Denne artikel fra 2007 er kun baseret på årstal. Det er rigeligt med andre artikler til at sætte sig dybere ind i Tønders historie. Ja du har næsten 300 artikler på vores side, hvor du kan læse om Tønders historie 

1130
Den arabiske geolog, Idrissi kommer på besøg

1153
Tønder kommer på verdenskortet med en betydelig havn

1238
Gråbrødrene får overrakt en grund, af ridderen, Jens Navnesøn og hans kone Eilif

1243
Hertug Hans giver Tønder købstadsprivilegier.

1247
Klostrets kirke indvies

1248
Kong Erik Plovpenning fratager Hertug Abel, Tønderhus og Tønder Købstad.

1271
Erik Glipping indtager Tønderhus og lader borgen sløjfe

1272
Erik Glipping besætter for anden gang Tønder

1284
Hertug Valdemar den 4. stadfæster på Tønderhus, Flensborgs stadsret.

1340
Hertug Valdemar den femte pantsætter Tønderhus med Tønder By og Tønder Fogderi til de holstenske grever.

1344
Pantet er indløst og Tønder er atter i hertugens eje

1349
Den sorte pest hærger landet og Tønder

1334
Hertug Valdemar den femte giver Tønder Købstad eneprivilegium på handel og håndværk for Hviding -, Lø -, Slogs – ,Tønder og Højer Herreder og fritager byens borgere for al told inden for hertugdømmet.

1337
Efter at Valdemar Atterdag efter 1334 er kommet i besiddelse af Tønder, erobrer de holstenske grever borg og by.

1360
Tønder er atter i hertugens eje

1362
“Den store menneske-drukning”(16. januar)

1375
Den sidste hertug af Abels slægt, hertug Henrik dør, 35 år gammel, efter sigende på Tønderhus.

1376
De holstenske grever, der har erobret hele Sønderjylland, overdrager Tønder Fogderi til Henning Limbæk (Limbek) der går til kongen.

1377
Grev Adolf den 7 indtager Tønder.

1386
Grev Gerhard den 6 får af Dronning Margrethe hele Sønderjylland som arvelen.

1405
Hertug Gerhards enke pantsætter Tønder Fogderi til Dronning Margrethe.

1417
Grev Henrik den 4 indtager Tønder

1422
En dansk hær vil storme Tønderhus, men lider et stort nederlag. 400 mand falder (1. september)

1435
Ved freden i Vordingborg bliver Tønder Fogderi et Len. Til Tønderhus Len hører Tønder -, Højer -, Kær -, Horsbøl -, og Bøking – Herreder, samt Sild og Før – Østland.

1436
Allehelgensfloden (1. november)

1460:
Kong Christian den første bliver hertug. Han pantsætter Tønderhus len til Henning Pogwisch, der beholder det til 1480.

1473
Under et ophold i Tønder stadfæster Kong Christian den første i overværelse af Henning Pogeisch, Biskop Nicolaus fra Slesvig og Biskop Albert fra Lübeck, byens privilegier.

1480
Kongen opholder sig igen i Tønder. Han tager samme år Lenet tilbage fra Henning Pogwich på grund af talrige klager for grusomhed.

1481
Kongens enke, Dorothea opholder sig atter på Tønderhus

1490
Ved den første deling af Slesvig falder Tønder Len, hvortil fra nuaf også Lundtoft Herred hører, til Hertug Frederik. Hertug Frederik foretager store byggearbejder på Tønderhus.

1501
Dr. Johannes Speglin, der ved byporten modtages af byråd og borgerskab, gejstlighed og skoleelever med faner og brændende fakler, sælger aflad i Tønder

1503
Franciskaner klosteret bliver reformeret.

1514
Hertuginde Anne giver penge til klostret

1517
Hele Østergade samt Helligåndshospitalet går op i luer.

1522
Vestergade – forstad (Vest for Laurentiusstrømmen) brænder (3. januar)

1523
Frederik den Første tillader, at der indsamles fattighjælp.

1526
Præsten Hironymus begynder at forkynde Luthers lære i Tønder.

1530
Klostret ophæves og munkene fordrives. Klostret og Sct. Laurentiuskirken nedrives. Der bygges på Tønderhus. Stenene tages fra klostret

1531
Der er nu tre lutherske præster i byen.

1532
Den anden Allehelgensflod (1. – 2. november). Vandet står tre alen højt ved Laurentiuskirken. Der sejles i gaderne. Kong Frederik den Første, der jævnlig bor i Tønder, opholder sig under stormfloden på Tønderhus.

1533
Laurentius – Kirkegården nedlægges Store byggearbejder på slottet. Hestholm bliver ladegård til Tønderhus.

1539
Pesten fordriver 600 mennesker i Tønder

1543
Landsognets kapel nedlægges. Tønder by og landsogn får Nicolaikirke som fælles sognekirke

1544
Ved Sønderjyllands anden deling tilfalder Tønder by og amt, Hertug Hans den ældre på Haderslevhus.

1545
Fra 1545 – 51 bygges vejen til Sæd (Tønderdæmningen)

1546
Fastelavnslavet dannes

1549
Pesten dræber 149 mennesker i Tønder

1550
Uldgade opstår uden for byens grund

1551
Hekseforfølgelser i Tønder (1553, 1579 – 82, 1607)

1553
(- 1556) Dige-bygningen Højer – Rudbøl – Lægan – Grelsbøl afskærer Tønder fra havet. Tønder by bygger sluse ved Lægan.

1561
Vejdæmningen fra Sædvejen til Rørkær bygges

1562
(- 1566) Gudskogen inddiges. Diget fra Rudbøl til Viding-herred flytter havet endnu længere bort fra Tønder. Tønder Havn er nu ved Rudbøl.

1563
(- 1590) Der bygges nu på slottet

1578
Hertug Hans den ældre anlægger Slotshaven.

1580
Mange mennesker dør af pesten.

1581
Ved Sønderjyllands tredje deling falder Tønder by og amt til den gottorpske del. 300 huse i Vestergade og Storegade udbrænder. For brandfarens skyld anlægges Søndergade.

1586
Uldgade og Slotsgade brænder (29. juni).

1587
(- 1598) Vidåen får sit nuværende løb. Sønder – Borgerdiget opstår. Foran Sønderport opstår en ø (Søndergade 30, 32, 34 og 36). Vandmøllen bygges.

1589
(- 1592) Nicolajkirken nedrives. Kristkirken opføres og indvies 4. oktober 1592.

1593
Amtmandshaven anlægges. 14 dages stormflod. Diget Højer – Rudbøl næsten helt bortrevet. Skibe driver tæt ind til Tønder. Mange huse i byen bliver helt ødelagte.

1595
Kniplingsindustrien i Tønder omtales første gang.

1597
Ny stormflod (15.september) Ligeledes 28. august 1600 og 21. oktober 1612.

1599
Lillegade og Møllevej anlægges.

1602
Pesten rammer 500 mennesker i byen

1611 (– 1617) Kanalen fra Skibbroen til Askerodde bygges.

1612
Latinskolens bygning ved Kirkepladsen opføres.

1615
Stormflod 1. december. Man færdes med både i gaderne. Vandet står 3 alen højt ved Østerport. De fleste huse i Vestergade ødelægges. Slotsbroen rives bort.

1622
11 huse i Sydvestkvarteret og på Slotsgrunden nedbrænder (3. juli). Byen dømmes til Militær eksklusion

1623
Tønder får et apotek.

1627
Byen uddyber Laurentiusstrømmen og anlægger Oktober – skansen mellem Kogade og Skibbroen. 18. oktober rykker Wallensteins tropper ind i byen, og bliver her i 1 ½ år. Pest raser igen i Tønder i 1627 og 1628.

1629
En dansk hær under den engelske general Morgan erobrer 27. maj Tønderhus. Men ved freden i Lübeck fra samme dag, falder Tønder tilbage til hertugen.

1634
Den store stormflod 11. – 12. oktober Mange kreaturer drukner på Bymarken.

1639
Pesten rammer 600 mennesker i Tønder.

1642
40 huse i Vestergade – forstaden brænder.

1645
Hertug Frederik skænker pladsen mellem Møllevej og Slotsgade til to af sine embedsmænd og fritager dem for skat, således opstår Tønder Frigrund.

1649
Hospitalet brænder.

1658
Brandenborgske tropper rykker i oktober ind i byen.

1659
Den 14. maj overnatter kurfyrste Frederik Wilhelm på slottet. Den 26. maj overnatter kurfyrstinde Luise Henriette.

1665
Uldgade, Slotsgade og Vestergade – forstad indlemmes i byen.

1677
Kong Christian den Femte lader slottets mure og volde sløjfe og to tårne nedbryde. (1699 nedbrydes atter et tårn)

1679
Hertugen får ved freden i Lund sit land tilbage.

1684
Kongen inddrager igen hertugdømmet og lader sig hylde i Tønder.

1689
Tønder kommer igen tilbage til hertugen.

1691
Tønder får ansat sin første rigtige læge.

1699
Det anmodes at Spikergade skal være 15 alen bred, og at den ikke mere må belægges med gødning.

1700
Kongens Garde indtager Tønder. Men det hjælper ikke. Ved freden i Traventhal får hertugen igen Tønder.

1713
Kong Frederik den 4. tager atter hertugdømmet i besiddelse. Danske, russiske og saksiske tropper befinder sig i byen. Peter Struck stifter det første
Vajsenhus i Norden, åbnes dog først i 1735.

1721
Kong Frederik den 4. inddrager endeligt den gottorpske del af Sønderjylland, og lader sig den 12. september hylde på slottet i Tønder.

1725
Østergade med hospitalet nedbrænder den 26. oktober. Hospitalet genrejses først 1729 – 1731.

1727
”Kærlighedens Lysthus” opføres.

1729
Hans Adolph Brorson ansættes som hjælpepræst.

1732
Hans Adolph Brorson udgiver i Tønder sine julesalmer.

1747
Kong Frederik den 5. gæster Tønder og deltager i ringridningen. Ringriderkorpset får privilegier som Friedrichsgarde.

1750
Slottet rives ned med undtagelse af port-huset.

1768
Amtmand v. Holstein opfører amtmandspalæet. Sønder – Borgerdige beplantes med træer. Stavns-forvaltningen ophæves.

1787
Der indrettes et sygehus, som snart efter atter nedlægges.

1788
Det af provst og konsistorialråd Balthasar Petersen stiftede seminarium begynder.

1791
15 skibe er endnu registreret i Tønder.

1797
Friserne belejrer Amtshuset for at gennemtvinge, at Adlers kirkeagende tages tilbage.

1800
Borgmester Richtsen skænker byen Alléen på Nørre – Borgerdige.

1801
Byens skolevæsen nyordnes. Latinskolen ophæves og erstattes af en højere borgerskole.

1808
Franske tropper og spanioler rykker ind i byen. Mange mennesker dør af dysenteri.

1812
Tønder får politimester.

1813
Fra 1. oktober udgives den første avis. Ugebladet Tondersches Intelligenz – Blatt (1871: Tondernsche Zeitung), fra 1. oktober 1896, dagblad.
Udkommer til 1921. (Læs vores artikel om dette tema)

1814
Kosakker kommer til Tønder. Der indrettes en begravelsesplads ved Løgumkloster Landevej. (Den gamle kirkegård).

1820
Kolonihaver udlægges til de fattige. Spare og lånekassen (Tønder Sparekasse) oprettes. Foreningen ”Harmonie” stiftes. (Omtales i vores mange artikler om Tønder Statsseminarium)

1824
Kong Frederik den 6. besøger Tønder den 26. juni (også den 25. juli 1825).

1826
Arbejderanstalt indrettes i Østergade.

1828
Magistraten opretter børnebibliotek.

1829
Seminariet bliver Statsseminarium og flytter.

1831
Der åbnes et Folkekøkken som består indtil 1853, da Gørresmark indrettes til fattiggård.

1834
Byens skolevæsen reorganiseres: 1. Rektorklasse 2. Vajsenhusskole 3. Skole i Vestergade (Bag Staldene). 4. Nye lærere ansættes. Det første stænder-valg i
Tønder. Valgt blev digegreve Nissen. Stedfortræder, købmand P.P. Petersen.

1835
Den første kongelige udnævnte borgmester (Sibbers) modtages 14. januar med illumination og trompetfanfarer.

1838
Det andet valg til Stænderforsamlingen. Valgt blev justitsråd Dröse, stedfortræder W. Wieck.

1840
Tond. Intell. Blatt der indtil Frederik den 6.`s død har været loyalt kongetro, bliver skarp Slesvig – Holstensk og borgerskabets flertal indtager samme holdning.

1841
Til Stenderforsamlingen vælges Advokat Beseler, Slesvig. Til stedfortræder, købmand J.C. Todsen, Tønder. Gaderne skal ikke mere vedligeholdes af de enkelte husejere, men af byen. Dog skal husejerne nu som før holde fortovet og brolægningen ”bag Staldene (Nørregade, Vidaagade, Allégade, Skibbrogade).

1842
Byen inddeles i 12 fattigdistrikter. Kong Christian den 8. besøger Tønder den 27. – 29. juli. Singverein oprettes.

1843
Tønder købstads 600 års jubilæum fejres med store fester den 25. august.

1844
Kong Christian den 8. gæster Tønder (9.september), ligeledes 5. august 1845, efter tilbagerejse fra Før.

1848
Tønder by anerkender den provisoriske regering i Kiel – Rendsborg (25. marts). Der dannes en Borgervæbning (31. marts). Dansk militær rykker ind i
byen (4. april). Slesvig – Holstenske tropper kommer til byen (26. april) Harmoni – Selskabet omdannes til Borgerforening (31. okt.).

1849
Der oprettes en Industriforening.

1850
Grev Reventlow bliver amtmand. Justitisråd Dröse bliver konst. Borgmester. Senere følger Borgmester Kiær. Lundtoft Herred lægges fra Tønder Amt til Aabenraa Amt. Løgumkloster Amt får til gengæld fælles amtmand med Tønder Amt. Alle huse i byen skal forsynes med kvartér-betegnelse og husnumre.

1851
Dansk bliver skolesprog i Tønder.

1853
Byen lejer Gørresmark for 50 år som Fattig – og Arbejderanstalt. Seminariet flyttes til Eckernförde.

1855
Et kommunalt sygehus indrettes ved indgangen til alléen (nu Østergade 73) (Læs Artikel)

1857
Alléerne Syd og Nord for byen forbindes ved to broer. Anlægget gøres færdig 1880. Kong Frederik den 7. besøger byen i september.

1858
Seminariet genåbnes den 7. januar som dansk seminarium. 1960 opføres som forstanderboligen.

1861
(- 1863) Landevejen, Husum – Tønder – Ribe bygges. (Læs artikel)

1862
Der oprettes en realskole i Tønder. Rektorklassen lukkes.

1864
Tønder får et gasværk (påbegyndt 1863) Danske tropper fra Frederiksstad drager gennem byen. (7. feb.) De fleste danske embedsmænd fordrives fra byen. Preussiske tropper rykker ind i byen  (12. feb.) Østrigske tropper rykker ind i byen (14. feb. ) Den konst. borgmester Bleicken overtager embederne som borgmester, politimester og stadssekretær. Skolesproget bliver atter tysk. Også på seminariet (5. maj) Enklaverne indlemmes i Slesvig. Rektorklassen genåbnes.

1865
Turnverein oprettes

1866
En handelsforening oprettes. Ophører dog hurtigt igen.

1867
Jernbanen, Tønder – Tinglev åbner. Rådhuset ombygges. De takkede gavle og gamle vinduer fjernes. Facaden pudses.

1868
Kong Vilhelm af Preussen besøger Tønder.

1869
12 borgere aflægger for sidste gang, den gamle borgered. Kapellet på kirkegården bygges. Kirkegården udvides fra kapellet til den nye Ribe Landevej.Der vælges 16 byrådsmedlemmer efter den nye kommunale ordning.

1870
Kommuneskolen ved Richtsensgade (dengang Banegaardsgade) bygges.

1871
J.W. Goos overtager Tond. Int. Blatt og forandrer den til Tondernsche Zeitung. Bladet udkommer hver onsdag og lørdag. Damperen ”Graf Bismarck” sejler 22. oktober fra Højer til Tønder.

1872
Østerport nedrives. Gaderne brolægges med ”Kopsten”.

1874
Ny skoleordning. Drengene besøger enten den kommunale ”Drenge – mellem – skole” eller Seminariets Øvelsesskole. Pigerne besøger den kommunale pigeskole.

1874 – 1875 opføres øvelsesskolebygning med festsal til seminariet.

1876
Industriforeningen omdanner Søndagsskolen for Lærlinge til en Aftenskole (Fortbildungsschule).

1877
Der anskaffes en ligvogn. Hidtil har man båret ligene på skuldrene gennem gaderne. Tønder får telefonforbindelse til Møgeltønder og Højer (1878).

1878
Der bygges en kanal fra Vandmøllen til Skibbroen.

1879
Digebrud øst for byen (27. februar). Banen fra Tinglev har i flere dage haft endestation i Jejsing.

1880
Der indrettes et svendehjem (Herberge zur Heimat) i Østergade.

1881
Richtsens – mindemærket afsløres. Landevejen til Højer bygges (1881 – 1883).

1882
Redaktør P. Skovrøy begynder udgivelsen af Vestslesvigsk Tidende (1885 forenet med Flensborg Avis).
1884
Den danske afdeling af seminariet flytter til Haderslev. Landevejen til Vidding-herred bygges (1884 – 1886).

1886
Vest-banen Itzehoe – Husum – Tønder – Ribe bygges.

1888
Der gøres forarbejder til en fiskerihavn ved Emmerlev og en dæmning til Rømø. Dronningen af Rumænien besøger
Tønder. Aktiebryggeriet bygges. Seminariet fejrer 100 års jubilæum.

1889
J.H.N. Thamsen overtager Tondernsche Zeitung (fra 1896 dagblad). Victoria – bryggeriet bygges.

1890
Hotel Stadt Hamburg (Hotel Tønder) bygges.

1892 Jernbanen Tønder – Højer bygges. Markederne flyttes ud fra byen til markedspladsen ved Sønderport.

1894
Tønder Kirke genindvies efter en restaurering.

1898
Det nye sygehus tages i brug.

1899
Posthuset bygges.

1900
Det første Folkemarked holdes i Tønder på pladsen ved kirken.

1901
Tønder Badeanstalt oprettes. Jernbanen Tinglev – Sønderborg tages i brug. Tønder Landmandsbank oprettes. Der opføres en ny Rigsbanksbygning (Toldkammer) i Jernbanegade.

