Artikler
April 5, 2010
Er vi fattigfine på Østerbro? Byggeriet kom senere i gang i bydelen. Men det kneb med fornøjelserne. Man fik nej til det hele. Et aktivt menighedssamfund kæmpede mod forlystelsessyge. Bydelen havde dog to sangerinde pavilloner. Her skød en ung mand sig selv. Han var forelsket i en af pigerne. Frimurerlogen
var for nogle ”en knytnæve” i Fælledparkens ansigt. Læs også om kartoffelskrællerne og de første veje på Østerbro.
De fattigfine
Man siger, at dem der bor på Østerbro er fattigfine. Ikke helt så fine som dem på Frederiksberg, men bedre end dem på Nørrebro.
Østerbro var idyllisk
Den sydligste del af Østerbrogade har fået ændret navn til Dag Hammarskjölds Allé. Her er plantet lindetræer fra 1700 – tallet. Her var træerne plantet fra den for længst nedlagte byport.Ved Silkeborg Plads lå det nedbrændte Pia Lys – fabrik . Her lå også Neuberts Væverier. Det var hvis nok her i nærheden at Egon Weidekamp blev født. Jeg er sikker på, at tidligere Bz`er kan huske ham.
På den anden side af Strandboulevarden lå Kryolit-fabrikken. Nede ved søerne kommer vi til at tænke på Christen Købke, Østerbros berømte maler. Det var som om, han mistede sin kreativitet til sidst. Vi har også i artikler beskrevet det romantiske Rolighed og Nøjsomhed.
Industri til Østerbro
Østerbro lå længere væk end de andre brokvarterer. Folk ville ikke give nok for at bor her – dengang. Måske var Brumleby en undtagelse.
I 1852 måtte P.H. Classen ikke bygge villaer i det såkaldte Classens Vænge. Militæret sagde nej. De holdt stadig fast på demarkationslinjen. Da Classen senere forsøgte sig med at sælge parceller, var tilbuddene ikke gode nok.
I 1859 var Kryolit-fabrikken startet. Det gik fint og i 1870 måtte man udvide. Philip Heymann startede i 1866 et svineslagteri. Bomuldsvæveriet startede. Og lige nord for Østerbro startede Tuborg – fabrikkerne i 1873.
Havnebyggeriet satte sine spor. Man besluttede at bygge Nordhavn i 1884 og loven om Frihavnen blev vedtaget i 1891. I 1885 besluttede man at anlægge Århusgade. Samt en dæmning for Østerbrogade over Stadsgraven. Først i 1890 blev Nordre Frihavnsgades forløb bestemt.
Østre Gasværk blev opført i 1876 – 1877. De nye lægeboliger kom. Og lige i nærheden kom så Skt. Jacobikirken. En ny politistation så dagens lys i 1885. Og Kystbanen kom sammen med den nye station Østerport Station i 1897. Østre Elektricitetsværk blev bygget ved Østre Allé i 1901 – 02. .
Arbejderne skulle have et sted at bo
Der blev bygget meget på Østerbro. Pludselig skulle arbejderne have et sted at bo. Men bebyggelsen herude skete anderledes en for eksempel på Nørrebro. Det kom også senere i gang. Hvordan var det lige med befolkningstilvæksten på Østerbro?
De første store beslutninger om etagebyggeri blev taget. Classens Have (1880), Ålborggade – karréerne (1883 – 1885) og Gl. Kalkbrænderivej (1890).
Nu havde det sine fordele, at man kom lidt senere i gang. Bygningsloven af 1889 krævede bredere gader og byen byggede bedre kloakanlæg. Boligstørrelserne var også betydelig større og bedre end dem, der fore-fandtes på Nørrebro.
Man tænkte også på, at det bedre borgerskab skulle komme til bydelen. Et villakvarter dækkede store dele af Slagtervangen øst for Østerbrogade. Men det var kun en stakket frist. I Rosenvængets villakvarter var man beskyttet af servitutter.
Gefion indtog Østerbro. Den lange Strandboulevard hed dog også Gefionsgade før den blev udvidet fra 30 til 60 alen.
Forlystelser
På hjørnet af det nuværende Classensgade og Strandboulevarden lå Fiskerhuset. Traktørstedet eksisterede fra Holbergs tid og blev nedlagt i 1799. Mod nord langs Strandvejen lå Kildehaven, Kildevæld og Kildendal. Kilden spillede en vigtig rolle for udflugtsmålet. Det var inden, at det blev moderne at tage til Dyrehaven.
Op til 1840erne lå der også en række udflugtsmål som lå i udkanten af området, Lille Vibenshus, Svanholm og Slukefter. På Trianglen var et traktørsted, der hed Petersborg.
Da omnibusserne kom, blev der masser af trafik på Østerbro. De kørte dog videre mod nord langs Strandvejen til Dyrhaven.
De fattiges Dyrhave
Men i 1840erne skete der noget ved stranden ved Ny Kalkbrænderi (omtrent ved Århusgade). De Fattiges Dyrhave med masser af karruseller og flotte opvartningspiger. En af de kendteste forlystelser var Rhinen, der havde en stor karrusel med larmende lirekasse eller gadeorgel, som vi ville kalde det.
Publikum var Nyboderfolk og folk fra lige så fattige kvarterer. Det var den mere hårdføre del af befolkningen, der kom her. De pæne, stoppede ved Langelinie. Men ak, det hele endte sørgeligt, for Århusgade skulle lægges hen over området i 1884.
Sangerindepavilloner
Ved Lille Triangel har der ligget beværtninger langt tilbage i tiden. Her var også sangerindepavilloner. De lå skråt over for hinanden. Den ene hed Alléen-lyst, men blev også kaldt Gravens Rand, fordi den lå lige op ad indgangen til Holmens Kirkegård og ved siden af kirkegraverens hus.
Den anden pavillon lå over for Farimagsgades udmunding i Østerbrogade. Den var nabo til Heldts Café på hjørnet af Classensgade. Her lå også en masse lysthuse. Der var veranda og meget mere. De er sikkert opført omkring 1853.
Moralsk forkasteligt
I 1864 var der 21 af den slags sangerindepavilloner i København. Men i nogle kredse skete der noget på disse steder som var moralsk forkasteligt. Det bajerske øls fremgang har sikkert også gjort sit til, at disse steder var meget søgte.
Københavns politidirektør syntes dog ikke om stederne. Han mente, at det var forskoler for den offentlige prostitution og at de kvinder, der optrådte var mere eller mindre løsagtige.Siden den ny politilov fra 1863 var der ikke givet flere tilladelser til at holde musikselskab.
En yderligere regulering kom i 1869. Man forsøgte helt tydeligt at indkredse pavillonerne til kun at måtte ligge på Vesterbro og i Tivoli. Men Alléen-lyst på Østerbro overlevede. Det gjorde stedet i hvert fald til slutningen af 1870erne. Og grunden til at den blev henrettet?
Kærestesorg
En ung mand der led af kærestesorg til en af sangerinderne , forsøgte at skyde sig selv i selve pavillonen. Dette eksempel kunne præsterne bruge – den dødelige fristelse for unge mænd. Luk pesthulerne. I forbindelse med regulering af Østerbrogade blev de to sangerindepavilloner revet ned i begyndelsen af 1880erne.
Politiet og Justitsministeriet viste en utrolig bedreviden i en årrække med hensyn til, hvad der var behov for af teater og varieté. Måske var det derfor der ikke rigtig skete noget.
Nej i hobevis
Sergent i den Kongelige Livgarde, Søren Christian Carlsen havde således søgt om at etablere et forlystelsessted mellem Lille Vibenshus og Bommen. Politidirektør Eugen Petersen
svarede således i 1884:
H. Bornemann Bandtler ville i 1886 spille varieté og teater i et lokale i nærheden af Lille Triangel, men også han fik afslag.
Men folk på Østerbro tabte ikke modet. Efter at Frihavnen var blevet indviet boede der i 1894 30.000 mennesker i kvarteret. Derfor forsøgte restauratør P.P. Hansen at oprette en stor varieté i Classensgade 7.
Til Politiken forklarede han, at den skulle hedde Fremtiden og rumme 700 tilskuer på gulv og balkon. Hansen ville selv stå for buffeten. Det skulle være bredt, folkeligt, humoristisk sang, monologer, duetter og akrobatik.
Afslaget fra politiinspektør Theodor Petersen fra ordenspolitiet var helt ubegrundet. Samtidig fik restauratør Fr. Petersen på det store traktørsted Sortedamslund afslag på, at oprette et friluftsteater i haven.
Og i De Fattiges Dyrehave, der stadig eksisterede på daværende tidspunkt men førte en kummerlig tilværelse, fik man afslag på blot at lade spille klaver og violin i lokalet. Den kendte varieté-mand Peter Rasmussen, Cirkus Varietés direktør havde også i 1894 store planer om en bygning i området bag ved Trianglen ved Nordre Frihavnsgade. Lokalet skulle ifølge Politiken kunne rumme 1.500 – 2.000 tilskuere. Men om han nogen sinde fik søgt om tilladelse, vides ikke.
Afholdsforeningen fik også et nej
I Ryesgade 106 havde Afholdsbevægelsen bygget et Forsamlingshus i 1898 – 1899. Her i festsalen ville skuespiller Wilhelm Petersen i 1910 oprette Østerbro Teater med dilettanter som skuespillere. Men Petersen kom til at skrive, at stedet ikke kunne løbe rundt, uden at der blev arrangeret bal bagefter.
Politidirektøren svarede, at bruge dilettanter som skuespillere var en dårlig ide. Han mente heller ikke, at det var tilrådeligt, at oprette et offentlig danselokale på Østerbro. Og i øvrigt lå der et danselokale i nærheden – på Fælledvej.
Og politiinspektør Theodor Petersen var altid på pletten:
I 1918 fik skuespiller Villiam Tanggaard afslag på at opføre mindre skuespil om søndagen, både lystige og alvorlige med ledige provinsskuespillere i Folkets Hus, Koldinggade 4.
Café Odin fik natbevilling
Det var også svært at få natbevilling. I 1895 var der kun 20 beværtninger i København, der havde det. Café Odin søgte gennem flere år, og endelig i 1898 fik man et ja. Politiassistenten på Østerbro anbefalede ellers hver gang. Politiassistent Tvermoes mente, at det var Østerbros eneste ordentlige restauration. Den blev besøgt af et altid net publikum, hovedsagelig handlende her fra Broen, mange officerer og læger.
Store planer ved Sortedamssøen
I 1890erne opstod der tumult omkring et større restaurationsanlæg ved Sortedamssøen. Ti ansøgninger modtog kommunen i perioden 1893 – 1900.
Argumenterne var både gode og talrige. Den stigende trafik og skøjteløberne var nogle af de mest brugte argumenter. Den nyoprettede rutesejlads fra 1894 blev også brugt som argument.
Forbilledet var selvfølgelig Sø-pavillonen ved Gyldenløvsgade. En ansøger ville lave en bespisningsanstalt til rimelige priser. En anden sammenlignede stedet med Alsterpavillonen i Hamborg.
Men de store projekter blev ikke til noget. Borgerrepræsentationen holdt igen, både af planmæssige og æstetiske grunde. Søerne skulle reguleres og Østerbrogade skulle udvides.
Menighedssamfundet protesterede
Medlemmer af St. Jakobs Menighedssamfund foranstaltede en underskriftsindsamling mod forslagene. Omkring 2.000 underskrifter blev der indsamlet. Det man skrev under på, var følgende:
Men der kom også en underskriftsindsamling for en sådan pavillon. Den samlede dog kun 925 underskrifter.
En aktiv indremissionsk præst
Menighedssamfundet omfattede hele Østerbro. Den rivende kraft var den indremissionske præst, Peter Krag. Medlemstallet var i 1893 oppe på hele 1.000. En af hovedtemaerne var netop at kæmpe mod den omsiggribende Forlystelsessyge. Menighedssamfundets synspunkter havde stor sympati hos politidirektøren. Måske var det årsag til de mange afslag på Østerbro –dengang.
De første biografer
Hvad med en anden forlystelse? Biograf eller kino?
Ja, København fik sin første levedygtige biograf i 1904, og Østerbro fik sin første lige nord for Trianglen i lokalerne, Østerbrogade 33. Den hed Biorama. Den havde plads til 160 gæster. I 1912 skiftede den navn til Films-fabrikken. Ejeren, Søren Nielsen udgav fra 1911 – 1913 filmtidsskriftet Biorama Tidende.
I perioden 1905 – 21 var der 30 personer, der søgte om biografbevilling på Østerbro. Samtlige fik afslag. Noget tydede på, at politidirektøren ikke kunne lide film. Det burde ellers være befolkningsgrundlag til mange flere biografer. Endelig i slutningen af 20erne var politidirektøren udskiftet. Røde Mølle i startede i en fabrikshal i Ryesgade 51. Senere fik stedet navnet Ry Kino.
Biorama flyttede over Trianglen og blev til Triangel – teatret. Og så var der også flyttet en biograf ind i Idrætsparken. Den fjerde og foreløbig sidste blev Capitol, senere Lyngbyvejens Bio
og Øbro Bio. Det hele startede i 1931.
Biografen i Parken dækkede i mange år underskuddet af svømmehallen. Ry Kino lukkede i 1959 og i begyndelsen af 60erne lukkede Øbro Bio. På Trianglen blev der lukket og slukket den 11. marts 1979.
Fælledparken blev opdelt
Da militæret ikke mere skulle bruge Fælleden var der uenighed om, hvem der egentlig ejede Øster -, Nørre – og Blegdamsfælled. Byens kvæg græssede der. Nej, sagde staten. Vi har skaffet brugsret gennem vores militær.
En kaserne og et hospital
Staten startede med et nyt stort og flot hospital. Rigshospitalet afløste Det Kongelige Frederiks
Hospital inde i den gamle by. Kommunen havde stor planer med boligbebyggelse,
offentlige bebyggelser og lidt park.
Socialdemokraterne var skeptiske over for boligplanerne. Man ville bevare Fælledernes friske luft. I 1893 blev stat og kommune endelig enige om Fælledparken. Militæret fik et militærhospital og en kasserne. Men først i 1908 blev stadsingeniørens projekt vedtaget. Den kom til at indeholde 16 tdr. land kantbebyggelse, nemlig langs Blegdamsvej og Øster Allé, samt det senere Kanslergade – kvarter i parkens nordøstre spids. Byggeriet vest for Husarkasernen blev opgivet.
Den åbne park
Nogle af politikerne var bange for den åbne park. De gjorde opmærksom på det berømte Slaget på Fælleden i 1872. Et slot blev også bygget, nemlig Frimurerlogen. En borgerrepræsentant kaldte byggeriet En knytnæve i Fælledparkens ansigt. Dette byggeri blev først indviet i 1927.
Frihavn og Langelinie
Den nye Frihavn skabte store ændringer på Østerbro. Vi fik også en ny Langelinie. Hermann Bang gjorde den nye Langelinie til endnu et københavnsk stuk symbol. Han fandt noget råddent i, at den offentlige debat mest handlede om at københavnerne skiftede Langelinie.
I villahaverne i Rosenvænget viste familiemedlemmerne sig ikke mere under åben himmel. De blev gjort døsige af kulstøv, skrev Politiken.
Østerbros vejnet
Østerbros vejnet blev udbygget i anden halvdel i anden halvdel af 1800 – tallet. I 1700 – tallet var vejnettet begrænset. Udover Østerbrogade, Farimagsgade, Blegdamsvej og Øster Allé
bestod vejene kun af få forbindelser til kysten. Nemlig fra Lille Trianglen ad den nuværende Classensgade, som var indkørslen til de classenske jorder med deres sporadiske bebyggelser.
Fra Trianglen førte en vej til to kalkbrænderier. Man kørte af begyndelsen af den nuværende Nordre Frihavnsgade – Randersgade – Gl. Kalkbrænderivej eller af Nøjsomhedsvej som i dag hedder Løgstørgade. Langs kysten gik en vej Strandpromenaden – Sibbernsvej.
Fra Østerbrogade førte en vej ned til fabrikken Øresund. Det var Øresundsgade (Vordingborggade), der eksisterede i 1880. Århusgade blev grundlagt 1885 og Nordre Frihavnsgade i hele sin længde i 1890.
Da demarkationslinjen blev ophævet i 1852 betød det i første omgang, at Ryesgade blev planlagt som både færdsels – og kloaklinje ril Nørrebro. I 1890erne fungerede et permanent byplan
– og trafikudvalg med Ryvangen, Bryggervangen og Vognmandsmarkens planlægning.
Sortedamssøen
En stor oplevelse er det at løbe omkring søerne. Selv synes jeg, at det er sjovest om vinteren. Sortedamssøen opstod lige som de andre nabosøer i middelalderen, som resultat af opstemninger af små vandløb. Gennem Ladegårdsåen kommer vand ind fra nordvest, igen et resultat af opstemninger. Systemet havde til formål, at levere drikkevand og vand til Københavns voldgrav. Egentlig betyder Sortedam – Sorte Dæmning. Mellem dæmningen og Øresund anlagdes i 1660erne et system af fiskedamme.
Søbreddens lige linier stammer fra en regulering i 1725 – 29. og fra en regulering i 1926 -28.
Langs søbredden
Østersøgade blev anlagt i 1875 som udvidelse efter Kærligheds – og Ægteskabsstien. På den modsatte side blev dele af Sortedam Dossering mellem Fredensgade og Østerbrogade anlagt som gade efter beslutningen i 1896 og 1901.
I 1928 udvidedes Østersøgade og endnu en stump af Dosseringen blev besluttet anlagt som gade mellem Sø-passagen og Lundingsgade. En opfyldning på et ret langt stykke mellem
Helgesensgade og Østerbrogade blev forhindret af et flertal i Borgerrepræsentationen. Et mindretal drømte om en færdselsåre mellem Frederiksberg og Østerbro.
I begyndelsen af 1970erne blev et vejprojekt standset. Det var meningen at Lyngbyvejen skulle føres igennem Fredensgade til Sø-ringen.
Kartoffelrækkerne
Kartoffelrækkerne blev anlagt i 1873 – 89. Egentlig består de af 11 parallelle smågader med to – etagers rækkehuse. Oprindelig var der en lejlighed på hver etage. Lejlighederne var beregnet til mindrebemidlede. Dengang sagde man, at den der ejer et hus aldrig bliver kommunist.
Byggeselskabet hed Arbejdernes Byggeforening og blev stiftet i 1865. Lignende projekter opstod forskellige steder i København. På Østerbro på Olufsvej (1875 – 77) samt kvarteret omkring Kildevældsgade (1892 – 1903) .
Rækkehusene blev erhvervet gennem lodtrækning blandt medlemmerne. Men hurtig fandt man ud af, at chancen for at erhverve et hus, var større hvis man havde en stråmand eller havde råd til flere medlemskaber.
I 1901 fandt man ud af at kun en tredjedel af husene var beboet af arbejdere. Efterhånden var det middelklassen og akademikerne, der overtog kvarteret. (Se artiklen Ulrik – en Fysikus fra Tønder 1-2) (Kartoffelrækkerne på Østerbro).
Industri fra 1728
I slutning af 1880erne blev Rosendal, Rosenvængets hovedbygning nedrevet og erstattet af en fem etagers bygning med samme navn. Den ligger på hjørnet ved Slagelsesgade. Bemærkelsesværdig er det også, at Gl. Kalkbrænderi har privilegium helt tilbage fra 1728.
Vi kunne såmænd have fortalt meget mere om Østerbros mange steder. Men her henviser vi til andre artikler.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 1.11.2021
April 5, 2010
Når vi tager syd på og fylder vores biler med ikke afgiftspligtige varer tænker vi ikke på de rædsler, der udspandt sig på den lille banegård. Af de over 1.600 der blev deponeret fra Frøslevlejren via den lille banegård vendte 250 aldrig hjem igen. Mange blev mærket på liv og sjæl. Ikke uden grund blev banegården kaldt Helvedets forgård.
Modstand mod at fortælle historien
Vi tænker nok ikke over det i dag, når vi kører over grænsen til den lille og meget gamle by Harreslev, at der på den lille banegård en gang har udspillet sig sørgmodige scener. Byen er i dag et eldorado for dem, der vil gøre et billigt indkøb og spare den danske afgift.
Og det der skete dengang er der mange, der helst vil lade gå i glemmebogen. Talrige mails til denne side, bevidner dette.
Redaktøren af denne side, har dog personlig haft problematikken meget tæt på, og mener ikke at disse ting bare skal glemmes. I dag er der mange, der benægter, at disse ting har fundet sted. Også unge mennesker, der første gang hører om det i skolen, mener at det er så ufatteligt, at det ikke har fundet sted.
Banegården i Harreslev blev af mange kaldt for Helvedes Forgård.
Husum var værst
Fra den 15. september 1944 til den 16. februar 1945 blev 1.600 mennesker deponeret fra Frøslevlejren til tyske koncentrationslejre. I den danske litteratur er problematikken beskrevet ganske omfattende. Men kigger man i den tyske litteratur findes der ikke meget om dette emne.
250 vendte aldrig tilbage, de døde på turen. Værst var det nok i udekommandoerne Husum og Porta Westphalica. Mange blev mærket på liv og sjæl.
Over 6.000 blev deporteret
I alt blev over 6.000 danskere deporteret til tugthuse eller koncentrationslejre i Tyskland. Disse deportationer skete uden lov og dom. Fra tysk side blev dette brud på folkeretten brugt som repressalier over for den danske befolkning. Efterhånden som sabotagen og folks modvilje mod besættelsesmagten tog til, stillede værnemagten krav om hårdere repressalier.
Rigsfjendtlig, kommunistisk virksomhed
De første massedeportationer foregik i oktober 1943. Her blev 480 jøder og 150 kommunister sendt til henholdsvis Theresienstadt og Stutthof.
I november og december 1943 og i januar 1944 blev 168 forholdsvis unge mennesker fra Odense, Randers og Kolding sendt til Sachsenhausen og Ravensbrück. Begrundelsen for den handling var rigsfjendtlig, kommunistisk virksomhed og fjendtlige handlinger mod Værnemagten.
Lejr i Danmark skulle forhindre deportation
For at forhindre at danske statsborgere gik en uvis skæbne i møde henvendte udenrigsministeriet sig til Werner Best, om oprettelse af en lejr i Danmark. Meningen var også, at de deporterede skulle vende hjem til denne lejr. Det gik Dr. Best med på, dog med undtagelse af jøderne.
Træk og slip i hjørnerne
Frøslevlejren blev en realitet, og den 13. august 1944 ankom de første 750 fangere. I de følgende ni måneder fik 12.000 fangere kendskab til lejren.
Den 15. september 1944, blot en måned efter, at Frøslevlejren blev taget i brug, brød tyskerne grundlaget for lejrens oprettelse. 195 fanger blev deponeret. Efter en kort køretur når man Harreslev Station.
Bange for nedskydning
40 mennesker med kufferter stuves sammen i hver vogn. Vognene havde været brugt til kalktransport og var ikke rengjorte. Ingen havde fortalt, hvad der skulle ske. De 195 fangere var reelt bange for, at de skulle nedskydes.
Brutalitet og umenneskelighed
I begyndelsen var KZ – lejrene nærmest arbejdslejr. I Sachsenhausen var der et teglværk, hvor man producerede mursten.
Som krigen udviklede sig, udviklede disse lejre sig i stigende grad for systematisk tilintetgørelse og folkemord. Således også Neuengamme, som fra årsskiftet 1942 – 43 rummede flere SS
– ejede rustningsvirksomheder og værksteder. Under Neuengamme var der cirka 80 udelejre og udekommandoer i hele det nordtyske område.
I lejre som Versen, Dalum, Husum – Schwesing og Ladelund beskæftigede man sig med at grave den såkaldte Friservold.
Fangerne var fuldstændig prisgivet SS’ ernes brutalitet.
Epidemier, arbejdsulykker og mishandlinger
I Neuengamme blev der hovedsagelig indsat udenlandske fangere. Allerede ved ankomsten blev man ydmyget og slået. Efter et brusebad blev alt hår på kroppen barberet væk. Af de 106.000 mennesker, der kom til Neuengamme omkom 55.000 i hoved-lejren og udekommandoerne på grund af de katastrofale forhold og det umenneskelige slavearbejde.
Epidemier, arbejdsulykker og mishandlinger var daglige foreteelser.
Af de 195 deporterede som vi tidligere i artiklen mødte på Harreslev Banegård døde 53. Mange af de tilbage-kommende fik komplikationer, som prægede dem resten af livet. I Padborg
nedlagde DSB – personalet deres arbejde på grund af deportationen. Denne arbejdsnedlæggelse bredte sig og blev landsdækkende.
