Artikler
Oktober 27, 2008
Tog til Aabenraa
Der var stor diskussion om, hvor øst-banen skulle gå. Fantasifulde planer blev fremlagt. Aabenraa fik både Kreisbahn og Kringelbahn.Det var hvis det samme, men alligevel! Fra Aabenraa organiserede man oprettelsen af Grænsestation Paddeborg.
Kong Christian den Niende måtte ufrivillig over Padborg på vej til begravelse i England. Og så blev han sulten på vejen.
Allerede i 1844 opstod tanken, at forlænge Rendsborg – Flensborg banen mod nord. Man så gerne, at den blev forlænget til Aabenraa. Men planerne gik i stå. I stedet fremmede man planer om en chaussé mellem Aabenraa og Flensborg.
I Haderslev havde man nedsat en komité, der skulle se på planerne for en strækning fra Aabenraa via Haderslev til Årøsund. Men indstillingen gav ikke resultat.
Mange forslag
I Aabenraa var man også optaget af ideen med at etablere en forbindelse fra Vestkysten til Østersøen. I Tondernsches Intelligenzblatt gjorde man opmærksom på Lister Dyb. Her mente man, at der var stabile indsejlingsmuligheder. Herfra kunne forbindelsen gå via Højer og Tønder til Østkysten.
Men resultatet af alle undersøgelser blev, at man begyndte at etablere en dokhavn ved Husum. Dette arbejde måtte stoppes på grund af krigen. Der havde også været planer fremme om en forbindelse fra Flensborg til Læk, og så skib fra Læk å ud til Vesterhavet.
En anden rute skulle gå fra Rendsborg over Bov, Neder Jersdal til Viborg.
I 1852 fremkom en plan med en forbindelse fra Ballum til Aabenraa. Dette vakte især interesse i England. En forbindelse fra Hjerting skulle føres over Ribe til Aabenraa, og herfra skulle der være dampskibsforbindelse syd om Fyn til Korsør. Den engelske ingeniør Peto mente, at der sagtens kunne skaffes penge til strækningen Flensborg – Tønning. Denne bane blev allerede taget i brug i 1854.
Bitter strid mellem Haderslev og Aabenraa
Bladet Dannevirke foreslog en jernbane fra Aabenraa, Haderslev til Kolding og op af de østjyske byer til Frederikshavn. En mængde andre forslag så dagens lys. Men senere havde Dannevirke sin tvivl om en jernbane kunne komme til Aabenraa på grund af terrænvanskeligheder. En bitter strid mellem Aabenraa og Haderslev opstod om, hvor jernbanen skulle gå.
Aabenraa henviste til byens fortræffelige havn. I Haderslev argumenterede man for, at byen var den tredje-største i Slesvig, men også havde et kæmpe opland.
Syrlig artikel i Dannevirke
I 1861 kunne man i Aabenraa tilslutte sig en linje Vamdrup – Vojens – Rise – Skovkro med sidebaner til Haderslev, Aabenraa, Løgumkloster og Tønder.
Alt tegnede efterhånden til en østlig bane med om muligt en sidebane til Aabenraa. Dette afstedkom en syrlig artikel i Dannevirke:
Forbindelse til Aabenraa
Stambanen til Aabenraa skulle ifølge kontrakten med Peto være færdig inden 1. juli 1868. Det skulle i Aabenraa anlægges en jernbane af en såkaldt 2. klasse. I Aabenraa var der naturligvis glæde, men Dannevirke fortsatte den negative kritik. Den 15. april 1864 kunne afsnittet fra Flensborg til Rødekro åbnes, og strækningen fra Rødekro til Aabenraa kunne først åbnes nogle år senere
Kleinbahn des Kreises Apenrade
Kredsene i Aabenraa, Sønderborg og Haderslev anlagde fra 1898 en række lokalbaner efter den preussiske småbanelov af 1892.
De preussiske statsbaner havde ellers et stort overskud på hele 26 mio. Mark, men finansminister Johannes von Kiquel ville ikke stille penge til rådighed for lokale baner. Det måtte man selv finde ud af. Men så fremsatte man Gesetzes über die bahnen unterster Ordnung (Lov om jernbaner af sekundær betydning).
Her skulle man ikke overholde de strenge sikkerhedskrav som på hoved-strækningen.
Det var herredsfogederne og deres afløsere fra 1889 som politimyndighed amtsforstanderne førte tilsyn med stats – og kredsbanerne Kravene til sidebanernes udstyr var blevet lettet. Banerne var anlagt dels af private, dels af kredsene, både som normalsporbaner og smalsporbaner.
Banernes opgaver var i første omgang at sikre de tysksindede kredshovedsæder. I Aabenraa holdt Åbenrå Amtsbaner kun til 1926. Da banen blev oprettet i 1899 hed den Kleinbahn des Kreises Apenrade. Og den holdt helt til 1926.
Æ Kringelbahn
Der blev anlagt to strækninger med en samlet længde på 85,8 km. Den første, som åbnede gik fra Aabenraa til Gråsten.
Den anden, som åbnede den 8. maj 1901 gik fra Aabenraa over Hovslund til Løgumkloster. Strækningen til Løgumkloster havde et noget kringlet forløb, og det således ikke underligt, at den i folkemunde fik navnet Æ Kringelbahn.
Bedre blev det ikke at Amtsbanestationen i Hovslund lå umiddelbart vest for statsbanestationen og var en “rebroussementsstaion” – dvs. at togene kørte ind på stationen sydfra og fortsatte sydpå ud af stationen, så lokomotivet skulle rangeres ned i den modsatte ende af toget. I Løgumkloster lå amtsbanestationen
umiddelbart nord for statsbanestationen.
Dårligt materiel
Banerne blev drevet i driftssamarbejde med Flensburger Kreisbahn indtil 1920. Amtsbanens hovedkontor lå i Aabenraa sammen med remise. Sammenlignet med Haderslev og Als var Aabenraa banerne dårligt udrustede. Lokomotiverne var såkaldte Trampbahnlokomotiver. Det var sporvejslokomotiver og deres trækkraft var meget begrænset. I passagervognene var der ikke elektrisk lys. I stedet anvendtes det i hele jernbanens levetid olielamper.
I lighed med de andre kredsbaner, var der i tilknytning med stationerne indrettet en stationskro, så stationsforstanderne kunne få en lille biindtægt.
Efter 1. Verdenskrigs afslutning var Aabenraa Amts Jernbaner i en dårlig forfatning. Under krigen havde jernbanen fragtet store gods – og personmængder, både militære og civile. Den uheldige linjeføring af den nordlige bane, betød at trafikken ikke var overvældende.
Kort efter nedlæggelsen den 31. marts 1926, begyndte DSB en normalsporet forbindelse mellem Rødekro og Løgumkloster.
I det kuperede og smukke terræn på Løjt land kan man endnu se dæmninger og nedskæringer efter jernbanen. Turen af den gamle amtsbane fra Aabenraa forbi Knappen kan varmt anbefales. Det er en af de smukkeste strækninger i Sønderjylland.
10. Trafiksektion køber hus
Efter Genforeningen blev bygningen Store Pottegade 6 købt af DSB. Den skulle bruges som administrationsbygning. 10. Trafiksektion flyttede dog en kort overgang til både Tinglev og Rødekro. Da DSB overtog kørerplanen førte det dog ikke med det første til mere trafik. Der var kulmangel.
Men man fik ret hurtig travlt. Det skete i forbindelse med genforeningsfesterne. Dampfærgen Fyn fra Lillebæltsoverfarten var dirigeret til Aabenraa. Den sejlede festdeltagerne herfra til Folkefesten i Dybbøl og tilbage igen.
Grænsestation Paddeborg
En af de store opgaver for trafiksektionen i Aabenraa var at få grænsestationen Paddeborg til at fungere. Her måtte man i hast anskaffe telt-pavillioner. I løbet
af to år kostede det statsbanerne 200.000 kr. Godstogene mellem Paddeborg of Vamdrup blev indtil 1921 kørt af tyske lokomotiver og tysk personale.
I planerne indgik også bygningen af to viadukter, ny-anlæg af amtsvejen (Nørregade til Bov-vej), og en forlægning af Tørsbøl – banen.
Protest fra lodsejere
Der var behov for ekspropriation, som medførte kraftige protester fra de lokale lodsejere. Men der kom ekstra gang i boligbyggeriet på Nørregade i Paddeborg. Der skulle skaffes boliger til det nye banepersonale. I forbindelse med sommerkøreplanen 1924 skiftede stationen navn til Padborg.
Kongen, der blev sulten
I november 1925 døde Christian den Niende’ s datter Alexandra i England. Kongen havde besluttet at deltage i begravelsen. Han var rejst med salontog fra København via Fredericia til Esbjerg.
En forrygende snestorm med efterfølgende islag bredte sig over hele landet. Telegrafledninger faldt ned over strækningen mellem Lunderskov og Esbjerg.
I Fredericia måtte baneledelsen meddele kongen, at toget ikke kunne føres videre til Esbjerg. I samråd med kongen blev det besluttet at rejsen skulle føres videre til Hamborg via Padborg.
Trods vanskelige forhold grundet snestormen lykkedes det at få kontakt med ledelsen i Rødekro. Her måtte man i hast tage til Rødekro for at ledsage kongen til Padborg. En sovevogn, der egentlig var beregnet til Padborg – Aalborg, blev taget ud af driften. Den skulle spændes på kongevognen.
Undervejs fra Rødekro ytrede kongen ønske om mad fra Padborg til fortæring videre syd på. Det blev så Papa Las, den mangeårige restauratør i Padborg, der i hast måtte smøre nogle solide kongelige klemmer.
Den nye Padborg Station
Officielt blev den nye Padborg station taget i brug med tog 2907 den 28. maj 1924 kl. 5 om morgenen til Lunderskov. For Bov Kommune var anlægget af grænsestationen et sikkerhedsnet. Masser af uniformerede bosatte sig i grænsekommunen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 5.02.2022
Oktober 27, 2008
Søerne foran Nørrebro
Et omfangsrig Metro – byggeri vil ødelægge idyllen omkring søerne i meget lang tid. Fiskeri kunne straffes med ophold på Bremerholm. Færgefart blev overvejet. Og syrebåde sejlede lystigt på søerne i fire måneder af året. Der har været forsøgt at bygge mange broer og dæmninger over søerne. Når der var is på, ja så var det dømt skøjteløb. Man gik ikke rundt om søerne, når det havde regnet. Man sank i til knæene. Se denne artikel er fra 2008. Og da vi løb ved Søerne, kom vi igennem hele tre bydele.
I 1624 skriver Christian den Fjerde i et brev om Peblingedammen:
De mange broer og dæmninger
I 1658 kan man se på et kort, at der er en dæmning tværs over søen. Midt på dæmningen var der en bro. I begyndelsen af det 18. århundrede måtte broen ofte repareres. I 1721 forsøgte Magistarten at få kongen til at betale en grundmuret bro, men først i 1728 lykkedes det i forbindelse med søens rensning og regulering at få forbedret broen på Magistratens bekostning.
Træværket blev fjernet, og hele dæmningen blev muret op med kantsten. Midt på, blev der lavet en såkaldt vindbro. Denne bro blev fornyet i 1779.
I Adresseavisen kunne man læse følgende:
I 1800 var der stadig en bro midt på dæmningen. Senere var denne bro forsvundet, men gennemsejling under dæmningen.
Behovet for en større bro over Sortedamssøen meldte sig efterhånden som der kom mere bebyggelse til Nørrebro. Der skulle også gøres plads til sporvognen, der siden 1867 kørte til Bragesgade.
Nørrebroe – Broen
Flere projekter blev kasseret. Man blev dog enig om Vilhelm Dahlerups projekt til en ny Nørrebroe Broen. Den blev bygget i 1885 – 87, lidt sydligere end den gamle. Hermed opnåede man, at Frederiksborggade, broen og Nørrebrogade kom til at følge i en lige linje. Det blev et meget solidt bygningsværk opkaldt efter Christian den Niendes dronning.
Søpavillionen
I 1869 blev Kjøbenhavns Skøjteløberforening stiftet. I 1885 fik de tilladelse til at benytte den sydlige del af Peblingesøen til skøjteløb. Hvert år blev der indsendt forespørgsler om tilladelse til at opstille interimistiske træbygninger til Condotori og Aftrædelsesværelser for skøjteløberne og kontor. Tilladelserne
blev givet under forudsætning af, at bygningerne blev fjernet, når skøjtesæsonen var over. Bygningerne stod som regel ved Nørre Søgade.
I 1893 sendte man en ansøgning for opførelse af en permanent bygning, der skulle indeholde både restauration, bestyrelsesværelser, kontor samt værelser til skøjteløberne. Her kunne man klæde om og forfriske sig efter strabadserne. I 1894 stod den nye bygning Sø-pavillonen færdig. Meningerne omkring bygningens udformning var delte.
Fredens Bro
Det varede længe inden Fredens Bro var en realitet. Inden da havde man et forslag fremme om færgefart over søen. En murermester ville bygge en træbro og forlange 2 øre pr. person, der passerede broen. Men disse forslag blev afvist. I 1878 var der en smal træbro på stedet, men kun beregnet for gående.
I 1887 blev broen afløst af en dæmning anlagt af fabrikant Hanborg, der havde startet en maskinfabrik, der senere skulle blive til Titan. Han forsøgte at få koncession til en sporvognslinje. Men forhandlingerne trak i langdrag. Problemet var, at linjen skulle gå over militært område på Fælleden.
Dæmningen blev i 1904 afløst af den nuværende Fredens Bro.
Badebroer og lysthuse
Efter de store reguleringer i 1720’erne skete der noget omkring søerne. Nogle steder havde ejerne fået tilladelse til:
Jeg skal indrømme, at det danske sprog dengang, var kryptisk. Men det betød, at badebroer og lysthuse voksede ved vandet. Problemet var, at Vandvæsnet havde ret til selve Dosseringen.
Da man atter i 1790’erne stod for en ny rensning, markerede man søernes grænse med nedslagning af pæle.
Krigskommissær Smith tilbød i 1790’erne at rense Peblinge – og Sortedamssøen imod at få rådighed over den græs, der voksede på dosseringerne. Men han
var ikke tilfreds med ordningen, fordi det var vanskeligheder ved at komme til græsset på Blegdamssiden. Dyr måtte ikke græsse på dosseringerne, men man måtte godt blege tøj.
