Artikler
December 12, 2007
Mange hertuger har regeret Tønder By og Tønder Amt. Men denne artikel skal hovedsagelig handle . om Hertug Hans den ældre. Og selvfølgelig ved jeg godt at Tønder ikke havde en selvstændig Hertug.
Hertug Hans ikke krediteret
Hertug Hans den ældre har gjort meget for Tønder, men det er rigtig nogen pladser eller veje, der er opkaldt efter ham. Ikke engang i vores nationalmelodi For
en fremmed barsk og fattig er han krediteret. Her er til gengæld slægten Rantzau skamrost. Nu var det ikke just alle Rantzau’ er, der var lige populære.
Ikke røre ved det nationale
Men i min tid i Sønderjylland har jeg kært at man skal passe på at pille ved det nationale. Det kom min afdøde kone også til, da hun lavede en film til TV – Syd
om edb – programmet Comal 80, der blev udviklet af Børge Christensen i Tønder. Hun brugte en flot underlægningsmusik spillet Mikkelsen (fornavn glemt) fra Aabenraa af Det haver så nydelig regnet.
Men Tv – Syd mente, at melodien vakte så mange følelser, så de bragte filmen uden denne flotte musik. Jeg håber ikke, at jeg kommer til at støde nogle følelser ved at fortælle om Hertug Hans den ældre.
Hertugdømmet blev delt
Ved kong Frederik den 1.`s død i 1533 stod både kongeriget og hertugdømmerne over for, at skulle have en ny herre. Hertugdømmernes stænder havde ret til selv at vælge, men reelt spillede kongeslægtens arvekrav en betydelig rolle. Som den eneste myndige søn overtog hertug Christian (senere Christian den 3.)
foreløbig styret på egne og umyndige brødres vegne.
I 1544 blev der foretaget den endelige deling mellem brødrene. Den yngste bror havde dog opgivet sine krav mod løfte om en anden forsørgelse.
Delingen blev foretaget på den måde, at alle fik lige meget ud af det. Det betød at alle fik spredt beliggende områder i begge hertugdømmer. Hermed sikrede stænderne at Slesvig og Holsten fortsat var knyttet sammen.
Den yngste bror, Adolf valgte først. Han fik Gottorp som residentslot. Kongen valgte den sønderborgske del med Flensborg by, og Hans (den ældre) valgte Haderslev som residensby. Da Christian den 3 døde blev der foretaget en ny deling, denne gang kun den kongelig del af hertugdømmerne. Delingen omfattede kun Frederik den 3. og den yngste bor Hans den yngre).
Hertug Hans den ældre fik Haderslev Amt og Tørning len, dertil det store Tønder amt med de frisiske øer bortset fra Amrum, Vesterland – Før og dertil nordspidsen af Sild, der hørte under kongeriget. Dertil Rendsborg og øen Femern, der var en del af hertugdømmet Slesvig, selvom den lå ud for Holstens
kyst. Hertug Hans fik desuden Løgumkloster og Bordesholm kloster i Holsten.
Smid ikke med kød
Den 27. august 1544 udsendte Hertug hans en hofordning. Det vigtigste i den var rangordningen ved bespisningen. Enhver skulle kende sin plads. Det viste sig også at være nødvendig med at indskærpe god bordskik. Man skulle forholde sig rolig, når det blev spist. Man måtte ikke kaste med kød, brød, fisk, knogler eller andet.
Dødsstraf ved manddrab
I 1545 blev der indført dødsstraf i Tønder Amt i manddrabssager. Efter gammel nordisk ret havde man før kunnet klare dette med bødestraf eller fredløshed. En anden straf rettede sig mod menederne. Fra 1549 gjaldt det, at man i sådanne sager skulle have de to fingre, hvormed den falske ed, blev afsagt, afhugget.
Utugt straffes med døden
Straffen for ægteskabsbrud blev også skærpet. I visse tilfælde kunne ægteskabsbrud straffes med døden. Men i en sag fra Tønder, hvor en mand havde fået et barn med sin mors kusine, der var i huset hos dem, reagerede hertugen som i mened sagerne.
De sad begge i fængsel på Tønder Slot. Amtmand v. Thienen skulle true med skarpretteren, men kun som trussel. Til sidst blev sagen ordnet på den måde, at manden fik en bøde. Kvinden blev bortvist fra Tønder amt.
Der blev ansat særlige vrøgere, der skulle holde øje med om ægteskabsforordningerne blev overholdt. I dag ville man kalde sådanne for dyneløftere. I forbindelse med utugt og usædelighed havde den af Gud indsatte øvrighed mandat til at straffe sådanne lovbrydere med sværdet.
Husk at betale tiende
Kirken havde lidt store tab under reformationen så hertugen indskærpede, at tiende skulle overholdes af bønderne. Bønderne skulle aflevere hver tiende neg.
Inviter ikke for mange
Hertugen meddelte i 1566, at der herskede meget uskik, ødselhed og pengespild ved begravelser, bryllupper og barselsgilder. Også klædedragten var for luksus-præget.
Resultatet blev totalt forbud mod gravøl. Kun familiemedlemmer og tyendet måtte våge over den afdøde. Naboerne kunne få lov til at komme, men kun i al beskedenhed.
Til barnedåb måtte kun indbydes fadderne og derudover 5 af vennerne. Der måtte kunne serveres 4 retter mad, og der måtte ikke drikkes øl. Og heller ikke vin. Blev flere indbudt skulle værten bøde med en gylden. Hvis der blev serveret vin var bøden 10 gylden.
Klæde – forordning
Forordningerne gik helt ned i detaljer. De fortalte også hvilke smykker, man måtte bære. Og ikke mindst, hvilke klædedragter, man måtte bære. Byens fornemste borgere måtte anvende silke og kammelot. Håndværkerne måtte benytte sig af engelsk klæde til kjortlen, og ikke anvende fløjl. Tjenestefolk
måtte nøjes med at bære kjortel af almindeligt engelsk eller kølnskklæde (gemein English oder Collnisch gewandt zu rocken)
Til glæde for de fattige
Reguleringen er motiveret ud fra omsorgen for de fattige, som ved højtider ikke vil stå tilbage for byens bedrestillede og de hertil hørende normer. At skulle leve op til en social praksis, som rækker over ens stand, er til stor skade og fordærv (schadenn und vorderff)
Hertugen lagde vægt på, at forordningerne var at betragte som en kærlighedsgerning.
Offentlig gabestok
Hvis man overtrådte kirkebestemmelserne, og afholdte fester og slægtsgilder i forbindelse med kirkelige højtider, så var straffen hård.
Man kunne risikere at komme i gabestok. Det var på byens torv, at man blev udstillet til almindelig hån og fornedrelse. Man kunne også risikikere ikke at måtte blive begravet i indviet jord. En ned-rangering i lavere sociale til stor skam for familien var også en mulighed.
Ikke arbejde på søn – og helligdage
Der måtte ikke arbejdes på søn – og helligdage. I begyndelsen var det amtmanden, der skulle holde øje med dette. Men senere var adelen, der skulle føre opsyn. Det havde sikkert et pædagogisk sigte. Så kunne herremanden ikke forhindre, at man søgte mod kirken.
Kæmpe dige-byggeri
Hertug Hans var meget interesseret i inddignings-mulighederne ved Vestkysten. Han foretog en række projektor, som betød afgørende indgreb i naturforholdene i marskområderne. Fyrsterne ville have mere jord, og i den vestlige del af Tønder, var der mange muligheder.
Midt i 1500 – tallet fældede hertugen størstedelen af skovbevoksningen øst for Tønder. Han brugte træet i det omfattende dige-byggeri. Alene til dige-arbejdet fra 1562 – 66 blev der brugt 18.000 læs træ af forskellig slags.
I 1554 fik hertugen trods lokalbeboernes protester anlagt et dige fra Højer til Rudbøl og videre østpå til gesten ved Gresbøl i Kær herred. Der blev løst en meget krævende ingeniøropgave, idet Vidåen blev spærret med en sluse. Flere forsøg var tidligere mislykket.
Arbejdet blev afsluttet i 1556. Det betød at store dele af marskområdet nu var græsområder. Men det betød også at Tønder var afskåret fra havet.
Jagtslot
I 1562 blev et nyt stort dige-anlæg sat i værk, et dige fra Rudbøl over til Vidding Herred. Alle disse projekter kostede tyngende byrder fra befolkningen. Omkring 1570 byggede han et lille jagtslot Lusthaua Thom ved sin gård Grøngård (Vi har skrevet 4 artikler om Grøngård)
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 7 – 4 – 2022
November 14, 2007
Gadeforening kaldte sig stadig handelsforening
Man henstillede til, at foreningerne gik sammen, og at Nørrebro City fremover markedsførte sig som Gadeforening, ellers ville de blive retsforfulgt. I begyndelsen af 1991 var farvehandler Johnny Beyer blevet valgt som formand for Nørrebro City. Han fastholdt, at man ville fortsætte med at markedsføre sig som handelsforening. Samtidig var Nørrebro City velkommen i Storkøbenhavns Samvirkende Handelsforeninger (SSH).
Nørrebro City fik valgt et bestyrelsesmedlem ind i Nørrebro på tværs. Denne gruppe havde en god kontakt til ungdomsgrupperne og græsrødderne. Samtidig startede de lokalavisen Paagaden.
Man håbede og troede på at gruppen fremover kunne undgå nogle af de misforståelser der opstod mellem visse grupper af beboere på Nørrebro og handelslivet.
100 års jubilæum
På generalforsamlingen i 1995 havde Nørrebro Handelsforening besøg af Peter Duetoft. Emnet var Lukkeloven. 100 års jubilæet foregik på Nørrebro Teater med en reception. Bagefter så man forestillingen Gøgereden.
Tag nu og vågn op – kære handlende
En sag omkring huslejestigning fik foreningen til at lave en undersøgelse over, hvor meget hver enkelt betalte i husleje. En beboer havde klaget angående en døgnkiosk i Rantzausgade, der solgte øl efter lukketid. Politiet bad beboeren om at henvende sig til handelsforeningen.
