres hår. Det er upassende at møde op med så festligt et hår. Det kunne passende smøres med komøg, for ikke at bryde den højtidelige stemning. Men hvad med lugten?

Ja, det beskæftigede digteren og lægen J.Cl. Tode sig også med. Han mente, at tilmurede begravelser var de farligst, fordi de holder på dunsterne, så når graven åbnes på ny, for at indsætte den næste, udbreder en forfærdelig giftatmosfære. Tode ville have, at kirkegårdene skulle ligge langt ud for byen, frit og højt, hvor vinden kan blæse det syge og usunde langt bort.

Johann Clemens Tode var en elskelig læge og en munter poet. Han vandt et stort publikum både ved sine viser og ved sine forskrifter for en sund levevis, populære lægeråd, som han lod fremkomme i tidsskrifter. Han var stifter af Medicinsk Selskab.

Efter hans død, samlede hans venner ind til et gravmæle. Hele 107 med den sindssyge Christian den syvende i spidsen, meldte sig. 769 rdl. Og 29 i skiver. Blev det til, så var det også inklusive bankrenter.

Man overholdt måske ikke altid alle retningslinier, når ligene skulle lægges i jorden. De tre alen, blev ikke overholdt. Så sultne herreløse hunde kunne finde på at nappe sig en bid på kirkegården.

Krybskytteri – ikke tilladt

I 1807 blev alle opsynsmænd fyret. De serverede sprit til gæsterne. Mange havde også hugget de dødes tøj. Det tjente de faktisk ret godt på.

Og i 1820 var det igen galt. Der var omfattende krybskytteri på harer og agerhøns.

Samme problem var det i 1848. der kom en klage fra Distrikts jæger Fonseca i Valby, der selvfølgelig ikke klagede, fordi denne sport var usømmelig på kirkegården, men fordi Kongens Vildtbane derved tilføjes ikke ringe skade. Der blev holdt forhør i den anledning, men da Fonseca imidlertid var draget i krigen med det ridende frivillige jægerkorps, kunne han ikke afhøres, og sagen blev ikke belyst nærmere.

Kirkegården under vand

I 1833 klagede man over at kisterne stod i vand.. man måtte ikke lede vandet ned i Ladegårdsåen. Det blev nemlig også brugt som drikkevand.

I 1874 fortæller stadslægen, at der må øses 30 – 40 spande af gravene. Sandelig meddeler Blade fra Kirkegården i 1879, at flertallet af nogle beboere i et hus nede ved Ladegårdsåen skulle være fundet døde. Man mente, at noget af kirkegårdsvandet alligevel var havnet i åen. Beboerne havde så drukket af dette vand.

Kirkegården var lavtliggende, og et fast lerlag forhindrede vandet i at synke. Man foreslog, at lede vandet i en kloak under Ladegårdsåen helt ud til stranden. Men en sådan anordning ville koste 15.000 rigsdaler. Og det ville man ikke ofre.

Standsmæssig begravelse

Man kunne købe sig til en fin begravelse. Den fine ligvogn kostede 20 rigsdaler og så skulle man betale 4 rigsdaler for jordpåkastelsen. Benyttede man ligvognen til 10 rigsdaler, ja så kostede jordpåkastelsen 3 rigsdaler. Og valgte man ligvognen til 10 rigsdaler, ja så kostede jordpåkastelsen 2 rigsdaler, men så var kvaliteten også derefter. Murede gravsteder kostede en halv gang mere. Og fint sand kostede også mere end jord. De velbjærgede købte flere gravsteder af gangen.

Ville man begraves i nærheden af muren, ja så var prisen højere. Det bedre borgerskab skulle kunne beundres selv i døden.

Ved pesten i 1711 fik studenterne privilegium til at bære lig til graven, men dette privilegium var siden overtaget af Kommunitetet, mod en årlig afgift. Det viste sig, at være et lukrativt foretagende. Her kan nævnes. Skulle Metropolitanskolens elever synge, krævede skolen betaling. Enhver der benyttede de bedre ligvogne, skulle i tilgift betale for en bedemand. Ligbærerne skal have obligatoriske handskepenge o.s.v. o.s.v.

Intet under at småkårsfolk måtte danne formelige forsikringsselskaber, eller lig – Societeter, for at klare disse udgifter, der vedblev langt op i tiden.

Ligbærerspørgsmålet havde voldt kvaler forud for indvielsen af Assitens Kirkegård, for man kunne jo ikke forlange, at studenterne skulle bære ligene helt herud, men på den anden side. Hvad så med den kære fortjeneste? Man ordnede det således at studenterne, når præsten i hjemmet havde foretaget jordpåkastelsen, skulle bære kisten ud til ligvognen. På kirkegården trådte så andre ligbærere i funktion.

Ved begravelseskontorets oprettelse i 1861 blev det bestemt, at ligvogne skulle bestilles på dette kontor. Halvt modstræbende bevarede bystyret indtil videre forskellige klasser af ligvogne og forskellige takster for ligbærere. Man mente, at såfremt ens betaling blev indført, ville den nemt blive så lav, at begravelseskontoret ikke kunne klare sig. Også jordpriserne var fortsat forskellige. Fra 192o var ligbærerne fastansatte og bar samme uniform som kirkegårdens opsynsmænd. Samme år indførte man ”normalbegravelser”, således at visse goder automatisk fulgte med enhver begravelse, såsom orgelspil, træer, kandelabre o.s.v.

Madkurve – fænomenet

Det var altid liv hos de døde. Selv H.C. Andersen havde lagt mærke til det. I en af sine sidste eventyr Portnøglen fra 1872 skriver han. Hvæsende lirekasser, og snævrende klarinetter – spisende folk blandt gravstenene. Det var netop det, det eventyret handlede om Madkurve – fænomenet på Assistens Kirkegård.

Det var i Kong Frederik den Sjettes tid. Kjøbenhavn havde dengang ingen Gas., den havde Tranlygter, den havde intet Tivoli eller Casino, ingen Sporvogne og ingen Jernbaner. Der var Smaat med fornøielser imod hvad det nu er. Om Søndagen gik man sig en Tour ud af Porten til Assistens – Kirkegaarden, læste Indskrifterne på Gravene, satte sig i Græsset, spiste af sin Madkurv og drak sin Snaps til; eller man gik til Frederiksberg, hvor der foran Slottet var Regiments – Musik.

Den meget omtalte F.J. Meyer beskrev forholdene på kirkegården sådan her;

Det er et samlingssted for alskens havarerede Existenser, et Slags Forlystelsessted af den forkasteligste Art ikke alene for al mulig Janhagel, men ogsaa for den laveste Del af Omegnens Befolkning, som på Søn – og Helligdage tilbragte halve Snese Timer her, i hundredvis liggende paa eller mellem Gravene, med Kurve og Madposer og Ølflasker, spisende, smøgende, tryllende sig fulde af Øl og Finkel, syngende og jodlende og skoggerleende eller svingende sig i kaade og frastødende Danse til Tonerne af hæse Lirekasser eller snærende Klarinetter.

Entre ønskes

Tilstrømningen til kirkegården var så stor, at man snakkede om at indføre entre. Taksten skulle være 4 – 8 skilling, eller 8 – 10 skilling om hverdagen, og gratis om søndagen. Det vil sige, det kun skulle være gratis for kirkegårdsarbejderne og de pårørende.

Andre forslag gik ud på, at hunde, børn og folk med kårde eller stok, skulle formenes adgang. Det skulle ikke bare bekendtgøres med plakat, nej der skulle en vagtpost til, eller en grav omkring muren.

Pas på de skinddøde

I 1867 indrettedes et lokale for eventuelt skindøde. Det bør erindres, at der før 1829 ingen dødsattest krævedes. I 1808 havde man faktisk indrettet et lighus, hvor de afdøde kunne henstilles, bl.a. med snor om håndleddet, således at snoren var forbundet med en klokke i graverens stue. Hvis klokken lød, var der fare på færre.

Beskyldninger om magtmisbrug

I 1879 udkom der et lille skrift, som vi tidligere omtalte, Blade fra Kirkegaarden, Organ for Assitents – Kirkegaardens Historie, Orden og Arbeidsforhold. Det blev udgivet af en forening ved Niels Johansen, der var gartner og boede på Nørrebrogade 110. Dette blad var rettet mod graverne på kirkegården, der kaldtes egennyttige privilligerede Arbeidsherrer, der anse Kirkegaarden, som deres Domaine, der er blevet til for deres Skyld. Bladets mål var at kæmpe for enhvers frie Ret til at udføre eller lade udføre ved sit Gravsted, hvad der ikke er til Vansir, men forskjønnelse af Kirkegaarden. Man fik blandt andet at vide, at graverne har indtil en snes hjælpere med Messingskilt i Panden, som de rige arbejdsherrer lønner så let, at de kun ved fuskeri, drikkepenge og lignende kan slå sig igennem om sommeren, endsige da om vinteren.

Bladet beskyldte graveren i den store graverbolig for at drive formelig butikshandel til gravsteder inde på selve kirkegården. Intet under, at bladet kun udkom tre gange.

Bladet fortalte også, at en familie købte et gravsted for 207 kroner, mens kirkegården kun havde givet 32 øre for det, eller måske ingenting, da gravstedet tidligere havde været udlagt som vej.

Byens smukkeste sted

En anekdote beretter om to udlændinge, der, som ubekendte med København, lejede en droske, og bad kusken køre dem til byens allersmukkeste sted, hvorpå han omgående kørte dem ud på Assitens.

Ofte var der ballade, i 1903 var de oprør blandt de 15 – 20 årige. Spritterne og vagabonderne holdt også til her. Om natten holdt de sammenskudsgilde på kirkegården.

