Dette er en flig af historien i Bov og Holbøl sogne fra 1920 til 1940. Et særdeles aktivt foreningsliv gjorde det bestemt ikke kedeligt at bo i området. Padborg Kommunalforening kæmpede hårdt for at få de mest elementære ting igennem. Langs Flensborg Fjord levede Sønderhav, Rønshoved og Kollund nærmest af
tyskerne. I Slutningen af 30erne blev tonen mellem de dansk – og tysksindede hårdere.

 

Forhøjet skat

Efter Genforeningen blev 16 små  kommuner ved grænsen samlet til sognekommunerne Bov og Holbøl. Dette betød at beboerne i Holbøl og Hokkerup måtte betale forhøjet skat. Bov Kommune måtte gå ind og dække noget af Kragelunds gæld.

 

Bov Sogns Handels- og Håndværkerforening

Sognets handlende og håndværksmestre mødtes i begyndelsen i Foreningen af Næringsdrivende for Bov Sogn, men i 1924 brød de fleste fra Padborg ud af foreningen og stiftede deres egen forening Padborg Handels – og Håndværkerforening. Efter to år sluttede de to foreninger sig dog igen sammen under navnet Bov Sogns Handels – og Håndværkerforening.

Man forsøgte at sikre medlemmerne økonomisk ved at sikre, at de kommunale arbejder blev givet til de lokale. Man forhandlede med både tyske og danske myndigheder om valutaproblemer. Fælles lukketider besluttede man også i 1931. Således lukkede man mandag til torsdag kl. 18. Om fredagen var det kl. 19 og der var lang lørdag til kl. 21 – hver lørdag.

 

Handels – og Håndværkerskolen

Den vigtigste opgave var dog, at drive den tekniske skole. Den blev åbnet i 1925 med tømrer, senere arkitekt Haukohl som leder. I begyndelsen var det Byggefagenes Mesterforening, der stod bag. Men i 1931 overtog Handels – og Håndværkerforeningen skolen.

Den bestod såmænd af et aften-kursus for lærlinge. Og det foregik på Padborghus. I 1936 var man nået op på 45 elever, hvoraf halvdelen var handelslærlinge. Foreningen arrangerede også vareudstillinger på Padborghus.

Padborg var en forholdsvis ny by –  dengang. Men man savnede sin egen skole. Men det fik man aldrig. I stedet voksede Frøslev Skole. Byen voksede frem til en rigtig by, men det kneb med kommunal opbakning. Sognerådet var frem til 1929 domineret af gårdmænd, der sagtens kunne klare sig uden gadelys og kloak hjemme i Frøslev, Bov eller Vejbæk.

 

Kampen mod kommunen

Allerede i 1923 tog købmand Chr. Petersen initiativ til at danne Padborg Kommunalforening. Den første bestyrelse kom til at bestå af tre selvstændige og to banefolk. Foreningen fik stor opbakning i befolkningen.

Den afgørende opgave var at sikre gadelys. Pengene fik man fra gåsespil, basar og præmieskydning. Man søgte at få opbakning fra kommunen, men her ville man ikke være med. Et tilskud på 100 kr. kunne det dog blive til.   Kommunalforeningen kæmpede også  for fortove og gadenavne. Først i 1932 havde man fået kommunal godkendelse. En lige så sej kamp var det, at få kloakeringen igennem.

Kommunalforeningen havde stor tilslutning til deres arrangementer. Således var den årlige juletræsfest på  Padborghus et tilløbsstykke.  Ude vest på, lå Fårhus, Vilsbæk og Kragelund. Men vi må ikke glemme Frøslev, der engang blev kaldt Sønderjyllands største landsby.

 

De rige tyskere ved fjorden

Ude ved Flensborg Fjord lå Rønshoved, Sønderhav og Kollund. Byerne var opstået som kolonier af småfolk, arbejdere og fiskere. Og dem boede der stadig en del af, især i Sønderhav. Men i 1890’erne ville velhaverne tættere til vandet og turisterne opdagede det smukke sted.

Omkring år 1900 var der skudt en række små hoteller op i fjordbyerne. Kollund havde endda hele tre kurhoteller at byde på. Kurhotellet, Fjordhotellet og Wegeners Hotel. Rønshoved og Sønderhav havde hver to hoteller. Det var et Strandhotellet begge steder og desuden Skovly i Sønderhav og Skovkroen ved Rønshoved. Ja og så var det også et mindre gæstgiveri over på Store Okseø.

Om sommeren fyldtes hotellerne med badegæster. Også efter 1920 udgjorde en stor del af gæsterne, tyskere. Gæsterne kom fra den højere middelklasse. Det var endnu i 20erne en højtidelig stemning omkring feriegæsterne, især på Kurhotellet i Kollund, der blev regnet for det fineste hotel.

Jo og så kunne man læse i Flensborg Avis, hvem der nu gæstede egnen.

En del af omsætningen kom dog fra endags – turister fra Flensborg. Fjorddamperne sikrede en regelmæssig forbindelse mellem fjordbyerne og storbyen. Disse dampere var den bedste kollektive transport dengang.

Hotelejerne tjente det mest på  blot nogle få måneder. Om vinteren var det som regel kun værten og en enkelt pige, der udgjorde hele besætningen.

 

Grænsehandelen

Mange rejsende syd fra, benyttede fjordbådene til at foretage grænsehandel. Gennem det meste af mellemkrigstiden var en række fødevarer lettere eller billigere at få i Danmark. Da der på et tidspunkt kun var tilladt at indføre 50 gram te eller kaffe til Tyskland, fik de travlt i Kollund med at veje poser med 49 gram af.

De faste sommergæster satte deres præg på Kollund og Sønderhav. En del sommerboliger i området tilhørte tyskere. Disse forholdsvis rige familier bidrog til købmanden og bagerens omsætning. Men også en del velhavere, der levede af deres formue eller pension havde nedsat sig her året rundt.

Nogle af villaerne og sommerhusene i Kollund tilhørte ledende medlemmer inden for det danske mindretal i Flensborg. Fjordbyerne fik et noget tysk præg, men det ændrede sig da grænsegendarmerne kom. Til området kom der ca. 25 – 30 gendarmer.

 

Starten på  Rønshoved Højskole

I løbet af mellemkrigsårene forsøgte højskolemanden, Aage Møller at få nogle dansksindede med til at starte en højskole, men uden større held. For egen risiko startede han i 1921 Rønshoved Højskole. Begyndelsen var svær. I forvejen var der et børnehjem på stedet. I 1928 stiftede Aage Møller og hans kone yderligere en friskole. I 1930 var der en snes ansatte
på højskole og børnehjem, og hertil kom 43 elever. Rønshoved var blevet institutionernes by. Det var som om stedet var blevet en enklave, der levede helt sit eget liv.

 

Fjordvejen

Fra 1933 til 1936 blev Fjordvejen anlagt. Fjord-byene blev nu pludselig forbundet med hinanden og med Rinkenæs i øst og Kruså i vest. Reelt var der ikke nok trafik til den dyre vej. Men anlæggelsen havde politiske grunde. Man ville åbne fjordbredden til Danmark og ikke kun til Flensborg.

 

Et vandrehjem i Kollund

Det var også nationale hensyn, der gjorde sig gældende, da Kollund i 1934 fik et vandrerhjem. Det var den nationale organisation Det Unge Grænseværn, der stod bag. Den danske ungdom var nu parat til at indtage fjordbyerne. Det blev en vældig succes. Sidst i trediverne var vandrerhjemmet det mest besøgte i hele Jylland.

 

Kruså vokser

Kruså  var en lillesøster til Padborg. Også den var en ny by. Grænsen og hovedvejen førte til, at byen voksede hurtig. Lige nord for Krusågård krydsede hovedvejen landevejen fra Sønderborg mod Tønder.

Kruså  var lige så lille som Padborg før 1920. Her var herregården Krusågård, en vandmølle, en landevejskro og nogle få huse. Allerede i 1920 oprettede omegnenes bønder et andelsmejeri ved Korsvejen. Samme år rykkede gendarmer og toldere ind. Toldvæsnet overtog kroen og indrettede det til toldkammer.

Trods dette var der kun 120 mennesker i byen i 1921. Men efterhånden som gendarmerne fik stiftet familie og bygget hus i Kruså, steg indbyggertallet. Aktiviteterne trak håndværkere
og handlende til. I 1930 var der 175 indbyggere i det lille bysamfund. De havde slået sig ned langs hovedvej 10 fra grænsen nogle hundrede meter mod nord, omkring selve Korsvejen
og langs vejen mod Smedeby.

Ligesom i Padborg var det stans folk, der udgjorde den største gruppe. Landbrugerne var der ikke så mange af. Der var også en del håndværkere og arbejdere. Bager, slagter og 3 – 4 købmænd havde indfundet sig. Den største købmand var Poul Thomsen. Han fik meget ud af grænsehandelen i 30’erne.

 

Bønderne taber magten

Ved valget i 1929 tabte bønderne magten i Bov Kommune. Socialdemokraten N.S. Sørensen blev ny sognerådsformand. I Fårhus var han igangsætter af en ungdomsforening og et forsamlingshus. Han satte en masse vejarbejde i gang for at komme arbejdsløsheden til livs. For sin store indsats modtog han et ridderkors.

I 1934 blev købmand Nicolaus Wind ny sognerådsformand. Egentlig var han brændselshandler og repræsenterede håndværkerne og de handlende i sognet. Han beholdt hvervet indtil
1937. Gårdejer Emil Mygind, Dubjerg ved Kollund fortsatte som sognerådsformand indtil 1946.

 

Skolevæsenet i området

Alle skoler overgik efter 1920 til at undervise på dansk. Ved skolen i Bov oprettedes der tysksprogede klasser. Skolerne i Bov og Holbøl fungerede som landsbyskoler. Det vil sige, at de var 7 – årige skoler med begrænsning af fag.

Den lille skole i Gejlå havde kun en klasse i alle mellemkrigsår. Det samme gjaldt for Hønsnap Skole det meste af tiden. I Holbøl, Vilsbæk og Kragelund havde man to klasser.

Skolerne i Frøslev, Bov og Kollund var dog større allerede i 20’erne.

I Bov skete der store forandringer i skolevæsnet. Sognets indbyggertal blev  fordoblet efter Genforeningen. Frøslev Skole var gammel og i dårlig stand. Man besluttede allerede 1921, at den
skulle erstattes af en ny og større skole. Den skulle også tage sig af børnene fra det fremvoksende Padborg. Den ny skole kunne dog ikke dække sognets behov. Også Kruså voksede. I 1924 vedtog sognerådet at bygge en helt ny skole. Den blev bygget i Kiskelund. Den fik dog kun en lærer, og blev i første omgang sognets mindste.

I lejede lokaler på Frøslev Vestermark indrettede man en skole, hvor børn af gendarmer og husmænd blev undervist.

I 1929 vedtog man at udbygge Bov Skole. Også Frøslev Skole blev udvidet. Oprindelig ville man have bygget en skole i Padborg, men Staten ville ikke rigtig være med.

 

Realeksamen i Tinglev og Flensborg

Forældrene udtrykte ønske om, at deres børn fik mulighed for at komme i mellemskole og få realeksamen. Dette var adgangen til et godt job inden for DSB og i toldvæsenet. Indtil 1933 tog mange elever fra Bov sogn til Tinglev realskole eller på Duborg skolen i Flensborg for at få realeksamen.

I 1932 besluttede sognerådet at der skulle være mulighed for at tage realeksamen på Frøslev – Padborg Skole. Dette betød at sognets skoleudgifter steg betragteligt. I 1930 var der ansat 4 lærere. I 1937 var dette antal vokset til 13.

I Holbøl var de seks steder, hvor man kunne låne bøger. Det samme var tilfældet i Bov Kommune. Padborghus fungerede som det centrale bibliotek med læsesal.

 

Kirken og kroen havde tilbagegang

Folk mødtes rundt om i hjemmene. Jernbanefolk mødte jernbanefolk, husmænd mødte husmænd og bønder mødte bønder. Man fik tiden til at gå med at drikke kaffe og spille kort. Foreningslivet havde fremgang, men kirken og kroen havde tilbagegang.

 

Præsten i Holbøl  advarer mod druk

I 1920 valgte både Holbøl og Bov at beholde deres præster, henholdsvis pastor Andersen og pastor Clausen. En af Holbøls præster kaldte sognet ukristeligt. Måske var dette årsag til hyppige udskiftninger af pastorerne i sognet. I Bov var det svært at få folk i kirke, men når pastoren mødte op i de små bysamfund var tilslutningen stor.

Frimenigheder havde stor tilslutning. I 1925 dannede højskoleforstander Aage Møller en egentlig grundtvigsk frimenighed. En lille kreds af Indre Mission i Padborg havde deres eget menighedshus.

I Holbøl mente præsten, at befolkningen gik for meget på værtshus. Pastor Andersen skrev i 1915, at der var 12 beværtninger i Holbøl Sogn:

• og i nogle finder der ofte drikkelag med skandalescener sted, særlig hyppigt i kroen i Holbøl. Tidligere var det også særdeles slemt i Vilsbæk. Nu efter at bevillingen er kommet på andre hænder er det blevet næsten mønstergyldigt. Også i Hokkerup er det temmelig galt. Da krigen begyndte, indtrådte der en vis bedring, men snart blev det så meget des værre. Drikkelaget har næppe nogensinde været så påfaldende som netop nu, det gælder især landsbyen Holbøl, hvor også adskillige kvinder er meget forfaldne. Også spillelidenskaben hersker i mangen en landsby.

Selv om kroerne lå tæt i Bov Sogn, så var præsten her ikke så bekymret. Sandheden var dog også at bønder, håndværkere og arbejdere svigtede kroerne til fordel for møder og idræt.

 

Den danske nationale bevægelse

I Frøslev havde foreningslivet gået sin sejrsgang længe før 1920. I 1930’erne havde hele sognet et meget stærkt foreningsliv.  Den danske nationale bevægelse spillede en stor rolle i foreningslivet. Flensborg og Omegns Foredragsforening havde op mod første verdenskrig mange medlemmer i flere sogne nord og vest for byen. I 1922 tog man dog initiativ til at starte Bov Sogns Foredragsforening, der fortsatte i samme spor. Selskabelige foreninger blev dannet både i Kollund og Holbøl.  En masse ungdomsforeninger opstod efterhånden.

 

Fodbold og gymnastik

Gymnastik og skytteforeninger opstod. Også amatørteater blev dyrket. Fodbold var kendt i sognene før 1920, men først efter dette årstal blev det organiseret. Holbøl Ungdomsforening
deltog fra 1929 i Sønderjysk Idrætsforenings turnering. I Kollund dukkede fodboldklubben Frem op. I Padborg hed fodboldklubben Fremad. Fra 1933 hed klubben Padborg Idrætsforening. I Kollund skiftede klubben navn til Kollund Boldklub.

I 1929 stiftedes Padborg Mandskor. Det var næsten det største kor i Sønderjylland. Indre Mission stod bag oprettelsen af FDF. Det fik så Socialdemokratiet til at oprette en lokal afdeling af DUI. De fik også i 1934 oprettet deres eget orkester.

 

Aktive foreninger

Sandelig fik man også Arbejdernes Radioklub. Modstykket var Kristelig Lytter Forening. Og en haveklub med udstilling på Padborghus havde man også fået. Også en skakklub var et af de talrige tilbud, som Padborg kunne byde på.

Særdeles aktiv var Frøslev – Padborg Husflidsforening. Her arbejde man med bogbinding, børstebinding og fremstilling af modelmøbler i søgræs. Hvert år var der udstilling på Padborghus. Og foreningen var en af de talrige andre foreninger der arrangerede bal.

Man har det bestemt ikke kedet sig i Padborg og omegn – dengang.

 

Til bal ved Flensborg Fjord

Var man ikke med i en forening kunne man gå til kro-bal, især langs Flensborg Fjord, i både Kollund, Sønderhav og Rønshoved. Kollund var et sandt mekka for den danseglade ungdom.  Uden om foreningerne kunne man gå  til komedie eller jazzkoncert på Padborghus.

 

I Biografen

Biograferne bredte sig først i tyverne. På landet mest som vandrebiografer. I 1926 oprettede bygmester og entreprenør Jacob Petersen en biograf i Padborg.  Padborg Folketeater kunne byde på film onsdag, fredag og søndag aften. Man gik over til talefilm i 1932, hvor man viste den første danske tonefilm Præsten i Vejby.

Næsten halvdelen i Bov sogn og en tredjedel i Holbøl havde stemt mod genforeningen med Danmark i 1920. Tilflyttere til Padborg rykkede stemmerne væk fra det tyske mindretal. Det lykkedes efterhånden at få etableret tre tyske skoler i Bov sogn.

Nazistiske hvervemøder

I begyndelsen af 1938 iværksatte det tyske mindretals nazistiske organisationer en stor hvervekampagne i blandt andet Bov og Holbøl sogne. Masser af møder blev afholdt, og ofte var de med den fremtrædende ideolog Lorenz Christensen og kredsleder Jep Schmidt fra Løjt.

Der blev oprettet afdelinger af Deursche Jungenschaft og Deutsche Mädchenschaft. De var organiseret efter samme model som Hitler – Jugend og Bund Deutscher Mädel. Man lokkede med sportsaktiviteter, men viste også film fra partidagen.

Mindretallets leder, Jens Møller optrådte ofte ved disse møder. Aftnerne blev afsluttet med Heil for fører, folk og hjemstavn.  Senere blev der oprettet lokale afdelinger af Schleswigsche Kammeradschaft i begge sogne. Det var et militant uniformeret korps, kopieret efter Hitlers stormtropper SA.

Vogelgesang, det tyske kreditinstitut var særdeles aktive i Bov og Holbøl sogne. Forældrene blev truet med at sende deres børn i tysk skole. Til gengæld fik børnene så mange gange en cykel for dette. Tonen mellem de dansk – og tysksindede blev hårdere efter 1938 i Bov og Holbøl sogne.

 

Kilde:

• Litteratur Padborg – Bov – Kruså

 

Hvis du vil vide mere:

•  Hvis du vil vide mere: 
• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler:

 

• Padborg – fra begyndelsen
• Genforeningen i Bov Sogn
• Frøslev – dengang
• Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde (under Sønderjylland)

Redigeret 11.12. 2021

Vi skal besøge Ensted, Styrtom, Stubbæk, Årup, Røllum og Hostrup. Desuden skal vi høre om adelen i Søgård. Både familien Lembek, Ahlefeldt og hertugen af Augustenborg. Den nordlige del var rig med ager, skov og mose. Den sydlige del var fattig med sandjord. Læs også om de kristne kultsteder. Vi følger historien op til 1800 – tallet.

 

Se Aabenraa og Styrtom

• Se Aabenraa og Styrtom

Det er noget af det første du får at vide, når du kommer til Aabenraa. Ja, det er faktisk et sted, der hedder Styrtom. Men inden vi så gør det, skal vi se lidt på stedet omkring dette sted Styrtom.

Vi befinder os i Ensted Sogn, lige syd for Aabenraa.

Et gammelt sted

Stednavnet forekom første gang, som så meget andet i Kong Valdemars Jordebog fra 1231 som Ensath. Og dette tyder på, at stedet har eksisteret længe for vikingetiden. Byens kirke ligger på et højt sted. Måske har dette været områdets religiøse tiltrækningskraft.

Stubbæk, sognets største by, er en meget gammel landsby. Måske på samme alder som Ensted – mellem år 600 – 1000.   I Middelalderen eksisterede der foruden Stubbæk Bymark endnu tre landsbymarker, nemlig i Røllum, Hostrup og Årup.  Af stednavnenes fortolkning kan der udledes, at byerne stammer fra forskellige perioder flere århundreder efter Kristi fødsel.

Sønder Hostrup er antagelig opstået omkring en rydning af en skov. Og denne rydning er antagelig sket under ledelse af en lokal stormand, der har heddet
Horsi.

Årup, Uge og Torp har antagelig været Udflyttersteder.

Ved siden af bønder og gårdfæstere, fandtes der også et landligt proletariat, bestående af husmænd og jord-løse inderste. De sidstnævnte måtte skaffe sig til dagen og vejen ved at tage arbejde hos gårdmændene.

Det har sikkert været mere givtigt, at bo ned til Aabenraa Fjord, hvor man også kunne ernære sig ved fiskeri. Også fra Hostrup søgte småkårsfolk til fjorden. Allerede i 1624 nævnes stedet som Hostrupskov.

 

Pilgrimssti, kapel og Helligbæk 

Der er masser af spændene steder i området. For eksempel kan nævnes marknavnet Kapellyk. Udgravninger fra 1959 og1965 afslørede, at der vitterlig havde ligget et kapel her. Stedet på Årup Mark har været et valfartsted og stien hen til stedet blev kaldt Pilgrimssti.

