Artikler
Maj 3, 2010
Vi besøger også Frederiksberg Have, Søndermarken, Josty, Haveselskabet og Zoologisk Have. Snart blev Prinsens Gård for lille, men også slottet blev for lille. Stor om – og tilbygninger foregik. Hæren overtog slottet. Parken blev åbnet for folket, dog ikke for Nyboder
– Folket.
Minder fra haven og kirken
Det var let nok at løbe at løbe op til slottet. Løbeturen søndag morgen i Frederiksberg Have var fantastisk, men hvor var det svært at løbe ned af bakken. Dengang kunne knæene holde til løb. Det kan de ikke mere. Så er det godt man har en turbo – cykel i dag.
En barnedåb i kirken på Frederiksberg Slot er også noget, man aldrig glemmer. Det var et halvt år efter et pludseligt dødsfald og en begravelse. Barnedåben blev derfor meget følelsesladet.
Inspiration fra Italien
Men hvad er det for et slot, der rejser sig op på Solbjerget ?
Prinsens Gård i Ny Amager var blevet for lille. Derfor besluttede Frederik den Fjerde at opføre et slot. Ved dannelsesrejser i Italien og Frankrig havde kongen stiftet bekendtskab med den italienske villatype. Han havde også besøgt haver i Rom, Firenze og Versailles. Disse forbilleder skulle nu omdannes til dansk grund.
Bygmester Ernst Brandenburger fik opgaven. I 1703 var den første del af byggeriet afsluttet. Slottet fik navn efter kongen. Dengang bestod det af et fløjet bygning med lidt fladt tag. Og ganske klart var det italiensk inspireret.
Syd for slottet opførtes et port-hus. Øverst oppe var der en ti tons tung vandbeholder, der skulle forsyne slottet og havernes fontæner med vand.
Haverne uden om slottet, Frederiksberg Have og Søndermarken var anlagt som franske barokhaver. Store alléer gennemskar haven. Ud fra haven anlagdes i 1704 Frederiksberg Allé. I mere end 150 år var denne store vej kongens egen, afspærret af porte. I 1734 blev Frederiksberg Runddel anlagt.
Udvidelser og tilbygninger
Meget hurtig opdagede kongefamilien, at det villaagtige slot var alt for lille. I 1708 påbegyndtes den første udvidelse. De korte sidefløje blev fjernet og op-muret i flugt med hoved-husets facade. For enderne rejstes to tværfløje, hvorved fløjen fik form af et stort H.
I årene 1733 – 1738 tilføjede arkitekten Laurids de Thurrah to lavere sideføje mellem hovedbygningen og port-huset, således at bygningskomplekset nu omkransede en indre gård.
Bygningen var fornem indrettet. Der var talrige malerier, kostbare spejle og marmorkaminer. I østfløjen blev der indrettet en smuk slotskirke. I kælderen ved siden af et marmorbeklædt baderum med kassetteloft og forsænket badekar.
Riddersalen hørte til slottets prægtigste rum. I loftet havde havde man anbragt rigsvåbenets forskellige symboler for kongens riger og lande , for eksempel det danske rigsvåben, det norske våben, Slesvigs to løver og Holstens nældeblad.
Haven ændres
Uden for slottets område skete der også forandringer. I England var der i løbet af 1700 – tallet rettet kritik mod den stive franske havetype. Under indflydelse heraf, blev Søndermarken omlagt. Derefter blev Frederiksberg Have omlagt i en mere romantisk havestil med slyngede kanaler, pavilloner, grotter og græske templer.
Der blev desuden opført en række nye bygninger i parken, bl.a. Apistemplet, Det kinesiske Lysthus og Schweitzerhuset.
Frederik den Fjerde opholdt sig oftere og gerne på slottet. Da Københavns Slot blev ombygget i 1724 – 1727 boede kongeparret her både sommer og vinter.
Der var forslag om at lukke slotsgården med to sidefløje, der kunne forbinde hovedbygningen med det fritliggende port-hus. Det gik dog mange år, inden dette kunne realiseres. Det var nu af rent praktiske hensyn.
Slottets storhedstid
Da opførelsen af det første Christiansborg Slot stod på, blev slottet brugt som residens. Især under Frederik den Sjette i den første halvdel af 1800 – tallet opnåede Frederiksberg sit højdepunkt som residensslot. Gardens taffelmusik i haven og kongens sejlture i parkens kanaler tiltrak mange mennesker. Ja det var et hold soldater, der måtte grave kanalerne.
Da Christiansborg stod færdig mistede Frederiksberg Slot dog noget af sin betydning. Indretningen blev betragtet som gammeldags. Undtagelsen var dog det yndefulde paradekøkken.
Men i Christian den Syvendes levetid, kom slottet atter på mode. Det var Struensee, landets reelle hersker, der indrettede slottet. Han var især populær hos dronningen, fordi han interesserede sig for den lille Frederiks opdragelse og helbred.
De få udvalgte
Parkerne var dog forbeholdt de få udvalgte. Soldater holdt nøje øje med, hvem der kom.
I 1852 åbnedes de to parker for folket. Det vil dog sige, at Nyboder – folket stadig ikke havde adgang. Men efterhånden svandt kongefamiliens interesse for slottet Landskabet uden for slottet og haverne bestod af den gamle ladegårdsmark. Resten var udlagt til hø – og græsmark for de kongelige stalde og militæretaten.
Landskabet fremstod som en vældig øde og træløs flade, og blev kun brudt af Falkoner allé og de gamle landeveje. Dels den ældste vej Adelvejen, landevejen mellem København og Roskilde, nuværende Vesterbrogade, Rahbeks Allé og Valby Langgade.
Så var der også Solbjergvej, i dag Gammel Kongevej, Smallegade og Peter Bangsvej.
Officersskole
Det hjalp på hele området, at slottet kom. Men i 1869 blev bygningerne overladt til Hærens Officersskole. Der blev slidt alvorlig på rummene, men man undgik en ombygning. Den gamle slotskirke blev omdannet til bibliotek. Stoleværk, altertavle og prædikestol blev deponeret uden for slottet.
Men i 1920erne blev rummet dog ført tilbage til sin oprindelige skikkelse. I 1931 kunne kirken så genindvis som et anneks til Frederiksberg Kirke.
Fasangården
Dybt inde i Frederiksberg Have gemte Fasangården sig. Den blev indviet i 1724, men kongefamilien mente, at den var for dyr i drift. I 1784 nedlagde man den og udlejede bygningerne.
Josty
Rundt om i udkanten af Frederiksberg Have har en række institutioner i tidens løb sikret sig et stykke af parkområdet. Blandt de første var billedhuggeren Taddery, der sammen med kollegaen Brilly oprettede et konditori i havens sydøstligste område. De etablerede med kongelig tilladelse – et telt. I virkeligheden lod de to opføre en nydelig Pavillon i Form af et Tempel.
Fra 1825 overgik etablissementet til Schweitzer – konditoren Anton Josty. Det forblev i familien til 1937. Pavillonen blev i 1824 ombygget. Først i år 1900 fik Josty sin nuværende skikkelse. Med tiden blev stedet en af de mest benyttede restauranter med speciale i afholdelse af store selskaber og receptioner.
Zoologisk Have
En større ændring af Frederiksberg Have skete i 1859. Da tog Niels Kjærbølling initiativ til oprettelse af Zoologisk Have. I det sydvestlige hjørne var der indrettet haver for de kongelige prinsesser. Kjærbølling fik overdraget Prinsesse Vilhelmines Have. To år senere fik han Prinsesse Carolines Have.
Oven i dette fik han så i 1867 et stykke af den såkaldte Brune Dyrhave.
Kjærbølling var fra Als. Han udarbejdede fugletavlerne Danmarks Fugle. Året efter fik han overdraget Christian den Ottendes fuglesamling. Efter stifterens død i 1871 blev Zoologisk Have omdannet til aktieselskab.
De første bygninger var meget primitive. En af de første markante bygninger var et maurisk abe-hus. Den mest kendte bygning er arkitekt Th Hirths trætårn, der blev opført i 1905. Inspirationskilden var Eiffeltårnet. Elefanthuset fra 1913 – 1916 var også en af havens særprægede bygninger.
Haveselskabet
Fra 1883 har Det Kongelige Danske Haveselskab haft til huse ved Frederiksberg Runddel. Det er Eigtveds gamle Orangerihus. Selskabet blev oprettet i 1830 på Østerbro af oberst Julius d´ Origny.
I stueetagen blev der indrettet et madtempel af den berømte Roy Hurtigkarl.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 20. – 02. – 2022
Maj 3, 2010
Solbjerg blev nedlagt. En ny Ladegård blev alt for dyr i drift. Et forsøg på at lade hollænderne få stedet til at blomstre op, lykkedes ikke.
Det var svenskerne og en storbrand skyld i. Redningen for området kom i 1699, da kongen opførte et slot på det tidligere Solbjerg.
Ofringer på Solbjerget
Ikke alt eksisterer mere som dengang. Nogle lokaliteter eksisterer ikke mere. Det gælder blandt andet byen Serritslev, som vi har omtalt mange steder. Denne gang befinder vi os i området lige syd for Nørrebro.
Ja man kan sige Ny Amager er faktiske den nuværende Allegade. Måske har man engang dyrket solguden på Frederiksberg Bakke. Dengang hed den Solbjerget. Dengang i bronzealderen kan det være at man har ofret på bjerget.
Solbjerg er opstået i forhistorisk tid. Den fik navn efter bjerget, og dens marker dækkede stort set hele det nuværende Frederiksberg. Byen hørte sammen med Utterslev, der i midten af 1100 – tallet var en stor hovedgård, der tilhørte Kronen. Omkring 1160 forærede Valdemar den Store store landområder til kirken. Heriblandt fulgte Utterslev og nabobyerne.
Solbjerg og de andre byer kom under biskoppens borg i Havn.
I Kronens ejendom
I 1417 kom borgen ved Havn på Kronens hænder. Hermed var også Solbjerg, Valby, Vigerslev og selve staden København blevet kongelig ejendom. Rigets administration blev efterhånden samlet her.
Staden fik dog ikke rådighed over Solbjerg og de andre byer. De tilhørte fortsat kongen. Solbjerg fik lov til at føre sin egen tilværelse .
Jorden blev drevet af landsbyfællesskabet. Bønderne var underlagt herskabet. De har været fæstere under Roskildebispen og Kronen. De har haft nok at gøre med at skaffe det nødvendige til livets opretholdelse og til landgilde, skatter og andre afgifter til herskabet.
Ladegård i Nyby
I den sidste halvdel af 1300 tallet var der 17 gårde i Solbjerg, men de fem af dem var ikke beboet. Der var mere jord til gårdene end bønderne magtede at dyrke. Eller også lå nogle af jordstykkerne for afsides. En del af Solbjergs jorde blev derfor udskilt og lagt under den nye aflæggerlandsby Nyby.
I det næste århundrede var der kun 8 gårde tilbage i Solbjerg. Og kun én i Nyby. I 1548 blev der i Nyby opført en kongelig ladegård for Københavns Slot. Helt nøjagtig lå Solbjerg i den nordlige del af Frederiksberg Have. Bredgade har måske været Solbjergs by-gade. Andebakkedammen har sikkert været byens gamle gadekær. Byen har bestået af lave lerklinede eller træbelagte bindingsværksgårde placeret omkring by-gaden.
Hverken Solbjerg eller Nyby fik nogensinde en landsbykirke. Man var henvist til Havns kirker.
Solbjerg opgives
København fik efterhånden et nyt forsvarsanlæg. Og dette betød ændringer for de små landsbyer. I 1620 besluttede kongen derfor at nedlægge Solbjerg. Fæsterne fik anvist andre områder.
En ny ladegård
Forbruget hos hoffet steg. Så man måtte have flere tilførsler af produkter. Solbjergs og Nybys marker blev udlagt til en stor ladegårdsmark. Området kom til at omfatte hele det nuværende Frederiksberg. Bygningerne stod færdige i 1623. De kom til at ligge der, hvor det tidligere radiohus lå. Når som helst kunne man fra Rosenborg og Københavns Slot sende bud efter mælk, smør, kød og æg.
Stordriften blev dog aldrig en succes. Udgifterne blev alt for store. Det kneb også med at holde fæstebønderne til markarbejdet. Fæstebønderne havde også rigeligt andet at se til. Det bestod også af vej – og broarbejde, grøftegravning og opsætning af hegn. De skulle også passe arbejdet hjemme i landsbyen.
Hollænderne måtte hjælpe
Som konsekvens af dette, besluttede Kronen at omlægge driften på Ladegårdsmarken. Man havde haft gode erfaringer med Christian den Andens hollandske bønder ude på Amager. Derude var landsbyen Magleby efterhånden ikke stor nok til at kunne rumme alle bønderne. Derfor fik 20 af dem lejlighed til at komme til Ladegårdens marker.
Ny Hollænder-by – Ny Amager
Den 2. maj 1651 udstedte Frederik den Tredje privilegier til 20 navngivne hollandske bønder. De fik lov til at forpagte en del af Ladegårdens marker under specielle vilkår. Man var dog forpligtet til at levere fødevarer til Hoffet. De skulle opføre hver sin gård og selv udføre markarbejdet. Til gengæld slap de for hoveriarbejde, og tiende til bisp, præst og degn.
20 firlængede, lerklinede bindingsværkshuse samt to bygningsrækker med hver 10 gårde blev opført. Til hver gård hørte en stor forplads. I et vist omfang fik hollænderne også lov til at dyrke deres egne anliggender. I spidsen stod en slags birkedommer eller sognefoged. Byen fik også sit eget tingsted.
I 1654 byggede de hollandske bønder en kirke. Det var en simpel bindingsværkskirke. Den stod på sydsiden af den nuværende Frederiksberg Runddel Den blev brændt ned allerede i 1658 under Københavns belejring. En ny kirke blev opført, men den gik hurtig i forfald. I 1734 opførtes en ny kirke på stedet.
Kongelige bygninger
I 1670 lagde Christian den Femte grunden til Falkonergården. Allerede i 1662 havde Frederik den Tredjes dronning Sofie Amalie købt en gård på Ny Amager.
I dag er det ved indgangen til Frederiksberg Have, hvor Prinsens Gård blev opført. Dette trak nysgerrige til området. Så en af gårdene på Ny Amager blev indrettet som traktørsted.
Og når nu kongefamilien kunne søge til området, så kunne det rige borgerskab også bosætte sig i området. I en periode begyndte bønderne at sælge deres jorder til velhavende københavnere.
Stakkels bønder
For de oprindelige Amager – bønder var tiden ikke gunstig. De måtte bygge deres tilværelse op fra grunden. Da fjenden nærmede sig, blev man nødt til at afbrænder forstæderne. Og netop på Ny Amager indledte svenskerne en belejring.
Da bønderne efter freden vendte tilbage, fandt de kun ødelagte marker, og en by, der lå i ruiner. Gårdene måtte rejses igen, og det varede mange år, før jordene genvandt deres ydeevne. Men det kneb med at få jorden til at give et godt udbytte. Afgiften til Kronen var givetvis for høj. Gælden til Kronen voksede. De tidligere nævnte jordsalg var også ulovlige. Kronens tålmodighed med Ny Amager lå på et meget lille sted.
Storbrand
ødelægger byen
I 1697 oplevede Ny Amager en storbrand . Bønderne evnede ikke for tredje gang at bygge deres by op igen. Det blev besluttet at lade hovedparten af jorden gå tilbage til Kronen. Kongen anvendte arealerne til høstmarker, mens mindre arealer blev udlagt som havejord til gårdene.
Eksistensgrundlaget for bønderne var borte. Nogle rejste bort og fik fæstegårde i nærheden. Andre blev tilbage og måtte nu leve af deres haver.
Slottet ændrede alt
Udsigterne var dårlige for bysamfundet. Men Prinsens Gård var efterhånden blevet for lille. I 1699 besluttede Frederik den Fjerde derfor at opføre et slot på Solbjerget. Dette tiltag fik stor betydning for området, men se det er en helt anden historie
Den gamle landsby Ny Amager der efterhånden tog navn efter slottet blev genopbygget umiddelbart efter branden. De fleste ejendomme blev overtaget af velhavende københavnere.
De gamle bindingsværksgårde blev erstattet af grundmurede bygninger. Den fornemme del af befolkningen bosatte sig omkring Allé-gaden, mens husmænd slog sig ned i små og ydmyge huse. Langs Pile Allés vestside opstod desuden boliger til slottets vægtere og lavere funktionærer.
Ejendommelig status
I første del af 1700 – tallet havde stedet en lidt ejendommelig status. Hver enkelt gård havde havelodder, men landsbyens gamle tilliggende Ladegårdsmarken
var byen fuldstændig uvedkommende. Da den var udlagt som Kronens hø – og græsmark. Den blev drevet af fæstebønder fra Kronens omkringliggende landsbyer.
Selv om gårdene havde ret til at lade et par køer græsse på hø-marken, var mulighederne for at drive landbrug på Frederiksberg meget små.
Man måtte derfor prøve andre veje. En af dem var håndværk. Men også her, var der problemer. Købstæderne havde monopol på fremstilling og handel med købmandsvarer. Myndighederne og håndværkslavene betragtede Frederiksberg som en landsby.
Man måtte gerne fremstille det, som bønderne havde brug for, men ikke varer der kunne give en konkurrence i hovedstaden. Selv om der var mange forhindringer, lykkedes det dog ikke at bremse håndværket. Navnlig vævervirksomhed og ølbrygning klarede sig godt.
Nye indtægtsområder
Men efterhånden var der mange ansatte på slottet. Nysgerrigheden fortsatte. Så indtægten blev suppleret med sommerpension, værelsesudlejning og restaurationsvirksomhed.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 20.02.2022
Maj 3, 2010
Tyskerne brugte Danmark som udstillingsvindue, for at vise hvor human de kunne være. Det danske idrætsliv var medvirkende til denne forblændelse. Hovedorganisationen DIF så slet ikke, at de blev misbrugt. En fodboldkamp mod et østrigsk hold kunne have endt i en massakre. Det danske publikum viste med al tydelighed, hvad de mente om Heil, Hagekors og Hitler. Men DIF tog ikke ved lærde.
Sieg Heil
Den danske idrætsledelse hævdede, at idræt intet havde med politik at gøre. Dette standpunkt havde man gennem hele besættelsestiden. Problemet var bare at de nazistiske idrætsledere
brugte idrætten som propaganda. Nazisterne mente, at dette var elitesportens vigtigste funktion. De tyske idrætsudøvere var ambassadører for Det tredje Rige. Og de gjorde det meget åbenlyst.
Den danske idrætsledelse ville ikke provokere den store nabo. Man var åbenbart også uanfægtet af den statslige terror og åbne vold, der blev praktiseret i Tyskland. De tyske sportsforeninger indledte deres hilsen med Sieg Heil, tiltaleformen var Kammerad, og brevene blev afsluttet med Heil Hitler.
Deutschland über alles
Den danske idrætsledelse accepterede Deutschland über alles, hvor teksten kunne tolkes som om Sønderjylland skulle indlemmes i Det Tyske Rige. Bagefter var det traditionen at man sang Horst Wessel Lied, den blev også kaldt Die Fahne hoch. Heri lovpriste man Hagekorset, Hitler og SA.
Allerede i 1934 opstod der et problem til en landskamp mellem Danmark og Tyskland. DBU havde sørget for en orkesterversion af Horst Wessel – sangen. Adskillige tilskuer Heilede ved den lejlighed.
Dyb beundring over for Tyskland
Den verdensberømte gymnastikpædagog Niels Bukh havde stor succes med sine opvisninger i Berlin. Han vakte stor sympati hos den nazistiske ledelse. Og det var åbenbart gensidig. I Danmark startede han en kampagne for indførelse af den nazistiske ideologi. Han lede blandt andet Ollerup Idrætshøjskole på Fyn. Den blev senere et yndet opholdssted for den tyske besættelsesmagt.
I Danmark var der en dyb beundring for Tysklands satsning på elitesporten, idrætsuddannelse og sportsfaciliteter.
Olympiaden i Berlin
Egentlig interesserede Olympiaden i Berlin i 1936 ikke Hitler. Tænk hvis tyske idrætsudøvere tabte til sorte. Men snart gik det op for ham, at det var udstillingsvinduet til hele
verden. Hans propaganda – ministerium var tidlig ude. Hitler stillede en masse midler til rådighed. Det Olympiske Stadion i Berlin blev 30 gange dyrere end beregnet.
Det var under OL, at Gunnar Nu Hansen fik sit gennembrud. Ja egentlig var hun kommet med på afbud. Kai Seier Larsen fra Radioavisen havde meldt afbud – af politiske grunde.
Gunnar greb chancen og rapporterede begejstret fra OL.
Dansk Arbejder Idræt var fortørnet over at DIF ville deltage til OL i Hagekorsets tegn. Danmarks Olympiske Komité afviste blankt kritikken. Idrætsbladet mente, at tyskerne skabte Fredens Olympiade.
