Artikler
Februar 4, 2010
De fine damer med bådene fik ufrivillig fodbad. Frederiksberg var et yndet udflugtsmål, men forhindringer på vejen måtte overvindes. Middelklassen kunne ikke undgå at se udyder. Missionærer, der ville beskytte de udsatte, blev overfaldet. De første organiserede transportmidler opstod. Læs her om Københavns brogede liv.
Nøglen hos kongen
Nøglerne til portene skulle hver aften bæres op til slottet. For dem, der var kommet ind i byen, var det ikke et imponerende syn, der mødte den fremmede. Kom man ind ad Vesterport, mødte man et terræn fuld af morads. Her ved Halmtorvet lå gamle arbejdsvogne og en kongelig vejerbod.
På den anden side lå vagthus og et sprøjtehus og spærrede for udsigten. Og inde i byen vrimlede der med alskens afskum på gaderne.
Fra kajplads til stenhuggerplads
Byens engang fornemste kajplads Skt Annæ Plads var blevet omdannet til en simpel stenhuggerplads.
Men ikke var alt lige dårligt. Ved Langebro ved Rynestenens Bastion havde man indrettet en sø-badeanstalt.
Bygningen indeholdt 13 badeværelser, hvoraf de syv var til kvinder. Her kunne man både få varme og kolde bade. Desuden var der restauration på stedet. Langs Stadsgraven var der en sti, der var forbeholdt gæsterne.
Ufrivillig fodbad
Ude i havnen tillod havnepolitiet ikke, at ingen dampere måtte anløbe Toldboden, før ilden under Fyrstedet var slukket. Derfor var passagererne tvunget til at tage en jolle til 1 mark ind til land. Og var der tilfældigvis højvarme, ja så fik man et ufrivilligt fodbad og de flotte kjoler led sikkert skade af det snavsede havnevand.
Adskillige dampskibe lå på reden. Flere havnebyer i Danmark havde ugentlige forbindelser til hovedstaden. Og der var også forbindelser til Kiel, Lübeck, Göteborg og Malmø
Det optog folk meget, at ombygningen af den skandaløse Knippelsbro tog ret lang tid. Også problemer med den stejle Højbro, kunne ikke løses med det samme. I 1859 blev det besluttet, at flåden skulle flytte fra Gammelhavn til Nyholm. Dermed var det mulighed for bebyggelse af området.
Mange udflugtsmål
Voldene med dens bastioner frembød til en spadseretur. Her var altid mange mennesker. Særlig på Store Bededag var der en hel folkevandring. Her kunne man så hilse på Prins Ferdinand.
Men ikke alle var tilfredse med den store trafik. Man gik og røg cigarer, hvilket var en uskik.
På voldene ved Langelinie havde man indført en skildvagt. Et adgangskort skulle man betale for, og vagten kunne endda afvise uheldige elementer. Men i den modsatte ende ved Esplanaden kunne man gratis på omtrent en snes alen se et glimt af det åbne hav ud til Øresund.
Vejen til udflugtsmålet på Frederiksberg var visse steder brolagte, men man måtte indstille sig på forhindringer. Det var blandt andet rester fra Vesterbros
slagtere, man lige skulle passe på ikke at træde på.
Ved Trommesalen skulle man dreje til højre og ud mod Gl. Kongevej. Men heller ikke her skærmede træerne mod solen og støvet. Og duften af svinesti var helt normalt.
I 1842 fik Frederiksberg en særlig tiltrækning. Specielt udvalgte fik udleveret en nøgle til Søndermarken. Særlig fredag eftermiddag var tilstrømningen stor,
da Studenter – sangerne begyndte at foredrag sange.
Ja man kunne da også ved Blaagaardsvejen nyde synet af den smukke have ved Heegaards Etablissement.
Landbohøjskolen var lige taget i brug, og Bülowsvej lignede en markvej. Zoologisk Have kunne præstere Nordiske Dyrearter. På Gammel Kongevej lå Heymanns Bajerske Øl-pavillion – Svanholm med en lille have og rislende springvand. Selv tjenerne Louis og Heinrich var fra Bayern.
Det vakte en del forargelse, at se kvinder drikke bajersk øl og spise bajerske pølser.
Mere transport
Drosker og Omnibusser stod parat på udvalgte steder i hovedstaden. Til de nærmeste byer var der fast forbindelse med diligencer. Men dette forhold blev også kritiseret i datidens medier:
Droskerne havde ikke så meget at se til. Kun ved højtidelige lejligheder hyrede borgerskabet en karet. Det så mere standsmæssigt ud.
Men så kom omnibusserne. Disse var forstadiet til sporvognene. Hyrekusk Petersen i Møntergade tog initiativet til oprettelse af omnibusserne i 1840. En gul omnibus, der selvfølgelig blev kaldt Solen var pludselig på gaden. Den gik fra Møntergade til Frederiksberg. Senere dukkede andre op, Flora, Hjorten, Løven m.m.
Men det var nu ikke den store komfort, der blev budt kunderne. Vognene havde plads til 13 – 14 personer, og man kunne ikke undgå at berøre at hinanden. Det var noget som borgerskabet anfægtede. Men disse omnibusser slog godt an. Snart kom der konkurrenter.
Petersen indførte en ny rute, der hver morgen klokken 9 kørte fra Møntergade ad Nørreport op ad Blegdamsvejen til Østerbro. Ture til udflugtsmålene Lyngby, Charlottenlund og Dyrehaven blev efterhånden også udført af omnibusser.
Torvehandel
Torvehandelen blev indført i København fordi befolkningen for billig penge skulle kunne få adgang til landmandens produkter. Husmoderen måtte stå tidligt op. Hun havde følgende muligheder:
Skulle man servere en 4 – retters, ja så måtte man handle mange steder. Men det var det nu de færreste, der havde råd til.
Der blev anført, at torvehandelens indførelse var konkurrenceforvridende over for de lokale detailhandlere. Og denne kritik var ikke ubegrundet, for efterhånden bredte detailhandelen sig til sidegaderne, uden at myndighederne kunne gribe ind.
Oprindelig var det husmødre og landmænd, der mødtes ved torvehandelen. Senere blev det prangere og tjenestepiger.
Omsætningen på Kvægtorvet og Halmtorvet var overladt til mænd. Men på de andre torve fik kvinderne efterhånden nogenlunde ligeberettigelse. På Fisketorvet kom kvinderne dog i flertal.
Dårlig detailhandel
Butikslivet blev drevet under meget simple og tarvelige vilkår. Man forsøgte med en bazar af industrielle produkter i 1841
Tallotteri
Tallotteriet formåede at lokke masser af danskere ud af bussen. Det spillende København var på mærkerne. Masser af folk overværede trækningen af de fem numre.
Det indeklemte folk
I 1859 boede der 150.000 indbyggere ind i det indeklemte København. Befolkningen trængte til luft og udvidelse. Det tog faktisk 8 år før voldene blev helt opgivet som fæstningsværker.
Gas og vand
Fra 1857 var gassen begyndt at skinne. Folk kunne i skumringen se lygtetænderne på deres lange stiger. Forsyningen var nu ikke videre pålidelig. På Frederiksberg var tran – lygterne en kort overgang blevet indført. Den store nyhed var vandværket. Spildevandet løb endnu i åbne rendestene ud i havnen, kanalerne og stadsgraven. Den første rigtige kloak var blevet lagt i Blågårdsgade. I Indre By måtte man vente yderligere et år eller to, inden der blev lagt kloak.
Latrin – indholdet blev ved nattetid kørt ud til kulerne på Amager. Men ofte måtte man også bruge dagtimerne til hjælp. De brædde – vogne, man brugte var nu ikke altid lige tætte. Så en ulidelig stank bredte sig ofte, når latrin – vognene havde været der.
Ude på Vesterbro hjalp Rosenåen og de mange slagterier med at udbrede de mange lugte.
En tur på Strøget
En spadseretur på Strøget var i 1880erne startede på Kongens Nytorv omkring Hestens Jern – og Stengitter. Derefter fulgte en tur op ad Østergade forbi Ranch Ur til Niels Hemmingsens Gade (dengang, Helliggejststræde). Dengang hørte den snævre Nygade og Frederiksberggade ikke rigtig til Strøget.
Her på Strøget slentrede borgerskabet hver dag især mellem 14 og 15.30, hvis det var godt vejr. Dengang kunne man se københavnere med k lige i hælene på
adelen og diplomaterne ud ad Bredgade til Langelinie og endda helt ud til Strandpromenaden. Turen kunne også gå til den fornemt aflåste Rosenvænget.
Men til Kalkbrænderiet, Nej det gjorde man ikke. Det var ikke god tone. Byens mest noble og fineste damer gik op og ned ad Østergade. Ikke for at blive set, ville de selv påstå, nej udelukkende for at kigge vinduer.
Dengang var gaden brolagt, og der var spor af heste. Ny Østergade var helt ny. Der var adgang til Pater Madsens Gang gennem en port. Her boede meget lyssky personer, som forbrydere og skøger. Her kom de noble damer aldrig. Ja borgerskabet ville aldrig kunne finde på at indfinde sig her. Her var sjofelt, skiden og sundhedsfarligt.
Mens vi holder os på den pæne side, kigger vi på restauratør Ketts: Café Anglais. Den havde især søgning af lækkersultne herrer. Om aftenen kom der dog også damer.
På vej til Torvet passerer vi sølvvarefabrikant Christensens butik. Og inde i Hirschsprungs butik kunne man få udmærkede cigarer for 10 øre stykket. Billard kunne man spille på Madsens Café – på hjørnet af Lille Kongensgade.
Det var kun få vogne på Strøget. Som regel var det Keiferske Sporvogne med et lille skinnehjul foran.
Vi driver langsomt op ad gaden igen og passerer Morescos ny-købte gård. Hans virksomhed lå fornyelig på hjørnet af Helliggejststræde. Vi passerer Raphaels Tæppefabrik Under denne lå en cigarfabrik, hvor man ved nattetide kun få en bajer. Her fik politibetjente varmet deres medbragte lommeflasker med cognac, vand og sukker.
Her kunne man også finde Bernth Nielsens lille men meget succesfulde blonde- forretning.
På hjørnet af det yderst smalle Christian Barnikowstræde – senere udvidet til en pompøs hovedgade, lå et forsømt gammelt hus. Her lå Vildanden. En tarvelig restaurant med billard og varieté af dårlig kvalitet.
Cirkus i byen
På det senere Grøntorv havde Cirkus Rentz rejst en kæmpe telt. Rentz var en fattig mand, da han kom til København. Nu var han blevet rig, og vakte opsigt. Ja man lavede ligefrem skillingsviser om ham.
Sikkerheden i byen
Sikkerheden lod også meget tilbage at ønske. Vægterne gik stadig rundt og klokken 22 sang de:
Kunne vægterne ikke skabe respekt, mødte politibetjente frem med bambusstok i hånden. Datidens medier angreb politiet. Således udtrykte Dagbladet det således:
Velgørenhed
De rige havde ikke noget imod at hjælpe dem, der var i nød, bare de ikke fik det ubehagelige inden for døren. Mennesker, der levede et forkasteligt liv, var stødende for borgerskabet. Selv om man ikke kom der, hvor der var værst, kunne det ikke undgås, at borgerskabet, når de promenerede forbi, lagde mærke til tuskhandler, bondefangeri, gade-trækkeri, tiggeri, lommetyverier og andre udyder.
Middelklassen opfattede gaden som et farefuldt og anstødeligt opholdssted.
Pastor Steins advarsler
For de unge piger kunne et enkelt fejltrin være katastrofalt. Et enkelt fald med svangerskab til følge, var nok til at puffe en ung pige fra de hæderlige tjenestepigers række og ned i rendestenen. Sædelighed var en meget vigtig dyd. Pastor Stein sagde det meget rammende:
Denne Pastor Stein, der var formand for Indre Mission omdannede missionens lokale i København til et samlingssted for tjenestepiger.
Det var mænd, der gjorde gaden til et usikkert sted. Men i Indre Mission var filosofien, at det var de familie-løse tjenestepiger og fabrikspiger, der kunne være farlige for de unge mænd.
Soldater og sømænd
Soldaterne var de mest udsatte. Deres fritid tilbragte de i små værtshuse omkring kasernerne. Her kunne de spille kort, drikke øl og brændevin og underholde sig med de letlevende damer.
Også sømænd var udsatte. Knap havde de sat foden på kajen, før de blev antastet af Landhajer, der fandt et logihus til dem. Og i Nyhavn kunne de meget let falde i usædelighedens pløre.
Prostitution en hån mod middelklassens dyder
Prostitution var en hån mod de dyder, som middelklassen satte pris på´. De forsøgte med tilskud til velgørende organisationer at få renset deres samvittighed. De havde jo deres på det tørre.
Missionærer gennembanket
Og missionærerne fra de kirkelige og velgørenhedsmæssige organisationer måtte finde sig i, at blive gennembanket og spyttet på. Både utugtskunder, alfonser og skøger angreb.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 23. – 03. – 2022
Februar 4, 2010
Løjt var præget af store gårde og rige gårdmænd. Lærredsvævning var en specialitet i mange år. Karle og tjenestefolk fik en del af lønnen udbetalt i naturalier. Fattigvæsnet fungerede fint, bare det at myndighederne ikke fik for store udgifter. Og så havde man ikke tiltro til tiggerfogeden. Han delte i porten med tiggerne.
Befolkningstilvækst
I perioden 1769 – 1803 skete der en større befolkningsfremgang på Løjt Land. Bodum tredoblede sit indbyggertal. Men mest bemærkelsesværdig var det at
Løjt Kirkeby opslugte ca. 70 pct. af tilvæksten.
Overklassen
Landbruget var hovederhvervet. Knap en fjerdedel af befolkningen var håndværkere. Mellem 1769 og 1845 ernærede en sjettedel af områdets befolkning sig af søfarten. Egentlig var den gruppe større, da en del gårdejer også sejlede som kaptajner. Gruppen med fiskere var efterhånden svundet helt ind. Inden for landbruget steg antallet af tjenestefolk.
I 1845 bredte søfarts – erhvervet sig over hele øen og andelen steg væsentlig. Sognets overklasse, der bestod af gårdmænd, styrmænd og kaptajner var indfødte, mens underklassen stammede fra andre egne. Matroser, jungmænd og skibstømrerne var ligesom kaptajnerne indfødte løjtninger. Det var som om de unge fra Løjt fortrak søen frem for det, at blive karl.
På de store gårde fandt man de store formuer. Bodel Matzes på Fladsten og hendes søn Jørgen Matzen havde i første omgang opgivet en samlet formue på 1.200 rigsdaler. Men myndighederne troede ikke på dette beløb. Gården var blandt sognets bedste. Hun endte dog også med at blive sat til 5.000 rigsdaler.
Derefter fulgte Hans Paulsen på Nørre Jakobsgård – Barsmarks største og måske sognets bedste. Han, der var søn af den kendte storbonde, studehandler og skibsreder Paul Hansen, betalte skat af en formue på 4.000 rigsdaler.
Til sognets allerrigeste hørte også mølleren på Runde Mølle. Laurids Holdt var også en velhavende herre. Han var skipper og medejer på en af
Aabenraa – skibene. Han var desuden medejer på mindst to andre skibe. Til denne gruppe skal også nævnes Nis Bruhn i Stollig og Nis Bendixen.
I den anden ende, kan det nævnes, at der i Kirkeby var 107 inderste uden formue. Krigen mod englænderne berørte dog også løjtningerne.
Præsterne, mølleren og kroholderne hørte til de mere velstillede. Men til de øverste lag af overklassen og bedre middelklasse regnedes desuden kaptajner, styrmænd og lærere. Lærerne og styrmændene havde i kraft af deres uddannelse højere prestige end en typisk husmand.
Underklassen
Som underklasse kunne der udpeges daglejere, menige søfolk og fiskere. Kigger man på skattelisterne fra 1789 og 1810, ja så var det enkelte smede og håndværkere, der var at finde i middelklassen. Tyendet var en særlig gruppe og folk uden erhverv var samfundets absolutte bund.
I 1769 udgjorde det øvre lag ca. en tredjedel af befolkningen i Kirkeby. I 1845 var dette tal faldet til en femtedel. Kirkeby tiltrak de fattige. Det var som om de samlede sig omkring kirken. Ved siden af gårdmændene fandtes der allerede en stor gruppe daglejere. Tørvemoserne omkring Bodum tiltrak mange. I 1845 talte man om, at Kirkeby og Bodum var sognets fattiggård.
I Høgebjerg var næsten samtlige gårdejere også kaptajner. I 1845 var dette sted samt Stollig, Løjt Lands udprægede søfartsby.
Høgebjerg
Endnu i 1660 ejede den gottorpske hertug Høgebjerg. Men siden afløsningen af hoveriet havde den næsten konstant været bortforpagtet. I 1665 afhændede hertugen godset. I 1685 blev stedet købt af slægten Kamphøvener. De beholdt ejendommen i knap hundrede år.
Under denne slægt var der også tale om landbrugsbedrift. Det var absolut den største gård på Løjt Land. I 1774 var der endnu 27 køer og 6 kvier på gården.
Det dyrkede areal blev stærkt udvidet. Især i godsets sydlige område, Duborg – Dyrehave blev der ryddet en masse skov. En række selvstændige brug groede senere frem i rydningerne.
I 1640 var der i alt 3 kåd på godsets område, foruden hovedgården selv. I 1812 var antallet vokset til 16 kåd.
I midten af 1700tallet hævdede mølleren på Runde Mølle, at fem af de daværende inderste på godsets grund selv havde heste og vogne og lige så meget jord som den kongelige gårdmand. Nogle af dem gav 30 – 35 rigsdaler i årlig afgift.
I 1760erne gik ejerne fra Høgebjerg over til også at udstykke de arealer, der hidtil havde været drevet direkte under hovedgården. Udviklingen kulminerede 1773 – 75, hvor næsten hele jorden blev udstykket. Der opstod dog ikke nye gårde ved den lejlighed. De nye parceller blev solgt til bønder i de omgivende
landsbyer.
Bondelandet
Bondelandet på Løjt var i 1660 nogenlunde ligeligt fordelt mellem selvejere og kongelige og hertugelige fæstere. Nørby, Barsø og Bodum var udelukkende fæstejord og Stollig var det for størstedelens vedkommende.
Selvejet var fremherskende i Kirkeby og især Barsmark og Skovby. Forskellen mellem selvejere og fæstere var dog ganske lille, og den blev stadig mindre.
I årene efter svenskekrigene kneb det med at få hentet afgifterne. Større restancer blev ophobet, og endnu i 1704 var der for næsten hver eneste ejendom tale om store beløb.
