Artikler
Januar 16, 2010
Efter krigen var regnskabets time kommet. Masser af tøndringer blev indsat i Fårhuslejren. I Kommunen var der en stor fyringsrunde. Den nationale udsoning foregik over flere årtier. Og Tønder oplevede et begyndende olieeventyr. Politimester bankede i bordet: Kom så i gang.
Englænderne kommer
Allerede den 4. maj gik rygter på, at englænderne var lige syd for grænsen, og at de kunne være i byen når som helst. Den 5. maj blev byens borgere vækket
af 6 jagere, der fløj over byen. Glæden var stor blandt de dansksindede. Statsskolens elever mødtes på Missionshotellet, og herfra sendte de lykønskning til kongen. Den første betjent, der viste sig, blev båret i guldstol af folkemængden. Ved Sønderbro landede to engelske journalister på en mark.
Tyskerne på vej hjem
Den 6. maj afholdt pastor Magle en takkegudstjeneste. Han var netop vendt hjem fra Frøslevlejren. Først på eftermiddagen kom en afdeling af den danske brigade.
Og tyske soldater kom slukøret vandrende gennem byen trækkende med barnevogne, legetøjsvogne og cykler. Men inden de nåede grænsen var det meste dog taget fra dem.
Modstandsbevægelsen – efter krigen
Pludselig dukkede en masse modstandskæmpere op. I Tønder undrede man sig over, at der var så mange. Et kompagni på 550 bevæbnede soldater skulle sørge for ro og orden. Men i de første dage efter besættelsen var modstandsbevægelsen enerådig i byen. Kompetence stridigheder, frygt og selvtægt prægede også byen.
Modstandsbevægelsen tog den 8. maj fat i den store interneringsaktion, der kom til at vare flere dage. Lastbiler kørte gennem gaderne, hver forsynet med en betjent og 4 – 5 bevæbnede mænd. Nu blev alle tidsfrivillige, frontfrivillige, værnemagere, stikkere m.m. anholdt. Og på gader og veje hånede de dansksindede nu de arresterede.
Missionshotellet blev brugt som opsamlingscentral. Nogle fik lov til at sidde der i flere døgn. Samtale var absolut ikke tilladt. Ved udgangen af 1947 var der
afsagt dom over 1.047 personer fra hele politikredsen.
Byens postbude var nu iført den røde uniform, og forsynet med brækjern og stiger blev alle tyske gadeskilte fjernet. Den 13. maj overtog politiet de normale
funktioner.
Tysksindede i uniform skulle smides ud
Den 19. maj forlangte bogtrykker Laursen på et stort folkemøde arrangeret af modstandsbevægelsen, at alle som af egen vilje havde båret tysk uniform og våben mod det danske folk, skulle fratages det danske statsborgerskab og udvises.
Den 1. juli gik det ud over en fem – seks hjemmetyske – butikker samt Hoteller. Tre uger efter fandt en skudveksling sted mellem Hipo – folk og modstandsfolk.
I juli forsvandt de fleste brigadesoldater og den 17. juli drog de fleste engelske soldater væk fra byen. De lokale frihedskæmpere blev afløst af C.B. ere.
Stor fyringsrunde
Adskillige funktionærer og tjenestemænd blev afskediget eller suspenderet. Flere af dem sad i Fårhuslejren. Tønder Ringriderkorps og brandværnet skiftede kommandosproget fra tysk til dansk.
I september skiftede Tondern Bank navn til Tønder Bank. I Tønder Håndværkerforening blev der nedsat et udrensningsudvalg. Ved et møde i 1948 mente bogtrykker Lauersen og bagermester Thorvald Petersen at Dansk Samfund med sin fortsatte beståen, kunne være en hindring for den fredelige udvikling i grænselandet.
Det tyske skolesystem afskaffet
I den tyske lejr kom interneringerne som et chok. De mente, at de var blevet behandlet som storforbrydere. Dette skabte stor bitterhed. Mange af mindretallets institutioner var enten ophørt eller havde midlertidig indstillet deres virke. Rigsdagen havde afskaffet hele det offentlige tyske skolevæsen. Den tyske skolekonsulent var fyret og den tyske børnehave var opløst.
Modstandsbevægelsen havde lukket det tyske bibliotek. Også i den tyske kirke stod det ikke godt til. Pastor Rühmann var blevet fyret. En overgang var den
tyske roklub beslaglagt. Samme skæbne overgik Schützenhof. Det tyske mindretal måtte starte forfra. I starten gik det meget langsomt. København – Bonn erklæringen hjalp udviklingen på vej.
Den tyske privatskole rejste sig fra en ret beskeden start til en moderne undervisningsinstitution. I juni 1945 blev Alexandrineskolen i Nørregade og Borgerskolen i Richtsensgade beslaglagt til lazaret for de sårede tyske soldater, som hidtil havde opholdt sig på statsskolen, seminariet og Tønderhus.
De 267 elever fik en meget lang ferie. Omkring 100 af dem blev indmeldt på Øvelsesskolen.
Den tyske skole i bådhuset
Der var problemer med at skaffe egnede lokaler til nye skoler. Derfor fungerede det tyske bådhus som skole fra 16. oktober 1946. Man måtte selv skaffe en del af midlerne for at drive skolen. I 1950 havde skolen 123 elever.
Situationen var meget dårlig. Legepladsen var nærmest at betegne som en mudderpøl. Og der kunne ikke indrettes flere lokaler i huset, som var mere end overbefolket.
I foråret 1953 blev der taget fat på at udgrave grunden i Popsensgade 2 til en ny tysk privatskole. 28. november samme år blev skolen indviet. Den fik navnet Ludwig Andresen Schule, opkaldt efter byens kendte lokalhistoriker.
Fra 1955 kom skolen til at rumme børnehave. I 1958 – 59 blev der foretaget en stor tilbygning. I 1946 vedtog man at skolen i Nørregade skulle sælges til Justitsministeriet til en ny politigård. Den bagerste bygning i Richtsensgade Skole skulle sælges til Teknisk Skole.
Normale tilstande
Efterhånden lagde fjendskabet sig mellem de to befolkningsgrupper. Man hilste på hinanden, giftede sig på tværs af sindelag, handlede hos hinanden og accepterede hinanden. I løbet af 60erne fortsatte den nationale udsoning.
Stor tilslutning til kommunisterne
Efter besættelsen stod de 6 stole, hvor der skulle sidde repræsentanter fra Slesvigsk Parti, tomme. Ved byrådsvalget i 1954 vendte man tilbage til normale tilstande. Her var den store stemmesluger, overpakmester Ørneborg. Han stillede op for Socialdemokratiet og hans succes bevirkede en fremgang på to mandater. Bemærkelsesværdig var, at Kommunisterne opnåede 255 stemmer. Her var det min gamle læge, Dahl, der satte sig i byråds – stolen.
Bankdirektør Poulsen blev genvalgt og Slesvigsk Parti tabte tre mandater.
I 1950 genvandt Slesvigsk Parti yderligere et mandat. I alt fik de 23 pct. af stemmerne i Tønder. Johan Poulsen blev genvalgt som borgmester. Og Slesvigsk Parti opnåede 27 pct. af stemmerne.
Store investeringer
Borgmesterens økonomiske indsigt viste sig at være en gevinst for byen. Den blev moderniseret, og på lidt længere sigt fulgte erhvervsudviklingen også med. Poulsen formåede at få oppositionen til at være medspiller. I 1970 gik han af både som bankdirektør og borgmester. Efterfølgende blev han udnævnt som æresborger.
Kommunens kæmpestore anlægsprojekt i 50erne var bygningen af Tønder Kommuneskole. Den nye skolebygning blev indviet i januar 1955. I 1960erne blev den udvidet med en venstrefløj. Det skete, mens jeg gik på skolen. Tænk, at jeg var der i 10 år.
I løbet af en kort årrække kom der Teknisk Skole, bibliotek, brandstation, rutebilstation og en ny omfartsvej.
Nyt friluftsbad
Det blev også til et nyt friluftsbad, anlagt ved den gamle markedsplads. Med friluftsbadet forsvandt badelivet i Vidåen.
I 1901 var der anlagt en å – badeanstalt, der hvor Galgestrømmen og Vidåen mødte hinanden nord for Anlægget og jernbanebroen. Her ligger stadig en lille ø. Og på denne lå på den ene side, pigernes badeanstalt ud til Vidåen, og drengenes badeanstalt ud til Galgestrømmen.
Omsætning i Tønders butikker
I 1955 berettede Jydske Tidende om, at mange husmødre med fordel kunne købe varer i Danmark, og dette drog Tønder fordel af. Men i 1965 beklagede formanden for Tønder Handelsstandsforening, at de tyske kunder kun måtte tage ganske få varer med over grænsen.
I de følgende år blev bestemmelserne lempet. Byens handlende nød også godt af de mange turister og campisterne, der efterhånden besøgte Tønder. En særlig form for turisme var bryllups – turisme, der gav Tønder et ry som Nordens Gretna Green. I eftersommeren 1970 nåede man på rådhuset op på at have viet udenlandsk par nr. 1.000.
Mange tøndringer var beskæftiget ved DSB. Det var Tønders største arbejdsplads. Indtil anlæggelsen af Hindenburg – dæmningen til Sild gik langt den største del af person – og godstrafikken til øen over Højer via Tønder.
Med indstillingen af persontrafikken på Højer – banen gik ud over banegårdens imponerende perronanlæg.
Olieeventyr lugtes i Tønder
En kort overgang lugtede man olie i Tønder. Efter en række boringer i 1948 – 1949 i øster Højst, Rørkær, Daler, Dyrhus og Sæd,
vendte Danish American Prospecting Comapny i 1951 tilbage med et 58 meter højt boretårn, som blev hejst lige nord for byen. I januar 1952 fandt man de første oliespor i 3.300 meters dybde. Og Tønder kom i Politiken:
I byen spekulerede man allerede på, hvad alle olie – millionerne skulle bruges til. Det skete efter, at byens 4 aviser i fællesskab havde udsendt en løbeseddel. Over skriften var skrevet med fede sorte bogstaver: OLIE:
Men ak og ve, olien sprang ikke i Tønder.
Politimester: Kom så i gang
I 1958 slog politimester Bøving i bordet på Tønder Handelsstandsforenings generalforsamling. Han opfordrede tøndringerne til at tage initiativer i stedet for at vente på at stat og kommune skulle tage et initiativ. Tønder måtte ud af deres tornerosesøvn.
En erhvervs-konference blev afholdt i 1959, hvor man diskuterede, hvordan Tønder kom ud af stagnationen. Men efterhånden skete der da også noget. Virksomheder begyndte at dukke op. Barting Maskinfabrik og Kedelsmedie TØMA, System Abstracta, Ribe Jernstøberi og Skandinavisk Emballagefabrik.
I 1960 kunne man melde om fuld beskæftigelse, og de handlende havde en god omsætning.
Mange virksomheder i byen
I Tønder lå også firmaerne Selmer og Carl Tiedemann, der handlede med brændsel, træ og byggemateriale. Og så var det også M.C. Christiansens store isenkrambutik. Jeg husker tydelig deres kælder, hvor der befandt sig en del legetøj.
Og ude på Ribe Landevej lå en stribe automobil – virksomheder. Vi gik rundt og tiggede klistermærker som vi satte på vores sæbekassebiler, som vi så kunne ræse op og ned af Lærkevej. På hjørnet Dragonvej/ Ribe Landevej lå Falck – stationen. Jeg fik fikset min radio så jeg kunne følge med i, hvor de rykkede
ud.
Lige bag ved os på Lærkevej, kunne vi smutte over i Odense Æg-forretnings have, en sjov med ulovlig legeplads. Oppe i byen var der parfumevirksomheden
Dralle og S.C. Lorenzen med købmandsvarer. Her var min storebror i lære. Der kunne nævnes mange flere virksomheder.
På Jernbanegade lå Lauersens Bogtrykkeri. De flyttede senere ud på Nørremarksvej. Jeg gik i skole med Jørgen Lauersen og min gode ven Ingolfs far Frederik var ansat i virksomheden. Og det med virksomheder i Tønder er nok til en ny artikel.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 27. 10 . 2021
Januar 16, 2010
Cornelius Petersen oprettede den mest moderne gård i Tøndermarsken. Gården Vester Anflod havde både malkemaskine og elektrisk strøm. Petersen havde også nogle gode ideer om selvstyre. Men efterhånden blev disse ideer en tvangstanke. Han endte nærmest nationalsocialist med Frits Clausen som sit store forbillede.
Den moderne gård
Vi befinder os i denne artikel midt ud i Tøndermarsken på gården Vester Anflod. Og ikke mindst livet, som det udspillede sig – dengang på en gård i marsken. Gården var arkitektonisk helt anderledes. Den blev drevet meget moderne.
Gården havde et 17 meter højt stråtag, bygget fra længe til længe hen over gårdspladsen. Laden var på cirka 20 meter gange 20 meter. Ko/ hestestalden var lige så stor.
Manden, der byggede denne moderne gård, var en rebel, en nytænker. Men som til sidst fik nogle ideer, der ikke rigtig svarede til hans oprindelige filosofi.
Stormflod opslugte stedet
Helt tilbage i historien kender vi stedet. En stormflod opslugte den lille landsby og kirken. Men en slægtsgård blev senere etableret på stedet. Fra 1680 til 1904 var gården i Familien Carstensens eje. Marskgården Westerfeld blev oprettet i 1849 i forbindelse med en deling af Vester Anflod. Således kunne begge brødre hver få deres gård.
Christian Mathæi Carstensen født på Vester Anflod aflagde borgered i Tønder i 1797 som købmand. I perioden 1811 til 1812 var han kæmner i Tønder.
Friser i sit hjerte
Cornelius Petersen var storbonde, friser og ikke mindst rebel. Han blev født på halvøen Ejderstedt. Oprindelig talte man her frisisk. I løbet af 1600 – tallet skiftede dette dog til plattysk. Det var dette sprog, Petersen voksede op med. Ja det vil sige, at hans uddannelses – og kultursprog var højtysk. Senere i livet lærte han frisisk og dansk.
I 1905 erhvervede han gården Vester Anflod lige i nærheden af det dansk talende Møgeltønder. En ny gård blev opført i 1914.
Faderen var skolelærer og interesseret i lokalhistorie. Moderen stammede fra et veletableret gårdejerdynasti i Ejderstedt. Op væksten var præget af tysk i sproglig og kulturel henseende, med en udpræget slesvigsk farvning åben for frisiske og danske elementer.
Slesvig og Holsten skulle forblive sammen
Petersen startede sin karriere som landmand hos en slægtning i Nordfrisland. Derefter gik han på landbrugsskole i Holsten. Han hadede det preussiske bureaukrati. På den måde kom han i kontakt med danske foreninger, der havde den samme fjende. Efterhånden dukkede han op som gæst ved danske møder
og festligheder.
Dannevirke og Slien var den rigtige grænse
Han støttede venstrefløjen af tysk liberalisme. Han var skeptisk over for krigen og sandsynligheden over for en sejr. Efter krigen fortsatte han med at støtte
de tyske venstreliberale. Udsigterne til danskernes overtagelse af Nordslesvig drev ham tættere mod den danske side. Men han ønskede dog ikke en adskillelse mellem Slesvig og Holsten.
Petersen argumenterede for, at alle indfødte slesvigere nord for det gamle etniske skel ved Dannevirke og Slien var nærmere tilknyttet Skandinavien end til Tyskland.
I adskillige artikler udviklede Petersen sin filosofi om Slesvig og især Nordfrisland. Han holdt sig til den danske version af historien, som påpeger at befolkningen i Slesvig ikke har tyske rødder. Men Petersen forlangte, at Danmark indrømmede dem en lokal selvforvaltning.
Friserne udsat for vold og overgreb
Han mente, at fremmedherredømme gennem tiden havde bevirket at de lokale mindretal havde lidt overlast. Landbefolkningen havde været underkastet vold og religiøs omvendelse. Han mente, at det var forkert, at man skulle give afkald af det oprindelige sprog for at blive noget i samfundet.
Den skade som især lærere og præster forvoldte, var særlig alvorlige, fordi de ændrede frisernes basale selvopfattelse.
Nordfrisland – stadig tysk
Afstemningen i 1920 afspejlede ikke hans ønsker. Hans fødeegn Nordfrisland var blevet ladt tilbage på den tyske side. I 1922 kom hans utilfredshed frem. Hans opfattelse af et bondesamfund var ikke et samfund af ligemænd. De ledende familier skulle have en ophøjet status, men de var samtidig forpligtet til særlige forpligtelser over for fællesskabet og dets svageste medlemmer.
Bondens selvstyre
Den økonomiske krise i det sønderjyske landbrug i midten af 1920erne forstærkede hans beslutning om at oprette protestbevægelsen Bondens Selvstyre.
Bevægelsen rettede også en voldsom kritik mod den måde, det danske selvstyre.
I tilknytning til bevægelsen opstod det sønderjyske Bondeværnet. Man udgav bladet Folkets Selvstyre. Og i dette blad havde Cornelius Petersen rig mulighed for at agitere for sine synspunkter. Man ville have indført det nationale diktatur.
Selvstyrebevægelsen ville oprette en selvstændig bonderepublik, delvis efter forbillede af den ældgamle nordjyske bondebevægelse fra Middelalderen. Den blev ledet af Skipper Clement.
En god agitator
Man udsendte sågar egne pengesedler. En krone sedlen havde på den ene side et billede af Cornelius Petersen og på den anden side et billede af den imponerende gård, Vester Anflod.
En resolution blev sendt til Christian den Tiende. Man opfordrede til at Sønderjylland fik sin egen administration, men beholdt sit tilkørselsforhold til
Danmark. Men dette afviste kongen.
Petersen havde tæt kontakt til Dannevirke – bevægelsen. I 1924 gik han ind i De jyske Separatister. Cornelius Petersen var en god agitator. Hans protestmøder samlede mange sympatisører. I de københavnske medier vakte hans gøren og laden store bekymringer.
Men selvstyrer og protestbevægelsen fik kun 2.000 stemmer ved folketingsvalget i 1926. Grunden til den forholdsvise ringe tilslutning, skal nok ses i lyset af, at Slesvigsk Parti var meget smarte. De lagde sig stærk ind til protest – og selvstyrebevægelsens program. Selvstyrepartiet stod som taberen og Slesvigsk Parti
som vinderen.