I Frøslevlejren var der ingen, der mere følte sig sikker.
Politi og gendarmer syd på
Af de 2.000 internerede politifolk blev hovedparten omgående sendt videre til Tyskland. 288 af dem var interneret i Frøslevlejren. Men den 25. september 1944 blev også de sendt videre syd på.
Uden morgenmad måtte disse politifolk vandre til Harreslev. Ude på linjen måtte der kravles op i kreaturvogne. Disse var blevet brugt til hestetransport. Man måtte ligge på grus og hestenes efterladenskaber. Fra Neuengamme blev de sendt videre til Buchenwald.
Af Grænsegendarmeriets 337 tjenestegørende blev de 291 interneret i Frøslevlejren. De følte sig ikke nogen skyld bevidst og havde et udmærket samarbejde i det daglige med den tyske grænsebevogtning. Men den 5. oktober 1944 kom chokket. 141 af dem blev udpeget til transport syd på.
Snavsede kreaturvogne stod og ventede på gendarmerne i Harreslev. Der blev smidt halm ind i hver vogn. Men dem skulle det betales for – 2 kr. pr. knippe. Og leverandørerne af disse var lokale bønder.
Bronkitis og lungebetændelse
I Neuengamme fik de lov til at beholde deres hovedhår. Dette signaliserede højstatus
i det bizarre KZ – hierarki. I begyndelsen blev gendarmerne også fritaget for det værste arbejde, men ikke ret længe. Bronkitis og lungebetændelse plagede dem. De blev slået og sparket af vagtmandskabet. Og da de klagede over denne behandling, fulgte der yderligere straf med.
Tavst farvel
Tre transporter fra Frøslevlejren fulgte. Efter navneopråbene blev de som var udpeget til transporten sendt ind på stuerne for at pakke. Efter endnu en optælling blev fangernes bagage gennemgået. Knive og husflid blev konfiskeret. .
Åbenbart var rygterne om transporten bredt sig. I Padborg By stod befolkningen i tavse rækker langs gaderne. Der var en meget trykket stemning.
Maden blev taget
Politisoldater fra Flensborg blev udkommanderet til at bevogte transporterne fra Harreslev og syd på. Politisoldater fra Frøslevlejren bevogtede transporten fra Frøslev til banegården.
Bønder fra Harreslev tjente tykt på at sælge halm til de stakkels fangere. Der var under transporten ikke sørget for drikkevare og toiletforhold. Man var pakket som sild i tønde. Mange brød sammen under transporterne. Og så var det dem, der viste rygrad.
Ved nogle af holdepladserne på vejen, lovede tyskere, at skaffe vand, såfremt man afleverede penge og værdigenstande. Men der var ikke mange af dem, der vendte tilbage. Når nogen ikke kunne undgå det, fandt man en konservesdåse, hvor man kunne forurette sin nødtørft. Dette blev så hældt uf i et hul i vognen
Den berygtede Neuengamme – syd for Hamborg ventede forude. Det bad, man fik, var ubrugelig – ligesom sæben. Man skulle aflevere sit eget tøj, og det man fik udleveret, var bare pjalter.
Af de 117, der blev transporteret til Neuengamme den 29. november 1944 døde 12.
Den danske Forvaltning i Frøslevlejren havde overdraget tyskerne til at administrere madbeholdningen. Det gjorde de på den måde, at de stjal alt smørret og hovedparten af pålægget. De stjal også den sparsomme vandforsyning. En tur fra Frøslev til Dachau er på 1.200 kilometer. Sultne og trætte ankom man efter seks dages opslidende togrejse.
Et smukt digt
Et mindesmærke er rejst i Harreslev. Elever fra Duborg Skolen har forfattet følgende smukke digt:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 11. – 12. 2021
April 5, 2010
Bonnich Petersens Bageri og Konditori, lige over for min arbejdsplads. Her har altid været søde piger. Stedet skal nu på museum. Fra 2011 kan stedet beskues i Den Gamle By i Århus. Dejlige minder fra min tid i Aabenraa kan henføres hertil. Læs her om stedets historie og om festen sammen med bagermestrene i Aabenraa. Artiklen er fra 2010.
De dejlige piger
Jeg tænker med glæde tilbage på min gamle bager i Aabenraa. Den lå lige over for min arbejdsplads, Bo Bojesens Boghandel. Tanken går især på de mange dejlige og skønne piger, der i tidens løb, var beskæftiget derover.
Ulla og hendes søster, Karen Margrethe, der var chauffør og så videre. Der i begyndelsen af 70erne blev jeg kærester med et par af dem – dog ikke på samme tid.
Ja og der i gennem kom jeg med til en af bagermestrenes fester. Og bagerne i Aabenraa kan gå til, skal jeg love for. Der blev hældt utallige Gammel dansk
ned. Og det daglige bagværk kendte jeg også gennem pigerne så rigelig til.
Nogle gange have man indtryk af, at temperamentet kogte over i bageriet og i køkkenet. Men så var det en god ide at holde sig væk.
Pommes fritter med sukker
Og de var frække, de der piger. Når jeg pyntede vinduerne, stod de over fra bageren og skar ansigt. De kunne også finde på at hælde sukker på de pommes fritter, som de serverede.
Ved siden af bagerbutikken, lå den hyggelige Café.
Vi havde det egentlig skæg – os ansatte i middagspauserne på gågaden i Aabenraa – dengang. Når der var solskin sad vi med de dejlige frisør – piger fra Taco og de andre saloner og løste verdens situationen. Når der var regnvejr søgte vi ind hos Bonnich eller på Royal, hvor der også var dejlige piger.
Tidligere erfaringer med bagerfaget
Egentlig havde jeg jo lidt erfaring med bagerier. Jeg havde en gloværdig fortid som bydreng hos Arnolds Bageri i Tønder. Her havde jeg nogle gange en meget kreativ chauffør. Det var Manfred – den tidligere leder af Zeppelin – museet i Tønder.
Men denne artikel skal ikke handle om piger og fester og fortiden i Tønder. Den skal handle om bagermester Bonnich Petersen og Cafe Bonnich på Ramsherred i Aabenraa.
Bonnich Petersen, hans kone og to døtre var nogle herlige mennesker – dengang.
På museum
Stedet eksisterer desværre ikke mere. Købstadsmuseet Den Gamle By i Århus har fået alt inventaret fra serveringslokalet Café Bonnich. Og hvorfor nu det? Kondiotoriet var landets næstældste, kun overgået af La Glace i København. Det er unægtelig mærkeligt at opleve det i Aarhus. og lade minderne passere revy.
Konditoriernes storhedstid var i første halvdel af 1900 tallet. De var meget mere ansete end de traditionelle mødesteder som værtshuse m.m. I 1960erne blev cafeteria moderne, og mange nye cafeteriaer blev indrettet i stedet for konditorierne.
Fra skomager til bagermester
Konditoriet i Aabenraa blev grundlagt af Claus F. Hansen i 1922. Han var udlært bager og født i Danmarks længste landsby – Bodum. Her drev faderen bageri. Under 1. verdenskrig var Hansen soldat i Frankrig og blev meget betaget af landet.
Han tillagde sig også fransk stil med alpehue og overskæg. Egentlig havde han først overtaget svigerforældrenes skomagerbutik i Wollesgyde.
Men her etablerede han bageri med dansk wienerbrød. Det var ikke så almindelig på det tidspunkt. Allerede i 1840erne var det kendt i København.
Gasthof und Kegelbahn
I 1922 flyttede forretningen til Ramsherred 33. Her var bedre plads og plads til at etablere et større bageri. På adressen lå Chr. Borchers Gasthof und Kegelbahn. Krostuens stamgæster ytrede ønske om at fortsætte om stamgæster på det nye sted. Men det var Hansen nu ikke så begejstret for. Han håbede på et andet publikum.
I en nyopført bagbygning blev bageriet opført. Keglebanen blev bevaret.
Myterne fortæller, at Hansen på en tur til Frankrig blev udsat for et landevejsrøveri. Han præsenterede sig som indehaver af Café Hansen i Aabenraa. Da røveren hørte det, fortrød han sit forehavende. Røveren var en afdanket fremmedlegionær. Om historien er sand, vides ikke. Men caféen havde et godt ry syd for grænsen.
Wienercaféerne inspirerede
Det var den legendariske arkitekt Jep Fink der i 1922 kom til at stå for udformningen af de nye butiks – og serveringslokaler. Det var Wienercaféerne,
der inspirerede Fink. Nu havde han ikke selv været i Wien.
Han aftjente sin værnepligt i den tyske hær. Her kom han til Berlin. Det har sikkert inspireret ham. I Lübeck lå marcipanfirmaet Niederegger, som også havde en tilhørende café. Det har nok også været en inspirationskilde.
Fink var optaget af det danske foreningsliv. Han har blandt andet været med til at ombygge Folkehjem. Han står også bag Sønderjyllands Højspændingsværk, Telegrafvæsnets administrationsbygning, Grand Hotel, Aabenraa Teater og meget mere.
Tredje generation af bagere
I 1945 forpagtede Hansen konditoriet bort til en tidligere lærling ved navn Kurt Obst. Hansen. Men han fortsatte dog som ejer.
I 1952 fik Obst en ny lærling ved navn Bonnich Petersen. Og han kom ud af en bager-familie, selv var han tredje generation.
Efter endt lærertid og efterfølgende værnepligt, kom Bonnich på konditorskole. Derefter var han svend i Augustenborg, Sønderborg og Tønder. Han vendte tilbage til Aabenraa og fik ved et tilfælde tilbud om at overtage forpagtningen.
I første omgang bibeholdt han navnet Café Hansen. Men navnet blev droppet til fordel for Café Bonnich Petersen Bageri. I daglig tale hed det blot Café
Bonnich. Jeg kan udmærket huske, at facaden i 1972 blev renoveret.
Det var noget særligt
Indtil 1960 var det her man skulle aflægge svendeprøve. Bonnich Petersen var meget faglig bevidst. Jeg kan ikke huske, han var formand for bager-mestrene i Aabenraa. Men gennem sit arbejde mødte han bagermestre så fjerne steder fra som Stockholm og Schweiz, der aflagde prøve her på Ramsherred.
Efter en kørerur op gennem Jylland, hvor han og sin kone besøgte forskellige byers konditorier blev han bevidst om, at hans gamle konditori var noget særligt.
Bagermestrenes Kegleklub
Bagermestrenes Kegleklub i Aabenraa blev stiftet i 1904. I begyndelsen keglede man på en bane ved Hotel Stadt Hamburg. Et par år efter flyttede klubben til keglebanen ved konditoriet Chr. Bocherts Gasthof.
Da Bonnich overtog forpagtningen, overtog han også keglebanen. På grund af keglesportens gamle traditioner skulle man føre et specielt sortiment af øl –
snapse og cigartyper. Udover at blive benyttet af Aabenraa – bagernes Kegleklub, var der cirka 20 andre kegleklubber, der benyttede banen.
På det tidspunkt var der fire andre baner i byen.
Kaffe – inden rutebilen
Dengang var konditoriet en magnet for landbefolkningen. Når man gjorde indkøb skulle man gerne ind at have kaffe. inden man tog hjem med rutebilen. Ofte var det familie med børn, der kom på besøg. På de bedste dage kunne der være op til 1.200 – 1.400 gæster.
I 1970erne var der turister syd fra, der besøgte stedet. I 1980erne begyndte ungdommen at besøge stedet, og så blev sortimentet udvidet med fastfood i form af sandwich og croissanter.
Når tyskerne den tredje onsdag i november fejrede Buss – und Bettag (Store bededag) kunne man godt droppe at besøge stedet, for så sad Frauke, Fritz
og Hertha og spiste lagkage. Og der var mange af dem.
Masser af ansatte
Der var 9 – 10 ansatte på arbejde af gangen. I Bonnichs tid var der tilknyttet 32 folk svarende til 18 fuldtidsstillinger. I alt har den hyggelige bagermester været med til at uddanne 32 lærlinge. De blev ofte drillet disse lærlinge og sendt i byen efter ovnkikkert og dej-handske. I boghandelen indfandt der sig en lærling, der skulle have en papirs-strækker.
Lange åbningstider
I 1960erne var åbningstiden 7 – 23. Der var TV i serveringslokalerne, hvilket trak en del kunder til i aftentimerne. Der var også udskænkning af spiritus. Da folk selv fik TV i 70erne blev aftenåbningen indskrænket. Konditoriet lukkede da klokken 19.
Med gågadens indvielse blev salget dårligere i aftentimerne.
Serveringen foregik ved at kunderne henvendte sig i butikken med bestillingen, hvorefter servitricen kom hen til bordet og serverede. I Bonnichs tid var de iført hvide forklæder og sorte nederdele.
For mit eget vedkommende gik jeg op i køkkenet og bestilte, hvad jeg skulle have.
God til PR
Mange håndværkere brugte stedet som frokoststue. De kom med deres egne madpakker og bestilte en kop kaffe til. Engang kom Erhard Jacobsen forbi. Han smagte en brødtærte og ville gerne have et stykke mere. Men Bonnich, der havde flair for PR, betingede sig, at de så skulle gå en tur ned af gågaden, hvor Bonnich var iført bagertøj og høj hat.
Gennem et lille vindue i butikken åbnede han for softice – salg. Vi spurgte i butikken om vi ikke kunne få nogen gratis. Jo da, svarede Bonnich. I skal bare stille jer op i køen.
Den elektroniske bjørn
Jeg tror, det var dengang at Bonnich havde opstillet en irriterende snakkende elektronisk bjørn. Hver gang, der gik nogen forbi, snakkede bjørnen til dem.
Dette skulle vi høre på i månedsvis over fra boghandelen.
Masser af leverancer
Bonnich havde en række leverancer til forskellige kantiner på private arbejdspladser og offentlige uddannelsessteder (slagteri, bank, købmandsskole, AMU
– center). Dette marked blev gennem årene udvidet og bidrog til, at bageriets kapacitet hele tiden kunne udnyttes fuldt ud.
Bonnich ville ikke levere til tankstationer. Hans varer skulle ikke sælges sammen med det andet skrammel som de solgte, mente Bonnich.
I 1968 åbnede Bonnich en filial i det nye Rugkobbelcenter. Det var en traditionel bagerbutik, der også handlede med mælk og andre købmandsvarer. Chokolade og konfekture solgtes kun i mindre omfang og kun til jul.
En tredje butik blev etableret i forbindelse til en andelsforening. Planen var at flytte bageriet hertil. Men der blev for meget kørsel og butikken blev hurtig solgt igen.
Kvaliteten var afgørende
En afgørende faktor var at opretholde kvaliteten. Alt blev lavet fra bunden af de bedste råvarer. Konditoriet havde især lagkager som speciale. Det var især tyskerne glade for. Også sønderjyske specialiteter var Bonnich ekspert i.
Rigtige honningkager af dej, der var lavet et halvt år i forvejen, var en af specialiteterne.
Ændringer i forhold til 1922
I 1980erne udgav Bonnich ved hjælp af et sponsorat et lille opskriftshefte med 18 traditionelle sønderjyske opskrifter på kager, som i tidens løb er blevet solgt
i konditoriet. Men kære læser såfremt du lige som mig ikke har fået dette hæfte, kan du her på siden se et stort antal sønderjyske opskrifter
– uden sponsorat.
Desuden fortæller vi dig, hvad der kendetegner Sønderjysk kaffebord.
Da Den Gamle By rykkede ind i lokalerne i 2007, var der siden 1922 sket en del ændringer. Gavlene mellem sofaerne var blevet fjernet allerede i begyndelsen af 1950 erne. De originale lysekroner var udskiftet til fordel for mere moderne lamper.
I 1968 butiksinventaret udskiftet. Butiksfacaden blev både renoveret i 1972 samt i 1980erne. Og det var tilbage i gammel stil.
Dekorationer af Hans Günther Hansen
Vægmalerierne i serveringslokalerne blev udført i slutningen af 1970erne af malerren Hans Günther Hansen. Kunstneren havde selv foreslået udsmykningen, som bestod af motiver fra de sønderjyske købstæder, samt broer over Hærvejen.
Indtil da havde det været mønstret tapet i vægfelterne og Bonnichs hustru havde pyntet lidt ved at hænge nogle gamle kobberting op.
For øvrigt var det også Hans Günther Hansen, der var mester til det flotte maleri, der sad for endevæggen i bestyrelseslokalet i HK – Huset på Borgmester Finksgade. Hvor mon det nu befinder sig?
Kan vi få Sønderjysk kaffebord i Århus?
I 1992 solgte Bonnich butikken til Finn Christensen. Men Bonnich fortsatte dog som bagermester i de følgende fem år.
Finn Christensen solgte senere konditoriet til Frank og Henriette Hoiland. De drev det frem til september 2007.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Om den sønderjyske bage/mad/drikke – kunst:
Redigeret 12.01. 2022
April 5, 2010
Dengang var det langt til lægen. Så måtte kloge koner eller mænd klare det. Og inden lægen kom, var det barberen, der klarede det. Den første læge kom til Aabenraa i 1742. Men man havde Madamme Tutein, der uforståelig kunne helbrede mange. Se også her nogle af hendes opskrifter.
Kloge koner i Aabenraa
Der var flere kloge koner i Aabenraa end Jomfru Fanny. En af dem var Helene Christine Tutein. Men man skulle være varsom med at være klog kone, for overtroen var stor. Man kunne jo stemples som heks.
Kvaksalvere, charlataner og andre
De lægelige landvindinger var sparsomme. De fleste blev henvist til selvbehandling for ca. 200 år siden. De få læger, der var dengang, var hovedsagelig samlet i større bysamfund.
De fleste læger uden for København var embedslæger. De fik kun en ringe løn.
Patienterne måtte ofte tilbagelægge store afstande for at blive kureret. Derfor var det lettere at få hjælp hos kloge mænd og koner. Men også omkring-rejsende sygdomshelbredere, charlataner, kvaksalvere og andet godtfolk havde kronede dage.
Kvaksalveri kendes fra 1619 og 1672. Da blev det nævnt i medicinalforordninger. En kvaksalver er en person, der ikke har autorisation som læge og som tager syge mennesker i kur. Det er ikke ulovligt, men der er grænser for, hvad man må udsætte de syge for, og hvad man egentlig må.
Forsøg på sygekasseordning
Den første rigtige læge nedsatte sig i hertugdømmet Slesvig i 1603. Det foregik i Flensborg. En acceptabel lægedækning indfandt sig først efter 1850.
Der har været mange tilløb til en egentlig sygekasseordning. Den første, der forsøgte sig, var Hermann Grube (1637 – 1698), fysikus i Haderslev. Men den var kun gældende for velsituerede embedsmænd.
Barberer klarede skærene
Kirurger og barberer har eksisteret i Aabenraa i umindelige tider. Den første, der egentlig bliver omtalt er Jens Balbirer. Han har virket omkring 1608. Den sidste forlod Aabenraa i 1808. Den første læge indfandt sig i 1742, og fra 1757 har der også været en fysikus.
Elendige forhold
Omkring 1900 havde Aabenraa fem læger, foruden embedslægen. Hospitalsforholdene var i slutningen af 1800tallet elendige. Man havde kun et meget lille sygehus i Persillegade 6. Her var der kun plads til 14 patienter. I 1888 overtog man et nedlagt militær lazaret i Nygade 55 og etablerede et sygehus her. Men forholdene var ikke ideelle.
Et rigtigt sygehus
I 1891 påbegyndte man byggeriet af et nyt sygehus. Der var ikke nogen fastansat læge, men ansat en tilsynsførende, dr. Wiemer. Han havde stillingen indtil 1913. Samtlige læger kunne indlægge deres egne patienter og selv behandle dem på sygehuset.
Dette forhold ændrede sig, da Aabenraa Amt og By ansatte en kirurgisk overlæge ved sygehuset i 1913, dr. med. Max Jansen (1884 – 1938). Sygeplejen blev varetaget af diakonisser udstationeret fra Diakonisseanstalten i Flensborg.
To apoteker
Ved århundredeskiftet havde Aabenraa to apoteker. På Storetorv var Løveapoteket oprettet i 1709. Svaneapoteket i Ramsherred blev etableret i 1851.
I 1887 etablerede den første tandlæge sig. Han hed Hermann Michael Kopp (1865 – 1917). Hans praksis blev etableret i Rådhusgade.
Madamme Tutein
Man kender ikke så meget til de alternative helbredelsesmetoder. Måske var det fordi, det var omgivet med en del mystik. En af de meget kloge koner i Aabenraa var Madamme Tutein. Hun blev født i Aabenraa den 8. december 1838 som datter af snedkermester Johan Andreas Bernhard Petersen og dennes hustru, Cathrine Elisabeth.
Madamme Tutein tilbragte det meste af sin tid i forældrenes hus, Nybro 8. I 1862 giftede hun sig med kaptajn Fritz Peter Tutein. I 1863 fødtes en datter, der dog døde kun 7 uger senere. Fritz Tutein døde i 1875.
Sygeplejerske i krigen
Måske havde Madamme Tutein en eller anden form for tilknytning til sygeplejen. I en skrivelse fra Väterländischer Frauenverein til Landråden i Aabenraa nævnes det, at hun havde deltaget i krigen i 1864 på Slesvig – Holstenernes side. Hun skulle have været ansat på et lazaret. Men det må have været et civilt lazaret, da der ikke har været ansat kvinder på de militære lazaretter.
I den fransk – tyske krig 1870 – 1871 deltog Madamme Tutein på preussisk side som sygeplejerske. Den gang var hun muligvis ansat på en af de tilbagetrukne lazaretter. Da hun var medlem af Väterlandischer Frauenverein kan dette måske være forklaringen på, at hun arbejde som sygeplejerske.
Frauenverein
Denne forening havde for det meste medlemmer fra det bedre tyske borgerskab. Den var grundlagt i 1867 og havde efterhånden afdelinger i de fleste større byer. Et af foreningens hovedformål var i fredstid at uddanne kvinder til at påtage sig plejeopgaven af sårede soldater i krigssituationer.
I fredstid bestod hovedaktiviteterne i at udbrede kendskabet til sygepleje og yde hjælp i sociale nødsituationer.
I Aabenraa havde foreningen ved århundredeskiftet 150 – 200 medlemmer. Madamme Tutein var fra starten i 1890 til 1911 medlem af bestyrelsen. Hun ledede en kreds af fattige kvinder, der ved håndarbejde kunne tjene lidt ekstra til føden. Dette arbejde forestod hun endnu i 1911 som 76 årig.
Medalje og hæder
I 1872 modtog hun en fortjenstmedalje af kejser Wilhelm som tak for hendes indsats i krigen. På hendes 70 års fødselsdag i 1905 fik hun en personlig hilsen af prins Heinrich af Preussens gemalinde, der var formand for Røde Kors i Slesvig Holsten.
Hun behandlede både byens borger, og dem der kom rejsende til hende. Desuden skulle hun også have behandlet dyr.
Madamme Tutein blev også kaldet Mutter Tutein. Hun var en lille sirlig dame, som næsten altid gik i sort.
Læst over lidelsen
Hun begyndte sin virksomhed med at helbrede folk omkring 1880 fra Nybro 8. Når en patient henvendte sig, spurgte hun altid om hvilke symptomer, vedkommende havde og hvor længe man havde haft dem.
Hvis hun mente, at kunne helbrede læste hun over lidelsen. Dette blev altid afsluttet med
Hudlidelser
Ofte skulle patienten selv fortsætte behandlingen derhjemme. Kunne hun ikke helbrede patienten, henviste hun til byens læger. Hun forlangte ikke kontanter, men har sikkert modtaget en del naturalier.
De hyppigste lidelser som hun behandlede var eksemer, skinnebenssår. rosen, hudinfektioner, brandsår og helvedesild. Desuden har hun taget sig af forstuvninger og mindre sår.
Dyr blev helbredt
Det vides, at hun på markedsdage havde opstaldet dyr i en lille gård bag ejendommen på Nybro. Landmændene kunne ved markedets slutning hente deres behandlede dyr. Tidligere boede der en del landmænd i Nygade. En af disse havde en hest, der havde fået rosen i det ene ben. Efter forgæves at have forsøgt at få det behandlet på traditionel vis, henvendte han sig til Madamme Tutein. Hesten blev fuldstændig rask efter behandlingen.
Opgivet på sygehus – helbredt
En patient blev på Aabenraa Sygehus opereret for tuberkulose i det ene knæ. Men så gik det betændelse i det. Trods omhyggelig pasning på sygehuset var han ikke blevet rask. Han blev sendt hjem med infektion i benet. Den unge mand blev mere og mere afkræftet og syg. I sin fortvivlelse opsøgte han Madamme Tutein. Hun rensede såret med sæbeskum, tørrede såret og lagde et sårplaster.