Tag nu og vågn op – kære handlende. Sådan lød opfordringen på en stor annoncekampagne. Nørrebro Avis ville give 25 % og Nørrebro Handelsforening ville ligeledes give 25 %. Tilslutningen var dog lille.
Der blev besluttet, at afsætte 250.000 kroner til vedligeholdelse af foreningens bygning.
Nørrebro i CNN
1993 var året, hvor hele verden fik kendskab til Nørrebro gennem CNN. Baggrunden var den anden EU – afstemning inden for et år. Bydelen eksploderede i gadekampe. Gadefesten på Blågårdsplads havde udviklet sig. Politiet affyrede 113 skud, og demonstranter kastede byger af brosten. Mange af disse gik gennem butiksruder. Både aktivister, politibetjente og tilskuere blev såret. ( På www.dengang.dk kan du læse 3 artikler om dette tema).
Ny farmand i Handelsforeningen
Albert Bodenhoff havde afløst Knud Schou på formandsposten. Han ville gå af på generalforsamlingen i februar 1995. I 10 år havde han været formand. I december 1994 havde Nørrebro Avis en samtale med ham, om hans 10 år i Nørrebro Handelsforening. (Du kan læse en artikel om Knus Schou på vores hemmeside).
Sådan sagde Bodenhoff, Da han tiltrådte var der 500 medlemmer. Nu var medlemskabet dalet til 100.
Ja sådan sagde Bodenhoff
En bedre Nørrebrogade
Arbejdsgruppen En bedre Nørrebrogade sluttede efter tre års arbejde. De havde rosende omtale til Bananrepublikken, Natur og Skønhed, Indian Corner, Indoor, Ingeborg Larsens Modemagasin og Liz Mode.
I alt 24 butikker og 2 andelsboligforeninger var blevet fremhævet for at have forbedret deres facader. Hvordan det har påvirket helhedsindtrykket, er svært at vurdere. Kampganen havde ganske givet sat en proces i gang. Konklusionen fra Arbejdsgruppen:
Handelsforeningen valgte at støtte Sjakket til køb af en fabrik, hvor der skulle oprettes bilværksted, t – shirt trykkeri, smedeværksted, sleep in, keramik – og træværksted.
Tre Handelsforeninger bliver til en
Forhandlingerne mellem de tre handelsforeninger endte lykkelig i december 1995. Formanden for City Foreningen, Johnny Beyer fungerede sammen med Hans Thomsen som formænd for
Erhvervs – og Handelsforeningen for Nørrebro og Nordvest frem til den ordinære generalforsamling. På denne generalforsamling blev Johnny Beyer valgt som formand. Også den tidligere
formand for Nørrebros hjerte, Benny Granstrøm kom med i den ny bestyrelse.
Den ny bestyrelse var enig om at foreningen, skulle have sit gamle navn tilbage. En konkurrence om et nyt logo blev afholdt. Hele 60 forslag var der at vælge imellem. Vinder blev Torben Lundsted, der modtog en check på 5.000 kroner.
Samarbejde med Rabarberlandet
I 1996 fik foreningen to fuldtidsansatte i sekretariatet. De var formidlet af Jobbørsen under det boligsociale projekt Rabarberlandet. Med to fuldtidsansatte øgedes foreningens aktiviteter betragteligt. Tanken med Jobbørsen var at give motiverede arbejdsledige mulighed for at komme ud i erhvervslivet, samtidig med, at man udfyldte et reelt behov. Handelsforeningen deltog aktivt i dette projekt.
Møde med ministeren
Et stormøde blev afholdt med Mimi Stilling Jacobsen. Emnet var De mindre butikkers fremtid. Nogle af de spørgsmål, der blev besvaret var
Mødet samlede 150 deltagere.
Ændring af Stiftelses – og Understøttelsesfonden
Nørrebro Handelsforenings Stiftelses- og Understøttelsesfond blev revideret. Formålet er
At støtte ældre medlemmer af Handelsforeningen, som på
grund af sygdom, ulykkestilfælde eller af andre tænkelige årsager er kommet i
trang
Billeder gennem muren
Sammen med Nørrebro Kulturbyråd, Assistens Kirkegårds Formidlingscenter og Ung i Parken arrangerede man Billeder gennem Muren, en kunstudstilling på Assistens Kirkegårds mur. Arrangementet var for at markere bydelen og styrke ungdommen. 50 kunstnere var inviteret til at male hver et maleri til udstillingen. 50 temaer var valgt af Formidlingscentret.
Den store bussemand
Den hetz HK havde kørt på Den lille Købmand som Den store bussemand gjorde det bestemt ikke nemmere for den enkelte butiksindehaver at få elever, og på sigt ville det give problemer for detailhandelen Et år senere lykkedes det for formanden, Johnny Beyer, at afkræfte at alle butiksindehavere var bussemænd. Det skete såmænd i et HK – medlemsblad.
Atter engang var der problemer med huslejestigninger. Et medlem havde fået bebudet en kæmpe lejeforhøjelse. Denne forhøjelse holdt dog ikke i retten, efter at Nørrebro Handelsforening havde foretaget en undersøgelse. Foreningen deltog aktivt og støttede en udstilling i Kvicklys vinduer Håndværk gennem 100 år. Blandt andet var foreningens første to protokoller udstillet.
Efter at foreningen havde haft to mand ansat i sekretariatet, måtte bestyrelsen nu igen påtage sig alt arbejde. Det gik mest ud over formanden og sekretæren.
Gammel formand melder sig ud – i protest
Ikke alle var begejstret over bestyrelsens arbejde. Den tidligere formand Albert Bodenhoff meldte sig ud af foreningen i protest mod en artikel i Nørrebro Avis. Han mente, at den nuværende formand nedvurderede samtlige handlende. Han skulle efter Bodenhoffs mening have kaldt dem ungdomsfjendtlige og kulturfjendske, og for ikke at have en horisont.
Hvad skal foreningen beskæftige sig med?
Hvad skulle Nørrebro Handelsforening beskæftige sig med. En undersøgelse blev gennemført i 1996
Politiet gjorde ikke noget ved rude-knuseri
En episode vakte forargelse i Handelsforeningen. To brosten blev i åbningstiden smidt ind i McDonalds ruder på Runddelen. Personalet fulgte rudeknuseren, der forsvandt ind i Ungdomshuset på Jagtvejen. Politiet blev tilkaldt, og var der få minutter efter. De blev gjort opmærksom på observationen, noterede det ned på en blok, og forsvandt lige så hurtig, som
de kom. Der blev aldrig foretaget en sigtelse.
Indehaveren har senere klaget over hændelsen, men har aldrig fået en forklaring. De chokerede kunder, som var få centimeter fra, at blive ramt, fik heller ikke nogen forklaring.
Politisk indflydelse
Bestyrelsesmedlem, låsesmed Hans Mejlshede havde accepteret, at stille op på en erhvervsliste på vegne af Nørrebro Handelsforening til Bydelsrådet. Under hele valgkampen var Hans Mejlshede meget aktiv i medierne. Desværre var der ikke stemmer nok til en plads.
I 1997 støttede foreningen to kandidater til Kommunevalget. De to kandidater var Hans Thomsen fra Socialdemokratiet og Knud Schou fra Det Konservative Folkeparti. To tidligere meget aktive medlemmer fra Handelsforeningen. Deres fælles mærkesager var
Socialdemokratiet var dog ikke så tilfreds med den gratis reklame, der var i strid med interne partiregler.
Nørrebro – på kogepunktet
Om sommeren kogte det atter på Blågårdsgade. Flere mente, at erhvervslivet burde påtage sig et socialt ansvar. Nørrebro Handelsforening gik dog også aktivt ind i dette arbejde.
Sammen med Østerbro Handelsforening afholdtes et møde om erhvervslejeloven. Foreningen var især bekymret over et forslag fra Lejelovskommissionen om, at alle erhvervslejemål skulle tidsbegrænses i fem år.
Trafik og handel på Nørrebro
Et medlemsmøde blev afholdt i september. Emnet var Trafik og Handel på Nørrebro. Her kom nogle interessante tal på bordet. Ikke alle troede på de tal, der blev frembragt. Fra 1970 til 1996 var udviklingen:
Foreningen havde en kritisk dialog med Tele Danmark om deres måde, at sælge annoncer på de gule sider til erhvervslivet. Foreningen erfarede, at man kunne risikere, at betale for dyre annoncer på grund af passiv accept.
Godt samarbejde med Bydelsrådet
PLS – Consult foretog en evaluering af Bydelsforsøget. Her kunne læses, at repræsentanter fra Nørrebro Handelsforening, Lokalrådet og Bydelsrådet en gang om måneden udvekslede erfaringer. På trods af holdnings – og meningsforskelle var det opfattelsen i Handelsforeningen, at der var en god dialog og et godt samarbejde omkring konkrete projekter og tiltag.
Dog mente Handelsforeningen at bydelen i forbindelse med folkemøder var for ensidige med hensyn til, hvem de inviterede. Det gode samarbejde fortsatte gennem årene. I år 2000 gik Nørrebro Handelsforening ind for at bevare nærdemokratiet og dermed Bydelsrådet.
Stort tab på distributionsselskab
Bydelsrådet har aktivt støttet NH Distribution. Dette distributionsselskab blev senere til Handelsstandens Indkøbsforening, og var en stor succes med levering af varer til de ældre. Indtil Københavns Kommune lavede et kontraktbrud. Nørrebro Handelsforening mistede 5 – 6 millioner kroner på dette eventyr. Vi har en særskilt artikel om denne indkøbsordning.
