Det er ikke fordi jeg stammer fra en særlig sports – familie, og dog. Min onkel Martin, var jysk mester i kuglestød, jeg spillede fodbold i TSF som dreng, min bror Erwin var med i den danske roklub og lillebror Jan var med i SG West. Og det er faktisk det som denne artikel handler om – de tyske sportsforeninger.

Vi har et par gange afholdt familiefester i det tyske Bootshaus nede ved Vidåen. Her har jeg svunget mine smukke kusiner i nogle heftige danse. Min onkel og tante bestyrede i mange år, dette hus.

Starten i 1865

Den tyske sportsforening i Tønder kan spores tilbage til 1865, hvor borgmester Streckenbach var med til at starte Männerverin . Seminariet stillede lokaler til rådighed.

I 1869 oprettede seminarielærer Johannsen Turner Feuerwehr. De unge mænd påtog sig hvervet som frivillige brandmænd, og skulle selv erhverve sig Blouse, mens de fik udleveret brandværns – udstyret. Den første øvelse fandt sted i 1870, rekvisitterne var gymnastikredskaber. Men det holdt ikke længe, kun cirka et år, så oprettedes et selvstændigt værn af frivillige brandmænd i Tønder.

I Männerverein koncentrerede man sig om gymnastik og atletik. Op til første verdenskrig, hjemførte foreningen mange mesterskaber til Tønder.

 

Ny forening starter

I 1909 opstod Kaufmänischer Turnverein. Interessen stammede fra nogle handelsmedhjælpere, der gerne ville dyrke cykelsport. Men denne interesse kølnedes hurtig. I stedet kom holdspil som Schlagball og Faustball på programmet.

Første verdenskrig betød et afbræk for sporten i Tønder. Mange af de unge faldt i krigen.

Fra 1920 havde de tyske sportsklubber fået den opgave, at føre den tyske kultur videre. De fik stor betydning for mindretallets arbejde. Kaufmänischer Turnverein havde mange kontakter syd for grænsen. Mandskaber deltog i turneringer og mesterskaber langt nede i Tyskland.

Gigantiske sportsstævner

Tønder Statsseminarium havde indtil første verdenskrig arrangeret den årlige Kreisspielfest. Denne opgave overtog Kaufmanischer Turnverein i 1920. Mere end 1.000 sportsfolk samledes i Tønder til konkurrencer i Faustball, Schlagball og atletik. Og Tønder foreningen fik mange første pladser, og det var ikke uden grund.

 

Gode råd til sportsudøvere

I Jubilæumsskriftet fra 1924 fra foreningen blev der givet gode råd:

1. Solid, regelmæssig husmandskost, det er uhensigtsmæssigt at møde til træning med fuld mave
2. Alkohol bør kun indtages i små mængder
3. Det er tilrådeligt med forbud mod rygning på sportspladsen
4. En god nattesøvn er nødvendig, gerne fra kl. 22 til 7
5. De selskabelige forpligtigelser bør holdes på et minimum, specielt i sommertiden med alle konkurrencerne.
6. Spørgsmålet om seksuel aktivitet løser sig selv, den, der tager sin sport alvorligt, vil bruge alle kræfter her og efterfølgende kun længes efter ro og søvn.

Ja så er de gode råd givet videre, det handler om afholdenhed.

 

Turnerverband Nordschleswig

I 1927 blev paraplyorganisationen Turnverband Nordschleswig stiftet.

I Kiel fik gymnastikafdelingen prædikatet sehr gut

I 1929 startede Kaufmannischer Turnverein en rosportsafdeling. Bådene fik man foræret af Regattaverein i Kiel. Måske havde disse roer et lidt bramfrit sprogbrug, for i 1935 advarede formanden mod at Boothaussprache blev brugt på sportspladsen.

Næst efter Knivsbjergfesten var Spiel – und Sportfest den sidste søndag i august mindretallets største årlige fest. I 1933 var Männerturnverein og Kaufmännischer Turnverein vært for dette arrangement. Det blev startskuddet til en sammenslutning. Den fik navnet Turnerbund Tondern. Det blev den største tyske sportsforening i Sønderjylland.

Klubhuset ved Bachmanns Vandmølle

I 1938 fik Turnerbund foræret et klubhus ved Bachmanns vandmølle af møllerfamilien og Volksbund für Deutschturm im Ausland.

Med anden verdenskrig gik idrætslivet atter i stå. En del medlemmer blev mere eller mindre tvunget efter pres til at gå i krigen. Igen måtte mange medlemmer lade livet i krigen.

Klubhuset blev først beslaglagt af tyske tropper, siden af tyske flygtninge. Fra 1947 kom det til at danne rammen om den tyske privatskole, indtil Ludwig Andresen Schule kunne indvies i 1954.

Det var vanskelig at komme i gang efter krigen. Bådene var beslaglagt af den danske stat, men de blev tilbageleveret i god stand. Men kort tid efter blev bådhuset udsat for et brandattentat, hvor både bygningen og bådene gik tabt.

Medlemmernes arbejdsindsats bevirkede at bygningerne blev genopført, men roerne måtte i de første år derefter klare sig med lånte både.

Første stævne after krigen

I 1952 afholdtes den første Spiel – und Sportfest efter krigen med op til 1.000 deltagere fra Nord – og Sydslesvig. Stævnet blev en årlig begivenhed til et stykke ind i 70erne, hvor konkurrencen fra Tønderfestivalen var stor.

 

SG West bliver dannet

I 1974 blev Turnerbund Tondern sluttet sammen med sportsforeningerne i Jejsing, Sæd og Højer under navnet SG – West. Samtidig var det slut med at drive rosport fra Tønder, det blev henlagt til Højer.

 

Landshold i Faustball

Interessen for Faustball genopstod fra cirka 1987. Foreningen kunne mønstre ikke mindre end 25 spillere. På et tidspunkt søgte de bedste spillere nye udfordringer. Der blev oprettet et samlet nordslesvigsk hold. De optrådte endog ved VM i Østrig i 1990. Siden blev det til adskillige mesterskaber ved VM – og Europamesterskaber.

Det paradoksale er, at holdet fik status af landshold, hvilket indebar, at de spillede i rød/hvide dragter. Mens Dannebrog steg til tops sang de ved stævner i udlandet:

* Der er et yndigt land

Foreningen SG West havde på et tidspunkt 350 medlemmer. Hvordan det går SG West, og det danske landshold i Faustball, samt Bootshaus i dag vides ikke.

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

Redigeret 18. – 04. 2022

Historikeren H.V: Clausen skrev i 1890, at Tønder var kendt for sit gode oksekød, og sit svære drikkeri. Ja, ja, Tønder havde godt nok på et tidspunkt verdensrekorden for et værtshus for hver 49. indbygger. Allerede i 1888 udgjorde værtshusene i Tønder, den største erhvervsorganisation, med hele 79 gæstgiverier m.m. Kaffepunch og grog hørte til dagligdagen, men interessen skulle dig nok tilskrives de mange markedsgæster.

Tonderneshe Zeitung skrev:

• Man trækker penge af bøndernes karle og piger. Drukkenskab og gadeuorden er følgerne.

 

Dansk eller tysk?

Det var for resten denne Clausen, der mere eller mindre bevidst havde lagt grænsedragningen efter 1920. I førsteudgaven af sin rejsehåndbog, skrev han

• Sproget i Tønder er langt overvejende dansk, sindelaget er dog mere overvejende tysk.

I den forbindelse er det paradoksalt, at der på byrådsmøderne fra 1922 til 1937 blev lavet både en tysk og en dansk mødeprotokol. Og i Tønder Frivillige Brandværn var kommandosproget tysk ind til 1945.

Landbrugsskole

I 1905 blev Tønder atter en gang ramt af oversvømmelser, det var efterhånden sket mange gange i historien. Den 4. november 1913 blev der indviet en landbrugsskole på Ribe Landevej. Men allerede efter første semester måtte man indstille undervisningen på grund af krigsudbuddet. Derefter blev skolen brugt til militære formål. Efter krigen blev endnu et hold færdig. Men derefter lukkede skolen, og udlejet til Det Danske Hede-selskab.

Nordens største bygningsværk lå i Tønder I 1914 påbegyndtes bygningen af zeppelin – basen. 470 mand var beskæftiget, og materialerne kom via jernbanen. De to haller Marine og Joachim var 180 meter lange, 34 meter brede og 28 meter høje. En dobbelt hal blev også bygget, den var 244 meter i længden, 60 meter i bredden og 35 meter i højden. Den fik navnet Toska. Bygningerne var i en periode Nordens største bygningsværk.

Samtidig blev der bygget et stort kulbasseret gasværk ved basen. I 1916 stod stationen fuldstændig færdig. Det var altid akut brandfare og i november 1915 gik det galt. Zeppelineren L18 udbrændte total. Disse zeppeliner kunne gå højere end almindelige fly, man havde så større vanskeligheder ved at ramme bombemål. Ved basen blev der også bygget en flyvestation med 10 fly stationeret samt 12 luftværnsbatterier. Angrebene mod basen har vi beskrevet i andre artikler.

Politimestrens barske udfald

Bankdirektør R.P. Rossen udtalte til kongen den 12. juli 1920, at man skulle tage hårdere fat om de tysk sindede. Og det var vel lige i Politimester Aage Seidenfartens ånd, Han udtalte:

• Tyskerne kan være meget rare mennesker, når blot man slår dem med en jernstang i hovedet.
• Sønderjysk Kommando i forhindringer
  
  Da Sønderjysk Kommando i 1920 skulle over grænsen syd for Ribe, løb de ind i problemer. Her ville en tysk lokomotivfører spænde train – vognene fra lokomotivet. Men truet med pistol, ændrede han dog mening. Den Sønderjyske Kommando kom dog velbeholden til Tønder. På banegården drillede de tyske jernbanefolk tropper, og rangerede dem over til kreaturstaldene.

 

Problemer med vandet 

Grænsedragningen betød, at Tønders renomme som kreaturhandlernes hovedstad var en saga blot. Grænsedragningen betød også, at forbindelser mellem familier blev skudt i stykker. Men hvordan så det ud i Tønder, dengang i 1920. Ja det finder vi svar på i en turistguide fra den tid. Man blev advaret om, hvor man satte fødderne. Kloakerings – og renovationsforholdene var under al kritik.

Selv efter at afvandingen af marsken var gennemført, var der problemer med vandet. Man kunne i 1920 læse følgende

• Det er en ejendommelig duft af hø, ko og dynd. Byen synes at ligge i et næs i en uhyre indsø, hvoraf dukker op enkelte pæle og diger og de værfter, hvorpå gårdene er bygget. Vinter og vår står egnen ofte under vand, undtagen mod nord og nordvest.

Dårlige forhold for Tønders soldater

Efter Sønderjysk Kommando kom Dragonerne til Tønder. Soldaterne indgik i en særlig udrykningsstyrke, de hjalp ved ildebrande og ved stormflodsvarsler. Det var under ret primitive forhold, de var indkvarteret på i barakkerne ved det nuværende Ryttervej. Kun en gang om ugen var det mulighed for et varmt bad. Om vinteren var det ret koldt.

Tysksindede laver ballade

På et tidspunkt måtte der udstationeres militært personel foran alle offentlige bygninger i Tønder. De tysksindede var sure over, at deres mark havde fået så ringe værdi, så de begyndte at lave optøjer. I november 1921 holdt det tyske mindretal Heimat og Ringriderfest, og der kom til provokationer mod en dansk militær vagtpost ved seminariet. De tysk sindede rejste blandt andet en æresport med det Slesvig – Holstenske oprørsflag fra 1848. Optøjerne fortsatte på værtshusene.

 

Rigt erhvervsliv

En stor amtsudstilling i 1925 viste, hvad de handlende kunne præstere. I alt var der i Tønder dette år 166 detailvirksomheder. Blandt de ældste var P. Olufsens Kolonialhandel med 4 ansatte og Chr. Klüvers forretning med foderstoffer og kolonialvarer. Disse to virksomheder stammede tilbage fra 1860erne.

Byen kunne mønstre 32 hoteller og gæstgiverier, samt 9 restauranter og pensionater. Blandt de mest kendte var Landmandshotellet, Chr. Petersens Hotel, Hotel Børsen, Hotel Centralhalle, Hagges Hotel og Hostrups Hotel. Ja de tre af dem eksisterer jo stadigvæk.

Billigst var de to vandrehjem, det danske i den tidligere militærlejr, og det tyske i Vestergade 72. I 1927 blev Gran Hotel omdannet til samlingssted for de tysksindede. Vi må heller ikke glemme de to bryggerier Victoria i Strucksalle og Tondernsche Aktien Brauerei.

Forholdene bliver spændt.

Værtshusholder Bückow blev af politimester Seidenfarten idømt fængsel for gadeuorden i 1928. Han havde sammen med den tyske Kyffhaüser- ungdom, draget gennem Tønder med piber og bliktrommer, og dermed forstyrret et dansk militærorkester på Tønders Torv. Trods denne episode var forholdet mellem de danske og tyske borgere nogenlunde tolerant. Men i 1930erne blev forholdet mere spændt.

Stadig kreaturstalde i Tønder

I en embedslægerapport fra 1930 kunne der konstateres, at der stadig fandtes ikke få kreaturstalde og enkelte svinestalde inden for byens mure. Politivedtægten for Tønder indeholdt også en passus om, at kvæg, får geder og svin ikke måtte gå løse på offentlig gade.

Ryttergården – en dyr fornøjelse

I 1931 var forholdene i barakkerne ved Ryttervej efterhånden meget uhumske. Der var rotter i latriner og afløb. Opførelsen af Ryttergården havde været dyrt for Kommunen. det havde kostet 320.000 kr, og man havde kun fået 63.000 kroner ind i lejeindtægter i perioden 1920 – 1931.

 

Ikke brug for det danske Kontor?

I sin årsberetning i 1931 skrev Det Danske Kontor, at kampen for det daglige brød var altoverskyggende og at nationalkampen hos menigmand var trådt i baggrunden. Af samme årsag var det ikke særlig bud efter kontorets arbejde.

 

Et anstrengt dansk/tysk forhold

Den ny formand for Schleswig – Holstein Bund udtalte i 1933, at tyskerne ville have Nordslesvig tilbage igen. Dette vakte især i Tønder opsigt blandt de dansksindede. Her så man jævnlig brune bataljoner gå gennem byen.

Tønder var den første by, hvor det tyske mindretal oprettede en nazistisk Ortsbund. I juli 1933 opstod der et kæmpe slagsmål mellem hjemmetyske nazister anført af den berømte Peter Sturm, og en gruppe danske arbejdere. Begge parter blev dømt for vold og gadeuorden. I den følgende tid var der en stærk spænding mellem nazister, Socialdemokrater og kommunister. Sorte lister på hvilke butikker, der skulle boykottes, var også i omøb.

En uventet konfrontation i byrådssalen førte til, at alle dansksindede den 16. marts 1934, forlod byrådssalen. Flere skærmydsler fulgte, og Nordschleswiger Zeitung bidrog stærkt til disse konfrontationer.

 

Farvel til persontrafikken til Højer

1935 var sorgens dag for mange gamle Tønder – borgere. Da blev passagerbefordringen på Højer – banen indstillet. Passagertallet var faldende, men godstrafikken blev bevaret. Indtil indvielsen af Hindenburg – dæmningen i 1927 fungerede banen som transitstrækning for tyske rejsende til Sild. Person – trafikken stod på i 43 år.

Den ny kaserne indvies.

Den 5. maj 1936 stod den nye kaserne færdig. Der var meget streng disciplin dengang. Men under øvelser fandt soldaterne ud af, at de meget velkomne i dansk sindede hjem, mens de i tysk sindede hjem var uønskede.

 

Et stykke Tyskland i Danmark?

I 1936 besøgte en svensk journalist byen. Han skrev følgende:

• Er det ikke et stykke Tyskland, der er havnet inden for Danmarks grænser?
• -Nazihilsner forekommer ufortrødent blandt unge mennesker. Og fra radioerne lyder der nyheder på tysk.
  

Men de tysksindede var på tilbagegang, og i 1937 fik byen en dansk sindet borgmester.

Tyske soldater modtaget som befriere

Da tyske militærkøretøjer i 1940 kørte gennem Tønder, var der en del Tønder – borgere, der hilste tropperne med strakt arm. Kasernen blev besat. 1. Bataljon måtte fortrække til eksercergården. Befalingsmændene holdt til på det nuværende bibliotek og på Statsseminariet. Besættelsen var ikke mange timer gammel, før der sås hagekors – flag overalt i Tønder, også fra kirketårnet hang hagekors – flaget.

Der var ingen modstand ved tyskernes indtog i selve Tønder by. Tønder garnisonen havde forladt kasernen. Der kom dog til korte træfninger ved Abild, Sølsted og Bredevad. For de tysksindede blev soldaterne betragtet som befriere. I 23 timer vandrede tropper nordpå. Arbejdsløsheden i Tønder faldt under besættelsen. Nogle havde fået arbejde i Tyskland eller ved de tyske militæranlæg i Danmark. Men også i Tønder var der under krigen mangel på tøj, boliger og brændsel.

Mange luftalarmer

Byen oplevede også mange luftalarmer. Alene i oktober 1944 nåede man op på 100. Den 12. juli 1942 forsøgte engelske fly at bombe banegården, men ramte i stedet beboelsesejendomme. Mange døde og blev kvæstede. Det tragiske er, at senere i krigen ramte engelske fly, det samme hus, nok engang. Denne gang var der 5 dræbte og 7 sårede. Under Tønders 700 års jubilæum i 1943 udtrykte oberst Paludan – Møller sig på en bramfri måde:

• Det er meget godt med al den tale om naboskab og fordragelighed. Det er bare det i vejen, at det er ødelagt for de første 200 år af det, som skete 9. april

 

Sabotage – aktioner i Tønder

Den første egentlige sabotage – aktion syd for Kongeåen fandt sted den 16. april 1943. Det var lokomotivfører C.F. Jensen, der havde brugt hjemmelavede brandbomber til at sætte DSB`s oliedepot i Tønder i brand. Men ilden døde hurtig. Den 1. juni blev seks lokomotiver dog alvorlig beskadiget. En række sabotageaktioner fulgte. Men en masse anholdelser bevirkede at aktionerne fik en brat afslutning. Min onkel deltog i nogle af disse, han påstod at der var mange stikkere i Tønder.