Efter et par ugers forløb skal den unge mand være blevet rask til dr. Wiemers store forundring.
Helbredt for Rosen
En lille pige havde fået rosen i ansigtet. Efter forgæves at have blevet behandlet på Aabenraa Sygehus blev hun overført til Universitetshospitalet i Kiel.
Her lå hun i månedsvis og blev mere og mere syg. Hun led forståelig af hjemve, og da hun ikke fik det bedre, tog familien hende hjem til jul, så de kunne fejre højtiden sammen. Faderen opsøgte Madamme Tutein. Hun kendte udmærket pigen, og behandlede hende med sårplaster. I løbet af kort tid fik hun det bedre, og behøvede ikke at vende tilbage til hospitalet i Kiel.
Supper, udtræk og tørrede blade
Mange beretninger fortæller om behandling af bylder på halsen, i armhuler og i lyskeregionen. Aldrig har Madamme Tutein ordineret indvortes medicin.
I sin behandling brugte hun te – blandinger, udkog, udtræk, supper og tørrede komponenter fra blade, rødder og døde dyr.
Behandling af ligtorne, bylder og
psoriasis
Ligtorne blev behandlet ved at blande saften fra løg med salt. Efter i nogle dage at have påsmurt denne mikstur, skulle ligtornene have løsnet sig. Bylder blev behandlet med grødomslag. Havregrød blandet med kamillete virkede godt.
Mindre sår og hudafskrabninger blev behandlet med at påsmøre svinefedt i et tyndt lag.
Madamme Tutein skjulte ikke sin behandlingsform. Således har hun oplyst, hvordan man kommer af med skægpest og psoriasis. Opskriften er dateret 1899, og er blandt andet anvendt på Gråsten – egnen. Midlet er sammensat således:
Denne blanding skulle smøres godt ind i huden. Efter et døgn skulle den vaskes af med grøn sæbe.
Lægerne i Gråsten tjente fedt
Lægerne på Gråsten – egnen tjente godt ved at ordinere dette til deres patienter, indtil apotekeren i Gråsten kom til at fortælle, at det var håndkøbsmedicin. Man kunne på den måde spare receptgebyret. Forholdet mellem lægerne og apoteket blev lidt mere kølig efter dette.
Bumser behandles med piletræsbark
Urenheder i huden, bumser blev behandlet med afvaskning med vand, hvori der i mindst en halv time havde ligget piletræsbark. Vorter har formentlig kunne behandles på mange måder. Ofte er der en tilbøjelighed til spontan helbredelse. Madamme Tutein læste over vorten. Det vil sige hun mumlede noget uforståeligt, der sluttede med ordene.
Mens hun læste over vorten, bandt hun med en uldtråd tre knuder under og tre knuder over vorten. Når hun var færdig hermed pustede hun på den. Derefter
skulle vorten være væk ved næste fuldmåne. Og det var også tilfældet.
Køb det på apoteket
For det meste var det specielle sårplaster, der vakte begejstring. Det vakte stor berømmelse både i og uden for Aabenraa. Da Madamme Tutein var yngre kunne man få det hos hende selv. Det var fabrikeret af alle de naturalier, som hun fik foræret.
På sine ældre dage magtede hun ikke dette mere. Derfor overtog apotekerne fremstillingen. Da jeg boede i Aabenraa, kunne det købes i håndkøb på Løveapoteket.
Ved Mølleåen
– i fuldmåne
Dette sårplaster, således som Madamme Tutein fremstillede det, bestod af en blanding af bivoks, tælle, mønje, johannisolie, der blev blandet sammen i et bestemt forhold, for derefter at blive opvarmet. Herefter er det meget vigtigt, at blandingen hurtig bliver afkølet. Sårplasteret skulle gerne have den rigtige
konsistens.
Denne procedure nødvendiggjorde store mængder af koldt vand. Der blev fortalt, at Madamme Tutein lavede sårplaster ved Mølleåen – i fuldmåne.
I litteraturen kunne man finde en næsten identisk blanding. Men dem, der havde prøvet Madamme Tuteins blanding påstod, at det man købte på apoteket havde en anden farve og havde ikke samme virkning som før.
Familie kunne ikke
Ifølge en gammel tradition skulle evnen som sygdomshelbreder kun overføres til et familiemedlem af det modsatte køn. En nevø prøvede da også en overgang at fortsætte arbejdet, men uden held.
Madamme Tuteins sidste år var præget af sygdom og tiltagende svaghed. Hun fik god pleje hos sin bror, snedkermester Andreas Petersen. Her døde hun den 28. maj 1927.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om sygdom, fattigdom m.m.
Redigeret 12. – 01 – 2022
April 5, 2010
Da Kong Hans endelig erhvervede Lundtoft Herred, var det ikke meget tilbage. Adelen ejede det meste. Godset Søgård var Slesvigs største. Og her sad slægten Ahlefeldt på magten i 300 år. De var nu ikke alle Guds bedte børn. Internt i slægten var der også uenighed.
Myter og sagn fra Søgård og Kliplev
Slægten Ahlefeldt har haft stor betydning i egnen omkring Aabenraa. Ikke mindst i Søgård i Kliplev Sogn.
Der har boet en heks ved Søgård Sø. Grev Ahlefeldt har haft besøg af den med et rødt ar i panden. I nærheden af Kliplev er der støbt fortryllende lykkekugler. Til dette skulle der bruges dødningehoveder, som man hentede fra et nærliggende rettersted.
Et kostbart smykke fra paven i Rom har engang reddet en smuk ung pige fra døden under et opgør på Søgård.
Skal man beskrive Søgårds historie må man vide, at stedet er behæftet med mange sagn og en del overtro. Den legendariske Frederich Fischer fra Aabenraa udgav i 1861 historien ”Kuglestøberen”. Den er nu kommet i en ny udgave.
Kendt fra 1300
Allerede Kong Valdemars Jordebog blev Kliplev betegnet som en form for kronegods. I begyndelsen af 1300tallet kom godset i de slesvigske hertugers hænder. Der blev opført en gård ved Store Søgårds Sø. Det menes dog, at Søgård er betydelig ældre.
Stedet blev underlagt administration fra det fjerntliggende Tønder Slot. Ganske upraktisk, skulle man mene.
Limbæk slægten overtager
For at lukke et hul i sin kasse pantsatte hertugen Lundtoft Herred til slægten Limbek. Den første lensmand som er kendt på stedet var Johan Limbek, der i 1344 fik Lundtoft Herred i pant af hertug Valdemar. Senere overgik gården til Johans bror, Lyder Limbek.
Denne Limbek – familie har vi beskæftiget os med i talrige andre artikler her på siden.
Benedikt Ahlefeldt på Langeland
I 1355 hærgede Benedikt den Anden Ahlefeldt på Langeland. Da hertugen gik til modangreb reddede Valdemar Atterdag ham i sidste øjeblik. Sådan fortæller Sjællandske Krønike.
Benedikts ældste søn – Benedikt den Tredje sluttede sig i 1368 til et stormandsoprør mod kongen. Margrete den Første var hårde over for stormændene.
Den første Ahlefeldt på Søgård
Fra 1398 optræder Ahlefeldterne i Søgårds historie. Slægten støttede egentlig hertugerne. Men Benedikt den Anden gik over til Kong Valdemar. Han døde i 1360, og hans søn Benedikt den Tredje fortsatte loyalitet over for kongen. Ja den blev så stor, at han blev én af de fem betroede riddere, som kongen overlod landets styre til, når han foretog udenlandsrejser.
Slægten fik sikkert på grund af denne loyalitet lens-højheden over området. I løbet af meget kort tid blev Søgård Gods en af de største i Slesvig. Det hjalp sikkert også på økonomien, at Benedikt den Tredje indgik ægteskab med en af Claus Limbæks døtre – Catherine.
Men det kan undre at Limbæk – slægten gav afkald på både Søgård og Tørning. Det var en stor familie og arven skulle sikres.
Den gamle borg
Den gamle borg lå på en holm i søens nordøstligste vig. Formentlig blev borgen omkring 1480 afløst af et stenhus. Omkring 1550 var der tale om et firlænget anlæg med port igennem det nordlige hus. Antagelig har der også været et voldsystem eller en bastion i det sydvestlige hjørne til Søgård.
Ærkedegnen på Søgård
I 1490erne havde ærkedegn Joakim Ahlefeldt rådighed over østfløjen på Søgård. Her havde han mulighed for at rekreere sig i landelige omgivelser. I generation efter generation valgte man at dele hovedbygningen mellem flere brødre og deres familier.
Da kong Hans i 1498 indløste herredet var langt over områdets gårde blevet til fæstegods under Søgård.
Uenighed på
Søgård
Gennem 300 år regerede den mægtige slægt Ahlefeldt på stedet. Men stridigheder i slægten, førte til, at der blev etableret en mur gennem gården. Det ses på gamle afbildninger. Borgergården blev simpelthen afskåret. Efterhånden foretrak den ene gren af familien længere øst på til Sundeved.
Den ene gren havde det halve Søgård, med gårdene Grøngrøft og Årup. Den anden gren havde Gråsten og Stoltelund.
Claus Ahlefeldt havde ved sin død i 1487, tre sønner, der skulle arve efter ham. Den yngste Joachim var teolog og ærkedegn i Slesvig. Derfor var det de to ældste brødre Benedikt og Jørgen, der skulle dele arven.
De var godt nok brødre, men ikke særlig gode venner. De delte derfor jord og slotsgård med en stor muret gård mellem sig. Under bataljen med bønderne i Ditmarsken omkommer hele 9 mænd fra Ahlefeldt – familien. Blandt dem var Jørgen. Benedikt overtog hele gården.
Ved Benedikts død i 1519 overtog sønnerne Frantz og Gregers godset. Men ak og ved. Disse to kunne heller ikke enes. Stridighederne eskalerede voldsomt. Igen blev alt delt. Gregers flyttede fra Søgård. Han flyttede til Troldlykke og derfra videre til Flensborg.
Dominans i Lundtoft Herred
I 1524 erklærede Frederik den Første, at de adelige godsherrer selv måtte udøve hånd – og halsretten over deres undersåtter. Måske havde Søgård allerede da udøvet birkeretten. I 1600 tallet blev der i hvert fald afsagt domme på Søgård.
Ahlefeldternes dominans i Lundtoft Herred på reformationstiden var overvældende. Man rådede over 5 fæstegårde i Holbøl Sogn, og 53 selvejergårde, der lå i Tønder Amt. 178 gårde i Lundtoft Herred tilhørte slægten Ahlefeldt. De ejede alle gårde på nær tre i hovegårds-sognet Kliplev og nabosognet Kværs. Knap 75 pct. af gårdene i de næst-nærmeste sogne Felsted og Ensted ejede de.
Ditmarsken kræver sine ofre
De to brødre, Frantz og Gregers deltog i sommeren 1559 i krigen mod Ditmarsken. Frantz faldt under stormen på Heide
den 13. juni. Gregers blev såret af et skud i benet. Han fortsatte kampen, men det gik betændelse i benet. Det medførte hans død. Begge brødre blev begravet i Kliplev Kirke.
Søgård
– en bastion
En primitiv skitse viser Søgård omkring 1569. Adgangen til borgen fandt sted ad en lang bro, der førte over til søens nordlige bred , hvor avlsgården antagelig lå. Anlægget var stærkt befæstet. De første Ahlefeldter på stedet stillede også anlægget til rådighed for de holstenske grever i kampen mod Erik af Pommern.
Ahlefeldterne forstod at holde opsætsige bønder fjendtligsindede standsfæller på afstand.
Præsten fra Kværs fik bank
Gregers søn, Hans arvede Gråsten Slot. Da han ikke var myndig, styrede moderen arven. Da han allerede døde i 1580, måtte der igen en umyndig søn, Gregers overtage besiddelserne. Senere var det denne Gregers, der for alvor gjorde Gråsten Slot stort.
Omfattende byggerier betød at det nye slot først var klar i 1616. Kun fire år kunne Gregers nyde det. I 1620 efterlod han sine besiddelser til sin ældste søn Hans, der på det tidspunkt kun var 15 år.
Og denne søn forstærkede hoveriet. Bønderne klagede til kongen, men lige meget hjælp det. Præsten fra Kværs forsvarede bønderne, men det resulterede i en gang bank fra Hans. Dette fik dog kongen til at udstede en bøde på 2.000 rigsdaler.
Hans var bestemt ikke respekteret af bønderne. Men blandt sine egne var han dybt respekteret. Han blev valgt til formand for den slesvigske del af Ridderskabet. Hos hertugen på Gottorp var han også dybt respekteret.
En
ødsel livsstil
Men den temperamentsfulde Ahlefeldt førte en ødsel livsstil. Derfor måtte han i 1647 sælge Gråsten til Hertug Fillip på Glücksborg. Men han kunne ikke holde kreditorerne fra døren. Han måtte bede Frederik den Tredje om skattelettelse. Forarmet og jordløs døde han i 1662.
Svenskerne bombede Søgård
Under Svensker – krigen i 1643 blev Søgård forsøgt forsvaret mod general Torstenson. Denne skød bygningen i grus med artilleri. Herregården blev ikke genopbygget. Familien flyttede til Grøngrøft. Sten fra den gamle hovedbygning blev brugt til at påføre det nye Gråsten Slot.
Avlsgården blev flyttet vest for søen, hvor nu Søgård Kasserne ligger. I den forbindelse må der også være bygget et beboelseshus, hvor selskabsløven Frederik Ahlefeldt holdt til.
Frikøbt for mord
To nye Ahlefeldter var på banen. Det var Frederik og fætter Ditlev. De deltager i forskellige krige rundt om i Europa. Ved et slagsmål på en kro i Amsterdam
kom den iltre Frederik til at dræbe en mand. Ved hjælp af diplomati og penge lykkedes det for Ditlev at frikøbe ham for mordanklage.
Hans jordiske gods, Søgård var skudt sønder og sammen. I en senere beskrivelse af ham, nævner vi blandt andet, at han gifter sig til indflydelse og penge. Det lykkedes for ham at købe Gråsten tilbage for 65.000 rigsdaler. Det var 25.000 rigsdaler mindre end det, Hertug Filip havde givet for det.
Morfar Gregers ambitioner stod ikke mål med Frederiks med hensyn til Gråsten Slot. Men hele ombygningen var ikke tilendebragt før Frederik dør i 1686.
Skovbølgård
I Felsted Sogn fandtes endnu et gods, Skovbølgaard. Herfra blev birkeretten også varetaget. Gården blev ejet af slægten Uge. Det forholdsvis lille gods gik i 1600tallet over til Burchwald – slægten. I 1706 blev det indlemmet i Søgård.
Lundtoft Herred var reduceret til en samling redt spredt beliggende landområder. Kun omkring Uge og Rinkenæs fandtes større områder uden adelige besiddelser.
Mere gæld
Frederik den Yngre overtog hele herligheden efter sin far. Han havde en god uddannelse og faderens rigdom som god ballast. Han anlagde en smuk have og orangeri. Det var også ham, der hjembragte det berømte Gråsten æble. Rejser, fester og meget dyre livsstil førte til, at han efterlod sine arvinger en gæld på 300.000 rigsdaler. Tja, da han arvede det hele fra sin far startede han med 1,5 million rigsdaler.
Den sidste Ahlefeldt
Han yngre bror, Carl fik ikke alene Gråsten, Langeland men også Rixingen og Mørsberg ved broderens død. Slægtens besiddelser var nu igen samlet på en hånd.
Carl var meget vellidt ved hoffet, men heller ikke bleg for fest og ballade. Til sidst kunne han ikke låne mere. Misvækst, krigsskader, og kvægpest satte en stopper for videre vækst.
Den sidste Ahlefeldt på Søgård blev denne gehejmeråd Carl Ahlefeldt. Da hæren skulle bygge om, fandt man den sidste ejers våbenskjold på loftet. Ahlefeldt døde i 1722. Da kom der frem, at gården var insolvent.
Tvangsaktion
Hans 20 årige søn var ikke i stand til at vedgå arv og gæld. Alle godser og besiddelser, dog Tranekær undtaget, blev sat på tvangsaktion. Store godsmængder blev solgt i 1725 på tvangsaktionen på Gottorp.
Søgård og Gråsten blev delt. Men også mange andre store gårde blev solgt. Det var blandt andet Fiskebæk, Kiding, Ballesgård, Skovbølgård, Bojskov, Ladegård, Grøngrøft, Kelstrup, Årup og Årtoft.
Hertug Christian August købte Gråsten, Fiskebæk og Kiding for kun 95.000 rigsdaler.
Hoveriet afskaffes
Søgårds nye ejer blev landråd Godske von Thiesen. I 1786 overtog dennes halvbror , grev Werner von der Schulenburg gården. Skiftende godsforvaltere boede på stedet. I Schulenburgs tid blev der indført arvefæste og selveje. Hoveriet blev afløst af afgift. Ejerens enke besluttede desuden, at restgæld og afgiftsrestance skulle eftergives.
Godsinspektør Thullesen dyrkede runkelroer og raps, ligesom der blev plantet en del skov.
Herredstinget
Det enlige tingsted er man uenige om. Da det kom under godsjuristdirektionen , blev retterstedet flyttet til Ensted Sogn. Fra 1770 blev herredstinget holdt ved den eneste gård i Tørsbøl, der ikke hørte under noget gods.
Flere ejere
I 1838 blev Søgård solgt til advokat Friederich Güntzel. Han lod opføre en enetages bygning. Det er faktisk denne bygning, der danner grundlag for det nuværende Søgård.
I 1854 var det amtmand Heltzen, der overtog stedet. Hovedbygningen blev udvidet. En vestlig tværfløj i to etager blev opført.
Bommerlunder – snapsen
Den berømte Bommerlunder – snaps blev fra 1863 fremstillet på stedet af brygmester Callesen. Desværre nedbrændte brænderiet og produktionen fortsatte
i Flensborg.
Da området blev indlemmet i Preussen tog fortyskningen til. Der blev opkøbte masser af ejendomme. En dansk modaktion udeblev ikke. Både Trøjborg og Søgård blev sikret på danske hænder i 1906. Det var bankdirektør Axel Heide, der overtog Søgård, og godsforvalter Raben blev ansat til at drive stedet.
Alberti – sagen satte sin spor. Bankdirektøren kunne ikke mere magte at drive den store gård. Villars Lund, godsejer og landtingsmedlem overtog stedet med den samme godsforvalter.
Krigsministeriet overtager
I 1934 erhvervede Krigsministeriet via Statens Jordlovsudvalg. Da Hærrens Bygningstjeneste skulle bruge stedet manglede de en del faciliteter. Derfor rejstes et større hus i samme stil som den gamle hovedbygning. Den gamle vest-fløj blev bevaret uændret, og en ny østfløj blev føjet til.
Den gamle avlsgård fra 1919 blev omdannet til belægningsstuer og senere til depoter.
Kamphandlinger fra Søgård
Den 9. april 1940 var Søgård udgangspunkt for en række kamphandlinger (se artikel under Tønder: Sønderjylland 9. april 1940). 11 soldater fra Søgård faldt under disse kampe.
Årup Gods
Og Årup fortjener også lige en ekstra omtale. Årup hørte det meste af middelalderen under Søgård gods og familien Ahlefeldt. Det sjove er, at selv om Aabenraa Fjord ligger lige i nærheden, så afvandes størstedelen af skoven til Vidåen. Dybe grøfter præger dele af skoven. De er gravet for at fremme afvandingen af dens lavere liggende arealer. Det var også syd for Årupgård, at valfarts-kapellet Sct. Annas Kappel lå.
Endelig under Aabenraa Amt
Først efter treårskrigen blev de administrative forhold i Lundtoft Herred mere overskuelig. Herredet blev lagt under Aabenraa Amt. Men man beholdt både herreds – og husfogeden. For første gang siden ca. 1300 lykkedes det at forene Herredet. De sidste forhindringer blev ryddet af vejen den 3. juni 1853.
Godsherrerne ordnede selv politiforvaltningen på deres besiddelser, men nu var de underordnet de almindelige lokale og regionale myndigheder.
Søgård til Lundtofte Herred
Hertug Christian August af Augustenborg blev landsforvist efter sin rolle under treårskrigen. Hans besiddelser blev taget fra ham. De gråstenske godser blev ført videre som kongelig forpagtningsgods.
Søgård med alle dens besiddelser kom til Lundtoft Herred. Til Søgård hørte gårde i Ravsted, Terkelsbøl og Visgårde samt i Gåskær, Ingebøl og Vollerup Sogn som i 1850 var blevet forenet under Rise herred.
Fordelt mellem to kommuner
Men i 1867 blev det hele igen lavet om. Og i 1920 genopstod Lundtoft Herred nu udvidet med Varnæs Birk. Og i 2007 blev området delt i mellem de to nye storkommuner Aabenraa og Sønderborg.
Gisninger om slægtens opståen
Rygterne vil vide, at slægtens herkomst begynder ved greverne af Schwabeck, der i 1152 skal være flygtet til Hannover og her have grundlagt byen Ahlefeldt.
Man kan dog betvivle denne oplysning. Den stammer fra den berygtede krønikeskriver Joh. Letzner (død 1621). Han var kendt for upålidelighed og lettroende.
En antagelse er at Ahlefeldt – slægten har rod i slægten Westenseer. Der forekommer i 1253 en Emeko von Westensee. Han ejede sognet Westensee med godserne Deutsch Nienhof, Schierensee, Emkendorf og Bossee.
Slægtsnavnet Ahlefeldt kan også stamme fra Alevelde eller Anevelde. Disse navne forekommer i Pommern i det 14. århundrede. De er sikkert meget ældre. Navnet Anefelde kan omskrives til Anfall. Det forstås som et Len. Ved Tønder kendes et stednavn Aneveldemark.
Byen Ahlefeldt ligger 2 mil nord for Rendsborg. Her bliver der i ældre skrifter nævnt, at byens grænse skal strække sig fra Ejderen til den sidste grænsepæl tæt ved Hr. Benedicts (Ahlefeldts) Vold.
De første besiddere skulle have været brødrene Johan og Gerhard de Anevelde. Derefter skulle nedenstående Benedict de Anevelde have overtaget grunden.
Men også denne antagelse er lidt diffust.
Ridder Benedikt de Alvelde
Med sikkerhed ved vi, at ridderen Benedikt de Alvelde den 26. november skrev kontrakt med Hertug Henrik den Anden af Mecklenburg om at forrette krigstjeneste for ham. Højst tænkeligt er det den samme væbner som allerede nævnes i et dokument i 1309. Vi ved, at han var holstener og var knyttet til Grev Johan den Milde. Efter holstensk skik har han skrevet sig til en lokalitet, landsbyen Ahlefeldt. Her har enten ham selv eller hans forældre haft et gods.
Våbenskjoldet
Våbenskjoldet kan føres tilbage til Benedikt den Andens segl fra 1354. Den består af et tvedelt skjold med en ørnevinge i højre felt og to bjælker i venstre. Benedict den Førstes segl skal have rummet den samme opstilling. Hjelmtegnet, der træffes første gang i 1389 er en lænket hund. Dette sammensatte våben kunne afspejle et slægtskabs – eller tjenesteforhold til en stormand, der har ført et vingepar som våben, men også her er vi på gyngende grund. Et tilsvarende våben føres af flere gamle holstenske slægter.
Søn og sønnesønner tjente Valdemar Atterdag.
Masser af gods
I Slesvig erhvervede slægten foruden Søgård også Nør (ved Egernførde), Königsförde – Lindau (ved Ejderkanalen), Sakstorp (på
halvøen Svans) og Gelting.
I hertugdømmet Holsten havde slægten følgende besiddelser. Bossee, Lehmkulen, Wittmold, Deutsch – Nienhof, Emkendorf, Hasseldorf og Fresenburg.
Kamp om rigdom og magt
Slægten er stor. Indtil nu er 1.300 fødte Ahlefelder. Sammen med Rantzau – slægten kæmpede man om anseelse og rigdom. Slægten havde de højeste embeder og titler inden for de danske kongers og hertugers tjeneste.
Ditmarsken krævede store tab
Således faldt Hans til Haseldorf Ahlefeldt i 1500 i Ditmarsken med Dannebrogsfanen. Ja en masse Ahlefeldter døde i krige mod Ditmarsken i både 1404, 1500 og 1599.
Godske Ahlefeldt var den sidste katolske biskop i Slesvig. I Frederik den Tredjes tid spillede flere Ahlefeldter en fremragende rolle, særlig under Karl Gustav
– krigen.