Egnens kristne blev døbt i Helligbæk, det er et lille afløb, der går fra den idylliske ø, Agsø ned til Aabenraa Fjord.

Brudesjøv  er en lille sø syd for Røllum. En brud skulle i festdragt været gået gennem isen og druknet. Navnet kan være en mindelse om fjerne hedenske frugtbarhedskult.

Mellem Ensted og Sønder Hostrup fandtes i ældre tid tingstedet. Galgepladsen med rakkerkule var et stykke derfra, syd for Ensted kirke.

 

Adelen kommer til stedet

Allerede tidlig har der været tilknyttet adelige til egnen. Ensted Kirke nævnes i et testamente, der er givet af en sønderjysk stormand, Knud Snabbe eller Snabe, evt. Snafs. Åbenbart er denne stormand i familie med den berømte Urne – slægt fra Bolderslev.

Først fra slutningen af 1400 –  tallet nævnes slægten Ahlefeldt på Søgård og ejer af landsbyen Årup. I 1313 måtte Erik Menved afstå alt kronegods i Sønderjylland, også det han havde i Ensted Sogn.

I 1325 kunne grev Gerhard den Tredje (grev Gert – den kullede greve) kalde sig Danmarks Riges administrator. Hans herredømme bevirkede, at flere adelige sydfra fik jordegods i Sønderjylland.

I 1344 hører vi første gang om den Slesvig – Holstenske adelsslægt Lembek. I 1377 sad de som retmæssige herrer på Søgård. Lembek*kerne havde fra midten af 1300 – årene hele Årtoft – Søgård som ejendom og hele den øvrige del af Lundtoft Herred i pant, åbenbart for penge, som de havde lånt ud til den sønderjyske hertug.

 

Familien Ahlefeldt kommer til Søgård

I 1398 giftede en Ahlefeldt sig til det lembeske gods, og fra den tid prægede denne slægt egnens historie.   Efter næsten at have ført krig i mere end 20 år forsøgte Dronning Magrethe den Første og hendes adoptivsøn, Erik af Pommern at få magten i Sønderjylland. Dette slog afgørende fejl i 1431, da de kongelige tropper måtte rømme Flensborg.

I en række aftaler de følgende år mellem Danmarks Rigsråd og det Slesvig – Holstenske ridderskab blev Sønderjylland, eller som man sagde dengang Hertugdømmet Slesvig, anerkendt som et særligt land, nøje sammenknyttet med Holsten.

Godsherren på Årtoft – Søgård – der på den tid, var Claus Ahlefeldt var en af de Slesvig – Holstenske ridderskabsmænd, der støttede den danske konge Christian den Første, der i 1460 blev valgt som herre over landene Slesvig og Holsten. Han støttede kongen med råd og dåd. Måske var det derfor, at slægten
fortsatte med at have Lundtoft Herred som pantelen.

 

Panten indløses

Først i 1498 lykkedes det for kongens yngste søn, Hertug Frederik den Første indløste dette pant. Lundtoft Herred blev herefter lagt ind under Tønder. I 1450 kom herredet ind under Aabenraa.

 

Seks gårde nedlægges i Årup

Ahlefeldt havde en plan om at nedlægge Årup og opføre en ladegård, så han kunne opdrætte okser på Årup Bymark. Men Aabenraas borgmester gjorde indsigelse. Fra 1335 hed det i Aabenraa bys skrå, at byen havde græsningsrettigheder på syv landsbymarker uden for byen. Ahlefeldt måtte bøje sig for dette krav. Først i 1606 lykkedes det for Ahlefeldt’ erne at nedlægge 6 gårde i Årup og oprette en ladegård i stedet.
Godsejerens gode indtægt

Måske var det godsejeren, der havde opfundet valfartsstedet på Årup Mark. Hvis byggeriet havde været fuldendt havde kapellet målt 35 meter i længden og bredden havde været op til 21 meter. Kunne man ikke få indtægter fra okseopdræt, kunne pengene inddrives fra pilgrimme.

Valfartskapellet lå tæt ved Stubbæk Stenbro. Det var en del af datidens hovedvej fra Aabenraa til Hærvejen i Kliplevs nærhed. Møntfund på stedet har godtgjort, at stedet var meget velbesøgt.

Den kirkelige reformation, der blev gennemført overalt i Sønderjylland i 1528 levnede ikke plads til noget så katolsk som et valfartskapel.

 

Bondeopgør 

I 1523 stadfæstede Frederik den Første den hals – og håndsret som adelen havde over des fæstere. Kongen gjorde det som tak for det Slesvig – Holstenske ridderskabs støtte. Friederich Ahlefeldt tiltrådte i 1597 som amtmand i naboamtet Aabenraa. Men hans administration bevirkede et oprør fra amtets mest fremtrædende bønder. Og i 1605 måtte Ahlefeldt opgive sit embede på Brundlund Slot, som var amtmandsboligen i Aabenraa.

 

Tønder Amts Jordebog

Der findes nøjagtige fortegnelser over beboerne og deres bohave fra dengang. Disse fortegnelser finder vi i Tønder Amts Jordebog fra 1613. Her er et eksempel fra Stubbæk:

• Jørgen Jessen og Jørgen Skomager har tilsammen en hel bondegård. De sår 7 td. rug, 10 td. sommersæd, bjerger 50 læs hø, græsser 25 stk. kvæg, 9 heste, 16 svin og 16 får. De har 5 ottinger skov, giver i hyre (Gammelskat) 24 sk. 3 pg.
• I Grøngård – tjenestepenge 1 rdl. 27 sk.
• 2 høns 2 sk.
• Rug 3 td.
• Havre 7 td. 2 skræpper.

Som det ses, var det tale om en slags skattebog. Men hvad var Grøngård Penge?

Efter at hertug Hans den Ældre i 1527 havde oprettet jagtgården Grøngård i Burkal Sogn, skulle hertugens bønder i Slogs, Kær, Sdr. Rangstrup og Lundtoft Herreder gøre hoveri til denne ejendom, men denne forpligtelse var 1597/98 blevet afløst af en pengeafgift, der med et ensartet beløb blev ansat til 1 daler 27 sk. pr. hel-bol, samt 2 høns (værdi 2 sk.).

 

Adelen tog for sig

En omfattende skovrydning fulgte. Der skulle gøres plads til nye beboere til området. Adelen satte sig efter reformationen på gammelt kirkeligt gods. Således skrev pastor Fabricius i 1730erne:

• Selv om adelens rov havde forringet de gejstliges kår, lod noget sådant sig næppe redressere (føre tilbage til tidligere tiders tilstand).

I Holbøl skrev præsten:

• Lykkeligt det sogn, hvor der ikke er adelsmænd

 

Den fattige kirke

Ensted Kirke besad dog en del jord. Problemet var dog bare, at det lå ret spredt. Adelslægten Ahlefeldt unddrog sine forpligtelser. Således tilgik der en formaning fra provst Stephan Kenckel fra Tønder i 1688. Der var ikke ydet kirkelige forpligtelser siden nedlæggelse af Årup i 1606.

Kirken i Ensted var meget beskeden og meget tyder på, at godsherren og så her ikke svarede sine forpligtelser. En opgørelse fra præsten i Ensted fra 1666 viser, at han havde et tilgodehavende på 245 mark. Men dette skyldtes også udbrud af en tyfusepidemi.

Hver kådner – og inderste familie skulle årlig med en mand yde en dags hoveri for præsten. De Kådnere, der havde hest og vogn kørte denne dag gødning ud på markerne. Ofte blev dette hoveri dog afløst af fire skilling til præsten.

 

Den første skole

I den Slesvig – Holstenske kirkeordning fra 1542 blev der præciseret, at der kunne måtte ansættes degne, som var i stand til at undervise i katekismen. For Ensted har denne degneskole været ret så kummerlig.

Den første sognedegn, vi hører om, er Rasmus Clausen. Han havde i 1613 en bondekåd med kålgård i Røllum.

I 1646 enedes amtmanden i Tønder og godsherren på Søgård, om at give sognemændene, det vil sige de ledende bønder om, at skaffe degnen en bolig, så han
kunne holde skole lige som andre degne.

Først i 1680 blev der indrettet en egentlig sogneskole, idet der blev bygget et hus til skolebrug i Stubbæk. Den gamle Per Degn føjede nogle fag til denne bygning, som han kunne bo i.

I 1720 kom den kongelige herredsfoged Behrentz sammen med den grevelige herredsfoged Gude til Ensted Sogn. Her blev der vedtaget følgende vilkår for
det fremtidige degn – arbejde:

1. Degnen skulle fremover have sin bolig og husholdning i Stubbæk.
2. Der skulle indrettes tre fag beboelse og et ”bakhus” til degnen.
3. Bønderne i Stubbæk skulle afgive et stykke jord til have ved skolehuset, og den øvrige del af sognet skulle hertil betale Stubbæk syv mark årligt
4. Degnen skulle ringe med bede-klokken.

 

Krigens jammer og nød 

Ensted Sogn forblev ikke uberørt af de tragiske hændelser, der førte med de krige, der raserede i Sønderjylland.

Den 8. oktober 1627 sendte beboere fra Sønder Hostrup, Stubbæk og Røllum en klage til hertugen, hvor de skildrede al den jammer og nød, der overgik deres sogn. Der var blevet røvet heste, stude, får, svin og gæs, samt klæder, husgeråd, kobbertøj og tinsager. Deres kister og gemmer var blevet sønderslået, deres korn og hø enten fortæret af soldaternes heste eller spredt for vinden.

De havde måttet se til, at deres kvinder var blevet pint og plaget i sådan en grad, at Gud i himlen måtte forbarme sig over dem.

Men deres landsherre på Gottorp kunne intet gøre. Heller ikke efter at herredsfoged Jes Thaysens enke Mette Jesses opgav sit tab:

• Tabet var 641 mark lybsk. Derudover havde hun mistet tre hopper, fire heste, fire okser, tre tinkander, seks tinskåle, seks tintallerkner, to kobberkedler, 28 lagner, 26 læs korn og desuden u-tærsket korn.

Men ak og ve, svenskerne dukkede op flere gange. Den 22. august 1657 forlod 1.000 mand af svenskerkongens hær, Aabenraa. Under indmarchen havde de passeret Ensted Sogn. Provst Georg Hübschmann havde lavet nogle optegnelser:

• Gud hjælpe og trøste de arme mennesker, hvor den svenske hær kommer hen, thi ved denne hær er polakker, tatarer og alskens løssluppent folk. En tredjedel af soldaterne er hæderlige karle, men de øvrige er forvorpne musketerer, røvere, stærke drenge og ustyrligt pak med et stort tros, der skal indjage danskernes skræk. Gud hjælpe og forbarme sig over os og give os igen den ædle fred, amen.

 

En fjerdedel af befolkningen døde

Polakkerne medførte en tyfus, der nogle steder medførte op til at 80 pct. af befolkningen døde. Sognets daværende præst Hans Iversen foretog en undersøgelse, der viste, at en fjerdedel af Ensted Sogns befolkning døde i årene 1659 og 1660.

 

Godset på  auktion

Årene omkring 1720 danner et skel i Ensteds historie. Siden 1581 havde hovedparten af sognet hørt under
hertugen på Gottorp.

I 1713 blev den gottorpske del, og dermed også Ensted Sogn besat af danske tropper. Embedsmændene fik befaling om, at aflægge troskabsed over for kongen.

I 1725 kom Ahlefeldt ernes gods Søgård og ejendomme på auktion. Det blev købt for 20.000 rigsdaler af Christian August den Første af Augustenborg.
Fra det tidspunkt hørte denne del af sognet under hertugen af Augustenborg og blev administreret fra Gråsten.

Der skete dog ikke de store omvæltninger. De direkte skatter tilfaldt stadig amtsforvalteren i Tønder. Nu gik de blot til den danske statskasse og ikke mere til Gottorp.

 

Sognet midt i 1700 tallet

To store og en del mindre veje skar sig gennem sognet i 1700 – tallet. Fra nord til sydvest gik den store hærvej mellem Aabenraa og Flensborg. Omkring Styrtom også kaldet Stubbækskov lå de fattige fisker – og daglejerhuse.

I midten af 1700 årene var Styrtom kun en ganske beskeden bebyggelse på nogle mindre husmandssteder eller kåd. I et mandtal fra 1743 omtales kun to kådner-steder, to inderste og en kro i den lille bebyggelse, der hørte under Stubbæks bymark.

I 1803 var stedet vokset til 13 ejendomme eller familier, især inderste med hver en lille plet jord. De levede mest som daglejere.

Fra Styrtom krøb vejen møjsommelig ad Stubbæk Stenbro op gennem Stubbæk Skov, forbi Dybkjær kro, hvor vejen gik ind til Stubbæk By og frem mod den ensomt billigende Ensted Kirke. Forbi galgen umiddelbart syd for kirken trak den sit spor forbi Pottehus til Kliplev, hvorfra det ikke var langt ud til selve Hærvejen, den store landevej.

Sognet bestod af masser af skov og mose. Korn og kvæg var ikke de eneste næringskilder i sognet. Masser af tørv blev solgt til Aabenraa, Als og Ærø.

Det sidste stykke vej inden grænsen til Kliplev var mere pauvert. Mens Stubbæks og Hostrups yderste marker mod Hostrups sø var sand og mose, mødte man syd for Torp lutter mager sandjord. Her i den sydligste del var også sognets fattigste del. Her var ikke som i den nordligste del rigdom på skov, mose og agerjord.
Sognets styreform

De hertugelige bønder var nu henlagt under den gråstenske herredsfoged. Her måtte Årup – bønderne også henvende sig. Dette ændrede sig i 1807. Her blev
Thomas Thomsen overinspektør. Det betød, at Lundtoft Herred og de gråstenske godser fik samme herredsfoged.

Den kongelige sognefoged var udnævnt af amtmanden for livstid, og han var tillige sandemand. Han blev valgt blandt gårdejere og skulle som lokal politimester føre tilsyn med lov og orden i sognet, fordele, regulere og opkræve skatter. Utallige skattelister og lignende indberetninger skulle han udfylde.

Gennem hele 1700 – tallet kom sognefogeden fra Sognefogedgården i Sønder Hostrup.

I den augustenborgske hertugs område – Årup og underliggende gårde i uge, Ensted og Felsted Sogne – var lens-fogeden, herskabets repræsentant. Han skulle
varetage hertugens interesser, tilse hovarbejdet og sørge for at skovene var i overensstemmelse med de kongelige forordninger.

Gårdmandsstanden kunne komme til orde gennem tillidsmænd. Otte sognemænd blev indsat af sognepræsten. Sammen med to kirkeværger (juranter)
bestyrede de kirke – skole og fattigvæsnet.

Gårdejerne i sognet valgte også  en herredsfuldmægtig. Han var med til at fordele fællesudgifter og bistod sognefogeden i hans arbejde.  Hver landsby havde sin grande, som valgte en oldermand (by-forstander) til varetagelse af fælles anliggender. By-forstanderen var sognefogedens forlængede arm. Han var politimedhjælper og vejfuldmægtig og skulle indkalde til forsamlinger og føre protokol, tilsige til vejarbejde, sneskovling og rensning af vandløb, melde lovovertrædelser, pågribe omstrejfere og i almindelighed sørge for landsbyens ve og vel.

 

Endelig under Aabenraa

Det voldte meget besvær, at Ensted Sogn hørte til Tønder Amt. Skatter og bøder skulle bringes den lange vej til amtshuset i Tønder. Afstanden til Aabenraa var væsentlig kortere.

I 1768 fremlagde den meget reformivrige Tønder – amtmand U.A. Holstein planerne om, at få Ensted under Aabenraa Amt. Men der skete intet. I 1841 kom der endelig kongebud om omlægningen, men først i 1851 blev den virkelighed.

 

Det endte i druk

Hver by havde sin hyrde til at vogte kreaturerne. Efter høst blev de sluppet løs på de tidligere kornmarker. Ellers græssede de på den del af bymarken, som det
år var udlagt til græs. Ofte mødtes bønderne søndag eftermiddag eller efter gudstjenesten for at aftale den kommende uges markarbejde. Der var dog også selskabeligt samvær, som til præsternes forargelse blev afholdt på kroerne. Ofte endte dette med for meget druk.

I 1752 gav de gejstlige udtryk for, at drøftelserne skulle foregå hos oldermanden.

 

Kilde:

• Litteratur Aabenraa
• www-dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Adelsslægten, der uddøde
• Toldsted – på Hærvejen
• Urnehoved – et Tingsted på Hærvejen
• Enklaverne i Sønderjylland (under Sønderjylland) og mange flere 

Redigeret 20.01.2022

I perioder var der stor opgangstider for Aabenraa. De rige blev rigere, men de fattige blev endnu fattigere. Flere gange blev tiggeri forbudt. Men fattigdommen kunne ikke bremses. Borgmesteren og provsten ville ikke sætte fattigskatten op af hensyn til borgerskabet. Man mente, at de havde byrder nok. To fattighuse hjalp heller ikke. En arbejderanstalt i Persillegade skulle skræmme de fattige!

 

En snæver del fik hjælp

I Middelalderen var fattigplejen overladt til kirken og private velgører. I byerne opstod halvgejstlige foreninger og institutioner som helligåndshuse, St. Jørgensgård, broderskaber og gilder. Men ofte var hjælpen kun bestemt for en snæver del af borgerskabet.

 

Tiggeri tåles ikke

Hovedparten af de fattige måtte søge deres underhold ved tiggeri. Dette tiggeri blev en stor ulempe for de fleste byer. Man forsøgte at komme tiggeriet til livs med forordninger.

I 1572 udsendte Frederik den Anden og hertugerne Hans den Ældre og Adolf en fællesforordning mod herreløse landsknægte og omstrejfende “leddiggængere”.

Det var nu ikke megen socialforanstaltning i dette. Der blev befalet, at tiggeri ikke måtte tåles, de skulle pågribes og bortvises.

 

Anden gang blev der straffet

Hans den Ældre gentog denne forordning i 1573 og 1579. Her nævnte han, at såfremt tiggerne kom igen, skulle de sættes i fængsel og straffes korporligt.

Præsterne skulle belære om, at gavmildhed mod de fattige var Gud velbehagelig.

De fattige, der ikke kunne optages på  hospitalerne, skulle have et tiggertegn af øvrigheden. De måtte kun søge almisse i den by, de var hjemmehørende i. I 1548 fastsatte Christian den Tredje at denne ordning skulle være gældende i Ribe Stift og dermed for Tønder by.

 I 1573 udsendte Hertug Hans den Ældre en lignende forordning for sit område. Men han indskærpede, at kun svagelig og legemligt skrøbelige personer, der havde hårdt brug for hjælp, skulle have tilladelse til at tigge.

 

Tiggeri til det daglige brød 

Før 1736 var der ingen offentlig administreret fattigforsorg i Aabenraa. Den af myndighedernes organiserede hjælp indskrænkede sig til provstens og borgmesterens nytårsuddeling af renterne af den kapital, der var indkommet fra kling-pungene.

Knap 20 fattige fik husly i to fattigstiftelser grundlagt af borgmester Jens Hansen og amtsforvalter Joachim Danckwerth i første halvdel af 1600 – årene.Men både disse og de øvrige trængende måtte tigge sig til det daglige brød.

Magistraten søgte at regulere tiggeriet med tiggertegn. Hver onsdag gik de i samlet flok under fattigfogedens ledelse gennem byen. Men ordningen kunne ikke forhindre at fremmede og tidligere soldater blandede sig i tiggeriet.

 

To fattighuse i Aabenraa

Efter reglerne i fattigforordningen af 1736 blev der nu oprettet en lokal fattigkasse, der skulle forsørge sine egne fattige. Købstaden hørte under magistraten,
mens det meste af Slotsgade og landsognet sorterede under amtet. Her sorterede amtmanden og herredsfogeden i Rise Herred. Men de to institutioner samarbejdede omkring fattigdommen.

Amtmanden og magistraten blev enige om, at ansætte en fattigforstander, der skulle modtage fattigkassens indtægter, uddele understøttelserne og føre regnskabet. Den første fattigforstander hed Johan Otto von Niendahl, der var regnskabsfører for to fattighuse. Indtil 1774 gik stillingen i arv fra far til søn.

Fra 1774 var det kirkeværgen, der var fattigforstander. Han var samtidig bedemand. I Aabenraa var arbejdet lønnet. Men det var nu ikke den bedste løn, der blev givet for dette hverv.

 

Frivillig indsamling gav ikke nok

Et kollegie fungerede som en slags bestyrelse. Fra prædikestolen bad præsten hver søndag at man skulle yde frivillige bidrag. To skiftende borgere i Aabenraa samlede hver måned penge ind. På samme måde samlede to borgere i amtsdistriktet hver måned de frivillige bidrag ind til fattigkassen. Men blot efter et par måneder måtte man i amtet opgive. Der kom simpelt hen ikke nok penge ind.

