Prisloven blev skærpet i 1931. Man forsøgte at komme monopollignende prisaftaler til livs. Flere og flere blev beskæftiget i detailhandelen. Specialhandelen og stormagasinerne fortsatte deres vækst.

 

40 års jubilæum

Nørrebro Handelsforening holdt 40 års jubilæumsfest med reception om formiddagen og en festmiddag om aftenen. Medlemmernes damer havde syet et stort smukt flag, der blev overrakt bestyrelsen. Det bekymrede foreningen, at Brugsforeningerne solgte til. Ikke – medlemmer.

 

Ingen rabat til arbejdsløse

Socialminister K.K. Steincke foreslog, at de handlende skulle yde særrabat til de arbejdsløse ved disses køb af de vigtigste levnedsmidler. Forslaget mødte stor forståelse fra forskellige handelsorganisationer, Som Steincke havde haft indkaldt til møde. I Nørrebro Handelsforening kritiserede man forslaget med den begrundelse, at handelsministeren ville forbyde al rabat, ja så kunne socialministeren ikke bare komme med sin rabat. Foreningen besluttede at yde 1 krone pr. medlem til en kampgane mod al form for rabat. Det lykkedes at få tilslutning fra 87 % af medlemmerne.

På generalforsamlingen i 1935 vedtog man en resolution til Bryggeriforeningen, hvor man påpegede det uretfærdige i, at næringsdrivende fik 80 øre pr. 100 flasker skattepligtig øl refunderet fra bryggerierne, når marketenderierne helt var fritaget for omsætningsskatten. De fik derved en lavere indkøbspris end de handlende.

En henstilling blev sendt til Magistraten, om en betydelig nedsættelse på den elektricitet, der anvendtes til vindue – og reklamebelysning.

 

Medlemsmøder var for dyre

I løbet af 1938 blev der holdt en del medlemsmøder, men det var åbenbart ikke billigt at holde disse møder. På generalforsamlingen faldt der nogle bitre bemærkninger fra formanden,
om at det var en dyr fornøjelse. Og han mandede ikke til efterfølgelse.

 

Efter 1940

I 1941 fejrede foreningen 50 års jubilæum med en festmiddag i Studenternes Hus., til trods for alle eksisterende vanskeligheder.

 

Øjeblikkelig prisstop indføres

Da krigen brød ud, forhindrede Varedirektoratet og Priskontrollen, at detailhandelen udnyttede situationen ved at sætte avancen op. Ved tyskernes besættelse indførtes øjeblikkelig prisstop. Dette blev senere afløst af en egentlig prislov. I 1943 fandtes 3.300 maksimalpriser som omfattede 108 varegrupper. Der var fastsat 200 maksimalavancer og udstedt prisstop i 9 brancher. Men effektiviteten var ikke særlig god. Detailpristallet steg med 50 % under krigen.

Ågade var blevet reguleret og den sidste åbne strækning af Ladegårdsåen blev rørlagt. Efter krigen søgte mange virksomheder ud af byen. Nørrebro stod med en tæt saneringsmoden boligmasse, uden mulighed for at kunne fastholde de lokale arbejdspladser.

 

Kommunistisk artikel må ikke skrives af formanden

De herrer Skotte, Bülow og apoteker Clausen havde indkaldt til et ekstraordinært bestyrelsesmøde. Formanden, Gunnar Hejgaard havde skrevet en kommunistisk artikel i Land og Folk.

Og det kunne man ikke dengang, når man var med i bestyrelsen i Nørrebro Handelsforening. Det kunne man faktisk tillade sig i dag, hvis det havde været mulighed for det. En kreds af medlemmer krævede en ekstraordinær generalforsamling. Der mødte dog ikke tilstrækkelig mange frem, til at forsamlingen var beslutningsdygtig. Mødet fortsatte derfor som et almindeligt medlemsmøde.

Forhandlingerne medførte, at Gunnar Hejgaard trak sig som formand, og hvervet blev overdraget til apoteker Clausen frem til den ordinære generalforsamling. På generalforsamlingen den 24. februar 1946 stillede den gode Hejgaard alligevel op til formandsposten igen. Men det kunne sandelig ikke gå i handelsforeningen. Så bestyrelsen foreslog købmand O. Gottlob Andersen, der også blev valgt.

 

Fællesorganisationen opløses

På grund af kontingentforhøjelse til Fællesorganisationen stillede bestyrelsen forslag om at udmelde sig. Kontingentet androg 2 kroner pr. medlem pr. år. De penge mente man, kunne
bruges på en anden måde. Flere andre handelsforeninger meldte sig også ud. De ønskede dog at bibeholde samarbejdet med de lokale handelsforeninger. Dette blev starten til Handelsforeningernes Centralråd. Rådet fik dog en forholdsvis kort levetid, men nåede dog at oprette fælles medlemsblad for de tilsluttende foreninger.

Ideen med tilslutningen var rigtig nok, men der var ikke nok tilslutning. Nogle var blevet tilbage i Fællesorganisationen. Man besluttede at opløse Centralrådet, men Nørrebro Handelsforening overtog medlemsbladet, der fik navnet HC Bladet.

Arbejdet gik videre med at finde en rationel løsning for de lokale handelsforeningers tilslutningsform. Og det blev så Centralforeningen for Storkøbenhavns Lokale Handelsforeninger, som
vi i dag kender under navnet SSH (Storkøbenhavns Samvirkende Handelsforeninger).

 

Jens Otto Krag i krydsild

I 1948 havde foreningen besøg af handelsminister Jens Otto Krag. Ministeren kom i skarpt krydsforhør af medlemmerne. Ifølge referaterne kunne han ikke svare på alle spørgsmålene.

 

Bekæmpelse af gadehandel

Handelsforeningen gjorde i 1949 politiet opmærksom på, at iflg. Politivedtægtens §11 kan politiet med Magistratens samtykke, og når færdselsforholdene kræver det, helt forbyde gadehandel i visse eller bestemte bydele. En tur for Stiftelsens beboere i Prinsesse Charlottesgade gik til Jægersborg Slotskro.

 

Varemangel

Efter krigen var der akut varemangel og restriktioner blev indført. I sidste halvdel af 1948 ophævedes restriktionerne på gas, hvedebrød, rugbrød, gryn og tobak. I 1949 var turen kommet til skotøj, uldvarer, sæbe, svinefedt, flæsk, kød, te og kakao. De handlende på Nørrebro kunne i lang tid mærke restriktionerne med hensyn til blandt andet vinduesbelysning.

 

Stadig fattigdom på Nørrebro

At være detailhandler i hovedstaden i slutninger af 40erne var heller ikke en guldgrube. Bruttoavancen var 14,2 % og omkostningerne var 7,6 %. Lærlingelønnen var det første år på 79
kroner. Fattigdommen var stadig udpræget i visse områder på Nørrebro. To gange om året fik de fattigste børn udleveret tøj på skolerne. Det foregik som regel i gymnastiksalen.

 

Efter 1950

Kraftige farver blev nu anvendt i bolig – og køkkenindretning. Alle spinkede og sparede. Tøjet var enten for småt eller for stort. For familierne gik tøjet i arv. Mange måtte gå i lappet tøj.En legetøjshandler på hjørnet af Jagtvejen og Jægersborggade solgte figurer lavet af tysk krigs-materiale i aluminium. I Nørrebroparken kunne man leje cykelbiler med pedaler indvendig. Om
sommeren var der et stort bassin med vand.

Så kom radioen nu med grammofon. Det var en del af underholdningen, især om aftenen, Hvem husker ikke Inge Aasted ?

Man lyttede også til Den gamle gartner, Åh Marie a vil hjem og ikke at forglemme Heksedansen. De gode Rock and Roll sange fra den gang måtte vi vente med. Da de endelig kom, vakte de forargelse. Den måde man bevægede sig på var uanstændig. En ny brødrister, hvor brødet selv sprang op, vakte begejstring. Nor fik ny køkkenredskaber og blender, Nilfisk og bærbar tørhjelm, kunne hun bruge hos frisøren. Far fik el – shaver.

Telefonen var stor, tung og med drejeskive og hang fast i væggen med en ledning. Sætter vi detailpristallet til 100 i 1936, var den i 1950 vokset til 188, og i 1955 var den vokset til 231.

 

Datidens helte

Med Tricolore sæbe fulgte samlemærker om indianernes hemmelige tegnesprog. I Ota’s havregrynspakke fulgte klippeark med helte og skurke fra det vilde vesten. Og sandelig om man i 1956 kunne høre Preben Uglebjerg synge om Davy Crocket. I biografen hed helten Hoplong Cassidy, man havde endda en fanklub med ham. Senere fulgte søndagens Zorro – film.

 

Piger skulle forblive ærbare

Den gang var pigernes gode rygte, noget der skulle passes på, og man måtte for alt i verden undgå at blive gravid. Det vigtigste for en pige var at blive gift og få børn. Et dårligt rygte kunne ødelægge alle disse planer.

 

Måtte ikke bruge ejendom som kontor

Og i 1954 sendte Nørrebro Handelsforening en ansøgning til Københavns Kommune boligudvalg om brug af en af lejlighederne i foreningens ejendom som kontor. På grund af mangel på
boliger, blev denne anmodning ikke imødekommet. Butikshandelens Fællesråd blev dannet. Det blev ikke nogen egentlig sammenslutning, men et organ til varetagelse af fælles interesser, og som kunne virke udadtil som en samlet enhedsfront.

 

Forsikringsselskab dannes

Formanden Gottlob Andersen overtog senere formandsposten for Centralorganisationen. Han opnåede blandt andet, at handlende blev placeret som lægdommere ved boligretten. Det lykkedes Centralorganisationen, at opnå en andel i den gær bonus, som de Danske Spritfabrikker hvert år uddelte. Nørrebro Handelsforening har i årenes løb modtaget et stort beløb herfra til foreningens Stiftelse – og Uddannelsesfond.

Det var også Gottlob Andersen, der var initiativtager til Centralorganisationens eget forsikringsselskab. Det kunne være en stor økonomisk belastning for de handlende, at skulle udrede løn under en medarbejders sygdom, samtidig med at han skulle aflønne en stedfortræder. Forsikringsselskabet har udbetalt adskillige hundrede tusinder af kroner til medlemmer af Nørrebro
Handelsforening.

 

Kilde:

• Uwe Brodersen: Nørrebro Handelsforening gennem 110 år
• www.norrebro.dk
• www.dengang.dk
• Protokoller og dokumenter fra Nørrebro Handelsforening

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, hvoraf
• Under Nørrebro ligger der 304 artikler
• Under Fra Urtekræmmer til Shawarmabar (Nørrebro Handelsforening’ s historie) ligger der 29 artikler
• Under Industri på Nørrebro og Nordvest ligger der 37 artikler

Redigeret 25.- 10. – 2021

 

Formanden for Nørrebro Handelsforening advarer mod pølsevogne. Foreningen køber ejendom. Kreative ideer til ny næringslov. For mange butikker handler med det samme. Dagbladet Politiken sat på plads. Forringelser for de arbejdsløse, kan mærkes på Nørrebro.

 

Et væld af butikker så dagens lys på Nørrebro i 1920erne. De to største forretningsgader var Nørrebrogade og Blågårdsgade, men også i sidegaderne blomstrede detailhandelen. Konkurrencen var benhård, mange prøvede lykken.

 

For mange butikker solgte det samme

Det økonomiske opsving i 20erne medførte øget industrialisering. Det gik efterhånden hårdt ud over butikkerne. En anden grund var fejlspekulation. En gros priserne efter krigen var meget lave. Det førte igen til stor arbejdsløshed. Banksammenbrud fulgte i kølvandet. Måske var detailhandelen selv medskyldig i krisen. Mange havde pludselig høje avancer, men små indtægter. Problemet var, at for mange butikker solgte det samme. Og dem, der blev arbejdsløse havde ingen penge at rutte med. De fik kun op til 52 % i arbejdsløshedsunderstøttelse.

 

Fabrikker giver tilskud

Foreningen kæmpede mod tilgift. Særlig slemme var kaffeforretningerne. De voksede i København fra 50 til 150 stykker. De blev støttet af brænderierne. Otto Mønsteds fabrikker ydede
også tilskud til de butikker, der solgte deres produkter.

For den lille detailhandler kneb det med at følge med. De havde ikke kapital til, at gøre det store indkøb eller midler til reklamefremstød.

 

Ny beværterlov i strid med handelens interesser

I 1920 rettedes der en henvendelse til medlemmer af Landstinget, angående et forslag til en ny beværterlov, idet adskillige af forslagets bestemmelser var stærk i modstrid med handelens interesser. Og så blev der sendt en ansøgning til kommunalbestyrelsen om tilladelse til at holde vinduerne belyst i hele december måned. Desuden var der en stærk tilslutning til at lukke klokken 16 juleaftensdag.

 

Advarsel mod Pølsevogne

Det kunne være svært at acceptere nye tiltag. Hør blot, hvad formanden for Nørrebro Handelsforening sagde på et medlemsmøde:

• Jeg ser i forskellige Blade, at der vil blive givet Tilladelse til at forhandle Pølser fra Vogne på åben Gade. Og at vedkommende, som sælger disse varme Pølser, skal levere gratis
  Sennep til Pølserne. Når så et lille Vindpust vil levere en gang tørrede Hestepærer på samme Tallerken som Pølser og Sennep, saa bliver det en delikat Ret.

Erhvervenes priskontrolkomite gik sammen med Husmoderforeningen for at sikre prisfald under disciplin. Der blev dannet et forbrugerværn, som blandt andet opnåede at bagernes brød gik ned i pris.

