Vi forsøger den umulige at gengive Aabenraa` s historie på 9 sider. Det er både De Tre Makreller, Ringridning, hekseafbrænding, borgmestermord, brand og kapsejlads vi skal igennem. Også i Aabenraa har svenskerne været på spild.  Og vi glemmer selvfølgelig ikke Folkehjem.

Byen har haft flere navne: Apenrade – Aabenraa – Opnør.

Opnør kendes  fra ordet opæn, der betyder åben, og fra ordet ør, der betyder sandet strandbred.

Det oprindelige Aabenraa lå i kvarteret omkring Skibbrogade. Landsbyens bønder har med stor sandsynlighed dyrket jorden på og omkring By-bakken, hvor Aabenraa nu ligger. I den tidligere middelalder er der opstået en udflytterlandsby, en såkaldt torp. Dette blev til landsbyen Kolstrup.

 

Kendt fra 1257

Obenroe nævnes første gang 3. maj 1257 og i Aabenraa Skraa fra 1. maj 1335 skrives byens navn på denne måde – Openraa. Fra 1400 – 1500 er stavemåden Apenraa. I 1598 hedder det Apenrader Kirchenordnung. Og navnet Aabenraa bruges i det legendariske værk Hertugdømmet Slesvig fra Trap, som jeg erhvervede hos min antikvarboghandel for 200 kr.

 

Legenden om Danneborg

Legenden fortæller, at i 1219 efter en sejr over estlænderne, så stævner Valdemar Sejr ind af Aabenraa Fjord på vej til tingstedet Urnehoved. Med sig har han selvfølgelig Dannebrog. Og det var det flag, der pludselig faldt ned fra himmelen i Estland. Denne begivenhed er mindet i navnet Kongehøj. Det er en lille
høj bag engene i Hjelm Skov.

 

Begivenhedsrig historie

I 1248 afbrændes Aabenraa af Erik Plovpenning. Han blev senere halshugget ved Slien på foranledning af sin bror, hertug Abel. Fra 1250 til ca. 1300 er Sønderjylland under de holstenske grever.

En stor mølle blev opført ved Mølleåen. I den forbindelse etableredes en mølledam vest for byen. En omløbskanal blev gravet tværs over by-bakken, syd for den nuværende Rådhusgang. Den var 20 meter bred og 4 meter dyb. Den dannede byens grænse mod nord.

I 1376 blev Aabenraa atter engang besat af de holstenske grever.

I 1200 opførtes Aabenraahus (Opnøraahus). Den har muligvis ligget i den vestlige del af Vestergade.

I 1411 nedrives Opnøraahus og opførelse af Brundlund Slot påbegyndes. Det er Margrethe den Første, der påbegynder bebyggelsen. I øvrigt er den tilhørende mølle, Danmark ældste bevarede vandmølle.

I 1429 drog holstenerne, støttet af hanseaterne hærgende gennem Sønderjylland. Aabenraa besejres, Brundlund Slot inddrages og de omkringliggende landsbyer Stollig, Bodum, Skovby og Løjt Kirkeby blev hærget. Bønderne søgte tilflugt på Tørning Slot ved Haderslev.

I 1514 indlemmedes Ramsherred i Aabenraa..

10. marts 1523 slog Hertug Frederik med 3.000 landsknægte og 200 ryttere lejr ved Rise. Herfra trængte tropperne længere nord på under ledelse af Johan Rantzau. En del af disse tropper angreb Aabenraa, Sønderborg og Flensborg.

Grunden til at Aabenraa blev angrebet var ifølge myterne, fordi byen ikke hurtigt nok skaffede øl til tropperne. Fortørnede ryttere svor, at de nok skulle lære byens borgere at tappe øl.

 

Vanskelige trafikforhold

Første gang man hørte om Aabenraa på skrift, var da munkene i Løgumkloster fik toldfrihed. Man talte om vor havn i Aabenraa. Men den er langt ældre.

Man kan godt mærke, at kirken ligger på en bakketop 16 meter over havet, hvis man går nede fra H.P. Hanssensgade op til kirken. Der var betydelige problemer med trafikken dengang. I 1635 skriver kartografen Johannes Meyer:

• Før vejen over Møllebro mod syd til Flensborg blev anlagt, har ingen alfavej ført til Aabenraa, så alle de rejsende, der ville rejse til Nørrejylland(Nord for Kongeåen)eller blot til Haderslev, måtte rejse over landsbyen Rise.

 

Et smukt landskab

Lige øst for By-bakken lå strandområderne (Madevej, H.P. Hanssensgade). Mod nordøst gik en del af fjorden Kilen helt ind til byen. Også mange store skove omkredsede Aabenraa dengang. Men lettest var det at komme ad søvejen til Aabenraa. På et meget tidligt tidspunkt satsede man på fiskeri og søfart.

Kører man fra sydvest fra Stubbæk ned mod Aabenraa Fjord, får man den skønneste udsigt ud over fjorden. Jeg glemmer aldrig en aften for adskillige år siden, hvor vi så kongeskibet ligge ude i fjorden. Det var et virkeligt flot syn.

Da vi i min tidlige ungdom tog en rask cykeltur fra Tønder til Aabenraa, cyklede vi også ind i Sønderskoven. Men vi var ikke klar over de dybe skrænter. Pludselig kunne jeg ikke se min gode ven, Ingolf. Han råbte, og nu så jeg ham hængende i en sweater på en gren med cyklen nedenunder. Det var langt ned. Jeg fik ham bugseret ind, og han lever i dag i bedte velgående i Tinglev.

 

Plyndret og afbrændt

Ved Sønderjyllands deling i 1490 blev Aabenraa en del af kongens part. Da Christian den Anden blev fordrevet og Frederik den Første rykkede nord på, blev Aabenraa pludselig fjenden. Byen blev plyndret og afbrændt. I 20 år led byen af indkvarteringer og hårde skatte. Men privilegierne blev bekræftet i 1530. Det årlige markeder blev flyttet fra Rise til byen.

Lutherdommen afløste katolicismen. I 1544 blev Sønderjylland delt mellem Christian den Tredje og hans brødre. Aabenraa tilfaldt Hertug Adolf på Gottorp.

I 1576 hærges Aabenraa af en kæmpe brand. Halvdelen af byens huse brændte ned til grunden. Ophavsmanden skulle være en lille pige. Efter branden forbød magistraten opførelse af stråtækte huse, men dette blev dog ikke overholdt.

Den 19. maj 1582 brændte Aabenraa igen. På Skibbroen havde Peter Bådebygger og Niels Ovesen tændt bål i forbindelse med deres skibstømmerarbejde. Tre forbipasserende borgere havde advaret dem. Men de havde svaret, at de vidste godt, hvad de havde med at gøre. Hvis I ikke har andet at lave så gå hjem og pust jeres eget bål, sagde de.

156 hoved-huse med stalde og skure, skolen, præsteboligerne, klokketårn og rådhus brændte.

Peter Bådebygger og Niels Ovesen blev senere på året anklaget for mordbrand og dømt til ilden og anden skarp straf. De har sikkert afsonet deres letsindige fremfærd under grusomme pinsler på Galgebakkens rettersted.

Masser af tømmer blev leveret fra Tønder og Løgumkloster Amter. De sønderjyske og nordtyske byer indsamlede 2.793 mark lybsk til genopbygning af byen.

 

Mordet på borgmesteren

Efter 1618 skulle alle tage opføres i tegl. Strenge straffe blev indført, hvis man tændte bål. Rygterne hævdede efter branden, at det var Guds straf over byen for mordet på borgmester Claus Esmark. Han blev formentlig myrdet af Jørgen Skytte, der var vildtskytte på Teglgården. Men det blev aldrig bevist.

Borgmesterfruen viste ingen tegn på sorg, hvilket bestyrkede mistanken om, at hun og hendes forældre havde bestilt skytten til at begå mordet.

De blev torteret til at indrømme mordet, og de blev begge henrettet ved halshugning. Enken blev også dømt til døden, men blev benådet og bortvist fra Slesvig – Holsten. Og Jørgen Skytte forsvandt for altid.

 

Heksen fra Aabenraa

Haderslevbødelen, Mester Diderik havde den ære at brænde en Aabenraa– heks på heksebålet i 1617. Anna Jørgensdatter indrømmede da også, at hun havde stået i lære hos en heks i Kappel. Hun havde dræbt nogle køer og ved nattetide havde hun danset på Galgebakken. I øvrigt havde hun omgang med djævlen.

 

Svenskerne kommer

Endnu en ulykke ramte byen under Kejserkrigen i 1627 – 29.

I september 1627 ankom Christian den Fjerdes hær til Aabenraa efter at have tabt slaget mod Tilly og Wallensteins hær ved  Lutter am Barenberg.
Mange borgere var flygtet

Den 24. oktober dukkede svenskerne op og udplyndrede byen. Det samlede tab for byen blev opgjort til 12.819 rigsdaler. Kort efter ramtes byen af pest. Og den
3. – 4. maj 1629 udbrænder 24 huse.

I 1630’erne begyndte søfarten at have succes. Aabenraa var blandt de førende i sejladsen til Gotland. I 1641 blev en ny skole oprettet og Sct. Nicolai Kirke
blev udvidet.

Slotsgade udgjorde en enhed for sig selv og var i direkte konkurrence med byen. Men ak og ve, atter engang skete der ulykker. En masse plyndringer forekom under Svenskerkrigene 1644 – 45 og 1657 – 60. Hertugen var dog på svenskernes side.

Den 21. august 1657 besøgte selveste Karl 10. Gustav byen med 1.000 ryttere. I 1659 bragte udenlandske tropper også pesten med til byen. I 1660 passerer polske tropper byen. det resulterer i 70 ødelagte huse. Yderligere 70 huse var så medtagende, at beboerne ingen afgifter skulle betale.

 

Endnu en heks

Margrethe Krogh var egentlig anklaget for tyveri og hæleri. Men snart gik rygtet, at hun var heks, og for at finde ud af det, måtte hun gennemgå hekseprøven.
Den bestod i, at hun blev smidt i vandet. Svømmede hun ovenpå, var hun heks. Druknede hun, ja så var hun uskyldig!

Ja så kunne man bruge tortur, og her bekendte hun alt. Men man skulle lige først spørge hertugen. Og da han havde talt, var der ingen vej udenom. Hun måtte på heksebålet.

I 1663 blev en tyvagtig tigger brændemærket. Hun fik også kagestrygning, og blev drevet ud af byen. Hælerne, der havde aftaget hendes tyvegods blev naglet til kagen og fik et øre skåret af inden. Også disse blev jaget ud af byen.

Så var der igen brand. Denne gang i Slotsgade. Den opstod i Thomas Pelzers hus og bredte sig til de nærmeste kvarterer. Brandene opstod ofte, fordi man anvendte træskorstene, som var påført et tyndt lag puds. Og mange brugte stadig stråtag, folk have ikke råd til tegltag.

 

Forbryder bruges til medicinske forsøg

En mand fra Als videresolgte stjålne heste til soldater. Han blev pågrebet i Aabenraa. Men hans kone fik fremstillet falske nøgler til hans ben-lænker, så han slap fri midt om natten. I Randers blev han pågrebet med kone og børn. Under tortur erkendte han sine gerninger og dømtes til hængning Hertugen havde
dog bestemt, at hans døde krop skulle skæres ned i en kasse og bringes til professor Daniel Meyer på Kiel Universitets medicinske fakultet.

I 1702 fandtes en død gøgler på markedet. Det var det berømte Ild-menneske. Han var formentlig død af rottekrudt. Rakkeren skaffede hans lig af vejen. Og hertugen sendte en hertugelig advarsel til apotekere og krudtkræmmere til at være forsigtig med salg af denne vare.

I 1710 lød det fra prædikestolen, at alle stråtage skal fjernes inden 14 dage, ellers blev de 108 navngivne borgeres huse revet ned.

 

Skibsfarten i Aabenraa

Skibsbyggeriet gik i gang. Byen fik egen barber og apotek. Skibsfarten blev udvidet. Byen nød godt af Gottorps alliance med Sverige. Reelt var man dog i krig med Danmark. I 1713 blev byen besat af kongelige tropper og 700 svenske krigsfangere skulle indkvarteres. Mange skibe gik tabt, og den resterende del af handelsflåden blev beslaglagt og anvendt til transporttjeneste.

I 1721 blev det nu fattige Aabenraa indlemmet i det danske kongerige. Byen havde kun 1.250 indbyggere, men takket være skibsfarten steg velstanden. I 1750 var byens indbyggertal steget til 3.000. I 1860 var den sneget op til 5.000. I 1741 havde byen 115 hjemmehørende skibe, men i 1811 var der kun 13 skibe tilbage.

Den driftige skibsredder

Men byen havde Jørgen Bruhn. Hans rederi blev grundlagt i 1806. Efter krigen optog han sejlads på Sydamerika og Kinakysten. I 1819 rundede et af hans skibe Cap Horn. I 1862 var der 62 skibe hjemmehørende i Aabenraa.

Fremgangen kunne også aflæses i antallet af skibsværfter. Således var 200 – 300 skibstømrer ansat på byens 6 skibsværfter. Og den initiativrige Jørgen Bruhn
grundlagde også et værft på Kalø.

 

En masse initiativer

I begyndelsen af 1800 – tallet var nøden stor i Aabenraa. Man forsøgte med forskellige sociale foranstaltninger bl.a. nødbespisning. I 1818 oprettedes en sparekasse og i 1831 fattighaverne ved Hjelm.

Der opstod en del industri i Aabenraa. Det begyndte med J.P. Junggreens Tobaks-spinderi. I 1836 Marcussens Orgelbyggeri og i 1852 Stahlknechts Jernstøberi i Slotsgade.

Også med hensyn til byens infrastruktur skete der væsentlige ting. I 1856 blev Kilen inddæmmet. I 1847 – 1853 blev chausseen Flensborg – Aabenraa – Haderslev færdig. Og i 1861 blev Slotsgade indlemmet i byen. Et gasværk blev opført, og i 1863 var der opstillet 74 gaslygter i byen. Tiden efter Treårskrigen 1848 – 51 var der en solid fremgang for byen.

 

Kampen for danskheden

Omkring 1830’erne hyldede man i Aabenraa den danske konge som enevældig hersker. Man følte sig på en gang som aabenraaer, slesviger og borger i det dansk – tyske helstatsmonarki.

Den Slesvig – Holstenske bevægelse fik gang i den i Aabenraa eller Apenrade, som man sagde dengang.  Det tysksprogede Algemeines Wochenblatt blev i 1839 forbudt af de konservative myndigheder.

De velhavende Aabenraa – borgere gik ind for Det tyske forbund, og skibene fra byen skulle sejle med det Slesvig – holstenske flag i stedet for Dannebrog, mente Aabenraa’ s reddere.

Men danskheden havde også mange tilhængere. Frederik Fischer udgav bladet Königlich privilligiertes Wochenblatt med dansk indhold. I 1840 skiftede det navn til Kongelig privilegerede Ugeblad for Aabenraa. Men det vakte dog forargelse. Så man gik tilbage, og brugte ordet Apenrade.

Det Slesvig – Holstenske oprør brød ud i 1848, og det fik støtte af byens danske borgmester og byråd. Men ønsket om at blive i den danske helstat med dansk konge var stærk i Aabenraa. Det fik de dansksindede til at oprette Frederiksklubben efter Frederik den Syvende.

Efter det Slesvig – holstenske nederlag i 1850 fik byen dansk borgmester og byråd. Dansk sprog blev indført i forvaltning, kirke og skole.

Efter det danske tilbagetog ved Dannevirke blev de preussiske troppers indtog hyldet på Søndertorv. Men der var flertal for Danmark i Aabenraa. Ved valg til den nordtyske Rigsdag i februar 1867 var der dansk flertal.

 

Aftagende skibsfart

I 1921 var befolkningen vokset til næsten 8.000. Nye kvarterer skød op uden for By-bakken. Ved Nørre Chausse (Haderslevvej) og på Forstallé blev der bygget. Her opstod der i tidsrummet 1900 – 1910 et helt nyt kvarter. Borgerskabet flyttede ud i de nye villakvarterer, mens bykernen med undtagelse af Storegade og Ramsherred udviklede sig til arbejderkvarterer.

I 1883 var en del af kommunens areal blevet indlemmet, og det syvdoblede med et, Aabenraa’ s areal. Resten af Kolstrup blev indlemmet i 1901.

Aabenraa var efterhånden Sønderjyllands førende søfartsby med langt større tonnage end Flensborg. I 1857 var der beskæftiget 500 mand på byens værfter. Endnu i 1870 sejlede mange Aabenraa – skibe på Kina og Ostindien. Men Flensborgs voksende flåde af dampskibe udkonkurrerede efterhånden Aabenraa.

 

Jernbanen kommer
til Aabenraa

I 1880 blev Apenrade Aktie – Bryggeri opført på Haderslevvej og i 1899 blev Callesens Motorfabrik grundlagt i Lavgade. Overbecks Kalkværk og Tømmerhandel, der senere blev til Cimbria blev grundlagt. J.P. Torps Jern – og Stålforretning så dagens lys i 1897. Voetmanns Tømmerhandel på havnen, havde efterhånden 56 arbejdspladser.

I 1868 blev der lagt en jernbaneforbindelse til stationen i Rødekro. I 1899 blev der anlagt en smalsporebane fra Aabenraa over Felsted til Gråsten. Denne blev udbygget med en Kleinbane over til Løjt – Hovslund til Løgumkloster.

 

Folkehjem

I 1900 købte Sprogforeningen Schweizerhalle ved Haderslevvej, og gjorde det til dansk forsamlingshus under navnet Folkehjem. Det er noget særligt at holde tale på Folkehjem. Det har undertegnede gjort i forbindelse med 1. maj, uden at være medlem af partiet. Men det kan I – kære læsere, læse et andet sted. Jeg var med til at arrangere et foredrag med Troels Kløvedal på stedet.

Jeg kommer også til at tænke på Jens Wiltoft, hvis far og mor  bestyrede Folkehjem i mange år. Jeg var med til at lære Jens op i Bo Bojesens Boghandel. Ja, Jens’ s lillebror startede også sin karriere i boghandelen. Jens og hans familie var herlige mennesker.

 

Mere kulturkamp

I 1904 blev Sct. Jørgens Kirke indviet som dansk frikirke. I 1888 åbnede Aabenraa Museum, men det havde hvis ikke så meget med kulturkamp at gøre.

Fra 1867 var Albrecht von Krogh borgmester, og det var et tysksindet bystyre der regerede byen. Denne borgmester blev alvorlig kritiseret af den dansksindede del af befolkningen.

 

Dansk – tysk opdeling

Efter Genforeningen i 1920 blev havnen i Aabenraa udvidet. På et tørlagt område fik man anlagt 450 meter kaj. Den blev uddybet til 8,5 meter og blev Danmarks tredje dybeste havn og fik navnet Nyhavn.

Sønderjyllands Højspændingsværk leverede en stærk stigende mængde strøm til hele Sønderjylland. Aabenraa Andels – Svineslagteri blev oprettet som den første af sin slags i hele Sønderjylland. I Nygade opstod Dansk Glødelampefabrik i 1931.

Aabenraa’ s befolkning steg markant mellem 1920 og 1940. Nu boede der pludselig 11.000 mennesker i byen. Det skabte betydelig bolignød. Man forsøgte at afhjælpe med husvildebarakker og kommunale arbejderboliger.

Først i 1920’erne tog byggeriet fat med huse ved Reberbanen, alt i mens der blev bygget nye villaer ved Forstallé og Callesensgade. I H.P. Hanssensgade blev der også bygget. Grand Hotel, Aabenraa Teater og Telegrafvæsenets Bygning.

Det danske og tyske kørte hver for sig. Med skoler, gymnasier, børneinstitutioner, gudstjenester, aviser og butikker. Og opdelingen foregik i stor grad på det kulturelle område.

 

Nye projekter

I mellemkrigstiden var nøden stor. Der var ikke megen forståelse fra Aabenraa Byråd. Mange demonstrationer og møder førte dog til lidt mere hjælp. En del af de arbejdsløse blev sat til anlæggelsen af Kystvejen, Dyrskuepladsen, den vestlige omfartsvej og sportspladsen.

Modsætningen mellem det nazistiske mindretal og det danske flertal var voldsom efter 1940. En tysk avis udkom fra 1946. En tysk privatskole blev oprettet i 1947 og en tysk børnehave så dagens lys i 1956.

Nye boligblokke blev bygget ved Tøndervej og Løgumklostervej. I 1960’erne blev der bygget ved Petersborg. Rækkehuse og villabyggeri fortsatte i Rugkobbelkvarteret, og den gamle Skovriddergårds jorder forvandledes til villakvarter. Industrien flyttede til et nyt område langs Vestvejen.

 

Sønderjyllandshallen

Sønderjyllandshallen blev indviet i 1956 af statsminister H.C. Hansen. Egentlig skulle det have været et kulturhus, men det blev en multihal, hvor landsdelens
store messer, sportsstævner, kongresser og musikarrangementer blev afholdt. Selv var jeg med til at arrangere Sebastian – koncert for mange år siden. Og den mangeårige bestyrer, Frands Gregersen var et herligt og humoristisk bekendtskab, som jeg med glæde vil tænke tilbage på.

 

Ringridning i Aabenraa 

I Aabenraa vil man hele tiden forsøge, at være de største, når det gælder ringridning. Man håber hele tiden at have mellem 550 og 650 ryttere.

Men egentlig er ringridning slet ikke spor sønderjysk. Den har sin baggrund i riddertidens turneringer. Ja den gang havde man også noget, der hed karrusel løb.
Helt op til Christian den Niende har danske konger dyrket dette karrusel-løb.

I 1766 blev det Blå Ridende Korps oprettet i Aabenraa. Korpset modtog dronning Caroline Mathilde ved samme lejlighed.

 

Min ”tattoo – oplevelse”

I forbindelse med ringridning indførte man tattoo ved Brundlund Slot. Byens fine folk var inviteret til at sidde på tribunen, mens pøblen måtte nøjes med ståpladser. Jeg mente dengang, at jeg også var berettiget til en tribuneplads, for jeg kunne se, at formanden for Arbejdsgiverforeningen og Handelsstandsforeningen sad der. Jeg var HK – formand, med i Initiativ-udvalget og så meget andet. Så det måtte absolut være en forglemmelse, at
jeg ikke havde fået en invitation.

Min kone Hanne lavede nogle fremragende udsendelser til TV – Syd, så vi burde sidde der. Min lillebror, Erwin var også med, og teknisk webmaster (ikke dengang) Peter Rasmus gik i takt med de forskellige orkestre ude på plænen. Dengang var han vel 3 – 4 år. Der var virkelig rytme i ham.

Vi hilste pænt på borgmesteren, politimesteren osv. Men der var ikke plads til dem, der kom lidt senere. Og her vil jeg da godt undskylde over for dem, der ikke var plads til, og som havde fået en invitation.

Og i mine erindringer fra Aabenraa kan jeg huske, man altid havde hoved på et par dage efter en sådan gang ringridning. Man gik til den i Aabenraa. Ja, og så blev gågaden gjort rent af kommunens folk, når hestene havde afleveret deres pærer. Og i butikken hjalp vi selvfølgelig til.

 

Fagenes fest

Dengang fejrede vi også Fagenes fest. Og når man var noget ved musikken blev man involveret. Selv om vi i fagbevægelsen var uenige kunne vi godt more os sammen. Det skete da også flere gange, at jeg blev smidt i skummet af store SID – folk. Begivenhederne fandt sted i nærheden af Brundlund Skole, for det var
der, hvor man bagefter blev nødt til at tage et brusebad. Om man fejrer dette endnu i Aabenraa, ved jeg ikke.

 

Posten kommer til Aabenraa

I 1729 fik Aabenraa sin første postmester. Det var en privatmand i Hamborg, der sørgede for al transport i hertugdømmet Slesvig Holsten, og det var også ham, der ansatte postmestrene. Den første postmester i Aabenraa hed Thomas Thomsen. Han blev i 1754 afløst af en tidligere tjener fra Brundlund Slot, Daniel
Linde.

I hans tid blev postbefordringen kongelig, og man indførte også personbefordring. I 1765 blev Aabenraa en station på hoved-ruten ad Hærvejen. Og i den forbindelse blev vejforholdene til byen forbedret. Men postmesteren skulle have et anstændigt sted at bo, så et par huse måtte lade livet i Søndergade. Den nye postmestergård blev nærmest et palæ med stald og bryggerhus. Det flotte bygningsværk er fra 1758.