Den stemning som Cornelius Petersen havde rejst gavnede Slesvigs Parti. Deres stemmetal steg fra 7.715 i 1924 til 10.422 i 1926.
Stauning var en røverkaptajn
Petersen blev i høj grad landskendt, da han i 1926 kaldte statsminister Stauning for en røverkaptajn. Udtalelsen fremkom efter, at Stauning på et møde på Bov Kro havde sagt, at 50.000 arbejdere var parat til at overtage de fallerede landbrug.
Cornelius Petersen farede nærmest i flint. Han mindede om, at Friserne i 1252 havde kæmpet mod Kong Abel og dræbt ham:
Og Cornelius Petersen slap ikke for tre måneders fængsel. Man fremkommer ikke ustraffet med sådanne udtalelser. Men han kom aldrig til at afsone straffen.
Hans tilhængere samlede de 2.000 kr. sammen, som bøden var på.
Opfordring til kup
Kort tid efter blev der indkaldt til et protestmøde i Aabenraa. Og det var her tanken om et bondeværn fremkom. Politiet havde fået kendskab til, at nogle reserveløjtnanter med forbindelse til Petersen, havde rettet en forespørgsel til et ca. 50 officerer om, hvordan de ville stille sig i tilfælde af et antiparlamentarisk kup.
De påstod, at have hæren og flåden i ryggen. På protestmødet ville man have godtgørelse for tab i forbindelse med kronestigningen og anden økonomisk hjælp. En deputation blev sendt til København med en denne vedtagelse. Men de blev afvist.
Psykisk nedbrudt
Han var også med i oprettelsen af Den Slesvigske Brigade. Selv skulle han udnævnes til Hertug af Slesvig og tage de sønderjyske landsdele i direkte besiddelse. I foråret 1928 ophørte bladet. Kort tid efter faldt bevægelsen fra hinanden.
I de følgende år led Petersen både økonomisk og psykisk. Den personlige modgang bevirkede også, at han på et tidspunkt måtte lade sig indlægge på det psykiatriske hospital i Augustenborg. Spekulationer medførte store tab, da kronens værdi pludselig steg.
Frits Clausen – det store forbillede
Mange år levede han uden for det politiske spotlys, men dukkede pludselig op, da han udtrykte sympati for nationalsocialismen. Men det var den danske version af denne filosofi, han støttede og ikke den tyske.
Det var måske også derfor, at det var den sønderjyske landmand, DNSAP – lederen Frits Clausen, som tog ordet ved Petersens begravelse i 1935. Det kan overraske den forvirring af kursskifter som Cornelius Petersen gennem årene gennemgik. Han var tysker, dansker og friser, men han var alle disse ting på sin egen måde.
Friser – ånden blev ført videre
Mutter Petersen måtte efter hendes mand klare bedriften selv. I 1937 var der ansat en røgter, to karle og en køkkenpige. Enken førte friserånden videre. Der var ikke mange gårde i marsken, der dengang havde malkemaskine, ja endda elektricitet indbygget.
Egen elektricitet
En stor dieselmotor producerede elektriciteten. Den pumpede også vand ind i gården. Man kunne dog tydelig mærke, når den var ved at gå i stykker. Lyset blev svagere og svagere, så gik malkemaskinen i stå og til sidst var der ingen vand.
Den eneste, der kunne reparere maskinen, var smed Motzkus fra Møgeltønder. Han kom kørende på sin Nimbus.
Svine på anden sal
Oven på kostalden var der svinestalde, ofte med flere hundrede grise stående i båse. Gulvet skrånede en lille smule, så ajle af sig selv sivede ned i ajlebeholderen ved gårdens østre gavl.
Mod øst var ligeledes gårdens hovedindgang, en slags indkørsel foran både stald og stuehus. Møddingen lå under gade-niveau. Gården var bygget på et værft – en ca. 6 – 8 meter høj bakke.
Grisene blev født på loftet, og når de skulle slagtes, kom der en stor lastbil med højt lad, som kørte op foran den første stalddør, hvorefter der var en lem, som førte direkte ind til hoved-gangen i grisestalden. En anordning bevirkede at grisene kunne glide baglæns ned til lastbilens lad.
Hen over båsene var der monteret et tipvognskabel, der gjorde arbejdet meget lettere.
Dyrplageri
To gange om året rappede man bugfjer og dun af levende ænder og gæs. I dag kaldes dette dyrplageri. Adskillige kilo fjer og dun til fjerrenseriet et par gange om året.
En effektiv gård
Marskgården i tre etager var særpræget. Hø – og kornloftet var 8 – 10 meter højt. Mange systemer var indført for at gøre arbejdet så effektiv som muligt. Fremstilling af fåreost hørte også til det almindelige arbejde. Til gården var der tilknyttet 67 får. En gang imellem måtte man bruge Æ Klustag for at få fat i bortkommende får.
”Sabotage” på Rudbøl Skole
Børnene fra arbejderne på gården gik i skole i Rudbøl. Børnene – 16 – 18 drenge i alderen fra seks til fjorten år gik alle i en klasse. Den 9. april gik eleverne
ned i haven, og mens de tyske tykke Bertha `er fløj hen over marskens diger sagde lærer Outzen til børnene:
Rudbøl danske skole havde skolegård sammen med Rudbøl tyske skole. Skolebygningerne lå i hver sin ende af skolegården. Grænsen mellem de to bygninger var en fælles toiletbygning i midten med danske lokummer i venstre side og tyske i højre. Man bevægede sig absolut ikke ind i hinandens enemærker.
Drengene lavede selvfølgelig nogle sabotageaktioner. Det betød afstraffelse fra Outzen. Ti rap i bagen.
Den moderne gård, Vester Anflod brændte i 1950.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 27. – 12. – 2021
Januar 16, 2010
Tønders omgivelser blev fuldstændig forandret efter afvandingen. Forholdet mellem dansk og tysk blev langsomt forbedret efter 1920. Dog var de tysksindede ikke tilfreds med ”Clausen – linjen”. Men fra 1933 blev tolerancen mindre. En svensk journalist var i tvivl –
Tønder eller Tondern. Denne journalist mødte nazismen i 1936 i Tønder. Fra 9. april 1940 var forholdet præget af en betændt spænding. Under besættelsen var der en slags væbnet neutralitet i byen.
Talrige oversvømmelser
Tønder var en svømmende by. Byen var omgivet af vand og is på tre sider. Landeveje og dæmninger ragede op som diger. Fra Slotsbanken så det ud som et stormpisket hav. I begyndelsen af 20erne måtte man bjærge høsten med båd.
Dengang var Tønder – storkenes by. Det virkede meget idyllisk, men det gjorde de talrige oversvømmelser ikke. Mange led store tab. Halvdelen af de 100 køer som leverede mælk til byen måtte sælges. Ejerne kunne simpelthen ikke skaffe græs til dem.
Den store afvanding
I 1925 vedtog Rigsdagen en lov om Tøndermarskens afvanding. Projektet varede i fire år. Der blev gravet ca. 250 km store og små kanaler, anlagt ca. 80
km å-diger og opført 4 pumpestationer.
Tønder – egnen blev fuldstændig forandret. Landskabet blev forandret til frodige marker. Nu kunne man gå tørskoet hele året. Den gamle Skibsbro – kanal var nu helt uanvendelig. Og alle de myg, der sommetider plagede beboerne i byen, forsvandt også.
Men i perioder mærkede befolkningen dog endnu Vesterhavets nærhed. Således i 1946, hvor arealerne mellem jernbanen og Ribe Landevej blev oversvømmet. Og i 1947 oplevede Tønder og andre dele af Vestslesvig en tøbruds – katastrofe. I flere dage var kældre og gader under vand.
Som følge af afvandingen forsvandt storkene også. I 1870 var der således mellem 25 – 30 storkeredder i Tønder. Ifølge min far var der i 1930erne 6 – 7 stykker, og i min ungdom i midten af 60erne var der 2 – 3 stykker. Jeg tror ikke, at der er nogen storke tilbage i Tønder i dag.
Frigrunden
Inde i Tønder lå noget mærkeligt, som havde spor tilbage til middelalderen. Slots – og frigrunden lå i en anden kommune. I 1645 blev området udvidet, da Frederik den Tredje skænkede to af sine embedsmænd pladsen mellem Slotsgade (Frigrunden) og Møllevej (Skibbrogade). De huse, der lå i området skulle ikke betale skat, og i 1663 blev det bestemt, at de ikke var undergivet anden jurisdiktion end hofretten på Gottorp. I 1906 var det 17 boliger og 120 indbyggere.
Ved Genforeningen blev de lagt sammen med Tved og Emmerske og kom til at ligge i Tønder Landsogn. Her lå fortsat i enklaven, amtshuset, amtmandens bolig, vandmøllen, badeanstalten, museet og de kommunale værker. Det var først i 1933, at Slots – og Frigrunden sammen med Tved og Dyrhus blev indlemmet i Tønder Kommune.
Clausen linjen
At Tønder blev dansk, kan vi blandt andet takke H.V. Clausen for. På en række kort havde han allerede i 1895 tegnet den nuværende grænse. I 1901 gentog han sit forslag i “Haandbog i det nordslesvigske Spørgsmaals Historie”. Han havde simpelt hen kombineret naturen og kulturen og sat en grænse. Og denne grænse fulgte på en del af strækningen Skelbækkens, Gammelåens og Sønderåens løb til Rudbøl Sø.
Et modigt forslag, for Tønder og Højer blev regnet for udprægede tysksindede byer.
H.V. Clausen begrundede sin linjeføring med, at Jejsing, Rørkær og Møgeltønder var udprægede danske byer og måtte med til Danmark.
Clausen – linjen blev bakket op af den danske regering og indgik i Versaillestraktaten som 1. zones sydgrænse. Selv om der den 10. februar blev afgivet 76,5 pct. tyske stemmer i Tønder, bevirkede det store danske flertal i Nordslesvig som helhed, at byen kom til Danmark.
Danske gadeskilte
Et andet specielt forhold i Tønder var gadeskiltene. I efteråret bestemte den danske generalstab, at der skulle indføres danske gadenavne. Det gav anledning til en debat om, hvad gaderne skulle hedde på dansk. Og hvad der var lige så vigtig, skulle det danske vejnavn eller det tyske hænge øverst.
Dobbeltskiltningen var symptomatisk for livet i Tønder frem til 1945. Livet i byen var præget af, at her boede to nationaliteter. I skolen var der faktisk et tysk og et dansk skolevæsen. Der var en dansk og en tysk præst. Selskabelige og kulturelle foreninger var opdelte, og det samme gjaldt for idræt og sport. Biblioteksvæsen og forsamlingssteder var også opdelte.
Tysk blev brugt mange steder
Sønderjysk, dansk og tysk blev brugt alle steder. Og nogle gange blev disse sprog blandet sammen i en stor bøtte. Fra 1922 til 1937 førte byrådet en protokol på både dansk og tysk. I menighedsrådet blev protokollen godt nok ført på dansk, men forhandlingssproget var på både dansk og tysk.
Byen havde en dansk borgmester til 1937 og i brandvæsnet var kommandosproget tysk helt frem til 1945. I Tønder Håndværkerforening var forretningssproget og protokollen tysk frem til 1935.
Opdelingen var dog ikke slut med et slag. Jeg har i tidligere artikler underholdt læserne med mine egne iagttagelser fra min ungdom i det opdelte Tønder.
Svensk journalist: Tønder eller Tondern
En svensk journalist, der gæstede byen i 1936 skrev en artikel i Göteborg Handels och Sjöfartstidning med titlen Ved Grænsen. Han var i tvivl om, han skulle kalde byen Tondern eller Tønder:
Danskheden i dvale
Danskheden i Tønder var nærmest gået i dvale. Det var tilrejsende, der måtte ruske op i de dansksindede i byen. Denne vækkelse startede med den første danske forening siden 1864 – Tønder Læseforening.
I 1920 skete der næsten daglige ting i Tønder, der vidnede om, at danskheden for alvor var ved at komme tilbage. Således skrev amtsassessor v. Stemann
i sin dagbog den 20. maj:
Tysk chikane
Nogle ruder blev slået ind hos dansksindede. Danske soldater blev chikaneret, nogle handlende ville ikke sælge varer til dem, de første par dage. Og et en del gange var der optog gennem byen med afsyngelse af tyske patriotiske sange. De røde postkasser blev hældt over med sort maling. Ved en hjemstavnsfest i 1921 var der slagsmål mellem tyske ringridere og danske soldater.
I 1928 skred politiet ind, da Kyffhäuser – ungdomsgruppen uden tilladelse med trommer og piber i spidsen drog gennem byen og forstyrrede et dansk militærorkester. Lederen af optoget, værtshusholder Buckow fra Schützenhof fulgte ikke politimester Seidenfadens henstilling om, at standse marchen og blev derfor sigtet for gadeuorden.
Fornuft – ægteskab
Trods disse uoverensstemmelser fungerede forholdet mellem de to nationaliteter som et fornuft-ægteskab. Der var tale om gensidig tolerance. I modsætning til østkysten omgikkes dansk – og tysksindede hinanden i Tønder.
Danske officerer kom i 1923 tilfældig ind på Schweizerhalle. Spontant blev de inviteret til fest hos de tilstedeværende tyske skyttebrødre.
De fleste sager i Tønder Byråd var præget af konstruktivt samarbejde. Ved valgene blev de nationale synspunkter dog klart trukket op. Det vakte dog også oprørsstemning, da bankdirektør R.P. Rossen som den første vovede at tale dansk i byrådet. Efterfølgende betjente man sig af begge sprog. Til gengæld fastholdt borgmester Johannes Thomsen trods kritik fra dansk side fast ved sin ret at forelægge sagerne på tysk.
Gensidig tolerance
Ved amtsudstillingen i 1925 ville de tysksindede ikke udstille i en bygning, hvor Dannebrog vejede. Modsat ville de dansksindede ikke være med, hvis dette ikke var tilfældet. Stemann fandt på en smart løsning på problemet. Ved udstillingsbygningen hejste man et flag, hvor der på en rød flagdug stod Amtsudstillingen i Tønder med hvide bogstaver. Dannebrog blev hejst ved indgangen til pladsen.
Den dansksindede broderihandler Frk. Jacobsen og den tysksindede guldsmedeenke fru Bødewadt drev forretning i Østergade. Når fru Bødewadt handlede hos frk. Jacobsen foregik samtalen på tysk og dermed på kundens præmisser. Når frk. Jacobsen handlede hos fru Bødewadt, talte de begge derimod dansk.
Jo det gik meget bedre i Tønder end i Højer med den gensidige respekt.
Den gensidige forståelse forsvinder
Hitlers mange overtagelser i Tyskland i januar 1933, forværrede dog det dansk/tyske forhold. Kræfter var i gang for at generobre Nordslesvig. I Tønder var der kræfter i gang for at styrke det militære beredskab.
Den 23. marts 1933 blev der afholdt møde i Deutsches Haus. Lærer Lutz fra Sønder Løgum holdt en spændene tale, Ein neues Deutschland ist erwacht. Mindretallet oprettede som det første sted i Danmark en nazistisk Ortsgruppe. Andre nazistiske foreninger blev efterfølgende oprettet i byen.
I juli 1933 opstod der et stort slagsmål mellem hjemmetyske nazister anført af Sturmführer Peter Christian Jürgensen også kaldet Peter Sturm og en større gruppe danske arbejdere. Begge parter blev dømt for vold og gadeuorden.
Store spændinger
En stærk spænding opstod mellem nazister, kommunister og socialdemokrater. Navne på handlende, der på grund af deres tilkørselsforhold skulle boykottes, dukkede op.
I september 1933 blev der afholdt et stort stævne i Tønder. Flensborg Avis skrev følgende:
I byrådet kom der til en konfrontation i 1934. Bygmester J.D. Wiese fra Slesvigsk Parti bad om ordet. Han overfusede pludselig socialdemokraterne, som han bad forsvinde nordpå til den gamle grænse med henvisning til, at 75 pct. af befolkningen i Nordslesvig var nationalsocialister. Da borgmesteren efter talrige opfordringer ikke fratog Wiese ordet, udvandrede socialdemokraterne og repræsentanterne fra de borgerlige partier. Dermed var byrådet ikke mere beslutningsdygtig.
På et møde et par dage efter beklagede borgmesteren, at han ikke havde grebet ind. Byrådet fungerede stort set indtil et halvt år efter.
Anledning til dette var, at den tysksindede kommuneassistent Franz Hecht på et dansk nazimøde i byen havde stillet krav om en grænserevision. Sagen blev diskuteret vildt og bredt i byrådet. Enden på det, blev at borgmesteren pålagde de kommunalt ansatte, at afholde sig fra ytringer, der kunne virke anstødelige på dele af byens befolkning.
En svensker møder nazismen i Tønder
Lidt tidligere omtalte vi den svenske journalists besøg i Tønder. Denne dumpede i 1936 tilfældig ind på Hostrups Hotel. Her blev han vidne til et møde, som blev afholdt i et sidelokale. Omkring 40 unge med det stejle blik og spændte mine, som er velkendt sydfra. Til sidst kom en “uppstramat” herre med følge. Dørene blev lukket med et sæt, og den svenske journalist hørte tydeligt den indledende sang, “Ich bin ein Preusse, will ein Preusse sein” I sangen var der også hyldest til “Der Führer”.
Da Tønder i 1937 fik en dansk borgmester, fik de tysksindede et chok. Som den første embedshandling fjernede borgmesteren den tyske forhandlingsprotokol.
En avis skyder med skarpt
Og i 1938 skete der noget nyt, der ophidsede parterne. I forbindelse med Tønder Seminariums 150 – års jubilæum nedlagde dem tyske lærerforening den 10. september i forståelse med rektor Morten Bredsdorff en krans ved mindestenen for seminariets stifter, Balthasar Petersen. Da kransen var falmet to uger senere, lod rektor den fjerne.
Denne handling udløste et voldsomt angreb mod ham i Nordschleswigsche Zeitung med skyld for gravskændsel. Det var ifølge bladet en dyb fornærmelse
mod den tyske befolkning. Efter meget skriveri lagde dønningerne sig efterhånden. Eksemplet viser, hvor betændt situationen var i Tønder i skyggen af det 3. rige.