Arisk avlsdyr
I 1938 var Knud Lundberg som 18 – årig med et udvalgt håndboldhold i Tyskland. Den garderhøje og lyskrøllede Knud blev tilbudt, at blive avlsdyr for den ariske race. Hans udseende begejstrede nazisterne. Det var lige sådan, man havde forstillet sig, den ariske race skulle se ud.
Hagekors på Østerbro Stadion
I 1939 bar Niels Bukh’ s gymnasiaster et hagekors – flag ind på Østerbro Stadion. Selv om krigen var brudt ud, spillede det danske håndboldlandshold fra 1939 hele 8 kampe mod tyskerne. Også inden for cykelsporten havde man meget nære og varme relationer til tyskerne. De professionelle danske cykelryttere deltog i mange arrangementer i nabolandet.
DIF mente, at selv om der var udbredt krig, skulle man fastholde de nære forbindelser til Tyskland. På et tidspunkt var Danmark det eneste land, der ikke boykottede nabolandet.
Skamrosning af danske idrætsfolk
Ved besættelsen af Danmark blev DIF kastet ud i et mægtigt dilemma.
Bukh fortsatte med at lovprise nazisterne. De tyske medier kastede sig over ham. Det samme gjorde de med svømmerne Ragnhild Hveger og Jenny Kammersgaard. Disse blev skamrost i høje toner. Snart kunne man se dem i de tyske ugerevyer, i soldaterblade og høres i den tyske radio.
Svømmeren Ragnhild Hveger blev upopulær i Danmark, fordi hun opholdt sig mest i Tyskland under krigen. Angiveligt skyldtes dette dog en forelskelse .
Hvervning til Waffen SS
I sensommeren 1940 havde DNSAP hvervet 250 – 300 unge danske mand til et seks måneders træningsophold hos Waffen SS i Klagenfurt. Her deltog Sønderjysk Idrætsforening. Men de fleste unge mænd rejste hjem igen, da det viste sig, at det var en hvervning til soldatertjeneste, det hele gik ud på.
Et nyt idrætsoplæg
Den tyske besættelsesmagt havde planer om, at hele idrætten i Danmark skulle omorganiseres, når DNSAP overtog regeringsmagten. Et oplæg blev udarbejdet af tre ledende folk i idrætslivet. Oplægget skulle godkendes af Frits Clausen.
Idrætslivet skulle deles ud i fem departementer. De påtænkte ledere af disse havde allerede sagt ja.
DIF var under stærk pres fra tyskerne. Men de var også under pres fra de forskellige sportslige specialforbund. Således forhandlede DBU uden om DIF.
En mand med meningers mod
Fyns repræsentant i DIF, Erik Petersen var helt og aldeles uenige i ledelsen holdning til tyskerne. Han oprettede Odense Terrænsportsforening. Denne forening blev et forbillede for andre lignende foreninger i Danmark. Herfra blev der rekvireret folk til modstandsbevægelsen.
Erik Petersen tog også initiativ til bladet Frit Danmark. Heri kritiserede han i barske vendinger idrætssamarbejdet. Han blev anholdt flere gange og måtte til sidst flygte til Sverige.
Fortsat samarbejde
Tennisspillere og fægtere tog til Tyskland uden DIF’s accept. Fra Udenrigsministeriet pressede man også dansk idræt.
Den 7. juni 1940 kunne Castenschiold, formand for DIF så give tilladelse til uofficielt dansk – tysk idræts – samkvem. Forskellige idrætsforeninger rundt om i Danmark havde også optaget tyske soldater som medlemmer. Men de tyske ledere i Danmark var mere begejstret for Leo Frederiksen fra DBU. De mente, at han var lettere at samarbejde med.
Svømmeforbundet og Bokseforbundet ville også have nærmere samarbejde. Og det samme gjaldt især Atletikforbundet. Men det var måske ikke så mærkeligt. Deres formand var fra 1940 til 1943 organiseret nazist.
Flere Hagekors
Den 22. august deltog 13 atletikudøvere fra Berliner Luftwaffe Sports Verein til et stort anlagt stævne på Østerbro stadion. Den militære øverstbefalende General Lüdke overværede stævnet. Selv om det ikke var landskamp, spillede militærorkesteret de to landes nationalmelodier. Der var igen Heil – hilsner og Hagekors – flag på Østerbro Stadion.
Ved et boksestævne Spartas Rundskue Stævne den 11. – 13 september accepterede de danske deltagere at kæmpe under et gigantisk Hagekors – flag. To bokselandskampe mod tyskerne fulgte.
Forbudt for jøder
Brydeforbundet stod ikke tilbage for de andre specialforbund. Man havde et godt kort. Abraham Kurland fra den jødiske idrætsforening Hakoah. Men på grund af tyskernes racisme, kunne han ikke deltage. Dette blev accepteret fra dansk side. Den 5. marts 1941 holdt brydeklubberne Hermod og Dan et dansk – tysk brydestævne.
Under en fægtelandskamp heilede man som sædvanlig. En af tyskernes værste bødler Heydrich overværede kampen. Men danskerne stillede op som sædvane uden deres bedste kort – den jødiske mesterfægter Ivan Osiier.
De første protester
Den 28. maj 1941 spillede Austria Wien mod et udvalgt dansk hold. De tabte hele 4 – 0. Østrig var blevet indlemmet i Det Tredje Rige. To dage efter vandt de dog 1 – 0. I Idrætsparken var man dog irriteret over at de østrigske spillere havde heilet.
Efter kampen hilste de østrigske spillere med den tyske hilsen. Det udløste en sand pibekoncert. I det tyske udenrigsministerium og i den tyske hær vakte dette stor irritation. Man var utilfreds med de danske tilskuers flabethed.
Masser af tyske soldater
I en syvårig periode havde det østrigske hold Admira spillet 21 kampe i Danmark. Men den kamp, de skulle spille Grundlovsdag, blev noget særligt. Østrigerne vandt 4 – 1. Der var masser
at tyske soldater, der overværede begivenheden. De var kommet i busser. Tyskerne havde et horn med, og det generede i høj grad de danske tilskuer. Efterhånden opstod der bataljer mellem danskerne og de mange tyske soldater.
Nogle af de tyske soldater følte sig så truet, at de bad en af de 12 betjente om at hjælpe sig.
Bajonetterne var trukket
Efter sidste fløjt opstod der direkte slagsmål. De danske tilskuere var så ophidsede at de kastede sten efter tyskerne og begyndte at svinge med deres ølflasker. De tyske soldater havde trukket deres bajonetter. Inden der kom forstærkning var fire tyske soldater og 10 danske tilskuer kørt på hospitalet. De var blevet mere eller mindre såret.
Uden for stadion fortsatte urolighederne. Situationen var nærmest ude af kontrol. En dansk politikommissær fik dannet en kæde om de soldater, der havde trukket deres bajonetter.
Stavene kom frem. Langt om længe fik politiet styr på tropperne. Parterne var blevet adskilt. Man havde faktisk forhindret en massakre.
Antitysk
Tyskerne var meget rystede over episoden. Og begivenhederne blev taget meget alvorlig af de danske myndigheder. En masse blev afhørt, dog ikke nogen af de tyske soldater. En af dem,
der blev afhørt var Gunnar Nu Hansen. Han mente, at have set en tysk soldat tæve en dansk tilskuer 10 minutter før tid.
Admira – episoden kunne ikke glemmes. Sporten var nu ikke mere, det som tyskerne gerne ville have det til – et venskabeligt bindeled mellem dansk og tysk. Det havde udviklet sig til et anested for anti-tyske demonstrationer og en farlig urokilde. Danmark var udset til at være udstillingsvindue for tyskernes humane besættelsespolitik.
Renthe – Fink aflyste til Dansk Bicycle Clubs store fortrydelse et stjerneløb i Roskilde med stor tysk deltagelse tre dage efter. Og DBU frygtede nu aflysning af dansk – tyske fodboldkampe. Det ville betyde en økonomiske lussing for forbundet. Det bekymrede mere end moralske og etiske hensyn.
Justitsministerens afgang
Fra tysk side krævede man justitsministerens afgang. Man havde længe haft et horn i siden på ham. Han havde forhindret danske nynazister i at mødes. Desuden havde han udlovet dusør til de betjente, der forhindrede en massakre efter den famøse fodboldkamp.
Danskerne forsøgte at skubbe aben videre. Mange mente, at det var Københavns politidirektør, der måtte gå. Han var ofte set i drikkelag med tyske politiofficerer. Det irriterede mange. Men dette ønskede tyskerne ikke. De mente, at de havde et fint samarbejde med Københavns politidirektør. Resultatet blev at justitsministeren skulle gå efter egen fri vilje
efter et par måneder. Det skulle nødig se ud som om, at det var Admira – kampen, der var skyld i hans afgang.
DBU: Det var de danske tilskuers skyld
Og DBU føjede endnu engang tyskerne. De udsendte en presse-information, hvori de fordømte de danske tilskuers optræden. Inden da havde besættelsesmagten nægtet svenskerne indrejsetilladelse, så man ikke kunne afholde en fodboldlandskamp mod arvefjenden.
50 betjente til boksestævne
Den tyske invasion i Sovjet satte en kortvarig pause i samarbejdet. Men tre måneder efter blev det genoptaget ved et boksestævne . Hele 50 betjente var mødt op Idrætshuset. Danskerne tabte alle kampe.
Venskabelige og fredelige forbindelser
Så sent som i september 1942 havde Dansk Skytte Union et arrangement med tyskerne.
Fodboldlandskampen mod tyskerne den 19. november 1942 var i fare. Egentlig skulle den være afholdt på Olympia Stadion i Berlin, men den blev flyttet til Dresden. Kampen endte uafgjort. Den tyske ugerevy bragte selvfølgelig en stor reportage fra kampen. Man gjorde opmærksom på de venskabelige og fredelige forbindelser mellem de to lande.
Protest fra BBC
Men fra BBC´s danske redaktion syntes man, at det var ufatteligt, at de danske spillere stillede op
I oktober 1943 krævede besættelsesmagten, at jøderne skulle fjernes fra al offentlig liv. DIF nægtede at skrive under på en protest mod denne afgørelse.
Et helt hold af illegale
Studenternes Roklub deltog aktivt i modstandsbevægelsen. Og min gamle klub Tønder Sportsforening havde et helt fodboldhold, hvor alle var involveret i illegalt arbejde. Men de var heller ikke medlem af DIF.
Efter befrielsen ville en engelsk kommando fra Nibøl i Tyskland gerne spille mod holdet fra Tønder. Da ingen af dem havde pas, hentede englænderne dem i lastbiler. Tøndringerne havde æg med til dem, og det blev kvitteret med chokolade og cigaretter. Og en masse øl efter kampen blev det også til.
Kø ved håndvasken
18 idrætsledere og udøvere var efter befrielsen i modstandsbevægelsens søgelys. Der blev vasket mange hænder ved håndvasken. DIF mente at al idrætssamarbejde under besættelsen var tvang fra besættelsesmagtens side. Specialforbundene og DIF havde måske god grund til selvransagelse, men det er aldrig sket.
Andre kulturområder som for eksempel litteratur, film og tv holdt sig langt væk fra enhver form for samarbejde Det har heller ikke været muligt, bortset fra to bøger, at finde noget materiale omkring samarbejdet med tyskerne. Man forbigår dette i tavshed. De to bøger er
Havde Gunnar Nu – skyklapper?
Men hvad så med Gunnar Nu Hansen? Gunnar Nu Hansen var blevet vældig populær i radioen. Han redigerede også Idrætsbladet og kom til at spille en stor rolle i idræts – samarbejdet med tyskerne.
Han lovpriste i høje vendinger Leni Riefenstahls film om legene i Berlin. Han dækkede Willy Falch Hansens mange cykelløb i Berlin og den danske bokser Carl Andersens kamp mod Carl Blaho i februar 1941 i Sports Palast i Berlin.
Gunnar dækkede også udvekslingen af fodbolddommere under krigen. Således dømte danske dommere i Tyskland, mens tyske dommere dømte i Danmark. Selvfølgelig var han også på pletten, da der var fodboldlandskamp mod tyskerne. Fra Klampenborg Travbane berettede han i ugerevyernes om de tyske æresgæster.
Mærkelig nok viste Gunnar Nu efter krigen klip, der skulle vise tyskernes overgreb mod den danske sport. Hans stemme blev også brugt som symbol på antitysk stemning. Han kunne høres i Danmark i Lænker fra 1945.
Gunnar Nu var helt upåvirket af sin egen rolle under det dansk – tyske idrætssamarbejde. I en mindeudsendelse om ham på DR udtrykte han endnu begejstring for legene i Berlin i 1936.
Nogle har kaldt Gunnar for tilhænger af den nazistiske ideologi. Men det er det nu ikke noget, der tyder på. Han fulgte vel bare dansk idræts skyklappe – politik .
Hvorfor er der ingen selvransagelse?
Heilende tyskere, Hagekors og nazistiske slagsange fandt vej til landskampe i fodbold, fægtning og flere andre sportsgrene. Samtidig accepterede DIF også indirekte den nazistiske racepolitik, fordi jødiske sportsfolk ofte var udelukket fra internationale stævner.
Allerede tidligt blev den tyske sport nazificeret. Det var nærliggende at forbinde sportens dyrkelse af kroppen med nazismens dyrkelse af den stærke ”ariske” og unge krop og skepsis over for den stillesiddende intellektuelle. Samtidig var nazisterne interesseret i sporten af propagandahensyn. I forbindelse med OL bragte Idrætsbladet mange positive beretninger fra Berlin. Det var inden censuren. Hvorfor fortalte man ikke sandheden?
Det var ikke kun under ekstremt pres at DIF fortsatte samarbejdet med besættelsesmagten. Man har sikkert også fået et godt økonomisk udbytte af det. DIF reagerede heller ikke på
opløsningen af den jødiske forening ”Hakoah”, som indirekte konsekvens af nazisternes racepolitik. Det var en besættelsesmagt som man kæmpede med. Andre, blandt andet modstandsbevægelsen kæmpede imod.
Vores land var blevet taget. Den tyske befolkning troede vitterlig på, at de tyske soldater udelukkende var kommet for at beskytte os mod ”de stygge englændere” Vi fortsatte jo med at fægte, svømme, cykle, bokse, bryde, spille fodbold og håndbold som om intet var hændt. Efter befrielsen forsøgte DIF at fortælle befolkningen at de var et bolværk mod nazismen.
Denne historie viser kort og godt, at ideologien ikke giver mening, når dem man samarbejder med, ikke der synspunktet, og netop lader sporten politisere. Enten var Dansk Idræts Forbund så politisk tonedøve, at de aldrig indså dette, eller også blev ideologien blot et middel til at retfærdiggøre et fortsat sportsligt samarbejde med den nazistiske besættelsesmagt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 29. – 11. 2021
Maj 3, 2010
Lersøen var både idyllisk og berygtet. Men et latrindepot, bød på store lugtgener især om sommeren. Der skete eksplosioner i de såkaldte chokoladevogne om sommeren. Her kørte også Slangerupbanen. I starten var der voldsom interesse. Frihavnsbanen gik også her forbi. Og den store ranger – station med plads til 120 vogne blev etableret på den gamle Lersø.
Idyllisk og berygtet
For 200 år siden var her pragtfuld idyl. For lidt over 100 år siden var det et berygtet sted. I dag er det et tiltalende sted og et grønt område. I det 15. og 16. århundrede var Lersøen en af staden Københavns fire søer, som gav en hvis form for indtægt. Magistraten havde fiskeretten, mens kongen havde jagtretten.
Men krybskytter var der mange af dengang. Man kunne fristes til at tro at deres lange rør (bøsser) kunne have givet navnet til søen -Rørsøen. Men navnet skyldes utvivlsomt sivbevoksningen, der trivedes godt i de våde områder.
De latrinære begivenheder
I 1870´erne udtørrede Københavns Kommune delvis Lersøen. Cirka 25 ha blev udlejet til beplantning med pil, der tidligere var meget anvendt til for eksempel kurvefletning. Og var det så bare blevet ved det.
Men de hastigt voksende yderkvarterer blev snart misbrugt og mishandlet, da byen fik brug for lossepladser. Og det som var endnu værre – de latrinære begivenheder. Dette varede over flere år, til omkring 1906.
Udførslen af byens natrenovation ved de berygtede natmænd og natvogne – eller om man vil lokumstømningen – var i 1880`erne blevet et problem. Man måtte finde en løsning på dette problem. Det gjaldt først og fremmest om at få latrinen ført bort fra byen og solgt til landbrugerne. De fik på den måde en billig gødning. Kunstgødning, der knap lugtede så fælt blev latrinens afløsning.
Mange depoter
Københavns Kommune sluttede i 1889 kontrakt med Kjøbenhavns Renovationskompagni om at få de store latrinmængder bragt bort fra byens grund. Kompagniet havde dels mellem de længst forglemte lokaliteter – Raadmandsmarken og Brudesengsmarken et større latrinoplag med tilhørende bygninger
og fæcaliteter og dels tilsvarende anlæg ved Lersøen.
Kompagniet skulle ifølge kontrakten inden 4 år nedlægge de to nævnte depoter med gødningsudsalg, men det skete ikke.
Lersø – depotet blev i 1890 en rigtig station med sidespor til Nordbanen. Stanken blev ved. En af den danske sangskats smukkeste sange blev omdøbt til Underlivets Aftendufte.
Latrinære informationer
I november 1890 sås i københavnske dagblade følgende meddelelse:
Ikke meget status i en ”Latrinær Station”
DSB var tilfredse med betydelige indtægter. Men beboerne ved landstationerne var sikkert ikke tilfredse med deres stations nye ære og værdighed som Latrinstation. Mange nordsjællandske stationer fik efterhånden denne værdighed.
Nok af gødning
Station Lersøen blev af DSB betragtet som et privat sidespor og dels som en holdeplads. Der var opført et beboelseshus til den bestyrende ekspedient. Efterhånden blev en stations – karl også ansat.
Til stationen hørte en lille have på 365 kvadratalen. Den kunne man have meget glæde af i fritiden. Gødning havde man jo nok af.
Den ejendommelige station åbnede 1. februar 1891. Den omtalte transport med heste fra Lersøen til Nørrebro Station ville have været for langsom. Afstanden
var på 1,5 kilometer.
Eksplosion i sommervarmen
Latrinvognene var nu ikke så store som pressen gjorde dem til. De tre trætønder kunne tilsammen rumme 10.000 kg. Det varede ikke længe før bare synet af dem, kunne få folk til at holde afstand.
Man havde lavet en anordning så tøndevognene ikke eksploderede ved indholdets gæring i stærk sommerhede. Det skete inden denne anordning flere gange. En varm pinse eksploderede seks tønder på Hovedbanegården.
Desværre var vognene ikke altid tætte. Det betød at de efterlod en stribe, som godt kunne have interesse for hunde. I de godt 15 år som Station Lersøen
eksisterede blev der afsendt 208.907 tons latrin. Da man var blevet færdig på Kløvermarken blev latrindepotet på Lersøen nedlagt. Slangerup – banen kom til at gå gennem det famøse område.
Der stank om sommeren
Lersøen forvandlede sig til et moseområde. Men med pilebevoksningen blev det et tilholdssted for byens løse eksistenser. Utugtens eksistenser logerede
også her med eller uden alfonser. Her trivedes kriminelle, sprittere, subsistensløse og voldsmænd. Nutidens kriminelle skulle stå tidlig op for at hamle op med dem.
Men det var ikke kun det forhold, der gjorde stedet utrygt. Om sommeren stank der fra de åbne latriner, hvor natmændene havde tømt deres last.
Uhyggelig møde med latrinvognene
Det var noget uhyggeligt ved at møde de raslende og stinkende hestevogne med latrintønderne. De pjaltede natmænd kørte deres stinkende hestevogne tilbage til depoterne i morgentimerne, ja så raslede vognene endnu mere.
Natvogn var et fy – ord, så ofte blev de kaldt for chokolade – vogne.
En latrinær vittighed
Der er en vittighed fra den tid. En tysker ville gerne se Københavns lyksageligheder, så han blev slæbt med ud til Lersøen.
Vittigheden var gengivet i Blæksprutten og Cloëtta var faktisk en chokoladefabrik i Hørsholmsgade.
Kommunen køber hele Lersøen
Efter århundredeskiftet svandt de berygtede arealer ind. De blev ryddet til vej – og jernbaneanlæg. Tagensvej blev gennemført mod Bispebjerg
i 1904. desuden blev Slangerupbanen indviet. Tagensvej blev ført over banen.
I 1906 blev den berygtede latrinstation med oplag ved Lersøen nedlagt. Slangerupbanen var anlagt på en strimmel. Hele udformningen af Lersøen
var først færdig i 1930. Store dele af arealerne stod tomme i mange år, dog ikke lossepladsen, som fyldte en hel del.
Det var kommunens første kontrollerede losseplads. Skraldet blev tildækket med jord af hensyn til hurtig forrådnelse og for at lette sager ikke skulle blæse væk. Men det var nu ikke så effektiv. En masse skrald blæste alligevel væk. Derfor lod kommunen arealet indhegne.