1902 (– 1903) Vandværket bygges. De gamle brønde forsvinder. Victoria – bryggeriet går konkurs første gang. Det trækker mange med.

1903
Bankkrak i Skærbæk og Lakolk. Dette medfører store tab i Tønder.

1904 (– 1905) Seminariets nybygning opføres.

1905
Realskolen begynder. Drenge – mellemskolen lukker 1910.

1906
Handelsforeningen stiftes. Driver blandt andet Handelsskolen.

1907
Creditbank må lukke på grund af store tab på Amrun Bad. Schleswig – Holstein Bank´ s nybygning opføres (senere Handelsbanken). Ratskeller lukker. Det nye amtshus bygges.
1909
”Sturm auf Tondern” den 16. januar. Der oprettes en lokalafdeling af ”Deutscher Verein für das nördliche Schleswig” (- 1910) Realskolen bygges (Statsskolen).

1910
En stor brandøvelse på Slotsbanken. Et hus med forskellig tagbelægning afbrændes. Elektricitetsværket bygges.

1911
Den første flyver giver opvisning i Tønder.

1912
Tønder Læseforening oprettes. Ved ”Nordmarksflug” lander 8 flyvere i Tønder. Luftskibet Viktoria Luise gæster 5. juli, Tønder. Den første rutebil kører
strækningen, Tønder – Emmelsbøl. Sportspladsen ved Ribe Landevej anlægges. Håndværkerforeningen stiftes. Driver blandt andet Teknisk Skole.

1913
Tondern Bank oprettes Landbrugsskolen bygges på Ribe Landevej

1914
Verdenskrigen begynder i august. 153 fra Tønder falder i krigen. (- 1916) Retsbygningen opføres (Politistationen)

1915
Alexandrineskolen opføres. Den ny Øvelsesskole – bygning opføres.

1916
Det første engelske flyverangreb mod Tønder (25. marts). (Læs artikel)  Kirkegården udvides.

1918
Engelsk flyverangreb mod Tønder Luftskibshavn (19. juli) Revolutionen gennemføres i Tønder (8. november.) (Læs Artikel)

1919
Cornelius Petersen overtager Tondernsche Zeitung.

1920
De engelske besættelsestropper kommer til Tønder (4. februar). Ved folkeafstemningen afgives der af de bosatte tøndringer 1437 tyske og 566 danske stemmer.. Danske soldater og grænsegendarmer kommer til Tønder (5. maj). Kong Christian den 10. gæster Tønder for første gang 12. juli, derefter hvert år indtil 1939.(Masser af artikler om Tønder i 1920)

Tønderhus i Spikergade indvies (27. november).

1921
Det første eksportmarked holdes i Tønder. Slagterhuset indrettes i det tidligere mælketørringsanstalt. Cornelius Petersen sælger
Tondernsche Zeitung til en kreds af konservative. ”Herbege zur Heimat” skænkes til byen og bliver til ”Carstens – Wiulms – Stiftelse”

1922
Leos Allé anlægges. De store luftskibshaller nedbrydes.

1923
Museet for Tønder by og amt indrettes i Port-huset. Dansk bibliotek oprettes. Tønder by udskilles af amtet. (- 1925) Kloakeringen gennemføres
med et statstilskud på 600.000 kroner.

1924

(– 1925) Sygehuset udvides. Bliver By – og Amtssygehus

1925
En stor amtsudstilling afholdes i Tønder. (- 1926) Tønder Svineslagteri oprettes. (- 1928) Afvandingen af Tøndermarsken gennemføres. (Læs artikel)

1927
Tønder by anlægger Højbjerg plantagen.

1933
Slots – og frigrunden, Tved, Dyrhus, Hestholm og Mejerholm indlemmes i Tønder Købstad. (- 1934) Asfalteringen af hovedgaderne
gennemføres.

1936
Den nye kasserne indvies.

1938
Funktionærboligen ved sygehuset opføres. Vajsenhuset ophæves.

1939
(- 1940) Det nye alderdomshjem ved Leos Allé bygges. Seminariet overtager den gamle hospitalsbygning.

1940
Tyske tropper rykker den 9. april ind i Tønder. (Læs artikler om Tønder under besættelsen)

1941
Hoved-rensningen af Tønder Kirke påbegyndes.

1942
Engelske flyverbomber dræber 4 mennesker i Tønder og ødelægger flere huse. (Det sker også senere under besættelsen, at det samme hus rammes – Læs artikel)

1943
Det nye Tønderhus indvies (13. februar)

Kære læsere således nåede vi til Tønders 700 års jubilæum. De sidste 65 år kommer i en senere artikel.  (artiklen er fra 2007)

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

Redigeret 7. – 04. – 2022

Det var tidlig morgen. I butikken skulle vi åbne kl. 7 om morgenen. Det var Bogudsalg. Men allerede på Jagtvejen kunne jeg ane, at ikke alt var, som det skulle være. Var det en helikopter, der skulle lande i Fælledparken som sædvanlig?  Nej det var to, så vidste jeg pludselig, hvad der skete. Ungdomshuset blev angrebet af politiet. Rydningen var i gang.

 

Bøger til uroer

Det var boghandlernes største dag. Men dagen blev ikke som vi havde regnet med. Unge autonome lånte vores toilet. Men jeg blev sur, da autonome pludselig begyndte at råbe.

• Nåh så I sælger bøger til uroerne.

Ja råbte jeg tilbage og autonome bruger vores lokum. Det blev en hektisk dag, ikke med kunder. De fleste blev væk. Vi mistede halvdelen af omsætningen i forhold til samme dag sidste år. Omkring middagstid havde de fleste butikker i området lukket.

Men der var masser af journalister, der havde fundet ud af, at vi havde åbent.

Vi fortsatte næsten til klokken 18. Ja kunderne blev sure, fordi vi tillod os at lukke 7 minutter før. Stemningen på Nørrebrogade var blevet hektisk, og af hensyn til personalets sikkerhed valgte vi at sende dem hjem.

 

Rydningen

Det lignede nærmest en krigsfilm, selve rydningen. Politiet påstod, at det tog fem minutter. Men jeg vil gætte på at det tog 45 – 60 minutter. Under rydningen kørte et par ambulancer forbi butikken. Politiet påstod, at en var allergisk over for tåregassen. Andre rygter gik på, at en var slået bevidstløs af politiets knipler.

En af de unge fortalte mig, at politiet var gået ekstremt hårdt til værks og brugte temmelig meget gas.

 

Kunder bliver væk

Jeg har ikke noget imod dem, der kom i Ungdomshuset. De kom også ofte inde i butikken. Men jeg har noget imod, at støtter til Ungdomshuset lavede vold, plyndring og hærværk. Og truede forretningsindehavere på livet.

Jeg har også noget imod de politikere, der gang på gang lod forretningsdrivende på Nørrebro sejle deres egen sø, uden nogen form for hjælp. Således udtalte Martin Geertsen, at kommunen ikke er et forsikringsselskab, og derfor ikke kan betale for ødelæggelserne og omsætningstab. Det kan han delvis have ret i, men moralsk har politikerne også et ansvar.

Mange butikker på Nørrebro er bukket under. Og kunder er blevet væk. Mange medier syntes ikke det var værd at beskæftige sig med stort set andet end Ungdomshuset. Journalister var i forreste række for at dække kampene.

Forsikringen dækker ikke

De handlende på Nørrebro har vel mistet mindst 30 millioner kroner i tabt omsætning og meget mere. Forsikringerne, der i forvejen var skruet op, dækkede langt fra alt. Det var det politikerne hele tiden råbte op om., når handelsforeningen bad om hjælp.

I tidens løb har foreningen (Nørrebro Handelsforening) skrevet til et utal af ministre og politikere, for at få hjælp. Forsikringer dækkede ikke

• Selvrisikoerne (typisk 8.000 kr. – 12.000 kr. pr. skade)
• De varer, som brostenene ødelagde
• Tabt omsætning
• Tabt markedsføringsværdi (Kunderne fravalgte Nørrebro af frygt)

 

Ikke alle unge går i korte bukser

Og Nørrebro Handelsforening bakkede de unge op i deres krav for et nyt hus. Men alt for sent kom politikerne i gang.

De unge i København behøver ikke nødvendigvis at gå i korte bukser og spille fodbold. Det burde være plads til de mindre velfriserede miljøer. Samtidig havde foreningen dog fået nok af løbske demonstrationer, vold og meningsløst hærværk. Harmen var både rettet mod de unge og politikerne, der ikke magtede at løse opgaven.

 

Sure betjente

I 14 dage var en del sideveje på Nørrebro lukket af politiet. Det fik detailhandelen heller ikke erstatning for. Det kneb nemlig med at få varer leveret. Mange betjente gik op i denne sag. Man skulle hver morgen holde et mindre foredrag om, at man arbejdede inde i butikken. Man kunne jo godt forstå, at betjentene var sure, når deres ferie var inddraget, og de var tvunget på overarbejde.

Den nye politireform er heller ikke betjentenes livret. Brokker man sig, er der verbale øretæver fra ledelsen. Det er heller ikke sjovt at vide, at der ligger 10.000 sager, der venter på at blive behandlet
hos politiet.

Et par betjente fordømte også Nørrebro Handelsforenings opbakning til de unge. En af dem sluttede sin mail på denne måde:

• Tror du ikke, at det er på tide, at du stikker piben ind?
• Hvad fanden har du gang i.
• Er du klar over hvor mange politibetjente, der arbejder i døgndrift, for at begrænse skaderne for almindelige borger på Nørrebro?
• Og så vil du have endnu et sted hvorfra deres hærværk og terrorisering kan finde sted. Hvad tænker du på ?

Nu var det ikke alle betjente, der tænkte sådan. Således kom en betjent op i butikken, efter at jeg havde været i TV – avisen.

• Hvor var det godt det du sagde. Endelig var det en fornuftig udtalelse. Det syntes vi alle på stationen.

Problemet var, at mange også var nervøse for politiets tilstedeværelse. Således skrev APS:

• Jeg bor på Nørrebro og har fået flere meldinger fra familier og venner, der i disse dage går en stor bue udenom Nørrebro. Ikke fordi de er bange for Ungdomshusets brugere og sympatisører, men fordi de er angste for at opholde sig på det ”forkerte sted på det forkerte tidspunkt” og således ende
  med at blive anholdte og uskyldig varetægtsfængslet.

 

Betjenten er gidsel

Den enkelte betjent, der gang på gang skulle stå overfor en aktivist, var også godt træt af situationen. Han eller hun var sat til at udføre et stykke arbejde. Nægtede han, ja så måtte han, hun finde et andet arbejde. Begik han, hun et fejltrin, ja så gav det en alvorlig næse, og så var tilstedeværelsen i etaten truet. Den enkelte betjent var gidsel i et politisk spil.

Man kan godt forstå at Chefpolitiinspektør Per Larsen, der efterlyste en politisk løsning. At han så fik hug af politikerne for denne mening, er uforståelig.

• Vi bruger en hulens masse ressourcer, som vi gerne ville have brugt andre steder.
• Det er på tide, at politikerne erkender, at konflikten ikke kan løses med straffeloven i hånden.

 

Involveret i konflikten

Faktisk var jeg på sin måde indblandet i konflikten. Som redaktør af Nørrebro Handelsforenings hjemmeside www.norrebro.dk , har jeg skrevet cirka 25 artikler om de unges kamp for et hus. Dette har afstedkommet mange vrede e – mails fra nær og fjern, og især fra politikere.

• I plejer kun jeres egen interesser

Sådan skrev mange politikere til os.

Ja mange af disse politikere stillede sig frem i offentligheden og belærte foreningen om juraen omkring ejendomsret. Formanden for Nørrebro Handelsforening er samtidig formand for Erhvervslejernes Landsorganisation. (Det var han dengang).

 

Nørrebro Handelsforening som mægler

Foreningen tilbød sig som mægler. De unge fik efterhånden tillid til Nørrebro Handelsforening, men politikerne ønskede ikke at handelsforeningen skulle fungere som mægler.

En enkelt trussel om et sagsanlæg er det såmænd også blevet til. Nogle mente, at hjemmesiden (www.norrebro.dk) var gået for vidt. Men de store blade, Ungeren selv, tv – selskaber m.m. havde links til hjemmesiden. Pludselig havde vi rekordbesøg.

Vi havde de unges tillid, men ikke politikernes. De fortsatte med at sende hademails til os. De kunne heller ikke forstå, at vi gengav de unges krav på handelsforeningens hjemmeside. De glemte jo så bare, at vi også gengav politiets udmeldinger.

 

Mange typer brugte Ungdomshuset

Ikke alle tidligere brugere af Ungdomshuset var voldelige. Blandt de nye brugere var skoleeleven. Man brugte stedet til at hænge ud, uden de voksnes autoritet.

• Christianitten brugte huset af ideologiske årsager. Ungdomshuset var ligesom Christiania et fristed.
• Nordsjællænderen brugte stedet, fordi der ikke i nærmiljøet var et sted, hvor man kunne hænge ud med vennerne. Her var det ikke så kedeligt.
• For den tilbagevendte betød Ungdomshuset meget i det tidligere liv. Han/hun deltager gerne i kampen om et nyt hus.
• Den frafaldende var glad for at komme i huset. Han/hun mener dog at kunne finde de samme sociale bånd andre steder.
• Den maskerede er parat til at bryde loven for at opnå et nyt hus. Han/hun tror ikke på systemet i det demokratiske samfund. Det at besætte et hus er legitimt, hvis det ikke bliver brugt. Tilhørsforholdet og rammen er taget.
• Den kreative tror på, at det kan vække borgernes og politikernes interesse med kreative indslag.
• Udlændingen deltager, fordi det er et symbol på en ideologisk kamp. Han/hun er ofte anarkist. Sandsynligvis har han/hun et stærkt tilhørsforhold til lignende fristeder i sit hjemland.
• Lederen er foregangsmand i kampen. På trods af, at støtterne officielt ikke har nogen hierarkisk orden eller styring, dukker lederen alligevel op en gang imellem.
• Kulturbrugeren benyttede det tidligere ungdomshus som et kulturtilbud. Han/hun kom til koncerter og andre kulturarrangementer, og mener ikke at der findes
  lignende tilbud andre steder. Kulturbrugeren
  deltager ikke nødvendigvis i demonstrationer og andre officielle støttehandlinger.
  Men dette forhold gør dog ikke hans støtte til et nyt Ungdomshus mindre.

 

Arbejdernes hus

Men her er så historien bag Jagtvej 69 eller Ungdomshuset.

Det var arbejderne, der gerne ville have et samlingssted. De måtte ikke være nogen steder. Restauranter og beværtninger kunne få frataget deres bevilling, hvis de husede arbejderne. Derfor begyndte Arbejderbevægelsen selv at opføre forsamlingshuse. Da den fjerde udgave af Folkets Hus blev indviet, kunne man i Social – Demokraten læse

• Ude bag Assistens Kirkegaard, i det fattigste af Nørrebro ligger Arbejdernes sidst opførte Forsamlingshus i Kjøbenhavn

Adressen var egentlig, Jagtvej 49. Men siden er der foretaget en ny-nummerering af Jagtvejen. Ret hurtig skiftede bygningen navn til Folkets Hus. Det blev i mange år centrum for arbejderbevægelsens aktiviteter på ydre Nørrebro.

Kvindelig Arbejderforbund

To år efter husets indvielse i 1897, bliver den tre måneder lange lockout fejret i huset. Men mange andre benyttede huset til for eksempel Lørdagsbal. Juletræsfester og boksestævner blev også afholdt i huset.

Det var også her Kvindelig Arbejderforbund blev dannet den 3. juni 1901. Ja man blev nødt til at ansætte en mandlig sekretær, til at underskrive papirerne. Kvinderne havde dengang ikke myndighed.

Forbundets første formand, Olivia Nielsen blev dømt for injurier, da hun under den første kvindestrejke på virksomheden Jacob Holm & Sønner, kaldte virksomheden for en slaveanstalt. Men ikke nok med det, hendes mand blev også dømt. Begrundelsen var, at han ikke havde styr på sin kone.

 

Nørrebro Handelsforening brugte huset

I 1901 holdt Nørrebro Handelsforening stormøde i Folkets Hus. Man diskuterede følgende punkter

• Organisationens betydning
• Smør og margarine i rabatordningen
• Indkøbsforeningen

I mange år holdt foreningen deres årlige generalforsamling i huset. Og et lysbilledforedrag om Dansk Vestindien af holdt i huset samlede 300 medlemmer.

 

Lenin og Rosa Luxemborg i huset

I 1910 blev den anden Socialistiske Kvindekonference afholdt i Folkets Hus. I alt kom 99 kvinder fra 17 lande. Flere af arbejderbevægelsens største personligheder besøgte huset, bl.a. Lenin og den tyske socialist Rosa Luxembourg.

 

Stormen på Børsen

Fra 1914 – 17 falder reallønnen med 14 %. I 1918 er arbejdsløsheden oppe på 18 %. Skibsredere og aktieejere tjente styrtende med penge. Aktierne steg dag for dag. Arbejderne betragtede Børsen, som et sted, hvor man tjente fede penge på arbejdernes bekostning. Man besluttede derfor at storme Børsen. En kæmpe demonstration udgik fra Jagtvej 69, og Børsen blev stormet den 11. februar 1918.

Flere demonstranter fik straffe fra fem uger til to års fængsel. En af arrangørerne, Andreas Fritzner slap med 500 kr. i bøde.

Denne Fritzner havde været fængslet flere gange af politiske grunde. Hans far var arbejdsløs jord – og betonarbejder. Han boede med sin familie i en 2 – værelses lejlighed i Rådmandsgade. Han blev idømt 14 måneders fængsel fordi han over for 30 – 40.000 mennesker på Grøntorvet havde opfordret til generalstrejke. Senere melder han sig ind i DKP.

 

Ballade på Blågårds Plads

Den 30. september 1935 angreb kommunister en masse konservative omkring Blågårds Plads. De højreorienterede havde bevæget sig ind på arbejdernes domæne. Det udviklede sig til en række voldsomme sammenstød.