For velhavere blev det en trend, at leje sig ind hos blegmænd og gartnere. Søerne blev et rekreativt opholdssted. Masser af badebroer blev bygget. Ro-ture var almindelig på søerne.
Fiskeri var forbudt
En fisketur i ny og næ, kunne det også blive til, selv om fiskeri officielt var forbudt på søerne.
I 1786 indrykkede forpagteren af søerne en advarsel i Adresse-avisen, at han nu havde:
I 1631 var straffen for fiskeri på Skt. Jørgens Sø indsættelse på Bremerholm. Det var også almindeligt, at der på Christian den Femte’ s tid var skydeøvelser ud over Peblingesøen. Man skulle skyde efter et ”billede”, der var sat op midt i søen.
Ballonopstigning af ”privat karakter”
Der var mange fornøjelser dengang. Således var der fra Blegdam nummer 2, ballonopstigning af privat karakter.
Godt nok havde man stier langs søerne, men man skulle ikke gå på dem, når det havde regnet. Så ville man sænke ned i knæene. Vi må håbe, at det ikke skete for Søren Kierkegaard, der ofte spadserede her på udkig efter sin elskede.
Selvmord
Digteren Jens Baggesen overvejede at begå selvmord i søerne. En sommerdag i 1802 vandrede han rundt for at finde et egnet sted. Baggesen havde ikke til det daglige brød. Men han kunne alligevel ikke.
Hvad det ikke lykkedes for Baggesen, lykkedes for billedhuggeren Johannes Wiederwelt. Han kastede sig i december 1802 i Sortedamssøen.
Petroleums – og Promenadebåde
Købmand E.M. Olesen fik meget modvillig tilladelse til at bedrive bådfart med petroleumsbåde. Beboerne i nærheden klagede over stanken, og motorerne var nu heller ikke så driftssikker. Bådene blev en slags sidestykke til de såkaldte syrevogne, der var sat ind på strækningen Nørrebro – Gothersgade.
Nye både blev kaldt De elektriske Både. Man reklamerede med, at passagererne fik frisk luft. Man kunne også leje såkaldte Promenadebåde, hvor indtil 12 personer kunne spise frokost.
Fredag aften gav Husarernes Musikkorps koncert fra en illumineret båd. Man kunne så følge med fra passagerbåde, som kostede 50 øre. I 1903 blev Syrebådene afløst af benzinmotorer. Det var usædvanlig mange passagerer i betragtning af, at man kun måtte sejle 4 måneder om året. I 1911 var der 207.100
passagerer, i 1916 var der 350.000 passagerer.
Man kunne også leje diverse både. Bådudlejningen lå i en lille havn ved Peblingesøen ud for Baggesensgade. Herfra kunne man tage på krydstogter på søerne. Fra 1960 var det også tilladt at besejle søerne med sejl.
De mange fester
Skøjteløb og søerne hørte sammen. Ved en skøjteløberfest den 4. februar 1871 var banen oplyst af burelys. Dette var dog ikke et engangsfænomen. Først langt senere blev banen i perioder oplyst permanent.
I 1894 ved den senere Frederik den Ottende’ s og Kronprinsesse Louises sølvbryllup blev der arrangeret et stor sø-fest. En udstillings-by med pæle i vandet var en af de mange ideer. Der skulle være hængende haver og landingsplads for vandflyvere.
Og nu bliver idyllen ødelagt af det meget omfangsrige Metro – byggeri. En løbetur omkring søerne vil slet ikke blive det samme mere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 1. 04. 2022
Oktober 27, 2008
Sabotage i Aabenraa
Det lykkedes for Holger Danske gruppen at ødelægge Hamag, men anslaget mod Aabenraa Motorfabrik mislykkedes. Fiaskoen i Aabenraa fik katastrofale følger. Flere sabotører døde, 20 blev anholdt og nogle der var med i planlægningen døde i KZ – lejre. Det var stikkere, der var medvirkende årsag til de katastrofale følger. Men en af de værste stikkere kunne nøjes med 2 ½ års fængsel efter krigen.
Modstandsbevægelsen havde kig på to værnemagerfabrikker Callesens Motorfabrik (Aabenraa Motorfabrik) og Hamag. De lavede flyvemaskinemotorer og undervandsbådsreservedele.
Holger Danske var betænkelig
Aktionerne skulle have fundet sted natten mellem den 4. og 5. februar 1944. Kigger man i publikationer er der modstridende oplysninger om hændelsen, og de ting der fulgte efter. Man var lidt betænkelig ved situationen på grund af de mange hjemmetyskere. Det var fortrinsvis Holger Danske folk fra Varde og Horsens, der stod for aktionen. Overretssagfører Boeck var initiativtager og politimester Schlanbusch var involveret.
Men længe inden aktionen fandt sted var det tyske sikkerhedspoliti alarmeret (SD). Nogle af sabotørerne blev indkvarteret i Styrtom. De stod af lige ud for Sølyst Kro, der blev ejet af en meget fanatisk hjemmetysker. Når en masse fremmede personer pludselig dukker op, og nogle med store kufferter, vækker det mistanke.
Planlægningen foregik i Styrtom Man havde skaffet 20 bomber. En plan over Callesens Motorfabrik (Aabenraa Motorfabrik) havde man skaffet fra politiet. Vagterne skulle overmandes, og derefter skulle der under udvalgte maskiner lægges bomber.
17 deltagere drog afsted
Folkene blev sendt af sted to og to hen ad midnat. Man samledes ved Brundlund Slot, hvor man mødte 4 lokale deltagere, der ikke havde været i aktion før. 17 deltagere gik nu mod fabrikkerne, der lå i nærheden af hinanden. På vejen mødte man en politibetjent, der kiggede forbavset. Men han foretog sig ingenting.
Skyderi fra danske betjente
Hos Hamag var der ingen sabotagevagter. Da man pludselig hørte skud fra Callesens Motorfabrik forsøgte man at fremskynde planerne.
Fem af otte drejebænke blev ødelagt. Skaderne beløb sig til en værdi af 40.000 kr. Der skete en del glasskader og andre mindre skader på de omkringliggende bygninger. Da man trak sig tilbage, hørte man på ny skyderi fra Callesens Motorfabrik (Aabenraa Motorfabrik). Man løb tilbage mod Callesen for at bistå kammeraterne. Nu kommer tyskerne, blev det råbt. Skyderiet skyldtes syv politibetjente, der efter aftale fyrede deres pistoler af i luften.
Sabotørerne blev hørt
Adgangen til Aabenraa Motorfabrik skete igennem en meget svær, barrikaderet port, bag hvilken to bevæbnede sabotagevagter holdt vagt. Denne vej kunne man ikke komme ubeset. Planen var derfor, at komme ind via nabogrunden, Sønderjyllands Frøforsyning, og dermed overraske vagterne. Men der var anbragt en masse skrot, så det var ikke foregået helt lydløst. Dette havde muligvis alarmeret vagterne. Fra en af bygningerne kunne sabotørerne høre:
Ingen bomber blev antændt
En af sabotørerne skød låsen op med sin maskinpistol. Og inde i lokalet lå de to sabotagevagter ligblege på gulvet, uskadt men angsten kunne læses i deres øjne. På bordet lå telefonrøret.
Kort efter, at bombeholdet var gået i gang, meddelte gadevagten, at politiet var ankommet. To mand holdt politiet op. Disse meddelte, at der var stationeret 50 tyske marineinfanterister i byen, og at de sikkert var blevet alarmeret af skyderiet. Det fik Gadevagten til at meddele, at tyskerne var på vej.
Bombeholdet meddelte, at den lunte, der skulle tænde 6 serieforbundne bomber ikke tændte. Dette resulterede i, at ingen af de andre bomber tændte.
Tyskerne overtog sagen
Af politirapporten kan man læse, at der blev affyret flere skud, da sabotørerne trak sig tilbage. Evakuering af fabriksbygningen og naboejendommen blev iværksat. I den ene gavl af fabriksbygningen boede en familie.
Først ti minutter senere dukkede tyskerne op, og overtog sagen.
På flugt
En gruppe af sabotører gik over markerne mod Styrtom, en anden gruppe gik langs banelinjen mod Rise. Efter planen skulle de forskellige sabotører
i løbet af næste dag søge til forskellige jernbanestationer og derfra søge videre kontakt. Da fiaskoen var gået op for sabotørerne blev man enige om at forsøge igen. Den ene skulle forsøge at skaffe sprængstof i Fredericia.
Flygtet fra Gestapo
Den tyske sikkerhedstjeneste fik masser af rapporter fra såkaldte Vertrauensmänner (stikkere). Det resulterede også i anholdelse af den sabotør, Jens Jørgensen, der skulle hente sprængstof i Fredericia. Han blev ført til den tyske værnemagts-kommandantur på Storetorv. Her lykkedes det ham at slå en
Gestapo-mand ned og stikke af. Men der blev skudt efter ham, og han blev ramt i ryggen. Men han nåede dog at forsvinde.
Overretssagførerens kone anholdt
Overretssagfører Boeck, som havde været en af initiativtagerne til aktionen nåede i sikkerhed og flygtede senere til Sverige. Men hans kone blev arresteret af Gestapo. Hun blev først fængslet i Aabenraa Arrest, dernæst på Staldgården i Kolding, siden Vestre Fængsel, Horserød og Frøslev. Hun blev først løsladt efter 8 måneder.
Pastor Kroager involveres
Jens Jørgensen forsøgte at nå frem til Tinglev. Han var hårdt såret. Ved et lykkeligt sammentræf mødte han tre af de flygtende sabotører på en skovsti. I et hus fik han smertestillende piller og bestilte en taxa til Tjæreborg. På et tidspunkt bliver taxaen standset af to uniformerede tyskere. Panikken bredte sig, men de ville bare spørge om vej.
Jens fik husly hos en nabo til pastor Kroager. Selv om præstegården i anden anledning var fuld af tyskere lykkedes det for Kroager og naboen at redde situationen.
Slaget ved Styrtom
Ret hurtig fandt tyskerne ud af, at huset i Styrtom eller nærmere Sdr. Chaussé i Aabenraa, hvor en stor del af sabotørerne opholdt sig, var interessant. Der var som sagt mange stikkere i Aabenraa. Nogle af dem blev dømt efter krigen til mellem 10 og 20 års fængsel. Men fik ikke afsonet dem alle. De blev som så mange andre, benådet.
Pludselig dukkede to tyske biler op ved ejendommen. Ejendommen og udhusene blev gennemsøgt, og husbestyrerinden blev skudt.
Feldtgendarmeriet, som var indkvarteret på det nærliggende Sølyst Kro, kom ret hurtig frem til huset. Sabotørerne blev opdaget, og Gestapo åbnede ild. En af sabotørerne, Klaus blev ramt i benet. Det lykkedes at flygte over markerne mod vest. Den ramte sabotør besvimede og blev taget over skulderen hos en anden.
Hos nabogården fik man fat i nogle cykler, og den sårede blev forbundet. Men ret hurtig blev de omringet, og taget med til garnisonen i Aabenraa. Under kampene var en af sabotørerne blevet dødelig såret
Værtinden var stikker
Også værtinden på Sølyst Kro var stikker, og blev dømt efter krigen. I huset i Styrtom fortsatte Gestapo med at torturere og tæske indehaveren i flere timer.
20 anholdte
Efter episoden var der panik i modstandsbevægelsen. Mange måtte gå under jorden, og det var svært at komme i kontakt med hinanden. En masse modstandsfolk i Varde og Horsens, der havde forbindelse med aktionen i Aabenraa blev efterfølgende anholdt. Der meldes om helt på til 20 anholdte.
I ly i Aabenraa
En person, der var meget efterstræbt af modstandsbevægelsen, Pelving tog i april 1944 ophold i Aabenraa. Han blev beordret af Gestapo til ikke at vise sig på Sjælland mere. Hans logi hed nu Hotel Deutsches Haus. Hans kone og barm blev indlogeret hos hendes forældre, der boede på Tøndervej.
Pelving blev allerede tidlig under besættelsen sat i forbindelse med det tyske sikkerhedspoliti. Fra 1924 til 1931 var han ansat ved paspolitiet i Kruså og Padborg.
Radiosender i
Højer
Han fik også ordre til at rejse til Højer, for at etablere en radiostation. Det meste af december måned 1944 havde han lejet et hus i Ballum. Grunden til at der skulle etableres en radiostation var, at man anså en allieret invasion nord fra som meget sandsynlig.
I sin bil fik Pelving også installeret et anlæg så han kunne kommunikere med andre agenter.
Dagligt besøg hos svigerforældrene
Om dagen opholdt han sig mens han var i Aabenraa på Tøndervej. Han sov dog enten på Hotel Deutsches Haus eller Stadtteater, der var under fast tysk bevogtning. Pelvings svigermor havde bedt naboen om at holde inde med støvsugningen, når radiotransmissionerne begyndte, som regel kl. 11 om formiddagen. Men nettet strammede sig om Pelving. Modstandsgrupperne ville gerne have fat i ham, så man bad ham indstille sit arbejde.
Den værste af alle stikkere
Han traf chefen for Gestapo – tjenestestedet i Aabenraa, Heinrich Voigts. De fandt ud af, hvad Pelving kunne beskæftige sig med. Ja han blev faktisk Gestapo-chefens chauffør. Den 17. oktober deltog han i en aktion i Rise, hvor tre unge mennesker blev anholdt.
Han kom også i kontakt med chefen for det lokale SD – tjenested, Oberstürmführer Köhnert. Resultatet blev, at han kom til arbejde i kommandantskabet i Frøslevlejren.
Der kendes til et attentatforsøg mod ham på Toldbodvej i Padborg, men det mislykkedes. Det menes, at Pelving deltog i mindst 40 aktioner med udgangspunkt fra Frøslevlejren og fra Aabenraa. Sønderjyderne betragtede ham som den værste af alle stikkere.
Levede i Aabenraa – til sine dages ende
Retten dømte ham til 16 års fængsel, men anklageren ville have straffen skærpet. Landsretten stadfæstede dommen den 29. februar 1948. Men allerede den 30. august 1950 blev Pelving benådet, og løsladt fra fængselsafdelingen på Kærshoved-gård.