I begyndelsen af 1700tallet valgte både den kongelige og den hertugelige administration at nedsætte restancerne til et beløb, som bønderne kunne betale.
Endelig i 1800tallet var en 200 årig udvikling tilendebragt. Med et kongeligt pennestrøg var kronfæsterne i Løjt og det øvrige Nordslesvig blevet selvejere. I den øvrige del af kongeriget måtte bønderne købe deres gårde af godserne.
Ganske vist blev også sognets Kådnere og mange inderste selvejere, men gevinsten ved at få overladt små brug var langt mindre, da de ikke gav meget indtægt.
Gårdmændene på Løjt var en lukket gruppe. Allerede før arvefæstets indførelse gik de fleste Løjt – gårde reelt i arv. I 1800 var 123 af 144 gårdmænd selv
sønner af gårdmænd på Løjt.
Fra ældre tid drev Løjt – bønderne bymarken i fællesskab, men det ophørte efterhånden. Den sidste fællesjord forsvandt i 1730. Men helt frem til 1829 dyrkede
Bodum – bønderne, noget af deres jord i fællesskab.
Det var sikkert lettere at forbedre sin egen jord, uden at skulle vente på naboen.
I 1739 blev bønderne i Løjt spurgt om de dyrkede andet end de traditionelle kornsorter. Her fremhævede de hør og humle. Humle blev brugt i den ølbrygning, enhver gård selv foretog. Allerede Aabenraa Amts Jordebog fra 1605 vidner om udbredt humleavl.
I 1840 tjente man på Blåsholm – gården cirka 4 pct. af indtægten ved salg af humle.
Specialiteter fra Løjt
En Løjt – specialitet var hør-avl og lærredsvævning. Endnu i 1800tallet var der hør-avl overalt. Et stort antal væversker levede af at forarbejde hørren.
I løbet af 1800tallet dukkede endnu en afgrøde op – kartoflen.
Men man har muligvis også forsøgt sig på andre områder, for i 1739 erklærede sognefogeden og andre gårdmænd, at avl af hamp og tobak ikke var mulig i Løjt.
Kvægpest
Den 1. april 1745 ramte et pestudbrud på Peder Jespersen den ældres store gård i Stollig. I løbet af april og maj bredte den sig til andre gårde på Løjt. I efteråret kom pesten igen til området. Kvægpesten hærgede flere gange.
Lønnen
I 1845 var der ansat 190 karle og tjenestedrenge og 230 tjenestepiger i sognet. Karlene arbejde i mark og stald og udførte det hårdeste arbejde med at pløje, høste tærske og meget mere. Pigerne deltog både i hus – og landbrugsarbejde. De havde meget at gøre med at lave mad, vaske, gøre rent m.m. Men de var også med til at bjerge hø, høste korn og sprede møg.
Lønnens vigtigste del, som er svær at måle, var kost og logi. De sov i alkover i stuer og køkken. Normalt spiste de med ved gårdmandsfamiliens bord. Men nogle steder var det meget skilt op. Således belærte en gårdmandskone sine børn om, at man ikke skulle omgås tjenestefolk. En gårdmand insisterede på, at
karlen skulle gå bag ham i marken og hilse på ham hver morgen med hatten i hånden.
Man kunne også få naturalier som løn. I 1740 hyrede Paul Hansen på Jakobsgård en karl for 11 rigsdaler og to skjorter. En pige, der blev fæstet på Paulsgård
i 1858 fik 10 rigsdaler, 10 alen lærred, 1 lispund hør og 1 pund uld, hvorimod karlen fik kontant løn – 34 rigsdaler.
Tjenestefolkene var fra 1832 forpligtet til at have skudsmålsbøger, hvor deres husbond, gav dem en udtalelse med. I 1858 havde familien på Paulsgård
fæstet en pige, men hun blev sendt væk igen, da hendes Skudsmaalsbog var slet.
Det var meget stor forskel på lønnen. På Blåsholm betalte man i 1840erne helt ned til 4 skilling i dagløn i vinterperioden. Om sommeren, hvor arbejdsdagen var betydelig længere og hvor der var behov for mere arbejdskraft voksede lønnen helt op til 12 skilling.
Smedene
De fire smede i Barsmark og Løjt aftalte fælles priser i 1755. Der var yderligere 3 – 4 smede på Løjt Land. Men myndighederne tillod ikke uden videre, at der blev oprettet nye smedevirksomheder. Både i Stollig og i Skovby søgte man forgæves om at få en smed. Først efter 1800 kom der en i Stollig.
Aabenraa – smedene følte sig trængt af smedene i Løjt. De mente, at der var alt for mange og inde fra byen forsøgte man på mange raffinerede måder, at begrænse antallet af smedene på Løjt Land. En smed kunne heller ikke bare uden videre ansætte en svend. Så fik han problemer med smedelavet i Aabenraa.
Der var også problemer med at nogle af Løjt – smedene producerede leer og knive, som de solgte i både Jylland og på Fyn. Men modsat smedene på Als og andre steder, så var Løjt – smedene selvstændige og ikke ansat af bønderne.
Andre håndværkere
Hjulmagere, bødkere og ikke mindst tømrer var også håndværkere, der blev brugt af bønderne. Fra midten af 1800tallet var det dog efterhånden murerne, der blev den største gruppe inden for håndværkerne.
Skræddere, skomager og træskomager, der alle havde noget at gøre med beklædning var den tredje største gruppe. Tjenestepigerne fremstillede selv en del af deres tøj, mens gårdmandsfamilien fik andre til det.
Træsko blev lavet på bestilling, og det gjorde andet fodtøj og almindelig tøj uden tvivl også. I Aabenraa kunne man sikkert få lidt mere moderne snit og lidt bedre kvalitet end det skrædderne på Løjt kunne tilbyde. Mange Løjt – borgere var velhavende og kunne betale for det.
Møllere og krofolk brændte selv brændevin og folk klarede selv fremstillingen af fødevarer. I 1845 var der kun en enkelt slagter i sognet og i 1860 en bager. Og samme år dukkede en urmager op.
Lærredsvævning
I 1837 sammenlignede pastor Mathiesen lærredsvævningen i sognet med knipleindustrien i Tønder. Fra før år 1700 og frem til 1860erne var et usædvanligt stort antal kvinder i sognet beskæftiget med at spinde og væve. Løjt – væverske var kendt for deres fine hørlærred.
Løjt og søfarten
Søfarten overhalede håndværket som Løjts næst vigtigste erhverv. Som landsogn havde man ikke ret til at holde en selvstændig Løjt – flåde. Løjt – søfarten
var en del af Aabenraas skibsfart. Sidst i 1700tallet var der nogenlunde lige mange søfolk i Løjt som i Aabenraa. Løjtningernes indflydelse blev langt større
i 1800tallet, da man nu repræsenterede en stor del af kaptajner og styrmænd.
I 1713 var der mindst 11 Løjt – bønder blandt de 125 personer, der ejede parter i Aabenraa – skibene. De store Løjt – gårde gav overskud, og dette skulle investeres.
Betydningen af udlængsel og eventyrlyst har sikkert haft stor betydning. Indtjeningen på søen var også større end på landjorden. Springet til styrmand betød en fordobling af lønnen. Alle måtte dog starte som skibsdreng.
En privat søfartsskole eksisterede i mindst et århundrede i Løjt Sogn. Og det har åbenbart eksisteret navigationsskole i både Kirkeby og Skovby.
Eksotiske ting på Løjt land
Mange løjtninger tog på langfart. De så ikke deres hjem i flere år. Turen over Atlanten tog lang tid. En rejse fra Havanna til Fallmouth ved Englands sydvestligste hjørne tog i 1845 hele 35 dage. Den lange rejse fra det sydlige Argentina til Europa varede 82 dage.
Hjemme i Løjt sad søfolkenes koner og kærester, familie og venner. Ofte gik der år uden at de så sømanden. Med stor interesse fulgte man i Løjt de søfarende løjtningers færd.
Mange Løjt – hjem kom til at rumme eksotiske skatte fra mange lande. Ting som te, kaffe, porcelæn og silke kom meget tidligt til Løjt.
På aftægt
Når de ældre gik på aftægt, så blev der udfærdiget en kontrakt, så de ældre kunne få em tålelig tilværelse. Som regel bestod den afgift som den yngre generation skulle af med, af fødevarer. I 1800tallet blev ydelsen forhøjet.
Mange gange måtte generationerne deles om for eksempel køkkenet. Normal foregik dette harmonisk uden komplikationer. Men på Løjt er der dog eksempler, hvor det ikke gik helt så godt. Så måtte myndighederne ind og blande sig.
Fattigkassen
Dem, der ikke havde arbejde eller nogen til at forsørge sig, måtte indtil 1736 leve af almisser og tiggeri. Dette år blev der indført fattigløn i Slesvig. Man ville forsøge at begrænse tiggeriet. Midlerne kom fra kling-pungen i kirken. Men også indsamlinger blandt sognets beboere skulle give penge til fattigkassen.
I 1736 – 37 undersøgte tolvmændene, hvor mange værdigt trængende, sognet rummede. Fattigvæsenet dengang blev forvaltet af præsterne, kirkeværgerne og tolvmændene i fællesskab. De mødtes en gang i kvartalet.
Fra 1760 havde man lister over, hvem der skyldte bidrag til fattigkassen. Disse bidrag var efterhånden ikke mere frivillige.
I 1736 havde man fundet frem til 21, der var værdig til fattighjælp. Deriblandt var en mand på 24 år, der nærmest var krøbling. De 17 af de 21 var 60 år eller derover og ofte samtidig lamme, halvblinde eller svagelige. De fire, der var yngre, var stærkt handicappede.
I 1820 var der 67, der modtog fattighjælp, og i 1847 var der 67. I videst mulig omfang søgte fattigforstanderne at henvise folk til at klare sig selv.
Et problem blev løst
I 1776 bad tjenestekarlen Jep Pedersen Broe fattigvæsenet om at tage sig af hans bror og svigerinde, da de hverken havde mad, drikke og brændsel og kun få klæder, så de risikerede at sulte eller fryse ihjel i vinterens løb. Bønnen blev dog ikke hørt lige med det samme. Sagen kom dog for provst og amtmand. De besluttede, at de to skulle have hjælp, hvis ikke slægtningene kunne forsørge dem.
Herredsfogeden konstaterede, at parret havde almindeligt ry for at være vanvittige, men at de kun var forstyrrede – især konen, der uafladeligt talte om djævle, hekse og gespenster.
De to blev skilt ad. Mandens moder blev overtalt til at tage sig af sin søn. Og det gjorde hun gratis, mens konen blev anbragt hos en kurator. Det fik han 2 mark om måneden for. Han fik samtidig befaling til at holde hende til arbejde, da herredsfogeden mente, at hendes “forstyrrethed” kom af, at hun arbejde for lidt.
Ja sådan løste man sociale problemer på Løjt – dengang.
En mand med uhelbredelig ben-skade fik i juli 1832 afslag på fattighjælp, fordi han havde skilt sig fra sin kone, der kunne forsørge ham, men ikke ville.
Sparekasse
Sparekassetanken opstod meget tidligt. Allerede omkring 1820 oprettede pastor Matthiesen en sparekasse. Men den havde svært ved at klare sig selv, så den gik ind sidst i 30erne. I tilknytning til sparekassen oprettedes en almissekasse.
Tiggerfogeden kunne ikke bruges
Fattige fra andre sogne fik ikke noget. Og udenbys tiggere blev bortvist. I 1780 anholdte tiggerfogeden en tigger, der var søn af en velstående gårdmand fra et andet sogn. Tiggeren blev fordrevet og det indsamlede beløb blev taget fra ham.
Men tolvmændene var ikke begejstret for deres tiggerfoged. De mente, at han stod i ledtog med tiggerne og delte i porten. Og systemet med denne foged sluttede i 1831. Tolvmændene mente, at han kunne spares væk, og så overtog de selv opsynet på skift.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Redigeret 13.01.2022
Januar 16, 2010
Hollænderne kunne ikke betale deres afgifter. Jorden blev taget fra dem. Der var store fester i Prinsessegården. Zar Peter bebrejdede kongens forhold til Anna Sofie Reventlow. Enkedronningen kunne betragte Struensees og Brandts afsjælede legemer fra slottet. Kongen sejlede rundt på kanalerne i Frederiksberg Have. Vi skal kigge på brande i 1892 og 1906 samt et mord i 1889. Den første politihund måtte anskaffes for betjentens egne midler.
Den gamle landsby, Solbjerg
I gamle dage lå her den gamle bondeby, Solbjerg. Den forsvandt i begyndelsen af det 17. århundrede, og dens jorde blev lagt under Københavns Slots ladegård.
I nærheden af dette sted lå St. Jørgens Hospital, der har givet navn til søen. Kongevejen til Roskilde gik ad Gammel Kongevej forbi Damhussøen.
Landsbyen Solbjerg lå der, hvor Frederiksberg Bredgade ligger. Byen var opkaldt efter Solbjerget, det nuværende Valby Bakke.
Solbjerg nævnes i Pave Urban den Tredjes brev til Biskop Absalon i 1186. I 1377 nævnes det i Roskilde bispens jordebog, at der var 17 gårde i Solbjerg. En by Nyby anlægges. Det er cirka i nærheden af Jakob Dannefærds Vej og H.C. Ørsteds Vej.
Ny Hollænder by
Den første grund til byen Frederiksberg blev lagt, da Frederik den Tredje i 1651 gav 20 hollandske bønder fra det overbefolkede Amager lov til at nedsætte sig i 20 gårde på begge sider af den nuværende Allégade
Derude fik de deres egen kirke og kro og meget naturligt blev stedet kaldt Ny Hollænder by. Eller Ny Amager. Nybyggernes skæbne blev dog trist. Krig, ildebrand og dårlige år betød, at de ikke betalte deres afgifter til kongen. Jorden blev ved århundredets afslutning taget fra dem, og benyttet til græsning for Majestætens heste. Hollænderne fik dog lov til at beholde hus og have.
Vodroffsvej
Men der var begyndt at komme liv i bydelen. Enkelte københavnere bosatte sig herude. Således anlagde assessor Würst et teglværk ved Smallegade
og regimentskvartermester Vodroff fik udlagt grund til en mølle. Navnet Vodroffsvej angiver stedet.
Prinsessegården
Den kongelige familie slog sig ned på Ny Amager. Det begyndte meget beskedent. Omkring 1663 skænkede Frederik den Tredje sine fire unge døtre en gård, som lå der, hvor hovedindgangen til Frederiksberg Have lå.
Prinsessegården eller Kaningården var i sig selv ikke en kongelig bygning. Den tjente da også kun som en slags legeplads for de unge kongelige. Herude havde de kaniner, duer, kanariefugle m.m. Gården blev ikke brugt til kongelig beboelse. Men fyrstelige gæster, der besøgte hovedstaden blev ofte festligt modtaget på Ny Amager, mens kanonerne på Københavns volde saluterede.
Den ukendte fætter
Højtideligt gik det til, da storfyrstens fætter, Pashaen af Jerusalem Gigala Ottoman i august 1669 ankom til gården. Han blev afhentet af Majestætens ceremonimester i kongens karosse med seksspand og ført til audiens på Københavns Slot.
Men lidt flovt må det have været, da man kort efter opdagede, at Pashaen ikke var den, han udgav sig for, men en forløben jøde, der havde den frækhed at bedrage selveste kongen.
Falkonergården
Omkring 1670 blev der anlagt en lukket vej for Frederik den Fjerde´ s personlige falkoner. Den gik fra Gammel Kongevejs slutning til Falkonergården, som lå ved Ladegårdsåen og Jagtvejs begyndelse. I begge ender – ved Allégade og Jagtvej var vejen lukket med porte. Først i slutningen af 1700 – tallet blev vejen offentlig.
Islandske falke blev ofte givet som gaver til konger og fyrster, som de danske konger besøgte i udlandet. Disse falke blev opdrættet på Falkonergården,
som Christian den femte opførte for enden af Falkoner Allé.
Prinsens Gård
Da prinsesserne efterhånden blev gift og drog hjemmefra, gik lystgården over til deres brodersøn, kronprinsen, den senere Frederik den Fjerde. Gården blev nu kaldt Prinsens Gård.
I begyndelsen har han sikkert kun besøgt Ny Amager i ny og næ. Men senere hørte man om de pragtfulde fester som kronprinsen afholdt på gården. Man mødte udklædt og så var det ellers dømt dyster på ridebanen. Man stak til Straamanden eller Ringen. Ridebanen lå omtrent der, hvor Frederiksberg Runddel
nu befinder sig.
Ved fastelavnstider blev der slået katten af tønden. Her deltog hele hoffet i lystighederne ligesom i 1692, hvor Christian den Femte ”verkleidet in Amacker Habit” indfandt sig.
Om aftenen var der som regel komedier eller et kæmpe fyrværkeri i haven. Gården var firfløjet og lav. Dertil kom forskellige gartneri og havebygninger. Frederiksberg var datidens Versailles.
Frederik den Fjerde fremkom med planer om at bygge et rigtigt slot i nærheden af sin barndoms tumleplads. Og hovedstadens kongetro borgere valfartede snart til Frederiksberg for at beskue det nye vidunder.
Kronprinsen har sikkert stået på den nærliggende Valby Bakke, hvorfra man havde en udmærket udsigt til Roskilde og skovene mod nord. Man kunne også beskue de mange sejlere i Købe Bugt.
Frederiksberg Slot
Det var først efter en rejse til Italien at kronprinsen for alvor gav sig i kast med sit slot. I 1699, da han blev konge påbegyndtes opførelsen. Den nordlige del mellem de to høje sidefløje blev færdige i 1704. I årene 1707 – 1709 blev de høje sidefløje føjet til. I 1730erne udvidede Christian den Sjette herlighederne. Selv om slottet er bygget over tre perioder, ser det imponerende ud.
Christian den Syvende foretog en del ændringer i slottets indre.
I den østlige fløj ligger Prinsessernes Pandekagekøkken. Oprindelig var det indrettet som tekøkken for Christian den Sjettes dronning, Sofie Magdalene
og udstyret med denne dronnings smag for det pragtfulde. Senere blev det fornøjelseskøkken for Frederik den Sjettes døtre.
Her på slottet boede de fem danske enevælds-konger fra Frederik den Fjerde til Frederik den Sjette.
Zar Peter den Store har været gæst på slottet. Det var i sommeren 1716. Det var her at zaren kom med nogle uforsigtige ytringer om kongens forhold til Komtesse Anna Sofie Reventlow, der var ophøjet til Fyrstinde af Slesvig.
Da dronning Louise døde i 1721 var kongen ikke længe om, at gøre ægteskabet med fyrstinden officielt.