 

Håbløs sanering

Saneringen på Nørrebro tog ikke hensyn til boligernes standard. Alt skulle rives ned. De nye huslejer kunne befolkningen ikke betale. Man havde indtryk af, at politikerne ville tiltrække et andet klientel. I 1972 blev hele Stengade – karreen revet ned, selv om der ikke eksisterede en plan for området.. Byggetomten
mellem Baggesensgade, Prins Jørgens Gade og Stengade lå blot hen ind til man fik penge til at bygge nyt.

 

Folkets Hus og Folkets Park

I 1971 besatte slumstormerne et hus i Stengade 50 og kaldte det for Folkets Hus. En nærliggende byggetomt udråbtes til Folkets Park. To år senere dannedes Nørrebro Beboeraktion.

En byggelegeplads bliver lavet for kvarterets børn. Man kalder den for Firkantens Byggelegeplads, på hjørnet af Stengade og Baggesensgade.

Men politikerne syntes ikke om den ide. Den 22. april 1980 mødtes politiet af 600 børn, forældre og aktivister, der overdyngede betjentene med sten, flasker, æg og kartofler.

 

Byggeren overgiver sig aldrig

Men en uge senere kørte bulldozerne gennem hegnet og direkte ind i legepladsens bygninger uden at ænse de unge, der var placeret på bygningernes tage.

Betjentene trak stavene. Demonstranterne byggede barrikader, HT – busser blev standset, piftet og brugt som vejspærringer. Lysreguleringer blev sat ud af kraft og bannere blev sat op med teksten Byggeren overgiver sig aldrig. Da mørket faldt på, antændtes bål i gaderne. Formiddagsbladene fortalte, at der er borgerkrig på Nørrebro.

 

Krav om eget hus

Den 15. oktober 1981 indkaldtes der til stormøde i lånte lokaler. Disse lokaler tilhørte foreningen Tingluti. De unge ville have et fristed for deres egen kultur, uden stive regler. De foragtede voksensamfundet med forbrugerræs, konkurrence, umyndiggørelse og hierarki.

Man havde et godt øje til den nedlagte brødfabrik Rutana i Nannasgade.

Overborgmester Egon Weidekamp kunne dog ikke se nogen særlig grund til, at man skulle tage hensyn til en lille skare marginaliserede unge.

• Jeg kan ikke se det rimlige i, at man bygger noget specielt for ungdommen. Det ville da være et mærkeligt samfund.

 

Rutana og Schiønning og Arvé

En demonstration den 24. oktober går fra Rådhuspladsen til Rutana. Men politiet havde lugtet lunten. De havde afspærret fabrikken, så ingen unge kom ind. Men de unge havde udset sig et andet mål. Efter en halv times slagsmål med politiet løb de unge mod den nedlagte gummifabrik, Schiønning og Arvé i Heimdalsgade. Det lykkedes at besætte bygningen.

I et sandt tåregasangreb den 26. oktober stormede politiet bygningen.

Statsminister Anker Jørgensen tog stærk afstand fra politiets brug af tåregas. Han mente ikke, at ungdomsproblemer skulle løses ved hjælp af tåregas. Men justitsminister Ole Espersen bakkede op om politiets indsats.

 

Abel Cathrinesgade

En uge efter var der igen demonstration fra Rådhuspladsen. De unge fulgte ikke den planlagte rute, men løb ned af Vesterbrogade til Abel Cathrinesgade, hvor de besatte et nedlagt kloster. Denne bygning fungerede i fire måneder som ungdomshus.

Men bygningerne tiltrak et klientel, som de unge ikke syntes om. Den 14. februar 1982 opløstes initiativgruppen, og dagen efter ryddede politiet bygningen.

 

Lægebygning besat

Allerede dagen efter, var det galt igen. En tom professorbolig på Rigshospitalet blev besat. Samme aften ryddede politiet bygningen.. Men tre dage efter blev den igen besat. Der kom til voldsomme kampe mellem politi og bz’er.

 

Mekanisk Museum besat

Den 6. marts udgik der en demonstration fra Rådhuspladsen, og Mekanisk Museum blev besat. Den blev efter nogle timer ryddet af politiet, og 147 personer blev arresteret.

Et lokum blev kastet ud af vinduet og havde nær ramt en flok betjente.

 

Alternativ boligformidling

I maj 1982 blev Bazooka på hjørnet af Baggesnsgade og Stengade besat.  De unge etablerede en alternativ boligformidling i bygningen. Man fik udpeget et tomt hus i nabolaget, og fik udleveret et brækjern. Så kunne man bare selv gå i gang.

 

Tingluti flytter

I aviserne kunne de unge så læse, at Weidekamp havde kig på et nyt ungdomshus.

De 700 medlemmer af Tingluti på Jagtvej 69, havde ellers været glade for deres bygning. Men midt under juleferien var et oliefyr og et vandrør sprunget. Og der var mere end økonomien kunne bære. I forvejen skyldte man kommunen 123.000 kr. i ejendomsskatter.

 

Nej til Irma

Tingluti havde erhvervet ejendommen for en meget beskeden sum af FDB. At der så ikke kom en Irma på området, ja det kan man bl.a. takke Nørrebro Handelsforening for. FDB havde også planer om at rive den historiske bygning Colosseum (nuværende Aldi) ned. Nørrebro Handelsforening mente, at huset var bevaringsværdigt og protesterede mod nedrivning. Sandheden var at handelsforeningen var bange for at supermarkeder ville true den øvrige detailhandel.

 

De får et hus, og vi får fred

Københavns Kommune erhvervede ejendommen for 700.000 kr. og Tingluti flyttede til en bygning i Valhalsgade. Weidekamp var glad:

• De får et hus og vi får fred

Det havde han nu ikke helt ret i.

De unge var glad. På første salen indrettede man en bookinggruppe med navnet Fuking Buhking. Den 31. oktober 1982 indledte man med en kæmpe fest. Her spillede bl.a. Savage Rose.

 

Weidekamp får buksevand

Weidekamp ville gerne have sagt et par bevingede ord, men han fik i stedet buksevand. De unge mente ikke, at han på deres bekostning skulle profilere sig politisk. I 1989, da Weidekamp gik af som overborgmester, blev han spurgt, om det var noget, han fortrød.

Han svarede, at det var to ting, han fortrød, den ene ting var, at han var med til at fjerne sporvognene, den anden ting var, at han havde givet bz’erne et ungdomshus.

 

Allotria

Siden foråret 1982 havde Allotria i Korsgade været besat. Den 11. januar 1983 var området pludselig omringet af politi.

På den anden side af gaden overværede blikkenslager, Knud Edvard Jacobsen optrinet. Pludselig hørte han noget rumstere. Op af gulvet dukkede en masse mennesker pludselig op. De sagde ikke noget. På gulvet smed de 10 – 15 gasmasker.

En mindre lastbil rullede ud gennem porten til baggården.

• Hvor kan man parkere sin bil i fred for demonstranter,

spurgte den velklippede unge chauffør høfligt. Betjenten vinker irriteret lastbilen videre. Han kunne ikke vide, at der under presenningen gemte sig de 35 personer, der dukkede frem hos blikkenslageren. Ingen havde opdaget at de unge mennesker havde gravet en tunnel.

I løbet af efteråret 1983 flyttede små grupper af bz ’er ind i et stort hus i Ryesgade. I hele tre år var Ryesgade 58 besat. Dette var deres hjem, Ungdomshuset på
Jagtvej 69 var deres kulturhus.

 

Ingen tolerance fra handelsforeningen

Efter en BZ – demonstration på Rådhuspladsen den 9. april 1983 flød bægeret over for Nørrebro Handelsforening. For balladen fortsatte på Nørrebro. Med direkte adresse til Ungdomshuset skrev man denne presse-information:

• Detailhandlende på Nørrebro kan under ingen omstændigheder tolerere de metoder, som de unge tager i anvendelse for at markere deres synspunkter. Vi vil ikke længere være passive tilskuer til at en gruppe voldelige unge ødelægger vort kvarter, og gør det livsfarligt, at færdes i, for
  kvarterets beboere.

Nørrebro Avis nægtede dog at optage presseinformationen, og det blev man ret så sure over i foreningen.

 

Gadekampe

Den 12. december kom det til gadekampe, da 400 mennesker forsøgte at besætte en gammel skotøjsbutik på Jagtvej 211. Ved samme lejlighed nedbrændte en nærpolitistation på Jagtvej.

 

Politiken besat

I marts 1984 besætter aktivister Politikens redaktion, og kræver at man boykotter annoncer for Shell. Den 30. april angriber og nedbrænder en gruppe en Shell – tank i Nærum.

 

Ryesgade forlades

Cirka 1.000 demonstranter gik fra Rådhuspladsen mod den besatte bygning i Ryesgade. Her var bz’erne klædt i blå kedeldragter. I bæltet bar de gasmasker. Bag barrikaderne var der samlet et væld af møtrikker brosten og andet kasteskyts. 400 Molotov – cocktails, slagvåben og slangebøsser var opbevaret her.

Næste formiddag angreb politiet med 540 betjente. De forsøgte at snige sig igennem barrikaderne gennem Dansk Røde Kors bygning på den anden side af gaden. Men de måtte flygte.

Himmelblå – fonden med Kim Larsen og Peter Ingemann ville købe bygningen, men de unge ville ikke have bygningen foræret.

Den 22. september 1986 besluttede bz’erne at give op. Kedeldragter og huer blev brændt på et stort bål. Sprængladninger blev fjernet, og samtlige bz’er sivede ubemærket ud i de københavnske gader uden anholdelser eller kamp.

 

Ballade på Christianshavn

Den 4. december 1988 forsøgte tre uro – betjente at anholdte en ung autonom, der delte fakler ud på Christianshavn. En spændt stemning opstår. Både politi og autonome var bevæbnet til tænderne. Efter to timers larmende demonstration med masser af kanonskrald vendte demonstranterne tilbage til Jagtvej.

 

Kamp på Platanvej

Den 16. januar 1989 ryddede politiet en gammel villa på Platanvej, der var besat. Men det var ikke uden kamp. Politiet blev angrebet med Molotov – cocktails, slangebøsser, jernstænger og sten.

 

Advokat tilknyttet

I 1989 bliver advokat Kurt Foldschack tilknyttet de unge. De har tillid til advokaten, og han har hjulpet dem siden.

 

Slåskamp på Stormbroen

Den 16. oktober diskuterede Folketinget et maskeforbud, og det kom igen til sammenstød. Både demonstranter og politifolk var særdeles aggressive. På Stormbroen blev der tæsket løs på hinanden. 14 sårede blev behandlet på skadestuen. Et medlem af Rote Arme Fraktion, Roland Meyer besøgte Ungdomshuset i 1990.

 

Angreb mod Sorte Hest

Den 3. december 1990 opdagede betjente et hul i en af deres skjolde. De mente, at der var blevet skudt mod dem. Politiet havde stormet det besatte hus, Sorte Hest. Man fandt mere end 40 livsfarlige rørbomber, hjemmelavede brandbomber, gasmasker, beskyttelseshjelme og kedeldragter.

 

113 skud

Den 2. juni 1992 stemte 50,2 % nej til Maastricht – traktaten. Et nationalt kompromis skulle man stemme om den 18. maj 1993. Her sagde 57 % ja. På Blågårds Plads havde Antifascistisk Aktion en demonstration. I første omgang forløb det hele fredeligt. Men da demonstrationen blev opløst begyndte man at bygge barrikader på Nørrebrogade og på Dronning Louises Bro. Broen blev udråbt som EF – Fri zone.

Demonstranterne trak mod Skt. Hans Torv. Politiet endte med at affyre 113 skud. 11 demonstranter og tilskuer blev såret.

 

De unge inviteret på middag

I 1993 smed autonome brosten gennem McDonald´s lokaler på Nørrebros Runddel. Stenene var centimeter fra at ramme kunderne. Vidner havde set gerningsmændene løbe ind til Ungdomshuset. Politiet blev tilkaldt. Der blev optaget rapport, og siden skete der intet.

Nørrebro Handelsforening inviterede nogle af de unge til en middag og en øl, for at diskutere situationen. Johnny Beyer brugte udtrykket

• Det er en dårlig fugl, der skider i egen redde

 

19 betjente såret

Den 1. januar 1995 blev 19 betjente såret, da over 100 unge angreb en nyåbnet McDonald´s filial på Nørrebrogade 3a. Alt inventar blev brugt til et kæmpe bål på Nørrebrogade.

 

Brand i Ungdomshuset

Pludselig opstod der en kortslutning i en vareelevator i Ungdomshuset. Ret hurtig greb ilden om sig. Dette skete en januar-dag i 1996. Brandvæsnet blev ikke angrebet af de unge, og fik bekæmpet ilden. Men det var et trist syn, da branden er bekæmpet.
Etageadskillelsen var nærmest væk, og huset var stort set ubeboelig. Først nu går det op for politikerne at Jagtvej 69 var en brandfælde. Det går panik i politikerne. For hvem var det lige, der havde ansvaret? Hvad med de elektriske installationer? Blev loven overholdt, når der var koncerter i huset?  Hvor var den aftale, der omhandlede brugen af huset?

 

De unge reparerede for 50.000 kr.

En ombygning af huset ville koste 13 millioner kroner. Men i 1982 var Kommunens økonomi så dårlig, at det var lige før, den var blevet sat under administration.

De unge fik tilbudt at flytte over i Huset på Magstræde, og Nørrebro Lokalråd mente, at bygningerne på Jagtvejen kunne indrettes som bibliotek. Men det ville koste 20 millioner kroner.

De unge mente, at akustikken var for dårlig i Magstræde. Med en ihærdig indsats lykkedes det for de unge at udbedre skaderne for 50.000 kr. Bygningen blev godkendt, og kommunen anerkendte de unges indsats.

 

De unge får aftale af kommunen

Kommunen gav de unge en aftale i 1997. Den gjaldt dog kun for et år, og i den stod der, at de kunne opsiges med tre måneders varsel. Men da havde allerede haft huset i cirka 14 år.

 

Var de unge kriminelle ?

I en senere meddelelse fortalte Københavns Kommune, at en af grundene til, at de unge skulle smides på gaden var, at de var kriminelle. Men ifølge politiet var miljøet i Ungdomshuset ikke kriminelt. I et brev fra 7. juli 1998 skrev politiet til kommunen

• Der findes i dag ikke belæg for at udråbe Ungdomshuset på jagtvejen som værende et specielt tilholdsbase for kriminelle autonome eller andre minoritetsgrupper. Det er i dag ikke belæg for at påstå, at Ungdomshusets brugere er mere kriminelt aktive end andre ungdomsgrupper i København.

I et læserbrev i Politiken skrev en tidligere KUC – direktør Hans Grønborg, der havde ansvaret for kommunens driftsoverenskomst med Ungdomshuset:

• Som direktør med ansvar for Ungdomshuset har jeg ikke haft problemer med beboerne og aftalerne. Jeg må sige, at det er let at være politiker i Københavns Kommune, når man uden problemer føler sig berettiget til at tale mod bedre vidende.

 

Angrebet af svamp

Huset var angrebet af hussvamp, op-fugtning af murværk, råd i bundkarme på vinduer, og råd i loftkonstruktionen over kælderen. Alene at få bugt med hussvampen skøn-tes at ville koste cirka 70.000 kroner. Derfor besluttede Økonomiudvalget den 11. marts 1999, at indstille til Borgerrepræsentationen, at Ungdomshusets aktiviteter skulle ophøre og at ejendommen skulle afhændes. Samtidig blev det pålagt Kultur – og Fritidsforvaltningen at finde andre steder til
Ungdomshusets aktiviteter.

 

Pia Kjærsgaard besøger Nørrebro

Pia Kjærsgaard besøgte Nørrebro den 14. februar 1998. Hun blev angrebet af ca. 100 autonome med tomater, vand og sten. Hun måtte søge tilflugt i en Unibank – filial. På Rådhuset krævede Søren Pind, at Ungdomshuset blev lukket med det samme.

 

Kampe på Dronning Louises Bro

Den 1. januar 1999 lignede Nørrebro en by, der havde været i borgerkrig. Betjente i en patruljevogn havde bedt en flok unge på Dronning Louises Bro, at benytte fortovet. Men de unge angreb bilen, og de to betjente måtte flygte fra stedet. Kort efter mødte politiet talstærkt op og heftige kampe opstod. Der
blev anholdt 20 personer.

 

Plyndringstogt på Nørrebro

Den 8. – 9. november 1999 havde store konsekvenser for Nørrebros detailhandel. En sand plyndringstogt fandt sted. Politiet holdt sig tilbage. I en af butikkerne følte en butiksindehaver og hendes mand sig i direkte livsfare. Men de ringede forgæves efter hjælp.

Først da urolighederne havde lagt sig, mødte politiet frem. Ingen personer blev nogensinde gjort ansvarlige for de voldsomme ødelæggelser og plyndringerne. Og det selv om en person med skriftlige beviser senere henvendte sig til handelsforeningen. Denne person ville gerne formidle sin viden til Hanne Beck Hansen. Og Handelsforeningen sørgede for, at beviserne blev lagt på bordet.

Johnny Beyer opsøgte Ungdomshuset. Han var overbevist om, at de autonome stod bag. Men han blev ikke budt på kaffe. I stedet blev han truet, at hvis han ikke hold kæft, ville hans butik blive den næste, der blev smadret. Næste nat blev Johnny Beyer ringet op af vagtselskabet. Hans butik var blevet totalt smadret.

 

Ungdomshuset brænder ikke byen af

Formanden for Indre Nørrebro Bydelsråd, Jesper Langebæk var ikke enig med Johnny Beyer (Formand for Nørrebro Handelsforening) . Han udtalte følgende til Jyllands Posten:

• De plejer at være mere selektive ved deres aktioner. Det går kun ud over banker og politiet. Jeg er ret overbevist om, at det var andengenerationsindvandrere, der stod bag. I øvrigt holder de autonome ikke nødvendigvis til i Ungdomshuset

Angiveligt var det udvisning af en ung tyrker, som Nørrebro´ s handlende skulle afbøde for. Ungdomshuset udsendte en presse-information:

• Ungdomshuset er et koncertsted, en bogcafé, cirkus – og gøglerskole, folkekøkken, øvelokaler og meget mere. Vi er et samlingssted for mennesker, der ønsker at vise et alternativ til det profitskabende og kommercialiserende samfund, vi lever i, men vi er ikke en flok terrorister, der sidder og venter på den første og bedste lejlighed til at brænde vores kvarter af.

