På Amagertorv sidder frugtkvinderne og urtegårdsmændene fra Amager, og faldbyder deres varer i højlydt konkurrence med opråberne fra fiskeboderne og udhøkerne af flæsk, ost, ærter og gryn.

Her ligger også en del beværtninger, og allerede fra tidlig morgen er dagdriverne så berusede, at de forulemper borgerne og generer kvinderne med frække tilråb, og det, der er værre.

Byfogeden gør intet. Man ser gennem fingrene med ulovlig handel, sammenstillen og umådeholden drikkeri. Døgnet rundt. Byen vrimler med bedragere og trygler, der på grund af hor, mord og trolddom, fordrevet andre steder fra.

Masser af hjemløse
Langs Østervold og Nørrevold er der store flokke af hjemløse, fredløse, syge og gamle. De fører et letfærdigt og løsagtigt levned. Med jævne mellemrum bliver de med stokkeslag ført ud af byporten.

Et barnelig bliver fundet i brønden ved Vor Frue Kirke. De næste par dage bliver 500 tjenestepiger ”malket” på Rådhuset. Den skyldige bliver dog ikke fundet.

Den første færdselslov
Fodgængere skulle holde balancen, når de skulle gå planken over de dybe rendestene, og for at undgå alt det uhumske, der flød overalt.
Højt hævet over snavs m.m. blev byens mere velhavende borgere transporteret i bærestole.
Vogne og kareter kunne nogenlunde komme frem. Men kødannelser, trafikknuder og sammnstød kunne ikke undgås.

Tænk allerede i 1685 udfærdiges landets første færdselslov

– Om uundgåelig kørsel og adskillig anden usikkerhed på gaderne i København.

Overtrædelse kostede 4 rigsdaler og påkørsel blev takseret til to døgn på vand og brød i Rådhuskælderen.

En speciel lugt
En frisk brise sender et frisk pust af fisk og saltvand gennem gaderne, og lugten blander sig med duften af bagt brød fra bagerkældere og hørmen af kreaturernes gødning.
Der er liv og glade dage på Nyhavn. Der er masser af skibe i havnen og masser af søfolk. Mange steder faldbydes varer. Selv om det ser uorganiseret ud, så er det bestemte regler for, hvor og hvem, der må sælge specielle varer.

Det Gamle rådhus på Gammeltorv rummede magistraten og byfogeden. Skarpretteren boede henne i Kattesundet. Lige over for holdt byens store sprøjte også til. Omme i Svendegade ligger byens fængsel, eller en af dem. Her var også blokken, jernbøjlen og de øvrige forhørsapparater.

Mod Vesterport lå Skydebanen med alle værtshusene., hvor bønderne kunne få sig en forfriskning. En gevaldig rus kunne det også blive til på hjemvejen, når varerne var solgt. Her lå også en række småindustrier, sæbesyderier og spredte møller.

Længere ude lå det nye pesthus, og den murede galge, der fornyelig var flyttet ud til pest – fælleden. Mange af dem, der skulle i galgen sad i Blåtårn eller Bremerholm.

Afstraffelse
Det skete af og til, at de letlevende piger blev dømt for hor og tyveri.
Under mængdernes hujen og tilråb, blev de bundet til kagen og straffedes med stokkeslag, hvorefter de nøgne til livet, piskes gennem gaderne, og ud af byen.
Der var mange tusinde, der omkring år 1700 strejfede rundt fra sogn til sogn. De tigger, stjæler, snyder og sælger sig selv for at overleve.

– dueller og knivdragen koster livsstraf
– utroskab straffes med æren, det vil sige, at man mister alle borgerlige rettigheder
– smider du affald inden for voldene, ligesom du højlydt banner og svovler, så får du gabestok, halsjern og kagestrygning.

I lavene havde man deres egne regler. Vidnerne var fagfæller.

Kagestrygning
Hvad er kagestrygning. Den ulykkelige piskes på den nøgne ryg, til huden hænger i laser. Straffen kaldes også at miste huden.

Den spanske kappe
Ved mindre forseelser, kunne man blive dømt til Den spanske Kappe. Det er en stor tønde, der kun lader hovedet og benene fri. På tøndernes side, står der hvilke forseelser, man havde begået. De skyldige bliver så drevet gennem byen med spottende tilråb.

En anden straf var, at man over for en præst og menigheden offentlig skulle vedkende sine syndere.

Nattevægterne var med til at håndhæve loven. Allerede i 1567 blev der ansat
– 100 duelige karle til natlig overvågning og lettere ordenshåndhævelse.

De uærlige
Nogle af samfundets opgaver blev overladt til samfundets bundfald. Det var dem som ingen kunne eller ville omgås. Det var bøddelen og hans hjælpere, rakkeren, natmanden og skorstensfejeren. Det var dem, man kaldte for de uærlige.

Natmanden tømmer de overfyldte latrintønder. Rakkeren fjerner de stinkende ådsler, som flød på gaderne, og brænder de selvdøde kadavere.
Skorstensfejeren renser retiraderne og banker folks skorstene fri for kvalm, stank og gammel sod.
– urenlighed smitter

Problemet var også, at Ligbærerne gang på gang nægtede, at bære uærlige sjæle til kirkegården.
Skolemesteren afviser natmandens børn, og trommeslageren finder det uværdigt, at forkynde skorstensfejerens ankomst.

Mestermanden selv, det er ham, der svinger professionelt med øksen. Han parterer legemet, og frigøre hovedet fra resten af kroppen. Ja, han er i forbindelse med mørkets kræfter og dermed befængt med synd.

De laveste
Allernederst nede, lige over de uærlige finder vi bysvenden, stutteren og stodderkongen. Disse hverv besættes af folk, der i forvejen har mistet deres borgerlige agtelse.

Stodderkongen var øvrighedens tillidsmands – repræsentant blandt stoddere og betlere. I bund og grund forbliver han i borgerskabets navn – som upålidelig.

Bysvenden eller tyvetrækkeren, som vi også kalder ham, havde til opgave at hente en tyv, pågribe ham og føre ham til arresten.

Stutteren var ham, der skulle holde tyve, barnemordere, gudsbespottere, overfaldsmænd og andre forbrydere blandt lås og slå.

Mange slag i København
I 1686 udkæmpedes et slag i København mellem livgarden, flådens matroser andre regimenter. Stridighederne varede i to døgn, og efterlod mange dræbte og sårede.
I 1693 var der voldsomme sammenstød mellem sømændene i Nyboder og andre militære enheder.
I 1696 stormede bevæbnede lakajer og herskabstjenere Regensen. Her forsvarede studenterne sig med kårder.
Og sådan kunne man blive ved. Det var nogle urolige år i København.

Endelig – et politikorps
Alle disse uroligheder var medvirkende til, at man endelig i 1701 fik et egentlig politikorps. Men lønnen var så beskeden, at de fleste betjente drev et beskedent udskænkningssted ved siden af. Som regel foregik dette uden bevilling. Men det så myndighederne for en god ordens skyld også gennem fingrene med.

Det var også lidt kompliceret med at få alle disse forbrydere dømt. I Københavns var der adskillige domstole. En lang række borgergrupper havde hævd på at blive dømt ved egen værneting.

Pesten kommer
En katastrofe indfandt sig i 1710. Det brød ud i Helsingør. Og inden udgangsforbudet træder i kraft breder panikken sig blandt de 70.000, der er tilbage i København. Pesten er nået til København.

På Nørrebro – siden af Sortedamssøen indrettes der på regiments – kvartermesterens Vodrofs gård. I hast nogle sygebarakker. Kongen forærer også yderligere tre store telte. Portene lukkes, og al færdsel checkes en ekstra gang.
Snart er alle 2.000 pladser på Vodrofs går besat. I hast bliver der opført et pesthospital på Falkegården på Frederiksberg. Man opdager dog snart, at et vandløb lige i nærheden spreder smittefaren.
Meget hurtig bliver hospitalet flyttet til Ladegården.

Mangel på sengepladser bliver uoverskuelig. De små kvindfolk skulle ligges to og to. I en seng.
Men det var en kummerlig tilværelse. De syge stjal fra hinanden og flygtede fra hospitalerne.
Det var ikke kister nok. Ligene blev svøbt i lagener og kørt bort i de anordnede lugtevogne. For stankens skyld blev de overstrøet med læsket kalk.

I fire måneder varede pesten. 22.000 bukkede under, eller cirka en tredjedel af befolkningen. De blev efterhånden begravet alle steder. I byens jordbærmarmelade. Under huse og gader. Tavse for altid, og snart glemt.

Københavns brand
18 år senere indtraf der en ny katastrofe. Københavns brand, der fik katastrofale følger, fordi man ikke ville vække kongen. Han havde nøglen. Så man kunne hente vand til fra Stadsgraven. At brandmandskabet og politiet var på druk hjalp ikke på situationen, men se det er en helt anden historie.

Bedrageri
Justiaus ved Højesteret Christian Scavenius modtog et sæt diamantøreringe til en værdi af 1.200 Rigsdaler. af Grevinde Schack til Schackenborg. Det var meget betænkelig af hende, og hun vandt selvfølgelig en sag mod en flok bønder, der havde anlagt sag mod hende.
I 1760erne anklager Borgerrepræsentationens 32 mænd Magistraten for organiseret underslæb og årelangt fusk med byens regnskab.

De får medhold i samtlige instanser helt op til Højesteret. Men her taber man sagen. Regeringen var ikke interesseret i at man vandt. Det var vigtigere at kalde borgerne til orden.

Den ringe Almuen må ikke få Anledning til at tro, at byen er og bliver fornærmet af Magistraten.

I 1966 udtalte formanden for De Danske Handelsforeningers Fællesorganisation, møbelhandler Hans Kjær i anledning af Nørrebro Handelsforenings 75 års fødselsdag:

Organisationsarbejde er blevet en nødvendighed for alle branche, ja for hele befolkningsgrupper, fordi samfundet bliver stadig mere kompliceret, og stiller den enkelte over for problemer, han vanskelig kan løse alene.
Organisationsarbejde er derfor ikke alene et spørgsmål om interessekamp i gammeldags forstand, men et middel til fælles indsats, at forbedre den enkeltes vilkår. Kort sagt er organisationsarbejde et konstruktivt forsøg på at gøre tilværelsen bedre for os mennesker, og gøre det gennem hjælp til selvhjælp.

Kan det siges flottere. Det er nok de færreste detailhandlere, der ved, hvor meget organisationerne laver for dem. Oftest sætter man ikke pris på det. Det er desværre stadig meget aktuelt.

Fællesorganisationerne var stærkt involveret i arbejdet med revision af næringslovgivningen og hele udviklingen, der skete i 60erne.

Bulldozersanering påbegyndes
Sporvognsdirektøren havde fundet på, at ville fjerne den østgående linie 3 sporvogn fra Blågårdsgade., og derigennem berøve den meget effektive forretningsgade den strøm af kunder, der kom med sporvogn.
Det var blot en af de tåbelige trafikløsninger, som borgerne på Nørrebro skulle opleve i den kommende tid. Nørrebro Handelsforening gik i hvert tilfælde ind og protesterede, men det hjalp ikke ret meget.
Senere blev Blågårdsgade indrettet som gågade, den før så blomstrende forretningsgade døse efterhånden.
I løbet af nogle få år skiftede kvarteret totalt ansigt. Diskussionen om bulldozersanering blev skarp og følelsesladet.

10 år med overfald, tyveri og røveri
I 60erne var lejlighederne på Nørrebro billige. Her fik mange unge deres første lejlighed. Efterhånden opstod der en del græsrodsbevægelser, der ikke ville finde sig i kommunens udemokratiske saneringsmetoder.
Narkotikamisbrug blev efterhånden et problem. Den Sorte Firkant blev kaldt for Københavns urolige hjørne.
Et kontaktcenter for narkoafvænning blev flyttet fra Blågårdsgade til Nørrebrogade 24, på hjørnet af Fælledvej. Nederst i denne bygning, var der et cafeteria, hvor der foregik åbenlys handel med narkotika. Dagligt blev centret besøgt af 3 – 400 brugere. Stofmisbrugere fra hele byen søgte mod Nørrebro.

