Artikler
Maj 3, 2010
17.000 tyske flygtninge døde i dansk varetægt. De var ikke velkommen. Man sagde, at det var herrefolket på flugt, og at de var en del af besættelsesmagten. Aktive modstandsfolk mente, at dansker gjorde nok for tyskerne. På Eksercergården blev der indrettet en flygtningelejr. Der var delte meninger om forholdene. Gifte mænd fra Tønder blev involveret i faderskabssager. Bevogtningen var mangelfuld.
Masser af flygtninge
I løbet af 100 dage blev 2,4 millioner tyske civile og sårede tyske soldater evakueret over havet fra Østprøjsen. 790 skibe indgik i aktionen. Flygtningene ankom til nordtyske havne og 250.000 af dem ankom til Danmark. Af disse var 70.000 under 15 år.
Samtidig var ca. 50.000 sårede tyske soldater i Danmark.
Mange druknede
Ikke alle var lige heldige. På Østersøen lurede faren. Russiske u – både lå klar. Den 30. januar 1945 blev passagerskibet Wilhelm Gustloff torpederet, hvorved 5.350 flygtninge mistede livet. Skibet Goya på vej til København med 6.000 ombord blev ramt af to torpedoer. Kun 183 overlevede.
På skilte langs flygtningelejrene kunne den danske befolkning læse følgende:
Man måtte ikke tale med flygtningene
Advarsel
Det var strengt forbudt at tale med tyskerne. Det blev kaldt at fraternisere med fjenden.
En dokumentarfilm blev fremstillet med dramatisk underlægningsmusik og stærke billeder, mens speakeren fortalte:
Omkring 12 millioner tyskere var på flugt.
Flygtninge ankommer til Tønder
Den 3. februar 1945 kom den første store flygtningesending til Tønder. Snart var Storegade og Vestergade fyldt med fremmedartede mennesker. Kvinder med brogede hovedtørklæde og gamle mænd i laset tøj, der trak bulede kufferter. Mange så hadefulde og forbitrede ud.
Børnene sked og tissede på gaden, sagde vidner. De var på vej til skoler og forsamlingshuse. Tøndringerne begyndte at tale om epidemier.
Ikke velkommen
Den 3. april 1945 kom prøjsiske flygtninge fra København til Tønder. Herfra blev de sendt til mindre lejre omkring i amtet. Hjemmetyskerne nedsatte et udvalg, der organiserede det praktiske.
Den dansksindede befolkning i Tønder modtog ikke disse flygtninge særlig hjertelig. Og det illegale blad Frit Danmark havde heller ikke meget til overs for dem:
Flygtningene – en del af besættelsesmagten
Den tyske besættelsesmagt betalte 2,70 kr. om dagen til dem, der havde en flygtning boende. Men dette tilskud bortfaldt efter krigen. Nu havde især dansksindede travlt med at komme af med deres flygtninge. Og modstandsbevægelsen måtte nu sørge for at flygtningene ikke led overlast, og blev overfaldet som en slags hævn.
Straks efter kapitulationen stod de danske myndigheder med en række midlertidige flygtningelejre oprettet af besættelsesmagten, hovedsagelig i militærforlægninger, men også i beslaglagte skoler, idrætshaller m.m.
Skiftende danske udenrigsministre forsøgte forgæves at sende de tyske flygtninge tilbage.
Advarsler mod tyskerne
Flyverblade blev uddelt. De fastslog at flygtningene var en del af besættelsesmagten:
Den 8. maj 1945 gav Statens Civile Luftværn, som Socialministeriets udøvende organ, instruks om, hvorledes de lokale luftværnschefer skulle gribe sagen an. Denne udpegede herefter ledere med betydelige beføjelser. Hele organisationen blev nu ledet fra banegården i Tønder.
Situationen var kaotisk. En højtalervogn blev den 3. juni sendt ud i Tønders gader med besked til alle om at melde sig på Tønder H. Mange blev sendt videre til Oksbøl. Under visiteringen fandt man hos halvvoksne drenge og piger våben.
Indvielse af flygtningelejren
Eksercergården nord for Tønder blev den 21. juni 1945 officielt indviet som flygtningelejr. Allerede inden var den befolket med 500 flygtninge. Under en visitation var der blevet beslaglagt 30.000 kr.
Den 24. september blev hovedparten af alle flygtninge sendt videre til Oksbøl. Nu var det så muligt at optage alle dem, som lå rundt i forsamlingshuse, gymnastiksale og lignende i hele politikredsen.
Sammen med Eksercergården var der nu oprettet lejre på Saksborg Kro og Hohenwade ved Højer Sluse.
Flygtningelejren på Eksercergården bestod af 1.350 beboere. Heraf var 470 børn under 15 år. Langt hovedparten kom fra Østprøjsen. Kun 120 personer kom fra andre vestlige lande.
Som lejrchef blev forslået adjunkt Otto Høyer fra Statsskolen. Han havde været en fremtrædende modstandsmand, men havde også kommunistiske sympatier, så det har sikkert ikke givet mange plusser hos den konservative borgmester Johannes Paulsen.
I stedet blev løjtnant Marquardsen udnævnt.
Der var dog stærk kritik af ledelsen. Og denne kritik kom fra modstandsbevægelsen og den forbigåede adjunkt Otto Høyer.
Det blev så Marquardsen far, der fortsatte med at være leder. Han havde erfaringer med fra kasernen. Efter denne fortsatte oberstløjtnant O. Oldfeldt. Fra 1. november 1946 overtog kontorchef Ludvig Nielsen, Tønder Kommune dette hverv.
Byråd og borgmester
Blandt flygtningene blev der valgt et byråd og en borgmester. Alle i lejren havde arbejdspligt, og arbejdet foregik under tyske tillidsmænds opsyn. Stort set alt arbejde blev udført af lejrens egne beboere. Der var en god tone mellem arbejdere og ledelse.
Delte meninger om forholdene
De fleste barakker kom fra Rømø. Men pladsen var meget trang. En flygtning havde vel omkring 2 m2. Man manglede dog en barak til foredrag og filmforvisning.
For at så mange på så lidt plads skulle få noget ud af det, var det nødvendigt med en stueorden. Den indeholdt regler om rengøring og orden. Men også personlig rengøring var der tænkt på. Fra klokken 22 skulle der være absolut ro.
I ridehallen, hvor der boede 300 mennesker, var der kun primitive træskillerum. Og ikke alle var tilfreds. Således kritiserede føromtalte Otto Høyer i september 1945 forholdene:
Forholdene blev dog bedre. Flygtningene betragtede det som en straf, hvis de blev flyttet til en anden lejr. På lejrområdet blev der afstukket stier og haver.
Mange bukkede under
Dødeligheden blandt flygtningene var høj. Mange bukkede under på grund af dårlig ernæring og epidemiske sygdomme. Modsat andre steder behandlede praktiserende læger og sygehuset de syge flygtninge., både før og efter 5. maj 1945.
Før kapitulationen og umiddelbart efter var der tyske militærlazaretter på Seminariet, Tønderhus og i Den tyske Roklub. Disse kom under engelsk kontrol. Fra slutningen af juni faldt dødeligheden markant.
En af grundene til den store dødelighed var måske, at der blandt Eksercergårdens 1.300 beboere var en tredjedel over 60 år.
Forplejningen var nogenlunde
I Tønder Amtstidende kunne man i 1946 læse:
Indtil 5 maj 1945 var forplejningen nogenlunde, men måske lidt ensformigt. Men efter denne dato ændrede tilstanden sig. Modstandsbevægelsen satte en stopper for leveringen. Først den 9. maj blev situationen normaliseret, da Statens Civile Luftværn overtog ansvaret.
Det var ikke lovligt for flygtningene at modtage pakker med fødevarer, tobak og lignende for velmenende folk uden for lejrene. Ofte kom sådanne pakker fra tidligere private indkvarterings-værter. Dette forhold blev der lempet på efter april 1946.
Nazistisk dominans
Den nazistiske dominans i lejren faldt mange for brystet. Englænderne forsøgte med en hurtig afnazificering. Kort efter 1. november 1945 foretog politiet en razzia i lejren. Her beslaglagde politiet en række effekter. To fremtrædende nazister blev fjernet fra lejren og overgivet til englænderne.
Modstandsbevægelsens blad Grænse Posten indeholdt et anonymt læserbrev, der påviste, at den valgte ledelse i lejren var nazistisk.
Den danske lejrchef, løjtnant E. Marquardsen mente dog, at der foregik kommunistisk stikkervirksomhed som var roden til meget af modviljen mod lejren i byen.
Bevogtning mangelfuld
Men selv om politiske tilkendegivelser var forbudt i lejren, kunne man i de første år opleve nazihilsen og andre nazistiske tilkendegivelser. Flygtningene skulle holdes interneret under bevogtning af bevæbnet mandskab. Efter kapitulationen overtog den lokale modstandsbevægelse bevogtningen. Derefter var det de indkaldte CBere.
Fraterniseringen mellem vagtmandskabet og flygtningene var mere eller mindre udbredt. Åbenlyse kærlighedsforhold med lejrens kvinder kunne heller ikke standses. En følge heraf var stigende sortbørshandel.
Den 19. september 1945 skrev lejrchefen i et indlæg i Grænse Posten:
Vagtmandskabet havde ellers rigeligt at tage sig til. Døgnrapporten indeholdt mange eksempler på flugt og ulovlig indtrængen. Men ofte var der heller ikke nogen ved portene. Således måtte Pastor Braren cykle igen uden at kunne afholde andagt inde i lejren. Der var ingen til at lukke ham ind.
Eget brandværn
Flygtningene måtte heller ikke have samkvem eller besøg af familien. Og informationer var der heller ikke mange af. Der blev dog smidt sedler ind ad hegnet med oplysninger. Lejren havde deres eget brandværn, bestående af 20 medlemmer. Ja selv nattevagt havde de. Og så skulle de også hjælpe lejrpolitiet med at holde ro og orden.
Kravlede man over hegnet gav det otte dages stuearrest.
Hurtig opstod der en ikke ubetydelig sortbørshandel mellem de tyske flygtninge og tøndringer, der solgte tobak, smør, æg, frugt, strømper, sæbe m.v. Som modydelse fik tøndringerne kontanter, smykker, sølvtøj, fotoapparater, kikkerter eller seksuelle ydelser.
Nu var det ikke alle tøndringer, der udnyttede flygtningene på denne måde. Mange deltog som frivillige til at hjælpe flygtningene.
Gifte mænd fra Tønder i faderskabssager
I juni 1946 klagede en gruppe kvinder i lejren deres nød i et anonymt brev. De skrev:
I lejrens første tid fødtes der i lejren 18 spædbørn. Bag cirka halvdelen af disse fødsler stod danske eller hjemmetyske mænd. Og blandt disse var gifte mænd fra Tønder. En del faderskabssager fulgte
Skoleundervisning
Skoleundervisningen blev hurtig organiseret i Tønder – lejren. I lejrens værksteder oprettede man lærerpladser. Udefra blev der tilført en del uld til
lejren. De ældre kvinder brugte en del tid ved spinderokken. Der blev indrettet et skomagerværksted, et snedkerværksted og en smedje, der delvis byggede og klargjorde kakkelovne til lejren.
Bunter Abend
Lørdag aften var forbeholdt det muntre. Man kaldte det Bunter Abend. Beboerne havde selv indrettet en scene i Ridehuset. Man havde eget orkester, teatergruppe og både et kvinde – og et mandskor.
To gange måtte flygtningene fejre jul i lejren. Man havde selv arrangeret julefesten. Og det foregik i den kolde ride-sal.
Deutsche Nachrichten
Tyske aviser var ikke tilladt i lejren. Heller ikke Nordschleswigsche Zeitung, var i den første tid tilladt. Men man måtte gerne læse Deutsche Nachrischten. Den havde været gennem de danske myndigheders censur. Heri kunne man for eksempel læse:
Efter befrielsen fortsatte Deutsche Nachrichten som legalt blad for de tyske flygtninge. Bladet forsøgte at påvirke i demokratisk retning.
Husflids – udstilling
Den 23. juni 1946 afholdtes en udstilling over husflidsarbejder for specielle indbudte gæster. Udstillingen blev åbnet af Fru Gördsch. Hun sagde meget rammende:
Fra hjemmetysk side blev der set meget skævt til de mange flygtninges selvransagelse og afstandtagen til nazismen og dens gerninger. En holdning der også blev stærkt støttet af et ikke uvæsentligt antal blandt flygtninge med en stor del af deres nazistiske sympatier i behold.
Konfirmation
Gudstjeneste og de kirkelige handlinger blev foretaget af en tysk protestantisk og en katolsk præst, der holdt gudstjeneste hver søndag. Ud over at forestå religionsundervisningen i lejrens skole, ledede en flygtning også lejrens børnegudstjeneste. Hun tog også af konfirmationsundervisning.
I 1946 kunne hun sende 29 flygtningepiger og – drenge til konfirmation. Også
Flygtninge
– antallet reduceres
Flygtningetallet i lejren holdt sig stødt på 1.300. I november 1946 begyndte tallet langsomt at blive reduceret.
Tirsdag den 19. november kunne 25 voksne og 10 børn forlade lejren. Via en opsamlingslejr i Kolding skulle de vende tilbage til Tyskland. Lejrens endelige opløsning tog sin begyndelse i de første måneder af 1947. 178 flygtninge blev overført til Barsmark-lejren på Løjt.
I tiden derefter fulgte en del mindre transporter. En del af flygtningene kunne tage hjem, andre blev delt ud til andre lejre.
Den 6. februar 1947 kl. 4.30 om morgenen kunne den første store kontingent af flygtninge forlade Tønderlejren
efter to år bag pigtråd. De kunne begive sig til den franske zone.
Den 18. februar 1947 kunne de tilbageværende 624 på nær 30, der skulle rydde op, tage til Grove – Gedhuslejren ved Karup. For mange flygtninge gik det dog op til yderligere to år inden de kunne vende hjem.
Og det de kom hjem til lå i ruiner.
Lejr – psykose
En af de indsatte, Wilhelmine Grülich gav udtryk for sine følelser i et interview i Jydske Tidende i oktober 1945:
Mange flygtninge led af lejr – psykose. De kunne ikke begribe, at de ikke måtte arbejde uden for lejren. De kunne heller ikke begribe, at de ikke måtte gå en tur ud af landevejen. Mange mente, at de rådnede op i lejren. De ville hellere samle mursten i Hamborg og foretage sig noget, der gjorde nytte.
Det var ikke alle, der var lige tilfredse med opholdet i Tønder. Men i 1946 kunne man læse følgende notat i Tønder Amtstidende:
Gravstene i Tønder
For 87 flygtninge blev Tønder endestationen på deres livsbane. Korsene på Tønder Kirkegård vidner om dette særlige stykke krigs – og efterkrigshistorie.
De sidste flygtninge forlod Danmark i 1948. Flygtningeadministrationen udsendte i 1950 en redegørelse, hvor man skamroste sig selv over forvaltningen
af lejrene.
13,000 døde i 1945
I slutningen af 1990erne vakte læge Kirsten Lylloff betydelig opmærksomhed, da hun stillede spørgsmålstegn ved om de tyske flygtninge fik en ordentlig behandling. I hendes bog Barn eller fjende (2004) mener hun, at behandlingen af de tyske flygtninge var en regulær humanitær katastrofe.
Elendig forplejning, katastrofale boligforhold og manglende lægehjælp betød at 13.000 døde i løbet af 1945, herunder 7.000 børn under fem år. Kirsten Lylloff
mener, at det for børnenes vedkommende er det tragiske resultat af en bevidst dårlig behandling.
Danmarks status i fare
De tyske flygtninge blev anset som en del af besættelsesmagten, hvor ikke kun Flygtningeadministrationen men også Frihedsrådet argumenterede for, at for megen hjælp til disse mennesker kunne bringe Danmarks status som allieret nation i fare.
Führerbefehl
Aktive modstandsfolk mente, at når Danmark ikke i 1945 havde underskrevet nogen konversion, så var man ikke forpligtet til noget som helst. De påpegede også, at flygtningestrømmen var foranlediget af et Führerbefehl, der lød sådan:
Lægerne ville hjælpe under betingelser
Modstandsfolkene påpegede også, at tyskerne ikke ønskede de danske myndigheders hjælp til indkvartering af flygtningene. Lægerne havde tilbudt deres hjælp under betingelse af, at de danskere, der var blevet deporteret til koncentrationslejre i Tyskland blev sikret hjælp og bedre kår.
I flygtningelejrene skulle ledende nazister have stjålet mad fra børnene!!!!
Topnazister forklædt som flygtninge
Man mente også, at det havde kostet det danske samfund 450 millioner kroner. Den tyske stat havde kun betalt
160 millioner kroner.
Modstandsfolkene mente også, at det offentlige Danmark overholdt fremmedlovens & 14, hvor flygtninge kan nægtes ophold og holdes under tilsyn og bevogtning, indtil bortsendelse kan finde sted.
Et anden problem var, at tyske topnazister søgte at kamuflere sig som flygtninge. Således påpeger de aktive modstandsfolk at der i Gråsten blev fundet en snes hårdt sårede soldater. De havde viklet sig ind i mange lag gazebind. Det viste sig at være særdeles levende krigsforbrydere, der benyttede sig af Fluchtrute Nord.
Ernæringen var
åbenbart god nok
Endvidere henvises der vedr. flygtninges ernæring til historikeren Frantz Wendt, der i Danmarks Historie (Politikens Forlag 1978) erklærer at
Påstande afvist
De aktive modstandsfolk og for den skyld også medlemmer af Dansk Folkeparti afviste dermed Kirsten Lyllofs påstande.
Glemmes skal det dog ikke at de danske familier ikke kunne adoptere de tyske børn. Flygtningeadministrationen sagde blankt nej. Isolationen fra det øvrige samfund og forbuddet mod at omgås tyske flygtninge betød total uvidenhed om de tyske flygtninges forhold i hvert fald i København.
I Tønder var befolkningen godt klar over forholdene. Her var mange af de tyske flygtninge også privat indkvarteret.
Stor opstandelse
Kirsten Lyllofs påstande vakte stor opstandelse i Tyskland. Både tysk tv og aviser satte spørgsmålstegn ved danskernes næstekærlighed.
Kilde:
Hvis du vil vide mere,
www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
Redigeret 23. 12 . 2021
Maj 3, 2010
Man ved ikke med sikkerhed, hvornår kniplingskunsten kom til Tønder. Vi ved med sikkerhed, at det var før 1595. De blev et statussymbol for det bedre borgerskab. Christian den Fjerde gjorde meget for Tønderkniplingerne. Kniplingspigerne var lavtlønnede,
mange endte på Fattiggården. Maskin – knipling ødelagde Tønderkniplingerne. Efter 1864 gik kunsten i glemmebogen. Et stort arbejde genoplivede traditionen. Dronning Margretes brudekjole indeholdt Tønderkniplinger.
Tidligere artikler
Vi har i tidligere artikler beskæftiget os med handelen med kniplinger, med de stakkels kniplepiger og med kniplingskunsten som beskæftigelsesprojekt. Ligeledes har vi beskrevet dem, der tjente på kniplingsfremstillingen. En henvisning til disse artikler er sidst i denne artikel. Her vil vi beskrive den egentlige historie.
Derhjemme sad min mor og kniplede. Min lillesøster arvede kniplings tingene. Min tante underviste faktisk i kniplingsteknikken i Tønder. Som en del af bryllupsgaverne fik vi alle søskende Tønderkniplinger.
De første kniplinger
Allerede i 1500 – tallet begyndte man i Venezia at variere antallet af tråde i en knipling, der førte til fremstilling af løse motiver, der blev sammenføjet. Teknikken spredte sig til andre dele af Europa. De første trykte mønsterbøger til knipling blev i 1561 udgivet i Zürich.
I Flandern spillede de berømte Bryssler – kniplinger også en væsentlig rolle i 1600 – og 1700 – årene.
De første kniplinger
Men hvornår hører vi først om Tønderkniplingerne? Ja, det stammer måske fra byen Slesvig og går tilbage til 1595. Dengang bad præstefruen Agneta Fabricius sin datter om at sende de fire alen Kniplinger, som hun havde bestilt til en pris af 7 – 8 Skilling pr. Alen.
Under et ophold i Valsbøl den 3. september 1619 noterede Christian den Fjerde i sin dagbog:
Men i 1599 er der blevet kniplet et stort tæppe, der blev brugt som brudegave. Og kunne man det dengang, så må man antage, at der har været kniplet i adskillige år.
Rygterne vil også vide, at mænd kniplede. De fik deres skæg puttet i poser, så det ikke blev kniplet med.
Man ved ikke, hvornår kniplings-kunsten fik sit indtog i Tønder. Måske var det kniplepiger fra Brabandt (landskab i Holland og Belgien) der var importeret til Tønder.
Kniplinger var et statussymbol
Snart blev kniplinger et statussymbol. Det blev en del af overklassens beklædning. De anvendtes især til sengelinned og til den meget kostbare klædedragt.
I 1620 gør kongen et mindre indkøb af kniplinger i Flensborg. På billeder af Christian den Fjerde ser man ham med kniplinger. Mest kendt er kongens blodplettede kniplinger fra hans deltagelse i søslaget på Kolberger Heide i 1644. Og det var vel og mærke Tønderkniplinger.
Christian den Fjerde betød meget for Tønderkniplingernes udbredelse. I hans tugt – og børnehus var halvdelen af pigerne (ca. 50) beskæftiget i kniplestuen. I hans dagbog nævner han flere gange, at han har givet penge til en kniplepiger for kniplingerne. Også i hans egne breve kommer han flere gange ind på kniplinger.
I 1632 skriver han til Frederik Günther og bestiller 120 alen mellemværk eller to mønstre, som han sender. Så detaljeret er han, at han vil have det ene lidt kortere.
Stor betydning for landets økonomi
Det var også en kniplepige, der snublede over et guldhorn i Gallehus i 1639. Og sandelig om ikke kartografen Johannes Meier udsmykkede sit kort over Tønder
i 1648, der holder en knipling.
Efterhånden fandt man ud af, at knipleindustrien havde betydning for landets økonomi. I en forordning af 16. maj 1647 forbydes det, at indføre udenlandske kniplinger i Danmark og Norge.
Det var forbudt for kniplepiger at udvandre, fordi de besad kostbar viden og kunnen. Og kniplekunsten var koncentreret i en række sogne omkring Tønder.
Mod syd var det Læk, der dannede grænsen.
Usikkerhed om beskæftigelsesantal
På et tidspunkt var der beskæftiget mellem 10.000 og 20.000 personer med kniplingsarbejdet. Allerede som 6 – årige begyndte man at oplære pigerne på egnen.
Man kan sige at borgerskabets forfængelighed havde sin pris. Ikke kun i rigsdaler, mark og kroner. De myreflittige kniplings-piger blev ofte invalide. Hænder, nakke og ryg tog varig skade. Den vedvarende stiren ofte i en dårlig belysning ødelagde synet og sørgede for at de ikke blev gamle i faget.
Men det historikerne har glemt er, at i kniplingsindustriens glansperiode i anden halvdel af 1700 tallet var at kniplerske ikke anvendtes for gifte kvinder. Så der kan være stor usikkerhed om, hvor mange der egentlig var beskæftiget i denne produktion.
Lavtlønnet
En kniplerske tjente i 1700 – årene mellem 6 og 10 skilling pr, dag afhængig af hurtighed og dygtighed til at udføre de brede og vanskelige mønstre. Tallene siger ikke ret meget, hvis man for eksempel ikke kender købekraften. Men et pund smør kostede i samme tidsrum omkring 7 skilling. Det fortæller at en kniplerske godt kunne overleve selv. Hendes indtægt var en nødvendighed for en familie, hvor manden var daglejer. Men det fortæller også at enker med flere børn ikke kunne overleve som kniplerske.
Senere ser man da også adskillige kniplersker dukke op som beboere på fattiggårde på landet omkring 1800.
Fra hørgarn til guld
Adskillige meter meget tyndt hørgarn blev ved knipleskrinet forvandlet til det pureste guld. Man sagde dengang, at af 1 pund garn kunne fremstilles knipling til en værdi af 1 pund guld.
Gamle regnskaber viser, at i 1767 indbragte Tønderkniplingerne ved eksport flere penge til Slesvig end alle andre eksportvarer til sammen.
Inspiration fra Nordfrankrig
Efterhånden udviklede man andre mønstre efter belgisk forbillede. I begyndelsen af 1800 tallet var det dog den nordfranske kniplekunst, der prægede Tønderkniplingerne. Det franske forbillede blev dog varieret med dansk islæt. Der opstod nogle særprægede navne som Nellike, Jordbær, Fyldhorn, Rosen
m.m. Måske er det i dag denne type, der i dag mest kendetegner Tønderkniplinger.
Maskin – knipling ødelægger kvaliteten
En skæbnesvanger opfindelse blev gjort i 1809. Man opfandt en maskine, der kunne fremstille tyl – Tønderkniplingens karakteristiske bund, hvori der så kunne sys forskellige motiver. Senere fulgte maskiner, der kunne lave hele, store imitationer af kniplinger.
De fleste var begejstrede, for disse kniplinger var langt billigere end de håndkniplede Moden skiftede og efterhånden kunne
man ikke skaffe nok hørgarn.
Disse faktorer førte til en forringelse af Tønderkniplingens kvalitet. Kniplingskræmmernes indtjening blev forringet og kniplepigernes vilkår blev yderligere forringet.
Straf til de unge kniplerske
Fra 1800 – tallets første halvdel findes en beretning fra kniplerske Lisette Dyhrberg fra Rørkær. Hun fortæller, at hun sammen med byens øvrige piger lærte at kniple hos en gammel dame.
Kvinden indøvede kniplingsslagene ved tælleremser. Man fastholdt pigerne med arbejdet ved at lege tællelege, som man hele tiden skulle følge med i, for ikke at blive udelukket fra legen.
Straf var et middel til de små piger, der ikke kunne nå det dagsværk som lærekvinden havde opstillet. En pige der ikke havde nået dagsværket skulle ved aftenstid stå næsvis rakker. Det betød at hun med en dusk malurt bundet på rumpen skulle stå ved et hushjørne, hvor alle kunne se hende. Det skulle især dem, der gik hjem fra marken.