Syd for hovedvejen fra Kappelvej – porten løber en sti, ved hvilken Søren Gyldendals gravsted findes. Ifølge Provst Fr. Schmidt er portrætrelieffet temmelig idealiseret og ingenlunde nogen tro Afbildning af hans Jyde – Fjæs. Det var dog en temmelig kontant udmelding.

I 1907 var kirkegården i ugemagasinet Hjemmet. Magasinet skrev. Den romersk – katolske kirkegård præges af mange fællesgraver for nonner. At dømme efter gravene, bliver nonner sjældent gamle i Danmark.

I 1911 var der på kommunens kirkegårde 60.000 forsømte grave, så man så sig nødsaget til at forhøje priserne på familiegravsteder af 1. klasse til vederlag for, hvad der ryddes og beplantes.

I 1914 blev der skrevet en roman, der handlede om kirkegården. Den hed Rotterne. Den handlede om en mestertyv, der sammen med sin datter holdt sig skjult en hel måned i en åben grav.

Inspektøren meddelte, at der i 1914 forekom fem tilfælde af opklaret blomstertyveri og en mængde uopklarede, desuden tyveri af en zinkplade fra et gravsted, af en jerntaburet og af to håndtasker. Ti gange har berusede personer måtte fjernes, og en gang er et par blevet anholdt for uterlighed på kirkegården.

De kendte på kirkegården

Som man kan læse mange stede ligger der mange kendte på Assistens Kirkegård. Det er stadig kult, at blive begravet her. En af dem er H.C. Andersen. Han havde altid et skilt med, når han var ude at rejse, på det stod, Jeg er kun skindød.

Kierkegaard ligger her også, og de to forfattere kunne hvis ikke rigtig lide hinanden. Da Kierkegaard anmeldte Andersens første bog, var det ikke særlig smigrende, og Andersen måtte efter denne forskrækkelse melde sig syg i 14 dage.

I øvrigt boede der i 70 `erne en Søren Kierkegaard på Kappelvej. Han havde faktisk meget svært ved at bestille en taxa.

Det var stor ballade, da Kierkgaard skulle begraves. Han havde jo kritiseret de kirkelige handlinger. Man besluttede, at broderen P.C. Kierkegaard, som den afdøde ikke ville se, skulle tale over ham i Vor Frue kirke. Afdødes søstersøn, læge Henrik Lund protesterede også. En retssag fulgte, og Lund måtte pænt sige undskyld til Stiftsprovst Tryde.

Men man så en del pjaltede skikkelser, der hamrede på kisten og gav udtryk for, at Kierkegaard var en af deres egne.

Kæmpe tilstrømning

Tilstrømningen til kirkegården har altid været stor. På et tidspunkt diskuterede man, om man skulle bygge en tribune. Da grosserer Jørgen Beck skulle begraves fulgte hele 110 kareter med fra Nyhavn til Nørrebro. Da Johan Leonhard Fix, direktør for Assiatisk Kompagni skulle bringes til hvile, skulle det gøres standsmæssigt. Fløjels Ligvogn med 4 Heste, med kusk, biløber, 8 ligbærere, 9 vogne til sørgeparrene, 25 tjenere og 2 politibetjente.

Mange historier på kirkegården

Kirkegården har virkelig mange historier, at fortælle. Benyt dig af en rundtur med Gitte og de andre dygtige guider på Assitens Kirkegård. Man bliver hele tiden overrasket og chokeret. Døden har mange ansigter. Kirkegården fortæller både Danmarks – og kulturhistorie. Kirkegården er stadig et tilløbsstykke for de kendte. Mange vil stadig have monumenter, se blandt andet rocker – monumentet, men også som kontrast Dan Turrels beskedne gravmæle.

Johanne fra Lille Ravnsborg

Johanne Louise Heiberg havde en hård barndom med otte søskende. Det var hendes mor, der bar familien frem. Hendes store eventyr især i teaterverdenen men også i den litterære verden, begyndte på dansestedet lille Ravnsborg på Nørrebro i 1812.

Johanne (blev kaldt Hanne)var den næstyngste af traktørparrets Pättges ni børn. Hun blev født i 1812. Forældrene drev beværtningen og dansestedet Lille Ravnsborg over for Assitens Kirkegård på Nørrebrogade. De boede selv i sidebygningen. Englændernes bombardement af København i 1807, der ødelagde store dele af byen, ruinerede forældrene. Faderen blev drikfældig, og det var den stovte mor, der holdt sammen på hjemmet. Efterhånden blev faderen også voldelig. Han kunne ikke magte, at skabe et ordentligt livsgrundlag for familien. I mange år fik Johanne heller ikke skoleundervisning, da forældrene ikke havde råd.

I 1816 flyttede familien til Ålborg, hvor moderen indrettede et madpensionat. Her husede moderen også J.F. Zangenbergs danseskole, det var nu mest for døtrenes skyld, så de kunne få gratis danseundervisning.

I 1820 flyttede familien tilbage til hovedstaden. Forældrene, der stammede fra Rhinlandet, talte knap nok dansk. Og efter opholdet i Ålborg, havde Johanne tillagt sig jysk accent. Moderen drev et etablissement på Bakken og havde også arbejde inde i byen.

Johanne kunne godt lide at danse, og blev optaget i balletkorpset. Fra 1823 fik hun teaterinstruktion, og optrådte i 21 forskellige drenge – og pigeroller.

J.G. Harboe, ansat ved det Kongelige Klædeoplag betød meget for Johannes udvikling. Han underviste Johanne og hendes søskende i at læse, og spille klaver. Han forelskede sig også i hende, og fulgte hende overalt. Han blev meget jaloux, når andre mænd opvartede hende.

Han blev uretfærdigt beskyldt for underslæb, af sin arbejdsgiver, men lige inden han skulle arresteres, begik han selvmord. Denne hændelse kastede dybe skygger over Johannes liv.

Den nye dramatikertalent Johan Ludvig Holberg så hendes talent i stykket Elverhøj. Han skrev skolevaudevillen Aprilsnarrene til hende i 1826. Dette var starten som dramatisk elev ved Hofteatret.

Johanne var slank, mørkhåret, havde et karakterfuldt ansigt med talende blå øjne, og var i konstant bevægelse. Hun havde en utrolig karisma, og fik snart mange tilbedere.

En af dem var den 21 årige ældre Johan Ludvig Holberg. Han friede til hende, men fik afslag.

I 1829 sørgede teatret for, at hun flyttede fra hendes fattige forældre til skuespilleren Anna Nielsen, dengang gift Wexchall. Hun blev fastansat på Hofteatret, og den unge skuespiller, Christopher Hvid friede til hende. Han tog hendes forskræmte tavshed som et ja, og et års ulykkelig forlovelse blev resultatet.

Anna Wexchall blev skilt og Johanne måtte flytte. Thomasine Gyllenbourg, Johan Ludvig Holbergs mor, tilbød den nu 17 årige Johanne logi. Forlovelsen med Hvid blev brudt, og forholdet til Johan udviklede sig. De giftede sig i juli 1831 i Slangerup Kirke, på højden af fælles succes.

Kongen bestemte, at hendes nye navn på plakaten ikke skulle være den sædvanlige titel for gifte skuespillerinder, nemlig Madam, men følge hendes mands rang og være Fru Heiberg. Manden Johan, var blevet udnævnt som professor.

Mod sin vilje, måtte Johanne acceptere at svigermor fulgte med ”i købet”. To år efter svigermors død, skrev Johanne under pseudonym Tag ikke i Huset hos dine Børn, hvor hun formanede kommende svigermødre om at blive i egen bolig.

I 1840erne oplevede hun sit højdepunkt, især når hun spillede sammen med Michael Wiehe. Den særlige glød og intensitet i hendes spil, var forbundet med en dyb forelskelse i ham. Det var som om at ægteskabet med Johan kørte på vågeblus.

Et utal af roller fulgte. Gennem årene begyndte Johanne dog selv at vælge sine roller, for at få større udfoldelsesmuligheder. Hendes mand, der var Det Kongelige Teaters enedirektør fra 1849 – 56 kom ud i en hård kamp om demokrati på arbejdspladsen. Johanne kæmpede for sin mand, men blev efterhånden isoleret. For parret var teaterkunst en ophøjet, idealiserende kunst, som stod ”over” det almindelige liv. Derfor skulle det almindelige liv ikke efter deres opfattelse gengives på scenen. Ægteparret blev parodieret i selskabslivet.

Efter Johans død i 1860, tog hun tre moderløse søstre fra St. Croix til sig. Året efter adopterede hun dem. De tre piger var slægtninge til Harboe, hvis selvmord, Johanne følte sig skyldig for. Hun forkælede pigerne over al måde. Det var, som alt hun selv havde savnet og manglet i sin barndom, skulle have dobbelt op.

I årene 1826 – 64 spillede Johanne ca. 275 roller. Da hun var 51 år gammel, valgte hun at gå af, uden afskedsforestilling. Hun havde en nat hørt en røst råbe til hende: Vogt dig, det er ikke godt at slide sine sidste Par Sko på Theatrets Brædder. 1867 – 74 blev hun Det Kongelige Teaters første kvindelige instruktør.

Hun var også skribent. Hun var en levende og ivrig brevskriver. Fra 1844 skrev Johanne under pseudonym bladartikler om kvinder, teater og kirke. Hun fik endvidere succes med tre små vaudeviller, hvoraf En søndag på Amager, huskes bedst.

Hvem husker ikke Lisbet, Lisbet, o hvor er du sød og net, eller I Kongelunden skal Brylluppet staa.
Johanne bestemte, at hendes erindringer først skulle udkomme efter hendes død (1890). Da de så udkom i 1891 – 92 lød der et ramaskrig. Hun blev beskyldt for løgnerske i den helt store stil, især af de slægtninge til de personer, hun havde angrebet, også selv om en lang række af de mere kontroversielle udtalelser og domme var udeladt.