 

Aabenraa Havn

Indtil midten af 1900 – tallet har havnen spillet en afgørende rolle for Aabenraa. Fra midten af 1500 – tallet faldt aktiviteten på havnen. Det var de store byer i
Flandern, der tog over. I 1721 da Aabenraa kom ind under den danske konge, oplevede man en opgangsperiode. Antallet af skibe steg fra 45 i 1713 til 117 i 1747.

Omkring 1800 blev den såkaldte Tømmergårdshavn anlagt syd for Gammelhavn ved Mølleåens udløb. Her blev byens ældste værft, Poulsens værft anlagt.

Gammelhavn blev udvidet til 5 ½ meter, og i 1925 indviede Christian den Tiende hele herligheden. Værfterne i Aabenraa lukkede en efter en. De kunne ikke omstille sig til de nye tider. I 1993 blev havnen udvidet med en såkaldt Sønderjyllandskaj med en 11 meters dybde. I 1975 blev der anlagt en lystbådehavn.

 

En tur på fjorden

To gange var jeg som medlem af Aabenraa og Omegns Walkieklub med ude på en motorbåd, da der var kapsejlads på Åbenrå Fjord. Vi havde ingen redningsveste på, og det var sin sag at entre et stort sejlskib fra en lille motorbåd ude på fjorden. Vi skulle også sejle madpakker rundt til de forskellige stationer langs kysten. Det var en kæmpe oplevelse. Det var det også første gang man skulle tisse fra en motorbåd der gyngede. Det var noget med at kende vindretningen og sådan noget.

Bagefter fik vi så en stak bajere over på De tre makreller.

 

De tre Makreller

De tre Makreller er ikke kun navnet på et hyggeligt værtshus/spisested i forbindelse med Havbunden, hvor Skipper Thorwald sang og spillede. Det handlede også om sol-æg.

De tre Makreller er også Aabenraa’ s byvåben. Våbnet går tilbage til Middelalderen. Aabenraa fik stadsret i 1335 af hertug Valdemar af Sønderjylland. Måske
stammer byvåbnet fra den tid. Det ældste bevarede segltryk er fra 1421.

 

Kilde:

• Litteratur – Aabenraa
• Dette var artikel nr. 2 i kategorien Aabenraa – Vi har fulgt op med en masse artikler om emner, som vi berører i denne

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 

Redigeret 8.-02.2022

Mange har i tidens løb skrevet vers om gågadens lyksaligheder. Vi har udvalgt et par stykker. I 2009 bliver gågaden 40 år – eller gør den det? For man tyvstartede dengang i 1968. Gågaden var den første og længste gågade i Sønderjylland.

 

Plakatsøjle med poesi

Da gågaden fejrede 14 år ville vi i Bo Bojesens Boghandel gøre noget særligt. Vi ville lave en reklamesøjle med gågadens historie. Til dette formål lånte jeg
købmand W.P. Schmidts scrapbøger. Og fandt også nogle poetiske og tankevækkende citater.

I 2009 bliver gågaden 40 år, og dog. Det bliver den vel allerede i år. For man havde allerede før den officielle indvielse den 3. september 1969 lavet forsøgsperioder op til højtiderne. Og det var min gamle chef, boghandler Koch, der den 3. september 1969 klippede snoren over.

 

Inden det var gågade

Der er skrevet mange vers om gågaden. I denne artikel har vi valgt nogle af de mange. Det første udpluk er fra 1968, hvor gaden som skrevet endnu ikke var officielt indviet. Det var dengang et pund kaffe kostede 6 kr. Her er hvad C.G . – hvem det så end er, fandt ud af:

• At komme på indkøb var før en plage
• Men nu har vi rigtig nok bedre dage
• På gågaden slentrer vi op og ned
• Og man skrår over helt i fred
• Uden at tænke på liv og lemmer
• Men nu har det vist sig vrede stemmer.
• Lad os igen få liv i staden
• Med masser af liv på gaden

 

Ballade i Aabenraa

I de gode gamle dage kom trafikken væltende fra begge retninger. Det må have været en sport, at gøre indkøb på Ramsherred og Storegade dengang. Protesterne kom mest fra den nordlige del. De mente, at gågaden først skulle begynde fra Barkmøllegade.

Men Aabenraa fik Sønderjyllands første og provinsens længste gågade.

Samme år var der ballade om, hvilke blomster man skulle bruge til pynt. Det fik Rimus til at digte en ballade om blomster i Jyllands Posten:

• Byens facade
• Tænker man på
• I Apenrade
• Som man jo må
• Rigtige Blomsters
• Duftende duft
• Virker på kundernes
• Sunde fornuft
• Nu lugter det bare
• Af sild og ost.

 

Samme år hed en af overskrifterne i Jydske:

• Ægte planter og duer på vandsøjlen

 

Syng med på ”København København”

Nu blev det til rigtige planter og blomster, men man var skam meget betænkelig dengang. Læs bare, hvad Marguerite Hahnemann mente i 1969. De der har lyst kan synge verset på melodien København, København:

• Hovedgadens købmænd, har de grund til gråd, til smil?
• Er det godt med denne spadser-gade?
• Kommer kunderne og handler nu i større stil?
• Eller er de snarere en blokade?
• Ingen tør med vished spå
• Åbenrå, Åbenrå, bliver købmandshimlen mere grå end blå?
• Skal man hente kunderne i paraply
• Fra parkeringspladsen i vores by?
• Åbenrå, kanske må fodsporsgaden ud af hovedet du slå
• Foreløbig har en spadser-doktor med pincet
• Pillet anlægssummen ud af vort budget.

 

Springvand på Limonaden

Og i selveste Se og Hør skrev Ib Boye disse vers om Aabenraa´ s gågade:

• Fra førstedag var det fest i gaden
• Og det var springvand på limonaden
• Den gyldne saks klippede snøren fra
• Til messingsuppe fra Hasle´a
• Det er gemytle, mens alle snakke’
• At humle lagkage fra æ backe
• Så tak til jer, der har fundet på
• Der er gang i gaden i Affenrå

 

Åbenrå (Aabenraa) – sangen

Stemningen var vendt i 1982. Selv borgmesteren skrev et vers i Turistavisen, det har vi dog ikke med her.

Vi slutter med Åbenrå – sangen. Den kan synges til Under den hvide bro:

• Vor gågade er vidt berømt
• Det kan man godt forstå
• Og den, som vil har pungen tømt
• I fred og ro kan gå
• Og handle i en flink butik
• Til hverdag, til jul og til påsk`
• Oppe på bakkens top
• Dukker vor kirke op
• Gamle små gader og sjove små stier
• Skønne facader vor by charme gi´r
• Så man bliver aldrig ked
• At traske op og ned
• At slukke tørsten ka å la sig gør
• Hvis man er løben tør

 

• Vi vender ganske givet tilbage med Aabenraa´ s gågades historie

Kilde:

• Litteratur – Aabenraa
• W.P. Schmidts udklipsbøger 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler

Redigeret 8.02.2022

(Tynne, Hæwe, Møltynne – dengång)

Dette er en delvis oversættelse af et foredrag på synnejysk om livet i det sydvestlige Sønderjylland. Foredraget blev holdt den 4. sept. 2008 i Æ Synnejysk Ambassade i København. Af hensyn til besøgende på denne side fra hele Danmark er det på nogenlunde dansk. Der kan dog forekomme synnejysk, Tynne – plat, Plat – tysk m.m. Vi bevæger os rundt på Jordsand, i Hæwe, Rudbøl, Awntout, Møltynne å Tynne. Nogle har sikkert læst det før. Men artiklen er nærmest en Greatest Hits af historier.

 

Æ kaffeboe

Jeg bliver ofte her i København spurgt om, hvad Synnejysk kaffebord er. Så det starter vi lige med. Til Synnejysk Kaffebord skal vi have

• kattøffelkach
• brøelautort
• covinge
• ballumme knepkache
• goe raj
• vrejn unge
• søstekach
• broekach
• kyskach
• brun å wie bekkenør
• æfelkach

Man blev målt på, hvor god ens kaffebord var. Der skulle helst serveres 4 lagkage. En udtalelse fra Aventoft:

• Det wå da en goe fest, men det wå kun ot slaus bækkenør.

Det skal helst være 7 slags bløde og 7 slags hårde kager. Og så må man gerne stable på sin egen tallerken.

 

Jordsand

Vi står op på diget ved Højer Sluse. Min Opa havde en kikkert med. Prøv at kigge lidt mod nord. Her kan se en lille ø. Den hedder Jordsand,
sagde han. Næste gang – nogle år efter, da jeg kiggede, var øen væk.

Den 15. august 1689 underskrev den danske konge en aftale med den danske konge om at levere 7.000 soldater. Lejen af korpset kostede 240.000 rigsdaler. Hvis korpset skulle videre til Irland ville det koste 325.000 rigsdaler.

Og den engelske konge skulle erstatte dem, der ikke kom tilbage – en manglende infanterist med 10 rigsdaler, men en manglende hest med 50 rigsdaler.

Man havde fundet ud af at Jordsand var det bedste udskibningssted. Soldaterne skulle vade til Jordsand fra Hjerpsted til Jordsand. Derfra skulle de fragtes i små både til Lister Dyb, hvor de store både lå og ventede.

Men man havde ikke taget vejrguderne med i planlægningen, da udskibningen skulle finde sted i oktober måned. For pludselig stod Jordsand under vand. Udskibning foregik derefter fra Højer.

I ventetiden huserede soldaterne i området. Præster i Kejtum på Sild beretter:

• Mange af mine Duer på Kirken er blevet nedlagt. Den 14. og 15. oktober stormede 400 Mand mod land. De havde ingen officerer med. De lå her i to Dage og Husejerne blev fuldstændig ruineret. Til gengæld fik over 50 af Øens Søfolk Ansættelse ved Konvojtjenesten.

Da de endelig tog afsted, så lød befrielsens suk fra beboerne i Ballum, Hjerpsted og Højer. Tiden med soldaterne havde været fuld af byrder.

 

Skeletter på Jordsand

Mange år senere opdagede Ehmsen fra Ballum, der havde forpagtet Jordsand en masse skeletter, når der var ebbe. De stammede fra dengang, da Christian den Fjerde i egen person på sit skib Trefoldigheden var med til at fælde 24 hollandske skibe. i Lister Dyb. 900 hollandske søfolk blev begravet på Sild og Jordsand.

Ja så talte man om at lave en jernbanestation på Jordsand. Man havde store planer om en Forbindelse fra London til St. Petersborg. Den skulle så gå til Lister dyb. Med robåd til Jordsand, og jernbane derfra via Højer og Tønder til Flensborg.

 

Vadehavet

Allerede i Oldtiden har det været livlig skibstrafik i omegnen af Højer og Tønder. Mellem Møgeltønder og Ballum var 94 skibe i fast rutefart med stude. Fra Tønder udgik der vikingetogter allerede i år 400.

Da tårnet på Møgeltønder Kirke blev ødelagt ved en storm i 1628, ville hollandske kaptajner betale en tredjedel af opførelsen. Eneste betingelse var, at den blev lige så høj som før. Det var et godt sømærke.  Og her langs Vadehavet lå i midten af 1600 – tallet en kæmpe handelsflåde, faktisk Danmarks næststørste
flåde.

Fra Højer forsøgte man i 1850`erne at lave en dampskibsrute til Husum, men båden sad hele tiden fast i slikken, selv om den kun havde en dybdegang på 2 fod.  Og i  1849/50 og 1864 lå kaptajnløjtnant O.C. Hammer og drillede tyskerne og østrigerne  herude i Vadehavet. De kunne ikke få ram på ham.

 

Højer

I Højer sagde om Tønder:

• Når æ vand ståe væ æ dør te Hævegåe
• Så æ æ kirketårn i Tynne øvesvømmet

Fra gammel tid var der gnidninger mellem Højer og Tønder. I 1660 klagede de i Tønder over, at der dagligt kørte 100 kornvogne vestpå til Højer. I 1687 – 88 forseglede kæmneren og byfogeden forseglede handels – og håndværkerboderne i Højer. Men i sidste ende lykkedes det for Højer at sejre. I 1706 fik de lov til at drive handel og håndværk.

 

Romantik i luften

Engang i slutningen af 1840’erne lå der en kanonbåd ude i Vadehavet. Kommandanten var Løjtnant Johan Ernst Kier, søn af den daværende borgmester i Haderslev. Og dengang kunne man ved højvande sejle helt ind til det, der i dag hedder Kiergården.

Her fik løjtnanten øje på gårdens datter, Jane. Og hun fik også øje på løjtnanten. Men den gamle Todsen, Janes far, var ikke så glad for forbindelsen. Det havde sikkert noget med det dansk – tyske at gøre.

Men de blev gift. Det sørgede Johan’ s far for.  Der har virkelig været gang i den i Højer. Således afgik der op til 21 skibe afsted på en gang i 1870’erne

 

Lægen fra Højer

I 1867 kom en utraditionel læge til Højer. Han hed Theodor Jersild. Allerede første aften lagde man mærke til ham. I skænkestuen kunne en mand ikke få sin the-punch med.

– Vent et øjeblik, så hentede han sine instrumenter. Han bad nu manden åbne sin mund. Inden gæsterne vidste, hvad der skulle foregå, havde han spiddet mandens mandler på sit instrument. Så klappede Jersild manden på skulderen.

• Nu skal De se, nu kan De lettere få Deres the-punche ned.

Da Højers smed havde fået en splint i øjet, lagde Jersild et reb om ham, og hængte ham op i en krog, så den store smed, var ved at kvæles. Derved vendte øjet sig i hovedet og lægen fik hurtig splinten fjernet.

Han udskrev koldt-vands-kure. Det gik ud på, at man foretog spadsereture og vandreture, når der var ebbe I Vadehavet. Der blev anskaffet baderekvisitter i Højer, og en sygeplejerske blev uddannet i brug af termometer og bad.

Jersild indførte mavepumpen, gips –og stivelsesbandage, og foretog vellykkede øre – øjneoperationer. Den gode mand fik kultstatus, folk valfartede til Højer.

På hans gravsten skulle der stå:

• De ben, der hviler her er mine, jeg ville ønske det var dine.

Og han var bang for, at dø skindød. Så han lovede sin gode ven, dyrlæge Hauge en belønning på et par tusinde Mark, hvis han ville komme og skære hans pulsåre over, når han hørte, at han var død.

Man havde både en dansk og en tysk læge i Højer. Det var en uddannet tandlæge i Postgade, og en tandteknikker, der udførte andet tandlæge arbejde. De repræsenterede hver deres kultur. Så i Højer kunne man få tænderne trukket ud både på tysk og dansk.

 

Højer havde syv værtshuse

Det kulturelle højdepunkt i Højer var i 1887 Stadt Tondern. Her optrådte sangere fra Nürnberg, en musiker fra New York og tryllekunstnere fra Berlin. Her kom overgendarm Christiansen, møller Roll, lærer Ewermann og skomager Martinus. Falle Simonsen foretrak Hotel Sylt.

Men det var på Ohlsens Hotel, der blev afholdt byrådsmøde, og det startede altid sådan:

• Æ will nå offen æ Sitzubg, å detette will vi strass trin in i æ Tagesordnung.

Jernbanen til Højer

Den 30. juni 1892 kunne man i Tondernsche Nachrichten læse om den nye restaurant på Højer Sluse:

• To rummelige og smukt møblerede sale stod og ventede publikum. Betjeningen var fortræffelig og drikkevarerne kunne man ikke ønske bedre. Restauratøren havde for rigtig at fejre dagen sat prisen på øl til 15 pf. for et glas.

Jo Højer havde fået jernbaneforbindelse. I starten var der tre daglige forbindelser til Tønder. Rejsetiden var 37 minutter. Den direkte forbindelse varede 25 minutter. I 1897 kom der ligeledes 3 Badeschnellzüge fra Hamborg.

Kongen og pigen

ak ja, da Christian den 10. red over grænsen den 10. juli 1920 rakte en lille pige ham en buket blomster. Kongen tog hende op på armen. Og ikke et øje er tørt, for den lille pige var lille Johanne fra Højer. Og kongen holdt forbindelsen ved lige. Ved hendes konfirmation fik hun et guldarmbånd.

De tager det hele

Da der blev dansk flertal i Højer i 1946, var borgmester Andersen ikke så glad. Med sit dansksindede navn var han tysksindet. Han var heller ikke så begejstret for, at hans datter skulle giftes med den dansksindede fabrikant Kjærby’s søn. Han udtrykte det på den måde:

• It alene tæe de vors land, nå tae de os vores piche.

Og så var det tilbud hos Falle å æ Torv. Købte man en cykel hos ham, fik man et pund ål med i angebot.

Møgeltønder

I kirken i Møgeltønder findes et billede af Peter Henriksen, der døde i 1521 i en alder af 127 år. Om sagnet om Peter Henriksen er opstået af billedet eller omvendt vides ikke.

• I 1500 – tallet kom der en stor stormflod, som lod vandet stå helt op til Stjernen, pladsen ved Korsvejen vest i byen. Alle midler for at standse vandet var prøvet. Da sagde Peter Henriksen: ”Godtfolk I har prøvet mange ting, men det bedste har I forsømt.
• ”Hva da”, råbte de
• ”At bede til herrens herre”, svarede han.
• Man opfordrede Peter Henriksen til selv at gøre
  det, og han råbte:
• ”I mænd fra Møgeltønder, ned med kasketterne og fald på eders knæ”
• Alle knælede, og PeterHenriksen bad med højt fadervor. Da han kom til den syvende bøn, begyndte vandet at synke. Se det er ganske vist.

Ret og uret

I enklaven Møgeltønder havde de deres egen Tinghus, med deres egen rettergang. Den mest grufulde sag, var sagen mod provst Laurits Thomsen, hans hustru og datter. De blev dødsdømt fordi provsten med hustruens medvirken havde bedrevet hor med datteren. Provsten blev i 1614 brændt, men hustruen slap med
en noget mildere straf – halshugning. Andre prominente personer, der havde haft et forhold til præstekonen blev idømt kæmpebøder.

• Overinspektør Nicolai Tych´s tjener kom i 1669 til skade ved at dræbe Hans Klejnsmed med knivstik. Da han flygtede for at undgå galgen, blev han erklæret fredløs.
• En tjenestekarl i 1670 stjal et lærred til en værdi af 13 ½ skilling, og blev for ran og tyveri dømt ved hængning.
• En mand og kvinde dødsdømtes i 1673 for hor og fødsel i dølgsmål.

På 5 år blev 5 dødsdømt og 2 gjort fredløse.

 

Den blå tåge

I midten af 1700 – tallet ramte en kvægpest bønderne i Møgeltønder. Hele besætninger måtte aflives. I et brev fra 1745 fortæller inspektøren på Schackenborg, Lütken:

• at Bønderne havde set den drive af sted til et andet ligesom en blålig Tåge langs Jorden imellem noget højere op og imellem tæt ned over orden, og hvor den rammer et Hus og driver ind, kan det ligge som en blålige Tåge i og over Vandet og der får de Fæ-sygdommen.

I alt døde 3.131 kreaturer på Schackenborg gods.

Greven forlangte underdanighed og disciplin. Der skulle betales store afgifter til grevskabet. På et tidspunkt havde bønderne fået nok, og de lavede oprør.

I Kongeriget som Møgeltønder tilhørte blev der indført en landmilitsordning. Med prygl og pisk blev bønder udkommanderet. Og bøndernes anfører blev anholdt af 23 dragoner og bragt til tvangsarbejderanstalten i Rendsborg.

Rudbøl

I 1629 havde den gottorpske hertug Frederik den Tredje den ide, at der i Rudbøl skulle oprettes en fristad, hvor alle religioner var tilladt. I den forbindelse skulle der graves en kanal til Flensborg. Grundet store ødelæggelser ved en stormflod i 1634 blev dette ikke til noget.

Omkring 1830 var der 30 bådfolk i Rudbøl. De tjente store penge, alt imens det blev vanskeligere at komme ind til Tønder. Når børnene skulle i skole foregik det enten med båd, på hesteryg eller med Æ klustag. Og sidstnævnte er meget sjovt ude i marsken.

Emil Nolde, den store kunstmaler, der er opvokset i nærhed af Rudbøl skriver:

• Forbi mine vinduer kom denne mand (Willie Carstensen, en der gerne ville have en lille en) dinglende stående på sin pram, til han faldt over bord ned i vandet, klamrende sig med fingrene til pramrælingen, drev han ad slusen til. Jeg kom hurtig til hjælp med min pram og reddede ham. Han blev atter
  ædru. Men alligevel var han yderst opbragt på sin stands vegne, at ham en fisker og pramdrager, skulle reddes af en kunstmaler.

Og så har det været afholdt Vædde-sejlen på Rudbøl Sø. Det startede kort efter den fransk – tyske krig i midten af 1870’erne. De tre hurtigste både fik præmier. En bolle punch var som regel førstepræmien. Men det fortælles også, at en lænestol engang har været førstepræmien.

Mellem Højer og Rudbøl sejlede før 1920 hjuldamperen Sylt, hvis skorsten kunne ligges ned, så den kunne gå under Rudbøl Bro.

Og hvorfor blev grænsen så mærkelig i Rudbøl. Jo Anton Nielsen henvendte sig til Kommissionen:

• I  har vel ikke tænkt at placere grænsen ved Vidåen? Mit ønske er ellers at bo i Danmark.
• Hvor mange hektar drejer det sig om? spurgte det japanske medlem af kommissionen
• Cirka 200 ha, tror jeg, svarede Anton Nielsen
• Nå så smålig ser vi ikke på det i Japan, men hvad med dine naboer og genboer?
• Jo på min side vil de alle sammen godt være danske.

Og Anton fik sit ønske opfyldt. Der blev foretaget en afstemning i gaden. Derfor fik vi delingen midt i gaden.

Lige i nærheden af Rudbøl ligger den gamle landsby Lyst. Her blev børnene undervist i en fåresti. Engang kom provsten forbi, men da var eleverne for længst gået hjem. Provsten spurgte forundret, hvor klokken var, og fik svaret at i Lyst havde man ingen ”klok”. Hvordan klarer I jer så, spurgte provsten. Den såkaldte skoleleder svarede:

• Dæ æ da let nok. Vi bruche æ sol. Den sie vos, wa æ klok æ.

 

Aventoft

I Tønder sagde man om dem i Aventoft:

• Æ Tag groe dem inde for æ Dør
• Å æ Fisk svømme dem in æ Dør
• Und wenn das verdammte Wirtshaus niks vær
• Dann vær de Aventofter en formøgende by
• (ikke stavefejl)

Da vi var unge sang vi
med på Petrula Clark´s melodi Down town:

• Bisst du allein von allem Sorgen verlassen
• Dann gehe in die Stadt – Awntout – Awntout.

Familien Brodersen kom ofte på Armins Gaststätte.

Skulle man til Aventoft i gamle dage kom man forbi Lægan Kro. Her havde kromændene i generationer været bådebyggere. Folk kom her til for at drikke kaffe og spise hjembagte honningkager. For at tiltrække kunder havde kroværten en net-overtrukken vandfyldt båd. I den befandt der sig to sælunger.

Som regel var der konen, der måtte til Tønder for at sælge fangsten.

Hvis en ung fisker blev gift med en pige, der havde haft plads hos bønderne, kunne man ikke forlange, at hun skulle drage til Tønder. Men hvis manden efter tre gange var kommet fuld hjem uden penge, måtte hun dog alligevel af sted.

 

Tønder

Man siger, at der allerede fra år 400 udgik vikingetogter fra Tønder. Man har fundet mønter fra 900 – tallet i nærheden. I følge Dansk Atlas fra 1781 havde Tønder allerede i 1017 en betydelig havne – og handelsplads. Vi havde samhandel med London. Og i 1130 kom vi på verdenskortet.

 

Æ sproch

Og sproget i Tønder og for den sags skyld er for uvedkommende mærkelig, særlig det sprog, der hedder Tønder – plat:

• Dæ æ min kavaler we æ verkeer mæ
• Må de wæ mæ gestattet å udbring et lebhoch for en genosse, dæ gesundheithalber it ka wæ anwesend hæ i jawten.
• Och bin ich Schitt zupass.

Og i 1920 sagde de tysksindede om de
dansksindede

• Danskerpak mæ æ lus i æ nak

Da kongen havde besøgt Højer og Møgeltønder, kørte de nordpå mod Skærbæk. Da de nåede til Abild, hilste en af byens bønder Laust på kongen

• Godaw hr. kung. I ku vel it køe så sinne, tæ æ kas føl mæ i min hestvogn.

Laust ville til Skærbæk for at modtage kongen. Og han kom sandelig med ham i en af bilerne.

• Folk i Højer tao æ Mantel af

Og om en vognmand fra Højer, der kom ud for en ulykke sagde man.

