Forlaget Gyldendal har været så venlig at sende to bøger til anmeldelse. Bøgerne er skrevet af en bekendt her på Nørrebro, Ove Dahl. Og de kan varmt anbefales. Minderne vælter frem. Egentlig burde artiklen gemmes under Tønder og Aabenraa. Men artiklen er en alternativ anmeldelse af to bøger, hvis forfatter er bosiddende på Nørrebro. Læs om Ingrid og Lillebror, Jørgen Clevin, Brylcreme, Minerva, Erotiske bøger, Piratradiostationer inklusive min egen, Elvis, Jullerup Færgeby og meget mere.

Jeg var så heldig, at komme på rundvisning i Nørrebro Erindringscenter. Forinden havde vi holdt bestyrelsesmøde i Nørrebro Handelsforening i en gammel Nørrebro – lejlighed, der lå i forbindelse med dette center.

Det var lederen af Erindringscentret, Ove Dahl, der viste os rundt. Han har også skrevet to bøger om 60’erne og 70’erne, hvor mange af de effekter vi så den aften, er gengivet. En sand forsvunden verden åbenbarer sig pludselig.

Men hvorfor udgiver du ikke en bog om 50’erne, Ove?

Nu er det ikke alle effekter, jeg kan huske. Det skyldes måske, at jeg er født og opvokset i det fjerne Tønder, og 70’erne tilbragte jeg det meste af tiden i Aabenraa.

 

Det kunne du ikke være bekendt, Grethe

Jeg husker tydelig, at vi i skolen blev belønnet med stjerne, flag eller andre ting for en god diktat eller stil. Jeg fik også stor anerkendelse for en historie jeg skrev om ti – krone sedlen. Men jeg havde lånt lidt rigelig af historien i Flittige Hænder. Og Grethe havde også læst Flittige Hænder. Uheldigvis mente Fru Søndergaard på Tønder Kommuneskole, at historien skulle læses op. Og Gud Hjælpe mig, så sladrede Grethe til fru Søndergaard.

• Det kunne du ikke være bekendt, Grethe. Det glemmer jeg aldrig

 

Transistorradioen åbnede en ny verden

I Ove’ s bog om 60’erne er der også en transistorradio. Ja det var en sensation. Jeg fik pillet så meget ved den, at jeg kunne optage musik fra den direkte til min spolebåndoptager. Og så pillede jeg endnu mere ved den, og nu åbnede der sig en helt ny verden. Jeg kunne høre Falck og Politi.

 

Eventyr på rulleskøjte

Og rulleskøjterne dengang. Vi lavede Rulleskøjte – kapløb på strækningen Lærkevej, Nordre Landevej, Ribe Landevej, Dragonevej og igen Lærkevej.

Desuden legede vi rulleskøjte – hockey. Det gav mange blå mærker og blodige sår. Vi brugte nogle ordentlige kæppe til det formål. Og ofte endte det med
slagsmål, fordi de andre snød. Og så stod vi og hamrede på hinanden med disse kæppe.

Datidens rulleskøjter var knap så elegante som nutidens rollerskates. Eller hvad de ellers hedder.

Jeg mindes også Rasmus’ s bedrifter på banen i Fælledparken eller bonusdatter Helena´ s opvisning på Vibenshus Skole’ s asfalterede fodboldbane – uden for normal skoletid. Og ved vores yndlingsplads om sommeren nede ved Svanemølle Havn.

 

Slikmutter

Slikmutter var ikke en nyskabelse i 60’erne. Hun har eksisteret i lang tid før. I Tønder var det hos købmand Lassen på Strucksallé, hvor vi fik gratis bom (bolsjer) 

Da vi flyttede ud på Lærkevej, var det hos købmand P.C. Petersen slikindkøbet foregik. Engang, da far og mor ikke var hjemme lavede min storebror og mig en aktivitetspark i haven derhjemme. Vi forlangte entré fra Lærkevejs børn. For pengene købte vi slik. Jeg tror nok vi fik mavepine bagefter.

Ude i Strucksallé købte vi skolebrød hos Bager Wraamann.

 

Slikmutter

En købmandsbutik fik jeg i julegave. Her kunne man så lege med havregrynspakker og meget mere. Jeg lavede også mine egne varer til købmandsbutikken. Senere blev denne aktivitet udvidet med ”betalmand”. Min far var kasserer i Mureforbundet i Tønder, så jeg arvede udgifts – og indtægt-bilag, dags dato kvitteringer og meget mere. Dette blev så alt sammen samlet i en sort kuffert, og så kunne der leges betal-mand med Per.

 

Kaptajn Mickey – og de andre

Illustrede klassikere blev slugt råt. Min far fandt dem på forskellige loftsrum, hvor han arbejdede. Der udkom i alt 227 numre fra 1955 til 1976. Men jeg samlede også på de små tegneserier med Dawy Crocket, Akim, Mickey og hvad de ellers hed. Kaptajn Mickey var datidens helt. Han kunne simpelthen klare dem alle sammen.

 

Dandy

Og så var de der billeder, der kunne bevæge sig i Dandy – pakkerne. Det var også mange andre spændende ting. Siden dengang har jeg ikke tygget tyggegummi.

 

Klokkestrengen

Klokkestrengen havde mor også hængende på væggen. Det var fra Weiss, der forærede os sådan en. Alle søskende var nævnt på den med fødselsdag osv. Den fik mor, da den allersidste, Berit ankom til denne verden.

 

Fremad  s Skattekammer

Fra Fremad  s Skattekammerbibliotek kom alle klassikkerne, Onkel Tom’ s hytte, Frændeløs, Kaptajn Grant  s Børn. Jeg lånte dem på biblioteket. Men min
far vendte hjem med Ota Solgryns klassikere. Derimod brød jeg mig ikke om De fem. Senere lærte jeg på Boghandlerfagskolen i Odder, at sådanne bøger kaldtes for triviallitteratur.

 

Julekalender og årshæfter

Julekalenderne dengang var ret avanceret. Nisse – lokomotivet krævede forældrenes hjælp. Og så skulle man også bygge en bjælkehytte med en masse sne. Til jul kom også alle årshæfterne. Ikke et øje er tørt, når man tænker på Lillegut og Knold og Tot fra Hjemmets Forlag. 

 

Min frimærkesamling

I Ole Dahl’ s billedsamling ser jeg pludselig Jan’ s Frimærkealbum. Jo sådan en, havde jeg også. De der Jan – bøger betegnede Boghandlerfagskolen også som triviallitteratur. Frimærker samlede jeg på i mange år, og har også benyttet mig af frasen Vil du med hjem og se min frimærkesamling.

 

Konfirmations – salmebogen

Salmebogen til konfirmationen havde selvfølgelig også min storebrors navn på. Ja, det var til konfirmationsforberedelsen, at jeg blev kørt hjem af præsten i hans folkevogn. Han, præsten mente, at jeg faldt i søvn i hans time, mens jeg mente, at være besvimet. Jeg var skam sygemeldt i 14 dage efter. Doktor Jark kom på overarbejde.

 

Hello Walter and Connie

Så var det Walter and Connie i TV. Alle gik rundt og talte engelsk lige som de to. Men mon ikke deres ”konversation” car bare lidt unaturligt. Det var dengang, vi havde fået TV, og vi måtte absolut følge med i de udenlandske serier, der blev vist søndag eftermiddag.

 

Brylcreme – så lignede vi Elvis

Vi skulle alle gå rundt og ligne Elvis. Vi brugte Bryl -creme. Det var noget fedtet stads i en rød tube, og så var det ellers om at rede håret tilbage. Og på en eller anden måde fik jeg fat i en slidt læderjakke. Jo, nu var det ikke langt til Elvis.

 

Store muskler

Og for at få muskler, så pigerne rigtig kunne få øje på en, brugte vi en såkaldt Bullworker. Det var en masse fjedrer man skulle trække i. Man kunne også få en
type, som jeg brugte, der skulle bøjes. Jeg ved nu ikke rigtig, hvor meget det hele hjalp.

 

De mange ungdomsblade

Der kom en masse ungdomsblade. Jeg husker Beat, Vi Unge og Børge. Min senere kone, Hanne (Sus) arbejde sammen med Erik Haarest på nogle af disse blade.

 

Jomfruburet og Hit House

På et tidspunkt var vi med Tønder Kommuneskole på tur i København. Vi endte en aften på Strøget på noget, der hed Jomfruburet. Her spillede en gruppe, der kaldte sig Hitmakers. Smukke piger satte sig på skødet af en. Det var nu ikke noget, vi kendte i Tønder. De var ansat for, at vi skulle købe drinks.

Ved samme lejlighed skulle vi selvfølgelig også i Hit House. Men da skulle man have slips på, og hvis nok også være 18 år, for at komme ind.

I Radiohuset mødte vi selveste Jørgen Mylius. Det var dengang, han ikke hed de Mylius. Han var fuld af bumser dengang.

I Tønder var vi slet ikke vant til alle de kendte. Jo det vil da sige, at jeg på Schweizehallé var til koncert med Defenders.

 

Minerva blev folkekunst

Minerva – kunst blev hvermandseje. Både i form af plakater og reproduktioner klæbet på nogle plader. Der kom masser af idol plakater, og Monét og Picasso indtog de danske stuer. Vi solgte masser i Andersen og Nissens Boghandel i Tønder.

 

Min piratradiostation

Vi lyttede til Radio Luxemburg og nogle hollandske piratstationer, bl.a. Radio Veronica og Radio Northsee International. En egen hitliste lavede jeg i diverse skolehefter. Måske var det inspireret af, at Jørgen Mylius begyndte på Top 20 i 1963.

Men så skete det, at jeg vandt et Josty – Electronic byggesæt. Jeg byggede min egen piratradiostation på Lærkevej. Direkte fra spolebåndoptageren sendte jeg musik og dumme kommentarer ud i æteren. Ifølge min onkel Pulle, kunne min sender række helt til Rudbøl, ca. 10 km fra Tønder.

 

Masser af musik

Det var Danmarksmesterskab i pigtrådsmusik. The Donkeys vandt, Jo det var Keld Heick’ s gamle gruppe. Og Tommyguns fra Tønder/Højer blev nummer tre.
Det var stort

Den første spolebåndoptager, jeg havde, var en Arena FD 4. Derefter fulgte i hurtig rækkefølge Eltra, Phillips og forskellige B&O modeller. Nogle af de sidste endda med ekko – effekt. Jo det kunne godt imponere dem i Tønder Båndamatør Klub.

Mit værelse var fuldstændig dekoreret med popgrupper. Tapetet kunne man ikke længere se. Det var nu heller ikke så velset. Da dr. Jark var på besøg, gav han udtryk for, at han håbede, at de var fjernet næste gang, han kom på besøg.

 

De lange Landgangsbåde

Når vi holdt ”party” fik vi Landgangsbåde. De var uendelig lange, og svært at få styr på. Det kunne begynde med leverpostej i den ene ende og så 50 cm længere fremme at slutte med rullepølse.

 

Den første knallert

Så skulle vi jo også have en knallert. Det startede med min bedstefars SCO, som jeg malede. Derefter købte  jeg en knallert af Jørn Henrik. Den var ombygget af en Tomus, Kreidler og en Brennerborg. På et tidspunkt kunne jeg smutte fra Ingolf på hans Kreidler, indtil han fik påmonteret tuningsæt. Og en hver rask dreng fik sin knallert gearet og boret.

 

Nur für den eigenen Gebrauch

I Andersen og Nissens Boghandel solgte vi Fanny Hill og Stillinger. Og vi kiggede interesseret i den sidste. Det så for os livsfarligt ud. Der fulgte mange efter, og de blev oversat til tysk. Og de strømmede til i deres gule gummistøvler og ”Helmuth Schmidt kasketter”. Vi lærte at sige:

• Nur für den eigenen Gebrauch

 

Den lille røde og grønne

Og med stor interesse læste jeg bogen af Jørgen Munkebo Fri hash. Så kom Mao’ s lille røde. Der fulgte adskillige efterligninger også i grønne farver.

En af de meste efterspurgte blev nok Den lille røde bog for skoleelever.

 

Væk fra far og mor

Ove Dahl har fulgt sin succes op med bogen Tilbage til 70’erne. Andre ting var kommet på dagsordenen. Energikrise, miljøbevidsthed, kønsroller, protestbevægelser og teknologiske landindvendinger.

Jeg var blevet færdig som lærling i Tønder, aftjent min værnepligt i Århus og flyttet væk fra far og mor til Aabenraa.

Det tårnhøje helvede med Steve McQueen og Poul Neumann var den første af en række dramatiske katastrofefilm. Tænk O.J. Simpson medvirkede også i filmen.

 

Cowboyjakke fra Aabenraa

I 70’erne fik jeg også cowboy – jakke. Den blev faktisk produceret af Aabenraa – firmaet Rodeo. Den har jeg stadig, og kan stadig passe den.

 

Store forandringer

70’erne startede med 24.000 arbejdsløse og sluttede med 190.000. Olieprisen steg voldsom, og Familien Danmark mærkede for alvor krisen. Supermarkeder og indkøbscentre skød op overalt. Særlig på Nørrebro betød det at hæderkronede familie – butikker måtte lukke.

Opgøret med de gamle normer sætter sit præg Vi fik Røde Mor og Forlaget Demos. EEC fik navneforandring til EU. Protesterne mod bolighajer og opfordring
til nej mod ejerlejligheder hørte til hverdagen.

 

Brun og orange

En ny flot designet telefon med trykknapper kom ud til befolkningen. Min var lige så brun som væggene på min nye lejlighed på Nybro i Aabenraa. Loftet var orange.

Jeg fik en kæreste i København, og skulle danse til sådan noget mærkeligt som Shit & Chanel.   Barbie og Action – mand dukkede frem.  Som børn legede vi med Tekno – biler. Nu dukkede Matchbox frem.

 

Jørgen Clevin imponerer

I TV underholdt Hans Henrik Ley og Jørgen Clevin. Sidstnævnte hilste jeg senere på min nye arbejdsplads Bo Bojesens Boghandel i Aabenraa Han besøgte boghandelen og tryllebandt både voksne og børn i den time, han underholdt i en stopfyldt boghandel. Vi stod alle måbende tilbage.

 

Børnebøger med anderledes sprogbrug

Det var årtiet, hvor Hjem Is startede. Stakkels børn tænkte jer, hver gang man kunne høre klokken. Vi skal heller ikke glemme overraskelserne i Kinder
– æggene. Spillet Master Mind blev den helt store dille. Electro og Stratego solgte vi også mange af i Bo Bojesens Boghandel.

Bogen Sådan føder man et barn, sætter nye standarder for sprogbrug i danske børnebøger. Og Ole Lund Kierkegaard skrev om dem, der ikke rigtig blev accepteret.

 

Lucky Luke var langsommere end sin skygge

Lucky Luke kom på tegneserie. Mange år senere, da jeg blandede mig i markedsføringen af Aabenraa, engagerede jeg selveste Lucky Luke på Gågaden. Det blev
ikke nogen stor succes. Han var betydelig langsommere end sin skygge og en meget sur fyr. Han var næsten værre end Jan og René som jeg senere engagerede til at underholde i Aabenraa.

 

Snigpremiere på Rapport

Og i smug begyndte vi at købe Rapport. Det første nummer udkom i 1972. Klistermærker kom her og der og alle vegne. Det var klistermærker til et hvert formål. Ja, der var så mange af dem, at man begyndte at samle og bytte.

 

Solvognen

Ja, så kom Solvognen, som min kone Hanne (Sus) var en aktiv deltager i. De indvandrede Magasin og delte gaver ud til folket. Meget senere udkom der bøger om ”teatergruppen” eller hvad man skal kalde dem. Disse bøger kritiserede Hanne så sønder og sammen.

 

Fjernsynets store øjeblikke

Jullerup Færgeby med ”Anton, du har revnet dine bukser” blev en af mine favoritter.

Star Wars – filmene instrueret af George Lucas var det helt store. Her i 2008 forsøger man så at genoplive denne kult. Star Treck følger, og også Lego
går i rummet. The Muppet Show var en af mine store favoritter, og på tysk TV så vi Sesam Strasse.

Det var også den serie, der indledte min og Ingolfs mindeaften om Elvis død på Nybro i Aabenraa. Den aften glemmer jeg aldrig. Pludselig kunne vi grine af det hele.

Og så var det Ingrid og Lillebror, Kojak,” McKlud” og Columbo. Ja sidstnævnte er genopstået i TV. Han har stadig den samme krøllede jakke på.

Rødder var fantastiske. Og så diskuterer man stadig, hvordan Uri Geller kunne bøje gafler og skeer. I dag bruger man ham på den tyske tv – station Pro Sieben. Hvad han bøjer i dag, ved jeg dog ikke.

 

Speedway, hønsestrik og Grease

Og så var det jo virkelig stort i Bo Bojesens Boghandel. For vi solgte spillet Speedway med vores egen sønderjyske helt, Ole Olsen.

Det var en tidsalder med hønsestrik med masser af farver. Ellers gik vi i gabardine bukser. Det var en slags syntetisk tekstil.

Snart måtte vi gå i tern, både røde og blå. Det gik så igen i både sengetøj, duge og viskestykker. Bondetern blev det kaldt.

