Artikler
Oktober 13, 2009
Erik af Pommern startede den positive udvikling af København. Ved to lejligheder forsvarede han og hans kone København med en lille flådestyrke mod hanseaterne. Indførelse af Øresundstold havde skabt nye fjender. Efter rygter forlod Erik af Pommern, da hans elskerinde var slået ned af en adelsmand. Kong Hans forsøgte forgæves, at tale sin søn til rette mod forulempelse af københavnere ved nattetide.
Gang i handel og håndværk
Mange beboere håbede på noget stort, nu hvor Erik af Pommern havde bemægtiget sig byen den 19. oktober 1416. Mange rige mænd deriblandt adelens folk havde taget bolig i København. Flere store gårde blev bygget. Det var gode tider for håndværkeren. Og også handelen voksede.
Indførelse af Øresunds – told
Og det hjalp også at den nye hersker gav tilladelse til at borgerne måtte handle på kronens markeder og fiskemarkeder, heriblandt Dragør, Skanør og Falsterbro.
Men de fremmede magter var ikke så vilde med den nye konge. I 1425 eller 1426 forlangte Erik af Pommern pludselig at fremmede skibe, der løb gennem Øresund skulle betale en afgift for at besejle sundet. Afgiften skulle betales i Helsingør. Her var farvandet smallest, og her var det lettest at fange dem, der prøvede på at snyde.
Angreb fra Hansestæderne
Nu var det ikke helt uden farer, at denne Øresunds – told blev indført. Det var et direkte angreb mod Hanse – forbundet. For 60 år siden havde Lybækkerne
gæstet byen. De havde brændt og hærget. Borgen havde de nærmest revet ned. De kunne let komme igen.
Og det varede heller ikke længe. I juli 1427 drog en veludrustet flåde med 8.000 mand i søen anført af Lybæks borgmester, Tidemand Sten. Denne anseelige flåde så kun en lille dansk flåde. Men stor var overraskelsen, da den danske flåde gik til angreb. Ved siden af Lybæks borgmester sejlede et stort Hamborgsk skib, anført af Hamborgs borgmester, Heine Hoyer.
Men Lybæks borgmester blev taget til fange. Dette forbløffede hans kollega fra Hamborg, der hurtig vendte snuden hjemad.
Sejren til den danske flåde var stor. Men faren var ikke over. Nu kom der et alvorligt angreb fra franske skibe. Kampen var lang og blodig. Men inden natten var over havde Kong Erik erobret alle 46 skibe. Ladningen og fartøjerne havde en værdi af 400.000 mark.
Københavnerne jublede over sejren og alle vundne skibsflag blev ophængt under Vor Frue Kirkes hvælvinger.
Hævntogtet
Nederlaget skulle hævnes. Den 6. april året efter kom de igen, nu med 260 skibe og 12.000 mand. Uheldigvis var Kong Erik ikke i staden. Han var i Sorø.
Men hans hustru, den engelske prinsesse Philippa var ikke uden evner. Hun forsynede i hast tømmerflåder med kanoner. Hun opfordrede borgerne til at hjælpe og lovede at belønne dem. Trods fjendens overmagt tvang københavnerne dem til tilbagetog. Philippa blev med denne aktion endnu mere populær, og hendes død i 1430 udløste stor sorg i byen.
Mens Kong Erik var populær hos befolkningen, så havde han ikke den samme agtelse hos adelen. De brugte enhver lejlighed til at krænke ham.
Ridderens ære
En dag vandrede Oluf Axelsen Thott, en af de fornemste riddere i landet fra sin gård i Vimmelskaftet med sine svende ned ad gaden. På Højbro mødte de en kvinde, og ridderen hilste ærbødigt. Bag ved hørte han pludselig latter. Hans svende fortalte ham, at kvinden var Kongens Frille, Jomfru Cæcilie.
Dette var under ridderens værdighed. Han indhentede hende, væltede hende og slog hende tre gange med sit gode sværd. Det blev sagt, at kongen nedtrykt forlod landet og drog til Gulland.
Christoffer af Bayern
Trods Københavns fremgang, så var byen endnu ikke kommet helt op på rangstigen. Således blev Christopher af Bayern kronet i Ribe i 1443. Men han tog ophold på Københavns Slot. Dette betød at Roskildebispen ikke forsøgte at komme i besiddelse af byen. Denne ret blev heller ikke berørt med et ord, da København i 1443 fik sin nye stadsret. Det var først her, at København blev ligestillet med de andre købstæder rundt om i landet. Landets regering havde heller ikke et fast tilholdssted. Medlemmerne rejste rundt med kongen i de forskellige landsdele.
København kravler op af rangstigen
Men København kravlede efterhånden op på rangstigen. Det kunne også ses på den punkt og pragt festligheder blev afholdt ved hoffet. Det tidligere tilholdssted for kongen, den gamle Østergård nævnes sidste gang i 1380. Her kom senere Vingaarden, som gav navn til Vingaardsstræde. Vingården var frugthaven til borgen, og her dyrkedes virkelig vin. Det nød for eksempel Kong Hans.
Borgen er sikkert blevet sløjfet af Erik af Pommern.
Store festligheder
Da Christoffer af Bayern skulle giftes i 1445 ankom der mange tyske, særlig bayerske herrer. De var vant til meget mere pragt, end hvad København kunne tilbyde.
Bruden, Dorothea af Brandenburg, samt hendes faster, Hertuginden af Brunsvig og deres kvindelige ledsagere kom kørende i forgyldte vogne. De mandlige bryllupsgæster var til hest. Mange fornemme gæster var mødt. Den 26. september foregik brylluppet og dagen efter blev dronningen kronet. Hvad hun ikke vidste dengang, var, at hun allerede efter tre år, skulle blive enke.
Christoffer kunne lige som sin forgænger ikke lide hansestæderne, så han begunstigede englænderne og hollænderne.
Mand ønskes hurtigt
Ved den nye dronnings ankomst til landet havde såvel det svenske som danske rigsråd forpligtet sig til hver at betale hende 1.500 Gylden, om hun efter Kong Christoffers mulige død kunne forlade landet. Men dette måtte under den daværende situation for enhver pris undgås. Rigets Marsk, Oluf Axelsen tog sig af hende. Måske skyldtes denne omsorg også, at 1.500 Gylden var mange penge.
Rigsrådet foreslog Hertug Adolf af Sønderjylland. Men denne afslog. I stedet blev Grev Christian af Oldenburg valgt. Sørgeperioden var ikke lang. I januar døde Christoffer og i september blev dronningen trolovet med Grev Christian.
I 1449 kunne københavnerne så opleve en ny fest, en kroning og et bryllup. Gaderne var blomsterstrøede og gavlene var udsmykkede. Borgerskabet blev bedt om, at møde frem i røde og gule hoser
Christian den Første
Den nye konge Christian den Første var en ren kæmpe med langt rødgult hår, frisk ansigtsfarve, stor kroget næse og en skarp profil. Hans far, Grev Diderik den Lykkelige og hans morbror, Hertug Adolf red ved siden af ham, fortælles der i en beretning. Problemet var bare, at Diderik var død ni år tidligere. Måske var vidnet blevet trakteret fra morgenstunden.
På Københavns Slot var forholdene tarvelige. Der var alt for lidt plads. Så en stor tilbygning blev iværksat. Befolkningen fulgte også med i prinserne, Olufs og Knuds fødsel. Desværre døde begge i en spæd alder. I 1455 fødtes en ny tronarving, Hans.
I 1478 oplevede københavnerne så atter et stort bryllup, da Hans holdt bryllup med den saksiske prinsesse Christine.
De gamle rådhuse
Erik af Pommern havde planer om at åbne et universitet i København, men det var Christian den Første, der fuldendte initiativet. Men det kneb med at finde de fornødne midler. Så Magistraten måtte træde til. En del af det gamle rådhus, der lå på hjørnet af Rådhusstræde og Nørregade indgik i projektet, der åbnede i 1479. På dansk fik institutionen det beskedne navn Studiegaard.
Det daværende Raadhustræde fik derfor navneforandring til Studiestræde.
Det ældste rådhus lå i Klædeboderne i nærheden af Skoboderne (senere omdannet til Skovbogade). Antagelig er denne blevet ødelagt under byens ødelæggelse i 1368. Det nye rådhus rejste sig på den senere Bispegaards grund. Det tredje rådhus blev opført i slutningen af det 15. århundrede. Det lå på Gammeltorvs sydlige grænse. Det fik senere navnet Nytorv. Det brændte i 1728, men blev genopført samme sted.
Velgørenhed
Tilbage til 1400 – tallet. Paven undrede sig over, at København ikke havde et sted, hvor udsatte børn født af fattige forældre eller uden for ægteskab, kunne optages, fødes eller underholdes. Dette rørte kongen, så han skænkede et beløb til et Helligånds – hospital. Måske var det også for at få adgangskort til en pilgrimsfærd, der fik kongen til dette. Enken, Dronningen Dorothea skænkede i 1495 en gård i Højbrostræde og en del gods på Sjælland til velgørende formål.
Borgerskab i København
Noget som efterhånden kunne ødelægge hansestædernes magt blev allerede nævnt i Christopher af Bayerns stadsret fra 1443 var Det danske kompagni eller Hellig – trefoldigheds Gildet.
Men Christian den Første kunne ikke gøre sig uafhængige af hansestæderne. Han skyldte dem penge. Men med ophævelsen af Det tyske Kompagni i 1475 tvang han fremmede købmænd til at tage borgerskab i København.
Initiativrig konge
Kong Hans besteg tronen i 1481. Hans kroning foregik dog først to år efter. Han gav ingen speciel rabat til hansestæderne. En af de afgifter, som blev pålagt de ugifte fremmede kræmmere var at udrede et pund peber hver til magistraten. Fra den tid har en ældre ugift mand på godt københavnsk og derefter på godt dansk, heddet pebersvend.
Efter Valdemar Atterdag havde Danmark ikke haft nogen indfødt konge. Men Kong Hans jævne danskhed gjorde ham særdeles afholdt. Han var skaberen af den danske orlogsflåde. På Bremerholm rejste der sig hus ved hus. Man byggede store og smukke skibe.
Klage over kongesøn
Magistraten modtog klager over, at Kong Hans søn – den senere Christian den Anden brød ind i husene ved nattetide og konsumerede borgenes vin. Han og
hans venner satte skræk i livet i borgerskabet. Hans far har sikkert haft ham i skole, men om det hjalp, er tvivlsomt. Kong Hans havde selv lidenskabelige tilbøjeligheder. Således lod han sin renteskriver, Poul Laksmand hænge på baggrund af en løs anklage om utroskab.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 13, 2009
Vi fokuserer specielt på tidsrummet 1820 – 1870. Tivoli åbner. Et uvæsen breder sig – sangerinder på slap linje. Dansehaller, hvor der ender med slåskamp. Væddeløb på Fælleden, husarer er udkommanderet for at få gratisterne væk. Fine borgerforeninger opstår. Far går til klub. Og så er det dyrehaven. For dem med knap så mange penge er det De fattiges Dyrehave.
Nu skal vi alle spare
København lå i lang tid gemt bag sine volde, og militæret gjorde sit til, at der var begrænsninger i forlystelseslivet. Og da københavnerne i 1843 fik Tivoli, ja så skete der virkelig noget.
I Frederik den Sjettes tid var der mange, der mærkede statsbankerotten i 1813. Nu skal vi alle spare, sagde majestæten. Jo, det kunne sandelig mærkes. Ildebranden i 1795 og genopbygningen kostede også. Ja og så blev meget af det igen skudt i grus i 1807. Er det noget at sige til, at man ikke lige med det første tænkte på festhuse.
Kvinderne havde natstol
Læderstræde, Kompagnistræde og Lavendelstræde var kendetegnende for armod og ensartethed. Og gassen fik københavnerne først i 1857. Det var lidt trist og mørk derude. Vandet skulle hentes ude ved gadeposten eller brønden ude i gården. Først to år efter kom kloakvæsnet i orden. Og toiletforholdene. Ja, husets herrer var henvist til gården. Kvinderne havde en transportabel natstol.
Dyden sejrede ikke altid
Meget tidlig om morgenen tog dagens gerning fat. Man nåede lige the-vandet. Allerede mellem 10 og 11 kom dagens anden måltid. Et lidt beskedent stykke smørrebrød med en hvidtøl. Og herreskabet fik vel en sjat brændevin. Det var danskernes nationaldrik, og man anså det for at være helsebringende. Middagsmaden var omkring kl. 13. Fra omkring 1870 blev det rykket til kl. 15 for hovedstadens vedkommende. Kl. 18 kom the – maskinen på bordet og først kl. 21 var der aftensmad.
Dydige borgere var i deres seng kl. 22, men det var nu ikke altid dyden sejrede.
Højtlæsning
De bedre økonomiske forhold begyndte at brede sig omkring 1840. Men vi havde dog stadig handelskrise. Man søgte glæden i foreningslivet og i klubben.
Når et familiemedlem kom på besøg blev man trakteret med the og hvedetvebakker. Og ellers stod den på højtlæsning. Walter Scotts historiske romaner var meget populære. Man havde da også politikeren Carl Ploug eller Charles Dickens. Der kom gang i strikketøjet under denne højtlæsning.
Middagsselskaber
Tællelyset kom der gang i. Man holdt igen med de kostbare vokslys. Enkelte steder havde man også olielamper. I de velstillede hjem blev musikken dyrket. Middagsselskaberne kom i gang omkring 1860, men også kun i velstillede hjem.
Skulle man til sådan et selskab måtte man leje en droske hos en vognmand. Men de første offentlige drosker var dog kommet allerede i 1828.
Man startede selskabeligheden ved 18 tiden. Efter at diverse tøjstykker var aflagt og skiftet, deltes herrerne og damerne. Damerne tog deres medbragte arbejdsposer frem. Og så gik passiaren. Opskrifter, sladder og rygter. The og kammerjunkere blev serveret.
Til herrerne var der stillet spilleborde frem. Nu gik det løs med L´hombre og Boston. Sidstnævnte var datidens modespil, Whist kom først senere til sin ret. Mændene blev trakteret med snaps, cognac eller rom. For damerne blev der serveret et udvalg af husets syltetøj, jordbærmarmelade, ribs – og hindbærgelé.
Der er serveret
På slaget 21, gjorde husmoderen tegn på, at spilleriet skulle afsluttes. Så vandrede alle hen til middagsbordet. Masser af lys blev båret ind, men ingen blomster.
Op til 1850 havde man kun en blomsterhandel i København. Det var madamme Mørk i det skæve hjørne ved Nyhavn og St. Strandstræde. Det var hverken tulipaner, syrener eller roser. Måske var der enkelte geranier eller pelargonier i vinduerne.
Hovedretten ved bordet var forloren skildpadde, en skinke eller en oksesteg. Dertil blev der drukket rødvin.
Efter den varme ret blev der serveret afskårne sager og til sidst hjemmebagt æblekage. Skulle det være rigtig fornemt, var der bestilt en svesketærte hos konditoren. Isanretninger og kransekage forekom yderst sjældent.
Til kagen drak man rompunch, der enten skænkedes på af bollen eller var hældt på karafler. Det var normalt, at man sang ved bordet. Enten havde man sin egen visebog med, eller den blev delt ud af værten. Og også fædrelandet blev hyldet ved denne lejlighed.
Cigarer og lotteri
Selskabet skiltes ved midnatstid, lettere omtåget og med øjne og næse fulde af røg. De første cigarer kom til landet i1808. Hirschprung åbnede sit første udsalg i 1826, men først i 1840erne vågnede frihedsfornemmelsen for cigaren i almindelig fri luft. Skulle en af deltagerne havde fået lidt for meget, ja det ansås ikke for at være et brud på den gode tone.
Var der ungdommelige med til festen kunne man også finde på at spille lotteri.
I 1850erne var middagsmaden rykket frem til kl. 14, og i 1860erne var den yderligere rykket en halv time frem. Nu måtte man også godt holde taler ved bordet. Det var ikke så passende før i tiden.
På Den Kongelige Skydebane fik man nu noget, der hed banketter. Men her havde kvinderne ikke adgang. De havde kun adgang til teateret her i 1850.
Masser af vin
Fra 1850 – 1870 blev der spist meget og drukket meget vin. For borgerskabet og middelklassen var det ikke så dyrt. Der kunne præsteres meget for en snes rigsdaler. Hvis vi kigger på en spiseseddel i et velstillet hjem for 24 personer blev der i 1868 serveret følgende:
Herfra skal lyde velbekomme. Bordets glæder spillede en meget stor rolle for dem der have råd i dansk hjemmeliv fra 1820 – 1870.
De fine foreninger
I 1820 var der 18 klubber og foreninger i København med tilsammen ca. 2.200 medlemmer. Og det var vel og mærke kun mænd. Kvinderne måtte i undtagelsestilfælde gerne komme med som gæster.
Den fineste af foreningerne var Dreyers Klub. Det var for borgerskabets elite. De holdt til huse i Efterslægtens røde gård i Østergade. Senere flyttede man til Vildmanden i samme gade. Her blev man forenet med Kongens Klub.
En del længere nede på rangstigen fulgte Det Borgerlige Selskab, Det Borgerlige Enigheds – selskab og Det Bestandige Borgerlige Selskab. Sidstnævnte var det mest populære. Medlemmerne var mest næringsdrivende. De fik en ret god fortjeneste, da selskabet omkring 1870 beseglede sin oplæsning ved at sælge sit udstrakte sommerlokale. Det var en stor have ude ved Ravnsborg til byggegrund. Ja det tales skam om, at hvert medlem fik en fortjeneste på 100 Rigsdaler.
Det Kongelige Teaters syngespil og enkelte kirkekoncerter i forbindelse med højtiderne var nogle få musiktilbud dengang. Men klubber som Harmonien
og Det Forenede Musikalske Selskab havde nogle velbesøgte koncerter.
Far går i klub
En gang om ugen kunne familiefaderen mødes med ligesindede. Her begyndte man også at spille billard. I sommerlokalet dyrkede man keglespillet. Fugleskydning med musikkorps og borgmester i spidsen var også populær.
Dramatologi
I 1820 fandtes der kun et offentlig teater i hovedstaden. Men interessen for selv at at dyrke dramatologien opstod. Man ville gerne agere skuespiller over for en kreds af ligesindede. Foreninger som Det Dramatiske Selskab og Thalia opstod.
Allerede i 1780 opstod Dramatisk Litteraire Selskab. Denne forening kaldte sig også Borups Selskab. I 1809 åbnede man også for kvinder. De måtte spille ”de yngre roller”. Fastelavnsløjer og pølsegilder samt maskeballer for kvindernes vedkommende blev populære. Og en lille middag på Bellevue
Valsedrømme
Omkring århundredeskiftet kommer valsen væltende ind syd fra. Nu blev manden nødt til at lægge armen om damens liv. For nogle var dette uanstændigt. I 1830erne kommer så de livlige Strauss valse. Jo, man havde jo Rheinländer, men nu var der kommet mere Schwung. Men vi kunne sandelig også herhjemme. H.C. Lumbye var den danske dansemusiks mester. Champagne – galop er fra 1845.
Ballerne havde forandret karakter. De havde mistet stilfuldheden, men til gengæld var der kommet meget mere humør på. Omkring 1860 blev kvadrillen Les Lanciers obligatorisk ved bal af en hvis betydning.