• Han kom u for malør mæ æ Geschir

En gang blev Døcher Smed kaldt ud til Forsøgsstationen ved Højer. Her spurgte en af karlene, der kom fra Sjælland, hvorfor Døcher Smed var tysk:

• Æ ha gown i tysk skol. Æ ha wenn tysk soldat i ni oer, så ka æ kun wæ tysk

Karlen kiggede på Døcher Smed og sagde så:

• Det var godt du ikke var soldat i en negerstamme, for så havde du været neger.

Denne Døcher var også major i Æ Feuerwehr i Højer. Da nazismen slog igennem i Højer, blev kommandosproget tysk. Men mon ikke det var af praktiske grunde, at Døcher brugte følgende sprogbrug. Her er et eksempel.

Da der skulle holdes øvelse op skolepladsen ved Kjærbys Tæppefabrik, gav Døcher følgende ordre:

• Nunn stellen wir uns vor, das Kjærbys fabrik brænne, und dann legen wir die slanger lang æ skinne, und dann spritzen wir darauf, hier fra æ skueplatz.

Se det kunne både danskere og tyske forstå.

Man sagde om en mand, at han var galt tysk eller tumbe dansk.
Spurgte man et barn, om hvordan det var at gå i skole, var svaret:

• Jo dæ wå da glant, men de æ galt tysk.

Smid ikke med maden

Den 27. august 1544 blev Hertug Hans nødt til at udsende en forordning. Den vigtigste var rangordningen ved bespisningen. Enhver skulle kende sin plads. Det viste sig, at det var nødvendig at indskærpe god bordskik. Man skulle forholde sig roligt, når der blev spist. Man måtte ikke kaste med kød, brød, fisk, knogler
eller andet.

I 1566 var det også galt. Hertugen meddelte, at der herskede for megen uskik, ødselhed og pengespild ved begravelser, bryllupper og barselsgilder. Også klædedragten var for luksus-præget.

Resultatet blev forbud mod gravøl. Kun familiemedlemmer og ”tyendet” måtte våge over den afdøde. Naboerne kunne komme med, men kun i beskedenhed – til begravelsen.

Til barnedåben måtte kun indbydes fadderne og derudover kun 5 af medlemmerne. Der måtte kun serveres 4 retter, og der måtte ikke drikkes øl. Og heller ikke vin. Blev flere indbudt skulle værten bøde med en gylden. Blev der serveret vin eller øl, kostede det 10 gylden.

Byens fornemme borgere måtte anvende silke og kammelot. Håndværkerne måtte benytte sig af engelsk klæde til kjortlen og ikke anvende fløjl. Tjenestefolk måtte nøjes med at bære kjortel af almindelig engelsk eller “kølnsk”klæde

Den mislykkede hængning

Ludde Jannsen var en rigtig skidt fyr. I de unge år havde han hugget sin fars arm af. I de senere år stjal han træ i Draved Skov. Han antændte også det fyrstelige vogterhus ved skoven. Derfor skulle Ludde hænges. Der blev rejst en galge i Draved Skov, og den 18. juni 1598 skulle hængningen finde sted. Men ak og ve, skarpretteren havde fået en for meget og fik to fingre i klemme. Han måtte kappe snoren for at få fingrene fri. Ludde havde da hængt og dinglet et stykke tid. da snoren blev kappet faldt han ned, og meget overraskende rejste han sig op.

Den 22. juli blev forsøget gentaget. Denne gang med held. Om det var den samme skarpretter vides ikke.

 

Ret og uret i Tønder

Og når vi nu er inde på ret og uret:

• Hvis man snød med målet kunne det ”føre sin mand til galgen”
• I mindre tilfælde kunne man ”nøjes” med piskning og ”afskæring” af håret.
• Falskmøntneri blev straffet med afhugning af hånden
• Hvis en kone blev grebet ”in flaganti” med en fremmed mand, skulle han trække manden op og ned Af gaderne i Tønder
• Straffen for en mands ”bigami” bar for mandens vedkommende temmelig milde.
• Hvis en mand med forsæt og med vilje overfaldt en person straffedes han med en bøde på 10 mark – og en vognlæs vin. Hvem der skulle drikke denne, vides ikke?
• Hvis en ægtemand døde insolvent hæftede hustruen i al fremtid for hans gæld. Den eneste mulighed hun havde, var, at overlade alle aktiviteter til kreditorerne, forlade hus og hjem med børnene og fraaflytte byen uden ret til noget som helst.

 

Politivedtægter

En gang om året udråbte man det, der hed barsprog. Oversat til nydansk vil det svare til politivedtægter:

• Det er en borgerpligt at sørge for renlighed på gaderne
• Våben og rustning skal være pudset
• Plankeværker skal vedligeholdes
• Helligdagsfreden skal overholdes. (Det var ikke noget med at gå på værtshus i kirketiden)
• Løse grise må ikke gå løse på kirkegården

 

Øl er bedre end Medicus

I Tønder har man hele tiden haft den opfattelse, at

• en slurk varmt øl er bedre end Medicus

Det var også i den ånd, jeg blev opdraget derhjemme.

Og øl var det nok af i Tønder. På et tidspunkt havde man 35 bryggerier, og verdensrekord i antallet af værtshuse pr. indbygger – et værtshus for hver 119.

Allerede fra 1623 var der et apotek i Tønder. Og for en sikkerheds skyld fik apotekeren ret til at holde en vinstue. For alle tilfældes skyld.

 

En aktiv socialpolitik

Tønder har gennem hele historien haft en aktiv socialpolitik. De fattige gik for lud og koldt vand. Prakker– og Stodderfogeden drev de fremmede tiggere ud til kommunegrænsen med en pisk. De syge og svagelige blev læsset på en vogn og kørt til kommunegrænsen, hvor de blev kasten af på fremmed grund.

Dem der var hjemmehørende i byen, blev påført et mærke. Hver lørdag efter prædiken samlede Stodderkongen dem i en flok og drev dem på tiggeri fra hus til hus.

Ved Vajsenhuset oprettede pastor Schrader et Tugthus. Det var nærmest tale om en fattiggård. Her blev åndssvage, sindssyge, drankere og arbejdssky elementer tvangsanbragt og opdraget til nyttigt arbejde.

Og når vi taler om sundhed, så blev Fysikus Ulrich stenet ud af Tønder af tyskerne efter 1864. Men de ville gerne behandles af ham. Men de turde ikke gå ind af hovedindgangen. Tænk, hvis der var andre tyskere, der så dem.

 

De mange besættelser

Der har altid været mange soldater indkvarteret i Tønder. Og det var dyrt for befolkningen. En tøndring, der havde 4 kosakker boede i1814 fortalte:

• Om morgen fik de kaffe, franskbrød og brændevin.
• Om middagen fik de varm mad og brændevin
• Om eftermiddagen fik de kaffe og brændevin
• Om aftenen fik de varm mad og brændevin.

Hvilken en menu.

 

Brandregler

Tønder er brændt mange gange. i 1762 indførte Frederik den Femte nogle nye regler.

• Gaderne skal holdes fri for sten, affald og møddinger
• Man skal straks gøre anskrig.
• Man skal straks ile til hjælp
• Klokkeren skal straks løbe til kirken og lade klokken lyde
• Vognmænd og andre skal straks spænde hestene for, og køre til brandstedet med vand i tønder eller oksehoveder
• Den der kom først ville få 2 rigsdaler. Nr. 2 32 Skilling og nr. 3 24 skilling.

I 1873 fandt politimesteren ud af at næsten halvdelen af byens brandspande var ubrugelige. Der var hul i dem. Og det var mange, der fik en bøde på 3 daler.

I 1874 var bogtrykker Rothe’ s bedstemor hos boghandler Drøhse i Storegade, og sad netop og syede på en af de moderne symaskiner fra Amerika. Sådan et apparat var meget kostbart. Og sådan et apparat kunne i begyndelsen godt give nogle ildgnister. Pludselig blev døren revet op af forretningens karl. Han var lige blevet medlem af æ Feuerwerhr.” Det æ Bran – det æ bran” Han tager den dyre maskine og kaster den ud fra 1. sal Han mente, at han havde forhindret
en storbrand.

 

Vajsenhuset

I 1860’erne fik Æ vajsenhus en ny Waisen – vater, der hed Hagerup. Han havde et trist liv, først mistede han et barn, så sin kone og til sidst døde han selv kun 39 år. Men da han kom til Tønder, han fandt han en kone oppe på Humlekærren, hvor hun var tjenestepige. Han beskrev hende sådan:

• Hun er ikke kjøn og ikke dannet, taler bredt Lygumkloster – dansk og kan ikke bevæge sig i dannede kredse. Godlidende og oprigtig er hun derimod.

Et program for Vajsenhus så sådan ud:
Bemærk menuen.

• Kl. 6.00 Man står op og reder senge
• Kl. 7.30 Mælkegrød indtages, en ordentlig hyttel af bart smørrebrød medgives i skolen.
• Kl., 12.00 Nyder man et måltid, der oftest består af Melmad og Flæsk
• Kl. 13– 15 I Skole
• Kl. 15 – 17 Der leges eller læses lektier
• Kl. 17 Atter en hyttel og en tur i Vidåen
• Kl. 19 Atter grød. Har man ikke kunnet sin lektie, får man lov til at gå hjem. Man har dog fået strenge forbud for at løbe på gaden.
• Kl. 21 I seng

Og det var åbenbart dyrt at blive gift i Tønder dengang. Hør hvad Hagerup skriver:

• Foruden Kongebrev slipper jeg ikke under 30 rdl i gebyrer til 3 præster, degn, kantor, organist, bælgetræder, klokkeringen, jordmoder, raadhustjener, stadsmusikant o.s.v. Og det synes umuligt at vide, hvem og hvor meget de skal have.

Ja, det kan jo undre, hvad jordmoderen skulle til brylluppet.

 

Hjuldamperen i Tønder

I 1130 var Tønder kommet på verdenskortet, takket være en anerkendt katograf. Dette kom tøndringerne sig aldrig over. Nu vil man genskabe denne storhed ved at anlægge en havn på Skibbroen.

Lidt af denne storhed oplevede man også i 1871. Grundet et væddemål på et værtshus på øen Sild, anløb hjuldamperen Grev Bismarck Tønder. Den var på 10 meter, og det kneb, da også gevaldigt med at få den vendt nede ved Skibbroen. Straks opstod tanken om fast damper – forbindelse til Højer.

 

Livredderne

I 1878 gravede man en kanal fra Møllestrømmen til Skibbroen. Her druknede dog adskillige tyndringer. Men mange blev også reddet af brødrene Christensen fra Aalborg. De var henholdsvis skrædder og skomager, men var habile svømmere. De blev næsten betragtet som Tynne – knajte, selv om de ikke kunne snak æ sproch.

 

Danskheden– eller manglen på samme

Danskheden havde dårlige kår i Tønder. Man så ned på Danmark i slutningen af 1880’erne. De mente ikke at den danske hær var større end at æ Feuerwehr i Affenrå ku arrester´dem.
Og dansksindede kunne ikke få nogen af alle de legater, som digegreverne havde sponseret, då ka da bare ta´hjem til Danmark.

I Tønder talte man Tynne – plat, som vi har hørt. Og de politiske gnidninger blev beskrevet således:

• Det æ da sørgle, hvenn folk å æ jen aa sam Bildungsstufe wegen politishen Gründe it kann verkere mæ enan.

 

Den højtidelige bedemand

I slutningen af 1890’erne var buddet på Rådhuset samtidig bedemand og en yderst vigtig person, synes han selv. Når han skulle overbringe en indbydelse, begyndte han at træde ud på Rådhustrappen iført sort tøj og høj cylinderhat, der var forsynet med langt sørgeflor, så langt, at han måtte bær det over den ene arm.

Stolt skred han over torvet og trådte ind hos købmand Oluf P. Olufsen. Pigen kaldte på fru Olufsen, og når bedemanden (Herrendiener, kaldtes han – byrådets tjener) og fruen havde taget den nødvendige positur, begyndte han med gravalvorlig og højtidelig mine:

• Sie werden gebeten Donnerstag Vormittag um haalbelf der seeligen Frau Anna Hansen zur letzten Ruhestätte zu begleiten

Derefter bukkede bedemanden højtideligt og fruen hilste ligeledes. Når dette ceremoniel var overstået, steg manden ned fra piedestalen og pludselig var han menneske igen og sagde på synnejysk:

• De forstaw vel nok madam, det wå jo å tåsdag formærr klok halvellæ
• Jo tak, dæ æ da richte, maa dæ et wæ en cigar,
  sagde købmandskonen og så foregik den videre kommunikation på synnejysk.

 

Wachtmeister Bergmann

Min far snød den gamle politibetjent Bergmann. Man fik penge ved at aflevere vandrotter hos ham. Det var den tids skadedyrs – bekæmpelse. Min far og hans kammerater opdagede, at Bergmann gravede rotterne ned i jorden ved sit hus på Kongevejen. Så de gravede dem op igen, vaskede dem i Vidåen, og solgte dem nok engang. Men det blev opdaget.

Denne Bergmann var en afholdt politibetjent i Tønder. Styrken bestod kun af ham. Han var tidligere slagtersvend hos slagtermester Bödewadt. Han havde tjente de flotteste soldater i Tyskland – Wandelsberger Hussaren.

Han fik udarbejdet såkaldte drukkenboltlister – det var dem man ikke skulle servere for. Godt man ikke boede i Tønder dengang. Det var særlig galt, der hvor murersvendene holdt til – i folkemunde Zum Blutigen Knochen.

Men ellers var det seminaristerne, der holdt til på Schweitzerhalle, som trængte til afkøling, Bergmann mest beskæftigede sig med. Han sørgede dog for at de nåede at blive løsladt, så de kunne nå deres skole.

På et tidspunkt blev Tønders politistyrke udvidet med hunden Adifaks. Træning af hunden blev sponseret af Sparekassen. Og sådan en hund skulle også have noget at spise. Bergmann havde i forvejen 8 børn, der skulle afspises, så han fik tilskud på 20 mark til Adifaks.

Han var så populær, at børnene, når de var i Flensborg og så en politibetjent råbte:

• Papa, Papa ein Bergmann.

Men han var også et skræk-eksempel. Hvis Karl Heinz ikke tog sin levertran, sagde forældrene:

• Dann kommt Bergmann

Revolutionen i Tønder

I 1918 ramte revolutionen også Tønder. Folkemængden på Torvet i Tønder forlangte, at det røde flag blev hejst på Rådhuset. Borgmester Poulsen måtte sig til sidst bøje sig for kravet. Men det var nu lettere sagt end gjort. Ingen af Tønders manufakturhandlere havde rødt stof. Folkemængden indtog efterhånden
en truende holdning. Men så trådte Pauline Poulsen til. Hun gav resolut sit røde underskørt og ofrede det på byens alter. Skørtet blev sprættet op. Få minutter senere vajede det røde flag fra rådhusets flagstang.

Folkemængden jublede over at se revolutionens symbol.

 

Asta Nielsen og ”Æ Geiger”

Der var format over kino i Vestergade. Særlig når Heine Geiger, spillede. Det var tale om Meinert Lützen som også var cykelhandler i Popsensgade:

• Æ hai damalls i æ tywer te opgaw i æ kino å untermahle æ dramatische Stimmung.

Og det gjorde han særlig energisk under en Asta Nielsen film. Man ser Asta stå på Møns Klint med selvmord i øjnene. Fødderne bevæger sig længere og længere mod kanten. Vinden suser gennem hendes sorte klædning. Pludselig lyder der fra en tilskuer nederst bag i salen:

• Asta, Asta tai æ Geiger mæ

En ”latrinær” historie

Min far var nok ikke en af de meste artige, da han var ung. Han fortalte, at de et par nytårsaftner tømte natspande i folks forstuer. Og når vi nu er under bæltestedet, så skal I have denne historie fra latrinvognen. Hvad mon det igen hedder på synnejysk+ Æ Muchvogn? Det var Kalle og Kedde, der sad foran på Latrinvognen (Muchvogn):

• Kalle æ ha taft min jak bach øve
• Åh Kedde, den wå da hvis it meje væe
• Jamen Kedde i æ fich wå min mapak.

 

På Torvet i Tønder

På Torvet samledes ”Det lille Byråd” på deres daglige vandring. Mange problemer blev løst på denne vandring. Forsamlingen bestod af bankdirektør Johannes Paulsen, cigarhandler Petersen, og boghandler Jefsen.

En af byens originale befandt sig også på Torvet. Det var Hermann Heronimus. Det var ham, der ville have en Strassenbahn fra Tondern nach Mogeltondern.
Og ham selv skulle være Shaffner.

 

Den nervøse postmester

I Richtsensgade lå byens andet posthus. Og her var en postmester, der fik dårlige nerver. Han hed Holschhausen. Han skulle arrangere festivasen omkring den senere Kejser Wilhelm den Førstes besøg i Tønder i 1868. Han ankom i tog, og skulle dagen efter transporteres videre med firspand. Sådan en havde man ikke
i Tønder.

I hast sendte man fra Kiel en instruktør, og dagen før Wilhelms ankomst skulle den lokale ekvipage holde generalprøve. Det gik så galt, at den forreste beriders arm måtte amputeres.

Nu gik adjudanten dog med til, at man kunne nøjes med en tospand. Men det ville Wilhelm ikke gå med til. En postbestyrer fra Løgumkloster meldte sig frivillig. Og første – berideren måtte overtage den første beriders uniform, med det resultat, at kasketten hele tiden faldt ned i ansigtet på ham.

Postmesteren var bange for at blive afsat, og han sendte tjenestepigen til bygrænsen for senere at aflægge beretning. Hun vendte glædestrålende tilbage, men da var postmesteren for længst gået til køjs. Nerverne kunne ikke klare belastningen.

 

Over Ægypten

På en af mine stamværtshuse i Tønder, Centralhalle, fortalte Shustermeister Riggelsen engang om en tur til Berlin. Børnene havde spurgt om, hvad DK stod
for. Riggelsen havde svaret Dänemarks König.

Dengang havde bilerne fra Tønder forbogstavet Æ – Und was bedeutet das, spurgte børnene. Riggelsen
svarede: Auch über ”Ægypten”.

Nogen kom altid galt af sted i Tønder. Det gjorde politimester Aage Seidenfarten også, da han udtalte følgende i 1920:

• Tyskerne kan være meget rare mennesker, når blot man slår dem med en jernstang i hovedet.

 

Sunde regler fra SG West

Min bror var aktiv i SG West. Ja det er onde tunge, der på står, at SG står for Saufgemenischaft West. Men det er den tyske sportsforening i Tønder.  Jo man havde tidligere i Tønder haft Turner Feuerwehr, Kaufmänischer Turnverein. Men i SG West var man især dygtige til Faustball, Schlagball og atletik.

I et jubilæumsskrift fra 1924 kan vi lære noget af denne moral:

1. Solid, regelmæssig husmandskost. Det er dog uhensigtsmæssig at møde op til træning med fuld mave.
2. Alkohol bør kun tages i små mængder
3. Det er tilrådeligt med forbud mod rygning på sportspladsen
4. En god nattesøvn er fra kl. 22 til kl. 7.00
5. De selskabelige forpligtigelser bør holdes på et minimum, specielt i sommertiden med alle konkurrencerne.
6. Spørgsmålet om seksuel aktivitet løser sig selv. Den, der tager sin sport alvorlig, vil bruge alle kræfter her og efterfølgende kun længes efter fred og ro.

Og det skægge er, at SG West faktisk udgjorde det danske landshold i Faustball ved VM i Østrig i 1990. Da Dannebrog steg til tops, sang de

• Der et yndigt land.
• Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke publikum den aften. De var særdeles livlige. Og en tak til Æ Synnejysk Ambassade, der var sponsor til gratis Fuglsang – øl hele aftenen. Jeg kommer gerne igen – og fortæller om Aabenraa.

Er det nu en københavner eller en den, der har læst dette, og mener, at det er fuld af stavefejl. Så er det ikke sandt. Det er nemlig tysk, plattysk, Tynne-Plat eller sønderjysk.

 

Hvis du vil læse mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler

Redigeret 15. – 03. – 2022

Broernes Brandvæsen blev omorganiseret mange gange. Mange møller brændte både på Østerbro og Nørrebro. Folkene fra Ladegaardens Brandværn var så fulde, at de ikke kunne stå på benene. En ”Kunstfyrværker” var skyld i en brand på Nørrebrogade. En bedstemor væltede en tændt petroleumsovn.

Politimester Torm og brandmajor Preisler havde stillet nogle forskellige forslag til anskaffelser til Broernes Brandvæsen.

Broernes Brandvæsen

I midten af 1700 – tallet bestod korpset af 1407 mand. Broernes Brandvæsen havde eksisteret under beskedne former siden 1742 – 43. Meningen var, at der omkring år 1800 skulle dannes særskilte afdelinger underlagt Stadens Brandkorps. Omkostningerne til et brandværn på Nørre – Øster – og Vesterbro skulle betales af borgerne selv.

• Enhver Hus – eller Gårdejer paa Stadens Broer og Grund, som holder Heste og Vogn, skal være pligtig til at hjælpe med Vands Tilførelse i paakommende Ildebrandstilfælde, og de af dem, der holder Tjenestekarle, sender disse til Ildstedet for at assistere ved Sprøjterne.

På hver af Stadens Broer, skulle der anskaffes en sprøjte og den fornødne antal Vandkar.

• Der skulle anbringes Vandposter uden for porterne paa saadanne Steder, som dertil agtes bekvemme.
• Det skulle være Beboerne selv indbyrdes tilladt at vælge en Mand på hver Bro til at føre den øverste Komando ved Ildvaade indtil de Københavnske Brandofficanter kunne indfinde sig for at overtage denne Komando.

Der skulle ansættes to politibetjente, der skulle dele opsynet af brandvæsnet i de tre “brodele”

 

Masser af møllebrande

I årene 1848 – 1858 var der især de mange møllebrande, der beskæftigede brandkorpset:

• Den 30. december 1851 brændte Rosenborgmøllen på Østervold.
• Den 18. oktober 1852 brændte Skæremøllen på Lygtevejen 171c (nu Nørrebrogade 200)
• Den 15. december 1855 brændte Cathrineberg Møllen ved Lyngbyvejen
• Den 17. april 1857 nedbrændte Grønlands Møllen på Østervold.
• Den 10 marts 1858 var der igen brand i Skæremøllen på Lygtevejen.

 

Omorganisering af korpset

Atter engang i 1858 kiggede Kommissionen på en omorganisering af brandkorpset. Der skulle være en lønnet højst kommanderende. På nattevagten skulle der være en underofficer og to menige. I hvert distrikt skulle der findes en sprøjte, en redningsstige og andre fornødne Apparater. På Nørrebro skulle der være to sprøjter.

Men Kjøbenhavns Brandforsikring ville ikke være med til at betale. De ville ikke have sin Virksomhed udstrakt til Forstæderne.

Et nyt samråd besluttede i 1868, at Nørrebro skulle have to større og en mindre sprøjte. Østerbro skulle have en større og en mindre sprøjte. Ministeriet mente dog, at der manglede en station ved Strandvejskvarteret på Østerbro, og en station ved Kløvermarkskvarteret.

Brygger Jacobsen mente, at mange af de frivillige brandfolk ikke udviste nok disciplin, og at der skulle afholdes øvelser, for at få disciplinen hævet. Samme
Jacobsen forærede senere brandkorpset et par dampsprøjter.

Endelig i 1868 blev to udkast præsenteret for Rigsdagen:

• Lov om Brandvæsenets Ordning i Kjøbenhavn
• Lov om Brandpolitiet i Kjøbenhavn

 

Det Kommunale Brandværn er en realitet

Den 1. august 1870 over Det Kommunale Brandværn samtlige vagter.

Allerede den 1. december 1870 var brandvagten i Lægeforeningens Boliger (Brumleby) oprettet i Bygning G. Den tidligere alarmeringsstation i Markmandens Hus ved Trianglen var flyttet hertil.

Fra 1. januar 1872 var der oprettet en brandstation på Ladegården, med en stor brandsprøjte. Hoved-vagten fra Kongens Nytorv blev flyttet til Kastellet.

I november 1875 flyttede Lygtevejens Station, Lygtevejen 24 (Nørrebrogade 174) til Nørrebrogade 162.

I april 1878 flyttede stationen i Guldbergsgade 3 til Fælledvej 22 A

I oktober 1880 flyttede Nyboders Station til Adelgade 115.

Den 30. april 1881 oprettedes en brandstation på Østerbrogade 47. Folkene i Brumleby blev sagt op. Og tre automatiske alarmer blev opsat på Østerbro.

 

Atter brand i møllerne

Når en udrykning blev iværksat med dampsprøjte, så krævede det ikke mindre end 3 kuske og fem heste. Så det kunne godt tage noget tid, inden brandkorpset nåede frem.