Gader og veje på Nørrebro

Det er jo dejligt at vide, at så mange gader og veje på Nørrebro er opkaldt efter helte fra Sønderjylland. Det kan man da kun takke ”navngiverne” for.

Ahlmandsgade. Opkaldt efter sønderjyden Nicolai Ahlmann, der sad i den preussiske landdag far 1867 – 75. Han sagde; Vi er danske og vedbliver med at være danske.

Allersgade. Opkaldt efter stifteren af bladhuset af samme navn, Carl Aller. De første bygninger blev påbegyndt allerede i 1857

Bjelkes Ale

Rigsadmiral, næstkommanderende under søkrigen med Niels Juhl

Blegdamsvej Blev anlagt i 1670. 24 blegdamme lå på rad og række. Man brugte klor og andet djævelskab. Et vagtkorps skulle holde øje med det hele. Det var et kedeligt job. For at holde sig vågen skulle man blæse i et kohorn (blegdamstuba).

Borgmestervangen. Et område mellem Jagtvejen og Lersøen kaldte man mellem 1535 og 1795 for Borgmester vang og Råds vang. Egentlig betyder vang, et stykke jord. Det kunne man få i stedet for løn, man kunne også få det som en slags belønning. For at passe på en vang udnævnte man en Vangsmand (opsynsmand).

Frederik den syvendes gade. Et eventyrligt projekt blev støttet fra allerhøjeste sted. En franskmand ved navn Jean Baptiste ville anlægge og dyrke morbærtræer i 1750 `erne. Han døde i bundløs gæld. Venner samlede sammen til et gravsted på Assitens Kirkegård. Selve gaden blev først påbegyndt efter kongens død i 1860. Hans motto var: Folkets kærlighed – min styrke. Han giftede sig med Louise Dannner, og var en særdeles afholdt konge.

Fælledvej. Herfra gik turen til de fælles græsningsanlæg på Fælleden. Der var malkeplads i nærheden af Skt. Hans Torv.

Griffenfeldsgade. Opkaldt efter Peter Schumacher, der var bibliotekar og arkivar for Frederik den tredje. Adlet og fik navnet Griffenfeld. Blev i 1674 rigskansler. Men uha, han havde kontakter til Frankrig og sagde nedsættende ting om Christian den femte. Han blev derfor i 1674 vanæret og fradømt ære, liv og gods.

Guldbergsgade. Skulle vel egentlig have heddet Høgh – Guldbergsgade. Statsminister Ove Høgh – Guldbergs søn lod opføre en villa i Guldbergsgade 10. han var lærer på Blågård seminarium. Senere blev han lærer for Frederik den sjettes datter. Men han nedlagde arbejdet, da han fandt ud af, at hun skulle tysk konfirmeres.

Hans Tausens Gade

Hans Tausen blev kendt som Danmarks Martin Luther. En gudstjeneste i Viborg skabte sensation, salmerne blev sunget på dansk. Biskoppen blev sur, da han blev præst i Nicolai Kirke. Han opnåede 20 års eneret på at oversætte bibelen, men nåede det aldrig.

Hjort Lorenzensgade. Hjort Lorenzen provokerede i 1842 ved at tale dansk i den holstenske landdag. Han blev korrekset fra København, men fortsatte sine provokationer.

Hyltebro

Under Hyltebro løber Lygteåen i skumle rør. Indtil 1909 dannede den grænsen mellem Brønshøj og Nørrebro. Hvorfor broen over åen hed Hyltebro, ved man ikke helt nøjagtig. Men der var mange hyltetræer lige her.

Jagtvejen. Var egentlig en sti. Her red kongens mænd på fasanjagt eller lerdueskydning ved Borgmester Vang. (1694) Her optrådte også falke. Jagtvejen blev først forbundet med Tagensvej i 1899.

Jesper Brochmandsgade. Sjællandsk biskop 1585 – 1652. Hans bønnebog var den mest udbredte bog i mange hundrede år. Senere er der sket en del mere på bogfronten, skulle man mene.

Laurids Skousgade. Opkaldt efter dansk sindet sydslesviger, der kæmpede for det danske sprog. Gårdmand Laurids Skou var i 1850 `erne, danskhedens leder i den slesvigske stænderforsamling. Oprindelig skulle gaden have heddet L. Skou ` s gade. Men i folkemunde blev det selvfølgelig til elskovsgade.

Læssøegade

Oberst Verner Hans Frederik Abraham Læssøe faldt den 25. juli 1850 i den første slesvigske krig. Han fik en militær begravelse.

Meinungsgade. En af bydelens helte, Kaptajn Conrad Rubertus Meinung fandt ud af, at man kunne bruge luftrummet mellem yder – og indemur til forbedring af arbejderboliger. Dette blev faktisk præsenteret på en verdensudstilling.

M.C. Lyngsies Plads. Michael Christian Lyngsie var skaberen af Dansk Arbejdsmands Forbund senere SID og 3F.

Møllegade. Christian den fjerde havde planer om, at den skulle fungere som kongevej med forbindelse nord på. Vejen gik direkte til Trianglen Meget af vejen forsvandt ved anlæggelse af Blegdamsvejen. Er en af de ældste gader på Nørrebro. Hed tidligere Sandgravervej. Man udviklede sand på fælleden til blankskuring af gulve og til, at det bedre borgerskab kunne pudse deres kobbertøj.

På et tidspunkt hed vejen, Jødevejen, vel sagtens på grund af den Mosaiske kirkegård, der blev opført i 1694.

Den sidste mølle på Møllegade brændte i 1885.

Nordbanegade. Sidste tog gik fra Nordbanen den 30. september 1921. Stationen lå på hjørnet ved Stefansgade

Nørrebrogade. Dele af vejen hed Lygtevejen indtil 1876. Har også heddet Nørrebroe, og Nørre Landevej. Uenighed om anlæggelsestidspunktet (1760)

Nørrebros Runddel. Danmarks ældste runddel. 1750

Peblinge Dossering. Peblinge betyder de nyfødte. Man sagde, at de kom fra søen. Latinskoleelever blev også kaldt for peblinge. Dossering er lånt fra det franske. Dos betyder ryg.

Prinsesse Charlottesgade

Prinsesse Charlotte Frederikke Mecklenborg – Schwerin blev i 1806 gift med Christian den ottende. Er mor til Frederik den syvende. Hun havde en romance med sangeren og komponisten Eduard Pay. Hun blev skilt, og forvist til Horsens, hvor hun efter sigende muntrede officererne op. Rejste i 1829 til Rom.

Ravnsborggade Chr. Den fjerde påbegyndte tre fæstningsanlæg på Nørrebro. Den ene Ravnsborg blev aldrig færdiggjort. Men her ved skansen til Ravnsborg blev Nørrebros første værtshus opført. Det hed Merhof (1661)

Rådmandsgade. Københavns Rådmænd nævnes første gang i 1275, da Roskilde bispen indsatte en foged og 12 rådmænd til at styre byen for sig. Ideen er tysk.

Skt. Joseph Hospital. Søstrene indstiftet i Frankrig i 1650. Hospitalet blev grundlagt i 1875. Drevet af katolske søstre indtil 1979.

Solitudevej. Indgangen til Landsstedet Solitude. Betyder ensomhed. Oprindelig opført af Ulrik Adolf Lensgreve Holstein, han blev senere Frederik den fjerdes højre hånd. Her boede i tidens løb mange kendte og interessante mennesker. Bl.a. grev Sponnec, under hvis ledelse en tredjedel af København nedbrændte. I 1840 overtog Hans Chr. Bangert stedet. Han udstykte det senere til lejekasserne. Desuden forsøgte han uden held at starte den første brugs. Men det lykkedes ham, at starte Østifternes Kreditforening.

Struenseesgade. Opkaldt efter livlægen Struensee, der blev dømt til døden. Men mente at han havde ”taget det halve kongerige og dronningen Caroline Mathilde” I december 1771 kunne man se parret på fælledvej, på vej til fasanjagt.

Tagensvej Vangemanden (opsynsmanden) boede i Tagenshus, bygget i 1691. i 1865 var vejen endnu øde.

Thorupsgade. Opkaldt efter revisoren i kreditforeningen Østifterne. Han tjente formuer på ejendomshandel på Nørrebro.

Todesgade. Opkaldt efter Johan Clement Tode, hofmedicus, forfatter m.m. Sonderede over tyfus og gonore. Døde i fattigdom, eleverne betalte for et gravmæle på Assitens Kirkegård.

Ture gennem Nørrebro 1820 – 1867

Ture gennem Nørrebro 1820 – 1867

Vi følger Peter Klit, der to gange om ugen kørte gennem Nørrebro, for at falbyde sine landbrugsprodukter på Nytorv og Kultorvet. Den landlige idyl på Nørrebro stod i stærk kontrast til det indeklemte og stærkt overbefolkede København. Men snart tog udviklingen også fat i Nørrebro. Læs her om Peter Klit `s ofte skræmmende oplevelser.

Peter Klit var den 6. september 1820, sammen med sin far på vej ind i København med afgrøder fra deres gård ved Svogerslev. Han var kun 14 år, men allerede en kyndig landmand. Meningen var, at han skulle overtage gården.
Turen indtil København i hestevogn var lang, og det var ret dårlige veje.

Lygten Kro

Det var dejligt at kunne gøre holdt ved Lygten Kro. Hestene kunne få slukket tørsten. Lygten Å, stammer helt fra 1500 – tallet. Egentlig staves det med ø, og det kommer fra det danske ord “løgh”, der betyder sump.