 

Efter krigen

De første englændere der ankom efter krigen, var en pilot og en fotograf. De kom flyvende om formiddagen kl. 11 – den 6. maj. I løbet af eftermiddagen dukkede de første løsladte fangere fra Frøslevlejren op. Endelig den næste dag, den 6. maj dukkede et engelsk panserkøretøj op, med en gruppe soldater. Men inden da var Den Danske Brigade dukket op.

Tyskerne havde plyndret kasernen inden afrejsen og ved grænsen lykkedes det dem at lemlæste en række danske modstandsfolk. Den 7. maj kommer en større deling engelske soldater. De skulle bevogte grænsen mere effektivt. Først i løbet af juni måned bliver de sidste tyske tropper gelejdet ud af landet.

I Tønder blev der oprettet en lokalkomite, bestående af frihedskæmpere og politifolk, der pludselig dukkede op fra et liv under jorden. De fik hovedkvarter i byens domhus, under ledelse af politifuldmægtig Bøving.

 

Mindretallets rolle

Det tyske mindretal mistede sine mange skoler, og ledende embedsmænd, der tilhørte det tyske mindretal, blev fyret. Det tyske mindretals engagement i værnemageri, stikkervirksomhed, tysk soldatertjeneste og truende opførsel i forskellige nazistiske paramilitære organisationer gjorde det helt af med tilliden til mindretallet. Mindretallets rettigheder blev siden fastslået i København – Bonn erklæringen. Først op gennem 60erne blev forholdet mellem dansk og tysk normaliseret i Tønder.

 

Retssamfund ude af kraft

Frøslevlejren fik nye beboere. Dem, der havde meldt sig under de tyske faner, blev idømt lange fængselsstraffe, ofte 5 – 6 år. Et par år tidligere var man blevet opfordret til at gå i krig på tyskernes side, at blandt andet lærere på den tyske skole. Desuden var mange blevet anvist arbejde hos tyskerne af det offentlige. Nu var de udstødt af samfundet. Adskillige år efter, at de havde udstedt deres straf, var deres borgerlige rettigheder frataget dem. Nogle betalte sig fra denne straf. De bestak det danske samfund.

Efter krigen var det danske retssamfund mere eller mindre sat ud af funktion. For mange familier i Tønder og omegn gav dette problemer i mange år fremover. Bevæbnede modstandsfolk kørte gennem byen og anholdte hjemmetyskere og værnemagere. Alle de arresterede blev samlet på Missionshotellet, for så senere at blive transporteret videre til Frøslev – lejren.

Roen ikke genoprettet

Mange erhvervsdrivende som havde været værnemager, slap for tiltale. Men mange butikker i Tønder blev sprunget i luften af modstandsbevægelsen. Men efter krigen huserede der stadig en nazistisk undergrundsbevægelse Varulvene i Tønder. Tre uger efter krigens afslutning var der skyderier i byen mellem frihedskæmpere og ukendte snigskytter.

 

Over 1.000 bysbørn – dømt

Det er også forkert, at påstå, at samtlige våbenføre mænd fra mindretallet meldte sig, det var kun en tredjedel. Men alle var pludselig udelukket fra samfundet. I Tønder kunne man opleve det paradoks, at borgere, der havde arbejdet for tyskerne, var med til at konfiskere de tyske soldaters ejendele. Det var de danskere, der ikke blev straffet. Men 3.000 medlemmer af det tyske mindretal blev straffet i retsopgøret efter krigen. Ved udgangen af 1947 var der afsagt dom over 1.047 personer, og befolkningen kunne daglig følge med i dagspressen, hvem af bysbørnene, der nu havde bidraget til værnemageri.

 

Grænsekompagniet

Tønder Kasserne genopstod den 1. juni 1945. den 8. juli blev Grænsekommandoet oprettet, og de afløste englændernes og modstandsbevægelsens overvågning ved Sæd og Kruså. De bevogtede også jernbanerne i Tønder og Padborg. Her var der mulighed med særlig tilladelse, at passere grænsen. Fra Februar 1946 var mandskabet indkvarteret i nye barklejre i Store Jyndevad, Sæd og Højer. Efter Forbundsrepublikkens oprettelse i 1949 forsvandt behovet for Grænsekommandoet, som blev nedlagt i 1952.

800 flygtninge i Tønder

Vi har tidligere beskrevet, at der kunne medføre straf, når man kommunikerede med tyske statsborgere langs grænsen. Det kunne medføre nogle helt groteske situationer. I Tønder var der cirka 800 flygtninge rundt om i byen og på skolerne. Tyskerne havde efterladt i alt 250.000 flygtninge i Danmark. De sidste flygtninge forlod Tønder i 1947.

Galgestrømmen blev i 1947 blokeret af drivis og store dele af Tønder blev sat under vand. Drivisen blev bortsprængt af soldater fra Tønder Kaserne. Også i 1956/57 måtte soldaterne træde til. Galgestrømmen gik igen over sine bredder og ved Højer måtte diger bortsprænges. Det redede Tønder fra en ny oversvømmelse. Tønder Kasserne var lukningstruet hele tre gange. Tønder Statsseminarium var det endnu flere gange, men lukkede endeligt i 1989.

Nye skoler indvies

I 1953 blev Ludvig Andresen Schule i Posensgade indviet, man startede med 172 elever og 13 lærere. Og i 1955 stod Tønder Kommune Skole klar. I løbet af 60erne blev den udvidet med en venstre fløj.

 

Byen, hvor der ikke sker noget

Der har altid været masser af handel og håndværk i Tønder. Men det var som om Tønder sov hen. I Æ Rummelpot kunne man se en sovende borgmester Poulsen, og teksten Byen, hvor det aldrig sker noget.

Dette fik politimester Bøving til at slå i bordet under Tønder Handelsstandsforenings generalforsamling i 1959. En efterfølgende to – dages erhvervs- konference på Tønderhus satte gang i en masse.

• Tøma, System Abstracta, Ribe Jernstøberi og Brdr. Hartmann kom til byen

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

Redigeret 18. 04. 2022

Der var masser af plads på Nørrebro før det store byggeboom. Masser af småindustri og håndværkere havde allerede bosat sig. Flere havde fået dispensation til at opføre bygninger til fremstilling af diverse industri. Det havde bl.a. Heegaard på det nuværende Blågårds Plads. En omfattende produktion bestående af alt fra gryder til landbrugsmaskiner blev fremstillet.

Men også forskellige andre havde allerede etableret sig.

Besværlig vej

Problemet var, at der faktisk ikke boede mange på Nørrebro den gang, så arbejderne kom inde fra byen og måtte gennem portene for at komme ud til deres arbejde, hver gang måtte de betale, og det skete også, når de skulle hjem.

Så bygger vi bare selv

Byggegrundene vat forholdsvis billige på Nørrebro. Men det var lange gåture for arbejderne. Først i 1878 kom der en smal bro over Sortedamssøen.

Men Sophus Hauberg manglede folk til sin nyetablerede maskinfabrik ved Tagensvej. Han havde forgæves råbt om hjælp fra politikerne. Så han tog selv et initiativ. Han lavede en dæmning som erstatning for den smalle træbro. Dæmningen var så bred, at der kunne køre sporvogne inde fra byen ud til fabrikken. Han søgte koncession til At drive Sølvgades Sporvogsnslinje. Han fik den efter tre års forhandlinger. Men ak og ve. Sporvognen måtte ikke køre over militært område på Fælleden. Man kunne ikke have civilister til at passere fælleden to gange om dagen.

Sagen blev løst ved at opsætte bomme, der spærrede for uvedkommende trafik. Sådan gik det ind til 1899, så endelig lukkede man helt op.

Store virksomheder

Haubergs Maskinfabrik hed nu Titan og voksede sig større og større. Den beslaglagde hele området mellem Tagensvej, Hermodsgade, Titangade og Rådmandsgade.

I nabolaget kom der efterhånden LK – nes Fabrikken, Firmaet beskæftigede engang 4.000 mand.. sammen med General Motors og Titan var det virkelig store industri – foretagender. En El – pærefabrik i Valhalsgade er i dag aftenskole og ungdomscenter.

Kaffebrænderiet Merkur bliver i dag brugt til vvs – firma og en polsk forening. K.A. Hartmanns Maskinfabrik og Nordisk Elektronik Apparatfabrik var også store fabrikker.

Et udpluk af virksomheder

* Ludvigsen og Hermann etablerede sig i 1838 omkring Nørrebrogade 39, de lavede blandt andet nødtørftsanstalter
* H.H. Baumgarten havde et farvekogeri i midten af 18 40erne på Blågårds jorder.
* Oxelbergs Maskinsnedkeri, Smedegade 19 etablerede sig i 1850erne
* Holger Petersens Tekstilfabrik startede midt i 1880erne omkring Hamletsgade
* Rud. Rasmussens Snedkerier startede i 1875 i ejendommen Nørrebrogade 45
* Atlas startede i 1898 på hjørnet af Nørrebrogade og Baldersgade
* Schiønning & Arve etablerede sig i 1896 i Heimdalsgade
* Schulstad flyttede til Blegdamsvej ved Skt. Hans Torv i 1890
* Kooperative virksomheder som Arbejdernes Fællesbageri, Mælkeriet Enigheden, Arbejdernes Kødforsyning og Maskinfabrikken Aurora kom også til Nørrebro.

Titan

Titan blev etableret som aktieselskab i 1897 på Tagensvej ved en sammenslutning af en række jernindustrielle og elektrotekniske etablissementer. Firmaet sluttede sit virke på Tagensvej i 1965 som Thrige – Titan. En række aktiviteter blev videreført af finske Kone og svenske Alfa Laval.

Allerede i 1881 startede H.Rudolf Kofods fabrik i Meinungsgade. Man havde eget støberi, smede – og maskinværksted. Senere blev man sammensmeltet med Titan.

Firmaet brød med arbejdsgivernes sammenhold i forbindelse med en lockout i 1885. Denne lockout omfattede også

* S. Hauberg, Tagensvej
* Smith og Mygind, Nørrebrogade

Atlas

Etableret som aktieselskab i nogle netop nedlagte hestesporvognsremiser i Baldersgade. Ekspertisen i køleteknik af enhver art nåede sit højdepunkt i 1950erne, da man nu kunne købe et køleskab til husholdningsbrug. Men firmaet nåede desværre ikke at fejre et 100 års jubilæum.

Efter anden verdenskrig toppede virksomheden med næsten 2.000 arbejdere i virksomheden.

I slutningen af 30erne blev virksomheden overtaget af rederiet J.Lauritzen, og under krigen tiltrådte Knud Lauritzen som bestyrelsesformand.

Modstandsbevægelse på Atlas

Atlas var tvunget til at arbejde for tyskerne under krigen, hvilket førte til en sabotageaktion mod virksomheden i 1944.

På virksomheden var der under krigen opstået en modstandsbevægelse. I dybeste hemmelighed producerede de våben til modstandsgruppen Holger Danske. Denne gruppe ”besatte” Atlas den 4. maj om aftenen, for at forhindre tysk sabotage af virksomheden i forbindelse maed kapitulationen.

Hovedafdelingen lå i Baldersgade, smedje og støberi på hjørnet af Fasanvej og Hillerødgade, og blev i daglig tale kaldet Fasanfabrikken. Her var der produktion af beholdere af enhver slags.

Overskudsdeling

På denne Fasanfabrik blev der i 1951 et seniorværksted, hvor afgåede ældre medarbejdere kunne gå og hygge sig med lidt fusk.

Allerede i 50erne blev der indført overskudsdeling. Der blev indført en Velfærdsfond, der finansierede ferieboliger og forskellige tiltag for seniorer. Således blev der i 1974 udbetalt 13 millioner kroner til arbejderne.

Det var dog ikke kun køleskab, der blev produceret her. Større industrianlæg, skibsanlæg, turbineanlæg og kompressorer, var også en del af produktionen.

Nedturen for koncernen startede, da Lauritzen – gruppen trak sig ud.

I perioden 1966 – 69 blev produktion lukket ned og flyttet til Ballerup.

Arbejderne holdt sammen

Arbejderne med et stort A, trådte i karakter. De blev organiseret, og nu opbyggede de deres egen kultur – fra vugge til grav. De oprettede egne børneinstitutioner, og meldte sig ind i DUI, DSU eller DKU. Far var med i arbejdersangkoret, varerne blev købt i Brugsen, brændsel i Arbejdernes Brændselsforretning. Kød og pålæg blev købt i Arbejdernes Kødforsyning. I kolonihaven eller ved middagsbordet blev der drukket Stjernelager eller sødmælk fra Enigheden.

Senere fik Arbejderen råd til ferie og det foregik med dansk Folkeferie. Havde man penge til overs, ja så var det Arbejdernes Landsbank. Så var det AOF og Arbejderhøjskolerne og til slut Arbejdernes Ligkistemagasin.

Alle disse ting befandt sig på Nørrebro.

Arbejdere på Titan

På Titan skulle man møde til tiden, ellers blev man indberettet.

Drejerværkstedet på Titan blev kaldt for Drejernes kirkegård, men neglene skulle alligevel rubbes, man arbejde de på akkord.

Der blev fremstillet kraner, elektriske maskiner, centrifuger og virksomheden havde en meget stor støbeafdeling.

I midten af 50erne var der 1.200 medarbejdere, hvoraf der var 200 lærlinge. Og linien over for lærlingene var hård. Kæft, trit og retning og Gud nåde og trøste dig, hvis du trådte lidt ved siden af.

Hver mandag tog man en ny lærling ind, og hver fredag blev en lærling udlært.

Som arbejdsdreng blev man sat til at feje gulvet, gjorde man det ikke ordentlig, så vankede der skideballer, og så kunne man ikke få en lærerplads.

For en ung knøs var det værste, at arbejde sammen med damerne(madammerne). De var strenge, og kunne rigtig hundse med en.

Arbejdstiden var 48 timer i 50erne, og det vil sige, at der også blev arbejdet om lørdagen. Der var kun lærlinge, der havde frokost om lørdagen. Den dag var man populær hos svendene. Man blev bedt om at købe øl.

Torsdag var lønningsdag

Torsdag var en særlig dag, det var lønningsdag. Og det var godt for de 3- 4 værtshuse, der lå lige i nærheden af Titan. En af de mest populære var værtshuset Hector. Der blev solgt mange snapse og bajer. Det var ikke altid populært, at komme skæv hjem til konen. Mange koner stillede op foran porten om torsdagen, og krævede mandens lønningspose.

Titan havde en idrætsklub og egen fodboldbane, der godt nok lå ude i Søborg. Man deltog selvfølgelig også i fagenes fest på Østerbro Stadion.

Mange aktiviteter

Virksomheden havde også to blæseorkestre. I den ene af dem spillede Max Bæhring klarinet.

Man spiste i samme kantine. En kollega blev aflønnet for at afspille en af de sidste plader i det sidste kvarter af frokostpausen. Man havde også indkøbsforeninger, så spisepausen blev brugt til meget mere, end at spise.

Virksomheden flyttede ud til Buddinge under navnet Titan Textile Machines. Den eksisterede frem til 2002.

Lauritz Knudsen – en stor arbejdsplads

Hos Lauritz Knudsen i Harraldsgade blev der lavet elektronisk materiel. Som lærling skulle man først gennem en 15 måneders lærlingeskole. To timer hver dag var afsat til almene fag, som for eksempel matematik. På virksomheden var der en rigtig lærlingeskole, og her tog man 15 nye lærlinge ind hver tredje måned.

Chr. Christensens Smedeværksted

Der hvor Nørrebro Bryghus i dag ligger, lå i 30erne Chr. Christensens Smedeværksted. Gennem porten og så til venstre, ja så var du ved smedeværkstedet. Her var der rigtig mange svende og lærlinge. Hele området var fyldt med virksomheder.

Længere tilbage i gården lå der et automobilværksted, der reparerede amerikaner biler.

I forhuset lå der på 2. sal en hatte virksomhed. Her blev fremstillet mange fine hatte.

Alle gik med hat dengang, også mændene.

På den anden side af gården lå Hellesens Batterifabrik som i 30erne var en rigtig stor virksomhed.

Ved siden af denne lå en virksomhed, som lavede sådan noget til kvinder, hofteholdere for eksempel.

Engelsk – dansk Biskuitfabrik

I dag, hvor Nordvestcenteret ligger i Heimdalsgade, lå engang Engelsk – dansk Biskuitfabrik. Her blev der fremstillet mange småkager.

Nørrebro – et rigtigt arbejderkvarter

Inden saneringen var Nørrebro et rigtigt arbejderkvarter. Ikke alle havde lokum i lejligheden, ofte var det ude på gangen, eller helt nede i gården. Disse arbejdere har også været med til at samle ind til mange institutioner på Nørrebro. Blandt andet til Sakramantskirken på Nørrebrogade. Denne kirke blev indviet i 1917, og indsamlingen foregik blandt katolske arbejderfamilier på Nørrebro

– Skal man samle penge ind, skal det være hos de fattige. De rige har ikke råd.

Chefpolitiinspektør Per Larsen ser sammenligninger med det, der skete den 16. december på Nørrebro, og det der skete den 18. – 19. maj 1993. Det er råhed og vildskaben, han kan genkende. Men forskellen fra dengang, er ifølge Per Larsen, at nu var man forberedt. Og det er man også, når Ungdomshuset skal ryddes

Men hvad skete der, den skæbnesvanger aften og nat den 18. – 19. maj 1993?

Ekstrem vold

Politiet ville ikke anskaffe vandkanoner, men betjentene blev pakket ind i kampuniformer. Situationen udviklede sig denne maj – dag til en tragedie. Folks opfattelse af politiets rolle og borgenes forhold til politiet udviklede sig til bitterhed.