• Den 6. december 1873 brænde Skæremøllen på Lygtevejen atter en gang. Det var hvis nok fjerde gang.
• Den 24. juli 1881 var der atter engang brand i Cathrinebergs Mølle på Lyngbyvejen.

 

Klager over Ladegaardens Brandværn

Ved branden den 20. april 1872 hos Anker Heegaards Teglbrænderi klagede politiet over Ladegaardens Brandværn. Men problemet var, at politiet ikke havde sørget for ordentlig afspærring.

På et tidspunkt agiterede forstanderen på Ladegaarden for, at brandmændene på Ladegaarden, skulle have lønforhøjelse, men de var nu ikke altid lige populære.

Den 7. september 1879 nedbrændte et finér-skæreri på Kastelsvej 3. Ved branden blev brandkorpset assisteret af artillerister fra Sø-etaterne og af matroser fra et russisk orlogsskib. Men også brandværnet fra Ladegaarden hjalp til. Det vil sige, at de var så berusede, at de ikke kunne stå på benene.

Episoden førte til, at brandmandskabet fra Ladegaarden fremover optrådte i en anden uniform end de andre brandfolk.

 

Brand i Blegdamsmøllen

Natten mellem den 16. og 17. maj 1885 rykkede brandkorpset ud til en større brand i Blegdamsmøllen, Møllegade 20. Ilden fortærede også et kedelhus, en staldbygning og en del mindre tilstødende bygninger.

Vandforsyningen til de mange fremmødte sprøjter var utilstrækkelig, så man måtte hente vand gennem en 600 Alen lang Trykslange fra ”Holger Danskes Briller” på Nørrefælled.

 

Brand i Kirkeskolen

Den 12. januar 1886 var der ild i De Forenede Kirkeskoler (Nørrebrogade 37). Ved den lejlighed kom brandassistent Hyller til skade, idet han blændet af røg gik gennem et hul, der var brændt i et gulv. Magistraten sørgede for, at Hyller ikke fik nogle udgifter som følge af sit hospitalsophold.

 

Fire mennesker omkommer

Den 12. juli 1899 opstod der brand i et snedkerværksted i stueetagen i Nordvestvej 26. Sprøjterne var ved brandstedet allerede 7 minutter efter alarmeringen.
Men branden havde bredt sig med rivende hast. Og 29 beboere var i livsfare.

Fire mennesker omkom. En mand døde, da han sprang ned fra taget. En kvinde styrtede til jorden, da hun mistede taget under nedføring. To kvinder blev kvalt, og deres lig blev fundet delvis forkullet.

 

Barn og bedstemor omkommer

Også en brand på Prinsesse Charlottesgade kostede menneskeliv. Det skete den 23. januar 1920 i nummer 1.

Branden opstod i en lejlighed på første sal. Da brandfolkene trængte ind i lejligheden fandt de i en barnevogn et stærkt forkullet lig af et cirka halvårs barn.

Kort tid efter fandt man en ældre kone liggende bevidstløs på gulvet i et rum ved siden af trappen. Hun var iført nattøj og var stærk forbrændt på armene. Hun døde senere på hospitalet. Kvinden var barnets bedstemor. Hun var kommet til at vælte en tændt petroleumsovn. Da petroleummen flød ud blev det antændt.
Hun blev grebet af panik og for ud, uden barnet og uden at lukke dørene.

 

Ophidset stemning

Den 3. februar 1925 blev brandvæsnet ved et-tiden om natten kaldt til Nørrebrogade 108, hvor forhuset, der bestod af stueetage med butikker, 1. og 2. sal samt
tagetage blev ramt af en voldsom brand.

Branden opstod i en kunstfyrværkers lejlighed, hvor et betydeligt og ulovligt oplag af fyrværkeri-krudt blev opbevaret. Inden brandværnets ankomst var en ældre kvinde sprunget ud af 1. sal mod gården. Hun blev alvorlig kvæstet.

Efter godt en times slukning, var ilden blev dæmpet. Men stemningen var ophidset, og den var rettet med den uforsigtige Kunstfyrværker.

Kilde:

• Litteratur Nørrebro
• Litteratur Østerbro

Hvis du vil vide mere: 

• Påwww.dengang.dkfinderdu1.783artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler
• Redigeret 1. – 04. 2022

En ”Kongelig Højhed” jagtede græsenker på Nyboder. Søren Kierkegaard kunne lide Nyboder – pigernes ynder. Man skulle tidligt på arbejde, da Christian den Fjerde selv kontrollerede arbejdernes flid – klokken 4 om morgenen. Der var hånds – og halsret over de elever der var ”i fast tjeneste”. Nyboder var Kongens By med egne forordninger. Nyboder – borgerne måtte ikke vise sig i Frederiksberg Have, på voldene og ved broerne.

Det er ikke meget tilbage af det oprindelige Nyboder. Navnet Nyboder stammer fra bebyggelsen ved Bremerholm. Fødselsåret fra 1608 til 1636 er blevet
nævnt, men officielt har man valgt 1631. Den første bygmester var Thomas Wallmeiister.

 

Ekstra told

I begyndelsen gik det dog langsomt med at få bygget de 620 boliger, som Christian den Fjerde egentlig havde planlagt. Grunden var pengemangel.

Dokumenter viser, at byggeriet allerede var i gang i 1629. Det ville koste 132.000 Rigsdaler at opføre husene. Det var i sig selv en bedrift, at fuldføre byggeriet. Den 28. januar 1631 blev der udsendt et kongebrev, hvori der stod, at der skulle opkræves en afgift
ved alle toldsteder

• af alle Skibe, Kreyer,Skuder og Færger med ½ Rigsort for hver Last af de drægtige ere og af fremmede Skibe skulle der kræves en ½ Rigsort hver gang de laster eller losser i Riget.

Disse afgifter skulle være med til at betale byggeriet.  På et tidspunkt talte man også om at opføre kolonihaver til Nyboder – folkene uden for voldene, men det blev dog aldrig til noget.  I 1647 var der opført en ny Østerport.

Det var ret så omfattende byggeri, man var gået i gang med. Lagde man alle husrækkerne sammen i en lige linje, ville det fylde hele vejen fra Østerport Station til Hellerup Station.

Nyboder kom til at fylde meget. Ideen til byggeriet havde Christian den Fjerde sikkert lånt af de andre af datidens store flådemagter. Der fandtes i København ældre boder med samme formål. Det var de såkaldte skipperboder. De lå lige over for Holmen.

 

Sankt Anna By

Allerede i 1625 havde Christian den Fjerde drømt om, at han ville skabe en ny by, der skulle hedde Sankt Anna By. Den skulle bygges rundt om en stor kirke. Den skulle være 12 – kantet og have en diameter på 12 alen. Ja, den skulle også kaldes Matroskirken.

Først i 1642 gik man i gang med dette. Et hold på 100, deriblandt et større antal kvindfolk. Han nåede det dog ikke. Kirken blev aldrig bygget og beboerne kunne ikke lide navnet Sankt Anna By.

 

18 nye gader og stræder

Hele 18 gader og stræder blev anlagt. Mod nord blev Nyboder begrænset af Tulipanstræde, Elefantstræde og Hundestræde. Ind mod byen blev grænsen dannet af Lavendelstræde, Hjortestræde og Hindestræde. Mod øst strakte Nyboder sig ned til stranden. Mod vest nåede Nyboder til Rigensgade.

Husrækkerne lå i retningen nordøst til sydøst og blev gennemskåret af to tværgader, Adelgade og Borgergade. Førstnævnte blev i ældre tid kaldt Den store
Adelgade og Djuregade. Kongen holdt selv øje med byggeprocessen i begyndelsen. Han fandt mange fejl. Den 26. juni 1634 skriver Christian den Fjerde til Rentemesteren:

• Jeg var nu i Eftermiddag ude hos de Bådsmandsboder, som bygges ved St. Anna Bro, og befunden at Kalken ikke bliver slagen, men kun rørt omkring, så at Kalken ligger hel i Baljen, hvorfor sligt vil haves i agt, ellers bliver det Skarn alt det, der skal gøres.

I de første fem år blev der bygget 178 boder:

• Yderligere 100 blev færdige i 1636
•  72  i 163
•   130 i 163
•   105 i 1641

En stor plads opstod i området Man tillod at græsset voksede her. Derfor fik det navnet Grønland (Grønneland).

Det blev brugt som eksercerplads. Men også som rettersted. Her måtte en tysk fændrik i 1676 lade livet i galgen:

• formedelst Forræderi hos hannem befunden

Den første bager

Allerede i 1646 blev Abraham Holtermann udnævnt som autoriseret bager af Christian den Fjerde:

• at der intet Indgreb skal ske i has Nærring af andre bagere, dog skulle han være forpligtet til at forsyne dem, som boede i Vaaningerne med fornødent
  og velbagt Brød ”så ingen Klage efterkommer”.

Ballade ved Majstangen

Skt. Hans aften 1690 havde man hejst Majstangen i Nyboder. I festens rus snuppede efter sigende en soldat et eller andet fra en pige, hvorefter nogle matroser for løs på ham. Snart var et større slagsmål i gang. Matroserne brugte knive og stænger. Kvinderne kastede med sten. Soldaterne anvendte deres bajonetter
og sabler. Det hjalp ikke, at officererne manede til ro og orden. Adskillige sårede måtte bæres væk.

Episoden førte til, at vagterne blev udstyret med morgenstjerner. Forskellige steder blev der opsat pæle med halsjern. Her blev Forbrydere stillet op til skræk og advarsel.

 

Mange værtshuse

Der kom adskillige handlende i Nyboder.

Ved Toldbodvejen blev der i 1695 både gangsti og kørerbane. Her nedsatte sig adskillige brændevinshandlende. Man havde mange kunder, især fra Holmen. Men det var i Brokkensbod, man serverede de største snapse.

 

Et eftertragtet Husbrev

”Kongens Hus” i Nyboder var meget eftertragtet. Man fik et Husbrev som nærmest var en kontrakt, hvori man kunne opregne pligter og rettigheder. Fra 1727 ved vi, at et sådant Husbrev blev givet til dem, der havde gjort sig fortjent til det, eller som var meget trængende. Hvis man forpligtede sig til at aftjene Marinen
et vist antal år, kunne man også gøre sig fortjent til et Husbrev.

Ofte var der op til 16 personer i de 45 m2. Og nu var det ikke kun sø-folkets ansatte, der boede her, selv om det nok var hensigten. På et tidspunkt blev husene også brugt som kaserne for værnepligtige.

 

Et specielt Nyboder – sprog

Sproget i Nyboder var specielt. Det var en blanding af det københavnske almuesprog og søfolkenes sprog. Det var også præget af, at samfundets mest rå klasse havde til huse her. Mange Nyboder – folk trøstede sig også med flasken.

Nyboder – folket dannede grundstammen på de mange skibsbesætninger, der vandt så mangen et søslag. Her var også nationalfølelse og kærlighed til konge og fædreland.

Beboerne fik udleveret lys til at sætte i vinduerne, når der var en festlig begivenhed at fejre hos kongefamilien. Den følgende dag havde man fri, for man skulle sidde længe op, for at puste lysene ud.

– Naar den røde Hane galede over Hovedstaden, mødte folkene fra Nyboder frem i kampen mod flammerne i København. De viste også deres værd under Københavns brand i 1795, hvor hele Holmen var omspændt af flammer.

 

I fængsel

I Nyboder var der en vagt med tilhørende Hundehul. Her lå også et sprøjtehus. Der var noget, der var værre end Hundehullet. Det var hvis man var så uheldig at blive indsat i Gammelhavn. Hvis man ikke kunne byde på drikkevarer, blev der udøvet vold mod én fra de andre fangere. Man tog tøjet fra den nye som en slags pant, såfremt man ikke fandt kontanter. Så skulle man skaffe kontanter, og så kunne det være, man fik sit tøj igen.

En anden risiko var, at få Smitsot. Det var snævre, stinkende og usunde fængsler. Her kunne sygdom let opstå. Fra historien kender man til mange dødsfald i de danske fængsler.

Borgerne i Nyboder var ikke underlagt almindelig retspleje. De sorterede under Holmens admiral. Kongen bevogtede Nyboders område, som var det et privat område. Magistraten skulle ikke blande sig.

Man havde svært ved at indordne sig efter regler og forordninger i Nyboder. I 1705 måtte Livgarden og Grenaderkorpset haste mod Nyboder for at holde orden.

 

Sygdom og lidelser

Under krigen i 1710 opstod der ombord på flåden en smitsom Forrådnelsesfeber, der angreb mange og medførte døden for de fleste. Henved 6.000 søfolk bukkede under, heriblandt mange i Nyboder. Men det skulle blive meget værre.

I 1711 kom pesten til København. En tredjedel af byens befolkning omkom.

Man nedsatte en sundheds-kommission, der skulle træffe foranstaltning til epidemiens bekæmpelse. I Nyboder blev der ansat en barbermester med en svend, der skulle bedømme kvarterets sundhedstilstand og sørge for de dødes jordefærd.

De syge skulle med det samme transporteres til lazaretter og hospitaler. Men det var ikke lige let, at holde styr på det hele. På Vodrofs Gaard og ved Ladegaarden talte man om bestikkelse, forbrydelser og andet uskik blandt patienterne.

Nyboder – folket brød sig ikke om læger, hospitaler og læger. De ville helst død derhjemme.

Flåden blev holdt i søen så længe som muligt, og mandskabet led meget under kulden. I november blev de nødt til at anlægge havn. De raske skulle samles på Nyholm i en baraklejr indtil pesten var forbi. Men folkene opsøgte deres familier i Nyboder uden hensyn til pestens rædsler.

Tæt uden for Kastellet blev der gravet 6 fod dybe grøfter, hvor de afsjælede legemer blev nedlagt i flere lag og i uafbrudte rækker.

 

Begravelse i Nyboder

Når sygdom ramte en Nyboder – mand, blev han omgående indlagt på hospitalet i Nellikegade, hvis ikke han valgte at ligge syg i hjemmet.

Mange begravelser udgik også fra Nellikegade. Sørgetoget, hvor enken ikke deltog gik efter gammel skik gennem afdødes gade. Uden for hjemmet standsede man, og stillede kisten på nogle skamler. På fortovet var der strøet sand og gran. Nu kom den sørgende enke ud og lagde en krans på kisten.´, et sidste
farvel.

Sørgetoget fortsatte uden enken til kirkegården. Begravelse, dengang var helt overladt til mændene. Deltagere uden uniform lejede som regel sorte sørgekapper. Efter begravelsen samledes man i det sørgende hjem. Trak det ud om aftenen, serveredes en Bolle brændt Punch.

 

Masser af krudt

Et farligt bekendtskab var Krudtbrænderiet. Midt under belejringen i 1658 opstod der ild i krudtbrænderens hus. Og ved eksplosionerne, der fulgte:

• opfløj en Del af samme Boder, og nogle Mennesker blev skamferede.

Også i 1779 sprang der krudt i Nyboder. Da var det Krudttårnet, der sprang i luften. Resultatet blev 7 døde og 47 kvæstede. Bygningerne fik skader for 40.000 Rigsdaler. Men hvor store skaderne egentlig var, er der uenighed om. På gamle kort kan det ses, at mange huse simpelthen var forsvundet, antagelig forårsaget af eksplosionen.

 

Bange for svenskerne

Året 1716 bøde på en meget streng vinter. Matroserne måtte træde til som vagter ved Øresund. Man var bange for at svenskerne ville vade over Øresund. Det var en hård tørn, og matroserne fik først deres løn ved årets afslutning.

 

Nye huse

Man forsøgte at hensætte penge. Men under krigen 1709 – 1720 blev der kun hensat 7.000 Rigsdaler Det var alt for lidt. I 1743 oprettede man Nyboders
Fond. Gennem den forsøgte man at få de nødvendige midler til udvidelse og vedligeholdelse.

I 1757 besluttede man at lade 70 huse opføre mellem Elefantgade og Elsdyrsagde. I 1789 blev Krokodillegade bygget. Formentlig kort tid efter blev Svane
– og Gaasegade bebygget.

 

Manglende vandforsyning og brobelægning

Beboerne havde langt til vandforsyning. Enkelte brønde fandtes i Adelgade og Borgergade. Man kunne også forsyne sig fra Kastels-graven. Kongen befalede, at der skulle føres en ledning fra Rosenborg Slotshave til Nyboder. Beboerne skulle selv udføre arbejdet.

Fra starten var vejene ikke brolagte. Det hændte ofte, at belæssede vogne sad fast i dyndet.

Efter 1765 blev der bevilliget 12.000 Rigsdaler til brolægningen. Men om man gjorde dette godt nok, kan man have sine tvivl om. Således måtte Ulvegades belægning laves om i 1827.

 

Ingen natrenovation

Indtil 1717 havde man ikke almindelig dagrenovation. Man kastede bare det hele på gaden. I 1778 bestemte man, at beboerne skulle feje gaderne to gange om ugen. Kommunen fik også mere system over renovationen. Men helt godt blev det bestemt ikke.

Rakkeren, der fjernede ådsler og skarn fra byens gader blev anbragt i forlængelse med Nyboders huse i nærheden af Rigensgade. Denne person blev betragtet som uærlig. Han skulle bo fjernt fra almindelige mennesker, som ikke ville omgås en uærlig person.

 

Måtte ikke holde værksted

Det var forbudt at holde værksted i Nyboder, men i de private hjem blev der udført mange forskellige håndværk. I 1735 fik håndværkerne lov til at arbejde for hinanden, og i 1784 blev der tilladt at arbejde for alle og sælge til alle.

 

Bryllup i Nyboder

Nyboder – manden blev gift i en ung alder. Den udkårende var oftest af samme klasse. Men for at blive gift, skulle man først have en friseddel af kompagnichefen. Denne seddel skulle man så fremvise til provsten ved Bremerholms Kirke. Denne provst skulle forestå vielsen. Inden 8 uger efter denne seddels udstedelse, skulle vielsen være fundet sted.

Stadsmusikeren skulle have 4 mark for at deltage. Var det det tale om fattigfolk kunne han dog gå ned til 3 Mark.

Og når Nyboder – manden var blevet gift, var det ikke en skam at hjælpe til i husholdningen. Blev man ældre, var man sikret en beskeden pension. Huset og kosten var ikke en uvæsentlig del af dette.

 

Fogeden stod i døren

Men nu var alt ikke fryd og gammen, bare fordi man boede i ”Kongens Hus” Det kneb nemlig en gang imellem at få udbetalt sin løn. Nogle gange gjorde man oprør mod dette. Ved udgangen af 1688 var der ikke løn til bådsmændene, de måtte nøjes med to skjorter i stedet for rede penge. I 1690 havde mandskabet 187.00 Rigsdaler til gode, og i 1693 var dette beløb vokset til 267.000 Rigsdaler.  Det kunne mærkes i Nyboder.

Fogederne måtte en gang imellem trække deres våben, når de kom til Nyboder for at kræve ind.

Når man ikke kunne få sin løn, og fogeden stod for døren var det kun en mulighed, og det var tiggeri. Men ved en kongelig forordning i 1732 truede man med, at de hvis koner og børn blev truffet i tiggeri, skulle bortjages fra divisionerne.

De stakkels arbejdere skulle møde når som helst på arbejde, når det krævedes af dem. De fik ikke noget vederlag uden for reglementeret arbejdstid. Protesterede man, blev man indsat på Bremerholm. Vedblev man med at være genstridig, kunne Standretten på stedet dømme én til døden i galgen.

 

Stor forskel på lønningerne

Der var stor forskel i den løn man fik i Sø-etaten. Vi dukker lige ned i lønregnskaberne i slutningen af 1670’erne. Den årlige indkomst var:

• Rigets admiral Henrik Bjelke og Generaladmiral fik 5.000 rigsdaler 
• Admiral Niels Juel fik 2.000 rigsdaler 
• To viceadmiraler fik henholdsvis 1.000 rigsdaler og 900 rigsdaler 
• Scouthynacht fik 600 rigsdaler 
• 27 kaptajner fik fra 200 til 400 rigsdaler 
• 16 løjtnanter fik hver 150 rigsdaler 
• Almindelige skippere fik mellem 40 og 100 rigsdaler 
• Styrmænd fik mellem 60 og 80 rigsdaler 
• Højbådsmænd fik 30 rigsdaler 
• Højbådsmatroser fik 24 rigsdaler 
• Bådsmænd fik 21 rigsdaler
  
• Bødkere fik 20 rigsdaler 
• Bøsse-skytter fik 13 rigsdaler 

Som tillæg fik bådsmænd også 12 alen klæde, mens bøsseskytter og skippere fik 6 alen klæde hvert år.

Som regel slog lønnen ikke til for den almindelige arbejder, så måtte konen også træde til. Størstedelen af de koner man mødte på gadehjørnerne, der solgte
fisk og grøntsager var Nyboder – madammer.

 

Lang arbejdsdag

Som regel arbejde Nyboder – manden udendørs. Når vejret viste sig fra sin værste side, blev der holdt øje med dispensationsflaget både på Holmen og Nyboder. Når det blev hejst måtte arbejderne gå hjem.

Man startede tidlig på arbejde på Holmen på Christian den Fjerdes tid. Grunden var, at kongen selv ville føre tilsyn med arbejdernes flid. Det skete ofte kl. 4 om morgenen.

Senere mødte man kl. 4.45 om sommeren, og kl. 8.30 om vinteren. Dog måtte smedene møde noget før. Hvis man ikke mødte til tiden, så blev de såkaldte brikkepenge på 10 rigsdaler  om året trukket fra.

Om middagen havde man 1 – 2 timer fri. Dagens arbejde sluttede kl. 19 om sommeren og kl. 15 om vinteren. Senere blev den lange middagspause afkortet og fyraften var så kl. 16.

 

Bespisning

Alle blev bespist på Spiiseboden, der lå på Bremerholmen. De overordnede og Nyboder – ansatte, der var gift, måtte hente deres naturalier på Proviantgården.
Hver mands ration bestemtes nøje, og en Mønsterskriver kontrollerede om alt gik efter reglementet. Der blev serveret ærter 14 gange om ugen, middag og aften, samt 6 – 8 potter øl pr. mand dagligt. De må have været tørstige dengang.

Da boden ophørte sin virksomhed, måtte alle hente deres ration på Proviantgården. Kosten var beregnet månedsvis:

• 2 ½ skræppe Rug
• 2 Ottinger Gryn
• 5 pund røget eller saltet Flæsk
• 8 pund saltet Okse – eller islandsk Lammekød
• 6 pund Smør

Selv om man ikke måtte sælge provianten, gjorde mange det alligevel og omsatte gevinsten til flydende varer. Blev det opdaget fik man 81 Slag Tamp.

 

Rettigheder og pligter

Det var ikke nemt at bo i Nyboder. I 1718 opsatte inspektør Thiellesen en plakat med følgende ordlyd:

• 1.
  Advares alle og enhver her udi Nyboders Huse boende og hermed alvorligen forbydes, så mange som Køer eller Svin holder, at de sig ikke understår
  nogen uhumskhed, hvad Navn nævnes og som kan samles, at udkaste på gaderne, men at lægge sådant i en Trækiste i deres Gaarde indtil det kan blive bortført, og hver Kiste skal være indrettet således, at ingen Skade tilføjes Huset eller er til nogen Ulejlighed for Naboerne. Såfremt de ikke har Raad til at ordne dette, skal både Køer og Svin afskaffes, men den der beholder saadanne Kreaturer skal handle saadan, at naboerne ikke lider nogen Skade, saadan som ofte er sket. Det kan heller ikke tillades at Køer eller Svin at gå på Grønland, fordi det derpaa til blegning liggende lintøj bliver nedtraadt og ødelagt.
  Hvo, der handler herimod skal første gang bøde 2 Mark og anden gang dobbelt, alt til den fattige Nyboder Skole, men tredje Gang vil han blive straffet efter Sagens Beskaffenhed.

 

• 2.
  Ingen maa udskylle nogen Uhumskhed af deres Nathuse og gennem Rendestenene og heller ikke udkaste sådan urenlighed paa Gaderne, Grønland eller nogen omliggende Plads, man skal føre det bort til dertil anordnede Steder. Bøderne skal her deles mellem Skolen og Gadefogeden.

 

• 3.
  Enhver Nathus skal være indrettet sådan, at det ikke står til Skade eller Naboerne til Besværing.

 

• 4.
  Hver lørdag skal enhver feje og rengøre sit Fortov, når Gadefogden lader sig høre med Træskallen, og Hjørnehusets Beboere har ikke alene sit Fortov uden for Døren, men også Fortovet ved Gavlen at renholde. Saaledes skal også rendestenene saa tit det gøres nødigt og i det mindste renholdes hver lørdag.

