Artikler
Februar 24, 2009
En tredjedel af Københavns befolkning omkom. Der blev oprettet pestlazaretter på Vodrufgaard og på Ladegaarden. På Blågårdens arealer blev de fattige evakueret til. Ansatte på lazaretterne døde som fluer. Myndighederne opdagede faren for sent
Soldater – hårdt ramt
Lige inden pesten kom, var Danmark plaget af det ydmyge nederlag ved Helsingborg. Et stort antal syge og sårede blev bragt til København, hvor de fyldte
krigshospitalet på Ladegården. Også en række lejede bygninger blev taget i brug.
En smitsom Forraadnelsesfeber bredte sig blandt de sårede. I 1710 døde 6.000 mennesker af denne sygdom. Det var også i 1710 at 16.000 soldater slog lejr på Nørrefælled.
Den store pest
Den store Pest havde hærget i Sydeuropa, derefter bevægede den sig til Østersø – landene. I 1710 var den nået til Sverige. På Saltholm blev der opført tre pakhuse, der fungerede som karantænestation. Al handel med de steder, hvor pesten havde ramt, var forbudt. Fra alle prædikestole blev der holdt Bøn om at bevare Riget for Pesten.
Professorerne ved det medicinske fakultet skulle
Holdt øje med sikkerheden
En kommission blev nedsat. De skulle holde øje med sikkerheden. Magistraten skulle forsyne byen med levnedsmiddel og brændsel til et halv års forbrug, når pesten brød ud. Det medicinske fakultet udsendte et lille skrift med gode tips om forebyggelse. Alle betjente ved stadens fire porte fik besked på ikke at lade folk passere uden sundhedspas.
Alvoren gik for sent op for myndighederne
Men en person fra Helsingør blev smittet. Han havde været i Danzig. Men lægerne var uenige om det var pest. Man fik ikke isoleret byen og sikkerhedsforanstaltningerne var meget nølende.
Først i maj 1711 gik alvoren op for myndighederne, og Helsingør blev afspærret for omverdenen. Soldaterne fik ordre til at skyde enhver, der brød afspærringen. Men det lykkedes adskillige at bryde afspærringerne. Politibetjente og barberer blev sendt efter for at opsnappe disse. De skulle med det samme sendes til Saltholm.
Det kom til voldsomme sammenstød, idet befolkningen satte sig til modværge, når der blev iværksat husundersøgelser. Militæret måtte sættes ind.
I midten af juni 1711 var pesten nået til København. En trompeters kone i Lille Grønnegade, var afgået ved døden. I juli tog dødsfaldene til. Alle ceremonier
ved begravelserne blev afskaffet.
Pesthospital indrettes
Kvartermester Wodrof’ s gård på den anden side af Skt. Jørgens Sø blev indrettet til pesthospital.
Barberlauget protesterede mod, at de skulle fungere som pestlæger. Men der blev pålagt samtlige mestre og svende i Barberlavet:
Antallet af vægtere blev øget fra 66 til 86. Indbyggerne blev grebet af panik, og Østerport blev lukket. Alle fornemme og rige borgere forlod hovedstaden. Den 18. juli forlod kongen og dronningen Frederiksberg Slot for at tage til Kolding.
Også mange læger forlod hovedstaden.
Døde som fluer
Endelig den 16. juli blev Lazarethet paa Vodrufgaard blev åbnet med en tysk barber Kyhl som overmester. Man havde ikke kunnet få en læge til at overtage posten. Og Kyhl forsøgte at bryde sin kontrakt. I fem dage fik patienterne ikke lægehjælp.
Mange pestramte måtte ligge under åben himmel på strå. For at få nok personale måtte man gøre brug af fangere fra byens fængsler. De pestramte døde så hurtig, at man gravede render og skubbede ligene derned. Men denne fremgangsmåde afstedkom stærk kritik fra befolkningen. Så man fandt en metode til at
lave hurtige kister og kasser til de afdøde.
Lazarettets funktionærer døde som fluer. Det skete også for Kyhl. Af 36 nye ligbærere, sygebærere og kuske var kun 6 i live 4 dage efter. Mange tvivlsomme eksistenser var stuvet sammen på lazarettet, og råheden tog til i styrke. Utugt, klammeri, slagsmål, gudsbespottelse og eder hørte med til dagens orden.
Vaagekonerne bestjal de syge og udplyndrede de døde. De syge bestjal hinanden indbyrdes. Barbersvendene afpressede patienterne for medikamenter. Portneren forsømte sin pligt. Han lod de syge tage på strejftur ind til byen, hvorved smitten udbredtes i videre og videre kredse.
En tugtmester blev ansat
En Tugtmester blev ansat for at komme dette uvæsen til livs. Halsjern og gabestok kom i brug. Spanske Ryttere blev anvendt i gravene og vagter med skarpladte geværer blev taget i brug.
Døden indtraf på fjerdedagen
Elendigheden tog til. Pesten begyndte pludselig med kuldegysninger, der snart blev afløst af en brændende feber. Kræfterne tog utroligt hurtigt af. Modløshed og fortvivlelse greb de syge. Derpå fulgte vildelse og raseri, Blodflod og en ondartet koldbrandagtig betændelse, der angreb svælget og læberne. Derefter fulgte opkastninger og diarre.
Den lidende udsendte en ulidelig stank. Sanserne blev sløve og huden fik en rosenagtig betændelse. Der opstod betændelser ligesom brandbylder. Døden indtraf som regel på fjerde dagen.
Lægen med vidundermidlet
En tysk læge ved navn Diderich påstod at have vidundermidlet mod pest. Han havde en blomstrende forretning, indtil man fandt ud af, at hans såkaldte vidundermiddel ingen virkning havde. Hans medikamenter blev beslaglagt og han fik en stor Mulkt.
Fangerne fra Bremerholm begravede ligene
Den største renlighed blev pålagt slagtere, feldbereder, garvere, pergamentmagere, lysestøbere, fiskeblødere og jøder. Byens bedste borgere blev udnævnt som
kvarterkommisærer, og skulle indberette om kvarterets tilstand. Pesten ramte de laveste først, særlig fattighusene gik det ud over.
Fangerne på Bremerholm blev udkommanderet til at begrave ligene, bagefter blev de bestrøet med udæsket kalk.
Pesthospitalet på Vodrufgaard med dens barakker og telte var den 3. august så overfyldt, at man kun kunne modtage de syge, der flakkede hjælpeløs rundt i gaderne eller lå der dødssyge.
Ladegaard tages i brug
Man måtte tage den gamle Ladegaard i brug. De 100 soldater der lå der skulle flyttes til Falkonergården. Kjøbenhavns Kommandantskab modsatte sig beslutningen, og først efter langvarige forhandlinger fik Sundhedskommissionen deres vilje. Men det kneb med organisationen. Senge og sengetøj måtte
man vente længe efter.
Fattige blev evakueret
I de varme sommerdage bredte pesten sig videre. I gaderne lå der masser af lig, og en forfærdelig stank bredte sig. Alle ældre ligbærere var også bukket under, så nu pressede man tiggere og “Lediggjængere” til det farlige job. Det var dog kun en snes personer, der meldte sig. Og da de så hvor katastrofalt, der stod ti, flygtede de fra jobbet, inden de var begyndt.
I august begyndte mangel af levnedsmidler at gøre sig gældende. Den 12. september blev der udsendt en kongelig forordning, at fattige skulle placeres på To Torve udenfor Nørreport. Den ene lå i Prins Carls Enghave, det vil sige på Blaagårds grund. Den anden kom til at ligge bag Acciseboden, det vil sige mellem
Volden og Sortedamssøen.
En tredjedel af Københavns befolkning omkom
Omfattende plyndringer og røverier kunne ikke hindres. Og de fattige tog smittebærende tøj på. Den store pest kulminerede i august og september.
Efterhånden lå der 800 patienter på Ladegården. Og på Nørrefælled led soldaterne af skørbrug, brystsygdomme og feber. Først i august 1712 kunne de komme i deres almindelige kvarterer inden for voldene.
En tredjedel af Københavns befolkning bukkede under for pesten.. Blandt de næringsdrivende og håndværkerne var dødeligheden så stor, at der måtte tilkaldes reserver fra provinsen. Alle fabrikker, al handel, håndværk og skibsfart havde været standset.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 31. 03. 2022
Februar 24, 2009
Barske afstraffelsesmetoder hørte til dagligdagen – dengang. Og henrettelser var der mange af på Kastellet og i Fælledparken. Skarpretteren havde mange tilbud på sin prisliste. Griffenfeld blev benådet i sidste øjeblik, men det skete ikke for moderen fra St. Knuds Kloster eller moderne på Kaptajn With. Der var heller ikke nogen benådning til Brandt og Struensee. Skarpretteren måtte bruge tre hug på sidstnævnte.
Barske henrettelsesmetoder
Går man en tur i Fælledparken eller på voldene ved Kastellet kan man slet ikke forestille sig alle de skrig, der har lydt her. Man kan heller ikke forestille sig de grusomme afstraffelsesmetoder, man anvendte. Jo det var sandelig barsk – dengang.
Skarpretterens prisliste anno 1698
I Skarpretterens prisliste fra 1698 nævnes:-
Morderen fra St. Knuds Kloster
I 1675 blev Erik Ladefoged, der havde myrdet forpagteren på St. Knuds Kloster, justificeret på følgende måde. Først blev hans hjerte skåret ud af ham og bødlen slog ham med det på munden. Derpå knustes hans arme og ben med et hjul. En rem blev skåret af hans bug og en af hans ryg. Hans hoved blev afhugget og sat på en pæl. Endelig blev hans legeme parteret og lagt på fire stejler.
Griffenfeld
Den 6. juni 1676 blev Griffenfeld ført ud af sit fængsel i Kastellet til Paradepladsen. Midt på pladsen var der spredt noget skinnende hvidt sand med et sort klæde over. Ved siden af stod den dødsdømtes ligkiste, overtrukken med sort stof og våben, der hidtil havde siddet på hans stol i Helligåndskirken. Kredsen var omringet af soldater.
Men der var tilskuer til stede. Griffenfeld tog afsked med de tilstedeværende, bevidnede sin uskyld, og forsikrede, at han havde haft statens og kongens vel for øje. Han opløftede sine hænder til Gud og erklærede, at han modtog døden som en retfærdig straf, fordi han havde søgt Jordens Konge mere end himlens. Hans frimodige og gudhengivende holdning gjorde et stærkt indtryk hos de tilstedeværende.
Bødedelen sønderbrød hans våben og trådte på det med ordene:
Griffenfeld tog derefter sin paryk og halsklud af. Han lagde sig på knæ og bad en kort bøn. Derpå lagde han sig på knæ:
Pardon – i Kongens Navn
Derefter gav han tegn til bøddelen, om at hugge til. Denne nølede imidlertid, sandsynligvis efter ordre. Men da han endelig løftede sværdet med begge hænder, trådte generaladjudant
Schack frem og råbte:
Da præsterne hørte dette, løb de hen og løftede Griffenfeld. Denne var helt fortumlet.
Derpå oplæste Schack den kongelige ordre. Griffenfeld var blevet benådet. Han havde fået livsvarigt fængsel. Han fik først sin frihed den 10. marts 1698, nedbrudt på liv og sjæl. Han fik tilladelse til at tage ophold hos datteren Charlotte Amalie, der var gift med Baron Frederik Krag til Stensballegaard. Men allerede året efter døde Griffenfeld.
Benådning blev givet meget sjældent
Regeringen havde fundet det nødvendigt at udgive et flyve-skrift, hvor man på forskellige sprog fortalte om Rigskanslerens forbrydelser. Han blev kaldt et moralsk uhyre, der havde
solgt sin konge til Frankrig og Sverige for 40 tønder guld. Disse ville udråbe Prins Knud til konge, forbinde de nordiske kroner med Frankrig, forsyne København med en svensk besættelse og lukke Sundet for hollænderne.
Men regeringen fralagde sig ansvaret for skriftet. De udsatte en dusør for at finde forfatteren, men han blev aldrig fundet. Denne gang gik kongen ind og gav benådning, men sådan var det ikke altid, ja det var faktisk sjældent.
Mytteri på Havmanden
I 1683 blev ikke mindre end ni mennesker henrettet, fordi de havde gjort mytteri på det ostindiske skib Havmanden, dræbt guvernøren, kaptajnen, Jan Blom, hans gravide hustru og mange
andre. Derpå havde de smidt ligene i vandet. Hovedmanden for forbrydelserne var en mand fra Hamborg ved navn, Hans Biermann. Forbryderne blev først knebet med gloende tænger, dernæst blev hænderne hugget af. Dernæst blev arme og ben lagt på Stejlerne.
Pontoppidan skrev følgende:
Mordet på Kaptajn With
To forklædte mennesker kørte den 15. september 1767 i en karet fra Christiansborg ud til Øster Fælled. De havde bevidst valgt at køre fra slottet i en almindelig hyrevogn. Ude på fælleden stoppede vognen ved skafottet. En deling soldater holdt vagt ved skafottet.
De forklædte skikkelser kunne fra vognen se to stærkt medtagende mænd ankomme på bøddelens vogne. De to mænd havde tidligere på året dræbt en kaptajn ved navn Wirh.
Morderne var en underofficer ved navn Mörl og hans tjener Stutz. Førstnævnte tilhørte With’s kompagni. Sammen var de en nat brudt ind i With’s lejlighed i Lille Kongensgade og havde slagtet With med deres kårder, mens han lå i seng. Derefter havde de stjålet penge og smykker.
Afstraffelsen
Tidligt om morgenen var de blevet ført fra arresten til en plads i byen, hvor deres dom var blevet oplæst. Derefter var de blevet kørt til Lille Kongensgade, hvor mordet havde fundet sted. Her blev de to mordere knebet med gloende tænger. To gange mere var de blevet knebet.
Ved Østerport blev de modtaget af to præster, og blev knebet for fjerde gang. Præsterne fulgte med ud til Fælleden, hvor de blev knebet for femte gang med gloende jern.