Detailhandelen frygtede udviklingen. Flere gange klagede Nørrebro Handelsforening til de offentlige myndigheder, men forgæves.

I 10 år måtte de handlende på Indre Nørrebro finde sig i overfald, tyveri og røveri. Selvbetjeningsbutikker, supermarkeder og lavprisvarehuse trængte for alvor frem i 60erne. Kapitalkæder trængte de private familiebedrifter i baggrunden.

Efter 1970
I 1972 gik Gottlob Andersen af som formand. I en lang årrække havde han bestridt posten, og blev udråbt som æresmedlem. Han var født og opvokset på Nørrebro, og startede også forretninger i Vangede og på Frederiksberg. Han var over 70 år, og var stadig aktiv i sin forretning på Mariendalsvej på Frederiksberg.
Den ny formand blev Knud Schou. Han drev slagterforretning på Runddelen. Ed sin indtrædelse havde han en handlingsplan parat:

Ny handlingsplan
Foreningen skulle styrkes ved nye tiltag:
1. Salgskurser for medarbejdere
2. Aftale om hjælp i huslejesager
3. Aftale om fælles advokatbistand
4. Udgivelse af foreningsblad
5. Mulighed for konkurrencer indbyrdes
6. Årlig komsammen – fest med skæg og ballade
7. Årlig kæmpe Høstmarked i Nørrebrohallen.

Området skulle deles i 10 sektioner, så man kunne holde øje med de nye forretningsdrivende og byde dem velkommen.
For at holde gejsten ved lige, kunne alle medlemmer deltage i de årlige konkurrencer:
1. Det bedste julevindue
2. Den handlende, der magter at vende en nedadgående forretning.
3. Nyt forretningsinitiativ

Der skulle med øjeblikkelig virkning nedsættes følgende udvalg:
1. Nørrebrogade – trafikalt, hvor står vi henne.
2. Kursusudvalg
3. Planlægningsudvalg for salgsfremstød
4. Bladudvalg.
Det var ganske fornuftige forslag, som sikkert kunne bruges den dag i dag.

Blågårdsgade affolkes
Foreningen skrev til Rådhuset:

Årsagen til vores henvendelse er en temmelig mærkbar tilbagegang for handelen i Blågårdsgades butikker, som kun kan skyldes nedgang i kundeunderlaget (ca. 4.000). Såfremt yderligere 2.000 – 3.000 mennesker fjernes i 1972 – 73, forudser vi en uholdbar situation for forretningerne.
Et fundamentalt synspunkt på områdets byfornyelse har været, at området skulle kunne fungere gennem hele fornyelsesprocessen, det vil sige, at processen må kunne fungere etapevis.
For at afbøde de værste gener ved saneringen og såfremt handelen i gaden skulle kunne fungere, må der vises mest mulig hensyn. Der må ikke fjernes flere mennesker før genopbygningen af de allerede sanerede områder har fundet sted(etaperne må ikke blive for store).
Der må ikke blive mulighed for slumstormere og narkomanere, at flytte ind i kondemnerede ejendomme. Vi gør opmærksom på, at gaden havde ca. 110 aktive butikker, inden saneringen blev påbegyndt.

I februar 1972 kørte den sidste sporvogn på Nørrebro. Det var bedrøveligt for mange. I foreningens ejendom blev der installeret gasradiatorer i stuerne.

I Butiksnyt i april 1972 kunne følgende overskrift læses:

EDB gør det nemmere.
Selvbetjening, selvvalg eller diskbetjening – hvad er relevant?

Nørrebrogade – som gågade
Lokalrådet foreslog hastighedsbegrænsning på 50 km/t på Nørrebrogade. Københavns Magistrat meldte tilbage, at Nørrebrogade, var en af de gader, hvor der skete flest uheld.
Borgmester Alfred Wessard mente, at Nørrebrogade skulle gøres til fredelig indkøbsgade og fritages for uvedkommende trafik. Den skulle simpelthen spærres ved Sjællandsgade.
Det mente detailhandelen ikke. Man ønskede, at bevare Nørrebrogades miljø og bevare gaden som god forretningsgade.

Et medlemsmøde blev afholdt. Emnerne var selvangivelse, momsregnskab, kildeskat, afskrivnings – og fradragsregler.

Samarbejde med græsrødderne
At Nørrebro Handelsforening samarbejdede med græsrødderne i den periode, var måske en hemmelighed for mange. Sammen med Nørrebro Beboeraktion deltog foreningen i mange møder og aktiviteter. I den forbindelse fik foreningen i 1974 en flot invitation til en fest af Beboergrupperne Røde Rose i Thorsgade.
Solvognen skulle opføre en revy, bygget på erfaringer fra beboergruppernes arbejde med Magistraten for at etablere vuggestuer, børnehaver og andre børneinstitutioner, samt gårdsaneringer i kvarteret.
Revyens titel var Torneroses Tårer. Festen foregik i Nørrebrohallen, og startede med en fodboldkamp mellem Borgerrepræsentationen og Røde Rose Grupperne.

I 1978 anbefalede Nørrebro Handelsforening en indstilling fra Røde Rose, om at dekorere skellet mellem den gamle ”senneps grund” (Bähnkes Fabrikker) Jagtvejen 113 – 115 med dertil hørende husgavle og mur.

Foreningen havde erfaret, at kommunen ville fjerne den historiske telefonkiosk på hjørnet af Nørrebrogade og Jagtvejen. Man mente, at kiosken var bevaringsværdig. Men henvendelsen hjalp ikke.

Coloseum som Irma
Borgmester Villo Sigurdsson anbefalede, at Irma måtte indrette et supermarked i Coloseum, Jagtvejen 63 – 65 (Det nuværende Aldi). Foreningen mente, at Irma havde en god ven i VS – borgmesteren. København havde fået en borgmester, der ikke forstod detailhandelens problemer.

Faktisk er det kun de kapitalstærke koncerner, der kan overvinde, ja udnytte den nuværende situation, sagde formand, Knud Shou.

Det lokale, hvor Irma måske skulle bygge, var en historisk bygning på Nørrebro. Coloseum blev indviet i 1928 med talefilmen Sonny Boy.
Søndag eftermiddage var biografen tjent som en slags babysitter for Nørrebros børn, og det var stedet, hvor arbejderbefolkningen tilbragte deres sparsomme fritid. Til påske og pinse så men rejsefilm ledsaget af gode foredrag.
I den sidste tid havde repertoiret været underlødigt. Det havde appelleret til menneskets laveste instinkter, kunne man læse i dagspressen. Publikum var fortrinsvis læderjakker og andre flokmennesker.
I mange år havde både Bodille – og Grethe klubberne holdt til her.

Sammen med Loka – Tryk i Holbæk og lokalaviserne blev der afholdt en udflugt.
Et seminar med Centralorganisationen blev afholdt. Emnerne var

– Detailhandelen i dag, i går og i morgen
– Generationsskifte og fællesskab i handelsforeningerne

Kritiske spørgsmål til overborgmesteren
Den 25. september 1979 fik Handelsforeningen besøg af overborgmester Egon Weidekamp. Mødet foregik i Ungdomscentret, Nørrebrogade 159. Overborgmesteren fik stillet følgende spørgsmål:

– Hvorledes er kommunens planlægning i spørgsmålet om den lille butik, contra lavpris – og supermarkeder?
– Hvor mange flytter fra Nørrebro i de kommende år i forbindelse med saneringen
– Hvor mange vil der komme, når saneringen er overstået
– Er det rigtigt, at Nørrebrogade er foreslået som gågade?
– Nørrebro er et folkeligt kvarter, desværre med den del kriminelle og stofmisbrugere. Kan de handlende opnå et større politimandskab, end den nuværende styrke?

I en del af vore artikler nævner vi gader og veje, som ikke eksisterer mere. Vi har forsøgt at samle disse på en liste. I parentes nævner vi årstallet for, hvornår vejen eller gaden har fået sit nuværende navn. Listen er dog ikke komplet.

Aagade ændret til Aaboulevarden (1897)

Bagergade ændret til en del af Blaagaardsplads (1915)

Barkmøllevej og del af Blegdamsvej ændret til Guldbergsgade (1858)

Blaagaards Brogade ændret til Evaldsgade (1862)

Blaagaards Korsvej ændret til Korsgade (1859)

Blaagaards Slotsgade ændret til Slotsgade (1858)

Blaagaardsvej ændret til Blaagaardsgade (1859)

Blaagaards Østergade ændret til Vesselgade (1859)

Blegdamsstræde ændret til Irmingersgade (1928)

Lille Blegdamsvej ændret til Guldbergsgade (1858)

Christiansvej (Nørrebro) ændret til Gørtlervej (1930)

Dagmarsgade ændret til Portugalsgade (1901)

Frederik den Syvendes gade ændret til Spaniensgade (1901)

Gjentoftegade ændret til Vedbækgade (1916)

Guldbergsgade ændret til Peter Fabersgade (1896)

Havremarksvej ændret til Stefansgade (1880)

Jødevejen ændret til Møllegade (1858)

Knudsgade ændret til Holtegade (1886)

Ladegaardsvej ændret til en del af Aaboulevarden (1887)

Lokesgade ændret til Vølundsgade (1904)

OBS Flere sider
<--PAGEBREAK-->
Louisegade ændret til Prins Jørgens gade (1878)

Lygtevejen (fra Jagtvejen)) ændret til en del af Nørrebrogade (1873)

Lyngbygade ændret til Hillerødgade (1915)

Nordvestvej ændret til Rantzausgade (1906)

Ny Aaboulevard ændret til en del af Lundtoftegade (1929)

Nørrebrostræde ændret til en del af Stengade (1927)

Ordrupgade ændret til Skodsborggade (1916)

Parcelvej ændret til Griffenfeldsgade (1879)

Rosagade ændret til Mimersgade fra Heimdalsgade til Nørrebrogade (1917)

Rosagade ændret til Mimersgade fra Thorsgade til Heimdalsgade (1927)

Sandgravesvej ændret til Møllegade (1858)

Skolegade v/ Dosseringen ændret til Baggesensgade (1873)

Skolegade v/ Hellig Kors ændret til Struensegade (1906)

Sleipnersgade ændret til en del af Mimersgade (1931)

Søgade ændret til Læssøegade (1873)

Thranevej ændret til Sjællandsgade (1875)

Vej til Rådmandsmarken fik navn Heimdalsgade (1880)

Østre Fasanvej ændret til en del Nordre Fasanvej (1920)

Respekt for gendarmer
Talrige bøller i Allersgade og Gormsgade var i krig med politiet, men når Gendarmerne kom, fik de respekt.
Fra Nørrebros Runddel til bygrænsen var det nemlig Gendarmeriet, der patruljerede. Instruksen lød, at hvis en person blev anholdt, måtte man ikke røre denne. Den anholdte skulle gå tre skridt foran. Forsøgte den anholdte, at flygte, måtte Gendarmen ikke løbe efter, men skulle råbe ham an. Det vidste bøllerne godt. Så det skete ofte, at en enkelt Gendarm kom gående med tre anholdte foran sig.

Publikum hjalp politiet
En dag var der kommet en bande af alfonser fra Indre By ud til Nørrebro for at lave ballade i Fredensgade. For ikke at blive genkendt, havde de sværtet sig til i ansigterne. De rev de handlendes døre op, og smed varerne ud på gaden. Men for en gangs skyld fik politiet hjælp af publikum, så bøllerne kunne anholdes.

Hjælp på Fælleden
Efter en af de talrige militærøvelser, blev politiet tilkaldt til Fælleden. En person var blevet så fuld, at han skulle have hjælp. Betjentene kun hverken støtte eller bære ham. De måtte derfor overtræde deres egen regel om ikke at genere at af de dyr, der græssede på Fælleden. Så den fulde mand blev simpelthen læsset op på en hesteryg og transporteret til stationen.