 

• 5.
  Ingen maa staa ved nogen Vandpost for at skylle og vaske Klæder imod 2 Mark Straf, men enhver skal vaske i eget Hus eller Gårdene. Det tillades ikke nogen at grave Huller paa gaderne og der nedsætte Tønder for at samle Vand. Hvo der graves saadanne Huller bøder 2 Mark og skal kaste Hullet til igen.

 

• 6.
  Ild og Lys maa i hvert Hus under Straf af 1 Mark vel iagttages efter Brandordningen og enhver skal forklare sine Logerende, at de ikke omgaas skødesløst om Aftenen paa lofterne med f.eks antænde Piber, saa der kan indtræffe en Ulykke, for ingen Vært maa lade nogen med tændte Piber eller Lys uden Lygte gaa paa Loftet under Bødestraf paa 4 Mark.

 

• 7.
  Vagten i Nyboder skal flittig patruljere baade Dag og Nat for at have Eftersyn med hvad der kan tildrage sig og holde Øje med Vandposterne, så Pumpestængerne ikke bliver stjaalet. Og Vagten skal Aften og Morgen baade Vinter og Sommer aftage og isætte nævnte Stænger. Til Hjælp for Inspektøren skal anordnes 2 Gadefogeder, der skal aflægge Rapport hver Dag.

 

Københavns politimester havde en bemærkning til plakaten, at der ifølge kgl. Forordning af 26.11. 1709 ”må aldeles her ingen svin holdes over 3 dage, eller svinesti haves under svinenes konfiskation og 10 rigsdalers straffe”. Desuden foreslog han, at brandvæsenet, der under hans direktion ligesom renovationsvæsenet, forårsager, at plakaten skal udsendes i politimesterens navn og i overensstemmelse med politiforordningerne.

 

Kvinder med skarp tunge

Kvinder kunne blive dømt for at bruge en skarp tunge. De kunne blive dømt af Holmens eller Skibsofficerernes Ret. Manden kunne, når han kom hjem fra
arbejde, se hans kone under Mængdens spot og spe bære ”Fiddellen”. Dette ”instrument” var formet som en violin.

Klager over naboer kunne ikke undgås i så stort et område som Nyboder, og det kunne både gå ud over konerne og deres mænd. Det var således galt i 1717 i Elefants-længen nr. 5, hvor en arkeli-mester boede i hus med en tidligere bøsseskytter.
Arkeli – mesterens kone klagede over, at hun ikke kunne være i fred for den anden kone, Kristine, der skældte hende ud for alt muligt og endog gik på hende med hug og slag, så hun i sin mands fraværd ikke kun få fred. Klagen blev fulgt op af 7 andre arkeli-mestres koner, der boede i samme længe.

Resultatet blev da også, at bøsseskytter Erich Madsen Trundhjem blev udsagt af huset på grund af hans kones uforlige-hed med naboerne.

På samme måde gik det samme år for profos Jan Job i Rævegade 32, der dagligt holdt et meget uskikkelig hus med skælden og smælden og værre med eder og banden. Desuden havde han truet med at gøre en ulykke, hvorfor den anden beboer i huset var bange for sin familie. Også han fik vidner fra naboer og
genboer om det ukristelige liv profossen førte, hvorfor resultatet også førte, hvorfor resultatet også her blev en udvisning af huset.

 

Tappenstregen

Der skulle være ro i Nyboder inden Tappenstregen. Denne bestod af tre vægtere med lange lanser og en trommeslager. Den drog ned af Borgergade, Delfingade og hjem af Rigensgade. Ingen officerer eller menig måtte vise sig på gaden efter at trommerne havde lydt. Hvis det var nødvendigt at færdes i området, måtte man have en passerseddel. Men også her var Nyboder – folket ret kreative. Hvis de kom for sent hjem fra værtshuset vidste de godt i hvilke gader de under ingen omstændigheder måtte vise sig.

Men det var også et spørgsmål, om man turde vise sig ude i Nyboder, når der var bælg ragende mørkt.

 

Fjernelse af 1 stk. hest

Hvem skulle betale hvad og hvorfor? Ja det var ikke altid lige let, at lave regnskab dengang. Kort efter årsskiftet i 1703 kom to gardere med hest gennem Nyboder. Pludselig faldt hesten død om på Nellikevej, hvorefter garderne flygtede ind mod byen. Man kunne ikke få navnene på garderne. Natmanden ville ikke fjerne hesten uden forudbetaling. Inspektøren i Nyboder fik så at vide, at han selv måtte sørge for hestens fjernelse og i øvrigt føre udgiften på sit eget regnskab.

Nyboder – folket uønsket

Nyboder – folket var ikke velset så mange steder. Man sagde om dem, at de gik tarvelig klædt og at de opførte sig hensynsløs. I 1747 forbød Hofmarskallatet,
at de ikke måtte benytte Frederiksberg Have. I 1750 måtte de heller ikke betræde voldene, og senere måtte de heller ikke vise sig på broerne. De blev sat lavere end den laveste almue.

To – etagers huse

I 1756 begyndte man at bygge i to etager. Dimensionerne blev lidt større. De sidst opførte to – etagers længer blev opført i Ulvegade og Bjørnegade. De vakte opsigt med deres moderne udstyr. Beboerne kunne dog ikke rigtig lide de blyindfattede ruder.

 

Ballade

Ofte var det kampe mellem matroser og marinere, således også i 1759. Det startede som regel i Adelgade og endte med adskillige sårede og døde. Så sent som i 1807 var der kampe.

Her angreb marinere med geværer, Nyboder. Deres fjender havde kun sten til at forsvare sig med. Beboerne lukkede sig inde bag vinduesskodderne. Men marinerne trængte ind i husene og mishandlede beboerne og voldtog kvinderne. Nyboders vagt blev taget med storm, Skilderhuset forsvandt og arbejdsklokken lød. Efterfølgende gjorde marinerne mytteri på Trekroner.

Da Struensees fjender i januar 1772 sejrede, var der almindelig glæde i Nyboder. Men i sejrsrusen blandede man sig med Byens pøbel og udplyndrede 60 Steder.

Mange havde sikkert misforstået Struensee og dem der efterfølgende overværede den brutale henrettelse af ham, vendte slukøret tilbage til Nyboder.

 

Det dybeste mørke

Det dybeste mørke spredte sig over kvarteret. Mens den øvrige by havde kendt til gadebelysning, indførtes der i Nyboder kun en sparsom belysning med søvnige tranlygter i 1800 – tallet. Tre Spaanehaugsmænd fik i 1803 det hverv at passe dem.

 

Fester og udflugter

Den største fest i Nyboder var den der blev afholdt på Valborgs Dag. Så blev Majstangen hejst.

Om søndagen tog man ud i naturen – til familie-haverne i Pileallé, hvor man spiste den medbragte mad. Bagefter tog man en tur i Frederiksberg Slotshave., hvor man kunne være så heldig, at se Frederik den Sjette sejle i kanalerne med kone og børn, roet af fint uniformerede Nyboder – mænd.

Mange tog også en tur i De fattiges Dyrhave ved Kalkbrænderiet. Her var rigtig liv og rigtige abekatte. Måske tog man en tur i Classens Have med madpakken. Her var der udsigt over Øresund.

Højdepunktet var den årlige tur til Dyrehavsbakken. Hjemturen var drøj. Småkårsfolk havde ikke råd til at benytte kaperkuskene. Når man så skulle bære de
små, ja så var vejen lang.

 

Lejen var ens

Lejen var ens for alle huse. I 1870 var den på 60 rigsdaler  årligt. Beløbet blev fratrukket, når man fik udbetalt løn. Boligen var ofte en del af lønne. Den øvrige løn kunne bestå af mundering, sygepleje, skolegang for børnene og kost.

 

Skolegang i Nyboder

Allerede i 1621 stiftede Christian den Fjerde Holmens Skole eller Korskolen. Dens hovedformål var at uddanne kordrenge til Holmens Kirke. I 1800 blev Korskolen lagt sammen med Laksegadens Skole.

Nyboder Skole var Københavns første almueskole. Undervisningen var gratis og skolegangen var frivillig. Det skulle alene være lysten til at lære noget, som fik børnene til at søge skolen.

I 1711 fik skolen et legat på 600 Rigsdaler. Fra 1714 blev renterne delt mellem skolemesteren og børnene. I 1721 underviste skolen 50 børn. Her blev det nævnt, at skolen fyldte tre Nyboder – huse.

I 1759 var man oppe på 60 børn. Alt imens gik 300 – 400 børn rundt på gaderne:

• De lærte ondt og opdrages til ”Vildførelse og deres Sjæls Skade”.

Mange forældre holdt deres børn tilbage, fordi de skulle være med til at tigge om føden. Og om vinteren blev mange børn holdt tilbage. Det var simpelthen for koldt i skolestuen. På et tidspunkt blev skolen nævnt som Broens Skole.

To fattigskoler blev oprettet omkring 1730’erne. De var beregnet for tiggende og vaneagtige børn. Den ene lå i et lejet hus i Adelgade, senere i en bygning mellem Salvie – og Bagerensgade. I 1798 overgik disse skoler til Fattigvæsenet.

I 1786 havde Nyboder hele seks skoler, beregnet til 100 drengebørn. Undervisningen foregik efter en plan som kapellanerne ved Holmens Kirke havde udarbejdet. De mange små skoler umuliggjorde dog en ensartet undervisning.

 

I fast tjeneste

I 1816 indrettedes i Gaasegade lokaler, hvor 24o drenge, kunne undervises. De var alle i ”fast tjeneste” og fik uniform og kost. For dem, der ikke ville i ”fast tjeneste” åbnedes der i 1820 i Svanegade en skole, beregnet til 160 drenge.

Man begyndte i skolen som 8 – årig. Uniformen bestod af en temmelig høj hat, en blå trøje, hvide lærredsbukser og sko med snørebånd. De to første år fik man
hver måned 2 ½ skræppe rug. De næste to år fik de fuld kost og 4 mark om måneden. De sidste to år blev de Kompagnidrenge og fik 7 mark om måneden.

Efter endt skolegang overgik drengene til Holmen eller Flåden som lærling. Som 20 – årig var han udlært. De næste 20 år var han stavnsbundet til Flåden, som
tak for godtgørelserne.

Det var velset i de små hjem i Nyboder, hvis deres søn kunne klare det, Han kunne så bidrage til husholdningen. Så var det bare ærgerligt, hvis man fødte en datter Når drengen kom fra skole måtte han ofte hjælpe pigen hos en eller anden officer med at bære vand, kløve brænde. Ja somme tider måtte han møde kl. 5 om morgenen for at børste støvler.

 

Pigeskoler

Efter 1786 var Laksegades Korskole den eneste skole, hvortil Nyboders pigebørn havde adgang. Efter 1810 fik de også adgang til skoler i Klærkegade og Hoppeslænge. I 1857 – 1858 flyttede pigeskolerne til en fælles skole på hjørnet af Borger – og Kamelgade.

I 1874 blev Nyboders skolevæsen nedlagt. Fra 1878 have marinen ikke nogen skole under deres bestyrelse, idet sø-etatens børn søgte kommuneskoler.

 

Den engelske belejring

Under englændernes belejring slog projektilerne hyppigt ned i Nyboder. En masse matroser var ude på søen i kamp mod englænderne, og mange deltog i kampen i Classens Have. Under belejringen var der masser af lovløshed på Nyboder. Der blev spillet om penge på de forskellige brandtomter.

Konerne solgte kogte varme kartofler, så ikke uden grund blev Adelgade omdøbt til Kartoffelkysten. Men Adelgade blev også kaldt Tyvetorvet. Nyboder var, for at bruge et moderne udtryk, visitationsområde. Her fandtes adskillige tyvekoster.

Nyboder – folket gik sammen med studenterne til general Peymann på d´Àngleterre. De forlangte at blive kørt ud til fjenden og dø med ære. Men Peymanns svar var bevæbnede soldater der blev sendt ud for at rydde Torvet – under stor tumult.

Efter at belejringen af englænderne var ophørt, kom der mere ordnede forhold i Nyboder.

Sø-ettatens Hospital blev opført 1806 – 1806 mellem Balsam – (Olfert Fischersgade) og Nellikegade (Fredericiagade)

 

Husbogen

I 1816 fik hver selvstændig beboer en hus-bog, hvori han skulle indskrive alle husets beboere. Husbogen bevirkede også, at en del ukvalificerede samme år blev udvist af Nyboder. Staklerne var dømt til at blive husvilde.

 

Lavene forstod det ikke

Det travle håndværkerliv i Nyboder blev ivrigt fulgt af de forskellige lav i København. Således udsendte Rebslavenes oldermand i 1840 en skrivelse:

• Ved Reskript af 19. marts 1790 er der tilsagt Holmens Folk ret til i deres Fritimer, at forfærdige Rebslagerarbejde, dog at der ikkun må betjene sig af
  deres Hustru og Børns Hjælp. De kan antages at producere aarligt ca 180 skippund fint Arbejde, hvilket omtrent er, hvad der behøves til Københavns Forsyning. Lauget har saaledes næsten intet uden den ubetydelige Handel med Bonden og Landmanden og selv i denne store Afbræk ved Holmens Folk, da disses Hustruer og Børn løbe om i Gæstgiversteder og paa Torvene at faldbyde Rebslagerarbejde til Landmanden.

Allerede i 1785 blev det bevilliget, at i stedet for at give Nyboder – manden en ordentlig løn, fik de tilladelse til at fremstille og sælge grove trøjer, lærreder, dynevår, gulvtæpper m.m.

 

Kongelig højhed på jagt efter græsenker

En københavnsk spækhøker foreslog i 1841, at samle alle Københavns letlevende damer i den af Nyboders længe, der lå nærmest ude mod porten og volden.

Og så gik rygterne på, at en Kongelig Højhed gik rundt og jagtede græsenker i Nyboder. En enkelt gang skulle han have fået en endefuld af en af de skønne
græsenker.

 

Kolera i Nyboder

I 1853 rasede koleraen i København. Efter signende opstod det første tilfælde i Nyboder. Nyboder var dog det kvarter, der først fik indrettet en station,
hvor menigmand kunne rekvirere lægehjælp og medikamenter. På skibskirkegården blev der oprettet et kapel

 

Byggespekulation

Efterhånden tabte Nyboder terræn. I 1845 blev en stor grund solgt til et børnehospital og i 1864 forsvandt yderligere grunde. Et nyt kvarter var opstået herude.

Ved bortsalg 1853 – 1878 afhændedes så meget af det sydlige kvarter, at Nyboders areal nærmest blev halveret.

Længe efter længe af Christian den Fjerdes boder sank i grus. Byggespekulanterne havde nået Nyboder. På tomterne rejstes i 1868 Frimurerlogen, i 1877 St. Pouls Kirken og de høje grimme boligkaserner. Bystyret burde nok ikke på denne måde have fjernet disse historiske minder.

I 1856 blev Sø-etatens Pigeskole opført mellem Haresgade og Kamelgade (Gernersgade). I 1869 blev den omdannet til kadetskole.

 

Nyboder skulle udryddes

I 1865 foreslog den kendte arkitekt, kammerherre Meldahl, at resterne af Nyboder skulle jævnes med jorden. Også forfatteren Johannes V. Jensen syntes, at
Nyboder skulle forsvinde.

Kierkegaards syn på Nyboder – piger

Når Søren Kierkegaard gik i Frederiksberg Have var han ikke blind for Nyboder – pigernes ynde. Han skrev om dem:

• Nu følger hjertetropperne, Nyboders piger. Mindre af vækst, fyldige, svulmende, fine i huden, muntre, glade, vævre, snaksomme, lidt kokette og fremfor alt barhovedet.

 

Fra hvid til gul

I de resterende huse blev der efterhånden lagt trægulve. De gamle ovne, der fyldte så meget, blev erstattet af kakkelovne. Husenes farve blev i 1860 forvandlet fra hvid til den hyggelige gule farve. I 1890 kom der endelig et ordentligt kloaksystem. Gas og vand blev indlagt og vandposterne i gaderne forsvandt.

 

De gamle vejnavne forsvinder

Det var stadskonduktør, ingeniørkaptajn og vejviserens grundlægger, Krak, der havde ansvaret for at de historiske gadenavne på Nyboder forsvandt. I 1869 lykkedes det ham at få Lavendelgade og Hjertelængen omdannet til Klerkegade. Seks gader, Blancogade, Akadiegade, Kaninlængen, Bjørnegade, Nellikegade fik det nye navn Fredericiagade.

Marineministeriet tog initiativ til at afskaffe navnet Kamelgade, der tillige med Meriansgade blev til Gernersgade.

I 1897 blev Bryggerlængen, Ulvegade og Balsamgade slået sammen til Olfert Fischersgade.

Leopardlængen, Elefantgade og Tulipangade blev til Suensonsgade.

I 1891 havde St. Poulsgade opslugt Salviegade, Enhjørningsgade samt Lorentzensgade. Den sidstnævnte var opkaldt efter en af byggematadorerne H.P. Lorentzen. Det var Frederik den Ottende, der havde lovet at opkalde en gade efter ham.

 

Ikke i Nyboder – stil

I 1900 ophørte Sø-etatens Hospital. Dets virksomhed for epidemistiske sygdomme blev overført til det nye hospital på Tagensvej. I 1903 blev der opført embedsboliger for marinens officerer på St. Pauls Kirkeplads. Den var opført i 3 etager – i røde mursten. Og mindede slet ikke om Nyboders byggestil.

I 1914 – 1918 satte adskillige Nyboder – folk livet til ved uskadeliggørelse af miner.

 

Elektrisk lys til Nyboder

Elektrisk lys blev først indført i Nyboder i 1917. Og i 1923 ophævedes Nyboders populære politikorps. Korpsets opgave var blandt andet, at hjælpe til rette, når der var syge og døde. Hvert år gik korpset husene igennem for at bedømme, om boderne trængte til reparation.

 

Sorte skyer over Nyboder

I 1930 blev Nyboders 300 års jubilæum (Var det ikke et år for tidligt?) fastholdt. Kommandør I.C.D. Bloch sagde ved den lejlighed:

• Nu drager der sorte skyer over Nyboders hidtil så klare himmel. Mange stemmer siger ”Vi har ikke længere råd til at lade de lave længer brede sig på
  den store grund. Den er seks millioner kroner værd, og staten får ingen renter af denne værdi, da den beskedne husleje, der kan kræves af Nyboders befolkning, kun dækker administrationen, vedligeholdelse og beskedne forbedringer.

Samme år blev Kronprinsessegade ført igennem Nyboder. Eksistensen var truet.

 

Kilde:

• litteratur Nyboder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler 
• Under København finder du 190 artikler 
• Nyboder – omkring 1900 
• Nyboder – dengang (B) 
• Nyboder – ikke Christian den Fjerdes opfindelse 
• Livet i Nyboder og på Østerbro 
• Kastellet – 9. april 1940 
• Kastellet – endnu flere historier (5) 
• Kastellet – Flere historier (4) 
• Kastellet – spredte historier (3) 
• Kastellet – endnu mere (2) 
• Kastellet (1) 
• Legemsdele i Kastelgraven 
• De gamle statsfængsler i Citadellet 
• Da Voldene forsvandt 
• Østerport 1- 2 

 

Redigeret 25. – 01 – 2022

Af Sven Petersen

Sven Petersen er journalist på magasinet ”campingferie.dk”. Han har skrevet denne interessante artikel om KZ – lejren i Ladelund ikke langt fra grænsen. Sven der er ”Tynne – knajt” ligesom denne sides redaktør siger bl.a. ”Jeg er slet ikke færdig med at få styr på forholdene i grænselandet lige efter krigen, så jeg skal tilbage til Medelby og Ladelund igen. ”Fra Svens fødeby var der ansat arbejdsledere og vagtpersonale i lejren i Ladelund. Artiklen har været bragt i en anden version i
”campingferie.dk”.

• Et uventet indblik i en glemt (eller fortrængt?) fortid

Det sker af og til, at man pludselig konfronteres med begivenheder eller forhold fra barndommen og ungdomsårene, som man aldrig har hørt om. Det skete for mig en grå, trist vinterdag for et par år siden på en campingtur hjemme på min fødeegn nær grænsen. Siden 1971 har jeg boet på Sjælland.

 

Fortiden dukker pludselig op

Ved indtjekningen på Camping Mitte i Medelby lige syd for den dansk/tyske grænse fik min kone og jeg et bundt turistbrochurer stukket i hånden – blandt dem et lille hæfte med forslag til en cykelrute, hvor man cykler på tværs i grænselandet og snart er på den ene, snart på den anden side af grænsen.

Ved læsningen af cykelbrochuren blev min opmærksomhed pludselig fanget af henvisningen til et mindested for en kz-lejr i Ladelund vest for campingpladsen i Medelby. En kz-lejr i Ladelund??? Umuligt! – det havde jeg aldrig nogen sinde hørt om. Brochuren fortalte, at der i 1944 – blot 1½ år før jeg blev født – havde ligget en koncentrationslejr kun 18-20 km fra mit fødehjem på Bylderup-kanten. Godt nok er det nord for den dengang noget stærkere markerede grænse, både fysisk og mentalt. Men alligevel…

Allerede før jeg kom i mellemskolen i Tønder, var jeg meget historisk interesseret – ikke mindst i forholdene under 2. verdenskrig. Bl.a. havde jeg samlet en større samling af flyveblade og andet propaganda-materiale – men en kz-lejr i Ladelund…!?!

Min nysgerrighed var vakt – og min kones med. Vi læste videre i cykelrutebrochuren, at der i Ladelund var et såkaldt permanent udstillings- og dokumentationscenter. Så næste dag kørte vi de 11 km til Ladelund og fandt straks bygningerne, som rummer KZ-museet. Et skilt med ordene KZ – Gedenkstätte sendte os ned ad en sidevej ved kirken.

 

Rystende skildringer

At udstillingen ligger ved siden af kirken, er ingen tilfældighed, fandt vi ud af. Det var nemlig her, ofrene fra lejren blev begravet. Udstillingen er en studiesamling, som til stadighed indsamler og videreformidler dokumentation om de grufulde forhold, fangerne levede og døde under.

En mulig forklaring på, hvorfor der aldrig blev talt om, at der havde eksisteret en kz-lejr så tæt på mit trygge barndomshjem, kan måske være, at den ”kun” nåede at fungere som kz-lejr i 6 uger, fra 1. november til 16. december 1944.

At der til gengæld var tale om en ren dødslejr, retfærdiggør ikke dens korte eksistens.

Fra 1938 og indtil nov. ’44 havde Ladelund-lejren været en af de mange såkaldte Reichsarbeitsdienst-lejre, dvs. arbejdslejre, hvor alle unge, tyske mænd skulle aftjene 6 måneders arbejdstjeneste før den egentlige værnepligt. De blev sendt ud i arbejde på egnens gårde, hvor fædrene og sønnerne var udskrevet til militærtjeneste ved Tysklands forskellige fronter. Herudover var de sat på opgaver til gavn for lokalsamfundet, fx dræningsprojekter, vejbyggeri osv. I den periode rummede lejren omkring 200 personer.

 

Et forrykt projekt

Hen mod slutningen af 1944, hvor situationen på Tysklands forskellige fronter blev mere og mere desperat, befalede Adolf Hitler, at der tværs over landet, et par kilometer syd for grænsen til Danmark, skulle graves en dyb panserværnsgrav. Det såkaldte Projekt Friesenwall. Dette vanvittige byggeprojekt skulle udføres af fanger fra Neuengamme. Arbejdslejren i Ladelund skulle være en såkaldt Aussenlager, men inden da blev lejren forsynet med højt, dobbelt pigtrådshegn samt 4 vagttårne, men ingen ekstra beboelsesbarakker. Den 1. og 2. november blev mere end 2000 fanger sendt fra Neuengamme i kreaturvogne. De blev stuvet sammen i de bygninger, som hidtil havde huset de nævnte 200 RAD-arbejdere. 298 af de godt 2000 fanger overlevede ikke de 6 uger i Ladelund. Der var ingen danske fanger imellem. Dertil lå lejren for tæt på grænsen.

Udstillingen fortæller, hvordan de forhutlede og forkomne fanger tidligt hver morgen, trods stærk underernæring og sygdom, blev kommanderet ud nord for landsbyen for med håndkraft at grave den dybe grøft. Tegninger og samtidige fotografier viser, at panserspærringen endte med at være 4-5 meter bred og over 3-4 meter dyb. Den strakte sig de 14 km fra Ladelund til Süderlügum. Man kan endnu enkelte steder finde spor af den i landskabet.

