Tønder har haft markante ”kirkefolk”. Allerede i 1150 var der en kirke i Tønder, måske endda før. Et kloster, en salmedigter og kampen for danske gudstjenester er nogle af punkterne i denne artikel.

Det har meget tidligt været kirker i Sønderjylland. Også omkring Tønder er der mange gamle kirker. Tanken vender tilbage. Mon Ansgar virkelig gik i land ved Møgeltønder, for at forkynde den kristne tro? Officielt blev de første kirker bygget i Hedeby ved Slien og i Ribe.

 

Trækirke i Tønder?

Nu var det sådan, at de første kirker blev bygget af træ. Og træ rådner let. Nationalmuseet rummer således em enkelt planke fra en kirke i Humtrup, 7 kilometer syd for Tønder. Tanken strejfer også en, om der var en trækirke i Tønder længe før den første kendte kirke?

 

Nye byggemetoder.

Nogle århundrede senere valgte man at bruge kampsten og mursten. Ude ved stranden lå masser af kalkskaller. Dem fandt man ud af, at kunne bruges som bindemiddel. Det var meget bedre end ler. Men der var ikke så mange kampsten her nede i Vestslesvig.

På Valdemar den Stores tid fandt man på, at brænde ler til mursten. Disse mursten også kaldet munkesten var meget større end de vi i dag betegner som mursten. I mange fundamenter i huse i Tønder finder vi disse munkesten. Også muret ind i Tønder Kirkes tårn.

 

Flotte kirker

Overraskende er det, at den flotte Højer Kirke er helt tilbage fra 1200 – tallet. Men også store og flotte kirker som Møgeltønder, Ballum og Brøns. I Hjerpsted, Emmerlev og Daler var der allerede bygget kirker fra 1150 – 1200.

 

Kirke fra 1150

Tønders eneste levn fra det allerældste kirkebyggeri, er indmuret i Slotsvandmøllen fra 1598 og den gamle latinskole fra 1612. Ved indgangen til Bagergården,
Torvet 11, finder vi Tønders ældste gravminde. En forslidt granitsten. Måske stammer den også fra Tønders ældste kirke. Og denne menes at være opført 1150 – 1200 som en romansk granitkvaderkirke.

 

Munkene på Tønder – egnen

Munkene havde også stor betydning på egnen. I Løgum dyrkede de jorden, de byggede gårde og møller. De kultiverede jord og mennesker. Fra Tønder og Ribe gik barfodede munke ud og forkyndte Guds lære.

Fra Frankrig kom de hvide munke, cistercienserne, fra Italien og Spanien kom de fattige grå – og sortebrødre. Først i 1173 rejstes den flotte kirkebygning
sig ved Løgumkloster. Teglovnene lå i Vongshøj, hvor den røde mursten blev til. I Ballum Enge blev kalken kogt. Her havde munkene strandretten.

 

Kloster i Tønder

Mange håndværksfolk og handlende søgte tilflugt hos den mest populære katolik, den lille broder Frans af Assisi. Hans klosterorden løb fra land til land. Efter
signende skulle de allerede være kommet hertil på deres bare ben i 1232. De blev glædelig modtaget af Valdemar Sejr. Et Franciskaner-kloster grundlagdes indviet til jomfru Maria i 1238 i Tønder. Det var ridderen Johannes Nafnesøn, der havde en finger med i spillet.

Den tilhørende kirke blev indviet i 1247 af Biskop Gunner Fra Ribe.

Min far, som læserne sikkert efterhånden har opdaget var murer, har underholdt os med, hvor mange skeletter, der dukkede op, når der skulle laves fundamenter til nybyggerier i Tønder. De stammede fra den tilhørende kirkegård til klostret.

Klostrets grænse mod nord dannedes af Skt. Laurentius Strømmen. Mod syd var det Slotssøen, der dannede grænsen. Igennem Møllevej løb den gamle klostermur i gadens midte. I cirka 1 ½ meters dybde findes der rester af muren.

Dele af Vestergade kaldtes den gang for Hedenskabet. Den del var endnu ikke indlemmet i byen, og var derfor ikke under klostrets beskyttelse. Klostret hørte til provinsen Dacia (Danmarks Kirke). Overhovedet var ærkebispen i Lund. Franciskanerne holdt deres årsmøde i byen i 1267 – 1287, 1294 og 1438.

 

Nicolai Kirke

Nicolai Kirke menes at være opført mellem 1350 og 1365. fra begyndelsen var det en murstenskirke. Vi ved, at der i 1365 bliver omtalt en sognepræst, der har tilknytning til Nicolai. kirke. Fra gamle skrifter tales der om to kirker i Tønder. Måske var det navneforveksling med Møgeltønder?

Først i 1503 blev klostret i Tønder reformeret. Klostret modtog mange sjælegaver, således også i 1513, hvor Hertugens Marks Otto Rantzau, forærede 250 Mark. Hans første gemalinde testamenterede 100 Mark til klostret.

Fra 1543 blev Nicolai Kirke den Tønders eneste sognekirke.

 

Mystik om et klokketårn

Lidt mystik er det også. Vi ved, at der på Torvet stod en klokkestabel. Den blev i 1530 erstattet af et grundmuret tårn. Rester kan endnu påvises ved Storegade 9. En borger ved navn Jens Bøgevedt betalte to gode Mark for at få opført et ”klokkehus” ved den gamle klokkestabel på kirkegården i 1520.

Allerede i Middelalderen havde byen et sygehus, det kaldte man for Helligåndshuset. Og mellem Østergade og Kirkepladsen har der ligget en kirkegård. På vejen til Møgeltønder skulle der have ligget en Helligkorskapel. Yderligere skulle der have været et kapel ved vejen til Løgumkloster (omkring det nuværende Carstensgade).

 

Munke blev jaget ud af byen

I 1530 besøgte Frederik den 1. byen. Klostrets forstander, Niels Thybo, søgte foretræde for kongen. Han ville klage over alle de overgreb, som slottets høvedsmand havde foretaget over for de fattige munke.

Nu skal det lige indskydes, at så fattige var de heller ikke. Ifølge den hellige Franciscus måtte de ikke eje noget. Hver dag måtte de ved ærligt arbejde tjene
til dagens behov, og ikke spare op. Men klostret ejede faktisk jord i Ubjerg Sogn, på øen Føhr og andre steder.

Da Niels Thybo endelig fik foretræde, bad han inderligt kongen om, at munkene måtte blive og tjene Gud på sædvanlig vis. Det ville kongen dog ikke tillade. Han mente, at klostret lå for tæt ved slottet. Derfor skulle det ”nedbrydes”.

Lige så snart kongen var væk, bemægtigede slotsherren sig alt, hvad der tilhørte klostret, og jog munkene væk. de beholdt kun deres klæder og 2 par heste, som de kunne føre de gamle og svage bort med. Munkene er muligvis draget til Ribe.

Amtmanden havde brug for mere plads. I forvejen havde han beslaglagt en del af klostret. Kort tid efter blev også klostrets kirke St. Laurentius Kirken revet ned. Overalt hvor Lutherdommen trængte frem gik de ud over tiggermunkene.

 

Prædikener på plattysk

Sognepræsten i Tønder, Johannes Meyndorp skrev omkring 1448 en bog  på 122 sider. Den var på plattysk, og egentlig beregnet til ridderen hr. Joachim Bryde. Det var en oversættelse af danske prædikener.

Reformationen skete uden de store kampe. Vi ved dog, at der rundt om på kirkelofterne på egnen blev gemt katolske helgen – figurer.

 

Kristkirken bygges

Under Andreas Thomsen, der var sognepræst og provst i Tønder opførtes den store Kristkirke i Tønder i 1592. På en trætavle med en latinsk indskrift kan man læse, at der samme sted havde stået et kapel, indviet til Skt. Nicolai – de søfarendes helgen. Samtidig er det nævnt, at kirkebyggeriet er understøttet af hertug Johan Adolf og indviet til Kristus.

Men inden kirken blev bygget rejste borgeren, Thim Uch i 1591 ud for at samle penge ind til den nye kirke. Han kom hjem med en masse gaver fra en række tyske byer. Samtidig ville hver stavn i byen yde 19 Mark, samt transport af sten fra Løgumkloster, Solvig og Teglgården ved Tønder, kalk fra Flensborg og 7 dages pligtarbejde.

En morsom ting er, at prædikestolen angives at være skænket af borgmester Andreas Carstensen og hustru Ingeborg i 1586 – 4 år før kirken begyndte at blive genopbygget.

Udsmykningen af kirken viser med al tydelighed, den rigdom, der engang eksisterede i Tønder. Det gav guld at eksportere stude syd på, og at fabrikere og sælge kniplinger.

Enkelte dele fra den gamle Nicolai – kirke befinder sig stadig i Kristkirken. Alle der havde råd, købte sig til en åben begravelse under kirkegulvet.

 

Gudstjenester på højtysk

Gudstjenesterne foregik på plattysk, men der var stærke kræfter i gang for at få dem afholdt på dansk.. I 1631 var sognepræst, Johan Mauritius begyndt at prædike på højtysk.

 

Præster uden værdighed

Ikke alle præster levede op til almindelig værdighed. Således blev pastor Muldvad i Ballum afsat på grund af drikfældighed. I 1614 blev Hr. Laurids og hans hustru i Møgeltønder henrettet for ”et meget uskikkeligt og utilbørligt levned.
Tyndt og sparsomt besøg

I 1665 udtalte Raadet, at befolkningen i Tønder kun indfandt sig ganske tyndt og sparsomt i kirken.

 

Brorson og Schrader

I 1729 kom Hans Adolph Brorson til Tønder. Han var tilkaldt af Provst Schrader, fordi han skulle betjene de danske gudstjenester og det nyoprettede bedehus i Emmerske.

I 1718 var Enewold Ewald vent hjem efter studier i Jena, hvor han blev grebet af det pietistiske liv. Det var den tro, som Brorson videreførte. Til den kategori tilhørte også Møgeltønder – præsten Andreas Vedel. Han forsøgte at indføre konfirmationen i Daler, 29 år før den blev indført i kongeriget
(se artiklerne: Præsten fra Daler og Oprør i Møgeltønder).

Alsinger – præsten, Erik Pontoppidan skrev bogen Menoza. Den handler om en asiatisk prins, der besøger den navnkundige provst Schrader i Tønder. Her går den pietistiske vækkelse igen.

Efter Schraders ankomst, blev der sammen med amtmanden udstedt 16 punkter bestående af

• Anordning om Afskaffelse af Uorden og Misbrug.

I stedet for at styrke ”jeget” skulle man tænke på ”medmenneskelighed”. Et produkt af dette var Vajsenhuset.

I januar 1731 udgav Schrader Vollständiges Gesangsbusch med i alt 1157 salmer. Det blev en kæmpe succes, og overskuddet gik til Vajsenhuset. Et år efter udgav Brorson et lille hæfte med 10 julesalmer på dansk.

 

Arvinger skjulte testamente

Den meget rige kniplingskræmmer, Struck var også bidt af pietismen. Efter den pietistiske skik testamenterede han værdifulde koge i Ny Frederikskog til et Vajsenhus. Men arvingerne forsøgte at skjule dette. Schrader tvang testamentet frem. 12 drenge fik dermed hjælp i Østergade 67.

 

Pietister og Herrnhuter

Efter pietismen
nåede herrnhuterne Danmark. Også denne gren havde gode vilkår i Sønderjylland.

• Pietisme:
  Protestantisk vækkelsesretning med hovedvægten på fromhedslivet
• Herrnhuter:
  Bevægelsen betonede især det rette følelsesmæssige forhold til Jesus, frem for blot ret lære eller ret omvendelse.

Herrnhuterne havde stor opbakning i Tønder. Således var borgmestrene, Markus Højer, Nikolaj Højer og Carsten Richtsen, tilhængere af bevægelsen.  Schrader, Arends og Brorson havde et godt forhold indbyrdes. Både i forhold til det dansk/tyske samt til Herrnhuterne.

 

Klager over bogtrykkere

I 1767 klagede kirken over, at bogtrykker J.A. Reinhardt, fordi han havde trykt danske elskovsviser. Senere gik det ud over en anden bogtrykker, nemlig Kiesby, der havde eftertrykt Herrnhutiske salmebøger.

Balthasar Petersen

Efter Arends død udnævnes Balthasar Petersen som hoved-præst. Han var manden bag Tønder Statsseminarium. I alt 40 år bestred han embedet. Helt frem til 1787. Han var stærk ortodoks og var imod både Pietisterne og Herrnhuterne.  Efterfølgeren, Adler var under hele sit embede på kant med Magistraten.

Fra 1809 til 1830 hed Tønders provst, Peter Prahl. Han kom fra Bornholm, og interesserede sig meget for skoleundervisning. Han skrev også selv en del lærebøger.

 

Fattigpenge efter gudstjenesten

En smart måde at få folk i kirken på, var at uddele fattigpenge i forbindelse med gudstjenesterne. Ja man ligefrem påbød, at de fattige skulle overvære gudstjenesterne.

 

Dansk gudstjeneste

I 1840 blev C.E. Carstens valgt til diakon. Hans kundskaber i dansk kunne måske have været bedre, nu hvor han skulle prædike på dansk. Han beklædte embedet frem til 1864.

I 1861 skrev Carstens bogen

• Die Stadt Tondern.

Man vedtog, at der nu både skulle holdes en dansk og en tysk gudstjeneste, alle søn – og helligdage. På hospitalet skulle der skiftevis hver onsdag holdes dansk og tysk prædiken.

I 1852 blev hoved- præsten Michael Ahlmannafskediget. Under tre – års krigen havde han holdt på den forkerte. Hans afløser blev O.W. Tidemann.I 1860 var det J.M.L. Hjorts tur.

 

Røre i Ballum Sogn

I midten af 1800 – tallet var der røre i Ballum Sogn. En vækkelse fra brudt på Bornholm og via en Luthersk missionsforening var den havnet her. Det var ikke noget, der bekom folkekirken særlig godt. Det var jo her brødrene Brorson kom fra.

Senere udsprang der sig en vækkelse herfra gennem den mærkelige lærer Chr. Kold. Han blev i 1838 ansat som huslærer for den rige gårdejer, Knus Knudsen i For-Ballum.

 

Mange retninger

I 1920’erne kunne pastor Schwartz opregne hele 16 sekter i Burkal Sogn.

 

Kilde: 

• Litteratur Tønder 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk – indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler 

 

• Emmerske Bedehus og Skole
  
• Vajsenhuset i Tønder 1-2 
• Tro og overtro i Rørkær 
• Brorsons Bogtrykkeri i Tønder 
• Et Kloster – 15 km nord for Tønder 
• Hvem ejede Brede Kirke 
• Møgeltønder Kirke 
• Tønder Kirke
• Hostrup, Jejsing og præsten 
• Pastoren fra Bylderup Bov
• Brorson en præst fra Tønder
• Guldhornenes ældste historie 
• Præsten fra Daler
• Farvel til de sønderjyske Gråbrødreklostre
• Klager over præsten i Ballum 
• Indre Mission Baptister og andre 
• Da Christiansfeld opstod 
• Herrnhuterne i Christiansfeld 
• En pastor fra Rise 
• Mysteriet i Ensted 
• To kirker fra Aabenraa 
• Kirker syd for Aabenraa 
• Aabenraa i det 17. århundrede 
• En salmebog fra Varnæs 
• Ligvognen fra Frøslev 
• Ryd Kloster 
• Livet omkring Bov Kirke 
• Den sure præst fra Højer 
• Bryllupsskikke i Højer 
• Højer Kirke 
• Præster og andet Godtfolk i Sønderjylland (b) 

Redigeret 5.04. 2022

Svenske tropper gæstede Tønder hele tre gange. De var ikke særlig velkomne. De stjal og røvede det hele. De efterlod Tønder forgældet og fattige. En ung mand fra Ballum blev krigshelt. Og Chr. den 4. sejrede i Vadehavet. 800 hollændere blev begravet på Jordsand. Desværre for Ballum, blev den ikke købstad.

 

Danskerne fik klø 

I 1422 ville en dansk hær under ledelse af adelsmanden Tønne Rønnow erobre slottet. Slottet var kommet i holstenernes eje. Først forholdt de sig afventende. Det så ud som om ingen ville gøre modstand. Danskerne trængte sig frem. De overskred volden, satte murbrækkere og stormstiger til, og klatrede op af muren. De ventede på ingen tid at kunne indtage slottet.

Men så kom holstenerne frem. De løsnede de store bjælker, der var anbragt på murkanterne. 346 danskere blev dræbt, deriblandt Tonne Rønnov. Mange af dem, der tog flugten på vejene og i skovende blev også dræbt.

Slottet var en vigtig forsvarsklippe. Dem der var herre på slottet, havde også herredømmet over de herreder, der hørte under Tønderhus.

 

En krigshelt fra Ballum

Tredveårskrigens tropper satte deres præg på Tønder. Christian den fjerde havde kastet sig i et blodigt opgør mellem katolikker og protestanter. Men han kom galt af sted. Ved et ulykkeligt slag ved Lutter an Barenberg i 1626 måtte han tage flugten. Hesten under ham, blev dræbt. Men sønderjyden Peter Brandt stillede sin egen hest til rådighed, og det lykkedes kongen, at redde livet.

Den tapre riddersvend blev belønnet med en gård i Ballum.  Kongens flygtende hær blev fulgt af Wallensteins lejetropper.

 

Tønder oplever 5 krige

Fra 1627 til 1713 oplevede Tønder ikke mindre end 5 krige. Følgen var indkvarteringer af fremmede tropper.