Teologiske udredninger
Mörl var den første, der blev bragt op på skafottet. Inden han blev ført frem for at blive radbrækket fremførte han en længere religiøs monolog i knælende tilstand. Da bøddelen gik i gang med at knuse hans lemmer, fortsatte Mörl med at udråbe sine teologiske udredninger. Efter den smertefuld lemlæste blev han båret hen til galgen – stadig talende. Derefter blev han hængt.
Mörls tjener havde fulgt det grusomme optrin. Skrigende og grædende blev han nu selv ført op på skafottet. Også han blev radbrækket af bøddelen. Skrigende blev højere, men forstummede, da han lidt efter blev hængt.
Bagefter blev de to lemlæstede og døde kroppe parteret, og kropsdelene blev sat på hjul og stejle. På den måde kunne man se forbryderne på lang afstand.
Kongen og sin rådgiver
Bag forklædningen gemte Christian den Syvende og kongens rådgiver Sperling sig. Kongen havde underskrevet dødsdommen uden kommentarer. Den udpenslede straf i doms-papirerne gjorde et stærkt indtryk på kongen. Han ønskede at se, hvad der skete, når et menneske blev udsat for en så langtrukken død.
De to fanger på Kastellet
En sammensværgelse havde væltet Struensee og enkedronning Julianne Marie havde taget magten i landet. En række personer blev anholdt. Struensee og Brandt blev anbragt med lænker i Kastellet. En Inkvisitions-kommission blev nedsat. Men ret hurtig vidste man godt, hvor det bar hen. Struensee førte 38 samtaler med præsten Balthasar Münther i de to måneder, han var i forvaring. Han blev langsom omvendt fra radikal oplysningsidealist til kristen.
Brandt var meget overbevist om, at han til sidst ville blive benådet. Christian den Syvende havde mulighed for at benåde, men han udtalte:
Efter sigende skulle kongen have gentaget dette en fem – seks gange.
Mange tilskuere
Henrettelsen fandt sted den 28. april. Tømmermester Junge havde i de foregående dage bygget et solidt skafot ude på Øster Fælled. Normalt skulle det være foregået på
Vester Fælled. Men det var mere plads til tilskuer herude på Øster Fælled.
Om morgenen havde man haft besøg af præsterne, hvorefter man begav sig i vogne fra Kastellet til Øster Fælled, hvor titusinder af københavnere havde indfundet sig. Gaderne inde i
København lå øde hen. Militæret sørgede for bevogtningen.
Brandt var den første, der blev ført frem. Bøddelen smadrede først hans våbenskjold. Efterfølgende huggede bøddelen højre hånd af Brandt, derefter hans hoved. Til sidst blev hovedet parteret i fire dele. Kropsdelene blev i et reb firet ned på en rakkervogn, der skulle køre det parterede lig ud til Vester Fælled. Her skulle kropsdele sættes på hjul og stejle, men hænder og hoveder skulle placeres på lange stager.
Tre hug skulle der til
Nu var det Struensee’s tur. Han havde siddet i vognen med sin præst. Han havde dog uden tvivl kunne høre Brandt’ s skrig og tilskuernes jubel. Münter fulgte Struensee op på skafottet,
der flød af Brandt’ s blod. Han fik også våbenskjold og højre hånd hugget af.
Da det kom til hovedet opstod der problemer. Øksen fik ikke rigtig fat ved det første hug, og Struensee vred sig i smerte. Bøddelen prøvede igen, men også denne gang faldt hugget dårligt. Først tredje gang blev hovedet skilt fra kroppen.
Så kunne parteringen begynde. Til sidst blev hans kønsdele skåret af og fremvist for mængden. Selv de mest tungnemme kunne næppe undgå at fange symbolikken. Også dette lig blev ført ud til Vester Fælled.
Hvis du vide mere:
Kilde: Se
Redigeret 4.12.2021
Februar 24, 2009
Zar Peter måtte ikke bo på Blaagaarden. Han red op til toppen af Rundetårn. Venskabet til Kong Frederik røg sig en tur. Københavnerne var bange for belejring. 4
dage før Skåne skulle invaderes aflyste Zaren dette. Der var tropper overalt.
København oplevede et af de mere sjældne besøg. I henhold til en konvention med kongen ville zar Peter den Store komme med 4.000 ryttere og 20.000 fodfolk.
Modtaget som helt
Den 17. juli 1716 nåede zaren og en fortrop København. Han blev modtoget som en helt, fik en masse æresbevisninger, og der blev saluteret for ham. I gaderne afholdt borgerskabet og militæret parader for gæsten. Meningen med det hele, var at zaren sammen med det danske militær skulle erobre Skåne.
Seks dage efter kom gemalinden. Hun blev modtaget i Køge. Man kørte en stor omvej så hun kunne opleve hovedstaden fra den bedste side.
Måtte ikke bo på ”Prins Carl’ s Lyststed”
De russiske majestæter havde udtalt, at de ville bo på Prins Carl’ s Lyststed udenfor Nørreport. Men man havde glemt, at tage Prins Carl med på råd. Han var ikke meget for det. Majestæterne kom til at bo i Købmand Vilhelm Edingers Gård inde i byen.
Zaren ønskede at gå rundt i hovedstaden mens zarinaen ønskede pompt og pagt. Hun bevægede sig rundt i en kostbar Dragt behængt med Ordener.
På besøg i Rundetårn
Zaren beså Tøihuset og Flaaden. Han deltog i jagter, Karruseller og andre hoffester. Han red på en russisk hest op på toppen af Rundetårn og beså solpletter i et astronomisk instrument. Hans Gemalinde kørte derop i en Karriol.
Frygt for spionage
Man blev dog lidt betænksom, da zaren begyndte at undersøge voldenes højde og tykkelse, fæstningsgravenes brede, kanonernes kaliber og skibsværfternes indretning. Hoffet begyndte at frygte, at han ville gøre et anslag mod byen. Og Menigmand syntes, at han opførte sig som Herre og Mester.
Landsat på Østerbro
København lignede efterhånden en krigslejr. Ude på Reden lå en mægtig flåde for anker. Her vajede danske, russiske, engelske og hollandske flag.
De russiske garderegimenter lå ude på fælleden. I september blev der landsat over 19.000 russere. Udskibningen foregik på en bro, der var bygget ud i vandet udenfor Fiskehuset. Med andre ord, de blev landsat nord for Kastellet, omtrent der hvor Rosenvænget i dag ligger.
De russiske troppers telte strakte sig efterhånden også langs kysten op imod Svanemøllen. En mindre afdeling dragoner lå ved den nærværende Jagtvej, mellem Lille og Store Vibenshus. Den danske hær, der talte 23.000 mand lå på den anden side af St. Jørgens Sø i to lange linjer.
København i alarmberedskab
Men frygten for de russiske tropper voksede. Københavns kommandant fik ordre til at forstærke vagterne ved Øster – og Nørreport. Artilleristerne skulle stå men brændende Lunter i de tilstødende bastioner. Der skulle patruljeres omhyggeligt ved nattetide. Militæret og borgerskabet fik anvist alarmpladser, hvor enhver skulle møde med skarpladt geværer ved første Signal.
En dansk fregat blev placeret mellem Sjælland og Hven, for at hindre, at de russiske dragoner, der befandt sig på øen skulle komme over.
Forholdet blev spændt
Forholdet mellem Kong Frederik og den berømte gæst blev efterhånden også meget spændt. Det nærmede sig et brud, og rygterne blev forstærket. Zaren ville overrumple Kronborg og han var i gang med at udspionere.
Invaderingen blev aflyst
Planen var at invadere Skåne den 21. september, men 4 dage før erklærede Zaren, at planen ikke kunne gennemføres. De russiske styrker blev udskibet ved Gyldenlund. En stor transportflåde førte dem til Rostock.
Russerne var ikke længere venner
Den københavnske befolkning åndede lettet op. Russerne blev ikke længere betragtet som venner. Man sagde dengang:
Besøget betød et vendepunkt i Den Store Nordiske Krig. Nye alliancer blev skabt, og man førte hver især særforhandlinger med svenskerne. Da svenskerne gik ind i Norge var det grund til bekymring. Men da Kong Carl blev dræbt i en løbegrav, rømmede svenskerne, landet.
Kilde:
Redigeret 4. 12. 2021
Februar 24, 2009
Vi bevæger os rundt i Nyboder, Ny – Kjøbenhavn, den nye forstad og et smut over til forstaden uden for Nørreport i tidsrummet 1630 til 1720’erne. En kammerherre nægtede at tage imod Blaagaarden. Nul kredit til matroser fra Nyboder. En jøde skulle tvangsflyttes fra Garnisons Kirkegården til jødernes egen kirkegård på Nørrebro. Sjove gadenavne i Nyboder. Hvem havde retten til søerne? Ballade i Nyboder. Vi skal også lige en tur til Nørrebro.
Friboliger til søens folk
Christian den Fjerde opførte i årene fra 1631 til 1641 ikke mindre end 600 boliger i 20 dobbeltlængere. Man bestemte, at de skulle hedde Baadsmandsboderne eller Kongens de nye Boder. I folkesproget blev det meget hurtigt til Nyboder.
I 1631 blev der pålagt en treårig afgift, som alle skibe skulle betale til disse Friboliger, men da der herskede Pengenød gik det kun småt fremad med byggeriet. Kongen var efterhånden utålmodig. I juni 1631 skrev han til Rigets Admiral. Budskabet var ikke til at tage fejl af. Det var nærmest: Se nu at komme i gang.
De sjove gadenavne
Nyboder blev færdig. Det blev nærmest en by for sig selv på 18 tønder land. Mod nord begrænsedes Nyboder af Tulipanstræde, Elephantstræde og Hundestræde. Ind ad byen dannedes grænsen af Lavendelstræde, Hjortestræde og Hindestræde. Mod øst strakte Nyboder sig ned til stranden. Endelig nåede Nyboder mod vest ned til den senere Rigensgade. Husrækkerne blev gennemskåret af to tværgader: Adelgade og Borgergade, hvis navn i ældste tid varierede mellem Store Algade og Dyregade. De var skråt-løbende, sandsynligvis for at føre passagen direkte mod nord.
Borgergade, hvis ældste navn i Nyboder var Prindsestræde eller Fyrstegade, dannede derimod en ret vinkel med husenes rækker. Da der allerede før Københavns udvidelse synes at have været en brolagt vej, som fra byen førte ud til Nyboder i forstaden, har man brugt navnet Stenbroen eller blot Broen.
De ejendommelige gadenavne som kongen i 1641 gav den nye Baadmandsby burde have været bevaret. De vestlige gader fik navne efter urter og blomster som Merian, Timian, Krusemynte, Salvie, Tulipan, Nellike og Rose.
Gaderækkerne mellem Adelgade og Store Kongensgade fik navne efter pattedyr som Løven, Bjørnen, Ulven, Ræven, Haren, Kamelen, Elephanten, Hunden og Katten. Men et enkelt
navn havde forvildet sig i denne samling, nemlig En Hjøringen.
Byggelysten fik ødelagt mange af disse navne og grænser. Lavendelstræde med dens forsættelse Hjortestræde (senere Skolemesterlængen) blev til Klærkegade. Løvegaden og Kattegaden
er forsvundet. Neglikegade (senere Kokkegade), Bjørnegade og Kaninstræde er blevet til meget kedeligere Fredericiagade. Pindsvinegade blev til Lorenzensgade. Ja havde du penge nok til at bygge for, kunne du få en gade opkaldt efter sig. Hundestræde blev allerede i 1654 kaldt Elsdyrstræde, derpå Nylængen, Nygade og senere Gernersgade.
Bageren havde det svært
Man må sige at Christian den Fjerde gik op i detaljerne, således sørgede han for, at der blev ordineret en bager, Abraham Holterman. Han havde dog lidt svært med at konkurrere med de andre københavnske bagere og høkere. Men det havde kongen også en løsning på. I 1646 blev det påbudt disse at bringe deres Varer derud. Sandsynligvis har en brygger slået sig ned i Bryggerlængen.
Syg i tjenesten
Den øvrige kost som næppe var særlig rigelig eller god, blev leveret fra Provianthuset. Her kunne Baadsmændene eller deres kone og børn hente deres forplejning. Og kongen havde så sandelig også sørget for de syge og sårede matroser:
Som følge af denne forordning ansatte kongen en Badskær ved Bremerholm. Han indrettede også et Baadsmændenes Sygehus.
Københavns første ”almueskole”
For Nyboderbefolkningens aandelige Velvære indrettede Christian den Fjerde en skole. , der lå på hjørnet af Borgergade og Skolemesterlængen (Hjortestræde). Den kan sikkert betragtes som Københavns første Almueskole. Den blev senere fortsat som Sø-etatens Drengeskole.
Egen justits
Nu var det ikke byens bedste borgere der boede herude. Således skrev kongen i 1641 dette:
Kvinderne herude var barske og der var et absolut hadforhold mellem søfolk og studerende.
Bastioner uden for Nyboder
Ikke langt fra Nyboder blev volden forstærket. Nørreports Bastion blev udvidet. Og der blev lagt to dæmninger for at hindre vandet i at løbe bort. Dette blev gentaget 4 gange på strækningen udenom det gamle Østerport (for enden af Østergade) indtil gravens udløb i havnen bag Holmens Kirke.
De tre bastioner mellem Nørre – og Østerport fik navnene, Sankt Gertruds Skandse, Skandsen ved Lønporten og St. Klare Skandsen.
Kongen fik fiskeretten
I 1619 havde kongen erhvervet alle tre søer. I begyndelsen af det 17. århundrede var St. Jørgens Sø ellers ved at forsvinde. Den var blevet udtørret til brug for græsning. Men Christian den Fjerde mente, at adgangen til byen ville være for let for fjenden, så han befalede at søen skulle opdæmmes. Magistraten bad om henstand på grund af mangel på penge. I stadens fjerde sø havde Magistraten lige som de tre andre søen fiskeretten, hvorimod jagtretten var kongens.
Fiskeretten forsvandt i 1619. Byen fik overladt Ordrup Sø, tre damme ved Gammel Vartov og et årligt tilskud af 150 karper, som kongens fiskemester, skulle aflevere. Og for at gøre det hele endnu mere kompliceret så havde kongen ingen ret til søernes bund eller bredder.