Nye rangerbanegårde blev hele tiden udskudt. De københavnske stationer var efterhånden overbelastede. I 1910 – 12 købte kommunen resten af arealet. Det var blandt andet for at sikre sig mod mindre heldig form for spekulationsbyggeri. Det havde man tidligere set på Indre Nørrebro. Hensigten var at udlægge det hele til parkområde. Men det hele gik nu ikke så hurtig.
Rangerstationen påbegyndes
I 1916 påbegyndtes endelig anlæggelse af Lersøen Rangerstation men plads til 120 vogne. Der blev lagt en del spor mellem Tagensvej og Lyngbyvej og banen til Østerbro (Frihavnsbanen).
I 1918 blev byggeriet udbudt i licitation. Fra godsstationen skulle 4 spor føres under viadukten for Tagensvej ind i det område, hvor rangse-stationen blev anlagt.
Først i 1920 tog anlægsarbejdet fat. Den gamle Nordbane-spors bomme på Tagensvej kunne endelig forsvinde. Et nyt dobbeltspor blev anlagt mod Hellerup
helt over ved Slangerupbanens spor.
Godsstationens sporanlæg var fuldført i 1924. Det blev til 5 år for Nørrebros Godsbanegård og 14 år for Lersøen Rangerstation.
Sporanlæggene på den nye rangerstation, der blev taget i brug 1. juli 1930 var på 7 kilometer. Det hele virkede dog som en stor forvirring.
En sporgruppe på 4 spor var bestemt til opstillings – og rangerspor. Endvidere var der anlagt en stationsrist med 9 spor.
Store projektører på 30 meter master belyste området.
Ranger – stationen nedlægges
Men rangerstationen var næppe kommet i gang, før depressionen ramte. I Lersøen skulle der rangeres godsvogne fra Nord – Kystbanen, Roskildebanen, Frihavnen, Østerbro og Godsbanegården.
Men den 27. februar 1967 blev transit – rangerbanegården endelig nedlagt. En tid blev arealerne brugt til en slags godsterminal for lokaltogene til Nord – og Kystbanen. Og i forskellige udvalg kæmpede vi for at bevare fragtmandshallerne.
Slangerup – banen
Vi skal da heller ikke glemme Lygten Station og Slangerup Banen.
Kjøbenhavn – Slangerup Banen anlagdes efter lov af 13. april 1894 som en virkelig privatbane uden statstilskud. I 1903 stiftedes A/S Slangerupbanen. Jordarbejdet påbegyndtes i 1904, og de blev ret betydelig ikke mindst omkring Lersøen. Fra Emdrup Bakke blev der flyttet ikke mindre end 100.000 m3
fyld, som endelig gjorde det af med de sidste sumpede og mosede områder.
Et betydeligt areal blev planeret, strækkende fra Nørrebrogade forbi Tagensvej.
Lygten Station
Lygten Station skulle være en monumental banegård. Den måtte gerne ligne Østerbros. Ja det kom den også til, i hvert fald i starten. På søn – og helligdage myldrede folk til, for at tage i Hareskoven.
Fra sommeren 1906 kunne man på Lygten Station købe en rundrejsebillet gældende fra Lygten – Farum, med Baadfarten fra Fiskebæk over Frederiksdal til Lyngby med Lyngby – Vedbæk Jernbane over Ørholm til Vedbæk og hjem med DSB ad Kystbanen. Sådan en heldagstur kostede kun 2,05 kr. Man kunne også få billetter til kortere ture, men også med sejlads på Furesøen med tilstødende vande.
Ind og ud af samme ende
Togene kørte ind og ud af den samme ende. Der fandtes ingen drejeskive med omløbsspor. Togstammerne måtte rangeres ud på sporarealet, for at lokomotivet kunne løbe om, og derefter måtte stammen bakkes til afgangssporet.
Foruden afgangs – og ankomstsporet med hver sin perron, fandtes et mellemspor til vognopstilling.
Ude ved Tagensvej opførtes den ældste lokomotivremise. Med tilhørende kulgård, vandkran m.v.
I 1929 opførtes en tresporet vognremise med værksted. Her skulle KSB`s diesellokomotiver også anbringes, når de ankom i 1930. Der var også spor til tømmerplads og grus-silo.
Kæmpe interesse
I banens første driftsår var der ca. 300.000 passagerer, og tallet steg jævnt i årenes løb. Omkring 1920 lå tallet på omkring 800.000. Derefter gik det ned ad bakke. I 1929 var antallet af passagerer nede på 500.000.
DSB overtager
Om aftenen den 31. marts 1948 ventede personalet på det sidste tog. DSB havde overtaget strækningen, og alt skulle udskiftes. Pludselig skulle man have tre gange så mange blanketter og tryksager som før. Også biletterne skulle udskiftes.
I remisen blev lokomotivet pyntet med flag. Den skulle bruges til indvielsesturen næste dag.
Man forventede, at alt skulle moderniseres. Men viljen var større end evnen. På Lygten Station forsvandt garderobe, kiosk, reklamer m.m. efterhånden. Nu skulle der kun være en perron med spor på hver side. Og 1956 blev der opført et perrontag.
Sporvogn med kort levetid
Der blev lagt spor til den hurtige sporvognsrute 19x til Rådhuspladsen. Men ruten fungerede kun fra 1952 – 1958. Omstigningsforholdene mellem Slangerup
– banen og Nørrebros Stationer havde i mange år været utilfredsstillende. Omkring 1950 skete der en radikal forbedring. Et trinbræt blev etableret ved Tagensvej.
S – tog
Elektrificeringen til Farum havde været drøftet næsten fra KSB´s start, men først ved lov nr. 145 af 17. maj 1961, skulle det endelig blive til noget. Men der skulle gå endnu 16 år, før Hareskovbanen, som den nu kaldtes, blev S – bane.
I 1970 tog man fat på et anlæg af dobbeltspor til Svanemøllen. Det kunne man dog godt have sparet sig, for i 1971 blev det vedtaget at Hareskovbanen skulle have ændret linjeføring fra Emdrup til Svanemøllen. Dermed var Lygten Station nedlagt.
Nedlagt i 1976
Stationen blev nedlagt den 24. april 1976. Det sidste tog afgik under enorm opsigt og interesse. Efter at det sidste tog var ankommet slukkedes stationens udendørslys . Men i stationskontorerne var der stadig lys og stemning.
Hvad skulle der ske med bygningerne. Nogle mente, at bygningerne skulle fjernes, og der skulle indrettes til park. Andre mente, at her skulle være kro. Perronen skulle indrettes med krohave. Og stationsbygningen blev brugt til mange ting i årenes løb. Selv har jeg holdt foredrag i de flotte lokaler, men akustikken er ikke særlig god.
Frihavnsbanen
Frihavnsbanen gik også på en del af strækningen gennem Lersøen. Den fulgte den senere anlagte Rovsinggade parallelt til Lyngbyvejen og fortsatte langs Vognmandsmarken til Strandvejen, hvor første del af Svanemøllebroen opførtes. Der fra gik det videre til Frihavnsgitteret
ved Århusgade.
Indvielsen af Frihavnen måtte udskydes, da den russiske kejser Alexander den tredje var afgået ved døden den 1. november. Kongefamilien kunne ikke deltage. Det første egentlige godstog på ruten kørte den 9. november 1894.
I 1895/96 blev der transporteret 80.317 tons gods mellem Nørrebro og Frihavnen. I årenes løb skete der en del omlægninger. Sporet var gået fra Nørrebro Station, men fra 1. juli 1930 udgik sporet fra Lersøen Rangerstation.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 9.-03. – 2022
Maj 3, 2010
Den allerførste station blev etableret 1879 på Nørrebros Dossering. Der opstod rygter om administrationsbygning for de sjællandske jernbaner ved Kirstinedal. Nogen kunne ikke vente på ”holdeplads”. De ville lave privatbane. Skrabede budgetter var årsag til Station A og B. En fyrbøder måtte løbe efter sin maskine helt fra Østerbro. En dag i 1914 var en mand på arbejde og 17 sygemeldt.
Den allerførste station
Egentlig oprettedes den første station på Nørrebros Dossering nr. 2. Her blev der indleveret stykgods og banepakker. Det var syv år før den første rigtige station kom til Nørrebro. Dengang i 1879 var der fire daglige forbindelser til Københavns Hovedbanegård. Men meget hurtig lukkede denne station.
Rygter om en holdeplads
Da loven om Nordbanen og Klampenborgbanen blev vedtaget opstod der rygter om en holdeplads på Nørrebro. Fra Indre Nørrebro var man glad for det rygte. Men problemet var, at der, hvor man havde påtænkt at holdepladsen skulle være, var der ikke noget efterspørgsel. Det skyldtes vel, at der her kun lå bondegårde og åbne marker. Ja stedet blev kaldt Havremarken.
I den mærkelige avis Sandhedsfaklen kunne man i 1862 læse:
Endnu ingen gang i Ydre Nørrebro
De to nævnte gårde, Ventegodt og Petersminde drev endnu i 1880 selvstændigt landbrug. Men Nørrebro voksede. I 1867 antog man at bydelen havde 20.000 indbyggere. Man havde ligefrem:
Problemet var bare, at der endnu slet ikke var kommet gang i byggeriet på Ydre Nørrebro. Men efterhånden forværredes situationen omkring Hovedbanegården. Blandt de mange planer var en forbindelse mellem Frederiksberg og Nørrebro.
Men ak, så fulgte årene 1885 – 1894. Man kaldte årene, for de år, hvor der blev drevet visnepolitik. Det var meget skrabede projekter, der blev udført dengang.
Nye rygter
I stedet for en million bevilling til anlægget ved Nørrebro Station, blev der kun bevilliget 400.000 kr. Der var en del debat om, hvor stationen skulle ligge. Et københavnsk dagblad havde opsnappet, at gården Kirstinedal, var blevet købt. Man mente, at de sjællandske baners kontor skulle flyttes herud. Det var cirka på det sted, hvor den nuværende Nørrebro Station ligger. Personalet skulle transporteres til og fra kontorerne.
Men det viste sig at være en avisand. Der skulle bygges en hel station herude. Men så skete der ikke mere.
Private ville i gang
Befolkningen på Nørrebro var ved at blive utålmodige. Trafikbehovet var stigende. Nørrebro Sporvej havde i 1884 solgt 426.554 biletter a 5 øre.
I sommeren samme år havde en række Nørrebro – borgere fundet sammen for at drive en jernbane. De sendte et andragende om tilskud til opførelse af en stationsbygning i form af et skur. Prisen var cirka 25.000 kr. Selv havde man fremskaffet 6.000 kr.
Station A og B
Men i 1882/83 lykkedes det endelig at få bevilliget 250.000 kr. til køb af arealet. Tillægsbevillinger på 150.000 kr. lykkedes det også at få fremskaffet. Det gik stærkt i begyndelsen. Jordarbejderne var nogenlunde færdige i november 1885.
Tømmerværket på stationsbygningerne var rejst midt i marts 1886. Afgangsstationen A kom til at ligge ved Bjelkes Allé og ankomststationen Station B ved Lyngbygade (Hillerødgade).
Man havde håbet at få skovtrafikken med, med åbning 1. maj. Men murerarbejdet blev forsinket. Først den 1. juli 1886 fandt åbningen sted. I begyndelsen var toggangen ret beskeden. Man havde undervurderet Nørrebro – borgernes interesse for skovudflugterne.
Et par damer besvimede
Sidst i august skete stationens første uheld. Da det sidste aftentog fra Klampenborg kørte ud fra stationen, kolliderede det med et indkørende tog mod Klampenborg. Avisen kunne dog berolige læserne
Kystbanens åbning den 2. august 1897 betød ikke nogen større forandring i toggangen på Nørrebro. Et par af kystbanetogene ekspederedes på Nørrebro.
Det var nok at bestille på Nørrebro Station. Den upraktiske indretning og trange rangerforhold gav ofte problemer. Og i de trange kontorer fik man nye udfordringer. I 1889 fandt man på at flytte Lygtevejskvarterets Postexpedition ind i stationen.
Vokseværk
I 1890erne foretog man større udvidelser på stationsarealet og nye baner og sidespor kom til. I forvejen foretoges flere udvidelser på Nørrebro Station i anledning af Frihavnsbanens anlæg. Til publikums sorg fjernedes gangbroen over sporene nord for stationen. Den havde lettet overgangen siden åbningen . Men sporudvidelserne dødsdømte denne gangbro.
I 1894 blev der flere ansatte på Nørrebro Station. En assistent, en overportør og fire almindelige portører. Snart blev personalet igen forøget.
Godstrafik til Frederiksberg
Først i 1890erne blev der vedtaget at ligge et dobbeltspor til godstrafik mod Frederiksberg. På denne strækning kørte cirka 12 – 15 tog hver dag. I 1898/1899 anlagdes et privat sidespor for Københavns Magistrat til dennes stenplads lige i nærheden. Københavns Sporveje fik forbindelse nordpå til overleveringssporet mellem DSB og KSB. Her ankom i tidens løb en del sporvogne fra Scandia i Randers.
Stationen havde ingen remise, heller ikke et lokomotivdepot. Rangermaskinen kom tidlig om morgenen fra Godsbanegårdens remise og kørte hjem sent om natten. Også Frederiksbergs rangermaskine var ofte på besøg på Nørrebro. Men ellers brugte man også en hest.
Langt om længe fik Nørrebro sin egen maskine.
Stor ravage på stationen
I 1907 forsagede denne maskine stor ravage. Ca. 50 meter fra remisen faldt fyrbøderen, der kørte maskinen af denne. Formodentlig har hans jakke grebet fat i regulatoren, som fik hele armen. Maskinen for afsted, ind i remisen og ned i skydebroens grav, tværs over denne og op på sporene med forhjulene – lige langt nok til at give en henstående anden rangermaskine et sådant fur, at den røg gennem remisemuren og væltede udenfor.
Men da den herreløse maskine ikke selv kunne få baghjulene med op, selv om graven kun var ca. 35 cm høj, stod den og arbejdede for fuld damp, indtil en behjertet tililende fik lukket for dampen.
Begge maskiner blev noget ramponerede, og fyrbøderen, som faldt af, brækkede et par ribben og fik hul i hovedet.
Løb efter sin maskine
15 år senere fik Nørrebro atter besøg af en herreløs maskine.
På Østerport Station skulle den have kul. Fyrbøderen kørte den til kulkranen og lagde dennes kæde på trækkrogen. Da han kørte maskinen frem for at trække kulkassen op, sprængtes et damprør i førerhuset. Strålen ramte en oliedunk, hvis låg fyrbøderen fik i hovedet. Blændet af damp og olie fladt de arme mand ned fra førerhuset uden af få lukket regulatoren. Maskinen sprængte kæden og begav sig ud ad Frihavnsbanen mod Nørrebro. Heldigvis i adstadigt tempo på grund af lækagen.
Hurtig blev overskæringernes bompassere advaret. Den herreløse maskine – med fyrbøderen i hælene – lavede ikke andre ulykker undervejs end at vælte den bagerste vogn i et kul-tog fra Øster Gasværk.
Da den herreløse nåede ind på Nørrebro station var det i skridtgang og lokomotivføreren fra et tog på Frihavnsbanen steg på og lukkede for dampen, hvorefter han tog desertøren og den i mellemtiden ankomne forpustede fyrbøder med til Østerbro.
Fjernet i sidste øjeblik
Uheld har den gamle Nørrebro Station ikke været forskånet for. Men der har ikke været større eller omfattende. Det har drejet sig om rangeruheld, fejlindstillede sporskifter eller nedbrud, som har givet forsinkelser.
Ejendommeligt nok er der ikke sket flere uheld ved overskæringerne med gadetrafikken. Et par gange har sporvogne været impliceret. I 1902 knuste toget en hestevogn på Jagtvejen. I 1921 påkørte en sporvogn bommen på Hørsholmgade, lige før toget skulle komme. Vognen blev fjernet i sidste øjeblik og vognstyreren blev suspenderet.
Mange godstog
I 1906 åbnede København – Slangerup Banen (KSB). I begyndelsen medførte dette ikke den store konkurrence. Men reklameudfoldelse betød kortvarig konkurrence. Indtil første verdenskrig steg persontrafikken år for år på Nørrebro station. Godstransporten steg endnu mere, selv under krigen.
Da røret til Boulevardbanen blev helt færdig i 1918, blev Nørrebro en ren Nordbane-station.
I en periode afgik der kun dagligt 11 persontog fra Nørrebro. Til gengæld var der omkring 37 godstog dagligt.
Da den gamle hovedbanegård blev nedlagt i 1911 forsvandt også sporet til Frederiksberg. Det medførte mange protester men DSB var ubøjelig. DSB ville også
nedlægge Nørrebro Station. Dette medførte i 1914 voldsomme reaktioner på Nørrebro.
Protestmøde i Folkets Hus
I Folkets Hus den 17. november havde Socialdemokraten indkaldt til stormøde. Trafikminister Hassing Jørgensen så ingen anden udvej end en ringbane. Men anlæggelse af denne ville koste 8 millioner kroner.
Nørrebro Station overlevede, og hvorfor skulle den ikke også det. Den blev brugt af cirka 400.000 passagerer. Problemet var bare alle overskæringer omkring Nørrebro Station.
En mand på arbejde – sytten syge
Den Spanske Syge hærgede i sommeren 1918. Og en dag gik det helt galt på Nørrebro Station. Der var 17 sygemeldte blandt personalet. Hele godsekspeditionen manglede. Der var kun mødt en frem.
Dengang kunne stationsforstanderen bo i en herskabslejlighed Nørrebrogade 168. Han havde hele 123 m2 til rådighed med alle moderne bekvemmeligheder,
pigekammer og karnap.
Selvstændig godsekspedition
I 1900 var personalet vokset til over 30. Godsekspeditionen ved Stefansgade blev i 1901 ophøjet til selvstændig, regnskabsførende godsekspedition.
Blindtarm af bane
I 1921 var der igen fare på færde. For personalet var det mærkelig fornemmelse, at se stationen som en endestation for en blindtarm af en bane fra Hellerup.
Status som godsbanestation var uforandret.
Men nu kørte der kun 12 små tog – med et par personvogne. Der var dog både 2. og 3. klasse. Den dyre vognklasse blev dog inddraget i 1926.
DSB prøvekørte i september 1926 nogle nye to-akslede benzinmotorvogne. Der kunne være 100 passagerer i to motorvogne med en bivogn i midten. Køretiden til Hellerup var 9 minutter. Nogle gange var der stop ved Lyngbyvejens trinbræt.
I 1928 brændte en motorvogn på Nørrebro Station, da der skulle hældes benzin på. En uges tid efter, skete der akkurat det samme.
Den gamle station lukker
Den gamle station lukkede den 30. juni 1930. Det hele så også noget forsømt ud i slutningen af 1920erne. Straks efter lukningen, blev der taget fat på oprydningen. Nu er området lagt ud til Nørrebroparken.
Jeg skal ærlig indrømme, at når jeg har stået i Nørrebro Handelsforenings stand under Kulturelle Markedsdage, så har jeg da tænkt på disse tog, der engang kørte her.
Et udvalg udgav i 1917 en betænkning, der gik på, at oprette en ny Nørrebro – personstation og en ny godsbanestation mellem Lersøen og Tagensvej. Loven om en ringbane blev allerede vedtaget i 1919. Men DSB havde nok andet at se til.
Bommene nede i 212 minutter pr. døgn
Den 26. februar 1924 var der foretaget målinger ved 8 bombetjente overskæringer i København. Den mest generende var den på Nørrebrogade. Her var bommene nede 78 gange i et døgn – i alt 212 minutter. Der var 67 plantog samt nogen rangering at rulle ned for. Der standsede 361 biler og 18 motorcykler.
Al anden gadetrafik havde åbenbart ikke DSB´s interesse. Herunder sporvogne, hestevogne, trækvogne, cyklister og fodgængere. Sidstnævnte kunne jo hvis de var utålmodige forcere træbroen over banen lige ved Nørrebrogade.
Dansk Vejskrift omtalte Hellerup – Nørrebro togene som
Højbanen
Den første del af højbanen, Hillerødgade – Ørnevej var fuldført i 1926. Men det gik ikke så stærkt med resten indtil Nørrebrogade med en ny personstation. Men i løbet af 1930 var det hele færdig.
Hastigheden for både damp – og motorvogne kunne nu sættes op til 60 kilometer i timen. Nu var der kun i korte perioder gener for trafikken på Nørrebrogade. Således ankom der i 1931 sporvogne fra Vognfabrikken Scandia i Randers til sporvognenes plads. Dette spor blev faktisk først fjernet i 1947.
Men FDM klagede i 1937 over forholdene i Heimdalsgade over det gamle Nordbane – sporareal.
Inspiration fra Berlin
Den nye personstation var noget så funkis. Man havde nok skelet lidt til en station i Friedrichstrasse i Berlin.
Og tænk fra 1931 kunne man næsten købe biletter til alle landets stationer. For enden af hallerne var der i dennes buer glasruder. Men de blev i 60erne opgivet på grund af tilsodning med lokomotivs-røg. Ruderne var også tilbøjelige til at falde ud.
Og den ny station kostede dengang 200.000 kr.