 

Forsvar af Tønder forberedes

Dag og nat var der vagter ved portene. Hertugen havde bebudet gode og stærke slagbomme, og Laurentiusstrømmet blev uddybet. Skanser var anlagt, men det
var ikke de bedste soldater, der var sat til hvervet. En kontrol fandt dem sovende på deres vagt. De fik frataget deres våben og smidt i Vidåen.

Der blev købt ammunition. Borgerne fik besked på at forsyne sig rigelig med brød og øl.

 

Svenskerne kom uden sværdslag

Men uden sværdslag rykkede Wallensteins tropper den 16. oktober 1627 ind i byen. 300 mand skulle pludselig indkvarteres. Og nogle englebørn var de bestemt ikke. De tog godt for sig af retterne, og foretog masser af plyndringer.

Amtet måtte stå for indkvartering af hele seks kompagnier. Med befalingsmændene fulgte også en stab af tjenere, samt kvinder og børn. De rige borgere måtte forlade deres huse, for at give husly til svenskerne.

Ingen skat

Amtmanden skrev på daværende tidspunkt:

• Det er umuligt, at de stakkels undersåtter kan holde ud længere, da mange ikke har en ko endnu mindre et stykke brød i huset. Jeg har gjort mig flid til at inddrive skatten, men jeg har ikke fået eneste skilling. Det er kendt for Gud og hvermand, hvilken nød, der hersker i landet.

 

Gud er alene mit skjold

En ung mand i Tønder skrev til sin barndomsven i Tyskland og senere provst i sin fødeby:

• Jeg ville hellere være hos dig i Rostock end hos os i Tønder. Alt rasler og larmer af våben. Alt ødelægges. Undersåtterne berøves deres ejendele. Gud alene er mit skjold.

Prøvelse for befolkningen

Fra marts 1628 forbød Wallenstein udførsel af korn og kvæg. Det ramte Tønder meget hårdt, men Wallenstein ville være sikker på, at der var mad nok. Med hertugens hjælp blev dette forbud dog senere ophævet.

Selv om Tønder ikke oplevede krigens værste gru, var det dog en prøvelse for befolkningen.

En flok soldater hentede alle kreaturerne i Hajstrup, hvor herredsfogeden boede og lod dem jage til Tønder. Det var en straf, fordi befolkningen i Slogs Herred ikke efterkom deres forpligtigelser.

 

Ingen seng i Raved

Fra Raved forlød det, at alt var blevet stjålet. Kister og skabe var blevet åbnet. Ved soldaternes bortrejse fandtes ikke en eneste seng i sognet.  En borger i Tønder havde mistet 41 okser. Lensmanden på Møgeltønderhus var kommet af med hele sin besætning.

Besættelsen varede i 2 år, og blev faktisk kaldet Kejserkrigen. Tønder var kommet i alvorlige økonomiske vanskeligheder. Man skrev, at den gæld som byen var kommet i vil hverken vi eller vore børn kunne afdrage.

Da svenskerne endelig var væk kom der et lettelsessuk fra beboerne

• Gud være evig tak, vor by er blevet overladt os alene.

Under anførelse af den engelske general Morgan besatte kongelige tropper vesterhavsøerne. I maj 1629 kom de til Tønder.

 

Det kneb med moralen

Tønder var efterhånden en gældsbunden stad et fattigt og splidagtigt borgerskab.

Letfærdige og utugtige horer var løbet bort med soldaterne. Og det kneb gevaldig med moralen. Således måtte byfogeden og 8 andre borgere foretage husvisitationer for at få bugt med “løse og unyttig Gesindel”, der havde sneget sig ind uden rådets tilladelse.

Hertugdømmet udsendte i 1631 en erklæring om, at der i byen befandt sig “ledige Bürsche, som ikke befilter sig med andet end Drik og Lediggang”.

 

Atter engang – svenskere

I december 1643 rykkede højst uventet den svenske general Thorsteinsson uventet ind i Holsten. Hertugen havde knyttet et hemmeligt forbund med Sverige. Hans datter var blevet gift med svenskerkongen, Karl Gustav.

Den berygtede general satte kurset nordpå.. I kirkebogen i Døstrup skrev præsten:

• Samme nytår (1644) var bedrøveligt. Thi svenskerne er indfalden i Kloster, Tønder og Højer.

 

Atter engang plyndringer

I rekordfart havde svenskerne indtaget Jylland. Selv om man ville skåne kirker og præstegårde, ja så forlød det fra Tinglev, at man havde slået kirkens vinduer i
stykker, og stjålet messehagelen og vokslysene. Soldaterne havde stjålet 13 rigsdaler fra præsten og endda dræbt hans svigersøn.

Der var rapporter om brand og ødelæggelser fra Bylderup, Burkal, Øster Højst, Ravsted, Randerup og Hjerpsted.

Præsten fra Højrup skrev:

• Hesten er mig af fjende fratagne såvel som det bedste af alt andet, jag havde, så de gjorde mig til an fattig mand.

Præsten i Vodder udbrød:

• Fordi de fattige folk blev af fjenden fordærvet og mistede både kvæg og korn og næsten alt det, de havde, fik jeg de efterfølgende år ikke meget tiende.

Fra Emmerlev forlød det, at svenskerne kun havde efterladt en halt hest og en syg ko.

 

Forræderi på Rømø

Kongen havde overladt det til den engelskfødte general White at forsvare Rømø, man han udøvede forræderi, idet han overgav skibene til svenskerne. Herfra kunne de nu overfalde de danske handelsskibe og havde tættere kontakt med den hollandske hjælpeflåde.

Efter halvanden måned generobrede danskerne dog øen. Generalen blev sendt til Glückstadt, hvor han blev hængt, anklaget for forræderi.

 

Slaget ved Rudbøl

Ved Rudbøl kom der også til en træfning. Man havde bygget en skanse for at beskytte de skibe, der lå der. Svenskerne blev slået på flugt. Men på deres tilbagetrækning brændte de avlsbygningerne på slottet i Møgeltønder.

 

Kanoner ved Højer

Og på dette sted må vi igen berette om Slaget ved Lister Dyb. Christian den Fjerde tog alene med sit skib Trefoldigheden kampen op med de 24 skibe fra den hollandske flåde. Først efter to timer fik kongen hjælp af 8 danske skibe. Kanontordenen kunne tydelig høres inde i Højer.

Fjenden fik et tab på 800 mand. Disse blev alle begravet på den lille ø Jordsand lige uden for Højer.

Denne bedrift samt en anden i Kielerbugten fik i øvrigt Johannes Ewald til at skrive Kong Christian stod ved højen mast. Johannes Ewalds far var præst i Øster Højst.

 

Synd for Ballum

Krigen kom meget ubelejligt for Ballum. Kongen havde planlagt at bygge en købstad her, med en fæstning til en havn. Kongen havde skrevet til rigshofmesteren, at han skulle sørge for tømmer og pæle i Norge. Men landet var svækket af krigen og kongen var efterhånden en aldrende mand.

 

Suk fra Tønder

Raadet i Tønder sendte i 1652 en ansøgning om nedsættelse af plovtallet (skat) med følgende hjertesuk:

• Vore Forfædre har haft god formue, statelige Skibsfart og Handel. Vi derimod har i mange år siddet uden Næring, tykkedes desuden af de tunge Dige-byrder og mangfoldige ulykkelige Begivenheder. Vi er ganske udtømt og nedsunket i Gælde.

 

Svenskere for tredje gang

Fra 1658 – 60 var der svenske tropper i Tønder. De blev senere afløst af polske, brandenborgske og kejserlige tropper, der kom Danmark til hjælp.

 

Borgmesteren ville forlade sin by

Borgmester Heinrich von Hatten søgte om tilladelse til at forlade byen. Han havde ofte besøg af officerer, der opførte sig uforskammet.

 

Skattefrihed

Mange smitsomme sygdomme fulgte med krigene. Dødsfald og misvækst og dårlig økonomi var årsag til at mange gårde lå øde hen i mange år. Afbrændte gårde blev dog efterhånden igen opført. Flere blev lovet skattefrihed i fire – fem år.

I 1662 var Tønder blevet belagt med “militær ekscution”, grundet skatterestancer, så det var ikke alle skadeslidte, der fik skattefrihed.

Den store nordiske krig kom ikke til at berøre egnen på en særlig følelig måde. Dog lå der ude i Vadehavet svenske kapere. Og beboerne blev pålagt ekstra skatter og indkvarteringer. Men det var ret kortvarigt.

 

Kongeligt besøg

Den 12. september 1721 gæstede Frederik den Fjerde Tønder. Det var en historisk dag. Lidelserne var væk. Betydningsfulde personer strømmede til. Ja, man sagde, at der var 450 personer, der gæstede “Ratskeller”.

 

Kilder: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 

 

• Søslaget ved Højer.
• Færge mellem Ballum og Rømø 

Redigeret 5. 04. 2022

Tønder har lige som kniplinger spundet meget guld på handel med stude. Først som transitsted siden med kæmpe Tønder – markeder. Det var derfor at Tønder fik verdensrekord i antallet af værtshuse. Tønder Havn, senere Højer og Emmerlev spillede
en stor rolle i udskibning af stude til Holland, senere England.

 

Eneret på handel og håndværk

Allerede i 1354 fik Tønder eneret på handel og håndværk. Meningen var ikke at hindre trivslen på landet, men for at skaffe byen gode betingelser. Sidste gang man fik fornyet disse privilegier var i 1747. Men i 1552 var det på et hængende hår, at man fik fornyet disse privilegier. Man havde jaget  hertugens kvæg væk fra Vestmarken.

 

Gnidninger med Højer

Fra gammel tid havde det været gnidninger mellem Højer og Tønder. I 1660 klagede man i Tønder over, at der dagligt kørte 100 kornvogne gennem byen vestpå. I 1687 – 88 kom det ligefrem til en åben fejde, hvor kæmneren og byfogeden forseglede handels – og håndværkerboderne i Højer. I sidste ende
var det dog Højer, der løb af med sejren. I 1706 fik Højer lov til at drive handel og håndværk.

 

Handelslivet blomstrede i 1500 – tallet

På torvedage kunne landboerne bringe deres produkter til byen og afsætte dem til byens købmænd. Reglen var at Ingen gæst måtte handle med en gæst.
Købmændene var mellemhandlere mellem storhandlere og bønderne. Den fortjeneste, der fremkom, kom købmændene til gode.

Handelslivet blomstrede i Tønder især i 1500 – tallet. Det var navnlig studehandelen, der gav rigdom til byen.  I 1482 solgte hertugen sin bondegård Kærgaard Nord til bymarken. Denne bymark tilhørte de 120 stavne i Tønder. I 1570 udførte17 købmænd fra Tønder ikke færre end 2.345 stude over Gottorp.

 

En velstående borger

Kigger man på en ”slags selvangivelse” fra 1611, kunne vi se hvor meget en velstående borger havde at gøre godt med.

• 8 heste, 14 køer, 14 stude og unge tyre, 3 kalve, 1 svin og 6 får og lam.

I 1622 udskiber 8 købmænd fra Tønder 1.042 stude via Vadehavet til Holland. I 1638 fortoldes der i Højer, 3.409 stude. I 1651 var tallet 1.631. De fleste var fra købmænd i Tønder.

I 1643 var der endnu 14 skibe hjemmehørende i Tønder.

 

Opfedning på marsken

Studedriverne kom fra hele Jylland. Opkøberne var som regel fra Tønder. Senere var det almindeligt, at opkøberne mødte op hos herremændene og købte studene til levering ved forårstid. Det magre kvæg solgtes videre til friserne i marsken eller græssede på den fede marskjord. Når de var fede nok, blev de
udskibet til Holland fra Tønder, senere fra Højer og Emmerlev.

Den eneste føde de fik, var æg, som kvægpasserne puttede i halsen på dem. Under transporten fik studene en bjælke under bugen, så de ikke kunne lægge sig ned.

 

Masser af varer fra Holland

På vejen hjem fra Holland var skibene lastet med kolonialvarer, klæde, vin, tobak, møbler og fliser. Det var ikke kun det oprørte hav, der var skyld i død og forlis. Nej, der lå skam sørøvere på lur, som kastede sig over lasten. De tog hele lasten og solgte den og besætningen på slavemarkeder i Algier og Tunis.

 

Giv agt – sørøvere

Således siges det, at en styrmand fra Rømø, blev taget til fange og solgt til Kongen af Algier. Man krævede 2.000 rigsdaler for hans løsladelse. Slavekassen blev
oprettet i 1715 med det formål, at frikøbe slavere. Og hvis midlerne ikke kunne skaffes gennem denne kasse og indsamlinger i kirken., måtte man selv eller familien betale.

Den omtalte sømand kunne ikke betale hele beløbet, efter sin frigivelse, selv om han og hans hustru forsøgte i 820 husstande.

 

Storbønder havde deres egne skibe

Det var ikke kun byens købmænd, der havde skibe. Vestkystens storbønder havde deres egne skibe. En af dem var Peter Beyer fra Skast.
I sin dagbog skriver han:

• Anno 1680 den 26. januar har jeg begyndt min handel, og mine penge har da været 179 rigsdaler 1 skilling. Gud hjælpe mig til en god handel, og give mig lykke og velsignelse.

En af hans aftagere var Hans Adolph Brorsons far, der af ham til sit bryllup købte en hat og tre dusin kridtpiber.

 

Holland satte sit præg.

Holland kom til at sætte sit præg på vestkysten. Klædedragten, de langskødede frakker, allongeparykken, samt den rige overdådighed af sølvpynt i form af kæder, knapper og spænder, som velhavende bar, blev en tro kopi af en hollandske mode.

Også stuerne bar præg af det hollandske. Malerier af bibelske emner, hollandske krigere eller skibe for fulde sejl. På væggene hang spejle i forgyldte rammer. Kobbertøj, tin-tøj og porcelænstallerkner fra Ostindien pyntede i stuerne.

Også Kristkirkens fantastiske indretning bærer præg af hollandske ting.

 

Det hollandske eventyr sluttede

I 1718 syntes eventyret med Holland, at nå sin ende. Hollænderne lagde en told på 20 Gylden pr. stud.

 

Kvægsygdomme

Engang imellem gik kvægpesten over landet, og lammede storhandelen. Rundt omkring i sognene blev der opstillet pestvagter, der skulle overvåge, om der kom syge dyr ind i landsbyerne.

Fjerkræ, katte, hunde berøvedes deres frihed, og gårdene blev afspærret. Kun præsten, lægen og jordmoderen fik adgang. Men selv om man brugte disse
ting, og andre midler som kvaksalvere og kloge koner, så kunne man ikke bremse den asiatiske sot.

En bonde fra Rørkær fortæller:

• I marts 1745 kam den til min faders gård og alt vort kvæg, som var 400 rigsdaler værd, døde.

Ja selv Hans Adolph Brorson skrev om landeplagen:

• Det er Herrens hånd, vi se, alle skælve må derved, du har ramt dette sted, og kan det os ikke drage, er vel intet håb tilbage.

Først i 1752 kunne man ånde lettet op, men kvægpesten kom tilbage med jævne mellemrum.

 

Nedgravning blev “ærligt” arbejde

Egentlig var det skarpretterens og hans karls arbejde at nedgrave dødt kvæg, og dette arbejde ansås for uærligt. Derfor var det vanskeligt for Magistraten, at få
daglejere til at nedgrave de mange døde kreaturer. Magistartens folk måtte selv foretage det første spadestik, for at gøre arbejdet ærligt.

I 1763 kunne Magistraten meddele at 99 stk. kvæg var kastet i en grube på marken.

 

Overfyldte Okseveje

Oksevejene var stærkt befærdede. Når studene kom til Tønder var de ofte magre og udmattede efter mange dage og nætters ophold under åben himmel. Men marskens gode græs gav hurtige resultater.

I 1800 – tallet blev de jyske stude udført til England over Hamborg, hvor de blev slagtet.

 

Markedsdagene skabte liv

På markedsdagene var der liv og røre i Tønder. Det vrimlede med folk og fæ. Hundreder af køretøjer bevægede sig mod byen. Der var pludselig endnu flere værtshuse i byen. Pastor Kok, der var præst i Burkal, var ikke så begejstret for disse markeder:

• Kvægmarkeder, af hvilke der holdes en utrolig mængde i Tønder og Husum, spiller en overordentlig stor rolle i de fleste bønders liv og koster dem både mange penge og megen tid, der kunne anvendes fordelagtigere i hjemmet, men de er nu engang for dem i det mindre næsten, hvad de olympiske
  leje var for grækerne og festerne i Jerusalem for jøderne, derfor forsømmer en nogenlunde velhavende mand sjældent noget marked, selv om han hverken har i sinde at købe eller sælge. Markedsdagen benyttes ofte i tidsregning, og handelens udfald på marked giver længere stof til behagelig underholdning ved selskabelige sammenkomster.

Efter1864, da grænsen blev trukket ved Kongeåen, blev forholdene anderledes. Der kom ingen stude mere nordfra, men markederne sydpå aftog dog stadig stude fra Tønder. Der boede på egnen flere velansete slægter af stude – og hestehandlere. De gårde, de ejede, bar vidne om, at her var der velstand.

Men Tønder Markederne voksede sig igen store. Et par år efter var den årlige tilførsel 15.000 – 25.000 stk. hornkvæg. Al anden trafik måtte vige, når der var
Tønder – marked. Og studene gik ikke altid den lige vej. Ofte gik det gennem de små smøger i byen.

Byens borgere så altid frem til markederne.

Tondernsche Zeitung skrev i oktober 1871:

• Vi lever nu i efterårets markedsglæder. Hele dagen og den halve nat bliver der spillet, fløjtet, trommet og sunget i gaderne, så ørerne er ved at falde af
  en. Til gengæld forstår vores bedste værtshuse at underholde behageligt med musik og sang. Det er i år flere markedsboder end sædvanligt. Krigspanoramaer, voksfigurer, nye karruseller, en dame på 400 pund og meget andet.