Han bosatte sig demonstrativt i Aabenraa, og gjorde ingen hemmelighed ud af det. Helt frem til 1995, hvor han døde som 96 – årig, kunne man slå op i telefonbogen: Pelving, Max radiotelegrafist. Men han havde jo også ”udstået” sin straf – 2 ½ års fængsel.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 27, 2008
Modstandsbevægelsen i Aabenraa
Mange gange blev Modstandsbevægelsen i Aabenraa optrevlet. Tre gange måtte man starte forfra. En sabotageaktion fik tragiske følger. Internt i modstandsbevægelsen fulgte en del uoverensstemmelser. Jernbaneaktioner var den største aktivitet.
Det var ikke alle, der var tilfredse med regeringens samarbejdspolitik med tyskerne under besættelsen. Mange mente, at den var for eftergivende.
En kreds fra 1940
I Aabenraa var det handelsmedhjælper Hans Mørup, der tog det første initiativ til modstand i Aabenraa.
Fra august 1940 samlede han 12 – 15 mand, der jævnligt holdt møder. De diskuterede situationen i Danmark, og hvordan, man kunne ændre den. Man dannede en kreds. En af måderne var fysisk uddannelsen af ungdommen. Derfor blev der oprettet en terrænsportsafdeling. De kom i kontakt med Dr. Phil Vilhelm La Cour. I foredrag og pjecer fortalte han om sin modstand mod besættelsesmagten.
Nye flugtveje skulle findes
En aprildag 1942 bankede en norsk student tilfældig på pastor Siegfred Rishøjgaard i Rise. Studenten havde været aktiv krigsdeltager. Han var blevet taget
til fange af tyskerne og var flygtet fra dem. Pastoren tog studenten med til kredsens møde den 9. april 1942. Der skulle findes husly og en flugtvej til ham. Dette var kredsens første egentlige aktion i en række af andre.
En række sønderjyder, der nægtede at indtræde i tysk krigstjeneste måtte hjælpes af vejen. I efteråret 1943 gik kredsen ind i arbejdet med illegale blade. Det var dog overretssagfører Holger Boeck, der organiserede den første sabotage i Aabenraa. Den omtales i artiklen Sabotage i Aabenraa.
Mange grupper blev etableret
En række småaktioner forekom i perioden fra 1941 til august 1943. Modstandsbevægelsens Region 3 havde hovedsæde i Aabenraa. Herfra havde man forbindelser til det illegale arbejde i Haderslev og Tønder. Her var Terrænsportsafdelingen også aktiv.
Efterhånden fik man aktive grupper i Løjt Kirkeby, Hellevad, Bolderslev, Rødekro, Sdr. Hostrup, Røllum, Kruså, Tinglev og Gråsten.
I april 1944 kom der våben og sprængstof til Aabenraa. Aktiviteterne kunne nu for alvor begynde. Den første sabotageaktion fik sørgelige konsekvenser. Et sammentræf af misforståelser og uheldige omstændigheder fik alvorlige følger.
Alarmering
Den 30. april 1944 fik farver Jacobsen besøg af oberstløjtnant Vagn Bennike. Sidstnævnte var leder for Jylland. Anledningen for besøget var, at BBC den foregående aften havde udsendt kodeord for kommende aktioner. Disse kodeord havde man ikke fået udleveret i Aabenraa. Besøget afstedkom, at andre afdelinger i en fart skulle alarmeres.
Natten til den 1. maj sprængte Aabenraa – gruppen otte telefonpæle syd for Rødekro og en dobbeltmast til en højspændingsledning. Andre steder i Jylland skete det samme. Alle aktioner var rettet mod tyskernes kommunikationssystem.
Modstandsfolk arresteres
Da oberst Paludan – Mûller blev dræbt i Gråsten fik tyskerne pludselig adgang til mange af modstandsfolkene. Obersten var leder af Grænsegendarmerne.
En masse arrestationer fulgte, og en masse våben blev konfiskeret, 55 geværer, 30 maskinpistoler og 98 kg sprængstof m.m.
Regionsledelsen blev nærmest opløst. Det lykkedes dog ret hurtigt at få en ny organisation på benene.
90 mand aktive
I maj 1944 udkom første udgave af det illegale blad Budstikken. Midt i august 1944 ankom en ny sending våben og sprængstof til Aabenraa. Og den 9. september ankom en ladning på 3 – 400 kg sprængstof, som blev opbevaret på Hjordkær Station.
En række aktioner fulgte på jernbanenettet. Jernbanebroer, skinner og sporskifter samt materiel blev ødelagt ved sabotageaktioner fra Padborg i syd til Hovslund i nord. Fra august til oktober 1944 var der tale om 26 aktioner.
I september 1944 udgjorde modstandsbevægelsen 90 mand i 15 grupper. Seks kasser med våben ankom og blev opbevaret på sygehuset under dække af at være beredskabskasser til Det Civile Luftværn.
Nye arrestationer
En ny arrestbølge i dagene omkring 5. oktober ødelagde atter en gang organisationen. I regionens område konfiskerede tyskerne 2 tons sprængstof, 253 maskinpistoler og 61 maskingeværer. Også depoterne på sygehuset og Hjordkær blev opdaget.
Atter en gang måtte det hele begynde forfra. De forskellige bydistrikter fik tildelt bestemte strækninger på banenettet. Men sabotageaktionerne blev sværere. Tyskerne forstærkede deres bevogtning af skinnerne.
Skår i organisationen
Men der var skår i organisationen i Aabenraa. Det kneb med samarbejdsånden og nogen fulgte sig forbigået. Atter engang blev der sent våben og sprængstof til Aabenraa. Fra midt i december til 26. april blev der foretaget 16 aktioner.
Frihedsrådet etablerede såkaldte lokalkomiteer som først og fremmest skulle være formidlende. Det skete efter tilskyndelse fra England. Disse lokalkomiteer og modstandsbevægelsen havde ikke altid de samme interesser. I overensstemmelse med Frihedsrådet oprettede Modstandsbevægelsen Det Sønderjyske
Råd. Opgaven var blandt andet at tage sig af efterkrigsproblemer.
Man tog efter kapitulationen del i grænsebevogtningen, hele 1.700 mand fra regionernes bydistrikter, deltog.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 5.02.2022
Oktober 27, 2008
Dengang i Højer
Hvor gammel er Højer egentlig? Kirken omtales i 1200, byen i 1231. Nord for byen boede mennesker for 5.000 år siden. Højer Herred blev formindsket ved ”vandflod”. Ballade om kirkens tilhørsforhold.
Det var vel midt i 1960’erne at vi fandt cirka 50 glasplader indeholdende motiver fra Højer – dengang. Fundet blev gjort oppe på loftet, helt op under taget hos tante Annelise og Onkel Kedde i Nørregade, sidstnævnte også kendt som Kedde Smaj Jeg havde besøgt mine kusiner Christel og Elke.
18.000 glasplader
Hvordan de glasplader var havnet der, var der ingen, der vidste. Glaspladerne stammer sikkert fra Laurids Mathiesen. Han havde urmager – og guldsmedeforretning i Mellemgade. I Lokalhistorisk Arkiv har man en bestillingsliste omfattende 18.000 billeder. En stor del af disse glasplader opbevares på Institut for Sønderjysk Lokalhistorie i Aabenraa.
Det var altid hyggeligt at komme ind hos Mathiesen og blive tæjn a. Man blev anbragt i en høj stol, hvorefter Mathiesen gik bag om et højbenet apparat, stak hovedet ind under det sorte klæde og indstillede linsen. Så kom han frem igen:
Han forsøgte at få de helt rette udtryk frem. Hvis nu man syntes, at det hele var lidt komisk, og begyndte at grine, kunne Mathiesen finde på at sige:
Ja så havde man også muligheden for at blive foreviget foran et bagtæppe med et skovparti.
Hvor gammel er Højer?
Dengang spekulerede jeg på, hvor gammel Højer egentlig er. Det er der faktisk ingen der ved. Man har fundet en jættestue, der er 5.000 år gammel nord for Højer. Den blev af praktiske grunde anbragt foran Kiers Gård. Og netop her har man fundet rester af en trælleborg fra vikingetiden. Kirken i Højer nævnes allerede omkring år 1200.
Noget tyder på, at Højer er en meget gammel by. Besejlingsforholdene var også gode for fladprammede både.
Højer i 1231
På skrift omtales Højer første gang i 1231 som Høthærsherred, oversat Højer Herred. Navnet Høthær er tvivlsom. På oldnordisk findes et tilsvarende ord, som betyder jord. Bondebyen lå på en bakke, der hævede sig over det flade land.
Højer Birk
I Ribe Oldemor fra 1340 opføres under Højer Herred: Hjerpsted, Ballum, Højer, Emmerlev, Skast samt det nu forsvundne Vester Anflod. Højer var en selvstændig Birk. Måske var Birken udskilt af Højer Herred.. Allerede i 1498 nævnes Jens Boesen som herredsfoged og birkesfoged.
Birkeretten bestod af birkefogeden og 8 rådmænd som var udnævnt af amtmanden efter forslag fra Højer flække. Tingskriveren var protokolfører. Birkeretten holdt sit særlige tinglokale
i Højer, faktisk der, hvor Ohlsens Hotel senere lå. Ved kirkegårdsmuren på Torvet lå en skamme-pæl med halsjern.
De ældste gårde
En af de ældste gårde er Højergård på Torvet. Det er en tidligere fri-gård fra 1437. ja så skal jeg også lige nævne Poppenbøl. Ikke fordi, at min mor har tjent her, men fordi gården stammer helt tilbage fra 1443. Af en opgørelse fra 1581 viser at der i Højer var 49 selvbjergede med 88 folk, 7 fæstegårde med 12 folk og 104 Kådnere. Det lyder ikke af meget, men efter datidens
forhold, udgjorde det dog en anseelig størrelse. I 1757 hærgedes byen af to påsatte brande, der satte byen tilbage i udviklingen.
Formindsket ved ”vandflod”
Det hedder sig, at Højer Herred blev formindsket ved vandflod, og dels ved at enklaven Ballum blev kongelig. Men helt let var det nu ikke. For enkelte ejendomme i Skast, Emmerlev og Sønder Sejerslev tilhørte Schackenborg, som jo var en “Kongerigsk enklave”
Trøjborg havde også besiddelser i Skast, Emmerlev og Sdr. Sejerslev.
Og for at gøre det endnu mere forvirret, så tilhørte Frederikskog og Rudbøl Kog, Møgeltønder Birk. Først i 1853 blev disse indlemmet i Højer Herred. Herredsfogeden i Højer Herred var allerede i 1400 – tallet også birkefoged.. Fra omkring 1713 havde Tønder og Højer fælles herredsfoged. Fra 1867 blev herredsretten ophævet.
Fra gammel tid var der en kommunal herredsrepræsentation. Højer havde 3 og Tønder 2 herredsfuldmægtige. De blev foreslået af herredsfogeden og udnævnt af amtmanden.
Tingsteder
Højer Herreds tingsted synes fra gammel tid, at have ligget i Emmerlev. Her nævnes Galgeagre fra 1683 og Tinghøj fra før 1770. Fra omkring 1770 blev tinget for Højer Sønder Herred holdt i Højer, mens tinget for Nørre Herred blev holdt i kroen ved Emmerlev Kirke. Senest var der tinghus på Højkro. Dette blev nævnt omkring 1854.
Kirken i Højer
Højer Herred tilhørte fra gammel tid Ribe Stift, og var en del af ærkedegnens provsti. Efter delingen i 1544 kom herredet under Hertug Hans. Men det skete først efter en del strid. Endnu i 1564 visiterede Ribe – bispen, Poul Madsen i Højer Kirke. Nogle få år senere forbød Hertug Hans præsten i Højer, at svare:
Kirken kom under hertugens overhøjhed og blev kort efter lagt under Slesvig Stift. Ærkedegnen beholdt sin ret til at høre kirkeregnskabet sammen med de fyrstelige amtsskrivere, dog kun til 1668. Da blev opgaven overtaget af provsten i Tønder.
I 1860 – 1.041 indbyggere
Omkring 1770 var der i Højer by – 160 huse og 765 indbyggere. Det var 21 gårdbesiddere under Tønder Amt, 118 Kådnere og 28 inderste.
I 1799 blev der gravet en kanal gennem vaderne til den daværende ladeplads syd for Højer. Efter dige-byggeriet 1861 indrettedes en anden anlægsplads på Vidåens nordside inden for diget, og en anden uden for diget. Sejlløbet blev gentagende gange uddybet.
I 186o boede der i Højer 1041 indbyggere. Efter 1864 fik tyskheden bedre betingelser i byen. I 1867 var der kun 71 danske stemmer mod 186 tyske. Også i 1920 var der tysk flertal.
Mange stiftelser har jordbesiddelser
Interessant er det, at så mange forskellige stiftelser fra Tønder havde så meget jord u i æ kou.
Digerne
Tænk hvis vi ikke havde digerne ved Højer, så ville det være katastrofalt for Tønder. Halvdelen af arealet i det gamle Tønder Amt ligger under 10 meter. Kom der en ordentlig stormflod ville disse egne sikkert ligge under vand. Det oprindelige Højer dige fra rigsgrænsen ved Siltoft til Højer blev opført 1859 – 1861. Længden var 6,6 kilometer. Inden i er der klæg af en god kvalitet. Hele 6 veje fører frem til dette dige, deriblandt 3 såkaldte katastrofeveje.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 7.12. 2021
Oktober 27, 2008
Mad fra Tønder
Min mor lavede fantastisk mad. Vi fik ”Pille Knastel” suppe, ”Hamborg Melma”. Og i Strucksallé blev der slagtet. Læs om hvad vi fik
”Daue, narre og unden” Engang havde Tønder 34 bryggerier – på en gang. Læs om min mors kogebog og de andre sønderjyske kogebøger. Du kan også læse noget om “Æ Brun Neisgaff”, “Hvidkålsbyttel”, Sylt og Surrib.