Byens fæstninger
For enden af Sortedamssøen blev der anlagt en række skanser. Disse var dog ikke færdige før i 1645. Ravnsborg Skandse skulle bekostes af kommunen, men den var endnu ikke færdig i 1646. Den tredje adgang til staden af Ladegaardsveien (Peblingedammen) blev beskyttet af den nye Kongelige Ladegaard, der opførtes som fæstning, kort tid efter, at kongen havde erhvervet S. Jørgens Mark.
Nu blev Københavns forsvarsværker vel aldrig helt færdigt. Vartov, Ravnsborg og Ladegaarden kom aldrig til at spille en rolle. Der var blevet en grøft og anlagt et dige udenom Nyboder fra Nørreport til S. Anne Bro. Tusindvis af daglejere, soldater og endda kvinder blev beordret til at forstærke voldene med hakker, spader og skubbarer. I 1647 var det nye Østerport mellem Kastellet og Nyboder færdig.
Det nye Nørreport for enden af Frederiksborggade var derimod ikke færdig ved Christian den Fjerde’ s død.
Dårlige vejforhold
Vejforholdene var forfærdelige. De blev kun meget nødtørftig holdt ved lige. Når der kom gæster til byen eller hvis kongen skulle ud at rejse gjorde man lidt mere ved det. Kongevejene,
der var afspærret med bomme var i lidt bedre stand.
De tre søer havde en lidt anden form end nu til dags. Peblingesøens vestlige del var en del bredere end nu. Søerne fik vand fra Damhussøen gennem Ladegårdsåen, som ved Hyltebro
i nærheden af Lygten desuden optog det overskydende vand fra Emdrup Sø.
Der var stadig problemer med ejendomsretten til søerne. En dom fra 1656 fastslog dog, at græsset i Sortedam tilhørte byen.
Drikkevand fra søerne
Man havde problemer med vandforsyningen. Både de tre søer og Emdrup Sø var leverandør af drikkevand. Det var ikke særlig sundt, at drikke dette u-kogt. Man fik også vand fra 24 offentlige brønde. Et træ-tag var anbragt over dem. Vandet blev trukket op i spande. Men det blev klaget over at skarnsagtige mennesker kastede Aadsler og urenlighed i dem. Det hørte ikke til sjældenhederne, at der fandtes lig af nyfødte børn i brøndene. I 1668 lukkede man derfor brøndene med brædder, og satte pumper i dem. Men hver gang stadsgravene skulle have mere vand, ja så blev brøndene udtørrede.
Forstanderen på Vartov, Mogens Bertelsen også kaldet Dalin blev betragtet som troldmand. Han havde studeret fysik og matematik i Padua og Wittenberg. Han foreslog at de tre ferskvandssøer, S. Jørgenssø, Peblingesøen og Sortedammen blev udgravet, så man fik et stort havebassin helt ud til Sundet. Han havde også andre ideer med ledninger, men planerne
blev ikke rigtig til noget.
Ny forstad
Yderst ude mellem Kastellet og Ny Vartov for enden af Sortedamssøen udlagdes en ny forstad med regelmæssige gader i årene 1650 til 1653. Gaderne fik navne som Helsingørgade,
Jyllandsgade, Sjællandsgade, Pallemaillegade, Skaanegade. Ja sådan fremgår det af kort fra den tid. Men planen blev aldrig rigtig udført. J.L. Wolf fortæller:
Grunden til, at det aldrig blev til noget, var belejringen, og de her omtalte huse blev sikkert ødelagt under denne belejring.
Ny Kjøbenhavn
Strækningen mellem denne forstad og Sortedamssøens kanal til Stadsgraven ved Rosenborg, den senere såkaldte Peymanns Rende tilhørte kongen. Det var her Ny – Kjøbenhavn blev opført. Her lå Rosenborg, Nyboder, S. Anna Rotunda, Kastellet og de nye volde. Kongen havde dog ikke ejendomsret helt ud til Sortedammen. Nord for den senere Farimagsvei havde
borgene anlagt haver og vænger med Fæstebreve fra Magistraten.
Her var endnu landligt. Her havde den gamle Dyrehave ligget, som hørte til Rosenborg. Her kunne man nyde jagtlivets glæder, men denne fornøjelse var kun til glæde for adelen.
Forstaden uden for Nørreport
Længere mod vest ved den nuværende Gyldenløvsgade, hvor vandet fra Peblingesøen løb ind i Gravene, lå Forstaden udenfor Nørreport.
Dette ældste Nørrebro lignede nærmest en landsby. Der nævnes en stor mængde stræder mellem haver og ensomt beliggende huse og en række boder, der blev lejet ud til småfolk. I 1645 talte forstaden 137 familier, foruden de fattige som ikke nævnes i skattelisterne.
I en gammel Magistratsskrivelse fra begyndelsen af forrige århundrede hedder det:
Mellem Voldene og Sankt Jørgenssø helt ned til strande med Rosenåen som grænse lå Kalvehaven. Ved søens opdæmning kom en stor del af Kalvehaven under vand.
Kirkebyggeri måtte opgives
Man opgav det storstilede projekt S. Anna Rotuna, en stor flot kirkebygning. Til gengæld var Kastellet færdig i 1694. Tiderne var urolige, men Københavns befæstning var stadig ikke helt i orden. Man tog nu fat på den vold, der lå nærmest Kastellet
Ballade i Nyboder
Skt. Hans aften i 1690 på Nyboder skulle traditionen tro blive en hyggeligforanstaltning, men sådan blev det ikke. Majstangen var hejst og så gik dansen lystig. Men en soldat kom i klammeri med en pige, og en matros tog hendes parti. Det udviklede sig til et grueligt Slagsmaal. Næsten hele Nyboders befolkning og en masse soldater blev involveret. Hele regimenter blev udkommanderet. Matroserne greb deres økser, knive og stænger. Kvinderne gik op på lofterne og kastede med sten, mens soldaterne brugte deres sabler og bajonetter. Til sidst måtte de fyre med deres Musketter.
Admiral Bjelke, nogle sø – og landofficerer forsøgte at dæmpe parterne, men forgæves. Kampene fortsatte hele natten og den følgende dag. Matroser og soldater kunne ikke tåle synet af hinanden. En fændrik fra garden fik sin arm afhugget ved skulderen, og en løjtnant blev dødelig såret.
Vagten ved Østerport blev angrebet af Nyboder – folket og måtte flygte. Den næste nat patruljerede Hestegarden. Kun ved Kronprins Frederik’ s personlige indgriben blev roen genoprettet.
Huse skulle nedrives
Området mellem voldene og søerne forblev i mange år ubebygget. Kongen havde befalet, at samtlige huse indenfor søerne skulle rives ned. Som følge heraf flyttede blegmændene ud
på den side af Sortedamssøen. De slog sig ned her sammen med urtegårdsmænd.
Papegøjeskydning på Nørrebro
Papegøjeskydning
var særdeles populær i de højere kredse dengang. Således havde man i Broderlogen strenge regler, der skulle overholdes ved sådan en skydning. Den 7. september 1694 blev der indviet en ny skydebane udenfor Nørreport.
Her var opsat en Papegøiestang og indrettet to baner til skiveskydning, henholdsvis af 200 og 400 alens længde. Desuden var der en særlig lille bane til pistolskydning. Kongen nedskød papegøjens hoved og vandt et sølvbæger til en værdi af 40 rigsdaler. Statholder Gyldenløve nedskød derimod kroppen og blev fuglekonge.
Østerport flyttes
Stadsgraven fra Nørreport til Kastellet blev lagt længere ud, og uddybet. Østerport, der i Christian den Fjerdes tid havde ligget mellem Rosenkrantzes og Pucklers Bastion for enden af Rigensgade, var blevet flyttet i 1682, og i 1708 blev den nyopført. Der blev bestemt, at kvæget ikke længere måtte græsse på Stadens Fælleder mellem voldene og søerne. De skulle drives ud over dæmningerne til Nørre – og Vesterport.
Ved en kongelig befaling af 1726 anvistes en losseplads i et sort sandhul bag Ravnsborg på Nørrebro.
Ville ikke modtage Blaagaarden
Kongens bror, Prins Carl havde overtaget Blaagaarden. Her boede han en del året sammen med søsteren, Prinsesse Sophie Hedvig. Han opførte den nye hovedbygning, tækket med blå skifer, som gav stedet navn.
Prins Carl havde i hovedbygningen indrettet et Bedested, smykket med 35 bibelske stykker. Dem tog han dog ned af frygt for, at Zaren ville hugge dem. Da prinsen døde i 1729 arvede hans søster gården. På sit dødsleje testamenterede hun Prinds Carls Hauge til Kammerherre Carl Adolf Plessen.
Denne nægtede dog i første omgang at modtage gaven, men gav efter, da han modtog et Kongeligt Magtbud og Ønske.
Krise i Nyboder
Nybodermanden havde sin egen domstol, sin vagt, vægtere, gadefogeder, skoler, boder og brændevinskipper. Herude var brolægningen meget værre end noget andet sted i København, ja nogle steder manglede den helt. Vognene sad fast i mudder. Her var gadefejning og lygter et ukendt fænomen. Først i 1717 indførtes dagrenovation og ført i 1770 natrenovation.
I 1713 havde politimesteren i København forbudt værtshusejere at give kongens matroser kredit. De fleste af disse boede i Nyboder. Grunden til dette skridt var, at folkene ikke fik deres hyre udbetalt. Nøden var så stor, at det førte til opløb og optøjer. Ja mange Nyboder – folk begyndte at sælge deres uniformer for at få råd til det daglige brød.
Jødeforfølgelse
Jøder havde det ikke godt i datidens København. De måtte ikke optages i de forskellige lav. Ja, de blev nærmest betragtet som et farligt folkefærd. Men i 1725 blev en af
reglerne lempet en lille smule. Nu måtte jøder holde christent Tyende, såfremt dette tyende var mandlig og over 30 år – eller kvindelig og var over 50 år.
I 1729 fremkom en episode, der viste, at jødeforfølgelsen ikke var ophørt. Prokurator Jens Gedeløche havde bekendtgjort at han var gået over til jødedommen. Men det blev først bekendtgjort efter hans død og begravelse.
Kongen befalede derfor, at Jøderne enten selv eller med assistance fra Natmanden skulle optage liget på Garnisons Kirkegaard og jorde det på den jødiske kirkegård
Hvis du vil vide mere:
Kilde:
Redigeret 5.12.2021
Februar 24, 2009
Hvornår kirken er bygget, er der ingen, der ved. Men dens nærhed ved Hærvejen har præget udviklingen. En præst måtte tage sin afsked, fordi han holdt dansk gudstjeneste. Kosakkerne stjal kirkens sølvtøj. En paryk til en præst vakte stor opsigt. Pastor Rønnow fremstillede en uvurderlig krønike over Bov Kommune.
Dengang – på Jernbanegade
Sidste gang jeg var i Bov Kirke, må har været omkring 1992. da var jeg til begravelse af min overbo, der hvis nok var formand for menighedsrådet. Han var en fin personlighed, som jeg gerne vil mindes fra min tid i Padborg. Det varede lidt længe inden vi kom ind på hinanden. Men så mangen en lille en og en god
samtale, er der blevet til i vore haver.
Og med gammel dansk i blodet fyrede han også gode vittigheder af til min 40 ’års fødselsdag på Jernbanegade i Padborg.
Mange registre på Præstegården
Kigger vi på præstegården i Bov ser vi årstallet 1766. Men præstegården er betydelig ældre. En af pastorerne, Jessen har efterladt et spændene manuskript med titlen En beskrivelse af Bov før 1754. Men det har ikke været muligt at finde dette.
Flere af præsterne har været særdeles omhyggelige med at føre protokoller og registre. Således findes der både et Trolovelsesregister, Confirmationsregister og et Deprecationsregister. (Deprecation betyder afbeden).
Dem, der måtte bede om tilgivelse, skulle først vende sig mod alteret og dernæst mod menigheden. I perioden 1732 – 1763 har 49 personer gjort dette.
I 1740 begyndte man en registrering af skriftemålssøgende. Dette fortsatte helt til 1920. I 1741 fulgte et dødsregistre, og i 1741 fulgte en fortegnelse over kirkens inventar. Det må virkelig være noget at hente for dem, der dyrker slægtsforskning.
Drama i troen
Vi kan se at pastor Jessen fik foræret en paryk, der vakte opmærksomhed af en rig mand i Kollund. I 1770’erne var kirken udsat for en brand, der skyldtes degnens uforsigtighed med alterlysene.
I slutningen af 1700’tallet var det galt med troen i Bov Kommune. Pastor Clausen var rationalist og prædikede fornufttroen, mens menigmand holdt fast ved åbenbaringstroen. Det endte med, at nogle borgere trak præsten ned fra prædikestolen. Otte borgere blev dømt, nogle fik bøder og andre måtte bag tremmer.
Kosakkerne stjal sølvtøjet
Pastor Daniel Petersen (1800 – 1820) fortæller om en episode fra Kosaktiden:
En meget aktiv præst
Fra 1820 – 1843 boede Thomas Hoyer – Jensen i Præstegården. Han kom fra Flensborg og var gift to gange. I første ægteskab fødtes 14 børn, hvoraf pastoren overlevede de 12.
Han var meget interesseret i fortiden, og ved Tønder Landevej nord for Bov, opdagede han en gammel kirkegård. Han fandt blandt en hel del høje. I 1836 lod han to kæmpehøje og sendte de fundne sager til København.
Måtte ikke holde danske gudstjenester
Nu blev der holdt danske prædikener og undervist på dansk i præstegården. Det tog den daværende regering ilde op. Især efter at han havde erklæret:
Pastoren måtte søge sin afsked. Han havde åbenbart også sans for beplantning. Ikke blot kirkegården blev beplantet men også præstegårdshaven, der gik for at være den smukkeste i Flensborg Provsti. Søndagsskole og tegneundervisning var også nogle af hans mange gøremål. Han skaffede danske bøger til lærerbiblioteket og anbefalede at man læste Dannevirke.
Det at skulle bære liget omkring kirken ved begravelse afskaffede han, og indførte begravelsestalen. Og minsandten om han ikke også skrev danske lærebøger.
Æ Backhus Præst
Efterfølgeren Andreas Hansen (1844 – 1850) blev hentet fra Hjerpsted, hvor hans præstegård var brændt. Han blev afskediget efter lidt mystiske omstændigheder.