Harmen resulterede i hærværk, ildspåsættelser og blindt raseri. Politiledelsen havde besluttet at sende 300 betjente fra hele landet til Nørrebro. Da mandskabsvognene kommer, går alt op i en blodrus, og i løbet af kort tid er alt kaos.

Fejl hos politiet

Ordensmagten var klart i undertal. Mange af betjentene var ikke færdiguddannede, og på Fælledvej gik det helt galt. Politiet manglede tåregas, radiokommunikationen svigter, og styrken presses tilbage af den rasende mængde, mens brosten og kasteskyts flyver gennem luften. Mange rammer butiksvinduer, men også betjente.

Flere betjente går i chok under det hadefylde angreb. Reaktionen kommer først senere. De betjente, der bliver ramt segner om på asfalten, overbevist om, at de skulle dø.

113 skud

Af frygt for, at de helt skulle miste kontrollen affyrer de danske politifolk 113 skud mod danske statsborgere. 11 demonstranter må behandles for skudsår på Rigshospitalet.

Ingen, hverken civile eller betjente bliver dræbt, men det er en tilfældighed. Eftervirkningerne førte desværre til dødsfald.

Eftervirkninger

En tredjedel af den indsatte politistyrke får fysiske skader under kampene. 92 betjente rapporteres skadet og 61sygemeldes, og for mange ender konfrontationerne i personlige problemer og årelange fortrængninger.

* Det er som en film, der kører igen og igen

Siger en betjent, der først syv år efter modtager ordentlig krisehjælp.. Det gør folk i uniform sjældent. Store drenge, græder ikke.

Tragiske hændelser

Gennem 90’erne bryder adskillige politifolk sammen som følge af det rystende had og bundløst angst i det psykiske grænseland på Nørrebro.

En af lederne, en vicekriminalkommissær, gifter sig senere med en af de kvindelige betjente, der var med i aktionen. Han forlader styrken, og går langsom i total opløsning. I 1999 slår han sin kone ihjel, og året efter hænger han sig i sin celle i Ringsted arrest.

Ingen er skyldig

Situationen vrides atter og atter i medierne. Endnu engang indleder politiet en undersøgelse af politiet. Men ingen vil påtage sig hverken skyld eller ansvar, alle føler sig lige retfærdige.

Politikerne fastholder, at de har overholdt de demokratiske spilleregler, og politiledelsen frikender sig selv.

Halvdelen af befolkningen syntes, at det var helt i orden, at skyde på forbryderiske antidemokrater. Tre politifolk sigtes for at have skudt mod civile, men ingen af sagerne bliver gennemført.

Hvorfor?

Hvorfor udviklede diet sig, som det gjorde. Var det et raseri over ja til Edingburgh – aftalen, varmt vejr eller for mange øl.

Den 2. juni 1992 havde 50,7 % stemt nej til Maastricht – traktaten, trods det at et næstent enigt Folketing og erhvervsliv havde sagt ja. Mindre end et år efter blev den danske befolkning atter kastet ud i en afstemning.

Det gentager sig ikke

Efterspillet var et mareridt for betjentene. Alle politiskridt og handlinger blev kortlagt. Politidirektør Hanne Bech Hansen mener ikke, at man skal glemme 18. maj. Til Dansk Politi siger hun, at det var politiets sorteste dag i efterkrigstiden. Det er meget at lære af begivenhederne den nat.

* Vi har et andet og mere mobilt indsatskoncept, et lettere udstyr, vi kan få folk ud og radiokommunikationen er langt bedre. Samtidig er det klart, hvem der har kommandoen.

Dette udtalte politidirektøren i 2003. Siden har man fået de såkaldte Hollændervogne, der betyder, at strategien igen er blevet ændret.

Politiet så ikke faren

Nærpolitistation Blågården angribes ved 22 – tiden, og de første barrikader opføres på Nørrebrogade. Der var ikke nogle forudgående meldinger om uro. De første politistyrker tror, at det er tale om mindre isolerede hændelser.

Betjentene var ikke indstillede på timelange kampe med brosten og brandbomber. Ingen har på noget tidspunkt klarhed over begivenhederne. En efterlysning af mere tåregas når aldrig frem til Politigården.

Omkring Skt. Hans Torv er betjentene ikke klar over, hvem der har kommandoen. Omkring kl. 0.30 befinder cirka 20 betjente sig i overhængende livsfare og undertal. De kan hverken trække sig væk eller fjerne deres sårede. De bruger den sidste udvej. Pistolerne trækkes, og man rykker frem.

Syv års mistænkeliggørelse

De enkelte politifolk følte sig efterfølgende ladt i stikken, syv års mistænkeliggørelse føltes dybt deprimerende. Eftertiden vil sikkert stadig mistænkeliggøre betjentene. Og de fleste vil helst glemme episoden.

Man fandt aldrig bagmændene til urolighederne, den 18. – 19. maj 1993 eller den 8. – 9. november 1999. Episoden i 1999 udviklede sig, fordi politiet ventede for længe med at rykke ind. Nørrebro Handelsforening forstod ikke denne strategi.

Demonstration

Anti Fascistisk Aktion gennemførte en demonstration på Blågårds Plads. Man antog, at demonstrationen ville gå mod Christiansborg. 27 betjente var udstationeret på pladsen, og fulgte den fredelige demonstration.

Da alt tegnede sig til ja, døde festlighederne. Og betjentene blev sendt hjem.

Kl. 22.00

Ved 22 – tiden begyndte deltagerne at gå hjem. De var en gruppe på 500 – 1.000 der gik ned af Blågårdsgade mod Nørrebrogade. Nogle havde planer om, at lave barrikader. Øjenvidner fortæller, at det var 10 – 20 stykker fra det autonome miljø, der startede bygningen. Men ret hurtig får de opbakning fra de lokale beboere.

Det blev nu sat i værk. Skurvogne blev fremskaffet til disse barrikader. Oven over hængtes et banner med teksten EF – fri Zone.

Politiet forholdt sig passivt. Op mod 2.000 mennesker var nu forsamlet på Indre Nørrebro. Flere steder tændes der bål i gaderne

Kl. 23.15.

Først kl. 23.15 er den første kampstyrke klar ved Søtorvet, 500 meter fra nærmeste barrikader. 23.30 indtages barrikaderne og der bliver affyret store mængder af tåregas ind i området, uden hensyntagen til beboerne. Samtidig angribes nærpolitistationen på Blågårds Plads.

Kl. 0.13

Først kl. 0.13 har politiet stationen under kontrol. Nørrebrogade mellem Fælledvej og broen er besat af politiet og området indhyllet i tæt tåregas.

Demonstranterne går nu mod Skt. Hans Torv. Her ligger flere tons frit tilgængelig brosten. De bliver samlet i affaldscontainere, så de lettere kan transporteres. Torvet var under ombygning, så våbenlageret lå frit tilgængeligt.

14 urobetjente bliver sendt op til Torvet for at observere og rapportere. De hjælper med at samle sten i en container. Men bliver genkendt af et ægtepar. De jages ned af Fælledvej. De har ikke fulgt deres ordre, med at være passive.

Kl. 0.34

Politiledelsen beslutter, at Torvet skal genindtages. Men betjentene er allerede nu i klart undertal.

Kl. o.34 lyder de første skud. Kugleregnen varer 36 sekunder. Det går kludder i politiets strategi.

Stenregnen stilner nu næsten af. 0.36 rammes en enkelt betjent af en sten. Pludselig hører man råbene Skyd efter benene, og det lyder et enkelt skud. Råbet gentages 8 sekunder senere. Det udløser en kraftig salve, der varer i over 17 sekunder.

Kl. 0.45

Kl 0.45 er politiet rykket frem til Skt. Hans Torv, man har endelig fået fremskaffet mere tåregas, og har nu hele Torvet under kontrol.

En lille gruppe betjente rykker samtidig op ad Guldbergsgade mod demonstranterne. Under denne fremrykning skyder politiet for 3. gang direkte ind i mængden i en salve, der varer 7 sekunder.

I de følgende timer kommer det til mindre sammenstød.

Hele 6 undersøgelser

Hele seks undersøgelser bliver foretaget af begivenhederne

I 1994 frifinder Byretten 18 og dømmer 8 af de tiltalte tilskuere og deltagere.

I 1995 får tre skærpet deres straf og 9 tilskuere bliver idømt hæfte

I 1995 bliver det konkluderet at det er overvejende sandsynligt, at det var aktivister, der råbte ”Sigt efter benene”.

I 1995 opgiver justitsministeren tiltale mod tre betjente

I 2000 frifindes alle involverede politifolk for tiltale.

Var det hele planlagt?

Undersøgelseskommissionen finder

* Det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at der fra demonstranternes side har foreligget en samlet forudgående planlægning af begivenhedsforløbet.
* Det derimod sandsynliggjort, at de enkelte dele af urolighederne i en vis udstrækning har været planlagt og udført af et antal grupper af personer, der har handlet efter forudgående aftale inden for de enkelte grupper.

Politiets Vietnam – kompleks

Ikke underligt kaldes begivenhederne for Politiets Vietnam – kompleks.

Saneringen af Den Sorte Firkant på Nørrebro var ikke smart. Beboerne var fanget af politikerne i håbløse beslutninger. Området var en sammenstuvning af godt og skidt byggeri, mest skidt. Etagebyggerierne var ren spekulation, opført i midten af 1850’erne.

Den pæne side vendte ud til søerne, men det meste var gråt. Og allerede tidlig fik bydelen sin farve, da Anker Heegaard startede sit jernstøberi på Blågårds Plads. Den gav arbejde til tusinder, men svinede også.

Hvorfor hedder det Den Sorte Firkant

Som bekendt er det uenighed om det var denne begivenhed, der gav navn til kvarteret. Området fik først navnet mange år senere. Det var på grund af alle de mange sociale problemer i området, ja så satte man sorte kortnåle ned på et kort, og det dannede en firkant – Den sorte Firkant.

Masser af mennesker

Arbejderne strømmede til byen.

Befolkningsantallet mellem de to verdenskrige var helt oppe på100.000 mellem de to verdenskrige, da havde Anker Heegard længe lukket og slukket. Familier blev stuvet sammen på 25 m2. Lokum i gården, rotter på loftet og i kældre.

På et tidspunkt lignede kvarteret et persisk marked. Slagtere, bagere, værtshuse, drukkenbolte og værksteder i baggårdene.

Der var en hørm af brunkål, piskefløde og nybagt bagerbrød. Senere blev luften blandet med kaustisk soda. Alt skulle pludselig afsyres, og det gik værkstederne i gang med.

I 60’erne lukkedes det for nogle af beboerne at flytte ud til græs

Ikke boligsanering – men menneskesanering

Allerede i 1954 havde Københavns kommune udråbt området til at være saneringsmoden. Men det gik hele tyve år før man gjorde noget ved det. I får ubetinget ret til at opføre alt i dette område, sagde overborgmester Urban Hansen.

Da bulldozerne rykkede ind i 1972, gik det hurtigt. I en sky af grus var en fjerde del af kvarteret i grus i løbet af få uger. Men så gik det står, Der var pludselig ingen penge til at fortsætte.

Beboerne i de nedbrudte huse blev spredt for alle vinde. Dette er ikke boligsanering men beboersanering, var der mange, der sagde.

Kvarteret indbyggere var dybt skeptiske over for politikerne, og frygtede, at de ikke kunne betale de nye boliger. Kun få af de oprindelige beboere havde også råd til dette.

Nørrebro Handelsforening var også skeptisk

Nørrebro Handelsforening skrev til Københavns Kommune:

* Årsagen til vores henvendelse, er en temmelig mærkbar tilbagegang for handelen i Blågårdsgades butikker, som kun kan skyldes nedgang i kundeunderlaget (cirka 4.000 mennesker). Såfremt yderligere 2 – 3.000 mennesker fjernes i 1972 – 73 forudser vi en uholdbar situation for forretningerne.
* Et fundamentalt synspunkt på områdets byfornyelse har været, at området skal kunne fungere gennem hele fornyelsesprocessen, det vil sige at processen må kunne fungere etapevis.
* For at afbøde de værste gener ved saneringen og såfremt handelen i gaden skal kunne fungere, må der vises mest mulig hensyn. Der må ikke fjernes flere mennesker før genopbygningen af de allerede sanerede områder har fundet sted (etaperne må ikke blive for store).
* Der må ikke blive mulighed for slumstormerne og narkomaner, at flytte ind i kondomerede ejendomme. Vi gør opmærksom på, at gaden havde 110 aktive butikker, inden saneringen blev påbegyndt.

Man ville have rigere skatteborgere til området.

Større, bedre og dyrere boliger kunne trække stærkere, bedre og rigere skatteydere til. Men aktivisterne var startet – et beboerhus, en lille park, et værtshus.

Nørrebro Beboeraktion havde set dagens lys.

Byggeren bliver opført

En søndag i juni 1973 holdt Nørrebro Beboeraktion fest på en tomt. Midt under festen kører en lastbil med brædder, søm og værktøj ind på pladsen. I løbet af søndagen rejste beboerne Firkantens byggelegeplads, i daglig tale Byggeren.

Legepladsen blev hurtig populær blandt kvarterets børn. En undersøgelse viste at over en måned havde 185 børn brugt legepladsen, heraf var 1/3 indvandrerbørn.

Byggeprojekterne trak ud, og i 1974 anerkendte Borgerrepræsentationen Byggeren. Samtidig blev der bevilliget en halv million kroner, og der blev ansat pædagoger til at arbejde med børnene. Kommunen påpegede dog, at det var en midlertidig institution.

Nyt spekulationsbyggeri bliver underkendt.

I 1975 så det ud som om, at Københavns Kommune ikke havde lært af spekulationsbyggeriet. Boligministeriets ekspert sagde, at han ikke kunne godkende det planlagte projekt, da det manglede friarealer. Endvidere stred udnyttelsesgraden mod byplanvedtægten. Planen blev lagt i skuffen og Byggeren kunne fortsætte.

Egons plan

I februar 1977 fremlagde overborgmester Egon Weidekamp en såkaldt helhedsplan (Egon’s plan) for byfornyelsen af Indre Nørrebro.. Planen blev vedtaget i 1978, men allerede året inden havde Nørrebro Beboeraktion igangsat en kampagne imod.

Kampagnen ville hindre nybyggeriet og den fortsatte udsanering af området. I stedet skulle der sættes ind for mere lys og luft, bevarende modernisering og bedre institutionsdækning. Blandt andet var forslaget bygning af svømmehal, bibliotek og socialcenter.

Ideologisk besættelse

Det gjaldt om at være på de rigtige steder, på de rigtige tidspunkter.

Det var tale om en kollektiv psykose. Den ideologiske besættelse var stærkest i de ekstreme miljøer. Holdningsdannelsen blev lammet i disse år.

Det er vanskeligt at gradbøje ordet ”revolutionær”. Skruen gik over gevind”. For nogle blev det simpelthen for meget, for grænseoverskridende. Andre løb sur i det og manglede luft, plads og nye udfordringer.

Hvad frygtede de? Storkapitalen og dens ondsindede lakajer? Den amerikanske imperialisme? Nej, det var at blive afsløret og konfronteret som klasseforrædere.

Solvognen

Vi hører om tillidsfolk, der samles i Nørrebrohallen. Om solvognen, der stormede Rebild Bakker med grumset griseblod.

Undertegnede, der skriver dette, har en Bodil statuette stående, som vidne på en af Solvognens bedrifter. Julemændenes indtog på Børsen. Samtidig en masse historier fra den tid.

Tvind – kultur på Nørrebro

I Tvind gik de rundt og holdt øje med hinanden, for hvem kunne man regne med. Og hvem ikke?. Hvem havde overgivet sig til den stærke Tvind – kultur?

Studerende på Tvind skulle finde arbejde på en fabrik, og finde sig en bolig på Nørrebros gå aktivt gå ind i det lokale boligarbejde i Den Sorte Firkant. Det tvindske rige overvågede stadig. Selv om Tvind måske var en dårlig oplevelse, så tog man ikke politisk afstand fra systemet og tænkningen på Tvind, og det program, der var lagt for en

.

Mobilisering af de lokale

Man havde pligt til at kritisere sine egne, men man skulle være imødekommende over for folket, altså de lokale Nørrebro – borgere.

Hele humlen med beboerarbejdet var at skabe et lokalt netværk, en organisation af folket. Det var ikke bare en kamp mod slum, det var også for at forhindre fupmoderniseringer, og stikke en kæp i hjulet for datidens berygtede bolighajer. Det handlede, at gøre de lokale beboere kritiske og aktive, samt at mobilisere dem.

De venstreorinterede forlag

Det var moderne, at være venstreorienteret. En masse veluddannede kom til Nørrebro. Det var trendy. Man læste bøger, der handlede om fabriksarbejdere, arbejdskampe og amerikansk imperialisme og undertrykte i den tredje verden. De udkom på forlag som Modtryk og Demos.

Det mere kønspolitiske og bevidsthedsorienterede stof kom fra forlag som Rhodos og Tiderne Skifter.

Nørrebro Beboeraktion i flere fraktioner

I praksis blev det Nørrebro Beboeraktion(NB), der et stykke tid, stod for fordelingen af ledige lejligheder i området. Til gengæld sørgede aktivisterne så for, at det ikke blev ballade, når de pågældende huse skulle rives ned. Men til gengæld havde NB så ”hånds og halsret” over dem, der fik anvist en bolig. I sine velmagtsdage havde beboeraktionen 350 aktive unge.

Snart dannede der sig to fraktioner – VSerne i Blågårdsgade og DKP i Tømrergade.

Begge fraktioner betragtede sig som de sande arvtagere, og som den der havde den sande kontakt til borgerne. DKP erne betragtede ikke nybyggeri som et evigt onde, det skabte jo job til håndværkerne. De stræbte derfor til et godt forhold til de lokale fra fagbevægelsen, VS erne stræbte efter, at få flere almindelige borgere med i aktionen. De mente, at der ikke skulle bygges nyt. Området skulle udvikles med åbne pladser, haver parker, legepladser og meget mindre trafik.