KZ – fangerne stod ofte ret op i 11 timer og skovlede i iskoldt vand og slam, udsat for tilråb og prygl fra de hårdhændede vagter. Mange døde under arbejdet, og lokalbefolkningen var vidner til, hvordan de døde hver dag blev ført fra lejren til kirken på simple vogne. Og her rører udstillingen ved et ømtåleligt emne:

 

Hvad vidste de lokale om forholdene i kz-lejrene?

Omkring dette ømtålelige spørgsmål synes jeg, at udstillingen er meget præcis; alle i landsbyen kunne dagligt følge, hvordan fangerne blev gennet til og fra tvangsarbejdet. Desuden er der dokumentation for, at mange i den lille landsby udmærket var klar over de grusomheder og den brutalitet, fangerne var udsat for i lejren et par km uden for byen. Udstillingen fortæller, at mange havde den indstilling, at fangerne var gemene forbrydere, som blot fik deres velfortjente straf.

Men sådan var det gudskelov ikke alle, der havde det. Det gør et dybt indtryk at læse de gribende beretninger om, hvordan enkeltpersoner forsøgte at hjælpe de stærkt udhungrede fanger ved at gemme lidt mad til dem ude i området, hvor de skulle arbejde. Ofte blev det opdaget, og de barmhjertige blev truet med selv
at havne i lejren. Ligesådan er det bevægende at læse de beretninger, som børn lige efter krigens afslutning kunne give om deres iagttagelser. Hvordan de om natten trak dynerne op over hovedet for at lukke skrigene fra lejren ude.

I forbindelse med mit arbejde med denne artikel har jeg haft kontakt med dokumentationscentrets daglige leder, fru Karin Penno-Burmeister, som fortæller, at der netop fra den landsby, jeg stammer fra, var en del personer, som var ansat som bl.a. vagtpersonale og arbejdsledere i lejren. Der var tale om personer fra det tyske mindretal. Fælles for dem var, at de aldrig fortalte venner, naboer og familie om deres arbejde, når de var hjemme. Jeg synes godt nok, historien kommer tæt på.

 

Fangerne fra Putten

Blandt de 298, som ikke overlevede opholdet i Ladelund, var den største enkeltgruppe 110 hollændere – alle fra den lille by Putten, ca. 60 km øst for Amsterdam. Natten til 1. oktober ’44 havde en modstandsgruppe beskudt et tysk Wehrmacht-køretøj, hvorved en tysk officer var blevet dræbt. Som hævn befalede den ansvarlige for Wehrmacht i Holland, at alle byens mandlige indbyggere skulle deporteres til tvangsarbejde i Tyskland – og landsbyen brændes ned. Hvilket den blev.

I alt 540 havnede i Neuengamme; kun 49 kunne efter krigen vende hjem til Holland. Siden er Putten ofte blevet kaldt Hollands Oradour eller Lidice.

 

En præst af en særlig støbning

At man efter krigen har helt nøje styr på, hvem der ikke overlevede de umenneskelige forhold i Ladelund, skyldes alene én person, Pastor Johannes Meyer, som var præst ved sognekirken i Ladelund, den luthersk-evangeliske St. Petri Kirche. Til ham transporteredes dagligt de døde fanger, pakket ind i papirsække.
I gennemsnit 50 om ugen. Over hver enkelt bad han et Fadervor, før han så nænsomt som muligt begravede dem i fællesgrave i kirkegårdens nordlige udkant. Gravene ligger der den dag i dag. I kirkegårdens forlængelse ligger dokumentationscentret. Selve lejren lå et par km nord for byen, op mod den danske grænse.

Minutiøst førte Pastor Meyer i det skjulte lister med de data, han kunne skaffe sig om de enkelte. Lejrens officielle dødsårsag var som oftest lungebetændelse. Men pastor Meyer var godt klar over, at døden som oftest skyldtes underernæring eller brutal vold fra fangevogternes side. Efter krigens afslutning førte han alle navne og personlige data ind i kirkens begravelsesregister, ligesom han personligt tog kontakt til de pårørende, hvor det var muligt.

Forsoning

Dette medførte tilnærmelser og forsoning mellem befolkningerne i Putten og Ladelund.

I 1950 besøgte 130 pårørende gravene på kirkegården i Ladelund, og de første tiltag bliver gjort for at oprette et mindested. Hvert år markeres begivenhederne dengang med højtideligheder i kirken og centret, og der lægges kranse og blomster ved gravene. Da vi besøgte stedet, lå der friske blomster.

I 1989 blev dokumentationscentret oprettet og udvidet i 2006. Der er permanent udstilling, ud over at der afholdes foredrag og filmforevisninger, ligesom der arrangeres undervisning af skoleklasser. Der er gratis entré til centret, som regnes for at være det ældste KZ-Gedenkstätte i Tyskland.

De første år efter krigen blev barakkerne i lejren, som ligger et par km nord for landsbyen, brugt som flygtningelejr. Den sidste barak blev revet ned i 1970. I dag er området igen udlagt som landbrugsjord. I en lille mindelund mellem vejen og marken er der en mindesten og en stålskulptur.

 

Offer for kollektivt hukommelsessvigt?

Hvordan kan så grufulde gerninger have fundet sted så tæt på det trygge lokalsamfund, hvor jeg levede de første 18-20 år af mit liv, uden at jeg havde hørt rygter om det på egnen? Jeg ved med garanti, at mine forældre, som var ærkedanske af sind og skind, ville have været åbne og fortalt, hvad de vidste.

Men jeg kan godt huske, at tiden i grænselandet var til forsoning dengang. Krigen var forbi, man skulle leve videre i fordragelighed. Der havde godt nok i krigsårene været nogle åbenlyse smuttere, men dem havde retsvæsnet eller modstandsfolkene taget sig af.

Jeg er slet ikke færdig med at få styr på forholdene i grænselandet lige efter krigen, så vi skal tilbage til Medelby og Ladelund igen. Bl.a. har jeg ikke fået helt styr på, hvorfor lejren blev nedlagt efter blot 6 uger som egentlig kz-lejr. Og så har vi i øvrigt aldrig besøgt Frøslevlejren, som heller ikke ligger så langt fra campingpladsen i Medelby.

Se Svens billeder fra Ladelund – under fotogalleri.

Litteratur, adresse og links:

KZ-Gedenk- und Begegnungsstätte
Ladelund

Raiffeisenstrasse 3

D-25926 Ladelund

Tlf. +49 (0)4666 449

www.kz-gedenkstaette-ladelund.de/

www.gedenkstaetten-uebersicht.de/

www.grenzroute.com/SEEEMS/2.asp

Udstillingskatalog på dansk fra

KZ-Gedenk und Begegnungsstätte Ladelund

Kr. 20,-

Turistbrochure:

Grænseruten & Nordsø-Østersø-Ruten

– en cykelguide over det dansk-tyske
grænseland.

Udleveres gratis på alle lokale turistbureauer

Tak det Sven`s interessante og
tankevækkende artikel. Husk at kigge på hans fotos i
”Fotogalleri”. Sven har lovet at vende tilbage med flere interessante
artikler.

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dkindeholder1.784artikler
• Under Padborg/Kruså Bov kan du finde 63 artikler 
• Under Besættelsestiden før/under/efter kan du finde 362 artikler 
• Mord i Padborg 1-4
• Asmus Jensen (opdateret 2020)
• Asmus Jensen – et mord efter 5. maj 1945 (opdateret 2. – 10. 2021)
• Dansk agent skyld i gendarmers død
• Frøslevlejren i den sidste tid
• Sandheden om de hvide busser
• KZ – lejr Ladelund
• To skæbner i Kiskelund
• Straffelejren
• Dagligliv i Frøslevlejren
• Dramaet ved Viadukten
• Harreslev – dengang
• Syd for grænsen efter besættelsen
• Grænsen dengang (b)
• Under krigen i Bov Kommune
• Dramaet ved Viadukten endnu mere
• Sandheden om karantænestationen
• Myten om de hvide busser
• Holocaust – fornægteren fra Kollund
• Lige syd for Grænsen 1940 – 1949
• De Hvide Busser – nok engang
• Kæmp for alt hvad du har kær, Chr. Friis
• Besættelsestiden i den sidste tid i Bov
• Flensborg – 20 dage som regeringsby
• Afnazificering og hungersnød
• Militære efterretninger i grænselandet og mange flere 

Redigeret 28. – 02. – 2022

Måske skulle man have ”holdt sin kæft” og kendt sin plads i lokalsamfundet. Både min kone og jeg blev beskyldt for bedrageri i Padborg. Området har et kæmpe foreningsliv og der er masser af dejlige mennesker hernede. Men man skal ikke komme som tilflytter og tro, at man kan forandre det hele.

Vi ankom med to flyttebiler til Jernbanegade i Padborg. Jeg havde fået arbejde i Padborg Boghandel, og derfor havde vi købt et dejligt hus. Alt tegnede lyst og godt, og var det også i begyndelsen. Vi havde nogle skønne naboer i alle retninger.

 

Skønne naboer

En stor have krævede sit. Da vi ankom, var den godt tilgroet, men det fik vi gjort noget ved. En sø i haven med skrubtudsser var det sandelig også. I kælderen var der plads til børnenes værelser, vaskerum m.m. Vi måtte lige vende os til en slags smugkro lige ude for køkkenvinduet. Det var over hos PG, der også drev en købmandshandel. Skønne mennesker var de.

 

Skøn natur langs Gendarmstien

En fantastisk natur er der i området. Alle kender området ved Sønderhav og Kollund. Men gå en gang fra Kruså til Padborg af den gamle Gendarmsti. Ja og tænk i den gamle Krusåmølle var der en gang et lydstudie. Det var min gode ven, Den glade sønderjyde, der boltrede sig her. Og i Krusådalen, ”kom vi til at gå” over grænsen og stjal æbler. Her oplever man pludselig et landskab fra et ukendt århundrede.

Ikke langt fra Nørregade åbenbarer det sig en natur, der overrasker. Den gamle Padborg Skov, hvor også Friluftsteatret ligger er enestående. Går man herfra hen til baneskråningen oplever man dybe kløfter, vandløb gamle træer og søer.

Man kan faktisk fortsætte omkring Frøslev Polde, hvor et helt andet landskab åbenbarer sig. Her kunne man op til begyndelsen af 1800 – tallet observere Sønderjyllands største bestand af vilde ulve.

 

Plakat af Karl Otto Meyer

I boghandelen, hvor jeg arbejde kom de fra Sydslesvig og købte ind til de danske institutioner. Det var en stor oplevelse at høre om forholdene dernede. Vi solgte masser af kontorartikler, karton m.m. til dem. Og stort indtryk gjorde Karl Otto Meyer, da han kom og gav mig en signeret eksemplar af den plakat, der forestiller ham son ”en James Bond agtig type”. Han var meget behagelig, at tale med.

Det var også specielt at handle med speditørerne. De skulle have gode priser her og nu. Der var ingen betænkningstid. Da man havde vænnet sig til denne form, gik det meget godt med at få afsat varer til dem.

 

Problemer på skolen

Den store flyttede snart tilbage til Aabenraa for at gå på gymnasium. Vi fik ham ind på kollegiet.

Den lille startede på den tyske skole. Vi mente, at det ville give ham mere, og at han havde fordelen af et ekstra sprog. Skolen var fin nok, men der opstod dog nogle problemer, som ikke blev løst tilfredsstillende. Heldigvis var der en meget stærk familiegruppe. Ubehageligt var det, at mindretallets avis, Der Nordschleswiger tog skolens parti. Vi forældre havde indkaldt Schul – und Sprachverein, som også bakkede os op.

Først mange år efter fik vi en undskyldning af skolens leder, da vi tilfældigvis mødte ham.

Og i Padborg så man ikke med velvilje på, at man havde barn i tyske skole. Således påtalte et socialdemokratisk byrådsmedlem at vi havde barn i tysk skole. Jeg skulle sælge hende noget gavepapir, og foreslog noget med Dannebrog på.

• Jamen Uwe, du foretrækker jo det tyske, du bryder dig jo ikke om det danske.

Både den tyske skole og børnehave arrangerede mange aktiviteter. Det styrkede forældre – opbakningen. Og vi følte os ikke udelukket, selv om vi ikke var medlem af det tyske mindretal.

 

Et aktivt foreningsliv

Når man havde en aktiv dreng, blev man involveret i en masse ting i Padborg. Der var rige muligheder. Rasmus prøvede både det, at være spejder, spille tennis, fodbold og være bryder.

Fodboldklubben Bov IF var en af Sønderjyllands største. Vi skrev om de unges bedrifter i den lokale avis Bov Bladet. En fantastisk træner, Jørgen gjorde virkelig meget for børnene. Vi fulgte med overalt. Også da poderne vandt en stor turnering i Esbjerg. Og de vandt også det sønderjyske mesterskab i Indendørs – fodbold for mikroputter.

Også brydeklubben BK Uffe havde meget at byde på. Flotte øvelokaler og store stævner blev afholdt i Krusåhallen. Jeg blev sekretær i klubben, og sørgede for informationer til pressen. Også her viste Rasmus gode takter, og blev nummer to ved den sønderjyske mesterskab i sin klasse.

 

Hjem med politiet

Rasmus var en rigtig Emil fra Lønneberg type. Flere gange kom det lokale politi hjem med ham. Engang havde han moret sig med at kaste sig op mod noget kraftig blæst. Det skete lige uden for politistationen. Betjentene syntes, at det så noget ”hjælpeløst ud”. Så de fulgte ham hjem.

Engang havde Rasmus og Jesper iført sig militærtøj og ”leget grænseoverløbere” i nærheden af skoven. Det fik så det lokale politi til at iværksætte en storstilet aktion. Fangsten var så Jesper og Rasmus. De lavede meget de to. Ofte måtte min kone smide Jesper og Rasmus i badekar og vaske deres tøj. Jesper turde ikke komme hjem så snavset som han var blevet.

Og Jespers far, der var politibetjent i Aabenraa fangede grænseoverløbere i hans Lada.

 

Besøg af Jesper

I forbindelse med Ungdomshus – konflikten på Nørrebro var jeg flere gange i medierne, bl.a. i TV – Avisen. Det så en ung mand, der netop var blevet politibetjent i hovedstaden. Den unge mand besøgte mig i butikken på Nørrebro – det var Jesper, Rasmus´ s gode ven fra de vilde dage i Padborg.  Jesper medvirkede også i en serie på en af kanalerne.

Men trods alle disse fortræffeligheder skal man nogle gange stikke fingeren i jorden. Det kneb måske nogle gange for Hanne og jeg. Som tilflytter kunne vi måske ikke vente til vi blev rigtig accepteret. Og det gav knubs.

 

Kulturelt Samråd

Jeg blev aktiv i Kulturelt Samråd. Her lavede vi en foreningsliste og lavede kulturelle arrangementer blandt andet med fokus på lys. Vi arrangerede forenings – messer med underholdning af lokale kræfter. Min gode ven, Per Borgaard holdt et bragende foredrag om Isted Løven, der efter hans mening skulle stå på Bov Bakke. Denne bemærkning blev senere brugt i valgkampen i Bov Kommune. Vi lavede også nogle små medlemsblade, som blev sendt ud til alle foreningsmedlemmer i kommunen. Hver måned havde vi en hel side i Bov Bladet. Men vi skulle kende vores plads.

 

På besøg ”i den borgerlige”

Partimæssigt var det meget anstrengt i Bov Kommune. De forskellige politikere var virkelige hårde over for hinanden. Selv om man jeg ikke begik mig i de borgerlige kredse, havde jeg stor sympati for borgmester Jens Helmig og Allan Niebuhr. De havde tid til at lytte, når man kom med forslag eller have problemer. Allan sidder i dag i Folketinget for de Konservative. Han eksploderede engang, da jeg fortalte ham, at man til valg i Folkeoplysningsudvalget lavede
en åbenlys fejl i valgproceduren. Jeg skulle måske også der, havde holdt min mund.  (Artiklen er en del år gammel – Allan sidder ikke mere i Folketinget).

Og min kone og jeg var af Venstre inviteret til et møde med Peter Brixtofte på Frøslev Kro. Jeg blev sat til at skrive referat af mødet. På et tidspunkt spurgte Peter Brixtofte, om der var journalister til stede, og kiggede stift ned på mig. Nej blev det svaret, det er bare Uwe, der skriver referat. Senere, fik min kone, jeg og Peter Brixtofte en dejlig samtale. Min kone og ham var hvis nok gamle bekendte fra deres fælles fortid.

 

Ballade i handelsforeningen

På et tidspunkt blev jeg sekretær i den lokale handelsforening. Vi havde vores egen parti, der stillede op til byrådsvalget. På et tidspunkt blev jeg ringet op af journalist Heydenreich fra Jydske Tidende i Aabenraa, der gerne ville have en forklaring på, hvorfor den samme mand som vi i handelsforeningen havde stillet
op, også stillede op for De Konservative i Bov. Dette afstedkom desværre nogle store ubehageligheder. Det mærkede min kone også hos Samson, hvor hun arbejdede.

Det var mig der var sekretær i handelsforeningen, og meddelte pressen, hvad der skete, så ubehagelighederne rettede sig mod mig. Det gik også ud over mit arbejde i butikken. Kunder truede simpelthen med at handle et andet sted, hvis ikke jeg trak mine udtalelser tilbage.

Forinden havde jeg skrevet en kronik om, hvad det ville betyde for Padborg, hvis der kom et storcenter til byen. Og det var der nogen af byens spidser, der ikke brød sig om.

For at gøre en lang sag kort, så trak jeg mig som sekretær. Formanden som var malermester bakkede mig hele tiden op. Han mistede arbejde for flere hundrede tusinder af kroner.

 

Farvel til Padborg Boghandel

Kort tid efter fik jeg min opsigelse i Padborg Boghandel på grund af omorganisering, som det så flot hed sig. Min fagforening, Ledernes Hovedorganisation kunne ikke gøre noget. Heller ikke efter, at tre – fire firmaer som jeg havde handlet med gennem boghandelen, ringede til mig privat, og spurgte om det var rigtig, at jeg havde begået bedrageri. Det var et rygte, der havde spredt sig i byen. Hvor det kom fra, har jeg aldrig fundet ud af.

 

Afhørt af politiet

Min kone arbejdede et stykke tid hos en importør. Her skulle hun udføre et arbejde, som ikke var helt efter de retsprincipper, som en bogholder normalt arbejder efter. Hun kontaktede den lokale HK – afdeling, som ikke ville gøre noget ved det. Heller ikke hovedorganisationen gjorde noget. Det samme gjaldt den lokale bank. Tværtimod mærkede vi pludselig en chikane fra den lokale bank.

Og min kones arbejdsgiver holdt flere aftener ude foran vores hus på vejen. Det lokale politi ville ikke foretage sig noget. Jeg fik tvært imod at vide, hvis jeg foretog mig noget, kunne det blive mig selv, der blev anklaget.

Jeg kendte nogen i bankens hovedafdeling i Aabenraa og kontaktede dem. Så kom der skred i tingene. Vi blev kaldt til afhøring af bankens advokat – i banken. Vi blev hentet af bankens bil og ført ind af bankens bagindgang.

Men inden da mødte to kriminalbetjente fra Aabenraa op på vores bopæl alt i mens svigerfamilien var på besøg. Her blev min kone, Hanne næsten gjort
ansvarlig for, hvad der var sket.

 

Væk fra Padborg

Det var hårdt både psykisk og økonomisk. Efter et års tid måtte vi indse, at vi blev nødt til at forlade byen. En tidligere kæreste havde skaffet mig arbejde i København. En ny tilværelse startede i København. Og vi fik skiftet bank. Den gamle ville pludselig ikke låne penge til en ny tilværelse.

Trods vores nedtur i Padborg, var der masser af dejlige mennesker hernede, som jeg vil huske. Det var blandt andet vores dejlige venner i Gejlå, Per og Grethe. Per kom nogle gange med børnebørnene og så tegnefilm. Jeg tror, at det var Per selv, der var mest vild med disse tegnefilm.

En ny tilværelse startede for os i København. Det var på alle måder en mærkelig oplevelse nede i Padborg, hvor vi blev anklaget for mange mærkelig ting. Men vi blev der da trods alt i 7 år.

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.784 artikler
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler 

Redigeret 28. – 02. 2022

Den sønderjyske historie er ret kompliceret. I forbindelse med de slesvigske krige forsøger vi hermed at løfte lidt af sløret. Med udgangspunkt i slaget ved Bov forsøger vi at forklare sammenhængen.

Den 31. marts 1848 rykkede den Slesvig – Holstenske hær på 6.000 mand under kommando af general Krohn mod nord, hvor de indtog en stilling ved Bov.

 

Danernes land

Sønderjyllands historie er kompliceret. Det kan være svært at forstå. Vi vil med udgangspunkt i slaget ved Bov forsøge at løfte en flig af historien. Vi skal tilbage til år 811, hvor Karl den Store og Hemming aftalte grænsen ved Ejderen. Danevirkes volde stammer fra 650. Danerne og deres mark optrådte første gang i skriftlige kilder omkring år 500.

 

Ribe – brevet

Ribe – Brevet spiller også en rolle. Her lovede kongen i slutningen af 1400 – tallet, at Slesvig – Holsten skulle være uddelt. Og det internationale samfund har ofte henvis til dette ”brev”.

 

Helstaten

Statsdannelsen i sidste halvdel af 1700 – tallet med den enevældige danske konge i spidsen omfattede Grønland, Island, Norge, Danmark, hertugdømmerne Slesvig og Holsten samt de oversøiske besiddelser (De Vestindiske øer, Trankebar i Indien og Guineakysten i Afrika). Helstaten blev i høj grad båret af en balance mellem den norske, danske og holstenske del af riget.

En række aftaler med den russiske zar i 1773 sikrede den enevældige danske konges suverænitet i alle overnævnte områder, samtidig med, at der ikke var nævneværdige trusler fra naborigerne Sverige, Hamborg, Mecklenburg og Hannover. Helstaten gik fra Nordkap til Hamborg.

Men ikke alt var fryd og gammen. Det viste bl.a. Tyskerfejden i 1789 – 90 klart. Spændingen mellem dansk kulturelle og tysk – kulturelle kræfter havde hersket i området gennem længere tid.

Helstaten blev forandret efter Napoleonskrigenes afslutning. Danmark havde til sidst holdt med Frankrig, og betalt temmelig dyrt for dette. Norge blev i 1814 afstået til Sverige. Danmark fik en symbolsk erstatning i Lauenburg

 

Sejr i Bov den 9. april 1848

Den danske hær var i slutningen af marts blevet formeret i to afdelinger, Det Nørrejyske Armékorps ved Kolding med 7.200 mand og Flankekorpset på Als med 3.800 mand. Planen var at de to hære skulle forenes og rykke mod syd og slå oprørerne, inden de tyske forbundstropper nåede frem.

Hovedstyrken skulle angribe og fastholde oprørerne i deres stillinger ved Bov og Kruså. Kavaleri-brigaden og 1. Infanteribrigade skulle gå vest om Bov og afskære fjendens tilbagetog.

Som afledningsmanøvre blev en mindre dansk styrke sat i land ved Holnæs. Den 6. april sendte Krohn derfor en tredjedel af styrken til Glücksborg, for at standse et angreb derfra.

Efter en hård kamp erobrede danskerne Bov den 9. april 1848, og Slesvig – Holstenerne trak sig tilbage, først til Nyhus og derefter til Harrislev, hvor de havde barrikaderet indgangen til byen.

Efter en heftig kamp blev fjenden tvunget tilbage til Flensborgs udkant, hvor de indtog en ny stilling i skovene nord for byen. Og i et teglværk og nogle huse i den nordlige del af byen. Efter gentagende Angreb blev Slesvig – Holstenerne omsider tvunget til overgivelse eller flugt længere syd på.

En Slesvig – Holstensk styrke ved Kobbermøllen vidste ikke, at hovedstyrken var tvunget tilbage fra Bov. Da det endelig gik op for styrken, at slaget var tabt, blev de beskudt af danske krigsskibe fra Flensborg Fjord.

I Rendsborg stod en styrke 22,000 mand parat til at komme til undsætning. Men de kom for sent.

 

En spændt situation

Det var den spændte situation i den danske helstat, der var årsag til de slesvigske krige. Egentlig var de slesvigske krige en slags borgerkrig. Slesvig var et dansk len, hvorimod Holsten og Lauenburg var medlemmer af det tyske forbund. Den danske konge repræsenterede dermed to hertugdømmer i det tyske forbund, selv om Slesvig og Danmark ikke var medlemmer.

Den rådgivende stænderforsamling for Slesvig og Holsten var præget af tysksindede, og det kom stigende krav om en selvstændig Slesvig – Holstensk stat.  Først krævede man et land i en personalunion med Danmark – med en fælles konge. Senere krævede man Slesvig – Holstens optagelse i det tyske forbund
og dermed total løsrivelse fra Danmark.