Han lejede en lejlighed (æ Backhus) hos møller Petersen, Petersborg i Uge og levede her i 14 år med undervisning, forfattervirksomhed. Nogle af hans værker udkom både på dansk og tysk. Hans indkomst var lige nok til at holde ham i live. Han gik under navnet Æ Backhus Præst.
Bov Sognekrønike
En anden præst, der her skal nævnes var Pastor E.C. Th. Rønnau. Han kom i 1875 og sluttede først i 1904. Han skrev den store Bov Sognekrønike. Og den var meget omfattende.
I denne fortælles at sognet i 1875 havde 2.089 indbyggere og i 1900 2.216 indbyggere. Der nævnes, at de sidste ulve blev nedlagt i 1788 i Søgårdsskoven.
I 1873 havde kirke-byen Bov 29 større og mindre landbrug og 19 husmandsbrug. Når Bov Mark blev medregnet var der 62 beboelseshuse.
Bov var Die Metropole
Det var meget tydeligt at byen var hovedbyen (Die Metropole) for her boede:
Endelig et kirketårn
Rønnau fik gennemført bygningen af kirketårnet. Det nåede dog ikke at blive færdig i hans embedsperiode. Han fik bønderne til at levere marksten til det massive tårn. Men han fik lov til at holde indvielsestalen den 5. december 1905. Her holdt han talen både på dansk og tysk:
Man beholdt Clausen
Efterfølgeren, Pastor Clausen fik udbygget præstegården, og allerede i 1916 blev der indlagt elektricitet hos pastoren. Hans hustru døde i 1911 og indskriften over hende var på tysk, men da Clausen døde i 1946 var indskriften på dansk.
Ved genforeningen i 1920 valgte man at beholde Clausen, og straks blev protokollen fortsat på dansk. Et drama udspillede sig i 1925, en hønseplage i præstegården. Det bevirkede at pastoren aflivede alle sine høns.
Clausen var en meget bestemt mand. Det sagdes, at hvis han gik en tur gennem Bov, var det ikke et menneske at se. Når børnene fra skolerne uden for Bov skulle have eksamen, måtte lærerne stille med dem i præstegården.
Både i 1951 og 1969 skete der moderniseringer i præstegården.
Tavle med præster
På våbenhusets øst-væg i Bov Kirke hænger en tavle med oplysninger om de 17 præster, som har virket i Bov Kirke siden reformationen i 1536 og til 1929.I april 2008 blev der ligeledes i våbenhuset ophængt med præstens navne efter 1929.
Kirken ved Hærvejen
Hvornår den første kirke er bygget, vides ikke. Det må have været i tidsrummet 1050 – 1250. Kirken var katolsk og viet til Jomfru Maria. Der var kun kirkeskib og kor. Gulvet var dækket med hø og halm. Det skete ikke så sjælden at dele af menigheden faldt i søvn under de lange ceremonier.
Efter at have talt om bibelen i en times tid, ja så gik præsten over til at tale om hverdagens problemer dengang. Man havde også en lang stok så man kunne prikke til dem, der var faldet i søvn.
I 1300 tallet var Europa plaget af Den sorte død – pesten. I Bov Kirke var der et spedalskhedsvindue. Gennem dette kunne de syge overvære gudstjenesten. I krigstider blev kirken brugt til lazaret. Ganske givet har Hærvejens nærhed påvirket kirken og det omgivende samfund. I 1668 er kirken blevet forlænget med
tre meter, men gennem årene er der sket mange ændringer i byggeriet.
Taget blev stjålet
Antagelig har kirken været udsat for krigsbeskadigelser i 1659 – 60. Det vides, at hele blytaget dengang blev stjålet. Antagelig er det blev omdannet til kanonkugler.
Masser af udsmykning
Selvfølgelig er der våbenskjold fra Oldemorstoft, som har bidraget til udsmykning af kirken. Prædikestolen er fra 1626 og stammer fra Flensborg. På plattysk fortælles der at
Men det sjove er, at Nis Asmussen er død i 1625. I kirkebogen kan man derfor læse, at det er hans søn, Herredsfoged Lorentz Nissen, der har skænket stolen, som har kostet 230 mark.
Man betalte leje for stolene
I kirken lægger man mærke til Jesu dåbsgruppe fra omkring 1250, skåret af en udhulet egestamme. Tidligere var der i kirken 12 x 9 stolestader, som var udlejet til bolbesidderne og Kobbermøllen. De betalte leje fra 1735 til 1842.
Indtil 1817 havde kirken to indgange. Den nordlige var forbeholdt kvinderne, og den sydlige mændene
En klokke til krigsbrug
I 1840 tilbød en borger i sognet at betale 2.000 mark til opførelse af et klokketårn. Men man afslog tilbuddet, for det var ikke nok til at bekoste opførelsen og vedligeholdelsen. Kirketårnet blev først opført under pastor Rønnow, som vi har hørt. Inden da var der en klokkestabel.
En klokke fra 1616 måtte man i 1917 aflevere til krigsbrug. I 1923 kunne man hænge en Genforeningsklokke op.
En tidlig døbefont fra 1715 udført i blødt træ er også fundet. Der er en indskrift:
På himlens nedre frise findes en reliefindskrift:
Med gaven fulgte en betingelse, nemlig at blive begravet i selve kirken.
Våbenhuset er fra 1817. På vest-vægen er en mindeplade for de faldne i sognet i tidsrummet 1914 – 1918.
Alteret er barokrokoko er fra 1771, lavet af billedhugger Fr. Windekilde, Flensborg. Ifølge kontrakten skulle der leveres en tavle af godt egetræ undtagen vingerne, der skulle gøres så store, som koret tillod. 1120 mark kostede herligheden indbefattet malerarbejde.
Den gamle altertavle brændte som tidligere nævnt af degnens uforsigtighed med alterlysene. Der blev ydet en erstatning på 600 mark, og kirkekassen måtte altså med 520 mark. På alteret står der to gamle alterstager fra omkring 1650. På foden står der en indskrift:
Kirkens bibel er et velbevaret eksemplar af Frederik den Tredje’ s bibel fra 1589. Den er skænket af en anonym giver i anledning af datterens dåb, og anbragt i 1959.
Angiveligt skulle kirken have fået foræret en messehagel i 1632 af herredsfoged Lorentz Nissen. Men det er ikke den, der er i brug i dag.
Mindesten for ”Slaget ved Bov” og 1. verdenskrig
For enden af Bov Kirke står to mindesten. Den ene er rejst over kaptajn Lindencrone og den anden over menig Knud Chr. Bonde. Han døde ved en vådeskudsulykke. Men slaget ved Bov den 9. april 1848 havde danske tab på 15 døde og 77 sårede, mens Slesvig – holstenernes tab var 36 døde og 121 sårede.
Gravstederne på den gamle kirkegård omkring kirken var opdelt efter afdødes bopæl. Kirkegården øst for Padborgvej blev anlagt i 1857 – 58.
I første verdenskrig mistede 6.000 unge sønderjyder livet, heraf var 88 fra Bov Sogn. Det fremgård af en mindetavle, som nu hænger ved siden af orglet, som selvfølgelig stammer fra Marcussen i Aabenraa.
Dengang tilhørte Frøslev ikke Bov Sogn, men i 1954 blev der i våbenhuset ophængt en tavle med 16 navne på faldne fra Frøslev.
Vinduer ødelagt af trykbølge
I Bov Kommune mærkede man tydelig 2. verdenskrig. Man fulgte med i hvad der skete i Flensborg. Ved krigens slutning blev byen bombet, og en af trykbølgerne fra en af disse bomber, ødelagde de blyindfattede vinduer i kirken. Man prøvede at tætne vinduer med forskelligt materiale, blandt andet vat. Men fuglene synes, at det var en god ide, så vinduerne blev aldrig helt tætte. I 1963 fik man isat jernvinduer, i stedet for de gamle trævinduer.
Besøg af de kongelige
I 1964 blev alt inventar fjernet i Bov Kirke. En meget grundig restaurering begyndte. Man fandt blandt andet en mønt fra Kong Hans’ s tid (ca.
1490). Den 8. august 1965 kunne kirken genåbnes. I våbenhuset ses en messingplade med følgende inskription:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 22. – 02. – 2022
December 2, 2008
En heftig trafik foregik på Strandvejen. Dampsporvognene var dog særdeles upopulære. Og det var moralsk forkastelig at ”Damer” red på ”Velocipter”. Det var ikke alle der havde råd til at leje kapervogne til skovturen fra Trianglen. Da automobilerne kom, måtte de ikke køre på Strandvejen. Og da denne skulle vandes, måtte der betales ekstra afgift.
Strandvejen er en gammel vej. Den havde egentlig ikke noget navn. Det var adelvejen, der fører til Helsingør eller den store landevej, der går til København.
Først henimod år 1800 blev det til Strandvejen. En slesvigsk adelsmand omtalte den således:
Sildestimer i Øresund
I en skildring fra 1623, fortæller en tysk fyrste, at der flere steder langs vejen stod flokke af vildt, og så lidet sky var dyrene, at han til vogns kunne komme dem på pistolskudsafstand. Og for fiskerne havde det været gode kår. Saxo skrev at det
En del af Strandvejen bliver Østerbrogade
Denne Strandvej som havde lige så stor betydning for sjællænderne, som Hærvejen havde det for jyderne, blev efterhånden opslugt af byen.
Sidst i 1800’tallet skete der en navneforandring fra Trianglen til Lille Vibenshus, og efter 2. verdenskrig skete der en navneændring fra Lille Vibenshus til Svanemøllen. Begge strækninger fik navnet Østerbrogade.
De første veje mod Nordsjælland
Før Christian den Fjerde’ s udvidelse af København lå byens ”østre port” for enden af Østergade. Fra byporten udgik den gamle Helsingørvej. Den
trak vest på, nord for det areal, der senere blev Kongens Have og ud over Sortedams Dæmningen (Østerbrogade).
Før Frederik den Førstes tid gik forbindelsen til Nordsjælland kun ad Nørre landevej, på fjælebroen over Peblingesøen og videre til Lygten ad den nuværende Frederikssundsvej.
I forbindelse med opbygningen af Københavns forsvarsanlæg lod Frederik den Første bygge dæmninger ved Sortedammen og over Rosbæk og Emdrup Bæk for derved at få vandet fra Lersøen ledet ind i Peblingesøen. På Christian den Tredjes tid blev Helsingørvejen ført ud over Sortedammen.
Englænderne kommer
Med undren så man den engelske flåde ankre op ved Helsingør i august 1807. Langs Strandvejen blev ryttere placeret. De skulle berette om en eventuel landgang.
De kunne dog ikke forhindre, at dette skete den 16. august. Det skete ved en åben slette ved Vedbæk. De delte sig i tre grupper. Den ene og største af dem, opstillede et batteri ved Svanemøllen. Ved Kildevælds Have anlagdes et mindre batteri med et par mindre kanoner.
Alle de store landsteder langs kysten fik belægning.
Det engelske hovedkvarter under ledelse af Lord Cathcart blev oprettet på Hellerupgaard. Herfra var der en bekvem forbindelse til alle sider og en god udsigt over Øresund. Her havde man også Spøgelseshuset, der blev indrettet til kvarter for adjudanter og ordonnansofficerer. Senere indtog de engelske styrker Kastellet og indrettede hovedkvarter her.
På Hellerupgaard blev kapitulationen også underskrevet den 7. september.
Den første, der passerede Strandvejen efter at portene igen var blevet ordnet, var J.C. Drewsen. Han havde som frivillig deltaget i Livjægernes udfald i Classens Have den 31. august. Han ville aflægge sin far på Strandmøllen et besøg.
Havudsigt fra Østerbrogade
Strandvejen var dengang meget idyllisk. Godt nok skulle den repareres efter englændernes ødelæggelser. Den begyndte helt inde ved Trianglen. Her lå en idyllisk grønning, der var lejet ud til jomfru Winløw, der havde kalkuner og gæs gående her.
Fra det nuværende Østerbrogade havde man havudsigt. Man var da nogle gange lidt forstyrret af den kalkrøg, som kalkovnene nede ved kysten udsendte.
Men snart blev enhver udsigt til Sundet kvalt. Før var det kun det lille havneanlæg ved Kalkbrænderiet, der skjulte udsigten. Opfyldninger og byggerier i forbindelse med Frihavnen fjernede efterhånden kysten fra Strandvejen. Massive bygninger og karreer tårnede sig op. Navnet Strandvejen havde ikke mere sin berettigelse her, lige nord for Trianglen.
Bompenge
I 1825 blev ordningen med bompenge indført. Ordningen kom til at vare i 90 år. Man opførte det hyggelige bomhus ved Slukefter. Her skulle man stoppe, hvis man kom kørende eller ridende.
Slukefter var også et meget besøgt værtshus og traktørsted.. Her kunne man få øl med en pind. det var en mørkt, stærk maltøl med rigeligt puddersukker. Den blev serveret i et specielt krus med hank. Det skummede meget, når man rørte sukkeret rundt med en pind. Stedet blev efterhånden udvidet med overnatningsmulighed og stald.
Der opstod en del problemer med betalingen. Når en officer passerede uden sabel, måtte det antages, at han ikke var på tjenesterejse. Regimentet var som sådan enig med bommanden, men det var Krigsministeriet bestemt ikke. De meddelte at Gardehusarregimentets officerer var fritaget for at skulle betale noget som helst.
I 1905 havde man fået motorkøretøjer med i reglementet. De dyreste motorkøretøjer var motor omnibusser til fragtkørsel, som skulle betale 35 øre eller lige så meget som f.eks. flytteomnibusser med flere end 2 heste eller de drabelige dampomnibusser.
Ekstra afgift for vanding
Andre steder havde man for længst afskaffet bom-systemet, men de ville man absolut ikke her, for det gav en god indtægt. Bomhuset ved Slukefter var det af de syv bomhuse, der gav størst indtægt. I 1869/70 var indtægten 8.600 kr.
Den 31. marts 1915 var det sidste gang, man krævede bompenge.