Lad os omgås som mennesker
Men situationen var dog ikke værre end, at både dansk – og tysksindede kunne hylde et tysksindet guldbrudepar med lys i vinduerne i hele Østergade. Man inviterede også Christian den Tiende til Tønder Ringrider Korps 125 års jubilæum. Men Nordschleswigsche Zeitung oplyste i en meget skarp artikel, at ikke alle tysksindede var enige i at kongen skulle inviteres. De dansksindede skulle ikke glæde sig til en forbrødring. Angrebet fra avisen blev dog efterfølgende afvist på korpsets generalforsamling.
Avisen Hejmdal henviste til at også det tyskdominerede brandværn og skyttekorps havde været med til at modtage kongen.
Jydske Tidende skrev:
Mere flot kunne det ikke siges. Men de moderate tysksindede forblev tavse. Det var nazisterne inden for mindretallet, der dominerede medierne.
Det var også tankevækkende, at den mere moderate inden for det tyske mindretal pastor Johannes Schmidt i 1935 fik 67 pct. af stemmerne til folketingsvalget. De to nazistiske udfordrere Wilhelm Deichgräber og Jep Nissen kun fik 26 pct.
Nazisterne får stor tilslutning
Det var kun et beskedent antal af Tønders befolkning, der var nazister. Ortsgruppens medlemstal svingede mellem 50 og 75. Men stemningen vendte efterhånden til fordel for Hitler og Heim ins Reich.
Tilslutningen i 1939 var stor. De mange demonstrationer i Tønders gader havde temmelig stor tilslutning. Den nazistiske organisation N.S. Frauenschaft
havde efterhånden 250 medlemmer. Også andre nazistiske foreninger i Tønder mærkede øget interesse.
Under et velbesøgt nazi – møde på Schützenhof den 26. marts 1939 sluttede Jens Møller med ordene:
Det var udtalelser som disse, der fik gode venskaber og naboskab til at krakelere.
Krigen nærmer sig
Den 1. september 1939 var der som sædvanlig ordinært byrådsmøde på rådhuset. Samme dag var der dog en begivenhed, som hvilede som en tung skygge over forsamlingen. Tidlig om morgenen havde Tyskland overfaldet Polen. I den anledning havde England og Frankrig blevet stillet over for et ultimatum om krig, hvis kamphandlingerne ikke blev indstillet. I Tønder som andre steder var man klar over, at en ny verdenskrig stod for døren.
Borgmester Paulsen åbnede mødet med en kort tale i anledning af de tunge tider Europas folk gik i møde. Efter talen rejste medlemmerne sig.
Den 8. april 1940 afholdt NSDAPN`s Ortsgruppe i Tønder en såkaldt Gemeinschaftsabend, hvor der blev vist film fra Polen. Det var som et partimedlem senere konstaterede an aften fuld af spænding på grund af rygter om en tysk militær opmarch syd for grænsen. Det viste sig at disse rygter var sande.
Jubel over tyskernes indtog
Blandt de tysksindede var glæden stor. De tyske tropper blev hilst med jubel og opfattet som befrier. Hagekorsflaget blev opsat på flere offentlige bygninger. På statsskolen og seminariet blev de dog hurtig fjernet igen.
På Torvet blev en politiassistent forulempet af nogle tysksindede. Om aftenen holdt man fest for de tyske soldater på Schützenhof. Kort tid efter fejrede man samme sted, Hitlers fødselsdag. Her gav Ortsgruppenleiter Chr. Jensen og Kreisleiter Jes Petersen udtryk for, hvor taknemlig den tysksindede befolkning
var, over det skete.
Det kniber med renlighed og moral
Arbejdsløsheden steg, trods det faktum at mange håndværkere fik arbejde hos tyskerne. Skolerne blev beslaglagt. En overgang måtte man undervise 9 forskellige steder i byen. Det kneb også med brændsel. Dette forhold fik kirken til at lukke i januar 1945. Skolebadningen blev også indstillet. Efterhånden som renligheden blev mindre god, steg omfanget af fnat. I 1944 fik børnene i en klasse det skudsmål, at de så gennemgående snavsede og forsømte ud.
I medicinalberetningen for 1942 kunne Lausten – Thomsen fortælle, at fnat samt kønssygdomme var i stærk tiltagen. I den forbindelse tilføjede han at
Han kom ikke nærmere ind på, hvad han mente, men senere i beretningen, oplyste han at antallet af børn født uden for ægteskabet i Tønder var mere end fordoblet. Generelt var antallet af fødsler også betydelig større i Tønder under besættelsen end i årene umiddelbart før og efter.
Mange tøndringer inddraget i krigen
Tøndringerne oplevede rædslerne på nærmeste hånd. To gange blev det samme hus i Jernbanegade ramt. To tøndringer omkom, da et tog blev bombet. Ved Rørkær omkom to, af en bombe (Vi har i tidligere artikler beskrevet forholdene i Tønder under besættelsen).
Flere tøndringer blev også aktivt inddraget i krigen på den ene eller anden måde. På opfordring af det tyske mindretal meldte mange sig i den tyske hær. Ved udgangen af 1942 var lidt under halvdelen af NSDAPN’s 223 medlemmer gået i krigen. Hertil kommer adskillige andre frivillige. I skolerne blev de unge mennesker presset af deres lære. Også dansksindede kom til at arbejde for tyskerne. Det officielle Danmark sendte arbejdsløse til at arbejde for tyskerne.
Mange genså aldrig deres fødeby. Og dem, der så genså deres hjemby blev sendt til Frøslev, hvor de i mange år kunne tænke over deres gerninger. I adskillige år fremover skulle de ikke tænke på at søge en statslige eller kommunal stilling.
Flere modstandsfolk, gendarmer, politifolk og andre blev interneret. Mange blev angivet til besættelsesmagten af deres naboer. Mange vendte ikke hjem. Og atter andre blev mærket på sjæl og legeme.
Agitation og censur
I boghandler Hechts vindue fik den nationalsocialistiske begejstring frit løb. Gennem hele krigen var vinduet udsmykket med hagekors og førerens portræt. Natten til den 7. oktober 1943 blev vinduerne overmalet med årstallet 1918 til minde om Tysklands tidligere storhed og fald. Et velrettet stenkast havde desuden splintret førerens portræt.
Og så skulle man sandelig også tænke på, hvordan man gav udtryk for sine følelser. Ordet Genforening måtte ikke bruges. Man måtte heller ikke fortælle, at danske skibe blev torpederet. De forliste på en anden måde. Der var ikke tyske soldater i Danmark, kun fremmede. Kongens ansigt måtte ikke være præget af sorg. Ordet alvor skulle bruges i stedet.
De tosprogede gadeskilte skulle tages til indtægt for, at i Tønder lever der to nationaliteter, én hvis sind er vendt mod nord, og én hvis sind er vendt mod syd. Når der kaldes til fest, tager en skare mod Tønderhus og en anden skare til Schützenhof. Når den sidste strid er stridt, samles tøndringerne et sted – i de dødes have mellem Ribe Landevej og Carstensgade.
Midt under krigen bragte Sønderjysk Månedsskrift en artikel af Claus Eskildsen. Han beskrev den nationale udvikling i Tønder. Han konstaterede at den tolerance efter 1933 og navnlig efter den 9. april 1940 var faldet betydelig. Der var sket en væsentlig skærpelse af de nationale modsætninger.
Væbnet neutralitet
Den hadske udlægning i Nordschleswigsche Zeitung virkede som en tårn i øjet på de dansksindede. Det samme gjorde besættelsesmagtens overgreb. Det var som om Tønder var i en spændt ligevægtstilstand mellem de to befolkningsgrupper. Men begge parter bestræbte sig på, at få dagligdagen til at fungere. Man kan vel tale om en slags væbnet neutralitet.
I Menighedsrådet røg man i totterne på hinanden, da man skulle vælge et nyt orgel. Det tysksindede mindretal ville have et orgel fra Marcussen i Aabenraa. Dette blev også anbefalet af Kirkeministeriet. Flertallet, bestående af de dansksindede valgte dog Frobenius.
Det gik dog bedre i byrådet. Her var alle parter indstillet på, at få det til at glide. I praksis fungerede det gamle byråd fra 1937 til 1946.
Tønders jubilæum i 1943 var præget af forsigtige taler. Dette overholdt oberst Paludan – Müller dog ikke (se artiklen Obersten fra Tønder).
Zeitreivillig
Et dybt indtryk i den danske befolkning gjorde det, da deres hjemmetyske medborgere optrådte som Zeitfreiwillige iført uniform og gult armbind. De blev spottende kaldt Blindesamfundet. Men det skulle man passe på med. Postaspirant Søren Bundesen blev i september 1943 idømt to måneders fængsel for at have fornærmet en Zetfreivillig. Denne Post Bundesen har jeg faktisk kendt.
Boghandlermedhjælper Mogens Thorbek fik to ugers fængsel for usandfærdige og fornærmende beskyldninger over for værnemagtsposter.
Stor opbakning til strejke
En anden person, som jeg har kendt er Siegfred Larsen. Hans kamp under besættelsen bliver udførlig beskrevet i en anden artikel. Men denne Siegfred, der var formand for arbejderne i Tønder opfordrede til strejke. Det var blandt andet fordi, at tyskerne var begyndt at deportere fangere fra Frøslevlejren til koncentrationslejrene sydpå. I Tønder vurderede politiet strejken til at være 95 pct. effektiv.
Sabotage og modstand
Kun tre dage efter blev politiet afvæbnet og grænsegendarmerne kort efter interneret. Den 16. april 1943 opstod der brand i DSB´s oliedepot i Tønder. Det var den første egentlige sabotageaktion mod faste anlæg syd for Kongeåen.
Som nævnt i en tidligere artikel var min kone og mig udsat for, at man over for udenlandske turister på Frihedsmuseet udtalte, at der ikke forekom sabotageaktioner under krigen syd for Kongeåen.
Kredsen af dem, der beskæftigede sig med illegalt arbejde i Tønder bestod af en række mennesker, som jeg kendte en fem stykker af i min ungdom i Tønder.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 27. 12. 2021
December 6, 2009
Det er sjældent at historien beskæftiger sig med de fattige, og hvilken behandling, de får. I denne historie kan du høre hvordan Tønder tackler problemet. Tiggertegn, indsamlinger og trusler om, at man som fattig skal opføre sig ordentligt. Det hele ender med fattiggården Gørrismark, hvor man ikke må nyde kaffe, the eller spiritus. Man måtte heller ikke ryge. Til gengæld fik man vælling, grød og kål til middagsmaden.
Tiggertegn skulle bæres synligt
I 1548 fastsatte Christian den Tredje at tiggere, der var hjemmehørende i Ribe Stift og dermed Tønder by, skulle have tiggertegn, der skulle bæres synligt på
frakken. De husarme i byen skulle registreres, så de kunne få af de midler, der blev indsamlet fra fattigblokke i kirken og ved byportene. Desuden fik de midler
fra fattigbøsser, der blev båret rundt ved familiefester og fra bøder.
De øvrige fattige kunne hver lørdag under fattigfogedens ledelse tigge hos byens borgere.
Alvorlige oversvømmelser
Handelen gik tilbage efter svenskernes hærgen. Marskegnene oplevede alvorlige oversvømmelser i årene 1717, 1718 og 1720.
Alt dette gav næring til ny tiggeri. Hæren var blevet indskrænket og blandt tiggerne så man en stigende andel af forhenværende soldater.
Tvungen fattigforsørgelse
I 1708 var der indført tvungen fattigforsørgelse i kongeriget. I de forskellige enklaver forsøgte man at efterleve dette. Også i gottorpske Tønder var der brug for reformer. Tiggeriet havde taget overhånd. Unge, sunde, fremmede og unyttige tiggere prægede gadebilledet. I forvejen havde byens egne borgere brug for almisser.
Den hårde vinter 1708 – 09 og det efterfølgende års misvækst, samt stigende kornpriser bevirkede, at fattigdommen tog til.
Nye initiativer
Det var den velhavende rådmand, købmand og kniplingshandler Peter Struck der tog initiativet til nye reformer. Han var præget af pietismen, der blandt andet kom til udtryk ved oprettelse af vajsenhuse og forbedring af skole – og fattigvæsen. Peter Struck tog også initiativ til at udvide byens hospital.
Tiggeri sat i system
Alt tiggeri blev forbudt. Tiggerne skulle underholdes af frivillige bidrag fra byens borgere. Provst Reimarus, by-sekretær Richter og Peter Struck gik fra hus til hus for at få alle indbyggere til at tegne sig for et ugentlig beløb til den nyoprettede fattigkasse.
I alt tegnede borgerne sig for 43 mk. 1 ½ sk. Samt 11 brød ugentlig.
Mod en ugentlig betaling fik Niels Petersen, skolemesteren på hospitalet til opgave at kræve dette beløb, hver uge. Hver lørdag klokken 2 skulle de fattige
nu i overværelse af Peter Struck eller en anden rådmand, samt en borger fra hvert af byens fire kvarterer modtage en understøttelse i penge samt 2 pund brød. Skolemesteren skulle ved hver uddeling indlede med salmen Nu beder vi den Helligånd. Derpå skalle han læse et stykke af katekismen og slutte med en lov – og takkesalme. Først derefter fik de utålmodige fattige deres understøttelse.
Nogle gange var der et par hundrede, der fik understøttelse. Men de indsamlede penge forslog slet ikke. Så mange borgere skænkede ekstra beløb til indkøb af brød. Ved juletid 1709 blev der foretaget en særindsamling.
I længden gav de velhavende ikke nok til fattigkassen. Derfor ophørte indsamlingen i 1711. nu måtte de fattige nøjes med de penge, der på anden vis, blev indsamlet.
Vajsenhus samt tugt – og værkhus
Fra slutningen af 1720erne forsøgte man igen at samle penge ind hos borgerne i Tønder. Det hang sikkert sammen med, at der var ansat en ny provst J.H. Schrader. Han var en ivrig pietist. Fra første færd forsøgte han, at få det forfaldne fattigvæsen på fode igen. Men ak, resultatet blev endnu ringere end i 1708 -09.
Først i 1736 lykkedes det at få et levedygtigt fattigvæsen i byen.
Det lykkedes for Schrader at få Vajsenhuset op at stå. I en tilbygning blev der opført et tugt – og værkhus. Her blev tiggere og urolige hoveder, forbrydere og sindssyge indsat på fattigkassens eller pårørendes regning. De fik underhold, med der skulle arbejdes.
Magistraten gav nogle rådsmedlemmer, to præster samt en udnævnt fattigforstander til opgave at tegne borgerne til forhøjede frivillige bidrag.
Hvor godt det virkede, er det tvivl om. Under den strenge vinter i 1749 blev de fattige i Tønder nødt til at tigge. Efter Schraders død i 1737 deltog ingen præster i fattigvæsnets bestyrelse.
Magistraten sad på fattigkassen
Hver mandag kunne de fattige, der ønskede hjælp komme op på rådhuset. Blev en understøttelse bevilliget, modtog den fattige en anvisning på fattigkassen. Så var det fattigforstanderen, der udbetalte et beløb hver onsdag i salen over hospitalet.
I første omgang var beløbende frivillige, men efterhånden fastsatte magistraten ydelserne. Det var også magistraten, der enevældig bestyrede fattigkassen uden indgriben udefra. Dette protesterede den meget aktive præst J.G.C. Adler i 1793 over. Men det lykkedes ham ikke at få ændret administrationen.
I 1803 – 1804 forsøgte Adler at indrette et hørspinderi for midler testamenteret af kniplingshandler Poul Popsen. Men det kuldsejlede.
Fattig – distrikter
Fattigvæsenet skulle bestyres af et kollegium bestående af borgmester, hoved-præst, fysikus og politimester, samt en rådmand, to deputerede, en kongelig embedsmand og en god borger.
Byen skulle inddeles i 5 Armen-districte, hvert under en fattigforstander, der tillige skulle være medlem af kollegiet.
Den væsentlige opgave var at give de arbejdsduelige arbejde enten i en arbejderanstalt eller i deres eget hjem. For at kunne dække de øgede udgifter, som følge med især fattigarbejdets indførelse. Man håbede på at byens borgere ville bidrage.
I Tønder fik kvinderne mulighed for at tjene en kummerlig løn som kniplersker. Ja kvinderne blev faktisk tvunget til denne beskæftigelse. Tog de ikke arbejdet, tog man hele understøttelsen fra dem. (Se artiklen – De stakkels kniplepiger i Tønder)
Den initiativrige købmand
Da arbejdsløshed og tiggeri fortsatte allierede magistraten sig med købmand Matthias Asmussen. (Se artiklen – En patriot i Tønder) For byens regning anlagde han i 1783 i Østergade 56, en hue – og strømpefabrik, der fik privilegier af kongen. Fabrikkens formål var at afhjælpe lediggang og tiggeri. I 1790 arbejdede der ca. 40 arbejdere i fabrikken, der afsatte for ca. 3.000 rigsdaler om året.
Desværre satte krigen 1807 – 14 en stopper for fremgangen. Fra 1814 begyndte fabrikken at give underskud og byens engagement ophørte. I 1826 var der således kun en vævestol og 12 arbejdere beskæftiget. I 1829 blev bygningen lærerbolig for seminariet.
Asmussen oprettede også en anden virksomhed, et uld – og linnedmanufaktur, hvor i alt 200 – 300 fik beskæftigelse. Mon ikke Asmussen havde indkalkuleret den billige arbejdskraft. Men officielt blev han hædret. Da han i 1785 lod nye bygninger opføre i Østergade 29, satte han en indskrifts-tavle på huset med følgende påskrift:
Der var ikke alle, der fik lov til det som Matthias Asmussen fik lov til. Således ansøgte Jens Matzen om lov til at anlægge et vajsenhus og en stoffabrik til de fattiges bedste. Magistraten afviste dog ansøgningen med den begrundelse at Matzen ville udnytte de fattige og selv indkassere profitten.
Den triste historie om Asmussens videre færd kan læses i den nævnte artikel. Pludselig ville Tønder ikke vide af ham.
Allerede i 1780 havde fysikus Johan Gottfried Krichauff gjort sig sine tanker om, at tiggeriet kunne afskaffes ved at sætte de fattige i arbejde.