I selve Aabenraa prøvede man længe med overtalelse. I 1748 klagedes der over, at midlerne var for små. Inspektørerne snakkede om, at der skulle bruges skrappere midler. Men først i 1763 indførtes der reelt fattigskat i Aabenraa.

 

Fattigkassen

Kling-pungene i kirken gav også en god indtægt. Men i 1780 – 1790 svandt denne indtægt i takt med aftagende kirkebesøg. I 1796 fik fattiginspektørerne derfor lov til at gå rundt til eftermiddagsgudstjenesterne. På værtshuse, kroer, posthuse og ved havnen blev der også opstillet bøsser til fordel for fattigkassen.

Ved årlige møder på rådhuset blev hvert enkelt fattigmedlems forhold undersøgt. De fattige, der ønskede hjælp, kunne også selv møde op.   Såfremt der var underskud i fattigkassen, måtte de straks dækkes med lån i kirken eller hos velhavende borgere.

 

Ingen kunne slippe for fattigskat

Nu var det ikke alle velhavere, der var lige vilde med at bidrage til fattigkassen. Således bosatte Jean de Young sig i Slotsgade. Der havde han erhvervet sig et
fri-hus, som var skattefrit og sorterede under Overretten. Han mente ikke at han havde pligt til at betale fattigskat, men en gang imellem gjorde det af fri vilje.

Overretten fastslog dog, at bidraget til fattigkassen ikke kan regnes til stats -, amts -, eller by-skatterne. men sådant bidrag skal betales at ethvert medlem af en menighed.

Fattigvæsen beskæftigede sig med mange ting. I 1751 fik 50 fattige børn gratis undervisning i Günderoths fattigskole. I århundredets slutning nød ca. 80 børn godt af denne undervisning.

 

Ingen penge til dem på  fattiggårdene

Byens økonomiske fremgang fra 1750 til 1750erne førte til, at fattigkassen kunne op-bære et overskud. Fremgangen skyldtes i høj grad den vældige vækst i skibsfarten. Fattigkassens kapital var i 1778, 5010 mk. I 1800 var den på 4910 mk.

Men selv om der var overskud fik ikke alle den hjælp, som de havde behov for. I 1737 havde kollegiet besluttet, at de personer, der befandt sig på de to fattiggårde ikke mere skulle have understøttelse, men udelukkende have andel i det overskud fattiggårdene selv kunne op-bære.

 

Tiggeri et stort problem for byen

I 1756 udviklede situationen sig i Aabenraa dårligt. Tiggeriet tog til samtidig med at byens økonomi var faldene. To nye fattigfogeder blev antaget. I 1765 indberettede pastor Bargum, at tiggeriet var et problem i Aabenraa. Mange fremmede havde bosat sig i byen, og mange var blevet efterladt, efter at deres slægtninge var forulykket på havet. Fattigvæsenet i Aabenraa viste sig på det tidspunkt, at være helt utilstrækkelig.

 

Beskæftigelse til de fattige

I 1766 lod magistraten for fattigkassens regning indkøbe hør, som mod beskeden betaling blev spundet af de fattige. Alle var dog klar over, at dette blev en betydelig udgift for kassen. Derfor skulle lønnen til de fattige være meget lav.

Efter Pastor Bargums død opstod der en langvarig strid omkring indflydelse eller ikke. Det hele endte med, at hoved-præst og magistrat for fremtiden skulle fastsætte fattigskatten og fordele pengene til de fattige, mens amtmand og borgmester (fattigkollegiet) reviderede regnskaberne og tog sig af klager over
inspektørerne. Denne praksis varede til 1811 – 12.

 

Frivillig hjælp

En kreds af borgere i byen var dog ikke tilfredse med den hjælp man ydede til de fattige. De lavede en sammenslutning, der skulle yde mere hjælp. Disse mennesker var bl.a. pastor Nissen, købmand og rådmand Hermann Frees, skipper P.T. Hübschmann, skipper Jürgen Frellsen og købmand Hans Kopperholdt. De fik en række andre borgere til at indhente oplysninger om de trængende i byens forskellige distrikter. To gange i vinterens løb blev der foretaget indsamlinger. I de første måneder af 1801 uddelte man henimod 1000 portioner af Rumfords suppe.

 

Presset på Fattigkassen vokser

I 1811 havde Aabenraa mistet 66 pct. af sin tonnage. Al handel og næring blev lammet og især håndværkerklassen og daglejerne mærkede tilbagegangen. Presset på fattigkassen voksede stærkt. Ved højtiderne drog 300 – 400 tiggere fra byen og det omliggende land gennem gaderne.

Borgmester Schow bakkede provst Petersen op i sine bestræbelser for at omorganisere fattigvæsnet.

 

Tiggeri atter forbudt

Byen blev delt op i 14 distrikter under 14 fattigplejere. Disse blev valgt blandt byens solide og agtede borgere. Den første mandag i hver måned skulle de mødes med fattiginspektørerne, magistrat og provst på rådhuset. Inspektørerne skulle nøje indberette om de fattige i deres distrikter, desuden skulle de sørge for, at ingen fremmede sneg sig ind.

I april 1812 blev alt tiggeri forbudt i Aabenraa.

 

Ordning fungerede ikke

Intentionerne var store. Desværre var udgifterne også store, og reformen fik slet ikke den tilsigtede virkning. Et spinderi blev også oprettet, men måtte ophøre i 1814. I den strenge vinter i 1814 foretog borgmester Schow og pastor Paulsen en indsamling af korn, penge og brændsel til de fattige.
Præsten begravede frivillig de fattige

Indtil Peter Paulsen blev provst i Aabenraa, ledsagede præsten ikke de lig, der blev begravet på fattigkassens regning til graven. Det fandt Paulsen uacceptabelt. Indtil den nye kirkegård blev anlagt ude på Forstallé deltog provsten frivillig i disse begravelser. Efter 1822 skete det på skift med diakon David Davidsen.

Efter 1826 da kirkegården lå på  Forstallé måtte præsten køres derud. Og der var uenighed om, hvem der skulle betale den køretur. Fattigkassen ville ikke og præsten kunne heller ikke af egen lomme.  Endelig i 1833 sejrede menneskeligheden over økonomien. Paulsen kunne nu indberette, at intet lig, heller ikke det fattigste nu blev begravet uden en lille gravtale.

Peter Poulsen arbejdede hårdt for forbedring af skolevæsenet. Det var ham, der stod bag anlæggelse af den nye kirkegård. Han oprettede en enkekasse samt
en sparekasse. Desuden blev han valgt til stænderforsamlingen i Slesvig. Og foruden dette ledede han med fast hånd fattigvæsenet i Aabenraa.

 

Forsynet med pas og papir

For at tiggeriet ikke igen blev et problem, blev fattig rejsende forsynet med et pas og papirer. De kunne så henvende sig til borgmesteren i den by, de rejste til. De kunne så få udbetalt rejsepenge, som derpå blev udbetalt af fattigforstanderen. Dette kom især af-takkede soldater, underofficerer, skibbrudne søfolk, og håndværkssvende på vandring, til gode.

Denne udbetaling af rejsepenge ophørte dog senere i Aabenraa på grund af besparelser.

 

Provsten klagede over stor arbejdsbyrde

Gentagende gange udtalte provst Poulsen, at han ikke fik nok støtte af befolkningen. I 1837 klagede han også over sin store arbejdsbyrde.. Ind imellem alle sine gøremål måtte han tage stilling til ansøgning om hjælp – i vinteren 10 – 12 tilfælde om dagen. Alligevel kunne han ikke fralægge sig ansvaret. Både borgmesteren og pastoren mente at privat velgørenhed var at foretrække frem for at belaste borgerskabet med forøgelse af fattigskatten.

 

Børn ”bortliciteres” 

I Allgemeines Wochenblatt i Aabenraa kan man i 1832 finde en annonce fra fattigkollegiet, undertegnet af borgmester Schou.

Der meddeles at nogle fattige børn fra den 6. oktober vil blive bortliciteret til de mindst bydende. Alle interesserede opfordres til at møde den nævnte dag kl. 14 hos regnskabschef Møller for at byde.

Det drejede sig simpelt hen om, at sætte børn i pleje og påtage sig opdragelsen af disse. Ofte drejede det sig om forældreløse børn. Men holdningen hos det bedre borgerskab var også, at fattige folks børn fik en dårlig opdragelse.

 

Fremgang for de rige – tilbagegang for de fattige

Godt nok havde skibsfarten fremgang. Det betød fremgang for skippere og skibsbyggere. Men efterhånden medførte det ikke den store fremgang for byens andre håndværkere og småhandlende. Den stærkt stigende befolkningsfremgang bevirkede også boligmangel. Det var svært at skaffe husly til de mange ubemidlede. Enkelte borgere oplevede betydelig fremgang, men det så størstedelen af byens befolkning ikke så meget til.

I 1830’erne afkortede man understøttelsen om vinteren. I stedet udeltes spisetegn, så de fattige kunne hente et måltid mad. Misfornøjelsen var stor. Man ville hellere være fri for spisebilletten og få understøttelsen tilbage. Men lige meget hjalp det.

 

Arbejdsanstalt

Allerede i 1821 havde provst Petersen fremsat ønske om et tvangsarbejderhus. I 1830erne var der planer om at indrette et arbejderhus uden for byen sammen med amtet, men først i 1851 fik Aabenraa en arbejde– og forsørgelsesanstalt.

En komité blev nedsat. Den foreslog, at det i 1847 – 48 nybyggede sygehus i Persillegade 8 blev ombygget til formålet. By-kollegierne accepterede planen. Sidst
på året 1851 kunne anstalten tages i brug.

En ny bygning opførtes i 1853 som sygehus i Persillegade 6.

Arbejdsanstalten betegnedes som en stramning i holdningen til de fattige. Formålet var at hindre tiggeri og sikre mod at Understøttelse ydes Personer, som ikkun af ulyst til Arbejde søge Hjælp af Fattigvæsenet. Understøttelsen skulle fremover hovedsagelig ydes i form af ophold i arbejdsanstalten. Her fik de indsatte fuld, men dog tarvelig forplejning (grød, ikke kød). Al nydelse af tobak eller brændevin blev forbudt.

 

Hensigten var at skræmme

De måtte ikke forlade anstalten uden tilladelse. Arbejdstiden var om sommeren 12 timer og beskæftigelsen bestod af blandt andet syning, fremstilling af trætøfler, nagler og andet træarbejde.

Hensigten var at begrænse udgifterne ved at skræmme arbejdsduelige personer, hvis trang, man mente blot skyldtes dovenskab.

 

En hård kurs

De fattige der bad om hjælp, fik straks den nye kurs at føle. I talrige tilfælde blev ansøgninger om understøttelser herefter mødt med det svar, at hvis de ønskede hjælp, måtte de indtræde i anstalten. Truslen skulle få dem til at klare sig selv, evt. skulle familien bidrage. Man skulle også sørge for, at børnene blev holdt regelmæssig i skole.

Den hårde kurs var ikke forgæves. Man kunne mærke at fattigkassen ikke mere var så belastet. Administrationen blev også billigere.

Kilde:

• Litteratur Aabenraa
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere om
Fattigdom i Sønderjylland

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Husvild i Aabenraa
• Lov og ret i Aabenraa
• Udvandring fra Tønder 1 – 2
• De stakkels Kniplepiger
• En af Tønders patrioter
• Lov og ret i Tønder
• En af Tønders patrioter
• Sygdom og andre lidelser i Tønder
• Vajsenhuset i Tønder og mange flere 

Redigeret 21.01.2022

Foredrag afholdt på  Landbohøjskolen den 1. oktober 2009, arrangeret af æ Synnejysk Ambassade. Foredraget blev afholdt på synnejysk. Her er det da gengivet på rigsdansk, så godt som det kan lade sig gøre. Vi skal også høre groteske og uhyggelige historier fra Aabenraa så ikke alle af historierne er nu lige muntre 

 

Til Aabenraa med en DSB – bil

De første mennesker, der kom til Aabenraa kom af søvejen. Det gjorde jeg ikke. Jeg kom med en stor DSB –  lastbil. Det var min gamle ven, Per Keller, der transporterede mine vigtigste ting.

• Jamen, Brodersen, Er du ikke klar over, at du har lejet et møbleret værelse.

Jo, det var jeg godt klar over. Kurvemøbler. Og pigebesøg var ikke tilladt. Hvordan skulle jeg holde dette ud? Jeg kom til at tænke på en tekst stod malet på lokumsdøren på Langelandsgades Kasserne i Århus:

• Er dette livet, så  frygt ej døden.

Tja, naturen var pragtfuld. Der var masser af beværtninger og forlystelser og pigerne så pragtfulde ud. Så jeg blev her i 16 år.  Ikke på værelset men i Aabenraa

 

Tal tysk til mindretallet

Kære tilhørere. Det er tredje gang, jeg skal underholde i Æ Synnejysk Ambassade. Men der er masser af nye hoveder, så lige en kort præsentation.

Jeg er født, der hvor der nu er placeret en sovesofa i vinduet i Østergade i Tønder. Nej, det er ikke oprettet en mindestue for mig. Der ligger en møbelbutik på stedet.

Jeg startede i boghandlerlære i Andersen & Nissens Boghandel. Det vil sige min karriere stoppede næsten inden den begyndte. Jeg skulle tiltale alle fra mindretallet på tysk. Det nægtede jeg.

 

Via Aabenraa og Padborg til Nørrebro

Turen gik via min glorværdige karriere i Telegraftropperne til Aabenraa. Her har jeg da bidraget en del til byhistorien. Det kan vi komme tilbage til. Jeg var Formand for HK, medlem af Initiativ-udvalget og meget mere.

Derfra gik turen til Padborg, hvor jeg efter syv år nærmest blev smidt ud af byen. Turen gik til Nørrebro, hvor jeg nu har været i 12 år. Her har jeg skrevet en del lokalhistorie, holder foredrag, har været aktiv i Handelsforeningen og mange andre foreninger, styregrupper m.m. Ja. Og så er jeg boghandler.

Ja og så har jeg en hjemmeside, med masser af slåfejl – men også 300 artikler –  med 270.000 unikke besøg.

Fra hjemmesiden vil jeg nu fortælle muntre og knap så muntre historier fra Aabenraa. Ja vi runder også lige naboområderne Hjordkær, Rødekro. Desværre når
vi ikke Løjt i denne omgang.

 

Humle

En kongeborg må have eksisteret i Aabenraa omkring 1025. Omkring 1148 brændte den. Da Sct. Nicolai Kirke blev opført her i 1252 blev kirkegården også flyttet herop. Jorden, hvor Sct. Knuds Kirke havde stået, blev solgt til borgere som kålhaver, dels overladt præsteembedet som en del af lønnen. Gennem hele middelalderen kaldte man området for Præstens Humlehave.

Humle var i det gamle Aabenraa en stor handelsartikel. Den bruges bl.a. i ølbrygningen. Den aabenraaske øl, Kückelhahn var brygget på præstehumle. Den var af særdeles god kvalitet og meget velsmagende.

 

De tre Makreller

Når vi nu taler om humle, så var det også humlegrene, der var under De tre makreller – byens byvåben før Genforeningen. På de ældste seglaftryk fra 1421, er det meget tydeligt, at det er humle. Byvåbnet stammer tilbage fra 1300 tallet.

Der findes dog også et uofficielt byvåben, hvor den ene makrel fortryder, og vender den anden vej. Dette byvåben blev brugt af de tysksindede.

Efter Genforeningen blev humlen erstattet af bølger fra havet.

Men De Tre Makreller var også et afholdt forlystelsessted, hvor Skipper Thorvald sang og spillede. Meningen var så, at man så skulle synge med fra en uddelt
sangbog. Men Thorvald kunne også finde på at udlevere sine gæster gennem mikrofonen:

• Nu har Uwe igen fundet en ny
• Pas på HK – formanden er i farvandet. Han kan kun synge, når han er fuld, og i aften kan han synge.

Til et byjubilæum var Skipper Thorvald blevet bedt om, at spille. Der mødte jeg formanden for Dansk Arbejdsgiverforening, Erik Skifter Andersen. Oppe fra Thorvald lød der så

• Nu er det en kamp i gang mellem HK og Dansk Arbejdsgiverforening. Uwe og Erik er gået i gang med diskussionen.

Ja og den diskussion gik på, hvem der skulle betale den første bajer.

 

Dannebrog gik i land i Aabenraa

Legenden fortæller, at efter en sejr over estlænderne i 1219, så stævnede Valdemar Sejr ind af Aabenraa Fjord på vej til tingstedet Urnehoved. Med sig havde de naturligvis Dannebrog, Det var det flag, som pludselig faldt ned fra himlen. Flaget var et symbol, et korsbanner, der signaliserede sejren i Guds navn

Denne begivenhed er mindet i navnet Kongehøj. Det er en lille høj bag engene i Hjelm Skov. Så det er ganske vist, Aabenraa er Dannebrogs by.  Andre sagn går på, at kongen sammen med flaget gik i land i Varnæs.

 

Det spøger i Hjelm Skov

Men når vi nu er i Hjelm Skov, så ved jeg ikke, om I har observeret at det spøger i skoven. Når du går i skoven ved midnatstid, så kan du høre hundeglam og jægerhorn. Hvis du lytter ordentlig efter, kan du høre et råb:

• jag man to, Bruder Andreas, Jag man to.

Det er plattysk, og det er tegn på, at Günderoths glade jagt er i gang. Sagnet fortæller, at amtmand Günderoth og hans broder elskede at jage i Hjelm Skov,
hvor der dengang var meget vildt. Den fromme og ædle amtmand var sikkert ked af, at hans kære hustru ikke havde skænket ham nogle arvinger. Hans broder, Andreas var uden kone. Det skyldes ulykkelig kærlighed i ungdommen. Amtmanden og broderen havde skænket en masse penge til alderdoms – og skolestiftelsen i Nygade, og slægtningene følte sig bedraget for en arv.

Under en jagt, blev han opsøgt af slægtninge, der bebrejde ham, at han ikke tænkte på dem.

I det samme kom en ung pige i bondedragt. Hvad vil du mit barn, spurgte amtmanden. Pigen viste sig nu, at være en lyslokket dreng. Han fortalte, at han kom fra en døende søster, der bad amtmanden om, at være god ved drengen. Amtmanden vendte sig om mod sine slægtninge

• Der ser I. Dette barn vil jeg tage mig af.

Slægtningene drog bort i vrede og drengen takkede amtmanden, og faldt på knæ. Han ville bede Gud om, at give amtmanden var han helst ville have.

Amtmanden svarede, at han ønskede at jage i skoven til evig tid..

Så næste gang, du går en tur i Hjelm Skov ved midnatstid, så lyt efter. Så kan du måske høre råbet:

• jag man to, Bruder Andreas, jag man to.

Kigger man efter i historiebøgerne var det en anden Günderoth, der skænkede pengene til Stiftelsen i Nygade, men historien er stadig god.

 

De store brande

I 1576 hærgedes Aabenraa af en kæmpe brand. Halvdelen af byens huse brændte ned til grunden. Ophavsmanden var en lille pige, der tabte en gnist, da hun ledte efter en hårnål.  Derefter forbød magistraten opførelsen af stråtækte huse, men det blev ikke overholdt.

Den 19. maj 1582 brændte det igen. På  Skibroen havde Peter Bådebygger og Niels Ovesen tændt et bål i forbindelse med deres skibstømmerarbejde. Det var
pludselig blæst op. Tre forbipasserende havde advaret dem, og bedt dem om at slukke.

• Hvis I ikke har andet at lave, så gå hjem og pas jeres eget, havde de sagt.

De skulle nok have lyttet. 156 hoved-huse med stalde og skure, skole, præstebolig, klokketårn og rådhus brændte.

De to blev anklaget for mordbrand og dømt til ilden og anden skarp straf. Under grusomme pinsler blev de henrettet under grusomme pinsler på Galgebakkens rettersted.

 

Borgmester – mordet

Borgmester Claus Esmark blev den 22. april 1610 formentlig myrdet af Jørgen Skytte, der var vildtskytte på Teglgården. Men det blev aldrig bevist. Borgmesterfruen viste ikke det mindste tegn på sorg, hvilket bestyrkede mistanken om, at hun og hendes forældre havde bestilt mordet. Forældrene blev tortureret til at indrømme, at de havde bestilt mordet. De blev bygget henrettet ved halshugning. Enken blev også dømt til døden, men benådet og udvist til Slesvig – Holsten.

Og den egentlige morder, Jørgen Skytte, ja han forsvandt for altid.