 

Gylden tid for Tønders værtshuse

For værtshusene var det en gylden tid. Vejen til detentionen (Klötzen) var ikke lang.

På markederne mødtes sønderjyske bønder med frisere, holstenere, opkøbere fra Hamburg, ja helt fra Rhinlandene. Hver by og egn havde sit stam-kvarter.

De danske bønder slog sig ned hos Mutter Hage i Humlekærren. Lige overfor lå tyskernes værtshus Weisser Schwan.  Tønder havde på et tidspunkt verdensrekord i antallet af værtshuse (pr. person). På krammermarkedet var det første dag gerne borgernes, den anden dag bøndernes dag. Først den tredje dag strømmede tyendet til.

 

Klager over drukkenskab

Intet under at byens aviser klagede over drukkenskab, som markederne førte med sig. Slagsmål og skrål hørte nu engang med til det. Og landevejen omkring Tønder var overdænget med berusede bønder på vej hjem.

 

Stadepenge

Fra 1877 besluttede byen at opkræve stadepenge på markederne. 20 pf. pr. hest og 10 pf. pr. hornkvæg til stor mishag for bønderne og kvæghandlerne. Egentlig skulle de ikke klage, for der var stor afsætning til Tyskland.

 

Ikke ondt af bønderne

I 1880’erne indfører England importstop. Det førte til dalende priser. Men det havde aviserne i Tønder ikke ondt af. De mente, at bønderne svigtede Tønder, og købte deres varer andetsteds. Med de nye jernbaneforbindelser var dette også blevet lettere.

 

Æ punchsti

Ja så skal vi da ikke glemme Æ Punchsti – Punchvejen. Denne var en nødforanstaltning mellem  Skibbroens mange værtshuse og Vest-banegården.

• Hvis du vil læse mere, ja så kan du bl.a. læse om min fars oplevelser ved nogle af disse markeder
• Drengestreger i Tønder 1920 – 1935

 

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

Redigeret 5. – 04- 2022

Tønder Festival, Sangundervisning på Tønder Kommuneskole, Emmerlev Klev, Schweizehalle,  Jernbanehotellet i Skærbæk og en ung Carsten Panduro. Neander Jazzband, Lillian Boutté, Rasmus Lyberth, Liebestempel og Lærkevej 25 omdannet til campingplads. Tønders Musikliv er alsidigt. Dette er den første af fem artikler – skrevet i 2008

Snakker man om Tønder og musik, ja så tænker de fleste på Tønder festivalen. Allerede i min læretid i Andersen og Nissens Boghandel kom en ung dekoratør fra Brdr. Tygesen ofte over og talte om musik. Hans navn var Carsten Panduro. Man må sandelig sige, at han har sat Tønder på musik – verdenskortet.

 

Lærkevej 25 var campingplads

I min familie så vi frem til årets festival. Jeg var for længst flyttet fra byen, da det startede. Græsplænen og haven blev omdannet til en campingplads på Lærkevej 25. Næsten alle rum i huset var overbookede. Min mors kartoffelsalat og frikadeller var berømte i hele Danmark.

Mange af disse festivaler i begyndelsen resulterede også i, at man blev forelsket. Smukke piger og fantastiske oplevelser var kendetegnet for disse festivaler.

Det var også under en musikfestival, jeg blev forlovet. Og det vil jeg ikke råde andre til. Pludselig kom venner, bekendte og familie strømmende til. Det var dyrt. Af min lillebror fik vi foræret en irsk aften på Tønderhus. Tak for det Erwin.

 

Gammel Dansk på Torvet

Ofte var familien samlet på Torvet med masser af Gammel Dansk. Her blev Kalle fra De Gyldne Løver gift. Og her kom Chris og hans venner fra Neander Jazzband mange gange kørende i den røde brandbil. Senere engagerede jeg Neander Jazzband til at spille på gågaden i Aabenraa. Jeg var med i Initiativ-udvalget. Året inden havde jeg faktisk engageret Chris´s familie ”Den syngende læge-familie” og været medvirkende årsag til at Chris´s mor, Joan fik ”halsen skåret over”. Det var vel rimeligt, for dengang var hun formand for Røde Kors.

Neander Jazzband spillede også flere gange på Æ Postkro i Aabenraa.

 

”Tønder – oplevelser” i Aabenraa

Ved en af de første Tønder Festivaler optrådte Van Dango. Hold da op, hvor det svingede. De væltede senere Folkehjem i Aabenraa. Og på Royal optrådte mange af de deltagende fra festivalerne, bl.a. Tønder Spillemændene, Fyns Harmoniforvirring (Ove Bager fortalte mig, at han ikke kunne fordrage Jørgen de Mylius) og Alex Campell. Og den sidstnævnte er en legende. Han havde en speciel fortolkning af Everybody loves Saturday Night. Han sang bl.a. He went to a little town called Tynne.

I mange år tror jeg nok, at han boede I Møgeltønder. Ved forestillingen på Hotel Royal i Aabenraa, var han hvis nok lidt beruset, men hold da op, hvor var det sjovt.

 

Rasmus Lyberth og Lillian Boutté

De største oplevelser har nok været Rasmus Lyberth på Vandmøllen og Lillian Boutté til en fantastisk Gospel – gudstjeneste, der fik tårerne til at pible frem.
Men egentlig har der været et væld af musikoplevelser.

 

Mange musikoplevelser

I vores ungdom i Tønder, var der mange steder, at høre musik. Schweizerhalle, her huserede klubberne Downtown og Noldes Nabo. Der var også Tønderhus, hvor der var jule – jazz. Under Tønderhus var der et diskotek, der hed Slusen. Her var min onkel Jacob udsmider. Det benyttede vi os af, flere gange. I Vestergade var der også diskotek.

Jeg husker da koncerter med Defenders og Gene Ptney. På Schweizerhalle.

Og ellers gik turen til Emmerlev Klev, hvor Silver Boys spillede Shadows. Her var det interessant, når smukke kusine June var med, så var der nemlig musik bagefter på Prilen i Højer. Musikken blev så leveret af kusinen og Onkel Pulle. Sidstnævnte spillede også i Højer Brandværnsorkester.

Når vi var til fest i Højer, ja så skete det at kusine June, spillede i pauserne.

Et par gange var vi på Jernbanehotellet i  Skærbæk, hvor bl.a. Red Squares spillede.

 

Topløs i Süderlügum

På Tønder Handelsskole havde vi en kortklub. For overskuddet tog vi et par gange til Süderlügum, syd for grænsen. Hvor der en enkeltgang var topløs pigemusik.

 

Mor lavede kaffe

Når vi så havde været til fest sådan en lørdag i Tønder, ja så stod mor op og lavede kaffe til os, når vi kom hjem med venner og bekendte Tidlig søndag morgen.

På forsiden af Ekstra Bladet

Bortset fra min kusine og min onkel, så var familien ikke særlig musikalsk. Jo min lillesøster havde været med i Spejderorkestret eller var det FDF – orkestret.
Jeg kan ikke huske, om hun var med til at spille fra kirkens tårn, juleaften.

Min storebror var på et tidspunkt, en slags manager for Tommyguns. På et tidspunkt kaldte de sig hvis nok MacGun Kelley and The Tommyguns. Det var stort, da storebror kom hjem med et spolebånd med en kopi af deres første plade med to Chris Andrews hits. En gang var de også på forsiden af Ekstra Bladet, da
de havde overnattet i et Folkevognsrugbrød nær Nyborg. De var nær omkommet af kulilteforgiftning.

 

Familien Schultze

Det var også stort, da The Mods optrådte i østtysk TV. Og familien Schultze har lavet meget musik. Jeg kan ikke huske, om de kaldte sig Arrows, da vi optog dem med to julenumre på Schweizerhalle til et blindebånd. Jeg havde været med til at starte noget så eksotisk som Tønder Båndamatørklub. Vi havde lavet et studie i kælderen under Schweizerhalle.

Da mine forældre senere fejrede en eller anden begivenhed ned på ”den italienske” i Østergade, var det også Familien Schultze, der optrådte. For et par år siden fik jeg så en udmærket cd, der blev kaldt Borderline, også med denne musikalske familie.

På et tidspunkt var Eddie Carstensen også med i dette band. Jeg kan erindre at Eddie på et tidspunkt havde en legetøjsbutik i Tønder. Og selv indspillede han cd’er med suppe, steg, is og musik.

Andre grupper opstod, bl.a. Cake`n Candy, Mohylas Blues Band, Muffi Matc, The Rooters (senere Blues Promotion og Down South Blues Band).

 

Sangundervisning på Tønder Kommuneskole

På Tønder Kommuneskole havde vi en sanglærer ved navn Hr. Nielsen. Han kunne ikke lide os Brodersen – unger. Han mente, at vi bevidst sang falsk. Min storebror havde dårlige erfaringer med ham. Og det fik jeg sandelig også. En masse lussinger blev det til. Min far klagede, men det gjorde bare sagen værre.
Så tog han sagen i egen hånd. Han stillede i sit murertøj ude foran Tønder Kommuneskole flere gange, for at få fat i kravetøjet på sanglærer Nielsen.

Nu ville han selv have fat i Hr. Nielsen. Han skulle ikke uberettiget give sine børn lussinger. Og hvis Tønder Kommuneskole ikke selv, kunne klare paragrafferne, så kunne han.

Hr. Nielsen fratrådte kort tid efter. Om det var min fars skyld, ved jeg ikke.

En kort overgang havde vi lærer Diedrichsen, som sanglærer, og det var noget helt andet. Han lærte os, at sætte pris på klassisk musik. Jeg var gået i klasse med hans to tvillingesønner.

.

Tønder på Danmarkskortet

Gymnasiet  og ikke mindst Hagges dannede baggrund for en del andre bands.

Valdemar Rasmussens karakteristiske jazz – cd`er er velkendte, også her i København. Jeg mødte en på Nørrebro, der påstod, at han havde spillet sammen med ham.

Og Mickael Falch har jo også haft betydning for Tønders musikliv. Hans hyldest til Tønder springer igennem i sangen Kærlighedens Lysthus. Vi kendte det under benævnelsen Liebestempel. (I øvrigt henvendte Michael Falch sig hertil. Og sammen skrev vi om hans musik – oplevelser i Tønder. Jeg anbefalede ham at skrive om sine oplevelser i Tønder – og det har han også gjort i mellemtiden). hans bog er anmeldt her på siden.

Djangokvartetten blev også berømt. De var med i den fantastiske film om Carl Henning, spillet af Jesper Klein. Den foregik i Ballum og Højer.

 

Jazz i Tønder

For enden af Lærkevej, var der engang et træhus. Her mødtes mange jazzmusikere. Og når vi nu er ved Jazz. Så hed Tønders første rigtige jazzorkester Harlem Hot Group. Og her kender jeg jo Horsti og ikke mindst Bent Schella Petersen, også kaldet OZ1BX. Han forsøgte senere forgæves at lære Ingolf og
mig morsealfabetet ude i OZ5TDR`s klubhus ude i Ellum.  I Harlem Hot Group var selvfølgelig også Valdemar Rasmussen. (Han er beskrevet i Musik i Tønder 5)

I gruppen var også en person, der hed Alfred Hansen. Jeg er faktisk ikke klar over om det er den Alfred Hansen, der fik blev et stort navn i Sverige med country – musik. Gruppen kaldte sig Alfred og Country Road. Der kom også en plade på dansk.

Jazzorkestret Syncropaters vandt i 50erne mange mesterskaber.

 

Flere navne fra Tynne

En antikvitetshandler i Østergade, Hans Christian fik sammen med sin kone også succes med fortolkning af viser. Og så skal vi ikke glemme Freja fra Møgeltønder, der stadig er populær. Eller hvad med Alice og Rita fra Øster Højst.

 

Radio i Tønder

Dengang havde vi spolebåndoptager, hvor jeg fik optaget i timevis af Efter Skoletid med Jørgen Mylius og sønderjyden Hans Jørgen Skov. Ellers lyttede
vi til Radio Luxembourg og piratstationerne Radio Veronika og Radio North See.

Ja så havde jeg også min egen piratstation, Radio 101, der under gunstige forhold kunne sende helt til Rudbøl. Den var direkte forbundet til spolebåndoptageren. En mikrofon var der også tilkoblet, og så blev der sagt en masse sludder.

 

Kirkemusik

Det har nu altid været musik i Tønder. I Middelalderen blev musikinstrumenter betragtet som verdslige og dermed farlige. Spillemændene havde ingen adgang til kirkerne og blev betragtet som Guds fjender.

I kirkerne var der først og fremmest liturgisk sang.

Den ældste kendte kirke i Tønder var Sct. Laurentius Kirken, bygget ca. 1150 – 1200, på den grund, hvor Vestergade 33 – 35 ligger i dag. Den anden kirke, Sct.
Nicolai kendes først fra skriftlige kilder fra 1365.  Klosterkirken lå i forbindelse med Gråbrødreklostret på området mellem den nuværende Skibbrogade og Vidåen.  Hele 4 gange i løbet af Middelalderen blev der afholdt ”Provincialkapital” – en slags fælles generalforsamling for hele Norden. Her må der formodes, at være sunget gregoriansk musik i Tønder.

 

Musik i alle samfundslag

I alle samfundslag – på landet, i byen, hos adelen og hoffet har man sunget spillet og danset. I forbindelse med markeder, har den almindelige befolkning brugt musikken.

De mest almindelige instrumenter har været fløjter og andre blæseinstrumenter af træ, horn eller metal, mundharper, trommer og strengeinstrumenter.

 

Organister i Tønder

I Latinskolen i Tønder spillede sangundervisningen en stor rolle. Meget af undervisningen foregik i Kristkirken. Her var der også en god akustik.

Først efter reformationen blev orgler mere almindelig i danske købstadskirker. Den første organist i Tønder hed Lorentz Thomsen, men hans navn blev efter datidens skikke omskrevet til latin – Laurentius Thomæus. Han var ansat i tidspunktet 1590’erne til 1627..

Under pesten i Tønder i 1602 foretrak Laurentius dog at være huslærer for amtmand Blomes børn. Byrådet fyrede ham, men hertugen mente ikke, at man kunne fyre en så lærd mand. Han fortsatte indtil Wallensteins tropper marcherede mod byen i 1627.

Organist Andreas Friederich Ursiinus var organist i Tønder fra 1725. Har arbejde både sammen med Brorson og den tyske præst Schrader. I 1731 udgav sidstnævnte Vollständiges Gesangbusch. Med mere end 1.000 salmer.

Brorson fulgte efter, med at oversætte tyske salmer til dansk. Mange af disse salmer blev offentliggjort i Den nye Psalmebog som udkom i 1740. Den spredte stor glæde i den danske menighed.

Ursinus testamenterede 960 rigsdaler til hospitalet i Tønder, og efter hans død købte Vajsenhuset 20 demant jord i Ny Frederikskog som havde tilhørt Ursinus.

 

Den uheldige organist

I 1769 fremstillede kobbersmed, Johan Diedrich Jensen nye pauker til kirken. Disse blev kun brugt til særlige lejligheder.

I 1806 tiltrådte Friederich Carl Ferdinand Paulsen som organist, Han måtte dog forlade stillingen allerede i 1810, da han uden for ægteskab var blevet far til et barn, født af stadsmusikantens datter, Botilla Cæcilie.

En af de lokale organister var Peter Juncker, søn af kniplingshandler Hans Stefanus Juncker. Peter Juncker var borger og storkøbmand. Han ejede ejendommen Østergade 3. Han passede bare ekstrajobbet som organist. I 1830 gik han konkurs, og ernærede sig som klaverhandler. Fra 1850 var han lærer i orgelspil ved seminariet.

 

Stadsmusikanterne

Dem der tog sig af den verdslige musik var stadsmusikanterne. Den første der omtales i Tønder er Spelmann Conradius omkring 1560. Den første der benævnes som egentlig stadsmusikant er Johan Beier, der havde embedet fra 1615.

Stadsmusikerne skulle stå til rådighed, når borgmesteren og Rådet krævede det, for eksempel ved alle officielle lejligheder, fester på Rådhuset, kongebesøg m.m. Der skulle spilles fra kirketårnet, hver morgen klokken 4 og om aftenen kl.8 (kl. 9 om sommeren) på zinker og basuner.

De blev aflønnet via den såkaldte Martins Skat, dvs. den by-skat, der betaltes ved Mortensdag og som gik til aflønning af byens bestillingsmænd., bl.a. diakonen, rektor og kantor på latinskolen. Man fik en grundløn plus løn for de forskellige arrangementer.

I 1694 fik stadsmusikanten Knöclcke tilladelse af magistraten til at indkræve 1 rigsdaler ved bryllupper med seks par gæster, mens brudepar, der havde inviteret 10 par, skulle betale to rigsdaler.

Fra 1615 fik stadsmusikanten stillet fri bolig til rådighed i rådhuskælderen. Fra 1750 var stadsmusikantembedet kombineret med amtsmusikant i Tønder Amt.

 

Skillingsviser

Skillingsvisesangere og kolportører var et fast indslag i 1800 – tallets markeder. Politimester Poul Sibbern havde lavet en fortegnelse over forbudte og tilladte viser i tidsrummet 1830 – 1840. Smudsige viser var ikke passende for Tønders ungdom.

 

Spillemænd

Musikus Dresen fra Rørkær var en af de mest kendte spillemænd fra midten af 1800 – tallet. Han havde eneret til at spille til bryllupper og fester i sit område
frem til 1862.

En af spillemændene har vi omtalt i artiklen I kino i Tynne, var Meinert Lützen. I 1926 arbejde han i Popsensgade som cykelsmed. Han byggede selv cirka 10 violiner. På Emmerlev Klev spillede han sammen med blinde Motzkus. Som pensionist i Møgeltønder spillede han sammen med The old Times. Men han nåede også at spille sammen med den kendte gruppe Due Sørensen. Minsandten om han ikke også spillede på Tønder Festivalen sammen med Thorkild Demuth.

