Musik i Tønder 7

Vi skal her høre noget mere om Valdemar Rasmussen og Syncopators. Mange kender Valdemar Rasmussen. Sunget i kirkekoret. Spillet i Danmarks bedste jazzorkestre. Flyttede atter til Sønderjylland. Mohn blev nummer et på Dansktoppen. 500 kirkekoncerter. Bosatte sig i marsken. Fortolkninger på sønderjysk. Optræder på plejehjem. Det startede med Harlev Hot Group. Dem kunne Det Frivillige Brandværn i Jejsing ikke lide. En betragtelig pladeproduktion. Orkestret lå i dvale i flere perioder. Ole Toft var med fra starten. Koncerter i udlandet.

 

Mange kender Valdemar Rasmussen

Vi har før skrevet om Valdemar i denne serie, men det er så meget at skrive om ham. Selv da jeg optrådte sammen med to professionelle musikere under et arrangement på Nørrebro Bibliotek mødte jeg en, som påstod at have spillet sammen med ham.

 

Sunget i Kirkekoret

Han er født i 1939. Og som knægt sang han Tønder Kristkirkes drengekor. Han fik klaverundervisning, men det var dog trompeten, der blev hans store lidenskab. Han spillede da også trompet i spejderorkestret.

 

Spillet i Danmarks bedste orkestre

Spørger man Valdemar, hvornår jazzen kom til Tønder, vil han svare i 1953. I 4 år i træk spillede han i de bedste jazzorkestre i Danmark. I 1960 tog han til Tyskland først med fast job, senere som gademusikant.

Efter militærtjeneste rejste han i 1962 til København, hvor han spillede i Københavns Fodvarmere og Steen Vig’ s Jazzorchestra.

 

Flyttede atter til Sønderjylland

Men Sønderjylland trak. Og i 1969 var Valdemar igen rykket til Sønderjylland. Sammen med Valdemars Orkester udgav han flere plader. Han turnerede også med de mange jazz-besøgende fra USA. Valdemars Orkester bestod fra 1969 – 1979.

I 1971 bosatte Valdemar sig i Felsted. Han satte et gammelt præstenkesæde i stand og blev formand for Sønderborg Jazzklub.

 

Mojn – blev nr. 1 på Dansktoppen

I 1975 fik Valdemar debut som sanger med sin egen Mojn. Den kom på dansktoppen og blev Sønderjyllands første rap. I samme periode var Valdemar aktiv i det sønderjyske jazzmiljø, bl.a. som formand for Sønderborg Jazzklub

Her var det med Ole Toft på trombone. Og melodien ”Mojn” var faktisk bestilt af Sønderborg Turistbureau og var et tritfremstød for Sønderborg by.

 

500 kirkekoncerter

I 1979 vender Valdemar tilbage til København, for at spille med Henrik Johansens Ild Stars, Trumpet Atmosphere, Ricardos Jazzmen og Liller.

Et længe ønske om at udforske koralbogen resulterede i 1983 med udgivelsen af en række salmer i egne fortolkninger. Han indspillede dette sammen med sin trio, der fungerede fra 1983 – 2009.

Med Valdemars trio blev det til 5 albums, tv- udsendelser og over 500 kirkekoncerter

 

Bosatte sig i marsken

I 1990 var han igen tilbage i Sønderjylland – i den marsk, hvor Valdemar er født. Her indspillede Valdemar med inspiration af marskens storslåede natur flere albums med egne tekster og den sønderjyske dialekt.

Sammen med sin nuværende kone købte han et gammelt skipperlængehus i Ballum Vesterende. Her boede familien i næsten 20 år. Flere af melodier, som han, skrev havde Jens Rosendal, skrevet tekst til. Han boede lige i nærheden.

 

Fortolkninger på sønderjysk

Fra 1991 – 2009 havde han også gruppen Valdemarsk. Og her er var det fortolkninger på sønderjysk, som vi hørte.

I 2004 blev Valdemar Rasmussen kontaktet af Grænseforeningen, som gerne ville udgive hans sønderjyske sange. Det blev til cd’ en Solæg, der bl.a. indeholdt et remix af ”Mojn”. Coveret var designet af selveste Per Arnoldi.

 

Optræder på plejehjem

I 2009 flyttede Valdemar atter til København, hvor han som frontfigur de næstfølgende par år arrangerede over 100 jazzaftner i Valby Kulturhus. Et samarbejde med en anden herboende sønderjyde, er skuespilleren og sangeren Asger Reher.

I gåafstand fra, hvor Valdemar bor, har han ofte optrådt på ugentlige optræner på to plejehjem. Han boede så på Valby. Han spiller nu flygelhorn. Og så står musikken på Kai Normann Andersen – sange., jazzklassikere, højskolesange og salmer.

I 2012 blev han tildelt prisen som Årets Æresrummeltotte som en anerkendelse for sin indsats for at gøre Sønderjylland til et sjovere sted.

 

Det startede med Harlem Hot Group

Men vi har tidligere hørt at Valdemar og de andre øvede sig i kolonihaver i Vidågade. Det var med orkestret Harlem Hot Group, som brandmændene i Jejsing absolut ikke kunne lide, men orkestret blev kåret som Jyllands bedste i Vejle i 1955. Her var Leif Slot også med fra Tønder.

Gruppen fik en kort levetid, men de fik en lynkarriere som Syncopators. I løbet kort tid indspillede de tre plader. I både 1956 og 1957 vandt de Ekstra Bladets og Tonos jazz-konkurrence i København. Og vi skal ikke glemme, at også Henry Outzen fra Tønder, der engang spillede banjo, var med fra starten.

I radioens landsomfattende amatørkonkurrence, der blev afsluttet i 1965, indtog de også førstepladsen. Og dette gentog sig også i 1966.

 

En betydelig pladeproduktion

Jo han var med i meget, Valdemar Rasmussen. Han var med i det berømte jazzorkester, Syncopators. De så for første gang dagens lys midten af 1950erne. De dyrkede den populære dixieland og New Orleans musik. De var meget populære i landets jazzklubber. Og endnu mere populære var de på hjemmebane i Haderslev, Aabenraa, Tønder og Sønderborg. Det er også blevet til en betydelig pladeproduktion.

 

Orkestret lå i dvale flere gange

Orkesteret har ligget i dvale flere gange. Men er genopstået. Således også i starten af 2010. De gamle jazzmusikere var efterhånden nået de 60 og 70 år. Efterhånden optrådte de alle steder herhjemme men også i Londons legendariske ”100 Club – Oxford Street”. Her kaldte de sig Danish Hot Syncopators.

 

Ole Toft var med fra starten

I orkesteret var trompetisten Ole Toft, der oprindelig spillede trombone med helt tilbage fra starten i 1950erne. Klarinettisten og saxofonisten Johs. Tersbøl og banjo – og tenorguitarspilleren Knud Frydal var også sammen igennem 1950erne.

På et tidspunkt udviklede orkesteret sig til Valdemars orkester.

 

Koncerter i udlandet

I slutningen af 1970erne opstod orkesteret Syncopators atter engang. Det blev til en masse koncerter i udlandet. Nu var det så trommeslager Bo Valbjørn- Han var mangeårigt medlem af Slesvigske Musikkorps og havde desuden optrådt i symfoniorkestre og i forskellige mindre swing – og rockgrupper. Han fyrede op under kedlerne og under de gamle jazzspillemænd.

 

 

Kilde:

• Valdemar Rasmussen: En fortælling om dengang, jeg levede
• dengang.dk – diverse artikler
• musiker-boersen.dk
• soenderborg/jazzclub.dk
• valdemarsk.dk
• Magasinet Grænsen/Grænseforeningen

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.005 artikler
• Under Tønder finder du 323 artikler

 

• Musik i Tønder (1) Tønder Musikfestival, sangundervisning m.m.
• Musik i Tønder (2) The Arrows, Locomotion, Radiserne
• Musik I Tønder (3) The Tommyguns
• Musik I Tønder (4): The Dispairs
• Musik I Tønder (5) Syncopators, Valdemar Rasmussen, Harlem Hot Group
• Musik i Tønder (6) Papa Chau Chay Jazzband, Red Onion Jazzband, Tønder Jazzklub, Ole Toft
• Tønder – igen en by med musik (Nolde Nabos første købmand)
• Til Grænsen – (en anmeldelse af Michael Falchs bog)
• Michael Falch i Tønder (også med Malurt)
• Tommyguns er genopstået
• Ord og Tønder fra Nørrebro (undertegnede optrådte med to musikere)
• En spillemand fra Rørkær

 

En helt fra Kollund

Privilegeret gård fra 1488. Han ejede to gårde. Han var en stor stærk mand. Bønderne fra Ditmarsken var snu. De åbnede sluserne. Først i 1559 fik Danmark revanche. De stod uden for adelen. Den nordlige gård. Sympatier for den Slesvig – Holstenske bevægelse. Flere privilegerede steder og personer i Bov Kommune. Forpagtningen af Bov Kro gik i arv. Man kan se det i Bov Kirke. Det gik i arv

 

Privilegeret gård fra 1488 

I den store gårdsplads i Kollund ser man over døren et stort skilt, der fortæller at gården blev privilegeret den 3. januar 1488 af Kong Hans.

Det var ikke unormalt, at Kong Hans, søn af Christian den Første belønnede sine tro undersåtter, som i særlig grad havde udmærket sig med privilegier. Denne store ære tilkom en almindelig bondemand som Jes Thomsen. Men 12 år efter redede han kongens liv.

I 1472 blev den forrige herredsfoged, Lasse Jensen straffet. Han havde hjulpet oprørerne

 

Han ejede to gårde

Han var herredsfoged for Vis Herred og en højt agtet person i vide kredse. Da han havde ydet Kongen store tjenester ved forskellige lejligheder, belønnede kongen ham son nævnt med privilegier på hans to gårde i Kollund.

Det var Kollundgård Nord og Kollundgård Syd som de også blev kaldt. Den førstnævnte blev senere ejet af advokat Dr. Christians og den anden af Hans Knoop. Og det var på den sydlige gård Jes Thomsen boede.

Jes Thomsen var gift med Jes Riggelsens enke, Anna af Vossmoos, med hvem han havde to sønner, Hans og Boy, som senere overtog de privilegerede ejendomme. Hans tog navnet Hans Jessen. Hans søn hed Thomas Hansen. Og Boy, som overtog faderens gård, Boy Jessen.

 

Han var en stor, stærk mand

Jes Thomsen var en stor og stærk mand. Han var også modig. Der fortælles, at han i Slaget ved Hemmingstedt i Ditmarsken i året 1500 redede kongens liv. En direkte efterkommer af Jes Thomsen – Detlev Boysen skrev om det i det 17. århundrede:

• Det stormede og sneede, mens danskere og holstenere rykkede frem mod ditmarskerne. Vejene var ganske opblødt, så heste og krigsfolk sank dybt ned i dyndet.
• Værre blev det, da ditmarskerne åbnede sluserne, så havet styrtede ind over landet. Danskerne og Holstenernes nederlag var frygteligt. 300 adelsmænd omkom. Fjenderne fik et stort bytte i form af våben, smykker og klæder.
• Kongens hest blev skudt under ham. Jes Thomsen som red en stor, stærk hest, ilede til gennem tykt og tynd for at redde kongen, som så flygtede bort på hesten, mens Thomsen holdt i hestens hale.
• De nåede velbeholden færgen ved Ejderen. Men som de var kommet et lille stykke fra land var flugten blevet opdaget. Færgekarlene fik ordre på at føre kongen tilbage. Det lod til at færgefolkene mere ville høre efter ditmarskernes end efter deres konges ordre.
• Dette fik Thomsen til at stikke færgefolkene ned.

 

Bønderne fra Ditmarsken var snu

Da grevskabet Holsten i 1474 var blevet et hertugdømme, fastslog den tysk – romerske kejser, at Holsten også omfattede Ditmarsken. Den dansk -holstenske styrke omfattede 10.000 mand. De forventede en hurtig og let sejr mod 3.000 utrænede bønder.

Men man havde ikke taget i betragtning at vejret pludselig skiftede. Fra at det havde været frostvejr blev det nu tøvejr. Man havde ikke stødt på nogen modstand, derfor besluttede man nu at tage nord på til Heide.

 

De åbnede sluserne

Men disse bønder var snu, og de havde fanget et af de kongelige spioner. Og så lagde fjenden en snedig plan. I nattens mulm og mørke byggede man en vold midt på gaden. Og da den kongelige hær nu ankom, så åbnede man sluserne. I forvejen var den kongelige soldater blevet mødt af ælte. Men da vandet nu kom, kunne ingen undslippe. De druknede simpelthen.

De danske tab blev opgjort til 7.000 døde og 1.500 tilfangetagende. Og blandt de døde var ikke mindre end 360 adelsmænd. Bønderne fra Ditmarsken fik erobret en masse af den danske hær, bl.a. den originale Dannebrogsfane fra Estlands-togtet i 1219. Den hængte bønderne op i kirken i Wöhrden.

 

Først i 1559 fik Danmark revanche

Det var et stort prestigetab for Kong Hans. Og hurtig gik rygterne. Det resulterede bl.a. i et bondeoprør i Sverige.

Først i 1559 fik Danmark revanche. En dansk – holstensk hær på 20.000 mand under ledelse under Johan Rantzau

 

De stod uden for adelen

Fra kongen kom der et adelsbrev, der var skrevet på plattysk. Det var vidt forskelligt fra andre breve fra den tid. I de andre breve gives der vedkommende frihed og frelse.

I Jes Thomsens brev er åbenbart ”Skjold og Hjelm” hovedsagen. Der tales slet ikke om frihed eller frelse. Thomsens efterkommere fik helt til 1825 deres privilegier fornyet. Men familien har hele tiden stået uden for adelen og levet som almindelige bønder.

Gennem årene har de taget del i kommunens byrder og laster. Åbenbart har de ofte været i konflikt med de lokale myndigheder. Ja i 1825 blev det endda foretaget eksekution på den sydlige gård.

Gennem årene har historikere været uenige om – om Jes Thomsen egentlig blev adlet. Og den almindelig adel i Slesvig – Holsten har da heller ikke omgået familien. Men i nogle numre af Dansk Adelsårbog er familien omtalt som tilhørende adelen.

 

Den nordlige gård

Efterslægten på den sydlige gård har bibeholdt navnet Boysen efter Jes Thomsens søn, Boy.

Egentlig hører man ikke så meget til familien på den nordlige gård. Men her ser det ud til at navnet Hansen fortsatte til 1731. Men nu blev navnet forvandlet til Hinrichsen. I året 1890 ser vi, at enkefru Marie Hinrichsen født Thaysen gifter sig med postsekretær Christians. Dermed er slægtens saga på denne gård ude. I nogle kilder staves efternavnet med to n’ er.

 

Sympatier for den Slesvig – Holstenske bevægelse

På hovedgården gled slægten ud i 1825 efter at have bestået i 300 år. Den nye ejer hedder nu som allerede skrevet ”Hans Knoop. Det var kun her på denne gård man måtte bære ”Skjold og Hjelm” ikke på den nordlige gård.

Man må antage at beboerne selv har fornyet privilegierne gennem tiden. Og åbenbart er privilegier blevet indstillet efter disse tider, da ejerne viste sympatier for den Slesvig – Holstenske bevægelse. Og den havde ikke meget til overs for den danske konge.

 

Flere privilegerede steder og personer i Bov Kommune

Vi har i tidligere artikler beskæftiget os med de privilegerede gårde i Bov Kommune. Her gik våbenskjoldene videre. Det gjaldt for familien Hinrichsen fra både Trebolsgården i Kollund og Bov Kro og Toldsted, familierne på Kollundgård, som vi har beskrevet over for samt familierne på Oldemorstoft. Harkær og to halve gårde i Kruså. Dertil kom Kruså Mølle og Bov Kro og toldsted. Til gruppen kan vel også regnes præsten i Bov samt forpagterne på den kongelige mejerigård Kragelund.

Antagelig er Frigårdene oprettet for at sikre retsplejen og administrationen. Kongen havde brug for at have nogen at stole på. Og disse trofaste mænd blev i den sene middelalder benådet med hverv og privilegier. Kongen og hans embedsmænd havde også brug for husly, foder og forsyninger.

 

Forpagtningen af Bov Kro gik i arv

Vi har tidligere skrevet om Oldemorstoft. Med hensyn til Bov Kro var der tale om en fæstegård. Der skulle inddrives told og afregnes med amtmanden i Flensborg. Og forpagtningen af Bov Kro gik i arv. Her havde man også ret til udskænkning af øl og brændevin.

Så var det lige Trebolsgården i Kollund. Der var oprindelig tre kongelige fæstebol, der blev solgt i 1652 af Frederik den Tredje til rådmand, Jens Boysen, der ved købet opnåede privilegier for sit gode forhold til kongen. Jens Boysens enke var nødt til at sælge gården på grund af gæld. Køberen var Peter Hinrichsen, der var forpagter på den kongelige mejerigård Kragelund.

 

Man kan se det i Bov Kirke

I Bov Kirke finder vi masser af spor fra de privilegerede. Her var gravsteder forbeholdt folk på frigårdene. Gravstederne kunne måske ses som et alternativ til at blive begravet i kirken. Inventaret i kirken bærer også præg af, at der giverne kom fra frigårdene.

 

Det gik i arv

Privilegiebrevet fra Oldemorstoft er fra 1528. Heri kan man læse at privilegierne skulle gå fra arving til arving. Her syntes fornyelse unødvendig. Og dog. Dokumenter viser, at hver gang, der kom en ny hertug. er der søgt om fornyelse.

Men det kunne nu være vanskeligt at finde ud af, hvornår man skulle søge. Således klagede Hinrich Hinrichsen fra Bov Kro og toldsted til Rentekammeret i 1702 over betaling for både Oldemorstoft øst og vests indkvarteringsydelser. Men han måtte dog betale.