Bydelsrådet – på minussiden
Selvfølgelig har der været ting, som Nørrebro Handelsforening slet ikke kunne acceptere i samarbejdet med Bydelsrådet, og det var
Projektkompagniet
Forretningen deltog i et lokalt netværk på Nørrebro og i Nordvest kaldet Projektkompagniet. Et tæt samarbejde ville kunne medvirke til, at der blev lettere adgang for de ledige. Desværre
fik projektet ikke støtte fra Socialministeriets Virksomhedspulje. En produktionsskole til bydelen med plads til 50 elever, var også noget der optog bestyrelsen meget. En arbejdsgruppe blev nedsat bestående af Askovgården, Recounsult og Nørrebro Handelsforening. Det var desværre skønne spildte kræfter. Københavns Kommunes 10. kontor ville ikke støtte projektet.
Igen ballade
McDonalds fik atter smadret vinduer. Brandbomber og brosten blev kastet mod Nærpolitistationen. En tyrkisk klub får brosten gennem vinduerne. Indgangspartiet på Helligkors Skole blev smadret. Flere ruder i Hans Tavsens gade blev ødelagt, og flere gader mørklagt.
Brug gaden
Formanden og næstformanden i foreningen havde været på gåtur i bydelen på udkig efter flere parkeringspladser. De fandt flere muligheder som de sammenfattede i et brev til politikerne. Indtil dags dato er der ikke sket mere i sagen.
Brug Gaden. Sådan lød Nørrebro Handelsforenings slogan i 1998. Her medvirkede blandt andet Jytte Abilstrøm og Pjerrot. Der var Westernshow, danseundervisning, Street Basket og meget mere.
Knud Schou forlader Nørrebro
Knud Schou startede som slagter på Runddelen. Gennem 32 år havde han drevet sin forretning. Han var formand for Nørrebro Handelsforening i 12 år og formand for arbejdsløshedskassen Dana i 20 år. Han startede som selvstændig med en butik på Frederikssundsvej i 1956. Han er aktiv i Ældre Sagen, oldermand i Slagterlavet og æresmedlem i Nørrebro Handelsforening. Og De konservative har i mange år haft glæde af ham i Borgerrepræsentationen.
Erhvervsforum
I forbindelse med Bydelsforsøget håbede Nørrebro Handelsforening i samarbejde med Bydelsrådet, at kunne skabe grobund for et bæredygtigt erhvervsliv. Man startede i fællesskab Erhvervsforum. Tanken var, at der firegange om året, skulle afholdes møder. En gang årligt skulle der afholdes en hverdags-konference.
Møderækken indledtes med Niels Villemoes, der holdt en ordentlig gang peptalk om, hvordan man skulle begå sig i virksomhederne.
Et stormøde blev afholdt på Arbejdermuseet omkring Trafik i København. Med navne som overborgmester Jens Kramer Mikkelsen, Søren Pind, John Winther og Gunvor Auken.
God infrastruktur efterlyses
I en pressemeddelelse fra foreningen bliver det pointeret, at butikslukninger også kan være fremkaldt af politikernes manglende forståelse for sammenhængen mellem byplanlægning og drift af detailhandelen.
Ros til Jytte Andersen
Regeringen planlagde at genfremsætte sit forslag omkring erhvervslejeloven fra sidste samling. Forslaget gav ifølge Nørrebro Handelsforening udlejerne alle kortene på hånden i de fremtidige forhandlinger mellem lejere og udlejere. Bestyrelsen ville arbejde på dette misfoster af en lov ikke blev gennemført. Om det var foreningens pres, der fik boligminister Jytte Andersen til at nedsætte et udvalg bestående af erhvervslejere og erhvervsudlejere, vides ikke. Loven blev efter dette mere spiselig. Nørrebro Handelsforening roste Jytte Andersen.
Formanden skrev blandt andet:
Ny hjemmeside
På Internetcafeen Månebase Alpha i Elmegade præsenterede Nørrebro Handelsforening deres nye hjemmeside www.norrebro.dk . Samtidig fik medlemmerne en indføring i Nettet og dens betydning.
Det var nogle af de spørgsmål, reklamebureauet Adventure svarede på. I dag bliver hjemmesiden redigeret af foreningens sekretær, og bliver opdateret cirka hver 14. dag. Efterhånden har siden 21.000 besøgende hver måned. Medierne citerer ofte fra den.
Familie-dag
En kæmpe familie-dag blev afholdt den 28. august. Hele familien kunne more sig med Go – Cars, Beach – surfing, klatrevæg, trampolinspring, trafikskole med minbiler, søløver og klovne. Jo der skete noget på Nørrebro.
Tåbelige afgifter
Borgerrepræsentationen besluttede, at der skulle lægges skat på reklameskilte og udstillinger foran butikkerne. En urimelig ekstra beskatning, mente man i foreningen. Særlig i dag hvor kommunen har besluttet at bruge det åbne rum, kan disse afgifter synes tåbelige.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 25,-10. 2021
November 14, 2007
I 1950 boede der på Nørrebro 132.000 mennesker. I 1980 var der kun 78.000 tilbage. Grunden til dette, var i stor grad, saneringen.
Detailhandelen kunne ikke omstille sig
Man foretog en gennemgribende ændring af det fysiske miljø, for at bedre borgernes vilkår. Som det så smukt hed. I den tid, det tog, måtte detailhandelen forsøge at omstille sig. Det var der mange, der ikke kunne. En væsentlig omsætningsnedgang blev følgen. Problemet var størst på Indre Nørrebro. Kvalitet og vejnet var betydelig bedre på Ydre Nørrebro.
Nybyggeriet blev for dyrt
Den første saneringslov stammer tilbage fra 1939, den blev revideret i 1939 og blev kaldt verdens bedste saneringslov. I praksis fungerede den dog ikke særlig godt, på grund af finansielle og organisatoriske årsager.
Mange Nørrebro – borgere følte også, at deres rettigheder blev taget fra dem. De havde ingen muligheder for indvendinger. Detailhandelen kunne også tydelig mærke, at deres kunder forsvandt. Den samlede detailhandleromsætning var ellers stigende indtil begyndelsen af 60erne.
Kampen om Byggeren
En række beboere havde indrettet en byggelegeplads på en byggetomt Byggeren. Her gik områdets børn hen, og børnehaverne brugte stedet. Kommunen var gået med til drift og vedligeholdelse. Men det varede ikke ved. Den 22. april 1980 gik politi og bulldozer i gang. Pelle Jarmer mente, at områdets børn skulle gå i Fælledparken eller Valby Parken.
Byggeren blev derefter besat af beboere, der dannede levende skjold, da det endelige angreb, fandt sted på arbejdernes kampdag den 1. maj.
Kampene mellem aktivister og politi stod på i fire – fem dage. På plakater kunne der læses Politi ud af Nørrebro – Byggeren overgiver sig aldrig.
Bydelen gik amok. Egon Weidekamp mente, at det var VS Blågårdsgade, der stod for balladen. 68er generationen havde rottet sig sammen til fælles kamp mod bolighajer, kapitalismen, det politiske system og borgerligheden. Byggeren står i dag som et symbol for denne kamp.
Kampen om Blågårdsgade
I en aktion i Blågårdsgade var Handelsforeningen også med. Sammen med Nørrebro Beboeraktion fjernede man vejbommende i Blågårdsgade. De blev kørt ind på Rådhuspladsen med et pænt tak for lån til overborgmesteren. Men det hjalp ikke. Nogle af beboerne ville have busserne tilbage til Blågårdsgade, især de handlende.
Bommende kom tilbage, men det gjorde busserne ikke. Indretningen af gågaden var en fiasko for detailhandelen. Efterhånden måtte butikkerne i sidegaderne også lukke en efter en. Nogle af grupperne mente dog, at Nørrebro skulle være helt bilfri. Deres slogan var
–Væk med røg, støj og møg
Store protester mod saneringen
Andelsboligforeningen Peter Fabersgade 5 – 19 uddelte en løbeseddel, hvor de opfordrede Magistratens 4. afdeling til at koordinere gennemførelsen af saneringen i Den sorte firkant. Det var området mellem Nørrebrogade, Jagtvej, Tagensvej, Fredensgade og Sortedams-Dossering.
Løbesedlen var et godt eksempel på den frustration, der bredte sig. Og fra Den sorte firkant lød budskabet, at man syntes, at nybyggeriet var for dyrt. Flere, der gerne ville flytte ind i byggeriet, havde ikke mulighed for det på grund af den store husleje. Også med hensyn til trafikproblemerne allierede Handelsforeningen sig med græsrødderne.
Overborgmesteren bliver politianmeldt
Egon Weidekamp blev meldt til politiet af Carl E. Rasmussen, rådgiver for Nørrebros pensionister. Grunden var, at byggetomterne blev dækket til med sundhedsfarlig sand. Dette sand indeholdt kiselholdigt støv, som var skadelig for luftvejene. Vedlagt anmeldelsen var støvprøver, som var opsamlet i rendestenene i henholdsvis Stengade og Korsgade. Kommunen foreslog etablering af cykelstier mellem Jagtvejen og Højbanen. På Dronning Louises Bro var der i tidsrummet mellem klokken 6 og klokken 20 talt op mod 9.500 cyklister og 1.000 knallerter i begge retninger tilsammen. Blandt andet derfor foreslog kommunen nu atter engang dele af Nørrebrogade spærret.
Spærringen ville betyde, at 1.500 til 2.500 køretøjer blev flyttet fra Nørrebrogade til Tagensvej.
Nedgang i antallet af butikker
Butikkerne oplevede nu drastiske huslejeforhøjelser. Kriminaliteten og narkoproblemerne voksede. I 1981 lavede foreningen et bankospil i Nørrebrohallen. Overskuddet gik til Flygtning 81.2/3 af butikkerne i København omsatte for under 3 millioner kroner om året. Denne konklusion kom Institut for Centerplanlægning frem til i en interessant undersøgelse i begyndelsen af 80erne.
Butiksantallet faldt på Nørrebro fra 2.256 butikker i 1958 til 965 butikker i 1981. Det kraftigste fald oplevede dagligvarebutikkerne (80 %) og tekstil – og beklædningsbutikkerne (55 %). Udtyndingen var stor i sidegaderne. Hele 120 tomme ubenyttede butikslokaler kunne fremvises.