Frederik Ahlefeldt
Frederik Ahlefeldt (død 1686) blev i 1665 tysk rigsgreve og i 1672 dansk lensgreve. Han erhvervede grevskabet Langeland. Over en seksårig periode studerede han på universiteter i Jena, Bologna, Paris og Amsterdam. Ja sådan lyder den pæne version.
Han var søn af Frederik Ahlefeldt til Søgård. Ved sit giftermål i 1656 med statholder Christian Rantzaus eneste datter, Margrete Dorothea, kom han ind i en indflydelsesrig familie. Frederik var også respekteret hos Dronning Sophie Amalie. Dronningen var flygtet fra København, der var plaget af pesten. I Flensborg holdt hun nogle gevaldige fester, og her var Frederik Ahlefeldt en af hendes ynglinge.
Bortførte 14
– årige datter
Men han påkaldte Kong Frederik den Tredjes vrede. Åbenbart var ægteskabet indgået uden svigerfars accept. Og man kan vel godt forstå svigerfar. Ja Frederik Ahlefeldt havde bortført Christian Rantzaus 14 – årige datter og giftet sig. Efter to års pres fra kongehuset gav svigerfar så efter.
Stor karriere
I 1657 blev han landråd og generalkrigskommissarius og brugtes de følgende år i diplomatiske udsendelser til kurfyrsten af Brandenburg og hertugen af Gottorp. I 1660 sendtes han til England. I 1661 sluttede han en handels – og venskabskontrakt.
Efter hjemkomsten udnævntes han i 1661 som Statholder i København. Senere i 1663 blev han statholder i hertugdømmerne, amtmand i Steinburg og guvernør i Sønder – Ditmarsken.
I de følgende år opholdt han sig mest på Gråsten. Han var især optaget af stridighederne med Gottorp. Gråsten havde han købt i 1662 af den fallerede hertug
Philipp af Glücksborg. Med handelen fulgte også Fiskebæk.
Ledende minister
Efter tronskiftet 1670 og Christoffer Gabels fald blev Ahlefeldt den ledende minister. Men han havde ikke så meget lyst til at deltage i regeringens daglige forretninger, så efterhånden blev han trængt af Griffenfeld.
I begyndelsen støttede han denne. Men efterhånden blev han en af Griffenfelds største modstandere. Han mente, at Griffenfelds politik var skæbnesvanger for landet.
Efter faderen og svigerfar kom Ahlefeldt i besiddelse af en stor formue. Grev Rantzau havde i sommeren 1659 med kongens samtykke overdraget ham Tranekær Len på Langeland. I 1663 fik han Elefantordenen.
Hedvig Ahlefeldt – konkurs
På Gram Slot kunne enken Hedvig Ahlefeldt fra Søgård ikke klare gældsforpligtelserne i 1663. Hun havde været enke siden 1647. Hun blev erklæret konkurs. Allerede inden havde rigsfeltherre Hans Schack vist interesse for erhvervelsen af stedet. Han havde sendt to af sine mest betroede mænd til tvangsaktionen.
De havde fået bemyndigelse til at byde 16.000 rigsdaler. Men rigsgreve Christoffer Rantzau narrer dem. Han bød 17.000 rigsdaler.
Samme aften tilbyder Rantzau dog at afhænde slottet til Schack for samme beløb. Men det lykkedes dog for Hans Schack at få godset for 13.400 rigsdaler.
Norske besiddelser
Frederiks sønnesøn Grev Christian arvede grevskabet Laurvig i Norge. Fra 1785 fik slægten kongelig bevilling for sig og efterkommere at føre navn af grever Ahlefeldt – Laurvig.
Gehejmeråd Burchard Ahlefeldt til Eskilsmark fik 1672 patent som dansk greve. Slægten samlede store besiddelser. Olpenæs (ved Kappel), Ludvigsborg (på
halvøen Svans) Königsförde – Lindau (ved Ejderkanalen), Grevskabet Langeland med Tranekær Slot, Stamhusene Ahlefeldt (Broløkke) og Stamhuset
Lundsgård, Baroniet Lehn, Stamhuset Egeskov, Herregårdene Eriksholm, Fjællebro, Hjortholm, Møllerup, Skovsbo og Ulstrup Slot.
Som tidligere nævnt opstod linjen Ahlefeldt – Laurvig eller Ahlefeldt – Laurvigen efter at kammerherre, generalmajor Christian lensgreve Ahlefeldt til Grevskabet Langeland (1732 – 1791) tilkendes arveretten til grevskabet Laurvig i Norge.
Hans søn Frederik lensgreve Ahlefeldt – Laurvig, som blev kaldt Generalen solgte Grevskabet Laurvig til kongen i 1805. Slægten fortsatte dog med de anvendte navne.
Senere forekom yderligere variationer af navne i slægten som
Teater – tosset
Lensgreve Frederik Ahlefeldt – Laurvigen (”Generalen”) (1760 – 1838) overtog efter faderens død godset Tranekær på Langeland.
I modsætning til sin far, reformerede han det langelandske landbrug. Han oprettede et lærerseminarium og udflyttede de gamle fæstegårde. Han oprettede en sukkerfabrik, fik restaureret kirkerne på Langeland og indkaldte fremmede håndværkere.
Allerede som 14 – årig blev han udnævnt som ritmester i det sjællandske regiment. I 1783 blev han oberstløjtnant. Under krigen mod England lykkedes det for ham ved hjælp af små fiskerbåde, at f tropper gennem den engelske blokade til Lolland fra Langeland.
Han blev kaldt for teatergal. På tidspunkter havde han indflydelse på teateret i Gottorp og Odense.
På Tranekær Slot oprettede han en teatertrup.
Afholdt greve
I perioden 1791 – 1813 afskaffede han hoveriet. Fra 1810 indførte han efterhånden fast akkord for alle tiender. Han blev yderst populær blandt borgerne på Langeland.
Statsbankerotten førte til, at ham måtte sælge sine norske besiddelser til kongen.
”Generalens” brodersøn nægtede i 1832 i første omgang at overtage Tranekær. Efter en tænkepause slog han dog til. Han bosatte sig i et mindre hus. Gennem flid og sparsommelighed lykkedes det atter at få Tranekær på højkant igen.
Elise Ahlefeldt – mor til H.C.A. ?
Sammen med sin kone fik ”Generalen” i 1788 deres eneste fælles barn, datteren Elise. I 1807 fødte hun et uægteskabeligt barn som blev bortadopteret til tyske forældre. Elise Ahlefeldts fortrolige omgang med tronfølgeren Prins Christian førte derfor til rygter om, at denne var barnets far. Rygter går på at de er de
egentlige forældre til H.C. Andersen (Læs artiklen – under Aabenraa: Jomfru Fanny fra Aabenraa).
Skilt og gift
I 1810 blev Elise gift med den tyske krigshelt Ludvig Lützow. Parret blev skilt og Elise plejede omgang med den berømte tyske digter, Immermann. Denne har faktisk skrevet om livet på Tranekær Slot. Titlen på dette værk er Die Epigon.
Elises graviditet og fødsel i 1807 medførte, at Grevinde Hedemann sammen med sin datter Elise flyttede fra Tranekær til Hamburg.
Lensgreveparret blev siden skilt. Lensgreve Federik Ahlefeldt – Laurvig forlovede sig i 1815 med den kun 18 – årige Ida Catharina Leth.
En lensgreve kan ikke uden videre gifte sig. Kongen skulle spørges. Og Frederik den Sjette bifaldt brylluppet. Ægteskabet medførte en større arvesag
mellem lensgreven og Elise Ahlefeldts ægtemand, Lützow.
Og let har det bestemt ikke været. Det umage ægteskab første til familiemæssige stridigheder. Parret blev skilt efter fire års ægteskab. Ida Catharina Leth
blev siden gift igen.
De vigtigste Ahlefeldter
Når man skal beskrive slægten i korte træk, kommer man selvfølgelig til at glemme væsentlige personer. Men vi nævner her i korte træk, dem som vi mener er væsentlige. Som det vil fremgå i andre artikler her på siden, har slægten været nævnt i mange artikler.
-Claus Ahlefeldt (1614 – 1674) generalfeltmarskal og dansk befalingsmand i Norge
Ikke meget tilbage
I dag er der kun få spor tilbage af det oprindelige anlæg ved Søgård. I 1847 anlagde Ingeniørtropperne en landevej hen over resterne. Der findes dog svage voldaftegninger vest for landevejen og volde og murrester øst for landevejen.
Djævlen i kroppen
Vi hører ofte at den holstenske adel tog til udlandet for at studere. Men det var sjældent de her gjorde sig bemærket. De unge holstenske adelsmænd var kendt som hovmodige og anmassende. Ofte førte de et ødselt og udskejende liv.
Endnu i 1722 hedder det i et brev fra den danske Legationssekretær i Paris i anledning af nogle optøjer som Joachim Christoffer Ahlefeldt havde forøvet der:
Ahlefeldt: Jeg er suveræn
Den unge Ahlefeldt havde blandt andet udtalt:
Nu var den holstenske adel hverken værre eller bedre end andre steder.
Overfor borgere og bønder optrådte adelen med hensynsløs brutalitet. Der var dog hæderlige undtagelser. Indbyrdes har de udkæmpet blodige fejder.
De har gennem tiden unddraget sig skatter og afgifter. Christian den Fjerde bestemte i 1598, at adelen skulle betale afgifter. Men sandheden var
nok en anden.
Det er bemærkelsesværdig, at adelen havde så stor magt i Lundtoft Herred.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Følgende artikler har relation til teksten:
Redigeret 12. – 01 – 2022
April 5, 2010
Vi følger tiden før, under og efter tre – års krigen. Det dramatiske forløb inkluderer mennesker som borgmester Schow, redaktør Fischer, pastor Rehoff, læge Neubert, Martin Bahnsen, rektor Nissen, agent Bruhn, brygger Kopperholdt, politimester Henrici, leder af Friskarene von der Tamm og mange flere. Vi skal også høre om de danske foreninger Union og Frederiksklubben. Og om Liedertafel. Så var der sangkrig i Hjelm Skov. Der var boykot mod danske mønter og Nationalbanken.
De sproglige forhold
Allgemeines Wochenblatt vente tilbage til den gamle helstatsvenlige holdning. Nyheder fra kongeriget var talrige. Men i Aabenraa blev man i 1830erne mere og mere bevidst om om den dansk – tyske holdning. Denne holdning var man også bevidst om tidligere.
Således skrev kaptajn W. F. Born i sine erindringer fra 1834:
En skildring i Nyeste Morgenblad fra 1833 viser lidt om de sproglige forhold – dengang. I indledningen kaldes Sønderjylland for en ældgammel dansk provins og navnet Aabenraa sættes i overskriften i parentes efter den da fremherskende betegnelse Apenrade:
Den tyske salmesang
Efter en omtale af den tyske salmesang ved de danske gudstjenester hedder det:
Hertugdømmerne afsondrer sig
Det var interessante betragtninger, som politikere dengang, burde have lyttet til. Hertugdømmerne afsondrede sig mere og mere fra kongeriget. Hamborg
beherskede mere og mere de økonomiske forhold. Især var Aabenraas skibsfart afhængig af Hamborg. Det tyske sprog blev brugt flittig i det administrative styre, i skolen og kirken.
Men en anden ting var kampen mellem tilhængere og modstandere af enevælden.
I begyndelsen af 1830erne kom velstanden til Aabenraa. Skibe fra Aabenraa anløb i stigende grad Sydamerika. Og i 1840erne begyndte Ostindien og Kina
at spille en stigende rolle i skibsfarten fra Aabenraa.
To småskibe gik i rutefart mellem Aabenraa og Kiel. Men også et dampskib König Christian 8. blev indsat på ruten. Fire skibe sejlede ugentlig til København.
Egentlig var det folkene fra Løjt, der var de dominerede søfolk. Ifølge en folketælling fra 1845 boede de 157 søfarende i Aabenraa og de 225 i Løjt Sogn.
Masser af analfabeter i Aabenraa
Kun halvdelen af drengene fik undervisning i 1840erne. For pigerne var forholdene endnu dårligere. Først i 1845 fik man egentlige lærerbøger. Indtil da havde man brugt salmebøger og bibler. Pastor Rehoff mente således, at man ikke behøvede nogen lærerbog, da formålet med undervisningen var kristendomsundervisning. Dette var dog i strid med skoleloven.
Der var masser analfabeter i Aabenraa i 1840erne. Når der skulle indkaldes til møder, måtte dette kundgøres mundtligt. Rektorskolen som skulle være en slags realskole blev hårdt kritiseret. Fra 1830 til 1850 havde man hele 6 rektorer, der afløste hinanden. I 1844 blev der endelig lavet en reform af denne skole.
Kun få havde valgret
Stænder-forfatningen gav i købstæderne valgret til de borgere, der ejede en fast ejendom af mindst 1.600 rbd., mens valgbarhed var betinget af en ejendom til mindst 3.200 rbd. På dette grundlag fik kun 69 personer valgret i Aabenraa. Af disse var 34 købmænd, skibsredere, skippere og lignende, 10 embedsmænd
og intellektuelle, mens 5 tilhørte andre grupper. Det var datidens demokrati.
Ny borgmester
I 1837 blev borgmester Bendix Schows helbredstilstand så dårlig, at hans søn Georg Schow blev konstitueret som borgmester. Med sin hovne og selvsikre væsen var han en udfordring for borgerskabet i Aabenraa. Snart opstod der også sammenstød mellem borgmesteren og udgiveren af ugebladet, Kopperholdt. Det var også borgmesteren, der i sidste ende forhindrede bladet i at udkomme. Den årelange konflikt med Allgemerines Wochenblatt vakte opsigt.
Kopperholdt, der havde været fortaler for liberalismen, faldt tilbage til sit bryggeri i Aabenraa. I 1841 flyttede han fra byen. Han og sin søn havde overtaget et bryggeri i Hamborg.
Nyt ugeblad
Fischer var begyndt at udgive et ugeblad. Men det var ikke noget der huede borgerskabet i Aabenraa, især ikke liberalisterne. Kongen havde tildelt urmager
Frederik Fischer privilegium til udgivelse af et ugeblad. Det første nummer udkom den 2. oktober 1839. Det første nummer hed Königlich privilegirtes Apenrader Wochenblatt.
Fischer var ligesom Kopperholdt af en gammel aabenraask skipper-familie. I 1824 kom han i urmagerlære og i 1830 etablerede han sig som mester i Aabenraa. Allerede som niårige blev han ramt af børnelammelse. Fischer viste dansk nationalfølelse ligesom sin far, der var imod tyskheden i kirken. Han mente, at det danske modersmål skulle bruges mindst lige så meget som det fremmede tyske. Han forklarede også, at Holsten
var man knyttet til administrativt og økonomisk, men ikke med hjertet.
Hans omgangskreds var håndværkere, skibstømrere og søfolk. Fischer havde ingen omgang med byens mægtigste mænd. Og disse mægtige mænd var villige til at svigte det danske monarki og befolkningens danske sprog.
Dansk bibliotek
Fischer fik etableret et lille dansk lejebibliotek. På den måde fik han kontakt med en stor kreds fra byen og dens opland. Biblioteket kom til at spille en stor rolle i den nationale vækkelse. Selv hertugen af Augustenborg udtrykte angst for, at denne danske selvbevidsthed skulle brede sig.
Oprør over brug af bynavn
Da det rygtedes at bladet skulle udkomme på dansk, blev der nærmest oprør i Aabenraa. Mange mente, at dette stred mod privilegiet. Også truslen mod boykot fremkom. Fischer stod over for store kræfter.
Efter det første halvår på tysk var der ikke noget i bladet, der bevidst pegede på at være dansksindet. Der var 130 abonnenter, hvoraf de 20 var på landet.
Da bladet så kom på dansk opstod der et nyt problem. Fischer brugte navnet Aabenraa i stedet for Apenrade. Sidstnævnte havde bragt byen så meget hæder i havnebyer verden over.
Et blad fra Haderslev, Lyna havde efterhånden opnået 60 abonnenter i Aabenraa og Fischers avis var i stærk tilbagegang.
Fischer havde borgmesterens opbakning
Fischer havde dog borgmesteren på sin side. Borgmesteren anbefalede Fischer at udgive bladet på begge sprog. Stødt med langsom begyndte abonnenterne
at søge tilbage til Fischers ugeblad. De liberales stormløb mod ham var slået tilbage. Aabenraas borgmester var tilhænger af hertug Christian Augusts
politik. Denne ville gerne have afskaffet det tyske øvrighedssprog.
Men pludselig råbte udråberen igen på tysk i Aabenraa. Og Fischers dage som udgiver af ugebladet var nu i fare.
Borgmesteren støtter Neuber
Borgmesteren støttede nu lægen A.W. Neuber som redaktør af ugebladet. De dansk fjendtlige synspunkter synes nu pludselig at have overtaget klimaet i Aabenraa. To småskrifter om det positive ved Slesvig-holstenisme havde vist noget om Neubers litterære formåen.
Ugebladet i modvind
Borgerskabets protest mod Fischers dansksprogede blad, havde overbevist Kancelliet om, at der i Aabenraa skulle udkomme et tysksproget ugeblad.
Pludselig var Fischers dansknationale bestræbelser næsten at betegne som statsfjendtlig. I løbet af bare et halvtår var stemningen vendt i Aabenraa. Pludselig blev hans ugeblad betegnet som indholdsløst.
I første omgang fik borgmesteren dog ikke sit forslag igennem. Men så brugte man et nyt udspil. Neuber var bedre til tysk end Fischer.
Regeringen fører nervøs politik
For regeringen var det vigtigt at fastholde det dansk – tyske i regionen. Man ville nemlig bevare Holsten. Tyskvenlige udnævnelser forekom derfor hyppigt dengang. Således blev Prinsen af Nør udnævnt til statholder i Hertugdømmerne og Reventlow – Criminil til præsident for det Slesvig – Holstenske
Kancelli.
Ugeblad – ikke engang på værtshusene
Fischer kæmpede videre. Nu hed hans blad Apenrader Ugeblad. I vinteren 1841 – 42 havde bladet betydelig fremgang.
I 1844 forsøgte man igen at få et privilegium til Neuber. Nu brugte man argumentet, at Fischers blad ikke engang var at finde på værtshusene.
Det var også Neuber, der stod for Aabenraas forliste projekt som international badeby
(Se artiklen ”Rådhuset i Aabenraa”).
Boykot mod nye mønter
Nye rigsbankmønter blev udsendt i sommeren 1841. De kunne veksles med de i hertugdømmernes cirkulerende kurantmønter. Dette skete som led i Christians den ottendes helstatsbestræbelser. Men i Aabenraa førte dette til en boykot fra de handlende mod de nye mønter.
Ud med Dannebrog
39 skippere og skibsredere fra byen bad om at begrebet dansk ejendom blev ændret til Schleswig-Holsteinisches Eigentum. Desuden ville man have Dannebrog udskiftet med det Slesvig-Holstenske flag.
Byens matador, Jørgen Bruhn var dog ikke blandt underskriverne.
Ringeagten for Danmark kom til udtryk i en påstand om, at man i Sydamerika havde spurgt , om ikke Danmark lå i Aabenraa.
Nye flag i Aabenraa
Pludselig kunne man i Aabenraa opleve flag fra Slesvig Holsten. Det var rødt med Hertugdømmernes forenede våben. Men under et protestmøde på Mønterhøj dukkede et andet flag frem. Det var rød – hvid – blå. Dette protestmøde som priste Slesvig Holsten havde 6.000 besøgende.
Liedertafel
Liedertafel, som var en sangforening fra Aabenraa kom til at spille en propagandistisk rolle til fordel for Slesvig Holsten, nægtede at optage dansksindede. Neubert var en flittig sangskriver. Han skrev blandt andet:
Boykot mod Nationalbanken
I november 1843 havde et par hundrede af Aabenraas erhvervsdrivende tegnet sig som bidragsydere til en Slesvig – Holstensk landsbank. Nationalbanken oprettede en filialbank i Flensborg. Men samtidig oprettedes en forening, hvis medlemmer forpligtede sig til ikke frivillig at drive forretning med denne filialbank, og modtage danske pengesedler. Og i denne forening tiltrådte hundredvis af erhvervsdrivende fra Aabenraa.
Kongeligt besøg
Den 31. juli 1844 besøgte kongen Aabenraa. De fleste af byens huse var illumineret to aftener i træk . Det samme gjaldt for Burgervereins lokaler. De mest radikale af denne forenings medlemmer sad dog bag mørke vinduer og fulgte begivenhederne.
Nyt flag – mange steder
Skibsrederne førte an med propaganda for Slesvig Holstens selvstændighed. Og for første gang blev der i Aabenraa etableret danske moddemonstrationer.
Det Slesvig Holstenske flag dukkede op ved indvielse af Neuberts badehus, samt i 1844, da skonnerten Succurs løb af stablen hos Aabenraas mest betydlige skibsværft Júrgen Paulsen.
Den 27. august 1845 skrev Fischer i sit blad:
Liedertafel fik i 1844 lokale i Rudebecks Gæstgivergård. Stedet skiftede navn til Stadt Copenhagen og senere til Schleswig – Holsteinisches Haus.
Sangerkrig i Hjelm Skov
I Hjelm Skov udspandt der sig i 1845 en sangerkrig. I en aktion mod Liedertafel havde en række skibstømrer og en del svende fra værksteder i byen samlet sig ved havnen. Med Dannebrog i spidsen båret af den 18 – årige Jens Peter Jungreen gik det mod skoven, hvor der opsat forskellige telte. Her blev der Slesvig
– Holsten lovprist. De unge mennesker sang Kong Christian, hver gang de separatistiske Schleswig – Holstein meerumschlungen lød.
Borgmesteren havde i sin egenskab som politimester fulgt de unge mennesker åbenbart i håb om at kunne gribe ind, hvis der skete lovbrud.
Men mange af de unge mennesker blev dagen efter fyret af deres mestre, som sympatiserede med separatisterne.
Union – ny dansk forening
Endelig i 1847 begyndte det aabenraaske småborgerskab at vise tegn på en danskvenlig orientering. Man protesterede mod en ny skolereform. Fischer havde i sit blad optaget to tyske indlæg som gik imod Neuber. De var antagelig skrevet af Martin Bahnsen som sikkert var bagmanden bag foreningen Union.
Den danskorienterede forening Union blandede sig også i kommunale anliggender. Man havde efterhånden 45 medlemmer. Her i 1848 kom de dansksindede endelig i gang i Aabenraa. Men situationen blev hurtig tilspidset.
Aabenraa anerkender ny provisorisk regering
Revolutionen i marts 1848 forlangte et forenet og demokratisk Stortyskland. Den danske helstat var dermed sprængt. I Aabenraa blev Bürgerverin det revolutionære samlingssted. Ledelsen bestod blandt andet af borgmesterens bror, dr. Wilhelm Schow, rektor Nissen, skibsreder Michael Jebsen, købmand Lüders og advokat Nissen.
De gik alle ind for både Slesvig og Holstens indlemmelse i det tyske storrige.
Meget tidlig godkendte man i Aabenraa den provisoriske regering. Byens danske parti blev fuldstændig overrumplet af begivenhederne. Fischer fik at vide, at han skulle udgive sit blad i Slesvig Holstensk ånd.
Han foretrak i stedet at flygte til Kolding. Flere dansksindede borgere måtte forpligte sig til at afholde sig fra al politisk virksomhed, ellers ville de ende bag tremmer.
Ved alle indgange til byen blev der opstillet vagtposter.
Indkaldte landsoldater på vej til deres garnisoner i Kongeriget blev anholdt, omdirigeret til Rendsborg eller beordret hjem. Aabenraa stod pludselig som en tysk fæstning i det danske Nordslesvig.
Det gik en hel uge inden der nåede militær frem til byen. Jægere, dragoner og friskarer.
Danske protestaktioner
Den 28. marts gennemtvang arbejdere på Aabenraas største værft, at ejeren Jürgen Paulsen strøg sit tyske flag. . Den næste dag var en trussel fra alle værftsarbejdere nok til at alle tyske flag i byen blev taget ned.
Foran rådhuset demonstrerede tømrerne. På den danskorienterede agent Bruhns opfordring gik de dog hjem.
De første skud i krigen
Bevæbnede danske styrker nåede samtidig frem som styrken fra Slesvig Holsten. Den 30. marts 1848 blev en dramatisk dag i Aabenraas historie.
Danske krigsskibe blev observeret i Genner Fjord. Ved indløbet til Aabenraa Fjord iværksatte alle skibstømrer en antitysk demonstration. Dannebrog gik
atter til tops ved havnen.