 

 

 

 

Kilde:

• dk – diverse artikler
• Sønderjysk Månedsskrift
• Sønderjyske Årbøger
• Historisk Tidsskrift 7. række 2. bind
• Den Sønderjyske Landbrugs Historie
• Stenz, R.P. Sørensen: Bov Sogn
• Inge Adriansen m.m.: Sønderjylland A-Å
• Fra Bov Sogns Museum, Historisk Samfund for Vis Herred
• Edward Rönnau: Bov kirkelige og sogne krønike
• Clemmesen m.m.: Danmarks Krigshistorie

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.004 artikler
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 65 artikler
• Oldemorstoft
• Gårde og mennesker i Bov Sogn
• Livet omkring Bov Kirke
• Kruså Vandmølle

 

Rørkær – den sjette historie

Mange navne i tidens løb. Mange gårde i byen. Masser af industri i byen. Og mange knapper. Ringe til skolebørn. Falskmøntner i Rørkær. 40 kniplersker i Rørkær Lønnen blev udbetal i væv. Et dansk bibliotek i 1839. Præsten ville ikke døbe skræddermesterens søn. ”Den danske propaganda var nået til Rørkær” Præsten havde iværksat jagt efter de danske bøger. En beholdning på 3.000 bøger.

 

Mange navne i tidens løb

Ja egentlig er der flere historier, hvis vi tager de nærmeste områder med. Byens navn er i tidens løb blevet skrevet forskelligt. Som for eksempel Røkar, Røikiær, Rohrkarr. I året 1703 kaldte amtmanden i Tønder byen for Røhrkirch.

Engene syd for byen har i gamle dage været bevokset med rør, der blev brugt til at tække med. Måske har byen fået sit navn af dette.

 

Mange gårde i byen

Man siger, at Rørkær i ældre tid har været stor. Flere af de gamle ”Raj” – lange huse med flere lejligheder, hvor der kunne bo 5-8 familier for længst, er forsvundet. Der var i ældre tid også cirka 16 – 17 bondegårde i byen.

Byen har i gamle dage været omgivet af store skove. Mægtige stammer af birk og el ligger begravet i mosen under marsken. Men der er ikke meget der i dag minder om fortidens skove.

 

Masser af industri i byen

Selv om byen ligger forholdsvis højt, har beboerne flere gange mærket stormfloden. Ja det fortælles at flere er druknet. Og glemt er hvos også at byen har været en sand industriby med knipleri, væveri og knapmagere.

 

Masser af knapper i Rørkær

I glansperioden, da alt herretøj skulle være forsynet med blanke knapper, var der ikke mindre end 10-12 knapmagere i Rørkær by. De lavede ikke alene knapper til hjemme- brug, men solgte dem også til agenter, som afsatte dem på Als og andre steder. Ja de leverede skam også knapper til hæren.

 

Ringe til skolebørn

Det var så avanceret, at man også lavede knapper med en blomst på. Og så var det en der hed Christian Rønne, der fandt på at producere fingerringe til børn. Skolebørn besøgte den gamle knapmager som boede i nærheden af skolen. En poleret ring kostede 10 Penning. Der var en stor afsætning i sognets skoler.

Også stigbøjler og beslag til seletøj blev produceret i Rørkær. Fatter og Mutter Lønne blev nu aldrig velhavende.

 

En falskmøntner i Rørkær

Knapmagere fandt ud af, at de også kunne fremstille Statens Mønt. Efter sigende har mange benyttet sig af dette. Men det er hvis nok kun en, der er blevet snuppet i denne kriminelle handling. Således blev der opdaget et fuldstændigt falskmøntner-værksted hos knapmager Jens Sæd i Rørkær, hvis søn måtte vandre i fængsel.

 

40 kniplersker i Rørkær

Knipleriet var også en betydelig virksomhed i Rørkær. 40 unge og gamle kniplersker ernærede sig i sin tid ved dette arbejde. Kniplerskerne sled i det for næsten ingenting, men kniplingskræmmerne blev rige mænd.

 

Lønnen udbetalt i væv

Væveriet var også udbredt. En del af lønnen dengang blev udbetalt son nogle alen væv til skjorter. Og dette gav arbejde til væverne. Mange tusind alen væv er gået til vævere fra Rørkær. I dag er der ikke mange vævestole eller spinderok tilbage i byen. Måske gemmer der sig nogle oppe på loftet.

 

Et dansk bibliotek i 1839

Glemt er også, at der i 1839 blev oprettet det første offentlige danske bibliotek. Længe før samlede byens beboere sig hos skræddermester Andreas Petersen for at høre på hans eventyr og fortællinger.

 

Der var engang en konge og en dronning

Skræddermesteren var en oplyst mand. Han blev også brugt som Rørkærs advokat. . Hans eventyr blev altid startet med:

• Der var engang en Konge og en Dronning

Så kom der ellers historier om genfærd og underboer. Børnene kunne knap ånde af rædsel. De krøb hen i et hjørne. Og til sidst i disse forsamlinger kom kortene på bordet.

I fredens dage var det selskabelighed hos skræddermesteren. Men da krigen brød ud i 1848, var det politikken, der blev drøftet. Da han under krigen stod til rådighed for den danske regering, var der årlige pengegaver til hans hustru efter hans død.

 

Præsten ville ikke døbe skræddermesterens søn

Under krigen fødtes skrædderen en søn. Faderen mødte en dag op hos den tysksindede Pastor Høck og ønskede barnet døbt på navnet Julius Frederik Sejr. Præsten spurgte om oprindelsen til disse navne og skrædderen sagde:

• Det skal være til Minde om, at i Juli Maaned vand Kong Frederik sejr.

Så ville den tysksindede præst ikke døbe barnet. Men efter gentagende opfordringer måtte han gøre det. Drengen med det stolte navn blev nu ikke ret gammel. Han døde i Santos i Sydamerika i en alder af 25 år.

 

Den danske propaganda var nået til Rørkær

Og så kom lærer Kloster til byen. Og han blev gode venner med skræddermesteren. Det var disse to, der samlede bøger sammen. Efterhånden var de nået op på en beholdning af 100 danske bøger.

Således skrev pastor Lorenzen fra Adelby til Hertugen af Augustenborg:

• Nu er den danske Propaganda rykket ud til Rørkær ved Tønder.

I begyndelsen blev der kun udlånt bøger i selve byen. Efterhånden som bogsamlingen voksede blev udlånet udvidet til andre byer i sognet. Befolkningen var meget glad for denne ide. Og bøgerne blev flittigt udlånt.

 

Præsten havde iværksat jagt efter danske bøger

Alt gik sin rolige gang indtil oprørerne kom ved krigens begyndelse i 1848. En afdeling dragoner omringede skolen. Lærer Kloster blev ført til Tønder, hvor han sad i 8 dage. Derefter blev han ført til Bredsted, hvor han sad indespærret i 13 uger.

Efter at lærer Kloster var ført til Tønder, skulle bøgerne beslaglægges. Men de var i forvejen blevet skjult, da man nok vidste, hav der ville ske. Der blev så foretaget en undersøgelse hos skrædderen, men da var bøgerne allerede sendt til København.

Oprørerne fik en lang næse. Det viste sig at jagten på bøgerne var foranlediget af den tysksindede pastor Høck i Hostrup.

Da bogsamlingen efter fredsslutningen kom tilbage, var den vokset til 200 bøger. Lærer Kloster var blevet degn i Sørup i Angel. Og bogsamlingen blev hos skrædderen. I krigen 1864 blev bøgerne beslaglagt, men kort derefter frigivet.

 

En beholdning på 3.000 bøger

Efter skrædderens død blev biblioteket overtaget af sønnen, Peter Andresen Petersen, der også blev kaldet Dreesen – i vide kredse en kendt musiker. Vi har tidligere skrevet en artikel om ham. Dreesen ledede bogsamlingen til sin død i 1903. Således havde Rørkær Bogsamling været i en families varetægt i over 60 år.

Da Sprogforeningen blev oprettet, overgik bogsamlingen i dennes eje. Og efter Dreesens død, var det skræddermester Mathias Jensen, der førte den videre.  Den var nu vokset til anselige 3.000 bind. Den havde stor betydning for de dansksindede ud over sognets grænser.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Sønderjysk Månedsskrift
• Sønderjyske Årbøger

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.003 artikler
• Under Tønder finder du 322 artikler

 

• En spillemand fra Rørkær
• Så kom posten til Rørkær
• Tro og overtro i Rørkær
• Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
• Dansk – tyske tildragelser i Rørkær

 

• Fremstilling af knapper i Tønder Amt
• Hostrup, Jejsing og præsten
• Det kneb med moralen i Slogs Herred

 

Højer Bønderkommune

Historien føres mere end 300 år tilbage. Skriftlige kilder kan føre traditionen tilbage til 1634. Flere by – love kan føres tilbage til dette år. Det handlede også om praktiske ting. Et par fribønder og en herredsfoged. Husmænd og håndværkere var ikke velkommen. Oldermanden skulle holde øje med hele byen. Gader, diger og hegn skulle holdes ved lige. Protokollen var skrevet på dansk. Amtmanden skulle godkende ændringer. Blandet sprog blev nu brugt. Man gav til de fattige. En protokol måtte fornys efter 86 år. Kendte slægter i Højer. En speciel tradition. Oldermandens vilje var næsten lov. Højtidelig indbydelse blev afleveret 14 dage. Hurtigt gik man over til sønderjysk. Hvervet som oldermand gik på omgang. Middag for medlemmerne. Fri grog til midnat. Manden bag punchebollen. Den berømte præstefamilie fra Emmerlev. Faderen havde problemer og bekymringer. Hans Friederich Bojsen var populær i Højer. Punchebollen kom kun frem ved højtidelige lejligheder. Skriftsproget blev tysk.

 

Historien kan føres mere end 300 år tilbage

Ja det eksisterer hvis nok endnu. Måske ikke i samme målestok som dengang. Beføjelserne er noget mindre. Men historisk har det stor betydning. Og historien kan med sikkerhed føres over 300 år tilbage i tiden. Det er hvis nok det eneste sted i landet denne funktion er bevaret, hvis vi lige ser bort fra ”grandeforsamli9nger”

 

Skriftlig kan traditionen føres tilbage til 1634

Hvert år den 22. februar på Peders-daw, Per’ s Awten, Sct. Petridag, Peders stol mødes man til generalforsamling. Og det har Højer Bønderkommune gjort siden 1634 – måske endda endnu tidligere. Dagsordenen har næsten været den samme i alle disse år.

 

Flere by-love blev ændret i 1634

Der vælges ny Oldermand, årsregnskabet godkendes, bønderkommunens jord forpagtes ud. I 1756 vedtog man nye love. Hvert år bliver lovene læst op af Oldermanden.

Desværre har man kun to af de ældre protokoller på Rigsarkivet i Aabenraa. Det er den fra 1777 – 1853 og den fra 1854 til 1926.

I året 1634 blev der stiftet en del love rundt i de lokale sogne. Således findes der en del by-love fra det årstal. Men der findes landsogne, hvor vedtægterne går tilbage til sidst i 1500- tallet.

 

Det handlede også om praktiske ting

Fra gammel tid var der regler, der skulle følges. Det handlede om, hvad der var dit og mit. Det handlede også om praktiske ting i det lille samfund, såsom veje og digers vedligeholdelse., fælles græsning og hvornår der skulle høstes.

Lovene er født af de opståede problemer og formet af bønderne selv. Man fandt ud af, at der skulle være ordensregler for at få samfundet til at fungere. Når man så havde vedtaget nye regler, blev disse stemplet og tinglyst. Så blev de sendt til amtmanden.

 

Et par fribønder og en herredsfoged

Medlemmerne af bønderkommunen var praktiske og lovkyndige folk. Blandt underskriverne kunne man også finde et par fribønder og en herredsfoged. De havde sikkert kendt landets love. Og i Højer var der to lovbøger at forholde sig til. Nogle af gårdene var under Jydske Lov, mens de Højer – gårde, der var under Schackenborg skulle rette sig efter Christian den Femtes lov.

Der var også visse tig i by-loven, der mindede om Christian den femtes lov blot tillempet lokale forhold.

Højer Bønderkommune har været aristokratisk styret. Det var de store jordbesiddende eller i hvert fald de store fæstebønder, boelsmændene, der bestemte og var valgbare medlemmer.

 

Husmænd og håndværkere var ikke velkomne

Husmænd (kådnere) og byens håndværkere var ikke fundet værdige til at få sæde i den forsamling, der skulle varetage byens tarv. Lovene beskæftigede sig også fortrinsvis med problemer, der omfattede landbruget. Men de selvbevidste bønder har vel fundet det rimeligt, at det var dem og kun dem, der udgjorde byens råd.

I øvrigt skulle man være bosiddende og eje mindst 25 demant jord i Højer for at kunne blive medlem af bønderkommunen.

 

Oldermanden skulle holde øje med byen

I 1777 begynder man som nævnt den nye ”Byens Borg”. Oldermanden har sikkert ment, at loven skulle stå klart og tydeligt. En måned inden Peders Dag (Per’ s Awten) overlader han den nye protokol til Højers Tingskriver C. Fink, der meget smukt indfører loven af 1756.

Heri kan man læse at Oldermanden skulle holde øje med byens bedste. Han skulle også sørge for at regnskabet blev ført rigtig. Samtlige bymænd skulle være lydige og ordentlige. Det stod også anført, hvilke pligter oldermandens hjælpere havde.

 

Gader, diger og hegn skulle holdes ved lige

Samtlige byens borgere skulle være med til at holde de ”3 gader og herreveje, som går gennem byen ved lige. Det var mange andre ting, man ifølge vedtægterne skulle holde vedlige, bl.a. sommerdiger, vandløb m.m. Ja og så var det lige markmanden og hans løn. Led og hegn skulle holdes vedlige.

Så fandt man i 1785 ud af at man kunne udvinde mergel i ”klinten”. Det skulle lige medtages i lovgivningen.

 

Protokollen var skrevet på dansk

Det sjove var at det hele var forfattet på dansk. Det var også det mest almindelige sprog i Højer dengang. I Det danske Atlas, der udkom i 1781, skriver Pontoppidan:

• I hele Sognet tales dansk, på hvilket Sprog ogsaa Gudstjenesten forrettes.

Det var også på dansk de nye love fra 1804 blev forfattet. By-loven fra 1804 følger meget tæt loven af 1756. Nu fik man en pengekasse med lås. Og der blev også delt penge ud til byens fattige. Og så kunne man blive idømt bøder. Det fik man, hvis man for eksempel ikke mødte op og skovlede sne.

 

Amtmanden skulle godkende ændringer

Igen engang blev de nye love sendt til amtmanden – denne gang til von Bertouch. Denne havde åbenbart meget travlt for først efter to år kom lovene retur men en bemærkning om, at han ikke havde noget at tilføje.

 

Blandet sprog blev nu brugt

I ”Byens Bog” var sproget dansk omtrent lige så længe at protokollen blev brugt. Sproget var dansk til og med 1847, men i oprørsåret slår man over til tysk og fortsætter hermed i 1849-50-51. I 1852 bliver det så en underlig blanding. Øverst på siderne skriver man ”Byens Indtægt pro 1852 og Byens Udgift pro 1852. Men selve årsopgørelsen var på tysk:

• Einnahme – Ausgabe

 

Man gav til de fattige

I 1804 blev der så oprettet en bødebøsse. Men der findes ikke noget specielt regnskab for dette. Måske er det gået tabt.

I 1828 kunne man på udgiftssiden læse:

• Marcus Slagter for 206 pund Kød, der blev uddelt til de Fattige paa Prinds Christians Bryllupsdag 14 mark 6 skilling.

Dengang havde Højer 1.000 indbyggere. Nu var det jo ikke alle, der var det. Lad os antage at 25 pct. var det, så blev det uddelt 1 pund kød til hver. Bønderkommunen var åbenbart så patriotisk at de ville fejre prinsens bryllupsdag.

 

En protokol måtte fornys efter 86 år

Sjovt at man kaldte prinsen for Christian. Det var den senere Frederik den Syvende, der ganske vist var døbt Frederik Carl Christian, men dog kaldtes Frederik.

Efter 86 år er ”Byens Bog” udskrevet. Så begynder man på en ny, der på forsiden har følgende påtegning.:

• Regnskabsbog over Landinteressenternes Fællesjord Fra 1854

Senere var det så tilføjet til 1926. Denne bog blev ført på dansk indtil 1866 og derefter til den til 1926 blev udskrevet på tysk., bortset fra 1882, hvor den blev ført på dansk. Måske var dette års Oldermand ikke så stiv i tysk.

 

Kendte slægter i Højer

Kendte slægter i Højer har haft sæde i Bønderkommunen, enten har søn fulgt efter far eller som i nogle tilfælde har en svigersøn overtaget gården og jorden og således blevet værdig til at være medlem. Og det er slægter der endnu har deres virke i Højer eller Rudbøl.

 

En speciel tradition

Pedersdag eller Pers Awten, hvor man holdt generalforsamling, var rig på traditioner. Vi har skrevet en artikel om det. Man skulle tage en favnfuld halm og lægge den ud på møddingen. Blæste den væk, kunne man regne med tidligt forår og en god høst. Man kunne så trygt bruge af det foder man havde i laden.

Blev halmen liggende, var det et tegn på, at det blev et år med en sårlig avl. Man gjorde så klogt i at være sparsommelig med det foder, som man havde liggende.

Andre sogne havde den årlige sammenkomst ved Fastelavn. Nogle steder er man gået så vidt at have konerne med. Kom man så vidt i Højer Bønderkommune?

 

Oldermandens vilje var nærmest lov

Fra at være lovgivende, dømmende og udøvende magt, som styrede det lille samfund, hvor Bønderkommunen var jordbesidder, og hvor Oldermandens vilje næsten var lov, så har samfundets udvikling jo ændret dette. Bønderkommunens betydning er blevet mindre og mindre.

 

Højtidelig indbydelse afleveret 14 dage før

Den 22.2. var en af Højers store dage. Hele Højers mandlige befolkning stævnede da Nissens Hotel eller ”Stadt Tynder” (Tønder).

Bønderkommunens medlemmer var da 14 dage før højtideligt blevet indbudt. Oldermanden havde ladet Markmanden gå rundt til hver enkelt med indbydelse til ”Versamlung”.

 

Hurtigt gik man over til sønderjysk

Mødet begyndte gerne kl. 14. Oldermanden bød velkommen på tysk. Men han slog ret hurtigt over i sønderjysk. Så aflagde han rapport for året, der var gået. Der blev drøftet, hvordan man skulle anvende overskuddet. For eksempel blev der bevilliget penge til udbedring af kogs-vejene. Der skulle bruges penge til led og hegn om de fenner bønderkommunen ejede.

 

Hvervet som Oldermand gik på omgang

Endelig blev det også gerne besluttet at give nogle pengegaver til ældre, enlige personer i Højer. Man var efterhånden blevet lidt mere rundhåndet end hundrede år tidligere. Når regnskab og oldermandens beretning var godkendt, blev der valgt en Oldermand for det kommende år. Det var et embede, der gik på omgang. Ingen kunne undslå sig.