 

Truet af folkevalgte politikere

På et efterfølgende møde i Medborgerhuset på Blågårds Plads blev Johnny Beyer igen truet. Denne gang af folketingsmedlemmer, at såfremt han udtalte sig negativt, ville det få alvorlige konsekvenser for ham. Formanden for Nørrebro Handelsforening måtte have politibeskyttelse.

Justitsminister Frank Jensen lovede, at der ville komme hjælp til Nørrebros detailhandel efter de omfattende skader, men intet skete. De andre handelsforeninger lavede dog en indsamling. Midlerne herfra gik til de hårdest ramte.

 

Ungdomshuset tilbudt for 1 kr.

Formanden for Nørrebro Handelsforening, Johnny Beyer holdt et par gange om året møde med overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. På et af disse møder blev foreningen tilbudt Ungdomshuset for 1 krone. Men Ungdomshusets beboere var ikke interesseret i at skulle være underlagt Nørrebro Handelsforening, så bestyrelsen vedtog på et bestyrelsesmøde den 13. juli 2000 at sige pænt nej tak.

 

Gud taler til Ruth Evensen

Da Ruth Evensen fra Faderhuset på et tidspunkt passerede forbi Ungdomshuset så hun et banner, hvorpå der stod:

• Til salg, inkl. 500 stenkastende voldspsykopater fra Helvede.

Så var det, at Ruth hørte Guds stemme tale direkte til hende. Herren fortalte hende, at hun skulle fjerne denne vederstyggelighed fra hans åsyn. Ruth Evensen besluttede derefter, at det onde skulle drives ud af Nørrebro. Det skulle ske med Gud og et skøde i hånden.

 

Faderhuset vil i dialog med de unge

Den 6. juli 2000 skrev Ruth Evensen til Kultur – og Fritidsborgmester H. Thustrup Hansen:

• Vi har et stærkt ønske om at overtage Ungdomshuset og indrette det til alle de formål, som vi drømmer om, at kunne bespise hjemløse og mindre bemidlede, at drive en café, hvor unge, deriblandt også de som nu oplever huset som deres hjem, kan komme og tage del i aktiviteterne. Vi vil også etablere en ungdomskirke, skabe musikarrangementer med bred appeal, samt indrette værelser til enkelte af de mennesker, som skal stå for driften af huset.
• Vi har besøgt huset nogle gange og vil optrappe vores kontakt med de unge i form af dialog, give dem mad og vinde deres venskab. Vi håber således at en ”magtovertagelse” vil gå så smertefrit som muligt6. Vi er dog også indstillet på at stå i en eventuel friktion omkring et ejerskifte. Vi ønsker at præge vores bydel med en ny trend på et værdibaseret grundlag, alle kan have gavn af. Af erfaring ved vi, at dette som regel indbefatter hårdt arbejde, men det er vi som sagt indstillet på.
• Vi imødeser med stor interesse Deres venlige bearbejdelse af denne sag, da vi er klar til at rykke ind så snart som muligt, og anmoder venligst om et
  personligt møde. Undertegnede træffes på……

Spørgsmålet er så, troede politikerne virkelig på disse forudsigelser ?

 

Human A/S overtager

I oktober 2000 afgav Ruth Evensen et tilbud på bygningen på 2,2 millioner kroner.  I første omgang bliver det til et afslag. Men åbenbart er en ny spiller
på banen. Selskabet Human A/S repræsenteret ved advokat Inger Loft. Overborgmesteren havde mødt hende og udtalte:

• Hun er et meget ideelt tænkende menneske.

Allerede her var Fonden Jagtvej 69 på banen, men kommunen var ikke interesseret. Man fik at vide, at der var disponeret til anden side. Human A/S fik ejendommen for 2,6 millioner kroner.

Politikerne havde afvist at sælge til Faderhuset, fordi man mente at de ikke var seriøse. Man fik endda indført en tilbagekøbs-klausul, så kommunen kunne købe bygningen tilbage, hvis noget gik galt. De unge opsøgte Inger Loft på hendes bopæl og truer hende. Truende opringninger og en enkelt brosten bliver det også til.

Advokaten mødte selv op ved Ungdomshuset for at bede dem om at lade være med at genere hende og hendes familie. I stedet endte det med, at hun får en pose vand i hovedet.

 

Faderhuset købte alle aktier

Efter et par måneder gav hun op. Hun tilbød samtlige aktier til Faderhuset. Forinden havde disse skrevet til Inger Loft, at de var interesseret i overtagelsen. Kommunen reagerede ikke, fordi Faderhuset kun købte aktierne!!

Faderhuset opsagde de unge og regnede med at de kunne få adgang til bygningerne. Men de blev mødt af et tæskehold og smidt på porten. Ifølge Faderhuset var de unge på Nørrebro dæmon-besatte. Man ville i gang med at bekæmpe praktiseret homoseksualitet, pornografi, abort og satanistisk legetøj på Nørrebro.

 

Razzia på Nørrebro

Den 15. juni 2001 foretog store styrker af kampklædte betjente razzia mod fire adresser på Nørrebro. Det skete efter anmodning fra kollegaer i Göteborg. Fem unge danskere var anholdt, sigtet for at stå bag sabotageplaner mod et EU – topmøde.

 

Bombefabrik i Baldersgade

En bombefabrik blev afsløret, efter at politiet foretog en razzia. Den 18. november 2002 blev der i det venstreradikale kollektiv Bunzen i Baldersgade afsløret en professionel bombefabrik og flere livsfarlige bomber. Man havde mistanke om, at de skulle bruges ved det kommende EU – topmøde.

 

27 anholdt

Den 25. august 2003 blev 27 autonome anholdt. 100 kampklædte betjente rydder et besat hus på hjørnet af Griffenfeldsgade og Rantzausgade.

 

Tre dages fest ender i bål og brand

Tre dages fest i Ungdomshuset endte 24. september med bål i gaden på Nørrebro. Reclaim The Streets endte med masseanholdelser. Cirka 250 bliver anholdt. Adskillige svenske og tyske sympatisører deltog i balladen. I Folkets Park blev der kastet med sten mod politiet.

 

Naboerne på Nørrebro

En ny gruppe blev dannet på Nørrebro. De kaldte sig, Naboerne. På deres hjemmeside gav de udtryk for deres frustrationer:

• Som naboer til Ungdomshuset har vi nu fået nok af de autonomes intolerante og asociale adfærd. De opfører sig vulgært og hensynsløs overfor os som naboer her på Nørrebro. Vi har ryddet op efter hærværk, smadrede flasker, graffiti og afføring på vores trappestene, smadrede ruder i husene og i bilerne og affald fra mad og toiletbesøg. Larmen i weekenderne og stanken fra affaldet og urinen omkring passagerne på Nørrebrogade og Jagtvej hører ikke hjemme i et beboelseskvarter.
• Det er for meget. De må finde et sted – hvor deres arrogante fremfærd ikke ødelægger det for andre. Det handler ikke om ideologi og politisk standpunkt men om medmenneskelig adfærd – og at vi som naboer ikke længere kan holde det ud.

 

Charmeoffensiv

Forinden havde de unge i Ungdomshuset forsøgt sig med en charmeoffensiv. I en folder, som man havde udsendt til alle husstande på Nørrebro, kunne man læse:

• Vi vil også gerne takke alle jer på Nørrebro, der gennem årene har hjulpet og støttet Ungdomshuset. I er altid velkomne til at skrive eller ringe
  til os, hvis I har spørgsmål eller andet I gerne vil sige til Ungdomshuset.
• Vi håber, at Nørrebro fortsat vil være positivt stemt overfor Ungdomshuset i den svære tid, vi går i møde. Vi kan kun understrege, at vi fortsat arbejder seriøst og vedholdende for en fredelig politisk løsning, der sikrer at Ungdomshuset fortsat kan være en del af Nørrebro.

 

Bydelens særpræg skyldes ud

Nu var det ikke alle i bydelen, der var enige i Naboernes holdninger. Således skrev lokalvisen PaaGaden blandt andet i en leder:

• Naboerne vil have ro og orden i deres kvarter. De har købt lejligheder i dyre domme, malet deres facader og fået dejlige børn. Og det harmonerer ikke så supergodt med den højtråbende modkultur, der siden oktober 1982 har sat sit umiskendelige præg på området omkring Runddelen.
• Spørgsmålet er, om man kan tale om førsteret til et kvarter. Og det endnu større spørgsmål er, hvad er det for en by, vi vil have.
• Nørrebro er en af de mest populære bydele i København – det vidner ikke mindst boligpriserne om. Og det er naturligvis en grund til her ”gang i den”, masser af kultur, beværtninger, døgnåbent og multikulturelt. Her er også skævt, mærkeligt, larmende – og spændene. Hvad sker der med bydelen, hvis alt det støjende bliver lukket? Hvis ikke bare Ungdomshuset, men også Rust, Stengade 30, Cafeen Funke, Kroteket, Cafe Runddelen og Saxsons skal lukke kl. 22. Er Nørrebro også ligeså attraktivt som nu?
• Naboernes krav om respekt og oprydning er helt på sin plads. Men i sin iver om ro og renlighed, risikerer man at skylle bydelens særpræg ud med sæbevandet. Og det går ikke bare ud over huspriserne, det vil ganske enkelt være en katastrofe for Nørrebro, som den kulturelle smeltedige, der netop
  får så mange folk til at søge hertil.

 

Faderhuset angribes

24. november bliver den kristne frikirke, Faderhuset angrebet.

 

Gaveønsker

De unge fik at vide, at de skulle være ude af huset den 14. december. Men først skulle husets fødselsdag fejres. På deres hjemmeside kunne man læse om deres ønsker. Plexiglas, armeringsjern, lægter, metalgitter, hønsenet og svejse-apparat.

 

Kulturarvsstyrelsen har talt

Kulturarvsstyrelsen ville ikke frede huset. Det var alene Københavns Kommune, der skulle afgøre dette. I en skala fra 1 til 9, hvor 1 er mest bevaringsværdigt får huset 2 i kulturhistorisk værdi og 4 i arkitektonisk værdi.

 

Hvorfor skal 71.000 indbyggere være gidsler?

Den 16. december eksploderede Nørrebro. Der var åben krig på Nørrebro. Nørrebro Handelsforenings store juletræ på Runddelen blev brugt til et kæmpe bål. Fire unge og to betjente blev såret. Op til 1.000 deltager i demonstrationen. 300 blev anholdt.

Flere unge blev kørt ned af politiet, en af de unge fik sprængt fingrene af. 150 unge drager hærgende ned af Nørrebrogade. Butikker, biler og nærpolitistationen bliver smadret.

Den 19. december udsendte Nørrebro Handelsforening en presse-information. Heri stod der blandt andet:

• Hvorfor skal 71.000 borgere og flere tusinde butiksansatte hele tiden føle sig som gidsler i et spil, der gælder om et mødested for unge mennesker?
• Hvornår kommer politikerne ud til bydelen, og diskuterer med dem, der bliver ramt på den ene eller anden måde?
• Kære politikere, kom ud og tal med os, vi vil ikke mere finde os i denne behandling!!

 

Villa Villekulla

En ejendom på Dorthevej blev besat og navngivet som Villa Villekulla. Der blev anvendt knippelsuppe og tåregas. Men pludselig trak politiet sig tilbage. 42 betjente mod cirka 300 unge var måske heller ikke i orden. Mads Clausen fra Initiativet for flere ungdomshuse udtalte

• Vores kultur er måske ulækker og larmende for politikerne, men vi er mange.

Nynazisterne mente, at de unge skulle have bank, men det blev dog forhindret, da Antifascistisk Aktion kom i aktion.

Da politiet så kom med det helt store hold, var TV2 `s helikopter på plads, og vi fik igen en masse Breaking news.

 

Penge til operahus, men ikke til os

• Der er masser af penge til et operahus. Hvorfor kommer pengene aldrig i retning af os

Kasper Bech Holten, operachef, var sur over, at over at Operahuset blev brugt som et symbol på småborgerligheden. De unge besøgte da også Operaen, men blev pænt udenfor.

 

Flere ejendomme i spil

En nedlagt brandstation på Jagtvejen kom i spil, men det viste sig, at den tilhørte Københavns Universitet. En ejendom på Frederiksberg kom også i spil. Men her var der nærmest tale om en lade behængt med skimmelsvamp. Det sidste var Thor Petersens ide, men den ide vakte nok ikke de varmeste følelser hos borgmester Mads Lebech.

 

Stevnsgades Skole lovet ud til andre

Stevnsgades Skole kom pludselig i spil. Men skolen var lovet ud til andre. Og de unge var bestemt ikke velkomne. Mange var bange for, at gaden ville blive omdannet til en krigszone. En af beboerne udtalte:

• Larmende punkfester og guldøl, dur ikke i et kvarter helt fyldt med børn

De unge havde ikke noget imod huset. De udsendte en presse-information, der forklarede problematikken

• Hvis retten til et ungdomshus, reduceres til et spørgsmål om købekraft, så har 25 års kamp for ungdomshusbevægelsen været forgæves.

 

Krav fra de unge

De unge stillede nogle krav til deres hus:

• Kommunen skal stille huset til rådighed
• Huset skal være mindst lige så stort som Ungeren
• Vi skal selv bestemme
• Huset skal ligge på Nørrebro

Men dette var ikke noget Socialdemokraterne kunne lide. Således udtalte Anne Vang

• Jeg synes, at de unges krav forekommer både barnagtige og uforståelige.

 

Politiet puster til ilden

Politiets informationschef, Flemming Steen Munch havde pustet til ilden. Han udtalte, at de unge var fascister. Han kaldte de unge en flok forkælede unger, der havde gjort Nørrebro til en slagmark.

• De påberåber sig alle demokratiske rettigheder, samtidig med at de ikke vil rette sig efter rettens afgørelse. Det ligner vold for voldens skyld. De er blevet mere aggressive og går i højere grad efter, at skade den enkelte betjent.
• Tidligere forsvarede bz’er deres huse. De blev inde i husene eller bag barrikaderne, og fik os til at forsvinde. Men de var mindre aggressive. Det ændrede sig 18. maj. Her forsvarede de ikke længere noget, men angreb direkte politiet. Det har desværre siden været stilen.

 

Butiksindehaver truet

I forbindelse med nedrivningen indfandt 5 urobetjente sig efter strabadserne på Nørrebro i en shawarmabar. Kort efter, at disse havde forladt stedet, indfandt der sig 4- 5 autonome. De stillede sig truende over for indehaveren

• Hvis vi en gang til, ser at du serverer mad for uroerne, så brænder vi din butik ned, dette er en alvorlig advarsel.

 

Transportfirma får brændt flere biler

Et transportfirma, der mere eller mindre deltog i forbindelsen med nedrivningen, fik brændt flere lastbiler. Og på hjemmesiden www.ruthsvenner.dk var der trusler mod flere erhvervsvirksomheder.

 

Selvtægt

Flere grupper på Nørrebro opfordrede til selvtægt. Foreningen Naboerne havde endda en afstemning, der omhandlede, hvad man skulle gøre med de unge. Et par af forslagene gik ud på at give dem buksevand eller sende dem ud på en øde ø.

Nørrebro Handelsforening gik sammen med HK og uddelte en folder til samtlige butikker på Nørrebro. Folderen gav gode tips om, hvordan man skulle forholde sig, når en konflikt opstod.

Endvidere blev der sendt 12 gode tips ud til forretningsindehavere. Det gik bl.a. ud på, at have forsikringerne i orden. Men dat var det desværre mange forretningsdrivende på Nørrebro, der ikke havde. Så konflikterne har været dyr for disse butiksindehavere.

 

Organisationen var i orden

Aktivisterne var nøje instrueret i, hvad de skulle foretage sig, når huset blev revet ned

– Artiklen fortsætter 

 

Kilde:

• www.norrebro.dk
• www.dengang.dk  – div. artikler 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.784 artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler

Redigeret 1. – 03. 2022

 

 

Når du kører ud af Ribe Landevej, ja så kører du oven på det gamle Tønderhus. Dette Tønderhus var egentlig ikke tænkt som en fæstning. Det blev det senere. Oprindelig skulle det kun beskytte købmændene i byen.

Det er sjovt at tænke sig, at der hvor utallige Festivals – gæster campere, da har der en gang ligget en masse skibe i ly af Tønderhus grundet uvejr over Nordsøen eller fordi sørøvere gjorde livet surt for besætningen ude i Nordsøen.

Egentlig var det Møgeltønder (Store-Tønder), der skulle have vokset sig stor. Men det blev Lille-Tønder.

Tønder opstod i begyndelsen af 1100-tallet som Ladeplads for Store-Tønder (Møgeltønder). I Store – Tønder lå der et bispesæde. Men Tønder (Lille-Tønder) som efterhånden havde vokset sig større fik allerede sine købstadsrettigheder i 1243. Det var i den periode, hvor der var stridigheder mellem Valdemar Sejrs tre sønner. Ja Tønder er den næstældste købstad i Slesvig – netop efter Slesvig.

Først i 1260’erne blev borgen på bygget. Der havde byen allerede eksisteret i 150 år. Et kloster var også etableret. Og egentlig blev det bygget for at beskytte de handlende.

 

 

Borg fra gammel tid

Og borgen stod der allerede i 1100 – tallet. I grunden er det mærkeligt, at den arabiske geolog, der omkring 1130 besøgte Tønder ikke nævner borgen. Han fik Tønder på verdenskortet i 1153. Han beskriver, at her lå en stor havn.

Men ifølge Dansk Atlas nr. 8 fra 1781, så skulle Tønder allerede i 1017 have haft en betydelig havneplads. Måske var borgen også bygget for at inddrive told fra
de anløbende skibe.

Borgen var anlagt på tre holme. Disse var forbundne med broer.

Man må forstille at vestkysten så helt anderledes ud dengang. Der gik en stor bugt ind til Tønder.

 

Små øer i Vidåen

Borgen var placeret på tre banker af to meters højde i Vidåen. Nordligst gik en bro over til hoved-borgen, der sikkert var omkredset af en ringmur. Fra hoved-borgen har der været en bro over til beboelsesbanken, det var omtrent, der hvor Tønder Museum nu ligger.