Dansehaller
Der var masser af danserestauranter i København. En af de ældste var Kæden i Dronningens Tværgade. De lidt ældre danserestauranter lå i kældre. Eller det rettere udtryk var vel nok danseboderne. På de bedre danseboder søgte kommiser og kontorister. På de mere tarvelige mødte matroser, soldater og slagtersvende. Damerne var tjenestepiger på en friaften, små syersker og nymfer.
Belysningen var elendig, orkesteret var en violin og klarinet. Foruden dansen bestod nydelsen i indtagelse af øl og brændevin. Nogle steder som i Ulkegade
skulle man betale 4 skilling i entré. Der var ingen ventilation. Her var en duft af brændevin og madrester, fyldt med sved og uddunstninger og ildelugtende klæder. Bad var på de tider et temmelig fjernt begreb.
Ofte endte en god aften med et slagsmål. Politiet havde ikke et venligt øje til de små danseboder. Colosseum ude ved Værnedamsvejen havde dog et nogenlunde ry. Andre danseboder fra den tid var Kalkeballen i Lille Kannikestræde, Fønix (også kaldet Fuglen) i Helliggeiststræde, Aftenstjerne i Lille Regnegade.
Da voldene faldt søgte folk mod Figaro på Vesterbro. Det var oprindeligt indrettet søm Ølhalle (Tors Hal), hvor man kunne drikke den nye bajerske øl.
De mægtige studenter – fester
Studenterne var borgerskabets førere og instruktører i politisk liberalisme. Studenterforeningen blev stiftet under et beskedne forhold i 1820, og i 1840 gik der politik i den. Man etalerede et slags broderskab med svenskerne. I 1845 hensatte man københavnerne i en festrus, da man skulle fejre den nordiske forbrødring. Det foregik på den kongelig skydebane, hvor man drak mjød af åd bjørneskinke. Marstrand og Skovgaard havde dekoreret væggene med asserne. Hele 550 deltog i arrangementet og Det Kongelige Ridehus havde også åbnet dørene.
. Således inviterede Skandinavisk Selskab til festmiddag i Dyrehaven. Og bønderne var København og omegn mødte op i 140 vogne. Der var rejst et telt til 1.300 personer. Man fortærede 678 flasker rødvin og 605 flasker champagne. Og københavnere der ikke have penge nok, mødte også op.
Den sidste festdag forgik i Tivoli – Københavns nyeste forlystelse. 13.000 mennesker mødte op. Det svarede til hver 10. beboer. I Cirkusbygningen var der dækket op. Midt på gulvet stod store kar fyldt op med punch. Vesterport stod undtagelsesvis åben hele natten. Det var den største fest, København havde holdt i uendelige tider.
Sejrs – og Grundlovsfest
I 1849 fejrede man troppernes indtog og den nye grundlov. Man fik at vide, at den tapre danske hær sagtens kunne måle sig med den tyske hær. Dette overmod blev skæbnesvanger i 1864. i treårskrigen hjalp stormagterne. Det gjorde de ikke i 1864
Man havde overhovedet ikke en ide om, hvordan det stod til nede i Sønderjylland. Det må nok tilskrives regeringens fejlslagne politik og manglende udvikling i forsvaret, at man tabte to femtedel af riget. Men grundlovsfesterne blev en tradition i Tivoli. Man forsøgte også på Erimitagesletten, men her fungerede det bare ikke.
Nørrebros Teater
Morskabsteatret havde stor succes på Vesterbro. Men i 1828 fik man konkurrence fra Nørrebro. Blågård var ved at blive udstykket, men i hovedbygningen blev der indrettet teater. Det var bagermester Scheer, der bekostede foretagnet. Og det var dyrt – hele 40.000 Rigsdaler. Det var italieneren, Pettoletti,
der blev leder af teateret. 1.200 tilskuer kunne stedet rumme. Problemet var bare at det var plant, så på de sidste tilskuerrækker kunne man overhovedet ikke se noget. Det var nogle ret fantasifulde forestillinger med gymnastik i haven og meget mere.
Pettoletti fortsatte i 1834 med Vesterbro Teater. Men dansk skuespil og danske skuespiller var forbudt. Han måtte importere teater fra udlandet. Så han inviterede et tysk operaselskab og senere italienske sangere til teateret. Pettoletti – familien havde teateret frem til 1850. Så overtog arkitekt Henrik Petersen stedet. Nu fik han tilladelse til at vise dansk teater og bruge danske skuespillere.
Ved Filosofigangen byggede Cirkus Renz i 1860 et telt. Tilstrømningen var stor.
Georg Carstensen
Men Georg Carstensen var begyndt at røre på sig. I Rosenborg Have havde han i 1841 oprettet en Vauxhall. Han inviterede til en tre dages fest i Christiansborg Ridehus. Det var vel nærmest for at skaffe flere abonnenter til sin nye journal Figaro. Festen blev gentaget i foråret.
Han lånte Rosenborg Have og lavede en sommerfest med hele 4 orkestrer. Også dette blev gentaget med en kæmpe succes. Således sejlede dampfærgerne Hamlet og Malmø i pendulfart for at samle de skånske besøgende op.
Den 1. juli 1842 havde han indsendt en ansøgning til Kancelliet om at oprette Kjøbenhavns Sommertivoli og Vauxhall. Det havde den driftige bog – og papirhandler M.H. Bing dig allerede gjort, men betingede sig at koncessionen skulle være afgiftsfri. Men han fik afslag.
Carstensen fortsatte med sine arrangementer. I Classens Have på Østerbro have han arrangeret nogle Fyrværkeri – fester. Han overvejede at etablere et tivoli på grunden, men den var for dyr.
Den 28. maj 1843 havde Carstensen fået tilladelse til at oprette et tivoli. Han skulle leje sig ind på en græsmark, hvor Københavns brændevinshandlere havde deres køer gående. I løbet af blot to uger fik han aktieselskabet Kjøbenhavns Sommer – Tivoli op at stå. Aktierne blev solgt for 25 Rigsdaler pr. stk.
I løbet af kort tid blev den ene bygning efter den anden rejst. Nå ja, bygning er nu så meget sagt. Der var intet murværk, snarere planker forbundet med sækkelærred. Tagene var af sejldug. Det kunne godt hænde, at en besøgende en regnfuld sommerdag fik en ordentlig spand vand i hovedet.
Gamle træer blev bygget ind i etablissementerne. Det første fik navnet Slukefter. Det var lejet ud til konditor Lardellis enke. Her blev der opvartet med forskellig slags underholdning. I 1865 rykkede Rantzau ind med sine sangerinder. Men allerede da var pavillonen synkefærdig.
Et lille teater rykkede ind i Tivoli, og den første koncertsal var halvåben. Her optrådte Lumbyes Strygeorkester på 22 mand og Braunsteins Harmonimusik
med 17 mand. Men den store tiltrækning var den nye rutsjebane. Også en karrusel blev opstillet. Året efter blev en lille ø i stadsgraven inddraget. En bro blev bygget. Men idyllen blev afbrudt af særdeles grovkornet optræden af sangerinder. Et par the-pavilloner blev opsat. Men det var dog en basar i tyrkisk stil, der tiltrak opmærksomheden.
Her var salg af frugt, blomster, cigarer og kager, ja lige fra parfume til handsker.
Carstensen bestyrede selv et kunst – og industri-magazin, hvor varer kunne indleveres til salg. Her var også et trykkeri, hvor Tivoli – Avisen, blev trykt.
Da den første sæson var afsluttet, havde 175.000 besøgt den nye have. Folk strømmede til fra provinsen og fra Skåne.
I 1872 måtte Lumbye nedlægge taktstokken grundet sygdom. Han havde skrevet under på, at han hver uge skulle møde frem med to nye kompositioner. Det siger sig selv, at alt ikke var lige godt.
Alhambra på Frederiksberg
Pludselig forregnede Carstensen sig med opførelsen af et kasino. Og så var han væk. Syv år efter vendte han tilbage og grundlagde Alhambra på Frederiksberg Allé. Carstensen oplevede ikke selv åbningen. Tivoliet slæbte sig igennem i 12 år. I 1869 måtte det lukkes. (Læs vores artikel: Tivoli)
Opstigninger med luftballon blev også et tilløbsstykke for Københavnerne. Luftskipper Tardini måtte lade livet på Kalvebod Strand. I Tivoli blev en ny bazarbygning og en ny koncertsal opført i 1863.
Et uvæsen breder sig
Omkring 1855 bredte et uvæsen sig gennem København. Det var de såkaldte sangerindeknejper. Uvæsenet bredte sig sammen med det bajerske øl. Inden for 10 år havde 22 værtshusholdere i København og 9 på Frederiksberg fået bevilling på optræden af indtil fem personer. Lønnen til de optrædene var det som kom ind under indsamling blandt publikum i pauserne. Det hele var råt og tarveligt og bundede i dårlig smag kunne datidens konservative medier berette.
I Dyrehavens sangerindetelte tryllebandt Julie Westermann år efter år soldater og slagtersvende.
Gymnastikundervisning
Sport og idræt kendte man ikke. Ved århundredets begyndelse havde den tyskfødte professor Nachtegell kæmpet for organiseret gymnastikundervisning. I 1828 blev gymnastik indført som tvungen undervisningsfag i alle skoler. I byerne var dette hverv overdraget til pensionerede underofficerer. Hvor mange steder, der egentlig blev undervist i gymnastik var dog tvivlsomt.
Gang i svømningen
Der var mere gang i svømningen. Men badeindretning i husene var ganske ukendt. Ønskede man et varmt bad måtte man på et sygehus eller besøge dem i 1850 anlagte Hambroske Badeanstalt ved Rundetårn. Men de fleste foretrak dog det rigtige vand. I 1829 blev Rysensteens Badeanstalt ved Langebro anlagt. Her blev der anlagt et ret anseligt hus med karbade og en række badehuse ude i strømmen. Huset blev revet ned i 1891. Senere blev der oprettet en masse badeanstalter og badehuse rundt om i København.
Skøjteløb og fjerbold
Unge drenge forlystede sig med langbold ude på Fælleden. Unge damer forsøgte sig med fjerboldspil. I slutningen af 186oerne kom Crocquet – spillet hertil. Men var det en egentlig sport? Om vinteren var der kanekørsel og skøjteløbning.
Ridesporten
De velstillede dyrkede ridesporten . Men det var lige så meget af praktiske grunde og egentlig beregnet til transport. Men så begyndte de første væddeløb.
Hertug Christian af Augustenborg var meget interesseret i den danske hesteavls forbedring.
I sommeren 1832 fandt det første væddeløb på et indhegnet areal på Nørre Fælled sted. På pladsen blev rejst en tribune for de kongelige herskaber. Kørende og ridende kunne tage opstilling, ellers var der kun ståpladser.
Den ene halvdel af Blegdamsfælleden var omgivet af et plankeværk, men det var så lavt, at alle kunne se over det. En afdeling husarer havde til opgave at genne alle gratister bort. Omtrent ved Holger Danskes Briller lå tribunen med splitflag for kongehusets medlemmer.
Fra 1870erne var der Eremitagesletten der var udgangspunkt for væddeløbene.
Zoologisk Have i en blomsterhave
I Prinsesse Wilhelmines tidligere blomsterhave åbnede Dr. Kjærbølling i 1859 sin Zoologiske Have ude ved Frederiksberg Slot. Det var nu en ret beskeden begyndelse. Museerne begyndte også at vokse frem. Først lignede de en slags pulterkammer, men efterhånden tog de form.
Nye udflugtsmuligheder
I begyndelsen af 1860erne hørte udflugter udenfor portene til hverdagslivet. Dengang syntes afstandene meget større. Der var ikke noget, der hed sporvogn dengang.
Datidens kvinder gik sjældent ud alene. At promovere med en ung herre, der ikke hørte til familien på åben gade, ansås enten for kompromitterende eller forpligtende.
Frisk luft kneb det med. Gammelholm tilhørte marinen. Den var afspærret for almindelige dødelige. Hvis man ville promovere på Langelinje krævede det et tegn. Og det kostede 2 Rigsdaler. Først i 1848 blev stedet offentlig tilgængelig.
Datidens shopping – center
Østergade var dengang det store shopping – center. Her kom de fine damer. Ved gadens ender lå de fornemme Schweizer- Konditorier. Kræmmer Børre, Raphael og Mitchell havde første klasses varer.
Kongens Have – endnu ikke opdaget
De Fattiges Tivoli og Bastionerne var også tilløbsstykker. Sidstnævnte skulle dog først lige åbnes af militæret. Og Store Bededagsferien var hele volden en summende bikube. Grønningen havde et godt traktørsted, men ofte var der slagsmål på stedet. Her kunne man så lytte på militærmusik.
Kongens Have var endnu ikke blevet et udflugtsmål. Beboere fra Adelgaden og Borgergaden tog sig store friheder og brugte stedet som blegeplads. De vaskede kludder og linned, ja de tørrede faktisk også bleer på stedet. Og nogle bankede gulvtæpper.
Langs søerne
Spadsereturen omkring søerne langs Ægteskabs – og Kærlighedsstien var populær. Her var fuldendt idyl. Turen gennem Kastellet til Strandpromenaden , hvor Bechs og Engelbrechts Badeanstalter blev anlagt i 1840 var populære. Så kunne man fortsætte helt op af stien ud til Kalkbrænderiet. Sundets bølger gik helt op til denne sti.
Frederiksberg Allé
Allerede fra 1829 eksisterede forlystelsesstedet Rosenlund med kulørte lamper. Men Tivoli blev efterhånden en hård konkurrent. I 1846 måtte stedet lukke. En
del af grunden blev udlagt til dansesalonen Colosseum.
Frederiksberg Allé lå indtil 1854 i bælgmørke om aftenen. På begge sider af alléen var der dybe grøfter, så en ikke stedkendt i ler bedugget tilstand kunne godt komme på afveje. Og Carit Etlar, som var en af de første villaejere herude, fortalte, at han en aften var blevet angrebet af en grævling.
Schweizeren Monigatti fik i 1826 lov til at bygge et telt i Runddelen. Han fik ret til at servere kaffe og chokolade. Det var det første sted i hovedstads – området, hvor man kunne høre tyrolersange. Traktørstedet Aleenberg helt oppe i alléens højre side Havde i mere end et århundrede underholdt med karruseller, kastegynger m.m. I 1856 fik man dog en konkurrent, nemlig Sommerlyst. Det var et gammelt lyststed Ratzeborg, der var blevet omdannet.
Frederiksberg have
Frederiksberg Have havde Frederik den Sjette som hyppig gæst. Ofte roede han på kanalerne. Inden havde man nyt musik op fra slottet. Jo, nu var det jo ikke alle beskåret, at kunne beskue kongefamilien. Således fik Nyboder – folket forbud mod at færdes her. Det må have været en oplevelse. Undertegnede har haft den fornøjelse i mange år, at løbe rundt i Frederiksberg Have søndag morgen. Det kan sandelig anbefales. Og så er det hvis nok også sundt.
Søndermarken blev åben for offentlig tilgang efter enkedronning Maries død i 1852. Her lå også det sagnomspundne Eremitternes Grotte. Men se det er en helt anden historie.
Charlottenlund Skov
Der var ikke så langt til Charlottenlund Skov som til Dyrehaven. Inde fra København var det en overkommelig fodtur. Det var en hvis ynde og smag over stedet. Konditor Lardelli underholdt med kager og chokolade samt harpemusik.
Transport til Dyrehaven
Dem der ville til Dyrehaven kunne komme det med skib til Bellevue eller med vogn. Ved Trianglen holdt de såkaldte Kaffemøller eller Holstenskvogne med sæder bag hverandre. Men det gik efter nutidens forhold ikke særlig hurtig. Det tog halvanden time. Grunden var nok den sandede strandvej. Men så var det jo, man kunne tage de to dampbåde William og Emma fra Toldboden.
Klampenborg fik i 1845 en ny attraktion, nemlig Vand – Kur- Brønd og Sø-badeanstalt. Dr. Hjaltelin beordrede dagligt 6 glas kildevand. Dette tal steg så senere til 12 og 15. Men stedet blev aldrig den store succes.
Der er mere derude
Tivolis åbning var ikke godt for Dyrehaven som forlystelsessted. Jo man ville da gerne besøge Fortunen. Skovløberstederne Frederiksdal og Søllerød fortsatte deres succes. Her kunne man gøre holdt, og få varmet sin medbragte proviant. På den måde opdagede københavnerne, at fornøjelserne ikke stoppede ved Charlottenlund og Klampenborg.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 24. – 03. 2022
Oktober 13, 2009
Mellem Nørrebro og Østerbro lå 24 blegdamme. Mange af blegmændene levede under usle vilkår. Efterhånden udviklede blegdammene til urtehaver og industri.
Engang lå en fabrik med 800 ansatte i området. Der var masser af tyveri i området. Vægterne blæste i kohorn for at skræmme tyvene. Med andre ord – læs her Blegdamsvejens historie.
Fra Nørrebro til Østerbro
Blegdammene strakte sig langs søerne i fælledens udkant fra Skt. Hans Torv på Nørrebro ud mod Østerbro. De var cirka 150 meter på den lange led og 50 meter eller mindre på den smalle led. De laveste numre befandt sig på Nørrebro. Nr. 1 befandt sig der, hvor Skt. Hans Gade i dag befinder sig. Nr. 24 grænsede op til nutidens Triangel. 8. og 9. blegdam lå hvor Fredensgade
i dag løber, altså lige på grænsen mellem Østerbro og Nørrebro.
Vognmandslavet
Omkring 1570 fik vognmandslavet overdraget 21 jordstykker og nogle enge mellem Borgmestervangen og Emdrup Vang. Vognmændene blev betragtet som en slags bestillingsmænd eller offentlige ansatte. De havde i høj grad brug for et sted, hvor de kunne dyrke foder til deres heste. Området blev meget naturligt kaldt for Vognmandsmarken.
Lavsmedlemmerne havde dog allerede i 1543 til deres skrå fået pålagt at vedligeholde tre damme:
Med andre ord, de skulle ikke betale grøftepenge, hvis de vedligeholdte de tre damme.
Tøjblegning
Uden for voldene foretog man tøjblegning. Måske var det noget, man har foretaget fra gammel tid. Men i 1573 blev det en beskæftigelse for kvinder. Blegdammene var mere eller mindre
naturlige vandhuller, som opstod ved dræning af fællederne.
På græsmarkerne kunne tøjet ligge udbredt og bleges af solens stråler. Men ikke altid kunne tøjet ligge i fred. Her var masser af tyverier. Og her kom ordensmagten ikke. Derfor
havde de fleste blegekvinder anskaffet sig en stor hund, som virkede afskrækkende på de fleste. Men disse hunde udøvede desværre også skader på befæstningsanlæggene.
Borgmesterens Blegdam
På et tidspunkt eksisterede der en blegdam ved navn Borgmesterens Blegdam. Den omfattede i 1620 en blegplads og et fiskevand.
Borgmestre og rådsmedlemmer hørte til stadens elite til blandt de nye brugere af de nye uden-volds område – ikke som beboere, men i erhvervsmæssig henseende.