Fattige blev begravet uden præst
Når fattige skulle begraves, foregik det som regel i stilhed. Den laveste klasse kunne ikke betale, hvad det kostede. Skoler og præster var heller ikke så ivrige for at hjælpe dem. Som regel måtte de så give afkald på deres sædvanlige takster.
I kirkebogen for Tønder fra 1751 kan man således læse:
Det var nok, at graveren var til stede. Degn og præst kunne godt undværes. Endnu i 1793 skete det, at navnene på de begravede ikke blev nævnt til præsten.
På tiggerjagt
Tiggeriet tog til i Tønder. Det var mange fremmede tiggere i byen. Og Magistraten befalede, at der skulle fortages såkaldte tiggerjagter. Den 26. november 1766 kaldte man således 8 borgere op på rådhuset. De skulle to og to sammen med en by-tjener gå på jagt i byens fire kvarterer. Men det var nu ikke den store succes. Tilsvarende jagter blev fortaget i de følgende år.
De pågrebne blev transporteret til hjemstedet. Var de blevet pågrebet før, blev de sendt til tugthuset i Glückstadt. Men tiggerne havde fået nys om jagterne og tog deres forholdsregler, så jagterne fik aldrig den store betydning.
Ekstraordinær indsats
Under den alvorlige dyrtid i 1766 holdt omegnens bønder og opkøbere korn tilbage, og de stigende priser hvilede tungt på underklassen. Magistraten måtte derfor opkøbe et større parti rug for at sænke prisen.
I Tønder var der i 1812 – 1817 nødvendigt at foranstalte særuddelinger af brød til de fattige. Konkurrencen på tekstilfremstilling tog til.
Nedgangstider for Tønder
Al industri var næsten forsvundet fra byen. Også kniplingsindustrien gik væsentlig tilbage. Nye moder og udenlandske maskinfremstillede bomuldskniplinger udkonkurrerede de håndlavede tråd-kniplinger.
I 1820’erne steg arbejdsløsheden mærkbar i Tønder.
Arbejdsanstalt i Østergade
I 1822 udstedtes regulativet for en kommende arbejderanstalt. Her skulle alle arbejdsløse kunne få beskæftigelse, og således tjene til eget underhold. Man håbede på den måde at kunne begrænse fattigkassens udgifter.
Arbejdet skulle være frivilligt, men arbejdsduelige, som bad om offentlig understøttelse, var forpligtet i at deltage i arbejdet.
Arbejderanstalten blev indrettet i det tidligere sygehus i Østergade 15. Som følge af manglende midler trådte arbejdsformidlingen først i gang i 1826 – 1827. Som startkapital blev der lånt 6.000 mk. Som værkmester blev antaget skomager Friedrich Christian Alwadt. Han havde bestyret Vajsenhusets tugthus.
I 1834 deltog 124 personer i arbejdet. Folk mødte ikke kun frivillig op. Der blev også brugt tvang.
Stigende tiggeri
Snart hobede vanskelighederne sig op. Det var svært at få de producerede varer solgt. De var heller ikke konkurrencedygtige og kvaliteten var for dårlig. Varelagret svulmede op, arbejdshuset gav underskud og gælden voksede.
I 1833 blev virksomheden indstillet og i 1834 måtte Alwadt flytte fra Østergade 15.
Stemningen var vendt mod det offentlige. De trykkende sociale forhold viste, at magistraten og fattigforstanderne ikke alene kunne klare problemerne. En nyordning af fattigvæsnet blev etableret. Fattigforstanderne klagede over stigende tiggeri.
Offentlig bespisning
Fattigkommissionen fratog en stor del af de fattige deres kontante hjælp og udleverede i stedet en portion middagsmad hos kogemesteren Martin Knudsen og hans kone i det store køkken i arbejderhuset i Østergade 15.
Nu var det ikke de store luksus-retter, der stod på menuen. Ideen og menuen kom fra Flensborg. I 1833 stod følgende på spisesedlen:
Det var ikke den store variation, og rådmand Christian Outzen, der skulle tjekke kvaliteten gav dog også kun følgende karakter, forsvarlig god.
Den offentlige bespisning blev afviklet i løbet af 1833, men midlertidig genindført under den strenge kulde i 1841.
Navne på fattiglemmer offentliggøres
I marts 1835 blev alle fattiglemmers navne offentliggjort. Også bidragsyderne til fattigkassen blev offentliggjort med beløbsstørrelse.
Men mange borgere gav udtryk for, at de ikke ville være de fattiges tjenere. Og i øvrigt havde de byrder nok i forvejen. I et regulativ fra 1842 blev der bestemt, at der ventede fattige, der optrådte trægt, trodsigt eller utilbørligt over for fattigkollegiet, regnskabsføreren og fattigplejerne, fængselsstraf eller korporlig afstraffelse.
Nyt Fattighus
Kommunen lod et fattighus opføre på den grund, hvor der tidlige havde ligget en kirkegård. Fattighuset i Østergade 14 var på to etager. Det var beregnet til ca. 80 beboere. I 1840 boede der 77 beboere i huset.
Efter indretning af den ny fattig – og arbejderanstalt i Gørrismark i 1854 blev Fattighuset overflødigt. I 1855 blev det solgt ved en offentlig auktion. Regeringen udtalte sig meget kritisk om udviklingen i Tønder, fordi underskuddet hele tiden steg.
Planer om en fattiggård
De dyrekøbte erfaringer havde skabt en uvilje. Nu mente man, at en egentlig fattiggård med landbrugsdrift, som den der i 1831 blev indrettet i Løgumkloster
ville kunne svare sig.
Allerede i 1848 bad magistraten om, at forpagte seminariets gård, Gørrismark. Treårskrigen forhindrede dog dette. Men i 1851 meldte spørgsmålet sig atter.
Det var den daværende diakon, senere sognepræst og provst Carsten Erich Carstens. En komité blev nedsat. De foretog en ”stor” rejse til fattig-arbejdsanstalterne i Abild og Løgumkloster.
Det lykkedes at lokke den erfarende økonom ved anstalten i Løgumkloster, Andreas Hansen Kragelund til Tønder.
Regeringen gav så den endelig tilladelse til forpagtning af Gørrismark. I 1854 blev der opført en toetagers beboelsesfløj med tilhørende økonomi – og avlsbygninger.
På fattiggård eller ingen understøttelse
De ca. 140 personer, der i Tønder nød fast understøttelse fik at vide, at der fremover ikke mere ville blive udbetalt faste ugepenge. Ville de have hjælp måtte de flytte ind på fattiggården. Samtidig ophørte udbetalinger til beklædning og husleje uden for anstalten og de ekstraordinære understøttelser blev beskåret meget.
Fattiggården blev meget dominerende i forsorgen. De optagende blev underlagt meget streng disciplin. Nydelsen af kaffe, te og spiritus samt tobaksrygning blev forbudt.
Middagsmaden var heller ikke noget at prale af. Carstens mente i 1860 at Fattiggården var en stor succes, for fattigvæsenets udgifter var reduceret.
Kilde:
Se
Hvis du vil mere om
Fattigdom i Sønderjylland –
Redigeret 28.12.2021
December 6, 2009
En fredet bygning i Rigensgade indeholder en masse historie. Bygningen blev opført, fordi kongen troede, at en italiensk bedrager kunne forvandle sølv til guld. Bygningerne har også rummet et våbendepot, lazaret og uldmanufaktur. Og så har bygningerne rummet et militærhospital.
Den 4. november 1818 åbnede Garnisons Hospital i de såkaldte Guldhus – bygninger. Stedet rummer en livlig historie. Her havde den italienske læge og alkymist, Borri virket. Det var egentlig ham som gav navnet til stedet.
Sognekirken, der ikke blev til noget
Pladsen lå ubenyttet hen 1640, da Christian den Fjerde påbegyndte opførslen af kirken St. Anna Rotunda. Eller Baadsmandskirken. Den skulle have været sognekirke for Nyboder.
Men krigen mod Sverige 1643 – 1645 gav kongen noget at tænke over. Arbejdet med kirken havde allerede da kostet enorme summer, og arbejdet blev aldrig genoptaget. Der var simpelthen ikke penge til det. Det kunne ellers have blevet en stor pragtbygning.
Kirken skulle have været formet som et kompas. I 1658 forsvandt stilladset. I 1662 begyndte nedbrydningen og materialerne blev anvendt til citadellet.
Nogle af materialerne blev også anvendt til opførslen af Christianskirken på Christianshavn.
St. Anna Kirkegård blev dog taget i brug. Den blev indviet i 1654, og den blev brugt i adskillige år. Også da der udbrød pest i 1711.
Sølv til guld
Den landskendte ingeniør Henrik Ruse lod opføre nogle bygninger mod syd, parallelt med Sølvgade. I 1668 da kongen igen havde erhvervet grunden, blev der indrettet et Laboratorium Chymicum til udsmeltning af guld. Kongen havde erhvervet Kongsberg Sølvværk i Norge og han mente helt bestemt, at dette ved hjælp af alkymi kunne omdannes til guld.
Italiens bedrager forgyldt i København
Allerede i 1642 blev der indrettet et Smeltehus i Rosenborg Have. Man havde indkaldt Kasper Herbach fra Sachsen. Senere overtog Ole Borch dette spændene laboratorie job. Denne anbefalede den italienske læge og alkymist Borri, der havde et godt ry. Man vidste åbenbart ikke, at han også var eftersøgt for at være fupmager og charlatan. En masse stikbreve, hvor Borri blev anklaget for bedrageri, var blevet udfærdiget i forskellige byer.
Man fandt ham i Amsterdam, hvor han var flygtet til. Ja, det var faktisk Frederik Gyldenløve, der bad ham om at søge til København.
Her var hans navn kendt. Hans kundskaber, kure og hemmelige våben var der gået mange historier om. Kongen var gavmild over for ham, og i den korte tid han opholdt sig i hovedstaden levede han som en verdensmand.
Kongen havde forsynet ham med heste og vogn, givet ham store pengemidler og forsynet ham med fire tjenere. Desuden sørgede en adelsmand for opvartning. Han levede også som læge. Hans kure hjalp der, hvor de københavnske læger havde opgivet. Det fortælles, at ham i 1668 reddede Frederik Gyldenløve fra døden.
Borri kom til at bo i en trelænget gård i Rigensgade, kaldet Østergård. Borri overtalte kongen til at bygge et smeltehus i Rigensgade. Men inden dette hus var opført, havde Borri indrettet sig bag ved Børsen med et laboratorium.
Anholdt i Tyskland
Da Frederik den Tredje døde, følte Borri jorden brænde under sig. Tilliden til ham var ikke mere så stor. Han havde nu væsentlig flere fjender end venner.
Der blev udfærdiget et rejsepas til ham, så han kunne forlade landet.
Men i Tyskland blev den italienske bedrager anholdt. Den tyske kejser sendte ham til Italien. Kejseren havde fået en aftale med paven om, at Borri ikke blev henrettet. I stedet sad han i fængslet Engelsborg i Rom til sin død i 1605.
Borri var født i Milano i 1625. Han blev uddannet på Jesuitter-seminariet i Rom, men måtte i 1655 flygte af frygt for at blive dømt.. Han havde fremsat adskillige kætterske anskuelser. Efter sin flugt, blev han i 1661 dømt.
Kvæsthus
Guldhus – bygningerne stod ubenyttede hen indtil 1674, da Kvæsthuset blev flyttet dertil. Det havde tidligere ligget på Christianshavn. En kort overgang var bygningerne dog blevet anvendt som ammunitionsdepot. Under krigen mod Sverige blev bygningerne anvendt som lazaret.
Uldmanufaktur
I 1683 købte Christian den Femte bygningerne og indrettede et uldmanufaktur. Bestyrer blev Christian Werner. Men det var han ikke særlig egnet til dette job. Driften blev stadig dårligere og det var temmelig dårlig organiseret. Kongen overtog selv driften.
Den militære klædefabrik (uldmanufaktur) fremstillede klæder til brug i værnene og de uniformerede etater. I visse perioder skete der dog også salg til private. På et tidspunkt var der ansat 400 arbejdere i lokalerne i Rigensgade.
Garnisons Hospital
I 1818 blev bygningerne overdraget til Garnisons Hospital. Klæde-fabrikken flyttede til Usserød. Fabrikken i Usserød ophørte først i 1982. Man regnede med at det ville være billigere, at samle alle syge et sted. Særlige hygiejniske forhold blev der ikke taget hensyn til. Det var umuligt at gøre gulvene rene, fordi de var
fulde af oliepletter fra fabrikkens tid. Gulvene i de forskellige sygestuer var så utætte og åbne, at vandet løb ned i sygestuerne i etagen nedenunder.
Dårlige forhold
Lige ved siden af lå den gamle kirkegård. Hist og her lå der gamle lossepladser. Drikkevandet fik man fra gamle overfladebrønde. Afløbet skete gennem sumpe og åbne rendestene, som fremkaldte så megen stank, at man måtte lukke alle vinduer, når sumpene blev pumpet tomme. Rigensgade var beboet af adskillige brændevinsbrændere. Overalt opstod der møddinger.
Latriner og klosetter var i en frygtelig forfatning. Man skulle helst undgå at drikke fra hospitalets egen brønde, for natmanden var slem til at spilde, når latrinerne skulle tømmes. Først i 1905 blev der indlagt rigtig wc. Da havde stedet længe fået øgenavnet Grødslottet. Nu var stedet ikke kendt som byens mest kulinariske køkken.
Ventilation fandtes ikke. Men det var ikke kun dette forhold, det var galt med. Lægerne gjorde opmærksom på manglerne ved de åbne rendestene. De bortleder blandt andet faste og flydende bestanddele fra lighuset. Til kloakken.
Lægerne udskiftet hver 3. år
Der var 11 militære afdelinger i København. Hver af disse afdelinger havde sin bestemte sygestue på hospitalet. Afdelingens regiment – kirurg passede kun på de syge fra sin egen afdeling med assistance fra en af kompagnikirurgerne, der boede på sygehuset.
Dette system blev afskaffet i 1842, fordi der ikke var plads til flere afdelingskirurger. Nu blev det sådan, at hver tredje sygestue havde deres egen overlæge. Men overlægerne skiftede for hver tredje år. Det var fordi at Hærens overlæge skulle gøre tjeneste på hospitalet.
Hospitalet var til for overlægerne, ikke for patienterne.
Indtil 1911 blev alle indlagt på afdelingens sygestue under samme overlæge var enten det var en medicinsk eller kirurgisk sygdom, man havde. Først herefter fik man specialuddannede læger og specialafdelinger. Pludselig kunne sygehuset blive overbelagt. Det skete for eksempel under de to slesvigske krige og koleraepidemien.
Stedet var militært område. Bevæbnede vagter overvågede stedet. Ingen måtte snige sig væk i nattens mørke. Samkvem med almindelige borgere var forbudt.
Flytning til Tagensvej
I 1928 flyttede militærets hospital ud til Tagensvej. Få år senere blev store dele af komplekset revet ned. I dag står kun den lange bygning ud mod gaden tilbage.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 24. – 03. – 2022
December 6, 2009
Engang var det Danmarks største arbejdsplads. Det har været både krigshavn, masser af værfter og frihavn. Nu er det hele forandret. Krydstogtskibe og passagerbåde mod Polen og Norge afgår fra havnen. Men det pulveriserende liv er afløst af mondænt boligbyggeri. Læs om havnens op – og nedture.
Købmændenes Havn
Det var ikke tilfældigt at vores hovedstad dengang blev kaldt for Havn. I vikingetiden var farvandet ved Havn et lidt afsides farvand. Men mellem Sjælland
og Skåne var der masser af sild. Hvert efterår stævnede hundredvis af skuder ud på Sundet til det store eventyr – sildefiskeri.
Fra gammel tid blev havnen kaldt Købmændenes Havn. Det store sildeeventyr, konkurrencen med Hansestæderne og øresundstolden har haft stor betydning for havnens udvikling. Også sejladsen på Trankebar er et led i historien om havnen i København.
Den førende søfartsnation
Danmark var dengang dominerende som søfartsnation. Der blev sejlet til oversøiske destinationer. Ved Helsingør ankrede en masse skibe op og betalte told til den danske konge. Hvordan den har set ud før Christian den Fjerde, er svært at vide. De ældste kort stammer fra omkring år 1600. Udgravninger afslører gamle bolværk og gamle gadenavne afslører havnens forløb.
Købmagergade var engang byens nordgrænse, hvorfra et vandløb løb ud i stranden. Kattesundet mundede ud i havnen ved Vandkunsten. Indsejlingen østfra lå mellem Holmens Bro og Boldhusgade og et dybt løb førte gennem Dybensgade. Knabrostræde var havne-gade og syd for denne var man ved den åbne strand mod Kallebodsund (oprindelige navn).
Christianshavn anlægges
Efterhånden fyldtes op mellem de utallige holme. En masse land blev inddæmmet, da Christian den Fjerde anlagde Christianshavn og udvidede mod nord. Anlæggelsen af Christianshavn blev iværksat for at sikre havnen mod Amager.
Gaderne blev anlagt efter skakbrætsmønster med 6 gader på langs og 4 på tværs. Torvegade skulle være bydelens hovedvej. Et kvadratisk torv skulle samle byen. En kanal med gader på begge sider skulle gennemskære stedet. Desuden blev der anlagt bastioner og grave.
Christian den Fjerdes omfattende byggeri
Kongen anlagde også sin krigshavn. Tøjhuset og Proviantgården blev bygget. Mellem disse to bygninger, blev gravet et dybt bassin, hvor orlogsskibene kunne ligge i vinterleje. Hvor Slotsholmsgade gik, blev der gravet en kanal, hvor den nyopførte børs fik sejlløb på begge sider. Bremerholm blev ligeledes udvidet med opfyldninger, så den kun var adskilt fra byen med en smal kanal Holmens Kanal. I en rejsebeskrivelse fra 1629 kan vi læse:
I 1630 blev Toldboden flyttet ud til Sct. Annæ Bro, omtrent hvor Sct. Annæ Plads ligger. Der tog man tillige fat på at bygge en skanse, som dog først blev færdig efter mange års arbejde. Dermed var hele strækningen fra Bremerholm til Sct. Annæ Bro inddraget i havnen.