 

Militærmusik

Selvfølgelig har der også været et militærorkester i Tønder. Den 8. maj 1920 kom Jydske Dragonregiments Musikkorps til Tønder. Det blev højt værdsat,
men blev sparet væk i 1932.

 

Masser af kormusik i Tønder

Tønders ældste sangforening, Tonderne Singverein von 1842 blev grundlagt i en periode, hvor de nationale modsætningsforhold voksede. I 1843 holdt man den største sangerfest i Tønders historie med 700 deltagere i Jessens Have. Repertoiret var jægerviser og tyske fædrelandssange.

I 1871 havde foreningen 197 medlemmer.

Koret Einigkeit var oprettet som en pendant til Singverein, hvor de mindre velhavende kunne deltage. I 1927 dannedes koret Gemischter Chor.

Arbejdernes Mandskor blev oprettet i 1931, og bestod af mange tilflyttere. Damekoret Marsken eksisterede endnu i slutningen af 50’erne. Tønder Kammerkor
blev stiftet i 1982. Tønderkoret startede i 1983.

 

Skytteorkestret

Ofte har jeg som ung set store optog med forskellige orkestre gå ud af Ribelandvej til Schweizerhalle. Det var, når der var Skyttestævne. Min onkel Jacob var selv med skytteforeningen, så det gav nogle fordele. Jeg var med til nogle af de store skyttefester og fik også lov til at skyde.

Schützenkorps Tondern blev stiftet i 1693, som en efterfølger til Fastelavnsgildet. Oprindelig foregik festen syd for byen i nærheden af Papegøjestien. (Vi har også en artikel om dette tema her på siden)

Korpsets skytteorkester blev stiftet i 1923 af Carl Christensen. Han blev afløst af Hans Bomberg, der også fungerede som danselærer i danseklubber på Tonhalle og Schützenhof (se vores artikler Ture i Tønder). Bomberg havde en musikhandel i Østergade 20.

I 1955 genopstod Skytteorkestret bl.a. efter hjælp af hans Bomberg og Thomas Selmer jun.

Til skyttefesterne i Tønder fra 1974 til 1981 spillede Højer Brandværnsorkester. Her var min Onkel Pulle som tidligere omtalt senere et særdeles aktivt medlem.

Tønder havde sit eget brandværnsorkester, men det eksisterede faktisk kun fra 1949 til engang midt i 50’erne.

 

Musikforeninger

Der har i Tønder været mange musikforeninger, vi har allerede omtalt nogle. I 1921 startede Konzertverein Tondern. På et tidspunkt var der 450 medlemmer. Foreningens arrangementer blev afholdt i Tonhalle, senere i Statsseminariets Festsal og Statsskolens festsal. Man nåede at arrangere 26 koncerter inden
foreningen blev opløst i 1927.

Tønderegnens  Musikforening blev stiftet i 1946. Og jeg mener, at denne musikforening stadig eksisterer.

• Jo, de har altid været gode til musik og fester i Tønder. Glade minder går endnu tilbage til den tid. Der er mange af grupper og begivenheder, der ikke er medtaget, således dengang da Gitte og farmand optrådte på Torvet. Vi sang meget derhjemme hos familien Brodersen, men det lød nu ikke altid lige godt. Men det var festligt.

 

Kilde: 

• Sønderjysk Månedsskrift 
• Litteratur Tønder 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283  artikler

 

• Musik i Tønder 1-5
• Michael Falch i Tønder
• Til Grænsen
• Tommyguns er genopstået

Redigeret 6. 04. 2022

Ib Hansen har skrevet den interessant historie. Vi hører om Burgunderne, Niebenlungenlied, om sønderjyders udvandring til Norfolk. Den danske konge Luitgast har muligvis startet sine krigstogter fra Tønder – ad søvejen. Ib´ s historie omhandler både myter og kendsgerninger.

Her finder du Sønderjyllands ældste historie.

Der er skrevet meget om guldhornene fra Gallehus. Specielt naturligvis fundet af dem, tyveriet af dem i 1802 fra Kunstkammeret og tyveriet af kopierne i 2007.

 

Tydning af guldhornene

Mange har forsøgt at tyde guldhornene. Og det er blevet til alt fra en hedensk billedbibel med historier fra før-vikingetidens gudeverden, til en gennemgang af årets begivenheder og endelig til en sammenligning mellem guldhornene og tekster fra de gamle indiske skrifter. Ingen af os véd, hvad der er rigtigt. På vore breddegrader var hverken papir, pen eller Pc’er opfundet på det tidspunkt, guldhornene blev fabrikeret. Ingen synes dog at være i tvivl om, at guldhornene er fabrikeret af en germansk stamme. En række symboler på guldhornene kendes kun fra germanske folkeslag.

Men én ting står fast, runeteksten.

 

Runeteksten

”EKHLEWAGASTIRh HOLTOJARh HORNA TAWIDO” står der på det ene guldhorn. Der findes to anerkendte tydninger af teksten, nemlig

• 1. Jeg Lægæst, Holtes søn (eller ætling) gjorde hornet, og
• 2. Jeg Livgæst, af Holtes slægt, hornet har jeg viet”

Men hvem var egentlig denne Lægæst/Livgæst?

 

Lidt myte

De fleste kender Nibelungenlied. Dér hører vi om en dansk konge ved navn Liutgast. Om ham fortælles, at han havde store rigdomme i guld. Han hjalp saxerne i deres krig mod Burgunderne, hvor han dog tabte og blev taget til fange. Han førtes til Worms, hvor han var i ”frit” fangenskab hvilket medførte, at han kunne gå frit omkring.

Luitgast må være kommet til Saxerne ad søvejen fra Vestslesvig. Da Tønder allerede på dette tidspunkt var en flække med en godt beliggende havn, kan krigstogtet ganske udmærket være sket via Vidåen. Luitgast kan udmærket være den samme som Lægæst/Livgæst – hvis ellers historien er rigtig.

Hvad der i hvert fald er historisk korrekt er, at Burgunderne blev slået af en Hunner-hær (sandsynligvis Attilas krigere) et par år senere, nemlig i året 437.

På dette tidspunkt var Vestslesvig beboet af en stamme, der kaldtes Alukoner. ”Al” står for gud og ”kun” for æt. De var altså af gudeæt. Det var før danerne erobrede hele Danmark.

I det angelsaksiske digt Widsith omtales bl.a. ”Offa (Uffe) regerede ongler (angler), Alewih dener han var blandt mænd modigst af alle dog overgik han ikke Offa i ædel dåd”

Disse to konger har efter al sandsynlighed regeret det slesvigske område engang i perioden 425-450, Uffe i Vestslesvig, Alewih på Als. Altså også her samtidige historiske oplysninger.

Lidt mere end en myte er det, at Ellæm-syssel, hvori Gallehus befinder sig, omkring år 420 blev angrebet af Hunnerne, der indsatte en høvding i den østlige del. Den daværende konge, Eylime blev dræbt, men hans datter giftede sig senere med kong Alf (Alewih) fra Als, hvorved sysslet formelt blev dansk.

Omkring 445 har Hunner-kongen Attila overhøjhed over Danerne, hvorefter han skærper kravet om Odins-dyrkelse på bekostning af Alukonernes gamle religion.

 

Lidt historiske kendsgerninger
– og lidt mere myte

Historisk er det en kendsgerning, at udvandringen fra det slesvigske område til England foregik på samme tidspunkt.

Østfra presset af Danerne og nordfra af Hadbarderne. At Danerne ikke deltog i udvandringen bevises gennem samtidige nedskrevne beretninger, hvor der udtrykkeligt alene nævnes Jyder og Anglere, og altså ikke Daner.

Livgæst havde erfaring fra togter ned i Tyskland. Han var derfor den erfarne høvding, der kunne bringe sine folk sikkert til England, hvor de kunne bosætte sig, i fred for Danere.

Men inden skulle visse ting være i orden. Guldhornene var viet til guderne, altså var de gudernes ejendom. At medbringe dem ville være det samme som at stjæle de lokale guders ejendom. Man kunne heller ikke risikere, at guldhornene blev stjålet i det fremmede. Ingen vidste jo sikkert, hvad man ville komme
ud for af nye krige.

Altså måtte guldhornene graves ned.

Beviserne for udvandringen fra Ellæm syssel er håndgribelig.

Lige nord for byen Norwich i Norfolk er et område inden for ca. 25 km i diameter, hvor vi kan genkende historien ovenfor.

Her ligger nemlig byer som Holt, Guist, Guestwick, der alle kan henføre til Læ-gæst, Holtes slægt. Og hvad med disse Als-relaterede byer i samme område: Aylsham, Aylmerton (Als’ ernes tun/gård), med mange flere.

 

Afslutning

Som nævnt indledningsvist kender vi ikke historien i detaljer på grund af manglende historiske kendsgerning. Men sammensætningen af fund, navnesammenhænge, traditionsmæssig opkaldelse af byer m.m. gør ovenstående sandsynligt.

Tak til Ib Hansen 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang indeholder 1.783 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Gallehus – den femte fortælling
• Guldhornene fra Gallehus (1)
• Guldhornene – den tredje historie
• En ridder fra Gallehus (4)

Redigeret 6. – 04 – 2022

Der var en lighed mellem Ungdomshuset og Faderhuset. I begge tilfælde er det tale om et stærkt sammenhold indadtil, og dette sammenhold bygger i høj grad på, at man ser sig selv i klar opposition til verden udenfor.

 

Uønsket på Nørrebro

Men Ruth Evensen er ikke velkommen på Nørrebro.. På aktivisternes og Ungdomshusets myspace – profiler kan for eksempel læses:

• Hvis Ruth mener, at vi komme fra helvede, så lad os give hende helvede!

Og det kan da godt være, at hun skal bede politiet om beskyttelse, hvis hun vil besigtige sin grund, Ground 69.

 

Politiet vil ikke fungere som vagtmandskab

De firmaer, hun fik overtalt til at foretage nedrivningen blev udsat for lidt af hvert.. Hvis hun ville påbegynde nyt byggeri på stedet, ville dette sikkert heller
ikke ske uden de unges opmærksomhed. Chefinspektør Per Larsen udtalte:

• Som udgangspunkt er det ikke vores opgave at være fast vagtmandskab, og vi forventer, at man selv sikrer sig med hegn og anden beskyttelse

 

Præsterne siger ikke ”Velkommen”.

Ja, Faderhuset er bestemt ikke velkommen på Nørrebro. Urban har forespurgt en række præster. Ivan Larsen fra Stefans Kirken mener, at på Nørrebro plejer man at kunne trives side på side. Den holdning deler Ruth Evensen ikke. Per Ramsdal fra Brorsons Kirken giver udtryk for, at der ikke er plads til folk,
der bekæmper andre folk. Og Paul Friis fra Samuels Kirken mener, at problematikken giver et negativt indtryk af kristendommen og kristne i det hele taget.

 

Mystik ved salg

Det var kun få, der bød på ejendommen, Jagtvej 69, da den blev udbudt i salg. Man valgte, at tage imod et tilbud fra Human A/S. Det var et selskab under stiftelse., og man kendte ikke så meget til det. Faderhuset havde været inde i billedet, men blev af Københavns Kommune dømt som useriøst. Men pludselig overtog Faderhuset samtlige aktier i selskabet Human A/S. På den måde blev Københavns Kommunes tilbage-klausul undermineret. Klausulen gik nemlig
på, at hvis Human A/S ville sælge, skulle det ske til Københavns Kommune.

 

Sejrstale i Faderhuset

Fire RUC – studerende overværede Ruth Evensens sejrstale i Faderhuset. Og her fik menigheden at vide, at de unge på Nørrebro er dæmonbesatte. Desuden vil man bekæmpe praktiseret homoseksualitet, pædofili, pornografi, abort og satanistisk legetøj på Nørrebro.

Ruth Evensen takkede også menigheden fordi de i fem år havde finansieret huslejen i Ungdomshuset.

Gud havde pålagt menigheden om at købe Ungdomshuset. Man vil ikke sælge og høste gevindsten, lovede Ruth Evensen

• Danmark har tilpasset sig tidsånden, og Folkekirken vier i dag homoseksuelle. Det er ikke naturligt for to mennesker af samme køn, at være sammen.
  Undskyld mig, men vi er bare ikke fysisk indrettet til det! Og hvad med lesbiske, som åbenbart skal kunne få kunstig befrugtning? To kvinder, der får børn? Det er ikke Guds vilje.

 

Ruth bestemmer

Ifølge Ekstra Bladet, bestemmer Ruth Evensen, hvem de unge kvinder og mænd hun har i sin magt, skal gifte sig med. Og ifølge sognepræst Niels Underbjerg, bliver de unge udsat for massiv djævleuddrivelse, hvis de ikke tager den partner, som er udset.

I årenes løb har Niels Underbjerg taget sig af hen ved 70 psykisk lemlæstede – ofte unge mennesker, der har været på flugt fra Faderhuset.

Det var også Faderhuset, der gav deres støtte til Moses Hansen, da han gik korstog mod muslimerne på Nørrebro.

 

Bryllupskjoler og militærstøvler

Kirkemusikken er kristen rockmusik, og gudstjenesterne er præget af vild dans og ekstase. Engang var kirkekoret iført bryllupskjoler og militærstøvler, da de skulle lovsynge Gud. Det var for at symbolisere, at de var Kristi brude og soldater for Herren.

 

Faderhuset startede i 1990

Man startede tilbage i 1990 som en hjemmegruppe under frikirken Kristent Center. De åndelige rødder stammer tilbage fra den hippieagtige Jesus – bevægelse i 70’erne. Det var en almindelig karismatisk frikirke, der var præget af socialt arbejde og omsorg for de svage i samfundet. De kom også i kontakt med skadede mennesker fra New Age – miljøet, og samarbejde bl.a. med Ole Skjerbæk Madsen, der var præst i Bethlem Kirken.

På et tidspunkt holdt man til i Skt. Johannesgården på Blegdamsvej. Senere flyttede kirken til Griffenfeldsgade 7A. I storhedstiden (1995 – 1998) havde Faderhuset 120 medlemmer. Nu skønnes dette tal at være nede på cirka 40.

 

Ruth afløser Knut

I 1998 meddelte Ruth sin menighed, at fra nu af skulle hun være pastor i stedet for Knut, hendes mand.. En ny stil skulle indføres. Der skulle gøres op med lunkenhed og terapisme. Fra nu af skulle det handle om vækkelse. Medlemmerne skulle omvende sig fra synd og leve et kompromisløst kristenliv.

Inden var budskaberne bygget på samtale, rådgivning og forståelse, nu var mottoet Det er ikke godt nok. Ruth var den, der fik beskeder direkte fra Helligånden.

Medlemskabet blev stillet på nul, man skulle skrive under på, at acceptere hendes lederskab. Det brød hovedparten sig ikke om, omtrent 2/3 forlod menigheden. Tilbage blev ca. 30 – 40 primært unge mennesker og nogle af deres forældre. De fleste kom til at bo i Faderhusets kollektiv i Hellerup – en stor
hvid herskabsvilla med en høj mur udenom og en massiv jernlåge.

Faderhuset ejer i dag 2 – 3 bofællesskaber, hvor medlemmerne bor sammen.

Der lægges meget vægt på lydighed og underordning. Menigheden er opbygget som et hierarki med Jesus i toppen, og Ruth Evensen som den, der modtager beskeder direkte fra Herren. Dernæst kommer de underordnede ledere, hvoraf kernen udgør Ruths egen familie. I bunden befinder de menige medlemmer sig.
Ruths erhvervs – eventyr

Ruth Evensen havde et rengøringsfirma Ruthemors Rengøring og Service, hvor medlemmerne af bofællesskabet arbejdede. Ifølge Selskabsstyrelsen har Ruthemor (også kaldet Human A/S) indtil fornyelig været under tvangsopløsning, fordi de ikke havde indleveret regnskaber siden 2003.

Ruth har tidligere ejet en kristen frisørsalon Kings Bride, hvor de ansatte alle var kristne kvinder. Hun måtte lukke salonen med et kæmpe underskud og fik gældssanering.

Familie-koncern

Faderhuset ligner mere en familie-koncern i dag. Knut Evensen er formand for kirkens friskole, Samuels-skolen. Denne skole blev lukket af Undervisningsministeriet i sommers.

Ruth Evensen overlod i 2004 ledelsen af Faderhuset til sin søn Simon Peter, og som nu er menighedens pastor. Niecen, Kristina Bøjstrup Djarling er gade – og ungdomspræst.

Det ser ud til, at Simon Peter er en lidt anden type end sin mor. Det betyder, at Faderhuset går en lidt roligere tid i møde. Ruth fortsætter som apostel, konsulent og supervisor for menighedens arbejde.

 

Frikirke eller sekt?

Faderhuset er en frikirke(sekt), der ikke holder sig til en bestemt teologisk tradition. Det er en meget eksalteret form for kristendom. Det er en karismatisk frikirke, som er stærkt inspireret af forskellige amerikanske vækkelsesbevægelser.

• Tro giver fremgang, og det satanistiske skal uddrives.

Ja sådan er en af bevægelsens lærersætninger. Ingen af lederne har nogen nævneværdig teologisk uddannelse, men er selvlærte. Ruth har ingen uddannelse overhovedet, men som vi tidligere har været inde på forsøgt sig med diverse jobs i servicesektoren. Knut er udannet skolelærer, sønnen Simon Peter har gået på KBC’ s bibelskole.

Ruth Evensen har endog udgivet en bog En vækketrøst, som kristne kredse betegner som

• et – sammensurium af alle de værste tendenser indenfor den karismatiske bevægelse.