 

Kreative ideer til en ny næringslov

Nørrebro Handelsforening havde nogle konstruktive forslag til ændring af næringsloven:

1. En Grosserer skal løse et Borgerskab, hvorpå kun må handles en gros
2. Detailhandlerborgerskab afskaffes, i stedet indføres et Branche – og et Købmandsborgerskab.
3. Fra et Købmandsborgerskab må der drives blandet Handel. Det skal koste fra 600 – 800 kroner
4. Brancheborgerskab giver ret til Handel, til den Branche, hvor den er løst.
5.  I en Kaffehandel må der kun handles med Kaffe, Te, Kakao, Chokolade, Sukker, Kiks og Biskuit.
6.  Gadehandel skal helt afskaffes, eller indskrænkes betydelig, og da kun udstedes til svagelig eller uarbejdsdygtige folk.
7. Fabrikanter må kun have udsalg, og kun i den by, han har Fabrik. Helst i samme Ejendom, hvor Fabrikken er
8.  En håndværker må kun forhandle det, han selv eller hans folk tilvirker, og han kan ikke få  brancheborgerskab til handel ved siden af et Håndværkerborgerskab.
9.  Udlændinge kan ikke få Borgerskab af nogen art, før de har haft Ophold her i Riget i 10 år.
10.  Aktieselskaber må kun have Borgerskab, enten en Gros eller en Detail

En masse problemer måtte Bestyrelsen stadig løse. Der var mange, der ønskede understøttelse. Klagerne over illoyal konkurrence voksede. En del inkassosager og voksende aktivitet fra Hovedstadens Brugsforening vakte ikke behag.

 

Lukketider atter til debat

I sommeren 1922 blev lukkeloven igen drøftet. Man var indstillet på en ordning, hvorefter lukketiden, de første hverdage skulle være klokken 18, fredag til klokken 19 og lørdag til klokken 21. Enden af diskussionen blev, at man de første fire hverdage lukkede klokken 19 om sommeren og klokken 18 om vinteren.

Også et krav om en ny lærlingelov, specielt designet til handelen var på tale. En faglært købmand skulle have haft butik i fem år, inden han måtte få lærlinge. På et bestyrelsesmøde den 26. september blev man enige om, at forhandle med en ny avis der hed Nørrebro Avis. Formanden skulle forhandle om, hvad man kunne få, hvis man ville anbefale avisen.

Et medlem fik en kæmpe lejestigning fra 300 til 1.500 kroner. Det fandt man sig ikke i. Indenrigsministeriet fik en henvendelse vedrørende forlængelse af lejeloven. Og atter engang henvendte foreningen sig til handelsministeren angående revision af loven om falsk reklame og illoyal konkurrence.

 

Nørrebro Handelsforening køber ejendom

På Generalforsamlingen i 1924 diskuterede man køb af en ejendom af Understøttelsesfondens midler. Med 26 stemmer for og 24 imod blev man enige om at nedsætte et udvalg.

Den 13. november afholdtes der møde mellem udvalget og bestyrelsen om køb af Prinsesse Charlottesgade 37 – 39. Ejendommen tilhørte Detailhandlerbanken i likvidation. En
ekstraordinær generalforsamling afholdtes 10 dage efter, hvor købet blev vedtaget med 29 stemmer for og 9 imod.

 

Tilgiftsproblem – er der stadig

Tilgiftsproblemet eksisterede stadig. En smørforretning på Jagtvejen gav ved køb af ¼ kg smør og 1 kg margarine en tilgift på to æsker tændstikker og 18 øre kontant. En kaffehandler søgte ministeriets tilladelse til at blande visse dele tilsætning i ren kaffe og sælge blandingen til billigere pris. Den smukke tanke blev mærkværdigvis tilladt, når der på emballagen var angivet sammensætningen af blandingen.

Foreningen havde efterhånden fået nok af mejeristernes ulovlige handel og rettede derfor henvendelse til grosserer C.V. Busch, formand for den københavnske Fællesrepræsentation. Henstillingen gik på, at alle kommunens udsalg skulle undersøges, om de blev drevet på lovlig vis, fordi de handlede med varer, hvortil der blev forlangt borgerskab.

 

Dagbladet Politiken sat på plads

I 1925 havde formanden siddet i 10 år. I jubilæumsgave fik han en merskumspibe. Den 28. april undrede dagbladet Politiken sig over, at handelsforeningerne ville have, at man respekterede de love, som Rigsdagen havde vedtaget med hensyn til prisfastsættelse. Det fik formanden til at fare i flint. I en modartikel belærte han journalisterne om de faktiske forhold:

• Hvis en Handlende sælger sine Varer under den pålydende Pris, er det ikke af kærlighed til det købende Publikum, men mere for at trække Kunder fra sine Kollegaer.
• Den ærede Presse vil gerne have vores Annoncer, ligesom den gerne vil have deres Blade forhandlet af os, kunne vi så ikke forlange af Pressen, at den ikke griber ind på Steder, hvor vi har Loven på vor Side 

Et emne, som også beskæftigede bestyrelsen var radiolytternes misbrug af telefonledninger. Blev dette opdaget, blev ledningerne klippet over af telefonmedarbejdere.

 

Ikke 700 kroner til nye cykelskure

Lejerne på Prinsesse Charlottesgade ønskede cykelskure. Det blev afvist af bestyrelsen. Der var ikke plads i budgettet til de 700 kroner, dette ville koste. I 20erne var Nørrebrogade og Blågårdsgade forbeholdt sporvogne, hestekøretøjer, trækvogne og cyklister.

 

Forringelser for de arbejdsløse, kunne mærkes

Statsminister Madsen – Mygdal indførte i 1926 besparelser på dagpenge. Skibsredder A.P. Møller sagde samtidig:

• Vi må se bort fra Understøttelse, så Lediggangen kan komme til at trække direkte på Lønnen.

Når man havde butik i et arbejderkvarter kunne forringelser straks mærkes.

 

Kilde: 

• Uwe Brodersen: Nørrebro handelsforening gennem 110 år
• www.norrebro.dk
• www.dengang.dk
• Protokoller og dokumenter fra Nørrebro Handelsforening

 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dkindeholder1.783 artikler heraf 
• Under Nørrebro 304 artikler
• Under Fra Urtekræmmer til shawarmabar (Nørrebro Handelsforenings historie) 29 artikler
• Under Industri fra Nørrebro og Nordvest 37 artikler

Redigeret 26.10.2023

På et medlemsmøde holdt hørkræmmer P. Rasmussen et indlæg om statens og kommunernes indgreb i den fri ernæring. Detailhandlerne i arbejderkvartererne ville rammes af eventuelt stats – og kommunesalg af livsnødvendigheder. Dette burde fordeles mellem de næringsdrivende., der ofte selv havde vanskeligheder med at fremskaffe varerne i 1915. P Rasmussen sagde bl.a.:

• Detailhandlere er villig til loyalt at medvirke ved livsnødvendighedernes fordeling, man må protestere imod, at blive berøvet det daglige brød.

Borgerrepræsentant Johan Nielsen foreslog en ensartet kødkontrol over hele landet. Nørrebro Handelsforening havde ved flere lejligheder påpeget mangelfuld hygiejne hos mange spækhøkere.

 

1916 med 552 medlemmer

Medlemstallet var i begyndelsen af 1916 vokset til 552 medlemmer.

Et problem meldte sig i Husumgade, hvor næsten alle handlende solgte maltøl til 15 øre. Foreningen havde anmodet bryggerierne om at sætte prisen til 18 øre. Sagerne hobede sig op. Derfor ansatte foreningen en såkaldt tillidsmand. Han skulle foretage prøveopkøb og møde i retten. Hans løn var 2 kroner pr. sag og 5 kroner for hver gang, han mødte frem i retten. Generalforsamlingen godkendte desuden en fast løn bestående af 30 kroner det første år.

Formanden anmodede på generalforsamlingen, at man skulle ligge hovederne i blød, til hvordan man kom brugsforeningerne til livs. Det griber om sig. Ved siden af Nørre Central
Cafe, blev Hovedstadens Brugsforeninger dannet oppe på 1. sal. I mange år var de en torn i øjet på den almindelige detailhandel.

Der var mange regler og forordninger, der i dag måske synes håbløse. Man måtte for eksempel gerne give en gratis kalender, stod der Glædelig Jul og Godt Nytår. Ja så var det tale om tilgift, og det var forbudt.

 

Politiet holder med Ismejerierne

Politibetjente advarede ismejerierne om, at de kunne risikere en anmeldelse hvis de solgte diverse varer. Betjentene optog dog ikke bøder. I Aftenbladene kunne man læse, at det var Nørrebro Handelsforening, der stod for anmeldelserne.

 

Henvendelse fra Middelstandens Forening

Fra Middelstandens Forening havde man modtaget en skrivelse. De ville godt have et samarbejde i stand med Handelsforeningen. Deres mål var at samle alle selvstændige mænd og kvinder af middelstanden til værn mod standens interesse blandt andet ved:

1. At modarbejde kooperative foretagender, der skønnes skadelig for mindre erhverv
2. At modarbejde kommunal og statsdrift af foretagender, der kan iværksættes og drives ved privat initiativ
3. At øve indflydelse på, og virke for, at der til offentlige tillidsposter i stat og kommune vælges mænd, der uden politisk hensyn vil arbejde for middelstandens interesse, og forvalte statens og kommunens midler med forsvarlig sparsommelighed.

Foreningen fik lov til at sende en folder ud til alle medlemmer, men et egentlig samarbejde blev det aldrig til.

 

Formanden måtte ikke udlåne sin telefon

Efterhånden havde de fleste butikker fået telefon. Formanden, urtekræmmer Koefod lånte da også telefonen ud til kunderne for fem øre pr. samtale. Men det måtte han ikke. Kjøbenhavns Telefon – Aktieselskab henvendte sig til formanden:

• Vi tillader os, at rette opmærksomhed på ”Vilkaar og Takster”(Telefonhåndbogen side 2 forneden) i henhold til hvilket sådant udlån af Telefonen ikke er tilladt, men endog berettiger Selskabet til at afbryde forbindelsen. Såfremt det omtalte udlån fremtidig konstateres, ser vi os af hensyn til Samtaleinstitutionerne nødsaget til at benytte vor Ret.

Man foreslog, at formanden anskaffede sig en godkendt bøsse og lægge 10 øre ned i den for hver samtale. Selskabet ville så modtage 5 øre, og formanden beholdt de sidste 5 øre.

 

Tænk – at beskatte fattigmands snaps

I 1917 blev generalforsamlingen afholdt på Sø-pavillonen . Her sagde Hr. Petersen:

• Hvis Medlemmer ikke kan komme med til Udflugter, så send Hustruerne, de kan godt nok fortjene, at få en lille Fornøjelse med. De ville blive godt behandlet.

Formand Koefod startede som formand nr. 13 med et medlemstal på 96 og 400 kroner i kassen. Nu var der 520 medlemmer og 7.000 kroner i kassen. Der var stor utilfredshed med
gas – og elektricitetsprisen, spiritusbeskatningen og brændevinsafgiften. Forhandlerne oplyste, at de kun fik leveret 1/6 af det tidligere forbrug. Tænk, at beskatte fattigmands snaps.

 

10 % af Københavnerne medlem i Brugsen

Brugsforeningernes omsætning var efterhånden nået op på 100 millioner kroner, og Nørrebro Handelsforening påpegede flere gange, den uretfærdige skattefrihed, som de kooperative foretagender fik. De burde beskattes af omsætning og fortjeneste. 8 – 10 % af Københavns befolkning var efterhånden medlemmer.

I en foredrag om de selvstændiges vilkår, blev det oplyst, at blandt byens 10.000 – 11.000 handlende, så havde de 7.000 fra 800 til 3.000 kroner i årlig indkomst. En ny forening henvendte sig. Det var Den personlige friheds værn. Også de fik lov til at sende brochurer ud til medlemmerne.

 

Advarsel mod Schous Sæbehus

P. Petersen mente, at et foretagende med så dårlig tankegang som Schous Sæbehus, burde man absolut ikke støtte. Han anmodede medlemmerne, om at købe hos andre grossister. Køb ikke
hos overflødighedsgøre, kundgjorde han. Grossister, der samtidig drev detailhandel, var absolut ikke foreningens livret. Man blev også sure på Urtekræmmerforeningen, der optog annoncer fra Schous Sæbehus i deres medlemsbog.

 

Henvendelse til Priskommissionen

De var hårdt klemte på Nørrebro. Dagligt blev man belemret med maksimalpriser, hvor avancen var så ringe, at når man trak driftsudgifterne fra, blev fortjenesten nul, eller med tab til følge. Mange detailhandlere spurgte: Hvad skal jeg leve af?

Foreningen opfordrede simpelthen til, at man betalte brændevinsafgiften under protest. Foreningen skrev endvidere til Priskommissionen og fortalte, at den absolut laveste avance, man kunne tolerer, var 20 %. Man søgte politisk indflydelse. Der blev ikke lyttet til detailhandelen. Meningen var ikke at have en partipolitisk bevægelse, men snarere at søge standens interesse varetaget. Det er nøjagtig den samme holdning, foreningen har nu til dags.

 

Giv penge til Understøttelsesfonden

Grosserersocietet blev bedt om, at give bidrag til Understøttelsesfonden, gennem alle de klausulbøder, der indgik. Samtidig henstillede foreningen til Indenrigsministeriet, at få andel i de 100.000 kroner, som ministeriet i samråd med Kaffenævnet skulle fordele til velegnede formål. Disse penge skulle selvfølgelig tilfalde Understøttelsesfonden.

Foreningens virksomhed måtte under krigen holde sig på de indre linjer.  Krigsårenes rationaliseringer og restriktioner satte på mange måder en bremse på den virksomhed, der skulle
udfoldes.

I 1918 blev der holdt et stormøde på Grundtvigs-hus i Studiestræde. Emnet var Handelstandens skæbnetid er inde  Kontingentet blev forhøjet til 1,50 kr. pr. kvartal.

Købmandsskolen ville oprette et dagskursus fra 13 til 19 en gang om ugen, specielt for udenbys boende handelslærlinge. Byboerne gik på aften-kursus. Når lærlingene havde frekventeret kurset et år, afholdtes der en afsluttende eksamen, hvor hver elev modtog bevis.

Problemer opstod der stadig med varer, der ikke kunne leve op til kvalitetsbegrebet. Hr. Sparwath fra bestyrelsen havde købt skosværten Ideal. Efter kun to dages forløb, var det kun en klat mug.