Nede i Blågårdsgade havde fraktionen deres egen butik.

Mange grupper

En gruppe holdt øje med fupmoderniseringer, hvor hurtige tiltag af dårlig kvalitet, fik lejen pustet kunstigt op.

Trafikgruppen arrangerede happenings, hvor Blågårdsgade blev afspærret, så folk ved selvsyn kunne opleve, hvilken gevinst det ville være for kvarteret, hvis den blev gjort til gågade, hvilket i sidste ende lykkedes.

Spørgsmålet er om det virkelig lykkedes. Engang var Blågårdsgade, Nørrebros indkøbsgade nr.2. det er den ikke mere. Det forsvandt, da trafikken forsvandt.

Andre grupper beskæftigede sig med kondemnering og genhusning. Mange ejendomme forfaldt og var misrøgtet. Specielt i Korsgade så det slemt ud. Ofte var ruderne i trappeopgangene knust, og ejendomme var rene brandfælder.

Ved en frygtelig brand i Stengade i 1975 indebrændte 20 beboere, og ejendommen brændte helt ned. NB havde da allerede skrevet til ejeren og påpeget, at det måtte forbedringer til.

Den gang var der ikke almindelig at have adgang til bad. Derfor var der adskillige offentlige badeanstalter i området. Nu er der kun en tilbage i Sjællandsgade.

Aktionen i Todesgade

En af aktionerne var besættelse af en daginstitution i Todesgade. Borgerrepræsentationen havde besluttet, at den skulle nedlægges. Flere gange forsøgte politiet at rømme bygningerne. Ved en af aktionerne mødte aktivisterne op med to – tre tusinde. Efter 8 timers kamp opgav betjentene og kommunen. 300 betjente var sat ind på opgaven.. Men den 10. januar 1978 var det slut. En endnu større politiaktion var sat i værk.

Der var betjente i alle baggårde op til Todesgade. Det var vogne til at køre børn og pædagoger bort i, og Falck fjernede parkerede biler i gaden, så de store kraner, der skulle løfte bygningerne væk, kunne komme til. Det var uhyre velorganiseret.

På kant med hinanden

De to fraktioner i Blågårdsgade og Tømrergade kom virkelig på kant med hinanden. Konflikterne spidsede til i sommeren 1976. Hadet og skellet mellem de to fraktioner var ikke blot politisk, men til dels også socialt og kulturelt. Blågårdsgade støttede Byggeren, mens Tømrergade var imod.

De få oprindelige beboere, som var tilbage efter årtier med slum og derefter kondemnering og genhusning var et meget nedslidt og fordrukkent og forhutlet udsnit af befolkningen. I den marxistiske terminologi kunne man højst tale om et pjalteproletariat. Arbejderklassen var flyttet ud til nye kvarterer som Nordvest, Bispebjerg og Brønshøj.

Vi har tidligere beskrevet, hvordan det gik detailhandelen på Indre Nørrebro. Nørrebro Handelsforening var selv aktiv i Nørrebro Beboeraktion, og blev også inviteret af Solvognen til et arrangement i Nørrebrohallen.

Farvel arbejderklasse

Det blev trendy for den politisk aktive middelklasse at flytte ind til Indre Nørrebro, og give revolutionen en håndsrækning for en stund. For på den måde blev de svageste beboere trængt ud af kvarteret. Farvel arbejderklasse.

Overborgmesteren bestemmer

Flere organisationer støttede et forslag om, at indpasse Bygeren i de kommende planer, blandt andet de lokale afdelinger af Socialdemokratiet, DKP og VS’ byplanborgmester Villo Sigurdsson indførte en klausul i byggetilladelsen. Men overborgmester Weidekamp fratog Sigurdsson muligheden. Han udstedte en byggetilladelse, der indebar Byggerens totale rydning.

En prøveafstemning blandt de lokale, der viste at 80 % var tilhængere af Byggeren, gjorde heller ikke indtryk. Demokratiet er ikke baseret på dørklokkebesøg, sagde socialborgmester Pelle Jarmer.

En trist besked

Medarbejdere på Byggeren bliver i februar 1980 orienteret om, at legepladsens areal skal halveres senest den 28. marts, for at give plads til nybyggeriets første fase. Resten af Byggeren vil i så fald blive liggende til 1. april 1981. I modsat fald ville hele Byggeren blive ryddet senest 1. april 1980. Dette diktat blev afvist af medarbejdere og forældre.

Børnene kunne bare finde et andet sted at lege, de kunne jo bare gå i Fælledparken eller Valbyparken, mente Pelle Jarmer.

Pædagoger bliver fyret

Den 24. marts møder kommunen op med håndværkere for at gennemføre rydningen af Byggerens første halvdel, men mødes af blokade. Medarbejderne nægter at flytte i en nærliggende gymnastiksal i Gartnergade. 4 medarbejdere bliver fyret på grund af arbejdsvægring. Blokaden fortsætter gennem marts og april.

Aktivister i livsfare

Den 22. april foretages rydningen af legepladsens ene halvdel under beskyttelse af 800 betjente. Da politiet trækker sig tilbage, flytter flere hundrede børn og voksne, legeredskaberne tilbage på de ryddede områder og genetablerer Byggeren i dens fulde udstrækning.

Et øjenvidne fra dengang beretter:

* De to bulldozer speedede op og kørte gennem plankeværket Fra Stengadesiden og ind på byggelegepladsen. Den ene bulldozer kørte ind i stakittet til fodboldbanen, og skrabede det sammen foran sig. Dernæst troede jeg ikke mine egne øjne, for den fortsatte med at køre ind i de ca. 3 meter høje søjler, der bar taget på en scene. Oppe på dette tag befandt der sig 10 – 15 mennesker. Stolperne brasede sammen, taget skred, folk faldt ned, og løb for livet fra bulldozeren.
* Føreren af bulldozeren vendte nu og tog retning mod det tårn, hvor jeg befandt mig sammen med 8 – 10 andre personer. Chokeret begyndte jeg at fatte, at det jeg lige havde set, ville gentage sig.

Bål i gaderne

Den 29. april ankommer Midtjyllands nedrivningsselskab med et kæmpe politiudbud. Aktivisterne må springe for livet. Flere tusinder beboere og aktivister danner nu blokade, og spærrer Åboulevarden og Nørrebrogade. Selv om det er tale om fredelige aktioner, slår politiet hårdt til.

Cirka 70 personer anholdes og sigtes for gadeuorden eller vold mod embedsmand i funktion. Da politiet trækker sig tilbage, går beboerne atter igang med at genopbygge Byggeren.

De mest besindige mennesker havde mistet kontrollen. HT – busser blev kørt på tværs og punkteret. Lysreguleringer blev skudt i sænk, skurvogne blev væltet, vinduer blev smadret, og der var flammende bål i gaderne. Og i Ekstra Bladet kunne man i lederen læse

* Med barrikader, brosten og brodne pander rejser ghettoen sig i et vildt og desperat oprør mod alt muligt.

I et debatindlæg, kunne man læse

* Hvis demokratiet skal overleve ved hjælp af magt, så kræver det efter min mening, at denne magt benyttes med mere omtanke end det har været tilfældet i de seneste uger.

1.000 betjente i aktion

Under opdækning fra 1.000 betjente ryddes resten af Byggeren den 3. maj. Hele kvarteret eksploderer i vrede, og det kommer til konstante sammenstød mellem beboere og politi. Nu skal det ikke længere foretages arrestationer. Strategien er nu at beboerne skal jagtes med køller og politihunde. I radioavisen udtaler politiinspektør Anders Egetved, at nu er fløjlshandskerne lagt på hylden.

Politiet erklærer området i undtagelsestilstand. Opløb bliver splittet med magt.

Den 5. maj går 10.000 – 15.000 mennesker i demonstration fra Blågårds Plads til Rådhuspladsen. I protest mod rydning af Byggeren. Allerede den 6. maj går håndværkere i gang med byggeriet. I et desperat forsøg på at vende udviklingen, bliver hovedfærdselsårer og togdriften blokeret.. Men kampen er tabt og den 13 maj, ophæver Nørrebro Beboeraktion de sidste blokader.

Pøbelen og VS – politik skyld i balladen

Men overborgmesteren gav sig ikke, han udtalte i stedet.

* Det er VS – Blågårdsgade, der står bag disse aktioner, og jeg kan ikke se andet motiv, end at man gerne ville have disse protester og demonstrationer i gang af rent politiske årsager.

Socialborgmesteren holdt sig heller ikke tilbage. Han kaldte de aktionerende Nørrebro – borgere for pøbelen og gadens parlament, der spreder utryghed og usikkerhed.

Men i virkeligheden drejede det sig om følelsen af, at der ikke blev gjort noget i området for beboerne og at ingen beboere blev hørt.

Værktøjet blev leveret tilbage

Nørrebro Beboeraktion slikkede sårene ikke kun dem, de fik af politiet med også troen på demokratiet smuldrede.

I ugerne efter indkøbte man mukkerter og koben hos en isenkræmmer i Nørrebrogade, man ville i krig igen. Men disse blev senere bragt tilbage til isenkræmmeren med en undskyldning om , at man havde købt det forkerte værktøj. Man ville bytte varerne, og det kunne man, det blev til en kaffemaskine eller to.

Under aktionerne etablerede Nørrebro Beboeraktion også en indkøbsordning for de ældre, der ikke kunne forcerede barrikaderne

Weidekamp betragtede Bygger – sagen som en personlig sejr.

Protesten mod den tyske besættelsesmagt kostede mange menneskeliv på Nørrebro. Det kulminerede i den såkaldte Folkestrejke.

Spærretid kl. 20

Nørrebro kogte i dobbelt forstand, temperaturen nærmede sig 25 – 30 grader. Der var udgangsforbud, man måtte ikke være ude efter klokken 20. Befolkningen ville ikke finde sig i det.

Og det hele startede den 26. juni kl. 12, hvor smedene på B&W’s værft på Refshaleøen nedlagde arbejdet.

Land og Folk skrev:

* Hvis dr. Best tror, at danske arbejdere uden at kny først arbejder 8 – 10 timer for tyskerne for derefter i drønende sommerhede at lade sig indespærre kl. 20

Den 26. juni på Nørrebro

Det var det Danske Politi’s opgave, at gene folk ind i deres lejligheder. Politikommissær Cederstand fra Københavns politis station 6 på Fælledvej (i dag Politihistorisk Museum) beretter:

* I dag kl. 20.00, da spærretiden indtrådte, var der ualmindelig mange mennesker på gaden, i porte og gadedøre, og det var øjensynligt, at de ikke ville rette sig efter spærretiden, men kun stod og ventede på, at der skulle blive sjov i gaden. Stærke politipatruljer – til fods og på cykel – blev derfor udsendt med ordre til at bortvise folk fra gaderne på høflig, men bestemt måde. Jeg var selv med en patrulje ad Fælledvej, Nørrebrogade, Blågårdsgade, Baggesensgade, Korsgade, Stengade, Slotsgade og Griffenfeldtsgade. I dette kvarter var der mange mennesker. Disse gik frivillig op i husene på vore opfordring, men vendte tilbage til gaden, da politiet var borte.

Lidt efter kl. 21 tændte folk bål i Rantzausgade. Politiet kom til, og blev mødt med ukvemsord og stenkast. Efterhånden var en større menneskemængde forsamlet. Kort tid efter kørte tysk militærpoliti gennem gaden og skød med maskinpistol mod mængden for at håndhæve forbudet mod forsamlinger på gaden.

Men det hjalp ikke, tværtimod bredte uroen sig nu til hele bydelen. Kl. 22 sprang en bombe på Blågårds Plads. Og tyskerne skød videre.

Politikommissær Cederstrand bemærkede i sin rapport:

* De tyske soldater udviste ikke særlig hensyn under deres skydning. Brandinspektør Mønsted, der iført uniform kom kørende på motrocykel blev således på hjørnet af Nørrebrogade og Blågårdgade kl. ca. 22 beskudt fra en personvogn mrk. Mercedes Benz K 3951, uden dog at blive ramt.

Bilen blev ført af tre – fire mænd, sandsynligvis schalburgfolk, og nummerpladen var i øvrigt falsk.

Et par blev ramt på Jagtvej. Her var der også tændt en række bål. Efterhånden som brandvæsnet fik slukket bålene blev et andet tændt længere oppe af vejen. Ved halvtolvtiden var det livlig skyderi i Rantzausgade og Åboulevarden. En telefondame bliver skudt gennem halsen.

Den 27. juni på Nørrebro

Næste dag havde strejkerne spredt sig. Omkring kl. 22.30 kørte en tysk bil omkring og skød efter folk med maskingeværer i Ryesgade.

I Baggesensgade blev en kvinde dræbt og tre andre personer såret af skud affyret af en tysk patrulje. Dette skete ved 23 – tiden.

Den 28. juni på Nørrebro

Dagbladet Information kunne berette om, at der den 28. juni var optræk til ballade på Nørrebro. Tyske patruljer kørte rundt. Der var masser af bål, og ambulancerne havde travlt. Politiet anholdte flere, der var i gang med at lave bål, men da regnen kom ebbede urolighederne ud. Da tirsdag gled over i onsdag kunne regnskabet gøres op.

Tre danskere var blevet dræbt og 18 sårede.

Tyskerne gik nu med til, at spærretiden blev udskudt til kl. 23. Men nogle begivenheder fik igen befolkningen på barrikaderne.

Den 30. juni på Nørrebro

I morgenaviserne fredag den 30. juni kunne københavnerne læse, at 8 medlemmer af den berømte Hvidstens – gruppe var blevet henrettet dagen forinden. Denne begivenhed fik sporvognspersonalet til at nedlægge arbejdet. Men personalet var også blevet truet.

Kl. 10 blev togdriften indstillet. Efterhånden bredte strejken sig som en hvirvelvind.

Ved ni – tiden var der allerede mange mennesker på Nørrebrogade. Kl. 10 begyndte folk, at bygge barrikader tværs over vejen. Arbejdsvogne, sten og andet materiale blev brugt.. Røde papirflag med hammer og sejl blev fjernet af politiet. Disse blev mødt af sten. En enlig tysk soldat blev væltet ned af sin cykel, og politiet måtte hjælpe ham.

Cederstrand beretter:

* Mængden var stadig ophidset og opførte sig truende overfor politiet, idet de stormede frem. Politiet affyrede da et par skræmmeskud med det resultat, at den hujende sværm skyndsomt retirerede, men et øjeblik efter rykkede de atter fremad under højrøstet råben og skrigen.

Lederen af den 25 mand store politistyrke, overbetjent Bervil, vurderede at styrken ikke var stor nok til at fordrive bøllesværmen. Betjentene blev derfor trukket tilbage til stationen.

Ved Fælledvejens politistation står udrykningsvogne parat og politiet er nu trukket i kampuniform. En kæmpe folkemængde har tændt et stort bål omkring Kapelvej. En masse fødevare – og tobaksbutikker bliver plyndret.

Den legendariske Gunnar Nu Hansen beretter omkring kl. 14 fra Nørrebro:

* På Nørrebrogade var flaget med Hammer og Segl hejst over en væltet bil, endvidere var Dannebrog hejst, og i ledningsnettet dinglede en voksenmannequin fra den plyndrede Bryde Nielsens forretning (Buldog). Stemningen var overalt meget ophidset. Det danske politi kunne intet stille op. Når de store udrykningsvogne kom, og folk opdagede, at det var dansk politi og ikke tyskerne, der sad i bilen, blev arbejdet med at bygge barrikader genoptaget. I Stengade så jeg en politiofficer og 7 – 8 politibetjente blive ”fulgt” hjem. En mand blev overfaldet, bagefter blev der med al kraft kastet sten mod hans hoved. Han var utvivlsom dræbt på stedet. Nogle folk jeg talte med, sagde, at han var stikker.
* I Rantzausgade var der opløb uden for en slagterforretning tilhørende Trebbien. Pludselig lød der et brag. Ruderne var knust. Pludselig sprang tre fire mænd ind i forretningen og kastede spegepølser, rullepølser, leverpølser og kødpølser ud til folk. Forretningen blev ikke alene plyndret, den blev ødelagt.

Butikker i brand

At Buldog blev plyndret og brændt var planlagt. Det var ren og skær sabotage. Man kaldte varehuset for en Nazirede.

Mange tusinder af kroner gik op i lys lue. Politiet kæmpede for at rede, hvad redes kunne. Men måtte opgive, da Schalburgfolk fra biler skød mod mængden. Her dræbtes 5 mennesker.

Voksmannequiner blev klædt af og fik malet hagekors på det, folkevittigheden drastisk kaldte de militære områder.

Flere butikker på Nørrebro blev udsat for brand og plyndringer. Det var dem, der arbejdede for tyskerne. Kl. 17 var der brand i Palsbøls Konfektionsfabrik i Stengade 38 og en halv time senere brand i Lysdahls Konfektionsfabrik, Korsgade 16. Begge firmaer syede uniformer til Værnemagten.

Senere gik det ud over skotøjsfabrikken Stjernesko, Nørrebrogade 56. Også her skød Schalburgere.

Tyskerne opstillede kanoner, der kunne skyde ned af Nørrebrogade. En masse dræbte og sårede blev resultatet. Vidner beretter om 12 – 20 dræbte og sårede.

Familie udslettet ved Solitudevej

Et vidne beretter følgende

* Henne i butiksdøren til en chokoladeforretning i Nørrebrogade lå en kvæstet dame. Der stod en CB’er og nogle enkelte andre ved hende. På vejen lå hendes cykel sprængt i 3 dele. Det var en familie, der netop kørte over Nørrebrogade fra Møllegade til Solitudevej, da det skete. Drengen lå i en opgang. Der lå mange rundt omkring i opgange og sidegader.