Ved havnen ankom St. Thomas med kaptajnløjtnant Suenson ombord. Han lod borgmester Schou komme ombord. Samme aften blev han sendt videre til Sønderborg for at stå til regnskab for anerkendelse af den provisoriske regering og sin adfærd over for indkaldte soldater.
Mod friskarerne affyrede briggen to skarpe kanonskud. Det var de første danske skud, der fra dansk side blev affyret under treårskrigen.
Tyske tropper modtaget med begejstring
De Slesvig – Holstenske tropper blev modtaget med begejstring af de tysksindede. Men snart trak disse styrker sig tilbage mod syd. Sammen med disse flygtede også de revolutionære ledere fra Aabenraa.
Om aftenen forsikrede magistraten over for flådens repræsentant, Steen Bille sin troskab over for kongen. Frederik Fischer vendte tilbage til byen og snart vajede Dannebrog fra huse og skibe.
Den 14. april red Frederik den Syvende i spidsen for livgarden, da de kom til byen. Bortset fra skibstømrerne var det ifølge Fischer ”manges usle lunkenhed”
i byen, da der blev råbt hurra for kongen.
Preussiske tropper i Aabenraa
Natten til den 30. april marcherede preussiske tropper ind i Aabenraa. Først to år senere i juli 1850 vendte det danske militær for alvor tilbage til byen. Frederik Fischer forlod byen som flygtning om bord på St. Thomas.
Med de preussiske tropper fulgte de revolutionære ledere tilbage til byen.
Der fandtes ikke mere et decideret dansk parti i byen. Magistraten under ledelse af agent Bruhn viste ikke noget sympati for det radikale tyske parti. Man undlod også at tage en antidansk holdning.
Dansksindede blev med mellemrum arresteret, men snart blev de igen løsladt af magistraten.
Ny politimester
Denne holdning var ikke alle tilfredse med. Man forlangte udnævnelse af en politimester, der kunne tage sig af den danske pøbel. Til midlertidig politimester blev udnævnt hollænderen P. Chr. Henrici. Han nærede det inderligste afsky for revolutionære. Straks ved sin indtrædelse viste provst Rehoff ham to dobbeltløbede ladte pistoler og en skarpt slebet dolk som lå i hans pult.
Provsten havde været bange for at pøbelen skulle slæbe ham ombord på en dansk krigsskib.
I 1848 tilsluttede Preussen sig delingstanken. Wrangel trak sig ud af hele Jylland og rømmede også Nordslesvig. Sammen med ham forlod de tysksindede embedsmænd atter byen. Den største del af Magistraten havde også forladt byen, dog ikke agent Bruhn.
Den danske flåde truer Aabenraa
Den 29. maj sendte Steen Bille en sending i land for at høre, om man ville betragte ham som ven eller fjende. Hvis ikke Dannebrog blev hejst og embedsmændene straks indfandt sig ombord ville byen blive beskudt.
En Hannoveransk ritmester, hvis folk endnu lå i byen ville give efter, men politimesteren satte sig imod. Hans argument var, at ingen dansk marineofficer ville påtage sig ansvaret for at beskyde en by, hvis beboere som bekendt overvejende var dansksindede.
Fischer vender tilbage – for tidligt
Den 30. maj 1848 forlod de sidste tyske tropper byen. Den følgende dag foretog små danske styrker rekognosceringer i omegnen.
Med de danske skibe vendte Fischer atter engang tilbage til sin fødeby.
Det var dog et sørgeligt syn, der mødte ham. Hele hans butik var blevet ribbet. Også de danske biblioteksbøger var fjernet. Men ak, Fischer var vendt tilbage for tidligt.
Den 4. juni ved daggry marcherede ca. 480 mand preussisk infanteri under musik ind i byen, mens kun to danske kanonbåde lå i havnen. Fischer blev afhentet fra sit hus, kastet op på en mælkevogn og kørt til Torvet.
Udbrød den preussiske oberst, da krøblingen blev anbragt på gulvet foran ham. Han nægtede at arrestere Fischer.
Efter et par timer forlod preusserne igen Aabenraa. Fischer skyndte sig atter ombord på en af de danske kanonbåde. Et par dage efter forlod bådene Aabenraa.
Von der Tann – elsket og hadet
Den 10. juni rykkede 700 preussere og von der Tanns friskarer ind i byen. Preusserne forlod byen, men friskarerne som ikke blev regnet for officielle soldater, forblev.
Aabenraa blev behandlet som en fjendtlig by. Vogne blev kapret og kuskene pryglet. Overalt i byen var der opstillet barrikader.
Bruhn tog til Flensborg for at bede general Wrangel om at trække dem bort fra Aabenraa. Men de tysksindede mente ikke, at Bruhn repræsenterede byen. Da von der Tann den 18. juni fyldte 33 år, blev der arrangeret et fakkeltog for ham i Aabenraa. Hele korpset fulgte med. Foran hans hotel var der opstillet en sort – rød – gylden fane. Unge hvidklædte piger overrakte ham en laurbærkrans. Borgmesterens bror holdt en festtale, hvori han udtrykte håbet om Tysklands snarlige enhed.
Den 28. juni blev de uregerlige tropper af løst af regulære tropper. Snart blev byen besat af andre Slesvig – Holstenske tropper, snart preussiske eller andre tyske styrker.
De danske tropper rømmede hele Slesvig og begge Hertugdømmer. Sådan var situationen indtil 25. august.
Borgmesteren vender tilbage
Omkring 1. oktober vendte borgmester Schow tilbage fra sit danske fangenskab. Han havde via Sønderborg været over Fredericia, Nyborg
og Kastellet. Han var meget forbitret over den behandling de danske myndigheder havde udsat ham for. Han var tilhænger af Stortyskland og en fanatisk danskhader.
Schow fik en stor modtagelse i Aabenraa. De tysksindede havde strøet grønt og blomster i gaderne. Om aftenen var der illumineret i husene. I Schleswig
– Holsteinisches Haus var der festbanket med 150 deltagere. I sin takketale sagde Schow, at man i fremtiden ville finde held og lykke i Tysklands storhed.
På Skibbroen blev det tyske flag atter hejst.
Borgmester Schow opsøgte den fungerende politimester, og spurgte hvad han ville foretage sig over for den dansksindede læge, Grauer. Politimesteren svarede, at denne havde forpligtet sig til at afholde sig fra dansk agitation.
Borgmesteren svarede, at det ikke var nok. Han ville sørge for, at få tysksindede borger til at smadre ruderne i Grauers hus, ind til denne forlod Aabenraa.
Senere opsøgte borgmesteren igen politimesteren, og ville have denne til om natten, at sørge for at diligencen blev malet over med sort, så ordet Königlich
forsvandt.
Borgmesteren sørgede for, at der ikke blev demonstreret på kongens fødselsdag. Almindelige borgere var blevet udnævnt som politibetjente på dagen. Politimesteren måtte bøje sig.
I Aabenraa blev en Schows første embedshandlinger, at udnævne den forhadte leder af friskarerne, von der Tann til æresborger. Dette var en hån over for de dansksindede. Endvidere anmodede Schow om, at der blev lagt ekstra told på handel med Danmark.
Dansk protest
Man kan undre sig over, hvorfor de dansksindede ikke protesterede mere højlydt, for i november 1848 blev der samlet 459 underskrifter på en tekst med følgende ordlyd:
Det var Frederik Fischer, der organiserede underskriftsindsamlingen. Han boede nu i Sønderborg, og lignende underskriftsindsamlinger foregik i en række andre sønderjyske byer.
Frederiksklubben
Den 11. december 1848 blev der oprettet en dansk forening i Aabenraa. Den fik navnet Frederiksklubben. Initiativtagerne var farver Martin Bahnsen, kaptajn C.C. Fischer (Frederik Fischers bror), læge J. Grauer og købmand Johan Nielsen.
I marts 1849 havde foreningen 129 medlemmer. Fra Sønderborg skrev Frederik Fischer:
Aabenraa ønskede et kejserdømme
Borgmesteren lod sig nu ikke slå ud af det. Han skrev til rigsministeriet i Frankfurt. Han foreslog at Tyskland og Slesvig Holsten blev omdannet til et arveligt kejserdømme i familien Hohenzollern. Samtidig forslog han Aabenraa Havn omdannet til krigshavn for den tyske flåde.
Tilstanden ifølge borgmesteren
Borgmesteren skrev også til fællesregeringen og berettede om den nationale tilstand i Aabenraa. Han delte det danske parti i tre afdelinger.
Det tyske parti samlede derimod de indbyggere, der havde intelligens og betydning.
Sådan var borgmesterens mening, der også anbefalede oprettelse af en borgervæbning.
Med våbenstilstandens ophør i slutninger af marts 1849 skærpedes alle modsætninger yderligere. De danske ledere i Aabenraa blev udvist. Få dage efter kom danske krigsskibe atter til Aabenraa. Myndighederne undtagen Bruhn var alle sammen flygtet. Fjendtlige tropper blev fordrevet med kanonild. Danske styrker ødelagde nogle skanser ved byen. Også Brundlund Slot blev beskadiget ved skyderierne.
Aabenraa. Frederik den Syvende er en forræder
Et par dage efter begyndte de tyske tropper deres fremrykning. Det første dem højt op i Nørrejylland. Sejrene ved Eckernförde og Kolding gav de tysksindede forhåbninger om en snarlig sejr. Dette kom blandt andet til udtryk i en henvendelse den 14. maj til landsforsamlingen, hvor man fra Aabenraas side gav udtryk for, at man ikke længere ville anerkende Frederik den Syvende som landsfyrste. I stedet skulle fyrstetronen overgå til Prins Ferdinand. Ja man kan undre sig over det sprogbrug, man brugte:
Fischer atter tilbage
En måned efter denne henvendelse, var situationen igen en helt anden. Den Slesvig – Holstenske hær var blevet slået ved Fredericia. Preussen havde sluttet fred med Danmark.
Måneden igennem fortsatte de tyske tropper deres tilbagetog gennem Aabenraa.
Den 25. august blev Bestyrelseskommissionen for Slesvig installeret i Flensborg, og Nordslesvig blev besat af norsk – svenske tropper.
Frederik Fischer vendte hjem fra Barsø, hvor han havde hjulpet det danske efterretningsvæsen. Den 10. oktober udkom hans blad igen, under navnet Freja.
I mellemtiden havde bogtrykker Rathje udgivet Apenrader Wochenblatt.
Borgmesteren bliver afskediget
Den svenske general Malmberg klagede over borgmester Schow i forbindelse med at postmester Moltke igen skulle betræde sin stilling. Dette førte til borgmesterens afskedigelse den 12. september. Forinden havde agent Bruhn bedt om sin afsked.
Da de resterende magistratsmedlemmer nægtede at samarbejde med den nye borgmester, Broder Knudsen, blev disse også afskediget.
Schow blev boende i byen og stod i spidsen for modstanden mod den nye magistrat. Provst Rehoff og rektor Nissen blev også afskediget.
Dansksindet borgmester og magistrat
En ny borgmester og en nyt magistrat blev valgt. Krigen havde skabt et dybt fjendskab mellem de tysksindede og de dansksindede i Aabenraa.
Det Slesvig – Holstenske parti, der før krigen havde været skibsredernes og købmændenes parti, var nu blevet et parti præget af det mere velhavende , frihedsbegejstrede lag af håndværkere.
Det kan undre, at størstedelen af befolkningen i Aabenraa under hele konflikten syntes at have været passive. Dette kan dog også skyldes manglende adgang til kildemateriale.
Skibsrederne var før 1814 danske patrioter, men efter 1840 under de forandrede forhold, blev de Slesvig Holstenske patrioter eller tyske nationalister. De havde magten i Aabenraa.
Men sømændene og skibstømrerne ville det anderledes.
Måske spillede det også ind, at Slesvig Holstenerne i sidste ende ville være med i det tyske storrige.
Kilde:
Se
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
Redigeret 13. – 01. – 2022
April 5, 2010
Gårdejerne fik fyret pastor Freuchen, fordi han kritiserede dem. Ikke en gang de velhavende bønder gad at sende deres børn i skole. En kvægdriver frøs ihjel foran Ensted Kirke. Ulrik Brand mistede hovedet, han havde dræbt en fattig knægt. Der blev drukket øl og brændevin både til bryllup, barnedåb, begravelser og menighedsrådsmøder.
Ægteskab inden for egen stand
I 1700 – tallet hændte det næsten aldrig at en bondesøn eller datter giftede sig uden for sin stand. Kun sjældent blev ægtefælden fundet uden for sognet. Hvis det skete var det så i allernærmeste sogn. Ægteskab mellem gårdejere og Kådnere forekom næsten aldrig.
Gårdmændene var sognets overklasse. Kådnere og inderste levede af at arbejde for bønderne og lidt skovarbejde blev det også til. I Hostrupskov
og Styrtom har det sikkert været nogen som levede af fiskeri ved fjorden og som daglejere inde i Aabenraa.
Håndværk i Ensted Sogn
Antallet af håndværkere i Ensted Sogn var ikke stor. I Aabenraa vogtede de mange lav på deres rettigheder. I sognet var der i 1743:
I Røllum havde hjulmager Jepsen stor succes. Han afsatte i perioden 1777 – 91 hele 150 vogne til Tønder, Aabenraa og Flensborg Amter.
Der blev fremstillet både arbejdsvogne til bønderne, fragtvogne og stadsvogne.
Præsten forsvarede de små
I 1774 fandt sognepræsten Nicolaus Freuchen det nødvendig at være talsmand for småfolkene i sognet.
Årsagen var, at de 27 kongelige gårdejere på skift hver måned bragte deres skat til Amtsstuen i Tønder. Nu forlangte man at Kådnere og indersterne skulle være med til at betale, hvis de ville være med i ordningen. Men det ville de ikke. Præsten valgte de smås side.
Budbringeren fik en skilling fra hver. Hvad det endte med, vides ikke.
Moserne havde stor betydning for sognets indtjening. Tørvene blev solgt inde i Aabenraa. Stubbæk – bønderne udskibede træ og tørv fra stranden.
Skovbrug
Omfanget af skoven var svundet kraftig ind. Et kort fra 1652 vidnede om, at skoven dengang dækkede et temmelig stort område. Men man kunne ikke bare gå ud og fælde.
Hertugen i Augustenborg/Gråsten og embedsmændene i Tønder anviste, hvor der måtte fældes. I 1701 – 1703 fældede Tønder – bønderne dog store mængder af træ. Og i slutningen af 1700 tallet blev der solgt store mængder til skibsbyggeri i Aabenraa.
Finanskrise
Omkring 1802 oplevede sognet en sand finanskrise. Konkurser blev almindelige. Dette skyldtes blandt andet, at den ene skat efter den anden belastede bønderne. Men også møllere og teglværksarbejdere måtte melde konkurser.
I midten af 1840erne blev tiderne bedre i sognet. Skatterestancerne var næsten forsvundet.
Mord og selvmord
Den 8. april 1750 mistede Ulrich Brand hovedet. Derefter blev han lagt på stejle. Han havde myrdet en fattig dreng, som havde nogle få skilling på sig. Under galgen blev også selvmordere begravet. Dem tog bødelen sig også af. De fik lov til at ligge sammen med mordere og andet pøbel.
Den 9. januar 1742 skulle en fattig mand drive fire okser fra Flensborg til Aabenraa. Han frøs ihjel ved Ensted kirke. Han blev begravet på kirkegården.
Strandvejen undermineret
Skibsfarten havde brug for sand som ballast. Det betød, at der blev gravet ved Styrtom. Det betød så igen at vejen langs stranden blev undermineret. I årene
omkring 1764 blev vognen dog forbedret. Det betød at diligencen blev lagt over Aabenraa forbi Ensted Kirke.
Anlæggelse af vejen Altona – Kolding
Statschausseen Altona – Kolding blev ført igennem sognet fra 1846. der skulle dog mange møder til, før den endelige linjeføring lå klar. Et bomhus blev anlagt ved Styrtom i 1848. Her fik bommanden rigelig at se til.
Pastor Meyer klagede over at udenlandske arbejdere, der arbejde med anlæggelse af vejen ikke overholdt sabbatsforordningen. Også arbejdernes drikfældighed var der problemer med.
De mange kroer
Før den nye vejføring lå de fleste kroer langs den store hærvej. Ældst var Dybkær Kro under Årup Gods. Den mistede sin betydning i 1840erne, men forsvandt
dog først helt i 1886.
fra 1806 kom Ensted Kro til. Den blev nabo til både kirken og galgen. Dengang brugte man udtrykket Salighed – syn – fordømmelse. Også Stubbæk Kro
måtte lade livet på grund af den nye vejføring. Som erstatning fik kroejeren dog lov til at drive høkeri. Men dette blev afslået grundet den ringe afstand til Aabenraa.
Også Lundsbjerg Kro blev anlagt. I Styrtom havde det været et værtshus siden 1700 tallet. Men en egentlig tilladelse til kro med herberg og logi blev først givet i 1841.
Både Røllum, Torp og Sdr. Hostrup havde kro i midten af 1800 tallet.
Møllerne
I Sønderjylland var det ofte godsejere eller kongen, der havde monopol på mølleri, og bønderne havde møllepligt. Bønderne i Stubbæk og Sdr. Hostrup
skulle søge Felsbæk Vandmølle i Felsted Sogn.
Røllum og Torp hørte under Bjerndrup Vandmølle i Kliplev Sogn.
En del frimøller opstod. Officielt måtte disse kun male gryn. Blandt de frie møller var Laksemølle ned mod Aabenraa Fjord. I den nærliggende bæk var der masser af laks. I 1778 overtog Hans Lautrup bedriften. Og det blev en blomstrende virksomhed. I 1786 forpagtede Lautrup bryggeri – og brændevinsrettigheder på Årup Gods.
Gennem sønner og svigersønner blev familien placeret på møller rundt omkring, bl.a. Skovlund, Bjerndrup, Rødding, Tørning og Jørgensby Mølle ved Flensborg. Også Jørgensgård Teglværk ved Aabenraa erhvervede den initiativrige Lautrup.
I begyndelsen af 1800 tallet blev mølletvangen løsnet. Derved opstod der møller ved Dybkær kro og Røllum.
Mindst 34 borgere i sognet havde beskæftigelse i teglværksindustrien. Og det gik fremad indtil 1857. Efter dette årstal faldt beskæftigelsen og produktionen.
Ville ikke give tiende
I begyndelsen af 1800 tallet steg antallet af Kådnere, inderste og Jordløse i sognet i forhold til antallet af gårdejere. Dette kunne mærkes på kirkens økonomi. Bønderne betalte således for stolestade i kirken.
I 1826 blev der bygget et klokketårn. Bønderne mente, at Kådnere og andre af sognets beboere skulle betale halvdelen.
I 1798 havde sognet fået en ny præst – Lorentz Peter Hoeck fra Løgumkloster. Men snart skulle han komme ud for vanskeligheder. Otte – mændene nægtede at give tiende til præst og degn.
Det kunne præsten ikke være tjent med, så han truede med sin afsked efter kun et års ansættelse. I år 1800 blev man dog tvunget til at give tiende.
Årsagen til dette skyldtes antagelig, at bønderne følte sig trynet af embedsmændene. Der var ikke nogen, der skulle bestemme over dem, mente de.
Måske havde pastor Freuchen også været årsag til denne holdning. Det lykkedes for bønderne at få ham fyret.
I kirken var der masser af gravøl ved begravelser. Men også ved barnedåb og bryllupper blev der drukket meget tæt. Også ved menighedsrådsmøder blev der drukket brændevin og øl.
Barn – uden for ægteskab
Ensted Kirke var også stedet, hvor man gik til bekendelse. I 1765 måtte den 19 – årige Hans Rossen søn af den ansete bonde og lens-foged Rasmus Rossen knæle ved alteret. Over for menigheden måtte han erkende, at han havde fået et barn med en gårdmandsdatter fra Torp – uden for ægteskab.
Flere offentlige fester
Den megen vold, druk og overtrædelse af det sjette bud var efterhånden på retur i begyndelsen af 1800 tallet. Den borgerlige ærbarhed var ved at vinde frem. Den store velstand i midten af det 18. århundrede resulterede i fester rundt om i sognet. Ringridning, bal og især skiveskydning var populært.
I 1855 indbød kromand P. Sønnichsen i Ensted Kro til skiveskydning. Førstepræmien var et fedt svin.
Masser af skoleforsømmelser
Det var ikke noget, der hed skolebøger dengang. I 1710 kunne ingen af sognerepræsentanterne læse eller skrive. Amtmanden måtte erkende, at sognefogederne havde svært at udfærdige skattelister. Derfor måtte duelige skolemestre tages med på råd.
Skoleforsømmelserne var store. Det var kun en fjerdedel af sognets børn, der en gang imellem gik i skole Og pigerne fik næsten ingen undervisning dengang i 1700 tallet.
Og senere var det ikke blevet meget bedre. Pastor Meyer anførte således i 1841, at selv de mest velhavende bønder mente, at deres børn kun skulle møde en halv dag i skole om ugen om sommeren.
Og længe før Meyer, så mente pastor Freuchen at bønderne frygtede fornyelser, især når det kostede penge. De satte kun pris på fordele, som fyldte maver
og pung. En stor del mente desuden, at kirke, skole, præst og skolemester skulle afskaffes, for at spare.
Som skrevet fik bønderne den kritiske præst fyret.
Bønderne var imod skoleregulativerne
I sognet havde man en degnskole i Stubbæk, omegnsskoler i Røllum og Torp. I Sdr. Hostrup havde man et skolehus, betjent af en omgangslærer. Tønder Provsti fik et nyt skoleregulativ i 1804 og i 1814 fik Slesvig Holsten en ny skolelov.
De nye regler betød meget i Ensted Sogn. De greb ind i bøndernes selvbestemmelse. Og det syntes de selvfølgelig ikke om. De tøvede da også med at rette sig efter forskrifterne.
Modvillig måtte de dog efterhånden give sig. Fra 1830erne var alle sognets lærere uddannet på seminariet. Men det varede meget længe inden alle regler var indført i Ensted Sogn.
Social omsorg – dengang
Omstrejfende tiggere og fattige voldte store problemer. Hertug Christian August befalede, at der ikke måtte gives husly til omstrejfende. Det skete for at hindre den hidtidige modtagelse af meget omstrejfende unyttigt pak. Som i dag forsøgte sognene at skubbe ansvaret over til andre sogne, når det gjaldt social omsorg.
Således blev den fattige kone Annich Lausdatter i 1749 kørt fra Store Emmerske til Ensted Sogn. Hun døde samme aften i Torp.
Det samme gentog sig i 1774. En fremmed vogn læssede en dødssyg kone og to små børn på by-hyrdens mødding. Inden nogen kunne forhindre det, var vognen borte og Ensted Sogn måtte tage sig af de fremmede. Her var kun to eksempler af mange.
Landsbyerne kunne ikke enes om at aflønne tigerfogederne. I 1848 blev der indført fattigskat. Hertug Frederik Christian mente, at fattigdom skyldtes arbejdsløshed. I 1787 oprettede han derfor en spindeanstalt i Gråsten. Her kunne fattige få uld, hør og blår til spinding. De kunne så på den måde, tjene en skilling. Flere kvinder fra Ensted benyttede sig af tilbuddet.
I januar 1847 bevilligede hertugen 15 rigsdaler til hjælp for de trængende og ikke mindst de mange løse og forsumpede eksistenser på Årup Gods. Det var de uægte børn, der voldte kvaler, mente pastor Meyer.
Tvangsanbragt på Arbejderanstalt
Niels Nielsen Ellemose bad Fattigkollegiet om penge til nyt tøj. Man sørgede for, at nogle af hans møbler blev solgt, så han havde penge til nyt tøj. Da han senere beklagede sig, blev han sendt til Arbejderhuset i Persillegade i Aabenraa. Han bad dog om at blive fritaget fra dette fængsel, efter et stykke tid på anstalten. Men pastor Kjær kunne ikke hjælpe.
Sognet indgik i 1857 med Kliplev Sogns fattiganstalt på Bjerndrup Mark. I 1862 tog man initiativet til egen fattiggård i Røllum.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 13.-01. 2022
April 5, 2010
Læs om sognets styreform. Og om præsten der kunne tale i to timer usammenhængende. Om Herrnhuternes indtog. Og præsten, der døde af druk. Og så fandtes der en trolddomsbog hos præsten. I Løjt begyndte man at få soveværelse. Efterhånden son velstanden steg, spiste tjeneste – og herrefolket ikke mere sammen ved langbordet.
