Artikler
Juli 24, 2008
Advarsel: I denne artikel forekommer der citater på Synnejysk, Tynne – plat og tysk. Hør om ”Sangkrigen”. Om det røde underskørt
ved revolutionen i 1918. Om manden fra Rørkær, der protesterede over for landråden. Og om den danske hær, der ikke var større end ”Æ Feuerwehr i Affenrå”. Læs også om, da Deutscher Verein arrangerede særtog til Tønder. Købmændene måtte ikke bruge seminariet til at deres medarbejdere kunne lære dansk.
I 1905 ankom en bagermester fra Als til Tønder. Tænk, at Tønder skulle få en dansksindet bagermester. Thorvald Petersen var hans navn. Og noget af det første han gjorde var at opsøge en anden ”stor” dansker i byen, redaktør Skovrøy. Det var en stor skuffelse for bagermesteren. Skovrøy havde valgt at
holde sin mund og føre pennen. Talte man med en tysker om Skovrøy sagde denne på ”synnejysk”.
Bange for at vise deres sindelag
Jo, tyskerne respekterede denne redaktør. Fra 1882 – 84 var han redaktør af Vestslesvigsk Tidende, der senere overgik til Flensborg Avis. Mange borgere var i Tønder var faktisk bange for at vise deres sindelag, og det havde økonomiske grunde. Derfor gik de med i Singerverein, Familienverein, Schützenverein og i æ Feuerwehr. Efter genforeningen kom en af de unge hjem, og spurgte faderen, der havde givet udtryk for glæden snart igen at kunne rejse Dannebrog:
Danskheden havde dårligekår
Mange borgere i Tønder så
ned på lille Danmark. De mente at hæren ikke var større end
Danskheden i Tønder havde dårlige kår. Mange piger fra de oprindelige danske hjem blev gift med tyske seminarister og blev dermed tysksindede. En del af dem drog syd på, og bosatte sig der. De unge, der skulle aftjene deres værnepligt i den tyske hær, blev bidt af de flotte uniformer og det tyske. Og en stor del af de dansksindede udvandrede i årene efter 1864 til Danmark.
Trusler, hvis man lejede ud til dansksindede
Da man i 1898 indkaldte til et møde på Skyttegården for dansksindede, var der 46 underskrifter fra 19 sogne i Tønder Amt. Blandt dem var det kun en nærringsdrivende. Men værten på Skyttegården ville blive boykottet, såfremt mødet blev en realitet. Tyske embedsmænd i Tønder havde stor indflydelse.
Men det var især landbefolkningen omkring Tønder der protesterede:
I 1901 blev Tønder Landmandsbank en realitet. Krigsverein forsøgte at ekskludere de tysksindede borgere, som var blevet bankens aktionærer. Enkelte kom dog bestyrelsen i forkøbet og udmeldte sig. Andre lod deres koner skrive under på aktien.
Legater kun til tysksindede
Der var masser af fattigdom i Tønder dengang. Men Tønder havde mange legater man kunne søge. Desværre viste det sig, at de legater kun blev tildelt den tyske del af befolkningen. Således spurgte en mor om hun ikke kunne få hjælp til datterens konfirmation:
Da Thorvald Petersen i 1919 kom i byrådet rejste han problemet med legatuddelingerne. Svaret var:
Dansksproget avis
Der var ikke mange dansksindede i Tønder by. De danske stemmer ved valgene fra 1890 – 1903 varierede fra 13 – 28. Trods alt, nåede man som det ses, 28 i 1903. Men der var ikke rigtig nogen, der gjorde noget alvorligt for at samle de dansksindede.
Flensborg Avis gjorde ellers en masse for, at de dansksindede skulle kunne læse en avis på dansk. Redaktør Jessen udsendte en udgave, der kostede 2 mark i kvartalet. Hovedudgaven kostede 3 mark. Ja tre gange om ugen kunne man også få Det lille Blad til kun 1 mark.
Tynne – plat
Folkesproget i Tønder var dansk eller nærmere sønderjysk. De fremmede sydfra talte tysk, en del dog plattysk, og enkelte fra det frisiske område talte frisisk.
Min far og og andre talte det specielle sprog Tynne – plat:
Bedemanden på tysk og synnejysk
I slutningen af 1890’erne var buddet på rådhuset samtidig bedemand og dermed en yderst vigtig person, synes han selv. Når han skulle overbringe en indbydelse, begyndte han turen med at træde ud på rådhustrappen iført sort tøj og høj cylinderhat, der var forsynet med langt sørgeflor, så langt, at han
måtte bære det over den ene arm. Stolt skred han over torvet og trådte ind til købmand Oluf P. Olufsen. Pigen tilkaldte fru Olufsen, og når bedemanden (Herrendiener, kaldtes han – byrådets tjener) og fruen havde taget stilling i den nødvendige positur, begyndte han med gravalvorlig
og højtidelig mine:
Derefter bukkede bedemanden højtideligt og fruen hilste ligeledes og når dette ceremoniel var vel overstået, steg manden ned fra piedestalen og pludselig var han menneske igen og sagde jovialt på Synnejysk:
Børnene i skolen fik stærke pålæg om ikke, at måtte tale dansk på legepladsen, og at de skulle tale tysk derhjemme.
Mahnzettel
Betalte man ikke sin skat rettidigt fik man en Mahnzettel (påmindelse), som kostede 30 penning, og så havde man frist i 14 dage. Om den gamle kæmmer Carstensen fortaltes, at han brugte en anden form over for skatterestanterne. Når han gik sin morgentur, så åbnede han folks døre:
Deutscher Verein kommer til byen
Byrådet i Tønder var enige om, at man ikke ville have Deutscher Verein til byen. Man anbefalede borgerne i Tønder ikke at melde sig ind. Men så let gik det ikke. Deutscher Verein havde foreninger rundt om Tønder. Og den 16. januar 1909 havde man lagt op til et kæmpe møde. Ekstratog var sat ind og Tonhalle var stuvende fuld. Efter en to times tale var afslutningssalutten fra dr. Hahn:
Derefter talte landråd Rogge, om danske mænd, der havde brudt deres ed med kejseren. Men der var ingen fra Tønder by, der var på talerstolen.
Resultatet var dog, at der blev oprettet en lokalråd af Deutscher Verein med 11 indvandrende embedsmænd.
Tre byrådsmedlemmers tur til Slesvig
I 1910 var stillingen som borgmester ledig i Tønder. Borgmester Rathje var kommet i strid med landråd Rogge. Landrådet var stærk interesseret i bedre byggeskik og forbød, at man lagde paptag på den nye ”elektricitetsbygning”. Derfor nedlagde Rathje sit hverv i protest.
En ny borgmester skulle søges. De tre af ansøgerne til embedet, som magistraten havde udsøgt, talte til et møde på Tonhalle. Nogle dage efter, afgav vælgerne deres stemme. Resultatet blev at anden – borgmesteren i Slesvig, Plewka fik det langt overvejende flertal af stemmerne.
Byrådet var meget grundig. De indhentede oplysninger om ansøgernes kvalifikationer. Plewka var en meget dygtig kommunalmand. Men for nu at gøre det så grundig som muligt, vedtog man på et meget hemmeligt møde i byrådet, at tre af rådets medlemmer skulle rejse til Slesvig for at udforske, hvad befolkningen
mente.
For nu ikke at vække mistanke, så rejste de over Hamborg dertil. De havde iført sig hvide kitler, så de lignede hestehandlere, så ingen skulle opdage deres ærinde. Stor var deres overraskelse dog, da på banegården i Slesvig blev mødt af en herre med disse ord:
Manden viste dem rundt i Slesvig, bl.a. også i værtshusene, hvor borgerne overalt kunne fortælle om de fortræffeligheder, Plewka havde gjort. De tre herrer fra Tønder kunne ikke ryste deres ufrivillige fører fra sig, og han var også vært ved et aftenmåltid.
Kampen om Æ Punchsti
Bølgerne kunne gå højt i byrådet kort før 1. verdenskrig.. De gæve kromænd fra Skibbroen satte alt ind på at få en vej bygget fra Skibbroen til jernbanestationen, den senere meget omtalte Punchsti. Hvert hus havde næsten sin egen beværtning. Man sagde dengang:
Når landboerne havde været til marked ved Sønderport, lagde de vejen til stationen over Skibbroen, og så kunne det godt hænde, at de fik et par punche undervejs. Derfor var det lettere at skrå lige over, end at gå ned af Vestergade. Og det var de sure over i Vestergade. På markedsdagene kunne de få en
god omsætning, når man blev nødt til at gå ned af Vestergade for at nå toget.
Men kampen mod Vestergade varede i mange år. Og hvem skulle kroejerne opstille som deres talsmand for et så livsvigtigt spørgsmål.
Postsekretær Brodersen
Dagen før byråds – valget gik postsekretær Brodersen (nej så vidt jeg ved, er jeg ikke i familie) og talte med nogle beboere om Punchstien. Han var en kendt og afholdt mand.
Pludselig gik det op fir værthusholderne, at ham der Brodersen måtte de have ind i byrådet. Og 24 timer efter sad Brodersen i Tønder Byråd. Først i 1937 kom der en egentlig forbindelse mellem Skibbroen og Jernbanegade, da den nuværende Kongevej blev etableret og senere vejen ved Slotsbanken.
Det vakte stor modstand i byrådet at den gamle Punchvej skulle have navnet Kongevej. Det gamle navn vakte så gode minder.
Plewka blev også uenig med Landråden
Borgmester Plewka blev også uenig med den tyske landråd og tog sin afsked i 1917. Den stedfortrædende borgmester, købmand Johannes Paulsen havde jobbet indtil 1920. Borgmesteren var samtidig politimester, og for det fik man den fyrstelige løn af 300 mark om året.
Bergmann og de fire natvægtere
Tønder havde kun en politibetjent, Bergmann, som vi har beskrevet i en anden artikel. Hans opgave var også, at se efter om man overholdt Polizeistunde
kl. 23. Mange kroer havde et kighul i indgangsdøren. Og det havde det også i Humlekærren. Var det ”Der hohe Rat ”, der sad derinde, så forsvandt han skyndsomst:
Vi må sandelig ikke glemme de fire nattevægtere. De fik samme løn som politimesteren. Deres arbejde bestod i at vække bagermestrene. Men også mod passende betaling vække de borgere, der skulle tidligt op og nå det første morgentog. Man skulle også holde øje med ildebrand og sørge for ro og orden. De
blev også drillet – disse nattevægtere. En vittig sjæl fik dem til at ansøge byrådet om en sabel, fordi de havde politimyndighed. Og de måtte have den vittige sjæl til at hjælpe med ansøgningen. Det kneb nemlig med skrivefærdigheden for natvægterne.
80 danske stemmer
I 1912 var det glædens dag for de dansksindede i Tønder. Man var nået op på 80 danske stemmer i die rein deutsche Stadt Tondern. Og det blev fejret på Landschafliches Haus (Hostrups Hotel). Men hvis postpakmester Carlsen offentlig havde tilkendegivet, at han havde stemt dansk, ville han øjeblikkelig være blevet fyret.
Aufenhalt für Menschen
Samme år blev Læseforeningen oprettet i en tilbygning til Tønder Landmandsbank. De dansksindede begyndte at mødes, og man sang danske sange. Tilslutningen blev bedre og bedre. Men ak og ve. Pludselig fandt myndighederne ud af at vinduerne var 5 cm for smalle. Stuerne egnede sig ikke til ”Aufenthalt für Menschen”. De dansksindede lavede et forsøg med deres mest kraftige medlemmer. De kunne uden problemer komme ud af vinduerne.
Og det paradoksale var, at lokalerne straks ved krigens begyndelse blev beslaglagt af det tyske militær til køkken, skomagerværksted og andre formål. Da egnede lokalerne sig alligevel til Aufenthalt für Menschen.
Problemet var at Tønder Landmandsbank ikke havde anmeldt en ombygning. Inden beslaglæggelsen fik de dansksindede lov til at holde et afsluttende møde med fremvisning af lysbilleder. Der kom ikke mindre end 66.
Men nu stod man pludselig uden et mødested.