Lugten ved Nørrebros Runddel
I 1890erne var det ikke meget bebyggelse fra Nørrebros Runddel ud til Lyngbyvejen. En række arbejderboliger og nogle kolonihaver, var det eneste, der var at finde. Men bag dette lå byens natrenovation. Vejen dertil hed Sortevej, men i dolkemunde hed det selvfølgelig noget andet.
Her kom natmændene i nattens løb med deres såkaldte chokoladevogne, hvorpå der stod åbne latrintønder. Det forudsagde selvfølgelig en frygtelig stank.
En betjent, der skulle gøre tjeneste fra Runddelen til Lyngbyvejen udtalte, at når vinden var i en bestemt retning, var han nødsaget til at tilbagelægge strækningen i løb.
Inde på pladsen tømtes latrinen ud i dybe overdækkede kanaler for at bundfælles. Kanalerne førte ud til et hul på størrelse med Runddelen.
I stille vejr hændte det ofte at gassen fra latrinen samlede sig i rørene. Så kunne der ske større eller mindre eksplosioner. Latrinen blev afhentet til omegnens gartnerier og brugt som mødding – velbekomme.

Maja fra Lersøen
Byens løse eksistenser opholdt sig i Lersøen. Engang imellem holdt politiet razzia herude, og en enkelt ildebrand forekom også i ny og næ. Så kunne man også finde på at slås indbyrdes. Årsagen var ofte Maja Robinson, der i sine unge dage havde været ualmindelig smuk. Hun havde været gift med en læge fra et fremmed kontinent. Og rygterne ville vide, at hun stadig blev understøttet af denne læge. Og når den kom, var der fest og ballade i Lersøen.
Når hun var ædru, det skete dog ikke så tit, kunne hun tale et meget kultiveret sprog.
Man forsøgte flere gange, at redde hende ud af sumpen, og ekviperede hende fra top til tå. Men hver gang vendte hun tilbage til stor jubel for sine kammerater. Og så var der blev slagsmål om hvem, der nu skulle være kæreste med hende.
Lersøens beboere afskyede arbejde og regelmæssig erhverv. Man fik meget bekvemt mad og brændevin ved at tigge eller skræmme en enlig fodgænger til at købe sig fri for vold.

Ladegårdens fattiglemmer
De stakkels lemmer på Ladegården var underkastet et strengt reglement, der kunne minde om dem, straffefanger var udsat for. Deres forbrydelse bestod i, at de modtog fattighjælp.
De måtte stå op kl. 5 om sommeren og kl. 6 om vinteren, hvorefter der blev serveret varmt øl. En time efter begyndte arbejdet. Arbejdstiden sluttede først klokken 6 aften. Klokken 21.30 var der tvungen sengetid.
Lemmernes arbejde bestod i andet end gadefejning. På den gamle Ladegård blev der drevet industriel virksomhed, som skrædderi, væveri og børstebinderi m.m.
Ligesom hos straffefangerne var lemmerne inddelt i forskellige arbejdsklasser med en dagløn på 4, 8 eller 12 øre. Opgraderingen til en højere klasse fandt sted efter vedkommendes flid, opførsel og arbejdsdygtighed.

Den ældste bebyggelse i det nuværende Blågårds – kvarter, stammer tilbage fra 1616 -17, da Stadens Teglgård, kom til stedet.

Ladegården
Det skete næsten samtidig med at Christian den fjerde opførte en ladegård. Under et uvejr i 1628 blæste den omkuld.
To år senere opførtes en treetagers bygning med volde og grave samme steds, men under Københavns Befæstning nedbrændte den.
Det er en historie. En anden er, at Christian den 3. i 1548 anlagde en ladegård(avlsgård) til Københavns Slot. Den blev anlagt i Nyby uden for København. Et regnskab fra 1602 fortæller, at materialforvaltningen ved Københavns Slot dette år leverer tømmer og søm til en bro mellem Nyby Ladegård og Islev Mark. På Christian den 4s tid er denne for lille.
Gårdens økonomi blev aldrig god. Gården blev bortforpagtet. En udstykning skete, og senere kaldt Ny Hollænderby.
Stadsholder og en af arkitekterne bag indførelsen af enevælden Christoffer Gabel fik et gavebrev (1661) på jorden. Denne Gabel var dengang en af Københavns største grundbesiddere. Han erhvervede en stor del af Nørrebros jord. Dette var begyndelsen til Blågårds historie.
I 1710 oprettedes et krigshospital i bygningerne. Under pesten i 1711 – 13 husede gården hundrede pestsyge af gangen. Et spinderi af blår samt væveri fulgte. I 1768 solgte m,an Ladegården til Københavns Kommune. Lemmerne fra Sankt Hans Hospital blev overført hertil. Senere fungerede bygningerne som sindssygehospital. Dette hospital blev flyttet til Roskilde. I seks år forblev bygningerne ubenyttede. I 1822 indrettedes bygningerne til tvangsarbejderanstalt. Dette eventyr ophørte i 1908. I 1930 blev bygningerne revet ned.

En masse kongerøgelse fulgte. Livet på slottet Blågården, og den industri samt den kultur, der blev ført på området kan læses andet steds her på siden.

En tur i Blågårdskvarteret i 1830erne
Vi vender blikket frem til 1830erne. På hjørnet af Nørrebrogade og Dosseringen lå Stenhuggerhuset. En lille bygning med et stort tag. Det så næsten ud som om taget trykkede huset ned i jorden. I det tarvelige hus boede et par gamle mennesker, der havde opsyn med byens stenoplag. Dengang boede der også et fruentimmer af ufattelig skønhed. Men hendes moral lod en del tilbage at ønske. Det var hende, som vi kaldte Donna de Largo, skønheden fra Ladegaarden. Og så havde vi Dronehuset, der indeholdt redningsudstyr og nøglerne til de aflukkede stier langs Dosseringen.
Fra Stenhuggerhuset gik der et plankeværk ud til Blågårdsgade. Denne gade var kun en smal ubrolagt jordvej.
På hjørnet af det nuværende Slotsgade og Nørrebrogade var hovedindgangen til slottet. To mægtige stenpiller markerede resterne af en storslået indgang. Lige i nærheden lå to mindre bygninger med røde tage. I det ene boede Nørrebros politiassistent gennem mange år, Gamborg. En hyggelig fyr. I den anden ende boede en lysestøber. Omtrent ved det nuværende Baggesensgade 32 lå en pavillon. Her boede Grev Holck i en lang periode.
I det nuværende Slotsgade boede boghandler C. Steen. I samme bygning fandt vi jomfruerne Schou. Steen ejede også Nørrebrogade 43 og 45. Her boede blomsterhandler Camradi, og det var også her den navnkundige Baumgarten huserede.
På begge sider af Blågårdsgade (dengang Blågårdsvejen) lå ganske enkelte bygninger foruden Heegårds jernstøberi. På den anden side 5 – 6 små private ejendomme, beboet af embedsmænd, pensionister og enker.
I 1834 købte gartner Peter Hansen hjørnegrunden til Nørrebrogade og anlagde et gartneri. Den anden del af Nørrebrogade blev købt af stenhugger Jochumsen, som anlagde et stenhuggeri. Gartner Holmgren anlagde et mindre gartneri mellem Korsvejen og Ladegårdsåen. Her har vi måske forklaringen på navnet – Gartnergade (1858).
Hele det store område ud til søen lå uopdyrket hen. Det stod under vand om vinteren. Men det var en udmærket skøjtebane en gang imellem. Det var også et godt sted for hare, ræve, mår og væsel.
På grænsen mellem Solitude og Blågårs jorde lå en lille stubmølle og en beskeden tilbygning. Her havde en gartner også pagtet et større areal, hvoraf hele kvarteret fik sit navn.

Gamle gader og veje i Blågårds – kvarteret
Dengang i 1830erne var der egntlig kun to veje i området, nemlig Blågårdsvejen og Korsvejen. I 1856 var antallet af gader kun steget til 8. Blågårdsvejen (fra 1859 Blågårdsgade), som også blev kaldt Blågårds Langvej eller hovedgaden, Ladegårdsvejen, der løb langs åens vestligste side, hørte ikke med. Fra Dosseringen ned mod Blågårdsgade, lå Blågårds Brogade (Ewaldsgade fra 1862) og Tømrergade (1862). Langs Dosseringen mod Nørrebrogade lå kun Blågårds Bredgade (Smedegade fra 1862), Korsvejen (Korsgade fra 1860) og Kalkvejen eller Blågårds Østergade (Wesselgade fra 1860), Griffenfeldsgade (1879) som egentlig hed Parcelvejen.
På hele strækningen langs Ladegårdsåen fandtes kun en sti, med undtagelse af Ågaden mellem Blågårdsgade og Gartnergade. Ved anlæggelse af Åboulevarden omkring århundredeskiftet, bliver Ågaden dens forlængelse.

Blågården – den selvstændige kommune
En selvstændig kommune i kvarteret voksede op. Grundejerne valgte en formand, og i fællesskab ordnede de deres anliggender. Men da det det store byggeboom satte ind, gik dette fællesskab i vasken.

Byggespekulanternes paradis
De nye grundejere, ofte spekulanter, skulle ikke selv bo på stedet. De ville ikke give flere penge ud end højst nødvendigt. Det gik ren anarki i foretagendet. Ingen lys, ingen renovation, ingen vægter og overhovedet ingen organisation.
Byggespekulanterne tog ikke æstetiske eller hygiejniske hensyn. Sten blev klasket på sten i den tilladte højde.
Borgerrepræsentationen bestod for en stor del af grundejere, så de var ikke interesserede i at ændre lovgivningen. Lejekasserner blev opført på kryds og tværs. Profitten lå i at hobe de flest mulige mennesker sammen.

Lys og luft har fattigfolk ikke brug for, derfor forhus, baghus og sidehus, og ikke mere gårdsplads, end det var nødvendigt for at komme til og fra ejendommen.

I den ene ende af kvarteret fandtes fornemt tilbagetrukne villaer, længere fremme uhyggelige spekulationsbyggeri. Og på Nørrebrogade kæmpe store herskabslejligheder. Baggesnsgade slår pludselig et sving, fordi tømrermester Wildau absolut ville have at hans hus skulle ligge i en bestemt retning.

Et kvarter i forfald
Ingen brolægning, ingen fortove og det der var værst, ingen rendestene. Der var ikke tænkt på tilførsel af drikkevand eller afløb for spildevand. Lov og orden eksisterede ikke, der var ingen vægtere. Det idylliske vandløb, der i slottets tid løb langs alleen, var blevet en slimende og stinkende grøft.
Vejene var bundløse, tørvelæs forsvandt i vejenes ælte.
Kommunen havde tilbudt istandsættelse mod at Blågårdsgade blev åbnet for offentlig færdsel, men grundejerne sagde nej af angst for nye byrder og mindre profit.

Drikkevand og afløbsproblemer
Drikkevandet skaffede man sig i begyndelsen fra brønde, der fik deres grundvand fra Assitens Kirkegård.. Det var så sundhedsfarligt, at politiet forbød det. I stedet lagde man provisoriske vandledninger fra Peblingesøen og Ladegårdsåen (Pøleåen).
Men afløbsforholdene voldte problemer. I hele demarkationsområdet fandtes kun to hovedløb. – henholdsvis til Øresund og Kalvebod Strand. Blegdamsgrøften havde både tilløb fra fællederne, blegdammene, og Østerbro.

Rosenåen løb i den gamle fæstningsgrav omkring den gamle Ladegård. Den snoede sig gennem Ladegårdsmarken via Vesterbro ud til stranden. Den udgjorde den anden hovedledning. Vandskellet mellem øst og vest fandtes omkring ved Skt.. Hans Gade.
Det betød, at Nørrebro faktisk ikke havde noget afløb for sit spildevand.
En sump i Ravnsborgs Have tog en del. Men ikke tilstrækkelig. En ildelugtende grøft langs Nørrebrogade, som drejede af før Dosseringen, tog også en del. Men en del landede også i selve søen. Det var som bekendt herfra man fik noget af sit drikkevand.
Det skulle gå hele 30 år før der blev lagt en stor fælles kloak fra Nørrebro ud til Øresund.