Ikke alle mener, at Faderhuset er en sekt. Den kristne ugeavis Udfordringen har f.eks. skrevet, at Faderhuset blot er en ekstrem frikirke. Og man samarbejder
også med andre frikirker, blandt andet den meget omtalte Evangelist.

To ”lykkelige” medlemmer af Faderkirken siger til BT, at man godt kan sige, at de er blevet hjernevasket.

• Gud har vasket det dårlige ud af vores hoveder, så nu er det kun det gode tilbage.

 

Man betaler tiende

Det har sin pris at dyrke sin tro i Faderhuset. Officielt skal du aflevere en tiendedel af din indtægt. Yderligere gaver er velkomne. I praksis betyder det, at medlemmerne afleverer alt, hvad det er tilbage, efter at husleje og andre regninger er betalt.

Men langt fra alle 60 medlemmer har arbejde. Men Gud sørger for, at der er penge nok. Til kæmpevillaen i Hellerup, kontorene i Griffenfeldsgade og køb af Ungdomshuset.

 

Den hævnende engel

Højreekstremisterne i Dansk Front lægger ikke skjul på, at de er glade for Faderhusets leder, Ruth Evensen. På en af deres hjemmesider kaldes Evensen for den hævende engel. En grafisk fremstilling viser sektlederen halshugge en aktivist fra Ungdomshuset.

 

Regnskabsfejl

Efter at være grebet i regnskabsfejl, viser den seneste opgørelse fra Human A/S et underskud på 812.000 kr. for 2005.

Selskabet regner stadig 1,7 millioner med, som Landsretten har fastslået, at de aldrig får i husleje fra de unge. Og så skylder Human A/S stadig over 2,5 millioner væk – et lån til købet af en bygning, der ikke er mere.

Rydningen af huset for inventar og asbest samt nedrivning, har også kostet adskillige hundrede tusinde kroner.

Faderhuset har flere ejendomme til salg, blandt andet et hotel på Lolland, og en Arne Jacobsen – villa i Hellerup, hvor Human A/S havde adresse, inden selskabet flyttede til Rødby.

Der gemmer sig sikkert også en del penge i Faderhuset, der egentlig er en forening, som ikke behøver, at vise sine regnskaber frem. Mange af aktiviteterne gemmer sig også i selskaber som Ejendomsselskabet Cyprus Development, spekulationsfirmaet Oktober Gruppen Holding og Mikael Djarlings Ark
og Byg samt Bandholm Hotel Aps.

Ekstra Bladet har afsløret, at den million formue, sekten har skrabet sammen, reelt ikke ejes og kontrolleres af Faderhuset, man af Ruth Evensen og hendes familie. Pastor Niels Underbjerg siger til avisen

• I mine øjne minder Faderhusets økonomiske transaktion om Tvind. Som et godkendt trossamfund nyder Faderhuset skattefrihed for gaver fra medlemmer og andre. Men hvis pengene ender med at være Evensen – familiens private formue, er det efter min vurdering ulovligt. Det må være værd at undersøge for skattemyndighederne.

Ifølge Ruth Evensens søn, Asbjørn Evensen, skyldes det en advokat – fejl, at Evensen – familien står som ejere af Faderhusets formue.

Medlemmerne af Faderhuset betaler en tiendedel af deres indtægt, men det er også normalt at betale yderligere til forskellige projekter, for eksempel til købet af Jagtvej 69.

 

Det store forbillede: Dr. Phil

I en samtale med Politiken fortæller Ruth Evensen, at hun betragter sig selv mere som coach og supervisor end præst. Hun føler selv, at hun er god til at zoome
ind på folks problemer, og hjælpe dem.

Hun siger bl.a.

• Enhver, der åbner sin Bibel og begynder at læse, vil se at Jesus er ikke sådan en sukkersød sødsuppe humanist, som mange vil gøre ham til i dag.
• Jesus er hardcore. Kristendommen er fuldstændig som at opdrage børn. Børn føler sig trygge, når de er elsket og får sat grænser.

Hendes store forbillede er Dr. Phil (McGraw). Hun kan identificere sig med ham

 

Grunden er til salg

Det kan vel ikke undre, at Faderhuset har sat Ground 69 til salg. Men ingen tør at købe grunden. Beløb på 15 millioner kroner er nævnt. Et salg kan vel først ske, når de unge har fået et nyt hus. Spørgsmålet er så, om nogen tør, at bygge på den.

 

Hvad der bygges her, bliver
smadret

På en væg i nærheden af ”Ground 69” står følgende:

• Hvad der bygges her, bliver smadret.

Det er ikke noget aktivisterne har diskuteret på deres mandagsmøder, men i miljøet er der en udbredt opfattelse, at ingen må bygge på grunden.

Imens har rotterne kronede dage. Faderhuset når ikke, at få ryddet ordentlig op. Københavns Kommune har tilbudt at rydde op mod betaling, men Faderhuset har endnu ikke, sagt ja til tilbuddet.

På nabogrunden har Finansgruppen store planer. Men det ser ud som om, at disse planer også omfatter Ground 69. Københavns Kommune har en part i denne gruppe. Men planerne går ud på at lave et kombineret erhvervs – og boligbyggeri.

Men også Faderhuset selv har nu pludselig planer. Københavns Kommune og frikirken har holdt møder om disse planer.

• Vi skal lige for god ordens skyld gøre opmærksom på at denne artikel er fra januar 2008

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 305 artikler 

Redigeret 12. 04. 2022

Artiklen byder på et mini-kursus om ebbe og flod. Og om forskellen på springflod og stormflod. Hvad er tidevand? Dige-byggeriet var vigtig for befolkningens sikkerhed. Siden 1100 – tallet er der bygget diger i Tøndermarsken.

Indbyggerne var ”trodsige af sind”

En virkelig kultivering af marsken fandt ikke sted før man lærte at bygge diger. Og det begyndte i 1100 – tallet. Saxo skriver blandt andet:

• Dette land har rige marker og kvæg i mængde. Det ligger ligeud til havet og er så lavt, at det stundom sættes under vand ved flod. For at hindre havet
  i at trænge ind, ligger der diger ved kysten, men bryder det igennem, da skyller det over markerne og oversvømmer huse og sæd.
• Indbyggerne er vilde og trodsige af sind og smidige af krop. De kaster vrag på tung og trang brynje, men bruger skjolde og skyder med spyd. Markerne hegner de med grøfter, som de sætter over med springstokke. Deres huse bygger de på opkastede jordhøje.

 

Vanskelig at sejle i Vadehavet

Inden dige-byggeriet for alvor satte i gang var Tønder en rigtig havneby. Dengang skulle der gode sø-kyndige til, for Vadehavet var svært at passere for sejlskibe i bestemte vindretninger. Det krævede stedkendskab, for dengang havde man ikke søkort.

”Gassehøje” øst for Skærbæk var et vigtigt sømærke.

Det samme var Møgeltønder Kirke en overgang. Da der skulle bygges nyt tårn, ville hollandske kaptajner betale halvdelen, for tårnet var et godt sømærke for skibene i Vadehavet. På et tidspunkt kunne man også se Kristkirkens tårn inde fra Tønder.

I 1300 – tallet berettedes det også om et stort sildeeventyr i Vadehavet

 

De første diger var for lave

Allerede i 987 byggede man diger ved Ejderen, men ofte var disse for lave, og vandet brød ofte ind. De ældste diger var ikke mere end 1 – 2 meter høje. Først efter den store stormflod i 1634 begyndte man at bygge dem højere.

 

Vidding Herred

Vidding Herred, der egentlig bestod af flere øer menes, at være inddiget i 1436.

 

Stor fjord til Tønder

Mellem Vidding Herred, Gesten ved Højer, Daler og Møgeltønder skar havet sig ind med en fjord, der mod øst strakte sig forbi Tønder til Rørkær.

Hertug Frederik forsøgte 1506 – 1513, at gøre noget ved det. Han forsøgte sig med et dige over dybet fra Rudbøl til Rödenæs. Arbejdet, der havde hertugens
store bevågenhed, blev udført af hollandske dige-mestre. Da diget var næsten færdig, kom en mægtig storm og ødelagde det.

 

Trillebøren

De gamle dige-byggere havde kun spade og skovl til hjælp. De måtte bære jorden i kurve og sække. Først meget sent kom trillebøren i brug. Og det var faktisk en mand bede ved Ejderen der ”opfandt” trillebøren. Ja, man kaldte ham faktisk Johan Trillebør.

I Tøndermarsken blev trillebøren først anvendt i 1618, da Brunsoddekogen blev inddiget. Kogen blev i folkemunde kaldt for Trillebørskogen.

 

Historieforfalskning

Et kalkmaleri viser anvendelsen af trillebøre under anlæggelse af Lægan – Højer diget i 1553 – 1555, men her er det nok tale om historieforfalskning.

Når der skulle bygges diger, så blev alle ”arbejdsføre” udkommanderet. Kun ”gamle og syge såvel som frugtsommelige” blev fritaget. Det var ikke altid lige
let at holde styr på arbejderne. Arbejdsnedlæggelser var også kendt dengang. Dem, der så ville fortsætte med at arbejde blev truet med at få ”kløvet panden med spaden”.

Hvis diget var bygget, blev man ofte uenige om, at fordele udgifterne. Det kunne føre til mange stridigheder. Der berettes om et ”slag” i Ejderstedt, hvor der faldt 36 mand.

 

Forsøg på historisk gennemgang

Når man kigger på historien, får man ofte forskellige oplysninger om de samme begivenheder, men vi vover pelsen med denne lille gennemgang:

• 1545 – 1551 Dige over Sæd til Kær Herred
• 1553              Dige fra Møgeltønder til Kær Herred
• 1554 – 1557 2 mile lange dige fra Højer til Rudbøl anlægges
• 1562 – 1566 Dige over dybet fra Rudbøl til Rosenkrans
• 1593               Juleaften blev Rudbøl – Højer diget ødelagt
• 1615               Under en stormflod sejlede man rundt i Tønders gader, Vandet stod i 2 meters højde.
• 1618               Dige fra Rosenkrans til Vidding Herred

Digeretten

• Den, der ikke vil dige, må vige

Dette er et gammelt frisisk udtryk. Det handler om dige-pligten. Forsømte en enkelt mand dige-pligten, var ejendomsretten fortabt. Så kunne landsherren inddrage jorden. Således kunne hertugen jage strandboerne bort fra deres hjemstavn, fordi de havde forsømt deres dige-pligt og overlade deres jord til et pengestærkt hollandsk firma. Dette skete således i 1654. Hollænderne skulle så sørge for opbygning af digerne.

Ridning på digerne var strengt forbudt, og for pløjning på digerne var det dødsstraf.

Efter den store stormflod i 1634 sluttede man sig sammen i det ”første slesvigske dige-forbund”.

 

Udløbet blev flyttet

Oprindelig havde Vidåen sit udløb helt inde ved Tønder, men ved den første ind-digning af Tøndermarsken i 1553 – 1555 rykkedes udløbet til Lægan. Det fik store konsekvenser for Tønder som havneby.

Allerede 11 år senere flyttedes å-mundings-slusen ud til Rudbøl. I 1715 blev der anlagt en sluse Ved Gaden, midtvejs mellem Rudbøl og Højer.

Omtrent 150 år senere i 1861 byggede man havdiget ved Højer. Vidåens udmunding var da ved Højer Sluse.

 

En ABC for ”ikke – sønderjyder”.

I mange andre artikler her på siden kan I læse om dige-byggeri og stormfloder. Men her i København, hvor jeg bor, har man ikke rigtig begreb om hvad der sker ved Vestkysten. Jeg skal her forsøge at gengive de vise ord som min Opa fortalte mig som barn (Han var fisker, bosat i Ny Frederiks Kog og ”Slusemester
– afløser” ved Højer Sluse)

 

Tidevandet

Som følge af månens og solens tiltrækning på havene opstår den regelmæssige skift mellem ebbe og flod, vi kalder Tidevandet.

• Med 12 ½ times mellemrum indtræffer der flod, altså i almindelighed 2 gange i døgnet. Ind imellem hver flodbølge indtræder der ebbe ligeledes 2 gange i døgnet.

 

Springflod

Ved nymåne og fuldmåne trækker månen og solen i samme retning, og der indtræder da en springflod, som er højere end almindelig flod. Måske skal der nævnes, at Springflod også er titlen på en udmærket film om forholdene ved vestkysten med underskønne Trine Dyrholm.

 

Stormflod

Ved Højer Sluse er floden normalt ca. 2 meter høj. Ved springflod noget højere. Når en vældig pålands-storm gennem flere dage har presset vældige vandmasser ind i Vadehavet, vil der ovenpå den almindelige flodbølge, løbe en stormflodsbølge, som godt kan være indtil 3 meter høj.

Stormflodsbølgen løber hurtigere end den almindelige flodbølge.

Hvis stormflodsbølgen når land ved ebbe, vil der ikke ske noget. Men hvis den når ind, samtidig med den almindelige flodbølge, vil den samlede flodbølge være 4 – 5 meter ved springflod, og mange gange endnu mere.

Hertil kommer den store vindstyrke, som gør, at stormflodsbølgen rammer kysten med langt større kraft end den normale flodbølge. Er digerne ikke høje nok, vil landet bag dem blive fuldstændig oversvømmet af de frådende bølger.

 

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 

 

• Højer, stormflod og diger
• Højers historie
• Møgeltønders historie
• Tøndermarksen
• Hertugen fra Tønder
• Tøndermarsken 
• Tøndermarsken under vand 
• Dige-byggeri i Tøndermarsken 
• Langs Vadehavet 1-2 
• Landet bag digerne (b)
• Stormflod ved Vestkysten 
• Stormflod 1976 
• Højer – Stormflod og Diger 
• Stormflod – som Guds straf 
• Rungholt og Manddrukning et og to 
• Nordstrand – syd for grænsen 

Redigeret 6 . o4. 2022

Jeg vil tro, at alle i Tønder, kender en, som er ved Tønder Frivillige Brandværn, eller som vi sagde dengang, Æ Feuerwehr.

 

Altid på pletten

I Strucksalle´ kørte Æ Feuerwehr altid ind til siden, for at få Leif´ s far med, hvis der var brand i nærheden eller vestpå. Og på Lærkevej var det ”Nasser”,
der var Æ Feuerwehr´s forlængede arm. Engang da jeg havde været til morseundervisning i Ellum, synes jeg, at min knallert var lovlig varm. Jeg mente den havde godt af lidt afkølende. Så jeg smed vand på den. Det resulterede i masser af røg. Og ”Nasser” var den første på stedet. Han var dog ikke i reglementeret uniform.

 

Tønders plager

Kigger vi på artiklerne her på siden er det tre ting, som har plaget Tønder gennem historien, og det er:

1. Stormflod
2. Epidemier
3. Brand

Og i denne artikel skal vi beskæftige os med det sidste nemlig brand. Hele bydele er gået op i lys og luer. Men det kan i læse om i de enkelte artikler.

 

Den sidste store brand

Den sidste store brand, jeg selv oplevede i Tønder, det var mens jeg gik på Handelsskolen. Jeg så røgskyerne fra Trælasten for enden af Strucksalle´. Efterhånden kunne vi også se de tililende brandkorps fra det vestlige opland komme hyldende til hjælp.

 

Stor brandfare

Brandfaren i den gamle by var stor. Alle huse var stråtækte. Der blev oplagret letantændelige ting, som hø og halm til kreaturer, tjære lim m.m. Smedene med deres farlige ting, var henvist til en særlig gade, Smedegade.

 

Fra historien

• Omkring 1500 brændte en del af Sydvestkvarteret og af klostret.
• I 1517 gik hele Østergade samt Helligåndshospitalet op i luer.
• I 1522 brændte ”Vestergade – forstad” (Vest for Laurentiusstrømmen)
• I 1541 gik det ud over slottet. Her brændte bl.a. Det ”blå” tårn.

 

Øjenvidner

I 1581 udbrænder 300 huse i Vestergade og Storegade. For brandfarens skyld anlægges Søndergade. Det skete i 1591.

Et øjenvidne beretter:

• Fra Peter Lavrens hus, som hans mor lod bygge indtil Jannikens Gade (Søndergade), er kun to huse blevet reddet fra flammernes bytte. Det var de to huse ejet af henholdsvis Andreas Hinrichsen og Peter Matzen. Dog blev den ene kvist på Peter Matzens hus beskadiget. Han belønnede byens borgere
  med øl og takkede dem fordi de havde reddet hans hus.
• På den nordlige side af Jacob Vits hus på Torvet langs gaden er ikke et eneste hus undgået flammernes bytte. Også Amtmand Godske Rantzaus svigerfar slap ikke for den triste skæbne. Også hans hus til kul og aske.
• Man mener, at ilden opstod i Negels Holdesens (den tidlige borgmester) stald. Men de nærmere omstændigheder, kendes ikke. Dog siger rygterne, at tjenestepigen er forsvundet.

Den største katastrofe var vel nok for os ”amatør – historiker, at Rådhuset og byarkivet gik op i lys lue. Det siges, at borgmesteren døde af sorg.

Hertug Adolf måtte hjælpe byen med sine beholdninger af korn og flæsk. Et ” trøstebrev” sendte han også til byen.  Den 29. juli 1586 brænder Uldgade og Slotsgade

• Klokken er cirka 17. En omfattende brand har hærget det meste af Ulvegade og hele pladsen ”Hinter den Stellen. Det er også gået ud over husfogedens hus samt alt, hvad der ligger vest for porten.

På daværende tidspunkt var Uldgade en ret ny gade i Tønder.