I 1654 blev havnen uddybet med en såkaldt hestemølle. Det var en muddermaskine, der blev drevet af heste. Christian den Femte fortsatte det omfattende byggeri.
Den usikre bro
I 1728 blev Knippelsbro ombygget. Dengang hed den Amagerbro. Oprindelig var den bygget som en dæmning med en stor vindebro på midten af. Det var ikke let, på grund af den stride strøm. Men der er frygtelige historier om heste og kuske, der under stærk storm blev væltet. Nogle af dem forsvandt i strømmen.
Masser af udvidelser
Med Christianshavns udvikling fulgte anlægget af Wilders, Krøyers og Grønlandske handelspladser. Værfter blev anlagt ved Gammel Dok og på Nyholm. St. Anna Skansen som Christian den Fjerde anlagde, blev til Kastellet. Da Frederik den Femte opførte Amalienborg blev St. Anna Plads ryddet for tømmerpladser. Store pakhuse i blå og gule farver rejste sig. Og også et vestindisk pakhus rejste sig ned mod det nuværende bom-løb.
Christian den Sjette fortsatte byggerierne og udvidelser ved havnefronten. Efterhånden fyldte den kongelige marines område en fjerdedel af byen. En stor begivenhed var indvielsen af Nyholms dok i 1739 nord for Asiatisk Kompagnis plads.
Mangler i havnen
Københavns Havn led af forskellige mangler. Den blev hele tiden forurenet. Alle uhumskheder havde frit afløb. Skibe, der havde en dybdegang på mere end 17 ½ fod måtte ligge for anker ud for Kastellet. Ud for Toldboden lå et skibsvrag Den sorte Rytter med kun to fod vand over sig. Skipperlavet havde advaret mod dette. Det kostede, at holde det hele i en god stand. Broerne var heller ikke for gode og havnekassen var tom.
Højbro havde allerede i 1730 været igennem en hovedreparation, som havde kostet 2.500 rigsdaler
Havneforordningen fra 1744
En havneordning fra 1744 skulle sætte lidt styr på det hele. Fartøjer med brændsel og byggemateriale skulle fremover ligge ved Nyhavn og Frederiksholms Kanal indtil Marmorbroen. Mellem denne og Højbro skulle ligge fiskerbåde og pramme. Mellem Højbro og Holmens Bro skulle ligge de både, der førte tørret
og saltet fisk. I kanalen langs Børsen skulle ligge Finlapperne, skibe, der førte korn og Kjøbmandsgods.
Storhedstiden
Årene 1792 – 1806 var en glimrende handelsperiode. En strøm af skibe stod år efter år ind gennem Sundet. De forlod også byen igen belæsset med varer. Langs toldboden blev til tider kostbare varer opmagasineret. Der blev handlet med handelspladser overalt i Europa og i Det Fjerne Østen.
Europas førende søfartsnationer, England, Frankrig, Holland og Spanien forsøgte gensidig at ødelægge hinandens handel. Det betød gode tider fra den danske søfart.
Nedgangstider
Englændernes angreb i 1807 blev starten på en række år med lavkonjunktur, der prægede havnen. Søkrigen mod England indtil 1814 blev en brat afslutning på en række rige økonomiske år. Efter at landet var blevet krigsførende, kunne man ikke længere deltage i den udbytterige neutrale skibsfart mellem de udenlandske handelspladser.
Københavnerne måtte nøjes med de eksotiske varer, som det lykkedes for de dristige kapere, at opsnappe, når de erobrede et fremmed skib. Ikke mange er klar over, at sørøveriet var genopstået i de danske farvande. Fra 1807 – 1810 blev der opretholdt handelsforbindelser til Sverige, Preussen og Østersø – staterne.
I 1813 gik den danske stat bankerot, og i 1814 sluttedes freden i Kiel, hvorved Norge blev udskilt fra Danmark. Begge begivenheder ramte søfarten meget hårdt.
På vej frem
I 1840 begyndte udviklingen at vende. Fra 1843 måtte dampskibene lægge til. Indtil da havde man været bange for brandfaren. Men havnen var ikke velegnet til den moderne trafik. Således var gennemsejlingen ved Knippelsbro kun 10 meter.
Men vanddybden ved bolværket var kun 10 fod på Christianshavnssiden. Først i det 19. århundrede fik man 14 fod vand ved Søndre Toldbods bolværker.
I 1848 – 50 byggedes den første beskedne lille Kvæsthusbro, samtidig med anlægget af den egentlige St. Annæ Plads.
Uddybning nødvendig
Da dampskibstrafikken begyndte, bliver savnet af større vanddybde ved bolværkerne meget føleligt. En udvidelse og uddybning af havnen var nødvendig. I 1862 tog Havneforvaltningen fat på udarbejdelse af planer. Uddybningen til 22 fod blev sat i gang.
Reftshaleøen (Revshaleøen) blev dannet af en regulering af Gammelholm samt ombygning af en del broer blev sat i gang.
Den gamle Børsgrav blev udfyldt og i fortsættelse af denne rute blev en ny Knippelsbro bygget over til Torvegade på Christianshavn. Burmeister & Wain leverede broen i 1869. Men snart skulle det vise sig at broen var underdimensioneret.
Holmen
Holmen udviklede sig fra 1690 til 1850 til en by i byen. Området var lukket for civile personer Holmen passede sig selv. De havde også det hele. Her blev marinens materiel fremstillet, opbevaret og vedligeholdt. Det militære område omfattede også Gammelholm, Nyholm samt Frederiksholm.
Holmen, der først blev åbnet for offentligheden i 1990erne fortjener en selvstændig historie. Derfor vender vi senere tilbage.
Frihavnen
Diskussionen om en frihavn tog til. Nord – Østkanalen, som tyskerne havde bygget var egentlig tænkt som en militær foranstaltning, men kunne selvfølgelig også bruges til handelstrafik. Og det var en god mulighed for Hamburg og Bremen. I 1891 vedtog rigsdagen så endelig loven om Frihavnen.
Starten var ikke god. Tietgen forbød DFDS skibe at anløbe Frihavnen. Men da Nord – Østkanalen (Kielerkanalen) skulle indvies, syntes man at verdenspressen skulle inviteres til Frihavnen. Da der overhovedet ikke var nogle skibe i havnen, indvilligede Tietgen dog i, at havnen blev fyldt med skibe fra DFDS. Journalisterne undrede sig dog over, at der slet ikke var nogle varer til stede.
DFDS enestående position
Siden grundlæggelsen i 1866 havde DFDS opnået en enestående position på den danske indenrigstrafik. På få år gik rederiet fra 19 skibe til 100 skibe. Daglig gik der dampere med gods og passagerer fra Ålborg og Århus. Flere gange om ugen gik der skibe til landets andre havne. Kun Bornholm blev ikke besejlet af DFDS.
Nye udvidelser
I 1874 søsatte Burmeister & Wain, det store jernskibsværft på Christianshavn de to første skibe. Men ak i 1880 viste det sig, at dybden ikke slog til. Skibenes dybdegang tog til. I havnens sydlige del var det yderst vanskelig at foretage en yderligere uddybning. Det skyldtes den hårde kalkgrund.
I 1889 begyndte man uddybningen til Larsens Plads til 26 fod af hensyn til Amerika – trafikken. Udvidelsen mod nord blev iværksat med anlæggelse af Frihavnen i 1891 – 94. Kalkbrænderihavnen blev udvidet i 1895 – 97.
Dæmningen ved Frederiksholm med et sluseanlæg anlægges. Det skulle sikre mere stabile strømforhold.
Fra 1903 – 1907 blev det store areal ved Islands Brygge anlagt. Fiskerihavnen ved Kalvebod Strand (Kallebodstrand) som blev anlagt omkring år 1900, blev udvidet i 1907. Boulevardbanen og den nye Strandvej anlægges. I 1915 vedtog man en udvidelse af Frihavnen mod nord. Og i 1920erne blev Frihavnen udvidet med endnu to bassiner. Derefter begyndte nedturen lige så langsom at indfinde sig.
Krigen satte sine begrænsninger
Under anden verdenskrig måtte danske skibe kun sejle i begrænset omfang. Forbindelsen til den største handelspartner Storbritannien blev fra den ene dag til den anden skåret over. Forbindelsen til østlandene forsvandt bag jerntæppet. De store fuldlastede kulskibe, der kom til havnen efter krigen måtte lægge til ved Langelinie.
Der var engang en havn
I 1970erne var der stadig 4.000 arbejdspladser plus toldere, speditører og chauffører
Nedgangen for Københavns Havn var tydelig. En gang var det Danmarks største arbejdsplads. Grønlands – og Landbrugstrafikken forsvandt. Olie og benzin tog Fredericia sig af og Århus er blevet landets største containerhavn. Bornholmerbådene udgår nu fra Køge.
Tilbage er lidt containertrafik i Nordhavnen, krydstogtskibe og passagerskibe til Norge og Polen. Et mondænt boligbyggeri kendetegner nu store dele af havnen.
Kilde:
Mere søfarts – og havnehistorier på dengang.dk:
Redigeret 24. – 03. – 2022
December 6, 2009
Sønderjylland i 1600 – tallet. Mange borgere var utilfredse med rådmændene. Stormflod og svenskekrigene havde sat deres spor.
Magthaverne ville ikke afgive magt
De enkelte byer havde ikke meget, at skulle have sagt. Magthaverne holdt på deres. Man hjalp heller ikke når borgerne syntes, at adelen tog til sig.
Inden for den enkelte bys retspleje og forvaltning, fortsatte Raadstyret. Det var inden for en meget snæver kreds, at der blev valgt borgmestre og rådmænd. Den almindelige borgerforsamling Allemandstinget samledes en gang om året, for at høre på Rådets beslutninger. Borgerne havde en hvis indflydelse i Borgerudvalget. I Flensborg var dette indført allerede i Middelalderen. I Tønder blev det indført i 1590.
Amtmanden fik mere magt
I Tønder så det ud som om de 16 mænd var udpeget af borgerne. Men fakta var, at de deputerede borgere supplerede sig selv, eller blev udnævnt af rådet. Pladsen i rådet gik også i arv.
Men i Flensborg gik magthaverne ind og indførte udvidelser af amtmandens kompetence. I Tønder gik kongen flere gange ind og udnævnte en borgmester.
I år 1600 drog borgerne i Slesvig By ud med fanerne for at generobre en bymark, som Magistraten havde overtaget. Både i Husum og Tønder var der anklager mod byens styre. I Husum anførte håndværkerne i 1656 over for hertugens udsendte, at
Flensborg forblev den største søfarts – og handelsby i Sønderjylland.
Rådmændene var på søen
I Tønder førte købmændene selv deres både. Det hændte ofte at alle Tønder’ s rådmænd var på søen, så rådsmøderne måtte aflyses. Fra ca. år 1600 til Kejserkrigen opnåede Tønder sin store glansperiode. En storkøbmand som Berend de Behr havde forbindelser fra Holland til Stralsund. Hans handel omfattede varer son klæde, vin, krydderier osv. Den vigtigste vare, var dog udskibning af stude. Det var hele erhvervslivets grundlag i datidens Tønder
og omegn.
Antallet af stude udskibet fra Højer steg fra ca. 1.400 til 2.000 i 1631. Det hele kulminerede i 1638, hvor der blev udskibet 3.400 stude.
Aabenraa – et lystigt sted
Fra den lille by Tønning udgik der i 1624 191 skibe. I Aabenraa var der endnu ikke nogen søfart af betydning. Her beskrev organisten Claus Møller byen således:
Da den hertugelige avlsgård til Brundlund blev nedlagt i 1649, blev grundene uddelt til bymændene. I Slesvig var der problemer med, hvem der havde rettigheder til sildefiskeriet i Slien.
Industri i Flensborg
I Flensborg begyndte den første industri. Der fandtes krudtmølle, hammer-mølle og savmølle. Klokkestøberierne i Flensborg og Husum levnede varer til udførsel. På den frisiske vestkyst oprettedes teglværker, saltkogerier, sæbe-syderier m.m.
I Tønder klagede Jac Hunneus over øvrigheden. Han var indvandrer fra Husum men havde giftet sig ind i en rig og indflydelsesrig familie.
Befolkningen inddelt i seks klasser
Dengang var hertugdømmernes befolkning delt i ikke mindre end 6 klasser.
Ved århundredets begyndelse havde Flensborg 4 – 5.000 indbyggere. Husum cirka det samme. For Tønder og Haderslev var det cirka 1.800.
I Husum havde man sølvtøj
Der kom forskellige advarsler mod unødvendig luksus. Den rigelig brug af sølvkæder og sølvkrus kan i sikre tider være en form for kapitalanbringelse, mente man. Borgerne i Husum forsvarede i 1624 denne form for overdådighed over for regeringens forbud med denne begrundelse:
Mange fester
Det selskabelige samkvem dyrkedes overalt. Fastelavnsgilderne i Tønder og Slesvig. St. Knuds Gilde (Papegøjegildet) i Flensborg og Skyttegildet i Husum.
Nikolajgildet i Flensborg omfattede ikke kun købmændene med også de forskellige lav. Spil og tobaksrygning var forbudt. Men så kunne man i stedet drikke, danse og høre musik.
Hjemmeindustri fandtes også. Således fandtes der masser af lærred på bøndergårdene på Barsø og i Uge. Ved vestkysten trivedes handelen også mere eller mindre lovligt. En del havne opstod uden myndighedernes tilladelse.
Ved østkysten eksisterede Kliplev Marked allerede dengang. Her drev bønderne hovedsagelig oksehandel. Landbruget fik stigende betydning, efter at mejeribrug blev udvidet.
Masser af skovbrug
Skovbrug havde også stor betydning. Farris Skov strakte sig fra Ribe til østkysten. Ved Møgeltønder fandtes omkring 1650 den store Tved Skov. Vest for Flensborg, ved Bredsted og Husum var der store skovstrækninger.
Trækulsbrænding og det store forbrug af brændsel og tømmer ikke mindst til digerne satte sine spor. Under krigene led skovene stor overlast.
Planer med Rudbøl og Ballum
Christian den Fjerde havde store planer med Ballum. Men svenskekrigene satte en stopper for dette projekt. Også en fristad ved Rudbøl var der planer om. Men en stormflod i 1634 ødelagde disse planer.
Hollandsk indflydelse
Især hollandske forretningsmænd og håndværkere blev kaldt til Sønderjylland. De satte sandelig også deres præg på kulturen i landsdelen. Korneksporten var dalende, og krigene havde sat deres spor i Sønderjylland. Stormfloden i 1634 satte kraftige spor. Skattetrykket blev endnu højere. Pengene skulle hives hjem.
Mange købstæder i knibe
Slesvig By
var allerede forgældet i 1618. Aabenraa blev ødelagt af en ildebrand i 1610. I 1634 var byen nogenlunde kommet til kræfter. Haderslev blev ødelagt under Kejserkrigen. Husum blev ramt af en kongelig forordning, der gjorde ende med den livlige handelsforbindelse til Emden. Byen kom op at stå igen, men stormfloden i 1634 gjorde et alvorligt indhug. Krigen 1643 – 1645 kostede Husum 192.000 Rigsdaler.
Tønder var for længst afskåret fra havet. Oksehandelen var ikke mere så indbringende. Knipleindustrien satte først ind i slutningen af århundredet. Højer og omegnens marskbønder udgjorde en stor konkurrence til Tønder.
Svenskerne ville ikke mere give skibe fra Flensborg toldfrihed og byen mistede en del af sit opland. Handelen med Norge og Island var aftagende.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 6. – 01. – 2022
December 6, 2009
Vi har fundet en række opskrifter fra hele Slesvig Holsten og Sønderjylland. En enkelt øl-suppe og en vinsuppe har sneget sig ind. Vi
ønsker og god fornøjelse – og skål i Fuglsang Øl. Vi præsenterer 30 opskrifter inden for kategorierne Punch, Grog, Glühwein, Rom, snaps og mjød. Det er lige fra en Farisæer til en Anglermuk.
Biskoppunch
Pres pomeranserne og hæld saften i rødvinen sammen med den revne citronskal og sukker. Rør lidt og lad punchen hvile en time, før citronskallen sies fra.
Måske kender du opskriften andre steder fra i landet. I Sønderjylland er den punch særdeles populær.
Rødvinspunch
Æggeblommerne røres med sukker og tilsættes rum under omrøring. Rødvinen opvarmes til kogepunktet med kanel og nelliker, og hældes under piskning i æggene og serveres straks. Dette er opskrift for byens velhavende borgere. På landet var rødvin en ukendt luksus for alle samfundslag indtil langt op i 1800 – årene.
Bollepunch
Opløs sukkeret i 1 liter kogende vand. Lad det afkøle og tilsæt først rødvin, så rom. Denne stærke punch kaldes undertiden også bollepunch. Den er opkaldt efter punchskålen eller bollen, og ikke efter rommen. Mange tror, at navnet er udledt af den kendte Balle Rom fra Flensborg.
Kaffepunch
En kaffekop fyldes halvt op med varm, stærk kaffe og et par stykker sukker. Heri hældes snaps enten helt op eller efter behag.
Kaffepunch har været udbredt over hele Danmark under mange navne, som en lille sort eller en kaffeknægt .
meget udbredt dengang var, al man lagde en mønt i kaffekoppen. Så hældte man kaffe i. Og så hældte man så meget snaps i, at man kunne se mønten.
Løjtninger-punch
Det er en fin variant af den almindelige tevandsknægt. I en halv kop stærk te kommer man en solid klat æblegelé og tilsætter derefter snaps efter behag. Denne drik kommer fra Løjt Land, nordøst for Aabenraa.
Grog
I et glas kommes 1 – 2 stk. sukker og derpå hældes kogende vand i. Rom tilsættes efter ønske. Husk at have en grogpind eller en teske i glasset, så det ikke
sprænges af det varme vand.
Farisær fra Sylt
Hæld rommen i et glas og tilsæt farin, fyld glasset ¾ op med kaffe og rør rundt til farinen er smeltet. Ved servering fyldes glasset op med flødeskum.
Farisær fra Husum
En rigtig trylledrik som let stiger til hovedet. Den hjælper mod meget. I hvert fald mod gigt, storm ude fra Vesterhavet, kolde fødder eller dårligt humør.