Flere sønderjyske kogebøger efterlyses
Selv her i København kommer der folk og spørger efter bøger om Sønderjysk kaffebord og Sønderjyske Opskrifter. Men der er ikke rigtig noget at få i øjeblikket. Så mon ikke forlagene skulle tage, at gøre noget ved det. Min artikel om netop Sønderjysk kaffebord er netop kravlet op i Top 10, af mest sete artikler på denne side. (Obs: denne artikel er fra 2008, så den gamle redaktør er ikke mere i boghandel)
Maden hos far og mor
Ja egentlig kunne denne artikel også have heddet Sønderjyske Specialiteter og dog. Jeg tror, at nogle af disse retter, jeg omtaler, kun findes i den vestlige del af Sønderjylland.
Hvad fik vi at spise derhjemme i Østergade, Strucksallé, Lærkevej og når vi var på besøg på Brofennen hos mor og far? Ja min mor lavede aldrig Solæg. Det lærte jeg først at kende, da jeg kom til Aabenraa på De tre Makreller.
Risengrød med hvidtøl var noget vi fik lørdag middag. Her fik vi også ofte Æggekage med Brød. Nogle gange også med vælling. Det kunne også være, at vi kun fik pandekager, men hvilke pandekager. Åh ja, sulten var vi aldrig.
I påsken var det tradition for, at vi fik “Skiddenæg”, hårdkogte æg, lagt i en opbagt hvid sennepssovs.
“Hamborg Melma”
Blev vi sulten mellem måltiderne, kunne vi få et fedtebrød, vel om mærket med hjemmelavet fedt.
Vi kunne også få en Hamborg – Melma (mellemmad). Det var en klap sammen mad bestående af et stykke franskbrød og et stykke rugbrød, klappet sammen med brun farin.
I begyndelsen fik altid varm mad til middag. Men det blev lidt upraktisk, når for eksempel jeg var på handelsskole, og de andre havde lang skoledag på Kommuneskolen. Så det endte med at vi fik varm mad om aftenen. Ja inden det blev lavet om fik vi “Dawe, Unden og Nare”
”Pille Knastel” og andre supper
Vi fik Flensborg Suppe, en slags velsmagende vælling. Lidt mere speciel var Pille Knastel Suppe. Det var med Sago, svesker og husblas. Det var en slags ”glo
– suppe”.
Forskellig slags grød, som jeg aldrig har fået siden serverede hun også. Vandgrød og Kærnemælksgrød var nogle af de mange slags. Sidstnævnte var særdeles velsmagende. Det var Hvidkålssuppe også.
“Hvidkålsbyttel” var også en af mine yndlingsretter. Det var hakket kød med hvidkål i en form. Det var blandet med smør, fløde, salt, muskat og peber.
Hjemmeslagtning
Dengang var der ikke noget der hed fødevarekontrol. I hvert fald ikke på samme måde som nu.” Ue i æ Kou” blev svinene slagtet hos Opa og Oma. Så fik vi enten et helt eller halvt svin ude i Strucksallé. Den blev så transporteret på Opa´ s knallert fra Ny Frederikskog syd for Højer. Den arvede jeg for øvrigt.
Ja og så skete den videre forarbejdning hjemme i køkkenet på Strucksallé. Det var altid en speciel stemning og duft over det. Så blev der lavet medisterpølse, fedt leverpostej og meget mere. Det jeg så ikke brød mig om, var blodpølse og blodpølse. Det havde også en meget slem duft. Vi fik alle sammen tildelt arbejdsopgaver.
Ja, og så blev der lavet “Sylt og Surrib”
Dengang var min far også kasserer i murerforbundet i Tønder. Og når murerne kom og skulle have deres dagpenge, ja så skete det også, at de fik noget slagtervare med hjem. Engang imellem kunne det også blive til en ål. Ja den kom næsten af sig selv. Min Opa fangede mange af dem omkring Højer Sluse. De blev så, når han havde afleveret dem, anbragt i en balje under køkkenbænken. Så skete det en gang imellem, at de forsøgte at finde friheden. Så kravlede de over køkkengulvet. Det var utrolig hyggeligt
Ikke noget med fisk
Indrømmet – Jeg vil ikke fortælle så meget om fisk. Jeg blev kureret som ung. Når jeg var på besøg hos “Oma og Opa u i æ Kow”, ja så blev der serveret ål morgen, middag og aften. Enten røget, kogt eller stegt.
Jeg ved godt, at min familie elsker stegt ål med masser af snaps. De inviterer aldrig mig. De ved, at jeg siger tak for indbydelsen, jeg kan ikke komme.
Dengang valfartede familien blandt andet til Æ Høj Kro til Sat Ål.
34 bryggerier på en gang
Ja tænk engang var der 34 bryggerier på en gang i Tønder. Jo de kan godt lave øl i Sønderjylland. I Aabenraa hed den bedste øl lavet af ”egen humle” “Æ Kykkelhan”
Men jeg havde forleden den glæde at smage på en af Fuglsangs mange gode øl. Det var endda gratis. Under et foredrag på Æ Synnejysk Ambassade
i København blev der sponseret gratis øl til mig som foredragsholder. Jeg kommer gerne igen. Det var en oplevelse. Nej artiklen er ikke sponseret af Fuglsang. Men hvis der er nogle folk fra det bryggeri, der læser dette, kan de godt sende mig en venlig tanke.
Når vi nu er ved denne afdeling, så husker jeg også helt tilbage fra min barndom, at der blev serveret Kaffepunch. Nederst i koppen lagde man en mønt (en skilling). Derefter hældte man kaffe i koppen, indtil man ikke kunne se mønten. Så hældte man snaps eller rom i kaffen indtil man kunne se mønten.
Ren Romgrog var heller ikke at foragte. Varmt vand med sukker og en god slat rom. Det skulle så helst være Hansen Rum fra Flensborg.
De første sønderjyske kogebøger
Min mor havde en bog, hvor hun havde skrevet sine opskrifter. Det var med gotisk skrift. Hun havde sikkert fået dem, da hun var i hus på Poppenbøl, i Niebüll eller andre steder. Og nogle af disse opskrifter har jeg gengivet her på hjemmesiden. Den første sønderjyske kogebog var sikkert den, der blev udgivet i
Sønderborg i 1830. Den havde den meget ”sigende” titel:
Fra Aabenraa kom der i 1862 denne bog:
Og så har Inge Adriansen skrevet Sønderjysk koge – og Bagebog. Men den er desværre udsolgt. Hun skrev også en om det sønderjyske kaffebord. I øjeblikket findes der en bog af Siegfred Lenz om det sønderjyske kaffebord, men det er mere erindringer om et overdådigt kaffebord.
Nu må vi ikke glemme, at der er lavet en udmærket sønderjysk kogebog af Sven Erik Ravn. Det er også en historiebog. Den indeholder 176 opskrifter.
Før og efter støbejernskomfuret
Der er stor forskel på kosten før og efter støbejernskomfuret. Og særlig i Sønderjylland var der påvirkninger sydfra. Men også fra de oversøiske lande, og dette skyldtes den livlige søfart i det sønderjyske.
Øllebrød – Gule Ærter, Æbleflæsk og Grønlangkål stammer fra tiden før 1860. Dengang tørrede, saltede og røgede man maden for at konservere den.
Komfurer, kødhakkemaskine og mælkecentrifuger betød, at kosten ændrede sig.
Før var det rugbrød og øl til en kost, der var præget af kartofler og mælk. Nu fik man også sovs, stuvninger og klar suppe med boller og kogt kød. Det sidste var typisk søndagsmad.
Æ Brun Neisgaff
Margarine og roesukker var billigere end smør og rørsukker. Retterne blev federe og sødere. Brunede Kartofler, Brunkål med flæsk blev meget velset i Sønderjylland.
Det var for resten også nationalspisen for “Æ brun Naisgaff i Løgumkloster”(Det Brune Næsehul) Det var en snustobak-forening, der hvert år i min ungdom samledes i snustobaksforeningens hovedstad, Løgumkloster. Vi mødte op i brunt tøj, og fik serveret den kostelige ret.
Suramsuppe stammer fra Suram, som blev dyrket i haverne i Østslesvig. Den kunne også spises med svesker. Vi fik den også i Tønder, men vi kaldte den noget, jeg ikke mere kan huske.
Henkogning og syltning
Både min mor og især min Oma brugte henkogning og sukkersyltning. Fantastisk marmelade og henkogning blev fremstillet. Budding med rød sauce var en af mine yndlingsretter. Røget svinehoved og Grøntlangkål var en typisk julespise omkring Tønder.
De gode pølser fra Sønderjylland
Det specielle ved Tønder og resten af Sønderjylland er de meget gode pølser, der kommer herfra. I Tønder var det fra slagter Marcussen og Albrechtsen. Men både i Højer, Aabenraa, Haderslev og Sønderborg var der favorit – slagtere.
De mange pølser og røgvarer kom egentlig med tysk uddannede slagtere, der kom til Sønderjylland efter 1864.
Ringriderpølsen er også et begreb, man ikke kender andre steder fra. De bedste findes i Aabenraa. De er i familie med den tysk/østrigske Brattwurst.
Det var mærkeligt at skulle rejse fra Tønder, og så få noget som smagte ganske anderledes. Det første chok var i Århus, hvor jeg tilbragte min glorværdige militærtid. Og så langt senere præsenterede en kæreste mig grønlangkål på lollandsk. Det var en sær oplevelse.
Opskrifter også her på siden
Jeg er sikker på, at du kære læser, har fået appetit til de sønderjyske specialiteter. Men her må jeg lige henvise til andre artikler her på siden. Mange af de sønderjyske retter og det sønderjyske kaffebord kan forbindes med den sønderjyske
kultur.
Jeg er sikker på, at Turistbranchen kunne skaffe opmærksomhed ved at servere Egnsretter fra Tønder. Modsat så tror jeg, at kulturen omkring Det Sønderjyske Kaffebord bliver ødelagt ved den måde man lancerer dette på. Turisterne tror, at det hedder Sønderjysk kaffebord, fordi de tror, at det er sønderjyske opskrifter. Man glemmer at fortælle, hvorfor det hedder sønderjysk. Og så glemmer man helt at fortælle om værtindens vigtige rolle under serveringen, samt den kultur der foruden i forsamlingshusene opstod ude på landet i Sønderjylland i forbindelse med kaffebordet.
Jo vi oplevede skam i min barndom en del af det rigtige kaffebord. Det er nu engang ikke bare at servere et stort kagebord. Det er ikke Sønderjysk Kaffebord.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 15. – 03. – 2022
Oktober 27, 2008
Lov og ret i Aabenraa
Den sidste rakker i Aabenraa forsøgte at være ”sårlæge”. Det syntes barbererne var en dårlig ide. Masser af torturinstrumenter var der også i byen. Læs, hvordan ”æslet” blev afskaffet. En borgmester blev myrdet, og en masse dømt. Men var det justitsmord? Retssystemet kan i dage virke besynderligt. Man brugte også ”tegn fra oven”.
Rakkeren var renovationsmand
Datidens bøddel var også renovationsmand. Han skulle fjerne og begrave alle selvdøde katte, køer, heste, svin og får. Han skulle også sørge for natrenovation. Han var renovations – entreprenør og leder af byens destruktionsanstalt, dvs. den såkaldte rakkerkule.
Dengang for cirka 200 år siden løb der svin frit om i de snære gader, hvor de rodede efter alt, hvad der blev smidt ud til dem.
Dengang havde man ikke dagrenovation. De fleste smed bare køkkenaffaldet ud. Så kunne svinene og hundene fornøje sig med dette. Svineriet i de gamle byer har været voldsom.
Bøddelen boede uden for byen
Bøddelen blev betragtet som uærlig. Folk kunne og ville ikke omgås ham. Bødler var oftest gift med døtre af bødler. Oftest var det velstående folk, som havde gode kontrakter med byens styre. Og faktisk var de uundværlige.
Men beboerne så ned på disse rakkere. Med familie og svende boede bødlen oftest uden for byen. Man mente i folketroen, at man selv blev besmittet og blev uærlig, når man rørte ved dem, eller noget der tilhørte dem.
Med frygt og bæven gik man forbi bøddelens bolig, især når man havde dårlig samvittighed. På væggen hang bøddelsværdet, og hvis de klirrede, når man gik forbi, var det varsel om, at man skulle ende sine dage for bøddelhånd. Derfor var det heldigt, at huset oftest lå uden for byen.
Den sidste rakker i Aabenraa
Til den sidste rakker i Aabenraa byggede byen en bolig. Det var Nygade 42. Her boede bøddelen Hinrich Christopher Røseler. Han var skarprettersøn fra Ahrensböck, gift med en skarpretter – datter fra Tønder og fader til tre døtre. Han gav sig også af med at være sårlæge.
Men det var ikke så godt, for dermed greb han i de ærliges bartskærens lavsrettigheder. Derfor gik byfogeden til Røselers hus for at forbyde ham lægevirksomheden. Byfogeden blev fulgt af de ophidsede barberer. Men Røseler havde skærmet sin dør, og skønt byfogeden gik løs på den med en jernstang, lykkedes det ham ikke at komme ind. Dette skete i 1786. To år senere i 1788 døde Röseler.
Enken bad om, at fortsætte virksomheden. Men byens råd besluttede, at man ikke mere ville have en bøddel, Røseler blev den sidste. Uden for byerne lå rakkerkulerne. I Aabenraa lå den, der hvor Frydendal nu ligger.
En rakker fra Haderslev
En skarpretter havde man alligevel brug for, derfor skrev man kontrakt med Julius Beseler. En kontrakt fra 1864 viser, at han boede i Haderslev. Han havde fået tilsagn om en årlig ydelse på 30 lybske mark.
Borgmester og råd forlangte, at han skulle møde og forrette sit embede med sværd, reb, hjul og ild..
Torturmidlerne fandt almindelig anvendelse ved de ”pinlige forhør”. Det skulle også virke præventivt for at skræmme skarnsfolk fra onde gerninger. Bøddelen forlangte for sådan en forretning 5 mark.
Hvis en skulle jages ud af byen så kastede det tre mark. En udvisning af en person, der ikke kunne ”tåles” af byen, kostede 12 skilling. Udvisning af byen var dengang en frygtet straf. Det overgik blandt andet utugtige kvinder, men man jagede også besatte ud af byen. Man havde den opfattelse, at sindssyge var besat
af djævelen som straf for skjulte ugerninger.