Højbanen forløb videre mod Godthåbsvej. Under banen blev der indrettet butikker og lagerhaller. Frederiksberg – Flintholm – Grøndal – Nørrebro – Hellerup banen er på ca. 8,5 kilometer og kostede 8, 5 millioner kroner. Selve højbanen er kun 600 meter og kostede 1, 4 millioner kroner.
Stor interesse
Den 14. maj 1930 blev Frederiksberg Linien så indviet. Det var med et lille motortog, der kom fra Riskov – ruten i Århus. De første dages trafiktal var lovende.
Store Bededag den 15. maj havde togene Frederiksberg – Hellerup 7.100 passagerer. De 2.000 kom fra Nørrebro.
Loven om elektrificering af Københavns Nærtrafik blev vedtaget den 26.april 1930. Anlægsarbejdet blev iværksat i 1931/32.
Toggangen fra Nørrebro Station blev udvidet til 20 minutters drift. En kort overgang fik S – Banen via Nørrebro 10 minutters drift i myldretiden.
Godstrafikken steg voldsomt
Godstrafikken steg voldsomt på den gamle godsstation ved Nordbanegade. I begyndelsen af 1920erne blev der opført en ny administrationsbygning. Men en pludselig nedgang ødelagde det hele. Da Højbanen skulle bygges blev godsarealerne nærmest brugt som losseplads. Store mængder af fyld, grus og sten lå spredt over godsarealet i mange år.
Endelig i 1930 tog man initiativ til at redde godsstationen fra forfald. Det såkaldte varehus havde 13 porte og 5 kamme mod stationspladsen, toldpakhus, depotbygning, værksted m.m.
I 1965 blev Mimersgade spærret. Nogle godsvogne var kørt for langt
Metro – byggeri
Et storstilet projekt som Nørrebro Park Kvarterløft med indretning af fancy butikker under højbanen blev aldrig til noget. Men om ganske få år vil området omkring Nørrebro Station ændre sig, når Metro – byggeriet når hertil.
Og samtidig med, at vi i Nørrebro Park Kvarterløft besluttede, at give Nørrebroparken adskillige millioner kroner til en renovering sad andre embedsmænd og besluttede, at en stor del af denne park skulle indrettes til Metro – byggeplads.
For nogle år siden diskuterede vi så anlæggelse af en nyt torv foran Føtex. Det var godt, at dette ikke blev til noget. For også det sted skal indrettes som Metro – byggeplads. Men langs om længe kom der så alligevel en ny plads Mimersplads.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dkindeholder1.784artikler
– Under Nørrebro finder du 304 artikler
Redigeret 9. 03. 2022
Maj 3, 2010
De danske ord forsvandt. Da soldaterne kom, var der udsolgt af øl. Man efterlyste unge piger. Kaffepunchen blev dyrere grundet en åndssvag forordning. En karrusel i Flensborg tiltrak befolkningen. I Klues var der frække piger. Og på Møllesøen var der skøjteløb. Et år var der mangel på kartofler og på Smedeby Station tiltrak messing til Kobbermøllen stor opmærksomhed.
De danske ord forsvandt
I sognet tænkte man på kammeraterne ved fronten. Aviserne bragte hver dag nye sejrsmeldinger. Den ene fæstning efter den anden faldt. Aviserne bragte tabslister i begyndelsen. Spændt
kiggede man efter om der var bekendte på listen. Det skulle snart vise sig, at unge fra egnen var blandt dem, der faldt. Det var trist læsning.
Man skulle huske at sige Fahrkarte, Rückfahrkarte og Bahnsteig. Billet og perron fandtes ikke mere. De fleste danske ord forsvandt, nogle af dem kom aldrig tilbage.
Ude på hoved-banen skulle der gås vagt. Her blev gårdejere med en hvis pondus udpeget. Kirketjener Hans Jensen fra Bov var stedfortræder for en af gårdejerne. Engang, da han kedede sig lagde han sig til at sove ved siden af sporet. En ældre løjtnant, der var på inspektionstur, opdagede det. Løjtnanten spurgte, om det var ham, der holdt vagt.
Køerne fik ikke mere mask
Selv køerne i Bov Sogn kunne mærke de ændrede forhold. Malkekøerne var vant til at få et fodertilskud af mask, som der hver dag blev hentet på et bryggeri i Flensborg. Men dette tilskud var nu forbeholdt hestene i Flensborg. Selv om det var krig, fortsatte man med at brygge øl. Det var også slut med oliekager og fodersukker. Bindegarn til selvbinderen meldte købmand
P. Møller i Frøslev også udsolgt af. Mere kunne ikke skaffes.
Indkvartering af soldater
Nu erklærede England også tyskerne krig. I sognet kom der kvartermagere. I Smedeby skulle der pludselig indkvarteres 60 mand og 2 officerer. En lille fjedervogn blev straks spændt fast og over til Flensborg gik det i en fart. Hos slagter Paulsen blev der købt ind i store portioner, svinesteg, oksesteg og store mængder af pålæg. Nogle koner blev der sendt bud efter. I loen blev der dækket op med borde og siddepladser.
Så kom de, regimentet i triste grå uniformer. De fik tildelt deres kvarterer. Og efter bespisningen tog de ned i den lille eng, for at vaske sig i bækken. Mange forsøgte at få sig en lille lur.
Udsolgt af øl
Hen imod aftenen blev soldaterne mere friske. Smedeby, hvor de havde taget ophold så meget idyllisk ud. De grimme teglværker var forsvundet på den tid. Men det undrede soldaterne, at der næsten ingen unge piger var i byen. De fandt ud af at marketenderen lå i Hokkerups gård. Så de forsynede sig med øl, og snart var der udsolgt. Og kroen lå dog lige langt nok væk.
Store bjerge af smørrebrød blev fortæret. Ikke et eneste var tilbage. Nu var det jo praktisk med så mange raske svende, så de fik lige lidt arbejde i marken, som tak for mad. Regimets- kapellet kom om aftenen til den lille by. Og krigens slagere rullede snart ned gennem dalene.
Næste dag var der afmarch. Deres udstyr vejede 90 pund. Næsten udelukkende holstenere var Regiment 163 fra Rendsborg Garnison var der.
I nattens muld og mørke var de afrejst. Først en gang til Fårhus, hvor der var en rampe til toget. Hele styrken med heste og vogne blev pakket i et tog og sendt til Belgien.
De havde fået en meget uvenlig modtagelse. Pludselig var de blevet beskudt fra alle vinduerne af civilbefolkningen. De havde lidt svære tab. Men straks var de brudt ind i husene, og
dem der var i besiddelse af et gevær blev skudt.
Hamstring var upopulær
Alle fremtrædende folk inden for den danske bevægelse blev sat under husarrest på et hotel. Så vidt vides, var der ingen fra Bov Sogn. Ved krigens udbrud blev der hamstret. Alt i udenlandske varer blev hamstret, så som kaffe, te , ris, kakao og mange andre ting. Også stoffer i metervarer blev opkøbt. Aviserne slog hårdt ned på disse, men lige meget hjalp det.
Nu var det dog kun pengefolk, der havde råd til at hamstre. Småfolk havde ikke råd til det. Der var ingen i Smedeby, der hamstrede. Her betød det ikke så meget, at man lidt efter lidt måtte drikke kornkaffe. Brød, smør og kødvarer blev rationeret. På gårdene måtte man slagte en gris om året. Livet i Smedeby gik nogenlunde, som inden krigen.
Sæbe – en ler-klump
Værre var det dog med festtøjet. Man kunne ikke få sine støvler forsålet. Ja så skulle man da lige selv have et stykke gammelt drivrem med. Så blev støvlerne forsålet, forsynet med en jernring og sålerne blev spækket med soldatersøm. Sæben var også knap. Det man kunne få som erstatning var nærmest en ler-klump, der lugtede lidt af sæbe. Først efter otte dage kunne man få klumpen til at skumme lidt.
Varerne man fik tildelt holdt prisen. Så her steg udgiften dog ikke. Soldaterkonerne fik en forholdsvis god understøttelse. Disse blev uddelt af kommuneforstander Jørgen Lenger. Det var også ham, der stod for rationeringskortene.
En mærkelig forordning
Mange bekendte mødtes på Bezirkskommando. Her kunne man få ordnet sine papirer. På de talrige kroer i omegnen blev dette så fejret med en kaffepunch eller to. Og så skete det, at det blev til flere. I skarer drev de så syngende og skrålende ned til det sidste tog. Borgerne beklagede sig over denne larm.
Byrådet gik i tænkeboks og fik så den besynderlige ide at vedtage, at en kaffepunch ikke måtte koste under 50 Pf. Indtil da havde den kostet 15 Pf. Eller syv stk. for én Mark.
Men ynderne af kaffepunch var nu meget snu. Når der nu kom tre eller fire mand ind for at fejre gensynet , bestilte de bare en punch eller tre eller fire kopper, alt efter hvor mange de var. Og så blev de lige så fulde som før. Forordningen havde absolut ingen virkning.
Dans og sang forbudt
Al dans og forlystelse var forbudt. Cykelture kunne det heller ikke blive noget af. Straks i begyndelsen af krigen, skulle al cykelgummi afleveres. Cyklerne lå nu på loftet eller i udhuset og rustede. Hvis man skulle have tiden til at gå, kunne man tage til Flensborg. Her var der en stor og omfangsrig krigsudstilling. Der så man legemsstore figurer af alle fjendtlige soldater i alle fjendtlige soldater i deres originale uniformer med hele deres udrustning. Der var sorte, brune, hvide og gule folk fra hele verden. Et par fjendtlige flyvemaskiner og meget andet kunne også beskues. Og når vi nu er ved Flensborg. Så blev en karrusel opstillet i Nystaden lige over for Biehls Trælasthandel. Men ak, der var kø hele tiden. Mange måtte vente helt til kl. 21.30,
for da måtte soldaterne forlade området med deres piger. De skulle være i seng klokken 22.
Det var nu ikke udelukkende for at køre karrusel, folk var kommet. Karrusellen spillede jo alle kendte dansemelodier, så folk benyttede dette til at tage sig en lille dans. Og plads var der nok af. Karrusellen stod på en nedlagt byggeplads. Og politiet holdt sig væk.
De frække piger fra Klues
Så gik det nord på. Mange bøjede af undervejs. Og til sidst var dem fra Bov Sogn alene med de frække piger fra Klues. Disse piger lokkede de unge mænd fra Bov til at besøge dem. De havde et sted, hvor de ofte dansede i mørke til klavermusik. En gang imellem tog man også toget for at gå i kino i Flensborg.
Ellers sad man på halmknipper i hestestalden og udvekslede nyheder. Her sad man også og sang og spillede lidt.
Englænderne duede ikke
De bedste heste tog militæret. Men der var hjælp til landbruget. I Bov havde man indrettet et lille kvarter til krigsfangerne. Der fulgte to vagtposter med. I begyndelsen var det englændere. Men gårdejerne havde store mistro over for dem. De havde ikke det mindste begreb om landbrug.
Ofte tog de sig store friheder og meldte sig syge. Vagtmændene kunne ikke rigtig stille noget op med dem. Det hele endte med, at de blev sendt tilbage til fangelejren i Güstrov.
To dage senere kom russere i stedet. De var helt anderledes og blev højt værdsat af bønderne. De var en trofast hjælp de sidste år af krigen.
Mangel på arbejdskraft
Efterhånden blev flere og flere indkaldt til militæret. Det stillede større krav til de andre med at klare høsten og andre ting på gårdene. Og høstfesten blev også klaret. Vafler og sødsuppe blev serveret til middagen. De fleste mænd i sognet mellem 20 og 30 år var indkaldt. Der var akut mangel på arbejdskraft. Som oftest foregik session på Hotel Nordischer Hof, det senere Flensborghus. De kommende soldater blev opstillet ude i gården. Derefter blev de 17 – årige kaldt op ved navneopråb.
Efter en kort uddannelse blev de unge så sendt til fronten. Forældrene til dem, der ikke klarede den fik et brev, hvori der stod, at deres søn havde lidt heltedøden for Tysklands ære.
Pligtaflevering af halm hørte til dagens orden. Ovre i Jørgensby var der en hel fabrik, der ikke lavede andet end at skære hakkelse. Der lå store lagre af halm og tagrør uden for fabrikken.
Skøjteløb på Møllesøen
1916 begyndte med voldsomme snemasser. Der var også besvær med belysningen, når der skulle arbejdes i stalden og på loftet. Petroleum kunne ikke skaffes. Man kunne få staldlygter til karbid og også til kogesprit. Men disse var ikke særlig effektive. Det meste af arbejdet blev foretaget i mørke.
Man kunne løbe på skøjter på Møllesøen. Der var masser af liv dernede. Også fra Kobbermøllen kom de unge på skøjter.
Flere gange kom Kommerzienratens børn fra Krusågård med deres gæster ned på søen. De havde fået undervisning i skøjteløb. Og det så imponerende ud. De kom dog også med de bedste skøjter, der kunne fremskaffes. De andre skøjter var hjemmeslavede. En meget sindrig konstruktion.
Tøj og støvler fra Flensborg
Det kneb efterhånden med skotøj. Også arbejdstøj var svært at skaffe. Hos Adolf Johansen i Nørregade i Flensborg kunne man købe billige bukser. Problemet var bare, at de ikke kunne tåle at blive våde. De var fremstillet af grove papirtrevler, som var sammenvævet. Ja, de kunne heller ikke tåle at blive vasket. De holdt nu ikke længe. En gang regnvejr og så var de ikke bukser mere.
I Flensborg blev der oprettet to udsalgssteder, et for brugte reparerede militærstøvler og et for arbejdstrøjer og bukser om-syet til civilt formål. Desuden kunne man købe kasseret militærudstyr. Begge steder lå nede ved havnen. For at kunne købe tingene skulle man være i besiddelse af en Bezugschein. Det viste, at man var trængende.
Soldaterkonerne gik i grupper til marskandiserne i Flensborg. Et stykke strikketøj kunne op-rimpes og garnet bruges til at strikke strømper af. Gamle frakker og jakker kunne sprættes
op, vendes og udmærket børnetøj blev resultatet. Når konerne havde afsøgt det hele gik det med toget tilbage. Udbyttet var ikke altid tilfredsstillende, men man havde haft en fornøjelig dag ud af det.
Lyngkoste fra Frøslev
Ude i Fårhus var der opstået en produktion af lyngkoste. Det var Jes Asmussen, der startede dette. I lang tid lå han på lazaret. En granatsplint havde beskadiget hjerneskallen. I stedet for den manglende hjerneskal havde man indsat en sølvplade. Men produktionen var nu ikke den store succes.
Mangel på kartofler
Et år slap kartoflerne op. Man måtte i stedet spise gulerødder og atter gulerødder. Rugvælling blev ligefrem en delikatesse i sammenligning med dem. Denne vælling blev serveret både morgen og aften. Om morgenen fik man dog to stykker brød til. For det meste var det kvark på. Kvark var en slags ost, som man lavede af skummetmælk, og den lod sig smøre lige som smør.
Gaver til frontsoldaterne
Hvert år op mod jul blev der iværksat store indsamlinger af Liebesgaben til frontsoldaterne. De første år blev der samlet meget ind, men efterhånden var det ikke så meget at komme efter. Man gjorde dog store anstrengelser for at hjælpe de pårørende ude ved fronten. Det var cigaretter, tobak, måske en ny pibe eller et par hjemmebagte pebernødder. Måske var der også en sirupskage imellem.
I foråret lagde man et feltbanespor fra Kobbermølle op til Smedeby Station. På dette spor skulle smelte-materiale køres til fabrikken, hvor man smeltede det og lavede granattændere af det. Materialet kom fra Belgien, hvor man havde beslaglagt alt kobber – og messingtøj. Dette var for længst afleveret herhjemme. Nu var det ikke så meget af dette på Bov – egnen blandt småkårsfolk.
Messing til Kobbermøllen
På Smedeby Station stod tipvogne med lysestager i alle størrelser, fra små sirlige på 10 cm op til store svære på en meter. Kristus – figurer i samme størrelsesorden. Kobberkedler, vægtlodder, statuer og statuetter, klokker, skåle, dørplader. Der var tusinde forskellige ting, der stod klar til at blive forarbejdet. Masser af ting var hentet fra kirker.
For de unge i sognet var Smedeby Station et yndet udflugtsmål. Der var altid noget at hente. Engang løb et par vogne af sporet nede ved slottet. Ladningen bestod af krucifikser af messing. Russiske krigsfangere kom forbi og puttede en håndfuld i lommen. Der stod også en vogn på stationen uden tippelad. Den lånte de unge sommetider om aftenen. Så stod den på halsbrækkende køreture ned ad bakken.
Lys i Smedeby
I sommeren 1917 blev Smedeby koblet til kraftværket i Flensborg. Masterne blev rejst fra Bov til Smedeby. Fem mand var beskæftiget med det arbejde, men det gik nu ikke så hurtig. En mast pr. dag. En transformator blev etableret ved Pebergade. Det var et stort øjeblik, da der kom lys til Smedeby. Pludselig tog arbejdet i stalden om morgenen kun den halve tid.
Nu kunne de unge også mødes under rigtig lys i hestestalden, selv om de fik at vide, at de skulle spare på det nyerhvervede lys.
Tyskernes nationalspise
Nede i dalen på Valdemarstoft havde man specialiseret sig i tørring af roer. Senere blev der lavet Dørrgemüse af dem. Det var næsten blevet Tysklands nationalspise i særdeleshed af småfolk i byerne. Myndighederne fortalte, at når Rusland var erobret ville der være mere mad til befolkningen.
Mange husholdninger havde plantet sukkerroer i deres haver. Der blev kogt sirup af dem op mod jul, hvis man ellers kunne få fat i noget mel.
Julemåltidet bestod også af langkål med svine-hoved. Og gaven bestod som regel af noget sammenflikket tøj.
Rygter når Smedeby
Rygter opstod om strejker i Polen og opstand i marinen. I Kiel var der ligefrem revolution. Også ud til fronten bredte uroen sig. Disciplinen faldt og efterhånden gik der opløsning i det hele.
I Smedeby var man ikke lutter begejstret for udviklingen. Tyskerne var kendt som et lovlydigt folk. Her var der ikke så meget plads til anarkistiske tilbøjeligheder. I Berlin kæmpede marinen mod infanteriet. Der var ingen anden udvej end at søge våbenhvile, men inden, ja så stak kejseren af til Holland.
Uorganiseret afmønstring
Efter kapitulationen begyndte afmønstringen. Men det var temmelig uorganiseret. Mange vente hjem inden. De efterlod dog lige geværet. Ind imellem fandt de et tog, men ellers gik det til
fods. I hjemmene var der glæde. Krigen var forbi. Krigens følger forsvandt dog ikke lige med det samme.
Masser af arbejde i Bov Sogn
I byerne var der masser af arbejdsløshed, men ikke i Bov Sogn. Kommerzienrat Hübsch på Krusågård, der ejede mange ejendomme på egnen, beskæftigede flere hundrede mand ved anlægsarbejde og byggeri. Vejvæsnet brugte også masser af folk. Ofte havde man en lang vej til arbejde. Der fandtes stadig ingen cykler. Levnedsmiddel – situationen var ikke blevet bedre. Men man behøvede ikke mere at tænke på pårørende ved fronten.
Nye tider
Pludselig blev der indført en arbejdstid på otte timer dagligt. Men det mærkede man nu ikke noget til i landbruget. Nu gjaldt valget pludselig også for kvinder. Valgalderen
blev nedsat og der opstod helt nye partier. En ny rigsdag, en regering og en præsident skulle vælges. De allierede krævede enorme krigserstatninger. Forordningen om, at heste ikke måtte
slagtes, så længe de kunne stå på benene, blev ophævet.
Bal på Bov Kro
De nye tider prægede befolkningen i Bov. Man talte pludselig om politik. Ja den enkelte havde pludselig et standpunkt. Nu måtte man pludselig danse. Man fik trang til at indhente det forsømte. På Bov Kro var der nu bal hver søndag. Ved indgangen til salen hang en stor plakat, der bekendtgjorde, at dans i jernbeslået fodtøj var forbudt.
Kromanden stod selv og lyttede efter mistænkelig fodtøj. De stærke drikke havde endnu ikke vundet indpas. Men stemningen var alligevel høj. Man drak vin eller bowle, der bestod af forskellige slags vine.
Arbejderrådets ultimatum
Hver kommune fik sit arbejder – og bonderåd.. Officielt var de valgt af folket. En af de første initiativer var, at man omgående skulle forhøje smørrationen fra 50 gr. Til 75
gr. om måneden til Smedebys befolkning. I modsat fald ville folk fra Smedeby spærre sine grænser for al aflevering til Flensborg.
Farvel til krigsfangerne
Det var lidt sørgmodigt, da de russiske fangere skulle forlade sognet. De blev kørt til banegården i Flensborg. Ved banegården holdt et langt tog med lukkede godsvogne. Langs resten af toget stod i lange rækker af fanger opstillet med små mellemrum. Mellem hvert hold og foran hvert hold stod vagtfolkene.
Der blev udvekslet mange gange Dosvedanje. Fangerne gav udtryk for, at de aldrig ville glemme befolkningen i Bov. Om de kom helskindet hjem vides ikke.