Nogle af bompengene blev anvendt til at vande Strandvejen, og Amtsrådet bestemte, at det skulle foregå helt inde fra Lille Vibenshus. Og selvfølgelig skulle de vejfarende betale forhøjede afgifter i vandingsperioden fra 15. maj til 15. september.
Den store skovtur
Skovturene var meget populære dengang. Man benyttede såkaldte kapervogne. Disse kunne lejes, med det bedste var selv at eje en. At holde køretøj satte man stor pris på. Handlende og fabrikanter havde det for virksomhedens skyld, men de mere velstillede havde selvfølgelig også en.
En lille enspænder kunne omkring 1830 holdes for et par hundrede rigsdaler om året. Hver søndag og også om onsdagen kørte man så en tur i omegnen. Og et par venner blev så inviteret med.
Skovture med hestevogne holdt sig længe efter at Klampenborgbanen blev indviet i 1864 blev åbnet. Herluf Jensenius skildrer en sådan udflugt:
Kapervogne fra Trianglen
Oprindelig var det omegnenes bønder, der kørte. Men efterhånden overgik befordringen til københavnske vognmænd.
Kapervognene holdt til på bestemte steder i byen. Navnlig var Trianglen en meget søgt holdeplads, og det blev ligefrem betegnet som Kapervognenes Paradis,
Nu var det dog ikke alle der var lige begejstret for disse køretøjer. Johan Ludvig Heiberg var det i hvert fald ikke:
Måske havde den gode Heiberg ret. I en avisartikel fra 1852 fortælles:
Dampsporvognene
Den første hestetrukne sporvogn kørte på Strandvejen i 1868.
Et meget specielt arbejde blev i årene 1883 – 84 udført på vejstrækningen mellem Trianglen og Klampenborg. Det var sporanlæggene for dampsporvognene.
Flere ingeniører havde puslet med tanken. Men der kom først gang i sagen, da den kendte finansmand C.F. Tietgen, der var formand for Kjøbenhavns Sporveis
– Selskab fik tilladelse til at benytte damplokomotiver på sporvejsstrækningen fra Trianglen til Slukefter.
Han fik dannet et nyt selskab Strandveiens Dampsporvognsselskab. Den 23. marts 1884 åbnede man driften. Kørerhastigheden var dog begrænset. Ja, den var begrænset til 2 1/8 mil i timen. Og det var åbenbart for meget. I 1887 krævede ministeriet kørerhastigheden nedsat 1 ¾ mil i timen, hvilket bevirkede, at der måtte sættes flere vogntog ind. Strækningen var enkeltsporet.
Det hændte at gæsterne måtte ud at skubbe, når man skulle op ad bakkerne. Og den var helt gal i snevejr.
Dampvognene skabte også problemer for den øvrige færdsel. Hestene kunne bestemt ikke lide disse dampvogne. Damsporvognene var og blev upopulær. Passagertallet dalede stødt og roligt. Da driften samtidig var dyrere end påregnet, kom selskabet snart i håbløse økonomiske vanskeligheder. Den 30. september 1892 standsede man driften.
En parodi på Rytteren
Kjøbenhavns Sporveis – Selskab genoptog i november 1892 kørslen med hestesporvogn fra Kongens Nytorv til Slukefter. Snart viste der sig på Strandvejen en
række misfostre og fantastiske former for maskiner – velocipeden også kaldet væltepeter, kænguruen, den høje bicykel. Efterhånden nåede denne cykel en form, hvor alle kunne være med. Man kaldte den også for Safety. Omkring år 1900 blev den allemandes eje. Men der var nu meget modstand i begyndelsen
mod dette væsen. I datidens medier kunne man læse
Værst var modstanden naturligvis mod damernes cykling:
Cyklister bør betale bompenge
Søndag den 16. august 1891 passerede ikke færre end 885 cykler ved Slukefter. Bommanden mente, at det var rimeligt, at de skulle bompenge. Københavns Amtsråd gjorde gældende, at hvis dette var tilfældet, skulle folk med trillebøre og barnevogne også betale.
Amtmanden bemærkede, at det ikke kom 800 trillebøre eller 800 barnepiger med vogn ad Strandvejen om søndagen.
I 1895 blev der åbnet en cykelskole for damer og herrer. Det var samme år, som paven nedsatte en kommission, der skulle afgøre, om det var passende for præster at køre på cykel.
Elektrisk sporvogn
Den 30. november 1902 kørte vognmandskonsortiet for sidste gang med hestesporvogn ad Strandvejen. Den 30. maj 1903 begyndte NESA kørslen med elektrisk sporvogn, foreløbig mellem Hellerup og Charlottenlund. Denne sporvejsdrift fortsatte helt op til 1951.
Problemer med automobiler
Automobilerne bredte sig i begyndelsen meget langsom. Den første tælling af motorkøretøjer foretaget i 1909 viste 699 automobiler – over halvdelen af dem var hjemmehørende i København og Frederiksberg. Man fandt også ud af, at der var 3.467 motorcykler.
Men fra 1909 til 1917 skete der en tidobling af antallet af biler og antallet af motorcykler blev fordoblet.
Myndighederne var temmelig usikre over for dette nye monstrum. De måtte ikke blive større end et hestekørertøj og måtte ikke køre om natten. Den tilladte kørerhastighed var ikke væsentlig højere end hvad et hestekøretøj, kunne præstere. Og det var ikke alle steder, man måtte køre med automobiler. På strækningen fra Lille Vibenshus til Rungsted Badehotel blev motorkørsel helt forbudt.
Ejere af motorkøretøjer, der boede eller havde forretningslokale på den aflukkede del af Strandvejen, kunne hvis de søgte om det, få tilladelse til at køre med bil på Strandvejen mellem bopælen og forretningslokalet via nærmere angivne sideveje.
En – og tospændere fra Trianglen
Endnu omkring 1900 var der mulighed fra Trianglen at køre på gammeldags maner med kapervogn. På bagsmækken var der en markering E.T. (Efter Takst). Vognene var enten tospændere med plads til 12 personer, eller enspændere med plads til højst 5 personer. Belært af tidligere tiders klager over vognenes usikre afgang, var det nu bestemt, at vognene ikke måtte køre, før det var udsolgt, medmindre man ville betale for de tomme pladser.
Svanemølle Dampvalsemølle
Svanemølle Dampvalsemølle blev bygget på Bagernes Vang, og blev derfor kaldt for Bagernes Mølle. Navnet, Svanemølle kom senere og er opkaldt efter den nærliggende svanedam. Det var også herfra at naboejendommen Svanholm fik sit navn.
Svanemøllen fungerede både ved hjælp af vind og damp. Det var en af de større valsemøller i byen, og leverede både til Københavns største og bedst renommerede bagerier og til eksport.
Møllen blev i 1850 – 92 ejet af oberst J.P. Ekman. Hun supplerede vindkraften med en dampmaskine. Han byggede sin egen villa ud mod Strandvejen. Møllen nedbrændte i 1892, og den blev ikke genopført.
En del af det møllekompleks, der ikke nedbrændte, anvendtes i mange år som værtshus under navnet Fokina. Men det blev ødelagt under en sabotageaktion i 1944.
Byggematadoren ”Guld – Harald”
Byggematadoren og trælasthandleren Harald Simonsen satte sit præg på Østerbro. I 1920’erne byggede han store boligblokke på Svanemøllens tidligere område. På en af grundene lå også det navnkundige værtshus Svanholm. Byggematadoren blev også kaldt for Guld – Harald. Hans datter blev nok lige så kendt. Det var Erna Hamilton.
Rosenbækken
Grænsen mellem Københavns byj- orde og Hellerup sogne var ved Rosenbækken. Her lå fra middelalderen en møllegård. Den blev senere omdannet til stiftelse for de fattige og syge og fik navnet Vartov. Ja egentlig lå der på et tidspunkt to gårde ved siden af hinanden Ny Vartov og Gammel Vartov.
En del af disse jorde blev solgt i 1872 til et konsortium, der stiftede selskabet Tuborgs Fabrikker.
På Gammel Vartovs store jordområder lå ejendommene Store Tuborg, Lille Tuborg, Store Mariendal, Lille Mariendal, Norgesminde og en del af gården Hellerup.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 25. – 01. 2022
December 2, 2008
Af Ove Dahl
Ove Dahl har de sidste 10 år været leder af Nørrebro Erindringscenter. Han var medstifter af Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv. Her fortæller han, om to interessante huskebøger, som han har lavet: Tilbage til 60’erne – Tilbage til 70’erne.
Så er en ny bog på banen fra Gyldendal, som efterfølger til den populære ”Tilbage til 60’erne Alle de ting, du har glemt, du kan huske”, der efterhånden er
blevet solgt i over 5.000 eksemplarer. Nu er det 1970’erne, det drejer sig om. Over 500 billeder af dagligdagens genstande fortæller historien om et årti, hvor samfundet gennemgik mange store forandringer, både mentalt og politisk. Det er historien om energikrise, miljøbevidsthed, kønsrolledebat, protestbevægelser, alternative boformer, musikalsk opbrud, udlængsel, teknologiske landvindinger og politisk polarisering – og ikke mindst, den helt almindelige hverdag.
Gennem mit erindringsarbejde med ældre i de sidste 25 år – de sidste 10 år som leder af Nørrebro Erindringscenter – Dansk Center for Reminiscens – har jeg konstateret, at det tit er enkle hverdagsting, som er bedst til at vække erindringer og følelser fra fortiden. Disse genstande fungerer med andre ord som en form for fremkaldervæske, der rammer os på et ubevidst mentalt plan. Bøgernes udgangspunkt er derfor de ting og genstande, der prægede hverdagen for børn og unge i 60’erne og 70’erne. Genstande man måske ikke hæftede sig nærmere ved dengang, men som via gensynet nu kan vække uanede mængder af erindringer og følelser.
I modsætning til den angelsaksiske verden er denne formidlingsform stadig i sin vorden herhjemme inden for den historiske faglitteratur. Mange illustrationers funktion er netop at virke som en ”illustration” i forhold til teksten. Ved at anvende genkendelige hverdagsting kan man derimod på en helt anden måde medinddrage læserens egen erfaring og erindring i selve læseprocessen. Genren burde vel betegnes som erindringsbøger, men i og med dette navn
er optaget, har jeg valgt at omtale dem som huskebøger.
Hver bog bygger på en grundig research, hvor jeg i 60’er-bogen – og delvis i 70’er-bogen – har kunnet trække på min egen personlige baggrundsviden, da jeg er født i 1953. Og via gennemgang af tusindvis af genstande, fotos samt tekster fra aviser, ungdomsblade, kataloger m.v., fremkommer en endelig udvælgelse og opbygning af de enkelte temaer.
Ved at formidle samtidshistorie primært med vægten på de konkrete genstande kan man nå flere målgrupper samtidig. Det private publikum læser og anvender ”Tilbage til 60’erne” alene eller sammen med andre, på undervisnings-, pleje- og genoptræningsområderne har bogen vundet udbredelse foruden man på tværs af generationer har kunnet haft glæde af den, som flere anmeldere har været inde på.
Litteraturoversigt: Ove Dahl:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 31. 03. 2022
December 2, 2008
Ny interessant bog udkommet i anledning af 25 års dagen for Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkivs fødsel. 12 forfattere er gået sammen og skrevet en interessant bog om Nørrebros udvikling. Læs om lokummer, biografer, forretninger, barndom, ældre, lægebesøg, møller, Nørrebrohallen og Fædregruppen. Og så var man bange for pølsevogne. <men man hyldede Grevinde Danner. På Nørrebro startede arbejderne deres egne virksomheder. Denne artikel er fra 2008, så den omtalte “Nye” bog er ikke så ny mere.
En ny bog om Nørrebro har set dagens lys. Den er udkommet i anledning af, at det i år er 25 år siden at Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv blev stiftet.
Bogen er redigeret af to aktive bestyrelsesmedlemmer i foreningen, Karsten Skytte Jensen og Pernille Grouleff Poulsen.
En mosaik af tekster og billeder
Jubilæumsbogen er en mosaik af lokalhistoriske tekster og billeder. Nogle er førstehåndsfortællinger om barndommen og opvæksten, om det politiske liv, sport og kultur, det daglige arbejde med børn, unge, ældre eller syge. Andre er historier om dengang lus, lopper og rotter var hverdag, om dengang Nørrebros møller malede mel til hovedstadens indbyggere, og om det lokale forretningslivs op –
og nedture. ( Bogen kan købes i Steenberg Bog & Ide, Nørrebrogade 163,2200 København N for kr. 199.95) (Bogen er for længst udsolgt)
I Nørrebro Avis blev der fejlagtigt meddelt, at der var to forfattere på bogen. Det er forkert. Hele 12 forfattere er gået sammen og skabt en anderledes bog om Nørrebro:
Københavns Stadsarkiv var ikke meget for, at der blev etableret en lokalhistorisk forening på Nørrebro. De betragtede det som en konkurrent. Men Nørrebro har altid haft ry for at gå sine egne veje. Og det gjorde bydelen også i denne forbindelse.
Der blev jævnligt afholdt foredrags – og lysbillede-aftener. Dette blev suppleret med byvandringer og andre udadvendte aktiviteter. Det gjaldt om, at vække interesse for sagen, og det lykkedes – også indadtil i arkivet, hvor der efterhånden blev opbygget en pæn samling af især fotografier, men også af gamle breve og andet skriftligt arkivmateriale.
Stjerne Apotek
Via Handelsforeningen kom man i forbindelse med en værtshusholder, der havde overtaget det gamle Stjerne Apotek på Nørrebrogade og indrettet det som værtshus. Her var et kælderlokale, som kunne benyttes. Det skulle bare lige ryddes.
Adskillige eftermiddage og aftener blev brugt til at rydde lokalet. Da man langt om længe, var kommet i bund med rydningen, manglede værtshuset plads til opbevaring af drikkevarer. Men man kunne da godt få et hjørne. Men man ville fra foreningens side gerne have arkivmaterialet for lås og slå. Men det ville værtshusholderen ikke gå med til.
Sådan gik det til at bestyrelsen i Lokalhistorisk Forening ryddede et helt rum gratis for en værtshusholder.