 

Markmanden

Endnu et punkt var på dagsorden, nemlig ”leje af Markmanden”. Han blev kaldt ind. Det blev aftalt, hvad han skulle have for at være markmand. Han fik en bestemt pris pr. Demat, og et beløb pr. hest, et andet beløb pr. stud og endelig et beløb for får og lam. Lejemålet gik for et år. Men det var i tiden 10. maj til 10. november. Han var forpligtet til hver dag, også søn- og helligdage at gå hver enkelt fenne igennem og tælle dyrene og se efter, om de kunne stå på alle fire ben.

Når aftalen med markmanden var truffet, blev protokollen underskrevet. Nu var Bønderkommunens lukkede møde afsluttet og jordene kunne lejes ud.

 

Oldermand gav en omgang – eller to

Man gik nu ind i den store skænkestue, hvor folk sad tæt. Her bød Oldermanden også velkommen. Han gjorde sig populær ved at bestille en ”Lokalenrunde”. Når forsamlingen så var varmet op, tog han fat på auktionen. Almindeligvis var det de samme, der år efter år, lejede de samme fenner. Men ville man ikke give den forlangte pris, så kunne alle nu byde.

Denne landudlejning varede gerne mellem en og to timer. Var priserne gode kunne oldermanden godt finde på at afslutte med endnu en grog til de forsamlede på Bønderkommunens regning.

 

Middag for medlemmerne

Henimod kl. 18 tømtes hotellet. Imens var der blevet dækket op til Bønderkommunens medlemmer. Der blev hvert år serveret den samme middag, bestående af 2 salgs steg med kartofler, grøntsager og sauce. Dertil kom en masse øl og mange dramme.

 

Fri Grog – indtil midnat

Som regel var Højers borgmester inviteret med. Han var jo en slags kollega til Oldermanden. Det var skik at al fortæring, og det gjaldt også grogger og punche efter middagen. Det var gratis for bønderkommunens medlemmer, dog ikke længere end til midnat. Så måtte man ellers selv til lommerne.

 

Manden bag punchebollen

Selv om Bønderkommunernes første protokol desværre er gået tabt, sådan er det også gået med Bønderkommunens gamle ”lade” i hvilken protokoller og tingstok var gemt. Men et klenodie har Bønderkommunen endnu i behold, nemlig en prægtig porcelænspunchebolle. På forsiden af punchebollen, læser vi følgende inskriptionen:

• Til Minde om Raadmand Hans Fr. Boysen Hoyer 1840

Hvem er denne rådmand, der mindes på punchebollen. Ja, det viser sig, at han selv er giveren.

Hans Friederich Boysen var ugift og den sidste af den Boysenske Højerslægt, der gennem århundreder havde spillet en rolle i byen, både hans far og hans farfar havde været rådmænd.

 

Den berømte præstefamilie fra Emmerlev

Hans farbror blev gift i Emmerlev, og i det ægteskab fødtes P.O. Boisen. Han blev biskop på Lolland og stamfar til den vidt udbredte danske Boisen præsteslægt. Ved vejen til Emmerlev Klev kan vi endnu se en mindesten, der fortæller at her fødtes P.O. Boisen og her levede hans forældre.

Hans Fr. Boysen blev født nytårsdag 1771 på den Boysenske gård, der lå i den østlige ende af byen, nabo til Højers gamle apotek.

 

Faderen havde problemer og bekymringer

Det var dengang en firlænget gård. Faderen, Christian Boysen havde problemer og bekymringer. Kvægpesten havde hærget. Tre børn døde som små ved fødslen. Det sidste barn dør sammen med moderen i barselssengen.

I 1778 sidder faderen enkemand Hans Frederik på 7 år og en datter Johanna på 3 år. Men nu gik det igen fremad for ham økonomisk. I 1797 bygges der et nyt stuehus. I år 1800 bliver Johanna gift med en fætter Hans Nikolai Boysen fra Emmerlev. Den boysenske gård bliver delt mellem de to søskende og 29 år gammel er Hans Frederik selvstændig gårdejer.

 

Hans Friederich Bojsen var populær i Højer

Han var meget populær i Højer. Han var morsom og underholdende. Og han påstod selv, at han havde den bedste sangstemme i Højer. Han sang gerne.

Hans søsterdatter inde i nabogården blev opdraget i et strengt og alvorligt hjem. Hun tilbad morbror Hans. Han stod næsten fadder til alle Højers børn.

 

Punchebollen kommer kun frem ved højtidelige lejligheder

Punchebollen kom ikke frem hvert år men kun ved højtidelige lejligheder og altid når et nyt medlem er blevet optaget. Den blev båret ind af to mand, der havde fat i hver sin hank. Foran gik Oldermanden med en stor sølvpunchske. Og så sang man en speciel sang.

Efter at være båret rundt i lokalet blev den stillet foran Oldermanden. Den der skulle optages, sørgede nu for et passende antal flasker hvidvin og hvad der ellers hører, til en god punch blev fyldt i.

Oldermanden fyldte så glassene, den ny mand blev budt velkommen og var hermed optaget som medlem i Bønderkommunen.

 

Skriftsproget blev tysk

Man talte stadig sønderjysk i forsamlingen. Men skriftsproget blev tysk. Tiderne har ændret sig. I Tønder er det ikke kun gårde. Dem, der er tilbage, er flyttet ud af byen. Parcelhuse dukker op også i Højer. Man har heller ikke mere nogen markmand.

Men Peders Dag eller Per’ s Awten har fået en opblomstring. Indtil 1970 var Boy Matthiesen fast Oldermand. Hvervet går ikke mere på skift. Punchebollen har stået hos gårdejer Rasmus Hinrichsen.

Vi ved ikke, hvor meget der i dag er tilbage af Højer Bønderkommune.

 

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Poul Andersen: Mine 9 år i Højer
• Sønderjysk Månedsskrift
• Claus Rolfs: Højer Sogns og Flækkes Historie
• Robert Huhle: Bogen om Als
• Poul Meyer: Danske Bylag.
• Claus Pørksen: H. Nagel – Mit Livs Erindringer

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk har 2002 artikler
• Under Højer finder du 84 artikler
• Under Sønderjylland finder du 244 artikler

 

• Per’ s Awten og Biikerbrennen
• Gårdejer på Søgård ved Højer
• Gårde i Højer
• Landet bag digerne
• Højer – bondeby i marsken
• Gammel Frederikskog – dengang
• Syd for Højer

Lærer i Løjt i 53 år

Vi besøger Barsmarks ældste skole. Aabenraa Kommune nedlægger skolen Løjt Kirkeby havde hovedskolen. En lærer var ”skikkelig” til at informere børnene. Og så var der en lærer, som var ungkarl, der ”gik paa Madding”. Hans Mikkelsen var den mest betydningsfulde af sognets lærere dengang. Men Hans Mikkelsen klagede til kongen. Menigheden samlede ind til et sæt tøj, så han kunne se anstændig ud i kirken. Han var også landmåler og visemager. Han beskrev den ikke altid ædruelige hverdag i Løjt. Han var tik skideballe hos provst Bargum. Men det tog Hans Mikkelsen nu med højt humør. Hans viser og digte fik stor udbredelse. Efterfølgeren fik også en Hans Mikkelsens datter og landmåler-stillingen. Frederik Fischer udgav 25 af hans digte.

 

Barsmark’ s ældste skole

I Barsmark står på hjørnet af ”Maren Kasses Forte” et gammelt hus. Efter sigende skulle det være byens ældste skole. Det er et af sognets meget få bindingsværkshuse. Disse huse gik hurtigt af mode i sognet. De grundmurede huse opstod allerede omkring 1760.

I 1744 blev der bygget en ny skole i Barsmark. Men den er for længst forsvundet. Den kom til at ligge over for Paulsgård. Denne skole blev afløst i 1778 ikke langt fra, hvor den tidligere skole havde ligget. I 142 blev det barsmarkerne selv, der stod for driften af den lille skole. I 1920 købte Løjt Kommune bygningen af skoleforbundet. Men bygningen fortsætter som skolebygning.

 

Aabenraa Kommune nedlægger skolen

I 1908 var der to lærere, 2 klasser og 77 elever i skolen. Men siden faldt antallet af elever. Således var der i 1969 kun 10 elever tilbage fordelt på to klasser og nu kun med en lærer.

I 1945 bliver en ny skolebygning taget brug. Og det var såmænd stuehuset til nabogården. Den gamle skolebygning fungerede som sløjdbygning og materialerum for Barsmark frivillige brandværn.

Ved kommunesammenlægningen i 1970 overtog Aabenraa Kommune bygningerne og kort efter blev skolen nedlagt.

 

Løjt Kirkeby rummede hovedskolen

Fra gammel tid lå der i Løjt Kirkeby en hovedskole. I Jordebogen over Aabenraa Amt 1704 nævnes en 3-fags skolestue på præstegården. Men mange af sognets børn fik nu op til en mils vej til skolen.

Derfor lejede beboerne i Barsmark og Stollig en skolemester og oprettede egne skoler i disse byer. Men beboerne slap nu ikke for at svare den sædvanlige ydelse til hovedskolen i Løjt Kirkeby.

 

Skikkelig til at informere børnene

I Jordebogen 1704 omtales en gammel drejer ved navn Jacob Steffensen, ”som hidtil har holdt skole” Han havde fri bolig i et hus, der tilhørte ”Andenpræstegården” For dette skulle han dog ”slå bedeklokken” og ringe til kirke.

Degneforretningerne var fra gammel tid knyttet til Andenpræstens embede. I 1740 nævnes et skolehus ved kirken. Skolemesteren i Løjt Kirkeby hed dengang Ludvig Brencken. Man sagde om ham

• ”vel skikke til at informere Ungdommen, hvis han blot vilde omgaas mere lemfældigt og sagtmodigt med Børnene og ikke forsømme Skolen for sine Extravagancers Skyld.

Man sagde også om ham, at han nok kunne nå sit udkommende:

• Da han har nogle Accidentia ved Kirken

 

Læreren ”gaa paa Madding”

I Barsmark og Stollig aftalte man med læreren, hvad han skulle have i løn. Læreren i Barsmark skildres omkring 1740 som:

• Et godt stille Menneske

Han var ugift og han fik kosten ”paa Omgang” hos byens bønder. Man kaldte det også ”gaar paa Madding”.

Han var ret populær men ak så havde han opsagt sin stilling for at blive degn i Maugstrup. Navnet nævnes ikke men i Jakobsgård – dagbogen nævnes der i 1739, at ”Christen Skolemester faar 9 Mark for Vinterhalvaaret”. Måske var det den samme.

Der fulgte forskellige ”skolemestre”. Men det var dog ikke alle, som man var lige tilfredse med.

På Barsø var der ingen skole. Men om vinteren hyrede øens elleve gårde en stor dreng til at holde skole.

 

Den mest betydningsfulde af sognets lærere

Den 1. juli 1743 fik Løjt Kirkeby en ny skolemester, som blev den mest kendte og betydningsfulde af sognets lærere i det 18. århundrede. Han hed Hans Mikkelsen. Vi har tidligere skrevet om denne. Han var søn af skrædder Mikkel Pedersen og Maren Mikkels i Nørre Løgum.

Skønt hans skolegang var ringe, havde han ved læsning og flid skaffet sig gode kundskaber, særlig i matematikken. Det første år, han var i Løjt var kårene gode nok. Året efter sin ansættelse giftede han sig med Bodel Jepsdatter, en datter af gårdejer Jep Jepsen i Løjt Kloster.

 

Hans Mikkelsen fik sin løn halveret

I 1744 foretog man en omordning af sognets skolevæsen, som fik uheldige følger for Hans Mikkelsen. Der blev i dette år bygget nye skoler i Barsmark og Løjt Skovby. Skolen i Stollig blev nedlagt. Beboerne i disse skoledistrikter slap for den gamle ydelse til Løjt Kirkeby. Det betød at Hans Mikkelsens indtægt pludselig blev halveret.

Hans Mikkelsen fik ikke noget for al sit kirkearbejde. Og efterhånden fik han 11 børn. Det blev vanskeligere for ham at få nok til livets ophold. Det blev fortalt at han og konen forfaldt til druk. Efterhånden ”stod det hele kummerligt til med dem”.

 

Menigheden samlede ind til et sæt tøj

Menigheden samlede sammen til et sæt tøj til Hans Mikkelsen. Så kunne vise sig i kirken i en anstændig påklædning. Men forholdene for Hans Mikkelsen er aldrig nævnt i nogen indberetning. Pastor Fabricius gav ham i 1753 det skudsmål, at han for sin undervisning og livsvandel bliver rost af de fleste, dog ikke af alle.

 

Hans Mikkelsen ansøgte kongen om mere i løn

Ved nytårstid 1754 døde pastor Lorenz Fabricius i Løjt. Nu syntes Hans Mikkelsen at det var belejligt at gentage sin ansøgning til kongen. Han nævnte, at han var blev ansat til at være lærer for hele sognet. Også andenpræsten Hübschmann ansøgte på Hans Mikkelsens vegne, at han fik en ordentlig betaling.

Det endte med at Hans Mikkelsen i 1754 blev ansat som degn. Dette betød en væsentlig indtægtsforøgelse lige som egnens bønder skulle levere naturalier.

 

Landmåler og visemager

Og Hans Mikkelsen tjente også penge nu som landmåler og visemager.

Han solgte sine viser til en bogtrykker Lucander i Haderslev for 1 Rigsdaler stykket. De blev trykt anonymt.

 

Han beskrev dagligdagen i Løjt

Han havde let ved at skrive. Og det er dagligdagen, som han beskriver. Og åbenbart blev der dengang drukket rigeligt i Løjt. Der blev drukket til både begravelse og til barnedåb. Åbenbart holdt kvinderne sig heller ikke tilbage. Det kan vi se i digtet ”Den lystige Barselsstue”.

Til sidst var de gamle koner så beskænkede, at de på hjemvejen falder på næsen. I nogle af hans digte angriber han sin lidelsesfælder.

 

Til skideballe hos Provst Bargum

Det fortælles, at Hans Mikkelsen på en gade i Aabenraa tabte et brev fra sin bogtrykker i Haderslev. Heri opfordrede bogtrykkeren ham til snarest at sende en ny vise, da den sidste var modtaget meget fint. I brevet blev der omtalt nogle af de allerede indleverede digte.

Brevet blev fundet og uheldigvis bragt til Provst Bargum. Denne fandt nu ud af, hvem forfatteren var til de populære viser. Han blev i den grad forarget. Og Hans Mikkelsen blev kaldt til samtale hos provsten. Denne gav ham nu en kraftig irettesættelse. Ved den lejlighed skulle provsten have sagt:

• Vil du være Degn, saa forbliv Degn. Vil du være Visemager, saa forbliv Visemager!

Provsten mente desuden, at Hans Mikkelsen vel havde nået en alder, hvor man ikke mere burde beskæftige sig med ”slige Ungdomsstreger”.

 

Hans Mikkelsen tog det fra den fornøjelige side

Men dette tog Hans Mikkelsen fra den fornøjelige side. Han svarede provsten at han skriftlig ville meddele sin alder. Og det gjorde han så i form af et digt, der var formet som en regneopgave.

 

Hans viser og digte fik stor udbredelse

Hans Mikkelsens viser fik meget stor udbredelse ikke alene i Sønderjylland, men også langt op I Nørrejylland. Således nævnte Frederik Fischer i 1860, at der var soldater fra Randersegnen, der var indkvarteret hernede i 1848, der kunne fremsige ”Smede-visen” og flere af Hans Mikkelsens digte udenad.

 

Efterfølgeren fik både datteren og landmåler – stillingen

Hans Mikkelsen døde i Løjt Kirkeby den 21. december 1796 efter at have været lærer i 53 år. Hans søn Jep Mikkelsen blev den første organist ved Løjt Kirke. Hans Mikkelsens efterfølger i embedet som degn og skolelærer blev Detlef Diedrichsen fra Angel, der var gift med Hans Mikkelsens datter Marine. Diedrichsen fortsatte også Hans Mikkelsens landmålervirksomhed.

 

Frederik Fischer udgav nogle af hans digte

I 1860 samlede og udgav Frederik Fischer 25 af Hans Mikkelsens digte. Og det kan jo være ret så interessant at se, hvad Frederik Fischer skrev i forordet:

• Foruden den Interesse det har at se Folkelivet og Menigmands Opfatning skildret i kraftige, men ogsaa sommetider vel drøje Fremstillinger, turde det vel ogsaa sommetider vel drøje Fremstillinger, turde det vel ogsaa ikke være aldeles betydningsløst for Nutidens Sprogkamp at fremdrage af Mørket, at der i Midten af forrige Aarhundrede har levet en dansk Digter i Sønderjylland der, uden videre Dannelse end den, hans opvakte Aand og Genie kunde forhverve sig selv, har opnaaet, hvad deres Poesie at leve i Folkets Munde lange after deres Død.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• barsmark.dk
• Sønderjysk Månedsskrift
• Jes M. Holdt: Gårde og slægter i Løjt Sogns Historie
• Peter Dragsbo: Værd at bevare – Gårde og Huse i Løjt Sogn
• Steen Wulff Andersen: Løjt Sogns Historie

 

Hvis du vil vide mere:

• www,dengang.dk indeholder 2001 artikler
• Under Aabenraa finder du 200 artikler
• Og egentlig burde vi også have nævnt de 16 artikler vi om Aabenraas Søfart, som Løjt har en stor andel i.