Kilde:
Maj 3, 2010
En sand jernbanefeber bredte sig i Sønderjylland. Snart var der bygget 450 kilometer smalsporet jernbane i landsdelen. Det kneb dog for de svage lokomotiver at køre op af Lundsbjerg. En hertug i Gråsten forsøgte at spænde ben. Og det tog hele tre timer at køre via kringlede strækninger på Løjt land via Hovslund til Løgumkloster. Preusserne ville ikke betale, men de brugte banerne til at øge tyskheden. Vi skal også høre om efterfølgeren DSB´s Klosterbane 1927 – 1936.
Kunne se banen
På et tidspunkt boede jeg på Jernbanegade i Aabenraa. Fra to af værelserne havde jeg udsigt ud til det gamle jernbaneterræn. Og jeg har sandelig også set damptog på strækningen. Det var i forbindelse med julen, hvor der kørte veterantog på strækningen.
Nationale følelser
De snakkede og snakkede. Men der skete ikke noget. Det var jernbanen, de talte om. Man havde fået styr på anlæggelse af veje. I 1850erne var vejen Flensborg
– Kolding klar og ti år senere strækningen Husum – Ribe.
Problemet med jernbanen var Hamborg. Man mente, at byen fik endnu mere betydning ved anlæggelse af en jernbane.
Men senere havde de tyske myndigheder heller ikke så travlt. De betragtede det store danske statsprojekt nord for Kongeåen som en konkurrent.
Der opstod den tanke, at oprette en forbindelse mellem Rendsborg og Flensborg. Denne linje skulle så have en forbindelse til Aabenraa og Haderslev til Årøsund. Samtidig opstod tanken med en linje fra Aalborg tværs gennem Jylland og Slesvig med forbindelse til de holstenske baner.
Fra Altona til Kiel
Den første banestrækning var fra Altona til Kiel. Den blev indviet i 1844. Men ak, der var mange nationale følelser med i spillet om jernbanen. I 1847 opstod der pengekrise i Hamborg. En stor del af handelshusene drev også forretninger i Danmark.
En dampskibsforbindelse mellem Hjerting og Århus til London var opstået. Dette fik stor betydning for, hvor forbindelserne skulle gå. Men så kom regeringsskiftet i 1848 og Treårskrigen.
Fra Flensborg til Tønning
Endelig i 1854 kunne Kong Frederik den Syvendes sydslesvigske jernbane indvis. Den gik fra Flensborg til Husum og Tønning. Der gik en stikbane til Klosterkrug og videre til Rendsborg. I 1858 blev der skabt forbindelse til Slesvig.
Fra Flensborg til Rødekro
I 1862 fik den engelske ingeniør Peto også koncession til at drive en bane fra Flensborg til Vamdrup med sidebaner til Tønder, Aabenraa og Haderslev. Delstrækningen Flensborg – Rødekro åbnede i april 1864.
Fra Itzehoe til Hviding
Sidebanen fra Tinglev til Tønder åbnedes i 1867. I 1878 påbegyndtes banen fra Itzehoe. Den endte i Vedsted via Tønder i 1887. Perspektivet var ikke mere blot godstransport, transport af kreaturer og heste, men også et spirende marked for transport af passagerer til søbade-anstalterne Føhr og Sild.
I Tønder var interessen for banen meget stor. Allerede i 1881 indskød byrådet 130.000 mark aktier. Hele Tønder Kreds indskød 1 million mark som aktier i Marskbaneselskabet.
Flere ønskede endestationen ført til Brørup, men konsortiet stod fast ved Hviding.
Fra Løgumkloster til Aabenraa
Der var etableret gode forbindelser mellem Hamborg og Kiel og videre nordpå til de nordslesvigske østkystbyer. Herfra var der dårlige forbindelser til Vestbanen. Skulle man for eksempel fra Løgumkloster til Aabenraa måtte man skifte tog fire gange, i Bredebro, Tinglev og i Rødekro. Den modsatte vej var der i 1890 tre daglige forbindelser. Første afgang var kl. 6.20. Så kunne man være i Løgumkloster kl. 10.10.
Med toget fra Aabenraa kl. 13.30 tog rejsen 5 timer.
Fra Rødekro til Aabenraa
Af forskellige årsager blev den sidste sidebane Rødekro – Aabenraa først indviet den 12. september 1868. Den 6,7 kilometer lange strækning blev anlagt af Schleswigsche Eisenbahn Aktien Gesselschaft. Den 1. januar 1883 overgik den til Königlichc Preussische Staats Eisenbahn Vervaltung.
Fra den 17. juni 1920 overgik strækningen til DSB. Banen var og er stadig enkeltsporet. Udover de to endestationer var der kun et trinbræt ved Rise.
I forbindelse med de store nedlæggelser af sidebaner i 1971 mistede Aabenraa – banen fra den 23. maj samme år persontrafikken. DSB’s røde busser overtog derefter trafikken.
Loven om småbaner
Preussiske Kleinbahngestz var loven om småbaner og private tilslutningsbaner. Denne lov blev vedtaget den 28. juli 1892. baggrunden var, at der var behov for jernbaner i det nordlige og østlige Preussen. Behovet var også stort i Nordslesvig. Den preussiske regering mente ikke, de havde råd til at finansiere disse baner.
Det lød dog lidt besynderligt, da de preussiske statsbaner kørte med stort overskud. Men finansminister Johannes von Miquel mente, at de små baner skulle finansieres lokalt. Og loven indeholdt heller ikke de samme sikkerhedsforanstaltninger, som gjaldt for hoved-strækningerne.
450 kilometer sønderjysk jernbane
Disse baner befriede regeringen for en stor økonomisk byrde. De var ikke designet til den store tunge trafik. Og det var heller ikke den store hastighed på strækningerne.
Metersporene vejede kun 15 kg pr. meter. Disse lette skinner satte naturlig nok snævre grænser for hvor stor akseltryk, der kunne anvendes. Men man kan rolig sige, at en sand jernbanefeber bredte sig. Det kan nok bedst illustreres ved et citat fra jernbanedirektør Kurth – udtalt i Aabenraa i
1898:
Loven afstedkom en mængde nye jernbanestrækninger. Således var der ved første verdenskrigs udbrud færdiggjort 300 småbaner med 10.000 kilometer spor. I Nordslesvig gav loven anledning til bygning af Apenrader Kreisbahn, Haderslebener Kreisbahn og Alsener Kreisbahn. Fra 1898 blev der i alt anlagt 450 kilometer smalsporede baner.
Efter “Genforeningen” fik de navnene Aabenraa Amts Jernbaner, Haderslev Amts Jernbane og Amtsbanerne på Als.
Tyskheden blev fremmet
De offensive tyske myndigheder under overpræsident Ernst von Köller lagde ikke skjul på, at anlæggelsen af jernbanen tjente som middel i fortyskningspolitikken. De mange jernbanefunktionærer blev et voksende tysk befolkningselement i de overvejende danske områder af Nordslesvig. Samtidig blev jernbanerne og stationsbygningerne symboler på det tyske riges økonomiske og tekniske evner.
Jernbanefeberen blev dog af kort varighed.
Langvarige forhandlinger med hertugen
I Gråsten blev der foretaget lange forhandlinger med hertugen. Og hertug Ernst Günther var ikke hvem som helst. Han var svoger til kejser Wilhelm den Anden. I første omgang havde hertugen accepteret linjeføringen. Men pludselig kunne han ikke acceptere, at linjen gik gennem hans ejendom Østersø og Stengerodde Skov.
Pludselig var højden på den planlagte dæmning også for høj. Det ville skæmme udsigten fra slottet.
Også Sonderburger Dampschiffsfahrtsgesellschaft mente også at en planlagt jernbanestation ville skade dampskibsselskabets interesser.
En masse besøgende til slottet og kurhotellet ville også få deres udsigt forringet. På et tidspunkt i forhandlingerne truede Aabenraa Kreds med ikke at ville støtte projektet.
Da alle syntes at være enige, nægtede hertugen at give byggetilladelse på sine grunde. Men svogeren, kejseren afgav en kabinetsordre den 17. januar 1898. Dette indebar at Aabenraa Kreds havde fået ekspropriation – tilladelse til anlæggelse af kredsbanen.
Dæmningen brød sammen
Under festlige former blev banen indviet den 13. februar 1899. Hertugen var inviteret, men meldte afbud.
Dæmningen i Østersø, der bestod af to parallelle dæmninger af jord skred under anlægsarbejde ud. Hertugen forlangte erstatning. Han mente, at det gik ud over hans fiskedamme. Desuden mente han, at der var sket en værdiforringelse af hans grund. Dæmningen var 500 meter fra slottet. Hertugens krav blev afvist, men hertugen røg dog sig flere gange uklar med landråd von Uslar.
Statsbanen fra Sønderborg over Gråsten til Tørsbøl og herfra til henholdsvis Padborg (Flensborg) og Tinglev løb parallel med kredsbanen på et lille stykke på
hertugens grund. Selve statsbanen blev indviet den 15. juli 1901.
Endnu i 1906 kørte der som ved indvielsen 8 daglige persontog på statsbanen mellem Sønderborg og Gråsten. På kredsbanen (Æ Kleinbahn) kørte der dagligt 5 tog-par.
Trusler og retssager
Hertugen lod Gråsten Teglværk opføre 1903 – 04. En påtænkt cementfabrik blev ikke til noget. Hertugen gav afkald på sidespor her ved kredsbanen som erstatning for de gener som hertugen havde været udsat for. På vegne af teglværket blev der dog senere forhandlet om sidespor.
Gennem årene havde man mange kontroverser med hertugen. På et tidspunkt ville han lukke Kastanieallé til stor skade for turiststrømmen i Gråsten.
Retssager mellem Aabenraa Kreds og hertugen fortsatte. Først i 1914 forsikrede hertugen, at han ikke ville lukke for Kastanieallé.
Strækningen blev ændret
Syd for Aabenraa begyndte diskussionerne om en bane allerede i 1892. Tanken var at jernbanen skulle berøre så mange landsbyer som muligt. Efter denne filosofi planlage en kommission en bane fra Aabenraa over Nyværk, Røllum, Ensted, Stubbæk og Sdr. Hostrup videre mod Felsted.
I kredsdagen blev denne snoede linjeføring dog opgivet.
I stedet vedtoges en bane fra Aabenraa til Lundsbjerg kro. Det var dog en vanskelig rute. Den skulle stige over 50 meter. De store jordarbejder begyndte i maj 1897. På Høffelbjerg måtte der flyttes over 80.000 m3 jord. Det var en tredjedel af den jord, der skulle flyttes på hele strækningen fra Aabenraa til Gråsten.
Dårligt materiel
Banerne blev drevet i driftssamarbejde med Flensburger Kreisbahn indtil 1920. Sammenlignet med Haderslev
og Als, var Aabenraa banerne
dårlig udrustede. Lokomotiverne var såkaldte Trambahnlokomotiven. Det var såkaldte sporvogns – lokomotiver som havde en meget begrænset trækkraft. I passagervognene var der ikke elektrisk lys. I stedet anvendtes i hele banens levetid, olielamper.
Stakkels kroejere
For at spare på udgifterne, var der som regel kroejere langs banen, der blev udnævnt som stationsforstandere. Ja, de blev faktisk kaldt Baneagenter.
Stationsforstanderne var forpligtet til at stille 2 værelser (2. – og 3. klasses ventesale) til rådighed med passende udstyr, vedligeholde dem for egen regning, samt sørge for brændsel og belysning. Dertil skulle de stille toiletter til rådighed. Og så skulle der sælges biletter, modtage, udlevere og ekspedere gods, bagage, levende dyr og indkassere gebyr for dette.
Der skulle dagligt opstilles et kasseregnskab, afgives og modtages signaler, samt i det hele taget holde opsyn med området og renligholde det.
Alt efter hvor stor stationen var, fik bestyreren 75 – 400 mark. Dette beløb steg i takt med at værdien af marken faldt.
Jordskred – Lokomotiv på afveje
Den 2. november 1898 indtraf et jordskred i den dybe kløft ved Lundsbjerg Kro. Kort tid efter trillede et lokomotiv ned i den nærliggende dæmning. Hejmdal spurgte spøgende:
De mange børster
Et andet problem, som man havde, var jernbanearbejderne . De blev kaldt monarker eller børster. Det var en del svenskere imellem. Det var et vanskeligt folkefærd. De strejkede flere gange. De så sig også gale på vejmanden i Styrtom og smadrede hans vinduer og døre. Deres spiritusforbrug førte ofte til uheldige episoder.
Den sydlige del indvis
Den 13. februar 1899 blev smalsporsbanen mellem Aabenraa og Gråsten indviet. Det var en strækning på 32 kilometer.
Landråd von Uslar, overpræsident von Köller, borgmester Rickmers i Aabenraa og mange flere kørte om morgenen fra kredsbyen Aabenraa. De gjorde holdt ved de ordinære holdepladser Styrtom, Lundsbjerg Kro, Sønder Hostrup Kro og nåede godt frem til Gråsten.
Ensted Sogn kunne årligt præsentere 14 – 15.000 passagerer. Godsmængden var på 200 – 400 tons årligt. Sognets vestligste beboere foretrak sikkert at køre til Aabenraa med vogn. Men sparekassen finansierede dog et pakhus ved stationen.
Lokomotiverne tabte pusten
Den voldsomme stigning fra Styrtom til Lundsbjerg var lige i overkanten hvad de små tog kunne klare. Det gav ofte driftsforstyrrelser. De små lokomotiver måtte vente det ene kvarter efter det andet i Lundsbjerg for at samle damp efter anstrengelserne med at slæbe togene op ad bakkerne fra Aabenraa. Dette afstedkom mange vittigheder.
Men amtsbanen betød ikke nær så meget som den nye chausse fra 1840erne. Dog betød amtsbanen, at den nye teknik var kommet til sognet. Således kom telefonen i 1909 til Røllum. Lærer Lund udtrykte det således:
Æ Kringelbahn til Løgumkloster
Den vestlige strækning af den smalsporede amtsbane gik fra Aabenraa via Genner, Øster Løgum og Hovslund Stationsby til Hellevad og derfra gennem Bedsted til Løgumkloster.
Strækningen havde et noget kringlet forløb, derfor fik banen også navnet Æ Kringelbahn.
Denne nordlige del af banen blev indviet den 6. maj 1901. Der var indvielser med taler og bespisning af en indbudt skare. I Løgumkloster blev der festet på byens hoteller hele natten.
Dagen efter, var der hverdag. Der kørte nu daglig 5 tog i begge retninger. Oprettelsen af banen betød at der gik gang i nybyggeriet i mange sogne langs banestrækningen. Egentlig kunne man køre lige så hurtig på cykel. Ikke alle var tilfreds med det store sving ud over Løjt Land. Fra Bedsted til Aabenraa er der kun godt 20 kilometer. Med banen var det ca. 41 kilometer og det tog tre timer for toget.
En underskriftindsamling blev foretaget. Man ville have en direkte forbindelse til Rødekro.
Den samlede længde for banen var på 85, 8 kilometer.
Mange biletter på Løjt Land
For Løjt Sogn var amtsbanen en stor lettelse. På vej ind til købstaden gjorde den holdt i Nørby, Løjt Kirkeby, Barsmark, Skovby, Stollig og Knappen. Placeringen af stationen i Barsmark var i den vestligste del, langt fra den egentlige by.
Turen fra Nørby til Aabenraa tog cirka 40 minutter.
Antallet af billetter kulminerede i 1914 med godt 40.000 årligt fra alle sognets stationer. Men de afsendte godsmængder var mere beskedne. Amtsbanen havde med tiden mange navne. Den blev kaldt æ Kleinbahn, æ Lillebahn, æ Futtoch, æ Kringelbahn eller bare Perle.
Billetprisen blev nedsat
Aabenraa – Løgumklosterbanen havde hele 26 holdepladser. Tophastigheden var på 30 kilometer i timen. Banestrækningen var ikke indhegnet.
Et tog-par blev taget ud af driften. Man mente ikke at det var økonomisk forsvarligt. Men efter pres fra passagerne blev vognene igen indsat. Også et forslag om, at nedsætte billetpriserne blev efterkommet. Biletterne kostede hermed 4 ½ pf. pr. km på 2. klasse.
Før første verdenskrig kørte man i nogle år med overskud. Men banens udformning kunne ikke give overskud i længden. Problemet var også, at der ikke var forbindelse til Haderslev Amtsbane.
Den militære forbindelse
Under første verdenskrig blev der etableret en forbindelse til denne amtsbane. Men det havde militære formål. Det tyske militær etablerede en række fæstningsanlæg på tværs af Sønderjylland. Og disse anlæg fik etableret jernbaneforbindelse. Nogle af amtsbanens lokomotiver blev udlånt til det tyske militær.
Og en seks kilometer lang forbindelse blev etableret mellem Øster Terp og Branderup Mølle.
Det var krigsfangere, der fik fornøjelsen at etablere forbindelsen.
Man frygtede fra tysk side et engelsk angreb på vestkysten. Derfor var det vigtigt med forsvarsværker. Senere blev der anlagt et 22 km langt militærspor fra Branderup over Arrild til Døstrup.
Hvor stor trafikken var på militærbanen, vides ikke. Men den 12. september 1917 afgik der et tog bestående af to lokomotiver, 10 personvogne og to godsvogne, der blandt andet transporterede krigsfangere fra Aabenraa til en fangelejr i nærheden af Toftlund.
Efter krigens ophør i 1918 benyttedes banen til borttransport af våben og bygningsmaterialer. En enkelt gang blev strækningen dog benyttet inden lukningen. Det var da en gårdejer i Bovlund fik en ny høstmaskine.
Under krigen var der kun tre daglige afgange.
Stor betydning for Hovslund
I Hovslund havde amtsbanen et større stationsanlæg ved siden af statsbanestationen. Amtsbanestationen i Hovslund lå umiddelbart vest for statsbanestationen og var en rebroussements-station. Dette betød at togene kørte ind på stationen sydfra og fortsatte sydpå ud af stationen, så lokomotivet skulle rangeres i den modsatte ende af toget.
Herulfstenen og de mange gravhøje omkring Hovslund tyder på, at der har boet mennesker her i årtusinder. Men jernbanen bragte nyt liv til byen. Byen lå ved hoved-strækningen fra Hamborg til Vamdrup. Der blev indrettet en holdeplads med navnet Haberslund. Efter 1920 hed stedet Hovslund Stationsby.
Et ledvogterhus fungerede som vagtstue, billetsalg, venteværelse, dagligstue og sikkert også smugkro. Alt dette blev varetaget af en enkelt person.
I 1897 var der dog bygget en standsmæssig stationsbygning samt to tjenestemandsbygninger. Det udviklede sig til et helt lille jernbaneknudepunkt med både forbindelse til hoved-strækningen og Æ Kleinbahn. Imponerende er det faktisk, at der i 1912/1913 blev solgt næsten 20.000 biletter på Hovslund Station til Æ Kleinbahn.
I perioden fra 1907 til 1926 blev der med Æ Kleinbahn ekspederet ca. 2.000 vognladninger af 5.000 kg. Desuden blev der dagligt losset 2 – 3 vogne med stykgods. Størstedelen af dette var beregnet til landbruget.
Da Æ Kleinbahn blev nedlagt betød det dog ikke at Hovslund gik ned, nej byen udviklede sig. I 1953 fik banen også en indflydelse på byen. DSB nedlagde de bevogtede jernbaneoverskæringer. For at undgå færdsel over jernbanesporene blev der bygget tunneller. Dette betød at byen blev delt i en øst – og vestlig del.
Strækningen Aabenraa – Løgumkloster var på 54,3 kilometer. Fugleflugts afstanden mellem de to byer er kun 30 kilometer. I Løgumkloster lå amtsbanestationen umiddelbart nord for statsbanestationen.
Elendig forfatning
Efter første verdenskrig slutning var Aabenraa Amts Jernbaner i en elendig forfatning. Under krigen havde banen fragtet store gods – og postmængder, både militære og civile. Den almindelige materialemangel betød, at banen ikke kunne vedligeholdes.
Den uheldige linjeføring betød også at banen i længden ikke kunne klare sig i konkurrence med lastbiler og busser. I 1920 var der stadig kun tre daglig
afgange. Dette blev senere på året indskrænket til kun en afgang.
Toget afgik fra Løgumkloster i buldrende mørke kl. 5.20 og nåede Hovslund kl. 7.37. Efter en times ophold nåede toget så endelig Aabenraa klokken 10.50. Det blev kaldt spøgelsestoget , da det atter var mørkt da den nåede Løgumkloster klokken 20.00.
I 1921 besluttede Amtsrådet at en del af underskuddet skulle dækkes af de sogne som toget gennemløb.
Den fartglade pastor
På Løjt Land var antallet af solgte biletter faldet til det halve. Bilerne havde vundet konkurrencen. Den anden, der fik bil på Løjt Land var for resten den fartglade pastor Treplin. Det var en Adler med plads til seks personer. Og minsandten så var pastoren også ejer af sognets eneste motorcykel fra Neckarulner
Fahrzeugwerke.