 

Statsmonopol

Endnu et stormøde blev afholdt. Emnet var Statsmonopolet – stats og kommunesocialisme og en retfærdig kooperations – beskatning. Brugsforeningerne spøgte stadig. Ved henvendelse til Københavns Understøttelsesforening kunne der opnås et lån, under forudsætning af, at vedkommende var kommet i tvang under krigen. 41 af foreningens medlemmer søgte om dette lån.

 

Kampen mod gadehandlere

Foreningens tillidsmand havde haft meget at se til om lørdagen, med at kontrollere om gadeforhandlerne havde fået stadeplads. Den første lørdag, blev der noteret syv, der derefter måtte i
retten. Resultatet var dog skuffende. De seks slap med en advarsel, mens den sidste fik en bøde på fire kroner.

 

Tre alvorlige spørgsmål til Banken

Formand Koefod opsøgte fuldmægtig Larsen i Bikubens afdeling på Runddelen. Det var den bank, foreningen brugte. Formmanden stillede tre spørgsmål:

1. Bliver de Københavnske Brugsforeninger finansieret af banken?
2. Bliver Arbejdernes Brændselsforsyning finansieret af banken?
3. Bliver Schous Sæbehus finansieret af banken?

Den fuldmægtige antog, at det var Andelsbanken, der stod bag Brugsen. Banken stod ikke mere bag Brændselsforsyningen, men måtte indrømme at de stod bag Schous Sæbehus.

 

Trussel om eksklusion

Flere medlemmer blev truet med eksklusion, fordi de var med i en spare-forening. Det var konkurrenceforvridende, og sådan noget tolererede man overhovedet ikke.

Maskinmestrene havde deres egen indkøbsforening, der gav 15 % rabat. De havde efterhånden 35 leverandører. Hvis medlemmer af Nørrebro Handelsforening rørte dette foretagende, så var der kun en vej, og det var eksklusion.

Formanden for Fællesrepræsentationen havde modtaget en henvendelse fra de Konservative om, at stille op til Rigsdagen. Dette var bestyrelsen dog ikke så begejstret for. Det endte endog med, at formanden stillede sit mandat til rådighed i protest over dette.

 

Kilde: 

• Uwe Brodersen: Nørrebro handelsforening gennem 110 år
• www.norrebro.dk
• www.dengang.dk
• Protokoller og dokumenter fra Nørrebro Handelsforening

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, herunder 
• Under Nørrebro 304 artikler
• Under “Fra Urtekræmmer til Shawarmabar” (Nørrebro Handelsforenings Historie): 29 artikler
• Under Industri fra Nørrebro og Nordvest: 37 artikler

Redigeret 26.10.2021

Allerede i 1916 forsøgte englænderne at flyve mod Tønder for at bombe Zeppelinbasen.  Men de måtte vende om, afstanden var for stor.

Angreb fra hangarskib

Den 19. juli 1918 startede syv fly fra hangarskibet HMS Furious i to grupper. Skibet lå 150 km nord – nordvest for Tønder. Kl. 04.32 blev der fra luftmeldeposten ved Skærbæk slået alarm.

Målet var Zeppelinbasen nord for Tønder. Kl. 4.35 indledtes angrebet. Dobbelthallen Toska blev ramt af i alt 5 bomber, og to luftskibe udbrændte. En bombe ramte også jernbanesporet ved basen.

De fem jagerfly der var tilknyttet basen var trukket tilbage til andre opgaver. Efter angrebet fløj flyene i lav højde væk over Gallehus Skov.

Klokken 5.00 blev basen igen angrebet. Det var de sidste tre af de syv fly der var lettet fra hangarskibet. Et af flyene måtte dog returnere på grund af motorvanskeligheder. Nu var mandskabet på basen klar. Man skød både med kanoner og geværer, uden dog at ramme flyene. Efter angrebene kunne man konstatere 11 bombenedslag, heraf 9 på basen.

 

Piloternes skæbne

Fra første angrebsgruppe nåede kun kaptajn Dickson ud til den engelske flåde. Ikke hangarskibet, men en mindre destroyerflåde, omkring 40 sømil vest for Blåvandshuk. De to andre fra første angreb måtte nødlande i Danmark. Kaptajn Jackson gik ned vest for Guldager, og Løjtnant Williams landede ved Høje Knolde på Skallingen.

Efter landingen satte de ild til deres fly, så de ikke skulle falde i tyskernes hænder. Heller ikke piloterne fra anden angreb nåede tilbage. Efter en dramatisk tur landede kaptajn Smidt midt ude i det minefyldte farvand, men så tæt ved destroyerflåden, at han kunne blive samlet op. Løjtnant Yelett forsvandt sporløst
i Vesterhavet. Løjtnant Dawson nødlandede i nærheden af Lyngvig Fyr på Holmsland Klit.

De tre piloter, der nødlandede i Danmark blev interneret, men det lykkedes dem at undslippe til England, tidlig nok til de atter engang drog i krig. Det var hvis nok første gang, der blev udført et angreb fra et skib.

Tøndringerne stormede til. De ville betragte skaderne. Tyskerne fik held til at  at nedgøre skaderne gennem medierne i Tønder. Niels Bøgh Andersen kunne helt fra Aventoft se røg efter luftangrebet. Efter angrebene indså tyskerne at basen lå lidt udsat. Derfor blev den fremover kun brugt til nødlandinger.

 

Krudt – skure

Egentlig skulle der også være sprunget bomber, da tyskerne invaderede landet. I små  skure langs banestrækningerne var der placeret en masse sprængstoffer. Sprængninger skulle have ødelagt broer, så tyskerne ikke via jernbanen kunne komme videre. Men der blev aldrig givet ordre til dette. Og tyskerne vidste
åbenbart, at disse skurer forefindes.

 

Bygning jævnes med jorden

Den 11. juni 1942 var en sort dag for Tønder. 4 personer blev dræbt og 16 blev såret, da en bygning (Jernbanegade 10)  i nærheden af stationen nærmest blev jævnet med jorden. En dyrlæge og hans datter var blandt de dræbte. De var egentlig flyttet men var vendt tilbage for at rydde op.

Der var murbrokker, glassplinter og støv over det hele. En anden bombe var faldet på den anden side af Kongevej. På stationen var der vild panik. Folk skreg.

 

Ud af kurs

To engelske jagerfly var kommet ud af kurs. De var omkring 20 km nordligere end de havde regnet med. Ja de troede, at de var i Nibøl, der havde direkte forbindelse til Sild. Derfor var det et oplagt bombemål.

Men klokken 18.58 drønede de to fly ind over Tønder og fra 50 meters højde kastede de deres 500 punds sprængbomber. Flight Sergent Rowland drejede af mod vest og fløj hjem ad.

Den første bombe havde ramt jernbaneterrænet 40 meter fra banegården, men var ikke eksploderet, men rikochetterede derfra gennem en mur, gennem en have, tværs over Jernbanegade og endte i kælderetagen i ejendommen Jernbanegade 10, hvor den eksploderede sammen med en anden bombe fra samme fly. Virkningerne var frygtelige.

De to øvrige bomber var faldet i nærheden og havde forvoldt stor skade på flere ejendomme.  Flight Lieutenant Hughes havde endnu ikke smidt sine bomber. Han valgte at følge jernbanen nord på. Kl. 19.10 angreb han et tog mellem Døstrup og Skærbæk. Lokomotivføreren var død på stedet. Fyrbøderen døde et par dage senere.

Det engeske fly styrtede ned 5 minutter senere ved Rejsby, skudt ned af en tysk jager.

 

Sabotage

16. april 1943 opstod der en brand i DSB`s oliedepot. Også ved Tønder Øst blev der foretaget en sabotageaktion. I forbindelse med Tønders 700 års jubilæum i 1943 skete der en række sabotageaktioner.

Under krigen saboterede man seks lokomotiver ved at putte patroner i skorstenene. Det skete den 1. maj  Også den 1. juni 1943 hørtes der eksplosioner ved remissen. Senere lykkedes det at køre et lokomotiv i Vidåen. Det tog tyskerne tre uger, at få den op af åen.

Flere gange blev strækningerne Tønder – Esbjerg og Tønder  – Tinglev Banen udsat for sabotage. Og en stor del af dette sprængstof blev opbevaret i marsken i nærheden af Højer.

 

Angreb på samme bygning

Natten mellem den 14. april og 15. april 1945 kastede en engelsk jager en bombe mod stationen. Men desværre ramte bomben forbi målet og direkte ind i den genoprettede bygning på Jernbanegade. Bygningen blev nærmest halveret. I ruinerne fandt man 5 dræbte og 7 sårede. Angrebet kom så pludselig, at luftalarmerne ikke gik i gang.

Under krigen blev Tønder Frivillige Brandværn alarmeret hele 150 gange under luftalarmer. Ved Rørkær omkom også to som følge af bombeangreb.  Et engelsk bombefly blev også skudt ned ved Jejsing.

 

Bomber efter befrielsen

Også efter befrielsen var der bomber i Tønder. Fire forretninger i hovedgaden samt Hostrups Hotel blev udsat for sabotage af frihedskæmpere. Tre uger efter befrielsen hørtes der også skud i Tønder. Det var frihedskæmpere, der kæmpede mod Hipo – folk.

 

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under Besættelsestiden før/Under/Efter finder du 362 artikler 

Redigeret 7.04.2022

Ja man tror det næppe. I 70 år har det eksisteret en jernbane mellem Tønder og Højer. Først med personbefordring, senere kun med gods. Banen havde sin storhedstid, da tyske kurgæster brugte Højer Sluse som transithavn.

Ny restaurant ved Højer Sluse

Den 30. juni 1892 kunne man i Tondernsche Nachrichten berette om restauranten på Højer Sluse.

• To rummelige og smukt møblerede Sale stod og ventede på Publikum. Betjeningen var fortræffelig og Drikkevarerne kunne man ikke ønske sig bedre. Restauratøren havde, for rigtig at fejre dagen sat Prisen på Øl til 15 Pf. for et Glas.

 

Lang transporttid

I starten var der tre daglige forbindelser til og fra Højer. Rejsetiden var anslået til 37 minutter ved stop på alle stationer og kun 25 minutter ved den direkte forbindelse.

I 1897 kom der tillige 3 daglige forbindelser med gennemgående Badeschnellzüge mellem Hamborg og Højer.

Foruden stationer på Højer Sluse og Højer, blev der anlagt nye stationer i Møgeltønder og Daler.

Beskrivelse af passagererne

Tondernsche Nachrichten bragte onsdag den 6. juli 1892 en beskrivelse af den nye Jernbane Avisens udsendte medarbejder havde følgende kommentarer til sin rejse med toget.

• Vor Vestkyst bliver med rette oftere og oftere valgt som Udflugtsmål for Folk fra det indre af Landet.
• Især er det Lærere, ofte 5 – 7 Stykker, der med Undervisning for Øje kommer hertil med deres Elever. Jernbaneforbindelsen begunstiger sådanne Foretagender meget, og Billetprisen endnu mere. En Tur herfra (Højer) til Flensburg koster 2 Mk for Børn over 10 År og kun 1 Mk. for Børn under 10 år. Lærerne ved, hvor vigtig sådan en Tur er for Undervisningen, og påtager sig gerne Besværet, for at det indlærte kan bundfælde sig.

Havlapse

Journalisten kiggede også på de typer, der tog med damperen Nordsee:

• Blandt Passagererne var to ægte Berliner ”Havlapse”. Dette er nemlig et nyt Eksemplar inden for den menneskelige Race. De er klædt så opsigtsvækkende, som det er muligt.

 

Journalisten beskrev så, hvordan disse Havlapse så ud

• Beklædningen bestod af vide grå Bukser, der blev holdt op af et meget bredt Bælte. Jakken, ligeledes grå, hang løst om Kroppen, samlet med en Snor, som man bruger til en Slåbrok. Under Jakken havde de uldne Skjorter, som var broderet med kulørt Silke. Åben Hals med skingerrødt Slips, og på Fødderne så man gule Snabelsko. Begge gik med en Stok, som var så tyk, at man næsten ikke kunne gribe om den. Nu har vi en Havlaps, som han står og går. Derudover skal man forestille sig deres Ansigtsudtryk, som både er dumt og blaserte.

Under krigen var Sild fæstningsområde og afspærret for badegæster.

 

Problemer efter krigen

Det var problemer efter krigen. Fra tysk side ville man gerne bevare forbindelsen til Sild. Man enedes om at plombere samtlige kupeer i togene på den tyske grænsestation i Sdr. Løgum.

Plomberingen blev først hævet af det danske politi ved ankomsten til Højer sluse. Politiet skulle derefter overvåge om passagererne virkelig gik om bord på damperen til Sild. De rejsende måtte under ingen omstændigheder overnatte.

Rejsende med pas der sad i disse tog, blev beordret i en særlig vogn mellem Hamburg og Tønder, hvor der både var pas – og toldkontrol.

Men hvorvidt denne plombering var effektiv, kan man have sine tvivl om. Min far fortalte, at han og andre unger ofte rumsterede i de tyske togvogne, når de holdt i Tønder. Min far beskrev det som vild luksus.

 

Ingen koloni

Dæmningen mellem fastlandet og Sild blev indviet den 1. juni 1927. Storhedstiden for Højer – banen var dermed forbi. Samtidig blev stationen på slusen nedlagt.

Amtmand Florander og andre mænd af betydning på egnen sendte en ansøgning til DSB om, at indrette en koloni for feriebørn eller kirtelsvage-børn i den del af stations – bygningen, der ikke mere var i brug. Men ansøgningen blev ikke taget til følge. Bygningen var ifølge DSB i for dårlig stand.

 

Underskud på banen

Efterhånden overhalede udgifterne indtægterne på banen, derfor besluttede Folketinget den 20. maj 1933 at nedlægge persontrafikken på Højerbanen. Reaktionen fra lokalbefolkningen var stor. Den 14. maj 1935 kørte sidste persontog på strækningen.