Grease, Saturday Night Fewer og Disco – musik var sagen. Fakse – fad havde sin debut, og vi tog gerne imod.

 

Melankolsk morgenstund

Så kom Clausen og Petersen med den pragtfulde plade I Storbyens Favn. Den bedste melodi på pladen hedder hvis nok. Klokken var fem om morgenen, en hundelort lå der i siden. Og så jokkede man på den. Man kommer uvilkårligt til at tænke på, alle de morgener man vaklede hjem fra byen og kun havde lyst til en ting nemlig, at sove.

Snart overskyggede glitter – rocken det melankolske. Nu var det Sweet, Slade, Garry Glitter, Slade og T – Rex.

 

Mao’s Lyst, Dan Turréll og Christiania

Og 70’erne var også Christiania. Jeg kendte ikke så meget til det dengang. Men jeg vandrede rundt med en norsk pige, Ranveig derude. Og følte mig ikke rigtig velkommen.

Det var min kone Hanne (Sus), der invaderede staden sammen med Jacob Ludvigsen. Hun arrangerede støttefester for porcelænsarbejdere og andre derude,
lavede udstillinger i Galloperiet.

• Hun boede i Mao´s Lyst, i et kollektiv i Forhåbningsholmsallé sammen med Dan Turréll, og i et kollektiv i Tisvilde Hegn, hvor en brand kunne have
  ødelagt meget. Det skete, hvis nok også et mord deroppe, som Kim Larsen synger op. Ja, hun smed også nogle fotos væk, som Gasolin havde betroet hende. Hun var med til den berømte happening med indianer oppe i Rebild, og lavede film i Havanna (De gale i Havanna). Hun var også med til at lave film i Sydamerika og om Jenny oppe ved vestkysten. Hun lavede alternativ Musik Festival, blev smugfotograferet til side 9 under en ø-lejr og mange andre ting.

Jeg var i gang med at skrive en bog om hendes eventyrlige liv. Men alt sammen slettede jeg ved hendes død.

Hvor er det så rart at andre kan tage over, og beskrive det sjove liv i 70’erne ligesom Ove Dahl. Og nu venter jeg spændt på en bog om 50’erne

• denne artikel blev skrevet i 2009 – senere er Ove Dahl udkommet med adskillige flere bøger i denne serie 

 

Læs mere i

• Ove Dahl: Tilbage til 60’erne (Gyldendal 2007)
• Ove Dahl: Tilbage til 70’erne (Gyldendal 2008)

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler

Redigeret 31, – 03 – 2022

Det var ikke så lige til at blive begravet – dengang. Masser af forordninger og regler skulle overholdes. Og der var stor forskel på rig og fattig.

Borgerskabet gik meget op i, at man skulle huske deres eftermæle. Den mere storslåede begravelse efter den anden fandt sted. Men nu gjorde regeringen et felttog mod ødselheden. Den 7. november 1682 udkom den store Forordning om Begravelser. I denne kunne man blandt andet læse at:

• at megen stor Overdaadighed og unyttig Omkostning af de Fleste over deres Stand og Vilkaar gjøres af en vrang Indbildning, at derved de Afdøde sker nogen Ære og Tjeneste.

 

Betal dig til en stor begravelse

Selv om Assistens Kirkegaard på Nørrebro først blev indviet i 1760, og skønt der kom flere forordninger, så fik denne dog betydning for, hvordan man kom til at ligge under jorden. Begravelserne blev dog ikke mindre af disse forordninger. For dem, der kunne betalte sig til en stor begravelse.

Man blev begravet efter rang. Med forordningen blev man inddelt i klasser:

1. Grever
2. Gehejmeråder, Friherrer og “Ober – Charger”
3. “Militaire”, som havde ladet deres Tapperhed se i Kongens Tjeneste tillands og til vands
4. Andre af rangen indtil Landsdommere
5. De øvrige Rangen og Adelige
6. Geistlig og verdslig Øvrighed, Præster i “Kjøbstæderne og graduerede Personer”
7. Alle andre

Alle klasser havde nu fået deres egen begravelse.

Greverne kunne opsætte monumenter over de afdøde efter deres egen Lyst. Gehejmeråder og ligestillede måtte overtrække ligkisterne med fløjl lade tre Stuer drage, bruge Himmel over Liget samt Ligvogn med seks heste for.

De andre af rangen indtil landsdommere:

• maa kun have to Ligstuer dragere og bruge Ligvogn med 4 Heste, de øvrige i Rangen og Adelige maa kun lade en Stue overtrække med Sort, og saaledes bestandig simplere efter Stand og Vilkaar.

 

Penge var afgørende

Nu var det dog en mulighed for almindelige dødelige, at få en fin begravelse for forordningen sluttede med følgende bemærkning:

• Skulde ellers Nogle, som ikke dertil særdeles ere privilegerede, kunne erholde vores allernaadigste Tilladelse deres Døde paa selv behagelig Maade og med større Bekostning at begrave, da skal samme allernaadigste Bevilling først skrives paa stemplet Papir til 50 rdl. Arket og dog desforuden betales til Hospitalerne for hver Post, som er imod Forordningen.

Ja, det har ganske givet ikke været let at forstå dengang. Forordningen blev ikke overholdt, så en ny fremkom i 1724.

 

Vaagestue og livvagt

Når en velstående borger var død, blev liget klædt på af kvinder og lagt i en kiste, som helst skulle være af egetræ. Ved denne ceremoni var et stort antal slægtninge, venner og naboer til stede. Disse blev trakteret med mad, drikke og konfekt.

At alle familiemedlemmer iklædte sig sørgeklæder, var en selvfølge. Men også Tyendet uddeltes der sørgeklæder, sørgestrømper, sørgesko og handsker.

Ligkisten, som stod åben, anbragtes i den sort beklædte lig-stue, omkredset af vokslys. Ofte var der våben og skjolde, selv om afdøde ikke havde haft ret til at bære disse. Så længe liget stod over jorden blev der holdt Vaagestue eller sagt med andre ord Livvagt.

 

Det gik lystigt for sig

Ofte gik det lystigt for sig, idet unge og gamle tilbragte tiden i sørgehuset med forskellige lege, og traktementet fejlede ikke noget.  Om dagen strømmede nærmere og fjernere bekendte til for at kondolere familien, og der blev overrakt trykte Lig-vers. I reglen var disse vers forfattet af en eller anden Studiosus,
enten på bestilling eller af egen drift, for at opnå en lille indtægt.

Holberg vidste også, hvor fornøjeligt det gik til i Vaage – og Sørgestuer:

• Jeg erindrer mig i min Barndom, hvilken Glæde det var for mig og Andre, naar vi fik at vide, at et af vore Naboers Børn var død, thi derpaa fulgte mange gode fede Dage.

Liget stod længe over jorden. Ja ti uger var ikke usædvanligt. Når begravelsen skulle finde sted gik bedemanden (som også blev brugt ved bryllupper) rundt og indbød folk til at følge eller bære. Ved udbæringen af kisten var kvinderne forsamlet i lig-stuen, og her blev der serveret vin, mad og konfekt.

Ligkisten som i reglen bar indskrift, var dækket af et prægtigt klæde, blev nu enten båret af studenter eller kørt gennem byen på en ligvogn, efter fulgt af skoledrenge i sørgekapper og et stort antal med sort overtrukne eller kun sortmalede karosser.

 

Begravelse om aftenen

Når begravelsen forgik om aftenen, ledsages Toget af personer med hornlygter, gaslygter eller trekantede lygter, men også papirlygter. De fleste lygter var lejet til formålet.

Kirken var fuldt oplyst med voks – og tællelys. Elever fra Vor Frue Skole sang kristelige lig-salmer. Derpå holdt præsten en lig-tale og kastede jord på kisten, når den var nedsænket i graven.

 

Kommunal Ligbærerinstitution

Begravelsesforordningen af 1682 førte til oprettelsen af en kommunal Ligbærer institution i to klasser – en overklasse, bestående af 36 skikkelige Mænd
og Borgere, som skulle bære alle fornemme Lig og en underklasse for de lavere samfundslag.

Da Lig-bæring før havde været en af studenternes hoved-indtægter, og de ikke frivilligt ville give afkald på den, klagede de til kongen. Det blev bestemt at:

• til de Geistlige Lig at bære saavelsom til deres, som af Akademiet dependerer og haver studeret, maa alene Studenter bruges, naar Saadant begjæres.

Men ellers måtte ingen befatte sig med lig-bæring uden de kommunale ligbærere.

 

Ingen ville begrave ”de uærlige”.

Under pesten i 1711 blev man dog igen nødt til at henvende sig til studenterne. Det er betegnende for datidens opfattelse af de såkaldte uærlige Folk, hvortil i den almindelige bevidsthed hørte skarpretteren, natmanden,” hestegildere”, “svinesnidere”, skorstensfejere, renovationsfolk m.m. Disse nægtede ligbærernes underklasse at bære til graven.

Derfor blev deres bestaltning delvis taget fra dem. Der blev anlagt sag mod dem, men da de bad om forladelse, slap de med en Mulk.  En forordning af 1685 forbød, at stemple de overnævnte fag som uærlige. Men det varede meget længe end det slog an i befolkningen.

Pesten havde bevirket oprettelsen af flere kirkegårde, blandt andet Assistens Kirkegården på Nørrebro.

 

Slut med at blive begravet i kirken

Hver kirke havde sin begravelsesplads indenfor murene i selve kirkebygningen. Havde man penge nok og var en velanset borger kunne man blive begravet her. Men i 1805 var det slut med denne uskik, eftersom kongen:

• ikke fandt det sømmeligt, at Bygninger, indviede til det høieste Væsens Dyrkelse, tillige afbenyttedes som Gjemmesteder for Legemer, der overgaves til Forraadnelse, ligesom den fra mindre oplyste Tider nedarvede Skik at begrave de Døde i Kirkerne ofte havde havt farlige Tilfælde, ja enddog Helbreds Tab for de Efterlevende til Følge.

 

”Udenbys” Kirkegårde

Af udenbys kirkegårde havde byen i Frederik den Fjerde’ s tid: Skibs-kirkegaarden og Garnisons- kirkegaarden, begge udenfor Østerport. Den sidste indviet under pesten men først taget i regelmæssig brug i 1720, samt den Mosaiske Kirkegaard
uden for Nørreport hinsides Peblingesøen. I 1704 blev denne kirkegård omgivet af et plankeværk.

 

Håndhævelse af forordninger

De forskellige forordninger blev ikke respekteret, og for myndighederne har det sikkert også været vanskeligt at styre. Således skrev politimester Ole Rømer
i en indstilling til kongen i 1705:

• Ved en Borger af de 32 Mænd ved navn Syling, hans Begravelse er udi April Maaned begaaet nogle Forseelser imod Forordningerne, hvis Bøder beløbe sig temmelig høit, nemlig til 230 Rdlr., af hvilke de 180 Rdlr. Ere for Ligets indeholdelse ni Dage over Tiden og de 50 Rdlr. For Kisten med
  Baj var overdækket. Enken, som af mig er ansøgt om at fyldestgjøre samme Bøder, beraaber sig paa at have suppliceret derom til Hans Majestæt,
  hvorfor jeg ei har turdet fortfare, men venter allernaadigst Resolution, om fornævnte Bøder skulle betales, moderens eller ganske eftergives.
  Holder for min allerunderdanigste Skyldighed at erindre i denne Sag, at alle Begravelsesforordningens Bøder ere temmelig store, og at de neppe nogen Tid ere betalte, men Posterne, endel ved sær Benaadnings Breve enten tilladte eller efterladte, en Del for visse Vanskeligheders Skyld ganske henhvilet.

 

En dyr begravelse

Det var ganske dyrt at blive begravet inden for borgerskabet. Dr. O. Nielsen har offentliggjort omkostningerne ved en Stadshauptmands begravelse i 1719.

• Til sørgeklæder 440 Rdlr.
• 51 Rdlr. til skrædder,
• 140 Rdlr. til traktement
• 38 Rdlr. til sort baj til Omtrækning og Beklædning. Måske var dette til beklædning af Ligstuen.

I meget fornemme kredse sørgede man for at male paneler og vindueskarme sorte, ja endog gulvene. Ligkisterne var ofte af egetræer. Dette blev anset for at være noget af det fineste.

 

Ligvogne og ligkistebeslag

En Søgeforordning af 1724 formåede at standse den stigende luksus i sørgedragter. En kæmpe modstand mødte Ligvogne. Disse blev knyttet til de enkelte kirker. Men i nogle sogne fik bedemænd privilegium til at holde og udleje ligvogne.

I 1719 blev det forbudt at bruge ligkistebeslag med forsølvning, forgyldning eller fortinning. Dette fik så Gørtlerne til at protestere. Et kompromis blev vedtaget. Man fik lov til at forfærdige ligkistebeslag af bly uden billeder, sort – og hvidmalede. Men det var kun rangpersoner, Stadens 32 Mænd og andre vederhæftige Handelsmænd, der måtte anvende dette.

 

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 

 

• Begravelse på Assistens Kirkegaard 1887
• Livet på Assistens Kirkegaard
• Genforenet på Assistens Kirkegaard 
• Assistens Kirkegaard – en oase 
• Kejserinde Dagmar på Nørrebro 
• Assistens Kirkegård – 250 år 
• Da Gertrud rejste sig fra kisten 
• Røde Faner på Assistens Kirkegård 

 

Redigeret 31. 03. 2022

En tredjedel af Københavns befolkning omkom. Der blev oprettet pestlazaretter på  Vodrufgaard og på Ladegaarden. På Blågårdens arealer blev de fattige evakueret til. Ansatte på lazaretterne døde som fluer. Myndighederne opdagede faren for sent

 

Soldater – hårdt ramt

Lige inden pesten kom, var Danmark plaget af det ydmyge nederlag ved Helsingborg. Et stort antal syge og sårede blev bragt til København, hvor de fyldte
krigshospitalet på Ladegården. Også en række lejede bygninger blev taget i brug.

En smitsom Forraadnelsesfeber bredte sig blandt de sårede. I 1710 døde 6.000 mennesker af denne sygdom. Det var også i 1710 at 16.000 soldater slog lejr på Nørrefælled.

 

Den store pest

Den store Pest havde hærget i Sydeuropa, derefter bevægede den sig til Østersø – landene. I 1710 var den nået til Sverige. På Saltholm blev der opført tre pakhuse, der fungerede som karantænestation. Al handel med de steder, hvor pesten havde ramt, var forbudt. Fra alle prædikestole blev der holdt Bøn om at bevare Riget for Pesten.

Professorerne ved det medicinske fakultet skulle

• to Timer om Dagen læse paa Dansk, hvorledes farlige of pestilentialske Sygdomme skulde prækaveres, kjendes, omgaas og kureres.

 

Holdt øje med sikkerheden

En kommission blev nedsat. De skulle holde øje med sikkerheden. Magistraten skulle forsyne byen med levnedsmiddel og brændsel til et halv års forbrug, når pesten brød ud. Det medicinske fakultet udsendte et lille skrift med gode tips om forebyggelse. Alle betjente ved stadens fire porte fik besked på ikke at lade folk passere uden sundhedspas.

 

Alvoren gik for sent op for myndighederne

Men en person fra Helsingør blev smittet. Han havde været i Danzig. Men lægerne var uenige om det var pest. Man fik ikke isoleret byen og sikkerhedsforanstaltningerne var meget nølende.

Først i maj 1711 gik alvoren op for myndighederne, og Helsingør blev afspærret for omverdenen. Soldaterne fik ordre til at skyde enhver, der brød afspærringen. Men det lykkedes adskillige at bryde afspærringerne. Politibetjente og barberer blev sendt efter for at opsnappe disse. De skulle med det samme sendes til Saltholm.

Det kom til voldsomme sammenstød, idet befolkningen satte sig til modværge, når der blev iværksat husundersøgelser. Militæret måtte sættes ind.

I midten af juni 1711 var pesten nået til København. En trompeters kone i Lille Grønnegade, var afgået ved døden.  I juli tog dødsfaldene til. Alle ceremonier
ved begravelserne blev afskaffet.

 

Pesthospital indrettes

Kvartermester Wodrof’ s gård på den anden side af Skt. Jørgens Sø blev indrettet til pesthospital.

Barberlauget protesterede mod, at de skulle fungere som pestlæger. Men der blev pålagt samtlige mestre og svende i Barberlavet:

• under Straf af Amtets Forbrydelse og Mulkt at møde hos Stadphysikus Eichel og forrette hvis han dennem angaaende smitsom Syge tilsiger.

Antallet af vægtere blev øget fra 66 til 86. Indbyggerne blev grebet af panik, og Østerport blev lukket. Alle fornemme og rige borgere forlod hovedstaden. Den 18. juli forlod kongen og dronningen Frederiksberg Slot for at tage til Kolding.

Også mange læger forlod hovedstaden.

 

Døde som fluer

Endelig den 16. juli blev Lazarethet paa Vodrufgaard blev åbnet med en tysk barber Kyhl som overmester. Man havde ikke kunnet få en læge til at overtage posten. Og Kyhl forsøgte at bryde sin kontrakt. I fem dage fik patienterne ikke lægehjælp.