Mange gøremål
Hvis en selvdød hest, en okse, køer eller andet stort kvæg skulle skaffes af vejen, kostede det ejeren 24 skilling. Hvis det skulle nedgraves på stedet i ”kobbel, humlehave eller gårdsplads” måtte rakkeren nøjes med det halve.
For at rengøre fængslet fik han 8 skilling. En rengøring havde nok været en sjældenhed. Men det kunne være at lugten nåede op ril 1. sal i Rådhuset til borgmesteren.
Også kirkegården omkring Skt. Nikolai var mester Beseler underlagt. Hans svend skulle flittigt holde tilsyn heroppe, og sørge for at løse svin ikke rendte rundt og rodede. Ser han et, skal han skyde det.
For tømning af natspande var der ingen fast pris. Det blev aftalt med grundejerne.
Torturinstrumenter
Når man i 1750 ville ind til Aabenraa, kom man ind af datidens Tøndervej ned over Saltbjerg, forbi Bispens Enemark, langs skovbrynet ind i Rugkobbel, ind til Langebro – og så enten forbi Brundlund Slot ind gennem Slotsgade eller ind til Bolbro. Forbi Søndermølle ind gennem Søndergade, ja så kom man til at betale
en lille afgift.
Foran slottet stod æslet. Det var det straffemiddel, som man nordpå kaldte træhesten, og som bondeplagerne mest yndede. Foran Rådhuset stod kagemanden,
fuld af farver med forsynet med jernringe til at fastholde ”forbrydere”.
I Rådhusets kælder var stokken dvs. Fængslet, hvorfra de ulykkeliges råb om hjælp måske tonede frem, hvilket ikke var mærkeligt. Her var der mange, der blev slået i jern, dvs. Lænket til muren.
Oppe på Arnsbjerg prangede galgen, retfærdighedens strengeste straf. Her dinglede den døde krop under tværstokken, måske omgivet af høje stager, den såkaldte stejle, måske også et hjul. Det var et vognhjul fastgjort øverst oppe på lange stokke, hvorpå henrettedes parterede legeme var føde for de sultne ravne.
Havde man ærinde på Rådhuset, og hørte man de fængsledes råb, kunne by-skriveren måske forklare det med, at mestermanden – dvs. Bøddelen – var i færd med at bruge tommelskruerne på en forhærdet synder, som ikke ville bekende, og derfor måtte underkastes pinligt forhør.
Æslet blev afskaffet
Æslet i Aabenraa blev afskaffet i 1788. Og det skyldtes en husmand i Varnæs. Denne husmand, Hans Finck var blevet vred på herredsfogeden, som så havde klaget til amtmanden, von Schmettau. Han dømte Finck tre gange en time i tre på hinanden følgende dage at ride på æslet foran Brundlund.
Finck klagede til overretten i Gottorp, men overretten stadfæstede dommen. Men Finck gav ikke op. Han skrev til kongen, og det vil jo i praksis sige kronprinsessen.
”Kongen” svarede den 24. oktober, at både amtmanden og overretten i Gottorp havde haft ret til at dømme, som det var sket. Kongen vidste godt, at æselridt var almindeligt i Aabenraa Amt, men at den burde afskaffes. Straffen kan forvandles til vand og brød.
Det var en alvorlig advarsel til amtmanden, og Finck kom 14 dage på vand og brød i Brundlunds kælder. Og aldrig mere, var der nogen i Aabenraa, der skulle ride på æslet.
Den mærkelige rettergang
Rettergangen i middelalderen var anderledes end vor tids. I dag må en mand ses for uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Det vil sige, at bevisbyrden tilfalder anklageren.
I middelalderen skulle en anklaget sværge sig fri. Det skete med en Tylfer – ed. En tylft betyder 12 mand. En anklaget skulle møde med 5, 11, 17 eller endnu flere medembedsmænd, når han ville sværge sig fri. Han selv udgjorde så den, der manglede ½ tylft, en hel tylft, 1 ½ tylft. Man førte ikke i vor tids forstand vidner.
Det tør jo nok siges, at være et farligt system. Hvis du var medlem af Sct. Knuds – gildet kunne man nøjes med det halve antal ”eds-mænd” af, hvad almindelige borgere skulle præstere. Nogle gange var det nødvendigt at bruge to sprog. Befolkningen kunne ikke tysk, som øvrigheden.
Drukneprøven
Hvis man var mistænkt for at være heks, skulle man gennem Drukneprøven. Hvis kvinden, der var bunden sammen på hænder og fødder, nedkastet i vandet – flød ovenpå, så var hun i ledtog med den onde og brændtes på bålet. Hvis hun sank til bunds, var hun ikke heks, men altså desværre druknet.
Tegn fra oven
Man brugte også begrebet tegn fra oven. Her brugte man en seerske som hjælper. Således også en gang i 1618, da et lille barn var kommet af dage i Lorentz Martensens hus. Barnets fader, Jørgen Vægter hævdede at Martensen eller en i hans hus havde slået barnet ihjel. Byfogeden pålagde da Maria Seerske, at hun skulle skaffe et vidnesbyrd fra Gud om, hvem den skyldige var. Skønt Marie bad ved barnets lig om, at Gud skulle åbenbare, hvem der var at straffe, viste det sig intet tegn.
Byfogeden og de seks ”sandemænd” (nævningeting) dømte, at et dejtrug, der var faldet ned, var skyld i barnets død.
Tinget i Aabenraa
Fra gammel tid holdtes tingmøderne i Aabenraa hver mandag. De skulle begynde ”god tid på dagen”. Det skete, fordi folk helst ikke skulle have for meget kückelhahn (berømt Aabenraa øl)og brændt vin, så deres udsagn blev for omtågede.
Når et ting skulle holdes, blev der slået fire stokke i jorden. Arealet inden for disse, var fredet.
Ting – møderne blev holdt udendørs indtil 1664, hvor man indførte en rådhus – ret. Man fortsatte med at bruge tylftered. Det var ikke så ligetil at afskaffe en gammel indgroet og hævdvunden vane, selv om den var urimelig.
Borgmesteren myrdet
Ved Jørgensgård Led blev borgmester Claus Esmarch den 22. april 1610 skudt af Jørgen Skytte. Rygtet bredte sig hurtig. Det var borgmesterens svigerforældre og måske endda hans egen hustru, der stod bag mordet.
Hertugen beordrede et pinligt forhør af de mistænkte.
Anna – tvunget ind i ægteskab
Som ung kom Claus Esmarch i huset hos amtsskriver Wolff Kalundt, der boede ved Posekær. Esmarch blev ansat som sekretær. Såvel amtsskriveren som hustruen, en datter af biskoppen i Slesvig holdt af den unge mand. Derfor sagde de også ja, da han ønskede at ægte deres datter, Anna Kalundt. Hun måtte lystre sine forældre, selv om hun havde en anden i tankerne.
I 1603 blev Kalundt afskediget som amtsskriver og Esmarch blev hans efterfølger. Rygterne ville vide, at han havde misbrugt embedet til egen fordel.
Hustruen var utro
Esmarch blev i 1608 udnævnt til borgmester. Han nåede at anlægge en ny kaj lige ned for Østergade, en kaj, der efter den tids sprogbrug, blev kaldt Skibbro. Han var meget energisk, men på det private område gik det ikke så godt. Hans hustru var ham utro, og det var kendt i byen. Hans svigerforældre var også blev fjendtlig stemt over for ham. Det kunne hænge sammen med, at han ikke ville hjælpe dem. Han mente, at de skulle sætte tæring efter næring.
Tvunget til tilståelse
Under tortur tilstod Kalundt, at han havde været i ledtog med den berygtede og fordrukne Hellevad – præst. Kalundt tilstod, at han havde betalt Jørgen Skytte, for at dræbe Esmarch, at han havde brændt Esmarchs testamente og nogle breve, samt bortfjernet hans sølvtøj.
Margrethe Kalundt tilstod, at datteren var blevet besvangret af sin elsker. Hun havde ved hjælp af stærke urtedråber dræbt fosteret, og derfor født ved abort. Endelig tilstod hun, at datteren mange gange havde bedt sine forældre om at skaffe hendes mand af vejen.
Var det justitsmord?
I juni skete henrettelsen. Wolf Kalundt blev hængt på Arnsbjerg og hans afsjælede legeme parteret og lagt på hjul og stejle. Margrethe Kalundt blev halshugget samme sted og samme dag.
Pator Jørgen Lund var forsvundet og herredsfoged Bartram Jensen blev senere henrettet som meddelagtig i mordet. Om de reelt var skyldige, og om det var justitsmord ved man ikke.
Anna Esmarch blev ”benådet”. Hun blev ganske vist landsforvist og frataget al sin ejendom.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 27, 2008
Hærvejen til Grænsen
Den blev kaldt Oksevejen, Pilgrimsvejen, Adelvejen, Romervejen, Studevejen, Landvejen eller det flotte navn Via Regia, der betyder Kongevejen. Den var datidens motorvej. Omkring Hærvejen gemmer sig mange historiske og mystiske ting. Sidens redaktør har også
nogle specielle oplevelser på Hærvejen. Vi bevæger os ned fra Skrydstrup og lander ca. 20 km syd for grænsen.
Vi vendte os om. Pludselig var vi omringet af 5 – 6 tyske militærfolk. Vi befandt os lidt syd for grænsen på Hærvejen. Vi var åbenbart kommet på Militärisches Gebiet. Min kone ville vise mig noget af Hærvejen. Hun havde tidligere været med til at producere nogle film til Danmarks Radio med titlen Syv episoder fra Hærvejen.
Vi blev truet med fire år på vand og brød. Men fik dog beroliget de tyske militærfolk med at vi ikke var terrorister, og at vi hurtigst muligt efter at have vist vores pas, ville forlade området.
På æblerov med gevær
Nogle år tidligere i min glorværdige militærtid, var der også noget med våben og Hærvejen. Jeg var på øvelse med Telegraftropperne fra Århus i 1970 eller 1971 cirka 15 kilometer sydligere. Det foregik i en lille landsby også i nærheden af Hærvejen. Sorte September havde foretaget en aktion, så man var meget nervøs. Det var befolkningen også i byen. Alle børn og de smukke piger i byen blev pludselig beordret væk fra os.
Bevæbnet gik vi så på æblerov. Noget skulle vi få tiden til at gå med.
Men jeg blev beordret af mine vognkammerater, til at kontakte en bondemand, da jeg var den eneste, der kunne tale tysk. Vi ville i vores telegrafvogn gerne have friske æg og rundstykker til morgenmad. Så jeg bestak bonden med Erotische Magazine, som en af kollegaerne havde med.
Mange navne
Jo, der har sandelig altid været drama omkring Hærvejen. Det var datidens motorvej. Den blev kaldet for Oksevejen, Pilgrimsvejen, Adelvejen, Romervejen, Studevejen eller bare Landevejen. Og egentlig var der flere veje, der blev forenet ved vadesteder.
På Meyer’ s gamle kort fra 1648 blev den kaldt Via Regia – Kongevejen. Og et kort fra 1650 betegnede flere veje for Heerweg.
Navnet var jo meget rammende. En større hær kunne let komme frem, hvilket de mange volde og voldsteder langs vejen tyder på. En vendisk hær skulle for eksempel være trængt langt op i Jylland via Hærvejen i 1000 – tallet. Et befæstningsanlæg ved Øster Løgum bærer da også navnet Vendervold.
Hærvejen tjente som op – og tilbagetog for danske, svenske og tyske armeer. De første krigeriske opstandelser er beskrevet i det 10. århundrede.
De første veje
Oksetrukne kærrer blev udbredt for cirka 4.000 år siden. Før den tid var landsbyerne forbundet med fodstier og ride-ruter. De ældste spor findes som rester af
hulveje. De opstod, når kærrer og vogne kørte på det skrånede terræn. Hjulene åd sig dybere og dybere ned i bakkerne
Pottevejen, Guldvejen og Gamle Ribevej
Gang på gang har Hærvejen skiftet rute. Hvorfor vides ikke helt nøjagtig. Måske kan det have noget med naturens luner, at gøre. Begrebet Pottevejen fremkommer også. Det stammer fra Middelalderen og har noget med handelen med jydepotter at gøre.
På gamle kort kan man finde Alt Ri(e)perweg eller Riperweg. Den forbandt de to stiftsbyer Ribe og Slesvig. Det har helt sikkert været en meget trafikeret vej. Den ramte Hærvejen lige nord for Toldsted.
Denne gamle Ribe – vej har eksisteret siden Oldtiden. Den har også været kaldt Diagonalvej og senere Guldvejen. Der blev fundet både guld og rav langs vejen.
Vejpligt
Den ældste vej var ikke anlagt. Den blev anlagt af de kørende. Hjulspor dannede sig efterhånden. Blev de for dybe, kørte man bare ved siden af. De oprindelige spor blev så fyldt med sand eller indtørret dynd.
Allerede i Valdemar Sejr’ s Jyske Lov var der bestemmelser om vejenes vedligeholdelse. Det er i dag det, vi kalder for vejpligt. I 1241 bruges betegnelsen Kongens Hærstræde. Den havde en kæmpe betydning for kongen.
Toldsteder
Kongen og hertugen skulle tjene penge på vejen. Så derfor blev der oprettet toldsteder langs Hærvejen. Derom har man skriftlige kilder fra 1484. Fra toldstedet Niehuus har man skriftlige kilder fra 1375.
Hestehandelen var mere udbredt end studehandelen dengang. Ja, det var Danmarks mest udbredte eksportartikel næst efter Skåne – silden. Ved Gottorp Toldsted var afgiften 2 Skilling pr. okse eller hest.
Hærvejen havde stor betydning for handel og udveksling. Den allerældste handel har været eksport af råvarer som flint, rav og skind, huder, honning, kød og jydepotter. Den anden vej kom der kobber, tin, glas, våben og smykker fra Mellemeuropa.
En sart på Hærvejen
Vest for Aabenraa lå Toldsted, ja egentlig hed det Tollsted. Stedet omtaltes første gang i 1487, da Kong Hans opholdt sig her. Efter Sønderjyllands deling i 1544
blev Toldsted en vigtig indtægtskilde for de gottorpske hertuger. Vi går en tur på Hærvejen fra Skrydstrup og ned mod grænsen. Her finder vi en overraskelse. Skydstrup – pigen. Hun var lyshåret og efter forholdene usædvanlig høj
1.70.