Ikke kun hestene fik tørsten stillet, det gjorde Peter ` s far også. Man kunne få Bajersk øl og gammelt øl. Men det var nu ikke den store forskel på de to ølsorter. Han nøjedes ikke kun med øl, men måtte også have den fattige mands trøst, en snaps eller to. Den var både billig og stærk.

Gennem Ydre Nørrebro

Peter måtte selv styre hestevognen gennem Lygtevejen. Hans far var blevet læsset bag på vognen. Han var faldet i søvn, havde sikkert fået en for meget. Den yderste del af Nørrebrogade hed Lygtevejen indtil 1873. De kørte på en grusvej med grøfter og træer langs vejen.

På højre side passerede de gårdene Ventegodt og Petersdal. Enkelte huse klumpede sig sammen langs vejen. Længere fremme var endnu et par gæstgiverier og traktørsteder.

De passerede forbi en markvej, der hed Havremarksvej. I 1880 skiftede den navn til Stefansgade.

I horisonten begyndte Peter, at kunne skimte byens tårne og møllerne på volden. På Runddelen gjorde han holdt, og kiggede sig omkring. På den nordlige side lå den store vindmølle, Ølunds Mølle. Den var netop blevet opført her i 1820. Hertil  kørte bønderne sæk efter sæk af den gode danske korn. Mellem trækhjul og træaksler blev kornet kværnet til mel, finmel og grovmel.
Der var ikke mange mennesker på Nørrebro. I 1840, 20 år efter denne gennemkørsel var der kun 1.000 mennesker.

Gennem Indre Nørrebro

Men ellers var det ikke så meget at se på. Der lå nogle enkelte lystejendomme. Og de rige blev transporteret ud til Bakken fra Skt. Hans Torv. Ved Runddelen kunne man også være heldig, at se nogle af Kongens ryttere, der red ned af en lille sti, på vej til jagt. Stien hedder i dag Jagtvejen.

Det første privathospital i Danmark, Koppeindpodningsanstalten oprettet af Struensse, var for længst ophørt. Struenssee var ofte set på Nørrebro, hvor han gik på fasanjagt. Han led en trang skæbne og endte sine dage i nærheden af Idrætsparken. Hans bøddel hed Gottschlack Mûhlhausen. Han havde nu ikke det bedste ry. Han ramte oftest ved siden af, når hovedet skulle skilles fra kroppen. Onde tunger mente, at snapsen var skyld i dette.

Omkring Fælledvej havde Peter og sin far passeret landstedet Store Ravnsborg. Åh nej, tænkte Peter, da de nåede Nørreport. Nu var der atter ventetid. Der blev kigget efter ulovlige varer ved byporten. Det var ellers den største port af dem alle. Hele fem meter bred og syv meter i højden. Dem, der skulle sørge for tolden m.m. hed ”konsumptionsskrivere”. De var meget korrupte, og en af dem købte senere Blågården for sorte penge.

Befolkningstæthed

Turen gik til Nytorv, her var der marked indtil 1910, da Flæskehallen i Kødbyen blev taget i brug.
Også på Gråbrødre Torv og Nicolai Plads var der marked, men der skulle Peter ikke hen.

Børnedødeligheden var 25 %, gennemsnitslevetiden var 25 for mænd og 34 for kvinder. Det tænkte Peter ikke på. Hans far havde for længst overskredet denne alder. Men han boede jo også på landet.

Det var voldene, der var skyld i den store befolkningstæthed. Det var værre end Oliver Twist `s London. Her i enevældens tid, var havne og moler proppet med sejlskibe, joller og skonnerter. Vandet var forurenet med skrald, kadaver, afføring og en fordrukken sømand. Peter synes, at det var ulækkert.

Hver nat blev hundredvis af hestevogne belæsset med afføring og kørt over Knippelsbro til latrinkuglen på Amager, så betegnelsen ”Lorteøen” har noget over sig. Også i 1915 fragtede man ”lort”. Det hældte man i de såkaldte ”chokoladevogne”. Jernbanearbejderne fik 2 kroner mere i timen for at tømme disse vogne, som lugtede af alt andet end chokolade.

Forurening

Peter kunne godt have mødt den jævnaldrene H.C. Andersen, da denne første gang besøgte København. Han kom i sine unge år meget på Nørrebro. Han gik til undervisning i tysk hos Frederik Høgh Guldberg, der boede på Solitude. Men Andersen var mere interesseret i teater end at lære tysk, så Guldberg slog hånden af ham, og bad ham ryge og rejse.

Peter vidste, at man skulle være ude af byen, inden det blev mørkt. Der var ingen gadebelysning, og kulilteforureningen var 10 gange så højt som i dag. Gadelamper med gas blev først indført i 1853. og dette gav København et helt nyt liv. Folk fyrede med træ og tørv. De første fabrikker var dukket op, der var tyk røg fra jernstøberier, garverierne forurenede med tungmetaller. Og syre, kemikalier og slagteraffald hældte man bare i søerne. Jo mere røg, jo mere moderne var det.

København var befæstet med fire porte, nøglerne lå på kongens natbord. Men mod betaling kunne man altid komme ud af Nørreport. Den stod altid på klem. Hvis man ikke nåede det, eller hvis Peters far havde fået en tår for meget, kunne de leje sig ind i Pjaltenborg i Rosenborggade Kridtstreger på gulvet, markerede her, hvor de faste lejere måtte være, og hvor et nats lejerne måtte komme. 4 skilling for en bitte plads, og så fik man da lidt hø til. For to skilling kunne man få en ståplads op af væggen.

Masser af varer i København

Man slagtede kvæg i Kjødmagergade. Gennem Nørreport kom som regel kulsvirende fra Grib Skov med trækulv, tørv og brænde. Gennem Amagerport kom Amagerbønderne med deres hollandske navne med frugt og grøntsager – konkurrenter til Peter Klit og hans far.

Gennem Østerport kom fiskernes koner fra de små fiskelejer ved Øresund. Fra den overfyldte havn kom sukker, rom, bomuld og datidens narkotika, kaffe, te og tobak. Men også silke, porcelæn og ikke mindst krydderier.

Af og til så Peter, at politiet stak af med en tyv, den obligatoriske straf var 27 slag på den blottede krop.

Der var 3.000 letlevende damer, der servicerede søens folk og andre. 3.000 brændevins ovne, der sørgede for det tørstige København. 3.000 køer i det indeklemte København blev holdt i live af den mask, der blev til overs af brændevinsfremstillingen. Hvad der kom ud af koens anden ende, blev smidt på gaden. Man håbede så på, at natmanden tog det meste med, sammen med de hunde og katte, der døde af, at smage på afføringen.

Om sommeren, da københavnerne drak mere vand fik de mavepine og tyfus. Det vand de drak, stammede mange gange fra kanalerne

Den store brand

Inde i København var man bange for svenskerne. Derfor måtte der ikke bygges noget foran voldene, der ikke hurtig kunne fjernes. Dog havde Christian den fjerde beordret, at der skulle være to værtshuse. Men hvor effektiv disse volde var, står hen i det uvisse. Fra Brønshøj og Nørrebro havde svenskerne beskudt København, og i 1807 havde englænderne lagt dele af København i ruiner.

Under en af de brande, der blev forårsaget  af kanonkugler, opdagede man et vinlager. Det var synd, at dette skulle gå til spilde, så i stedet for at slukke branden, ja slukkede man i stedet halsbranden.

På Solitude boede engang Københavns kommandant Grev Sponnec. Det var ham, der skulle sørge for Københavns sikkerhed, men det klarede han ikke ret godt i 1728, da en tredjedel af København brændte. Det var en dag, hvor der var brandøvelse, og alle fulde, både politimester, brandmester og brandmændene. Marinen blev sat til at passe på kongens skibe, langt fra branden. Det var ingen vand i Peblingesøen. Vandet måtte de have fra Stadsgraven. Men så skulle man jo vække kongen, fordi Stadsgraven lå uden for voldene. Men væk ham, det ville man ikke.

Pas på – Zaren kommer

Peter Klit passerede tæt forbi Solitudevej. Den var i mange år indgangen til Blågården. Og her skete der virkelig mange ting. Frederik den 3 `s spindoktor, Christoffer Gabel fik i 1661 gavebrev på jordende og retten til at køre karet.

Dele af jorden var leret, så man indrettede et teglværk på grunden. Gabel byggede et lysthus og plantede lindetræer. I haven blev der bygget pavilloner i hollandsk stil. En af dem var med blå tegl, heraf navnet Blågården.

Her blev der holdt gevaldige fester med ballet, fyrværkeri og ringridning. En sådan fest kunne let løbe op i 100.000 rigsdaler. I Gyldenløv `s tid fortsatte festlighederne med ridning, skydning og lansestød..

Kongens ”underholdningsminister”

Da prins Carl overtog stedet havde han 47 personer til at opvarte sig. Hans kone Sophie Hedvig havde dog kun 23. Man foranstaltede bl.a. dyre kampe med to hunde mod en bjørn.. Man håbede, at hundene sejrede. Man skulle nemlig fortære ”den eller de døde” under middagen.

Rygterne bredte sig på et tidspunkt. Zaren ville aflægge Blågården et besøg. Problemet var bare, at han havde 27.000 soldater med sig. Det var stor panik. Heldigvis fandt man en løsning, så københavnerne kunne ånde lettet op. Blågården blev ofte benyttet af kongefamilien.

Grev Holck var Christian den & `s ”underholdningsminister”. Han købte Blågården for 30.000 rigsdaler. Men det var kun for at underholde kongen. Alle orgier stod kongen selv for. Det var også her Støvlet Kathrine kom ind i billedet. Det var kongens elsker, som senere mere eller mindre diskret blev sendt i asyl til Hamborg, inden det blev alt for pinligt. De glade dage på Blågården bliver faktisk beskrevet i den fantastiske bog Livlægens besøg af Per Oluf Engquist.