Forebyggende øvelser
Fra anden side fortælles det, at nogle af de gamle lærekoner et par gange hver dag lod de små piger hænge i armene fra abildgårdens frugttræer. Dette skyldes dog ikke en straf, men mere en forebyggende ting. Når de unge piger hver dag måtte sidde 10 – 12 timer hver dag og kniple kunne de let blive krumryggede.
Fra 39 år til over 60 år
En tælling fra 1750 viste, at de ældste kniplerske var 39 år. Måske har det noget at gøre med, at man efter den tid ikke mere kunne se de meget fine tråde, der var i de såkaldte Binche – kniplinger.
En ny tælling fra de samme godser (Gram og Nybøl) lige efter 1800, hvor de traditionelle tyls – kniplinger (Tønder – kniplinger) var blevet moderne viste, at der var adskillige kniplerske på godset, der var ældre end 60 år.
Produktionen daler
I 1847 var der endnu beskæftiget 1500 kniplerske omkring Tønder.
Folkedragterne brugte kniplinger. Men efterhånden blev disse ikke brugt så meget mere. Efter 1850 dalede produktionen yderligere. Nu blev kniplingskunsten nærmest en fritidsbeskæftigelse.
Nøjsomhed, tålmodighed og flid
På Haderslev Museum findes et interessant hæfte. Det fortæller historien om Berthe Marie Alexandersen, der hver dag førte bog om hvor meget hun havde kniplet. Hun var født i 1819 og døde som 80 årig. Det var den samme mønster hun kniplede dag ud og dag ind. I hvert fald er der beviser for, at hun i en periode på 9 – 10 år kniplede det samme. Da hun måtte holde op havde hun kniplet en kilometer og 19 meter af en smal knipling. Måske havde Berthe Marie skåret stykker af i længder på 8 – 10 alen (5 – 6 meter).
Hæftet fortæller om et liv med et konstant produktionskrav til sig selv og om et liv i stor nøjsomhed. Nøjsomhed, tålmodighed og flid var egenskaber, der karakteriserede en kniplerskes arbejde.
Kniplingskunsten glemmes
Efter grænsedragningen i 1864 var det som om at kniplingskunsten var gået helt tabt for Danmark. Fra tysk side begyndte man at opkøbe gamle prikkebreve og mønstre.
Dansksindede kvinder som den legendariske forfatter Hansigne Lorentzen i Ballum satte både kræfter og penge ind for at bevare det, der endnu var tilbage. Tønderkniplingerne var ved at uddø for altid.
Hansigne Lorentzen
Hansigne Lorentzen var forfatter til nationale romaner og digtsamlinger. Hun skrev under pseudonymet Sven Tange, for ikke at skabe problemer for ægtefællen, der var ansat i det preussiske skolevæsen. Hun debuterede med titlen Der kæmper et folk. Hendes sidste bog var et folkelivsbillede på rim på sønderjysk, der hed Di gammel Sø-kaptajner. Det var i 1945.
Også datteren Anna Kjems har gjort en stor indsats for bevarelsen af Tønderkniplingerne. Det samme gjorde datteren, Cathrine Lorentzen. I 1927 startede hun egentlige tre måneders knipling-kurser på Lorentzens gård i Ballum.
Det Tønderske kniplingsdepot
Da Sønderjylland i 1920 igen blev dansk oprettede Hansigne Lorentzen et monopol Det Tønderske kniplingsdepot. Målet var ikke blot at bevare men også
at genoplive industrien ved at hjælpe de ældre kniplerske i gang igen. Endvidere blev yngre piger undervist i den vanskelige kunst.
Og det var en enorm støtte, at den danske dronning Alexandrine blev protektrice for foretagendet. Og dronningen lærte selv den vanskelige kunst. Hun ruttede ikke med tråden. Hun viklede resterne op på et stykke pap og skrev navn og mærke på tråden.
Dronning Alexandrines kniplebræt befinder sig på Tønder Museum. Den er skænket af kongefamilien. I øvrigt brugte dronningen 124 kniplepinde af Tønder – typen.
Gik fra gård til gård
Hansigne Lorentzen gik fra gård til gård . Man var godt klar over, hvorfor hun kom. Nu kommer hende med Kniplingerne. Fru Lorentzen kaldte de hende. Nogle var villige til at snakke kniplinger med hende, mens andre puttede sig lidt væk.
Har I ikke lyst til at prøve de gamle igen? Sagde hun. Jo, men det kan jo ikke betale sig, svarede de, og de havde jo ret. Men efterhånden var der nogle, der kom i gang. Hansigne Lorentzen skaffede det fine garn til dem.
Det blev selvfølgelig betalt for de mønstre, hun fik. Andre mønstre lånte hun kun. Dem måtte Hansigne Lorentzen så selv prikke af, og det var ikke noget nemt arbejde.
Udtjente kniplerske fik en slags pension
Man havde dengang kun det hårde pap. Det kunne selvfølgelig også ske, at man glemte et hul. Hvis man i dag får et af de gamle mønstre, kan man ikke være sikker på, at alle rapporter er ens, for også de mønstre, der blev prikket efter, kunne være unøjagtige.
Der fandtes dengang ikke millimeterpapir. De var tegnet på papir, hvor der med en kniv var ridset streger. Når man tænker på, hvor tætte Tønderprikke – breve er, er det forståeligt, at der kan være en lille forskel fra den ene tylslinje til den anden.
Hansigne Lorentzen havde den kongstanke, at kniplerskerne skulle tjene noget mere. I skal have noget mere for det, sagde hun.
Men det blev dog kun en ønsketænkning. Til gengæld fik hun indført at de gamle udtjente kniplerske kunne få en slags pension.
Torchon – kniplinger
På et tidspunkt opdagede man, at det var Torchon – kniplinger, man arbejdede med. Årsagen var sikkert, at det gik meget hurtigere. Men det havde ikke meget med Tønderkniplinger at gøre. Torchon er mere grove og så skal man trække og trække hele tiden.
Tønder Knipleskole
I 1929 oprettedes Tønder Knipleskole i Østergade 15. I årene efter fulgte en række kurser på Tønder – egnen og ud over landet. I 1940 flyttede knipleskolen
til Richtsens Hus i Vestergade.
Efter krigen flyttede skolen til Lorentzens Gård i Ballum. I 1956 overtog Cathrine Lorenzen gården, som hun ved sin død i 1971 testamenterede til sine søskende og et legat.
Siden 1971 har familien åbnet knipleskolen og hjemmet for offentligheden hver juli måned. Hvert forår og efterår holdes weekend-kursus i Tønderknipling på gården.
En ægte Tønderknipling
I 1983 udkom der et sydslesvigsk julemærke med navnet Det store hjerte. På sønderjysk E stor`Hjart. Denne kendetegner en ægte Tønderknipling.
Der er tylsbund med galslagsplatter, rosenbund og lærredsbund. Den lige Cumberlundskant – modsat den tungede kant med picotèr (fransk) eller øvekast (sønderjysk) og sidst den uundværlige konturtråd, der indrammer de forskellige dele af mønstret.
25 meter til Dronning Alexandrine
Ikke færre end 25 meter af denne 9,3 cm brede knipling blev efter Genforeningen skænket dronning Alexandrine. Fem kvinder kniplede hver et stykke af det smukke gamle motiv E stor`Hjart. Dronningens svigerinde prinsesse Dagmar må have været betaget af netop dette mønster, for hun anvendte det til sin første fødtes dåbskjole.
Dronning Margretes brudekjole
Og sandelig om ikke Dronning Margrethe, da hun stod brud i 1969 brugte E stor`Hjart i brudekjolens lange slæb. Kniplingen fra brudekjolen har befundet
sig i enkedronning Ingrids private samling.
Om Alexandra, Mary eller Marie har brugt kniplingen eller om nogle af de kongelige børns dåbskjoler har været prydret med denne Tønderknipling kunne det jo være interessant at få at vide.
Anna Kjems
Anna Kjems flyttede sammen med sin mand til Harreslev syd for Padborg. Her indrettede hun sig i Husflidsgården. Her fortsatte hun med at undervise i kniplekunsten. Samtidig indsamlede hun forskellige broderimønstre.
Hvordan knipler man
Kniplepindene er ofte knippelformede i den ene. I den anden ende omvikles der med tråd. Der kniples uden mekaniske hjælpemidler uden mekaniske hjælpemidler. Hver enkelt tråd flyttes manuelt, således at trådene kan snos om hinanden. Der flettes og krydses helt frit. På den måde kan der dannes alt fra tætte partier, som ligner lærredsvævning til net-agtige partier, som ligner tyl.
Under arbejdet holdes trådene på plads med knappenåle på et prikkemønster, der er fastgjort til et polstret underlag, et kniplebræt. Knipling er en yderst tidskrævende teknik. Der arbejdes med begge hænder og to par pinde samtidig.
Ti måneder for et par manchetter
Da kniplingskunsten kulminerede kunne der i de mest kunstfærdige og tætteste mønstre benyttes omkring tusinde par kniplepinde omviklet med særdeles tynd hørtråd.
Det kunne for eksempel tage ti måneder at fremstille et par manchetter.
Kniplingsfestival
Hvert år afholdes kniplingsfestival i Tønder. Mange strømmer til for at beskue det vanskelige håndværk, som endte med at være et nationalt symbol.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 24. – 12. – 2021
Maj 3, 2010
Dora Holm fra Møgeltønder har i sine dagbogsoptegnelser skildret de rædsler som prægede befolkningen under de slesvigske krige. Det pinte hende meget at befolkningen i Tønder, jublede efter preussernes indtagelse af Dybbøl. En masse militær havde sin gang i Møgeltønder, og ofte måtte Dora Holms familie sørge for indkvartering.
Hvordan oplevede almindelige borgere krigen i 1864. Langt fra Dybbøl sad Dora Holm og skrev dagbog. Dagbogen giver en udmærket beskrivelse af, hvordan
befolkningen fulgte med her ude vest på.
Vi har taget den redaktionelle frihed og gjort teksten mere læsevenlig. Blandt andet har vi tilladt os at afkorte sætningerne. Dermed er fremstillingen blevet mere dynamisk.
Den 3. februar 1864
I dag er det moders fødselsdag og alt er vel hos os. Desværre er udsigter for landet bedrøvelige idet krigen har taget sin begyndelse med dårlige udsigter for Danmark.
Den 15. november 1863 døde vores gode konge Frederik den Syvende. Med hans død var freden forbi, idet Slesvig – Holstenerne ikke ville anerkende ham som hertug, men en søn af hertugen af Augustenborg, der med en tysk hærstyrke er draget ind i landet og taget sæde
i Kiel.
Juleaften trak østrigsk – preussisk – saksisk og hannoveransk militær ind i Holsten med klingende spil. Vore soldater rømmede terrænet godvillig efterhånden
som de fjendtlige tropper rykkede frem. Harmfuld læser man om, hvordan vores embedsmænd blev behandlet. En præst i Altona blev revet ned fra prædikestolen. Som sædvanlig var Christian og Emma hos os i julen. Med harme læste man aviserne og de mange ekstrablade, der udkom. Hele tiden havde de dårlige efterretninger.
Den 1. februar rykkede østrigere og preussere over grænsen til Slesvig. Man talte allerede om sårede. Vores tropper står bag Danevirke godt forskanset. Men de kan næppe klare overmagten. Dertil kommer, at det er en usædvanlig kold vinter, og de arme mennesker må lide meget af kulde og nattevagter.
Den 4. februar 1864
Efter flere rygter meldes der om sammenstød og kamp. Hoved-angrebet mod Danevirke lader dog vente på sig. Sårede er ankommet til Flensborg.
Den 7. februar 1864
Aldrig vil jeg glemme den 7. februar 1864 – Fastelavnssøndag. Hele dagen har vi hørt om den danske hærs tilbagetog fra Danevirke til Als. I går kom telegrafefterretningen, at armeen havde trukket sig tilbage uden kamp. Rygter vil vide, at der er indgået våbenstilstand. Vore tropper havde trukket sig nordpå.
I morges vågnede jeg ved at der blev sagt Preusserne er i Flensborg. Det samme som i 1848. Næsten samtlige embedsmænd fra Tønder flygtede til Møgeltønder og omegn for at undgå pøbelskandaler.
I middags kom et antal kanoner med artillerister til Tønder. De blev bespist af dansksindede borgere og også af enkelte tysksindede. Tre af dem deserterede.
Så snart de var borte begyndte urolighederne med oprørssange og tyske faner. Vore soldater må have haft det svært med tilbagetoget. Snestorm og udmattede med en overlegen fjende i hælene. Den 5. februar havde været en hård dag. Mange døde og sårede havde der været på begge sider. I nat kommer branddirektør Lynge i logi hos os.
Den 11. februar 1864
I Tønder hersker den mest tøjleløse skandale siden i søndags. Danske folk forulempes på alle måder. Deres vinduer slås ind. Deres liv er ikke sikker. Johannis Holm (borgmester i Tønder) kom i tirsdags, forvist fra sin by. Christian og Emma kom i mandags, ligeledes bortjaget, og er her endnu. Emma ankom syg og dårlig.
Skandalerne går så vidt, at der ønskes militær, da byen er lovløs.
Den 9. udråbes Hertugen af Augustenborgs søn til regent over Slesvig og Holsten. En masse borgere gik gennem Tønder og sang oprørssange.
På tilbagetoget fra Danevirke havde 1. og 11. regiment en svær dyst ved Bilskov. De havde dog stor ære af kampen . Østrigerne havde dobbelt så mange døde og sårede. Men en del af vore soldater blev taget til fange.
Den øvrige arme er nu i sikkerhed bag Dybbøl – stillingen, som sandsynlig forestår en svær dyst igen. Det er hårde tider uden udsigt til hjælp, som man stedse har stolet på.
Den 14. februar 1864
I går kom en bataljon preussere til Tønder. Efter sigende tager de allerede atter bort fra byen i dag. Så slipper vi for indkvartering. En del af embedsstanden vovede sig til Tønder under militærbeskyttelse.
Den 16. februar 1864
I morges tog Christian og Emma bort efter 8 dages ophold til Dalsgård. Preusserne er borte fra Tønder, men i stedet har de nu fået 3 – 400 østrigere. En patrulje var i morges her i Møgeltønder.
Den 17. februar 1864
I dag kom østrigsk militær igennem Møgeltønder. Der var 60 infanterister og 4 husarer. Sidstnævnte har meget små heste. De er selv små og har en styg uniform, mørkeblå med meget lidt hvid pynt. Fodfolket har snævre benklæder, der endte i halvstøvler, grå knapper og sorte huer. De tog sig heller ikke videre
godt ud, dog så man flere smukke ansigter imellem dem.
Den 21. februar 1864
I de sidste dage er intet sket af betydning her. Der kommer daglig rygter, men de upålidelig. Vi ser dagligt østrigske patruljer. Forleden dag kom 24 husarer i deres pynt. De tog sig ret godt ud. De var i mørkeblå dragter med gule snore. I går proklamerede de hertugen i Højer.
Den 24. februar 1864
I går fik fætter Johannis sin afsked som borgmester i Tønder af civilkommissionen i Flensborg. En tysk borgmester indsattes, en Bleichen fra Sild. Han var ansat i Preussen under forrige krig. Hans ansættelse blev fejret i Tønder.
Den 19. februar rykkede preusserne ind i Jylland, siger rygterne. Posten nordpå er afbrudt.
Den 25. februar 1864
Ifølge tyske aviser (danske kommer der ingen af i denne tid) har tyskerne atter rømmet Jylland efter at en kavaleri-fægtning havde fundet sted ved Gudesø
mellem Kolding og Fredericia.
Man mener, at grunden er frygt for stormagternes indblanding. Dog står arméerne lige ved Kongeåen og er parat til at rykke ind, så snart der gives ordre.
Et angreb på Dybbøl Skanser har fundet sted. En del sårede er kommet til Flensborg. I Sundeved lider befolkningen meget. Indkvarteringen er stor. Nogle steder med over hundrede mand på et sted. Man er bange for at husene vil blive beslaglagt.
Den 29. februar 1864
I middags kom herredsfoged Sarauv fra Visby herigennem med stærk militær bevogtning og følgelig som fange. Grunden for dette vides ikke. I går skulle løven på Flensborg Kirkegård nedrives. Alt hvad der er dansk bliver spoleret af tyskerne. Det sker både af hjemmetyskerne og preusserne.
Måneden er til ende. Den har været indholdsrig på begivenheder, men meget trykkende og nedslående for os danske. Den eneste gode efterretning er rømningen af Jylland. Det er dog næppe af lang varighed. Affæren ved Bilskov tvang den tyske armé til et ophold på tre – fire timer. De fik tildelt tyskerne større tab, end de slev led. Den danske armé trak sig tilbage til Jylland og Als.
Den 5. marts 1864
I de sidste dage er intet sket af betydning. Kun små forpostfægtninger ved Kolding og Dybbøl. Tyskerne har igen besat Jylland.
Der bliver stadig afhentet embedsmænd af militæret. Men også civile bliver anholdt og bragt til Flensborg. Løven på Flensborg Kirkegård er nedbrudt.
Den 8. marts 1864
Preusserne har forberedt, at der kommer mange sårede til Flensborg. 1.000 senge, der kommer fra Preussen er opstillet. Et angreb mod Dybbøl kan snart forventes.
Herredsfoged Sarauv vente i går tilbage efter 8 dages anholdelse. Han blev frikendt for løgnagtige angivelser. Under hans fængsling fik han en meget dårlig
behandling.
Den 10. marts 1864
I dag er det Petreas fødselsdag. Fætter Johannis (Johannes) kom tidligt i formiddags fra Tønder. Han kom som flygtning. Han bliver her, da han ellers ville blive transporteret syd på af militærbevogtningen. 1.000 østrigere har været indkvarteret på egnen.
Den 13. marts 1864
Den 8. har der været flere kampe i Jylland ved Vejle. Men vore soldater måtte trække sig tilbage for overmagten. Men man bibragte fjenden (østrigerne) betydelige tab. Kampen ved Fredericia bibragte dog vore soldater en del tab. En general og stabsofficer blev sårede. Sidstnævnte fik det ene ben amputeret. Desuden var 140 blevet sårede. Tyskerne har slået hoved-lejr i Vejle. Store natural-forplejninger er udskrevet i Ribe Amt.
Den 15. marts 1864
Wrangels fordringer på leverancer til arméen er så store, at amtmanden for Ribe Stift ikke kan overholde anmodningen. Han mener, at det er tale om røveri.
Østrigerne er borte fra Tønder og preusserne er i stedet kommet. De patruljerer og besøger os. Deres uniform lignede vore danske soldaters. De har dog pikkelhuer i stedet for uldhuer. Den 8. tog tyskerne omtrent 300 danskere til fange.
Den 18. marts 1864
I dag er der kommet ordre på leverancer til tyskerne i Jylland. Her fra sognet skal der leveres otte stykker kreaturer. Femern er taget og overrumplet af preusserne, hor de fik over hundrede fanger og flere andre ubehagelige efterretninger.
Den 20. marts 1864
I forgårs har vores tropper gjort udfald ved Dybbøl på de tyske skanser. Efter tyske beretninger har tabet været sort på begge sider. 300 – 400 af vore soldater blev taget til fange. Efter rygter, som synes pålidelig, har de taget mange af tyskerne til fange. Man siger over 1.000 stykker.
Den 17. var der en sø-træfning dog uden vinder. De preussiske skibe måtte i en fart søge havn i Svinemunde. Kanontorden fra Dybbøl kunne høres hele dagen. En indtagelse var nært forestående.
Med spænding imødeser vi de følgende dage. Hver dag kommer preussiske patruljer igennem fra Tønder
Den 23. marts 1864
Fra krigsskuepladsen kommer der kun rygter. Den sidste fra den 18. marts var ikke så heldig for os. Det gik ikke så godt, som der blev fortalt.
Embedsmændene fra Tønder er efterhånden alle afsat. Sådan er det gået over hele Slesvig. Oprørerne fra sidste krig er indsat i stedet for. Frimærkerne for
herredømmet skal forandres til 1. april.
4 amtmænd fra Jylland med 7 herredsfogeder og borgmestre sidder fanget i Rendsborg og må finde sig i en meget dårlig behandling. Fredericia blev belejret lige som Dybbøl. Store summer fra andre riger bliver sendt til vore sårede og faldenes efterladte.
Den 27. marts 1864
I går rejste Johannis til Ribe og Varde. Hvis det er muligt, rejser han videre til København. Militæret har i nogle dage været borte fra Tønder.
Den 30. marts 1864
Anden påskedag den 28. marts har preusserne stormet Dybbøl. Stormen blev slået tilbage med store tab – døde og sårede. Dog ventes snart en gentagelse, da talrige tropper konverteres af preusserne foran stillingen. Østrigerne ligger foran Fredericia.
Den 1. april 1864
Marts måned er til ende. Den har ikke bragt noget godt. Mange mennesker er døde uden nytte. Fjenden kræver en masse leverance. Vores liv mærker i høj grad krigen. Dog har måneden alligevel ikke været så trykkende som den forrige.
Den 14. april 1864
I går var det faders fødselsdag. Han blev 75 år og er sund og rask. Den 11. har preusserne atter stormet Dybbøl uden resultat. I dag cirkulere rygter, at Dybbøl
er taget. Et rygte som mange gange før, har været i omløb.
Den 16. april 1864
I dag er der kommet en rekvisition på 16 vogne her fra sognet. De skal afleveres til tyskerne i Kolding. Dybbøl er ikke taget, men der har atter været et stormangreb. Daglig bliver vore soldater beskudt af preusserne. I nærheden af Højer ligger krigsskibe.
Den 20. april 1864
Dybbøl er taget. Det budskab kom i går til byen, og desværre var det denne gang sandt. Den 18. var en meget blodig dag, som stemmer alle til sorg for de mange ofre, den har krævet. Tabet skal være stort på begge sider. I Tønder er glæden dog stor over indtagelsen. Faner er hejst på de fleste huse. Konferencen tager i dag sin begyndelse.
Den 22. april 1864
Aviserne i disse dage indeholder kun beretninger over Dybbøls indtagelse, der har kostet mange mennesker og mange kanoner og meget andet. Også brohovedet blev taget. Preussernes tab af døde og sårede skal være meget større end vores. Man mener over det dobbelte. De trækker stærkt mod nord til Jylland vistnok for at belejre Fredericia.
30.000 flere preussere kom, og flere ventes.
Kanonbådene ved Højer skød forleden et par skud af til påmindelse at tage oprørsfanen ned, der var rejst til ære for preusserne efter indtagelsen ved Dybbøl.
Kongen af Preussen ventes til Flensborg og mange fra Tønder er taget derned for at tale med ham.
Den 23. april 1864
I går kom Johannis tilbage fra København og er hos forældrene igen. I morgen rejser far til Flensborg angående et penge-spørgsmål. Beretningerne over de sidste krigsbegivenheder er skrækkelige og stemmer humøret med sorg over de mange mennesker, der er spoleret og endnu vil blive dræbte.
Den 26. april 1864
I går kom far tilbage fra Flensborg, hvor han havde set meget militær.
Den 1. maj 1864
Sidst i april blev der meget røre her i byen. Pludselig kom der en masse østrigsk militær – omkring 400 mand. De tog 16.000 R.B.M. Med sig i statsobligationer i vederlag for skibene, redaktøren og Schackenborgs kanoner. Vi havde to løjtnanter med tjener og 6 husarer i indkvartering. De opførte sig meget godt. I disse dage cirkulerer der rygter om Fredericias indtagelse.
Den 3. maj 1864
Både Fredericia og Als er rømmet af de danske i disse dage efterladende en del kanoner og andre ting, som de ikke kan få med. Årsagen bedømmes meget forskelligt. I morgen rejser Theodor til Kolding for at bringe orden i krigskørselen fra sognet.
Den 16. juli 1864
I flere dage har vi ingen indkvartering haft, som er en stor lettelse. Der ligger kun meget få her i byen, en 30 Windisch – Grätz dragoner. Det er nok de grimmeste af alt det militær, der har været her. Forslidte grønne uniformer med smudsig røde kraver. Her er også et halvt kompagni Steyermarske jægere i grå uniformer med grønt besat og sorte filthatte med stor fjerbusk.
Kaptajn Hammer har i nat afskåret østrigerne ved en overgang til Før og taget samtlige soldater til fange. I går blev fysikus Ulrich bortjaget fra Tønder med familie, en pøbelsværm fulgte dem ud af Tønder med skandaler.
Den 19. juli 1864
i går kom østrigerne til Før. Hammer var nødt til at fjerne sig efter at have spillet dem flere puds med at tage både fra dem, men ingen fanger som tidligere meddelt.
Den 21. juli 1864
I går formiddags kl. 12 tog atter en ny våbenhvile sin begyndelse, men under endnu mindre gode vilkår, idet vi skal forpleje tropperne. En anden sorg bragte dagen. Kaptajn Hammer med 7 officerer og 158 matroser måtte overgive sig ved Før fem timer før våbenhvilens begyndelse. Efter sigende ødelagde de først kanonjollerne, gik derpå alle mand ombord på et lille dampskib, de havde som de satte på grund.
Den 22. juli 1864
I middags kom vor gamle indkvartering tilbage fra marsken, kadetten Ulrich og 5 mand med kanonerne
Den 30. juli 1864
I dag tog de atter bort. Våbenhvilen udløber i morgen, og man er spændt på, hvad der vil foregå.
Den 1. august 1864
I går forlod det sidste militær byen. De Steyermarske jægere var i deres grå uniformer med grønt, filthatten var med fjerbusk. Våbenhvilen er forlænget i tre dage.
Den 2. august 1864
Efterretningerne for os har været værre i dag end nogensinde. Fredsbetingelserne er vedtaget med tabet af Slesvig. Enklaven det danske Møgeltønder går bort fra Danmark. Det har kostet mange tårer. Vi håbede endnu til det sidste på en bedre løsning. Tønder er fuld af faner og man jubler over at skulle under preusserne. Det er meget hårdt, hvad vi må døje.