I Vestslesvigsk Tidende den 16. maj skrev man

• Den sidste Rejse – Nu er det forbi med Jernvejen Tønder – Højer

 

• Straalende Solskin mellem flyvende Skyer. Forår og Grotid, Vækst og Længsel, Glæde ved Tilværelsen, Vaartid og smældende Flag var Optakten til Tønder – Højer banens sidste Dag som trafikmiddel for levende Menneskebørn, fremtidig køres kun Gods, ogsaa her sætter den nye Tid, Motorens Tid ind.
• Ved en Befaling, et Pennestrøg fra oven ophævede man en Bane påtrods afen Egns Protest og Bønner. Stille og uden de Navne og Uniformer rullede det sidste Tog mellem Tønder og Højer – og dermed sattes et punktum for et Stykke Historie. I 43 Aar kørte man fremm og tilbage, bandt Baand mellem Byerne og bragte Penge i Omsætning. Nu er det Kapitel ude. Tiden krævede det.
• Klokken 9.01 i Gaar afgik det sidste Damptog til Højer, det var intet mærkelig ved det. En stor Maskine,1 personvogn med 3 – 4 Passagerer og en Postvogn. Det var alt og dog mere, ifald man kunne se ind i Folk fra Egnen, som en gammel Kone i Højer sagde:
• Hvad har vi gjort, at de tager Banen fra os ?
• Havde Banen Betydning
  På Statsbanernes store Budget næppe, man talte om et aarligt underskud paa 50.000 Kroner, men i anden Henseende, i kulturel, i national, en uoverskuelig Værdi. Banen bragte Folk til Egnen, øgede Omsætningen, gjorde Afstanden mindre. Den støttede Folkets Moral. Man vidste, den kom og gik på bestemte Tider, præcist nøjagtigt. Den var paalidelig og stødt. Men æ biler – hva, sagde en gammel Bonde, dem regner æ it.
• Klokken 9.55 gik Damptoget tilbage til Tønder for sidste Gang. Man kunne da kaste et Blik tilbage. Sommer efter Sommer bragte den lille uanseelige Bane under Tyske Trikolorefarver Tusinder af Badegæster fra hele Tyskland og store Dele af Norden til Højer Sluse og Færgehavn, for derfra at sejle til et Sommerens Paradis – til Vesterland. Genforeningen med Danmark – Moderlandet og senere Hindenburg – Dæmningens Fuldendelse satte Punktum for denne Strøm af Rejsende. Og knuste nær Banens Livsnerve, men dog levede Banen. Fabrikant Kjærby, Købmand Pørksen og talrige andre saa dens betydning og støttede den trods hidsig og skarp Konkurrence fra Bilernes Side
• Men det gik tilbage
• Aar efter Aar mindskedes Trafik af Mennesker og Gods. Det blev talt stille i Krogene i Begyndelsen, om dens Ophør, senere højere og højere, men Byraad og kloge Mænd satte ind. Gang på Gang . Paaviste dens Værdi, kulturelt, nationalt – men nej, andre Forhold vejede tungere. Der kom en skønne Dag Besked: Nu er det forbi. Tiden kræver andet end Traditioner og Føleri, men – maaske en dag, hvor Marsken staar som en blomstrende Bebyggelse med Hundreder af Hjem og Virke, vi igen kan tales ved. Saa der atter oprinde en Æra for Tønder
  – Højerbanen.

 

Rutebiler fra Højer til Tønder

48 timer før persontrafikken blev omlagt, besluttede Tønder Amtsråd at give koncession til rutebilejerne Rasmus Hansen , Ballum og Niels Snitgaard, Bredebro. De skulle drive en rutebilforbindelse mellem Tønder og Højer.

Drengestreger

Under krigen brugte tyskerne banen til at køre materialer via Højer til Rømø.  Et engelsk bombefly var faldet ned, og tyskerne læssede det op på jernbanevogne. Drengene i området havde gyldne tider. De samlede alle kobberting, og solgte dem for gode penge til Falle på Torvet.

Mange bønder solgte halm til tyskerne, men knægtene satte ofte ild til det med brændende pile. De havde sat en tot twist i enden godt vædet i petroleum.

Godsbanen nedlagt 1962

Økonomien på banen blev ikke bedre. Efter 1953 blev stykgods og banepakker sendt med lastbil. En kort opblomstring fik banen i slutningen af 50’erne på grund sukkerroeeksport til Tyskland i årene 1958 – 59.

Banen førte en hensygnende tilværelse frem til 1961. Den 1. april 1962 blev banen nedlagt. Som følge af nedlæggelsen fik de firmaer der brugte banen pludselig en takstforhøjelse på 45 %.

Kilde: Flemming Wraae, Steen Thunberg:

• 70 år med Højerbanen 1995.
• Materialet er brugt med tilladelse fra forfatterne. Bogen er desværre udsolgt, men kan sikkert lånes på biblioteket.
• På tværs med tog – fra Tønder til Tinglev af samme forfattere kan stadig fås.
• Forfatterne arbejder i øjeblikket med en bog, der beskriver strækningen fra Tinglev til Sønderborg

 

www.dengang.dk indeholder 1.836 artikler 

• Under Højer finder du 78artikler

Da Christian den Tiende red over grænsen den 10. juli 1920, rakte en lille pige ham en buket blomster. Kongen løftede hende op til sig på hesten. Hun fik et kys på panden og red et stykke med kongen.

 

Johanne fra Højer

Pigen var et symbol på genforeningen. Hun hed Johanne Braren og var plejedatter af sognepræst Braren i Højer.

Kongen havde faktisk jævnlig forbindelse med hende efter denne hændelse og forærede hende et guldarmbånd ved hendes konfirmation.

Denne pastor Braren var egentlig den tyske præst i Højer, men forsøgte at tilfredsstille både den tyske og danske menighed. Han betragtede det som et mistillidsvotum, da den danske præst, Nielsen blev ansat.

 

Kongens uheld

Da kongen efter at være kørt i bil til nord for Haderslev, atter ville stige til hest for at ride ind i byen, viste det sig at hesten var uregerlig. Efter flere forsøg, lykkedes det omsider at komme i sadlen. Men med et bukkespring blev kongen kastet til jorden. Han fik tillige et ordentlig spark på indersiden af låret. Rolig og fattet satte kongen sig i sadlen på en roligere hest. Men resten af turen rundt i Sønderjylland foregik i bil. Et øjenvidne beretter om en meget haltende konge under besøget i Tønder.

 

Et gribende øjeblik

Billedet af kongen på den hvide hest ved grænsestedet Frederikshøj nær Christiansfeld har høj symbolværdi for alle sønderjyder. Kongen var også synlig bevæget over den modtagelse, han fik. Han blev fuldstændig grebet af stemningen. Han blev symbolet på alt, hvad der var dansk. Efter 56 års afsavn blev han offer for en hel landsdels hyldest og glæde.

I Carl Dumreichers stemningsfulde reportage fornemmer man noget af stemningen:

• Nu var Kongen lige ved Æresporten. Han har taget sin Chako af og hilste med smaa Nik til begge sider. Man kunde se, hvor bevæget han var. Nu var det, som holdt han Hesten an og saa til vejrs mod Indskriften og Flagene ovenover, som rørte sig i Morgenvinden. Og nu – der er i dette Øjeblik fuldkommen stille omkring ham – er Kongen lige under Æresporten. En dæmpet Trommehvirvel – og Kong Christian den Tiende er redet over Grænsen ind i Sønderjylland. Et kort Kommandoraab – og nu rasler det af Geværer, der præsenteres, og Honnørmarchen smælder fra Trompeterne. I samme Nu slaar Hurraraab og Hyldesthilsner sammen om ham.

 

Jomfru Fannys forudsigelser

Når episoden havde så stor symbolværdi, ja så skyldes det den synske Jomfru Fanny (1805 – 81) nede i Aabenraa. Hende som man også ville gøre til kongedatter, men se det er en helt anden historie, som vi kan komme ind på ved en senere lejlighed.

Kort før hendes død forudså hun Genforeningen:

• Det bliver ikke Christian den 9., som kommer herned som dansk konge. Kongen, som kommer hertil, er en mand i sin bedste alder, hverken gammel eller ung. Han kommer ridende på en hvid hest. Bønderne vil pynte deres heste med bonderoser, og der vil være sort af mennesker for at tage imod ham, men jeg ser ikke et eneste bekendt ansigt……..

 

Den hvide hest

Kongen på den hvide hest, var en virkeliggørelse af en folkedrøm. Indtoget i Sønderjylland kunne ikke foretages på andre måder. Hesten var transporteret fra nordøst for Hadsund til det sønderjyske. Kort efter ridtet blev hesten aflivet og gravsat i en høj på Visborggaards jorder ved Hadsund under en sten med indskriften:

• Den hvide hest – Jeg Kongen bar over Grænsen hen, da Sønderjylland blev dansk igen.

En af dens hove blev efterfølgende indfattet i sølv og foræret til kongen. Den fik sin faste plads på hans arbejdsbord.

 

Kongens dagbog

I sin dagbog skrev kongen selv:

• Straalende Ansigter med taarefyldte Øjne rettedes imod mig, mens Raabet ”vor Kung” løs uafbrudt. Saa overvældende var denne Modtagelse, at jeg fyldte mig dybt grebet, og da en lille Pige senere raktes op imod mig, med en Buket Blomster, saa lagde jeg i det Kys, jeg trykkede paa hendes Pande, al den Glæde og Taknemmelighed, jeg selv følte, og da det lille Væsen lagde sine Arme om min Hals, havde jeg Følelsen af, at jeg havde taget Sønderjylland i mine Arme – nu, da den lille Pige tillidsfuldt sad foran mig på Hesten.

 

Kongen ville have hele Slesvig

Christian den Tiende så gerne, at hele hertugdømmet kom tilbage til Danmark. Han var stærk uenig med regeringen på dette punkt. Han syntes, at Scavenius var alt for egenrådig og ensidigt tyskervenlig i sin grænsepolitik.

Til sin fortrolige, finansminister Edvard Brandes sagde han:

• Jeg førte ikke – og agter ikke at føre – en personlig Politik uden om Rigsdagen, men erkendte, at mine Følelser hvilede på den historiske Danevirke-grænse– idet Slesvig efter min Opfattelse strakte sig saa langt.

Kongen mente alvorligt, at de tyske slesvigere ville være loyale over for ham.

 

Afstemningszoner er roderi

Den 30. juni 1919 blev der afholdt Statsråd i anledning af den endelige fredsslutning og sønderjyden H.P. Hansens indtræden i regeringen som særlig ansvarlig for sønderjyske anliggender. Ved den anledning udtalte kongen:

• Jeg kan ikke ved den lejlighed undlade at mindes min højtelskede Bedstefar, hvis Vugge stod i Slesvig – et Forhold, der bevirkede, at han i Begyndelsen af sin Regeringstid her hjemme stempledes som Tysker – og som aldrig glemte sine Landsmænd. Ligesom jeg ogsaa mindes mine højtelskede Fader, der havde mere berettiget til at opleve denne Tid end jeg, som saa ufortjent i min korte Regeringstid skal opleve denne Lykke.

Kongen fastholdt sine synspunkter, og var mest stemt for en situation før 1864. Han mente at optællingszonerne var et roderi.

 

En bevæget konge

Måske var det alle de tanker, som gik igennem  kongen, da en pige fra Højer, faldt ham om halsen – den 10. juli 1920 ?

Kilde:

• Knud J.V. Jespersen: Rytterkongen – et portræt af Christian 10.  Gyldendal 2007.
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

• Efter at artiklen er skrevet har vi i andre artikler beskrevet denne tur over grænsen. Ligeledes har vi en artikel med Johannes plejefar, Pastor Draren samt to artikler om den hvide hest. 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening finder du 143 artikler 

Redigeret 10. – 12. 2021

For et par år siden fik vi i Nørrebro Handelsforening en henvendelse fra Nørrebros Teater. De ville gerne have at lokalbefolkningen brugte lokalerne noget mere. Det var vi meget interesseret i, og begyndte at planlægge nogle aktiviteter. Men inden vi egentlig kom i gang, var teaterdirektør Per Pallesen pludselig
væk. Han var afløst af yngre kræfter. En af hans bemærkninger husker jeg.

• Hvis man ikke har råd til at tage på ferie, skal man bare tage en tur på Nørrebro. Her er hele verden samlet i et meget farverigt skue.

Ja lige så farverig som Nørrebro er, kan man også sige historien om Nørrebros Teater er. Flere gange har man kæmpet for livet, og i lange perioder var det virkelig lokalbefolkningens teater.

 

Fornøjelser på Nørrebro

En svinggynge hentet i Rusland var i begyndelsen af 1820´erne den store fornøjelse på Nørrebro. På Fælleden blev der arrangeret hestevædeløb, og i 1820 blev der i en af Blågårdens fløje indrettet teater. Det var den venetianske artist familie Petoretti, der kunne byde på en bred vifte af underholdning. Det var lige fra pantomimer til forevisning af elefanter. Men teatret brændte i 1833.

En kreds af intellektuelle fandt sammen og stiftede allerede i 1790´erne Det Forenede Musikalske Selskab på landstedet Solitude. Her kom senere Holbergs Minde til.

Den Bestandige Borgerlige Forening rykkede i 1827 ind på Store Ravnsborg. Foreningen var dannet med det formål at:

• ved Samtale og passende fornøjelse at søge en for Mand og Borgere Anstændig Moro efter deres Arbejde.

 

Gang i Store Ravnsborg

I 1835 købte foreningen foreningen Store Ravnsborg for 14.000 Rigsbankdaler sølv. Dansesalen blev udvidet og lokalerne pudset op. Nu skulle der afholdes aftenunderholdning og optræden af tidens populære kunstnere.

Man betalte gerne 300 Rigsdaler for en optræden. Bagefter var det Husorkestret på 14 mand, der spillede op til dans. De ældre foretrak dog spillebordene og punchen.

Unge uberygtede Mænd kunne optages som dansende Medlemmer for 5 Rigsdaler årligt, hvis ellers balinspektøren, fabrikant Møller kunne godkende dem.

 

Teatret starter

I 1856 solgte man de omkringliggende grunde for at skaffe midler til et nyt selskabs – og danselokale. Men planerne blev ikke rigtig til noget. Hele Store Ravnsborg blev den 18. juni 1884 solgt til brygger K.C. Hansen og overretssagfører Schytte. De ønskede at omdanne stedet til teater.