Verdenskrigen brød ud
Den 1. august fik man pludselig andre ting at tænke på. Henimod aftenen ringede Kristkirkens stormklokker. Verdenskrigen var brudt ud.
Dagen efter kom den tyske kredslæge Schröder glædestrålende springende ned af amtshusets trapper:
Dansksindede blev arresteret
I løbet af søndagen begyndte man arrestationen af de dansksindede. Mange borgere havde forsamlet sig for at skælde ud på de dansksindede. Normalt levede man i fred og fordragelighed i Tønder. Men fra denne dag skete der noget. Der blev spyttet på de dansksindede.
I Vestergade kunne man høre:
De dansksindede blev sendt til Altona. Efter forhør blev man sendt hjem. Men man skulle selv betale. Og i Tønder kiggede man på de løsladte ”danskere” som om de var fredløse. Der gik rygter om, at grev Schack, bankdirektør Rossen og redaktør Skovrøy var blevet skudt.
Allerede efter en uge, blev der igen foretaget anholdelser. Denne gang blev man ført til politifængslet i Flensborg. Derefter gik turen til det nye gymnasium, der endnu ikke var blevet indviet. Flere blev ført til Navigationsskolen.
Myndighederne følte sig ikke forpligtet til selv at skulle levere maden, så det måtte de indsatte selv bekoste.
Skideballe af Landråden
Da de dansksindede skulle løslades, skulle de underskrive en erklæring om at de ikke måtte vise ”ikke – tysk sindelag”. De blev afleveret ordnungsgemäss
i Tønder hos landråd Böhme. Han beskyldte de anholdte, for at have sået gift i befolkningen:
Og ikke nok med det. Landråden holdt efterfølgende enetale med hver enkelt. Men det ville Hans Brink fra Rørkær ikke finde sig i.
Tønder Læseforening fortsætter
Tønder Læseforenings arbejde blev genoptaget i december 1918 på det nuværende Hostrups Hotel. Men tilstrømningen blev større og man fortsatte i Stadt Kopenhagens store sal.
Samarbejdet i byrådet mellem de dansksindede og tysksindede foregik fint. Man var meget opmærksomme på byens trivsel.
Revolutionen og det røde underskørt
Den tyske revolution ramte Tønder i november 1918. Folkemængden på Torvet i Tønder forlangte, at den røde fane blev hejst på rådhuset. Borgmester Paulsen måtte til sidst bøje sig for kravet. Men det var nu lettere sagt end gjort. Ingen af Tønders manufakturhandlere havde rødt stof. Og folkemængden indtog en truende holdning. Man da trådte Pauline Poulsen til. Hun gav resolut sit røde underskørt og ofrede det på byens alter. Skørtet blev sprættet op. Få minutter senere vajede det røde flag fra rådhusets flagstang.
Folkemængden jublede over at se revolutionens symbol udfolde sig, og situationen var reddet.
Hjælp til Tønder
En hel jernbanevogn med tøj til uddeling ankom til Tønder. Kort tid efter kom der flere vognladninger med fødevarer. Det var Danmarks befolkning, der havde samlet sammen og borgerne i Tønder var meget taknemmelige. Byen havde lidt hårdt under 1. verdenskrig.
Dansk-kursus uønsket på seminariet
Købmændene i Tønder ville gerne have, at deres medarbejdere fik lært dansk. Man manglede dog et sted, hvor dette kunne foregå. Man spurgte på det tyske seminarium:
Det lykkedes dog at få lokaler stillet til rådighed hos Goodtemplar-logen
Travlhed hos de dansksindede
Den 10. januar 1920 fik man i Tønder besked på at freden var sluttet, og at afstemningen skulle foregå den 10. februar. De dansksindede fik travlt. Befolkningen i Tønder vidste meget lidt om Danmark. Fra tysk side havde man i generationer søgt at fremstille Danmark som et lille usselt og fattigt land. Førende for denne agitation var Tondernsche Zeitung
De plakater, som de dansksindede hængte op, blev lige så hurtig pillet ned af de tysksindede. Og ikke mange forretningsindehavere turde at sætte plakater op for de dansksindede.
Første Dannebrog siden 1864
Den 2. februar kom de engelske besættelsestropper, 60 mand. . Til tonerne af Tipparary drog englænderne gennem byen til seminariet. Forrest gik en karl fra Solvig med et stort Dannebrogsflag. Det var det første, der blev set i Tønder siden 1864.
Modtaget med Slevig – Holsten sangen
Op til afstemningen kom der tog nordfra. Men der var ingen flagallé i Tønder til at tage imod de dansksindede. I stedet for stod flere hundrede tyske børn og sang:
Resultatet blev efter en valgdeltagelse på 91,4 %
Men som bekendt tilhørte Tønder 1. zone . Det var på forhånd givet at Tønder kom med til Danmark. Afstemningen var en ”en – bloc” afstemning. De dansksindede var udmærket tilfreds med at have fået 26,2 % af stemmerne. I 1907 havde man været hel nede på 4 % og ved byrådsvalget i 1919 var man på 19 %.
Tyskerne ville stjæle Dannebrog
Et flot dansk flag var foræret af flagfabrikant Weilbach fra København. Og valgresultatet blev fejret på Tonhalle. Da mødet var forbi ville en række tyskere stjæle det danske flag. En kamp på sange foregik. Tyskerne sang Slesvig – Holsten visen, mens de dansksindede gik i gang med ”I alle de riger og lande”. Der kom ikke til egentlige kamphandlinger. Der blev ringet til de engelske soldater, der kom og fik lagt en dæmper på tyskerne.
Nordslesvig ville til Danmark
Resultatet for Nordslesvig var:
Dansk i Tønders Byråd
Det vakte dog opstandelse den 24 marts i Tønder Byråd, da to dansksindede medlemmer proklamerede at fra nu af ville man tale dansk i byrådet. Skræddermester Petersen udtalte:
Uro i Tønder
Tønder Håndværkerforening ville gerne have så meget af Tønders sydlige opland med, men det var ikke så meget at gøre ved det. Fra tysk side protesterede man, og kæmpede stadig for at få Tønder med i Tyskland. Uroen kunne mærkes i Tønder. Forholdene blev tilspidset.
Der faldt lidt ro over gemytterne den 5. maj, da de danske soldater ankom. Men roen var kun kortvarig. Kronemønten blev indført den 20, maj, men toldgrænsen ved Kongeåen blev ikke samtidig ophævet. Situationen var kaotisk.
Den 4. juni blev der erklæret generalstrejke. De tyske arbejdere forlangte timelønnen sat op fra 1.60 kr. til 2.00 kr. Formanden for handelsforeningen indkaldte til borgermøde. Man organiserede borgerhjælp.
Man forlangte at dansk politi, der lige var ankommet skulle beskytte arbejderne på værkerne. Man det ville politiet ikke, i stedet gjorde de danske dragoner det. De blev dog trukket tilbage igen efter forhandlinger med amtmanden.
Markens stadige fald gjorde ikke situationen i Tønder bedre.
Den 17. juni blev jernbanerne overtaget. Aftenen forinden dampede de sidste tyske lokomotiver syd på. Samme nat blev de nye røde danske postkasser oversmurt. Det var hvis nok den sidste tyske heltegerning.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
Redigeret 17. – 03. – 2022
Juli 24, 2008
Nej, Tommyguns er ikke genopstået. Denne artikel er fra 2008.
Efter 35 års pause spiller de igen – Tommyguns. Også en fantastisk cd er det blevet til. I 1965 var de i avisen under overskriften Med Pigtrådsmusik og Maskingeværer. Dengang blev deres musik kaldt støjende. I dag er de næsten kult, med egen hjemmeside.
Overskriften i Vestkysten var den 4.10.1965 Med Pigtrådsmusik og Maskingeværer. En af avisens journalister havde fundet vej til Tommyguns ”øvelokale”.
Af de spørgsmål han stillede, kunne man godt forestille sig, at han var af en anden genration end de unge Tommyguns – musikere.
Med Pigtrådsmusik og Maskingevær
I BT
Så vidt Vestkysten. Men i BT kom gruppen også på grund af en episode, der kunne have fået tragiske følger, hvis ikke lige en af bandets medlemmer var kørt i
en anden bil. Han fik trukket bandets medlemmer ud i den friske luft. BT skrev blandt andet:
Ikke en enlig svale
Meningen var såmænd bare at skrive om en af Tønders virkelig gode grupper The Tommyguns. Min storebror havde nogle minder om dem, og pludselig fandt vi så noget på Nettet. Min svigerinde, Annelise havde været til koncert med dem på Emmerlev Klev. En koncert, som vi troede var en enlig svale. I sig selv en god historie – lige til dengang.dk
Stort besøgstal
Men da først artiklen Musik i Tønder 3 havde været på siden gik det hurtig. Først var det min gamle overbo fra de glade dage på Lærkevej, Marinus fra nr. 23. siden var det Mac Gun Kelly himself, der reagerede. Og mange Tønder – og Højer – borgere fandt også pludselig ud af noget om Tommyguns. Det kunne vi se på besøgstallet.
Riber Rock
Oplysningerne vi havde givet, var sådan set gode nok. Vi skylder blot, at nævne, at de stammer delvis fra en ny bog: Sten Mogensen: Riber Rock,
det vidste vi ikke på daværende tidspunkt:
– Hvis din boghandler ikke har det og ikke kan skaffe den så får du den her:
R&B
– Graverne 7 – 5000 Odense C (Om bogen stadig kan fås er nok tvivlsomt)
Genopstandelse
Og det var sikkert denne bog´s skyld, at Tommyguns genopstod. For de blev bedt om at give et par numre ved en reception i forbindelse med udgivelsen af bogen. Det var den 25. oktober 2003. Efter 35 år startede man igen med en lidt anden besætning.
40 – års startjubilæum
Ved genopstandelsen den 1. maj 2004 (40 – års startjubilæum) var der en kæmpe interesse for arrangementet. Det lykkedes at samle næsten alle tidligere medlemmer af bandet. Flere måneder inden koncerten var det udsolgt.
Begejstring
Marinus skrev bl.a. dette under Musik i Tønder 3:
Fantastisk cd
Tommyguns har også udgivet en ny cd. 17 numre med Shadows, Sam Cooke, Be Gees, Cliff Richard, Trawelling Wilburys, Creedence Clearwater m.m. Det svinger, og du kan ikke sidde stille. En fantastisk oplevelse. Cd´en blev præsenteret ved et release – party på Hagges den 13. juni.
Det er tydeligt at Tommyguns er glade for Shadows. Hele 4 numre er der og den gamle redaktør drømmer tilbage til Æ Klev. Her var det hvis nok en gruppe, der hed Silverboys, der var en slags husorkester. Men Mac Gun Kellys stemme går sikkert igennem, og koret lyder flot Det gode ved cd’en er stemningen. Man
forfalder ikke til at lave en partyplade, men bevarer den gode sound.
Og det bedste nummer på cd’en er helt sikkert den ikke helt kendte Long Tall Texan. Her kommer spilleglæden helt igennem. De mange kinddanse til hollandske One way Wind bliver pludselig vagt til live igen. I toppen på cd’en er også Bring it On Home To Me. Tommyguns fortolkning af Shake Rattle and Roll er også flot.
Så kære læsere køb denne cd med Tommyguns Hit it. Hvornår kommer den næste? Men indtil videre kan denne cd kun købes i udvalgte butikker i Højer og Tønder, men ellers kan du tjekke gruppens hjemmeside.
Besøg Tommyguns hjemmeside
Mon ikke Tommyguns er ved at blive kult? Prøv at besøge deres hjemmeside www.tommyguns.dk Men hvem er de nu, disse musikanter?
Ole Warming Andersen:
(vokal) Mc GunKelly. Født og opvokset i Højer. Var den 24. februar 1964 med til at starte de oprindelige Tommyguns. Oplyser at den nye startdato var den 25. oktober 2003.
Erik Degn – Christensen: (lead guitar)
Født og opvokset i Århus. Blev indrulleret i Tommyguns i 2006 ved Radio Syds mellemkomst. Favoritter: Hank Marvin, Mark Knopfler og Chet Atkins. Det er jo bestemt ikke dårligt
Peter Skovmand (rytme guitar)
Startede sammen med 4 andre Kegnæs – gruppen: The Poor Boys. Var med i gruppen Def Cisum fra Sønderborg. I 1979 startede han The Locomotions fra Nordborg.