Mange pestramte måtte ligge under åben himmel på strå. For at få nok personale måtte man gøre brug af fangere fra byens fængsler. De pestramte døde så hurtig, at man gravede render og skubbede ligene derned. Men denne fremgangsmåde afstedkom stærk kritik fra befolkningen.  Så man fandt en metode til at
lave hurtige kister og kasser til de afdøde.

Lazarettets funktionærer døde som fluer. Det skete også for Kyhl. Af 36 nye ligbærere, sygebærere og kuske var kun 6 i live 4 dage efter. Mange tvivlsomme eksistenser var stuvet sammen på lazarettet, og råheden tog til i styrke. Utugt, klammeri, slagsmål, gudsbespottelse og eder hørte med til dagens orden.

Vaagekonerne bestjal de syge og udplyndrede de døde. De syge bestjal hinanden indbyrdes. Barbersvendene afpressede patienterne for medikamenter. Portneren forsømte sin pligt. Han lod de syge tage på strejftur ind til byen, hvorved smitten udbredtes i videre og videre kredse.

 

En tugtmester blev ansat

En Tugtmester blev ansat for at komme dette uvæsen til livs. Halsjern og gabestok kom i brug.  Spanske Ryttere blev anvendt i gravene og vagter med skarpladte geværer blev taget i brug.

 

Døden indtraf på fjerdedagen

Elendigheden tog til. Pesten begyndte pludselig med kuldegysninger, der snart blev afløst af en brændende feber. Kræfterne tog utroligt hurtigt af. Modløshed og fortvivlelse greb de syge. Derpå fulgte vildelse og raseri, Blodflod og en ondartet koldbrandagtig betændelse, der angreb svælget og læberne. Derefter fulgte opkastninger og diarre.

Den lidende udsendte en ulidelig stank. Sanserne blev sløve og huden fik en rosenagtig betændelse. Der opstod betændelser ligesom brandbylder. Døden indtraf som regel på fjerde dagen.

 

Lægen med vidundermidlet

En tysk læge ved navn Diderich påstod at have vidundermidlet mod pest. Han havde en blomstrende forretning, indtil man fandt ud af, at hans såkaldte vidundermiddel ingen virkning havde. Hans medikamenter blev beslaglagt og han fik en stor Mulkt.

 

Fangerne fra Bremerholm begravede ligene

Den største renlighed blev pålagt slagtere, feldbereder, garvere, pergamentmagere, lysestøbere, fiskeblødere og jøder. Byens bedste borgere blev udnævnt som
kvarterkommisærer, og skulle indberette om kvarterets tilstand. Pesten ramte de laveste først, særlig fattighusene gik det ud over.

Fangerne på Bremerholm blev udkommanderet til at begrave ligene, bagefter blev de bestrøet med udæsket kalk.

Pesthospitalet på Vodrufgaard med dens barakker og telte var den 3. august så overfyldt, at man kun kunne modtage de syge, der flakkede hjælpeløs rundt i gaderne eller lå der dødssyge.

 

Ladegaard tages i brug

Man måtte tage den gamle Ladegaard i brug. De 100 soldater der lå der skulle flyttes til Falkonergården.  Kjøbenhavns Kommandantskab modsatte sig beslutningen, og først efter langvarige forhandlinger fik Sundhedskommissionen deres vilje. Men det kneb med organisationen. Senge og sengetøj måtte
man vente længe efter.

 

Fattige blev evakueret

I de varme sommerdage bredte pesten sig videre. I gaderne lå der masser af lig, og en forfærdelig stank bredte sig. Alle ældre ligbærere var også bukket under, så nu pressede man tiggere og “Lediggjængere” til det farlige job. Det var dog kun en snes personer, der meldte sig. Og da de så hvor katastrofalt, der stod ti, flygtede de fra jobbet, inden de var begyndt.

I august begyndte mangel af levnedsmidler at gøre sig gældende. Den 12. september blev der udsendt en kongelig forordning, at fattige skulle placeres på To Torve udenfor Nørreport. Den ene lå i Prins Carls Enghave, det vil sige på Blaagårds grund. Den anden kom til at ligge bag Acciseboden, det vil sige mellem
Volden og Sortedamssøen.

 

En tredjedel af Københavns befolkning omkom

Omfattende plyndringer og røverier kunne ikke hindres. Og de fattige tog smittebærende tøj på.  Den store pest kulminerede i august og september.

Efterhånden lå der 800 patienter på Ladegården. Og på Nørrefælled led soldaterne af skørbrug, brystsygdomme og feber. Først i august 1712 kunne de komme i deres almindelige kvarterer inden for voldene.

En tredjedel af Københavns befolkning bukkede under for pesten.. Blandt de næringsdrivende og håndværkerne var dødeligheden så stor, at der måtte tilkaldes reserver fra provinsen. Alle fabrikker, al handel, håndværk og skibsfart havde været standset.

 

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro
• Litteratur Østerbro
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 

Redigeret 31. 03. 2022

Barske afstraffelsesmetoder hørte til dagligdagen – dengang. Og henrettelser var der mange af på Kastellet og i Fælledparken. Skarpretteren havde mange tilbud på sin prisliste. Griffenfeld blev benådet i sidste øjeblik, men det skete ikke for moderen fra St. Knuds Kloster eller moderne på Kaptajn With. Der var heller ikke nogen benådning til Brandt og Struensee. Skarpretteren måtte bruge tre hug på sidstnævnte.

 

Barske henrettelsesmetoder

Går man en tur i Fælledparken eller på voldene ved Kastellet kan man slet ikke forestille sig alle de skrig, der har lydt her. Man kan heller ikke forestille sig de grusomme afstraffelsesmetoder, man anvendte. Jo det var sandelig barsk – dengang.

 

Skarpretterens prisliste anno 1698

I Skarpretterens prisliste fra 1698 nævnes:-

•  Hoved -, Haands – og Fingerafhugning, endvidere Steile og Hjul, Knusning af Arme og Ben, Partering, Knibning med gloende Tænger, Brændemærkning, Kagstrygning, Legemets opbrænding paa Baal og Navneopslag paa Galgen.
  Men nogle gange gik man endnu videre.

Morderen fra St. Knuds Kloster

I 1675 blev Erik Ladefoged, der havde myrdet forpagteren på St. Knuds Kloster, justificeret på følgende måde. Først blev hans hjerte skåret ud af ham og bødlen slog ham med det på munden. Derpå knustes hans arme og ben med et hjul. En rem blev skåret af hans bug og en af hans ryg. Hans hoved blev afhugget og sat på en pæl. Endelig blev hans legeme parteret og lagt på fire stejler.

 

Griffenfeld

Den 6. juni 1676 blev Griffenfeld ført ud af sit fængsel i Kastellet til Paradepladsen. Midt på pladsen var der spredt noget skinnende hvidt sand med et sort klæde over. Ved siden af stod den dødsdømtes ligkiste, overtrukken med sort stof og våben, der hidtil havde siddet på hans stol i Helligåndskirken. Kredsen var omringet af soldater.

Men der var tilskuer til stede. Griffenfeld tog afsked med de tilstedeværende, bevidnede sin uskyld, og forsikrede, at han havde haft statens og kongens vel for øje.  Han opløftede sine hænder til Gud og erklærede, at han modtog døden som en retfærdig straf, fordi han havde søgt Jordens Konge mere end himlens. Hans frimodige og gudhengivende holdning gjorde et stærkt indtryk hos de tilstedeværende.

Bødedelen sønderbrød hans våben og trådte på det med ordene:

•  Dette sker ej unden årsag, men efter fortjeneste.
  Den dødsdømte svarede: Kongen har givet mig det, han tager det fra mig igen.

Griffenfeld tog derefter sin paryk og halsklud af. Han lagde sig på knæ og bad en kort bøn. Derpå lagde han sig på knæ:

• Herre Jesus, jeg befaler min sjæl i din hånd.

 

Pardon – i Kongens Navn

Derefter gav han tegn til bøddelen, om at hugge til. Denne nølede imidlertid, sandsynligvis efter ordre. Men da han endelig løftede sværdet med begge hænder, trådte generaladjudant
Schack frem og råbte:

• Pardon i Kongens Navn.

Da præsterne hørte dette, løb de hen og løftede Griffenfeld. Denne var helt fortumlet.

•  Hvad er det? Hvad er det?

Derpå oplæste Schack den kongelige ordre. Griffenfeld var blevet benådet. Han havde fået livsvarigt fængsel. Han fik først sin frihed den 10. marts 1698, nedbrudt på liv og sjæl. Han fik tilladelse til at tage ophold hos datteren Charlotte Amalie, der var gift med Baron Frederik Krag til Stensballegaard. Men allerede året efter døde Griffenfeld.

 

Benådning blev givet meget sjældent

Regeringen havde fundet det nødvendigt at udgive et flyve-skrift, hvor man på forskellige sprog fortalte om Rigskanslerens forbrydelser. Han blev kaldt et moralsk uhyre, der havde
solgt sin konge til Frankrig og Sverige for 40 tønder guld. Disse ville udråbe Prins Knud til konge, forbinde de nordiske kroner med Frankrig, forsyne København med en svensk besættelse og lukke Sundet for hollænderne.

Men regeringen fralagde sig ansvaret for skriftet. De udsatte en dusør for at finde forfatteren, men han blev aldrig fundet. Denne gang gik kongen ind og gav benådning, men sådan var det ikke altid, ja det var faktisk sjældent.

 

Mytteri på Havmanden

I 1683 blev ikke mindre end ni mennesker henrettet, fordi de havde gjort mytteri på det ostindiske skib Havmanden, dræbt guvernøren, kaptajnen, Jan Blom, hans gravide hustru og mange
andre. Derpå havde de smidt ligene i vandet. Hovedmanden for forbrydelserne var en mand fra Hamborg ved navn, Hans Biermann.  Forbryderne blev først knebet med gloende tænger, dernæst blev hænderne hugget af. Dernæst blev arme og ben lagt på Stejlerne.

Pontoppidan skrev følgende:

• Da de den ganske Dag havde lagt levende på Steilende, nød de om Aftenen den Naade at blive strangulerede efter Dr. Lassenii Forbøn hos Dronning Charlotte Amalie.

 

Mordet på Kaptajn With

To forklædte mennesker kørte den 15. september 1767 i en karet fra Christiansborg ud til Øster Fælled. De havde bevidst valgt at køre fra slottet i en almindelig hyrevogn. Ude på fælleden stoppede vognen ved skafottet. En deling soldater holdt vagt ved skafottet.

De forklædte skikkelser kunne fra vognen se to stærkt medtagende mænd ankomme på bøddelens vogne. De to mænd havde tidligere på året dræbt en kaptajn ved navn Wirh.

Morderne var en underofficer ved navn Mörl og hans tjener Stutz. Førstnævnte tilhørte With’s kompagni. Sammen var de en nat brudt ind i With’s lejlighed i Lille Kongensgade og havde slagtet With med deres kårder, mens han lå i seng. Derefter havde de stjålet penge og smykker.

 

Afstraffelsen

Tidligt om morgenen var de blevet ført fra arresten til en plads i byen, hvor deres dom var blevet oplæst. Derefter var de blevet kørt til Lille Kongensgade, hvor mordet havde fundet sted. Her blev de to mordere knebet med gloende tænger. To gange mere var de blevet knebet.

Ved Østerport blev de modtaget af to præster, og blev knebet for fjerde gang. Præsterne fulgte med ud til Fælleden, hvor de blev knebet for femte gang med gloende jern.

 

Teologiske udredninger

Mörl var den første, der blev bragt op på skafottet. Inden han blev ført frem for at blive radbrækket fremførte han en længere religiøs monolog i knælende tilstand. Da bøddelen gik i gang med at knuse hans lemmer, fortsatte Mörl med at udråbe sine teologiske udredninger. Efter den smertefuld lemlæste blev han båret hen til galgen – stadig talende. Derefter blev han hængt.

Mörls tjener havde fulgt det grusomme optrin. Skrigende og grædende blev han nu selv ført op på skafottet.  Også han blev radbrækket af bøddelen. Skrigende blev højere, men forstummede, da han lidt efter blev hængt.

Bagefter blev de to lemlæstede og døde kroppe parteret, og kropsdelene blev sat på hjul og stejle. På den måde kunne man se forbryderne på lang afstand.

 

Kongen og sin rådgiver

Bag forklædningen gemte Christian den Syvende og kongens rådgiver Sperling sig. Kongen havde underskrevet dødsdommen uden kommentarer. Den udpenslede straf i doms-papirerne gjorde et stærkt indtryk på kongen. Han ønskede at se, hvad der skete, når et menneske blev udsat for en så langtrukken død.

 

De to fanger på Kastellet

En sammensværgelse havde væltet Struensee og enkedronning Julianne Marie havde taget magten i landet. En række personer blev anholdt. Struensee og Brandt blev anbragt med lænker i Kastellet. En Inkvisitions-kommission blev nedsat. Men ret hurtig vidste man godt, hvor det bar hen. Struensee førte 38 samtaler med præsten Balthasar Münther i de to måneder, han var i forvaring. Han blev langsom omvendt fra radikal oplysningsidealist til kristen.

Brandt var meget overbevist om, at han til sidst ville blive benådet.  Christian den Syvende havde mulighed for at benåde, men han udtalte:

• Når det er efter loven, så må man også give loven sin gang. Når hovederne først er faldne så er det folk ligegyldigt, hvad man gør med kroppene.

Efter sigende skulle kongen have gentaget dette en fem – seks gange.

 

Mange tilskuere

Henrettelsen fandt sted den 28. april. Tømmermester Junge havde i de foregående dage bygget et solidt skafot ude på Øster Fælled. Normalt skulle det være foregået på
Vester Fælled. Men det var mere plads til tilskuer herude på Øster Fælled.

Om morgenen havde man haft besøg af præsterne, hvorefter man begav sig i vogne fra Kastellet til Øster Fælled, hvor titusinder af københavnere havde indfundet sig. Gaderne inde i
København lå øde hen. Militæret sørgede for bevogtningen.

Brandt var den første, der blev ført frem. Bøddelen smadrede først hans våbenskjold. Efterfølgende huggede bøddelen højre hånd af Brandt, derefter hans hoved. Til sidst blev hovedet parteret i fire dele. Kropsdelene blev i et reb firet ned på en rakkervogn, der skulle køre det parterede lig ud til Vester Fælled. Her skulle kropsdele sættes på hjul og stejle, men hænder og hoveder skulle placeres på lange stager.

 

Tre hug skulle der til

Nu var det Struensee’s tur. Han havde siddet i vognen med sin præst. Han havde dog uden tvivl kunne høre Brandt’ s skrig og tilskuernes jubel. Münter fulgte Struensee op på skafottet,
der flød af Brandt’ s blod. Han fik også våbenskjold og højre hånd hugget af.

Da det kom til hovedet opstod der problemer. Øksen fik ikke rigtig fat ved det første hug, og Struensee vred sig i smerte.  Bøddelen prøvede igen, men også denne gang faldt hugget dårligt. Først tredje gang blev hovedet skilt fra kroppen.

Så kunne parteringen begynde. Til sidst blev hans kønsdele skåret af og fremvist for mængden. Selv de mest tungnemme kunne næppe undgå at fange symbolikken. Også dette lig blev ført ud til Vester Fælled.

 

Hvis du vide mere:

• www.dengang.dkindeholder 1.783 artikler 
• Under Østerbro ligger der 101 artikler 
• Vi har skrevet en særlig artikel om Struensee og Brandts henrettelse “Henrettelse på Øster Fælled”

 

Kilde: Se

• Litteratur – Østerbro
• Litteratur – Nørrebro
• Ulrik Langen: Den Afmægtige (JP – Forlag 2008)
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Redigeret 4.12.2021

Zar Peter måtte ikke bo på Blaagaarden. Han red op til toppen af Rundetårn. Venskabet til Kong Frederik røg sig en tur. Københavnerne var bange for belejring. 4
dage før Skåne skulle invaderes aflyste Zaren dette. Der var tropper overalt.

København oplevede et af de mere sjældne besøg. I henhold til en konvention med kongen ville zar Peter den Store komme med 4.000 ryttere og 20.000 fodfolk.

 

Modtaget som helt

Den 17. juli 1716 nåede zaren og en fortrop København.  Han blev modtoget som en helt, fik en masse æresbevisninger, og der blev saluteret for ham. I gaderne afholdt borgerskabet og militæret parader for gæsten. Meningen med det hele, var at zaren sammen med det danske militær skulle erobre Skåne.

Seks dage efter kom gemalinden. Hun blev modtaget i Køge. Man kørte en stor omvej så hun kunne opleve hovedstaden fra den bedste side.

 

Måtte ikke bo på ”Prins Carl’ s Lyststed”

De russiske majestæter havde udtalt, at de ville bo på Prins Carl’ s Lyststed udenfor Nørreport. Men man havde glemt, at tage Prins Carl med på råd. Han var ikke meget for det. Majestæterne kom til at bo i Købmand Vilhelm Edingers Gård inde i byen.

Zaren ønskede at gå rundt i hovedstaden mens zarinaen ønskede pompt og pagt. Hun bevægede sig rundt i en kostbar Dragt behængt med Ordener.