Ja, det kan være lidt vanskelig at forestille sig slottet og omgivelserne i dag. Vidåen var dengang meget mere vandrig og havde et andet forløb.

 

Omgivet af vand

Tønder var omgivet af vand til alle sider. Mod syd, Vidåen, Mod nord og vest, Laurentiusstrømmen. Og mod øst var der marsk og sump, der dengang var helt ufremkommelig.

 

Tønderhus genrejst

I 1248 skal Kong Erik have indtaget Abels borg, Tønderhus

I 1271 lod Kong Erik Glipping borgen sløjfe. Men 1285 indtog han det genrejste Tønderhus. Ved et forlig i 1286 kom borgen tilbage til hertugen.

Herfra styrede hertugens lensmænd flere herreder. Hans opgave var at sørge for det militære forsvar, forvaltning, skattevæsen og retsvæsen. Fra omkring 1500 – tallet blev lensmanden kaldt for amtmand.

 

Omskiftelig tilværelse

Tønderhus havde en omskiftelig tilværelse, se blot her:

• 1340 blev borgen pantsat til de Holstenske greve
• 1355 var den i kongens eje
• 1357 blev den stormet af de holstenske grever
• 1360 havde hertugen den igen
• 1375 blev borgen overgivet til kongen
• 1375 erobret af de holstenske grever
• 1405 pantsat til Dronning Margrethe
• 1417 Grev Henrik indtager borgen
• 1420 Atter i hertugens eje
• 1422 Kongens hær led et alvorligt nederlag i forsøg på generobring
• 1435 Hertugen har borgen 24 år
• 1460 Kong Christian bliver valgt som hertug
• 1490 Hertug Frederik af Gottorp

 

Frederik den 1. kunne lide Tønder

Hertug Frederik, den senere Frederik den 1. opholdt sig meget i Tønder. Han kunne godt lide stedet, og satte pris på befolkningen. Han var også kendt som en ivrig bygherre. Frygten for Christian den 2. fik ham til at udvide og forstærke volde og grave.

Når Frederik den 1. og senere hans søn Christian den tredje besøgte slottet måtte de og deres følge bo i byen, vel sagtens fordi Tønderhus endnu ikke var helt udbygget. En stor stormflod i 1532 ødelagde en del af slottet, der måtte store reparationsarbejder i gang.

I 1533 fremstod Tønderhus som en moderne fæstning. Christian den 3. foretog også en del ombygninger. Man kunne vel nu kalde stedet for et renæssanceslot.  Man anvendte bl.a. rester fra det nedrevne gråbrødrekloster.

Når kongen besøgte Tønderhus måtte det meste af følget bo ude i byen.

Hertug Hans den Ældre fik i 1544 tildelt Tønder Amt. Han fortsatte udbygningen af Tønderhus eller Tønder Slot til sin død i 1580.  I den periode blev den hollandske bygmester Hercules von Oberberg. Han stod også for opførelsen af kapellet på Sønderborg Slot, arbejder på Gottorp Slot og tårnene på Brundlund Slot samt Slottet Haderslevhus og Hospitalskirken i Haderslev.

 

Landbruget udskilt

Tønderhus havde det hele på holmene. Men i 1533 blev landbruget skilt ud. Ladegården Hestholm blev indrettet. Nordøst for Tønder lå teglgården med kalkbrænderi. Her blev muslinger – og østersskaller brændt til kalk. Det gav nu aldrig et overskud. Det skyldtes, at der næsten konstant blev foretaget ombygninger på slottet/borgen.

Sydøst for holmene lå den uundværlige mølle

 

De fattige skulle betale

I 1577 kunne slottets artilleri-mester, Laurens Dehn anrette et Streich – und Brustwehren.

De omfattende byggerier skulle betales. En skribent fra den tid formulerede det således:

• Det dermed sandedes, at Herrens Huse og Slotte maa vandes med Fattigfolks Sved og Blod.

I 1588 er slottet et firefløjet anlæg med voldgrav, vindebro, tårne og renæssancegavle.

 

De ansatte fik deres egen ”kommune”

Et slot skulle selvfølgelig også have en slotsgrund, hvor slotstjenerne skulle bo. Hertug Hans købte derfor i 1579 den grund, hvor Franciskaner- klostret lå. Han erhvervede yderligere en grund ved siden af. Det hele blev ret administrativt og juridisk lagt ind under slottet. Til borgernes store harme var slots – og frigrunden unddraget Tønder By og Tønder Stadsret. Dette afstedkom mange besynderlige hændelser. Mange erhvervsdrivende mente også, at dem der boede på slots – og frigrunden havde større fordele, når de kunne faldbyde deres varer i Tønder by.

Først i 1933 blev området 100 % indlemmet i byen.

Slottet havde mange ansatte. Nogle boede på slottet, andre fik bopæl på den nye grund. Tønder Slot var ikke bare en stor herregård. Det var også sæde for administration og retspleje. Det var desuden en stor fæstning.

 

Den nye mølle

I forbindelse med den nye mølle, blev Vidåens mølle omdannet. Den nye mølle blev den største i hele amtet.

Da det store kloster blev nedlagt i 1530, blev materialerne brugt til at befæste Tønderhus. Under syvårs krigen mod Sverige brugte Hertug Hans den ældre store summer til at omdanne Tønderhus til en fæstning.

 

Overgav sig til svenskerne

I 1627 blev Laurentiusstrømmen uddybet. ”Bymuren” var lavet af palisander, man fandt resterne af dette ved en udgravning i Vidågade i 1920’erne.

Borgen var efterhånden godt befæstet, endda med kanoner. Man amtmand Wolf overgav by og borg uden sværdslag til svenskeren Wallenstein.

I 1629 belejrede danske tropper slottet/borgen. Ved freden i Lübeck samme år tilfaldt Tønderhus til hertugen.

 

Forsvarsværker revet ned

Under svenskerkrigen 1643 – 1645 blev borgen igen overladt til Danmarks fjender. Fra 1659 – 1659 sad Brandenburger på borgen.

Efter at kong Christian den 5. i 1675 havde inddraget den gottorpske del, lod han volde og rondeller rive ned, idet det blev betragtet som en stor trussel for den danske udenrigspolitik med så stærk en fæstning i hertugens eje.

• 1679 fik hertugen sin del af Sønderjyllands tilbage
• 1684 inddrog kongen igen den gottorpske del
• 1689 kongen blev tvunget til at give alt tilbage til hertugen

 

Slottet bliver misligholdt

Fra 1706 omtales slottet som et spøgelsesslot med utætte lofter, vinduer uden glas og døre der ikke kunne lukkes.

Den Store Nordiske Krig medførte at kongen endelig fik hele Sønderjylland. Den 12. september 1721 lod Frederik den Femte sig hylde af sine undersåtter i Tønder by og Amt.. I 1721 udarbejdede den slesvigske bygningsinspektør O.J. Møller forslag til restaurering af det misholdte slot. Men arbejdet kom aldrig til
udfoldelse.

Efterhånden forfaldt slottet. Vandløbene uden for slotsholmene var stærkt tilgroet. I 1716 blev den store bro erstattet med en dæmning.

 

Nyt port-hus

I 1740 blev der dog opført et nyt port-hus. 1750 – 1751 blev hele slottet jævnet med jorden, bortset fra port-huset.

Amtmanden mistede dermed sin bolig, men i 1768 lod amtmanden, grev Holstein opføre en ny amtmandsbolig i slotshaven.

I 1811 indrettede man by-fængsel i port-huset. Der er mange interessante historier om de indsatte. By-fængslet blev indrettet på første-salen. På slotstomten opførte man efter hånden byens kommunale værker.  Og i dette hus blev Tønder Museum også indrettet.

I 1970’erne blev der nedrevet nogle af gasværkets sidste bygninger. Så blev der muligt at sanere slotsbanken. Slotsmurets oprindelige placering blev markeret med bøgehække.

Når man i dag ser på port-huset kan man se at der er gået en vindebro til stedet . Den oprindelige funktion har været en bemandet forpost og adgangsgiver til slotsbanken. Der sad soldater og holde vagt, de såkaldte skildvagter.

Nu er det heller ikke nyt, at der var fængsler på Tønderhus. Disse eksisterede også tilbage i gammel tid. Stedet havde sin egen ret.

 

Resterne brugt til veje

Kampstene og andet fra slottet blev brugt til vej – og brobygninger, og så sent som i 1862 blev 2.000 Rigsdaler Sten brugt til Tønder – Ribevejen. I en notits
i Berlingske Tidende den 9. december 1862 kunne man læse:

• Vejvæsenet har i den senere Tid, efter dertil indhentet Tilladelse ladet foretage Udgravninger i den sydvestlige Udkant af byen Tønder på det Sted,
  hvor tidligere Tønder Slot og dets stærke Fæstningsværker have været beliggende. Disse Udgravninger foretages for at skaffe et mere billigt Steenmateriale til den vestslesvigske Chussee end det, der ellers tilbyder sig i denne Egn.

I 1922 indgik port-huset som del af en ny museumsbygning. Voldgraven og havnen blev i 1924 – 1935 fyldt.

Vi kunne selvfølgelig have nævnt alle amtmænd i slægten Ahlefeldt eller Rantzau, der residerede på slottet og borgen.

 

Velbevaret kulturmiljø 

Området omkring det gamle slotsområde er meget spændende og relativt velbevaret. . Det nævnte port-hus er fra 1500 – tallet. Men det er også Amtmandsboligen fra 1768. Her har man bl.a. brugt rester fra slottet. Vi har behandlet emnet i en særskilt artikel.  Og så er det Amtshuset opført i 1907 i Baupflege – stil i 1907.

Slotsbanken er et besøg værd. Man har fundet en masse rester fra den gamle havn. Spændende bliver det nu at se, hvad man vil gøre. Men besøg de gamle gader Slotsgade(Frigrunden) og Møllegade, hvor de ansatte på slottet egentlig boede.

Ja og også den gamle Slotsmølle er værd at besøge. Ja Bachmanns Mølle, som den nu hedder er den ældste industrivirksomhed i Tønder. Møllen er tidligst nævnt i 1436. Oprindelig var møllen opført som kornmølle for Tønderhus.  I 1799 fik C.N. Bachmann møllen i forpagtning. Siden har møllen været drevet af slægten. Indtil 1955 var møllen endnu i brug som vandkraftsleverandør.

 

Kilde: 

• www.dengang.dk – diverse artikler
• Litteratur Tønder
• Trap Danmark (div. udgaver)
• Tønder Kommuneatlas
• Allan Tønnesen: Tønder Kommuneatlas (1993)
• Henrik Becker-Christensen: Byen ved Grænsen . Tønder 1920 – 1970

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler
• En vandmølle i Tønder
• Hertugen af Tønder
• Tønders Historie fra begyndelsen
• Adel – og Storgårde i Tønder Amt
• En amtmandsbolig i Tønder
• I fængsel i Tønder

 

Redigeret 13. – 01. – 2022

Ja egentlig skulle overskriften have heddet søslagene ved Højer. For også i Vikingetiden skete der en masse i Vadehavet, men det vender vi tilbage til. Her er det historien om Christian den fjerdes storhed og fald, det drejer sig om.

 

Løbet over ende af svenskerne

Danmark havde en hær på 25.000 mand i 1644. Trods dette blev Jylland løbet over ende af svenskerne, anført af Thorsteinsson. Reaktionen var forvirring, for der havde ikke været nogen form for krise. Der var postet mange penge i det danske forsvar, men det hjalp ikke.

Hertug Frederik af Gottorp overgav sig uden kamp. Svenskerne fik overdraget tre amter med byerne Kiel og Eckenförde samt 100.000 daler. Hertugen bøjede sig for den stærkeste part, men ville også frigøre sig fra den danske overhøjhed.

 

Den svenske invasion gik i stå

I maj 1644 ødelagde den danske rigsmarsk Anders Bille den svenske lejr ved Snoghøj. Anders Bille havde formået at samle resterne af den danske hær.

 

Afgørelsen måtte afgøres til søs

Invasionen var gået i stå, afgørelsen måtte afgøres til søs. I Øresund lykkedes det at lave en blokade mod Göteborg.

Den 1. maj indløb der efterretning om at en flåde, som den hollandsk – svenske forretningsmand og industrialist Louis de Geer havde fået tilladelse til at udruste, under admiral Marten
Thijssen var på vej for at hjælpe Thorsteinsson til Fyn.

 

Slaget i Lister Dyb

Med Trefoldigheden og 8 andre skibe sejlede Christian den Fjerde dem i møde. Den 16. maj stødte de to flåder sammen i Lister Dyb.  Natten inden havde Christian den Fjerde et drømmesyn, hvor han så sin egen ærefulde opstandelse. Han tydede drømmen som et varsel om, at kampen kunne være hans sidste.

Den hollandske flåde bestod af over 30 skibe. Men størstedelen var ikke egentlige krigsskibe, men armerede handelsskibe. Det lykkedes for Christian den fjerde, at tvinge de hollandske skibe ind på lavt vand og iværksætte en blokade.

Kongen selv forlod Vadehavet og overlod bevogtningen til admiralerne Ove Giedde, den berømte Ostindienfarer, og den gamle erfarne Pros Mund, som den 24. maj tilførte den hollandske
flåde et nyt nederlag.

Først da en storm tvang de danske skibe til havs, lykkedes det den hollandske flåde at slippe ud. Denne flåde var efterhånden i en miserabel tilstand.

Den svenske flåde på vej

Men den 67 – årige konge fik ikke meget hvile. Den 1. juni var den svenske flåde startet fra Stockholm med kursen syd på. 30 orlogsskibe og en række mindre skibe, skulle give Danmark det endelig nådestød. Men heldigvis var flåden uden landtropper. Man ville blot holde øje med den danske flåde, der skulle kom hjem efter slaget ved Højer.

 

Kohlberger Heide

Den svenske flåde sejlede videre mod Kiel. Og her udkæmpede man det berømte slag på Kohlberger Heide. Kongen var ikke tilfreds med slaget. Han kritiserede adskillige admiraler for fejhed. På dansk side mistede 37 livet og 137 blev såret. Selv blev kongen skadet, og mistede synet på det ene øje.

Danskerne iværksatte en blokade af den svenske flåde i Kieler Bugten, men svenskerne slap ud. Man havde ellers haft muligheden for at ødelægge flåden, men forsømte det.

 

Den hollandske flåde forener sig med den svenske

På landjorden havde Thorsteinsson forladt Jylland uden at det kom til flere slag. I Holland havde taberen fra slaget ved Højer udrustet en ny flåde. Den fik uhindret lov til at komme gennem Øresund. Kronborgs kanoner kunne ikke nå den. De sluttede sig sammen med den svenske flåde og udgjorde nu 44 skibe.

En dansk eskadre på 17 skibe havde ikke en chance. Kun 3 skibe kom retur til København. Tabet af sø-herredømmet var en kendsgerning.

 

Krigen tabes

Både Holland og Frankrig var allierede med Sverige, så det var nogle vanskelige fredsforhandlinger, der fandt sted. Økonomisk og socialt var Danmark på sammenbruddets rand. Resultatet blev at hollænderne og svenskerne fik reduceret Øresundstolden. Afståelse af store landområder blev også resultatet. For kongen var det særdeles ydmygende.  Øresundsherredømmet var slut. Danmark var omringet af Sverige.

Det der startede med en sejr ved Højer, sluttede ydmygende. Den gamle konge var træt og sur.

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler 

Redigeret 10. 12. 2021

Lørdag den 29. september 1944 kl. 6 om morgenen hørtes en voldsom eksplosion hos General Motors i Aldersrogade. Virksomhedens kraftcentral var sprængt. Under afsøgningen på området fandt politiet en af sabotagevagterne hårdt såret af to skud. Han døde senere på Rigshospitalet. Det var modstandsgruppen Bopa, der havde været i aktion.

 

Oplagt sabotagemål

Virksomheden var godt klar over, at de var et oplagt mål for sabotageaktioner. General Motors havde succes med at producere gasgeneratorer og såkaldte Longframes. Det var en sådan anordning, som man satte bagerst på lastbiler og busser under besættelsen.

Når virksomheden var et sabotagemål, skyldtes det, at de var tvunget til at udleje dele af en automobilsamlehal til virksomheden Nordværk. Denne virksomhed reparerede flymotorer fro BMW i München. Forholdet mellem ejer og lejer var selvsagt ikke godt.

 

Forhadte og frygtede vagter

General Motors havde 4 vagter, mens Nordværk(Nordwerk) havde hele 24 mand på vagt. De var bevæbnet med pistoler, karabiner og maskinpistoler. Vagterne patruljerede også på gaden og ved indgangen i Rovsinggade.

Den tyske besættelsesmagt forlangte også, at det var en dansk politivagt på stedet. Forholdet mellem dem og Nordværks vagter var meget dårlige. Vagterne gad ikke at høre på politiets anvisninger.

I sabotagekredse var vagterne meget forhadte og frygtede. 4 ud af 10 var endvidere nazister.

 

Mislykket angreb

Natten mellem den 28. og 29. september 1944 forsøgte sabotører fra Holger Danske et stort angreb mod virksomheden. Man ville ikke i første omgang springe fabrikken i stykker. Men erobre vagternes våbenbeholdning.

Planen var, at man ville afvæbne de 4 sabotagevagter i krydset Aldersrogade/Vermundsgade. Herefter skulle sabotørerne forklædt med vagternes kapper angribe maskingeværstillinger. Aktionen gik galt allerede ved afvæbningen. En af vagterne gjorde kraftig modstand, og fik afgivet nogle skud. Disse skud alarmerede derefter en tysk gadepatrulje.

De andre sabotører, der lå gemt i kolonihaverne omkring fabrikken kom i kamp med antiluftskytset på fabrikkens tag.  På bygningens tag var der bygget tre platforme med antiluftskyts, bemandet med tyske soldater, der også kunne belyse området med projektører.

Kort tid efter denne episode opsagde BMW samarbejdet, og de i alt 169 vagter, der var tilknyttet Nordværk blev fyret. Hver 6. af disse vagter fik arbejde i den tyske sikkerhedstjeneste eller bedre kendt som Hipo. Næsten samtlige vagter blev under retsopgøret anholdt.

 

Masser af vagter blev likvideret

I alt blev der afsagt 78 dødsdomme og 46 af disse blev eksekveret. 7 af disse dødsdomme tilfaldt tidligere vagter på Nordværk.