I Blågårdsgade var 44 % af butikslokalerne tomme.
Knap halvdelen af butiksindehaverne tjente mindre end 100.000 kroner til sig selv. Halvdelen af alle butikker på Nørrebro havde været udsat for indbrud.
Trafikalt sammenbrud
At være selvstændig næringsdrivende på Nørrebro kunne være en tvivlsom fornøjelse, sådan stod der i en indbydelse til et møde om anlæggelse af cykelstier. Poul Wilcke, der havde forfattet indbydelsen skrev bl.a.
Nørrebro kunne få en god udvikling ved at gøre en markant og effektiv markedsføringsindsats.
Det var nogle af ordene i en præsentationsavis til de handlende. Nørrebro Avis ville give 25 % rabat, betingelserne var, at medlemmerne skulle aftage 100.000 millimeter.
Navneforandring
Foreningen fik i 1983 navneforandring til Handelsforeningen Nørrebro – Nordvest, men det kneb med at få medlemmer fra Nordvest. En lokal telefonbog blev udsendt af foreningen, tidligere havde man fremstillet medlemsbøger, Det gav ret pæne beløb til Understøttelsesfonden.
Arbejdsløshedskasse dannet
Formanden Knud Schou var med til at starte Arbejdsløshedskassen Dana for næringsdrivende (nu selvstændige). Den startede i 1976 og her i 1983 havde den rummet 25.000 medlemmer.
Handelsforeningen udsendte en presse-information, hvor man tog skarp afstand fra de voldshandlinger og bøllestreger, der fandt sted på Nørrebro efter BZ – demonstrationer på Rådhuspladsen lørdag den 9. april:-
Pressemeddelelsen blev ikke bragt i Nørrebro Avis, og det var man sure over i foreningen. En snak med avisen skulle løse dette problem, og andre tvistigheder. Man mente heller ikke, at avisen havde været flink til at omtale arrangementer.
Igen en navneforandring
Foreningen skiftede atter navn, nu hed den Handels – og Erhvervsforeningen for Nørrebro og Nordvest. Håndværkere og andre liberale erhverv blev også optaget som medlemmer.
Formanden Knud Schou nævnte på den årlige generalforsamling, at supermarkederne havde snuppet 65 % af dagligvaresalget. Han slog til lyd for solidaritet som for eksempel fællesannoncering. Man overvejede, at melde sig ind i Provinshandelskammeret. Det kunne give foreningen mere magt og slagkraft. I Handelsforeningens blad skrev I.W. Sørensen meget tankevækkende:
Angst for supermarkeder
Knud Schou sagde i 1983:
Formanden kritiserede Postvæsnet i et par artikler. Det fik så postmester Hans Strunge til at melde sig ind i foreningen, for at fortsætte dialogen her.
I 1988 lavede SSH `s formand Ingolf Sørensen en spørgeundersøgelse omkring udsalg. Baggrunden var dagspressens manglende forståelse for detailhandelens problemer. Et møde blev
afholdt om butikstyveri og et om erhvervs – og livsforsikring.
Kilde
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 25. 10. 2021
November 14, 2007
Allerede i 1979 startede foreningen Nørrebro City. Formålet med denne forening var at skabe liv i gaden. En række forretningsdrivende mellem Runddelen og Søerne mente at Nørrebro Handelsforening var for stor til at koordinere et større salg – og kundetilgang.
Nørrebros Hjerte eksisterede allerede. Deres virkeområde var fra Runddelen til Højbanen.
I 1984 gik Kontrapunktet i luften. De opererede fra Højbanen, hovedsagelig på Frederikssundsvej hen til Frederiksborgvej. Inden de gik i luften søgte de inspiration hos en udbrydergruppe fra Østerbro Handelsforening – nemlig Østerbros hjerte, der havde sit ståsted i Nordre Frihavnsgade.
Nørrebro City – den mest aktive
Den første formand i Nørrebro City var buntmager Preben Askbo. Senere fulgte Lilly Ellersø og Johnny Tikotzki. Kreativiteten blandt butikkerne i denne forening var usædvanlig høj. Nørre – grønne – bro – gade hed en af aktiviteterne, hvor der en måneds tid stod træer fra Elmegade til Frederik den Syvendes gade. Det var der nu ikke alle der var lige tilfredse med. I Bydelens talerstol kunne man den 30. juli 1985 læse følgende:
Det sidste kan man ikke give kritikkerne ret i. De har brokket sig højlydt.
En Nærpolitistation blev fremskaffet
En nærpolitistation ønskede man. Der blev fundet nogle lokaler, og minsandten om ikke nogle betjente rykkede ind. En latinamerikansk uge sluttede med grillet okse i regnvejr. En køb dansk uge med Danmarks længste kaffebord, fodbold-konkurrence, og slå katten af tønden var blot nogle af de arrangementer, der blev sat i gang.
Jytte Andersen og Pia Kjærsgaard dannede en eller anden form for samarbejdspolitik, da de kårede Miss Genbrug. En kano – og kajak-konkurrence med Mogens Lykketoft, Jytte Andersen, Pelle Jarmer, Gunna Stark og Knud Schou vakte jubel.
Danmarks længste
loppemarked
På den 333 meter lange strækning fra Kapelvej til Nørrebros Runddel startede. Danmarks længste loppemarked startede i silende regn, men alle stadepladser var optaget. Loppemarkedet eksisterer den dag i dag, hver lørdag fra maj til oktober. Også dengang var det Inga og Gunnar Berling, der stod for det praktiske.
Der kom mange udenlandske turister til loppemarkedet. Udenrigsministeriet har flere gange sendt en busfuld damer, hvis mænd skulle til konference. Loppemarkedet er en blandet
landhandel, og forretningsformen foregår på ægte kræmmervis.
Det koster leje for kræmmerne, som de betaler til Handelsforeningen. De betaler så forsikring, afgifter og depositum til kommunen. Arrangementet trækker nye kunder til Nørrebro. Overskuddet fra loppemarkedet har blandt anset betydet, at foreningen har kunnet skyde penge i restaurering af kapellet på Assistens Kirkegården.
Må leve med kritik
Kritik har det altid været i forbindelse med Nørrebro Handelsforening. Et tidligere bestyrelsesmedlem og modtager af midler fra Understøttelsesfonden, sluttede et indlæg i Nørrebro
Avis med følgende salve:
I forbindelse med Køb Dansk Kampagnen udtalte den samme person:
Masser af aktiviteter
Nørrebro City fortsatte uanfægtet med Danmarks længste borgmesterstang, Happenings med bryllup og udnævnelse af en borgmester på Indre Nørrebro. En Ren by aktion blev afholdt. Egon Weidekamp skulle samle en hunds” hømhøm” op. Men det var bare snyd. Den var lavet af plastik.
En æresport blev rejst over Dronning Louises Bro i anledning af dennes 100 år. Det var seks dags konkurrence, veteranbus og find en snebold. Danmarks venligste indkøbsgade var kommet i fokus.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 14, 2007
Den 8. – 9. november 1999 har nok været den sorteste dag for de handlende på Nørrebro. Ikke blot omfanget af hærværket og tyverierne, men også myndighedernes afmagt.
Status for hærværket
Status for natten:-
En ekspedient blev overfaldet. Men det værste, at ikke en eneste person blev gjort ansvarlig over for denne vandalisme. Nørrebro Handelsforening udsendte flere presseinformationer i dagene efter ødelæggelserne. I den første stod der:
Samfundet må stå til regnskab for politiets manglende indsats, da deres indsats eller mangel på samme, har resulteret i betydelige ekstra omkostninger for de implicerede virksomheder.
Forsikringsselskaber skruer bissen på
Og det var ikke uden grund, det med ekstra omkostninger. Forsikringsselskaberne prøvede på mange måder at henvise til paragraffer, forordninger og meget mere. Det var de færreste, der fik dækket deres udgifter. Et glasskab til 70.000 kroner blev kun dækket med 35.000 kroner.
Selskaberne skruede tvært imod bissen på. Selvrisikoen voksede yderligere. Der blev stillet krav om gitter og kameraovervågning.
Ingen klassekamp – uden gadekamp
På muren på Assistens Kirkegård stod der dagen efter:
– Ingen klasekamp – uden gadekamp
Masser af sympati – men ingen penge
Nørrebro Handelsforening tog hurtigt initiativ til en indsamling for de skadesramte efter terrornatten.
Man skrev til samtlige partier om økonomisk kompensation, for eksempel fra Stormflodsfonden.
Sympatien over for foreningen ville ingen ende tage. Politikerne stod nærmest i kø for at love guld og grønne skove, men indtil dags dato, er der ikke tilkommet de skadesramte en rød øre.
Det vil sige nogle af handelsforeningerne bidrog.
Nørrebro Handelsforening opfordrede til, at der blev gjort noget politisk ved de gentagende hærværksaktioner over for detailhandelen på Nørrebro. Ligeledes blev der sendt et klagebrev til justitsminister Frank Jensen, hvor man anfægtede politiets sene indgriben.
Ødelæggelserne var meget værre end den 18. maj 1993.
Glubske glarmestre og vagtselskaber
Næsten, mens urolighederne stod på, holdt glarmestrene parat, for at montere nye glas. Forretningerne blev dagen efter bombarderet på kryds og tværs af vagtselskaber og folk, der ville sælge gitre og andet udstyr.
Var det Ungdomshuset?
Formanden Johnny Beyer sagde til dagspressen, at han var sikker på, at det var Ungdomshuset, der stod bag terroren. Flere forretningsfolk havde set autonome på gaden. Formanden for Indre Nørrebro Bydelsråd udtalte til Jyllands Posten den 10. november, at det ikke var Ungdomshuset, der stod bag:
De plejer, at være mere selektive ved deres aktioner. Det går kun ud over banker og politiet. Jeg er ret overbevist om, at det er andengenerationsindvandrere, der stod bag. I øvrigt holder de autonome ikke nødvendigvis til i Ungdomshuset.