Vilde skud mod ”pøblen”

Cederstrand rapporterede:

* Kl. 19.25 flere personer såret ved skydning med en tysk maskinkanon på Nørrebros Runddel. Ved politiets tilstedekomst var flere ambulancer og sanitetsvogne tilstede, en lille dreng, der var såret i venstre ben, førtes i politiets transportvogn til hospitalet.

På hjørnet af Griffenfeldsgade og Nørrebrogade skød det tyske politi fra Gernersgadevagten en og sårede to.

Men der var endnu ikke ro på Nørrebro

Cederstrand beretter:

* Der var i de følgende timer stadig stærk røre i kredsen, og pøbelen øvede hærværk og plyndring her og der. Tyskerne kørte idelig rundt i gaderne og skød stærkt – navnlig i kvarteret omkring Griffenfeldtsgade. Kredsens udsendte civilpatruljer berettede, at der hyppigt lød skrig og råb fra sårede personer, og politimændene måtte gentagende gange søge dækning for ikke at blive ramt af kuglerne, som for pibende og hvislende gennem gaderne.

Mange af københavnerne søgte tilflugt i kolonihaver eller bekendte ude for byen.

Den 1. juli på Nørrebro

Lørdag morgen – den 1. juli, var der stilhed på Nørrebro. Måske var det for stille.

Allerede kl. 6.20 var tyske patruljer i aktion på Nørrebro. Almindelige forbipasserende blev holdt op af tyske soldater og tvunget til at fjerne de barrikader, som var blevet bygget om fredagen.

Under sammenstød mellem danskere og de tyske soldater blev en mand skudt og dræbt ud for nr. 182.

Helten blev myrdet på åben gade

På Fælledvej tilbyder Edmund Holmgodt Jensen, nogle unge kvinder at hente mælk til deres småbørn. De tør ikke selv. De står i porten til Fælledvej 15, hvor de i lighed med Jensen, boede. De skulle have krydset gaden, for at hente mælken på det kommunale udleveringssted, Fælledvej 12.

Cederstrand fortæller

* Han bragte straks denne ædelmodige beslutning til udførelse og gik rask tværs over gaden, men ankommet til porten i nr. 12, blev han indhentet af en tysk soldat, der skød ham ned med sin pistol, så han segnede død om i porten.

Flere tilfældigt forbipasserende blev såret af tyskernes kugler, bl.a. en uniformeret brandmester på vej hjem fra endt tjeneste på Fælledvejens Brandstation.

En mand blev ramt af et projektil, således at hans underansigt fuldstændig blev afrevet.

Kanon dræber uskyldigt offer

Senere opstillede tyskerne en kanon for enden af Smedegade. Løbet pegede mod beboelsesejendommen, Thorupsgade 15, og da kanonen blev affyret, sprængte projektilet et stort hul i ejendommens facade og dræbte en beboer, fru Anna Holm, som boede på 2. sal.

I løbet af formiddagen havde tyskerne opstillet kanoner på blandt andet Nørrebrogade, Sct. Hans Torv og Blågårdsgade. Samtidig kørte sværtbevæbnede militærpatruljer skydende gennem Nørrebro.

Cederstrand brugte ikke mere så afdæmpende ord:

* Skydningen, der påbegyndtes i de første formiddagstimer, måtte efter danske begreber karakteriseres som meget hensynsløs…

Nørrebro – en krigsskueplads

Denne lørdag lignede Nørrebro en krigsskueplads. Et stykke oppe af Tagensvej var gaden spærret med barrikader fremstillet af et væltet arbejdsskur, brædder, cykelstativer, fortovsfliser m.m. På vejen ind ad Tagensvej sås rester af talrige gadebål.

På Fælledvej og på Nørrebrogade var der mange mennesker, men dog lidt spredt, da de havde opdaget, at tyskerne fyrede løs på dem, lige så snart, der var mere end fem forsamlet.

Fra Blågårdsgade var der livlig skydning om eftermiddagen. . Der røg endnu fra Buldogs varehus.

Ved Dronning Louises Bro var situationen ikke hyggelig, geværsalverne knitrede hele tiden. En tysk patrulje på lastbil holdt i skyggen af træerne på Nørre Søgade.

Overalt var brostenene brudt op, og nogle af de små sidegader var helt endevendt og gennemgravet af dybe løbegrave, der forhindrede al form for trafik. Palsbøl Skrædderfirma i Stengade var fuldstændig ødelagt af brand. En masse tyske uniformer var slæbt ud på vejen, hvor de var nedtrampet og revet i stumper og stykker af den rasende befolkning.

Protes mod overmagten

Forfatteren Martin A. Hansen, der dengang boede i Brønshøj sagde blandt andet:

* Jeg tror, man tør sige, at København i disse dage gennemlever sin fortids store øjeblikke, da den rejste sig mod overmagten på trods af al fornuft.

Militær undtagelsestilstand

Klokken 12 skred tyskerne til, at indføre militær undtagelsestilstand. Det betød at enhver forsamling, der bestod af mere end fem personer var forbudt i gader, stræder, på veje og pladser. Den tyske værnemagt har ordre til at skyde på enhver forsamling uden advarsel. Efter klokken 23 ville der også blive skudt på enkeltpersoner.

Al trafik ind og ud af Storkøbenhavn var ligeledes forbudt.

Begrundelsen for dette var, at den tyske værnemagt mente, at en stor del af den ”københavnske befolkning af ansvarsløse elementer” havde ladet sig bevæge til opsætsighed mod de anvisninger den rigsbefuldmægtigede.

Aktionen blev kaldt Operation Monsun.

Tyskerne havde forinden skudt løs, nu var det bare kommet på skrift.

Nye optøjer på Nørrebro

Men dette holdt ikke Nørrebro – borgerne tilbage.

Således beretter Cederstrand:

* Lidt over middag var pøblen, trods Værnemagtens blodige og hårdhændede indsats, vågnet til nye udskejelser og forbrydelser og dristede sig nu ud på gaden.

* kl. 13 meldtes der om plyndring og hærværk i Buldogs blomsterforretning på hjørnet af Dossereingen og Nørrebrogade. Da stationen ikke havde tilstrækkelig personale til at bremse uvæsenet, blev 2 udrykningsafdelinger rekvireret fra hovedstationen. Forinden styrkens ankomst kom et tysk kommando kørende til og bortjagede mængden ved skydning, og udrykningsholdet kørte derefter hjem igen uden at være kommet i funktion.

* kl. 15.15 meldes om plyndring af Buldogs Café, Nørrebrogade 1. Stationen sendte personale til stedet, og en udrykningsafdeling fra Politigården kom til assistance. Ved politiets resolutte indsats blev der anholdt 12 personer for plyndring, og man fik her bevis for, at det ikke var udelukkende pøbel, der var til stede. En stor del af publikum udviste harme over for plyndringen og var politiet behjælpelig med at indfange synderne. Efter oplysning på stedet, havde mængden endog kastet 2 tyvagtige kvinder i søen og givet dem en dukkert før politiets ankomst. Omtrent samtidig meldtes til opdagerne om hærværk og tyveri i Cykelforretningen, Korsgade 7.

* Kl. 16 – Hærværk og tyveri i Bagerforretningen, Wesselgade 2, 2 personer blev anholdt.

Der var skærende kontraster i den oprørske by, for mens der lød skud omkring Blågårdsgade, lå tusinder af mennesker langs søerne og tog solbad.

Frihedsrådet stiller krav

Frihedsrådet opfordrede til at Folkestrejken, skulle fortsætte og stillede følgende krav til den tyske værnemagt:

1. Schalburgkorpset må fjernes fra landet
2. Den faktiske undtagelsestilstand (spærretid m.v.) må ophæves
3. Byens tilførselsveje må åbnes, og forsyningen med vand, gas og elektricitet må genoptages.
4. Der må ikke foretages repressalier af nogen art i anledningen af Folkestrejken.

Mellem klokken 18 og 19 meldes om voldsomt skyderi på Nørrebro. Det var tyskerne, der skød med de kanoner, der var opstillet på Dronning Louises bro.

Den sørgelige opgørelse for det samlede antal dræbte danskere fredag og lørdag var opgjort til 51, mens 300 mennesker var sårede.

Den 2. juli på Nørrebro

Nørrebro borgerne vågnede op til en pragtfuld søndag. Straks fra morgenstunden var der ret livligt på gaderne. Folk var optaget af at skaffe morgenbrød, mælk og drikkevand. Der var flere steder, blandt andet ved bagerforretningerne lange køer. Fra stationen var der udsendt flere poster, der skulle holde øje med disse køer.

Tyske militærpatruljer passerede jævnlig disse forretninger, men trods 6 mands forbudet skred de ikke ind overfor de opstillede køer.

Der var oprettet folkekøkkener i Møllegade og Sct. Hans Skole. Her skete der dog ikke nogen skyderier. Men det gjorde det ud for Bispebjerg Hospital, hvor man kunne afhente børnemælk

Ud for Elmegade blev folk advaret om, at man ville skyde, såfremt køen ikke blev opløst.. Politiet ordnede dette ved at arrangere, at fødevarerne blev udleveret fra gårdsiden.

Cederstrand fortæller:

* kl. 17.30 passerede en lastmotorvogn med schalburgfolk hjørnet af Nørrebrogade og Fælledvej. Her gav de sig uden mindste anledning til at skyde på folk, ganske tilfældigt forbipasserende, hvoraf flere blev ramt. Bl.a. fik rpb. 3240 Andersen, som i uniform havde tjeneste på Nørrebrogade et strejfskud i venstre hånd, ligesom han ved et deraf følgende fald på gaden kvæstede sit ene knæ. Det skal bemærkes, at politiets højttalervogn på nævnte tidspunkt holdt på Nørrebrogade ved Fælledvej og gav befolkningen instruktioner vedrørende næste dag, og i den anledning var der selvfølgelig mere end 5 mennesker samlet. Men da schalburgmændene således kunne se og høre anledningen, burde de have så megen konduite, at de holdt deres skydere i ro i disse ulykkesdage, som følge af spærretid og påfølgende generalstrejke, udviste disse schalburgfolk en sådan iver og ondskab i den tildelte værnemagtsassistance, at man uvilkårligt fik det indtryk at de følte en sand fornøjelse i udøvelse af denne menneskejagt.

Den 3. juli på Nørrebro

#

Om mandagen be

gyndte sporvognene igen så småt at køre. Tyske patruljer kørte stadig gennem gaderne, men undlod at skyde.

*

De hede dage havde kostet 87 dræbte og 664 sårede, en stor del af disse var fra Nørrebro.

Forfatteren, Martin A Hansen beskrev kampen således:

– 9. april tog tyskerne København med få hundrede mand. 29. august løb de hurtigt vor håndfuld soldater over ende og holdt byen nede blot ved at vise deres panservogne og maskingeværer. I julidagene 44 trodsede København, uden at gøre brug af sine skjulte våben og modstandsgrupper, tyskernes kanoner, håndgranater, geværer, panservogne, gjorde den militære overmagt illusorisk og tvang sin vilje igennem. Således endte den tredje krig om vores by.

Initiativ – gruppen for et Ungdomshus var en bevægelse for skabelse af et selvstyrende fristed for de unge på Nørrebro. Gruppen bestod hovedsagelig af unge fra punk – miljøet, Børnemagt og lidt senere unge fra det venstreorienterede miljø.

Mange besættelser

I oktober 1981 blev den nedlagte brødfabrik Rutana og lidt senere den nedlagte gummifabrik Schiønning & Arve besat. På kommunens foranledning rykkede politiet ud med tåregas og tæsk. Politiet påstod, at de havde fået en anonym opringning, men det viste sig at være en and.

Lidt anderledes gik det med Abel Catrine – stiftelsen på Vesterbro, som blev holdt i 3 måneder.

I marts 1982 Blev Musik Mekanisk Museum og nabohuset Sorte Hest på Vesterbrogade besat. I foråret 1982 blev yderligere en række tomme huse besat, beboet og navngivet Den lille Fjer og Bazooka

Tunnelen under Allotria

11. januar 1983 var Korsgade på den anden ende. Gennem flere dage have en helikopter kredset over området. Og nu pludselig var gaden omringet af 500 betjente i kampuniform. Man havde lånt kampvogne fra militæret. Rydningen af Allotria – bygningen på hjørnet af Korsgade og Stengade var begyndt. Masser af saneringsarbejdere i lånte politiuniformer var parate til at flå huset ned. Kraner, knusemaskiner og bulldozere stod i kampstilling.

Vandkanonerne var kørt i stilling.

Blikkenslager Karl Edward Jacobsen fulgte sceneriet med stor interesse, men pludselig hørte han støj inde fra værkstedet. Gulvet i hans kælder blev brudt op, og pludselig dukkede 35 bz’ere frem i lyset. De gik ud af bagdøren, gik op i en lukket lastbil og kørte ud gennem porten. Det lykkedes dem uhindret at køre forbi politiet.

Gennem flere uger havde bz’erne gravet en 13 meter lang tunnel fra kælderen i det gamle værtshus til Jacobsens værksted. Et sandt ingeniørarbejde.

Politi og politikere trætte af aktionerne

Politiet var trætte af aktionerne. De skrev et åbent brev til folketingspolitikerne.

* Vi må kræve, at de som folketingspolitikere gør deres indflydelse gældende og bringer dette vanvid til ophør.

Den socialdemokratiske politiker Bernhard Tastesen svarede:

* Der er ingen grund til at sætte de unge politibetjentes og demonstranternes liv og førlighed på spil. Der må kunne findes lidt mere intelligente metoder end dem, Københavns Politiledelse synes at bruge i øjeblikket. Københavns Kommune burde måske optræde lidt mere utraditionelt……

En alternativ livstil

De unge var op mod politikerne, boligmanglen, arbejdsløsheden og forældrene i deres parcelhuse. Befolkningen dengang op fattede bz’erne som irriterende.

At være bz’er blev nu en livsform. Hele livet drejede sig om, at få det besatte hus til at fungere i et altomfattende fællesskab. Som i Slumstormerbevægelsen i 70’erne drejede det sig om, at skabe alternative og antiautoritære bolig – og livsformer, men med respekt for den enkelte. I modsætning til det omgivne konforme og kontrollerende samfund.

Efter et par år udviklede bevægelsen sig til en egentlig politisk bevægelse, hvor en række af samfundets undertrykkelsesformer blev taget op og anvendt som grundlag for aktioner. Man deltog også i venstrefløjens aktiviteter og i kvindepolitiske aktioner.

Man tog dog afstand fra den venstrefløj, som blev opfattet som magtorienteret uden interesse for ungdommens problemer.

Et par aktioner fra den tid var Sorte Klat og Kulørte Klat.

Besættelse i Ryesgade

Den 14. september 1986 deltog 1.000 mennesker i barrikade – byggeriet til forsvar for BZ – kollektivet i Ryesgade 58. Også Ryesgade 46 var besat. Ni dage efter opgav man uden kamp.

Efter mere end tre års aktioner, sammenstød med politiet og nyttesløse forhandlinger med husets ejer Ungbo og Københavns Kommune, blev politiet sat til at rydde huset.

Politiet angreb barrikaderne de to første dage, men blev overdænget af sten.

Venstrefløjen arbejdede for en løsning, men Socialdemokratiet nægtede at acceptere bz’ernes krav om selvstyrende ungdomsboliger.

Musikeren Kim Larsen og skuespilleren Erik Clausen tilbød via deres fond Cirkus Himmelblå at købe huset og donere det til kommunen, men igen afslog overborgmester Weidekamp.

Ekstra Bladet skrev:

* En brutal hær af 300 terrorister.

BT holdt sig heller ikke tilbage, de skrev:

* Sagesløse beboere er gidsler i en af de uhyggeligste voldsdemonstrationer

Og Politiken ryddede forsiden:

* BZ’ere angreb fødeafdeling

Det endte med, at barrikaderne blev forladt den 22. september, men selv om man tabte huset i Ryesgade, betragtede mange det som en sejr. De betragtede det som om, at det var kommunen, der blev udstillet som ophavsmand til konflikten.

I februar 1990 ryddede politiet Mekanisk Musik Museum, Sorte Hest og Bauhaus, senere samme år Kapaw i Viborggade.

Ingen særrettigheder for ungdommen

– Vi ønsker, alle aldersgrupper skal integreres i de medborgerhuse, som vi har bygget otte af de sidste fem år. Jeg kan ikke se det rimelige i, at man bygger noget specielt for ungdommen. Det ville da være et mærkeligt samfund

Sådan sagde overborgmester Weidekamp

Ved sin afgang i 1989 spurgte man Weidekamp, om det var noget, han fortrød:

* Ja to ting, at vi opgav sporvognene. Og at BZ’erne fik et ungdomshus.

Et ungdomshus bliver foræret til de unge

Med lodder og trisser fik de et ungdomshus. Det var bestemt ikke fordi Socialdemokraterne var overbevist om behovet. Men Weidekamp følte sig presset. Ekstra Bladet arrangerede et fredsmøde mellem ham og BZ’erne. I får et hus, og vi får fred.

Det gik et halvt år, inden det kunne indvies. Det skete den 31. oktober. Weidekamp stillede op på Jagtvej 69, for at holde en tale. Men inden han kom så vidt, havde Ungeren sørget for, at han fik en balje vand i hovedet.

Inden saneringen blev gennemført på Indre Nørrebro stod bz’erne nærmest for boligformidlingen på Indre Nørrebro. Sammen med formidlingen fik man udleveret et brækjern. Politiet var også trætte af situationen. Vagtleder fra Bellahøj Politistation, Kurt Hansen sagde således:

* De må se at komme ud af deres lukkede kontorer og se, hvad der sker på gaderne.

Folkets hus – en realitet i 1893

De unge fik foræret Folkets Hus, Jagtvej 69.

Det blev stiftet som aktieselskab den 21. marts 1893. Det gik ikke så hurtigt med at tegne aktier. Men den 16. april 1898 kunne Folkets Hus indvies og tages i brug.

En af grundende til, at det blev bygget var, at De røde ikke bare kunne få lov til at holde møder på de bestående forsamlingshuse eller etablissementer. De var ilde set hos de borgerlige.