Lidt sydligere ved Immervad fik Erik af Pommeren bank af holstenerne i 1422. Her har vi også Immervad Bro, som virker malplaceret. Men det er fordi å-løbet er ført udenom. Den smukke granitbro er fra 1722.
Vi var lige ved at glemme den sagnomspundne Margrethevold. Det var en slags folkevold, der skulle beskytte mod onde fjender.( Læs mere om denne og andre voldanlæg i artiklen: De første mennesker i Tønder).
En række stednavne tyder på, at der her i nærheden har været et sted, hvor man søgte hen på pilgrimsfærd. Pilgrimsstien, Pilgrimshede, Munkeskovshøj m.m.
Fra Pilgrimshøj kan man i klart vejr se Ribe Domkirke i nordvest og Havnbjerg mod øst.
Lige vest for Hovslund lå tidligere en hellig kilde. Her blev Valdemar Sejr kureret af Skønne Helene, da han havde forstuvet sin fod. Hærulf – Stenen har fundet sin gamle plads efter 80 års ophold i Berlin. Dette sted tyder på, at Hærvejen også blev brugt i vikingetiden.
Ved Strangelhøj ligger en bautasten, der siges, at vende sig, når der lugtede af nybagt brød.
Vi passerer Tinghøj. Navnet vidner om, at der her har været et tingsted. Måske har det været et af de talrige kultsteder langs Hærvejen. Ved Lerskov har man fundet en omfattende samling af våben fra bronzealderen og lidt sydligere er der gjort betydelig fund fra stenaldere. Det er også her ved Lerskoven, der har været en vold, der gik længere ud mod Genner Bugt.
Omkring Rødekro
Lige før Rødekro findes en gammel vejsten fra 1793 med indskriften
Dette kan dog ikke være den før omtalte Gamle Ribevej. Byen Rødekro er jo opkaldt efter Rødeåen, som har forbindelse til Vidåen. En halv kilometer øst for Rødekro lå borgen Brunberg.
Lidt sydvest for Rise lå der en stor militærlejr med tropper. Ved Årslev Mølle skulle der have været et gammelt tingsted kaldet Riddersal. Kunne det måske have været resterne af det berømte Urnehoved Tingsted?
Rise kro var betydelig ældre end Røde kro. Kirken var også udsædvanlig stor. Måske havde det noget at gøre med, at der på præstegårdsmarken lå en hellig kilde. Her har man valfartet til. Ved kirken lå også en stendysse. Måske har det kristne gudshus ligget på hedensk helligjord. Her lå endnu en borg Risborg.
I sen vikingetid lå en borg i nærheden af Hjordkær i nærheden af Søderup. Her døde Svend Estridsen i 1074. Her er også fundet et lille guldkammer. Stedets ældste kirke har ligget i nærheden, vest for Sønder Ønlev.
Men der er også rester af en gammel sognekirke ved Nørre Ønlev. Den skulle efter signende være brændt af danskere i 1011. Fra stenalderen er der i nærheden fundet 10 økser.
Ved Årslevgård er der fundet to armringe fra 1300 f.Kr.
Vi nærmere os det før omtalte Toldsted. Her lå også en stor hærvejskro, hvor mange kongelige har overnattet. Kroen brændte i 1544. Kigger man på gamle kort finder man navnet Bolbro. Lige nord for kroen lå en dam. Her kunne stude og heste få sig en tår, inden turen gik syd på.
Frisernes vej
Næsten parallelt med Hærvejen er der spor af en til tider yngre vejstrækning fra Immervad ned til grænsen. Den blev kaldt Æ Frisvej (Frisernes vej). Denne Friserej søgte mod Tinglev, mens Hærvejen søgte mod Uge.
Friservejn søgte nu mod sydvest. Noget tyder på, at Hærvejen også engang er gået mod Tinglev. Her lå Wallenstein i 1627. Ved den lejlighed brændte han landsbyen Uge ned til grunden.
Urnehoved
Urnehoved Tingsted har ligget mellem Uge og Bolderslev siger historikkerne. Lige ved Hærvejen. Det har været i brug siden vikingetiden. Sven Estridsens søn Knud blev kåret som konge her. Sidste gang vi hørte om tinget var i 1523, da Christian den Anden blev hyldet her. En herredsfoged ved navn Niels Henriksen
skulle være forjaget af folk.
Der peges på hele seks steder, hvor tinget kunne have ligget. Fra gammel tid bestod Danmark af såkaldte lande, som havde hver sit ting, dannet af en række herreder. Navnet Urne er en afledning af Ure eller Ore. Det betyder stenet jordbund. Hoved bruges som det øverste af noget.
I Saxo fortælles, at Erik Ejegods frilleson (!)Harald Kejsa i året 1134 lod sig kåre som konge ved Urnetingets stemmer. Stormandsslægten Urne er en af de ældste danske adelsslægter. I Bjolderup Kirke ligger en sten med rune-skrift. På den står Ketil Urne ligger her.
Rester af den nordiske gudelære
Bolderslev første stavelse er udledt af Balder. Et ord fra den nordiske mytologi. Noget tyder på, at der også har været en helligdom her. egnen synes i høj grad at have været stedet, hvor der foregået en kamp mellem den nye kristne religion og dyrkelsen af den gamle asatro. I Bolderslev lå der også i sin tid en kongsgård.
Også navnet Todsbøl kan føres tilbage til den nordiske gudelære. Ved Raabjerg Mose er der fundet tre bronzeøkser.
Oldermorsdiget
Det spændene sted Oldermersdiget, Olgordiget eller Oldemorsdiget er et vold – og palisadeanlæg, der strækker sig på en strækning af 15 kilometer. Der har været brugt så meget træ, at flere skove i området er blevet udryddet. Det er nu ikke så meget tilbage af dette anlæg, og hvad funktionen har været, er man uenige om. Det kan have været en spærring mellem daner og sakser. Træmaterialet er dateret tilbage fra 1 – 200 e.Kr. Det kan også have været en spærring mellem jyder og anglere.
Andre beslægtede anlæg er Magrethevolden ved Skovby og Trældiget ved Jordrup. Og så havde vi også anlægget ved Lerskov.
Danmarks ældste træbygning
Lidt væk fra Hærvejen finder vi Kliplev. Her finder vi Danmarks ældste træbygning, et klokketårn fra 1300’tallet. En del af tømmerkonstruktionen kender vi fra vikingetiden.
I nærheden ligger gemt bag en masse krat Tingbjerg. Som navnet angiver, har det også her været et tingsted.
Gejlå
De mange broer er karakteristisk for hærvejen. Immervad, Gejlå Broen og Pouls bro. Allerede omkring 1600 har det ved sidstnævnte været en gangbro. Den nuværende bro ved Gejlå er fra 1818. Men den har afløst en betydelig ældre bro. nogle steder på Hærvejen har der været en form for stenvase. Det var i hvert fald tilfældet ved Gejlå.
Allerede i bronzealderen må vi formode, at åen er blevet passeret til fods eller hest. Dengang var åen betydelig mere vandrig. Den første bro er måske opført i vikingetiden. De skriftlige kilder omtaler den første træbro i 1660 – opført af husfoged J. Møller fra Flensborg.
På grund af dårlig vedligeholdelse fik den en meget kort levetid. I 1765 opførtes derfor en ny træbro. Den nuværende bro blev indviet den 21. august 1818. Den er som det ses indhugget på broens gelændersten, opført af Thomas Fries fra Flensborg. Byggeprisen var 3.030 mark – heraf 530 mark i arbejdsløn. Men så var det også 10 års garanti på arbejdet.
På den anden gelændersten ses årstallet 1779. Dette stammer fra erstatningen af trægelænderet på den sidste træbro med de nuværende stenstøtter.
Kigger man efter ved Gejlå kan man også se, at det er et tidligere vadested. Der ligger stensætninger i åen.
Selv mindre vadesteder var frygtet. Åmanden krævede hvert år sine ofre. Vadestederne blev hvert år forbedret med ris – og grenflet.. I bronzealderen blev tømmer og planker lagt ud på vadestederne. Åbne træbroer blev dog bygget i vikingetiden.
Og her i Gejlå bør man besøge mine gode venner hos Hærvejens Købmand. Desværre tror jeg ikke mere, at butikken er i familiens eje.
Bommerlund Plantage
Nord for Gejlå broen lå Bommerlund Kro, og historien om snapsen, kroen og kromanden vender vi tilbage til i en særskilt historie. Kroen blev nedlagt i 1900.En sten fra 1960 markerer begivenheden.
I 1799 blev der på strækningen mellem Oksekjær i Holbøl Sogn og Bov rejst tre lygtefyr på høje pæle. Ja så havde man også en kro, og den hed selvfølgelig Lygtekroen.
Den gamle Klostervej fra Flensborg til Løgumkloster har passeret syd for Gejl å inde i Bommerlund Plantage. Her findes endnu en gammel vejvisersten til Løgum Closter. Fra 1778, samt flere sten med landsby – og personnavne.
Ved plantagens begyndelse står en gammel kopi af en vildtbanepæl med Christian den Syvendes navnetræk. Originalen opbevares på Bov Museum Museet ligger i herredsfogedgården Oldemorstoft, hvis historie går tilbage til 1472. Gården havde sin storhedstid i 1600’tallet, hvor den var sæde for herredsfogederne
for Vis Herred. I den tid kom Christian den Fjerde en gang imellem forbi.
Den krumme vej
Lige før vi kommer ind i Bov kommer vi ind på en meget gammel vejstrækning. Det er lykkedes for lokale, at bevare den. Og et stykke derfra ligger en af Danmarks ældste kroer, Bov Kro fra 1566.
Sydligst i byen går en vej mod Rønsdam. Denne strækning bliver kaldet for Den Krumme Vej. Strækningen er et alternativ til den egentlige Hærvej og er den foretrukne vej indtil Flensborg. Den stammer fra 1200’tallet. Mange fastholder dog, at det er den egentlige Hærvej. Den blev brugt frem til slutningen af
1800’tallet. Men med grænsedragningen i 1920 var det slut.
Den ældste hærvej gik i en bue uden om Øster Gejl nord om Kruså og Bov, hvor den krydsede Oksevejen. Og fortsatte i en ny bue vest om Frøslev til grænsen ved Simondys.
Oksevejen fortsætter derimod ind gennem Padborg til grænsen. Helt dernede ligger en gammel helligkilde, Kongelunden.
Frøslev Skrinet
I nærheden af Fårhus ved noget, man kalder for Elfing Bjerg skulle en røverbande med en høvding, der kaldte sig Elfing have holdt til. Og så må vi ikke glemme Frøslev Skrinet. Det var et fransk relikvieskrin eller rejsealter fra det 12 århundrede. Et flot stykke emaliearbejde fra Limoges. Fundet blev gjort i 1872 i Frøslev Mose nær ved grænsen. Hvordan den er havnet der, ved man ikke.
Øst for Padborg i Søndermose blev der i begyndelsen af 60’erne udgravet 5 plankebyggede brønde fra jernalderen, måske endda fra vikingetiden.
Nyhus Slot
Ca. 400 meter syd for grænsen kan vi se resterne af voldstedet for Nyhus Slot. Slottet blev opført før 1365. Egentlig var det borgen for Flensborg. Men da Duborg blev opført i 1411 forsvandt Nyhus betydning.
Den 30. november 1431 indtog holstenerne slottet. De holstenske grever besluttede kort tid efter, at rive det ned.
Det menes at Margrethe den Første havde ophold på slottet, da hun besøgte Flensborg. Her blev hun smittet, og døde ved Okseøerne i Flensborg Fjord.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 23. – 02 – 2022
Oktober 27, 2008
Gader og veje i Aabenraa
Hvorfor hedder det Aabenraa? Vi forsøger at finde et svar. Ligeledes giver vi et svar på hvad 30 gader, veje og steder i Aabenraa betyder.
Forsøgende på at fortyske de aabenraaske gadenavne er bortset fra Forstallé aldrig slået an. Byens forvaltningssprog var tysk, men folkesproget var dansk, synnejysk og “aabenraask”
Aabenraa:
Vi starter med bynavnet. Obenroe (1257) villa Apenradensie (latin 1259), Apenra(ca. 1275), Obenraa (1335), Oppenra (ca. 1360), Apenrha (1376), Oppenroe (1391), Openra (ca. 1420), Apenraa (1512), Apenrade (1598), Aabenroy (ca. 1640), Aabenraae (1652).
Før år 1000 er et lille fiskeleje blevet til. Den begyndte ved det nuværende Skibbroen. Vi kan forestille os, at de ældste bysbørn er kommet hertil via vandvejen. De har foran sig set en aaben ør. Det eneste sted, hvor de kunne lande. Ør er et gammelt nordisk ord for strand. Hermed har vi brugt ordet Open ør, Opnør.
Jamen hvordan bliver dette ord så til Afenraa? Et å bliver hyppigt til et a. En københavnerpige siger:
Og vekselvirkningen mellem b og f skulle vi i Sønderjylland være huskendt med. Man siger jo i Aabenraa ikke blot Afenrå, men også ”ofen” for åben ”efel” for æble osv.
Opnør har været den lille bebyggelse ved bakkens fod på selve den åbne ør, selve den åbne strand. Opnør å har været navnet på den å, der løb ud i fjorden, og så blev navnet på den by, der lå værnet bag dens vand.
Korttegneren Johannes Meijer, der ca. 1640 har gjort tilføjelser til Claus Organists optegnelser skriver:
Men det væsentlige dengang var fjorden. Aaben – ør – å, Openørå, Aabenraa et godt navn, der siger os noget om et fiskerleje ved en åben ør og en bispestad, der søgte sig værn bag grav og å.
Barkmøllegade:
Her boede jeg i mange år. Her stod barkmøllen, der malede barkmel til garvernes skind.
Bolbro:
Det er navn på den gamle bro over åen ved Søndermølle. Det betyder bul – bro, træbro.
Borgmesterløkken:
Betyder borgmesterens indelukkede eng.
Farversmølle:
Her har man nok malet farver.