I Slotskirken
Kort efter min kone Hannes død var jeg til barnedåb i slottets kirke. Det var en lidt voldsom oplevelse. Mange kongelige har været til andagt her. Og en af de første konfirmationer i Danmark er foregået her. Det var Kronprins Frederik, senere Kong Frederik den Femte, der her blev konfirmeret palmesøndag 1740.
Og denne påstand som står i adskillige historiebøger er ikke helt sand. For nede ved Møgeltønder forlangte en af de onde grevinder fra Schackenborg, at de unge i den lille by Daler skulle konfirmeres. Det skete adskillige år før kronprinsen blev konfirmeret.
Enkedronningen og de afsjælede legemer
Prinsesse Caroline Mathilde tog ophold på slottet, da hun i 1766 kom fra England. Hendes egen og Struensees tragedie begyndte her. Fra østfløjen kunne Enkedronning Juliane Marie efter traditionen iagttage Brandts og Struensees afsjælede legemer, der var lagt på stejle nær den nuværende Amerikavej.
Frederik den Sjette og hans dronning blev de sidste kongelige beboere på slottet, der dog på den tid også var hjem for en anden konge af Guds nåde i digtningens kunst Adam Oehlenschläger.
Slottet i forfald
Under de Slesvigske Krige blev slottet brugt som lazaret. Man overvejede på et tidspunkt at indrette slottet til en invalidestiftelse.
På et tidspunkt var slottet i stærkt forfald. Men heldigvis fik behjertede sjæle det flotte bygningsværk reddet i tide. Alle der har løbet i Frederiksberg Have
ved hvor befriende det er, at nå toppen. Det var snart værre at løbe ned af bakken igen.
I 1862 blev slottet taget i brug som officersskole. Kunstværker og malerier blev overført til Fredensborg og Rosenborg. Men det var skandaløse tilstande, således var gasledninger ført direkte gennem de malerier, der ikke var fjernet. Andre steder var der malerier, som man simpelt hen har skudt til måls efter.
Endnu en kongevej
Den nye Frederiksberg Allé var dog spærret for menigmand, så turen måtte gå via Kongevejen. Men det var en rejse værd. Alléen førte gennem frodige marker
og beplantninger helt fra Vesterbro til slottet. Ved begge ender, var vejen spærret med solide aflåste træporte. Gennem mange år bestod dette forhold. Først i 1833 blev alléen åbnet om dagen for fodgængere og for vogne, der ikke blev benyttet til arbejdskørsel.
Slotshaven – kun adgang for godtfolk
Slotshaven fristede enhver, der kom forbi vagten, der ivrigt sorterede bukkene fra fårene. Kun godtfolk fik adgang. I 1749 hedder det sig:
Værtshuse i smug
Når københavnerne havde taget den lange tur herud trængte de til en opstrammer. Og bønderne fra Frederiksberg var ikke sent til at opdage, at her lå en rig lejlighed til at forøge de knappe indtægter.
I smug udskænkede de våde varer. Da man i 1784 foranstaltede en undersøgelse viste det sig at 34 af borgerne herude holdt værtshus. Dengang havde bydelen kun ca. 1.000 indbyggere.
Grunde blev solgt
I 1765 havde kongen ladet slottes marker sælge ved en auktion. Køberne var for det meste københavnske forretningsmænd. der anlagde fabrikker herude. Dog var der forbud mod at anlægge bygninger, der skæmmede slottes omgivelser.
Det varede lidt længe, inden der blev opført egentlige lystgårde herude. For borgerskabet var rejsen nok lidt for lang.
Flintholm
Gården Flintholm var en beskeden gård med et stuehus, stald til 4 heste og 6 køer. Den var opkaldt efter bonden Jacob Nielsen Flindt. Han købte gården i slutningen af 1700 – tallet. Den lå i nærheden af gårde og landsteder som Godthåb, Grøndal og Lykkesholm.
Frederiksberg Kommune købte grunden og indrettede et lazaret eller hospital for epidemipatienter. Hospitalet bestod af selve gården, hvor der var 12 sengepladser og to teltbarakker med i alt 40 pladser.
Flintholm Hospital var beregnet for patienter, der led af epidemier. Efterhånden blev den overflødig. Det nærliggende Frederiksberg Gasværk havde brug for jorden. I 1945 blev hospitalet lukket og gården revet ned.
Egen præst
Frederiksberg, der er opkaldt efter slottet hørte egentlig under Taarnby Birk. I 1721 blev det indlemmet i Københavns Amts Rytterdistrikt. Først i 1819 kom det under det nyoprettede Søndre Birk, og endelig udskiltes Frederiksberg Birk i 1887 – 88.
I 1737 fik Frederiksberg sin egen præst og Vesterbro blev lagt til sognet. Denne ordning varede til 1880, da Matthæuskirken blev indviet. Den ældste kirke, der lå i Pileallé var kun opført af træ og bindingsværk. Den blev i 1734 af løst af en ottekantet kirke. Sognets bønder var ikke særlig begejstrede for denne konstruktion.
Omkring 1770 havde byen 21 gårde. Blandt de ældste avls – og lystgårde kunne nævnes Grøndal, Vordroffsgård, Alléenlyst, Mariendal, Forhåbningsholm
og det senere så velkendte Bakkehus ved Vesterbro.
Til slottet hørte Falkonergården og Fasangården. Fasaneriet blev nedlagt i 1785 og Falkonergården tjente som bolig for digteren Oehlenschläger.
Slotshaven blev kongens eje
Det var efter statsomvæltningen i 1784, at kronprins Frederik, den senere Frederik den Sjette for en stor del af året tog bolig på Frederiksberg Slot, der lige til hans død, vedblev med at være hans kæreste opholdssted. I hans tid blev Slotshaven folkets eje. De stive regler blev ophævet og slotshaven blev omlagt til en egentlig park.
I årene efter 1785 blev Søndermarken under slotsforvalter Voigts ledelse omdannet efter den nyeste mode. I 1801 blev Frederiksberg Haves omdannelse afsluttet. Her blev haven også udvidet mod vest, og det er fra det tidspunkt at kanalerne stammer. Schweitzerhuset og en the-pavillion blev bygget. Gamle billeder viser også en del småhuse samt Eremit-hytter i parkerne.
En tur i parken
På Frederik den Sjettes tid var der hver søndag og onsdag regimentsmusik fra slotsterrassen. Folk fra alle samfundsklasser drog derud medbringende madpakker. Efter taflet begav den kongelige familie sig ofte ned til kanalerne, hvor den højtidelig lod sig ro omkring efterfulgt af en båd med musikkorpset.
Hvorfor nød kongen dog ikke naturens musik i stedet for? Folk strømmede sammen langs kanalerne for at nyde synet af den kongelige familie. Til andre tider nød kongen at spadsere rundt i haven. Helst gik han da ukendt og i jævn Dragt.
En aften da kongen gik sammen med sin generalløjtnant i Frederiksberg Allé, mødte han en tjenestepige, der bar en guitar, og øjensynlig var bange for at instrumentet skulle komme noget til. Kongen var i sit gemytlige hjørne og sprang hen mod pigen og slog nogle toner an på guitaren. Pigen kunne ikke genkende kongen og tog det meget ilde op.
Kongen gav sig ikke til kende, men gik blot leende videre.
Den sjove krovært
Blandt de mange traktørsteder, der fandtes på Frederiksberg må især nævnes Lars Mathiesens i Allégade. Værten, der døde omkring 1850 var velkendt af
enhver københavner. Sine kunder kaldte han slet og ret for Sønnike. Der fortælles mange historie om livet i hans skænkestue.
Under Københavns belejring holdt de engelske officerer til hos ham, og det fortælles, at han engang udfordrede 11 af dem til en drikkekamp. Man drak skåler i det uendelige for det engelske og for det danske kongehus. Men da den 14. Bolle Punch var sat til livs, sad Lars Mathiesen alene tilbage. De 11 englændere lå under bordet.
Rahbeck, der var en af Mathiesens hyppigste gæster, skal engang drillende have spurgt værten, hvor han var henne, da Vorherre uddelte hår til menneskerne. Men det skulle han ikke have gjort. Lars Mathiesen svarede blot, at han var kommet for sent, for da jeg kom, var der ikke andet end røde hår tilbage, men det brød jeg mig ikke om. Rahbeck var rødhåret.
Fra Frederik den Sjettes tid stammer en del af lystgårdene på Frederiksberg. I 1834 fandtes der 32 af slagsen på Frederiksberg. Mange af gadenavnene vidner om disse lystgårde.
Byggeboom
Frederiksbergs egentlige vækst til by begyndte i 1850erne. Marker blev efterhånden inddraget til villagrunde. Villaer blev efterhånden afløst af husrækker.
Det var blandt andet rådmand F.C. Bülow, der opkøbte et kæmpe areal mellem Gammel Kongevej og Åboulevarden.
I 1851 blev de første nye veje anlagt. Nyvej. På samme tid anlægges Bianco Lunos Allé, Grundtvigsvej, Lykkeholmsallé og Forhåbningsholmsallé. I 1853 anlægges på Gammel Kongevej P. Andersens maskinfabrik og Jernstøberi.
Frederiksberg bliver en selvstændig kommune
Den 20. december 1857 stadfæstede Kong Frederik den Syvende en række love, såsom næringsloven, loven om ugift kvindes myndighed og hvad der var meget vigtig, loven om Frederiksbergs kommunale styrelse.
Indtil 1857 var Frederiksberg bare et ganske almindeligt landsogn, oven i købet slået sammen med Hvidovre. Men med den nye lov fik Frederiksberg et egenartet kommunalt styre.
Først fra 1900 skiltes Frederiksberg fra Københavns Amtsrådskreds.
Pensionisternes Paradis
I mange år blev Frederiksberg regnet for Pensionisternes Paradis. Omkring år 1900 forandrede søndagen det normale liv i det rolige kvarter. Ud på eftermiddagen blev livet livligere og mere højrøstet. Forlystelsesanstalterne tog rigtig fat. Aléenbergs lirekasser lod tonerne klinge. Karrusellerne gav en ekstra tur til de forelskede. Der var kraftprøver og masser af luftbøsser inde på de mange forlystelsessteder.
I 1868 flyttede Fajance-fabrikken ud på Frederiksberg, og i 1883 kom Porcelæns-fabrikken.
Da man i 1856 vedtog oprettelse af Den Kongelige Veterinær – og Landbohøjskole købte staten ejendommen Rolighed på Frederiksberg. Den nye ejendom var på 60 tdr. land og kostede 130.000 kr. Her oprettedes højskolen med dens forsøgslaboratorium og serums-laboratorium.
Brand på Frederiksberg 1892
På Frederiksberg havde man et velordnet Brandvæsen med de fornødne Rednings – og Slukningsapparater. I december 1892 trådte dette Væsen i aktion.
En morgen ved 2 – tiden var der opdaget ildløs i snedkermester L. N. Holms ejendom på Falkoneralle 94, mellem Rolighedsvej og Ladegårdsåen. Ilden var udbrudt i kælderen i baghuset, der ligesom forhuset bestod af 4 etager. Trapperne var omspændt af flammer og op imod 100 beboere kom derved i livsfare. For beboerne i de underste etager lykkedes det at komme ud. Oppe fra 4. sal og kvist lød der fortvivlede råd om hjælp fra nøgne mennesker.
Det varede længe inden brandvæsnet kom, og da de endelig indfandt sig efter en time, havde de ingen redningsstige med. Denne skulle hentes af de samme heste, som havde ført den første sprøjte til stedet.
Beboerne på 4. sal forsøget at kravle op på taget. Men seks personer nåede det ikke og en syvende person omkom, da han faldt ned fra taget.
Ved redningsaktionen opførte arbejdsmand Niels Pedersen sig som en helt. Efter at han, som boede på anden sal, havde bjerget sin hustru og børn, ilede han kun iført en skjorte, de ulykkelige til hjælp, der skreg ved den brændende kvist.
I første omgang blev kritikken rettet mod brandværnet, men også bygningskonstruktionen fik en hård kritik. Efter branden blev der iværksat en indsamling ledet af overlærer Jensen fra Godthåbsvejens Skole.
Brand på
Frederiksberg 1906
I 1906 var der brand i Frederiksberg Træskæreri ude på Finsensvej. Det var den 24. september, og åbenbart var det nogle børns uforsigtighed, der var skyld i katastrofen.
De tre tilkaldte sprøjter under ledelse af overassistent Lampe, forsøgte at begrænse ildens omfang. Men på grund af vandmangel blev en nærliggende hestestald også ildens bytte.
En overgang så det ud, som om at Frederiksberg Glasværk skulle angribes af ilden. Men man havde æret så smart at lægge våde sække og presenninger på tagene. Først ved 8 – 9 tiden om aftenen dæmpedes ilden, der på et tidspunkt sendte lange flammende ildtunger ud over banelinjen. Desværre havde ilden kostet den ene af de små brandstiftere livet, den otte – årige, Kaj Olsen.
Industri kommer til Frederiksberg
Omkring år 1900 havde Frederiksberg var der etableret gas – vand – og elværk, sporvejsdrift og en moderne vand – og kloakforsyning. Et omfattende net af veje var etableret og der var opført syv skoler samt fattighus og hospital.
I 1907 blev Frederiksberg beriget af en stor fabrik. Det var Nordisk Kabel – og Traadfabrik, der havde erhvervet en grund i udkanten af området. Grunden var på hele 6.000 m2. Antallet af medarbejdere steg til 400.
Frederiksberg Politi
Frederiksberg Politi havde et godt ry. Før 1881 blev lov og orden håndhævet af et vagtkorps. Før 1884 bestod styrken af 28 mand. De skulle holde styr på 35.000 indbyggere. Men nu fik de dog også hjælp af et Gendarmeri-korps, der havde en station på Lille Grundtvigsvej.
Mord på Frederiksberg 1889
Politiet fik en mordsag på halsen i 1889. På Howitsvej, der oprindelig hed Lampevej, fandt arbejdere en mand liggende i grøften. Det viste sig at være snedkermester Carl Sørensen fra Vanløse. Ret hurtig fandt man ud af, at det var tale om et rovmord. Vognmand og restauratør Schick, Gammel Kongevej,
der ejede beværtningen Cafe du American, blev straks anholdt og sigtet. Han var den sidste, der var blevet set med den afdøde.
Der var dog ikke beviser nok. Schick fik i hast solgt sin beværtning og udvandrede til De Forenede stater. På sit dødsleje skulle han angiveligt have tilstået mordet.
Den første politihund
I 1910 oprettedes Frederiksberg Politiforenings Politiskole. Her blev der undervist i boksning og japansk kampsport. Selve styrken blev udvidet til 110 mand. Befolkningen var nu vokset til 94.000.
For egen regning anskaffede politiassistent Hr. J. Jensen en politihund. Men de firbenede ordenshåndhævere blev snart et kommunalt projekt. Det var ikke let at blive betjent på Frederiksberg. Det krævede nemlig et prøve-år, og blev dette ikke bestået, blev man afskediget.
Snart fik korpset to politibiler, der var udstyret med knipler, revolvere, håndjern, forbindsstoffer og snore til afspærring af gader. De blev brugt til transport af anholdte og ikke som i København, hvor Anholdte blev slæbt gennem Gaderne til almindelig forargelse eller vrede. Ja og så ejede korpset også en motorcykel.
Frederiksberg Borgerforening
Frederiksberg Borgerforening blev oprettet i 1888. I syv år frem til 1895 nøjedes man med lutter lystighed som keglespil og fugleskydning. Men efterhånden fandt man ud af, at man ville gøre noget for byen. Man købte en grund på Ørstedsvej og opførte en foreningsbygning.
En af de første sager, man beskæftigede sig med, var bevarelsen af udsigten fra Frederiksberg Bakke. Der blev startet et medlemsblad Frederiksberg i 1909.
Kilde. Se
Hvis du vil vide mere:
Januar 16, 2010
Der var masser af miljøsvin. Bladet ”Politivennen” holdt et skarpt øje med dem. Vægterne blev kritiseret. Moden skiftede konstant. Pudder, parykker og frisører kunne udbedre fysiske mangler hos en. Arbejderne satte sig i gæld til familie – højtider. Tjenestepigerne måtte ikke gå i almindeligt tøj. Regeringen indførte forordninger mod ødselheden.
Gå en tur og bliv beskidt
Der indløb masser af klager til Magistraten. En af klagerne gik ud på, at hvis det havde regnet i flere dage, kunne man kun med besvær slippe igennem uden at blive snavset. Forordningen af 7. maj 1777 havde ellers givet klare forskrifter på hvad man måtte smide på gaden.
Affald fra køkkener, dødt fjerkræ og lignende måtte kun smides på gaden til en bestemt tid. Derefter skulle det så samles i bunker, for så at bortkøres af skarnsvogne. Bestemmelserne blev dog aldrig overholdt. Bunkerne blev gennemrodet af fattigfolk. Affaldet blev derefter spredt af vind og vejr og endte ofte i rendestenen. Uddunstninger forekom jævnligt.
Giv agt – miljøsvin
Omkring århundredeskiftet var der nogen, der gjorde noget ved det, nemlig bladet Politivennen. Bladet begyndte at udkomme i 1798, og de begyndte at udpege miljøsvin.
I de mørke vinteraftener var det ikke særlig hyggeligt at færdes i de københavnske gader. Ja, det var mange steder livsfarligt. På midten var der placeret store skarnsdynger. På de uoplyste fortove var der placeret en masse brædder og andre forhindringer.
Vægterne var en jammer
Omkring 1784 fandtes der omkring 150 vægtere i byen. De fik den fyrstelige løn af 78 Rigsdaler. Om eftermiddagen mødtes de foran Rådhuset. Opgaven var at forhindre ildebrand, mord og tyveri. Om vinteren skulle en vægter i kulde og slud vandre op og ned af gaden i hele 12 timer. I Morgenposten fra 1798 kan man læse:
Vægter – situationen var genstand for utallige angreb i datidens medier. Politimesteren opkøbte en del eksemplarer af de kritiske blade, og delt dem ud blandt vægterne, med en bemærkning om, at sådan skulle de ikke opføre sig.
Filosofigangen
Filosofigangen havde en tiltrækningskraft hos studenter og borgerfolk. Her udspillede der sig også en decideret fejde mellem officerer og studenter. I 1789
kunne man i en af datidens rejseguider læse:
Der blev siden klaget over utilladelig Vognfærdsel. Godt nok havde man en bom, men den var åben hele dagen. Det skete dog også alvorlige ulykker, når disse kørte ind i mængden.