Handelsforeningen bruger huset

Men andre måtte gerne bruge huset. Således brugte Nørrebro Handelsforening huset meget. I 1901 holdt man et møde, med følgende punkter.

1. Organisationernes betydning
2. Smør og margarine i rabatordningen
3. Indkøbsforeningen

Senere holdt man også generalforsamlinger i huset. Og i 1912 arrangerede foreningen et lysbilledforedrag i huset om Dansk Vestindien, sponseret af Maggi – selskabet. Over 300 mødte frem.

Senere blev der afholdt mange gåse – og andespil og andre aktiviteter i Folkets Hus.

I 1910 dannede huset rammen om Den Internationale Kvindebevægelses 2. kongres. Kvinderne mødtes for at diskutere kvindernes valgret, natarbejde, børnearbejde, barselsorlov og ligeløn. Det var også her man besluttede, at den 8. marts skulle der hvert år afholdes Kvindernes internationale kampdag.

Arbejdernes hus

Men ellers var det arbejdernes hus. Her søgte man sammen og dannede kamporganisationer. Ja det var et af arbejdernes vigtigste samlingssteder. I 1918 udgik halvdelen af den store arbejdsløshedsdemonstration herfra. Man stormede senere Børsen. I 1924 overtog man også naboejendommen, men det satte økonomien over styr. Først i 1943 havde man styr på økonomien.

Det var også herfra Folkestrejken blev styret. Denne strejke kostede mange menneskeliv på Nørrebro.

Mange aktiviteter

Fra den 23. april til 1. september 1945 var tyske tropper indkvarteret i huset.

I 50’erne var der boksestævner og afdansningsballer i huset. Og mange har været til juletræsfest i huset.

I 1963 blev huset renoveret, og man forsøgte at sælge det. Brugsen købte ejendommen, og ville oprette et supermarked, men blandt andet Nørrebro Handelsforening gik ind og protesterede. Man henviste til den historiske betydning, huset havde.

Folkemusikensemblet Tingluti overtog huset, men midt i en juleferie sprang et vandrør. Det var mere end, hvad økonomien kunne bære. Københavns Kommune købte huset for 700.000 kr.

Som skrevet blev Folkets Hus til Ungdomshuset den 15.10.1981.

De næste 10 år gik med at huse møder, startede demonstrationer, indrette folkekøkken og arrangere koncerter.

Ballade den 9. april 1983

Efter en bz – demonstration den 9. april 1983 flød bægeret over for Nørrebro Handelsforening. Balladen fortsatte på Nørrebro. Med direkte adresse til Ungdomshuset skrev man en presseinfo:

Detailhandlende på Nørrebro kan under ingen omstændigheder tolerere de metoder, som de unge tager i anvendelse for at markere deres synspunkter. Vi vil ikke længere være passive tilskuer til at en gruppe voldelige unge ødelægger vores kvarter, og gør det livsfarligt at færdes i, for kvarterets beboere.

I november 1984 stormer politiet Ungdomshuset, og anholder unge for et butikstyveri på 40 flasker whisky.

I oktober 1989, besøger et medlem af den nedlagte tyske Rote Arme Fraktion Ungdomshuset.

Brosten gennem vinduet

I 1993 smed autonome en sten gennem vinduet til McDonalds på Runddelen, kun få centimeter fra forskrækkede kunder. Gerningsmændene flygtede ind i Ungdomshuset. Politiet kom, optog rapport, og derefter skete der ikke noget.

Handelsforeningen inviterede på middag og øl, og forklarede, at dette ville man ikke finde sig i.

Ingen kaffe i Ungdomshuset

I terrornatten den 8. – 9. november 1999 fik detailhandelen ødelagt værdier for millioner af kroner. Formanden for Nørrebro Handelsforening var sikker på, at det var de autonome, der stod bag. Det blev afvist af både de unge og leder af Indre Nørrebro Bydelsråd, Jesper Langebæk.

Den forklaring troede formanden for Nørrebro handelsforening, Johnny Beyer dog ikke på. Sammen med en journalist fra BT opsøgte han Ungdomshuset. Men de blev ikke budt på kaffe.

To nætter efter dette besøg blev også Johnny Beyers malerbutik raseret.

På et efterfølgende møde på Blågårds Plads blev Johnny Beyer truet af folkevalgte politikere. Såfremt han gav udtryk for skeptiske ting over for Ungdomshuset ville det ske ting og sager.

I januar 1996 raserede en brand en del af bygningens indre.

Huset bliver sat til salg

I april 1997 indgår Ungdomshuset en formel lejeaftale med Københavns Kommune. Aftalen kan hæves med 3 måneders varsel..

I 1999 valgte Borgerrepræsentationen pludselig at sætte Ungdomshuset til salg. Et bud fra Faderhuset blev afvist som useriøst. Kort tid efter kom et bud fra Human A/S på 2, 6 millioner kroner. dette selskab blev overtaget af Faderhuset.

I kan få huset for 1 krone

Nørrebro Handelsforening havde i en periode mange gode samtaler med overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. Ved en af disse samtaler blev foreningen tilbudt Ungdomshuset for en krone.

Handelsforeningens ide var at reorganisere strukturen og lave en bestyrelse, der skulle forestå den daglige drift. På et bestyrelsesmøde den 13. juli 2000 drøftede handelsforeningens bestyrelse mulighederne, og tog forbindelse til brugerne af ungdomshuset.

Forslaget blev dog blankt afvist. Foreningen fik kolde fødder, da der ikke var opbakning fra brugerne.

16. november 2000 – salg vedtaget

Selve salget af Ungdomshuset blev vedtaget den 16. november 2000 kl. 22.10.. 38 stemmer for (S, V, DF, K, R, FK og CD) og 15 stemmer imod (SF, EL og SOL)

Æggehovede autonome

I 2002 smed autonome æg på statsministeren. Det fik Johnny Beyer til at fare i flint. Han kaldte overfaldsmændene for æggehovedede autonome i et læserbrev i Jyllands Posten.. desuden opfordrede han til, at man burde rydde den autonome terrorrede i Ungdomshuset.

Et ændret syn på de unge

I mellemtiden oprettede handelsforeningen en budtjeneste for de ældre, og her blev ansat en del unge, der også kom i Ungdomshuset. Det var sociale og venlige mennesker. Dette forhold fik handelsforeningen til at ændre sit syn på Ungdomshuset.

Desværre opsagde kommunen aftalen med budtjenesten. Kontraktbrud er ikke noget kun de unge kender til.

Masser af bål og brand

Den 16. december 2006 var der igen ballade på Nørrebro. 3o butikker og restauranter led skade. Nørrebro Handelsforening truede med at sende regningen videre til politikerne på Københavns Rådhus.

Den 1. marts 2007 var det ikke TV2 News helikopter beboerne hørte over Nørrebro. Det var terrorkorpset, der indtog Ungdomshuset. Atter engang var der bål og brand på Nørrebro.

Straks derefter begyndte nedrivningen. Gader blev spærret af, og detailhandelen mistede millioner i tabt omsætning. Og mange butikker måtte igen skifte vinduer.

Nørrebro Handelsforening havde advaret mod urolighederne, men de følte ikke, at politikerne havde lyttet til dem.

De unge fastholdt deres 4 krav til et nyt ungdomshus. Det væsentlige var, at huset skulle ligge på Nørrebro, og at det var Københavns Kommune, der skulle give dem huset.

Stevnsgade var i spil, men de unge var ikke velkommen, og de unge ville ikke modtage huset som en gave fra Fonden Jagtvej 69.

Og regningen. For oprydning, politiindsatsen, fængselsophold og udgifter til retten cirka 17 millioner kroner.

Plads til magfoldighed

Nørrebro er et sted for alle mennesker, lige fra dem med høje indkomster, fra ringe i næsen til slør over det hele. Mangfoldighed er et godt ord, et kodeord for Nørrebro. Man kan købe alt på Nørrebrogade – undtagen en Bentley.

Der burde selvfølgelig også være plads til et Ungdomshus. Til den gruppe, der nødvendigvis ikke går i korte bukser og spiller fodbold.

Handelsforeningens rolle

På et tidspunkt henvendte de unge sig, fordi de godt ville have handelsforeningen som mægler, men foreningen havde ikke noget at tilbyde, opbakningen manglede også fra politisk side.

Foreningen tilbød at være administrator for en indsamling, der foregår, og som skal støtte de uskyldige ofre i ødelæggelserne på Nørrebro.

Som det kan ses på denne artikel, gentager historien sig. Man bygger ikke på erfaringerne.

Læs mere

Læs meget mere på ww.norrebro.dk Her ligger mindst 14 artikler om Ungdomshuset.

Nye skinner larmer ikke
På generalforsamlingen i Nørrebro Sporvognsselskab blev det meddelt, at man gik over til et nyt sporvejssystem. I stedet for træ underlag, skulle man gå over til metal underlag. Vognene ville så have lettere ved at komme frem, og ville ikke larme så meget.

Cirkus på Nørrebro i 1885
I 1885 har Albert Schumanns cirkus opslået sit store cirkustelt i Store Ravnsborg Have. Den unge direktør, der fornyelig forlod sit fars selskab på grund af gage – uenighed, har renome’ som en af Europas bedste hestedressører.

Et mærkeligt køretøj (1886)
Over i Hammels Gård, Nørrebrogade 38, havde værkfører Urban Johansen fra Hammels Maskinfabrik lavet en vogn, som kan køre helt uden heste.
Den gør en stor stærk spektakel. Det mærkelige køretøj uden heste, skulle være set på gaden, og det skal være meningen, at Hr. Johansen skal køre Hr. Hammel helt ud til Skovshoved, hvor han bor, hvis de kan komme så langt.

Kvaksalveri på Fælleden (1889)
Næsten 2.000 mennesker var mødt op på Nørrefælled i går. Hr. Huth indledte med den ved håndspålæggelse fremkaldte varmefornemmelses indflydelse. Derefter talte magnetisør Nielsen om magnetismen som den moderne magnetisme og krævede den urimelige kvaksalverlov ophævet.
Bruhn påviste, at læger, der gav forkert medicin, er en værre kvaksalver end den mand, der helbreder ved håndspålæggelse og strygning.
Alle de forsamlede var enige om, at kvaksalverloven skulle afskaffes.

Nødtørftsanstalter på Nørrebro
På Nørrebro var der en stor produktion af Nødtørftsanstalter. Berlingske Tidende skrev:
Vore hjemmedanske nødtørftsanstalters indretninger er de hæsligste udklædningsanstalter for alskens smittebærende bakterier, og selv om de ildelugtende luftarter ikke er smittebærende gør de mennesker modtagelige for smitte, og bevirker hovedpine, mangel på madlyst og nervøse fornemmelser.

Kongeligt besøg – med hund (1893)
Prinsesse Marie ledsaget af sin hund Spids besøgte i går Samaritanerne i Ravnsborg Tværgade. Hun udtrykte glæde over det store arbejde, man gjorde for de fattige.

Kæmpe sneplov fra Nørrebro
En mægtig sneplov som direktionen fra Kiev – Odessa banen i Rusland har bestilt hos Firmaet Smith og Mygind er endelig færdig, og transporteret til Nørrebro Jernbanestation, var en stor begivenhed for befolkningen.

Første el – sporvogne på Nørrebro (1897)
De første el – sporvogne er indsat. Man kører for 5 øre fra Kongens Nytorv til Kappelvejen. Indvendig er prisen 10 øre.

Tragisk ulykke (9. april 1897)
I går krævede det elektriske, det første dødsoffer. En 6 – årig dreng, Ole Jensen, søn af detailhandler Jensen, Slotsgade, ville ligesom de store drenge, hænge på den elektriske sporvogn.
Han havde sat sig på det påhængsapparat, der er anbragt foran på sporvognen, men vognstyreren havde ikke observeret ham. I det øjeblik, da vognen passerede Gothersgade krydset ved Frederiksborggade, skete ulykken. Drengen kom under vognen, der kørte helt over ham, og formentlig skar ham midt over.

Parcelbroen var oppe (1897)
Den gamle Ladegårdså er blevet overdækket, og så bliver det vanskeligt at anbringe den gamle vittighed Parcelbroen var oppe, når toget var forsinket. Nu kan man spadsere på Ladegårdsåen, der er omdannet til Boulevard. I Borgernes Råd var man uenige om, hvad man skulle kalde barnet – for Gyldenløvs Boulevard eller Ladegårds Boulevard. Hermann Trier foreslog Aaboulevarden, og det vedtog man.

Kystbanetog over Nørrebro (11. juni 1897)
Toget bestod af et let lokomotiv, et par salonvogne4 og en pakvogn. Kl. 11 om formiddagen afgik det fra Hovedbanegården over Nørrebro, ad Frihavnen til Østbanegården. Herfra afgik toget kl. 1. Klokken 4 ankom det til Helsingør.

Klokkespillet (Januar 1898)
Politidirektøren har med stædighed holdt fast i en ide med klokkespil på sporvognene, fordi folk går og sover på gaden, og lader sig påkøre. Langs Nørrebrogade, er det utålelig kimen, der truer med at ødelægge folks nerver. Det lyder som en lille kirkeklokke.
Efter talrige klager, har politidirektøren så besluttet i stedet at anbringe en kraftig bjælde mellem hjulene. Men det var aviserne også utilfredse med.
Hvad skal det til for? Akkumulatorvognene larmer jo i forvejen et rædsomt spektakel, når de tuder hen over skinnerne, så at ingen med sine fem sanser i behold, kan undgå at høre dem i lang afstand.

Hvor er stoppestedet? (11. marts 1900)
I går begyndte man på Nørrebros elektriske sporvogsnsrute, at anvende faste stoppesteder. Det vakte i første omgang forvirring hos publikum, at sporvognene kun holdt ved permanente stoppesteder.
Passagererne stod og vinkede med spadserestokke m.m. De ville have sporvognen til at stoppe, men den forsvandt bare i rasende fart, efterladende truende og narrede passagerer.

Præsten blev frikendt (1903)
Pastor Ifersen fra Hellig Korskirken nægter at vie murersvend August Jensen og hans kæreste. Murersvenden har været gift før, og det strider mod pastorens samvittighed, at vie ham.
Men mureren går videre til kirkeministeren, der mobiliserer biskoppen.
Pastoren bliver idømt 200 kr. i bøde eller 20 dages hæfte. Han appellerer dog til Højesteret, og til alles overraskelse bliver han frikendt.
Og murersvenden, ja han må finde sig en anden præst.

Det første træ i Fælledparken (28. april 1909)
I al stilfærdighed plantede borgmester Jensen i går det første træ i Fælledparken. Borgmesteren kom kørende på sin cykel, netop som regnen brød ud i stride strømme.
Efter at have kastet muld på det første træ, udtalte Borgmester Jensen håbet om Fælledparkens trivsel, hvorpå han satte sig op på sin cykel og kørte bort. Højtideligheden var forbi.

Fodbold ved Tagensvej (14.maj 1911)
7.000 mennesker overværede Englænder – fodboldkampen i søndags på banen ved Tagensvej. Kampens resultat blev 1 – 1.

Liget i Ladegården (18. august 1913)
Et stort og uhyggeligt sparekasserøveri fandt sted kl. 3 om eftermiddagen i Sparekassen for København på adressen Østerbrogade 120. Fuldmægtig Leudersdorff og assistent Schikel blev bagbundet. Udbyttet blev 9.000 kr.
(30. august 1913)
Efter 14 dages efterforskning, finder man ud af, at gerningsmændene er Lindorf Larsen og en tysker, maskinsmed Gütting. Politiet kom på sporet, fordi de to brugte usædvanlig mange penge på letlevende damer.
( 1.september)
Klokken 7 søndag morgen, sad en ung mand og fiskede i Ladegårdsåen, og opdagede pludselig et lig i vandet.
Han tilkaldte en betjent, og ved fælles hjælp fik de bjerget liget i land. Det viste sig at være Lindorf Larsen. Allerede lørdag aften var han kravlet ud i åen, og havde skudt sig en kugle for panden, lige over øjet.

Konflikten mellem teaterdirektøren og blikkenslageren (22. juli 1916)
På grund af en konflikt mellem teater ejer Larsen, nægter blikkenslager Sonne adgang til sot værksted i de timer revyen går over Nørrebro – scenen. Brandvæsnet fordrer imidlertid at komme ind hos hr. Sonne i kælderen, og sprængte i forgårs aftes døren til værkstedet.
Brandvæsnet forsøgte i aftes forgæves at forcere døren, og da det ikke lykkedes, søgte man assistance hos en smed.
Tusinder af mennesker overværede episoden, og politiet måtte trække stavene i Ravnsborggade.
Man kom til fordragelighed. Hr. Sonne får 3.000 kr. af teaterdirektøren for i 14 dage, at fraflytte den omtalte kælder.

Nye skulpturer på Blågårds Plads (25. juli 1916)
I går morges rullede den ene store vogn efter den anden ind på Blågårds plads med billedhugger Kaj Nielsens store granitfigurer. Hundredvis af børn så til, og de voksne diskuterede, hvad figurerne skulle forestille.

Kaos på Nørrebro – ingen sprut (2. marts)
Enhver handlende, beværter, gæstgiver og så videre, der ligger inde med spiritusbeholdninger skal allerede i dag til morgen inden kl. 9 afgive beretning om beholdningens størrelse. Overtrædelse af spiritusforbuddet straffes med bøder indtil 10.000 kr. eller fængsel.
Denne melding skabte kaos på Nørrebro. Inden forbuddet trådte i kraft, hamstrede bydelens befolkning på livet løs.
Afholdsselskabernes Landsforbund proklamerede, at forbuddet skulle være permanent.
(24. marts)
Det midlertidige spiritusforbud ophævedes, men spritten var blevet meget dyr
Taffelakvavit 2 kr. 40 øre
Whisky 9 kr.
Cognac 12 – 14 kr.