Den 4. august 1864
Det er våbenstilstand på tre måneder. På hvilke vilkår vides endnu ikke. At enklaverne går bort synes efter de sidste aviser ikke at være tilfældet. Glæden er stor. Forhåbentlig bliver den ved.
Den 9. august 1864
Et helt batteri kom i middag hertil. 8 kanoner, 130 heste og ryttere med 40 jægere. Hele forsamlingen fyldte hele alléen og gaden på en gang. Hvilken sørgelig erindring om krigen.
Her kom en jægerofficer i indkvartering med tjener og 2 mand med heste. Man spår, det kan være af varighed. Enklaverne, som desværre er bortgivet, skal lægges under Slesvig. De indledende forberedelser hertil er allerede i gang. De nuværende embedsmænd skal over for civilkommissionen i Flensborg afgive erklæring om, de vil blive.
Den 18. august 1864
Det er kejseren af Østrigs fødselsdag i dag. Den fejres af militæret med højtidelighed. I går aftes drog de her igennem gaden i procession med kulørte stanglygter og en meget smuk sang til slottet, hvor Hauptmann ligger
I dag har de været i fuld puds i Tønder med kanonerne, som har saluteret tre gange.
Artilleriet har af alle, vi har set den smukkeste uniform, lyseblå benklæder med brede højrøde galanger, brune våbenfrakker med højrøde opslag og to rader knapper, en sort høj hat med bred gul kant og kejserens våben. Dertil er de alle høje, slanke folk. Af vore soldater kommer flere hjem fra krigen. Det er et sørgeligt syn for dem, at se deres hjem besat af fjenden. Udsigterne er så sørgelige.
Den 23. september 1864
I går kom Emma og Christian uventet for at ordne deres ting i Læk. Pastor Sonne, der har logeret her i de sidste dage, rejste i morges bort fra Møgeltønder
for bestandigt. Vi har af politiske grunde ingen præst i dette øjeblik. Postkassen er blevet tysk overmalet. Efter sigende skal alle tropper ud af Jylland.
Den 28. september 1864
I dag har alt militær forladt byen. Artilleriet, har ligget her i syv uger. Tropperne trækker stærkt sydpå. Tønder er stærkt besat med Slesvig – Holstenske faner. Jeg så det syn for første gang den anden dag.
Den 2. oktober 1864
I går morges rejste fætter Christian og kone atter, efter at have ordnet deres sager. Den ene efter den anden forlader egnen. Jylland er under meget stærkt tryk. De fremmede tropper gør store fordringer. Den preussiske civilkommissær von Falkenstein har forbudt alle danske aviser fra øerne på nær tre. Han pålægger told på alt, hvad indføres. Han forbyder udførsel.
Den 9. oktober 1864
Efter at have været fri i otte dage for indkvartering, kom i går pludselig igen jægere. Vi fik en overjæger, en zugfører og to menige. De kom fra Ballum. Man mener, freden er nær. Men det bliver en dårlig fred.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
–
Redigeret 25. – 12. 2021
April 5, 2010
Vi befinder os i Forstæderne indtil begyndelsen af 1700tallet. Det var problemer med fiskerettighederne. Da der blev givet tilladelse til beboelse, var det pøblen, der bosatte sig. Skydebaner, møller og kroer var det første, der kom. Alt blev nedbrændt, da svenskerne dukkede op.
Begrebet ”Forstæderne”
Skal man beskrive Nørrebros tidlige historie må man sprænge rammerne. Og et bestemt forhold skal forklares. Vi møder nemlig begrebet Nørre Forstad og Østre Forstad. Det er i meget litteratur beskrevet som det nuværende Nørrebro og Østerbro. Men det er nu ikke ikke helt rigtig. Det var det område, der lå mellem byen og søerne. Senere blev området dog udvidet.
Så kære læsere, her få I både lidt Nørrebro – Østerbro – Frederiksberg og Vesterbro – historie.
Sankt Jørgens Hospital
Sankt Jørgens Hospital blev bygget mellem 1264 og 1261. Navnet Sankt Jørgen var efter Den sorte Død omkring 1250 blevet almindelig for de fleste spedalskheds – hospitaler. Denne helgen beskyttede de syge og udstødte.
Gennem tiden foregik der en kamp mellem kirken og hospitalet om rettigheder og afgifter. Før 1506 genopbyggede Peter Albrechtssøn hospitalet. Men lemmerne følte sig ikke godt behandlet og klagede deres nød.
Kong Hans fastlagde i 1508 nogle retningslinjer, der skulle sikre hospitalet en god økonomi. Således tilfaldt indtægterne fra avlsgården hospitalet.
Men problemerne med kirken fortsatte. På et tidspunkt var der ideer fremme, at stedet skulle være en kombination af hospital og kloster. I 1523 gav Kong Frederik den Første Jep Heje hospitalet i livsvarig forlening.
Under reformationsopgøret ophørte Sankt Jørgens Hospital som selvstændigt hospital. Det blev underlagt Helligåndshospitalet, men fortsatte dog som spedalskhedshospital.
Hospitalet lå helt nede ved søen. I 1587 bestod hospitalet af en gård i bindingsværk bestående af fire huse. Ved hospitalet var der indrettet et sluseanlæg så søen ikke skulle udtørre. Forstanderen Peder Holst var kaldt til forhør. Han havde begået den frækhed, at fange fisk fra søen. Men byen mente, at det var dem, der havde rettighederne.
Tilladelse til bosætning
Først i 1567 gav Frederik den Anden tilladelse til bosættelse i området. Men det var nok ikke det klientel, han havde forstillet sig, der bosatte sig her. Druk, hor og kriminalitet herskede i området. Måske burde befolkningen have læst skriftet
Drukkenskabs Aflysning som biskoppen udgav med kongens velsignelse. Her advarede han mod drikfældighed. Han karakteriserede dem som befandt sig i druk med svin, asener, gale hunde, kalve, aber, geder og bukke Den sjællandske bisp kendte sin zoologi.
Advarsel og henstillinger
Betingelsen for at bosætte sig i forstæderne var, at der skulle anlægges skikkelige gader og stræder mellem haverne. Området skulle altså straks fra begyndelsen have præg af forstad. Husene skulle opfylde specielle ønsker, og haverne skulle omkranses af plankeværk.
Beboerne skulle selv vedligeholde vejene og også dæmningen over den store sø, der senere kom til at hedde Peblinge Sø og Sortedams Sø.
Men det var nu ikke det beboerne derude først gav sig i kast med. Den dæmning de havde fået overdraget havde sikkert også været i dårlig tilstand.
I 1570 udsendte Bytinget en advarsel, om at nu skulle man komme i gang med at vedligeholde dæmningen. Dengang kaldte de den for Langebro. Samtidig gjorde by-tinget opmærksom på, at udenbys boende skulle betale samme skat og tynge som dem, der boede inden for voldene.
Kvæg, fæ eller heste måtte ikke græsse på Stadens å-drev. Private hyrder blev heller ikke tolereret. I stedet for ansatte staden hyrder.
Den første fiskedam
I 1572 fik borgmester Marcus Hess skøde på noget jord uden for Vester Port. Det lod han udgrave, og indrettede en fiskedam. Året før havde kongens
sekretær fået noget jord uden for Øster Port. En knap så heldig borger, skipper Clemindtz fik konfiskeret sin jord af Kronen.
Søerne
Fra tidlig tid kendes Lersøen og Ladegårdsåen. Den havde sit forløb langs Åboulevarden og H.C. Andersens Boulevard. En dæmning på tværs bevirkede, at der dannedes en regulær sø, Peblingesøen eller som i mangfoldige år hed Sortedammen.
Fra denne blev der ført kanaler ned til Havns vandgrave. Disse kanaler kom til at danne grænserne til landsbyerne Serridslev og Solbjerg.
Rosbæk var Lersøens naturlige afløb ud i Øresund. Denne bæk blev afskåret af en dæmning, så vandet i stedet løb mod byen. Ladegårdsåen blev ligeledes opstemmet så vandet løb ud i Sankt Jørgens Sø og Peblinge Søen.
Sankt Jørgens Sø var ligeledes dannet ved opdæmning, formentlig samtidig. Men vi hører først om den i 1570. I perioder var den dog helt udtørret.
Elisabeth, Christian den Andens dronning befalede i 1520 i gemalens fraværd, at en ikke nærmere specificeret sø, skulle oprenses. Måske har det været omtalte sø.
Vejene var i dårlig forfatning
Da Havn blev anlagt omtales tre hovedveje til byen. Det var fra Helsingør, Roskilde og Køge. De omtales første gang i 1543 som
Vejene var i en meget dårlig forfatning. Derfor blev bønderne pålagt, at forbedre vejenes tilstand. Og det var svært i det sumpede område. Dæmninger og broer skulle forsynes med gode stærke pæle. Bundbrædder og brystværn skulle også være solide.
Og så skulle vejene være så brede at jyske vogne kunne passere hinanden. De var nemlig bredere end sjællandske vogne.
De gamle landsbyer
Blandt de gaver som Valdemar den Store forærede biskop Absalon omkring 1160 var landsbyerne Serridslev, Solbjerg og Valby. Byen Serridslev er man ikke helt sikker på, hvor den lå. De fleste antager at den lå omkring krydset Rådmandsgade/Tagensvej. Således omfattede denne by ifølge Roskilde – bispens Jordebog 18 gårde.
En anden by næves også, nemlig Nyby. Dem antages at have ligget omkring området ved Den Kongelige Veterinær – og Landbohøjskole.
Jordebogen fra 1377 er ikke særlig oplysende med hensyn til området. Dog nævner den det ødelagte Sankt Jørgens Hospital.
Nyby Ladegård blev i 1416 overgivet til Kronen. Serridslevs jorder blev drevet som bymark. Landsbyen var helt forsvundet omkring 1523 efter en belejring – formoder man. Og jorderne tilhørte borgmestrene og medlemmer af rådet. Det var en del af deres løn. Betegnelsen Rådmandsmarken opstod.
De mange lav
Omkring 1570 fik vognmandslavet overdraget 21 jorder mellem Borgervangen og Emdrup Vang. Vognmændene blev betragtet som offentlig ansatte. De skulle have et sted, hvor de kunne dyrke foder til deres heste.
Mod vest omkring Kallebo fik slagterne deres tilholdssted. Inden for voldene kom der simpelthen et slagterforbud i 1570. I 1583 kom der på foranledning af Christoffer Walchendorf en forbedring af forholdene. Et stort slagterhus med 14 boder blev bygget.
Blegdammene
Blegdammene kom. I begyndelsen var det beskæftigelse for kvinder. Og ved Skt. Jørgens Sø hører vi om de første fiskedamme. Frederik den Første
havde enlig bestemt, at han havde eneret på dette område. Men det gik i glemmebogen. I 1620 hed det nemlig Borgmesters Blegdam. Den omfattede en blegplads og en fiskedam.
Kirkegård ved Nørre Port
På et gammelt kort fra 1590erne ses en kirkegård og en lille kirke ude foran Nørre Port. Kirkegården kom først. Den blev anlagt i 1546 under pestepidemien.
Tre nærliggende sogne blev enige om, at deles om udgifterne. Allerede i kirkegårdens første ti år oplevede man tre sygdomsbølger.
Så længe der var aktivitet, fungerede det fint på kirkegården. Men da der kom roligere perioder var forholdene kaotiske.
Måske var det derfor, at graveren fik bolig på stedet. Han måtte skrive under på, at han hverken ville holde drikkegilde eller spillebuler og heller ikke ville skjule skarnsfolk i sin nye bolig.
Der blev plantet asketræer og et plankeværk blev sat op i 1556. I 1564 blev der på stedet opført et kapel. Det var af bindingsværk med stole, kor, altertavle og prædikestol. Alt dette stammede fra Vor Frue Kirke.
Den tilladelse som kongen havde givet til bosætning blev trukket tilbage. Ulovlig handel og drukkenskab kunne ikke tolereres. Men ulovlighederne fortsatte. Nu var det så bystyret, der måtte kontrollere disse ulovligheder.
Møller og haver
I 1578 fik simmelbager Simon Frederichsen til at opsætte en mølle ud for Vester Port. Det var lige sydvest for papegøjestangen. Det var meget fint at blive fuglekonge. Bagefter gik det tilbage til Lavshuset, hvor der blev serveret fire tønder øl af bedste tyske kvalitet.
Men det var også fuglekongen, der skulle tage den gamle papegøje ned og erstatte den med en ny.
I 1581 var der vest for Nørre Port efterhånden 118 haver. Også den gang havde man byggematadorer, der ejede mange haver, og tjente penge ved at leje jordene ud.
På et gammelt stik fra 1587 kan der ses adskillige stubmøller mellem Sankt Jørgens Hospital og byens volde.
Kun kongen måtte jage
Der var masser af småvildt i forstæderne. Og borgerne jagtede gerne harer, ager-høner, svaner og andet småvildt. Men dette ville Christian den Fjerde
have for sig selv. I 1591 forbød han i skarpe vendinger enhver form for jagt uden for byportene under henvisning til, at der intet fandtes om slige privilegier. Fremover ville en overtrædelse blive betragtet som tyveri.
Voldshandlinger foregik der ofte uden for voldene. Således også i 1601 ude foran Østerport, hvor to adelsfolk kom op at toppes.
Søen udtørrer
I 1606 udtørrede Sankt Jørgens Sø atter engang. Christian den Fjerde befalede, at søen skulle fyldes med vand af hensyn til byens forsvar.
Samme år købte kongen ikke mindre end 25 haver mellem Øster og Nørre Port til brug for en ladegård og en lysthave, inklusive nytte – og botanisk – medicinsk have.
Nogle måneder senere erhvervede han yderligere 14 haver.
Mellem Sortedams-søen og Kongens Have var der opsat træværk.
Vartov
I 1609 overtog Vartov ude i nærheden af Lille Tuborg Sankt Jørgens Hospitals forpligtigelser. Nu hvor man var fri for kirkens bestemmelser, kunne man ansætte kvindelige sygeplejerske. I 1629 begyndte man at bygge et nyt hospital ikke langt fra Trianglen. Dette hospital fortsatte under navnet Vartov.
Stadig syge på Sankt Jørgens Hospital
Et lejebrev med ti års gyldighed blev udstedt til Morten Wesling til drift af Sankt Jørgens Hospital. Overskuddet af driften skulle gives til de fattige og syge på Vartov.
Men der var trods lejeaftalen ikke slut med at drive stedet som hospital. Adskillige syge og sårede fra Kalmarkrigen i 1612 blev indlagt her. Epidemier i 1619 betød flere sengeliggende gæster.
I 1621 befalede Christian den Fjerede jorden til Kronen. Da var bygningerne revet ned. De sidste ti syge var overført til Vartov. Åbenbart var det kun laden, der fik lov til at stå. Den indgår i regnskabet for Ladegården i 1622.
I 1614 fik rådmand Iffuer Poulsen tilladelse til holde beværtning i det hus, han havde ladet bygge uden for Øster Port. Fem år senere fik Michael Wiibe lov til at anlægge kro og skydebane ud for Vester Port.
I 1617 blev terrænet foran voldene undersøgt med henblik på opsætning af vandmøller. Der skulle graves en del render.
Teglgården flytter
Teglgården ud foran Øster Port lå i vejen for Nyboder. For byen var den efterhånden kun en udgift. I 1616 flyttede en del af den ud på Teglgårdsvangen.
Det var på den grund, hvor Blaagaarden senere blev anlagt. Mod nord omkring Store Vibenshus fandtes lergrave
I takt med en stigende befolkning opstod tanken om en kirke. Kongen overvejede i 1618 da også at oprette et specielt sogn for forstæderne. Men i første omgang kom befolkningen i første omgang til at høre under Hvidovre Sogn.
Renligholdelse påbudt
En ny forordning om renligholdelse omfattede også forstæderne. Her var man træt af alt det affald, der lå op mod voldene. Man pålagde ejerne at brolægge helt ud til volden. Man skulle derefter feje skarnet sammen så karremændene kunne fjerne det.
Tre nye forstæder havde fra 1620 – 1660 set dagens lys. Forstaden ude foran Øster Port var for det bedre borgerskab, men dog også en lille lejebodssamling.
Forstaden ud for Nørre Port var den mest regulerede med gadenet. Vester Port var præget af de mange møller, men ikke så struktureret som den nordlige
nabo.
Efterhånden blev Øster Port opslugt af Nykiøbenhavn. Og dette fænomen bliver beskrevet i en særskilt artikel. Det skæbnesvanger år var 1660. Det betød en total udradering på grund af svenskekrigene.
Christian den Fjerde fik i 1621 Kalvehaven og hele Solbjerg. Staden fik til gengæld Ryvangen. Solbjerg blev nedlagt og indlemmet under Ladegården.
Aktiviteter ved søerne
Syd for Vartov lod borgmester Kurt Maquortsen hederne dræne ved at udgrave fiskedamme. Mellem Peblinge Sø og Sankt Jørgens Sø var anlagt to sluser til den grøft, der ledte vandet til voldgraven. I det nordøstligste hjørne af Sankt Jørgens Sø blev Blegdamshuset opført. Dette hus tjente i forbindelse med Kongens Blegdam og blev anlagt i 1621.
Mellem Ladegården og Blegdamshuset byggedes Fangehuset. Et Farveri eller Sverthuset blev også anlagt.
Samtidig med Ladegården blev der anlagt seks vanghuse spredt ud over de tilhørende marker. Heri boede opsynsmænd, der skulle holde øje med fremmede. De skulle også holde øje med at hovbønderne bestilte noget.
Retterstedet flyttes
I 1622 da anlæggelsen af Vestre Forstad så småt var kommet i gang, blev retterstedet flyttet. Af frygt for det onde var det svært at få mandskab til at flytte galgen. Samtlige håndværkslav var tilsagt til at sørge for flytningen. Natmesterens hus blev flyttet ud i nærheden. Tre år senere blev endnu en natmester ansat. Han skulle holde øje med Øster Port.
Retterstedet skulle være præventivt. Men det kom faktisk i brug ganske ofte. Således kom bødelen af Nested ud for en hamper behandling i 1640.
Først blev han i levende live lagt på skafottet og fik udskåret tungen. Dernæst blev hans “gemecht”afskåret. Hjertet blev udtaget og resten delt i fire stykker. Det parterede lig blev sluttelig stejlet.
I 1646 skulle retterstedet repareres. Murerlavet var ikke meget for det. De forlangte dog, at de 12 kroppe der hang og dinglede blev taget ned. Og dette makabre arbejde skulle natmanden og hans mænd stå for. Og galgen stod helt til 1767.
Beskeden bebyggelse
Forstadsbebyggelsen var endnu i 1623 ret beskeden. Husene var beskedne og grundene blev hovedsagelig brugt som haver og græsningsarealer. Grundejerne fik ret til at lukke de smalle stræder, der gik langs deres grunde. Begrundelsen var, at offentligheden ikke havde brug for disse små veje.
Kæmpe Ladegård
Noget anden var det med den nye Ladegaard. Der var plads til 500 stykker kvæg, og der var antaget en malkepige for hver 18 stykker kvæg. Gården blev delvis ødelagt af en storm i 1628, men blev hurtig genopbygget.
Store Vibenshus
I 1629 byggede Kronen et vagthus ved den nye kongevej. Vejen havde sit udspring inde fra Rosenborg. Fra 1635 rykkede Hans Andersen Vive ind i huset som opsynsmand. Fremover blev det kaldt Vivens Hus.
Men ak, den stakkels mand kom ulykkelig af dage. Han blev myrdet af Jens Morder i 1646. Han led foruden dødsstraf den vanære, at blive sat på stejle lige ud for ugerningens åsted.
I 1686 blev huset ombygget. Dermed fik det et nyt navn Store Wibenshus.
Uværdig begravelse
I 1637 blev kirkegården ud for Nørre Port udvidet. Det var dog nedværdigende, at blive begravet her. Her blev mest fattige og dem, der bevægede sig på den forkerte side af loven, begravet.
Her blev i 1638 en stakkels kvinde begravet. Hun var død under tortur. Hendes brøde var, at have bestjålet den tyske kammersekretær med hjælp af en smededreng, der kunne dirke låse op.
Skydeklub op af mødding
I 1628 blev der omkring Vester Port bragt orden i et gæstgiveri med tilhørende skydeklub. Der var givet tilladelse til at drive skydeklub for at uddanne folk til, når der eventuelt blev krig. Samtidig blev det bestemt den møg, der ikke kunne bruges i haverne i forstæderne skulle samles et sted. Uheldigvis blev der indrettet et sådan depot lige op af denne skydebane.
Garverne var så heldige at kunne købe Kongens Mølle uden for Nørre Port. Skomagerne var de næste. De købte Værrebro Mølle i Frederiksborg Len af kongen. Garverne gik videre. De købte endnu en mølle ud for Nørre Port.
I må ikke drikke
Efterhånden opstod der flere gæstgiverier i forstæderne. Fristelserne blev store. Og den drikkelystne Christian den Fjerde bestemte, at når bønder fremover blev grebet i drikkeri i forstæderne skulle de smides i slottets fængsel.
I 1644 angreb Torsteinsson pludselig Holsten. Man blev nervøse i København. Det igangværende befæstningsarbejde var langt fra afsluttet. Ved Vartov blev der også arbejdet med et massivt værk. Der skete dog intet. Rigsrådet mistede tålmodigheden og henvendte sig til kongen. Men det hjalp ikke synderligt. Arbejdet gik undertiden helt i stå.
Tilbagegang for Ladegården
I 1650 rev en kraftig storm 1.500 tagsten af Ladegården. Ladegårds – driften var langt fra effektiv. Kronen måtte købe sig til arbejdskraft. En del af Ladegården
blev udlånt til hollændere, der kom fra Amager. Meningen var at de skulle være med til at klare driften. Men de byggede deres egne huse, og betragtede jorden som deres egen. Afgifter så kongen ikke noget af. I 1652 fik de en alvorlig påtale.
I 1651 var en del af Ladegården indrettet til pesthus og hjem for afsindige. I 1653 blev hovedbygningen overtaget
af 50 klædemagere, der var blevet fordrevet fra Böhmen.
Alt hvad der ikke var tilladt inden for voldene flyttede ud i forstads – kvarteret. Garverier og pottemagere forsagede mange brande.
Plankeværkerne omkring haverne blev stjålet og afgrøderne blev trampet ned.
Omkring 1650 så det ud til at udviklingen fortsatte på den anden side af søerne. Mange fik erstatningsgrunde, for de grunde, der blev inddraget til befæstningsanlæg.
Ved Øster Port (Helsingør port) bygget i 1647 opstod en helt ny by omkring 1650. Den blev kaldt Palmaillebyen. Den fik dog en meget kort levetid.
Svenskerne kommer flere gange
I 1658 bankede fjenden på. Forstæderne skulle totalt nedbrydes og brændes af. Alle brugbare effekter og materialer blev brugt til at forsvare byen.
Efter Roskilde – fredens indgåelse påbegyndtes genopbygningen af forstæderne. Men det var ikke let. De soldater, der blev tilbage overfaldt forbipasserende.
Men ak. Det hele var omsonst. Svenskerne kom igen. Den 9. august blev det besluttet at afbrænde alt, hvad det var mellem stadens volde og søerne, inklusive kirken. To dage senere blev byportene lukket. Det som man ikke selv nedbrændte, brændte svenskerne ned. Det skete blandt andet på det nuværende Nørrebro.
Ingen bebyggelse foran søerne
Efter krigen blev det besluttet, at strækningen indtil søerne skulle være demarkationslinje . Her måtte der ikke bygges. Nye blegdamme opstod nord for Peblingesøen, som erstatning for de gamle mellem volden og søerne.
Snart voksede østre og nordre forstad sammen.
Det hele kunne dog godt være lidt forvirrende. Først i 1755 fik grundstykkerne et matrikelnummer. Indtil da var de nummeret – nogle gange helt tilfældigt. Nyt byggeri opstod på den anden side af søerne.
I Vestre Forstad var der i 1717 kun registeret 25 borgere. Men dertil skal man lige ligge koner, børn, svende og tjenestefolk.
Byggelovgivningen dengang var heller ikke så restriktiv, som inden for voldene. Men alligevel var der nogle retningslinjer. En brygger i Vestre Forstad,
ville bygge et anseeligt hus. Men han fik at vide, at han kun måtte bygge ti alen i højden af hensyn til møllerne i nærheden.
Under isvinteren 1685 bundfrøs Sortedam, som forsynede Peblinge Sø med vand. Dermed opstod der vandmangel i byen. Sommeren 1689 var derimod så tør,
at søerne ganske udtørrede og det samme problem opstod.
Ny Hollænderby – ingen succes
En stor del af Ny Hollænderby brændte i 1697. Antallet af beboere faldt drastisk de første år efter branden. Mange forsvandt simpelthen. Det blev ikke den samme succes her ved indgangen til Frederiksberg som ude på Amager.
Mange foretog vognvask i søerne, selv om det var strengt forbudt. I 1702 meddelte politimesteren at drikkevandet havde fået en forrådnet smag på grund af morads i Sortedammen. Ja man kaldte ligefrem søens vand for ålesuppe. Det hændte nemlig at en ål gik gennem pumperne.
Kun halvdelen havde lokummer
Der boede mange småfolk i de nye forstæder, men også en del velsituerede havde bygget lystgårde herude. De foretrak dog at bo inde i byen. Og lystgårdene var knap så gedigne som byhusene. Nørre og Østre Forstad var præget af spredt bebyggelse, mens der var mere samling i Vestre Forstad.
Lokummer havde man kun i halvdelen af husene. Og de var indrettet i et skur på grunden.
Skydebaner
Efter at skydebanen ved Vester Port var nedlagt, blev der oprettet en ny. Den lå i Rådmandsmarken. Her kunne man både skyde efter skive og efter papegøjen.
Der nævnes et forlystelsessted ud for Vester Port, med både karrusel-bane, keglebane og en lille valnøddelund. Stedet kom til at hedde Skydebanen eller Holbæk Gæstekro. Stedet eksisterede antagelig til 1730erne.