Det var på – Frederiksberg
Allerede dengang søgte man mod Frederiksberg Have. Men haven var ikke som nu. Kanalerne fandtes ikke, og hele haven var anlagt i fransk stil. Først i slutningen af århundredet begyndte man at omdanne haven i engelsk stil. Men rygterne ville vide, at haven ville blive lukket for offentligheden. En højere embedsmand måtte i datidens medier benægte dette.
Søndermarken blev omdannet i 1784, og i 1787 blev den åbnet for publikum. Dengang fandtes der nogle ejendommelige lysthuse i parken.
Den skiftende mode
Dengang gik borgerskabet også op i mode. Den berømte digter, læge og meget mere, Clement Tode udtalte følgende:
Også om damemoden havde en kommentar:
Og moralisterne havde travlt med at angribe damernes hatte. Hver hat måtte bruges til en bestemt dragt. Regler blev fastsat, hvordan sådan en klædning skulle sammensættes. Muffen skulle eksempelvis være af samme farve som kåben. De hvide strømper skulle være af bomuld eller silke.
Amazondragten bestod af trøje og skørt af forskellige farver, rød trøje – sort skørt., sort trøje – blåt skørt osv. Hertil kom en mægtig fjerbusk samt en tynd spadserestok.
De farverige mænd
For mændenes vedkommende var der indtil slutningen af 80erne den trekantede hat, der var mest almindelig. Men denne blev mere og mere afløst af den runde mere eller mindre bredskyggede hat af tysk eller engelsk model.
Så godt som alle brugte kjoler. Først ved slutningen af århundredet blev frakker almindelige. Og disse var nødvendigvis ikke alle sorte. Nej, man så sandelig blå, kaffebrune og røde.
Brandgule og lysegrønne frakker kunne ses om sommeren. De var ikke kedelige dengang. Alle gik med knæbenklæder med spænder og sløjfer ved knæene. Strømperne var hos de mest fornemme af silke. Skoene var lavvristede og støvlerne forsynet med korte gule kraver.
Et pund pudder gør meget
Parykkerne blev mere og mere sjældne. Siden forsvandt de næsten helt. Frisørerne oplevede derimod en storhedstid. Alderen og håret satte ikke helt en stopper for at følge med moden. Høje toupeer og kunstige nakker kunne erstatte alle mangler.
En kyndig pudring kunne udrette mirakler. Et helt pund pudder kunne få den lyse hårfarve til at blomstre – mere eller mindre naturligt.
Unge fruentimmer burde lære noget
Man skulle jo følge moden. Morgenposten kunne dengang berette:
Ny Dansk Fruentimmerselskab
Ja og så blev Ny Dansk Fruentimmerselskab dannet. Her besluttede man, at moden havde taget overhånd. Det var nok nærmere en selverkendelse. Nu skulle man kun gå i hjemmegjort tøj. Men en katastrofe opstod. For nu viste det sig, at tøjet kom til at ligne det, som tjenestepigerne gik i. Og sådan noget måtte borgerskabet ikke finde sig i.
Dette resulterede i, at tjenestepigerne fik forbud mod at gå i bestemte klædningsstykker.
Tjenestepigerne får nykker
Og selskabet lavede en sammenligning omkring tjenestepigernes forhold. Sammenfattet var filosofien nogenlunde som her beskrevet:
Nationaldragt ønskes
I medierne talte man om indførelse af en nationaldragt lige som i Sverige, og så skulle der lovgives, hvem der måtte bære den. Man talte om, at datidens mode var udpustninger og opblæsninger over alt. Denne mode var noget der bekom borgerskabet vel. Arbejderklassen var slet ikke med på den bølge. De havde ganske enkelt ikke råd til det.
Forordninger mod ødselheden
De rige omkring år 1800 blev endnu rigere. Man kunne få sig endnu en ridehest.
Regeringen havde det ikke godt med denne ødselhed. Man indførte forskellige påbud om at begrænse denne ødselhed. Således også med forordningen af 10. januar 1783 til borgerstandens store fortrydelse.
Minsandten så indførte regeringen også begrænsninger på, hvor mange retter borgerskabet måtte servere. Ikke mere end 8 retter og kun fire forskellige dessertkager. Om aftenen måtte der kun serveres 6 retter. Fine vine og likører samt fremmed øl, måtte ikke serveres. Man måtte dog drikke al den punch,
man ønskede.
En læge udtalte dengang, at kogekunsten havde gjort flere fremskridt end lægekunsten. Og det var den franske kogekunst, der var på vej i borgerskabets maver.
Kaffe – og brændevin til arbejderne
De mindre bemidlede slog sig løs til højtider. Kaffe og brændevin begyndte at sprede sig til denne del af befolkningen.
Det blev mere og mere almindeligt i håndværkerstanden at erstatte middagsmaden med kaffe/brændevin og brød – til skade for helbredet, mente moralisterne. En læge skriver om dette fænomen:
Familie – højtiderne
I de små hjem blev der brugt store summer på de store familie-højtider Bryllup, Barnedåb og Konfirmation.
Således skulle et bryllup helst vare i to dage. Den skulle selvfølgelig ikke finde sted i kirken, men i brudens hjem. Mange måtte sætte sig i gæld for sådan en fest.
Udvist af kirken
Når der var konfirmation, var der mange, der måtte leje konfirmationstøjet. En forordning fra 27. februar 1784 lagde nøjagtige retningslinjer for, hvordan sådan en konfirmationsdragt så ud. Fulgte man ikke disse retningslinjer, så blev man udvist af kirken, og den vordende konfirmand blev ikke konfirmeret.
Foreningen af Tarvelighedens fremme
Alle disse forordninger hjalp slet ikke. Borgerskabet ødslede stadig pengene bort. Den 21. marts 1785 oprettedes Foreningen af Tarvelighedens Fremme. Man skrev under på, at man kun ville indtage tre retter indbefattet suppe. Om aftenen ville man slet ikke indtage varm mad.
Man vedtog 25 forskellige forordninger, men det var frivilligt, om man ville skrive under på de forskellige punkter. Mindst opbakning havde vedtægten om, at man ikke skulle holde værelser og rum til stads, men udelukkende modtage sine venner i almindelige dagligstuer.
Foreningen havde efterhånden 25o medlemmer, men kun 75 skrev under på, at de ville give afkald på at anskaffe Nürnberger Dukketøj. Det har antagelig været foreningens pebersvende. Der blev trukket meget på smilebåndet af foreningen, som langsom døde hen. Allerede i 1791 blev den opløst.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 24, -03 – 2022
Januar 16, 2010
Vi har efterhånden her på siden beskæftiget os med mange steder på Nørrebro. Men måske har vi glemt omtale af nogen. De får så
plads her i artiklen. Vi besøger Allersgade, en chokoladefabrik, Dardanellerne, Colosseum, Fællesbageriet, Gummi-fabrikken, Hans Tavsensgade, Havremarkens Skole, Hørsholmsgade, Korsgade, En fattiglæge, Københavns første rundkørsel, Hafnia Bryggeriet, Petersdal, Rantzausgade, Station 6, Støberier, Todesgade og meget mere.
Allersgade
Allersgade på Ydre Nørrebro er en af de ældste sidegader i området. Den blev navngivet i 1860 efter brygger og brændevinsbrænder Christian Aller (1797
– 1852). Han var en kendt grundejer herude. Selv boede han der dog kun fra 1839 til 1841. Men efter hans død flyttede hans enke tilbage til ejendommen Allers Bro, som lå mellem nuværende Odinsgade og P.D. Løvs Allé ud til Jagtvej. I mange år var gaden præget af landelig idyl. Men ak, i 1970erne måtte denne idyl vige for institutionsbyggeri.
Chokolade og dans
Chokolade-fabrikken Cloetta blev grundlagt 1862 af to schweiziske brødre Bernhard og Christoph Cloetta. Deres første lokale var yderst beskedne i Niels Hemmingsensgade i Indre By. Som noget helt nyt brugte man dampmaskiner som trækkraft.
Chokoladen faldt i folks smag. Derfor flyttede virksomheden i 1901 til en ny stor fabrik i Hørsholmsgade. Efterhånden var 125 personer beskæftiget med med fremstilling af koge – og spisechokolade, kakao samt forskellige slags konfekt.
I 1929 blev virksomheden omdannet til aktieselskab og overtaget af A/S Christian F. Kehlet. Fra 1954 havde Cloettas Chokoladefabrik adresse i Glostrup indtil 1960, hvor den finske chokoladekoncern Fazer opkøbte virksomheden.
Bygningerne anvendes i dag blandt andet af Dansens hus.
Danas Have
Der på Nørrebrogade lå det. Nørrebro Handelsforening holdt deres bestyrelsesmøder der, men efterhånden blev man træt af deres smørrebrød, så man droppede stedet. Her var stedet, hvor man morede sig. Danas Have skiftede indehaver mange gange. Her var også en overgang diskotek.
I 1978 blev det et yndet samlingssted for ældre mennesker. De kom fra hele København. Stedet gik godt og der blev indgået mange forlovelser mellem de 70
– 80 årige. De havde fundet hinanden på dansegulvet.
Et par mennesker blev lejet til at stikke restauranten i brand. Man kunne ikke have at det gik så godt for restauranten.
Dardanellerne
Stedet er kendt fra Krim-krigen fra 1856 – navnet Dardanellerne. Men navnet stammer også fra de hjørneejendomme ved indgangen til Nørrebro ved Dr. Louises Bro. De to hjørne-jendomme blev opført i 1850erne og er kendt for deres karakteristiske tårne. Da det ene af husene skulle renoveres i 1947 søgte ejeren at fjerne det øverste af tårnene, men det ville kommunen ikke give lov til.
Dengang Aldi var Biograf
På Jagtvej 65 ligger Aldi i dag. I mange år kæmpede Nørrebro Handelsforening imod, at der skulle bygges en Brugs eller en Irma på stedet. Dengang – den 26. december 1924 åbnede Colosseum – et flot og luksuriøst filmpalæ med plads til ikke mindre end 1.000 tilskuere.
Fem år efter åbningen – i foråret 1929 – var Colosseum blandt de første biografer herhjemme, der viste talefilm. Biografen blev ombygget i 1971 og igen i 1980, hvor den fik tre sale. Repertoiret var tilpasset Nørrebro – publikummet, spændingsfilm lige på og hårdt eller kærlighedsfil uden for megen snak. Man viste et blandet program, til sidst mest pornofilm.
Biografen lukkede i 1982 – 1983 og blev omdannet til supermarked.
Fællesbageriet
I 1887 flyttede Arbejdernes Fællesbageri ind i nyopførte fabriksbygninger i Nannasgade. Bageriet var grundlagt året før, som en arbejderbevægelsen første
kooperative virksomheder. Brødpriserne var høje og formålet med fabrikken var, at arbejderne kunne få billigt og godt brød på bordet. Virksomheden blev en succes og de øvrige fabrikker blev nødt til at nedsætte deres priser. Fællesbageriet fik eget mølleri i 1893. Ni år senere kom endnu en udvidelse og produktionen steg yderligere. Arbejdernes Fællesbageri lukkede i 1980, efter at man forgæves havde forsøgt en rekonstruktion af virksomheden. I dag ligger der boliger på det tidligere fabriksareal.
Gummi-fabrikken i Heimdalsgade
I 1896 etablerede De Forenede Gummi – og Luftringefabrikker sig i en beskeden bygning i Heimdalsgade. I 1934 blev ejendommen udvidet med en stor ny bygning. Schiønning & Arvé som virksomheden nu hed, blev i 1932 Danmarks førende virksomhed for fremstilling af dæk og slanger til cykler og biler. Men i løbet af 30erne voksede konkurrencen. Dunlop og Avon overhalede virksomheden på Nørrebro. I stedet koncentrerede man sig om markedet for cykler.
Efter at produktionen ophørte, lå bygningerne ubenyttede hen. Det benyttede BZerne sig af og indtog den gamle fabrik. Den 21. oktober blev der brugt tåregas mod de unge mennesker.
Hans Tavsens Gade
Det er Danmarks Luther, der ligger navn til stedet. Hans Tavsen blev født i 1494 og som unge blev han optaget i Johanniterordenen. Han blev blandt andet sendt til studier i Wittenberg.
Her blev Tavsen grebet af de nye lutherske tanker og vendte hjem som protestant. Det var ikke noget munkene kunne lide. Så vores hovedperson blev forvist
til en celle i Viborg. Men han var ikke sådan at kue. Fra sin fængselsvindue begyndte han at prædike. Da han blev sat på fri fod, fortsatte han med at prædike under åben himmel. Hans mange tilhængere ville dog ikke stå og høre på ham i dårlig vejr, så de sprængte kirkedøren til byens store kirke.
Biskoppen forsøgte at sætte ham på porten, men hans tilhængere forsvarede ham. I 1529 kom han til København og i Nikolaj Kirke fik han lov til at holde protestantisk gudstjeneste. Den katolske biskop forsøgte at stoppe dette kætteri.
I 1536 indførte Christian den Tredje protestantismen i Danmark. Kirkegodset bekom den slunkne statskasse godt. Alle troede, at Hans Tavsen nu skulle stå i spidsen. Men nej, kongen var træt af oprørere. Hans Tavsen fik til opgave at omskole de katolske præster til den rette tro. I 1542 fik han dog et bispesæde i Ribe, hvor han virkede til 1561.
Havremarkens Skole
Husumgades Skole blev indviet som betalingsskole i 1890. Samme år blev skolen gjort til friskole. Ved skolens start var der tilmeldt 916 elever, og elvtallet voksede hvert år. I 1912 var der 1.284 elever. Det toppede i 1923, hvor der var hele 1.425 elever.
I 1930 skiftede skolen navn til det nuværende, Havremarkens Skole.
Hørsholmsgade
Her passerede Nordbanen. I 1930 lukkede man for passagertrafikken, men heldigvis for de raske drenge fortsatte godsbanen sit virke. De havde i biografen set, hvordan man i cowboyfilm kunne svinge sig op på jernbanevognene. Hvis dørene til vognene var ulåste var dagen redet for knægtene.
Togbetjenten, der fulgte med, havde ikke en jordisk chance for at pågribe knægtene. Farerne lurede dog også andre steder.
Hellebækkerne var drengene fra Hellebækgade. Og grænsen mellem de forskellige områder gik lige på banelegemet. Når alarmen lød, gjaldt det om at finde en solid lang kæp. Kampen blev indledt med ler-klumper, der var lige til at samle op. Det blev betegnet som fejt, at kaste ler-klumper med sten i.
Normalt bestod banderne af 50 stykker i hver gruppering. De sårede kom hurtig til hægterne. Der var dømt våbenhvile, hvis der pludselig viste sig politimotorcykler i gaden. De fleste på begge sider gik i samme skole. Man bevægede sig ikke selv ind på den andens område. Dette ville få uoverskuelige konsekvenser.
Lige ud for kampområdet i Hørsholmsgade lå Schioldans Stiftelse. På anden sal boede der dengang en hyper sensitiv digter, der havde ungernes bevågenhed. Og selvfølgelig stillede de sig neden for hans vindue og råbte, Digter, digter, dit hoved, det svigter. Og så var det sjovt, når han så bombaderede de hersens unger med kartofler.
Efter nedlæggelse af Nørrebro Station og arealets fritlæggelse kom et omrejsende tivoli af og til på besøg. Mellem skydetelte, gynger og andet gøgl stod en kæmpe karrusel med nymalede dyrefigurer og fuld af musik.
Det var dengang Bager Dueholm solgte kanelsnegle til 5 øre stykket.
Korsgade
Oprindelig hed gaden Korsvejen, fordi den krydsede Blågårdsgade lige som et kors. Længere nede lå Den røde Plads, efter belægningen. Pladsen ved Sankt Joseph også kaldet Askovgårdens Plads er en gammel endestation og vendeplads for en af Københavns første hestetrukne sporvogne, den såkaldte Korsgadelinje. Ruten gik i 1869 fra Korsgade til Hovedbanegården.
En gammel bygning, der fra 1877 til 1930erne fungerede som Blågårds Apotek blev senere det navnkundige musik – og danseværtshus Allotria. Det var her bz’ere lavede en tunnel til huset overfor på hjørnet af Stengade.
Nørrebros fattiglæge
I næsten 50 år var Christian Neumann fattiglæge på Nørrebro – faktisk helt til 1931. Han havde lægepraksis på Nørrebrogade 26. Men inden da havde han ledet en børneklinik fra 1887 til 1890 og skolelæge fra 1898 til 1923. Ved hans død, skrev hans elev gennem tre år, Per Thygesen:
Nørrebros første biograf
På hjørnet af Nørrebrogade og Kapelvej dukkede pludselig under renovering nogle skilte frem. Nørrebros Theater. Men det har været snyd. Dengang dækkede betegnelsen også over biograf.
Nørrebros Biograf åbnede i 1905, og lå på stedet indtil 1922, hvor det flyttede hen til Nørrebrogade 37. I 1975 skiftede biografen navn til Hjerter Dame og i 1981 til Københavneren. Fra årsskiftet 1982 – 1983 blev lokalerne omdannet til teater Kalejdoskop.
Nørrebros mange bryggerier
Mange små – og mellemstore bryggerier lå dengang på Nørrebro. Bryggeriet Stefan var en af dem. Det blev stiftet i 1895 af H.C. Meyer, som tre år senere slog sig sammen med to andre mindre hvidtølsbryggerier. Den nye virksomhed fik navnet Hafnia og lå i Stefansgade 51.
Særlig populær blev den såkaldte, Kroneøl. Produktionen var helt oppe på 25.000 flasker om dagen. Fra 1913 fremstillede Hafnia også mineralvand. Under første verdenskrig begyndte det at gå dårligt for de små bryggerier, også for Hafnia. Resultatet blev, at De Forenede Bryggerier opkøbte Hafnia i 1939. Man valgte at lukke bryggeriet og flytte produktionen til Kongens Bryghus.
Nørrebros Runddel
Nørrebros Runddel blev faktisk anlagt allerede i 1750 samtidig med Jagtvej. Dengang var Runddelen det sted kongens jagtselskab samledes før jagten i skovene nord for København.
I 1924 var trafikken blevet så intens, at man anlagde en rundkørsel – den første i København. I 1960’erne forsvandt rundkørslen og er i dag et lysreguleret kryds.
Petersdal
Der hvor El – Giganten i dag ligger, på den yderste del af Nørrebrogade lå engang landstedet Petersdal. En del af bygningerne blev i mange år drevet som Café
Petersdal. Dengang lå der rigtig mange værtshuse på Nørrebro.
Bygningen blev nedrevet i 1930erne. I stedet opførtes den store Nora – Bio, som dengang var Københavns tredje største biograf. Biografen lukkede i 1977, og afløst af et supermarked.