Hvad er adressen?
Det var næsten umuligt at modtage post, når man boede i Blågårdskvarteret. Matrikkelnummeret for kvarteret var 36. To ejendomme i Murergade (1861) hed Mtr. Nr. 36F2A og B og Mtr. Nr. 36U4AU2B. Men det kom der heldigvis en ordning på.

Ladegårdåens broer
Ladegårdsåen dannede et skarpt skæld mellem Frederiksberg og Nørrebro. Først i 1820 anlagde man en overgang ud for Blågårdsgade. Men denne bro var ikke tilgængelig for alle og enhver. Der forelå tinglyste erklæringer, som forbød grundejere og beboere på Nørrebro at benytte den. Noget senere anlagde rådmand Bülow en bro ud for Ewaldsgade. Derefter kom Bangerts bro og sidst Parcelbroen, der sammen med gaderne i 10erne overgik til Magistraten.
I 1887 begyndte de første forhandlinger om overdækningen af Ladegårdsåen. Den første strækning blev tildækket i stedet for at forny Bülows gamle bro. Resten af overdækningen ud til Brohusgade blev foretaget i årene frem til århundredeskiftet.

Tragedien i Ladegårdsåen
Under overdækningsopgaverne fandt man ud for Ladegården en spids sten, ragende en meter over åens overflade.
I folkemunde fortælles, at stenen var rejst til minde om et brudepar, der på deres bryllupsdag (nytårsaften) kørte i åen og druknede. Dette er en legende, men er historisk ukorrekt. Den rette historie følger her.
En mørk novemberaften 1812 kom et selskab kørende i karet ud fra grosserer Mariboes landsted ”Rolighed” (ved Rolighedsvej) ind mod byen. Kusken væltede med vognen ud i Ladegårdsåen og fire damer druknede. Blandt de forulykkede var Marie Henriques født Beck og gift med galenteriehandler, Falck Wilhelm Henriques. En af de andre forulykkede var Lise Magnus, født Henriques gift med grosserer M.J. Magnus.
Ulykken gav anledning til, at en række piletræer blev plantet langs den nøgne åbred. Stenen blev ved samme lejlighed anbragt på Åboulevarden med den simple påskrift – 26. – 27. nov. 1812.

Tønder Statsseminarium var nordens ældste lærerskole. Den omtales første gang i 1757.
Gennem årene har byens befolkning mærket disse lærerstuderende. Seminariet var blandt andet leveringsdygtige i gode fodboldspillere. Hvem husker ikke Henning Enoksen?
Og i boghandelen solgte vi mange penne, der lå i gamle skuffer til de studerende. Jeg tror de brugte dem til at skrive noder. Store bunker af lærebøger var stablet op på borde. Vi håbede, at de så kom ind til os, og købte bøgerne.
Når Øvelsesskolen skulle have leveret bøger, så foregik det altid på årets varmeste dag. Bogdepotet lå selvfølgelig i øverste etage.

Institut for skolemestre
Men det var Provst Baltazar Petersen, der startede det hele. Han startede et godt Foraad af dygtige Skolemestre. Forelæsninger over kristendommen villa han holde. Hans eget værk over Jesu liv i fire bind, skulle danne grundlaget.
Undervisningen skal blive ydet dem gratis og villigt. Dog må de unge Mænd ikke være stupide ej heller vilde og lastfulde, men subjektiv, om dem man tør have den vished, at de kan blive dygtige og fromme Skolemestre.
Provsten havde selv gået i den gamle latinskole i Smedegade.
Det nye Seminarium startede i 1787. Provstens gård Gørresmark indgik i stiftelsen. Undervisningen foregik på tysk. Men man var lidt utilfreds, fordi meningen var at de studerende, skulle senere undervise på danske skoler.

Meget få elever
Begyndelsen var dog svær. I de første 15 år blev der kun uddannet 52 elever. De skulle deltage i den almindelige undervisning i byens to skoler, Stadthochschule og Hospitalsschule. Dette blev dog ændret med en ny skolelov, og seminariet fik nu deres egne lærere.

Truet af nedlæggelse
I 1827 sagde førstelæreren op, på grund af samarbejdsvanskeligheder. Det førte seminariet ud i en krise. Ja man talte om, at nedlægge det. Magistraten tilbød, at man kunne overtage Østergade 4. Og den 12. december 1829 blev seminariet ændret til en statsanstalt – Kongeligt seminarium.

Seminariet – som kasserne
Den 28. april 1848 rykkede tyske tropper ind i byen. Seminariets bygninger og forstanderens embedsbolig måtte rømmes. Undervisningen foregik nu på 6 forskellige steder rundt om i byen.
Den 27. juli 1850 belægger danske tropper de efterhånden meget medtagende bygninger.

Dansk seminarium
I fremtiden skulle seminariet være dansk. Det tyske seminarium måtte flytte et andet sted hen. Men det tysksprogede seminarium fortsatte dog sit virke helt til 1854, hvor det flyttede til Egernførde.
Først i 1858 kunne det danske gymnasium fortsætte sit virke. Dansk var blevet skolesproget i Tønder fra 1851, meget imod borgerskabet.
Men ak og ve. Det danske Seminariums levetid varede kun til 6. februar 1864, da den danske hær havde forladt Danevirke.

Slaget ved Møgeltønder
Den 30. maj 1864 genåbnede seminariet som et tvesproget seminarium med 40 elever i den tyske afdeling og 6 elever i den danske afdeling.
I 1874 – 1875 fik seminariet sin egen øvelsesskole.
De tysksprogede elever gik med blå huer, de dannede deres egen forening og Scweizerhalle blev deres samlingssted. De dansksprogede elever gik med grønne huer, og mødtes på Stadt Kopenhagen.
I december 1878 kom det til regulært slagsmål blandt eleverne. I historien kaldes det Slaget ved Møgeltønder. De danske elevforeninger blev forbudt, og i 1884 blev den danske afdeling lukket.

Prøjsisk institution
Seminariet blev nu omdannet til en ren prøjsisk institution. Mellem 1884 og 1920 havde seminariet hele 10 Direktører.
I 1901 kom der atter en prøjsisk reform. En ny hovedbygning blev rejst i 1905. Det var Direktør Krahe, der var skyld i, at Tønder fik et ganske imponerende sportsstadion i 1912. Han lavede en indsamling. På dette stadion har vi børn fra Lærkevej ofte leget, selv om vi egentlig ikke måtte. Der var opsynsmand på. Det var også her, min onkel blev jysk mester i kuglestød. En ny fløj til øvelsesskolen kunne indvies i 1914.

Lazaret og Apotek
Den gamle øvelsesskole blev indrettet som lazaret og apotek i krigens sidste år. Senere blev seminariet igen indrettet som kasserne. Denne gang var det engelske tropper, og senere kom Den Sønderjyske kommando.

Familien Eskildsen
Den 31. august 1920 startede seminariet atter, Og Claus Eskildsen blev en af de bærende kræfter. En af hans efterkommere blev senere min biologi – og religionslærer på Tønder Kommuneskole. Kunne vi ikke vores Fadervor, måtte vi ligge os på katederet og finde os i spanking.

Det endelige dødsstød
En række udvidelser fulgte. I 1938 var Kronpris Frederik og Kronprinsesse Ingrid æresgæster ved seminariets 150 års jubilæum.
Og trods nybygninger og en stor lokal indsats eksisterer Tønder Statsseminarium som bekendt ikke mere. Institutionen fik det endelig dødsstød.

Kilde: 

• Litteratur Tønder 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder 1-2 
• Flere minder fra Tønder Statsseminarium 
• Tønder Statsskole fra slutningen af 1920’erne 
• Vajsenhuset i Tønder 1- 2 
• Livet på Seminariet i Tønder 
• Tønder Seminarium – en del af historien 
• Tønder Statsskole – dengang 
• I skole i Tønder 
• Den røde skole 
• Lærer i Burkal 
• Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 

Redigeret 18, – 04 – 2021

Den førte politik i Amtsrådet var ret liberal i begyndelsen. Først i 1904 kunne man mærke Altdeutscher kurs.

Den tyske kurs
Herefter kunne man også mærke en tilspidsning af de nationale modsætninger.
Også hos Tønders borgmestre mærkede man en liberal holdning i begyndelsen efter tyskernes overtagelse. Her huskes nok bedst Borgmester Rathje, der satte gang i mange ting. Han nedlagde sin borgmesterstilling i 1910 i protest mod Landrat, hvorefter byrådet udnævnte ham som æresborger i Tønder.
Et meget vanskeligt hverv var det for borgmester J. Poulsen efter 1917. Strejker og uroligheder havde bredt sig til Tønder.
Først i 1901 – 1902 blev Tønders drikkevands problem løst. Et stort vandværk blev etableret ved siden af gasværket.
Kvægmarkedet blev flyttet til Sønderbro. Befolkningen inde i byen kunne ikke mere holde stanken ud.

Hjuldamperen Bismarcks eventyrlige sejlads
Hjuldamperen Bismarcks eventyrlige sejlads fra Højer Sluse til Skibbroen blev besunget i vers og viser. Flere gange under vejs sad damperen fast i mudderet, men det lykkedes at gennemføre sejladsen. Med besvær blev damperen også vendt foran Skibbroen. I en kort tid gik tankerne tilbage til Tønders storhedstid som havneby.

De store kvægmarkeder
I årene efter 1864 var tilførslen til markederne i Tønder enorme, 15.000 – 25.000 stykker kvæg, et par tusinde heste og stor mængder får.
Fra 1877 forlangte byen penge af studeholderne 20 pf. Pr. hest og 10 pf. Pr. kvæg.
Det var liv og glade dage i byens beværtninger, tivoli, markedsboder, fremmedartede dyr, voksfigurer, nye karruseller og en dame på 400 pund. Jo, der skete noget i Tønder.

Mange værtshuse
Byens fineste sted var Stadt Hamburg i Vestergade, hvor borgerskabet holdt store fester. Et andet mødested var Stadt Kopenhagen mellem Pebergade og Kogade. Så var det Tonhalle, som oprindelig hed Zum Goldenen Klotz. Senere blev de hele renoveret og kaldt Stadt Wien. Det var også det fine hotel i Richtsensgade og det mindre fine sted Soli deo Gloria i Østergade. Meget populært var det hos Mutter Hage i Humlekærren.

Badegæster til Sild
Der var fare for at jernbanen fra syd skulle gå uden om Tønder, via Højer og Hvidding. Men det skete dog ikke. Ofte holdt der 30 vogne ved Marchbahnhof på vej med tyske badegæster på vej til Sild via Højer.
Man forsøgte at starte et dansk forsamlingshus. På et tidspunkt var der planer om at sælge Stadt Kopenhagen. Men det lykkedes ikke.

Sturm auf Tondern
I 1901 oprettedes Tønder Landmandsbank, en gevinst for danskheden i byen.
I 1912 stiftedes på Landschafliches Haus – Tønder Læseforening. Efterhånden havde man samlet et par hundrede danske bøger, og holdt til i en bagbygning til Landmandsbanken. Men dansksindede embedsmænd turde ikke møde op.
Men ellers var forholdet forsonlig. Således advarede Magistraten om, at man ikke skulle oprette en afdeling af Deutscher Verein. Men denne beslutning vakte ikke gehør i alle kredse. Og det blev starten til den såkaldte Sturm auf Tondern. Et folkemøde, der samlede 1.000 deltagere. Ekstratog blev indsat, og Deutscher Vereins formand holdt et meget langt foredrag om de tyske værdier. Enden på det hele blev oprettelse af en afdeling af Deutscher Verein i Tønder på 260 medlemmer.