Omkring 1712 var der ikke særlig mange salgsboder i forstæderne. Der var skydebaner, møller og gæstgiverier. En enkelt mælkehandler i Østre Forstad og en skomager i Vestre Forstad. På Blågård var der indrettet et guldmagerværksted.
Ved Vestre Forstad berettes om slagterboder. Den store bygning med 14 boder var revet ned i 1658.
I Østre Forstad eksisterede Kongens Fiskerhus med traktørsted og skydebane. Og længere ude lå Kildedal også med skydebane.
Flest forlystelser i Vestre Forstad
Men det var ved Vester Port de fleste fornøjelser lå. Endda i selve Vester Port var der mulighed at få noget at spise og slukket tørsten. I 1661 blev der givet privilegium for Valby Kro. I 1670 blev der givet tilladelse til murmester Jens Matzen at drive kro, brygge og bage. Stedet lå lige op ad Ladegårdens marker.
I 1671 blev Mikkel Vibes Kro genopbygget. Det var kongens teltmager Niels Erlandsøn, der fik tilladelsen. Nogle gange gik det galt. Værtshusholderne overtrådte Bryggelavets bestemmelse, og solgte al den øl, som de selv bryggede.
Det første værtshus på Nørrebro
Ved den gamle vold ud for Peblingesøen fik Johannes Merhoff i 1661 lov til at beskænke vejfarende med både dansk og udenlandsk øl. Det var som tak for hans indsats i svenskekrigen. Mon ikke det var Nørrebros første officielle værtshus?
Når vi nu er ved Nørrebro. Ja så var der adskillige sommerforlystelser på Gabels Gaard i midten af 1670erne. Ved Blegdammene var der både officielle og uofficielle kroer.
I 1711 indlogerede en bondekarl sig med en ung pige hos en enke, der drev herberg i Vestre Forstad. Næste morgen fandt enken den unge pige død. Bondekarlen var over alle bjerge. For enden af Sankt Jørgens Sø kunne borgerskabet forsyne sig med fuldfedt fjerkræ. Vi forlader forstæderne for denne gang.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 10. – 03. 2022
April 5, 2010
Det var folk fra Dragør, der fik kongelig privilegium til at lodse skibe gennem Øresund. Men mange brød dette privilegium. Og det var ikke altid at lodserne fik løn. Uautoriserede lodser fik skibene på grund. Man kæmpede både mod færgemændene fra Helsingør og svenske lodser. Og så var der en lods, der blev bange. Han syntes, at de skib, han skulle lodse, var for stort.
Kongelig privilegium
Ved kongelig resolution af 8. marts 1684, gav Christian den Femte Dragør – lodserne privilegium på lodsning gennem Drogden. Det har ganske givet været lodser før den tid i det travle farvand. Det var især i den sydlige del et vanskeligt farvand at færdes i. Mange forlis og grundstødninger vidnede om de vanskelige forhold.
Hjælpemidler
Søfolkene brugte håndloddet og kompasset, som ved middelalderens slutning havde vundet indpas. Først i slutningen af 1500tallet fik man egentlige søkort. Gennem 16 – og 1700tallet blev der foretaget opmålinger af de danske farvande. Nu var det heller ikke alle søfolk, der kunne få lov til at bruge disse kort, som slet ikke har dagens standard.
Allerede i 1520erne begyndte man at udlægge søtønder.
Den skånske krig
Under Den Skånske krig 1675 – 1679 hører man officielt første gang om Dragør – lodser Ja seks lodser fik til opgave at bjerge et tabt anker. Det fik de 10 rigsdaler for, samt fritagelse for udskrivninger til transporter og andre pligtarbejder i kongens tjeneste.
Det var disse seks lodser, der fik kongeligt privilegium. Men Dragør lodserne var aktive under slaget i Køge Bugt.
Ussel løn
Fra 1679 fik lodserne en årsløn. Men det var nu ikke en kanon – løn. Den svarede til, hvad en styrmand i orlogsflåden tjente på en måned – nemlig 14 rigsdaler.
I 1699 henvendte lodserne sig til admiralitet for at få bekræfte privilegiet. Men fra 1701 udeblev lønudbetalingerne.
De unge måtte ikke
I 1705 ville de gamle lodser i Dragør ikke tillade at de unge fik mulighed for at lodse. Der blev klaget til Admiralitetet. Her foreslog man en eksamen. Men denne kom først i gang i 1740, da overlodsen skulle eksaminere de Dragør – folk, som ønskede at blive lodser. I 1760 var det den stedlige lodsoldermand, der overtog denne funktion.
Falske lodser
I 1709 havde mange lodser gjort tjeneste på floden i forbindelse med Den Store Nordiske Krig. Først i 1735 fik man en ordentlig aflønningsform.
Men det kneb med at få bekræftet privilegierne. Mange Dragør – fiskere og søfolk, der ikke var en del af lodserne, så deres snit til at tjene lidt ekstra under foregivende, at de var lodser.
Fem dobling af lønnen
I 1741 fik de 12 gamle lodser 6 rigsdaler om måneden i fast gage. Det var mere end en femdobling af lønnen. De 12 unge lodser fik løn som flådens matroser nemlig 44 rigsdaler og 4 mark årligt.
Samtidig gav en kongelig resolution af 24. april 1741 yderligere 24 lodser frihed til at have væv i deres hus. Desværre stillede man i 1747 spørgsmålet om, hvad man fik ud af alle de penge man gav til lodserne i Dragør. Man vendte tilbage til en årlig løn på 14 rigsdaler.
Det var en dårlig løn. Og lodserne brugte deres egne både.
Orlogsskibe på grund
I 1758 satte tre lodser nogle orlogsskibe på grund ved Saltholm. De blev alle kendt skyldige og fradømt deres rettigheder til at lodse.
Omorganisering
I 1760 skete der en omorganisering. Overlodsen, der fra starten fik Dragør Lodseri under sig, blev nu også underlagt lodseriet i Dvalegrunden. Senere blev arbejdsområderne udvidet endnu mere. I 1775 blev lodseriet i Helsingør og på Ise-fjorden lagt under ham. Ja også det senere oprettede lodseri i København
kom under ham.
Ulykke forudsagt af englændere
I 1765 skete der en ulykke. Lods Peter Andersen Tysk druknede under dramatiske omstændigheder. En engelsk tremaster med en dybdegang på 15 fod var kommet sejlende syd fra og syd for Dragør, havde man signaliseret efter en lods.
Englænderne ville dog kun betale 15 mark, og det for lidt for en båd af denne størrelse. Lodserne ville ikke godkende beløbet, og skipperen ønskede derefter ikke en lods. Fra skibets side. Da de to lodser gik fra borde
Efterfølgende kunne kun den ene af lodserne bjærges i live. Man mente hos lodserne at hændelsen var sket i ondskab. Fra admiralitetets side udbad man sig
om sømandskab fra alle parter.
Mange sparede lodsen væk
Mange skippere anmodede om lods samtidig, for at spare penge. Andre som sparede lodsen og gik på grund anførte løgnagtig, at de ikke kunne få nogen lods.
Konkurrence fra Helsingør
I 1778 kom der endda konkurrence fra Færgemandslavet i Helsingør. De oprettede Helsingør Lodseri. Og de førte bådene ind på Dragør – lodsernes enemærke. Tænk, de lå med deres joller syd for Dragør parat til at tage imod de sydfra kommende skibe og føre dem nordpå.
Stiftamtmanden fik pålæg om, at informere Helsingørs færgemænd samt fiskerne langs kysten om Dragør – lodsernes rettighederne. Men færgemændene fra Helsingør rettede sig dog ikke efter disse advarsler.
En hollandsk skipper havde klaget over, at han ikke kun få lods fra Helsingør. Problemet var, at de alle lå syd for Dragør. Efter mange forhandlinger og forviklinger blev Dragør – lodsernes rettigheder atter engang bekræftet.
Karakterbog over lodserne
Nu var det godt nok ikke alle lodser, der var lige gode. Det fremgår blandt andet af lodsoldermændenes status over de enkelte lodsers opførelse i det forgangne ord. I nytårslisten over Dragørs lodser i 1781, hvor kyndighed og øvrige opførsel bedømmes.
Anders Clemmensen er en god lods som i sin tjeneste forsigtig og påpasselig, samt temmelig ordentlig i sin opførsel.
”Karakterbogen” fra 1781 omfatter i alt 12 lodser og 6 reservelodser.
Fast gage forsvinder
Fra 1816 bortfaldt den faste gage. I stedet blev der betalt for de foretagende lodsninger, beregnet efter Helsingør – lodsernes takster. Først i 1831 indførtes faste takster ved Dragør Lodseri.
Manglende disciplin og drikfældighed
En klage fra en søofficer beskrev lodserne som uhøflige, desuden manglede de militær disciplin. Problemet var, at lodserne blev taget fra en folkeklasse som matroser og fiskere. Som det tidligere er nævnt kneb det måske også med ædrueligheden hos nogle.
Således måtte lodsen Theis Petersen Palm indfinde sig hos overlodsen ej så ædru som han burde være. Beretningen lyder som følge:
Overlodsen berettede endvidere, at det ikke var første gang, at lodsen var beruset, når han havde været inde hos ham.
En fransk fregat blev senere sat på grund på grund af denne lods fuldskab. I 1820erne og i 1830erne blev en del lodser afskediget på grund af fuldskab. Ak ja. Man kunne også være noget slagfærdig af sig eller ikke af et muntert væsen.
Skibet var for stort
Nu var det ikke altid lige let at være lods. Således blev Jens Præst i 1782 kaldt til København, hvor han skulle føre den store ostindiefarer Kronborg, der stak 21 fod til Helsingør. Den 2. februar om aftenen var han gået ombord, men den efterfølgende dag gik han igen hjem til Dragør. Her havde han opholdt sig et par dage, hvorefter han igen var gået til København. Men på grund af svaghed måtte han afløses af en anden lods.
Oldermanden måtte undersøge sagen. Jens Præst var ikke mere svag, end han kunne gå hjem til Dragør igen. Da han kom hjem havde han stillet sig rasende an, så hans venner måtte holde vagt over ham i to nætter.
Oldermanden konkluderede:
Alvorlig ulykke
Jens Præst fik ikke en lang karriere som lods. Han forulykkede den 5. december 1805. Den 10. december kunne man i avisen læse følgende: Hollænderbyen den 8. december
Noget af skibets tækkelage havde grebet fast om jollens mast, således at denne var kæntret. Fra skibets side blev det forklaret, at det blæste så meget, at de ikke kunne yde hjælp. Oldermanden mente dog, at de havde kunnet kaste et anker og sætte en jolle i vandet, så man kunne bjerge nogen, da de fleste godt kunne
svømme. Nu havde skibet bare fortsat uden at man rigtig vidste, hvor ulykken var forgået.
Hjælp familien
Overlodsen lod i oldermand Præsts navn indrykke en annonce i Dagen. Heri redegjorde han for ulykken, ledsaget af en opfordring til at yde bidrag til de forulykkede efterladte:
I travle perioder var der hverken lodser eller skibe til rådighed. Så måtte oldermanden have fat i pensionerede lodser eller såkaldte sjovere. Sidstnævnte var fiskere eller søfolk i Dragør.
Lodserne kunne ikke følge med
Mange lodser klagede også over skipperne. De fortsatte med fulde sejl, så lodserne ikke havde mulighed for at nå dem.
Pirat – lodser
De ulovlige lodserier fortsatte. Man enedes om at lodsbådene skulle have en rød stribe på deres sejl. Problemet var bare at ofte skulle man leje både til lodsningen. Og farven ville ikke binde på de helt hvide sejl.
I 1799 dikterede Admiralitetet derfor, at lodserne udvortes skulle bruge et tegn som bevis for, at man virkelige var rigtige lodser. Det pågældende år var tre skibe sat på grund af foregivne lodser.
Ikke alle lodser efterkom ordren Men der var stadig pirater. En af disse var Jens Hansen Snedker. Han var blevet ansat som lods, men i 1822 dømt uværdig som lods. I de følgende år foretog han utallige lodsninger uden oldermandens tilladelse. I 1824 havde han anskaffet sig et ulovligt lodsskilt.
Egne både
I slutningen af 1700tallet havde man selv fire gode sejlbåde, der blev brugt som lodsbåd. Men som vi tidligere kunne læse forliste den ene, og to blev senere stjålet. I 1815 var der registeret tre både. Men inden 1800tallets udgang var man dog nået op på seks både.
Bygning på havnen
I 1823 opførtes et udkigstårn på havnen. Ja egentlig var det tale om en hel bygning. Men allerede ved indvielsen fandt man ud af, at bygningen var for lille. Man brugte den blandt andet til at opbevare materialer og sejl til bådene. Først i 1879 blev bygningen udvidet.
Drogden Fyrskib
Da dampskibene kom, betød det tilbagegang for lodseriet. Telegrafen og togforbindelsen mellem Helsingør og København havde stor betydning på lodsenes tilværelse. En stigende sejlads på Østersøen betød igen mere arbejde til lodserne. Drogden Fyrskib med lodsstation ombord betød også store forandringer.
Seks lodser skulle til stadighed være udstationeret her.
Lodskrig mod svenskerne
En decideret lodskrig med svenskerne betød bygning af to store både og ansættelse af yderligere personale. Dragør – lodserne havde set fremmede lods – både. Den 3. maj 1872 kunne Marineministeriet meddele, at det svenske lodsselskab var i fuld virksomhed. De havde af den svenske regering fået lov til at lodse gennem Sundet og Drogden. Det viste sig at være et privat foretagende. Kun den danske regering kunne åbenbart forhindre denne virksomhed.
Men snart viste det sig at der både var lodsstationer i Falsterbo, Falsterbo Rev og Skanør.
Tidligere hjælpelodser fra Dragør havde søgt arbejde over på den svenske side. De opererede glat væk i de danske farvande. De havde både liggende i Drogden
og Kastrup havn.
Svenskerne satte nu flere både ind, og konkurrencen kunne nu mærkes på pengepungen. Man hørte intet fra regeringen.
En deklaration fra 14. august 1873 fastslog, at farvandet mellem den svenske kyst og Hveen var rent svensk område, mens Drodgen var dansk. Begge parter havde dog ret til at lodse, hvor der var svensk kyst på den ene side og dansk kyst på den anden side.
20.000 skibe om året
Midt i 1800tallet forlangte Admiralitetet en opgørelse over, hvor mange skibe, der blev lodset årligt. Med 8 års tal fandt man frem til at der årligt kom 20.000 skibe. Af dem forlangte 5.000 skibe lods.
Indtil 1894 havde Dragør – lodserne også passet sømærkerne.
Kirketårn som sømærke
I 1836 styrtede spiret på Store Magleby kirke ned. For at spare ville man sætte et mindre spir på. Dette modsatte Admiralitetet sig. Spiret kom op i samme højde til glæde for skibsfarten.
Op – og nedture
Der kom en masse nedskæringer. Men under første verdenskrig betød tvangslodsninger en overgang forøgelse af mandskab. Man var helt nede på 4 mand. Så vidt vides var der i begyndelsen af 1980erne ansat 16 lodser, 10 bådsmænd og en sekretær.
Da Dragørfortet blev bygget i 1912 – 14 blev et tårn opført, for at holde øje med skibstrafikken. Men dette tårn blev overflødigt. Nu kaldes lodsen over radioen.
Større dybdegang
Skibene fik en større dybdegang. Og mange kunne ikke mere sejle gennem Øresund, men måtte tage turen gennem Storebælt.
Flugt til Sverige
I slutningen af anden verdenskrig blev det besluttet at alle danske lodser skulle flygte til Sverige. Det skete natten mellem den 20. og 21. april 1945.
Bedre forhold?
Og lodserne i Dragør blev fusioneret med deres tidligere konkurrenter i Helsingør. Om de har fået bedre forhold må vi håbe på. Men det er nu ikke så
mange år siden, at lodserne truede med at nedlægge arbejdet.
Ja kære læser således kom vi gennem Øresund uden skader. Vi takker en tidligere lods for materiale.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Flere ”Maritime” artikler:
Redigeret 21. – 02. – 2022
April 5, 2010
Silden og hollænderne har haft stor betydning for området. Men også søfarten. Engang var det en af Danmarks største søfartsbyer. Landliggere fra København kom til området. I dag er området et yndet turistmål. Kolera, pest og svenskere har hærget området. I kirken talte man hollandsk. Hver anden søndag kunne man gå til dansk gudstjeneste. Hollænderne sørgede for spisekammer til københavnerne.
Dragør
Hvad betyder ordet Dragør egentlig?
Vi forsøger med en forklaring. Forleddet drag, kan forklares med en smal landstrækning, hvor både kan trækkes (drages) på eller over land. Efterleddet ør eller øre henviser til en gruset eller sandet strandbred. I 1500 tallet forekommer navnet uden r til sidst.
Store Magleby
Ja, og hvad betyder den anden by, vi skal beskæftige os med – Store Magleby?
Magle betyder stor. Brugen af dette forled vidner om, at der i området ved Store Magleby har været bosættelse lang tilbage i tiden. Lidt syd for kirken er der således fundet spor af en tidlig jernalderbebyggelse fra omkring 200 år efter Kristi fødsel.
Magleby optræder i kilderne første gang i 1346. I 1370 skrives Maglæby eller Maklæby.
Silden – det store mirakel
Hvad var det nu Saxo skrev:
Jo det var tider dengang. Sildene kunne eksporteres det katolske Europa, der spiste disse sild under fasten. De dominerende handelspladser lå på Skåne – kysten. Det var Skanør og Falsterbo.
På et godt år kunne man i hele Øresundsområdet nå op på 200 – 300.000 tønder. En fransk ridder, Phillip de Maiziéres fortalte:
Mange beskæftiget med silden
Mindre både med 3 – 5 mand sejlede ud på fiskepladserne i Øresund og Køge Bugt. Når sildene var fanget skulle den behandles. Pramkarle transporterede fisken fra skibet til landjorden. Og vognkarle kørte dem videre til købmændenes såkaldte styrtrum. Her rensede gællekonerne sildene. De blev så pakket i tønder af lægge-konerne.
Grum-karle kogte tran af sildeaffaldet, og det var dette, der blev kaldt grum.
Masser af liv på markedet
Men på den danske kyst lå en handelsplads, der i kortere og længere perioder også havde betydning – nemlig Dragør. Storhedstiden var i midten af 1300 tallet. Da gav kongen privilegier til stedet.
I markedstiden fra juli til oktober var der et mylder af mennesker hver dag. Ellers lå stedet nærmest øde hen. Fiskere, købmænd og den lokale befolkning strømmede til Dragør.
Der var fulde sømænd, gæstfrie kvinder, spioner, gøglere, plattenslagere og vækkelsesprædikanter. Jo der var liv og glade dage i den korte periode. Privilegierne gav ellers kun tilladelse til at opholde sig her i markedstiden. Man måtte ikke efterlade sig permanente boliger.
Man rejste primitive boder og telte. Enkelte steder var der jordgravede stolper, der blev trukket over med sejldug med nødtørftig beskyttelse mod vejr og vind.
Fra 1420 begyndte man at lave mere permanente boder, der blev stående fra år til år. Disse udviklede sig til lerklinede bindingsværkshuse.
Man bosætter sig
Først i 1500 – tallet, da Dragør efterhånden havde fået respekt som international handelsplads begyndte en fast beboelse så småt at tage form. Enkelte havde måske boet der i forvejen. Det var dem, der førte tilsyn med stedet. De første fiskere havde slået sig ned, og den første bebyggelse bestod af nogle små og uanseelige bindingsværkshuse.
Omkring år 1600 bestod Dragør af 20 huse og 20 fiskeboder. Men der var dog et hus, der skilte sig ud fra alle andre. Det var anseeligt stort bindingsværkshus, med kælder og fornemt dekoreret. Dette hus fandt Nationalmuseet rester af under en udgravning i 1970erne.
Hollænderne kommer
Kun 2 kilometer fra Dragør var de bønder, der var fæstere under kronen blevet tvangsforflyttet. Hollandske bønder, som Christian den Anden havde hidkaldt overtog området. 184 hollændere tog imod kongens gavmilde tilbud. Disse hollænder fik i 1521 privilegier. De kunne frit disponere over jorden. To af hollænderne bosatte sig i Dragør.
Hollændernes rettigheder omfattede også ålefiskeri og fangst af vilde fugle. Kongens unge dronning, Elisabeth kom også fra Holland. Og det gjorde kongens elskerinde, Dyveke for øvrigt også.
Under Grevens Fejde i 1536 blev store dele af Dragør brændt ned.
Omfattende rettigheder
Dragør havde en tolder som også fungerede som foged. Men pludselig blev dette hverv nedlagt. Nu var det hollændernes overhoved, Schouten og 7 mænd, en særlig Scheppens. , der i fremtiden kunne bestemme, hvem der skulle være foged/tolder. Schouten var tillige politimester, skifte – og auktionsholder, overformynder og kronens repræsentant. Schout er det hollandske ord for foged.
Hollænderne blev fritaget for at betale skat. De skulle dog betale en årlig afgift til kongen. Det vakte dog en del harme, at de danske fæstebønder var blevet fordrevet. Egentlig bestemte Frederik den Første, at de hollandske bønder skulle udvises i 1523, men det skete ikke. Måske skyldtes det, at de efterhånden var blevet populære.
I 1547 udfærdigede Christian den Tredje, hvor han anerkendte hollændernes særstatus. Det fremgår også af brevet, at hollænderne skulle levere til Slottet København så mange Rødder og Løg, som behov gøres til Udspisning. De hollandske bønder havde en særstilling blandt bønderne. Kvinderne solgte varerne på de københavnske torve.
Hyldest til Amager
I en beskrivelse fra 1693 optegner Michel Hansen følgende i skriftet Jerskjæg i Amargerlands og Indbyggers korte Beskrivelse:
Trods flere brande har Store Magleby bevaret sit landsbypræg. Bygninger fra den hollandske bosætningsperiode eksisterer dog ikke mere. To brande i begyndelsen af 1800 tallet udryddedes de fleste gårde endnu engang. Første gang var under svenskernes hærgen.
By-forstandere i Dragør
Styrelsesformen blev ikke det store problem. . I slutningen af 1600 – tallet valgte Dragørs befolkning tre emner, hvoraf den ene blev valgt. En anden form for by-ledelse uden indblanding ude fra, vandt også indpas i Dragør. By-forstandere blev valgt af de lokale, og sammen med fogeden styrede de byen.
De specielle hollandske rettigheder ophørte først i 1822, da hele retsområdet blev lagt sammen med Tårnby Birk. Indtil da var det hele drevet efter hollandsk
forbillede.
Svenskerne afbrænder ”spisekammeret”
Heller ikke Dragør slap for svenskernes hærgen. I 1658 gik det vildt for sig. Store Magleby blev i bogstaveligt forstand – afbrændt. Egentlig var det meningen
at alle brogere skulle begive sig til Christianshavn med viktualier, korn, hø, kvæg m.m. Men kongen bad befolkningen om at blive og forsvare landet.
Amager – bønderne dannede deres eget korps under oberst Ense. Men det var ikke let. Bønderne ville ikke finde sig i den hårde disciplin. Svenskerne landsatte 1.500 fodfolk og 500 ryttere på Amager. Efter at have erobret de danske skanser ved Dragør, trængte de videre frem mod Tårnby og Kastrup.
Sådan lyder en beretning fra datiden. Der blev stukket i ild til alle huse. Øens kornforråd gik op i lys lue. Svenskernes mål var at ødelægge Københavns
spisekammer.
I hast samlede Gyldenløve og Schack en styrke . Udenfor Christianshavn kom det til kamp. Svenskerne tog flugten. De mistede 500 mand og 100 blev taget til fange. Men spisekammeret på Amager var væk.
Gudstjeneste på hollandsk
Men allerede i 1677 kunne det berettes om 53 huse i Dragør. Dragør -borgerne havde utrolig mange stridigheder med kongen og hollænderbyen Store
Magleby. Man klagede over for høj skat og pligtarbejde .
Dragør hørte under Store Magleby Sogn. Befolkningen måtte søge kirken herude. Danskerne måtte affinde sig med, at der indtil 1735 udelukkende blev prædiket på hollandsk eller plattysk. Derefter var der dog dansk gudstjeneste hver anden søndag. Først i 1811 gik man over til ren dansk gudstjeneste. Men stolestaderne tilhørte de hollandske gårdmænd, så hvis man ville sidde ned under gudstjenesten, ja så måtte man betal for det.
Store Magleby Kirke
Store Magleby Kirke omtaltes allerede i 1370, og er dermed Amagers næstældste kirke. Der har dog ganske givet ligget en kirke her før på Amagers højeste punkt – 8 meter over havet. Lidt inventar og gravminder er dog det eneste, der er bevaret.
Således er døbefonten fra den gamle kirke. Den er fremstillet i første halvdel af 1200 – tallet. Altertavlen er fra 1580. I 1611 foregik der en stor ombygning
af kirken. Forbilledet synes at være fundet i Holland. Igen i 1731 skete der en stor ombygning. Mindetavler i kirken er forfattet på hollandsk.
I 1885 fik Dragør sin egen kirke, men først i 1954 fik byen sit eget sogn. Det var en lokalkomité og i overvejende grad for midler blandt beboerne at Dragør Kirke blev opført. .
Havn blev anlagt i Dragør
De var meget initiativrige disse hollændere. Således anlagde de en havn i Dragør, hvorfra de sendte heste og kreaturer til græsning på Saltholm. Men fra havnen fik de også afsat deres egne produkter. De dyrkede grøntsager og fremstillede ost og smør. I de efterfølgende generationer forvandlede hollænderne Amager til en stor køkkenhave. Mange af produkterne blev også afsat på Amagertorv.
Dragør Lodseri
I 1684 lagdes grunden til Dragør Lodseri, da Christian den Femte tildelte 6 mand fra Dragør en årlig løn til at lodse orlogsskibe gennem Sundet. Samtidig fik de privilegium til lodsning af andre skibe. Der blev hurtigt flere. I 1744 var der 18 fastansatte og 6 reserve lodser. I 1870erne nåede man over 50 lodser. I 1906 var der dog kun 7 stykker tilbage. Siden gik det dog fremad. I 1980erne var der således 18 lodser.