 

• Landmåleren fra Løjt (Hans Mikkelsen)
• Da Løjt havde to præstegårde
• Ann Rytter – et folkeminde fra Løjt
• Rytterkilden – et sagn fra Løjt
• Dengang – på Løjt Land
• Da Barsøerne blev arresteret
• Løjt for 170 år siden
• Sømænd fra Løjt og Aabenraa
• Løjt – nordøst for Aabenraa (1)
• Løjt Land – i begyndelsen
• Løjt, Løjtninger og Løjt Land (3)
• Anekdoter fra Løjt (4)
• Løjt Land – den femte tur (5)
• Løjt – mellem dansk og tysk (6)
• Løjt – masser af historie og kultur (7)
• Løjt – det 8. besøg

 

 

Nørrebro på skinner (2) Jernbanen

Dette er 2. del af vores foredrag i Nørrebrohallen i anledning af hallens 50-års fødselsdag den 18. juni 2023. I første del koncentrerede vi os om sporvogne. Her skal vi høre om jernbanen på Nørrebro. Borgerne på Nørrebro måtte kigge længe efter toget. Man forsøgte at spare sammen til et skur. Station A og B i den nuværende Nørrebropark. På Nørrebro ville man også på skovtur. Uheld kunne ikke undgås. Byggespekulanter ventede på stationen. Damer fik ødelagt sko og klæder. Behovet for godsstationer voksede. En sneplov til Rusland. Klampenborg – banen. Trafikproblemer på Nørrebrogade. Koppernes paradis. Ikke plads til svæklinge og pattebørn, når man var ansat hos jernbanen på Nørrebro. Cigaretter over hegnet til Ladegården. Da Slangerup – banen blev indviet. Et barn blev født på Lygten Station. Ulykker med rangermaskiner. Man talte om at nedlægge Nørrebro Station allerede i 1921. Da jyderne bosatte sig i Nordbanegade. Gødning til landet. Da tyskeren så en chokoladevogn. Rangerstationerne. 79 gange i døgnet gik bommene ned på Nørrebrogade. Station A og B lukkede. Trafikken ophørte på Lersøen Station men vi fik Højbanen.  

 

 Borgerne på Nørrebro måtte kigge længe efter toget

I 1847 startede det hele med Danmarks første jernbane. Den gik fra København til Roskilde. I 1863 kunne Nordbanen indvies. I første omgang gik den til Lyngby over Hellerup. Fra Hellerup gik der en lige linje til Klampenborg. Den blev meget populær. Nordbane-togene havde samme linje som Vestbanen i det første stykke.

Sporene gik så i en bue over Sankt Jørgens Sø på en dæmning parallel med Gyldenløvsgade. Derefter til Rosenørnsalle Allé, hvor Radiohuset lå. Her skiltes sporene. Vestbanen fortsatte mod Roskilde, mens Nordbanen krydsede Ladegårdsåen ved Bülowsvej. Så kørte man videre ad Nørrebros marker syd for Assistens Kirkegården over Havremarken og Rådmandsmarken uden stop til Hellerup.

I mange år måtte beboerne på Nørrebro kigge langt efter toget, der bare kørte igennem. Imens steg befolkningsantallet eksplosivt. Et større areal syd for Nørrebrogade blev eksproprieret. Det var stort set det nuværende Nørrebroparken.

 

Man forsøgte at spare sammen til et skur

Beboerne på Nørrebro begyndte at samle penge sammen til en station. Man ville opføre en station i form af et skur. Prisen var 25.000 kr. Det lykkedes kun at samle 6.000 kr. ind. Meningen var at man ville lave en slags privatbane.

 

Station A og B

Den 1. juli 1886 blev Nørrebro Station åbnet. Allerede fra starten var stationen underdimensioneret. Stationen fik en speciel udformning med to selvstændige ekspeditionsbygninger, Station A og B.

Station A kom til at ligge ved Bjelkes Alle. Station B kom til at ligge ved Lyngbygade (Hillerødgade)

 

På Nørrebro ville man også på skovtur

Det var hovedsagelig biletter til Nordbanen, der blev solgt. Skulle man ind til byen var det lettere at tage sporvejen fra Nørrebrogade. Også det med biletterne var kaotisk. De var ofte udsolgte hen ad formiddagen.

I begyndelsen var toggangen beskeden. Men man havde undervurderet Nørrebro-borgenes interesse for skovudflugter.

 

Uheld kunne ikke undgås

Uheld kunne ikke undgås. Da det sidste aftentog fra Klampenborg kørte ud fra stationen, kolliderede det med det ankommende tog mod Klampenborg Datidens medier kunne dog berolige befolkningen:

• Heldigvis skete ingen videre Skade, naar undtages et par Damer besvimede, og to Passagerer erholdt et Par Skrammer.

 

Byggespekulanter ventede på stationen  

Nu kom der ellers gang i byggeriet i området. Der var masser af spekulationsbyggeri. Men det førte nu ikke til en egentlig adgangsvej til stationerne. De daværende medier skrev:

• Et Mylder af Gadestumper opstod i Kirkens Nabolag, for alle havde spekuleret i at blive nærmeste Forbindelsesvej til Stationen.

 

Damer fik ødelagt sko og klæder

Terrænet var ikke godt. Man havde ikke fået afvandet ordentlig. Det var heller ingen brobelægning. Om sommeren skulle man vade i flyvsand fra Nørrebrogade til stationen. Om vinteren var det bare at tage de lange støvler på, hvis man skulle ud at køre tog, Man sank nærmest i bund i dynd og smadder. Damerne fik ødelagt sko og klæder.

 

Behovet for godsstation voksede

Behovet for en godsstation voksede. I perioden 1870-1890 blev godsmængden på Nordbanen femdobbelt. Al godstrafik til og fra Nordhaven og Frihavnen foregik via Nørrebro station. Flere gange måtte Nørrebro Station udvides for at kunne klare presset.

Godstogene spærrede også for de rejsende og ikke mindst på Nørrebrogade brød trafikken helte tiden sammen, fordi godstogene skulle over Nørrebrogade. Og så skulle der hele tiden rangeres.

I 1890erne foretog man store udvidelser på stationsarealet og nye spor kom til i anledningen af Frihavnsbanens anlæg.

Efter at Slangerupbanen meget senere blev indviet var der forbindelse til Station B via ”Stensporet” til Lygten Station.

 

En sneplov til Rusland

I slutningen af 1890erne kunne man på Nørrebro se en kæmpe sneplov, der med banen skulle fragtes til Rusland. Det var direktionen på Kiev – Odessa banen, der havde bestilt den. Og det var Firmaet Smith & Mygind på Nørrebro, der havde bygget den.

 

Klampenborg-banen

I 1897 anlagde man Klampenborgbanen. Den fulgte Nordbanen til Hellerup, og her drejede den mod Klampenborg. Den var udelukkende anlagt som forlystelsestog for københavnere, der ville til skov og strand. Den første kørerdag afsendtes ikke mindre end 34 tog med 16.000 passagerer. De skulle også hjem igen. Det sidste tog kørte kl. 4 om morgenen.

Den nye kystbanestrækning blev prøvekørt den 11. juni 1897. Toget bestod af et let lokomotiv, et par salonvogne og en pakkevogn. Man afgik kl. 11 om formiddagen fra Hovedbanegården over Nørrebro ad Frihavnen til Østbanegården. Herfra afgik toget klokke 13 og ankom til Helsingør kl. 16.

I 1897 var dele af Ladegårdsåen blevet overdækket. Og så var det vanskeligt at anbringe den gamle vittighed, når toget var forsinket:

• Parcelbroen var oppe

Jo det var dengang Frihavnen skulle åbne. Men det måtte udskydes. Kongeparret skulle til begravelse i Rusland. Og man blev også lige nødt til at fylde havnen med nogle skibe, som man lige skulle have fat i. Man kunne sandelig ikke indvie en havn uden skibe!

 

Trafikproblemer på Nørrebrogade

Allerede i 1900-tallet var der problemer med trafikken på Nørrebro. For de gående fik indrettet en gangbro. Og det var en yndet og farlig legeplads for knægtene. Man brugte en hest som rangermaskine. Men det varede ikke længe før motorkraft var nødvendig

 

Loppernes paradis

På godsbanegården havde man også et lagersted – pakhus m.m. som man kaldte for Varehuset. Det blev udvidet mange gange. Og det blev simpelthen ”Loppernes Paradis”.

 

Ikke plads til svæklinge eller pattebørn

I 1894 var der ansat ti mand på Nørrebro station. I 1901 var det vokset til 35 mand. Der var ikke plads for svæklinge eller pattebørn. Arbejdet skulle gøres og helst hurtigt. Ellers vankede der lussinger. For at holde det hårde arbejde ud, blev der indtaget mange snaps.

 

Cigaretter over hegnet via jernbanen

Banen kom lige forbi Ladegården. I den fløj af bygningerne, der lå ned mod Vodroffsvej, boede byens ”lette garde”. De blev med jævne mellemrum sat ind på ”tvangen”, som man kaldte det.

Om morgenen var der gårdtur i gården, hvis plankeværk vendte lige ud til banelinjen. Det var ikke ualmindeligt, at de pågældende ”damers opvartende kavalerer” tog en tur med første Klampenborg – tog om morgenen. Fra øverste etage i en af de høje skovvogne kunne de få lejlighed til at kaste en pakke cigaretter ind over plankeværket til ”den elskede”.

Jo og sandelig var Statsbanerne så storsindede, at dem der havde vagt nytårsaften blev betænkt med punch og æbleskiver.

 

Da Slangerup-banen blev indviet

Den 16. juli 1905 blev der arrangeret en præsentationstur på den nye Slangerup – bane for pressen. En masse pressefolk var mødt op på Lygten Station.  Det var en kæmpe succes. En af overskrifterne lød sådan:

• Man får et glimrende indtryk og hvad man ellers kunne se fra toget.

Lygten Station er tegnet af Heinrich Wenck. Han var statsbanernes overarkitekt. Tre dage efter var den officielle indvielse. Et flagsmykket tog begav sig kl. 11.30 fra Lygten Station med 100 indbudte honoratiores om bord. Politiken kunne dagen efter skrive følgende:

• Afgangen med den frokost, som ventede i Slangerup, blev forsinket, fordi stationsforstanderens hanhund havde søgt ly for regn og tumult under en jernbanevogn. Her hyggede den sig med en hunhund. Toget kunne først sættes i gang, da en behjertet tilskuer havde hentet sin hunhund.

 

Et barn blev født på Lygten Station

I maj 1906 var Lygten Station igen på forsiden. En ung kvinde nedkom med et barn på stationen:

• Netop som hun var kommen under Tag, nedkom hun med et levende Barn, hvis Skrig genlød i Lokalet. En Politibetjent telefonerede efter en Ambulancevogn, der hurtigt kom og straks efter bragte saavel Moderen som Barnet til Fødselsstiftelsen.

 

Et par ulykker med rangermaskiner

I 1907 forårsgade en rangermaskine en stor ravage. Ca. 50 meter fra remisen faldt fyrbøderen, der kørte maskinen, at denne. Formentlig havde hans jakke grebet fat i regulatoren som gav maskinen ”hele armen”. Maskinen for afsted, ind i remissen og ned i skydebroens grav, tværs over denne og op på sporene med forhjulene – langt nok til at give en anden rangermaskine sådan en tyr, at den røg gennem remisemuren. Denne væltede udenfor. Begge maskiner blev noget ramponeret og bygningerne led alvorlig skade. Fyrbøderen, der faldt af maskinen, brækkede et par ribben og fik hul i hovedet.

15 år senere fik stationen atter besøg af en herreløs maskine. På Østerport Station skulle den have kul. Fyrbøderen kørte den til kulkranen og lagde dens kæde på trækkrogen. Da han kørte maskinen frem for at trække kul-kassen op, sprængtes et damprør i førerhuset. Strålen ramte en oliedunk, hvis låg fyrbøderen fik i hovedet.  Blændet af damp og olie faldt den arme mand ned ad førerhuset uden at få lukket for regulatoren.

Maskinen sprængte kæden og begav sig ud af Frihavnsbanen mod Nørrebro. Heldigvis i et adstadigt tempo. Hurtigt blev overskæringernes bompassere advaret. Den herreløse maskine med fyrbøderen i hælene – lavede ikke andre ulykker undervejs end at vælte bagerste vogn i et kul-tog ved Østre Gasværk. Det herreløse tog nåede Nørrebro station i skridtgang. Lokomotivføreren fra et andet tog på Frihavnsbanen sprang på og fik lukket for dampen. I mellemtiden nåede en meget forpustet fyrbøder- stationen.

Nørrebros knægte var nogle skarnsunger. De fandt ud af, at det var sjovt at drille personalet ved at pille ved sporskifterne og andre ting. I begyndelse var det de såkaldte ”Lersø-bøller”, der fik skyld for det. Disse knægter fandt også på at kaste sten efter passagererne.

 

I 1921 talte man om Nørrebro Stations nedlæggelse

I 1913 var udgravningerne til Boulevardbanen allerede gået i gang. Det var et projekt, der skulle gå fra Hovedbanegården til Østerport. I Nørrebro Handelsforening var man utilfreds med denne beslutning. Dette betød nemlig nedlæggelse af Nørrebro Station. I 1921 blev Nordbane og Klampenborgtogene omlagt til den nye linjeføring.

Ja egentlig havde man allerede i 1911 begyndt at tale om en nedlæggelse efter at en ny hovedbanegård var opstået. Sporene til Frederiksberg forsvandt. Allerede dengang var der voldsomme protester på Nørrebro.

 

I 1923 talte man om Ringbane

Allerede i 1923 var den nye højbane tegnet ind på kortene. Men Nørrebro – borgerne måtte vente syv år før det blev en realitet.

Den 1. juli 1930 blev højbanen med den nybyggede Nørrebro – station indviet. Den er tegnet af overarkitekt K.T. Seest. Den blev modtaget med en del skepsis. Og de to station A og B forsvandt for altid.

 

Da Jyderne bosatte sig i Nordbanegade

Navnet Nordbanegade forblev som et minde. Denne gade var på et tidspunkt en ghetto for alle jyder på Nørrebro. Disse jyder talte et mærkeligt sprog, gik mærkeligt klædt, spiste mærkeligt (kartofler). De havde en mærkelig religion (Indre Mission). Først da de begyndte at gå på værtshus og bordeller blev de anerkendt af Nørrebro – borgere.

 

Gødning til landet

Det var jo også en glemt station – Station Lersøen som var en latrinstation. I de 15 år, der eksisterede blev der herfra sendt 208.907 tons latrin. Her var ansat en stations – betjent, der til sin forhave havde gratis gødning! Det har måske ikke været et særlig eftertragtet job. Ja stationen åbnede i februar 1891.

Allerede i 1890 var den kommende latrinære station omtalt i medierne:

• Gjødning til Landet
• Kjøbenhavns Renovations – Kompagni lader anlægge en jernbane til sine Oplagspladser til Statsbanernes Spor i nærheden af Nørrebros Station, en Strækning af omtrent et Par Tusinde Alen. Anlægget af Sporet have Statsbanerne taget i Enterprise. Til Transport af Gjødningen for Renovationskompagniet i Malmø ladet forfærdige 12 store Jernbanevogne, der paa et par Egeplanker næør kun bestaar af Jern og Staal. Paa hver af Vognene er der Lejer til 3 mægtige Tønder, hvis Forfærdigelse er taget i Enterprise af en Københavnsk Bødkerforretning.
• Det er da Meningen, at Gjødningsvognene pr. Hestekraft skal transportere fra Renovations – Kompagniets Oplagspladser, hvor de fyldes, ad den ny Sporlinje til Nørrebros Station for at indrages i Togene og befordres til Landstationerne, hvor saa Gjødningen aftappes til Forbrugerne.

Man havde lavet en anordning på tøndevognene så de ikke eksploderede. Ja disse latrinærvogne blev også kaldt for chokoladevogne. Men i stærk sommervarme kunne de nu godt eksplodere. Og det skete da også flere gange på Nørrebro station.

 

Da tyskeren så en chokoladevogn

I Blæksprutten var der lavet en tegning og et ordspil dengang. For at forstå den, skal man lige vide at der i Hørsholmsgade lå en chokoladefabrik, der hed Cloetta.

• En tysker ville gerne se Københavns lyksaligheder og blev derfor slæbt med ud til Lersøen:
• Was iste den dass?
• Chokoladewagen
• Ach so – von Cloetta
• Nein von Closesetta

I de 15 år Station Lersøen eksisterede, blev der afsendt 298.907 tons latrin. Da man var færdige med et nyt anlæg ude ved Kløvermarken på Amager (Lorteøen) blev latrinstation Lersøen nedlagt.

Det var heller ikke altid, at disse vogne var tætte. Det betød, at de efterlod en stribe som Nørrebros hunde nød godt af.

Man kan vel godt forstå at stationsforstanderen på Latrinstation Lersøen trængte til luftforandring. Han blev stationsforstander på Svanemøllen Station. Det var så travlt, at der blev ansat en latrinær – karl på stationen.

Man kan også sige, at det første stykke af Slangerup – banen ikke var særlig velduftende.

 

Rangerstationerne

I 1916 påbegyndtes endelig anlæggelse af Lersøen Rangerstation med plads til 120 vogne. I alt blev det til 14 år for Lersøen Rangerstation. Her blev der lagt i alt 7 km spor.

 

79 gange i døgnet gik bommene ned på Nørrebrogade

I 1924 blev der foretaget målinger på Nørrebro og også på Nørrebrogade. Her viste det sig at bommene var nede 79 gange i løbet af et døgn. Det svarede til 212 minutter. Det kunne i den grad mærkes på trafikken.

Indtil 1929 var Slangerup – banen ejet af private aktionærer. Allerede i 1915 opstod tanken om en elektrisk bane. Men man måtte vente i 62 år.

 

Station A og B lukkede

Den 30. juni 1930 lukkede de to gamle stationer A og B. Hele det gamle terræn blev overtaget af Københavns Kommune og indrettet til Nørrebroparken. De to stationsbygninger var i den grad medtaget og misligholdt.

Og nu var det så Højbanen, det gjaldt.

 

Trafikken ophørte til Lygten Station

I begyndelsen af 1945 var KSB (Slangerupbanen) nærmest et fallitbo. Sidste gang banen kørte under privat drift var den 31. marts 1048. DSB overtog driften og personalet. Man startede med at gå tilbage til damptog indtil man havde fået renoveret andre tog.