Angiveligt var det en udvisning af en ung tyrker, som Nørrebro handlende skulle afbøde for. Ungdomshuset udsendte også en presse-information:
Ungdomshuset er et koncertsted, en bogcafe, cirkus – og gøglerskole, øvelokaler og meget mere. Vi er et samlingssted for mennesker, der ønsker at vise et alternativ til det profitfokuserende og kommercialiserede samfund, vi lever i. Men vi er ikke en flok terrorister, der sidder og venter på den første og bedste lejlighed til at brænde vores kvarter af.
Den forklaring troede foreningens formand, Johnny Beyer ikke på. Sammen med en journalist fra BT opsøgte han Ungdomshuset. Det var nu ikke de varmeste følelser, der prægede diskussionen, og kaffe blev der ikke budt på.
Din butik bliver den næste
Før et efterfølgende møde var Johnny Beyer blevet truet af folkevalgte politikere, at såfremt han nævnte Ungdomshuset ville der ske ting og sager. Politiet havde fået nys om sagen, og var mødt talstærk op. Siden den aften er der politikere, politiske partier og medier, der frabeder sig enhver information fra Nørrebro Handelsforening.
En mand med beviser
Et par dage efter dette, kom en mand ind i Johnny Beyers butik. Han mente, at kunne fremføre beviser, der kun godtgøre, hvem der reelt stod bag aktionen. Han ville lade sig afhøre af politidirektøren men kun hvis Johnny Beyer måtte overvære forhøret. En aftale med politidirektøren blev straks iværksat. Men det var ikke hende, der stod for forhøret. Det var en kriminalassistent, der måtte ringe hjem til familien og aflyse et teaterbesøg.
Det var en politisk organisation, der stod bag. Men ikke en eneste person er nogen sinde blevet draget til ansvar for ødelæggelserne. Derfor kan forfatteren af dette indlæg ikke oplyse, hvem den politiske organisation er. Men mon ikke politiet eller PET ved, hvem det er?
I hvert fald kostede terror- natten de handlende på Nørrebro, millioner af kroner.
Hvor var politiet?
I en ny presse-information sagde Nørrebro Handelsforening:
Myndighedernes tilbageholdende og langsommelige indsats fik den konsekvens, at tyveri og hærværk fik et urimeligt stort omfang..
En hurtigere indsats mod de relativt få uromagere ville have ført til flere anholdelser, langt bedre indsigt i personsammensætningerne og mindre hærværk.
Undskyldning fra Justitsministeren
Justitsminister Frank Jensen svarede foreningen:
Politidirektøren konkluderer i sin redegørelse, at det tog politiet for lang tid, at samle tilstrækkelig styrke til at sætte ind mod urostifterne. Politidirektøren har beklaget dette, og jeg kan kun tilslutte mig den beklagelse. Politiet skal fremover være i stand til at rykke ind på et tidligere tidspunkt og yde den bistand, som beboere og forretningsdrivende har krav på.
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 30.3.25
November 14, 2007
Prisloven blev skærpet i 1931. Man forsøgte at komme monopollignende prisaftaler til livs. Flere og flere blev beskæftiget i detailhandelen. Specialhandelen og stormagasinerne fortsatte deres vækst.
40 års jubilæum
Nørrebro Handelsforening holdt 40 års jubilæumsfest med reception om formiddagen og en festmiddag om aftenen. Medlemmernes damer havde syet et stort smukt flag, der blev overrakt bestyrelsen. Det bekymrede foreningen, at Brugsforeningerne solgte til. Ikke – medlemmer.
Ingen rabat til arbejdsløse
Socialminister K.K. Steincke foreslog, at de handlende skulle yde særrabat til de arbejdsløse ved disses køb af de vigtigste levnedsmidler. Forslaget mødte stor forståelse fra forskellige handelsorganisationer, Som Steincke havde haft indkaldt til møde. I Nørrebro Handelsforening kritiserede man forslaget med den begrundelse, at handelsministeren ville forbyde al rabat, ja så kunne socialministeren ikke bare komme med sin rabat. Foreningen besluttede at yde 1 krone pr. medlem til en kampgane mod al form for rabat. Det lykkedes at få tilslutning fra 87 % af medlemmerne.
På generalforsamlingen i 1935 vedtog man en resolution til Bryggeriforeningen, hvor man påpegede det uretfærdige i, at næringsdrivende fik 80 øre pr. 100 flasker skattepligtig øl refunderet fra bryggerierne, når marketenderierne helt var fritaget for omsætningsskatten. De fik derved en lavere indkøbspris end de handlende.
En henstilling blev sendt til Magistraten, om en betydelig nedsættelse på den elektricitet, der anvendtes til vindue – og reklamebelysning.
Medlemsmøder var for dyre
I løbet af 1938 blev der holdt en del medlemsmøder, men det var åbenbart ikke billigt at holde disse møder. På generalforsamlingen faldt der nogle bitre bemærkninger fra formanden,
om at det var en dyr fornøjelse. Og han mandede ikke til efterfølgelse.
Efter 1940
I 1941 fejrede foreningen 50 års jubilæum med en festmiddag i Studenternes Hus., til trods for alle eksisterende vanskeligheder.
Øjeblikkelig prisstop indføres
Da krigen brød ud, forhindrede Varedirektoratet og Priskontrollen, at detailhandelen udnyttede situationen ved at sætte avancen op. Ved tyskernes besættelse indførtes øjeblikkelig prisstop. Dette blev senere afløst af en egentlig prislov. I 1943 fandtes 3.300 maksimalpriser som omfattede 108 varegrupper. Der var fastsat 200 maksimalavancer og udstedt prisstop i 9 brancher. Men effektiviteten var ikke særlig god. Detailpristallet steg med 50 % under krigen.
Ågade var blevet reguleret og den sidste åbne strækning af Ladegårdsåen blev rørlagt. Efter krigen søgte mange virksomheder ud af byen. Nørrebro stod med en tæt saneringsmoden boligmasse, uden mulighed for at kunne fastholde de lokale arbejdspladser.
Kommunistisk artikel må ikke skrives af formanden
De herrer Skotte, Bülow og apoteker Clausen havde indkaldt til et ekstraordinært bestyrelsesmøde. Formanden, Gunnar Hejgaard havde skrevet en kommunistisk artikel i Land og Folk.
Og det kunne man ikke dengang, når man var med i bestyrelsen i Nørrebro Handelsforening. Det kunne man faktisk tillade sig i dag, hvis det havde været mulighed for det. En kreds af medlemmer krævede en ekstraordinær generalforsamling. Der mødte dog ikke tilstrækkelig mange frem, til at forsamlingen var beslutningsdygtig. Mødet fortsatte derfor som et almindeligt medlemsmøde.
Forhandlingerne medførte, at Gunnar Hejgaard trak sig som formand, og hvervet blev overdraget til apoteker Clausen frem til den ordinære generalforsamling. På generalforsamlingen den 24. februar 1946 stillede den gode Hejgaard alligevel op til formandsposten igen. Men det kunne sandelig ikke gå i handelsforeningen. Så bestyrelsen foreslog købmand O. Gottlob Andersen, der også blev valgt.
Fællesorganisationen opløses
På grund af kontingentforhøjelse til Fællesorganisationen stillede bestyrelsen forslag om at udmelde sig. Kontingentet androg 2 kroner pr. medlem pr. år. De penge mente man, kunne
bruges på en anden måde. Flere andre handelsforeninger meldte sig også ud. De ønskede dog at bibeholde samarbejdet med de lokale handelsforeninger. Dette blev starten til Handelsforeningernes Centralråd. Rådet fik dog en forholdsvis kort levetid, men nåede dog at oprette fælles medlemsblad for de tilsluttende foreninger.
Ideen med tilslutningen var rigtig nok, men der var ikke nok tilslutning. Nogle var blevet tilbage i Fællesorganisationen. Man besluttede at opløse Centralrådet, men Nørrebro Handelsforening overtog medlemsbladet, der fik navnet HC Bladet.
Arbejdet gik videre med at finde en rationel løsning for de lokale handelsforeningers tilslutningsform. Og det blev så Centralforeningen for Storkøbenhavns Lokale Handelsforeninger, som
vi i dag kender under navnet SSH (Storkøbenhavns Samvirkende Handelsforeninger).
Jens Otto Krag i krydsild
I 1948 havde foreningen besøg af handelsminister Jens Otto Krag. Ministeren kom i skarpt krydsforhør af medlemmerne. Ifølge referaterne kunne han ikke svare på alle spørgsmålene.
Bekæmpelse af gadehandel
Handelsforeningen gjorde i 1949 politiet opmærksom på, at iflg. Politivedtægtens §11 kan politiet med Magistratens samtykke, og når færdselsforholdene kræver det, helt forbyde gadehandel i visse eller bestemte bydele. En tur for Stiftelsens beboere i Prinsesse Charlottesgade gik til Jægersborg Slotskro.
Varemangel
Efter krigen var der akut varemangel og restriktioner blev indført. I sidste halvdel af 1948 ophævedes restriktionerne på gas, hvedebrød, rugbrød, gryn og tobak. I 1949 var turen kommet til skotøj, uldvarer, sæbe, svinefedt, flæsk, kød, te og kakao. De handlende på Nørrebro kunne i lang tid mærke restriktionerne med hensyn til blandt andet vinduesbelysning.
Stadig fattigdom på Nørrebro
At være detailhandler i hovedstaden i slutninger af 40erne var heller ikke en guldgrube. Bruttoavancen var 14,2 % og omkostningerne var 7,6 %. Lærlingelønnen var det første år på 79
kroner. Fattigdommen var stadig udpræget i visse områder på Nørrebro. To gange om året fik de fattigste børn udleveret tøj på skolerne. Det foregik som regel i gymnastiksalen.