Gennemløbet ud for Amager er og var snævert. Det krævede og kræver meget omhu i navigeringen. Sejlrenden var svær at passere for større skibe, ikke mindst for tidligere tiders store tunge orlogsfartøjer. Det skabte behov for den lodstjeneste, der bestod siden 1684.
Lodseriet er siden 1984 lagt sammen med Helsingør og Københavns Lodseri. Lodseriets bygning på havnen blev bygget i 1820.
Bjergning
En andet erhverv der havde stor betydning for byen var bjergning. Den var organiseret kommunalt. Når et skib blev observeret på grund, blev der straks sendt en båd ud med en af by-forstanderne. Der blev forhandlet om en bjergningskontrakt og by-tjeneren blæste i hornet og råbte Til skibs.
Indtægterne fra bjergningen blev opgjort og fordelt en gang om året efter nøje fastlagte regler. Bjergningsindtægterne nåede svimlende højder. I perioden 1875 – 1885 tilflød der byen årligt 56.000 kr. om året.
Dragør i fremgang
I 1699 var Dragør efterhånden vokset til 133 hustande. Det var blandt takket være tilflyttere fra Store Magleby og Skåne. Det var som om, at det var søfolk der
drog mod Dragør. Flere og flere både kunne nu skimtes i havnen.
Københavns Skipperlav gjorde store anstrengelser for at bremse Dragør – skipperne. Dansk handel og søfart oplevede en storhedstid i 1700tallet. Og det kunne mærkes i Dragør.
Brænde til hovedstaden
Inde i København var efterspørgslen af brænde stor. Og netop her havde Dragør – skipperne specialiseret sig i 1700 – tallet. I 1769 stod man for 45 pct. af al provins-tonnage, der anløb hovedstaden. Grunden til denne succes var, at skipperne løb en stor risiko – villighed. Man søgte fragten, hvor den viste sig.
Hyppigt var brændetransporter fra Præstø. Men udskibnings-stederne forandrede sig efterhånden.
Syge matroser
Den Store Nordiske Krig ramte Amager på godt og ondt. Dragørs lodser og matroser var med og legede katten efter musen med den svenske flåde. Småskibe fra Amager blev tvangsudskrevne, når der var brug for landsætning af tropper. I 1710 var den danske flåde i en elendig forfatning. Der manglede penge til proviantering. Besætningen blev syge og sat i land på Amager.
Bartskærere tilså de mange syge, der var anbragt hos øens gård – og husmænd. Ikke alle matroser kom tilbage til Holmen. Fra 7. september til 20. december blev 72 matroser begravet i Store Magleby.
Under en transport fra København til Dragør døde en del matroser, der i forvejen var syge. Sygehusene inde i hovedstaden var overbelagt, så yderligere syge matroser skulle i 1711 fordeles på Amager. Men på grund af stærk vind og strøm, tog sejladsen en del længere tid.
Pesten på Amager
Pesten havde ramt Helsingør i 1710. Men myndighederne kunne ikke finde ud af sikkerhedsforanstaltninger. Man burde ellers være advaret. Alene i Stockholm
var 40.000 omkommet. Langt om længe blev der indrettet karantænestationer, blandt andet på Saltholm.
Pesten hærgede på hele Amager. Det kunne skyldes de syge matroser, der var anbragt på øen. Fysikus Hans Riber blev sendt til øen, for at undersøge forholdene. Han fik udtrykkelig ordre til hver dag at vende tilbage til hovedstaden, for ikke at overnatte i et befængt hus.
Mangel på læger og medikamenter
Ifølge Riber var forholdene meget alarmerende. Mange var døde og døende. Befolkningen manglede læger og medikamenter. Der blev heller ikke taget nogen forholdsregler mod smittens udbredelse. Amagerne holdt traktement på samme bord, som liget havde ligget på.
Amagerne ville slet ikke lytte til de fine embedsmænd inde i København. De skulle nok klare sig selv. Fra København lød truslen, at hvis de amagerne ikke indordnede sig, måtte de ikke komme ind i København. Men det var en tom trussel. Københavnerne havde brug for Amagers spisekammer.
En masse mennesker døde af pesten på Amager i 1710 og 1711. Halvdelen af befolkningen i Tårnby blev offer. I alt døde der i København 23.000 personer. I Dragør blev hele familier udslettet.
Masser af byggeri
I 1801 boede der 1.583 indbyggere i Dragør. 73 pct. af de erhvervsaktive mænd var beskæftiget med søfart. Byens handelsflåde bestod af 79 sejlskibe. Byen talte efterhånden 270 temmelig vel byggede huse. Fiskeriet gled i baggrunden. Det kom først tilbage i sidste halvdel af 1800 – tallet.
Størstedelen af de smukke huse i Dragør blev opført i slutningen af 1700 tallet, da søfarten blomstrede. I de gode år af 1800 tallet blev der også bygget en del. Byen blev ramt af store brande i 1842 og 1952. Det gik ud over ca. 20 huse.
Sørøvere i Dragør
Skibene voksede og det gjorde antallet af parthavere i dem også. De gode tider fortsatte frem til 1807. Krigen mod England fik katastrofale følger for dansk skibsfart og dermed også Dragør. Danske handelsskibe blev opbragt af englændere og danske søfolk havnede i engelsk krigsfangenskab. Og det blev ikke bedre med den danske statsbankerot i 1813.
Men en ny indtægtskilde åbnede sig. Danske småskibe blev armerede og de havde tilladelse til at opbringe engelske handelsskibe. Mange søfolk tjente gode penge på denne kaperfart. Med andre ord der var sørøvere i Dragør.
I 1814 havde ingen penge til at investere. Hverken i skibe eller handel. Det gik kun langsom fremad. I midten af århundredet syntes krisen at være over. Dragør gik ind i sin sidste korte tid som søfartsby. I 1814 bestod handelsflåden i Dragør kun af 20 skibe.
92 skibe hjemmehørende i Dragør
Skonnerter, brigger og barskibe sejlede til så fjerne mål som Sydamerika, Middelhavet og så videre. Da Dragørs flåde var på sit højeste i 1878 blev det kun overgået af København og Helsingør. Hertil skal nævnes at flåden fra Aabenraa, Sønderborg og Flensborg ikke var iberegnet. Byerne hørte ikke mere med til Danmark. På et tidspunkt var der 92 skibe hjemmehørende i Dragør.
Da syv piger skulle afsættes
I anden halvdel af 1800 – tallet var Dragørs største skibsreder, H.N. Jeppesen. Denne skibsreder udvalgte nøje sine svigersønner. Der var hele 7 døtre, der skulle afsættes. Det hele skulle drives som et familieforetagende. Men da Jeppesen døde, faldt det hel fra hinanden. Døtrene og svigersønnerne havde det ikke godt med hinanden.
Den ældste datter, Anna var gift med Peter Mærsk Møller. De blev mere eller mindre frivillig tvunget ud af Dragør og bosatte sig i Svendborg. En af deres børn hed Arnold Peter Møller.
Søfarten på tilbagegang
Men der har aldrig været skibsværft i byen og flåden var blevet gammel. Ved århundredeskiftet var mange sejlbåde billig til salg. Dampskibene havde overtaget konkurrencen. Allerede i 1880erne kunne man se tilbagegangen. Det ramte hårdt. Byen var orienteret mod søfarten. Søfolkene tog hyre på fremmede
skibe. Man søgte ind hos de store københavnske rederier.
Der var naturligvis handlende og håndværkere i byen. Især mange bagerier fandtes der i byen. De leverede rugbrød til skibene. Blegning var også et stort erhverv i byen gennem 1800 – tallet helt frem til 1930.
Væverier fandtes i byen i 1780erne. Men det var først i slutningen af 1800 – tallet, da der blev anlagt et stort væveri vest for byen, at det blev en succes.
Kolera på Amager
I 1831 blev der besluttet, at der skulle oprettes et karantænehus på havnen i Dragør. Her skulle lodser og bjergere opholde sig, når de havde været i kontakt
med fremmede skibe. Koleraen var på vej.
Et vagtværn under politiet blev etableret. De skulle patruljere langs kysten. Vagtfolkene var forsynet med lange spyd. Med dem skulle de forhindre folk i at gå i land. Hen på efteråret syntes faren at være drevet over, og vagtværnet blev fjernet.
Men epidemien vente tilbage. I 1848 viste det første tilfælde af kolera sig i Danmark, og det var i Dragør. En sømand var blevet angrebet og også hans familie. Sømanden overlevede, men hængte sig i 1850.
Distrikt-læge Feilberg fra Amager talte for døve øre, da han ville have forbedret de hygiejniske forhold især i Sundbyerne. Og i 1853 hærgede koleraen for alvor. Ca. 7.000 mennesker blev angrebet, heraf døde knap 5.000.
En af Dragørs to jordemødre døde også af koleraen, smittet af en patient. I alt omkom 20 personer i Dragør.
I 1866 var der igen fare. Store Magleby Sogneråd besluttede som sikkerhed, at opstille senge i Anders Dirchsens dansehal og tomme kister i lighuset. Men der blev heldigvis ikke brug for dem.
Amagerbanen
Amagerbanen fik stor betydning for byen. Det var lettere at komme på arbejde inde i København. Og københavnerne tog på ude udflugt ude på det østlige Amager. Jernbanen fra Amagerbro til Dragør var 12 kilometer lang. Den første ordinære afgang var den 17. juli 1907. Fra 1938 til 1940 var persontrafikken indstillet. Igen fra 1947 blev persontrafikken nedlagt. Godstrafikken blev nedlagt i 1957.
Landliggere
Mange Dragør – familier flyttede op på loftet i sommermånederne og udlejede deres hus til københavnere. Det var den såkaldte landligger – tid. Den kulminerede i løbet af 1920erne og 1930erne. Men enkelte steder fortsatte perioden helt op til 1950erne. Efterhånden begyndte københavnerne selv at bygge sommerhuse herude.
Det er jo en oplevelse at besøge Dragør, om man går en tur i de smalle stræder, eller holder fest på hotellet, mens skibene ude i Øresund passere tæt forbi. Som den første af sin slags blev Dragør Fredningsnævn oprettet i 1934, så det er vel dette initiativ man kan takke for at byen i dag er så velbevaret.
Gås og skikke
Indtil for få år siden kunne man på sin spadseretur møde Dragørs berømte gæs. Nu holder de til på de fredede strandenge syd for den gamle by i Gåserepublikken. Efterkommere af de hollandske indvandrere lever stadig i lokalsamfundet. De er med til at værne om den gamle kultur. Den afspejler sig i bygninger, bohave, dragter og skikke. Således er det både ringridning og gammeldags fastelavnsskikke på Amager.
Kongelunden
I 1818 gik Frederik den Sjette med til at støtte tilplantning af det sydlige Amager. Stedet fik navnet Kongelunden. Omkring halvdelen af området blev tilplantet med løv – og nåletræer. I 1841 flyttedes Det Kongelige Fasaneri fra Jægerspris til Kongelunden. Dette blev nedlagt i 1920, men der er stadig mange fasaner i området.
Dragør Fort
Dragør Fort blev anlagt fra 1910 – 1915 på en kunstig ø ca. 400 meter fra kysten. Formålet var at medvirke til et fjendtligt bombardement af København.
Desuden ville man hindre fjendtlig landgang på Amagers sydkyst. Fjendtlige operationer i Drodgen – og Flinterenden skulle også forhindres.
Øen stod oprindelig i forbindelse med land ved en bro, der kaldtes Kongens Bro. Denne blev senere erstattet af en dæmning kaldt Prins Knuds Dæmning
efter fortets daværende chef.
En vandretur i den gamle by
En vandretur i Dragør er noget specielt. Den gamle by blev fredet i 1964. Kongevejen er byens hoved-strøg, og der hvor apoteket og boghandlen ligger lå
Kommandørboligen. Den var bolig for toldforvalter og lodsinspektør i 1800 tallet.
Og Løkker-enden var engang i Hanse-tiden en rende, hvor skuderne sejlede op ad til de forskellige byers stadepladser, hvorfra silden blev solgt og fragtet videre til f.eks. Stettin og Lübeck.
Ved Fogedens Plads 7 mødtes byens 4 vægtere. Hver time sang de en vægtersang. Men landliggerne fra København klagede over larmen. Da Amagerbanen
holdt sit indtog blev Dragør pludselig en turistby.
Hollænderhallen blev bygget af tyskerne i 1944. Den fungerede som hangar for de fly, der skulle repareres. Fra 1945 – 47 fungerede hallen suppleret med seks barakker som lejr for op mod 1.500 krigsflygtninge.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 21. – 02. 2022
April 5, 2010
Havde Absalon dog bare skrevet ned, hvad han så, ja så havde Københavns Historie været meget lettere. Historikkerne har nemlig taget fejl. Det som Absalon overtog var ikke bare en lille samling fiskerhytter. Det var allerede en etableret handelsplads, som var væsentlig større, end det som historikerne hævder. Læs her Københavns Historie fra før Absalon til ca. år 1290.
Vi har lært det forkerte
Vi har lært i skolen, at det var Absalon, der grundlagde København, men det er ikke rigtig. Da han overtog byen var det allerede en bydannelse. Og den er åbenbart større end man har antaget. Den første jordebog, som Roskilde bispen udarbejdede er fra 1367. De arkæologiske spor bliver der stadig flere af. Og det er kun godt. For der findes ikke meget skriftligt, man kan gå ud fra. Og måske er denne artikel også allerede forældet. Den blev skrevet i 2012.
Beboet i uendelige tider
Kystlinjen forløb lidt syd for Strøget og der var et ca. tre kilometer bredt vandbælte til Amager. Sådan så det ud 3.000 år f.Kr. Efterhånden var det muligt at bosætte sig her. Der er således fundet rester af en boplads fra ældre stenalder, der hvor Frederiksborggade i dag udmunder i Nytorv.
Under rådhushallen er der fundet rester fra en boplads fra endnu ældre tid. I Livjægergade på Østerbro var en boplads for 2.500 år siden.
Fem flintflækker er fundet ud for Mikkel Bryggersgade 2, en stenøkse i inderhavnen og en ornamenteret armring ved Knippelsbro. Og det dukker sikkert meget mere op, når Metro – byggeriet for alvor går i gang. (Ja under dette arbejde blev der gjort en masse interessante fund).
Men allerede disse fund vidner om, at der på et forholdsvis snævert område har været masser af bebyggelse i meget lang tid. Hvordan kunne Absalon så overtage en så lille by, som, der blev påstået?
Først nævnt i 1043
Kystområdet har været særdeles sumpet. Første gang vi hører benævnelsen Havn er i 1043 i Knytlinge – sagen. Den er så godt nok først skrevet omkring 1250 – 1270. Her skulle Svend Estridsen have søgt hen efter at have tabt et søslag mod kongen, Magnus den Gode. Senere inddelte kongen landet i bispedømmer.
Byen som gave
Absalon levede fra 1128 til 1201. Han fik byen Havn som gave. Og det er så her vi får det berømmelige bevis. Byen havde tidligere været kongens eje. Historikere taler om en lille by, fordi man opfatter en beskyttelsesvold mod en handelsplads for en by-vold. Byen har på daværende tidspunkt sikkert allerede været stor. Og en stormand, der har været en slags bestyrer for kongen har haft en storgård i byen.
At byen voksede hurtig, kan måske ikke udelukkende tiltænke Absalon. Den var måske stor i forvejen.
Vi har noget materiale fra Saxo. Men hvem var det lige, der havde bestilt denne krønike. Jo det var Absalon. Det er dermed klart, at denne skulle omtales som den store skaber.
Det som Valdemar den Store (1131 – 1182) skænkede omfattede foruden byen Havn også Utterslev, Vanløse, Vigerslev, Serridslev, Valby og Emdrup. Desuden var der områder i Brønshøj, Gentofte, Hovedgård, Mørkhøj, Bagsværd, Virum, Høsterkøb, Rødovre, Nærum og Borgby (Løjtegård).
Overladt til Bispestolen
Absalon havde været biskop i Roskilde. Hele gaven blev overladt til Roskilde Bispestol, dog mod selv at have råderet i hele sit liv. Det er ikke gået helt stille for sig. Paven stadfæstede gaven i 1186. Syv år senere forbød paven en afhændelse af borgen i Havn. Måske var det fordi, at Havn var hovedbyen Roskildes adgang til omverdenen. Denne borg var blevet opført i 1167. Der findes fragmenter af denne under Christiansborg.
Havn som handelsplads
Havnen lå godt beskyttet. En landevej førte til Roskilde. Rester af en stor gård eller var det borgen Havn er fundet under Vingårdstræde 6 (Magasin du Nord).
Indtil nu har historikerne påstået, at bebyggelsen var koncentreret om nutidens Frederiksberggade. Kirken var viet til Sankt Clemens, de søfarendes og handelens beskytter. Men de nyeste fund viser, at der har været en trækirke samt en kirkegård før denne kirke.
Historikere har påpeget, at Absalons by havde stenbelægninger på de vigtigste veje. Det var blandt andet tilfældet med de to nordgående udfaldsveje Købmagergade og Nørregade samt Vimmelskaftet, Skindergade og linjen Kattesundet, Larsbjørnsstræde til omtrent midtvejs mellem Studiestræde og Sankt Peters Stræde.
Byen Havn var et eftertragtet fiskerleje, som blev søgt af mange. Der var masser af sild i Øresund. Mon ikke historikerne undervurderer Havns betydning som handelsby. Nye fund vil sikkert påvise dette.
Den gængse opfattelse
Den gængse opfattelse er at
Historiker tager fejl
Historikerne må til tasterne igen. Det var ikke bare en sølle landsby som Absalon fik foræret af paven. Man har aldrig troet, at der var så meget bebyggelse, så tidligt. Byens første overhoved boede måske på den stormandsgård, som man har fundet på Kongens Nytorv. .Her eksisterede der jo en sand gavebod med Øresundssild.
Hvorfor skulle en så magtfuld mand som biskop Absalon nøjes med en samling fiskerhytter? Københavns historie er bygget på lidt for mange myter. I de kommende år vil vi formentlig kunne lægge spændene brikker til det nye historiske publikationer.
Allerede mange overraskelser
Arkæologerne må derfor i gang med at grave for at finde den hele sandhed. Om mon ikke Metro – byggeriet finder nye sandheder? I 2010 vil der foregå den største udgravning i Nordeuropas historie. Måske finder man de helt rige fund, der gør København til en rigtig storby før år 1000.
Og allerede nu har man fundet en mængde overraskelser.
De fire fund ligger i et område mellem Kongens Nytorv og Rådhuspladsen, men fælles for dem alle er, at de ligger uden for den lave og meget lille befæstning, som man hidtil har ment omsluttede og afgrænsede byen, da Absalon overtog byen i 1160’erne.
Man må derfor antage, at København er ældre end hidtil antaget, og at Absalon ikke er byens grundlægger. Endelig viser fundene, at byen havde en helt anden opdeling, end man hidtil har antaget.
København lå ikke inden for befæstningen
Igennem de sidste 100 år har arkæologer arbejdet ud fra den teori, at det oprindelige København lå inden for befæstningen, der kørte op langs Lavendelstræde og Mikkel Bryggersgade langs indersiden mod øst af Vestergade og ned langs vestsiden af Gammel Torv.
I 1800 – tallet fandt man rester af befæstningen langs denne strækning. Man konkluderede uden videre, at befæstningen var en by-vold, selv om det viste sig, at den var for lav til at have en afgørende effekt.
Dateringerne viser, at den halvanden meter høje befæstning blev bygget i 1140’erne eller 1150’erne. Det er kort før, at biskop Absalon overtager byen i 1160’erne.
Det område som befæstningen omkranser, er ikke mere end tre hektar. Hvis befæstningen virkelig fungerede som by-vold i sin tid, så var det ikke plads til mere end en lille samling af huse inden for området.
Denne vold er dateret til at være bygget i midten af 1100 – tallet, hvor biskop Absalon overtog byen. I midten af 1200 – tallet begynder man at anlægge en høj mur rundt om byen, der gik helt ud til Nørre – og Vestre Voldgade, og arkæologer og historikere har altid været imponeret over, at byen har kunnet udvikle
sig så hurtig i løbet af så kort tid.
Beskyttelse af handelsplads
Den voldsomme tilbygning er hidtil blevet forklaret med at biskop Absalon investerede massivt i byens udvikling, men den teori passer ikke mere. Volden må nu opfattes som en omkredsning af byens handelsplads.
I 1000 – tallet var der mange befæstede handelspladser rundt om i Danmark. I København gik handelspladsen ned til vandet. Bebyggelsen er skudt op omkring denne handelsplads.
Denne teori bliver understøttet af, at der på stedet er fundet utallige fiskeben og keramikskår.. Pladsens størrelse vidner om en handel af anseelig størrelse.
Øresundssild
Mange af byerne, der opstod omkring Øresundsregionen opstod, fordi der er tjent mange penge på sild. Fiskene var også meget eftertragtet i udlandet. Når der var fasteperioder, måtte man gerne spise fisk. Eksporten til Tyskland var meget stor.
Særlig omkring Mikkel Bryggers Gade er der fundet mange keramik – fund. Her har man fundet det første sammenhængende byggeri fra 1000 – tallet op til 1400 – tallet.
Under de utallige udgravninger har man også fundet en masse redskaber fra stenalderen, så der har været menneskelig aktivitet her i flere tusinde år.
Den tidlige kirke
Den tidlige kirke, som senere blev erstattet af Sankt Clemens, blev naturligt nok bygget lige uden for handelspladsens befæstning. Det var her, der var mest aktivitet, og her man kunne få mest indflydelse. Den tilhørende kirkegård har serviceret de bebyggelser, der lå bag ved handelspladsen.
Kirken har været i funktion i 1000 tallet, hvor Danmark blev kristent. Kirkerne blev bygget der, hvor der var størst aktivitet. Sankt Clemens kirke nævnes første gang i en skriftlig kilde i 1192. Den blev revet ned under reformationen i 1534 – 36.
Beboelse siden stenalderen
Byens vækst er ikke sket på en gang. Det strakte sig over flere århundreder, måske endda årtusinder af år. 12 kg flinteredskaber er der fundet fra stenalderen under udgravningen af Sankt Clemens kirke. København har sikkert været et fantastisk sted med rigelig fisk og gode havneforhold. Det har sikkert ikke været en stor byplanlægning.
Det sted, hvor man mener at stormandsgården har befundet sig har indtil i dag været et meget mondænt område. Forskerne ved, at der i Middelalderen også blev slået mønt i området.
Byen hed Kiøbmannehavn
Når man i dokumentet til paven brugte navnet Havn, var det sikkert blot den daglige og mere mundrette betegnelse. Betegnelsen Kiøbmannehavn har sikkert også eksisteret i Absalons tid. Dette navn vidner også om, at byen dengang allerede havde en stor handel. Det var ikke kun fiskeri, som kendetegnede byen. Også dengang blev der drevet landbrug.
Tre paver stadfæstede Absalons ejendom. I 1191 havde Absalon overladt bispestolen til sin slægtning Peter Sunesen.
Efter Absalons død overtog Peder Jacobsen byen. En halv snes år senere overtog Niels Stigsen, der var slægtning til Absalon dette hverv. Han holdte sig gode venner med kongen, men i 1245 gik det skår i dette venskab. Niels Stigsen kom i en dobbeltrolle. Han deltog i et bispemøde i Odense. Temaet for mødet var den stigende kongemagt.
Niels Stigsen tog ophold i Lyon. Derefter overtog kong Erik Plovpenning byen. Han udskiftede den biskoppelige høvedsmand med en kongelig.
Byen overfaldet
Men i 1249 erobrede lübeckerne byen. Det var dels for at støtte Hertug Abel der var i strid med sin bror Kong Erik og dels fordi Kiøbmannehavn allerede på det tidspunkt var blevet en konkurrent til Lübeck. Byen blev plyndret og kirkerne brændt. Udviklingen var sat tilbage. Stridighederne mellem konge og bisp fortsatte. Man var uenige om ejerforholdet af byen.
Kirkerne
I 1238 fik Gråbrødrene foræret en grund til et kloster nord for den gamle vest – østgående hovedgade (Vimmelskaftet) med port-hus ud mod det senere Klosterstræde.
Der er ikke nogen endelige beviser på, at det var Absalon, der lod byen befæste. Historikere har ellers hævdet dette. Men det får vi måske en forklaring på, efterhånden som der bliver gravet ned i byens undergrund.
Krig mellem kirke og konge
Erik Plovpenning nægtede at overdrage byen til den nye bisp. Men da han blev dræbt af broderen Abels mænd i 1250, banede det vejen for bispen. Abel døde kort tid efter. Hans efterfølger Christoffer den Første ragede uklar med Erlandsen. Inden denne tog afsted til sit nye job som ærkebiskop i Lund, nåede han at udforme en stadsret. Det skete i 1254.
Stadsretten
Stadsretten blev oprettet som en kontrakt mellem Roskilde – bispen, byens herre og borgerne. Hvordan borgerne var organiseret i den forbindelse, vides dog ikke. Stadsretten byggede på Ret, Sædvane og Vedtægt. I alt 17 punkter blev nedfældet. Planer om byens befæstning var også nedfældet i stadsretten:
Stadsretten indeholdt også regler for handel, skatter og afgifter. Ingen gæst måtte drive handel med nye huder og fåreskind, klæde og lærred i større mængde eller i det hele taget sætte Skamler med Handelsvarer paa Torvet. Gæster måtte ej heller købe flæsk eller korn i skæpper.
Dette viste sig, at være smart nok, men bispen sørgede for, at det kun var hans tilhængere, der kunne blive grundejer.
Lübeckerne, der havde overfaldet byen, blev lyst i band af paven. Men i 1266 blev de tilgivet, da de lovede at betale for deres ugerning.
Byen igen angrebet
I 1259 blev Erlandsen arresteret. Stadens bestyrer Peder Skalmsøn Bang forbød derefter de sjællandske præster til at holde kirken åbne, indtil Erlandsen igen blev frigivet. Da dette ikke blev respekteret rejste han til Rügen for at alliere sig med fyrst Jaromar.