I begyndelsen stod Det Overgaard’ ske Varieté Selskab for virksomheden.

 

Ferdinand Schmidt

I Nationaltidende stod der den 7. juni 1886 at Ferdinand Schmidt havde fået bevilling til at give dramatiske forestillinger på Store Ravnsborg i den kommende vintersæson. Han omdøbte straks stedet til Nørrebros Teater.

Denne Ferdinand Schmidt havde oplevet lidt af hvert. Han var en glimrende skuespiller, men var gået fallit flere gange. Han sad mange gange i en celle på Blegdamsvej. Denne celle omdøbte han ganske passende til Sindshvile.

 

Begrænsninger

Schmidt fik malet fortæpper, der forestillede Dronning Louises Bro. Broen var dog endnu ikke helt færdig, og det var ikke et menneske at se på broen. Morgenbladet mente, at årsagen til dette, var at alle var taget i teatret.

Det var en betingelse ved den bevilling, Schmidt havde fået. Forestillingerne måtte ikke vare længere end 45 minutter.

 

Præmiere med brand

Til præmieren var der engageret 10 skuespillere. Den mest berømte var Frederik Christensen. Pludselig opstod der en mindre brand, men det opdagede direktøren ikke. Men i teaterkredse er en brand på scenen tegn på lykke og held for et teater, og det fik Nørrebro Teater brug for i fremtiden.

Et 12 mands orkester uden antydning af smil, bidrog til festlighederne. Ja det var det datidens medier kunne berette. Teatret måtte kun optræde
med seks skuespillere af gangen. Så ofte måtte figurer med bevægelige hoveder gøre det som ekstra skuespillere.

 

Sekunda teater

Schmidt vidste, hvad publikum ville have. Men han var underlagt mange restriktioner, og han havde svært ved at nå sine egne mål.  Inde fra byen var man bange for konkurrencen. For den etablerede teaterverden udgjorde broteatrene den letbenede underholdning. Ja man kaldte det sågar for sekunda-teater.
Schmidt havde fået nok og forlod Nørrebros Teater.

Et ungarsk militærorkester lejede derefter teatret, og på Folketeatret var man glade. Man var sluppet for en konkurrent. Men for Nørrebro – borgerne var tabet smerteligt. En hel familie på Nørrebro kunne komme i teatret for det samme som det kostede for en billet til  Det Kongelige Teater.

 

Schmidt tilbage

En kreds af Nørrebro – borgere indsendte en samlet anmodning om, at beholde deres teater, men forgæves. I stedet blev teatret lejet til en Tivoli – restauratør, der lavede varieté i lokalerne.

Men med restauratør Stephensen i ryggen flyttede Ferdinand Schmidt tilbage til Nørrebro. Bevillings-systemet var også blevet ændret, nu var der knap så mange restriktioner.

Den 29. juli 1902 startede man med sommerrevyen København N. Revyen spillede for fulde huse hele 175 gange. Schmidt og Peter Vith udgjorde en fælles direktion, og opnåede et pænt overskud. De Schmidt døde, fik Peter Vith. ene bevilling. Man indgik en aftale med Frederiksberg Teater, så man ikke indbyrdes
skulle konkurrere.

 

10.000 fulgte ham til graven

En af de store stjerner på Nørrebro var William Gerner. Hans privatliv var dog meget stormfuldt. Ved hans død  i 1899 fulgte 10.000 af københavnere ham til graven.

Kristine Friis Hjorth skulle spille primadonnaen og ikke meget var overladt til fantasien især for de mandelige gæster. Man var dog bange for censuren. Men herfra lød budskabet blot, at der bare skulle lidt frynser på det rosa-røde korset.

 

Alberti forbød sommerrevyer

Da Alberti i 1908 blev justitsminister, forbød han ordet sommerrevy. På Frederiksberg og i den øvrige provins kunne han forbyde det, men ikke på Nørrebro. Her rakte hans kompetence ikke. Det var i øvrigt ikke langt fra Nørrebro teater, at Alberti mange år efter blev kørt ned af en sporvogn, efter at have siddet indespærret i mange år på grund af bedrageri.

 

Frederik Jensen og Anton Melbye

Den 15. maj 1911 takkede Peter With af som direktør. Han havde tjent gode penge i de 19 år, han var direktør. Nu blev stolen overgivet til Frederik Jensen og Anton Melbye.

Det var ikke fordi skuespillerne på Nørrebros teater var godt lønnede, bortset fra stjernen over alle, Frederik Jensen. Særlig når det gjaldt andet og tredje geled, var det ikke meget at hente.

De fik så flere penge ved at være med i film. Den danske filmindustri eksploderede efter århundredeskiftet. En af succeserne var Fyrvogn og Bivogn. Og den ene halvdel af dette makkerpar var ansat på Nørrebros Teater.

 

Servering – et vigtigt element

Ofte måtte teatret tænde det røde lys, da det ofte var udsolgt. Bygningens ejer besluttede derfor, at udvide tilskuerrummet. Hidtil havde det været plads til 700. Servering var et vigtigt element, men ofte var lokalet alt for tiltrøget.

Nu blev der plads til yderligere 300, og loftet blev hævet. Nu var det også muligt at se film i pausen. Hele ombygningen kostede 140.000 kroner.

I sommeren 1922 trådte Frederik Jensen ud af direktionen og overlod direktionen alene til Anton Melbye. En af de store forestillinger var Ebberød Bank, som kunne minde lidt om Landmandsbankens krak.

 

Jacob Gade

I 1926 var det komponisten Jacob Gades tur til at blive direktør. Det var også ham, der komponerede de meget iørefaldende melodier. Tangoen gik sin sejrsgang over hele Europa. Betty Nansen overtog også teatret. Hun lejede sig ind, og ni gange i træk var al servering forbudt på teatret.

Schøler Linc og Carl Fischer blev de bærende kræfter. Som 25 årig debuterede sidstnævnte med et honorar på 1 krone pr. aften plus kaffe med wienerbrød og en cigar.

Lykken vendte. Anmeldelserne var katastrofale og Gade forlod pludselig teatret. I fællesskab forsøgte personalet at gennemføre hele sæsonen 1927

 

Oswald Helmuth smidt ud

En hvis Hr. Oswald Helmuth forsøgte allerede som 18 – årig i 1912, at komme ind på teatret. Egentlig hed han Oswald Helmuth Herbert Pedersen. Men det kunne man ikke hedde som skuespiller, og der var allerede en 3 – 4 stykker, der hed Pedersen. Han kom ikke ind i første omgang.

I 1919 fik han seks replikker i et stykke på Nørrebros Teater. Det var han meget fortørnet over. Han klippede replikkerne ud af manuskriptet, lagde dem i en tændstikæske, og afleverede tændstikæsken til ledelsen. Han røg ud med det samme.  Først i 1928 vendte han tilbage.

 

Liva Weel

Frede Skaarup, Scalas direktør siden 1912 havde lejet sig ind på Nørrebros Teater og med ham fulgte også Liva Weel.

• Satire, kådhed, charme. Jubel, kælenskab, fest, stilhed. Alt kan hun, dette sære pigebarn, Liva,

sådan skrev BT.

Livas kunstneriske samarbejde med Poul Henningsen startede her på Nørrebros Teater. 150 gange opførtes det første stykke. Men PH var ikke tilfreds. Det gav han højlydt opmærksom på.

 

Liva og Skaarup går i vrede

I 1930 fortsatte Emanuel Gregers lejemålet. Frische og Skaarup fortsatte som direktører. Men stemningen var ikke god. Frische gjorde opmærksom på, at han hverken havde brug for Liva eller Skaarup. De to forlod derefter Nørrebros Teater i vrede.

I stedet tiltrådte Johannes Meyer som meddirektør, og han fortsatte selv efter 1931.

 

Teatret brændte

Et cigaretskod var antagelig årsag til, at teatret brændte den 14. december. 14 dage forinden var teatret solgt af Alex Frische til den velhavende slagter, Carlo Riis for 448.000 kroner. 100 ansatte stod pludselig uden arbejde og indtægt.

 

Stauning indvier nyt teater

Statsminister Stauning indviede det nye teater. Selv havde statsministeren skrevet flere teaterstykker, der blev opført på Arbejderteatret. Men hvad var nu det. Pludselig var s´et forsvundet i navnet. Og ikke nok med det. Tilskuerantallet var nu øget til 1150. Væk var hyggen. Nu var teatret blevet funktionelt.

Ja og så havde en 12 årig purk debut. Han hed såmænd Buster Larsen.

 

Johannes Meyer konkurs

Tiden var knap på Nørrebro. Pengene sad ikke mere så løse. Salen kunne langtfra fyldes. Billetterne blev sat ned til det halve. Ved nytårstid var det slut. Johannes Meyer blev erklæret konkurs. Personalet overtog driften.

 

Arne Weel holdt i to år

Efter lange forhandlinger kunne aviserne i 1933 fortælle, at Arne Weel havde lejet Nørrebros Teater for en 5 – årig periode. Men så længe holdt han ikke. Efter to år havde han fået nok. Han syntes, at konkurrencen var for stor, og udgifterne for store.

 

Else Gunnlögsson

Den 30. april 1935 lukkede Nørrebros Teater. Der var ikke mange, der troede, at teatret skulle genåbne. I sidste øjeblik meldte skuespilleren Else Gunnlögsson sig. Hun kunne sammen med Thorwald Larsen stille med de 100.000 kr. , der krævedes for at få bevillingen. Nu var det slut med det folkelige. Politisk teater havde nu overtaget. Men publikum svigtede. Det blev et meget dyrt bekendtskab.

Cirkusrevyen gæstede Nørrebro i 1938. Revyens direktør Carl Holst forsøgte sig med to forestillinger hver aften. I februar var det Familien Ryvang kl. 19.30 og Nørrebro Revyen 1938 kl. 21.30.

 

Folkeaktier

Et cubansk danseensemble gæstede også teatret. Men den 30. april var det slut. Carl Holst droppede Nørrebros Teater. Den ene direktør efter den anden satte penge til. Teatrets tidligere kappelmester, Carl Johan Brening – Petersen meldte sig som direktør. Der skulle tegnes folkeaktier på mindst 80.000 kr. for at
fortsætte driften. Det lykkedes til fulde.

Nørrebros Teater annoncerede med Stort kor, Stort orkester og Stort udstyr. En ny stjerne var også blevet født. Hans Kurt. Musicals, operette og opera fulgte på scenen i Ravnsborggade.

Man havde byens billigste priser. Fra 1.55 kr. til 4.85 kr. Publikum strømmede til og adskillige transmissioner kunne aflyttes i radioen. Men overskuddet var ikke stort.

Da Else Marie opdagede, at Hans Kurt’ s løn var mellem to og tre gange højere end hendes, sagde hun stop. Men hun arbejdede dog senere freelance på teatret.

Poul Reichard

Besættelsen foregik nogenlunde roligt. Salen var anerkendt som beskyttelsesrum. Da spærretiden blev indført, måtte man starte tidligere på dagen. En af de succesfulde skuespillere, der startede på teatret var Poul Reichard. Han startede allerede i 1931 i Fra Kap til Kronborg. Han blev folkeeje i forestillingen i Styrmand Karlsens flammer, Den skønne Helene og Flagermusen.

Nørrebros Teater søgte en mandelig sanger, helst tenor til at synge i koret. En ung kontormand fra Amager læste annoncen og meldte sig til teatret. Samme aften debuterede han som urtepottesælger. Mandens navn var Poul Bundgaard. Allerede som baby debuterede han på film, kun 4 måneder gammel.

 

Store musicals

I 1948 døde Brening – Petersen pludselig af et ildebefindende.  En række store amerikanske musicals blev i det følgende præsenteret på Nørrebros Teater.
Annie get your gun, Kys mig Kate, Oklahoma, Showboat.

Teatret blev landets førende musical – teater. Publikum strømmede til. Der var dog lidt problemer omkring Annie get your gun. Grethe Thordal skulle affyre et gevær på scenen. Politiet gjorde indsigelse, for Grethe havde ikke våbentilladelse.

Direktør Lyngby – Jepsen skummede fløden. I 1952 overlod han pladsen til Henry Schmidt.  20 skuespillere og 3 elever var på lønningslisten. Men der fulgte nu opsætninger havde ikke nok gennemslagskraft. Først med Den grønne elevator med Helge Kjærluff Schmidt oplevede teatret igen en succes.

 

Aage Stentoft

Aage Stentoft købte Nørrebros teater og foretog en omfattende ombygning. 7. januar 1955 åbnede han det moderne show – mekka i Ravnsborggade. Can
– Can nåede 200 opførelser, mens Frk. Nitouche kun nåede op på 45 opførelser.

I slutningen af 50’erne var TV’ et  ved at blive hvermandseje. Den folkelige underholdning var kommet i miskredit. Teatret tilhørte i stigende grad en lille eksklusiv skare.

 

Radio Merkur overtager bygningerne

I sæsonen 1959 – 1960 blev der ikke spillet teater. Men Stentoft tjente en masse penge ved internationale opsætninger bl.a. på My Fair Lady. Han flyttede til Schweiz, og kunne derfor ikke fortsætte med bevillingen på Nørrebros Teater.

Ingen søgte bevillingen, så derfor blev bygningerne solgt til piratsenderen Radio Merkur. De skulle bruge bygningerne til at producere underholdningsprogrammer, der via et skib ude i Øresund blev sendt ud i æteren.

Danmarks Radio var ikke fulgt med tiden, men nu vågnede de pludselig op. Program 3 blev oprettet og en ny radiolovgivning så dagens lys. Radio Merkur blev opbragt af politiet.

 

Alex Brask -Thomsen

Nørrebro – bygningerne blev solgt til Aktieselskabet af 8. juni, der havde finansmanden Alex Brask – Thomsen som hoved-interessent. Man frygtede, at der skulle indrettes en bank i lokalerne, men Helsingør – revyens direktør, Herman Gettin overtog bygningerne.