 

På besøg i Rundetårn

Zaren beså Tøihuset og Flaaden. Han deltog i jagter, Karruseller og andre hoffester. Han red på en russisk hest op på toppen af Rundetårn og beså solpletter i et astronomisk instrument. Hans Gemalinde kørte derop i en Karriol.

 

Frygt for spionage

Man blev dog lidt betænksom, da zaren begyndte at undersøge voldenes højde og tykkelse, fæstningsgravenes brede, kanonernes kaliber og skibsværfternes indretning. Hoffet begyndte at frygte, at han ville gøre et anslag mod byen. Og Menigmand syntes, at han opførte sig som Herre og Mester.

 

Landsat på Østerbro

København lignede efterhånden en krigslejr. Ude på Reden lå en mægtig flåde for anker. Her vajede danske, russiske, engelske og hollandske flag.

De russiske garderegimenter lå ude på fælleden. I september blev der landsat over 19.000 russere. Udskibningen foregik på en bro, der var bygget ud i vandet udenfor Fiskehuset. Med andre ord, de blev landsat nord for Kastellet, omtrent der hvor Rosenvænget i dag ligger.

De russiske troppers telte strakte sig efterhånden også langs kysten op imod Svanemøllen. En mindre afdeling dragoner lå ved den nærværende Jagtvej, mellem Lille og Store Vibenshus. Den danske hær, der talte 23.000 mand lå på den anden side af St. Jørgens Sø i to lange linjer.

 

København i alarmberedskab

Men frygten for de russiske tropper voksede. Københavns kommandant fik ordre til at forstærke vagterne ved Øster – og Nørreport. Artilleristerne skulle stå men brændende Lunter i de tilstødende bastioner. Der skulle patruljeres omhyggeligt ved nattetide. Militæret og borgerskabet fik anvist alarmpladser, hvor enhver skulle møde med skarpladt geværer ved første Signal.

En dansk fregat blev placeret mellem Sjælland og Hven, for at hindre, at de russiske dragoner, der befandt sig på øen skulle komme over.

 

Forholdet blev spændt

Forholdet mellem Kong Frederik og den berømte gæst blev efterhånden også meget spændt. Det nærmede sig et brud, og rygterne blev forstærket. Zaren ville overrumple Kronborg og han var i gang med at udspionere.

 

Invaderingen blev aflyst

Planen var at invadere Skåne den 21. september, men 4 dage før erklærede Zaren, at planen ikke kunne gennemføres. De russiske styrker blev udskibet ved Gyldenlund. En stor transportflåde førte dem til Rostock.

 

Russerne var ikke længere venner

Den københavnske befolkning åndede lettet op. Russerne blev ikke længere betragtet som venner. Man sagde dengang:

• Denne Visite kostede Hs. Kongelige Majestæt mange Tønder Guld og Kjøbenhavn alene til Husleie for Czaren og hans Suite 5.699 Rdlr. 14 ½ Skilling.

Besøget betød et vendepunkt i Den Store Nordiske Krig. Nye alliancer blev skabt, og man førte hver især særforhandlinger med svenskerne.  Da svenskerne gik ind i Norge var det grund til bekymring. Men da Kong Carl blev dræbt i en løbegrav, rømmede svenskerne, landet.

 

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro
• Litteratur Østerbro
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

• Hvis du vil vide mere:
• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Østerbro finder du 101 artikler 
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 

Redigeret 4. 12. 2021

Vi bevæger os rundt i Nyboder, Ny – Kjøbenhavn, den nye forstad og et smut over til forstaden uden for Nørreport i tidsrummet 1630 til 1720’erne. En kammerherre nægtede at tage imod Blaagaarden. Nul kredit til matroser fra Nyboder. En jøde skulle tvangsflyttes fra Garnisons Kirkegården til jødernes egen kirkegård på Nørrebro. Sjove gadenavne i Nyboder. Hvem havde retten til søerne? Ballade i Nyboder. Vi skal også lige en tur til Nørrebro. 

 

Friboliger til søens folk

Christian den Fjerde opførte i årene fra 1631 til 1641 ikke mindre end 600 boliger i 20 dobbeltlængere. Man bestemte, at de skulle hedde Baadsmandsboderne eller Kongens de nye Boder. I folkesproget blev det meget hurtigt til Nyboder.

I 1631 blev der pålagt en treårig afgift, som alle skibe skulle betale til disse Friboliger, men da der herskede Pengenød gik det kun småt fremad med byggeriet. Kongen var efterhånden utålmodig. I juni 1631 skrev han til Rigets Admiral. Budskabet var ikke til at tage fejl af. Det var nærmest: Se nu at komme i gang.

 

De sjove gadenavne

Nyboder blev færdig. Det blev nærmest en by for sig selv på 18 tønder land. Mod nord begrænsedes Nyboder af Tulipanstræde, Elephantstræde og Hundestræde. Ind ad byen dannedes grænsen af Lavendelstræde, Hjortestræde og Hindestræde. Mod øst strakte Nyboder sig ned til stranden. Endelig nåede Nyboder mod vest ned til den senere Rigensgade. Husrækkerne blev gennemskåret af to tværgader: Adelgade og Borgergade, hvis navn i ældste tid varierede mellem Store Algade og Dyregade. De var skråt-løbende, sandsynligvis for at føre passagen direkte mod nord.

Borgergade, hvis ældste navn i Nyboder var Prindsestræde eller Fyrstegade, dannede derimod en ret vinkel med husenes rækker. Da der allerede før Københavns udvidelse synes at have været en brolagt vej, som fra byen førte ud til Nyboder i forstaden, har man brugt navnet Stenbroen eller blot Broen.

De ejendommelige gadenavne som kongen i 1641 gav den nye Baadmandsby burde have været bevaret. De vestlige gader fik navne efter urter og blomster som Merian, Timian, Krusemynte, Salvie, Tulipan, Nellike og Rose.

Gaderækkerne mellem Adelgade og Store Kongensgade fik navne efter pattedyr som Løven, Bjørnen, Ulven, Ræven, Haren, Kamelen, Elephanten, Hunden og Katten. Men et enkelt
navn havde forvildet sig i denne samling, nemlig En Hjøringen.

Byggelysten fik ødelagt mange af disse navne og grænser. Lavendelstræde med dens forsættelse Hjortestræde (senere Skolemesterlængen) blev til Klærkegade. Løvegaden og Kattegaden
er forsvundet. Neglikegade (senere Kokkegade), Bjørnegade og Kaninstræde er blevet til meget kedeligere Fredericiagade.  Pindsvinegade blev til Lorenzensgade. Ja havde du penge nok til at bygge for, kunne du få en gade opkaldt efter sig. Hundestræde blev allerede i 1654 kaldt Elsdyrstræde, derpå Nylængen, Nygade og senere Gernersgade.

 

Bageren havde det svært

Man må sige at Christian den Fjerde gik op i detaljerne, således sørgede han for, at der blev ordineret en bager, Abraham Holterman. Han havde dog lidt svært med at konkurrere med de andre københavnske bagere og høkere. Men det havde kongen også en løsning på. I 1646 blev det påbudt disse at bringe deres Varer derud. Sandsynligvis har en brygger slået sig ned i Bryggerlængen.

 

Syg i tjenesten

Den øvrige kost som næppe var særlig rigelig eller god, blev leveret fra Provianthuset. Her kunne Baadsmændene eller deres kone og børn hente deres forplejning. Og kongen havde så sandelig også sørget for de syge og sårede matroser:

• Hvo som bliver udygtig til at fortjene sit Brød ved de Saar, han faar af Fjenden, skal forsørges af Kongen, og den som saares af Fjenden eller i Kongens Tjeneste, skal underholdes og læges frit og nyde sin fulde Løn. Men for andre Saar og Skader skal hver især betale.

Som følge af denne forordning ansatte kongen en Badskær ved Bremerholm. Han indrettede også et Baadsmændenes Sygehus.

 

Københavns første ”almueskole”

For Nyboderbefolkningens aandelige Velvære indrettede Christian den Fjerde en skole. , der lå på hjørnet af Borgergade og Skolemesterlængen (Hjortestræde). Den kan sikkert betragtes som Københavns første Almueskole. Den blev senere fortsat som Sø-etatens Drengeskole.

 

Egen justits

Nu var det ikke byens bedste borgere der boede herude. Således skrev kongen i 1641 dette:

• Der skal ogsaa tænkes paa, hvorledes Justitsen sammansteds kan holdes i Agt, førend man faar  Harm derfor af disse Dannemænd, som findes deri, thi de kan gjøre Alt det, de vil og Ingen kan faa at vide, hvem der gjør det.

Kvinderne herude var barske og der var et absolut hadforhold mellem søfolk og studerende.

 

Bastioner uden for Nyboder

Ikke langt fra Nyboder blev volden forstærket. Nørreports Bastion blev udvidet. Og der blev lagt to dæmninger for at hindre vandet i at løbe bort. Dette blev gentaget 4 gange på strækningen udenom det gamle Østerport (for enden af Østergade) indtil gravens udløb i havnen bag Holmens Kirke.

De tre bastioner mellem Nørre – og Østerport fik navnene, Sankt Gertruds Skandse, Skandsen ved Lønporten og St. Klare Skandsen.

 

Kongen fik fiskeretten

I 1619 havde kongen erhvervet alle tre søer. I begyndelsen af det 17. århundrede var St. Jørgens Sø ellers ved at forsvinde. Den var blevet udtørret til brug for græsning. Men Christian den Fjerde mente, at adgangen til byen ville være for let for fjenden, så han befalede at søen skulle opdæmmes. Magistraten bad om henstand på grund af mangel på penge. I stadens fjerde sø havde Magistraten lige som de tre andre søen fiskeretten, hvorimod jagtretten var kongens.

Fiskeretten forsvandt i 1619. Byen fik overladt Ordrup Sø, tre damme ved Gammel Vartov og et årligt tilskud af 150 karper, som kongens fiskemester, skulle aflevere. Og for at gøre det hele endnu mere kompliceret så havde kongen ingen ret til søernes bund eller bredder.

 

Byens fæstninger

For enden af Sortedamssøen blev der anlagt en række skanser. Disse var dog ikke færdige før i 1645. Ravnsborg Skandse skulle bekostes af kommunen, men den var endnu ikke færdig i 1646.   Den tredje adgang til staden af Ladegaardsveien (Peblingedammen) blev beskyttet af den nye Kongelige Ladegaard, der opførtes som fæstning, kort tid efter, at kongen havde erhvervet S. Jørgens Mark.

Nu blev Københavns forsvarsværker vel aldrig helt færdigt. Vartov, Ravnsborg og Ladegaarden kom aldrig til at spille en rolle.  Der var blevet en grøft og anlagt et dige udenom Nyboder fra Nørreport til S. Anne Bro. Tusindvis af daglejere, soldater og endda kvinder blev beordret til at forstærke voldene med hakker, spader og skubbarer. I 1647 var det nye Østerport mellem Kastellet og Nyboder færdig.

Det nye Nørreport for enden af Frederiksborggade var derimod ikke færdig ved Christian den Fjerde’ s død.

 

Dårlige vejforhold

Vejforholdene var forfærdelige. De blev kun meget nødtørftig holdt ved lige. Når der kom gæster til byen eller hvis kongen skulle ud at rejse gjorde man lidt mere ved det. Kongevejene,
der var afspærret med bomme var i lidt bedre stand.

De tre søer havde en lidt anden form end nu til dags. Peblingesøens vestlige del var en del bredere end nu. Søerne fik vand fra Damhussøen gennem Ladegårdsåen, som ved Hyltebro
i nærheden af Lygten desuden optog det overskydende vand fra Emdrup Sø.

Der var stadig problemer med ejendomsretten til søerne. En dom fra 1656 fastslog dog, at græsset i Sortedam tilhørte byen.

 

Drikkevand fra søerne

Man havde problemer med vandforsyningen. Både de tre søer og Emdrup Sø var leverandør af drikkevand. Det var ikke særlig sundt, at drikke dette u-kogt. Man fik også vand fra 24 offentlige brønde. Et træ-tag var anbragt over dem. Vandet blev trukket op i spande. Men det blev klaget over at skarnsagtige mennesker kastede Aadsler og urenlighed i dem. Det hørte ikke til sjældenhederne, at der fandtes lig af nyfødte børn i brøndene. I 1668 lukkede man derfor brøndene med brædder, og satte pumper i dem. Men hver gang stadsgravene skulle have mere vand, ja så blev brøndene udtørrede.

Forstanderen på Vartov, Mogens Bertelsen også kaldet Dalin blev betragtet som troldmand. Han havde studeret fysik og matematik i Padua og Wittenberg. Han foreslog at de tre ferskvandssøer, S. Jørgenssø, Peblingesøen og Sortedammen blev udgravet, så man fik et stort havebassin helt ud til Sundet. Han havde også andre ideer med ledninger, men planerne
blev ikke rigtig til noget.

 

Ny forstad

Yderst ude mellem Kastellet og Ny Vartov for enden af Sortedamssøen udlagdes en ny forstad med regelmæssige gader i årene 1650 til 1653. Gaderne fik navne som Helsingørgade,
Jyllandsgade, Sjællandsgade, Pallemaillegade, Skaanegade. Ja sådan fremgår det af kort fra den tid. Men planen blev aldrig rigtig udført.  J.L. Wolf fortæller:

• Imellem Ny – Kjøbenhavn og Hospitalet udenfor den nye Østerport bygges nu og opsættes paa begge Sider den alfare Vei mange skjønne Huse, 2,3 Loft med anseelige Gavle og store Haver hos.

Grunden til, at det aldrig blev til noget, var belejringen, og de her omtalte huse blev sikkert ødelagt under denne belejring.

 

Ny Kjøbenhavn

Strækningen mellem denne forstad og Sortedamssøens kanal til Stadsgraven ved Rosenborg, den senere såkaldte Peymanns Rende tilhørte kongen. Det var her Ny – Kjøbenhavn blev opført. Her lå Rosenborg, Nyboder, S. Anna Rotunda, Kastellet og de nye volde. Kongen havde dog ikke ejendomsret helt ud til Sortedammen. Nord for den senere Farimagsvei havde
borgene anlagt haver og vænger med Fæstebreve fra Magistraten.

Her var endnu landligt. Her havde den gamle Dyrehave ligget, som hørte til Rosenborg. Her kunne man nyde jagtlivets glæder, men denne fornøjelse var kun til glæde for adelen.

 

Forstaden uden for Nørreport

Længere mod vest ved den nuværende Gyldenløvsgade, hvor vandet fra Peblingesøen løb ind i Gravene, lå Forstaden udenfor Nørreport.

Dette ældste Nørrebro lignede nærmest en landsby. Der nævnes en stor mængde stræder mellem haver og ensomt beliggende huse og en række boder, der blev lejet ud til småfolk. I 1645 talte forstaden 137 familier, foruden de fattige som ikke nævnes i skattelisterne.

I en gammel Magistratsskrivelse fra begyndelsen af forrige århundrede hedder det:

• Før Forstaden for Kjøbenhavn i August Anno 1658 blev afbrændt, da stod Stadens Nørreport af Tømmerværk bygget lige for samme Gade, som den siden af Murværk blev bygget og endnu ligger, og var det paa høire Haand, naar man kom ud af Ravelinen, ved veien over Peblingebroen første n bred Plads ved Landeveien, som gik uden om Staden. Derhos laa den Kirke, hvor da udenfor samme Kirkegaard var alfar Vei til de her liggende Huse og Eiendomme, derfor længer ud mod Sortedam laa en Blegdam eller Plads.

Mellem Voldene og Sankt Jørgenssø helt ned til strande med Rosenåen som grænse lå Kalvehaven. Ved søens opdæmning kom en stor del af Kalvehaven under vand.

 

Kirkebyggeri måtte opgives

Man opgav det storstilede projekt S. Anna Rotuna, en stor flot kirkebygning. Til gengæld var Kastellet færdig i 1694. Tiderne var urolige, men Københavns befæstning var stadig ikke helt i orden. Man tog nu fat på den vold, der lå nærmest Kastellet

 

Ballade i Nyboder

Skt. Hans aften i 1690 på Nyboder skulle traditionen tro blive en hyggeligforanstaltning, men sådan blev det ikke. Majstangen var hejst og så gik dansen lystig. Men en soldat kom i klammeri med en pige, og en matros tog hendes parti. Det udviklede sig til et grueligt Slagsmaal. Næsten hele Nyboders befolkning og en masse soldater blev involveret. Hele regimenter blev udkommanderet. Matroserne greb deres økser, knive og stænger. Kvinderne gik op på lofterne og kastede med sten, mens soldaterne brugte deres sabler og bajonetter. Til sidst måtte de fyre med deres Musketter.

Admiral Bjelke, nogle sø – og landofficerer forsøgte at dæmpe parterne, men forgæves. Kampene fortsatte hele natten og den følgende dag. Matroser og soldater kunne ikke tåle synet af hinanden. En fændrik fra garden fik sin arm afhugget ved skulderen, og en løjtnant blev dødelig såret.

Vagten ved Østerport blev angrebet af Nyboder – folket og måtte flygte. Den næste nat patruljerede Hestegarden. Kun ved Kronprins Frederik’ s personlige indgriben blev roen genoprettet.