Som ung var Claus Esmark i huset hos amtsskriver Wolf Kalundt, der boede ved Posekær. Esmark blev ansat som sekretær. Såvel amtsskriveren som hustruen, en datter af biskoppen i Slesvig, hold af den unge mand. Derfor sagde de også ja, da han ønskede at ægte deres datter, Anna Kalundt. Hun måtte lystre sine forældre, selv om hun tænkte på en anden.

I 1603 blev Kalundt afskediget som amtsskriver, og Esmark hans afløser. Rygterne ville vide, at Kalundt havde misbrugt embedet til sin egen fordel.

Esmark blev i 1608 udnævnt til borgmester. Han nåede at anlægge en kaj lige nede for Østergade, der dengang folkemunde hed æ Skibbro. Han var meget energisk, men på det private gik det ikke så godt. Hans hustru var ham utro. Hans svigerforældre var også blevet fjendtlig stemt over for ham. Det kunne hænge sammen med, at han ikke ville hjælpe dem. Han mente, at de skulle sætte tæring efter næring.

Sviger-moderen indrømmede, at datteren var blevet besvangret af elskeren. Hun havde ved hjælp af stærke urtedråber dræbt fostret, og derfor født ved abort. Endelig fortalte hun, at datteren flere gang havde bedt dem om hjælp til at dræbe hendes mand.

Svigerfar tilstod, at han havde betalt Jørgen Skytte for mordet. Han havde brændt Esmarks testamente og stjålet en del sølvtøj.

 

To hekse fra Aabenraa

Haderslev – bødedelen Mads Diederik måtte tilkaldes i 1617, da Anna Jørgensdatter brændte på heksebålet. Under tortur indrømmede hun, at hun havde været i hekselære i Kappel. Endvidere indrømmede hun, at have dræbt nogle køer og ved nattetid havde hun danset på Galgebakken. Og så
havde hun haft omgang med djævlen.

Margrethe Krogh var egentlig anklaget for tyveri og hæleri. Men snart gik rygtet, at hun var heks. For at finde ud af det skulle hun gennemgå hekseprøven.
Den bestod i at hun blev smidt i vandet. Svømmede hun ovenpå, var hun heks. Druknede hun, ja så var hun uskyldig!

I den katolske kirke havde man ligefrem en heksebibel (1487). Denne bibel gav retningslinjer til, hvordan man kunne finde frem til en heks. Denne berettede også om, at det var kvindernes umættelige kødelige lyst, der var skyld i hekseri. Og her stod også at kvinderne havde mindre forstand end manden.

Hvis en kvinde tørrede sig om munden efter altergang, skulle man være på vagt. Der skulle findes en grund til, hvorfor et barn døde, og hvorfor en høst gik galt. Så begyndte man at kigge sig rundt i lokalsamfundet.

 

Bødler i Aabenraa

Ja, dem der skulle udføre disse henrettelser var rakkeren. Til den sidste rakker i Aabenraa blev der bygget en bolig. Det var Nygade 42. Her boede bødlen, Hinrich Christoffer Rössler. Han var skarprettersøn fra Ahrensböck, gift med en skarpretter – datter fra Tønder. Han gav sig også af med at være sårlæge.

Men her greb han ind i de ærlige barskæreres lavsrettigheder. Derfor gik byfogeden til Rösslers hus for at forbyde ham lægevirksomheden. Byfogeden blev fulgt af vrede barberer.

I 1864 skrev man kontrakt med Haderslev – bødlen, Julius Beseler. Han fik tilsagn om en årlig ydelse på 30 lybske mark. Bødlen forlangte for et pinligt forhør
med brug af torturinstrumenter 5 mark.

Skulle en person jages ud af byen kostede det 3 mark. Hvis en selvdød hest, okse, ko eller andet skulle skaffes af vejen kostede det ejeren 24 skilling. En rengøring af fængslet kostede 8 skilling, men det skete hvis ikke så ofte.

Også kirkegården omkring Skt. Nikolaj hørte under Beseler.  For tømning af natspande var der ikke nogen fast pris. Det blev aftalt med grundejerne.

 

Den fordrukne byfoged

Optøjer, slagsmål og drab hørte næsten til dagens orden i Aabenraa i 1600t tallet. Godt nok blev der indført politibestemmelser i 1613 og 1617, men når ikke engang byens store slagsbror og byfoged, Claus Årup ville rette sig efter disse, hvorfor skulle den almindelige befolkning.

Claus Årup var blevet fordrevet fra sin gård af Frederik Ahlefeldt. Han slog sig ned i Aabenraa og gjorde sig hurtig bemærket. Men han blev indvalgt i rådet. Hvordan, vides ikke. Og i 1613 blev han udnævnt til byfoged. Han måtte underskrive en erklæring om, at han ville være flittig og efter yderste anstrengelser tjene hertugen og byens vel.

Men en tid er at underskrive et sådant dokument og så at overholde det. Han opildnede borgerskabet mod rådet. På hver tingdag holdt han krohold i sit hus. Han udskød tinget til efter middag, så han kunne få solgt nogle ekstra øl.

Borgmester Jens Hansen havde forlangt, at to personer, der havde ødelagt vinduer i hans hus skulle arresteres. Det gjorde byfogeden så sandelig også. Men han tog dem med hjem og spiste og drak med dem i to døgn.

En anden gang havde byfogeden nægtet at viderebetale bøder og havde slået en af rådsmedlemmerne. Derefter havde hentet sit gevær og var begyndt at skyde vildt omkring sig.  I 1618 lykkedes det endelig, at komme af med ham.

Men det var nu ikke det sidste man hørte til Claus Årup. Formentlig under en af de store udskejelser slog Claus Linnedvæver ham i hovedet med sin økse den 15. september 1621. Claus Årup døde kort tid efter. Drabsmanden måtte strække hals for skarpretterens økse eller sværd. Men det var formidlende omstændigheder. For henrettelsen var ikke vanærende. Vægteren bar således Claus Årups lig hen til kirkegården.

 

Drikfældighed og umoral

I kirkebogen klagede Provst Hübschmann over sin menigheds drikfældighed og umoral. Der blev drukket tæt af både småfolk og i byens højeste sociale lag.Rig afsætning var det for den lokale øl, Æ Kückelhahn. Folk værnede om deres humlehaver, der leverede et vigtigt grundstof til ølfremstillingen. Der blev drukket uden mådehold, og mange drak sig ihjel.

I Politivedtægten stod der, at borgerskabet ikke skulle møde drukne på Bytinget. Det blev også nævnt, at kroværter holdt udskænkning af øl og brændevin hele natten. Gang på gang blev det også nævnt, at der blev udskænket i kirketiden.

 

Hertugelig advarsel

I en hertugelig forordning fra 1600 nævnes, at såvel adels – som standspersoner foretager udskejelser i Aabenraa. Der blev truet med inddragelse af privilegier. Dem, der var skyld i optøjer, skulle straks standses. Kunne vægteren ikke selv klare det, skulle han straks ringe med stormklokken, så borgere kunne komme til hjælp.

Når øllet gik ind, gik forstanden ud. Det var ikke ualmindeligt, at folk gik med bøsse, spyd, økse eller sværd.

 

Tolderens kriminelle sønner

10 kilometer syd for Aabenraa lå  Toldsted. Det var et af de talrige steder på Hærvejen, hvor der skulle betales told for okser m.m. I forbindelse med dette,
lå der en stor kro. Det var adelsfamilier der i generationer bestyrede stedet. En af disse var familien Arnkiel.

Christoffer Arnkiel havde mange sønner. De hørte bestemt ikke til byens bedte børn.   I bøderegistret for 1613 oplyses således, at Asmus og Hartich Arnkiel
havde afhugget en barbersvend to fingre, slået ham over halsen med et spyd og slået hans hoved blodig. Ligeledes havde deres bror, Jacob slået en mand fra Holstebro på munden.

Helt galt gik det dog i 1615 da Asmus og Jacob efter et drikkelag en nat slog følge med byens to vægtere. På hjørnet af Slotsgade og Søndergade slog de den ene vægter. Han blev maltrakteret med 10 sår. Jacob blev erklæret som morder og halshugget.

 

Det sjette bud

Det 6. bud havde det svært ved at blive overholdt i Aabenraa. Det var dog sjældent at dette kom til myndighederne for øre. Hvis det skete, skulle begge parter erlægge såkaldte lejemålsbøder. Bøderne var som regel fra 2 til 6 rigsdaler. Man måtte også bøde for tidlig fødte børn.

Ak ja, men Aabenraa havde skam et bordel i Ramsherred. Men efter datidens opfattelse hørte det til. Selv Pastor Hübschmann nævnte det uden anstød.

 

Blåt  øje i kirken

Ja så havde borgmester Jens Hansen udsendt en rangforordning. Den handlede om, hvordan man skulle gå klædt, og hvor mange gæster, der måtte inviteres til de forskellige fester.

Det havde også betydning for, hvor i kirken, man måtte sidde. Allerede i 1567 var der udsendt en såkaldt stoleforordning. Særlig de fine kvinder i byen gik meget op i det.

Således ville Thyra Slibsgård ikke tillade, at Margaretha Strauchs kom ind i kirkestolen hos hende. Dette medførte, at Margaretha på stedet gav Thyra et blåt øje.

I 1648 blev der udarbejdet et nyt stolestadsregister. Det var en meget vanskelig opgave. Alle berettigede krav skulle tilgodeses. Både provst, borgmester, råd, byfoged og kirkeværger brugte meget tid på det.

 

I døden er man ikke ens

Ja selv i døden var man ikke ens i Aabenraa. Man kunne betale sig fra alt. Om der blev ringet med to, tre eller fire klokker. Eller om der skulle ringes flere dage i træk. Man kunne også få drengekoret til både at synge på tysk og latin. Og røgelse kunne bestilles. Det var nok de færreste, der havde råd til, at blive begravet i kirken. Jo større festen var, des bedre var det, og mange begravelser endte i rene drukorgier.

 

En borgmester – fyring

De tre prinser Christian, Frederik og Ulrich var på vej sydpå. De holdt en dags rast i Aabenraa. De blev beværtet på Rådhuset både morgen og aften. Da borgmesterens lå lige i nærheden var maden blevet lavet der. Borgmesteren synes selv, at han på den korte tid, der have været til rådighed gjort det bedte for at leve op til en fyrstelig betjening.

Men da de fyrstelige folk skulle skilles, kom de i drikkelag hos kromand Lytke Clausen. Denne havde kun været i Aabenraa i ganske kort tid, og havde derfor et horn i siden på borgmesteren.

Da de berusede var på vej ud af byen, knuste de opildnet af kroejeren, ruderne i borgmesterens hus. Borgmesterens søn, der var by-tjener og nogle beboere ville ikke finde sig i det og gik til modangreb. Der opstod en del tumult. Borgmesteren og hans søn blev såret.

Efter at hertugens folk og de kongelige havde forladt byen, lod borgmesteren kroejeren arrestere. Han blev i lænker ført til byfogedens hus, hvor han tilbragte et døgn. Men det ville han ikke finde sig i. Efter løsladelsen tog han til Flensborg og klagede sin nød over for hertugen. Det endte med at borgmesteren og hans søn blev idømt 4 ugers fængsel, og at han blev afsat.

 

Kriminelle ting i Aabenraa

I 1663 blev en tyvagtig tigger brændemærket. Han fik kagstrygning, og blev drevet ud af byen. Hælerne, der havde aftaget hans tyvegods blev naglet til kagen, og fik et øre skåret af inden. Til sidst blev disse også jaget ud af byen.

En mand fra Als videresolgte stjålne heste til soldater. Han blev pågrebet i Aabenraa. Men hans kone fik fremstillet nøgle til hans ben-lænker, så han slap
fri midt om natten. I Randers blev han pågrebet med kone og børn. Under tortur tilstod han sine gerninger og dømtes til hængning.

Hertugen havde dog bestemt, at hans døde krop skulle skæres ned og pakkes i en kasse. Den skulle så sendes til professor Daniel Meyer på Kiels Universitets medicinske fakultet.

I 1702 fandtes en død gøgler på  markedet. Det var det berømte ild-menneske. Han var formentlig død af rottegift. Rakkeren skaffede hans lig af vejen. Og hertugen sendte en hertugelig advarsel til apotekere og krudtkræmmere til at være forsigtig med salg af denne vare.

 

Offentlige brønde med bismag

Der var i mange år ingen kloakering i byen. Byens renovation røg ud på gaden, hvor svin og høns gik rundt og rodede. Samme vej gik natpotterne. En del borgere havde ikke deres eget das, men forrettede deres nødtørft på gaden. Det var ikke så sært, hvis vand fra de offentlige brønde, havde en bismag.

Man kunne ikke forvente, at gå  bare nogenlunde tørskoet gennem Aabenraa’ s gader. Man måtte tage sig i agt for de åbne rendestene, hvor der flød
ajle fra staldene, alskens affald og uhumskheder.

En borger fra Slotsgade idømtes således i 1616 en bøde på hele 8 rigsdaler, fordi han ikke ville fjerne sin hemmelighed. Der var afløb direkte ud til gaden, hvorfra der udsendtes en ulidelig stank.

 

Den store søfartsby

Aabenraa blev en rigtig søfartsby. Det var nogle barske ansættelseskontrakter, søfolkene måtte skrive under på. De måtte ikke modsige sig arbejde om natten. Om nødvendig skulle de selv hente lasten på land. Såfremt nogen fra mandskabet deserterede, skulle det øvrige mandskab gøre alt for at indfange dem og ikke lave oprør mod kaptajnen. Man skulle altid adlyde kaptajnen uanset, hvad denne forlangte.

Så mangen en sømand har haft skørbrug. Det er en frygtelig sygdom. Først bliver man uhyggelig træt, derefter får man opsvulmet tandkød, og dårlig ånde. Hvis sygdommen ikke blev behandlet, var det stor risiko for, at man døde af sygdommen. Fra midten af 1700 – tallet vidste man at frugt og citronsaft kun kurere sygdommen, så det kunne godt være at man huskede, at tage citronsaft med.

Problemet var bare, at kartofler og grøntsager kun kunne holde sig tre uger. Kokken var den laveste i hierarkiet. Det var jo matroserne, der var de rigtige sømænd. Det var kokken, der fik på puklen, når hele provianten var blevet muggen.

Og så skulle man passe på, at der ikke gik mider i brødet. Og Aabenraa – sømanden havde lært, at banke brødet ved bordet, så melormene kunne kravle ud, inden man spiste brødet.

 

Forliste skibe

Den 17. november 1832 sejler Creole til Cap Verdiske øer. Men uheldigvis forliste det store skib. Mandskabet sejlede i 14 dage i en åben båd inden de nåede land. Her kunne de få mulighed for at få noget vand. Men de blev overfaldet af vilde. Mandskabet nåede båden, men ikke Kaptajn Mathiesen. Han fik frastjålet sine klæder. I logbøgerne fra dengang kan man læse, at han kunne takke skæbnen for, at han var blevet så mager efter de 14 dage til havs, for ellers var han blevet stegt og spist af de vilde med stor appetit.

Den 17. februar kunne beboerne i Aabenraa læse følgende i deres lokale avis Freja:

• Skibet Aladin på vej fra Antwerden til Valparadisso er natten til den 18. september forlist på Nytårs -øerne i nærheden af Cap Horn. Hele mandskabet frelste sig i land men måtte tilbringe tiden på øerne indtil den 26. oktober, hvor de blev opbragt af en skonnert fra New York, som bragte dem til kysten af Patagonien, hvorfra de kom til Europa.

Sandheden var at den stod på Pingvinsuppe og Pingvinkød i mange uger. Men også fugleæg stod på menuen. Af vraget byggede man en hytte på øen. Mange både kom forbi, men de blev ikke set. Ja de brændte sågar et bål, for at blive set. Uheldigvis brændte det i tre døgn.

Endelig den 18. oktober blev de observeret af den amerikanske skonnert, John Davidson.

Skibet var på vej hen for at hente syv engelske missionærer på Picton Island. Den første missionær blev fundet under en sanddynge, den næste blev fundet med struben skåret over i en båd. Det var ingen spor af de andre missionærer.

 

Anna Flydok

Der var mange kaptajns – enker i Aabenraa. En af dem var Anna Flydok eller Anna mit dem Vogel. Hendes hat lignede et skib for fulde sejl rigget til med store fuglevinger. Om sommeren blev der tilsat friske røde roser. I årenes løb fik hatten større dæklast, blandt andet perler. Anna var slank og rank, men hun gik ret usikker, fordi hendes sko var for små. I Aabenraa var man hele tiden bange for, at hun ville kæntre.

 

Æ Kyst

Dengang omkring 1900 havde Aabenraa 6 – 7.000 indbyggere og 80 kaptajner. Hele generationer af familier var kaptajner – Bendixen, Ulderup, Calender, Arnkiel og Bruhn. I Aabenraa var det meget fint at være kaptajn.

Under den russisk – japanske krig i 1905 talte fruerne om Æ Kyst. Det var selvfølgelig Kina – kysten.

 

De unge pigers drøm 

De unge pigers drøm i Aabenraa dengang var at få en kaptajn og sidde i en villa på Nørre Chausse. Kaptajnskoner havde ruller af silke så tykt, at det kunne stå selv. De havde ikke blot en ring med diamant, nej de havde sågar en guldnål på brystet med både diamant og sikkerhedskæde

Når en ung kaptajn skrev hjem, at nu kunne han tænke sig at blive gift, ja så begyndte de at tænke rundt omkring på kaffeselskaberne, hvem han ville vælge. Og mødrene til giftefærdige piger begyndte at tænke kreativt.

Engang havde en kaptajn fortrudt sit valg. Han sendte et telegram til svigermor. Men da hun var enke, telegraferede hun retur. Marie er allerede rejst.
Bruden hun anede intet, men enken sørgede for at hun kom til Hamborg og videre derfra.

De blev for resten gift derude, og levede til lykkelig til deres dages ende.

 

Konen har stadig kommandoen

Lige inden manden så kom hjem fra søen, blev resten af pengene brugt til at købe nyt stads. Når det så blev manden for meget med alle regninger, ja så blev det svaret:

• Julius nå ska då it væe så kjev af et, vi ha det lich så glant.

Mange kaptajner kunne fejre sølvbryllup efter et fem års ægteskab. Havde de været på søen i fem år, kunne de tage på et halvt års orlov. De var vant til at have kommandoen på skibet. Men det gik ikke altid hjemme i Aabenraa:

• Julius, haus at hæe æ ha då it æ kommando.

De hjemvendte kaptajner gik i byen og drak en masse grog’  De fortalte masser af historier, når de havde fået fem – stykker, og de var ikke alle lige kønne.

 

Aabenraa Rådhus

Jeg blev gift på Aabenraa Rådhus. Egentlig skulle det have været i kirken. Men den præst, vi havde udset måtte ikke bruge kirken. Men giftefoged – borgmester Jens Terp Nielsen  kendte jeg udmærket fra nogle møder.

På stedet stod der allerede et rådhus fra 1500 tallet. Efter den store brand i 1610 blev der i 1616 opført et nyt rådhus. Det var ni fag langt og to etager højt. I baghuset var der fængsel, delvis gravet ind i bakken, oven over var der retssal. I 1830 blev det nuværende Rådhus bygget, og det var faktisk et genbrugsprojekt. Materialet stammer fra Frederikslyst på Lindsnakkevej.

 

Det store søbad

Frederikslyst Søbad var et stort og smukt to etagers hus. Det var så godt som nyt, da det blev brudt ned. Læge A.W. Neuber havde vundet byens førende familier til sit store projekt med at skabe et tilløbsstykke til Aabenraa. Nogle af rigets mest fremtrædende personer havde tegnet aktier i projektet. Aabenraa skulle have et søbad eller kurbad.

Men ak og ve. Selskabet blev opløst i 1826. Neuber var blevet fysikus i Aabenraa i 1811. Han var meget moderne indstillet og altid åbent for noget nyt. En poetisk åre havde han også og skrev flere hyldestdigte til kongehuset.

I 1813 fik han rejst en badebro ved Skibroen. Her fik han opsat to badekabiner, et til kolde bade og et til varme bade. I 1818 udvidede han med 4 kabiner. Ja, og de gamle blev så imens anvendt til svovl – og stålbade.

Der skulle anskaffes badevogne og bygges selskabshuse med tilhørende park. Selv Frederik den Sjette skød 2.000 rigsdaler i projektet. Amtmanden sørgede for udkigsposter. Oldemors Trappe stammer fra dette projekt.

I 1820 stod hele projektet klar. Aabenraa blev ikke Nordens Athen. Og det selv om Neuber havde sørget for ture til det skønne Løjt, sejlture over fjorden til Laksemølle, hjorteskydning, bålfester m.m. Der var arrangeret middag hos Hartmeyer, byens fornemste værtshus og hos Madamme Rudbeck. Men intet hjalp. Selskabet trådte i likvidation. Tænk lige på alt dette, når du går forbi Rådhuset næste gang.