Den varme kaffe og rom fordeles ligeligt i varmebestandige glas eller krus. Tilsæt melis efter smag og rør rundt. Pynt med en klat flødeskum. Der kan eventuelt hældes lidt mere varm rom over. Serveres og drikkes så varm som muligt – gerne med sugerør.
Glühwein fra Højer
Opskrift til 6 personer
Hæld vinen i en gryde. Fyld appelsinen med nelliker og læg den i vinen. Varm op og lad det trække. Tilsæt vanilje og sukker efter smag. Serveres brændende varm.
Lenes Glühwein fra Tønder
Opvarm alle ingredienserne sammen – vinen må ikke koge. Server drinken i et opvarmet glas eller krus.
Frisisk Glühwein
Kom kanel, rosiner og vin i en gryde, og lad det stå en time, før det bringes langsomt nær kogepunktet. Tages af varmen og smages til med rom. Serveres meget varm, så man virkelig kommer til at gløde af det.
Grog fra Nordstrand
Ti grog behøver vandmængden ikke at være så nøjagtig. Rom, vand og rødvin hældes i en gryde og varmes op. Det må ikke koge.
Skyl grogglassene med kogende vand og kom sukker og citronskive i. Hæld den varme grog over og server den straks.
Anglermuk
Anglermuk eller Angler muk er en alkoholisk drik fra Angel. Drikken regnes for angelboernes nationaldrik. Den skal drikkes varm i små glas.
Solbærrom fra Husum
Solbær fyldes i en krukke og overhældes med rom, så det akkurat er dækkende. Krukken tilbindes og sættes lunt i ca. en måned. Derpå tages bærrene op, mases og saften vrides og blandes med rommen. Det smages til med sukker.
Solbærrom fra Flensborg
En stor flaske (ca. 2 liter) fyldes op med solbær, ½ pund sukker og ½ liter rom. Flasken proppes til og vendes af og til. Efter et par uger vrides bærrene af. Saft
og rom blandes og hældes på glaskaraffel.
Slåenrom
Slåen, der har fået frost, overhældes med kogende vand i en krukke. Vandet skal netop dække bærrene, som skal trække 1 døgn. Næste dag hældes vandet fra, koges og hældes over igen. Dette gentages i alt 5 gange. Derpå koges saften op med sukker. Efter smag tilsættes 2 dl rom pr. 1 liter saft.
I dag er slåenrom meget populært, og man skal af sted tidligt for at sikre sig bær.
Sød snaps
Sød snaps, rød snaps eller fruentimmervin er nogle af navnene på alsingernes yndede drik ved nytårsgilder. Den blev lavet i bærsæsonen, hvor hus-moderen puttede friske hindbær, ribs eller brombær på flaske. Bærerne blev overhældt med snaps. Efter et par måneder blev bærrene siet fra og snapsen tilsat sukker efter smag.
Johanniskörn
I det sydlige Slesvig anses denne drik for universalmiddel mod næsten alle sygdomme. Friske solbær overhældes med snaps og trækker i en måneds tid. Snapsen sies og kan drikkes straks.
Kapøster
En del snaps til tre dele mjød, gerne af krydret art. Kapøster var tidligere en yndet drik ved juletid og i høsten. Den er ret stærk, trods sin milde smag.
Bommi mit Pflaume
I et stort portvinsglas lægges en syltet blomme, gerne sveskeblomme. Glasset fyldes op med Bommerlunder snaps, og man venter med at drikke, indtil snapsen er trængt ind i blommen. Nydes langsomt og blommen spises til sidst.
Flipps
Øl, kandis og ingefær varmes forsigtig op til kogepunktet. Føde røres i, og drikken hældes under piskning over æggeblommerne. Serveres straks, og hver tilsættes rom efter behag.
Flipps var i 1700 – og 1800 årene en almindelig fastelavnsdrik på halvøen Eiderstädt. Hver krovært havde sin helt egen opskrift, som han vogtede omhyggeligt
over. Flipps fortæller om en hyppig forbindelse mellem Eiderstädt og England. Her kaldes en tilsvarende drik Flipp. Ligeledes har vestslesvigerne overtaget det engelske ord gin. På frisisk skippersprog betyder gien slet og ret brændevin
Mjød
2 pund honning pr. 1 liter regnvand opløses under forsigtig opvarmning. Dette honningvand koges ca. en time med en pose med humle, kanel og muskat. Man kan også bruge humle, perikum og nelliker. Honningurten afsvales og tilsættes vingær. Gæringen varer et par måneder og skal stå på et lunt sted. Derpå kan mjøden tappes på flasker, men bliver stærkere, jo længere den gærer.
Ribsvin
Ribssaften bliver bedst, hvis den laves af friske, modne, gerne u-ribbede bær. De vrides i et klæde. Saften sies fra og tilsættes sukker. 1 pund sukker pr. liter saft. Sukkeret opløses først i kogende vand. Ribssaften med sukkervandet hældes på et anker eller gærflaske og tilsættes vingær.
Gæringen varer 2 – 3 måneder og derpå fyldes ankeret op med ribssaft og står et par måneder uden prop. Så kan beholderen lukkes og efter et par måneder kan vinen tappes på flasker.
Blommevin
De udstenede blommer overhældes med honning, opløst i vandet. Efter tre dage gives blommerne et opkog. Væsken skummes, afkøles, blommerne vrides gennem et klæde. Saften sies omhyggeligt og fyldes på et anker med ½ liter brændevin og eventuelt vand. Efter gæringen er overstået kan vinen tappes på flasker og skal hvile mindst én måned.
Hyldebærvin
1 del sødet hyldebærsaft til 3 dele vand. Der tilsættes vingær i en lille pose. Vinen skal henstå lunt indtil den er afgæret. Tappes på flasker. Følg brugsanvisningen med hensyn til vingær.
Som bonus to retter fra Tønder, som ikke har noget med alkoholiske drikke at gøre. Dog indeholder retterne – alkohol:
Lenes Vinsuppe fra Tønder
Til 4 personer:
Byggrynene koges i vandet i ca 1 ½ time. Rosiner og de udblødte svesker kommes i og koges igennem. Vinen tilsættes. Suppen må ikke koge. Smages til med sukker, ribssaft og kanel.
Spises af dybe tallerkener, dertil røget skinke eller kogt røget flæsk og stuvede kartofler eller pandekager.
Man kan også med held tilføre retten en slat rom sammen med vinen.
Lens Ølsuppe fra Tønder
Til 2 personer:
Kog øllet og tilsæt mælk – mel blandingen. Kog herefter i 10 – 15 minutter og smag til med sukker. Server med ristet brød. Skær brødet i tern og rist det på en tør pande.
Herfra ønsker vi velbekomme og skål. Dengang.dk håber, at læserne får nogle fornøjelige timer. “Den Gamle Redaktør” har smagt adskillige af disse drinks. Han har det godt og er i godt humør.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 6.-01-2022
December 6, 2009
Drikkevanerne i Sønderjylland er mere end Fuglsang Øl og Bommerlunder Snaps. Hør også om Friesengeist, Farisæer og Punch af en hver art. Et gammelt frisisk råd siger ganske rammende: At spise og drikke bevarer krop og sjæl. Moralske advarsler mod drukkenskaben i Sønderjylland forblev uden virkning.
En speciel duft søndag formiddag
Den specielle duft, der mødte os søndag morgen i kirketiden, når vi satte os ned hos Armin i Aventoft lige syd for Tønder på den anden side grænsen, glemmer jeg aldrig. Det skete da også, at vi besøgte en af de andre mange krostuer i den lille grænseby.
Vi havde en tradition, at vi inden middagsmaden, skulle have os en lille Gewesen. Det blev nu aldrig det store drikkeorgie. For Gud Nåde, hvis vi kom for sent til mors kødgryder søndag middag.
Som regel fik vi et par Grog, Farisæer, Friesengeist eller Kaffepunch.
Og selvfølgelig prøvede vi også den med, at ligge en 5 – øre i bunden, hældte kaffe op, og så rom indtil vi kunne se fem – øren. Den metode brugte vi flere gange.
Bommerlund er ikke mere sønderjysk
Nu var det ikke just en hærvejskro, som vi sad på. Dengang i 1600 – tallet forlangte en forordning, at der skulle være en kro for hver 20 km. Dagbogsoptegnelser fra Hærvejen fra 1600 – 1700 fortæller, at der faktisk var kroer for hver 30 kilometer. Og disse kroer havde både bryggerier og brænderier.
En af de mest kendte var Bommerlund. Her lavede man også den bedste snaps. Og kroværten startede ikke med, at hælde vand i den, som der blev gjort mange andre steder. Det kunne være, at han gjorde det lidt senere. Opskriften, som antagelig stammer fra Frankrig er hemmelig. Men mon ikke den er krydret med anis, kommen og smagt til med koriander, nelliker, kanel og tørret citronskal.
Men den sønderjyske snaps er slet ikke så sønderjysk mere. Den er flyttet et par gange. I 2001 kunne Flensborg Avis fortælle, at det sidste glas Bommi forud for Sct. Knudsgilde – brødrenes traditionsrige kongeskydning. Man ville hellere udskænke en endnu ægte Flensborg – snaps Asmussen – snaps.
Kendere mener, at de kan smage forskel på den, nu hvor det ikke er vand fra Flensborgs undergrund, der bliver pumpet op. Læs vores speciel – artikel – –Bommerlund – snaps, kro og skov.
Danmarks bedste snaps
Indrømmet at jeg for en del år siden deltog i en meget uautoriseret kåring af Danmarks bedste snaps. Det var vældig sjovt og trods indtagelsen af adskillige snapse, husker jeg det endnu. Her blev Bommerlund – snapsen ikke placeret. Vinderen blev enstemmigt Svendborg Snapsen.
Drikkegilder fra gammel tid
Går vi helt tilbage i historien, så fortælles det, at man i Rungholt, som forsvandt under en stormflod, holdt sande fylderi og drikkegilde. Det er ikke uden grund, at man på plattysk siger
Gennem tiden er der blev sendt masser af moralske advarsler mod drukkenskaben. Masser af artikler på denne side vidner om dette.
Masser af ølbrygning
Ølbrygning har man altid dyrket i Sønderjylland. Det hørte til kvindens job i det daglige. Vandets kvalitet var heller ikke det bedste, så var det jo godt, man havde øl. Der var et hav af bryggerier i de sønderjyske byer. Øl brugte man selvfølgelig også til madlavning. Tante Annelise i Højer påstod endda, at det var godt for mit hår, at jeg vaskede det i øl. Og min far gav os som børn en kop øl, når vi var syge.
Fuglsang i Haderslev
Danmarks ældste familieejede bryggeri er fra Haderslev. I dag er det den femte generation i Fuglsang – dynastiet, der fremstiller kvalitetsøl. Mit honorar til
et af mine tre foredrag i Æ Synnejysk Ambassade var gratis Fuglsang Guld øl. Under mit sidste foredrag om Aabenraa skulle jeg faktisk også have haft det. Men der var ikke noget Fuglsang Øl. Mon ikke bryggeriet skulle gøre noget ved det.
Bryggeriet blev startet i 1864, men allerede i 1870 var det noget, der var gået helt galt. Stifteren S.C. Fuglsang havde ansat en, der ikke vidste, hvordan man skulle fremstille øl. Heldigvis fik sønnerne Conrad, Sophus og Christian bragt bryggeriet på ret køl.
Efter genforeningen blev det tyske marked lukket, Man skulle nu konkurrere med velrenommerede danske virksomheder. Bryggeriet havde stor succes med maltproduktion. Man eksporterede til 22 lande. Man overlevede også ved at fremstille kaffe-erstatning. I 2000 blev Fuglsangs julebryg Ding Dong kåret som årets julebryg af Vestjysk Økultur.
Danmarks ældste øl
Fra gammel tid er der brygget øl. Dem, der udtalte sig om tidens øl, fortalte, at det smagte dårligt. Det ældste danske øl, som man har fundet rester af er næsten også sønderjysk. I en birkebarksspand begravet sammen med Egtvedpigen har man fundet rester af en blanding af tytte – eller tranebær, hvede, porse og en mængde støvkorn fra lindetræer. Det tyder på, at man omkring 1000 – 1300 før vores tid har drukket en blanding af frugtvin og øl med honning tilsat for at gøre den stærkere og porse til at give den bitterhed.
Lignende drikke er fundet i ældre romersk tid mellem år 0 og 200, dog uden honning og med byg i stedet for hvede.
Fra ældre romersk tid har man i Skrydstrup Mose fundet to drikkehorn med henholdsvis mjød, en gæret drik baseret på honning og øl brygget på hvedearten emmer.
Humle
I Aabenraa og ved østkysten gjorde man meget ud af, at dyrke humle til ølfremstilling. Men Aabenraa – øllen Kückelhahn førte os til mange ulykker.
Denne humle kom til Danmark fra Tyskland, og den overtog efterhånden porsens plads som smagsgiver til øllet. Overgangen fra porse – til humle-øl har været flydende. Porsen har sikkert ikke været brugt i købstæderne siden 14 – 1500 tallet. I den ældste danske kogebog fra 1616 nævnes porse ikke som bitterstof
til ølbrygningen.
Isoleret forekom porse dog på landet. Således beskriver en mand fra den jyske hede en beskrivelse af Pors-eøl i midten af 1800 – tallet. Han beskriver det som forfærdeligt stærkt, og med hans egne ord:
Ølbrygning var en kunst
På landet var rødvin dengang helt ukendt. Det hjemmebryggede øl var oftest ret tyndt, derfor kunne børn også tåle det i begrænsede mængder. Kun til højtiderne blev der drukket stærkere øl. Hjemmebrænding var et privilegium for byen. På landet foregik det i stor stil ulovligt.
Det var nu slet ikke så let, at brygge øl. Kogning af malten og aftapning af urten skulle foregå ret nøjagtig.
Først skulle øltønderne rengøres og spules. Hver tønde kunne indeholde ca. 140 liter øl. 20 – 30 kg malt (forspiret byg) blev malet og hældt i det store bryggekar sammen med kogende vand, nok til at dække malten. Imens koges ½ pund humle med en stilk malurt, og efter en times tid kunne humle –
og maltafkog tappes af i et kar.
I marts måned bryggedes særlig kraftig øl til brug i høsttiden og om efteråret lavede man det gode juleøl, som ofte blev lavet med ekstra malt, desuden tilsattes brændevin og kanel.
Øl-gæret blev tørret og gemt til næste brygning. Noget af det blev også brugt til bagning af kager og æbleskiver.
Rommens hovedstad
Rommens hjemby var Flensborg. Det skyldtes byens eneret til at handle med Dansk Vestindien. Sukkerrør fra Jomfruøerne blev forarbejdet af byens sukkerraffinaderier. Rom var bare et biprodukt, som blev blandet med alkohol og drikkevand. I romhandelshusene, indtil man opnåede den ønskede styrke. Der findes endnu ca. 10 produktionssteder i Flensborg. Dengang i 1700 – tallet var der 200 brænderier i byen.
Kommensnaps
I Eckenförde bliver der fremstillet en gylden specialitet, der hedder Geele Köm. Denne kommensnaps giver te-punchen i landsdelen en helt speciel smag.
Når man nævner navnene på disse punche, er det sikkert mange af mine lidelsesfælder, der vil nikke genkendende til dem – Küstennebel og Friesengeist.
Punch er ikke sønderjysk
Punchen er ikke specielt sønderjysk. Det var en modedrik, der kom fra England. På engelsk hed det puncheon. Måske stammer ordet fra det hinduistiske ord, pantsh. Det betyder tallet fem. Men hvad har det med punch at gøre?
I det 17. århundrede blev der i Indien fremstillet en drik, der bestod af fem ingredienser, te, vand, sukker, citronsaft og en gæret saft, der blev kaldt arrack.
Via Indien er drikken så kommet til England, antages det.
Te-punch
Måske er det klimaet, der er årsag til de mange varme drikke hernede. En te-punch er særlig populær på de nordfrisiske øer og halligerne. Men min Opa og Oma ude i Ny Frederikskog tog sig dog også en i ny og næ.
Den består af en kop te med sukker og en sjat gylden snaps.
Farisæer
Kommer man sjat snaps i kaffen, har man en Kaffepunch. På Nordstrand opstod den lyksaliggørende drik Farisæer. Det er en kop stærk kaffe med sukker, som skjuler duften af en ordentlig sjat rom under et tykt lag flødeskum.
En anden art af Farisæer er, at man i stedet for kaffe bruger kakao eller te.
Jamen hvorfor har det så det sære navn. Jo præsterne gjorde et stort arbejde for at bevare ædrueligheden. I 1872 deltog en præst ved en barnedåb. Han var glad for, at der blev serveret kaffe med sukker og flødeskum, ind til han ikke kunne undgå, at se, hvad sidemanden indtog.
Sådan udbrød præsten meget skuffende over sine medborgere. Det er jo faktisk den nordfrisiske udgave af Irish Cofee.
Fastelavnsdrikken Flipps
Disse frisere har endnu en nationaldrik. Det er en fastelavnsdrik, der hedder Flipps. Den laves af varmt øl med æg og rom. Frisernes kulturelle egenart afspejlede sig i deres snapsfremstilling. Eksperterne kan smage forskel på ø – friserne og fastlands – frisernes snaps. Til sidstnævnte må nok betegnes Tine – snapsen fra Husum.
Mange typer af Grog
Æggegrog består af æg og sukker, der piskes til æggesnaps, rom og kogende vand.
En rigtig grog laver man af kogende vand, rom og sukker. Blandingsforholdet er faktisk fastsat ved lov på udskænkningssteder. Men man har vel selv lov til at finde frem til sin helt egnen blanding. I Angelen blander man citronvand i, og kalder det Angeler Muk eller Kold Muk.
Hvordan laver man en almindelig grog? Ja i et glas kommes 1 – 2 stk. sukker. Derpå hældes kogende vand i. Rom tilsættes efter ønske. Husk at have en grogpind eller en teske i glasset, så det ikke sprænges af det varme vand.
Den døde Tante
På øen Föhr laver man en speciel punch. Her blander man sodavand og alkohol (rom, snaps, cognac) i blandingsforholdet 1:1. Man kan også erstatte sodavand med te.