 

Huse skulle nedrives

Området mellem voldene og søerne forblev i mange år ubebygget. Kongen havde befalet, at samtlige huse indenfor søerne skulle rives ned. Som følge heraf flyttede blegmændene ud
på den side af Sortedamssøen. De slog sig ned her sammen med urtegårdsmænd.

 

Papegøjeskydning på Nørrebro

Papegøjeskydning
var særdeles populær i de højere kredse dengang. Således havde man i Broderlogen strenge regler, der skulle overholdes ved sådan en skydning. Den 7. september 1694 blev der indviet en ny skydebane udenfor Nørreport.

Her var opsat en Papegøiestang og indrettet to baner til skiveskydning, henholdsvis af 200 og 400 alens længde. Desuden var der en særlig lille bane til pistolskydning. Kongen nedskød papegøjens hoved og vandt et sølvbæger til en værdi af 40 rigsdaler.  Statholder Gyldenløve nedskød derimod kroppen og blev fuglekonge.

 

Østerport flyttes

Stadsgraven fra Nørreport til Kastellet blev lagt længere ud, og uddybet. Østerport, der i Christian den Fjerdes tid havde ligget mellem Rosenkrantzes og Pucklers Bastion for enden af Rigensgade, var blevet flyttet i 1682, og i 1708 blev den nyopført. Der blev bestemt, at kvæget ikke længere måtte græsse på Stadens Fælleder mellem voldene og søerne. De skulle drives ud over dæmningerne til Nørre – og Vesterport.

Ved en kongelig befaling af 1726 anvistes en losseplads i et sort sandhul bag Ravnsborg på Nørrebro.

 

Ville ikke modtage Blaagaarden

Kongens bror, Prins Carl havde overtaget Blaagaarden. Her boede han en del året sammen med søsteren, Prinsesse Sophie Hedvig. Han opførte den nye hovedbygning, tækket med blå skifer, som gav stedet navn.

Prins Carl havde i hovedbygningen indrettet et Bedested, smykket med 35 bibelske stykker. Dem tog han dog ned af frygt for, at Zaren ville hugge dem. Da prinsen døde i 1729 arvede hans søster gården. På sit dødsleje testamenterede hun Prinds Carls Hauge til Kammerherre Carl Adolf Plessen.

Denne nægtede dog i første omgang at modtage gaven, men gav efter, da han modtog et Kongeligt Magtbud og Ønske.

 

Krise i Nyboder

Nybodermanden havde sin egen domstol, sin vagt, vægtere, gadefogeder, skoler, boder og brændevinskipper. Herude var brolægningen meget værre end noget andet sted i København, ja nogle steder manglede den helt.  Vognene sad fast i mudder. Her var gadefejning og lygter et ukendt fænomen. Først i 1717 indførtes dagrenovation og ført i 1770 natrenovation.

I 1713 havde politimesteren i København forbudt værtshusejere at give kongens matroser kredit. De fleste af disse boede i Nyboder. Grunden til dette skridt var, at folkene ikke fik deres hyre udbetalt. Nøden var så stor, at det førte til opløb og optøjer. Ja mange Nyboder – folk begyndte at sælge deres uniformer for at få råd til det daglige brød.

 

Jødeforfølgelse

Jøder havde det ikke godt i datidens København. De måtte ikke optages i de forskellige lav. Ja, de blev nærmest betragtet som et farligt folkefærd. Men i 1725 blev en af
reglerne lempet en lille smule. Nu måtte jøder holde christent Tyende, såfremt dette tyende var mandlig og over 30 år – eller kvindelig og var over 50 år.

I 1729 fremkom en episode, der viste, at jødeforfølgelsen ikke var ophørt. Prokurator Jens Gedeløche havde bekendtgjort at han var gået over til jødedommen. Men det blev først bekendtgjort efter hans død og begravelse.

Kongen befalede derfor, at Jøderne enten selv eller med assistance fra Natmanden skulle optage liget på Garnisons Kirkegaard og jorde det på den jødiske kirkegård

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler 
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 
• Under København finder du 191 artikler 
• Nyboders Historie
• Blaagaards  – kvarteret gennem 400 år og mange andre artikler 

 

Kilde:

•  Litteratur– Nyboder
•  Litteratur – Nørrebro
• Litteratur – Østerbro
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Redigeret 5.12.2021

Hvornår kirken er bygget, er der ingen, der ved. Men dens nærhed ved Hærvejen har præget udviklingen. En præst måtte tage sin afsked, fordi han holdt dansk gudstjeneste. Kosakkerne stjal kirkens sølvtøj. En paryk til en præst vakte stor opsigt. Pastor Rønnow fremstillede en uvurderlig krønike over Bov Kommune.

 

Dengang – på Jernbanegade

Sidste gang jeg var i Bov Kirke, må har været omkring 1992. da var jeg til begravelse af min overbo, der hvis nok var formand for menighedsrådet. Han var en fin personlighed, som jeg gerne vil mindes fra min tid i Padborg. Det varede lidt længe inden vi kom ind på hinanden. Men så mangen en lille en og en god
samtale, er der blevet til i vore haver.

Og med gammel dansk i blodet fyrede han også gode vittigheder af til min 40 ’års fødselsdag på Jernbanegade i Padborg.

 

Mange registre på Præstegården

Kigger vi på præstegården i Bov ser vi årstallet 1766. Men præstegården er betydelig ældre. En af pastorerne, Jessen har efterladt et spændene manuskript med titlen En beskrivelse af Bov før 1754. Men det har ikke været muligt at finde dette.

Flere af præsterne har været særdeles omhyggelige med at føre protokoller og registre. Således findes der både et Trolovelsesregister, Confirmationsregister og et Deprecationsregister. (Deprecation betyder afbeden).

Dem, der måtte bede om tilgivelse, skulle først vende sig mod alteret og dernæst mod menigheden. I perioden 1732 – 1763 har 49 personer gjort dette.

I 1740 begyndte man en registrering af skriftemålssøgende. Dette fortsatte helt til 1920. I 1741 fulgte et dødsregistre, og i 1741 fulgte en fortegnelse over kirkens inventar. Det må virkelig være noget at hente for dem, der dyrker slægtsforskning.

 

Drama i troen

Vi kan se at pastor Jessen fik foræret en paryk, der vakte opmærksomhed af en rig mand i Kollund.  I 1770’erne var kirken udsat for en brand, der skyldtes degnens uforsigtighed med alterlysene.

I slutningen af 1700’tallet var det galt med troen i Bov Kommune. Pastor Clausen var rationalist og prædikede fornufttroen, mens menigmand holdt fast ved åbenbaringstroen. Det endte med, at nogle borgere trak præsten ned fra prædikestolen. Otte borgere blev dømt, nogle fik bøder og andre måtte bag tremmer.

 

Kosakkerne stjal sølvtøjet

Pastor Daniel Petersen (1800 – 1820) fortæller om en episode fra Kosaktiden:

• 10 Maradører kom plyndrende til Præstegaarden og forlangte Sølvtøj. Præsten som havde hørt om deres Agtelse for hans Stand, trak sin Præstekjole paa, men de frugtede ikke. Degnens Medhjælpere kom Præstekonen til Hjælp, aftog hende Forklædet med Sølvtøjet og trakterede Kosakkerne med Brændevin og Brød, indtil de slap i Søvn. Saa snart Fruen, som var syg af nældefeber, var kommet sig, flygtede Præsten med hende, Pigen og seks Børn over Kollund til Lyksborg.
• Her fandt de Husly, først hos Provst Jakobsen, hvis Hus var fyldt med flygtende, men som dog sagde til dem:
  – ”Saa længe jeg har Brød, har De det ogsaa”.

 

En meget aktiv præst

Fra 1820 – 1843 boede Thomas Hoyer – Jensen i Præstegården. Han kom fra Flensborg og var gift to gange. I første ægteskab fødtes 14 børn, hvoraf pastoren overlevede de 12.

Han var meget interesseret i fortiden, og ved Tønder Landevej nord for Bov, opdagede han en gammel kirkegård. Han fandt blandt en hel del høje. I 1836 lod han to kæmpehøje og sendte de fundne sager til København.

 

Måtte ikke holde danske gudstjenester

Nu blev der holdt danske prædikener og undervist på dansk i præstegården. Det tog den daværende regering ilde op. Især efter at han havde erklæret:

• Hele mit liv har jeg virket for Udbredelse og Kendskab til det danske Sprog ved Undervisning og Skrift og vil vedblive at virke for det, så længe mine Kræfter, tillader det, uden dog at træde det tyske Sprog for nær.

Pastoren måtte søge sin afsked. Han havde åbenbart også sans for beplantning. Ikke blot kirkegården blev beplantet men også præstegårdshaven, der gik for at være den smukkeste i Flensborg Provsti. Søndagsskole og tegneundervisning var også nogle af hans mange gøremål. Han skaffede danske bøger til lærerbiblioteket og anbefalede at man læste Dannevirke.

Det at skulle bære liget omkring kirken ved begravelse afskaffede han, og indførte begravelsestalen. Og minsandten om han ikke også skrev danske lærebøger.

 

Æ Backhus Præst

Efterfølgeren Andreas Hansen (1844 – 1850) blev hentet fra Hjerpsted, hvor hans præstegård var brændt. Han blev afskediget efter lidt mystiske omstændigheder.

Han lejede en lejlighed (æ Backhus) hos møller Petersen, Petersborg i Uge og levede her i 14 år med undervisning, forfattervirksomhed. Nogle af hans værker udkom både på dansk og tysk. Hans indkomst var lige nok til at holde ham i live. Han gik under navnet Æ Backhus Præst.

 

Bov Sognekrønike

En anden præst, der her skal nævnes var Pastor E.C. Th. Rønnau. Han kom i 1875 og sluttede først i 1904. Han skrev den store Bov Sognekrønike. Og den var meget omfattende.

I denne fortælles at sognet i 1875 havde 2.089 indbyggere og i 1900 2.216 indbyggere. Der nævnes, at de sidste ulve blev nedlagt i 1788 i Søgårdsskoven.

I 1873 havde kirke-byen Bov 29 større og mindre landbrug og 19 husmandsbrug. Når Bov Mark blev medregnet var der 62 beboelseshuse.

 

Bov var Die Metropole

Det var meget tydeligt at byen var hovedbyen (Die Metropole) for her boede:

• præst, degn, lærer, amts – og kommunefarstander, en døegraver, en jordemoder, fire syersker, to hattemagerske, en strygerske, tre købmænd, en sadelmager, en bager, en skomager, en maler – og glarmester, en karetmager, en soldmager, to snedkere, tre murere, en smed, en skrædder, en slagter, en træskomager, en tagtækker og en gæstgiver.

 

Endelig et kirketårn

Rønnau fik gennemført bygningen af kirketårnet. Det nåede dog ikke at blive færdig i hans embedsperiode. Han fik bønderne til at levere marksten til det massive tårn. Men han fik lov til at holde indvielsestalen den 5. december 1905. Her holdt han talen både på dansk og tysk:

• und so könnte es jetz heissen: I Guds Navn bygged’ de ved Bov Kirke et Taarn

 

Man beholdt Clausen

Efterfølgeren, Pastor Clausen fik udbygget præstegården, og allerede i 1916 blev der indlagt elektricitet hos pastoren.  Hans hustru døde i 1911 og indskriften over hende var på tysk, men da Clausen døde i 1946 var indskriften på dansk.

Ved genforeningen i 1920 valgte man at beholde Clausen, og straks blev protokollen fortsat på dansk. Et drama udspillede sig i 1925, en hønseplage i præstegården. Det bevirkede at pastoren aflivede alle sine høns.

Clausen var en meget bestemt mand. Det sagdes, at hvis han gik en tur gennem Bov, var det ikke et menneske at se. Når børnene fra skolerne uden for Bov skulle have eksamen, måtte lærerne stille med dem i præstegården.

Både i 1951 og 1969 skete der moderniseringer i præstegården.

 

Tavle med præster

På våbenhusets øst-væg i Bov Kirke hænger en tavle med oplysninger om de 17 præster, som har virket i Bov Kirke siden reformationen i 1536 og til 1929.I april 2008 blev der ligeledes i våbenhuset ophængt med præstens navne efter 1929.

 

Kirken ved Hærvejen

Hvornår den første kirke er bygget, vides ikke. Det må have været i tidsrummet 1050 – 1250. Kirken var katolsk og viet til Jomfru Maria. Der var kun kirkeskib og kor. Gulvet var dækket med hø og halm. Det skete ikke så sjælden at dele af menigheden faldt i søvn under de lange ceremonier.

Efter at have talt om bibelen i en times tid, ja så gik præsten over til at tale om hverdagens problemer dengang. Man havde også en lang stok så man kunne prikke til dem, der var faldet i søvn.

I 1300 tallet var Europa plaget af Den sorte død – pesten. I Bov Kirke var der et spedalskhedsvindue. Gennem dette kunne de syge overvære gudstjenesten. I krigstider blev kirken brugt til lazaret. Ganske givet har Hærvejens nærhed påvirket kirken og det omgivende samfund.  I 1668 er kirken blevet forlænget med
tre meter, men gennem årene er der sket mange ændringer i byggeriet.

 

Taget blev stjålet

Antagelig har kirken været udsat for krigsbeskadigelser i 1659 – 60. Det vides, at hele blytaget dengang blev stjålet. Antagelig er det blev omdannet til kanonkugler.

 

Masser af udsmykning

Selvfølgelig er der våbenskjold fra Oldemorstoft, som har bidraget til udsmykning af kirken. Prædikestolen er fra 1626 og stammer fra Flensborg. På plattysk fortælles der at

• Gud til ære og denne Kirke til Prydelse har denne agtværdige og vise kongelige Majestæts Herredsfoged i Vis Herred til Oldemorstoft, Nis Asmussen
  og hans Hustru Catharina skænket denne Prædikestol Anno 1626.

Men det sjove er, at Nis Asmussen er død i 1625. I kirkebogen kan man derfor læse, at det er hans søn, Herredsfoged Lorentz Nissen, der har skænket stolen, som har kostet 230 mark.

 

Man betalte leje for stolene

I kirken lægger man mærke til Jesu dåbsgruppe fra omkring 1250, skåret af en udhulet egestamme. Tidligere var der i kirken 12 x 9 stolestader, som var udlejet til bolbesidderne og Kobbermøllen. De betalte leje fra 1735 til 1842.

Indtil 1817 havde kirken to indgange. Den nordlige var forbeholdt kvinderne, og den sydlige mændene

 

En klokke til krigsbrug

I 1840 tilbød en borger i sognet at betale 2.000 mark til opførelse af et klokketårn. Men man afslog tilbuddet, for det var ikke nok til at bekoste opførelsen og vedligeholdelsen. Kirketårnet blev først opført under pastor Rønnow, som vi har hørt. Inden da var der en klokkestabel.

En klokke fra 1616 måtte man i 1917 aflevere til krigsbrug. I 1923 kunne man hænge en Genforeningsklokke op.

En tidlig døbefont fra 1715 udført i blødt træ er også fundet. Der er en indskrift:

• Jürgen Friderick Jensen aus Tundern

På himlens nedre frise findes en reliefindskrift:

• Zu Gottes Ehren und meiner lieben sel. Frauen zu Gedechnis ist diese Taufe aufgerichtet. Anno 1715. Heinrich Hinrichsen zu Bauw. Sl. Catharina Hinrichs zu Bauw.

Med gaven fulgte en betingelse, nemlig at blive begravet i selve kirken.

Våbenhuset er fra 1817. På vest-vægen er en mindeplade for de faldne i sognet i tidsrummet 1914 – 1918.

Alteret er barokrokoko er fra 1771, lavet af billedhugger Fr. Windekilde, Flensborg. Ifølge kontrakten skulle der leveres en tavle af godt egetræ undtagen vingerne, der skulle gøres så store, som koret tillod. 1120 mark kostede herligheden indbefattet malerarbejde.

Den gamle altertavle brændte som tidligere nævnt af degnens uforsigtighed med alterlysene. Der blev ydet en erstatning på 600 mark, og kirkekassen måtte altså med 520 mark.   På alteret står der to gamle alterstager fra omkring 1650. På foden står der en indskrift:

• 1715 Peter Clausen, Calund

Kirkens bibel er et velbevaret eksemplar af Frederik den Tredje’ s bibel fra 1589. Den er skænket af en anonym giver i anledning af datterens dåb, og anbragt i 1959.

Angiveligt skulle kirken have fået foræret en messehagel i 1632 af herredsfoged Lorentz Nissen. Men det er ikke den, der er i brug i dag.

 

Mindesten for ”Slaget ved Bov” og 1. verdenskrig

For enden af Bov Kirke står to mindesten. Den ene er rejst over kaptajn Lindencrone og den anden over menig Knud Chr. Bonde. Han døde ved en vådeskudsulykke. Men slaget ved Bov den 9. april 1848 havde danske tab på 15 døde og 77 sårede, mens Slesvig – holstenernes tab var 36 døde og 121 sårede.

Gravstederne på den gamle kirkegård omkring kirken var opdelt efter afdødes bopæl. Kirkegården øst for Padborgvej blev anlagt i 1857 – 58.

I første verdenskrig mistede 6.000 unge sønderjyder livet, heraf var 88 fra Bov Sogn. Det fremgård af en mindetavle, som nu hænger ved siden af orglet, som selvfølgelig stammer fra Marcussen i Aabenraa.