 

Danmark til Ejderen

I Danmark var der to politiske lejre – den konservative ”helstatspolitik” og den nationalliberale ”Ejderpolitik”.

”Helstatsfolkene” ville bevare den tyske helstat med den danske konge som hertug i Slesvig og Holsten. Deres politik tog ikke hensyn til de nationale modsætninger, der var opstået.

”Ejderfolkene” ville have adskilt hertugdømmerne, så det tyske Holsten blev udskilt, og også fremover kunne være en del af det tyske forbund, mens Slesvig skulle være en del af Danmark. Derved skulle grænsen gå til Ejderen.

Slesvig og Holsten var bedre udviklet end resten af kongeriget. De udgjorde 2/5 af rigets befolkning, men betalte 3/5 af statsudgifterne. Danmark var endnu præget af statsbankrotten i 1814.

 

Situationen i København den 22. marts

I København betød det, at de nationalliberale Ejderfolk kunne presse en del af kongens helstatsfolk ud fra deres ministerposter og overtage styringen af Danmark den 22. marts 1848. Borgerne i Slesvig og Holsten fik den besked, at man ville tillade en holstensk løsrivelse fra riget, men Slesvig skulle stadig tilhøre Danmark.

Ved Christian den Syvendes død den 20. januar 1848 overtog Frederik den Syvende tronen. Den nye konge var ikke indstillet på at videreføre sin faders hårde linje over for Slesvig – Holsten, men han afviste ønsket om løsrivelse af området fra Kongeåen til Ejderen. I stedet håbede han på, at der ved forhandling kunne opnås et resultat, der var acceptabel for alle parter.

 

Regering i Kiel den 23. marts

I Kiel gik rygterne, at kongen var taget til fange af pøbelen. Centrale personer i den Slesvig – Holstenske bevægelse benyttede lejligheden til at gennemføre løsrivelsen af de to hertugdømmer. Den 23. marts 1848 blev en provisorisk regering dannet i Kiel. Man udsendte en proklamation, der krævede at Slesvig
og Holsten blev sluttet sammen i én stat.

 

Erobringen af Rendsborg den 24. marts

Den 24. marts kørte et ekstratog fra Kiel til Rendsborg med soldater og 50 frivillige under ledelse af den ny regerings krigsminister, Frederik af Nør. Han var bror til hertugen af Augustenborg, som havde håbet på, at blive regent i den nye stat.

Erobringen af Rendsborg var meget let. Der var ingen vagter. Ved hjælp af brandklokken lokkede man soldaterne ud af fæstningen ubevæbnet. Officerer og soldater med tilknytning til Danmark fik lov til at marchere nordpå. Resten tilsluttede den Slesvig – Holstenske oprørshær.

 

Slaget ved Slesvig 23. april

Efter sejren ved Bov fik den danske hær kontrol over Slesvig ned til Ejderen. Men Preussen og det tyske forbund besluttede at komme oprørerne til hjælp. Den preussiske general Wrangel angreb med 32.000 mand og 74 kanoner i slaget ved Slesvig den 23. april 1848. Det lykkedes ikke for de 10.000 danskere at holde stand, og de trak sig tilbage til Als.

 

Sejr i Nybøl og Dybbøl

Den danske hær vandt et slag ved Nybøl den 28. maj samt ved Dybbøl den 5. juni. Kampene ebbede ud og den 26. august sluttedes der våbenhvile i Malmø.

 

Nederlag og sejr

Det følgende år blev våbenstilstanden opsagt fra dansk side, og krigen genoptaget. Den danske hær var oppe på 41.000 mand, mens Slesvig – Holstenerne og tyskerne kunne mønstre 65.000. Derfor trak danskerne nord på. Den 23. april 1849 led den danske hær nederlag i slaget ved Kolding.  Derefter besatte fjenderne området til Århus. General Rye trak sin brigade ud på Mols, og forskansede sig her. Brigaden under de Meza forblev på Als.

I Fredericia var en styrke på 7.000 mand under kommando af oberst N.C. Lunding belejret af 14.000 tyske Slesvig – Holstenere. Lunding fik tilladelse af overgeneral Bülow til at foretage et udfald fra Fredericia.

Rye udskibede sine tropper fra Helgenæs til Fyn og videre til Fredericia. De Mezas styrker blev i stilhed trukket fra Als til Fyn.

Slaget ved Fredericia fandt sted den 6. juli 1849 og resulterede i en stor dansk sejr. Nu blandede russerne sig, og truede med at bryde forbindelserne til Preussen., hvorefter Wrangel fik ordre til at rømme Jylland.

 

Slaget ved Isted 25. juli 1850

De Slesvig – Holstenske oprørere fortsatte krigen på egen hånd, indtil de led et afgørende nederlag i det største slag i danmarkshistorien. Under slaget på Isted Hede kæmpede 40.000 danske soldater mod 34.000 tyske Slesvig – Holstenere, og da slaget sluttede 12 timer senere var resultatet 5.500 døde og sårede.

 

Slaget ved Frederiksstad oktober 1850

I oktober 1850 skete de sidste krigshandlinger, da de Slesvig – Holstenske tropper angreb Frederiksstad. Byen blev svært ødelagt, men angrebet var en fiasko.

 

Krigens afslutning

Den 8. maj 1852 underskrev stormagterne England, Rusland, Østrig og Preussen den såkaldte London – protokol, der fastholdt status quo. Det danske overherredømme over Slesvig og Holsten var fortsat garanteret. Men det blev fastslået, at hertugdømmerne ikke måtte sluttes sammen med Danmark eller hinanden.

 

Slesvig indlemmet i forfatningen

I 1863 havde Danmark uretmæssigt indlemmet Slesvig i forfatningen. Det afstedkom konfrontationer med Holsten og det tyske forbund. Danmark var helt uforberedt, og hjælpen fra udefra kom der ikke noget af. Udrustningen i den danske hær var ikke blevet forbedret, og forsvarsværkerne var ikke blevet forstærket. Og reaktionen sydfra kom åbenbart også som en overraskelse.

 

I strid med de internationale regler

I 1863 havde de nationalliberale fået genoplivet Ejder – politikken. Man forsøgte at få indlemmet hele Slesvig i kongeriget, hvilket var i strid med fredsaftalerne i 1851 – 52. Måske havde danskerne håbet på en skandinavisk alliance.

Den 23. december 1863 havde hannoveranske og saksiske tropper besat Holsten og Lauenburg. Preussen og Østrig stillede Danmark et ultimatum. Inden for 48 timer skulle man ophæve forfatningen.

 

Danevirke stormes 2. februar

Den 31. januar 1864 stod 57.000 preussiske og østrigske soldater klar til at overskride Ejderen. Dagen efter gik man over floden. Den 2. februar blev Danevirke angrebet Både med hensyn til udrustning, antal og uddannelse var den Preussisk/østrigske hær den danske overlegen. Danskerne var udstyret med forladegeværer, hvorimod preusserne havde ny-konstruerede bagladegeværer, som kunne afskyde 4 skud, hver gang danskerne affyrede 1.

Da de danske styrker ankom til Danevirke var indkvarteringsforholdene elendige, og der var ikke bygget forbindelsesveje til stedet. Kulden gjorde også sit til, at besværliggøre forsvaret.

Preusserne var udstyret med moderne bagladegeværer, der kunne skyde med 7 – 8 skud i minuttet. De kunne lade i liggende stilling. Deres geværer var 4 – 5 gange hurtigere end danskernes. Her skulle man rejse sig op, når der skulle lades og bruge lade-stokken. Disse forhold var den menige soldat og den danske befolkning ikke klar over.

Den danske hærledelse under den øverst befalende de Meza indså hurtigt, at overmagten var for stor. Man besluttede at trække sig tilbage mod nord.

 

Tilbagetrækningen

Under ekstreme forhold med snestorm og kulde trak den danske hær sig tilbage mod Flensborg. 10 soldater fryser ihjel, 120 bliver taget til fange og 173 deserterer undervejs.

Kort før grænsen ved Sankelmark indhentede østrigske tropper den danske hær. Det kom til en voldsom kamp. Danskernes seje kamp og de relative store østrigske tab, for østrigerne til at opgive videre forfølgelse.

 

Den danske hær delte sig

Den danske hær ændrede strategi. Hovedparten ca. 26.000 går mod Dybbøl. Resten gik nordpå i Jylland. En afdeling forblev i Fredericia for at forsvare skansen.

 

Angreb mod Dybbøl

Den 18. april foretog de preussiske styrker flere mindre angreb mod stillingen i forbindelse med anlæggelsen af en pontonbro over Egernsund, som skulle sætte preusserne i stand til at besætte Broagerland. Det danske panserskib Rolf Krake sejlede ind i Flensborg Fjord, og forsøgte at ødelægge broen uden held.

De preussiske styrker tog en del danske fanger. Den 22. februar foretages et større angreb. Den 17. marts trænges danskerne helt tilbage til skansen. Ved de to angreb mistede danskerne cirka 900 mand.

Fra den 10. marts anlægges kanonstillinger på Broagerland. Moderne belejringsskyts transporteredes fra Berlin til Dybbøl. Den 15. marts sættes der store angreb ind, men preusserne måtte indse, at kanonbeskydning ikke alene kunne fordrive danskerne fra skansen.

Den 28. marts blev skansens sydside angrebet Men panserskibet Rolf Krakes indsats forhindrer et større angreb.

Preusserne havde anlagt nogle kæmpe kanonstillinger foran de danske. 126 preussiske kanoner og morterer fordelt på 30 batterier deltog i ødelæggelsen af de danske skanser.

Den 18. april kl. 4 om morgenen begyndte det mest alvorlige angreb af Dybbølstillingen med 8.000 granater på kun seks timer. Kl. 10 stoppede kanonerne og 10.000 veltrænede preussiske stormtropper angreb. Herefter fulgte yderligere 10.000 mand, og bagved lå yderligere 20.000 parat til angreb.

Cirka 5.000 danske soldater lå i forreste række og modtog preusserne med geværild. I løbet af en halv time var alle syv skanser erobret. De preussiske styrker var beruset af sejren og officererne var ved at miste kontrollen. Det var lige før, det var lykkedes de danske styrker at vinde modangrebet, men i sidste øjeblik
fik de preussiske officerer styr på deres soldater.

De danske tropper trak sig tilbage til brohovedet ved Alssund. Den sidste danske soldat forlod Skansen kl.14.

Næste dag forhandlede man sig til en våbenhvile fra klokken 12 til 19. De sårede blev samlet op, og de døde blev begravet i store massegrave omkring Dybbøl Kirke. Tabene den 18. april var

• 1.201 preussiske døde og sårede
• 1.669 danske døde og sårede, samt 3.131 u-sårede fanger og desertører Mange af de sidstnævnte kunne også være døde.

Efter den glædelige meddelelse rejste kejser Wilhelm af Preussen til Slesvig, hvor han ankom 21. april. På markerne ved Adsbøl og Gråsten blev der gennemført en kæmpe sejrsmarch med 20.000 mand.

Efter nederlaget ved Dybbøl beordrede den danske krigsminister Lundby til alles forundring en tilbagetrækning fra den langt stærkere Fredericia – fæstning. Alle kræfter blev nu sat til at forsvare Fyn, Als og Nørrejylland.

 

Flåden vandt i Nordsøen

Den østrigske flåde, der havde base i Adriaterhavet var nu på vej til Danmark. I antal var den, den danske flåde overlegen. Den danske eskadre i Nordsøen blev forstærket, og bestod af to fregatter og en korvet. Opgaven var et møde den østrigske fortrop.

Den 9. maj kl. 13.45 åbner østrigerne ild på 4 km´s afstand. Den danske flåde trækker sig dog sejrrigt ud af kampen.

 

Danmark forlod fredskonferencen

En konference i London indledes den 25. april. Men forhandlingerne bryder sammen den 25. juni. Danmark accepterer kun en grænse ved Danevirke.

 

Angreb mod Als

Den 29. juni kl. 2 om morgenen sætter 2.500 preussiske soldater med 600 både den første angrebsbølge mod Alssund ved Sottrupskov.

Den danske hær forsøger på at forsvare, men man er meget dårlig organiseret. De danske styrker er hurtigt trængt tilbage. Det danske panserskib Rolf Krake deltog i evakueringen af de danske tropper. Tropperne trækker sig tilbage til Kegnæs, hvor de udskibes. Den danske hærs tab i forbindelse med kampene på Als var på i alt 3.148 mand (døde, sårede og tilfangetagende). De tilsvarende preussiske tal var 372.

 

Modløsheden bredte sig

Efter tabet af Als bredte modløsheden sig i Danmark. Hele Jylland var besat Man var bange for at Fyn nu også skulle blive angrebet. Den danske regering gik af. Man anmodede om våbenhvile og fredsforhandlinger blev indledt i Wien, som blev underskrevet den 30. oktober 1864.

Sejrherrerne var nådesløse ved fredsforhandlingerne. Danmark måtte afstå hertugdømmerne. Nederlaget var total. Det var ingen garantier for de dansksindede. Danmark mistede Slesvig, Holsten og Lauenburg og dermed to femtedel af landets samlede størrelse. Indbyggertallet blev reduceret fra 2,6 millioner til 1,6 millioner.

Kilde: 

• Div. Litteratur 1864 
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse) 
• www.dengang.dk – div. artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• Under www.dengang.dk finder du 1.784 artikler 
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler 
• Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 43 artikler 
• Under Indlemmelse, Afståelse og Genforening finder du 142 artikler 

Redigeret 28. – 02. 2022

Artiklen kunne også have heddet ”En lærerfamilies skæbne i Tønder”. En virkelig barsk skæbne. Holdt Struck`s svigersøn bevidst testamentet tilbage? Godt at vi havde provst Schrader. Lærer Hagerup blev ”Waisen – Vater”. Familien Hage fra Humlekærren havde 4 børn i Hagerups privatskole. Vi følger også dagliglivet i Tønder fra 1853 til 1868. Og fysikus Ulrich blev stenet ud byen af de tysksindede.

 

Lidt indenfor Østerport lå i middelalderen et kloster, eller nærmere en klosterlignende Barmhjertigheds – Anstalt. Kort før reformationen overdrog Frederik
den Første den til byen, som et hospital for trængende fattige. Og som sådan virkede den i mange år, dog med afbrydelser, da det brændte hele tre gange.

Omkring år 1700 var det blevet forfaldent og for lille. De mange krige, som Tønder var udsat for, skabte megen fattigdom og trængende.

Men på den tid havde Tønder en rig kniplingskræmmer P. Struck, der var grebet af pietismen. Med hans energi blev der samlet penge sammen, så hospitalet kunne udvide og blive restaureret. I 1705 stod det nye hospital færdig.

 

Strucks testamente

Men Struck ville gøre det endnu bedre. Han havde hørt om et Vajsenhus i Halle, og sådan et skulle man også i Tønder i forbindelse med det nye hospital. Derfor testamenterede han i 1710 en masse jord ude i Ny Frederikskog. For at være hel nøjagtig testamenterede han 91 demant. Den vigtigste bestemmelse var, at 12 forældreløse drenge skulle have hjem og opdragelse i dette Vajsenhus.

Deres Waisen – Vater (Husfar – økonom). Skulle tillige undervise 38 (senere 50) andre fattige drenge fra byen. De skulle så komme og dele skolestue med de andre 12.

 

Testamentet åbnes

Dette testamente forseglede Struck og hustru efter at have givet deres underskrifter, og gemte det. Måske vidste deres datter og svigersøn, Hofmanden Roepstorff ved Gottorphoffet ikke noget om dette. Peter Struck døde i 1713 og hans hustru i 1714. Svigersønnen fandt testamentet og tog det med til Sverige. Han færdes for det meste ved Karl den 12 ’s hof. Det var åbenbart ikke nogen i Tønder, der vidste besked.

Men i 1728 fik Tønder en energisk præst og provst Schrader. Han var også grebet af Pietismen. Han fik to unge ligesindede hjælpere, Arends og H.A. Brorson.

De fik blandt andet bygget Bedehuset i Emmerske til danske Katekisationer, for den ikke tysk talende befolkning. Men nogen havde åbenbart vidst besked, for
Schrader fik rejst Vajsenhus – sagen.

Den 21. juni 1730 blev Roepstorff kaldt til Tønder, og man åbnede med spænding testamentet. Onde tunger hævdede dog, at Roepstorff udmærket kendte indholdet.

 

Indsamling

Nu kunne man gå i gang. Uheldigvis var hospitalet og hele Østergadekvarteret. Ja man talte om en femtedel af byen brændt i 1725. Fra byen Tønder samlede man 2.000 mark og Hoffet gav 3.000 mark. I 1735 stod ikke blot et nyt sygehus parat, men også en nyt Vajsenhus. Strucks ønske kunne dermed virkeliggøres.

200 år med Vajsenhuset

Gennem mere end to hundrede år eksisterede dette hus. Man kunne tilmed give Vajsenhus – faderen en underlærer. Ligeledes blev der knyttet et trykkeri til stedet.  Således blev Schraders egen store tyske salmebog trykt her og nogle af Brorsons småskrifter.

Tønder havde i lang tid både en latinskole og en tysk hovedskole samt en fattigskole i det vestlige kvarter.. Dertil kom så Vajsenhusskolen i det østlige kvarter. Denne voksede efterhånden og i 1829 blev den knyttet til det nærliggende seminarium som øvelsesskole.

 

Hagerups efterladte breve

Fra efterladte breve fra Vilhelm Hagerup, der først var lærer på skolen og siden Waisen – Vater har vi fået et indblik i, hvordan livet var i Tønder og i Vajsenhuset i tidsrummet fra 1853 til 1868. Disse breve har den gamle redaktør af denne hjemmeside forsøgt at ”indpasse” i et tidsbillede.

 

”Waisen – Vater”

Embedet gav en løn på 523 Rbd. Årlig. Senere fik Wilhelm Hagerup hvervet som Waisen – Vater. Det betød fri bolig og havde. Desuden skulle han administrere 1.440 Rbd.

Han fortæller desuden, at de tysksindede er forbitret over at skolesproget er dansk. Men i Tønders gader er der også dansk, der tales. Af dansksindede er der også 1 bogbinder, 1 bager, 1 urmager, 2 vognmænd, 2 gæstgivere, 1 skrædder og 1 skomager.

Men dem i den øvre klasse som læger, advokater, apoteker og lærere og de rige købmand, ja de er alle tysksindede. Og amtmanden bliver kaldt ”for meget lunken”. Det var da også glæde at spore, da amtmanden blev forflyttet.

På Vajsenhuset kan den danske lærer ikke vinde børnenes tillid og kærlighed.

 

Biblioteker slås sammen

I 1856 bliver byens tyske ”Stadt – Jugend – Bibliothek” forenet med det danske skolebibliotek. Og den nye Roskilde – Salmebog indførelse volder problemer. Organisten er aldeles ”fallit”. Han er vant til at spille efter den gamle becifrede Slesvig – Holstenske koralbog.

 

Kongebesøg

I september 1857 er der travlhed i Tønder. Der skal bygges æresporte, illumineres og bringes fakkeltog. Kongen kommer på besøg. . Til fakkeltoget har der meldt sig 100, hvoraf halvdelen kommer fra ”Smaafolks side”. Kongen har ønsket at komme i kirke. Byen skal levere 90 heste søndag middag kl. 11 for at køre
hele selskabet til Lyksborg.

Den 6. oktober skal der afholdes et stort spise – danse og drikkebal på Stadt Hamburg i anledning af kongens fødselsdag.

 

Mindre frihed og ferie

1.juni 1858 overtager Hagerup posten som Waisen – Vater. Han modtager uldgarn og lærred samt klædningsstykker, som han skal reparere. En 40 – årig jysk bondepige er blevet ansat. Hun skal have en løn på 40 Rdl. Årligt. En ”Underpige” bliver også ansat. Det nye hverv betyder mindre frihed og ferie.

 

Et dagsprogram

Et dagsprogram for Vajsenhuset ser omtrent sådan ud:

Kl. 6.00
Man står op og reder senge m.v.h.

Kl. 7.30
Mælkegrød indtages, en ”ordentlig Hyttel af bart Smørrebrød” medgives i skolen

Kl. 12.00
Nyder man et måltid, der oftest består af ”Melmad og Flæsk”.

Kl. 13.00 – 15.00

I skole

Kl. 15.00 – 17.00

Der leges eller læses lektier

Kl. 17.00
Atter ”en hyttel”, derefter en tur i vandet (af 12 drenge, kan de 11 svømme). Efter hjemkomsten eksamineres, gennemgås og forklares lektier.

Kl. 19.00
Atter grød. Har man ikke kunnet sin lektie, får man lov til at gå hjem. Man har dog fået strenge forbud mod at løbe på gaden.

Kl.21.00
I seng

Beskrivelse af kone, svigerfar og svigermor

Hagerup fastslår, at det ikke er let at finde en kone, som ikke blot er efter ens hoved, men også efter hjertet. Han bliver dog forlovet med Marie, en datter af sadelmager Jørgensen i Løgumkloster. Ja beskrivelsen af hende kommer såmænd her:

• Hun er ikke kjøn og ikke ”dannet”, taler bredt Lygumkloster – dansk og kan ikke ”bevæge” sig i dannede kredse. Godlidende og oprigtig er hun derimod

Marie er 18 – 19 år og Hagerup er 33 år. Hun var jomfru på Gæstgivergården Humlekærren. Og svigerfar beskriver Hagerup sandelig også:

• Faderen er en meget belæst, man tarvelig undervist, klog Mand med en betydelig Portion Snakkelyst, og som man dog ikke ser længere end til Tænderne, vist mere respecteret end afholdt, en vigtig Mand i alle communesager og halv Procurator for sin Kreds. Sidder lunt i det, mener hans svoger Olufsen, vil også lade forstaae Velstand.

Og svigermor ”falder også heldig ud”:

• Moderen er en meget net Kone, holder sit Hus i udmærket orden og synes ret Forstandig. Hun har tjent som pige hos min Formand

 

I dannelseslære

Hagerup må have fået en ”røffel” af ejeren af Humlekærren, madam Hage, fordi hun ikke var blevet indviet i forlovelsen. Hun var kendt som meget temperamentsfuld.  Marie kom i ”dannelseslære” hos broderen.

Og i Tønder er der oprør over pastor Carstens måde at drive en gudstjeneste på. På skolen snakker man om ”Comediespil og Løgn”. Grevindens bror, Ahlefeldt
”finder Smag i at drikke sig fuld og lade sig ved Midnatstid samle sovende op, mens Hesten kommer hjem uden Rytter”

 

Ballade på seminariet

På seminariet er der ballade. Man bryder sig ikke om undervisningen i religion og litteraturhistorie. Det er de tysksindede seminarister, der protesterer.

 

Et dyrt bryllup

Brylluppet med Marie er fastsat til den 15. maj 1859. Men Hagerups helbred har det ikke så godt. Fysikus foreslår ham et Nordsøbad i sommerferien. Men ak ”Marie er naturligvis et bedre Helbredelsesmiddel end alle mulige Medikamenter”.

Det var åbenbart dyrt at gifte sig i Tønder dengang:

• Foruden Kongebrev slipper jeg ikke meget under 30 Rdl. i gebyrer til 3 Præster, Degn, Kantor, Organist, Bælgetræder, Klokkeringen, Jordemoder, Raadhustjener, Stadsmusikant osv. Og det synes umuligt at faa at vide, hvem og hvor meget, de skal have.

 

En syg Hagerup

Hagerup tager i sommerferien til Sild på helbredelseskur. Han fortæller, at alle forstår dansk. Men at sproget over på øen er Sildringer, som er en slags frisisk.

I marts 1860 var der problemer med konfirmationen i Tønder. Der var uenighed mellem lærere og præster.

Hagerup er i december 1860 igen blevet syg. Han spytter blodblandet slim op, og har ingen appetit. På seminariet vokser problemerne. De tysksindede betragter konfirmationen som en kirkelig handling og vil overhøre konfirmanderne på tysk. De dansksindede betragter konfirmationsundervisningen som en skoleundervisning. Når det bliver undervist på dansk, mener de ikke at der skal eksamineres på tysk.

 

Valg til stænderforsamlingen

I Tønder skal der var valg til stænderforsamlingen. Politimester Holm kalder ”tvivlsommer borgere til sig for i al venskabelighed at bearbejde dem. Hans midler er ganske enkelte. Han fortæller, at han er bestyrer af byens mange legater og stiftelser.

Småfolk fra Højer og Løgumkloster får fri befordring og fortæring på valgdagen. Amtmanden fortæller de forretningsdrivende, at han ikke vil handle hos dem, når de stemmer på Raadmand Diemer.