Lokum i Søllerødgade
Karl Hansen har beskrevet retiradernes i hans barndomsgade i Brønshøjgade, den nuværende Søllerødgade:
”Julepynt” på træet
I Prins Jørgensgade 12 ved Griffenfeldsgade var huslejen på 13 kroner om måneden med ret til at benytte fire uhumske lokummer, som det var svært for familier med mange børn at aflægge et besøg ved nattetide, når maven pludselig krævede at blive tømt. Det var ikke tid til megen overvejelse i en sådan situation. Tændstikker og lys skulle først findes (gaslyset på trappen blev slukket klokken ni) så i mange tilfælde brugte man Folkets Avis eller andet papir til at forrette sin nødtørft på, og da den stank, som bredte sig i to små stuer, ikke just var 4711, røg pakken med indhold ud af vinduet og var man heldig, placerede denne sig mellem grenene på det store lindetræ, som var plantet i gården. Så kunne det være at viceværten måtte kravle op i træet for at fjerne det som beboere kaldte for julepynt.
Fru Andersen har skidt i vasken
For nogle mennesker var retiradernes urene og halvoffentlige karakter en grund til at finde andre måder at forrette deres nødtørft på, hvilke de andre beboere i ejendommen desværre alt for hurtig opdagede. Sådan var det også i Murergade.
Der boede en familie nede på 2. sal, og man vidste, at konen aldrig gik i gården. Sådan noget vidste man. Som regel skete det en gang om dagen, at der spredte sig en stank i underboens køkken, så der ikke var til at være, så udbrød mor altid med fingrene klamt om næsen:
Lopper og andre tapetlus på Glentevej
Fra Glentevej lød det således omkring tapethønsene, som man kaldte lopper, væggelus og kakerlakker:
Det var ikke kun lus og lopper, der gjorde befolkningen på Nørrebro selskab. Rotter var et stort og vedvarende problem, og de optræder oftest nærmest hver gang i pensionisternes erindringer. På Fælledvejens Brandstation kunne de sælges for 10 øre stykket.
Fulde køer på Nørrebro
På hjørnet af Korsgade og Muregade fandtes et brændevinsbrænderi med tilhørende kostald – på første sal. Køerne stod i båse på første sal året rundt og kom aldrig på græs.
Brændevinsbrænderen, som boede i ejendommen, ejede kostalden. Køerne var faktisk berusede. De stod i en bimmelim. De blev fodret med affaldsprodukterne fra brændevinsproduktionen.
13 møller på Nørrebro
Fra 1807 til 1900 havde København i alt 75 møller, hvoraf de 13 lå på Nørrebro. Den sidste rest af Nørrebros møller blev nedrevet i 1979. Det var Ølunds Mølle
ved Nørrebros Runddel. Den lå gemt bag en husrække i gården til Nørrebrogade 148.
Nørrebro var indtil 1500 – tallet et stykke land under landsbyen Serridslevs jorder. I første halvdel af 1500 – tallet kom landsbyerne under København og området kaldtes Nørre Forstad, som dengang kun gik til Peblingesøen. Allerede i 1620 havde Nørre Forstad et forgrenet gadenet med bebyggelse.
I kino på Nørrebro
Nørrebros Biograf lå mellem Sakraments Kirke og Slotsgade. Udenfor stod en stor tyk mand i dobbelt-trådet frakke med blanke knapper og guldtresser.
Myndig som en general holdt han ro og orden. Man måtte sætte sig, hvor man ville, undtagen på de første fire rækker, som var nummererede.
Inde i biografen var stemningen høj allerede før lyset blev slukket. Der blev røget og råbt, hvis filmen var for kedelig. De unge trampede i gulvet. Blev det for meget kom admiralen ind med en lygte og lyste op og ned ad stolerækkerne. For om muligt at afsløre synderne. Ikke så snart, han havde slukket for lygten, blev det råbt: Kontrollør. Når han så tændte lygten igen, råbte hele koret: Røven klør. Og så grinede hele salen.
Når man nu boede så tæt på Nørrebro. Hvordan kunne man så få børn? Hvordan bar forældrene sig af, uden at de andre børn opdagede det? Jo, svaret var fireforestillingen om søndagen. Hele ugen kunne man plage om lommepenge, man fik aldrig en bøjet femøre. Men allerede søndag formiddag, når man forsigtig nævnte fireforestillingen i den nærmeste biograf, var der penge til billetten. Selvom forestillingen startede kl. 16, stod man som regel i køen allerede
ved 13 – tiden. Man skulle have plads på de billige cowboy – rækker. Så var der flere penge til slik.
Fireforestillingen var jo en dobbeltforestilling med indlagt pause. Derfor kom børnene først hjem ved syvtiden om aftenen. Så sad far og mor med en kop kaffe – et afslappet udtryk i ansigtet – og ofte var der ni måneder efter familie-forøgelse.
Men så kom fjernsynet, familie-forøgelserne blev drastisk reduceret, og de fleste lokale biografer lukkede.
Både Colosseum på Jagtvej og Nora Bio ude ved Højbanen blev forvandlet til et supermarked. Odeon på Fælledvej blev revet ned, og kun Nørrebro Biograf
på Nørrebrogade overlevede, i dag lige så meget scene som musiksted. I øvrigt er Caféen på hjørnet af Nørrebrogade og Kapelvej oprindeligt også en biograf.
Den fulde abe
Omkring Birkegade lå de bedre ejendomme. På den anden side af Nørrebrogade ved Stengade lå de dårligere ejendomme. Og her i Birkegade lå et værtshus. Tant Anna og tjeneren Otto kørte butikken. På væggen til venstre for disken var der en lille hylde, der blev beboet af en kapucinerabe, som var iført en lang kæde, så den ikke kan stikke af. Aben underholdt gæsterne ved at være alkoholiker og tikke sjatter.
Tidligt på aftenen var den så fuld, at den ikke kunne klare springet op på brættet, så den måtte løftes af en behjertet gæst.
Om eftermiddagen før det store rykind, luftes der ud, og vinduerne mod gaden stod åben. Tjeneren Otto havde en salonriffel, og med den skød han rotterne ved skraldespandene til stor more for gårdens unger.
Om aftenen var der levende musik, og når repertoiret var slidt, gav tant Anna – Helge, som pianisten hed, en tier, så han kunne tage en runde på de andre værtshuse for at høre de sidste slagere.
Flyverens møde med øvrigheden
Tant Anna stod sig godt med øvrigheden. Hver aften blev der anbragt to portere ude i porten, hvor inspektionsbetjenten mødtes med den anden patruljerende.
En aften kom de imidlertid ind i værtshuset og smækkede med tungen.
Flyveren var en af de gæster, der ikke var så velkommen, da han aldrig havde penge. Navnet havde han fået på grund af sine lidt strittende ører. Nogen tid efter, var der nogen der havde set Flyveren med et par blå øjne. Man gættede på, at han havde mødt øvrigheden.
Jydeenden
Ved Nordbanegade lå Jyde – enden. Det var hovedsagelig førstegenerationsindvandrerne fra Jylland, der bosatte sig her. Familierne i de pæne og nyere
ejendomme i gadens midte havde svære problemer med disse førstegenerationsindvandrere fra hovedlandet.
Man mente, at de kom til hovedstaden for at udnytte de sociale goder. De tog københavnernes ufaglærte arbejde. De kunne finde på at starte forretninger og arbejde i døgndrift, og lagde minsandten an på københavnernes damer. Man mente også, at disse indvandrere var vel overrepræsenteret i kriminalstatistikken. Disse fremmedelementer var absolut uønskede og pæne folks børn legede ikke med jyde – ungerne.
En hyldest til Grevinde Danner
Nørrebroerne har altid markeret deres holdninger. Da Frederik den Syvende’ s ”hustru til venstre hånd”, Grevinde Danner, hvis borgerlige navn, var Louise
Rasmussen, døde i 1874, var blevet hånet og svigtet af hovedstadens toneangivende kredse. Efter bisættelsen i Holmens Kirke blev kisten under iøjnefaldende foragt ført ud af den gamle by. Men da ligfærden til Jægerspris krydsede broen over Peblingesøen til Nørrebrogade, skiftede billedet totalt.
Tusindvis af arbejdere stod med blottede hoveder langs ruten og andre tusinder med deres fagforeningsfaner i spidsen sluttede op om ligfærden og fulgte kisten små 10 kilometers vej ud af byen. Nørrebros arbejdere havde ikke glemt, at grevinden oprindeligt var uægte datter fra et småkårs-hjem, og at hun blandt andet havde testamenteret hele den oldenborgske enevælds-formue til socialt arbejde blandt samfundets stedbørn.
Øst for Nørrebrogade på Indre Nørrebro hedder det Money-Town. Området vest herfor omkring Blågårds Plads kaldes for Mullah-Town.
Selvmordernes bro
Det var langt for arbejderne at gå på arbejde. Først i 1878 kom der en smal bro over Sortedam Sø. Et læserbrev i Socialisten fortalte, at broen var fæl. Den var ideel for selvmordere, fortalte bladet. Brædderne lå på langs og var hurtig pilrådne. Det pæne borgerskab kunne ikke komme til selskaber, når de skulle en tur over broen. Snedkermester Mou foreslog endda, at man lavede en færgefart over søen.
Håb for kristendommen
I Illustreret Tidende kunne man læse om Stefans Kirken:
De forstod virkelig at bruge det danske sprog, dengang. Forceret spekulationsbyggeri bag Stefans Kirke førte til, at der ikke var en egentlig adgangsvej til den nye jernbanestation. Det fik en i de daværende medier til at skrive:
Arbejdernes højborg
Mange kooperative butikker og industriforetagender opstod på Nørrebro. Man kunne blive klippet på Figaro Frisørsaloner, drikke arbejderøllen Star.
Man kunne købe kød i Arbejdernes kødforsyning, brød i Arbejdernes Fællesbageri og mælk i Enigheden. Og havde man sat sine A.K.S. sko for sidste gang, ja så klarede Arbejdernes Ligkistemagasin resten.
Den første pølsevogn på
Nørrebro
Nye ting kunne være svært at acceptere for detailhandelen. Da de første pølsevogne var på vej, udtalte formanden for Nørrebro Handelsforening i 1921:
Færre butikker på Nørrebro
Butiksantallet på Nørrebro faldt fra 2.256 butikker i 1958 til 965 butikker i 1981. Det kraftigste fald oplevede dagligvarebutikkerne og tekstil – og beklædningsbutikkerne. Udtyndingen var også stor i sidegaderne. I Blågårdsgade var 44 pct. at butikslokalerne tomme i 1981.
Kortere levetid på Nørrebro
Beboerne på Nørrebro lever betydelig kortere end for eksempel beboere i Indre by. Engang troede vi, at det var Middelhavet eller Alperne, der skilte de sunde samfund fra de syge. Men nu er grænsen rykket nordpå. Nogle gange får man det indtryk, at det er Peblingesøen, der skiller.
Nu er det ikke længere boligerne, der er så usunde, men mere personer med sociale problemer som flytter til bydelen eller bliver hængende i bydelen. Det er ikke mindst indvandrergrupper med manglende integration på arbejdsmarkedet, som bor i de mest udsatte bydele. Manglende integration på arbejdsmarkedet kombineres med ghettoisering på boligmarkedet, og det gælder ikke kun Mjølnerparken, men også Nørrebro som helhed.
Syg af ledighed
Lægeforbruget vender den tunge ende nedad. Det gennemsnitlige forbrug er klart højere i de helt lave indtægtsgrupper. Det skyldes ikke mindst, at borgerne på overførselsindkomster har betydeligt hyppigere kontakt med praktiserende læge. Således er det gennemsnitlige forbrug blandt førtidspensionerede i Københavns Kommune tre gange højere end blandt erhvervsaktive. Yderligere viser undersøgelser, at lægeforbruget kulminerer, mens kommunen behandler en ansøgning om førtidspension.
For 28 år siden var der mange arbejdsledige og mange blev langtidsledige. Arbejdsløshed ødelagde især mændenes selvtillid, gav stress og depression. Man blev syg af (langtids)ledighed. Det er en tydelig sammenhæng mellem arbejdsløshed og helbred.
Stress og depression
Nu er det mangel på arbejdskraft. Nu arbejder vi for meget og får stress og depression og må langtidssygemelde os. Før havde vi langtidsledige, nu har vi langtidssygemeldte.
Begge grupper er svære at få i arbejde, når jobbet er der. De ledige ”stemplede” dengang i arbejdsformidlingen. Når de var langtidsledige, fik de et jobtilbud, inden de røg på kontanthjælp. Nu går de ledige i et jobcenter. Reglerne er strammet betydeligt, og man ryger hurtigere på kontanthjælp. Dengang kunne man være sygemeldt uden tidsbegrænsning, senere blev det strammet til to år, så til et år.
Lægens besøg – dengang
For 25 år siden, når lægen var på besøg på Nørrebro foregik det som regel sådan:
De belastede områder
Man har placeret Københavns bydele i fire grupper, hvor gruppe 4 er et område, hvor;
Frederiksberg ligger i gruppe 1, Vanløse i 2, Nørrebro i 3 og Nordvest i 4.
Græsrod i ord og handling
Dengang skulle man være græsrod og både i ord og handling arbejde for at skabe en bedre og mere retfærdig verden. Hvis man rigtig fulgte tiden, skulle man organisere sig i et parti – for kun ved organisering i et parti, der var erklæret revolutionært, kunne man for alvor bidrage til samfundsmæssige forandringer. I dette miljø voksede Nørrebro Beboeraktion sig stort. Det blev startet af en kreds omkring den lokale DKP´er Bjarne Watkin. Og i løbet af få år var der flere hundrede unge, der var organiseret i Nørrebro beboeraktion. Der var forretningsudvalg, kontorgruppe, boliggruppe, skolingsgruppe, kvartergruppe og en lang række ad hoc – grupper, kampagner og ansvarlige for diverse opgaver. Der var aldrig en formand, men i mangt og meget fungerede Bjarne som en sådan.
Nørrebro Beboeraktion
Nørrebro Beboeraktion havde, da de var flest, mellem 400 og 600 medlemmer. Der kom dog til en splittelse mellem DKP – fløjen, NB – Tømrergade og VS – fløjen NB Blågårdsgade. Der var meget sekterisme dengang, og kun den rette revolutionære vej blev accepteret. Splittelsen gik både på internationale forhold, nationale forhold og ikke mindst lokale forhold. Skulle flere boliger bevares? Hvad med Bryggeren?