Aspargeslandet i stedet for Rabarberlandet

En del af Blågårdens jorde, bl.a. Solitude blev solgt som blomstrende lystgård med enge, humlehave og aspargesmarker og lidt rabarber.

Egentlig burde det hedde Aspargeslandet i stedet for Rabarberlandet. Men det sidste lyder sikkert bedre.

Et kongeligt duge-manufaktur blev indrettet, men det forurenede Peblingesøen. Det gik konkurs med en gæld på 135.886 rigsdaler. Senere blev der bronze fabrik og voksdugsfremstilling. Baggrunden for Sadolin og Holmblad blev grundlagt på Blågårdens marker.

I 1791 blev der indrettet et lærerseminar. Kongelig Kapels syngemester H.O.C. Zink skulle undervise de stakkels elever.

Den falske sang

D a Biskop Balle skulle begraves sang elever fra Blågården. Men den ny biskop måtte afbryde, så falsk sang de.

Men det var noget med moralen. Blågården var også åbnet for at skaffe plads til Vajsenhusbørn i 1795. En del af disse børn var piger. Alle de seminariestuderende var mænd.. Biskop Balle skrev dengang: Efter de Vajsenhusets pigebørn værre i den kritiske alder og seminaristerne i den fyrrige alder. Kort tid efter blev seminariet flyttet til Jonstrup.

Protest fra Vandkommissionen

I 1801 blev Blågården omdannet til feltlazaret og også indrettet til Sindssygeanstalt, og hospital til veneriske syge. Men Vandkommissionen protesterede:

• Skal de venerisk syge, galdne folk, de med spedalskhed boe saa nær ved Landevejen og Peblingesøen, hvoraf vi daglig drikker….

I 1816 købte Peter Von Scholten Blågården. Han solgte ejendommen i parceller, blandt andet til tobaksplantage. Det Harmoniske Selskab indfandt sig også, og man kunne mod entre se på ballonopstigning.

Landbrugsmaskiner på Nørrebro

I 1827 købte bagermester Schuur stedet, og indrettede det til morskabsteater. Man søgte dog om tilladelse til at spille rigtig teater. Men den tilladelse måtte man vente længe på.

En brand forvandlede Blågården i 1833 til en ruindynge. Onde tunger påstod, at den var påsat. Stedet havde atter engang fået økonomiske problemer.

I nærheden indrettede Familien Heegaard, en kuppelovn. Musikstrenge blev fremstillet af dyretarme. De få beboere der var der dengang, protesterede over for lugten. I 1828 begyndte man fremstillingen af gryder og kedler. Det var en givtig forretning. Egentlig kom disse ting fra England, men efter englændernes bombardement, boykottede man engelske ting.

Kakkelovne, komfurer ja sågar landbrugsmaskiner blev fremstillet her. Hvem skulle have troet det. Midt på Nørrebro.
Hele herligheden blev revet ned i 1899, og i 1916 blev det Blågårds Plads.

Den kreative Heegaard

Vores ven Peter Klit overtog gården i Svogerslev. To gange om ugen drog han mod København. Nu uden sin far. Vi møder ham igen i sommeren 1843.

Nørrebro bestod af et fortov og en fliserække, hvis fliser var skæve. På den modsatte side var der jordveje. Det varede helt til 1850, så kom der ordentlige fortove. Inden da havde den kreative Heegaard købt begge sider af Nørrebrogade. Han blev endnu rigere, da han solgte hele herligheden til kommunen.

Fabrikanter, tømmerhandlere, gartnere og funktionærer, møllere og øltappere boede i de barakker, der måtte bygges på Nørrebro dengang. Man skulle helt ind til byen efter fornødenheder. Der var dog en spækhøker hist og her, en handlende med lyd og tråd, og et enkelt mælkeriudsalg.

Sundhedsfare i hovedstaden

Peter Klit var sur over, at han til stadighed skulle holde i kø ved Nørreport. Posekiggerne brugte lang tid. Inde i byen kunne han ikke vende sig til grøntsagskællingernes forfærdige råb. En tysk rejsebogsforfatter mente dog, at det kun var danskere, der kunne vende sig til dette.

Her i 1843 havde København 140.000 indbyggere. Ytringsfriheden var inddraget. Det hed dengang skrivefrækheden. Spildevandet blev stadig kastet ud på de brolagte gader. En optælling viste, at der var 2.777 heste, 1,435 køer og 739 svin, samt 45 får.

På gaden trængtes fodgængere, ryttere, omnibusser, barnevogne, militærpatruljer og bøndervogne mellem hinanden.

Garverne i Rosenborggade udskyllede deres kar 4 gange om dagen. Det stinkende affald løb ned af Frederiksborggade over Kultorvet gennem Købmagergade over Strøget, for så at plaske i vandet forbi Højbro Plads ved Slotsholmen.

Under de fleste huse i kælderetagen var der såkaldt kældersump. Her var der mange, der tømte latrinerne om natten, så andre ikke kunne se det.

Peter Klit havde sit eget vand med fra Svogerslev, han ville ikke drikke københavner – vand. Han kunne ellers være kørt til Rosenborg, hvor man havde en brønd-kureanstalt. Her solgte man Rosenborg Mineralvand frem til 1929.

Vand fra Emdrup Sø – beregnet til københavnernes drikkevand, faldt drastisk i kvalitet jo nærmere den kom storbyen. Den kom betænkelig nær latringrubber.

Og når vi nu er ved det emne, så fandt Hygiejnekommissionen ud af, at der i Ryesgade 156 a og b var 72 personer, der brugte samme sæde.

Gennemsnitshøjden i 1843 var 1.65 og gennemsnitsalderen var steget til 34 år. Vores ven, Peter Klit havde dog chancen for at blive 50 år

På strøgtur med usømmelige tanker

En enkelt gang havde Peter Klit taget sig tid til en vandretur ned af Routen (Strøget). Her gik det bedre borgerskab, for at blive set. Peter havde ikke råd til at gæste restauranter som Apez, Capitz, Lordelli, Ferini, Mongani, Pedrini og Serchi.

Mini på hjørnet af Lille Kongensgade og Kongens Nytorv var forbeholdt de galante. Keglespil, billard og særdeles fine likører, ja så var det Knirch (D’Angleterre).

Hvis Peter skulle komme på usømmelige tanker, ja så var det Store og Lille Brøndstræde eller Ulkegade lige op mod Lille Kongensgade. I fængselstårnet Blåtårn ved Langebro, var der både mænd og kvinder. Ifølge morderen Ole Kollerød, så tog fangerne ud på gangen og horede med fruentimmerne..

Peter kunne egentlig ikke lide København, men han tjente gode penge. Byens omkreds i 1843, var det samme som på Christian den fjerde `s tid, men indbyggertallet var vokset til det dobbelte. Lagerrum, kældre, brandskure, ja selv hønsehuse blev brugt til beboelse.

Af og til falbød Peter Klit sine varer på Kultorvet. Diligencen fra Helsingør havde klaget over, at bodholderne fyldte for meget. Til gengæld klagede beboerne over, at den leverede øreskærende hornmusik, både aften og morgen, hvor man egentlig skulle sove.

Engang havde Peter også været i Østergade, her var kloakkerne nedgravede. Her kunne fruentimmerne promenere i silkekjoler. Her var eksklusive butikker fra 1001 nats eventyr. Det var her de fine damer fra St. Petersborg kom. De kom med de moderne dampskibe. Så moderne, at de ikke måtte anløbe havnen på grund af brandfare. Så skule de pæne damer stige om, og det fik de våde fødder af.

Den tvivlsomme moral

Moralen i hovedstaden var yderst tvivlsom. Kjøbenhavns Politi havde nok at se til. Den bestod af 85 mænd, men de havde hele 185 vægtere til at hjælpe sig. Disse vægtere skulle på alle tider af døgnet synge. Stakkels beboere. Klokken 22 lød sangen således. Vi skal dog her nøjes med at opremse teksten.

Om I tiden vil vide

Husbond, dreng og pige

Da er det på tide

Man føjer sig i sin seng

Betaler eder herren fri

Vær klog og mild

Vogter lys og ild

Hvor klokke er slagen ti.

Peter havde hørt, at Lunds Jernstøberi på Nørrebro beskæftigede 40 fabriksarbejdere og 40 daglejere. Men at der også arbejdede børn her. I 1873 kom der et nyt regulativ på fabrikkerne

– forbudt at ansætte børn under 10 år
– børn mellem 10 og 16 år må kun arbejde 6 timer dagligt, dog ikke om aftenen.

Hvornår mon de skal gå i skole og lave lektier?

Livet ved søerne

Nede ved søerne var der flotte villaer. Stierne dernede havde forskellige navne. Det var Venskabsstien, Ægteskabsstien og langs Sortedamssøen, Skilsmissestien.

Her gik Kierkegaard dagligt i halvanden år, for tilfældig a måske at møde sin elskede Regine. Hun boede ned til søen på Nørrebro, mens Kierkegaard sammen med 449 andre boede på Østerbro.

Peter Klit vidste ikke noget om denne historie, heller ikke, at der nede ved søen boede en skønhed. Man kaldte hende ”Pigen ved søen” senere blev hun omdøbt til ”Donna Largo”. På “Nørrebrosk” blev det hurtig omdøbt til ”Donna D `Ladegaard”

Kanoner og druk på Fælleden

Men Peter vidste godt, at Fælleden blev brugt som militært øvelsesområde. Det var Københavns Borgervæbning, der forsøgte sig med kanoner, haubitser og morterer. Efter en sådan øvelse indtog familie, kærester og venner området, og så stod den på druk og hor. Mangen en fordrukken soldat er faldet ned i den meterdybe og ildelugtende spildevandsgrøft langs Blegdamsvej. Også langs Nørrebrogade var der ind til midten af forrige århundrede, dybe afvandingskanaler. De blev brugt som skyttegrave.