Frydendal:
Navnet er jo flot, måske for flot. Her lå i sin tid rakkerkulen. Øgenavns – gaderne ligger alle uden for den egentlige bykerne. Det er sikkert hovne borgere, de har brugt nedsættende navne til de beskedne trafikårer.
Fuglsang:
Er et marknavn, der forklarer sig selv.
Gildegade:
I nærheden blev Aabenraa` s anden kirke Skt. Knuds Kirke opført, ligeledes er antagelig et gildehus opført, deraf navnet.
Hjelmallé:
Blev oprindelig anlagt af amtsskriver Hans Petersen i ca. 1590 som en vej mellem slottet og ladegården.
Jomfrugangen:
Dette navn vil man gerne forklare på den måde, at her boede nonnerne. Men der har så vidt vides aldrig været nonner i Aabenraa. Har det mon været en ”Liebes – Allé”. Allerede i Pontoppidans Atlas fra 1668 hedder gaden ”Jomfrue – Gangen”. Her boede i sin tid – lige uden for byen, bekvemt og dog af vejen – nogle kvinder for hvem man bestemt ikke kan påstå, var jomfruer.
Jørgensgård:
Har navn efter det Skt. Georgs Hospital, den Jørgensgård, det spedalskhedshospital, som engang har ligget her og i øvrigt har haft sit eget Skt. Jørgens Kapel.
Skt. Jørgens Sø i København er opkaldt efter sådan et hospital.
Karpedam:
Har selvfølgelig navn efter den karpeavl, der blev drevet her.
Kilen:
Er et gammelt ord, der betegner den inderste del af ”et vand”, en fjord, et sumpet fjordengdrag, der snart var tørt, snart var fuld af vand. Det bliver også brugt i bynavnet Kiel.
Kirkebjerget:
Egentlig er Storegade og Ramsherred anlagt på Kirkebjerget. På toppen lå en stor borg, her blev Sct. Nicolai Kirke opført.
Klinkbjerg:
Her blev tidligere oprettet en teglværksbakke, hvor der blev fremstillet klinker.
Langegade:
Sådan hed Storegade før i tiden
Langevad:
Dette var et vadested, der lå i nærheden af Karpedam.
Møllepold:
Betyder møllebakke. Pold er det samme som i hattepuld.
Oldermandsløkken:
Ja navnet giver sig selv.
Persillegade:
Så vidt jeg husker er Persillegade ikke en gade, der er bevokset med grønt. Det er nok snarere et drillenavn.
Posekærvej:
Den hed nok oprindelig Porsekærvej, vejen ved kæret, hvor der voksede porse.
Pudsgade
eller Putsgade hed i sin tid den gadestump, der nu er indlemmet i Klinkbjerg og går fra Svinget til Barkmøllegade. Navnet stammer sikkert fra pytgade eller pøsegade, som et meget fugtigt og pløret sted.
Purrekil:
Er navnet på et gammelt hul i Kilen, hvor man fangede krebs.
Ramsherred:
I gamle dage var dette navn kendetegnet ved, at være en vej, der førte nord ud af en by. Her boede byens ”pak”. Det var løse fugle, tatere, sigøjnere, løsagtige piger, rakkerkarle m.m. Det var en lidet agtet gade.
Rebekkagangen:
Mon navnet har noget at gøre med bibelens Rebekka ved brønden at gøre? Men navnet er måske mere historisk betinget. I gamle dage var Maden (Jørgensmaden) og Kilen ufarbare om vinteren, men om sommeren gik det an. Man gik ned hvor Rebekkagangen var, ind i Madestien (senere Teatergyden)
over sommerstien, der omtrent fulgte nuværende Rebekkagangens forløb. Teglværksarbejder Hermann Davidsen på Jørgengård var gift med en dame, der hed Rebekka. Hyppigt har denne dame måttet gå ned ad gangen, der i øvrigt vistnok tilhørte hendes mand, og lidt efter lidt er navnet opstået.
Rådmandsløkken:
Betyder rådmandens vænge. I København fik embedsmændene på et tidspunkt vænger tildelt som en del af deres løn.
Rugkobbel:
Betyder Rugmark
Skibbrogade:
Hed egentlig fra gammel tid, Østergade.
Skovfennen:
Er blot en skovgræsmark
Snekrog:
Betyder det skrå hjørne.
Tømmergården:
En lille gade som er ”resterne” af den oprindelige tømmergård, dvs. skibsværfternes tid.
Vognmarken:
Det er egentlig snyderi. Den er nemlig lavet på en navnløs mark og opkaldt efter det navn, som den havde i de dage, da boligvognene efter 1945, så uhyggelig tæt på, at blive anbragt derude. Gammelt er dette navn ikke, men meget talende. Gad vide om, man har hugget det fra københavnerne. På den københavnske Vognmark græssede vognmændenes heste.
Wollesgyde:
Har navn efter rådmand Wolle.
Dette var kun en del af Aabenraa´ s gader og veje.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 6.02.2022
Oktober 27, 2008
Fårhuslejren
Er lejren et martyrium – eller var det en nødvendighed. Lejren taler man helst ikke om. 3.500 var fanget her. Kadaverdisciplin og afstraffelser hørte til dagens orden. Vagtmandskabet stjal pakker, tobak og kontanter. Fangerne mærkede følgerne i mange år efter deres hjemsendelse. Mindretallet diskuterede i 2004, om de ville søge om en undskyldning. Var retsopgøret retfærdigt? Læs også om, hvordan vi behandlede de tyske flygtninge, og hvordan det tyske mindretal hyldede Hitler. Mange vil opleve den artikel som rystende læsning.
Historien begynder med en fætter/kusine fest i min afdøde kone Hanne´ s familie for mange år siden. Dagen efter kommer jeg til at snakke med en Hanne’ s onkler. De fortalte mig, at de havde været fangevogter i Frøslevlejren.
Pludselig sagde den ene onkel
Det gav faktisk et gib i os begge. Det var mange år senere, oppe i nærheden af Mariager, jeg fik dette at vide.
Fårhuslejren er et ømtåleligt emne, som man nødig vil berøre. Heller ikke i min familie. Min far talte dog meget om det. Han sagde ofte, at det var de forkerte, der blev straffet efter krigen. Dem, der tjente på tyskerne slap fri, sagde han.
Opholdet i Fårhuslejren fik eftervirkninger for mange sønderjyske familier i mange år fremover. I denne artikel vil vi også komme ind på det forhold. Var retsopgøret efter krigen egentlig retfærdigt?
Bund Deutscher Nordschleswiger
Den 22. november 1945 blev paraplyorganisationen for de tyske mindretals organisationer oprettet. Det var imens retsopgøret var i fuld gang. Et stort antal af foreningens medlemmer var interneret i Fårhuslejren, anklaget for landsforræderi.
I det tyske mindretal følte man sig meget forurettet, da også hjemmetyskere, som ikke have haft noget med de nazistiske organisationer, var fængslet med henvisning til deres tyske sindelag. Man var forurettet, men glemte måske selvransagelse og selvkritik.
Fra 1933 – 45 var det tyske mindretal knyttet tæt til nazismen.
Efter 1945 gjorde man forsøg på, at fastholde mindretallets rettigheder og ejendomme, samt fastholde mindretallets rettigheder. Desuden ønskede man at opretholde de tyske privatskoler.
Men dette blev først gennemført efter at mindretallet efter en del diskussion måtte underskrive en loyalitetserklæring over for den danske stat den 1. december 1945. Dette dannede grundlag for den nye organisation Bund Deutscher Nordschleswiger.
I dag varetager paraplyorganisationen 23 børnehaver, 17 skoler, efterskole og gymnasium. Man har desuden et generalsekretariat i Aabenraa og et sekretariat i København. Det samlede budget er på ca. 235 millioner kroner, hvoraf 45 % kommer fra Danmark, 33 % fra Tyskland, og 22 % er egne indtægter (Kilde: Grænseforeningen).
Dyrlæge Jens Møller
Dyrlæge Jens Møller blev i 1935 valgt til leder af det tyske mindretals nyoprettede naziparti National
– Sozialistische Deutsche Arbeiter – Partei Nordschleswig. I perioden 1939 – 43 var han medlem af Folketinget for Slesvigsk Parti. Jens Møller ville have Nordschlesvig Heim ins Reich. Hans opfordring til Hitler var
Han blev dog kaldt til Berlin, hvor han blev opfordret til at dæmpe sig.
I forbindelse med retsopgøret, blev han idømt 12 års fængsel på grund af det nære samarbejde med besættelsesmagten. Han blev dog benådet i 1950. han forsøgte dog at komme tilbage- Men flertallet i BDN tog afstand fra hans udmeldinger.
Jens Møller døde i en trafikulykke i 1951.
Initiativer fra Mindretallet
Blev Mindretallet uretfærdig behandlet? Hvad skete der egentlig inden Fårhuslejren?
Opgøret med de såkaldte landssvigere efter 1945 blev et opgør med en hel befolkningsgruppe, som havde eftervirkninger adskillige år fremover. Mindretallet var efter Hitlers magtovertagelse blevet gennem-nazificeret. Og det skyldtes ikke mindst Jens Møller. Mindretallet blev underlagt nazipartiet efter tysk mønster.
SK (Schleswigsche Kammeradschaft) svarende til SA – blev oprettet. Deutsche Jungen – und Mädchenschaft Nordschleswig mindede meget om Hitler – Jugend. Bund Deutscher Mädel fik indblik i den nazistiske ideologi i de hjemmetyske privatskoler.
Besættelsen blev hilst velkommen
Den tyske indmarch i Danmark blev hilst velkommen af det tyske mindretal. Man håbede på en grænserevision. Men også på andre måder, blev mindretallet aktiv.
Kreditanstalt Vogelgesang gik i gang med en jordkamp. Deutsche Berufsgruppenn Nordschleswig etablerede en Liefergemeinschaft, der sørgede for, at de
hjemmetyske virksomheder fik favorable muligheder for at levere til den tyske værnemagt.
Hvervekampagne
En anden opgave var at hverve unge mennesker til Waffen SS. Det foregik allerede fra 1939, og som regel i skolerne og idrætsforeningerne. Lærerne lagde, ifølge min far stort pres på eleverne. Og det tyske mindretal iværksatte en storstilet hvervekampagne. Omkring 1.500 fra det tyske mindretal meldte sig til Waffen SS og yderligere 500 til Værnemagten. 750 vendte aldrig tilbage.
I januar 1943 begyndte mindretallet hvervningen til Zeitfreiwilligendienst. Det var en slags uniformeret hjemmeværn, der skulle bistå de tyske tropper, hvis der skulle komme en allieret invasion i Danmark. I alt meldte der sig 1.600.
Et andet korps Selbstshutz på cirka 450 mand blev oprettet i 1944, primært for at beskytte hjemmetyske virksomheder mod sabotage.
Mindretallet sørgede også for indkvartering af tusindvis af tyske flygtninge. Man mobiliserede også frivillige til gravning af skanser tværs over Nordslesvig, vendt mod en allieret invasion.
En avis og dens solidaritet
Gennem Nordschleswigsche Zeitung udtrykte mindretallet deres uforbeholdne solidaritet med besættelsesmagten. Det skabte et særdeles hadefuldt forhold til mindretallet.
Disse spændinger blev udløst efter den 5. maj, hvor modstandsbevægelsen sørgede for afhentning af landssvigerne.
Ydmygende anholdelser
Lastbilerne strøg gennem gaderne, hver udstyret med en politimand og 4 – 5 riffelbevæbnede mænd. De arresterede hjemmetyskerne og værnemagerne. Forskræmte blev de jaget op på bilerne. Minderne om jødeforfølgelserne blev vagt til live. Der blev spyttet, sparket og hujet af dem.
Man kunne ikke vente til, der var udsendt en arrestordre, og det med det juridiske så man stort på i begyndelsen.
1.000 fra Tønder anholdes på en uge
Fangerne blev overført til Frøslevlejren, der efter 1. juni 1945 efter anmodning fra modstandsbevægelsen blev omdøbt til Fårhuslejren. I Sønderborg blev 600 interneret på Sønderborg Slot. Efter 1946 blev den nedlagt, og fangerne overført til Fårhuslejren.
Den første uge efter befrielsen blev der alene fra Tønder Politikreds overført over 1.000 mand til Fårhuslejren.
Hævn
Det var et vagtkompagni fra Den danske Brigade, der passede på fangerne. Senere på sommeren overgik bevogtningen til ny-indkaldte.
150 Frøslevfangere var forblevet i lejren og varetog også bevogtningsopgaver. Den 17. maj tiltrådte kaptajn Digmann som lejrkommandant. Han var tidligere Lager-ældste i Frøslevlejren.
Ledelsen og kommandantskabet bestod af modstandsfolk og blandt dem var mange gengangere fra Frøslevlejrens fangeledelse.
Nu kunne man rigtig tage hævn. Nogle fra vagtmandskabet skød efter for godt befindende. Vagtmandskabet stjal fra de internerede. Det overgik også min bedstemor, der var draget fra Højer til Fårhus med mad og andre ting til min bedstefar Det var sjældent, at han fik tingene. Vagtmandskabet tog sig selv af lækkerierne.
Tobaksvarer og andre personlige ejendele blev også ”beslaglagt” af vagtpersonalet. Kontanter og pakker forsvandt også på mystisk vis.
Digmanns lederskab var kontant. Hammeren faldt prompte hos ham. Ikke over for vagtmandskabets disciplin og moral, men over for fangerne. Mange indsatte måtte en tur i Fårhuslejrens arrest på vand og brød. Det gjaldt også for min bedstefar, der protesterede over, at han ikke måtte få sine pakker.
Vold over for fangerne forekom også ofte. Ifølge lejrdisciplinen var dette dog forbudt, men ledelsen så igennem fingrene med det.
Grundloven sat ud af spil
Mindretallet protesterede mod, at de tilbageholdte ikke blev stillet for en dommer inden for 24 timer. Det var modstandsbevægelsen, der organiserede interneringen. Reelt var grundloven sat ud af spil. På den anden side ville det have været umuligt med det store antal internerede på så kort tid, at leve op
til grundlovens bestemmelser.
De forskellige politikredse arbejdede på højtryk for nogenlunde at leve op til retssamfundets bestemmelser. Dagligt blev mellem 35 og 50 internerede stillet for en dommer.