Vi har ingen skyld
Da Sønderjylland i 1920 overgik til Danmark besluttede administrationen i Aabenraa at banen skulle nedlægges. Dette skete så i 1926. På Hovslund Station lød det fra stationsforstanderen:
En time hurtigere med bus
Driften blev indstillet den 31. marts 1926. Dagen efter åbnedes driften med rutebiler fra Aabenraa Automobil – selskab. Ruten Rødekro – Løgumkloster blev drevet efter en særlig overenskomst med statsbanerne. 2 daglige rutebiler kørte i hver retning. Varigheden af rejsen med tog fra Aabenraa til Rødekro og videre med bil til Løgumkloster var knap to timer eller 1 time hurtigere end det nogensinde har været med amtsbanen over Hovslund.
Den store vejplan
Allerede i 1921 blev der iværksat Den store Vejplan, Det betød samlede offentlige investeringer på 32, 5 millioner kroner. Der skulle anlægges 1.834 kilometer veje frem til 1933. Renovering og udbygning af vejnettet havde højeste prioritet.
Prøjserne havde forsømt at planlægge infrastrukturen i Nordslesvig.
Et fordrukkent folk?
Banefolk var et noget fordrukkent folk. Man måtte ikke drikke sprit i tjenesten. Hver måned fik de ansatte da også et afholdsblad. Men det skete ofte, at man fik en lille en.
Folk sagde, at når en kalv blev født, kunne det være svært at få den til at drikke. Så skulle man bare sætte en kasket fra en banemand på kalven, så skulle den nok begynde at drikke.
Lønnen var ikke noget at prale af. Det gav betydelig mere, at være ansat på statsbanen. De betalte tariffen.
Til at køre og betjene toget var der på amtsbanen en lokomotivfører, en fyrbøder og en Schaffner eller togfører som billetterede. Det kørende personale var stationeret i Aabenraa. Det var som oftest tyskere, som var kommet sydfra.
En lille
én
Ved hver station skulle togføreren ind og give besked om ankomst gennem bane-telfonlinjen. Der var ofte gods, som skulle læsses af eller på. Mens læssearbejdet stod på, var det nærliggende at togpersonalet fik en snak i krostuen og en kaffepunch eller to til snakken.
Der går dog også flere historier på, at toget var forsinket, fordi togpersonalet kom for godt i gang i krostuen. Når toget var ankommet til Aslev Kro, og det her
var fest, ja så ringede togføreren og sagde, at man var ankommet til Løgumkloster. Derefter gik man ind og festede.
Rødekro – Løgumkloster Jernbane (Kloster – banen)
Banen fik en meget kort levetid. Den var i drift fra 3. oktober 1927 til 15. maj 1936. Det var en statsbane, der var anlagt på en del af den gamle privatbane. Men der var lagt nye skinner, da sporvidden var den normale. Særlig den vestlige del fulgte den smalsporede Aabenraa Amts Jernbaner
Arbejdslønnen var 4 kroner om dagen, men under anlægsarbejderne opstod der strejke. Lønnen blev hævet til 5 kroner.
Strækningen blev afkortet
Strækningen blev bygget med hjemmel i Jernbaneloven af 29. marts 1924. Ministeren for offentlige arbejder blev bemyndiget for statskassens regning at anlægge og drive en normalsporet jernbane fra Rødekro til Løgumkloster til afløsning for den gamle amtsbane fra Hovslund til Løgumkloster. Forbindelsen mellem mellem hovedbane-nettet og lokalbanen blev dermed flyttet 7 km mod syd fra Hovslund til Rødekro.
Strækningen mellem Aabenraa og Løgumkloster blev afkortet med 17 kilometer. Oprindeligt var det tanken at banen skulle videreføres fra Bredebro til Ballum. Men tanken blev dog hurtig opgivet igen.
Hastighed på 70 kilometer
De nye skinner tillod en maksimalfart over 70 kilometer i timen. Men denne hastighed havde man dog betænkeligheder med. Banen blev kun indhegnet med privat grund og anlagt med ubevogtede overskæringer.
Oversigtsforholdene var heller ikke lige gode. Der blev ved en del private veje anbragt led. Disse forhold bevirkede, at man kun ville tillade en maksimal hastighed på 45 kilometer i timen. Banen blev ikke forsynet med telegraf, men med en enkelt telefonlinje. Vedligeholdelsen foregik efter banevagt-systemet. 7 banevagter blev fordelt på 3 flyvende kolonner med faste stationer i Rødekro, Bedsted, Løgum og Løgumkloster. Til banevagtsformændene opførtes tjenesteboliger.
Da anlægsarbejderne var færdige i 1930 var der brugt 2,074 millioner kroner.
Modtagelse kold og tør
Pressen blev inviteret med på en introduktionstur den 1. oktober. Toget udgik fra Aabenraa og trafikinspektøren for de sønderjyske statsbaner, A.J. Joest,
Aabenraa, fortalte om den nye bane og dens fine og nye materiel, som han ventede sig meget af. DSB havde ofret næsten 400.000 kr. til motorlokomotiver og personvogne.
På indvielsesdagen den 2. oktober 1927 afgik toget med ca. 100 indbudte personer med trafikminister Stenballe og DSB´s generaldirektør Andersen Alstrup
i spidsen.
Overalt var der pyntet med flag og guirlander på stationerne undervejs. Men fremmødet var noget beskedent. Befolkningen var ikke rigtig blevet informeret om indvielsen.
En lærer fra Hellevad syntes, at Perles modtagelse i hans by var kold og tør.
Takstnedsættelse
Den officielle start var den 3. oktober. Befolkningen var tilfredse med taksterne. En billet fra Løgumkloster til Aabenraa kostede nu kun 1,80 kr. mod 3,70 kr. med den gamle amtsbane. Men dengang fik man så en længere tur over Løjt Land.
Køreplanen for den nye Klosterbane betød en stor forbedring for Løgumkloster og byerne øst for. Der var skabt gode forbindelser med hoved-banen Fredericia – Padborg samt mellem Rødekro og Aabenraa.
Det ”Fine” tog
I årene 1927 – 1930 kørtes der fem daglige tog-par på strækningen Rødekro – Løgumkloster og to tog-par på strækningen Løgumkloster – Bredebro.
Fra 15. maj 1930 indsattes et damptog – par fra Aabenraa til Bredebro. Det var helt nyt materiel med både 2. klasses og 3. klasses tog. Alle de øvrige tog havde kun 3. klasse. Dette tog, som blev kaldt Det fine Tog forsvandt i 1933. Driftsomkostningerne var for store i forhold til passagerantal.
Fra 1934 gennemførtes et tog fra Tønder via Løgumkloster til Aabenraa, men ikke i modsat retning.
Underskud
I DSB var man ikke så begejstret over driften. Det kunne ikke svare sig. Allerede i 1923 var biltrafikken tiltaget og var blevet en alvorlig konkurrent til banerne. Når der alligevel blev vedtaget at anlægge Klosterbanen skyldes det nok nationale hensyn. Man havde også håbet at banen kunne udvikle sig til en slags kulturbane.
I 1931 -32 var Klosterbanens indtægt ca. 133.000 kr. men driftsudgifterne var ca. 275.000 kr.
En kort levetid
Fra Bredebro, hvor der var forbindelse til Tønder – Vedsted strækningen blev der ført en bane til Løgumkloster. Det skete allerede i 1888. Derfra gik det så via Rødekro direkte til Aabenraa.
Hele strækningen har dog den tvivlsomme rekord, at være Danmarks mest kort eksisterende jernbanestrækning. Og der er vel ikke helt korrekt. Var det ikke noget med, at strækningen Hvalsø – Frederikssund havde en kortere levetid.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Redigeret 11.01.2022
Maj 3, 2010
Læs sagnet om Hother. I en krønike kan man læse ”Hvad folk mangler i Sild, kan de hente i Højer”. En pyroman var løs i 1757. Rådmænd blev afsat. Og så gav man 100 mk til et luftskib, der skulle flyve over Højer. Aflønningen af præster var kompliceret. Læs om mantel – penge og de stakkels præsteenker. Der blev klaget over degnen i 1790. Læs også pastorens synspunkter om fattighjælpen
Sagnet om Hother
Fra gammel tid hed sognet Höthær, Hötre, Hodersse, Hoder, Huder, Höwer.
Navnet Høthær stod opført i Valdemars Jordebog i 1231. Og dette navn stammer fra Hother, som skal have grundlagt Højer. Han har levet i folkevandringstiden, da angelsakserne drog til
England. Hother stammede fra østkysten, hvor han levede sammen med sin bror, Hather. Det var ham, der grundlagde Haderslev.
Brødrene kom i en voldsom strid. Hather vandt og Hother flygtede vestpå. Han slog sig ned og grundlagde en by, Hothærby.
I et gammelt frisisk sogn, bliver Hothær kaldet konge. Ingen kunne måle sig med ham i fægtning, buekunst og svømning. Også inden for musikken var han enestående. Andre, blandt andet hans fjender, kaldte ham for en dranker samt vellystning.
På samme tid levede der på egnen en anden stærk kæmpe ved navn Balder. Han var gift med Nanna. Hun var den skønneste af alle frisiske kvinder, datter af Gevers den Rige. Hother
ville også gerne have haft fat i hende. Der kom til en kamp, der endte uafgjort. Hother var dog gudinden Hels yndling. Hun skænkede ham en hug – og stiksikker rustning. Hun gav også Hother nogle tips, hvordan Balder kunne bekæmpes.
Så faldt Balder og Hother giftede sig med Nanna.
Balders bror, den vældige kæmpe Boh havde længe været til søs. I Listerdyb fik han underretning om, hvad der var sket. Han blev rasende. Han kunne ikke vente til der blev flod. Han sprang på sin hest og jog i rasende fart over vaderne, indtil dyret sank sammen under ham. Siden har sandbanken heddet Hingsten.
Hother var ved at pløje. Han havde ikke sin rustning på. Boh fik hurtig gjort ende på ham. Således døde Hother i år 482.
Elbens udmunding
Der er ellers mange gisninger om, hvad navnet egentlig betyder. Tange, vand, hav og højdepunkt, en høj bred, høj strand eller munding. Og det sidste navn er interessant. Formodninger
går nemlig på, at Elbens udmunding skal henlægges til Højer. Det fremgår af et kort fra 1240 over Nordfrisland.
Gudskog Sø og en række søer, der findes i Ditmarsken skulle så være rester af en af Elbens arme. Listerdyb skulle så være Elbens munding
Sild var landfast med Højer
Kigger man på det omtalte kort, ja så må Vadehavet være en stor kirkegård med forsvundne moser, skove og byer. Ja, tænk øen Sild og Højer har haft landforbindelse. En krønike fortæller således:
Helena testamenterede sit jordegods
Vi har i en tidligere artikel beskrevet Højer Kirke. Men interessant er det, at der allerede i 1300 tallet eksisterer en kirke i Højer. Således også fra 1383, hvor ridder Johan Hviddings datter Helena testamenterer alt sit jordegods i Højer og Skast sogne til Højer herred. Alt tyder dog på, at der allerede i 1100tallet lå en kirke i Højer.
Hvornår blev Højer kronegods?
Hvornår Højer blev kronegods vides ikke. Det må have været omkring 1230. Byen forblev under Valdemar Sejrs besiddelse ind til hans død i 1241. Af hans sønner, blev Erik hans efterfølger, mens Abel fik hertugdømmet Slesvig. Højer skulle have fået sine birkerettigheder af kong Christoffer i Nyborg i 1269. Men dette kan ikke passe, da Christoffer var myrdet ti år tidligere. Denne ret er antagelig ældre, og birkeretten er antagelig blevet nærmere bestemt i 1269.
Men i mange år fremover har der været kamp om Højer mellem de kongelige og hertuglige familier.
Herredsret
Højer Herred havde sin særlige herredsret. Den bestod af herredsfogeden og otte sandemænd samt tingskriveren. Fra gammel tid blev herredstinget holdt under åben himmel. Gamle stednavne nord for Højer vidner stadig om dette, Tinghøj, Tingdal og Tingvej. Retterstedet blev meget praktisk kaldt Galgehøj. Og galgen stod der endnu i 1770. Senere blev herredstinget afholdt på Højkro.
Birkeret
Fra ældgammel tid havde Højer birkeretten. Møde – og tingstedet lå Torvet 7. Længe stod der en skampæl med halsjern på Torvet ved kirkegårdsmuren. Ikke alle Højers beboere var tingpligtige. Tre gårde og 17 kådnersteder tilhørte Schackenborg.
Højer har i århundrede tilhørt de blandede distrikter. På de fleste ejendomme gjaldt Jyske Lov. På de Schackenborgske ejendomme gjaldt Christian den Femtes lovbog. Og for at gøre forvirringen fuldstændig, så gjaldt Nordstrands Landret på de koge, der tilhørte Højer Sogn.
Når et barn var født, måtte man undersøge på hvilken grund, det var sket, og i nogle tilfælde, hvilket værelse. Det havde noget at gøre med forsørgelsesrettigheder.
Højer beholdt birkeretten helt til 1864. Selv om de sidste herreds – og birkefogeder boede i Tønder, blev birketinget altid afholdt i Højer.
Adelsslægten
Adelsslægten Snafs havde store besiddelser i Højer og omegn. Hele 17 gårde ejede man. De omtaltes i 1315, hvor de blandt andet ejede Kjærgaard. Familiens våben var tre kronede jomfruhoveder i rødt felt og et lignende hoved på hjelmen. Familien synes at være uddød i begyndelsen af 1400 tallet. Det sidst kendte familiemedlem var enke efter Otto Snafs. Hun hed Henrike van Hemskere og menes at have boet i Ribe omkring 1442.
Bispestolen i Ribe overtog familiens store besiddelser.
Indrømmelse fra hertugen
Højer har været meget fremadstræbende, men gang på gang stødte man på modstand fra Tønder, der havde købstadrettighederne. Man klagede over den store afstand og de dårlige veje til Tønder. Men i 1706 skete der endelig noget. Den 8. maj 1706 lød der følgende tilsagn fra fyrstinde Hedewig Sophie og fyrst Christian August:
Hvad de ønskede to kreaturmarkeder angår, har disse ingen forbindelse med denne sag og man må derom indgive en særskilt ansøgning og afvente nærmere besked.
Bekræftet under det fortrykte og højfyrstelige segl. Givet på residens Gottorp den 8. maj 1706.
30 år senere tildelte håndeværker – og handelsretten indbyggerne i Højer birk et særligt kongeligt privilegium, som blev udstedt af Christian den Sjette. Privilegiet blev senere bekræftet af Frederik den femte i 1747.
En pyroman er løs
I 1757 blev Højer med kort mellemrum hjemsøgt af to brande, hvorved et betydeligt antal huse blev lagt i aske. Der var åbenbart en pyroman på bane. En dusør på 100 rthr for pågribelse af brandstifteren blev udlovet.
Under krigen mod England, led man meget i Højer. Selv store kogsgårde havde svært ved at klare sig. Da Højer skulle betale 3.000 specier til tvangslån, indgav rådmændene på indbyggernes vegne ansøgning om, at summen måtte blive nedsat til det halve. Man havde simpelthen ingen penge. Pengemanglen var nærmest total.
Besøg af kongen
Den 3. september 1822 fik Højer af Frederik den Sjette endelig lov til at afholde kreatur – heste – og fåremarked. Samtidig forhandlede man om anlæggelse af en losse – og ladeplads til fremme af handel og skibsfart. Den gik under betegnelsen Den gamle losseplads. Det var også her, hvor Frederik den Sjette steg i land, da han havde været på besøg på halligerne, der var
blevet hjemsøgt af stormflod. Den 12. august 1830 var flere af Højers beboere stillet for birkeretten på grund af tumulter.
Rådmænd blev afsat
Der blev kæmpet inderligt fra Højers side for at blive en lavsberettiget flække. De lokale forretningsfolk havde store vanskeligheder med at få deres varer ind på fremmede markeder.Efter mange års kamp, fik man endelig i 1842 et apotek. Nørremarken blev reguleret og i 1843 blev spare – og lånekassen oprettet.
Krigen 1848 – 1850 fik stor betydning for byen. De hidtidige rådmænd blev afsat på– grund af deres under det i 1848 og 1849 stedfundne oprør imod konge og fædreland udviste forhold.
Efter afslutningen af krigen i 1864 blev de gamle rådmænd igen indsat.
Nue regler for borgerret
Den 19. august 1869 blev Højer hjemsøgt af en brand. 16 huse blev ødelagt. Samme år indførtes almindelig stadsordning. En by-forstander blev valgt for seks år. Rådmændenes
antal blev nedsat til to. Man vedtog nye regler for erhvervelse af borgerret:
Et sygehus i Ny Frederikskog
I 1883 blev der anlagt en ekstra dampskibsbro. Der skulle indsættes et dampskib mere på ruten mellem Højer og Sild.
Endelig fik Højer landevejsforbindelse til Ballum og i 1885 blev vejen til slusen anlagt.
I 1891 blev der vedtaget at optage et lån på godt 30.000 mk som bidrag til oprettelse af jernbanen mellem Højer og Tønder. Denne bane blev åbnet i 1892. Samme år skulle der opføres en barak i parcel nr. 2 i Ny Frederikskog. Tanken var at indlægge folk her, der kom her til med kolera eller som var mistænkt for at være smittet.
Lys i Højer
Allerede i 1896 anlagde man den tredje dampskibsbro. I 1901 blev der anlagt et andelsmejeri. I 1903 fik byen også et elektricitetsværk. Det blev bygget af fabrikant Bastiansen.
Nu kom der sandelig også elektrisk gadebelysning på Torvet. En buelampe fik en kort levetid. I gaderne opsattes glødelamper. Sejlrenden blev uddybet og først i 1908 fik byen sit eget våben .
100 mk. Til et luftskib
I 1910 bevilligede man et fast bolværk ved havnen. Anløbsbroerne var beskadiget ved stormflod. Og sandelig i 1912 blev borgmesteren bemyndiget til at betale indtil 100 mk. For at få luftskibet Victoria Louise til at flyve i en sløjfe ind over byen. De følgende år blev der foretaget omfattende brolægninger på byens gader.
I 1914 blev det besluttet at yde trængende familier til værnepligtige, der var indkaldt under krigen støtte fra byens kasse.
Et kvarter for soldater blev oprettet og byen måtte betale for fremstilling af senge. I forvejen havde Højer en soldaterlejr.
Byen tegnede sig for 5.000 mk til oprettelse af Det Slesvig Holstenske Fodermelsfabrik. Udbygningen af vejen mellem Højer og Rudbøl blev foretaget som nødhjælpsarbejde i 1919.
Lønforhøjelse
Og så var det blevet dyrere at leve. Det havde man også opdaget i Højer. Dyrtidstillæggene blev forhøjet i 1920.
Grave fra 1100 – tallet
Går man en tur på kirkegården i Højer, kan man se rester af min slægt. Her er inskriptioner på både tysk og dansk – Brodersen, Petersen, Tønder, Bruhn. Det er både tætte og fjerne efterkommere. Vi har i tidligere artikler omtalt kirkegården.
Da man skulle anlægge centralvarme i kælderen i Højer Kirke, fandt man i halvanden meters dybde tre stenkister. De menes, at stamme tilbage helt fra 11 – 1200 tallet. Desværre har man som mange andre steder, fjernet mange af de gamle familie-gravstene på kirkegården i Højer. Disse sten er blevet brugt foran de gamle huses indgangspartier rundt om i Højer.
Højers største begravelse
Ved sydsiden af Højer Kirke står et mindesmærke. Det er den såkaldte amtmandssten, som i 1820erne blev rejst på amtmand Ernst Albrecht von Betouchs grav. Han havde i sin tid modtaget mange hædersbeviser. Som ti – årig blev han page til Frederik den Fjerdes hof.
Han fik blandt andet St. Stanislav – ordenen. Han blev amtmand i Tønder, overborgmester og meget mere.
Da han efter eget ønske blev begravet i Højer den 27. december 1815 fulgte et stort følge med fra Tønder. Højer oplevede et af de største begravelser nogensinde. I følget var Friedrichsgarden. Ligvognen var forspændt med seks heste.
Ti hvidklædte unge piger spredte blomster, og under sørgemusik blev kisten båret ind i et overfyldt kirke.
Aflønningen af præster i Højer
Vi hører allerede om en præstegård omkring 1588. det vil sige, der havde ligget en i forvejen. En ny blev opført i 1803 og udbygget i 1861.
En udførlig kontrakt blev udarbejdet med hensyn til, hvordan præsten skulle passe gården, og hvilke udgifter, der påhvilede ham.
Aflønningen af Højers præst var også kompliceret dengang. Således var de kådnere, der boede på præstegårdsjord forpligtet til at yde hver fem dages arbejde om året for præsten. Desuden skulle de hver år betale henholdsvis 4 og 6 skilling i grundskyld. Et legat indstiftet af tidligere herredsfoged Peter Hansen, var også med til at forsøde præstens tilværelse.