Dengang tilhørte Frøslev ikke Bov Sogn, men i 1954 blev der i våbenhuset ophængt en tavle med 16 navne på faldne fra Frøslev.

 

Vinduer ødelagt af trykbølge

I Bov Kommune mærkede man tydelig 2. verdenskrig. Man fulgte med i hvad der skete i Flensborg. Ved krigens slutning blev byen bombet, og en af trykbølgerne fra en af disse bomber, ødelagde de blyindfattede vinduer i kirken. Man prøvede at tætne vinduer med forskelligt materiale, blandt andet vat.  Men fuglene synes, at det var en god ide, så vinduerne blev aldrig helt tætte. I 1963 fik man isat jernvinduer, i stedet for de gamle trævinduer.

 

Besøg af de kongelige

I 1964 blev alt inventar fjernet i Bov Kirke. En meget grundig restaurering begyndte. Man fandt blandt andet en mønt fra Kong Hans’ s tid (ca.
1490). Den 8. august 1965 kunne kirken genåbnes. I våbenhuset ses en messingplade med følgende inskription:

• Den 8. august 1965 overværede Deres Majestæter Kong Frederik den Niende, Dronning Ingrid, Tronfølgeren prinsesse Margrethe og prinsesse Benedikte genåbningen af Bov Kirke.

 

Kilde:

• Litteratur Padborg/Bov/Kruså

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.784 artikler 
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler 

Redigeret 22. – 02. – 2022

En heftig trafik foregik på Strandvejen. Dampsporvognene var dog særdeles upopulære. Og det var moralsk forkastelig at ”Damer” red på ”Velocipter”. Det var ikke alle der havde råd til at leje kapervogne til skovturen fra Trianglen. Da automobilerne kom, måtte de ikke køre på Strandvejen. Og da denne skulle vandes, måtte der betales ekstra afgift.

Strandvejen er en gammel vej. Den havde egentlig ikke noget navn. Det var adelvejen, der fører til Helsingør eller den store landevej, der går til København.
Først henimod år 1800 blev det til Strandvejen. En slesvigsk adelsmand omtalte den således:

• ret en herlig vej langs Sundet og undertiden gennem smukke bøgeskove.

 

Sildestimer i Øresund

I en skildring fra 1623, fortæller en tysk fyrste, at der flere steder langs vejen stod flokke af vildt, og så lidet sky var dyrene, at han til vogns kunne komme dem på pistolskudsafstand. Og for fiskerne havde det været gode kår. Saxo skrev at det

• er så fuldt af sildestimer, at fartøjerne stundom sidder fast og næppe er til at drive frem med årerne

 

En del af Strandvejen bliver Østerbrogade

Denne Strandvej som havde lige så stor betydning for sjællænderne, som Hærvejen havde det for jyderne, blev efterhånden opslugt af byen.

Sidst i 1800’tallet skete der en navneforandring fra Trianglen til Lille Vibenshus, og efter 2. verdenskrig skete der en navneændring fra Lille Vibenshus til Svanemøllen. Begge strækninger fik navnet Østerbrogade.

 

De første veje mod Nordsjælland

Før Christian den Fjerde’ s udvidelse af København lå byens ”østre port” for enden af Østergade. Fra byporten udgik den gamle Helsingørvej. Den
trak vest på, nord for det areal, der senere blev Kongens Have og ud over Sortedams Dæmningen (Østerbrogade).

Før Frederik den Førstes tid gik forbindelsen til Nordsjælland kun ad Nørre landevej, på fjælebroen over Peblingesøen og videre til Lygten ad den nuværende Frederikssundsvej.

I forbindelse med opbygningen af Københavns forsvarsanlæg lod Frederik den Første bygge dæmninger ved Sortedammen og over Rosbæk og Emdrup Bæk for derved at få vandet fra Lersøen ledet ind i Peblingesøen. På Christian den Tredjes tid blev Helsingørvejen ført ud over Sortedammen.

 

Englænderne kommer

Med undren så man den engelske flåde ankre op ved Helsingør i august 1807. Langs Strandvejen blev ryttere placeret. De skulle berette om en eventuel landgang.

De kunne dog ikke forhindre, at dette skete den 16. august. Det skete ved en åben slette ved Vedbæk. De delte sig i tre grupper. Den ene og største af dem, opstillede et batteri ved Svanemøllen. Ved Kildevælds Have anlagdes et mindre batteri med et par mindre kanoner.

Alle de store landsteder langs kysten fik belægning.

Det engelske hovedkvarter under ledelse af Lord Cathcart blev oprettet på Hellerupgaard.  Herfra var der en bekvem forbindelse til alle sider og en god udsigt over Øresund. Her havde man også Spøgelseshuset, der blev indrettet til kvarter for adjudanter og ordonnansofficerer. Senere indtog de engelske styrker Kastellet og indrettede hovedkvarter her.

På Hellerupgaard blev kapitulationen også underskrevet den 7. september.

Den første, der passerede Strandvejen efter at portene igen var blevet ordnet, var J.C. Drewsen. Han havde som frivillig deltaget i Livjægernes udfald i Classens Have den 31. august. Han ville aflægge sin far på Strandmøllen et besøg.

 

Havudsigt fra Østerbrogade

Strandvejen var dengang meget idyllisk. Godt nok skulle den repareres efter englændernes ødelæggelser. Den begyndte helt inde ved Trianglen. Her lå en idyllisk grønning, der var lejet ud til jomfru Winløw, der havde kalkuner og gæs gående her.

Fra det nuværende Østerbrogade havde man havudsigt. Man var da nogle gange lidt forstyrret af den kalkrøg, som kalkovnene nede ved kysten udsendte.

Men snart blev enhver udsigt til Sundet kvalt. Før var det kun det lille havneanlæg ved Kalkbrænderiet, der skjulte udsigten. Opfyldninger og byggerier i forbindelse med Frihavnen fjernede efterhånden kysten fra Strandvejen. Massive bygninger og karreer tårnede sig op. Navnet Strandvejen havde ikke mere sin berettigelse her, lige nord for Trianglen.

 

Bompenge

I 1825 blev ordningen med bompenge indført. Ordningen kom til at vare i 90 år. Man opførte det hyggelige bomhus ved Slukefter. Her skulle man stoppe, hvis man kom kørende eller ridende.

Slukefter var også et meget besøgt værtshus og traktørsted.. Her kunne man få øl med en pind. det var en mørkt, stærk maltøl med rigeligt puddersukker. Den blev serveret i et specielt krus med hank. Det skummede meget, når man rørte sukkeret rundt med en pind. Stedet blev efterhånden udvidet med overnatningsmulighed og stald.

Der opstod en del problemer med betalingen. Når en officer passerede uden sabel, måtte det antages, at han ikke var på tjenesterejse. Regimentet var som sådan enig med bommanden, men det var Krigsministeriet bestemt ikke. De meddelte at Gardehusarregimentets officerer var fritaget for at skulle betale noget som helst.

I 1905 havde man fået motorkøretøjer med i reglementet. De dyreste motorkøretøjer var motor omnibusser til fragtkørsel, som skulle betale 35 øre eller lige så meget som f.eks. flytteomnibusser med flere end 2 heste eller de drabelige dampomnibusser.

 

Ekstra afgift for vanding

Andre steder havde man for længst afskaffet bom-systemet, men de ville man absolut ikke her, for det gav en god indtægt. Bomhuset ved Slukefter var det af de syv bomhuse, der gav størst indtægt. I 1869/70 var indtægten 8.600 kr.

Den 31. marts 1915 var det sidste gang, man krævede bompenge.

Nogle af bompengene blev anvendt til at vande Strandvejen, og Amtsrådet bestemte, at det skulle foregå helt inde fra Lille Vibenshus. Og selvfølgelig skulle de vejfarende betale forhøjede afgifter i vandingsperioden fra 15. maj til 15. september.

 

Den store skovtur

Skovturene var meget populære dengang. Man benyttede såkaldte kapervogne. Disse kunne lejes, med det bedste var selv at eje en. At holde køretøj satte man stor pris på. Handlende og fabrikanter havde det for virksomhedens skyld, men de mere velstillede havde selvfølgelig også en.

En lille enspænder kunne omkring 1830 holdes for et par hundrede rigsdaler om året. Hver søndag og også om onsdagen kørte man så en tur i omegnen. Og et par venner blev så inviteret med.

Skovture med hestevogne holdt sig længe efter at Klampenborgbanen blev indviet i 1864 blev åbnet. Herluf Jensenius skildrer en sådan udflugt:

• Den seks aars Purk er blevet vækket ved, at en Vogn holder foran Porten nedenfor. Der lyder Hestepusten og Piske-knald. Drengen springer ud af Sengen og hen til Vinduet. Nedenfor holder en flot lakskinende Charabanc med knejsende Kusk på Bukken og et par flotte Bæster som Forspand men blanke Seletøj blinkende i Morgensolen. Det er nok Urtekræmmeren på første Sal, der skal i Skoven.
• Og ganske rigtigt: På Fortovet svanser Urtekræmmerens ”småtøsser” rundt i stiveste Puds, hvide struttende Kjoler med farvestraalende Skærft om Livet og lige saa farvestrålende Haarbaand i Fletningerne. Nu kommer ogsaa Butikssvenden, næsten ukendelig i al sin Stads, belæsset med en anselig Forsyning af Flaskefoder, som han med megen Omhu forvarer i Magasinet under Køretøjet. Derefter kommer Mutter selv, fulgt af Stuepigen, begge slæbende på mægtige Madkurve. Flere Familiemedlemmer kommer til og til sidst Urtekræmmeren i egen høje Person i lysegraa Diplomat med hvid Vest og skinnende Cylinderhat.
• Man stiger til Vogns. Butikssvenden kommer på Bukken ved siden af Kusken, de øvrige på de to Langsæder bagved. Kusken slaa et flot Knald med Pisken, og de vælige Gangere strækker ud, og af sted går det. Småpigerne råber hurra, og det viftes til Urtekræmmerens Kundekreds, som efterhånden
  er kommet frem i Vinduer og Gadedøre. Og den lille Dreng, der ligger i sin bar Skjorte oppe i Vinduet på tredje Sal, kigger langt og lidt misundeligt efter de bortkørende.

 

Kapervogne fra Trianglen

Oprindelig var det omegnenes bønder, der kørte. Men efterhånden overgik befordringen til københavnske vognmænd.

Kapervognene holdt til på bestemte steder i byen. Navnlig var Trianglen en meget søgt holdeplads, og det blev ligefrem betegnet som Kapervognenes Paradis,
Nu var det dog ikke alle der var lige begejstret for disse køretøjer. Johan Ludvig Heiberg var det i hvert fald ikke:

• Hvad kan være smagløsere end Synet af disse store kluntrede med fire Sæder forsynede Holstenske Vogne, hvor tre til fire Mennesker sidder på hvert Sæde og mange endnu havesmaa Børn på Skødet? Og dette kun med møje besværlige Læs trækkes af et par udmagrede Heste hen ad en støvet Landevej, hvor den ene Kusk søger at køre den anden forbi ved Hjælp af uophørlige Piske-slag. Damerne er udmajede paa den latterligste Maade, som om de skulle til Bal og ikke til Skoven, og skønt Klæderne ere deres Et og Alt, saa kunne de dog ikke føre over deres Hjerter at opsætte Turen, selv om den visse regn hænger dem over Hovederne.

Måske havde den gode Heiberg ret. I en avisartikel fra 1852 fortælles:

• at der er sket flere Gange i Sommer, at et par Kaperheste på Bellevueturen er blevne jagede nogle og tyve Mil paa en Dag. Man har set døde Kaperheste ligge på Vejen, og den grusomme Behandling af næsten alle sådanne Heste har idelig været Genstand for Omtale.

 

Dampsporvognene

Den første hestetrukne sporvogn kørte på Strandvejen i 1868.

Et meget specielt arbejde blev i årene 1883 – 84 udført på vejstrækningen mellem Trianglen og Klampenborg. Det var sporanlæggene for dampsporvognene.

Flere ingeniører havde puslet med tanken. Men der kom først gang i sagen, da den kendte finansmand C.F. Tietgen, der var formand for Kjøbenhavns Sporveis
– Selskab fik tilladelse til at benytte damplokomotiver på sporvejsstrækningen fra Trianglen til Slukefter.

Han fik dannet et nyt selskab Strandveiens Dampsporvognsselskab. Den 23. marts 1884 åbnede man driften. Kørerhastigheden var dog begrænset. Ja, den var begrænset til 2 1/8 mil i timen. Og det var åbenbart for meget. I 1887 krævede ministeriet kørerhastigheden nedsat 1 ¾ mil i timen, hvilket bevirkede, at der måtte sættes flere vogntog ind. Strækningen var enkeltsporet.

Det hændte at gæsterne måtte ud at skubbe, når man skulle op ad bakkerne. Og den var helt gal i snevejr.

Dampvognene skabte også problemer for den øvrige færdsel. Hestene kunne bestemt ikke lide disse dampvogne. Damsporvognene var og blev upopulær. Passagertallet dalede stødt og roligt. Da driften samtidig var dyrere end påregnet, kom selskabet snart i håbløse økonomiske vanskeligheder. Den 30. september 1892 standsede man driften.

 

En parodi på Rytteren

Kjøbenhavns Sporveis – Selskab genoptog i november 1892 kørslen med hestesporvogn fra Kongens Nytorv til Slukefter. Snart viste der sig på Strandvejen en
række misfostre og fantastiske former for maskiner – velocipeden også kaldet væltepeter, kænguruen, den høje bicykel. Efterhånden nåede denne cykel en form, hvor alle kunne være med. Man kaldte den også for Safety. Omkring år 1900 blev den allemandes eje. Men der var nu meget modstand i begyndelsen
mod dette væsen. I datidens medier kunne man læse

• Bicyklisten er en parodi på Rytteren. Han viser sig iført Nattrøje og lange nøgne Ben og med Ridepisk til at holde Hundene borte.

Værst var modstanden naturligvis mod damernes cykling:

• Toppunktet af galskab er det nu at se vore Sportsdamer, der hidtil havde holdt sig til Trickcyklen vise sig på Gaderne, ridende den lille hæslige tohjulede ”Safety”, på hvilket Instrument, de humpede hen over Brostenene, udelukkende er optagne af Skørterne og de rebelske Ben.

Cyklister bør betale bompenge

Søndag den 16. august 1891 passerede ikke færre end 885 cykler ved Slukefter. Bommanden mente, at det var rimeligt, at de skulle bompenge. Københavns Amtsråd gjorde gældende, at hvis dette var tilfældet, skulle folk med trillebøre og barnevogne også betale.

Amtmanden bemærkede, at det ikke kom 800 trillebøre eller 800 barnepiger med vogn ad Strandvejen om søndagen.

I 1895 blev der åbnet en cykelskole for damer og herrer. Det var samme år, som paven nedsatte en kommission, der skulle afgøre, om det var passende for præster at køre på cykel.

 

Elektrisk sporvogn

Den 30. november 1902 kørte vognmandskonsortiet for sidste gang med hestesporvogn ad Strandvejen. Den 30. maj 1903 begyndte NESA kørslen med elektrisk sporvogn, foreløbig mellem Hellerup og Charlottenlund. Denne sporvejsdrift fortsatte helt op til 1951.

 

Problemer med automobiler

Automobilerne bredte sig i begyndelsen meget langsom. Den første tælling af motorkøretøjer foretaget i 1909 viste 699 automobiler – over halvdelen af dem var hjemmehørende i København og Frederiksberg. Man fandt også ud af, at der var 3.467 motorcykler.

Men fra 1909 til 1917 skete der en tidobling af antallet af biler og antallet af motorcykler blev fordoblet.

Myndighederne var temmelig usikre over for dette nye monstrum. De måtte ikke blive større end et hestekørertøj og måtte ikke køre om natten. Den tilladte kørerhastighed var ikke væsentlig højere end hvad et hestekøretøj, kunne præstere. Og det var ikke alle steder, man måtte køre med automobiler. På strækningen fra Lille Vibenshus til Rungsted Badehotel blev motorkørsel helt forbudt.

Ejere af motorkøretøjer, der boede eller havde forretningslokale på den aflukkede del af Strandvejen, kunne hvis de søgte om det, få tilladelse til at køre med bil på Strandvejen mellem bopælen og forretningslokalet via nærmere angivne sideveje.

 

En – og tospændere fra Trianglen

Endnu omkring 1900 var der mulighed fra Trianglen at køre på gammeldags maner med kapervogn. På bagsmækken var der en markering E.T. (Efter Takst). Vognene var enten tospændere med plads til 12 personer, eller enspændere med plads til højst 5 personer. Belært af tidligere tiders klager over vognenes usikre afgang, var det nu bestemt, at vognene ikke måtte køre, før det var udsolgt, medmindre man ville betale for de tomme pladser.

 

Svanemølle Dampvalsemølle

Svanemølle Dampvalsemølle blev bygget på Bagernes Vang, og blev derfor kaldt for Bagernes Mølle. Navnet, Svanemølle kom senere og er opkaldt efter den nærliggende svanedam. Det var også herfra at naboejendommen Svanholm fik sit navn.