Mellem Peblingesø og Sankt Jørgens Sø var anlagt to sluser til den grøft, der ledte vandet til voldgraven. Ganske tæt på byggedes i 1629 Blegdamshuset. Mellem Blegdamshuset og Ladegaarden byggedes i 1622 Fangehuset. Måske havde den forbindelse til Ladegaarden.
24 blegdamme
Tidligere havde blegdammene ligget inden for søen med i 1661 besluttede man at de skulle ligge på den anden side af søen. Fra en synsforretning fra 1682 tales der om
Det var lige ved siden af urtekræmmernes otte huse. Senere blev blegdammene udvidet til 24 blegdamme.
Ramt af bøsseskud
Ejeren af blegdam 1, Bernt Rosenmeyer havde store problemer i 1670erne. Han var blevet ramt af et bøsseskud i højre hånd, hvorved hans arbejdsevne blev stærk nedsat. Men bystyret
var nogle gange humane, så Rosenmeyer fik eftergivet et års jordleje. Men sådan var de ikke altid. Mange blev smidt ud, blot efter den mindste skyld.
I 1727 blev ejendommen dog takseret til 160 rigsdaler. Huset var også blevet udvidet til 12 fag, måske endda helt nybygget. Første blegdam blev fra 1734 lavet om til hollænderi.
Små kår
Folk ved blegdammene havde små kår. Det kan man se ved at gennemgå et skifte fra 1681 efter Anne Børgesdatter, som var enke efter blegmand, Laurids Christensen på syvende blegdam. Huset var kun på fem fag med tømrede og klinede vægge. Det var både gammelt og brøstfældigt. Huset havde to skorstene, den ene med en indbygget bryggekedel. Den anden var til madlavning og aftræk for stuens lille jernkakkelovn.
Det samlede indbo indskrænkede sig til et gammelt fyrretræsbord: Desuden var der yderligere et bord, et træskab, en egekiste, halvkiste og to skrin af egetræ, den ene med beslag.
Der var hverken seng eller stole, men en fyrreslagbænk, og en anden gammel slagbænk. Disse må have tjent som seng om natten og stol om dagen. På væggen hang et lille spejl. I et hjørne stod to hjulrokke. Desuden stod der stuvet 17 gamle tønder ind, givetvis til det hjemmebrændte øl.
Livet ved blegdammene
De fleste huse på blegdammen lignede hinanden. Som regel var der kun et hus, der indeholdt forskellige funktioner. Ved 4 af blegdammene skete der mellem 1717 og 1730 forskellige ny –
og tilbygninger. Og tænk på 8. blegdam havde lejerene selv taget bilæggerovn med til stuehuset og til et lejehus på grunden. Af gamle papirer kan man se at de to bygninger i forvejen havde
en ovn. Måske havde de været lidt kuldekære ved blegdammene.
På blegdam nummer 8 var der rigtig gang i brændevinsbrænderiet i 1730. egentlig levede man af at behandle borgernes tøj. Men man kunne jo godt have noget ved siden af. Et bryggers var tilknyttet udskænkningsstedet i det kun fire fags store hus. Snapsen kunne altid skylles ned, når madammen afleverede tøjet.
På grunden havde man et fælleshus, men ellers foregik arbejdet med vask, tørring, blegning, rulning og glitning. Forudsætningen var at tøjet kunne ligge på græsmarken og forvandle sig fra gul til hvid i solens stråler.
Rindende vand
I 1727 søgte blegmænd tilladelse til at lægge render fra Sortedamssøen til deres blegdamme. Det har været for at få tilført mere rindende vand. De forskellige blegdamme var efterhånden mærket af søernes reguleringer. Men situationen blev ikke bedre for blegmændene og de klagede ofte over deres situation.
Der var meget stor forskel på standarden af de forskellige blegdamme. Således var 11 . blegdam fire gange på auktion i 1730. Man havde sat værdien alt for stor.
Dyrkning og industri
På blegdam nummer 14 havde man opgivet blegeriet og kastet sig over tobaksdyrkning. Også 15. blegdam stoppede. Her blev der i stedet indrettet urtehave omkring 1730. Blegdam nummer 21 havde ikke tjent sit formål siden 1669. Fra 1724 opførtes der en tapet – og kønrøgs-fabrik på grunden. Dette forhindrede dog ikke tapetmageren at dyrke jorden. Kål, agurker, blomkål og sukkerærter havde store muligheder her.
Tidligere havde der på blegdam nummer 21 været et lille anlæg med seks lysthave. De fire af dem havde været placeret omkring en cirkulær plads. De sidste to havde været nær ved søen. På 8. blegdam befandt der sig i 1730 to kålhaver. Den ene havde også en brønd med en grøft.
Dårlige veje
Vejforløbet i den nordre forstad bestod af et regelmæssigt gadenet mellem Nørre Vold og Peblingesøen. Dæmningen mellem Sortedammen og Peblingesøen var stærkt forfalden. Den skulle forbedres med 40 spanske ryttere, tømmer og norske deller. Den nordre landevej førte over, hvor Peblingesøen adskilte sig fra Sortedammen.
Men meget af vejforløbet var blevet ødelagt under afbrænding og under svenskernes hærgen. Det var kun tiltænkt blegmændene og urtegårdsmænd at bo på den anden side af Peblingesøen. Men det var nødvendigt at kunne komme dertil.
I en bredde af 24 alen blev der derfor i 1661 anlagt en vej i 1661 med beplantning af lind eller pil på begge sider. Navnet blev selvfølgelig Blegdamsvej.
Den sidste blegmand i 1867
Midt i 1800 tallet forsvandt blegdammene og blegmændene. De lange hvide strimler lå side om side. Når så månen skinnede på dem, fik det hele et mystisk skær, ja nærmest spøgelsesagtig. Når så vægterne blæste på deres kohorn for at skræmme tyvene, ja så kunne man godt fornemme, at her skulle man nok ikke være.
Den sidste blegmand hed Rissen. Han boede på 22. blegdam. Han holdt ud til 1867, så flyttede han til Jagtvejen.
Et tørretårn
I Illustreret Tidende 1883 er der billede af et stort tårn, et såkaldt tørretårn fra 13. blegdam. Illustreret Tidende berettede, at tårnet var fra midten af 1700 tallet og engang havde fungeret som kattuntrykkeri. I nyeste tid havde stueetagen fungeret som skole. Første sal havde været gymnastiksal.
Allerede samme år led det skæbnen og blev revet ned.
En stor fabrikant
Herude lå en stor statelig gul bygning. Det var Manchester-fabrikken (Bomuldsfabrik). Den spredte sig fra 19. til 22. blegdam. I 1784 havde den hele 800 ansatte og var en ret anseelig fabrik.
En forknyt ”studiosus”
Det var nødvendig for bystyret at indrette en skole herude for arbejdernes børn. I 1761 samlede bystyret så penge sammen til en lille skole. Den lå der, hvor Trepkasgade nu udmunder i Blegdamsvejen. Det var et lille etages hus, indrettet med to skolestuer og lejlighed til læreren.
I 1787 inspicerede rådmand Voltelen stedet. Men det var dog et sørgeligt syn, der mødte den stakkels rådmand. Han kunne berette at bygningerne var forfaldne og plankeværket var væltet af blæsten. Udenfor var der en forfærdelig stank.
Inde i skolestuen stod en halvgammel fattig og forknyt Studiosus og terpede Katekismus med en Flok landsbyartige Børn, som var meget lidt fortrolige med skriftestederne. Trods denne forfærdelige tilstand varede det dog længe før man tog sig sammen til at gøre noget ved det.
Senere var det digteren Fr. Høegh – Guldberg der med energisk ledelse sørgede for at der herude efterhånden befandt sig den bedste Almueskole i byen.
Kompliceret skolehistorie
Det er ikke helt let at beskrive skoleforholdet i området. Men vi forsøger alligevel. I 1816 oprettede Trinitatis Sogns skolekommission aftenskoler. Men forskellige steder i området fandtes der også senere dagklasser. Således lå der undervisningslokaler på Blegdamsvej 82 og 94.
Den offentlige almueskole kom i 1847 under Østre betalings – skoles kommission. I 1850 købtes et grundstykke på 1. blegdam , og der opførtes en ny skolebygning. Denne skole var en betalingsskole og blev kendt under navnene Skolen på 1. blegdam, Skolen på Blegdammen eller Blegdamsskolen.
I 1855 fik man tilladelse til at opføre en gymnastiksal på kommunens grund, Nørre Allé 3. Den 24. september 1857 åbnede Nørre Allé Betalingsskole. I 1915 blev det en kommuneskole. Denne blev nedlagt i 1987. En del lyststeder og værtshuse opstod også.
Masser af industri
Her lå også Feilbergs Voxfabrik.
Maleren Chresten Købkes hjem lå på 15. blegdam. Huset var nyopført i 1814, men blev allerede revet ned i 1899. På 11. blegdam lå en sejldugsfabrik. Kigger man efter kan man måske på
Blegdamsvej 60 se rester af Nielsen & Winthers hovedbygning. I nr. 104 lå Asps Stearinlysfabrik og i 124 lå Dansk Siemens.
En del af haven til Østerbros store forlystelsessted Sortedamslund er bevaret som en del af Fredens Kirke, Ryesgade 68.
En plan fra 1661
Allerede i 1661 havde man lagt en grundtegning for områdets udvikling. Dette system fik så endnu flere mønstre tegnet over. I 1857 var den såkaldte Ryesgade – linje besluttet. Man ville fortsætte denne linje ned til den kommende havn. Man havde endda tænkt på en sporvognslinje, men servitutter fra Rosenvænget kom i vejen.
Kilde:
Se
Redigeret: 2.12.2021
Oktober 13, 2009
Allerede som 11 – årig, under sit ophold på Kastellet, kunne man se hans talenter. Han havde gode lærer og inspiration fra søerne og blegdammene. Men da han flyttede fra Blegdammen forsvandt inspirationen. Pludselig manglede han inspiration og gik ikke så meget op i detaljen.
Malerier – som lokalhistorie
Vi kender godt motiverne. Det er som om, at det er farvefotografier fra dengang, hvor verden endnu ikke var af lave. Tag bare billet, Parti af Østerbro i morgenbelysning (1836)
Lige så kendt er maleret Efterårsmorgen ved Sortedamssøen fra 1838:
Andre kendte motiver er Parti af bugten ved Kalkbrænderiet (1836 – 37) og Part i nærheden af Kalkbrænderiet (1836) Også hans motiver fra Frederiksborg Slot er kendte.
Købkes svendebrev er nok fra 1834: Parti uden for Nordre Kastelsport
Talent som 11 – årig
Han voksede op i et solidt borgerligt miljø i Hillerød. Som barn boede Christen på Kastellet, hvor hans far i 1818 overtog bageriet. Under en langvarig gigtfeber som 11 – årig blev hans talent åbenbaret.
Allerede som 12 årig kom han ind på Kunstakademiet og studerede hos bl.a. Eckersberg fra 1828. Denne tog også Christen som privatelev.
Atelier på Toldbodvej
Der findes utallige motiver fra Kastellet. Han malede mest i små formater i begyndelsen. Men man efterspurgte større formater. Og det voldte Chresten Købke store kvaler. På Toldbodvej
havde han et atelier sammen med vennen Frederik Sødring. Fra 1832 stammer et portrætmaleri af denne, som må betegnes som en af Købkes mesterværker.
Atelieret lå på tredje sal, helt oppe i lyset med et godt udsyn over Nyboder og Kastellet. Ejendommen var herskabelig og blev kaldet Rottbølls Gård. Huset ligger der stadig, og er fortsat
det smukkeste i rækken mellem Store Kongensgade og Bredgade.
Landskabsmalerier
Efter en sommerferie i Århus fik han lyst til at tegne og male efter den frie natur. Kunstforeningen købte en af hans motiver Aarhus Domkirke (1831). men allerede i 1830 havde han malet et landskabeligt parti af Citadellet med en gammel matros i forgrunden siddende som cigarsælger ved et lille bord. I 1833 brugte han den samme matros i et motiv.
Inspiration på Østerbro
Blegdammen var inspiration for mange af guldalderens kunstnere. Og en af dem var Christen Købke. I 1834 flyttede han med sin familie til en landsted ved Blegdammen. Her ved Sortedamssøen havde han sin egen bolig i forældrenes hus. Købke fandt mange af sine motiver på det skønne Østerbro.
Han dekodere også nogle vægfelter i forældrenes spisestue. Faderen havde i mellemtiden trukket sig som bager på kastellet.
Overvandt kriser
Efter sit giftemål i 1837 med slægtningen Susanne Cecilie Købke, fortsatte Købke med at bo herude. Han tog blandt andet med sin ven, billedhuggeren H.E. Freund til Rom. Men det fik nu ikke nogen betydning for hans valg af motiver. Han fortsatte med at male motiver fra København.
Kriser og forskellige problemer løb han ind i. Han genvandt dog arbejdsglæden og var på vej til at blive dekorationsmaler. Men han genvandt dog arbejdsglæden. Senere tog han til Venezia, Rom, Napoli og Capri, hvor han frembragte en del malerier og skitser. Forinden havde han været på studietur i Berlin og Dresden.
Nye kriser
Desværre oplevede han flere dødsfald i søskendeflokken, ligesom hustruens to barsler og efterfølgende svaghedsperiode påvirkede Købke. I sine breve henviser Købke ofte til Gud, og tilskriver denne et lykkeligt udfald. Han har lavet en altertavle til Ramløse Kirke.
Da hans far døde i 1843 og to år senere moderen, måtte ejendommen til Købkes store sorg sælges, og den store kunstner flyttede til Frederiksborggade.
Farvel til Blegdammen
Moderen var lige inden salget af ejendommen flyttet til mindre forhold i Kvæsthusgade. Købke skrev blandt andet om hendes tilstand:
Der blev også til 4 – 5 afskedsbilleder fra stedet på Blegdammen, der betød så meget for den store maler. Men det er faktisk stor forskel i hans kunst. Fra den næsten fotografiske fremstilling til noget, der nærmest ligner Degas.
Men ikke alt var lige godt. Et motiv fra Nørrebro over søen ind mod byen, mangler liv. Og sådan kunne man måske også sige om nogle motiver fra Sortedamssøen.
Friskheden forsvandt
Efterhånden forsvandt friskheden i malerierne. Købke oplevede et knæk, da hans stort anlagte billede fra Capris kyst fra 1846 ikke blev fundet værdig til optagelse i akademiet. Fra 1847 stammer Parti i Falkoneralléen. Her tydede alt på, at han ikke fik sin gamle malerglæde tilbage. Oplægget, en tegning og selve maleriet af dette motiv, skulle vise sig, at være det sidste.
Det tog hårdt på Købke, at flytte. Han mistede troen på sig selv. På kunstakademiet var ham blevet forkastet som medlem. Det var en ren ydmygelse. Til sidst manglede han detaljen. Hans malerier blev mere dystre. Det var som om, at han manglede inspiration.
Død af lungebetændelse
I februar 1848 døde Christen Købke af en lungebetændelse. Han er begravet på Assistens Kirkegård på Nørrebro. Efter hans død blev han nærmest glemt, men i dag betragtes han som en af de bedste malere af landskaber og portrætter fra guldalderen.
Christen Købke er rigt repræsenteret på Statens Museum for Kunst, på øvrige danske museer og internationale museer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 13, 2009
Egentlig startede Blaagaard Seminarium to gange. For et par år siden blev begge seminarier forenet til en. Under englændernes bombardement blev seminariet ødelagt. Biskoppen mente, at det var bedst for moralen, at seminariet flyttede til Jonstrup. Jeppe Tang var initiativtager til det andet seminarium. Dette seminarium flyttede adskillige gange.
Kongerigets ældste seminarium
Blaagaard Seminarium kalder sig selv for Danmarks ældste seminarium, mens Tønder Statsseminarium kaldte sig for Nordens ældste. Sidstnævnte blev oprettet omkring 1759. Men dengang lå byen i hertugdømmerne.
Ny lovgivning
Den 23. januar havde Christian den Sjette udsendt en forordning, der skulle forbedre skolevæsnet på landet, men det fik aldrig en praktisk betydning. Det var først, da Kronprins Frederik overtog regeringen, at der skete en mærkbar ændring. I 1789 nedsatte han en kommission, der skulle finde frem til en forbedring af det danske skolevæsen. Oprettelsen af et seminarium på Nørrebro var direkte en konsekvens af kommissionens arbejde.
I 1791 blev kongerigets første seminarium oprettet på Nørrebro, der dengang lå et godt stykke ud for København.
Man mente, at de lærere, der blev uddannet på Blaagaard var indbildske og irreligiøse, hvilket med den nære beliggenhed ved hovedstaden.
Uddannelsen skulle vare tre år og kostede 40 rigsdaler om året. For disse penge modtog eleverne
Modvilje mod seminariet
Både i Rigsdagen og ude i befolkningen voksede modviljen mod de statslige seminarier. Ja selv Grundtvig var blandt modstanderne. Han påstod at disse statsfabrikker opfostrede lærere udi indbildskhed, lavsånd og pedanteri. Resultatet blev, at en del af læreruddannelsen kom over på private hænder.
Englænderne ødelagde seminariet
Under englændernes belejring gik det meget hårdt ud over det gamle slot og park. Pastor L. Strøm, der var lærer på seminariet i 1807 berettede følgende:
Det var svært at finde logi til dem, der ikke havde familie lige i nærheden. Regentsen og kirker blev taget til hjælp. Hofkassen hjalp til med kontanter, mod at semristerne holdt vagt på forskellige steder.
Nørreport var lukket. Men i skyndingen havde man glemt at bringe seminariets møbler i sikkerhed, blandt andet et orgel. Man forsøgte, at komme ud til Blaagaard efter at have fået Nørreport åbnet et par timer. Men Kuskene nægtede at køre videre. Kuglerne strøg om ørerne på dem. Man nåede ikke ud efter orgelet.
Da kapitulationen var afsluttet, kunne man igen tage ud til seminariet. Men det var et sørgeligt syn. Værelserne var mere mindre ramponeret. Panelerne var afbrækket, og orgelet skamferet. De to haver, man havde til rådighed, var fuldstændig ramponeret. Den ene havde faktisk været der inden englændernes ankomst. Onde tunger påstod at det var Nyboder – folket, der slæbte frugttræer bort og brugte dem som brændsel. Og den anden have brugte englænderne
som affyringsrampe.
Efter at lokalerne var blevet nogenlunde istandsat, blev det bestemt at Blaagaarden skulle fungere som feltlazaret. Seminariet måtte derfor flytte over på et nærliggende sted, Store Ravnsborg.
Flytning til Jonstrup
For at forbedre seminaristernes vandel blev seminariet i 1808 flyttet til Jonstrup, og derefter kaldt Jonstrup Seminarium. Nu hørte det også med til historien, at seminaristerne kiggede efter de ældste piger fra Vajsenhuset, som havde fået midlertidig ophold herude. Det var noget som biskop Balle havde observeret. Og det gik ud over moralen.
Stor søgning til seminariet
En gårdmandssøn fra Ringkøbing, Jeppe Tang Andersen kom i 1859 til Nørrebro. Han var stærkt påvirket af Grundtvig og lærer på Grundtvigs Højskole på
Marienlyst. I lejede lokaler i Blågårdsgade 14 startede han en fri folkelige læreanstalt for vordende lærere.