 

Retningslinjer fra hertugen

Fra hertugen blev der udsendt forbud mod anvendelse af stråtag. Men det rettede man sig ikke rigtig efter. Man gik dog i gang med at anvende sten i gavlene. I 1599 anlægges Lillegade, ligesom Søndergade fungerede denne som en slags brandbælte.

 

Byens første sprøjte fra 1627

Gang på gang forbydes der at have stråtag på tagene, men forbuddet overholdes ikke. Byens rådhus havde også stråtag. En synsk borger påstod at han i 1596 havde set hele byen brænde. Amtmand Dietrich Blomme bliver skrækslagen, og henstiller til at man overholder alle påbud.

Amtmanden rettede henvendelse til byrådet om ændring af brandvedtægterne, efter hvilke det nu udtrykkelig bestemmes, at stråtag og høstakke ikke måtte forekomme i byen. Borgerne skulle anskaffe sig hver 2 læderspande og en 9 alen lang stige. Fra hvert af de 4 kvarterer udpegedes 2 kvartermestre til at føre tilsyn med ildsteder, skorsten, brandstiger m.m. 2 gange årligt.

Men byens første sprøjte bliver først anskaffet omkring 1627.

 

Mange brande

• Den 3. juli 1622 nedbrænder 11 huse i Sydvestkvarteret og Slotsgrunden.
• I 1642 brænder 40 huse i ”Vestergade – forstaden”.
• I 1649 brænder hospitalet.
• Den 26. oktober 1725 nedbrænder Østergade med hospitalet.

Efter denne brand, blev der opsat en mindeplade bed Østerport. Pladen befinder sig nu på Tønder Museum. Her står:

• Efter denne ulyksalige Brand den 15. Oktober 1725 er denne Port med en del af den sørgeligt nedbrændte Tønder By lykkeligt genopført i det Herrens År 1726 i September Måned af det blandt Brandtomter håbende i sorgen glade Råd og Folk. Herrens Navn værre Lovet fra nu af og i Århundreder. Halleluja.

 

Magistraten hjælper ofre

Tønder Magistrat begyndte i 1726, at udstede attester for de brandlidte borgere. Disse attester indeholdte en række enkeltheder om den skade, som branden havde forvoldt den enkelte borger. Meningen var så, at der skulle samles ind til de skadeslidte.

Skomager Hans Erichsen havde mistet hus og stald på 10 fag, og næsten alt løsøre og læder. Det sidste er ikke godt at miste for en skrædder. Borger og hospitalsforstander Cornelius Carstensen havde mistet hus og stald, og det meste af sin ejendom.

Ofte var det præsterne, der i sidste ende anbefalede en indsamling. Magistarten var flinke til at give skattefrihed, så borgerne igen kunne få tilværelsen til at fungere.

 

Foranstaltninger

I 1731 udsendte Magistraten en række foranstaltninger, der skulle forhindre en ”gentagelse” af brand

• Forordningens &5 bestemte, at i det første år efter publikationen, skulle alle huse og ”ildsteder” med stråtag ombytte disse med teglstene.
• I den anden år, skulle det samme ske med stalde i Sydvest – og Nordvest-kvarteret.
• I det tredje år skulle det samme ske med staldene i Sydøst – Og Nordøst-kvarteret.

De forsømmelige ifaldt en bøde på 20 RDL til kongen. For at lette ”sagen” for de uformuende fik de, der gav kredit til materialer, ret til at tage 6 % i rente. Deres fordring skulle nyde første prioritet.

Men handelen gik dårlig i Tønder. Der var pengemangel, mangel på materialer og på håndværkere. Det gik meget lang tid inden borgerne opfyldte Magistratens forordninger.

 

Halmviske

Næste problem var, at man brugte halmviske under teglstenene i stedet for kalk. Borgerne anfægtede, at kalken, hvis det dryssede ned, ødelagde deres korn. Et påbud fra 1804, fastslog dog, at man straks skulle understryge teglsten med kalk.

 

Frederik den femtes forordninger

Frederik den 5. udsender i 1762 en rettesnor til, hvad man skal gøre i forbindelse med brand.  Det var forbudt at ryge i stalde og lader. Slemme drenge måtte ikke skyde med raketter eller nøglebøsser til nytår.. Asken på arnen skal til natten anbringes således, at der ikke går ild i katten, som ynder at ligge ved ildstedet, og som let kan komme til at virke som brandstifter., når gløden sætter sig fast i hårene på den, og den så farer omkring i huset.

Magistarten skulle sørge for, at der ved byens offentlige brønde skulle stå en vandbeholder på en slæde klar til blive slæbt til en eventuel ”ildløs. Endelig
skulle Magistraten ”tænke” på at anskaffe to eller i hvert fald en sprøjte. Gaderne skulle holdes fri for store sten, affald og møddinger, så sprøjterne i tilfælde af brand kunne komme hurtig frem.

Hvis der var brand skulle man ”gøre anskrig” på gaden, og naboerne var (som gode kristne og desuden for deres egen skyld) forpligtet til straks at ile til hjælp,
for at hindre ilden i at brede sig. Klokkeren skulle løbe til kirken og lade klokken lyde. Vognmænd eller andre, som havde heste skulle straks spænde for og begynde at køre vandet til brandstedet i tønder eller oksehoveder eller hvad de nu havde.

De skulle ikke gøre det for ingenting. Der var præmier på at komme først, nemlig 2 rigsdaler. Nr. 2 fik 32 skilling og nr. 3 fik 24 skilling.

Til gengæld skulle de, der havde køretøjer og ikke ville køre, belægges med store bøder. Tømmermænd og murere skulle være forrest i kampen mod flammerne. To herrer fra Rådet og to dertil udvalgte borgere skulle på embedes vegne sørge for, at de tililende folk blev sat i arbejde. De skulle påse, at man
først og fremmest fik krudt, hør, hamp, beg, tjære og svovl ud af det brændende hus.

 

Dårlig vandforsyning

Et svagt punkt i Tønders beredskab var den dårlige vandforsyning. I 1781 nævnes rundt om i Tønder 20 sugepumper med lange pumpestænger. Vandet var for det første ganske utilstrækkelig. Brøndene løb også tørre, når der var unormalt forbrug, ved for eksempel brand. Som drikkevand kunne man slet ikke bruge brøndene.

Den underjordiske vandforsyning gennem træ-rør bestod helt til 1873. De rådne rør blev erstattet af brændte ler-rør. Byens brandsprøjte og andre redskaber havde plads i Kirkeboderne mellem Richtsensgade og kirken.

 

Brand på brød-fabrikken

På hjørnet af Vidågade og Østergade lige ved Seminariet lå der omkring 1869 en brødfabrik, hvis indehaver hed Johan Friedrich Jensen. Hvis man afleverede rug til fabrikken kunne man i bytte få brød.

En mørk oktober-nat opstod der pludselig brand på fabrikken. Viljen var der fra byens befolkning at hjælpe. Men der var total mangel på organisation. Der var også mangel på slukningsredskaber. Den 12. oktober havde indehaveren en annonce, hvor han takkede alle for deres hjælp

 

Der er hul i spanden

Den 20. oktober meddelte politimesteren, at alle, der havde mistet deres brandspande kunne henvende sig til brandadministratoren for at få dem udleveret. Politimestren havde fundet ud af, at mange brandspande var ubrugelige. De var simpelthen ubrugelige. Han bebudede, at de blev reparerede. Samtidig bebudedes et eftersyn af samtlige brandspande i byen. Var de ikke i orden, kunne der ventes bøder på tre daler eller endog fængsel.

 

Tønder Frivillige Brandværn en realitet

Efter branden i Østergade var der behov for et ordentligt brandvæsen. I løbet af de sidste 20 år var der i Tyskland opstået en del brandvæsen, der bestod af mandskab, som frivilligt underkastede sig den nødvendige disciplin og uden vederlag uddannede sig til brandmænd. Sådanne frivillige brandværn fandtes
navnlig i byer af middelstørrelse.

I Tønder boede en ung mand ved navn Julius Theobald Petersen. Han stammede fra Slesvig og kendte til det frivillige brandværn. Han kastede sig med stor ”ildhu” i arbejdet. Han havde bare den fejl, at han var for ung. Men så sprang seminarielærer P.J. Johannsen til. Han havde både alder og erfaring. Han blev værnets første kaptajn.
Männer – Turnverband

I Tønder havde ”Männer – Turnverein von 1865” set dagens lys. Dengang havde man den opfattelse at gymnastikken skulle tjene et formål uden for sig selv. Det skulle være et politisk, selskabeligt eller praktisk formål. Nu havde Turnverein i 1869 ikke noget særligt formål, så derfor blev starten på Tønder Frivillige Brandværn ”Turner – Feuerwehr”.

Seminarielærer Johannsen og maler Chr. Petersen tog til Slesvig for at se på brandmateriel og organisation for at lade sig inspirere.

 

De første øvelser

Hvert medlem anskaffer for egne midler en reglementeret ”Blouse”. Hjelm og anden udrustning leveres af værnet. Hver måned afholdes en øvelse efter kaptajnens bestemmelse. Den årlige generalforsamling finder sted hvert år den første søndag i november måned. Her vælges korpsets kaptajn, kasserer
og tøjmester ved simpel stemmeflertal. Den første øvelse i uniform blev afholdt med de gymnastikredskaber, der tilhørte ”Turner – Feuerwehr”.

Den 14. april 1870 kom værnet første gang ”i ilden” hos snedkermester Sehestedt.

 

Brandværnet – selvstændigt

Snart viste det sig uenighed om de økonomiske midler med hensyn til selve gymnastikforeningen og værnet. Den 31. maj 1871 skiltes parterne og organisationen fortsatte under navnet Tonderns freiwillige Feuerwehr.

 

Obligationer blev solgt

Man havde ikke råd til en ny sprøjte, så derfor blev der udstedt 200 obligationer a 2 ½ prøjsiske dalere. Magistraten overtog efter anmodning 40 obligationer. I 1871 blev den første sprøjte købt i Leipzig for 900 mark med tilbehør, og en prøve viste, at den svarede til forventningerne.

 

”Brand” i symaskinen

I 1874 var bogtrykker Rothes bedstemor ung pige hos boghandler Drøhse i Storegade, og sad netop at syede på en af de moderne amerikanske symaskiner. Sådan et apparat var meget kostbart. Pludselig blev døren revet op af forretningens karl. Han farer ind i stuen og råber

• Dæ æ bran – Dæ æ bran.

Han tager den dyre maskine og kaster den fra 1. sals højde. Han mente, at forhindret en brand. Ganske givet har symaskinen udskilt noget røg.

 

Brand på Schweizerhalle´

En forsinket alarmering indløb den 10. august 1908. Årsagen var, at et bud tog fejl. Han løb til politistationen og anmeldte branden i stedet for til brandværnet. Schweizerhalle´ stod i brand. Og dengang kunne stedet godt henføres til det fjerne klippeland. Bygningen lå på en mægtig høj. , som også rummede en tilsvarende mægtig øl-kælder.

Ret hurtig løb brandværnet tør for vand. Brandfolkene måtte vente til der igen løb vand til. Man benyttede ventetiden til at rive en sidebygning ned og hente møbler ud.

Branden var anmeldt 14.30 men hen på natten var branden endnu ikke slukket. I ventetiden spenderede indehaveren en cognac til de svedige brandfolk. En tilstedeværende politiperson følte sig kaldet til at gribe ind:

• Ich verbiete mir jeden Alkoholgenüss bei der Löscharbeit (Jeg frabeder mig enhver nydelse af alkohol ved slukningsarbejdet).
  Den udskældte brandmand svarede ganske rapt.
• Do ska heller int ha.

 

Uheldig alarmering

En række uheldige omstændigheder fik katastrofale følger for guldsmed og fotograf Bødewadt. For det første lod alarmeringen noget tilbage at ønske, idet nogle hornblæsere, der skulle alarmere, netop denne aften ikke var hjemme. Dernæst var noget af brandslukningsmaterialet til reparation. En del plader med
optagelser fra det gamle Tønder gik tabte ved denne lejlighed.

 

Gave til brandvæsnet

En brand opstod i bager Lüthgens ejendom i Vestergade (senere skohandler Nissen). En stærk vestlig vind gjorde slukningsarbejdet vanskeligt, og ejendommen var ikke til at redde. Befolkningen i nabohusene blev evakueret. En meget syg og hjælpeløs kvinde blev evakueret.

Heldigvis nåede ilden ikke naboejendommene. Derfor testamenterede den hjælpeløses mand, kreaturhandler Laust Frandsen brandværnet sit hus NW
– kvarter 187, med 2 stalde og have samt 3 fenner, beliggende på Tønder mark, ca. 4 ha stor.

Efter nogle års forløb solgte brandværnet  hus og jord, da man trængte til rede penge til anskaffelse af uniformer og brandslukningsmateriel. Restbeløbet, 18.000 mark, anvendtes i krigsårene 1914 – 1918 til tegning af krigslån. Ved krigens slutning gik pengene tabt under inflationen.

 

Et nyt vandværk

En ny sprøjte blev anskaffet i 1899 og indrettet til at blive hængt på et køretøj. Men der var stadig sløjt med vand-tilførslen. Det skulle en regulær tyfus-epidemi til, for at Tønder i 1902 fik et ordentligt vandværk.

 

Samarbejde med andre værn

Op til 1. verdenskrig var der mange håndværkere, der var aktive i Æ Feuerwehr. Man samarbejdede med andre kredsforbund, og arrangerede stævner. Disse stævner kom til at fungere som instruktions-kursus.

Til en forbundsdag i Westerland på Sild i 1893, fik de deltagende medlemmer bevilliget gratis rejse på 4. klasse, men kun på fastbanen. Befordringen til og på øen måtte ske på egen regning.

Revnede bukser på Torvet

Også Tønder havde æren af at modtage gæster fra andre byer. Ved en sådan lejlighed skulle der fremvises en redning på et udspændt tov. Tovet var fastspændt
tværs over torvet til Sparekassens bygning. Alt var meget realistisk anlagt, og det var propfuld af mennesker. Men da brandmanden skulle ud af de snævre bukser, revnede de hvide bukser. Han begyndte at protestere. Men det hjalp ikke

• Du musst rutt, de Gäste wolln dat sehn. (du må ud, gæsterne vil se det).

Sådan sagde den hjælpende kammerat, gav ham et skub og ud gled brandmanden med revnede bukser og den bare popo til stor moro for hele forsamlingen.

Kor og musikkorps

Der blev fejret mange fester i Æ Feuerwehr. Man havde også en overgang et musikkorps på 16 mand. Ja det havde man i perioder. I 1913 måtte man nøjes med piberog trommer. Og et kor havde man også i en meget kort overgang.

 

Konerne protesterede

Inden en time efter en øvelse skulle korpset være trukket i civil. Man ville forhindre at korpset gik på slukningsøvelser på byens kroer. Ja, der var over 70 stykker. Tønder havde verdensrekord i antal kroer pr. indbygger på et tidspunkt. Men korpsets damer protesterede. Gang på gang faldt man i. En patrulje
skulle hente de forliste ægtemænd hjem til konerne. Men ak og ve, kammerater er jo også mennesker. Så de faldt også i.

 

En motorsprøjte

I 1931 var der en kæmpe brand hos trælasthandler Selmer i Vidågade. Branden begyndte kl. 3.30 om natten. Over seks timer varede kampen. Man fandt efterladenskaber fra branden en hel kilometer fra – ude på kirkegården.

 

2. Verdenskrig

I 1934 fik brandvæsnet en rigtig motorsprøjte og en motoriseret mandskabsvogn. Motorsprøjten var en stor gevinst under 2. verdenskrig  Under 2. verdenskrig blev Tønder Frivillige Brandværn alarmeret 150 gange.

• Den 11. juni 1942 bliver 4 personer dræbt og 16 såret, da et hus i Jernbanegade bliver angrebet af engelske jagerfly.
• Natten mellem den 14. og 15. april bliver samme hus angrebet. I ruinerne fandt man 5 døde og 7 sårede.
• Efter krigen bliver brandvæsnet også alarmeret 5 – 6 gange i forbindelse med sabotageaktioner mod tyskervenlige forretninger og hoteller.
• En kæmpe brand opstod i 1944 i Brødrene Tygesens manufakturforretning i Storegade. Man lagde slanger ud ned til Vidåen. Et blad skrev:

 

• Der lå en sort, slimet dynge af dejlige varer, som skulle have glædet mangfoldige børn juleaften. Overalt var gulvene dækket af et stort lag tjæresort mudder, der skjulte damestrømper, kraver, tråd og andre uerstattelige stoffer.

 

Vigtig beslutning

Branden var påsat. Og samme nat var der også en brand på Tønderhus.

I 1947 var tre forslag op at vende i Byrådet

• 1. Bevarelse af den gamle ordning på frivillig basis
• 2. Overladelse af brandslukningen til et nyt brandværn
• 3. Overladelse af tjenesten til organisationen ”Falck”

Man overlod brandslukningen til det reorganiserede frivillige brandværn, traditionen og brandvæsnets indsats gennem årene havde gjort udslaget.

En tragisk brand i Tonhalle

Mandag morgen kl. 4 den 5. september 1948 hørte naboerne til den kendte restaurant/hotel  Tonhalle en klirrende lyd, der stammede fra  brændte vinduer. Hele hotellet stod i flammer.. Man kunne ikke komme op af trappen. Der blev sat en stige op til privatlejligheden på 2. sal, hvor den aldrene Petrine Andersen
og hendes unge datterdatter sov. De kom begge ned af stigen. Den unge pige råbte, at servitricen, Frøken Eva Asmussen befandt sig i den fremmede bygning. Man fandt servitricen livløs.

 

Nye brandbiler

En af tyskernes efterladenskaber var en brandbil, der kunne præstere 1500 l vand i minuttet. Den blev sat i tip – top stand af Tønder – firmaet Bruhn & Knudsen. Den blev overgivet til væsnet i 1949.