Bulhuset
Fra ældre tid var den mest udbredte byggeform i Løjt – Bulhuset. Det er et rent træhus, båret af lodrette stolper. Væggene udgøres af vandret tømmer. I store dele af landet blev denne byggeform anvendt. Det krævede store mængder af egetræ og bidrog til at skovene blev afhugget. Derfor forbød Christian den Tredje denne byggeform i Nordjylland i 1554.
Anderledes var det i det skovrige Nordslesvig. Bulhusene blev bygget til langt op i 1700tallet. Og især på Løjt kan vi se rester af denne byggeform. Rundt om i landet afløste bindingsværk denne byggeform. Men det blev aldrig rigtig populært på Løjt.
Her var det den hollandsk – frisiske byggeskik med grundmurede huse med tegl, der slog igennem.
De var mere solide, tættere og mere anseelig. Laderne forblev dog bulhuse.
Eget soveværelse
!850 – 1860 var en meget velstående periode for Løjt. Dengang blev der bygget meget. Fra slutningen af 1700tallet fik de mere velstående hjem eget soveværelse.
Både herre – og tjenestefolk spiste for det meste sammen. Man færdes også inde i huset i arbejdstøj. Ved spisetiderne samledes man om langbordet.
Men i løbet af 1800tallet vandt den fine stue med polstrede stole og sofa indpas, og separat soveværelse blev mere og mere almindelig i sognets gårde og huse.
Herredsfogeden
Den overordnede lokalforvaltning stod amtmanden for. Han var også den som borgerne klagede til, når de var utilfredse med afgørelser på et lavere nivue
I 1660erne hørte det meste af Løjt Sogn – herunder alle selvejergårde – under Aabenraa Amt. Det hørte så igen under Hertugen af Gottorp.
Kancelli- godset Høgebjerg hørte direkte under landsregeringen i Gottorp og gården Dalholt var en del af Gråstens godser.
Herredsfogeden ledede herredstinget og fungerede også som politimyndighed. Indtil 1700tallet var det typisk storbønder, der beklædte dette hverv. Efterhånden blev disse dog erstattet af professionelle.
Løjt hørte til Rise Herred, hvis tingsted imidlertid fra 1771 lå i Aabenraa. Præsterne var også at betragte som professionelle embedsmænd.
Sognefogeden
Sognefoged – hvervet var det vigtigste hverv for bønderne. Også dette hverv kunne betragtes som en lokal politi – myndighed. En af opgaverne var at fortælle lokalbefolkningen om nye love og forordninger. De havde opsynet med gårdene og dets vedligeholdelse. Når det var nødvendigt, skulle de opkræve restancer.
Men det kunne godt knibe for sognefogeden at få folk til at forbedre vejene. I 1782 måtte sognefogederne i Løjt opgive at få forbedret vejen fra Kirkeby
til Barsmark.
Ejeren af Fladsten forlangte, at lovændringer skulle forkyndes ham personligt, ellers ville han ikke overholde dem. Sognefogeden skulle sørge for at indkassere
de ekstraordinære skatter. Den særlige kopskat havde sognefogederne store problemer med at indkassere. Amtmanden brugte sognefogederne til at skaffe sig oplysninger om blandt andet høstudbytte, kvægsyge og vejvæsen.
Sognefogeden fik i det meste af 1700tallet 24 rigsdaler. Om året samt skattefrihed for sin gård. I praksis gik hvervet i arv. Nogle steder valgte man at vælge to sognefogeder på grund af den store arbejdsbyrde.
Barsø lå uden for sognefogedens distrikt. Øen havde sin egen foged, der ofte fejlagtig blev kaldt sognefoged. Embedet gik i arv, men mindst tre slægter nåede dog at varetage hvervet mellem 1700 og 1864.
Sandemænd
Jyske Lov foreskrev, at der ved hvert herredsting skulle være 8 sandemænd. Ved danske Lov i 1683 blev denne lov indført i hele kongeriget, men reelt kom den ikke til at virke. I Sønderjylland beholdt man dog sandemændene frem til 1864. Deres hoved-funktion var at dømme i mordsager. Men de tog sig også af syns – og skønsager, især i forbindelse med udskiftninger.
Sandemændene var ulønnede, men de fik en hvis betaling for deres arbejde. Og det var kun selvejerbønder, der kunne beklæde dette hverv. Også dette hverv gik i arv. Mindst fire generationer af slægten Bruhn på Nørre Brunsgård i Skovby havde hvervet efter hinanden. Alle sandemændene havde store gårde.
Alle repræsentanter svor loyalitet til landsherren. Efter 1721 var det kongen. Hver gang en ny konge kom til, svor fogeder og sandemænd troskab.
Kirkeværger
Der var også bonde – embedsmænd ved kirkerne. Allerede i middelalderen var det ved hver kirke én eller to kirkeværger, også kaldet kirkejurater, som forvaltede kirkens indtægter og formuer, der gik til vedligeholdelse af kirkebygningen. Mange steder mistede kirkeværgerne deres betydning, men ikke i Løjt. Sådanne kirkeværger blev udnævnt for livstid. I Løjt var der to kirkeværger, og i lang tid var det sandemænd af slægten Bruhn fra Skovby, der sad inde med det ene embede.
Tolvmænd
Et specielt sønderjysk fænomen var tolv sognemænd, der var en blanding af menighedsråd og sogneråd. De blev kaldt tolvmænd. De fleste steder blev de valgt tre år ad gangen. I Løjt blev de valgt et år ad gangen. Disse tolvmænd havde indflydelse på præstevalget. De kom også til at forvalte skole – og især fattigkassen.
De borgere, der ikke var så velhavende, havde stort set ingen indflydelse på sognets udvikling. Det var gårdmændene, der var sognets herskende klasse. De forskellige embedsposter var også med til at skabe en elite blandt gårdmændene selv. På Løjt var det de samme slægter, der gennem generationer var indflydelsesrig.
Guds ord
Frem til midten af 1700 tallet gik førstepræsteembedet i Løjt i praksis i arv til slægterne Villadsen og Fabricius. I 1754 skulle det nybesættes. Andenpræsten i
Løjt, Lars Hübschmann bad om at få embedet uden valg. Men de forskellige udvalg og råd ønskede dog at få deres valgret respekteret. Man havde tre ansøgere, at vælge imellem, og et lille flertal valgte fængselspræst Bendixen fra Glückstadt.
Men det var nu ikke meget løjtningerne blandede sig i kirkens liv. Jørgen Madsen, gårdejer på Fladsten i midten af 1600 tallet, skrev for hvert nyfødt barn, Gud regere hende (eller ham) med sin Hellig Aand, Amen. Og de døde fik ønsket om en lykkelig opstandelse med.
Storbonden Paul Hansen påkaldte i 1740erne altid Guds lykke og velsignelse, når ét af de skibe, han havde interesser i, stod til søs. Bemærkningerne om deres
lykkelige tilbagevenden blev ledsaget af et Gud ske lov og tak. Gud blev også takket, når der kom brev fra sønnen i det fremmede, og når høsten var kommet sikkert i hus.
Trolddom hos præsten
Pastor Fabricius måtte mane en kromands genfærd i Mørkesø nord for Kirkeby. Om pastor Bendixen, Fabricius afløser fortaltes det, at han havde Cyprianus troldomsbog. En tjenestepige skulle have fået fat i den, og havde læst rotterne til præstegården. Præsten havde dog fået dem læst bort igen.
Kirkelivet i Løjt Sogn
På initiativ af generalsuperintendant (biskop) Adler blev der skabt en ny agerende gudstjenesteordning for Slesvig – Holsten. Den nye ordning begrænsede salmesangen og messedelen i gudstjenesten. Den indførte nye alterbogstekster, som kun talte lidt om synd og nåde, men så meget mere om rationalistiske
grundtanker visdom og dyd. I 1797 indførtes dette system i alle sogne i Aabenraa Provsti.
I Løjt samlede gårdejer Hans Petersen i Boesgård 118 familieoverhoveder til protest mod den nye ordning. Man ville have den gamle ordning tilbage, men præsten ville ikke bøje sig.
Man bestemte så, at der skulle laves en afstemning. Alle dem, der var imod skulle møde op på Amtshuset i Aabenraa. Der mødte 118 op, godt og vel en tredjedel af de stemmeberettigede. Dem der så ikke mødte op, tog man til indtægt for, at de var tilhænger af den nye ordning. Dette ville beboerne ikke finde sig i. der blev foretaget en ny afstemning, og den viste et svinende nederlag til præsten.
Herrnhuter i sognet
På et tidspunkt skete der en vækkelse på Løjt. En ny præst, Andreas Matthiesen var stærkt inspireret af Herrnhuter, og samarbejde med Brødremenigheden i Christiansfeld.
I 1819 var der 110 vakte sjæle i sognet. Helt i herrnhutisk mønster blev man organiseret i særlige grupper for ugifte mænd, ugifte kvinder, ægtepar og enker som om hverdagen holdt møder hver for sig, men alle samledes om søndagen. For de vakte var der tale om en ægte Guds oplevelse.
Provsten Paulsen i Aabenraa var stærk bekymret over kirkelivet i Løjt Sogn. I 1815 skrev han således:
Præst død af druk
Ak ja, Matthiesen fortsatte med at prædike to timer i træk. Og Paulsen satte sin andenpræst Backmann ind i kampen mod den rebelske præst fra Løjt. Men Backmann forfaldt til druk og endte med at drikke sig ihjel.
Matthiesen talte mere og mere uden sammenhæng. Efterhånden var det kun Herrnhuter, der gik i kirke i Løjt Sogn. Vækkelsen var måske årsag til, at det var Indre Mission og ikke den grundtvigske bevægelse, der vandt større fodfæste i Løjt. Præsterne tog også som de fleste andre præster i Sønderjylland parti for Slesvig Holsten i den nationale strid.
Skoleliv i Løjt Sogn
Allerede i 1544 blev der påbudt kapelanerne eller andenpræsterne – på landet, at de skulle undervise børnene i den kristne børnelærdom, læsning, skrivning og regning. Påbuddets virkning er dog yderst tvivlsom.
Bønderne oprettede egne skoler. Hvornår man startede i Løjt, vides ikke. Tilbage fra 1704 nævnes der dog en håndværker, som hidtil (har) holdt skole.
I 1704 foreskrev amtmanden og provsten i Aabenraa, at der skulle oprettes sogneskoler i alle sogne i Aabenraa Amt. De fleste steder løb dette dog ud i sandet. Men i Løjt blev der opført et skolehus på 6 fag i Løjt. Erich Kruhl fra Øster Løgum blev ansat til at oplære ungdommen i skrivning, regning og katekismus. Kirkens folk lagde stor vægt på at bibringe befolkningen læsningens kunst. De mente, at man ved at læse Luthers lille Katekismus kunne få gode kristne. Bønderne mente dog, at det var nok, at de kunne regne og skrive. Og i Løjt havde bønderne råd til at holde skole.
Sognebørnene skulle hver søndag lægge en “søsling”(6 skilling) til skolen, men det kneb at få pengene ind hos borgerne i Barsmark, Skovby og Stollig. De havde i forvejen selv holdt skole. Men disse bondeskoler var myndighederne imod. Dem kunne man ikke uden videre føre kontrol med. Og særlig kirken imod dem, da bønderne som skrevet ikke var så meget for, at man blev undervist i katekismus.
Da skolemestrene i Kirkeby klagede over, at bønderne i Skovby selv havde antaget en lærer, svarede gårdmændene, at de i over 70 år havde holdt egen lærer, og at der var over 20 børn i Skovby der behøvede undervisning.
Det var som om, skoleundervisningen i Løjt var væsentlig længere fremme end andre steder i Sønderjylland.
I 1746 stod der både i Barsmark og Skovby nye skolehuse på 5 fag hver, som rummede skolestue, almindelig stue og køkken.
Nogen egentlig uddannelse var det kun ganske få af lærerne der havde inden 1800. Skolemesteren i Kirkeby, Ludvig Brencken, der virkede til 1744, var ifølge præsten, vel sikket nok til at oplære ungdommen, men for voldsom over for børnene. Samme klager kom fra Skovby. Her blev skolemesteren beskyldt for at behandle eleverne som matroser.
Og så var det Hans Mikkelsen, der også var forfatter og poet. Han blev beskyldt for ikke altid at bruge nok tid på skolehvervet. Han fik også løn for at være klog
mand og landmåler. Men nu var lærerlønningerne dog ikke særlig store. Mikkelsen fungerede som skolelærer i 53 år.
Oplyse forstanden og opvække hjertet
Myndighederne lagde stor vægt på, at skolerne skulle opdrage befolkningen moralsk. Det gjaldt om at vække og fremelske både fornuft og moral. Men lad os bruge lærer Ebbesens ord på Barsø: oplyse forstanden og opvække hjertet.
Bøndernes og de søfarendes behov lå især i regning, matematik, dansk, tysk, skrivning og læsning. Og måske er det her vi har forklaringen på, hvorfor Løjt
udklækkede så mange kaptajner og styremænd.
Ingen dansk nationalfølelse
Hverdagssproget var sønderjysk. Man var vant til, at myndighederne betjente sig af tysk. Den nationale bevægelse bredte sig. Slesvig – Holsten skulle gøres til én stat. Men før 1848 kunne man ikke rigtig mærke noget til disse bevægelser i Løjt Sogn.
Fischer inde fra Aabenraa udtalte i 1843, at man ikke kunne mærke nogen dansk nationalfølelse. Efter slaget ved Slesvig den 23. april 1848 besatte Slesvig – Holstenske soldater oprørssoldater hele Løjt Sogn med undtagelse af Barsø. Det var ikke de voldsomme fysiske overgreb, der forekom. Oprørsregeringen
afsatte og udnævnte embedsmænd, opkrævede skatter og udskrev soldater til den Slesvig – Holstenske hær.
En af de afsatte lærere, anden-lærer i Kirkeby, Paul Nissen startede en underskriftsindsamling for en fortsat forbindelse til Danmark. Jørgen Jørgensen på
Harbogård ved Bodum, skrev ved siden af sit navn:
Embedsmænd afskediget
Under våbenhvilen i 1849 – 1850 gik den danske administrator i Slesvig i gang med en udrensning blandt embedsmændene. I Løjt samlede interessen sig om de to præster, Kaftan og Posselt. De to havde været ivrige Slesvig – Holstenere under krigen. Sognefoged Reuter, der egentlig var dansksindet ville dog bevare præsterne. Men præsterne blev afskediget.
Et dansk bibliotek blev oprettet i Kirkeby, og sidst i 50erne også ét i Barsmark. Forholdet til de tysksindede var normalt.
Preusser indkvarteret på gårdene
Krigen i 1864 kom i højere grad til at berøre Løjt. Efter rømningen ved Dannevirke blev Løjt Sogn besat af preussiske og østrigske styrker. De blev indkvarteret rundt om på gårdene.
Sociale skel voksede
De store gårde ansatte flere folk, og det sociale skel voksede. Der blev større forskel på under – og overklasse i Løjt Sogn. Det nationale skel voksede i sognet.
De dansksindede var godt nok i flertal. Men de tysksindede havde store gårde og masser af jord.
Skibsfarten havde skabt stor velstand hos en talmæssig lille klasse af redere og kaptajner. Landbruget var dog ind til 1960 sognets største indtægtskilde.
Fra 1860 til 1890 faldt indbyggertallet med ikke mindre end 500. Børnedødeligheden var stigende og udvandringen var ikke uvæsentlig. En del flyttede også til det nærliggende Aabenraa.
I 1860 var der ca. 200 søfolk i Løjt Sogn. Heraf var de tre fjerdedele menige, altså matroser, dæksdrenge, kokke og skibstømrere. I 1880 udtalte pastor Mumsen:
I Aabenraa kom skibsfarten og skibsbyggeriet i 1870erne og 1880erne i en alvorlig krise. Dette forplantede sig til Løjt.
Det var langt fra kaptajnen til skibsdrengen og fra præsten til kirkegårdsgraveren. Men det var knap så langt fra mesteren til lærlingen. Kun få mestre havde overhovedet medhjælpere.
Det var nemmere for en husmand at blive håndværker ved siden af landbruget end at blive ejer af en gård.
De borgerlige idealer i Løjt
Med den stigende velstand nærmede de store gårde sig efterhånden de borgerlige idealer i byen. Der kom malerier på væggene. Og det gamle fællesskab mellem tjenestefolk og herrefolk blev ophævet. Det var slut med langbordet. Tjenestefolkene spiste nu i såkaldte folkestuer.
Landbrugskrisen nåede også Løjt. Til biskoppen skrev pastor Mumsen i 1880:
Det første andelsmejeri
Hovedproduktet i landbruget i Løjt Sogn var kødkvæg, derfor var krisen ikke så kraftig her som andre steder i Sønderjylland.
Meget sent fik man oprettet andelsmejerier i sognet. Omkring 1870 var produktionen af smør på et meget primitiv stade. Det var heller ikke den gode pris, man fik hos købmanden.
Først da mælken fra flere gårde blev behandlet på en mere hygiejnisk måde med vand eller is-afkøling af mælken, kunne man opnå en bedre kvalitet og dermed få en bedre pris. I årene fra 1885 til 1893 var der hos Jes Eschelsen på Rundemølle et sådant fællesmejeri. Men i december 1893 kunne Hejmdal meddele:
Lukningen gav dog stødet til oprettelse af Løjt Kirkeby Andelsmejeri – ti år efter at det første andelsmejeri i Sønderjylland blev opført i Mejlby ved Lintrup.
Første verdenskrig sætter landbruget tilbage
Første verdenskrig betød at mange af brugene blev overladt til kvinder, børn og gamle. Fra 1915 kom der ganske vist russiske krigsfanger, men de kunne ikke erstatte den fraværende driftsleder. Svineholdet blev skåret ned og mælkemængden faldt også katastrofalt. Det kunne mærkes på Stollig Andelsmejeri og Løjt Andelsmejeri.
Bygninger, maskiner og redskaber blev forsømt. Mange løjtninger gemte deres formue til bedre tider, men pludselig faldt markens værdi.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 13. – 01. 2022
April 5, 2010
Oppe fra et soveværelse i Ny Frederikskog kunne toget ses, men ikke dæmningen. Turiststormen mod Sild er enorm. Den truer med at stresse øen. Læs her om Hindenburg – dæmningens bygning og om den spændene ø, den fører over til. Inden dæmningens bygning, tjente hotel – og restaurationsfolk i Tønder og Højer mange penge på de tyske kurgæster.
Et tog i det fjerne
Oppe fra mine bedsteforældres soveværelsesvindue kunne jeg mod sydvest se et tog køre på vandet. Det var toget mod og fra Sild, der kørte på Hindenburgdamm eller Hindenburg – dæmningen. Ude på den gamle sluse i Højer kunne vi uden problemer se den nordlige del af Sild.
Tysklands mest eksklusive strand
Med dæmningen fik de rige og smukke bedre mulighed for at komme til vel nok Tysklands mest eksklusive strand. Inden første verdenskrig tjente både Tønder og Højer meget på disse gæster. I første omgang ankom de til Tønder, hvor de så overnattede på byens hoteller. Derefter gik turen til Højer med vogne.
Men da togforbindelsen blev etableret til Højer gik turen direkte til Højer Sluse, hvor kur – og strandgæsterne så blev transporteret med skib til Sild. Vi har i tidligere artikler beskrevet
gæsternes ankomst til de to byer. På banegården i Tønder holdt de flotte salonvogne fra Tyskland. Efter første verdenskrig var de plomberet. Men dog ikke mere, end at min far besøgte disse vogne. Han kunne berette om vild luksus.
Uberegnelige Vadehav
Dæmningen fra Nibøl er udelukkende beregnet til togtrafik. Den er 11 kilometer lang. Den 1. juni 1927 blev dæmningen indviet efter en byggetid på fire år. Egentlig var den kun ensporet.
Men blev senere tosporet. Dæmningen er en del af Marschbahn fra Hamborg til Westerland. Allerede i 1887 gik banen via Husum og Niebøl til Tønder. Derfra gik turen til Højer Sluse.
Med hjuldamper gik det så til Munkmarsch.
Også en forbindelse mellem Hamborg og Hörnum blev oprettet.
Men Vadehavet var uberegnelig, allerede dengang. En overfart kunne let tage seks timer. Om vinteren endda op til tre dage. Isen kunne gøre overfarten til en uovervindelig barriere. Østenvind kunne give manglende vand, og tåge kunne give forsinkelser.
1856: Gør Sild landfast
I 1856 foreslog C.P. Hansen, at man mellem Keitum og Højer eller fra Morsum eller fra Nösse til Viddingherred byggede to parallelle diger. På den måde kunne Sild gøres landfast med fastlandet. Denne C.P. Hansen var skolemester, forfatter og lokalhistoriker.
I 1868 skrev Eiderstedter Nachrichten, at det ville være ønskværdigt, hvis der fra østsiden af øen blev anlagt en dæmning. Fra Tønder eller Højer burde der anlægges en vej eller jernbanelinje. Allerede fra 1875 til 1876 undersøgte Ludwig Meyn mulighederne for at bygge en dæmning fra fastlandet til Silds østlige punkt Nósse.
Han fandt ud af at Vadehavet godt kunne bære en dæmning. På Sild var der dog delte meninger om dette forehavende. Man mente, at blive fremmedgjort og at det ville gå ud over den frisiske kultur på Sild.
Ikke alle var glade for en dæmning
I 1910 besluttede man at gennemføre et projekt. Men den første verdenskrig satte et stop for disse planer. Øens betydning som feriemål var efterhånden betydelig. På naboøerne Amrum og Før var man ikke begejstret for planerne. I stedet ville de have, at der blev sørget for at større skibe kunne komme til øerne. Men protesterne blev afvist.
Via Tønder og Højer
Gæsterne til øen måtte efter 1920 tage til Danmark (Tønder). Det krævede visum. Dette blev så i 1922 afløst af en ordning, hvor vognene var plomberet når man befandt sig på dansk område. Ved Højer Sluse måtte de rejsende gå gennem et afspærret område ned til Vidåen for at gå ombord på hjuldamperen.
Men den danske regering havde kun givet tilladelse til dette i en begrænset tid. Ja man havde givet en tidsfrist på tre år for at finde en løsning. Derfor var det tvingende nødvendig for de tyske myndigheder for at finde en løsning.
I 1925 – 1926 var der via Tønder og Højer 25.215 rejsende mod Sild. Visumtvangen blev dog afskaffet i 1926.
Et enormt bygningsprojekt
Vejforholdene i det nordvestlige Tyskland var ikke gode dengang. Derfor blev der lagt en ekstra jernbanespor til Klanxbüll, så man kunne få transporteret materiale frem. I 1923 begyndte anlæggelsen af dæmningen. Man man var knap begyndt, da det hele druknede i en stormflod. Det skete blot efter fire måneder.
Man måtte anlægge dæmningen mere nordlig end man oprindelig havde planlagt. Ekstra sikkerhedsforanstaltninger blev taget i brug for at sikre dæmningen. Mellem 1.000 og 1.500 arbejdere blev beskæftiget ved dæmningen. Efter fire års byggetid blev tre millioner kubikmeter sand og mudder flyttet. Endvidere blev 120.000 sten transporteret til dæmningen fra fastlandet.
Materialerne blev leveret af forskellige fladbundede både inde fra Husum. Andre materialer blev leveret via nye skinner. Hver dag kom 70 jernbanevogne med materialer. Dertil kom 30 sejlbåde, 3 slæbebåde og yderligere 20 andre både. Dæmningen blev dyr. Og det måtte passagerne på dæmningen betale for. Et tillæg blev beregnet fra 1933 til 1940.
Nord og syd for dæmningen på fastlandet blev der anlagt diger. Derved opstod Wiedingharder Neue Koog og Dreieckskoog.
Problemer med navnet
Den første officielle passager var Rigspræsident Paul von Hindenburg. Det var også ham, der indviede dæmningen. Efter blot et par timer forlod han igen øen. Og har efter sigende aldrig mere været på øen. Egentlig havde dæmningen ingen navn. Men ved en indvielsesmiddag fik dæmningen sit officielle navn.
Men efter anden verdenskrig, var der mange tanker fremme for at ændre navnet på dæmningen. Man beskyldte Rigspræsidenten for at have banet vejen for Hitler. Der var mange initiativer i gang for at ændre navnet. Forslag som Sylt – Dæmningen, Fredens – dæmningen eller Nordfrislands – dæmningen kunne dog ikke rigtig trænge igennem.