Klaus Uecker (bas):
Født og opvokset i det tidligere DDR, hvor han spillede i et danseorkester. Startede i 1966 i Tommyguns. Han havde 4 dage til at øve sig på 60 melodier. Da Tommyguns gik i opløsning i 67 spillede han i forskellige grupper som The Luckies, Four Silgettos og Silverboys. Har i forskellige sammenhænge spillet med Dorte Kollo, Birthe Kjær og Papa Bue.
Henning Rossen (trommer)
Født og opvokset i Højer. Medlem af gruppen Breeze i næsten 12 år. Med i Mohylas Bluesband og Jazz – Quintetten fra Aabenraa..
Kanonstemning på Torvet
Den 12. juli spillede Tommyguns på Torvet i Tønder. Vores udsatte/udsendte medarbejder Marinus Thidemann Jensen giver dette stemningsbillede:
Tak til Marinus for denne oplevelsesrige beretning. Den gamle redaktør kan endnu engang ærgre sig over, at han ikke var i Tønder.
Og kollegaerne til Tommyguns indfandt sig også på Torvet i Tønder. Således fortæller Marinus, at han så K.H. Schultze fra Locomotion og hans bror, Uwe, der lige har startet et 60ér band ved navn Substitutes, hvor blandt andet Niels Wilner Kristiansen er med. For mange år siden oplevede jeg sidstnævnte øve sig i Godsbanens bygninger ved Tønder H.
Her så man også Eddie Karstensen. Var det ikke ham, der var legetøjshandler engang?
Her var også Henning Mohyla fra Dispairs samt et par Locomotion – folk.
Locomotion spillede på Torvet den 17. juli. Men de har fået meget reklame i Musik i Tønder 2. I øvrigt kan vi lige få med at Dispairs spiller på Torvet den 8. august.
Gad vide om Mac Gun Kelly og Tommyguns igen tager til Malta for at spille og holde ferie. De behøver faktisk kun at tage guitarerne med, samt selvfølgelig ferietøjet samt koner og kærester. Anlægget låner de dernede. Hvis de tager af sted igen. Så god ferie og arbejde herfra den gamle redaktør.
Vi håber, trods computerproblemer under fotogalleri, at kunne bringe fotos af Tommyguns på Torvet i Tønder.
– Endnu en gang tak til min gamle overbo fra Lærkevej, Marinus
Se fotogalleri – Tommyguns (taget af Marinus)
Læs også:
Og måske skal vi lige nævne at her i 2022 spiller Tommyguns ikke mere Til et af mine foredrag i hovedstaden var den gamle guitarist Hilmar Fabricius mødt op.
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 17.03.2022
Juli 24, 2008
På Frihedsmuseet overhørte jeg løgnagtige udtalelser om, hvad der foregik i Sønderjylland under besættelsen. Men hvad skete der egentlig, den dag da tyskerne kom. Det kan du læse her. Man havde to fjender, de tyske soldater og de tysksindede. For de tyske soldater var det Flødeskumsfronten, og for de tysksindede opstod tanken Heim ins Reich.
Spionage før 9. april
Allerede i 1938 havde tysker godt gang i at spionere rundt om I Danmark. En tysk udstillingsvogn fra ur-firmaet Kienzle kørte rundt. De indsamlede værdifuld viden i en bil, der vejede lige så meget som en tysk kampvogn.
Ved et mærkeligt indbrud på Socialdemokratiets kontor, forsvandt der en del dokumenter. I Sønderjylland spionerede mange tysksindede på eget initiativ.
Indtil 1937 drog hundreder af de såkaldte Wandervogel rundt med rygsæk og kikkert, og spionerede. Herman Göring sejlede ubemærket rundt i sin yacht Carin 2 og noterede vigtige informationer. Og på Kastellet samlede en tysk officer vigtige informationer.
Truslen fra syd
I Søgårdlejren var rekylgeværerne opladt med skarpe patroner. Soldaterne havde fået at vide, at tyskerne var i gang med at opbygge forsvarsværker. Ved Bov havde Grænsegendarmerne fået at vide, at de skulle være klar til at pakke deres kufferter. Allerede i marts var der store troppestyrker lige syd for grænsen.
Også fiskebilschauffører kunne berette om masser af tyske soldater.
En dansksindet sydslesviger, som var fungerende tolk i den tyske Værnemagt fortalte, at han den 7. april blev hentet om natten af en soldat på motorcykel og omgående beordret til List på Sild. Han fik her at vide, at Danmark og Norge skulle besættes.
Tyske tropper kunne ses og høres fra Danmark
I dagene op til den 9. april fløj et større dansk militærfly langs grænsen, berettede vidner fra Højer. Det var også her man den 8. april kunne høre motorlarm
over fra øen Sild. Men en hel uge inden havde tyske militærfly overfløjet Danmark.
Fra Skomagerhus ved Kollund lød meldingen, at tyske tropper havde taget opstilling i området lige syd for grænsen.
I Flensborg var der bestilt overnatning til 9.000 mand. Om aftenen den 8. april var meldingen, at der ville komme 28 troppetog til Flensborg. Tyske jernbanefolk havde fortalt deres danske kollegaer i Padborg, at noget ville ske.
2.000 soldater i Sønderjylland
I Sønderjylland var der ud over 4. Bataljon i Søgårdlejren lidt nord for Kruså en rekrutstyrke i Haderslev med tunge morterer, maskingeværer, 37 mm fodfolkskanoner, 20 mm maskinkanoner og et artilleri – batteri. Tillige fandtes styrker i Kværs og Kliplev.
I Tønder lå Fodfolkspioner kommandoens Befalingsmandsskole, mens Sergent – og Oversergentskolen lå i Sønderborg. Her var der også tre rekrutkompagnier. I Esbjerg, Rødekro og Løgumkloster var der batterier fra 14. Artilleriafdeling.
I alt var der i Sydjylland udstationeret 2.000 soldater.
På øvelse i Dybbøl
4. Bataljon 1. Kompagni, der var hjemmehørende i Søgård var på øvelse ved Dybbøl Banke den 8. april. Pludselig lød der fra en adjudant, der kom løbende
fra sin bil Prøvealarmering – Kompagniet stiller hurtigst på Søgård. Privat henvendte han sig til officererne:
Hjemturen for de 130 soldater foregik på cykel.
Alarm i Søgård
Ved hjemkomsten blev der udleveret skarp ammunition, forbindingspakker. Alle magasiner blev optalt, og maskinkanonerne i gården blev efterset. Man havde forventet en grænseovergang kl. 16 – den 8. april. Der blev stillet en 20 mm kanon op ud for Søgård. Mundingen blev rettet mod syd.
Denne kanon blev dog senere fjernet. Man fik at vide, at man ikke måtte provokere tyskerne. Styrken i Søgaard bestod i alt af ca. 700 mand.. Afværgekompagniet havde motorcykler med sidevogne, hvor rekylgeværer og 20 mm maskinkanoner var monteret. De nærmeste danske panserkørertøjer befandt sig helt i Århus. Tre delinger var udstyret med geværer fra 1889.
Afværgekompagniet havde resten af dagen ligget i flyverskjul uden for kasernen. Men hen mod aftenen blev der serveret mad, og soldaterne lagt i seng. Man måtte dog ikke tage tornystrene af. Geværerne skulle ligge ved siden af, og støvlerne måtte ikke tages af. En deling holdt vagt i samlingsstuen af gangen. Soldaterne fik at vide, at man antagelig i løbet af natten ville få ordre til at trække nord på.
Korporal eleven i Sæd
En korporal elev skulle underrette Fodfolk-kompagniet i Tønder, når tyskerne overskred grænsen ved Sæd. På motorcykel skulle han køre ind til kasernen Han blev indkvarteret 200 meter fra grænsen sammen med tre gendarmer. Kl. 22 gik han i seng. Men efter en halv time blev han vækket af vagtmesteren. Biler, motorcykler og tog kørte ustandselig blot 2 kilometer syd for grænsen. Man mente, at det snart ville ske noget.
Ingen dansk fly i sigte
Lidt før kl. 12 den 8. april modtog Luftværnsartilleriet i Røde Kro en melding om at man ikke måtte skyde, da der var danske flyvemaskiner i luften over grænseegnene. Men man så ikke nogle danske fly. Kl. 23 fik soldaterne ordre til at gå i kvarter. De boede på bondegårde i nærheden af batteriet.
Melding fra Aabenraa: fjendtligt fly
En fjernskriver-meddelelse fra Åbenrå kl. 0.05 meddelte til Sikkerhedspolitiet i København at en ukendt flyvemaskine en time forinden havde overskredet grænsen og igen var returneret sydpå.
Tre grænsegendarmer skudt
I Padborg blev tre grænsegendarmer A.A. Hansen, A.S. Albertsen og J.P. Birk kl. 4 mødt af tre civilklædte tyskere ved viadukten. Da gendarmerne spurgte, hvor de skulle hen, svarede de Til banegården og skød efter de tre gendarmer. Den ene døde øjeblikkelig, de to andre blev alvorlig sårede og døde dagen efter.
De tre tyskere skulle forhindre, at jernbaneviadukten blev sprængt i luften.
Tønder Kaserne alarmeret
Kl. 4.15 havde de tyske soldater fra den 11. Motoriserede Skyttebrigade kørt over grænsen ved Sæd. Brigaden skulle nå Ålborg Lufthavn i løbet af dagen.
Korporal-eleven skyndte sig mod Tønder på motorcyklen til Tønder Kaserne. Det førte til øjeblikkelig alarmering. Han fik besked på, at køre tilbage, for at se, hvor vidt de var nået. Men de første var allerede nået ind til byen.
Mens de tyske invasionsstyrker kørte op foran kasernen forsøgte oberst Paulsen, at holde tyskerne hen. De danske soldater forsvandt ud af bagdøren og etablerede en række forhindringer nordligere ved Abild, Sølsted og Bredebro.
Søgård alarmeret
Ved Kruså nåede vagthavende at ringe til Søgård:
Det var 401. Regiment af 170. Division under generalmajor Witte, der overskred grænsen. I alt overskred 15.000 mand de syv grænseovergange. I Søgård blev der befalet Til cyklerne. De fleste kørte mod Bjergskov nord for Søgård. Andre kørte syd på til Lundtoftebjerg, et par kilometer syd for Søgård.
I Bjergskov undrede soldaterne sig over, at de havde bedre dækning. Samtidig undrede det dem, at der ikke var kommet forstærkning nord fra.
Ingen modstand på Rømø
Rømø blev besat af tyskerne, der kom i lystfartøjer. Der var ingen modstand, heller ikke fra de 80 grænsegendarmer, der befandt sig på øen.
Lundtoftebjerg
Ved Lundtoftebjerg rykkede tyskerne frem med motorcykler, pansrede opklaringsfartøjer og kampvogne. Stedet var langet fra ideelt for et forsvar. Der blev sendt et par varselsskud forbi de tyske tropper, der øjeblikkelig stoppede.
Derefter åbnede danskerne mere kraftig ild. Den forreste panservogn blev straks ramt, og den anden sat i brand. Tre af tyskernes motorcykler blev ramt af granater. To tyske maskingeværskytter blev ramt på vejen. En tysk tank blev ramt af en 20 mm projektil, men den prellede bare af.
De 19 danskere foretog et hastigt tilbagetog til den øvrige deling ved Bjergskov, stærk forfulgt af tyskerne.
Delingen blev beskudt fra luften, og soldaterne kunne se, at det var et dansk fly, udsendt fra Værløse. Senere blev de beskudt af tyske jagerfly. Ligeledes blev man beskudt af panservogne.
De fleste danske soldater bliver omringet af tyskerne. Det lykkedes for nogle at flygte. En dansk soldat blev dræbt
Fly ved Rødekro
Kl. 5.15 alarmerede vagtposterne batteriet. I Rødekro. Der var kommet en flyver tæt på batteriet. Da der var affyret 3 skud, råbte telefonvagten Der må ikke skydes på den flyver.