Modstandsbevægelsen stod for 400 likvideringer unde og efter besættelsen. Det var personer, der aldrig blev stillet for en ret, der omkom. Og mindst 12 af disse havde været vagter på Nordværk.

 

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1,783 artikler
• Unde Nørrebro finder du 305 artikler 
• Under Besættelsestiden før/Under/efter finder du 362 artikler 

Redigeret 13.-04. 2022

Danmarks Frihedsråd blev dannet den 16. september 1943 hos Harilds Afskrivnings-bureau på Nørrebrogade. Allerede et par måneder efter var det vigtigst punkt, holdningen til likvideringer. Den første henrettelse af en modstandsmand var en realitet. Angiveri var en alvorlig trussel, og der var enighed om, at likvideringer af stikkere var uomgængelige.

 

Ingen domstol

Man opgav at lave en domstol, der skulle tage stilling til dette, da likvideringer skulle gennemføres hurtigt. Det var ikke et spørgsmål om jura men et spørgsmål om krig. Sådan formulerede Frihedsrådet det selv. To betingelser skulle være opfyldt for at en likvidering kunne komme på tale

• at der var mennesker, som havde skaffet sig en farlig viden om modstandsbevægelsen, og som samtidig havde taget fjendens parti.

Der opstod hurtig en myte om, at Frihedsrådet skulle have nedsat et likvideringsudvalg, men sådan udvalg har aldrig eksisteret.

Det var afsnit, by-ledelser og mindre grupper, der med Frihedsrådets godkendelse og bemyndigelse foretog likvideringer på egnen hånd.  Frihedsrådet slog dig fast, at man ikke førte kamp ved hjælp af sindelagsmord, hævnattentater eller gidselhenrettelser, men med rene våben. Men noget tyder på, at de forskellige modstandsgrupper betragtede alle nazi-korps som frit bytte.

 

Modstandsbevægelsen skulle frikendes

Efter krigen udsendte rigspolitichefen et cirkulære, der godtgjorde at alle drab med oplysninger om tid, sted og eventuelle gerningsmænd, skulle undersøges. Men Frode Jacobsen, der var blevet minister uden portefølje protesterede voldsomt. Hans plan var at slette alle drab, hvor modstandsbevægelsen havde været indblandet.

 

400 likvideringer

Cirka 400 likvideringer blev der foretaget af modstandsbevægelsen før og efter besættelsen. En del af disse foregik på Nørrebro. Som vi har nævnt i en artikel
Sabotage på Nørrebro, blev 12 sabotagevagter på Nordværk likvideret. 7 af vagterne blev dømt til døden.

 

Genkendte sin far i erindringsbog

I juni 1944 skød Hans Edward Teglers Fritz Køppe på Sankt Hans Torv. Datteren havde læst episoden i Teglers erindringsbog, og ville gerne høre historien. Den dag hvor Teglers skulle mødes med hende, havde han medbragt en pistol. Men det blev ikke dramatisk. Datteren ville bare høre sandheden om hendes far.

Café – ejer likvideret

Modstandsgruppen Bopa var på jagt efter en stikkergruppe, den såkaldte Stahl – gruppe. Et af gruppens medlemmer var Henning Walthing – med
dæknavnet Walther Smile eller blot Mr. Smile. Sammen med sin mor drev han Cafe 44 i Rantzausgade. Tyskerne havde angiveligt finansieret Walthings køb af cafeen, fordi han fra denne position på Nørrebro ville have gode muligheder for at komme i kontakt med de kommunistiske modstandsgrupper.

En af Bopa´s medlemmer Ole skulle holde øje med Cafe 44. Han blev efterhånden en kendt gæst på cafeen. Ole tilbød Henning Walthings mor en sortbørshandel med rationeringsmærker. Ole fandt ud af, at Henning og hans mor boede Thorvaldsensvej 13, Frederiksberg.

Fredag den 23. februar 1945 angreb ukendte gerningsmænd lejligheden. De fandt Hennings mor og stikkergruppens leder, Svend Stahl. Begge blev skudt.

Bopa – gruppen havde en mistanke om at Henning Walthing ville komme på cafeen samme dag. De havde lånt en lukket varevogn på det københavnske grøntorv og holdt cafeen under observation.

Ved 10 – tiden låste Henning Walthing og en ældre herre, der viste sig at være en vicevært fra nabolaget sig ind på cafeen. Lidt senere gik Ole og en kammerat fra gruppen Mikkel ind på cafeen og bestilte en øl. Nogle minutter senere fulgte Jan og Moe. De satte sig ved et andet bord.

Da Henning Walthing på et tidspunkt kom af kælderen med friske forsyninger, gik de fire på angreb mod ham. Jan fik fjernet Walthings pistol. Hans hænder blev bundet sammen, og han blev ført ud til varebilen.

I en vaskekælder i en villa i Buddinge blev han afhørt. Der kom ikke væsentlige ting ud af denne afhøring. Men Henning Wahlting blev likvideret på baggrund af de oplysninger, som Bopa allerede havde på ham.

 

Julesparekassemand skudt

i denne episode var modstandsbevægelsen også indblandet. Julesparekassemand, Alfred Andersen blev skudt den 9. december 1944 i en trappeopgang i Nansensgade. Søndag den 10. december skulle årets opsparinger udbetales til medlemmerne af Spare-selskabet af 7. februar 1925.

Årets opsparing på 93.000 kr. blev hentet i Arbejdernes Landsbank på Nørrebrogade. Hele fire personer samt en bidsk hund fulgte Alfred Andersen. Da de fem medlemmer kom til opgangen, Nansensgade 69, hvor pengene skulle opbevares i kassererens lejlighed, blev de mødt af et hold pistolbevæbnede mænd. Alfred Andersen blev under håndgemænget ramt af et skud, og døde af sine sår, seks dage efter.

De pistolbevæbnede mænd fik ikke pengene med. Men måtte nøjes med avisfyldte mapper.  Mordet skete i den politiløse tid og blev ikke efterforsket. Først en artikel i Ekstra Bladet i maj 1946 fik politiet til at interessere sig for sagen.

Først i september 1947 kom der skred i sagen. En brændselshandler, der var idømt ti års fængsel for drab og røveri indrømmede, at han havde været medlem af samme spare-forening. Da en god ven af ham, havde spurgt om, hvordan en modstandsbevægelse let kom til penge, havde han en god fidus.

 

Drabsmand advaret af politiet

Den egentlige drabsmand, Kai Ludvigsen fik via politiet nys om sagen. Han blev via politikontakter udstyret med et pas, og flygtede til Norge inden andre politikollegaer kunne anholde ham.

Men han blev i januar 1948 anholdt af svensk politi i Göteborg. Ved anholdelsen havde han en falsk søfartsbog. Hans plan var at flygte til Sydamerika.

Kai Ludvigsen fastholdte under hele sagen, at han havde fået at vide, at det var et nazistisk kartotek, som han for enhver pris skulle sikre. Han blev idømt otte års fængsel. To andre gruppemedlemmer fik hver seks års fængsel, mens ledende Bopa – folk slap for tiltale.

 

Frøken Langes likvidering

Gudrun Johansen alias Frøken Lange havde sin egen likvideringsgruppe under besættelsen. Af Hans Edvard Teglers havde hun i december 1944 fået sin første likvideringsopgave. Ofret var fru Sustmann Ment.. Hendes mand var i august blevet likvideret i en linje 16 sporvogn på Nørrebrogade.

Fruen arbejde som telefonistinde i telefonhuset, hvor modstandsfolkene mente, at hun fungerede som aflytter for tyskerne. Ifølge politiets indberetning over uopklarede drab blev Ella Johanne Sofie Sustmann Ment skudt på hjørnet af Stefansgade/Husumgade den 16. december 1944. På listen stod der anført, at hun arbejdede for tyskerne.

Efter at have observeret fru Sustmann Ment´s lejlighed på Jagtvej 87 i flere dage mødte Frøken Lange sammen med tre af sine mænd igen op den 16. december om morgenen. De ventede hos en portner i en skole overfor. Klokken halv elleve blev gardinerne i lejligheden på fjerde sal rullet op, og fru Sustmann Ment
kom ud på altanen.

• Vi ventede derefter en times tid, i hvilket en lirekasse uafladeligt spillede ”Julen har bragt velsignet bud”. Så viste hun sig i gadedøren. Vi havde i forvejen trukket lod om, hvem der skulle skyde, og loddet faldt på Philipsen, fortalte gruppen.

Fru Sustmann Ment var dog ude af syne. Et par timer senere mødte gruppen hende med hendes to hunde.

• Philipsen ventede, da de var lige ved en legeplads, men Poul gik frem, stak sin Parabel lige op i nakken på hende og trykkede af. Hovedet blev fuldstændig knust. Hundene lagde sig ind til hende og gav sig til at hyle. Vi tog hendes taske og løb.

Udtalelserne kommer fra en båndet samtale under Gudrun Johansens besøg i Danmark i 1976. Hun var selv flyttet til Brasilien sammen med hendes mand. Nu skulle hun mødes med gruppen fra dengang. Dagen inden mødet begik en fra gruppen selvmord. Selv havde hun fået dårlige nerver, og siden havde hun ikke sovet ordentligt.

 

Manufakturhandleren der ikke var skyldig

En manufakturhandler på Nørrebrogade skulle likvideres. En dækningsmand blev sendt ind, for bare at kigge på varer. Så fulgte Herluf Rasmussen efter. Da han hævede pistolen for at skyde, kom en person ud fra baglokalet. Personen var en kollega fra den illegale politigruppe. Han havde fået et illegalt job i butikken, og indehaveren, der skulle skydes, vidste godt at kollegaen var efterlyst af tyskerne.

Efter krigen viste det sig så, at man ikke havde noget som helst på manufakturhandleren. Modstandsbevægelsens efterretningstjeneste havde taget fejl.

Drab på købmand

Den 47 – årige købmand Knud Valdemar Hansen blev den 4. april 1945 bortført af tre bevæbnede mænd fra sin forretning på Rungsted Plads. Samme dag blev han fundet skudt med tre skud gennem hovedet i Utterslev Mose.

Drabsmændene havde stjålet købmandens sparekassebog, og de var dumme nok til at forsøge at hæve pengene. Det lignede et rovmord.

 

Opklaring forhindret

Men efter krigen blev ingen af gerningsmændene dømt. Det blev hindret af Ministeriet for særlige Anliggender. Frode Jacobsen ville ikke have, at modstandsbevægelsen fik et smudset ry.

Den unge politifuldmægtig Volmer Nissen havde ellers hurtigt opklaret sagen.

Da fuldmægtigen var på vej til gerningsstedet var det lige før, han selv var blevet likvideret. Ham og hans chauffør, en eftersøgt politibetjent fra Tinglev blev
stoppet af Holger Danske – folk. Disse havde pistolerne fremme og anså at fuldmægtigen og hans chauffør var danske Gestapo – folk. Modstandsfolkene fortalte, at likvideringen var en fejltagelse, der var ikke noget at komme efter.

Fuldmægtig Volmer Nissen havde afhørt assistenten og afdelingsbestyreren i Bikubens Jagtvej afdeling. De havde givet et godt signalement. Købmandens kone og kommis var også blevet afhørt.

 

Gerningsmanden Babyface flygtede

Mistanken var faldet på Jens Kristian Dundal. Han havde arbejdet for tyskerne inden han gik over til modstandsbevægelsen. Men ifølge fuldmægtigen var morderen en han blevet kaldt  Babyface. Han levede endnu, da bogen Efter drabet af Peter Ørvig Knudsen udkom i 2002. Hans far var landsretssagfører.
Og Babyface – ja han blev af familien sendt til Amerika.  (Læs vores artikel: Rovmordet i Utterslev Mose)

 

Hipos hævn

Modstandsbevægelsen lokkede den 27. februar 1945 nogle hipoer i et baghold på Blågårds Plads. Den følgende dag kørte hipoerne to anholdte modstandsfolk til stedet. De blev løsladt, men blev skudt, da de var kommet et stykke væk.

 

Kilde: 

• Peter Øvig Knudsen: Efter drabet (2002)
• Litteratur Nørrebro 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 305 artikler 
• Under Besættelsestiden før/under/efter finder du 362 artikler 

Redigeret 12. – 04 – 2022

 

På cowboyrækkerne

Det var altid en hvis stemning når man skulle i  æ kino i Tynne. I forhallen kunne vi se hvilke film, der var på vej. Så sad man nede på cowboyrækkerne
og så Paw, hvis nok med Otto Brandenburg. Senere lokkede min kammerat, Ingolf mig med for at se alle de der Elvis – film. Indrømmet, han har lavet en masse god musik, men de der film, var der ikke så meget indhold i.

 

Sengekantfilm

Så var der mere format over de der sengekantfilm. Her var der hvis nok kutyme, at man ikke hilste på hinanden. Jeg genkendte mange betydningsfulde borgere fra Tønder, der havde gemt sig nede på de bagerste rækker.

 

Pot i æ kino

En rædselsfuld oplevelse havde jeg en gang, da jeg var bydreng hos en af købmændene i Tønder. Jeg kan ikke huske om det var hos Købmand Sørensen, Tygesen eller Kaiser i Østergade. Eller måske var det hos Købmand Petersen på Dragonvej. Men købmændene i byen havde inviteret til fest i æ Kino.

Først så vi en Morten Korch – agtig film, om nogle babyer, der var blevet forbyttet lige efter fødslen. Da de så blev unge, disse to, blev de hvis nok forelsket
i hinanden. Og på en mærkværdigvis måde, fandt de så ud af at de var blevet forbyttet.

Bagefter var det så banko – spil, og folk nede i salen råbte pot. Vi var så to bydrenge, der skulle fordele alle disse præmier. Men folk, de snød. Så det var ikke de rigtige, der fik præmierne. Og de blev vi to bydrenge så gjort ansvarlige for.

I forvejen var vi underbetalte – det var en frygtelig oplevelse.

 

Æ Geiger

Så var det måske alligevel mere format over æ Kino i Vestergade. Her havde cyklehandler Meinert Lützen fra Popsensgade sin storhedstid. Det var dengang, da stumfilmene blev ledsaget af en pianist eller violinist. Og i Tynne hedder sådan noget æ geiger.

Selv sagde Lützen:

• Æ hai damals i æ tywer te opgave i æ kino og untermahle æ dramatische Stimmung.

Og det gjorde han særlig energisk under en Asta Nielsen film. Man ser Asta stå på Møns Klint med selvmord i øjnene, fødderne bevæger sig længere og længere ud mod kanten. Vinden suser gennem hendes sorte klædning.

Cykelhandleren “untermahle” den dramatiske stemning, så violinen skriger.

Pludselig råber en tilskuer bagerst i salen op til lærredet:

• Asta, Asta tai æ Geiger med

Tønder og Nørrebro – forbundet

På denne måde lykkedes det at forene Nørrebro og Tønder. Både Asta Nielsen og Otto Brandenburg  er opvokset på Nørrebro. Vi havde også glemt æ Geiger
under øgenavne.

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

Redigeret 7. 04. 2022

Mange hertuger har regeret Tønder By og Tønder Amt. Men denne artikel skal hovedsagelig handle . om Hertug Hans den ældre. Og selvfølgelig ved jeg godt at Tønder ikke havde en selvstændig Hertug.

 

Hertug Hans ikke krediteret

Hertug Hans den ældre har gjort meget for Tønder, men det er rigtig nogen pladser eller veje, der er opkaldt efter ham. Ikke engang i vores nationalmelodi For
en fremmed barsk og fattig er han krediteret. Her er til gengæld slægten Rantzau skamrost. Nu var det ikke just alle Rantzau’ er, der var lige populære.

 

Ikke røre ved det nationale

Men i min tid i Sønderjylland har jeg kært at man skal passe på at pille ved det nationale. Det kom min afdøde kone også til, da hun lavede en film til TV – Syd
om edb – programmet Comal 80, der blev udviklet af Børge Christensen i Tønder. Hun brugte en flot underlægningsmusik spillet Mikkelsen (fornavn glemt) fra Aabenraa af Det haver så nydelig regnet.

Men Tv – Syd mente, at melodien vakte så mange følelser, så de bragte filmen uden denne flotte musik. Jeg håber ikke, at jeg kommer til at støde nogle følelser ved at fortælle om Hertug Hans den ældre.

 

Hertugdømmet blev delt

Ved kong Frederik den 1.`s død i 1533 stod både kongeriget og hertugdømmerne over for, at skulle have en ny herre. Hertugdømmernes stænder havde ret til selv at vælge, men reelt spillede kongeslægtens arvekrav en betydelig rolle. Som den eneste myndige søn overtog hertug Christian (senere Christian den 3.)
foreløbig styret på egne og umyndige brødres vegne.

I 1544 blev der foretaget den endelige deling mellem brødrene. Den yngste bror havde dog opgivet sine krav mod løfte om en anden forsørgelse.

Delingen blev foretaget på den måde, at alle fik lige meget ud af det. Det betød at alle fik spredt beliggende områder i begge hertugdømmer. Hermed sikrede stænderne at Slesvig og Holsten fortsat var knyttet sammen.

Den yngste bror, Adolf valgte først. Han fik Gottorp som residentslot. Kongen valgte den sønderborgske del med Flensborg by, og Hans (den ældre) valgte Haderslev som residensby. Da Christian den 3 døde blev der foretaget en ny deling, denne gang kun den kongelig del af hertugdømmerne. Delingen omfattede kun Frederik den 3. og den yngste bor Hans den yngre).

Hertug Hans den ældre fik Haderslev Amt og Tørning len, dertil det store Tønder amt med de frisiske øer bortset fra Amrum, Vesterland – Før og dertil nordspidsen af Sild, der hørte under kongeriget. Dertil Rendsborg og øen Femern, der var en del af hertugdømmet Slesvig, selvom den lå ud for Holstens
kyst. Hertug Hans fik desuden Løgumkloster og Bordesholm kloster i Holsten.

Smid ikke med kød

Den 27. august 1544 udsendte Hertug hans en hofordning. Det vigtigste i den var rangordningen ved bespisningen. Enhver skulle kende sin plads. Det viste sig også at være nødvendig med at indskærpe god bordskik.  Man skulle forholde sig rolig, når det blev spist. Man måtte ikke kaste med kød, brød, fisk, knogler eller andet.