Efter 1950
Kraftige farver blev nu anvendt i bolig – og køkkenindretning. Alle spinkede og sparede. Tøjet var enten for småt eller for stort. For familierne gik tøjet i arv. Mange måtte gå i lappet tøj.En legetøjshandler på hjørnet af Jagtvejen og Jægersborggade solgte figurer lavet af tysk krigs-materiale i aluminium. I Nørrebroparken kunne man leje cykelbiler med pedaler indvendig. Om
sommeren var der et stort bassin med vand.
Så kom radioen nu med grammofon. Det var en del af underholdningen, især om aftenen, Hvem husker ikke Inge Aasted ?
Man lyttede også til Den gamle gartner, Åh Marie a vil hjem og ikke at forglemme Heksedansen. De gode Rock and Roll sange fra den gang måtte vi vente med. Da de endelig kom, vakte de forargelse. Den måde man bevægede sig på var uanstændig. En ny brødrister, hvor brødet selv sprang op, vakte begejstring. Nor fik ny køkkenredskaber og blender, Nilfisk og bærbar tørhjelm, kunne hun bruge hos frisøren. Far fik el – shaver.
Telefonen var stor, tung og med drejeskive og hang fast i væggen med en ledning. Sætter vi detailpristallet til 100 i 1936, var den i 1950 vokset til 188, og i 1955 var den vokset til 231.
Datidens helte
Med Tricolore sæbe fulgte samlemærker om indianernes hemmelige tegnesprog. I Ota’s havregrynspakke fulgte klippeark med helte og skurke fra det vilde vesten. Og sandelig om man i 1956 kunne høre Preben Uglebjerg synge om Davy Crocket. I biografen hed helten Hoplong Cassidy, man havde endda en fanklub med ham. Senere fulgte søndagens Zorro – film.
Piger skulle forblive ærbare
Den gang var pigernes gode rygte, noget der skulle passes på, og man måtte for alt i verden undgå at blive gravid. Det vigtigste for en pige var at blive gift og få børn. Et dårligt rygte kunne ødelægge alle disse planer.
Måtte ikke bruge ejendom som kontor
Og i 1954 sendte Nørrebro Handelsforening en ansøgning til Københavns Kommune boligudvalg om brug af en af lejlighederne i foreningens ejendom som kontor. På grund af mangel på
boliger, blev denne anmodning ikke imødekommet. Butikshandelens Fællesråd blev dannet. Det blev ikke nogen egentlig sammenslutning, men et organ til varetagelse af fælles interesser, og som kunne virke udadtil som en samlet enhedsfront.
Forsikringsselskab dannes
Formanden Gottlob Andersen overtog senere formandsposten for Centralorganisationen. Han opnåede blandt andet, at handlende blev placeret som lægdommere ved boligretten. Det lykkedes Centralorganisationen, at opnå en andel i den gær bonus, som de Danske Spritfabrikker hvert år uddelte. Nørrebro Handelsforening har i årenes løb modtaget et stort beløb herfra til foreningens Stiftelse – og Uddannelsesfond.
Det var også Gottlob Andersen, der var initiativtager til Centralorganisationens eget forsikringsselskab. Det kunne være en stor økonomisk belastning for de handlende, at skulle udrede løn under en medarbejders sygdom, samtidig med at han skulle aflønne en stedfortræder. Forsikringsselskabet har udbetalt adskillige hundrede tusinder af kroner til medlemmer af Nørrebro
Handelsforening.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 25.- 10. – 2021
November 14, 2007
Formanden for Nørrebro Handelsforening advarer mod pølsevogne. Foreningen køber ejendom. Kreative ideer til ny næringslov. For mange butikker handler med det samme. Dagbladet Politiken sat på plads. Forringelser for de arbejdsløse, kan mærkes på Nørrebro.
Et væld af butikker så dagens lys på Nørrebro i 1920erne. De to største forretningsgader var Nørrebrogade og Blågårdsgade, men også i sidegaderne blomstrede detailhandelen. Konkurrencen var benhård, mange prøvede lykken.
For mange butikker solgte det samme
Det økonomiske opsving i 20erne medførte øget industrialisering. Det gik efterhånden hårdt ud over butikkerne. En anden grund var fejlspekulation. En gros priserne efter krigen var meget lave. Det førte igen til stor arbejdsløshed. Banksammenbrud fulgte i kølvandet. Måske var detailhandelen selv medskyldig i krisen. Mange havde pludselig høje avancer, men små indtægter. Problemet var, at for mange butikker solgte det samme. Og dem, der blev arbejdsløse havde ingen penge at rutte med. De fik kun op til 52 % i arbejdsløshedsunderstøttelse.
Fabrikker giver tilskud
Foreningen kæmpede mod tilgift. Særlig slemme var kaffeforretningerne. De voksede i København fra 50 til 150 stykker. De blev støttet af brænderierne. Otto Mønsteds fabrikker ydede
også tilskud til de butikker, der solgte deres produkter.
For den lille detailhandler kneb det med at følge med. De havde ikke kapital til, at gøre det store indkøb eller midler til reklamefremstød.
Ny beværterlov i strid med handelens interesser
I 1920 rettedes der en henvendelse til medlemmer af Landstinget, angående et forslag til en ny beværterlov, idet adskillige af forslagets bestemmelser var stærk i modstrid med handelens interesser. Og så blev der sendt en ansøgning til kommunalbestyrelsen om tilladelse til at holde vinduerne belyst i hele december måned. Desuden var der en stærk tilslutning til at lukke klokken 16 juleaftensdag.
Advarsel mod Pølsevogne
Det kunne være svært at acceptere nye tiltag. Hør blot, hvad formanden for Nørrebro Handelsforening sagde på et medlemsmøde:
Erhvervenes priskontrolkomite gik sammen med Husmoderforeningen for at sikre prisfald under disciplin. Der blev dannet et forbrugerværn, som blandt andet opnåede at bagernes brød gik ned i pris.
Kreative ideer til en ny næringslov
Nørrebro Handelsforening havde nogle konstruktive forslag til ændring af næringsloven:
En masse problemer måtte Bestyrelsen stadig løse. Der var mange, der ønskede understøttelse. Klagerne over illoyal konkurrence voksede. En del inkassosager og voksende aktivitet fra Hovedstadens Brugsforening vakte ikke behag.
Lukketider atter til debat
I sommeren 1922 blev lukkeloven igen drøftet. Man var indstillet på en ordning, hvorefter lukketiden, de første hverdage skulle være klokken 18, fredag til klokken 19 og lørdag til klokken 21. Enden af diskussionen blev, at man de første fire hverdage lukkede klokken 19 om sommeren og klokken 18 om vinteren.
Også et krav om en ny lærlingelov, specielt designet til handelen var på tale. En faglært købmand skulle have haft butik i fem år, inden han måtte få lærlinge. På et bestyrelsesmøde den 26. september blev man enige om, at forhandle med en ny avis der hed Nørrebro Avis. Formanden skulle forhandle om, hvad man kunne få, hvis man ville anbefale avisen.
Et medlem fik en kæmpe lejestigning fra 300 til 1.500 kroner. Det fandt man sig ikke i. Indenrigsministeriet fik en henvendelse vedrørende forlængelse af lejeloven. Og atter engang henvendte foreningen sig til handelsministeren angående revision af loven om falsk reklame og illoyal konkurrence.
Nørrebro Handelsforening køber ejendom
På Generalforsamlingen i 1924 diskuterede man køb af en ejendom af Understøttelsesfondens midler. Med 26 stemmer for og 24 imod blev man enige om at nedsætte et udvalg.
Den 13. november afholdtes der møde mellem udvalget og bestyrelsen om køb af Prinsesse Charlottesgade 37 – 39. Ejendommen tilhørte Detailhandlerbanken i likvidation. En
ekstraordinær generalforsamling afholdtes 10 dage efter, hvor købet blev vedtaget med 29 stemmer for og 9 imod.
Tilgiftsproblem – er der stadig
Tilgiftsproblemet eksisterede stadig. En smørforretning på Jagtvejen gav ved køb af ¼ kg smør og 1 kg margarine en tilgift på to æsker tændstikker og 18 øre kontant. En kaffehandler søgte ministeriets tilladelse til at blande visse dele tilsætning i ren kaffe og sælge blandingen til billigere pris. Den smukke tanke blev mærkværdigvis tilladt, når der på emballagen var angivet sammensætningen af blandingen.
Foreningen havde efterhånden fået nok af mejeristernes ulovlige handel og rettede derfor henvendelse til grosserer C.V. Busch, formand for den københavnske Fællesrepræsentation. Henstillingen gik på, at alle kommunens udsalg skulle undersøges, om de blev drevet på lovlig vis, fordi de handlede med varer, hvortil der blev forlangt borgerskab.
Dagbladet Politiken sat på plads
I 1925 havde formanden siddet i 10 år. I jubilæumsgave fik han en merskumspibe. Den 28. april undrede dagbladet Politiken sig over, at handelsforeningerne ville have, at man respekterede de love, som Rigsdagen havde vedtaget med hensyn til prisfastsættelse. Det fik formanden til at fare i flint. I en modartikel belærte han journalisterne om de faktiske forhold:
Et emne, som også beskæftigede bestyrelsen var radiolytternes misbrug af telefonledninger. Blev dette opdaget, blev ledningerne klippet over af telefonmedarbejdere.
Ikke 700 kroner til nye cykelskure
Lejerne på Prinsesse Charlottesgade ønskede cykelskure. Det blev afvist af bestyrelsen. Der var ikke plads i budgettet til de 700 kroner, dette ville koste. I 20erne var Nørrebrogade og Blågårdsgade forbeholdt sporvogne, hestekøretøjer, trækvogne og cyklister.