Den 25. april 1976 kunne togene fra Ryparken føres til Svanemøllen. Nu var det ikke mere trafik til denne station. Stationen har været brugt til mange formål. Jeg skal hilse og sige, at det er en meget dårlig akustik i den smukke bygning.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.000 artikler
• Under Nørrebro finder du 320 artikler
• Under København finder du 198 artikler
• Under Østerbro finder du 108 artikler

 

• Nørrebro på skinner (1) sporvogne
• En ulykke på Nordbanen
• Katastrofen i Gentofte
• Lygten Station
• Linje 18
• Der kommer altid en sporvogn
• Dengang, der kom en sporvogn til Nørrebro
• Toghistorier fra Nørrebro (1)
• På sporet af Nørrebro
• Flere spor på Nørrebro
• Med tog over Lersøen
• Tog til Nørrebro
• Den gamle jernbane på Nørrebro
• Sporvogn på Nørrebro
• Jernbanen satte sine spor
• Gå ikke over sporet – der kommer tog

 

 

 

Nørrebro på skinner (1) – Sporvogne

Dette er et foredrag i Nørrebrohallen den 18. juni 2023 som led i Nørrebrohallens 50 – års fødselsdag. I denne kigger vi på ”Rumlekasserne” og Sporvognene. Det var sorgens dag den 22. april 1972. Napoleon og Victoria. Politiet sagde stop til 50 passagerers – omnibusser. Hestesporvogne. I 1867 startede Nørrebros Sporvejsselskab. En remise, der blev udvidet flere gange. Det var meget mørkt på Nørrebro. Fra 7.30 til 22.30. Elendige arbejdsforhold. Det havde fagbevægelsen ikke fundet sig i – i dag. Ni forskellige selskaber Medlem af en fagforening var fyringsgrund.  En sporvogn til Titan. Heste kan også få influenza. Ingen faste stoppesteder i begyndelsen. Masser af passagerer. Mange ulykker. Den første elektriske sporvogn. Syrevogne og Dampvogne. Man måtte leje sig til heste. Advarsel til damerne. Prærielinjen og Luselinjen.

 

Sorgens dag den 22. april 1972

Den 22. april 1972 var sorgens dag. Da kørte den allersidste sporvogn – en linje 5 fra Nørrebro.

 

Napoleon og Victoria

Det pæne borgskab brugte drosker, og de første så dagens lys i 1828. Men den kollektive trafik startede med de såkaldte rumlekasser, hvor passagererne i bogstaveligste forstand blev kastet over hinanden.

Men se allerede i 1842 kørte der en omnibus fra Østerport via Blegdamsvejen og Lygtevejen (Nørrebrogade) tilbage til byen igen via Nørreport. Gennem årene skete der mange ændringer. Men i 1864 eksisterede der to omnibuslinjer til Nørrebro. Ja og de to omnibusser, der kørte, hed Napoleon og Victoria.

Men disse omnibusser var hele tiden overfyldte. Konduktøren behøvede ikke engang at bruge sit horn som signal til afgang. Disse omnibusser blev ikke uden grund kaldt rumlekasser. En spand heste trak dem over de toppede brosten. Alt imens væltede passagerne over hinanden. Så var det sandelig noget andet med de senere sporvogne.

 

Politiet sagde stop

Men rumlekasserne forsvandt ikke lige med det samme. Der kom større vogne med bredere fælge og bedre affjedring. Men arbejderne havde ikke rigtig råd til disse. Og det gjaldt også for de såkaldte hestedrosker. De første kom i 1828. Her var det kun det pæne borgerskab, der brugte disse. Men da disse rumlekasser blev bygget til at kunne rumme 50 passagerer så politiet stop.

 

Hestesporvognene

De første hestetrukne sporvogne havde kun plads til 10 passagerer. Det kunne en sund hest sagtens klare.  Den sidste hestesporvogn kørte i 1915.

Den allerførste linje i København gik fra Tivoli ad Vesterbrogade til Frederiksberg Runddel.

 

I 1867 startede Nørrebros Sporvejsselskab

I 1863 startede det første sporvognsselskab, men allerede i 1867 startede Nørrebro Sporvejsselskab. Det var C. Wolfhagen, der etablerede dette selskab. Men Anke Heegaard havde også en stor andel i selskabet. Stort set hvert år fik aktionærerne et stort overskud. Man havde mange planer, der dog aldrig blev ført ud i livet. Selskabet havde ikke deres egne heste. De blev lejet hos forskellige vognmænd. Og i medierne dengang kunne man læse:

• Paa en 3.532 kvadratalen lejet Grund matr. Nr. 394 Udenbys Klædebo Kvarter beliggende paa Lygtevejen ved Baldersgade tilhørende vognmand Hans Andersen opførtes en Kontorbygning og en mindre firesporet Vognremise af Bindingsværk

Vognmanden solgte senere grunden til selskabet.

På et tidspunkt overtog man en bygning Baldersgade 8, hvor man anlagde tre spor

 

En remise, der blev udvidet flere gange

Man anlagde i flere omgange en remisse på Lygtevejen (Nørrebrogade) og indrettede nogle kontorbygninger i Baldersgade. Til sidst var der plads til hele 200 vogne. Remissen på Nørrebro blev brugt helt frem til 1972. Det hele blev til det vi i dag kender som Nørrebrohallen.

Nørrebro Remise blev udvidet flere gange. Til sidst var der plads til hele 200 vogne. Et friluftsareal uden for blev brugt til opstillingsplads.

Efter Anden verdenskrig talte man allerede om, at remissen skulle nedlægges og erstattes af en ny remise på Stærevej. Økonomien rakte dog ikke til dette. Derfor var remissen i brug til 1972.

 

Det var meget mørkt på Nørrebro

Dengang, da sporvognene begyndte at køre, var det ikke altid lige sjovt at befinde sig på Nørrebro. Således var Parcelvejen hverken brolagt eller forsynet med belysning. Det var en ubehagelig oplevelse at befinde sig i bydelen efter et regnskyl. Ved hjørnet af Korsgade stod områdets eneste lygte, men den var af uransagelige grunde ikke tændt.

Nåede man Parcelbroen kunne man se Frederiksberg i et sandt lyshav. Et dagblad i 1878 beskrev forholdene således:

• Nørrebros Runddel befinder sig i en aldeles bundløs og ufremkommelig tilstand ved regnvejr og tøvejr. Det synes, at når man betaler skat skal som inde i byen at der med rimelighed forlanges, at der gøres meget ved vejen, at man ikke er udsat for at sidde fat midt på den.

 

Fra 7.30 til 22.30

I begyndelsen betragtede mange københavnere det at køre sporvogn som ren underholdning i stedet for et transportmiddel.

Kørslen startede kl. 7.30 om morgenen. Der blev kørt hver 12. minut frem til kl. 22.24. Helt oppe, ubeskyttet mod vejret kostede det kun 4 skilling. Masser af arbejdere benyttede sig af dette. Imponerende var det at man kørte hver 12. minut indtil 22.24.

Fra 1. februar 1868 fik man overenskomst med konditor Bolt, Nørrebrogade 13, hvorefter publikum. Som ventede på sporvognen ved vigesporet på hjørnet af Dosseringen kunne tage ophold i Konditoriet. På et tidspunkt kunne betjente rejse gratis. Det samme gjaldt for vovsen.

 

Elendige arbejdsforhold

Arbejdsforholdene var elendige. Arbejdsdagen var på 16 – 17 timer. Og spisepauserne begrænsede sig til 5 – 10 minutter ved endestationerne. Opstod der forsinkelser på turen, hvori kusken kunne gøres skyldig, måtte denne betale 4 mark for hver 3 minutters forsinkelse.

Lønnen for konduktør og kuske var 4 mark daglig. Dertil kom konduktørens løn. Han kunne få 2,5 skilling for hver rigsdaler, der var indkørt. Andelen blev i 1869 forhøjet.

 

Det havde nutidens fagbevægelse ikke fundet sig i

Det var sandelig ikke enhver der kunne blive ansat i et sporvejsselskab. Det normale var, at man blev ansat som reservekusk eller reservekonduktør. Man kunne så avancere, hvis man opførte sig ordentlig. Faktisk var der mange af de ansatte i begyndelsen, der var bønder og karle eller havde tjent som infanterister eller dragoner.  Der var en del strejker dengang. I reglement for Kjøbenhavns Omnibuskompagni kunne man i § 19 læse følgende:

• Konduktøren har at besørge Rengjøring af den indvendige Del af Vognen, Polering af Ruderne, samt hvis Vognen har to Etager, da ogsaa den øverste Del. Og det er ligelede hans Pligt at udbanke Gulvtæpperne, forsaavidt saadanne findes, samt naar disse er vaade at faa dem ombyttet med tørre. Ligeledes sørger han foa, at Lamper og Signaler ere i Orden og taende disse i rette Tid. Til udførslen af disse Arbejder skal han under Mulkt af 2 kr. indfinde sig i Vognhallen ½ Time foer Vognens afgang derfra. Han skal sørge for, at Døre er lukket paa Vognen, naar den henstår i Vognhallen.

Og nutidens fagbevægelse havde næppe accepteret § 20:

• Det staar i Bestyrelsens Magt, uden Angivelse af Grund, oejeblikkelig at afskedige Konduktoeren. Opsigelse fra Konduktoerens Side maa ske 14 Dage Forud 1ste i den paafoelgende Maaned.

Når konduktøren endelig havde fri, skulle han ikke forvente at sove længe. Nej han skulle stå op som sædvanlig. Se bare hvad der stod i § 21:

• Naar ikke uforudsete Ting, f. Ex Sygdom eller Afgang af Extravogn indtraeffe, har Konduktoeren efter bestemt Omgang en Fridag. Alle faste Konduktoerer moede hver Morgen paa Stationen. Naar de Konduktoerer som ikke skulle kjoere, ere tilstede, og det har vist sig, at det ikke er Brug for dem, der skulle have Fritur, kunne de forlade Stationen. Konduktoerens faste loen udbeatles ugentlig og bagud.

Egentlig var hestene en af de største udgifter, derfor forsøgte man sig med damp, men det blev en fiasko.

 

Ni forskellige selskaber

På et tidspunkt i slutningen af 1880erne var der ikke mindre end ni forskellige selskaber. Der var overhovedet ikke nogen koordination og der var stor forskel i kvaliteten og takstsystemer. Der var forskellige uniformer og ingen havde styr på kørerplanen. Der var ingen stoppesteder. Et nik til vognstyreren var nok og så stoppede han.

 

Medlemskab af fagforening var fyringsgrund

I et forsamlingslokale på Nørrebro dannede 200 fremmødte konduktører i 1890 en forening for sporvognskonduktører. Dagen efter blev den valgte formand kaldt op til direktøren. Denne mente ikke, at arbejde i frisk luft var særlig anstrengende. Medlemskab af en fagforening ville føre til øjeblikkelig fyring, blev det pointeret.

 

Sporvognslinje til Titan’ s medarbejdere

Fabrikant Sophus Hauberg kæmpede i mange år for en sporvognslinje til Nørrebro. Han oprettede den fabrik, der senere fik navnet Titan. Han havde brug for, at mandskab kom rettidigt ud til maskinfabrikken.

Han søgte koncession til at drive Sølvgades sporvognslinje. Efter tre års forhandlinger fik han endelig et ja. Men så var det lige Fælleden. Det var et gammelt militært område. Man kunne ikke bare have at civilister krydsede frem og tilbage to gange om dagen.

Så var det noget med at sporvognskonduktøren måtte ud af sporvognen for at åbne og lukke en port i Fælledparken.

 

Heste kan også få influenza

I 1891 opstod der problemer idet der udbrød en kraftig influenzaepidemi blandt hestene. Det blev nødvendigt at indskrænke driften. Konstant var der ca. 40 heste syge.

 

Ingen faste stoppesteder

I begyndelsen var der ikke faste stoppesteder. Dette betragtede sporvognsselskaberne som en ekstra service, så kunne man transportere de ældre til deres hoveddør. Men det var vel kun hvis de var så heldig lige at bo på en linje. Når man så skulle med en sporvogn skulle man blot løfte sin hat, stok eller paraply.

 

Masser af passagerer

Den 26. maj 1892 oplevede man den hidtil største indtægt på en enkelt dag, nemlig 2.024 kr. Det var den dag, hvor Kong Christian den Tiende og Dronning Louise fejrede guldbryllupsdag.

I 1895 befordrede man 18 millioner passagerer. Det svarer i gennemsnit til at hver beboer brugte sporvognen 57 gange.

 

Mange ulykker

For børn var det en yndet sport at hænge på vognene. Dette forårsagede mange uheld. Der forekom også mange uheld i form af påkørsler af drosker og arbejdsvogne

I 1897 skete der en tragisk ulykke. Den 6 – årige Ole Jensen søn af detailhandler Jensen, Slotsgade ville lige som de andre drenge hænge på den elektriske sporvogn. Han havde sat sig på det påhængsapparat, der var anbragt foran på sporvognen. Vognstyreren havde ikke set ham. På et tidspunkt faldt drengen ned på skinnerne og sporvognen kørte helt over ham.

Den 19. april skete der en eksplosion på Kongens Nytorv, netop da vogn 8 skulle oplades. Ruder knustes og en del inventar i vognen blev ødelagt. Det var en række gasarter, der var blevet antændt.

Det var svært at bremse de tunge vogne. En 70 – årig kvinde blev nervøs og snublede. Hun blev kørt over, før vognen kunne standses. Hun var død ved ankomsten til hospitalet.

Ja vidste du at den berømte Alberti blev kørt over en sporvogn ved Fælledvej. Nogle dage efter indlæggelsen døde han.

 

Den første elektriske sporvogn

Den 4. marts 1897 kørte den første elektriske sporvogn. Ja man reklamerede nu med lysture ned ad Nørrebrogade.

Om formiddagen var repræsentanter fra hovedstadens blade inviteret. Klokken 14 afgik de ordinære vogne fra den gamle endestation i Baldersgade. På Kongens Nytorv var mange mennesker for at se ”Dyret”. De gamle takster blev bibeholdt, dog havde man sænket prisen fra Kapelvej til Nørre Voldgade fra 10 til 5 øre.

 

Syrevogne og Dampsporvogne

Man havde forsøgt sig med akkumulatorer. De var ophængt under passagersæderne og vejede temmelig meget. Så gik der ellers derud af uden heste. På Kongens Nytorv fik man så ladet op. Der blev dog udsendt en meget generende syrelugt. En indsamling mod disse resulterede i 8.618 underskrifter.

Man forsøgte også med dampsporvogne og dampomnibusser. Det var nærmest et lille damplokomotiv. Den hvæssede, dampede, savede og peb. Lokomotivet blev fremstillet på Nørrebro hos Schmidt og Mygind. Og det var prøvekørsel om natten. Det gik ikke stille for sig. Beboerne var bestemt ikke begejstret. De smed kartofler, gamle tøfler og en enkelt død kat efter lokomotivet.

Disse dampsporvogne kom aldrig til at køre på Nørrebrogade. Men kortvarig kørte de på Blegdamsvej. Og så kørte de også på Strandvejen. Og det gik ud over dem, der kørte med hestevogn. For hestene blev aldrig glade for disse dampsporvogne. Og da birkedommer skulle behandle sådan en ulykke med en hestevogn, så konstaterede han at kvinder aldrig havde lært at køre med enspændervogn.

Det hændte også at beboerne måtte hjælpe med at skubbe op ad bakker eller i snevejr. Så forlangte politiet, at der skulle være klokker på sporvognene. Dette spolerede så mange borgeres søvn.

 

Man måtte leje sig til heste

Ved Nørrebro Sporvejes ophør rådede man over 24 to – etagers vogne, 3 sporomnibusser og en saltvogn. Selskabet rådede ikke selv over heste. De måtte leje dem hos diverse vognmænd. Det var også det første selskab, der gik over til elektrisk drift.

 

Advarsel til Damerne

Der var nu ikke let for alle med de nymodens elektriske sporvogne. Således kunne man i 1902 læse denne besked til damerne:

 

• Vore Damer har været så vant til med Gratie og Elegance at springe af Hestevogne tager sig ikke i Agt for Faren, og Farten er stærkere. Nu er det sidst den unge og udmærkede Sangerinde Ellen Beck, der er sprunget forkert og har pådraget sig nogle slemme Skrammer. Vi advarer vores kække Damer med at springe af Sporvognen.

Og så gik det ud over nattesøvnen. Politiet havde påbudt at forsyne vognene med en klokke. Det kunne godt gå ud over dem, der sov længe eller gik tidligt i seng.

 

Forhandlinger om sammenslutninger

Da det hele nu skulle overtages af et selskab, foregik der forhandlinger. Fra Frederiksbergs side mente man, at deres sporvogne havde større motorkraft end de andre selskabers sporvogne. Men fra Københavns Sporvejsselskab kunne man ikke acceptere de to – etagers vogne. Man mente, at det tog for lang tid ved stoppestederne.

 

Præriebanen

Man havde sandelig også en bane, som man kaldte ”Præriebanen”. Det var den gamle linje 19. Den ændrede linjeføring mange gange. Og blev en såkaldt aflastningsrute. Efterhånden var trafikken af især sporvogne på Nørrebrogade blevet for meget. Derfor havde man indført såkaldte aflastningsruter.

 

Lusebanen

Strækningen gennem Den Sorte Firkant – det tætbefolkede Nørrebro var et problem. Især i Blågårdsgade kneb det med fremkommeligheden. Den blev omlagt i 1949, så linjen gik mod Sydhavnen. Den kørte ad Elmegade, Stengade, Korsgade og Griffenfeldsgade. I den modsatte retning kørte man ad Blågårdsgade og Fælledvej. Strækningen, der gik gennem arbejderkvarteret kaldte københavnerne for Lusevognen. Man kørte med meget gammelt materiel på ruten. Det skyldtes den skarpe kurve i Nørrebrogade – krydset.

I 1963 lavede man et eksperiment. Man forsøgte med en moderne ledbus. Forsøget faldt heldigt ud. De skarpe sving havde ofte ført til afsporing.

I næste afdeling skal kigge på flere skinner, nemlig Jernbanen.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.999 artikler
• Under Nørrebro finder du 319 artikler
• Under København finder du 198 artikler
• Under Østerbro finder du 108 artikler

 

• Nørrebro på skinner (2) Jernbaner
• Et uheld på Nordbanen
• Lygten Station
• Linje 18
• Der kommer altid en sporvogn
• Dengang, der kom en sporvogn til Nørrebro
• Toghistorier fra Nørrebro (1)
• På sporet af Nørrebro
• Flere spor på Nørrebro
• Med tog over Lersøen
• Tog til Nørrebro
• Den gamle jernbane på Nørrebro
• Sporvogn på Nørrebro
• Jernbanen satte sine spor
• Gå ikke over sporet – der kommer tog.