Flyet måtte nødlande omkring Skærbæk. Bag nedskydningen stod Tage Petersen. Han meldte sig som glødende antikommunist da Nazityskland angreb Sovjetunionen. Han velsignede det nye Frikorps Danmark og blev senere en meget aktiv Hipo – mand. Fra helt til antihelt. Kl. 6.30 kom en tysk panserværnsafdeling og besatte batteriet.
Sølsted
Forinden var den første panservogn, der kom til Sølsted ramt af et projektil. De danske soldater blev nu beskudt oppefra. Ved Abild var to tyske panservogne blevet ødelagt af en enkelt 20 mm maskinkanon.
En times kamp ved Bredebro
Ved Bredebro var der foretaget vejspærring. Danskerne åbnede ild mod tyskerne, der stoppede deres fremmarch kortvarig. De fik nu støtte fra luften. En dansk styrke på 50 mand havde holdt tyskerne tilbage i en time.
Slaget ved Bredevad
I Bredevad blev to tyske soldater taget til fange. Men tysksindede gårdejere afvæbnede et dansk kompagni i Kværs
En tysk panservogn ved Bredevad blev mødt af to fuldtræffere. Den endte på tværs af vejen. Den danske maskingeværstilling blev ødelagt og skytten dræbt af tyskerne med skud i hovedet. Hjælperen blev ramt i brystet og døde to timer efter. Yderligere to tyske militærkørertøjer blev ramt. To danske soldater måtte på sygehus ramt af granatsplinter. Resten af soldaterne blev taget til fange, og bevogtet bag pigtråd på en åben mark – af tysksindede sønderjyder.
Hokkerup
Kl. 5.10 var Afværgekompagniets halvdeling i stilling ved Hokkerup. Kl. 5.20 blev man angrebet at tyske panservogne. Kort tid efter var kampene i gang. Tre panservogne blev gjort ukampdygtige, men to danske soldater måtte lade livet. Pludselig var man omringet af 100 tyske soldater. De sårede kom under behandling.
Ordren, som Sønderjylland ikke modtog
Kl. 6.20 udgik kapitulationsordren til Hærens forskellige garnisoner, kaserner m.m. Men budskabet var ikke nået Bjergskov. Ja faktisk kæmpede de i flere timer efter, at ordren var givet.
Skud i Aabenraa
Kl. 6.45 rykker tyskerne ind i Aabenraa, nu med kampvogne forrest. En mælkedreng var lidt for nysgerrig. Han blev ramt af en tysk kugle, og døde på stedet. Tyskerne skød efter danske soldater på motorcykel, antagelig personel fra Søgård.
Dræbte i Haderslev
Ved Haderslev opstod en træfning kl. 7.15. En 37 mm fodfolkskanon blev opstillet på hjørnet af Hertug Hans Gade og Åbenråvej. Soldaterne blev hurtig beskudt og deres kanon blev sprængt. Resultatet var 2 dræbte og 4 hårdt sårede.
Ved kasernen fortsatte skyderierne. En kampvogn blev ramt og kørte ind i et hus og en tysk motorcyklist blev dræbt.
Først kl. 8 nåede budskabet om at overgive sig til Sønderjylland. Da var der allerede adskillige dræbte og sårede.
Mange steder i det sønderjyske blev de tyske soldater modtaget som befriere. Hjemmetyskere fungerede også som selvbestaltede færdselsbetjente i hjemmelavede uniformer og ledte tropperne på vej. Gaver og frugt blev også i rigelig grad overrakt til tyskerne. Det udnyttede den tyske propaganda, og fortalte Verden, at i Danmark var de velkommen.
Sønderjyder spytter på danske soldater
De tilfangetagede danske soldater ved Bjergskov blev mødt med spytklatter af danske nazister, der havde hagekors på cykel og uniform. På et tidspunkt blev de for meget for de tyske officerer.
Tab på begge sider
De danske tab var 11 soldater, 3 grænsegendarmer og 2 luftpersonel. 20 soldater var blevet såret og nogle enkelte civile var blevet dræbt. De tyske tab har aldrig officielt været offentliggjort, men uofficielle kilder nævner 180 faldne tyske soldater.
Tysksindede provokerer
Tysksindede nordslesvigere havde brugt lejligheden til at fremkalde provokationer i Tønder, Haderslev og Aabenraa. Det var også et tilløb til det i Sønderborg. Det skete efter, at det tyske mindretal havde forsikret om deres absolutte loyalitet.
I Nordschleswigsche Zeitung kunne man på forsiden læse, at de tyske tropper blev hilst med jubel af den hjemmetyske befolkning:
Tyske aviser: Strålende modtagelse i Danmark
I Hamburger Fremedenblatt kunne man læse følgende beretning fra Sønderjylland:
Flødeskumsfronten
Mange tyske soldater havde fået at vide, at det var den danske regering, der havde bedt tyskerne om hjælp, fordi danskerne var bange for at blive besat af englænderne. Tyskerne fremviste deres proviant for pressen, og flere godstog med mad blev sendt op til Danmark. Man ville ikke lægge Danmark for last.
Det skulle så vise sig, at Danmark blev et stort tag selv bord. Nogle af de første ord tyskerne lærte var flødeskum. Flødeskumskager og wienerbrød blev i rigelig
mængder fortæret af de tyske tropper, ikke uden grund blev Danmark kaldt for Flødeskumsfronten.
I Padborg forsøgte en ung mand at gøre noget mod tyskerne. Fra hans hjem kunne han se alle tyske tog. Han forsøgte at hælde sand i alle smørehullerne. Han blev opdaget af en tysk soldat, og fik en ordentlig endefuld over hans knæ.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 17. – 03. – 2022
Juli 24, 2008
Det var en alpehytte på en mægtig ”bakke” i Tønder. Her var ringridning og keglen. Her blev man optaget i ”Burschenshaft”. Har samledes vi efter ”Ræveløb”, og her holdt Tønder Båndamatørklub til. Schützenfest blev også afholdt her. Engang optrådte Defenders her. Mange dejlige minder knytter sig til stedet. Og efter at artiklen blev skrevet har jeg også holdt foredrag her.
Atter engang vender vi tilbage til dette forsamlingshus, eller hvad vi nu skal kalde det. De flittige læsere har allerede opdaget, at undertegnede har et vist forhold til dette sted. Det var her vi gik til pigtrådsbal. Her spillede bl.a. Defenders. Her spillede også adskillige jazz – orkestre. Og her holdt Schützenbrüder til, når de havde deres årlige sammenkomst. Så kom de fra hele Nordtyskland. Musikken var kommet til Tønder. Inde bag på grunden blev der så skudt. Jeg fik også lov til det. Min onkel Jacob var ivrig skyttebror. Min anden onkel Pulle har ofte spillet musik for Højer Brandværnsorkester her.
Tønder Båndamatørklub
Under scenen holdt Tønder Båndamatørklub til. Vi havde indrettet et lille studie, og lavet udstilling med 4 – spors spolebåndoptager. Det var sjovt. Vi havde konkurrencer i at lave de bedste lydeffekter. Her lavede vi også blindebånd. Og til det formål optog vi et par julemelodier med det legendariske orkester
The Arrows. En udstilling af vores båndoptager samlede faktisk ret mange mennesker.
Hvor er Jens Peter og Dorthe?
Var det ikke også her på Schweizerhalle, at min gode ven Jens Peter fra Skive blev varm på Dorthe fra Rudbøl. Jeg besøgte dem et par gange i Vejle. Hvad mon det er blevet af dem? Vi havde en dejlig fest i Rudbøl engang og var på bytur i Skive, men det er jo en helt anden historie.
Et foredrag på æ Sproch
Et oldebarn til en af de tidligere værter på Schweizerhalle har henvendt sig her til redaktionen. Jeg hjalp ham med at finde et foto af hans oldefar. En sjov oplevelse.
Da jeg holdt foredrag om Æ Kachman, æ Knippelpiche å åll de anne i Tynne omtalte jeg en brand på Schweizerhalle i 1908. En af de tilstedeværende, kunne huske at et familiemedlem havde omtalt denne brand.
Efter Ræveløb
Det var også på Schweitzerhalle vi nogle gange forsamlede os, når vi i de sønderjyske walkie – klubber havde kørt ræveløb omkring Tønder. Da var jeg for længst fraflyttet Tønder og boede i Aabenraa.
Den sidste bytur
Man havde let til en lille tår i Tønder i gamle dage. Det har man vel stadigvæk. Vi havde en sport om, hvor mange gange, vi kunne nå en omgang i Tønder. Men vi har aldrig nået mere end en. Det gjaldt om, at vi kun måtte få en enkelt Gewessen hvert sted. Sidste gang, vi prøvede måtte vi give fortabt foran Posthuset. Men det fordi, at Ingolf havde fundet en flaske vodka frem
Gamle minder om Schweitzerhalle
Men man siger ofte, at det var markedsgæsterne, der var skyld i drikkeriet i Tønder. Men det var nok ikke hele sandheden. Der var masser af traktørsteder. Redaktør Skovrøy sagde engang:
Lærer Niels Peter Olsen, der var elev på seminariet siger i sine erindringer:
Altona nedbrændte i 1947
Altona, der lå ved vejen mod Møgeltønder, nedbrændte i 1947. Men der var den for længst ophørt med at være kro. Schweizerhalle vedblev med aktivisterne i mange år. Men hvordan begyndte det egentlig?
En alpehytte i Tønder
Lohmeyers arvinger solgte i 1861 grundstykket, Nord – øst kvarter nr. 103 til ølbrygger Johan Peter Paulsen. Her blev bygget en lagerkælder til øl og is og anlagt en kæmpe jordhøj. I det flade marskland kunne man godt forestille sig en schweizisk alpehytte. En keglebane, en ringriderplads og rejsestald
blev også opført. En tribune blev rejst, og byens musikkapel gav jævnlig koncerter her.
En løftet finger mod seminaristerne
Ret hurtig blev Schweitzerhalle samlingssted for skyttebrødre, ringriderkorpset og andre foreninger. Men også seminaristerne faldt for stedet. Det blev deres foretruknesamlingssted. Men det var ikke alle der var lige begejstret. Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen udtalte således i 1894:
Optagelse i ”Burschenschaft”
Når seminaristerne mødtes, startede man med et foredrag, som en af eleverne skulle holde over et udvalgt emne. Så tømtes ølglassene efter nøje fastsatte regler. Dette var fastsat i et trykt reglement. Lokalet blev fyldt med tobaksrøg, og lystigheden fortsatte med muntre sange fra en visebog.
Adskillige ceremonier hørte til. På Mikkelsaften skulle de nyankommende optages i ”Burschenschaft”. Gamle elever sad i diplomatfrakke forsynet med et mægtigt skæg foran et eksamensbord og stillede de stakkels nyankommende ”åndsløse” spørgsmål.
Det handlede om de nye kunne omgås øl og tobak. Som amtskonsulent Svendsen udtrykte det:
50 – års rammer nedbrændt
En ungersvend fra Als beskrev en sammenkomst på Schweitzerhalle på en anden måde:
I næsten 50 år dannede lokalerne rammerne over disse begivenheder. Men en augustdag i 1908 måtte seminarister og andre godtfolk i Tønder konstatere at lokaliteterne blev forvandlet til aske.
Den 14. august kl. 15.30 opstod der ild i bygningen. Alarmeringen blev forsinket grundet misforståelser. Den eneste brønd i nærheden kunne ikke levere nok vand. Brandvæsnet måtte nedrive en del, så branden ikke skulle bredde sig.
Det lykkedes at redde stalden og husets indbo. Men en del fotografier af forskellige elevgrupper gik tabt.
Jordhøjen nedbrudt
Kælderen blev reddet. I en årrække blev den anvendt som oplagsrum for bryggeriets beholdning. Her blev is-beholdningen også opbevaret. Det hentede man på Østblegen som bryggeriet havde købt for 7.800 Mark i 1898.
Jordhøjen som var byens højeste ”Bjerg” blev brugt af ungdommen som kælkebakke.
I begyndelsen af 20’erne blev jordhøjen nedbrudt og anvendt på sygehusets grund. Også kælderen blev nedbrudt.
Men allerede den 7. april 1909 var der blevet holdt rejsegilde over et nyt Schweizerhalle. Den lokale avis kunne berette om, at denne restaurant også ville blive
en seværdighed, hvis lige man ikke ville finde i amtet.