Forringelser for de arbejdsløse, kunne mærkes
Statsminister Madsen – Mygdal indførte i 1926 besparelser på dagpenge. Skibsredder A.P. Møller sagde samtidig:
Når man havde butik i et arbejderkvarter kunne forringelser straks mærkes.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 26.10.2023
November 14, 2007
På et medlemsmøde holdt hørkræmmer P. Rasmussen et indlæg om statens og kommunernes indgreb i den fri ernæring. Detailhandlerne i arbejderkvartererne ville rammes af eventuelt stats – og kommunesalg af livsnødvendigheder. Dette burde fordeles mellem de næringsdrivende., der ofte selv havde vanskeligheder med at fremskaffe varerne i 1915. P Rasmussen sagde bl.a.:
Borgerrepræsentant Johan Nielsen foreslog en ensartet kødkontrol over hele landet. Nørrebro Handelsforening havde ved flere lejligheder påpeget mangelfuld hygiejne hos mange spækhøkere.
1916 med 552 medlemmer
Medlemstallet var i begyndelsen af 1916 vokset til 552 medlemmer.
Et problem meldte sig i Husumgade, hvor næsten alle handlende solgte maltøl til 15 øre. Foreningen havde anmodet bryggerierne om at sætte prisen til 18 øre. Sagerne hobede sig op. Derfor ansatte foreningen en såkaldt tillidsmand. Han skulle foretage prøveopkøb og møde i retten. Hans løn var 2 kroner pr. sag og 5 kroner for hver gang, han mødte frem i retten. Generalforsamlingen godkendte desuden en fast løn bestående af 30 kroner det første år.
Formanden anmodede på generalforsamlingen, at man skulle ligge hovederne i blød, til hvordan man kom brugsforeningerne til livs. Det griber om sig. Ved siden af Nørre Central
Cafe, blev Hovedstadens Brugsforeninger dannet oppe på 1. sal. I mange år var de en torn i øjet på den almindelige detailhandel.
Der var mange regler og forordninger, der i dag måske synes håbløse. Man måtte for eksempel gerne give en gratis kalender, stod der Glædelig Jul og Godt Nytår. Ja så var det tale om tilgift, og det var forbudt.
Politiet holder med Ismejerierne
Politibetjente advarede ismejerierne om, at de kunne risikere en anmeldelse hvis de solgte diverse varer. Betjentene optog dog ikke bøder. I Aftenbladene kunne man læse, at det var Nørrebro Handelsforening, der stod for anmeldelserne.
Henvendelse fra Middelstandens Forening
Fra Middelstandens Forening havde man modtaget en skrivelse. De ville godt have et samarbejde i stand med Handelsforeningen. Deres mål var at samle alle selvstændige mænd og kvinder af middelstanden til værn mod standens interesse blandt andet ved:
Foreningen fik lov til at sende en folder ud til alle medlemmer, men et egentlig samarbejde blev det aldrig til.
Formanden måtte ikke udlåne sin telefon
Efterhånden havde de fleste butikker fået telefon. Formanden, urtekræmmer Koefod lånte da også telefonen ud til kunderne for fem øre pr. samtale. Men det måtte han ikke. Kjøbenhavns Telefon – Aktieselskab henvendte sig til formanden:
Man foreslog, at formanden anskaffede sig en godkendt bøsse og lægge 10 øre ned i den for hver samtale. Selskabet ville så modtage 5 øre, og formanden beholdt de sidste 5 øre.
Tænk – at beskatte fattigmands snaps
I 1917 blev generalforsamlingen afholdt på Sø-pavillonen . Her sagde Hr. Petersen:
Formand Koefod startede som formand nr. 13 med et medlemstal på 96 og 400 kroner i kassen. Nu var der 520 medlemmer og 7.000 kroner i kassen. Der var stor utilfredshed med
gas – og elektricitetsprisen, spiritusbeskatningen og brændevinsafgiften. Forhandlerne oplyste, at de kun fik leveret 1/6 af det tidligere forbrug. Tænk, at beskatte fattigmands snaps.
10 % af Københavnerne medlem i Brugsen
Brugsforeningernes omsætning var efterhånden nået op på 100 millioner kroner, og Nørrebro Handelsforening påpegede flere gange, den uretfærdige skattefrihed, som de kooperative foretagender fik. De burde beskattes af omsætning og fortjeneste. 8 – 10 % af Københavns befolkning var efterhånden medlemmer.
I en foredrag om de selvstændiges vilkår, blev det oplyst, at blandt byens 10.000 – 11.000 handlende, så havde de 7.000 fra 800 til 3.000 kroner i årlig indkomst. En ny forening henvendte sig. Det var Den personlige friheds værn. Også de fik lov til at sende brochurer ud til medlemmerne.
Advarsel mod Schous Sæbehus
P. Petersen mente, at et foretagende med så dårlig tankegang som Schous Sæbehus, burde man absolut ikke støtte. Han anmodede medlemmerne, om at købe hos andre grossister. Køb ikke
hos overflødighedsgøre, kundgjorde han. Grossister, der samtidig drev detailhandel, var absolut ikke foreningens livret. Man blev også sure på Urtekræmmerforeningen, der optog annoncer fra Schous Sæbehus i deres medlemsbog.
Henvendelse til Priskommissionen
De var hårdt klemte på Nørrebro. Dagligt blev man belemret med maksimalpriser, hvor avancen var så ringe, at når man trak driftsudgifterne fra, blev fortjenesten nul, eller med tab til følge. Mange detailhandlere spurgte: Hvad skal jeg leve af?
Foreningen opfordrede simpelthen til, at man betalte brændevinsafgiften under protest. Foreningen skrev endvidere til Priskommissionen og fortalte, at den absolut laveste avance, man kunne tolerer, var 20 %. Man søgte politisk indflydelse. Der blev ikke lyttet til detailhandelen. Meningen var ikke at have en partipolitisk bevægelse, men snarere at søge standens interesse varetaget. Det er nøjagtig den samme holdning, foreningen har nu til dags.
Giv penge til Understøttelsesfonden
Grosserersocietet blev bedt om, at give bidrag til Understøttelsesfonden, gennem alle de klausulbøder, der indgik. Samtidig henstillede foreningen til Indenrigsministeriet, at få andel i de 100.000 kroner, som ministeriet i samråd med Kaffenævnet skulle fordele til velegnede formål. Disse penge skulle selvfølgelig tilfalde Understøttelsesfonden.
Foreningens virksomhed måtte under krigen holde sig på de indre linjer. Krigsårenes rationaliseringer og restriktioner satte på mange måder en bremse på den virksomhed, der skulle
udfoldes.
I 1918 blev der holdt et stormøde på Grundtvigs-hus i Studiestræde. Emnet var Handelstandens skæbnetid er inde Kontingentet blev forhøjet til 1,50 kr. pr. kvartal.
Købmandsskolen ville oprette et dagskursus fra 13 til 19 en gang om ugen, specielt for udenbys boende handelslærlinge. Byboerne gik på aften-kursus. Når lærlingene havde frekventeret kurset et år, afholdtes der en afsluttende eksamen, hvor hver elev modtog bevis.
Problemer opstod der stadig med varer, der ikke kunne leve op til kvalitetsbegrebet. Hr. Sparwath fra bestyrelsen havde købt skosværten Ideal. Efter kun to dages forløb, var det kun en klat mug.
Statsmonopol
Endnu et stormøde blev afholdt. Emnet var Statsmonopolet – stats og kommunesocialisme og en retfærdig kooperations – beskatning. Brugsforeningerne spøgte stadig. Ved henvendelse til Københavns Understøttelsesforening kunne der opnås et lån, under forudsætning af, at vedkommende var kommet i tvang under krigen. 41 af foreningens medlemmer søgte om dette lån.
Kampen mod gadehandlere
Foreningens tillidsmand havde haft meget at se til om lørdagen, med at kontrollere om gadeforhandlerne havde fået stadeplads. Den første lørdag, blev der noteret syv, der derefter måtte i
retten. Resultatet var dog skuffende. De seks slap med en advarsel, mens den sidste fik en bøde på fire kroner.
Tre alvorlige spørgsmål til Banken
Formand Koefod opsøgte fuldmægtig Larsen i Bikubens afdeling på Runddelen. Det var den bank, foreningen brugte. Formmanden stillede tre spørgsmål:
Den fuldmægtige antog, at det var Andelsbanken, der stod bag Brugsen. Banken stod ikke mere bag Brændselsforsyningen, men måtte indrømme at de stod bag Schous Sæbehus.
Trussel om eksklusion
Flere medlemmer blev truet med eksklusion, fordi de var med i en spare-forening. Det var konkurrenceforvridende, og sådan noget tolererede man overhovedet ikke.
Maskinmestrene havde deres egen indkøbsforening, der gav 15 % rabat. De havde efterhånden 35 leverandører. Hvis medlemmer af Nørrebro Handelsforening rørte dette foretagende, så var der kun en vej, og det var eksklusion.
Formanden for Fællesrepræsentationen havde modtaget en henvendelse fra de Konservative om, at stille op til Rigsdagen. Dette var bestyrelsen dog ikke så begejstret for. Det endte endog med, at formanden stillede sit mandat til rådighed i protest over dette.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 26.10.2021
November 14, 2007
Allerede i 1916 forsøgte englænderne at flyve mod Tønder for at bombe Zeppelinbasen. Men de måtte vende om, afstanden var for stor.
Angreb fra hangarskib
Den 19. juli 1918 startede syv fly fra hangarskibet HMS Furious i to grupper. Skibet lå 150 km nord – nordvest for Tønder. Kl. 04.32 blev der fra luftmeldeposten ved Skærbæk slået alarm.
Målet var Zeppelinbasen nord for Tønder. Kl. 4.35 indledtes angrebet. Dobbelthallen Toska blev ramt af i alt 5 bomber, og to luftskibe udbrændte. En bombe ramte også jernbanesporet ved basen.
De fem jagerfly der var tilknyttet basen var trukket tilbage til andre opgaver. Efter angrebet fløj flyene i lav højde væk over Gallehus Skov.
Klokken 5.00 blev basen igen angrebet. Det var de sidste tre af de syv fly der var lettet fra hangarskibet. Et af flyene måtte dog returnere på grund af motorvanskeligheder. Nu var mandskabet på basen klar. Man skød både med kanoner og geværer, uden dog at ramme flyene. Efter angrebene kunne man konstatere 11 bombenedslag, heraf 9 på basen.