Kakao tilsat en sjat alkohol kaldes Tote Tante. Her bliver drikken så tilsat en sjat flødeskum. Og så findes der forskellige former for Glühweine, der minder om den skandinaviske gløgg.
Specielle puncheboller, der indeholdt forskellige blandinger hører også til de varme drikke. En af disse blandinger kaldes Biskop – punchen. Den består af rødvin, pomerans og appelsiner. Drikke kan serveres både kold og varm.
Ja og så må vi ikke glemme Løjtninger-punch. Det er en fin variant af den almindelige thevandsknægt. I en halv kop stærk te, kammer man en solid klat æblegelé og tilsætter snaps efter behag.
Mange former for likør og snaps-specialiteter blev fremstillet i Slesvig – Holsten. Sammensætningen bestod af, hvilke krydderier og frugt, man lige havde ved hånden.
Kyndelmissen
Ved en række fester året rundt markerede man byen eller landsbyens fællesskab. Ved disse lejligheder ordnede man diverse regnskaber, og brugte dette som påskud til at få en afveksling i den ofte trælse tid.
Ved æ kyndelmøs den 2. februar fik landsbyens mænd nogle mark fra præsten for deres tiende. Disse penge blev anvendt til kyndelmisse – øl på kroen. Brændevin og mellemadder samt kortspil hørte med til dette. Dette var et gilde kun for mænd.
Skiftegilde
Sct. Petersdag, den 22. februar var skiftedag i forrige århundrede. Hvis man overtog en gård, skulle man give et skiftegilde for både bønder og husmænd. Dette gilde betragtedes som en forudsætning for, at den nye mand kunne gå ind i landsbyens fællesskab.
Æ fittesgild
Sct. Vitusdag den 15. juni har været en festdag i sønderjyske landsbyer frem til år 1900. Til den dag skulle alle huse være kalkede, hækkene klippede
og by-gade gruset. Æ fittesgild blev afholdt på skift i gårdene, og den mest almindelige festret var kogt skinke med brød og snaps. Fra alle gårde blev der sendt bidrag til festmaden. I fittesgildet deltog både mænd, kvinder, børn og tjenestefolk. Der blev danset på loen til langt ud på natten. Og der blev gået til de våde varer.
Høstfesten
Når høsten var i hus, blev der fejret med et gilde i gården for alle, der havde hjulpet. I reglen blev der serveret suppe og steg. Til kortspillerne kom der senere en punch. Ofte holdt en hel landsby en fælles høstfest i kroen eller forsamlingshusene, som kom til fra slutningen af 1800 – årene. Før den tid var det karlene i en landsby, som stod for høst – øl.
Mortens dag
Mortens – dag den 11. november var ofte den dag, da husmændene betalte afgift til gårdmændene for den jord, de var blevet tildelt ved udskiftningen i slutningen af 1700 – årene. Efter betalingen til synsmanden senere kommuneforstanderen, fik både husmænd og gårdmænd brød, øl og brændevin. Derefter var der kortspil og kaffepunch og undertiden kom karle og piger og deltog i gildet og så blev der danset til den lyse morgen.
Smede – øl
Fra 1600 – årene var det almindeligt, at en smed fik hus, 3 – 4 køer og jord stillet til rådighed af bønderne. Til gengæld fik bønderne udført det nødvendige arbejde uden vederlag af smeden, der også måtte bøde med et gilde om året. Til smede – øl kom kun gårdmændene og traktementet bestod mest af øl og brændevin.
Tønders verdensrekord
Særlig på markedsdagene i byerne blev der drukket meget tæt. Ofte når en handel med stude og heste var afsluttet, så blev der budt på brændevin. I byerne
opstod der spontant nye mindre autoriserede udskænkningssteder.
Tønder havde verdensrekord i antal af værtshuse pr. indbygger. Ja, det kom faktisk til at stå på forsiden af en brasiliansk avis dengang.
Bryggerier og brænderier var der mange af – dengang. Men forbruget var sandelig også stort.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Redigeret 6.01.2022
December 6, 2009
Kirker og Mennesker på Nørrebro (1)
Arbejderne på Nørrebro var i begyndelsen ikke meget for kirker. De ville hellere have vækkelsesprædikanter og bedre social omsorg. Men de fik en masse kirker og social omsorg, der blev udført af kirkerne. Det offentlige var slet ikke i stand til dette. De fleste kirker på
Nørrebro blev bygget af penge, der blev indsamlet. Den første kirke blev opført i 1861.
Da voldene faldt kom der rigtig gang i byggeriet på Nørrebro. Byggespekulanterne havde gyldne tider. De var selv med til at fastsætte lovgivningen. Med den store tilstrømning af beboere til byggespekulanternes lejekasserne, fulgte nød og elendighed. Dengang var det offentlige ikke gearet til at tage sig af dette.
Den ældste kirke var Kirken udenfor Nørreport. Den lå dog langt fra det nuværende Nørrebro, nemlig omtrent på hjørnet af det nuværende Frederiksborggade og Nordre Farimagsgade. Der skulle gå et par hundrede år før der igen blev bygget en kirke i forstæderne.
Stor kirkelig aktivitet
Det var godt, man havde de frivillige og de kirkelige organisationer. Der blev bygget kirker, skoler, hospitaler, diverse børnehjem m.m. De kirkelige menigheder på Nørrebro var virkelig aktive dengang. Der var vitterlig også brug for deres hjælp.
Det første kirkebyggeri blev opført på Nørre Fælled i 1861. Det var Sankt Johannes Kirken, der blev opført.
De fleste kirker dengang blev opført på privat initiativ eller efter forslag fra kirkelige eller efter kommunale topembedsmænd. Ofte var det private indsamlinger, der dækkede udgifterne. I nogle tilfælde fik man grunden foræret af magistraten og hvis procentdel af byggesummen.
Arbejderne ville ikke have kirker
Det tog ni år fra, at de første planer for Sankt Johannes Kirken forelå, til kirken var opført. Fra menigheden udgik der initiativ til opførelse af endnu to kirker –
Sankt Stefans Kirken på Ydre Nørrebro og Sankt Jakobs Kirken på Østerbro.
Således blev Sankt Stefans kirken finansieret udelukkende af private midler.
På landet var det præstegårdsjorden og tiende, der var præstens hoved-indtægtskilder. I hovedstaden var det afgifter for kirkelige handlinger og offer. Og jo flere præster man var, jo flere var man om at dele kagen. Derfor ramte sognedelinger præsterne på pengepungen.
Og så var det socialisterne. De var modstander af kirkebyggeri. De troende burde selv betale for dette byggeri. Arbejderbefolkningen ville helst være fri. De ville hellere have forbedringer af de sociale forhold og vækkelsesprædikanter.
Men den 5. maj 1872 måtte mange arbejdere søge tilflugt i en kirke. Kniplerne var trukket og militær og politi drev arbejderne på flugt. De stimlede sammen foran Sankt Johannes Kirken. Dørene til kirken blev trykket ind, og den yngre præst havde pludselig fuldt hus i sin kirke.
Han gjorde et kort ophold i sin prædiken. Ingen forstyrrede ham, før han sted i talen sagde:
Så hørte man fra salen:
Præsten bad nu en bøn og kirken tømtes under orgelspillet. Arbejderne kunne igen få et par drag over nakken. Men for en kort tid var kirken god nok for dem.
Lukasstiftelsen på Nørre Allé åbnede i1908 et kirkerum. Det blev nedlagt i 1931, og en ny kirke blev indviet i Gentofte i 1932.
Også på Skt. Johannes Stiftelsen(det senere Nørre Hospital) blev der opført et kirkerum i 1885. Det blev først nedrevet i 1978. I De gamles By blev et kirkerum indviet i 1892.
Den stakkels murer
En murer henvendte sig til Helligkors Kirkens præst, Pastor Ifversen for at blive gift. Men det var et problem, mureren havde været gift før. Men havde fået Kongelig Bevilling til sit ægteskabs ophævelse.
Pastoren nægtede, da det stred mod hans samvittighed. Ministeriet påbød gentagende gange pastoren at efterkomme ønsket, men lige meget hjalp det. En domstol tilkender pastoren en bøde på 200 kroner for at have undladt at opfylde, hvad det var ham lovlig befalet som embedsmand.
Pastoren ankede afgørelsen og Højesteret gav ham i 1903 ret. Mon ikke mureren alligevel blev gift af en anden præst?
Sankt Johannes Kirken
Sankt Johannes Sogn blev udskilt fra Trinitatis og Vor Frue i 1861. Kirken var den første kirke, der blev bygget uden for Københavns volde. Inspirationen kom fra den unge teolog Ludvig Helweg i 1852.
Men også andre arbejdede for en kirke i området. Den unge teolog Nicolai Holten var blandt de ivrigste. Men vi så navne som Fabrikant Anker Heegaard og Wroblevski og bankassistent og senere arkivar P.D. Feilberg, blandt de ivrigste.
Krigsministeriet og Kommunen skænkede grunden, der var en del af Blegdamsfælled. Pengene til byggeriet (116.000 rigsdaler – ca. 230.000 kr.) kom ind
først og fremmest via en indsamlingskomité under Foreningen til Opførelse af en ny Kirkebygning paa Nørrebro.
Pastor O.M. Rafn havde testamenteret sin formue på 9.000 rigsdaler til formålet.
Kirken, som har navn efter evangelisten Johannes blev indviet i 1861 i overværelse af Kong Frederik den Syvende og biskop Martensen.
Dengang omfattede sognet 16.000 indbyggere og omfattede hele Nørrebro og Østerbro fra Ladegårdsåen til Hellerup og ud til Brønshøj. Måske var det derfor, at der var plads til hele 800 i kirken.
I 1885 var sognet – på trods af udskillelser af Sankt Stefans, Hellig Kors og Sankt Jakobs sogne vokset til over 60.000 indbyggere, hovedsagelig tilflyttere fra landet. Kirken er bygget som en kirkehal med tre lige høje spidshvælvede skibe og to korsarme, tårn med våbenhus og hovedindgang i sydvest og kor med tresidet afslutning i nordøst.
På hver side af våbenhuset findes to kapeller, ligesom der på hver side af koret befinder sig to små udbygninger. Kirken er opført i gotisk stil af røde mursten på en granitsokkel. Tårnet er 54 meter højt. Altertavlen er fra 1818 og bestilt som altertavle til Christiansborg Slotskirke og Vor Frue Kirke.
Alt træværk var oprindelig malet i en mørk brun egetræsfarve. Da træværket i 1961 blev afsyret for at skabe en lettere og lysere stemning i kirkerummet, viste det sig desværre at prædikestolens evangelistfigur var af malet gips og ikke af træ.
Brygger Jacobsen skænkede to glasmalerier i 1911. de befinder sig i dag i koret. De 10 lysekroner stammer fra 1943.
Uden for kirkens sydlige korsarm findes en mindesten over kirkens dynamiske første præst Rudolf Frimodt, der er begravet her sammen med sin kone, Sophie Magdalene.
Betlehemskirken
Sådan sagde pastor Johannes Møller på et møde i Bethesda på det nuværende Israels plads i 1886. baggrunden var den fatale mangel på kirker i København.
I juni 1886 stiftede tre unge velhavende kvinder “Foreningen til Opførelse af smaa Kirker i København”
I 1889 havde man samlet så mange penge sammen, at man kunne købe en tidligere frimenighedskirke i en baggård i Blågårdsgade. Det lykkedes at få den første Betlehemskirke indviet og ansat en præst. Kirken blev drevet som en filial til Sankt Johannes Kirken. Den ny Betlehemskirke på Åboulevarden blev bygget i 1938 som en efterfølger for den lille baggårdskirke. Den første kirkebygning findes dog stadig. Den er tilholdssted for Evangelisk Luthersk Missionsforening.
Den ny kirke var starten på en ny byggebevægelse, der gav sig udslag i ca. 60 kirker. Den nye forening, der startede med baggårdskirken bidrog med hele 14 kirker.
Den gamle kirkebygning er beliggende i Blågårdsgade 40. Den blev opført i 1878 – 1879. Det var en lille bygning med to små forværelser, præsteværelser og et kirkerum på 10 x 19 meter.
Kirken på Åboulevarden er bygget ind i husrækken. En meget stor gotisk trappegavl efterlader ingen tvivl. Her er en kirke. Arealmæssig er kirken ikke stor, men med den geniale byggestil virker den stor.
Orglet er et legendarisk Marcussen orgel fra Aabenraa. Her er ingen kirkebænke, men flytbare stole. Det var hvis første gang, det blev indført i en dansk kirke. I dag er der 200 sidepladser i kirken.
Kirken har siden 1980erne været hjemsted for en menighed præget af karismatisk højkirkelig spiritualitet. Tanken fra den første kirke er genoplivet, og menigheden betaler selv lønnen for den ene af kirkens to præster.
Blågårdskirken
Det var her man for første gang mødte Det Københavnske Kirkefond. Det blev stiftet i 1886, og meningen var at de folkerige sogne skulle udskilles og ikke være større end at menigheden havde en nær og personlig kontakt til sine præster.
Blågårds Sogn blev udskilt af Sankt Johannes Sogn i 1905. Kirken blev opført i 1925 – 1926. Prisen var 270.000 kr.
Den afløste en midlertidig kirke lavet af kokolith (gips blandet med kokosnødaffald).
En trappegavl i gotisk stil fylder næsten hele facaden. Indgangen ligger i 1. sals højde. Væggene i kirkerummet er hvidkalkede. Loftet er et hvælvet træloft. Alterbordet og lidt af væggen er beklædt med farvede fliser i Kähler – keramik. Over den hænger et krucifiks i eg fra 1954.
Egentlig var korets tre vinduer kun fyldninger. Men efter de store gårdrenoveringer var det muligt, at realiserer et vinduesprojekt. Vinduernes pastelfarver får kirkerummet til at syne af noget eksotisk. Også her i kirken har man et orgel fra det berømte Aabenraa – firma, Marcussen. I kirken er der plads til 350.
I 1999 blev sognet slået sammen som et fællessogn med Hellig Kors Sogn under navnet Blågårds Sogn.
Kirken bruges også af den serbisk ortodokse menighed til gudstjeneste om søndagen.
Brorsons Kirken
Kirken har været meget omtalt på grund af iranske flygtninge og den meget progressive ungdoms – præst. Kirken er fra 1901 og oprindelig opført af Indre Mission. En 2 – øres indsamling ud over landet, samt en lokal indsamling og støtte fra Kirkefondet gjorde byggeriet muligt. Magistraten var så venlig at forære grunden. Det var Indre Missions nestor, Vilhelm Beck, der indviede kirken.
Kirken er bygget som en byzantinsk lige-armet korskirke. Den fremstår i dag som et markant kristent varetegn på det multietniske Nørrebro. Et markant korshvælv præger kirkerummet. Overalt er der symboler fra Evangelisterne.
Kalkmalerierne er kopier af ældre forbilleder. En kæmpe lysekrone dominerer tårnhvælvet. Altertavlen med motiver fra Jesu korsfæstelse er fra 1903.
Messingalterstagerne er skænket af Brorsons efterkommere ved kirkeindvielsen. Prædikestolen er af granit. Oprindelig var kirken forsynet med bænke. I 1961 blev der mærkværdigvis installeret biografsæder i kirken. Disse blev i 1961 afløst af 250 stabelstole.
Kirkens egentlige opgave i dag er at være funktionskirke for børn og unge. Sognet er i dag sammenlagt og er underlagt Blågårds Sogn.
Hellig Kors Kirke
Hellig Kors Sogn er udskilt fra Sankt Johannes Sogn. En del af Sankt Stefans Sogn overgik til dette sogn. Kirkegrunden er en del af den gamle kolera –
kirkegård fra 1853. Navnet på kirken er sikkert inspireret af, at den lå for enden af Korsgade. Og grundstenen blev lagt den 28. juli 1887.
40 pct. af byggeomkostningerne blev betalt af stat og kommune.
En komité bestående af stiftsprovst Rothe og borgmester H.N. Hansen foretog en indsamling. Kaffegrosserer August Camél og mange lokale håndværkere støttede også indsamlingen. Næsten alt kirkens inventar er forsynet med sponsorernes navne. Og som sønderjyde glæder man sig over at orgelet er sønderjysk.
Det stammer fra Bevtoft Kirke.
Byggeomkostningerne var 330.000 kr. Og tårnets pris (55 meter højt) vakte forargelse. Det kostede 30.000 kr.
Fra arkitektens side havde man satset på murede og hvidkalkede hvælvinger. Men pengene rakte ikke. I stedet valgte man det spidshvælvede træloft. Dette gør kirkerummet noget mørkt og ubevist tilfører det noget mystik.
Kirkerummet er holdt i gråt, grønt og rødt, suppleret med små felter af gult og blåt omkring vinduerne. Hele 600 siddepladser har den forholdsvis store kirke. Kirken er i dag Blågård Sogns almindelige søndags – kirke.
Siden 1970 var kirken under pastor Erik Bock kendt for sine meget specielle kunstneriske initiativer og events.
Københavns første menighedssamfund blev etableret omkring kirken i 1890. Det fire grundsætninger var
Der udsprang aktiviteter som gårdmøder, bladmission, søndagsskoler og KFUM og KFUK. Generalsekretæren ved Kirkens Korshær er traditionelt også præst ved Hellig Kors Kirke.
Simeons kirke
Allerede i 1902 blev området, der dengang mest bestod af gartnerier og haver, udskilt fra Sankt Stefans Sogn som Sankt Stefans 2. sognedistrikt. Først i 1905 blev Simeons Sogn et selvstændigt sogn. Da kvarteret blev bebygget, og beboertallet dermed stadig voksede, blev den vestlige del af sognet skilt fra som Samuels Sogn i 1923.
Den første Simeons Kirke var det såkaldte blækhus, en midlertidig kirke opført i en slags samlesæt af jern importeret fra England. Kirkefondet, der ejede jernkirken havde brugt den fra 1896 – 1905 som foreløbig kirke i Nazareth Sogn i Ryesgade på Østerbro.
I det nye sogn blev den placeret på en grund ude på Fælleden bag ved Sjællandsgades Skole. Jernkirken rummede 500 mennesker, men materialet var ikke særlig velegnet. Kirken var stegende varm om sommeren og isnende kold om vinteren, selv om den blev varmet op af to store kakkelovne.