Anstrengelserne var ikke forgæves. De to danske kandidater får 194 og 188 stemmer, mens de to tyske kandidater kun får 133 og 115 stemmer. Hagerups svigerfar i Løgumkloster agiterede succesfuld for at stemme dansk. Men det var ikke godt, at grevens slagter stemte tysk. Men som greven sagde: Byen har flere slagtere.

I 1861 oprettes en realskole med 17 elever i to klasser. Det årlige statstilskud er 600 Rdl. Bestyreren en cand. theol. Brandt lønnes med 800 Rdl. Han assisteres af 4 timelærere.

 

En ny datter

Den 8. februar 1862 fik Hagerup en datter – Karen.

Men i 1863 hører vi igen om Hagerups sygdom fra hans kone Marie. Han var ikke ude af sengen i 14 dage. Han levede af Te og tvebakker og lidt sagosuppe. Marie måtte passe det hele selv. Og det hjalp heller ikke, at et nyt barn var kommet til verden. Mor blev hentet fra Løgumkloster for at hjælpe til i husholdningen. Også tante Grethe måtte hentes til. Midt i det hele døde Hagerups bror Ejler.

Endelig en dag kom Hagerup pludselig gående ned af trapperne. Stemmen var helt forandret. Han var blevet meget tynd. Atter en gang tog han til Sild for at komme sig.

4 uger blev det til på de Nordfrisiske øer. Han fik nye kræfter, men havde stadig lidt hoste og nattesved.   I januar 1864 kan Hagerup løbe på skøjter, et par timer af gangen. Situationen i Tønder er meget nervøs. Den tyske hær kommer inden meget længe, fornemmer man. Tankerne går til de danske soldater der kæmper i 10 – 12 graders kulde.

De danske embedsmænd forsvinder

En dag i februar 1864 rejste næsten alle embedsmændene også politi og gendarmer. De tyske borgere dannede en sikkerhedskomité til at opretholde orden.

Senere fulgte amtmand, præst, herredsfoged, branddirektør, toldere, et par lærere. De blev næstet jaget ud af byen, af de tysksindede. Også seminarielærerne flygtede ud af byen.

Den populære fysikus Ulrich blev også bedt om at forlade byen. Han trak det dog lidt. Det betød at ruderne i hans hus blev ødelagt. På Vajsenhuset fortsatte man undervisningen, men komitéen bad om, at undervisningen blev indstillet.

 

Fysikus Ulrich bliver stenet

Fysikus Ulrich lod pakke en vogn. Ham og hustruen fulgte gående efter. En sværm af mennesker fulgte dem et stykke vej mod Møgeltønder, hvor han havde lejet en bondegård. De kastede også sten mod ham. I grunden underligt, da ”Fysikusen” var en meget populær person i Tønder. De tyskere, der blev behandlet
af ham gik ind og ud af bagdøren. De ville nødig møde nogle af deres egne. Tænk, at blive behandlet af en dansk læge,

Vi skal senere her på siden hilse på Ulrich under Østerbro. Her var han med til at lave arbejderboliger.

Den 25. februar er postforbindelsen til Ribe afbrudt. Af danske aviser er kun den tynde Vestslesvigsk Tidende tilbage. Borgmester Holm er blevet afsat. Skolesproget bliver tysk og Hagerup og de andre tilbageværende danske lærere er blevet sagt op.

 

Situationen på Vajsenhuset uafklaret

Efter 3 ugers ufrivillig ferie starter Vajsenhusets skole igen, men med kun en fjerde del af eleverne. Efter nogle uger med ungarsk indkvartering er der nu preussisk indkvartering. Fra Møgeltønder har man fået pålæg om, at levere 8 ”slagter-stude” hver tredje dag.

Amtmanden Grev Schack er blevet afsat og rejst til København. Hans efterfølger, Fontanay kommer fra en stilling i Kiel.

På Vajsenhuset er situationen uafklaret. Hagerup har et halv års opsigelse som Vajsenhus – økonom, men han er bange for, at tyskerne bryder loven. Hele 17 danske embedsfamilier er fraflyttet byen ufrivilligt.

Lærer Appel har fået sine ruder knust hele 4 gange. Og det er da prisværdigt, at politimester Bleicken forsøger, at finde de skyldige.

 

Endelig fyring

Skolekollegiet skriver til Hagerup, og vil have ham til at skrive en erklæring om at han skal undervise på tysk. Endvidere skal han føre bevis på, at han er i
stand til dette. Hagerup fremlægger beviser for at han har undervist på tysk, men at det efterhånden er 13 år siden. Indtil videre måtte Hagerup indstille sig på, at være suspenderet.

Han fortæller de tyske myndigheder, at han er født på gården Raunstrup på Sjælland. Han er gået på Realskole i København. Var to år på Jonstrup Seminarium. I 4 år var han huslærer – først hos kammerjunker Castenskiold, Hagestedgaard og dernæst to år hos kammerjunker v. Deuers Frydendal. Han var i to år soldat. I ¾ år var han ”elementær-lærer” i Sørup. Og i 2 år distriktslærer i S. Smedeby.

Dommen var en endelig fyring. Men Hagerup mener, at han krav på en godtgørelse, derfor henvender han sig til advokat Gjessing. Lærer Appels afløser på
skolen er kun 20 år gammel, uden at have været på seminarium.

Hagerups afløser er en gammel elev af ham. Han har været hjælpelærer 1 år i et frisisk sogn, derefter 2 år på det danske seminarium i Tønder. Han har ikke fået ekstra privatundervisning i tysk, og kan kun det tysk som Hagerup har lært ham.

 

Barske krav

Pr. 15. november 1864 er Hagerup opsagt som økonom på Vajsenhuset. Han frygter Slesvigsk indfødsret. Det betyder krav om 2 – årigt studium i Kiel som betingelse for ansættelse, og dansk sprog indskrænket som før 1851.

 

Humlekærren stadig dansk

Humlekærren er stadig samlingssted for alle danske. Mandens godhed og konens livlige og åbne hjertelighed gør dem afholdte også blandt de tysksindede. Og hos Hagerup har de her i maj forplejning af tre østrigske soldater, men det kniber med at få det hele til at løbe rundt.

Tilflyttere fra andre egne af Danmark til Tønder bedes om at rejse. Man regner kun dem, der er født i Slesvig Holsten.

 

En gård ved Rejsby

Hagerup lejede sig ind hos en dansksindet maler på en gård ved Rejsby. Han overvejer at oprette en dansk privatskole i Tønder, hvis ellers tilladelsen gives.

I februar 1865 starter Hagerup med 8 piger og 3 drenge. Han har nu en månedlig indtægt på 48 Rdl. Det er den danske apoteker i Tønder, der gratis har overladt et værelse til undervisningen.

 

Marie dør

I maj måned vokser antallet af elever til 24. Familien Hage fra Humlekærren har hele 4 børn i skolen. Et nyt lokale skal lejes.

Og så nedkom Marie med det tredje barn. Men Maries helbred er ikke godt. Hosten plager og appetitten mangler. Den forringer sig hurtigt. Den 12. november udånder hun. Hun kunne ikke mere få slimen op. Der var stor deltagelse ved begravelsen. Hagerups efterfølger i Vajsenhuset mødte op med drengene, og de sang en dansk salme.

 

Barnet mistes

Den 16. marts 1866 mister Hagerup det mindste barn. Straks efter Maries død fik han hoste, tiltagende afmagring og ”rallen for brystet”.

Får at hjælpe i den daglige husholdning har Hagerup en pige. Snart får han også en slags ”Husjomfru”, en lærerdatter på 21 år fra egnen. Hun roses for stille,
godlidende og fordringsløs. Men det viser sig, at hun ikke er god til orden. Hagerup beklager sig, at han selv må ordne dette.

 

Ikke sjovt at bo i Tønder

En masse sønderjyder udvandrer til Danmark for at undgå tysk militærtjeneste. Hagerup er ved at miste sin hjælpelærer af samme årsag. Men meget uventet bliver han taget til Reserven. Tungsindigheden breder sig, og den gamle sygdom vender tilbage. Hagerup må ”drikke Tran”.

De unge mennesker skal nu aflægge ed. Såfremt de ikke gør det, bliver det betragtet som desertører. Hagerup mister nu sin hjælpelærer.

I Tønder klager man over nye skatter, Saltskat, Maltskat, Klasseskat, Gewerbesteuer og meget mere. Leveomkostningerne i byen er blevet dyrere.

 

12 værelser og 9 kakkelovne

Hagerup flytter i september 1867 og bor nu i borgmester Holms tidligere hus. Han har 12 værelser med 9 kakkelovne i 2 etager til 200 Rdl. Årligt. Desuden får han en havestue i en bagbygning. Han vil gerne udleje nogle værelser. Desværre bliver elevtallet ikke større.

En ny jomfru ankommer. Hun er dog tysksindet og holder nok ikke længe. Hun er gnaven og arrig. Et brev fra husejeren varsler igen flytning. Huset er udlejet til en anden.

Hagerups helbred forværres pludselig. Han rejser rundt til slægtninge for at sikre sine børns fremtid.. Den 8. september 1868 skriver han testamente.

• Jeg indsætter de Herrer Advokat Gjessing og Kjømand P. Olufsen i Tønder samt min Broder Kaptajn Hagerup i Kjøbenhavn til Fuldbyrdere af nærværende min sidste Viljes Erklæring.
• Det er mit Ønske, som jeg haaber mine Slægtninge bifalde, at man tager mod de opofrende og kjærlige Tilbud, der ere gjorte mig med Hensyn til mine Børn, og lader min Søn Henning komme til Overlærer Nielsen i Nykøbing, min Datter Karen til min Broder hans i Kjøbenhavn og min Datter arie til
  min Broders Emke i Sorø.

Samme aften kl. 20.30 udåndede Hagerup.

Og hvordan gik det børnene?

• Maja blev lærerinde i København
• Karen blev en meget brugt massøse både i England og Danmark (Silkeborg og København)
• Henning blev lektor ved Statsskolen i Randers.

 

Kilde:

• LitteraturTønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Åndens folk i Tønder
• Tønder Statsseminariums historie 
• Flere minder fra Tønder Statsseminarium 
• Livet på Seminariet i Tønder
• Klosterbrødrene i Tønder 
• Fysikus Ulrich (Ulrik) i Tønder 1-2 
• Vajsenhuset i Tønder – endnu mere 
• Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 
• Brorsons Bogtrykkeri i Tønder
• Humlekærren i Tønder
• Købmandsslægten Olufsen i Tønder 
• Minder fra Tønder 1864 – 1920 

Redigeret 16 – 03 – 2022

 

 

 

Helt tilbage fra oldtiden har der været trafik i Vadehavet. Her sejlede vikingerne på vej til deres mange togter. Her var der kvægtransport til Holland og England.

 

Vadehavet er gennem hele historien op til vores tid blevet brugt som ”transportvej” Ved kysten indenfor Lister Dyb har man fundet spor af havnesteder fra den ældre bronzealder. Der er fundet ret omfangsrig kystbebyggelse ved Ballum, Hjerpsted og Emmerlev.

 

Aktiviteter gennem historien

I Bronzealderen, hvor marsken ikke var dannet, i det mindste ikke i ret stort omfang, har der været havnepladser ved Daler og Møgeltønder. Allerede i Oldtiden har der været livlig skibstrafik i egnen omkring Højer og Tønder.

Angiveligt tog Angel-sachserne på deres togt til England i ca. 450 ud fra Tønder og Wendingstedt. Forskere mener at sidstnævnte sted blev ødelagt samme år som handelsstedet Rungholt ved Nordstrand i 1362.

 

Saltproduktion ved vadehavet

Saltproduktionen i Vadehavet har også bevirket stor trafik på Vadehavet. Saxo omtaler denne produktion i 1151. I Valdemar Sers Jordebog fra 1231 omtaltes det, at udvindingsstederne
i Frisland tilhørte de tre fjerdedele kongen, og den ene fjerdedel hertugdømmet. Denne saltproduktion er af meget ældre dato. Og måske er denne produktion årsagen til navnet Tønder (Se nærmere i artiklen ”De Første mennesker i Tønder).

 

De frisiske øer var landfaste

De frisiske øer menes at være landfaste og kun adskilt af Vidåens udmunding. Første gang at Sild benævnes som ø er i 1141.

Friserne brugte Vadehavet. Og de anlagde også byer langs floderne og ved kysterne. Og Tønder havde allerede omkring år 1000 en livlig samhandel med London ifølge historikeren Pontoppidan. Der er dog ikke se skriftlige beviser på disse påstande

 

Studeeksport

I Tønder var der en stor eksport af kvæg. Det var i begyndelsen kun borgerne og de adelige, der måtte udføre studene. Det var forbudt for bønderne. Men de rige bønder på Tønder – egnen trodsede dette forbud. Der foreligger dog ikke noget skriftlig materiale om, at dette i 1500 – tallet er foregået af søvejen. Dette sker først omkring år 1600.

Både fra Ballum og Højer udgik der flere gange om året studeskibe i hele flåder til Holland. Fra kystegnene mellem Møgeltønder og Ballum skal 94 skibe have været i fart med stude. Det var svenskerkrigene der ødelagde kvægeventyret for Tønders vedkommende.

 

Kysten har ændret sig

Kystens udseende afveg meget fra det nuværende udseende. En stor bue gik ind mellem det højere land omkring Møgeltønder mod nord og Vidding Herred mod syd. Dette herred var dengang en ø, adskilt fra fastlandet ved en gren af vadehavet, hvis sidste rester er Gudskog – søen. Denne bugt til Tønder blev inddiget i 1553 – 55, ved diget fra Lægan til Humdrup, mens den øvrige del af Vadehavsbugten blev inddiget i 1562 – 66.

 

Tønders udehavne

Egnene omkring Lister Dyb spillede også en stor rolle for skibsfarten i Vadehavet. Tønders rolle som søfartsby udspillede sig ganske vist i slutningen af 1600 – tallet. Men den vedblev faktisk til at være en ikke ubetydelig søfartsby med dens udehavne ved Vidåens udmunding Rudbøl og Højer.

Lister Dyb havde en dybde på ca. 35 meter. Den gik over i Højer Dyb, som på det dybeste sted var ca. 20 meter.

 

Kirkespir som sømærke

I 1628 blev tårnet på Møgeltønder Kirke ødelagt ved en storm, hvorved den tabte spiret. I en præsteberetning for Ribe Stift hedder det sig:

• ved 15 Alen af sin Højde, som forhen var til stor Nytte for Søfarende, saa det kunne ses langt ude i Vestersøen og rette Sejl derefter, særlig naar de skulde gennem det farlige Lister Gab.

De hollandske kaptajner havde tilbudt at betale en tredjedel af udgifterne ved dets genopførelse på betingelse af, at tårnet blev opført i sin gamle højde. Det var vigtigt at bevare dette tårn som sømærke.

Tidligere havde både Løgumkloster Kirkes og Tønder Kirkes tårne fungeret som sømærker. Men også Hvidding Kirkes to spir var indtil kort før 1500 gode sømærker.

 

Gamle søkort

Man kunne være særdeles sø-kyndig og stedkendt for at kunne besejle Vadehavet. Og uden søkort gik det slet ikke. En af de bedste kort, der blev grundlaget for mange andre var et, udarbejdet af Johannes Meyer i 1643. Han kortlagde hele strækningen fra Tønder til Varde på tre måneder. Men på grund af datidens mangel på tekniske hjælpemidler vil det næppe kunne anvendes i dag.

Men allerede i 1640 havde officer Johannes Wittemack, der var digegreve i Bredstedt ”tegnet et kort over det frisiske landskab” Dette overdrog han til Christian den Fjerde. Nordgrænsen gik lige nord for Lister Dyb.

 

Brug lods, når du skal til Tønder

Men den ældste beskrivelse over Lister Dyb finder man hos hollandske Waghenaer fra 1585. Og han giver et godt råd:

• Wilt ghy op na Lutke Tondern, so neemt een lootsmann

Eller sagt på dansk. Hvis du vil mod Tønder, så tag en lods. Der var tale om, at der var lodser ved Føhr i 1644, men det første egentlige lodseri blev først oprettet i Danmark i 1686.

 

Mange pirathavne

Nu fandtes der nok flere havne, end der egentlig var på et søkort. Der fandtes en del pirathavne ved Marsken i det 16. århundrede. Man handlede direkte med bønderne uden at betale diverse afgifter, som man skulle i de obligatoriske havne. En udtalelse fra dengang:

• jede Sieltiefe in den Marschen, jede Grube am Prielende, jede Münding einer Au diente als Hafen.

 

Kæmpe flåde i Sydvestjylland

Hvor mange både var der dengang? Ja man ved, hvad der i 1648 – 1649 havde passeret List Strømtold. Tog man de både der var hjemmehørende i Tønder, Højer, Rudbøl, Møgeltønder, Sejerslev, Emmerlev og Hjerpsted, ja så udgjorde flåden 60 skibe på i alt 1561 læster. En anseelig størrelse.

De største skibe var St. Anna af Højer på 116 læster og  Den Hvide Due af Møgeltønder på  114 læster.

 

Planer måtte opgives

I første halvdel af det 17. århundrede havde både gottorpske Hertug Frederik den Tredje og den danske Kong Christian den Fjerde tænkt på at anlægge en større havn ved Vidåens munding og ved Ballum. Ingen af forslagene blev dog til noget.

 

I 1652 kun småskibe til Tønder

Tønders udehavn var i en længere periode ved Rudbøl samt ved Højer. Kun både samt småskibe hvis mast kunne lægges ned, kunne passere igennem sluserne op til Tønder. 1652 hedder det hos Dancwerth om havneforholdene ved Tønder:

• Allhie hat es zween Häfen, zu Rutebûll und zu Hoyer. Zu Rütebüll können die Schiffe, wann´s sehr stürmet, nicht sicher liegen. Hoyer ist gleichsam der Stadt Tondern Hafen.

 

Havnen ved Højer gror til

Skibene gik gerne til slusen i dæmningen nord for Rudbøl Kog (Nordslusen) eller til Højer. På det sidste sted var skibenes anlægsplads der, hvor Sejersbækken strømmede ud gennem Højer – Rudbøl diget. Stedet lå lige ved banegården, hvor en mindesten blev rejst til erindring om, at det var her Kong Frederik den Sjette gik i land her i 1825, efter et besøg på de stormflodshærgede Halliger.

Havnen ved Højer groede mere og mere til. Skibe der indtil 1640 kunne gå hertil, måtte blive ved kysten. Emmerlev og Ballum måtte på et tidspunkt fungere som nødhavn for Højer.

 

Flyvesand ved Emmerlev

Kyststrækningen har hele tiden ændret sig. Ved Højer lå kysten i 1805 1,5 km længere mod øst.

Stormfloderne ændrede hele tiden besejlingsforholdene langs Vadehavet. Opskylning af sand var betydelig. Således også ved den store stormflod i 1825. Mange ”gode jorde” mellem Emmerlev og Højer blev dækket af så tykt lag sand og grus, at man frygtede for begyndende ”flyvesandsdannelse”.

 

Dige-byggeri ved Ballum

Da man byggede diget fra Ballum til Astrup under verdenskrigen ved hjælp af krigsfangere ændrede besejlingsforholdene sig. Bredeås udmunding blev flyttet tre kilometer sydligere. Der blev nu færgeoverfart fra Ballum Sluse til det nordlige Rømø. Fra Ballum var der livlig sejlads. I 1851 – 52 var der dampskibsforbindelse til England. Hvis skibene var for dybtgående ankrede de først op ved Havneby på Rømø og lodsede en del for derefter at tage til Ballum.

Da man anlagde diget over Bredeå-lavningen i 1915 – 1917 kom mange af materialerne af søvejen. Skibene, der bragte disse materialer var ofte tremastede jernskonnerter, som lagde til ved Rømø Dybs stejle kanter, hvorefter man lagde skinner ud til dem og lossede pr. tipvogn.

 

Færgeforbindelse fra Højer

I 1822 anlagdes en lille havn i Keitum, hvorfra der gik færgeforbindelse til Højer. Men denne forbindelse måtte forlægges til Munkemarch. Man havde store problemer med at holde en rende fri, således at den lille damper, der besørgede overfarten kunne komme ind.

I årene 1850 – 59 forsøgte man flere gange at etablere en dampskibsrute fra Husum til Højer. Selv om damperne ikke havde en dybdegang på mere end 2 fod, blev de hele tiden siddende fast i slikken.

 

Kanalen sander til

Der var også problemer med Højer Kanal, der var anlagt i 1799. I 1855 – 61 kunne både med en dybde på 6 – 7 fod komme ind med ordinær flod. Men senere sandede kanalen til, så fartøjer med en dybde på mere end 4 fod havde problemer.

 

Ny havn ved Højer

I 1844 havde man nye planer klar til en ny havn ved Højer. Opsamlingsbassinet skulle ligge i Sejerbæk lavningen øst for Højer og ladepladsen ved kanalen til Vidåen.

 

En middelmådig havn ved Højer

En unormal lav vandstand kunne forhindre ind – og udsejling i længere tid. I august 1851 måtte ”kreaturudførselsdamperen ”Jylland” blive liggende i Højer i 8 dage med kreaturerne ombord.

Den danske Lods 1850 var en slags haneguide, der inddelte havnene i forskellige klasser. Ingen af havnene ved vestkysten kom ind på klasse 1. Men Rømø Havn betegnes som sommerhavn af anden klasse, hvilket betød, at de havde en dybde på 18 fod. Højer blev betegnet som vinterhavn af 5. klasse.

 

Uddybning af skibskanal

Et forslag fra Otto Kier i 1857 gik ud på at man ved den påtænkte ind-digning af Ny Frederikskog ikke byggede sluser ved Højer, men derimod byggede en åben skibskanal til Tønder. Den skulle flankeres af dæmninger på begge sider for at beskytte de lavtliggende marskegne mod flodvandet. Kier håbede at både Tønder og Højer blev Flensborgs vestkysthavne.

 

Sejlads til Norge, Sverige og England opgives

Fra 1855 – 61 foretog man en uddybning af havnen, så skibe med en dybde på 6 – 7 fod kunne anløbe Højer.

Masser af planer gik forbi Højer. Men tyskerne havde ikke opgivet tanken om en tysk nordsøhavn i Sønderjylland. Besejlingsforholdene ved Højer var meget dårlige. Man kunne ikke få skibe med 8 fods dybde til at anlægge Højer, så sejladsen mod England, Norge og Sverige måtte efterhånden ophøre. Der kostede både mere tid og forhøjede fragter, når man skulle lodse
”udenfor Barren”.

I en klage til Rigsdagen i Berlin, klagede 66 kaptajner fra Sild over forholdene både på Sild og ved Højer.

 

Emmerlev var ikke optimal

Det eneste sted, der kunne losses og lades var ved Emmerlev, selv om forholdene ikke var gunstige. Badestedet på Sild blomstrede op, og det gav anledning til større persontrafik. Ved ugunstigt vejr var det umuligt at landsætte passagerer og gods. Lodsningen og lastningen måtte foretages med vogn.

Da Tønder – Højer banen var en realitet ville man forlænge den til Emmerlev. Her ville man anlægge en havn og lave en rende ud til Højer Dyb. Men denne plan måtte opgives.

Man havde også planer om, at lave en dæmning ud til Højer Dyb. Den skulle have været på 5 kilometer. Også den plan blev opgivet.

 

Kalkudvinding

En ikke uvæsentlig produktion af kalk foregik langs Vadehavet. Det var muslingeskaller der blev samlet og forarbejdet. Der fandtes bl.a. kalkværker i Tønder og i 1860 blev der grundlagt et kalkbrænderi i Højer. Ved stormfloden i 1894 tilsandede mundingen, så den blev helt ufarbar ved lav flod. Derfor måtte færgen Sild – Højer flere gange omdirigeres til Emmerlev.

 

Dæmningerne havde store konsekvenser

Landindvindingsarbejderne har i betydelig grad ændret for betingelserne for sejladsen i Vadehavet. Hindenburgdæmningen har umuliggjort kystfarten i væsentlige dele af Vadehavet. Og det samme kan man sige om Rømødæmningen. Sidste år inden Hindenburgdæmningen omsatte Højer Havn 10.354 tons. Året efter var der kun 565 ton. Nedgangen skyldtes blandt andet at færgefarten til Munkmarsch blev indstillet.

I 1934 befordrede jernbanen Tønder – Højer en del gods, mens en del blev befordret med lastbil.

 

Kilde:

• Litteratur Tønder
  
• Litteratur Møgeltønder
• Litteratur Højer 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

• Hvis du vil vide mere:
• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 

Redigeret 8.- 12. – 2021