Et foredrag for min tidligere klasselærer
Og det var så her jeg nu for efterhånden holdt et foredrag for en meget fuld sal. Det var “Aktive Kvinder i Tønder” under ledelse Fru Johansen – min gamle klasselærerinde, der havde bedt mig om at holde et to – timers foredrag om Tønders Historie “å æ Sproch”. Det var en kæmpe oplevelse sådan en torsdag aften.
Kilde:
Hvis du vil vide mere?
Redigeret 17. – 03. 2022
Juli 24, 2008
En højtuddannet læge med utraditionelle behandlingsmetoder kom til Højer 1867. Manden, der hed Jersild fik efterhånden kult – status, og folk valfartede til ham. Han var dog bange for at blive begravet levende, og var en af de første der blev lig-brændt herhjemme. Læs her hvordan han fjernede en jernsplint i øjet, kurrerede tarmslyng og beordrede koldt-vands-kure i Vadehavet.
I 1867 fik Højer en ny læge. Theodor Jersild var søn af en vekselerer og havde uddannet sig i Kiel. Da han var med uddannelsen rejste han rundt i Tyskland, Frankrig og England, hvor han fik suppleret sin uddannelse hos disse landets mest ansete læger.
12 år senere blev Jersild afløst af apotekersønnen Nagel fra hjembyen Højer.
Rejsende med skærende instrumenter
Jersild var en elegant skikkelse, der altid gik sortklædt med udskåret vest og skinnede hvidt linned. Han havde en bred pande med en skaldet isse. Han var slagfærdig og havde nogle drastiske helbredelsesmetoder.
Da han ankom, havde Højer kun en gæstgivergård. Værtinden var måske lige lidt for nysgerrig. Derfor spurgte hun:
Hun havde endnu ikke fundet ud af, at det var byens nye læge.
Der røg mandlerne
I skænkestuen lagde Jersild mærke til at en af hæwingerne ikke kunne få te-punchene ned.
Vent et øjeblik, sagde han og gik op på sit værelse efter nogle instrumenter. Han bad nu manden om at åbne sin mund. Inden alle gæsterne vidste, hvad der skulle foregå, havde han spiddet mandens mandler på sit instrument. Så klappede han manden på skulderen og sagde:
Og sådan gik det. Der røg sikkert et par ekstra ned.
Det hvide vendte ud af øjnene
Da han blev op søgt af byens smed, der havde fået en jernsplint i øjet, lagde han et reb om halsen på ham og hængte ham op i en krog, så den store smed var ved at kvæles. Derved vendte øjet sig i hovedet og lægen fik hurtig splinten fjernet.
Sådan helbreder man tarmslyng
Da han i 1879 tiltrådte sin gerning i Tønder, blev han tilkaldt til en patient i Bredebro, der led af tarmslyng. Han beordrede patienten lagt på en skrumlende ”kastenvogn”, der i voldsom fart skulle køre til Flensborg. Jersild sagde, at han der skulle på operationsbordet. Vognen nåede dog kun til Tønder. Under rysteturen var smerterne forsvundet. Men den havde lægen regnet
ud.
Koldt-vands-kurene i Vadehavet
Rygterne bredte sig. Også hans koldt-vands-kure. De gik ud på, at man foretog spadsereture og vandreture ved ebbe i Vadehavet. Derfor blev der i sognene anskaffet baderekvisitter, og der blev uddannet sygeplejerske, der fik lært at bruge termometer og bad.
Der har I Moses og profeterne, sagde han for at understrege, hvor vigtig disse kure var. Resultaterne udeblev heller ikke.
Han foretrak, at operere i det fri. Han mente, at vesterhavsluften ikke indeholdt mikrober, der var farlige for sår.
Kultstatus
Han indførte mave-punpen, gips og stivelsesbandage og foretog vellykkede øjne – og øreoperationer. Efterhånden havde han opnået kultstatus og folk kom langvejs fra. De ventede i dagevis, og mente, at han kunne kurere alt.
Et frisindet sprog
En dame, der led af en håbløs sygdom havde af sin læge fået at vide, at hun skulle drikke en kaffepunch hver morgen. Da Jersild hørte dette råd, udbrød han En kaffepunch, Nej min gode kone, De skal skam ta´ to.
Hans frisindede sprog kunne godt for hæwringerne og det pæne borgerskab op af stolene.
Recepten på ryggen
På apoteket i Højer kom en mand en dag for at hente medicin. Han gik hen til skranken, og vente sig samtidig om. Apotekeren så da, at recepten var skrevet med kridt på hans ryg. Han havde været under Jersilds behandling. Og i det fattige hjem i Højer var der mangel på almindeligt skrive-materiale. Så denne metode, var den eneste udvej.
Overpris betalte for den næste
En rig marskbonde ville betale for en behandling. Jersild svarede, at det kunne vente til senere. Den stædige bonde blev dog ved. Jeg betaler kontant. Jersild svarede Javel da, det bliver lige 100 Mark. Bonden udbrød forundret 100 Mark. Ja, sagde Jersild, hvis De ikke har så mange, så lad bare vente.
Bonden lagde modvilligt pengene på bordet. Nu kom en fattig mand i samme ærinde, og han ønskede også at betale.
Deres regning er betalt min gode mand, svarede lægen til denne mands forundring. Jo kan de se den tykke mand derhenne på gaden, sagde han og førte den fattige mand hen til vinduet.
Et frimærke på tungen
Da han var i gang med at skrive et brev, trådte en ældre kvinde ind. Jersild bad hende om at række tungen frem. Derpå tog han et frimærke og vædede det på den fremstrakte tunge. Et sådan påfund blev sikkert modtaget med forbavselse af høwringerne.
Hvornår vil De have Deres vinterkartofler?
Nogen gang gik det lidt for hurtig hos læge Jersild. En bondekone kommer ind. Hun bliver straks beordret til at smide tøjet. Hun så meget desorienteret ud.
Ingen gravskrift– ligbrænding
Jersild var en rigtig selskabsløve. Drikkevandet var den gang ret sundhedsfarligt, men han forstod at slukke tørsten på anden vis.
En af de gode venner var redaktør Skovrøy. En aften sad de på Skyttegården i Tønder. Her fortalte Jersild, hvad der skulle stå på hans gravskrift:
Den 17. november 1904 døde Jersild. På hans ældre dage var han bange for at blive levende begravet. Han havde aftalt med en sine venner dyrlæge Hauge i Tønder, at han straks skulle komme og skære pulsårerne over, når han havde hørt om dødsfaldet. Han havde stillet ham en belønning på et par tusinde Mark i udsigt. Men de penge kom aldrig til udbetaling. Som en af de første i landet, ønskede han ligbrænding.
Det var måske mærkelig, at sådan en læge slog ned ved vestkysten. Men mon måske var det hans frihedstrang, der førte ham hertil. Og Hæwringerne og den fra Tynne vænnede sig efterhånden til hans utraditionelle metoder. Og det mærkelige læge fra Højer blev faktisk meget afholdt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 8.12.2021
Juli 24, 2008
Bønderne havde det ikke let. Møgeltønder var nærmest en købstad. Og i Tinghuset havde de travlt. Fem dødsdomme på fem år. De onde grevinder var upopulære. Kvægpesten var en blå tåge, en straf fra Gud for menneskelig synd og ondskab. Schackenborg kan spores tilbage til et ”borgværk” fra omkring 1050
Møgeltønder har været en betydningsfuld by allerede meget tidlig i historien. Måske har man haft direkte adgang til Vidå. Man er da lidt uenig. Geologer kan
fastslå, at Vidåens gamle løb ligger ca. 2 km syd for byen.
Helt op til 1700 – tallet har der været skibe, der har været hjemmehørende i Møgeltønder og søfolk har boet her op til 1800 – tallet.
Borg siden 1050
I Møgeltønder har der siden midten af 1050’erne ligget en borg. Desuden er der tilsyneladende foregået en del omkring det sted, hvor kirken nu ligger. Antagelig har der her været et kultsted i den tidligere historie.
Bispegård siden 1200 – tallet
Bispegården kendes skriftlig allerede fra 1200 – tallet. Den blev udbygget som borg og fæstning. Ofte blev den angrebet, og det er ganske sikkert også gået ud over borgerne. I 1434 blev borgen igen angrebet og blev slemt medtaget. Ribebispen genvandt den og fik den genopbygget.
Mange ombygninger
Vi ved, at den i 1417 var omgivet af en ringmur. Lensmand under Erik af Pommern, Morten Jensen Gyrslinge, har skrevet dette i et Forlens-brev.
I 1550’erne renoverede Detlef Ahlefeldt bygningerne og foretog mange reparationer. Fra synsforretninger i tiden 1600 – 1655 kender vi lidt til størrelsen:
Til adskillelsen mellem borgergård og staldgård var der yderligere et plankeværk. Ringmuren omkring borgen forfaldt dog noget i middelalderen. I baggården, der hvor Schackenborg nu ligger, lå der et grundmuret stenhus, cirka 23 fag langt og 2 stokværk høj. I Schackenborgs sydfløj kan man antagelig finde rester af dette. Her lå den store fruestue, fem sovekamre og et jomfrukammer forsynet med låse.
Nord for dette beboelseshus lå der i den nuværende slotsgård, et stort grundmuret firkantet og tre loft høje tårn med ”saddeltag”. Dette blæste dog ned ved en oktober-storm i 1643. i selve borgergården lå yderligere et par bygninger.
I Staldgården mod syd lå der i 1639 mod syd en stor port-bygning, som var opført af bindingsværk. Mod nord i staldbygningen lå en hestestald til lensmanden og hans medhjælpers heste. Det var ligeledes opført i bindingsværk.
Øst for staldgården, hvor der i dag er gartneri lå ladegården som i 1639 udgjorde et kæmpe kompleks. Det var en firelænget gård. Men meget tyder på, at denne
gård ofte har skiftet udseende. På østsiden af ladegården gav en bro adgang til Ladegårdsmarkerne og landevejen.
Torsteinsson ødelagde det hele
Da den svenske general Torsteinsson kom forbi, ødelagde han en masse. Lensmanden måtte derfor udleje det meste af jorden til fæstebønderne. Disse fæstebønder blev også tvunget til at genopbygge avlsbygningerne og selve slottet.
Hoveri i Møgeltønder
Modsat beboerne inde i Tønder, så måtte bønderne inde i Møgeltønder allerede fra Middelalderen yde hoveri. I 1233 omtales dette.
Bemyndigelse til at straffe
I sidste halvdel af 1500 – tallet voksede kornpriserne. Derfor blev en del gårde omkring Møgeltønder inddraget. Bønderne klagede over det uvæsen. Men lensmand Claus Rantzau klagede til kongen. Og denne gav lensmanden ret til bøndernes store utilfredshed. Han fik også bemyndigelse til afstraffe de bønder, der var genstridige, og det benyttede han sig sandelig også af.
Kronen overtager
Bendix Rantzau købte lenet i 1583. Han fortsatte med at straffe bønderne. De klagede til kongen, og han nedsatte en kommission, der skulle undersøge forholdene. Men adelen og kongedømmet holdt sammen. De stakkels bønder måtte parere ordre.
Men de var stædige, de der bønder. I 1599 klagede de igen. Denne gang lyttede kongen, og Rantzau fik en irettesættelse. Kort efter overtog kongen igen lenet, og den ny lensmand, Albert Friis fik pålæg om, at bønderne ikke måtte få flere byrder.
Men Rantzau spøgte stadig. Han forlangte, at bønderne skulle betale de bøder, han nu engang havde pålagt dem. Rantzau var også i strid med ærkedegnen i Ribe. Omkring 1600 var der i Møgeltønder 22 helgårde og 5 halvgårde og 46 huse. Kejserkrigen og andre ulykker reducerede dog ikke dette antal væsentlig.
Hans Schack overtager
Feltherre, Hans Schack overtog Møgeltønderhus i 1661. Det var en belønning for hans indsats mod svenskerne. Det lykkedes for ham og den københavnske befolkning at modstå belejringen af hovedstaden. Hvis du nu skal være helt korrekt, m.h.t. overtagelsen, så var det som vederlag for Troskab og villig
Tjeneste. Feltherren købte godset i 1661. I de følgende år opkøbte han store jordstykker. Grevskabet Schackenborg fik dog først erektionspatent i 1676. Det var et halvt år efter Hans Schacks død.