Svanemøllen fungerede både ved hjælp af vind og damp. Det var en af de større valsemøller i byen, og leverede både til Københavns største og bedst renommerede bagerier og til eksport.

Møllen blev i 1850 – 92 ejet af oberst J.P. Ekman. Hun supplerede vindkraften med en dampmaskine. Han byggede sin egen villa ud mod Strandvejen. Møllen nedbrændte i 1892, og den blev ikke genopført.

En del af det møllekompleks, der ikke nedbrændte, anvendtes i mange år som værtshus under navnet Fokina. Men det blev ødelagt under en sabotageaktion i 1944.

 

Byggematadoren ”Guld – Harald”

Byggematadoren og trælasthandleren Harald Simonsen satte sit præg på Østerbro. I 1920’erne byggede han store boligblokke på Svanemøllens tidligere område. På en af grundene lå også det navnkundige værtshus Svanholm. Byggematadoren blev også kaldt for Guld – Harald. Hans datter blev nok lige så kendt. Det var Erna Hamilton.

 

Rosenbækken

Grænsen mellem Københavns byj- orde og Hellerup sogne var ved Rosenbækken. Her lå fra middelalderen en møllegård. Den blev senere omdannet til stiftelse for de fattige og syge og fik navnet Vartov. Ja egentlig lå der på et tidspunkt to gårde ved siden af hinanden Ny Vartov og Gammel Vartov.

En del af disse jorde blev solgt i 1872 til et konsortium, der stiftede selskabet Tuborgs Fabrikker.

På Gammel Vartovs store jordområder lå ejendommene Store Tuborg, Lille Tuborg, Store Mariendal, Lille Mariendal, Norgesminde og en del af gården Hellerup.

Kilde: 

• Litteratur Østerbro
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere: 

• På www.dengang.dk finder du 1,783artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler 

Redigeret 25. – 01. 2022

Af Ove Dahl

Ove Dahl har de sidste 10 år været leder af Nørrebro Erindringscenter. Han var medstifter af Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv. Her fortæller han, om to interessante huskebøger, som han har lavet: Tilbage til 60’erne – Tilbage til 70’erne.

Så er en ny bog på banen fra Gyldendal, som efterfølger til den populære ”Tilbage til 60’erne  Alle de ting, du har glemt, du kan huske”, der efterhånden er
blevet solgt i over 5.000 eksemplarer. Nu er det 1970’erne, det drejer sig om. Over 500 billeder af dagligdagens genstande fortæller historien om et årti, hvor samfundet gennemgik mange store forandringer, både mentalt og politisk. Det er historien om energikrise, miljøbevidsthed, kønsrolledebat, protestbevægelser, alternative boformer, musikalsk opbrud, udlængsel, teknologiske landvindinger og politisk polarisering – og ikke mindst, den helt almindelige hverdag.

Gennem mit erindringsarbejde med ældre i de sidste 25 år – de sidste 10 år som leder af Nørrebro Erindringscenter – Dansk Center for Reminiscens – har jeg konstateret, at det tit er enkle hverdagsting, som er bedst til at vække erindringer og følelser fra fortiden. Disse genstande fungerer med andre ord som en form for fremkaldervæske, der rammer os på et ubevidst mentalt plan. Bøgernes udgangspunkt er derfor de ting og genstande, der prægede hverdagen for børn og unge i 60’erne og 70’erne. Genstande man måske ikke hæftede sig nærmere ved dengang, men som via gensynet nu kan vække uanede mængder af erindringer og følelser.

I modsætning til den angelsaksiske verden er denne formidlingsform stadig i sin vorden herhjemme inden for den historiske faglitteratur. Mange illustrationers funktion er netop at virke som en ”illustration” i forhold til teksten. Ved at anvende genkendelige hverdagsting kan man derimod på en helt anden måde medinddrage læserens egen erfaring og erindring i selve læseprocessen. Genren burde vel betegnes som erindringsbøger, men i og med dette navn
er optaget, har jeg valgt at omtale dem som huskebøger.

Hver bog bygger på en grundig research, hvor jeg i 60’er-bogen – og delvis i 70’er-bogen – har kunnet trække på min egen personlige baggrundsviden, da jeg er født i 1953. Og via gennemgang af tusindvis af genstande, fotos samt tekster fra aviser, ungdomsblade, kataloger m.v., fremkommer en endelig udvælgelse og opbygning af de enkelte temaer.

Ved at formidle samtidshistorie primært med vægten på de konkrete genstande kan man nå flere målgrupper samtidig. Det private publikum læser og anvender ”Tilbage til 60’erne” alene eller sammen med andre, på undervisnings-, pleje- og genoptræningsområderne har bogen vundet udbredelse foruden man på tværs af generationer har kunnet haft glæde af den, som flere anmeldere har været inde på.

Litteraturoversigt: Ove Dahl:

• Eftertanke i en moderne tid (Assistens Kirkegaards Formidlingscenter 1997)
• Tingenes historie (Nørrebro Erindringscenter 2000)
• Husker du – forsøgs og udviklingsprojekt (Nørrebro Erindringscenter 2000)
• At miste i går (Nørrebro Erindringscenter 2001)
• 5 år . mål og virke 1997 – 2002 (Nørrebro Erindringscenter 2002)
• Tilbage til 60’erne (Gyldendal 2007)
• Tilbage til 70’erne (Gyldendal 2008)

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 
• Husker du – dengang i 60erne og 70erne

Redigeret 31. 03. 2022

Ny interessant bog udkommet i anledning af 25 års dagen for Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkivs fødsel. 12 forfattere er gået sammen og skrevet en interessant bog om Nørrebros udvikling. Læs om lokummer, biografer, forretninger, barndom, ældre, lægebesøg, møller, Nørrebrohallen og Fædregruppen. Og så var man bange for pølsevogne. <men man hyldede Grevinde Danner. På Nørrebro startede arbejderne deres egne virksomheder. Denne artikel er fra 2008, så den omtalte “Nye” bog er ikke så ny mere.

En ny bog om Nørrebro har set dagens lys. Den er udkommet i anledning af, at det i år er 25 år siden at Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv blev stiftet.

Bogen er redigeret af to aktive bestyrelsesmedlemmer i foreningen, Karsten Skytte Jensen og Pernille Grouleff Poulsen.

 

En mosaik af tekster og billeder

Jubilæumsbogen er en mosaik af lokalhistoriske tekster og billeder. Nogle er førstehåndsfortællinger om barndommen og opvæksten, om det politiske liv, sport og kultur, det daglige arbejde med børn, unge, ældre eller syge. Andre er historier om dengang lus, lopper og rotter var hverdag, om dengang Nørrebros møller malede mel til hovedstadens indbyggere, og om det lokale forretningslivs op –
og nedture. ( Bogen kan købes i Steenberg Bog & Ide, Nørrebrogade 163,2200 København N for kr. 199.95) (Bogen er for længst udsolgt)

I Nørrebro Avis blev der fejlagtigt meddelt, at der var to forfattere på bogen. Det er forkert. Hele 12 forfattere er gået sammen og skabt en anderledes bog om Nørrebro:

• Ove Dahl, Søren Federspiel: Etableringen af Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv
• Bo B. Henriksen: Rotter og retirader
• Tonny Svanekiær: Møllerne på Nørrebro
• Jean Ekström: Gråvejr, fedtemadder og øretæver
• Allan Mylius Thomsen: Et liv på Nørrebro
• Uwe Brodersen: De mange butikker
• Henrik Skjoldager: De Gamles By
• Jens Hilden: En 68’er læge på Nørrebro
• Jesper Langebæk: Græsrødder og lokalpolitik
• Hans Nielsen: At mødes i det offentlige rum
• Ole Bræstrup: Nørrebrohallen
• Khalid Alsubeihi: Fædregruppen

• Vi bringer hermed et uddrag af de mange guldkorn i bogen:

Københavns Stadsarkiv var ikke meget for, at der blev etableret en lokalhistorisk forening på Nørrebro. De betragtede det som en konkurrent. Men Nørrebro har altid haft ry for at gå sine egne veje. Og det gjorde bydelen også i denne forbindelse.

Der blev jævnligt afholdt foredrags – og lysbillede-aftener. Dette blev suppleret med byvandringer og andre udadvendte aktiviteter. Det gjaldt om, at vække interesse for sagen, og det lykkedes – også indadtil i arkivet, hvor der efterhånden blev opbygget en pæn samling af især fotografier, men også af gamle breve og andet skriftligt arkivmateriale.

 

Stjerne Apotek

Via Handelsforeningen kom man i forbindelse med en værtshusholder, der havde overtaget det gamle Stjerne Apotek på Nørrebrogade og indrettet det som værtshus. Her var et kælderlokale, som kunne benyttes. Det skulle bare lige ryddes.

Adskillige eftermiddage og aftener blev brugt til at rydde lokalet. Da man langt om længe, var kommet i bund med rydningen, manglede værtshuset plads til opbevaring af drikkevarer. Men man kunne da godt få et hjørne. Men man ville fra foreningens side gerne have arkivmaterialet for lås og slå. Men det ville værtshusholderen ikke gå med til.

Sådan gik det til at bestyrelsen i Lokalhistorisk Forening ryddede et helt rum gratis for en værtshusholder.

 

Lokum i Søllerødgade

Karl Hansen har beskrevet retiradernes i hans barndomsgade i Brønshøjgade, den nuværende Søllerødgade:

• I gården var der desuden fire – fem lokummer. Skylningen var, eller burde være, automatisk, men udskylningen foregik højst to gange om dagen. Da lå der en anseelig bunke, når man skulle på ”das”. Da lå der som regel en anseelig bunke, når man skulle på ”das”. Når der så blev skyllet, skyllede det hele gennem alle sammen fra den ene til den anden, men om vinteren, når det rigtig frøs, var vandet som regel frosset, og så kunne det tit ske, at der var top på, så den nåede helt op over kanten af brættet.

 

”Julepynt” på træet

I Prins Jørgensgade 12 ved Griffenfeldsgade var huslejen på 13 kroner om måneden med ret til at benytte fire uhumske lokummer, som det var svært for familier med mange børn at aflægge et besøg ved nattetide, når maven pludselig krævede at blive tømt. Det var ikke tid til megen overvejelse i en sådan situation. Tændstikker og lys skulle først findes (gaslyset på trappen blev slukket klokken ni) så i mange tilfælde brugte man Folkets Avis eller andet papir til at forrette sin nødtørft på, og da den stank, som bredte sig i to små stuer, ikke just var 4711, røg pakken med indhold ud af vinduet og var man heldig, placerede denne sig mellem grenene på det store lindetræ, som var plantet i gården. Så kunne det være at viceværten måtte kravle op i træet for at fjerne det som beboere kaldte for julepynt.

 

Fru Andersen har skidt i vasken

For nogle mennesker var retiradernes urene og halvoffentlige karakter en grund til at finde andre måder at forrette deres nødtørft på, hvilke de andre beboere i ejendommen desværre alt for hurtig opdagede. Sådan var det også i Murergade.

Der boede en familie nede på 2. sal, og man vidste, at konen aldrig gik i gården. Sådan noget vidste man. Som regel skete det en gang om dagen, at der spredte sig en stank i underboens køkken, så der ikke var til at være, så udbrød mor altid med fingrene klamt om næsen:

• Fy for satan, nu har Fru Andersen skidt i vasken.

 

Lopper og andre tapetlus på Glentevej

Fra Glentevej lød det således omkring tapethønsene, som man kaldte lopper, væggelus og kakerlakker:

• Vi havde kun én seng, og i den sov vi alle. Mine forældre og broder i hoved-enden, og andre fire børn i benenden – sådan hed det dengang. Det var dog
  mange andre beboere i sengen.
• Hundreder af lopper tusindvis af lus og myriader af væggetøj, der var af den grund ikke meget ro til at sove i. Så kradsede den ene sig, så gnubbede den anden sig, så vendte den tredje sig, og så skulle den fjerde på og tisse i spanden, og så råbte en af forældrene og bad om nattero.

Det var ikke kun lus og lopper, der gjorde befolkningen på Nørrebro selskab. Rotter var et stort og vedvarende problem, og de optræder oftest nærmest hver gang i pensionisternes erindringer. På Fælledvejens Brandstation kunne de sælges for 10 øre stykket.

 

Fulde køer på Nørrebro

På hjørnet af Korsgade og Muregade fandtes et brændevinsbrænderi med tilhørende kostald – på første sal. Køerne stod i båse på første sal året rundt og kom aldrig på græs.

Brændevinsbrænderen, som boede i ejendommen, ejede kostalden. Køerne var faktisk berusede. De stod i en bimmelim. De blev fodret med affaldsprodukterne fra brændevinsproduktionen.

 

13 møller på Nørrebro

Fra 1807 til 1900 havde København i alt 75 møller, hvoraf de 13 lå på Nørrebro. Den sidste rest af Nørrebros møller blev nedrevet i 1979. Det var Ølunds Mølle
ved Nørrebros Runddel. Den lå gemt bag en husrække i gården til Nørrebrogade 148.

Nørrebro var indtil 1500 – tallet et stykke land under landsbyen Serridslevs jorder. I første halvdel af 1500 – tallet kom landsbyerne under København og området kaldtes Nørre Forstad, som dengang kun gik til Peblingesøen. Allerede i 1620 havde Nørre Forstad et forgrenet gadenet med bebyggelse.

 

I kino på Nørrebro

Nørrebros Biograf lå mellem Sakraments Kirke og Slotsgade. Udenfor stod en stor tyk mand i dobbelt-trådet frakke med blanke knapper og guldtresser.
Myndig som en general holdt han ro og orden.  Man måtte sætte sig, hvor man ville, undtagen på de første fire rækker, som var nummererede.

Inde i biografen var stemningen høj allerede før lyset blev slukket. Der blev røget og råbt, hvis filmen var for kedelig. De unge trampede i gulvet.  Blev det for meget kom admiralen ind med en lygte og lyste op og ned ad stolerækkerne. For om muligt at afsløre synderne. Ikke så snart, han havde slukket for lygten, blev det råbt: Kontrollør. Når han så tændte lygten igen, råbte hele koret: Røven klør. Og så grinede hele salen.

Når man nu boede så tæt på Nørrebro. Hvordan kunne man så få børn? Hvordan bar forældrene sig af, uden at de andre børn opdagede det? Jo, svaret var fireforestillingen om søndagen. Hele ugen kunne man plage om lommepenge, man fik aldrig en bøjet femøre. Men allerede søndag formiddag, når man forsigtig nævnte fireforestillingen i den nærmeste biograf, var der penge til billetten. Selvom forestillingen startede kl. 16, stod man som regel i køen allerede
ved 13 – tiden. Man skulle have plads på de billige cowboy – rækker. Så var der flere penge til slik.

Fireforestillingen var jo en dobbeltforestilling med indlagt pause. Derfor kom børnene først hjem ved syvtiden om aftenen. Så sad far og mor med en kop kaffe – et afslappet udtryk i ansigtet – og ofte var der ni måneder efter familie-forøgelse.

Men så kom fjernsynet, familie-forøgelserne blev drastisk reduceret, og de fleste lokale biografer lukkede.

Både Colosseum på Jagtvej og Nora Bio ude ved Højbanen blev forvandlet til et supermarked. Odeon på Fælledvej blev revet ned, og kun Nørrebro Biograf
på Nørrebrogade overlevede, i dag lige så meget scene som musiksted. I øvrigt er Caféen på hjørnet af Nørrebrogade og Kapelvej oprindeligt også en biograf.

 

Den fulde abe

Omkring Birkegade lå de bedre ejendomme. På den anden side af Nørrebrogade ved Stengade lå de dårligere ejendomme. Og her i Birkegade lå et værtshus. Tant Anna og tjeneren Otto kørte butikken. På væggen til venstre for disken var der en lille hylde, der blev beboet af en kapucinerabe, som var iført en lang kæde, så den ikke kan stikke af. Aben underholdt gæsterne ved at være alkoholiker og tikke sjatter.

Tidligt på aftenen var den så fuld, at den ikke kunne klare springet op på brættet, så den måtte løftes af en behjertet gæst.

Om eftermiddagen før det store rykind, luftes der ud, og vinduerne mod gaden stod åben. Tjeneren Otto havde en salonriffel, og med den skød han rotterne ved skraldespandene til stor more for gårdens unger.

Om aftenen var der levende musik, og når repertoiret var slidt, gav tant Anna – Helge, som pianisten hed, en tier, så han kunne tage en runde på de andre værtshuse for at høre de sidste slagere.

 

Flyverens møde med øvrigheden

Tant Anna stod sig godt med øvrigheden. Hver aften blev der anbragt to portere ude i porten, hvor inspektionsbetjenten mødtes med den anden patruljerende.
En aften kom de imidlertid ind i værtshuset og smækkede med tungen.

• Porterne er væk. Jeg har et vidne på, at de var der, sagde tant Anna. For ”Flyveren” så at jeg stillede dem.

Flyveren var en af de gæster, der ikke var så velkommen, da han aldrig havde penge. Navnet havde han fået på grund af sine lidt strittende ører. Nogen tid efter, var der nogen der havde set Flyveren med et par blå øjne. Man gættede på, at han havde mødt øvrigheden.