Rantzausgade
Gaden er opkaldt efter adelsslægten Rantzau, der kom fra Holsten. Nu er det ikke kun godt at sige om denne slægt. Således belejrede Christian den Tredjes feltherre, Johan Rantzau under Grevens Fejde fra 1534 – 36, København. Det var så effektivt, at København blev udsultet. Hunde, katte, mus, rotter og frøer blev fortæret. Da til sidst kun var træerne tilbage at fortære, opgav københavnerne.
På Trøjborg nord for Tønder sad der også en Rantzau, som området ikke var så tilfreds med.
Indtil 1905 hed gaden Nordvestvej, og var hovedgaden i Rabarberkvarteret. Før i tiden var Rantzausgade en livlig handelsgade. Her var masser af trafik og skrumlende sporvogne. Ved Brorsonskirken krydsede Nordbanen.
Sortedamssøen
Vi har tidligere indgående beskæftiget os med søerne omkring Østerbro og Nørrebro, men disse historier har vi ikke med. For at skaffe vand til byens voldgrave
opstemmede man allerede i middelalderen søen, der fik navnet Sortedamssøen.
I 1702 klagede Københavns politimester Claus Rask over, at drikkevandet er fordærvet, ildelugtende og har en mudret, forrådnet smag, som forvoldes af moradser i Sortedam.
Nu var det ikke lige vand denne politimester drak mest af. Han kunne drikke de fleste under bordet – og det var ikke i vand. Det var først hans efterfølger, den navnkundige Ole Rømer, der fik oprenset søen.
Og så sent som i 1944 måtte københavnerne atter engang bruge søens vand som drikkevand. Tyskerne havde lukket for gas, strøm og vandforsyning for at få københavnerne til at makke ret.
En gruppe unge besatte i 1967 Fugleøen og erklærede USA krig i protest mod Vietnamkrigen. Udenrigsministeriet fik travlt med at forklare, at det kun var tale om en practical joke. Politiet blev tilkaldt og fik de unge ind på dansk grund igen. De oprindelige
beboere – ænder og svaner kunne igen tage deres ø i besiddelse.
I år 2000 var det unge bz’ere der hejste piratflaget på øen, da Ungdomshuset blev solgt.
Station 6
Indtil 1977 fungerede den bygning, der nu rummer Politihistorisk Museum en politistation. Det var politimester Crone, der indførte de seks politikredse i København. Politiets hoved-station var Politikammeret (Domhuset, Nytorv).
Samtlige stationer skulle holde åben dag og nat. Samtidig blev der indrettet bolig for mindst 50 ugifte politibetjente og 6 overpolitibetjente. De seks politistationer fik følgende adresser:
Den navnkundige stationsleder. Rantzau boede i nr. 11. Stationens lokaler var dog under al kritik, så allerede i 1865 flyttede man over i nummer 18, hvor stationen lå til 1884. 6. kreds omfattede alt hvad der lå mellem Ladegårdsåen og Øresund. Vold-terrænet var grænsen mod byen og Lersøparken var grænsen mod Nordvest
Dengang bestod styrken af 1 overbetjent, 3 inspektionsbetjente og 28 almindelige politibetjente. I 1864 boede der 1 overbetjent og 12 betjente på Station 6.
I 1874 blev politiet opsagt af ejeren af Fælledvej 18. Man kunne da godt blive boende, hvis man ville acceptere en lejeforhøjelse på 25 pct. det sagde kommunalbestyrelsen ja til.
Støberierne på Nørrebro
Blandt nogle af de største virksomheder, der blev bygget på Nørrebro i 1800 – tallet var to store jernstøberier. Den ene var Heegaards på Blågårds Plads, som blev oprettet i 1828. Det andet var S.H. Ludvigsens på Nørrebrogade 39. Dette eksisterede fra 1838. Ludvigsen fik nogle år senere Hermann som kompagnon.
Det nye Nørrebro havde behov for kakkelovne, gaslygter m.m. I 1860erne var virksomheden en af Københavns førende producenter af lygtepæle, kloakdæksler
og fritstående pissoirer – også kaldet nødtørftsanstalter
Firmaet var nogle af de første, som forsynede københavnerne med vandklosetter og centralvarmeanlæg i velhaverkvartererne omkring Bredgade og Malmøgade. Senere blev blandt andet fjernvarmeanlæg virksomhedens speciale. I 1974 forlod man Nørrebro ud i et nyt industrikvarter i Glostrup
Syngepiger på Nørrebro
På hjørnet af Jægersborggade og Jagtvejen optrådte der fra 1889 – 1893 syngepiger ligesom på Bakken. Fra 1894 da stedet fik nye ejere blev syngepigerne
udskiftet med billardborde. Stedet kom til at hedde Café Jægersborg. Helt ind til 1958 var der restaurant på stedet. I dag ligger der en døgnkiosk på stedet.
Todesgade
Gaden er opkaldt efter lægen, moralisten og filosoffen Johan Tode (1736 – 1806). Han gjorde sig blandt andet bemærket ved at konstatere forskelle mellem kønssygdomme. Tode var også efter de unge piger, der gik på volden. Her kunne man pådrage sig forkølelse og andre langt ubehageligere ting, der ikke var godt for legeme og sjæl.
Todesgade forandrede fuldstændig udseende efter renoveringen i 70erne. Måske gik man for hårdt frem, for her befandt der sig nogle flotte bygninger. Det var også her man ville fjerne en daginstitution, men det forhindrede demonstranter. Og medlemmer af Nørrebro Beboeraktion. Aktionen varede over et halvt år. Efter anmodning fra Københavns Kommune satte politiet massive styrker ind og institutionen blev kørt væk en januar-dag 1978.
Trafikproblemer på Nørrebrogade
Vi har i artikler beskrevet jernbanen på Nørrebro. Men jernbanen voldte store problemer for trafikken på Nørrebrogade. Når togene fra Hovedbanegården kørte mod Hellerup og Klampenborg passerede de Nørrebrogade tæt ved Esromgade. Bommende blev sænket og de kørende og gående på Nørrebrogade
måtte vente.
Fodgængerne kunne dog fra 1910 benytte en fodgængerbro, når bommene var nede. En trafiktælling fra den 28. februar 1924 fortæller noget om problemets omfang. Bommene var nede 78 gange i løbet af et døgn – i i alt 212 minutter. Der passerede 67 tog og nogle rangertog. Der standsede 361 biler og 18 motorcykler. Den øvrige trafik – sporvogne, hestevogne, cyklister og fodgængere var man åbenbart ligeglade med.
Overskæringen forsvandt først i 1930 ved åbningen af Højbanen og den nye Nørrebro Station.
Ventegodt
På hjørnet af Esromsgade og Nørrebrogade lå landstedet Ventegodt. Her boede familien Melchior. Efterhånden kom byggeriet meget tæt på, og den kæmpe store villa måtte lade livet. Melchiors børn gik i skole inde i byen. De forbipasserende blev stoppet for mod betaling at tage børnene med ind til byen. Når de forlangte for meget, måtte de stakkels børn selv vandre den lange vej.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Talrige artikler om det gamle Nørrebro står til rådighed
Redigeret 10. – 03. 2022
.
Januar 16, 2010
Skibsfarten var både i frem – og modgang. Kun halvdelen af børnene gik i skole. Borgerskabet fastholdte det tyske sprog. Ved de danske gudstjenester sang man tyske salmer. Kanoner og geværer blev hentet i Rendsborg og kanonbatterier blev oprettet, for at forsvare byen mod de onde englændere
Som en Morten Korch – roman
En tysk rejsende var begejstret for Aabenraa. Han skrev:
En anden berejst tysker, karakteriserede byen som en temmelig nydelig, folkerig og meget velhavende by. På en tur gennem byens gader fandt han alle indbyggere meget velklædte.
Han roste også Postgårdens mahognikommode og – bordene samt sengenes fine linned.
En pastor Wedel fra Sjælland besøgte byen i 1801. Han fandt de fleste huse smukke, og konstaterede at de næsten alle sammen var udbygget med karnap.
Ja man skulle tro, at man befandt sig i en Morten Korch – roman.
Tysk eller dansk?
Hvem var de dem fra Aabenraa?
En stor del var daglejere, sømænd og tjenestefolk, som aldrig nåede at blive borgere i byen. Halvdelen af tilflytterne kom fra Nordslesvig. Og cirka en femtedel kom fra kongeriget. Fra underklassen var der kun en tiendedel, der kom fra de tysktalende egne.
I 1851 lavede borgmester Lunn en undersøgelse over sprogforholdene i byen. Anledningen var, at der i 1850 blev besluttet, at indføre dansk som undervisningssprog i byens skoler.
Af byens 850 familier talte de 42 tysk. Desuden var der 20 familier, hvor der blev talt tysk med børnene, men ellers talte forældrene dansk indbyrdes.
Doktor Neuber ville i 1841 udgive et tysk ugeblad i Aabenraa. Fra Provinsial – regeringen på Gottorp lød beskeden, at det ikke var så god ide, da der næsten udelukkende blev talt dansk i Aabenraa.
I 1811 havde amtmanden og provsten indberettet, at der kun var behov for to tyske eftermiddagsprædikener om ugen. Nu var det bare sådan, at i Aabenraa
var det ret betydningsfulde mennesker, der talte tysk. Det var embedsmænd, gejstlige, lærere, advokater, læger m.m. Dette forhold er nok bedre beskrevet i artiklen om Skyttebrødrene.
I retten brugte man det tyske sprog, men det var nok mest på skrift. I Magistratens indberetning fra 1811 blev der ligefrem anført at ved forhør over ringere folk brugtes det danske sprog.
Sproget er fattigt?
Nu stod det sikkert ikke så dårlig til med sproget i Aabenraa som provst Paulsen påstod i 1829. Han sagde, at Aabenraa er en af de grænsebyer, der er så ulykkelig ikke at have et egentlig folkesprog.
Senere blev det påstået at den afart af det danske sprog, der tales i Aabenraa, at den er så fattig, at den mangler ord for alt, hvad der ligger uden for hverdagslivets snævre områder, så eleverne for eksempel tænker og udtrykker alt, hvad der har med religion at gøre, på tysk.
Det gjorde det nok ikke bedre da den før omtalte pastor Wedel igen besøgte Aabenraa i 1810 mente, at sproget var vanskelig at forstå, halvt tysk, halvt
dansk med en fordærvet udtale.
Nu er den dialekt, man taler i dag i Aabenraa nok ikke meget forandret fra den gang. Da jeg i oktober 2009 skulle holde foredrag på Landbohøjskolen på
Frederiksberg om Aabenraas historie foregik det på sønderjysk. Og her har min Tønder – herkomst sikkert skindet igennem. Af de 65 tilhørere har mange været fra Aabenraa, og de forstod det udmærket. Forrige gang jeg holdt et foredrag på sønderjysk, var det dog en tilhører fra Sønderborg, der udtalte sig om, at han lige skulle indstille sine sprogøre til Tønder – dialekten.
Borgerskabet fastholdte det tyske
Man kan så undre sig at borgerskabet i Aabenraa så længe kunne fastholde det tyske, som øvrighedens sprog. Måske havde det noget at gøre med, at Magistraten kom til at bestå af byens indflydelsesrige skibsredere og købmænd, der så en ære i at holde traditionerne ved lige. Når en rådmand afgik, valgte
magistraten på livstid efterfølgeren. Af de 50 deputerede i tidsrummet fra 1800 til 1850 var der kun 5 håndværkere.
Ja det var håndværkerne, der dominerede. I 1803 talte byen hele 433 håndværkere. Men også sømandsstanden og skibsfarten dominerede byen. Besætningsmedlemmerne kom både fra Aabenraa og Løjt. Skipperne kom i begyndelsen fra Aabenraa, mens Løjt Land senere kunne levere kaptajnerne.
Tilbagegang for skibsfarten
Takket være udenlandske fragtfarter var Aabenraa i det 18. århundrede blevet en velhavende by. Krigen fra 1807 – 14 forandrede dette. Aabenraa oplevede et kæmpe formuetab. Aabenraas tab af skibe fra 1801 til 1811 udgjorde hele 66 pct.
I 1819 skrev skolekollegiet til kongen, og fortalte, at 200.000 rigsdaler aldrig var betalt i fragt, foretaget af Aabenraa – skibe. Af 66 større fragtskibe var de 46 faldet i fjendens hænder og resten havde ligget stille i årevis.
Dansk gudstjeneste – med tyske salmer
I det 19. århundrede gennemførtes en række mindre reformer til fordel for det danske kirkesprog i byen. Men der var stor modstand mod disse reformer fra byens spidser. Og til de danske gudstjenester blev der stadig sunget tyske salmer, selv om der var kommet danske salmebøger. Ja en af dem kom endda fra en af nabobyerne – Tønder.
Skolevæsnet i dårlig forfatning
I 1742 vendte de deputerede sig imod at ansætte underlærer Johansen som skrive – og regnemester. Hans tysk var simpelthen for dårlig. Man mente, at byens tyske skole var det sted, hvor børnene skulle nyde en grundig undervisning i god og ren tysk – skrivning.
I 1800 var Skolevæsenet i Aabenraa i en meget dårlig forfatning. Der var tre skoler i byen. Den Kommunale Byskole, den selvejende Günderothske Fattigskole, og et varierende antal bi-skoler.
Byskolens førstelærer kaldtes kantor. Han ledede den såkaldte latinskole for de ældste elever. Skrive – og regnemesteren, der blev assisteret af en underlærer underviste i den såkaldte tyske skole. Den blev besøgt af cirka 100 drenge fra 10 til 14 år.
En del af lærerens løn blev dækket af byens kasse. Resten af lønnen kom fra det beløb, som forældrene måtte betale.
Kun halvdelen gik i skole
Fattigskolen havde sine egne penge og lønnede en lærer, som i 1794 underviste 80 elever, både drenge og piger. Skolegangen her var gratis. Det var provsten,
der bestemte, hvem der skulle gå der.
Bi-skolerne var beregnet til børn under 10 år, men da skolevæsnet var forsømt, var det ikke ualmindeligt, at de fortsatte til konfirmationsalderen. Det var nok kun halvdelen af byens børn mellem 6 – 14 år, der gik i skole. Fattigskolens elever forlod skolen ved 11 års alderen, og bedre så det ikke ud for byens piger.
Amtsstuefuldmægtig Thomas Iversen udtalte i 1804, at ikke en af Byskolens elever kunne skrive en linje korrekt på tysk. Og det blev overhovedet ikke undervist i latin eller på dansk.
Nødvendigheden af en skolereform blev allerede lagt på banen i 1794 af Generalsuperintendent Adler. Reformens gennemførsel blev i årevis forsinket på grund af en strid mellem førstepræst Nissen i Aabenraa og provst Posselt.
En ny skoleordning
Den nye skoleordning blev vedtaget af alle parter i 1807. Alle de bestående skoler, bortset fra Fattigskolen blev forsamlet til en fælles byskole, til hvilken drenge og piger havde lige adgang.
Latinskolen blev opgivet, dog skulle kantoren privat kunne forberede elever til universitetet. Alle bi-skoler blev forbudt. Børnene blev skolepligtige fra det 6. år. Lærerne skulle lønnes af kommunen. Børnene skulle hver dag sikres seks timers undervisning. Danskundervisningen blev slet ikke nævnt i skoleordningen. Skolekollegiet indførte den dog på egen hånd, antagelig allerede fra starten i 1807.
Til de 600 skolepligtige børn rådede man over 8 – 9 delvis ustabile og dårligt uddannede lærere. Lokaleforholdene var også elendige. Ikke desto mindre lykkedes det inden for et par år, at få ordningen til at fungere. I 1809 havde pigeskolen fået den krævede indretning.
Ud at tjene som 11 – årig
Fra 1815 blev der besluttet, at eleverne i Fattigskolen daglig skulle have fire timers undervisning i religion, læsning, skrivning og regning. Efter det 11. år måtte børnene tage ud og tjene om sommeren og komme i håndværkerlære.
Konfirmationsundervisningen bestod af to timers aftenundervisning de fem af ugens dage.
Kantorklassen fungerede dog ikke helt efter hensigten. Erhvervslivet var ikke tilfreds med standarden. Men skylden for dette fik kantor Matthiesen. Man mente, at han havde for mange skavanker. Manden var ikke læreruddannet og efterhånden var han blevet senil.
Fra 1814 – 1835 var der ansat 15 lærere ved skolevæsenet i Aabenraa. De 7 af dem havde fået eksamen på seminariet i Tønder.
Dansk sproget undervisning foregik et par timer ugentlig skolens højere klasser. Det ansås ikke nødvendigt, at børn i Fattigskolen skulle lære dansk, før de beherskede tysk i skrift og tale. Men der var ingen problemer i Aabenraa med at læse Fischers danske ugeblad.
En utrættelig indsats af provst Poulsen fik hele skolesystemet til at fungere i meget usle lokaler.
Aabenraas forsvar
Statholderen Carl af Hessen opfordrede i 1801 havnebyerne til at opbygge et forsvar, da et engelsk angreb kunne forventes. I Aabenraa manglede man dog både kanoner og geværer. Derfor bad man om hjælp. Byen bad amtsforvalter, kaptajn Chr. von Born, der var forhenværende officer i hæren til at lede forsvaret.
Byfogeden, J. Chr. Hojer blev fornærmet over denne udnævnelse. Han mente selv, at være den rette mand, da han havde været Stadshauptmand og forsvaret byen tidligere. Han fandt også borgmesterens og borgernes foranstaltninger latterlige.
Disse foranstaltninger bestod af, at fire fiskere hele natten skulle ro rundt i havnen, forsynet med lygter og bøsser. De skulle skyde, hvis de bemærkede noget fjendtligt.
Overrets-advokat Lorentzen og købmand Hermann Frees fik fuldmagt til at rejse til Rendsborg for at bede om at få udleveret 8 kanoner og 200 musketter til havnens og byens forsvar.
Ved havnen blev byens krudt opbevaret, og udkommanderede folk, holdt skiftevis vagt ved bygningen. Et batteri blev opført ved havnen. Amtmand von Schmettau havde indkaldt tolvmændene fra Løjt og Varnæs for at få dem til frivillig at køre jord til batteriet. Men de ville på ingen måde hjælpe til. De gav udtryk for, at de havde rigeligt at se til.
Borgmester Bendix Schow ønskede at der kom militær til byen, så man fik oprettet et ordentligt forsvar. I december 1807 besluttede hærledelsen at opføre flere kanonbatterier ved Aabenraa. Den mest omfangsrige kom til at ligge på Lindsnakke.
Man lod dog også bygge en kanonbåd, der fik navnet Caroline.