Hans Schack tilhørte en ældgammel nordtysk adelsslægt, hvis stamfar allerede nævnes i 1162. Længe sad slægten på godser i Lauenburg og Mecklenburg. Sammen med Møgeltønderhus erhvervede han også Gram og Gisselfeld på Sjælland.
Det var en stor ombygning, der blev foretaget. I 1666 opdagede man, at loftsbrædderne var hugget forkert. Tømmermesteren havde ikke ført ordentlig tilsyn. Men det var et storslået bygningsanlæg han fik anlagt. Et trefløjet slot med en masse bygninger ved siden af. Oprindelig var slottet opført i rødstensmurværk.
Belastende udgifter for bønderne
Landegildet, som var en slags skat skulle nu betales i kontanter. Endvidere skulle man betale leje af Slotsmarken. Bønderne skulle endvidere betale hartkornsskat. Store militærleverancer i sidste halvdel af 1600 – tallet og i begyndelsen af 1700 – tallet var også belastende for bønderne.
Kådnere og husmænd havde ingen magt
Antallet af kådner-huse voksede, og da Slotsgade blev anlagt kom der yderligere fart i anlæggelse af huse. I Sønderbyen var der 60 huse i 1778.
Det var kun gårdmændene der havde andel i den fælles landsbymark. Husmændene og kanderne havde ikke den ret. Indflydelse ved den såkaldte ”Grand-møder” havde de heller ikke. De måtte arbejde sig til græsningsret. De ernærede sig som håndværkere, søfolk og daglejere. Deres koner kniplede, og døtrene blev taget tidlig ud af skolen, for at de også kunne tjene penge til familien ved at kniple.
Grevskabet fanger østers
Grev Schack benyttede sig også af sine privilegier med hensyn til østersfangst. Det havde grevskabet helt til 1802. Da blev privilegierne lejet ud. Rettighederne udløb faktisk først i 1937.
Oprør fra bønderne
Ladegårdsbygningerne blev genopført i 1661, og inspektør Nicolaj Tych genindførte ladegårdsdriften. Gården Røj, noget af Møgeltønder Bymark og nogle gårde Ved Åen blev inddraget. Bønderne blev beordret til at pløje det store område. Samtidig hævede Schack bøndernes afgift. Det afstedkom et nyt oprør fra bønderne i Møgeltønder. (Se artiklen Oprør i Møgeltønder).
Også udskrivning af landmilitsen vakte mishag. I 1718 – 25 rejste bønderne igen sag mod Schack. Brødrene Hans og Anders Hansen kørte bøndernes sag. De vandt også nogle sager mod præsten (Se artiklen Præsten fra Daler).
Bønderne taber sagen
Bønderne tabte sagen mod den onde grevinde Anna Sophie Schack født Rantzau. De fik dog afgifterne nedsat, men nægtede at betale. Grevskabet foretog derefter tvangsudlæg hos dem.
Kvægpest
I midten af 1700 – tallet ramte en kvægpest bønder i Møgeltønder. Hele besætninger måtte aflives. 177 kreaturer, som var mere end halvdelen måtte lade livet.
I et brev fra 1745 fortæller inspektør på Schackenborg, Lûtken;
I alt døde der på Schackenborg 3.131 kreaturer. De senere angreb af kvægsygen i 1750’erne og 1770’erne syntes ikke at være så alvorlige. Det blev dyrt at købe erstatningskvæg. Det kunne også godt mærkes at Møgeltønders agerjord manglede gødning fra kvæget..
Man opfattede det som Guds straf for menneskelig synd og ondskab. Der blev holdt særlige bodsgudstjenester og afsunget den salme, som Brorson havde skrevet til lejligheden.
Bønderne får rettigheder
Ved et møde i 1746 enedes bønderne med herskabets tilladelse en udskiftning af noget af agerlandet. Da bønderne selv havde indflydelse på resultatet, skete der ikke en udflytning. Måske er det årsagen til de mange velholdte huse og gårde i Møgeltønder.
I 1770 blev Slotsmarken afhændet for højeste bud. Det var årsag til at bønderne fra 1775 kunne kalde sig arvefæstere. Selvejere blev bønderne først i 1800 – tallet. Ifølge folketællingen i 1787 boede der i Møgeltønder 805 indbyggere. Deraf var 52 håndværkere.
Grevskabets storhedstid
Grevskabets storhedstid var vel nok i midten af 1700 – tallet. En omfattende istandsættelse af slottet blev foretaget. I 1755 blev der plantet lindetræer. Et storslået rokoko – anlæg blev oprettet. Avlsbygningerne blev nedbrudt i 1771
En hoved-restaurering i 1878 forandrede slottet væsentlig. Her fik hovedbygningen nyt midt-risalit og port-bygningens facade-kviste udstyredes med cememtdekorationer, der svarede til sandstens-smykningen på slottes sidefløje. Samtidig blev port-bygningens stråtag udskiftet med tegl.
Sønderhaven
Sønderhaven blev anlagt i 1690’erne af grev Otto Didrik ’s enke og er siden omlagt. I 1765, i begyndelsen af 1800 – tallet og atter i 1880. Midt i haven anes
en høj. Den kaldtes Carolinehøj. Omkring 1700 – tallet var her et ottekantet lysthus.
Den berømte Slotsgade
Om den berømte Slotsgade fortæller Pontoppidans Atlas omkring 1757:
Tinghuset
Tinghuset i Møgeltønder stod færdig i 1748. Den bestod af 8 fag , 24 alen lang og 16 ½ alen bred.. I Tinghuset hang fire malerier forestillende de 4 første grever. Fængslet eller fangetårnet lå nord for Tinghuset
Lige øst for Tinghuset var der en plads, der var indhegnet. Her stod en kag og en gabestok, samt et ”roll – huus” og en træhest. Er der nogen af læserne, der
ved hvad et ”roll – huus” er?
Her på Tinget blev både store og små sager afgjort. Indtil 1683 efter den strenge Jyske Lov, derefter Christian den Femtes Danske Lov.
Den mest grufulde sag for dommeren var sikkert sagen mod sognepræsten, provst Laurids Thomsen, han hustru og datter. De blev dødsdømt for, at provsten ved hustruens medvirken havde bedrevet hor med datteren. Han blev i 1614 brændt, mens hustruen og datteren slap med den noget mildere straf – halshugning. Andre prominente personer, som havde haft et utilstedeligt forhold til provstekonen blev idømt kæmpebøder.
Overinspektør Nicolai Tych´ s tjener kom i 1669 til skade for at dræbe Hans Kleinsmed med knivstik. Da han flygtede for at undgå galgen blev han erklæret fredløs. En tjenestekarl stjal i 1670 noget lærred til en værdi af 13 ½ skilling og blev for ran og tyveri dømt til at blive hængt.
En 15 – års dreng blev 1671 dømt fredløs for at have maltrakteret en 10 – årig skoledreng til døde. En mand og kvinde dødsdømmes 1673 for hor og fødsel i dølgsmål. Jo de havde sandelig travlt i Møgeltønder. På fem år blev 5 dømt til døden og 2 gjort fredløse.
For tyveri blev flere dømt til hudstrygning og brændemærkning. Kagemanden og træhesten stod heller ikke ubenyttet hen. Retterstedet lå for resten ved Møllevej.
Schackenborg i dag
I dag udgør Schackenborgs jorde ca. 1.900 tdr. Land, hvoraf 420 tdr. Land er skov. I 1670’erne var det oppe på 3.000 tdr. Land. Det sidste store opkøb blev gjort lige før århundredeskiftet.
Den sidste Schack havde ikke midler til at gøre noget alvorligt ved en ny-renovering. Det måtte den nuværende ejer så gøre. Og ejeren var igen kongehuset
I Møgeltønder er man også glade for den nye ”grevinde”. Man tænker ikke tilbage på de ”onde grevinder” Ja og så opnåede man sandelig også en ny grevinde. Men ak, nu er det slet ikke nogen kongelige tilbage på Schackenborg.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 17. – 03. – 2022
Juli 24, 2008
Egentlig var Christian Michael Rottbøll en helt. Men tyskerne ville have fat i ham. Og to danske kriminalbetjente fyldte ham med bly. De fulgte tyskernes ordre. Den 26. september 1942 genlød Vordingborggade (Øresundsgade) derfor af pistolskud. I nr. 19 på femte sal omkom en af de første, der organiserede en modstand mod tyskerne. Ved obduktionen blev der påvist 16 skudsår.
Den 26. september 1942 lød der en masse skud i Vordingborggade 19 på Østerbro. Dengang hed gaden, Øresundsgade. Christian Michael Rottbøll blev skudt ned af dansk politi.
Aldrig efterforsket
Drabet blev aldrig efterforsket. Og hvad der egentlig skete, var det ikke rigtig nogen, der kan forklare. Politiet forklarede, at det var Rottbøll, der skød først, mens andre mente, at det var dansk politi, der brutalt skød faldskærmschefen ned.
Ved obduktionen blev der påvist 16 skudsår, deraf den ene i højre tindings-region.
Da budskabet nåede til Rottbølls hjem på Børglund Kloster blev møllevingerne drejet i kors. Sådan står de stadig.
I allieret tjeneste
Rottbøll var chef for Special Forces operationer i Danmark, og egentlig var han i allieret tjeneste, da han blev skudt ned.
Han var elitegymnasiast, soldat i Livgarden, på dannelsesophold i udlandet og levede i perioder som kvægfarmer i Argentina. I efteråret meldte han sig frivillig til Den finske Vinterkrig. Efter den 9. april søgte han til England, for at melde sig på de allieredes side i kampen mod nazisterne.
I England gennemgik han en hemmelig militær skoling.
Dusør for nedskydningen
Både Land og Folk samt Frit Danmark mente, at Rottbøll blev myrdet af kriminalassistent Øst. Det var almindelig kendt, at der ikke ville blive skudt på faldskærmsfolk, hvis man stødte på dem. Alligevel tømte de danske betjente deres pistolmagasiner i kroppen på Rottbøll.
Ja politiet belønnede Øst for sin ”dåd” ved at udbetale en dusør på 300 kroner.
Politidirektør Stamm meddelte i en dagsbefaling til hele korpset:
Rottbøll blev dræbt af dansk politi under udførsel af en mission. Han mødte også store vanskeligheder fra både det officielle og uofficielle Danmark.
En læge ved navn, Esther Ammundsen blev i Københavns Byret blev idømt 6 måneders fængsel, fordi hun havde hjulpet faldskærmssoldaterne.
Sovjet tøvede med at anerkende Danmark
Rottbøll blev på tysk krav begravet i stilhed den 4. oktober
Nedskydningen af faldskærmssoldaten var et vendepunkt. Pludselig kunne man ane en modstand mod besættelsesmagten. Var vi et tyskvenligt land? et neutralt besat land? Eller var vi faktisk i krig med Tyskland efter den 29. august 1943. Det var den dato, hvor regeringen gik af.
Især Sovjetunionen tøvede med at anerkende Danmark som allieret.
Frihedsbevægelsens første pionerer blev anset for landsskadelig.
Den første nedkastning var en fiasko
Den engelske organisation SOE var begyndt at nedkaste faldskærmsagenter over Danmark. Rottbøll kontaktede Dansk Samling om hjælp til at skaffe indlogering, sendesteder for radiotelegrafister, rationeringsmærker og legitimationskort.
Denne hjælp blev udvidet. Nu blev der også smidt containere ned med sabotageudstyr.
Inden Rottbøll ankom var to agenter blevet nedkastet i faldskærm.. For den første, Carl Johan Bruhn var det skæbnesvangert. Faldskærmen foldede sig ikke ud, og han blev dræbt på stedet. Den anden (Johannesen) havde svært ved at få de rette kontakter. Ved aktionen blev sendeudstyret ødelagt.