En Land – Rover med påhængssprøjte, hvorved der kunne udlægges 300 meter slange i  løbet af et minut blev anskaffet i 1959.

 

Påsatte brande på Mejerholm

To ondskabsfulde ildspåsættelser fandt sted ved juletid 1956 og 27. september 1957 på den 200 år gamle marskgård Mejerholm. Ved den sidste brand måtte beboerne flygte halvt påklædte ud gennem vinduerne.

 

Nye brandstationer

Efter Kirkeboderne var der brandstation i Skibbrogade. Efter brandstationen var der igen damp, da Blenders Dampvaskeri flyttede ind. Siden 1. oktober 1955 har brandstationen haft til huse i ejendommen Jernbanegade 30. (Denne artikel er fra 2008

I trygge hænder

Og der er sikkert en masse mere at fortælle om Æ Feuerwehr.

Sidst jeg var forbi brandstationen, vel omkring tre år siden (2005) holdt der nogle flotte moderne brandbiler foran stationen, men også den gamle røde, som vi kender fra Tønder – festivalen. Jeg synes, vi skal være taknemlig for, at nogen vil sætte deres liv på spil for os.

På Tønder Brandværns hjemmeside står der, at man i dag (2008) rummer

• en automobilsprøjte
• en miljø – og redningsvogn
• en tankvogn
• en mandskabsvogn
• en lift

Når alarmen lyder i Tønder, møder al disponibelt mandskab op, og alle kommer med til brand, uanset hvilken brand, der er tale om. Det er for at holde gejsten oppe hos alle, ellers ville det kun være dem, som bor tæt ved stationen, som kom med hver gang.

Brandværnet støttes godt af virksomhederne i Tønder, som lader deres medarbejdere smutte i tilfældet af alarm. Uden dette ville det være svært at få folk nok. Specielt i dagtimerne.

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Endnu mere brand i Tønder 

Redigeret 6 – 04 – 2022

Masser af sabotager og likvideringer, var dagens orden i besættelsesårene på Nørrebro. Læs her den fjerde artikel om besættelsen på Nørrebro. Mange fjender og venner på Nørrebro måtte lade livet.

Dette er den fjerde artikel om besættelsen på Nørrebro. Mange fjender og venner er i løbet af disse fem år blevet dræbt her.

Kommunister blev arresteret

Det var en smuk sommerdag, den 22. juni 1941. Der var kø foran bagerbutikken på hjørnet af Rantzausgade og Griffenfeldsgade. Mange brødmærker blev omsat til søndagsrundstykker. Fra Kommunisternes partihus, Griffenfeldsgade 50, blev der båret mange kasser med papirer ud i salatfade. Mange aktive kommunister blev ført bort. Krigen mellem Tyskland og Sovjet var brudt ud. Det fik også følger for Nørrebro.

Kommunister var også aktive i modstandsbevægelsen. I begyndelsen begrænsede man sig til at lave hærværk mod ”nazi – forretninger”. Man var udstyret med benzinflasker og tændstikker. Ruderne blev knust, der blev tændt ild på en klud, der var bundet fast til en benzinflaske. Den blev så kastet gennem vinduerne.

Man det var først den 9. april 1942, kommunisterne lavede organiseret sabotage mod besættelsesmagten.  Det skete efter, at 14 DKP’ er havde taget en beslutning på et møde i Hillerødgade 75. Lederen af disse aktioner var Børge Houmann, der senere fik plads i Frihedsrådet.

 

Våbenlager på Nørrebro

I en ejendom i Tømrergade lå et af modstandsbevægelsens våbenlagre. Lageret bestod af fire brandbomber og en lille flødefalske med rigtig benzin. Lageret blev brugt i et forsøg til at sætte Nordbjærg & Wedells Skibsværft ud af spillet.

 

Glud & Marstrand

I slutningen af 1943 kunne man allerede kalde gymnasiasterne fra Østre Borgerdyd blandt modstandsbevægelsen BOPA` s veteraner. De havde da deltaget i 25 større eller mindre aktioner. Derfor var det naturligt, at de blev udtaget til at deltage i den indtil da største sabotageaktion. Det var første gang, at der skulle anvendes plastisk sprængstof.

Sprængstoffet skulle anvendes mod Glud & Marstrand på Rentemestervej. Firmaet fremstillede stålhjelme, partron-kasser, olitønder m.m. til militært brug.

Natten mellem den 22. og 23. juni fandt aktionen sted. To grupper skulle henholdsvis holde øje med Frederiksborgvej/Rentemestervej og hjørnet af Lygten/Rentemestervej. Grupperne var udstyret med maskinpistoler, almindelige pistoler og håndgranater. Ordren lød på, at absolut ingen måtte nærme sig fabrikken. De fire inde i fabrikken havde fået ordre til at fuldføre deres opgave, selv om de hørte skud udefra.

Et kolossalt rødt glimt opstod, og en ildsøjle rejste sig Hundrede af vinduesruder raslede ned på gaden. Politiken bragte en leder, hvor de kaldte aktionen for et attentat, som det jo også var. Nationaltidende kaldte aktionen for hærværk. Politiken skrev videre, at nu mistede mellem 300 og 400 deres arbejde. Sabotagen ramte først og fremmest borgerne i Danmark, mente avisen.

Maskinfabrikken Petersen & Wraae

Den 24. og 25. juli var der for femte gang et anslag mod Maskinfabrikken Petersen & Wraae i Heimdalsgade. En såkaldt ”skildpadde” på et halvt kg 808 (plastisk sprængstof), hvorpå yderligere et halv kilo, var bundet fast, blev hængt på transformatorstationens jerndør. Sprængningen forårsagede et hul på cirka en halv meter i diameter. Ruderne i kvarteret blev knust.

Dernæst blev en lunte på 80 cm anbragt på transformatorstationens dør. Eksplosionen, der fulgte var overvældende og sønderflængende. Transformatorstationen var fuldstændig blæst væk.

Gruppens medlemmer holdt folk væk fra begge ender af Heimdalsgade.

 

Lauritz Knudsens Mekaniske Etablissement

I august gik det ud over Lauritz Knudsens Mekaniske Etablissement, senere LK – Nes. i Haraldsgade. Man havde fundet ud af, at firmaet producerede elektriske artikler til tyskerne for mere end to millioner kroner om året (det svarer til i dag mellem 50 og 100 millioner kroner).

Syv mænd mødtes på Café Tagensborg kl. 22. 45 minutter senere begav de sig til fabrikken. På bakkelit-fabrikken blev arbejderne holdt op, de blev senere ført
over i brandvagtens hus, hvor to mænd passede på dem. Imens blev forskellige sprængladninger anbragt på forskellige steder.

Efter et sidste eftersyn, blev der 00.25 trykket på sprængladningerne.

Klokken 00.47 lød den første detonation, og klokken 00.51 den næste. Tre transformatorer blev ødelagt fuldstændigt. Hele færdiglageret blæste bort. En brand i bakkelit-fabrikken ødelagde alle maskiner.

Men fabrikken kom sig overraskende meget hurtig, og fortsatte med at producere for tyskerne.

 

Stålhærderi

Den 29. august 1943 blev der indført undtagelsestilstand over hele landet. Regeringen havde afvist dødsstraf for sabotage.

Et stålhærderi på grænsen mellem Nørrebro og Nordvest var næste mål samme dag.  Der blev anvendt 5 kg sprængstof. Bygningen, der ikke var særlig stor, styrtede sammen. Det hele blev fulgt af adskillige hundrede mennesker fra Nørrebro Station.

 

Transformerstation – i luften

Den 23. november lå målet i umiddelbar nærhed. En transformerstation skulle sprænges i stykker ved Lygten. Det begyndte ved højlys dag om eftermiddagen. Transformerstationen var svært bevogtet af dansk politi. Det var en stor bygning i flere etager uden vinduer eller andre adgangsveje. Derfor var det nødvendigt
at de holde patruljerede betjente op og derefter trænge ind i bygningen og placere sprængladningen. Man havde medbragt hele 25 kg. 808.

Flere grupper blev placeret ved Nørrebrogade og Fasanvej. Hver mand var bevæbnet med håndbomber og pistol.

Klokken 15.05 gik ”hold – up gruppen” i aktion. De holdt planmæssigt en betjent samt arbejderne op. Efter at betjentene var blevet afvæbnet, blev der placeret en sprængladning på en stor panserdør. som førte ind i selve bygningen. Kort efter lød der et kæmpemæssigt brag, som straks fik folk til at strømme mod området.

Braget fra for-sprængningen blev også hørt af adskillige politibetjente, der efterhånden nåede frem. Situationen tilspidsedes yderligere, da det viste sig, at hullet i døren ikke ikke var stort nok, til at man kunne komme ind i bygningen. De blev derfor nødt til at placere ”en skildpadde” på døren

Det tog selvfølgelig tid, og i mens samlede der sig endnu flere nysgerrige. Politifolk blev holdt op en for en. Et nyt brag, og et hul, der var stort nok, til at man
kunne komme ind i bygningen.

Pludselig kom et par betjente cyklende, den ene med en pistol i hånden. Betjenten bliver skudt over fra Lygten Station.

 

Forsiden bliver ryddet

Og på forsiden af Politiken stod at læse

• Bombe – attentat standser ti sporvognslinjer og mørklægger den halve by.
• Et sabotør – hold på 10 – 20 mand overmander politivagten og sprænger transformerstationen ved Lygten i luften.
• Cyklende betjent åbner ild mod sabotørerne, hvoraf et par såres. Betjenten blev selv ramt og sabotørerne slipper bort.
• Nørrebro, Brønshøj, Utterslev, Bispebjerg og dele af Vanløse uden elektricitet.

I løbet af en times tid lykkedes det at retablere den væsentligste del af strømforsyningen.

 

På jagt efter stikker

Den 15. juni 1944 skete der igen noget på Nørrebro.

Man var kommet på sporet af en stikker F, der var til forelæsning på Rigshospitalet. Han tjente til studierne ved at angive modstandsfolk til Gestapo.  Han var
dødsensfarlig for modstandsbevægelsen, og man havde i flere år haft ham i kikkerten. Normalt var han omgivet af fem civilklædte og stærk bevæbnede bodyguards fra Schalburgkorpset. Men ikke den dag. Nogen havde set ham uden beskyttelse.

To modstandsfolk lagde sig i skjul. F kørte hurtig på sin cykel ned af Blegdamsvej. Da Tagensvej blev passeret lå den første trop af modsatandsfolk kun 20 meter bag ham. Videre gik det mod  Skt. Hans Torv. F havde fattet mistanke. Han vendte sig om. Afstanden til ham mindskedes meter for meter. Man måtte have fat i ham inden man nåede de menneske-fyldte gader og pladser.

Modstandsfolkene slap nu styret med højre hånd og greb fat om pistolerne.

 

Likvidering på Skt. Hans Torv

Den ene modstandsmand affyrede 4 skud. F drejede hovedet og kom med et skrig. I det næste styrtede han fra cyklen. Han trimlede hen af stenbroen. Hovedet ramte med en stump lyd. Folk på den anden side skreg højt og gennemtrængende.

F lå på ryggen og forsøgte at rejse sig. Den ene modstandsmands pistol svigtede. Han forsøgte forgæves at hale bundstykket ud. F forsøgte at få fat i sin pistol,
der var faldet ud af lommen på ham. To skud mod hovedet afsluttede F´s liv. Hovedet faldt tungt tilbage.

Nysgerrige fra Skt. Hans Torv vrimlede til. Det samme gjorde to politibetjente fra Fælledvej. Modstandsfolkene forsøgte at holde menneskemængden væk ved hjælp af en håndgranat. Den ene modstandsmand samlede F `s egen pistol op, og tømte magasinet mod stikkeren.

 

Flugt af Nørre Alle

Håndgranaten blev smidt ud på Torvet. Alle inklusive politifolkene smed sig ned. Håndgranaten eksploderede, og de to drabsmænd tog deres cykler og susede afsted hen ad Nørre Alle..

De to politifolk kunne konstatere, at F var blevet dræbt med 19 skud på nærmeste hold.

 

Maskinfabrikken FKL

Den 24. juni 1944 gennemførte BOPA to sabotager. Den ene var mod maskinfabrikken FKL på Tagensvej 97, hvor der arbejdede 150 i treholdsskift.

Vagterne blev holdt op, men det lykkedes dem, at stikke af. Arbejderne var ikke samarbejdsvillige, og først da der blev truet med maskinpistoler blev der åbnet en ståldør ind til fabrikkens vitale dele.

Sabotørerne havde medbragt 40 kg trotyl fordelt i tre pakker. Krudtet blev forbundet med Cortex og antændt. Maskinfabrikken blev jævnet med jorden.

 

Ambi, Ryesgade

43 sabotører gennemførte dagen efter to partisanangreb mod to fabrikker. Begge fabrikker lå tæt på hinanden i området mellem Nørrebro og Østerbro. Den ene fabrik var forholdsvis lille. Den hed Ambi, og lå i en gård i den del af Ryesgade, der ligger mellem Fredensgade og Østerbrogade.

Ambi var stærkt bevogtet. I et tårn med en kæmpeprojektør var der bevæbnede vagter, og en løbegang over taget skulle sikre, at vagtmandskab hurtigt kunne løbe til. Selve taget var beskyttet med pigtråd mod nabogrundene.

 

Nordværk

Den anden fabrik var væsentlig større. Den hed Nordværk, og fremstillede rotorer til de tyske V2 raketter, som skulle benyttes til at angribe London. Nordværk lå et par hundrede meter fra krydset Ryesgade/Fredensgade mellem søerne og Blegdamsvej. Problemet var, at Schalburgkorpsets hovedkvarter lå i Frimurerlogen lige i nærheden.

 

Masser af krudt

De 43 mand indtog deres pladser kl. 04.50 om morgenen. De fleste var på cykel. Ti minutter efter kom en lastbil som planlagt med sprængstoffer. Dækningsgrupper gik i stilling fem forskellige steder.

Ved Ambi blev der først kastet tre støbejernsrør fyldt med 30 kg trotyl hver gennem to ovenlysvinduer. Sprængbomberne var indstillet på, at sprænge fem minutter efter. Samtidig beskød dækningsgrupper fabrikken. Den store projektør nåede ikke at blive gjort klar, før den var skudt i stykker.

Drønet fra de 90 kg trotyl var øresønderrivende, men sabotørerne var ikke helt tilfredse med resultatet. I minutterne efter eksplosionerne placerede man derfor et par ekstra bomber, som raserede bygningen totalt. En af vagterne, der ikke var stukket af, forsøgte at besvare sabotørernes ild. Kort efter blev han dræbt.

Ved Nordværk måtte sabotørerne først sprænge et plankeværk i stumper og stykker, før man kunne komme ind på fabrikken og placere de medbragte bomber. Sprængningen gik som planlagt, men det gik kludder i organisationen. De voldsomme eksplosioner tilkaldte både tyske soldater og danske politibetjente.
Det udviklede sig til voldsomme ildkampe i gaden.

 

Vidneudsagn

Børge Houmann sammenfattede vidneudsagnene efter kampene:

• Gruppe 3 optræder som kvajpander, og får ikke effektivt standset udrykningen fra Rosenvængets Allé. Udrykningen blev dog standset ud for Ambi af en maskinpistolsalve, der gennemhullede vognen. De drejede derefter om ad Trepkasgade og åbnede ild mod vores folk uden nogen dog kom noget
  til. Tre betjente menes at være såret. Vores gruppe trækker væk ad Dosseringen mod Østerbro.
• Gruppe 4 er i kamp med betjente fra Rosenvænget og delvis mod tyskerne. Den spredes mere end den burde. En mand kommer i Fredensgade i ildkamp mod tyskerne, hvor han får jakken gennemhullet. Han bliver inviteret indenfor af en tilfældig bager og slipper væk. Bageren er tilbørligt takket.
• Gruppe 5 kommer i kamp med cirka 15 tyskere, der uventet dukker op fra Blegdamshospitalet. De må retirere ned ad Fredensgade, forsøger at holde hjørnet af Ryesgade, men må trække sig yderligere tilbage, til de kan få støtte fra aktionsgruppen fra Nordværket. Under retræten herfra kommer det til en ivrig skudveksling med tyskerne, hvoraf i hvert fald fire er ramt, heraf formodentlig den ene dræbt. Tyskerne har altså Fredensgade i deres besiddelse. Såret er chaufføren i bilen, som derefter kører væk med en ubrugelig højre arm. Han kommer senere til lægevagten, får kuglen ud, og har det efter omstændighederne godt.
• Gruppe 6 standser en udrykning fra Politigården, men er betydelig generet af tyskerne i ryggen, og må der for indskrænke sig til at ligge på begge sider af broen. Udrykningen bliver standset. Der følger en ubetydelig skudveksling, herunder menes to betjente at være såret. En betjent tages til fange
  og afvæbnes., men får sit våben igen. I det hele taget er udrykningen blevet behandlet overordentlig lemfældigt. Det virker derfor pinligt, at betjentene fra broen åbnede en ivrig og direkte ild mod de af vore folk, der retirerede langs Dosseringen.  Denne lemfældige behandling vil ikke blive gentaget fra vores side. I fremtiden vil der hensynsløst blive gjort brug af både håndvåben og maskinpistoler, dersom en dansk udrykning ikke aldeles gør holdt, når den bliver opfordret til det

 

Motor-fabrikken Dan

Den 11. marts 1945 slog en gruppe på 50 sabotører til mod A/S Motor-fabrikken Dan i Bragesgade.