Fremmede tropper i byen
I årene 1808 og 1809 var mange spanske og franske soldater indkvarteret i Aabenraa. I december 1813 transporterede frivillige fra Aabenraa kanoner og ammunition fra batterierne i byen til Middelfart og Strib.
Et voldsomt indtryk efterlod det sig, da den første afdeling kosakker i 1814 kom til byen. To uger efter freden i Kiel den 28. januar viste borgerne i Aabenraa
deres kongetro. På borgmesterens initiativ havde byens borgere illumineret deres huse. Der blev affyret kanonskud og i madam Rudebecks gæstgivergård var der bal.
Skibsfarten i fremgang
Krigen satte sine spor. I løbet af kort tid erobrede Hamborg handelen på den jyske halvø. Fra København vendte skippere tilbage til Aabenraa.
I midten af 1820erne var skibsfarten på vej frem, og i begyndelsen af 1830erne voksede Aabenraas flåde med yderligere 50 pct. Medvirkende til den positive udvikling var sikkert det gode håndværk, man præsterede på de lokale værfter i byen. Mange af Aabenraas skibe kom til at sejle for de handelshuse fra Hamborg. Der har sikkert også været masser af kapital fra Hamborg i skibene fra Aabenraa.
På Jacob Paulsens Skibsværft var der i 1827 ansat 160 tømrere. Aabenraas erhvervsliv oplevede en sand opblomstring. Hele eventyret bevirkede også en opblomstring i indbyggertallet.
Allgemeines Wochenblatt
Hans Kopperholdt var medlem af en gammel skipper– og købmands-familie, der havde fået sit knæk under krigen mod England. I sin ansøgning om at udgive et ugeblad i Aabenraa, at han havde hustru og fire børn. Han skulle have et erhverv, der kunne ernære ham. Det kom udgivervirksomheden nu aldrig til. Men Koppenholdt drev ved siden af et ølbryggeri, der efterhånden kunne ernære ham.
Bladet Allgemeines Wochenblatt skulle hovedsagelig bringe handels – og skibsefterretninger og være et lokalt annonceorgan. Venner hjalp ham med det økonomiske, herunder borgmester Schow og fysikus Neuber. Egentlig skulle bladet have heddet Hamburger Nachrichten.
I kontrakten med bogtrykker Rathje var nævnt titlen Nordischer Mercur. De første numre udkom i 1826.
Bladet var mere moderne end for eksempel Tondernsches Intelligenzblatt, det haderslevske Lyna eller Flensburger Wochenblatt für Jedermann.
Før 1834 var der kun ganske få lokale nyheder, og hvad der findes af politisk stof, var beskåret af censuren. Der var påfaldende mange artikler fra kongeriget.
Der var også prøver på Aabenraa – dialekten. Ja man kan sige den var meget tolerant over for både dansk og tysk. Kongefamiliens gøren og laden kunne også læses i bladet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 13.01.2022
Januar 16, 2010
En mand, der har været fysikus i 55 år, burde efterlade sig spor. Men den dansksprogede litteratur om Peter Dircks er næsten ikke eksisterende. Han havde måske ikke den rette holdning, til at de dansksprogede historikere interesserede sig for ham. Fjerne slægtninge har henvendt sig til dengang.dk. Måske er Peter Dircks skyld i, at man i Tønder udklækkede en meget berømt astronom.
Får vi den rigtige historie?
Det er ikke altid historien påtænker dem, der har gjort et stort stykke arbejde for byen. Og det skyldes i høj grad dem, der viderefortæller historien. Derfor arbejder vi her på redaktionen for at få fat i tysksproget litteratur om Tønder. Historien om byen er ofte præget af nationale hensyn. Og det er en skam. For os amatør – historikere kan det være svært at bringe den rette historie.
Fysikus i 55 år
Vi har forgæves ledt efter materiale om den fysikus, der regerede i 55 år – inden den berømte Ulrich/Ulrik kom til byen. Han havde åbenbart en forkert holdning m.h.t. Tønders indlemmelse til Danmark. I grunden er det en trist historie.
Sørgetog
Den 6. februar 1861 bredte der sig et langt sørgetog gennem Tønder. Sørgetoget gjaldt en person, der gennem 55 år havde tjent i Vidå – byen.
Det var fysikus – Peter Dircks, der blev stedt til hvile. Han var ikke blot en god læge. Han var også en person, der viste stor barmhjertighed over for befolkningen.
Fra Tønning til Tønder
Dircks stammede ikke fra Tønder. Den 6. december 1781 blev han født i Oldenwort i Ejderstedt. Han var søn af landmand, Jann Dircks og dennes kone Cathrine, født Bischow.
Allerede tidligt viste det sig, at Peter ikke ville overtage den fædrene gård. Han ville hellere studere. Derfor besøgte han latinskolen i den nærliggende by, Tønning.
Latinskolen i Tønning havde en fantastisk god lærer i den unge H.J. Stubbe. Han blev senere rektor og professor. Fra 1798 til 1805 var han i Tønning. Efter Latinskolen studerede Dircks medicin på Kiels Universitet. I 1804 bestod han eksamenen med udmærkelse. Snart kun han kalde sig Doktor i medicin. Derefter vendte han tilbage til sin fødeby og åbnede en praksis. Men snart efter tog han til Garding, hvor han med stor succes havde praksis i et par år.
Den 17. februar 1806 døde fysikus i Tønder dr. A. C. Hansen pludselig i en alder af kun 36 år. Dircks blev efter Hansens død af den kongelige regering
udnævnt til Interims- physikus. Han købte et hus i Østergade. Her boede for øvrigt postmester Friccius.
Bryllup
På sin fødselsdag den 6. december 1807 kunne han både fejre et års jubilæum i Tønder og sit bryllup. Bruden var Juliane von der Marwehe. Hun overlevede hendes mand med 27 år og døde i Tønder den 13. juli 1888.
Ville blive i Tønder
Dircks blev snart en meget populær læge i Tønder Han beskæftigede sig med mange ting. Han beskæftigede sig også med sin videnskab og søgte nye muligheder i lægevidenskaben. Hans rygte løb ud over byens grænser. Han blev udnævnt som professor ved Kiels Universitet. Men han takkede nej til hvervet. Han ville hellere blive i Tønder.
Den højere videnskab
Det var ikke kun medicin, der interesserede ham, men også filosofi. Når han havde tid, kastede han sig over de gamle klassikere. Men også den højere matematik, astronomi og naturvidenskab kastede han sig over i sin sparsomme fritid.
En urmager med talent
En gang var han på sygebesøg hos urmager Hansen i Vestergade. Her blev han betaget af den unge begavede Andreas Peter Hansen. Dircks mente, at den unge mand skulle videreuddanne sig. Han anbefalede at han fortsatte med sin drøm, om at blive astronom. Og det skete faktisk. Den unge mand blev astronom og rektor i Gotha.
Guldbryllup
Da Dircks kunne fejre guldbryllup i 1857 var han speciel glad for en gave af Andreas Peter Hansen. Han havde sendt ham nogle skemaer omkring månens bane. I et brev fortalte han om, hvor stor betydning Dircks opfordringer til videreuddannelse havde betydet for ham.
Måske havde Tønder ikke kunnet opfostre en astronom, hvis ikke det havde været for fysikus Dircks. Det omtalte guldbryllup blev omtalt i Merkur – en avis fra Altona.
Om eftermiddagen fandt den egentlige fest sted i huset. Festtalen blev holdt af Pastor Carstens. Efter et overdådigt måltid underholdt ”Singverein”.
Aftenen sluttede med et fakkeltog. Hovedpersonen holdt en følelsesmæssig takketale. En stor del af byen var illumineret. På den måde viste befolkningen sin agtelse for den store personlighed.
Ingen pension
I befolkningen var der ryster fremme om, at Dircks skulle sikres en eller anden form for pension. Men det skete ikke. De sidste par år levede Dircks som en dyb skuffet mand i Tønder. I 1854 blev han fyret som fysikus. Officielt var det fordi man skulle have en ny organisation. Det var nu ikke mange i Tønder, der kunne forstå denne disposition.
Dircks glemte aldrig, hvad der var overgået ham. Hans retfærdighedssans kunne ikke forstå det. I sine ældre dage blev han ofte angrebet af mismod og depression. Hans helbred tog skade. Og den før så stærke mand begyndte at blive svagelig.
Han fik flere slagtilfælde og den 31. januar døde han.
14 dage efter hans død blev der bragt et minde – digt i Tondernschen Intelligenzblatt.
Fakta: Astronom P. A. Hansen
Hvis du vil læse mere om astronomen P.A. Hansen:
Kilde:
Det har ikke været muligt i mine arkiver at finde noget om Peter Dircks. En slægtning til Dircks hustru, har sendt noget materiale, som jeg har oversat.
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 26, – 12. – 2021
Januar 16, 2010
En af de markante slægter i Tønder var familien Olufsen. Glæder og smerte har præget denne familie. Et af familiemedlemmerne blev borgmester. Trods en vanskelig tid, blev han en af byens mest afholdte. Men han blev vraget af sine egne. Det overraskende var, at familien forstod at bevæge sig i både det tyske og det danske, uden at forråde deres nationale holdning. Og kigger vi på slægtskabet kommer der mange overraskelser frem.
Tønders Matador
På hjørnet af Torvet og Storegade boede byens matador, købmand P. Olufsen. Han var en dygtig og flittig mand, der ofte sad på sit kontor. Hans kontor var et temmelig lille værelse, med glas i døren. Så kunne han holde øje med de fire ansatte i butikken. Han skulle også holde øje med, hvem der kom ind i butikken. En masse af egnens købmænd havde lært deres fag hos ham.
Mange gøremål
Urtekram og produkthandel var han god til. I byens avis annoncerede han på tysk og dansk også med kakkelovne, komfurer og plovjern fra jernstøberiet Hansen & Petersen i Højer. Desuden havde han en stor engroshandel med bl.a. sukker og salt.
Rygter i Tønder
Men han forstod sig også på penge. Man sagde, at spekulationsforretning under krigen mellem nord – og sydstaterne havde gjort ham velhavende. Sådan fortalte man i Tønder dengang. Han havde været i kompagni med Nissen – Rador, der hvis nok også var købmand. Han var en gammel bekendt af Olufsen.
Nissen – Rador var i sin tid protektioner i det smukke patricierhus i Østergade ved siden af den gamle klosterbygning.
Interessant slægtskab
Peter Olufsen bosatte sig i Tønder i 1852. Han stammede fra Rejsby. Faderen var krovært og gårdejer. Moderen hed oprindelig Karen Skak. Hun havde været gæstgiver Kristian Knudsens kone i Ribe. Og denne familien Knudsen har vi skildret i artiklen Bondeslægten fra Trøjborg. Dette slægtskab omfatter også forfatteren Jakob Knudsen. Og denne skrev den meget interessante roman – i denne forbindelse To Slægter.
Tiltro til købmanden
Peter Olufsen, købmanden fra Tønder ydede sin bror, der havde overtaget hjemmet nogle betydelige lån. Olufsen havde ubetinget tillid i vide kredse. De velhavende landmænd kom om efteråret og bad ham opbevare deres penge om vinteren. Han kunne sagtens have dem i sit store pengeskab på det lille kontor.
De kom så for at hente pengene igen til foråret, når de kreaturerne skulle på græs. Olufsen var modstander af, at der skulle oprettes en dansk bank i byen. Mange beboere i byen havde stor tiltro til Olufsen. Det gjaldt også for lærer Hagerup på Vajsenhuset. Da han efter megen sygdom skulle skrive sin sidste vilje, bad han Olufsen varetage sine interesser.
Ved siden af Olufsens store butik i Humlekærren boede dyrlæge Anders Hage. Her mødtes de danske bønder, efter at have besøgt Olufsen. Her lå de kongerigske blade frit fremme.
Redlefsen fra Marsken
Olufsen var gift to gange. Første gang med Anne Emilie Redlefsen fra Sødam ude på Marsken. Anne Emilie var helt mørk og meget smuk. Slægten Redlefsen havde boet herude gennem århundrede. Først som forpagtere siden som ejere. De havde løskøbt gården fra Schackenborg. Skulle vi gennemgå slægten her, så fører den tilbage til Ribe – bispen Peter Jensen Hegelund og Nansen – familien, hvis nok mest berømte medlem var Fritjof Nansen.
Den dramatiske fødsel
En dramatisk fødsel var årsagen til Ane Emilies død. Selv om Fysikus Ulrik var blevet stenet ud af byen af de tysksindede vendte han tilbage i en lukket vogn for at redde fru Olufsen. Han havde søgt tilflugt hos pastor Sonne i Møgeltønder. Hver dag tilså han Ane Emilie. Og begivenhederne i 1864 havde haft en stor indflydelse på fødslen, således skriver pastor Holm efter sin afskedigelse i en beretning til ministeriet:
Ridder af Dannebrog
Der var tre børn af første ægteskab. De to døtre Marie og Cornelia, samt sønnen Peter. Sidstnævnte blev en god og respekteret landmand på Kvidstrup (Quistrup) ved Struer. Det var faderen, der købte gården
En tid var han sågar bankdirektør, landtingsmand og en masse tillidshverv. Han blev også Ridder af Dannebrog. Han døde i 1933.
Liv og glade dage på Torvet
Der var ofte liv og glade dage hos købmandsfamilien på Torvet. Måske endnu mere, da de to søstre blev forlovet. Marie med sagfører Toft og Cornelia med candidat Abrahamsen fra Fanø. Da Cornelia blev gift var det et tilløbsstykke for de dansksindede. Det var sjældent dengang, at der var så stort et dansk bryllup.
Både Toft og Marie døde tidligt. Abrahamsen blev læge og kom ofte til Tønder.
Ægteskab nummer to
Et par år efter, at købmand Olufsens kone døde, giftede han sig igen i 1867. Dengang med Anne Sophie Nielsen fra Ribe. Faderen var sognepræst Lars Nielsen
i Nordby på Fanø. I dette ægteskab var der to sønner, tvillingerne Oluf og Lars. Og en datter Christine.
Ikke på Latinskole
Drengene skulle have været på Ribe Latinskole, men de bestod ikke optagelsesprøven. Men Oluf sagde meget rammende:
Begge drenge kom tilbage til Borgerskolen i Tønder. Efterhånden blev de mere tysksindede. Begge blev gift med tyskere.
En dag på Torvet
I slutningen af 1890erne trådte Rådhusets bud ind hos købmanden på Torvet. Han fungerede samtidig som bedemand, og var iført høj hat. Pigen tilkaldte straks, fru Olufsen. Byrådets tjener, også kaldet Herrendiener forkynder med alvorlig mine:
Derefter bukkede bedemanden, Rådhusets bud, Herrendiener højtidelig, og fruen hilste ligeledes. Da det ceremonielle var overstået sagde manden med den høje hat
Og så foregik den videre kommunikation på sønderjysk.
Familien forstod at bevæge sig både i tyske og danske kredse uden at give afkald på deres nationale holdninger. Men mon ikke Peter Olufsen har rystet engang, da han så sine børn blive tysksindet. Dog var det hos Oluf med samarbejde for øje.
Lars og Christine
Lars kom i banklære. Man sagde om ham, at han var meget velbegavet. Han blev gift med Sophie Martensen, der var datter af mellemskolelærer, Johan Christian Martensen.
Da faderen døde, den 3. februar 1903 overtog han den store forretning på Torvet. Efter knap et år afgik han ved døden efter en af de talrige tyfusepidemier,
der plagede Tønder dengang. Tre måneder senere døde konen.
Oluf og hans familie
Oluf kom i manufakturlære og senere drev han sin egen butik i Tønder. Faderen havde opført en stor forretningsejendom i Storegade 12. Det var da kun med støtte hjemmefra, at det kunne løbe rundt. Lars og Sophies treårige søn, Peter fik ophold her hos farbror. Oluf var gift med Anna Elisabeth Schierning datter af købmand Johann Arndt Schierning.
Ved svigerfars død overtog han dennes hverv som forretningsfører i Tønder Sparekasse i 1906. Samtidig opgav han manufakturforretningen. Han opførte ejendommen Østergade 17, der blev indrettet som forretningslokaler for Sparekassen. Han gik aktiv ind i politik og kom i borgerrepræsentationen i 1911.
Borgmester i Tønder
I 1917 var Tønders sidste retmæssig valgte borgmester Emil Plewka. Men han blev sat af bestillingen på grund af uoverensstemmelser med landråden. Embedet blev herefter varetaget af den erfarende rådmand, P.J. Poulsen. Han førte også forhandlingerne efter byrådsvalget i maj 1920. Men han blev afløst af sparekassedirektør Oluf P. Olufsen. Anledningen var, at Den Internationale kommission bestemte, at der skulle foretages nyvalg af alle formænd og magistrater.
I Tønder opstillede den tyske gruppe og socialdemokraterne en fællesliste, der sikrede Olufsen og malermester J. Bader henholdsvis borgmester og viceborgmesterposten.
Forsoningspolitik
Ved sin tiltrædelse takkede Olufsen på tysk. Han sagde blandt andet:
Olufsen var kendt for sin moderate holdning over for de dansksindede. Han lagde da også op til en forsoning mellem dansk og tysk. Således modtog han den 12. juli 1920 Kong Christian den Tiende. På Torvet i Tønder. Ham bød kongen velkommen og udbragte et leve for majestæten.
Olufsen havde et forbilledligt samarbejde med de danske myndigheder.
Mange initiativer
I 1921 var Olufsen en af initiativtagerne til at genoplive Tønder Aktiebryggeri.
Den 8. januar 1921 foreslog Olufsen at et Eksportmarked blev placeret på Viddingherredsgade lige i nærheden af banegården.
Han stod også i spidsen for en henvendelse til Krigsministeriet i 1922. Han påpegede, at grænsedragningen havde kostet byen penge. En garnison ville hjælpe byens erhvervsliv. På den baggrund ønskede han også et musikkorps, der kunne sprede lidt glæde i byen.
I januar 1922 skrev Olufsen en artikel i bladet Hejmdal, hvor han anmodede Undervisningsministeriet om at betænke Tønder med et arkiv. Det var også Olufsen, der var en af de drivende kræfter, for at få igangsat kloakeringen i byen.
Vestslesvigsk Tidende kunne i 1923 fortælle, at de åbne rendestene var lige så stor en turistattraktion som de gamle karnapper. Allerede i 1914 var der kloakplaner fremme.
Kasseret af sine egne
Ved Byrådsvalget var Oluf Olufsen rykket ned på 8. pladsen. Krigen om borgmesterposten var anført af slagtermester Erich Petersen og advokat Carl J. Todsen. Fra tysk side ønskede man en skarpere national kurs. Den tyske liste gik tilbage fra 8 til 7 mandater. Og selv om Olufsen og Todsen begge blev topscorer med hver 166 personlige stemmer, så trak Olufsen sig.