Piloternes skæbne
Fra første angrebsgruppe nåede kun kaptajn Dickson ud til den engelske flåde. Ikke hangarskibet, men en mindre destroyerflåde, omkring 40 sømil vest for Blåvandshuk. De to andre fra første angreb måtte nødlande i Danmark. Kaptajn Jackson gik ned vest for Guldager, og Løjtnant Williams landede ved Høje Knolde på Skallingen.
Efter landingen satte de ild til deres fly, så de ikke skulle falde i tyskernes hænder. Heller ikke piloterne fra anden angreb nåede tilbage. Efter en dramatisk tur landede kaptajn Smidt midt ude i det minefyldte farvand, men så tæt ved destroyerflåden, at han kunne blive samlet op. Løjtnant Yelett forsvandt sporløst
i Vesterhavet. Løjtnant Dawson nødlandede i nærheden af Lyngvig Fyr på Holmsland Klit.
De tre piloter, der nødlandede i Danmark blev interneret, men det lykkedes dem at undslippe til England, tidlig nok til de atter engang drog i krig. Det var hvis nok første gang, der blev udført et angreb fra et skib.
Tøndringerne stormede til. De ville betragte skaderne. Tyskerne fik held til at at nedgøre skaderne gennem medierne i Tønder. Niels Bøgh Andersen kunne helt fra Aventoft se røg efter luftangrebet. Efter angrebene indså tyskerne at basen lå lidt udsat. Derfor blev den fremover kun brugt til nødlandinger.
Krudt – skure
Egentlig skulle der også være sprunget bomber, da tyskerne invaderede landet. I små skure langs banestrækningerne var der placeret en masse sprængstoffer. Sprængninger skulle have ødelagt broer, så tyskerne ikke via jernbanen kunne komme videre. Men der blev aldrig givet ordre til dette. Og tyskerne vidste
åbenbart, at disse skurer forefindes.
Bygning jævnes med jorden
Den 11. juni 1942 var en sort dag for Tønder. 4 personer blev dræbt og 16 blev såret, da en bygning (Jernbanegade 10) i nærheden af stationen nærmest blev jævnet med jorden. En dyrlæge og hans datter var blandt de dræbte. De var egentlig flyttet men var vendt tilbage for at rydde op.
Der var murbrokker, glassplinter og støv over det hele. En anden bombe var faldet på den anden side af Kongevej. På stationen var der vild panik. Folk skreg.
Ud af kurs
To engelske jagerfly var kommet ud af kurs. De var omkring 20 km nordligere end de havde regnet med. Ja de troede, at de var i Nibøl, der havde direkte forbindelse til Sild. Derfor var det et oplagt bombemål.
Men klokken 18.58 drønede de to fly ind over Tønder og fra 50 meters højde kastede de deres 500 punds sprængbomber. Flight Sergent Rowland drejede af mod vest og fløj hjem ad.
Den første bombe havde ramt jernbaneterrænet 40 meter fra banegården, men var ikke eksploderet, men rikochetterede derfra gennem en mur, gennem en have, tværs over Jernbanegade og endte i kælderetagen i ejendommen Jernbanegade 10, hvor den eksploderede sammen med en anden bombe fra samme fly. Virkningerne var frygtelige.
De to øvrige bomber var faldet i nærheden og havde forvoldt stor skade på flere ejendomme. Flight Lieutenant Hughes havde endnu ikke smidt sine bomber. Han valgte at følge jernbanen nord på. Kl. 19.10 angreb han et tog mellem Døstrup og Skærbæk. Lokomotivføreren var død på stedet. Fyrbøderen døde et par dage senere.
Det engeske fly styrtede ned 5 minutter senere ved Rejsby, skudt ned af en tysk jager.
Sabotage
16. april 1943 opstod der en brand i DSB`s oliedepot. Også ved Tønder Øst blev der foretaget en sabotageaktion. I forbindelse med Tønders 700 års jubilæum i 1943 skete der en række sabotageaktioner.
Under krigen saboterede man seks lokomotiver ved at putte patroner i skorstenene. Det skete den 1. maj Også den 1. juni 1943 hørtes der eksplosioner ved remissen. Senere lykkedes det at køre et lokomotiv i Vidåen. Det tog tyskerne tre uger, at få den op af åen.
Flere gange blev strækningerne Tønder – Esbjerg og Tønder – Tinglev Banen udsat for sabotage. Og en stor del af dette sprængstof blev opbevaret i marsken i nærheden af Højer.
Angreb på samme bygning
Natten mellem den 14. april og 15. april 1945 kastede en engelsk jager en bombe mod stationen. Men desværre ramte bomben forbi målet og direkte ind i den genoprettede bygning på Jernbanegade. Bygningen blev nærmest halveret. I ruinerne fandt man 5 dræbte og 7 sårede. Angrebet kom så pludselig, at luftalarmerne ikke gik i gang.
Under krigen blev Tønder Frivillige Brandværn alarmeret hele 150 gange under luftalarmer. Ved Rørkær omkom også to som følge af bombeangreb. Et engelsk bombefly blev også skudt ned ved Jejsing.
Bomber efter befrielsen
Også efter befrielsen var der bomber i Tønder. Fire forretninger i hovedgaden samt Hostrups Hotel blev udsat for sabotage af frihedskæmpere. Tre uger efter befrielsen hørtes der også skud i Tønder. Det var frihedskæmpere, der kæmpede mod Hipo – folk.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 7.04.2022
November 14, 2007
Ja man tror det næppe. I 70 år har det eksisteret en jernbane mellem Tønder og Højer. Først med personbefordring, senere kun med gods. Banen havde sin storhedstid, da tyske kurgæster brugte Højer Sluse som transithavn.
Ny restaurant ved Højer Sluse
Den 30. juni 1892 kunne man i Tondernsche Nachrichten berette om restauranten på Højer Sluse.
Lang transporttid
I starten var der tre daglige forbindelser til og fra Højer. Rejsetiden var anslået til 37 minutter ved stop på alle stationer og kun 25 minutter ved den direkte forbindelse.
I 1897 kom der tillige 3 daglige forbindelser med gennemgående Badeschnellzüge mellem Hamborg og Højer.
Foruden stationer på Højer Sluse og Højer, blev der anlagt nye stationer i Møgeltønder og Daler.
Beskrivelse af passagererne
Tondernsche Nachrichten bragte onsdag den 6. juli 1892 en beskrivelse af den nye Jernbane Avisens udsendte medarbejder havde følgende kommentarer til sin rejse med toget.
Havlapse
Journalisten kiggede også på de typer, der tog med damperen Nordsee:
Journalisten beskrev så, hvordan disse Havlapse så ud
Under krigen var Sild fæstningsområde og afspærret for badegæster.
Problemer efter krigen
Det var problemer efter krigen. Fra tysk side ville man gerne bevare forbindelsen til Sild. Man enedes om at plombere samtlige kupeer i togene på den tyske grænsestation i Sdr. Løgum.
Plomberingen blev først hævet af det danske politi ved ankomsten til Højer sluse. Politiet skulle derefter overvåge om passagererne virkelig gik om bord på damperen til Sild. De rejsende måtte under ingen omstændigheder overnatte.
Rejsende med pas der sad i disse tog, blev beordret i en særlig vogn mellem Hamburg og Tønder, hvor der både var pas – og toldkontrol.
Men hvorvidt denne plombering var effektiv, kan man have sine tvivl om. Min far fortalte, at han og andre unger ofte rumsterede i de tyske togvogne, når de holdt i Tønder. Min far beskrev det som vild luksus.
Ingen koloni
Dæmningen mellem fastlandet og Sild blev indviet den 1. juni 1927. Storhedstiden for Højer – banen var dermed forbi. Samtidig blev stationen på slusen nedlagt.
Amtmand Florander og andre mænd af betydning på egnen sendte en ansøgning til DSB om, at indrette en koloni for feriebørn eller kirtelsvage-børn i den del af stations – bygningen, der ikke mere var i brug. Men ansøgningen blev ikke taget til følge. Bygningen var ifølge DSB i for dårlig stand.
Underskud på banen
Efterhånden overhalede udgifterne indtægterne på banen, derfor besluttede Folketinget den 20. maj 1933 at nedlægge persontrafikken på Højerbanen. Reaktionen fra lokalbefolkningen var stor. Den 14. maj 1935 kørte sidste persontog på strækningen.
I Vestslesvigsk Tidende den 16. maj skrev man
Rutebiler fra Højer til Tønder
48 timer før persontrafikken blev omlagt, besluttede Tønder Amtsråd at give koncession til rutebilejerne Rasmus Hansen , Ballum og Niels Snitgaard, Bredebro. De skulle drive en rutebilforbindelse mellem Tønder og Højer.
Drengestreger
Under krigen brugte tyskerne banen til at køre materialer via Højer til Rømø. Et engelsk bombefly var faldet ned, og tyskerne læssede det op på jernbanevogne. Drengene i området havde gyldne tider. De samlede alle kobberting, og solgte dem for gode penge til Falle på Torvet.
Mange bønder solgte halm til tyskerne, men knægtene satte ofte ild til det med brændende pile. De havde sat en tot twist i enden godt vædet i petroleum.
Godsbanen nedlagt 1962
Økonomien på banen blev ikke bedre. Efter 1953 blev stykgods og banepakker sendt med lastbil. En kort opblomstring fik banen i slutningen af 50’erne på grund sukkerroeeksport til Tyskland i årene 1958 – 59.
Banen førte en hensygnende tilværelse frem til 1961. Den 1. april 1962 blev banen nedlagt. Som følge af nedlæggelsen fik de firmaer der brugte banen pludselig en takstforhøjelse på 45 %.
Kilde: Flemming Wraae, Steen Thunberg:
www.dengang.dk indeholder 1.836 artikler