Han begyndte med 2 elever, men inden året var omme, var han oppe på 18. I 1863 var søgningen blevet så stor, at det var nødvendigt at bygge et nyt seminarium i Blågårdsgade 15, og her fik det så sit endelige navn Blaagaard Seminarium. Efterhånden var der 86 elever på seminariet. I 1865 steg elevantallet til 217.
Jeppe Tang – en personlighed
Jeppe Tang var en personlighed. Man kunne let for det indtryk, at hans personlighed havde et lidt komisk skær. Seminariet blev gang på gang kritiseret, men eleverne forsvarede det hver gang. Tang sad i Rigsdagen fra 1877 – 1892. Ved siden af sin rektor – stilling skrev han også skolebøger.
Man havde ingen penge, men så gik man til Minister Monrad. Denne svarede, at da det gik op for ham, at Tang overhovedet ikke havde nogen som helst penge:
En ny bygning
Men Tang må åbenbart have efterladt et vist indtryk for senere fik han at vide, at der lå 10.000 kr. til ham. Den 15. august 1863 blev den nye fireetagers
skolebygning i Blågårdsgade 15 indviet.
Tang fik også hjælp fra enkedronningen Caroline Mathilde, der interesserede sig meget for Tangs seminarium. Faktisk hed institutionen både Tangs Institut, Seminariet paa Nørrebroe og Fri – Seminariet. Men ved indvielsen var der ingen tvivl, da hed stedet Blaagaard Seminarium.
Bygningen havde 60 elevværelser, foruden private lejligheder til forstanderen og enkelte lærere. I 1896 blev ejendommen udvidet med en gymnastiksal og en beboelsesejendom.
Kun for mænd
Dette andet seminarium blev det første private seminarium. Det var stadig kun adgang for mænd. Henrik Cavling skrev blandt andet:
Tang ville terperiet til livs. Undervisningen skulle ledsages af frie foredrag. Man må sige at dette levede op til Fri Folkelig Læreanstalt for vordende lærere.
Jappe Tang døde i 1904, og seminariet gik i arv til sønnen Niels Tang, som var forstander frem til 1927. Seminariet sluttede nu med at være en folkelig læreanstalt og blev omdannet til et mere almindelig seminarium.
Flytning til Ravnsborggade
Seminariet flyttede ud af bygningen i Blågårdsgade og til den nærliggende Ravnsborggade til Kjær og Lyngbys Skole. Fra at være et seminarium, der i høj grad blev søgt af mænd fra provinsen, blev Blaagaard nu Københavns eget seminarium.
Eleverne boede ikke mere lige om hjørnet. Nu fik man også den øvelsesskole, som man savnede i Blaagaardsgade. Desuden fik man et laboratorium.
Væk fra Nørrebro
I 1923 flyttede seminariet til Hindegades Skole, efter at det en kort overgang havde ligget på Emdrupborg. Men Niels Tang følte sig aldrig rigtig hjemme her. Efter Tang – familien kom endnu en jyde til i 1927. Det var Valdemar Jørgensen, der fungerede som forstander frem til 1958.
Ejendommen
Ejendommen i Blågårdsgade forblev i familien Tangs eje indtil 1918. Den blev lejet ud til beboelse og industrielle virksomheder. Murermester E.P. Møller overtog ejendommen for i 1919 at sælge den videre til bogtrykker C.W. Bærentsen, der tillige var udgiver af Aftenbladet. Senere blev der udgivet blade som Aftenbladets Søndag og Dansk Familie-blad.
Tilbage til Nørrebro
En ny seminarielov trådte i kraft i 1931. Den stillede større krav til kvalitet og lokaliteter. Sløjd blev indført og mindst et fremmedsprog. I 1933 flyttede man tilbage til Nørrebro til mere tidsvarende lokaler på Kapelvej Skole. Men straks efter kom der politiske meldinger om nedlæggelse af seminarier blandt andet Blaagaard og Jonstrup. Men det blev dog forhindret. Børnetallet steg igen, og der var atter behov for flere lærere.
Åben for kvinder
Endelig i 1947 blev der på Blaagaard åbnet for kvinder. Antallet af seminarier steg fra 18 til 29. Efter krigen blev der på Tangs gamle højskole Emdrupgård
indrettet forsøgsskole, seminarium og lærerhøjskole. København fik et statsseminarium efter en række tovtrækkerier. I 1955 overgik Blaagaard til at være en selvejende institution. Også Jonstrup havde overlevet. I 1956 flyttede man til nybyggede lokaler i Lundtoftesletten ved Lyngby.
I Gyngemosen
Blaagaard Seminarium forlod nu endelig Nørrebro og rykkede ud til Gyngemosen. Det skete i 1963. Tre seminarier blev til sidst sammenlagt i Gyngemosen. Det var Jonstrup, Blaagaard og Emdrupborg. Ringen sluttede.
Slut for Nordens ældste seminarium
Men for Nordens ældste seminarium – Tønder var det slut. Denne institution betød meget for byen. Jeg husker, at de var leveringsdygtige i gode fodboldspillere, bl.a. Henning Enoksen.
Og så mangen en Tønder – pige blev forlovet eller gift med en seminarist. Kunne en mor ikke få afsat sin datter, ja så hed det sig
Og fysisk betød Tønder Statsseminarium også noget for mig. På Øvelsesskolen havde man placeret bogdepotet oppe på tredje sal. I Andersens og Nissens Boghandel var vi så heldige at levere bøger til skolen. Man havde ikke tænkt på elevatorer, og de store leverancer var om sommeren. Jo det glemmer man ikke så let.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 12. – 03. 2022
Oktober 13, 2009
Stedet er frygtet af journalister og jyder. Men hele kvarteret er historisk meget interessant. På pladsen var der planer om en skulptur, der skulle illustrerer rusens udvikling. Her lå Anker Heegaards støberier. Blågården lå her med alle kongelige skandaler. Saneringen i området foregik planløst. Blågårdsgade var engang en levende handelsgade. En gade måtte skifte navn på grund af et mord
Brosten som souvenir
Medierne har gjort denne plads til hovedsædet for bandekriminaliteten og al den anden uro på Nørrebro. Ja de forretningsdrivende på Blågårdsgade har faktisk talt om, at sælge brosten som souvenir.
I 1960 – 70erne var det området, der først tog imod gæstearbejdere, fordi landet havde brug for deres arbejdskraft. I starten var det jugoslavere, senere især tyrkere, marokkanere og folk fra Pakistan. Med 70ernes arbejdsløshed blev denne tilstrømning stoppet og nu opstod muligheden for familiesammenføring.
I 80erne blev der født mange indvandrerbørn på Nørrebro som grundstammen til den såkaldte anden generation og i dag tredje generation af tosprogede nydanskere. I samme periode satte en tilstrømning af flygtninge i gang. Her var der især iranere, irakere, statsløse palæstinenser, somalier og tamiler, der kom til kvarteret.
I dag bærer butikslivet i høj grad præg af denne tilstrømning. I dag er hver fjerde beboer af udenlandsk herkomst, men halvdelen af kvarterets børn er nydanskere i anden eller tredje generation.
Blågårds Kirke er vel nærmest blevet et varetegn. Den er systematisk indpasset i det omkransende byggeri. Men i de første 20 år fungerede en barak som kirke på den nordøstligste del af Heegaards gamle fabriksgrund.
Sammen med Brorsons Kirke og Hellig Kors Kirke betjener Blågårds Kirke menigheden i hele Sorte Firkant plus Rabarberland – kvarteret langs Struenseegade. Området blev i år 2000 lagt sammen til et stort sogn – Blågårdens Sogn.
Kaj Nielsen og de 22 monumenter
Arkitekt Ivar Bentsen engagerede den dengang ret ukendte billedhugger, Kaj Nielsen.
Resultatet blev 22 granitfigurer og figurgrupper fordelt pladsen rundt. Hele pladsen og skulpturerne blev indviet i 1918. Fem år havde det taget at fremstille alle figurer.
Ja Kommunen havde egentlig i første omgang troet på Theodor Petersens forslag til et springvand med to bryggersvende, der bærer en stor øltønde med relieffer af rusens forskellige stadier. Men det var godt, at vi havde Afholdsforeningen der ikke syntes, at dette var passende.
Og det havde de jo ret i. For Nørrebro var bestemt ikke kendt for at man spyttede i det. Tværtimod så øllet og brændevinen fattigmands trøst.
Kaj Nielsen havde også forstillet sig en moder med to børn stillet over for en mand kæmpende med en gorilla. Opstillingen skulle symbolisere menneskets
kamp med sine onde tilbøjeligheder. Ivar Bentsen afslog dog dette forslag.
Kaj Nielsens vovede granitværk på Blågårds Plads var tænkt som en demokratisk udsmykning for kvarterets arbejdere og børn. Eller som han selv udtrykte det i 1918:
De forstiller og udtrykker hårdt kropsarbejde fra håndværkere blandt andet smed, snedker, murer og stenhugger. Desuden ser man legende børn.
Monumenterne er også beregnet til at blive brugt. Men de var meget omstridte. De blev beskyldt for at være et udtryk for borgerlig – romantisk forestilling om, hvad for en kunst arbejderklassen virkelig havde brug for .
Andre mente, at figurernes ansigter udtrykker håbløshed og underkastelse. Ak ja og på et tidspunkt blev pladsen kaldt Stenødet og Slavepladsen. Men ikke alle var af denne mening, således var kulturrevseren Poul Henningsen begejstret:
Ja hele herligheden blev fredet i 1998.
Rædselskabinet
Her er ikke pjaskende springvand. Men de nye skulpturer vakte nu ikke udelt begejstring. En af kritikpunkterne gik på, at hvis børnene kravlede op på skulpturerne kunne de skvatte ned og få hul i hovedet. I en af klassikerne fra det gamle
Nørrebro skriver Knud Bokkenheuser:
Sanering uden plan
Omkring 1960 var kvarteret beboet af godt 18.000 indbyggere, heraf 11.000 i usunde og brandfarlige baggårdshuse uden lys og luft. Området blev kaldt for landets dårligste boligkvarter. Den fik tilnavnet Sorte Firkant på grund af de sociale forhold.
En hårdhændet sanering satte ind først i 1970erne. Kommunen ryddede hele karreer og rev huse ned helt uden plan for, hvad der skulle bygges i stedet for.
I årevis lignede området en udbombet bydel og butikkerne lukkede i stribevis. Sidst i 1970erne var befolkningsantallet skrumpet til 8.000.
Et livligt handelsstrøg
I Blågårdsgade havde linje 3 – sporvognene to stoppesteder. Næst efter Nørrebrogade var det Nørrebros mest livlige butiksstrøg. Men efterhånden som trafikken døde, og folk flyttede, ja så døde gaden.
Voldsomme følelser
Voldsomme følelser kom frem mod det nye plastikbyggeri. Den massive utilfredshed kulminerede i slaget om Byggeren og i slaget om Allotria.
Byggeren var et eldorado for kvarterets unger. Men myndighederne rykkede ind med bulldozer og kampklædt politi. Barrikader blev ryddet og bål blev slukket. Og da Allotria – bygningen i Korsgade skulle ryddes blev politiet nærmest til grin.
Blågårds – kvarteret havde tradition for beboeraktivisme, levende græsrødder og subkulturer. En lang række aktioner startede herfra blandt slumstormere og autonome. Senere foregik voldsomme anti – EU demonstrationer herfra.
I 1980erne blev den Sorte Firkant nærmest omdannet til den rød – grønne Firkant. Præfabrikerede fire – etagers elementbyggeri dominerer gade- og gårdbilledet med rigelig lys, luft og grønt.
Blågård opstår
Gabel, der var en af Københavns største grundejere erhvervede i 1662 Teglgårdsvangen af Magistraten. Året efter fik han også et skøde på Sankt Jørgenssø.
Her byggede han et mindre lystslot og anlagde en parklignende have. Ved hans død overgik ejendommen til sønnen. Han var kammerherre hos Frederik den Tredje og var berygtet for sine pengevanskeligheder. Og dette var dog også skyld i, at han i 1688 solgte herlighederne til Frederik den Tredjes uægte søn med Margrethe Pape, Ulrik Frederik Gyldenløve. Han var blandt meget andet, statholder for Norge.
Brugsgård og hollænderi
Han skilte sig hurtig af med ejendommen. Den blev i den kommende tid ejet af forskellige højtstående officerer. I 1694 blev den købt af deputeret i Generalkommissariatet, etatsråd Reinhold Meyer. Han udvidede arealet. Ejendommen blev brugsgård med hollænderi. Han forsynede også lysthaven med talrige fiskedamme med vandtilførsel fra Peblingsøen og afløb til Sankt. Jørgenssø.
Efter Meyers død overgik gården til datteren og hendes mand Kaptajn i Fodgården, Cesar René Thehillac.
Prins Carl udvider
Kong Frederik den Fjerdes bror Prins Carl i 1706 overtog et ”barokt statholder – landsted” lige uden for hovedstaden. Ja sådan var betegnelsen for Blågården
dengang.
Prinsen opførte en hovedbygning langs den nuværende Slotsgade med udsigt over Peblingesøen og med pavilloner og lysthuse i en kunstfærdig park. Omkring Slotsgade var indkørslen til hele herligheden. Størstedelen af de omkringliggende jorder mellem Nørre Landevej og Ladegårdsåen tilhørte landstedet. Stedet var naturligvis for lille for en kongelig, så han lod en del nedrive og opførte en del nyt.
Et vigtigt navn
Slottet fik et blåligt tag, enten skifer eller glaseret tegl. Dette kunne ses tydeligt fra landevejen. Deraf opstod navnet, som nu er tilknyttet kvarteret. Det har lagt navn til gade, plads, sogn, kirke, skole, grillbarer, kiosker, institutioner, antikvariat, bibliotek, klubber, bande og meget mere.
Bange for zaren
Der var frygt for at Zar Peter under sit ophold i 1716 ville gør ophold på Blågården. Af angst for den “raa og udannede Moskvit” blev en del kostbarheder overført til Prins Carls slot Vemmetofte. Ved en diplomatisk manøvre af Christian Frederik Holstein lykkedes det dog at afværge planen og få zaren installeret inden for voldene, hvor han nærmest var fange. Men man mente, at han skulle holdes under observation, ellers kunne han finde på at erobre København.
Man blev opvartet
På Blågården havde prinsen 47 personer til sin daglige opvartning. Prinsesse Sophie Hedvig var mere beskeden. Hun havde kun 23.
Slemme rygter
Ved sin død i 1729 havde Prins Carl testamenteret alle sine ejendomme til søsteren, som så i 1732 ved et gavebrev skænkede Blågården til sin og broderens overkammerherre Carl Adolf v. Plessen. Og her gik de slemme rygter, at han skulle være hemmelig gift med Sophie Hedvig. Desværre eksisterede der ikke et Billedblad eller Se og Hør dengang, der kunne bekræfte dette. Men noget tyder på, at der har været et kærlighedsforhold mellem de to. Breve fra kongen
til Sophie Hedvig blev sendt til Plessen. Christian den Sjette beordrede efter hendes død at brevvekslingen blev brændt.
Et ønske er en befaling
Egentlig ville Plessen ikke beholde ejendommen efter Sophie Hedvigs død, men Christian den Sjette tilskrev ham:
I dette tilfælde var et ønske lige med en befaling.
Plessen bøjede sig og udvidede ejendommen yderligere. Det officielle navn på ejendommen var nu Den plessiske Hauge. I 30 år var den i familiens eje. Ved Plessens død i 1758 blev ejendommen efter en overenskomst mellem arvingerne overdraget til brodersønnen, Generalløjtnant, Kammerherre Frederik
Christian v. Plessen.
Louise von Plessen bliver udvist
Han var dog ikke interesseret i den og pantsætter ejendommen til sin svigerinde Louise v. Plessen, der senere blev overhofmesterinde hos Dronning Caroline Mathilde.
Louise v. Plessen påkaldte også Christian den Syvendes vrede, hvorefter hun også blev landsforvist. Derfor måtte hun i april 1765 sælge ejendommen ved auktion.
Lyne overtager slottet
Den højestbydende blev konsumptionsskriver Knud Jacobsen Lyne med 27.600 rigsdaler. Og her gik rygterne også. For med hverv som Knud Jacobsen Lyne
havde mente flere, at han uretmæssigt var kommet til penge.
Lystgård – på godt og ondet
Grev Holck var Christian den Syvendes gode druk – bror. De var berømte for deres ture. De kunne finde på at trænge ind i private huse og hive borgerne op af sengene. På et tidspunkt mente greven, at det måske var bedst for en tid at forlægge Hoffet til det mere afsides Blågården. Holck erhvervede derfor ejendommen sikkert med kongens penge.
Dette var starten til Blågårdens forfald. Godt nok blev der anlagt drivhuse og frugthaver. Men de mange store selskaber, der fulgte, sled på ejendommen.
Kongens elskerinde Støvlet – Kathrine blev også installeret herude. De vilde selskaber ramponerede og ødelagde alt hvad de kunne komme i nærheden af. Glansen gik hurtig af Blågård.
Holck i unåde
Holck faldt i unåde hos kongen og forsøgte at sælge ejendommen for at tilfredsstille Knud Lynes enke, der havde 25.000 rigsdaler stående i den. Men det lykkedes ikke at sælge. Han bortforpagtede vængerne, udlejede haverne og de mindre bygninger, mens slottet langsom forfaldt.
Og Støvlet – Kathrine blev også udvist.
Først i 1777 meldte der sig en køber, men da havde Knud Lynes arvinger ved en auktion solgt ejendommen til købmand Peter Tutein. Den var vurderet til 55.000 rigsdaler, men den initiativrige købmand fik den for 23.000 rigsdaler.
Tutein førte en sag mod vandkommissionen, som endte med forlig. Planen var at anlægge en silkebåndsfabrik på grunden. Men Tutein fik solgt ejendommen for 32.000 rigsdaler, hvilket han betragtede som en god handel.
Klædemanufaktur
I 1780 blev der anlagt en Kædemanufaktur på Blågård. Det var den tyske klædefabrikør Johan Poul Kalkeberner, der startede med 20 stole. Jordene blev bortforpagtet. Der opførtes nye bygninger til værksteder, lagre, kontorer, boliger for funktionærer og fabriksarbejdere.
Der opstod dog vanskeligheder med at skaffe afløb fra uldvaskeriet og farveriet. Afløbet måtte ikke løbe tilbage til Peblingesøen. Opgaven blev løst med et kompliceret system af stenkister og grøfter.
Dugemanufaktur
Men man var ude på et skråplan. I 1782 havde Generalmagasinet 135.886 rigsdaler stående i Manufakturet. Man satte derfor en mand ind i ledelsen. Dette betragtede Kalkenberner som et indgreb i sine personlige rettigheder.
I 1782 startede man forfra med Det kongelige Danske Dugmanufaktur, for at rede stumperne. Kongen investerede også penge i det. Et farveri ud mod Nørrebrogade blev bygget. I sidebygningen blev der indrettet et limhus og et kogeri.
Men ak og ve. Afsætningen var for ringe og arbejdslønnen var for stor. Ved en kongelig resolution af 29. marts 1786 blev Dugmanufakturet ophævet.Senere forsøgte købmand Hilcker med et linnedvæveri efter den “vestphalske metode” , og heller ikke linnedvæver Schnitker havde held med sig.