 

Jomfru Fanny ankommer

I 1805 hører beboerne i Slotsgade en postvogn skrumplende gennem gaden. Det viser sig, at være en kongelig postvogn. Den stopper foran nr. 14 – et lille gæstehus tilhørende Brundlund Slot.

Folk stimlede sammen og sladderen gik. Næste morgen kunne man se en velklædt kvinde stående med et spædbarn i vinduet. Nogle dage efter fløj et stykke tøj over i naboens have. Tøjet havde et fyrsteligt monogram.

Kort tid efter blev barnet fra vinduet døbt i kirken. I kirkebogen stod der:

• Døbt Franziska Caroline Elise Enger, uægte barn af Christine Heise af Mecklenburg – besvangret af skovridder Frederick Enger.

Fadderne var kammerjunker von Qualen og frue.

Det vakte en del undren. Normalt var en kvinde, der fødte et uægte barn dømt til tugthus, vand og brød, eller flere år i Spindehuset. Men det skete ikke og Aabenraa` s befolkning mødte hende ikke med foragt.

Naboerne så, at der var en livlig trafik mellem Brundlund Slot og Slotsgade 14. Den lille pige, der i daglig tale blev kaldt Fanny fik også sin skolegang på slottet. Hun blev undervist sammen med amtmand Steemand` s børn.

Hendes konfirmationskjole var af sort fløjl. Hun havde en kiste med det fineste linned. Til livets ophold fik hun såkaldte specier sendt fra København. Hendes plejemor Christine Heise tjente også penge som sy-kone.

De flyttede senere til Storetorv og derfra til Ramsherred.

 

Fanny´ s mor?

For at komme til sagen, så mener man, at Fanny’ s mor var prinsesse Charlotte Frederikke. Hun blev gift med sin Christian i 1806. Sammen fik de sønnen Frederik (den Syvende).

Den ret livlige prinsesse havde en affære med en fransk musiklære, og blev bortvist til Boller Slot ved Horsens. Hun blev skilt i 1810, og rejste til Rom, hvor hun gik over til katolicismen.

Flere gange under sin opvækst er Fanny blevet inviteret til Gråsten Slot og til øen Föhr, hvor Christian den ottende holdt ferie. Men Fanny følte sig ikke hjemme på de bonede gulve. Selv om hun blev undervist på tysk og hofsproget var tysk, talte hun dansk med sønderjysk dialekt.

 

Forudsige ting

Fanny havde åbenbart så mange penge, at hun kunne købe et hus i Persillegade. I en alder af 27 år blev hun pludselig meget syg. Man troede ikke, hun ville overleve. En dag forsvandt feberen og pludselig kunne hun se ud i fremtiden. Hun forudsagde de slesvigske krige, nederlag og sejre, samt tiden efter 1864. Det var hende, der forudsagde, at kongen ville ride over grænsen på en hvid hest.

I 1848 døde Christian den Ottende og understøttelsen blev mere sparsom. På et tidspunkt stoppede den helt. Frederik den Syvende forsøgte at få kontakt, men Fanny afslog.

Nogle damer fra Aabenraa har på Rosenborg genkendt en del af Fanny` s ting.

 

Er H.C. Andersen hendes halvbroder?

Vi har aldrig fået den fulde sandhed om Fanny. Men hvad det er lige så fantastisk er, at mange mener, at H.C. Andersen er hendes halvbror. Som barn var hun inviteret til øen Föhr, hvor H.C. Andersen også var på besøg.

Rygterne gik på, at Christian den Ottende havde en affære med den smukke begavede komtesse, Elise Ahlefeldt – Laurvig. Elise og kronprinsen skulle efter rygterne have været hemmelig gift, men den daværende reelle konge, Frederik den Sjette, der selv åbenlyst havde flere elskerinder opløste ægteskabet.

Barnet, der kom ud af det korte eventyr var H.C. Andersen – halvbror til Jomfru Fanny.

H.C. Andersen har også besøgt Jomfru Fannys mor i Rom, men brød sig ikke om hende.

Ifølge Marie Thomsen, en af Jomfru Fanny´ s veninder modtog Fanny et brev fra en Hr. Koch. Der på enkedronning Caroline Mathildes vegne ville vide, hvordan det gik.

Denne Hr. Koch er efter al sandsynlighed hofbrygmester Jørgen Hansen Koch, der både interesserede sig for Jomfru Fanny og H.C. Andersen. Koch havde gode forbindelser til hoffet og tilhørte på et tidspunkt H.C. Andersens vennekreds.

Ak ja historien om Jomfru Fanny er god, men historikere har afvist at hun kan være en konge – datter. men historien er da alligevel god.

 

Ud med danskerne

I 1888 var al undervisning på dansk blevet forbudt i Aabenraa. Alle dansksindede var også tvunget til at synge:

• Jeg er en preusser, kender I mine farver, fanen vejer sort og hvid foran mig.

Kejserens Geburtstag var den største festdag i byen. Og de tysksindede skrålede

• Schleswig Holstein stammverwandt – jag die Dänen aus dem Land.

 

Kejseren var nok ikke den værste. Således stod Bismarck på Knivsbjerg og forkyndte:

• Vi tyskere frygter Gud – ellers intet i Verden.

 

De tre betjente

Omkring århundredeskiftet var der tre betjente i Aabenraa til at styre løjerne. De hed Matzen, Gries og Grün. Børnene kunne ikke lide Matzen, så de gik rundt og råbte:

• Matzen er ude at plukke grønt til sin gris.

Søgningen til byens fængsel var nu ikke så stor. Det var arrestforvalterens kone, der skulle bespise fangerne, og det var åbenbart en dårlig forretning. Men så bad hun bare en af de tre betjente til at bringe hende et par landstrygere. Og pligtskyldig blev der hentet et par landstrygere ved Sønderport.

 

Manden, der døe af ”Hedewiche” 

I Bøddelgade (Nygade), ja her havde bødlen boet. Her boede også Bager Schou. Folk vidste godt, at Schou var tysker. Men så tysk var han ikke, at han gik til der Kaisers Geburtstag.

Til fastelavn bagte han Hedewiche. Og de var gratis til denne højtid, indtil noget frygtelig skete. Gamle urmager Wied døde, fordi han havde spist for mange Hedewiche. Nu kunne børnene ikke mere sige:

• Matthäus Sebadäus din klok, den ståe.

 

Tobaksfabrikken

Tobaksspinder Wind havde 18 børn. Han arbejde hos Middelheus, der havde grundlagt tobaksfabrikken. Gamle Middelheus var et hittebarn. Han var fundet mellem to huse, derfor havde han det navn. Man sagde om ham, at han var en meget fin mand. Han arbejde ikke selv, men han havde en dygtig værkfører.

Han havde ansat meget billig arbejdskraft. De fleste kom fra fattiggården. Blandt dem var Tumbe August, Blind Hindrich, Lille Mutter Mi, Skråsofi
og Mutter Baus.

 

Hestemarked

Hestemarked og kræmmermarked var den helt store oplevelse. Hestene stod bundet i begge sider af Storegade. Der var ringe i husmuren til at binde hestene.

Helt oppe ved Pottegade begyndte det. Det var hele fire lamper hængt over honningkageteltet. Det så jo flot ud, men de dryppede. Kagerne kunne ikke undgå at smage af petroleum. Man tog det ikke så nøje.

Heller ikke dem, der drak rød sodavand. De gik rundt med en rød mund resten af dagen. Apotekeren havde ellers sagt til sodavands – konen, at hun ikke skulle bruge det farvestof, da det indeholdt gift.

 

Besøg af pastorinden

Ofte mødte man i gaden, Sild – Drea. Hun sparede sammen til en køn begravelse. Hun fortalte ofte, om dengang hun fik besøg af provstinden, selveste Frau Probst. Pastorinden havde været så uheldig at fylde eddike i altervinen. Hun måtte så gå den tunge gang og bede om forladelse til hver enkelt, der havde været til alters. Da hun ydmygt havde banket på hos Drea udspandt der sig følgende dialog:

• Scheiss mit mir, frau Probst, es ist Wasser für die Feinen
• Hvad tænker du da Drea.
• Æ tænt å den daw wo Jesus gik op å æ kors, så ku det da godt ve ærk, han fik å drik. Så wå det da en go ide å smach det.

 

En flytning på kirkegården

Det var fattigfolks skræk, at de engang skulle i armjorden. Det var den yderste del af kirkegården, lige ved siden af det uindviede jord, hvor selvmorderne blev begravet. Folk gyste ved tanken, hvordan det skulle gå dem den yderste dag.

I armjorden blev en fordrukken skrædder begravet. Han skulle begraves som han havde levet, havde familien sagt til Stehr på Fattiggården. De havde for længst skåret hånden af ham. Han havde bragt skam over familiens gode navn.

Hans kone var død for nogle år siden. Hans smukke døtre var rejst til Amerika i lutter skam over ham. Men en skønne dag kom de alligevel hjem på besøg. De betalte en farlig masse penge for at få ham gravet op i nattens muld og mørke og flyttet over blandt ordentlige folk med en fin marmorsten og det hele.

 

Skoleeleverne bad krigsbøn 

I skolen skulle børnene synge følgende strofe:

• Kejseren er en elsket mand, han bor i Berlin, og var det ikke så langt herfra, så gik jeg endnu i dag derhen.

Man skulle også kunne en såkaldt hadesang udenad om England. Det første børnene skulle om morgenen var dog at bede en såkaldt krigsbøn:

• Send dine kære engleskarer, at de bevarer os kejseren, ser du Zeppelin flyve på himlen, så hjælp ham dog, at vi kan sejre. Til slut takker jeg dig, at jeg er tysk.

Æ Abfuhr

Skal vi tage på en bytur i 1932. ja så var det kommet styr på Æ Abfuhr. Byens vise mænd havde været på en lugte – og studietur i det sydlige. Man fik moderniseret skraldespandene med skruelåg – så nu kunne der også køres om dagen.

Der var masser af liv på den gamle hovedgade. Her kom vognen med latrinspandene langsom kørende. Dæhnert og hans medarbejdere slæbte spandene ud og ind med åg over nakken. De blev overbegloet af ungerne, der håbede at indholdet skvulpede over.

Inden de moderne skruelog var Heine og Kalle på vej ned af Ramsherred. Der udspandt sig følgende samtale:

• Kalle, holdt lich, stop æ hæest
• Jamen Heine, wa æ det galt
• Jamen æ ha taft æ mantel nae i jen af spand
• Heine, den Mantel wa da så beskidt, den ku då da it væe beken, å gå mæ
• Jamen Kalle, æ mapak wå i æ fick.

 

Mange fragtmænd

Der var efterhånden en del fragtmænd i Aabenraa. Man havde Julles eller peter mæ æ Hest. Mange havde et stort hesteforspand, som kornfirmaerne Hans Ries og I:A. Schmidt. Sidstnævnte brugte oldenborgere, som om søndagen blev forspændt med en karet, en feitong eller en kane til familieudflugter eller badeture til Skarrev.

Ja så var det også købmand Jes Zetterquist på Søndertorv havde en lille lastvogn, som blev brugt til at hente hønsefoder hos Union. Om søndagen blev vognen omdannet til Æ luxusvogn. Det skete ved hjælp af et hejseværk i laden.

Masser af liv

Fiskerøche Olsen fra Møllegade solgte fisk i gaden, og senere var det Peter Lichglaj Thomsen, der kunne forvise verdens største ål. Så kom Hannestein
og råbte Røchet ål.

Ja og byen første pølsevogn blev etableret af bager Eskild Madsen. Den stod ved Rådhusets sydligste flagstang.

Og Gammel Duus var opråfe. Han var også æ man mæ æ klok. Det var ham der forkyndte nyheder, som æ springvans stå still æ klok seks. Eller En køn hest seles i daw å æ mærken

 

”Knap din Baus”

Også dengang var Skyttelavets  optog noget man så frem til. Kommunens kontorbud, Harms gik i spidsen i diplomat. Og så fulgte de andre i kjole, akvavit og trægeværer.

Restauratør Cramer kommanderede med høj røst:

• Ræt dæ nå ind.
• Petsen, kommanderede han, hvorefter Petsen med lige så høj og klar røst svarede:
• Knap din baus, Hans.

Ifølge lavsvedtægterne måtte der ikke bandes og terningespil var forbudt. Den som spildte øl mere end en Fodsbred, som ville overhælde en broder med øl, eller som forsættelig knuste et glas, skulle straffes med bøde til de fattige og gildet. Det samme gjaldt dem, der brækkede sig.

Det var nu ikke alle, der var vilde med Skyttelavet. Provst Johannes Schmidt mente, at lavets fester stred mod Guds ord.

 

Masser af musik

Der var ringrideroptog med datidens brede arbejderheste, og så var det Kyrbis (græskar) – optog som gik til Lindbjerg.

En gang imellem så man et politisk optog med Kommunist – Schrøder, der ville storme æ Rathaus.

Spejderorkesteret med dirigent Tegewald lignede korpset fra Sydvestafrika.

Et par gange om sommeren rykkede brandvæsnet ud for at spille. Her så man så Lemhöfer, Kortlepel og Stehr. De statelige overbrandmænd stod på rad og række og så fornem ud. Her var gartner Erichsen, kapelmester Stücker, Margarine – Petersen og mange andre. Musikkerne Kreutzmann og Brandt fra
Byorkesteret spillede i Biografen til datidens stumfilm.

På gaden så man Lange Hannes, Tumbe – Frans, Sild – Dres, Fisk – Katrine med fisk i gamle høje barnevogne, Store Louise, Antom mæ æ Haach, Hannemann og Speckhahn.

 

Kongen blev sulten

I 1925 opstod der en krisesituation hos Statsbanerne, der havde kontor i Aabenraa. Der skulle handles lynhurtig. Sagen var den, at Christian den Niendes
datter, Alexandra var død i England. Kongen havde besluttet at deltage. Han var rejst med salontog fra København, og skulle via Fredericia til Esbjerg.

En forrygende snestorm med efterfølgende islag bredte sig over hele landet. Telegrafledningerne faldt ned på strækningen mellem Lunderskov og Esbjerg.
I Fredericia måtte baneledelsen meddele kongen, at toget ikke kunne føres videre til Esbjerg. I samråd med kongen blev det besluttet at rejsen skulle føres videre til Hamborg via Padborg.

Trods vanskelige forhold lykkedes det for baneledelsen i Aabenraa at komme til Rødekro for at ledsage kongen på den farefulde vej. En sovevogn, der var beregnet på strækningen Padborg – Aalborg blev i hast koblet fra og i Padborg koblet på kongens tog.

Undervejs blev kongen sulten. Og med en heroisk indsats lykkedes det at fremskaffe nogle kongelige klemmer fra Papa Las, en mangeårig restauratør i Padborg.

 

Modstandsbevægelsen havde travlt

Efter at tyskerne var forsvundet i 1945 havde modstandsbevægelsen i Aabenraa travlt. Pludselig kunne alle huske, hvad alle havde sagt. I kaffeselskaberne
blev man advaret mod at sige alt. Trafikken fra Aabenraa til Fårhuslejren  var stor. 825 fra Aabenraa blev interneret. Og en opfordring blev sendt til regeringen

1. Nordschleswigische Zeitung forbydes
2. Al tysk skoleundervisning for mindretallet skulle standses
3. Alle medlemmer af mindretallet, der under besættelsen har modarbejdet Danmarks interesser, udvises omgående.

Aabenraa Andelsboligforening besluttede, at tysksindede, illoyale eller andre personer, der har været håndlangere for nazismen skulle i fremtiden ikke have tildelt lejligheder.

 

Gågaden blev indviet

I 1968 hvor gågaden ikke var officiel indviet kunne man i avisen læse:

• At komme på indkøb var før en plage
• Men nu har vi rigtig nok bedre dage
• På Gågaden slentrer vi op og ned
• Og man skrår over helt i fred
• Uden at tænke på liv og lemmer
• Men nu har det vist sig vrede stemmer
• Lad os igen få liv i staden
• Med masser af liv på gaden.

Og i Jydske Tidende var overskriften Ægte planter og duer på vandsøjlen.

 

Hjordkær Kirke blev bygget af en kæmpe

Lige uden for Aabenraa ligger Hjordkær. Der kom jeg ofte.

Det sjove er, at kirken er kullet. Det vil sige, at det ikke har noget tårn. Og det har sin helt egen historie. Det må have været småt med håndværkere i begyndelsen af 1500 tallet. For ifølge folkesagnet havde man hyret to kæmpestore trolde til at bygge Hjordkær Kirke og en af nabokirkerne. De to trolde havde en murske, som de brugte på skift. De kastede murskeen frem og tilbage mellem hinanden. Men da trolden fra nabokirken så at den trold, der byggede Hjordkær Kirke blev først færdig, blev den så arrig, at den kastede murskeen mod kirken, og derved slog tårnet af. Derfor har Hjordkær Kirke ikke noget tårn.

I øvrigt kan man læse i kirkebogen, at den 7. september 1594 blev Matz Rasmussen fra Aarslev begravet. Han blev gennemboret med et sværd i Aabenraa. Drabsmanden hed Johan Tucksen.

Kirketugten var meget streng dengang. Visse synder blev anset for særlig slemme. Der blev påtalt og man blev revset i offentlighedens påsyn. Hvis præster for eksempel opdagede, at et barn var født for tidlig efter vielsen, blev barnet ikke indført i selve kirkebogen, men i et andet register. Forældrene blev kaldt til for at skrifte.

Anne Cathrine Johansdatter mærkede kirkens fordømmelse. Hun havde påkaldt vrede for “hendes beggangende horeri”. Barnefaderen blev udlagt til at være Hans, som havde været skrivemester hos husfogeden på Toldsted.

 

Et spøgelse i Rødekro

Engang da jeg var til ringridning i Rødekro, så jeg et spøgelse på kroen. Det kan ikke være indtagelse af sprut, der var årsagen. For jeg drikker ikke. Nej, det har nemlig sin historie.

Omkring 1650 boede der i Aabenraa en amtmand, der hed Wintherfeldt, hvis ugifte kokkepige ventede sig. Hun ville ikke opgive navnet på faderen. Mon det var amtmanden? Han forsynede i hvert fald sin skytte Nis med den nødvendige kapital. Betingelsen var at han skulle gifte sig med kokkepigen. Derved blev kroen Der Rothen Brück etableret.

Det gik over forventning med kroen, men i 1685 skete der en grusom ulykke. Ved et bryllup blev Peter Lassen dræbt af Peter Hørlyk. Det eneste vidne var Maren Hansdatter. Men hendes udtalelser var nok til, at morderen endte på galgen.

Adskillige overnattende på Røde Kro, kan berette om der fra tid til anden lyder sære lyde på kroen. U-smurte døre åbnes, gulvbrædder betrædes. Det menes at det er Peter Hørlyks hvileløse sjæl, der er på besøg.

Ja det var nok ham jeg så den gang, jeg var til ringridning i Rødekro. Havde jeg ikke fået noget at drikke?

 

Kilde:

• Litteratur Aabenraa
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler

Redigeret 21. – 01. 2022

 

Skoleeleverne blev tvunget til at elske kejseren. H.P. Hanssen advarede mod hagekorset. Han rokkede lidt ved Jomfru Fannys forudsigelser. Under besættelsen og langt op i 40erne florerede sortbørshandelen i Aabenraa. 200 husstande i byen holdt levende svin. Vi tager også lige en afstikker til Als, Gråsten, Tønder, Højer og Løgumkloster. Dette er Sønderjyllands historie fra ca. 1915 – 1947.

 

Alle skolebørn skulle elske kejseren

I 1915 skulle skolebørnene i Aabenraa blandt andet synge følgende strofe:

• Kejseren er en elsket mand, han bor i Berlin, og var det ikke så  langt herfra, så gik jeg endnu i dag derhen.

Man skulle også kunne den såkaldte hadesang udenad om England. Det første børnene skulle om morgenen var dog at bede en såkaldt krigsbøn:

• Send dine kære engleskarer, at de bevarer os kejseren, ser du Zeppelin flyve på  himlen, så hjælp ham dog, at vi kan sejre. Til slut takker jeg dig, at jeg er tysk.

Vendingen Gud straffe England, blev hyppigt brugt. Ja man kunne da få et stempel med dette udtryk, som man så stemplede alle vegne.

 

Kaput Germania

I foråret 1915 kom de første russiske krigsfanger ud på landet. Tyskerne havde taget 90.000 med et smæk, sagde man. Børnene begyndte at tale med dem – på tysk og med fagter. De gik rundt med armbind, hvor der stod K:G – som betød Kriegsgefangener. Men selv sagde de, at det betød Kaput Germania.