 

 

 

 

En ulykke på Nordbanen

Foredrag Nørrebrohallen den 18.06.2023, Det var en smuk sommerdag den 11. juli 1897. En ulykke kommer sjældent alene. Togdriften blev ramt resten af dagen. Han blev en af hovedpersonerne. Kørte toget for hurtigt? Trafikassistentens vidneudsagn. Socialdemokrater på tur. Et hjælpetog med flere journalister end læger. Hvem havde ansvaret? Statsbanerne mente at vakuumbremserne fungerede. Lokomotivfører fyret – uden pension. Der er jo en rød lygte. Retten tog ikke hensyn til, at der tidligere havde været problemer med bremserne.  Skærpet dom i Landsretten til 6 måneders fængsel. Lokomotivføreren følte sig som offer for manglende sikkerhed.

 

En smuk sommerdag

Det var en smuk sommerdag den 11. juli 1897. Der var væddeløb på Eremitagen. Mange mennesker skulle i skoven eller på landet. Alle ”Samfærdselsmidler” var taget i brug og alle ”Jernbanetog” var fyldt op. En journalist oplevede en af de største katastrofer, hvis ikke den allerstørste i Dansk Jernbanehistorie:

• Pludselig fik jeg Øje paa Iltoget som kom ned ad Bakken fra Holte og vakte min Opmærksomhed et Øjeblik. Det nærmede sig hurtigt, men jeg blev optaget af noget andet. Kort efter kom jeg atter til at se på Iltoget.
• Det var nu meget tæt ved og havde tilsyneladende fuld Fart paa. Det saa virkelig ud til, at have samme Spor som det holdende Tog. Rent uvilkaarligt fik jeg en fornemmelse af Ubehag, Nu var det kun faa Meter mellem de to Tog. Et forfærdeligt Brag lød ud over pladsen

Resultatet blev 40 omkommende og mere end hundrede sårede.

Der kom senere to store ulykker ved Bramminge i 1913 og Vigerslev i 1919 har været med til at justere sikkerheden i jernbanedriften.

 

En ulykke kommer sjældent alene

Allerede fra morgenstunden var det klart, at der blev en travl dag på de sjællandske jernbaner. På de københavnske banegårde var sporene fyldt med de tog, som i løbet af morgenen og formiddagen skulle sendes ud til alle afkroge af Sjælland. En af de første tog, som skulle afgå vest på, var Tog 43. 20 vogne var klar til at tage imod de rejsende. Men ak en ulykke kommer sjældent alene. Pludselig blev sporskiftet ved en fejl omstillet under toget, så rangerlokomotivet under den forreste vogn blev afsporet.

 

Togdriften ramt resten af dagen

Togene fra Nordbanen blev i den grad påvirket af dette uheld fra morgenstunden. Alle tog på Vest-banen skulle nu passere Nord – og Klampenborgs togveje.

Nu begyndte tog at hobe sig op både i København og på stationerne Frederiksberg og Nørrebro. Stationsforstander Skovsted havde rigeligt at gøre med at få ekspederet toggangen på Sjælland på den mest effektfulde måde resten af dagen.

Men ingen tog måtte aflyses. Heller ikke en længere fastlagt prøvekørsel på Kystbanen mellem København og Helsingør.

 

Han blev en af hovedpersonerne

En af de jernbanemænd, der passerede det afsporede og væltede tog inde på Københavns Hovedstation var lokomotivfører Carl Peter Valdemar Hansen. Han skulle blive den mest omtalte person i Danmarks værste jernbaneulykke. Carl Hansen blev blandt kollegaerne kaldt Pariser-Hansen, fordi han i sin ungdom havde arbejdet 11 måneder på en symaskinefabrik i Paris. Han var født ind i en jernbanefamilie.

 

Et dubleringstog

Han blev kommanderet til ved 17 – tiden til at køre et ekstratog til Helsingør og returnere det til København samme aften. Aftentoget var et dubleringstog for det ordinære aftentog fra Helsingør til København. I køreplanen havde det betegnelsen Tog 834.

Der var mange mennesker på mellemstationerne mod København. Navnlig i Holte var det en del rejsende, der ikke var kommet med det foregående Holtetog mod København.

De rejsende ville absolut ind i de tomme vogne forrest i toget. Men da det var plads længere nede i toget, lod konduktør Petersen de forreste vogne aflåse.

 

Kørte toget for hurtig?

Stationsforstander Knudsen var til stede på perronen i Lyngby, da Helsingør – toget passerede forbi. Han bemærkede senere at det var påfaldende, at toget kørte langt stærkere, end det egentlig må, når det kørte forbi en station.

Men andre kilder nævner dog, at Helsingør-toget standsede i Lyngby for at tage rejsende med.

Forsinkelserne for det forangående Tog 36 fortsatte på vej ind mod København. Egentlig skulle Holte-toget være ankommet allerede 23.03. Men viserne på stationsuret passerede netop 23.24, da toget rullede ind på perronen.

 

Trafikassistent

Trafikassistent Ely Stenberg har senere erklæret:

• Jeg stod netop rede til at afgive Afgangssignal, da iltoget kom oppe paa Bakken foran Stationen. Jeg hørte, Vakuums-Bremsen blev anvendt. Om den virkede, ved jeg ikke, men jeg tror det. Desuden forekom det mig, at Lokomotivføreren gav Kontradamp. At Vakuums – Bremsen har virket sluttede jeg deraf, at hvid det ikke havde været Tilfældet, ville Skaden blevet langt større.
• Hvis et Iltog i fuld Fart stødte mod et stilleholdene Tog vilde det være gøre ganske anderledes Ravage.
• Men – Dampuhyret nærmede sig, og i et nu var Sammenstødet sket! Det er det forfærdeligste Øjeblik, jeg nogensinde har oplevet.
• Hvinende Skrig og bedende Bønner om Hjælp lød i mine Øren, og da jeg havde tøvet nogle faa Sekunder, løb jeg ind paa Kontoret og telegraferede hjælp fra Hellerup og Lyngby. Hele Tiden stod den Tanke for mig:
• Var det din Skyld, var Alt i Orden.

 

Socialdemokrater på tur

Socialdemokratiets 13. Kreds befandt sig foran i Holte – toget. Feststemningen blev afløst af sorg og rædsel:

• Vi saae Folk kravle ud af de sønderknuste Kupeer, saavel Frelste som Saarede. Mange af dem kastede sig ned paa Stationens Platform, idet de udstødte høje Skrig og skærende Hvin, og samtidig hørte vi inde fra Vognruinerne Rollen og Jamren, der trængte os til Marv og Ben. Fra dette tumlede vi ind i Ventesalene.

Antallet af omkomne, døende og svært kvæstede var stort. Ved sammenstødet havde Helsingørtogets lokomotiv pløjet sig igennem de fire bagerste vogne i Holte – toget og var selv landet oven på en af en af passagervognene, der var knust til pindebrænde.

 

Der manglede læger

Man var begyndt at tage de lemlæstede frem af vragene. Det værste var mangel på læger. I over en time måtte en enlig læge sammen med to medicinske studenter forsøge at gøre alt det de kunne.

Folk fra de uskadte vogne hjalp til med redningsarbejdet. De mange omkomne blev i første omgang lagt ved siden af hinanden ude på perronen, ligesom de også blev bragt ind i ventesale og på stationskontoret sammen med flere af de kvæstede.

 

Et hjælpetog

Rygtet om den store ulykke i Gentofte spredte sig som en ildstorm via telegrafen. Det varede ikke længe før de københavnske journalister hastede mod Gentofte. Nogle af dem tog med hjælpetoget. Toget stoppede i Hellerup, hvor pionerer fra kasernen i Hellerup kom løbende. Det var et frygteligt syn, der mødte dem i mørket på Gentofte Station.

Ulykken blev det store samtaleemne. Allerede ved 6-tiden om morgenen var prins Valdemar og prinsesse Marie mødt op. Ifølge bladet København var hun mødt op i ”en tarvelig Morgendragt”.

Hovedparten af de omkommende var deltagere fra Socialdemokratiets sommerfest og ansatte fra Magasin du Nord.

 

Hvem havde ansvaret?

Interessen samlede sig hurtigt om, hvem der havde ansvaret for ulykken. Var det statsbaneledelsen eller lokomotivfører Carl Hansen, som havde ført Helsingør-toget. Han påstod, at da han så det røde lys, gjorde han brug af Vakuumbremsen. Konduktør Andersen nåede aldrig at få drejet på skruebremsen før ulykken indtraf.

Birkedommer Oldenburg kom til at stå i spidsen for undersøgelsen. Der blev foretaget mange prøvekørsler mellem Lyngby og Gentofte.

 

Statsbanerne mente, at vakuumbremserne havde fungeret

Statsbanernes generaldirektorat var ikke i tvivl. De mente, at vakuumbremserne havde fungeret. En anonym statsbaneembedsmand udtalte til Aftenbladets Journalist:

• Manden havde kjørt som som en Gal og hverken brudt sig om Faren eller Signalerne.

 

Lokomotivfører – fyret uden pension

Statsbanerne mistænkte fyrbøderen og lokomotivføreren i at samordne deres forklaringer.

Den 9. august 1897 fremsendte generaldirektoratet et brev til lokomotivfører Carl Hansen, hvori de meddelte ham, at direktoratet på grund af hans:

• Udviste Pligtforsømmelse, der forvoldte Jernbaneulykken ved Gentofte

havde afskediget ham uden pension. Allerede den 13. juli 1897 var både fyrbøder og lokomotivfører midlertidig fritaget for tjeneste.

 

Der er jo en rød lygte

Under retsmødet forklarede fyrbøder Søren Knudsen, at han i sekunder inden ulykken havde hørt lokomotivføreren udbryde:

• Der er jo rød Lygte

Carl Hansen havde i det samme taget fat i grebet om vakuumbremsen uden at det skete noget.

 

Der var ikke taget hensyn til tidligere ulykker

I oktober 1897 blev lokomotivfører Hansen idømt fængsel i fire måneder. Dertil kom at han skulle udrede statsbanernes udgifter i forbindelse med ulykken, der blandt andet dækkede de materielle skader, fjernelse af blodpletter i ventesale og kontorer i Gentofte samt udskiftning af perronplanker på stationen

Ved afsigelse af dommen blev der ikke taget hensyn til tidligere uheld, hvor denne bremse havde svigtet. Dommeren mente simpelthen, at lokomotivføreren havde overset den røde lampe.

 

Skærpet til seks måners fængsel

Dommen blev anket til Den kongelige Landsover – og Hof og Stads-ret. Her blev straffen den 20. september 1898 skærpet til seks måneders fængsel. Sagen gik videre til Højesteret. Her mente man, at der ikke var fremkommet nye oplysninger.

 

Løsladt efter kongelig resolution

Den 22. juni 1899 lukkede fængselsporten sig bag Carl Hansen. Men allerede den 24. oktober 1899 blev der udstedt en kongelig resolution om frigivelse af den forhenværende lokomotivfører. To dage senere var Carl Hansen atter ude i friheden.

 

Offer for manglende sikkerhed?

I fængslet havde Carl Hansen haft tid til at nedskrive sin biografi, hvor han gav udtryk for, at han gruede for sin fremtid og håbede at hans ulykkestid var forbi. Gennem livet bevarede han dog opfattelse af, at han var blevet et offer på grund af et sikkerhedssystem, der ikke fungerede.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• tidsskrift.dk
• Jernbanehistorie – Jernbanernes Teknologi – og kulturhistorie

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.998 artikler
• Under Nørrebro finder du 319 artikler
• Under København finder du 198 artikler
• Under Østerbro finder du 108 artikler

 

• Katastrofen i Gentofte
• Linie 18
• Lygten Station
• Der kommer altid en sporvogn
• Dengang, der kom en sporvogn på Nørrebro
• Toghistorier fra Nørrebro (1)
• På sporet af Nørrebro
• Flere spor på Nørrebro
• Med tog over Lersøen
• Tog til Nørrebro
• Den gamle jernbane på Nørrebro
• Sporvogn på Nørrebro
• Jernbanen satte sine spor
• Gå ikke sporet – der kommer tog
• Sporvogn på Østerbro
• Nørrebro på skinner 1- 2

 

 

 

 

Din side er ikke anbefalelsesværdig

Siden vil ikke blive foreslået. Man trues dagligt. Vi kender ikke de usynlige begrænsninger fra Facebook. Facebook udgør 46 – 48 pct. af vores læsere. Historien kan tolkes på mange måder. De 4.000 forbudte ord. Vi bliver mindet om ”overtrædelser. Vi laver en liste over ”vores kriminelle handlinger”. Facebook forbeholder at trække grænsen. De magtfulde samfundsaktører. Hvordan er algoritmerne sammensat? ”Den Gamle Redaktør” beskyldt for alvorlige overtrædelser. Det er lige før man bliver beskyldt for at være seksuel afvigende og fremme terrorisme.  Facebook glemmer ikke. De farlige personer og organisationer – hvem er de? Hvorfor diskuteres der ikke på naturligvis. Facebook har kontrol af den demokratiske samtale. Facebook agerer som en statslig aktør.

 

Siden vil ikke blive foreslået

Ja sådan er det nyeste påfund fra Facebook. De fortæller, at indhold på dengang.dk ikke vil blive foreslået til folk. Og så vil de ellers komme med forslag til, hvad jeg skal gøre for at få Facebook til det igen.

Og så får vi at vide, at vores side ikke overholder fællesskabsreglerne. Facebook indrømmer, at de ikke altid har ret. Man kan erklære sig uenig i deres afgørelse, siger de. Men det kan du sandelig ikke altid.

 

Man trues

Og så trues det ellers med at siden risikerer at få fjernet sin offentliggørelse og derfor har reduceret distribution samt andre begrænsninger. Og det er så det vi oplever i øjeblikket. Og vi har protesteret flere gange til ingen verdens nytte.

Facebook mener, at vi har overtrådt fællesskabsreglerne for mange gange. De mener ligeledes at vi har fremmet problematisk indhold. Og så meddeler de os, at ikke alt indhold, der er tilladt på deres platform, er berettiget til anbefaling.

 

Vi kender ikke de usynlige begrænsninger

Ja så kender vi jo ikke de usynlige begrænsninger, som vi er udsat for.

Og skriver Facebook at de indhenter input fra 50 førende eksperter, der specialiserer sig i anbefalingssystemer, udtryk, sikkerhed og digitale rettigheder

Nu var vi ellers lige blevet så glade – en måned uden restriktioner – troede vi. Indrømmet vi bruger Facebook rigtig meget hver dag. Vi deler andres delinger, når det drejer sig om historie og når vi synes, at det er interessant.

 

Facebook udgør 46 – 48 pct. af vore læsere

Dengang vi ikke oplevede nogen form for restriktioner, havde vi op til 300.000 læsere på et år. I øjeblikket udgør Facebook ca. 46 – 48 pct. Resten er direkte på nettet.

Vi har tidligere delt mere af vores 1.996 artikler. Men Facebook bad os om at indskrænke vores delinger af egne produktioner. Desuden deler vi en del fotos, som vi bruger for at illustrerer vores artikler. For os er historieformidlingen det vigtigste.

 

Historie kan tolkes på mane måder

Vi har stor forståelse for, at vores læsere ikke altid er enige i vores konklusioner. Historie kan tolkes på mange måder. Det afhænger ofte af de kilder, du bruger. Ofte har vi også været inde i arkiver, som sjælden har været besøgt.

Man har i et enkelt tilfælde også været udsat for at myndighederne har forsøgt at hindre en bogudgivelse. Sandheden kan være ilde hørt. Og det er kun sejrherren, der har ret.

 

De 4.000 farlige ord

Facebook har endnu ikke fundet ud af, at vi driver en upartipolitisk hjemmeside med historiske artikler. I disse forekommer der ord og navne, som er vigtige for at kunne forstå historien. Disse ord og personer er måske med på Facebooks ”Forbudt – liste”. På denne liste skulle der befinde sig ca. 4.000 ord/personer. Den er ikke offentlig tilgængelig.

Måske er dette trættende læsning for dem, der tidligere har læst vores kritik. I slutningen af artiklen bringer vi en liste over artikler som vi i den forbindelse allerede har skrevet.

 

Vi bliver mindet om ”overtrædelser” hver dag

Hver dag bliver vi mindet om, at vi mister vores side den næste gang, vi træder ved siden af og kommer til at overtræde Facebooks fællesregler. Egentlig er det fint nok, at vi har nogle regler og at tonen på de sociale medier skal være sober, så længe ytringsfriheden bliver bevaret.

 

Det sker også for os – de mindre kendte

I medierne hører vi gang på gang, når kendte mennesker oplever, at deres profil bliver slettet på Facebook. Men det sker også for os andre – mindre kendte. Ja vi er mere end en gang blevet smidt helt ud. Der har været repressalier af forskellig art. Kreativiteten i den henseende fejler ikke noget.

 

En liste over ”vores kriminelle handlinger”

Når du så ”har udstået din straf” ja så forfølger den dig alligevel. Og kære læser, vi skal ikke gøre os bedre end vi er. Så her følger en liste over vores ”kriminalitet”:

• Vi har brugt et ord om en bestemt befolkningsgruppe, der blev brugt i beskrivelse af en søndagsskole på Vesterbro i 1914
• Vi har brugt et ord som er forbudt i beskrivelsen af en lejr i Buskhøj ud for København.
• I disse to tilfælde har vi gjort os skyldige i racisme
• Vi har flere gange brugt fotos af folk i uniformer under besættelsen og under Anden Verdenskrig
• Derved har vi gjort os skyldige i at overtræde regler om farlige individer eller organisationer.
• Men vi har da set andre hjemmesider bruge samme fotos flere gange uden restriktioner. Det gælder for eksempel Auschwitz – museet. Ja fotoet er faktisk forsiden af en bog.
• I et enkelt tilfælde har vi anmeldt en bog fra nazisttiden i Flensborg. Vi brugte et foto fra Flensborg Avis. Dette medførte repressalier. Vi kontaktede derefter Flensborg Avis for at høre om de oplevede det samme. Det gjorde de ikke.
• I en artikel beskrev vi Søernes historie i København. Blandt de fem fotos, som vi brugte, var et foto med ”Badende børn i Sortedamssøen”.
• De havde alle badebukser på – men vi blev nærmest betragtet som pædofil for dommen lød på, at Uwe Brodersen har delt et opslag på siden, der overtrådte vores regler om voksnes nøgenhed og seksuel aktivitet.
• Det er lige før, at beskyldningerne fra Facebook i sig selv er kriminelle.

 

Facebook forbeholder at trække grænsen

Undertegnede kan ikke huske flere ”kriminelle handlinger”.