Militæret ville ikke medvirke
Rottbøll forsøgte gennem det danske militær at få organiseret en modstand mod tyskerne. Men de ville absolut ikke medvirke. De ville heller ikke levere sprængstof til sabotagehandlinger. Han fik mere held med ledende folk i Statsadvokaturen for Særlige Anliggender. En aftale med politiet om ikke at skyde
på hinanden blev det også til, men det hjalp ham ikke ret meget.
325 betjente var mobiliseret
Den livlige trafik på radioen bragte tyskerne på sporet af Johannesen og Rottbøll. Ikke mindre end 325 politifolk blev mobiliseret i jagten på ”spionerne”.
Den 5. september 1942 slog dansk politi og tyskerne til. Ikke mindre end 145 betjente omringede en boligblok i Valby. Da Johannesen åbnede blev han beskudt af overbetjent Østergaard Nielsen. Johannesen besvarede ilden og dræbte overbetjenten. Men han blev overmandet og bragt til Politigården. Inden nåede han
dog at sluge den cyankaliumpille, som faldskærmssoldaterne var forsynet med.
Johannesen var Rottbølls telegrafist, og var i gang med en sending, da politiet kom.
Første danske leder af SOE faldt
Den 25. september rykkede et talstærkt hold ud for at pågribe Rottbøll. Egentlig regnede de med at pågribe en anden på adressen Øresundsgade 19. Men det var Rottbøll, der åbnede døren på femte sal. Her havde han lejet et værelse.
Rottbøll ville ikke trykke på aftrækkeren. Han troede, at der var indgået en aftale med politiet, og så ikke nogen fare selv om han kiggede ind i mundingen på to pistoler.
Da politiet greb Rottbøll i den ene arm, blev der løsnet et skud, som ramte spændet på kriminalassistent Øst’ s livrem. Det fik så de to kriminalassistenter til at tømme deres pistoler. Man skulle mene, at der var tale om en ren nedslagtning.
Den første leder af SOE` s agenter var faldet for landsmænds kugler.
Statsministeren opfordrede til at angive stikkere
I efteråret 1942 appellerede Christmas Møller fra London på Churchills vegne til danskerne om at sætte Europa i brand. Og mon ikke det var derfor, at statsminister Buhl i september 1942 gik til mikrofonen og fordømte alle danske sabotører og deres gerninger. Han opfordrede den danske befolkning til at blive stikkere. Man skulle meddele politiet om, alt hvad man vidste om deres tilholdssteder og deres planer..
Dette blev sagt 8 måneder inden SOE fik fodfæste i Danmark og kastede masser af sprængstof ned til modstandsbevægelsen. På den anden side, da var modstandsbevægelsen allerede i gang.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 26. – 01. 2022
Juli 24, 2008
Hedvig Delbo fra Faksegade 3 havde mindst 4 personer på sin samvittighed. Hun var stikker. Først efter tre forsøg lykkedes det for Holger Danskes modstandsgruppe at likvidere hende. En vaks boghandlermedhjælper på Østerbro var med til at finde frem til hende.
For en af Holger Danskes ledende sabotører ”John” endte det hele med flere måneders tortur og likvidering i Ryvangen.
En norsk syerske i Faxegade 3 på Østerbro havde tilbudt Modstandsbevægelsen, at sabotører og lignende sagtens kunne overnatte hos hende, hvis dette var nødvendigt. Hun var en smuk og indladende kvinde på 35 år.
Politiet kendte hende
Efter sigende havde hun været anholdt af tyskerne, bl.a. for vold og gadeuorden. Den 26. august 1943 havde hun været i håndgemæng med tyske soldater, som forulempede forbipasserende damer i Reventlowsgade. Tysk militærpoliti førte hende til politivagten på Hovedbanegården.
Den 10. november 1943 blev der under måtten foran fru Delbos dør i Faxegade anbragt en engelsk lommebrandbombe med en tidsindstilling på 30 minutter. Politiet blev tilkaldt, og man smed brandbomben i rendestenen, hvor den udbrændte. Fru Delbo havde været gift med en tyskvenlig person, dette kunne være
årsagen til brandbomben.
Aftensmad og morgenmad hos fru Delbo
Den 8. december serverede fru Delbo smørrebrød for de to Holger Danske – folk, Finn og John. Efter aftenmåltidet stillede de to modstandsmænd deres cykler i entreen og hørte radioavisen fra London inden de gik til ro. Næste morgen undskyldte fru Delbo sig, og sagde hun skulle til bageren. Hun havde glemt nogle ting. Hun blev længe væk og de to Holger Danske folk undrede sig.
Da hun endelig kom tilbage fik de morgenmad sammen og hun fulgte dem ned til gaden, tog kærlig afsked med dem, inden hun gjorde et ærinde i en forretning på den anden side af gaden.
Forfulgt af Gestapo
Da Finn og John kørte hen mod Odensegade, bemærkede de, at de blev observeret af to mænd på hjørnet af Odensgade og Faxegade.. Lidt efter så de en bil med 3 – 4 personer, der holdt lige om hjørnet. Da de kørte op ad Odensegade mod Trianglen, vendte Finn sig om, og så nu de to mænd stige ind i en bil, som fulgte efter dem. Mistanken om at Gestapo var efter dem, var vakt.
De nåede op af Odensegade og drejede til højre mod Nordre Frihavnsgade, hvor de måtte vente for rødt lys. De gjorde tegn til at dreje mod venstre, og det
samme gjorde den efterfølgende bil. Da det blev grønt kørte de tværs over Østerbrogade og bemærkede nu at de blev fulgt af to biler., som kørte frem og spærrede for henholdsvis Blegdamsvejen og Øster Allé. Finn og John drejede imidlertid til venstre og kørte af Østerbrogade ind mod byen og svingede derpå til højre ind i Ryesgade.
Finn slipper fri
Det varede ikke længe før de blev overhalet af de to Gestapo-biler. De to modstandsfolk drejede hurtig rundt og spurtede mod Østerbrogade. Gestapo-bilerne bremsede op og flere Gestapo-folk sprang ud og råbte til de flygtende. Da de fortsatte flugten begyndte Gestapo at skyde. Det lykkedes for Finn at komme tilbage til Østerbrogade, hvor politibetjent Ravn dirigerede trafikken. Han gjorde intet forsøg på at stoppe ham. Skydningen havde skræmt folk.
Det lykkedes Finn at komme om i Rosenvængets Allé, hvor han drejede ned af Sorøgade og ind i en port, hvor han stillede cyklen fra sig. Derefter gik han op af bagtrappen til 3. sal. Han satte sig hen til vinduet for at se, om han blev forfulgt.
Det varede dog ikke længe, inden en kone kom ned af bagtrappen og spurgte, hvad han foretog sig her. Finn svarede, at han ledte efter en mand, der hed Overgaard. Konen fandt det mærkelig, at han befandt sig på bagtrappen. Da hun havde tysk accent, foretrak Finn at forsvinde.
Da han kom ned på gaden så han en brødbil, hvis chauffør var ved at bære brød ind i et ismejeri. Finn kaldte på chaufføren og bad om at blive kørt til et andet kvarter. Chaufføren spurgte:
Det bekræftede Finn.
Undervejs forklarede chaufføren, at han ikke kunne køre uden for det kvarter, hvor hans kunder boede. Finn bad om, at blive sat af på hjørnet af Classensgade og Strandboulevarden, hvor en af hans bekendte boede. Den pågældende var desværre ikke hjemme. Fra lejligheden ved siden af, fik han lov til at ringe efter
en taxa, som kom med det samme.
Hvor var John?
Med taxaen kørte Finn ind til Grøntorvet, hvor han fra en telefonboks ringede til sin kone. Men hun havde allerede fået besøg af Gestapo. Hos en kontaktperson mødte Finn flere Holger Danske medlemmer blandt andet Flammen, men John var der ikke.
Ramt af 7 skud
John var blevet ramt af Gestapos skud og var faldet om uden for Østerbrogade 21. På deres jagt havde Gestapo ramt en person, der blev kvæstet på benet. Da John lå på vejen havde han trukket sin pistol og affyret 3 – 4 skud i luften og yderligere et par skud mod en af Gestapo – bilerne. Det resulterede i at en Gestapo-mand affyrede to skud direkte mod John, som tabte sin pistol ud af hånden. John fik yderligere 3 – 4 slag i tindingen. Efterfølgende blev han smidt i en af bilerne som en sæk kartofler.
To – tre Gestapo – mænd blev sendt med ambulancer til videre behandling. En af tyskerne blev dræbt, da John pludselig trak en ekstra pistol.
John var blevet ramt af 7 skud, hvoraf de 4 havde ramt ham i underlivet. Lægehjælp måtte han ikke få. Han brækkede bl.a. et lårben. Under totur forsøgte de at få oplysninger ud af ham. De vred bl.a. hans brækkede ben ud i ret vinkel til han besvimede af smerte.
Han blev båret ud til sin henrettelse i Ryvangen den 27. april 1944
Gestapo og Holger Danske var til stede
Finn ringede til fru Delbo, og fortalte om den ulykke, der var overgået ham og John. Han turde ikke blive i Danmark, men ville flygte til Sverige. Hun græd i telefonen og bad ham komme og tage afsked med hende næste dag kl. 15. Efterfølgende havde hun informeret Gestapo om telefonsamtalen. Og selvfølgelig
dukkede Gestapo op. Men det gjorde Holger Danskes spioner også.
For hver ende af Faxegade holdt en Gestapo-bil. Og foran indgangen til fru Delbo, observerede man en juletræssælger, men en trækvogn hvorpå der befandt sig en maskinpistol.
Kl. 16 ringede Finn til fru Delbo og beklagede, at han ikke kunne komme. Hun forsøgte at pumpe ham for oplysninger om hvornår han ville flygte til Sverige.
Første likvideringsforsøg
Alt tydede på, at fru Helbo var stikker, og Holger Danske ville rydde hende af vejen. Finn ville gøre det selv. En ”studine” fra Holger Danske skulle den 10. december 1943 opsøge fru Delbo og få syet en kjole. Hvis hun var hjemme, skulle Finn dukke op og foretage likvideringen.
Men fru Delbo havde en kunde, og det trak ud. Finn fik nerver på. Studinen listede uset bort fra Faxegade. Finn trængte ind i en lejlighed, holdt et ældre ægtepar op, skar telefonledningen over. Fra vinduerne kunne han se over til fru Delbo, der intetanende gik rundt. Aktionen var en stor fiasko, og det skulle blive meget værre.
Holger Danske havde flere vagter med, og de mange mennesker fik en avishandler til at ringe efter politiet. Han troede, at det var hans pengekasse man var ude efter.
Andet likvideringsforsøg
Finn og Flammen erkendte at det store opbud af sabotører var en fejltagelse: samme aften vendte de tilbage til Faxegade i bil. En tredje person fungerede som chauffør. Finn og Flammen ringede på hos fru Delbo. En norsk dame lukkede op, men fru Delbo kom straks tilstede. Da hun så Finn udstødte hun et skrig og flygtede ind i lejligheden. Finn skød med en lydløs pistol, og da fru Delbo faldt om- Han troede, at hun var død. Derefter stak Flammen og Finn af.
Men fru Delbo havde kun fået et overfladisk kødsår i skulderen. Hun havde genkendt Finn, så det var kun en mulighed for ham. En flugt til Sverige sammen med hans kone og to børn. Angivelig skulle fru Delbo have indgivet en anmeldelse om et ulovligt depot af sprængstoffer og våben i Ryesgade. En person i Ryesgade blev i den forbindelse anholdt.
En farlig stikker
Der er ingen tvivl om, at hun den 14. december 1943 sendte en håndskrevet og underskrevet brevkort til en bogholder E.B. med følgende indhold:
Det var måske dette, der fik en anonym til at ringe til Station 7, og meddele at fru Delbo var stikker. Anmeldelsen gik ud på, at fru Delbo var skyld i en læges og to professorers flugt til Sverige samt i nedskydningen af John.