I sommeren 1915 blev alle syttenårige indkaldt. Og de gamle skrev hjem fra fronten, at det skar dem i deres hjerte, at se børn kæmpe og dø. Alt var rationeret. I 1917 stormede man bagerbutikkerne, 200 blev arresteret.

 

Genforeningen nærmer sig

I den tyske rigsdag rejste H.P. Hanssen i 1918 kravet om genforening, og samme dag talte man om det i den danske rigsdag. Et norsk blad, Tidens tegn
beskrev forholdene i Sønderjylland på en meget rammende måde:

• Tre folks tanker går i disse dage til Sønderjylland. Navnet er ikke taget med på  præsident Wilsons fredags-program. Lad os nævne det med den styrke, vi kan. 50 års trofasthed mod Norden kalder på vor oprigtighed, og tre folk ved i dag, at det Tyskland, der taber
  land i Nordslesvig, i virkeligheden bliver et større land og vinder varige værdier, en vej til andres tillid. Måtte det tyske folk se og forstå det.

Et kæmpe møde på Folkehjem med H.P. Hanssen som hovedtaler, samlede tusinder af håbefulde mennesker.

 

Als udråbt til republik

I Aabenraa blev der også nedsat arbejder – og soldaterråd. Ingen måtte rejse gennem Nørreport uden at få et stempel. Man gik på jagt efter skjulte levnedsmidler. På Als udråbte skrædder Topf øen som republik.

Falle Lilholt fra Løjt blev formand for bonderådet i Aabenraa Amt. Den internationale kommission valgte i 1919 H.P. Hanssen som landråd.

 

Minister for sønderjyske anliggender

Den 24. juni 1919 blev H.P. Hanssen valgt som minister for sønderjyske anliggender. Det sønderjyske ministerium bistod udenrigsministeriet med at finde krigsfangere i det store Rusland og den vide verden.

I det gamle land var folk blevet fanatiske. Folk blev kaldt forrædere for et godt ord.

 

Willison og hans 35 mand

Endelig den 10. februar 1920 trådte freden i kraft. Og i Aabenraa blev man besat. Besættelseshæren bestod af 35 englændere anført af løjtnant Willison. 5.000 mænd og kvinder anført af et musikkorps bød dem velkommen.

Smukke afstemningsplakater blev fremstillet. Det som stadig er i erindring, forstiller et lille barn, og nedenunder står der

• Mor stem dansk, tænk på mig.

Den 10. februar var en stormfuld dag. Der var to stemmesedler Danmark – Dänemark, Deutschland – Tyskland.
Så enkelt var det.

Mange var kommet tilrejsende for at afgive sin stemme, 550 nordfra og 1.050 sydfra.

 

Ikke rokke ved Jomfru Fannys spådom

Danske tropper besatte Aabenraa den 5. maj. De kom med skib fra Haderslev, og under stor jubel indtog de Aabenraa syd fra. Det var netop det Jomfru Fanny havde forudsagt. Men H.P. Hanssen havde en finger med i spillet. Han kunne da ikke nænne at rokke ved Jomfru Fannys spådom.

Lige så stor en dag for Aabenraa var det at få udskiftet de gamle blå postkasser med de røde.

Afstemningen i zone 2 var en kæmpe skuffelse for de dansksindede. 80 pct. stemte for Tyskland og kun 20 pct. for Danmark. Mange havde ventet et væsentligt bedre resultat.

 

Ikke gengælde med ondt

Da kongen senere besøgte Sønderjylland, sagde han blandt andet i Tønder:

• Man skal ikke gengælde ondt med ondt, og det falder naturlig sammen med den danske folkekarakter at følge dette ord. Jeg vil bede Dem glemme gammelt had, og i stedet for tænke på fremtiden og arbejdet.

 

Tiltalt på  tysk

Da borgmesteren i Højer forskrækkede folk med at byde kongen velkommen på tysk, svarede kongen:

• Jeg er altid glad for at træffe ærlige folk, man kan ikke den ene dag stå  på den ene side, og den næste dag på  den anden.

Amtsfuldmægtig Florander fandt situationen pinlig, trådte frem og begyndte:

• Må  jeg på den danske byrådsgruppes vegne.

Længere kom han ikke, kongen afbrød ham:

• Tak, jeg har desværre ikke tid.

 

Til bedstefars kiste

I Løgumkloster stod en lille dreng med en stor krans. Han havde glemt, hvad han skulle sige, men forsøgte så alligevel:

• Då  Kong Christian, vil då nok lig den krans å din bedstefars kist?

Kongen blev meget bevæget, og tårerne piblede frem.

 

Hellere tysk nød end dansk brød

I afstemningstiden sagde de tyske medborgere:

• Hellere tysk nød end dansk brød.

I kriseårene omkring 1926 blev der knaphed med dansk brød, og Cornelius Petersen udtrykte det på den måde:

• Danmark har snydt og bedraget jer! Det er systemet, der er galt med.

Denne Petersen startede bevægelsen, Bondens selvstyre, og flere bevægelser fulgte.

 

Nye veje i landsdelen

Fra dansk side gjorde man meget for, at åbne vejene i Sønderjylland. Da Zahle var på besøg lykkedes det, at få ham overtalt til at give penge til anlæggelse af en af skønneste veje i Sønderjylland, Fjordvejen. Det var nu ikke noget amtmand Grev Schack hjemme i Tønder Amt brød sig om:

• Hvem skal køre på  alle de nye veje. Det bliver ikke andre end pantefogeden, der har råd til at køre på dem.

 

Hagekorset på  vej

I 1933 var Slesvig – Holstenerne igen på spil. Den gang ikke under den blå – hvide fane, men under hagekorset. H.P. Hanssen råbte vagt i gevær.

Fra Aabenraa skulle en såkaldt politiadjudant holde øje med tyske aktiviteter i grænselandet. Denne stilling blev først nedlagt i 1944. Beretningerne om disse forhold gik direkte til regeringen.

 

Kronprinsesse – parret bruger Gråsten Slot

De augustenborgske slotte og herregårde var for mange dansksindede skæmmende. Ved genforeningen var der mange, der mente, at staten skulle overtage dem – koste hvad det ville.

Slottet i Gråsten var heldigvis noget mindre. Det var plads både til dommerkontor, politikontor og embedsbolig. . Sønderjyderne sagde:

• Bare da kongen ville flytte ind i et af slottene

Og glæden var stor, da kronprinseparret i 1936 valgte Gråsten Slot som deres sommerbolig. I Gråsten festede man.

 

Tyskerne kommer igen

Den 8. april 1940 stod masser af soldater opmarcheret syd for grænsen. Et eller andet var i gærde, men fiskebilerne fik uhindret lov til at køre nordpå. Langs Kystvejen kom tyskerne. De tysksindede beboere hilste med Heil

I Bovrup havde Frits Clausen skabt en stor og brav national ungdomsbevægelse. Ja faktisk kom han fra Aabenraa. Engang holdt han et stort nazi – stævne på Galgebakken. Deltagerne kom langvejs fra.

 

Aabenraas travle modstandsbevægelse

Efter at tyskerne var forsvundet havde modstandsbevægelsen i Aabenraa travlt. Pludselig kunne alle huske, hvad alle havde sagt. Og i kaffeselskaberne blev man advaret mod at sige alt. Modstandsbevægelsen ville have det hele ordnet med det samme. Og trafikken til Fårhuslejren var stor. En resolution blev sendt til regeringen. Følgende forlangtes gennemført med det samme:

1. Nordschleswigische Zeitung forbydes
2. Al tysk skoleundervisning for mindretallet standses
3. Alle medlemmer af mindretallet, der under besættelsen har modarbejdet Danmarks interesser, udvises omgående.

Nu var det dog ingen, der kunne samarbejde med by-lederen inden for modstandsbevægelsen. Regionslederen fra Kolding blev tilkaldt og efter lange forhandlinger fratrådte by-lederen den 24. juni.

 

Grænsen ligger fast

Ved rigsdagens åbning den 9. maj sagde statsminister Buhl: Grænsen ligger fast. Han gentog dette budskab til Dybbøl – festen den 11. juli.  Trods dette blev der samlet over 500.000 underskrifter ind i 1946 med kravet om at befri Sydslesvig for det tysk – holstenske herredømme.

 

Mange til Fårhuslejren

Jo bølgerne gik højt i efterkrigstiden. 3.408 personer heraf 1.000 fra Tønder Amt blev straffet. Hver anden voksen mand af det tyske mindretal har siddet i
Fårhus – lejren. Kun 49 af de 3.408 var kvinder!

Mindstestraffen var 4 år, men efterhånden blev Fårhus – fangerne prøveløsladt. De fik så tildelt en tilsynsværge. Man var ligeglad om det var ansvarlige nazister eller skikkelige tyskere. Fra Aabenraa blev 825 interneret i Fårhus – lejren.

Stadttheater blev omdannet til Hotel Monty.

 

Væk med alle tysksindede

Magistraten fulgte en henvendelse fra modstandsbevægelsen at fratage alle tysksindede embedsmænd deres stilling.

Aabenraa Andelsboligforening besluttede, at tysksindede, illoyale eller andre personer, der har været håndlangere for nazismen i fremtiden ikke ville få
tildelt lejligheder i andelsboligforeningen.

Det varede længe inden tonen blev forsonlig. Således kom der i 1960 til et voldsomt sammenstød mellem den socialdemokratiske og den tyske gruppe i byrådet.

Der var lige som i Tønder en klar opdeling af forretninger, hvor man handlede og ikke handlede af hensyn til national tilholdssted.

 

Tal tysk med mindretallet!

Således fik undertegnede besked på, da jeg tiltrådte som lærling i Tønder, at alle fra mindretallet skulle tiltales på tysk. Den ene af mine chefer sagde:

• Uwe, jeg ved jo fra din familie, at du kan tale tysk. Din familie tilhører jo også mindretallet.

Det gjorde de så ikke på  daværende tidspunkt. Men jeg nægtede at efterkomme ordren. Jeg ville tiltale dem på sønderjysk. Det var lige før min karriere
var sluttet, inden den var begyndt. Gad vide, hvad HK ville have sagt, hvis det blev til en sag?

Ligesom i Tønder var det en klar opdeling i danske og tyske foreninger. Aabenraa Skyttelav mærkede pludselig en stor tilgang af danske medlemmer.

 

Sortbørshandel i Aabenraa

Manglen på alt var fremherskende i Aabenraa efter 1945. Dansk – amerikanere havde samlet ind til 12 store kasser med børnetøj.  Fra rådhuset blev tøjet
uddelt.

Som det var tilfældet under krigen så  florerede sortbørshandelen i Aabenraa fortsat i anden halvdel af 1940erne. På denne måde fik mange borgere i byen, kaffe, sukker, smør, margarine og amerikanske cigaretter.

Men de var nu meget opfindsomme i byen, for ca. 200 husstande holdt i 1947 svin. Men også høns, ænder og kaniner havde igen fået adgang til byen. Men myndighederne greb ind, og så var det slut med denne næringsvej.

Kilde:
Se

• Litteratur Aabenraa
• Litteratur Tønder
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler
• Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter) finder du 362 artikler

Redigeret 22. – 01. – 2022

Tænk at en af Christian den Tiendes biler blev bygget i Højer. På Ballumvej blev der udført gedigent håndværk. Jensens vognfabrik var berømt, og efterhånden var det Højers største arbejdsplads. Under krigen producerede firmaet tyske personvogne og lastbiler. Men også reservedele til de tyske u – både blev fremstillet.  I 1959 blev den sidste produktion indstillet. 

 

Europa – Jensen

En af de mere kendte fra Højer er ganske givet Europa – Jensen eller måske bedre kendt som hjuler Jensen. Den navnkundige vognfabrikants rigtige navn var Jens Hansen Jensen. Han blev født i Løgumkloster i 1852. Men han blev opdraget i Nordjylland. Hele sit liv var han dansk statsborger, også i den tyske tid. I den tyske tid var han dragon i Randers.

 

Udbygger efterhånden

Han var uddannet karetmager og startede som selvstændig i et lille værksted i Nørregade 42. Derefter købte han en grund på Ballumvej 2. Her opførte han en beboelsesejendom, men lidt efter lidt fik han bygget sin vognfabrik. Der opstod det ene værksted efter det andet. Efterhånden fik han brug for mere og mere plads, og hvad der var lige så vigtig var, at han fik råd til at udvide. Efterhånden opstod der både karetmager -, maler -, sadelmager – og smedeværksted. Men pladsen blev efterhånden for trang på Ballumvej.

 

Ballumvej – dengang

Hvordan så det ellers ud på  Ballumvej – dengang?

Ja i Ballumvej 6 var der et bageri. Det blev bygget omkring århundredeskiftet, og har været drevet af forskellige bagere. I 1912 kom Marius Bossen til. Omkring år 1800 var der hele 13 bagere i Højer. Det var dengang, da man eksporterede kavringer (tvebakker) til vesterhavsøerne og til Norge. I udbygningen til bageriet havde Putzmacherin Petra Ohrt sin hatteforretning. Dengang gik alle damer med hat.

På Ballumvej 4 byggede den gamle snedker, Lessow. Han kom til Højer sydfra som håndværkersvend og blev gift med en Højer – pige. Værkstedet som ikke havde maskiner, var øst for huset. På adressen har der også været skomagerværksted.  En anden markant nabo var Dr. Kühl. Denne person beskriver vi i en anden artikel.

 

Jensen køber grund

Kort før århundredeskiftet købte han af rebslager Hans Jensen Andersen, Nørrevej 3 en strimmel jord på vestsiden af Ballumvej fra Nørrevej og nord på ned til nr. 23.  En byggegrund til Ballumvej 3 måtte han dog overlade til Andersens brodersøn, der også var rebslager. Senere blev flere arealer solgt fra. Mellem nr. 1 og nr. 3 indrettede Jensen sin Fabrik. I nr. 5 var der Magasin. Og der, hvor den tyske børnehave senere kom til at ligge, var der Filial.

 

Interimistisk fabrik

Fabrikken var i lang tid meget interimistisk opbygget. På dens træ-væg ud mod gaden var der malet konturerne af en flot damefajtung (af fransk ”phaéton, oversat betyder det ”åben vogn”). Mod vest var der også træ-væg. De to andre sider dannedes af dr. Kühl´s hus, Ballumvej 1 og rebslagerens i nr. 3. Meget praktisk blev der lagt tag over med ovenlys.

Senere fik Jensen dog påbud om, at opsætte murede vægge, hvorpå han malede fuger på trævæggene. Da han opstillede en kakkelovn i rummet, brugte han den forhåndenværende skorsten til dr. Kühls vaskerum. Lægen blev meget forbavset, da det røg op af hans skorsten, skønt han ikke fyrede.

I Magasinets udstillingsvindue stod der i mange år en naturtro papmaché hest i fuld størrelse. Den var oprindelig lavet til en håndværkerudstilling på Hotel Sylt.

 

Jensen ville til bal

Og denne udstilling var Håndværkerforeningens Jubilæumsudstilling den 7. – 15. marts 1936. Der var næsten 1.200 betalende gæster, og aviserne var fulde af lovord. På scenen havde
hjuler Jensen opstillet en luksus-gig, forspændt med en pragtfuld, naturtro skimmel af papmaché.

Det har sikkert været for bøvlet at få en bil ind i salen. Han var ellers på daværende tidspunkt Danmarks dygtigste karosserifabrikant. Han var et ualmindeligt menneske med mange jern i ilden. Det var også ham, der på en generalforsamling i Håndværkerforeningen sprang op og forkyndte:

• No vil æ ha bal, å det ska væ knapavte!

 

Gedigent håndværk

Jensen specialiserede sig i luksus-vogne, men lavede da også almindelige arbejdsvogne. Da han startede sin fabrik i 1877, var det hestekøretøjernes storhedstid. Hans vogne var præget af elegance og gedigent håndværk. Vognene fra Højer var meget efterspurgte. Efterhånden nåede arbejdsstyrken op på 20 – 25 mand. Mange af disse kom langvejs fra. Jensen var hele tiden på jagt efter specialister.

Efterhånden var man oppe på at producere et par hundrede luksus-vogne om året. En af sønnerne, Hans Jensen gik ind i firmaet. Hans mesterstykke i 1908 var et pragtstykke af en lukket karet, som familien i mange år brugte selv.

 

En bil til kongen

Da de første biler dukkede frem, indså  Jensen, at det var her fremtiden lå. I 1904 begyndte man at fabrikere bilkarosserier. Hans Jensen havde luret kunsten af i Tyskland.  Da han efter anden verdenskrig overtog firmaet gik han over til næsten udelukkende at bygge biler. Og det var fremragende resultater, der kom ud af dette. På museet på  Egeskov står en pragtfuld bil, som er bygget i Højer til Konge Christian den Tiende.

Endnu i 30’erne var der op til 20 ansatte i virksomheden. I løbet af anden verdenskrig gik det stærkt tilbage for firmaet. Efter krigen er der rullet enkelte prægtige karosserier ud fra fabrikken. Men i 1959 standsede produktionen helt.

 

Svende på kost

Hjuler J.H. Jensen var en dygtig, dynamisk og farverig personlighed, der satte sit præg på Højer. I en årrække havde hans kone firmaets svende på kost. Det var en stor husholdning og hjuleren måtte af og til han til sin gode ven koginspektør Andreas Matthiesen i Møllegade for at købe et godt stort fedesvin. Dette gav også anledning til at de to herrer fik en dag ud af det.

 

Konen måtte passe kroen

I 90érne var hjuler Jensen kommet til skade, at købe en kro i Tønder. Besiddelsen blev ikke af lang varighed. Men i den tid måtte konen hver dag tage den lange vej til Tønder for at passe kroen. Hjuler J.H. Jensen nåede at holde guldbryllup. Da oplevede Højer en kæmpe fest. Fabrikken blev ryddet og hele Højer var inviteret med til festen.

 

Fabrikken ved Vidåen

Nede ved Vidåen ved den Hvide Bro havde Slesvig Holstenske Fodermelselskab i 1918 opført en imponerende fabriksbygning, der kunne ses langvejs fra i det flade landskab. Den solide bygning stod på nedrammede pæle. I den vestlige del var der værksted og maskinrum med dieselmotor, der drev fabrikkens elværk. Der blev leveret strøm til motorer og lamper og til en vandpumpe. Ved siden af maskinrummet var der et lokale med en stor ovn, som opvarmede en stor ovn, som opvarmede den luft, hvormed søgræsset blev tørret, efter at det var vasket.

Vask og tørring foregik i den store, fire etager høje hal, og derfra blev materialerne transporteret ind i mølleriet i den østlige ende af bygningen, hvor der var elevatorer til de tre etager ovenover og op til vandtanken, der sad i 20 meters højde. I mølleriet blev søgræsset malet og fyldt i sække. Gulvet passede i højde med bunden af de jernbanevogne, som skulle transportere
fodermelet. Der gik jernbanespor fra slusestationen til fabrikken.

Hele herligheden havde kostet den nette sum af 300.000 guldmark. Man havde regnet med at Vadehavet kunne levere det søgræs, man skulle bruge. Men her tog man grusomt fejl. Da man begyndte produktionen måtte man hente råmaterialerne i Gråsten. Man ville forsøge at blande det op med græs fra forlandet. Men så kom revolutionen i Tyskland og satte en stopper for
det hele.

 

Vognmanden og fabrikken

Den 21. februar 1920 blev fabrikken solgt for 800.000 Mark, købt af et privat selskab i Højer, som blandt andet vognfabrikant J.H. Jensen var medlem af.

Efter 1920 solgte de nye ejere hele inventaret, og i de følgende år blev bygningen mest brugt af fiskere og skippere. Men i 1937 overtog J.H. Jensen hele bygningen. Han havde fået kontrakt på at samle Adler – personvogne og Krupp – lastbiler. Dette var det ikke plads til på Ballumvej.

 

Arbejdede for den tyske værnemagt

Han måtte foretage ret store ombygninger. Højspændingsværket lagde en ekstra ledning ud til fabrikken og der blev opsat en transformator derude. I hallen blev der opsat et svejsestativ,
så et helt karosseri kunne svejses på en gang. Saddelmagerværksted blev indrettet på 1. sal. Og malerværkstedet blev opført i en ny bygning mod nord. Der var især Adler – vogne, der var salg i. Men så kom krigen og satte en stopper for det hele.

Under besættelsen arbejdede fabrikken for den tyske værnemagt. Der blev fremstillet heste – trækvogne og dele til u – både. Man reparerede biler, og til sidst blev der lavet transportable træhuse til vagtposterne ved vestkysten. Kort efter krigen blev fabrikken beslaglagt af staten.