Som regel fulgte drengene med inde fra byen. De stjal patroner, som så senere blev brugt til fyrværkeri. Blågårdens lazaret blev flittig benyttet under disse øvelser.

Planløst byggeri på Nørrebro

Der var begyndt at ske noget på Nørrebro. En del småhuse, gartnerier og værksteder blev nu afløst af et reelt byggeboom. Man tyvstartede i 1847 med højhuse, fuldstændig planløst. Mellem Blågårdsgade og Peblingesøen opstod de første arbejderkvarterer omkring Smedegade, Murergade og Tømrergade.

Fire til seks etagers lejekaserner skød op som paddehatte. Høj beboelse og snævre baggårde. De fleste lejligheder var 30 – 35 m2 og her måtte 4 – 8 mennesker leve. Køkkenet blev brugt både som badeværelse og til at lave mad i. Toiletterne var lokummer i gården.

Egen ranginddeling var normalt, åndens folk i stueetagen, håndværkere i kældre og kvistlejligheder.

Endelig i 1853 blev demarkationslinjen helt afskaffet. Nu skulle Peter Klit ikke mere betale bompenge, Byportene stod åben dag og nat. Arbejderne fra København, der arbejdede på Nørrebro skulle heller ikke mere betale for at komme på arbejde.

De unge brugte nu flittig voldene. I 1853 kunne man i bladet Politivennen læse:

Enhver, der vil ulejlige sig op på voldene, efter at det er blevet mørkt, vil derved selv overbevise sig om, de afskyelige skandaler, der udøves på næsten hver bænk, og de smudsige elskovseventyr drives her uhindret i det begunstige mørke.

De rige talte ikke om penge

Peter tjente stadig gode penge inde i København. En arbejdsmand tjente 150 rigsdaler, officerer og embedsmænd 400 – 1.200 rigsdaler. For at opnå valgret skulle man tjene 1,000 rigsdaler.

En herskabslejlighed kunne man bekvemt leje for cirka 200 rigsdaler. Og hos de rige var det tre ting man ikke talte om. Det var mad, sygdom og penge. Penge havde man nok af. M.h.t. mad, ja det havde man folk til at lave. Normalt smagte værtinden dog på saucen inden serveringen.

I 1857 havde Håndværkerforeningen et lotteri. For overskuddet indrettede man i 1862 et byggeri, Alderstrøst. Her kunne 7 enker og otte ærværdige ægtepar nyde tilværelsen. Det siges, at guldsmed Ebbesen efter få dage døde af glæde. Da Frederik den 5. kort før sin død besøgte stedet udtrykte han

• Det glæder mig, at der er lokummer til alle.

Fattiglemmerne på Ladegården

Vores ven, Peter Klit oplevede tit , at pjaltede mænd blev arresteret af politiet. Reglerne ved løsgængeri var, at man først fik en advarsel, for anden gang blev man anbragt i en tvangsarbejderanstalt.

Sådan en var Ladegården. Den lå omtrent der hvor Danmarks Radio ligger på Frederiksberg. Opfattelsen var:

• En uoprettelig dovenskab har ført dem ud i et lastefuldt liv.
• Dem er der ingen grund til at have medlidenhed med.

Hver morgen tog Pjalteherren ind til byen for at feje. Når de endelig havde fri, kunne man ofte finde dem væltende på værtshusene rundt omkring. Politiet kom, rejste dem op og afleverede dem igen på Ladegården.

I 1899 flyttede man ud til Sundholm i landlige omgivelser under devisen Opdragelse gennem arbejde.

Nu var det også sådan, at det bedre borgerskab kunne leje slaver. Det kunne man blandt fangere i Stokhuset i Vester Voldgade. Man delte dem op i 1. de ærlige 2. de uærlige. Mange fanger fik derved sågar penge under hovedpuden. Der sad op til 50 mand i en celle. Vask og tøjskift kendte man ikke.

Den sidste tur

I 1867 var det sidste gang, Peter Klit kørte ned af Nørrebrogade. Trafikken var steget enormt, og han var ved at blive gammel. Han måtte kæmpe om pladsen med Nørrebros Trafikselskab. I det første år havde selskabet 25 vogne og 150 heste. I 1896 overtog datidens HUR selskabet. Man forsøgte med elektricitet, men akkumulatorerne udsendte en frygtelig syrelugt. Ikke underligt, at man kaldte dem for syrevogne.

En ny udskænkningsvirksomhed startede lige i nærheden af Kappelvej. Det var en indvandret tysker ved navn Knoblauch, der startede den. Her var både keglebane og en gynge. Denne gynge opfordrede dog til utugt. Når damerne svang sig i gyngen, svævede deres kjoler op under benet. På dette sted blev også den navnkundige Johanne Louise Heiberg født..

Hvad skete der med Serridslev?

Hvad skete der med Serridslev?

Jorderne, der tilhørte landsbyen Serridslev, fyldte hele Østerbro og Nørrebro. Men ingen har nogen sinde fundet ud af, hvor selve byen egentlig lå. Den nævnes første gang i et dokument fra 1186. Senere skulle der have været en Kongsgård i byen omkring 1433. Var det Frederik den 1. der udslettede byen, og blev der slået mønt i militærlejren i 1524?

Hvad skete der med den meget omtalte landsby? Er det nu Nørrebro historie eller Østerbro historie? I hvert fald ligger Serridslevvej på Østerbro.

Helt nøjagtig kender vi ikke beliggenheden. Men gisningerne om landsbyens skæbne er mange. En hel Atlantis – myte har bredt sig.

Her gik man og troede, at det var svenskerne, der udslettede landsbyen.

Men noget siger, at det var Frederik den første, der lod byen udslette i 1525 og skænkede jorden til staden København. Jorden strakte sig fra søerne til Lersøen og grænsen mod Gentofte, og fra Ladegårdsåen til Sundet.

I 1191 testamenterede Absalon byen til bispestolen i Roskilde. Men Københavns dåbsattest er dateret den 21. oktober 1186. Det er et dokument fra Pave Urban den tredje til biskop Absalon, og er en godkendelse af, at Absalon skænker en række landsbyer til Roskilde Domkirke. En af landsbyerne var den senere hovedstad, København, dengang bare Havn (Hafn) og en anden var Serridslev.

I 1433 og 1434 nævnes en Kongsgaard i Serridslev.

Dengang var der ikke en rigtig hovedstad. Man havde godt nok en fælles konge, Knud den 6. Men Roskilde var den vigtigste by på Sjælland.

Det var Kong Valdemar, der i 1167 tildelte Absalon magten over København. Byen var ikke andet en samling lerklinede hytter ved Øresund.

Det lykkedes at ændre åernes forløb, og skabe mølledamme og søer. Det var en å i dalen mellem Serridsslev og Solbjerg, som blev ledt ind i den kunstig skabte Ladegårdså og derfra ind i det lave terræn der skilte Serridslev fra Havn. Derved opstod Peblingesøen og Sortedamssøen. Fra dem ledte man så vandet videre til byens voldgrave. Harrestrup å, som længere mod vest løb ud i Køge Bugt, blev også dæmmet op og dannede Damhussøen, hvoraf vandet blev ført videre i Grøndalsåen, der blev udgravet og ført ud til en forbindelse med Ladegårdsåen. Endelig dæmmede man Lersøen op, så vandet kunne løbe ind til Peblingesøen og Sortedamssøen.

Serridslev var domineret af enkelte landbrug med store arealer landbrugsjord, hovedsagelig enge, hvor kvæget kunne græsse. Jordne dækkede det område, der i dag svarer til Nørrebro og Østerbro.

I 1200 – tallet blev København et egentligt bysamfund. Efter en tid under kongen, kom byen i 1375 atter under Roskilde bispen. Indbyggertallet var nu oppe på 4.000. Men først da universitetet blev anlagt i 1479 kan den vel betragtes som egentlig hovedstad. Omkring år 1500 var indbyggerantallet steget til 10.000.

I 1517 optræder nogle bønder fra Serridslev som domsmænd i en mordsag. I 1524 indtog Frederik den 1 byen. Her figurerer Serridslev igen i kilderne.

Frederik den 1 `s belejringshær under Johan Rantzau lå uden for voldene, og knægtene på Serridslev mark krævede under trussel og mytteri deres sold. Måske var dette årsagen til, at der blev slået mønt. En møntsmedje i selve militærlejren er antagelig blevet oprettet. Men også her er man uenig. Kvitteringer fra den tid viser nemlig også, at de også kan være fremstillet i Roskilde.

De såkaldte lejeskillinger skulle ligne de holstenske dobbeltskillinger.

Efter sigende blev Serridslev solgt for 1.800 mark. Andre kilder siger at kvit og frit blev givet til København.

I 1527 blev Serridslevs jorde uddelt til rådmændene som tak for deres indsats.

Men hvor lå Serridslev? Vejkrydset ved Vibenhus Runddel er blevet undersøgt med negativt resultat. Men også et sted på Tagensvej er blevet udpeget. Men hvis nu der har været slået mønt i lejren, burde man kunne stadfæste beliggenheden. Rester af smelteovn, landsbyens huse og brønde burde kunne findes.

Måske bliver det kastet lys over mystikken, når den nye Metro skal anlægges.