Dødsstraf ved manddrab

I 1545 blev der indført dødsstraf i Tønder Amt i manddrabssager. Efter gammel nordisk ret havde man før kunnet klare dette med bødestraf eller fredløshed. En anden straf rettede sig mod menederne. Fra 1549 gjaldt det, at man i sådanne sager skulle have de to fingre, hvormed den falske ed, blev afsagt, afhugget.

 

Utugt straffes med døden

Straffen for ægteskabsbrud blev også skærpet. I visse tilfælde kunne ægteskabsbrud straffes med døden. Men i en sag fra Tønder, hvor en mand havde fået et barn med sin mors kusine, der var i huset hos dem, reagerede hertugen som i mened sagerne.

De sad begge i fængsel på Tønder Slot. Amtmand v. Thienen skulle true med skarpretteren, men kun som trussel. Til sidst blev sagen ordnet på den måde, at manden fik en bøde. Kvinden blev bortvist fra Tønder amt.

Der blev ansat særlige vrøgere, der skulle holde øje med om ægteskabsforordningerne blev overholdt. I dag ville man kalde sådanne for dyneløftere. I forbindelse med utugt og usædelighed havde den af Gud indsatte øvrighed mandat til at straffe sådanne lovbrydere med sværdet.

 

Husk at betale tiende

Kirken havde lidt store tab under reformationen så hertugen indskærpede, at tiende skulle overholdes af bønderne. Bønderne skulle aflevere hver tiende neg.

 

Inviter ikke for mange

Hertugen meddelte i 1566, at der herskede meget uskik, ødselhed og pengespild ved begravelser, bryllupper og barselsgilder. Også klædedragten var for luksus-præget.

Resultatet blev totalt forbud mod gravøl. Kun familiemedlemmer og tyendet måtte våge over den afdøde. Naboerne kunne få lov til at komme, men kun i al beskedenhed.

Til barnedåb måtte kun indbydes fadderne og derudover 5 af vennerne. Der måtte kunne serveres 4 retter mad, og der måtte ikke drikkes øl. Og heller ikke vin. Blev flere indbudt skulle værten bøde med en gylden. Hvis der blev serveret vin var bøden 10 gylden.

 

Klæde – forordning

Forordningerne gik helt ned i detaljer. De fortalte også hvilke smykker, man måtte bære. Og ikke mindst, hvilke klædedragter, man måtte bære. Byens fornemste borgere måtte anvende silke og kammelot. Håndværkerne måtte benytte sig af engelsk klæde til kjortlen, og ikke anvende fløjl. Tjenestefolk
måtte nøjes med at bære kjortel af almindeligt engelsk eller kølnskklæde (gemein English oder Collnisch gewandt zu rocken)

 

Til glæde for de fattige

Reguleringen er motiveret ud fra omsorgen for de fattige, som ved højtider ikke vil stå tilbage for byens bedrestillede og de hertil hørende normer. At skulle leve op til en social praksis, som rækker over ens stand, er til stor skade og fordærv (schadenn und vorderff)

Hertugen lagde vægt på, at forordningerne var at betragte som en kærlighedsgerning.

 

Offentlig gabestok

Hvis man overtrådte kirkebestemmelserne, og afholdte fester og slægtsgilder i forbindelse med kirkelige højtider, så var straffen hård.

Man kunne risikere at komme i gabestok. Det var på byens torv, at man blev udstillet til almindelig hån og fornedrelse. Man kunne også risikikere ikke at måtte blive begravet i indviet jord. En ned-rangering i lavere sociale til stor skam for familien var også en mulighed.

 

Ikke arbejde på søn – og helligdage

Der måtte ikke arbejdes på søn – og helligdage. I begyndelsen var det amtmanden, der skulle holde øje med dette. Men senere var adelen, der skulle føre opsyn. Det havde sikkert et pædagogisk sigte. Så kunne herremanden ikke forhindre, at man søgte mod kirken.

• På helligdage skal kornet stå i marken og ikke ”beflitte” sig med ”tidsligt arbejde”. Den kærlige Gud skal æres, og man må derfor afholde sig fra tyngende arbejde.

Kæmpe dige-byggeri

Hertug Hans var meget interesseret i  inddignings-mulighederne ved Vestkysten. Han foretog en række projektor, som betød afgørende indgreb i naturforholdene i marskområderne. Fyrsterne ville have mere jord, og i den vestlige del af Tønder, var der mange muligheder.

Midt i 1500 – tallet fældede hertugen størstedelen af skovbevoksningen øst for Tønder. Han brugte træet i det omfattende dige-byggeri. Alene til dige-arbejdet fra 1562 – 66 blev der brugt 18.000 læs træ af forskellig slags.

I 1554 fik hertugen trods lokalbeboernes protester anlagt et dige fra Højer til Rudbøl og videre østpå til gesten ved Gresbøl i Kær herred. Der blev løst en meget krævende ingeniøropgave, idet Vidåen blev spærret med en sluse.  Flere forsøg var tidligere mislykket.

Arbejdet blev afsluttet i 1556. Det betød at store dele af marskområdet nu var græsområder. Men det betød også at Tønder var afskåret fra havet.

 

Jagtslot

I 1562 blev et nyt stort dige-anlæg sat i værk, et dige fra Rudbøl over til Vidding Herred. Alle disse projekter kostede tyngende byrder fra befolkningen. Omkring 1570 byggede han et lille jagtslot Lusthaua Thom ved sin gård Grøngård (Vi har skrevet 4 artikler om Grøngård) 

Kilde: 

• Litteratur Tønder 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 

Redigeret 7 – 4 – 2022

 

Gadeforening kaldte sig stadig handelsforening

Man henstillede til, at foreningerne gik sammen, og at Nørrebro City fremover markedsførte sig som Gadeforening, ellers ville de blive retsforfulgt. I begyndelsen af 1991 var farvehandler Johnny Beyer blevet valgt som formand for Nørrebro City. Han fastholdt, at man ville fortsætte med at markedsføre sig som handelsforening. Samtidig var Nørrebro City velkommen i Storkøbenhavns Samvirkende Handelsforeninger (SSH).

• En forening med handlende må godt kalde sig handelsforening. City – foreningen er folk på samme plan som medlemmer i Nørrebro Handelsforening(Johnny Beyer).

 Nørrebro City fik valgt et bestyrelsesmedlem ind i Nørrebro på tværs. Denne gruppe havde en god kontakt til ungdomsgrupperne og græsrødderne. Samtidig startede de lokalavisen Paagaden.

Man håbede og troede på at gruppen fremover kunne undgå nogle af de misforståelser der opstod mellem visse grupper af beboere på Nørrebro og handelslivet.

 

100 års jubilæum

På generalforsamlingen i 1995 havde Nørrebro Handelsforening besøg af Peter Duetoft. Emnet var Lukkeloven. 100 års jubilæet foregik på Nørrebro Teater med en reception. Bagefter så man forestillingen Gøgereden.

 

Tag nu og vågn op – kære handlende

En sag omkring huslejestigning fik foreningen til at lave en undersøgelse over, hvor meget hver enkelt betalte i husleje. En beboer havde klaget angående en døgnkiosk i Rantzausgade, der solgte øl efter lukketid. Politiet bad beboeren om at henvende sig til handelsforeningen.

Tag nu og vågn op – kære handlende. Sådan lød opfordringen på en stor annoncekampagne. Nørrebro Avis ville give 25 % og Nørrebro Handelsforening ville ligeledes give 25 %. Tilslutningen var dog lille.

Der blev besluttet, at afsætte 250.000 kroner til vedligeholdelse af foreningens bygning.

 

Nørrebro i CNN

1993 var året, hvor hele verden fik kendskab til Nørrebro gennem CNN. Baggrunden var den anden EU – afstemning inden for et år. Bydelen eksploderede i gadekampe. Gadefesten på Blågårdsplads havde udviklet sig. Politiet affyrede 113 skud, og demonstranter kastede byger af brosten. Mange af disse gik gennem butiksruder. Både aktivister, politibetjente og tilskuere blev såret. ( På www.dengang.dk kan du læse 3 artikler om dette tema).

 

Ny farmand i Handelsforeningen

Albert Bodenhoff havde afløst Knud Schou på formandsposten. Han ville gå af på generalforsamlingen i februar 1995. I 10 år havde han været formand. I december 1994 havde Nørrebro Avis en samtale med ham, om hans 10 år i Nørrebro Handelsforening. (Du kan læse en artikel om Knus Schou på vores hemmeside).

• Det er nødvendigt at deltage solidarisk med andre foreninger, hvis man vil opnå resultat

Sådan sagde Bodenhoff, Da han tiltrådte var der 500 medlemmer. Nu var medlemskabet dalet til 100.

• Det skyldes først og fremmest butiksdøden. Her er mistet utrolig mange medlemmer, fordi folks indkøbsvaner
  har ændret sig. Centrene rundt omkring byen havde virket som magneter. Københavns Kommune interesserer sig kun for det handelsliv, som findes bag voldene. Gadeforeninger kan ikke erstatte handelsforeninger. De profilerer kun et begrænset område. En ny formand skal ikke forvente, at få mange roser for det, han laver. Men han vil virke for en sag, som er det hele værd.

Ja sådan sagde Bodenhoff

 

En bedre Nørrebrogade

Arbejdsgruppen En bedre Nørrebrogade sluttede efter tre års arbejde. De havde rosende omtale til Bananrepublikken, Natur og Skønhed, Indian Corner, Indoor, Ingeborg Larsens Modemagasin og Liz Mode.

I alt 24 butikker og 2 andelsboligforeninger var blevet fremhævet for at have forbedret deres facader. Hvordan det har påvirket helhedsindtrykket, er svært at vurdere. Kampganen havde ganske givet sat en proces i gang. Konklusionen fra Arbejdsgruppen:

• Nørrebrogade må ikke miste sit særpræg. Gaden skal hverken være pæn som strøget eller antikvarisk som Den Gamle By i Århus, men sig selv på en tiltalende og spændene måde.

Handelsforeningen valgte at støtte Sjakket til køb af en fabrik, hvor der skulle oprettes bilværksted, t – shirt trykkeri, smedeværksted, sleep in, keramik – og træværksted.

 

Tre Handelsforeninger bliver til en

Forhandlingerne mellem de tre handelsforeninger endte lykkelig i december 1995. Formanden for City Foreningen, Johnny Beyer fungerede sammen med Hans Thomsen som formænd for
Erhvervs – og Handelsforeningen for Nørrebro og Nordvest frem til den ordinære generalforsamling. På denne generalforsamling blev Johnny Beyer valgt som formand. Også den tidligere
formand for Nørrebros hjerte, Benny Granstrøm kom med i den ny bestyrelse.

Den ny bestyrelse var enig om at foreningen, skulle have sit gamle navn tilbage. En konkurrence om et nyt logo blev afholdt. Hele 60 forslag var der at vælge imellem. Vinder blev Torben Lundsted, der modtog en check på 5.000 kroner.

 

Samarbejde med Rabarberlandet

I 1996 fik foreningen to fuldtidsansatte i sekretariatet. De var formidlet af Jobbørsen under det boligsociale projekt Rabarberlandet. Med to fuldtidsansatte øgedes foreningens aktiviteter betragteligt. Tanken med Jobbørsen var at give motiverede arbejdsledige mulighed for at komme ud i erhvervslivet, samtidig med, at man udfyldte et reelt behov. Handelsforeningen deltog aktivt i dette projekt.

 

Møde med ministeren

Et stormøde blev afholdt med Mimi Stilling Jacobsen. Emnet var De mindre butikkers fremtid. Nogle af de spørgsmål, der blev besvaret var

• Bliver vi kvalt af detailhandlerkæder?
• Hvad ønsker befolkningen?
• Hvad ønsker kunderne

Mødet samlede 150 deltagere.

 

Ændring af Stiftelses – og Understøttelsesfonden

Nørrebro Handelsforenings Stiftelses- og Understøttelsesfond blev revideret. Formålet er

At støtte ældre medlemmer af Handelsforeningen, som på
grund af sygdom, ulykkestilfælde eller af andre tænkelige årsager er kommet i
trang

• At støtte andre medlemmer af Handelsforeningen i trang
• At støtte unge handelsfolk på Nørrebro under uddannelse
• At støtte aktiviteter eller personer, som gør eller har gjort en indsats for handelslivet på Nørrebro.
• At støtte Nørrebro Handelsforenings virke og drift.

 

Billeder gennem muren

Sammen med Nørrebro Kulturbyråd, Assistens Kirkegårds Formidlingscenter og Ung i Parken arrangerede man Billeder gennem Muren, en kunstudstilling på Assistens Kirkegårds mur. Arrangementet var for at markere bydelen og styrke ungdommen. 50 kunstnere var inviteret til at male hver et maleri til udstillingen. 50 temaer var valgt af Formidlingscentret.

 

Den store bussemand

Den hetz HK havde kørt på Den lille Købmand som Den store bussemand gjorde det bestemt ikke nemmere for den enkelte butiksindehaver at få elever, og på sigt ville det give problemer for detailhandelen Et år senere lykkedes det for formanden, Johnny Beyer, at afkræfte at alle butiksindehavere var bussemænd. Det skete såmænd i et HK – medlemsblad.

Atter engang var der problemer med huslejestigninger. Et medlem havde fået bebudet en kæmpe lejeforhøjelse. Denne forhøjelse holdt dog ikke i retten, efter at Nørrebro Handelsforening havde foretaget en undersøgelse. Foreningen deltog aktivt og støttede en udstilling i Kvicklys vinduer Håndværk gennem 100 år. Blandt andet var foreningens første to protokoller udstillet.

Efter at foreningen havde haft to mand ansat i sekretariatet, måtte bestyrelsen nu igen påtage sig alt arbejde. Det gik mest ud over formanden og sekretæren.

 

Gammel formand melder sig ud – i protest

Ikke alle var begejstret over bestyrelsens arbejde. Den tidligere formand Albert Bodenhoff meldte sig ud af foreningen i protest mod en artikel i Nørrebro Avis. Han mente, at den nuværende formand nedvurderede samtlige handlende. Han skulle efter Bodenhoffs mening have kaldt dem ungdomsfjendtlige og kulturfjendske, og for ikke at have en horisont.

 

Hvad skal foreningen beskæftige sig med?

Hvad skulle Nørrebro Handelsforening beskæftige sig med. En undersøgelse blev gennemført i 1996

• Opfølgning og indflydelse på lokalplan
• Forøge og koordinere samarbejdet mellem medlemmer
• Styrke dette samarbejde med interne og sociale arrangementer.
• Fælles reklame, herunder gode og interessante gadeaktiviteter
• Samarbejde med myndigheder, samt drive lobbyvirksomhed
• Forskønnelse af gadebilledet, både facade og almindelig skiltning
• Standse vold og tyveri
• Forbyde øl på Runddelen
• Fælles åbningstider
• Vejlede og rådgive den enkelte
• Flere medlemmer
• Reduktion af mindre erhvervsdrivendes administrationsudgifter
• Opprioritering af miljøinteresser
• Forholdet til Storcentre
• Integration af forretninger med etniske indehavere
• Forbedre trafikpolitiske forhold

 

Politiet gjorde ikke noget ved rude-knuseri

En episode vakte forargelse i Handelsforeningen. To brosten blev i åbningstiden smidt ind i McDonalds ruder på Runddelen. Personalet fulgte rudeknuseren, der forsvandt ind i Ungdomshuset på Jagtvejen. Politiet blev tilkaldt, og var der få minutter efter. De blev gjort opmærksom på observationen, noterede det ned på en blok, og forsvandt lige så hurtig, som
de kom. Der blev aldrig foretaget en sigtelse.

Indehaveren har senere klaget over hændelsen, men har aldrig fået en forklaring. De chokerede kunder, som var få centimeter fra, at blive ramt, fik heller ikke nogen forklaring.

 

Politisk indflydelse

Bestyrelsesmedlem, låsesmed Hans Mejlshede havde accepteret, at stille op på en erhvervsliste på vegne af Nørrebro Handelsforening til Bydelsrådet. Under hele valgkampen var Hans Mejlshede meget aktiv i medierne. Desværre var der ikke stemmer nok til en plads.

I 1997 støttede foreningen to kandidater til Kommunevalget. De to kandidater var Hans Thomsen fra Socialdemokratiet og Knud Schou fra Det Konservative Folkeparti. To tidligere meget aktive medlemmer fra Handelsforeningen. Deres fælles mærkesager var

• Styrke nærmiljøet
• Forbedre den kollektive trafik
• Styrke nærbutikkerne
• Bedre parkeringsforholdene

Socialdemokratiet var dog ikke så tilfreds med den gratis reklame, der var i strid med interne partiregler.

 

Nørrebro – på kogepunktet

Om sommeren kogte det atter på Blågårdsgade. Flere mente, at erhvervslivet burde påtage sig et socialt ansvar. Nørrebro Handelsforening gik dog også aktivt ind i dette arbejde.

Sammen med Østerbro Handelsforening afholdtes et møde om erhvervslejeloven. Foreningen var især bekymret over et forslag fra Lejelovskommissionen om, at alle erhvervslejemål skulle tidsbegrænses i fem år.

 

Trafik og handel på Nørrebro

Et medlemsmøde blev afholdt i september. Emnet var Trafik og Handel på Nørrebro. Her kom nogle interessante tal på bordet. Ikke alle troede på de tal, der blev frembragt. Fra 1970 til 1996 var udviklingen:

• 33 % færre biler på Nørrebro
• 16 % flere biler på Åboulevarden
• 21 % færre biler på Jagtvej
• 90 % færre biler i Stengade

Foreningen havde en kritisk dialog med Tele Danmark om deres måde, at sælge annoncer på de gule sider til erhvervslivet. Foreningen erfarede, at man kunne risikere, at betale for dyre annoncer på grund af passiv accept.

 

Godt samarbejde med Bydelsrådet

PLS – Consult foretog en evaluering af Bydelsforsøget. Her kunne læses, at repræsentanter fra Nørrebro Handelsforening, Lokalrådet og Bydelsrådet en gang om måneden udvekslede erfaringer. På trods af holdnings – og meningsforskelle var det opfattelsen i Handelsforeningen, at der var en god dialog og et godt samarbejde omkring konkrete projekter og tiltag.