Efter at være blevet vraget af sine egne, vel sagtens fordi han fulgte forsoningens kurs, valgte Oluf helt at trække sig ud af alt politisk arbejde. Det var efter amtsudstillingen den 11. juli, at han meddelte sin beslutning.
Men hans efterfølger på borgmesterposten, Johannes Thomsen fulgte faktisk den samme kurs som Oluf.
Oluf fortsatte med at være direktør for Tønder Sparekasse. Han havde ledet Tønder gennem byens meget vigtige periode, og høstet stor anerkendelse for sit arbejde.
Fejlinvestering
Fru Olufsen døde i 1919 det betød at Oluf arvede en masse penge og jorde. Desuden var der en masse gode danske værdipapirer, som hans far havde samlet i tidens løb. Men desværre fejlinvesterede han. Han mente at den tyske økonomi ville stabilisere sig. Men som så mange andre, tog han fejl. Det gik ham ikke så
godt på det sidste. Han døde den 27. august 1937.
Flygtet fra byen
Hans søster, Christine blev gift med en søn af kornhandler Jacobsen, der var dansksindet. De boede i mange år i Tønder.
Men desværre fik deres hund skyld for at have revet en del får ihjel. De blev derved involveret i en retssag, der i den grad fik sindene i bevægelse. Jo, de blev nærmest nødt til at flygte fra byen. De døde kort tid efter, de var flyttet fra byen. Deres søn blev opdraget hos den gamle Fru Olufsen. Senere kom sønnen til familien i Danmark.
Fru Olufsens søster
Fru Alberts, enke efter den i 1850erne afdøde tingskriver Alberts, var søster til købmand Oluf. P. Olufsens første kone. Hun var en rar og pæn dame, som ejede et hus i Østergade. Hun boede selv i huset, og havde lejet førstesalen ud.
I ægteskabet var der følgende børn, Vilhelmine, Marie og Ferdinand.
Ferdinand kom i lære i en vinbutik. Han startede senere en forretning i København, men det gik ikke så godt. Han udvandrede til Californien, hvor han dyrkede vin. Han døde midt i 20erne.
Vilhelmine var en meget smuk men svagelig. Hun havde været angrebet af tuberkulose. Hun blev forlovet med en tysk sekretær, men døde inden brylluppet.
Hendes søster, Marie gik hjemme hos moderen. Og her kneb det med at få det til at løbe rundt. Så gang på gang gik turen op på Torvet for at låne penge hos købmand Olufsen.
Butikken føres videre
Den store butik på Torvet var blevet taget i forpagtning af Brødrene Andreas og Niels Petersen. Sidstnævnte tog dog efter to år til Højer. Andreas fortsatte butikshandelen indtil han i 1912 købte ejendommen, Storegade 20, hvor han indrettede en kolonialhandel. I 1929 blev han ansat som bogholder i Sparekassen. I 1935 blev han administrerende direktør. Dette hverv besatte han til 1. november 1949.
Lars og Sophies søn, Peter blev gift med Erna Beyer, datter af snedkermester Beyer i Løgumkloster. Han overtog den gamle forretning indtil han i 1935 drog til København og overlod ejendommen til Sparekassen.
Mange interessante slægtskaber
Vi har forsøgt at begrænse denne beretning. Det interessante er, at slægtninge kan føres vidt omkring. Lige fra Skærum Mølle, Nørre Vosborg, Quisborg, B&O, ØK. Også slægtsnavnet Retlev kan henføres hertil.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 16, 2010
Midt i Tønder ligger et pragtfuldt hus. Det fik navnet ”Digegrevens Hus”. Men det var en tidligere beboer, der høstede anerkendelse for sin velgørenhed. Tønders bedrestillede borgerskab tjente masser af penge på kniplingskunsten. Det var de stakkels kniplingspiger, der sled for en sulteløn. Men Carsten Richtsen betalte tilbage.
En “richte Tynne – Knajt”
Enhver rigtig Tynne – Knajt har kysset en pige i Æ Liebestempel. Og mange har en ægte Tønder – Knipling. Mange vil allerede nu stoppe op, og sige nu rabler det for Uwe. For hvad har det med artiklen at gøre.?
De 120 stavne
Tønder blev inddelt i 120 stavne. Nogle historiker tvivler dog lidt på, om det er hele sandheden. Meningen var at hver borger måtte eje en stavn. Og for at blive borger i Tønder, skulle man gøre sig fortjent til det.
Forklaringen på de mange gavlhuse i Tønder er, at man kun havde en smal grund. Derfor byggede man i længden med gavlen ud mod gaden. Men mange af de rige borger ejede mere end en grund (stavn)
Op – og nedture
Allerede i 1354 gav Hertug Valdemar borgerne toldfrihed, og cementerede derved Tønders dominans i handel og håndværk. Tønder oplevede en sand opblomstringstid, indtil krige satte en stopper for dette. Omkring år 1700 måtte man konstatere at havnen var væk og at studeeksporten næsten var lig nul.
Omkring 1750 oplevede Tønder igen en opblomstringstid. Der blev handlet med varer lige fra brændevin til hollandsk porcelæn. Men den store artikel var kniplinger. Allerede i 1854 havde Tønder fået toldfrihed med hensyn til handel med kniplinger.
Der var arbejde til tusinder af kniplingspiger i omegnen. Denne industri havde fremgang helt til 1800 – tallet. Ja man kan sige at storhedstiden var fra 1780 til 1815. Priserne faldt derefter. Men så sent som i 1847 sysselsatte kniplingshandlere i Tønder, 250 kvinder. To kniplingshandlere i Møgeltønder havde 400 piger. To kniplingshandlere i Brede havde 700 ansatte og en i Løgumkloster havde 200 kvinder.
Kniplingskunsten lever stadig
I 1920erne havde kniplingsindustrien en kort opblomstringstid. Der efter blev kniplinger en form for identitet for Tønder. Min mor kniplede derhjemme. Var det barnedåb eller bryllup i familien, ja så fik vi Tønder – kniplinger. Og min tante Tinne underviste i den svære kunst.
Men det var ikke kniplingspigerne, der oplevede den store rigdom. De måtte arbejde til en sulteløn, og mange blev handicappede af deres arbejde. Det var det bedre borgerskab i Tønder, der kunne skumme fløden. De fastholdt deres magt ved at indgifte sig i hinandens familier.
Det flotte hus
En af disse var Carsten Richtsen, der i 1777 byggede et af Tønders flotteste huse, Vestergade 7. Men det var dog først efter den senere ejer Bendix Todsen, at huset fik sit navn. Todsen var digegreve. Og den ejendom vi taler om er selvfølgelig Digegrevens Hus.
Huset er bygget i Rokoko – stil. Denne type oplevede man første gang i Frankrig omkring 1740. Men også andre stilretninger præger huset. Indgangen har portaler i Rokoko, Barok og Louis seize. Vi oplever de samme fornemme indgange 3 – 4 andre steder i byen. Og de flotte dørpartier oplever vi mange steder
i byen.
Ved opførelsen i 1777 har man ganske givet anvendt bly og kobber.
Svamp i huset
I årene 2006 – 2007 gennemførte Realdania en omfattende restaurering af både forhus og baghus. Man fandt ud af, at forhuset var angrebet af svamp. Der måtte fares frem med lempe, da huset allerede i 1918 var blevet fredet.
Kniplings – grossist
Carsten Richtsen har været det vi i dag vil kalde grossist. Egentlig havde han ikke butik. Men den store karnapstue ud mod gaden, har nok været stedet, hvor selve forretningen lå.
Færdigfabrikerede kniplinger og råvarer, som eksempelvis hørgarn har været opbevaret på loftet. I ejendommen har man fundet antydninger af et hejselem. Richtsen har i høj grad brugt ejendommen som privat hjem. Piselen blev ofte anvendt til fest og selskabelighed. Måske var det derfor, at panelerne var belagt med bladguld. Fornemheden aftog jo længere væk, man kom fra gaden.
Flot renovering
Richtsen har brugt tapeter, som dengang har været ret kostbar. De var håndgjorte og lavet i ark. De blev trykt med tykke klodser i forskellige kulører og motiver. Især blomstermotiver og grønne toner var populære.
Den farve, der også blev anvendt kaldtes preussisk blåt. Og af træsorter blev der anvendt mahogni, ahorn og valnød. Guldstafferinger og bronze-greb er på fornemste vis blevet rekonstrueret.
Pakhuset
Pakhuset til bygningen ligger på adressen, Allégade 15. Carsten Richtsen lod den opføre i 1779 som stald. Købmand F.P. Heyn overtog i 1851 både forhus og pakhus. Han fik baghuset omdannet til kornmagasin. Oprindelig var det beregnet til heste og studeopfedning. Sidstnævnte var dengang en vigtig indtægtskilde i marsk – området.
Da huset efter renoveringen skulle bruges som en tre – etagers bygning med arbejdspladser, var det nødvendigt at pilotere. Den grundmurede syd-gavl var temmelig ustabil.
Født i Tønder
Carsten Richtsen var født i Tønder i 1746. Han var søn af en kniplingshandler og blev gift med en datter af en kniplingshandler. Han arvede faktisk to store formuer. På et tidspunkt ejede han Vestergade 7,9,11 og 13.
Han var den næstyngste af i alt seks børn. Hans far var den velhavende kniplingshandler Hans Richtsen, og dennes hustru, Helena Catharina var datter af borgmester Hans Carstensen. Faderen havde fået borgerskab som kniplingshandler i 1739.
Egentlig fik Carsten Richtsen borgerskab som købmand i 1781, men han er altid blevet kaldet kniplingshandler.
Gift med kusinen
Det menes, at Carsten Richtsen i 1776/77 fik grunden Nordwest Quartier nr. ni foræret af sin svigerfar, Jacob Richtsen, der samtidig var hans farbror. Denne ejede også grunden i nummer otte.
Et stort stateligt hus stod sikkert allerede færdig, da han den 31. juli 1778 blev gift med sin kusine Ingeborg Richtsen. Det var ikke ualmindeligt at fætter og kusine den gang blev gift med hinanden. Man sikrede på den måde i det bedre borgerskab, at formuerne ikke blev spredt.
Efter svigerfars død arvede han nabohuset. Det lod han nedrive, og i 1800 opførte han et elleve fags dybt gavlhus. Dette blev brugt som gæstehus. Mange af møblerne blev bestilt hos dygtige snedkere i Altona. Nogle af disse møbler findes på Tønder Museum. Flere blomsterkummer udført på en berømt fajancefabrik i Slesvig er også bevaret.
Biblioteket gik tabt
Richtsen var en meget belæst mand. Han samlede mere end 2.000 bind. Biblioteket indeholdt værker af Goethe og Schiller samt latinske klassikere. Men også værker om matematik og astronomi indgik i samlingen. Også en del religiøse værker var at finde i biblioteket. Desværre forstod man ikke at bevare samlingen for eftertiden. Den blev fuldstændig spredt.
Begge børn døde
Deres ældste søn, Jacob var svagelig ved fødslen og døde blot tre måneder gammel. To år senere fødtes atter en søn, der døde blot seks år gammel. Det tog
hårdt på Ingeborg og det siges, at hun blev tungsindig. Ægteparret blev grebet af pietismen lige som Brorson og mange andre i Tønder.
En stor velgører
Richtsen lod Nørre Allé tilplante og skænkede det til byen. I sit testamente gav han 4.000 Rigsdaler Til dens fremtidige vedligeholdelse. Desuden skænkede han 141 demant marskjord til de fattige og sine 6 kanoner til byen. Disse kanoner blev brugt til festlige anliggender, bl.a. kejserens fødselsdage frem til 1914. De står i dag på Tønder Museum. Ja og hans Harmonium blev skænket til hospitalet.
Beretninger om Carsten Richtsen angiver, at han var en stor velgører
Ja, det var flotte ord. Og også rejsedagbogs – forfatteren von Essen var begejstret for, at Carsten Richtsen havde foræret Norderburgdeich til byen.
Rejsedagbogen fremhæver også Richtsens store velgørenhed og den agtelse, han nød.
Æ Liebestempel
To steder langs alléen, der startede fra det sted, hvor Laurentiusstrømmen krydsede Vestergade til byens Østerport lod Carsten Richtsen opføre to ens pavilloner af træ. Det var rigtige smukke havepavilloner. Meningen var, at byens borgere der kunne nyde små musikensembler. Den vestlige pavillon forsvandt i midten af 1800 – tallet.
Men den anden eksisterer den dag i dag. Og man er kun en rigtig Tynne – Knajt, hvis man har kysset en pige her i Æ Liebestempel. Det har vi så gjort. Den sidste var hvis nok fra Odense.
Den gamle Tynne – Knajt, Michael Falck har foreviget Æ Liebestempel i den pragtfulde sang Kærlighedens Lysthus.
Richtsen som borgmester
Carsten Richtsen var den sidste borgmester i Tønder, der blev udpeget af Magistraten. Han var borgmester fra 1790 til 1812. Han ansøgte selv om sin afsked.
Hans efterfølger var rådmand Georg Frederik Horup. Han var by-sekretær fra 1781 og regeringen, der udpegede ham mente godt, at han kunne bibeholde dette erhverv. Så behøvede man ikke at have så store udgifter til borgmesterlønnen. Men kort efter sin udnævnelse ansøgte Horup om en ordentlig borgmesterløn.
Richtsen fik som borgmester også sørget for, at Tønder omkring 1790 fik en moderne engelsk brandsprøjte.
Digegreven overtager huset
Efter Carsten Richtsens død i 1821 – hans hustru, Ingeborg døde i 1818, trådte ægteparrets testamente i kraft. Efter at niecen Anna Dorthea havde fået sin del, blev der afholdt auktion over det meste af indboet.
En fjern slægtning, Baltzer Schmidt Tygesen erhvervede ejendommen Nordwest Quartier nr. 9, mens gæstefløjen blev solgt som selvstændig ejendom. Ved Tygesens død i 1828 gik huset ud af Richtsen – slægtens eje.
Digegreve Bendix Todsen overtog huset i 1879 og boede der til sin død i 1914.
Richtsens eftermæle
Den 17. juli 1881 blev der afsløret et mindesmærke over Richtsen, udført af den lokale billedhugger, Møllgaard. Foran Tønder Øst (Banegården) stod dengang to statuer, som havde stået i Richtsens private have.
Gadenavnet Richtsensgade vidner også om den store velgører.
I dag kan Tønder være dyb taknemlig for, at restaureringen er forløbet så godt. Et stykke kulturarv er bevaret. Så vidt vides bruges bygningerne i dag som erhvervs – og kulturforvaltning.
Og min mors kniplings – udstyr gik i arv til min lillesøster.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 27. – 12. 2021
Januar 16, 2010
Gennem tiden har der i Tønder været et hav af virksomheder. Nogle af dem husker man endnu. De fleste er dog glemt. Læs her om Tønders op – og nedture. Særligt indtryk efterlod den særprægede lugt i Vidågade. Læs her om købmænd, bryggerier, trykkerier, slagterier, skohandlere og meget mere. Stor forvirring skabte det hos familien Brodersen, da selvbetjeningen blev indført i Tønder.
En parykmager i Tønder
Når en mand var skaldet, og gik med paryk, blev han nødt til at have nathue på om natten, ellers frøs han. Man kan også spekulere på, hvordan det var at bære paryk ude på marsken.
I foråret 1696 ansøgte Hans Petersen hertugen om, at etablere som parykmager i Tønder. Han anførte, at fremmede ofte kom til Tønder og forlangte for høje priser. Desuden betalte de heller ikke skat.
Hertugen synes, at det var en god ide, og beordrede sine embedsmænd at gøre brug af Hans Petersens færdigheder. Det var bedst at lave parykker af menneske-hår, men hestehår og hår fra andre dyr kunne også bruges. Iflg. Holberg var det jyske hår bedst.
Hvor længe Hans Petersen blev i Tønder vides ikke. På en takseringsliste fra 1710 er han ikke nævnt. Og dog. På listen er der anført 44 personer med
”Allerhand geringe Handwerks – Profession. Brorson var en af de lokale kendisser, der gik med paryk.
En ildelugtende sag
Når vi sad i haven foran lysthuset i kolonihaven ned til Vidåen var det meget idyllisk, hvis ikke lige det var for lugten. Den stammede fra Riggelsens Talg-smelteri lidt længere henne af Vidågade. Talg er fedt fra forskellige drøvtyggere som anvendes til margarine, stearin og sæbeproduktion.
Og den ildelugtende virksomhed startede dengang da garver Matthias Riggelsen bosatte sig i ejendommen Østergade 57. ved siden af sit egentlige erhverv solgte han på et tidspunkt skotøj. Men han satsede mest på garveriet og udvidede med en produktforretning, som han drev fra en lagerbygning i Vidågade 56.
Denne ejendom lå i forlængelse med ejendommen i Østergade.
Efter Genforeningen blev virksomheden delt. Sønnen, Peter Friedrich fortsatte med skoforretningen fra lejede lokaler i Storegade 20. Riggelsen opkøbte flere ejendomme i Vidågade. En kæmpe lagebygning, der strakte sig helt ned til Vidåen blev indrettet til opbevaring af uld. Mere værdifulde ting som kobber, bly, messing m.m. blev opbevaret på et indhegnet område i tilknytning til lagerbygningen.
Sønnen Peter lod opføre en villa og udvidede virksomheden. Han fik myndighedernes tilladelse til at udvide talg-smelteriet, men dog med den betingelse, at hverken røg, damp eller ilde lugt kom til at genere naboerne.
Jeg kan godt nok ikke huske lugtgenerne fra min opvækst i Østergade, lige i nærheden. Men det kunne jeg sandelig senere, når vi var på besøg i omtalte kolonihave.
Firmaet havde aftale med det dengang offentlige slagtehus i Tønder om at aftage de slagtede dyrs huder og skind. Om tirsdagen var store slagtedag, og det var denne dag, at Riggelsens lastbiler afhentede skindene.
Men til virksomheden blev der også indleveret skind af rådyr, harer, ræve, mår, ilder, mink, lækatte og huskatte. Og ulden købte man direkte hos bønderne.
I 1972 blev der opført et nyt hud – og skindlager i Tønders industrikvarter. Men forudsætninger for at drive virksomheden ophørte. Derfor blev forretningen nedlagt i 1978. Bygningerne blev lejet ud til Hartmann og senere solgt til Teknisk Skole.
En afdeling i Aabenraa blev ført videre af Riggelsen – dynastiet. Og min familie har i generationer købt sko hos Riggelsen i Storegade.