Kampen for bevarelsen af Byggelegepladsen og mod nybyggeriet blev Nørrebro Beboeraktions mest markante aktion. Mange hundrede deltog i de voldsomme begivenheder den 1. maj 1980. Kampen endte med at Byggeren blev ryddet. I stedet blev Folkets Park på den anden side af Stengade besat, og den blev bevaret.
Blågårds Apotek
Et vigtigt samlingspunkt på Indre Nørrebro er Blågårds Plads og Blaagaards Apothek. Det oprindelige Blaagaards Apothek blev oprettet længe før Blågårds
Plads. Allerede i 1847 anbefalede Sundhedskollegiet:
Første oktober 1877 åbnede Blaagaards Apothek i Korsgade 45. Efter en menneskealder i Korsgade flyttede Blaagaards Apothek 1932 til en mere central adresse på Blågårds Plads.
Blaagaards Apothek forsynede her Indre Nørrebro med angst – fordrivende medicin og helbredende urteafkog fra 1932 til 1971. Herefter blev apoteket nedlagt, og lokalerne stod tomme for en stund.
Den tidligere adresse i Korsgade blev såmænd ganske mondæn senere hen, idet lokalerne blev musikværtshus. Lokalerne på Blågårds Plads blev bygget om, og åbnede 1. september 1974 som en rigtig restaurant under det velklingende navn Kroteket.
Nørrebrohallen
Et andet markant samlingspunkt er Nørrebrohallen på Ydre Nørrebro.
Det blev opført som Nørrebro Remise i 1896, og var Københavns første sporvognsremise til elektrisk drift. Remisen havde plads til ca. 200 vogne. I slutningen af 1960’erne begyndte man at udskifte Københavns sporvogne med moderne busser. Derfor stod der i begyndelsen af 1970’erne en lang række sporvognsremiser tomme. Samtidig led byen under en voldsom ungdomsarbejdsløshed. Der var ingen umiddelbar sammenhæng mellem de to fænomener, men det blev der.
Københavns Kommune søsatte nemlig beskæftigelsesprojektet Ung i arbejde, Hvor unge arbejdsløse fik lov til at restaurere de tomme remiser i Bragesgade. Nørrebrohallen blev dermed projektets første, håndfaste produkt og blev indviet i 1973. Hallen har siden fingeret som traditionel sportshal og har siden 1994 også haft rollen som Ydre Nørrebros kultur – og medborgerhus, der tilbyder lokaler til møder, konferencer, koncerter, udstillinger og levende musik i Sportscafeén.
Religiøse fester
I 1990’erne blev Nørrebrohallen flittigt brugt til religiøse fester som f.eks. Eid, den store fest i forbindelse med afslutning på Ramadanen. Også etniske bryllupper og omskæringsfester var store begivenheder i den gamle bankohal, hvor der i gennemsnit var 400 gæster pr. arrangement. Siden slutningen af
1990’erne er her ligeledes blevet afholdt religiøse møder. I en årrække lagde bankohallen også rum til sigøjnerbryllupper, der varede op til tre dage, hvor der blev spist, drukket og danset til festlig musik.
Op gennem 1990’erne blev Nørrebrohallen en aktiv samarbejdspartner i lokalområdet. Hallen var med til at oprette og vedligeholde en række netværk, som var – og stadig er – til gavn for både hallen og lokalområdet. Det er f.eks. SSP, det lokale samarbejde mellem skole, socialforvaltningen, politi, fritidsklubber
samt kultur – og fritidsforvaltningen, hvor målet er til at forebygge kriminalitet blandt børn og unge. SSP på Ydre Nørrebro tilbyder blandt andet indsats i udvalgte bebyggelser, Projekt Ung i Job, forstærket enkeltsagsbehandling. Hertil kommer et beskæftigelsesprojekt, hvor skoletrætte unge får et lønnet job i hallen.
Fædregruppen i udvikling
Fædregruppen fik sit afsæt i sommeren 1997, hvor unge med anden etnisk baggrund end dansk for første gang i stort omfang synliggjorde deres frustrationer
overfor det danske samfund.
Med tiden har Fædregruppen udviklet sig i takt med en dybere forståelse af problemerne, og foreningen forsøger at arbejde for løsninger, der har et mere langsigtet perspektiv. Fædregruppen har i dag en lang række børn og unge, som deltager i forskellige aktiviteter, og mere end 72 personer, som arbejder frivilligt.
Børn og unge er selv med til at tilrettelægge formen sammen med medarbejderne, og kan komme med ønsker om diskussionsemner og aktiviteter. Værestedet tilbyder sport og andre sociale aktiviteter, café, lektiehjælp, vejledning om uddannelse og forældresamarbejde.
Målgruppen er unge i aldersgruppen 6 – 18 år bosiddende på Indre Nørrebro med vægt på gruppen under 15 år. Der sigtes som nævnt primært på unge med etnisk minoritetsbaggrund, men andre er også velkomne til at deltage.
Fædregruppen tilbyder kick – og thai-boxing, taekwondo, karate, fodbold, svømning og motionshold for overvægtige børn med kostvejleder tilknyttet. Målet er at give de unge en større social forståelse af sig selv og andre.
Respekt og manglende støtte
Fædregruppen har opnået respekt og flotte resultater i løbet af de sidste 10 år. Flere af de unge, som tidligere tog del i Fædregruppens aktiviteter er i dag aktive på anden måde, nemlig som forbilleder for den yngre generation. Manglende ressourcer har i efteråret 2008 resulteret i, at Fædregruppen blev nedlagt.
Sporten og de sociale aktiviteter lever dog videre under en ny organisation med ny bestyrelse NørrebronX. Det opsøgende arbejde er opgivet, men Natteravnene vil fremover patruljere på Nørrebro. Det bliver dog på en anden måde end tidligere, da Natteravnene ikke går ind i konflikter. Det er beklageligt,
at den politiske opbakning ikke har været større, trods Fædregruppens resultater.
Læs mere i den nye Nørrebro – Bog:
Ja det kan så ikke mere, hvis du ikke lige låner den på biblioteket. Det gode ved denne bog var, at der var forskellige forfattere, der så også hver beskrev et bestemt tema. Og som allerede nævnt så er artiklen fra 2008. Er andet sted på vores hjemmeside kan du læse undertegnedes indlæg i bogen i sin fulde længde.
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 31. 03. 2022
December 2, 2008
Det var ikke Absalon, der grundlagde København. Historikerne har taget fejl. Under udgravninger er der gjort opsigtsvækkende opdagelser. København er meget ældre, end vi tror. Metro – byggeriet kan give flere nye opdagelser.
Her troede vi alle at historien med Absalon og byen Havn var med til at starte Københavns Historie. Men vi kan godt starte forfra. Efter to års intense udgravninger forskellige steder i København har arkæologerne fået nye teorier. (Artiklen er fra 2008)
Den gængse opfattelse
Den gængse opfattelse er at
Historiker tager fejl
Historikerne må til tasterne igen. Det var ikke bare en sølle landsby som Absalon fik foræret af paven. Man har aldrig troet, at der var så meget bebyggelse, så tidligt. Byens første overhoved boede måske på den stormandsgård, som man har fundet på Kongens Nytorv.
Historiker kan tage fejl. Det er vi mange, der har set, når vi har beskæftiget os med lokalhistorie. Personlig er det mange ting i Tønders historie, som jeg sætter spørgsmålstegn ved. Med den beliggenhed Tønder har, og de sejlforhold der var dengang, er der stor sandsynlighed for, at vikingerne omkring år 1000 havde
samhandel med London. Og hvorfor skulle København være mere tilbagestående. Her eksisterede der jo en sand gavebod med Øresundssild.
Hvorfor skulle en så magtfuld mand som biskop Absalon nøjes med en samling fiskerhytter? Københavns historie er bygget på lidt for mange myter. I de kommende år vil vi formentlig kunne lægge spændene brikker til det nye historiske puslespil.
Udgangspunkt i samme kilder
Problemet er, at vi alle tager udgangspunkt i de samme kilder. Jeg er personlig ked af, at jeg med hensyn til Københavns Historie har givet læserne en forkert melding tidligere. Men vi må erkende, at det er spændene når der kommer nye beviser frem af jordens muld.
Nu venter vi så spændt på, at der dukker mere frem, når Metroen skal bygges.
Allerede mange overraskelser
Arkæologerne må derfor i gang med at grave for at finde den hele sandhed. Om mon ikke Metro – byggeriet finder nye sandheder? I 2010 vil der foregå den største udgravning i Nordeuropas historie. Måske finder man de helt rige fund, der gør København til en rigtig storby før år 1000.
Og allerede nu har man fundet en mængde overraskelser.
De fire fund ligger i et område mellem Kongens Nytorv og Rådhuspladsen, men fælles for dem alle er, at de ligger uden for den lave og meget lille befæstning, som man hidtil har ment omsluttede og afgrænsede byen, da Absalon overtog byen i 1160’erne.
Man må derfor antage, at København er ældre end hidtil antaget, og at Absalon ikke er byens grundlægger. Endelig viser fundene, at byen havde en helt anden opdeling, end man hidtil har antaget.
København lå ikke inden for befæstningen
Igennem de sidste 100 år har arkæologer arbejdet ud fra den teori, at det oprindelige København lå inden for befæstningen, der kørte op langs Lavendelstræde og Mikkel Bryggersgade langs indersiden mod øst af Vestergade og ned langs vestsiden af Gammel Torv.
I 1800 – tallet fandt man rester af befæstningen langs denne strækning. Man konkluderede uden videre, at befæstningen var en by-vold, selv om det viste sig, at den var for lav til at have en afgørende effekt.
Dateringerne viser, at den halvanden meter høje befæstning blev bygget i 1140’erne eller 1150’erne. Det er kort før, at biskop Absalon overtager byen i 1160’erne.
Det område som befæstningen omkranser, er ikke mere end tre hektar. Hvis befæstningen virkelig fungerede som by-vold i sin tid, så var det ikke plads til mere end en lille samling af huse inden for området.
Denne vold er dateret til at være bygget i midten af 1100 – tallet, hvor biskop Absalon overtog byen. I midten af 1200 – tallet begynder man at anlægge en høj mur rundt om byen, der gik helt ud til Nørre – og Vestre Voldgade, og arkæologer og historikere har altid været imponeret over, at byen har kunnet udvikle
sig så hurtig i løbet af så kort tid.
Beskyttelse af handelsplads
Den voldsomme tilbygning er hidtil blevet forklaret med at biskop Absalon investerede massivt i byens udvikling, men den teori passer ikke mere. Volden må nu opfattes som en omkransning af byens handelsplads.
I 1000 – tallet var der mange befæstede handelspladser rundt om i Danmark. I København gik handelspladsen ned til vandet. Bebyggelsen er skudt op omkring denne handelsplads. Denne teori bliver understøttet af, at der på stedet er fundet utallige fiskeben og keramikskår.. Pladsens størrelse vidner om en handel af anseelig størrelse.
Øresundssild
Mange af byerne, der opstod omkring Øresundsregionen opstod, fordi der er tjent mange penge på sild. Fiskene var også meget eftertragtet i udlandet. Når der var fasteperioder, måtte man gerne spise fisk. Eksporten til Tyskland var meget stor.
Særlig omkring Mikkel Bryggers Gade er der fundet mange keramik – fund. Her har man fundet det første sammenhængende byggeri fra 1000 – tallet op til 1400 – tallet.
Under de utallige udgravninger har man også fundet en masse redskaber fra stenalderen, så der har været menneskelig aktivitet her i flere tusinde år.
Den tidlige kirke
Den tidlige kirke, som senere blev erstattet af Sankt Clemens, blev naturligt nok bygget lige uden for handelspladsens befæstning. Det var her, der var mest aktivitet, og her man kunne få mest indflydelse. Den tilhørende kirkegård har serviceret de bebyggelser, der lå bag ved handelspladsen.
Kirken har været i funktion i 1000 tallet, hvor Danmark blev kristent. Kirkerne blev bygget der, hvor der var størst aktivitet. Sankt Clemens kirke nævnes første gang i en skriftlig kilde i 1192. Den blev revet ned under reformationen i 1534 – 36.
Beboelse siden stenalderen
Byens vækst er ikke sket på en gang. Det strakte sig over flere århundreder, måske endda årtusinder af år.
12 kg flinteredskaber er der fundet fra stenalderen under udgravningen af Sankt Clemens kirke. København har sikkert været et fantastisk sted med rigelig fisk og gode havneforhold. Det har sikkert ikke været en stor byplanlægning.
Det sted, hvor man mener at stormandsgården har befundet sig har indtil i dag været et meget mondænt område. Forskerne ved, at der i Middelalderen også blev slået mønt i området.
Kilde: videnskab.dk
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 1.04. 2022
December 2, 2008
En slags ”Nyboder” ved grænsen. Hvem skulle tro det? Et helt lille samfund for sig selv med arbejderboliger og en stor fabrik. Trods konkurser og statsbankerot eksisterede Kobbermøllen i Kruså fra 1612 til 1962. Ikke alt var fryd og gammen. En fabriksejer blev lagt i møllehjulet. Og de vilde fester i Kobbermølle var legendarisk. En enkelt mands ihærdige indsats har bevirket at hele komplekset i dag er fredet.
En bekendt af mig her i København undrede sig over, at han i nærheden af Gendarmstien pludselig stod i noget, der lignede Nyboder. Jeg forstår godt, at han sammenlignede Kobbermølle med Nyboder. Og for dem, der ikke ved det, så er Kobbermølle en lille landsby bygget op omkring en fabrik.
Det var nok den ældste metalindustri i Jylland, og på et tidspunkt var Kobbermøllen den største virksomhed i kongeriget. I løbet af 1600 og 1700’tallet opstod
der 6 kobbermøller i Danmark.
Christian den Fjerde var bygherre
Hvornår Kobbermøllen er opført vides ikke helt nøjagtigt. Man mener, at det er enten er 1600 eller 1612. Og det var selvfølgelig Christian den Fjerde, der var byggeherre på den første del, der blev kaldt et hammerværk. På sådan et værk blev råjern omdannet til smedejern. Og så kunne det forarbejdes til brugsgenstande.