En dækningsgruppe havde lagt sig i stilling på Nørrebrogade med et rekylgevær dækket af grupper på hver side med maskinpistoler.  Syv mand trængte ind på nabovirksomheden Atlas, hvorfra de kunne holde det tyske vagtmandskabs vagtstue under ild, og tre mand med maskinpistoler tog stilling i en sporvognsremise overfor (nu Nørrebrohallen), hvorfra de kunne beskyde et vagttårn på motor-frabrikken. Endelig gik to mand i stilling i Bragesgade 12,
hvorfra de kunne beskyde fabrikkens lagerbygning.

Det viste sig desværre, at man havde undervurderet behovet for sprængstof. Først anbragte man en for-sprængning på hoveddøren ind til fabrikkens kontorbygning og gavlen til nogle prøvelokaler. Disse opnåede dog langtfra den ønskede effekt. Man blev nødt til at forsøge nok engang. Denne gang med dobbelt ladning.

Mens dette stod på, dræbte andre sabotører nogle af vagterne, samtidig med at man udsatte dem, der endnu var i live, for en sand regn af håndgranater.

Heller ikke den anden sprængning havde en synderlig virkning. Der blev derfor anbragt en ladning på 15 kg sprængstof op af en gavl, men muren blev ikke desto mindre stående. Til gengæld faldt taget ned og anrettede derved ubetydelig skade i forhold til ideen med hele aktionen, nemlig at jævne fabrikken med
jorden.

Den eneste umiddelbare konsekvens af, at taget faldt ned, var, at den tyske vagt i vagttårnet valgte at fortrække, da der samtidig landede en håndgranat tæt på ham. Da han forsøgte at undslippe blev han skudt på stedet.

Ildkampen og de mange eksplosioner havde tilkaldt udrykningsstyrker fra både HIPO og Værnemagten. To af disse udrykningskøretøjer blev mødt med en heftig ild fra dækningsgrupperne, og blev praktisk talt gennemhullet af sabotørernes kugler.

 

Kilde:

• Andreas Skov: Sabotage
• Litteratur Nørrebro 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 
• Under Besættelsestiden før/under/efter finder du 362 artikler 

 

• Besættelsen på Nørrebro 2 – 5
• Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944
• Likvideret på Nørrebro
• Sabotage på Nørrebro 1-2
• Modstand og Besættelse på Nørrebro 
• Rovmordet i Utterslev Mose 
• De Fem barske år på Nørrebro (NørLiv 24) 
• Da Buldog brændte  (NørLiv) 
• Buldog på Nørrebro 
• De tyske flygtninge på Nørrebro
• Sommeren 1944 på Nørrebro
• De fem dramatiske år på Nørrebro
• Nørrebro 1945 – to episoder 
• Nørrebrogade 156 

 

Redigeret 2. 04. 2022

Aktivisterne var nøje instrueret i, hvordan de skulle forholde sig. “Kapitalist – forretninger blev plyndret og udsat for hærværk. Bestyrelsesmedlemmer i Nørrebro Handelsforeningen modtog flere trusler og enkelte fik smadret deres butikker. Undertegnede modtog trusler fra Overborgmester – kontoret. Man mente at jeg havde fejlciteret. men det havde jeg nu ikke. Vi kigger på Ungdomshusets regler. Politiet foretog ulovlige ransagninger. Politikere ville ikke have Nørrebro Handelsforening som mægler i konflikten. Og så ville Knud Foldschack købe Stevnsgades Skole for 7,5 mio. kr. til de unge. Men det var det nu ikke lige alle der var lige begejstret for. 

 

Organisationen var i orden

Aktivisterne var nøje instrueret i, hvad de skulle foretage sig, når huset blev revet ned/ryddet

• På rydningsdagen skal man møde op på Jagtvejen eller begynde at lave sjov i lokalområdet
• Dagen efter bliver det demonstration fra Blågårds plads
• På tredjedagen efter rydningen, bliver der aktionsdag. Forslagene går på, at blokere, omdirigere og forsinke trafikken i de københavnske gader
• Brug din fantasi

 

Tag dig i agt for politiet

Handelsforeningens hjemmeside udsendte den 15. februar en udtalelse fra Ungdomshuset. Den omhandlede tips til, hvordan man skulle forholde sig i forhold til Politiet. Titlen var

• Tag dig i agt for Politiet

Reaktionen fra de unge kom efter en opfordring fra handelsforeningen, der sluttede med følgende sætning

• Til alle parter, udvis besindighed, undgå vold, provokation og hærværk. Vi har oplevet det så mange gange her på Nørrebro – det gider vi ikke mere.

 

Opfordring fra Politiet

Men også Københavns Politi følte anledning til, at Nørrebro Handelsforenings meget læste hjemmeside skulle bringe en opfordring. Den gik på, at man skulle følge politiets anvisninger.

 

Nye kampe

Politiet opløste en demonstration på Sankt Hans Torv med tåregas den 2. marts 2007. Der blev bygget barrikader og biler sættes i brand på Nørrebro og Christianshavn. 170 anholdes og yderligere 77 varetægtsfængsles i byretten. En masse betjente fra hele Danmark kaldes til København, og biler lånes i Holland
og Sverige.

Dagen efter slår politiet til, hvor man mente, at uromager skjuler sig. Her anholdes 119 personer. Nye uroligheder opstår om aftenen. Brandvæsnet bliver angrebet med sten.

 

Kapitalistforretninger og andre plyndres

Man kan undre sig, at de unge fik lov til at plyndre for eksempel Irma. I 45 minutter raserede de butikken. Butikken mistede for 1 million kroner varer. Men det gik også ud over 45 andre virksomheder. Det var ikke kun kapitalistforretninger det gik ud over. Den lille frisør og dyrehandelen gik det også ud over. En børnehave havde man også forsøgt at brænde ned. Og i vores butik, havde man smadret vinduerne og hugget computerudstyr. Hvad havde det med de unges ideologi at gøre?

 

Trusler til Nørrebro Handelsforening

Overborgmesterkontoret truede med at anmelde Nørrebro Handelsforenings hjemmeside for Pressenævnet. Overborgmesteren følte sig fejlciteret. Men Handelsforeningens advokat mente ikke, at det var en sag, og handelsforeningen fastholdt de oprindelige udtalelser.

 

Indsamling til uskyldige ofre

De unge ville foretage en indsamling til uskyldige ofre. Det var til dem, der fik brændt deres bil, brændt deres cykel, eller smadret deres butik. I Nørrebro Handelsforening mente man ikke, at det var voldsmanden, der skulle dele pengene ud til ofrene, så man tilbød hjælp.

Især butikker havde ikke en fjerneste mulighed for at sagsøge hærværksmændene. De unge tog imod handelsforeningens tilbud, og medlemmer af Nørrebro Handelsforenings bestyrelse deltog i et par mandagsmøder. Indsamlingen fik dog kun skrabet cirka 4.000 kr. ind.

 

Butikker bliver atter smadret

Flere hundrede aktivister demonstrerer på halvårsdagen på Ground 69 den 1. september. I løbet af natten drager aktivister hærgende gennem bydelen. Adskillige butikker bliver igen smadret. Beboere, der ringer efter hjælp, får at vide, at de skal holde sig inden døre. 64 bliver anholdt.

 

Ungdomshusets regler

I Ungdomshuset var der regler. Blev disse overtrådt, ja så blev man bortvist

• Sexisme er bandlyst
• Ingen hetro sexisme. Ytringer mod bøsser, lesbiske, bi – eller transseksuelle er forbudt
• Der tages afstand fra racisme
• Uoverensstemmelser må ikke udarte til vold. Der skelnes dog mellem vold, der bruges som forsvar  og som et angreb.
• Der må ikke indtages eller sælges hårde stoffer.
• Mandagsmødet er husets højeste myndighed

 

1.000 bands på besøg

I de 24 år, hvor Ungdomshuset eksisterede har der været omkring 1.000 bands på besøg. Grupperne fik kun dækket deres udgifter. Overskuddet gik til husets drift.

 

Meget tæt på aftale

Aftenen før nedrivningen tilbød advokat Kurt Foldschack på Københavns Rådhus, at købe Stevnsgades Skole for 7,5 millioner kroner med 15 års genkøbsret. Den hidtidige pris havde været på 12 millioner kroner med 30 års genkøbsret.

Socialdemokratiets næstformand betragtede tilbuddet som en pression, og sagde nej. Ifølge advokaten var man meget tæt på en aftale.

 

Faderhuset vil sælge for 15 millioner kr.

Den 19. september 2007afslørede business.dk, at en københavnsk ejendomsinvestor havde fået tilbudt grunden på Jagtvej 69 for 15 millioner kroner. Og radioavisen kunne afsløre, at grunden var belånt op til skorstenene. Men denne nyhed havde www.norrebro.dk for længst afsløret. Grunden var blevet tinglyst lån for 8,6 millioner kroner.

Men meget naturligt, er der ingen der vil købe grunden. Og i øjeblikket rasler prisen for grunden nedad.

 

Rygter om grunden

Der har været mange rygter om, hvad grunden skulle bruges til. Ja nogle påstår, at Ruth Evensen har været stråmand. Lige i nærheden ligger K/S Nørrebrogade 155 – 159. det er Finansgruppen A/S, der står for denne gennem-restaurerede ejendom. Der har været gisninger om, at de også var interesseret i
Jagtvej 69. En ny Metrostation på stedet var også en mulighed i stedet for pladsen ved Assistens Kirkegård. Her kan man komme i konflikt med
fredningsmyndighederne.

 

Angreb på Grøndalsvænge Allé

Den 6. oktober havde de unge proklameret at de ville besætte et hus i Grøndalsvænge Alle 13. Man var godt rustet til aktionen. Der var afholdt kurser i trafikblokering, bryd politiets kæder, barrikadebygning og meget mere.

Det lykkedes faktisk for de unge at besætte ejendommen i 25 minutter. Og politiet brugte masser af tåregas og knippelsuppe Resultatet var 436 anholdelser.

Naboerne i kvarteret brugte en gul stjerne, der mindede om Davidsstjernen. Igen måtte de unge høre på

• De unge er snyltere på samfundet
• Vi andre må arbejde for at få et hus at være i

 

Mandagsmøder og torsdagsdemoer fortsætter

Mandagsmøderne fortsatte. Først i Det fri Gymnasium i Møllegade senere i en kirke på Indre Nørrebro. Også torsdagsdemoerne fortsatte.

 

De unges synspunkter

For de unge handler det mere end mursten. De vil have ret til alternative livsformer. De vil have ret til at tage afstand fra det kapitalistiske forbrugersamfund og den småborgerlige kernefamilie. De vil have retten til at bestemme deres liv.

De unge mener ikke at medierne har ydet dem retfærdighed. De udtalte:

• Medierne har fremstillet politiets indsats som en stor succes. Efter vores opfattelse har det været på bekostning af en lødig dækning af politiets egne
  lovovertrædelser og overgreb mod almen retssikkerhed
• Derudover har omtale og debat drejet sig om vold, stenkastning og brand og kun i meget begrænset grad analyseret de reelle årsager bag dette folkelige oprør. Mange andre end folk fra det ”autonome miljø” har været på gaden for at vise modstand. .

 

Ulovlige ransagninger

Under kampene fortog Københavns Politi en del ransagninger på et gymnasium, et værested for hjemløse, en ulandsforening og på syv andre lokaliteter. Disse ransagninger blev af Østre Landsret kendt ulovlige. Byretten havde godkendt dem.  Samtidig skete der skader for 200.000 kr. Politiet havde ikke fået tilladelser til disse ransagninger.

Hvorfor støtter Nørrebro Handelsforening de unge

Mange har spurgt, hvorfor Nørrebro Handelsforening støttede de unge i deres krav om et nyt hus. Sympatien var i mange år ikke eksisterende. Og de unge fra Ungdomshuset betragtede Nørrebro Handelsforening, som en kapitalistisk småborgerlig forening, der kun var ude på profit.

Men situationen ændrede sig, da handelsforeningen kørte en indkøbsordning for de ældre. Den budtjeneste man havde, bestod af mange unge, der kom i Ungdomshuset. De var sociale og venlige mennesker. Foreningen blev dog sur, da man opdagede, at de unge havde stjålet 3 Christiania – cykler. Politiet ville ikke tage sig af sagen. De bredeste bude fik dog hentet cyklerne, og foreningen appellerede til de unge i Ungdomshuset, at de med deres handling skadede
de ældre medborgere, der fik varer leveret på disse cykler. Siden forekom der ikke tyverier.

Handelsforeningen mener, at de unge er med til at fremme mangfoldigheden på Nørrebro. Men hele tiden har foreningen foragtet den del af de unge, der lavede hærværk, plyndringer og lavede voldshandlinger.

 

Store tab for samfundet og detailhandelen på Nørrebro

Hvis vi skal sætte tal på de senere års kampe, så har det kostet samfundet cirka 200 millioner kroner. Detailhandelen på Nørrebro har mistet 14 – 20 millioner
kroner i omsætning. De har selv måttet punge et ukendt million beløb ud for skader og tabt omsætning.

Cirka 3.000 mennesker har deltaget i demonstrationerne, og der har været ca. 1.200 anholdte. Mange af disse har fået en plettet straffeattest. Politikere er efterladt frustreret, trætte politibetjente gider ikke mere. Og en bydel har fået et endnu dårligere omdømme, hvor ord som tolerance og mangfoldighed falmer.

tn af de unges kampredskaber har været at stresse politiet, og det er til fulde lykkedes. Pengekassen hos Politiet er drænet. En ekstrabevilling på 50 millioner kroner er ikke nok. Nu må man planlægge sig ud af problemet. Og det betyder at politiet må prioritere yderligere.

 

Erhvervslivet bliver stadig ramt

De unge har ikke glemt, hvem der var Ruth` s venner under nedrivningen. Således har firmaet Hetland VVS og El flere gange været udsat for omfattende hærværk længe efter nedrivningen.. Smadrede ruder, knuste biler og graffiti er ikke erkendt for dette firma. Brosten og hundelorte bliver kastet mod Hetlands medarbejdere. Ifølge firmaet vil politiet ikke gøre noget ved det, og forsikringen er også stået af.

 

Demokrati handler om dialog

Demokrati handler om dialog. Modenhed og intelligens kunne også have løst problemet. Generøsitet og venlighed kunne have skabt en løsning.

Positivt er det dog at overborgmesteren nu er i gang med seriøse forhandlinger med de unge. Det kræver mod fra overborgmesteren. Løsningsforslaget har mødt modstand fra borgerlig side. De mener, at vold er blevet belønnet. Både Nørrebro Handelsforening selv, Enhedslisten og Ungdomshusets utrættelige advokat, Kurt Foldschack er i mails til foreningen blevet kaldt hyklere af folkevalgte politikere. (Husk artiklen blev skrevet dengang i 2007 – 2008)

Det ser heller ikke ud til at Københavns kommende kulturborgmester er begejstret for den ny aftale. Venstre vil nemlig gøre alt for at standse en ungdomshusaftale. De udtaler, at den nye aftale er et knæfald for volden og gadens parlament.

Denne holdning synes lidt mærkelig. Politiet har erkendt, at de ikke kan løse opgaven. Så må politikerne da træde til.

Mogens Lønborg fra De Konservative er overbevist om, at de unge igen vil bruge vold. Bevægelsen bag Ungdomshuset skulle være straffet, ikke belønnet. Mogens Lønborg mener, at decibel – demokratiet har sejret.

I en leder skriver Jyllands Posten blandt andet:

• ret beset er aftalen en skændsel mod ethvert rettænkende menneske i et demokratisk og civiliseret samfund som det danske. Ildspåsættelser, hærværk og ekstrem vold belønnes nu på værste vis med et nyt hus, som de unge på egne outrerede og navlebeskuende præmisser kan omdanne til en stat i staten.

 

Løsningen

Fonden skal være kommunens garant for, at tingene er i orden. Men Fonden skal ikke til lommerne i forbindelse med købesummen i forbindelse med et nyt hus. Fonden skal have tilsynspligten for myndighederne.

Ifølge hensigtserklæringen vil kommunen, de unge, Fonden Jagtvej 69 samarbejde om at finde det nye ungdomshus, som kommunen så lejer ud til Fonden, der stiller den til rådighed for de unge.

Aftaler om brug af huset, løbende vedligeholdelse og andre daglige problemstillinger skal i grove træk i grove træk aftales mellem fonden og de unge.

Café – drift samt koncertvirksomhed kræver en særlig aftale, ligesom regnskabet for dette, skal udskilles.

Fonden har også pligt til at indberette uregelmæssigheder. De unge er indstillet på at vise hensyn til naboer og nærmiljø, forlyder det. Kun en bydel har hidtil afvist at have et ungdomshus i deres område. Lokalrådet for Brønshøj, Husum og Tingbjerg siger klart nej.

Manu Sareen fra de Radikale siger det meget rammende:

• Vi sender et signal om, at vi vil have en mangfoldig ungdomskultur i København.

 

Altid aktive

Fordi de unge nu får et hus, så holder man ikke op med at besætte huse. Det viser denne historie også. Vi vil fortsat se demonstrationer for flere frirum. Man vil fortsat pege på uligheder i samfundet. Kreative indslag vil fortsat være en del af de unges aktiviteter.

Man kan så håbe på, at man vil undgå den hårdt prøvede detailhandel på Nørrebro.

Den 28. december har en gruppe, der kalder sig bz.dk valgt til National bz – dag. At fjerne fristeder er ubegrundet, uretfærdigt og uacceptabelt, siger gruppen. De vil markere dagen med at vise deres utilfredshed.

Hvis du vil vide mere, så findes der talrige artikler omkring Ungdomshuset og Nørrebro

På www.dengang.dk og www.norrebro.dk

Hvis du vil vide mere: 

• På www.dengang.dk finder du 1.784artikler
• Under Nørrebro finder du 305 artiklerRedigeret 2. – 02. – 2022