 

Kilde:

• Litteratur Højer
• www.karetmager.dk
• www.dengang.dk – diverse artikler
• Hvis du vil vide mere:
• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Højer findes 77 artikler

 

Vi skal på  en vandretur i slutningen af 1920’erne vest på. Vi besøger Møgeltønder, Daler, Højer, Rudbøl, Emmerlev, Hjerpsted, Midthusum, Jordsand og Sønder Sejerslev. Hvorfor blev grænsen i Rudbøl lagt så  dumt? De tysksindede i Tønder lod deres børn gå i tysk skole i Møgeltønder.

 

En tysk skole uden for Tønder

Et par kilometer ud for Tønder gik grænsen mellem det slesvigske og det kongerigske område.  I Tønder var alt skolevæsen blevet dansk, efter at Danmark var gået sejrrigt ud af den første slesvigske krig. Men hinsides det gamle skel rådede den kongerigske frihedslovgivning, der ikke medførte nogen begrænsning med hensyn til undervisningssproget. Derfor kunne de tysksindede borgere i Tønder hver dag sende deres børn til tysk skole i kongeriget.

Hvis man ville vide noget om nationalpolitiske tilstande i grænseegnen, var det i 1920 lærerigt at gå fra Tønder, hvor tysk sindelag dengang var overvejende og gå fem kilometer mod vest til det dansksindede Møgeltønder. Man skulle så standse ved Højer, der endnu havde et stort tysk flertal.

Undervejs kom man i kort afstand forbi redaktør Jessens fødehjem – den gamle skole i Toghale. I tre år gik den senere redaktør til seminariet i Tønder.

 

Daler Sogn var dansksindet

På højre hånd havde man det udprægede danske Daler sogn. Ved afstemningen i 1920 blev der i dette sogn afgivet 344 danske og 64 tyske stemmer. På den anden side af vejen i Højer Landsogn blev der afgivet 74 danske og 119 tyske stemmer.

I Højer var det længe tysk flertal. Både i byrådet og skolekommissionen blev der talt tysk. I flækken Højer gik det i midten af1920erne 45 i dansk skole, mens 131 gik i tysk skole. Lige efter Genforeningen var der ganske få danske elever. I Daler Sogn fandtes der to skoler – helt danske.

 

Den mærkelige grænse i Rudbøl 

Fra Højer følger man mod syd vejen af et dige, som i midten af det 16. århundrede blev bygget af hertug Hans den Ældre som et værn mod stormfloderne. Siden da er der sket en udstrakt marskdannelse, navnlig mod vest. Her kunne man så se utallige fede-kvæg, der her havde en behagelig tilværelse i de frodige græsfenner.

Vejen gik til den idylliske by, Rudbøl med verdens mærkeligste grænse. Det var her maleren Emil Nolde regerede. Mange spørger selvfølgelig om, hvorfor grænsen går midt gennem gaden.

Bebyggelsen Rosenkrans lå i anden afstemningszone, men var den nordligste del af et mellem-slesvigsk sogn, der stødte op til 1. zone.

Der var mange interesser, at tage hensyn til. Forholdet blev ordnet således, at rigsgrænsen på et 150 meter langt stykke fra nord til syd går midt gennem landsbygaden. Det kunne trods langvarige forhandlinger ikke opnås bedre løsning mellem den danske og tyske delegation.

 

Ich bin so Deutsch

En ældre frøken boede til leje i et par værelser i den sydlige ende af et hus lige ved grænsen. Hun kom en dag, da de var derude for at bestemme grænsestenens plads, hen til den danske repræsentant for at bede om at måtte blive ved Tyskland. Hun endte sin bøn med at neje og sige:

• Mein hoher Herr, ich bin doch so deutsch, so deutsch

(I andre artikler, har vi omtalt lignende episoder).

 

Biskoppens familie i Emmerlev 

Helt ude ved det gamle sogn, Emmerlev ved en større bondegård på højre hånd, fødtes i 1784 Niels Nicolaus Falck. Han blev professor ved Kiels Universitet og gjaldt for at være den bedste kender af hertugdømmernes retsforhold. Samtidig så han med uvilje på den voksende danske bevægelse i Sønderjylland.

Lidt længere fremme på Emmerlevgade står en sten med følgende indskrift:

• Her levede biskop P.O. Boisens forældre; Gårdmand og kniplingskræmmer Boy Hansen død 1790 og hans trosstærke hustru Geske Marie Outzen 1727 – 1783. Hendes valgsprog var Gud sidder overlig, men ser neder-lig.

 

Emmerlevs gamle krønike

Deres søn blev en kendt dansk præst og skolemand. Her i Emmerlev lå også Jens Juuls Skole fra midten af det 18. århundrede. Desværre havde man ikke dengang forståelse for at bevare denne bygning. En tidligere lærer på skolen, Johs. Hansen har efterladt en sognekrønike i to bind.

Ved Sønder Sejerslev Skole står en smuk sandstensstøtte, som på en tavle bærer navnene på alle dem, der siden 1651 har virket som sognedegne i sognet. Fra tiden mellem 1675 og 1832 har hele fem stykker af Due – slægten afløst deres far.

 

Det ældgamle Hjerpsted

Og Hjerpsted en ældgammel bebyggelse, som i 1330 blev kaldt Hyarpzhøgh, er i hvert fald et par tusinde år ældre. Hernede ved strandkanten kan man se øen, Jordsand. Kirken ligger helt ensom, langt fra byen og havet. Den er lille men helt sikkert meget gammel og oprindelig indviet til Sankt Hans.

 

Da Midthusum gik under

Og lidt længere nord på lå  for et par århundrede år siden den gamle landsby Midthusum. Den bestod af elleve marskgårde, som gik under en nat i 1634. Størstedelen af folk og fæ gik samme vej. Over 40 mennesker havde præsten, Søren Hegelund, bispesønnen fra Ribe, som dengang var sognepræst i Skærbæk, begravet et par dage efter.

 

En antydning af hollandsk

De ældste beboere herude vest på, havde hørt om, at hollandske prangere jævnligt kom til området for at købe stude. Og lyttede man til de gamle kunne man høre, at hollændernes
tilstedeværelse havde haft sin indvirkning på dialekten. Man gemte sjældne brugsgenstande, som skipperne havde købt i fremmede lande og i køkkenet duftede det af oversøiske krydderier.

 

Udvandring og kniplepiger

Der er også historier om, at der var mange kniplepiger herude. Og også herude udvandrede de unge mænd enten til kongeriget eller til Amerika, for at undgå tysk militærtjeneste.I 1880erne kontrollerede emsige preussiske gendarmer, at der kun blev sunget på tysk, selv herude vest på.

 

Sagn og overtro

Og herude hersker der masser af sagn og historier. Man sagde dengang, at hvis der i Ballum Kirke  efter hverandre blev viet en brud i hvidt, en i sort og en i blåt, ja så ville stedet igen blive dansk.  Og længere syd på har vi den fantastiske historie Der Schimmelreiter, der egentlig også bygger på et sagn.

 

Kilde:

• Litteratur Højer
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler

 

• Bådfolket i Rudbøl
• Højers historie
• Højer – Stormflod og diger
• Vadehavet ved Højer
• Soldater på Jordsand
• Øen Jordsand – ud for Højer
• Dengang i Højer
• Kanal gennem Tønder (under Tønder)
• Tøndermarsken (under Tønder)
• Tøndermarsken 2 (under Tønder)
• Tøndermarksen – under vand (under Tønder)
• Vadehavets maler – Emil Nolde (under Tønder)
• Udvandring fra Tønder (under Tønder)
• Udvandring fra Tønder 2 (under Tønder)
• Vikinger i vadehavet (under Tønder) og mange flere 

Redigeret 5. 12. 2021

Maren måtte ikke få  sin Knud. Han var en ”Stodder”, sagde familien. Beskrivelsen af familien Knudsen fører os til et gæstgiveri i Ribe og til Rejsby. Videre møder vi Gyde Marie i Forballum, Christen Kold samt en nabo i Forballum. Det store slot Trøjborg rives ned, og familien bosætter sig på Visby Hedegaard

 

Maren måtte ikke få  Knud

Knudsen – slægten på  Trøjborg stammede fra Rejsby Sogn. Her boede i slutningen af det 18. århundrede Knud Lausten Knudsen. Han var slægtens ældste. Hans søn, Kresten Knudsen
blev født i 1773. I 1802 blev han gift med Maren Jensen, datter af sognefogeden i Rejsby, Jens Lassen.

Det var en vanskelig affære, at få  dette bryllup i stand. Det kneb med formuerne hos lillebonden, Knud L. Knudsen. Sådan var tilfældet ikke hos modparten. Han var storbonde. Men det var ikke kun pengene, der var et problem. Både Marens brødre og far var imod det parti, som datteren havde valgt. De ville sandelig ikke have sådan en Stodder i familien, men Maren havde svaret dem:

• I skal ikke tage Jer den Sag saa nær. For om det bliver aldrig saa lidt, vi faar at hjælpe os med til en Begyndelse, saa skal vi dog aldrig søge Hjælp hos jer saa lidt som hos nogen anden

 

Et gæstgiveri i Ribe

Hun fik sin vilje, og de to unge rejste til Ribe, hvor de slog sig ned ved Sønderport. Kresten Knudsen blev handelsmand eller nærmere kreaturhandler. Han opkøbte kreaturer på Fyn og Sjælland. Han satte dem på græs på engene omkring Ribe, og solgte dem fede i Itzehoe og Hamborg.

Han var hele tiden på farten. Men Maren sad ikke uvirksom tilbage. De to havde indrettet et gæstgiveri for især heste – og kreaturhandlere. Hun serverede aldrig mere, end den enkelte kunne tåle. Det gik godt med gæstgiveriet, og de kom ikke til at få hjælp fra Marens slægtninge i Rejsby.  Maren døde 87 år gammel i 1869.

Kresten var ikke så robust som Maren. Handler dengang, hvilede på tillidsforhold mellem sælger og køber og på mundtlige aftaler og forpligtelser. Det lå måske til familien, at handelen var slægtens levevej

To af Krestens brødre blev således købmænd på Island.

 

Sønnen, Knud Lausten Knudsen

I gæstgivergården i Ribe kom der to sønner og fire døtre. Den ældste af sønnerne hed Knud Lausten Knudsen. Han blev født i 1806. Sin skolegang fik han først i Ribe siden i Husum.
Efter konfirmationen kom han hjem og hjalp sin far med studehandelen. Allerede dengang tog han selv ud for at afslutte en handel. Gennem årene havde han meget med sin far at gøre. Faderen døde, da Knud var 53 år.

De havde samme sind. De kunne være glade og muntre, men de havde også stunder, hvor sindet var tungt og nedtrykt.   Den anden søn havde slet ikke det samme forhold til faderen. Han gav sig til at studere og blev senere præst.
Gyde Marie i Forballum

I Forballum i Mjolden Sogn døde i 1824 en meget rig bonde, Hans Ocksen. Han efterlod sig en gård, der fyldte det meste af byen. Det hele blev arvet af hans eneste barn, datteren Gyde Marie Ocksen. Hun var 18 år. Hendes mor var død for mange år siden. Hun havde ingen nære slægtninge i live.

Hun blev forlovet med egnens rigeste mand, Bror Thomsen fra Ballum. Han var nu nok mere interesseret i alle hendes stude, og ville begynde at handle med dem. Men hun lod ham vide, at disse stude endnu ikke var hans. Han skulle ikke bekymre sig om hendes sager. Det gik helt galt, da de forlovede mødtes til en løsøreaktion på Trøjborg efter ejeren Kancelli Raad, Holst. Bror Thomsen mente, at Gyde Marie bød alt for hensynsløst på de mange smukke ting. Han trak hende i kjolen og sagde:

• Gyde Marie, Gyde Marie hold nu op for Guds skyld.

Så blev hun sur, og lod Bror vide, at han kunne tage hjem og ikke skulle vise sig i Forballum igen.

 

Knud og Marie får hinanden

Kort tid efter så hun første gang Knud Knudsen, der kom til byen for at foretage studehandel. Hun erklærede med det samme, at hun ikke ville have andre end ham. De blev da også forlovede og gift i 1826. De var begge 20 år gamle, og levede de næste 25 år lykkelig sammen i Forballum.

Gyde Marie var kritisk af natur. Hun var en sjælden smuk og statelig kvinde.

 

Christen Kold møde familien Knudsen

Naboen hed Niels Andersen Hansen, der gennem mange år blev en god ven til Knud Knudsen. De var i 50erne begge rigsdagsmænd. Børnene i de to gårde var jævnaldrende og i 1838 tog de i fællesskab en huslærer til dem. Han hed Christen Kold. I en senere tale fortalte denne:

• Saa kom jeg til Sønderjylland for at være Huslærer hos den rige Knud Knudsen i Forballum. De Folk, jeg dér traf paa, var kristelige nok, de var ikke uvidende som Thyboerne, de var vidende. Men der var intet Liv i dem. Men hvorledes det var eller ikke, saa faldt det mig ikke ind at skaffe Liv i dem i den Retning. Derimod følte jeg, at de ikke var danske, og så
  tænkte jeg, at nu skal du tage fat.

Christen Kold har utvivlsomt bidraget til at gøre Knudsen mere bevidst dansk. Og han har haft betydning for Knudsens store virksomhed og betydningsfulde støtte for højskolen i Rødding.
Knudsen blev medlem af denne skoles bestyrelse, da denne blev oprettet i 1844.

 

Trøjborg rives ned

I 1851 købte han slottet Trøjborg med dertil hørende gods. Og pludselig havde Knudsen et kæmpe gods. Slottet havde også været anseligt. Fire to – etagers fløje med fire tårne. Knud Knudsen ville ikke selv bo på slottet. Han ville kun være bonde og var bange for at han ville få herremandsnykker ved at bo der. Derfor tilbød han staten slottet som gave, hvis de ville oprette et seminarium der. Men staten mente, at det ville blive for dyrt. Derfor lod Knud Knudsen slottet bedrive i 1854. Et kæmpe mindesmærke blev pludselig væk for eftertiden.

 

Klosterbrødrene

Først i 60’erne var Knud Knudsen med blandt de såkaldte Klosterbrødre med Cornelius Appel i spidsen. De holdt møder for at protestere mod Sprogreskripterne. Navnet til organisationen fik de, fordi det første møde blev holdt i Løgumkloster.

Disse Sprogreskripter vakte modstand hos befolkningen, fordi de ville påbyde dansk kirkesprog og delvis dansk skolesprog i egne, hvor man hidtil havde haft tysk.

 

Nye initiativer fra Visby

Sine sidste 15 år boede Knudsen på Visby Hedegaard. Han ofrede meget tid på at drive denne til en god avlsgård. Han anlagde også et brændevinsbrænderi. Det var for at få Spøl til kreaturfoder. Hans studestald gik der gode rygter om.

Han var foregangsmand på landbrugets område, og han var alt andet end smålig med penge, når det gjaldt om at prøve eller gennemføre en ide. Således solgte han i 50erne alt fæstegodset under Trøjborg til meget små priser.

En meget smuk hovedbygning til Hedegården var opført af den forrige ejer, amtmand Neergaard. Her modtog Knudsen og hans hustru, de mange gæster.

 

Livsmodet daler hos Knud

1864 gjorde et stærkt indtryk på  Knud Knudsen. Det tungsind, han til tider var hjemsøgt af, var kommet mere til udtryk de senere år. Efter krigen nedbrød det hans livsmod helt. Han døde i 1866, mens han var på besøg hos en datter.   Samtlige sogne, hvor igennem hans lig måtte passere viste den sidste ære med klokkeringning. Fra hele Sønderjylland strømmede folk til for at vise deres sidste ære.

 

Hans Ågesen

En af hans børn hed Hans Ågesen Knudsen. Han blev født 1831, og blev døbt Hans Ocksen efter sin morfader. Efterkrigen 1848 ændrede han dette til Hans Oksen for at fjerne det tyske præg. Han ændrede det senere til Hans Ågesen.  Han var elev på Rødding Højskole og rejste derefter til England.

Han blev forpagter på Trøjborg efter at faderen havde købt den. I 1854 blev han gift med Flora Tranberg på Lønborggaard.

De var meget forskellige. Hun var livlig og en meddelsom natur, mild og glad. Han var mere stille af natur, tilbageholdende og i det ydre meget kold. Han havde arvet moderens kritiske sans. Han hadede det tyske regime.

Han var aktiv lige som sin far og medlem af kredsdagen og Den Nordslesvigske Vælgerforening. Sammen med sin kone gik han meget op i sang og musik.  Knudsens mange børn søgte efterhånden til Danmark.

Da han i 1906 efter 52 års lykkeligt ægteskab mistede sin kone, solgte han Trøjborg og flyttede til Fredericia, senere til København, hvor han døde i 1917.

 

Jens Lassen Knudsen

Kresten Knudsens yngste søn hed Jens Lassen Knudsen og var født 1819. Han kom også til handelen som faderens medhjælper. Men det gik ikke så godt. Sønnen Knud tog ham til Forballum, som medhjælper. Men Jens følte sig ikke rigtig hjemme her. Han blev der kun i tre år. I 1841 besluttede han, at han ville være præst.

Kilde:
Se

• Litteratur Tønder
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Tønder finder du  283 artikler
• Klosterbrødrene i Tønder
• Turen går til Visby
• De kongerigske enklaver i Sønderjylland 1 – 2

Læs også: 

• www.dengang.dk/artikel/1991 Trøjborg Slot -nord for Tønder
• www.dengang.dk/artikel/2091 Bondeslægten fra Trøjborg – endnu mere 
• www.dengang.dk /artikel/3116 Trøjborg – den fjerde historie 

Redigeret 30, – 11. 2021

Vi kigger på Sønderjyllands historie omkring 1240 – 1270. To kongemord og landsdele der blev raseret på grund af en endeløs familiefejde. De holstenske grever spillede i høj grad med musklerne. De ønskede ikke den danske konge som nabo. Hertug Abels enke spillede en ikke helt ringe rolle. De 30 år betød mange krige, plyndringer og nøde, bare fordi det danske kongehus ikke kunne enes.

 

Valdemar Sejrs død

Valdemar Sejr var nødt til at opgive sine tysk – vendiske erobringer. Det danske rige indskrænkede sig i 1241 til de gamle danske lande. Valdemar Sejr havde allerede i 1232 efter sin ældste søns død, Valdemar den Unge ladet sønnen Erik krone til konge, og dermed sikret ham den danske trone. Den næstældste søn, Abel blev forlenet med Sønderjylland. Den yngste søn, Kristoffer fik Lolland og Falster til len. Den uægte søn Knud fik Blekinge.

 

Et “smart” giftemål

Abel tiltrådte først Hertugdømmet i 1237. Samtidig ægtede han efter aftale med fædrene Grev Adolf af Holstens datter, Mechtilde.

I første omgang var dette et smart træk. Så kunne man få venskabelige forhold til naboen i syd. I Årbogen for Ryd Kloster står det godt nok, at faderen var imod ægteskabet, men her er der nok tale om en efterrationalisering. Måske havde Valdemar Sejr forudset den broderstrid, der udviklede sig.  

 

Familie-striden begynder

Der er mange gisninger om årsagen til striden. Men vi ved, at et år efter faderens død udbrød der Krig mellem Kong Erik og Hertug Abel. Og i 1243 førte Kong Erik en Hær til Kolding imod sin Broder Abel.

I 1244 syntes det som om, at brødrene var forsonede. I 1245 skiftede de brødre Erik, Abel og Kristoffer imellem sig. Men striden begyndte allerede igen i 1246.

Abel angriber

Abel blev støttet af sin broder Kristoffer og sin svoger, Grev Johan af Holsten samt nogle af de danske stormænd. Men Erik fandt også hjælpere i Nordtyskland bl.a. Grev Gunzelin af Schwerin.

I 1247 angreb Abel Fyn og brændte Odense. Den 28. april indtog de Ribe og mange af kongens riddere blev taget til fange. Konge Erik generobrede dog byen og også Svenborg. Erik´ s forbundsfæller i Holsten indtog Oldesloe.

Året efter besatte Erik alle sine brødres borge og godser. Desuden tog han sin bror Kristoffer og halv-broder Knud til fange. Det lykkedes året efter for Abel
at befri sin halv-broder, Knud. I 1248 påbegyndte Abel bygningen af Koldinghus, vel sagtens for at beskytte sig mod sin sejrssikre bror.

I 1249 var det så rolig, at Erik tog på et korstog til Estland. Men ak. Året efter tog Lybækkerne på et togt til København, som de erobrede.