Arrestationen af danskere
Krigsudbruddet i 1914 blev dramatisk, flere Tønder – borgere blev arresteret. Bankdirektørerne Andressen og Rossen, samt redaktør Skovrøy blev arresteret. De fik følgeskab af bagermester Thorwald Petersen. De blev sendt til Flensborg. De mange dansksindede borgere i byen måtte også følge mobiliseringsordren. Via Flensborg blev de transporteret til fronterne.

Luftangreb på Tønder
Nord for byen blev der bygget en luftskibsstation. Til sidst bestod den af to store dobbelt haller, en mindre hal, et ”gasanstalt” og en hangar til flyvemaskiner. Stationen blev beskyttet af batterier og luftværnskanonerne. Desuden blev der oprettet en radiostation til pejling og korrespondance.
Adskillige lufttogter udgik fra Tønder. De fleste luftskibe havarerede dog, eller blev skudt ned.
Tønder – borgerne var med rette bekymrede over hævnaktioner. Allerede i 1914 var der forsøg på angreb. Men de engelske fly nåede ikke engang kysten.
I marts 1916 nåede 5 engelske fly ind over byen. Men en snebyge bevirkede, at de ikke ramte deres mål. Tre andre fly måtte nødlande, og seks piloter blev taget til fange.
Det lykkedes dog den 19. juli 1918 at beskadige luftskibsstationen alvorligt. I Tondernsche Zeitung kunne man læse, at angrebet kun havde forvoldt mindre skade. Men Tønders befolkning, der valfartede til stedet kunne se noget andet.
I dag er der et Zeppelin – museum på stedet, og den bliver ledet af min tidligere chauffør, Manfred. Tag og besøg den, her vil du kunne få meget mere at vide. Ja Manfred er det hvis ikke mere. Men det var han i februar 2007, hvor denne artikel blev skrevet.

Sangerkrigen i Tønder
Mindetavler og mindesten kunne senere minde borgerne om, at et par hundrede Tønder – borgere måtte lade livet under første verdenskrig.
Vareknaphed, restriktioner, og stigende offentlig kontrol fulgte. Tilværelsen for borgerne blev træls og indviklet.
November-revolutionen (1917) ramte også Tønder. Revolutionære taler på Torvet, strejker og social uro ramte i høj grad den lille købstad på Vestkysten.
Stemmetallene i Tønder den 10. februar 1920 viste 750 danske stemmer mod 2.448 tyske stemmer. Der var trods alt lidt sejrsstemning over de dansksindede i Tønder, men mange var dog skuffede over resultatet.
En del uro opstod i Storegade. En sangerkrig opstod mellem Slesvig – Holsten – visen og de dansksindede slagsang I alle de riger og lande.

Sønderjysk Kommando ankommer
Da formaliteterne omkring Genforeningen var i orden modtog de danske borgere og en gruppe engelske soldater den Sønderjyske Kommando ved Tønder Øst. Det var den 5. maj. Oberstløjtnant Elmer, der havde modtaget kommandoen sagde ved den lejlighed:

Det er for soldaterne af Sønderjysk Kommando en stor dag, at vi som de første danske soldater efter 1864 atter kan betræde Sønderjyllands jordbærmarmelade – Det er snart 56 år siden, de danske soldater blev tvunget til at rømme Als. De tog til Fyn, hvorfra vi nu er kommet for igen at tage vort gamle land i besiddelse

Kongen kommer på besøg
Den 7. maj kom Dragonerne til Tønder. Og den 20. maj indførtes det danske møntsystem officielt. Kroner og ører afløste Mark og Pfennig.
Den 9. juli udstedtes genforeningsloven og den 10. juli fulgte kongens berømte ridt over den gamle grænse. Da kongen på sin rundtur den 12. juli nåede Tønder, var ikke et øje tørt.

Det første danske tog
Den 14. juni kørte det første danske tog fra Bramminge mod Tønder. To dage efter rejste det tyske personale sammen med et tog bestående af ti tyske lokomotiver med afrejse fra Marschbanhof i retning sydpå.
De tyske borgere gik en ukendt fremtid i møde. Mange nye opgaver måtte løses efter genforeningen.

Tønder – Danmarks nye grænseby
Tønders naturlige opland mod syd blev pludselig meget mindre. Fra en upåagtet tysk Kreisstadt, var Tønder nu blevet Danmarks yderste grænseby.

Dragonerne i lejr
Staten ydede et tilskud på 600.000 kr. til et kæmpe kloakeringsprojekt fra 1923 – 1925. Militæret blev indkvarteret i flyvepladsen nord for byen, mens Rytteriet blev installeret på Statsseminariet, for senere at blive overflyttet til den tidligere amtskommunale landbrugsskole på Ribevej (Ribe Landevej). Dragonernes heste blev placeret i private stalde fordelt over hele byen.
Nord for byen ved den tidligere Funkstation (Ryttervej – Svinget) lod byen opføre en ”lejr”, der blev taget i brug i november 1920. Denne ”lejr” var beregnet som en midlertidig indretning, men blev Tønder Garnisons hjemsted de næste 16 år.

Eksportmarkedet anlægges
Tønder Eksportmarked kunne samle op til 10.000 kreaturer. Det var store dage for byen med disse markeder. En stor plads på Viddingherredsgade lige over for banegården, blev taget i brug

Masser af aktivitet
De gamle gadelygter med gasbelysning blev ved juletid 1921 for første gang afløst af elektrisk lys. Gas – og vandledninger blev fornyet og suppleret. Renovationsvæsnet blev omorganiseret.
I 1921 – 1922 påbegyndtes udbygningen på de gamle markveje, der fra Popsensgade førte ud i lejren. De fik navne som Leosalle, Dragonvej og Nygade. Samtidig blev Horupsgade i den anden ende af byen reguleret.
Tønder Museum blev indrettet i den tidligere portnerbygning til Tønder Slot. Den var indtil da blevet brugt som husvilde bolig.
Tønder Bibliotek blev oprettet og var en succes fra starten.

Afvanding af marsken
Et kæmpe arbejde fulgte, da afvandingen af marsken begyndte. I December 1928 gik vandet antagelig for sidste gang over Tønder – Flensborg Landevej øst for byen. Tønders allersidste forbindelser til søvejen forsvandt hermed.

I 1927 – 1928 begyndte man med det moderne chaussebelægning af Strucksalle samt modernisering af den nordlige del af Viddingherredsgade. Senere fulgte flere moderniseringer.

En ny kasserne
I årene 1934 – 1936 fik man en stor og smuk kasserne. Det var 2. Infanteribataljon, der rykkede ind.
Sønderjysk Kommando blev opløst den 1. november 1923, og Dragonerne forsvandt i 1932 til stor sorg for den lokale befolkning.
En udvidelse af Tønder Sygehus blev færdig i 1925.
Rutebilplads blev i 1937 indrettet omkring Smedegade/Richtsensgade. Og 36 ældre mennesker fik glæde at et helt nyt alderdomshjem på Leosalle.

Slots – og frigrunden indlemmes i Tønder
Den 1. april 1933 blev slots – og frigrunden indlemmet i Tønder Købstad. Det lille ejerlav havde haft privilegier helt tilbage fra 1499. Indtil 1920 var ejerlavet en selvstændig kommune. Fordelene for ejerlavet blev dog efterhånden for iøjefaldende. Tønder måtte overtage en gæld på 75.000 kr. og give beboerne en skattelempelse på fem år.

Badeanstalt ved Vidåen
Os der ofte har badet i Vidåen ved, hvor dejligt det kan være. Men man skal være lokalkendt, for visse steder kan åen være meget lumsk.
Man påtænkte, at indrette en badeanstalt nedenfor vandmøllen, også kaldet Møllekulen. Men vandstanden var for varierende. Så man indrettede i stedet badeanstalten ved Vidåens indløb til Tønder – lige ved sommerdiget.

I 1921 havde byen 5.015 indbyggere. I 1940 var der 6.217 indbyggere. De 358 var kommet fra slots – og frigrunden.

Tønders mange aviser
I 1920 havde Tønder følgende medier, Tonderner Zeitung, Vestslesvigsk Tidende, og Neue Tondernsche Zeitung.
Førstnævnte stammede helt tilbage fra 1833. Det frisindede Tonderner Nachrischten måtte lukke i 1920. Og i 1920 måtte Tondernsche Zeitung lide den skæbne, at blive solgt. På trods af det tyske sprog, var den en fortaler for danske interesser.

Det danske blad Vestslesvigsk Tidende var i 1882 genoplivet af P. Skovroy. Siden 1885 blev det udgivet som filial af Flensborg Avis. Indtil 1920 var det et velanset blad for danskheden i byen. Tønder Amts Tidende blev bygget videre på Tonderner Zeitung fra oktober 1921. Det blev i begyndelsen trykt i Tønder, og var en meget konservativ avis

Tønder Amts Dagblad startede i 1923. I september 1929 startede dagbladet Jydske Tidende i Kolding. Samtlige konservative aviser blev indlemmet i denne, dog ikke Tønder Amts Dagblad.
Fra 1. januar1936 startede Jydske Tidende en selvstændig redaktion i Tønder.
Men allerede i 1920 var en partipolitisk avis startet i Tønder. Det var Tønder Avis, en venstre avis, som var filialblad af Vestkysten i Esbjerg.
Den 1. oktober 1933 oprettedes Tønder Amtstidende som filialblad af Hejmdal i Aabenraa. Her havde partiet Venstre også en finger med i spillet.
Tønder Amts Socialdemokrat med egen redaktion blev udsendt efter genforeningen. Fra 17. oktober 1942 under navnet Sønderjyden.

De tyske lokalviser blev i 1929 sammensluttet til Nordscleswigsche Zeitung, som havde en klar nationalistisk kurs – også før 9. april 1940. Bladet udkom også efter 5. maj 1945-indtil efteråret 1945, hvor et brandanslag ødelagde avisen. Fra 2. februar 1946 udkom Der Nordschleswiger- først som ugeavis og fra 1951 som dagblad.

Plads til alle
Det første valg efter genforeningen gav 3 pladser ud af 18 til de dansksindede i Tønder. Men holdningen i byen var trods alt, at der skulle være plads til alle, uanset tilhørsforhold.

Kilde:

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening finder du 143 artikler 

Redigeret 18. 04. 2022

Anekdoter fra det gamle Nørrebro
Læs om bydelen med de primitive broer, og manden der ville af med demarkationslinjen. Læs om opsynsmanden og enken, der ikke ville flytte. Og de stakkels børn, der skulle gå fra Ventegodt til Højbro Plads. Læs om Ridderen af Nørrebro, og Staten i Staden. Vi skal også høre om Grundtvig på Nørrebro og kørerlæreren fra Ryesgade. Og endelig skolen, som Magistraten ikke brød sig om

Tilgangen til og fra Nørrebro til Indre By var vanskelig. Først skulle man over en dårlig bro, derefter skulle man bruge en masse tid ved byporten. Det tog alt for lang tid.

Åben dog porten
I 1840 kom der et beskedent ønske om, at portene også om vinteren skulle åbnes før klokken 6 om morgenen. Men politimester Bræstrup mente, at folk ikke havde brug for varer så tidlig om morgenen. Desuden ville tyverierne stige, såfremt portene blev åbnet.

Man tænkte ikke over de stakkels arbejdere ude på Nørrebro. I 1844 indgav fabrikant Drewsen og jernstøber Heegaard en klage til Magistraten, at deres arbejdere ikke kunne komme på arbejde uden at skulle betale 2 skilling for passage gennem Nørreport.. Dette var en stor udgift for arbejderne, hvis dagløn var på 2 – 3 mark. Men det varede længe inden man efterkom disse og andre klager.

Trætte af voldene
Der var mange på Nørrebro, der var trætte af voldene. I en lov underskrevet af Christian den fjerde i 1685 skulle alle huse uden for demarkationslinjen nedrives, undtagen husene langs Blegdamen. Ligeledes skulle der opretholdes tre værtshuse. Senere fik man at vide, at man godt måtte bygge i bindingsværk, men kun i en etage.