Tørster efter hævn
3 – 4 modstandsfolk brugte ”Krølle” som dæknavn og det gjorde Finn også. Fru Delbo flygtede angiveligt tilbage til Norge. Men hun flyttede snart tilbage til Danmark, hvor hun på Vesterbro åbnede en systue under navnet Eva Dam. Hun genoptog også kontakten til Gestapo. I et brev som hun den 4. marts 1944 sendte til en dame, hvis mand havde været udsat for clearings-mord, udøste hun sit had imod sabotører. Hun beskrev det mislykkede forsøg på at likvidere hende, og udtrykte sin harme over politiets optræden
Den 16. maj 1944 berettede en overretssagfører, der førte en radiokampagne mod sabotage om fru Delbo Han beskrev hende som en 35 – årig skønhed, hysterisk og overspændt og fortsatte:
En ”vaks” boghandlermedhjælper på Østerbrogade
Selv om fru Delbo havde taget navneforandring blev hun genkendt af en vaks boghandlermedhjælper hos boghandler Wiene på Østerbrogade. Hun var medlem af en bogklub. Og boghandlermedhjælperen havde kontakter til modstandsbevægelsen. Man fandt ud af, at hun nu boede i Sankelmarksgade, hvor hun den 9. marts 1944 blev likvideret. Også her var der sendt en ”kunde” op til hende for at se, om hun var hjemme. I fru Delbos lejlighed fandt politiet 35.000 kr. I en politiindberetning kunne man læse følgende:
Tre drenge beskrev over for politiet de flygtende mænd.
Drabet var på forsiden af Berlingske Tidende dagen efter. Her kunne man så læse, at hun blev dansk gift som 24 – årig og skilt i 1943.
Gestapo var advaret
Fru Delbo havde i sidste halvdel af november 1943 opsøgt Gestapo, og forklaret, at hun havde kontakt til nogle sabotører, som hun mod betaling var parat til at angive.
Om aftenen den 8. december havde hun meddelt Gestapo, at Finn og en anden sabotør ville overnatte hos hende. Hun forventede, at de ville gå mellem 8 og 9 næste morgen. Hun ønskede heller ikke at anholdelse skulle ske på hendes bopæl.
For den ”venlige” service skulle fru Delbo have fået mindst 35.000 kr. Hendes dobbeltspil havde kostet mindst 4 personer livet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 26. – 01. 2022
Juli 24, 2008
Et tidsbillede af Nørrebro i 1870’erne. En ”kørende dampmaskine” blev mødt med en død kat. En lærer blev afskediget, fordi han skrev ”Darwin” på tavlen. Lærlinge blev behandlet som hunde. En præsentation af en ”Mejemaskine” kostede en del af en finger. Og en jysk seminarie – forstander fra Nørrebro præsenterede en umulig skolelov.
Allerede kl. 5 om morgenen begyndte trætøflerne at klapre mod brostenene. Lidt før kl. 6 drogarbejderne af sted i store flokke med deres madpakker og ølflaskerunder armen. Det var fattige mennesker fra et rigtigt arbejderkvarter. Det var også herfra de socialistiske tanker kom.
Arbejderne var undermennesker
Værkførerne på Nørrebro– fabrikkerne betragtede disse mennesker som underordnede, der ikkeskulle behandles med almindelig høflighed. Og en lærling skulle behandles som en hund. Ville man som arbejder gå lidt videre, ja så blev der lagt hindringer i vejen.
Værtshuse og kranseforretninger
havde store indtægter
Kom man ind på Nørrebro forbi søerne, startede det med høje huse. Kom man forbi Fælledvej, begyndte træerne at skyde frem fra en masse små haver. Hist og her var der et plankeværk. På hjørnet ved Møllegade lå et par etage bygninger. Her lå også et bageri. På hjørnet af Kappelvej lå det kendte forlystelsessted Lille Ravnsborg, der dog på denne tid var ved at forfalde.
Det var også her man i 1874kunne iagttage, da H.C. Andersen blev sænket i jorden. Når man tænker på hans berømmelse, var hans følge beskeden. Gravpladsen var også særdeles beskeden. Kirkegården trak mange mennesker til. Værtshusholderne og kranseforretningerne i nabolaget havde gode indtægter.
Smith og Mygind
På Nørrebrogade midt mellem Møllegade og Meinungsgade, fandtes der dengang en lang rejsestald. Det blev senere revet ned og omdannet til Smith og Myginds Maskinværksted.
Den egentlig grundlægger af imperiet Smith og Mygind var Jensenius Chr. Mygind. Han var søn af urtekræmmer Mygind, en kendt energisk urtekræmmer, der ved at overtage den københavnske natrenovation (de Mygindiske Ekvipager) havde ”gjort sig fortjent af byen” og samtidig tjent en formue.
I 1890’erne voksede maskinfabrikken, og blev næstefter Burmeister den største i landet.
Men i begyndelsen var der i rejsestalden opstillet en lille dampmaskine. Rundt om i lokalet var der anbragt drejebænke, bore – og høvlemaskiner. Og langs væggen var der skruebænke. Herfra kunne man holde øje med, hvad der skete på gaden. Men Schmidt lod desværre gadevinduerne overhvidte. Så var det slut med denne fornøjelse. Dampmaskinen skulle ”varmes op”. Så måtte man møde en time tidligere end de andre.
Socialisten startede på Nørrebro
Det var også her på Nørrebro det første nummer af Socialisten udkom. I 1870’erne var det ikke noget der hed overenskomst, fællesaftaler og arbejdstid og løn. Svenden aftalte en bestemt timeløn med mester. Den var betinget af hans dygtighed. Da Danmark i 1875 gik fra Rigsdaler, Mark og Skilling over til Kroner og øre, opstod der stridigheder. En timeløn på en mark satte mestrene til 33 øre, mens Nørrebros spækhøkere
satte den til 35 øre. Det ville arbejderne ikke finde sig i.
Og de handlende proklamerede, at så længe de levede, ville de handle med ”Kongens Gamle Mønt”.
En ”Mejemaskine” fra Nørrebro
Smith og Mygind lavede dampmaskiner og dampkedler. De byggede broer og påtog sig reparation af maskinanlæg. Det var også en sensation, da man på en mark syd for Hillerød præsenterede ”Mejemaskiner”. Bønderne var meget spændte.
Opvisningen var en kæmpe succes, men blev dog lidt svækket af at, Smith mistede et stykke af sin finger. Man kunne dog fastslå at:
En død kat mod Dampomnibus
Man fremstillede også sådan noget mærkeligt som en Dampomnibus til brug for linje 7. Den var nærmest et lille damplokomotiv. Maskinen hvæsede, dampede, savede og peb. Da man rigtig skulle sætte fart på maskinen, skete det ned af Gothersgade. Beboerne var dog ikke videre begejstret. fra vinduerne blev man bombarderet med kartofler, gamle tøfler og en enkelt død kat. Men selv om publikum ikke tog godt imod maskinen, så var den dog et bindeled til den elektriske sporvogn.
En ridetur fra Nørre Fælled
Om sommeren var Nørre Fælled et valfartssted. Ja der var ligefrem et vrimmel af mennesker herude. Når lærerdrengene mødte hinanden, så var det med titler. Folk, der gik forbi undrede sig over Hr. Skræddermester, Hr. Daasefabrikant, Hr. Eddikebryggerdirektør og så videre.
Det kunne hænde at de unge mennesker gik hen på Øster Fælled, hvor der dengang græssede mange løse heste. Her tog man så en ”ganger”, besteg den og tog en ridetur i byens omegn.
En fri og folkelig Læreranstalt
Også på et andet område var Nørrebro først. Og det var på Blaagaards Seminarium. Den var blevet oprettet som ”en fri folkelig Læreanstalt”. Her residerede
Jeppe Tang. Hans sprog var ravjysk med små løjerlige bilyde. Han kunne brøle som en løve og pibe som en mus, når han stod på talerstolen. Undervisningen blev afsluttet med en statseksamen.
Tang blev også folketingsmand og forsøgte at komme med en ny skolelov, men ak den virkede som en rebus. Ingen kunne finde ud af den, så den blev ikke til noget. Og diskussionerne fra seminariet fortsatte på hjørnet af Blaagaardsgade og Baggesensgade hos ”Kaffe – Hansen”. Værten blandede sig samtidig med, at han serverede dampende Grogger og kaffe.
Min oldefar var ikke Orangutang
Det kneb dog med frisindet på Nørrebro. Således blev en lærer fyret i Halvorsens Skole i Blaagaardsgade. Han var kommet til at skrive Darwin på tavlen. I det samme var skolebestyreren kommet forbi. Læreren blev bedt om, at møde på kontoret:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 1. 04. 2022
Juli 24, 2008
Forsøg på en anmeldelse.
En hjemmeside, der umiddelbart virker som en almindelig familie-side, indeholder et hav af oplysninger om det gamle Nørrebro. Vi spadserer rundt i gamle dage, og bliver fodret med fotos, postkort og pudsige annoncer. Maya´ s hjemmeside er et skattekammer for os
”nørder”, der interesserer os for lokalhistorie.
Læsere har sikkert bemærket, at Maya er flittig til at rose denne hjemmeside. Hun har også skrevet en artikel til denne side. Men har du været inde på hendes hjemmeside?
Du må godt kigge med
Godt nok er den privat, man som hun selv skriver:
Og det er en oplevelse. Både for os, der er lokalhistorisk interesseret, og sikkert også for dem, der interesserer sig for slægtsforskning. Indrømmet dette emne, har jeg ikke så meget begreb om. Men du bliver klogere, når du kigger på siden.
Som man kan se på siden, var den egentlig oprettet til Maya´ s familie, men historierne om Nørrebro og dens kultur, fortjener, at blive beskuet af endnu flere.
Kraks vejviser 1864
Maya er i gang med at lægge Kraks vejviser fra 1864 ind på siden. På besøgsdagen var Allersgade, Baggesensgade, Batterivej, Blågårdsgade, Sankt Hansgade og Sankt Hans Torv lagt ind.
Mange timer foran hjemmesiden
Gå ind til venstre på forsiden og klik på Slægtsforskning og historie. Så åbenbarer der sig pludselig et skattekammer:
Gennem Nørrebro guider Maya dig tilbage i tiden. Fantastiske spændene, fordi artiklerne er krydret med fotos, postkort og gamle annoncer. Nogle steder er der også taget nyere fotos, så du kan sammenligne udviklingen. På et tidspunkt dukker der også en karakterbog op fra Charlottegades Skole.
Er du lige som mig vild med at fordybe dig i Nørrebros historie, så kan du tilbringe mange timer med Maya´ s hjemmeside.
Vi får for eksempel at vide, at Poul Reichardt var opvokset på Egevej. Inspirerende er der også, når vi for eksempel passerer forbi Frederik den Syvendes Gade. Her kan du tydelig følge udviklingen fra 1920 til 2003.
Klaverundervisning
En annonce fra 1874 indeholder følgende tilbud:
Handskesyersske søges
Vi bevæger os også over på Østerbro. Minsandten om Maya ikke også bruger en hverveannonce. Vi snupper et eksempel:
Fotos og postkort søges
Hvorfor gaderne hedder som de gør, ja det giver Maya også et svar på. Har du billeder eller postkort liggende, så vil Maya gerne bruge disse til ind-scanning på
siden. Men det er der også allerede mange Nørrebro – borgere, der har gjort.
Spørg, inden du låner
Ophavsret får Maya fornuftig nok meget op i. Man forstår det også godt. Hun må have brugt meget tid på, at samle alt dette unikke materiale. En kæmpe opgave, som fortjener at blive beskuet af endnu flere.
Hvis du vil låne nogle af de mange oplysninger, der er på siden, bør du spørge Maya, inden du bruger dem.
Peter Plys har ret
Denne sides redaktør rødmer helt, for på forsiden bliver denne hjemmeside rost. Tak for det
På Mayas forside har hun citeret Peter Plys, og det siger det hele
Du kan klikke på Maya´s forside og få den som foretrukne. Det har vi gjort.
Vi vil have Mayas favoritlinks tilbage
Måske lige en lille ting. På et tidspunkt havde Maya noget, hun kaldte favoritlinks. Det var henvisning til et hav af gode historiske hjemmesider. Hun blev hvis
nok træt af at rette på dem. Jeg vil dog håbe, at hun genindfører denne.
– Denne artikel er fra 2008. Vi har glemt at lave et link til siden. Vi vil forsøge at finde ud af om siden stadig eksisterer. Og det ser ud til at denne hjemmeside ikke mere eksisterer – desværre.
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 2. 04. 2022