Stunt – kvinden fra Stefansgade

Stunt – kvinden fra Stefansgade

En af filmhistoriens største action – kvinder har boet i Stefansgade. Hun var beundret og tilbedt af mange og deltog i 85 danske og udenlandske film. Emilie Sannom har gennemført luftakrobatik, som aldrig er set siden.

Går man en tur på Assitens kirkegården kan man risikere, at støde på en gravsten med Emilie Sannom. Hvem var hun?

Hun er født den 29. september 1886 under fattige kår på Nørrebro. Faderen var kioskejer og tidligere sømand. Men også maskinmester, kedelpasser og skibsfører. På hendes dåbsattest stod der dog 1892. Hun havde selv forfalsket den, for at få myndighedernes tilladelse til at foretage faldskærmsudspring i en lidt sen alder.

Den farverige familie udvandrede og slog sig ned i Louis Pio – kolonien i Florida. Men efter syv år gik turen igen hjem til Nørrebro.

Mille fortalte senere til Månedsmagasinet: I mine første barndomsår levede jeg på en appelsinfarm i Florida, og det er et land, der giver koldblodighed og stærke nerver .Det vrimler med slanger – mest klapperslanger. Og vi børn fik tidligt vænnet os til at klare os selv over for dem. Vi var altid bevæbnede med knive og skulle det så gå galt, at en af os blev bidt, vidste vi, at den eneste redning var et dybt snit omkring biddet og så suge giften ud.

Moderen, var meget teaterglad og slæbte Emilie(Mille) med.

Allerede som ni – årig begyndte Mille at optræde på Dagmarteatret, hvor hun debuterede i en juleforestilling. Også hendes søskende Charlotte, Thora og Ragnhild blev skuespillere.

Hun var åleslank og en yndefuld danser. I alt 85 film medvirkede hun i, blandt andet optrådte hun med Asta Nielsen. De to skuespillerinder var blandt andet på en nordisk turne og i en af anmeldelserne kunne man læse: Den blonde gazelle Emilie Sannom ofte høstede større anerkendelse end den mørke ”mystiske” Asta.

I år 1900 var hun i flere sæsoner på Nørrebros Teater. Dengang et populært og folkeligt serveringsteater.

Hendes stunt – kvaliteter viste hun allerede i 1911, i rollen som Ofelia i hamlet. Hun kastede sig ud fra Kronborgs høje murværk og ned i den plørede voldgrav.

Senere blev det spring fra høje altaner, fra hustag til hustag. Hun løb ud af brændende huse og sloges med glubske hunde, faldt af hurtigkørende hestevogne, og lod sig begrave af sammenstyrtende bygninger. Hun medvirkede i vilde bil – og motorcykelkørsler, balanceakter over dybe afgrunde, og på brændende møllevinger. Hun var Danmarks Vovehals nummer et.

Da hun skulle optage svømmebilleder til filmen Den Blå Grotte i Italien mødte hun nogle piloter, lod hun sig overtale til at medvirke i en opvisning, hvor hun skulle sidde på flyets understel.

Mille ` s vovemod blev kendt, og det var også årsagen til rollen i Luftens herskerinde.

Her boltrede hun sig uden sikkerhedsline – på en så dristig og livsfarlig måde, at noget lignende aldrig tidligere var set eller senere blevet efterlignet.

I 1912 føder hun uden for ægteskab, datteren Grethe. Faderen var skuespilleren Axel Carl Schultz

Hun forsøgte selv at få flyve certifikat, men fik det aldrig. Grunden var at flyverskolen måtte lukke. Men trods dette, fløj hun alligevel.

Da talefilmen vandt frem, forsøgte hun sig igen på teatret, hvor det blev til en del roller i revyer og varieteer. Derefter kastede hun sig over luftakrobatik

Datteren, Grethe blev født dagen efter premieren på ”Dødens brud” Mille havde filmet under hele svangerskabet. Senere blev datteren drillet af mormoderen Det er ikke så sært, at du er blevet lidt skør. Din mor er jo blevet kørt over af et tog lige før, du blev født.

Mille døde iført en badedragt i 1931 ved en faldskærmsulykke ved Hessel Gods syd for Grenå. Hun var ikke så glad for faldskærmsudspring, men hun skulle forsørge sin datter og sin gamle forældre hjemme i Stefansgade 41 1. sal. Den faldskærm hun sprang ud i, var ny. Det blev hendes skæbne

Begravelsen fandt sted i Stefanskirken. Trods kulde og regn var der kommet flere mennesker, end hvad kirken kunne rumme.

På hende gravsten står Frygten for Døden var ikke saa stor, større var Frygten for Livet paa Jord. Det er nogle linier fra et digt, som Tom Kristensen skrev dagen efter hendes død.

Hun forblev ugift, men havde mange beundrere og tilbedere. I hele forløbet blev hun boende i Stefansgade. Hun deltog også i det praktiske, blandt andet i trappevask, til stor forundring for postbudet, der kom med alle fanbrevene.

Jeg kan ikke forstå, at min søster blev begravet med røde kinder. Citat fra Den unge Rosted i 1798, dagen efter at Gertud Bodenhof blev stedt til hvile på Assitens Kirkegård.

Gertud skulle have råbt: Så befri mig dog fra dette sted, da gravrøvere var på besøg. Og det er ganske vist.

Gertrud blev gift som 17 – årig. Hun var datter af justitsråd Rosted i Roskilde. Svigerfar, der tjente penge på skibsfarten købte landsstedet Kildevæld. Herfra var det udsigt ud til familiens skibe, hvis de skulle passere ude i Øresund..Men ak og ved, manden Anders døde allerede efter 5 måneders ægteskab

Allerede som 20 – årig døde Gertrud Bodenhof. Den 23. juli 1798 blev hun begravet på Assitens Kirkegård. Men natten efter fik hun besøg af to gravrøvere. De stjal to øreringe, som hun havde fået af hendes mand. Da de skulle til at hive vielsesringen af, åbnede hun pludselig øjnene, rejste sig halvt op i kisten og udbrød: \”Oh tag mig bort fra dette sted.\”

Hun havde tryglet og bedt, lovet gravrøverne guld og en rejse til Amerika. Men røverne ville ikke lade hende leve. De slog hende ihjel med en spade.

Mange år senere tilstod en af ligrøverne gerningen på sit dødsleje på Frederiks Hospital i Bredgade. Og det er ganske vist. For tilståelsen blev givet til Jacob Peter Mønster, den senere biskop af Sjælland.

I 1953 gav familierne Rosted og Bodenhof myndighederne lov til at undersøge skelettet på Assitens Kirkegård. Der fandtes ingen smykker, og skelettet lå i en mærkelig stilling.

At hun blevet begravet i skindød tilstand, er ifølge familierne meget sandsynligt. At hun skulle være myrdet med en spade kunne hverken af – eller bekræftes. Undersøgelsen var forsidestof i alverdens aviser. Kort tid efter udkom en bog skrevet af minister Viggo Starcke.

Jeg fik denne bog overrakt under et af mine foredrag, af et fjernt familiemedlem til Gertrud.

Ifølge familien skulle Gertrud Bodenhof `s bror, den unge Rosted, dagen efter begravelsen have sagt Jeg kan ikke forstå, at de har begravet min søster med røde kinder.

Allerede i 1783 udgav teologen Dr. Bastholm et skrift om levende begravelse. Han foreslog bl.a., at der skulle blæses med trompet, for at se om de døde skar ansigt, eller om de vågnede.

Ved et kapel i nærheden af Runddelen fik de døde en snor om håndledet, der var forbundet til en klokke – inde hos opsynsmanden. Bedemænd i USA og England solgte kister med ilttilførelse og signalapparater, i tilfælde af …….

Gravrøveri var der meget af på et tidspunkt på Assitens Kirkegård. Skomager Meyers søn fik en bom i hovedet, da de ville gå en tur på Vesterbro. Han blev også begravet her på Nørrebro. Da familien efterfølgende ville besøge ham, var kisten væk. Familien søgte fter drengen, lånte en spade, og fandt drengen nøgen.

Kadetter blev udkommanderet til at bistå politiet, bevæbnet med jernstange. De stak i jorden for at konstatere om kisterne manglede. Man fandt i 1804 ud af, at 509 grave var blevet hjemsøgt. På Assitens Kirkegård.

Barnemoderen fra Jægersborggade

Barnemoderen fra Jægersborggade

Århundrets største massemorder boede i Jægersborggade. Hun kvalte børnene og derefter brændte hun dem i kakkelovnen. Ufatteligt at ingen fattede mistanke før hun havde dræbt 25 små børn

Op gennem tiderne er børn født til et liv, hvor de var uønskede. Måske passede tidspunktet ikke, eller måske passede samfundets normer ikke.

Dagmar Overby var kvinden, der skaffede nogle af disse børn af vejen. Det menes, at hun i perioden 1911 – 1920 tog hun livet af omkring 25 spædbørn.

Hun er berygtet for sin måde, at slette sporene på – kakkelovnen var hendes fortrukne løsning. Det var tiden inden plejeloven, inden folkeregistreringen og Dagmar havde frit spil.

Kort før hendes dom, blev Dagmar Overby mentalundersøgt. Professor Wimmer gav bl.a. følgende karakteristik: Hun er ikke lidende af hysteri eller tvangstanker. I moralsk henseende betegnes hun som defekt, uærlig, seksuelt uregelmæssig og med trang til at lade andre tage skylden, for det hun har begået. Det er mulighed for, at brugen af narkotiske midler har svækket hende i moralsk henseende.

Man kan tilføje, at hun var ualmindelig godt begavet og lærenem. Hun havde et frygteligt temperament og sind.