Regnens tromlen på taget og gadedrengenes larm kunne sagtens overdøve præstens og Guds ord. Efterhånden rustede jernet og i 1906 begyndte man via Kirkefondet at samle penge ind til en rigtig stenkirke.
I 1911 købte Kirkefondet en grund af kommunen for 20.000 kr. Selve opførelsen af Simeons Kirke kostede 109.500 kr.
Den nye kirke gav anstød til, at det nye kvarter omkring den nuværende Guldbergsgade blev bebygget. Nye ideer om lys og luft var slået igennem. Nu var det
pludselig plads til små haver. Og til kirken blev der indrettet en mindre klosterhave.
Kirken er opført i barokstil. Den er bygget sammen med Sjællandsgades Badeanstalt. Dette giver anledning til udtrykket En ren sjæl i et rent legeme. Omkring 1950 var der altid kø, for at komme til badeanstalten, dog ikke til kirken.
Kirkens tårn er på 38 meter. Kirkens søndre korsarm rummer menighedslokaler. I den nordre korsarm er der bl.a. kordegnekontor. Kirken er hvidkalket med loft af krydshvælv. Lyset kommer ind fra høje rundbuede vinduer.
Den nuværende altertavle har titlen Kristus velsigner børnene. Selv om billedet er fra begyndelsen af 1900 tallet, virker det næsten surrealistisk. Det er portrætter af menighedens børn omgivet af huse og fabrikker fra Nørrebro.
Den oprindelige altertavle Jesu i Gethsemane have hænger i våbenhuset. Ved korbuen modsat døbefonten i bornholmsk granit, findes den udskårne prædikestol. I dag rummer kirken 500 siddepladser.
Sankt Stefans Kirke
I denne kirke har vi arrangeret tre – fire lokalhistoriske arrangementer, med ikke under 140 deltagere. De ansatte i denne kirke har altid været særdeles aktive og haft mod til nytænkning.
Kirken er Nørrebros næstældste kirke. Sognet er udskilt fra Sankt Johannes Sogn i 1874 på initiativ af Rudolf Frimodt. Hans ønske var, at der skulle opføres en kirke til de fattige i Lygtekvarteret på det ydre Nørrebro. Godt nok skulle kirken være beskeden, men også smuk. Og det er da lykkedes ganske godt. Den kom til at koste 68.000 kr. og den blev bygget for privat indsamlede midler. Grunden var en del af haven omkring Kirstinedal. Den blev skænket til sognet af ejeren, lensbaron Løvenskjold.
Kirkens navn er inspireret af de barske sociale forhold på Nørrebro. Den hellige Stefanus var en af de syv fattigforstandere i den første menighed i Jerusalem.
Den fritliggende kirke er opført i senromansk stil med rig anvendelse af rundbuefriser. Indvendig er kirken opbygget som en lille basilika med pulpiturer over de smalle sideskibe og trælofter, der følger spærene. Det lyse gråmalede træværk og de ret små proportioner, gør kirken til en af de hyggeligste, varmeste og lyseste kirker i København.
Skibets sidemure har hver fem fag vinduer i to stokværk. De øverste er store og rundbuede og dem, der forsyner rummet med lys.
Der var oprindelig 700 siddepladser i kirken. Koret er hævet 4 trin over skibet. Altertavlen som er indfældet i nygotisk ramme, forstiller Jesus på besøg hos Martha og Maria. Frøknerne Dorph Petersen fra det nærliggende Blågården stod model til de to søstre.
Ved 25 års jubilæet i 1899 havde malermester Schrøder ny-dekoreret prædikestolen med symboler på tro, håb, kærlighed og retfærdighed.
I 1929 blev der bygget et kapel til kirken. Og i 1965 blev der indrettet et dåbsværelse. Belysningen blev udskiftet i 1969. I forbindelse med restaureringen i 1974
blev der opsat et nyt alterbord. Prædikestolen blev sænket og trukket nærmere koret. Døbefonten er af grønlandsk marmor. De to store kandelabre
på alteret blev skænket af Holmens Kirke.
I 1993 blev der indrettet et nyt dåbsværelse og informationskontor.
Til højre foran koret står en lysbærer, den første i sin art her i landet og tegnet og fremstillet af Over Carlsen.
Ved en indsamling i menigheden i 1919 blev et maleri forestillende Sankt Stefans martyrdød skænket til kirken. Kirkeskibet er skænket af skibsbygger,
Skifter Andersen, Aabenraa i 1882 sammen med to syv – armede lysestager. Skroget til skibet har været model til skibet Heinrich Augusta, som Skifter Andersen byggede til et købmandshus i Hamborg.
I våbenhuset er en mindetavle over Rudolf Frimodt.
Orgelet er meget specielt. Udover de 24 stemmer har det også et klokkespil. Som det eneste i Nordeuropa har det også slagtøj, stortromme og bækken.
Karmel
I Vedbækgade ligger Karmel, som er tilknyttet Stefans Kirke. Her har jeg både været til konferencer, møder og sågar til fest.
Den smukke bygning hed dengang også Sankt Stefans Sognemissions Hjem. I den høje kælderetage havde generalinde Harbou lejet bespisningslokaler til Mødres og Børns bespisning.
Ind af hovedindgangen var der plads til 300 mennesker. På første sal havde Frøken Marie Købke lejet 8 rummelige værelser til Sankt Stefans Haandgerningsforening. Denne virksomhed forgrenede sig på den tid over hele Nørrebro.
På samme etage havde Sankt Stefans Sygepleje tre værelser til bolig for to uddannede sygeplejersker, hvis virksomhed havde stor betydning for det fattige sogn. På anden sal var værelserne lejet ud til klokkerkontor.
Karmel blev indviet ved en smuk højtidelighed på Allehelgens Dag. Bygningen var foreløbig den sidste af en række bygninger, der kom de fattige til gode. Af andre kan nævnes Jagtvejens Asyl, Prinsesse Thyras Asyl, Marthahjemmet, Sankt Stefans Børnely og Dronning Louises Asyl. Alt dette krævede en enorm indsats af præsterne og frivillige.
Anna Kirke
Omkring år 1900 blev området udskilt fra Sankt Stefans Sogn. Et selvstændigt kirkesogn med P.E. Waidtløw som præst opstod. Børnehjemmet Betlehem
i Bjelkes Allé blev også et slags midtpunkt.
Sognet blev selvstændigt i 1912 og havde da 9.000 indbyggere. I 1907 blev der købt to villaer på Bjelkes Allé, og her opførtes Anna Kirke i to etaper fra 1914. Indtil da holdt menigheden gudstjenester i Sankt Stefans Kirken og i børnehjemmet.
Indsamlingen til kirken blev foretaget i hele landet. Det var de såkaldte Anna – komiteer, der stod for denne organisation. Hensigten var, at alle kvinder og piger, der hed Anna, skulle bidrage. Selv da skonnerten Anna af Thurø løb af stablen, blev der samlet ind.
Da jeg engang holdt foredrag i kirken, lagde jeg mærke til en ældre kvinde, der troede jeg, var faldet i søvn. Hun kom hen til mig bagefter, og fortalte, at hun hed Anna. Hun var begejstret over det jeg sagde. Og så stod munden ikke stille. Over en øl fortalte hun de næste tre kvarter fantastiske historier
fra Nørrebro. Jeg var meget beæret over, at måtte skrive i hendes Gæstebog. For som Anna
sagde,
Rørvarefabrikant Rasmus Christiansen bidrog med en væsentlig andel. Historien bygger på, at han krævede, at kirken fik navn efter sin elskede hustru.
Den 27. december 1914 blev første etape – stueetagen, indviet som kirke. I 1921 blev kirken udvidet med den store sal, der er bygget som en lav bygning og vinkelret på den daværende kirke.
I 1928 stod hele kirken klar. Prisen var 350.000 kroner. Kirkerummet på første sal havde dengang 600 siddepladser. Kirken er bygget af røde mursten med tegltag.
Alteret er fra 1935 og prædikestolen er fra 1939. De er begge skænket af menigheden. Alteret viser motiver fra Skærtorsdag og Langfredag. Prædikestolen viser den gamle Anna, der sammen med Simeon bringer to duer til templet som offer for Jesu frembærelse i templet.
Døbefonten er en gave fra en familie i sognet.
I 1979 gennemgik kirken en større renovering, hvor man fik et nyt orgel. Der blev lagt nyt gulv og bænke og træværk blev malet. En længe tiltrængt elevator til første sal blev også installeret.
Kingos Kirke
I 1908 oprettedes Sankt Stefans nordre Sogn. Det oprindelige navn var Tagens Sogn. Her lå endnu store gartnerier. I 1909 skænkede kirkens nabo, tekstilfabrikant Holger Petersen grunden og sidenhen pengene til tårnet, der ellers ikke ville være blevet bygget.
Det Københavnske Kirkefond stod for opførslen, godt hjulpet af en testamenteret gave på 72.000 kr. fra herredsfoged Johannes Erichsen fra Løgstør.
Selve kirken danner nordfløjen i et trefløjet anlæg med et i 1928 tilføjet menighedshus i syd og et tårn med kobber- spir i nordøst.
Menighedshuset kostede 78.000 kr. og blev skaffet via en indsamling tegnet som ugentlige 2 – kroners bidrag. Indgangsportalen er placeret under tårnet i det ene hjørne, lige hvor Bragesgade og Nannasgade mødes.
Kirkens indre havde oprindelig 480 siddepladser. Men flere restaureringer har gjort om på dette. I dag er der 170 siddepladser.
Alterbilledet er malet af Erik Henningsen i år 1900 og skænket til kirken i taknemlighed over, at hans søn blev fundet i god behold efter at have været forsvundet på Nørre Fælled. Billedet forstiller Jesus med en lille dreng på armen foran Nørrebros huse og rygende skorstene. Faktisk samme tema – Lad de små børn komme til mig svarende til det som hænger i Simeons Kirke.
Døbefonden er hugget i gotlandsk sandsten. Dåbsfadet er af sølv og har Thomas Kingos våbenskjold i emalje som dekoration. Orglet fra 1999 er bygget hos
Marcussen i Aabenraa.
Menigheden har været særdeles aktiv i storbymission. I kirken har der været talrige indvandrer – og flygtningegudstjenester på engelsk.
Samuels Kirken
I 1908 stiftedes et menighedssamfund i Simeons 2. distrikt. I 1923 blev Samuels Sogn formelt selvstændigt, men måtte, indtil Samuels kirken var blevet opført, dele kirke med naboerne, dvs. henholdsvis Simeons Kirke og Kingos Kirke
Kirkefondet havde købt grunden i Thorsgade og en kirkekomité indsamlede penge. Indsamlingen foregik lokalt samt i Ribe Amt og i Ulfborg – Hind herreder.
Hvad angår navnet på kirken, ja så vandt det gammel – testamentlige navn Samuel over navnet på den første præst på Nørrebro – Rudolf Frimodt.
I første omgang byggede man en krypt, der blev indviet til kirke i 1925. Den kostede 160.000 kr. Klokken var en foræring fra Sankt Pauls Sogn og Messias Sogn i Hellerup.
Anden etape af Samuels Kirken var selve kirkerummet med 400 siddepladser stod færdig i 1932. Krypten blev herefter taget i brug som menighedslokaler. I mange år var der indsamling til et kirketårn. Men projektet opgav man i begyndelsen af 1990erne.
Kirkens høje øst-gavl med det store runde mosaikvindue og korset på toppen vender ud mod Thorsgade. Kirken er bygget ind i husrækken. Bebyggelsen i kvarteret er forholdsvis lavt, så kirken virker som monumental.
Kirken har to lave sidebygninger. Den ene fungerer som indgang til kirken, den anden som kontor. Facaden har gotiske træk. Interiør og inventar virker ikke særlig dansk, nærmest som fra engelske herrestæder.
Kirken har ikke nogen egentlig altertavle. Prædikestolen er enkel, af træ uden udskæringer og himmel. En kopi af Thorvaldsens Kristusfigur blev i år 2000 anbragt lige over for indgangsdøren.
I 2001 fik kirken et nyt orgel. Den har i dag 400 siddepladser. Siden 1971 har den også været hjemsted for færøske gudstjenester.
Også i denne kirke har jeg holdt et par foredrag, og kender en del af kirkens ansatte som pragtfulde mennesker.
Katolikkerne på Nørrebro
I 1849 ophørte enevælden. Vi fik en ny grundlov og dermed religionsfrihed. Historien begynder faktisk på Solitude, hvor Monsignore B. Bernard var administrator for Nordpolens apostoliske Præfektur. Bernard fik skøde på ejendommen den 12. september 1867. Men det var dog kun ganske kortvarig, at Nørrebro fungerede som bispesæde. Præfekturet blev delt i tre dele, og Bernard rejste til Norge i 1869.
Skødet overgik til tre medlemmer af Sankt Ansgar Menighed. I 1875 tog de første Jesuitter fast ophold i Danmark, netop på Solitude. En kort tid lejede de sig også ind i ejendommen Ewaldsgade 5. I 1878 forlod paterne Nørrebro til fordel for Kronprinsessegade 42.
Katolikkerne bevarede dog deres tilknytning til Nørrebro. I 1873 havde Sankt Joseph Søstrene påbegyndt opførelsen af et hospital i Griffenfeldtsgade.
Hospitalets kapel blev indviet i 1875, og i 1883 fik man sin egen præst.
Man ville dog gerne have sin egen sognekirke, og den energiske præst Anton Neuvel begyndte en indsamling. I 1890 havde indsamlingen nået 18.000 kr. Man anskaffede manufakturhandler C. Heilbuth´s ejendom, Nørrebrogade 27. Her blev Sakraments Kirken opført. Fra starten var det meningen, at der
også skulle være skole på stedet.
Sankt Ansgars Skole eksisterer i bedste henseende på Nørrebro. Vi skal helt tilbage til 1816, for at finde skolens rødder. Den første katolske menighedsskole blev oprettet i forbindelse med den katolske kirke i Bredgade. Men skolen er egentlig meget ældre.
Sank Ansgars Kirke i Bredgade blev bygget i 1742. Den gang havde man ikke religionsfrihed, enevælden herskede. Kirken blev bygget på dispensation, og det var mest for udlændinge. Til denne skole var der også tilknyttet en lille menighedsskole.
Inde i Bredgade var skolen blevet for lille, derfor åbnede Sankt Joseph søstrene en skole i Griffenfeldsgade 7 i 1906. I 1923 flyttede skolen til en bygning ved siden af kirken. På det tidspunkt havde skolen 30 elever.
Efter forskellige sammenlægninger blev skolen på Nørrebro en del større. I 1940 blev der foretaget en ændring af det katolske skolevæsen. Skolerne i Sankt Ansgar og Sankt Maria sogne blev sluttet sammen med Sankt Joseph Skolen. Sammenslutningen fik navnet Katolsk Centralskole.
Søstrene besøgte eleverne derhjemme og længe før det blev almindelig i København, havde man i menigheden indført en sundhedsordning.
I 1969 blev Sankt Ansgars Skolen en selvejende institution.
Kristuskirken
Kirken tilhører Københavns første Baptistmenighed. Inden grundlovens indførelse havde menigheden mange sammenstød med myndighederne. Allerede omkring 1865 anskaffede menigheden sig en grund på Baggesensgade. Men først i 1867 blev kirken opført efter en strid i menigheden.
I 1889 blev kirken udvidet med en tilbygning, der rummede en menighedssal, pedelbolig og mødelokaler.
I 1936 blev kirken renoveret, og der blev bygget et tårn med forhal og to sideværelser.
Daniel Kirken
Ejendommen Baggesensgade 6 blev i 1930 købt af Spiritistisk Mission for 181.000 kr. Det var en gammel tanke fra medlemmernes side, at man ville have sin egen kirkebygning. Allerede i 1918 oprettedes en kirkefond. Her kunne medlemmerne bidrage med gaver m.m.
De sidste Dages Hellige
Også De sidste Dages Hellige har været aktive på Nørrebro. Fra 1902 havde de til huse i Korsgade 11. I 1930 solgte de ejendommen og flyttede til deres egen kirke ved Borups Allé.
Metodistkirke
Skråt over for den mosaiske begravelsesplads på Møllegade opførtes i 1892 Bethaniakirken.
Det sociale arbejde
Menighederne havde travlt med det sociale arbejde. Vi har allerede været inde på en del institutioner. Blå Kors var også aktiv i området. De karaktersvage, der var forfalden til brændevinen kunne få det fattige hjem ud i ruin.
Nævnes skal også Kirkens Korshær, der i 1920 oprettede et korps i Rantzausgade. Foruden det sociale arbejde, havde man et natmission, hvor berusede
mænd kunne sove rusen ud.
Frelsens Hær har fra 1894 lavet et stort stykke arbejde i kvarteret. De havde deres egen bygning i Gartnergade 16.
Good Templar på Nørrebro
Nordisk Good Templar Orden havde deres Ordenshus i Griffenfeldtsgade 7. her var afholdsforeningens faste borg. I 1904 lejede man den gamle skolebygning og indrettede mødelokaler i klasseværelserne. Gymnastiksalen blev omdannet til festsal, hvor dilettantskuespillere viste deres evner.
I 1919 købte Templar Ordnen og Tempelridderordenen ejendommen og i 1925 foretog man en gennemgribende restaurering. Her startede Arbejdernes Teater Good – Templar – Ordenen blev oprindelig oprettet i New York i 1851 som en forening, der hed Knights of Jerico. Til Danmark kom foreningen i 1880, efter at foreningen var blevet splittet. Man var åbenbart ikke alle helt lige over for Gud, for en stor del af medlemmerne mente ikke, at de sorte måtte være med i foreningen.
En betingelse for at være medlem var, at man skulle afholde sig fra berusende drikke og tro på en personlig Gud. Desuden skulle man overholde ordenens love. I 1800 tallet var Danmark det land, der havde det største alkoholforbrug. Og på Nørrebro har man ganske givet bidraget til at kunne opretholde denne rekord.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Om nød og elendighed på Nørrebro:
Om arbejdere og socialisme på Nørrebro
Om Assistens Kirkegården:
Mere ”Kirkehistorie” på dengang.dk
Redigeret 11. – 03. 2022