Aage Stentoft vendte tilbage med et par forestillinger. Gettin døde, men teatret blev udvidet med nye lys – og lydinstallationer. Men et par år lå bygningerne øde og ubrugte. Teatret fik navneforandring til Scala og blev nu stadsteater. I folkemunde hed det dog stadig Nørrebros Teater. Karen Marie Løvert overtog for et par år teatret.

 

Leon Fedder

I 1981 overtog Leon Fedder rollen som direktør. Han valgte ved sin tiltrædelse, at omdøbe navnet til Nørrebros Teater. En af de første opførelser blev overhalet af virkelige begivenheder. Et stykke, der hed Nørrebros Lyksaligheder handlede om Nørrebros Befrielseshær, der gravede sig fri af en befæstning ved Skt. Joseph Hospital. Men så kom stormen på Byggeren, og tunnelen ved Allotria.

Stykket måtte skrives om. Erik Paaske, Jens Okking, Flemming Enevold, Benny Hansen og Daimi havde hovedrollerne. Stykket fik en hård medfart i medierne, men blev set af 35.000 mennesker.

Men det tog dog Fedder en hel sæson, for at få teatret helt op i omdrejninger. Kunstnerisk bevægede teatret sig nu på alle yderpunkter. Der var flotte besøgstal. Tommy Kenters Nattevagten blev en slags kulmination.

Politiske kræfter ville dog have teatret lukket. Om det var fordi, at teatret ikke mere var decideret morskabsteater eller musikteater skal være usagt.

Borgmester Weidekamp var dog ikke indstillet på at lukke teatret. I sidste øjeblik blev teatret reddet, takket være stor opbakning fra publikums side.

 

Ny ombygning

Efter at Sound of Music blev opført i 1985, lukkede teatret atter, og en omfattende renovering blev foretaget. Teatret var lukket cirka to sæsoner, men til gengæld fik man meget ud af de 16 millioner kroner, som ombygningen kostede.

Den 6. marts 1987 genåbnede teatret. Man fik dog en hård medfart i anmeldelserne. Man leflede for åndssnobberiet, sagde datidens smagsdommere. Selv om teatret var blevet stadsteater og kommet ind under Arte, ja så var budskabet klart fra politikerne. Man skulle få det til at løbe rundt.

 

Per Pallesen overtager

Fedder søgte sin egen stilling i 1991 og fik den selv om det var ved at gå politik i den. Grease gik hele 58 gange. Det unge publikum havde fået øje på Nørrebros Teater. Af andre succeser kan nævnes Fame. Fedders afslutningsforestilling blev Show Boat.

Den første forestilling som Fedder satte op, var Spillemand på en tagryg med Per Pallesen i hovedrollen, og det var ham, der fortsatte som direktør i 2001.

Og her slutte vores historie. Per Pallesen blev i 2007 afløst af yngre kræfter. Teatret lever videre. Vi fik ikke nævnt alle de andre skuespillere, der også har optrådt her. Men det har været mange.

• Vores artikel er skrevet i 2007. Siden er det sket en masse på Nørrebros Teater. Men det må vi høre om en anden gang.

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 305 artikler 

Redigeret 13. – 04 – 2022

I 30’erne var arbejdsløsheden stor, og det kunne mærkes især på Nørrebro. Ofte måtte arbejderne sendes hjem, da der ikke var materialer nok, til at man kunne producere. Så var det ikke altid muligt, at få en dejlig tallerken havregrød med sukker og en stor kop mælk.

 

Et tomt spisekammer

Spisekammeret var tomt. Det eneste man kunne få, var masser af sukkermadder. I stuen var der kun baggårdens lygter. Det var gaslygter ligesom ude på gaden. Ved mørkets frembrud tændte lygtemanden dem med sin lange stang. Petroleumslampen måtte børnene ikke selv tænde. Tændstikker var farlige for børn. Elektriciteten var lukket på grund af manglende betaling.

 

De fine med udsigt til gaden

På Nørrebro boede alle de fattige til højre med udsigt til baggården. De fine havde udsigt til gaden. På hver etage boede der fem familier, som skulle deles om to
toiletter for enden af den lange gang. Sådan var forholdene omkring Skyttegade.

 

Dårlige toiletforhold

Beboerne skulle selv sørge for rengøring af toiletterne, så det gik på omgang. De enlige mænds rengøring var mildt sagt ikke effektiv. Så børnene gik kun nødtvunget derud. Når man skulle tisse, brugte de en potte, og når den var fuld blev den tømt i køkkenvasken.

De store drenge skulle ellers tømme familiens potte. Det var ikke særlig velset blandt de andre drenge. Så det skete først efter mørkets frembrud, at det skvulpende indhold blev tømt i toilettet.

Men det blev for meget for dem, så Pølsedrengene, som de blev kaldt, tømte indholdet i vasken, både det ”store” og det ”lille”. Resultatet var at indholdet dukkede op hos naboen og faldstammen blev tilstoppet.. Det var ikke ualmindeligt, at vasken blev brugt som pissoir.

Man kan godt forestille sig den stank, der bredte sig rundt omkring i lejlighederne.

 

Kakkelovnen

Stuen blev opvarmet af en lille kakkelovn. Når der var højvande i kassen, blev der fyret med koks. Og hvis købmanden ikke ville give kredit, så brugte man sammenpressede avisbriketter.

Godt nok havde man vaskekældre, men det var billigere, at gøre det i køkkenet, selv om det var drøjt. Tøjet blev kogt i en gryde over gassen, og der var kun koldt skyllevand. Om vinteren blev tøjet tørret ved kakkelovnen i stuen.

 

Store badedag

Hver lørdag skulle familien i bad. En stor balje blev sat ind i stuen. Og vandet blev varmet i fløjtekedlen på kakkelovnen. Baljen blev kun fyldt en gang, så alle måtte i det samme vand. Og de små måtte vente til allersidst. Det kunne jo være, at de tissede i vandet.

Der blev skrubbet, og håret vasket i brun sæbe. Så måtte man holde en klud for øjnene ellers gik det galt.

 

Lus

Bagefter blev det kæmmet med den store tættekam. At have lus var den største skam, der kunne overgå børnene. Havde man lus, ja så måtte man i gang med olie, der havde et kraftigt stænk af petroleum. Et dejligt universalmiddel, der fik hovedbunden til at boble.

 

Uheldigt at have fnat

Det var meget uheldigt, hvis skolelægen opdagede, at man havde fnat. Disse små kløende mider var ret irriterende. Så måtte børnene i familien en tur på Kommunehospitalet. Og det var en barsk omgang. Man blev smurt ind i en fed substans, der skulle sidde en tid. Så blev man sænket ned i et kæmpe badekar med varmt vand. Efter endt opblødning blev man skuet med sæbe og træuld. Det gik ikke stille for sig. Børnene skreg. Og derhjemme måtte man huske at udskifte sengetøjet og alt andet tøj skulle vaskes.

 

Lejlighederne var en lopperede

Mange lejligheder var en lopperede. Det var fugtigt, og det var ikke muligheder for udluftning. Pludselig følte man det krible og krable op af sig. Gulve og paneler blev vasket i salmiakspiritus, og møblerne skoldet. Det kunne holde utøjet i skak i nogen tid, indtil de atter kravlede igennem gulve, vægge og loft.

 

Lånekontoret

Havde man slet ingen penge, ja så gik man hver mandag hen og afleverede sit pæne tøj på lånekontoret, og lånte et beløb. Om fredagen hentede man tøjet og betalte renterne, hvis man havde fået løn. Så var det måske råd til lidt mere havregrød.

 

Konkurrence i at rapse

Forretningerne på Nørrebro havde store problemer med børn, der rapsede. Der gik konkurrence i, hvem der hurtigst kunne hugge fra forretningernes
udstillingskasser. Når det blev opdaget, ja så holdt man en lille pause indtil man gik i gang igen.

Havde man slet ingen penge, kunne man jo stille sig foran rullekonens forretning og synge en vemodig sang. Så fik man måske måske en tiøre, der kunne investeres i et rosenbrød.

Man kunne også forsøge at charmere sig ind hos den lokale slikmutter. Omkring Skyttegade hed hun for resten Musse. Disse tag – selv togter skabte gys og spænding og stor respekt i baggården. Men slikmutter Musse, holdt dog øje med ungerne. De flotte chokoladeæsker på disken var kun udstillingsmodeller, der var ikke noget i dem. Så nogle gange blev ungerne snydt.

 

Frelsens Hær

Mange af børnene gik i søndagsskole hos Frelsens Hær i Gartnergade. Ikke fordi man nødvendigvis skulle have indpodet almindelig dannelse. Men her var der hygge og varme. Om søndagen marcherede Frelsens Hær med fuld musik gennem Rantzausgade med alle unger efter. På Blågårds Plads blev der fortalt om Gud den almægtige.

 

Far er ikke hjemme

Selvfølgelig måtte man ikke stjæle og lyve, men det var da fristende at stjæle æbler og lignende, når man ikke havde penge. Man måtte heller ikke lyve. Men var det ikke at lyve, når købmanden kom med regningen, og man skulle sige, Far er ikke hjemme, når han gemte sig inde i soveværelset?

 

Den store gevinst?

Gasmanden kom hver måned for at tømme gasautomaten for mønter. Men faderen havde allerede været der. Så blev der ellers brutalt lukket for gas og lys. Så var det slut med varm kaffe, kartofler og spejlæg.

Far prøvede at skaffe familien velstand ved at spille poker eller rafle. Den store gevinst lå lige forude, mente far.

 

Dullen fra Kommunen

Når det gik for dårligt, ja så kom Dullen på besøg. Dullen var den tilsynsførende fra kommunen. Hun skaffede nye tandbørster, og spisebilletter til folkekøkkenet. Men brunkål eller gule ærter med flæsk kunne være barsk kost for børn, der ikke var vant til varm mad. Så var det bedre med rødgrøden med sukker og mælk. Man kunne jo også sælge den sidste spisebillet, så var det plads til nogle cerutter eller en øl til far Uden for folkekøkkenet blev der foretaget en ivrig handel med spisekort.

Ja og så kunne man to gange om året få en tøjpakke fra Børnenes Kontor. Så behøvede man ikke mere at gå i de såkaldte socialsko, som var ternede kludesko.
Disse var aldeles håbløse i regnvejr.  Var man rigtig heldig, kunne man få en ferieplads gennem Københavnske Skolebørns Ferieophold.

 

Organiserede slåskampe

Børnene var i evig kamp med viceværterne. Øretæverne måtte man tage, når man blev fanget. Og så var det Ladegårdsåen. En dejlig legeplads. Især på det grønne område ned til åen. Her blev hurtige boksekampe arrangeret. Havde man 4 stokke, ja så havde man allerede en boksering.

Kampene mod de andre gader og veje var også vigtige at holde vedlige. Organiserede kampe med kæppe, koste, stokke, læderremme og hvad man kunne få fat i, hørte til dagligdagen.

I åen blev der fanget aborrer og skaller. Sommetider var man heldig, og fangede en gedde. Der blev sejlet med bræddestumper, fanget blodigler, rygsvømmere, salamandere eller skøjteløbere. Man løb på skøjter om vinteren, og balancerede på isflager.

Kunsten var at vippe de andre i vandet uden selv at blive våd, men det lykkedes ikke hver gang. Så måtte man selv i baljen – og hjem for at blive varmet – både i den ene ende og i den anden.

 

Ikke Guds bedste børn

Præsterne var opmærksomme på at befolkningen især i Rabarberkvarteret ikke var Guds bedste børn. Især i Brorsons Kirken var der en flok præster, der ville ordne det moralske forfald. Disse præster var anført af Vilh. Kold, der senere blev Indre Missions formand. Han var både fysisk og åndelig en kraftkarl. Han var ikke bange for at dykke ned i kasernerne.

 

Rart med hjælp

I nærheden havde man også Mariahjemmet, hvor fromme diakonisser forsøgte at gøre dagligdagen mere behagelig for de udsatte. I Brohusgade 17 lå døvstumme-hjemmet. Det var rart, at nogle ville hjælpe.

 

Ikke uartigt, at være luder

For enden af Korsgade var der engang en politivagt, hvor urolige folk blev gennemtævet til de ikke kunne røre sig mere, fortæller Rarbarberdrengen Christian Christensen.

• Der var også helt enlige kvinder, som syede og som ofte fik besøg af en fin mand, der gav dem penge som hjælp til husleje og mad. Og endelig var der
  nogle yngre kvinder, som arbejde om natten, og som drengene i gården kaldte ludere.
• En dag forklarede en dreng mig, at en luder var en pige, der gik ud på gaden om aftenen og fandt et ”rær”, der betalte hende for at få lov til at bo hos
  hende om natten. Jeg fandt ikke noget uartigt i det. Det var da meget pænt af pigen, syntes jeg …..

 

Umenneskelige vilkår

Der var masser af drukkenskab, råhed og skøger i kvarteret. Men der voksede også et fællesskab frem. Et fællesskab, der hjalp hinanden.

Fidusbyggeriet på Indre Nørrebro blev helt op til vores tid brugt som menneske-bolig. Ufattelig, at man ikke gjorde noget ved dette tidligere. Men masser af bygherrer sad selv i Borgerrepræsentationen og lavede love, der beskyttede dem selv. De manglede det følelsesmæssige engagement, der var nødvendigt for at
ændre og afhjælpe beboernes fortvivlede situation.

I de små lejligheder boede generation efter generation. Det var umenneskelige vilkår i sundhedsfarlige bygninger.

 

Den sorte firkant

Det var ikke kun fordi at Heegaards fabrik forurenede eller det faktum, at bygningerne stod så tæt, at der sjældent kom dagslys ind i stuerne, at kvarteret blev kaldt Den sorte Firkant. Forklaringen er, at alle politisager og børneværnssager på et tidspunkt blev afmærket på store kort over København. Der blev aftegnet en sort masse med en lang hale (Ryesgade) i forhold til de omgivende boligområder.

Firkanten var under ½ km2. Her boede der 20.000 mennesker, og heraf var der 4.000 børn under 14 år. Af firkantens 8.400 lejligheder var totredjedele på 2 værelser eller mindre. Gennemsnitsstørrelsen af disse lejligheder var på 30 m2.