Den spanske syge kræver mange ofre på Nørrebro (1918)
Behjertede mennesker er i gang med et højst fornødent hjælpearbejde. Dr. Schjæfer på Nørrebro erklærede i aftes, at mange steder ligger hele familien syg, og har ingen til at hjælpe sig. Det er gader på Nørrebro, hvor husene fra kælder til kvist er fyldt med syge mennesker.
Et sted fandt lægen i går en familie, hvor mand, kone og tre børn lå syge. Ved siden af dem lå det fjerde barn – dødt.
En værkfører på Nørrebro har på fire dage mistet sine tre døtre på grund af den spanske syge.
(4. november 1918)
Aldrig siden koleraepidemiens dage har der været så mange begravelser i København på en dag. I går stod der 58 kister i Assitens Kirkegårds Kapel. Begravelserne begyndte kl. 8.30 og varede til kl. 4 i eftermiddags.
De sidste 10 – 12 dage har der været 300 begravelser fra Assitens.

Verdensudstilling på søerne (1924)
I 1924 fremkom der en fantastisk ide om, at lave en verdensudstilling på søerne. Midterpartierne af søerne skulle omdannes til haller. Der skulle laves kanaler og landingspladser til vandfly. Man skulle kunne vandre over søerne fra Østerbro til Vesterbro.
Der var ikke nødvendigt med betonfundamenter, det hele skulle laves af træ.
Borgmester Jensen var med på ideen, men Nationalbankdirektøren, Det Kongelige Landhusholdningsselskab og Håndværkerforeningen var imod. Så det hele blev ikke til noget.

Første automatiske færdselssignal tages i brug (24. november 1928)
I løbet af eftermiddagen i går blev byens første elektriske og automatiske færdselssignal installeret på Nørrebrogade.
Efter al sandsynlighed vil det allerede i dag træde i funktion og københavnerne vil med spænding imødese, hvordan det virker. Senere følger færdselssignaler ved alle større krydsningssteder.

Revyen for 150. gang (28.oktober 1929)
PH – revyen ”på hodet” gik i aftes for 150. gang over Nørrebros teaters scene. Som alle de 149 gange forud, var det Oswald Helmuth, der tog broderparten af bifaldet med PH – visen ”Ølhunden glammer”.

Nørrebros teater nedbrændt (15. december 1931)
Nørrebros teater er nedbrændt. Direktør Frische stod i nat og kiggede på flammernes ødelæggelsesværk. Det er frygteligt, det er en katastrofe, sagde han. At se sit gamle teater gå op i luer, til og med midt i sæsonen. Hvilken ulykke for os alle, der er knyttet til det.
Direktøren fortalte videre, at teateret for 8 dage siden blev solgt til slagtermester Riis for 448.000 kr. kr.
Så vidt vides er det brandforsikret for 375.000 kr. Til dette kommer tabet af lejeindtægten, der er på 50.000 kr. årligt

Nyt teater indviet (8. september 1932)
I aften indviedes det nye Nørrebros teater med festtale af statsminister Stauning. Der var almindelig glæde over det nye moderne teater. Johannes Meyer, der er teatrets direktør, åbnede med en operette – revy ”De to slips”. Der var feststemning i teatret, der var fyldt til sidste plads af kendte københavnere.

Slaget på Fælleden (19. april 1934)
Kommunister og strejkende søfolk lavede i går ballade i fælledparken. Mødet startede klokken 7, selv om det var blevet forbudt. Men en stor menneskemængde havde forsamlet sig.
Da talerne begyndte at udfolde sig, huggede det ridende politi til. Angrebet mødtes med modangreb.
200 kommunister rykkede frem og bombarderede det ridende politi med sten. Et par betjente blev såret. Hestene blev bange, og et øjeblik så det galt ud.
Men så kom politiassistent Tværmoes med et halvt hundrede mand til slagmarken.
Betjentene havde smurt stavene ind i grøn sæbe, for at urostifterne ikke skulle få fat i dem. Det udviklede sig til et regulært slag og til sidst blev kommunisterne slået på flugt.
På kommunisternes kontor i Blågårdsgade og Arbejderbladets redaktion arresteres de kommunistiske folketingsmedlemmer, Axel Larsen og Munch – Petersen.

Slaget på Blågårds Plads (30.september 1935)
I går mødtes de politiske partier på Blågårds Plads. Det var Konservativ Ungdom, der havde arrangeret mødet. Mødestedet er bekendt for at være modstandernes faste forsamlingssted, så man var forberedt på uro.
Højrepartiets ledere, Christmas Møller og Pürchel var blandt talerne.
Politiet havde i forvejen ryddet pladsen for kommunister, og under selve talerne var det nogenlunde ro. Til gengæld demonstrerede ungdommen i pladsens omegn, og da KU’erne marcherede hjemad, brød kampen ud.
Der var over 200 betjente til stede i uniform, og en del i civil. Under mødet var det ikke til at tage fejl af, hvor KU’erne befandt sig. I mange af Blågårds Plads vinduer truede beboerne med knyttede næver ad mødets deltagere, og de røde flag vajede overalt.
Fra Todesgade forsøgte en større trop, at trænge ind på pladsen, men det kom de ikke godt fra. Politiet trak kniplerne, og så var denne manøvre stoppet.
5 mand, 1 kvinde og 10 cykler lå i et bundt på brostenene. Skruebolte indsvøbt i papir blev kastet mod højttalerne, og der blev affyret skræmmeskud.
Da mødet var slut, marcherede KU’erne ned ad Blågårdsgade mod Nørrebro. I spidsen var udrykningsvogne og ridende politi.
Under denne manøvre foretog kommunisterne et sideangreb fra Baggesensgade. Det skete netop, da generaldirektør Purxchel og hans søn passerede forbi. Det udviklede sig til et kraftig håndgemæng. Under dette blev Hr. Pürschel slået omkuld og ilde tilredt med stokkeslag og anden mishandling.
Voldsmanden blev anholdt.
I nærheden af Dronning Louises Bro angreb kommunisterne igen og søgte at erobre KU’ernes store dannebrogsflag.
Denne manøvre var lige ved at lykkes, men politiet kom til, og slog angrebet tilbage. Under denne skærmydsel kom to mennesker til skade.
En KU’er blev slynget til jorden af en kommunist, og pådrog sig kvæstelser i baghovedet. Inden politiet ryddede gaden, besvimede en dame. Begge måtte i ambulancer bringes til hospitalet.

Loven fra 1866 kunne idømme kvinder, der fik provokeret abort helt op til 8 års straffearbejde i de såkaldte forbedringshuse.

Livsvarigt fængsel
Fra 1879 risikerede kvinder, der fødte i dølgsmål, at få livsvarigt fængsel.
Hvis ens forældre ikke kunne eller ville hjælpe, når man fødte uden for ægteskab, ja så måtte man gå til sognerådet, der så ofte anbragte hende og barnet på fattiggården.
Og pigen kom i forhør.

– Hvor var samlejet foregået?
– Hvem var man sammen med?
– Hvordan foregik det?

Fattighjælp
Det kunne jo være, at Sognerådet kunne inddrive nogle af de penge, de skulle punge ud, hos faderen.
I øvrigt måtte modtagere af fattighjælp ikke gifte sig.
Fattighjælpen bandt ofte modtageren hele livet. Hjælpen var et lån. Sognerådene havde vide beføjelser til at inddrive disse. De måtte sælge fattiglemmers ejendele, splitte familien og sende forældre og børn i tjeneste.

Ofte gav man tilskud til udvandring, da børn mellem fattiglemmer ofte førte til flere udgifter for sognerådene.

Skudsmålsbogen
Når ungepiger søgte tjeneste, forgik det ofte på de såkaldte folkemarkeder, det foregik enten til forår og efterår. Skudsmålsbogen havde de i hånden. Bønderne så på pigerne og skudsmålsbogen, og pruttede om lønnen.
Denne bog blev indført ved lov i 1854. Den kom til at betyde meget for 250.000 borgere. Heri skulle sognepræsten anføre, hvornår man ankom, og hvornår man rejste fra sognet.
Hvis bogen blev væk, blev det dyrt. Så skulle man betale mellem 10 og 40 kroner i bøde. En årsløn var mellem 80 og 150 kroner.

§ 27 i bogen gav husbonden ret til at prygle sit kvindelige tyende indtil det 16. år, og sit mandlige tyende indtil det 18. år.

Horeunger
Mange gårdmænd betragtede det som deres ret til at forlyste sig med tjenestepigerne.
På landsplan blev 10 % af alle børn født uden for ægteskabet. Det var de såkaldte horeunger..

I Den danske Familieret fra 1882 hedder det sig, at uægte børn, som en gift eller ugift mand har avlet af en mand eller en kvinde, der begge er gift med andre, har avlet en frille.
Horeunger, avlet af en mand og en kvinde, der begge er gift med andre, samt bigami – børn, blodskams – børn og voldtægtsbørn, alle juridisk sidestilles med horeunger.
Uægte børn blev ikke anset for at være i familie med faderen. Moderen havde automatisk forældremyndigheden og forsørgerpligten.

Horeunger var helt og aldeles familieløse. Det skete ikke så sjældent, at optegnelserne i skudsmålsbogen pludselig ophørte. Grunden var horeunger.

Enepiger i København
Begrebet enepige dækkede over dem, der gjorde tjeneste hos de herskabelige familier i København. Det dækkede over en blanding af kogekone, stuepige, rengøringskone og børnepasser.
Det var arbejdsdag fra klokken 6 til langt ud på aftenen.
Friheden var hver anden søndag eftermiddag. Men netop om søndagen spillede masser af byens restauranter op til dans.
Pigerne sov ofte på sofaen i stuen, det var altid bedre end et uopvarmet kammer.

Ikke godt for borgerskabet
En generation tilbage var det almindeligt at have tre eller fire tjenestepiger ansat. Man skulle helst også have en gårdskarl til at passe vogne og heste.
I nogle kredse blev det betragtet som fornemt, hvis pigen var ansat i en familiær stilling og kunne kalde sig frøkenpige. Selv om arbejdet var det samme som en tjenestepiges, så indskrænkede betalingen sig til kost og logi plus en smule lommepenge.

Formelt var det herren i huset, der var arbejdsgiver, men i praksis var det husfruen, der var øverste myndighed. En frue, der ikke havde styr på sit tyende, var der ingen respekt for.. Den unge pige var antaget for at lære at arbejde, således at hun kunne blive en ansvarlig husmoder. Det nyttede ikke, at aftenerne gik til pjank og fjas. Arbejdstiden talte man ikke om, der var altid opgaver at løse.

Det var en katastrofe for borgerskabet, at Københavns Tjenstepigeforening i 1899 pludselig begyndte at stille krav om en hel times pause dagligt plus ekstra betaling for natarbejde. En hel fri aften efter syv, skulle det også til.
Skudsmålsbogen eksisterede stadig. Den skulle helst være god, når tyendet søgte plads hos et nyt herskab.
Tænk hvis ord som proper, sædelig og skikkelig manglede.

Ilden på komfuret skulle holdes ved lige. Der skulle hentes brændsel og varmes vand. Indkøb sammen med husfruen skulle der også være plads til.
Den daglige rengøring i køkkenet, spisestuen, salonen, soveværelset og i børnenes værelser skulle der huskes. Gulvene skulle vaskes, de tilsodede lampeglas skulle gøres i stand, og inventaret støves af. Tæpperne ordnede man ved hjælp af fint snittede hvidkålsblade, som omhyggeligt blev fejet op.

Og da støvsugeren kom, skulle den betjenes af to piger. Den ene skulle hold.e slangen, den anden dannede undertryk i bælgen ved at træde på den. Den var dyr, men man kunne altid leje den hos rullekonen

Mange døde af barselsfeber i Fødselsstiftelsen
Fra 1757 til 1938 kunne kvinder føde anonymt på Fødselsstiftelsen. Den blev senere flyttet til Rigshospitalet.
Men mere end halvdelen af de indlagte kvinder døde af barselsfeber.
En markant bedring indtraf i 1870 erne og 1880 erne. Da havde man fundet ud af, at der var noget, der hed bakterier. Lægerne og jordmoderne begyndte også at vaske hænder.

Billig arbejdskraft på fabrikkerne
Pigerne var billig arbejdskraft på fabrikkerne. I 1906 havde hver tredje københavnske kvinde løsarbejde.
Fabriksarbejdende piger tjente mere end vaskekoner og havde større personlig frihed end tjenestepigerne, samtidig var deres arbejde mindre fysisk hårdt.

Dårlig hygiejne
København kunne slet ikke kapere indvandringen. De hygiejniske forhold var elendige. Toilet skulle man dele med 20 andre. Tønder med efterladenskaber skvulpede over når hestevognene (chokoladevognene) blev kørt ud til byens randområder og ud i Øresund.

Falliterklæring med udearbejdende kone
Man meldte sig i fagforening. I 1890èrne var halvdelen organiseret. Fra 1873 til 1900 blev der etableret 27 kvinde – fagforeninger. Men Pio, den socialdemokratiske leder, advarede mod at arbejderboliger blev for beskidte, fordi husmoderen ikke havde tid til at gøre rent. Det fører mændene i fordærv.
Arbejdstiden var 6 gange 9 – 10 timer. De faglærte tjente mere og reallønnen steg. For mange arbejdere var det en falliterklæring at have en udarbejdende kone.

Omkring århundredeskiftet var hver 10. kvinde mellem 35år og 55 år enke eller separeret, dertil kom forladte hustruer og enlige ugifte mødre.

Flasken var fattigmands trøst
Blandt de fattige var flasken en trøst. Omkring århundredskiftet blev der nedsat en ædruelighed – kommission. Den gennemgik dødsårsager blandt personer over 15 år.
I 23 % var flasken enten hoved eller bi – årsag hos mændene. Hos kvinderne var det kun 3 %.
Afholdsforeningerne havde storhedstider. Og værtshusene var symboler på arbejderklassens elendighed.

De sociale vilkår i byerne førte til sult og sygdom. Vi så det med Ladegården. Begrebet hattedamer opstod. Det var borgerlige damer, der ville yde en social indsats. Blandt socialisterne blev de kaldt
Selvgode, Konservative og moraliserende fruentimmere.

Kvindens adelsmærke var kyskhed
Mandens krop blev opfattet som bærer af kultur, ånd og orden. Kvindens krop var en del af naturen, drevet af det stærke ukendte og mystiske.
En gravid kvinde skulle så vidt mulig holde sig inden døre. Hun skulle i hvert fald ikke deltage i selskabelighed.
Kvindens adelsmærke var kyskhed. Hun skulle være jomfru, gerne uvidende om samlejet ind til ægteskabet..
Men man accepterede, at manden dyrkede uægteskabelig sex. 30 legale og en masse ulegale bordeller gav rige muligheder.

Dyr og usikker prævention
Prævention var usikker og dyr. Men fra 1880 kunne man købe kondomer af fiskeblærer og gummipessarer. Lægerne var dog ikke indstillet på at oplyse piger, om disse muligheder.
Men en bog dukkede op i 1911, der hed Arbejderne og Børneflokken. Den blev solgt i 12.000 eksemplarer.

Unge piger blev i brevkassen opfordret til at passerer unge herrer med nedslagene øjne, ellers kunne det få katastrofale følger.

Urimelige vilkår
På Nørrebro startede Carl Schepler, Irma – kæden. Starten var en lille kælderbutik, hvor der blev solgt æg og margarine. Her måtte kontordamerne ikke snakke sammen. Hvis de blev afhentet af en mand, blev de afskediget dagen efter. De måtte heller ikke have børn. Stedet var hverken værre eller bedre end andre steder.
I Privatbankens regulativ § 3 stod der
– Kontorassistenter der indgår ægteskab, må fratræde deres stilling senest den 1. i den efter ægteskabets indgåelses følgende måned.

Dette fik telefondamerne da sat en ende på. Efter seks ugers strejke, måtte de beholde deres arbejde, selv om de giftede sig.

Retssag hos Carlsberg (1884)
Brygger I.C. Jacobsen anlægger sag mod sin søn, brygger Carl Jacobsen. Ny Carlsberg må ikke benytte etiketter som ligner etiketterne på gamle Carlsberg ølflasker.

De sønderjyske piger – på besøg
I over en uge har 300 sønderjyske piger gæstet hovedstaden.
– Nye bånd blev knyttet mellem dem og deres gamle fædreland.

Søgning til Rosenborg Badeanstalt
På Rosenborg Badeanstalt er antallet af gæster nu steget til 200

Billige sokker
Et parti uldne børnestrømper kan købes mellem 0,50 og 0,65 kr. Førprisen var mellem 1 kr. og 1,25 kr.

Masser af billetter blev solgt
I Pinsedagene blev der solgt 34.900 billetter til sporvognene. Trafikken var stor på vej mod Charlottenlund.

Ulykke på Strandvejen
På strandvejen skete en ulykke med en vandingsvogn og en dampsporvogn. En enspændervogn var også involveret. Den blev en del ramponeret.

De snakker meget
De 850 telefonabonnenter førte 4.000 samtaler om dagen. Det er 4 år siden, at København så sine første telefoner.
Stor – kjømænd, så godt som alle har fået etableret telefonforbindelse mellem deres kontorer i hovedstaden og deres sommerboliger i Klampenborg.

Det første cykel – løb
De første Bicycle- løb blev afholdt den 8. oktober. Banen gik rund om banen ved basaren, kunstnerplænen og det lukkede lysthus. Det første løb var hurtigløb for medlemmer. Banen skulle forceres to gange.
– Første Præmien var En patent – fjeder med saddel. Anden præmien: Et Athletbælte.
Andet løb var et prøve løb for begyndere. Første præmien: En rejsetaske. Anden præmien: Et ringeapparat.

Brand på Christiansborg
Den 3. oktober kl. 15.45 opdager et par af Rigsdagens bude, at der var ild i stenografernes værelse. Årsagen var, at man var ved at fyre op i kakkelovnene, da der skulle være samling. Ved hjælp af et slukningsapparat bekæmper man ilden, og får det slukket – troede man. Men en halv time efter opdager man, at der er ild i Riddersalens gulv. Og så gik det hurtigt.
Sprøjterne kom ikke hurtig nok, især kneb det for den gamle dampsprøjte.
Men en masse mennesker forsøgte, at begrænse katastrofen. Kl. 19 kom kong Christian til brandstedet ledsaget af Prins Valdemar og sin bror Prins Hans.
Katastrofen var uundgåelig, kongen takkede næste dag alle for deres indsats.