Hvorfor skal Tech-giganter fungere som overdommer i rigtige og forkerte handlinger. Det er jo begrænsning af ytringer. Og hvad siger Facebook:

• Vi forbeholder os retten til at trække grænsen et sted. Det er frivilligt at være på vores platform og folk kan ytre sig andre steder.

Denne udtalelse er fremkommet i bladet Journalisten den 21. januar 2021.

”Den Gamle Redaktør” har da sandelig også overvejet om at flytte til et andet socialt medier, men denne redaktørs viden på det område er nok begrænset.

 

En sikring af demokratiet kommer i anden række

Når Facebook beslutter sig for at censurere et indlæg eller en gruppe udløser det et ramaskrig. Ytringsfriheden er krænket. Men på Facebook er det ikke noget, der hedder ubegrænset ytringsfrihed, hvilket er præcis det, fællesskabsreglerne er formuleret til at formidle. Og Facebook vil også gerne forblive i Kina. Her arbejder Facebook også med censurregler. Ytringsfriheden står i vejen for profit. Business first. Så kan sikring af demokratiet komme i anden række.

 

Facebook griber selv ind

Vi glemmer alt for ofte, at det er enkelte aktører, der stort set ejer al trafik på internettet. Alle andre har travlt med at rage det, der er til overs til sig.  Vi glemmer at Facebook er verdens største sociale medieplatform. Forretningsmodellen har meget lidt at gøre med at understøtte demokratiet, ytringsfriheden og friheden til at udtrykke sig i det offentlige rum.

Facebook indrømmer, at de selv griber ind, når det er skadeligt. Med andre ord, det er Facebook, der bestemmer når noget ikke er ”passende”. Det er ikke lovgivningen. Og dette accepterer vores politikere.

 

Magtfulde samfundsaktører

Sociale medier og globale platforme er i dag så magtfulde samfundsaktører, at de har indflydelsen på både demokratiet og ytringsfriheden. De centrale frihedsrettigheder – som sammen med tillid og ligheden for loven – er nogle af de vigtigste værdier for danskerne.

Men Facebook har et tilsynsråd, der skal være øverste dommer. De skal vurdere hvilke typer indhold, der skal fjernes, og hvad der får lov til at blive liggende på Facebook. Og tænk engang Facebook vil rette sig efter de afgørelser, som rådet træffer.

 

Hvordan er algoritmerne sammensat?

Facebook er den 8. største kommercielle virksomhed i verden. Og den er benhård. Vi har i hvert af de overnævnte tilfælde klaget. Men egentlig kan vi jo slet ikke komme igennem. Man siger, at i den daglige drift har Facebook 15.000 ansatte, der hver dag rutinemæssigt vurderer to millioner af stumper af indhold på over 50 sprog i forhold til Facebooks retningslinjer – de såkaldte fællesskabsregler.

Dette lyder bedre end robotter styret af algoritmer. Vi ved ikke, hvordan algoritmer prioriterer dengang,dk’ s indhold og hvorfor det pludselig slettes eller ændres. Noget kunne tyde på at algoritmerne ikke er konstrueret til at kunne forstå historieformidling. Vi har ingen gennemsigtighed i, hvordan disse algoritmer er konstrueret.

 

”Den Gamle Redaktør” beskyldt for alvorlige overtrædelser

Nu er det grænser for, hvad du må skrive ifølge Facebook – reglerne. Det er sikkert mange andre end ”Den Gamle Redaktør”, der har læst fællesskabsreglerne.

Undertegnede er således også blevet beskyldt for ”Hadefuld retorik” samt at have overtrådt regler om race og seksuel orientering (se overfor). Hvad der må forblive, er noget som alene Facebook.

 

Facebook glemmer ikke

Det hele virker meget autoritært. Så vidt vides er det 4 måneder siden, jeg begik den sidste ”kriminelle handling”, men Facebook glemmer ikke. Er det ensretning, de prøver at fremme. Jo, jeg er sur. Jeg har ikke gjort noget som helst forkert.

Gennem historien har det været mange ”0nde” mennesker. Dem vi skriver vi også om. De er også en del af historien. Det er jo ikke personer vi på nogen måde mener man skal efterligne. Men det sådan Facebooks algoritmer udlægger det.

 

De farlige personer og organisationer

De farlige personer og organisationer som vi åbenbart har anbefalet. er opdelt i tre grupper, hvor 1. grad er mest alvorlig:

• grad: Terrorisme, organiseret had, kriminalitet i stort omfang, masse – og seriemordere og krænkende voldelige begivenheder
• grad: Voldelige, ikke-statslige aktører
• grad: Militariserede sociale bevægelser, voldsfremkaldende konspirationsnetværk og personer og grupper, der er udelukket for at fremprovokere had.

Vi ved bare ikke hvilke personer og organisationer, vi har omtalt som beretter Facebook til repressalier over for os. Vi kan regne ud at det er personer og organisationer, der anses for fjender eller trusler for USA og landets allierede.

 

Hvorfor diskuteres det ikke på naturlig vis

Facebook indrømmer, at deres politik er ret sort/hvid, men det er for at beskytte deres brugere, siger de. Hvorfor kan det ikke diskuteres på naturlig vis?

 

Kontrol af den demokratiske samtale

Men så længe vores politikere ikke formår at begrænse Tech – selskabernes kontrol af den demokratiske samtale så kan de jo bare fortsætte, hvor de slap. Man skulle jo tro, at alle selskaber skal følge og respektere dansk lovgivning.

• Hvorfor får de lov til at bedrive urimelig politisk censur af min helt lovlige og demokratiske ytringer?
• Hvorfor sikrer de danske politikere ikke min grundlovssikrede ytringsfrihed på de sociale medier?
• Hvorfor bliver Facebooks monopollignende holdning ikke ophævet i det ellers demokratiske Danmark?
• Hvorfor skal vi udsættes for en omfattende, vilkårlig og politisk censur? Denne censur er jo fuldstændig umulig at gennemskue.

 

Facebook agerer som en statslig aktør

Facebook forsøger at agere som en slags statslig aktør, der ikke skal stå til ansvar for befolkningen. Det er som at leve i et helt nyt land, hvor du er underlagt love og normer udarbejdet af usynlige overherredsmænd, der i al stilhed bestemmer, hvordan du lever, under påskud af at dette er, hvad du ønsker og at de ved bedst.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• facebook.com
• journalisten.dk
• mm.dk
• videnskab.dk
• kristeligt-dagblad.dk
• nyheder.tv2.sk
• trykkerfrihed.dk
• dr/nyheder.dk

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.997 artikler
• Under Andre Historier finder du 93 artikler

 

• Vi føler os til grin på Facebook
• Er Facebook fortid for dengang.dk?
• Historieformidling på Facebook
• Du spreder hadefuld retorik
• Den digitale ytringsfrihed er under pres
• Hvem skriver historien

 

Kalvø – en ø i Genner Bugt

Vi har delt denne lange artikel i hovedafsnit: 1. Den smukke ø 2. Jørgen Bruhn-hans skibe og værft 3. Den sidste Skipperfamilie 4. Det sker noget på Kalvø. 5. Forbindelse til Kalvø. En fast forbindelse til øen skabte problemer. Tænk engang, der blev bygget 230 skibe i Aabenraa fra 1820 til 1870. Mange oldsager gik tabt på Kalvø. Familien Bruhn var en anset familie. Han flygtede fra engelsk fangenskab. I 1817 havde han andel i 35 skibe. Hans byggeri på Kalvø skabte mishag i Aabenraa. Han købte Kalvø for 6.400 Rigsdaler sølvmønt. Hvad mente man om ham? Et familieværft blev etableret på Kalvø. To skibe startede et rederi. Det var De Seks Brødre og ”De To Søstre”. Miljøministeriet købte øen. Vi skal høre om de besværligheder, der var med at etablere en dæmning og en bro. En bus var ved at køre i vandet. I dag er der også museum på øen. Der kan du se en masse af det, som vi her skriver om

 

Den smukke ø

 

Omegnens bønder havde kalve gående på øen

Det er sandelig mange år siden, jeg har været her. Dengang var jeg meget betaget af det jeg så. Hvad skal øen huskes for? Ja et navn som Jørgen Bruhn fylder meget i øens historie. Her er både natur og kultur. Men ikke mindst historie. Når man nu skal placere sådan en artikel, skal det være under Genner, Løjt eller Aabenraa. Eller måske et helt andet sted. Når man nu vil beskrive historien, er det jo mange muligheder.

I 1200 – tallet blev øen kaldt ”Calf ø. Man siger, at navnet skyldes, at omegnens bønder havde haft kalve gående græssende på øen om sommeren.

 

Dannebrog kom i land i Genner Havn

I 1219 fortæller sagnet, at krigerkongen Valdemar Sejr kom sejlende ind i noret med sin flåde, hvor han gik i land, ved det der senere blev kaldt Genner Havn medførende Dannebrog.

Til minde om denne landgang opførte egnens bønder monumentet ”Dannebrogsskibene” på højdedraget i bunden af Genner Bugt over for Kalvø.

 

Svenskerne huggede værdigenstande på Kalvø

I 1627 nåede krigens alvor til egnen, da Christian den Fjerdes tropper under deres tilbagetog plyndrede, hvor de nåede frem, og hvad de kongelige tropper ikke havde plyndret og ødelagt, tog de forfølgende svenske tropper sig af.

Sagnet siger at beboerne fra Genner sejlede deres værdigenstande over til Kalvø og begravede dem der. Til ingen nytte. Svenskerne opsporede gemmestederne og tog alt hvad de fandt.

 

Mange oldsager gik tabt

Kalvø blev nævnt første gang i 1232 i Valdemar Sejrs jordebog. Åbenbart skulle øen have været ubeboet, men det tyder fund, som man har gjort nu ikke på. Jørgen Bruhns søn, Hans Bruhn fortæller, at

• mange oldtidssager, som vel vedligeholdte stenkilder, hamre og mønter, samt mange andre ting, som blev opbevaret i ”Herrehuset”, men samlingen er nu under krigen i 1864 blevet splittet ad og til dels plyndret af militæret.

Noget havnede i Kiel. I dag er det kun et billede af en bronzeøkse tilbage.

En senere ejer af Kalvø og husene på øen fortsatte indsamlingen af oldsager. Hans indsamling af oldsager og hans stensamling, der nu er udstillet, fortæller at øen har haft besøg af mennesker i jægerstenalderen, og at der både i bondestenalderen og bronzealderen har været beboelse og landbrugsdrift.

 

Jørgen Bruhn – hans skibe og værft

Jørgen Bruhn var datidens matador på Aabenraa – egnen. Med sin mangesidede virksomhed var han i høj grad med til at præge en del af Aabenraas store sejlskibsperiode., som varede fra ca. 1820 – ca. 1880. Han blev lidt af en myte. Han var sin tids rigeste mand i Aabenraa. Han opnåede at blive den største skibsreder i hele Danmark. Og han tilhørte overklassen i byen.

 

En anset familie

Den 14. maj 1791 blev han født på Strågård på Løjtland. Som den ældste blev han opkaldt efter sin farfar, der var den første Bruhn på gården. Den næste Bruhn var Hans Bruhn, det var Jørgen Bruhns far. Strågård var 120 tdr. land, hvoraf en del var god skov. Hans Bruhn havde også forpagtet to møller, Slotsmølle og Nymølle. Han drev også stor handel med strå, hø og kvæg. Han var også medarbejder af flere sejlskibe.

Han tilhørte således kredsen af storbønder, kaptajner og købmænd, der forbandt Løjt med Aabenraa by. Jørgen Bruhns mor hed Maren Bargum og var datter af provsten i Aabenraa.

Jørgen Bruhn gik lige som sine søskende i landsbyskolen i Skovby. Senere gik de på privatskole og havde huslærere. Alle hans brødre og søstre slog sig senere hen ned på egnen. De indgik også senere i den ledende elite. Ludolf blev kaptajn og døde ung. Jacob Adolf kaptajn, skibsreder og ejer af gården Dahlholt. Hans Detlev blev skibsfører, reder og ejer af kancelligodset Høgebjerg. Margrethe blev gift med en kaptajn og reder, der tillige havde Stolliggård. Anna blev gift med en kaptajn.

 

Oplært i egnens søfartstraditioner

Gennem sin opvækst på Strågård blev Jørgen Bruhn oplært i egnens søfartstraditioner. Da han blev konfirmeret, kom han ligesom mange andre unge fra Løjt ud at sejle. I løbet af de næste fem år avancerede han efterhånden til 2. styrmand. Sin styrmandseksamen tog han i 1800 i København.

Det var nu ikke uden risiko, at de unge meget tidligt tog på søen. Men det fortælles at mindst ¼ af de unge, der gik til søs, mistede livet inden de var 40 år. Mange omkom enten ved at falde overbord eller ved forlis, lige som søfolkene var udsat for stor smittefare, når skibene anløb fremmede havne.

I 1801 blev han ved Gibraltar på den spanske side opbragt af en engelsk orlogsfregat og sammen med resten af mandskabet tvunget i engelsk tjeneste.

 

Det første skib – Flora

I 1906 – 1807 byggede han sammen med 22 andre et lille fregatskib Flora. Tilsyneladende har familie og venner hjulpet til med andel i skibet. Med skibet sejlede Jørgen Bruhn til Vestindien for at fragte kaffe, sukker, rom og tobak. På vej hjem i 1807 var Danmark kommet i krig med englænderne. Flora blev opbragt af den engelske flåde i Kanalen. Sammen med andre danske søfolk kom han i engelsk krigsfangenskab.

 

Flygtede fra engelsk fangenskab

I løbet af krigen tog englænderne 1.400 dansk – norske skibe. Og alene i 1807 kaprede englænderne 10 Aabenraa – skibe.

Efter halvanden års fangenskab flygtede Jørgen Bruhn fra fangenskab. Hjemme i Aabenraa fik han næringsbrev, der tillod at redere og kaptajner udrustede deres skibe med kanoner og mandskab til erobringskamp. De erobrede skibe og deres last blev efter retsligt forhør solgt på en auktion. Det var ikke ualmindeligt at et enkelt kaperi kunne indbringe 100.000 rigsbankdaler.

 

Han fandt sin kone i Norge

Jørgen Bruhn deltog antagelig kun i et kaperi, men det indbragte ham 7.000 rigsbankdaler. For dette beløb anskaffede han sig et skib. Han gik nu i engelsk tjeneste. Og indtil 1814 sejlede han i konvojer mellem Østersøen og England.  Under en af disse ture i 1809 eller 1810 måtte de søge ly i Norge grundet dårligt vejr. Her mødte han sin tilkommende kone, Marie Margrethe Borse.

 

Den norske familie flytter til Løjt

I 1813 overtog Jørgen Bruhn fødegården. Hans kone drog sammen med sine forældre, en falleret storkøbmand og et par andre slægtninge fra Norge ind på Strågård.

 

Som 40 – årig forlod han søen

Fra 1816 – 21 sejlede Jørgen Bruhn for et københavnsk handelshus. Han gennemførte flere indbringende sejladser til Ostindien. Hans sidste rejse endte med et forlis ved Kap det Gode Håb. Det endte med et stort tab for Jørgen Bruhn, da han mistede en masse varer, som han medførte for egen regning. Det var anledningen til, at han i 1821 som 40 – årig opgav søen.

 

Investerede i skibe

Allerede 3-4 år før var han så småt begyndt at investere i skibe. Gennem det handelshus, som han sejlede for, købte han og 15 andre en brigantine i København. Gennem de næste år, blev der købt fire skibe mere.

Jørgen Bruhn havde alle forudsætninger for at kende sammenhængen mellem skibsbygning, sejlføring og manøvrering. I 1820 lod han på Paulsens værft bygge Caravane efter sigende efter model af et havareret amerikansk skib som han havde hjemført fra København.

 

I 1817 havde han andel i 35 skibe

I alt har Jørgen Bruhn haft andel i 35 skibe, der i årene 1817 – 58 hørte hjemme i Aabenraa. Heri indgik kun de skibe, han ikke selv førte. men som han var reder for eller som han i slutningen af sit liv lod bygge på sit eget værft.

I den periode blev han som Aabenraas dominerende reder og den, som ved nye initiativer gav byens opblomstrende skibsbyggeri og skibsfart form.

 

I 1847 blev Kalvø købt

I 1847 købte Jørgen Bruhn Kalvø for 6.400 Rigsdaler Sølvmønt. Årsagen til købet skal findes i uoverensstemmelser med magistraten i Aabenraa vedrørende manglende plads på skibbroen.

 

Hvordan startede det på Kalvø?

I 1848 byggede han et træskibsværft bestående af bedding og saluthøj. Om opbygningen af værftet skriver hans søn, Hans:

• På øen blev først bygget et lidet Skur, hvor 2 Heste og Arbeidsfolk havde Huuslye, indtil Huuse bleve byggede. Det første Huus var det ligeoverfor Herrehuset beliggende….det næstfølgende var Herrehuset, derefter Vaaningshuusene til Tømmermændene, Smedien og senere Stalden og Damms Huus. Fader anlagde 1848 Halligen til Skibsbygningen som ogsaa Planhuuset og begyndte at bygge Skibet Calløe…

Protester mod værftet

Det var nu ikke uden problemer at dette skete. Jørgen Bruhn havde ikke søgt om tilladelse til at oprette et værft uden for købstaden. I september 1850 rejste det offentlige sag mod Jørgen Bruhn efter anmodning fra en række aabenraaer, der frygtede at købstaden ville lide tab på grund af Kalvø – værftet.

Herpå fulgte en strøm af redegørelser og betænkninger. Jørgen bruhn hævdede, at han ikke havde søgt om tilladelse:

• Fordi Skibsbyggeriet stedse har været anseet som en frie borgerlig Haandtering.

Værftets placering begrundede han med, at det var pladsmangel på havnen i Aabenraa, og at værfterne, der var anlagt på opfyldt grund, der ikke kunne bære skibe af den størrelse, som han ønskede at bygge. Det lokale småborgerskab frygtede, at Jørgen Bruhn ville oprette en handelsstation. På amtmandens anbefaling endte sagen dog med, at tilladelsen blev givet i oktober 1851.

Jørgen Bruhn skulle dog årligt betale en afgift på 160 rigsbankdaler til byen og 8 rigsbankdaler til amtstuen.

 

I 1855 havde Kalvø 87 indbyggere

I 1855 boede der i alt 87 personer på øen. Af disse arbejdede de 45 på værftet. De overordnede samt nogle få af arbejderne havde deres familier hos sig og dannede således selvstændige husstande.