 

Konge Erik tilbageerobrer tabt land

Året efter brød striden ud med fornyet kraft. Kong Erik overraskede sin bror i Slesvig By. Abel måtte på alle måder bøje sig for sin bror. Grænsefæstningen
Rendsborg måtte afgives til Erik. Sejren skulle selvfølgelig være helstøbt, så Erik fortsatte sydpå.
Det grufulde mord

Men så blev det hele afbrudt af en frygtelig udåd, der kastede sorte skygger over Sliens vande. Herom hedder det i Den sjællandske Krønike:

• Ærkebisp Gerhard af Bremen, Bisp Simon af Paderborn  og de holstenske Grever belejrede Kongens Borg Rendsborg med 1.500 Hestfolk. Mod dem drog Erik kamprustet med en stor Hær og naade frem til Danevirke. Men da han bøjede af fra Vejen og tog ind i Slesvig By hos sin Broder, Hertug Abel for at søge Forplejning dér, i Lid til den tidligere sluttede Fred imellem dem, blev han i St. Laurentius Nat taget til Fange af sin Broder Abel. Og en af Hertugens Riddere, Lave Gudmundsøn dræbte ham ved Mysunde og sænkede hans Lig i Slien.

Hvad der virkelig skete, kan ikke lade sig opklare. Således påstår Årbogen for Ryd Kloster at Hertug Abel var uvidende om mordet. Men noget tyder på, at
han stod bag. Dem der stod bag mordet forblev således i Abel´ s tjeneste.

Interessant er det også, hvad Ryd Årbogen nu fortæller:

• Først lagde de ynkeligt Riget øde, og til slut veg de ikke tilbage at tilføje sig selv og Riget evigt Vanry ved at udgyde Broderblod.

 

Abel udnævner sig selv som konge

Abel lod sig krone på Viborg Landsting efter at han over for 24 Riddere havde svoret, at han ikke havde noget med sin brors død at gøre. Hertug – og kongekronen blev nu forenet på samme hoved. Ja, Abel fik også en ny titel – Hertug af Jylland.

Han var også heldig, for Erik efterlod sig kun døtre. Nu kunne Abel sidde i fred og ro. Men der bredte sig det argument i befolkningen, at han kun var kommet helt til tops efter drabet på sin bror.

 

Abel dør i kamp

Abel forsøgte lige som sin bror, at få friserne til at underkaste sig. Men ved Husum Bro led han i 1252 et svidende nederlag. Selv faldt han den 29. juni 1252.
Og i slesvigske folkesagn siges det, at han ikke kunne finde ro i graven. Man påstår at han ved nattetid suser over Sliens vande.

Uheldigvis var Abel´ s ældste søn på vej hjem fra studietur i Paris taget til fange af Ærkebispen af Køln. Denne forsøgte at afkræve Hertug Abel en større løsesum. Disse forhandlinger var endnu ikke blevet afsluttet.

 

Kristoffer bliver konge

Dette udnyttede Valdemars farbror. Han valgtes endnu samme sommer til konge på Viborg Landsting og lod sig krone i Lund. Dette udløste nu nye uroligheder.

Den 21. september 1252 indtog holstenerne, Slesvig by. De plyndrede kirker og klostre. De mente at præsteskabet støttede den danske konge.  En tysk eventyrer Henrik af Æmeltorp indtog Møn og hærgede vidt og bredt på Sjælland. Dette tvang Kristoffer til at forlene Valdemar Abelsøn. Men denne skulle til gengæld aflægge troskabsed og hærfølge. Dette var de holstenske grever i første omgang tilfreds med.

Allerede i 1257 døde den unge Valdemar Abelsøn barnløst. Dermed tilfaldt lens-retten til kronen. Kristoffer håndhævede denne ret med stor styrke.

 

Enken får hjælp af greverne

Abels enke, Mechtilde var dog ikke tilfreds med denne beslutning. Hun ville bevare Hertugdømmet for sine to sønner, Erik og Abel.

Hun fik støtte af de holstenske grever, der ikke ønskede den danske konge som nærmeste nabo. Denne fyrstinde, der jo var indgift i det danske kongehus havde ikke de bedste sympatier her. Og Ryd Årbogen beskrev hende som Djævlens Kvinde. Efter årbogen nærede hun had til alt, hvad der var dansk.

Efter hendes tilskyndelse angreb de holstenske grever nu Jylland. På Sjælland benyttede bønderne sig af situationen og gjorde oprør. Men Kristoffer trak sig sejrrigt ud af begge opgør og vandt hertugdømmet tilbage fra Holstenerne. Da han nu var i Slesvig lod han Eriks hellige levninger føre fra Domkirken i Slesvig
til Kongehusets Gravkirke i Ringsted.

 

Kristoffer bliver myrdet i Ribe

Men situationen var slet ikke afklaret. Kristoffer havde en bitter fjende i Ærkebisp Jakob Erlandsøn. Denne nægtede at krone Kristoffers søn, Erik. Dette betød at ærkebispen blev fængslet. Domkapitlet i Lund lyste nu i Interdikt over landet. Kongen krævede at kirkerne blev åbnet. Ærkebispens
venner flygtede til Rügen, hvor de søgte hjælp hos Fyrst Jarimar. De gik så sammen med Erik Abelsøn i land på Sjælland den 17. april 1259.

Kristoffer følte sig ikke i stand til at tage kampen op, og flygtede til Jylland. Den 29. maj døde han pludselig i Ribe. Dette gav rygtedannelser.  Kongen skulle være blevet myrdet og morderen skulle være Ærkebispens gode ven, Abbed Arnfast fra Ryd Kloster.

 

Abel´s slægt anerkendes

Det hele blev ikke bedre, da de sjællandske bønder led et frygtelig nederlag mod Fyrst Jarimar ved Næstved den 14. juni. Enkedronning Magrethe måtte derfor søge forlig. Ligeledes førtes underforhandlinger med Erik Abelsøn og de holstenske grever. Dette resulterede i at han blev forlenet med sin brors hertugdømme i Sønderjylland, hvortil tilførtes øen Als. Dermed blev Abels slægt også anerkendt til hertugdømmet.

Men roen havde ikke indfundet sig. Da Jakob Erlandsen kom uf af fængslet blussede kirkestriden ud igen. Dette var dog ikke noget paven billigede.

 

Den danske hær lider nederlag

Allerede i 1261 mente dronningen sig stæk nok til at angribe hertugen. I juli 1261 gik den kongelige hær ind i Sønderjylland. Med en holstensk hær gik Hertug Erik til modangreb på Lohede syd for Danevirke. Den danske hær led et afgørende nederlag. Både enkedronningen og hendes unge søn blev taget til fange.

Jakob Erlandsen forlangte Bisp Nils af Slesvig arresteret. Erlandsen idet han fik stiftet ægteskab mellem Abels enke Mechtilde og Sveriges mægtige regent Birger Jarl. Hidtil havde både den svenske og den norske regent lovet det danske kongehus troskab.

 

Enken forærer arvegods

Mechtilde pantsatte sine sønners arvegods mellem Ejderen og Sli – Danevirkelinien til sine brødre Greverne Johan og Gerhard af Holsten. Derved fik de holstenske grever igen deres gamle jord tilbage. I 1288 overdrog hun yderligere dette arvegods som fuld ejendom til Grev Gerhard.

 

Enkedronningen frigives

Det så ikke godt ud for den nye danske konge. Men hans mor søgte hjælp hos Hertug Albrecht af Brunsvig (Braunsweig). Han brød ind i Holsten og spredte død og ødelæggelse omkring Plön. Et angreb mod Kiel mislykkedes dog.

Kristoffers søstersønner, Markgreverne af Brandenburg mæglede i konflikten. Enkedronningen slap ud af fængslet med det samme. Den unge konge blev overladt i mark – grevernes varetægt.

 

Hertug Erik blev under hele konflikten afholdt for ethvert forsøg på at erobre den danske krone. Hertugen havde på det tidspunkt overladt Rendsborg til de holstenske grever.

 

Hertug Erik Abelsøn dør

Der var dog stadig en del stridigheder omkring Als. I 1268 erhvervede hertugen Gottorp, som blev hoved-residens.  I 1272 døde Hertug Erik Abelsøn
i en ung alder.

 

Kilde:

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler 
• Ryd Kloster (under Padborg)
• Sønderjyllands Historie til år 1200

 Redigeret 6.-01. 2022 

Oprøret havde ulmet i lang tid. Danmark havde støttet Frankrig, der kæmpede mod bl.a. de tyske stater. På  en forholdsvis ublodig måde blev de danske styrker afvæbnet og en provisorisk regering nedsat. Men begivenhederne var starten til den blodige treårs krig samt begivenhederne i 1864.

 

En trykket stemning i Rendsborg

Klokken elve om formiddagen fredag den 24. marts 1848 var stemningen blandt de danske soldater i Rendsborg meget trykket. De stod opmarcheret på paradepladsen uden de skarpe patroner, de dagen i forvejen, havde fået udleveret. Foran dem stod en person i dansk generalsuniform og talte til dem på tysk Uden om dem stod 5. jægerkorps samt bevæbnede borgere fra Kiel og Rendsborg. Og de havde skarpe patroner.

 

Prinsen af Nør 

Personen i den danske generalsuniform var Prins Frederik af Augustenborg. Han blev normalt kaldt Prinsen af Nør.

Han fortalte, at Kong Frederik den Syvende ikke længere regerede frit, men blev styret af kræfter i København. Der var ikke længere en lovlig regering i landet. Derfor havde han, prinsen sammen med nogle andre overtaget magten i hertugdømmerne. Det skete for at undgå anarki og blodsudgydelser. De der ikke kunne indfinde sig med dette, skulle træde frem.

Dette var starten til treårskrigen og til situationen i 1864, der førte til endnu en krig.   Efter en længere spændingsperiode, hvor den Slesvig – holstenske bevægelse agiterede for en løsrivelse fra Danmark og stærke kræfter i kongeriget agiterede for Slesvigs sammenknytning med kongeriget uden Holsten, var fronterne i løbet af marts 1848 blevet trukket skarpere og skarpere op.

 

Oprøret ulmer

I Kiel  blev der den 15. marts holdt et borgermøde om den situation, der ville opstå, hvis regeringen i København ville adskille Slesvig fra Holsten, og indlemme Slesvig i kongeriget. Mulighederne for at udpege en midlertidig regering for hertugdømmet blev diskuteret. Den militære kommandant fik samme dag ordre til at skride ind med magt, dersom situationen krævede det.

Blandt kravene var Slesvigs indlemmelse i det tyske forbund, oprettelse af en folkevæbning i Kiel  og almindelig valgret og valgbarhed, dog kun for mænd.

 

Fjendskab mod Danmark

To dage senere den 18. marts, blev der i Rendsborg i en ophidset stemning afholdt et møde, hvor der blev stillet forslag om straks at gøre væbnet oprør mod Danmark og udnævne en provisorisk regering for Slesvig – Holsten. Man kunne være sikker på sejr, for det danske folk er dorskt og dovent, mente jernbanedirektør Ohlshausen. Og det man helt nøjagtig ville have var:

• Venskab med Frankrig. Fjendskab mod Danmark. Had mod Rusland.

Moderate kræfter kom dog med et kompromis. Der skulle i stedet sendes en delegation til København, som hos den enevældige konge Frederik den Syvende
skulle kræve, at der blev taget skridt til at Slesvig blev indlemmet i det tyske forbund.

 

Myndighederne vågner

Militærmyndighederne havde længe peget på den farlige situation. Man havde bedt om, at få forlagt 5.000 danske soldater til Rendsborg. Desuden skulle der opstilles et korps på 10.000 mand ved Kolding.

Men regeringen kunne ikke rigtig beslutte sig. De mente, at det ville være en provokation. I stedet blev lokale soldater sendt bort, så de ikke blev udsat for danskfjendtlig propaganda. Der var dog gået en hemmelig henvendelse ud til militærmyndighederne i Nørrejylland og på Fyn, dersom militær indgriben var nødvendig, så kunne der rekvireres penge ved toldstederne, såfremt der ikke kunne anvises penge fra København.

Instruksen forudsatte, at der fandtes en loyal Slesvig – Holstensk regering.

Men man kunne ikke længere sidde situationen overhørig. Den 20. marts fik generalkommandoen for hertugdømmerne ordre til at forlægge hovedkvarteret fra Slesvig til Rendsborg. Samtidig fik Ingeniørtropperne ordre til at komme med forslag, hvilke forsvarsforanstaltninger, der kunne iværksættes. Pludselig var der penge nok til oprustning. En artilleriofficer blev sendt til Frankrig for at købe geværer. Der blev givet ordre til at forberede forplejning af et korps på 5.000
mand mellem Ribe og Kolding og 10.000 mand i og ved København. To bataljoner og et artilleribatteri blev gjort klar til overførsel fra København til Rendsborg.

 

En ny regering

I København blev et møde afholdt den 20. marts i Casino Teatret. På mødet blev det vedtaget at rette en henvendelse direkte til den enevældige konge. Nogle ville straks gå til kongen, men Tscherning fik beroliget forsamlingen ved at foreslå, at man gik hjem og sov på beslutningen.

I et højtideligt optog drog Københavns Kommunalbestyrelse efterfulgt af en større menneskemængde dagen efter
til Christiansborg. Man fik foretræde for kongen, der oplyste, at det gamle ministerium var opløst.

Den 22. marts var den ny regering dannet. Enevælden der havde eksisteret siden 1660 var opløst. Ja så  sent som i 1842 var Orla Lehmann blevet idømt 3 måneders fængsel for at have kritiseret enevælden. Han var nu blevet minister uden portefølje og senere var han med til at forfatte den nye grundlov.

 

Uroligheder

Delegationen sydfra fik den 24. marts et skriftligt svar. Det var meget imødekommende for så vidt angik Holsten, men som afviste indlemmelse af Slesvig
i det tyske forbund. Men i København var man bange for oprør i Slesvig – Holsten, så med dampskibet Kopenhagen var der afsendt to åbne breve til Kiel,
henholdsvis til ministeriet og den Slesvig – Holstenske deputation.

Men urolighederne var brudt ud inden dampskibets ankomst. Borgerne i Rendsborg havde forhindret aflevering af finanshovedkassen indeholdende 1 ½ million rigsdaler og i Kiel havde borgerne trods politiforbud holdt møde om organisering af en folkevæbning og forhindret  afsendelse at militært materiel til Rendsborg.

Om morgenen den 24. marts proklameredes der fra Kiel, at der var dannet en provisorisk regering med Prinsen af Nør i spidsen. Han var kongens svoger. Da Frederik den Syvende i 1848 blev konge skulle prinsen som soldat have aflagt ed til kongen, men under forskellige påskud havde han fået det udsat gang på gang.

Kommandanten i Kiel, oberst Høegh skulle egentlig have fjernet sine tropper fra byen men havde fået udskudt sin afmarch. Da den provisoriske regering blev proklameret blev proklameret, nedlagde han kommandoen over styrkerne i byen, femte jægerkorps og en eskadron af andet dragonregiment.

Tropperne blev kaldt sammen og Prinsen af Nør fortalte, at der var udbrudt oprør i København og nu handlede han i kongens navn.

 

På  vej mod Rendsborg

Dem der ikke accepterede de nye forhold forlangte og fik deres afsked. Allerede ved 7 – tiden om morgenen afgik prinsen med jægerkorpset og cirka 50 borgere fra Kiel på vej mod  Rendsborg. I Neumünster sluttede en bande på cirka 60 knippelbevæbnede sig til toget. Andre vil måske kalde dem frihedskæmpere. 200 bevæbnede studenter kom ikke med toget i første omgang, men nåede Rendsborg ved middagstid.

Om aftenen den 23. marts havde kommandanten afholdt krigsråd i Rendsborg. Der blev foreslået at afbryde jernbanelinjen sydpå, men det blev ikke
gennemført. Derimod blev det accepteret at udlevere arsenalet på 400 geværer til borgerne.

Et borgerligt artillerikorps som tidligere var befalet opløst blev gendannet i løbet af natten. Generalens adjudant stillede sig straks på oprørernes side.

Ligeledes om natten blev der lagt brædder på en bro og et plankeværk blev revet ned, så der var let adgang til fæstningen. Toget med prinsen standsede ikke ved stationen men fortsatte ad en bane, der endnu var under bygning, helt frem til den bræddebelagte bro, der førte til fæstningen. Strategisk vigtige punkter blev besat, kirkeklokkerne ringede og bevæbnede borgere sluttede sig til oprørerne. I den gamle bydel blev der opført barrikader for at forhindre de soldater, der var indkvarteret der for at nå frem.

Ved hoved-vagten oplæste Prinsen af Nør den provisoriske regerings proklamation og opfordrede vagtmandskabet til at rømme vagten. Men det ville man først, når ordren var givet af kommandanten. Men han kom i det samme og gav befalingen.

 

En sen udmelding fra København

Fra København lød ordren at man under alle omstændigheder skulle holde fæstningen og at kommandanten skulle afsættes på grund af upålidelighed. Men som så mange ordre fra København så nåede denne også for sent frem.

 

Oprørerne overtager magten

Tropperne blev sendt til deres kvarterer og femte jægerkorps besatte vagterne. Oprørerne havde haft let spil. En stor pengekasse og store militære depoter var også faldet i oprørernes hænder. Fra København kom nu ordren at redde så meget som muligt og smide resten i Ejderen var på vej. Men denne ordre havde
mistet sin betydning. For den danske krigsmagt var tabet af Rendsborg en katastrofe.

Om eftermiddagen fik officererne valget at tjene under prinsen, at få rejsepenge og tilladelse til at rejse mod at afgive æresord på ikke at ville tjene mod hertugdømmerne – eller at blive arresteret. Flertallet rejste efter at have afgivet løfte. Oprørsregeringen skaffede sig siden tyske officerer. De menige gjorde hvad der blev sagt til dem, de var ikke vant til andet.

I Slesvig by gav generalmajor Castenschiold ordre til samling med henblik på at drage mod nord, lige så snart rygterne om hændelsen i Rendsborg var nået frem. Men så meget nåede han ikke. Han blev arresteret og af borgerne ført til rådhuset.

Situationen for de danske styrker var kaotisk.

Under mere eller mindre dramatiske omstændigheder gik hovedparten af hærstyrkerne i Glückstadt, Altona, Itzehoe, Pløn, Ratzeburg og Frederiksort over til oprørerne.

 

Borgervæbninger i byerne

Den provisoriske regering slog sig allerede den 25. marts ned i Rendsborg. På det første møde blev det vedtaget at oprette borgervæbninger i hertugdømmerne. Manden der opfordrede til krig mod Danmark blev optaget i regeringen og fik ansvaret for hertugdømmernes politivæsen.

I Berlin begyndte den preussiske konge at få sine tropper bragt i stilling til de begivenheder, der kunne tænke sig at udvikle sig. Flere steder sydpå begyndte tropper at bevæge sig mod Holsten.

 

En hurtig proklamation

Generalkommandoen for Nørrejylland og Fyn gav straks ordre til at besætte grænsen til Slesvig med de tropper der var marchklare i Fredericia.  I grænseområdet begyndte frygten for overfald fra de bevæbnede bander.

En proklamation  blev udarbejdet af krigsminister Tscherning:

1. at Slesvig aldrig kan indlemmes i det tyske forbund
2. at Slesvig altid skal forblive i forbindelse med Danmark
3. at den administrative forbindelse med Holsten, som har fremkaldt den nuværende ulykkelige tilstand, skal hæves, men at Slesvig kan opnå alle de friheder og rettigheder af hvad navn nævnes kan under de anførte betingelser

Der var rettet adskillige gange i skrivelsen.

 

Statsråd 

I Statsrådet den 31. marts drøftede man mulighederne for ad diplomatisk vej at opnå en aftale om, at Preussen, Mecklenburg og Hannover ikke sendte tropper over grænsen, og at den provisoriske regering ikke    overskred Husum – Eckernförde– linjen.

Danmark skulle så forpligte sig til ikke at overskride Flensborg – Dagebøl – linjen. Indtil situationen til Preussen var klar.

Baggrunden for dette tiltag var at vinde tid, men aftalen måtte laves på sådan en måde, at den ikke kunne efterlade det indtryk, at Danmark ville acceptere en deling af Slesvig

 

Modsætningsforhold

Fra slutningen af Napoleons – krigene op mod 1848 blev det mere og mere klart, at der opstod et modsætningsforhold mellem dansk og tysk i det Slesvig
– Holsten – Lauenborgske område. Danmark havde stået på Frankrigs side mod bl.a. de tyske stater. I Tyskland arbejdede stærke kræfter på at skabe en tysk enhedsstat.

I 1830 var en medarbejder i det Slesvig – Holstenske kancelli ved navn Lornsen blevet udnævnt som landfoged på Sylt. Han begyndte en agitation for et forenet Slesvig – Holsten med en fri forfatning og udsendte et skrift herom.

Frederik den Sjette var rasende. Heftet blev beslaglagt og Lornsen idømt et års fæstningsarrest.  I løbet af 40erne voksede en bevægelse op, hvis mål var at løsrive ikke blot Holsten men også Slesvig fra Danmark.

 

Kilde:

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 43 artikler 

Redigeret 19. – 03. – 2022