Det første mølleanlæg var uden tvivl et kongeligt anlæg. Kongehuset ejede grunden og skoven. Kongen opholdt sig mange gange på egnen. Måske har han været med til at udpege beliggenheden. En af kilderne i nærheden, kaldes også Kongekilden.
Fra 1621 blev det udlejet til borgere i Flensborg, men indtil 1627 var det overvåget af kongens folk. Man mente, at anlægget ved hjælp af placeringen var godt beskyttet mod fjender.
Alt tyder dog på, at der allerede dengang, havde været en form for virksomhed på stedet. En gammel vægt, der blev brugt på fabrikkens sidste dag i 1962, viser årstallet 1528.
Ideel beliggenhed
Beliggenheden ved Flensborg Fjord har sikkert været ideel. Man kunne sejle på Krusåen og åen leverede masser af vand, selv om den kun havde en længde af
5 kilometer. Her var konstant vandtilførsel selv i tørre tider. På stedet var to kongelige fæstegårde, som i slutningen af 1600’tallet overgik til arvefæste og selveje.
Svenskerne ødelagde det to gange
Men ak og ved. Allerede i 1627 blev anlægget ødelagt af Wallenstein. Fra 1633 til 1635 genopstod virksomheden. I 1633 åbnede Flensburgs borgmester Carsten Beyer fabrikken. Men i 1644 og 1657 ødelagde svenskerne igen anlægget. Fra 1682 – 87 blev det hele opført nok engang.
Handelskompagniet
Kobbersmed John Wilder overtog forpagtningen. Han klagede til kongen over ulovlige konkurrence. Andre kobbersmede handlede direkte med bønder og andre ved dørsalg. Disse kobbersmede var med i et handelskompagni, som overtrådte de gængse regler for handel og vandel. Handelskompagniets aktiviteter blev aldrig tilladt, men heller aldrig forbudt. Det bedste for kobbermøllen var, at holde sig gode venner med dette handelskompagni.
Den forhadte fabriksejer
I 1682 overtog Hilmar v. Lütten arealerne. Han fik desuden særrettigheder af Christian den Femte. Han var en særdeles hård arbejdsgiver. Arbejderne valgte en ordfører, der forsøgte at forhandle med v. Lütten. Men denne havde ingen forståelse for mere menneskeværdige boliger og en bedre løn. Ja mange af arbejderne havde ikke fået udbetalt nogen løn.
Ordføreren blev i arbejdernes påsyn sat på træhesten. Fra tårnet smed v. Lütten et stort stykke oksekød ned på gaden:
Sådan skulle han have sagt. Arbejderne rasede. De ville ikke finde sig i mere. De angreb tårnet og fik fat i v. Lütten. Han blev lagt mellem de to største tandhjul i vandmøllen. Maskinen blev sat i gang, og langsomt blev rådherre og fabriksejer v. Lútten mast af jerntænderne. I 1716 solgte v. Lüttens enke kobbermøllen for 7.000 Rigsdaler. Forskellige ejere fulgte. De fleste var købmænd i Flensborg.
Den specielle blanding af kobber og messing i produktionen var særdeles eftertragtet.
Amtmandens sommerbolig
I 1738 blev der på anlægget opført en sommerbolig til amtmand von Holstein. På det tidspunkt var fabriksanlægget i forfald, og arbejderne havde ikke fået deres penge til tiden. Det protesterede de selvfølgelig over. Men von Holstein brugte ikke boligen så meget. Dengang havde anlægget kun 21 ansatte. Dette antal voksede i tidens løb. Således var der i 1905, 200 ansatte.
Leverandør af slotstage
Storhedstiden for Kruså Kobbermølle var i midten af 1700 – tallet.. Årsagen var, at man på kobbermøllen fik den opgave at omsmelte taget fra det nedrevne Husum Slot. Det skulle bruges til tækning af Christiansborg og andre kongelige bygninger i København.
I 1752 fik man yderligere kontrakt til fremstilling af tagkobber til Slotskirken, Ride-huset og andre dele af Christiansborg.
Brændevinsredskaber
Og så blev der fremstillet brændevinsredskaber til de privilegerede kroer og til den privilegerende brændevinsfremstilling i storbyerne. Det blev antagelig også solgt en masse af dette udstyr til bønderne. Men dette emne er tys – tys, for kongen havde en gang for alle forbudt hjemmebrænderi.
Høgh Guldberg gav i 1775 bønderne ordre til at aflevere alle deres brændevinsredskaber. Den sidste kampagne mod hjemmebrænderi i 1843 afstedkom, at der alene i Jylland blev afleveret frivilligt 11.000 brændevinsredskaber. Mange af disse var sikkert fremstillet i Kruså. Såfremt de ikke var blevet afleveret frivilligt, kunne man forvente bøder eller tugthus.
Opkøb af grunde
Den ene af de to store Kruså – gårde blev købt til og i 1798 yderligere 300 tønder land mose og ager ved Kiskelund nord for Krusådalen. Købet af mosearealerne hang antagelig sammen med at prisen på trækul var steget i slutningen af 1700 – tallet. Og så var det dengang gode jagtarealer.
Jo, det gik godt under Jesias Thor Straten´s ledelse. Han var faktisk også den eneste ejer, der boede på stedet. Hans svigerfar var forpagter på Trøjborg og meget formuende. Så der blev investeret mange penge i kobbermøllen.
I anden halvdel af 1700’tallet fremstillede man også sengevarmere. Beholderen blev fyldt med gløder og brugt til at varme dyner og senge om aftenen. Håndtaget var fremstillet af jern. Bundstykket var lavet af kobber og messing.
Kobbermøllen har haft sine faste stolestader i Bov Kirke. I hvert fald fra 1797 havde fabrikken en privatskole. Senere fik man også et skyttekorps. Der blev også nødvendig at etablere en kirke og en krostue ved fabrikken
Nedgangstider
I 1810 blev den anden af de to store Kruså – gårde købt. Der var planer om, at der skulle etableres et nyt valseværk længere op at Krusåen. Men situationen ændrede sig til det værre i Danmark. Statsbankerotten havde ramt kobbermøllen hårdt.
Svenske og engelske produkter havde erobret det københavnske marked. Tabet af Norge satte også sine spor.
En langvarig retssag som ejerne af Kobbermøllen førte mod staten, førte ikke til noget. Tværtimod blev Kruså Kobbermølle og ejeren Jesias Thor Straten sat under administration.
Krusågård opføres
I 1833 bestod fabrikkens område af 800 tønder land, overvejende skov og mose, men også en del marker og enge. Der var ansat 15 mestre, 25 svende og 4 lærlinge. Der var i alt 38 boliger til arbejderne. Her boede 187 personer, heraf 57 børn.
Fabrikken fremstillede årligt 50.000 pund kedler og betydelige mængder af andet husgeråd. I 1842 overtog købmændene Danielsen og Gørisen driften. Danielsen lod resterne af de to gamle Kruså – gårde nedrive, og opførte i 1846 Krusågård i bedste herregårdsstil.
De vilde fester
De elskede at feste i Kobbermølle. Hvert år til pinse fejrede man i flere dage. Brændevinen flød i stride strømme. Man brugte en hel uge til oprydning. Efter sådan en fest udtalte kirkemyndighederne i Flensborg, at der fødtes 36 børn uden for ægteskabet.
I 1842 forbød ejeren, at festen blev holdt på den måde. Omkring Mikkelsdag gav ejeren 200 mark til afholdelse af en danseaften med fællesspisning i valseværket. Men da der under sådan en fest den 4. november 1866 døde en arbejderhustru ved fald fra en provisorisk bro over åen, og druknede, forbød ejeren også denne fest.
Yellow Metal
I 1857 gik Gørisen konkurs og et interessentskab fra Flensborg overtog driften. En af mændene bag dette, var Georg Dittmann. Han havde grundlagt et af Flensborgs første jernstøberier. I 1859 omstillede man produktionen til nicheprodukter. Desuden brugte man en ny slags materiale, man kaldte for Yellow Metal.
Det var en legering af kobber og zink. Tilsætningen af zink gjorde, at kobberet blev mere let-smelte-ligt og
let-støbeligt, men hårdere. De gyldne plader anvendtes hovedsagelig til skibsbeslag.
Træskibe i Norden og senere hele verden, især fra Kina og Japan blev beklædt med plader fremstillet i Kruså.
De ansattes forhold
Selv om man sørgede for arbejderne og anlagde haver til dyrkning af mange grøntsager, ja så var selve arbejdet på fabrikken ikke særlig sundt. Folk så syge og blege ud, af at arbejde i den hede varme. Og så brugte man også mange sundhedsskadelige stoffer. Det siges, at man hældte syre ned i Krusåen.
De ansattes løn blev til dels udbetalt i naturalier – det kunne være et mål korn og tørv fra den nærliggende mose, samt grøntsager og en liter mælk pr. dag. Men om dette kun opveje de usunde metaldampe, arbejderne skulle indånde, er et spørgsmål.
Det blev brug for flere funktionærer. De fik anvist de nye finere boligblokke. Ved vejen til Flensborg var de opført. Der var spande-lokum på hver etage og indlagt vand.
Den almindelige standard for en familie var 36 kvm. Det var småt men hyggeligt, med små haver ved siden af.
En skibsredder fra Aabenraa
I 1875 indtrådte senator Gustav Raben fra Aabenraa som medejer. Han havde i 60’erne og 70’erne skabt sig en formue som redder i Aabenraa. Rabens indtrædelse betød flere smelteovne, valseværker og overgang til dampkraft.
Da Dittmann gik konkurs i 1884 overtog Raben hele ejendommen Kruså Kobbermølle og Krusågård.
Sønnen Friedrich Raben omdannede kobber – og messing fabrikken til aktieselskab i 1890. Fabrikscentret blev indhegnet og forsynet med portnerbolig.
Fra 1890 var det frivillige brandværn i Kobbermølle et samlingspunkt. Næsten alle mandlige indbyggere var medlemmer. Transporten gik til Smedeby station.
Derfra blev der anlagt et tipvognsspor til kobbermøllen.
Våbenindustri
Fabrikkens produktionsapparat blev fordoblet, og bankmanden Eduard Lotz overtog kontrollen. Under den 1. verdenskrig blev kobbermøllen inddraget i den tyske våbenproduktion. Aktieselskabet beskæftigede op til 350 ansatte, herunder kvinder og krigsfangere. Da råstofferne slap op, måtte man omsmelte tvangsafleverede ting som kirkeklokker, krucifikser og brugsgenstande af messing og kobber. Mange har sikkert gravet deres værdier ned, for så først at grave dem op efter krigen.
Kobbermøllen kom til Tyskland
Den nye grænse i 1920 skulle som udgangspunkt følge Krusådalen. Åen gennemskar kobbermøllens produktionsanlæg. Det betød, at fabrikken lå i afstemningszone 1, mens boligerne lå i afstemningszone 2.
Fabriksejeren havde truet med at lukke virksomheden, såfremt den kom til at ligge i Danmark. Det har sikkert fået mange af de ansatte til at stemme tysk, selv om de inderst inde var dansksindede.
Enden af det hele blev at den internationale kommission tegnede en bue om det hele og gav området til Tyskland. Det var en kæmpe skuffelse for alle dem, der trods alt havde stemt dansk.
På afstemningsdagen udbrød der brand på fabrikken. Der skete omfattende skade.
Krigsproduktion
I 1939 blev kobbermøllen inddraget i den nazistiske krigsproduktion. Men kobbermøllens ejere var ikke nazister – tværtimod. De måtte i 1939 tage ophold i Holland – af politiske grunde.
Lukning af fabrikken
I 1962 valgte man at likvidere selskabet. Nyheden kunne man høre den 5. oktober i dansk radio. Fabrikken ville med en dags varsel indstille produktionen. Manglende investeringer og nyanskaffelser samt mangel på moderniseringer havde sat sine spor. Mange af maskinerne var håbløst forældede.
Værdien var så stor, at alle undtagen skattevæsnet fik deres tilgodehavender.
Kobbermølle er fredet
Hu er de høje skorstene forsvundet, men man kan stadig se resterne af fabrikken, der ligger i lavningen nedenfor ansamlingen af fremmedartede småhuse, de tidligere arbejderhuse.
Boligkvarteret i Kruså Kobbermølle bestod af 9 sammenhængene og 3 fritliggende bygninger. Hver bygning og bolig har sin egen historie. Oprindelig var anlægget forsynet med et vagttårn, så man kunne holde øje med det hele.
Ved overtagelsen i 1963 omfattede arbejderbolig – komplekset i alt 14 huse med 38 lejligheder, et malerværksted, en brugsforening og en del havejord. Der var stadig lokum i skuret. Huslejen var ekstremt lav. Det havde gennem hele historien været tradition for, at lejemålet gik i arv.
Arbejdernes boliger, fabriksejerens hus og fabriksbygninger er i dag fredet. Hele komplekset er et levende museum. Man kan se skrifter fra kobbermøllens 400 års historie og en funktionsdygtig dampmaskine. Stedet har faktisk et museum, der bliver drevet af frivillige kræfter uden offentligt tilskud.
En mands fortjeneste.
Havde det ikke været for den tidligere leder af den danske skole i Kobbermølle, Bodo Daetz, ville det hele have været jævnet med jorden i dag. Pengestærke folk
stod klar til at rive det hele ned, og opføre moderne boliger på stedet. En kæmpe istandsættelse blev sat i værk
Fantastiske naturoplevelser
Og lige i nærheden ligger Kruså Vandmølle, et meget idyllisk sted. Her havde min gode ven Den Glade Sønderjyde et studie. Her blev der indspillet så mange kassettebånd og plader. En af disse skulle Den Glade Sønderjyde nok selv havde beholdt. Det var en instrumental indspilning til Tommy Seebach. Det var virkelig godt.
Og hvis man nu fortsatte cirka 2 kilometer mod vest kommer man til noget af det mest fantastiske natur. Man føler sig hensat til en anden tid. Det var her vi snød os over grænsen og huggede æbler. Ja og har man tid til overs følger man stien til Padborg Skov. Igen et helt andet landskab fuld af kilder, der bare pibler frem. Oplev det.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 23. – 02. 2022