Egentlig blev hun kun dømt for 8 mord, og det var med livet. Hun skulle henrettes ved halshugning, guillotine eller økse. Henrettelsen skulle ske offentlig. Den 15. januar 1921 blev dommen omstødt til tugthusarbejde på livstid. Dagmar Overby kunne ikke affinde sig med at være indespærret. Mentalt blev hun helt afsporet, og måtte senere overflyttes til Skt. Hans i Roskilde. Hun døde den 6. maj 1929.

Som barn havde hun det ikke let, tyvetøsen blev hun kaldt. Sammen med sine forældre flyttede hun til Århus, nærmest i en fattiggård. Hun blev idømt 10 dages fængsel for at ”rapse” 50 kroner.

Hendes første barn døde – en naturlig død. Hun blev igen gravid uden for ægteskabet, og giftede sig med en, der var meget ældre end hende selv. Han kunne jo passende tro, at være far til barnet.

Flere forhold fulgte. En husbond ville ikke anerkende det barn, hun fik, så det måtte ryddes af vejen. Det blev så lagt i en lade, og heldigvis fundet i live.

I 1915 ankom hun til hovedstaden og etablerede en slikbutik i Holmbladsgade. Hun blev forelsket i Svendsen, som var bud for en af slikvareleverandørerne. På grund af indlæggelse på et hospital, måtte hun afhænde butikken, og flyttede ind i Jægersborggade i 1916. Hun annoncerede i avisen efter plejebørn. Det gik fint. Masser af penge blev tjent. Horeunger havde ingen rettigheder i verden.

Mange ulykkelige unge piger blev gravide uden for ægteskab. Datidens moral var indskrænket. Ofte ville faderen ikke kendes ved barnet. Han betalte sig fra det. Og det blev Dagmar Overbyes lykke eller ulykke – om man vil.

Det vides, at hun smed et barnelig i latrinet på Assistens Kirkegården. Andre oplysninger siger, at hun skar halsen over på et barn, og lagde det på en grav på kirkegården. Som regel skrev hun et kort til moderen, lige efter, at hun begik mordene Lillebror har det godt. Det skete også, at hun mødte mødrene til de børn, hun havde myrdet, når hun gik tur med barnevognen. Det var så med et andet barn.

I begyndelsen gemte hun ligene i en kuffert og begravede dem i udkanten af København – på Amager eller Bispebjerg.

Dagmar fandt ud af, at æter gav en dejlig afslappende virkning på sig selv. Ofte under disse rus begik hun mordene. Hun kvalte børnene med en snor og gemte dem i den tids køleskab. Det skete tit, at hun glemte ligene. Så fandt hu ud af, at den bedste måde, at komme af med ligene, var at brænde dem i kakkelovnen.

Mindst tre af mordene blev begået på Jægersborggade. Hun boede også en kort overgang i landemærket, Adelgade, Ryesgade og til sidst på Enghavevej. Et af ligene havde hun med i en kuffert, da hun besøgte familien i Århus. Et af plejebørnene Angelo, blev hendes yndlingsbarn, og blev efter mange år i pleje afleveret til den rigtige mor.

Et familiemedlem til et af børnene blev på et tidspunkt mistænksom, men Dagmar Overby skaffede både lægeattest og begravelsespapirer på et barn, som hun havde myrdet. Hun fik selv et barn, Erna, sammen med hendes mand, Svendsen, og ofte blev Erna og Angelo passet af marskandiser Petersen i Jægersborggade, mens hun begik nye mord.

I 1918 befandt Dagmar Overby sig omkring Århus. Her blev hun dømt 11 måneders forbedringsarbejde for at stjæle høns. Børnene blev fjernet og kom på børnehjem. Efter at have afsonet straffen i Straffeanstalten Christianshavn, blev hun aktiv i Kirkens Korshær. Og efter et stykke tid fortsatte hun sine ugerninger. Men det fik en brat ende.

En ulykkelig mor fortrød, at have givet Dagmar Overby, barnet i pleje, og ville have det igen. Barnet var myrdet og moderen gik til politiet..

Da politiet efterforskede sagen, fandt de knoglerester i kakkelovnen, flere sæt børnetøj i skufferne og et glemt indtørret lig på loftet.

Hvorledes kan dette lade sig gøre i et samfund med love og bestemmelser? Var mødrene, der overlod børnene i Dagmar Overby´s varetægt ulykkelige eller ligeglade? Fædrene holdt sig dkjulte. Samfundet kunne ikke tolerere børn uden for ægteskabet. De var og blev uønskede. Hvorfor fattede Svendsen og naboerne ikke mistanke?

Efter sagen blev lovgivningen lavet om på en række punkter, bl.a. m.h.t. adoption og plejeforhold samt registrering.

Uhyggeligt, at århundredets værste massemorder på et tidspunkt boede i Jægersborggade, uden at nogen vidste, hvad der foregik.

Hvorfor begik hun mordene? Det forbliver en gåde. Hun kunne lide at have magt over folk. Samtidig tjente hun penge som plejemor og ved at arrangere adoption. Det offentlige kendte til hendes virke. Hvorfor greb de ikke ind?

Kilde: Karen Søndergaard Jensen: Englemarsken, Forlaget: Ådalen

Se artikel som HTML document

Kongeligt besøg i Tønder
De kongelige blev modtaget med prompt og pragt. Men ikke alle kongelige var lige begejstret for Tønders leflen for den Slesvig – Holstenske tanke. Fra 1850 til 1864 førtes der udpræget dansk politik i Sønderjylland, men ikke i Tønder.

Den 26. – 27. juni 1824 var det kongeligt besøg i Tønder. Byen var på den anden ende. Alle mand var udkommanderet.

Først var det Frederiksgardens Rytterkorps, der bestod af 18 mand. De 15 var dog hentet til til lejligheden. Skyttekorpset var der også, hele 40 mand. Til lejligheden havde man fået udleveret patron-tasker. Og så var det Borgerkorpset, på hele 240 mand. De fleste var klædt helt i sort.
På Slotsvolden var byens kanoner opstillet. Kongen skulle modtages med salut.

Frederiksgarden var redet kongen i møde, for at ledsage ham ind gennem Østerport. Her var der arrangeret en blomsterallé med guirlander.

Alt hvad der kunne krybe og gå af gejstlighed og magistrat var opstillet. På Østerports udvendige side stod følgende:

• Alle Hertzen schlagen Dir entgegen.

Højtideligt kom delegationen gennem Østerport klokken 18.30. Over Torvet gennem Lillegade og Møllevejen til Amtshuset. Der fulgte en tur gennem byen. Kongen og følge beså Rådhuset, Sprøjteanstalterne, By-fængslerne, Seminariet, Hospitalet og Garn-fabrikken.

Efter hjemkomsten til Amtshuset gav Majestæten audiens. Det hedder sig, at Majestæten gik tidlig til ro. Der var lys i vinduerne og Tønder – borgerne festede videre, trods kongens tilbagetrækning. Minsandten om ikke borgerne strøede blomster på gader og stræder, selv om de ikke var blevet opfordrede til det.
Allerede klokken 5.30 næste morgen havde de kongelige embedsmænd foretræde for kongen. De medbragte tykke hovedbøger og protokoller.

Klokken 6.30 bragte Borgerkorpset kongen et leve og en delegation overrakte en rød atlask-pude. På denne pude havde overpræst Tychsen forfattet et digt.

Klokken 7.30 var der prædiken ved netop overpræst(rationalistiske hovedpræst)Tychsen.

Endelig kunne kongen få noget at spise ved en frokost på amtshuset sammen med byens spidser. Kongen forlod byen ved 9 – tiden på vej mod Schakenborg.

Mindet om den glade fest vil leve længe, stod der i protokollerne, selv om majestæten kun havde været i byen i knap 14 timer.

Die Lieb `in unserer Brust wird nie erkalten – für unseren König.
Digtet af Tychsen hylder i stærke vendinger Frederik den Sjette. Men digtet var ikke forgæves. Tychsen fik af Byen foræret en sukkerskål af sølv, en strøske og 12 sølv teskeer.

Die Jünglinge geloben haut auf neue – dem König und dem Vaterland, treue – Die Tonderns Bürger immer fest gehalten – Sie wandert nimmer.

Jo, Tychsen havde gjort det godt. Rent grammatisk skulle man jo mene, at det her var en fejl, men den kunstneriske frihed, må man ikke glemme.

Det skulle kun gå et halvt år, så var kongen på besøg igen. Det var i anledning af stormflodskatastrofen i 1825. I Juni 1826 fik Tønder besøg af tronfølgeren, Prins Christian Frederik (Christian den 8.). Så startede hele arrangementet forfra.

I 1840erne besøgte kongen flere gange Tønder på vej til og fra øen Föhr, hvor han ofte opholdt sig om sommeren.

I 1842 var der skilte opsat hvor der stod Inderlig elskede far.
Men hvor elskelig var han egentlig af Tønder – borgerne?

Kongen elskede nemlig ikke de Slesvig – Holstenske faner (de nye symboler på den nye Slesvig – Holstenske ånd).

Dagen før revolutionen i Kiel, 23. marts 1848 vedtog Tønder oprettelse af en ny borgergarde og geværer blev indkøbt i Aabenraa. Men disse geværer blev beslaglagt af en række Ribe – borgere, der senere var på togt i Tønder.

Selvom der i perioden 1850 til 1864 førtes en udpræget dansk politik i Sønderjylland, var dette ikke tilfældet i Tønder. Her var der stadig de Slesvig – Holstenske anskuelser, borgerskabet fulgte.

Men Frederik den 6. og Grevinde Danner besøgte dog byen den 3. – 4. oktober 1857.

Og det næste royale besøg skulle man derefter vente længe på. Det blev Christian den 9s sønnesøn. Men i mellem tiden var der løbet masser af vand i Vidåen.

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 43 artikler 

Redigeret 19. – 04 – 2022