Alkoholisme, selvmordsforsøg, skilsmisser, kriminalitet, børneværnssager, arbejdsløshed, børnedødelighed samt lav skoleuddannelse var kendetegnende for det slum, der blev bygget.

 

Børnenes wienerbrød blev hugget

Asta Nielsen, den berømte filmstjerne tilbragte også sin barndom på Nørrebro. Hun boede i nærheden af Stefans – Kirken, derefter flyttede hun med sine forældre til Fælledvej, og de boede også på forskellige steder i Frederik den Syvendes gade. Asta fortæller om en hændelse på et børnehjem lige i nærheden af hendes bopæl, der forargede hende meget, da hun boede på Ydre Nørrebro:

• Et kendt bageri inde i byen havde tilbudt hjemmet en stor kurv wienerbrød og kager en gang om ugen, så børnene her også kunne vide, at den slags eksisterede. To af de største drenge blev da om formiddagen sendt ind til byen for at hente kagerne, selvfølgelig med strengt forbud mod at smage på
  kurvens indhold. Når drengene havde slæbt den store kurv fra Vimmelskaftet ud til hjemmet på det yderste Nørrebro, blev munden revet op på dem
  for at se og lugte, om forbuddet var blevet overtrådt.
• Var det for en meget sjælden gang, stod den på sult, prygl og mørk arrest. Og klagerne fik ingen af de mange børn nogen sinde at se. Om eftermiddagen samledes nemlig forstanderindens talrige veninder til kaffegilde med børnenes kager til. Det var under disse gilder, at drengene, som tegn på at der var fest i huset, fik lov at sidde ved vinduerne ud til gaden og kigge på os derude…..

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 305 artikler 

Redigeret 12. 04. 2022

A.J. Andersensvej

Anlagt i 1950 som sidevej til Plantagevej. Anders Ingwert Andersen var blikkenslagermester i Østergade. Han er født i Tønder 1833 og død i 1904. Andersen og hans hustru oprettede Andersens Håndværkerlegat. Renterne af legatets formue bruges til at støtte en unge håndværker, der har lært i Tønder, og som søgte videre uddannelse ved en fagskole eller lignende. Hvorfor vejen hedder A.J. og ikke A.I. Andersensvej vides ikke.

Allégade

Tidligere blev gaden kaldt Vester bag staldene. Det nuværende navn fik den i 1901. Gadens navn skyldes, at den førte frem til Nørre Alle.

Astronom Hansensgade

Gaden er formodentlig anlagt før 1920. I 1921 kaldes den Mellemgade, senere P.A. Hansensgade. Astronomen Peter Andreas Hansen blev født 1795 i Tønder. Hans viste tidligt anlæg for matematik og fysik. Efter sin konfirmation kom han i urmagerlære i Flensborg. I 1819 nedsatte han sig som urmager i Tønder. I 1820 kom han til København for at studere gradmåling. I 1822 fik han ansættelse ved observatoriet i Altona. I 1825 blev han direktør for observatoriet
i Gotha. Her virkede han frem til sin død i 1874. P.A. Hansen arbejde især med himmelmekanikken, bl.a. månens bevægelse. Han var blandt de største astronomer, og modtog mange hædersbevisninger.

Der er en marmorplade for ham på huset, Vestergade 17. En kampsten med indsat bronze-relief kan ses i anlægget syd for gymnasiet, hvor Nørre Alle krydser Astronom Hansensgade.

Bargumsvej

Første del af vejen, som kun førte fra Leosalle til jernbanen, blev anlagt i 1930’erne. Siden blev den forlænget mod vest i flere omgange. Den er opkaldt efter Sophie Bargum, datter af en advokat i Tønder. Advokat Bargum nævnes 1842 i forbindelse med oprettelsen af bogmester Horups legat. Sophie Bargum
ejede en gård i Rørkær, og oprettede i 1884 et legat for tyende i Hostrup og Tønder for lang og tro tjeneste. Af legatfundatsen fremgår, at dersom kvinder på et senere tidspunkt opnår ligeberettigelse med mænd, da skal de også de også være delagtige i legatets styrelse.

Blegen

En sidevej til Østergade. Her lå tidligere Vidåkollegiet. Navnet hentyder til en tidligere blegeplads, som var et sted, hvor man lagde klæde til blegning. Tønder havde engang tre blegepladser, denne kaldtes Øster-Blegen. Her lå indtil 1950 Blegmandens hus.

Brorsonsvej

Opkaldte efter salmedigteren Hans Adolf Brorson (1694 – 1764). Han var født i Randerup, hvor han i 1722 var præst. I 1729 blev han ved provst Schraders hjælp indsat som tredjepræst i Tønder, hvor han skulle prædike på dansk. Her begyndte han at oversætte tyske salmer til dansk, ligesom han selv skrev en del. I 1737 blev Brorson provst i Ribe. Fra 1741 blev han biskop og her virkede han til sin død i 1764. Foran Tønder Kristkirke er der en bronze-statue af ham, ligesom der er en mindeplade på huset, Storegade 24.

Carstensgade

Vejen hed tidligere Løgumkloster Landevej. Oprindelig gik landevejen via Løgumkloster til Ribe. Opkaldt efter provst Carstens, som blev født 1810 i Tønder som søn af en købmand. Begge provstens børn døde i 1864. Selv døde han i 1899. Han testamenterede store beløb til trængende og til kirken. Han skænkede
sin store bogsamling til Tønder Seminarium. I 1861 udgav han bogen Die Stadt Tondern.

Dragonvej

Den er opkaldt efter de danske dragoner, der kom til Tønder efter Genforeningen i 1920. Navngivet i begyndelsen af 1920’erne.

Dyrhusvej

Dyrhus var oprindelig en gård, der nævnes første gang i 1470. I nyere tid er her opstået en lille bebyggelse.

Frigrunden

I 1645 skænkede hertug Frederik pladsen mellem Møllevej og Slotsgade til to af sine embedsmænd, og fritog dem for al skat. Den kaldes derfor for Frigrunden og udgjorde siden et selvstændigt ejerlav. Fra 1920 hørte det under Tønder landsogn, indtil det i 1933 blev indlemmet i Tønder by. På frigrunden lå Slotsgade,
som omkring 1970 måtte afgive sit navn til fordel for Slotsgade i Møgeltønder. Slotsgades nye navn blev derfor Frigrunden.

Frilandsvej

Færdiganlagt i begyndelsen af 1960’erne. Opkaldt efter et marknavn. I 1811 kaldet freiland, i 1928 Frilandet. Friland betyder en eng eller en mark, hvortil flere
i fællesskabet har brugsret.

Galgestrømsvej

På en kortere strækning følger vejen Galgestrømmen, et vandløb som fra nord løber øst om Tønder for derefter at forenes med Vidåen. Frem til 1985, da Østre Omfartsvej blev anlagt, var vejen en del af Tyvesvej. Galgestrømmen har navn efter Tønder bys galge, som omkring 1500 flyttedes fra Torvet til øst for byen ved den nuværende Carstensgade. Siden må vandløbet have fået sit navn.

Gasværksvej

Vejen er opkaldt efter det gasværk, som opførtes i 1915 – 1916 i tilknytning til Zeppelinbasen. Det leverede det nødvendige brint til luftskibene. En del af gasværkets bygninger eksisterer endnu som Eksercergården. Efter besættelsen var her tysk flygtningelejr fra 1945 – 47.

Grev Schacksvej

Vejen er anlagt i perioden 1954 til 60. Den er opkaldt efter lensgreve Otto Didrik Schack (1882 – 1949). Han varetig mange tillidsposter og var amtmand for Tønder Amt fra 1920 til 1949. Foran den tidligere amtsmandsbolig er der opført en bronze-medaljon.

Gråbrødrevej

Gaden går fra Lillegade til Jomfrustien. Hed indtil 1970, Møllegade. Bachmanns Vandmølle lagde navn til vejen. Det nye navn skyldes Franciskaner eller Gråbrødreklostret i Tønder, som blev stiftet 1238. Klostret lå i området mellem Uldgade, Frigrunden og Skibbrogade. Munkene blev i 1530 fordrevet fra byen.

Gørrismarksvej

En blind sidevej til Strucksallé. Formentlig en rest af den vej, der førte til gården Gørrismark, der første gang nævnet som Gorgesmarcke. Forleddet er muligvis mandsnavnet Gyrth.

I 1786 testamenterede provst
Balthasar Petersen Gørrismark til Tønder Seminarium. Gårdens indtægter skulle komme 18 unge mennesker til gavn for deres uddannelse. I 1847 brændte gården, og i 1854 opførte Tønder by på stedet en fattig – og arbejderanstalt, der fungerede som fattiggård til 1937. I 1976 blev gården nedrevet, og fra 1978 – 90 var her landbrugsskole. I 1994 blev skolens bygninger købt af Ecco – koncernen, som indrettede et kursus – og konferencecenter.

Horupsgade

Anlagt i begyndelsen af 1920’erne. Den er opkaldt efter Georg Friedrich Horup (1757 – 1839), født i Holsten og by-sekretær i Tønder, samt byens borgmester fra 1812 – 1834. Han døde uden livsarvinger, men stiftede forinden et legat, der endnu eksisterede i 2005.

Jernbanegade

I 1887 åbnedes jernbanen mellem Heide i syd, og Vedsted i nord.. derved blev banegården her udnævnt til Tønder H. Tønder Nord, der allerede eksisterede med en jernbane til Tinglev fik navneforandring til Tønder Øst. I 1930’erne. Tønder H var engang byens største arbejdsplads. En jernbane til Højer blev åbnet i 1892.

Jomfrustien

Det var oprindelig en plads, der strakte sig fra Skibbroens østligste ende til Tønder Slots port-hus. Her holdt den lette brigade til i tidligere tider. Det blev efterhånden et yndet sted for borgerskabets promenadeture.

Kastanieallé

Den hed i begyndelsen af 1920’erne Nevens vej og var blot en sidevej til Ribelandevej. I 1946 navngivet Kastanieallé efter vejenes beplantning. Omkring 1960’erne ført frem til Carstensgade

Kobbergade

Nævnes første gang i 1670 som Küpfer – Strasse. Måske var der kobbersmede i gaden.

Kogade

Nævnes 1721 som Kuhstrasse. I tidligere tider drev man kreaturerne gennem dette stræde, når de skulle på græs. I midten af 1800’tallet kaldes gaden, Harmoniestrasse (efter Hotel Harmonien) som skilte Kogade og Pebergade. Den nuværende Kogade opstod, da man i 1965 nedrev hotelbygningen mellem de to stræder.

Kongevejen

Vejen er anlagt i to tempi I 1940 indviede man efter to års arbejde strækningen mellem Sønderlandevej og Vestergade. På den første del af strækningen hed dem Møllealle, fra Amtshuset og vestpå kaldtes den for Punchstien, hvilket hentydede til en gammel sti, som ledte byens værtshusgæster til banegården.
Den 9.11.1945 fik strækningen navnet Kongevejen opkaldt efter Kong Christian X. Først i 1955 stod strækningen fra Vestergade til Ribe Landevej færdig.

Leonhardtsvej

Vejen hed tidligere Tved Markvej. På et byrådsmøde den 8. november 1946 blev vejen omdøbt til Leonhardtsvej. Asmus Leonhardt er født 1854 i Haderslev og voksede op i Nørregade i Tønder. Her i byen var hans far i mere end 50 år ansat på Lorentzens Jernstøberi. Fra skibsdreng arbejdede Asmus Leonhardt sig op til vicepræsident i et stort amerikansk rederi  og handelsfirma. I 1923 besøgte han Tønder, hvor han oprettede et legat for værdigt trængende bysbørn. I 1929 blev han udnævnt som æresborger i Tønder. Han døde under 2. verdenskrig.

Leosalle

Anlæggelsen blev påbegyndt 1921 – 1922. Oprindelig stod der træer på hver side, men de blev fjernet i 1956. Opkaldt efter krydderihandler Hans Friedrich Leo (1730 – 1812), som blev født i Tønder. Han skænkede 60 Demant jord i Frederikskog til Hospitalet og pengebeløb til byens fattige. Leos Plejehjem er opkaldt
efter ham.

Lillegade

Gaden nævnes allerede i 1670

Ludvig Andressensvej

Nævnes første gang i 1952 – 53, men blev påbegyndt længe før. Vejen er opkaldt efter historikeren Ludwig Andresen (1880 – 1940), som blev født i Tønder. Han blev uddannet som lærer og kom 1902 til Kiel. Her indledte han historisk forskning, som i 1931 førte til, at han blev udnævnt som æresdoktor ved universitetet i Kiel. Ludwig Andresen beskæftigede sig især med Tønders historie.

Lærkevej

Vejen nævnes her, for her boede jeg fra mit 7. til mit 18. leveår Anlagt i 1956 – 58.

Markmandsvej

Denne vej er det sikkert ikke mange, der kender. Det er en blind sidevej til Viddingherredsgade. Vejen har fået sit navn efter et markhus. Allerede i 1659 nævnes vester-markhus. I markhuset boede markmanden, som holdt opsyn med kreaturerne på bymarken. Vejen blev navngivet i 1990’erne.

Mellemgade

Oprindelig førte den mod vest til Nørregade, men efter et gadegennembrud fortsætter den i Astronom Hansensgade. Den nævnes første gang i 1721. da kaldtes den Mittelstrass, senere bl.a. Middelstræde.

Nordre Landevej

Vejen blev anlagt 1934 – 1935 fra Emmerske Bro (ved Tønder Kasserne) til Møgeltønder vejen., og førte den øst – vestgående trafik nord om Tønder. Den hed indtil 1946 Tvedvejen.

Nygade

Antagelig påbegyndt i 1920’erne, men først ført igennem i første halvdel af 1960’erne til Ribelandevej.

Nørregade

Gaden kaldes i 1670 Norder Straess. Nørregade er usædvanlig ved i det meste af sit forløb at gå i øst – vestlig retning. Det skyldes måske, at Tønder tidligere
var omgivet af vandløb. Nørregade havde oprindelig udgang fra Østerport. Det tidligere vejforløb Nørre bag staldene er indgået som en del af den oprindelige Nørregade.