Bortforpagtes
Finanskollegiet forsøgte flere gange at sælge det hele, men budene var alt for lave. Hele arealet med undtagelse af slottet samt nogle få andre områder blev bortforpagtet til bogholder i Generalpostamtet, kanceliråd Nissen.
Sadolin og Holmblad
En lille del af jorden var for den ringe sum af 100 rigsdaler årligt i 1777 blevet udlejet til farver Holmblad. Der blev anlagt en plantage for dyrkning af farveplanter. Da Nissen i 1806 frafaldt forpagtningen tilfaldt hele området til Holmblad og Søn. De fik de 27 tønder land i livsvarig forpagtning for 440
rigsdaler om året. Da seminariet ophørte fik de yderligere 10 tønder land. Man fik også et rentefrit lån på 4.000 rigsdaler til opførelse af et tørrehus og en mølle samt 150 rigsdaler i årligt tilskud til en ekspert i farveplanter.
Opkaldt efter kirkesti
Dengang var Blågårdsgade en langstrakt grusset parksti. Kunstklippede planter i fransk havestil omgav denne sti. I 1820 blev det til en offentlig vej kaldet Blågårdsvej. Ligeledes blev en af havernes tværgående havegange til Blågårds Korsvej – i dag kaldet Korsgade.
Og noget som mange sikkert ikke ved, det er at Hellig Kors Kirke for enden af Korsgade har fået sit navn efter en havesti.
Plantagen ødelagt
Under det engelske bombardement i 1807 blev Blågården benyttet som lazaret for krigens ofre. Men krigen havde også ødelagt 50.000 farveplanter. Plantagen kom dog hurtig i gang igen. Men efterhånden kunne det ikke betale sig at drive virksomheden. Men firmaet eksistere den dag i dag blot på en anden adresse, navnet er Sadolin og Holmblad.
Herefter blev det tidligere lystslot brugt som skuespilhus – starten på Nørrebros Teater fra 1828. i 1833 brændte det hele ned.
Byggematadorernes storhedstid
Efter voldenes fald blev Blågårds – terrænet gradvis bebygget med mindre etageejendomme og villaer. Planlægning var det ikke noget af. Og byggelovgivningen tog man ikke så tungt.
Heegaard
Folk flyttede til området. Der opstod småindustri og værksteder i den ny forstad. Specielt skabte isenkræmmer Mathias A. Heegaard en masse arbejdspladser. Han etablerede i 1828 et mægtigt jernstøberi præcis der, hvor Blågårds Plads ligger i dag.
Egentlig startede det hele med at Heegaard byggede en lystvilla i 1826 ved det nuværende Blågårdsgade 16. Efter flere tilkøb ejede Heegaard til sidst 5 tønder land. Han flyttede ind, samtid med at Pettoletti, manden bag Nørrebros Teater, flyttede væk fra Blågården. I mere end 70 år var firmaet tilknyttet kvarteret.
De store jernovne spyede sod, røg og kulstøv ud over hele kvarteret. Sønnen S.P.A. Heegaard fortsatte virksomheden og opkøbte samtidig Statens Fabrikker
på Frederiksberg. Køkkenudstyr og i særdeleshed emaljerede gryder blev efterspurgte artikler fra Heegaards virksomheder. Kakkelovne og strygejern blev også fabrikeret her.
I 1836 udvidede M.A. Heegaard sin virksomhed med en fabrik for tilvirkning af tarmstrenge til musikinstrumenter. Dette afstedkom dog en meget stærk stank, og myndighederne greb ind. Allerede i 1838 blev denne fabrik nedlagt.
Sygekasse og pensionsordning
Heegaard oprettede en sygekasse for sine arbejdere. Han forsøgte også at lav en pensionsordning, men blev meget sur, for de kunne ikke rigtig følge ham. Heegaard sad i Borgerepræsentationen fra 1868 til 1885.
Anker Heegaard boede i sin villa ved Blågårdsgade indtil 1884. Det var også det år han overdrog sin virksomhed til sønnerne Luis og Anker samt svigersønnen Bjørn Stephensen.
En snu rad
I 1857 overtog Heegaard et ler-brænderi på Blågårdsvejen, hvor man indtil fabrikken brændte i 1872 fremstillede ler-rør. Virksomheden fortsatte som et udsalg af importerede varer. I 1916 fortsatte det på Lygten.
Heegaard ville anlægge en gade ind på sin egen grund efter branden i ler-brænderiet. Han spurgte de andre grundejere, men de ville ikke være med til at
betale udgifterne. Heegaard anlagde selv gaden. Bag det fortov, der stødte op til Nørrebrogade – grundene lod han en strimmel jord på fem – seks tommer blive stående. Og denne strimmel måtte grundejerne købe af ham for at få adgang til gaden. En grundejer, der havde 76 alen facade til gaden måtte således punge ud med 20.000 kr.
Mordet i Louisegade
I slutningen af 1860erne og begyndelsen af 1870erne frasolgtes en betydelig del af grundarealet. På disse arealer voksede nye veje frem, Stengade (1858), Bagergade (nu Blågårds Plads), Todesgade(1873), Strækninger af Baggesnsgade (1862), Slotsgade og Korsgade samt en del af Prins Jørgensgade (1862).
Sidstnævnte gade hed egentlig Louisegade efter Heegaards hustru.
Men uheldigvis blev der begået et uopklaret mord på en smedesvends hustru. Mordet i Louisegade blev en slags vandrehistorie, og gaden fik et meget dårligt ry. Folk flyttede i hobetal. For at sagen skulle gå i glemmebogen blev gaden omdøbt. (ja sådan skrev i den oprindelige artikel i 2009, men v i forskede lidt i det og fandt ud af, at mordet blev opklaret. Det skrev vi en selvstændig artikel om)
Støberiet flyttede i 1898 til Hillerødgade og derefter til Frederiksværk. I 1918 blev firmaet Anker Heegaard sammensluttet med L .Lange og Co, Svendborg Jernstøberi. Efter 10 års forløb opgav man denne sammenslutning, og i 1928 indgik A/S Anker Heegaard i A/S De Forenede Jernstøberi, der var grundlagt i 1906.
Baumgarten
Et andet verdenskendt firma startede i kvarteret. En holstener, Hans Henrik Baumgarten lejede i 1839 en værkstedsbygning, hvor han fremstillede farve til
Det Berlingske Trykkeri, hvor han var maskinmester. I 1846 gik han i samarbejde med C.C. Burmeister om et maskinbyggeri. Det blev senere til Burmeister og Wain.
Flere firmaer fra Nørrebro
I 1838 grundlagde smedemestrene Ludvigsen og Hermann et jernstøberi på Nørrebrogade. I mange år drev de også et sanitetsfirma.
I 1872 grundlagde snedkermester Ferdinand Oxelberg Københavns første og i mange år største maskinsnedkeri i Smedegade 19.
Lejekaserner
I 1870 – 1880 strømmede folk til. Der kom gang i byggeriet. Fire til seksetagers lejekaserner skød op overalt uden planlægning. Spekulativt byggeri bredte sig som paddehatte.
Behovet for lidt luft opstod hurtig. Derfor opkøbte Københavns Kommune i 1898 Heegaards fraflyttede jernstøberi. Meningen var at anlægge et rekreativt åndehul. I 1902 anlagdes en åben gruset plads indrammet af lindetræer.
Blågårds – kvarteret i 1830erne
I Baggesensgade 32 lå en pavillon. Den var blandt andet ejet af krigsassessor Koop. Det påstås, at her boede Grev Holck. Det var her de vilde orgier skulle have udspillet sig med Christian den Syvende, Støvlet – Kathrine og hendes kollegaer, danseinderne fra Det Kongelige Teater. Værelserne var høje og elegante. Under hele bygningen lå høje hvælvede kældre, der sagdes at have indeholdt bede-rum.
I det nuværende Slotsgade boede boghandler C. Steen. Han ejede også ejendommen Nørrebrogade 43 – 45. Der påstås at Steengade er opkaldt efter ham.
På begge sider af Blågårdsvejen lå 5 – 6 små privatejendomme, beboet af embedsmænd, pensionister og enker.
I 1834 købte Gartner Peter Hansen hjørnegrunden til Nørrebrogade og anlagde et gartneri. Den anden del af Nørrebrogade ned til søen købtes af stenhugger Jochumsen, som anlagde et stenhuggeri.
Gartner Holmgren anlagde et mindre gartneri mellem Korsvejen og Ladegårdsåen. Hele det store areal ned til søen lå uopdyrket hen. Om vinteren var det som regel dækket af vand. En fin skøjtebane blev det til. Her var masser af dyr, hare, væsel, mår, ræve og grævlinger.
På grænsen mellem Solitude og Blågårds jorder lå en lille stubmølle og et beskedent Vaaningshus. Her havde en gartner forpagtet et større areal, som blev dyrket med rabarber. Heraf fik kvarteret sit navn.
På et kort over Nørrebro fra 1841 findes der faktisk kun to virkelige veje i området, nemlig Blågårdsvejen og Korsvejen.
I 1856 var antallet af gader kun steget til 8. På hele strækningen langs Ladegårdsåen fandtes kun en spadseresti med undtagelse af Ågade mellem Blågårdsgade og Gartnergade.
Blågårds Plads i 1950erne
Man skulle være heldig, at få 40 m2 inden den store renovering. Og man skulle være heldig, hvis der var lokum i lejligheden. Ellers var det bare med stearinlys i den ene hånd og wc – papir i den anden såfremt man skulle om aftenen. For så gik turen ned i gården.
Gas lygter
Lygterne på Blågårds Plads var gas lygter som blev tændt og slukket af lygtemanden. Om dagen brændte en lille vågelampe, en slags stand by funktion. Lygtemanden kom så efter solnedgang med sin stok, hvor der sad en krog i den ene ende, og med den blev en ventil åbnet under lampeglasset, så blussede lampen op. Om morgenen gik han sin runde igen og lukkede lampen ned til lille blus.
Aktiviteter på pladsen
I krypten under Blågårds Kirke var der om søndagen mulighed for at se stumfilm med Gøg og Gokke, Rollingerne, Harold Lloyd eller andre komikere. Men man skulle så lige gennem nogle kirkelige ting, inden man nåede så vidt.
På pladsen var der en pølsemand. Han havde kun en slags pølse med sennep og brød. Ved siden af pølsevognen stod der en stor rund kiosk, hvor man kunne købe blade og aviser fra den ene side. Fra bagsiden kunne man gå ind af en dør til to rum, hvorfra man kunne ringe.
I den anden side af pladsen stod der et lille bladhus.
Film og skøjteløb
Ellers havde Blågård Kvarterets børn dengang i 1950erne mulighed for i biograf. Mulighederne var Odeon på Fælledvej, Colosseum på Jagtvejen og Nørrebros Bio eller Nora Bio på Nørrebrogade. Her var det som regel cowboy – og fægtefilm, hvis ellers man kunne skrabe 0,75 – 1,50 kr. sammen.
Om vinteren var det mulighed for at løbe på skøjter på søerne. Men allerede da der var et par graders frost begyndte kommunens folk at sprøjte vand på fodboldbanerne i Hans Tavsen Parken. Så kunne man i løbet af et par dage løbe på skøjter der.
Jyder kan godt komme på Blågårds Plads
Og så skal jeg hilse at sige, at man sagtens kan bevæge sig rundt i området uden at være bange – også jyder. Jeg har således ofte holdt foredrag i nabolaget.
Og medierne, ja de skal vel have noget at skrive om.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Kære læsere, der vil fremkomme flere
artikler fra området. Men hvis du foreløbig vil vide mere
så se her:
Redigeret 12. – 03. 2021
Oktober 13, 2009
Fra 1920 til 1930 voksede Padborgs befolkning fra 25 til 1.200 indbyggere. Kromandens søn fra Kruså blev speditør. Der var 25 – 30 butikker i 1930, deriblandt 5 cykelbutikker. Toldvæsnet, DSB og gendarmerne udgjorde de fleste. En ny byplan skulle forene byen, men det lykkedes aldrig helt. Jernbanen delte byen og forretningerne.
1921: 47 indbyggere
Da toget den 5. maj 1920 ankom hertil, råbte konduktøren. Pattburg! Det var en lille uanselig station, der åbenbarede sig. Her lå foruden stationen, en lille jernbanerestaurant, en mølle, Hotel Pattburg og et par enkelte huse mere.
Bov og Holbøl Sogne havde ikke færre end 4 stationer i 1920. Der var stationer i Pattburg og Fårhus på den jyske længdebane. Fra Pattburg udgik der samtidig en jernbane til Tørsbøl,
og langs den var der stationer i Smedeby og Holbøl.
Året efter genforeningen talte byen 47 indbyggere. Dengang talte man om, at nu var man snart lige så stor som Vamdrup. Men det var sandelig langt igen. Vamdrup tilhørte en af Danmarks største stationsbyer med 2.000 indbyggere.
1925: 700 indbyggere
Men allerede i 1925 var der masser af nye huse i Padborg. Masser af byggepladser og barakker mødte den besøgende. Et par år havde man kaldt stedet for Paddeborg, men det endte med Padborg. Efterhånden var befolkningsantallet vokset til 700 indbyggere.
1930: 1.200 indbyggere
5 år efter var en rigtig by vokset op. Store stationsbygninger dannede statsbanernes sydligste forpost i Jylland. 100 huse lå nu på begge sider af stationen. Og op mod 1.200 indbyggere havde byen nu. På mindre end de ti år havde Padborg vokset sig til en stor stationsby. De andre stationsbyer var vokset frem mellem 1860 og 1914.
Jo, det var den danske stat, der skabte Padborg. De danske etater holdt deres indtog i Bov sogn. Først rykkede grænsegendarmeriet ind. Derefter toldvæsenet, som holdt til ved grænsestationen i Padborg, hvor de rykkede ind med 10 mand. DSB startede med en mindre bemanding, men den voksede gradvist de kommende år.
Toldvæsnet bygger
Toldvæsenet holdt i de første tre år til i et telt. I 1923 fik de dog en barak ved stationen. I de første år måtte de ansatte holde til på kroerne i Frøslev og Padborg. I 1922 opførte toldvæsnet, Toldgården. Det var et byggeri med 16 lejligheder opført direkte ved grænsen.
Der bygges i Padborg
Øst for banen blev der bygget en del huse og barakker langs Oksevejen fra baneoverskæringen og op mod gården Oldemorstoft. Ved viadukten åbnedes Petersen & Knudsens købmandsforretning i en træbarak. Øst herfor blev der fra 1920 til 1923 bygget 5 – 7 huse og skure. Et enkelt af dem lå ved vejen ned mod stationen, men de fleste lå ved en lille vej, der gik stik øst (det senere Østergade).
Vest for banen, tæt ved møllen og Gasthof Pattburg, der havde skiftet navn til Hotel Padborg, blev der frem til 1923 bygget en god håndfuld huse. Den tidligere murer Thomas Hansen drev i forvejen en købmandsbutik på hjørnet af Frøslevvej og Oksevejen. Slagtermester Karing byggede hus og forretning ved siden af i 1923. Flere huse fulgte nord for slagteren og ind ad vejen til Frøslev.
En ny byplan
Sognerådet mente, at det nu gik det lige lovlig stærk. Man ville gerne have lidt styring i, hvad der skete. Man besluttede derfor at bestille en byplan hos ingeniør Lützhöft i Aabenraa.
Bydelen øst for jernbanen blev udset til at rumme forretningskvarteret og de offentlige bygninger. Oksevejens østligste del skulle gøres til den ny bys hovedgade. Med en sammenhængende
bebyggelse til forretninger, sagførere, læger m.m.
Et stykke nord for viadukten skulle den nye banegård ligge på østsiden af jernbanen. Ud for banegården tænkte ingeniøren sig et stort torv med rådhus og hoteller. Øst for dette skulle der bygges en ny kirke. Længst mod nord skulle den nye by have sygehus, alderdomshjem og skole.
Derimod var kvarteret vest for jernbanen ført og fremmest udset til private huse langs gader med træer. Længst mod nordvest afsatte Lützhöft dog plads til industri og pakhuse. Den virkelige udvikling levede ikke helt op til disse ambitioner. Men i det store og hele blev planen dog fulgt de følgende år.
Udstykninger
Allerede i 1923 blev Padborg Byggeforening dannet. Foreningen købte af kommunen Frøslev Skolelod, der bestod af 33 byggegrunde. I 1929 kunne man aflevere et veludført arbejde. Af de 33 oprindelige købere var der 14 banefolk og 8 gendarmer. Udstykningen blev kendt som Nygade. I 1926 udstykkede møller Schmidt, Padborg Mølle en række grunde langs den senere Tværgade. .
Den overordnede plan blev ikke overholdt, da der blev bygget et dusin huse ned langs Oksevejen.
Forretningsgaden: Nørregade
I den nordlige ende af hovedgaden, den senere Nørregade blev to anseelige toetagers forretningsejendomme bygget 1923 – 24, Petersen & Knudsens Købmandsforretning og Padborg Skotøjshus. De lå lige ved siden af hinanden. I syd lod bygmester Jacob Petersen det store Tobakshus med flere forretninger opføre i 1925. Året efter byggede bagermester Aksel Petersen
cafeen og hotellet Axelhus på nabogrunden mod nord.
Så skete der ikke mere i et par år. Som forretningsgade fungerede det ikke rigtig. Der var for mange huller i den 400 meter lange gade.
I den lille Østergade byggede Jacob Petersen i 1926 biograf ved siden af sin privatbolig. Samme år blev der bygget en cykelforretning på Haralsdalsvej.
DSB bygger
En lille pause indtrådte i det private byggeri i 1928 – 1929, men byggeaktiviteten havde også været særdeles hektisk. Men DSB fortsatte med fuld kraft. Efter et par års udsættelse besluttede ledelsen at iværksætte det store byggeri med grænsebanegården. Ved vestsiden af Nørregade lod etaten to toetagers boligblokke opføre til etatens ansatte. Længere mod nord blev to dobbelthuse opført.
I begyndelsen af 1927 kørte det første tog over den nye viadukt. Der blev støbt perroner, ramper og veje samt lagt 4 km spor. De egentlige stationsbygninger blev rejst 1927 – 1928. Der blev også etableret postkontor samt lejligheder til postmester og stationsforstander. I 1928 – 1929 blev det sidste lavet færdig omkring stationen.
Fleggaard starter
En politistation ved banegårds-pladsen blev også taget i brug i 1927. Foruden kontor og arrest rummede den tre tjenesteboliger. Købmand Fleggaard valgte at placere sin forretning ved banegården og politistationen. To andre butiksejendomme blev ved siden af Axelhus i den sydlige ende af Padborg opført.
1930 og 1931 var de sidste heftige byggeår inden krigen. Vest for jernbanen skete der ikke rigtig mere. Til gengæld voksede byen mod øst. Man opgav kravet om, at der kun skulle være
forretninger på Nørregade. En enkelt ny butik, boghandelen etablerede sig på Nørregade. En tysk privatskole og en brugsforening i 1934 var de sidste brikker i bybilledet.