Dømt af samfundet – og naboen
Næsten 3.000 medlemmer af det tyske mindretal blev dømt under retsopgøret og ca. 500 var interneret i en periode uden at blive dømt. Men alle hjemmetyske familier blev ramt. De blev lagt for had.
På landsplan blev godt 13.000 danskere dømt som landssvigere. Langt den største del af de dømte, nemlig godt 2.100 personer blev dømt for at have gjort tysk krigstjeneste. 1.100 blev dømt som Zeitfreiwillige. Og 125 medlemmer af Selbtschutz blev dømt.
I den groveste del blev 52 hjemmetyskere dømt for tysk polititjeneste, og 31 blev dømt for angiveri, dvs. Stikkeri af danske medborgere. 700 blev dømt for værnemageri, dvs. Utilbørligt økonomisk samarbejde med besættelsesmagten. Zeitfreiwillige fik omkring 1 ½ års fængsel, mens Selbstschutz-medlemmer fik ca. 2 1/2 år.
Min far havde sikkert ret. Mange danske virksomheder, der ikke tilhørte det tyske mindretal, som havde tjent på tyskerne, blev ikke dømt. Han nævnte en masse eksempler, som jeg dog ikke vil gengive her.
Lovgivning med tilbagevirkende kraft
Den lov som de fleste hjemmetyskere blev dømt efter, blev først vedtaget den 1. juni 1945. Lovgivningen blev kaldt for Straffelovstillægget. Og straffede med tilbagevirkende kraft. En noget senere lov kaldet for Værnemagerloven straffede også med tilbagevirkende kraft.
Den lov som man brugte med hjemmetyskerne var straffelovens § 101 stk. 2. Den sagde, at der under krig eller truende krig hjælper fjenden, straffes med fængsel fra 1 til 12 år.
Det tyske mindretal gjorde gældende, at Danmark formelt ikke var i krig med Tyskland.
Situationen ændrede sig den 29. august 1943, da regeringen trådte tilbage. Efter 5. maj 1945 gjorde tyskerne gældende at man ikke have været i krig med Danmark. Man gjorde gældende, at man respekterede dansk suverænitet og at det var tale om en såkaldt fredsbesættelse af Danmark.
Man kan vel med rette også kalde interneringen for en slags beskyttelse. De lange knives nat kunne sagtens være ”foregået”. Og der havde ikke været mulighed
på så kort tid, at ændre lovgivningen.
Det sønderjyske råd: Udvis dem
I vinteren 1944 – 1945 havde den sønderjyske modstandsbevægelse oprettet Det Sønderjyske Råd. Umiddelbart efter befrielsen udsendte rådet sit mindretals-program. Heri hed det sig blandt andet:
De sønderjyske Danske Samfund som arrangerede en masse møder støttede Det Sønderjyske Råd’ s program. Medlemmer af Dansk Samråd mente dog, at det var uklogt, at fare for hårdt frem mod mindretallet.
Retsopgøret sluttede vel med et kompromis mellem de to synspunkter.
Mere udgydelse
Det man så glemmer, at nævne i denne forbindelse er, at opholdet i Fårhus forfulgte én i mange år. Ikke kun foragt fra naboen. Nej samfundet straffede i mange år bagefter. De frontfrivilliges familie måtte tilbagebetale soldater – sold og familie-understøttelse, som de havde modtaget fra Tyskland.
Der fulgte også mange tilfælde af selvtægt, hærværk og bombeattentater mod hjemmetyskere og deres ejendom. Afsavnene, de økonomiske forhold og det barske ophold i Fårhus skabte en dyb kløft til det danske samfund.
Dømt på handlinger – ikke holdninger
Fra dansk side fastholdt man, at mindretallet blev dømt efter handlinger og ikke holdninger. Man påstod også, at mindretallet ikke blev kollektivt dømt.
Den danske konge tog imod fredsbesættelsen under protest. Man tillod, at danske statsborgere deltog i tysk krigstjeneste og adskillige artikler på denne side vidner om, at besættelsen af Danmark langt fra var fredfyldt.
Helt op til midten af 1960’erne bekendtgjorde mindretallet i valgprogrammer, programerklæringer og åbne breve, at de var blevet uretfærdige behandlet. I 1965 blev der oprettet et kontaktudvalg mellem mindretallet og statsministeriet.
Diskussionen fortsætter
Men diskussionen var ikke slut. I 1994 mente amtsborgmester og formand for den selvejende institution Frøslevlejren, Kresten Philipsen, at de ville være en god ide, at lave en Fårhus – udstilling. Dette fik forhenværende redaktør Robert Huhle i blækhuset. Han mente, at der var tre årsager til Philipsens udmeldinger.
Tidligere Frøslevfange, Torkild Antonsen svarede: Ikke på vilkår.
Bjørn Svensson blandede sig i debatten:
De var alle stikkere?
I majdagene 1945 kunne beboerne i Aabenraa opleve en af de hvide busser med påskriften:
Nu skal der retfærdigvis oplyses, at det kun var et meget lille mindretal i Fårhus – lejren, der var stikkere. Måske kan man godt forstå den såkaldte Fårhus-mentalitet, hvor følelsen at være uretfærdigt dømt udgjorde en hovedingrediens.
Kadaverdisciplin
Disciplinen var mere end streng. En vigtig grund til dette, var at ledelsen havde nøje kendskab til, hvordan fangerne kunne undgå reglerne. Kadaverdisciplinen var fremherskende i alle de år.
Martyrium eller nødvendighed
Mens Frøslevlejren for Danmark er et minde om tysk besættelse, dansk modstand og tilfangetagelse, så er det i det tyske mindretals selvforståelse et symbol på et hårdt og uretfærdigt retsopgør efter Anden Verdenskrig.
Selv den dag i dag, skal der trædes forsigtig når talen falder på lejren ved Padborg. Ved den dansk – tyske grænse ånder historien endnu.
Fangerne fra mindretallet sad der længere end danskerne. Hænger mindretallet fast i ”Fårhus-mentaliteten?”. Er de stadig i offerrollen? Nej det er de ikke mere. men det varede særdeles længe. Da vi skrev artiklen var man endnu i offerrollen.
Det var som ofte familiens forsørger, der sad i lejren. 3.500 af et mindretal på 25.000 – 30.000 sad i lejren. Mindretallet kunne vel ikke undgå at lægge mærke til danskernes modstand mod besættelsesmagten.
Så sent som i 2004 diskuterede man i det tyske mindretal om man skulle forlange en undskyldning af den danske stat. Er Fårhuslejren et martyrium eller en nødvendighed.
Varulve
Påskelørdag den 20. april 1946 blev der smidt en håndgranat ind på politistationen i Tinglev.
Sådan stod det at læse Jydske Tidende.
Gruppen var opstået lokalt på Løgumkloster – egnen. Formålet var at bekæmpe anti-tyske danskere. Drivkraften i gruppen var primært motiveret af ønsket om hævn for interneringen af forældre i Fårhus – lejren.
Denne varulve – bevægelse blev trevlet op. Ved Byretten blev N.W. dømt 12 års fængsel. Men ved Højesteret fik han halveret sin straf. Den 11. januar kunne Jydske Tidende dog fortælle om en hjemmetysk gruppe, der bestod af ti tidligere SS – folk. De var uddannet i partisankrig i Frankrig.
Antitysk holdning
I maj 1945 befandt der sig endnu 246.000 tyske soldater i Danmark, og et stort antal tyske flygtninge. Først i 1947 forlod de sidste tyske soldater landet. I den danske befolkning havde det udviklet sig til en stærkt anti – tysk holdning.
Omkring 2.000 tyske soldater blev sat til at fjerne miner. Cirka 10 % af disse omkom under arbejdet, et ukendt antal blev kvæstet og lemlæstet.
Krigsforbrydere
Ifølge international lov skulle Danmark indberette krigsforbrydelser. Grundlaget blev skabt af Krigsforbryderloven af 12. juli 1946. Der blev foretaget forundersøgelser mod 344 tyske statsborgere med henblik på at retsforfølge dem. Der blev dog kun rejst tiltale mod 77.
Endnu i 1965 skulle der have været en liste på 31 tyske – og østrigske krigsforbrydere, som man fra dansk side stadig ønskede at retsforfølge.
Den nationale stemning i befrielsesdagene
Befrielsesdagene handlede også om selvtægt, demonstrationer og ydmygende behandling af modstanderne og nedværdigende omtale af disse. De tyske flygtninge måtte under hele deres tilstedeværelse mærke denne holdning.
Den danske befolkning medinddrog flygtningene i deres had til alt tysk.
Den 5. maj 1945 befandt der sig 250.00 tyske flygtninge i Danmark, heraf var en tredjedel børn under 15 år. De blev bogstaveligt talt isoleret med pigtråd fra det danske samfund, og derefter hurtigst muligt forsøgt returneret til Tyskland.
Der befandt sig også 30.000 flygtninge under ubeskrivelige forhold ombord på skibe i Københavns Frihavn. De blev straks sejlet tilbage uden lægetilsyn. De første flygtninge kom med tog til Padborg, men de fleste kom af søvejen.
13.000 civile tyskere dør i Danmark
I 1945 døde 13.400 civile tyskere i Danmark uden at sundhedsmyndighederne ville undersøge, hvorfor. Halvdelen af disse (7.746) var børn under 15 år. Man var ligeglad om fjenden var børn, når kampen drejede sig mod nazismen og tyskerne.
Den officielle danske holdning over for disse flygtninge var, at man ikke ville medvirke aktivt til nogen form for hjælp til dem. Det var tyskernes egen problem.
Flygtningestrømmen opfattedes som endnu et overgreb fra tyskernes side. Alle ydelser skulle gives gennem tyske beslaglæggelser. Man forlangte, at for at flygtninge skulle hjælpes måtte der ske modydelser på den måde, at danskere i koncentrationslejre fik væsentlig bedre vilkår.
De yngre læger forlangte at alle danskere og jøder skulle sendes hjem, før man kunne forvente lægehjælp. Men hjemsendelsen af betjente og grænsegendarmer
ændrede ikke Danmarks indstilling. Og selv lige efter befrielsen skete der ikke væsentlige forbedringer.
Spædbørn dør
Da skibe ankommer til Frihavnen var der en del spædbørn, der er døende. De blev nægtet lægehjælp. Man mente fra dansk side heller ikke at Røde Kors skulle hjælpe, da de udelukkende betjente sig af frivillig arbejdskraft. Man kunne ikke regne med befolkningens støtte, når det drejede sig om, at de skulle hjælpe tyske statsborgere.
Man ville heller ikke fra dansk side hjælpe børn under fem år, som var de mest truede. De var henvist til de fuldstændig utilstrækkelig bemandede og udstyrede tyske lazaretter.
Epidemiske sygdomme behandles
Man bøjede sig lidt. Fordi man var bange for at epidemiske sygdomme ville brede sig til den danske befolkning, så sygdomme som tyfus, paratyfus, dysenteri og plettyfus blev behandlet.
Kaos efter befrielsen
På kapitulationstidspunktet var der totalt kaos omkring behandlingen af flygtningene. Indkvarteringsforholdene var kaotiske. I maj 1945 befandt godt 90.000 flygtninge sig i København på diverse skoler og idrætshaller.
De sanitære installationer var under al kritik, og det medførte svære epidemier af specielt tyfus blandt flygtningene.
Fra dansk side ville man have at de omgående blev sendt hjem, men fra engelsk side blev der meddelt, at dette ikke kunne ske de første 3 – 4 måneder.
Pressens rolle
Stemningen mod flygtningene var ikke blevet mildere. Selvtægten florerede med fuld pressedækning. Man beskrev fortsat de mange dødsfald uden den mindste form for medlidenhed. Danskerne følte ikke det mindste ansvar for de forhold, man bød flygtningene.
60 københavnske præster havde udsendt en pressemeddelelse om, hvordan forholdene i virkeligheden var i modsætning til det billede, pressen gav. Dette rejste en læserbrevstorm. Ikke mod pressen, men mod flygtningene og mod præsterne. Man krævede deres navne offentliggjort og en undersøgelse af deres indsats under besættelsen.
Genevekonventionen overtrædes
Lægebehandlingen var fortsat overladt til civile tyske læger, der havde været med i flygtningestrømmen og til lægerne tilhørerne værnemagten. Man fik englændernes tilladelse til at 85 tyske militærlæger og 360 sygeplejerskes status blev ændret fra militærpersonale til flygtninge.
De forblev mod deres vilje i Danmark som ulønnet sanitetspersonale, og de sidste forlod Danmark sammen med de sidste flygtninge i 1949. Denne tvungne internering uden løn var i klar modstrid mod Geneve-konventionen af 1929. Men så fik Danmark sin hævn.
Kosten
I kostreglementet er angivet eksempler på den varme mad, der blev serveret:
Man mente, at det hverken var bedre eller dårlige end hvad den almindelige dansker fik. Manglende indhold af kød, vitaminer og fedtstoffer så man stort på.
Dødsfald kunne være undgået
Den største gruppe flygtninge der døde i 1945 var børn under to år. De fleste døde antagelig af mave – infektioner og dehydrering, underernæring og børnesygdommene, mæslinger og skarlagensfeber. Det er næppe tvivl om, at de fleste dødsfald kunne have været undgået, hvis de danske læger var gået ind i en humanitær indsats for at redde dem i stedet for at afvise dem fra de danske sygehuse.
De forhold man bød flygtningene efter kapitulationen var ikke gode – indespærring og sammenstuvning i lejre med elendige sanitære installationer og ensformig og underlødig kost. Forholdene blev bedre med tiden, men i 1945 var de dårlige. Det viser indberetningerne fra embedslægerne. Det var ingen politisk dækning til at give dem bedre forhold.
Det var svært at tale tyskernes sag på det tidspunkt uden at blive mistænkeliggjort, men det er vel i virkeligheden i sådanne situationer, at lægeløftet skal vise sin værdi.
Havde min far ret?
Min far havde vel ret, det var ikke altid de rigtige, der blev straffet efter krigen. Og en anden ting er, at det nok ikke altid var det rigtige, hvad der stod i historiebøgerne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Redigeret 26. – 02 – 2022