Dog mente Handelsforeningen at bydelen i forbindelse med folkemøder var for ensidige med hensyn til, hvem de inviterede. Det gode samarbejde fortsatte gennem årene. I år 2000 gik Nørrebro Handelsforening ind for at bevare nærdemokratiet og dermed Bydelsrådet.

 

Stort tab på distributionsselskab

Bydelsrådet har aktivt støttet NH Distribution. Dette distributionsselskab blev senere til Handelsstandens Indkøbsforening, og var en stor succes med levering af varer til de ældre. Indtil Københavns Kommune lavede et kontraktbrud. Nørrebro Handelsforening mistede 5 – 6 millioner kroner på dette eventyr. Vi har en særskilt artikel om denne indkøbsordning.

 

Bydelsrådet – på minussiden

Selvfølgelig har der været ting, som Nørrebro Handelsforening slet ikke kunne acceptere i samarbejdet med Bydelsrådet, og det var

• Nedlæggelse af parkeringspladser
• Udnævnelse af dødsdømt amerikansk straffefange som æresborger på Nørrebro
• Bydelsrådets holdning til Ungdomshuset
• Lukning af Stengade

 

Projektkompagniet

Forretningen deltog i et lokalt netværk på Nørrebro og i Nordvest kaldet Projektkompagniet. Et tæt samarbejde ville kunne medvirke til, at der blev lettere adgang for de ledige. Desværre
fik projektet ikke støtte fra Socialministeriets Virksomhedspulje.  En produktionsskole til bydelen med plads til 50 elever, var også noget der optog bestyrelsen meget. En arbejdsgruppe blev nedsat bestående af Askovgården, Recounsult og Nørrebro Handelsforening. Det var desværre skønne spildte kræfter. Københavns Kommunes 10. kontor ville ikke støtte projektet.

 

Igen ballade

McDonalds fik atter smadret vinduer. Brandbomber og brosten blev kastet mod Nærpolitistationen. En tyrkisk klub får brosten gennem vinduerne. Indgangspartiet på Helligkors Skole blev smadret. Flere ruder i Hans Tavsens gade blev ødelagt, og flere gader mørklagt.

 

Brug gaden

Formanden og næstformanden i foreningen havde været på gåtur i bydelen på udkig efter flere parkeringspladser. De fandt flere muligheder som de sammenfattede i et brev til politikerne. Indtil dags dato er der ikke sket mere i sagen.

Brug Gaden. Sådan lød Nørrebro Handelsforenings slogan i 1998. Her medvirkede blandt andet Jytte Abilstrøm og Pjerrot. Der var Westernshow, danseundervisning, Street Basket og meget mere.

 

Knud Schou forlader Nørrebro

Knud Schou startede som slagter på Runddelen. Gennem 32 år havde han drevet sin forretning. Han var formand for Nørrebro Handelsforening i 12 år og formand for arbejdsløshedskassen Dana i 20 år. Han startede som selvstændig med en butik på Frederikssundsvej i 1956. Han er aktiv i Ældre Sagen, oldermand i Slagterlavet og æresmedlem i Nørrebro Handelsforening. Og De konservative har i mange år haft glæde af ham i Borgerrepræsentationen.

• Han havde altid mad til os, der ikke havde ret mange penge,
• udtalte en Nørrebro – borger under research til dette.

 

Erhvervsforum

I forbindelse med Bydelsforsøget håbede Nørrebro Handelsforening i samarbejde med Bydelsrådet, at kunne skabe grobund for et bæredygtigt erhvervsliv. Man startede i fællesskab Erhvervsforum. Tanken var, at der firegange om året, skulle afholdes møder. En gang årligt skulle der afholdes en hverdags-konference.

Møderækken indledtes med Niels Villemoes, der holdt en ordentlig gang peptalk om, hvordan man skulle begå sig i virksomhederne.

Et stormøde blev afholdt på Arbejdermuseet omkring Trafik i København. Med navne som overborgmester Jens Kramer Mikkelsen, Søren Pind, John Winther og Gunvor Auken.

 

God infrastruktur efterlyses

I en pressemeddelelse fra foreningen bliver det pointeret, at butikslukninger også kan være fremkaldt af politikernes manglende forståelse for sammenhængen mellem byplanlægning og drift af detailhandelen.

• Kun de bydele og de butikscentre, der har en optimal infrastruktur og med gode tilkørsels – og parkeringsmuligheder vil overleve på længere sigt.

 

Ros til Jytte Andersen

Regeringen planlagde at genfremsætte sit forslag omkring erhvervslejeloven fra sidste samling. Forslaget gav ifølge Nørrebro Handelsforening udlejerne alle kortene på hånden i de fremtidige forhandlinger mellem lejere og udlejere. Bestyrelsen ville arbejde på dette misfoster af en lov ikke blev gennemført. Om det var foreningens pres, der fik boligminister Jytte Andersen til at nedsætte et udvalg bestående af erhvervslejere og erhvervsudlejere, vides ikke. Loven blev efter dette mere spiselig. Nørrebro Handelsforening roste Jytte Andersen.
Formanden skrev blandt andet:

• Jeg synes, det er rosværdigt og helt i demokratiets ånd, den måde på en meget visionær og pragmatisk måde, du har taklet denne sag.

 

Ny hjemmeside

På Internetcafeen Månebase Alpha i Elmegade præsenterede Nørrebro Handelsforening deres nye hjemmeside www.norrebro.dk . Samtidig fik medlemmerne en indføring i Nettet og dens betydning.

 

• Hvad er e – mail?
• Hvad er www?
• Hvad skal jeg med en hjemmeside? 

Det var nogle af de spørgsmål, reklamebureauet Adventure svarede på. I dag bliver hjemmesiden redigeret af foreningens sekretær, og bliver opdateret cirka hver 14. dag. Efterhånden har siden 21.000 besøgende hver måned. Medierne citerer ofte fra den.

 

Familie-dag

En kæmpe familie-dag blev afholdt den 28. august. Hele familien kunne more sig med Go – Cars, Beach – surfing, klatrevæg, trampolinspring, trafikskole med minbiler, søløver og klovne. Jo der skete noget på Nørrebro.

 

Tåbelige afgifter

Borgerrepræsentationen besluttede, at der skulle lægges skat på reklameskilte og udstillinger foran butikkerne. En urimelig ekstra beskatning, mente man i foreningen. Særlig i dag hvor kommunen har besluttet at bruge det åbne rum, kan disse afgifter synes tåbelige.

• En bøsning til en flagstang 1.050 kr. pr. år
• Reklameskilte pr. stk. 350,- kr. pr. år
• Vareudstillinger pr. meter pr. år 375 kroner
• Udstillingsskabe / automater under 1 meter 500 kroner pr. stk.
• Udstillingsskabe / automater over 1 meter 1.000 kroner pr. stk.

Kilde: 

• www.norrebro.dk
• Uwe Brodersen: Nørrebro Handelsforening gennem 110 år
• Dokumenter og protokoller fra Nørrebro Handelsforening

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 
• Under Fra Urtekræmmer til Shawarmabar (Nørrebro Handelsforenings Historie) finder du 29 artikler 
• Under Industri på Nørrebro og Nordvest finder du 37 artikler 

Redigeret 25,-10. 2021

 

 

 

 

 

 

I 1950 boede der på Nørrebro 132.000 mennesker. I 1980 var der kun 78.000 tilbage. Grunden til dette, var i stor grad, saneringen.

 

Detailhandelen kunne ikke omstille sig

Man foretog en gennemgribende ændring af det fysiske miljø, for at bedre borgernes vilkår. Som det så smukt hed.  I den tid, det tog, måtte detailhandelen forsøge at omstille sig. Det var der mange, der ikke kunne. En væsentlig omsætningsnedgang blev følgen. Problemet var størst på Indre Nørrebro. Kvalitet og vejnet var betydelig bedre på Ydre Nørrebro.

 

Nybyggeriet blev for dyrt

Den første saneringslov stammer tilbage fra 1939, den blev revideret i 1939 og blev kaldt verdens bedste saneringslov. I praksis fungerede den dog ikke særlig godt, på grund af finansielle og organisatoriske årsager.

Mange Nørrebro – borgere følte også, at deres rettigheder blev taget fra dem. De havde ingen muligheder for indvendinger. Detailhandelen kunne også tydelig mærke, at deres kunder forsvandt. Den samlede detailhandleromsætning var ellers stigende indtil begyndelsen af 60erne.

 

Kampen om Byggeren

En række beboere havde indrettet en byggelegeplads på en byggetomt Byggeren. Her gik områdets børn hen, og børnehaverne brugte stedet. Kommunen var gået med til drift og vedligeholdelse. Men det varede ikke ved. Den 22. april 1980 gik politi og bulldozer i gang. Pelle Jarmer mente, at områdets børn skulle gå i Fælledparken eller Valby Parken.

Byggeren blev derefter besat af beboere, der dannede levende skjold, da det endelige angreb, fandt sted på arbejdernes kampdag den 1. maj.

Kampene mellem aktivister og politi stod på i fire – fem dage. På plakater kunne der læses Politi ud af Nørrebro – Byggeren overgiver sig aldrig.

Bydelen gik amok. Egon Weidekamp mente, at det var VS Blågårdsgade, der stod for balladen. 68er generationen havde rottet sig sammen til fælles kamp mod bolighajer, kapitalismen, det politiske system og borgerligheden. Byggeren står i dag som et symbol for denne kamp.

 

Kampen om Blågårdsgade

I en aktion i Blågårdsgade var Handelsforeningen også med. Sammen med Nørrebro Beboeraktion fjernede man vejbommende i Blågårdsgade. De blev kørt ind på Rådhuspladsen med et pænt tak for lån til overborgmesteren. Men det hjalp ikke. Nogle af beboerne ville have busserne tilbage til Blågårdsgade, især de handlende.

Bommende kom tilbage, men det gjorde busserne ikke. Indretningen af gågaden var en fiasko for detailhandelen. Efterhånden måtte butikkerne i sidegaderne også lukke en efter en. Nogle af grupperne mente dog, at Nørrebro skulle være helt bilfri. Deres slogan var

–Væk med røg, støj og møg

 

Store protester mod saneringen

Andelsboligforeningen Peter Fabersgade 5 – 19 uddelte en løbeseddel, hvor de opfordrede Magistratens 4. afdeling til at koordinere gennemførelsen af saneringen i Den sorte firkant. Det var området mellem Nørrebrogade, Jagtvej, Tagensvej, Fredensgade og Sortedams-Dossering.

• Vi har gennem længere tid set, hvordan der rundt omkring i kvarteret sker ændringer. Et hus rives ned, et tømmes og bliver stående. Forretninger lukker, institutioner bygges om, her og der moderniseres og udstykkes til ejerlejligheder. Men det hele skar planløst.

Løbesedlen var et godt eksempel på den frustration, der bredte sig. Og fra Den sorte firkant lød budskabet, at man syntes, at nybyggeriet var for dyrt. Flere, der gerne ville flytte ind i byggeriet, havde ikke mulighed for det på grund af den store husleje. Også med hensyn til trafikproblemerne allierede Handelsforeningen sig med græsrødderne.

 

Overborgmesteren bliver politianmeldt

Egon Weidekamp blev meldt til politiet af Carl E. Rasmussen, rådgiver for Nørrebros pensionister. Grunden var, at byggetomterne blev dækket til med sundhedsfarlig sand. Dette sand indeholdt kiselholdigt støv, som var skadelig for luftvejene. Vedlagt anmeldelsen var støvprøver, som var opsamlet i rendestenene i henholdsvis Stengade og Korsgade. Kommunen foreslog etablering af cykelstier mellem Jagtvejen og Højbanen. På Dronning Louises Bro var der i tidsrummet mellem klokken 6 og klokken 20 talt op mod 9.500 cyklister og 1.000 knallerter i begge retninger tilsammen. Blandt andet derfor foreslog kommunen nu atter engang dele af Nørrebrogade spærret.

Spærringen ville betyde, at 1.500 til 2.500 køretøjer blev flyttet fra Nørrebrogade til Tagensvej.

 

Nedgang i antallet af butikker

Butikkerne oplevede nu drastiske huslejeforhøjelser. Kriminaliteten og narkoproblemerne voksede. I 1981 lavede foreningen et bankospil i Nørrebrohallen. Overskuddet gik til Flygtning 81.2/3 af butikkerne i København omsatte for under 3 millioner kroner om året. Denne konklusion kom Institut for Centerplanlægning frem til i en interessant undersøgelse i begyndelsen af 80erne.

Butiksantallet faldt på Nørrebro fra 2.256 butikker i 1958 til 965 butikker i 1981. Det kraftigste fald oplevede dagligvarebutikkerne (80 %) og tekstil – og beklædningsbutikkerne (55 %). Udtyndingen var stor i sidegaderne. Hele 120 tomme ubenyttede butikslokaler kunne fremvises.

I Blågårdsgade var 44 % af butikslokalerne tomme.

Knap halvdelen af butiksindehaverne tjente mindre end 100.000 kroner til sig selv. Halvdelen af alle butikker på Nørrebro havde været udsat for indbrud.

 

Trafikalt sammenbrud

At være selvstændig næringsdrivende på Nørrebro kunne være en tvivlsom fornøjelse, sådan stod der i en indbydelse til et møde om anlæggelse af cykelstier. Poul Wilcke, der havde forfattet indbydelsen skrev bl.a.

• Set på Nørrebrogade – 1 stk. lastvogn belæsset med sten, beregnet for etablering af busholdeplads. Lastvognen blokerer totalt trafikken i 30 minutter, en hverdag klokken 15. Vi troede, at dette ville foregå uden for myldretiden. Mit fortov har været gravet op de sidste 12 dage. Kunderne har adgang til min butik ad et forholdsvis snævert bræt. Jeg må konstatere en omsætningsnedgang på ca. 40 %.

Nørrebro kunne få en god udvikling ved at gøre en markant og effektiv markedsføringsindsats.

• Vi skal holde på de kunder, vi har, og få nye kunder til at strømme til.

Det var nogle af ordene i en præsentationsavis til de handlende. Nørrebro Avis ville give 25 % rabat, betingelserne var, at medlemmerne skulle aftage 100.000 millimeter.

 

Navneforandring

Foreningen fik i 1983 navneforandring til Handelsforeningen Nørrebro – Nordvest, men det kneb med at få medlemmer fra Nordvest. En lokal telefonbog blev udsendt af foreningen, tidligere havde man fremstillet medlemsbøger, Det gav ret pæne beløb til Understøttelsesfonden.

 

Arbejdsløshedskasse dannet

Formanden Knud Schou var med til at starte Arbejdsløshedskassen Dana for næringsdrivende (nu selvstændige). Den startede i 1976 og her i 1983 havde den rummet 25.000 medlemmer.

Handelsforeningen udsendte en presse-information, hvor man tog skarp afstand fra de voldshandlinger og bøllestreger, der fandt sted på Nørrebro efter BZ – demonstrationer på Rådhuspladsen lørdag den 9. april:-

• Detailhandlende på Nørrebro kan under ingen omstændigheder tolerere, de metoder, som de unge tager i anvendelse for at markere deres synspunkter. Vi vil ikke længere være passive tilskuer til at en gruppe voldelige unge ødelægger vort kvarter, og gør det livsfarligt, at færdes i for kvarterets beboere.

Pressemeddelelsen blev ikke bragt i Nørrebro Avis, og det var man sure over i foreningen. En snak med avisen skulle løse dette problem, og andre tvistigheder. Man mente heller ikke, at avisen havde været flink til at omtale arrangementer.

 

Igen en navneforandring

Foreningen skiftede atter navn, nu hed den Handels – og Erhvervsforeningen for Nørrebro og Nordvest. Håndværkere og andre liberale erhverv blev også optaget som medlemmer.

Formanden Knud Schou nævnte på den årlige generalforsamling, at supermarkederne havde snuppet 65 % af dagligvaresalget. Han slog til lyd for solidaritet som for eksempel fællesannoncering. Man overvejede, at melde sig ind i Provinshandelskammeret. Det kunne give foreningen mere magt og slagkraft. I Handelsforeningens blad skrev I.W. Sørensen meget tankevækkende:

• Butiksindehavere har den trussel, at medarbejdernes organisationer kræver op til 35 timers arbejdsuge. Det vil sige endnu længere arbejdstid for de næringsdrivende. Mange har i forvejen en arbejdstid på 60 –70 timer ugentlig.

 

Angst for supermarkeder

Knud Schou sagde i 1983:

• Lavprisvarehusene har ansat såkaldte prispatruljer og leverandørerne sælger til forskellige priser og betingelser. Vi har brug for Monopoltilsynet. Der gives rabatter fra 5 til 20 %. Disse rabatter er allerede opstået hos leverandørerne. Omsætningen i de resterende butikker på Nørrebro vil dale med 65 millioner kroner de kommende år. Det vil selvsagt betyde endnu mere butiksdød. Først og fremmest er det forbrugerne, der selv er skyld i den stigende butiksdød.

 

• – Nøgleordene er service og specialisering. Vi er nødt til hver eneste dag, at behandle vore kunder med omhu. Det er forrykt at møde en vrissen butiksindehaver, der samtidig klager over, at omsætningen går nedad. Et venligt smil, en faglig betjening kan supermarkederne ikke hamle op med. Så er det bedøvende lige meget om prisen på en vare til 20 kroner, er 50 øre billigere. Det er en kold tid, vi lever i, og mange mennesker, især de ældre og enlige, som vi har mange af i vores område, sætter pris på lidt varme og menneskelighed.

Formanden kritiserede Postvæsnet i et par artikler. Det fik så postmester Hans Strunge til at melde sig ind i foreningen, for at fortsætte dialogen her.

I 1988 lavede SSH `s formand Ingolf Sørensen en spørgeundersøgelse omkring udsalg. Baggrunden var dagspressens manglende forståelse for detailhandelens problemer. Et møde blev
afholdt om butikstyveri og et om erhvervs – og livsforsikring.

Kilde

• www.norrebro.dk
• Uwe Brodersen: Nørrebro Handelsforening gennem 110 år
• www.dengang.dk
• Protokoller og referater fra Nørrebro Handelsforening

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 
• Under “Fra Urtekræmmer og Shawarmabar” (Nørrebro Handelsforening’ s historie)29 artikler 
• Under Industri på Nørrebro og Nordvest 37 artikler 

Redigeret 25. 10. 2021