Juledag efter prædiken plejede herredsfogeden at give 6 mk. Bolsmænd og kådnere gav også 1 – 2 mk. Tjenstekarle gav 12 sk. Og tjenestepiger 8 sk. Samtlige beboere i Højer gav til Mikkelsdag en lille pengegave. Boelsmænd gav 4 sk og en kådner 2 sk.
Menigheden i landsognet ( Ved Gaden og Rudbøl) gav en lille pengegave, lige efter pinse. Her gav en boelsmand 12 sk og en kådner 4 – 6 sk. Og sådan kunne man blive ved. Det hele var reguleret. Men det må sandelig have været svær at holde rede på, hvem der betalte og hvem der ikke gjorde.
Mantel – penge
Man skulle betale for bestemte kirkelige handlinger. Man havde fra gammel tid indført en ordning, man kaldte for mantel – penge( I den forbindelse må mantel betyde præstekjole, normal betyder mantel på sønderjysk, frakke).
Præsten slap dog for at betale kirkestol til hustru, børn og tyende. Skulle beboere fra Ved Gaden og Rudbøl bruge præsten, måtte de selv sørge for at afhente ham.
For ligprædiken måtte menigheden til lommerne. Prisen varierede fra 2 mark ved børns begravelse til 8 mark. Var man velhavende, så måtte man betale fra 12 – 48 mark. Skulle man bruge attester kunne man betale efter behag.
I tidligere artikler har vi nævnt problemer med den hertugelige provst i Tønder og bispestolen i Ribe med hensyn til, hvem der bestemte i Højer Herred.
De stakkels præsteenker
Nu fandtes der ingen pensionsordninger for præster og deres familie dengang. Således skrev en præsteenke fra Højer til hertugen i 1592. Hertugen, Johannes Adolf af Gottorp svarede:
Enken blev takket være hertugen gift med sin mands efterfølger Peterus Broderus fra Klixbøl.
Gift med barnebarn
Men det var nu ikke første gang, at hertugerne hjalp til en tålelig tilværelse for præsteenkerne. Pastor Brodersen (hvis ikke i familie med ham) døde den 25. februar 1537. Han havde været præst i 44 år. Hans enke overlevede også hendes anden mand. Hun var en resolut dame, og sendte en ny ansøgning til hertugen. Denne gang hertug Frederik den Tredje af Gottorp. Hendes mands efterfølger måtte nu ægte hendes barnebarn.
Klage over degnen
Den første degn i Højer omtales allerede i 1550.
Og det var ikke altid let at være degn i Højer. 28 borgere i byen var i 1790 blevet bedt om, at møde op til kirkevisitationen beskyldt for at vise foragt over for skolen. Men de beklagede sig i degnens påhør over hans forsømmelighed og hans forargelige levned. Det resulterede i, at degnen fik en advarsel. I den beretning som pastor Schau hedder det:
Degnens forsvar
Degnen skrev et forsvarsskrift. Han mente, at beskyldningerne var løgnagtige. En dreng skulle have brækket benet i skolen. Degnen forklarede, at dette ikke skete af ond vilje, men ved
uforsigtighed, da skolemesteren satte ham hårdt mod gulvet. Han forklarede videre, at han havde repareret meget på skolen. Han henviste til forordninger, der sagde, at dette job påhvilede sognet.
Degn med svag karakter
Jesz Diedrichsen blev degn i Højer i 1826. For at spare penge var han også ansat som organist. Valget foregik i Højer Kirke. Han havde tidligere fungeret i Rudbøl. Og nu påstod onde tunger, at dem fra Rudbøl udelukkende stemte på ham, for at blive af med ham.
Pastor Sönnichsen indsendte en beretning om ham ved generalvisitationen den 31. maj 1836:
De fattige i Højer
I 1710 hører man første gang om socialhjælp i Højer. I kirken samles der ind til de fattige og i byen har man indført Wandeltisch (omgangsbespisning). Det betød at de fattige blev bespist af de bedrestillede borgere.
Pengene fra kirken blev brugt til skolepenge til de fattige, samt ligkister til fattigfolk. Resten af pengene gik til fattigforsørgelse og blev administreret af fattigforstanderen.
En forordning fra 1736 regulerede fattigvæsnet. Således skulle fattige, der ikke havde noget at gøre i kommunen smides ud. Men der var undtagelser. Hvis der var personer, som kunne forelægge anbefalingsskrivelser eller bønskrifter, så skulle disse hjælpes. Det samme gjaldt for lærere, præster, studenter eller professorer, der var blevet fordrevet på grund af krig.
Pastorens syn på de fattige
I anden halvdel af 1700tallet blev der bygget et fattighus i Højer. Det brændte i 1822. Et nyt blev bygget i 1829. I den vestlige del af byen havde der også ligget et fattighus. Det blev ødelagt af en stormflod i 1825.
I en visitatsberetning skrev pastor Sönnichsen:
Regler i Fattighuset
Det nye fattighus indeholdt 28 senge. Og her var der også regler, der skulle overholdes.
Børnene glemte man sandelig heller ikke. Den gode opdragelse var væsentlig. Forstanderen, opsynsmanden og dennes kone skulle betragtes som forældre. De skulle være flittige og uafbrudt gå i skole. Børnene skulle tugtes, når de var uartige.
Ølkanden blev fjernet
Ret hurtig fandt man ud af, at ølkanden skulle fjernes. Nu var det kun tilladt, at få øl til grøden om morgenen og om aftenen. Vandspanden forsynet med vand og drikkekrus, skulle erstatte ølkanden. Egnede alumner blev sendt i byen for at sælge de ting, man havde fremstillet i huset, som tændstikker, blegepinde, børster og lignende.
Tilstrømningen til huset oversteg alle forventninger, hvis det kan udtrykkes på den måde. I 1831 var der således 55 fattige i huset.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:-
Redigeret 15-10-2021
Maj 3, 2010
Hollændere og frisere byggede herude. Hvornår forsvandt Vester Anflod Kirke? Et stort dige-byggeri mislykkedes. Rudbøl skulle have været en fristad. Klager over fiskerne, der var skyld i oversvømmelse. Der var skoleundervisning allerede i 1710. Advarsel: ”danskerne kommer”. En stor brand i 1862, og pludselig dukker 17 skeletter op.
Hollændere og frisere
De første bosættere har angiveligt været hollændere og frisere, som var vant ti at bygge værfter og drive landbrug under ekstreme forhold. Inden afvandingen var området et sandt
vandlandskab. Der opstod øer overalt. Antallet af værfter (forhøjninger) har været mange, og alle har været navngivet. Når stormfloder ødelagde værfter eller at de ikke var bygget store nok, anlagde man nye eller byggede dem endnu højere.
Disse værfter var ikke blot bygget af opkastet klægjord. De bestod også af nedrammede pæle og et pakværk der bestod af ris og gødning. Rester af brønde er også fundet.
Rå og smidige
Saxo beskrev befolkningen på en meget rammende måde:
Det spøgte
Fra gammel tid hørte landsbyerne Rudbøl, Poppenbøl og Gaden til Vester Anflod Kirke. Hvornår kirken blev bygget, vides ikke. Angivelig skulle kirken have ligget på det værft, hvor Momme Bossen senere boede.
Da landevejen fra Rudbøl Klinkechaussé til Højer Dige blev anlagt fandt man nogle store sten ved udgravningen. Måske var det rester af den forsvundne kirke. Man sagde også for cirka
100 år siden, at det spøgte på stedet. Man skulle lægge øret mod jorden for at prøve, om man kunne høre noget.
Ved Vidåens delta
Dengang i begyndelsen af 1200 – tallet eksisterede kirken i hvert fald under navnet Andæflyt. Et kirkeligt dokument fra 1233 afslører dette. Efter signende skulle beboerne i sognet have væsentlige forpligtelser over for biskoppen. I dokumentet er det også en interessant bemærkning om frisere. Det må antages, at være frisere fra Holland, der har bosat sig ved Vidåens
munding.
Et dokument fra 1417 taler om hollændere i Ballum Marsken, der slog sig ned ved Brede-åens munding.
Navnet Andærflyt betyder Ved Strømmen, Ved Floden. Måske har det oprindelig været en frisisk bebyggelse. Vidåen dannede dengang en slags deltamunding. Sammenligner man med navnet Ved Gaden (An – der – Gaat) ses der en hvis lighed.
Hvornår forsvandt kirken?
I en gammel fortegnelse fra 1340 over de kirker, der tilhører Ribe, er der tilføjet med blæk ved Andæflyt Kirke ordet submersa. Dette ord betyder under havet.
Hvornår Vester Anflod Kirke gik under er der uenighed om. Det kan være sket under Grote Mandrenke i 1362. Måske er det først sket under Allehelgensfloden i 1436. Også denne stormflod fik betegnelsen Mandrenke (menneskedrukning).
Men kigger vi nu engang i Danmarks Adels Årbog i 1910 finder vi på side 441 en interessant meddelelse. Denne beskriver Familien Rosenkrantz stamtræ:
Stemmer dette, ja så forsvandt Vester Anflod Kirke ikke i 1362.
Tilsluttet Højer Kirke
Hertug Adolf overdrog kirken til ejeren af Kogsbøl, Iver Pedersen. Overleveringen fortæller at beboerne havde bestemt sig at slutte sig til Emmerlev. Men hvordan kunne det så det så være at sognet alligevel kom til Højer.
Jo de læssede alle værdigenstande inklusive alteret på en vogn for at tage dem til Emmerlev. Men da de nåede Højer ville hestene ikke videre. Det anså man som et tegn fra Gud. Og alteret blev placeret i Højer Kirke.
Dige-byggeri
Allerede i 1314 havde Erik Menved haft planer om at forbinde Horsbøl og Højer Herreder ved en dæmning fra Fegetasch til Rudbøl. Men det første alvorlige forsøg på at inddæmme Vidåen og anlægge diger, skete først i begyndelsen af 1500tallet. Det var Hertug Frederik af Gottorp, der i 1506 påtog sig den vanskelige opgave. Således arbejde han i syv år for at forbinde Horsbøl herred. Hertugen opholdt sig meget på stedet og boede under opholdet på Husumtoftmark. Den lå i nærheden af Ved Gaden. Herfra var der ca. 20 – 30 minutter til Rudbøldyb,
hvor arbejdet skulle foregå.
En af modstanderne var Matz Lützen, der ejede en hallig, som lå i Rudbøldyb. Han ville have, at dæmningen skulle gå sydligere, og i hvert fald ikke over hans jord. Han ville hugge halsen over på den første, der satte spaden i hans jord. Som følge af dette var det hertugen, der foretog det første spadestik.
Hold øje og få øl
Jeg lever endnu, sagde hertugen henvendt til Matz Lützen. De tog blev dog meget gode venner. Når der var godt vejr kom hertuginden også på besøg. Meget tyder på, at de på den tid opholdt sig meget på slottet i Tønder.
Hertugen var morgenmand, der skulle pukles fra morgenstunden. Som regel var han ude fra klokken 10. Så blev der spist under musikledsagelse. Fødevarerne lod han bringe fra Tønder.
Drikkevarerne fik man fra amtmand Claus von Ahlefeldt i Tønder. Det var nu ikke så meget vin, man drak. Det var øl, ikke fra Tønder, men hertugen foretrak øllet fra Ribe. Ofte blev de lokale bedt om at holde øje med vandet og byggeriet om natten. Som tak blev der stillet en tønde øl til rådighed.
Dæmningen brød sammen
For at skaffe afløb blev der bygget en stor sluse, 11 alen bred og 5 alen høj med opstander i midten. For at give dæmningen den fornødne fasthed, blev der rammet stærke pæle ned og på begge sider anbragt støttekasser.
I Rudbøl Dyb står endnu nogle af de pæle. Ved meget lav vandstand kan de ses. Bådsmændene i området vidste godt, hvor de er, og hvor man skulle tage sig i agt. Pinsemorgen 1511 var diget og slusen færdig. For Tønder var det ikke en særlig god meddelelse. For første gang var man afskåret fra havet. Men det varede dog kun kort tid. Den 20. august brød dæmningen sammen midt i det gamle dyb. En voldsom stormflod havde ramt området.
Nyt forsøg
Hertugen opgav dog ikke byggeriet. Fra slottet i Tønder befalede han, at der fra Sild skulle sendes ti bemandede og ti ubemandede skibe. Et antal skibe fra Før blev også befalet. Det viste sig dog at være umuligt at opføre en dæmning på samme sted.
Den anden dæmning har gået fra Rudbøl værft over Veltens sil i sydvestlig retning. Beboerne i Rudbøl har også fundet rester af denne dæmning.
Ved pinsetid 1513 var arbejdet fuldført, men allerede den 13. juli var også denne dæmning ødelagt. Denne gang undgik man heller ikke tab af menneskeliv. Seks – syv pælearbejdere
mistede deres liv. Hertugen opgav nu sin plan.
Diget blev færdig
Først 20 år efter genoptog hertugens søn, Hans den Ældre, dige-byggeriet. Befalingen er fra den 15. april 1544 og omfatter et nyt havdige mellem Kær herred, Højer herred, Tønder herred, Tønder by og Store Tønde.
Det var ikke en let opgave. Diget skulle gå fra Højer til Rudbøl og derfra i østlig retning over Vidåen ved Grippenfeld til den høje gest ved Grelsbøl. Den 6. juni 1566 stod det hele færdig.
Rudbøl skulle have egen mønt
Tønder var nu afskåret fra havet. Mindre skibe kunne godt gå gennem slusen, hvis de lagde masterne ned. Men Tønder fik endnu et chok. Hertug Frederik den Tredje havde store planer med Rudbøl. En ny by skulle anlægges. Mellem Rudbøl og Flensborg skulle der anlægges en kanal. Otte år tidligere havde han anlagt Frederiksstad. Nu skulle en tilsvarende by anlægges i Rudbøl. Tilskyndelsen kom fra hollænderen Cornelius Clausen Pietal. Han havde været med til at anlægge Frederiksstad.
Rudbøl skulle have sin egen mønt. Den skulle ikke befæstes, dog kunne en vold på 8 – 9 fod til beboernes beskyttelse, tillades. Hvert år skulle der betales 1 ½ rigsdaler pr. demant til hertugens kasse. Hollænderen fremhævede også Rudbøls beliggenhed. Der var kun en mils vej til Listerdyb. Her skulle der opsættes sømærker og lystønder.
Der skulle bruges 11 skibe til arbejdet. Pietal havde gjort en ny opfindelse med sænkesluser, som her skulle afprøves. En stor ind-digning af forlandet indgik i planerne. Planerne blev opgivet med halvanden hundrede år senere genoptaget af kaptajn von Justi. Planerne blev ikke til noget. Først i 1692 blev forlandet inddiget, den såkaldte Gamle Frederikskog.
Klager over oversvømmelse
Flere gange klagede borgere i Rudbøl over oversvømmelser. Det skyldtes, at kanaler var blevet tilsandede og ikke kunne lede vandet væk. Den 4. maj 1686 klagede slusemester
Lorenz Lausen over ålefiskeriet. Det samme gør landboer i 1690. De mener, at fiskerne med deres net og ruser hindrede vandafløbet gennem sluserne. Hertug Frederik den Fjerde
var træt af de utallige klager så den 6. september 1697 udsendte han følgende forordning:
Afvandingsforholdene blev endnu dårligere ved de senere ind-digninger af Frederikskog og Rudbølkog. Den sidste blev inddiget i 1715. Indtil da var sluserne ved Rudbøl havsluser. Fra 1715 til 1863 var havsluserne i Rudbølkogs diger. Siden 1861 er slusen og dermed også havnen ved Højer.
Poppenbøl
Poppenbøl værft havde et temmelig stort omfang. Indtil 1899 har den været en meter højere på midten. Stedet er den mindste af de tre bebyggelser, der hører til sognet. Allerede i 1443 nævnes stedet i et dokument. I 1695 nævnes Sievert Fink, Sönke Bossen og Goddert Hansen.
Sidstnævnte blev ved giftemål også ejer af fæstegodset Søndergårde. I 1769 var der her to gårde og to huse med 22 beboere. Omkring 1830/1840 var der to gårde og tre husmandssteder.
Ved Gaden
Af beboere i Ved Gaden nævnes Johan Fink, Moritz Moritzen, Moritz Tollsen, Nisz Hansen, Nisz Ericksen, Nisz Thomsen og Lorentz Moritzens arvinger.
En af gårdene nævnes allerede i 1440. Den hed tidligere Husumtoftmark og havde privilegier. Stedet blev omtalt som Gaate. Og åbenbart har en beboerne på stedet været Dankwerth.
Her boede Hertug Frederik, da han forsøgte at bygge diger. I 1769 var her fem gårde og fem huse med 52 beboere.
Muligvis har historiker misforstået det gamle navn An – dæ – Flyt, der betyder Ved strømmen. Her lå som skrevet den forsvundne kirke.
Mysteriet om kirken
I 1769 havde Rudbøl 8 gårde, 21 kådnere og 12 indsiddere med i alt 221 indbyggere. Her boede også to Schackenborg – kådnere, som ikke havde græsningsret. Kigger man på Meyers
kort fra 1659 så er Rudbøl opført som en kirkeby. Det har Rudbøl aldrig været. Lidt indviklet er det også, for gårdene Vesteranflod og Vesterfelt hørte til Møgeltønder. Måske er det derfor, at man er uenige om placeringen af den meget omtalte kirke Vester Anflod Kirke (An dæ Flyt). Kirken har antagelig været brugt i mindst 150 år, inden vandet tog den.
Skoleundervisning i 1710
I en beretning fra 1710 kunne Pastor Caspar Petraeus berette om, at der ingen skolebygninger fandtes i Rudbøl. Undervisningen foregik i en stue lejet i et hus. Der betaltes en halv rthr. For hvert barn. Man havde en ordning, som blev kaldt Wandeltisch (omgangsbespisning). Læreren fik sin kost ved at gå på omgang hos de skolesøgende børns forældre i en bestemt rækkefølge.
Regler for undervisning
I 1801 blev der kigget på skoleforholdene i Rudbøl. Man konstaterede at biskolen ikke kunne slås sammen med andre skoler på grund af dens beliggenhed. Der var for få skolesøgende
og forældrene var ofte ubemidlede. Skolen kunne ikke ophøjes til distriktsskole, man måtte beholde sin nuværende status. Der var dog nogle regler, der skulle overholdes.
Med disse regler blev det pålagt forældrene at ansætte huslærer eller selv sørge for deres børns undervisning, når de boede i Poppenbøl og Ved Gaden. Min mor, der tjente på Poppenbøl,
fortalte, at der på gården var et værelse, man kaldte for skolestuen.
Udnævnt som distriktskole
Tretten år senere blev biskolen i Rudbøl ændret til distriktsskole. Ved Gaden og Poppenbøl skulle fra nu af tilhøre Rudbøl Skolekommune. Rudbølkog skulle også indlemmes, men først efter, at man havde fået bygget en skole. Et specielt regulativ med hensyn til lærerens aflønning m.m. blev udarbejdet. Den nye skole blev først bygget i 1822. den blev opført i sten med stråtag. Den indeholdt en skolestue, der var otte meter bred, tre meter lang og to meter høj. Der var seks vinduer samt en tjenestebolig med to stuer, soveværelse, køkken, spisekammer
og stald.
Nye skoler
I 1882 blev der bygget en ny skole med skifertag, en rummelig skolestue og lærerbolig. Til dækning af udgifterne blev der optaget et lån på 11.000 mark, som skulle afdrages over 20 år.
Det var også det år, hvor den lille landsby Lust i Møgeltønder Sogn blev indlemmet i skolekommunen. De havde indtil da haft deres egen skole, den mindste i Tønder Amt. I 1923 blev den hidtidige skole indrettet til den tyske skoleafdeling. Der blev bygget en ny skole til den danske afdeling
Undervisningssproget var indtil 1865 udelukkende dansk. Men nu blev der påbudt, at der i mindst 12 ugentlige timer skulle være undervisning i tysk.
Læreren kunne ikke undervise på tysk
I 1875 besøgte pastor Schmidt skolen. Her var der interesse for, at der i samtlige timer skulle undervises i tysk. Det var den daværende lærer Thomsen dog ikke i stand til. Efter at denne havde fået ansættelse i Mellerup, blev der undervist på tysk undtagen i to timer om ugen.
Skole i Gammel Frederikskog
I 1819 blev der bygget et godt og solidt skolehus på det gamle Frederikskog – dige. Det lå ikke langt fra den gamle kogs – mølle. Tidligere lå der også en skole i området. I 1840 fik læreren 120 mark i kontantløn, tre tønder rug, tre tønder byg, seks læs tørv, ti læs hø til vinter-fodder og 2 ¾ demant skolejord.
Læreren havde desuden 100 får på forlandet. Det var der, hvor Ny Frederikskog kom til at ligge. Skolekommunen kom til at omfatte Gammel Frederikskog, Rudbølkog og fra 1864 Ny Frederikskog. Det var dog en af de mindste skoler i Tønder Amt.
Adelsdamen der gik konkurs
Omkring 1680 hed sognefogeden Hans Johann Heinrich von der Wisch. Han blev gift med Anna Dorthea Ivers Hans Johan var tillige digegreve. Han døde omkring 1700. Anna Dorthea
kom i så store økonomiske problemer, at hun kort tid efter blev erklæret konkurs.