Man kunne nu endelig gøre status over byudviklingen. Og egentlig hang byen ikke rigtig sammen. Det skyldtes det meget brede jernbaneterræn. Selv byens centrum var delt. Der lå en halv snes butikker på begge sider af viadukten.
Mellem 25 og 30 butikker
I 1930 var der mellem 25 og 30 butikker i Padborg. Byen var meget velforsynende med dagligvarebutikker. Der var 4 købmænd og 1 brugsforening, 3 bagere, 2 slagtere, 1 mælkehandler, 1 gartner og et par små delikatessebutikker.
Thomas Hansen specialiserede sig med tiden i isenkram, især glas og porcelæn. I 1935 havde han den næststørste indkomst i byen. Petersen & Knudsen udviklede sig til den største manufakturforretning. Købmand Oswald Knudsen havde den største indtægt.
Padborg Brugs udvider
Købmand P:J: Fleggaard specialiserede sig på vin. Han var efterhånden den tredje største købmand i byen. Efterhånden havde Padborg Brugsforening også vokset sig stor. Den åbnede i lejede lokaler på hjørnet af Tværgade og Frøslevvej. Efter lange diskussioner åbnedes i 1934 en ny butik på Valdemarsgade, det senere Valdemarshus.
Det var her på Valdemarshus, at jeg mange år senere var med til at arrangere foreningsmesser. Det ene år havde vi holdt det i lysets tegn.
Tørsten slukkes på mange måder
Bagermester Axel Petersen gik fra 1926 over til at drive konditori og hotel i Axelhus, der lå i Nørregades sydlige ende. Der var også Bager Lampe (Haraldsdalvej) og Bager Walther vest for banen.
Den flydende føde kunne man erhverve sig hos H.K. Henriksen i Nørregade. Efter en begyndelse som mælkehandler, udvidede han sortimentet markant med øl fra Slotsbryggeriet i Kolding. Ja så kunne man da på alle mulige måder få tørsten slukket i Padborg.
I 1930 rummede byen hele 12 udvalgsbutikker, herunder en boghandel, tre papir – og cigarbutikker, tre cykelhandlere, en urmagerforretning, en skotøjsbutik, en isenkræmmer, en tapet –
og farvehandel, en elinstallationsbutik og et par tøjbutikker.
Boghandel fra starten
Selvfølgelig skal vi da også omtale boghandelen, hvor jeg sled i seks år. Fra de tidligste år havde byen deres egen boghandel. Det første boghandlerpar Anna og Christian Refslund holdt op samme år som H. Møller opførte en ny ejendom i Nørregade.
Møller kombinerede forretningen med et Tatol – udsalg. (Vi møder boghandlerparret i artiklen \”Besættelsen i Bov Kommune\”).
Blandt pionerende i Padborg var \”købmand\” Jens Petersen. Han handlede med byggematerialer og brændsel. I 1935 betalte han den største indkomstskat af alle forretningsfolk i sognet, selv om forretningen ikke hørte til de største.
Ingen stor handelsby
Ægteparrets Brandts \”blandede landhandel\” skal også nævnes. Den tilhørte de tidlige butikker. Fru Brandt solgte manufaktur herunder undertøj og strømper, mens hendes mand solgte cykler. Der var ikke så mange tøjbutikker i byen. De ophørte som regel efter et par år. Det ændrede sig, da Hausmann etablerede sin butik i Tobakshuset i 1931.
Men egentlig var Padborg ikke den store handelsby. Det kunne måske have noget at gøre med beliggenheden. Og så var tøj – og skotøjshandelen i byen meget svagt udviklet.
25 håndværksmestre
I 1930 var der 25 håndværksmestre i byen. Den største var Jacob Petersen.Han kastede sig over både grundspekulation og erhvervsvirksomhed. Men en som jeg kan huske fra min tid iPadborg var el – installatør K.K. Rasmussen. Han var her allerede i 1930. Han fik konkurrence fra Gunnar Schroll.
I 1935 blev Padborg hjemsted for et lille fjerkræsslagteri. En maskinfabrik og en papirvarefabrik opstod i 20´erne, men levede nap nok op til navnet.
De første vognmænd
Bilen og især store lastbiler er noget man kender i Padborg. I telefonbøgerne kan man i slutningen af 1920erne se tre vognmænd annoncere med vognmandskørsel. Max Widding var nok den største af dem. Men ak, der kom andre til. Der var en forpagter, der tilbød lastbilkørsel, og en mælkemand, der kørte som DSB – vognmand.
De første speditører
Næppe var Padborg blevet dansk før de første speditører etablerede sig. Det var to grænsespeditører, der tidligere havde virksomhed i Vamdrup. N. Posselt Petersen holdt i en årrække til på hjørnet af Østergade og Nørregade og brugte den tidligere papirvarefabrik som lager.
Det andet Vamdrup – firma var C.G. Jørgensen som hurtig blev overtaget af DSB – kontrollør J.W. Asmussen. Sidst i 20erne blev firmaet købt af en tidlig medarbejder i firmaet. Hans navn var Andreas Andresen. I mange år kørte firmaet under navnet C.G. Jørgensen, men fra 1934 under eget navn.
Kromandens søn bliver speditør
En slags speditør var også handelsgartner Knudsen. Han levede af at importere blomster. Men så etablerede det store tyske firma Schenker sig i Padborg. De konkurrerede med Andreas Andresen i, at være de største i byen.
I Kruså begyndte kromandens søn, Peter Hansen at hjælpe chaufførerne på fiskebilerne fra Esbjerg med at udfylde toldpapirer. I 1932 indløste han næringsbrev som speditør og kom til Padborg. Også en af Danmarks største vognmænd, Jens Jensen i Bov fungerede som speditør.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
Redigeret 11. 12 . 2021
Oktober 13, 2009
De lyseblå grænsegendarmer og deres familie udgjorde i 1930 en tiendedel af Bov Sogns befolkning. De måtte ikke gå til bal, men en kontrol afslørede noget helt andet. Unge danske soldater, der troede, at de skulle hjemsendes blev kommanderet i grænsegendarmeriet. Og det er ikke altid lige let at bo ved grænsen. Vi bringer nogle eksempler fra den virkelige verden
Grænsen blev ændret
Mellem 1. og 2. afstemningszone blev grænsen kun ændret lidt. I området vest for Frøslev gik grænsen i en bue sydøst gennem et stort moseområde. Det var i forvejen et naturligt skel. Fra Sønderkær ved Frøslev Mose sydøst for Frøslev gik grænsen vest – øst gennem et tyndt befolket, men opdyrket område. Her fik de dansksindede ejere af gårdene Vilmkær og Simondrys,
der i første omgang var kommet til at ligge syd for grænsen lov til at komme med til Danmark.
Den endelige grænse fik derfor to sære bugtninger syd om de to gårde.
Videre mod øst fulgte grænsen i det store og hele Krusåens dal helt frem til Kobbermøllebugten. Dette blev dog justeret på den måde, at stationen Pattburg og et par huse ved den kom til Danmark, skønt de i februar – marts havde hørt til 2. zone. Det skete for, at Danmark kunne få en grænsebanegård.
Ved Kruså gik åen og dermed i første omgang grænsen tværs gennem både Kruså Mølle og Kobbermøllen. Ejerne af Kruså Mølle, Krusågård og Kruså Kro ønskede at få deres ejendomme til Danmark, så også her blev grænsen flyttet et par hundrede meter mod syd.
Kun ved Kobbermøllen kom tvivlen Tyskland til gode, fordi hele fabrikken blev tysk. Derfor endte landegrænsen midt på den lille gangbro over Krusågården ved udløbet i Kobbermøllebugten. Herfra fortsatte grænsen ud mod Flensborg Fjord.
Med den ny grænse blev Bov Sogn den sydligst forpost, idet Frøslev by blev lagt til Bov, der til gengæld måtte afgive nogle byer syd for Krusååen. Bov Sogn har således 18 kilometer landegrænse mod Tyskland. Hertil kommer fem kilometer af fjordens nordlige bred, der hørte til grænsen.
Fra den gamle til den ny grænse
Til at bevogte grænsen havde Danmark et halvmilitært grænsepoliti også kaldet Grænsegendarmeriet. I mange år havde de bevogtet den gamle grænse fra Hejlsminde til Ribe. Den 5. maj 1920 måtte de så syd på. Før krigen var korpset på ca. 100 mand. Men efter krigen blev det udvidet på over 500 mand. Unge danske soldater, der ellers skulle hjemsendes blev kommanderet til Grænsegendarmerne.
Opdelt i afsnit
Grænsegendarmeriet inddelte grænsen i 16 afsnit. Dette blev dog ændret et par gange. Gendarmeriets 6 afsnit omfattede Bov og Holbøl sognes kyst mod Flensborg Fjord. Langs landegrænsen fandtes 7. afsnit, der sluttede ved grænsesten 27 syd for Smedeby. Derpå fulgte 8. afsnit fra Smedeby til banen ved Padborg. 9. afsnit endte ved grænsen til Tinglev
Sogn.
Gendarmerne boede i Kragelund. Hvert afsnit havde to vagtmestre som henholdsvis chef og næstkommanderende samt et personale på cirka 30 mand. Normalt var der 110 – 120 gendarmer i Bov Sogn og ca. 10 i Holbøl. Afsnittene blev samlet i distrikter. I begyndelsen var der fire, men det blev så skåret ned til tre..
Langs stier ved grænsen
Gendarmerne i deres karakteristiske lyseblå uniformer gik to daglige patruljer langs grænsen. I løbet af de første år efter Genforeningen blev der lagt et omfattende stisystem langs grænsen .Dagen var inddelt i 6 vagter á 4 timer – tre dagvagter og tre nattevagter.
Gendarmer sikrede ikke mindst, at folk ikke gik over grænsen den for de autoriserede steder. Desuden udøvede de kontrol ved nogle af toldstederne. En del af smuglerne og andre illegale
blev fanget mellem år og dage. I 1920 blev en gendarm skudt på sin vagt. Men de fleste dage og nætter forløb fredelig og begivenhedsløs.
Gendarmerne kom næsten alle nordfra. Andre dialekter blandede sig med det sønderjyske. De fleste var mellem 20 og 25 år undtaget dog de ledende gendarmer. I Frøslev blev de den 5. og 6. maj 1920 modtaget med et overdådigt velkomstgilde, som de lokale havde arrangeret.
På jagt efter unge damer
Forholdsordrerne forbød at de unge gendarmer gik til bal, men det overholdt de ikke rigtig. En søndag aften tog to ældre underofficerer på inspektion på hotellerne ved Flensborg Fjord. Til stor forfærdelse var de fleste af gæsterne unge grænsegendarmer. Der var intet at udrette. De unge gendarmer morede sig med de sønderjyske piger og mange forlovelser fulgte i kølvandet. Ja de gendarmer, der ikke havde held i første omgang annoncerede sandelig efter piger. Således kunne man i Flensborg Avis læse følgende:
10 pct. af befolkningen
Gendarmerne måtte nødvendigvis bo, hvor de arbejdede, når de to gange i døgnet skulle møde på vagt. I de første år boede de til leje rundt om på egnen, men i løbet af en fire – fem år fandt de fleste varige boliger. I Kollund indrettedes Gendarmerigården, der blandt andet rummede bolig for distriktsofficeren og flere andre steder byggedes dobbelthuse. I alt blev der dog kun skaffet bolig til hver fjerde. Med koner og børn udgjorde gendarmerne i 1930 en tiende del af Bov Sogns befolkning.
44 gendarmer mistede livet
Da de danske myndigheder den 8. april 1940 var klar over at et angreb var tyskerne var nært forestående, forbød man kategorisk at de svagt bevæbnede grænsegendarmer at yde modstand. Gendarmerne lod sig derefter afvæbne.
Men om natten til den 9. april blev tre overgendarmer skudt af civilklædte tyskere ved jernbaneviadukten i Padborg. Det skete klokken 4 om morgenen. A.S. Albertsen, J.P. Birk og A.A. Hansen var under bevogtningstjeneste ved viadukten. Brutalt blev de nedskudt af tre civilklædte agenter fra Regiment Brandenburg.
Tyskerne var en slags fortrop. De skulle forhindre at dansk militær ødelagde vigtige broer, veje og jernbaner. Gendarmerne spurgte, hvad de skulle der. Der blev svaret på tysk, at de skulle til banegården, hvorefter tyskerne trak deres pistoler og skød gendarmerne på kort afstand. Måske havde de troet, at gendarmerne skulle i gang med at sprænge viadukten.
Chefen for grænsegendarmerne blev dræbt i Gråsten den 26. maj 1944 i en ildkamp med tysk politi og militær. (Læs artiklen ”Obersten fra Tønder”). Chefen Oberst Svend Paludan – Müller havde både før og under besættelsen haft markante meninger om tyskerne. Man havde en mistanke om, at han illegalt modarbejdede besættelsesmagten.
Da tyskerne ville arrestere obersten var det helt i overensstemmelse med hans overbevisning og handlinger, at han modsatte sig. Men han kom til at betale den højeste pris.
Den 5. oktober 1944 blev internerede gendarmer i Frøslevlejren deporteret til koncentrationslejren Neuengamme i Tyskland og videre til andre lejre rundt om i Tyskland. Det kom til at koste 41 grænsegendarmer livet. I alt var 291 gendarmer interneret. Grænsegendarmeriet blev nedlagt i 1952 og overført til Toldgrænsekorpset.
Ikke let at bo ved grænsen
Da vi flyttede til Padborg kom vi til at bo i en af de to lægers senere praksis, som ilede gendarmerne til hjælp. Det er ikke altid lige let, at bo ved grænsen. Det mærkede en god ven af os. Uheldigvis var han fra Sri Lanka. Hver gang, der kom nyt personale på Politistationen blev han anholdt. Det hjalp ikke, at han gang på gang klagede over behandlingen.
Også Peter Rasmus, forhenværende teknisk manager af denne hjemmeside har mærket problemer ved at bo ved grænsen. Sammen med Jesper, hvis far var politibetjent i Aabenraa, var de en aften udstyret med militærtøj, camouflagefarve draget ned mod Padborg Skov.
Pludselig indløb der alarm til politistationen, som så ofte før – grænseoverløbere. Så begge unger fik den oplevelse, at blive bragt hjem af politiet.
En hilsen til Jesper
– og hans familie
Og Jesper havde jeg fornøjelsen at hilse på i forbindelse med Ungdomshus – konflikten på Nørrebro. Jeg udtalte mig i TV – Avisen, og det havde Jesper og hans kollegaer set. Ja, Jesper var i mellemtiden blevet politibetjent ligesom sin far. Og hans far fangede grænseoverløbere i sin Lada.
Jeg vil benytte lejligheden til at sende en hilsen til Jesper og hans dejlige familie i Padborg. Vi har fået mange bajere sammen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Redigeret 12. – 12. – 2021
Oktober 13, 2009
Der gik druk i Aabenraa i gamle dage. Pastoren var ved at få klø af byfogeden, fordi han kunne ville skåle en gang. Meget tidlig havde Aabenraa et bordel. Når hertugen var på besøg blev der drukket endnu mere. Også rådsfolkene havde svært ved at styre deres brandert.
Uenighed om bygrænsen
Omkring 1560 blev der gennemført en omlægning af bygrænsen. Det skyldtes den hertugelige teglgård på Klinkbjerg. Her havde byens gamle rettersted ligget. Den blev nu flyttet til et bjerg syd for byen. Det blev kaldt Kapelbjerg, men fik selvfølgelig nu navneforandring til Galgebjerget. Til byen blev også tilknyttet nogle kålgårde, der lå ved den nuværende Sønderport.
Der opstod en del uenighed mellem amtet og byen omkring de nye områder. Dette var antagelig anledningen til den skæbnesvanger strid mellem borgmester Claus Esmarch og hans senere banemand, teglgårdsforpagter Jørgen Skytte.
Galgebjerget med omliggende kålhaver led stor skade under oversvømmelser, masser af jord blev skyllet væk. Da man skulle anlægge vejen mellem Brundlund
og ladegården, den senere Hjelmalle, brugte man en del fyld fra Galgebjergets nordside.
Omkring 1640 var der 1.750 mennesker i byen, trods alvorlige brandkatastrofer og pest. I 1660 var antallet dog reduceret til ca. 1.200.
Udvidelse nord for Ramsherred
Udvidelsen af byen fandt først og fremmest sted nord for Ramsherred, hvor den fattige del af befolkningen boede. I 1500 – tallet nåede man her frem til Nørretorv. I 1659 nåede man frem til Kilegård. Klinkbjerg, der i 1640 var en sidegade til Ramsherred var stort set udbygget med huse på begge sider af gaden. Nygade var bebygget på østsiden. På Nybro var der nogle huse på vestsiden. Her blev der senere placeret et eddikebryggeri.
Slotsgade hørte til amtet, og førte ned til Mølledammen.
Byen var omdannet af et plankeværk eller hegn. Under Kejserkrigen var der anbragt slagbomme til byen.
Bindingsværk og bulhuse
Gavlene var vendt mod gaden, men fra ældre tid var der dog lang-huse med langsiden vendt mod hovedgaden. Mellem gavlhusene opstod smalle smøger eller gyder. Her blev der bygget endnu flere huse, dog ofte smallere end det oprindelige hoved-hus, så man kunne få en gårdsplads.
I 1500 – tallet var det bulhusene, der var dominerende. Mange af disse træhuse overlevede dog ikke branden i 1576. Og senere brande gjorde dog også indhug. I 1910 fandtes der dog endnu 10 bulhuse som regel i to etager i byen.
Bindingsværkshuse blev bygget efter samme princip som bulhusene. Men heller ikke disse har overlevet de store brande. Aabenraa var heller ikke så rig, at der kunne bygges så mange af disse. Der kendes kun ganske få købmandsgårde i Aabenraa bygget af bindingsværk. Storegade 11 var et sådant byggeri, men på grund af ombygninger, kan dette ikke ses i dag.
Mutter Stallboms Hus, Storegade 2 stammede fra bindingsværks – epoken. Denne bygning kan nu beses i Den Gamle By i Århus. Husene var ofte overbefolket i en uhyggelig grad. De var kolde, fugtige og mørke og har i høj grad været sygdomsfremkaldende.
Brundlund Slot udvidet mange gange
Den mest betydelige bygning i Aabenraa var Brundlund Slot. Her havde amtmanden sin bolig. Og her tog hertugen ophold, når han skulle beskue sin by. Der var etableret forskellige forsvarsværker omkring slottet, men som fæstning havde slottet for længst mistet sin betydning.
I slutningen af 1500 – tallet var slottet meget forfaldent. I 1589 lod amtmand Kaj Rantzau foretage omfattende reparationer og ombygninger på slottet.
I 1592 blev der bygget en ny vindebro og et port-hus. Men reparationerne var åbenbart ikke gode nok, for allerede i 1597 blev der foretaget nye ombygninger og reparationer. I Frederik Ahlefeldts tid blev der også tilført et nyt fangetårn.
Amtmand Clement Galdendorp lod slottet nedrive og opføre et nyt. Sådan fremgår det af Claus Møllers krønike. Helt så drastisk var det dog ikke. Ny port-hus
og vindebro blev opført i 1652 – 53.