I mellemtiden havde Christoffer den Første taget Kiøbmannehavn til sig som ejendom. Men dette ejerskab varede kun kort tid, for fyrst Jaromar trængte med sine styrker igennem forsvarsanlægget. Pontoppidan skrev om episoden:
Atter engang blandede paven sig, og krævede under bødestraf, at borgen skulle genopføres af dem, der havde nedbrudt den.
Pludselig døde Kong Christoffer. En norsk flåde stævnede pludselig ind i byen, for at markere deres støtte til den nye konge, Erik Klipping. I 1274 indgik denne et forlig med bispen. Men i mellemtiden var der dannet et byråd på 12 rådmænd, som havde tilegnet sig en domsret. I 1279 fik borgerne ret til at skære kalksten på Saltholm, uden at betale til biskoppen, hvis ø, det faktisk var. På det tidspunkt var de fleste huse dog endnu opført i træ.
Atter et kongemord
Det var farligt at være konge dengang. I 1286 blev Erik Klipping slået ihjel. Man antog at drabsmændene var marsk Stig Andersen og den hallandske grev Jacob. De blev dømt fredløse. Begge søgte til Norge, og byen følte sig nu truet herfra. Borgene henvendte sig til biskop Ingvar Hiort for at få midler og tilladelse til at forstærke fæstningsanlægget.
Vester, Nørre og Øster Vold blev anlagt. Men det er uvished om det blev færdiggjort. Voldens bredde var fra 11 til 14 meter og højden var 2 – 3 meter Halvøerne lå som på Absalons tid. Kun Strandholmen var beboet.
De ældste veje
Det er lidt uklart, hvordan vejforløbet var dengang. Der har været stenvej i det der senere fik navnet Sankt Clemensstræde og Kattesund. En jordvej stammede allerede fra dengang, og har formentlig ligget på Mikkel Bryggers Gade, Lavendelstræde, Vombadstuestræde og Vestergade.
Skindergade har sikkert været forbindelsesvej til Købmagergade, eftersom Gråbrødre Klosteret skulle have en adgangsvej. Også Badhusstræde og Hyskensstræde må antages at være anlagt omkring det samme tidspunkt. Vimmelskaftet og Øster Vold blev bebygget gennem 1200 tallet.
De må også have været en vej langs Pilegårds jorder fra det senere Amager Torv og ud mod Volden i østlig retning (Østergade). Pilestræde må være anlagt for at give adgang til Pilegård.
Forskellige steder er der fundet rester af lergrave. En mere end fire meter dyb lergrav er fundet på Vestergade nær volden.
De ældste bygninger
Den gamle kridtstens-borg bygget mellem 1167 og 1171, blev forsøgt afbrændt af fyrst Jeromar. Pilegården strakte sig fra volden og fra byens rende til et dige parallelt med Østergade – gårdene.
En meget tidlig bygning var De Spedalskes Hospital – Sankt Jørgen. Den omtales første gang i 1261, men er nok yngre end 1254. Der er heller ikke noget belæg om, hvilke sygdomme, der på daværende tidspunkt blev behandlet på hospitalet.
Råd fra en gammel lægebog
Man måtte åbenbart ty til Harpenstrengs Lægebog, nedfældet i begyndelsen af 1200tallet. Her kunne man få hjælp til næsten alt. Purløg kunne bruges mod gammel hoste. Det skulle enten blandes op med kvindemælk og drukket eller rørt ud i honning og stoppet i næse og ører.
I rå tilstand var mixturen god mod drukkenskab. Den var tillige velegnet til at ligge på benbrud. Karse kunne bruges mod hårtab og hudorme. Kamilleblomsten blandet op i vand kunne bruges mod søvnløshed.
Men Københavns tidlige historie, som vi her på dengang.dk vender tilbage til, ville have været meget lettere at forstå, såfremt Absalon havde nedskrevet, hvad han så.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 22.03. 2022
April 5, 2010
Intelligent og en god politiker var hun. Men også hensynsløs over for sine fjender. Hun vidste, hvad hun ville og de holstenske grever frygtede hende. Hun var i konstante konfrontationer med dem. En tidligere elsker fik hun antagelig halshugget.
Kalmar – unionen var genial
Som 10 årig prinsesse blev hun gift med den norske konge. Det var i 1363. Senere var skabelsen af Kalmar – unionen en genial ide. Jo hun var genial Dronning Magrete den Første. Det var helt sikkert bevidst, at hun ikke giftede sig igen, da hun blev enke i en alder af 27 år.
Valdemar Atterdag samlede Danmark
Hendes far, Valdemar Atterdag overtog et rige, der var aldeles svækket. Man kan godt vove den påstand, at vi kan takke denne konge for, at Danmark stadig er en selvstændig stat. Da han startede sin regeringsperiode hørte kun en fjerdedel af Jylland under den danske konge. Resten var pantsat til den holstenske adel.
Niels Ebbesens mord på lederen af de holstenske grever, Gerhard den tredje åbnede for Valdemars muligheder. Han fik ved at indgå ægteskab med den slesvigske hertug Valdemars søster Helvig mulighed for at indløse en række landsdele, som havde tilhørt hertug Valdemar. Nu tilhørte store landområder pludselig Valdemar Atterdag som medgift.
Med utrættelig energi lykkedes det for Valdemar at samle riget. Valdemars succes udløste krige med hansestæderne i 1362 – 64 og 1367 – 70. I 1348 kontrollerede han hovedparten af landet.
Mecklenburg-erne ville have tronen
Ved Valdemars død i 1375 ønskede Mecklenburg-erne at overtage kronen. Kongens eneste søn var død. Margrete var allerede begyndt at købe sig til indflydelse.
Men syd på opgav de ikke så let. De holstenske grever fik lovning på Slesvig, Als og Langeland. Det vil sige, at det var Mecklenburg-erne, der lovede dette. Dertil kom Åholm og Ravnsborg med hele Lolland og Ribe Len.
Greverne skulle selvfølgelig støtte Mecklenburg-erne. Og det gjorde den tyske kejser også. Man ville have Albrecht til konge af Danmark. Og denne Albrecht var søn af den ældste datter (Ingeborg) af Konge Valdemar og Hertug Henrik af Mecklenburg
En række adelsfolk, der var kendt i det sønderjyske blandt andet Limbek – slægten støttede Mecklenburg-erne. Denne slægt kender vi fra Trøjborg.
Men allerede her trådte Magrete frem som en stor strateg. Hun gav hansestæderne en række indrømmelser, hvis de stemte på hende.
Hun fik sin vilje
Den 3. maj 1376 faldt afgørelsen på Danehoffet i Slagelse. Her var alle landets stormænd forsamlet. Valget faldt på Oluf, Margretes og Haakons søn. På grund af hans alder blev det under Dronning Margrete og Kong Haakons formynderskab.
Der måtte en håndfæstning til, for at tilgodese ridderstandens privilegier. Således måtte en krig ikke startes uden denne stands accept.
Men Mecklenburg-erne accepterede ikke valget. Men åbenbart blev et forlig indgået i 1376. i 1380 døde Haakon. Nu stod Margrete alene som formynder.
Hertugerne havde mistet meget af deres position i Sønderjylland under Valdemar. I 1374 nåde han at tilegne sig Haderslev Slot og By.
Greverne – de egentlige magthavere
Margretes direkte fjender var hertugerne Heinrich og Claus. De stillede sig i spidsen for de holstenske grever. Økonomisk stod de meget bedre rustet end det danske kongehus. Hele Als kom under tysk ledelse og Haderslev blev besat. Tønder blev frataget Henneke Limbeck, som en overgang havde slottet.
Reelt var de holstenske grever nu Sønderjyllands egentlige magthavere.
Grevskabet fik godkendt deres besiddelser
I 1376 fik grevskabet godkendt deres besiddelser. Der findes faktisk et referat fra dette godkendelsesmøde . I den Lübske Krønike har franciskaner – munken Dietmar nedskrevet fredsbetingelserne:
Reelt beherskede holstenerne området, men de havde lovet troskabsed over for den danske dronning. Dermed skulle freden være sikret.
Den ”Fuldmægtige” Frue
Men pludselig i 1387 døde Margretes søn, Oluf, bare 17 år gammel. Margrete var sidste led i den ældgamle kongeslægt. Hertug Albrecht mente sig nu helt sikker på den danske krone. Han antog titlen Hertug Albrecht – arving til Danmark.
Han anbragte også det kongelige danske våben med de tre leoparder i sit segl.
Men kun en uge efter sønnens død, blev Margrete valgt til Fuldmægtig Frue og Husbond og til hele Danmarks Riges Formynder.
Efterfølgeren Burgislav
Men der skulle jo også vælges en efterfølger. Og det blev en lille dreng i Pommern. Han var barnebarn af hendes Margretes søster, Ingeborg. Hans navn var Burgislav. Der var hermed en lille smule blåt blod i årene.
Men man kunne jo ikke i Danmark have en konge af dette mærkelige navn. Så han fik omdøbt sin navn til Erik. Margrete antog ham som Fostersøn.
I 1388 overgav de svenske stormænd i rigsrådet regeringsmagten til Margrete. I 1389 vandt Margretes hær et stort slag i Skåne. I 1396 blev Erik af Pommern
formelt hyldet på Landstinget. Dengang var han 15 år. I 1397 blev de tre nordiske kongeriger forenet i et samlet monarki – Kalmarunionen.
Brundlund Slot bygges
I begyndelsen af 1400tallet lå for enden af Vestergade i Aabenraa – Aabenraahus. Den blev nedbrudt samtidig med, at Margrete begyndte at bygge Brundlund Slot. Det skete samtidig med påbegyndelsen af Duborg Slot i Flensborg.
Brundlund Slot blev bygget på en holm i engene sydvest for byen. I befæstningen af Brundlund Slot indgik et vandmølleanlæg , som i dag er Danmarks ældste vandmølle.
Duborg Slot
De første fæstninger i Flensborg By er placeret på en høj banke, der blev kaldet Vor Frue Bjerg eller Mariebjerget. Her lå tidligere en adelsgård tilhørende
Ivar Juel. I 1409 solgte adelsmanden arealet til Margrete. Fra 1411 lod hun Duborg Slot opføre som et værn mod de holstenske grever. Borgen blev opført på kun fem år, men man fortsatte med at bygge efter dronningens død.
Duborg var centrum for den danske kongemagt i Slesvig – Holsten i 1500 – og 1600 – tallet. I samme periode var det opholdssted for kongefamilien. Christian den Femte blev født på slottet. I 1709 begyndte man at nedbryde slottet. I dag er Duborg Skolen opført på arealet.
Den falske Kong Oluf
I 1402 skete der noget mærkeligt i landsbyen Grudentz i Preussen. Her fandt nogle købmænd en stakkels fattig mand. De spurgte, om han var kendt i Danmark, for han lignede Kong Oluf meget. Han benægtede i første omgang, at være konge af Danmark, men mændene omkring ham, tilbød ham.
Der opstod nu forskellige konspirationsteorier om, at dronningen havde forsøgt at forgifte ham, dengang. Senere blev den stakkels mand dømt som
bedrager og brændt på bålet i Kalmar.
Bryllup med prinsesse Philippa
Indledende forhandlinger blev ført om ægteskab mellem Erik af Pommern og den engelske prinsesse Philippa, samt mellem den engelske tronfølger, prinsen af Wales og Eriks søster, Katherina.
Englænderne forlangte ændringer i den danske arvefølge, men dette blev ignoreret fra dansk side. Efterhånden gik forhandlingerne i hårdknude. I 1405 skulle Kong Erik dog modtage sin Philippa i Belgien. Men ak, hun var forsinket. Man måtte tage hjem igen med uforrettet sag.
Den 8. december 1405 fejredes brylluppet første gang i Westminster Abbey med en stedfortræder for Kong Erik. Nu var Philippa officielt Danmark, Norge
og Sveriges dronning – uden i øvrigt på nogen tidspunkt at have set sin brudgom.
Først i sommeren 1406 sejlede Philippa med et større rejseselskab på 204 personer fra havnebyen Lynn. Det var en hel lille flåde på 10 store og 4 mindre skibe. Men vejret var dårligt og selskabet skulle så meget igennem. Og den lille prinsesse var dengang kun 12 år gammel. Men langt om længe kunne den store bryllupsceremoni finde sted i domkirken i Lund.
Eriks søsters bryllup gik i vasken, fordi hun ikke kunne blive dronning i England.
Margrete udnytter situationen
Ved forleningen i 1386 havde Dronning Magrete overdraget hertugdømmet Slesvig til Grev Gerhard. Men denne blev dræbt under et felttog mod
det oprørske Ditmarsken. 300 adelsmænd blev dræbt under dette felttog.
Margrete udnyttede situationen. Elisabeth, enken efter Gerhard ledede hertugdømmet, men havde fået en stor gæld. Hun måtte pantsætte Tønder Slot
med tilhørende herreder og hovedparten af Nordfriesland. Samtidig overtog dronningen Haderslevhus efter Henrik Ahlefeldt, der også faldt i det store slag i 1404.
Inden længe overtog hun Trøjborg. I 1406 fik hun Slesvig Bispestol med dens to borge. Svabsted og Stubbe fik hun for en seksårig periode.
Gennem målbevidste godskøb og til-pantninger havde Margrete efterhånden fået herredømmet over det meste af Slesvig.
Enkehertuginden mister jord
Enkehertuginden beherskede nu kun hoved-slottet Gottorp, byerne Sønderborg og Flensborg samt øerne Als og Ærø. Men landefreden blev truet hele tiden.
Den holstenske adel følte sig truet af dronningen.
Enkehertuginden blev gjort ansvarlig for en række plyndringer og lovovertrædelser til et beløb af 11.400 mark. For at dække dette beløb overtog Margrete Flensborg med borgen Nyhus til dronningen.
Ny krig med greverne
Men holstenerne oprustede. De tog den dansksindede biskop Johannes Skindelev til fange. Såret og halvnøgen blev han ført fra Flensborg sydpå. Enkehertuginden tilbød at købe Flensborg tilbage, men dronningen afslog.
Kong Erik samlede en hær, der i sommeren 1410 erobrede Ærø og Als. Men den 12. august led en jysk troppedeling et afgørende nederlag i landsbyen Eggebæk. Besættelsen af Ærø og Als blev dog fastholdt.
Et fredsmøde på Koldinghus blev afholdt i 1411. Her aftalte man, at genoprette tilstanden fra før krigsudbruddet. Holstenerne skulle tilbagelevere bispestolen
i Slesvig og dens to borge. Kong Erik skulle rømme Als og Ærø. Flensborg og Tønder forblev dog under dansk styre.
Mystikken om ridder Abraham Brodersen
Margrete var en god strateg, men hun var også hensynsløs. Der var ikke nogen der på nogen måde skulle træde hende over tæerne. Og det har ridderen
Abraham Brodersen sikkert gjort. Han fik en meget fin begravelse. Men hvad skete der egentlig?
Abraham Brodersen var af Hallands adel. Han blev meget brugt af dronningen, og han blev meget rig. Til sidst er han ejer af 200 landsbyer i Skåne og Sverige.
Han blev høvedsmænd på de vigtige hallandske borge, Varberg og Laholm. Han blev udnævnt til lensmand i Kalmar, og hun bruger ham som feltherre.
I 1393 førte hun dronningens hær mod Stockholm. I 1403 – 1404 blev han sendt til Gotland, så denne ø også kunne blive lagt under Danmark. Han blev rigsråd og var med i alle unionsmøder.
Abraham Brodersen hjalp Kong Erik i Sønderjylland. Als, Nordborg og Sønderborg bliver belejret. Men pludselig blev Abraham Brodersen anklaget for alt muligt. Først anklages han for, at der ikke var kraft nok i hans felttog. Siden bliver han anklaget for voldtægt. Til sidst anklages han for tyranni, selvtægt og andre slemme ting.
Den 27. august 1410 blev Abraham Brodersen halshugget uden for Sønderborg. Rygterne gik på, at han var Margretes elskerinde. Var det hende der stod bag, eller var det Kong Erik der var jaloux på hans succes.
Margrete inddrog hele hans formue. Dronningen fik fremtvunget at familien frasagde sig retten til arv og de måtte fremsige, at dommen var retfærdig.
Allerede året efter Margretes død, skænkede Kong Erik alt det gods som Abraham Brodersen har ejet med rette tilbage til arvingerne. Men nok engang skulle
de godkende, at han er rettelig undlivet efter landsloven.
Død på Flensborg Fjord
En nat i 1412 lykkedes det holstenerne at indtage dele af Flensborg. Men en dom afgjorde at holstenerne skulle rømme byen.
Den 24. oktober kunne Kong Erik og Dronning Margrete hyldes af befolkningen i Flensborg. Sympatisører med de holstenske grever blev anholdt, og mange af dem dømt til døden, deriblandt to præster. Den ene af dem fordømte hende og fortalte hende, at hun inden to dage ville dø.
Tre dage senere – natten til den 28. oktober døde dronningen ombord på sit skib i Flensborg Fjord. (Se artiklerne Okseøerne i Flensborg Fjord
– under Padborg). Dronning Margrete den Første er begravet i Roskilde Domkirke.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 4-01-2022
April 5, 2010
Hvordan levede man på Rømø i gamle dage. Vi kigger lidt på deres kirke. Selv på kirkegården kan man læse historien. Søfolkene
tog sæljagt på Grønland. Tønder – købmænd havde store interesse i dette. Der var slagsmål i luften i forbindelse med bjergninger. Og tænk, der var en sporvogn på Rømø, ja egentlig skulle der have været et damplokomotiv. Under krigen var ca. 2.500 ansatte i de tyske bevogtninger.
Mange tyskere til Rømø
Hver fredag i sommerperioden var Ribelandevej i Tønder dengang i 60erne fuld af tyskere på Vej til Rømø. Og ofte stod vi derude for enden af Lærkevej
og fulgte når redningskøretøjer satte kursen mod Rømø, fordi en tysker igen engang var drevet til havs på sit badedyr eller madrads. Jeg fulgte med Falcks
kommunikation på min lettere ombyggede transistorradio.
Antallet af ferieovernatninger på campingpladser, hoteller og sommerhuse udgør i dag ca. 2,5 millioner. I modsætning til det mondæne Sild er adgangen til stranden gratis.
Tour de France var vand
Jeg husker også vores cykeltur til Rømø. Tour de Frances tinder er vand i forhold til de prøvelser, der var, at cykle til Rømø fra Tønder. Og det er særlig barsk, når blæsten pludselig vender, så man også har modvind på vejen hjem. Rømødæmningen var en frygtelig forhindring.
Egentlig havde man længe haft planer om en dæmning, men den blev først påbegyndt den 8. april 1940 – dagen før besættelsen. Projektet kun have taget to – tre år, men først i 1948 var man klar til indvielsen.
Men den historie er nok ikke helt rigtig. Min far var der allerede i 1939. I årene 1940 – 41 var der ansat 400 mand på projektet.
Talrige gange er den blevet repareret, således efter stormfloden i 1976, hvor omtrent halvdelen forsvandt under vandet.
Man valgte at anlægge dæmningen så den fulgte vandskellet mellem Juvre Dybs og Lister Dybs tidevandsområder. Men nærmest Rømø fik dæmningen et lidt sydligere forløb. Derved afskar man et havområde på cirka 5 km2, hvor tidevandet blev tvunget nord om øen.
Tænk at der er brugt 2 millioner m3 jord. I 1963 blev den 8 meter brede kørebane udvidet til 12 meter.
Rømø omtales i 1226
Hvad betyder ordet egentlig? Det stammer fra det jyske og betyder langstrakt forhøjning og ø. På frisisk hedder øen Rem og på tysk Röm
Røm omtales allerede i 1226 i et paveligt håndskrift og betegnes i 1231 i Kong Valdemars Jordebog som Rymø.
Hvornår øen er blevet befolket, vides ikke med sikkerhed. I en fortegnelse fra 1291 blev det gods, der tilhørte Ribe Domkapitel, nævnt at de afgifter i smør og ost, som Øregården og en anden gård på Rømø skulle erlægge.
Øregården er muligvis ophav til det nuværende Juvre, der således er det ældste bebyggelsesnavn på øren. Men kirken er jo også bygget på et tidligt tidspunkt.
Omkring midten af 1600-tallet boede der cirka 1.500 på Rømø. I 1910 var indbyggertallet faldet til 802. Tilbagegangen skyldtes at befolkningen udvandrede til Danmark og Amerika. Det var blandt andet for at undgå preussisk militærtjeneste.
Rømø var opdelt
Indtil 1864 var øen delt i en sydlig del under Kronen og en nordlig slesvigsk del, der også rummede en del kongelig strøgods henhørende under Hvidding Herred.
Grænsen mellem de to dele gik i øst – vestlig retning fra et punkt lige nord for Rømø Kirke. Delingen blev fremkaldt ved at Dronning Margrete den Første omkring år 1400 afkøbte slægten Limbek forskellige landstrækninger, bl.a. Mandø, den sydlige del af Rømø og den nordlige del af Sild.
Områderne skænkede dronningen til Ribe Domkapitel og udskilte dem derved som kongerigske enklaver fra hertugdømmet Slesvig.
Den omstændighed, at såvel den sydlige del af Rømø som List forblev kongerigsk domæne, sikrede helt frem til 1864 Danmarks herredømme over det vigtige farvand Lister Dyb.
Et langt farvel
Når en sømand skulle på langfart, så rejste ingen sømand før han havde sagt ordentlig farvel. Over hele øen gik det for at sige farvel til slægt og venner. Sådan
et farvel kunne godt tage en hel uge.
Skibsbjælker i Rømø – huse
Rømø – gårdene er gene bygget i vinkel eller t – formet med øst – vestlig retning. Så har den barske vestenvind mindst mulig angrebsflade. Det vigtigste opholdsrum blev lagt så lunt og trækfri som muligt bag stald og lade. Husene var som regel bygget af mørkbrændte rødviolette sten og muret med skær-kalk.
Den mørkerøde farve farve, står godt til landskabet. Mange steder beklæder fajancefliser i både dagligstuen, opholdsstuen og køkkenet på de rige gårde.Mange bjælker i de gamle Rømø – huse har en fortid som dæksbjælker på et skib. Der strandede tidligere mange skibe på Rømø. Måske har man også købt udtjente skibe til ophugning. De blå – hvide hollandske fliser bærer ofte bibelske motiver. Men også skibsmotiver prydede disse fliser.
En spansk grundstødning
Vi talte om strandinger. I 1716 strandede den kongelige spanske fregat Princesse ved Rømø Nørlands kyst. Der blev reddet i alt 70 personer. En bonde i Juvre fik bjerget noget krudt. Åbenbart omkom en spansk gesandt sammen med sin familie.
En stranding og 10 retssager
Nu gik alt ikke lige gnidningsfrit, når der skete en stranding. Det kan måske have noget at gøre med den slesvigske del og den kongerigske del. Således første en stranding i 1717 til tre sagsbehandlinger i Hvidding Herreds ting, seks behandlinger i Ballum ting og en gang på Fanø Birketing.
Søndag den 26. september 1717 opdages et vrag vest for Knuds. Fem både fra Fanø, tog derud- men mørket overraskede dem. De tog nogle småting med sig.
Næste morgen befandt vraget sig ud foran Bollert Strand ca. 1 mil ude i vandet.
Nogle Nørlands – folk tog derud i Peder Præsts båd. De havde ordre fra herredsfogeden om at føre vraget til havnen i Kongsmark.
Der kom også to både fra Sønderlandet med 10 mand. Sammen blev man enige om at bringe skibet ind gennem Blådybet, der dengang endnu dannede en sejlrende mellem Havsand og Rømø. Men det lykkedes ikke. Vraget stødte på grund.
Om natten drev vraget længere sydpå og ind på Sønderlandets forstrand. Ved lavvande kunne man gå ud til det. Til sidst lykkedes det at få vraget bugseret ind til Havneby.
De mange retssager endte med, at Sønderlandets fiskere fik bjergningslønnen.
Mange værdifulde laster
Det var en livlig sejlads der foregik omkring øen. Og bjergninger kunne udgøre et meget stor indtægt. Før 1700tallet lå strandingssagerne i stens hænder. Derefter blev det almindelig at bortforpagte rettighederne til private. Strandingsgodset repræsenterede ofte en betydelig værdi. En sport, var det for mange
Rømø – borgere for efter en storm for at se, om noget kunne bjerges. Ofte blev borgere fra Rømø anklaget for strandrøveri. Den der kom først havde retten, skulle man mene. Men sådan var det ikke altid. Ofte ende en bjergning med skænderi og slagsmål. Det retslige blev afgjort af diverse af retssager.
I 1760 kom en sag for Ballum Tinget. 11 oksehoveder (a 217 liter) fransk vin var bjerget. Egentlig var det pågældende skib strandet ved Helgoland. En købmand fra Bremen meldte sig som den retmæssige ejere af vinen. Ja egentlig kunne vi lave en artikel, der kun handlede om strandinger ved Rømøs kyst. Der var mange af dem.
90 pct. er ren natur
Egentlig er det mærkeligt at forstille sig men 90 pct. af øen er ren natur. Mod nord er øen afgrænset af Juvre Dyb på cirka 17 meter mod syd af Lister Dyb
på indtil 37 meter.. Man tror næsten det er løgn, når indbyggertallet kun er ca. 720. Om sommeren er øen nærmest overbefolket.
En 3 meter klitzoner går ned gennem øen. Her er fredede heder og plantager. Mod nord ligger Juvre Diget anlagt i 1926 – 1928 og forstærket i 1965 – 1965. Men dette har dog ikke kunnet stoppe vandet.
“Nordseebad” Lakolk
Stik mod vest ligger Lakolk. Stedet blev allerede i 1898 omdannet til badested med badehotel og sommerhuse. Sandstranden er enestående. Så mangen en Tynne – Knajt har taget sine første køretime her hos far.
Ikke så sært, at turisme er øens vigtigste erhverv.
Moden med strandbadning går kun tilbage til midten af 1800tallet. Først i løbet af 1900tallet blev det almindeligt at tage til stranden. Langs vadehavskysten havde bademoden bredt sig fra Før. Her blev det første kurbad bygget allerede i 1819. Mon ikke Christian den Ottende og H.C. Andersen har været ude at bade her?