Papegøjevej

En blind vej som i forlængelse af Jernbanegade fører mod syd. Omtrent fra vejens slutning kan man langs en asfalteret cykelsti komme ud til Ubjergvej. Oprindelig førte Papegøjevej til Papegøjefenne, hvor man tidligere afholdte fugleskydning. Fennen nævnes allerede i 1760, vejen nævnes første gang i 1873.

Plantagevej

Oprindelig var det en markvej som første fra Strucksalle mod nord til Tved Plantage. Selve vejen blev anlagt 1933 – 1938.

Popsensgade

Fik sit navn i 1908. Opkaldt efter kniplingshandler og rådmand Paul Popsen (1726 – 1800) som boede Vestergade 6. Han og hustruen Helena, som var barnløse, skænkede 170 demant jord til  hjælp for kirker, skoler, arbejdshuse og fattige. Før gaden blev anlagt, lå her en markvej kaldet Bokkensåvej (Bockensauer Weg). Den gik helt ud til det nuværende Ryttervej.

Provst Petersensvej

Den er anlagt i 1934 i en af Provst Petersens legatfenner. Opkaldt efter provst Balthasar Petersen (1703 – 1787) født i Tønder. Han skænkede bl.a. gården Gørrismark samt et kontant beløb til oprettelse af et lærerseminarium i Tønder.

Ribelandevej

Den hed før Abeler Chaussee.(Abild “Landevej”) Vejen fører fra Tønder mod Ribe. Anlagt i begyndelsen af 1860’erne. Før den tid skulle man over Løgumkloster for at komme til Ribe. Vejen fik sit danske navn efter 1920. i Tønder by har der langs vejen tidligere stået allé-træer, men de blev fjernet i 1961.

Richtsensgade

Opkaldt efter borgmester, justitsråd Carsten Richtsen, død 1821. Han og hustruen Ingeburg mistede to drenge, da de var små. Siden døde hustruen. Han testamenterede bl.a. et offentligt anlæg og 146 demant jord til byen. Lejeindtægten af jorden skulle anvendes til understøttelse af fattige. Før Richtsensgades anlæggelse, førte en markvej kaldet Stokvejen over Laurentiusstrømmen. Da Tønder i 1866 fik sin første banegård nord for byen (Tønder Øst, men først
kaldet Tønder Nord) blev vejen kaldt Jernbanegade. Da endnu en banegård kom til i 1886 fulgte atter en Jernbanegade, derfor fik Richtsensgade sit navn. Gaden har tidligere været omgivet af træer, men de blev fældet i 1933.

Rosinfeltvej

Den har navn efter gården Rosinfelt, som oprindelig er en udflyttergård fra Tved. Gården ejedes fra begyndelsen af 1700 – tallet til ca. 1804 af slægten Feddersen. Derefter blev gården ejet af købmand, Wilhardus Bentsen, Tønder, Hattesen og endelig J.H. Ruwald. I 1907 blev gården ved en tvangsaktion
købt til Schackenborg. I 1925 blev der afgivet 8 hektar til et husmandsbrug. Rosin + felt skal formentlig forstås i rosende betydning, som den frugtbare
mark.

Ryttervej

En rytterstyrke rykkede ind her efter 1920. Der blev flyttet nogle barakker fra zeppelinbasen nord for byen hertil. Til hestene opførtes stalde i 1924. Området kaldtes Lejren. Da Tønder kasserne blev taget i brug i 1936 anvendtes barakkerne som husvilde-boliger. De blev nedrevet i 1950’erne. De gamle hestestalde
blev ombygget til boliger og eksisterer stadig. Ryttervej fik sit navn i 1947.

Schradersvej

Vejen blev navngivet i 1966. Johan Herman Schrader blev født 1684 i Hamborg. I 1728 blev han førstepræst og provst i Tønder. Her blev har fortaler for pietismen. Han forfattede religiøse skrifter og salmer. Han fik oprettet en dansk tredje – præsteembede, og her blev H.A. Brorson ansat. Schrader døde i 1737.
I Østergade 67 er der en mindeplade for Schrader.

Skibbroen

Nævnes første gang i 1781, men er meget ældre. En skibsbro er en bro eller et bolværk, hvor skibe skal lægge til. Navnet fortæller, at her lå engang Tønders havn  Det sidste større skib, der anløb havnen, var dampskibet Graf Bismarck, der i 1871 efter et væddemål anløb havnen. Det var ført af kaptajn Thomas Selmer fra Sild. Turen afstedkom visen “In der grossen Seestadt Tondern”

Skibbrogade

Den fik sit navn i 1902. I 1921 hed gaden dog tilsyneladende Møllevej. Tidligere hed den Sønder bag Staldende.

Skolevej

Det er en vej, jeg har cyklet på adskillige tusinde gange, til og fra skole. Man skulle passe på ikke, at blive ”overkørt” af ens lærere fra Tønder Kommuneskole.
Skolen blev påført i 1946, og havde oprindelig til huse i den gamle politistation i Nørregade. I 1954 – 55 blev en ny skole opført på Skolevej. Den er senere blevet udvidet adskillige gange.

Skovroysvej

Den er anlagt i begyndelsen af 1960’erne, og opkaldt efter redaktør Peter Skovrøy. Han kom i 1882 til Tønder, og blev redaktør af den danske Vestslevigsk Tidende, der efter et par år blev overtaget af Flensborg Avis. Peter Skovrøy kæmpede for danskheden og var et par gange i fængsel.

Smedegade

Gaden nævnes første gang 1670 som Schmiede – Straesse. Af hensyn til brandfaren var byens smede samlet i bestemte gader, for at mindske brandfaren.

Spikergade

Gaden nævnes første gang i 1670 som Spicker – Straesse. Der er mange forklaringer på navnet. En af dem er, at det stammer fra “spicarium”, der betyder kornhus eller magasinbygning.

Storegade

Nævnes første gang i 1781.Men gaden er egenetlig en af Tønders ældste, dog under et andet navn. Fund bevidner, at der her har boet mennesker siden 1500 – tallet. Måske før ?

Strucksallè

Ja her boede jeg i min tidligste barndom. Vejen førte tidligere direkte til Møgeltønder. Opkaldt efter kniplingshandler og rådmand i Tønder, Peter Struck. Han skænkede 91 demant jord i Ny Frederikskog til oprettelse af et vajsenhus for 12 drenge, samt hjælp til en vajsenhusskole i byen. Peter Struck døde i 1713. Jeg husker Strucksallé med træer på begge sider. Vejen fik sit navn i 1906.

Svinget

For os rødder på Lærkevej hørte Svinget til fjendeland. De dannede nemlig union med Ryttervej, når de skulle bekæmpe os. Vejen er navngivet ca. 1949. Området hed tidligere Ved Lejren. Her havde militæret barakker og stalde frem til 1936. De første huse blev bygget på Svinget i 1943.

Søndergade

Gaden er opstået efter 1581, hvor en brand lagde store dele af Storegade i aske. Herefter blev en smal passage kaldet Jannikstræde udvidet og kaldt Søndergade. Nævnes i 1659/60 som Suderstredt. For enden af Søndergade lå Sønderport, som nævnes første gang 1607.

Torvet

Torvet ligger centralt i Tønders bykerne. Her har jeg mange gange siddet under Tønder Festivallen og drukket Gammel dansk sammen med mine brødre. Den gang måtte lillesøster ikke drikke. Torvet nævnes første gang i 1670 under betegnelsen Am Marckte.

Uldgade

Nævnes første gang i 1607 som Wulfstrate. Sandsynligvis efter en person, der boede for enden af Uldgade, Wulff. Det danske navn Uldgade fik gaden først
efter Genforeningen i 1920, fordi redaktør P. Skovrøy antog, at der havde boet uldspindere i gaden.

Ved Slotsbanken

Har navn efter den nære beligenhed til Tønders gamle borg, der blev kaldt Tønderhus eller Tønder Borg. Borgen, som nævnes første gang i 1285, blev nedrevet ca. 1750. Port-bygningen fik lov til at stå, og her var der arrest fra 1811 – 1920. I 1923 blev Tønder Museum indrettet her, og i 1972 fulgte Sønderjyllands Kunstmuseum efter. Vejen  hed tidligere Tonnesens Vej.

Vestergade

Vestergade nævnes første gang i 1613 som Wester Strasse, men er sammen med Storegade en af de ældste gader i Tønder, dog under et andet navn.

Vidingherredsgade

Nævnes i 1861 som Wiedingharder Weg. Tidligere førte vejen til Viding herred, der i dag ligger syd for grænsen.. Herredet nævnes første gang i 1511 som Wyding Herde. Viding betyder muligvis området, der tilhører beboerne ved Vidåen.

Vidågade

Fik sit navn i 1905, utvivlsom på grund af dens nære beligenhed ved Vidåen. Åen omtales første gang i 1240 som Withæ a. Tidligere hed vejen Østre bag staldene. Det var også her man fandt rester af et voldanlæg lavet af træ.

Æ svinmærken

Det betyder svinetorvet. Det er benævnelsen for den del af Nørregade, som støder op mod Allegade og Kobbergade. Her afholdtes tidligere pinse – og Mikkels-marked.

Østergade

Gaden nævnes første gang i 1670 som Oester – Straess. Her kom Lille – Uwe til verden Østerport nævnes allerede i 1596.

 

Kilde: 

• Litteratur Tønder 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

Redigeret 8.04.2022

 

Mere end en tredjedel af Nordslesvigs befolkning søgte i årene 1864 til 1900 bort fra deres hjemstavn. De bosatte sig i kongeriget, længere nede i Tyskland eller udvandrede til Amerika.

 

Hvad var årsagen ?

Var det mon på grund af den tyske besættelse fra 1864 – 1920?  I sin beretning for 1879 udtalte landråden fra Tønder:

• Årsagen til udvandringen er den 3 – årige prøjsiske militærtjeneste.

Men også det nationalpolitiske klima og afskedigelser af danske embedsmænd og indførelse af tysk kirke, skole og rets-sprog, var en del af årsagerne.

Skulle udvandringen ske lovligt, måtte man have en såkaldt Entlassungsurkunde. Men det var dog de færreste, der fik denne Urkunde.

 

Kunne man få arbejde?

En del mente også, at det var manglende arbejde, der var skyld i udvandringen. Kigger vi på erhvervsudviklingen, var der i Tønder i 1847 stadig kniplings- industrien, der var størst

• En kniplingshandler i Tønder havde 250 ”sysselansatte”
• To kniplingshandlere i Møgeltønder havde 400 ”sysselansatte”
• To kniplings-handlere i Brede havde 700 ”sysselansatte”
• En kniplingshandler i Løgumkloster havde 200 ”sysselansatte”

Ifølge Trap fra 1864 havde Tønder:

• Tre store tobaksfabrikker beskæftigede i 1861, 33 arbejdere
• To uldvare – og bomuldsvæverier havde 45 ansatte
• En cikoriefabrik havde 10 ansatte
• Et jernstøberi havde 18 ansatte
• En klædefabrik havde 8 ansatte
• Et større bryggeri beskæftigede en del.

 

Tønder var stagneret

I 1859 var der seks virksomheder i Tønder med over fem ansatte. Men Tønder var stagneret. Handelsomsætningen havde ikke taget det store opsving. Da Tønder – Tinglev banen blev indviet i 1867 gav det heller ikke den gevinst, man havde forventet.

Tondernsche Zeitung beklagede sig over at landmændene købte deres varer andre steder, blandt andet i Flensborg og Hamborg. I 1888 blev jernbanen åbnet syd på, med forbindelse til Flensborg. Dette forhold gjorde ikke situationen bedre.

 

Landmænd og husmænd havde det godt

Landmændene og husmændene synes dog, at klare sig godt. Man arbejderne og daglejerne havde det virkelig dårligt. Særlig vintrene var slemme at komme igennem.
Udvisning af besværlige familier

Det offentlige havde det også let med at udvise besværlige familier. De var ofte en økonomisk belastning for kommunen, så det var lettere at ”skippe” dem.

 

Hjælp fra Fattigkassen

Mange arbejderfamilier udvandrede til Amerika, og blev hjulpet derover. Således fortæller Tondersche Zeitung i 1873 om en arbejder-familie med 4 småbørn. De ejede en lille ejendom, som de solgte. De solgte deres møbler, og betalte deres gæld. De var på vej til Amerika. Men da pengene skulle gøres op, manglede de et beløb til overfarten. Da situationen var uholdbar, besluttede kommunen at hjælpe med penge fra fattigkassen.

 

Et lån på 240 rigsdaler

I Ubjerg var det Anna Cathrine Sørensen. Hun havde ofte henvendt sig til fattigkassen. Hun var ugift og alene med 3 børn. Fattigkollegiet besluttede i 1873, at bevillige et lån på 240 Rigsdaler, så hun kunne udvandre til Australien. Man sikrede sig samtidig, at J. Matzen skulle følge familien til Hamborg. Det var nok for at sikre sig, at udvandringen reelt fandt sted. Fattigkasserne havde nemlig dårlige erfaringer med at støtte udvandringen.

 

Masseudvandring fra Tønder

Fra Tønder Kreds er der registreret en udvandring på 10.974 personer i perioden 1867 – 1898.

• 2.149 udvandrede lovligt med Entlassungsurkunde
• 8.569 udvandrede ulovligt uden Entlassungsurkunde

Det var problematisk at få en Entlassungsurkunde, hvis man var i den værnepligtige alder mellem 17 år og 25 år. Der er eksempler på at

• En rebslager udvandrede, fordi han ikke kunne holde sit eget drikkeri ud. Han efterlod kone og børn.
• En udvandrede, fordi han derigennem kunne unddrage sig straf for legemsbeskadigelse.
• Nogle rejste til Amerika, for at finde sig en kone
• Nogle rejste til Amerika, for at opnå en højere social status.

 

Arbejderenken fra Højer

Mange forældre og enker rejste over til børnene i Amerika. Således også en arbejderenke fra Højer, der i 1885 sammen med to børn rejste over til to søstre
og to voksne børn i Amerika. De lovede at forsørge familien fra Højer.

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

Redigeret 9 – 04 – 2022