Møddinger og stalde
Hovedparten af beboerne drev landbrug ved sin af deres by-næring. Dette satte sit præg på byen. Møddinger, stalde og kornhjelme prægede bybilledet. Myndighederne var ikke særlig begejstret for dette. Det samme gjaldt for de pindehegn, der var anbragt mellem grundene. Forbrydere og urostiftere kunne så let som ingenting springe over dem og slippe bort. Borgmester Jens Hansen forlangte dem erstattet af mere pyntelige plankeværk.
Brønde med bismag
De fleste gader var nødtørftigt brolagte. Således blev det berettet om brolægning i Gildegade i 1613. Man kunne dog ikke forvente, at gå nogenlunde tørskoet gennem Aabenraa. Men man måtte dog tage sig i agt for de åbne rendestene, hvori der flød ajle fra staldene, alskens affald og uhumskheder.
To gange om året, før årsmarkederne skulle husejerne drage omsorg for, at kreatur – og hestegødning blev fjernet fra gaderne. Man gik også i krig mod de latriner eller hemmeligheder, der var bygget langt ud på gaden.
En borger fra Slotsgade idømtes således i 1616 en bøde på hele 8 rigsdaler, fordi han ikke ville fjerne sin hemmelighed. Der var afløb direkte ud på gaden, hvorfra der udsendtes en ulidelig stank. Og det kunne man ikke have, når hertugen kom på besøg.
Det var heller ikke ukendt, at man besørgede et nødvendigt ærinde foran sin hus-dør. Måske var disse ting årsag til at de offentlige brønde kunne frembringe en bismag. Der eksisterede offentlige brønde foran rådhuset og en på Store Torv.
Jo, man skulle passe på, hvor man gik efter mørkets frembrud i Aabenraas gader.
De sociale lag
Godt en fjerdedel af byens knap 300 husstande i 1640 tilhørte inderste-klassen. Det vil sige, at de boede til leje hos andre. Denne gruppe var de socialt dårligst stillede og havde ikke borgerret. Mange af dem levede af tilfældigt arbejde. En del var småhåndværkere uden for lavene som for eksempel skoflikkere.
Købmændene hørte til byens højeste sociale lag, bortset fra de få embedsmænd, der befandt sig i byen. I 1500 – årene var der enkelte adelige huse i byen.
Hovedsproget var tysk
Den tyske indflydelse var indtil 1660 ikke ret stor. Forbavsende var det derfor at byens officielle sprog var tysk. I hjemmene talte man sønderjysk.
Retsprotokollerne blev ført på nedertysk og fra 1616 på højtysk. Kirkesproget var nedertysk. Ganske undtagelsesvis prædikede provsten på højtysk. I skolen lærte drengene nødtørftigt at forstå tysk.
Drikfældighed og umoral
I kirkebogen klagede Provst Hübschmann over sin menigheds drikfældighed og umoral. Der blev drukket tæt både af småfolk og i byens højeste sociale lag.
Det var måske lidt svært at afsætte byens egen øl Kückelhahn – øllet uden for staden, men i selve Aabenraa, men i selve byen, var der ingen problem med afsætningen. Folk værnede om deres humlehaver, der leverede et vigtigt råstof til ølbrygningen.
Der blev drukket ved familiefester, ved lavsammenkomster, ved aflæggelse af byens og kirkens regnskaber, ved rådmandsgilder og på tingdage. Ja, der blev drukket uden mådehold. Adskillige drak sig ihjel. Der skulle betydelige mængder til for at skylle den megen saltmad ned.
Udskænkning hele natten
I politivedtægten fra 1613 oplyses der om, at borgerskabet møder drukne på Bytinget, hvor de opfører sig støjende og uforskammet. De berusede blander sig
i andre folks sager og irriterer andre gode folk.
Det siges også, at mange kroværter holdt udskænkning af øl og brændevin hele natten. Gang på gang blev der også nævnt, at der ikke måtte udskænkes i kirketiden.
I bestemmelserne fra 1617 siges der yderligere, at byfogeden skal sørge for at by-tinget begynder tidligt på dagen, for at parterne kan møde ædru og for at tinget kan være afsluttet senest klokken 11.
I en hertugelig forordning af 1600 nævnes, at såvel adels – som andre standspersoner foretager udskejelser i Aabenraa. Både om dagen og om natten forfalder hyppigt skyderi og overfald. Hertug Johan Adolf befalede derfor borgmester, råd og det menige borgerskab under trussel om bortfald af privilegier, at ifald nogen, han være af adelstand, hoftjener eller af anden stand, forøvede optøjer i Aabenraa, så skulle han straks enten bindes eller sættes i fængsel. Kunne vægteren ikke selv klare det, skulle der ringes med stormklokken, så borgere kunne komme til hjælp.
Når øllet går ind, går forstanden ud
Når øllet går ind, går forstanden ud. Meget ofte synes forstanden dog helt at have manglet. Bøder, politivedtægter og hertugelige forordninger havde kun en ringe virkning. I 1621 måtte således ikke mindre end 50 af den lille bys beboere betale bøder for slagsmål og optøjer. Legemsbeskadigelser og drab var almindeligt forekommende. Det var ikke ualmindeligt, at man var bevæbnet med bøsse, spyd, økse eller sværd.
Nogle af de værste bøller forekom i begyndelsen af 1600 – tallet. Det var byfoged Claus Årup og den ligeledes socialt højt placerede tolder på Toldsted, Christoffer Arnkiels mange sønner.
I bøderegisteret for 1613 oplystes således at Asmus og Hartich Arnkiel havde afhugget en barbersvend to fingre, slået ham over halsen med spyd og slået hans hoved blodig. Samme år sårede Broderen Jacob en mand fra Holstebro på munden.
Helt galt blev dog i 1615, da Asmus og Jacob Arnkiel en nat efter et drikkelag slog følge med byens to vægtere. Mens den ene af dem blæste i sit horn og den anden udråbte timeslaget, kom de to i klammeri med dem på hjørnet af Slotsgade og Søndergade. Udfaldet blev, at den ene af vægterne blev maltrakteret
med 10 sår. Kort tid efter døde han. Brødrene flygtede, men blev pågrebet. Jacob blev erklæret som drabsmanden, og blev halshugget. Hans yngre brødre blev dog ikke afskrækket og fortsatte deres udskejelser i Aabenraa mange år fremover.
En anden fredsforstyrrer var Jep Helloth. I 1620 blev han dømt bøder for udskejelser og vold under drukkenskab. Hos Peter Kromand havde han og Peter Spillemand således tilladt sig, da kromanden og hans kone var gået i seng, at pisse ind gennem nøglehullet i krokonens nye kiste og ligeledes i et drikkebæger.
Af mere graverende art var de optøjer, som amtsskriver, Peter Mouritzens søn, Jasper begik nytårsnat 1631. Med en stor skovøkse smadrede han først i Lytke Clausens hus døren mellem køkkenet og bryggers . Han slog også en fyldning ud, og endnu 40 ruder blev slået ud. En måned efter maltrakterede
Jasper sammen med skomager Jørgen Lousen i den grad en Jørgen Decker, så han og to mænd måtte bæres ind i faderens hus. I 5 dage spyttede Jørgen blod, så han måtte under barberernes behandling.
I 1640 kom Hans Klejnsmeds søn, Carsten fuld i kirke, hvor han råbte op og slog vinduesruder ud. Hans far blev så vred over dette, at han faldt om og døde.
Pastoren blev selv angrebet
Jo Pastor Hübschmann kæmpede en forgæves kamp mod Aabenraa – borgernes druk. Og mere end en gang blev han direkte forulempet. Det skete i 1637, da han under et bryllup ikke ville skåle mere end en gang. Det bevirkede, at han kom i direkte strid med byfoged Anders Iversen. Organist Nikolaj Thomsen var lige ved at slå løs på sin overordnede og Jes Decker hældte et glas øl ned af ryggen på provsten.
Borgmester Hans Magnussen havde overfuset provstinden under fuldskab uden efterfølgende at give en undskyldning.
Borgmesterens angreb
Under en synsforretning over en forfalden stenbro syd for byen i 1613 blev borgmester, Jens Lousen så ophidset, at han slog rådmand Iver Schrøder over den ene arm med en økse.
Det 6. bud og bordellet
Det sjette bud havde man svært ved at overholde i Aabenraa. Det var dog sjældent, at det kom myndighederne for øre. Hvis det skete, måtte begge parter erlægge såkaldte lejermålsbøder. Bøderne var som regel fra 2 til 6 rigsdaler. Man måtte også bøde for de ægteskabet for tidlig fødte børn. I Pastor Hübschmanns tid måtte såvel gifte som ugifte syndere stå offentlig bod i kirken.
Laurids Jacobsen beklagede sig i 1610 over, at han på ny havde fundet Hans Strågård i sengen hos sin søster, mens de drev utugt med hinanden. I 1611 angav
Nis Hygendahl, at Jacob Clementsen en nat var kommet til hans dør og havde banket på. En Mette Michels var derefter stået op og havde lukket Jacob ind.
Ak ja. Det var strafbart at huse folk, der begik utugt. Men Aabenraa havde skam et bordel i Ramsherred. Det blev kaldt “dat Fruwenhus” Men efter datidens opfattelse hørte det til i samfundet. Selv pastor Hübschmann nævnte det uden anstød.
Rangforordning
Borgmester Jens Hansen havde udsendt en rangforordning. Den handlede om, hvordan man skulle gå klædt, og hvor mange gæster, der måtte inviteres til de forskellige fester. Det havde skam også betydning, hvor i kirken, man måtte sidde. Et stolestaderegister blev allerede udarbejdet i 1567. Og det var særlig kvinderne, der gik meget op i dette.
Og det skete da også episoder inde i kirken. Således ville Thyra Slibsgård ikke tillade, at Margaretha Strauchs kom ind i kirkestolen til hende, hvilket medførte, at Margaretha på stedet gav Thyra et blåt øje, og at Sidsel Slibsgård udstødte et skrig.
Alle tre blev idømt bøder.
I 1648 blev der udarbejdet et nyt stolestadsregister. Det var en meget vanskelig opgave. Alle berettigede krav skulle tilgodeses. Pøblen var ikke indblandet. De sad længst tilbage i kirken. Både provst, borgmester, råd, byfoged og kirkeværger brugte meget tid på at lave en sådan liste.
I døden er man ikke ens
Ja selv i døden var man ikke ens i Aabenraa. Der blev ofret betragtelige summer så eftermælet på en person kunne huskes. Begravelsen skulle helst være så stor, som mulig. Der blev ringet med to, tre eller fire klokker, ofte flere dage i træk. Man kunne betale sig fra alt.
Diakonen og et drengekor kunne synge både på tysk og latin. Man kunne også bestille røgelse, der afbrændtes i kirken. I kirken kunne man også blive begravet, men det var nok de færreste, der havde råd til dette.
Det var en stor ære for familien og standen, at deres døde blev fulgt til graven af et stort følge. Håndværkerlavenes og skyttebrødrenes medlemmer var forpligtet til at deltage i brødrenes begravelse. I øvrigt så kunne beværtningen i de afdødes hjem efter begravelsen med gravøllet føre til de rene drikkegilder.
De allerfleste fandt dog deres sidste hvilested på kirkegården syd for kirken. Nord for denne begravedes de uærlige, rakkere, tyveknægte, selvmordere, syndere, der ikke havde stået offentlig bod og nogle af de henrettede. For de sidstnævnte var det nærmest et privilegium, at blive begravet her, frem for at blive hængende i galgen eller liggende på retterstedet. For de andre var det vanærende, at blive begravet uden klokkeklang og salmesang.
Kirkegangskoner
Dåben skulle finde sted så hurtig som muligt efter fødslen. Mødrene kunne derfor ikke selv være til stede. Til gengæld måtte de seks uger efter fødslen møde op til højmessen som kirkegangskoner. Efter forskellige ritualer blev de budt velkommen i menigheden igen og velsignet. Samtidig skulle mødrene og deres naboer og veninder ofre til præsten.
Provst Hübschmann havde til stor fortørnelse afskaffet de store koneforsamlinger ved fødsler og barselsstue. Det ville kvinderne fra Aabenraa ikke finde
sig i. Så i stedet, at møde op til højmessen mødte de op til fromessen. Her var det så diakonen, der modtog ofret.
Dette klagede Hübschmann over til hertugen, der i 1638 befalede at kirkegangskonerne skulle indfinde sig ved højmesserne.
Små adspredelser
De store fester blev afholdt på rådhuset. Det var byens gildehus. Ellers var der ikke mulighed for de store adspredelser, hvis ikke lige man ville gå på druk. Af læsestof var der kun salmebogen, bibelen og andre religiøse skrifter. Kun den ugentlige kirkegang kunne give lidt nyt. Her oplæstes myndighedernes bekendtgørelser.
Ja så kunne man komme til torvedagene og årsmarkederne. Fastelavnsfesterne, der ofte udartede sig, var ikke at foragte.
Når hertugen var på besøg
Når hertugen var på besøg, skete der noget. Han boede ikke altid på Brundlund Slot. Det kunne hænde at han boede hos en af embedsmændene eller en af de
velhavende borgere. Med ham fulgte en anseelig flok embedsmænd, adjudanter, lakajer og kuske. De skabte liv og røre i byen.
Et af de længste besøg fandt sted i 1581, da hertug Adolf under skifteforhandlinger efter Hans den Ældre tog ophold på Brundlund, mens Frederik den Anden opholdt sig på Koldinghus. De egentlige forhandlinger fandt sted i Haderslev.
I 1594 var både kongen og hertugen på besøg samtidig. Christian den Fjerde indlogerede sig hos amtsskriver Wulf Kalund. Hertugen opholdt sig på Brundlund Slot. Amtsskriveren havde en beskeden udgift på 31 mk.10 sk. Helt anderledes var udgifterne til festlighederne på slottet.
Stor appetit
Den hertugelige embedsmand Henrik Blomme havde sørget for, at der var fire oksehoveder eller ca. 600 liter vin i forråd på slottet. Men disse var drukket allerede efter to dage. Ved nattetide måtte der i hast hentes 225 liter vin i Flensborg. Hertugen havde givet ordre til at intet måtte nægtes kongens junkere og tjenere, der ikke deltog i festen på slottet. Også en ny portion drikkeglas måtte i hast tilvejebringes.
Nu kunne hertugen også sagtens selv fortære en del uden kongens hjælp. Under et besøg i 1601 blev der til slottet indkøbt:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 22. – o1. 2022
Oktober 13, 2009
Der har boet folk på Løjt Land i uendelige tider. Vi kigger på livet på Løjt Land i rige såvel som fattige tider. Mord, plyndring og nedbrænding slap man ikke for. Når en pige på Løjt var udsat for en forbrydelse, var det hende, der fik den største straf. Læs nogle barokke eksempler. Kongelige tropper på Barsø kostede bønderne en formue.
Mange fund overpløjet
Løjt Land skal helst opleves på cykel. Området nord for Aabenraa rummer et væld af overraskelser. Og når du er på cykel, så husk det rette gear, for der er nogle barske bakker, der skal passeres.
Masser af beviser og fund tyder på, at der har boet folk her i utallige år. Nu er det ikke alle fund, der er lige velbevaret. Mange af disse er overpløjet, og mange er forsvundet.
Langs kysten er der gjort en del fund, der vidner om stenalderjægernes (ca. 4.200 f. Kr.) færden. Men egentlig er der aldrig foretaget udgravninger, der specielt har undersøgt denne tidsalder på Løjt.
Skoven blev ryddet
Ertebøllepladserne på Løjt land har ligget tæt på kysten. Siden dengang er landet sunket 2 – 3 meter, så de første fund er gjort under vand. Den nuværende
Knuds Grund har dannet baggrund for en boplads. Også ved Barsø og ud for Skarrev er der fundet spor efter ertebøllepladser.
Det skovklædte landskab var ingen hindring, snarere tværtimod. Ved de første agerbrug, har man blandt andet startet med at afbrænde et stykke af skoven.
49 grave fundet på kort strækning
Bondestenalderen (fra 4.500 f.Kr.) – 1.800 f.Kr.) træder tydelig frem på Løjt land. Langs kysten fra Dybvighoved i nord til Dyrhave i syd, findes der ca. 49 grave fra den tid. Hertil kommer en del bopladsfund. Man ganske få bopladser og stengrave er egentlig blevet udgravet.
Masser af stendysser
I 1883 blev Agershøj, en 24 meter stendysse vest for Barsmark undersøgt. Af døde fandt man kun stærke opløste knoglerester. Desuden fandt man 5 flinteøkser, 2 lerkar, 2 flintemejsler, flækker og 2 små ravperler.
Tvekøft mellem Spramhuse og Skarrev er en anseelig stendysse. Den blev udgravet i 1923. Man fandt to flinteperlespidser, en flis af en økse og et lille skår af
et kar. Antagelig har der her været besøgende før. Man fandt ud af at graven havde været benyttet i ca. 1,000 år efter dens opførelse.
Ved sommerhusbebyggelsen ved Skarrev ligger resterne af et dyssekammer skjult i en have til en gård. Jordhøjen har haft en omkreds på 28 meter.
Tilfældige udgravninger
To stengrave fra Bondestenalderen kendes på Løjt Land. Den ene lå ved Åbæk. Grav kammeret blev udgravet i 1870. Det var to herre, der arbejdede for Nationalmuseet, der foretog udgravningen. Det må have været en uformel udgravning på det tidspunkt. Måske var det derfor, der i rapporten stod følgende:
I kammeret fandtes bl.a. en stridsøkse. Sådan en fandtes også ved Løjts mest imponerende fortidsminde Myrpold ved Skarrev. Alene beliggenheden kan få en til at gibbe. Her er en storslået udsigt ud over Aabenraa Fjord. Graven blev udgravet i 1888 af apoteker Reimers fra Aabenraa. I dag ville en sådan udgravning tage nogle uger. Dengang foregik det på en dag. Man fandt 10 menneske-skeletter lagt i 5 lag oven på hinanden. Af oldsager fandtes 3 hele lerkar, 3 flinteøkser,
3 flintedolker, 3 ravperler og et par flinteflækker. I 1937 fandt Nationalmuseet ved udgravninger yderligere en flinteøkse, en flintemejsel og en ravperle.
Romerske importvarer
Fra den yngre bronzealder er der påfaldende få fund fra Løjt land. Fra den ældre bronzealder findes i hvert fald 15 sikre fund. En af disse er Egemosehøj syd for Barsmark. Højen indeholdt ikke mindre end 5 grave. I toppen af graven fandtes resterne af en urnegrav fra jernalderen.
Ved Skovby fandtes der en stor urnegravplads. Fundene blev gjort i forbindelse med anlæggelse af amtsjernbanen, og der blev gjort flere fund på banestrækningen.
Romerske importvare, som øse, si og glas er også blevet fundet. Nu skal man ikke tro at storbonden ved Barsmark, hvo fundet blev gjort, drak vin. Omkring Kristi fødsel drak den germanske bonde ifølge historieskriveren, Tactius – en væske lavet af korn eller hvede, som ved gæring får en slags lighed med vin.
Måske har disse importerede ting været en slags statussymboler, som kunne hævde bondens placering blandt sine egne.
Urnegrave ved Stollig
På en bakketop vest for Stollig blev der i 1979 fundet 25 urnegrave fra omkring 100 e.Kr. Flere af gravene indeholdt våben. Nogle få hundrede meter er der fundet rester af en egentlig jernalder – boplads.