Næringsfrihed
De gamle lav holdt sig helt til Næringsfrihedens indførelse med indlemmelse i Preussen i 1867. I 1856 havde Magistraten endnu offentlig indskærpet over for borgerne, at Smedelavet havde rettigheder. Nogle borgere havde tilladt at lade deres heste beslå udenbys og at lade andre end smede lave kakkelovnsrør af jernblik.
Så sent som i 1866 fandt Magistraten anledning til at gøre offentligt opmærksom på Snedkerlavets rettigheder. Da lavene blev opløst trådte håndværker – og handelsforeninger i stedet.
Gewerbeverein
Allerede i 1848 var der blevet oprettet en Gewerbeverein til varetagelse af erhvervsstandens interesser. Den afløstes i 1862 af en Industriforening, hvis hovedformål var at drive Søndagsskole for Lærlinge. Som en forlængelse af dette, kan betragtes Tønder Håndværkerforening, der siden 1920 drev Teknisk Skole.
Tre boglader i 1890
Omkring 1890 var der tre boglader i Tønder, i dag er der kun en. I Søndergade – på hjørnet af Torvet lå det populære Severins Hjørne. I et lille beskedent hus i Spikergade boede den flittige Andresen (far til Ludwig Andresen). Ved siden af boghandelen havde han et bogbinderi. I Storegade boede boghandler Dröhse.
En hyggelig handelsby – uden kloakering
Tønder var i 1920 en driftig handelsby, selv med tab af opland. De smukke bygninger og de hyggelige alléer langs Vidåen skabte byens særpræg. Knap så indsmigrende var den ikke særlig velplanerede brolægning og den totale mangel på kloakering. Man brugte rendestenene. Men der var en anseelig andel af butikker og hele 5 banker.
Den store markedsplads, der blev flittig brugt, tiltrak mange kunder. Også de mange beværtninger tiltrak folk. Den ældste var Zum weissen Schwan. Og Humlekærren på Torvet var også trykt på en nødpengeseddel.
Elektrisk lys – ved juletid
Der kom gang i Tønder efter anlæggelsen af elektricitetsværk, bedre vandforsyning, kloakering og gadebelysning. Og så hjalp det også at man fik etableret rutebilforbindelser.
Det må have været et stort øjeblik, da der ved juletid 1921 for første gang var elektrisk lys i Tønders gader. Grænsedragningen i 1920 blev katastrofal for byens handlende. Hen ved en tredjedel af oplandet blev skåret væk.
Luftskibshallen nord for byen tiltrak mange turister. Desværre forstod bystyret ikke i længden betydningen af denne hal.
Den store amtsudstilling
I 1925 var det lokale erhvervsliv rigt repræsenteret ved den store amtsudstilling i Tønder. I udstillingshal nr. 1 havde Chr. Skov fra Richtensgade udstillet herrebeklædning, lingeri og trikotage. Det samme gjaldt også Tønder & Mathiesen i Vestergade. Det skiltede med at være byens største specialforretning
inden for moderne herre – og drengebeklædning.
Fra sovestue til moderniseret motorcykel
H. Outzen & J.B. Jepsen begge fra Vestergade viste et mahogni og sovestuemøblement og forskellige musikinstrumenter. Det førstnævnte fyldte så meget, at
det lagde beslag på to stande.
Carl Raun fra Storegade, lige ved siden af boghandelen lokkede med cigarer og tobakker. Peter Nissen og Peter Wegener med skotøj. Som barn kan jeg huske, at jeg leverede og hentede familiens skotøj hos Wegener i Østergade.
Nicolaus Andresen (familie-eje siden 1901) og M.C. Christiansen (25 ansatte) viste et udbud af isenkramvarer Og radiomodtagere kunne beskues på I.C. Rasmussens stand fra Østergade. I udstillingshal 2 havde flere forhandlere udstillet automobiler og vogne samt to moderniserede motorcykler, cykler og tilbehør. I udstillingshal 3 var der bl.a. symaskiner, malkemaskiner og vandpumper, som blev forhandlet af forskellige Tønder – firmaer.
Imponerende detailhandel
Det virker jo ganske imponerende, at Tønder i 1925 kunne mønstre 166 detailhandelsvirksomheder. De fordelte sig på 84 forretninger med næringsmidler, 31 med beklædningsgenstande og 51 med alt lige fra guld – og sølvvarer til kul og koks.
Blandt de betydningsfulde var P. Olufsens Kolonialvarer med 4 ansatte og Ernst Klüwers forretning med kolonialvarer og foderstoffer. Dette firma havde hele
7 ansatte. Begge firmaer havde rod tilbage til 1850erne og 1860erne.
Vi vender senere tilbage med en artikel om købmandsfamilien Olufsen.
Købmand A.H. Todsen hørte til en af byens ældste købmandsforretninger. Mange af egnens købmænd havde fået deres uddannelse her. Forretningen blev videreført af sønnen, da faderen overtog stillingen som direktør for Tønder Sparekasse, efter at Oluf P. Olufsen var blevet borgmester.
S.C. Lorenzen havde både engros og detailhandel. Hvor tit har jeg ikke cyklet gennem den storslåede købmandsgård for at hente varer til købmand Kaiser
i Østergade eller P.B. Petersen på Dragonvej. Gennem flere generationer har familien Lorentzen drevet virksomhed her. Og i købmandsgården er der også blevet spillet friluftsteater.
Min storebror var i lære her i virksomheden. En af de ansatte, som min far kaldte Boba beherskede det gamle Tynne – Sproch. Det var en oplevelse at høre min far og Boba føre en samtale på en blanding af sønderjysk, frisisk, tysk og plat.
Den nye Brugsforening
En nyskabelse var Brugsforeningen, som ansatte inden for DSB havde taget initiativ til at oprette i 1921. Det var også dem, der udgjorde hovedparten af de 125 medlemmer, der i 1929 måtte hæfte for et opstået underskud.
Stort udvalg
Efter købmændene kom der
Blandt de nyeste inden for manufakturforretninger var P. Orbesen, Storegade 13 med hele fem ansatte. Da forretningen nogle år senere blev udvidet og flyttede over på den anden side af gaden til nummer 28 voksede medarbejderstaben til femten. Ganske imponerende.
Inden for trælast skal nævnes Carl Tiedemann, der handlede med trælast, byggematerialer, kul, koks. Her var ansat 25 mand. Og i samme kategori havde B. Selmers kul – og tømmerhandel 5 ansatte.
Selvbetjening skabte forvirring
Det kom skam nye tider – også til Tønder. Således forsvandt den 7 – meter lange disk hos M.C. Christiansen. I en lokal avis kunne man læse følgende:
Ja det lød godt, men de nye tider skabte også forvirring hos Tønder – familierne. Det gjorde det i hvert fald hjemme hos familien Brodersen.
Supermarkedernes indtog
Antallet af købmænd faldt i 1960erne fra 28 til 21. Afgørende for denne udvikling var at de første to supermarkeder havde indfundet sig i byen.
Den ene var Tønder Brugsforening ude på Plantagevej. Butikken var dengang syv gange større end lokalerne i Vestergade. I tilknytning til butikken var der indrettet en p – plads til 100 biler en benzinstation. Min lillebror Erwin arbejdede mange år herude.
Og inde i byen startede Rita – Supermarked med 20 medarbejdere i det tidligere Grand Hotel i Vestergade.
Mælk – alle steder
Også antallet af mælke – og brødudsalg faldt stødt. I 1935 var der ikke mindre end 30 af slagsen. I 1970 var det hvis nok kun 4 stk. tilbage. Men nu kunne man også købe mælk i de fleste købmands – og bagerforretninger. Den kørende mælkemand forsvandt også.
Tøj i Tønder
Manufaktur – og trikotageforretningerne klarede sig godt. En af dem var Brdr. Tygesen, der blev grundlagt i 1920. I midten af 1960erne havde butikken 32 ansatte. Dekoratøren blev senere verdensberømt. Det var ham, der var foregangsmand til Tønder Festivalen. Og jeg mener også at ham, Carsten Panduro
var initiativtager til Musikforeningen Downtown.
Og så skal vi da også huske at nævne Herrehuset (fra 1937)med Chr. Petersen. Dengang var det nu ikke så let at få bukser, der var lange nok.
En af de nyere butikker var Svend Kircheiners forretning med el – installationer, grundlagt i 1946. Og så var det Textilhuset fra 1959 som solgte gulvtæpper, gardiner og sengeudstyr.
Bilfirmaer bag Lærkevej
Og ude bag ved Lærkevej, hvor vi boede fra mit syvende år, lå C.F. Dela, der solgte Ford-biler. Her arbejdede fætter Günther. Og en række andre automobilfirmaer lå på rad og række over for Dela.
Her lå også det store Bruhn og Knudsen. I mange år gjorde jeg rent for en af indehavernes mor omme på Nygade. Jeg slog græsplæne, flyttede planter og
lugede for en sulteløn. Ved siden af havde jeg andre jobs. Jo vi bestilte noget – dengang. Så skulle skolen jo også passes.
Brdr. Roost og Autogården lå også herude på Ribe Landevej.
To velduftende virksomheder
I 1925 var der 12 engroshandelsfirmaer, 7 agenturer og 14 beslægtede foretagender. Vi kan nævne to velduftende firmaer først Tønder Kafferisteri (1919)og firmaet August Müller, der forhandlede Dralles parfumer.
Nævnes skal også Jørgen Jessens Spritgården, der forhandlede chokolade.
Modarbejdelse af smuds-konkurrence
I 1906 blev Handelsforeningen oprettet. I 1937 skiftede man navn til Tønder Handelsstandsforening. I vedtægterne stod der bl.a. at man skulle stimulere deres indbyrdes samkvem. Desuden skulle man modarbejde smuds-konkurrence og opretholde en god handelsskole.
Verdensrekord i Tønder
I 1925 havde Tønder 32 hoteller og gæstgiverier samt 9 restauranter og pensionater. En gang havde man haft verdensrekord – en beværtning for hver 47 indbyggere.
I Vestergade 25 lå Hotel Tønder, der i 1920erne annoncerede med at det var byens eneste første klasses hotel med 40 senge. I Spikergade lå Hotel Tønderhus med kun 20 senge. Hotellet var i 1927 indviet som dansk forsamlingssted og døjede med store økonomiske problemer.
Blandt de største hoteller var Missionshotellet Hebron i Storegade, der havde 35 senge. Men i Tønder lå også Landmandshotellet, Chr. Petersens Hotel, Hotel Børsen, Hotel Centralhalle, Hagges Hotel og Hostrups Hotel.
Billigst var dog de to vandrehjem – det danske i den tidligere militærlejr ved Ribe Landevej og det tyske i Vestergade 72.
I 1920erne havde Tønder også haft et Grand Hotel, men det blev i 1927 omdannet til et samlingssted for den tysksindede befolknings kulturelle aktiviteter,
drevet af Verein Deutsches Haus Tondern. Da pladsen i Richtsensgade 27 efterhånden blev for trang, erhvervede man Schützenhof i Vestergade. Her reklamerede man med store skilte:
Tønderhus opstod som et firlænget hotel med 70 sengepladser. Det nye samlingssted for mindretallet på Schweizerhalle kunne rumme 800 personer. Schützenhof blev godt nok genindviet i 1949 efter at have fungeret som flygtningelejr. Men året efter måtte man afstå stedet til Post – og Telegrafvæsnet.
Bankerne i Tønder
I 1906 var der 4 banker og 2 sparekasser i Tønder. I de følgende år kom der nye til. Ved overgang til dansk styre forsvandt de fleste tyske banker. Sparekasserne sluttede sig sammen til Tønder Sparekasse. Under navnet Alte Privat Spar – und Leih – Kasse kan denne føres tilbage til 1820.
Fra det tidspunkt, hvor Sparekassen gav overskud, gav den hvert år, alt hvad den havde indtjent til almennyttige formål. Lokalerne var små og tarvelige. Bestyreren fik en lille løn. Den øvrige bestyrelse fik ingenting. Sparekassen har stået bag mange ting i byen. Her skal blot nævnes, varmeanlæg i kirken, gadernes brolægning, flisebelægning på fortovene, broerne ved Anlægget, udsmykning af Statsskolens festsal, byens forskønnelse, svendehjemmet m.m.
Tilbage fra før 1920 var Tønder Landmandsbank (1901) og Tondern Bank fra 1913. Mens landmandsbanken var for de dansksindede, var Tondern Bank for de tysksindede. I 1946 skiftede man navn til Tønder Bank.
En guldsmed fra 1761
I 1912 blev Tønder Håndværkerforening oprettet. I 1925 var der 199 håndværks – og industrivirksomheder med 660 ansatte i Tønder. Ved en stor amtsudstilling havde man blandt andet besøg af Kong Christian den Tiende.
En af de ældste virksomheder var guldsmedeforretningen Jacob A. Bödewadt, Østergade 7. Den kunne føres tilbage til 1761. Christian Skov i Richtsensgade havde et 1. klasses herre – og dameskrædderi.
16 virksomheder var i 1925 beskæftiget med fremstilling af beklædning. En stor del af 17 virksomheder, der arbejdede med læder, var skomagere. Hertil kom dog også flere saddelmagere.
Så var det også glarmester Paul Køppen og blikkenslager Fr. Moseberg. Sidstnævnte kunne også klare elektroinstallation.
I Vestergade 8 drev bagermester Thorvald Petersen café og konditori. Her kunne købes fin marcipan, hjemmelavet konfekt og et stort udvalg i honningkager. Hertil kom hollandske tvebakker, der ifølge bagermesteren selv var enestående.
Af slagtere kan nævnes Heinrich Hansen og Edlef Hostrup. Begge var bosat i Vestergade og havde eget pølse-mageri.
Der er foregået meget i Østergade i Tønders historie. Her lå også Brødrene Roosts vogn – og karrosserifabrik – i Østergade 16. Firmaet var oprettet i 1919 og var en af de største virksomheder i Sønderjylland, der fremstillede luksus-køretøjer. Ja det hvis nok også en virksomhed i Højer, der kunne gøre dem rangen stridig.
Trykkerier i Tønder
I 1920erne var der flere små trykkerier i Tønder. Flere var tilknyttet de aviser, der udkom i byen. Tønder Amts Centraltrykkeri i Østergade 40 havde rødder tilbage til 1812. I slutningen af 1920erne beskæftigede de 8 mand. Et par år senere overtog en indvandrer nordfra virksomheden – det var Thomas Laursen
Med opsigtsvækkende annoncer gjorde den unge bogtrykker opmærksom på sig selv og sin virksomhed. Gennem dygtighed og gode ledelsesegenskaber blev Lauersens Bogtrykkeri en af landsdelens førende bogtrykkerier.
I 1946 var man flyttet ind i lokaler i Jernbanegade 8, hvor der blev produceret et væld af fagblade, magasiner, videnskabelige tidsskrifter, skønlitteratur og meget mere. I 1957 var virksomheden med 30 – 40 ansatte, en af Tønders største virksomheder. Dengang var der faktisk kun 9 virksomheder, der beskæftigede mere end 5 personer.
Jeg kan huske, at jeg blev vist rundt i bogtrykkeriet i Jernbanegade. Senere flyttede man ud i en kæmpe hal på Nørremarksvej. Jeg gik i klasse og parallelklasse med nogle af Lauersen – børnene. Min gode ven Ingolfs far var i mange år med i ledelsen af bogtrykkeriet.
Den gamle vandmølle
Det ældste industrianlæg – bortset fra den ældgamle havn er vandmøllen, der stammer fra 1598. Efter en brand blev møllen nyopført i 1892. Gennem generationer har den været i slægten Bachmanns eje. Der blev drevet forretning med fremstilling af korn og foderstoffer.
I 1931 blev der opført et nyt stort turbineanlæg til fremstilling af strøm. Man kunne levere 200.000 kilowatt.
Når vi er ved industrien, ja så var det Selmers Cementfabrik og Tonnesens Kunststensfabrik. I 1932 opfandt man et nyt facade-puds-materiale Cetodan.
Virksomheden havde op til 15 ansatte.
Tønder Mejeri kan jeg sagtens huske. Den voksede sig temmelig stor og kunne dengang kalde sig Nordslesvigs mest moderne mejeri. Man var de første
der producerede langtidspasteuriseret mælk på flakser. I 1936 producerede man desuden flødeis, ymer – tykmælk, eksportfløde og ost.
Bryggerierne
Tønder har i tidens løb haft mange bryggerier. En af de største lå på Strucksallé, lige skråt over for, hvor vi boede i mange år. Det var Tondernsche Victoriabrauerei. Efter første verdenskrig måtte man indstille driften.
I Østergade lå Tondernsche Aktien – Brauerei – Gesellschaft. Det stammer tilbage fra 1888. Ved overgangen til dansk styre mistede man kundekredsen syd på. Man måtte træde i likvidation.
I 1921 blev bryggeriet genetableret under navnet Tønder Aktiebryggeri. Blandt initiativtagerne var borgmester Olufsen, apoteker Toft og seminarielærer Claus Eskildsen. I anden af halvdel af 1920erne havde de dog kun 10 ansatte.
Tønder Margarinefabrik var et barn af bryggeriet. Man udnyttede simpelthen den ledige lokaleplads. De lokale husmødre fik at vide, at de med Tønder Margarine fik den mest friske kage. Efter en vanskelig start gik det fremad. På grund af krigen blev produktionen indstillet, og kom først i gang efter besættelsens ophør.
Slagteriet
I 1921 havde Tønder Kommune erhvervet den gamle mælketørringsanstalt ved Viddingherredsgade. Her blev der så i 1923 åbnet et kommunalt slagterhus. Hele herligheden kostede 300.000 kr. For dette beløb havde kommunen fået et moderne industrianlæg.
Der kunne slagtes 20 svin i timen og 100 stk. kvæg i døgnet. Denne kapacitet blev slet ikke udnyttet. Året efter blev driften overtaget af det nyoprettede Tønder og Omegns Eksport – Svineslagteri.
Udviklingsmuligheder savnes
Men det var ikke let at bo i landets syd-vestligste hjørne med høje elektricitetspriser. Havnefaciliteter manglede også og lastbiltrafikken spillede endnu ikke en rolle. Efter anden verdenskrig opstod der stagnation i byen. Fremstillingsvirksomhederne havde oplevet stor tilbagegang.
En af de få industrielle virksomheder, der havde succes efter krigen, var Tønder Savværk og Emballagefabrik, der blev grundlagt i 1946. Efterhånden beskæftigede virksomheden 25 mand. Men virksomheden ville gerne væk fra Tønder. Man mente ikke, at der var udviklingsmuligheder i byen.
Kilde:
Hvis du vil vide
Redigeret 27. – 12. 2021