Men loven blev overtrådt mange gange. På Nørrebro fandtes der både grundmurede og toetagers huse. Endvidere fandtes der en forpligtigelse, at bygningerne i tilfælde af krigsudbrud skulle brændes ned, uden erstatning. Men det skete nu heller ikke. Englænderne for eksempel sørgede selv for nedbrændingen.

Det var også umulig at låne penge på ejendommene, der heller ikke kunne forsikres. Reelt tilhørte alle ejendomme på demarkationslinjen, Staden København. De ”såkaldte” grundejere ventede med længsel på at staden skulle slippe de tunge bånd og at Københavns Befæstning blev nedlagt.

Brændevinsbrænder Wiums plan
Brændevinsbrænder Wium på Nørrebro ville hjælpe sagen på gled, så i 1846 fremlagde han en plan til ny befæstningslinje omkring København.

Han foreslog anlæg af en række batterier fra Flaskekroen ved “Kallebodstrand”, langs Damhussøen, forbi Bispeengen til Lygten, langs med Lersøen til tre Flasker og ud mod stranden.

– omtrent saaledes at den ene Kanonkugle i Mag kunne forsvare den anden.

Dermed kunne de gamle fæstningsværker nedlægges, demarkationsforpligtigelsen hæves, og grundejerne på Nørrebro skaffe sig lån af offentlige midler.

Staden havde forkøbsret
Som regel havde Staden forkøbsret på ejendommene. Men det virkede ikke rigtig på Nørrebro. Således bortfæstede vognmand Salling hjørnet af Fælledvejen til hans enke i 1787. Hun havde solgt ud af jorden. Og ville gøre det samme i 1840, men først her blev hun stoppet af kæmneren.

Det samme var tilfældet med jorden på Store Ravnsborg. Kommunen opgav frivillig forkøbsret, fordi byggegrundene allerede var udstykkede.

Bydelen med de primitive broer
Nørrebro var kendt som bydelen med de primitive broer. Det gjaldt ikke kun de tre broer over Ladegårdsåen. Men også broen over Peblingesøen, med dens snævre brosti. Det var så galt at snedkermester Mou foreslog, at man i stedet lavede en færgefart over søen.

Murermester Petersen ville bygge en træbro, og opkræve en afgift på 2 øre, for alle dem, der passerede broen. Der blev vitterlig bygget em træbro i 1878.

Men den var det nu heller ikke tilfredshed med. Et læsebrev i Socialisten fortalte, at den ny bro var ideel til selvmordere. Broen var fæl, fortaltes der. Brædderne lå på langs, og de blev hurtig pilrådne. De daglige passerende fik våde fødder, når det havde regnet. Og det pæne borgerskab kunne ikke komme til selskaber, når de skulle en tur over broen.

Træbroen blev erstattet af en dæmning i 1887. Fabrikant Hauberg søgte koncession på at oprette en ny sporvognsrute, og ville også bygge en ny bro. Ruten skulle gå tværs over Fælleden til Tagensvej, hvor Hauberg netop havde etableret en maskinfabrik. Det fik han dog ikke lov til. I 1904 blev dæmningen afløst af den nuværende Fredens Bro.

Stenhuggerhuset
Hvis det nu endelig var lykkedes at komme over broen, var det første hus, man stødte på, det såkaldte Stenhuggerhus, der lå til venstre for broen. Det var en lille forfalden hytte, der dannede et værdigt sidestykke til ”Druknehuset” ved siden af, der tilhørte Selskabet for Druknedes og andre Skindødes Redning”. I Stenhuggerhuset boede en gammel mand, Knud Mikkelsen, der havde opsyn med redningsudstyret i skuret. Samtidig skulle han holde øje med, at der ingen ”urenligheder” kastedes i søen.

Knud Mikkelsen, der ikke ville flytte
Da byggeboomet skulle i gang på Nørrebro, var det første skridt, at fjerne Stenhuggerhuset”, men Knud Mikkelsen ville ikke flytte, og en opsigelse smed han væk. Kommunen gjorde opmærksom på et Fæstebrev, der kundgjorde, at han ikke ejede grunden. Han meddelte Kommunen, at han hverken kunne læse eller skrive, eller kendte nogen, der gjorde dette.

Kommunen måtte anlægge sag imod ham og fik ham ved en Overrets – dom forpligtet til under en daglig Mulkt af 1 Rigsdaler, at rive huset ned. Denne dom var af 8. november 1858, og på den tid stod huset der endnu.

Livet ved søerne
På Sortedamssøen har der altid været dyrket meget sejlsport. Beboerne på Blegdammen kunne mod et depositum på 5 mark få udleveret en nøgle til begge ender af Sortedamsdosseringen. Måske kunne man også ved at give Knud en drikkeskilling, få ham til at låse portene op. Først med anlæggelse af Skt. Hansgade i 1851 – 1853 blev Sortedamsdosseringen en offentlig gangsti.

Dosseringen langs Sortedamssøen forbi Ravnsborgs Have og Blegdammene tilhørte Vandvæsnet

Enken, der ikke ville flytte
Der var så mange træer langs Nørrebrogade, at man i 1841 måtte borthugge hver anden træ. Kun på den nordlige side var der et fortov, som blev brat afbrudt ved Fælledvej af det såkaldte ”Barrierehus”, der fra husrækken sprang frem i gaden. Dette hus tilhørte kommunen og havde i sin tid været benyttet til bolig for opsynsmanden ved bommerne til Stadens fælleder. Nu var det udlejet til en gammel enke, der nødig ville flytte. Magistraten lod huset stå for hendes skyld, skønt det var til hinder for Passagen og til Vansir for hele Gaden. Først i 1847, da enken selv bestemte at flytte blev huset solgt til nedrivning. Der skulle betales 830 Rdlr. Magistraten havde kun forlangt 12 Rdlr af enken i årlig leje. Så kan man da godt forstå, at hun ikke ville flytte.

Ridderen af Nørrebro
Over for dette hus lå den to etagers store Grams Have. Et meget populært traktørsted. Gram var en afdanket kaptajn og havde købt stedet. Han havde efter sigende 4 smukke døtre. De var veninde med enkefrue Hansens døtre Marie og Emilie, der boede lidt længere henne af Nørrebrogade. De fem piger sad mangen en eftermiddag og ventede på en bestemt person – nemlig forfatteren Christian Winther (hjortens flugt). Han blev kaldt for Ridderen af Nørrebro, og det blev den 19 – årige Marie Hansen, der løb af med ridderen.

Blågården – i forfald
På den anden side fandtes ingen fortov. Her var kun få bebyggelser. Vejen gik langs Blågården og Solitudes store haver og langs Assistens Kirkegård.

Blågård var den største ejendom på Nørrebro. Den strakte sig lige fra Nørrebrogade til Ladegaardsåen, og fra Peblingesøen til den nuværende Griffenfeldtsgade.

Den oprindelige hovedbygning var nedrevet, men endnu henstod på det udstrakte terræn en del ret herskabelige bygninger og pavilloner fra ”Slottets” tid, alle med det blå tag af glaserede sten, som havde givet gården sit navn. Ud mod Nørrebrogade stod to sværere stenpiller, kronede af en gesims og en mægtig stenkugle, som i sin tid havde dannet indkørslen til den herskabelige bolig. Omkring pavillonerne lå store haver. En af disse tilhørte krigsassessor Koop. Det var kendt som samlingssted for adskillige af den tids selskabelige foreninger. Men også vænger og fiskeparker, ja hele kornmarker fandtes inden for Blågårdens porte. Terrænet ud mod Peblingesøen lå hen som uopdyrket land, et stykke forvildet natur tæt uden for hovedstaden.

Vildanden rugede i sivene, Hare, væsel, mår færdedes i haver og vænger, ja en rævegrav fandtes også inde på Blågårdens marker. Midt i vildnisset ud mod søen, stod en glemt levning fra slottes fornemme dage, et forvitret stenpostament med en hovedløs krop af Sfinks.

Man havde det indtryk, at man var langt fra civilisationen, når man befandt sig indenfor. Og så kun hundrede alen fra hovedstadens volde.

Købmand Hilcker erhvervede på et tidspunkt det tidlige klædemanufaktur gratis. Han ville prøve med linnedvæveri efter den Westphalske metode.. Linnedvæver Schnitker overtog derefter fabrikken. På et tidspunkt overtog Jacob og Lauritz Holmblad stedet. De fik endda tilladelse til at opføre et tørrehus

Italieneren Pelotti lavede teater på Blågården, det var et kæmpe udstyrsstykke med lys og lyd. Men det var svært for borgerskabet, at komme frem. Først skulle de balancere over en meget smal bro over en vejgrøft. Det sidste stykke vej var nærmest bundløs

En stat i staden
Beboerne gav senere fordring på jagtret, som en af Blågårdens herligheder. En stat i staden udviklede sig. Vejene var private og beboerne var fri for vej – vægter – og lygteskat. Da de heller ikke fik vand fra søerne svarede de ikke vandskat. De styrede selv deres fælles anliggender, holdt generalforsamling, og valgte sig en formand.

De første veje var dog også i en sørgelig forfatning. De var uden fortove, uden belægning, og det værste var, uden rendestene.. Drikkevand måtte man hente fra brønde. Indtil man fandt ud af, at det stammede fra Assistens Kirkegård, så hurtig fik man etableret forbindelse til Peblingesøen og Ladegårdsåen.

En stinkende grøft ville magistraten ikke gøre noget ved. Det var ikke deres bord. Det var jo privatejet. Spildevandet fra grøften løb ud i søerne og blandede sig med drikkevandet. Det drikkevand, som beboerne selv fik fra søerne.

Først omkring 1871 blev forholdene for beboerne i Blågårds – gade kvarteret løst.

Solitude
Blågårdsvej og Korsvej gennemskar den store have, og langs disse veje lå adskillige nye anlæg. Her var Heegaards Jernstøberi, et par lysstøberier og en voksdugsfabrik På hjørnet af Blågårdsvej og Nørrebrogade lå Peter Hansens store og berømte blomstergartneri. Ved Blågårdsvej lå også Ulrichsens Stiftelse, der blev nedrevet i 1902.

Kunstberider Jean Lustre købte fast ejendom på Nørrebro, og i 1800 fik han tilladelse til at undervise i ridekunsten og andre legemsøvelser. Det var noget det bedre borgerskab så frem til.

Uden for Blaagard lå Solitude, ligeledes en stor, herskabelig ejendom med marker og enge, der strakte sig helt ned til Ladegårdsåen. Den tilhørte i 1840erne Kaptajn Bangert, og blev efter hans død udstykket til arvingerne.

En gartner brugte en del af jorden til at dyrke rabarber og navnet Rabarberland blev hængende ved dette kvarter. Parcelvejen, senere Griffenfeldtsgade førte hen over Solitudes jorder og ned til Parcelbroen over Ladegårdsåen.

Store Ravnsborg
På den modsatte side af Nørrebrogade lå Store Ravnsborg, en ejendom på over 5 tdr. land med en gammel hovedbygning og store gartnerier.. hele ejendommen blev på et heldigt tidspunkt købt af Den bestandig borgerlige forening, der havde klublokale her. De stigende grundpriser satte dem i stand til at udstykke det hele i byggegrunde, til fordel for foreningens medlemmer..

En kunstner forvildede sig på et tidspunkt ud til Nørrebro, således i 1804 Pierre Magito, der afbrændte sit kunstfyrværkeri hos Hans Kongelig Højhed, Prins Ludvig Ferdinand af Preusen. Dette foregik på Store Ravnsborg.

Blegdammene
Hvor Ravnsborgs Have endte, begyndte blegdammene, der i nummerorden 1 til 23 strakte sig helt ud til Østerbro. Det var små grønne jordpletter med hver deres dam, der fik vand ind fra Sortedamssøen.