Vikingetiden på Løjt Land er repræsenteret med 4 fund. En båd fra den tid er for eksempel fundet ved Barsø.
Betyder Løjt – Lygte?
Fra gammel tid har hele halvøen heddet Løjt. Det ser vi blandt andet i Aabenraa bys skrå fra 1335. Betydningen af ordet Løjt er der delte meninger om. I den folkelige fortolkning er Løjt afledt af ordet lygte på sønderjysk – løjt(e). En lygte indgår derfor også i det symbol man fra gammel tid har brugt på Løjt.
Hovedbyen Løjt Kirkeby har eksisteret længe inden den blev erklæret som centrum for halvøen. Den har fra hedenold været retslig og religiøs samlingssted.
Barsmark – verdens længste landsby
Barsmark er en ejendommelig langstrakt landsby. Dette er tvunget af terrænmæssige forhold. Næsten en halv mil lang er landsbyen så i folkemunde kaldes
den verdens længste landsby. Byen er opstået som en af de fem landsbyer, der er opstået ved udflytning fra Løjts gamle hovedby.
Ved ordet Barsmark kommer man til at tænke på Barsø. Allerede i 1231 blev denne ø kaldet Bars. Barsmark betyder ganske enkelt marken ud for Bars(ø).
Skovby og Nørby kendes fra Slesvig – bispens jordebøger. Her kaldes de Skuby. Skugby, Norby og Norbu.
Landsbyen Bodum ligger vest for Løjt Kirkeby. Vest og nord for denne by ligger store mosestrækninger. Navnet nedstammer fra tidlig middelalder.
Stollig – en ældgammel landsby
Lige så gammel som Løjt må Stollig være. Den må gå tilbage fra begyndelsen af vores tidsregning. I 1361 kaldtes stedet for Stoleegy.
Forstavelsen er antagelig ordet stald på sønderjysk stold. Så direkte oversat ville det betyde Stald – ege. Det er en egebevoksning, hvori der fandtes en stald.
Måske har ordet en relation til ofring af heste, som forekom i hedenskabets tid.
Det kan også være tale om det oldnordiske ord stallr, som betegnelse for en forhøjning med et gudebillede.
Måske har mosen haft en sproglig betydning. For sandheden er, at løjtningerne i modsætning til deres naboer inde i landet, havde mere musik i deres sprog. Deres sprog mindede mere om sproget syd for Aabenraa Fjord, Sundeved og på Als.
Minder fra afbrændingen
Et par navne minder om, at der har været gang i ilden, da skovene skulle ryddes. Brændehoved på Barsø og Svedenholdt i Barsmark.
Og hvordan er det nu med æ Knap. I 1641 blev det kaldt Steinbergs Knap efter den nærliggende Stenbjerg. Og det var egentlig bakketoppen, der hed Knapp.
Pebbel forekommer tre steder som marknavn og betegner et sted, hvor det pibler op af jorden.
Vejnavnet Dimen stammer fra vejfarende, der talte plattysk. De har bidt mærke i de mange høstakke, som på ældre plattysk blev kaldt for Diemen.
Mange plante – og dyrenavne på Løjt er hentet fra dyre – og planteriget. Vi finder skarven i Skarrev, ørnen i Arnbjerg og Arnholm. Ilderen nævnes i Ildenbejerg.
Trænavne har vi også. Ærholm på Barsø. Lønholt ved Brøde og Lindholm ved Dybvighoved.
Intet kloster på Løjt
Og et navn som er lidt mystisk. Det er Løjt Kloster. Der har aldrig eksisteret et kloster i Løjt. Navnet stammer fra et gammelt ord kluster eller klyster. Det betyder en klynge i betydningen af en samling ejendomme.
Men de humoristiske løjtingere har skabt et sagn om både munke og en abbed.
Under forskellige herrer
Langt de fleste hørte under amtmanden i Aabenraa, nogle enkelte under amtmanden i Haderslev (indtil 1850). Andre, hvis herre i middelalderen havde været under Slesvigs biskop, hørte efter reformationen under Svabsted ved Trene (indtil 1702). Og endelig var det Dalholt, der hørte under Søgård Godsdistrikt.
Ved delingen i 1490 kom Aabenraa Amt, og dermed hovedparten af Løjt land under den kongelige del, men i 1544 fik Christian den Tredjes yngste broder Adolf, residentslottet Gottorp, under hvilket Aabenraa Amt, blev lagt
Det betød, at hovedparten af løjtingerne hørte ind til 1702 under den gottorpske hertug.
Kongens ejendom
I Kong Valdemars Jordebog udarbejdet i 1231 nævnes Barsø som kongens ejendom. Her kunne der jages hjorte og dådyr, hedder det. Alt det sønderjyske krongods tilfaldt i 1313 hertugen, og da Aabenraa Amt i 1411 blev pantsat til dronning Margrethe lå det halve Barsø hertil. Resten har sikkert tilhørt kirken.
Kongen havde også en ejendom i Barsmark, Elsholm.
Elsholm
Den store ejendom med nærliggende voldsystem lå i den sydøstligste del af Barsmark. Den nævnes første gang i 1351 under navnet Yggylsyøholm. Den 8. december tildømte hertug Valdemar på Sønderborg Slot, Marquard Rütze denne ejendom sammen med 1 otting jord i Barsmark og dertil huse og bygninger i Bolderslev.
Man talte ligefrem om den holstenske adels indvandring. Men det hele skete fuldt lovligt. Ingen arvinger gjorde åbenbart krav på ejendommen Elsholm.
Efterkommerne fik familienavnet Marquardsen. Den kendeteste var Peter Marquardsen, som omkring 1550 var ejer af den 5 otting store Fogedgård. Navnet skyldtes, at ejeren var herredsfoged over Rise Herred.
Stolliggård
Stolliggård var en adelsgård, der første gang blev nævnt i 1361 i forbindelse med et mageskifte, som Niels Friis foretog med Løgum Kloster. Niels Friis
tilhørte en hjemlig adelsslægt. Gården tilhørte samme slægt i mange år. Anders Friis en fætter til overnævnte var den sidste i direkte slægtled, der tilhørte gården. I 1516 tilfaldt den Aabenraas amtmand, Wolf Pogwisch. I 1519 solgte denne gården sammen med gods i Nørby og Løjt Kirkeby samt de to Rundemøller til kongen.
I 1522 blev Stolliggård overladt til slægten Juel. Disse må have solgt gården til Hertug Hans den Ældre.
Løjt – næsten selvforsynende
Området var fra ældre tid et udpræget bondesamfund. Befolkningen var bønder og husmænd, eller også arbejdede de som daglejere og tyende hos disse. Gamle og syge var henvist til, hvad samfundet kunne afse til dem.
Samfundet var så godt som selvforsynende. Kun salt og jern var det nødvendig at skaffe udefra.
Landsbymarken blev dyrket i fællesskab. Men siden 1500 – tallet var der et område, der var unddraget dette fællesskab, nemlig kancelligodset, Høgebjerg
med tilhørende Dyrehave.
Et mord på Høgebjerg
Et kancelligods blev i 1600 – tallet betegnelsen for en avlsgård (Meierhof). Høgebjerg kendes fra 1560 idet Aabenraas daværende amtmand, Bertram Sehestedt på den gottorpske hertugs vegne ved den tid inddrog noget jordegods, der havde tilhørt en bonde, der havde forøvet et drab. Ugerningen fandt antagelig sted ved nytårstid 1552 under en bryllupsfest på Høgebjerg. Hans Trommeslager fra Haderslev havde spillet for bruden, men åbenbart virket irriterende. Brudens mor havde da sagt til en af gæsterne, Peter Truelsen:
Derefter tog tiltalte en kande og smed ham en kande i hovedet, så han faldt om. Straks derpå sprang Peter Nielsens søn, Jørgen Petersen over den arme musikant, og gav ham et ulivssår med sin dolk. På sin søns vegne lovede Peter Nielsen bod og bedring. Sognepræsten i Aabenraa, Hr. Laurentius støttede bønnen. Sagen gik derefter til amtmanden, der fik lejlighed til at øge det jordliggende, der hørte til Høgebjerg.
Allerede i 1523 talte bønderne i Løjt Skovby, om en Hans Høgebjerg og kancelligodset, der var betydelig større end de omliggende gårde. Tanken er nærliggende, at godset i middelalderen havde tilhørt Præbendet Avbæk. Med andre ord, den havde været i Slesvig – bispens eje.
I slutningen af 1500 – årene var der bestræbelser i gang for at få endnu mere gods under Høgebjerg. I 1593 hedder det om en bonde fra Skovby, at han ved ildebrand mistede alt, hvad han ejede. Kun en mindre del af hans jord, blev overladt til livets ophold. Resten blev lagt til Høgebjerg.
I 1597 havde samme bonde dog atter fæstet sin bol, som amtmand Kay Rantzau havde frataget ham. Det var åbenbart amtmand Friedrich Ahlefeldt, der havde indledt en ny kurs over for bønderne. Fremtiden lå i fæsteafgifter og hoveriafløsning.
Fremgang på Løjt
Gennem 1400 – årene var Løjt Land i en positiv udvikling. Det skyldtes overgangen til kreaturholdsdrift. Det blev en god handelsvare. Noget tyder på, at en række storgårde blev delt i midten af 1500 – tallet.
Bonde – protest
Der skulle betales afgifter, og bønderne på Løjt, afleverede deres dårligste svin. Men det kunne øvrigheden i længden ikke være tjent med. Derfor blev øvrighedspersoner sendt ud til gårdene for at udpege passende svin.
En af dem, der følte sig særlig ramt var Jep Paulsen på Elbjerg i Løjt Kirkeby. Han havde i anledning af datterens forestående bryllup ladet to svin opfede. Men hertugen af Gottorp havde udstedt et forbud mod overdreven luksus, nødvendigt på grund af de gyldne tider. Den stakkels bonde måtte nu betale en bøde
på 2 rigsdaler.
Ikke uden grund betragtede Løjt – bønderne den hertugelige amtmand Friedrich Ahlefeldt inde på Brundlund Slot som en hård hund.
Bønderne ville ikke finde sig i, at de skulle betale store skatter. De klagede derfor til hertugen over Friedrich Ahlefeldt’ s embedsførelse. Ikke færre end 125 bønder var mødt op for at aflevere klagen. En af dem, Andreas Marquardsen nævnte med stolthed, at hans bedstefar – af slægten fra Elsholm havde været herredsfoged i over 40 år.
Seks af bønderne var gået til amtmanden. Men han havde foretaget kort proces og smidt dem i hundehullet under Brundlund Slot.
Et borgmestermord
Men bøndernes protest fik dog følger. Amtskriver Wolf Kalundt blev forflyttet til Løgumkloster. Claus Esmarch blev hans efterfølger.. I 1605 modtog amtmand
Friedrich Ahlefeldt sin afsked og døde et par år senere.
Claus Esmarch blev i 1605 rådmand i Aabenraa. I 1608 blev han borgmester. Men i 1610 da han var på vej til Løjt, blev han dræbt af et skud.
Et par måneder efter blev Wolf Kalundt henrettet på Galgebakken i Aabenraa og lagt på hjul og stejle. Hans hustru blev halshugget ved kirken. Under tortur erkendte de, at de var skyldige i mord. Men mon ikke domfældelsen var justitsmord?
Humleskat
Bøndernes oprør førte også til en ny jordebog over ejendomme i Aabenraa Amt. Der skete en omlægning af skatte og afgifter. En af disse afgifter var humleskat. Øl var en daglig fornødenhed og hoved-forbruget blev klaret ved hjemmebrygning. Og humlen havde bestemt ikke vanskeligheder med at gro her ved østkysten.
Kådnere og inderste
Nederst på rangstigen i landsbysamfundet var Kådnere og inderste De sidstnævnte ejede kun deres arbejdskraft ellers intet. I Løjt Lands historie nævnes disse slet ikke. I jordebogen af 1609 nævnes inderste omkring Barsmark.
Kanderne sad i eget hus, dog ikke på egen grund. Således var der 23 Kådnere i Løjt Kirkeby.
Djævlens Kapitel
Toften nord for kirken har været Løjts ældste tingsted. Til værn mod vejr og vind byggedes her sognets kro. Første gang den omtales var i 1642, da amtmand Heinrich Brockdorff \”tilstod sin tjener Nis Nissen at bygge kro ved kirken i Løjt\”.
Men provst Georg Hübschmann kaldte kroen et Djævelens Kapitel, hvori Folk sad og drak om Søndagen både før og efter Prædiken. Om minsandten så gav provsten også kroholderen skylden for mordet på en student fra Halle og på en soldat.
Ugerningen skulle have fundet sted den 29. maj 1654, men Nis slap for tiltale. Men han blev aldrig gode venner med provsten, så han forlod Løjt for at blive skytte hos amtmanden.
Trods dette blev kroen regnet som det finere gæstgiveri. I 1726 omtales den som Den tyske Kro. I modsætning til Løjts anden kro, der kendes fra tiden efter
Svenskekrigene. Den blev kaldt for Den danske Kro. Nu havde dette ikke noget med det nationale at gør, men det faktum, at det tyske blev regnet for finere end det danske. Og for at gøre det mere barokt, så var ejerne af Den tyske Kro, dansksindede, mens det omvendte forholdt sig med Den danske Kro. I 1929 brændte Den tyske Kro og stedet kom til at rumme et dansk forsamlingshus. Og Den danske Kro hed da siden Løjt Kro.
Møllerne på Løjt
Møllernes historie går endnu længere tilbage end kroernes. I fortegnelsen over det slesvigske bispe – og domkapitelsgods fra 1352 nævnes en mølle i tilknytning til Præbendet Avbæk. Det drejer sig antagelig om Stenbjerg Mølle. I opgørelsen over bispegodset fra 1435 – 1439 nævnes ligeledes en mølle ved Sillehole.
Sidstnævnte udnyttede vandkraften fra Kirkebækken. Møllen kaldtes også Lillemølle. Længere nede af vandløbet fik Rundemølle en stor betydning.
Bønderne havde dengang møllepligt. Det vil sige, at de skulle bringe deres korn til bestemte møller. Denne pligt ophørte først i 1854.
Til Sillehole Mølle havde bønderne på de kongelige gårde fra Løjt og Øster Løgum Sogne møllepligt. Fra Løjt Sogn var det de to Stollig – gårde samt Fladsten og hele Nørby.
Rundemølle havde leverancer fra alle de øvrige ejendomme i Løjt Sogn med undtagelse af Dalholt, der tilhørte Søgård Gods.
For bønderne på Barsø var det meget besværligt, at skulle bringe kornet til Rundemølle. Og det skøre var, at bønderne i Genner, der boede så tæt ved Rundemølle, havde mødepligt til Hellevad Vandmølle. Først ind i 1600 -årene lykkedes det for Genner – borgerne, at få en ændring på dette mod at betale en erstatning til mølleren i Hellevad.
Christian den Fjerde kostede mange penge
I 1627 fik de også krigen at mærke på Løjt Land. De kongelige tropper tog på deres flugt, hvad de kunne få. De fjendtlige styrker tog så det, de andre havde efterladt.
De kongelige tropper plyndrede helt nede i Barsmark. Præstegården i Løjt Kloster afbrændte de, og pastor Villads Knudsen opgav det samlede tab på 800 mark.
I Løjt Kirkeby og Barsmark plyndrede kongens mænd 24 gårde. Og til Barsø ankom et skib med kongelige tropper. Dette besøg kostede øens bønder 3.715 mark samt 22 får. En af gårdene havde opgivet tabet meget nøjagtigt:
Samlet havde Christian den Fjerdes deltagelse i Trediveårskrigens første fase kostet Løjt Sogn 20.649 mark. En del af beboere, der havde sat sig til modværge var blevet dræbt af fjenderne.
Svenskerne kom atter i 1658 – 1660, og polske hjælpetropper slæbte plettyfus med sig. Løjt Land slap ikke for den epidemi. Fra 1662 nævnes flere gårde, der var ubeboede på grund af dødsfald. Op mange gårde opstod der stor armod.
Et hårdt og hidsigt liv
Hvordan levede man egentlig i Løjt dengang? Ja man få et stort indblik i dette ved at studere Fladsten – dagbogen. Den blev ført af denne gårds ejere fra 1558 til 1660. Det man skal huske var, at kaffe – og te-drikkeriet først blev almindeligt i 1700 – årene, hvor disse vare blev hjemtaget med skibene fra de oversøiske
egne. Livet dengang var hårdt og nogen gange hidsigt på grund af megen drikkeri. Se blot her, hvad der skete inden for 10 år på Løjt Land. Vi har kigget i bøderegistrene:
Næsten et mord ved bryllupsfesten
Jep Svennesen på Barsø stak i 1662 under en bryllupsfest en brødkniv i brystet på Hieronimus Simonsen fra Sønderballe. Gerningsmanden måtte af med 10 rigsdaler i bøde og 100 rigsdaler i erstatning. Havde ugerningen medført døden, var Jep Svennesen blevet henrettet.
De lystne mænd på Løjt
Overtrædelse af sjette bud var en meget alvorlig sag. I 1612 måtte en mand i Barsmark, fordi han skulle have et barn med sit næstsøskendebarn.
En mand fra Barsmark, der havde besvangret sin kusine, stak af fra sit ansvar. Hans bror måtte derfor betale bøden på 10 rigsdaler i hans sted. Da man frygtede, at pigen i sin forladte situation kunne finde på at omgås usømmeligt med sin livsfrugt, blev hun sat i fængsel på Brundlund Slot. Men ak, kort efter frigivelsen døde både hende og barnet. Dette betød så, at broderen måtte af med yderligere 15 rigsdaler i bøde.
I Skovby havde en mand i 1623 besvangret en kvinde. Det kostede ham 15 rigsdaler. Hans morbror havde også haft omgang med hende. Han måtte af med
12 rigsdaler. Og pigen, ja hun blev pisket og landsforvist.
Manglende afhugning af hunde – fod
En bonde i Løjt Kirkeby havde fået en bøde på 2 rigsdaler, fordi han ikke havde afhugget den ene fod på sin hund. Kravet herom, skyldtes de hertugelige jagtrettigheder.
Der er mange tilfælde af bøder for ulovlig træhugst. Således måtte smeden i Løjt Kirkeby og hans hjælpere i 1698 af med 10 rigsdaler i bøde, fordi de uden
at spørge øvrigheden havde fældet et træ til brug for Hans Petersen i Jacobsgård, hvis gård var brændt.
Uro under gudstjeneste
Uro under gudstjeneste var også normalt dengang. I 1680 var en toftebolsmand fra Barsmark faldet i søvn under prædiken. Hans sidemand vækkede ham da med en nål, hvorefter han for op og slog løs på en helt anden, der i dette tilfælde var sagesløs. Det kostede 4 rigsdaler.
Pietismens krav om overholdelse af helligdagen førte efter 1720 også til en række bøder. I 1721 begik nogle mænd fra Løjt Kirkeby den forbrydelse at køre tørv til en bager i Aabenraa. Det kostede en klækkelig bøde. Og sådan kunne der nævnes mange tilfælde.
Dødslisterne viser også en tragisk drukneulykke ved Barsmark landing i 1787 med tre omkomne.
Vi vender senere tilbage til Løjt Land.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 23.01.2022