 

Jydeenden

Ved Nordbanegade lå Jyde – enden. Det var hovedsagelig førstegenerationsindvandrerne fra Jylland, der bosatte sig her. Familierne i de pæne og nyere
ejendomme i gadens midte havde svære problemer med disse førstegenerationsindvandrere fra hovedlandet.

Man mente, at de kom til hovedstaden for at udnytte de sociale goder. De tog københavnernes ufaglærte arbejde. De kunne finde på at starte forretninger og arbejde i døgndrift, og lagde minsandten an på københavnernes damer. Man mente også, at disse indvandrere var vel overrepræsenteret i kriminalstatistikken. Disse fremmedelementer var absolut uønskede og pæne folks børn legede ikke med jyde – ungerne.

En hyldest til Grevinde Danner

Nørrebroerne har altid markeret deres holdninger. Da Frederik den Syvende’ s ”hustru til venstre hånd”, Grevinde Danner, hvis borgerlige navn, var Louise
Rasmussen, døde i 1874, var blevet hånet og svigtet af hovedstadens toneangivende kredse. Efter bisættelsen i Holmens Kirke blev kisten under iøjnefaldende foragt ført ud af den gamle by. Men da ligfærden til Jægerspris krydsede broen over Peblingesøen til Nørrebrogade, skiftede billedet totalt.

Tusindvis af arbejdere stod med blottede hoveder langs ruten og andre tusinder med deres fagforeningsfaner i spidsen sluttede op om ligfærden og fulgte kisten små 10 kilometers vej ud af byen. Nørrebros arbejdere havde ikke glemt, at grevinden oprindeligt var uægte datter fra et småkårs-hjem, og at hun blandt andet havde testamenteret hele den oldenborgske enevælds-formue til socialt arbejde blandt samfundets stedbørn.

Øst for Nørrebrogade på Indre Nørrebro hedder det Money-Town. Området vest herfor omkring Blågårds Plads kaldes for Mullah-Town.

 

Selvmordernes bro

Det var langt for arbejderne at gå på arbejde. Først i 1878 kom der en smal bro over Sortedam Sø. Et læserbrev i Socialisten fortalte, at broen var fæl. Den var ideel for selvmordere, fortalte bladet. Brædderne lå på langs og var hurtig pilrådne. Det pæne borgerskab kunne ikke komme til selskaber, når de skulle en tur over broen. Snedkermester Mou foreslog endda, at man lavede en færgefart over søen.

 

Håb for kristendommen

I Illustreret Tidende kunne man læse om Stefans Kirken:

• Her er Haab, om at Kristendommen, al Raahed, Uredelighed og Usædeligheds Medarbejdende Aand, vil blive det Salt, der bevarer de endnu gode Hjem og aaben Ild, der renser de fordærvede.

De forstod virkelig at bruge det danske sprog, dengang. Forceret spekulationsbyggeri bag Stefans Kirke førte til, at der ikke var en egentlig adgangsvej til den nye jernbanestation. Det fik en i de daværende medier til at skrive:

• Et Mylder af Gadestumper kommer op i Kirkens Nabolag, for alle har spekuleret i, at blive nærmeste Forbindelsesvej til Stationen.

 

Arbejdernes højborg

Mange kooperative butikker og industriforetagender opstod på Nørrebro. Man kunne blive klippet på Figaro Frisørsaloner, drikke arbejderøllen Star.
Man kunne købe kød i Arbejdernes kødforsyning, brød i Arbejdernes Fællesbageri og mælk i Enigheden. Og havde man sat sine A.K.S. sko for sidste gang, ja så klarede Arbejdernes Ligkistemagasin resten.

 

Den første pølsevogn på
Nørrebro

Nye ting kunne være svært at acceptere for detailhandelen. Da de første pølsevogne var på vej, udtalte formanden for Nørrebro Handelsforening i 1921:

• Jeg ser i forskellige Blade, at der vil blive givet Tilladelse til at forhandle Pølser fra Vogne på aaben Gade. Og at vedkommende, som sælger disse varme pølser skal levere gratis Sennep til Pølserne. Når så et lille Vindpust vil levere en gang tørrede Hestepærer paa samme tallerken, som Pølser og Sennep, saa bliver det en delikat ret.

 

Færre butikker på Nørrebro

Butiksantallet på Nørrebro faldt fra 2.256 butikker i 1958 til 965 butikker i 1981. Det kraftigste fald oplevede dagligvarebutikkerne og tekstil – og beklædningsbutikkerne. Udtyndingen var også stor i sidegaderne. I Blågårdsgade var 44 pct. at butikslokalerne tomme i 1981.

 

Kortere levetid på Nørrebro

Beboerne på Nørrebro lever betydelig kortere end for eksempel beboere i Indre by. Engang troede vi, at det var Middelhavet eller Alperne, der skilte de sunde samfund fra de syge. Men nu er grænsen rykket nordpå. Nogle gange får man det indtryk, at det er Peblingesøen, der skiller.

Nu er det ikke længere boligerne, der er så usunde, men mere personer med sociale problemer som flytter til bydelen eller bliver hængende i bydelen. Det er ikke mindst indvandrergrupper med manglende integration på arbejdsmarkedet, som bor i de mest udsatte bydele. Manglende integration på arbejdsmarkedet kombineres med ghettoisering på boligmarkedet, og det gælder ikke kun Mjølnerparken, men også Nørrebro som helhed.

 

Syg af ledighed

Lægeforbruget vender den tunge ende nedad. Det gennemsnitlige forbrug er klart højere i de helt lave indtægtsgrupper. Det skyldes ikke mindst, at borgerne på overførselsindkomster har betydeligt hyppigere kontakt med praktiserende læge. Således er det gennemsnitlige forbrug blandt førtidspensionerede i Københavns Kommune tre gange højere end blandt erhvervsaktive. Yderligere viser undersøgelser, at lægeforbruget kulminerer, mens kommunen behandler en ansøgning om førtidspension.

For 28 år siden var der mange arbejdsledige og mange blev langtidsledige. Arbejdsløshed ødelagde især mændenes selvtillid, gav stress og depression. Man blev syg af (langtids)ledighed. Det er en tydelig sammenhæng mellem arbejdsløshed og helbred.

 

Stress og depression

Nu er det mangel på arbejdskraft. Nu arbejder vi for meget og får stress og depression og må langtidssygemelde os. Før havde vi langtidsledige, nu har vi langtidssygemeldte.

Begge grupper er svære at få i arbejde, når jobbet er der. De ledige ”stemplede” dengang i arbejdsformidlingen. Når de var langtidsledige, fik de et jobtilbud, inden de røg på kontanthjælp. Nu går de ledige i et jobcenter. Reglerne er strammet betydeligt, og man ryger hurtigere på kontanthjælp. Dengang kunne man være sygemeldt uden tidsbegrænsning, senere blev det strammet til to år, så til et år.

 

Lægens besøg – dengang

For 25 år siden, når lægen var på besøg på Nørrebro foregik det som regel sådan:

• Der er ingen dørtelefon, det er lige ind fra gaden. Hoveddøren er venstrehængt, den går indad og næsten op i elmåleren. Overfor hoveddøren et lille toilet, eventuelt med en lille håndvask og med terrazzogulv uden afløb. Over håndvaskens kant ligger et rent håndklæde med sæben ovenpå, og man skal huske at vaske hænder, når man går, ellers er man ikke rigtig læge. Rummet er så lille, at det ikke engang kan etagebades, og da der senere kommer bruseniche, står den inde i soveværelset. Ved siden af toiletterne er der dør til det smalle køkken, hvor der først i rummet er komfur, gasmåleren og aftrækket ovenover. Herefter køkkenbord med vitrineskab ovre til højre, og henne ved eller under vinduet er vasken med en kold – og varmtvands forenet med et blandingsbatteri af gummi. 90 pct. har skraldeposen under vasken.
• Til højre for indgangsdøren står en lille entre-kommode med spejlet over. Efter kommoden kommer døren til spisestuen, på bordet ligger hjemmeplejens journal. Fjernsynet bliver ikke altid slukket, når lægen er på besøg.
• Over sofaen hænger ”sofastykket” som er et smukt naturbillede, og til højre hænger den gæve søulk i Sylvest eller den grædende napolitanerdreng. Fiduskunst, overhovedet ikke, det var brugskunst.
• Hvis patienten er sengeliggende, er det i soveværelset ved siden af køkkenet. Her må man kante sig ind mellem sengen og et stort klædeskab. I soveværelset er der dårligt lys, der er et søvnigt lys i loftet og en ganske lille natlampe ved sengen. Over sengen hænger ”Sikker Hansens” billede af oldtidskvinden, der maler korn.

 

De belastede områder

Man har placeret Københavns bydele i fire grupper, hvor gruppe 4 er et område, hvor;

• Befolkningssammensætningen er præget af et stort antal borgere, der har kroniske sygdomme og er sværere ved at kommunikere med, og som har sværere ved at drage egenomsorg end gennemsnittet. Det drejer sig om borgere, der f. eks kan være nedslidte, socialt belastede, læsesvage, psykisk syge, have misbrugsproblemer eller indvandrere med ringe danskkundskaber eller traumatiserede flygtninge, som evt. samtidigt er udenfor arbejdsmarkedet og måske uden uddannelse.

Frederiksberg ligger i gruppe 1, Vanløse i 2, Nørrebro i 3 og Nordvest i 4.

 

Græsrod i ord og handling

Dengang skulle man være græsrod og både i ord og handling arbejde for at skabe en bedre og mere retfærdig verden. Hvis man rigtig fulgte tiden, skulle man organisere sig i et parti – for kun ved organisering i et parti, der var erklæret revolutionært, kunne man for alvor bidrage til samfundsmæssige forandringer. I dette miljø voksede Nørrebro Beboeraktion sig stort. Det blev startet af en kreds omkring den lokale DKP´er Bjarne Watkin. Og i løbet af få år var der flere hundrede unge, der var organiseret i Nørrebro beboeraktion. Der var forretningsudvalg, kontorgruppe, boliggruppe, skolingsgruppe, kvartergruppe og en lang række ad hoc – grupper, kampagner og ansvarlige for diverse opgaver. Der var aldrig en formand, men i mangt og meget fungerede Bjarne som en sådan.

 

Nørrebro Beboeraktion

Nørrebro Beboeraktion havde, da de var flest, mellem 400 og 600 medlemmer. Der kom dog til en splittelse mellem DKP – fløjen, NB – Tømrergade og VS – fløjen NB Blågårdsgade. Der var meget sekterisme dengang, og kun den rette revolutionære vej blev accepteret. Splittelsen gik både på internationale forhold, nationale forhold og ikke mindst lokale forhold. Skulle flere boliger bevares? Hvad med Bryggeren?

Kampen for bevarelsen af Byggelegepladsen og mod nybyggeriet blev Nørrebro Beboeraktions mest markante aktion. Mange hundrede deltog i de voldsomme begivenheder den 1. maj 1980. Kampen endte med at Byggeren blev ryddet. I stedet blev Folkets Park på den anden side af Stengade besat, og den blev bevaret.

 

Blågårds Apotek

Et vigtigt samlingspunkt på Indre Nørrebro er Blågårds Plads og Blaagaards Apothek. Det oprindelige Blaagaards Apothek blev oprettet længe før Blågårds
Plads. Allerede i 1847 anbefalede Sundhedskollegiet:

• En nærmere Undersøgelse med hensyn til Oprettelsen af et Apotek i Villakvarteret mellem Nørre – og Vesterbro, nær Ladegaardsvejen, hvorved en del af Blaagaardskvarteret ville faa nærmere til et Apotek.

Første oktober 1877 åbnede Blaagaards Apothek i Korsgade 45. Efter en menneskealder i Korsgade flyttede Blaagaards Apothek 1932 til en mere central adresse på Blågårds Plads.

Blaagaards Apothek forsynede her Indre Nørrebro med angst – fordrivende medicin og helbredende urteafkog fra 1932 til 1971. Herefter blev apoteket nedlagt, og lokalerne stod tomme for en stund.

Den tidligere adresse i Korsgade blev såmænd ganske mondæn senere hen, idet lokalerne blev musikværtshus. Lokalerne på Blågårds Plads blev bygget om, og åbnede 1. september 1974 som en rigtig restaurant under det velklingende navn Kroteket.

 

Nørrebrohallen

Et andet markant samlingspunkt er Nørrebrohallen på Ydre Nørrebro.

Det blev opført som Nørrebro Remise i 1896, og var Københavns første sporvognsremise til elektrisk drift. Remisen havde plads til ca. 200 vogne. I slutningen af 1960’erne begyndte man at udskifte Københavns sporvogne med moderne busser. Derfor stod der i begyndelsen af 1970’erne en lang række sporvognsremiser tomme. Samtidig led byen under en voldsom ungdomsarbejdsløshed. Der var ingen umiddelbar sammenhæng mellem de to fænomener, men det blev der.

Københavns Kommune søsatte nemlig beskæftigelsesprojektet Ung i arbejde, Hvor unge arbejdsløse fik lov til at restaurere de tomme remiser i Bragesgade. Nørrebrohallen blev dermed projektets første, håndfaste produkt og blev indviet i 1973. Hallen har siden fingeret som traditionel sportshal og har siden 1994 også haft rollen som Ydre Nørrebros kultur – og medborgerhus, der tilbyder lokaler til møder, konferencer, koncerter, udstillinger og levende musik i Sportscafeén.

 

Religiøse fester

I 1990’erne blev Nørrebrohallen flittigt brugt til religiøse fester som f.eks. Eid, den store fest i forbindelse med afslutning på Ramadanen. Også etniske bryllupper og omskæringsfester var store begivenheder i den gamle bankohal, hvor der i gennemsnit var 400 gæster pr. arrangement. Siden slutningen af
1990’erne er her ligeledes blevet afholdt religiøse møder. I en årrække lagde bankohallen også rum til sigøjnerbryllupper, der varede op til tre dage, hvor der blev spist, drukket og danset til festlig musik.

Op gennem 1990’erne blev Nørrebrohallen en aktiv samarbejdspartner i lokalområdet. Hallen var med til at oprette og vedligeholde en række netværk, som var – og stadig er – til gavn for både hallen og lokalområdet. Det er f.eks. SSP, det lokale samarbejde mellem skole, socialforvaltningen, politi, fritidsklubber
samt kultur – og fritidsforvaltningen, hvor målet er til at forebygge kriminalitet blandt børn og unge. SSP på Ydre Nørrebro tilbyder blandt andet indsats i udvalgte bebyggelser, Projekt Ung i Job, forstærket enkeltsagsbehandling. Hertil kommer et beskæftigelsesprojekt, hvor skoletrætte unge får et lønnet job i hallen.

 

Fædregruppen i udvikling

Fædregruppen fik sit afsæt i sommeren 1997, hvor unge med anden etnisk baggrund end dansk for første gang i stort omfang synliggjorde deres frustrationer
overfor det danske samfund.

Med tiden har Fædregruppen udviklet sig i takt med en dybere forståelse af problemerne, og foreningen forsøger at arbejde for løsninger, der har et mere langsigtet perspektiv. Fædregruppen har i dag en lang række børn og unge, som deltager i forskellige aktiviteter, og mere end 72 personer, som arbejder frivilligt.

Børn og unge er selv med til at tilrettelægge formen sammen med medarbejderne, og kan komme med ønsker om diskussionsemner og aktiviteter. Værestedet tilbyder sport og andre sociale aktiviteter, café, lektiehjælp, vejledning om uddannelse og forældresamarbejde.

Målgruppen er unge i aldersgruppen 6 – 18 år bosiddende på Indre Nørrebro med vægt på gruppen under 15 år. Der sigtes som nævnt primært på unge med etnisk minoritetsbaggrund, men andre er også velkomne til at deltage.

Fædregruppen tilbyder kick – og thai-boxing, taekwondo, karate, fodbold, svømning og motionshold for overvægtige børn med kostvejleder tilknyttet. Målet er at give de unge en større social forståelse af sig selv og andre.

 

Respekt og manglende støtte

Fædregruppen har opnået respekt og flotte resultater i løbet af de sidste 10 år. Flere af de unge, som tidligere tog del i Fædregruppens aktiviteter er i dag aktive på anden måde, nemlig som forbilleder for den yngre generation. Manglende ressourcer har i efteråret 2008 resulteret i, at Fædregruppen blev nedlagt.

Sporten og de sociale aktiviteter lever dog videre under en ny organisation med ny bestyrelse NørrebronX. Det opsøgende arbejde er opgivet, men Natteravnene vil fremover patruljere på Nørrebro. Det bliver dog på en anden måde end tidligere, da Natteravnene ikke går ind i konflikter. Det er beklageligt,
at den politiske opbakning ikke har været større, trods Fædregruppens resultater.

Læs mere i den nye Nørrebro – Bog:

•  Nørrebro Historier – fra fedtemadder til Fædregruppen

Ja det kan så ikke mere, hvis du ikke lige låner den på biblioteket. Det gode ved denne bog var, at der var forskellige forfattere, der så også hver beskrev et bestemt tema. Og som allerede nævnt så er artiklen fra 2008. Er andet sted på vores hjemmeside kan du læse undertegnedes indlæg i bogen i sin fulde længde.

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 

Redigeret 31. 03. 2022