Et biltog på 550 meter
Fra 1932 blev der også taget biler med toget. Indtil første verdenskrig blev bilerne kun taget med som almindelig gods. Fra 1951 indførtes rigtige biltog. Kun fire af disse kørte dagligt på sporene. Men der var utilfredshed at spore. Mange forlangte at der blev bygget en direkte vej til øen, så biler ikke var afhængig af toget.
Man gennemførte nogle ændringer, så flere og kunne køre til øen. Således kunne man i påsken 1957 overføre 450 køretøjer. I 1961 indførtes to – etagers biltog. I dag kaldes togene for SyltShuttle. Og endelig i 1972 blev der anlagt et ekstra spor.
I 2001 blev der indsat 5 nye biltog på en længde af 550 meter. De kunne befordre op til 190 personvogne pr gang.
Hver sommer transporteres 700.000 gæster
Nu er det ikke kun biltog, der kører over dæmningen. Regionaltog, Intercity og eksprestog kører flere gange i timen mod og fra Sild. Man regner med at alene jernbanen hver sommer transportere 700.000 gæster til og fra øen. Et enkelt biltog kan medtage 160 personbiler. På en enkelt dag i forbindelse med højtiderne kan der i løbet af en dag sagtens køre 120 tog over dæmningen.
På dæmningen blev der opført en lille barak. Her sad en person og styrede trafikken. Dette sker nu elektronisk fra Niebøl. Den lille barak blev i folkemunde kaldet Villa Havudsigt.
To alvorlige ulykker
Den 3. september 2009 skete et tragisk uheld på dæmningen. En lastbil på toget blev ramt af stormvejret og slynget af toget. Chaufføreren blev dræbt ved ulykken. Også i 1993 var der sket en ulykke på dæmningen, hvor to personer blev alvorlig kvæstet. Der er eller strenge regler for, hvornår man må medtage køretøjer. Alt dette er afhængig af vindstyrken.
Efter redningsindsatsen havde redningsmandskabet kritiseret redningsvejen. Den var ikke blevet vedligeholdt og mandskabet havde svært ved at nå frem.
Adskilt fra fastlandet
Men hvad er der for en ø, dæmningen fører over til?
For cirka 8.000 år siden blev Sild skilt fra fastlandet. Øen Sild var besøgt af vikinger. Det viser flere fund. Fra omkring år 500 blev Sild beboet af østfrisere. Strandfriserne kom først omkring år 1000. Ifølge overleveringer skulle jyderne og anglerne i 450 have begivet sig ud på havet for at kolonisere de britiske øer. I mange år har området været næsten affolket.
Øen har været beboet siden den yngre stenalder. På øen findes en del gravhøje og stendysser. Bedst kendt er Denhoog, Hanhoog og Tinumhoog. Således minder familie-graven Denhoog
ved Venningstedt om masser af aktivitet i forhistorisk tid.
Sild nævnes i 1141
Navnet Sild dukkede første gang op i skriftlige kilder i 1141. øen blev også nævnt i Valdemars jordebog fra 1231. Muligvis stammer ordet fra det danske ord for fisken sild. Andre muligheder er det gammeldanske ord sylt, der betyder salt eller strandeng. Men fra 1668 brugte man silden i våbenskjoldet.
I 1236 blev Sild en del af hertugdømmerne. Men Nordfrisland udgjorde et særligt utland under kongen. Med tiden kom større og større dele under hertugen. Kongemagten beholdt dog lige til 1864 øen Amrum, den vestlige del øen Før og List på nordsiden af Sild under sit direkte herredømme.
I 1769 havde øen ca. 3.000 indbyggere.
Rømø og Sild i hver sin retning
De to Nordsø – øer Rømø og Sild udviklede sig helt forskelligt. Keitum var egentlig Silds hovedstad. Men da de første badevogne i 1855 blev opstillet i Westerland, tog udviklingen fart. Denne by var et lokomotiv for de andre byer på øen. Det var også det år, hvor det første fyrtårn blev tændt.
Rømø gik efter 1920 en helt anden vej. Man tog imod campister og individuelle gæster, som søgte den naturnære ferie i et sommerhus, i klitterne eller ved Nordeuropas bredeste strand. Det var dog overvejende tyske turister, der opsøgte Rømø, som de kaldte for de fattiges Sild.
Ø – banen på Sild
I 1888 åbnede ø-banen mellem Munkmarch og Westerland. Senere blev den udvidet til Hørnum og List. Ø-banen var en såkaldt smalsporet bane. I 1970 blev trafikken på strækningen indstillet og skinnerne demonteret. Banen blev erstattet af rutebiler.
Faktisk var det ombyggede Borgward – lastbiler, der udgjorde en del af materialet. Disse ombyggede lastbiler blev taget i brug i 1956, da damplokomotiverne ofte kørte fast i fygesand.
En langstrakt ø
Det var kejserrigets populæreste rejsemål og blev kaldt Dronning af Nordsøen. I 1905 fik byen købstadsrettigheder. Allerede i 1911 havde byen Vesterland 30.000 gæster om året. Ganske vist siger man, at Sild ligger 20 kilometer fra fastlandet. Men fra øens østligste del er der kun 8 kilometer til Friedrich – Wilhelm – Lübke – Koog på fastlandet. Fra nord til syd er øen 38,5 kilometer lang.
På det smalleste sted er øen kun 350 meter bred. Det er mellem Rantum og Hörnum. Det bredeste sted er mellem Westerland og Morsum. Her er der 12, 5 kilometer. Det højeste punkt er Uwe – klitten på 52,5 meter.
Stormfloden i 1362 ændrede øens form. Store marskområder blev mistet, og øen mistede forbindelsen til fastlandet. Allehelgensfloden i 1436 medførte endnu større landtab. Byen Ejdum sank i havet og Rantum forsvandt i klitterne. Men det var dog først i slutningen af det 14. århundrede at øen fik sin nuværende karakteristiske form.
En tredjedel af øen er dækket af klitter. Resten består halvt af gest og halvt af marsk. Gesten er bevokset af lyng. I marsken findes græsenge og landbrugsjord. På hele den vestlige del finder
man en ca. 39 kilometer lang sandstrand. Brændingen og den kraftige vestenvind medfører konstant ændringer af landskabet. Man ofrer store beløb på at sikre øen. Regelmæssige strandfodringer er nødvendig. Og husk, at du skal betale for at bade på Sild.
Foruden toget, kan man tage med Rømø – Sild overfarten og ligeledes med ruten Nordstrand – Hörnum. Ja så kan man også tage fly til lufthavnen. Hovedstaden hedder Westerland
og har 10.000 indbyggere. Det er halvdelen af øens befolkning. Kunsthåndværkere og gallerier har sat sit præg på byen.
Byen Wenningstedt er nærmest vokset sammen med Westerland. Her findes også kasinoer og banegården. Her er læsseramperne til biltoget. En masse klinikker og kursinstitutioner findes her. Mod syd i Ramtum fremstilles en eksklusiv mineralvand. Her i klitterne findes nok Tysklands dyreste vinkælder.
Kirke fra 1020
De ældste kirker på øen er Sankt Severin Kirken ved Keltum og Sankt Martin Kirken. Den første kirke blev opført allerede i 1020. Her skulle have ligget et kultsted. Måske har man tilbedt Odin. Kirken hørte under klosteret i Odense og er viet til den hellige Knud.
Keitum er en gammel er en gammel kaptajnslandsby. To museer fortæller her om historie, sprog og frisisk kultur. Her er der også mulighed for at se de originale friser – gårde. Mod nord ligger den gamle havneby Munkmarsch. Det var her ruten gik mod Højer Sluse.
Omkring Tinnum er priserne nogenlunde acceptable. Her er de ikke skruet kunstig i vejret. Det er også her i nærheden, at Tinnumburg ligger. Det er et ca. 2.000 år gammelt rigsvoldsanlæg.
Braderup er også et kursted, men knap så mondænt som Westerland. Når vi nu snakker om det mondæne, ja så er Kampden nok det mest mondæne på hele Sild. Her holder de mest lækre biler i Whiskeystrasse. Helt nordpå ligger List. Her fandtes tidligere massive militære anlæg.
Syd på ligger Hörnum. Herfra er der forbindelse til Nordstrand. Tidligere var der forbindelse herfra til Helgoland.
Kurgæster ud – soldater ind
Fra 1914 – 1918 forandrede livet sig på Sild. I stedet for kurgæsterne var det nu soldaterne, der rykkede ind overalt, på hoteller, i pensioner og på børnehjem. Og skolen i Westerland blev indrettet som lazaret. Dampskibsselskabet stillede skib til rådighed for transport af tropper og materiel. Ved vestkysten blev der opstillet 5 batterier. Bunkere med kommunikationscentre blev anlagt.
Og på Sild kunne man sagtens høre slaget i Skagerak i 1916. I dagene efter flød døde soldater ind på stranden.
I november 1918 havde de fleste soldater forladt øen . Mandskab fra et amerikansk krigsskib undersøgte om alt, var gået rigtig til. De sørgede også for at flyvemaskinerne havde fået demonteret deres bomber.
Göring i Wenningstedt
Efter 1933 satte nazisterne sine spor på øen. Cirka 10.000 soldater blev stationeret og en række bunker opført. I 1934 fik jøderne strandforbud i Westerland, og efterhånden også på resten af øen. Mange hotelværter erklærede deres huse for jødefri. Det var også i Wenningstedt, at Göring og mange af hans tilhængere holdt til. Hans hus Mein Lütten, eksisterer endnu. Ja egentlig var huset hans kones.
Indtil anden verdenskrig ferierede også folk som Rosa Luxemburg og Thomas Mann i Wenningstedt.
En ny flyveplads blev anlagt ved Westerland. Et lazaret blev anlagt i den nordlige del af byen. Rigs – arbejdstjenesten ( Reichsabeitsdienst) anlagde fire barakbyer på øen. Marinen byggede desuden forskellige steder på øen.
Invasion fra Sild
Mange øvelser foregik fra Silds vestkyst. Meningen var, at tyskerne herfra ville invadere England. En betonvej blev anlagt fra Kampden mod List. Her foregik en masse militær – transport. Flere gange under krigen blev øen bombarderet af engelske flyvere, men der skete ikke større skader. Efter krigen strandede et stort antal fordrevne fra Østtyskland på øen. Militære anlæg blev sprunget i luften af besættelsesmagterne.
Udsat for naturens luner og farer
Den fortsatte erosion er til fare for øens fremtid. Især i den sydlige del omkring Hørnum sker der store tab af land. Også ler-klinterne bliver mindre. Det store antal besøgende især om sommeren stresser øen. Den langstrakte ø er en slags bølgebryder foran fastlandet. Men øen er konstant udsat for naturens luner.
Gennem de sidste 400 år er øen godt nok vokset med 2 kilometer i længden, men den er blevet smallere og smallere. På det smalleste sted er der fare på færde, hver gang der er optræk til stormflod. Ja det er kun 350 – 400 meter, at gøre godt med.
Meget værdifuld marskjord er blevet begravet af sand, og flere byer er i løbet af historien forsvundet under klitterne. Der er i nyere tid indført sikkerhedsforanstaltninger. Mange steder på øen er der ikke adgang. Men ikke alle overholder bygningsforbud. Ældre bygninger er forsvundet. Det gælder blandt andet hotelkomplekset Zur Kronprinzen eller en strandcafé ved Wenningstedt. Disse komplekser blev offer for naturens kræfter.
I 1907 blev der på privat initiativ startet bygningen af en mur, der skulle beskytte byen Westerland. Den startede med at være 68 meter lang. Men byen fortsatte med at udvide muren. I 1924 var den 774 meter lang og havde en højde på cirka 6 meter.
Nye gæster til øen
Med dæmningen kom der også andre besøgende til øen. Det var ræve, muldvarpe og andre dyr. Dette gik ud over fuglelivet. Spørgsmålet er dog om man i længden kan stå imod naturens kræfter. Man bruger hvert år enorme summer på at sikre øen. På den anden side sikrer den voldsomme turisme på øen også enorme indtægter.
6,5 millioner overnatninger
I 2007 blev der registreret 6,5 millioner overnatninger. Øen råder over cirka 12.000 sommerhuse og i alt 50.000 gæste-senge.I højsæsonen er der opstillet mere end 11.000 strandkurve.
De mange biler var en trussel for øen. Man havde ikke tænkt på indretning af p – pladser. Og bilisterne ville så tæt til stranden som mulig. De lavede deres egne p – pladser midt i det truede område. I 1960erne gik man i gang med udbygning af vejene og p – pladserne på øen. Nu skulle man så have styr på de 450.000 biler, der hver sommer drøner rundt på øen. Og hvis man ellers vil betale sig fra det, så er der nu 84 officielle gange gennem klitterne ned til stranden
En kraftig brænding
Brændingen ind mod Sild er meget kraftig. Ja man kan ligefrem bliver masseret af den. Men i 1976 blev der illustreret, hvor kraftig den egentlig er. En dansk fiskekutter, der havde fået motorstop drev ind mod stranden. Den var fuldstændig ubeskadiget. Men efter to dage ved stranden var den fuldstændig slået til pindebrænde.
Kurophold
Vi har tidligere fortalt om de rige og de smukke, der besøger øen. Ja min far, der et par somre i min ungdom arbejdede på øen kunne berette om en perlerække af tyske filmskuespillere,
han havde talt med på øen. Men mange almindelige mennesker, tager til øen få at få helbredt en af deres lidelser. Således har vi i flere artikler beskrevet tøndringer der er taget til øen om sommeren på et kurophold.
Blandt disse tøndringer var Hans Bulgar. Ja egentlig hed han Hans Stehr og var vært på Schweizerhalle i Tønder. Han var påfaldende ivrig med sine hurraråb, da Dronning Elisabeth af Rumænien besøgte øen i 1888. men det kneb lidt med geografien for Hans. Så han råbte, Længe leve Bulgarien. Og sådan noget skal man ikke gøre, når man kommer fra Tønder. Så får man et øgenavn.
Provisor Peter Nielsen fra Tønder Apotek elskede at tage til Sild, og var stamkunde i Wellenbad i Westerland. Ja, han kom så til at hedde Peter Wellenbad.
Luften på Sild er nemlig helbredende for astma, luftvejssygdomme og muskelinfektioner. Allerede i 1857/1858 havde man fundet ud af, luftens gavnlige virkning på helbredet.
Nøgenbadning
Meget populære er øens nøgenbadestrande. Den første blev oprettet allerede i 1920. Men i begyndelsen blev kønnene opdelt. Længst mod syd var det damerne. Mod nord var det mændene. Og i den neutrale zone kunne man muntre sig. Her var der musiktelte og restauranter. Her var også såkaldte Giftbuden. Her kunne man få en kryddersnaps. Det var også strenge regler for,
hvornår man måtte bade.
Orgelkoncert og rummelpot
Øen er præget af både dansk, tysk og frisisk kultur. Øens nordfrisiske dialekt kaldes sólring. Men det menes at kun 4 pct. af øens befolkning efterhånden behersker denne dialekt, som har lånt mange ord fra dansk. Især på det nordlige Sild omkring List tales også sønderjysk. På øen er der en dansk kirke og skole.
En tur langs Vadehavet ved solnedgang er befriende for liv og sjæl. Eller en koncert med sømandssange, eller måske en orgelkoncert i Sankt Severin Kirken i Keitum er nogle af mulighederne. Mange gamle traditioner har overlevet masseturismen. I februar har man således birkebrænding. Om sommeren er der ringridning. Nytårsaften er der rummelpot eller som det kaldes på øen maskeløb. Ved juletid opstiller mange øboer et jöölboom.
Ligesom på naboøerne Amrum, Før og Rømø har Sild også ¨deres egen folkedragt”. Den bliver også kaldt Sildedragten. Allerede i 1597 bliver den beskrevet. Den har stor lighed med Rømødragten.
Sagnet om Ekke Nekkepenn
Et meget kendt folkesagn fra Sild er Ekke Nekkepenn. Havguden Ekke havde en forkærlighed for Hørnum på Sild. Har havde han nemlig forelsket sig i Inge fra Rantum. Og hun havde givet sit ja. Senere fortrød den unge pige og forsøgte, at blive ham kvit.
Ekke lovede hende omsider, at hvis hun kunne nævne ham ved sit navn, så skulle hun få sin frihed. Hun spurgte overalt, om hans navn. Men ingen vidste det. Bedrøvet gik hun rundt og opsøgte de ensomme steder. Tiden nærmede sig, hvor han ville hente hende. Da hørte hun en sang, da hun gik nede ved stranden. Sangen kom inde fra en stor klit.
Nu vendte hun glad hjem. Og da havguden kom til den aftalte tid, sagde hun: Du hedder Ekke Nekkepenn, og jeg er Inge fra Rantum. Da forlod havguden hende straks og vendte aldrig mere tilbage.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 5. – 12- 2021
April 5, 2010
Vi besøger Hostrup Sogn. Og hører om ulykker i Tønder by, skrevet af en præste-familie i Hostrup. Vi besøger et slot i Lydersholm, en borg og en hellig kilde i Rørkær. En tidligere adelsgård i Solvig og Hostrup Kirke besøger vi også. Både præstegården og Fattiggården afbrændes som hævn. Stakkes skæbner som ingen gad at hjælpe døde på gaden.
Dagbog fra 1540 – 1692
En dagbog gik i mange år i arv hos præsteslægten Rigelsen. De afløste alle hinanden som sognepræster i Hostrup. Bogen har også tilhørt Nicolaus Christian Lorentzen, præst i Oxenvad, der døde i 1707. Bogen er skrevet på latin og plattysk. Vi tillader os her på redaktionen den frihed at gøre teksten mere tidsvarende. Når vi nu bringer en del af indholdet fra denne bog, hører det sammen med, at vi får et fantastisk indblik i tiden 1540 – 1692 om livet i Tønder By og Hostrup Sogn.
Hvad betyder det?
Hvad betyder Hostrup. Ja fra 1390 kender vi navnet som Hostorp. Måske kommer det fra ordet hord, der betyder hest. Og Jejsing blev kaldt Gejsing.
Jejsing fra det 6. århundrede
Vi har her på dengang.dk beskæftiget os meget med livet i Tønder, men hvad med Hostrup Sogn?
Ja vi ved, at Jejsing er det ældst kendte bosted i Hostrup Sogn. Endelsen -ing vidner om, at dette er et bynavn fra folkevandringens tid i det 6. og det 7. århundrede.
Jejsing og Rørkær er beliggende på Jejsing Bakkeø. Hostrup og Solderup ligger på en hede-slette. Og landsbyen Lydersholm er beliggende i den sydøstligste del af området.
Gamle dage i Hostrup
I gamle dage var det ikke gadenavne i Hostrup. Landsbyen var delt i tre dele.
Da sognet i 1972 kom ind i Tønder Kommune kom vejene til at hedde Solderupvej, Nørretoften, Smedjen, æ Stoksti og Kirkevænget.
Fra Tønder gik man eller red man til Emmerske, Solderup, ned til Lydersholm og til Beiers Kro.
Mod nord går Solvigvej, som Melchior Rantzau lod grave gennem engene ca. 1585, for at de kunne komme til Hostrup Kirke.
Rantzau ejede ellers Højst Kirke (Øster Højst Kirke). Men beboerne og herskabet blev uenige om præsteansættelse ved kirken. Derfor kørte herskabet til Hostrup Kirke. Men Rantzauerne blev dog begravet i Højst Kirke.
Hvorfor hedder det Æ Stoksti?
Der hvor præstegården ligger, fører vejen til det gamle Jejsing. Vejen har det mærkelige navn Æ Stoksti. Det er faktisk forskellige forklaringer på, hvorfor den hedder sådan.
Den ene forklaring går på, at der dengang var en sti, der gik gennem et lavt terræn, hvor man skulle gå på pæle eller stokke, som var rammet ned i jorden. Folk gik simpelthen på stokkene – ikke med stokkene.
Præstegården ligger på vejen. Og egentlig var den også den gamle kirkesti fra Rørkjær til Hostrup.
Og her kommer så forklaring nummer to på navnet Æ Stoksti. Stien gik nemlig over Hvirlå. I gammel tid gik der en smal gangbro af træ over åen. Den blev benævnt æ stok.
Præstegårdens brand var en hævn
I 1734 brændte præstegården. Det var en lang lerklinet bygning. Med bygningen brændte alle kirkebøger. Disse kunne have medvirket til at gøre denne artikel lidt nemmere at skrive. Ilden menes at være påsat af en person, der ikke kunne lide præsten Georg Eichel.
Denne præst var en meget dygtig og fremsynet mand.
Han sørgede blandt andet for at hans jord blev drænet. Dermed fik han større udbytte af sin jord.
By-dammen
I den sydlige del af Hostrup lå Byssens jord med den gamle by-dam. Her kom by-hyrden med kreaturerne for at vande. Endnu i trediverne lå Bydammen
der. Den blev senere brugt som branddam.
Det var også her på Byssens jord blev bygget en skole i 1876. Og det var skole helt til 1948.
6 kroer i sognet
De må have været tørstige derude, for på et tidspunkt var der seks kroer i sognet. Hostrup Kro er en af de ældste kroer, antagelig opført i slutningen af 1700 tallet. Et kort over Hostrup viser at pladsen foran kroen stadig var ubebygget.
Nu var det ikke kun på kroen, at sladderen og nyhederne blev udvekslet. Det foregik også på smedjen og hos æ hjuler.
Vi får også i Danske Atlas, at vide, at tre åer gennemløber sognet. De har sikkert alle forbindelse til Vidåen. Den første kommer fra Burkal Kirke og går forbi Jejsing og Rørkær. Den anden kom fra Ravsted by og går forbi præstegården. Den tredje kommer fra Hellevad Mølle og flyder forbi Solvig.
Men hvad med Grønå, hvis vand blev brugt til voldgraven omkring jagtslottet ved Lydersholm?
Solvig
Store dige-arbejder har ikke kunnet dæmme op for de katastrofer som sognet har måttet opleve. I midten af 1600 tallet lagde svenske tropper nærmest egnen øde. Gårdene i Jejsing har været fæstegårde. De fleste gårde hørte under Solvig, nogle under Tønderhus og enkelte under Kogsbøl syd for Visby.
Solvig hørte oprindelig til Højst Sogn. Kigger vi tilbage i historien hedder det sig:
Abel Valdemarsøn´s søn Erik Abelsøn Ryd født ca. 1300 i Sønderjylland, har den 20. juni 1319 af Henneke kaldet Moltke købt al den gods, som denne havde i Jejsing, Rørkær, Hestholm og Tidsholm.
Godset går i arv i familien frem til 1495, hvor Mads Gjordsen driver den. Efter hans død overtager datteren, Anna godset. Da hun var 7 år gammel blev hun forlovet med Hans Pogovitz til Trøjborg.
Nægtede at gifte sig med fæstemanden
Da hun blev voksen ville hun ikke ægte sin fæstemand. Familien måtte betale Vedje Pogovitz 3.000 mark og bede om tilgivelse på et møde i Kolding. Jomfru Anna blev derefter forlovet med Axel Bonner. Men ak, han døde før brylluppet. Hun giftede sig derefter med Erik Nielsen Lange til Engelsholm. Han døde dog i 1572.
Senere giftede hun sig med Albert Galstyrt. Hun beholdt Solvig. Sønnen Erik Lange, der var en kendt guldmager overtog gården.
I 1586 solgte han godset til kongen for 5.800 rigsdaler. I skødet nævnes alle i Slogs Herreds 66 gårde. Heraf lå de 56 i Højst og Hostrup Sogne.
En måned senere mageskiftede kongen med Torskov i Gram Herred. Ejeren var Melchior Rantzau. Han døde i 1589, og enken Dorothea Rantzau til til Kværnbek. Hun valgte efter mandens død at bo på Solvig.
Amtmanden i Tønder administrerede gården fra 1597 til 1601. Derefter fortsatte familien Rantzau driften.
Da bønderne klagede over hoveriet blev godset udpagtet til amtmanden i Tønder for en særlig afgift. I 1624 blev hoveriet afløst med en pengeafgift på 629 Rigsdaler.
I 1624 blev Kogsbøl og Søndergårde overdraget til Frederik Ahlefeldt og hans brødre. I 1693 solgte Frederik Ahlefeldt gården og godset til samtlige undersåtter for 4.400 Rigsdaler. Bønderne blev hermed selv herremænd. De forpagtede gården til Johan Jessen for 800 rigsdaler.
I 1706 købte hertugen gården tilbage og i 1759 blev den bortforpagtet.
Prins Joachim bliver ejer
Godsejer Johann Ludolph Outzen født i Ballum overtog godset, der således gik i arv, inden det blev solgt til Schack – familien. Vi har stødt på familien Outzen fra Ballum i forbindelse med artiklerne om ”Bondefamilien fra Trøjborg og Købmandsfamilien Olufsen fra Tønder.