“Nordseebad Lakolk” blev oprettede af den meget initiativrige præst, Jacobsen fra Skærbæk. Lokale købmænd fra Skærbæk og en enkelt gæstgiver fra Hvidding købte et klitareal på 70 ha. Ligeledes købte man en stribe jord tværs over øen. Her ville man anlægge en tilkørselsvej.
Men det var lidt af en rejse, at komme hertil. Først kom man med toget til Skærbæk. Herfra gik det med hestevogn til brohovedet nord for Skærbæk med damperen Röm til Kongsmark. Til sidst gik det med en hestetrukken vogn tværs over øen. Den første sæson var der kun to blokhuse og fire værelser på Lakolk.
Omkring 1900 blev der opført omkring 40 blokhuse i forskellige størrelser. Det var vel nærmest et jævnt billigt kursted for den tyske middelstand. Desuden var der et hotel Drachenburg, et logihus og en restaurant Kaiserhalle.
Og en troljebane, som var en lille hestetrukken skinnebane blev indrettet fra badestedet til Kongsmark på Rømøs østkyst. Tanken var, at vognene skulle strækkes af et damplokomotiv. Men den 10. december 1900 blev der midlertidigt givet:
Faktisk bestod denne bane i 40 år. Den blev først nedlagt i 1939.
Selskabet går fallit
To varmbadshuse uden toilet blev indrettet, og ude ved stranden blev forfriskningsstedet Strandhalle indrettet. Men ak og ved. I 1903 gik selskabet bag badestedet fallit. Badet blev endelig lukket omkring første verdenskrig.
Efter Genforeningen blev blokhusene udstykket og solgt til private.
Drachenburg brændte i 1965 og Kaiserhalle forfaldt op gennem 1900tallet. I 1989 blev det nedrevet.
Natur – hele året
Hvis man ikke lige er til strandlivet, så skulle du tage at aflægge øen et besøg i eftersommeren. Lyngen blomstrer og farvelægger hele øen. Trækfuglene samler sig i store skarer.
Når efteråret går ind, viser havet sit sande ansigt. Det barske Vesterhav går ind over stranden og måske efterlader det sig noget rav. Og os fra vestkysten har haft den smukke oplevelse med en travetur langs stranden ved vintertide – det er godt for både sjæl og legeme.
Før dæmningen lå Rømø hen som et fredens paradis. Rotter og ræve er nu kommet over på øen til skade for fuglelivet. Men også rådyr og muldvarp har indfundet sig. Meget sjældent forekommer hugorme.
På vej ned mod Havneby ligger Kommandørgården. Den blev bygget dengang skibsførerne kaldet kommandører opererede fra Rømø. Den er bygget i 1748.
Mystik omkring Borgbjerg
Lige nordøst for Kommandørgården rejser sig et gammelt værft. Det er resterne af Borgbjerg (Borrebjerg). Stedet omtales i overleveringen som en gammel sørøverborg. Den gang i Middelalderen foregik transporten gennem Lister Dyb og så øst om Rømø. Så det var jo et fantastisk sted at kigge en sørøverborg. Men det kunne også have været et forsvarsanlæg, der skulle beskytte befolkningen mod sørøvere. I 1875 skulle stedet være brændt.
Men det kunne også være hændt før. I 1361 gjorde befolkningen på mange af de frisiske øer oprør og nedkæmpede forskellige borge. Det kunne være sket omkring 1409, da Margrete den Første lod en mængde små borge nedrive.
I alle årene var Borgbjerg forladt. Og spøgeriet tog fat.
Guldet forsvandt
Engang fandt en mand således en stor spand guldmønter her. Spanden var for tung til, at han selv kunne løfte den. Senere på aftenen dukkede han frem med nogle venner for at hente skatten. Men jo mere mændene sled for at løfte spanden, jo dybere sank den ned i mudderet. Til sidst forsvandt den helt og kun heldet gjorde, at mændene ikke røg med. Og det er ganske vist. Mon ikke vi snarest skal foranstalte en udgravning på stedet.?
De underjordiske og jordemoderen
En anden gang hentede de underjordiske en kone fra en af nabogårdene og bad hende hjælpe en fornem ung dame med en fødsel. Modvilligt gjorde hun som ønsket. Som tak for hjælpen fik hun et tørklæde fuldt med træspåner. Tankeløst kastede hun spånerne på ilden derhjemme. Men ikke alle spåner brændte. Næste dag var de forvandlet til det pureste guld.
Den omtalte borg gik der mange rygter om. Nogle mente endog, at det var en gammel vikingeborg. Andre mente, at det var Claus Limbæk, der i slutningen af det 14. århundrede havde bygget den. Mærkelig nok bestod højen af ler, som ellers ikke fandtes på Rømø.
Fodstien til Frudal
Et sagn fortæller om en fodsti, der fra borgen førte til Frudal, et stykke hede nordvest for kirken. Ad denne sti skal en elsker i ældgammel tid have vandret til sin kæreste, der boede derude.
I Frudal skulle der i sin tid have stået en by, som sikkert er blevet offer for en sandflugt. I Riberhus Jordebog fra 1581 omtaltes Niels Chrestens aff Fruerdall.
Heksen fra Rømø
Ifølge Ballum Birks Tinglysningsprotokol blev der i 1652 henrettet en kvinde ved navn Anna Boyes fra Rømø. Hun blev aflivet, fordi hun var heks. Sikkert under tortur indrømmede hun, at Mette Thøffrings også var heks. Men denne blev først dømt 14 år senere sammen med Maren Peder Bodzers, som var indespærret på Møgeltønderhus.
Den lille skole
I nærheden af Kommandørgården ligger landets mindste bevarede skolebygning. Den er nu fredet og restaureret af Nationalmuseet. Den lille skole, der kun er 6 x 6 meter, var ramme om undervisningen fra 1784 til 1874. Til tider rummede bygningen 40 børn.
Mod syd ligger Havneby med færgeforbindelse til Sild. Selve fiskerihavnen blev anlagt i 1964.
Østers i massevis
På havbunden ud for Ribe, Rømø og Fanø lever nogle af verdens mest delikate østers. Det er de såkaldte Stillehavsøsters. Delikatessen kan findes i en bestand på cirka 11.000 ton i Vadehavet. De kommer til syne ved lavvande, hvor den kan håndplukkes direkte fra bunkerne på havbunden. Bankerne med de op til 30 centimeter store østers ligger op til tre kilometer ude i Vadehavet.
Men pas lige på, når du begiver dig ud iført gummistøvler eller waders. For højdeforskellen på ebbe og flod er cirka to kilometer.
Rømø Kirke
Rømø kirke, der stammer fra 1100 tallet, har ud over et gotisk tårn rester af et gotisk skib, som dog er udvidet mod både nord, syd og øst i takt med sømandssamfundets voksende velstand i 1600 og 1700 tallet. Fra kirkerummets lave loft hænger skibsmodeller og på kirkegården findes en stor samling af udsmykkede kommandørgravesten fra 1600 til 1800.
Kirken er selvfølgelig viet til Sct. Clemens – sømændenes skytsengel.
Som så mange andre steder solgte man kirkesæderne. Pengene brugte man til at vedligeholde kirken. Blandt dem, der købte disse sæder var skibsreder A.P. Møllers oldeforældre.
Meget særpræget så hænger der 15 hatteknager ned fra loftet. På flere af dem finder man ejermændenes initialer.
Gravstene fortæller historie
Den store tilknytning til havet og havets folk er ikke mindst udtalt på kirkegården med den enestående samling af karakteristiske gravsten over kommandører. Disse storskippere tog i flere tilfælde deres egen gravsten med hjem fra egnene omkring Rhinmundingen. Hollandske mestre huggede både indskrift og billeder i kalkstenen. Som regel blev det en hel levnedsbeskrivelse. Der stod også en plads åben til kommandørens og hans kones død.
De meget talende billeder gengiver ofte skibe. På en enkelt sten har kunstneren foreviget det øjeblik, da skibet sejler af med vajende flag, mens kommandørens kone og børn står og vinker inde på stranden.
Andre sten bærer udtryk for glæden over ægteskabet:
Sildeeventyr
Fra gammel tid var øens beboere knyttet til søen. Landbruget spillede kun en beskeden rolle. Omkring år 1500 deltog Rømø – fiskerne i den store silde – fangst ved øen Helgoland. Det vides at i 1513 deltog 11 skibe og 70 mand fra øen i dette eventyr. Fra 1534 søgte silde – stimerne andre veje. Så startede rødspætte
– fiskeriet ved de hjemlige strande. Foruden rødspætter gik naturligvis andre fiskearter i garnet som torsk og ål. I tiden mod år 1800 var der en del rokker, som dengang var en yndet spise.
Sælfangst og Tønder – købmænd
Rygter vil vide, at Rømø – fiskere sammen med fiskere fra Helgoland deltog i sælhundefangst. Men her på dengang.dk har vi kunnet finde bevis på dette. Godt nok var der masser af tran på øen. Det kunne selvfølgelig være nøglen til dette. Da sælfangsten var på sit højeste i 1685 var der på Rømø ca. 10 – 11 skibe, der var velegnet til dette.
Sandsynlig er det dog, at et mindre antal Rømø – skibe senere deltog i sælfangsten ved Grønland. Således sejlede skipper Lauritz Michelsen af Rømø den 3. december 1716 med sin 1 læsters skude til Tønder med 82 tønder tran af dette Aars fra Grønland hjemførte Sælflæsch. Der nævnes 3 skibe, som havde været
i Grønland.
Noget tyder også på, at der var nær forbindelse mellem Tønder – købmænd og Rømøs Grønlands – skibe. I Tønders relations-protokol fra 6. februar 1739 findes et notat om, at mandskab fra tre Grønlands – skibe skulle fritages for flådetjeneste.
I 1730 skulle Tønder – købmændene have sendt 7 sælfangstskibe til Grønland. I Tønder blev der således i 1769 oprettet et Grönländisches Comagnie.
Og i 1716 havde Tønder – købmændene bygget et pakhus på Rømø for 1.748 rigsdaler. Af toldbogen 1769 fremgår det, at Søren Amders den 23. september sendte 48 potter tran og 36 stk. skind af de af ham fangede sælhunde til Tønder.
Samarbejdet mellem Tønder og Rømø med hensyn til sælfangst varede i cirka 70 år. Regner man lidt på det, så må man formode at 30 – 60 familier på Rømø
kunne leve af sælfangsten.
Østers
Meget tidligt var der tale om et betydeligt antal østersbanker i Vadehavet. Særlig omkring Ribe var der mange. Selv standsfolk spiste østers. I 1643 befalede Christian den Fjerde at der til Glückstadt skulle sendes 40 tønder af østersøfangsten fra bankerne ved Lister Dyb. I 1740 drev 14 både østersfangst fra Rømø.
Fra Havneby blev der i 1605 fisket med 18 både. Fra 1612 blev der også fisket fra det nu forvundne Helmodde på Rømøs sydkyst. Fiskeriet s betydning fremgår blandt andet af en afgift, der skulle erlægges til Haderslevhus på bl.a. 13.270 skuller (fladfisk) og 530 rokker.
På hvalfangst
I 1700 – tallet spillede øens søfolk en stor rolle ved bemandingen af de hollandske hvalfangerskibe, der opererede ved Svalbard. I 1770 havde øen ikke færre end 40 hvalfangerkaptajner, såkaldte kommandører, hjemme på Rømø. Som regel var de fører af hollandske eller hamborgske skibe. I 1777 var det dog et ulykkeligt år for øen, 23 søfolk omkom ved skibsforlis under Grønlands østkyst.
Fanget af sørøvere
Sørøvere mødte Rømø – sømændene også. Men ofte tog man nord på, og sørøverne opererede dog mest omkring Middelhavet. Andreas Sørensen Decker
blev dog den 29. maj 1724 fanget af sørøvere fra Algier. Hans befrielse kostede 2.000 rigsdaler. En del kom fra Slavekassen i København. En ven stillede en kaution på 300 rigsdaler. En indsamling fra 261 bidragydere på øen samlede dog kun 21 rigsdaler.
Men også på fastlandet og de andre øer blev der samlet ind for at få frigivet den uheldige sømand. Fra ca. 1800 blev Islandsfarten og almindelig fragtfart mere almindeligt. Fra 1880erne gik skibsfart og fiskeri tilbage og fra 1900 tallet blev turisme øens vigtigste erhverv.
Udehavn for Ribe
For længe siden, da Ribe havde sin storhedstid som handelsby oplevede Rømø det samme. Indsejlingsforholdene til Ribe var ikke optimale. Man løste problemet ved at de store skibe lagde til på Rømø. Lasten blev så læsset om og fragtet videre til Ribe. Men da Handelsbyens status forsvandt blev søfolkene
på Rømø hvalfangere.
I storhedstiden tjente rømøboerne store penge, når de fragtede varerne videre ind til Ribe. Også Christian den Fjerdes saltskibe fra Spanien måtte anke op ved Rømøs sydspids, når varerne skulle afsættes i Ribe.
Allerede i 1292 overdrog Erik Menved,
Allerede i 1588 syntes Juvre Dyb at sande til. Hollænderen Lucas Westerschein advarede i en navigations – guide at bruge dette dyb. I stedet skulle man bruge det nuværende Knudedyb mellem Fanø og Manø, hvis man ville ind til Ribe.
Hvorvidt Ribe havde ret til Rømø Havn dengang, kan godt betvivles. Men et er sikkert , Ribe tjente på tolden.
Rømø fik opbygget en anseelig handelsflåde. Af de i alt 109 skibe, der i 1605 anløb Ribe var de 19 fra Rømø. I 1608 passerede 23 skibe Øresund.
Svenskerne brændte Rømø – flåden
Under Torstensson – fejden i 1643 brændte svenskerne 26 af øens 32 skibe. De har været årsag til meget ondt i Sønderjylland – disse svenskere.
Men trods store vanskeligheder rejste man sig igen på Rømø. Således oprettedes i 1687 en navigationsskole på øen. Desværre fortrængte dampskibsfarten
efterhånden den traditionelle sejlads. Indtil ca. 1805 var der øst for Tvismark et trankogeri.
Landbrug
Landbrug har ikke givet det store på Rømø. Men fra præstens indberetning ved vi, at der i hvert fald i 1649 blev bedrevet landbrug på øen. En lignende indberetning stammer fra 1690. Meningen var at præsten skulle have tiende, men det bar nu ikke meget, han fik.
I 1902 blev der foretaget en såkaldt kvægtælling på øen. Den viste, at der var 140 heste, 937 stykker hornkvæg, 1696 får og 66 svin. Det var kvinderne, der stod for landbruget. Mændene var på søen. Men der skulle også sørges for fremstilling af tøj. Sandflugt og oversvømmelser hørte også til dagens orden.
I 1840erne, da skibs – eventyret forsvandt begyndte mændene at tage del i arbejdet derhjemme.
Brændselsbjergning
Brændselsbjergning var noget man foretog i fællesskab. Der var ikke rigtig nogen mose
eller skov på Rømø. Det eneste brændsel var lidt drivtømmer og lyng. Ko – heste – og fåregødning blev også anvendt.
Tørvegravningen foregik på bestemte dage i forsommeren. Efter tilsigelse af “æ Pandmand” måtte enhver, der ville have tørv, den bestemte dag møde på stranden med et bestemt antal folk. Morgenstunden benyttede man til at opsøge en velegnet plads. Klokken 9 hejste “æ Pandmand” sit flag til tegn på, at nu måtte man begynde. Der gravedes til kl. 12. Senere blev der igen gravet fra 15 til 18.
De fattiges ø
Ofte taler man om, at Rømø var en fattig ø. Således var der i 1725 problemer med at bygge en Degnebolig, fordi befolkningen ikke have råd til det. Man sagde,
at søfarten var så dårlig som aldrig før. Sø – og sandflugt ødelagde jorden. Men i midten af 1700tallet syntes velstanden at have fundet vej til øen.
Den rige kaptajn
Ifølge sagnet ejede Harcke Thadens i Toftum så meget, at han fik 1 rigsdaler i rente hver gang klokken slog. Han havde arvet en formue efter sin kones morbror, en Kaptajn Petersen i Toftum, der ved sejlads fra Göteborg skulle have tjent 160.000 rigsdaler. At sagnet måske ikke er helt forkert, viser det hus, som Harcke Thades boede i. Det var udstyret med en næsten overdådig pragt.
De rige fungerede som bank
Et vidnesbyrd om øens pludselig velstand, var, at bønderne fra hele det nordvestlige Slesvig tog til Rømø for at låne penge. Ifølge Ballum Birks Tinglysningsprotokol var der alene i tiden fra 1738 til 1740 tinglæst 16 obligationer udstedt til mænd på Rømøs Sønderland.
Men omkring 1813 ramte krisen Rømø. Pengene fra lånene var betalt tilbage. Men værdien af pengene var ikke så meget værd. Modløshed fulgte.
Og så siger man, at skibsreder A.P. Møllers slægt stammer fra Rømø. Det kommer så igen an på, hvor langt tilbage, man går. Jeg mener, at den første Mærsk – slægt går tilbage til Ballum – egnen i begyndelsen af 1600tallet. Således er de to slægter, købmandsfamilien Olufsen fra Tønder og bondeslægten Knudsen
fra Trøjborg i familie med Mærsk.
Og tænk et par gange, er der strandet kaskelothvaler på Rømø.
Kystsejladsen forsvandt
Flere gange barslede man med planer om en kæmpe havn på sydsiden af Rømø ved Lister Dyb. Så sent som i 1889 havde tyskerne planer om dette. Med anlæggelsen af Rømø – dæmningen forsvandt kystsejladsen.
Rømø – dragten
Rømø – dragten adskiller sig fra Fanø – dragten ved sine lyse og livlige farver. Mændene på Rømø har dog ikke brugt nogen nationaldragt. Man havde desuden en fest -, kirke og sørgedragt.
Naturligt at blive sømand
Man spurgte aldrig en dreng på Rømø dengang, hvad han ville være. Det var forudbestemt, at han skulle være sømand. Hjemme i de trange stuer blev der fortalt om Grønlands isbjerge og Kina og Indiens særheder. Indtil det var så vidt, måtte knægten deltage i markarbejdet. Og kvinderne lyttede til mændenes tale. De kom stort set ikke ud for øen.
Hvervekontor
Kaptajn P.J. Michelsen i Toftum var agent for Donners Kompagni i Altona. Af efterladte papirer fremgår det, at han i 1783 – 84 havde hyret 152 mand, deraf 40 – 50 fra Rømø. Men der blev også hyret folk fra Ballum, Brede, Hjerpsted, Visby, Emmerlev og Højer Sogne.
Den lange forlovelse
Man forlovede sig i en meget ung alder, men giftede sig først når man havde fået sin eksamen (Styremandseksamen). Forlovelsestiden strakte sig ofte over 6 – 8 år, og det var de unge, der selv traf valget.
Tre ugers tid før brylluppet gik det unge pars fædre eller brudgommen med to vidner op til præsten og forlangtem tingslysning, som så på sædvanlig vis skete tre søndage i rad. I bryllupsgården fejredes trolovelsen med et kaffegilde.
Brudeseng
Efter en tid blev der travlt i bryllupsgården. Brudeparret gik personligt rundt og inviterede gæsterne. De nærmeste slægtninge udpegede en skaffer, en rede-kone, fire skænker og fire brudepiger.
En uge før brylluppet skulle der være Brudeseng. Fra de gårde, hvor man ville give flæsk, kød og pølser (et Fad Mad), som brudegave, mødte de ældre frem med dette hen imod aften.
I rede-konens påsyn blev brudesengen nu opredt. Her måtte alt være til stede, hvad der af undertøj hørte til en fuldstændig beklædning, og alt hvad der hørte til et sovekammerudstyr. Når de, der var mødt til Brudeseng havde fået en kop kaffe, blev sengen og alt tilbehør dem forvist af rede-konen. Dette gav ofte anledning til drøje vittigheder. Det var slemt for rede-konen, hvis ikke alt var i orden.
Så blev der drukket skål på det, og gæsterne dansede hele natten.
En bryllupsindbydelse
To dage før brylluppet mødte alle skænker og brudepiger i Bryllupsgården. De to skænker blev med paraply i hånden sendt ud med en formel indbydelse til alle de indbudte. Det lød nogenlunde sådan:
Skænkerne lånte borde og bænke i nabolaget. Brudepigerne gik parvis og lånte tallerkener, knive, gafler, skeer, kopper, kaffekander, lysestager, lamper og hvad der ellers hørte til gildet.
Skafferen var udstyret med et tykt spanskrør. Han bestemte rangfølgen ved bordet. Han bestemte også, hvornår der skulle spises, drikke punch og meget mere. Han slog på en bjælke for at få ørenlyd og give ordre.
Mor blev i køkkenet
Rede-konen sørgede for at pynte bruden, og var dennes anstandsdame. Fædrene var forlovere. Mødrene derimod, kom ikke engang med i kirken og heller
ikke med i køkkenet. De måtte blive i køkkenet, for at tjekke om alt gik rigtig for sig.
Brudepigerne og skænkerne var opvarter.
På bryllupsdagen om morgenen blev gæsterne mødt af brudepiger og skænker. Mændene blev budt på en brændevin og en slurk øl. Kvinderne fik en Skefuld Mjød og tvebak af et fad.
Den efterfølgende opvartning bestod i kaffe og belagt smørrebrød, et stykke Sinnka´g (hvedebrød med rosiner og krydderier i ). Dertil tre til fire punche, hvoraf i hvert fald den ene var en Rumpunch. Derefter tog man i kirke.
Ved middagen bærer skænkerne på de store stegefade flæskeskiver (Bøster) ind til skafferen, som fordeler dem på bordene. Spisesedlen bød som regel på flæsk og kød med kartofler og sauce. Hertil flere flaske brændevin og snaps.
Anden ret er vinsuppe med mange rosiner og kanel. Desserten bestod af tvebakker (kavring) med smør og øl til. Mens der blev fortæret gik tre underkopper
rundt. Det var indsamling til de fattige, jordemoderen og spillemanden.
Dansen om huset var den egentlige afslutning på brylluppet. Der sluttes med en afskedsskål. Som regel fortsatte brylluppet om søndagen med æ søndagshytte.
Ja egentlig varede et bryllup på Rømø en hel uge.
Begravelse på Rømø
Når en person var død på Rømø blev der ikke ringet med klokkerne. Æ Bojmand, en unge pige klædt i sort og med paraply i hånden gik rundt til hvert
hus på øen med en hilsen, der lød nogenlunde sådan.
Et par dage før begravelsen samledes de nærmeste slægtninge til Kest-læg. Samme dag gik Æ By – mand, denne gang en ung mand og indbød slægtninge og bekendte. Somme tider var det hele øens befolkning til at følge den slig Hensovende til hans sidste Sovekammer og Hvilested.
I lighuset blev man beværtet med kaffe og smørrebrød og to eller højst tre kaffepunche.
En gammel pebermø havde ønsket, at hendes begravelse blev fejret som hendes bryllup. Dette ønske fik hun opfyldt.
På vejen til kirken, skulle to af de nærmeste sidde på kisten. De sad dog bag en stol umiddelbart foran kisten. Udtrykket blev dog bibeholdt. Efter begravelsen var der for de særlig indbudte såkaldt Ærr´øl.
Gilder på Rømø
På skibene herskede der respekt og rangorden, men når man først havde betrådt landjorden kunne kaptajnen og hans skibsdreng mødes til gilder og fest. Nu var det ikke så mange gilder dengang. De få gilder var koncentreret om høsten, svineslagtningen og julen.
Julegildet var et almindeligt aftenbesøg, kun varede det noget længere. Der spistes to gange, første gang med kaffe og anden gang med the til.
Til høstgildet Æ Opslit blev Slætteren og andre, der havde hjulpet med høstbjergningen bedt til middag. I den anledning blev der gerne slagtet et lam. Svineslagtningen var en af årets begivenheder. Foruden en so og et par ung-svin slagtedes der nemlig 3 – 4 får og lam i en husholdig. Dagen, da svinet skulle slagtes, var gerne bestemt lang tid i forvejen, og der skulle mange hjælpere til.
Om aftenen blev naboer og venner indbudt til pølsegilde og opvartet med sorte og hvide pølser. De store folkefester som fastelavn og Peders Dag forsvandt efterhånden på Rømø.
Peders Dag eller nærmere aften den 21. februar var dengang en betydelig fest. Og det var det på alle øer i Vesterhavet. Dagen til “Pers Awten” drog drengene i skare i byen rundt og bad om en knippe halm. Man anskaffede sig en tjæretønde. Halm og tønde blev bragt op til en bestemt klit i nærheden af byen. Tønden blev fyldt med halm og tønde og sat op på en nedgravet pæl. Ved mørkets frembrud blussede bålene fra så godt som hver by. I tidligere tider samledes ungdommen om disse bål.
Inden prøjserne satte grænser for friheden morede borgerne sig med dans, tilfældig arrangeret privat eller på kroen.
Nazisterne holdt møde
Og dem, der tror, at man ikke mærkede noget til anden verdenskrig på Rømø, må tro om igen. I 1938 holdt nazisterne propagandamøde på øen under ledelse af Kreisleiter for Tønder Amt, lærer Hansen fra Nørre Løgum og Ortsgruppenleiter for Tønder By, margarineagent Jessen.
I september 1939 mente flere beboere, at der var foregået en luftkamp over øen. En tysk vandflyver, der havde været på opklaringsflyvning over Skagerrak blev angrebet af to engelske fly. Et par dage efter kastes der flyveblade ned fra et engelsk fly, der advarede tyskerne på tysk. Den 14. september ankom der 10 grænsegendarmer.
Et større fly styrtede i havet lige syd for øen, en måned efter.
I0. januar 1940 kastede et engelsk bombefly tre bomber ned over Rømø. Piloten troede, at han kastede bomberne over Sild. Næste dag passerede 12 bombefly i meget lav højde hen over Rømø mod syd.
I marts mærkedes lufttrykkene tydeligt fra et stort bombeangreb mod Sild.