Her lå de hvide lærredsstykker paa Bleg, bevogtet om natten af vægterne. I hvid vadmels kappe med lygte i bæltet gik de rundt. De tudede i kohorn for at holde tyvene væk og vel sagtens også for at holde sig vågen. Enkelte af blegdammene var allerede taget i brug som byggepladser. Her etableredes Feilbergs Voksfabrik og den såkaldte Manchesterfabrik sig. En egentlig større bebyggelse startede først i halvtredserne, da Sct. Hans Gade blev anlagt hen over første blegdam. På anden blegdam opførtes Ting – og arresthuset i 1847 – 48.

På en af blegdammene boede Bager Købke, hvis søn, maleren G.S. Købke, herfra har hentet motivet til mange af sine stemningsfulde billeder.

Den stærke mand i kirketiden
Allerede i 1722 havde Von Eckenburg indrettet et forlystelsessted i nærheden af Skt. Hansgade. Her optrådte Den stærke mand. Men han gjorde det i kirketiden, og det måtte man ikke, selv om der ikke var en kirke i nærheden. Helt tilbage fra 1719 indrettedes der et kalluntrykkeri ved blegdammen.. Og minsandten om ikke også blev indrettet en sømfabrik lige i nærheden af Grev Danneskjold – Laurvig

Nørrebros første skole
Når man læser diverse jubilæumsskrifter, er der mange, der foregiver at værre Nørrebros ældste skole, men mon ikke den der blev anlagt ved den 12. blegdam kan kalde sig for Nørrebros ældste skole. Den lå på hjørnet af Trepkasgade og Blegdamsvej og blev oprettet i 1761 Det var ikke sjovt at være lærer her, det lugtede også fra blegdammene. I en meddelelse fra Magistraten hed det sig:

En fattig og forknyt Studiosus terpede Katekismus med en flok landsbyagtige Børn, der var meget lidt fortrolige med Skriftstederne. Forholdene var elendige, godt nok 2 skolestuer og en lejlighed til læreren.

Først lang tid efter gjorde Magistraten noget ved problemet. Det skete under ledelse af digteren Fr. Høgh – Guldberg. Han gjorde skolen til en af de bedste almueskoler i byen.

Jødeforfølgelse
På Jødevejen lå danseboden ”Det gamle Testamente” Navnet stammer ganske givet fra Den Mosaiske Kirkegård, der blev anlagt helt tilbage i 1694. Denne kirkegård blev efterhånden udvidet meget. Ifølge den jødiske religion tillader man ikke at opgrave jord, hvori et lig engang er blevet nedlagt. Begravelserne kom efterhånden ganske tæt på bebyggede områder.

I 1729 var der 65 jøde – familier med i alt 350 personer i København. De fleste boede i Læderstræde. I 1760 var der 137 jøde – familier med 650 personer. Diskriminationen var meget fremherskende. Magistraten forlangte simpelthen, at enhver jøde, der ville bosætte sig i byen skulle bygge et nyt hus eller indrette sig et manufaktur”. Dette blev dog sjældent overholdt, så man nøjedes med at indkassere en afgift på 100 Rigsdaler.

Opdagede man, at en jøde var smuglet ind eller havde snydt, straffedes han med 1.000 Rigsdaler i bøde, og skulle arbejde på Kastellet på livstid.

Man ville heller ikke optage jøder i laugene. Kun en jøde nemlig Henrik Goldschmidt blev optaget i den hæderlige Brændevinsbrænderlav.

Det hed sig at jøderne strejfede rundt, for at bedrage folk. Mange blev uskyldig dømt. Nogle foreslog endda, at de skulle gå med armbind. Lørdag den 4. september 1819 samledes sjovere, lærerdrenge og matroser. De begyndte at slå ruderne ind hos silkekræmmer Raphael, galanterivarehandler Jacobsen i Østergade og mange flere. Politiet stod magtesløs. Optøjerne varede helt til den 14. september. Man talte også om, at ødelægge Den Mosaiske Kirkegård.

Jøderne på Ventegodt
På hjørnet af Møllegade eller Jødevejen oprettedes i 1803 en lukket keglebane af tømrermester Kern.

Det yderste stykke af Nørrebro fra Assistens Kirkegård og ud til Lygtekroen hed Lygtevejen. Herude lå gårdene Ventegodt, Petersminde og Petersdal. Avlsgården Nissendal må vi heller ikke glemme.

Det var Konrad Berg, der i 1718, da han overtog Lygten Kro, forsynede den med flere tilbygninger.

Ventegodt lå der allerede i det 18 – århundrede, men i det 19 – århundrede var det slægten Melchior, der boede på stedet. Man kaldte dem for Jøderne på Ventegodt. Ejendommen lå ved Esromgade, Lundtoftegade..

Borgerskabets børn kunne ikke nøjes med forstadens visdom, således gik grosserer Melchiors børn den lange vej fra Ventegodt ind til Højbro Plads. De kunne dog tage med mælkebønderne, hvis de kunne komme med for 2 Skilling. Blev der forlangt 3 Skilling måtte børnene gå.

Træerne tog vinden
Ved Ølunds Mølle, anlagdes i 1804 en reberbane af kaptajn i Borgervæbningen Toksværd

Møllerne påstod at poppeltræerne i nærheden af Runddelen tog vinden. Man besluttede derfor, at plante linde – og elmetræer.

Fattigdom og Kristendom på Ydre Nørrebro
Da der endelig kom gang i byggeriet omkring Lygten, fastslog en skribent følgende:

Fattigdommen hersker. Mændene drikker, og Kvinderne sladrer tiden bort.
I en artikel i Illustreret Tidende i forbindelse med indvielsen af Stefans Kirke kunne man læse

Her er Haab , om at Kristendommen, al Raahed, uredelighed og usædeligheds medarbejdende Aand, vil blive til det Salt, der bevarer de endnu gode hjem og aaben Ild, der renser de fordærvede.

De forstod virkelig, at bruge det danske sprog dengang.

Forceret spekulationsbyggeri bag Stefanskirken førte til, at der ikke var en egentlig adgangsvej til den nye jernbanestation. Det fik en af de daværende medier til at skrive

Et mylder af Gadestumper op i Kirkens Nabolag for alle har spekuleret i, at blive nærmeste Forbindelsesvej til Stationen.

Grundtvig på Nørrebro
Lidt længere ude, der hvor Haraldsgade ligger i dag lå lystejendommen Marielyst. Hvad de færreste sikkert ved, var at her blev der indrettet en højskole, hvor Grundtvig ofte kom til sin død. Åbningshøjtideligheden fandt sted den 3. november 1856. Skolens første forstander var teologen C.J. Brandt. Der var foredrag om folkesagen og fædrelandets historie. En hjælpelærer, Rasmus Fenger underviste i landmåling, agerbrug, kvægavl og kemi. Om aftenen var det modersmålet, der var på skemaet. Men det gik ikke så godt for Grundtvigs Højskole. Første år kom der 20 elever, næste år 16, og året efter kun 12. 7.000 rigsdaler kostede det at indrette og erhverve Marielyst.

Man kan ikke lave være med at tænke på, at Kierkegaard, H.C. Andersen og Grundtvig faktisk kunne have hilst på hinanden på Nørrebro.

Kørerlæren fra Ryesgade
Det første stykke af Ryesgade blev anlagt i 1858. Først i 1881 var gaden ført igennem til Østerbrogade. I øvrigt påstod børn dengang, at de havde set rotter lige så store som en hund, og rotter var der tusindvis af i Ryesgade dengang.

Det nordligste stykke var så godt som ubeboet. Det medførte klager.

En enkelt mand var dog godt tilfreds med situationen, nemlig løjtnant H. Schow. Han underviste folk i at køre på cykel eller som det hed dengang Velocipeder. Den lukkede gade var eminent til dette formål. Annoncer fremhævede, at folk der lejede Velocipeder på hans plads kunne ride til både Klampenborg og Lyngby, uden at passere stenbro.

Man morer sig på Nørrebro
Selv om der ikke var så meget på Nørrebro, dengang, så morede man sig. Hør blot en gammel frontberetning

Om sommeren søger Håndværks og Kjældermanden og unge Bursher til værtshusene. På vester – Nørre- og Østerbro om søndagen, når vejret føjer, vrimler det Sommeren igjennem på disse steder med pyntede Mandfolk og Fruentimmer, som ved Keglespil, Musik og Dans nyde Livet med en Fryd og Gammen, som Mennesker i højere Regioner intet Begreb kunne gjøre om”.

Kampen på Fælleden

Der er sket meget på Fælleden. Så meget, at Fælledens 1.100 kreaturer sultede, fordi militærstøvler ødelagde græsset. Læs om københavnernes angst for de 30.000 russiske soldater. Og Borgervæbningens store øvelser. Struensee endte sine dage her og Karen Spidsmus regerede på Fælleden.

De store fælleder strakte sig fra Nørrebro til Østerbro. Hele 293 tdr. land. Det var trist og ensformigt. Kun nogle enkelte vandhuller brød denne ensformighed. Gaaseparken lå tæt ved Blegdamsvejen og søen Holger Danskes briller lå lige i nærheden af Nørre Alle. Men et tredje vandhul, Kammerpotten var vi lige ved at glemme.

Markmanden kæmpede forgæves

En markmand eller en markfoged skulle sørge for, at der ikke skete overgreb mod Fælleden. En af disse, Holger Dønneke, boede på det sted, hvor Nørrebrogade 68 i dag ligger. Han lagde muligvis navn til vandhullet Holger Danskes briller.

Markmanden kunne dog ikke forhindre, at militæret fik ejerfornemmelser. I 1679 var det første gang, at der blev holdt mønstring.

I 1710 kæmpede 15.000 soldater i fire uger på Fælleden. . Kæmneren kunne konstatere:

selvraadig opkastet og gravet efter egen Fantasi mangfoldige Huller, en Del som var for dem nødig og det meste unødig.

Pas på – den russiske hær.

I 1716 lå en russisk hær på 30.000 mand på lejr her på Fælleden. I første omgang, udgjorde de dog ikke en fare for københavnerne, men alligevel. De var kommet her til sammen med. Zar Peter den Store. Sammen med den danske hær ville man åbne et angreb med Sverige. I begyndelsen blev de modtaget med begejstring, men da angrebet trak ud, fik københavnerne bange anelser. Vagterne blev forstærket, og Kastellets Norgesport blev lukket.

Ravagerne mod Fælleden var dog enorme, efter russernes besøg.

Troppelejr og hestvæddeløb

Senere var der ønske om at etablere en farveplantage på Fælleden. Dette blev dog afvist.

Også i 1753 og 1755 lå store tropper på lejr på Fælleden.

Allerede i 1770 – 72 blev der afholdt hestevæddeløb på Fælleden, sikkert ansporet af Struensee, som havde stor interesse for ridesporten.

Struensees henretning

På Øster Fælled i 1772 blev der til lejligheden oprettet et skafot, da greverne Brandt og Struensee skulle henrettes på barbarisk vis. 30.000 indbyggere overværede det makabre skue. Den 27 årige bøddel, Gottschalck Mühlhausen var kendt for ikke altid at kunne ramme. Desuden sagde rygterne, at han var drikfældig. Ingen under med dette job.

Øvrigheden havde bildt befolkningen ind, at greverne havde attentatplaner mod kongen. Sandheden var vel nok, at adelen følte, at kongens livlæge Struensse fik lige lovlig meget, at skulle have sagt.

General von Eickstedts kommando bevogtede retterstedet af 4.000 matroser. Ligeledes var der opmarcheret 1.200 mand fra infanteriet og et ukendt antal dragoner.

Struensse var ankommet i festtøj. Mens bødlen råbte: Dette sker efter fortjeneste, fulgte første øksehug. Blodet stod i en stråle fra den lemlæstede arm. Anden gang hævede bødlen øksen og lod den falde. Hovedet blev skilt fra kroppen. Derefter fulgte kønsdelene.

Der lød ingen jubelråb på Fælleden. Hadet var vendt til medfølelse.