I 1884 blev Solvig solgt til Grev Otto Diedrich Schack, amtmand i Tønder. Han efterfulgtes af sønnen Hans Schack. Sammen med Schackenborg overtog Prins Joachim i 1993, Solvig.
Solvig Mølle
Solvig Mølle var en af de ældste møller i hele landet. Mølle har i mindelige tider hørt under Solvig. Antagelig har der på stedet allerede ligget en vandmølle på stedet i det 12 århundrede. I 1924 solgte Grev Schack møllen til 30 lodsejere. Dermed standsede møllehjulet og Arnå blev reguleret.
Det flotte mølle-hus er fra 1770. Under Solvig var også en kro. Den blev skilt ud i 1791.
Store Tønde
I 1481 hører man om et øde gods i Hostrup Sogn (Hostorp) kaldet Tønde. Det tilhørte Eggert Ghortze, som i 1484 købte det af abbed Claus
i Løgumkloster.
En af de første fattiggårde i Hostrup
Der var masser af fattige i sognet. Og meget tidlig som nogen af de første i Slesvig – Holsten fik man etableret fattiggård. Det var i 1819.
På Nørretoften en del af jorden blev købt af af Hostrup Sogns fattigkasse. Fattiggården blev kaldt for æ Armhus. Livet i fattiggården skulle virke afskrækkende. Instruksen var meget klar:
Beboer afbrænder gården
I 1832 var der 32 personer, børn og voksne på fattiggården. De der var arbejdsduelige hjalp til ude i landbruget og inde ved husholdingen . Fattigforstanderen skulle få det hele til at fungere. Han skulle sørge for, at de ikke flygtede, og han skulle sørge for de syge. Livet var hårdt. Man fik utilstrækkelig kost og havde elendige boligforhold.
I 1842 brændte gården. Det var en af beboerne, der satte ild til gården, der blev bygget op igen.
I 1700 tallet havde man også i Hostrup Sogn ansat en fattigfoged. Han skulle ikke hjælpe de fattige, nej tværtimod. De stakkels mennesker havde ingen ting
at leve af eller nogen sted at bo.
Det var mange fattige mennesker i sognet før i tiden. Børn som forældrene ikke havde råd til at have hjemme, blev sendt til dem, der får laveste bud, ville have dem i pleje. Det var sognet, der skulle betale.
Stakkels skæbner i sognet
En af skæbnerne var Marica Gregersen. Hun var født i Solderup i 1800. Det skete, mens hendes forældre opholdt sig i sognet som tiggere. Ingen ville hjælpe hende. Pastor Lytzen afviste hende, fordi hun var forsørgelsesberettiget. Hun blev fundet bevidstløs på vejen mellem Rørkær og Jejsing. Hun blev bragt til Rørkær, hvor hun døde dagen efter.
En anden af egnes tiggere var Niels Lund. Han blev fundet ca. 1830, frosset ihjel. Hans kone Maren Lund vandrede derefter alene rundt og tiggede til føden. Hun døde i Solderup i 1853.
Skolen i Hostrup
Fru Dorothea von Rantzau forærede en af sine piger en gård i Hostrup. Pigen giftede sig med degnen, og her blev Hostrup Sogns første skole oprettet.
På den lille vej, Kirkevænget ligger huset, hvor den gamle skole lå. Den blev bygget i 1799. Nu var det et godt job, at være degn i Hostrup. Det skyldes et flot tilskud fra familien Rantzau. Degnen Nis Nissen behøvede ikke at være fast lærer. Men han drev derimod en tysk privatskole, der var godt besøgt af elever fra
omegnen. Den gamle degne – bolig brændte i 1913.
En del af lærerens løn blev betalt af indehaveren af degnegården. Degnen skulle sørge for børnenes undervisning, foruden at være kirkesanger. Så måtte man da håbe, at han kunne synge.
I 1920 blev pladsforholdene i skolen i Hostrup for trange. 14 skolesøgende børn fra Fattiggården skulle have undervisning.
Et slot i Lydersholm
Egnen var dengang ret skovrig, men en stor del blev brugt til diger i marsken. Hele 18.000 læs træ blev brugt til dige-byggeri mellem Rudbøl og Vidding Herred.
Der, hvor vi som unge kørte på udborede knallerter – sig det ikke til nogen – omkring Lydersholm, lå en gang et slot. Ja man tror det næppe.
Det var Hertug Hans den Ældre, bror til Christian den Tredje, der byggede jagtslottet Grøngård. Helt korrekt hed det Lusthus Thom Gronehagen.
Slottet blev lagt i en kunstig sø. Og det var bønderne i området, der kom til at betale gildet. De blev pålagt en speciel afgift.
Efter hertugens død blev slottet sjældent benyttet, og midt i 1600 tallet blev det lille kunstværk solgt til nedbrydning.
Slottet var på tre etager og opført af røde teglsten. Omfanget var på 16 gange 18 meter. Fire ottekantede tårne var der også og taget på slottet var pyramideformet.
En hellig kilde
I nærheden af Rørkær lå en brønd kaldet Hellig Kirke. Det var en meget søgt lægedomskilde I Danske Atlas (1781) kan man læse følgende:
Men borgere fra Tønder klagede over, at det overhovedet ikke hjalp på helbredet. Men brønden eller kilden blev flittig besøgt af syge og krøblinger. Ved brønden stod en blok, hvor man kunne lægge penge i, beregnet til de fattige i sognet.
En borg syd for Rørkær
I de såkaldte el-hjemske enge syd for Rørkær ligger den såkaldte Elhjelmvold, en sandet banke. Efter sagnet skulle der her har ligget en borg, Muurgruus. Pæle og grave bestyrker rigtigheden af dette. Der findes også spor af den brolagte vej, der har ført fra Rørkær hen til borgen.
Præstefamilien Rigelsen
Vi skal følge en præst, Peder (Peter) Rigelsen, og som det senere vil blive fremhævet, så var han ud af en større præste-familie. Dengang havde man med at bruge det latinske, så de præster, vi senere i artiklen skal stifte bekendtskab med er følgende:
Men lad os lige kigge på arbejdspladsen Hostrup Kirke. Den anden arbejdsplads inde i Tønder, kan du læse om i artiklen, Kristkirken i Tønder.
En trold byggede kirken
Hostrup Kirke er en meget gammel kirke – fra omkring 1130. Andre kilder fastslår, at den er fra 1198. Den er viet til Maria Magdalene, S. Laurentius og S. Andreas. Men efter en overlevering skulle den også være viet til S. Jacob.
Ifølge sagnet er kirken bygget af en trold. Denne lovede at hjælpe bygmesteren mod at denne fandt ud af, hvad den hed. I 1298 nævnes en præst ved kirken,
men senere i middelalderen havde den fælles præst med Højst. Slesvig – bispen bestemte dog i 1506, at hver kirke skulle have hver sin præst, valgt af menigheden.
Ved reformationen kom kirken under landsherren. Fra 1544 var det Hertug Hans. Efter dennes død under de gottorpske hertuger og herefter 1713 – 21 til kongen. Menighedens valgret blev dog til en vis grad bevaret.
Kirken ligger nogenlunde midt i sognet. Kirkegården var omgivet af en kløvstens-mur i nord og de andre sider af jordvolde, som udvendig var beklædt med kløvede sten. I 1637 købtes der 1.300 mursten til kirkegårdsporten.
Lynet ramte kirken
Kirken består af apsis, kor og skib fra omkring 1200 – 75, et tårn i vest, hvis underste etage stammer fra gotisk tid og i syd et våbenhus, som vel i hovedsagen stammer fra 1862.
Ifølge Højst Kirkebog brændte Hostrups kirketårn efter et lynnedslag natten mellem den 11. og 12. september 1650. Det faldene tårn slog tagsten itu fra karnhuset (våbenhuset).Tårnet har formentlig været kronet af et spir.
Vindfløjen over tårnets vest-gavl har fane med årstallet 1757. Sidealterbordene er fra 1556, og alterklædet er i 1668 skænket af Hans Clausen til Solvig.
Brand i 1860
I 1860 havde degnen glemt at slukke alterlyset, inden han gik hjem. Forbipasserende havde godt nok set et lysglimt derinde fra kirken. Men de turde ikke, at få derind, fordi de troede, at det spøgte.
Da man endelig vovede sig derind, var altertavlen og prædikestolen ødelagt. Altertavlen, der kom op efter branden blev i 1927 kasseret af Nationalmuseet,
da man restaurerede kirken. Altertavlen lå mange år oppe på kirkens loft. Men man tog det ned, og anbragte det i tårnrummet.
Tårnet blev ikke bygget op igen
Tårnet blev bygget i 1400 tallet. Det menes, at have været 8 meter højt. Tårnet blev ikke bygget op igen. Det skyldtes sikkert fattigdom dengang på grund af de mange krige.
Messehagel blev anskaffet i 1645 til 160 mrk. og betalt godvilligt af sognets indbyggere. Den nuværende prædikestol er fra 1862 – 63. i dagbogen senere omtales imidlertid en prædikestol som sognets beboere sparede sammen til.
Åbenbart har mon også i denne kirke kunne købe sig til en god plads. Således omtales en stol Ein Buhr oder Gesitz i 1726 som tilhørende Hans Haustedt i Jejsing.
Der eksisterer faktisk et stolestaderegister fra kirken fra 1726.
Bødewadt fra Tønder har også haft sin gang her i kirken, som i så mange andre kirker. Deres tømrerarbejde var velkendt og respekteret. Det tidligere smukke altersæt fra 1592 gik til grunde ved degneboligens brand i 1913.
På alterstagerne står der Til minde om Jfr. Laurette Rasch 1860. De to par er henholdsvis 64 cm og 49 cm høje. Kun de sidste er i brug.
Klokker og orgel
Orgelet er bygget op af Frobenius med syv stemmer. Men orgelfacaden er fra 1635. Og der findes også rester af et orgel fra Ribe Domkirke (indtil 1843 – 44 ).
Der findes to store præstemalerier i kirken. Den ene er Paulus Claudius – i 28 år sognepræst i Hostrup. Den anden – en vi hører om lidt senere, Johannes Mauritius sognepræst i Hostrup og Tønder. Ja så har kirken øjensynlig udlejet ligklæder med lagener. Dette omtales første gang i regnskaberne i 1680.
Klokkerne er fra 1790, støbt i Lübeck, men også i 1644 omtales klokker og i 1779 nævnes en transport af klokker til og fra Rendsborg.
10 rigsdaler for at blive begravet i kirken
Den 21. februar 1752 fik Las Petersen på St. Tønde (Store Tønder) efter ansøgning amtmandens tilladelse til for sig og sine arvinger at indrette og vedligeholde en begravelse under kirkegulvet mellem mands – og kvindestolene. For dette blev der betalt 10 rigsdaler. Således denne begravelse som andre tilhørende gården Solvig samt præsterne, sløjfedes ved den store renovering i 1862. Rester af murede begravelser blev fundet under restaureringen i 1956.
Enken ville ikke betale
Nu gik det ikke altid lige godt, hvis man skulle begraves i kirken. I 1733 døde Andreas Nissen, Store Tønde. Da man skulle have kisten ind i kirken, var den så stor, at man skulle hugge en del af muren væk og fjerne nogle af bænkene, for at få den ind.
Kirken ville have at enken skulle betale for dette. Men det havde hun nu ikke i sinde. Hun forklarede, at Store Tønde havde foræret kirken lysekrone og meget andet. Omkring 12 stolestader i kirken tilhørte Store Tønde.
En undtagelse
I 1805 blev begravelserne i kirken forbudt. Den sidste, der blev begravet var hustru til Johan Outzen, Solvig, der døde i 1828. Selv om det var forbudt, havde Pastor Høck forhørt sig ved de kirkelige myndigheder. Der havde man ingen betænkeligheder ved at omgå loven. Man skulle bare sørge for, at graven blev godt
tilkastet med jord.
Tag dog mere tøj på
Omkring 1860 fik man lidt varme i kirken. En kakkelovn blev sat op i den nordøstlige del af kirkeskibet, foran kvindesiden. Det var dog meget modstand fra befolkningen. Man mente, at folk bare kunne tage mere tøj på, når der var koldt.
Kakkelovnen kunne dog næppe varme hele kirkerummet op. I 1923 blev der indlagt et andet varmesystem.
Brug ikke plastikmaling
I mange år var kirken hvidkalket. For nogle år siden fik man så den geniale ide, at male den med plastikmaling. Og det skal man ikke gøre. Resultatet blev, at kirken ikke kunne ånde. Som følge heraf blev det meget fugtigt inde i kirken.
Så måtte man i gang med at skrabe al maling af igen og kalke igen.
I dag er det vel plads til cirka 200 i kirken. Dengang i 1700 tallet kunne der være 400. Bænkene stod tættere.
Inddelingen på kirkegården
Fra gammel tid blev man begravet efter den rækkefølge, hvor landsbyerne lå i sognet. På Hostrup Kirkegård lå dem fra Rørkær og Tidsholm begravet mod vest. Derefter kom dem fra Jejsing, så dem fra Hostrup og længst mod øst lå dem fra Solderup. Mod nordøst havde Bimpel en gravplads.
Betaling for eftermælet
Præsten var bestilt til at holde talen ved begravelsen. Og det var pengebeløbet, der afgjorde hvor lang denne tale, skulle være.
Et trækors viste, hvor den sidste var begravet. Senere blev disse kors lavet af smeden, hvis man da havde råd. Efterhånden begyndte man at sætte sten op på gravene. De ældste sten på Hostrup Kirkegård er fra begyndelsen af 1800 tallet.
Dagbogen begynder i 1540
Og så er vi nået til den omtalte dagbog fra præstefamilien:
I 1540 efter at regnskabet for Hostrup Kirke var aflagt, beordrede amtmanden i Tønder Godsle Rantzau det nedbrændte præsteenkehus ombygge.
Den 28.april 1553 døde den velbyrdige matrone Fru Belke Holdt til Tønder.
Den 17. november 1572 døde på Solvig den højtædle Hr. Erik Lange den Ældre, arveherre til Solvig og Engelsholm. Jeg skrev en kort mindetale over ham, indeholdende hans levnedsløb, som jeg i 1578 læste op ved Præstesynoden og som endnu findes i mit bibliotek.
Tønder i brand
Den 29. september 1581. Natten efter St. Mikkelsdag, mellem lørdag og søndag er store dele af Tønder nedbrændt. Det skete i den vestlige del ned mod Torvet.
På den søndre side af gaden fra Peter Lavrens hus, som hans mor lod bygge indtil Jannikes Gade, er kun to huse blevet reddet. Det ene var det hus, hvor Anders Hinrichsen boede. Og delvis var Peter Matzens hus uskadt, dog er den ene kvist brændt. Han lovede folk øl, hvis de hjalp med at forhindre ilden i at angribe sit hus.
På den nordlige side af Jacob Vits hus til Torvet langs gaden er ikke et eneste hus tilbage. Deriblandt er også min svigerfars hus nedbrændt.
Man mener, at ilden er begyndt i Negels Holdensens stald. Det er den forrige borgmester. Tjenestepigen er løbet bort, og hendes husbond levede ikke længe efter denne katastrofe. Hans hustru solgte sit hus til den ærbare Peter Holst, og flyttede til Husum.
Den 2. august 1585 klokken 4 om eftermiddagen er den ærværdige Hr. Jørgen Petersen, pastor og provst i Tønder rolig og kristelig hensovet i min og flere fromme folks nærværelse.
Ulvegade brænder
Den 29. juli 1586 klokken 5 henimod aften er Ulvegaden i Tønder og hele pladsen Hinter den Stellen, lige som husfogedens hus og hele gaden som lå vest for porten, brændt.
1592 Amtmand Otto van Qualens søn, som kun var barn er blevet begravet i Tønder. Drengens begravelse fandt sted onsdag i den stille uge. Dette var den
første prædiken i den ny kirke. Talen holdtes af Hr. Anders Thomsen, vores præst. Den anden prædiken holdtes ved den dydsirede Matrone Catharine, den fornemme Borger udi Tønder Hr. Peter Laurensens Ægtehustrus Begravelse.
Jomfru Rantzau begraves
Den 24. april 1592 døde den højædle Jomfru Dorothea Rantzau, den højædle Hr. Benedicti Rantzovii (Bendix Rantzau til Møgeltønder, søn af Christopher Rantzau) Herre til Store Tønder, hans datter, prydet med stor fromhed, godhed og sædernes renhed, ligesom hun af alle berømmedes for sjældne dyder og åndens gaver.
I sin sidste dødskamp formanede hun, moden trods sine unge år, sin far på sømmelig og prydelig vis til gudsfrygt, retfærdighed, billighed og nåde mod hans undergivne.
Hun bad ham ikke at straffe hans undergivne, der kun havde forsynet sig i ringe grad med den spanske kappe, mindre de vare dømte til Døden. Hun blev begravet i Møgeltønder Kirke.
Ægteskabsdjævlen i Hostrup
Den 7. juli 1592 har Laurens Frellesen ´s hustru, Mette i Hostrup Sogn født et barn. Det var en lille pige af gruelig Skabning. Barnet var dødfødt. Fra den tid førte Laurens et forargeligt liv med sin hustru og dennes mor. Banderi, råb og skrig
var ikke usædvanligt i huset.
In summa Ægteskabsdjævlen Asmodeus havde der sin største Lyst.
Den 17. januar 1593 døde Andreas Petersen født i Emmerschede, min gode svigersøn, der elskede fromhed, retfærdighed og retskaffenhed. Han havde levet i ægteskab med min datter Kierstina i 31 uger og 4 dage.
Samme dag døde om eftermiddagen mellem 3 og 4 i en alder af 35 år, Hr. Thomas Petersen, Guds ords forkynder i Burkal.
Den 27. februar 1593 er Andreas Lassen, den fornemste borger i byen Tønder, en from og god mand, hensovet i den sande Tro og sikker Erkendelse af sine Synder.
Den Store vandflod 1593
Juleaften 1593 kom den store Vandflod. Den ramte Husum, Friesland, Tønder, Ribe og andre steder langs kysten.
Hostrup Sogn mistede Nis Jepsen og hans søn fra Jejsing. De ville ved højlys dag ride til Tønder, men druknede.
Den ædle og ærbare og dydsirede Fru Dorothea Rantzau, enke til Solvig, havde juleaften været i Tønder i egne Ærinder. Men på grund af vejrets beskaffenhed måtte hun blive på Tønderhus.
Min vogn var på samme tid i Tønder. Men min karl måtte overnatte i byen.
Mange heste, køer, svin, får og føl blev offer for Vandfloden og kom drivende til Tønder og Hostrup Sogn.
1593. Den ærbare Dorothea Rantzau har skænket en ny alterkalk til kirken i Hostrup. Den blev brugt af mig, Petrus Rigelius, juledag 1593.
Den gamle Rantzau dør
Den 18. marts 1596 døde blidt og roligt den højædle og nådige herre Christophorus Rantzowius, fordum Herre til Quarnbek udi Kiel, fader til de ved deres Lærdom og Dyd, velbekjendte Brødre Benedict Rantzowius, Christophorus Rantzovius, nu Herre til Quarnbek og Georgius Rantzovius, samt Fru Dorothea Rantzau udi Solvig, som hele Familiens Senior, i sin Alders 93. Aar og blev jordet med Hæder i sin Begravelse i Kiel den 7. April.
Den mislykkede hængning
1598 Ludde Jensen, som bor i Blesborg og født i Kraulund er blevet forsøgt hængt i Draved Skov. I sine unge år huggede han armen af sin far. Nu har han så hugget en masse træ i skoven og antændt det fyrstelige Vogterhus.
Mandag den 19. juni fik skarpretteren sine to fingre klemt mellem Galgestolpen og Strikken. Han lod tyven hænge så længe, at han troede at forbryderen var død.
Skarpretteren måtte skære snoren over, for at få sine fingre ud. Komplikationer opstod, fordi skarpretteren var fuld. Da forbryderen faldt ned rejste han sig
meget overraskende igen. Torsdag den 22. juni blev han igen hængt. Galgen var hejst samme sted, hvor mistænkte havde afbrændt den fyrstelige vagt.
35 år i Hostrup Kirke
Den 19. maj 1600 blev Kai Hansen fra Aabenraa gift med sin dydige hustru, Kierstine i Lübeck.
Den 14. marts 1601 blev Tønder dækket af en gruelig røgsky eller røg. Man kunne slet ikke se ben udefra. Hvad den kjære Gud har villet tilkjendegive hermed, vil Tiden vise.
Den 17. maj om morgenen klokken 7 er Henrik Willemsen, den fornemste og rigeste borger i byen Tønder kristelig hensovet i Herren og begravet i kirken foran koret på den søndre side. Han er den første, som blev begravet i den nye hvælvende Grav.
Den 21. marts 1601 er Jacob Vitt, en fornem borger i Tønder, min synderlig gode ven, med stor højtidelighed og med et stort følge ført til sit hvilested. Den 16. marts 1603 er min salig fader, Peder Rigelsen, som i 35 år har forkyndt Guds ord i Hostrup Kirke, hensovet mellem klokken 9 og 10 i en alder af 66 år.
Den 25. juli 1606 er jeg, Peder Rigelsen blevet ordineret i Slesvig af M. Fabricius. Otte dage senere blev jeg introduceret af provsten i Tønder, Dr. Johannes Mauritius.
Den 25. oktober 1608 er min kære mor, Maryne Peters salig hensovet i en alder af 60 år. Hun havde levet i ægteskab med min far i 34 år.
Præsten bæiver gift
Den 22. januar 1609 stod mit, Peder Rigelsens bryllup i Tønder i Christian Johansens hus med Margreta Fryddesdatter.
I 1611 har samtlige indbyggere i Hostrup Sogn foræret kirken en ny prædikestol. Hver indbygger har efter evne givet 160 Mark Lybsk, selv Boelsmænd og Kådnere.
Den første prædiken på den nye stol, blev afholdt af mig, Peder Rigelsen. Det var Skærtorsdag den 21. marts. Den 1. januar 1611 blev min datter ved navn Marina født klokken 1 om eftermiddagen. Gud styrke Moder og barn.
11 mennesker drukner i Sæd
Den 1. december 1615 er Vandfloden brudt ind omtrent klokken 2 om eftermiddagen. Den har medført store skader mange steder.
I Rørkær har den anrettet mange store skader. Peter Ouerdebeck og Michael Hansen er blevet skyllet ud af deres huse. Vandet stod to alen over deres hø i laderne. Indbyggerne i Sæd led også stor skade. Her druknede i alt 11 personer, heriblandt en kone, der netop havde været i kirke.
Meget vraggods blev skyllet op i sognet Den 15. oktober 1624 er vor salige amtmand Hans von der Wisch på Tønderhus blevet begravet i kirken i Tønder. Den 20. oktober 1631 blev min datter Marie gift med Tyge Jebsen.
Præsten syg på
prædikestolen
Den 9. februar 1634 blev Hr. Johannes Mauritius i Tønder syg på prædikestolen. Kun med møje og besvær kom han ned af den. Han lagde sig straks til sengs. I de følgende 8 dage blev han hver dag svagere og svagere. Natten mellem lørdag og søndag hensov han i Herren og mange gode folks nærværelse i en alder af 74 år. Han blev begravet i Løgum.
Brand i præstegården
Den 6. april 1672 skød Johan Henrich Vogt en købmand ihjel i Stockholm. Det gjorde han for at tage hans penge. Han blev derfor halshugget og hans hoved blev sat på en pæl. Hans far var den berømte astronom i Stade.
Den 20. september 1691, på hvilken dag min salig hr. Broder ( Claus Lorentzen, præst) blev kaldt til Stepping og Fryrup Sogne, døde om natten og blev begravet 4. oktober.
Fire år før blev han gift med Ingeborg Nisdatter. Han er den femte bror af seks præster, der er død. Jeg er den eneste, der lever endnu takket være Guds naadige Godhed. Den 6. februar 1693 er min svoger, Hr. Jacob Caspergaard i Starup afgået ved døden.
Den 12. oktober 1698 var min salig broders Hr. Karstens (Christian Lorentzen) datters bryllup i Ulkebøl med Hr. Johan Krag (Johan Knudsen Krag), præst i Hørup. Dagen efter nedbrændte den skønne præstegård i Ulkebøl, som min salig broder, havde ladet bygge.
Selv mistede jeg og min hustru ved den lejlighed, to Rejsekapper, Hestedækkener, et Sølvbælte og andet mistede vi i denne ulykkelige Ildebrand.
Kilde:
Se
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 25. – 12. 2021