De tyske soldater ankom
Den 9. april ankommer en masse tyske soldater på øen. Grænsegendarmerne får at vide, at de er kommet efter anmodning af den danske regering. Ca. 300 soldater blev landsat ved Havneby.
Luftværnskanoner ankom til øen. Ved stranden fandt man en 19 – årig engelsk skytte fra et fly, der styrtede ned ved Sild. Forskellige spærreballoner drev ind over øen og forrettede en del skade. 14 miner drev op mod stranden. En del af dem blev straks bragt til eksplosion.
Tøj af spærreballoner fra London
I marts 1941 blev der igen kastet engelske bomber over Rømø. Fem engelske marineflyvere drev i land og begravedes på kirkegården. Den 27. september styrtede et engelsk fly ned ved Rømøs sydspids. Tre besætningsmedlemmer blev taget til fange og senere sendt i krigsfangerlejr. Tre andre døde ved styrtet.
Den 1. november kastes en masse brandbomber ned over Rømø. En masse engelske spærreballoner drev ind over øen. De stammede antagelig fra Londons
bombardement. Befolkningen bruger stoffet til at lave regntøj og vindtætte jakker. Flere døde engelske piloter findes i løbet af året ved strandene.
Den 1. september 1942 blev en landmand kørt ned af en værnemagtsbil, hvis fører havde været på besøg på Havneby Kro. Flere engelske lig dukkede op på stranden.
I 1944 blev ø-kommandant Seeger arresteret. Han havde solgt flere våben til den danske modstandsbevægelse. Hollandske krigsfangere blev overført til øen. Et canadisk fly blev skudt ned. Alle 10 ombordværende overlevede og blev taget til fange.
Badning forbudt
Den 5. januar kunne Rømøs befolkning observere 100 allierede bombefly passere Rømø mod øst på vej til Kiel. Men endnu flere overfløj øen natten mellem den 28. og 29. Engelsk pilot nr. 27 blev begravet på kirkegården.
Den 11. februar blev to huse i Kongsmark frarøvet ting af bevæbnede soldater. Overflyvningen af allierede fly blev hyppigere. Den 1. maj var det slut med at bade på Rømø. Den tyske værnemagt bekendtgjorde at diger, forland og strandområder på Rømø blev erklæret som spærreområder. Der var ingen adgang for civilpersoner.
Den 13. maj nedkastes 150 brandbomber. Et enkelt hus nedbrændte. I juni blev indrejsebestemmelserne til Rømø skærpet.
Natten mellem den 16. og 17. august krydsede mere end 800 allierede bombefly Jyllands vestkyst. Målet var Kiel og Stettin.
Tysk soldat skulle hældes ned i jord
Den 30. august begik en tysk soldat selvmord. Han skød sig i barakbyen i Kongsmark. Hans soldaterkollegaer forsøgte at få ham begravet uden kiste som landsforræder. Men præsten nægtede og mente, han skulle have en værdig begravelse. Og det fik han, den 3. september 1944.
I 1945 steg antallet af tyverier på øen. Sognerådet oprettede et vagtværn, der skulle forhindre dette. I alt var nu 2.406 personer beskæftiget ved de militære anlæg på øen. Der fremkommer flere beskydninger af de militære anlæg på øen.
Befrielsen
Efter befrielsen blev et 10 – mands udvalg nedsat på øen. De skulle blandt andet finde ud af, hvem der arbejdede for den tyske værnemagt. Den 6. maj afholdtes der takkegudstjeneste i Rømø Kirke. De tyske styrker på øen i alt 800 mand overgav sig til to betjente og to frihedskæmpere.
En engelsk oberst, en engelsk marinemajor samt en fransk løjtnant kom med motorbåd fra Sild. Efter en time returnerede de igen. 600 soldater forlod øen i fire store og 4 små skibe med kurs mod syd.
26 englændere og 10 danske frihedskæmpere ankom til øen den 22. maj. Om aftenen returnerede englænderne igen.
I slutningen af maj ankom 30 soldater fra Royal Air force. De overtog bevogtningen af de militære anlæg. Tyske soldater var i gang med at fjerne de cirka 6.000 landminer på øen. Under dette arbejde dræbtes flere.
Et skønt minde
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Redigeret 5. – 01 – 2022
April 5, 2010
Læs om Lersø – kongen, der blev omvendt, knejpen, der blev kaldt Sumpen. Store Vibenshus brand og et hus med 150 enlige kvinder. Vi kigger på tårer i Frihavnen. Grundtvig var mere heldig end Kierkegaard. Og så sponserede Otto Mønsted færgerne ved Østerbrogade. Stauning gav et lille glas i Kanslergade. Barbersalonen havde en spytbakke og 50 gr. Tobak kostede kun 60 øre.
Biskoppen, der gav stadsret
Omkring Aldersrogade, Lersø Parkallé og Jagtvej finder man et lille sted, der hedder Biskop Krags Vænge.
Jo, stedet er opkaldt efter Roskilde – bispen, Jens Johannes Krag. Det var ham, der i 1294 gav købstaden København en udvidet stadsret. To år senere grundlagde han Helligåndshospitalet. Dette hospital blev senere sammenlagt med Vartov. Gammel Kloster, der ligger på Biskop Krags Vænge er en slags videreførelse.
En hollænder skabte Kastellet
Allerede i 1626 etablere man et voldanlæg, der dannede grundlag for Kastellet. Efter svenskernes belejring besluttede Frederik den Tredje at udvide anlægget. Det var hollænderen Henrik Riise, der fik ansvaret for dette.
Industri til Østerbro
I 1859 blev Kryolit- fabrikken Øresund for enden af Vordingborggade (Øresundsgade)indviet. Fabrikken fik adgang til egen havn. Her blev malm modtaget fra Grønland. Dette blev forarbejdet til kryolit, der blev brugt til soda – fremstilling. Men der kom flere fabrikker i området. Således åbnede Philip Heymans svineslagteri og August Neuberts bomuldsvæveri
i området ved det det senere Viborggade.
Østre Gasværk blev åbnet i 1878.
Arbejderne tog magten
Brumleby oplevede første spadestik i 1853. I 1860 står ni blokke færdig. I 1867 stod yderligere 4 blokke klar. I 1870 var fire mere klar. Og endelig i 1872 stod de sidste 2 blokke færdige. Arbejderne erobrede samtlige bestyrelsesposter i 1872.
Egen politistation
I 1885 blev Østerbro et selvstændigt politi – distrikt. Politiet skulle da holde styr på 13.000 borgere. Nordhavnen blev indviet i 1884, og Frihavnen i 1894. Asps Stearinlysfabrik og Østre Elektricitetsværk åbnede i 1902.
Hvem var Classen?
Der blev bygget en masse boliger på Østerbro. En ny bygningslov i 1889 gavnede bydelen. Der blev færre korridorejendomme og bredere veje. Området omkring Classens Have blev bebygget omkring 1880, Århusgade 1883 – 85.Gammel Kalkbrænderivej omkring 1890.
Hvem var ham der Classen? Det var industriens førstemand – dengang, generalmajor Johan Frederik Classen. (1725 – 92). Han oprettede tidens største kanonfabrik og krudtværk Frederiksværk. Hans store formue gik til velgørende formål.
Classensgade var adgangsvej til Justinensborg. I området lå Det Kongelige Fiskehus. Det var også her at Livjægerne frembragte en af de få lyspunkter i krigen i 1807. Victor Borge
blev for resten født i Classensgade nr. 40. En ikke særlig vellignende figur er senere blevet opstillet på Victor Borges Plads.
Engelske soldater fundet
Østerbro Møbelmagasin lå i Classensgade 34 på hjørnet af Kastelvej. Indehaveren var Jens Helleskov. Han var gift og havde tre børn. Senere blev der indrettet et Italiensk Vinlager på stedet.
Ved udgravningen til Ved Classens Have i 1924 stødte man på nogle sørgelige rester af kister og skeletter af de englændere, der faldt i 1807 under træfningen ved Classens Have. Lige i nærheden var der stadig kolonihaver her i 1924. De bredte sig fra Livjægergade til Strandboulevarden.
I Classensgade 48 – 50 på hjørnet af Nordborggade lå August D. Jacobsens Colonial – Material – og Delikatessehandel.
Kendte mennesker på
Østerbro
Landets magthavere og matadorer byggede pragthuse til sig selv omkring Kristaniagade, Dag Hammerskjölds Allé og Kastelsvej. Her lå byens fornemste kvarter. Her boede Otto Mønsted, Theodor Wessel, P.S. Krøyer og mange flere kendte.
Her byggede man en kirkegård til borgerskabets hunde. Og da advokater, grosserer og fabrikanter ikke havde råd til at bo her mere, ja så passede det perfekt til ambassader, advokatkontorer og ledelseskontorer.
Den første sporvogn
Den første sporvogn ankom i 1865. Trianglen blev et trafikalt knudepunkt med elektriske sporvogne fra 1901. I 1907 blev den karakteristiske bygning Bien bygget. Ja og så blev Fælledparken officielt indviet som park i 1909. Idrætsparken i1911 og Østerbro Stadion i 1912. I 1930 opførtes en svømmehal og badeanstalt. Ja sidstnævnte havde man dog længe haft i Brumleby.
Et markant bygningsværk så dagens lys i 1910. Det var Rigshospitalet. Allerede i 1903 var byggeriet blevet besluttet, og i 1930erne diskuterede man udvidelser.
Molepavillonen
Knap så markant var Langelinies Molepavillon. Den lå yderst på Langeliniemolen bag Toldvagt 5. Når den åbnede, var foråret kommet til havnen. Restauranten var et yndet udflugtsmål for københavnerne. De kom ofte herud med en hestedrosche. På tagterrassen kunne restaurantens gæster nyde den smukke udsigt over Frihavnen, Langelinie, havneløbet og Yderhavnen. Bygningen blev nedrevet i 1960erne og erstattet af en isbod uden tagudsigt.
Tårer i Frihavnen
Når Amerika – damperen forlod Frihavnen opførtes i et folkeligt skuespil, der tiltrak tusindvis af københavnere. Under bevægende afskedsscener blev det mægtige skrog bugseret ud i sejlløbet. Nogle valgte at stille op på spidsen af Langelinies lede-mole for herfra at tage den sidste afsked med viftende lommetørklæder.
Grundtvig mere heldig end Kierkegaard
I 1877 var der blevet sat svaner ud i Sortedams Søen. I 1920 var bredderne blevet rettet ud. Det var nødvendigt, at gøre Østerbrogade større. Og her langs søen gik Kierkegaard og tænkte på Regine, der sammen med hendes mand flyttede til Dansk Vestindien.
Så var Grundtvig mere heldig med kærligheden. I en alder af 75 år giftede han sig i foråret 1858 med den 32 årige enke, Asta Reedz. De flyttede ind i Store Tuborg. Når parret kom gående på Østerbro, sagde folk:
Otto Mønsted sponserede færgerne
Dengang afgik færgen fra færgebroen ved Østerbrogade. I 1894 afgik færgerne hver 7 ½ minut. I 1916 var man oppe på 350.000 passagerer i de fire sommermåneder. Ganske imponerende. Otto Mønsted var enesponsor for den populære færgefart.
Alle færgerne var på siden påmalet, Otto Mönsteds Svane – Margarine er fast og holdbar. I stævnen på færgerne var svanen smukt placeret som galionsfigur.
Det var populært at holde frokostudflugter på søen. Skulle det være ekstra festligt kunne man bestille illumination. Vi har i tidligere artikler fortalt om modstanden mod at bygge en restaurant ved anløbsbroen.
Udflugtsmål
På fotos fra 1930erne kan man se, at der er anlagt en smuk promenade ved Østerbrogade langs søen. Stedet blev et meget populært udflugtsmål. Børnene havde brød til ænderne og svanerne. De ældre nød synet fra den lang række bænke, der var opstillet langs muren. Kastanjetræerne har i dag vokset sig store og smukke.
Den gamle Svanemølle var brændt ned i 1892. Øresundshospitalet blev etableret i 1876. Galle & Jessen etableredes i 1884.
Ja så kommer Hertz Garveri og Skotøjsfabrik på Jagtvej. Wessel og Vetts Fabrikker i Landskronagade. På hjørnet af Kildevældsgade og Helsingborggade etableres en møbelfabrik.
Blegmændene kom igen
De danske Frimurer satte sig i 1913 på et stort stykke af Blegdamsvej. Grunden blev dog først købt i 1918, og først i 1927 kunne bygningen indvis. Og indvier var ordenens daværende Højeste Styrer, selveste Kong Christian den Tiende.
Det var her på Blegdamsvej at de 24 blegmænd i 1672 blev smidt ud. Grunden var, at man skulle bedre kunne holde øje med svenskerne, når de dukkede op. Men blegmændene kom dog tilbage, og den sidste lukkede og slukkede i 1867.
Et lille glas
Hvem kender ikke Kanslergade – Forliget af 30. januar 1933. Det var Arbejdernes Kooperative Byggeforening, der stod for de flytte bygninger i gaden. Det var her i nummer 10, at Stauning boede. Myterne fortæller, at Stauning inviterede alle hjem til et lille glas at gå hjem på. Derved forhindrede han en alvorlig krise.
Borgerlige Partisaner
Hvor ofte har vi ikke nydt en fadøl på Bopa – Plads. Navnet stammer fra modstandsbevægelsen af samme navn. Ja egentlig hed de i begyndelsen, Kopa, Kommunistiske Partisaner. Navnet blev ændret til Bopa – Borgerlige Partisaner. De stod for over 1.000 aktioner under besættelsen og ca. 40 medlemmer måtte lade livet.
På hjørnet af Viborggade og Løgstørgade lå en gammel hjørneejendom fra 1878. I cirka 100 år lå her en frisørsalon i stueetagen. I 1980`erne blev ejendommen besat af BZ – kollektivet Kapaw. Besætterne blev smidt ud, huset revet ned og erstattet af moderne ungdomsboliger. Både Viborggade og Løgstørgade var brostensbelagte. Under trafiksaneringen på Østerbro i 1975 – 77 blev både Viborggade og Løgstørgade lukket for kørende trafik og nuværende Bopa Plads anlagt.
Salon med spytbakke
Frisørsalonen var også en såkaldt barbersalon. Max Jensen søn af indehaveren overtog senere salonen. I mange år var han inkassator for Østerbro Handelsforening. Indehaveren omkring århundredeskiftet hed Vilhelm Jensen. Han blev kaldt professoren, da han som barber dengang, udførte en del lægegerninger. Han årelod folk, satte igler på syg hud og trak mælketænder ud på kvarterets børn. Og som altid var der spytbakker i salonen.
Restaurant Atlanten
Bag Toldvagt 1 for enden af Nordre Frihavnsgade lå restauranten Atlanten. Den var opført i 1898 foranlediget af brygger Carl Jacobsen. Ved langbordene i stuen holdt havnearbejderne og sømændene til. Og ved de små borde med hvide duge på 1. salen var det søofficerer og ledende folk fra Frihavnen,
der holdt til. Lige i nærheden lå Det danske Kulkompagni.
Atlanten blev revet ned i 1969 i forbindelse med opførelse af det store Pakhus 24, der i dag huser UNICEF.
Thyges Café
Et andet værtshus, som jeg ofte passerer på min vej er Thyges Café, på hjørnet af Østerbrogade og Viborggade.
Murermester Schelowsky ansøgte i 1886 om tilladelse til at bygge en femetagers bygning på matriklen. Den egentlige ejer hed dog Oxholm.
Oprindelig hed Thyges Kro, Café Elmohus. Også dengang spillede man billard på stedet. Den forrige ejer hed Thyge, derfor navnet. Han døde af en arbejdsrelateret sygdom!
Skotøj i Classensgade
I Classensgade 37 lå virksomheden Sjonsti Skorøj. I dag er der intet tilbage af de smukke udstillingsvinduer. Og hvor virksomheden helt nøjagtig lå, er svært at forstille sig. Vinduerne
er muret til.
Sprang ud af vinduet
I ejendommen Randersgade 7, lå i 1920erne Frugt og Torvehalle. En af familiemedlemmerne sprang ud af vinduet i 1926 og blev dræbt. Det var forsidestof dengang. Årsagen var kærestesorger.
”Uhr-forretningen klokken”
I Løgstørgade 9 mellem Århusgade og Koldinggade lå omkring 1912 lå Hotel Koldinggård med café og billard. Man reklamerede selvfølgelig for Stjerne-øl. Ved siden af lå Uhr-forretningen Klokken.
Omkring 1910 lå A.P. Nielsens Vin – og tobakshandel på Strandboulevarden 123. Forretningen blev nedlagt omkring 1970. På butikkens facade reklamerede man med Georg Bestle, De Forenede Bryggerier, Tuborg og Hafnia. Og så bragte man festtelegrammer ud – også om søndagen.
På Strandboulevarden var der omkring 1910 anlagt en masse nyttehaver. Ja både Vibenshus Skole og Randersgade Skole havde såkaldte skolehaver.
50 gr. Tobak for 60 øre
Omkring 1915 lå Cigarforretningen Bülow på Strandboulevarden 164 – lige over for Vibenshus Skole.
Hele facaden var pyntet med smukke reklameskilte fra leverandøren Peter Buch og med to elegante cigaret – automater. De sidste numre af ugebladene hængte på rad og række over røgvarerne. Tobakken var nedsat til 60 øre for 50 gram. Det var en lidt anden pris end i dag.
Værelse med udsigt
På hjørnet af Strandboulevarden og Livjægeralleén (Næstvedgade) lå en flot beboelsesejendom omkring 1900. Her var opført et tårn omgivet af to gavle. I tårnet findes et stort rummeligt værelse med kuppelhvælving. Fra dette og den store altan udenfor var der en smuk udsigt ud over Sundet.
Mange søfolk benyttede det markante tårn som pejlemærke. De store herskabelige lejligheder var selvfølgelig indrettede med badekar, badeovne og vandklosetter.
Vibenshus
I 1907 skrev Hver 8. Dag :
Lørdag den 25. juli 1925 brændte Store Vibenshus. Den udbrændte Torvehal holdt Total Ophørsudslag. Mange stimlede sammen om begivenheden. En lokal betjent var udkommanderet for at holde ro og orden. I øvrigt havde Galle & Jessen i 1922 købt Store Vibenshus.
Det var i 1629, at Christian den Fjerde lod Vibenshus opføre, som afløser for det gamle bom – og vagthus, Lundehuset. I 1922 fungerede bygningerne efter en større ombygning stadig som kro. Og inden branden i 1925 fungerede stedet som Den bedste og billigste Torvehalle med frugt og grønt.
I baggrunden lå Heinrich Jessens (Galle & Jessen) fabrik, opført 1919.
I hjørneejendommen lå restauranten Aldersro. Den blev afløst af Privatbanken og Apotek. I 1922 skete der en renovering af Runddelen med nyplantning af træer.
Efter 1925 blev det gamle traktørsted Vibenshus revet ned. Galle & Jessen benyttede lejligheden til at udvide fabrikken. På strækningen mellem Lyngbyvej og Jagtvejen ud mod Vibenshus Runddel opførtes en smuk, buet lav basarbygning. I denne blev indrettet bageri, kaffesalon, frisør, fotograf, cykelhandler, slikbutik og grønthandler.
Mejeriet Løgstør
Mejeriet Løgstør lå i kælderen på hjørnet af Løgstørgade og Korsørgade. Her kunne man købe drittelsmør, fløde og mælk fra Kohave Mejeri, æg og Oma – margarine og Ceres – vand.
Hus med 150 enlige kvinder
I 1918 fik kvinderne endelig stemmeret. På Østerbro blev der samme år stiftet en boligforening for enlige kvinder. Og i 1920 stod Clara Raphaels hus færdig. Det var et kollektiv – hus på andelsbasis. Her boede 150 enlige kvinder. Huset indeholdt restaurant, tagterrasse, atelierlejligheder og gæsteværelser.
Populære baller
Bag den smukke ejendom Østerbrogade 136 lå i mange år en karakteristisk gammel villa opført af Albert Theodor Lier. Den var i slægten Liers eje indtil 1904, hvor den solgtes til Interessentskabet Koldinghus, der blev ejet af de lokale socialdemokratiske foreninger. Villaen blev benyttet til forsamlingshus. Her blev i mange år afholdt populære baller.
I ejendommen Østerbrogade 156, der ligger på hjørnet af Østerbrogade/Strandboulevarden lå omkring 1915 Vibenshus Torvehalle.
Byggematadorens flotte huse
I 1896 blev Børgesens villa nedrevet, så Willemoesgade kunne blive ført igennem. Og her opførte byggematadoren S.C. Petersen Hinrichsen de to flotte hjørnehuse Østergade 50 og 52. Hinrichsen var foruden et forretningstalent også en mand med arkitektoniske evner. Hjørnehusene ved Willemoesgade har enkle og rolige facader af gule mursten i såkaldte læderfarver
udsmykket med bånd af farvede fliser. Dette var helt nyt i 1890erne. De høje kobberdækkede irrede hjørnetårne med vindfløje giver bygningerne karakter og fanger øjet på lang afstand.
Vognstyreren fik frisk luft
Sporvogn nummer 69 prøvekørte inden starten den 27. september 1904 linje 9`s rute. Den passerede på Strandboulevarden lige ud for Århusgade blandt andet den bygning, der i dag indeholder Brugsen. Her lå dengang en villa, som måtte lade livet for at give plads til Dansk Andels Trykkeri.
Andre fotos af sporvogne fra 1904 viser, at vognstyreren fik frisk luft dengang. Linie 9 fik skilte med hvid skrift på grøn/rød bund samt en grøn og en rød lanterne.
Sumpen
På hjørnet af Viborggade og Strandboulevarden lå en brugtvognsforhandler med også en kælderknejpe, Café Søfryd. Den var opkaldt efter et traktørsted, der lå samme sted omkring år
1900. Men i folkemunde blev stedet kaldt Sumpen.
I området lå ejendommen Søens Gave. Og i 1912 blev Hans Justs pakhus opført.
Kaotisk trafik
I krydset Sejrøgade/ Lyngbyvejen kunne der i slutningen af 1950erne se kaotisk ud. Der skulle være plads til både biler og cyklister. I kørebanens midte skulle der gøres plads til trolleybus linje 23 til Sorgenfri.
Her så man Hovedstadens Karosserifabrik med Erik Orths motorcykelhandel. Endvidere lå her Schous Sæbehus og Irma.
Tre Flasker Kro
Tre Flasker Kro på Lyngbyvejen blev grundlagt allerede i 1776. Kroen var kongelig privilegeret og blev udelukkende drevet for vejfarende ind til byens torve. Senere blev den drevet som forstadskro. På væggene var der flotte malede Holger Drachmann citater.
Kroen blev revet ned i 1931. På grunden opførtes biografen Capitol – senere Lyngbyvejens Kino og Øbro Bio.
I 1961 forvandlede Tabor – menigheden biografen til kirke. Så dukkede det nye kultursted Frame op.
Øst-banegården var ”ejendommelig”
Det var statsbanearkitekten Heinrich Wenck, der har tegnet den smukke Øst-banegård, med karakteristisk bindingsværk og et elegant tårn. Øst-banen blev indviet den 11. august 1897 og datidens medier skrev dengang:
Og Kystbanen åbnede med påfaldende ringe opmærksomhed og med meget få passagerer.
Glacis-cafeen
Over for Øst-banegården lå den fornemme Glaciscafé. Forfatteren Bent Zinglersen skrev om den:
Sø-fryd
På det nordlige hjørne af Viborggade og Gefions Gade (nuværende Strandboulevard) lå en villa med Café og Beværtning i 1890erne. Den hed Sø-fryd. Det fungerede som arbejderkvarterets traktørsted med udeservering og keglebane.
Ved siden af lå Hans Justs gamle villa på det sydlige hjørne af Århusgade og Gefions Gade.
Konserves på Vibenshus Skole
Den 2. juni 1945 var der kø i skolegården på Vibenshus Skole. Mange mennesker stod i kø for at få deres ration af de sidste rester af den konserves, kommunen delte ud på skolerne. Umiddelbart herefter blev skolen benyttet til at huse de mange østtyske flygtninge, der var indskibet i Københavns Frihavn.
I marts samme år var Randersgade Skole taget af tyskerne. I foråret 1946 kunne lærere og elever igen flytte ind. Dagen blev markeret med et festoptog fra Vibenshus Skole til Randersgade Skole.
Landelig idyl
Omkring 1860 var det ret landeligt omkring Sortedamssøen. Møllen ved Kastellet fungerede endnu. Nord for Citadelsvejen (Classensgade) lå Det hvide Hus. Her boede H.C. Andersens
gode ven, historiemaleren Carl Bloch.
Syd for Citadelsvejen lå Helts Café. Bag denne lå indgangen til Holmens Kirkegård. Her boede maleren H.P. Skovgaard. I 1880erne måtte bygningerne lade livet for etagebyggerierne.
Alliancen
Efter storlockouten i 1891 stiftedes Elektrikernes Fagforening i København. I 1912 stiftede man i kælderlokalerne Willemoesgade 8 – Installationsforretningen Alliancen.
I 1913 flyttede virksomheden til nr. 3. Alliancen fik alle installationsarbejder i boligkomplekser opført af Arbejdernes Kooperative Byggeforening. Hertil kom flere store arbejder blandt
andet Overformynderiet, Enghave Bio, Nora Bio og Lufthavnen.
I 1939 blev pladsen for trang og virksomheden flyttede til større lokaler på Østerbrogade 54c.
Første klasses varer
I hjørneejendommen Holsteinsgade 32 ned mod Lipkesgade og til venstre en passage mod Willemoesgade. Her havde A. Petersen sin butik. Han solgte Viktualier og Delikatesser, Smør, Æg og Ost, og naturligvis Første Kl. Varer.
Lersø – kongen , der blev omvendt
Kort før Frihavnskirkens indvielse blev en ny fane indviet af Blå Kors i kirkens festsal. Hovedtaleren var Lersøkongen Jens Schmidt. Efter mange års druk sammen med Lersøbøllerne
blev han omvendt og gik aktivt ind i afholdsbevægelsen. Spritfabrikkerne ved Nordhavn Station lukkede i 1956 og i 1962 var det slut med kryolit – brydningen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 1. 12 . 2021