27 ugifte og gifte arbejdere boede i den lange længe og spiste hos værftets ”Øconom”, som boede i samme hus sammen med sin kone, deres to børn og to tjenestefolk.

Jørgen Bruhn kom næsten dagligt på øen.

 

Store både efter amerikansk model blev bygget

Jørgen Bruhn begynder at bygge de såkaldte clippere på hans værft på Kalvø. Det største af dem var Cimber, der blev bygget 1854, 56 og hvis 570 CL. Overgik alle andre skibe i Skandinavien. Det vakte opsigt og beundring over alt i verden. Og specielt blev det omtalt for en rekordrejse fra Liverpool til San Francisco på 103 dage.

Ganske vist var Jørgen Bruhn eneejer af flere skibe end nogen anden Aabenraa-reder på hans tid. Men langt de fleste skibe ejede han dog sammen med en eller flere andre. I begyndelsen var der især hans to brødre, Hans Detlef og Jacob Adolf Bruhn, samt hans to svogre, Jacob Bendixen og Hans Richelsen, som han delte skibene med. Efterhånden som hans egne børn voksede til, overtog hans sønner og en svigersøn pladserne som medejere.

 

230 skibe bygget i Aabenraa mellem 1820 og 1870

Da sejlskibene forsvandt i Aabenraa, forsvandt også de store arbejdspladser. I midten af 1850-erne var Aabenraa den betydeligste søfartsby i Slesvig. Det var også her de største værfter var I 1860 var der fem træskibsværfter i Aabenraa inklusive Bruhns skibsværft på Kalvø

• Reimers værft havde 60 ansatte
• Paulsen værft havde 50 ansatte
• A. Andersens værft havde 46 ansatte
• Bruhns værft havde 36 ansatte
• Jacobsens værft havde 30 ansatte

I 1862 grundlagde Gustav Raben et værft, der beskæftigede mellem 80 og 90 ansatte. Paulsens værft var det ældste. Det blev grundlagt allerede i 1700-tallet. I perioden mellem 1820 og 1880 blev der bygget i alt 230 skibe i byen.

Andre kilder hævder imidlertid, at der på Kalvø i gennemsnit var beskæftiget ca. 100 mand. Halvdelen af disse boede på fastlandet.

 

Jørgen Bruhn investerede også i andre ting

I 1823 købte Jørgen Bruhn de to vandmøller, Slots – og Nymølle. Han boede tre år på Nymølle. Derefter flyttede han til Redergården på Storetorv og ombyggede den. Han investerede også i meget mere.

 

Hvem var han?

Men hvordan var han? Han var en fremtrædende personlighed med både tilhængere og modstandere. Alle havde en mening om ham. Da der i 1838 skulle vælges rådmand, sagde borgmesteren:

• Han er rig og sørger for på den forskelligste måde at gøre sine penge frugtbringende. Derfor er denne mand af den største betydning for communen, og det er ønskeligt at knytte ham så nær som muligt til byen. jeg vil derfor gerne frem for nogen anden bringe ham i forslag som en af dem, der skal præsenteres.

De deputerede var bestemt ikke alle lige begejstret. Nogle mente, at grunden til at han byggede værftet på Kalvø var for at slippe for overvågning og eftersyn. De beskyldte ham også at have sympatier for den Slesvig – Holstenske bevægelse.

 

Der var mange, der tog afsked med ham

Derimod støttede Frederik Fischer ham. I den lokale avis Freja, hvor han fremmede den danske sag, skrev han:

• I forgårs mistede vor By en af sine mest ansete og driftigste Mænd Agent J. Bruhn, som efter et sjældent virksomt Liv i sit 77 år afgik ved Døden. Det er navnlig hans varme Interesse for Handelsskibenes Forbedring, som vor By kan takke for det store Opsving, Skibsbyggeriet her har vundet mere end på andre Steder.

I bladet Freia var der også en beretning om Jørgen Bruhns begravelse. Der var et følge på omtrent 300 mennesker, der havde indfundet sig. I spidsen var to Dannebrog. Tømrer fra Kalvø og fra byen bar kisten fra Redergården til byens udkant, hvor den blev overtaget af håndværksmestre, som igen overlod den til kaptajner, da man nåede kirkegården.

 

Hvad mener historikere om ham?

Historikeren Johan Hvidtfeldt siger om Jørgen Bruhn:

• Der er vel ingen enkelt mand, der gennem sit virke har betydet så meget for byen som ham. Hans store virksomhed gav brød til adskillige, og han mere end nogen anden skyldtes det, at der kom storhedstid for Aabenraa – drivkraften for hans mægtige initiativ, hans aldrig formindskede arbejdsindsats var måske ikke så meget hensynet til den by, hvis borger han var. Han arbejdede uden tvivl for at blive rig, få indflydelse og magt. Måske var det også hans slægt og børn han tænkte på.

En mere kritisk vurdering af Jørgen Bruhn leveres af historikeren Gottlieb Japsen, der skriver:

• Han var idealet af en kapitalist – dristig, pågående og køligt beregnende på samme tid, indifferent i national henseende, men umættelig i sin ekspansionstrang. Da han var omkring de 70, giver han sig i lag med sit livs største projekt – Kalvø – værftet benytter sig af krigstidens retsløse forhold til at få planen ført ud i livet uden om myndighederne.

I sin efterfølgende behandling af egnens værfter konkluderer Japsen:

• Værftsejerne falder altså i to tydeligt adskilte grupper. Den ældste – består af solide håndværksmestre af den gamle skole – Skibsbyggeriets håndværksmæssige karakter kom til udtryk i disse skibsbygmestres forholdsvis små i9ndtægter – De andre folk er af en helt anden støbning – det er pengestærke mænd, der vejrer profit i skibsbyggeriet – Denne type repræsenteres tydeligst af Jørgen Bruhn.

 

Værftet lukkede i 1868

Efter 1858 blev værftet ført videre af Jørgen Bruhns sønner, indtil det sidste skib løb af stablen i 1868.

Da værftet lukkede i 1868, blev arbejderboligerne lejet ud til fiskerne. I 1898 solgte Jørgen Bruhns arvinger Kalvø samt en hel del tilhørende jord på begge sider af fastlandet Ganske kort tid efter solgte den nye ejer Hans Jebsen fra Aabenraa til P. Beck fra Stollig for 55.000 mark.

På øen var der dengang foruden det nedlagte skibsværft, en gård til to heste og en halv snes køer, et større antal lejeboliger, samt et værtshus. Den samlede lejeværdi for hele herligheden udgjorde sammen med bropengene cirka 1.500 mark årligt.

Havnen og Genner Bugt blev bl.a. brugt af den tyske krigsmarine og den tyske kejser Wilhelm den Anden brugte Becks lade som garage under en militærøvelse.

Senere overtog sønnen Chr. Beck ejendommen inkl. Broen.

 

Den sidste Skipper-familie

 

Et familieværft blev etableret

Vidste du, at i 1930-erne var Kalvø hjemsted for et lille familierederi, der havde sine småskibe. Herfra opererede de til frem i 1950-erne.

Det var skibsfører og skibstømrer Niels Hansen Petersen fra Sønderballe, der ligger på den nordlige side af Genner Bugt. Han slæbte to gamle træskibe til Kalvø. De blev sat i stand med egetræstømmer fra de omkringliggende skove.

 

”De Seks Brødre”

Den første blev døbt ”De Seks Brødre”. Da Niels Petersen havde seks sønner. Den anden galease som han købte i 1934, blev døbt ”De To Søstre” efter hans to døtre.

I en periode var ejerens næstældste søn, Albert Petersen, skipper på De Seks Brødre”. Han blev senere en betydningsfuld person i Aabenraas historie. Han var i 1963 blandt stifterne af Aabenraa Maskinfabrik og Flydedok – det senere Aabenraa Værft A/S. Båden blev renoveret og forsynet med en motor på 38 hk.

Martin Paulsen, der sejlede med ”De Seks Brødre fra november 1937 fortæller, at det gik fra havn til havn med al slags gods. Det gik også til svenske havne. Sejlet blev hejst for at støtte motoren.

Skibet var også hjemmehørende på Kalvø i 1950, da det blev forsynet med en motor på 100 hk. Skibet blev solgt til en ”rig” mand i Skotland.

 

Kalvø blev i 1957 købt for 324.000 kr.

Albert Petersen købte i 1957 Kalvø af landmand Christian Beck for 324.000 kr. Meningen var, at nu skulle det igen være et rigtigt skibsværft på øen. Men han opgav sit forehavende, da det viste sig vanskeligt at få myndighedernes tilladelse.

Derfor solgte han i 1975 øen til Junckers Savværker i Køge. De ville lave en cellulosefabrik på øen. Men heller ikke dette projekt vandt genklang hos myndighederne. I 1975 blev øen så solgt til Miljøministeriet.

 

Eget værft i Aabenraa

Albert Petersen fik alligevel sit skibsværft. Den kom til at ligge på havnen i Aabenraa. Selv bosatte han sig i en villa ved Genner strand. Derfra kunne han kigge til Kalvø. Til at begynde med sejlede Albert Petersen fortsat som skipper på et af sine egne skibe.

I 1965 gik han i land for at påtage sig hvervene som direktør og dokmester for værftet. I 1969 nybyggede man det første skib, men ellers var man specialiseret i forlængelse af skibe. Alberts søn – Robert Petersen, blev en af hovedkræfterne på Aabenraa Værft, som var i familiens eje frem til 1990.

 

”De To Søstre”

Skipper på ”De To Søstre” af Kalvø var ejerens ældste søn, Hans Peter Petersen. Det var egentlig bygget i nærheden af Wilhelmshaven og havde heddet Aline og Iduna.

Da Niels Petersen købte det, lå det med brændt agterende i Grenå. Han fik også skibet for kun 15 kr. Under renoveringen på Kalvø blev det forlænget, fik styrehus og ilagt motor. Det ødelagte skib gennemgik en betydelig forvandling.

 

På bunden af havnen i København

I 1952 blev skibet solgt til Lorens S. Schwartz i Egernsund. Nu kom det til at hedde ”Kirsten”. Senere blev det solgt til København. Efter længere tids forfald sank skibet ned på bunden af havnen. Gad vide, om det stadig ligger der?

Efter salget af ”De To Søstre” købte Hans Peter Petersen skibet ”Passant”. Under en rejse fra Horsens til København i 1960 grundstødte det på Sveriges vestkyst.

I 1965 blev skibet solgt. Det endte som husbåd i Københavns Sydhavn. I 1967 købte Hans Peter Petersen skibet ”Evanna” af Nørresundby som han omdøbte til Solita. I modsætning til forgængere blev det aldrig hjemmehørende på Kalvø eller Aabenraa.

 

Fru Solita

I 1978 gav Astrid Anna Petersen eller ”fru Solita”, som hun hed blandt parrets venner et interview til ”Hendes Verden”. Her fortæller hun også om, hvordan parret begik deres livs dumhed, da de engang solgte en af deres skibe og købte en pølsebar i land.

• Arbejdsdelingen om bord var klar- Vi har delt arbejdet op sådan, at Hans Peter har kommandoen over skibet og jeg over beboelsen, og i øvrigt taler vi os til rette.

Da den sidste bedstemand afmønstrede tilbage i 60-erne, havde kaptajnsfruen dog måttet tage duelighedsbevis, da der skulle være ”to mand med papirer om bord”

 

Der sker noget på Kalvø

 

På Kalvø kan du endnu se en masse

Mester- og arbejderboliger, smedjer og hovedbygningen er bevaret. Her er også et museum og andre aktiviteter.

 

Miljøministeriet køber øen

Øens centrale del ”*Ørkenen” blev i 1960erne udnyttet til grusgravning. Dette medførte en sænkning af øens højeste partier med 8 meter.

I 1974 erhvervede som allerede skrevet Miljøministeriet størstedelen af Kalvø for at bevare havnemiljøet og naturen. Og frem for alt for at sikre offentlig adgang til øen. Efter grusgravningen blev området tilplantet. Skov og Naturstyrelsen har opstillet en stensamling med vandreblokke, som blev ført hertil i istiden.

Herrehuset og Badehotellet er blevet købt af Stenbjerg Ejendomme A/S.

 

Vikingelauget

Chr. Beck’ s hus – det første hus vi møder, når vi kommer over dæmningen, ejes i dag af Vikingelauget, som har bygget en kopi af Ladbyskibet. Det ligger ”på svaj” ved Kalvø og anvendes til sejlads om sommeren.

Øen er i dag et populært mål for lystsejlere, vandrere og cyklister. Her er et meget fint og veludbygget skisystem, der går hele vejen rundt.

 

Forbindelsen til Kalvø

 

I begyndelsen måtte alt sejles til øen

I diverse brochure m.m. kan man læse, at dæmningen, der forbinder Kalvø med fastlandet stammer fra værftets tid. Men det er nok lidt for forenklet bare at beskrive det på den måde. Det er nu heller ikke sandheden.

I de første år, hvor skibsværftet eksisterede, måtte alting sejles derover – også mandskabet.

 

En bro blev bygget fra Løjt – siden

Af praktiske grunde fik Jørgen Bruhn bygget en bro fra Løjt – siden. Denne bro var en stor lettelse for de mange håndværkere, der efterhånden havde fået arbejde ved skibsværftet. De fleste var faktisk bosiddende på Løjt Land.

 

Ødelagt af havis

Broen var bygget af svære, nedrammede pæle og stod i nogle år. Men det hele blev ødelagt af havis. Herefter måtte man færges over til øen fra Bredsten.

 

En fast dæmning skabte masser af problemer

Fra Genner – siden til Kalvø var afstanden betydelig mindre. Men også herfra skulle mandskab og materiale færges over til øen. Jørgen Bruhn besluttede nu, at han ville anlægge en fast dæmning for at undgå de samme problemer med isen om vinteren.

Der blev gravet en masse jord ud på Genner – siden. Men det fyldte kun lidt og arbejdet trak ud. Da dæmningen efter store anstrengelser endelig nåede op i højden, blev der lagt en masse sten for at befæste vejen.  På begge skråninger mod vandet blev der lagt store mængder groft grus, for at dæmningen kunne modstå bølgerne. Det havde været en ret bekostelig affære for Jørgen Bruhn at nå så vidt.

En tidlig morgen få dage efter at dæmningen var færdig og taget i brug, var hele arbejdet spildt. Dæmningen med dens store vægt var forsvundet i dybet. På begge sider stod mudderet op over vandspejlet.

 

På midten skulle der bygges en træbro

Jørgen Bruhn var en mand, der ikke gav op. Han besluttede sig nu for, at der på det midterste stykke af resterne af dæmningen skulle bygges en træbro. Der blev anvendt meget svært tømmer, for at kunne modstå havisen. Denne gang lykkedes det at få en fast forbindelse over til øen. Det er denne bro, der med utallige reparationer op til sidst i 1930-erne har været fast forbindelse mellem fastlandet og Kalvø.

 

Da bussen var ved at skride i vandet

Ved hjælp af mindre kommunale tilskud holdt Chr. Bech broen i rimelig stand gennem årene. Men midt i 1930-erne var omkostningerne ved broens vedligeholdelse blevet for store. Man begyndte igen at drømme om en dæmning.

Da damerne fra smedemestrenes årsmøde i Haderslev i fire store busser og 15 personbiler var på udflugt den 24. juli 1937, gik den første af busserne igennem broens planker med begge baghjul og blev hængende på karosseriet. De øvrige biler blev på fastlandet og deltagerne måtte gå over til fods. Ingen kom til skade.

Efter at bussen var blevet halet i land og broen udbedret, blev der sat advarselstavler op. De fortalte at al færdsel fremover var på eget ansvar.

 

Højvande skyllede dæmningen væk

En måned før denne dramatiske begivenhed havde Haderslev amt færdiggjort et projekt til en ny dæmning. Udgifterne skulle deles ligeligt mellem Hoptrup og Øster Løgum Sogn. Projektet var anslået til at koste 25.000 kr. Den fremtidige vedligeholdelse skulle ejeren af dæmningen, gårdejer Chr. Beck årligt modtage et tilskud på 4.000 kr.

Det gik dog flere år inden formaliteterne var i orden. Opfyldningen var meget besværligt, da højvande flere gange skyllede jorden bort.

 

Da kongen vovede at tage bilen hjem

Den 24. maj 1939 skulle Christian den Tiende aflægge besøg på Kalvø. Da var man først lige påbegyndt arbejdet med dæmningen, så de kongelige måtte benytte den gamle træbro. Politimester Hartmann fra Haderslev anbefalede at man passeren broen til fods. Men på hjemturen turde de kongelig godt at passere broen kørende.

Flere gange forsvandt dæmningen. Først den 1. oktober 1939 kunne dæmningen tages i brug.

Det blev en lang artikel, som kunne have blevet meget længere.

 

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Sønderjysk Månedsskrift
• Sønderjyske Årbøger
• Benjamin Asmussen: Småskibsfarten i Danmark i tiden omkring verdenskrigene
• Claus Ellehauge: Skibe fra Egernsund og Gråsten – center for sønderjysk småskibsfart
• Svend Aage Faaborg: Aabenraa Værft gennem 25 år
• Hoptrup Sogns Lokalhistoriske Forening
• Dragsbo: Mennesker og huse i Aabenraa
• Det Gamle Løjt
• Erland Møller, Johan Hvidtfeldt: Hans Bruhns erindringer
• Sønderjyske Årbøger
• Schlaikier: Aabenraa Søfarts Historie
• calloe.dk
• siks.dk
• wikipedia.org
• Skov og Naturstyrelsen: Kalvø
• Maritim Kontakt

 

Hvis du vil vide mere: Om Søfart i Aabenraa/Løjt

• dengang.dk indeholder 1.996 artikler
• Under Aabenraa finder du 199 artikler

 

• Aabenraaer og gråspurve træffer man overalt i verden
• Briggen Gazelle af Aabenraa
• Fra skibsdreng til reder
• Da briggen Chico blev overfaldet (b)
• Aabenraa som søfartsby
• Flere skibe fra Aabenraa
• Skibe fra Aabenraa
• Familien Fischer fra Aabenraa
• Søens Folk fra Aabenraa Skibsbyggeri og industri i Aabenraa
• Sømandsslægten Fischer i Aabenraa
• Aabenraa, skibe og Søfart
• Aabenraas storhedstid med søfart
• Søfartshistorier fra Aabenraa
• Sømænd fra Løjt og Aabenraa