Det ville jo også have gået sin vante gang, hvis det ikke havde været fordi at Anna Dorthea havde tømt bohavet for værdier. Det var borgmester Peter Preussens arvinger, der kom med disse anklager.
I Højer var der i år 1700 en herredsfoged Jürgen Detlef von der Wisch. Hvor stor indflydelse den adelige familie havde i området, har der indtil nu ikke været muligt at finde frem til.
I 1834 var der i Rudbøl to tømrere, to skomagere, to skræddere, en væver og en købmand. I 1900 var der kommet en gæstgiver til.
Danskerne kommer
Ikke mindre end 28 af Rudbøls unge mænd deltog i treårs – krigen. Sognefogeden forsøgte at beskytte de få dansksindede, der var tilbage på egnen. Da Slesvig – Holstenerne
i juli 1851 ikke mere kunne holde stand, rejste nogle af de største gårdejere syd på.
En eftermiddag lød der i Rudbøl:
– danskerne kommer.
Fem – seks arbejdsvogne med soldater kørte ind i landsbyen. Sognefogeden trakterede soldaterne med smørrebrød, øl og snaps. Der blev foretaget husundersøgelser i samtlige boliger. Alle geværer og spyd blev taget med.
Sognefogeden blev anholdt
Men de danske soldater kom tilbage og anholdt sognefogeden. Via Højer og Tønder blev han indsat i fængslet i Flensborg. Han fik en elendig behandling i fængslet. Sammen med syv andre fanger blev han så transporteret med dampskib til København. Her delte han celle med en købmand Mallis fra Tønder. Senere blev han transporteret tilbage til Flensborg og Tønder.
Da fængslet her var overfyldt, fik han lov til at bo hos en snedkermester Petersen. Han fik også lov til at spadsere i amtmandens have.
Hans ophold i Tønder blev mere tålelig. De tysksindede besøgte ham, og hans familie fik også lov til dette. Efter tre måneder blev han frigivet. Hans borgerlige rettigheder var frataget ham, dem fik han først tilbage i 1860 med en erklæring at han havde lidt uskyldig.
Den store brand i 1862
I 1862 opstod der en stor brand, hvorved flere stråtækte huse i løbet af kort tid blev lagt i aske. Det var ved middagstid den 1. juni. To små drenge, som endnu ikke gik i skole, legede med hinanden. De samlede hø, halm og træ. De satte ild til det uden at ane, hvilke følger, det fik. Da alt var tørt, og da det blæste greb ilden hurtig om sig. Ikke mindre end 24 familier blev denne
dag hjemløse.
Knogler fra 17 mennesker
I sommeren 1884 fandt nogle arbejdsmænd fra Rudbøl som gravede ved Rudbøl Dyb, et antal menneske-knogler, øjensynlig fra 17 personer. Man mente at knoglerne stammede fra forulykkede ved dige-byggeri. Man støttede sig til en beretning af Petrue Petræus:
Men den forklaring købte datidens medier ikke. Andre mente, at det var sørøvere, der var slået ihjel. Der var også gisnet om, at det slet ikke var europæere, da deres hovedform var anderledes. Efter at knoglerne havde ligget i sprøjtehuset i Rudbøl, blev de 30. november 1884 begravet på kirkegården. I begravelsesregistret hedder det:
En heks i Grippenfeld
Tidligere var der fire gæstgiverier ved Rudbøl, ét i Rosenkrans, ét i Rudbølkog, ét i Rudbøl og ét i Lyst. Den sidste bestod, dog kun i kort tid. Over døren stod der på plattysk:
Det var en indbydelse til de bådmænd og pramførere, der sejlede forbi. Her gik også en vej langs det gamle dige til Grippenfeld. Men denne vej fik et meget dårligt ry. Rygtet opstod, at der var en heks i Grippenfeld. Karlene på de nærliggende gårde havde taget hanen af brændevinstønden, så indholdet løb ud. Kroen lukkede, da indehaveren ikke havde råd til at få fyldt tønden op igen.
Kartofler i Danmark – Løg i Tyskland
Ved det sydøstligste hjørne af Rudbøl Kog gik landegrænsen gennem haven hos enkefrue Nielsen. Kartoflerne stod i Danmark, mens løgene stod i Tyskland.
Kroer i Rudbøl og omegn
Nu skal det måske retfærdigvis nævnes, at der i Rosenkranz eksisterer en kro, hvor indehaveren hedder Brodersen. Jeg er hvis ikke i familie. Men maden er super-god og billig.
Lidt længere mod syd ligger Rickelsbüller Hof. Det gjorde den dog ikke sidst, jeg var i området, da hed stedet Gastwirtschaft Rödenäs. Men den lille landsby Rickelsbüll forsvandt under en stormflod i 1615. Herfra er det ikke ret langt til Nolde – museet.
Og så skal vi jo ikke glemme Rudbøl Grænsekro. Her er rødder tilbage fra 1711.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 15.10.2021
Maj 3, 2010
Det var utilfredshed med at munkene fik så meget magt. Et kæmpe kloster udviklede sig med volde og grave. Hestetyven Peter Høeg måtte på galgen. Sognekongen have en affære med ko-hyrdens datter. Store stridigheder om Draved Skov. Og så døde skovfogeden i en bageovn. Man ville have bevilling til brandmateriel. Efter fem måneder fik man svar. Køb en brandspand.
En gammel by
Her kom vi i mange år til “Kloste– Mærken”. Og her mødte vi ofte Peter Belli. Mon det var her, han mødte June? Her besøgte jeg også min tidligere kollega fra Aabenraa – skønne Sanne.
Hendes mor var hvis nok jordemoder. Det var også her i Løgumkloster, at Heine Thimsen boede, en god ven af familien Brodersen.
Den forholdsvis lille by har haft stor historisk betydning, og det er det vi skal høre om. Byen er mere end 800 år gammel.
Fra Seem til Løgum
Ribe – bispen Stefan flyttede i 1173 set reorganiserede klostersamfund i Seem ved Ribe til Løgumkloster. Her nævnes det første gang i 1202. Man var gået i gang med at opføre nogle midlertidige bygninger og en kirke. Men ikke så længe efter blev stedet ramt af en brand. Også privilegiebreve blev flammernes bytte. Men den mægtige pave Innocens den Tredje stadfæstede rettighederne i 1206. Er kongeligt privilegium kendes fra 1212. Det er udstedt af Valdemar Sejr.
I 1225 indledtes et byggeri, der skulle strække sig over ca. 100 år. Ind imellem manglede man penge. Det tog også lang tid at brænde de næsten en million mursten i de små teglovne. Den østlige del af kirken, kor, tværskib og skibets østre halvtag, er ældst og bygget i romansk stil, mens det øvrige er yngre og i gotik.
Opstået i Frankrig
Cistercienserordenen stammede fra Burgund i Frankrig. Ordenen opstod som en fornyelsesorden i det gamle Benediktiner orden. Munkene var vegetarer og fuldstændig selvforsynende. Munkene skulle iagttage andagtsfuld tavshed også under legemligt arbejde. Kun ved tegn meddelte de sig til hinanden. Der blev opført ca. 500 klostre i Europa, heraf 11 i Danmark.
De første bygninger var i træ. Men det blev afløst af munkesten. Munkene fik støtte fra mange sider. Det var fra stormænd, Ribe – bispen, fra kongemagten og som gaver for at afholde sjælemesser.
Utilfredshed blandt præster og sognebørn
Nu var det ikke alle, der var lige tilfredse med munkenes tilstedeværelse. Mange sogne følte at klosteret fik for megen magt, og dermed fik tiende. Det skete blandt andet for Brede Sogn, hvor det lykkedes for munkene, at få præsten afsat.
Fjernt fra menneske-bolig
Klosterkirken består af et senromantisk kor med sidekapeller, korsarme. Forskellige byggestile blander sig. På højalteret står en sengotisk skabstavle fra slutningen af 1400tallet med to bevægelige fløje. Tavlen stammer fra Jerne Kirke. Den prægtige alterbordsforside er fra ca. 1325 og befinder sig nu på Nationalmuseet.
Af klostrets mange munkestole er kun ni bevaret. Døbefonten er af træ og stammer fra 1704 produceret i Tønder på Peter Petersens værksted.. Fadet er sydtysk og fremstiller bebudelsen.
Det legemsstore ung gotiske kor-bue krucifiks og koret er fra 1300tallet. Prædikestolen er fra 1580. Af kirkens tre klokker er den ældste fra 1492.
Kloster og kirker blev efter ordenens strenge forskrifter anlagt fjernt fra menneske-boliger i en skovbevokset egn ved Brede Å. I henhold til forskrifterne blev det uden indre udsmykning og
tårn. I det store kor samledes munke i århundrede efter århundrede i deres hvide ordensdragter med sorte skulderklapper til tidebønner ved dag og nat. Lægbrødrene, der bar brune dragter, havde ikke fuld munkeværdighed.
Det sorte sideskib var beregnet til de mange lægbrødre og daglejere, der havde deres udkommende i klosterets tjeneste.
Mægtig kloster
Sammenbygget med kirkens sydvesthjørne ligger Slottet. Det er en statelig munkestensbygning . Den blev omkring 1585 bygget til jagtslot af hertug Adolf af Gottorp. I nyere tid blev den brugt som amtsbygning. Nu er den hjemsted for Præstehøjskolen.
Cistercienserklostrene blev med tiden anseelige herreklostre. Af Løgumklosters jorde skabtes et hel amt.
Forinden var Løgumkloster by i mellemtiden vokset op i ly af klosteret. Her fik mange af byens borgere beskæftigelse. Og mange af landets ledende folk kom til byen. Klosteret blev efterhånden meget anset og rigt, men indtægterne blev ikke soldet op. Vejfarende kunne her finde husly. Godgørenhed over for trængende var en hellig pligt.
Munkene holdt dagligt flere messer ved højalteret og ved sidealterne. De holdt også 8 tidebønner, den ene om natten før daggry. Her anvendte munkene nattrappen. Den gik direkte fra munkenes sovesal og ned i kirken.
Efter reformationen
Efter reformationen afsluttedes klosterets eksistens. Det vil sige at klosteret lukkede med den sidste abbeds død i 1548. Det var Morten Iversen. De udstrakte besiddelser gik hermed over til Hertug Hans den Ældre. I 1713 overtog kronen besiddelserne. Frem til 1867 fungerede besiddelserne som et selvstændigt amt. Ladegården fortsatte som gods frem til udskiftningen 1780 – 92.
Ved reformationen ejede klosteret 193 gårde, 4 kirker og adskillige møller, dertil kom flere store huse i Ribe. Den nu alt for store kirke gik nærmest i forfald. I 1970 fandt man ved udgravninger ud af, at klosterkomplekset, som havde været omgivet af avlsgårde og økonomibygninger, var omgivet af volde og grave. Kirken har rummet mange fornemme begravelser,
men kun meget få gravminder er bevaret.. Altertavlen kom først til i 1925. Den havde tidligere stået i Jerne Kirke.
Hestetyven
Peter Høeg var dømt i skarpretterens hænder. Som det var proceduren dengang, havde han været gennem et såkaldt pinligt forhør, hvor han skulle angive medskyldige. Gennem nogen
tid havde han stjålet heste i omegnen og solgt dem syd på. Den 8. juli 1633 ville forsamlingen ikke vente længere. Og det ville skarpretteren heller ikke. Man dømte Peter Høeg til galge og gren at hænge.
Sognekongen og ko-hyrdens datter
Nu var ikke alle lovovertrædelser i Løgumkloster lige alvorlige dengang. Den fattige Ingvard Spillemand blev dømt en bod på tre rigsdaler for at have besvangret sin kone før brylluppet.
Værre gik det dog med Sognekongen Peder Døstrup i Alslev. I 1635 fik han et barn i sit ægteskab. Men et par måneder efter fik han barn med ko-hyrdens datter. Det blev takseret med 60 rigsdaler. Hvordan han klarede det med konen, melder historien ikke noget om.
Rensdyrjægere for 12.000 år siden
Dengang lå Løgumskoven mellem Løgumgårde, Vester Terp og Kløjning. Stor og mægtig var den, nu er den væk. Heldigvis er Draved Skov der stadig. Skoven er i dag Danmarks største naturskov. Stort set for stedet lov til at udvikle sig uden indgriben af menneskelig hånd. Dele af skoven ser ud, som den gjorde for 4.000 år siden.
For snart 12.000 år siden under skovens opvækst, er der sikkert kommet små flokke af rensdyrjægere gennem skoven. Men de første sikre spor af beboelse går 9.000 år tilbage.
Et slot ved Vester Højst
I Pontoppidans Atlas fra 1781 står der:
Med andre ord, så skulle der have ligget et slot eller et gods på stedet, inden munkene kom.
Stridigheder om skoven
I 1263 sendte Hertug Erik den Første sin drost Jens Hvidding til området for at afgøre en tvist mellem Løgum Kloster og Jacob Thuesen om en del af Draved Skov. I 1280 nævnes Draved
i to breve fra biskop Thyge af Ribe. Her drejer sig også om stridigheder om en del af skoven.
Selv om hele Draved Skov kom i klosterets besiddelse, så kneb det med at håndhæve ejendomsretten. Især herremanden på Solvig, Eggert Gørdsen var ude efter skovhugningsretten. I 1492 kom et forlig i stand. Den gik ud på, at Eggert Gørdsen skulle bede abbeden i Løgum om tilladelse til at hugge træ i skoven.
Træhugsten var hård ved skoven i 1500tallet. Så derfor forbød Hertugen af Gottorp al træhugst. Han beordrede et nyt dige bygget om skoven med kun et skovled. Her opførtes et vogterhus til en vagtmand, der skulle holde opsyn med hvem og hvad, der kom ind og ud af skoven.
Det blev nu ikke taget særlig alvorligt. Hertugen sendte en ny forordning fra 1593. Der måtte statueres et eksempel. I 1598 blev Ludde Janssen dømt til døden. Men skarpretteren var fordrukken, så han måtte gøre et nyt forsøg i et ædru tilstand. Ludde havde stjålet træ i skoven.
Indhegning af skoven
Hertug Frederik af Gottorp havde ikke kun problemer med trætyve. Bøndernes husdyr åd mange nye skud og knopper, så i 1642 skriver hertugen til amtmanden i Løgumkloster, at han skal sætte bønderne til at indhegne skoven, eller de skal holde deres husdyr fra at græsse der.
Døde i bageovn
I 1764 var skoven i en elendig forfatning. Den bestod mest af gamle hule ege og små bøge. I 1775 brændte skovfogedhuset. Under branden ville skovfogeden redde et eller andet. Han når ikke ud, inden taget skrider. I et forsøg på at redde livet, kravlede han ind i bageovnen, hvor man senere fandt hans lig. En nyt skovfogedhus blev opført i 1777.
Brand i skoven
Gang på gang var der brand i skoven. Et sagn fortæller om en stor brand i Draved Skov:
Den 25. maj 1853 opstod en alvorlig skovbrand. Ilden opstod klokken ti om formiddagen på Frederiksgårds Hede, syd for skoven. En overgang var Frederiksgård truet, og en sprøjte fra Løgumkloster blev kørt derud. Det lykkedes frivillige at få bugt med ilden. Skovfogeden efterlyste efter branden slukningsmateriel til skoven. Tre måneder efter forespørgslen fik skovfogeden så at vide, at han skulle anskaffe en læderbrandspand.
Fra udkanten af skoven indtil Løgumkloster befinder man sig på den gamle drivvej, også kaldet okse – og studevej. Her blev tusinder og atter tusinder af okser drevet ned gennem Jylland. Og her lå en kongelig privilegeret kro, Teltkro.
Klostret havde stor betydning
Omkring klostret voksede der en bebyggelse frem. Den nævnes faktisk første gang i 1546, og kaldes da Lemklosterby. Her var både gårde med betydelig landbrug og huse, der rummede et
stort antal håndværkere. Senere kom urtekræmmere, kniplingshandlere og andre.
Knipleindustrien
I løbet af 16 og 1700 tallet fik knipleindustrien stigende betydning for byen. I 1741 var der 611 kniplerske i Løgumkloster og omegn. I 1792 blev der åbnet en knipletråds-fabrik. Men fabrikken måtte lukke. Den blev ombygget til skole 1835 og siden til aldersdomshjem i 1905.
Befolknings – fremgang og tilbagegang
I 1780 var der 1.300 sjæle i byen, men i 1835 kun 1.133. Det var efterhånden kommet en del mindre industri til området. I den tyske tid faldt indbyggertallet. I 1920 var der 1.620 og 50 år senere 2.089.
Pietismen
I 1700tallet blev Løgumkloster sammen med resten af Vestslesvig ramt af pietismen. Vækkelsesprædikanten Enevold Ewald Brandt virkede i Øster Højst og i årene 1717 – 21 var Hans Adolph Brorson huslærer hos amtsforvalter Nicolai Clausen på Slottet. Senere giftede Brorson sig med den ene af døtrene. Andre vækkelsesprædikanter udgik fra byen. De havde tætte forbindelser til Herrnhuterne i Christiansfeld.
Stinne mæ æ Biffel
Fra 1800tallet satte Indre Mission og Luthersk Mission sit præg på egnen. En helt speciel personlighed satte sit præg på egnen. Det var Stinne mæ æ Biffel. Hun missionerede og hjalp overalt på egnen. Under første verdenskrig sørgede hun for mad til krigsfangerne i den nærliggende fangelejr. Lidt syd for byen ligger krigsfange – kirkegården.
Krigsfangelejren
Op mod 2.000 franske, belgiske og russiske krigsfanger samt tyske straffefanger og desertører var interneret i krigsfangelejren. En masse arbejde i omegnen blev udført af disse fangere. De udførte skovplantning og udretning af åer. I 1915 blev lejren ramt af en alvorlig plettyfusepidemi, som kostede en del fanger samt lægen, livet. Krigsfangelejren blev brugt til husvilde boliger
efter krigens slutning i 1918. Kort tid efter i 1920 nedbrændte den.
Kliple mærken
Markedspladsen midt i Løgumkloster blev vigtig for handelen i byen. Studedrivere, svinedrivere og hestehandlere fandt vej hertil. Der var forskellige markedsdage, men den største var Klostermærken. Den blev oprindelig holdt på Sct. Batholomærus den 24. august. Den omtales i en markedsbevilling fra den gottorpske hertug i 1681.
Sidst i 1800tallet gik handelen med dyr tilbage. Markedet blev præget af gøgleri og forlystelser. Smådyrs – og krammermarked er i dag henlagt til Slotsengen bag kirken.
Restaurering
Kapitelsalen i det gamle cistercienserkloster er fantastisk velbevaret. Det er nok en af de mest velbevarede rum fra 1200 – årene. Men man kan sige, vi har været heldige. Det var lige før, det hele ville have være forsvundet. I 1913 begyndte de tyske myndigheder, at restaurere klosterkirken. Man bestemte, at kirken skulle have et varmeanlæg. Det skulle ligge i kælderen. Da man var nået et stykke ned, begyndte det at åbenbare sig rester af en flot bygningsværk. Men der var ingen nåde.
Tondersche Zeutung argumenterede for den turistmagnet det ville være, hvis det hele blev sat i stand. Fra højere sted blev der nu beordret, at den fuldstændige restaurering skulle finde sted. Men så blev det hele sat i bero igen. I 1916 blev der igen besluttet, at restaureringen skulle fortsætte.
I 1920 overtog de danske myndigheder restaureringen af kirke og kloster samt kapitelsalen. Denne var i dybeste forfald, efter at være brugt som tørveskur (1708), Kvægstald (1732), hestestald (1767). desuden er den også anvendt som gedestald. Nationalmuseet afsluttede restaureringen i 1932.
Kort levetid
Amtsbanen indstillede driften i 1926. DSB overtog driften. Men det varede ikke længe. Ruten fik en meget kort levetid.
Gøglerstatue
I 1950erne tog den lokale præst Anders Bork Hansen initiativ til gøglergudstjeneste i kirken. I den østlige ende af markedspladsen ses Gøglerstatuen. Denne forstiller gøglerpræsten og to gøglere, rottekongen Cibrini og Valdemar Jessen.
Refugium og klokkespil
I 1961 blev et refugium indviet. Det rummer kirkens sakristi og den omtalte kapitelsal. Det var faktisk munkenes sovesal. I 1973 blev et nyt klokkespil i et højt tårn øst for kirken indviet. Det består af 49 klokker og er Nordens største.
En tur i Løgumkloster
Hovedgaden er Storegade. Den fortsætter ud i Østergade. Ved den ligger Holmen, hvor der er indrettet et museum. Mod vest fører Storegade ud til Slotsgade, som går forbi kirken mod Tønder og Møllegade, hvor den store ejendommelige markedsplads ligger i en stor trekant mod Markedsdage.
Husene er gennemgående ikke gamle. Mange er fra begyndelsen af 1800 – årene. Det skægge er at byggeskikken ikke minder om husene længere vest på, som for eksempel i Højer. En af de mere markante bygninger er præstegården.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
-www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler herunder 283 artikler fra Tønder
Redigeret 9.-11. – 2021