Lock out (1885)
24 fabrikker lockouter cirka 1.000 arbejdere. 100.000 kroner er indsamlet i forskellige bidrag. Etatsråd Tietgen har forsøgt, at forlige parterne, men fabrikkerne har afslået. Sagen ender med, at arbejderne ikke får mindstelønnen på 27 øre i timen, men ret til forhøjet betaling for nat – og søndagsarbejde.

Første asfalt
Bredgade bliver den første gade, der bliver asfalteret.

Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse
Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse bliver dannet. Fra starten har man 300 medlemmer. Kontingentet er på årsbasis 4 kr.

Undervandsbåd bliver præsenteret
Den svenske kaptajn Nordenfeldt har ud for Landskrona demonstreret sin opsigtsvækkende undervandsbåd. Båden er armeret med torpedoer og dynamitgranater.
Manøvren i Øresund opleves bl.a. af den danske konge.

Slagsmål med svenskerne
Lucie – Møllen står der endnu på den sidste stump vold ved Halmtorvet. I 1658 – 59 sloges man her med svensken. Nu slås man så igen med dem. Slagsmålet går på, hvem der skal rive resten ned.

Mordforsøg på Estrup
Typograf Julius Rasmussen affyrer to skud mod konsejlspræsident Estrup. Denne fortsætter ufortrødent til middagsselskab. Typografen pågribes, og bliver idømt 14 års tugthus. I 1889 begår han selvmord.

Gang i fedtefadet
Politiets cellevogn, som bærer det betegnede navn Fedtefadet er i denne tid i ualmindelig travl virksomhed. Belæsset med forbrydere udenpå og indeni, afgår den dagligt flere gange mellem Rådhuset og Børnehuset.

Kongeligt bryllup
Prins Valdemar og Prinsesse Marie bliver formælet i Paris. I avisen stod følgende:
I dag kl 1 ½ fandt vielsen sted i slotskapellet. Prins Valdemar bar uniform. Prinsesse Marie var iført glimrende Toilette.

En socialist vender hjem
Socialisten valdemar Holst bliver hyldet ved sin hjemkomst fra fængslet i Aalborg. Han blev idømt 3 måneders fængsel fordi han havde kaldt Estrup – regeringen for
– En tyrannisk Bandit – og bøddelregering.
En menneskemængde på 3 – 4.000 modtager Holst med hurra – råb ved Dampskibet Fylla’s ankomst ved Kvæsthusbroen.
Politiet måtte trække stavene. Folk bliver drevet gennem gaderne. Den sidste træfning stod på Amagertorv, hvor mange personer, blev anholdt.

Hurtigere brandvæsen
Nu skal brandfolkene ikke længere agere som trækdyr, idet hovedstationen i Nicolai har fået heste. Man har truffet et arrangement med vognmand Bahn. Når en brand alarmeres trykker assistenten på en knap i sit værelse, og straks kommer hr. Bahns heste farende.
Hr. Bahn har en kontrakt, der betyder, at han skal betale en bøde, hvis hans heste ikke møder inden for 4 minutter, efter at signalet er givet.
Så spændes hestene foran den beredte sprøjte, og så kan assistent og mandskab drage til branden.

To tyske herrer med krav på kronen
To tyske herrer gør krav på den danske krone, og søger audiens hos Frederik den 7. De påstår at de tilhører den Glückske kongefamilie. Det viser sig senere, at de var plattenslagere.

Aviser – nu i løssalg (1886)
Fra den 5. juni kan man nu købe sin avis i løssalg.
Avissælgere er klædte i pyntelig Uniform, som d’ herrer Biegel&Søn har leveret. Bladene er ordnede i en forgyldt kurv med tre hylder, og står med titlerne synlige for publikum. Kurven bæres i en skulderrem

Frifundet for drab
En mor og en datter bliver frifundet for fem år forinden at have født et barn i dølgsmål, for derefter at have ombragt det. Højesteret beklager.

Herremoden 1886
Da herremoden bliver præsenteret i 1886 skriver en af aviserne:
– Det er næsten utroligt, hvor meget varerne fordyres, inden de kommer til forbrugerne. For eksempel kan anbefales, indenlandske klædevarer for tiden. Så lave priser, at en mandfolkedragt (Frakke, vest og benklæder) af groft stof – så godt, at enhver velstillet borgermand kan bære det, uden at dragten vil stikke af imod hans sædvanlige klæder. Den kan leveres for 10 kr. inklusive den syløn, der betles for maskinsyning.
– Dragten vil sikkert ikke sidde så net, som en kræsen herre vil forlange, når han har givet 60 – 80 kr.

Farligt at hilse på kongen
Da kongen passerer en vogn i Dyrehaven, rejser herrerne i vognen sig ærbødigt, og hilser på majestæten. Det får hesten til at trække i vognen, med det resultat, at en ældre herre næsten falder ud af vognen. Han hænger kun fast med benene. Kongen kommer hurtigt til hjælp.
Dagen efter udsender hoffet en meddelelse om, at man ikke behøver at rejse sig op, når kongefamilien passerer, når der er fare på færde.

Elektrisk ”Lysanstalt”
Firmaet Woodhouse & Rawson har anlagt et elektrisk lysanstalt på Østergade, hvor de forskellige butikker og andre lokaliteter kan forsynes med elektrisk lys til gaspriser.. Kraften til frembringelse af elektriciteten tages om dagen af gasmotor og bevares i en akkumulator til om aftenen.

Dampsporvogn årsag til alvorlig ulykke
Den 10. juni 1886 stod følgende i avisen:
Nu har uhyret på Strandvejen, den væsende og pustende dampsporvogn været årsag til en alvorlig ulykke, som denne gang er gået ud over Casinos unge, smukke primadonna Frk. Louise Brock, der kom alvorlig til skade.
Frk. Brock, der en flink og rutineret kusk, kørte selv en meget rolig og veltilkørt hest, da den passerede dampsporvognen. Frk. Brock faldt ud på sporet. I en meget lidende tilstand blev Frk. Brock båret til sin villa.
Kronprinsens læge, professor Ipsen kom en time efter ilende til villaen.
Tilfældet medførte, et krav om, at disse dampsporvogne måtte væk.
Den knuser årlig så og så mange vogne, beskadiger så og så mange damer og herrer. Nu burde beboerne på Strandvejen og de kørende råbe alarm, gøre andragende, holde møde, eller foranstalte almindelig lock – out overfor dampsporvogne.
Et hvert middel vil være godt, blot man opnår resultat, at gøre dampsporvognstrafikken umulig.

Første prøve – ligbrænding
Den første prøve – ligbrænding fandt sted i går i det nyopførte krematorium.
Denne forløb fuldstændig efter ønske. Der var ikke spor af røg og lugt at opdage, og asken var ganske ren og hvid.

Prins Valdemar foreslået som fyrste af Bulgarien
Prins Valdemar blev udnævnt som fyrste af Bulgarien. Prinsen ville dog lade kongen afgøre, om dette skulle godkendes, men kongen afslog.

En reformdragt for kvinder
De mere moderate kræver en reformdragt for kvinder. Snørelivet er naturligvis den fæstning, som reformdragten vender sit værste skyts imod. Man fremhæver, at en festklædt dame efter den gængse mode, skal være tynd som en stilk i livet med fremstående tounure. Chick er det ud, men sorg og sygdom lurer bag. Hvor skal det blive plads til lever, lunge, milt og mavesæk? De skulle dog helst være med til fest.

Læserbrev
Og så har vi et læserbrev fra 1887:
Hr. redaktør, vi har her på gaden fire fikserkællinger og to mandlige pæreforhandlere, der alle på en gang brøler op med deres varer i næsten utænkelige disharmoni. En sådan sekstet klokken 8 om morgenen er mildest talt gemen.
Hvorfor skal sådanne detailhandlere, der ikke engang har borgerskab lov til skrigeri i min gade, når jeg som skattepligtig borger ikke må på nogen tænkelig måde.

Hvem tjener mest?
Aviserne offentliggjorde, hvor meget de rigeste tjente.
1. Lensgreve F.L.. Ahlenfeldt – Laurvigen 300.000 kr.
2. Fabriksejer, grosserer A.L. Gamel 200.000 kr.
3. Udenrigsminister, lensbaron O.D. Rosenørn – Lehn 200.000 kr.
4. Etatsrådsinde I.M. Suhr 200.000 kr.

Mordene på skibet
Natten mellem den 17. og 18. oktober 1887 fandt et uhyggeligt drama sted på den tremastede skonnert, der befandt sig i Østersøen. Jungmanden Jan Umb myrdede en efter en, kaptajnen og fire man fra besætningen. Ligene blev kastet over bord.
Hans forsøg på at myrde styrmanden glippede derimod. Det lykkedes styrmanden, at slå jungmanden ned, og binde ham til masten. Derefter blev nødflaget rejst.
Dampskibet Morsø opdagede nødflaget på skonnerten, og tog skibet på slæb ind til København.
Morderen blev indbragt til Kommunehospitalet, hvor han blev bundet og iført spændetrøje. Her kundgjorde han, at mordene var begået i raseri over drillerier og dårlig behandling.

Vogne væk fra Kultorvet
Den nye politidirektør forbyder pludselig torvebønderne, at holde med vogne på Kultorvet, og de omkransende værtshuse må ikke stille krybber ud til hestene.
Forbuddet kommer som et lyn fra en klar himmel. Måske har det været bedre, at rydde byen for henstående trækvogne.
De mange ulykker skyldes kuskenes ukyndighed, skriver aviserne. Man burde forbyde folk uden kørerbrev, at køre på Københavns gader.

Kampen om kunstsmørret.
Forhandlingerne om kunstsmøret eller margarinen får bølgerne til at gå højt i Rigsdagen. Folk, der tidligere kunne omgås hinanden, plejer nu uvenskab. Kampen om det urene produkt er barsk.
Politiken skriver: Margarinen er demokratiet, og det sejrede.
En masse protestmøder blev afholdt over hele landet mod kunstsmøret. Overrabbineren advarer også mod den urene spise.

Spring fra Rundetårn
En ung mand sprang ud fra Rundetårn:
Liget var mærkelig nok ikke særdeles ødelagt. Der var ingen ydre tegn på beskadigelse, undtagen lidt blod fra øre til næse. Den dræbte var en blond, ung skægløs mand, med et ret kønt ansigt.
Det viste sig senere, at den afdøde, der utvivlsomt har begået selvmord, var en flink ung drejersvend på 22 år ved navn Schöne. For nogle dage siden slog hans kæreste, en ung cigarhandlerske op med ham. Siden har han været meget tungsindig.

Skibstragedie
Den 18. august 1888 er sorgens dag for dansk skibsfart. Overalt i København var der sammenstillen af mennesker, der ville høre mere om skibskatastrofen.
Geiser var på vej til Danmark og Thingvalla var på vej til New York. På Atlanterhavet stødte de sammen. Geiser sank på 5 minutter, 77 passagerer og 33 matroser omkom.

Den lugtende hval
I januar 1889 strander en kæmpe hval ud for Strandpromenaden. I en annonce kan man oplyse, at hval samt marsvin endnu nogle dage forevises ved Lautrups Plads ved Strandpromenaden. Til nedsat pris. Det vil sige: Voksne: 30 øre, Børn: 15 øre. Skoler og foreninger vil kunne afholde modration ved henvendelse til Adam ved Tivoli.
Måske var det lugten, der førte til den nedsatte entre. Under en tegning af det enorme dyr, står følgende tekst:
Dyret selv er ganske enormt, og virker overmåde imponerende, ikke blot ved sin størrelse, men ubehagelig nok, også ved sin stramme lugt, den uddunster.

Barnevogns – problemet
Barnevogne har efterhånden udviklet sig en fare for færdslen i vore gader.
Damer med barnevogne skåner hverken ung eller gammel, men færdes ugenert med alle deres ekvipager på alle fortove. Barnevogne er blevet en ulidelig gene for fodgængerne. De puffer gamle og svage folk i rendestenene. De tilsmudser med deres sølede hjul ens gode klæder. De river damernes overstykker og kjoler itu. Ja mødre og piger, som kender hinanden, slår sig på den mest oprørende måde sammen om, at holde barnevognskongresser midt på fortovet. Der må gøres en ende på tilstanden.

Igen skibbrud
Den store danske damper, City of Chester forliste med 700 passagerer. Thingvalla – selskabet skaber panik på Børsen. Sådan er situationen den 13. april 1889.
I mellem tiden får man at vide, at det forliste skib er Danmark.
Først 10 dage efter kommer meldingen, at alle passagerer og besætningsmedlemmer er i god behold. Det er en forbipasserende damper Missouri of London, der har reddet passagererne.
Den tog simpelthen Danmark på slæb. Men da denne begyndte for alvor, at tage vand ind, kom alle passagerer over i den lille damper.

Første kvindelige læge
Den første kvindelige læge, Nielsine M. Nielsen har nedsat sig i , og åbnet en praksis i København.

Hundeproblem i København
Og så blev hundene diskuteret i Borgerrepræsentationen
Borgmester Borup: At føre hunde i snor, ville forvolde store forstyrrelser i færdslen
Meydahl fandt at snor ikke var nok. Hundene burde tillige have mundkurv på. Hundeloven burde være endnu skrappere.
Engelsted havde i sin praksis haft mange patienter, der var faldet og kommet til skade med hundesnore.
Meldal: Så godt som alle hunde her i København er de modbydeligste, grimmeste køter, der findes – blandinger af alle mulige racer.

Julegavernes afskaffelse
Kunder skal ikke mere have julegaver af butikkerne. Følgende står at læse i aviserne:
Grundet den store konkurrence i kolonialfaget samt i hovedstadsbladende fremkommende artikler, havde ca. 300 urtekræmmere, såvel i byen som på Christianshavn og Broerne set sig nødsgaet til at afskaffe den store uskik, at give deres kunder jule – og nytårsgaver.

Influenza betyder dødsfald
Influenza La Grippe har nået København. Der konstateret 15.000 tilfælde. Alene fra den 14. – 28. december har det ført til 341 dødsfald.

Mordet i tønden
Adolph Philipsen, fabriks ejer i Store Kongensgade 75 rejser til Hamborg, efter at have brændt sin kassebog. Et postkort til konen, afslører dette, samtidig med, at han vil rejse til New York.
Hun henvender sig til politiet, hun tror, at manden er blevet sindssyg.
Opdager Klein bliver sat på sagen. Man må ikke brænde sin kassebog. Damperen til New York er afgået, men så finder Klein ud af, at den er løbet på grund i Elben. Han drager til Hamborg, lejer en bugserbåd, og anholder Philipsen.
I mellemtiden er kontorbud Meyer fra Philipsen fabrik forsvundet. Philipsens fabriksbud bliver i mellemtiden anholdt af politiet, han går rundt i Meyers overfrakke.
En grotesk historie kommer nu til overfladen.
Philipsen havde kvalt kontorbud Meyer, røvet hans penge, som egentlig var fabrikkens. Han havde stoppet liget i en tønde med kalk, og bedt fabriksbudet om at bringe tønden ned til damperen Tingvalla. Den skulle nemlig til New York. Som tak for dette, får fabriksbudet, Meyers overfrakke. Den var der ikke plads til i tønden.
Tønden kommer nu tilbage til København, og vi følger journalistens gribende beretning:
Ved hjælp af hammer og økse, bliver bunden slået op og øjeblikkeligt fyldes lokalet af den forfærdeligste stank. Tønden måtte derfor udsættes for en stærk stråle vand, der hurtig beskyllede den tørre kalk. Det var et grufuldt syn, der åbenbarede sig for de hærdede politimænd, som gjorde alt for deres behærskelses behov. For at fortsætte undersøgelsen.
Den myrdede lå i en bøjet stilling med korslagte arme og knæet trukket op under brystet.
Efter at have udsat liget for en vandstråle, så man tydelig de opsmøgede benklæder, støvlerne, vest og skjorte.
Ved siden af liget lå den afdødes hat og stok. Stokken var savet over. Ansigt og hænder var sorte og fortærede. Munden stod på vid og gab.
Pludselig opdagede man, at der på liget var et reb. Det var tale om fuldbyrdet rovmord.
Da morderen førtes ind, og så liget ligge helt udstrakt for sin fod i en pøl af vand og kalk, standsede han, skælvede over hele legemet, og segnede om.
Kun ved at holde kamfer for hans næse, lykkedes det, at få ham på benene igen.
I USA anholdte politiet en dansker ved navn Philipsen. Efter diverse telegrammer fra København til New York blev manden sat på fri fod. Den rigtige morder var jo fundet.
Straks forlangte denne en erstatning på ikke mindre end 20 millioner dollars.
Og den rigtige Philipsen blev dømt til døden, dog senere benådet til livslangt tugthus.

Kvindemoden 1890
De flade hatte med de store skygger vil kunne gøre fyldest i solskin. De vil i reglen kunne overflødiggøre parasol, idet de, når solen står nogenlunde højt på himlen, kan dække det meste af en skæppe land med deres stråler. I tilfælde, hvor de ikke i middagstimerne skal bruges som hatte, kan de gøre tjeneste som markiser. De vil også kunne bruges som storkeredder.
Efter hatten er det livet, der fremkommer med de største ejendommeligheder.
Alt det tøj, der kan spares ved at gøre ”midjen” smal, skal anvendes til at gøre skuldrene brede. Det imponerende ved de nye dameærmer er, måden, hvorpå de anbringes, en halv alen over skuldrene. Det bringer en del at tænke over, på spirende englevinger.

Elegant gadefejning
Kjolens længde er i tiltagende. Det sidste kan være betænkelig nok i betragtning af københavnske gaders renlighedstilstand. Gadefejerne vil fremtidig i væsentlig grad få deres arbejde lettet.