Teltlejr og soldaterstøvler

Efter den store brand i 1795 blev fælleden brugt som teltlejr for alle de husvilde

Godt nok tilhøret Fælleden kommunen, men militæret havde efterhånden taget magten herude.

Elever ved den militære Højskole øvede herude, og Stadens sandgrave blev brugt til skydeøvelser.

Stakkels kreaturer, der skulle høre på dette. De skulle gå på fælleden om sommeren for at æde sig fede og tykke. Men jordbunden var efterhånden så nedtrådt, af soldaternes støvler, at græsset visnede bort.

De vilde øvelser

Når der var øvelse på Fælleden, var der fest. Skønne uniformer og musik i spidsen var ofte det, der proklamerede en øvelse. Normal bestod øvelsen i at angribe Lille Vibenhus. Der kom både jægere og dragoner, lansenerer og de glinsende hestegardister. Men mest populær var Borgerbevæbningens øvelser. Koner, børn, kærester og koner drev ofte med. Efter øvelserne stod den på druk og hor. Mangen en tapper soldat er faldet ned i den store afvandings – og afførings kanal langs Blegdamsvejen. Og gadedrengene havde det herligt. De fandt altid krudt, som de kunne bruge inde i staden. De stakkels menige havde svært ved at genfinde sit kompagni og holde sig på benene. Og sønnen fik lov til at holde fars gevær i marchen på vej hjem.

Der var skik og brug under høstmanøvrerne, at politiet advarede beboerne på Nørrebro om, hvornår, der ville blive skudt med kanoner. Så kunne man nå, at tage sine vinduer af, og undgå for mange sprængte ruder.

Kjøbenhavns Borgervæbning

Men hvem var de, dem der ødelagde Fælledens græs?
Borgervæbningen bestod af mange forskellige afdelinge. Livjægerkorpset, Kongens Livkorps (studenterne) eller Brandkorpset, bare for at nævne nogen. Allerede i 1588 fik man et mønsterregister og et korps bestående af 1648 personer.

Man blev delt op i ”roder” af 10 mand. Hver kompagni havde deres egnen chef, der blev kaldt for ”Stadshauptman” I 1772 fik hvervet rang af oberst. I 1799 kom infanteriet til, med efterhånden 12 kompagnier. Hvert kompagni havde deres egen fane. Fantasien kendte ingen grænser.

– Frederiks Kompagni havde en grøn fane med et motiv af København og indskriften Held for Kongen og Staden

– Kjøbmager Kompagniets fane var lyseblå. I midten på hvid baggrund sås en trane med indskriften Hold Vagt – Tiden agt.

– Vestre Kompagni havde en hvid fane. I midten en edderkop, der i sit spind havde en dræbt spyflue med indskriften Ringe magt er i foragt.

De menige, der blev kaldt ”Rotgesellen” blev kaldt til mønstring ved hjælp af trommer. De skulle være beredt inden trommerne havde lydt anden gang, og være parat i fuld kampudrustning foran fændrikkens gadedør.

På vagterne var” drik og fylderi, Dobbel, Spil, Sværgen og Banden forbudt”. Det var forbundet med dødsstraf, at bruge våben mod hinanden på en vagt. I midten af 1800 – tallet fik man 50 øre om dagen, når man deltog i en øvelse af cirka 15 dages varighed.

Det borgerlige artilleri blev først oprettet i 1789 med to komagnier. Efterhånden blev de også til 12. begge korps blev forenet til et korps i 1808 under navnet Kjøbenhavns Borgervæbning.

Borgervæbningen huskes i historien for deres heroiske indsats

– under Københavns Bombardement, tabstallet var 5 dræbte og 23 sårede

– de var med til Filosofgangsfejden i 1789

– Posthusfejden i 1799

– Jødefejden i 1819

Den 4. juli 1807 var der voldsomme sammenstød mellem marinere og matroser. De havde hvis aldrig rigtig kunne lide hinanden. Borgervæbningen gik ind og forhindrede nedslagtning. Kronprins Frederik takkede mange gange fra Kiel.

Borgervæbningens eksercits var efterhånden ikke så mønsterværdig og disciplinen faldt også. Trinde fremstående maver prydede officererne i de højere grader. Dette blev endnu mere synligt, jo snævre uniformen sad. Men Frederik den 6. var tilfreds. Under ”Kongerevuerne” på Fælleden sagde han Tak Børn, Jeg er fornøjet med Jer.

Slotsgartnerens undersøgelser

Militærets ejerfornemmelser havde udviklet sig i løbet af de sidste hundrede år. Allerede i 1737 proklamerede kongen, at fælleden skulle bruges til militære gøremål. Det var nu også list af en hobby for Frederik den sjette. Staden turde ikke rigtig, at gøre noget ved det. Men da kongen døde, undersøgte Borgerrepræsentationen, hvilke rettigheder og pligter Staden havde på området. I 1843 fik man fremstillet en oversigt, og så skete der ellers ikke mere.

I 1847 var der næsten kun mos tilbage, til de stakkels kreaturer. Byens indtægt var kun 1370 Rigsdaler, og det var alt for lidt. Slotsgartner Rothe lavede en plan, der gik ud på, at militæret skulle bruge mindre plads. En stor del skulle så tilsås med kløver. Slotsgartneren mente, at jorden på Fælleden var særdeles frugtbar. Samme år kunne politikerne læse følgende udtalelse:

Naar alle Troppesamlinger, som i Aarets Løb finder sted på Fællederne, sammenlægges, og alle de Samlinger af Mennesker som Tilskuere ved Vaabenøvelser, ved Vædderidt m.m. lægges dertil, skal det hvis næppe siges, at færre end Hundrede Tusinde Mennesker og maaske ti Tusinde Heste bevæge sig herover de Græsstrækninger, af hvilke det forlanges, at de tillige skulle afgive Føde for nogle Hundrede Kreaturer. Dertil kommer, at disse Græsvæksten ødelæggende Masser, ikke bevæge sig derover alene, naar Jorden er noget tør, Planterne sejge, Væksten mindre frodig, men de strømme derover Vinter og Sommer, i tørt og vaadt vejr, og især i sidstnævnte udtvære de jorden om Græsplanterne, sønderslidte Planterne i deres hjerte, og hestene skrabe ofte hele Skiver af Grønsværen af, hvorved al Vækst tilintetgøres. Hvilket areal bliver ikke aarligt ødelagt af Telte, Tribuner, Marketenderier, Cirkus og meget mere, idet der ikke alene nedtrampes og afslides, men der afbrændes og ved Paagydninger forgiftes store Platter, der atter behøve mange Aars Hvile for at frembringe nyt Græs.

Borgerrepræsentationen nedsatte prompte en Komité, der skulle forhandle med krigsministeriet. Man fortalte ministeriet at Fælleden trængte til hvile. Omgående svarede man herfra, at man ikke kunne undvære en eneste centimeter jord. Nu var alt ved det gamle.

Men i 1857 måtte Politiet tage sig af kreaturerne. Politidirektør Bræstrup skrev til Magistraten i slutningen af juli. Han antog at kreaturerne sultede på grund af vedvarende tørke.

Man antog, at 1.100 kreaturer på dette tidspunkt ”græssede” på Fælleden.

Selskabet til hesteavlens Fremme

Nu var det ikke kun militæret, der ødelagde jorden. Selskabet til Hesteavlens fremme havde første gang i 1832 fået lov til at afholde Væddeløb på Fælleden. Et andragende om at gentage dette i 1833 blev afslået.

Man forsøgte igen i 1840. Nu var der en særlig omstændighed. Christian den ottende skulle krones. Da Magistraten tøvede, truede Selskabet. Man udbad sig, at sagen måtte blive forelagt hans Majestæt Kongen. Efter denne trussel skyndte Magistraten, at give deres tilladelse.

Det var en sejr. Nu kunne man hvert år afholde hestevæddeløb med eller uden kongelig bevågenhed.

Pas på – de røde.

Bladet Socialisten havde en overgang redaktion i Ravnsborggade 21, og det var her Louis Pio blev arresteret den 4. maj 1872. Det var natten før, der var varslet møde på Fælleden. Det var en støtte til de københavnske murere, der krævede arbejdstiden nedsat fra 11 til 10 timer. Politiet havde dog forbudt mødet. Alligevel strømmede folk til mødet.

En kæmpe rød fane var bestilt, og ved en fest i Phønix deklamererede en ung dame, et digt om Murernes skue. En flammende artikel i Socialisten Målet er fuldt, fik myndighederne op af stolene. Krigsminister Haffner mente, at det var opfordring til revolution, og mente ikke, at militæret kunne stå distancen mod en rasende folkemængde. Derfor henstillede han til politimesteren at forbyde mødet.

Politiet rapporterede at flere tusinde strømmede til Nørrefælled. Politi og Militær forsøgte forgæves at spærre indgangene. Garnisonen på i Kastellet fik udleveret skarpe patroner, marineartillerister blev stationeret på råd – og domhuset. To eskadroner husarer rykkede ud til hest med dragne sabler, foruden at politiet var mobiliseret til sidste mand. Sammenstødet var uundgåeligt.

Politiet trak kniplerne og slog i hovedet på arbejderne. På fælleden blev der kastet sten og hestepærer mod soldaterne. Arbejderne havde dog et nyt våben – snus, som de smed mod myndighederne. Det regnede med knytnæveslag og spark.

Døren til Johannes Kirken blev presset ind, da militær og politi fordrev menneskemassen fra Skt. Hans Torv, men præsten lod sig ikke forstyrre. I sin prædiken kom præsten med disse ord, På Moses stol sidder nu de skriftkloge og Farisæerne. Det lod pludselig fra baggrunden Det er hørt. Først derefter afbrød præsten gudstjenesten.

Anklagen mod Pio og to af hans bagmænd trak ud. Endelig den 23. marts 1873 faldt dommen. 6 års fængsel. Den blev senere sat ned til 5 års fængsel.

Karen Spidsmus – Fælledens dronning

I slutningen af 1800 – tallet græssede droske – vognmændenes heste her. I sommermånederne var Fællederne et yndet opholdssted for kvarterets børn. Men også temmelig alkoholiserede personer, hvis faste opholdssted var Lersøen sås herude. Denne Lersø – bande var berygtet. Karen Spidsmus var en af datidens Fælled – giner. Slagsmål forekom ret ofte og godtfolks passage over fællederne var navnlig ved aftenstide ikke helt uden risiko.

Militæret slap sine ejerfornemmelser

Først i 1909 slap militæret sine ejerfornemmelser for Fælleden. Men allerede da, havde Boldklubben af 1893 lejet 6 tønder land. Garderhusarkasernen blev bygget i 1896 – 1898. I 1908 bevilligede Borgerrepræsentationen et stort beløb til anlæggelse af en idrætspark på 17 – 18 tønder land. Siden opførtes i 1911 Lawn – Tennishallen, 1912 Atletikbanen og den 6. juni 1914 blev Idrætshuset indviet.

I 1929 skrev den Henrik Cavling i sine erindringer:

I Tiden omkring de lyse Nætter på Nørrefælled et stærkt besøgt Valfartssted for Beboerne af Nørrebro. At man siden har beplantet denne dejlige aabne grønne Fælled og delvis bebygget den, er en uforstaaelig Taabelighed. Man maa erindre Vrimlen af glade Mennesker på Nørrefælled i halvfjerserne for til fulde at forstaa, hvad Tab vi lider ved at overgive denne aabne Tumleplads til Bebyggelse for Hospitaler, Privathuse og Frimurerplads.

Der er altid rebeller på Nørrebro

På Fælleden blev kampene efterhånden knap så farverige. Dog har FCK og Brøndby fans kæmpet og enkelte 1. maj arrangementer har dog også givet anledning til politiets indgriben.

Græsset holder, trods mange arrangementer, men nu er kreaturerne forsvundet fra Fælleden.

Men inde på Nørrebro har der været mange kampe. Der har altid været rebeller på Nørrebro. Men se, det er en anden historie.

Historien om Jægersborggade